1

.

2

VEJEN Udgives af:

først og fremmest som information til

foreningens medlemmer:

Artikler, som ikke omhandler

foreningens aktiviteter, og som ønskes

optaget i bladet, bør have til formål at

fremme og udbrede tanken om

pilgrimsvandring som mere end blot

moderne oplevelse-turisme.

Vejens redaktion: Finn Buhl

E-mail:

info@roskildepilgrimsforening.dk

Layout og tilrettelægning:

Finn Buhl

VEJEN udgives og sendes som

vedhæftet fil til E-mail til foreningens

medlemmer.

Andre, som har relation til

pilgrimsbevægelsen, kan modtage bladet, som

vedhæftet fil til E-mail ved at henvende sig til

Roskilde Pilgrimsforening på

info@roskildepilgrimsforening.dk

© Copyright:

Roskilde Pilgrimsforening

Artikler modtages kun som vedhæftet fil.

Artikler modtages kun som Word-fil.

Billeder modtages kun som jpg- eller tif-fil.

Indhold:

Side 3……..Et skriftsted til eftertanke.

Side 4………...…………Skriftestolen.

Side 8……………………...Tre på tur.

Side 13………….Week-End Vandring.

Side 19………………...Caminostreger.

Side 24………….Portræt af en pilgrim.

Side 31...Den Evangeliske Velsignelse.

Side 34…………...Tankefulde Teodor.

Side 35….………………Bøger på Vej.

Næste deadline……..1. december 2015

Nr. 18 udkommer…...….1. januar 2016

3

Peter erkender sin fornægtelse.

Af Finn Buhl

Lukas kap. 22 v54 De anholdt ham og førte ham bort, hen til ypperstepræstens hus; men Peter fulgte efter på afstand.

v55 Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem. v56 En tjenestepige så

ham sidde ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.« v57 Men han nægtede det

og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!« v58 Lidt efter var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af

dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!« v59 En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo,

sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.« v60 Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke,

hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. v61 Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter

huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.« v62 Og han gik

udenfor og græd bitterligt.

Oliemaleri af H.F.Buhl 2013 : ”Peter erkender sin fornægtelse.”

I billedet har jeg forsøgt at gengive det split-sekundt, hvor Jesus vender sig om, og det går op

for Peter, han har svigtet – fornægtet sin Herre og elskede Frelser, som han ellers påstod, han

ville gå i døden for: Men nøjagtig så svage er vi mennesker!

Paulus skriver 2. kor. 7-9: v7 Og for at jeg ikke skulle blive hovmodig af de overmåde store åbenbaringer, blev

der givet mig en torn i kødet, en engel fra Satan, som skulle slå mig, for at jeg ikke skulle blive hovmodig. v8 Tre gange

bad jeg Herren om, at den måtte blive taget fra mig, v9 men han svarede: »Min nåde er dig nok, for min magt udøves

i magtesløshed.«

Lad os derfor vandre og hvirvle støvet op ved hvert skridt vi går på VEJEN, pilgrimsvejen

som ender ”derude”, hvor Guds og LAMMET´s Trone står…NADVERBORDET.

4

Af Finn Buhl

Lidt kættersk ”synkretisme”.

Nedenstående har for så vidt ingenting med pilgrimsvandring at gøre….ud over den

”pilgrimsvandring” jeg personlig foretog for ca. 15-20 år siden, og som stadig ”kæmper” i mit

indre: De næste linier bliver derfor en ”syndsbekendelse”, så det batter noget.

Skal jeg være ærlig…og det skal man jo, når

man ”har sat sig ind i skriftestolen”, så ser jeg

langt flere lighedspunkter mellem

Kristendommen og Hinduismen ”ved sine

rødder”, end mellem Kristendommen og

Jødedommen.

Nuvel….Jeg er 100 % enig i, at man ikke kan

adskille Det Gamle Testamente og Det Ny

Testamente ad, for Jesus profeteres i Det

Gamle, og åbenbares i Det Ny.

Men lad mig forklare: Hinduismen ”ved

sine rødder” - dvs. Hinduismen før

Buddhismen opstod, og før Buddhismen

smittede af på den oprindelige Hinduisme

med sin opfattelse af det Guddommelige som

”Det Store Intet” og asketisk indadvendt

meditation – denne Hinduisme ”ved sine

rødder” er monoteistisk eller treening på

samme måde som Kristendommen.

Hinduismens treenighed hedder Brahmann –

Paramatma og Bhagavan. Brahmann er

Guddommen i sin upersonlighed. Paramatma

er super / oversjælen. Bhagavan er

Guddommens personlighed. Denne

treenighed åbenbarer sig som Skaberen

Brahma, som Vedligeholderen Visnu og

Tilintetgøreren Shiva. Hinduismens 330

millioner guder er ”blot” ekspansioner af

Guddommen. Guddommens personlighed er

tidsalder efter tidsalder steget ned, hvilket

kaldes en avatara ( inkarnation ), og den

vigtigste af disse er KRSNA, som også kaldes

Guddommens Højeste Personlighed. Navnet

KRSNA betyder ”Den der kan stoppe død”.

KRSNA minder på mange måder om

”mennesket Jesus i sin Guddommelighed”.

Ligesom i Kristendommen kan man i

Hinduismen ”ved sine rødder” også kun

frelses ved nåde (KRSNA´s nåde opnår man,

når man hengiver sig til KRSNA uden motiv

– blot af kærlighed – kun sådan slipper man

ud af den gentagne sjælevandring / genfødsel

og kommer til Vaikunta, som minder om

Himmeriget. Nej, man frelses ikke, som

mange fejlagtigt tror, ved møjsommeligt at

”arbejde sig opad og opad, liv efter liv, i

stadig større og større erkendelse af

årsagernes årsag” ). ”Opgiv alle former for

religiøse handlinger, og overgiv dig til Mig.

Jeg skal befri dig for alle syndefulde

reaktioner – Frygt ikke”, siger Krisna i

Bhagavat Gita 18.66

I Hinduismen ”ved sine rødder” er Gud en

kærlig, glad og fornøjelig yndling, som med

sin fløjte kalder på sjælene, som er faldet ned

i materiens lidelse. ( Se ligheden med

lignelsen om Den Fortabte Søn, hvor sønnens

far løber sønnen i møde, omfavner ham,

kysser ham og tilgiver ham. ) I Hinduismen

”ved sine rødder” er kaldes de troende

HENGIVNE, og billedligt beskrives de

hengivnes forhold til Guddommen som

”Radha-Krishna”. ( Det svarer til begrebet

5

”Kristi Brud” ) I slutningen af 14-hundrede

tallet fremkom Sri Caitanya Mahaprabhu, og

hans disciple så ham som inkarnationen af

Radha og Krishna i én person. Sri Caitanya

omtales også som skannavatara, hvilket

betyder ”den skjulte avatara”, fordi der ikke er

forudsagt nogen avatara i Kaliyuga, som er

vores tidsalder. Navnet Sri Caitanya

Mahaprabhu betyder ”Hengivenhedens

Højeste Herre”. I Hinduismen ”ved sine

rødder” er Radha – eller Radharani –

kohyrdepigen, som i selvudslettende

hengivenhed tjener sin elskede –

kohyrdedrengen Krisna – som hele tiden

gemmer sig for hende, selvom hun er total

opofrende i kysk kærlighed.

Radha-Krishna

( Se ligheden med Lazarus´ søster Maria, om

hvem Jesus sagde: ”Maria har valgt den gode

del”. Mange mener, at denne Maria er den

samme som Maria Magdalene, som igen var

den første ude ved Jesu Grav, og som Jesus

kaldte ved navn, og gav at gå til disciplene og

fortælle, at Jesus var opstanden. Maria

Magdalene blev således Apostlenes Apostel. )

Radhas kærlighed til Krishna er beskrevet i et

langt, langt digt, som hedder Gita Govinda –

sangen om Govinda. Govinda betyder ”Gud i

forklædning som Kohyrdedreng”. Gita

Govinda minder meget om Højsangen i Det

Gamle Testamente. Radha, som billede på

sjælen, er endvidere beskrevet i nogle korte

vers kaldet ”Upadesamrta” – Nektariske

instruktioner. I Kristendommen kaldes vi

”Guds Børn”, og til sammenligning…..i

Srimad Bagavatam - Bhagavatam Purana –

især i 10. canto fylder Krisnas barndom og

hans lege med de andre kohyrdedrenge og

piger rigtig meget, og sådan leg uden andet

motiv end barnlig hengivenhed og kærlighed,

er netop sådan den hengivnes forhold til

Krisna bør være.

Krishna leger , danser med kohyrdepigerne.

( Se her ligheden med at Jesus siger: ”Hvis

ikke I vender om og bliver som børn, kommer

I slet ikke ind i Himmerige.” )

Jesus velsigner de små børn, som bæres til Ham.

Man siger ofte, at Jesus var jøde, men jeg vil

påstå, at Gud åbenbarede sig som menneske

6

– som Jesus – i Jødedommen, fordi

Jødedommen havde bevæget sig væk fra

”Den Oprindelige Israelitiske Religion” og

var endt i et slaveri til lovparagraffer. Det var

dette slaveri – lovparagraf slaveriet – Jesus

kom for at befri Jødedommen for. Det er

derfor spændende at se, at dette – at befri

religionen for irreligion – også er beskrevet i

hinduernes ”ny-testamente” – Bhagavat Gita

– Herrens Sang. I kapitel 4 vers 7 står: ”Når

som helst, og hvor som helst udøvelsen af

religion aftager – o efterkommer af Bharata –

og der sker fremherskende stigning af

irreligion, på det tidspunkt stiger jeg ned”.

Og videre i 4.8: ”For at befri de fromme og

tilintetgøre skurkene, såvel som for at

genoprette de religiøse principper,

fremtræder jeg tidsalder efter tidsalder.” og

endelig i 4.9: ”Den som kender min

tilsynekomst og Mine handlingers

trancendentale natur, bliver ikke født igen i

denne materielle verden, når han forlader sin

krop, men opnår Min evige bolig…o Arjuna”.

Og der er mange flere ligheder: Jesu fødsel

minder på mange måder om Krishnas fødsel,

og ”Barnemordet i Betlehem” minder om alle

de dæmoner, som ville Krishna, som baby og

lille barn, til livs.

Almagt i Afmagt: Gud - Jesus fødes som et hjælpeløst spædbarn.

Forskellen er, at Jesus Kristus – Gud der blev

menneske – lader sig føde hjælpeløs i to hel

almindelige menneskers varetægt, mens

Krishna selv som spæd er i stand til at

forsvare sig og dræbe alle de dæmoner, som

vil dræbe Ham. Krishna er nemlig Gud

forklædt, så Han blot ligner et menneske,

men forbliver at være Gud. Jesus er

derimod, Gud som blev menneske, og selvom

Jesus altså var fuldt og helt Gud, så var Jesus

samtidig fuldt og helt menneske, med alt

hvad det indebar. Og spørger man

mig…påstår jeg, at Jesus er Guds absolutte

åbenbaring: I Jesus Kristus hengiver Gud sig

FULDSTÆNDIGT til OS….til vor

frelse….Han dør på korset som betaling for

vor SYND. Synden er, at vi har vendt Ham

ryggen i ULYDIGHED! At Gud også i vor

tid - hinduerne kalder det Kaliyuga - er steget

ned som Sri Caitanya Mahaprabhu, dét når –

alle ligheder til trods - slet ikke op på Jesu

suverænitet. For Sri Caitanya Mahaprabhu er

”blot” Radha-Krisna åbenbaret, og det er

”kun” åbenbaringen af sjælens ubetingede

hengivenhed til Gud, og Gud som lokker

sjælen med sit yndefulde ydre. Jesu død og

opstandelse er derimod Guds ubetingede

HENGIVENHED til OS….Det er Almagt i

Afmagt, og det er Guds suveræne, ultimative

åbenbaring: ”Ikke ved magt, og ikke ved

styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers

Herre!” Zak 4,6 og .... ” Han ( Jesus

)svarede: ”Min nåde er dig nok, for min

magt udøves i magtesløshed.” 2 Kor 12,9

Almagt i Afmagt: Pieta

7

Almagt i Afmagt: Jesu Lidelse

I starten af denne ”Skriftestol” kaldte jeg min

”tilbagevenden” til kristendommen for ”en

pilgrimsvandring”….men det var faktisk

tidligere sognepræst ved Roskilde Domkirke

Poul Henning Fromsejer, der brugte

vendingen, engang jeg fortalte ham om ”min

fortid”:

Og hvorfor vendte jeg så ”tilbage”, når nu

Hinduismen ”ved sine rødder” sagde mig så

meget, og tiltrak mig? Ja, det var heller ikke

let, men tværtimod en meget smertefuld

”vandring”.

Én af grundene var, at nogle af ”de hengivne”

i templet oppe i Bendtstrup lidt nord for

Hillerød, hvor jeg af og til kom, i flere

tilfælde udtrykte vrede, når jeg citerede Det

Ny Testamente i stedet for Bhagavad Gita

eller Srimad Bhagavatam. Ja, én vrissede

ligefrem af mig under en afsluttende spisning,

så højlydt at det tiltrak sig pinlig

opmærksomhed: ”Hvorfor kommer du her”,

snerrede han, ”når du ikke tror på det?”

Men det gjorde jeg jo!......Og i virkeligheden

efterlevede jeg bare – og måske mere end han

gjorde – hvad Prabhupada – bevægelsens

paramguru – skriver i sine bøger, nemlig at

efterlevelse af Krishna eller Kristus er det

samme.

Den anden og vigtigste grund, og den som

gjorde udslaget, var…….at en dag, hvor jeg

sad og læste i Bhagavad Gita, udfoldede vers

66 i kapitel 18 sig pludselig ” som en blomst”:

”……Jeg skal befri dig for alle syndefulde

reaktioner. Frygt ikke!” Jeg var chokeret.

Her talte Krishna jo om SYNDERNES

FORLADELSE. Ingen forstod mig, men jeg

forstod, at jeg havde fundet SANDHEDEN!:

Mange mener at NÆSTE-KÆRLIGHED er

dét, der kendetegner Kristendommen, men

NEJ! Næstekærlighed er, hvordan Kristen-

dommen får os til at virke blandt andre

mennesker, når vi TROR. Det kaldes også

”Troens Frugter”. Dét, der kendetegner

Kristendommen….eller rettere ”al RELI-

GION ved sin Kilde”, det er SYNDERNES

FORLADELSE….at gud TILGIVER, når vi

vender tilbage til Ham: Dette at Gud GIVER,

og ikke at vi HANDLER, det er sagen, det er

det afgørende, det er EVANGELIET. Næste-

kærlighed er ”kun”, hvordan vi reage-

rer….eller bør reagere på SYNDERNES

FORLADELSE.

Ovenstående ”vandring” har også lært mig, at

man ikke kan studere sig til TRO….LÆSE

sig til TRO…KLOGSKAB kan ligefrem

spærre for TROEN. Troen er derimod en

GAVE Helligånden rækker den, der uden

fordringer eller forventninger ”vender

om”…den der TAGER IMOD som et

BARN…bliver et BARN. TROEN ”folder sig

først rigtig ud”, når sindet, intellektet,

klogskaben, fornuften, det rationelle

”vandrer” fra hjernen ned til HJERTET. For i

HJERTET er der ”kun” plads til

KÆRLIGHEDEN.

8

Tre på tur: Gensyn med Camino Primitivo 2014: Tredje del

Af Finn Buhl

Onsdag d. 27/8 2014 4. vandredag: Fra Salas til Tineo.

Den tyske dame, som også bor på ”La Campa”, kalder Helen for ”Den hjælpeløse Pilgrim”:

Og noget er der om snakken. Hun er meget, meget kontaktsøgende, og meget meget, meget

forvirret. Mange af de ting hun ”søger råd om”, er selvfølgeligheder. Vi ”inviterer” ikke til

kontakt: Man har vel lov til at vælge sine bekendtskaber….og hun er vel sagtens også taget af

sted alene ud fra den formening, at det her kunne hun godt klare.

Vi kom ”for sent” op, og spiste morgenmad

på herberget. Vejet var utrolig smuk, så det

var bare med at komme derud af: Anja og jeg

kunne begge huske, at til en start gik det rigtig

meget op ad i skov, men igen…..det var langt

hårdere end vi huskede det. Vi måtte derfor

finde et ”fem år efter tempo” at gå i, og

passede Helen fint. Så var der god tid til at

kikke på naturen og tage billeder.

Formanden på vej ud af Salas.

9

Formanden i det smukke morgenlys.

Det går stejlt opad gennem skoven.

Vejen mod Bodenaya: Indsat sammested 2009.

I 2009 var man i gang med et større

vejarbejde på vejen mod Bodenaya. Der var

naturligvis blevet færdigt i mellemtiden: Jeg

husker, at jeg dengang i 2009 tænke, at

Spanierne godt nok er hårde ved landskabet,

og den tanke kom tilbage, da jeg nu i 2014 så

resultatet. Det var ikke meget kønnere, end

dengang arbejdet stod på.

På vejen ind til Bodenaya så vi byens flotte

herberg: Jeg har ingen erindring om, at der

var et herberg her i 2009, men jeg vil ikke

”ligge hovedet på blokken”. Måske har

der…og måske har der ikke været ét.

Herberget i Bodenaya: Værd at huske til en anden gang.

Men nu i 2014 der var en god cafe, hvor vi

kunne få cafe con leche…Uhhmm! Og klods

op af cafeen boede en ”Official pilgrim´s

hairdresser”. Der var nu ingen af os, der

skulle have sat håret, men man kunne også få

stempel til sit pas hos frisøren, så det fik

vi….og fik lavet lidt sjov samtidig: Frisøren

ville meget gerne trimme mit skæg.

Vi drikker cafe con leche i Bodenaya.

10

Den officielle pilgrims frisør.

På vejen fra Bodenaya til landsbyen El

Pedregal havde vi en meget mærkelig

oplevelse: En sikkert psykisk syg ”pilgrim”

antastede os, og mens hun gik ved siden af os,

skældte hun os ud ….på spansk. Hvad hun

sagde, forstod vi ikke, men hun var meget

vred. Måske syntes hun ikke, vi skulle gå der,

hvor hun gik. Vi prøvede at sætte tempoet lidt

ned, men så gjorde hun det samme. Så

prøvede vi at gå stærkt, men så overhalede

hun os bare, og truede af os. Heldigvis faldt

hun til sidst i snak med en bondemand, som

så ud som om, han måske kendte hende; og vi

slap væk. Vi talte om, at måske gik hun frem

og tilbage på denne strækning hver dag og

prøvede at få kontakt til dem, som gik på

ruten….Ja, hvem ved. En stakkel var hun,

men heldigvis så vi hende ikke mere.

I El Pedregal var der lavet et ”Pilgrims

hjørne”. Et dejligt opholdsrum med borde og

stole og kaffe- og sodavandsautomat. Udenfor

var det et toilet, så det var den rene luksus.

Anja og Helen nyder en sodavand i ”Pilgrims hjørnet”.

…..Så er pausen slut!

Fra El Pedregal og til Tineo, går man et langt

stykke gennem skov, og langs indhegninger

med kvæg. Et rigtig smukt stykke vej, men i

2009, havde det regnet meget i ugerne forud,

og vejen var fuldstændig opkørt og nærmest

umulig at komme frem på. Vi gik i pløre til

anklerne. I starten forsøgte vi at undgå ” at få

sok”, men til sidst - husker jeg – vadede vi

bare igennem pløret. Resultatet blev det

samme: Pløre langt op ad buksebenene. Nu i

2014 var der kun et enkelt eller to steder, der

var lidt pløre. Ellers var resten af vejen flot og

tør, og en ren fornøjelse at gå på.

Vi kommer ind på den smukke vej gennem skov og langs ind-

hegninger med kvæg.

Visse steder var stien også pløret nu i 2014, Men det var intet i forhold til i 2009……..

( indsat samme sted 2009 )

11

Endelig nåede vi frem til Tineo: Selv om

dagen etape ikke havde været én af de rigtig

strenge, så var vi vist alle tre lidt trætte, da vi

nåede herberget. Anja og jeg vidste lige

præcis, hvor det lå, og ligesom i 2009, var der

god plads, selvom der allerede, da vi ankom,

var væsentlig flere end i 2009. Der var stadig

underkøjer.

Anja i sin underkøje i Tineo.

En kold øl gør godt efter badet.

Efter et bad og en god kold øl, var det blevet

tid til at proviantere. Vi fandt hurtigt et

supermarked, købte hvad vi manglede og

aftalte, at jeg gik hjem med varerne, for vi

ville op i den gamle bydel og kikke, inden vi

skulle spise. Da jeg kom tilbage – efter at

have stillet varerne ved vores køjer på

herberget, og troede Helen og Anja var et

godt stykke oppe mod den gamle bydel –

fandt jeg dem ståede der, hvor jeg havde

forladt dem. Anja – og især Helen – var i tvivl

om, hvilken vej vi skulle. Helen havde et kort

over Tineo, som de begge nærstuderede, men

jeg havde ”vejen inde i hovedet” fra 2009, og

begyndte derfor bare at gå den vej, jeg var

sikker på, vi skulle. Jeg tror ikke - især Helen

– var helt overbevist, men til sidst fulgte de

efter mig.

Helen og Anja havde fået oplyst, at på et hotel

kunne man få ”pilgrims-menu”: Vel oppe i

den gamle bydel, fandt de hurtigt hotellet,

men menuen blev først serveret kl. 21.00, og

klokken var kun 18.00. Helen ville gerne se,

om det var muligt at finde et sted, hvor de

solgte den ”vidunder-salve”, den yngre,

atletiske caminovandrer i Doriga havde smurt

på hendes ryg. Adskillige farmacia´er og

sportsforretninger blev herefter besøgt, men

uden resultat.

På vejen hjemad fik vi en øl på en hyggelig

bar, som også serverede Tarpas: Det måtte vi

prøve og ventede en evighed. Endelig kom

vores Tapas…..verdens kedeligste Tapas, men

den stillede da sulten.

”Socialt samvær” mens vi venter på verdens kedeligste Tapas.

Senere hjemme på herberget: Vi havde os sat

udenfor og hyggede os sammen med andre

caminovandrere fra flere forskellige lande,

bla. en ung pige, som allerede havde fået sit

ene knæ ”ødelagt” af vandringen. Til trods

for sin skade fik hun sat ”forvirring” mellem

Helen og Anja og Jeg. Hun påstod nemlig

hårdnakket, at på de næste dages vandringer,

var de små snoede stier op over højderyggen

”Hospital”…..”den oprindelig vej”, og at den

skulle være nemmere. Ifølge mine

oplysninger fra ”Nettet” var det en alternativ

rute og ifølge den højdeprofil jeg havde,

12

absolut ikke let…snarere tværtimod. Det

lignede en udfordring. Uheldigvis stod der

også i Helens gule bog om Primitivoen, at

ruten over ”Hospital” var ”Den oprindelige”.

Jeg forsøgte at fortælle, at gik man over

”Hospital”, så skulle man også samme dag

over ”El Palo”, og var nødt til at gå helt til

Berducedo, før der var et herberg, men uden

held. ”Man skal da gå den oprindelige vej”,

fik pigen med det dårlige knæ, næsten

overbevist de fleste om. Til sidst havde jeg

kun den kommentar: ” Jeg har gået her før,

og jeg går i morgen, som jeg gjorde sidste

gang”.

Mht. kilometer må jeg indrømme, at det kan

være hip som hap, hvilken rute man vælger:

Vælger man ”Den oprindelige Vej”, og gør

holdt i Borres, er der fra Tineo til til Borres

18,5 km. – og fra Borres til Berducedo er der

32,4 km…..men så skal man både over

”Hospital” og ”El Palo” samme dag. Vælger

man ”min vej” – og den ”Nettet” anviser, er

der 31,9 km. fra Tineo til Pola Allande, men

uden de helt vilde ”bjergtoppe”. Og fra Pola

Alande til Berducedo er der 20,5 km. og så

skal man ”kun” over El Palo.

Højdeprofilen, som tydeligt viser, at vejen op over ”Hospital” absolut ikke er nemmere…

Anja var heller ikke interesseret i at

eksperimentere med at gå over ”Hospital”, og

så faldt den diskussion til jorden for vores

tre´s vedkommende. Andre, fulgte – mod

bedrevidende - ”det gode råd”, men måtte

sande realiteternes barske vilkår.

Inden vi gik til køjs havde vi en uhyggelig oplevelse: Et brandskær sås pludselig tydeligt i

bjergene bag Tineo, og det kom tættere og tættere på. På et tidspunkt kom der helligkoptere

med pulver i kæmpeposer, som de kastede ned, men det røde brandskær lyste stadig i

horisonten, da vi sagde: God Nat!”

Brndskær i bjergene bag Tineo.

13

Week-End Vandring 2015

Af Finn Buhl

Årets Week-End Vandring gik i år fra Kastrup til Roskilde ad den nyopmærkede ”Via

Selandia”. Vi har gået turen én gang før i 2011, hvor ruten ikke var opmærket, men dengang

var Ove Wichmann – som har beskrevet ruten – ”turleder”, så det betød intet. Nu i 2015 var

Ove atter ”turleder”, og opmærkningen var derfor mere ”en påmindelse om”, at man – når

man følger mærkerne – faktisk er på vej til Santiago de Compostela.

Årets deltagerantal endte med at blive ”et mindre pænt selskab”….på ti til selve vandringen

og to ekstra til overnatning: Langt under deltagerantallet i 2011, men her i 2015 var der så til

gengæld langt større mulighed for udveksling af ideer og tanker til fremtidige vandringer,

samt erfaringer med caminoen: På den måde kommer man meget tæt hverandre. Det kan

være svært, hvis man er rigtig mange.

Lørdag d. 18. juli:

Kl. 08.37 var vi tre pilgrimme, der tog toget

fra Roskilde Station, skiftede på Københavns

Hovedbanegård, og kl. 09.30 var vi ”alle”

samlet foran ankomsthallen ved Københavns

Lufthavn. Uden al for megen ”velkomst” – vi

kender jo alle sammen hinanden rigtig godt –

gik det straks i rask trav mod Tårnby Kirke.

Præcis kl. 10.00 startede andagten i Tårnby

Kirke. Sognepræst Ida Nielsen læste fra 5.

Mosebog kapitel 30 vers 15 til 20 også kaldet

”Livets og dødens vej”: ”v15 Se, jeg stiller

dig i dag over for livet og lykken, døden og

ulykken. v16 Hvis du lytter til Herren din

Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og

elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje

og holder hans befalinger og love og

retsregler, da skal du leve og blive talrig, og

Herren din Gud vil velsigne dig i det land,

du skal ind og tage i besiddelse.

v17 Men hvis dit hjerte vender sig bort, og

du ikke vil høre, men lader dig forlede til at

tilbede andre guder og dyrke dem, v18 så

kan jeg i dag forsikre jer om, at I vil blive

udryddet. I vil ikke få noget langt liv på den

14

jord, du skal tage i besiddelse, når du nu går

over Jordan. v19 Jeg tager i dag himlen og

jorden til vidne imod jer: Jeg har stillet dig

over for livet og døden, velsignelsen og

forbandelsen. Så vælg da livet, for at du og

dine efterkommere må leve, v20 og elsk

Herren din Gud, adlyd ham, og hold fast ved

ham! Så vil du leve og få et langt liv og bo

på den jord, Herren lovede dine fædre

Abraham, Isak og Jakob at give dem.”

I sin refleksion over teksten fortalte Ida

Nielsen bla. at førhen havde en rettroende

jøde altid to sedler i sin lomme. På den ene

stod der: ”Jeg er kun støv og aske!” og på

den anden: ”For mig skabte Jahve himlen og

jorden.” Meningen var, at - når man var

”ramt af tilværelsen” – skulle man som trøst

læse sedlen, hvorpå der stod: ”For mig skabte

Jahve himlen og jorden.”, og når man var

gået hen og var blevet lige lovligt ”høj i

hatten”, skulle man læse sedlen, hvorpå der

stod: ”Jeg er kun støv og aske.” Sandelig

ord til eftertanke!

Så gik det i rask trav gennem gader og

villaveje, og snart var vi ude på Amager

fælleds snorlige stier. På det korte stykke

henover motorvejsbroen til Sjælland var der

både kraftig blæst og øre-sønder-døvende

larm fra motorvejens hurtigt kørende trafik.

”SKØNT!”….tror jeg, de fleste tænkte, da vi

atter kom ”i læ” og ”fred og ro”, hvor

vandringen fortsatte ad små stier, indtil vi

fandt et ”lukket sted” at spise frokost..

Resten af dagen gik det i rask trav mod Ishøj

Vandrehjem.

15

Vi ankom lidt før kl. 16.00, og blev budt

velkommen af Kirsten Wichmann og Helen

Munksgaard. Kirsten går ikke så gerne

”længere ture” mere, og Helene Munksgaard

havde en mindre skade på den ene fod, og var

i stedet cyklet fra Roskilde til Ishøj

Vandrehjem for at deltage i spisning og

kammeratligt samvær og næste morgens

”afgangs-andagt”.

Der gik rigtig meget ”camino” og ”herberg” i

aftenens kammeratlige samvær, hvor snart

den ene, så den anden udbrød: ”...jamen, jeg

kan da også huske at i den by, som ligger lige

efter…og før…i det herberg…der skete der

det at…” Ja, der blev vist fortalt både

røverhistorier og ting som havde ændret livet:

Rigtig spændende…for ikke én oplever en

camino-vandring ens, og alle har oplevet

noget, der er værd at give videre til andre.

Søndag d. 19. juli:

Næste morgen kl. 08.45 holdt undertegnede

en super kort morgenandagt mellem træerne

foran vandrehjemmet: Jeg startede andagten

med en kort bøn fra min bog: ”VEJEN –

Manual til pilgrimsandagter”. Bønnen lyder

således: ”Kære Himmelske Fader: Knyt os,

som er forsamlet her, sammen til en

ENHED, og gør de veje og stier, vi skal gå

på, til en velsignelse. Giv os at være åbne

overfor alle, vi møder på Din VEJ!

AMEN!”

Derpå læste jeg Luk. 6.36-42: ”v36 Vær

barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.

v37 Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes;

fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.

Tilgiv, så skal I få tilgivelse. v38 Giv, så skal

der gives jer. Et godt, presset, rystet, topfyldt

mål skal man give jer i favnen. For det mål,

I måler med, skal I selv få tilmålt med.«

v39 Han fortalte dem også en lignelse: »Kan

en blind lede en blind? Vil de ikke begge

falde i grøften? v40 En discipel står ikke

over sin mester; men enhver, der er udlært,

skal være som sin mester.

v41 Hvorfor ser du splinten i din broders øje,

men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget

øje? v42 Hvordan kan du sige til din broder:

Broder, lad mig tage den splint ud, som er i

dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget

øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget

øje; så kan du se klart nok til at tage den

splint ud, som er i din broders øje.”

Til sidst sang vi salmeverset: ”Jesus – vi

gerne vandrer med, Han tilgi´r og forlader,

så hvert et skridt, vi går, er FRED med

Himmerigets FADER.”

Så gik det ellers derudaf gennem kvarterer af

boligblokke, igennem tunneller og langs

industriområder, indtil vi nåede ”ud på

landet”. Ove Wichmann var i front og satte

tempo, så vi ikke faldt i staver undervejs.

16

I Ishøj Landsby blev der tid til en mindre

pause…og én fik sig en gyngetur.

Landskabet frem mod Thorslunde og Reerslev

er smukt og går bla. gennem en del skov. I

Thorslunde holdt vi en kort ”for-frokost”.

Marker og skov afløste herefter hverandre,

indtil vi nåede Reerslev. Her blev frokosten

indtaget under megen snak og munterhed. Vi

kender jo alle hinanden rigtig godt, og lidt

drillerier blev der derfor også plads til.

Snart nåede vi Hedeland…og Vindinge, hvor

købmanden heldigvis havde åben, og derfor

”blev overfaldet” af tørstige pilgrimme: Nogle

var dog ”kun” til is, mens andre faldt pladask

for hyldernes spændende øl sorter.

17

Af sted igen….og nu var Roskilde i sigte. Det

nye ”vartegn” – affaldstårnet – som man kan

mene om, hvad man vil – strakte sig mod

himlen i horisonten.

I dag er det ikke længere Roskilde Domkirke,

man ser først, når man nærmer sig byen, men

forbrændingsanstalten: Det siger lidt om de

tider, vi lever i: Det handler mest om ”køb og

smid væk” og ikke ret meget om TROEN.

Opmærkningen ind til Roskilde Centrum er

meget fin, og der er fundet nogle interessante

stier og ”alternative” gader at gå af.

Naturligvis ledes pilgrimmene ned gennem

Algade og hen til Stændertorvet, hvor den

vandrende pludselig står foran Roskilde

Domkirke i al sin pragt.

Foran Domkirken blev vi igen taget imod af

Kirsten Wichmann og Helene Munksgaard,

samt Rita Kristensen, som ellers havde måtte

melde fra pga. sygdom, men nu var blevet

frisk igen og derfor var mødt til den

afsluttende andagt og fællesspisning. Vi

havde gået hurtigt, og var derfor kommet

næsten 3 kvarter ”for tidligt” til andagten. Der

var derfor god tid til fællesfotografering foran

den nedlagte bronze-muslingeskal foran

Domkirken.

Undertegnede ”dikterede” fællesfotografering

foran højalteret ”præcis” kl. 16.45…og alle

var der præcis.

Kl. 17.00 – efter at dragen - i tårnuret

”Kirsten Kimer og Per Døver” – havde brølet

gennem kirken og var blevet ”dræbt” af Per

Døver – var der andagt i Sankt Andreas

Kapel, som på bedste vis blev holdt af

sognepræst Per Vibskov Nielsen. Per og Jeg

havde på forhånd aftalt, at der blev læst og

prædiket over ”Den Vantro Thomas” Joh.

20.24-29, hvor der står: v24 Thomas, også

kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke

været sammen med dem, da Jesus kom.

18

v25 De andre disciple sagde til ham: »Vi har

set Herren.« Men Thomas sagde til dem:

»Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans

hænder og stikker min finger i

naglemærkerne og stikker min hånd i hans

side, tror jeg det ikke.«

v26 Otte dage efter var hans disciple atter

samlet, og Thomas var sammen med dem.

Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og

stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være

med jer!« v27 Derpå sagde han til Thomas:

»Ræk din finger frem, her er mine hænder,

og ræk din hånd frem og stik den i min side,

og vær ikke vantro, men troende.«

v28 Thomas svarede: »Min Herre og min

Gud!« v29 Jesus sagde til ham: »Du tror,

fordi du har set mig. Salige er de, som ikke

har set og dog tror.«

De salmer, vi sang, var fra min nye sang- og

salmebog ”Versefødder på vandring”. Per

Vibskov Nielsen holdt en blændende

prædiken over teksten, og præciserede bla.

forskellen på ”vantro” og ”tvivl”. Andagten

afsluttedes naturligvis med NADVER. Til

allersidst omdelte Per Vibskov Nielsen både

”forenings-diplomer” og de nye

”Pilgrimsbevis for besøg i Roskilde

Domkirke”.

Så var der kun tilbage at vandre hen til

restaurant ”Bryggergården”, hvor menuen

stod på ”Bryggergryde”. Munter snak og

drillerier, og mange gange ”SKÅL” satte en

god stemning under maden: Og ja….så var en

to-dages-vandring pludselig forbi, og det var

tid til at sige: ”FARVEL!”.

19

Fortalt og tegnet af Finn Buhl © copyright Finn Buhl.

20

Nogle elsker at stå tidligt op………………………………..men de gule pile kan være svære at følge!

UPS!……Gud ske lov.…………………………..….held i uheld!............................dog uden at have lært noget!

De ser ikke den anden,………………………………..men det er ellers tæt på!!

21

…………………………………………også andre ser ikke den anden!

Et dumt uheld!............... ……..Et par dage senere:

22

….Den falske ”indiske” guru er selv kommet ”helt ned på jorden”…

…..…..……………..og her i ”lavere luftlag”….kan tidligere godtroende godt gennemskue ham,…

…mens nye blåøjede hellere end gerne………………….”hopper i med begge ben”!

23

……festen afbrydes brat..!!

…..og så er der ballade!!! Lidt flove er alle endelig ”helt nede på jorden” !!

Mens nogen forsætter adstadigt mod Sankt Jacob,………………..går det rask hjemad for andre!

24

Af Finn Buhl

Bent Jul vil være kendt i hvert fald af ”de gamle” medlemmer af vores forening: Bent var

med på den stiftende generalforsamling, og er indtil for nogle år siden trofast mødt op og

været aktiv på den årlige generalforsamling. Det er ikke blevet til så mange vandringer med

vores forening – faktisk kun én – hvilket skyldes, at Bent Jul dengang havde rigeligt at

beskæftige sig med som redaktør af bladet ”Pilgrimmen” og i bestyrelsen af Foreningen af

Danske Santiagopilgrimme. Derpå var Bent en kort periode formand for

santiagopilgrimmene. Nu er Bent flyttet til Jylland, men er stadig medlem af vores forening.

Finn Buhl: Bent Jul, du var én af de første –

hvis ikke den første – der i Danmark i nyere

tid gik fra ”din bopæl” og ned til Santiago de

Compostela. Hvad fik dig til det?

Bent Jul:

I 1998 vandrede jeg sammen med min

daværende kone fra Sankt Jakobs kirke på

Østerbro i København til Sankt Jakobs

katedral i Santiago de Compostela. 3.472 km

på nøjagtigt 5 måneder. Vi var de første

danskere, der vandrede denne tur efter

reformationen. Det var ikke konkurrence-

motivet, der fik os af sted. Jeg er faktisk

bedøvende ligeglad med, om en dagsvandring

er kort eller lang. Intensiteten i bevidstheden

– forstået bredt – er langt mere afgørende.

I flere år havde vi stået på ski i det norske

højfjeld. Det foregik sammen med en meget

sportiv gruppe, hvor det hele tiden handlede

om heltedåd: Langt ud i fjeldet, op på en top

og så hurtigt hjem. Det var godt for kroppen,

men gav meget lidt til sjælen – og øllen på

fjeldstuen kostede det hvide ud af øjnene. Jeg

begyndte at indse, at denne helte-arketype

havde udspillet sin rolle for mig. Der måtte

findes noget mere mildt og nærende.

Drømmen om varme, flotte landskaber,

pittoresk arkitektur, et lille kapel og betalbar

god rødvin meldte sig snart. Svaret blev

25

vandreruten i Nordspanien. I 1996 tog vi og

min dengang 15-årige søn et par uger af sted

med start i Roncevalles.

Denne tur åbnede horisonten for mig. En dag

forslog min kone, om det ikke kunne være fint

at smide gadedørsnøglen ind af vores

brevsprække og så bare gå til Santiago. Jeg

sagde straks ”ja”, og vi fik tilrettelægge vort

arbejde, så det kunne tage et halvt år fri.

Erfaring i langvandring, var ikke at skaffe på

det tidspunkt. Ingen havde på tænkt på

pilgrimsveje eller guidebøger. VISA-kortet og

de geodætiske kort, som vi købte undervejs,

blev vort bedste hjælpemiddel.

Bent Jul er midtpunktet i en spændende samtale: Forårsvandring

2006 i Viby Sj. Foto Finn Buhl

Finn Buhl: Naturligvis fik sådan en vandring

stor betydning ”her og nu”, men også for

resten af dit liv. Fortæl os på hvilken måde?

Bent Jul:

Mange, der vandrer på Caminoen i 4-5 uger,

komme til at forstå deres liv som 2 adskilte

livsafsnit: Et før og et efter. For os blev det

endnu mere dramatisk, for vi havde kastet os

ud i disse 5 måneder med en stor

troskyldighed. Vi definerede os som pilgrime

fra begyndelsen og benyttede fordybende

religiøse praktikker dagligt. Hvad vi ikke

vidste var, at man får, hvad man beder om.

Derfor blev hjemkomsten meget krævende.

Jeg turde ikke lade de indsigter ligge, som var

blevet mig givet. Min Gudsfrygt var vokset,

så jeg følte mig forpligtet til at tage ansvaret

for at integrere det i mit videre liv. Jeg måtte

derfor bearbejde det hver dag i 4-5 år!

Derfor anbefaler jeg aldrig folk at tage på så

lange pilgrimsvandringer. Mange har forsøgt

siden, men er blevet stoppe af ”naturlige”

årsager – deres grounding har ofte været for

ringe. Enkelte er det lykkedes for.

De 4-5 års integrationsarbejde fulgte et

bemærkelsesværdigt mønster. Uden min vilje

kom det til at følge chakra-systemet - udefra

og ind. Det varede ikke længe, inden jeg blev

klar over min spirituelle retning:

Kristendommen, - og helst udtrykt som i den

klassiske vestkirke. Derefter fik jeg

fornemmelsen af, at jeg havde indsamlet

sjældne erfaringer og blev rådet til at cirkulere

dem, hvilket betød, at jeg begyndte at holde

foredrag i sognehuse og foreninger. Jeg påtog

mig opgaven som formidler af

pilgrimserfaringer i rollen som redaktør af

”Pilgrimmen”, som alle santiagopilgrimmene

nu kender så godt. Integrationsarbejdet

påvirkede min kærlighedsfølelse og gjorde

min tro meget bastant. Havde jeg ikke været

så omhyggelig med mit integrationsarbejde,

var jeg blevet missionær af den uudholdelige

slags! Kunsten i integrationsarbejdet var at

lade energien gå til hjertet. Alt dette påvirkede

min sensitivitet for stemninger og tilknytning

til andre mennesker. Det var mildes talt ikke

særligt rart, at måtte tage sig af tidligere

oversete ubalancer. Integrationsprocessen

sluttede i det materielle: Jeg måtte justere min

stræbsomhed i mit arbejde, skaffe plads til at

ånden kunne fylde og endeligt ændre mine

boligforhold. Også mine kostvaner måtte

ændres på dette tidspunkt. Alt blev endevendt

efter en sådan pilgrimsvandring – i sandhed

en omvendelse.

Denne pilgrimsvandring i 1998 er det bedste,

der er sket for mig. Jeg er meget glad for, at

jeg ikke på forhånd vidste, hvor krævende det

var at komme hjem. 3.472 km er ikke

anstrengende, men at tage vare på sit selv

koster. Skal ”Selvet” udfoldes, må ”jeg’et”

træde lidt til side. Ubs, det er vist en

omskrivning af Roskilde Pilgrimsforenings

slogan: ”Han må vokse. Jeg blive mindre”.

26

Bent Jul indtager én af kirkebænkene i Dåstrup Kirke:

Forårsvandring 2006 Viby Sj. Foto Finn Buhl

Finn Buhl: Da jeg lærte dig at kende, var du

redaktør af bladet ”Pilgrimmen”; og når jeg

bladrer i de gamle numre, kan jeg se, der

nogle gange ”var knald på”: Ikke bare du og

jeg, men mange andre diskuterede ”så det

raslede”. Fortæl lidt om, ”hvor du ville hen”

med bladet ”Pilgrimmen”?

Bent Jul:

Jeg ville gøre bladet til et forum for både det

ydre ved pilgrimstanken (veje, steder, natur,

kultur, Spanien) og det indre (den indre

vandring, sindets reaktioner, åndens

påvirkning, stemninger og digt). Det er vigtigt

at formidle en forståelse af, at

pilgrimsvandringens progressivitet opstår ved

at tillade, at det indre og det ydre interagerer.

Når man vandrer som et frit nordisk

menneske, medfører en sådan

sammensmeltning en nyskabelse for individet

– det tager forskellig form fra individ til

individ og er ofte kontroversiel i forhold til

tradition. Det gav jeg plads til i bladet. Det er

vel det, som du oplevede som ”knald på”.

Der var ”knald på” debatten engang i Pilgrimmen.

Finn Buhl: Når jeg læser dét, bl.a. vi to

diskuterede dengang, ser jeg tydeligt, at du – i

hvert fald dengang – ikke nærede frygt for

synkretisme (at blande forskellige religioner).

Hvor står du i dag … og hvordan forbinder

du din tro med pilgrimsvandring?

Bent Jul:

Synkretisme bruge ofte som forsvar for

bestående strukturer – den rigtige tro. Men

moderniteten har læst os at stole på vores eget

religiøse instinkt.

Jeg anser synkretisme som en kendsgerning,

nemlig at nye impulser (indsigter) skal

indoptages i en bestående kultur. På mine

Maria-vandringer i Frankrig har jeg klart

fornemmet, at den særlige accent, som

franske kristne lægger på Jomfru Maria, har

lejret sig ind i den romerske Isis-kult. Maria-

figurer står således særlig tæt kirker og

kapeller i områder med gamle romerske

(ægyptiske) Isis-templer. Kristendommens

essens har således lagt sig ind i de

eksisterende romerske kulturer. Således skal

indsigterne, som gives moderne pilgrimmene,

også indlejres i den eksisterende kultur-

kristendom. Da Danmark gennem en årrække

har været præget at sekularisering –

åndløshed vil nogle kalde det – har

pilgrimmene et stort ansvar herfor.

27

Sort Madonna.: Foto Bent Jul

Finn Buhl: I efteråret 2008 skete der noget

”dramatisk” i Foreningen af Danske

Santiagopilgrimme: Henrik Tarp gik

”pludselig” af som formand. (eller var det

kulminationen af flere ting over en lang

periode ?) Du og den øvrige bestyrelse måtte

”samle stumperne op”, og på årsmødet i

2008 valgtes en ny bestyrelse, som

konstituerede sig med dig som formand. Du

var formand frem til kort efter årsmødet og 10

års jubilæet i 2009, hvor et flertal derpå uden

varsel væltede dig, ved at konstituere Henrik

Friediger til formand i stedet for dig. Derpå

fulgte et turbulent år, som kulminerede med

det, vi er nogle, der kalder ”Skandale

Årsmødet”, hvor den nuværende ledelses

”magt” og ”nye linie” blev lagt. Uden at

rippe alt for meget op i fortiden, som vi

alligevel ikke kan ændre, kan du så alligevel

fortælle lidt om, hvordan du oplevede den tid

… og hvad den gjorde ved dig og dit forhold

til pilgrimsbevægelsen?

Bent Jul:

Ja, i de par år opstod der en uværdig ballade.

Overalt, hvor der er ånd på spild, kommer

jeg’erne på pinebænken. I bestyrelsen gav det

splittelse og mobning. Bag efter pakker man

det hele ind i pæne ”politiske” argumenter,

men i virkelighed var det ikke andet end

fnidder og magt - galskab. Jeg har aldrig

egnet mig til magtspil og trak mig sammen

med 2 andre fra bestyrelsen.

Retrospektivt er jeg glad for, at jeg fik løftet

”Pilgrimmen” til sit nuværende niveau, fik

arrangeret et flot 10-års-jubilæum og indført

en demokratisk model for årsmøder. Det

internationale samarbejde om pilgrimsarbejde

blev også etableret i disse år. Visionen om at

skabe vandreveje, der forbinder Nidaros i

nord (Norge) med Santiago de Compostela i

syd, blev udarbejdet hjemme hos mig sammen

med Eivind Luthen fra Pilegrimsfellesskapet

St. Jakob, Norge.

Finn Buhl: Du har altid holdt foredrag om

pilgrimsvandring. Fortæl lidt om de emner,

du holder foredrag om … og især hvorfor?

Bent Jul:

Finn, der er vist for meget at komme ind på.

Jeg har en ganske dårlig hjemmeside,

www.pilgrimsliv.dk, hvor man kan se dem.

Jeg holder et lille pilgrimskursus en lørdag

sidst i oktober i Viborg Pilgrimscentrum. Jeg

skal snart til Fyn og tale om ” Pilgrimsrejsen

til Kulturens ende: Auschwitz - og det Polen

der rejste sig af asken”.

Finn Buhl: Jeg erindrer, at du holdt meget af

at vandre i Frankrig og skrev fascinerende

om det i ”Pilgrimmen”. Trækker Frankrig

stadigvæk … og hvorfor?

Bent Jul:

Jeg havde nogle år, hvor især de yin-agtige

aspekter af kristendommen trak i mig.

Undskyld, Finn. jeg siger ”yin-agtig” for at

drille dig! Jeg mener naturligvis ”de

kvindelige aspekter”.

Sorte Madonnaer har jeg siden barns ben

fundet gådefulde og måtte undersøge. Når jeg

siger ”undersøges”, mener jeg ikke sådan en

videnskabelig undersøgelse, men at jeg var

nødt til at praktiserer min kristendom i lyst af

Maria og Maria Magdalena. Det gør man

28

bedst som pilgrim, hvor man kan slå den

nordiske blufærdighed fra. Frankrig med sorte

madonnaer i Auvergnes højland er velegnet

og har tillige en natur og kultur med en fin

feminin energi.

Sort Madonna: Foto Bent Jul

Finn Buhl: På et tidspunkt talte vi to om at

lave et pilgrimsblad sammen som alternativ

til ”Pilgrimmen, som vi begge – i tiden efter

2009 - syntes var blevet for ”glat” og

tangerede til ”det ligegyldige”. Det blev

imidlertid ikke til noget med vores fælles

projekt. Vi var nok for forskellige mht. mål og

emner, I stedet så Roskilde Pilgrimsforenings

blad ”VEJEN” dagens lys i foråret 2012. På

din hjemmeside ”Pilgrims Liv” skriver du om

dine ideer til et ”Stort Nordisk Pilgrims-

magasin”. Har du lyst til at indvie vores

læsere i disse ideer … og hvor langt er du

nået med projektet, som lyder spændende?

Bent Jul:

Jeg havde ikke noget behov for at konkurrere

med Pilgrimmen. Det blad, som du har skabt,

VEJEN, har fundet en passende form, selvom

jeg godt kunne godt ønske dig lidt flere

skribenter. Vores forskellighed er ikke

skræmmende, men kunne være frugtbar.

Jeg havde samen med pilgrimspræsten

Elizabeth Knox-Seith set behovet for et

nordisk pilgrimsmagasin. Tilsammen havde vi

så mange internationale kontakter, at det var

indenfor rækkevidde. Vi tænkte mest på de

lidt tungere artikler – refleksioner – for folk

med interesse for pilgrimsbevægelsens

generelle forhold, altså uafhængigt at

bestemte ideologier og fastlagte mål. Jeg var

lige flyttet til Jylland og flyttet sammen med

min kæreste gennem 12 år, Kirsten. Det kneb

med både kræfter og motivation til at etablere

pilgrimsblad.

Finn Buhl: På en vandring for nogle års

siden blev du pludselig alvorligt syg. Har du

lyst til at fortælle lidt om den svære tid … og

om din genrejsning?

Bent Jul:

Det har jeg sådan set ikke. Sygdommen var

med til, at jeg ikke kunne koncentrere mig om

et bladprojekt. Jeg føler mig i dag restitueret.

Kirsten og jeg er på vej fra Viborg til Assisis i

Italien i årlige etaper. I efteråret fortsætter

vores tur fra Celle i Tyskland, hvor vi sidste

år sluttede ved at lægge en buket blomster på

dronning Caroline Matildes sarkofag – den

stakkels unge kvinde, der var havnet i et

forrykt dansk hof, for så at blive udvist af

landet som 21-årig. Den næste etape kommer

til at forgå med cykel. Tyskland er langt.

Finn Buhl: Jeg ved, du er valgt ind i

menighedsrådet, hvor du bor, og tilmed som

kasserer. Det er et krævende job. Får du i det

hele taget tid til at være pilgrim?

29

Bent Jul:

Ja, her i Them ved Silkeborg har vi et meget

aktivt sogn, som det er dejligt at være en del

af. Jeg fandt det naturligt at tilbyde min

indsats, da jeg kom hertil som tilflytter.

Kassererjobbet er kommet til at fylde

overraskende meget. Da vi har det småt med

ligningsmidler set i forhold til aktivitetsnive-

auet, er økonomiopgaven stor.

Samtale før fællesspisning: Forårs Vandring 2006 Viby Sj.

Foto Finn Buhl

Finn Buhl: Hvilke aktuelle tiltag har du for

tiden på bedding?

Bent Jul:

Jeg er næstformand i foreningen ”Nutidig

Kristen Spiritualitet”. Det er et eksperimente-

rende sted. Foreningen har til formål at

medvirke til et frugtbart møde mellem

nutidens folkelige spiritualitet og den kristne

tradition, som er kommet til udtryk i

Folkekirken og andre trossamfund. Eksempel-

vis er moderne pilgrimme bærere af denne

folkelige spiritualitet uden at den reelt er

blevet mødt i det folkekirkelige miljø.

Foreningen forstår sig som et

arbejdsfællesskab for udveksling af og

refleksion over spirituelle erfaringer indenfor

en kristen horisont. Vi vil fremme fordybelse

i tro og eksistens med vægt på meditativ

praksis.

Her først i september står jeg for en retræte til

pilgrimsbyen Vézelay i hjertet af Bourgogne.

Vézelay er et kendt pilgrimsmål med

valfartskirken Sainte-Marie-Madeleine med

relikvierne af Maria Magdalene. Til

katedralen er knyttet ordenen ”Jerusalems

Søstre og Brødre”, som består af både nonner

og munke.

Maria Magdalene

Finn Buhl: Du bor i Jylland nu, og Sjælland

er ”langt væk”, men får vi dig ”en dag” igen

at se på én af vores vandringer?… Du er jo

altid meget velkommen!!

Bent Jul:

Jeg er fuld af beundring af hvad Roskilde

Pilgrimsforening har bedrevet igennem godt

10 år. Men indtil videre savner jeg ikke

vandreprojekter – men jeg kan savne at møde

mine venner blandt foreningens medlemmer.

Så: Giv mig en dato og jeg stiller op med et

foredrag eller et lille kursus.

Finn Buhl: Bispedømmet i Santiago de

Compostela var i 2013 ude og beklage sig

over, at alt for mange vandrede på Caminoen

uden at have noget religiøst formål med det.

Det er en ting, jeg personligt også har

beskæftiget mig en del med … og fået mange

knubs og negativ reaktion på. Men det er vel

en tendens, der ligger i tiden, at tage et

begreb op, og gøre det populært, ved at

udvande indholdet i det. Hvordan tro du

Caminoen ”ser ud” om 10 år?

30

Bent Jul:

I disse år er værtslige, sekulære tendenser i

åbenlys konflikt med religiøse og spirituelle.

Pilgrimme ved imidlertid, at de spirative

kræfter kommer fra ”oven”, fra Gud.

Caminoen vil dø langsomt, hvis det ikke er

muligt at holde denne forbindelse åben. Men

hvorfor skulle det ikke være muligt? At der

kommer mange vandrere, der definere sig

som ikke-troende, betyder jo ikke, at de ikke

undervejs bliver vækket. De fleste af os tabte

vores barnetro og måtte gennem en vis

modstand for at finde troen igen.

I al sin enkelthed er det jo en berigelse at

genopdage, hvad ethvert foster og ethvert

barn véd, nemlig at ånd er virkelig. Derfor er

pilgrimmenes vidnesbyrd så vigtige. Det er

pilgrimmenes fortællinger, der inspirerer til at

holde gang i den levende Camino. Pilgrims-

foreningen og VEJEN er et vigtigt lokalt led i

dette guddommelige spil.

Finn Buhl: …og hvordan tror du

pilgrimsbevægelsen i Danmark ”ser ud” om

10 år?

Bent Jul:

Pilgrimsbevægelsen er accepteret. Forenings-

livet og tilbuddene er velorganiseret. Jeg ser

ikke nogen væsentlig fornyelse, men mere af

samme slags. Kirken har endnu ikke fundet

sin rolle i mødet med de pilgrimme, der

komme hjem efter livsændrende oplevelser af

det guddommelige. Det bliver en udfordring

for kirken, som dog vil blive søgt

imødekommet gennem tilbud om retræter og

udvikle af indadvendt praksis, meditation.

På vejen mod Syv Kirke: Forårs Vandring 2006 Foto Finn Buhl

31

Den Evangeliske Velsignelse.

Af Finn Buhl

Matt. Kapitel 11 v2 Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple v3 og spurgte ham: »Er du den,

som kommer, eller skal vi vente en anden?« v4 Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser:

v5 Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for

fattige. v6 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

Luk. Kapitel 7 v18 Johannes fik alt dette at vide af sine disciple. Han kaldte to af dem til sig v19 og sendte dem til Herren for at

spørge: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v20 Da mændene var nået frem til Jesus, sagde de:

»Johannes Døber har sendt os til dig for at spørge: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« v21 Jesus

havde netop helbredt mange mennesker for sygdomme, lidelser og onde ånder, og mange blinde havde han givet synet.

v22 Og han svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I har set og hørt: Blinde ser, lamme går, spedalske bliver

rene, og døve hører; døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. v23 Og salig er den, der ikke forarges på mig.«

”Er du den der kommer, eller skal vi vente

en anden?”. Det var det spørgsmål Johannes

sendte sine disciple af sted med til Jesus,

dengang Johannes selv var blevet fængslet, og

derfor ikke længere kunne prædike om Guds

Rige for folket, og nu afventede sin skæbne,

som – det erkendte han sikkert – ville ende

med at blive en dødsdom, hvad det også blev.

Lige så sikker han var i starten – ved Jesus´

dåb - lige så usikker var han pludselig blevet.

”Er Jesu Den Lovede? – Er Jesus Messias?

– Er Jesus Guds SØN?” tænkte han og

spurgte: ”Er du den der kommer, eller skal

vi vente en anden?”.

Sikke en modsætning til de ord Johannes

sagde, dengang tre år forinden, da han døbte

Jesus: ( Joh. 1. 26-34 ) »Jeg døber med vand;

midt iblandt jer står en, som I ikke kender,

v27 han, som kommer efter mig, og hans

skorem er jeg ikke værdig til at løse.« …..og

Johannes fortsatte: »Se, dér er Guds lam,

som bærer verdens synd. v30 Det er om ham,

jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand,

som er kommet forud for mig, for han var til

før mig. v31 Jeg kendte ham ikke, men for at

han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg

kommet og døber med vand.« Ja…Johannes

var slet ikke i tvivl. Han afsluttede med at

sige: »Jeg så Ånden dale ned fra himlen som

en due, og den blev over ham. v33 Jeg kendte

ham ikke, men han, som har sendt mig for at

døbe med vand, han sagde til mig: Det er

ham, du ser Ånden dale ned over og blive

over, der døber med Helligånden. v34 Jeg har

set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at

han er Guds søn.« Det er næsten som om,

Johannes har glemt profeten Zakarias´ ord:

”Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men

ved min ånd, siger Hærskarers

Herre!”…….for Johannes er i hvert fald

kommet i tvivl om sine egne ord: ”…Han er

Guds Søn.!”

Den tvivl Johannes her giver udtryk for, er en

tvivl vi alle gang på gang gribes af: ”Er Jesus

Guds Søn?....eller var Han bare en

profet?....var Han blot én, der sagde nogle

kloge visdomsord til efterlevelse?....og én der

kunne helbrede?” Anfægtede spørger vi os

selv: ”Kan et menneske samtidig være

Gud?....eller kan Gud blive et menneske? Vil

Gud ikke altid forblive med at være Gud, og

altså kun ligne et menneske, hvis Han

åbenbarer sig som et menneske? ”

Jesus besvarer Johannes spørgsmål meget

enkelt, og svaret er også svar på vores tvivl og

anfægtelse. Han siger: ”Blinde ser, lamme

går, spedalske bliver rene, og døve hører;

døde står op, og evangeliet forkyndes for

fattige. Og salig er den, der ikke forarges på

mig.” Dét er det bevis Jesus giver Johannes,

32

og dét er det bevis, vi også må tage til takke

med. Vi får ikke andet!

I ”Den Evangeliske Velsignelse”

MODTAGER vi nøjagtig DET, som Jesus

giver som bevis på, at ”Han er den, som

kommer”, og at…..vi skal ikke vente nogen

anden:

Det første vi GIVES er: ”Han OPLYSE dig,

der er ”blind”, så du ser Hans

HERLIGHED.” Forklaring: Vore kødelige øjne, og vores

klogskab ser kun Jesus som et menneske, og

vi er tilbøjelige til at fornægte Hans

Guddommelighed, men MODTAGER vi

TROEN fjernes vores ”blindhed”. Vi som før

var ”blinde”, ser nu med TROENS ØJNE

Jesus, som Den Han ER, så vi ser Hans

Herlighed.

Det andet vi GIVES er: ”…STYRKE dig,

der er ”lam”, så du går på Hans Vej!”

Forklaring: Om søndagen bliver vi hjemme

og slapper af, og går vi alligevel en tur i byen,

går vi forbi kirken, og klarer i stedet vores

ærinder, kikker måske lidt på vinduer, eller

går på besøg hos venner og bekendte, men

MODTAGER vi TROEN, bliver vi ikke

hjemme, men går i kirke, for vi er ikke

længere ”lamme”, og går derfor i stedet på

Guds Vej.

Det tredje vi GIVES er: ”…HELBREDE

dig, der er ”spedalsk”, så du bliver ren i

dine tanker.”

Forklaring: Ved hjælp af vores rationelle

tænkning, udtænker vi den moral og etik, vi

synes er rigtig og mener ikke, vi har behov for

nogen ”guddommelig vejledning”, men

MODTAGER vi TROEN helbredes vi for

denne ”spedalskhed”. Vi - der før var

”spedalske” - bliver rene i vores tankerne.

Vi følger nu Guds Vilje.

Det fjerde vi GIVES er: ”…KALDE på dig,

der er ”døv”, så du hører Hans ORD. ”

Forklaring: Vi har så travlt med at lytte efter,

hvad kloge folk siger om snart det ene, snart

det andet, og skal helst have musik i

baggrunden ved enhver lejlighed, men

MODTAGER vi TROEN opdager vi, at Gud

KALDER på os. Vi er ikke længere ”døve”,

for nu hører vi Hans ORD.

Det femte vi GIVES er: ”….VÆKKE dig,

der er ”død”, så du står op og lever og efter

bedste evne gør Hans Vilje.”

Forklaring: Vi gør helst kun det, vi selv vil,

og vores samfund indretter vi efter

humanistiske begreber. Vi udvander og

udglatter alle normer, og inkluderer alt og alle

og ser ned på dét, Gud har åbenbaret os, men

MODTAGER vi TROEN, ”vækkes” vi af

denne egenrådighed, og står op, som ”døde

af graven”, og efter bedste evne vi lever i

stedet efter Guds Vilje.

Det sjette vi GIVES er: ”….BERIGE dig,

der ”fattig”, med Sit Evangelie, så du

bliver salig og ikke forarges på Hans Søns

grusomme død.” Forklaring: Vores fornuft siger os, at det er

forargeligt, at en far lader sin søn dø med

vilje. Så kan den far kalde sig gud eller Gud

eller GUD. Det er underordnet. Det er

forargeligt….men MODTAGER vi TROEN

opdager vi, at vores fornuft er ”fattig”, og

derfor forkyndes Evangeliet for ”fattige”,

så de bliver salige og ikke længere forarges

på hverken Gud Fader eller Jesus: Fyldt af

TROEN forarges vi ikke længere på Gud

Fader, fordi Han ofrede Sin Søn på Korset,

for vi ser – med TROENS ØJNE - det er for

vores synders skyld, Han gjorde det. Vi

forarges heller ikke længere på Jesus, fordi

Han kun gør Sin Faders Vilje, og ikke hvad vi

mener, Han bør.

Det syvende vi GIVES er: ”…og

VELSIGNE din TRO med alle disse

FRUGTER, til gavn for din næste.”

Forklaring: MODTAGER vi TROEN, så

VELSIGNES vi også med de seks GAVER,

der er omtalt ovenfor, for de er FRUGTER af

33

TROEN. Men alt dette GIVES imidlertid ikke

blot for at gavne os. Vi VELSIGNES, for at

vi – med disse seks FRUGTER ”i favnen” -

som ”det syvende” - kan dele dem ud til alle

andre…til gavn for vores næste: Går vi ud og

fortæller, enhver vi møder, hvordan ”blinde”

bliver seende – hvordan ”lamme” kommer til

at gå – hvordan ”spedalske” kan blive

helbredt – hvordan ”døve” kan komme til at

høre – hvordan ”døde” kan stå op – så

forkynder vi Evangeliet for ”fattige”, så de

ikke længere forarges på Jesus. Så har vi

forkyndt, at Jesus er den, som kommer, og

at vi skal ikke vente en anden.

Konklusion: Der GIVES intet højere end at blive KALDET til at GIVE sin TRO videre til andre.

Dét er den største VELSIGNELSE man kan MODTAGE.

Nedenfor kan du læse Den Evangeliske Velsignelse i sin fulde og samlede ordlyd:

Modtag Herrens velsignelse….

( Inspireret af Matt. 11.5-6 og Luk. 7.22-23 )

Jesu Kristi Fader - Vores Himmelske Fader…

Han OPLYSE dig, der er ”blind”, så du ser Hans HERLIGHED!

….STYRKE dig, der er ”lam”, så du går på Hans Vej!

…HELBREDE dig, der er ”spedalsk”, så du bliver ren i dine tanker!

…KALDE på dig, der er ”døv”, så du hører Hans ORD!

…VÆKKE dig, der er ”død”, så du står op og lever,

og efter bedste evne gør Hans Vilje!

…BERIGE dig, der er ”fattig”, med Sit Evangelie, så du bliver salig

og ikke forarges på Hans Søns grusomme død!

…og VELSIGNE din TRO med alle disse FRUGTER,

til gavn for din næste!

AMEN!

34

Fortalt og tegnet af Finn Buhl © copyright Finn Buhl.

35

Vil du godt på vej…så læs bøger fra ”Bøger på Vej”!

Syng med fødderne: Pilgrimssalmer og sange. 1. udgave 2009 ( A4 )

ISBN 978-87-992966-3-7 2. udgave 2011 ( A5 )

Pris 150,00 kr. plus forsendelse:

Sangbogen indeholder 30 pilgrimssalmer og sange, med detaljerede kommentarer og

billeder fra pilgrimsvandringer i ind og udland. Salmer og sange er på kendte

melodier. Der er noder til de få sange, som er nykomponeret.

LYT – mens fingrene vandrer: En daglig indre pilgrimsvandring. 1. udgave 2010 ( A4 )

ISBN 978-87-992966-4-4 2. udgave 2011 ( A4 )

3. udgave 2011 ( A5 )

Pris 150,00 kr. plus forsendelse:

Bogen er opdelt i to dele: Første del indeholder en fyldestgørende indføring i den

kristne tros grundbegreber. Anden del introducerer derpå en fyldestgørende

vejledning i Den Recitative Meditation, som er verdens ældste meditationsmetode,

nænsomt omplantet til Evangelist-Luthersk Kristendom. Bagerst i bogen er en

anvisning på, hvordan man selv kan binde sin Evangelie-Krans.

Evangelie-Kranse i forskellige variationer:

Pris 175,00 kr. plus forsendelse.

Bog og Evangelie-Krans : Pris 300,00 kr. plus forsendelse.

VEJEN: Manual til pilgrimsandagter. 1. udgave 2012 ( A5 )

ISBN 978-992966-5-1

Pris 150,00 kr. plus forsendelse:

En håndbog for lægfolk, der ikke vil snyde de øvrige pilgrimme for en andagt ude

på vandringen. Bogen indeholder anvisninger på forskellige former for

udendørsandagter, og andagter i de kirker, som beredvilligt stilles til rådighed for

pilgrimmene, når den lokale præst er forhindret i at deltage. Endvidere indeholder

bogen tre praktiske bønner til stille stunder ude på vandringen, samt tretten små

kontemplationer, som kan bruges til egen eftertanke, eller som ord til eftertanke for

pilgrimmene under vandringen.

36

For enden af ”VEJEN”: På knæ foran Guds og LAMMETS trone. 1. udgave 2013 ( A 5 )

ISBN 978-87-992966-6-8

Pris 75,00 kr. plus forsendelsesomkostninger:

En bog om pilgrimsvandringens MÅL, set med protestantismens ”briller”: Bogen er

ikke stor, men det er indholdet til gengæld. Protestanter har ikke et geografisk

pilgrimsmål, men søger konsekvensen i ORDET og finder gennem ORDET hjem:

At knæle foran ”Guds og LAMMETS trone” er det ultimative MÅL.

De syv pilgrimsord: VEJEN´s skjulte hemmeligheder. 1. udgave 2014 ( A5 )

ISBN 978-87-992966-7-5

Pris 100,00 kr. plus forsendelsesomkostninger: I bogens forord gives først og fremmest en historisk gennemgang af

pilgrimsvandringens historie, samt en redegørelse for, hvorfor netop Sankt

Jacobs grav i Santiago de Compostela blev det ultimative pilgrimsmål og ikke

Jerusalem eller Rom.

Derpå behandles de syv klassiske pilgrimsord Langsomhed – Enkelthed –

Ubekymrethed – Stilhed – Ydmyghed - Frihed og Fællesskab ( Spiritualitet ) ord

for ord, med beskrivelse af hvert ords særlige kendetegn, samt dét at hvert ord

leder frem til næste ord i en ubrudt kæde, og at indholdet i hvert ord er tæt

knyttet til Evangeliet:

Bogens anden del er et ”Efterskrift – Nogle små betragtninger”: Her behandles først og fremmest i

to afsnit - ”Om ikke at forstå det, der tales om” og ”Et par af forskellene på Kristen Tro og

Kristendom”. Det skyldes det faktum, at mange pilgrimme slet ikke kender Kristendommens

indhold, og i mange tilfælde kun er ”Kristen Troende”, dvs. humanister med en svag kristen kulør.

Derpå behandles i tre afsnit – ”Hvem er de…og hvad er de?”, ”Hogedetria: En bøn til Jomfru

Maria, Guds Moder, om hjælp” og ”Et billede mere af Jomfru Maria”. Disse afsnit forklarer efter

bedste evne det billedsprog, som desværre gik tabt blandt protestanter med Reformationens ensidige

dogme ”Sola Scripture”…”Skriften alene”.

Til allersidst opsummeres hele bogens indhold i to sange skrevet under en vandring på Camino

Arragonés efter et besøg i Lourdes.

Alle bøger er i handy A5-format med lamineret for- og bagside og spiral-ryg.

Se mere om hver enkelt bog på: www.boegerpaavej.dk

eller skriv til: buhl@compaqnet.dk

37

Ny bog til brug for pilgrimsvandrere. Udkom 1. september 2015

Versefødder på vandring: Poesi og toner fra gennemtrampede stier.

”Versefødder på vandring” er mere end blot en sangbog. Ved hjælp af omfattende noter til de fleste af

sangene, ledes læseren gennem den teologi og de begreber, der knytter sig til pilgrimsvandring.

Historiske facts og data, som forbinder sig med teksterne bliver i noterne grundigt gennemgået. Sangtekster

og noter er endvidere rigt illustreret med billeder fra både hjemlige pilgrimsvandringer og fra Camino

Francés, Camino del Norte, Camino Primitivo og Camino Arragonés så læseren får en fyldig fornemmelse af

pilgrimslivet på vejene. Aktive pilgrimsvandrere vil både i sangtekster, noter og billeder føle sig tilbage på vejen – tilbage midt i

vandringens enkelthed, og genkende alt det pilgrimslivet giver, når de selv vandrer.

Mange af sangteksterne er allerede ”prøvekørt” på pilgrimsvandringer med Roskilde Pilgrimsforening og

med utrolig succes: Ved foreningens pilgrimsandagter - i de lokale kirker og med de lokale præster – er én

af pilgrimssalmerne ofte sidste salme. Pilgrimmene synger så kirken ryster, og de løse sangblade bliver ikke

særlig tit leveret tilbage. Mange ønsker at beholde teksterne. Det gav ideen til bøgerne: ”Syng med fødderne”

og nu ” Versefødder på vandring”. Så kan andre også nyde godt af de nyskrevne pilgrimssalmer og sange.

Der er noder til de salmer og sange, som ikke er på kendte salme melodier, men er nykomponeret.

Bogens pris er 150,00 kr. ………………....plus forsendelses-omkostninger.

Ved bestilling oplys: ISBN 978-87-992966-8-2

38