Et billede som dette fremkommer når et kamera rettes direkte mod en stærk lyskilde. Kameraet reagerer (hvis det er indstillet på automatisk, ellers reagerer fotografen) på overbelysningen ved at lukke helt ned for blænden, således at baggrunden fortager sig i mørke. Stjerne formationen er en forvrængning der skyldes blændens lukkemekanisme. De farvede kantede former fremkommer ved at det stærke lys genreflekteres og brydes inde imellem linsens forskellige glas elementer. Den eneste reference til verden udenfor billedet, er selve lyset, som er den grundliggende præmis for synet. I dette tilfælde er lyset så kraftigt at det virker negativt. Det blænder og gør billeddannelsen umulig, og i stedet opstår dette fantom. Der er intet figurativt tilbage der indikerer hvor lyset kommer fra. Det er derfor ikke en repræsentation, idet fænomenet på billedet først bliver dannet inde i kameraet. Det har sin egen materialitet som motiv, og har ikke eksistens på andre måder end som billede.

På dette billede ses en skråvæg med et vindue mørklagt af et rullegardin. Desuden er der nogle stole og perspektiviske elementer der indikerer størrelsesforhold og rumlighed. På vægen og gardinet er projiceret en firkant af lys, som fra kameraets synsvinkel fremtræder kvadratisk midt i billedet. Kameraets fiksering af blikket gør det nærmest umuligt at forestille sig hvordan en bare lidt forskudt synsvinkel ville se ud, men det er åbenbart at lysfirkanten ikke længere ville være kvadratisk. Der skabes en spænding mellem billedets perspektiviske kvaliteter og dets objektive fladhed. Kvadratet træder bort fra perspektivet og placerer sig på billedets overflade, og det er ikke muligt for blikket at se på overfladen og dybden samtidig. Der er tale om to forskellige måder at percipere billeder på; repræsentativ, figurativ – et billede af noget, og så konkret; farve på en overflade. De to er paradoksalt uforenlige med hinanden, samtidig med at de i næsten alle billeder er tilstede samtidig. På dette billede skabes der et eksplicit spændingsforhold imellem dem.

På billedet her får linsen karakter af protese. Den skaber et oversanseligt billede som et svar på synets utilstrækkelighed, hvor alt langs hele horisonten samles på en billedflade, og dermed gøres synligt samtidig. Den optiske teknik er så kraftig at den bliver en del af motivet, der bruger forvrængningen af figurationen som indikator for dens virkemåde. Synet er retningsbestemt, selektivt og fokuserende. Det diskriminerer og bedømmer via sit udvalg. Billedets udvidede syn er ikke i kontrast til dette, men snarere et forsøg på at opnå syntese imellem overblik og detalje. Der er stadig et fokus, og faktisk en voldsom forstørrelse af centret i billedet, men omgivelserne er samtidigt tilstede på den samme flade. Blikket gøres uafhængigt af kroppens langsomhed, og kun øjnenes minimale bevægelser skiller det fra at være simultant med det sete.