3-stjernet sportsdykkerhåndbog · pdf file9.4.5 pneumothoraks ..... 151 9.4.6 ateriel...

3-stjernet sportsdykkerhåndbog

3DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©

AVANCERET SPORTSDYKNING

Af Søren Bergh Jensen, Jan Borris og Torsten Arendrup

Dansk Sportsdykker Forbunds lærebog for 3-stjernede sportsdykkere

Dansk Sportsdykker Forbund 2012

1. udgave

Copyright © Dansk Sportsdykker Forbund · Tegninger: Hans Ole Herbst/Hovmark Reklamebureau 1. udgave 1. oplag · Oplag: 500 · Omslag & grafisk tilrettelæggelse: Hovmark Reklamebureau · Tryk: Holbæk kontorforsyning · ISBN: 978 - 87 - 90305 - 35 - 2

4 5

Forord

DANSK SPORTSDYKKER FORBUND© DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©

Forord

ForordDet er med stor glæde, tilfredshed og stolthed, at jeg kan skrive forordet til den bog,

du sidder med lige nu. Den 3-stjernede håndbog er den sidste bog, der manglede for

at vi kunne gøre hele serien omkring sportsdykning færdig.

Vi har nu Grundlæggende sportsdykning (1-stjernet), Videregående sportsdykning

(2-stjernet) og nu Avanceret sportsdykning (den 3-stjernet).

Bogen er, i stil med de andre bøger, skrevet i samarbejde med de øvrige nordiske

lande. Vi har her i Danmark brugt meget tid på at oversætte, rette og rette til, ændre

samt tilføje tekster og billeder, så den passer til vores høje standard på lærebøger.

Der skal lyde en stor tak til alle, der har været med til at færdiggøre bogen, og det er

dejligt at vide, at de personer, der har taget del i arbejdet, har gjort deres bedste og

ikke taget nogen lette genveje for, at vi kan få en bog på gaden.

Bogen har været efterspurgt længe, og jeg håber, at du som elev får glæde af den, og

i samarbejde med din eller dine instruktører ude i klubben, får skabt både de teoreti-

ske og praktiske rammer til at blive en fuldt uddannet sportsdykker.

God fornøjelse med læsningen og din uddannelse. Jeg er sikker på, at du efter endt

læsning og uddannelse er sikret et solidt og godt fundament til at gribe de oplevelser,

der findes under overfladen.

God læsning.

Jesper Risløv Formand

Forfatternes forordDenne bog – Avanceret sportsdykning – er skrevet med oplæg fra den norske bog

”Avansert Apparatdykking – Lærebok for CMAS trestjerners apparatdykkerkurs” af

Torill Meistad, og som er udgivet af Norsk Dykkerforbund. Forfatterne har, med ud-

gangspunkt i Torill Meistads bog, omarbejdet bogen, således at den er tilpasset danske

forhold. Bogen kan indgå som teoretisk pensum til CMAS *** uddannelsen i Danmark. I

forbindelse med bearbejdningen har vi både tilføjet yderligere kapitler, hvor vi har an-

set det for nødvendigt, og desuden har vi fjernet afsnit, hvor disse ikke giver mening

efter danske forhold.

Vi vil gerne takke alle for den hjælp, støtte og kommentarer, de har givet i forbindelse

med vores arbejde. En tak skal gives til Rene Bay Wedebye og Jesper Wederbye fra Bay

Kompressor ApS, Klaus Hamkens og Gert Larsen for deres bidrag til enkelte kapitler. En

tak skal også rettes til Lisbeth Brandt og Jakob Johansen for deres bidrag i forbindelse

med korrekturlæsningen. En særlig tak skal gives til Lars Hovmark fra Hovmark Rekla-

mebureau for hans utrættelige indsats i forbindelse med opsætning og redigering af

bogen.

Vi har i bogen anvendt fotos fra Yngve Johanssen, Søren Arnvig, Karsten Hansen, Pro-

Safe A/S, Bay Kompressor ApS og Lars Hovmark. og illustrationerne er udarbejdet af

Hans Ole Herbst, Yurii Lowery samt Hovmark Reklamebureau.

Søren Bergh Jensen Jan Borris Torsten Arendrup

6 7

Indeks


Indeks

Indhold

Kapitel 1 - Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 91.1 Hvad er avanceret sportsdykning? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 1.1.1 Formålet med CMAS 3-stjernet kurset er de fire nedenstående centrale områder . . . . . . . . . 101.2 Teoretisk viden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121.3 Organisere, lede og tage vare på sig selv og andre dykkere . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121.4 Når du er CMAS 3-stjernet dykker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 131.5 Hvordan læses bogen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Kapitel 2 - Dykketeknik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152.1 Balance og trim . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 16 2.1.1 Afbalancering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172.2 Afvejning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 212.3 Opdriftskontrol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 2.3.1 Øvelser til bedre opdriftskontrol . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 272.4 Positionering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 292.5 Benspark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 29 2.5.1 Teknikker til forskellige forhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 312.6 Fordele ved et godt trim, opdrift og positionering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 33

Kapitel 3 - Dykkepraksis . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 353.1 Dybe dyk og dykning med dekompressionsstop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 3.1.1 Fysiologiske forhold ved dybe dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 37 3.1.2 Planlægning af dekompressionsstop . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 39 3.1.3 Dykketeknik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 41 3.1.4 Personlige dykkerudstyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 3.1.5 Fælles sikkerhedsudstyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 3.1.6 Organisering og beredskab . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 463.2 Navigation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 3.2.1 Navigation med kompas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 3.2.2 Navigation efter landskabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 473.3 Dykning i strøm og bølger/ dønninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 3.3.1 Strømdyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 48 3.3.2 Dykning i brænding . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 49 3.3.3 Tips for dykning i strøm og dønninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513.4 Dykning langs vægge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 513.5 Eftersøgningsteknikker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 3.5.1 Udstyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 3.5.2 Planlægning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 53 3.5.3 Eftersøgningsmetoder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 543.6 Hævning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 3.6.1 Brug af hævesække . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

Kapitel 4 - Kompressor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 614.1 Krav til rene gasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 624.2 Kompressoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63 4.2.1 Kompressionssystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64 4.2.2 Kraftforsyningen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 65 4.2.3 Smøresystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 4.2.4 Kølesystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 4.2.5 Rensesystemet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66 4.2.6 Kompressorens arbejdscyklus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 694.3 Personlig filter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 704.4 Hvordan sikres fyldning af ren gas . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 4.4.1 Placering og brug af kompressor . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 71 4.4.2 Kobling mellem kompressor og flaske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72 4.4.3 Fyldning af dykkerflasker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 734.5 Eksempler på kompressor uheld . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 4.5.1 Forkert ventil . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 74 4.5.2 Uheld ved fyldning af nitrox via kompressoren . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 754.6 Afslutning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

Kapitel 5 - Gas og tryk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 795.1 Volumen, temperatur og tryk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 805.2 Gassers sammentrykkelighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 845.3 Partialtryk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85

5.3.1 Konsekvenserne af Daltons lov . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 86 5.3.2 Gasblandinger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 875.4 Opløsning af gasser i væske . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 895.5. Vanddamp i gasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 92

Kapitel 6 - Dekompression og inerte gasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 956.1 Gastransport i kroppen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 6.1.1 Vævstyper . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 99 6.1.2 Forskellige gasser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 101 6.1.3 Forhold der påvirker gasoptagelsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 102 6.1.4 Gasafgivelse ved dekompression/opstigning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1036.2 Problemet med gasbobler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1036.3 Dekompressionsmodeller . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 104

Kapitel 7 - Fysiologi – mennesket i vand . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1137.1 Hjeret og blodomløbet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 7.1.1 Opbygning og funktion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 7.1.2 Hjertet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 116 7.1.3 Dykkerrefleksen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 120 7.1.4 Dykkerudstyret møder udfordringerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 123

Kapitel 8 - Helbred . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125

Kapitel 9 - Dykkermedicin . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1359.1 Panik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 136 9.1.1 Hvad kan gøres umiddelbart? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 9.1.2 Førstehjælp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139 9.1.3 Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1399.2 Besvimelse og andre syndromer uden panik . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1409.3 Trykfaldssyge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143 9.3.1 Årsager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 144 9.3.2 Fysiologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 9.3.3 Symptomer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 9.3.4 Førstehjælp og behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148 9.3.5 Dykning efter trykfaldssyge . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1489.4 Lungebrist . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 9.4.1 Årsager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 149 9.4.2 Fysiologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 9.4.3 Mediastinalt emfysem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150 9.4.4 Subkutant emfysem . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 9.4.5 Pneumothoraks . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 151 9.4.6 Ateriel gasemboli . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152 9.4.7 Behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 154 9.4.8 Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 155 9.4.9 Dykning efter lungebrist og gasemboli . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1559.5 Nitrogennarkose/dybderus . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 9.5.1 Fysiologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 9.5.2 Disponering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156 9.5.3 Dybderusens virkning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 9.5.4 Behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1589.6 Kuldioksidforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 9.6.1 Symptomer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 9.6.2 Årsager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158 9.6.3 Fysiologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1599.7 Kulilteforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 160 9.7.1 Symptomer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1609.8 Oxygenforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 9.8.1 Årsager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 9.8.2 Fysiologi. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 161 9.8.3 Typer af oxygenforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 9.8.4 Akut oxygenforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 9.8.5 Kronisk oxygenforgiftning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 9.8.6 Respons og behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162 9.8.7 Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1639.9 Oxygenmangel og tom-for-luft . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164 9.9.1 Fysiologi . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164 9.9.2 Årsager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 164 9.9.3 Behandling . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 9.9.4 Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165


Indledning

8

Indeks

DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©

9.10 Trykskader (barotraumer) – generelt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165 9.11 Mellemøresqueeze . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166 9.11.1 Følger af mellemøresqueeze . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 9.11.2 Behandling af mellemøresqueeze . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 167 9.11.3 Forebyggelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 168 9.11.4 Metoder for trykudligning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 1689.12 Opsummering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169

Kapitel 10 - Dykkerledelse under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17110 Dykkerledelse under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 172 10.1 Grundlæggende principper for dykkerledelse under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17210.2 Metoder for kommunikation og sammenhold under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174 10.2.1 Mellemline . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 174 10.2.2 Lygte . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 175 10.2.3 Visuelt sammenhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17610.3 Metoder til navigering under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 176 10.3.1 Tegn et kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 10.3.2 Planlæg dykkerruten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 177 10.3.3 Brug øjnene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 178 10.3.4 Følg landmærkerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 10.3.5 Finde tilbage . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17910.4 Parledelse under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 180 10.4.1 Visuel makkerledelse under dyk. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18310.5 Savnet makker under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18510.6 At lede en gruppe dykkere under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 10.6.1 Parsammensætning i gruppe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 186 10.6.2 Forhåndsorientering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 10.6.3 Gruppeledelse under dyk . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 10.6.4 Savnet dykker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 188 10.6.5 Gennemgang efter dykket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18810.7 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 189

Kapitel 11 - Dykkerledelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19111.1 Hvad er dykkerledelse? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19211.2 Hvem kan være dykkerleder? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19211.3 Valg af dykkersted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 11.3.1 Hensyn til vejr og vind . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 197 11.3.2 Hensyn til strøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19711.4 Risikovurdering-sikkerheden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19811.5 Praktisk dykkerledelse fra land eller båd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 200 11.5.1 Telefoni . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 201 11.5.2 Markering af dykkerområdet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20111.6 Fællesudstyr . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20211.7 Dykkerledelse og kommunikation . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20211.8 Stress . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 205 11.8.1 Forebyggelse af stress . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20611.9 Moralsk og juridisk ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20711.10 Dokumentationskrav . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20811.11 Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 209

Kapitel 12 - Reaktion på hændelser . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21112.1 Hvad kan gå galt? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21212.2 Hvordan undgås ulykker? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21312.3 Handlinger når noget sker – hvem gør hvad? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21412.4 Savnet dykker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21512.5 Problemer med båden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21612.6 Dykkerrelateret skader . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 218 12.6.1 Enkel diagnosticering . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21812.7 Andre skader . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 21912.8 Adfærd ved redning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 12.8.1 Redderen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 220 12.8.2 Dykkerlederen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22212.9 Transport til land eller op i båden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222 12.9.1 Brug af redningsline under redning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 222 12.9.2 Bjergning af bevidstløs dykker op i en båd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22412.10 Førstehjælp . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22612.11 Debriefing . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 228

Bilag 1 - dykkerlederjournal . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 230

Kapitel 1 Indledning

Gennem uddannelse til CMAS 3-stjernet sportsdykker vil du få muligheden for at blive

en bedre og dygtigere sportsdykker. Det vil du få glæde af, når du deler dine nye un-

dervandsoplevelser med dine dykkervenner, og du vil tillige kunne være en ressource-

person i din klub og i dit dykkermiljø.

Du er allerede før kurset en erfaren dykker. Gennem kurset vil du lære praktiske tips

og teknikker, som videreudvikler dine færdigheder, således at du bliver en endnu bedre

dykker. Du vil også lære mere omkring dykkerteori, især inden for dekompressions-

teori, dykkerfysiologi og dykkermedicin. Der vil være kursusmoduler, som omhandler

de roller, som du vil arbejde med som dykkerleder. I løbet af kurset vil vi gennemgå de

konsekvenser, som teorien har for din egen dykkerpraksis, således at du får en bedre

oplevelse af dine dyk og især at sikre, at sikkerheden er i top.

1.1 Hvad er avanceret sportsdykning?

Med dit certifikat som CMAS 3-stjernet sportsdykker er du kvalificeret til:

• planlægge og gennemføre dyk med dekompressionsstop.

• dykke på dybder over 30 meter.

• fungere som turleder og dykkerleder for en gruppe af dykkere.

• kunne udføre selvredning og makkerredning på dybder mellem 10 – 30 meter.

• kunne håndtere en nødsituation, både hvad angår iværksættelse af nødplan med

tilkaldelse af ekstern hjælp, og yde førstehjælp og pleje af den forulykkede.

10 11

Indledning


Indledning

Praktiske dykkerfærdigheder

Lad os først se nærmere på den praktiske dykning og adfærden under vandet.

En CMAS 3-stjernet sportsdykker behersker følgende færdigheder:

• God overensstemmelse mellem planlægning og gennemførelse af dykket. Dykkeren

har overblik over dybde, tid og gasforbrug og oplever ikke overraskende dekostop

eller en ”tom for gassituation”.

• Afbalancering: Korrekt afbalancering i alle situationer. Afbalanceringen er igen

afhængig af et godt trim, korrekt afbalancering og evnen til at bruge flere typer af

sanseindtryk samtidig.

• Makkerprincip. Forudsætningen for at kunne fastholde makkerprincippet under hele

dykket er, at der er god kommunikation mellem dykkerne, samt at dykkerne indbyr-

des positionerer sig godt, uanset om der anvendes mellemline eller ej.

• Opmærksomhed. Dykkeren er opmærksom på indikationer i omgivelserne, hos mak-

kerne og sig selv for at kunne identificere eventuelle risici.

- Omgivelserne. Har fokus på omgivelserne og eventuelle ændringer undervejs.

Registrerer ændringer i f.eks. strøm, sigt og vurderer, hvordan forholdene bedst

kan håndteres. Er altid opmærksom på, hvor han eller hun er under dykket.

- Makkerindikationer. Holder sig løbende orienteret om, hvordan ens dykkermak-

ker har det. Har makkeren tilstrækkeligt med gas? Har makkeren problemer med

udstyret? Er makkeren urolig osv.

- Egne indikationer. Har evnen til at overvåge egen situation. F.eks. opmærksom-

hed omkring kulde, gasforbrug mv.

- Overskud af kapacitet. Dykkeren sørger for, at der er tilstrækkelig med kapacitet

til at kunne håndtere uforudsete hændelser. Det forudsætter, at ikke hele dyk-

kerens kapacitet er bundet op i at håndtere eget udstyr, egen afbalancering og

til at orientere sig i vandet.

- Dykkeren har evnen til at gribe ind, når det er nødvendigt at handle.

Disse færdigheder behandles nærmere i kapitlet om Dykketeknik i denne bog.

Målsætning for CMAS 3-stjernet sportsdykker

Formålet med kurset til CMAS 3-stjernet sportsdykker er, at give kursisten de teore-

tiske kundskaber og praktiske færdigheder i avancer dykning samt give en grundlæg-

gende uddannelse i organisering af dykkere på alle uddannelsesniveauer.

Til diskussion

Hvad mener du, der kendetegner en ”avanceret sportsdykker”?

Hvad forventer du af en sportsdykker på CMAS 3-stjernet niveau?

Der er flere kendetegn, som karakteriserer sportsdykkere på 3-stjernet niveau. De om-

fatter både praktiske dykkerfærdigheder, kundskabsniveauet og evne til dykkerledelse.

1.1.1 Formålet med CMAS 3-stjernet kurset er de fire nedenstående centrale områder:

1) Praktiske dykkerfærdighed.

2) Teoretisk baggrundsviden.

3) Evne til at organisere en dykkertur og lave dykkerledelse.

4) Er i stand til at tage vare på sig selv og andre dykkere.

12 13

Indledning


Indledning

1.2 Teoretisk videnOgså når det gælder teoretisk viden om sportsdykning, er der visse kendetegn, som er ty-piske for en sportsdykker på dette niveau. Det gælder viden inden for følgende områder:

• Menneskets fysiologi under vand – kende og respektere egne og andres fysiske begrænsninger under dykning.

• Dykkerfysik – kende og tage hensyn til de praktiske konsekvenser af teorien.

• Tabeller og dekompressionsteori – udnytte mulighederne og respektere begræns-ninger for mætning og dekompression.

• Dykkermedicin – vurdere tilstande på forhånd og ved eventuelle hændelser reage-rer med hensigtsmæssig førstehjælp.

• Dykkerudstyret – være bevidst om valg af konfiguration af udstyret for hvert en-kelt dyk, kunne kombinere udstyr som passer sammen i konfigurationer, regelmæs-sig vedligeholde udstyret og sørge for at servicer det.

Dette omtales nærmere i de forskellige kapitler i denne bog.

1.3 Organisere, lede og tage vare på sig selv og andre dykkereSom 3-stjernet sportsdykker vil du være blandt de dykkere med de højeste kompeten-cer i dykkermiljøet eller i klubben. Kurset giver dig et godt grundlag for at tage ansvar for planlægning og ledelse af dykkeraktiviteten. Her er nogle vigtige kendetegn på god dykkerledelse:

• Planlægning – Have overblik over forholdene på dykkerstedet, de deltagende dyk-kers kompetence og det fælles sikkerhedsudstyr.

• Forebygge ulykker – Være opmærksom på at forebygge ulykker, bland andet ved rutinemæssige makkereftersyn.

• Organisering på land – Fordele opgaver og ansvar for at være bådfører, stand-by dykker, vælge journalfører etc.

• Dykkerledelse under vand – Lede en gruppe dykkere gennem en på forhånd planlagt tur under vandet.

• Redning og førstehjælp. – Iværksætte og lede en redningsaktion i tilfælde af en nødsituation.

Disse kendetegn på god dykkerledelse omtales nærmere i kapitlerne om dykkerledelse.

1.4 Når du er CMAS 3-stjernet dykker

Som CMAS 3-stjernet dykker vil du være en ressourceperson i dit dykkermiljø, som kan

tage ansvar for mindre rutinerede dykkerkammerater og være med til at sætte stan-

dard er for andre. Du vil også med dit øgede kendskab kunne bidrage til at forbedre

klubbens rutiner til planlægning og ledelse af dykkerture.

Du vil også med et CMAS 3-stjernet certifikat være kvalificeret til at starte på det

næste trin inden for sportsdykning – Instruktørniveauet. Du vil være kvalificeret til at

kunne påbegynde på CMAS 1-stjernet instruktør kursus.

CMAS 3-stjernet sportsdykkerkursus er et relativt omfattende kursus, der varer læn-

gere end f.eks. grundlæggende sportsdykning. Selv dykkere med mange års erfaring

vil opdage, at dele af egen dykkerpraksis ikke er tilstrækkeligt, og det kan være en ud-

fordring at tage hånd om manglerne. Det kan være ukurant dykkerudstyr, dårlig fysisk

form eller mangler i kontrollen med afbalanceringen under vandet. Kurset stiller også

krav til dykkerens evne til at omsætte teori til praksis, og det kan være en udfordring

at fordybe sig i abstrakt dekompressionsteori eller dykkermedicin.

1.5 Hvordan læses bogen?

Bogen er primært beregnet for læsere som følger kurset til CMAS 3-stjernet sports-

dykker, men også andre læsere vil have glæde af bogen. Kapitlerne kan læses selv-

stændigt og i vilkårlig rækkefølge. Der vil undervejs være krydshenvisninger til de

enkelte kapitler, hvor det anses for relevant.

I løbet af bogen findes spørgsmål til stoffet og opgaver til diskussion. Husk at de

løsninger og metoder, som præsenteres i bogen, ikke er de eneste rigtige løsninger.

Opgaverne er derfor en opfordring til refleksion og erfaringsudveksling. Brug anled-

ningen til et stop i læsningen, og lad den nye viden belyse de dykkeroplevelser, som du

har med dig fra din dykkeraktivitet. For sportsdykkere med en lang og alsidig erfaring

er diskussionerne en vigtig del af indlæringen.

God læsning!

14 15DANSK SPORTSDYKKER FORBUND© DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©

DykketeknikDykketeknik

Kapitel 2 Dykketeknik


Dykketeknik Dykketeknik

Formålet med dette kapitel er at gennemgå dykketeknik, herunder afbalancering, trim,

opdriftskontrol, svømmestil mv.

Mange dykkere tror f.eks. at de ligger horisontalt i vandet. Alligevel er det sjældent

tilfældet. Måske er de horisontale, mens de svømmer, men så snart de stopper op,

falder de tilbage i en vertikal stilling i vandet.

I dette kapitel starter vi forfra, hvilket vil sige balance og trim, afvejning, opdriftskon-

trol og svømmeteknik. Du må blive bevidst om din egen dykning, og du må finde ud af,

hvordan du kan opnå forbedringer gennem justeringer, eller ved at lære ny og korrekt

trim.

Dette kapitel handler om teknikker, som du må beherske ved dykning, navigering under

vand, undervandsfotografering, søgeteknikker og andre former for apparatdykning.

Ved at indøve nye færdigheder og finjustere din egen praksis, kan du få flere gode og

trygge oplevelser under vandet.

2.1 Balance og trim

Det bør være en målsæt-

ning for alle dykkere, at

kunne holde sig horisontalt

i vandet. Med en horison-

tal stilling i vandet får du

mindst vandmodstand, når

du svømmer, dvs. en god

hydrodynamik. Samtidig

undgår du at hvirvle bund-

materiale op og derved

ødelægge sigten. Se også

figur 1.1.

Den horisontale position i

vandet betyder, at du ligger

med hovedet tippet let

bagover. Benene bøjes let

tilbage og opad. På denne

måde kommer svømmefødderne til at ligge i en stilling over kroppens midterlinje, og

dermed rettes vandtrykket fra svømmefødderne op og bort fra bunden.

2.1.1 Afbalancering

Definition af ”rig”

Med ”rig” mener vi her enten:

• hele flaskesættet inklusiv regulatorer, vægte (blyet), bagplade og vinge

eller

• flaskesættet med regulatorer, vægtbælte og BCD eller vingen eller halsvesten

Med en afbalanceret rig kan du stoppe op nær bunden og holde dig i en horisontal stil-

ling, selv om du udfører aktivitet, f.eks. når du skal fotografere, bytte regulator eller

giver noget til din dykkerkammerat. Det kan være en udfordring at afbalancere riggen

korrekt, fordi der er nogle forhold, som gør afbalanceringen vanskelig.

• Hvis du bruger BCD (jakke) til opdriftskontrol, er udfordringen, at den del af riggen,

som giver størst opdrift ligger lavest.

• Hvis du bruger en vinge til opdriftskontrol vil udgangspunktet være bedre, efter-

som vingen normalt giver opdrift langs flaskesiderne, når dykkeren ligger horison-

talt i vandet.

• Hvis du bruger tørdragt til opdriftskontroller er udfordringen, at opdriften ligger

lavere end riggen. Generelt er det ikke tilrådeligt at bruge sin tørdragt til at kontrol-

lere sin opdrift. Dels fordi opdriften liggere lavere end riggen, dels fordi luften

i dragten kan flytte sig, og endeligt er det nemmere at fjerne luft fra sin BCD/

vinge/halsvest end at få luft ud af dragten.



Fig. 1.2. Opdrift - positive og negative kræfter.

Afbalancering vil sige at finde en god fordeling mellem de dele af dykkerudstyret, som

giver positiv opdrift (grønne pile og farver i fig. 1.2), og de dele af dykkerudstyret,

som giver negativ opdrift (blå pile og farver i fig. 1.2).

• Dykkeren skal have en god horisontal balance, således at han/hun ligger så vandret i

vandet under dykket.

• Vægtene (summen af de negative opdriftskræfter) må være placeret lavere end

vingen eller vesten og eventuelt tørdragten (summen af de positive opdriftskræf-

ter), således at dykkeren ikke ruller rundt og om på ryggen.

Der er i princippet flere alternativer for at forbedre afbalanceringen, og de bør

anvendes i nævnte rækkefølge:

1. Flytte flaskesættet op eller ned på ryggen.

2. Flytte vægtene eller omfordele vægtene mellem bæltet/vest og bagplade, eventu-

elt også ankelbly og bivægte. (Bivægte er de ekstra vægte, som man kan placere på

sin BCD eller flaskerne for at forbedre sit trim).

3. Udskifte dele af udstyret.

Praktiske øvelser for afbalancering

I det følgende er der en række praktiske øvelser i dels at undersøge din afbalan-

cering, dels anvisninger i, hvordan du kan rette din afbalancering:

1. Se hvordan du har monteret flaskerne på riggen samt placeringen din vægt. Vurder hvordan du kan justere positioneringen.

• Undersøg hvor de tunge dele af udstyret og de dele af udstyret, der giver opdrift

er placeret. Hvis der er et misforhold mellem placeringer oppe og nede på riggen,

må vægtfordelingen justeres.

• Det nemmeste er at flytte flaskesættet. Hvis du er bagtung, flyttes sættet lidt opefter.

• Derudover kan det være en fordel at flytte noget vægt (bly) fra bæltet og højere

op, f.eks. ved at placere noget bly på flaskesættet. Det kan gøres enten med V-bly

eller ved at montere blyet i et spænde omkring flaskerne. Det er normalt nemmest

at flytte vægten på denne måde, hvis du bruger vingevest med bagplade, således

at vægten kommer så tæt på ryggen som muligt. Ved at flytte vægten fra dit bly-

bælte til f.eks. flaskesættet, vil det løse problemet, at du er bagtung ved at flytte

dit tyngepunkt frem. Yderligere skal du være opmærksom på, at du har et minimum

af vægt, som du kan droppe.

• Hvis du ikke har en bagplade, hvor du kan placere vægt på, bør du hellere justere

vægten ved at skifte til en anden flasketype. Det er en fordel at have flasker med

en vis længde, i stedet for flasker der er korte og tykke. En kort og tyk flaske giver

en mere centreret vægt på ryggen, og det giver store udslag i balancen såfremt

flasken flyttes lidt for lavt eller for højt op på ryggen.

• Vurdere selve din egen rigning, og undersøg, om du kan gøre den bedre.

2. Se efter hvordan resten af dit udstyr fungerer sammen med din rig.

• Bruger du våddragt eller tørdragt. Generelt er det nemmere at få et godt trim

med en våddragt end i en tørdragt. Tørdragten kræver en bedre afbalancering og

kontrol, men kan være positiv, hvis du har tunge svømmefødder, så du får noget

ekstra opdrift i benene.



• Dykkerflaskerne. Der er flere typer flasker, f.eks. stålflasker, aluminiumsflasker

eller kompositflasker. Stålflasker har en negativ opdrift, når de er tomme, hvori-

mod aluminiumsflasker og kompositflasker har en positiv opdrift i tom tilstand. På

grund af forholdet mellem vægt og størrelse, giver stålflasker en god fordeling af

den negative opdrift. Derfor bør du være opmærksom på, hvilken type flasker du

bruger, og hvordan det indvirker på trim og afvejning. Du skal også vurdere, om

enkeltflaske eller et dobbelsæt er bedst for dit trim.

• Vurder også hvordan dit øvrige udstyr påvirker dit trim, f.eks. lommer, gummi-

svømmefødder, batteriboks (kanister), ponyflaske etc. Dit øvrige udstyr kan

ødelægge et godt trim, og derfor skal du kontrollere, hvordan dit øvrige udstyr

påvirker dit trim.

3. Find alle elementer som kan skabe ubalance i dit trim. Kontroller om du kan gøre yderligere for at blive mere strømliniet.

Du kan kun kontrollere det trim ved at forsøge dig i vandet. Når du har rettet på din

konfiguration, skal det efterprøves i vandet for at kontrollere, om det sidder rigtigt og

giver dig et korrekt trim. Om nødvendigt skal processen gentages indtil din konfigura-

tion er korrekt og passer til dig.

Når du har gjort dette og fået et trim, som du synes om, kan du igen bede din dykker-

kammerat om at observere dig i vandet. Du kan blive filmet, for at du ved selvsyn kan

se, hvordan dit trim ser ud.

2.2 Afvejning

Mange sportsdykkere bruger for meget vægt, når de dykker. Det begyndte måske ved,

at du på dykkerkurset trængte til ”lidt ekstra vægt” for at komme ned under vandet,

og siden er du fortsat med at dykke med denne mængde vægt. Eller du har udskiftet

din dragt eller inderdragt uden at du har justeret, dine vægte. Det kan også være, at

du har mere vægt, end du egentligt behøver for at komme ned, fordi du ikke får tømt

din BCD, vinge eller dragt helt for luft.

Dykkere med for meget vægt har en tendens til at svømme gennem vandet i en

ugunstig position. Med vægtene placeret enten i et bælte eller integreret i vesten,

skabes der et pres nedad på den nedre halvdel af dykkerens krop, men opdriften i BCD

eller vingen trækker skuldrene opad. Dette giver tilsammen en dårlig position i vandet,

hvilket giver modstand i fremdriften, når du svømmer under vandet. Hvis du allerede

har afbalanceret din rig, og fortsat er bagtung, når du svømmer, kan det være fordi,

du har for meget vægt på.

Formålet med afvejningen kan opsummeres til:

Brug mindst mulig vægt for at opnå neutral opdrift med mindst mulig luft i vingen/

BCD.

Hvad vejer udstyret i vand?

• Nogle veste/vinger har en smule positiv opdrift, selv når de er helt tømt for luft.

Opdriften svarer til mellem 0 – 2 kg med et gennemsnit på ca. 1 kg.

• Regulatorer og konsoller er en negativ opdrift på mellem 0,5 – 1 kg.

• Stålflasker (tomme) har en negativ opdrift på 0,5 – 2 kg.

Du kan forbedre din afvejning ved at lave de efterfølgende øvelser:



Praktiske øvelser for afvejning:

Trin 1 Trim med dragten alene. (Enten våddragt eller tørdragt som er helt tømt for luft).

Lad dit udstyr stå på land. Gå først ud i vandet med ABC-udstyret og den vægt, som

du forventer passende. Du kan gøre det nemmere at justere vægten ved at holde de

sidste kilo vægt i hænderne. Tag det med ro og flyd i vandet. Hold hænder og ben i ro

og slap af, indtil dit åndedrag er helt roligt.

Herefter skal du prøve dig frem med mere eller mindre vægt. Juster vægten således,

at du flyder, når du ånder ind og synker, når du ånder ud. Juster lidt ad gangen – brug

blylodder på 0,5 kg, som du kan lægge til eller fjerne ved hvert forsøg, afhængig om

du flyder eller synker. For at finde balancepunktet skal du justere vægten gradvis ved

at tage mere vægt på der fjerne vægten.

Når du holder vejret, og du flyder i vandet med øjnene i vandoverfladen, har du det

rigtige niveau for vægt, som kræves for at kompensere for opdriften i dragt og din

krop.

Det er vigtigt til denne øvelse, at dragten er hel tom for luft. Følgende forhold kan

hindre, at dragten bliver tømt for luft:

1) Dragtventilen er ikke åbnet helt.

2) Dragtventilen er defekt.

3) Inderdragten ”tætter” ventilen, således at luften ikke kan komme ud.

Det kan derfor være nødvendigt, at du får din dykkermakker til at hjælpe dig med at

kontrollere, at al luften er ude af dragten.

Trin 2

Næste trin er at justere vægten i forhold til opdriften på dykkerudstyret. Du skal her

være opmærksom på, at det er på sikkerhedsstoppet/dekostoppet, at du skal være

neutral i vandet. Denne øvelse skal derfor gøres på næsten tomme flasker (30 – 50

bar i flaskerne). Du skal her gentage øvelsen som beskrevet i trin 1, blot skal du denne

gang have dit dykkerudstyr på for at få fastlagt hvor meget vægt, du skal lægge til

eller fjerne for at kompensere for det ekstra dykkerudstyr.

Trin 3

Juster vægtmængden på dit vægtbælte og/eller i din BCD og tag alt dit udstyr på.

Under forudsætning af at du har fyldte flasker, vil du let synke ned i vandet, idet gas-



Når de er helt neutral med den rigtige mængde vægt, kan du teste dit trim ved at

holde kroppen i ro og strække benene bagover. Hvis dine ben synker, må du flytte lidt

vægt fra hoften og op mod brystet, f.eks. til trim-lommer på vesten.

Sidevers trim er også vigtigt, så du kan ligge på siden og kigge ind i sprækker og åbnin-

ger, uden at du skal kompensere med armene. Sådanne armbevægelser vil næsten altid

bidrage til bevægelser opad og dermed forstyrre din opdrift.

Trin 5

Den sidste finjustering foretager du, mens du alligevel har tid under sikkerhedsstoppet

i slutningen af dykket. I slutningen af dykket bør du have fundet en god rytme med

roligt åndedræt og minimale bevægelser, og dine flasker er næsten tømt. Til denne

sidste finjustering har du behov for 1-2 kg vægte placeret således, at du kan løse dem.

Du skal derfor have dem enten i lommerne eller klikket på en D - ring.

Mens du og din makker ligger på 3-5 m, kan du give en af vægtene til makkeren. Tøm

BCD/Vingen fuldstændigt og se, om du ligger neutralt i vandet. Husk at holde hænder

og ben helt roligt. Hvis du kan forblive neutral på samme dybde uden den vægt, som

du har givet din makker, har du ikke behov for den. Du kan derfor på dit næste dyk

lægge 1 kg af.

Tilbyd gerne din makker hjælp med at gennemføre samme øvelse. I kan lave øvelsen ved

at sende et blylod på 1-2 kg til hinanden i et roligt tempo under sikkerhedsstoppet.

sen i dine flasker vil give ekstra vægt. (1.000 l. atmosfærisk luft vejer ca. 1,3 kg).

Hvis du alligevel flyder, kan det skyldes, at du har luft i din BCD/vinge eller i dragten.

Derfor skal du tømme din BCD/vest eventuelt ved hjælp af ”dumpventilen”, som

sidder øverst. Lad dig synke ned i vandet, mens du tømmer BCD/vingen. Derved vil

vandtrykket hjælpe til med at presse den resterende luft ud.

Til slut bøjer du hovedet bagover, og får presset eventuel ekstra luft ud af din hætte,

som kan ligge bag dit hoved.

Lommer og polstringer kan indeholde overraskende meget luft som skal ud. Til sidst

kontrolleres ventilen på tørdragten. Herefter er du nær det optimale balancepunkt.

Trin 4

Gennemfør kontrol af trim. Start med trimmet i længderetningen. Find din position i

vandet, når du er neutral og ligger stille i vandet. Husk på, at hvis du bliver liggende

med benene lavere end kroppen, vil bevægelserne med svømmefødderne ikke kun dri-

ve dig fremover, men også opad. Under dykket vil du opleve, at have en positiv opdrift,

hvilket du vil forsøge at kompensere ved at lukke luft ud af BCD/vinge /dragten. Når

du så stopper, vil du opleve en negativ opdrift, som du vil kompensere for ved at fylde

luft i BCD/vinge/dragt. For at undgå at svømningen forstyrrer opdriftskontrollen, skal

du være i korrekt trim, således at kroppen er horisontal i vandet, og svømmetagene

kun presser dig fremad.



DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©26

Som det fremgår af det forudgående, er korrekt afvejning direkte knyttet til det

udstyr, som dykkeren bruger. Uden en grundig vurdering af sammensætningen af

udstyret, er det ikke muligt at få fuld kontrol over bevægelserne under dykket.

2.3 Opdriftskontrol

Dykkere med god opdriftskontrol oplever mere

Når du har justeret dit trim og afvejningen, går vi fra udstyret til dine personlige

færdigheder.

Opdrift er en af de mest grundlæggende færdigheder for en dykker og samtidig

noget af det vanskeligste at beherske. Du skal have kontrol over luften i dragten og

i vingen/BCD. Du skal tage hensyn til, at neoprendragten komprimeres i dybden, og

at flaskesættets opdriftsegenskaber ændrer sig i takt med, at det tømmes i løbet af

dykket.

2.3.1 Øvelser til bedre opdriftskontrol

Dykker du med våddragt, og bruger du din BCD /vinge til at kontrollere din opdrift?

Dette fungerer kun, hvis alle andre forhold, som påvirker opdriftskontrollen, er korrekt

justeret. Det ses ofte, at dykkere, der bruger tørdragt, også bruger tørdragten til at

kontrollere opdriften. Det er ikke en hensigtsmæssig måde at sikre opdriften på, fordi

det er mere besværligt at få luft ud af tørdragten, end det der at tømme BCD/vingen

for luft. Derfor bør man kun komme luft i tørdragten, så den ikke klemmer. Opdriften

bør kontrolleres med BCD/Vingen.

Det er nødvendigt med øvelser til at finjustere din opdriftskontrol. I det efterføl-

gende er der vist nogle nyttige øvelser. Under øvelserne er det vigtigt at slappe af, og

udføre øvelserne så roligt som muligt og lave så få bevægelser som muligt. Undgå at

bruge hænderne til at justere med.

Opdriftskontrol ved konstant dybde

• Flyd nogle minutter ca. 30 cm over bunden i en let fremoverbøjet stilling med

hoved nederst.

• Hold dig flydende, mens du udfører nogle praktiske opgaver, f.eks. skifter mellem

dine regulatorer.

• Hold dig horisontal og over et bestemt punkt, mens du koncentrerer dig om en

anden opgave, f.eks. at bruge funktionstasterne på din computer. Du bør også lære

at bruge lungerne til at finjustere dig. Det at holde åndedrættet et øjeblik længere

eller at trække vejret lidt mere eller mindre end sædvanligt, kan være tilstrækkeligt

til små justeringer af opdriften. På den måde kan du spare mange korrektioner med

dragtventilen eller inflatoren på din BCD/vinge.

Opdriftskontrol under nedstigning

Under nedstigningen er det en udfordring at kompensere for den negative opdrift

i den rigtige tempo. Hvis du går langsomt ned, er det nemmere at kontrollere disse

forhold. Du kan prøve denne øvelse:



• Foretag nedstigningen i horisontal stilling. Du skal ligge som et stort ”X” ligesom en

faldskærmsudspringer.

• Prøv at gå roligt ned, og stop ca. 50 cm over bunden eller på et andet forudbe-

stemt punkt.

Opdriftskontrol under opstigning

Det er specielt de sidste meter under opstigningen, som er vanskelige at kontrol-

lere. Jo flere hjælpemidler, du bruger til opdriftskontrollen, desto flere forhold må

du justere under opstigningen. Dykker du med tørdragt, bør du undgå at have luft i

dragten, når du påbegynder opstigningen. Prøv at gøre følgende:

• Gennemfør opstigning i horisontal stilling. Tag hensyn til placeringen af udluft-

ningsventilen på tørdragten. I den horisontale stilling kan du bruge dumpventilen i

bunden af din BCD/vinge til at kontrollere opstigningen.

• Øv dig i at foretage opstigningen med lukkede øjne. NB! Øvelsen skal laves på dyb-

der ikke over 9 meter.

• Foretag en rolig opstigning med næsten tomme flasker. Indlæg et simuleret stop,

hvor du skal øve i at bytte regulator med din makker. Alternativt kan der øves andre

praktiske øvelser i frit vand.

2.4 Positionering

Det giver en stor tilfredsstillelse, at kunne vælge og holde en ønske position under alle

faser af dykket. Du får bedre og flere oplevelser, når du roligt kan studere fisk og dyre-

liv uden bevægelser, som skræmmer fisk eller andet dyreliv væk eller hvirvler bund-

materiale op. Yderligere giver en god positionering mellem pardykkerne en forbedret

kommunikation og give større tryghed under dykket.

2.5 Benspark

PÅ CMAS *** - kursus skal du prøve flere forskellige teknikker i at svømme og i at

positionere sig i vandet. De egner sig til forskellige formål, og du får erfaring med dem

i den praktiske del af kurset.

Ved at skifte mellem de forskellige typer af benspark kan enkelte benmuskler hvile,

mens du bruger andre benmuskler. Dette reducerer risikoen for at få muskelkrampe.



Teknikker for fremdrift og positionering

Alm. Finnespark er samme bevægelser som når du svømmer crawl. Sportsdykkere

udfører sparkene rolig og med hele benet. Det er en bevægelse fra hofterne.

Modificeret finnespark

Modificeret finnespark udføres ved at bøje knæet let op mens du ligger horisontalt i

vandet. Selve sparkebevægelsen sker i knæene og på de måde forkortes bentakten.

Teknikken kan tillige udføres med en bevægelse alene i anklen.

Frøspark

Frøspark udføres således:

1. Før benene roligt fra hinanden mens pladen på svømmefoden holdes horisontalt.

2. Vend svømmefoden således at bagsiden vender mod hinanden.

3. Derefter føres svømmefødderne sammen, således at vandet bliver presset bagover

mellem pladerne på svømmefødderne. Lav et 90 graders knæk i knæene og udfør

det store spark.

Modificeret/lille frøspark

Lille frøspark udføres på samme måde som frøspark, dog bevæger man kun anklerne.

Rotation

Rotation udføres ved at den ene svømmefod bruges til at dreje kroppen rundt om

kroppens midtpunkt. Dette kan også gøres med begge svømmefødder med modret-

tede bevægelser.

Baglæns svømning

Frøspark kan også udføres således at du bevæger dig tilbage. Dette gøres således: Før

benene bagover, samlet og med svømmefødderne horisontale. Drej i anklen således at

fladerne vender fra hinanden, og træk svømmefødderne ud til hver sin side.

Bortset fra ved alm. finnesparket skal alle bevægelser ske over kroppens midterlinje så

vandbevægelserne nedenfor kroppen bliver minimale.

2.5.1 Teknikker til forskellige forhold

En rutineret dykker bør beherske flere teknikker til brug under forskellige forhold.

Hvorfor? Her er nogle argumenter:

• Ved at vælge en teknik som kræver så lidt energi som muligt, får du en bedre ud-

holdenhed og reducerer gasforbruget.

• Ved at veksle mellem forskellige finneteknikker kan enkelt muskler hvile, mens du

bruger andre muskler. Dette reducerer risikoen for at få muskelkrampe.

• Fremdriftsteknikken skal tilpasses omgivelserne, således at mindst muligt sediment

hvirvles op under dykket.

Bevar sigten

Tag hensyn til sigten på steder, hvor der er finkornet sediment i vandet og på bunden.

Dette har bl.a. et sikkerhedsmæssigt aspekt. En reduceret sigt er et stress moment,

som giver manglende lyst til at dykket. Samtidigt bliver det vanskeligere at holde kon-

takten til din dykkermakker, og du kan miste referencepunkter for opdriftskontrol og

retning i terrænet.

Hold kursen

Her du bemærket at det kan være vanskeligt at holde retningen fremad, når du dyk-

ker? Trækker de lidt mod højre eller venstre? Det kan skyldes at den ene fod er stær-

kere end den anden. Med finnespark kan det være svært at holde den rette kurs. Du

kan da forsøge en anden svømmeteknik. Når du bruger frøspark kommer den største

del at fremdriften fra mellemrummet mellem svømmefødderne og direkte bag dyk-

keren. Dette reducerer afdriften til siden, og denne teknik kan være løsningen for dig.



2.6 Fordele ved et godt trim, opdrift og positionering

Med en god profil med fødderne oppe og bag kroppen kombineret med en god

opdriftskontrol, kan en rutineret dykker trygt penetrerer et vrag eller svømme ind i

grotter, hvor dykkerens bevægelser er særligt kritiske. Sammen med boblerne fra ud-

åndingsluften er det ofte de uheldige arm- eller benbevægelser, samt dårligt trim som

ødelægger sigten i sådanne lukkede rum.

Præcis opdriftskontrol, et godt trim, og tilpassede finneteknikker er kernen i færdig-

hederne hos den avancerede sportsdykker. Dette er nyttige færdigheder, selv om du

ikke tænker på at dykke i grotter eller penetrere vrag. Du kan både holde kontakt med

din dykkermakker og håndtere lygte og kamera uden at forstyrre livet nær bunden el-

ler ødelægge sigten. Med disse færdigheder får du mere ud af dine dykkeroplevelser.

Lad øvelserne i dette kapitel indgå i dine rutiner for kritisk træning af færdigheder.

Ved at træne jævnligt med skift af maske, skift af regulator, og nedlukning af ventil er

i åbent vand, vil du forbedre dine færdigheder med at holde kontrollen over opdrif-

ten. Dette vil yderligere give dig færdigheder til at kunne håndtere flere problemer på

samme tid i en kritisk situation.

Her er en forenklet sammenligning af de forskellige teknikker:

Tabel 2.1. Teknikker i forskellige finnespark.

Øvelser til at finjustere teknikkerne

• Svøm fremad ca. 50 cm over bunden i et område med meget fint sediment på bun-

den.

• Skift mellem frøspark og modificeret finnespark.

• Lig stille horisontalt i vandet. Vend dig 360 grader i hver retning ved blot at bruge

benene (dvs. ingen håndbevægelser).

• Bevæg dig langsomt bagover mens du flyder horisontalt ved kun at bruge benene

(dvs. ingen håndbevægelser).

Teknik Fremdrift Vandtryk Kraft Egnet til

Finnespark Meget stor Ned og bagover Meget stor Mange forhold

Modificeret finnespark

Stor Op og bagover Stor Trange passager

Frøspark Stor Op og bagover Stor. Kræver lidt energi

Løs bund. Ikke velegnet ved strøm.

Baglæns svømning

Lille Når man skal trække sig tilbage unden at man kan vende sig rundt.

Rotation Lille bevægelse i vandsøjlen


DykkepraksisDykkepraksis

Kapitel 3 Dykkepraksis



Indledning

Med viden om dykning og øvelser omkring forskellige dykkemetoder, vil du stå bedre

rustet til at kunne håndtere eventuelle problemer i alle situationer. Du vil have bedre

forudsætninger for at forudse problemer, som kan opstå for dig selv eller din makker,

og du kan nemmere forberede dig på sådanne situationer både mentalt og med kor-

rekt udstyr. Det vil gøre dig til en tryg dykker under krævende dykkersituationer.

En erfaren dykker er kendetegnet ved at have en dybdegående viden om de forskel-

lige dykkemetoder, og er derfor bedre rustet til at kunne forudse og håndtere de

eventuelle problemer, som kan opstå under et dyk for dig selv eller din makker.

Dette kapitel handler specielt om følgende typer dyk .

• Dybe dyk og dykning med dekompressionsstop.

• Navigation under vandet.

• Dykning i strøm og brændinger.

• Dykning ved en væg.

• Metoder til eftersøgning og hævning af genstande.

Kapitlet gennemgår det, som er specielt ved sådanne dykninger og hvordan du, gen-

nem træning, ekstra udstyr og god planlægning af dykket, kan forberede dig på de

forskellige typer af dykning.

Kapitlet er en opfølgning på Videregående Sportsdykning – Lærebog for 2-stjernede

sportsdykker.

3.1 Dybe dyk og dykning med dekom-pressionsstop

Når du dykker dybere end 30 meter, vil du efter kort bundtid komme over i den del

af dykketabellen, hvor der kræves dekompressionsstop. Dette betyder, at du ikke kan

foretage en direkte opstigning til overfladen uden at risikere trykfaldssyge. Ved så-

danne dykninger må du altså være godt forberedt for at undgå problemer under dyk-

ket. Yderligere må du lave en planlægning, så du er i stand til at håndtere en eventuel

kritisk situation. Vi vil komme nærmere ind på nogle centrale forhold:

• Menneskets fysiologiske begrænsninger.

• Planlægning af dekompressionsdyk.

• Personligt dykkerudstyr.

• Dykker teknikker.

• Organisering og beredskab.

3.1.1 Fysiologiske forhold ved dybe dyk

Trykforholdene ved dybe dyk medfører, at vi må være ekstra påpasselige i forhold til

gasforgiftning og trykfaldssyge,

• Nitrogennarkose eller dybderus reducerer dykkerens dømmekraft, og kan give kraf-

tige hallucinationer. Hvilken dybde som udløser dybderus varierer fra person til per-

son og fra gang til gang. Alligevel må vi ved dykning dybere end 30 meter forvente

at få en reaktion på grund af trykkets påvirkning fra nitrogenet i kroppen. Hvis du

ikke er opmærksom på dette og ikke giver kroppen en langsom tilvænning til dybet,

kan du udsætte både dig selv og din dykkermakker for en nødig stor risiko.

• Oxygenforgiftning: Når oxygens partialtryk bliver for stort kan dykkeren miste

bevidstheden uden nogen form for forvarsel. Oxygen bliver giftigt for kroppen når

oxygenpartialtrykket overskrider 1,4 bar – 1,7 bar. Ved en gasblanding (21 % O2) kan

dette ske omkring 56 meters dybde. Ved dykning med nitrox kan dette ske på bety-

deligt lavere dybder f.eks. på 36 meters dybde ved 30 % oxygen i gassen og på 25


Dykkepraksis Dykkepraksis

3.1.2 Planlægning af dekompressionsstop

Ved dyk dybere ned 30 meter er det begrænset, hvor meget bundtid du kan have

uden et dekompressionsstop. Hvis dykket skal være uden dekompressionsstop, giver

DSF’s standardtabel (Bühlmann ZHL-16) følgende bundtider:

• 30 meter maksimalt 17 minutter.





Alle dybder og bundtider udover dette medfører, at dykket skal planlægges og gen-

nemføres med dekompressionsstop. Ved gentagne dyk vil N2-mætningen fra tidligere

dyk (forbelastningen) ofte indebære så store tillæg til bundtiden på det næste dyk, at

dekompressionsstop vil blive aktuelt selv ved dyk på lavere dybder.

Dykning med dekompressionsstop betyder, at opstigningen skal ske trinvis, således at

kroppen får tilstrækkelig tid til at udskille det overskydende nitrogen (dekomprimere),

som er optaget under dykket (se kapitel 6 ”Dekompression og inerte gasser”). Selv om

det virker enkelt og let i teorien, kan det byde på udfordringer at gennemføre i prak-

sis. Under planlægningen af dyk med dekompressionsstop må vi tage specielle hensyn

til følgende faktorer:

• Strøm på dykkerstedet, i overfladen og på dybden.

• Terræn og bundforhold på dykkerstedet.

• Er det muligt at gennemføre dekompressionen langs bunden eller skal om opstig-

ning skal ske langs bundtorvet, henholdsvis lave en fri opstigning med en deko –

bøje.

• Dykkernes rutine og erfaring, specielt med opdriftskontrol.

meters dybde ved en 40 % blanding. Derfor er det et vigtigt element i oplæringen i

nitroxdykning. Dette er også årsagen til, at oxygenpartialtrykket ikke bør overstige

1,4 bar.

• CO2 – forgiftning: CO

2 kan ophobe sig i kroppen og den bliver giftig med stigende

dybde og partialtryk. Årsager kan være store fysiske anstrengelser under dykket,

forkert åndingsteknik eller at gassen på dykkerflaskerne er forurenet med CO2.

Al statistik viser, at dybe dyk er overrepræsenteret som årsagen til trykfaldssyge

blandt rekreative dykkere. Desværre er der også meget kompetente rekreative dyk-

kere blandt dem. Trykfaldssyge efter dybe dyk er ofte en af disse årsager:

• Dykkeren har ikke overholdt den planlagte dykkerprofil og tiden for dykket.

• Dykkeren har en dårligere fysik og kondition end forudsat i dykkertabellerne.

• Der er foretaget en nødopstigning på grund af problemer under dykket.

• Dykkeren har været dehydreret.

Respekt for menneskets fysiologiske begrænsninger og reaktioner under tryk er

afgørende for at undgå skadelige forgiftninger og trykfaldssyge ved dybe dykninger.

Med respekt for dybet tager du hensyn til egen kundskab, rutine, kondition og udstyr,

når du vurderer dagens dykkerplan. Med en lemfældig holdning til forberedelserne,

udstyr og planlægning, udsætter du både dig selv og din dykkermakker for stor risiko.

(Der kommer mere om gasforgiftning og trykfaldssyge i kapitel 9 ”Dykkermedicin” og

kapitel 7 ”Fysiologi – Mennesket i vand” )



dykkerlederen. Desuden må man i planlægningen af gasforbruget tage højde for en

back-up plan således, at der er tilstrækkeligt med gas til at dykkerne kan komme sik-

kert op til overfladen.

Dykkerne må desuden respektere egne forudsætninger for dybe dyk. Dette gælder

især for kundskab, rutine, kondition og dagsform.

3.1.3 Dykketeknik

Da der er øget risici ved opstigning fra større dybder og ved dekompressionsdykning,

er det afgørende, at dykkeren fuldt ud behersker de grundlæggende teknikker ved

sportsdykning. De grundlæggende teknikker omfatter:

• Korrekt opstigning.

• Kontrol med opdrift.

• Makkerprincip og kommunikation.

• Undervandsnavigation.

• Brug af liner.

• Brug af redundant udstyr.

Risiciene er afhængig af den enkelte dykkers færdigheder, samt hvor godt samkørte

dykkerparrene er. Opstigning og kontrol med opdrift er nærmere omtalt i kapitel 2

”Dykkerteknik”. Redundant udstyr betyder ekstra udstyr som sikkerhed. Det er ikke

nødvendigt ved dykning under normale forhold, men tages i brug hvis noget udstyr

svigter. Der er med andre ord tale om et uafhængigt back-up system. Der henvises til

CMAS ** - lærebog i videregående sportsdykning for en nærmere omtale heraf.

• Redundant udstyr til håndtering af eventuelle problemer under dykket.

• Rutine og udstyr for navigation under vandet.

• Tilgængeligt overflademandskab – især dykkerbåde og kvalificerede standby

dykkere.

• Dykkernes gasblandinger (hvis dykkerne bruger nitrox eller trimix).

• Tilstrækkelig med gas og nødvendige reservegasser.

Redundant udstyr:

At have redundant udstyr betyder, at man har reserveudstyr med under dykket, såle-

des at man kan bringe sig selv eller sin makker i sikkerhed, såfremt det primære udstyr

svigter.

Redundant udstyr omfatter:

• Uafhængig gasforsyning.

• Uafhængig afbalanceringsmiddel.

• Uafhængig dybdemåler.

• Uafhængig tidsmåler.

• Uafhængig lygte.

• Ekstra maske.

Man skal være opmærksom på ikke at være overredundant. Det er kun det absolut

nødvendige og kritiske udstyr, som man skal være redundant med.

Planlægningen for dykning med dekompressionsstop er mere omfattende. I tillæg til

planen for selve dykket, skal der udarbejdes back-up planer i de tilfælde, hvor dyk-

kerparrene overskrider bundtiden eller dykker dybere end oprindeligt planlagt. Det kan

medføre længere dekompression, og planen skal være aftalt mellem dykkerparret og



3.1.5 Fælles sikkerhedsudstyr

Til at sikre at dekompressionsdykket bliver sikkert, skal vi vurdere behovet for ekstra

fælles sikkerhedsudstyr ud fra de forhold som gælder på dykkerstedet. I det efterføl-

gende vil det nødvendige ekstra fællesudstyr blive gennemgået:

Fig.3.1. Ekstra udstyr til dekompressionsdykning.

3.1.4 Personlige dykkerudstyr

Dykkere med respekt for dybe dyk vil sørge for at have det nødvendige redundante

udstyr samt sit personlige sikkerhedsudstyr med under dykket. Det omfatter:

• Dobbelt flaskesæt med uafhængige regulatorer eller ponnyflaske med den nødven-

dige reservegas

• Skriveplade med nedskrevne dykkerplan.

• Makkerline og/eller lygte for god kommunikation i dykkerparret.

• Dekobøje for hvert dykkerpar.

• Nødvendigt reserveudstyr der omfatter: back-up lygte, ekstra maske, back-up dyb-

demåler og ur (se 3.1.2 Redundant udstyr).

• Tilstrækkelig varm dragt for at undgå at fryse under dykket og dekostoppet.



Ekstra flaskesæt

Et flaskesæt ved påmonteret regulator skal hænges på det dybeste dekostop.

Trapez

En trapez kan være et godt hjælpemiddel ved dekompressionsdykning. En trapez er

et stativ eller en stang som fastgøres på overfladebøjen. En trapez monteres på de

aktuelle dybder for dekompressionsstoppene således at flere dykkere kan holde fast

i trapezen under dekompressionsstoppet. Brug af trapez kan specielt være en god

hjælp når der er høj sø.

Bundtov

Bundtovet bruges til markering af dykkerstedet og har en bøje på overfladen. Bund-

tovet kan være fastgjort på bunden eller på vraget, og markere startsted og afslut-

ningssted for dykket. Der kan tillige være tilføjet en ledeline hen til en dekompressi-

onsbøje. Bundtovet bruges ikke til dekompressions- og sikkerhedsstop.

Ledeline

Ledeline til brug i vrag og grotter bør have en lys farve og en brudstyrke på mindst

80 kg. En ledeline skal yderligere have en tykkelse som gør at den tåler lidt filing mod

skarpe genstande. En ledeline skal synke i vandet og være fremstillet af et materiale

som ikke har tendens til at slynge sig. Det er en fordel hvis ledelinen har afstandsmær-

ker fra udgangspunktet.

Drivende dekompressionsline

Et alternativ til den personlige dekobøje er en forhåndsmonteret dekompressionsline.

En dekompressionsline skal hænge frit/lodret i vandet efter en overfladebøje med

tilstrækkelig opdrift og som minimum er 50 kg. Dekompressionslinen bør have et lod

i enden på mindst 20 kg. Brudstyrken på tovet bør være mindst 500 kg. Tykkelse bør

være sådan at linen er let at tage fat om, selv når dykkeren har tykke handsker på. Der

bør være en tydelig og nøjagtig markering for de aktuelle dybder på dekompressions-

linen.

Et bundtov eller et ankertov til et skib bør ikke benyttes som dekompressionsline.

Derimod skal der være en ledeline fra bundtovet til dekompressionslinen, således at

dykkerne let kan finde dekompressionslinen.

Ekstra dekompressionsbøje

En personlig oppustelig deko-bøje bør være en del af det personlige udstyr i tillæg til

fællesudstyret.

Fig. 3.2. Dekompressionsstop med trapez. Fig. 3.4. Dekompressionsstop med line.



Dykkerplanen skal aftales præcist med dykkerlederen, f.eks. at en markeringsbøje

sende op på et aftalt tidspunkt under dykket. Det giver dykkerlederen en god oversigt

over hvor dykkerne befinder sig, og om de holder sig til den aftalte rute i forhold til den

aftalte dykkerplan. (Læs mere om organisering og beredskab i kapitel 11 ”Dykkerledelse”)

3.2 Navigation

Der er mange dykkere som har oplevet at komme til overfladen et andet sted end

planlagt, og dermed fået en besværlig svømmetur i overfladen med fuldt dykkerud-

styr. Irritationen over fejlnavigering kan være nyttige lærepenge, men desværre har

en fejlagtig navigation, bl.a. i kombination med stærk strøm, også ført til dykkerulyk-

ker. Kendskab til undervandsnavigation er derfor en afgørende færdighed for sportsdykkere.

Det er en stress faktor under dykket ikke at vide hvor man er. Bekymringerne for ikke at

kunne finde tilbage til udgangspunktet kan i sig selv være nok til at ødelægge glæden ved

dykket.

Uanset hvilket hjælpemiddel man vælger, er det vigtig med observation og mentale

kort for at blive en god navigatør.

3.2.1 Navigation med kompas

Kompasset er et vigtigt navigationsredskab, som, hvis det anvendes korrekt, er et væ-

sentligt hjælpemiddel til at finde dykkerstedet og komme tilbage til udgangspunktet.

Dykning med kompas er omtalt i CMAS ** bogen, hvortil der henvises for yderligere

detaljer.

3.2.2 Navigation efter landskabet

Det er et godt udgangspunkt, at tage bestik efter omgivelserne under overfladen. I CMAS

** bogen bliver emnet behandlet i detaljer, og der henvises hertil for yderligere detaljer.

3.1.6 Organisering og beredskab

Planlægning og forberedelse af dybe dyk eller dyk med dekompressionsstop skal ske i

tæt samarbejde mellem dykkerne og med dykkerlederen.

Forholdene skal vurderes sammen med dykkerlederen, og der skal tages stilling til

hvilke forebyggende tiltag, som skal gennemføres forinden dykke begyndes, og der

skal tages stilling til hvilket udstyr, der skal anvendes.

Som minimum skal der findes følgende sikkerhedsudstyr:

• Båd eller bil som er let tilgængelig.

• Kommunikationsudstyr.

• Markeringsbøje/(dekobøje for hvert dykkerhold).

Derudover bør følgende være tilstede:

• Stand-by dykkere på land eller i båden.

• VHF, mobiltelefoner eller andet kommunikationsudstyr.

• Genoplivningudstyr og førstehjælpsudstyr.

• Der udlægges en bundline og ledeline for at sikre korrekt navigation under vandet.

• Der skal monteres en trapez eller dekompressionsline i tilknytning til overfladebøjer

til brug under dekompressionsstoppene.

• Der skal hænges en deko-flaske med påmonteret regulator på dekompressionslinen

på det dybeste dekostop.

• En gummibåd til at afhente dykkere som driver af deko-stoppet.



• Du bør have en båd med, som kan

samle dykkerne op efter dykket gen-

nem strømmen.

• Det er nødvendigt at dykkerne har

anlagt mellemline under dykket for

at sikre, at de ikke bliver væk fra hin-

anden under dykket. I stærk strøm er

der kun ringe mulighed for at svømme

hen til hinanden, hvis man kommer

bare lidt væk fra hinanden.

3.3.2 Dykning i brænding

Brændinger er vand som bevæger sig frem og tilbage på grund af bølger. For dykkere

kan brændinger være en udfordring nær land og klipper, ved vrag på lavt vand og når

man nærmer sig en båd, som ligger for anker. Hvordan kan du håndtere dette?

For det første . Hold afstand

Bølger/dønninger kommer i bundter af kraftige træk, der veksler med perioder med

svagere træk (på samme måde som bølgerne har lagt dem). Hvis du har problemer

med at nå f.eks. bådstigen, trækker du dig tilbage og studerer bølgemønsteret, før du

vælger et gunstigt tidspunkt for et nyt forsøg.

3.3 Dykning i strøm og bølger/ dønninger

3.3.1 Strømdyk

Strømdyk kan være en morsom oplevelse og give et adrenalin kick. I løbet af nogle få

minutter kan du få set lige så meget, som i løbet af et normalt dyk. Strømmen træk-

ker dig gennem vandet, forbi sten, tang og dyreliv, og du har kun begrænset mulighed

for at stoppe op undervejs.

Stærk strøm dannes i snævre farvande. Der skal passere meget vand gennem den

snævre passage, hver gang det skifter mellem flod og ebbe, specielt i områder med

2 – 3 meters forskel på højvande og lavvande (i udlandet, f.eks. ved de engelske

kanaløer, kan forskellen mellem flod og ebbe være over 11 meter). Vandet fører også

meget næring med sig, og derfor er der meget vegetation, fisk og dyreliv i strømfyld-

te farvand og det som giver flotte dykkeroplevelser.

Planlæg et strømdyk

Forinden du tager ud på et strømdyk er der et par forhold, som du skal have for øje.

Nedenfor er givet en check - liste til strømdyk.

• Se på et søkort for at finde et farvand med meget vandgennemstrømning. På

nogle søkort er stærk strøm markeret. Farvandet må ikke være for dybt.

• Find dybden for enden af det farvand, du vil dykke i. Der kan være dybt i den ene

ende af farvandet, og du bør undgå at blive trukket med ned i slutningen af dykket.

• Se i tidevandstabellen for at finde ud af, hvornår strømmen går den vej, du ønsker

at dykke. Yderligere kan du se i tidevandstabellen hvornår strømme er stærkeste.

Bemærk, at det kun er få steder i Danmark, at tidevandstabeller, er relevante, men i

udlandet kan det være kritisk, at kende tidevandstabellerne. Derfor er det vigtigt at

man undersøger de lokale forhold før dykket påbegyndes.

Fig. 3.5. Dykning i strøm.



3.3.3 Tips for dykning i strøm og dønninger

Det er en fordel at være opmærksom på, hvornår dønningerne/strømmen er stær-

kest. Det er den i følgende situationer:

• På lavt vand.

• Ved stor bølger. Store bølger medfører, at brændingerne både bliver stærkere og

går længere ned.

• Strømmen forstærkes i trange åbninger og passager.

• Rundt om ting som står fast. Strømmen går hurtigere, når den skal passerer rundt

om et fremspring eller et vrag.

• Strømmen er oftest svagere helt ned ved bunden og lang væggene.

3.4 Dykning langs vægge

Fig. 3.6. Dykning langs væg.

For det andet: Kæmp ikke imod

Selv moderate brændinger og bølger er stærkere end dig, så lad være med at kæmpe

imod. I stedet kan du holde fast i noget (en bundline, sten eller andet), når strømmen

er ved at trække dig bagover. Lad dig drive med når den tager dig fremover. Hvis der

ikke er noget at holde fast til, kan du svømme fremover, således at du holder stand

til næste bølge tager dig videre (bølgetrækkene fremad og tilbage er omtrent lige

stærke og opvejer hinanden).

For det tredje: Timing – Det er afgørende at finde det rigtige tidspunkt

Vent til perioden med svagere bølger/brændninger før du gør et forsøg. Hvis du f.eks.

skal op af vandet, kan du ride på en bølge fremad, holde fast i stigen eller bjerget og

holde fast, mens vandet trækker sig tilbage. Hvis du er hurtig, kan du klatre op i den

korte periode før næste bølge slår ind over.

Hvis du skal gennem en åbning i et vrag, i en kløft eller en anden åbning i under-

vandsterrænet, kan du bruge samme teknik: Lad dig drive frem med bølgen, hold fast

mens vandet trækker sig tilbage, og brug øjeblikket før næste bølge til at svømme

gennem og væk fra den snævre åbning, hvor strømmen er kraftigst.

Vær forsigtig og beregn det rigtige øjeblik nøje. Der er bedre ikke at nå frem til stigen

eller åbningen, og så gøre et nyt forsøg senere, end at blive slået imod stigen eller

åbningen og risikere at få en skade eller ødelagt udstyr.

Gå ombord i en båd

Når der er dønninger vil du erfare, at det er en udfordring af komme ombord i en

dykkerbåd. Du bliver kastet frem og tilbage, mens båden ligger roligt. Hvorfor det?

Båden bevæger sig også, men jo tungere den er, jo mere modstandsdygtig er den mod

vandets bevægelser. Hvis det er en stor båd, kan den række over flere bølger samtidig,

således at strømmen frem og tilbage ophæver hinanden i forhold til båden. Hvis båden

er ankret op, vil ankret tillige stabilisere båden bevægelser.



3.5.1 Udstyr

Det udstyr, som man benytter ved undervandseftersøgning, afhænger af hvilken

typer eftersøgning, der tales om. Generelt bruger med dette udstyr:

• Komplet personligt dykkerudstyr.

• Båd.

• Liner og lodder.

• Bøjer.

Signalline

En signalline bør være en 3 – 5 mm polyesterline, og den bør være kvejlet op på et

linehjul. Der kan med fordel være håndtag på linehjulet, således at det let kan rulles ind

og ud. I den ene ende monteres en karabinhane for hurtig og enkelt tilkobling. Linen

bruges i forbindelse med cirkel- og ruteeftersøgning

3.5.2 Planlægning

Alle eftersøgninger må planlægges. Det skal på forhånd lokaliseres, hvor det sandsyn-

lige findested er. Det kan gøres gennem krydspejlinger med kompas eller visuel pejling.

Det er vigtigt, at eftersøgningsområdet markeres nøjagtigt, og at eftersøgnings-

teknikken og svømmeretningen bestemmes, inden eftersøgningen påbegyndes. En

eftersøgning kan være både tidskrævende og vanskelig, og valget af eftersøgnings-

teknikker afhænger af:

• Den tid som er til rådighed.

• Tilgængeligt eftersøgningsudstyr og personel.

• Dybde og bundforhold.

• Størrelsen på eftersøgningsområdet.

Dykning langs klippevægge er ikke så relevant i Danmark, men en kort afstand fra de

danske kyster (i Sverige og Norge) er der gode dykkersteder, hvor man kan dykke langs

klippevægge.

Der er ofte meget liv på klippevægge. Du vil kunne finde fisk og smådyr på hylder og

i sprækker. På den samme væg kan der være stor variation på de forskellige dybder.

Dykning langs vægge kan give nogle flotte oplevelser, både ved dagsdyk og ved natdyk.

Begynd dykket med at svømme ud på den største planlagte dybde, gå op på en lavere

dybde efter halvdelen af dykket og følg væggen tilbage til udgangspunktet.

Udfordringen er god kommunikation og parledelse. Begge dykkere ønsker at se mest

muligt af det, som findes på væggen, men det er ikke optimalt at svømme ved siden

af hinanden. Der er da følgende alternativer:

• At svømme over hinanden.

• At svømme efter hinanden.

Uanset hvilken løsning man vælger kan man anvende mellemline eller lygten til at sikre

sammenhold og kommunikation i løbet af dykker. (Se mere om dette i kapitel 10 dyk-

kerledelse).

Vælger man at svømme over hinanden, skal man være opmærksom på nitrogenmæt-

ningen og gasforbruget. For at udlignet forskellene, bør man bytte om på placeringen

i løbet af dykket.

3.5 Eftersøgningsteknikker

En undervandseftersøgning kan være aktuelt for at lede efter genstande eller vrag.

Her følger en kort omtale af det vigtigste udstyr til undervandseftersøgning, og de

vigtigste fremgangsmåder for eftersøgning under vandet.



En mere detaljeret eftersøgning kan gennemføres ved at lægge et rutenet over

eftersøgningsområdet.

I det følgende vil fire aktuelle eftersøgningsmetoder blive præsenteret, hvor der bru-

ges dykkere som systematisk undersøger eftersøgningsområdet.

Cirkeleftersøgning

Cirkeleftersøgning er en visuelt eftersøgningsteknik, og der skal bruges følgende

udstyr:

• Line med bøje.

• Blylod på ca. 25 kg.

• Eftersøgningsline.

Eftersøgningen gennemføres som følger:

1. Eftersøgningslinen bindes til linen med bøjen, og dykkeren holder fast i eftersøg-

ningslinen. Eftersøgningen foregår ved at dykkerne svømmer i cirkler omkring loddet,

samtidig med at eftersøgningslinen holdes stram.

2. Eftersøgningen starter tæt ved blyloddet, som er eftersøgningscirklens centrum.

Dykkerne svømmer rundt i større og større cirkler.

3. Eftersøgning fortsætter indtil enten genstanden er fundet, eller radius er blevet

for stor.

4. Hvis eftersøgningslinen hænger fast, kan det skyldes, at linen har fået fat i den

eftersøgte genstand.

Cirkeleftersøgning er typisk eftersøgning langs bunden og egner sig bedst til flade

områder. Det er let at etablere og gennemføre. Det er yderligere en metode, som er

god, hvis der er dårlig sigt i vandet.

• Sigten i vandet – behov

for overlapning.

• Dagslys/nat.

• Retning og styrke for

vind og strøm.

• Erfaring hos dykkerne.

• Krav til eftersøgningens

nøjagtighed.

• Vejr og vand tempera-

tur.

• Størrelsen på den efter-

søgte genstand.

• Kendskab til genstan-

dens position.

Fig. 3.7. Dykning med line under eftersøgning.

3.5.3 Eftersøgningsmetoder

En grov eftersøgningsmetode kan gennemføres på følgende forskellige måder:

• Visuelt

• Ved at føle sig frem (f.eks. hvis der er dårlig sigt i vandet)

• Brug af liner

• Brug af elektroniske hjælpemidler



under alle forhold i vandet, også hvis sigten er dårlig. Det er en udfordring at flytte

bøje parrene korrekt, således at man kan få en effektiv eftersøgning, og metoden er

ressourcekrævende, men giver stor nøjagtighed med rutinerede dykkere.

Eftersøgning med paravane

En dykker trækkes under vandet efter en båd. Der bruges enten et slæbeline med et

tungt lod eller en paravane. Slæbebåden følger en markeret rute, som

sikre en tilstrækkelig overlapning af eftersøgningsområdet. Den

maksimale slæbehastighed må ikke overstige 2 knob.

Det er en visuel eftersøgningsmetode, og er velegnet

til eftersøgning over store området. Metoden er

ikke egnet, hvis der er dårligt sigt i vandet

eller hvis der er stor variation i dybden.

Metoden er krævende og indebæ-

re en risiko for dykkeren. Både

bådføreren og dykkeren

må være erfarne

og på forhånd

have uddannelse i

brug af metoden.

3.6 Hævning

Hvis du skal have hævet en genstand fra bunden og op til overfladen, bør du nøje

have tænkt igennem hvordan det kan gøres.

• Brug eget udstyr til opdriftskontrol. Du risikere ikke at kunne bremse din opstigning

og dermed få en ukontrolleret opstigning. Du skal også planlægge efter hvor meget

gas, der skal bruges til at hæve genstanden.

Sektoreftersøgning

Fig. 3.8. Sektoreftersøgning fra land.

Sektoreftersøgning gennemføres fra land og i halvcirkler i en begrænset afstand fra

land.

Det er let at etablere og gennemføre. Der skal

bruges en overfladeline, og lineholderen giver signal

til dykkeren, hver gang han skal vende.

Eftersøgning med tov langs bunden

Der udlægges 2 sæt bøjer og et dykkerpar laver

eftersøgning mellem de to bøjer. Afstanden mellem

dykkerne bestemmes af hvor god sigten i vandet er.

Metoden er effektiv i åbent vand, og kan bruges

Fig. 3.9. Eftersøgning med tov langs bunden.



2. Hvordan sikres det, at hævesækken

er tilstrækkelig stor? Du må lade

overskydende luft slippe ud i takt

med, at luften ekspandere under

opstigningen, samtidig med at der

skal være tilstrækkelig med luft til

at fastholde løftet. Hvis hævesæk-

ken er for stor, kan man risikere at

hæveningen accelerere og hæve-

sækken skyder op over overfladen,

hvorefter den klapper sammen og

genstanden vil synke igen.

3. Hvordan sikres et kontrolleret løft?

Med den rette størrelse hævesæk er

det enkelt at sørge for at have hold

på genstanden under opstigning.

4. Hvordan kan man få genstanden op

i båden eller på land efter hævnin-

gen? Genstanden vil blive hængende

under hævesækken, hvilket vil sige

under vandet. Hvis hævesækken

fjerenes vil genstanden begynde at

synke, hvis ikke den sikret på anden

vis.

Det er vigtigt at tænke hævningen igennem, og hele tiden have de fysiske love i

erindring. En mulig model for at sikre kontrollen over hævet kan være, at bruge flere

hævesække. En primær hævesæk som er lidt for lille til at løfte genstanden og en eks-

tra bøje til at trimme hævet med. Når genstanden er i overfladen, kan man eventuelt

trække genstanden så tæt på land, at den umiddelbart kan løftes med en landbaseret

kran.

• Brug kran fra land eller båd. Det er den sikreste metode, hvis det er muligt at gen-

nemgøre. Da er dykkerens job bare at gå ned og fastgøre tovet til genstanden,

men løftearbejdet foretages fra overfladen.

• Brug af hæveudstyr. Hæveballoner er egnet til mellemstore genstande f.eks. et

anker eller en påhængsmotor.

3.6.1 Brug af hævesække

Hævesæk

Hævesækken er en lufttæt sæk med

et håndtag. Sækken er spids op og ned

og har en fastgørelsesanordning. Den

er normalt lavet i et plastmateriale.

Den bruges til at løfte genstande fra

bunden til overfladen

Hævesækken fungerer efter Arkime-

des’ lov. Jo mere vand, som fortræn-

ges af luft, jo bedre løftekraft er

der i bøjen. Jf. Boyles lov vil luften

ekspandere på vej op, når bøjen først

er begyndt af hæve sig. Med en ventil i

toppen er det muligt at justere opstig-

ningshastigheden, således at det ikke

går for stærkt.

Før du bruger en hævesæk, er der flere forhold som skal overvejes:

1. Hvor meget luft er nødvendigt for at løfte genstanden? Her må du tage hensyn til

komprimeringen, som luften bliver udsat for ved den aktuelle dybde (Boyles lov).

Du må også finde ud af, hvor meget opdrift genstanden selv har, dvs. hvordan er

forholdet mellem massen og volumen for genstanden.

Fig. 3.10. Brug af hævesæk.

Fig 3.9. Brug af hævesæk.


Kompressor Kompressor

Kapitel 4Kompressor



- Ved cylinderudtag for trykket fra 40 bar til 200 bar må vandindholdet

ikke overstige 50 mg/m3.

- Ved cylinderudtag for cylindertryk over 200 bar må vandindholdet ikke

overstige 35 mg/m3.

- Uddrag af EN 12021.

Det er svært at smage eller lugte om renheden lever op til standarderne. En god regel

er, at man aldrig dykker med gas der smager eller lugter af noget. Forureningen kan

f.eks. være smøreolie fra en dårlig kompressor.

For at være sikker på at gassen er ren, skal en prøve fra den enkelte kompressor kon-

trolleres kemisk med faste intervaller. Det anbefales, at dette sker mindst 1 gang årlig.

Når klubben er medlem af Dansk Sportsdykkerforbund kan denne kontrol af klubbens

kompressor foretages ved henvendelse til Teknisk Udvalg. De nærmere oplysninger

omkring kontrol af kompressorer fås hos Teknisk Udvalg.

Et lavt niveau af luftfugtighed er vigtigt, da fugt indebærer fare for korrosion af dyk-

kerflasken, ligesom det øger risikoen for frysning af 1 trinnet ved dykning i koldt vand.

4.2 Kompressoren

Kompressoren skal kunne fylde op til mindst

200 bar og gerne til 300 bar, hvis

der er behov for det i klub-

ben. De findes i mange

varianter og størrelser,

fra store stationære

anlæg, der typisk leverer

fra 350 L/min. til over

1.000 L/min. til små

transportable kompres-

sorer, der typisk yder fra

80L/min. til 200 L/min.

Ren gas er en forudsætning for sportsdykning. Derfor stilles store krav til kompres-

sorer og dykkerflasker, da der kan være store risici forbundet med forkert brug og

manglende vedligeholdelse.

Der findes både Danske og Europæiske standarder for brug af gasser til dykning. I

dette kapitel omtales disse kun i uddrag, for mere detaljeret info henvises til standar-

derne.

Kompressoren udgør et vigtigt aktiv for enhver dykkerklub, dels er det en stor inve-

stering, dels er der løbende udgifter til vedligehold. Med kompressoren følger regler

og rutiner både mht. betjening og vedligehold. I dykkerklubber er bestyrelsen ansvarlig

for at kravene overholdes.

Dette kapitel giver en basis viden omkring kravene for gas under tryk og hvordan disse

krav har konsekvenser for kompressoranlægget og dykkerflasker. Vi gennemgår kom-

pressorens konstruktion, rense og filtersystem, daglig brug og vedligehold. Desuden

omtales krav til vedligehold og godkendelse af dykkerflasker.

4.1 Krav til rene gasser

Den europæiske standard EN 12021 angiver konkrete grænseværdier for åndingsgas.

• Oxygenindholdet skal være 21 % (+/- 1 % point) af volumen (tør luft).

• Olie indholdet (dråber eller forstøvet) må ikke overstige 0,5 mg/m3

• CO2 indholdet må ikke overstige 500 ml/m3 (500 ppm).

• CO indholdet skal være så lavt som muligt, men må ikke overstige 3.5 mg/m3

(3 ppm).

• Luften skal være uden signifikante lugte eller smag.

• Der må ikke være flydende vand.

• Det maksimale vandindhold i luften målt følgende steder:

- Ved kompressorens udtag for fyldetankene må vandindholdet ikke

overstige 25 mg/m3.Fig. 4.1. Kompressor



I princippet ville det

være muligt at opnå et

fyldetryk på 300 bar

ved hjælp af 1 cylinder,

men det vil stille store

krav til køling, da cylin-

deren uden køling vil

opnå en temperatur på

ca. 800 grader Celsius.

Det er af hensyn til

afkølingen af gassen, at

der bruges flere trin.

Hvert kompressions trin

består af en cylinder

med et stempel, samt et topstykke indeholdende en indgangs- og en udgangs-ventil.

Når kompressoren arbejder, suges gassen ind, og stemplet komprimerer gassen til

det ønskede tryk er opnået. Herefter sendes den komprimerede gassen via udgangs-

ventilen videre til næste trin.

I hvert trin er der en overtryksventil, som beskytter kompressorens dele mod et for

højt tryk. Overtryksventilerne er plomberet, for at forhindre at overtryksventilen

bliver stillet til et andet tryk end fabrikanten foreskriver. Det siger sig selv, at det er

livsfarligt, at stille på disse overtryksventiler, for at opnå et højere kompressionstryk,

end kompressoren er konstrueret til. På en 200 bars kompressor SKAL ventilen udløses

på max 230 bar, og på en 300 bars kompressor SKAL ventilen udløses på max. 345 bar.

Enhver indstilling eller justering af overtryksventilerne bør derfor kun foretages af

autoriserede reparatører af kompressoren.

4.2.2 Kraftforsyningen

Kompressoren har sædvanligvis en aksel der driver alle stemplerne, og den kan således

sammenlignes med en stjernemotor. Via en kilerem driver samme aksel en stor propel,

som køler de enkelte cylindere.

Stationære anlæg er oftest koblet til 3 faset elektromotor, mens de små og transpor-

table enten drives af en 1 faset elektromotor eller en benzin motor.

Stationære anlæg

De stationære anlæg kan opbygges på forskellige måder afhængig af fabrikatet. Der er

dog et fælles træk, at de er forsynet med en sikkerhedsfunktion, der sikrer at flasker

ikke kan fyldes til mere end det ønskede tryk. På de små kompressorer kan det være

en fjederventil, der åbner ved f.eks. 220 bar, og på de stationære anlæg er der ofte

også monteret en pressostat, der sikrer at kompressoren slukkes, når det ønskede

tryk er opnået.

For at øge kapaciteten kan en stationær kompressor f.eks. tilsluttes en gasbank af 50

liters flasker, og der kan så suppleres med op til 6 – 10 udtag. Disse lagerflasker fyldes op,

mens der dykkes, og fyldning af dykkerflasker kan derefter ske med meget stor hastighed.

Kompressorens opbygning

Kompressoren består af flere systemer, der hver har deres funktion: kompression,

køling og rensning af gassen. Desuden er der et smøresystem og en kraftforsyning.

I de næste afsnit ser vi nærmere på funktionerne.

4.2.1 Kompressionssystemet

Højtrykskompressorer består af flere kompressionstrin. Der kan være 3 eller 4 kom-

pressionstrin afhænger af fabrikat, type og størrelse. For en 3 trins kompression vil

arbejdstrykket på de forskellige trin være som følger:

Trin 1: mellem 2 til 7 bar.

Trin 2: mellem 20 til 50 bar.

Trin 3: slut trykket.

De første 2 (eller 3) trin arbejder med relativt lave tryk, og her anvendes traditionelle

stempler med stempel ringe.

De sidste trin, der skal presse gassen sammen til sluttrykket er mere kompliceret, og

de enkelte producenter har ofte patenter på dele af den metode de anvender.

Fig. 4.2. Hoveddele til en kompressor


KompressorKompressor

Trykket (normalt 120-150 bar) skal være til stede for at sikre at filtrene fungerer og

fugt/vand fjernes fra gassen.

Der fjernes oftest over 150 gram vand fra gassen ved fyldning af en flaske, så det er

en kritisk funktion!

Det anbefales, at funktionen kontrolleres årligt eller efter 500 timers brug af kom-

pressoren.

Olie / vandudskiller

Dette er et mekanisk filter som udskiller olie- og vandpartikler som dråber. Gassen

ledes ind i filterkammeret gennem en dyse, hvorefter den rammer en plade med finner

eller et rør, således at den bringes i rotation. Tunge partikler rammer væggen og løber

ned langs væggen og drænes bort.

Olie / vandudskilleren efter det sidste kompressionstrin er ofte af en anden udform-

ning end mellemfiltrene, f.eks. kan det indeholde et partikelfilter. Centrifugaludskiller

med sinterfilter er en af de mest effektive.

Der findes mange forskellige udformninger af vandudskillere og de enkelte producen-

ter har typisk egne vandudskillere.

Tørfilteret

Tørfilteret optager vand og CO2. Filteret indeholder et tørstof, der kan optage fugtig-

hed på molekylær basis. Stoffet kan optage vand svarende til 20 % af sin egen vægt.

Vær opmærksom på at når fugtighedsniveauet kommer op i nærheden af mætninng

af tørstoffet, vil der begynde at slippe CO2 igennem. Desuden kan der frigives CO

2,

der tidligere var optaget af filtret. Med andre ord: CO2 niveauet kan blive ekstremt

højt, hvis filtret ikke skiftes i tide.

Det sidste filter er fyldt med aktivt kul, som renser gassen for lugt og smag.

4.2.3 Smøresystemet

Smøringen sker oftest via en oliesump i krumtaphuset. Det er derfor vigtigt, at olieni-

veauet kontrolleres inden kompressorten startes. For lidt olie medfører slitage og/

eller sammenbrud, og for meget olie kan medføre olie i åndingsgassen.

Højtrykskompressorer kræver specialolie, som ikke kan klumpe og blokere systemet.

Olien skal kunne opløses i gas og følge kredsløbet til olie / vandudskilleren. Derfor må

man kun bruge den smøreolie, som er godkendt af producenten.

Der findes enkelte oliefri kompressorer på markedet, dette har betydning for rensnin-

gen af systemet.

4.2.4 Kølesystemet

Kompressionsprocessen producerer varme, derfor er det nødvendigt at nedkøle gas-

sen mellem hvert trin. Kølingen sker ved, at gassen sendes igennem en række sløjfer

eller via køleribber. Tilstrækkelig køling kræver god ventilation af kompressorrummet,

evt. kan vandafkøling af kompressoren anvendes.

4.2.5 Rensesystemet

På vej gennem kompressoren bliver gassen forurenet af vand olie mv.. Derfor har kom-

pressoren et omfattende rensesystem, der sikrer, at den gas der fyldes på flaskerne,

er af tilfredsstillende kvalitet (se afsnit 4.1). Rensesystemet består af olie / vandudskil-

lere, tørfilter og filter med aktiv kul.

Olie/vandudskilleren udskiller den kondens, der på grund af kompressionen og ned-

kølingen kommer fra gassen. Er kompressoren oliesmurt, så udskilles olie fra forrige

kompressionscylinder også. Vand og olie udskilles som dråber og tappes ud af syste-

met via en udluftningsventil. Der findes en olie/vandudskiller og en udluftningsventil

efter hver kompressionscylinder, dvs er der 4 cylindere, skal der luftes ud 4 steder.

Mellemfiltrene og slutfiltret kan have forskellige udformninger.

Kompressorens “Pressure Maintaining Valve” har til formål at sikre, at der altid er tryk

opbygget i kompressoren.



4.2.6 Kompressorens arbejdscyklus

Fig. 4.3. Flowdiagram.

Gas ledes igennem kompressoren, og bliver skiftevis komprimeret, nedkølet og renset.

Processen vises forenklet i Figur 4.3, de enkelte trin er som følger:

1. Gassen suges ind via et grovfilter og føres til kompressortrin 1

2. Komprimeret gas går videre til trin 2 via overtryksventil, mellem køler og mellem

filter (olie / vandudskiller med sikkerhedsventil og udluftningsventil).

3. Komprimeret gas går videre til trin 3 via overtryksventil, mellem køler og mellem

filter.

4. Efter sidste trin (trin 3 i figuren) går gassen igennem en efterkøler, olie / vandud-

skiller, tørfilter og aktivt kul. En automatisk udluftningsventil søger for udluftning

af vand og olie, samme automatiske udluftningsventil udskiller ligeledes vand og olie

efter de øvrige trin, dette er ikke vist i flowdiagrammet.

5. Efter sidste rensning passerer trykluften en ensretter ventil, der sikrer at der ikke

kan komme gas fra en flaske ind i kompressoren. Til sidst er der et manometer, samt

et antal fyldehaner.

Filterskifte

Aktivt kul og tørstof har begrænset kapacitet, og skal skiftes i henhold til de i manua-

len opgivne intervaller. Der findes filtre med egen indikator. Hvis et filter bruges læn-

gere end det er godkendt til vil det medføre en risiko for at gaskvaliteten forringes.

Der er vigtigt at skifte alle filtre samtidig, ellers kan de gamle filtre frigive CO2, som

kan ende i dykkerflasken.

Vær opmærksom på at filtrenes levetid afhænger af hvordan og hvor de anvendes. Det af-

hænger ikke bare af antal fyldetimer, men også af temperaturen i kompressorrummet mv.

Se i kompressor manualen, hvilken drifts temperatur, der er optimal. I manualen findes

normalt en omregningstabel, der skal bruges hvis kompressoren står ved højere tempera-

tur. Desuden har indsugningsgassens fugtighed en betydning. Hvis kompressoren anvendes

på en kutter eller tæt ved sø/hav, så anbefales det at skifte tørfiltret hyppigere end ellers.

Kombinations filtre

I stedet for at benytte separate filterhuse til hvert af filtrene leverer visse fabrikanter

et kombinationsfilter.

Tørstoffet og det aktive kul kan være efter hinanden i samme filterpatron, evt. sam-

men med flere filtreringsmaterialer. Filterpatronen er udskiftelig og kan være monte-

ret inde i et filtertårn sammen med olie/vandudskilleren.

Bauers triplexfilter er et eksempel på et kombinations filter.

Til diskussion

a) Høj temperatur i kompressorrummet kan forringe filtrenes levetid. Hvorfor?

b) Manglende filterskifte giver dårligere kvalitet af gassen i dykkerflasken. Hvad kan

dette medføre af gener for dykkeren og udstyret?

c) Det er vigtigt at gassen går gennem tørfiltret før det går videre til det aktive kul.

Hvorfor?



4.4 Hvordan sikres fyldning af ren gas

4.4.1 Placering og brug af kompressor

Kompressoren skal placeres så den får maksimal køling. Anlægget skal stå vandret, idet

der ellers kan risikeres, at kompressoren ikke smøres nok, eller at der kommer olie i

åndingsgassen (se manualen).

Undgå af fylde flaske hvor der er risiko for uønskede gasser i gassen, eller hvor der er

kraftige lugte f.eks. ved bagerier, pizzarier, affald osv. Kompressorer med forbræn-

dingsmotor skal forsynes med lang indsugningsslange, og denne skal placeres imod

vindretningen og så langt væk, at der ikke er risiko for udstødningen fra motoren

trækkes ind i indsugningen. Indsugningsslangen skal være dimensioneret korrekt, så

der ikke er for meget luftmodstand ved indsugningen, da dette kan medføre at kom-

pressoren bruger olie og/eller brænder ventilerne.

De enkelte kompressorer anlæg har faste intervaller for filter- og olie-skifte (se manua-

len). Det er absolut vigtigt, at disse intervaller overholdes.

Løbende brug af kompressoren

Vand/olieudskilleren skal udluftes med ca. 15 minutters mellemrum, enten manuelt el-

ler automatisk. Høj luftfugtighed kræver hyppigere udluftning. Det er vigtigt at vand/

olieudskillerne udluftes en ad gangen, startende med den der har det laveste tryk, og

sluttende med det sidste filter hus før fyldeslangen.

Overophedning er skadelig for kompressoren. Varm gas kan indeholde mere fugtighed

en kold gas. Det er derfor at vandudskilleren fungerer bedst ved god køling. God kø-

ling forlænger også filterets levetid. Hvis kompressoren er placeret indendørs, kræves

der en god ventilation til at holde lav nok temperatur omkring kompressoren. Undgå

derfor at placere kompressoren i trange rum.

Transportable kompressorer med forbrændingsmotor kræver placering med omtanke.

Primært fordi indsugningen skal placeres så udstødningen ikke suges in, og sekundært

så støjgener mindskes. Da dele af kompressoren bliver meget varme, skal man være på

vagt for brandrisiko – den må ikke står i nærheden af brandbart materiale. Vær også

opmærksom på at folk ikke uforvarende brænder sig selv eller slanger og lignende.

Forudsat at man har udluftet olie og vand regelmæssig og har udskiftet filtrene i de

foreskrevne intervaller, har man nu gas der tilfredsstiller alle krav til renhed, olie og

vandindhold.

Til diskussion .

Hvis du selv er bruger af en kompressor, så find den tilhørende manual, og:

a) Undersøg hvordan kompressoren er opbygget. Antal cylindre? Hvordan virker køle-

systemet? Hvordan virker smøresystemet? Hvad består rensesystemet af?

b) Hvornår er der sidst skiftet olie og filtre? Hvad viser analyseresultaterne fra sidste

undersøgelse?

c) Vurder om der er grund til at ændre fylde- eller servicerutiner. Eventuelt hvorfor?

d) Vurder om der er grund til at forbedre rensesystemet. Hvad er din begrundelse?

4.3 Personlig filter

Personlige filtre kan kobles mellem flasken og fyldehanen. Filtret er et

kombinationsfilter med tørstof og aktiv kul. Dette giver ekstra sikkerhed

for at gassen bliver godt renset. Personlige filtre bruges ofte når der

fyldes oxygenberiget gas, f.eks. nitrox, hvor der er større krav til

renhed.

Det er vigtigt at kontrollere om filteret kan tåle det flow og tryk,

som kompressoren leverer, samt at filtret overholder brugstiden.

Såfremt der er for stort flow på filteret, risikerer man at filtret

går itu, og der blæses aktivt kul ind i flasken.

Fig. 4.4. Personligt filter.



4.4.3 Fyldning af dykkerflasker

Fig. 4.6. Fyldning fra kompressor.

Før du begynder skal du sikre dig at alt er i orden med både flaske og kompressor.

Tjekliste:

• Flaske volumen.

• Max. fyldetryk for flasken.

• Hvilken type gas er flasken godkendt til.

• Ventiltype: 200 bars eller 300 bars. Bøjle eller DIN.

• Flaskens trykprøvningsdato må ikke være overskredet.

• Er der f.eks. lokale regler om visuel inspektion, der skal opfyldes.

• Tjek i kompressorens logbog om der skal skiftes filter og olie.

• Udfyld kompressorlogbogen før den startes og indskriv data efter hver fyldning.

4.4.2 Kobling mellem kompressor og flaske

Sikkerhedsventilen i fyldeanlægget, skal forhindre at flaskerne fyldes med et for højt

tryk.

En kompressor der kan fylde til 200/230 bar, må anvendes til alle godkendte flasker.

En kompressor der kan fylde til 300 bar, har normalt også et udtag til fyldning af 200

bars flasker, men disse må ikke kunne overfyldes. For at forhindre dette, arbejdes med

forskellige gevindtyper.

Gasudtaget til 300 bar kredsen skal være udstyret med et tykkere bundstykke og med

en tap, der gør det umuligt at tilkoble en 200 bars ventil. En ventil, der er beregnet

til 300 bar, har en udfræsning passende til tappen i gasudtaget, således kan der ikke

fyldes en 200 bars flaske fra en 300 bars gasudtag. Omvendt kan en 300 bars flaske

ofte fyldes fra en 200 bars gasudtag.

NB: Bøjlekobling må ikke benyttes til 300 bar fyldning. En løs overgang fra 300 bars

DIN-kobling til bøjlekobling må derfor ikke kunne benyttes. Det tykkere bundstykke på

bundstykket skal betyde, at gevind på fyldestykket fra 300 bars koblingen ikke passer.

Fig. 4.5. Kontrol af mellemtryk.



Specifikationerne på henholdsvis M25 x 2 og ¾” er:

3/4 ” rørgevind M25 x 2

Indvendig diameter 24,661 mm 23 mm

Udvendig diameter 26,441 mm 25 mm

Gevindstigning 1,78 mm 2,0 mm

Dette betyder, at hvis man fejlagtigt sætter en M25 x 2 i et 3/4” rør gevind vil bære-

fladen være på ca. 0,4 mm i stedet for en korrekt bæreflade på 1,0 mm.

Kan man se om det er en forkert ventil det bliver sat i?

Ja, det kan man, men man skal være opmærksom på det. Hvis man er ved at parre et

uens sæt (en M25 x 2 ventil med en 3/4” gevind i flasken) vil man kunne se, at ventilen

sidder løst efter de første par omdrejninger. Ventilen kan rokkes fra side til side. Det

kan man ikke hvis gevindet på flaskeventilen er korrekt til rør gevindet i flasken.

Hvis du er i tvivl…… . .

Hvis du har den mindste tvivl om det er en korrekt flaskeventil, du vil sætte på flasken,

så lad være med at sætte tryk på. Kontakt en erfaren dykker, instruktør eller din dyk-

kerforretning og få bekræftet, at det er et korrekt sæt ventil og flaske, du er ved at

parre. Hvis det er forkert og du sættet en M25 x 2 ventil på en ¾” flaske, så vil resulta-

tet være, at ventilen bliver skudt ud af flasken med potentiel alvorlig personskade som

resultat.

4.5.2 Uheld ved fyldning af nitrox via kompressoren

Flere klubber der ofte fylder nitrox i dykkerflaskerne, har tilkoblet en O2 flaske til kom-

pressoren, for at supplere den atmosfæriske gas med ren O2, og derved blande nitrox

før gassen komprimeres i kompressoren.

En korrekt udstyret og vedligeholdt kompressor tillader fyldning af nitrox uden risiko.

Men der skal være oxygensensor som måler på den udgående gas. Kompressoren skal

holdes absolut ren, da olie i forbindelse med oxygen udgør en væsentlig brandrisiko –

ved 40% oxygen er brændbarheden 10 gange større end ved 21%. Der har været flere

nær-fatale ulykker, hvor fyldning med tilførsel af oxygen er gået galt. Det skyldes,

Følg altid brugsanvisningen for den

aktuelle kompressor. Dykkerklubber har

som regel en kompressoransvarlig, som

har ansvaret for løbende at vedlige-

holde anlægget, mens den enkelte

dykker fylder flasker efter nærmere

bestemte procedurer. Alle der benytter

kompressoren skal være oplært i disse

procedurer.

Gør dig fortrolig med hvordan kom-

pressoren virker, og lyt til den, når den

kører. Læg mærke til hvor lang tid den

bruger på at fylde forskellige flasker.

Stop omgående ved mistanke om noget

unormalt!

4.5 Eksempler på kompressor uheld

Det er heldigvis sjældent at der opleves uheld i forbindelse med fyldning af dykker

flasker, men der er især 2 typer uheld der skal fremhæves her.

4.5.1 Forkert ventil

Der er flere fortilfælde, hvor der er anvendt en flaskeventil, hvor gevindet ikke passer.

I dag anvendes typisk en ventil med et M25 x 2 gevind, men der findes også flasker

med 3/4” gevind. De to typer gevind føles umiddelbart som om de passer sammen,

men det gør de ikke. Resultatet er at når trykket i flasken når mellem ca. 150 – 170

bar, kan det ikke holde mere, og flaskeventilen bliver afskudt, samtidigt med at flasken

bliver tømt for indholdet af gas. Det er indlysende, at dette giver risiko for, at man kan

komme alvorligt tilskade ved en sådan ulykke.

Hvorfor går det galt?

Fig. 4.7. Fyldepanel for 300 bar og 220 bar med manometer.


4.6 Afslutning

Husk at komprimeret gas repræsenterer en stor mængde indespærret energi. Hvis

denne frigøre ukontrolleret, kan der opstå meget store skader. Derfor stilles store

krav til konstruktion, håndtering og brug af dykkerflasker og kompressorer.

Kvalitetskravene til åndingsgas og dykkerflasker for sportsdykning er de samme som

for erhvervsdykkere. I Danmark er det arbejdstilsynet, der har ansvaret for reglerne,

samt tilsynet med at reglerne følges. Regelsættet er stort set ens indenfor EU og EØ.

Det er også arbejdstilsynets opgave at svare på spørgsmål om disse regler.


at der af en eller anden grund er for højt tryk på tilførslen af oxygen. Det kan være

forkert indstilling, eller en ikke-kompetent bruger, der skruer op for at få mere oxygen

ind. Det kan meget nemt ende med en eksplosion, idet oxygenet kan fortrænge luft-

tilførslen, så der komprimeres næsten ren oxygen.

Kan oxygen højtryks regulatoren justeres - så skift den til en model med fast indstil-

ling, så ikke engang ham, der altid lige har et værktøj i lommen, kan pille. Et tryk på ca.

2½-3,0 bar bør være maximum. På det manuelle anlæg kan man så justere på flowet

via nåleventilen, og på de automatiske anlæg skal der ikke justeres noget. Fælles for

alle anlæg er, at de skal holdes under observation under fyldning. Der er ingen anlæg,

der bør køre uden overvågning.

Ekstra sikkerhed kan opnås med dobbelt overvågning af landekammeret og ekstra

magnetventil. Det er ikke standard, men det kan laves. 2 uafhængige styringer, der

hver især kan afbryde oxygen tilførslen vil kunne øge sikkerheden. Men bemærk, at en

oxygen sensor ikke tåler ret højt tryk! Sensoren kan derfor ikke alene forhindre ulyk-

ker!

Check også at der er monteret kontraventiler de steder, hvor de skal være og at slan-

gerne skal være godkendt til nitrox. Er der temperatur overvågning på kompressoren,

så kompressoren stopper hvis luften bliver for varm? Er det syntetisk olie og ikke

mineralsk der påfyldes kompressoren? - Er olien godkendt til nitrox?

Og så selvfølgelig problematikken om de korrekte tilsluntninger i flaskeventil og regu-

lator M26*2 - det løser ikke ovenstående problematik, men det er nu engang sådan

lovgivningen ser ud.


Gas og trykGas og tryk

Kapitel 5Gas og tryk



Vi ved at for en given gasmængde ved konstant temperatur, er der et fast forhold

mellem tryk og volumen. Denne lovmæssighed kaldes ”Boyles lov” og udtrykkes mate-

matisk således:

p1 ∙ v1= p2 ∙ v2= k

Hvor (p1, v

1) er gassens tryk og volumen i tilstand 1 og (p

2, v

2) er gassens tryk og volu-

men i tilstand 2.

Ved en tilstand forstås sammenhørende værdier for en gasmængde. Tilstand 1 kan

f.eks. være 5 liter luft ved et tryk på 1 bar (luften i en dykkers lunger ved overfladen).

Tilstand 2 kan være den same luftmængde ved et tryk på 2 bar (10 meters dybde).

Boyles lov giver os at

p1 • v1 = p2 • v2

Dvs.

5 • 1 = 2 • v2

Således må v2 være 2,5 liter. Dvs. i tilstand 2 er luftens volumen 2,5 liter.

Hvis vi også tager hensyn til temperaturen, og altså ikke antager at den er konstant,

gælder tilstandsligningen for ideale gasser, også kaldet idealgasloven:

p1 ∙ v1 T1

=p2 ∙ v2

T2

Hvor (p1, v

1, T

1) er gassens tryk, volumen og temperatur i tilstand 1, og (p

2, v

2, T

2) er

gassens tryk, volumen og temperatur i tilstand 2.

Bemærk at temperaturen er i Kelvin grader (K). Enhederne Celsius og Kelvin er lige

store, men skalaerne har forskellige nulpunkter. 0 K = -273,15 °C. Ved omregning fra °C

til K skal der altså adderes 273,15. F.eks. er 15 °C = 15 + 273,15 K = 288,15 K.

De fysiske love om gasser og tryk forklarer hvorfor sportsdykning kan give skader. De

samme love ligger til grund for anbefalet dykkepraksis og praktisk dykkerledelse. De

fysiske love for gas under tryk begrunder også sikkerhedsrutinerne for håndtering og

vedligehold af trykflasker og kompressoranlæg. At forstå disse love er derfor grund-

læggende viden for dykkere.

Dette kapitel behandler følgende emner:

• De fysiske sammenhænge mellem volumen, tryk og temperatur af gasser

– idealgasloven.

• Afvigelser fra idealgasloven.

• Partialtryk – Daltons lov.

• Opløsning af gasser i væske – Henrys lov.

• Fugtighed i gasser.

5.1 Volumen, temperatur og tryk

I naturen er vi omgivet af mange forskellige stoffer. Stoffer kan optræde i forskellige

faser:

• Fast form.

• Væske.

• Gas.

Hvilken fase et stof optræder i afhænger af temperatur og tryk. Smeltepunkt og

kogepunkt varierer fra stof til stof. Smeltepunktet er den temperatur hvor et stof

overgår fra fast til flydende form. Kogepunktet er den temperatur hvor et stof går

fra flydende form til gasform.

Det specielle ved gasfasen er at gassen altid udfylder hele det rum den er indeholdt

i. Hvis vi f.eks. tilsætter oxygen til en beholder der allerede indeholder luft, vil oxyge-

net efter kort tid fordele sig jævnt over hele volumenet. Til forskel fra fast stof og

væsker vil gasser derfor ændre volumen når trykket ændrer sig.



p1 = T1

p2 T2

Dvs.: 190 = (273 + 26)

p2 (273 + 6)

190 = 299

p2 279

0,64 = p2 279

Således er

P2 = 0,64 • 279 = 177 bar Dvs. manometeret vil ved 6°C vise 177 bar.

Opgave:

Et flaskesæt fyldes til 210 bar. Senere, da I ankommer til dykkestedet, er trykket på

flaskesættet faldet til 180 bar. Hvad var temperaturen i gassen da flasketrykket var

210 bar?

a. Hvis gastemperaturen nu er 5 °C?

b. Hvis gastemperaturen nu er 18 °C?

Mange har lært at det er farligt at opbevare fyldte trykflasker inde i bilen eller i di-

rekte sollys på varme sommerdage.

• Er der en reel eksplosionsfare forbundet med dette?

• Hvad er betingelserne for at flasketrykket stiger til over trykprøvningstrykket?

Som udgangspunkt for diskussionen beregnes hvilken temperatur flaskerne skal have

for at trykket overstiger prøvetrykket. Betragt gassen som en idealgas.

Tilstandsligningen i praksis

Boyles lov forudsætter at temperaturen er konstant, men når vi fylder en trykflaske

fra en kompressor, opvarmes gassen ved kompressionen, og derfor vil trykket i flasken

stige hurtigere, end det fremgår af Boyles lov. Efterhånden som flasken afkøles, falder

trykket i flasken, og det ”manglende” volumen gas kan efterfyldes.

Når gassen lukkes ud af en trykflaske sker det modsatte: trykket falder, og gassen af-

køles. Jo hurtigere trykfald (jo mere der er åbnes for ventilen) jo mere afkøles gassen.

Hvis f.eks. et andettrin blæser, kan det blive afkølet så meget, at fugtigheden i gassen

kondenserer og fryser til is.

Vær også klar over at ved kraftig opvarmning af en trykflaske (f.eks. ved brand) kan

trykket blive så højt at der er fare for eksplosion.

Specialversioner af idealgasloven:

Holdes temperaturen konstant (T1 = T

2) fås Boyles lov:

p1 ∙ v1= p2 ∙ v2= k

Holdes volumenet konstant (v1 = v

2) fås Charles’ lov:

p1 = T1

p2 = k T2

Holdes trykket konstant (p1 = p

2) fås Guy-Lussacs lov:

v1 = T1

v2 = k T2

Eksempel:

Trykket I et flaskesæt måles til 190 bar, flaskesættets (og gassens) temperatur er 26

°C (tilstand 1). Hvad vil manometeret vise hvis flaskesættet bliver nedkølet til 6 °C ?

(tilstand 2).

Da gassens volumen er konstant (= flaskesættets volumen) benyttes Charles’ lov som

siger at:



Luftens sammentrykkelighed i praksis:

Når en trykflaske efterfyldes med luft fra 200 til 300 bar, udgør den ekstra luftmæng-

de kun ca. 75 % af hvad man ville forvente ud fra Boyles lov.

Dette har praktisk betydning for dykkere der benytter 300 bars flasker, idet de ved

dykkeplanlægning må tage højde for, at den mængde gas der er til rådighed, ikke kan

beregnes korrekt vha. Boyles lov.

Opgave:

Vælg flaskesæt med forskellige volumener og med hhv. 200 og 300 bars tryk. Beregn

luftmængden (ca.) i flaskerne under hensyntagen til kurven på figur 5.2.

5.3 Partialtryk

Ifølge Daltons lov er en gasblandings totaltryk lig med summen af partialtrykket for de

gasser der indgår i blandingen:

ptotal =p1 + p2 +p3 + … + pn

Partialtrykket for en gas i en gasblanding defineres som det tryk denne gas ville ud-

øve, hvis den var alene i beholderen (ved samme temperatur).

Hvis gasserne er ideale gasser, kan Daltons lov formuleres mere anvendeligt:

”Hvis en gas udgør n % af en gasblanding, så bidrager denne gas også med n % af

totaltrykket”

Og matematisk udtrykkes således:

pgas = Fgas . ptotal

Hvor pgas

er partialtrykket for den aktuelle gas, Fgas

er den brøkdelen af den pågælden-

de gas I blandingen som decimatal (f.eks. 0,25 svarende til 25%) og ptotal er gasblan-

dingens totale tryk.

5.2 Gassers sammentrykkelighed

Idealgasloven er en idealiseret model, som ikke tager højde for at de enkelte gas-

molekyler fylder noget, eller at de vekselvirker (dvs. støder sammen med hinanden i

beholderen). Idealgasloven er således ikke korrekt, men den passer godt nok til mange

praktiske anvendelser, forudsat at trykket ikke er for stort.

For alle gasser gælder det, at der findes en øvre grænse for hvor meget den kan

trykkes sammen (komprimeres). Når denne grænse nås overgår gassen fra at være gas

til at være væske, som i praksis er usammentrykkelig, men langt før dette punkt nås

bliver gasserne mindre sammentrykkelige.

Kurven mærket “Virkelig trykkurve” på figur 5.1 nedenfor viser den virkelige sammen-

hæng mellem tryk og det fri gasvolumen for en 10 liters flaske indeholdende luft (ved

konstant temperatur). Kurven mærket ”ideal” svarer til tilstandsligningen for ideale

gasser (Boyles lov). Som det ses opfører luft sig som en ideal gas op til et tryk på

knapt 200 bar, herefter vokser afvigelsen.

Figur 5.1. Lufts sammentrykkelighed

Virkelig trykkurve2760 liter

2040 liter


Gas og tryk Gas og tryk

5.3.2 Gasblandinger

Åndingsgasser kan blandes kunstigt. For at vurdere alternative gasblandinger er det

vigtigt at skelne imellem de to hovedgrupper af gasser der findes i åndingsgasser:

1. Aktive gasser: gasser der aktivt deltager i kroppens forbrændingsprocesser (stof-

skiftet), i praksis kun oxygen

2. Inertgasser: gasser der ikke deltager i forbrændingsprocesserne.

Ved at reducere mængden af inertgas, eller delvist erstatte én inertgas med en an-

den, kan åndingsgassen special tilpasses til et bestemt dyk. I praksis erstattes nitrogen

helt eller delvist med helium.

I en kunstigt blandet åndingsgas styres blandingsforhold, og dermed partialtrykket af

de indgående gasser. Eftersom konsekvenserne af en fejlblanding kan være fatale, må

blandingsforholdet i den enkelte flaske kontrolleres nøje ved måling inden gassen tages

i brug.

Nitrox:

Nitrox er en kunstig blanding af de to gasser nitrogen (N2) og oxygen (O

2). Nitrox kaldes

også ”oxygenberiget luft”.

Begrundelsen for at anvende nitrox er at reducere mængden af nitrogen i åndingsgas-

sen. Det er den i vævet ophobede nitrogen, der kan give dykkersyge. Ved at reducere

nitrogenindholdet i åndingsgassen reduceres nitrogenophobningen tilsvarende. Nitrox

kan derfor anvendes til at opnå længere bundtider uden dekompression (end med

luft), eller til at opnå større sikkerhedsmargen. Når nitrogenindholdet reduceres bliver

oxygenindholdet tilsvarende større, men da oxygen forbrændes i kroppen, ophobes

den ikke på samme måde i vævet, og giver ikke anledning til dykkersyge.

Problemet med nitrox ligger i at risikoen for at få akut oxygenforgiftning vokser med

oxygenpartialtrykket i åndingsgassen. For en nitroxblanding beregnes derfor den

maksimalt tilladte dykkedybde med den aktuelle blanding – også kaldet ”den maksimale

operationsdybde” (forkortet MOD) og nitroxflasken mærkes med både blanding og

MOD.

5.3.1 Konsekvenserne af Daltons lov

De fleste gasser er giftige, eller giver andre problemer, hvis partialtrykket af gassen

ligger udenfor bestemte grænser. Disse grænser bestemmer hvor dybt vi kan dykke

med en bestemt åndingsgas, samt hvilken gasblanding vi evt. kan dykke med, for at

begrænse de problemer som en eller flere af de indgående gasser kan være årsag til.

Når vi dykker er totaltrykket af åndingsgassen i vores lunger større end ved over-

fladen. Dvs. partialtrykket af gasserne i åndingsgassen er tilsvarende større end ved

overfladen. Hvornår vil den enkelte gas nå et partialtryk, der gør den giftig for orga-

nismen? Svaret på dette spørgsmål afhænger af

a. Procentdelen af den pågældende gas i åndingsgassen.

b. Totaltrykket i åndingsgassen, dvs. dybden den åndes på.

Partialtryk i praksis

Oxygen bliver giftigt ved partialtryk over 1,4 bar. Ved dykning med luft nås dette par-

tialtryk på ca. 56 meters dybde.

De fleste dykkere vil opleve begyndende nitrogennarkose (dybderus) ved nitrogenpar-

tialtryk over 3 bar, svarende til ca. 30 meters dybde ved dykning med luft.

For at have et gunstigt fysiologisk udgangspunkt er det vigtigt, at partialtrykkene for

de forskellige gasser i åndingsgassen ligger indenfor de medicinske grænser der fore-

skrives for disse gasser. Når vi ved, hvor dybt vi skal dykke, og hvilke partialtryksgræn-

ser der skal overholdes, kan vi benytte Daltons lov til at beregne hvor stor volumen-

procent af de forskellige gasser vi skal have i vores åndingsgas.



100 % oxygen

Rent oxygen kan anvendes som åndingsgas ved dekompression. Grænsen for oxygen-

partialtrykket medfører at dette kun er aktuelt på de lave dekompressionsstop (i prak-

sis fra 6 meter til overfladen – idet der tillades et oxygenpartialtryk på 1,6 bar under

dekompression hvor dykkeren ligger afslappet).

5.4 Opløsning af gasser i væske

Henrys lov siger:

Den mængde gas der kan opløses i en væske, hvormed den ikke indgår kemisk forbin-

delse, er proportional med gassens partialtryk over væsken.

Den mængde gas der opløses i en væske afhænger af 4 faktorer:

• Gassens partialtryk over væsken

• Tiden trykket har virket over

• Temperaturen

• Gassens opløselighed i væsken

Ækvivalent luftdybde (ÆLD):

For en given nitroxblanding og dykkedybde kan det beregnes ved hvilken dybde man

vil opnå den samme nitrogenbelastning (nitrogenpartialtryk) ved dykning med luft.

Forskellen på de to dybder er et udtryk for hvor meget mindre nitrogenbelastningen

er ved dykning med den givne nitroxblanding i forhold til luft. ÆLD kan desuden an-

vendes til at planlægge et nitroxdyk vha. en lufttabel – det er dog mere hensigtsmæs-

sigt at benytte en nitroxtabel. “ÆLD for forskellige dybder/nitroxblandinger findes

som tabelblad I DSF’s nitroxtabel”.

MOD (maksimal operationsdybde):

MOD er den dybde hvor oxygenpartialtrykket når den øvre grænse, som for oxygen

normalt sættes til 1,4 bar. Anvendes gassen på større dybder kan det medføre akut

oxygenforgiftning.

Beregn MOD for flg. nitroxblandinger: 28 %, 30 % og 32 %

Hvilke fordele og ulemper er der forbundet med nitroxdykning i forhold til dykning

med luft?

Trimix

Helium (He) er en ædelgas og er væsentligt lettere end nitrogen. Den anvendes til helt

eller delvist at erstatte nitrogen ved dyb dykning, idet helium er væsentligt mindre

narkotisk end nitrogen, hvorved dybderusen kan reduceres.

Trimix betegner gasblandinger der består af nitrogen, oxygen og helium. Til sports-

dykning anvendes gasblandinger med 20-50 % helium, afhængigt af dykkedybden.

Oxygenindholdet tilpasses således MOD overholdes. Dykning med trimix kræver særlige

dekompressionstabeller/programmer og særlig uddannelse.



Trykgradient

Hvis partialtrykket af en gas over en væske ændres, tager det et stykke tid før der

atter er samme partialtryk over og i væsken. Indtil der har indstillet sig en ny ligevægt

vil der være en partialtrykforskel mellem gassen over og gassen i væsken. Denne tryk-

forskel kaldes også for en trykgradient (gradient = forskel).

Processen er illustreret på figur 5.2 :

a. Ved en trykhævning fra 1 til 2 bar. I begyndelsen vil trykgradienten være 1 bar,

men i takt med at der opløses gas i væsken vil trykgradienten udlignes, og til sidst

blive 0. Væsken siges at være mættet ved det pågældende partialtryk (her 2 bar).

b. Trykket hæves fra 2 til 3 bar. Som ovenfor, først en trykgradient på 1 bar – til sidst

mætning ved 3 bar.

c. Trykket over væsken reduceres således at partialtrykket nu er større i væsken end

i gassen (væsken siges nu at være overmættet) . Igen er der en trykgradient, men

denne gang vil gas bevæge sig fra væsken og op i gassen ovenover. Dette vil fort-

sætte indtil der er ligevægt, dvs. trykgradienten igen er 0.

Normalt falder en væskes evne til at opløse gas, når temperaturen stiger. Et eksempel

på dette har vi når vi opvarmer vand. Når temperaturen i vandet stiger, falder vandets

evne til at ”holde” på de opløste gasser, og der dannes bobler i vandet.

Opløseligheden for forskellige gasser er meget forskellig. Særligt er CO2’s opløselighed

i vand stor.

a. Trykket over væskeover�aden hæves fra 1 til 2 bar

Trykgradient > 0 Mætning, trykgradient = 0

Tid

b. Trykket over væskeover�aden hæves fra 2 til 3 bar

Trykgradient > 0 Mætning, trykgradient = 0

Tid

c. Trykket over væskeover�aden sænkes fra 3 til 1 bar

Trykgradient > 0 Ligevægt, trykgradient = 0

Tid

Fig. 5.2.



5.5. Vanddamp i gasser

Mængden af vanddamp der kan være i en gas er temperaturafhængig. Dette ses f.eks.

ved temperaturfald om aftenen, hvor fugtigheden i luften (vanddampen) udskilles, og

falder som dug eller rim. Man siger at fugtigheden/vanddampen kondenseres.

Begrebet ”relativ luftfugtighed” benyttes til at angive hvor mange % af den maksimale

mængde vanddamp der er i luften. En relativ fugtighed på 100% betyder at der er

så meget vanddamp i luften som der maksimalt kan være. En relativ fugtighed på 0%

betyder at der ingen vanddamp er.

Den temperatur hvorved vanddamp kondenseres kaldes dugpunktet. Dugpunktet

afhænger af både mængden af vanddamp og temperatur.

Der kan også ske kondensering i trykflasker. Under fyldning bliver luften opvarmet ved

kompressionen. Selv ved fyldning af kold og tør luft udskiller kompressoren vand fra

den luft der suges ind. Selv om åndingsgassen fra en trykflaske synes tør når vi ånder

fra den, så er der stadig en vis mængde fugtighed i gassen. Hvordan denne fugtighed

påvirker trykflasken afhænger af hvordan den behandles.

Hvis en flaske opbevares meget koldt kan fugtigheden danne kondens inde i flasken

og medføre rustdannelse. Hurtigt tømning af en flaske (hurtigt trykfald) medfører

temperaturfald, og kan ligeledes føre til kondensering i flasken.

Kondens i trykflasker

Skal en trykflaske tømmes for gas, så bør det foregå langsomt. Trykfaldet vil medføre

et temperaturfald i flasken – der dannes let rim på ventilen hvis gassen strømmer

hurtigt ud. Der er imidlertid ingen direkte fare ved hurtig tømning hvis flasken er fyldt

fra en kompressor der opfylder gældende regler for grænseværdier. Tør luft vil først

danne kondens når temperaturen kommer under -50°C. Er der mistanke om fugtighed

i en trykflaske bør flasken kontrolleres af en uddannet gasblender og kompressorens

luftkvalitet skal kontrolleres


Dekompression og inerte gasser Dekompression og inerte gasser

Kapitel 6Dekompression

og inerte gasser


Dekompression og inerte gasserDekompression og inerte gasser

• Gassen transporteres med blodet rundt i kroppen. Hjertet pumper kroppens

blodvolumen gennem kroppen og tilbage i løbet af ca. 25 sekunder. Under denne

transport er inertgassen opløst i blodplasmaet

• Blodet udveksler gas med vævene. Dette sker hurtigt (se næste side) og i praksis

regner vi med at det sker øjeblikkeligt

Partialtrykgradienten (gradient = forskel) mellem blodet og vævet afgør om inertgas

diffunderer fra blodet og ind i vævene eller omvendt. Med andre ord: Når det omgi-

vende tryk øges ved neddykning, så medfører gastransporten, at der tilføres inert

gas til vævene. Når det omgivende tryk falder under opstigning, virker de samme

mekanismer, blot i den modsatte retning, og inert gas transporteres fra vævene til

blodet, videre til lungerne hvor det åndes ud.

Kapacitet for gastransport og fordeling af blod

Hjerte-/kar systemet har en stor overkapacitet. Dette skyldes delvist at hjerte og

årerne er elastiske og kan udvides (til et volumen på 24 gange blodets volumen), og

delvist at hjertefrekvensen kan flerdobles. I hvile transporterer hjerte-/kar systemet

ca. 5 liter blod rundt i minuttet, men kan ved hård anstrengelse levere 5-6 gange så

meget.

Blodet er ikke ligeligt fordelt i kroppen, men bliver nøje fordelt efter behov. Lokale

sensorer i alle væv giver signaler til nerverne om behov og tilførsel. Nerverne gør

at forskellige årer trækker sig sammen eller udvider sig, og dermed styrer de hvor

blodet løber hen. Hjernen og hjertet kræver konstant blodtilstrømning og har højest

prioritet. Andre væv er mere fleksible. For eksempel behøver muskler op til 40 gange

mere blod ved arbejde end i hvile. Hud, der er ved at hele en skade, behøver 20 gange

så meget blod som rask hud.

Princippet for gasdynamikken i kroppen bygger på inertgassernes partialtryk og det at

kroppen forsøger at opnå ligevægt ved hjælp af gasudveksling. Følgende 3 forskellige

situationer kan opstå:

Så længe vi befinder os ved et tryk på 1 bar (trykket ved havets overflade), er der ba-

lance mellem gastrykket i den omgivende atmosfære, og trykket af den gas der er op-

løst i kroppen. I kroppen findes de samme gasser som der er i den luft vi indånder, og

i samme forholdsmæssige mængder. Det er først når det omgivende tryk ændrer sig

– enten fordi vi dykker, eller fordi vi bevæger os højere op i atmosfæren, at kroppen

reagerer, og vi bliver opmærksomme på den praktiske betydning af tryk og partialtryk.

Egentlig er det trykændringer der er den store udfordring for kroppen. Når vi flytter

kroppen fra et sted/niveau hvor kroppen er i balance med omgivelserne, og til et

andet sted (som ved dykning, flyvning eller bjergbestigning) så varer det noget tid før

gastrykkene i kroppen opnår ligevægt med de nye omgivelser. Kroppen tåler relativt

store trykstigninger i omgivelserne, imidlertid er evnen til at håndtere trykfald be-

grænset. Det har blandt andet dykkerpionererne i Nordsøen fået erfaringer med.

I mere end hundrede år har man studeret hvordan den menneskelige organisme

håndterer gas under tryk, for at finde forklaringer på trykfaldssyge. Forskning har vist

at der er mange forskellige mekanismer og komplekse sammenhænge i spil, og der er

fortsat ubesvarede spørgsmål.

I dette kapitel ser vi nærmere på hvordan gasser, specielt inerte gasser, påvirker

organismen under kompression og dekompression. De centrale emner er:

• Gastransport i kroppen

• Gasoptagelse og afgasning af væv

• Dannelse af gasbobler

Desuden vil vi vise hvorledes viden om menneskets fysiologi danner basis for dekom-

pressionsteori og dykkertabeller. Endelig ser vi på de grundlæggende principper der

ligger bag de fleste dekompressionsprogrammer.

6.1 Gastransport i kroppen

Når vi trækker vejret bliver lungevævet mættet med åndingsgas i løbet af 1-2 ind-

åndinger. Inertgassen diffunderer gennem overfladen af alveolerne og ind i blodet i

kapillærerne i løbet af et halvt sekund. Herefter foregår gastransporten i to trin, og

flere mekanismer spiller ind:



6.1.1 Vævstyper

Forskellige vævstyper optager og afgiver gas med forskellige hastigheder. Forenklet

taler vi om hurtige og langsomme væv. I denne forbindelse er der to centrale vævs-

egenskaber der er interessante:

1) Blodgennemstrømning. Da det er blodet der transporterer inertgassen til væ-

vene, vil væv med høj blodgennemstrømning generelt optage gas hurtigere end

væv med lav blodgennemstrømning.

2) Opløseligheden af intergas. Inertgas har forskellig opløselighed i forskellige

vævstyper, f.eks. er opløseligheden i vandholdige væv lav, mens opløseligheden i

fedtholdige væv er højere.

Hurtige og langsomme væv

Det er vanskeligt at karakterisere alle kroppens vævstyper, men følgende er eksempler

på hurtige vævstyper:

• Alveolecellerne. På grund af den store overflade (der hvor gasudvekslingen mellem

gassen i lungerne og lungekapillærerne sker) udgør alveolerne det hurtigste væv i

kroppen.

• Arbejdende muskler

• Blod

Eksempler på langsomme væv:

• Fedt

• Knogler

• Bindevæv med ringe blodgennemstrømning

• Øjets glaslegeme

1) Hvis inertgaspartialtrykket i vævene/blodet er lig med inertgaspartialtrykket i åndings-

gassen er der balance – vi siger at vævet er mættet, og ikke kan optage mere gas.

2) Hvis intergaspartialtrykket i vævene er mindre end inertgaspartialtrykket i åndings-

gassen, vil gas diffundere fra åndingsgassen over alveolemembranen ind i blodet,

og fra blodet ind i de forskellige væv. Vi siger at der er en trykgradient mellem

åndingsgassen og blod/væv. Under disse omstændigheder vil vævene optage gas.

Dette sker under neddykning.

3) Hvis inertgaspartialtrykket i vævene er større end i åndingsgassen vil der diffun-

dere gas fra vævene til blodet og fra blodet ud i lungerne, hvorefter inertgassen

udåndes – vævene afgiver gas. Dette sker under opstigning/dekompression.

Gastransporten mellem blod og væv følger Henrys lov om opløsning af gasser i væske

(se kapitel 5 ”Gas og tryk”). Skematisk kan transportmekanismen illustreres således:

Ind-/udånding af åndingsgas ved omgivelsernes tryk

➜

➜

Gasudveksling i lungerne (mellem alveoler og lungekapillærer)

➜

➜

Blodcirkulation (hjerte-/karsystemet)

➜

➜

Diffusion af intertgas mellem blod og væv

Det er trykgradienter der driver diffusionsprocessen.

Når det omgivende tryk stiger, stiger inertgaspartialtrykket i åndingsgassen, og der

diffunderer inertgas fra gassen i lungerne, over alveolemembranen ind i blodet i

lungekapillærerne. Hjertet pumper blod indeholdende opløst inertgas ud til kroppens

forskellige væv. Kroppens væv optager inertgas.

Når det omgivende tryk falder, falder partialtrykket i åndingsgassen, og der diffunde-

rer inertgas fra blodet i lungekapillærerne over alveolemembranen og ud i lungerne.

Blodet med det nu lavere inertgaspartialtryk pumpes ud til kroppens forskellige væv.

Da blodet nu har et lavere inertgaspartialtryk end vævene, vil intertgas diffundere fra

vævene og ud i blodet. Kroppens væv afgiver inertgas – det afgasser.

Hastigheden hvormed gas optages og afgives afhænger dels af vævstypen og dels af

hvilken gas der er tale om .



Eksempel:

De hurtigste væv har en halveringstid på 5 minutter. Vi betragter en dykker hvis væv

er mættet ved luftånding ved et totaltryk på 1 bar. Denne dykkers væv (uanset type)

vil have et nitrogenpartialtryk på 0,79 bar.

Hvis dykkeren dykker til 30 meter og ånder luft, vil totaltrykket i lungerne/alveolerne

stige fra 1 til 4 bar og nitrogenpartialtrykket vil stige fra 0,79 bar til 4 x 0,79 = 3,16

bar. Efter 5 minutter på dybden vil forskellen i nitrogenpartialtrykket mellem gassen

i lunger/alveoler og de hurtige væv være halveret, dvs. partialtrykforskellen vil være

(3,16 – 0,79)/2 bar = 1,185 bar, og nitrogenpartialtrykket i de hurtige væv vil således

være 3,16 bar - 1,185 bar = 1,975 bar (eller 0,79 bar + 1,185 bar = 1,975 bar).

Opgave:

Hvad er partialtrykket i dykkerens hurtigste væv efter en bundtid på 10 minutter?

Diskussion: Hvornår er det rimeligt at sige at dykkerens hurtige væv er mættede?

6.1.2 Forskellige gasser

Åndingsgassen består oftest af flere gasser, og der er forskel på hvordan forskellige

gasser optages og afgives af kroppens væv.

At en gas er hurtig betyder at gassen let diffunderer ind og ud af vævet. Gassen optages

hhv. afgives af vævet lige så hurtigt som blodet kan tilføre hhv. fjerne den. For en hurtig

gas er det således blodgennemstrømningen der afgør hvor hurtigt gas optages og afgives.

At en gas er langsom betyder at diffusionshastigheden er lav, at vævet ”gør mod-

stand” mod diffusionen. Gasudvekslingen er da begrænset af diffusionshastigheden.

Halveringstid

Den hastighed, hvormed en vævstype optager/afgiver inertgas, udtrykkes vha. begre-

bet halveringstid.

Ved halveringstiden for en vævstype forstås den tid der går fra en trykgradient

etableres og til denne trykgradient er halveret, fordi gas er diffunderet fra det høje

partialtryk mod det lavere partialtryk.

Symptomer

Blodstrøm Vævstyper

HURTIGE

MIDDEL

LANGSOMME

BlodHjerteLungerHjerne

MusklerHudBenIndre organer

Sener og ledbåndFedtvæv der omgiver rygmarven og nervebaner

Lav/næsten ingen

Middel

Høj



Indirekte indebærer dette at gasoptagelsen også afhænger af dykkerens adfærd og

fysiologi:

• Aktivitet og kropstemperatur: Høj temperature og aktivitetsniveau øger blod-

gennemstrømningen i vævene.

• Forbrændingen: Høj forbrænding øger åndingsfrekvensen og dermed gas-

optagelsen.

• Mængden af hurtige og langsomme væv. Selv om fedtvæv er et langsomt væv, kan

det optage 5 gange så meget inertgas som magert væv, og behøver tilsvarende tid

til at afgive gassen igen.

6.1.4 Gasafgivelse ved dekompression/opstigning

Ved dykning er der en betydelig risiko forbundet med trykfald (dekompression). Hvis

trykfaldet/opstigningen foregår tilpas langsomt er det de samme processer der sker

som ved gasoptagelsen, blot den modsatte vej. Men hvis trykfaldet sker for hurtigt

er kroppens kapacitet til at udskille gassen ikke stor nok, og der kan dannes bobler af

intertgas i væv og blod.

6.2 Problemet med gasbobler

Forskning giver stadigt bedre indsigt i hvordan der dannes bobler ved dekompression,

og sammenhængen mellem bobler og trykfaldssyge.

Vi ved at bobler, som opnår en vis kritisk størrelse, kan blokere blodomløbet og hindre

blodtilførslen til vitale organer.

Vi ved desuden, at bobler har andre fysiologiske og mekaniske effekter, som er mindst

lige så farlige, og som kan være langvarige.

Hvis trykreduktionen sker for hurtigt i mættet væv, vil den opløste inertgas gå fra at

være i opløst form til at danne mikroskopiske bobler. Dette sker spontant.

6.1.3 Forhold der påvirker gasoptagelsen

Det er relativt uproblematisk for kroppen at optage inertgasser i takt med at det

omgivende tryk stiger. For at kunne planlægge dekompressionen er det interessant at

vide hvilke forhold der påvirker gasoptagelsen i de forskellig væv, og hvor meget gas

der optages. Figuren nedenfor viser de vigtigste, nemlig følgende:

a) Trykgradienten, dvs. forskellen i inertgaspartialtrykket mellem væv og dets

omgivelser.

b) Hvilken gasblanding der dykkes med – hvis der f.eks. dykkes med nitrox optages

mindre nitrogen end hvis der dykkes med luft.

c) Eksponeringstiden (hvor længe gassen åndes ved et givet tryk).

d) Blodgennemstrømningen i vævet.

Gasoptagelse

Trykgradient Eksponeringstid

Gasblanding Blodgennem-strømning

Større dybde giver større gasoptagelse

Jo højere koncen-tration af intertgas,

jo hurtigere optagelse i vævet

Længere eksponerings-tid giver større gasoptagelse

Jo bedre blodgennemstrømn-ing (hurtige væv) jo hurtigere optages intertgassen



symptomer på dykkersyge) når dykkeren er i overfladen – bemærk at M0 er udtrykt

i meter vandsøjle (forkortet m v). Som det fremgår af tabellen er de lavest numme-

rerede grupper de hurtigste (korte halveringstider) og vævenes halveringstid vokser

med gruppenummeret. Af tabellen fremgår f.eks. at den hurtigste vævsgruppe (1)

har en halveringstid på 4 minutter, og at det maksimale nitrogenpartialtryk denne

vævsgruppe tolererer når dykkeren går i overfladen svarer til 32.4 meter vandsøjle,

dvs. 4.24 * 0.79 = 3.3 bar.

Hvor meget nitrogen en vævsgruppe optager under dykning afhænger af 4 parame-

tre: åndingsgassens indhold af nitrogen, partialtryksgradienten for nitrogenet (dykke-

dybden) dykketiden og halveringstiden for vævsgruppen. Dette kan udtrykkes relativt

simpelt som en matematisk formel, som er den måde en dykkercomputer og andre

dekompressionsprogrammer foretager beregningen på.

For ikke at blive for matematiske er det her valgt at give et grafisk eksempel. Fig. 5.4

viser hvorledes nitrogenpartialtrykket i vævsgrupperne 1 – 4 ændres med tiden på et

luftdyk på 30 meters dybde. Bemærk at grafen kun viser nitrogenoptagelsen ved et

luftdyk på 30 meter, desuden er der ikke taget højde for nitrogenoptagelsen under

neddykningen.

Når der er dannet bobler i krop-

pen starter en kæde af reaktio-

ner med flere mulige udfald – se

fig. 5.3.

• Boblerne kan forblive mikro-

bobler (”stille bobler”). De er

ufarlige fordi de transpor-

teres med det lille kredsløb

(lungekredsløbet) og filtreres

ud gennem lungerne.

• Boblerne kan føres videre

med arterierne fordi cirkulati-

onssystemet er overbelastet.

Dette er de mest kritiske bob-

ler, der kan give symptomer

på trykfaldssyge.

6.3 Dekompressionsmodeller

For at kunne udforme dekompressionstabeller eller lave dykkercomputere må man

have en matematisk model for hvordan vævene optager og afgiver intertgas afhæn-

gig af dykketid og dybde.

En af de mest benyttede modeller er udformet af schweizeren Albert Bühlmann og

kaldes ZH-L 16 (ZH for Zürich som var hans hjemby) og L for ”Limit” der er engelsk og

betyder ”grænse”. Tallet 16 angiver antallet af teoretiske vævsgrupper som modellen

benytter.

I modellen antages at kroppens evne til at optage og afgive intertgas kan modelleres

(beskrives) ved hjælp af 16 forskellige teoretiske vævsgrupper, der hver har forskellige

egenskaber mht. optagelse og afgivelse af inert gas (bemærk at vi her udelukkende

ser på intertgassen nitrogen).

Tabellen overfor viser nogle data for Bühlmann’s 16 teoretiske vævsgrupper for

intertgassen nitrogen. T½ er halveringstiden (i minutter). M0 (udtales M nul) er det

maksimale nitrogenpartialtryk den pågældende vævsgruppe kan tolerere (uden at give

Vævsgruppe T ½ (min) M0 (m v)1 4.0 32.41b 5.0 29.62 8.0 25.43 12.5 22.54 18.5 20.35 27.0 18.56 38.3 16.97 54.3 15.98 77.0 15.29 109 14.7

10 146 14.3

11 187 14.0

12 239 13.7

13 305 13.4

14 390 13.1

15 498 12.9

16 635 12.7

Væv overmættet med inertgas

Spontan bobledannelse

i væv

Spontan bobledannelse

i væv

Stille bobler som kan �ltreres ud gennem lungerne

Friemikrobobler

Symptomatiske bobler:• Bobler som ekspanderer (Boyles lov)• bobler der smelter sammen til større bobler

Fig. 5.3.



Vi burde naturligvis vise alle 16 grupper, men de langsommere væv når først langt

senere deres M0, så for overskuelighedens skyld er de ikke vist på figuren. Vi har såle-

des fundet at den maksimale 0-deko tid på et luftdyk til 30 meter er ca. 16 minutter,

hvilket stemmer fint med DSF’s Bühlmann baserede lufttabel, der giver 17 minutter

på 30 meter - idet nitrogenoptagelsen vil være mindre i praksis pga. den reducerede

optagelse under neddykningen.

Programmet i en dykkercomputer beregner løbende partialtrykket i hver vævsgruppe

og går i ”deko-mode”, når blot én af de 16 vævsgrupper når sin M0 værdi, præcis som

skitseret ovenfor. Da dykkercomputeren hele tiden kender den præcise dybde, og

hvor længe dykkeren har opholdt sig på denne dybde, vil computerens beregninger af

inertgaspartialtrykket være mere præcise end tabelbaserede beregninger, til gengæld

vil den generelt også være mindre konservativ.

Ovenstående beskriver kun hvorledes modellen kan beregne grænsen for hvornår et

dyk bliver til et dekompressionsdyk. Hvis modellen skal benyttes til at beregne trinvis

dekompression bliver tingene mere komplicerede. Principperne er de samme som vist

ovenfor, men partialtryksgrænsen M varierer ikke alene fra vævsgruppe til vævs-

gruppe, men også med dybden (trykket), vi kan derfor ikke bruge M0 som partialtryks-

grænse, da den kun gælder ved overfladen. I stedet beregnes M-værdien for en given

Fig. 5.4. Nitrogenpartialtryk i de 4 hurtigste vævsgrupper ved et luftdyk på 30 meters dybde.

Opgave:

Hvad er nitrogenpartialtrykket i vævsgruppe 1 efter 3 minutters dykning (udtrykt i

meter vandsøjle)?

Hvor meget længere skal dykkeren forblive på 30 meter før vævsgruppe 3 har opho-

bet ligeså meget nitrogen som gruppe 1 havde efter 3 minutter (ca.)?

Udfra tabellen og grafen ovenfor kan vi aflæse den maksimale 0-deko tid på et luftdyk til

30 meter. Det gøres ved at identificere den vævsgruppe der først når det maksimalt tole-

rerede nitrogenpartialtryk ved overfladen – dette er illustreret på figuren nedenfor.

Gruppe 1’s M0 værdi er 32,4 mv, hvilket ikke kan lade sig gøre på et dyk til 30 m.

Gruppe 1b’s M0 værdi er 29.6 mv hvilket først opnås efter ca. 20 minutter. Gruppe 2’s

M0 værdi er 25,4 mv hvilket opnås allerede efter en dykketid på ca. 16 minutter – se

hvor den vandrette sorte streg (25.4) skærer grafen for vævsgruppe 2 (den lilla graf

på fig. 5.5).

1067

Par

tialtr

yk u

dtry

kt i

met

er v

ands

øjle

Bundtid (min)

89

10111213141516171819202122232425262728293031323334

2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Nitrogenpartialtryk ved luftdyk til 30 m

Mætning

11b234

1067

Par

tialtr

yk u

dtry

kt i

met

er v

ands

øjle

Bundtid (min)

89

10111213141516171819202122232425262728293031323334

2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24

Nitrogenpartialtryk ved luftdyk til 30 m

Mætning

4:M0 = 20,3

3:M0 = 22,5

2:M0 = 25,4

1b:M0 = 29,6

11b234Første vævsgruppe

der når sin M0 værdi

Fig. 5.5.



Når modellen skal benyttes

til at regne på dyk med

trinvis dekompression,

må der løbende regnes

på ændringen i optagelse

og afgivelse af nitrogen

i samtlige vævsgrupper,

samt tages højde for æn-

dringen i M-værdier med

tryk/dybde.

Fig. 5.7 illustrerer hvordan

dette foregår for en enkelt

vævsgruppe under en

opstigning.

dybde udfra følgende formel hvor d er dybden i meter og ∆M tages fra tabellen vist

nedenfor.

M(d) = M0 + ∆M × d

Eksempel: M-værdien for vævsgruppe 3 på dybden 5 meter:

M(5 meter) = 22.5 + 1.3847 x 5 = 29.42 m v

Dvs. forudsætningen for at partialtryksgrænsen (M-værdien) for vævsgruppe 3 ikke

overskrides ved opstigning til 5 meter er at nitrogenpartialtrykket i vævsgruppen er

mindre end 29.42 m v.

Grafen på fig. 5.6 viser hvordan M-værdierne for vævsgrupperne 1-4 varierer med dybden.

Af grafen kan ses, at de hurtigste vævsgrupper tolererer de største partialtryk, samt

at partialtryksgrænsen vokser med voksende tryk/dykkedybde.

Vævsgruppe T ½ (min) M0 (m v) ∆M1 4.0 32.4 1.9082

1b 5.0 29.6 1.7928

2 8.0 25.4 1.5352

3 12.5 22.5 1.3847

4 18.5 20.3 1.2780

5 27.0 18.5 1.2306

6 38.3 16.9 1.1857

7 54.3 15.9 1.1504

8 77.0 15.2 1.1223

9 109 14.7 1.0999

10 146 14.3 1.0844

11 187 14.0 1.0731

12 239 13.7 1.0635

13 305 13.4 1.0552

14 390 13.1 1.0478

15 498 12.9 1.0414

16 635 12.7 1.0359

10 20 30 40 50 60 7000

10

20

30

40

50

60

70

Par

tialtr

yk u

dtry

kt i

met

er v

ands

øjle

Tryk i meter vandsøjle

M-værdier for grupperne 1-4

11b234

Vandtryk

Inertgaspartialtrykfor aktuel vævsgruppe

Partialtryk = vandtryk

Inertgas trykgradient

M-værdi

Over�aden (1 bar)

M-værdi linie

1

Dekompressions zone

Inertgaspartialtryk

Fig. 5.6.

Fig. 5.7.



Den blå kurve viser hvordan partialtrykket i en teoretisk vævsgruppe ændrer sig under

opstigningen. Lodrette stykker af kurven foregår ”øjeblikkeligt”, dvs. det antages at

der ikke optages/afgives gas på disse stykker. På stykket markeret med ”sky 1” på

figur 5.7 svømmer dykkeren et stykke opad i vandsøjlen, vi antager at opstigningen er

så kortvarig at der ikke afgives intertgas fra vævet imens. Dvs. idet dykkeren krydser

den røde linie bevæger han/hun sig fra en dybde hvor partialtrykket i vævet er mindre

end det omgivende tryk, til en dybde, hvor partialtrykket i vævet er højere end det

omgivende tryk. Dvs. fra en zone, hvor der optages gas til en zone hvor der afgives

gas – dekompressionszonen. Hvis dykkeren bliver på den røde linie svarer det til at der

hverken optages eller afgives gas. For at påbegynde dekompression er det således

nødvendigt at være over den røde linie. Kunsten er nu at sørge for at dykkeren er i

dekompressionszonen, og samtidigt holdes på den sikre side af M-værdi linien. Det er

vigtigt at forstå, at M-værdierne ikke er en sikker grænse mellem dekompressions-

syge på den ene side, og symptomfri dekompression på den anden. M-værdi linien kan

beskrives som en skarp grænse tegnet gennem en gråzone, baseret på en lang række

praktiske dekompressionsforsøg. Man kan altså ikke blot trække dykkeren helt tæt på

M-værdi linien, men må holde en ”passende” afstand.

Hvor langt ind i dekompressionszonen dykkeren kommer, kan udtrykkes vha. den så-

kaldte ”%M-værdi gradient” som beregnes således:

Inertgas trykgradienten/M-værdi * 100

Som det fremgår af figur 5.7 angiver dette i procent hvor langt inde i dekompressions-

zonen dykkeren kommer. 0% svarer til at dykkeren opholder sig på grænsen til dekom-

pressionszonen (den røde linie) dvs. ingen dekompression, 100% svarer til at dykkeren

befinder sig på M-værdi linien.

Fig. 5.8 illustrerer hvordan man kan betragte M-værdien som værende den øvre græn-

se for intertgas partialtrykket. Jo tættere partialtrykket under opstigningen kommer

på M-værdien, jo større risiko er der for bobledannelse og dykkersyge, og jo kortere

dekompression. Omvendt jo større sikkerhedsmargen der vælges, jo mindre risiko, og

længere dekompression.

I de fleste dekompressionsprogrammer der anvendes af tekniske dykkere, f.eks. GAP

og VPlanner, kan man angive hvor tæt på M-værdi linien man ønsker at komme – og

på denne måde konfigurere hvilken sikkerhedsmargin man ønsker. Det er vigtigt at

indskærpe at denne form for ”indblanding” i dekompressionsmodellen forudsætter

indgående kendskab til dekompressionsteori.

Bühlman-baserede dekompressionsprogrammer regner ”parallelt” på alle 16 vævsgrup-

per, og det er til enhver tid den mest begrænsende vævsgruppe, der er styrende for

opstigningsforløbet.

Symptomgivende bobler

Mikrobobler der ikke giver symptomer

Bobler

M-værdi linie

Sikkerhedsmargin*

Faktisk pro�l

* Varierer afhængigt af individuelle faktorer som f.eks. fysisk tilstand, og hvor stor risiko man vil acceptere.

Vandtryk linie

Massive symptomer

Begrænsede

symptomer

Ingen symptomer

Symptomer Tid Risiko

Kortere dekom-pres-

sionstid

Længere dekom-pres-

sionstid

Større risiko

Mindre risiko

M-værdien: En velde�neret linie trukket igennem en gråzone; en grænse hvorover de �este dykkere med stor sandsynlighed vil få symptomer på dykkersyge.

Fig. 5.8.


Fysiologi - mennesket i vandFysiologi - mennesket i vand

Kapitel 7Fysiologi

– mennesket i vand



Nordsødykkerne – en arbejdsplads med et tryk på 15 bar

Dykkerarbejde, i forbindelse med gas- og olieudvinding, foregår på dybder, der er

større end 30-50 meter, og ned mod 300-400 meter. Disse dyk bliver gennemført som

mætningdyk (dvs. dykkerne er mættet med inertgas under hele dykket). Dykkerne

opholder sig flere uger i trykkamre om bord på dykkerskibet. Hvert hold fires ned til

arbejdsstedet i en dykkerklokke. De arbejder på dybden i seks timer og transporteres

op for at hvile. Med fire arbejdshold forgår arbejdet kontinuert hele døgnet. Det er

almindeligt at dykkerne er under tryk i tre uger ad gangen. Dekompression efter sådan

en periode tager seks dage.

Menneskets reaktioner på ophold under vand sker på flere områder:

• Fysiologisk – kroppens automatiske tilpasninger, som ikke skader dykkeren, f.eks.

øget puls ved anstrengelse.

• Akklimatisering – midlertidige tilpasninger af kroppen for at opnå bedre ydelse,

som et resultat af træning eller efter at have været udsat for miljøforandring over

længere tid. Det er en midlertidig tilstand, som ikke varer ved når aktiviteten afslut-

tes (f.eks. ophold i højder).

• Tilpasning (adaptering) – en permanent forandring, der giver øget ydeevne hos

en gruppe individer gennem arv og naturlig udvælgelse (f.eks. pattedyr der lever i

vand).

• Patologisk – forandringer der skader dykkeren.

Nedenfor ser vi på nogle centrale kropsfunktioner og viser hvordan de reagerer på

ophold i vand:

• Hjertet og blodomløbet.

• Åndedrættet.

• Energi og muskelarbejde.

• Nervesystemet.

For mennesket er det at opholde sig i vand et besøg i et fremmed element. De natur-

lige betingelser i vand er så forskellige fra betingelserne ved overfladen, at vi menne-

sker som udgangspunkt er lige så dårligt rustede til at overleve i vand, som fisk er det

på land. Trykforhold, oxygentilførsel og temperaturforhold er særlig kritiske faktorer

for vores basale kropsfunktioner og dermed for vores muligheder for længere ophold

i vandet.

Teorien om ”vandaben” (Homo Aquaticus”)

I 1960 fik den britiske oceanograf Alister Hardy publiceret en opsigtsvækkende artikel

i tidsskriftet ”New Scientist”, hvor han hævder at vores forfædre har levet i vand. Han

mente, at der var flere forhold som ikke stemte med Darwins teori om, at mennesket

har sin oprindelse på savannerne i afrika.

Bland andet er mennesket en bedre svømmer end de fleste andre pattedyr der lever

på land. Vi er desuden det eneste landlevende pattedyr, der kan holde vejret. Dette er

noget som ellers er forbeholdt dykkende pattedyr som hvaler og sæler. Menneskebørn

fødes med et fedtlag under huden som gør at de flyder lettere. Sådan et fedtlag er

typisk for dyr, der lever i vand, f.eks. hvaler, sæler og flodheste. I modsætning til andre

aber mangler vi hår på kroppen – at andet træk der er typisk for vandlevende dyr.

Hardy hævder, at det var i vandet ”menneskeaben” lærte at gå oprejst, for at holde

hovedet over vandet. Således blev benene frigjorte, og vore forfædre lærte at bruge

benene til mange formål. Hardy mente, at hvis mennesket en gang havde levet en stor

del af sit liv i vandet, ville det kunne forklare mange af disse egenskaber.

Menneskets nærhed til vand og vor nysgerrighed har altid været en drivkraft til at

afprøve og systematisere erfaringerne fra ophold i vand. Perle- og svampedykkere,

og senere fridykkere, udnytter menneskets naturlige evner, og benytter teknikker til

at kontrollere åndedræt og puls, for gradvist at optræne kroppen til længere ophold

under vand. Andre miljøer, anført at ingeniører og marinen, har rettet søgelyset mod

udstyr, der kan kompensere for menneskets begrænsninger under vand. Medicinere og

fysikere forsker stadig i menneskets reaktioner på ophold i vand, og leder efter tekni-

ske forbedringer, der med minimal risiko kan forlænge opholdene under vand.



hjertekammer fylde 75 % af højre hjertekammer.

Således spares energi for denne del af hjertet.

Sammentrækning i højre forkammer sørger for

de sidste 25% og fylder højre hjertekammer helt.

Denne kraft er kun ¼ af kraften som højre hjer-

tekammer trækker sig sammen med, når blodet

sendes videre ud til lungerne (det lille kredsløb),

hvor de røde blodlegemer optager oxygen.

Det oxygenrige blod kommer ind i de venstre

hjertekamre, delvist passivt og delvis ved aktiv

pumpning, på samme måde som for højre side.

Oxygen optages i lungerne (det lille kredsløb) og

afgives i vævene (det store kredsløb). Kuldioxid

(CO2) optages i blodet fra vævet og transpor-

teres med blodet tilbage til lungerne, hvor det

udåndes.

Venstre hjertekammer er det hjertekammer som

kan lave den kraftigste sammentrækning. Nor-

malt pumpes blodet ud i arterierne med et tryk

på 120 mm Hg eller mere (det systoliske tryk).

Blodet presser mod de elastiske arterievægge,

som reagerer ved at presse blodet videre ud i kroppen. I denne fase (hjertets hvile-

fase) er trykket i arterierne ca. 80 mm Hg (det diastoliske tryk). Arteriernes elasticitet

er vigtig for at hjertet i stor udstrækning fyldes passivt, og kan opnå så lang levetid.

Arterierne forgrener sig over hele kroppen og distribuerer det oxygenrige blod. Det

fordeler sig til gradvist finere (tyndere) årer, og ender i kapillærerne, hvor udvekslin-

gen af oxygen, kuldioxid og næringsstoffer mellem blodet og vævene finder sted. Ude

i kapillærerne er blodtrykket reduceret til ¼ af det systoliske tryk (udgangstrykket).

Mens aorta (den store pulsåre) har en diameter på ca. 2 cm, er kapillærenes diameter

kun ca. 1/4000 af aortas diameter.

Hvis blodtilstrømningen nedsættes eller blodet fortykkes, har de røde blodlegemer

en tendes til at klumpe sig sammen, således at de ikke kommer gennem kapillærerne.

Dette kaldes ”sludging”. Sludging hindrer oxygentilførslen, og er knyttet til alvorlige

typer af trykfaldssyge (cerebral- og spinalbends) – se kapitel 9 ”Dykkermedicin”.

• Ører og bihuler.

• Termisk balance.

De vigtigste udfordringer for mennesker der opholder sig i vand håndteres af moder-

ne sportsdykkerudstyr. Alligevel kan det være nyttigt at kende til kroppens naturlige

reaktioner på de forhold, som kroppen udsættes for under dykning. Det gør det let-

tere for os at forstå menneskets begrænsninger og kapacitet.

7.1 Hjeret og blodomløbet

7.1.1 Opbygning og funktion

Blodomløbet/kredsløbet består i princippet af en pumpe og årer til at transportere

blodet. Menneskets hjerte udfører et stort og fascinerende arbejde. I hvile pumper

hjertet mellem 4 og 5 liter blod per minut, og ved behov kan det fem- eller seksdoble

kapaciteten. Det sker ved at fordoble fyldekapacitet og samtidigt tredoble hjertefre-

kvensen (pulsen).

7.1.2 Hjertet

En af årsagerne til at hjertet er så effektivt og

udholdende er måden det arbejder på:

Hjertekamrene fyldes passivt med ¾ af hvert

slag, mens muskelsammentrækninger aktivt

fylder forkammeret den sidste fjerdedel.

Af de fire hjertekamre er det de to der pumper

(højre og venstre hjertekammer/ventrikel)

Ventiler mellem kamrene og ved udløbet til

blodbanerne sikrer at blodet flyder i den rigtige retning (se figur 7.1).

Højre forkammer modtager blodet fra de store vener. Selv om trykket kun er 1/20

af trykket i arterierne, er trykket tilstrækkeligt til at fylde hjertekammeret samt til at

Fig. 7.2. Blod-omløbet.

Fig. 7.1. Hjertet.



Ar efter trykfaldssyge

Endotelia-celler dækker indersiden af blodårerne, lymfeårer og kroppens indre organer.

Cellerne bidrager til god blodgennemstrømning. Samtidig er de følsomme for skadelige

stoffer, bakterier og andet. Cellerne har sensorer, der er programmeret til at reagere

ved at udsende signalstoffer, der sætter gang i immunforsvaret. Under sportsdyk-

ning kan nitrogenbobler som udvider sig påvirke disse sensorer. Dette tiltrækker hvide

blodlegemer, som udskiller stoffer, der kan dræbe bakterier. Blodårerne reagerer ved

at trække sig sammen. Dette både hindrer blodgennemstrømningen og giver sår i

årevæggen. Mens store bobler eller ansamlinger, der spærrer for gennemstrømningen,

kan mindskes ved trykkammerbehandling uden at de efterlader skader, kan skader

efter en kemisk påvirkning efterlade varige ar i årevæggen. Dette kan forklare hvorfor

dykkere ikke altid bliver helt raske efter behandling for trykfaldssyge.

Blodtrykket

Når vi befinder os i oprejst position på jordoverfladen, medfører tyngdekraften at

blodet samler sig i de nedre dele af kroppen. Når vi går i vandet er det anderledes. Op-

rejst i vandet vil vandtrykket på ydersiden modvirke det forhøjede blodtryk i fødder

og ben – der for vil blodet fordele sig mere jævnt i kroppen.

I det øjeblik dykkeren hopper i vandet omfordeles en del af blodet fra ben og maven

til brystkassen. Det lille kredsløb modtager ca. 0,5 liter blod hvil-

ket gør at det centrale venetryk forøges. Hvis vandet er koldt, vil

blodet desuden trækkes ind fra huden, og blodtrykket i venerne

øges yderligere. Trykforøgelsen i venerne øger det diastoliske

blodtryk, og hjertekapaciteten må derfor forøges tilsvarende.

Dette er en belastning af hjertet, og derfor bør personer med

hjertefejl ikke dyrke sportsdykning.

Nogle årsager til ”sludging”:

• Dehydrering (på grund af væsketab gennem åndedrættet og øget urinproduktion).

• Hypotermi (hænder og fødder er særligt udsatte).

• Blodstrømmen hindres (f.eks. af en for stram dragt).

• Infektion (de røde blodlegemer bliver mindre fleksible og har vanskeligere ved at

passere gennem kapillærerne).

Selv om blodgennemstrømningen forhindres pga. ”sludging”, kan blodplasmaet som

regel passere. Vha. hyperbar oxygenbehandling kan oxygen, som er opløst i plasmaet,

være tilstrækkeligt til at forsyne vævene med oxygen. Ved hyperbar oxygenbehand-

ling åndes oxygen ved et forhøjet partialtryk, hvorved mængden af opløst oxygen i

plasmaet forøges.

Blodgennemstrømningen tll kapillærerne reguleres af musklerne rundt om arterierne

og af nervesystemet, som registrerer oxygenbehovet. Dette system kan justere

blodtilførslen til forskellige dele af kroppen fra et minimum i hvilende tilstand til 10-20

gange så meget ved høj aktivitet, eller ved heling af skader. Evnen til at regulere og

prioritere blodtilførslen gør, at kroppen sparer energi. Ved skader på hjernen eller

nervesystemet kan reguleringen blive forstyrret. For en dykker kan det indebære at

blodstrømmen til hjernen og hjertet ikke får tilstrækkelig høj prioritet, og at bobler

ikke vaskes ud. En sådan fejlfunktion kan forklare enkelte tilfælde af ”ufortjent tryk-

faldssyge” (se kapitel 9 , ”Dykkermedicin”) .

Venerne, som returnerer blodet til hjertet, er opbygget med tilsvarende forgrenin-

ger. Blodet samles i hovedvenen, som kan være 2,5 cm i diameter. Venerne har tynde

vægge, og har et langt lavere tryk end arterierne. Normalt befinder ca. 64% af krop-

pens blod sig i venerne, mens 20% findes i arterierne. Ved at venerne har lavere tryk,

men større blodmængde, opnås der balance mellem blodstrømmene i de to sider af

systemet – det arterielle og det venøse.

Uder opstigning efter et dyk er det normalt at finde inertgasbobler i det venøse sy-

stem (se kapitel 6, ”Dekompression”). Selv om boblerne følger blodstrømmen gennem

venerne tilbage til lungerne, vil de ved normal dekompression (tabellerne følges) ikke

give anledning til symptomer på trykfaldssyge.


Tryk fra omgivelserne

Hjertefrekvensen reduceres

Anaerobt stofskifte

(ikke iltkrævende stofskifte)

Indsnævring af blodbanerne

Holder vejret under vandet

Blodet trækkes• Mod de indre organer• Bort fra arme, ben og ikke vitale organer

Hypoxi(iltmangel)


disse organer får tilført det tilgængelige oxygen. Reduktionen af hjertefrekvensen

medfører, at hjertet kræver mindre oxygen, mens hjernens oxygenbehov er konstant.

Blodtilførslen til hjertet og hjernen er afgørende for at opretholde bevistheden.

Evnen til ”Shunting”

Dykkende pattedyr har udviklet evnen til ”Shunting” meget langt, men også hos er-

farne fridykkere kan evnen observeres.

Dykkende pattedyr udnytter desuden fleksibiliteten i blodbanerne til hjertet og hjer-

nen: De strækkes ud under den systoliske trykfase og trækker sig sammen mod den

diastoliske fase. Såldedes bidrager blodårerne til at kompensere for reduceret blodtryk

i selve hjertet. F.eks. er aorta næsten dobbelt så stor under neddykning.

C . Anaerob energiproduktion

Almindeligvis forbruges oxygen ved alt muskelarbejde (se om stofskiftet senere i

dette kapitel). Hvis oxygentilførslen ikke er tilstrækkelig i forhold til det arbejde, der

udføres, så vil energiproduktionen blive ufuldstændig, og dele af produktionen bliver

til mælkesyre, som giver smerter i de overanstrengte muskler.

Anaerob energiproduktion er kun 1/5 så effektiv som aerob.

Vandlevende pattedyr kan skifte til anaerobt produceret energi under dykning, og

kombineret med blod ”shunting” kan de i høj grad kompensere for den begrænsede

oxygen, og man antager, at de ikke har de samme problemer med mælkesyre under

dykning som mennesker. Mennesket derimod, tolererer kun mælkesyren kortvarigt

– op til et minut for veltrænede sprintere og svømmere. En tredje mekanisme, som

vandlevende pattedyr benytter, er tolerance for forhøjet CO2 niveau – denne evne kan

mennesker også optræne.

En forøget CO2 tolerance er registreret hos erfarne fridykkere. I modsætning til vand-

levende pattedyr behøver mennesket lang tid til at genoprette balancen, det vil sige

før puls og åndedræt er normaliseret.

Øget urinproduktion

Den kraftige blodtryksstigning i venerne udløser peptidhormoner, der forøger nyrer-

nes urinproduktion. Under normale forhold regulerer denne mekanisme blodvolume-

net. Under dykning medfører vandtrykket at kroppen søger at reducere mængden af

blod i cirkulation, og dette klarer kroppen ved at udskille væske i form af urin.

7.1.3 Dykkerrefleksen

Mennesket har mekanismer, der

sørger for at vi reagerer passende

på manglende åndedræt – ”dykker-

refleksen”. Det gælder også mange

dyr, især vandlevende pattedyr har

veludviklede mekanismer til at spare

på oxygenet. Dykkerrefleksen består

af tre reaktioner:

A. Nedsat hjertefrekvens (puls).

B. Indsnævring af blodbanerne –

”shunting”.

C. Anaerob energiproduktion.

A . Hjertefrekvensen (bradykardi-effekten)

Mennesket kan reducere hjertefrekvensen med op til 40% ved nedsænkning i vand.

Dette gælder uanset erfaring med vand, træning, køn eller andre forhold. Alligevel kan

denne refleks overstyres af panik eller hektisk aktivitet.

B . Indsnævring af blodbanerne (”shunting”)

Blodet trækkes tilbage fra ekstremiteterne (arme, ben etc.) og fra organer, der ikke

er kritiske, og samles i de store blodbaner, i hjertet, hjernen og lungerne, således at

Fig. 7.3. Dykker-refleksen.



stre forkammer uden at eventuelle bobler bliver filtreret fra i lungerne og åndet ud. I

stedet bliver boblerne pumpet direkte ud i arterierne og videre ud i kroppen. I hjernen

eller andre vigtige organer kan de hæmme, eller i værste fald stoppe, cirkulationen

(arteriel gasemboli). Væv, der ikke får oxygen, vil tabe sin funktionsevne eller dø pga.

oxygenmangel.

Selv om der er registreret en vis overrepræsentation af PFO blandt patienter med

trykfaldssyge, er der uenighed om hvor vidt dykkere med PFO er i en risikogruppe.

7.1.4 Dykkerudstyret møder udfordringerne

Komprimeret gas og regulatorer, der leverer åndingsgas ved omgivelsernes tryk, gør

at en sportsdykker kan opholde sig forholdsvis længe under vandet. Alligevel har vi

nogle begrænsninger i forholde til dykkende pattedyr: Vi er mere følsomme for store

dybder, vi behøver ret lang overfladetid til at restituere, og vi er nødt til at tage

hensyn til risikoen for trykfaldssyge. Den tekniske udvikling forsøger at kompensere

for disse begrænsninger, og rebreatheren, der justerer gasblandingen afhængigt af

trykket, er delvist et svar på disse udfordringer.

Fig. 7.4. Dykker med personligt åndingsudstyr.

Dykkerrefleksen hos mennesket er ikke så veludviklet som hos vandlevende pattedyr.

Vi ser den tydeligst hos mennesker, der er blevet reddet efter nærdrukning. Hjerte-

frekvensen har været sænket, og personen mister bevidstheden resultat af dykker-

refleksen. Dette har givet hjernen betydeligt flere ressourcer og tid til at opretholde

sin funktion, og der findes eksempler på patienter som er blevet reddet efter 20-30

minutters ophold under vand. Også hos nyfødte børn er dykkerrefleksen kraftig, og

der findes eksempler på spædbørn, der er blevet reddet efter to timer med hovedet

under vand. Vandtemperaturen har stor betydning, eftersom koldt vand hurtigere

vil medføre en sænkning af hjertefrekvensen, og dermed øge sansynligheden for at

overleve en nærdrukning.

Hvad udløser dykkerrefleksen?

Dykkerrefleksen udløses ved stimulering af hjernens tolv hovednerver – trigeminus,

som samler indtryk fra ansigtet. Særligt forgreningen, der registrerer indtryk på

næsens inderside, er vigtig for dykkerrefleksen. Når hjernen registrerer at ansigtet er

under vand sendes impulser (via en af de andre hovednerver) til hjertet, om at sænke

hjertefrekvensen.

Refleksen er tydeligst når mennesket holder vejret mens ansigtet er under vand, og

den er kraftigere, når vandet er koldt. Trykket har derimod ingen betydning. Ubevidst

hjerneaktivitet, f.eks. ved besvimelse, kan give en lignende reaktion. Kvælning på land

har ikke den samme effekt.

Åbningen mellem hjertets forkamre

Patent Foramen Ovale (PFO) er en åbning mellem højre og venstre forkammer i hjer-

tet. Denne åbning benyttes i fosterstadiet, hvor der ikke er behov for det lille kredsløb

– da fosteret forsynes med oxygen fra moderens blod. Normalt lukkes denne åbning

af sig selv i løbet af den første tid efter fødslen, men hos ca. hver fjerde voksen

person er den ikke helt lukket. PFO gør, at blod kan strømme direkte fra højre til ven-


HelbredHelbred

Kapitel 8Helbred


HelbredHelbred

Traditionelt har dykkerlæger forsket i, hvordan man undgår at dykkere bliver skadet af

dykningen. I den senere tid er man også begyndet at undersøge, hvordan man sikrer,

at dykkerne er bedst muligt forberedt til den dykning, de skal gennemføre. Den men-

tale og fysiske foreberedelse til at dykke er en væsentlig del af forberedelserne. Det

er en sikkerhedsfaktor både for dykkeren og for makkeren.

Diskussion

Hvad forstår du med at være i form til dykning?

Hvordan sørger du selv for at være i form?

Medicin, rusmidler og dykning

Effekten af medicin og rusmidler kan ændre sig, når vi er under tryk. Medicin, som

virker stimulerende, kan virke beroligende under dyk, og omvendt. Bivirkninger, som er

acceptable på overfladen, kan får en anden og kritisk betydning under et dyk.

• Visse blodtryksregulerende medicin vil under tryk, kombineret med kulde og fysiske

anstrengelser, disponere dykkeren for uregelmæssig hjerterytme.

• Medicin, som gør dykkeren afslappet, vil øge risikoen for dybderus.

• Medicin, med stimulerende effekt øger risikoen for iltforgiftning og panik under

dykning.

• Visse antiinflammatoriske stoffer, som f.eks. ibuprofen, kan øge risikoen for lungeødem.

• Medikamenter mistænkes for at få større effekt under tryk.

Enkelte medikamenter har dykkerrelateret set gunstig effekt. Det er f.eks. søsygemid-

ler, slimhæmmende midler mod lukning af de eustakiske rør samt aspirin (medikamen-

ter med acetylsalicylsyre fortynder blodet).

Specifikt kan nævne, at alkohol gør at vurderingsevnen reduceres. Alkohol er inklude-

ret i halvdelen af alle drukneulykker (inkluderet dykkere). Derfor er der uforentligt at

drikke alkohol, når man skal dykke.

Nikotin har en stimulerende effekt. Derimod påvirker røg slimhinderne i luftrører og

eustakiske rør negativt. Desuden binder kulilte fra røgen sig til hæmoglobinet og for-

mindsker derved cirkulation af ilt.

Diskussion

Diskuter denne påstand: ”Generelt er det ikke medicinen, men sygdommen som er år-

sag til medicinbehovet, som bør vurderes i forhold til om personen er klar til dykning”.

Diskuter også: ”Hvilken betydning har det at ryge et par timer før dykning vs. et par

timer efter dykning”.

Unge dykkere

Der er ikke enighed om hvad den nedre aldersgrænse bør være for dykning. Her er

nogle argumenter hvorfor yngre børn ikke bør dykke:

I vækstpunkterne i knoglerne er vævet specielt blodrigt. Derved er dette væv specielt

udsat for at der dannes bobler. Dette giver risiko for, at barnets vækst bliver skadet.

Modenhed og vurderingsevne bør være på tilsvarende niveau, som at køre knallert.

Selvom der findes sportsdykkerudstyr til børn, er det meste konstrueret til voksne.

Fejldimensioneret udstyr kan skade dykkeren.

Alligevel er det ikke usædvanligt, at børn dykker. Dykkerskader hos børn er ikke endnu

dukket op i skadesstatistikkerne.

Ældre dykkere

Der er ikke formelt en øvre aldersgrænse for dykning. De helbredsmæssige vurderinger

går på personens fysiologiske alder, ikke den kronologiske alder.. Typisk aldersrelaterede

forhold er svækket muskelstyrke og udholdenhed samt kredsløbskapacitet. Derfor bør

ældre dykkere dykke konservativt, herunder ikke dykke til grænserne af tabellerne mht.

dybde og bundtid. Mange dykkercomputere kan indstilles til højere grad af konservatisme.


Helbred Helbred

Graviditet

Fosteret er ekstra følsomt for øget nitrogen-partialtryk. Det er med andre ord ikke faren for kvinden, men risikoen for fosterskader, som er årsag til diskusion om sikker-heden ved dykning under graviditet.

Undersøgelse tyder på, at der er flere fosterskader blandt mødre som har dykket under graviditet. Der er flere mulige forklaringer:

• En mulighed er at bobler i veneblodet ikke bliver filtreret ud i lungerne hos fosteret, men i stedet passerer gennem en åbning i hjertet (se om patent foramen ovale i Kapitel 7, Fysiologi) direkte videre i arterier og derved til organer.

• Der er en sandsynlighed for, at bobler kan være mere kritiske i et lille foster end i en voksen.

• Fosteret vil være særlig følsomt for iltforgiftning ved en eventuel trykkammerbehandling.

Den gravide vil selv være mindre oplagt til dykning under graviditeten. I første tri-mester oplever hun kvalme, sure opstød og opkast. I andet trimester ophobes væske i kroppen og slimhinderne svulmer op, med øget risiko for trykskader som resultat. Mængden af det kvindelige kønshormon progesteron øges gennem svangerskabet og medfører bl.a., at luftvejene føles snævrere og at der er øget åndingsmodstand.

Ud fra den viden vi har i dag, frarådes dykning for gravide.

Diskussion

Fysiologiske forhold betyder en forskel for mandlige og kvindelige dykkere. Diskuter hvordan disse forhold kan have betydning:

• Fysisk styrke

• Muskelmasse

• Størrelsen af kroppen i forhold til luftforbruget

• Følsomhed for kulde

• Repræsentation af hjerte- og karsygdomme

• Dykkertabeller er eksperimentelt udviklet ud fra trænede, unge mænd

Kvindelige dykkere

Visse fysiologiske forskelle mellem mænd og kvinder kan have relevans for dykning:

• Andelen af kropsfedt og muskelmasse.

• Hormonelle variationer.

• Graviditet og prævention.

I gennemsnit har kvinder en større andel kropsfedt og en tilsvarende lavere andel muskelmasse sammenlignet med mænd. Mindre andel muskelmasse burde betyde, at der kunne være problemer ved f.eks. at håndere stærk strøm. I praksis ses dette dog ikke som et problem. At kvinder derimod på grund af gennemsnitlig mindre størrelse har mindre luftforbrug giver en fordel.

Eftersom nitrogen er fedtopløseligt vil forskellene i fordelingen af vævstyper betyder at kvinder er mere udsatte for trykfaldssyge. Dette ses også i statistikkerne.

Menstruation

For kvinder kan præmenstruelle og menstruelle perioder have betydning for den fysiske præstationsevne. Det er op til dykkeren selv at vurdere, om hun vil dykke i disse perioder. Blodtabet under menstruationen er så lille, at dette i sig selv ikke udgør nogen øget risiko.

Analyser af ulykkesstatistikker samt forsøg i trykkammer har været undersøgt med henblik på at vurdere, om menstruation øger risikoen for trykfaldssyge. Statistikken tyder på det, men det er ikke entydigt klarlagt. Dog sker en væske ophobning lige før og under menstruation, og man antager, at dette kan være en medvirkende faktor.

Under menstruationen sker en hævelse af slimhinder, og dette øger risikoen for tryk-skader ved trykudligning og opstigning.

Prævention

En bivirkning ved p-piller er, at de påvirker blodets egenskaber, og kan øge risikoen for venøse blodpropper, blodpropper som transporteres til lungerne og hjerte. Der er dog ikke registreret nogen overhyppighed af trykfaldssyge eller andre dykkerskader hos kvinder, som bruger p-piller.


Helbred Helbred

Diskussion

I tal fra USA ses at kvinder udgør 1/3 af sportsdykkerne, men at kvinder kun er udsat

for 1/10 af de fatale ulykker. Hvad kan dette skyldes?

Andre helbredsmæssige forhold

Du bør overvåge din egen helbredstilstand, og jævnligt revurdere den undervejs i din

dykkerkarrieren. Du kan få sygdomme, hvor enten skaden i sig selv eller medicin du

tager, kan have konsekvenser for dykningen. Vær specielt opmærksom på neurologi-

ske sygomme, slagtilfælde, rygproblemer, anfald af åndedrætsbesvær, unormal puls,

astma og øre-, næse- og hals-sygdomme. Også tandskader, diabetes og kunstige led

bør undersøges og vurderes før du fortsætter din dykning.

Har du været udsat for en alvorlig dykkerulykke, skal det besluttes sammen med en

dykkerlæge om og hvornår du genoptager dykningen. Også andre typer ulykker, for

eksempel en trafikulykke, kan have givet lungeskade, nakkeskade eller hovedskade, som

må vurderes.

Dykkerskader - HUSK AT INDSENDE RAPPORT TIL DANSK SPORTS-DYKKER FORBUND

Sportsdykning er en sport der er i stærk vækst. Heldigvis er antallet af fatale ulykker

ikke steget tilsvarende. Mange ulykker er ikke-fatale og bliver ikke rapporteret. De bør

alligevel rapporteres til Dansk Sportsdykker Forbund på www.sportsdykning.dk – sta-

tistikken er nødvendig for at belyse udviklingen og især for at se, om lignende ulykker

kan undgås i fremtiden.

Psykisk hebred, adfærd og sociale roller

Generelt er et godt psykisk helbred en forudsætning for dykning. Klaustrofobi og

vandskræk giver problemer ved dykning. Mentale sygdomme og medicinforbrug må

vurderes af en læge, da virkningen kan ændre sig under tryk.

Ulykkesstatistik viser at menneskelige faktorer er af stor betydning ved uheld og ulyk-

ker. Stress og panik er en vigtig komponent ved alvorlige dykkerulykker. Under uddan-

nelsen fokuseres på oplæring og sikkerhedsrutiner, men også de personlige egenska-

ber er af betydning for de individuelle reaktioner i stresssituationer.

Ophold under vand påvirker dykkerens evne tll at koordinere bevægelser, hukommelse

og vurderingsevne. Tryk, temperatur og gasblanding vil indvirke, og der er individuelle

variationer, når det gælder i hvilket omfang den enkelte dykkers evner påvirkes.

Blandt psykisk raske mennesker ser vi store variationer i opførsel og holdninger.

Det gælder blandt andet i vurdering af risiko, som er en grundlæggende faktor ved

dykning. Hvordan vurderer dykkeren omstændighederne ved et dyk? Er man kritisk og

nøgtern eller springer man ud i det? Der er store individuelle variationer, også mellem

forskellige grupper af mennesker. Der er også nogle basale kønsforskelle:

• Mænd er mere risikovillige og i større grad ”sensation seekers”.

• Kvinder kompenserer mindre fysisk styrke ved at forsøge at undgå situationer hvor

det kræves brug af fysisk styrke.

• Mænd har en tendens til at være med selvsikre end kvinder, og mænd har en ten-

dens til at have en større tro på egne evner end kvinder har.

Vi antager, at dette også gælder for sportsdykkere. Alligevel må det antages, at kvin-

delige og mandlige sportsdykkere er psykisk mere lig hinanden, end kvinder og mænd

normalt er.

Sociale mønstre fra samfundet gør sig dog også gældende i dykkersammenhæng. Det

er observeret, at mandlige dykkere ofte tager en styrende rolle, hvis de dykker sam-

men med en kvinde, ved f.eks. at montere udstyret for begge og ved at tage initiativ

og beslutninger. Samtidig kan det observeres, at kvinder er mindre sikre på egne evner,

blandt andet vedrørende teknisk kundskab og fysisk styrke.


Helbred Helbred

Diskussion

Diskuter følgende påstande:

”Som udgangspunkt er dykning en sikker sport”

”Det løser sig selv, hvem der egner sig til at dykke”

Typer af skader

Fordelingen af skader blandt dykkere:

Ikke-fatale skader (99,99%)

• Snit og rifter (30%)

• Øresqueeze og andre typer squeeze (30%)

• Trykproblemer (30%)

• Trykfaldssyge, lungebrist, skader fra marint liv, nær-drukning (10%)

Fatale skader (0,01%)

• Drukning på grund af panik, besvimelse, hjertestop, udstyrssvigt (75% af fatale

skader)

• Forskellige typer af luftemboli (arteriel gasemboli m.fl.) (20% af fatale skader)

• Trykfaldssyge, skader fra marint liv, CO2-forgiftning, traumer (5% af fatale skader)

Tal fra USA, 2004

Nogen hovedtræk ved dykkerskaderne:

• I hovedtræk er dykkerskader ikke fatale

• De fleste skader er ikke særligt alvorlige, alvorlige er skader sjældne

• En lille del af skaderne skyldes ånding af gas under tryk

• De fleste skader behandles på samme måde som tilsvarende skader hos ikke-dykke-

re. Undtaget er skader som skyldes optag af gas under tryk.

• Bedre oplæring og helbredsundersøgelser øger sikkerheden indenfor sportsdykning


DykkermedicinDykkermedicin

Kapitel 9Dykkermedicin



Formålet med dette kapitel er at give læseren en forståelse for de almindeligste samt

de alvorligste skader, som kan opstå i forbindelse med dykning. De vigtigste årsager,

symptomer, hvad der skal observeres samt risiko for langtidsskader gennemgås.

Problemerne og skaderne gennemgås i disse kategorier:

• Panik og besvimelse.

• Trykfaldsskader.

• Gasforgiftning.

• Barotraumer.

9.1 Panik

Angst er en ubehagelig følelse af uklar fare eller trussel. Den kan være mere synlig

for makkeren, end for personen, der er ramt. Som regel vil stress udløse praktiske og

gavnlige reaktioner hos mennesker, som medvirker til at opfattede trusler reduceres.

Men hvis mængden af stress bliver uhåndterlig, kan angsten videreudvikles til panik.

Under et dyk medfører panik psysiske og fysiske reaktioner, som kan være katastrofale.

Man kan sige, at panik opstår når dykkerens kapacitet til at håndtere stress bliver over-

belastet. De fleste stressfaktorer ved et dyk (dybden, udstyret, kulde, mørke m.m.)

takles på en positiv måde af den rutinerede dykker. Men hvis mængden af stress-

faktorer og problemer øges, og de ikke elimineres én efter én, sker en overbelastning,

som kan føre til panik. Problemerne kan være alt fra desorientering, udmattelse og

opdriftsproblemer til udstyrsfejl, søsyge eller at blive taget af strøm. Panik er en

alarmsituation for dykkeren, og kan symptom mæssigt ligne astmaanfald eller hyper-

ventilering, med hastige bevægelser, bleg ansigtskulør og udvidede pupiller.

Karakteristisk for panik er, at selv om stressfaktorerne fjernes, opretholdes kroppens

stressniveau.

Under et dyk vil det være akut stress der kan udløse panik – har man kronisk stress

bør det inden dykket overvejes, om man er klar til at dykke. Akut stress omtales

ofte som kroppens ”kamp – eller flugt reaktion” , med diverse hormonreaktioner, der

styrker kroppens evne til at håndtere stressfaktoren. Man taler om tre faser: Alarm-

fasen, hvor kroppens forsvar

mobiliseres. Modstand/kamp fasen hvor man foreta-

ger hvad der bør reducere

stresset. Udmattelsesfasen,

hvor fortsat påvirkning af

stressfaktoren vil medføre

fysiske og psykiske uhensigts-

mæssigheder med hensyn til

at håndteres situationen. I

praksis behøver de tre faser

ikke ligge langt fra hinanden

tidsmæssigt, og det medfø-

rer, at dykkeren ikke får tid til

at korrigere problemet, og at

forsøg derpå kan forværre

situationen i en kædereaktion:

Panik og udmattelse vil på

land medføre et kollaps uden

at det bliver fatalt, mens det

under et dyk hurtigt kan føre

til en fatal udgang.

Panik er udløsende årsag til

fatale dykkerulykker. Når man

efter en ulykke ikke kan finde

fejl ved udstyr eller se tegn

på, at dykkeren har forsøgt at frigøre sig eller droppe bly, tyder det på, at dykkeren

har været i panik. Det anslås at dette gælder for halvdelen af alle fatale dykkerulykker.

En dykker med udvidede pupiller, skræmt ansigtsudtryk, bleg og med akavede bevæ-

gelser, kan være en dykker, der har mistet kontrollen. En dykker i denne tilstand vil ikke

selv kunne udføre enkle og vigtige nødprocedurer, som at skære sig løs, blæse luft i

opdriftsmidlerne eller droppe sit bly.

Fig. 9.1. Udvikling af panik.



9.1.1 Hvad kan gøres umiddelbart?

Tidsfaktoren er særdeles vigtigt for at hindre en startende panik i at udvikle sig.

Derfor er det vigtigt at bryde kædereaktionen eller den den onde cirkel så hurtigt som

muligt. Bare mistanke om, at der er noget galt under dykket, er grund nok til at tage

en pause og vurdere situationen.

Hvis alarmfasen er indtruffet, bør du og din makker:

• Fjern årsager til angst: Sæt den tabte maske på igen, driv med strømmen i stedet

for at svømme mod etc.

• Genvind roen i åndedrættet.

• Sikre opdrift.

• Slap af. Er du i overfladen, kan du flyde på ryggen og ånde frit uden regulator.

• Vurder situationen. Vurder hvordan dykket evt. kan afsluttes på en sikker måde.

9.1.2 Førstehjælp

Paniksituationer kan udløse skader, som kræver medicinsk assistance. Det gælder

nærdrukning eller vand i lungerne, kramper, hjertesvigt eller emboli som følge af, at

dykkeren har holdt vejret under opstigning.

Efterfølgende bør dykkerlederen udrede hændelsen sammen med dykkeren for at

fastlå forløbet og hvordan det kunne have været undgået (se kapitel [11], Dykkerle-

delse).

9.1.3 Forebyggelse

Panik undgås ved forebygelse. Gennem træning og diskussioner kan vi øge vor kapaci-

tet til at undgå samt håndtere panik. Justering af udstyrskonfiguration, tilpasning af

procedurer og øvelser i håndtering af disse, mindsker også panikrisikoen.

Diskussion

Diskuter følgende påstande:

Blandt de almindeligste problemer dykkere kommer ud for, er panik den vigtigste!

Blandt de alvorligste problemer dykkere kommer ud for (herunder f.eks. trykfaldssyge)

er panik den hyppigste.

PANIK

Alvorlig

Hyppig

Uforudsigelig

Afhænger af erfaring

Selvforstærkende

Almindelig - Alvorlig

Øre-squeeze

Lungebrist

Problem med omgivelserne

Trykfaldssyge

Skader fra planter og dyr

Drukning og nærdrukning

Panik og dykkerskader



• Fejlagtig blanding af åndingsgassen: Ved tekniske fejl på rebreatherudstyr kan

iltindholdet blive for lavt. Under dykket filtrerer rebreatheren kuldioxid væk fra gas-

sen, og åndingsrefleksen tilpasses derfor ikke det lave iltindhold.

• Åndingsteknik: Hyperventilering eller det at en dykker i distraktion holder vejret, vil

medføre iltmangel.

Selv et kort stop i blodtilførslen til hjernen kan udløse bevidstløshed. To specifikke

årsager til problemer med hjerte/karsystem er specielt relevante i forbindelse med

dykning:

• ”Dragtstrangulering”: Halspulsårerne transporterer blod til hjernen. Samtidig er de

forbundet med sensorer som regulerer pulsen og blodtrykket til hovedet. Når krop-

pen registrerer højt blodtryk i halspulsårerne, sendes signaler om at sænke pulsen.

Hvis en for stram halsmanchet sender et sådan signal, som her er falsk, vil det

sænke blodtilførslen til hjernen. Forskelligt fra andre former for besvimelse under

dykning vil en dykker med dragtstrangulering få forvarsler i form af svimmelhed,

hovedpine eller kvalme føre han besvimer. Resultatet afhænger så af om dykkeren

kender til og reagerer korrekt på disse symptomer.

• Hjertesvigt: Personer kan være disponerede for hjertesvigt, og det vil så kunne

udløses af stressfaktorer i forbindelse med dykningen. Kritiske tidspunkter er under

transport af tungt udstyr, når dykkeren går i vandet, ved strømdyk og ved nedkø-

ling.

Der er flere forhold som kan medføre besvimelse på grund af forgiftning og system-

påvirking. Både med og uden direkte forbindelse med dykningen.

Kulilte i åndingsgassen optræder heldigvis sjældent, men giver ikke varsel før dykkeren

besvimer. Det bør være rutine at teste gasserne for kulilte, hvis en dykker besvimer.

Nitrogenforgiftning: Nitrogenets narkotiske effekt øger med trykket. Da tidlige stadier

af dybderus kan opleves positivt, er der risiko for at dykkeren fortsætter til større

dybde, hvor besvimelse kan blive resultatet.

Medicin og rusmidler: Det er ikke undersøgt i detaljer hvordan medicin og rusmidler

påvirkes af øget tryk, men det er kendt at trykket samt f.eks. nitrogenforgiftning kan

påvirke effekten. Dykkere bør specielt være opmærksom på medicin som kan give en

beroligende eller sløvende effekt. Ved ulykker bør dykkerens medicinforbrug klarlægges.

9.2 Besvimelse og andre syndromer uden panik

Pludselig besvimelse, ”Black out”, optræder oftere hos fridykkere end apparatdykkere.

Imidlertidig har en øgede brug af rebreathere medført situationer, hvor apparatdykke-

re mister bevidstheden uden forudgående panik. I sådanne tilfælde er det åndingsgas-

serne der udløser besvimelsen. Andre årsager til besvimelse uden panik hos apparat-

dykkere kan være dykkerens helbred, medicinbrug eller dykketeknik.

Tab af bevidstheden under et dyk er en alvorlig situation og vil hurtigt lede til en

situation, der er alvorligere end besvimelsen, nemlig drukning. Når ”drukning” oplyses

som dødsårsag, er det som regel fordi man ikke har påvist nogen anden åbenbar døds-

årsag, og i disse tilfælde vil det sandsynligvis være bevidstløshed, der er en indireke

årsag, og det bør undersøges, hvad der kan være udløsende faktorer for denne.

Der er groft sagt fire årsagsgrupper som kan medføre besvimelse uden panik hos

apparatdykkere:

• Iltmangel.

• Problemer med hjerte/karsystem.

• Forgiftning og systempåvirking.

• Blandede årsager.

Iltmangel kan igen have flere årsager:

• ”Dårlig luft”: En rustangrebet flaske som har været under tryk i lang tid, vil have

reduceret iltindhold. Ilten forbruges under korrosionen. Åndingsrefleksen udløses af

kuldioxidniveauet, så det lavere iltindhold vil ikke umiddelbart påvirke denne.

• ”Skip breathing”: Ved denne teknik holder dykkeren vejret længst muligt før han

ånder igen. Indåndingen bliver voldsom, og modtanden i regulatoren vil medføre en

effekt som Valsalva-manøvren, nemlig øget tryk i brystkassen og at hjertet derved

ikke fyldes helt. Derved bliver kredsløb og derved ilttilførslen til vævene reduceret.

Da hjernen er specielt følsom for iltmangel, kan bevidsthedstab som følge ske uden

forudgående varsel.



Diskussion

• Hvad er fællestrækkene ved situationer hvor dykkere besvimer, med og uden panik?

• Er der et mønster der adskiller situationer med besvimelse med panik og situationer

uden forudgående panik?

• Hvordan bør vi reagere i situationer med og uden panik? Hvad er fælles for begge

situationer og hvad adskiller dem?

• Hvordan kan besvimelse under dykning forebygges?

• Hvad findes af udstyr som kan forebygge besvimelser under dyk?

9.3 Trykfaldssyge

Selv om trykfaldssyge, ”dykkersyge” betragtes som den alvorligste medicinske skade i

forbindelse med apparatdykning, er den heldigvis sjælden. Statistik fra USA antyder, at

der er 2-3 tilfælde per 10.000 dyk.

Symptomerne er ikke entydige, og de kan variere. Hvis to personer dykker sammen,

kan den ene blive skadet, mens den anden ikke har symptomer. Selv om al uddannelse,

træning, sikkerhedsudstyr og tabeller er udviklet for at undgå trykfaldssyge, kan man

ikke garantere et skadesfrit dyk. Erfaringen viser, at tabellerne er mest sikre for dyk

ned til ca. 20 meter, mens der er flere eksempler på trykfaldssyge, når dykkerne har

være under 40 meter selvom tabellerne har været overholdt. Mere om tabeller og

deres sikkerhedsgrænser i kapitel ”Dekompression”.

Forskellige former for trykfaldssyge:

Ledpåvirkning

Ørepåvirkning

Hjernepåvirkning

Spinalpåvirkning

Hypotermisk besvimelse: Nedkøling medfører tab af bevidsthed ved ca. 33 grader, og

hvis nedkølingen fortsætter vil også åndedrættet stoppe (ca. 30 grader kernetempe-

ratur).

Forskellige blandede årsager kan også medføre besvimelse:

• Besvimelse på grund af skræk/panik.

• Hovedskader: En dykker kan blive ramt i hovedet under dykket eller uddykning. Det

kan medføre umiddelbar besvimelse uden panik.

• Lungebrist og iltforgiftning er eksempler på hændelser som kan medføre tab af

bevidsthed uden forudgående panik.

• Hyperventilering: Forhøjet kuldioxidniveu påvirker åndedrætsfrekvensen.

Hvad kan gøres umiddelbart?

For at hindre at tab af bevidsthed under et dyk fører til drukning, haster det med at

redde dykkeren op af vandet, På begynd hjerte-lunge redning så snart dykkeren er

bragt til overfladen. Under transport i overfladen skal dykkeren have hjælp til at holde

næse og mund oven vande. Giv om muligt ilt. Patienten skal under lægebehandling

hurtigst muligt. Det bør være dykkerlæger der konsulteres. Vær opmærksom på, at

hos nogle kan dykkerrefleksen (se kapitel 7, ”Fysiologi”) udløses så det kan tolkes som

besvimelse.

Forebyggelse

Det at dykkere har et godt kendskab til årsager og symptomer på besvimelse uden pa-

nik, er den bedste forebyggelse. Man skal undlade dykning under påvirkning af alkohol

og rusmidler. Man skal være i god fysisk form. Før dykket skal lægges en dykkerplan og

der skal gennemføres briefing og udstyrskontrol.



d) Skader uden påviselige bobler: Dette er symptomer som opstår efter dykket, om

ikke direkte kan kobles til bobler i blodet. Det kan være kvalme, træthed, synsfor-

styrrelser, svimmelhed – men som sandsynligvis er udløst af frigørelse af gas fra

væv.

Omkring halvdelen af tilfældene af trykfaldssyge er i kategorien ” Forventet trykfalds-

syge” mens ” Uventet trykfaldssyge” udgør resten.

9.3.2 Fysiologi

Der er knyttet stor interesse og mange spørgsmål til de fysiologiske mekanismer og

patologiske erfaringer med trykfaldssyge. Udgangspunktet er det principielle med dan-

nelsen af gasbobler, og indsigten i hvordan væv optager og afgiver inaktive gasser (se

”Dekompression”). Der kommer jævnligt ny viden til på dette område. I det følgende

ser vi nærmere på nogle af mekanismerne.

Når der dannes bobler påvirker de vævet på to principielle måder:

Bobler som befinder sig i blodkredsløbet kan blokere for adgang til vigtige organer.

Blokering af blodtilgang til rygmarv, lunger, hjernen og hjertet er kritisk. Dette er de

alvorlige typer af trykfaldssyge. Samtidig vil boblerne irritere hinden på intersiden af

blodkarrene og udløse en betændelsesagtig reaktion. Risikoen for en sådan skade på

blodkarrene øges med mængden af bobler og hvor længe de er i systemet.

Visse af kropsvævene er følsomme for smerte. Mikroskopiske bobler i disse væv giver

smerter når de opstår, det klør eller svier. Bobler opstår specielt let i væv med flader

der glider mod hinanden, som f.eks. led. Bobler i underhuden giver irritation og kløe.

Dette er de mindre alvorlige type af trykfaldssyge, dvs. påvirkning af led, hud og

lymfe. Disse lettere tilfælde vil gå over af sig selv.

Vær opmærksom på , at disse to niveauer er sider af samme problem og kan optræde

samtidig. I hvert tredje tilfælde af trykfaldssyge optræder både alvorlige og mindre

alvorlige type samtidigt. Man siger, at trykfaldssyge er en multisystemisk tilstand. Det

vil vil sige, at der opstår flere former for skade samtidig, både i væv og blodkar. Der

kan således både være symptomer på en mindre alvorlig type af trykfaldssyge, mens

den alvorlige type også er til stede. Man er derfor gået bort fra den tidligere inddeling

i ”Type I” og ”Type II”.

Trykfaldssyge ved fridykning

Det har været antaget, at fridykkere ikke kan få trykfaldssyge da de ikke optager gas

under dykket. Imidlertid er det påvist, at ved gentagne lange og dybe dyk, med kor-

tere overfladetid end vandtid, akkumuleres nitrogen i vævene, og dette kan medføre

trykfaldssyge. Det anbefales derfor at overfladeintervaller skal være mindst dobbelt

så lange som vandtiden.

9.3.1 Årsager

I forhold til nitrogen (eller andre inaktive gasser) fungerer lungevævet forenklet

formuleret som en si, mens andre væv i kroppen fungerer som svampe. Normal vil

alle væv være i balance med nitrogentrykket i luften i omgivelserne. Under dyk stiger

trykket, og kropsvævet vil ”suge” nitrogen til sig. Vævene i hjernen, i lungerne og

blodet er hurtige til dette, mens knogler, sener og visse andre vævstyper bruger mere

tid på at komme i balance med nitrogenet i omgivelserne. Under opstigning medfører

trykfaldet i omgivelserne at vævene afgiver gas. Det vil normalt ske uden problemer,

forudsat at den optagne nitrogenmængde ikke er for stor til at det kan ske under

den aktuelle opstigningshastighed. Hvis opstigningshastigheden er for stor, kan blodet

ikke klare at transportere nok nitrogen (opløst i plasmaet), og lungerne kan heller ikke

udskille det hurtigt nok. Så bliver systemet overbelastet og der kan dannes bobler i

blodet. Se mere om gasudveksling i kapitel ”Gas og tryk” og kapitel, ”Dekompression”.

Det er denne bobledannelse som er kernen i trykfaldssyge. Skaderne og symptomerne

varierer efter hvor boblerne dannes. Trykfaldssyge i i forbindelse med apparatdykning

fordeler sig i disse grupper:

a) Ingen skade: Mere end 99% af alle apparatdyk sker uden symptomer eller skade.

b) Forventet trykfaldssyge: Når trykfaldssyge opstår efter dyk, hvor dykkertabellen

ikke er overholdt og dekompressionsstop ikke er gennemført som planlagt-

c) Uventet trykfaldssyge: Omfatter forekomster hvor alle tabelgrænser og dekom-

pressionsstop er overholdt. I halvdelen af disse tilfælde kan medicinske forhold (som

f.eks. PFO, patent foramen ovale) være udslagsgivende. I øvrige tilfælde er skaden

sket under dekompression.



9.3.3 SymptomerTrykfaldssyge har komplicerede årsagsammenhænge. Disse eksempler giver et vist indblik:

Stille bobler: Med ultralyd er det muligt at påvise små bobler i blodkredsløbet hos dykkere under opstigningen samt lige efter et afsluttet dyk. Normalt giver disse små-bobler ingen symptomer.

Chokes: lungepåvirkning med smerter, hosten og åndedrætspåvirkning - indtræffer sjældent og kun ved ekstreme mængder af bobler i blodet.

Forsinkede symptomer: Ca. 90% af tilfældene af trykfaldssyge optræder i løbet af de første 6 timer efter dykket. Ofte bliver de udløst af yderligere trykforandringer, som f.eks. flyrejser.

Patent foramen ovale (PFO): Dykkere med PFO er mere udsat for alvorlige typer af trykfaldssyge end andre. Se kapitel “Fysiologi”.

Fedme: Eftersom fedtvæv kan optage op til fem gange så meget nitrogen som mu-skelvæv, er risikoen for trykfaldssyge større hos overvægtige.

Forhindret afgasning: Ved forhindret eller dårligt blodkredsløb dannes bobler. Det kan være systemisk som følge af hypotermi, alkohol, medicin, sygdom eller lokalt som følge af stram manchet.

Gasdannelse i rygmarvens venesystem: Dette er et fint forgrenet netværk af vener og arterier som omgiver rygmarven. I et område bag den nedre del af brystkas-sen er venerne specielt tæt sammenfiltrede, som et et garnnøgle. Her er cirkulationen specielt langsom, og bobbeldannelse her menes at være årsagen til en del tilfælde af trykfaldssyge med lammelse i den nedre del af kroppen.

Bobledannelse som hurtig udløser trykfaldssyge: Forskellige væv har forskel-ligt tempo for optagelse og udskillelse af gasser. Lungevævet er det hurtigste: med et enkelt åndedræt er der balance mellem væv og omgivelser. Blod er også hurtigt: Det tager knap et minut for hele blodmængden at cirkulere gennem hele kroppen. Dannes der derfor bobler i disse såkaldt hurtige væv er det en alvorlig situation. Dannes der tilstrækkelig mange bobler i blodkarrene vil trykfaldssyge indtræde hurtigt og dramatisk.

Hvor symptomer optræder: Tunnelarbejdere som arbejder unde forhøjet tryk er mest udsat for ”pain only” i knæene, mens dykkere i større grad har ”pain only” i skuldrene.

Kategori Symptomer

”Pain only” Smerter i huden, maven og muskler

Led Smerter i led, arme og ben.

De kan optræde flere steder samtidig. Ofte kommer symptomerne flere timer eller op til et døgn efter afslut-ningen af dykket. Smerterne optræder først og frem-mest i ledet, men det er svært at pege på det eksakte sted. Der er ingen synlige hævelser, forhøjet temperatur eller blussen af huden. Det smerter ikke at bøje leddet. Hvis sådanne symptomer opstår og der har været dykket de seneste par dage, skal trykfaldssyge altid overvejs som mulighed.

Neurologisk påvirkning Hvis førligheden er påvirket eller patienten er følelses-esløs i kroppen nedenfor halsen og mister kontrol over blæren, er det tegn på rygmarvspåvirkning. Får patienten tale- eller synsproblemer, falder sammen, kaster op og eventuelt mister bevidstheden kan det skyldes påvirkning af hjernen. Symptomerne for neurologisk påvirkning kan ligne symptomerne for arteriel gasemboli, som dog viser sig umiddelbart efter uddykning eller i de fleste tilfælde i løbet af de første 6 timer efter dykket.

Lungepåvirkning Symptomerne kommer hurtigt efter dykkets afslutning. Symptomer er hoste, øget og overfladisk respiration, fald i puls og blodtryk.

Det indre øre Når der dannes bobler i balance- og høre-organerne er symptomerne balanceproblemer, svimmelhed, en kar-ruselfølelse, ufrivillige øjebevægelser, koordinationspro-blemer, kvalme og opkast.

Knogler Svage og utydelige symptomer på trykfaldssyge som varer ved over lang tid, kan skyldes af knogleceller er skadet, osteonekrose. Man antager, at årsagen er at bobler har blokeret for blodtilførslen til knoglevævet hvilket viser sig som en betændelsesreaktion. Skaderne kan være symptomfri, og kun påviselige ved røntgen.



9.4 Lungebrist

Lungebrist er en fællesbetegnelse for skader der opstår, når lungerne overstrækkes.

Under opstigning vil luften i lungerne ekspandere. Er luftvejene åbne, og vi ånder frit,

vil overtryk udlignes via udåndingen. Får vi panik og holder vejret, eller har vi lunge-

dele med forsnævninger, kan luften ekspandere så kraftigt, at lungevævet brister. Luft

siver da ud i blodkar eller brysthule, og der kan opstå en række følgeskader. Tidligere

blev skaderne kaldt lungesprængning – dette udtryk giver dog et overdrevent udtryk

for skadesomfanget.

Lungebrist kan give en række forskellige følgeskader, afhængig af hvor luften samler

sig. Det kan gå fra milde problemer, som blot kræver observation til livstruende skader

som kræver umiddelbar behandling.

9.4.1 Årsager

Det er den uerfarne dykker, som er mest udsat

for lungebrist. Dette sker eksempelvis i en “tom

for luft” situation, hvor dykkeren foretager en

ukontrolleret opstigning uden at ånde ud under

opstigningen. Dette er en hyppig årsag til lunge-

brist.

Skaden kan imidlertid også opstå, selv om dyk-

keren svømmer kontrolleret og ånder frit. Nogle

mennesker har meget tyndvæggede udvidelser

på lungerne, og de kan let briste. Unge, tynde og

høje personer har en vis overhypppighed for at

få uprovokeret lunkekollaps (pneumothorax) på land-

jorden, altså uden at være involveret i dykning. Dette rammer folk i 20-40 års alderen,

og ses 9 gang hyppigere hos mænd end kvinder. Disse personer vil have en øget risiko

for at få lungebrist i forbindelse med dykning. Det er også sandsynligt, at personer

som har astma kan få aflukkede lungeafsnit, som kan briste under opstigning.

Der findes altså nogle sygdomstilstande, som kan øge risikoen for lungebrist. Læge-

undersøgelsen før man påbegynder dykkeruddannelsen kan afsløre nogle af disse

risikofaktorer, men ikke udelukke dem alle.

Blandt patienter er neurologisk påvirkning den hyppigste.

Vær opmærksom på, at symptomer på trykfaldssyge også kan stamme fra andre sygdom-

me, f.eks. nærved-drukning, trykskade på det indre øre, hjertesygdom, gasforgiftning,

mekanisk overbelastning af muskler og led, anden akut sygdom i centralnervesystemet og

migræne. Det kan også være bivirkning af medicin, rusmidler eller psykiske problemer.

Lad altid en læge undersøge og diagnosticere dykkere med symptomer.

9.3.4 Førstehjælp og behandling

Førstehjælp består i behandling med ren ilt. Desuden bør gives væske. Patienten skal

hvile, eftersom aktivitet forværrer symptomerne. Behandling ved at dykke ned igen

anbefales ikke. Trykkammerbehandling giver bedst effekt, hvis den ivæksættes hurtigt

efter at symptomerne opstår.

Når en patient indlægges til trykkammerbehandling bliver de undersøgt af en dykker-

læge. Her undersøges bevidsthedsniveau, muskelstyrke, koordination, balance og hud-

følelse. Patienten følger en standard behandlingsplan, hvor han tryksættes og ånder

ren ilt. For at undgå iltkramper holdes jævnligt pauser, hvor der åndes almindelig luft.

Behandlingen overvåges nøje af specialuddannede ”tendere”. Forløbet af behandlin-

gen, herunder hvor mange tryksætninger der skal til, afgøres af dykkerlægen på basis

af undersøgelser og tests.

9.3.5 Dykning efter trykfaldssyge

Hvert enkelt tilfælde må vurderes individuelt. Efter et mindre alvorligt tilfælde af trykfalds-

syge, hvor behandlingen har været vellykket, kan det være aktuelt at genoptage dykning

efter ca. 3 uger. Forudsætningen er, at det er afklaret hvad der var årsag til hændelsen.

Efter tilfælde af uventet trykfaldssyge, dvs. dykkertabellen blev fulgt og opstignings-

hastigheden ikke oversteg 10 m i minuttet, bør patienten undersøges for forhold som

disponerer for trykfaldssyge. Det vil være aktuelt at undersøge om patienten har PFO,

for at vurdere risikoen ved fremtidig dykning.

Er der vedvarende neurologisk følger efter et tilfælde af trykfaldssyge, frarådes

patienten at dykke.

Fig 9.6. Princip for lungebrist.



9.4.4 Subkutant emfysem

Hvis der frigives større luftmængder, kan luften

vandre op mod halsen, og samle sig under

huden på halsen og i skulderområdet. Dette

giver normalt ikke smerter, men dykkeren kan få

stemmeforandring (metallisk stemme) – enten

fordi nerven som forsyner stemmebåndende

kommer i klemme, eller fordi luften trykker

direkte på strubehovedet. Større mængder un-

derhudsluft kan opdages ved at man trykker en

finger i luftansamlingen, det giver en karakteri-

stisk ”sneboldsknitren”.

9.4.5 Pneumothoraks

Hvis overbelastningen sker i yderkanten af lun-

gerne, kan gas strømme ud i pleurahulen, som er

spalterummet dannet af lungesækkene, pleura.

Under normale forhold er pleurahulen presset helt

sammen, med et undertryk og tyndt væskelag som

holder de to hinder sammen. Punkteres den ene

hinde, således at gas kan trænge ind i pleurahu-

len, vil undertrykket forsvinde og lungen kollapse

mere eller mindre (det er sjældent en helt lunge

kollapser).

De vanligste symptomer er brystsmerter, som

forværres ved indånding. I de fleste tilfælde er det

det eneste symptom. I de sjældne tilfælde, hvor hele

lungen er faldet sammen, vil patienten ofte også

være stakåndet.

9.4.2 Fysiologi

Når dykkeren svømmer op, udvider luften i lungerne sig. Hvis ikke luften kan strømme

frit ud af munden, bliver der et øget pres på væggene i alveolaren, og før eller senere

vil de briste. Teoretisk kan lungerne modstå et overtryk svarende til ca. 3 meters

dybde, men det er akademisk – nogen mennesker har svækkelser som gør at lungerne

kan briste allerede ved overfladetryk.

Ekspanderende gas fra lunger kan i princippet gå en eller flere af disse fire veje:

1. Gassen presser sig ind i blodkarrene som omgiver alveolerne. Det er den hyppigste

skade.

2. Gassen strømmer ud i brysthulen og samler sig om hjertet, luftrøret og spiserøret.

Denne luftansamling kaldes et mediastinalt emfysem, og er den hyppigste form for

luftansamling uden for lungerne.

3. Hvis overbelastningen sker i yderkanten af lungerne, kan gas strømme i lungesæk-

ken (pleura). Lungen vil så falde lidt sammen, hvor luften har samlet sig. Denne

tilstand er et pnemothoraks eller lungekollaps.

4. Som en forlængelse af det mediastinale emfysem (eller, sjældnere, pneumohoraks)

kan luft strømme op mod halsen langs de store blodkar, luftrøret og spiserøret, og

samle sig under huden på halsen og i skulderområdet. En sådan ansamling af under-

hudsluft kaldes subkutant emfysem.

9.4.3 Mediastinalt emfysem

Ved et mediastinalt emfysem samler der sig luft i

brysthulen, omkring hjertet og langs de store kar.

Symptomer på dette er lette brystsmerter som

forstlrkes ved indånding, evt. hoste. Sympto-

merne er sjældent alarmerende. Det er vanskeligt

at stille diagnosen ved almindelig undersøgelse

hos en læge, det er nødvendigt med røntgenun-

dersøgelse.

Subkutant emfysem (luft i underhuden).

Pneumothoraks (luft i lungesækken).

Mediastinalt emfysem (luft bag brystbenet).



Arteriel gasemboli

a. I hjernen

• Lammelse

• Mister tale evnen

• Mister kræfter

• Mister bevidsthed

• Opkast

b. I hjertet

• Symptomer som ved hjertesvigt/hjertestop

c. Andre organer

• Andre organer kan vise tegn på svigt flere timer efter dykkets afslutning.

d. Andre symptomer

• Hoste

• Halsen føles ”trang”

• Blod-fråde

• Rødprikket hud

• Hvidt område inderst på tungen

• Muskelsmerter

9.4.6 Ateriel gasemboli

Arteriel gasemboli, som er den alvorligste type

af lungebrist, udgør ca. 20% af de fatale dyk-

kerulykker. Den optræder hyppigere end de rene

lungeskader (mediastinelt emfysem og pneu-

mothoraks). Skaden er alvorlig og kræver hurtig

behandling.

Arteriel gasemboli optræder når både alveole-

væggen og lungekapillærerne brister. Derved kan

ekspanderende gas trænge inde i blodkarrene og

følge blodet tilbage til hjertet (venstre for-

kammer), og derfra følge blodet ud til vævene.

Bobler, som fæster sig i vævene, hindrer blodforsyningen og derved tilførslen af ilt.

Nervevæv er meget følsomt for svigt i blodforsyningen, og der vil hurtig opstå skader,

hvis boblerne fæster sig i blodårerne i hjernen (hyppigt) eller rygmarven. Skader i

andre organer er også teoretisk mulig, men de fleste andre organer i kroppen har

større tolerance for afbrydelse af blodforsyningen, og derved bliver konselvenserne

af embolien mindre. Den hyppigste symptomgivende lokalisering af luftbobler er altså i

hjernens kar, og denne tilstand kaldes cerebral artiel gasemboli (CAGE).

Et vigtigt kendetegn ved CAGE er, at symptomerne opstår umiddelbart efter at dyk-

keren kommer til overfladen. Det er almindeligt at sige, at symptomer, som kommer

mere end 5 minutter efter afsluttet dyk, må skyldes trykfaldssyge. De almindeligste

symptomer på CAGE er hovedpine og træthed. I mere alvorlige tilfælde nedsættes mu-

skelkraften og følesansen, gerne i den ene kropshalvdel. I sjældne kan dykkeren miste

bevidstheden, får syns- og høre-forstyrrelser eller blive totalt lammet.

Der bruges specialiserede undersøgelsesmetoder for at påvise skader i hjernen.

Almindelig røntgen kan ikke påvise selve boblerne.

Cerebral arteriel gasemboli.



9.4.8 Forebyggelse

Det at ånde normalt under opstigning er det vigtigste. Selv i nødsituationer skal dykkeren

ånde ud. Imidlertid er det ofte problemer under dykket, som udløser nødopstigningen, for

eksempel panik, nitrogennarkose, mangel på gas eller at dykkeren sidder fast.

Erfarne dykker håndterer disse problemer med mere overskud. Derfor er det ikke

overraskende at se nyuddannede dykker overrepræsenteret i denne skadeskategori.

9.4.9 Dykning efter lungebrist og gasemboli

Dykkerlæge bør kontaktes efter et tilfælde af lungebrist og alle tilfælde af CAGE. Læ-

gen kan give råd om videre dykning. I de fleste tilfælde skal lungerne undersøges med

specielle røntgenundersøgelser for at slå fast, om der er en sygdom, der kan have

disponeret for skaderne. Der er ikke nogen klar praksis for hvor længe, der skal holdes

pause, og nogle fraråder videre dykning.

Efter arteriel gasemboli skal holdes en pause, hvis der i øvrigt ikke er nogle følger. Er

der neurologiske følger, vil man ofte fraråde dykning.

Diskussion

• Hvad er den vigtigste symptommæssige forskel mellem arteriel gasemboli og tryk-

faldssyge?

• Hvorfor er det aktuelt at give trykkammerbehandling efter en arteriel gasemboli?

• Hvad skal vurderes før en dykker genoptager dykning efter et tilfælde af artieriel

gasemboli?

• Hvorfor forsvinder alle symptomer ikke efter en trykkammerbehandling?

9.4.7 Behandling

Fælles for behandling af aterteriel gasemboli, mediastinalt emfysem, subkutant em-

fysem, pneumothoraks:

1. Ring Marinestaben på telefon 72 85 00 00 og meld en dykkerulykke.

2. Giv 100% ilt med tætsiddende maske, helst demand-system, alternativt 12-15 l/min

ved almindeligt free-flow system.

3. Lad patienten placere sig i det leje, der er mest behageligt. Ofte vil det være lidt

oprejst.

4. Fjern våde klæder for at forhinde nedkøling.

5. Hvis patienten er vågen, giv da rigeligt væske (til han/hun tisser klar urin), giv ikke

væske til nogen med nedsat bevidsthed.

Typer af lungebrist og behandling.

Man kunne tro, at man ved at placere patienten med hovedet lavt, ville få færre bob-

ler til hjernen. Dette er ikke tilfældet. I stedet vil der samle sig blod og væske i hoved

på grund af tyngdekraften. En sådan ansamling er ugunstig for cirkulationen i hjernen

og resultatet er at skaden forværres.

Type skade Behandling

Mediastinalt og subkutant emfysem

Patienten undersøges af læge. Hvis diagnosen bekræftes er det almindeligt at give ilt, som får luftlommerne til at svinde hurtigere, men det er ellers ikke nødvendigt med yderligere behandling.

Pneumothoraks Hvis diagnosen bekræftes af læge, vil størrelsen af kol-lapsen afgøre videre behandling. Små luftansamlinger vil forsvinde af sig selv, men på sygehus giver man gerne ilt fordi absorbtionen sker hurtigere. Ved større ansamlin-ger tømmes de mekanisk med et dræn.

Arteriel gasemboli Det er vigtigt at denne patientgruppe behandles i tryk-kammer. Behandling består i rekompression i trykkammer og ånding i ren ilt i flere timer.



Forhold som påvirker dybderus

Forhold som kan øge oplevelsen af rus: alkohol, angst, kulde, søsyge, antidepressiver,

rusmidler, øget kuldioxidniveau i blodet, dårligt sigt, dehydrering.

Forhold som kan reducere oplevelsen af rus: god sigt, koncentration om en bestemt

opgave, erfaring, god fysisk form, varmt vand.

(Kilde: Strauss og Askenov 2004)

9.5.3 Dybderusens virkning

Når dykkedybden øges, bliver rusoplevelsen stærkere. Af denne grund anbefales almin-

delig luft ikke til dybe dyk, begrænsende faktor er ikke iltpartrialtrykket med risikoen

for dybderus.

Dykkeren vil oftest opleve rusen som tiltagende i flere stadier:

1. Mild eufori, opstemthed, dårlig koncentrationsevne, reduceret korttidshukommelse,

reduceret evne til at udføre opgaver.

2. Overdreven tro på egne evner.

3. Ligegyldighed, ukontrolleret latter, tager ikke hensyn til egen sikkerhed.

4. Forgiftningssymptomer, hallucinationer.

5. Total forvirring, kan ikke tage vare på sig selv.

6. Besvimelse.

Dybderus indtræder hurtigt. Omvendt mindskes den lige så hurtigt, hvis dykkeren går

et par meter op. Det hænder dog, at dykkeren ikke har erindring fra dykket, når han

kommer til overfladen.

9.5 Nitrogennarkose/dybderus

Nitrogennarkose er en påvirkning af nervesystemet, som skyldes en direkte effekt af

nitrogen på cellerne i nervesystemet. Der er fortsat uklarhed om mekanismen, men

rent praktisk oplever dykkeren virkningen af nitrogennarkosen, som en alkohollignende

rus. Der er ikke proportionel sammenhæng mellem rus og nitrogen-partialtryk, og der

er store forskelle for hvor disponeret den enkelt er for nitrogennarkose.

Nitrogens påvirkning af nervecellerne er ikke i sig selv skadelig for dykkeren, men ru-

sens effekt på adfærd, dømmekraft og reaktionsevne kan give alvorlige konsekvenser.

Dykkeren kan komme til at optræde irrationel og udføre livstruende aktiviteter, for

eksempel at fjerne andettrinet eller gå for dybt.

9.5.1 Fysiologi

Laboratorieforsøg har vist, at alle gasser påvirker nervecellerne, men cellernes

følsomhed for de forskellige gasser varierer. Argon (Ar) og nitrogen er eksempler på

gasser som kan påvirke nervesystemet, ved selv lave partialtryk. Lattergas (N2O) er et

eksempel på en gas, som anvendes medicinsk til smertelindring, med et partialtryk på

mindre end 1 bar. Modsat har vi helium og brint, som har lille målbar biologisk effekt,

selv ved høje partialtryk. Graden af rusvirkning ser ud til at være knyttet til gasser-

nes fedtopløselighed. Sandsynligvis er det sådan, at fedtopløselige gasser samler sig

i membranerne i nervecellerne og påvirker ledningsevnen i nerverne. Effekten øges

med øgende partitltryk.

9.5.2 Disponering

Der er mange faktorer, der har betydning for risikoen for at en dykker udsættes for

nitrogennarkose/dybderus. Der er individuelle variationer og desuden forskelle fra

dyk til dyk. Visse data tyder på, at personer, som let bliver alkoholpåvirkede, også

mærker dybderus mere. Videnskabelige forsøg i trykkammer har kunnet påvise de

første symptomer på dybderus ved et partialtryk svarende til det dyk på 30 meter

på almindelig luft. Mange dykkere kan dog observere påvirkning allerede fra 20 meter.

Denne forskel i rusoplevelse kan skyldes flere forhold, men mørke eller tab af horisont

kan tænkes at medvirke til en rusoplevelse. En anden ting er, at blot forventningen om

en dybderus i stor grad er med til at påvirke oplevelsen af en rus.



9.6.3 Fysiologi

Kuldioksid er et affaldsstof fra cellernes metabolisme. Produktionen er direkte pro-

portional med iltforbruget, og produktionen vil altså hænge sammen med den fysiske

aktivitet. CO2 produceres i cellerne, diffunderer over i kapillærer og følger blodet til

lungerne, hvor gassen så diffunderer ud i alveoler og udåndes. Ca. 5% af vor udån-

dingsluft er CO2, mens indåndingsluften praktisk taget er fri for CO

2.

Hvis CO2-niveauet i blodet øges, vil kroppen reagere ved at øge åndingsfrekvensen og

pulsen. Dette er en naturlig reaktion, da kroppen herved omstiller sig til, at der er øget

fysisk aktivitet. Normalt vil man ikke mærke symptomer på dette, men hvis dykkeren

af en eller anden grund ikke får åndet tilstrækkeligt (øget luftmodstand, ønsker at

spare luft, fridykning) vil CO2 niveauet stige, og man vil opleve åndenød og ubehagelig

hjertebanken. Højt CO2 niveau i blodet medfører at blodkar i hjernen udvider sig, og

det kan medføre længerevarende hovedpine. Hovedpinen kan ledsages af kvalme.

Behandling

1. Afslut dykket.

2. Reducer fysisk aktivitetsniveau.

3. Ånd luft på overfladen.

En dykker som tidligere har prøvet CO2 forgiftning vil kunne genkende symptomerne

og reagere tidligere.

Sædvanligvis forsvinder symptomerne når dykket afbrydes. Dykkeren kan have fået

iltmangel i forbindelse med CO2 forgiftningen. Hvis dykkeren efter dykket har åndings-

problemer behandler man med ren ilt og læge kontaktes for at få afklaret om der er

evt. følger.

Det bør også afklares hvad der er årsag til hændelsen.

9.5.4 Behandling

Der er to basale måder at undgå dybderus på: Begræns dykkedybden eller erstat nitro-

gen med en mindre sløvende gas.

Dybderus modvirkes ved at overholde dybdebegrænsningerne, holde sig i form, undgå

at fryse og tage vare på væskebalancen. Alkohol og sløvende medicin kan sænke

tærsklen for, hvornår en dybderus bemærkes.

Ved dybere dyk bør man ikke dykke med almindelig luft, men bruge gasblanding hvor

helium helt eller delvis erstatter nitrogenet.

9.6 Kuldioksidforgiftning

Kuldioksidforgiftning opstår hvis partitaltrykket af CO2 i blodet bliver for højt.

9.6.1 Symptomer

Det første symptom på CO2-forgiftning er åndenød. Dette skyldes, at det er CO

2

niveauet i blodet der styrer åndedrættet. Stiger CO2 niveauet vil dykkeren bemærke

hovedpine, hertebanken og angst. Det kan ske, at angst indtræder inden dykkeren selv

har observeret åndenød. Ved højt CO2 niveau mister dykkeren bevidstheden og kan

ende med at dø.

9.6.2 Årsager

CO2 forgiftning kan i lettere omfang optræde som følge af uhensigtsmæssigt ånde-

dræt: dykkeren der spare på luften ved at holde vejret eller springer åndedræt over,

hyperventilation, fysisk anstrengelse. Alvorligere tilfælde af CO2-forgiftning vil kunne

indtræde ved brug af rebreather, hvor filteret svigter eller systemet ikke er justeret

korrekt. Nogle dykkere udvikler en høj tolerance for CO2, det betyder lavere åndings-

frekvens, og derved mindsket udluftning af CO2. De kan ofte lide af hovedpine efter

dyk. Det er af hensyn til problemet med CO2, at snorkler ikke må være vilkårligt lange

eller tykke – så vil man genindånde sin egen CO2.



9.8 Oxygenforgiftning

Oxygenforgiftning er en risiko for dykkere som bruger oxygenberiget åndingsgas

(nitrox, trimix), tekniske dykkere, som bruger oxygenberiget gas til deko samt som en

komplikation ved trykkammerbehandling.

9.8.1 Årsager

Når kroppen udsættes for højere oxygentryk end normalt, kan der opstå vævsskader.

Alle væv kan skades, men i praksis er det først og fremmest hjerne og lungerne, som

udgør problemer under dykning. Hvor omfattende skaden bliver, og hvor hurtigt den

indtræder, afhænger af partitaltrykket (gasblanding, dykkedybde) og eksponeringsti-

den (dykketiden). Tolerancen for oxygenforgiftning varierer individuelt fra dykker til

dykker, såvel som fra dyk til dyk. Tolerancen påvirkes desuden af faktorer som: feber,

fysisk aktivitet, nedkøling, overophedning samt visse medikamenter.

Der findes vejledende grænser for oxygenpåvirkning. Som øvrige dykkertabeller giver

de en rimelig grad af sikkerhed med tryghed for at undgå akutte skader eller senska-

der, oxygenforgiftning kan dog indtræde, også selvom tabellerne er overholdt. Ved

trykkammerbehandling har man andre grænser, da konsekvenserne af trykfaldssyge

er alvorligere end oxygenforgiftning, og fordi behandlingen foregår under trygge og

kontrollerede forhold. Ved dykning bør oxygenpartialtrykket ikke overstige 1,4 bar.

9.8.2 Fysiologi

Oxygen er nødvendigt for stofskiftet. Behovet øges ved fysisk aktivitet og ånde-

drætsfrekvensen vil øges tilsvarende (dog styret af CO2 niveauet, ikke af O

2 niveauet).

Vi betragter normal oxygen som noget sundt, kun positive effekter. Men oxygen har

ikke kun positiv effekt, kemiske reaktioner i cellerne medfører dannelse af reaktive

oxygenforbindelser, som har en skadelig virkning. Cellerne har egne forsvarssystemer,

antioxsidanter, som reagerer med oxygenforbindelserne. Mennesket er tilpasser oxy-

genniveauet på overfladen hvor ilt-partitaltrykket er stabilt på 0,21 bar. Antioxsidant-

forsvaret er tilpasset dette og bliver overbelastet når vi ånder gas med væsentligt

højere oxygenpartitaltryk.

Akklimatisering til CO2

Sædvanligvis er CO2 niveauet i blodet meget stabilt da åndedræt og puls korrigeres

automatisk for at kompensere for øget CO2 produktion. Enkelte personer udholder et

højere niveau af CO2 uden at åndedrætsfrekvensen går op. Det kan være gunstigt, da

det nedsætter luftforbruget – men det kan medføre hovedpine under, hvad der ellers

vil være et normalt dyk. I ekstreme tilfælde kan dykkeren besvime uden at have be-

mærket, at der er et advarselssignal om CO2 forgiftning, . Det typiske advarselstegn er

en unormal stigning i åndedrætsfrekvensen, selv om der ikke udføres fysisk arbejde.

CO2 ophobning formodes at øge en eventuel dybderus, og det er tillige dokumenteret,

at risikoen for iltforgiftning øges. Det er derfor vigtigt altid at trække vejret dybt og

regelmæssigt og at undgå teknikker for at ”spare på luften”.

(Kilde: Bookspan og Lanphier 1997)

9.7 Kulilteforgiftning

Kulilte er en gas der dannes ved ufuldstændig forbrænding. Gassen er klar, uden smag

og lugt. Kulilteforgiftning opleves i praksis, når trykflaskerne er fyldt fra bærbare, ben-

zindrevne kompressorer, hvor indsugningen ikke er langt nok fra motorens udstødning.

Man skal derfor kassere en flaske, hvis luften smager eller lugter af noget.- det kan

være tegn på dårlig luftkvalitet. Kuliltekoncentrationen kan være harmløs på overfla-

den, men under dykket øges partialtrykket og give problemer.

9.7.1 Symptomer

Det hyppigste symptom er hovedpine. Det vil kunne forveksles med CO2 forgiftning

eller trykfaldssyge. Selv lave koncentrationer af CO (< 0,1%) kan give alvorlige forgift-

ninger – bilos indeholder til sammenligning ca. 7% CO. Kulilteforgiftningen bliver værre,

desto længere man udsættes for den. Fra hovedpine udvikler symptomerne sig til

stakåndethed under arbejde, forvirring, kollaps ved anstrengelse for til slut at kunne

ende med bevidstløshed, koma og død.



Når man bringer en oxygenforgiftet dykker til overfladen, skal man holde hans hoved

bøjet bagud for at sikre frie luftveje – stiger man uden at sikre frie lufteveje, kan

lungebrist optræde. Når man er i overfladen skal luftvejene holdes frie. Beskyt hove-

det mod skader under kramper, men put ikke noget i munden under kramperne for at

holde munden åben.

Efter krampeanfaldet er overstået er dykkeren oftest afkræftet, og skal have hjælp til

at komme i land eller op i båden.

Alle som har været udsat for oxygenforgiftning skal vurderes af læge. En af årsagerne

er at det skal undersøges om kramperne skyldes epilepsi eller oxygenforgiftning.

9.8.7 Forebyggelse

Overhold tids- og dybdebegrænsingerne ved brug af oxygenberiget åndingsgas. Vær

specielt opmærksom på kontrol når der skiftes til anden gas under dykket.

Diskussion

1. Hvad er fællestrækkene for de medicinske problemer som kan indtræde i bundfasen

af et dyk?

2. Hvad er forskellene?

3. Hvilke af disse problemer udløser panikreaktioner og hvilke gør ikke?

4. Sammenlign oxygenforgiftning af centralnervesystemet med oxygenpåvirkning af

lungerne. Hvordan er dette relevant for sportsdykning?

5. Hvordan påvirker et øget tryk effekten af CO2 og CO i åndingsluften?

9.8.3 Typer af oxygenforgiftning

Oxygenforgiftning inddeles i to hovedgrupper.

9.8.4 Akut oxygenforgiftning

Dette er en akut påvirkning af nervesystemet, som indtræder efter kort tid (minutter)

ved for højt oxygenpartialtryk (> 1,4 bar). Forgiftningen viser sig ved epilepsilignende

kramper, ukontrollerede rykninger i arme og ben. Det kan ledsages af bevidstløs-

hed. Dykkeren kan miste kontrol over urin og afføring under krampeanfaldet, og får

hukommelsestab for tiden under anfaldet (oftest mindre end 1 minut). Før krampe-

anfaldet kan komme forvarsler i form af rykninger i ansigtsmuskulaturen, irritabilitet,

synsforstyrrelser, kvalme, ringen for ørene. I mange tilfælde er forvarslerne så svage,

at dykkeren ikke reagerer før krampeanfaldet indtræder. Kramper under vand giver

stor risiko for drukning.

9.8.5 Kronisk oxygenforgiftning

Dette er en lungeskade som opstår ved langvarig eksponering for øget oxygenpartial-

tryk. Over tid skades lungecellerne således at elasticiteten i lungerne påvirkes negativt

og funktionaliteten af de små luftveje bliver dårligere. Dykkeren plages af hoste, tungt

åndedræt og brystsmerter – symptomer som let forveksles med lungebetændelse/

bronkitis. Lungefunktionen (vitalkapacitet og strømningshastighed) reduceres. Sports-

dykkere skal dykke meget over en kort periode for at få dette problem, mens skader-

ne er veldokumenterede hos erhvervsdykkere. Der er specielle tabeller for nitrox- og

trimix-dykkere, som mindsker risikoen hvis de følges.

9.8.6 Respons og behandling

Ved akut oxygenforgiftning er den vigtigste behandling at sikre frie luftveje under

krampeanfaldet. oxygenpartialtrykket skal normaliseres så hurtigt som muligt, dvs.

dykket afbrydes. Hvis problemet skyldes at der åndes fra forkert trykflaske (dekofla-

ske) skal der skiftes til almindelig luft.



9.9.3 Behandling

En person som mister bevidstheden på grund af oxygenmangel, men som ikke har

andre sygdomme/skader, vil få bevidstheden igen når han får adgang til luft igen. Der

bør tilkaldes lægehjælp, og gives ren oxygen. Går åndedrættet ikke i gang, holdes det i

gang med hjerte-lunge-redning.

Alle personer, som har været bevidstløse, skal undersøges af læge for at afklare

årsagen. Selvom bevidstløsheden skyldes hypoksi, som er korrigeret, kan der være

følgeskader som f.eks. inhalation af vand som kan give lungeproblemer.

9.9.4 Forebyggelse

Hypoksi opstår oftest i forbindelse med brug af rebreathere. En sjælden gang er der

funktionsfejl, men oftest er det brugerfejl.

9.10 Trykskader (barotraumer) – generelt

Trykskader (barotraumer) er en fællesbetegnelse for skader som skyldes ændringer i

omgivelsestrykket. Det er altså skader som har med trykket at gøre, ikke med sam-

mensætningen af åndingsgassen.

Trykskader opstår ved utilstrækkelig udligning under ned- eller op-stigning, og det

er de dele af kroppen som består af luftfyldt hulrum med faste vægge som er mest

udsatte.

De hyppigste problemer opstår under nedstigning og kaldes kompressionsbarotraumer

eller squeeze. Smerter i bihuler og ører optræder hyppigt. Dekompressionstraumer er

mindre hyppige, men kan optræde under opstigning.

9.9 Oxygenmangel og tom-for-luft

Stofskiftet kræver oxygen. Nogen celletyper kan kortvarigt arbejde uden oxygen

(anaerobt) men nerveceller kræver kontinuert oxygentilførsel. oxygenmangel kan ind-

deles i tre kategorier:

Anoksi, som er fuldstændigt fravær af oxygen.

Hypoksi, som eroxygenmangel.

Asfyksi, som er kvælning, blokering af lufttilgang.

9.9.1 Fysiologi

Hvis blodforsyningen eller oxygentilførslen til hjernen stopper, medfører det be-

svimelse med det samme. Hvis hjernen ikke får ilt 3-4 minutter, kan det give varig

hjerneskade.

Åndedrættet reguleres først og fremmest af CO2 niveauet i blodet, og hvis vi ånder

en gasblanding uden oxygen, vil vi derfor besvime uden at have fået varsler i form at

stakåndethed eller lignende. Hvis vi hyperventilerer vil CO2 niveauet bringes ned, uden

at der er mere oxygen af den grund, og for fridykkere kan det medføre besvimelse.

Hvis oxygentilførslen bliver dårlig, går det ud over hjernens funktion og dykkerens

mentale kapacitet. Ved gradvis reduktion af iltindholdet vil nogen kunne mærke varsler

i form af synsforstyrrelser, ringere åndedræt ved anstrengelse og en oplevelse af

ændret opmærksomhed. Det er ikke normale symptomer, og kan variere og en dykker

vil normalt være for optaget til at bemærke disse symptomer.

9.9.2 Årsager

Anoksi vil kunne optræde ved svigt i rebreater eller ved skift til trykflaske uden iltind-

hold. Dykkeren vil så miste bevidstheden uden varsel. Hvis der er fejl på regulator eller

flasken løber tom, vil der være et varsel i form at at dykkeren fysisk ikke kan trække

vejret og han kan så skifte til backupsystem.



Brud på trommehinden kan medføre yderligere problemer. Når der efterfølgende

kommer koldt vand ind i mellemøret (oftest sker det kun for et øre), vil kontakten med

balanceorganet (buegangene) medføre kraftig svimmelhed. Svimmelheden kan være

intens, da følesans og syn ikke bidrager til orientering under dykket – det er svært at

vide, hvad der er ”op” og ”ned” når balanceorganet ikke fungerer. Denne svimmelhed

kan udløse panik, men svimmelheden er forbigående og aftager efterhånden som

kroppen opvarmer vandet i øret.

9.11.1 Følger af mellemøresqueeze

Mellemøresqueeze kan i sjældne tilfælde medføre varige problemer med hørelsen,

men normalt vil trommehinden heles i løbet af få uger.

En sjælden, men alvorlig, komplikation ved mellemøresqueeze er indre øre barotrau-

me. Det er en skade hvor de tynde membraner mellem det indre øre og mellemøret

brister. Dette kan være en følge af, at man trykudligner for voldsomt med Valsalva-

manøvren. En kraftig Valsalva vil nemlig øge trykket i det indre øre, og dermed med-

føre højere trykforskel mellem det indre øre og mellemøret. Membranskader mellem

det indre øre og mellemøret kan medføre varige høreproblemer, balanceproblemer og

ikke mindst tinnitus.

Mellemøresqueeze kan også give svimmelhed (alternobar vertigo) under opstigningen.

Årsagen er, at udligningen ikke er ens for begge ører.

9.11.2 Behandling af mellemøresqueeze

Det vigtigste er at udligne løbende, og ikke for kraftigt. Stop ved smerte, gå evt. et

par meter op og forsøg at udligne. Er dykkeren svimmel efter dykket skal han hvile og

konsultere læge, herunder få hørelsen kontrolleret.

Kompressionstraumer/squeeze:

• Bihulesqueeze (smerter i ansigtet)

• Mellemøre-squeeze

• Ydre øregangssqueeze

• Indre øre-barotraume

• Tandsqueeze

• Maske squeeze

• Dragtsqueeze

Dekompressionstraumer:

• ”Reversed ear”

• Bihulebarotraumer

I det følgende gennemgås mellemøre-squeeze. Øvrige trykskader er omtalt i 1-stjer-

net sportsdykkerhåndbog.

9.11 Mellemøresqueeze

Ved manglende trykudligning vil vandtrykket

presse trommehinden indad, eventuelt til den

brister. Dette er mellemøresqueeze.

Symptomer på mellemøresquezze, efter alvorlig-

hed:

1. Trommehinden strækkes, med smerter til følge

2. Blodårer svulmer på grund af trykforskellen, og

der lækker væske ind i mellemøret.

3. Blod og væske løber til næse og mund via det eustakiske rør

4. Trommehinden revner, det kan bløde ud af øret


a. Synke, bevæge kæbe

b. Valsalvas manøvre

c. Frenzels manøvre

9.12 OpsummeringDe medicinske problemer kan deles ind efter hvilken fase af dykket de hovedsagelig opstår i:

I overfladen: Besvimelse og panik

Under nedstigning: Mellemøresqueeze og andre trykskader

På bunden: Dybderus og andre gasforgiftninger

Under opstigning: Arteriel gasemboli, trykfaldssyge, trykskader

De problemer som kan opstår under nedstigning er alle direkte følger af tryk. Det er Boyles lov som forklarer mekanismerne.

Fælles for de problemer som oftest opstår på bunden, er at de opstår som et indi-rekte resultat af tryk. For at foprklare mekanismerne her, bruges Daltons lov (om partialtryk) og Henrys lov (om opløsning af gas i væske).

Relevansen og omfanget af sådanne problemer øger med dybden og bundtiden. Tidli-gere var det erhvervsdykkere, som var mest udsatte for disse skader. Brug af rebrea-there samt teknisk dykning har medført ophold på større dybde og længere bundti-der, og dermed er denne type skader også almindelige blandt sportsdykkere.

Nitrogennarkose, kuldioksidforgiftning, kulilteforgiftning, oxygenforgiftning og hy-poksi er problemer som oftest opstår på bunden. Fælles for dem er at de kan udløse besvimelse og dermed umiddelbar fare for drukning.

Der er altid risiko forbundet med opstigning. Lungebrist og trykfaldssyge er skader som relaterer sig til opstigningen. De medicinske problemer, som kan opstå under opstigning, er de mest alvorlige dykkerskader. Derfor er meget planlægning, dykkerle-delse og beredskab rettet mod disse, og heldigvis optræder de ikke så ofte i ulykkes-statistikkerne.


Diskussion

1. Hvilke faktorer før at en dykker er disponeret for mellemøre-squeeze?

2. Hvilke symptomer tyder på alvorlige barotraumer og hvilke på mindre alvorlige skade?

3. Hvilke forhold bør vurderes før dykkeren genoptager dykning efter en mellemøre-squeeze?

4. Hvilke komplikationer og senfølger kan optræde efter en mellemøresqueeze?

9.11.3 ForebyggelseKontinuerlig trykudligning er vigtig. Eftersom den relative trykforskel er størst nær overfladen, er dette specielt vigtigt de første meter af nedstigningen.

Valsalva manøvre er ofte brugt til at udligne trykket i ører og bihuler under nedstig-ning. Andre kan opnå trykudligning ved at synke eller bevæge kæben. Betændelser, allergier, slim, ar og svulster kan gøre det vanskeligt at få god effekt.

Hvis trykket ikke udlignes kontinuert, vil dykkeren først mærke smerte. Hvis dette ignoreres og dykket fortsætter, vil slimhinderne svulme og lække væske. Dette sker fordi de tyndvæggede kapillærer i slimhinderne lækker, for til sidst at briste, når trykforskellen er for stor. Konsekvensen er, at det bliver vanskeligere for dykkeren at trykudligne, hvis der først er problemer.

Vær opmærksom på, at hvis du bruger næsespray, så har den begrænset virketid. Det kan medføre, at slimhinderne kan svulme under dykket, hvilket kan medføre smerter under opstigning.

9.11.4 Metoder for trykudligningFor at undgå for voldsom trykudligning, er det bedst hvis det kan ske ved passiv teknik: synke, skubbe kæben frem og tilbage. Valsalvas manøvre er alment brugt, men Frenzels manøvre er et godt alternativ. I begge manøvrer holder man sig for næsten. Trykudligning med Valsalvas manøvre udnytter bryst- og bug-muskulaturen. Denne teknik hæver blodtrykket og trykket i det indre øre. I Frenzels manøvre udnyttes kun mundhule og svælg, og der sker ingen trykstigning i det indre øre.


Dykkerledelse under dykDykkerledelse under dyk

Kapitel 10Dykkerledelse

under dyk



10 Dykkerledelse under dyk Når vi hører ordet ”dykkerledelse” tænker vi ofte på dykkerlederen, som står på land og holder opsyn med dykkerne og sikkerheden. Denne form for dykkerledelse bliver nærmere omtalt i kapitel 11.

I tillæg udøver vi alle dykkerledelse under planlægningen og gennemførelsen af dyk-ket, enten som par eller i en gruppe.

Dette kapitel handler om dykkerledelse under vandet og planlægningen, som er knyt-tet direkte til gennemførelsen af det aktuelle dyk for de aktuelle deltagere. Følgende emner bliver gennemgået:

• Grundlæggende for dykkerledelse under vandet.

• Metoder for sammenhold under vandet.

• Kommunikation under vandet.

• Parledelse under vandet.

• Gruppeledelse under vandet.

Vi ser, at der er variationer i den praktiske dykkerledelse under vandet i forskellige dyk-kermiljøer. Dette er et område, hvor løsningerne kan variere fra klub til klub, baseret på en vurdering af medlemsmassen og de normale dykkerforhold.

Undervejs i kapitlet er der indlagt emner til diskussion.

10.1 Grundlæggende principper for dykkerledelse under dykNår vi går længere ind i diskussionen af for eksempel brug af mellemliner, er der ofte nogle fælles basisprincipper vi diskuterer. Disse principper er:

• Sammenhold

• Kommunikation

• Den enkeltes færdigheder og teknikker

• Aftale opgavefordeling på forhånd

• Handlekraft

Med sammenhold menes det, at have så god kontakt og være så nær din makker, at du har mulighed for at gribe ind hvis noget uforudset sker. Hvis f.eks. makkeren ligger 2 meter over dig, når han/hun får et problem, så må du bevæge dig op til hende/ham for at kunne hjælpe.

Så må du dumpe luft ud af dragten eller vesten/vingen, og dette tager tid.

Kommunikation er en forudsætning for sammenhold. Ved aftalte kommunikations-signaler kan du varsle om eventuelle problemer, og dykkerne kan dele oplevelser under dykket.

Parret eller gruppen må planlægge dykket ud fra deltagernes færdigheder. Er for eksempel begge/alle lige rutinerede i natdyk eller strømdyk? Behersker begge/alle brugen af kompas lige godt?

Gode aftaler på forhånd er en forudsætning for et vellykket dyk. Typiske spørgsmål

som skal afklares er:

• Hvem skal lede dykket, og hvem skal følge?

• Hvem skal sende dekobøje op?

• Hvad gør vi hvis der sker noget under dykket?

Svarene må tage udgangspunkt i dykkets formål, dykkerstedet og dykkerforholdene, hvilken kommunikationsform der er valgt og dykkernes færdigheder.

Handlekraft vil sige, den tid det tager fra en hændelse opstår (eller der kommer tegn på en forestående hændelse), til du har reageret. Hvis du er optaget med andre ting, såsom egne opdriftproblemer, indstillinger på computeren, en maske som lækker osv., er det helt klart at din evne til at reagere er begrænset. Evne og handlekraft er ikke det samme. En dykker kan have evne, men alligevel miste handlekraften, når han eller hun skal fastgøre fangstnettet eller sende en dekobøje op i forbindelse med et sikkerhedsstop.

Dykkerledelse under vandet indebærer med andre ord, at man altid følger sin makker, og samtidig er i stand til at vurdere, om planen bør ændres undervejs, mens du hele tiden ved, at du har tilstrækkelig kontrol på dig selv, så du når som helst kan hindre, at makkeren foretager en ukontrolleret opstigning, og du kan gribe ind hvis han eller hun besvimer, kaster op eller mister en svømmefod.

Lad os nu tage udgangspunkt i principperne, og se på forskellige alternative løsninger.



Nogle fordele ved brug af mellemline:

• Dykkeren kan bruge mere af sin kapacitet på at følge med i omgivelserne.

• Han eller hun kan hurtigt give signal ved interessante fund eller problemer.

• Linen giver ekstra sikkerhed ved natdyk eller reduceret sigt.

Nogen ulemper/udfordringer ved mellemline:

• Brugen af line skal trænes. Det gælder for begge dykkere i dykkerparret.

• Dykkerparret skal holde sine positioner, henholdsvis på højre og venstre side.

10.2.2 Lygte

Med rigtig brug af lygterne kan et dykkerpar sikre sammenholdet og kommunikere

godt uden brug af mellemline. Det gør de ved at lade deres egen lysstråle lyse foran

sig i dykkeretningen. På den måde kan begge dykkere se, hvor den anden dykker har

sit fokus. Begge dykkere skal hele tiden have makkerens lyskegle i sit synsfelt – for-

svinder den, skal man være opmærksom på hvad makkerene laver.

Metoden fungerer naturligvis bedst ved dykning i mørke, men kan også bruges om

dagen, specielt på dybder hvor lyset er dårligt. Brug da en fokuseret lysstråle på

lygterne.

Fig. 10.3. Lygtesignaler

10.2 Metoder for kommunikation og sammenhold under dyk

10.2.1 Mellemline

Mellemlinen skal have disse egenskaber:

• Linen skal kunne justeres i længden, også under dykket.

• Den skal være tilpas tyk og ikke for blød, for at undgå at den filtrere sig ind i noget.

• Den skal være lavet af flydeline eller have et flydeelement på midten, således at den

”løfter sig” over dykkerne.

• Den skal være let at droppe hvis behovet opstår – fæstnes med en kobling, f.eks. en

karabin eller en ”Gardena kobling”.



10.3.1 Tegn et kort

Navigation forudsætter en eller anden form for kort over terrænet. Start med at

lave dig et mentalt kort af dykkerstedet og den planlagte dykkerrute. Det vil være en

fordel at have et kort tegnet inden dykket, så du kan tage det med under dykket. Ofte

er det mentale kort lige så nyttigt, og alene det, at gennemføre denne øvelse inden

du går i vandet, er en hjælp til at finde vej under dykket.

Lav gerne en skitse på din skriveplade eller wetnote. Tegn skitsen med nord vendt

opad. Så kan du under vandet sammenholde skitsen med nordpilen på dit kompas, og

får du et godt overblik over, hvor du er i forhold til kortretningen. Brug gerne søkort

som grundlag for skitsen eller få information fra lokale dykkere. Notér information

om dybder, bundforhold og undervandstopografi for at gøre det lettere for dig at

bestemme, hvor du befinder dig under dykket.

10.3.2 Planlæg dykkerruten

Planlægning er ekstra vigtig, hvis du ikke er kendt på stedet. Brug tid på at planlægge

ruten på forhånd sammen med makkeren – og overhold planen.

Gør det enkelt for jer selv! Den enkleste plan er at lave en rute både frem og tilbage.

Frem og tilbage ruten kan bruges som udgangspunkt for flere variationer:

• Følg samme kompaskurs ud og tilbage. Dette behøver ikke at blive kedeligt, efter-

som landskabet og oplevelserne ofte er forskellige afhængigt af, hvilken side du

ser dem fra. Du kan lægge mad ud på vej ud og se om du har lokket sultne krabber,

rejer eller fisk frem til du kommer tilbage.

• Tag spontane afstikkere undervejs. Ser du noget interessant udenfor den planlagte

rute, så tag gerne en afstikker. Men læg mærke til ruten tilbage og bemærk det

punkt, hvor du er tilbage på den planlagte rute.

• Ruten tilbage behøver ikke at være en ret linie på en speciel kompaskurs. Det er

også muligt at følge en kontur på bunden, eller følge terrænet på en aftalt dybde.

Det vil sige at du bruger dybdemåleren som navigationsinstrument.

• Ruten kan følge en serie af karakteristike landmærker, hvor du navigerer fra obser-

vationspunkt til observationspunkt på vej ud, og bruger de samme punkter til at

navigere tilbage.

10.2.3 Visuelt sammenhold

I dagslys kan kontakten holdes på en tilsvarende måde uden lygte eller mellemline. Ved

regelmæssigt at se efter hinanden, og med kort afstand, er det muligt at sikre til-

fredsstillende sammenhold og at kommunikere med tegn eller krops- og ansigtsudtryk.

Fordele ved visuelt sammenhold:

• Man behøver ikke noget udstyr til formålet.

• Det giver stor frihed under god sigtbarhed.

Nogen ulemper ved visuelt sammenhold:

• Man skal holde kort afstand ved dårlig sigt.

• Man optager en stor del af sin kapacitet, afhængig af forholdene.

10.3 Metoder til navigering under dyk

Navigation under vandet kan ske på flere måder:

• Brug af kompas.

• Brug af dybdemåler, ur og evt. manometer.

• Observationer i landskabet.

En sportsdykker anvender i praksis en kombination af disse.

Som en del af planlægningen af dykket bør du være foreberedt på, at du skal navigere

under vandet. Her følger nogle praktiske tips:



10.3.4 Følg landmærkerne

Konstant bevægelse er en fare for vores orienteringsevne. På et nyt og fascinerede

dykkested kan det være vanskeligt at sortere alle de nye indtryk. Nogen dykkere bliver

så optagede af at få alle indtryk med, at de hverken kan holde retning eller organisere

tankerne. For ikke at miste overblikket må du øve dig i at sortere og bevidst udvælge

observationspunkter

Lad dykkerturen blive en rejse fra observationspunkt til observationspunkt. Når du

starter ved punkt A, udvælger du et karakteristisk landemærke i yderkanten af dit

synsfelt, så langt som sigten tillader. Det kan være en enlig sten eller en væg. Dette er

punkt B. Når du kommer derhen stopper du op et øjeblik og ser tilbage på punkt A.

Det er sådan, du kommer til at opleve punkt A på vej tilbage. Se nu fremover og vælge

dig et nyt punkt C, og gentag observationerne.

• Lav ikke egne landemærker ved at ødelægge eller afmærke noget, hverken levende

væsener eller døde ting.

• Ved natdyk, dårlig sigt, i vrag eller under andre krævende forhold, kan du eventuelt

udlægge en markeings-/ledelinie på vej ud, som du ruller sammen på vej tilbage.

Dan dig et billede af hvor langt I har svømmet. Brug ur og manometer. Tag hensyn til

eventuel strøm og hvor mange stop I har haft undervejs. Du bør altid have en fornem-

melse af hvor langt der er til land, til bundtovet eller til det landemærke hvor opstig-

ningen skal starte.

10.3.5 Finde tilbage

Hvad gør du hvis du alligevel ikke kan finde tilbage ?

Først: Slap af og tjek din dybde og manometer. Tænk efter: Havde du land på højre

eller venstre side? Havde du strømmen med dig eller imod dig? Se efter kendetegn

på bunden? Sandbund har ofte tegninger (riller), som løber parallelt med land. Prøv at

finde tilbage til sidste observationspunkt. Diskuter med makkeren om I skal fortsætte,

eller om I skal afbryde og følge observationspunkterne tilbage til udgangspunktet.

Det er også et alternativ at afslutte dykket og starte en rolig og kontrolleret opstig-

ning, enten langs terrenget eller i frit vand.

• Langs et skrånende landskab kan I følge terrænet udover på et vist dybdeniveau.

Når I vender, går I op til et lavere niveau, med en anden vegetation og et andet dy-

reliv. For eksempel kan I gå ti meter længere op. Dette giver nye oplevelser på turen

tilbage, samtidig med at I har styr på retningen tilbage til udgangspunktet.

Det mest enkle kan være at vælge en rute som planlægges bare én vej. Så er strategi-

en at holde samme retning, gerne med strømmen, hele vejen. Dette kan kun anbefales

hvis der er en båd som kan samle dykkerne op, eller hvis dykket afsluttes hvor der

findes tilgængelig transport. Det er en forudsætning, at dykkerlederen er bekendt

med jeres plan, og har godkendt planen. Det anbefales at bruge deko-/markeringsbøje

under sikkerhedsstoppet.

10.3.3 Brug øjnene

Gør det til en vane at bemærke nogle vigtige observationspunkter for dykket:

• På stranden eller i båden før dykket. Bemærk dig den planlagte dykkeretning og

strømretning, solens position samt nærmeste landkontur i forhold til dykkeruten.

• På overfladen inden I dykker ned: Kontroller kompaskursen. Forsøg at dykke ned

med ansigtet i den retning, som I skal dykke.

• Brug øjnene aktivt under dykket. Bemærk dig kendetegn og punkter i landskabet.

Brug det mentale kort eller skitsér kortet, og placere dig selv i kortet under dykket.

• Efter neddykning, når I har nået dybeste punkt for dykket eller forankringen for

bundtovet: Notér dybden og specielle kendetegn.

• Når I skifter kurs: Kontroller kompasset eller brug rette vinkler i dit mentale kort.

• Hvis I bliver nødt til at tage en afstikker fra hovedretningen, bundtovet eller væg-

gen: Notér kompasretningen og læg mærke til hvordan, det ser ud når du kommer

frem. Tilsvarende når I ved modsat kompaskurs returnerer til væggen eller bund-

tovet.

• Når I vender om for at returnere: Brug et par ekstra sekunder til at memorere det

du ser, og de aktuelle kompaskurser. Brug samtidig dette øjeblik til at få ro på og

kontroller tid og luftforbrug. Lad ikke denne rutine stresse dig, men brug observati-

onspunkterne til at få overblik over, hvor du er, og hvordan du finder tilbage.



Fig. 10.4. Dykkerpar uden kontakt

Til diskussion

Diskuter situationen på figur 10.4.

• Hvor godt sammenhold og hvor god kommunikation og dykkerledelse udover dette

dykkerpar.

• Hvordan kunne de under forberedelserne have opnået bedre dykkerledelse under

selve dykket.

Aftal opgaver på forhånd

Det at planlægge et dyk er mere end at aftale maksimum dybde, bundtid og svømme-

retning.

I må også blive enige om grundreglerne for dykkerforholdene. Vil I holde sammen uan-

set hvad? Hvornår? Hvordan kan I kommunikere? Hvem af jer tager ledelsen? Hvad

gør I hvis I mister hinanden? Med andre ord: Hvad er de ”løfter” I giver hinanden?

På overflade: Brug tid på at orientere dig. Prøve at genkende landskabet og find ud

af, hvilken retning vinden kommer fra. Vurder om det er aktuelt at svømme tilbage,

eller hold udkik efter dykkerbåden. Vær opmærksom på, at der kan være andre både

i området, og at det kan være vanskeligt at se dem. Brug lygte og dekobøje for at

signalere.

Efter afsluttet dyk bør I gennemføre en debriefing. Hvorfor mistede I retningen?

Hvor var det fejlen skete? Hvad kan der gøres bedre næste gang?

Der findes nogen typer af Ultrasonic lokator, som er en sendeenhed til at sætte fast

f.eks. bag på båden og en modtagerenhed som dykkeren har med sig. Via dette sy-

stem kan dykkeren finde tilbage til båden/senderen, men systemet er ikke så praktisk

at navigere efter.

10.4 Parledelse under dyk

Hvis du skal holde kontakt med din dykkermakker, kræves der kommunikation

både før og under dykket.

Når der sker opsplitning af dykkerparret, kan årsagen være holdningen til sammenhol-

det. For de fleste dykkere er sammenhold under dykket forbundet med glæde, og det

opleves betryggende og socialt. For andre kan det opleves som en pligt – en byrde

de er blevet pålagt. Specielt er dette frustrerende, hvis dem som dykker sammen, har

forskellige holdning og forventninger til hvordan dykket skal forløbe.

Hvis to dykkerkammerater ikke har samme forventninger til dykket, er det kun interes-

sant at holde sammen så længe det passer dem. Nogen gange bliver de dykkerkam-

merater ud fra gode intentioner, men uden at de har diskuteret diskuteret, hvad det

indebærer at være dykkermakkere.

Andre gange holder de bare sammen for syns skyld, for at undgå kritik fra for eksem-

pel dykkerlederen.

Gode dykkeroplevelser forudsætter at begge dykkere gør en indsats for at udvikle et

godt dykkerpartnerskab.



3. Skifte roller undervejs:

Det kan være en god ide at skifte roller undervejs. For den mindst erfarne dykker

giver det en følelse af ansvar at være leder, mens det at følge efter, kan give mulig-

hed for at lære af den mere erfarne. Det er ikke sandsynligt, at den som følger efter

vil stikke af på egen hånd, hvis han eller hun ved, at næste gang får han eller hun

lederopgaven.

Til diskussion

A. Diskuter denne påstand: ”Hovedproblemet med mellemline er, at den er en løsning

på et problem, som skyldes dårlig opmærksomhed overfor makkeren (man regner

med at miste sin makker), og at den gør dykkeren i stand til at dykke i farlige omgi-

velser (for eksempel meget stærk storm)”.

B. Hvordan kunne metoderne for makkerdykning (1-3 ovenfor) ændres i forbindelse

med brug af mellemline?

C. Hvad med treerpar (makkerhold med 3 dykkere)?

10.4.1 Visuel makkerledelse under dykUanset hvem der leder og hvem der følger efter, har I forpligtelser som skal aftales og følges op i praksis. I må både repetere og overholde aftalerne, og som sagt kræver dette en indsats.

• Lederens vigtigste opgave er ikke at miste den som følger efter. Makkerpar mister hinanden, når den, som følger efter, stopper for at se på noget, mens lederen svømmer videre. Hvis du svømmer hurtigt, mister du let din makker.

• Hver gang du skifter retning, skal du stoppe op. Ved et vægdyk er det enkelt, for der er bare en retning. Det er i situationer, hvor dykkeren skal skifte retning, at makkerpar mister hinanden. Når du kommer ud på et åbent område efter en pas-sage eller en tur langs terrænet, så stop op og lad makkeren komme op på siden af dig. Få øjenkontakt før I fortsætter.

Der er flere måder at udøver makkerdykning på:

1. Ligeværdigt forhold:

Et ligeværdigt forhold er, når dykkerne svømmer side om side, således at uanset hvad

de kommer ud for, oplever de det sammen. Det er let at kommunikere, for eksempel

ved at berøre makkerens skulder. Hvis den ene ændrer retning, vil den anden sand-

synligvis opdage det. Hvis der skal tages en beslutning, vil I diskutere det og tage

beslutningen sammen.

Vær opmærksom på ulemperne ved dette dykkerforhold. På grund af det begrænse-

de synsfelt må du dreje hovedet, for at se din dykkerkammerat. Derfor er det i praksis

ikke så let at følge med i, hvad den anden gør. Som i andre situationer kan det ske, at

når begge har ansvaret, så er der ingen der tager ansvaret. Andre gange er der ikke

nok plads til at svømme ved siden af hinanden.

2. Den ene tager ledelsen, og den anden følger efter:

Mange dykkerpar foretrækker denne opgave-/rollefordeling. I det tilfælde vil i hvert

fald den ene, den som følger efter, hele tiden have mulighed for at se den anden.

Dette må diskuteres på forhånd. Tænk over hvad der sker hvis det er den mindst

erfarne dykker som skal følge efter. Hvordan vil det fungere i praksis? Det er den

mest erfarne dykker, som har bedst forudsætning for at holde kontakt med og følge

den anden. Når du, som erfaren dykker, følger efter den anden, kan du bedst vurdere

situationen til enhver tid og opdage eventuelle problemer.

Hvis du som ”turist” dykker i et par med en undervandsjæger eller fotograf, må du

følge efter den anden. Undervandsjægere eller fotografer bliver let distraherede og

stopper ofte op. I et sådan par må ”turisten” bare følge med, og får måske samtidig

opgaver, som at kontrollere dybde, tryk eller holde udkig. Også en dykker, som er ude

og teste en ny tørdragt eller computer, bør få lederrollen. Under tilsvarende forhold

vil det nye dykkerudstyr tage meget opmærksomhed, og dykkeren vil ofte standse

op for at justere eller tjekke udstyret. Hvis denne dykker skal følge en anden, kan han

eller hun efter et stop opdage at lederen/dykkermakkeren er blevet væk.



10.5 Savnet makker under dyk

Vi er uddannet til, at når vi mister vores makker, er der kun en ting at gøre: Søg efter

din makker ét minut før du går til overfladen.

Hvis din makker pludselig er borte, må du tænke nøje igennem, hvordan du anvender

dette ene minut. Måske er din første impuls at vende rundt, og skynde dig tilbage

i den retning, du kom fra. Husk da, at hvis sigten ikke er helt perfekt, er det let at

svømme forbi hinanden. Måske leder din dykkermakker efter dig, eller har taget en

afstikker for at se nærmere på noget interessant.

Her er et par råd til sådanne situationer:

• Stands op og tænk dig om. Se dig omkring efter bobler, men gør det helt roligt.

Husk at din makker kun lukke, bobler ud, når han ånder ud, og de er lette at overse

ved en hurtig 360 graders rotation.

• Hæv dig selv 1-2 meter op i vandet, således at du kommer op over forhøjninger,

sten og tang, og du får bedre overblik over terrænet. Så bliver du samtidig også

mere synlig for din makker. Se dig omkring en gang til.

• Se også opad i vandet. Hvis din makker har problemer, er det sandsynligt at han

eller hun er på vej imod overfladen. Hvis ikke, vil boblerne ekspandere når de stiger

op, og derfor blive mere synlige over dig.

• Hvis du fortsat ikke ser noget, tyder det på at boblerne er for langt borte til at du

ser kan se dem. Så er det fornuftigt at lede tilbage langs den rute I kom, eller imod

det punkt, hvor du sidst så din makker. Bevæg dig langsomt. Du må antage, at din

makker også leder søger dig. Det kan derfor være tilfældet, at du bevæger dig væk

fra din makker, og ikke nærmere. Fortsæt med at se dig omkring efter bobler.

• Når du vælger at starte opstigningen, så gør flere stop undervejs, hvor du drejer

dig 360 grader og ser efter bobler.

• Se dig tilbage for at kontrollere at din dykkermakker følger efter. Gør det, men regel-mæssigt. Lad det blive en god vane ligesom at kigge i bakspejlet, når du kører bil.

• For den som følger efter, er den vigtigste regel ikke at stikke af på egen hånd. Den spæn-dende fisk må vente, til du har fået kontakt med lederen. Kontakten kan du opnå ved at I på forhånd har aftalt for eksempel at et bank på dykkerflasken betyder ”se på mig”.

• Det er også opgaven til den som følger efter, at styre tempoet, således at lederen ikke svømmer ubehageligt hurtigt. Det kan gøres ved at følge så tæt på, at du har mulighed for at gribe en svømmefod.

Til diskussion

Diskuter følgende situation:

To dykkere foretager en nedstigning langs en bundlinie. Den ene går ned meget hurti-gere end den anden.

• Er dette normalt i dit dykkermiljø/dykkerklub?

• Hvordan er mulighederne for at gribe ind hvis den ene får problemer under ned-stigningen?

• Hvilken betydning har dykkerdybden?

• Hvordan sikres kommunikationen og sammenholdet under nedstigningen?

Til diskussion

Du og din makker har haft 10 minutter på 39 meters dybde, og I starter opstigningen.

• Hvad gør du hvis din makker stiger langsommere eller hurtigere op end dig ? Lader

du ham eller hende forsvinde over dig/efterlader hende eller ham under dig?

• Du registrerer at opstigningshastigheden fra 39 m til 21 m var maksimum 6 m/min

i stedet for 10 m/min. Hvad betyder det for dekompressionsplanen?

• Hvad hvis du bestemmer dig for at følge opstigningen til en makker som helt klart

bruger for lang tid fra 39 m til første stop?



10.6.2 Forhåndsorientering

Giv en fælles orientering til alle i gruppen før dykket. Informere om, hvad de kan vente

at se og opleve. Brug en kortskitse til at forklare terrænet og den planlagte rute for

dykket.

Orientere om bundforhold, dybder og planlagt dykketid. Gør også klart ved hvilket

flasketryk opstigningen skal starte, og hvordan dette skal kommunikeres/varsles til

gruppelederen. Repeter sædvanlige dykkersignaler, og vis specielle signaler, som du

vil bruge under dykket – for eksempel for at vise specielle fiskearter. Til slut lader du

dykkerne stille spørgsmål.

10.6.3 Gruppeledelse under dyk

Under vandet vil du som gruppeleder svømme først og vælge rute og tempo under

dykket. Tænk igennem hvordan du skal holde gruppen samlet. Det kan være en god

ide at lade det mest erfarne dykkerpar danne ”bagtrop” og sikre at alle dykkerparrene

bliver sammen med gruppen. Det kan også være en fordel at lade det mindst erfarne

dykkerpar holde sig nærmest dig selv. Hvis du har en assisterende gruppeleder, kan du

lade ham eller hende dykke sammen med den af dykkerne som eventuelt ikke dykker i

par. Dette par kan så danne bagtrop i gruppen.

Under dykket må du med jævne mellemrum tælle dykkerne for at sikre, at alle er med.

Dette er specielt vigtigt ved reduceret sigt i vandet. Gruppelederen bør samle og tælle

dykkerne, både ved bunden, efter neddykningen og før opstigningen starter. Det

samme gælder ved interessante stoppesteder undervejs. Husk også optælling på land

eller i båden efter afsluttet dyk.

For at sikre at ingen dykker i gruppen kommer i en situation, hvor han/hun er tom for

gas, skal gruppelederen bede hver enkelt dykker om at rapportere resterende gas på

flasken. Som gruppeleder vil du hurtigt danne dig et overblik over, hvem der har det

største gasforbrug, og som du må følge specielt godt, når du skal vælge tid og sted

for at starte opstigningen.

10.6 At lede en gruppe dykkere under dyk

Hvis du skal være dykkerguide eller lede en hel gruppe dykkere under vandet, er det

specielt vigtigt, at du har en gennemtænkt plan, god organisering og tydelig forhånds-

orientering til alle deltagerne. Som gruppeleder under vandet har du ansvaret for disse

opgaver:

1. Inddeling i dykkerpar og grupper.

2. Forhåndsorientering/briefing.

3. Gruppeledelse under vand.

4. Reaktion ved savnet dykker under vand.

5. Gennemgang efter dykket/debriefing.

10.6.1 Parsammensætning i gruppe

Ved at sammensætte dykkerpar får hver enkelt dykker en bestemt person at holde sig

til under dykket og i tilfælde af, at der bliver behov for assistance. Det gør det lettere

for gruppelederen at holde gruppen samlet. Det øger også sikkerheden, eftersom en

dykker, som får problemer, umiddelbart kan få assistance af sin dykkermakker.

Dykkerparrene sammensættes udfra interesse, erfaring og egne ønsker for hvem de

vil have som dykkermakker, på samme måde som for organiseret dykning i øvrigt (se

kapitel 11 ”Dykkerledelse”)

Også ved valg af gruppeleder er det en fordel at tage hensyn til vedkommendes per-

sonlige interesser. Således bør en gruppe som skal dykke på vrag, have en gruppeleder

med interesse og erfaring med vragdykning, mens gruppen som skal studere planter

og marineliv, bør ledes af en gruppeleder med interesse for marinebiologi.



10.7 Kilder

John Francis (2004): ”Buddy System Breakdown”, Scuba Diving Magazine.

Svenska Sportdykarforbundet: (2007): Trestjarnig dykkurs, lektion T9 “At lede en grupp

dykare under vatten”, SS.

10.6.4 Savnet dykker

Hvis det sker at en dykker eller et dykkerpar kommer væk fra gruppen undervejs, må

gruppelederen reagere på samme måde som ved makkerdykning. Brug et minut på at

se efter dykkeren i nærområdet. Få gerne hjælp fra meddykkeren i parret. Hvis den

savnede dykker ikke bliver fundet, så gå til overfladen og se om vedkommende er gået

op. Overflademandskabet skal varsles.

Hav altid en plan klar for hvordan du skal forholde dig hvis en af dykkerne får proble-

mer under dykket. Hvad gør du hvis du, må forlade gruppen for at tage dig af en dyk-

ker som må op til overfladen, for eksempel på grund af manglende gas eller kvalme?

Hvis du ikke har en assisterende dykkerleder, så vælg en af de mest erfarne deltagere

i gruppen.

Aftal på forhånd med denne dykker at vedkommende på signal overtager gruppele-

delsen og, enten holder gruppen samlet og venter, eller afbryder dykket og starter

opstigningen. I sådanne tilfælde er det vigtigt, at have udstyr og signaler for let at

kunne komme i kontakt med, og få hjælp af overflademandskabet, således at du som

gruppeleder kan gå tilbage og fuldføre (eller afbryde) dykket med din gruppe.

10.6.5 Gennemgang efter dykket

Efter dykket er det nyttigt at tage en gennemgang med alle deltagerne. Gennemgå

dykkertid og maksimal dybde, og noter det i dykkerjournalen. Gennemgå hvad der

skete i løbet af dykket og hvad I så, således at alle får del i oplevelserne under dyk-

kerturen. Tag en runde med hvilke erfaringer deltagerne har gjort med gruppedykket,

og om der er noget som kan blive bedre næste gang. Dette er også en anledning til at

lade dykkerne fortælle, om hvorvidt de har haft problemer undervejs eller har skadet

sig på nogen måde.


DykkerledelseDykkerledelse

Kapitel 11Dykkerledelse



11.1 Hvad er dykkerledelse?

Man kan sige at dykkerledelse er at sikkerhedskontrollere dykningen. Det vil sige at

tage beslutninger, som kontrollerer dykningen, og dermed gør den sikker. Dykkerle-

delse indebærer at vurdere forholdene, de deltagende dykkere og det tilgængelige

udstyr, og ud fra dette planlægge et interessant og sikkert dyk.

En dykkerleder kan forudse mulige problemer og planlægger dykningen med tanke på

at forebygge mulige hændelser. Man kan sige at dykkerledelse er ” at tænke fremad-

rettet”.

Dykkerledelse omfatter både at forebygge hændelser, at holde udkik mens dykningen

foregår, og vurdere eventuelle aktioner undervejs.

Dykkerledelse omfatter opgaver både over og under vand. I dette kapitel dykkerledelse

fra land og båd, det sætter vi fokus på vil sige på overfladen. Dykkerledelse under vand

( dykning i par og grupper) er omtalt i kapitel 10. ”Dykkerledelse under vand”.

Dykkerledelse indebærer, at man tager ansvar for både egen og andres dykkerakti-

vitet. Her vil vi se nærmere på dykkerledelse i forhold til andre dykkere. Metoder for

parledelse og sammenhold under vand er beskrevet i kapitel 10.

11.2 Hvem kan være dykkerleder?

For at kunne fungere som dykkerleder kræver det, at man som minimum er uddannet

CMAS ** sportsdykker.

En dykkerleder skal kunne organisere og lede en gruppe dykkere på en forsvarlig og

sikker måde.

En god dykkerleder har stor teoretisk viden, bred dykkererfaring og analyserer hele

tiden den enkelte dykning. På den måde vil dykkerlederen hele tiden udvikle sig og

derved blive bedre.

Dykkerlederen bliver bedre i takt med den større erfaring. Det gælder:

• Erfaring med forskellige slags dykkerudstyr

• Forskellige dykkerforhold: Dag og nat, god og dårlig sigt, strøm, koldt vand osv.

• Forskellige typer af dyk: Lægtvands og dybde dyk, vægdyk, vragdyk osv.

Dykkerlederen bør selv have gode dykkerfærdigheder, at beherske opdriftskontrol, af-

balancering og bevægelser i vandet. Det gælder specielt ved dykkerledelse under vand,

enten ved pardykning eller hvis han/hun skal guide en gruppe.

Dykkerlederen skal ligeledes bruge sin teoretiske viden, til at sikre en god og sik-

ker planlægning at dykket. Det gælder:

• At vurdere og planlægge gasforbruget således at dykkerne har tilstrækkeligt med

gas til at kunne gennemføre det planlagte dyk.

• At forstå effekten af nitrogen.

• At kende effekten af nitrogen og årsagerne til trykfaldssyge.

Det er ligeledes en fordel, hvis dykkerlederen kender forholdene på dykkerstedet,

f.eks strømforhold, position og et egnet sted for i landstigning.

Dykkerlederen må kende eller gøre sig bekendt med uddannelses- og erfaringsniveauet

hos de deltagende dykkere. Dykkerlederen bør ligeledes ved en snak med den enkelte

dykker, vurderer om han/hun finder den enkelte dykker mentalt klar til at dykke.

Dykkerlederen må kende sikkerhedsprocedurerne, som gælder for dykket og det fælles

sikkerhedsudstyr. Han eller hun må kunne lede en redningsaktion og evt. førstehjælp i

tilfælde af ulykke.

NB. Kvalifikationskravene afhænger af forholdene og dykningens sværhedsgrad. Det

betyder, at dykkerlederens uddannelses og erfaringsniveau som minimum skal være på

højde med de øvrige deltagende dykkere- og gerne højere.

Som dykkerledere har vi en enkel bogstavrække, som vi kan bruge for at bedømme

dykkerforholdene . Bogstavrækken er: “SVUDS”.



Deltagerne:

• Motiverede og i form

• Uddannelses- og erfaringsniveau

• Mentalt klar til dykket

Sikkerhed:

• Oxybox, førstehjælpsudstyr.

• Afmærkning af dykkerområdet, anmelde at der dykkes ( hvis krævet).

• Handleplan ved ulykke.

• Selvtjek, makkertjek og dykkerledertjek.

• Planlæg dykket- og dyk som planlagt.

• Adresse på dykkersted (Brug GPS- positionen, også ved et stranddyk).

• Sikkerhed til søs- godt sømandsskab.

11.3 Valg af dykkersted

To ting er afgørende ved valg af dykkermål. Først og fremmest må man forvente en

interessant dykkeroplevelse på det valgte sted, og samtidig skal sikkerheden være i

orden. Det er således dykkerlederens opgave ( og ansvar) at begge dele er i orden.

Der er flere forhold, der spiller ind ved valg af dykkersted:

• Hvordan er adgangsforholdene, er det muligt at bære dykkerudstyret? Er det

bedre at dykke fra båd?

• Skal man springe i vandet,- eller gå ud?

• Findes der et egnet sted for ilandstigning? Vil stedet stadig kunne bruges både ved

Stedet:

• Egnethed.

• Lovlighed.

• Strøm, bund- og strandforhold.

• Skibstrafik.

• Helikopterlandingsplads, kørselsvejledning til nærmeste hospital osv.

Vejret:

• Vind og nedbør.

• Vejrets betydning for en evt. redningsaktion.

Udstyret:

• Deltagernes udstyr.

• Fællesudstyr: Båd, kikkert, osv.



11.3.1 Hensyn til vejr og vind

Et dykkeområde, der er velegnet ved en bestemt vindretning, kan ved en anden

vindretning være dårligere eller direkte uegnet. Derfor er det vigtigt at kontrollere

vejrmeldingen, som en vigtig del af forberedelserne til en dykkertur.

Tidevand og strøm kan betyde, at forholdene på dykkerstedet kan ændre sig i løbet

af dagen. Det gælder både strømmens retning og styrke, hvilket naturligvis også kan

have stor betydning for ilandstigningsforholdene. Søg derfor oplysninger om strøm og

tidevand (evt. via DMI eller anden metrologisk institut) i forbindelse med planlægnin-

gen af dykkerturen.

Sigten har stor betydning for gennemførelsen af dykket, og dårlig sigt er et betydeligt

stressmoment. Kommunikation mellem dykkerne og navigeringen under dykket må

planlægges efter sigten. Dette er særlig vigtigt for mindre erfarne dykkere.

Vandets temperatur har betydning for dykkernes påklædning (tør- eller våddragt), og

hvor længe de kan opholde sig i vandet. Koldt vand og nedkøling fører til øget gasfor-

brug.

Gennemgå søkortet for området. Det viser dybder og bundforhold, skibsruter, havne,

naturreservater, undervandskabler og andet af betydning for planlægningen af dykket.

11.3.2 Hensyn til strøm

Vær opmærksom på lokale strømforhold. I de danske farvande, hvor store mængder

vand skal gennem mange smalle passager (f.eks Lillebælt), er det ikke usædvanligt med

strømhastigheder på 2-3 knob eller mere.

En toptrænet svømmer kan svømme med en fart af ca 2 knob (ca 1 meter i sekundet)

i overfladen. En sportsdykker med fuldt udstyr vil kunne svømme mod en strøm på ca

0,5 knob under vand, men næppe mod en strøm på 1 knob. I overfladen er sportsdyk-

kerens svømmeevne endda endnu dårligere.

Svømning mod strømmen bør i videst mulige omfang undgås, da det vil medføre

betydeligt øget gasforbrug, og dermed øget nitrogenoptagelse.

høj vande og ved lavvande? Findes der alternative ilandstigningsmuligheder, hvis

vinden vender, eller tager til, så der kommer store bølger?

• Hvordan er sigten?

• Hvad med strøm og tidevand?

• Hvilke dybder og bundforhold er der på dykkerstedet?

• Er der dækning for mobiltelefon eller VHF?

• Er stedet let tilgængeligt for ambulance eller redningshelikopter?

Det bedste er at søge oplysninger hos lokale beboere ( evt fiskere) og / eller dyk-

kere, der har været på stedet tidligere. Brug også søkort til at skaffe oplysninger om

dybder, bundforhold, sømærker ( til bestemmelse af positionen), havne, skibstrafik og

eventuelle vrag i området.

Forholdene på stedet må vurderes i forhold til disse faktorer:

• Hvilket uddannelses- og erfaringsniveau har dykkerne som deltager?

• Hvilket sikkerhedsudstyr er tilgængeligt? - medbringes der båd?

• Hvordan er vejrmeldingen? Hvordan er vindforholdene? Og hvordan vil tidevandet

ændre sig?

Hvis der dykkes fra båd, må man finde den nøjagtige position før dykkerne går i

vandet. Positionen kan findes visuelt (pejlemærker på land). Hvis det er vragdyk findes

positionen først med GPS, hvor der på den nøjagtige position sættes en søgebøje,

hvorefter man med den som udgangspunkt, eftersøger vraget med ekkolod, . Når man

med sikkerhed ved, at positionen er korrekt, sættes den endelige bøje som markerer

vraget.



Da er det vigtigt, at vi ikke bare har godkendt udstyr og er bekendt med, hvordan

makkerens udstyr fungerer, men at vi også kan bruge det. Samtidig er det vigtigt at

alle kan bruge oxybox og førstehjælpsudstyret. Det er også vigtigt at have forståelse

for vigtigheden af en velopbygget dykkerbase.

Naturloven

Naturloven sætter klare begrænsninger for menneskets muligheder for at bevæge sig

under vand med dykkerudstyr. Der gælder følgende helt klare regler for vores adfærd

under vandet:

• Når vi overtræder naturlovene, vil vi blive straffet af naturen selv!

• Straffen er forhåndsbestemt.

• Strafudmålingen behøver ikke stå i forhold til bruddet.

• Straffen er altid ubetinget.

I retssamfundet skal straffen stå i forhold til forbrydelsen. Men sådan er det ikke når

vi bryder naturloven. Vi får ikke automatisk trykfaldssyge, når vi overskrider dyk-

kertabellen med nogle få minutter. Men vi risikere at få trykfaldssyge også selv om vi

overholder tabellerne. Dette er meget vigtigt at huske på.

Til diskussion:

Hvad er risikoen ved disse typer dykning:

• Vægdyk.

• Natdyk.

• Strømdyk.

• Dykning i koldt vand.

11.4 Risikovurdering-sikkerheden

Dykkerledelse indebærer at vurdere sandsynligheden for hvilke hændelser der evt. kan

opstå. For at få en samlet vurdering af risici, skal man vurdere alle forhold som kan

give anledning til hændelser. Dette omfatter:

• De deltagende dykkers udstyr.

• Dykkernes færdigheder og uddannelsesniveau.

• Forholdene på dykkesteder.

Ved at vurdere disse forhold, kan man danne sig et billede af, hvilke ulykker og skader,

der eventuelt kan opstå.

Et kig på ” Tæt på episoderne” tyder på, at følgende aspekter må tillægges en ikke

uvæsentlig betydning:

• Manglende uddannelse eller ikke uddannet efter reglerne.

• Dårlig holdsammensætning

(Ikke udpeget parleder).

• Dårligt/ mangelfuldt overflade-

beredskab.

• Dykning til stor dybde.

• Penetrering af vrag.

Selv med en god og grundig planlægning at dykket kan der opstå problemer under

dykket. Figur 11,3 illustrerer sikkerhedssystemet som skiver af en ost. I værste fald kan

et uheld/ problem falde igennem flere ”sikkerhedslag” og derigennem udvikle sig til en

ulykke.

«Swiss cheese»

Fig. 11.3: ” Osten”.



Dykkerlederen bør ikke påtager sig arbejde med at hjælpe med bådmotorer og andre

dykkeres udstyr og lignende.

Det skal her understreges, at selv om opgaverne uddelegeres, ændrer det ikke ved at

det er dykkerlederen, der har det fulde ansvar for at tingene går rigtigt til!.

11.5.1 Telefoni

Det maritime mobile radiotelefonsystem, VHF, er det sikreste kommunikationsmiddel

til søs. Det har dækning overalt, noget mobiltelefonen ikke har. I en nødsituation kalder

man på kanal 16. og får derigennem forbindelse til Lyngby radio (i Danmark) eller andre

både, der befinder sig i nærheden.

Vær opmærksom på, at det kræver uddannelse og eget certifikat at operere med VHF

radio.

Nogle vælger også at benytte en mobiltelefon. når man er på dykkertur. Som nævnt

tidligere kan man ikke tage for givet, at det er mobildækning overalt (hvilket kan

betyde, at man kommer til at betale den ultimative pris i tilfælde af uheld/ulykke), de

fleste mobiltelefoner er ligeledes meget sårbare overfor fugt.

11.5.2 Markering af dykkerområdet

For at advare skibstrafikken om at der foregår dykning i området, skal dette markeres.

I dagslys bruger vi dykkerflaget (signal flag A). I mørke sætter vi lys på flaget (vi skal

her huske, at det i helt stille vejr er nødvendigt at holde dykkerflaget). Flaget skal være

let synligt for bådtrafikken. Sættes flaget på land (basen), bør placeringen være så høj

som muligt. Bruges der følgebåd for dykkerne, fører den selvfølgelig også dykkerflag.

Hvis der er tale om en dykkerform, hvor der bruges overfladebøje, (underforstået

alt andet end vragdyk, hvor dykkerbåden jo ligger stationært ved vraget), skal denne

også være forsynet med dykkerflag.

Er der meget skibstrafik, må det vurderes om det er nødvendigt at markere dykker-

området med en række af sammenbundne flydebøjer med dykkerflag.

11.5 Praktisk dykkerledelse fra land eller båd

Dykkerbasen kan etableres på land eller i dykkerbåden. Husk, at selv om der er en

dykkerbase på land og dykningen foregår lidt fra kysten fra gummibåd, så må der kun

være én dykkerleder

Dykkerlederens opgaver:

• Ansvaret for sikkerheden: Sikre at det fælles sikkerhedsudstyr er på plads og virker

som det skal, eventuelt kræve at alle dykkerpar bruger deko bøje under dekompres-

sionsstop eller sikkerhedsstop, eventuel opsætning af dekotov.

• Briefing før dykning: Informere alle om dykkerstedet og hvilke tegn og regler som

gælder.

• Journalføring, udfyldelse af dykkerlederjournal, som giver oversigt over hvilke dyk-

kere, der er i vandet, tidspunkt for neddykning, tidspunkt for forventet i overfla-

den, tidspunkt for reelt i overfladen, luftbeholdning, mætningsgruppe efter dykket,

overfladetid, ny mætningsgruppe osv.

• Overvågning af dykkerstedet.

• Løbende vurdering af dykkerområdet, vind, strøm, bølger og andre ændringer i

forholdende, samt være klar til at tage en vurdering af en evt redningsaktion.

• Kommunikation med dykkerbåd, journalfører, udkigsposter osv.

Dykkerlederen har således det overordnede ansvar for dykningen og den fulde myn-

dighed til at træffe afgørelser, også udstedelse af dykkerforbud!

Uddelegering: Selv om det således er dykkerlederen der er øverste myndighed er det

en rigtig god ide at uddelegere forskellige opgaver til andre i forbindelse med dyk-

ningen og på dykkerbasen. I forbindelse med udfyldelse af dykkerleder journalen, skal

posterne med bådfører, standby dykker, lineholder og journalfører besættes. Man kan

yderligere vælge at bede en dykker stå for oxybox og førstehjælpsudstyret, (hvis der

er en kvalificeret blandt dykkerne på basen). Når det er godt at uddelegere opgaverne,

er det fordi dykkerlederen kan træde et skridt tilbage og derved bedre bevare over-

blikket.



Dykkerforudsætninger

a. Antal dykkere.

b. Erfaringsniveau (Hvor mange *, ** eller***).

c. Udstyr.

d. Fysisk / psykisk tilstand.

Beskrivelse af dykkerstedet

a. Dybde.

b. Strøm.

c. Bundforhold.

d. Trafik.

e. Lufttemperatur.

f. Vandtemperatur.

g. Beskrivelse af vraget (historie, UV foto eller evt tegning, mulighed for penetrering?).

Vejrudsigt

Formål med dykket

a. Uddannelse/prøve.

b. Vragdyk.

c. Stranddyk.

d. Vægdyk.

e. Natdyk.

f. Isdyk.

g. Andet.

Desværre er det ikke alle både som ser eller respekterer dykkerflaget. Da kan det være

nødvændigt, at lægge båden i yderkanten af området for at afskære skibstrafikken,

eller måske endnu bedre finde et andet sted at dykke.

11.6 Fællesudstyr

Det er dykkerlederens ansvar, at der medbringes rigtigt og tilstrækkeligt fællesudstyr,

herunder oxybox, dykkerflag, dykkerlederjournal, førstehjælpsudstyr, kikkert, VHF ra-

dioer, osv. Desuden må det kontrolleres, om bådens redningsgrej fungerer. Yderligere

har dykkerlederen ansvaret for, at de der får uddelegeret opgaver, også er i stand til

at udføre disse, og at de forstår, hvordan udstyret fungerer.

Til diskussion:

Hvordan bør dykkeberedskabet være i disse situationer?

a. Dykning fra land med 20 dykkere

b. Dykning fra land med 9 dykkere

c. Dykning fra båd med 5 dykkere

11.7 Dykkerledelse og kommunikation

God og tydelig information til de deltagende dykkere, er en stor del af, at det at

fungere som dykkerleder. Alle skal derfor orienteres om den plan, der er lagt for den

forestående dykning. Dykkerlederen kalder derfor de deltagende dykkere sammen til

en briefing, som afsluttes med at dykkerlederen spørger om der er nogle spørgsmål,

for at sikre sig at alle har forstået dykkeplanen.

En briefing bør indeholde oplysninger om:



f. Alarmsignal (båd-base).

g. Signal ” Alle op af vandet”.

Hvis der er en bil til rådighed (ved stranddyk), indtastes adressen på nærmeste hospi-

tal på navigatoren, inden dykningen iværksættes.

Debriefing

Som afslutning på dykkerturen kalder dykkerlederen igen alle dykkere sammen for en

afrunding (debriefing) af dykkerturen.

En debriefing bør omhandle følgende:

a. Symptomer på dykkerskader.

b. Hvordan er det gået? (alle deltagerne kommer med sin vurdering af dykket/ turen,

dykkerlederen runder af).

c. Skrivning / underskrift af logbøger.

d. Sted, dato og tidspunkt for næste dykkertur.

11.8 Stress

Stress er noget kroppen mobi-

liserer til forsvar. Stress opstår

i uvante situationer eller når belast-

ningen er unormalt høj.

Det er impulser fra omgivelserne

der udløser stressreaktionen. Hvad

der opleves stressende varierer

meget fra individ til individ. F.eks.

kan erfaring gøre at en dykker

håndterer strøm på en rolig måde,

mens en anden kan gå i panik.

Gennemførelse af dykket

a. Hvor mange hold af gangen.

b. Hvor neddykkes/uddykkes.

c. Tidsinterval mellem holdene.

d. Dykkerbases placering.

e. Bruges der mellemline-overfladebøje?

f. Standby-dykkers påklædning/placering.

g. Støttepunkt?

h. Holdsammensætning-udpegning af parleder.

Fælles bestemmelser

a. Selvcheck- makkercheck før dykkerledercheck.

b. Ingen går i vandet før dykkerlederen giver lov.

Sikkerhed

a. Oxybox og genoplivningsudstyr: Placering, kontrol og betjening.

b. Nærmeste fastnet telefon (hvis en sådan forefindes) placering af VHF -radio, mobil-

telefon (og tlf. nr. på denne) og lamineret papir med adresse / position på dykker-

sted, samt telefon nummer til Marinestaben og alarm 112.

c. Nærmeste hospital, med tilhørende lamineret kørselsvejledning dertil ( hvis basen

er på land). Er der et båddyk langt fra land, angives nærmeste havn og lamineret

kørselsvejledning til nærmeste hospital derfra.

d. Mulig helikopter landingsplads anvises.

e. Potentielle skader.

Høj

HøjLav

Ydeevne

Skærpet og klar

Panisk/forvirret

Stressniveau

Sløv/fraværende

Fig. 11.8 Stress og ydeevne.



d. Vælge et dykkersted som passer til dykkernes uddannelsesniveau.

e. Sammensætte holdene så dykkerne er trygge ved makkerskabet.

Som dykkerleder vil du komme i situationer, hvor du bliver sat på prøve. Det kan være

personer der optræder uacceptabelt, og som ikke forstår, når du påpeger dette, ofte

er det stress der er årsagen. Forebyggelse af stress vil reducere chancen for at du

kommer i sådanne situationer.

11.9 Moralsk og juridisk ansvar

Det er arrangøren, det vil sige klubben (eller dykkercenteret) som har det juridiske

ansvar for organiserede aktiviteter. Arrangøren må have et internt kontrolsystem,

som beskriver rutiner og ansvar for aktiviteten, og hvad der skal gøres i tilfælde af at

noget går galt. På dykkerstedet er det dykkerlederen der er den ansvarlige på vegne

af klubben (eller dykkercenteret), og som skal lede aktiviteten i henhold til sikkerheds-

reglerne( fra DSF og i klubvedtægterne).

Det er naturligvis ikke dykkerlederens ansvar, hvis de enkelte dykkere ikke følger de

anvisninger han har givet.

Det er klubbens bestyrelse, der er ansvarlig for alt klubudstyr. Dykkerlederen skal gøre

det han eller hun kan for at sikre at fællesudstyret er i orden.

NB: Dykkerlederen har altid et moralsk ansvar for, at sikkerhedsreglerne bliver over-

holdt.

Til diskussion:

Dykkerlederens opgaver kan uddelegeres. Men dykkerlederens ansvar kan ikke

uddelegeres.

Hvad indebærer dette?

På figur 11.8 har vi forsøgt at vise sammenhængen mellem ydeevne og stigende

stress. Som vi ser, har vi en lav ydeevne ved et lavt stressniveau. Ved stigende stres-

sniveau vil ydeevnen øges, indtil vi kommer over tærsklen som fører til panik. Dette

betyder, at både når vi er helt afslappet eller meget stressede i forhold til dykket, kan

vi være i farezonen, hvis vi skulle komme ud for en uforudset hændelse.

Det er vigtigt at vi som dykkere arbejder på at hæve paniktærsklen. Hvis vi er i stand

til at tage rationelle beslutninger i en stresset eller uforudset situation, kan det være

nok til at vi genvinder kontrollen.

Stressede dykkere kan afslører sig selv ved, at de er stressede ved at være over-

drevent stille eller muntre før dykket, være meget langsomme med klargøringen af

udstyret eller tjekke dette igen og igen. Før neddykningen kan en stresset dykker

svømme med hovedet højt i vandet eller klamre sig til et bundtovet eller lejderen.

Under dykket kan stress føre til ”cyklende” benspark, udspilede øjne og at makkerens

signaler ikke bliver opfattet. Ved synlige stresssymptomer før dykket, bør dykkerlede-

ren tage en snak med dykkeren for at finde ud af, hvad der er årsag til stressen og om

problemet kan fjernes. Hvis problemet ikke kan fjernes, så må dykkerlederen meddele

dykkeren, at af denne ikke må dykke denne gang.

Stressede (usikre) dykkere vil oftest forsøge at skjule stressen (usikkerheden). Hvis det

lykkes og dykkeren kommer i vandet, vil han være til fare både for sig selv og sin mak-

ker. Dykkerlederen må derfor via en god briefing og kontrolspørgsmål sikre sig, at alle

dykkere ved, hvad der venter ved den forestående dykning.

En stresset dykker har lettere ved at gå i panik under dykket. Mere om panik i kapitel

9, ” Dykkermedicin”.

11.8.1 Forebyggelse af stress

Disse faktorer kan være medvirkende til at forebygge stress:

a. Oplyse deltagerne om hvad der skal ske.

b. Godt uddannet, være i god træning, rutine.

c. Godt kendskab til udstyret.



b. Er største dybde i området kendt?

c. Findes der egnede muligheder for ilandstigning, også ved ændret vindretning og høj og lav vande.

a. Er der acceptable sø og vindforhold?

b. Er der strøm, og er retningen og styrken kendt og acceptabel?

Udstyret:

a. Er sikkerhedsudstyret til stede og i orden?

b. Er alameringsplanen og handleplanen udfyldt, forstået og gennemførbar?

Dykkerne:

a. Har dykkerne planlagt dykket og har de gennemgået maksimal dybde, bundtid og svømmeretning med dykkerlederen?

b. Er rutiner for sammenhold under dykket gennemgået?

Sikkerheden:

a. Er dykkerområdet tilfredsstillende markeret med dykkerflag?

b. Er der aftalt overfladeberedskab?

11.11 KilderNorges dykkeforbund, Avansert dykking.

Dansk Sportsdykker Forbund, Dykkerlederkurser.

11.10 DokumentationskravDykkerlederen har ansvaret for at følgende dokumentation findes:

1. Dykkerlederjournal med følgende oplysninger:

a. Navn på hver enkelt dykker som er i vandet.

b. Tidspunkt for hvornår hver enkelt dykker gik ned og hvornår de efter planen atter skal være i overfladen.

c. Vindretning.

d. Strømretning og hastighed.

I bilag 1 ses et eksempel på en dykkerlederjournal.

2. Alarmplan

a. Med oplysninger om hvor man kan rekvirere hjælp og hvordan hjælpen tilkaldes.

b. Adresse på dykkersted/ position på dykkerbåd.

3. Handleplan

a. Med oplysninger om hvilke rutiner der skal følges i tilfælde af uheld/ulykke.

Se i øvrigt afsnittet om sikkerhed, under dykkerledelse og kommunikation.

Dykerlederjournalen , alarmeringsplanen og handleplan for hver enkelt dykkertur arki-veres efterfølgende i dykkerklubben/ dykkercenteret.

Tjekliste for gennemførelse af dykning:

Dykkerstedet:

a. Er der kendt skibstrafik i området og er dette acceptabelt?


Reaktion på hændelserReaktion på hændelser

Kapitel 12Reaktion

på hændelser



Under dykning kan der ske ulykker, uanset hvilke forholdsregler vi har taget. Dette ka-

pitel handler om hvad der skal gøres, når et uheld indtræffer. Vi skal komme nærmere

ind på følgende momenter:

• Hvad kan gå galt?

• Hvordan undgår man ulykker?

• Reaktion når noget sker – hvem gør hvad?

• Bortkommet dykker.

• Problemer med båden.

• Dykkerrelaterede skader.

• Andre skader.

• Adfærd ved redning.

• Transport til land eller op i båden.

• Førstehjælp.

• Debreifing.

12.1 Hvad kan gå galt?

Ofte er det de små ting der udløser ulykken. De små ting – en fejl - kan være en lille lækage

fra en slange, en dårlig maskerem eller at du har personlige problemer. De fejl, som ikke

bliver rettet op i tide, kan udløse en kædereaktion af fejl (se også afsnittet om risikovurde-

ring i kapitel 11 ”Dykkerledelse”). Ofte er der bare nogle små tiltag, der skal til, for at rette

op på fejlen, der forhindrer at problemet udvikler sig.

Vær opmærksom på risikofaktorerne. Dette gælder også de faktorer, som ikke er

direkte dykkerrelateret.

Til diskussion

Gennemgå en normal dykkerdag og find typiske risikofaktorer.

12.2 Hvordan undgås ulykker?Hovedreglen er altid:

Planlæg dykket og dyk som planlagt .

Under planlægningen er der nogle vigtige momenter, som vi skal tage hensyn til i planlægningen:

• Brug makkerprincippet.

• Planlæg dykket i forhold til din egen og din dykkermakkers uddannelse og erfaring.

• Sørg for god kommunikation i dykkerteamet – brug eventuelt makkerline.

• Vær fortrolig med brugen af dykkertabellen og din dykkercomputer.

• Være opmærksom på stressfaktorer, og hvordan de kan påvirke dit dyk.

En sikker dykker er en opmærksom dykker .

En sikker dykker er indforstået med, at der kan opstå situationer under dykker som gør, at man hurtigt må komme ud af situationen, før der opstår en kritisk situation. En sikker dykker ved hvordan de skal takle en given situation, fordi de har trænet hændel-sen, og er opmærksom på hvad de skal gøre i det enkelte tilfælde.

Du bliver en opmærksom dykker ved rutinemæssige kontroller af:

• Dit flasketryk.

• Dybden.

• Dykkertiden.

• Efterspænder vægtbæltet og /eller dit vægt i vesten.

Til diskussion:

1. Hvad indeholder begrebene fysisk og psykisk stress?

2. Hvordan mærker man, at en dykker er stresset?

3. Hvordan skal du håndtere en stresset dykker?



12.4 Savnet dykker

Hvis en dykker/dykkerteam ikke kommer til overfladen til aftalt tid, skal der straks

udløses en alarm hos dykkerlederen. Der skal straks iværksættes eftersøgning efter

dykkeren/dykkerteamet.

• Gennemgå terrænet, inklusiv overfladen, for at undersøge om dykkeren/dykkeren

er drevet med strømmen.

• Spørg om de øvrige dykkerhold har set den/de savnede dykkere. Undersøg strøm

og sigten i vandet.

• Forbered eftersøgning efter dykkeren. Standby – dykkerens skal gøres sig klar til at

blive indsat.

• Hvis det er muligt skal alle dykker kaldes op af vandet.

• Vælg lokalitet for eftersøgningen. Vælg en egnet søgemetode (Se afsnittet om

eftersøgning i afsnittet Dykkerpraksis).

• Forbered alarmering til Marinestaben (tlf. 7285 0000) eller kald Lyngby Radio på

kanal 16. Eventuel alarmering på tlf. 112.

• Hvis flere dykkere skal indsættes i eftersøgningsarbejdet, så skal det sikres, at de

ikke udsættes for unødig fare.

Til diskussion

1. På hvilket tidspunkt eller stadium skal man alarmere myndighederne i tilfælde af

savnet dykker?

2. Hvornår skal man alarmere til Marinestaben (tlf. 7285 0000) og hvornår skal man

alarmere til 112?

12.3 Handlinger når noget sker – hvem gør hvad?

Ved en hændelse er det vigtigt, at det straks bliver iværksat foranstaltninger til at

afhjælpe situationen, og at der er én person, som leder arbejdet. Handlingsplanen

fastlægger ansvarsområderne allerede inden dykket påbegyndes.

1. Dykkerlederen fungerer som den ansvarshavende og leder redningsarbejdet.

Dykkerlederen skal ikke udfører arbejdet alle opgaverne selv, men uddelegere

opgaverne til de øvrige deltagere, for selv at holde overblikket. Bådføreren og

standby-dykkeren har ansvaret for eftersøgningen og bjærgningen, mens den dyk-

ker med største erfaring inden for førstehjælp, også yder førstehjælpen til den/de

tilskadekomne.

2. Dykkerlederen må hurtigt få overblik over situationen. Få fastlagt prioriteten af de

opgaver, som de skal udføre. En effektiv og systematisk indsats er altafgørende.

3. Hvilke resurser er til disposition? Er der en båd til disposition og er den i nærheden?

Er standby - dykkeren klar? Hvad med de andre dykkerhold? Husk at alle kan bistå

med noget i en situation.

4. Dykkerlederen skal give tydelige og rolige instruktioner til de øvrige dykkere. Der-

ved reduceres risikoen for forvirring og panik.

Det er vigtigt at holde ”helikopterperspektivet” i ulykkeshåndteringen. Derved bliver du

mere opmærksom på detaljerne.

Vurdere situationen: Stop, tænk og handel. Bevar roen!



• Det nødvendige redningsudstyr er med herunder:

- redningsveste.

- Kompas.

- En lydgiver (et horn klokke eller fløjte).

- Vandtæt lygte.

- Anker og ankerlinje.

- Øsekar.

- Nødblus.

- Førstehjælpskasse.

- Vandtæt beholder.

• Det nødvendige navigationsudstyr - GPS og ekkolod - er om bord og virker efter

hensigten.

Søsportens Sikkerhedsråd udgiver en række publikationer omkring sikkerhed til søs.

Publikationerne kan gratis downloades fra Søsportens Sikkerhedsråds hjemmeside

www.soesport.dk og omfatter bl.a.:

• Værd at ved om mand over bord.

• Værd at vide om VHF og DSC.

• Værd at vide om brand og eksplosion.

• Værd at vide om GPS, AIS og radar.

• Værd at vide om sikkerhed for fritidsdykkere.

• Havets hovedveje.

• Værd at vide om valg af joller til fritidssejlads og fiskeri.

• Værd at vide om lov og ret på vandet.

• Værd at vide om beklædning til søs.

• Værd at vide om vejr og bølger.

• Værd at vide om rednings- og svømmeveste.

12.5 Problemer med båden

Problemer på havet kan ofte undgås gennem en omhyggelig uddannelse af bådfører,

og en kontrol af udstyret inden turen begynder. Når man først er ude på havet, er det

ofte for sent at rette op på mangler, som kan undgås ved en passende planlægning af

turen.

For at undgå problemer med båden under dykkerturen, er det vigtigt at bådføreren

har et tilstrækkeligt kendskab til båden, til bådens udstyr, bådens drift samt har et

grundlæggende kendskab til sejlads med speedbåde, herunder kendskab til de søaf-

mærkninger, der anvendes i farvandet.

I Danmark er det et krav, at den ansvarlige bådfører har bestået ”Speedbådscertifi-

katet”, såfremt båden og motoren er over en vis størrelse. Bestemmelserne omkring

uddannelseskravene for fører af speedbåde fremgår af en bekendtgørelse udstedt af

Søfartsstyrelsen. I bekendtgørelsen – ”Bekendtgørelse om uddannelseskrav m.m. til

førere af visse motordrevne fritidsfartøjer med skroglængde under 15 meter (Speed-

bådsfører-bekendtgørelsen) (Bekendtgørelse nr. 232 af 22. marts 2006)” – fremgår

det, at den ansvarlige fører af båden skal have et speedbådskørekort (speedbådscerti-

fikat) såfremt båden:

• Er mellem 4 og 15 meter.

• Er planende.

• Motoreffekten i kW som minimum er lig med eller større end kvadratet på skrog-

længden plus 3.

Før bådturen starter, skal bådføreren sikre sig, at der er det nødvendige udstyr med

til turen. Det nødvendige udstyr, som man skal have med i båden afhænger af hvor

langt væk fra kysten man planlægger at sejle. Dette betyder, at der bl.a. skal være:

• Tilstrækkeligt med brændstof ombord.

• Tilstrækkeligt brandslukningsudstyr ombord.



2. Under opstigningen. Normalt kan en lungebrist udelades såfremt opstigningen fore-

gik uden problemer.

3. Hvor længe var dykkeren på bunden, og på hvilke dybde? Var der problemer med

udstyret eller var der stærk strøm på bunden? Dykkersyge og CO2 forgiftning kan

vurderes ud fra disse oplysninger.

4. Nedstigning. Der kan opstå problemer med trykudligning, som kan give skader i øret

og bihulerne, men disse skader er sjældent livstruende, selv om de i øvrigt kan give

alvorlige skader.

5. Før dykket: En dykker, som er uforberedt, har personlige problemer eller af andre

grunde er stresset før et dyk, kan begynde at hyperventilere eller gå i panik. Stress

kan medføre CO2 – ophobning og behov for øget åndedræt, som kan forstærke

nitrogenophobningen i kroppen. Dermed øges risikoen for trykfaldssyge.

Førstehjælp og behandling af de forskellige dykkerskader er nærmere omtalt i kapitel

9 Dykkermedicin.

12.7 Andre skader

Blødninger og chok er typiske skader, som kan optræde sammen med dykkerrelateret

skader.

Blødning

En dykker som mister en tredjedel af sit blod kan ikke opretholde blodcirkulationen i

kroppen. Prøv at vurdere om det er en artiel eller venøs blødning. En artiel blødning

kendetegnes ved at blodet ”pulsere” d.v.s. kommer stødvis. Ved en venøs blødning

”pibler ” blodet frem. Førstehjælp ydes ved at lægge en kompres på blødning og for-

søg at stoppe blødningen.

12.6 Dykkerrelateret skader

Med dykkerrelateret skader tænker vi her på skader, som opstår som en direkte

konsekvens af dykningen, f.eks. dykkersyge, lungebrist, trykskader, oxygenforgiftning,

dybderus, øresqueese, drukning og kuldeskader (se også kapitlet om dykkermedicin)

Hvis der er mistanke om dykkerrelateret skade, så vær især opmærksom på, om dyk-

keren viser anormalitet med funktionerne

• Bevisthed.

• Balance og syn.

• Koordination.

• Styrke og tempo.

• Smerter.

Hvornår er en skade dykkerrelateret?

”Har dykkeren har åndet komprimeret gas inden for de sidste 48 timer?” – Hvis JA, så

skal skade behandles som en mulig dykkerrelateret skade!

12.6.1 Enkel diagnosticering

Forskellige typer af dykkerskader sker på forskellige faser under et dyk. Hvis det er

mulige at skaffe information om, hvilken fase af dykket problemet skete, kan vi sige

noget om, hvor alvorlig skaden er. Da de mest alvorlige skader sker i sidste del af dyk-

ket, er det naturligt at søge at klarlægge faserne fra afslutningen til starten af dykket.

1. Efter dykket. Alle symptomer som indtræffer efter dykket, samme dag eller dagen

efter, må tages alvorligt og vurderes af en dykkerlæge. Trykkammerbehandling er

en mulighed.



• Forulykket dykker på overfladen, som er ved bevidsthed

Afvent med at røre dykkeren til du har vurderet den forulykkedes tilstand. Er

dykkeren i panik? Tal roligt til den forulykkede og giv klare instruktioner. Det kan

f.eks. være, at han skal blæse sin BCD/vest op. Du bør nærme dig de panikramte

dykker bagfra, Du skal have din egen BCD/ vest blæst op, således at du har størst

mulig flydeevne. Du skal nærme dig den forulykkede dykker bagfra, idet du ellers

risikere, at han kaster sig over dig, og dermed risikere at skade dig. Hjælp dykkeren

med at droppe vægtbæltet. Masken kan være et yderligere stress moment for den

panikramte, så den bør fjernes. Prøv at få den forulykkede til at svømme mod land,

eventuelt må redderen trække den forulykkede i land.

• Bevidstløs dykker i overfladen

Sikre dykkerens opdrift og dump eventuelt vægtbæltet. Sørg for fri luftveje og om

nødvendigt giv kunstigt åndedræt i vandet. Før den forulykkede i land.

• Forulykket dykker ved bevidsthed under vand

Hvis det ser ud som om at dykkeren er tom for luft, så giv dykkeren din primære

regulator, og ånd selv fra din octopus. Vær opmærksom på, om dykkeren er i panik.

Sørg for positiv opdrift og drop om nødvendigt vægtbæltet. Hjælp dykkeren til

overfladen. Sørg for, at der hele tiden er kontakt til dykkeren da det virker beroli-

gende på den forulykkede.

• Bevidstløs dykker under vand

Sørg for opdrift og drop eventuelt vægtbæltet. Hjælp den forulykkede op til

overfladen. Sørg for, at luften i den forulykkedes lunger kommer ud for at undgå,

at den forulykkede får en lungebrist. I overfladen sikres frie luftveje og der gives

eventuelt kunstigt åndedræt. Den forulykkede skal føres i land eller op i båden, hvor

overflade mandskabet overtager det fortsatte redningsarbejde.

Alarmer Marinestaben via VHF eller telefon 72 85 00 00. Ved et stranddyk kan alarmen gives til 112.

Chok

Chok opstår enten når kroppen mister meget væske eller ved en psykisk belastning.

Den skadede føler sig svag og svimmel, og kan desuden være tørstig, ængstelig og

bleg, samt kan han/hun koldsvede, have åndenød eller hurtigt åndedræt. Pulsen kan

føles svag og uregelmæssig. Endelig kan personen blive bevidstløs og i værste fald død

som følge af chokket.

Spørgsmål om dykkermedicin .

Ved ikke akutte hændelser og spørgsmål om dykkermedicin kan man rette henvendelse

til dykkerlægen på via Marinestaben tlf. 72 85 00 00.

Tøv ikke med at spørge.

Jo længere tid det tager for behandlingen starter, desto mindre er chancen for en vel-

lykket og symptomfri behandling.

12.8 Adfærd ved redning

Når en dykkerrelateret ulykke sker, er det ofte at den forulykkede og redningsperso-

nen befinder sig i vandet. Dette betyder, at redningsarbejdet må starte i vandet, og

den forulykkede må føres i land. De opgaver, som skal løses i forbindelse med rednin-

gen, afhænger naturligt af hvor og hvilken ulykke, der er tale om.

12.8.1 Redderen

På overfladen kan redderen få hjælp af overflademandskabet – med båd, bøje eller

andet. Under vandet er det kun dykkermakkeren, som kan bistå hjælpearbejdet.



Redningsline .

Redningslinen er et 50 – 100 m langt, men

ikke for tykt tov. Linen opbevares i en spand/

tønde eller på en tromle. Linen skal løbe

let. Linen har en løkke eller en karabinkrog

i enden, således at den hurtigt kan sættes

på dykkeren. Løkken eller karabinkrogen skal

kunne håndteres af brugeren, når han har

dykkerhandske på. Linen skal have en synlig

flydelegeme tæt på enden, således at den let

kan findes igen, hvis linen ikke kan nå helt frem til den forulykkede dykker.

Fremgangsmåden:

• Redningslinen skal stå klar på stranden, men løkken i den ende som ligger i toppen.

• Redningssvømmeren (i ABC – udstyr) svømmer ud med løkken over skulderen.

• Redningssvømmeren sikrer opdrift til den bevidstløse dykker. Fjern vægtbæltet og

luk udluftningsventilen på tørdragten. Vurder om flaskesættet skal droppes. Makke-

ren med mellemlinen frakobles og redningslinen sættes på den forulykkede dykker.

• På signal fra redningssvømmeren begynder mandskabet på land at trække linen ind.

Redningssvømmeren følger den skadede dykker, og sikrer, at han eller hun har frie

luftveje og at han kan ånde.

• På land trækker mandskabet den forulykkede ind.

• Så snart dykkeren er i land fjernes dykkerudstyret og førstehjælpsarbejdet påbe-

gyndes. Hvis dykkeren trækkes ind til en båd, må den forulykkede dykker hjælpes op

i båden.

12.8.2 Dykkerlederen

Følg handleplanen og alameringsplanen.

Vær opmærksom på, at du ikke pålægger en person for mange opgaver. Brug alle

tilstedeværende dykkere.

Husk, at en stresset situation påvirker alle og de enkelte personer reagere forskelligt i

stressede situationer.

Der er altid en risiko for at forværre situationen. Derfor må redningsmandskabet ikke

udsætte for risici. Hårdt vejr kan gøre redningssituationen krævende. Desværre viser

historien, at der er dykkere, som er omkommet i forsøget på at redde andre dykkere.

12.9 Transport til land eller op i båden

Ved skader under dykning er det ern udfordring a få den forulykkede dykker i land el-

ler op i båden. Det bør ske hurtigt, således at man kan påbegynde en effektiv første-

hjælp.

Træn i at redde en dykker i land eller op i en båd. Prøv på forskellige metoder og

vurder, hvor egnet de enkelte metoder er til at redde en forulykket dykker. Kend dit

førstehjælpsudstyr og vær sikker på, at det altid er klar til brug.

12.9.1 Brug af redningsline under redning

Redningslinen kan forkorte transporttiden ind til land (eller til båden) ganske betyde-

ligt. Hurtig redning til land (eller båd) er speciel vigtig hvis den forulykkede dykker ikke

selv ånder.



Redningsnet

Et redningsnet er et net med en stand i hver side. Den kan også være lavet at langsgå-

ende parallelle glasfiberstænder, som er fæstet sammen med webbing. Der skal monte-

res ekstra tov i den ende med sænkes i søen til hjælp når nettet skal hales op.

I stedet for et redningsnet kan der bruges en presning eller to stykker tov.

Redningsnettet fastgøres solidt til indersiden af rælingen på båden før dykket påbe-

gyndes. Ved redningen bruges redningsnettet således.

1. Fjern det tunge dykkerudstyr og luk ventilen på tørdragten.

2. Læg den bevidstløse dykker land båden, helt på læsiden.

3. Redningsnettet lægges under dykkeren.

4. Brug tovene på den udvendige ende af redningsnettet, og rul dykkeren over rælin-

gen. Rul roligt og jævnt, og pas på nakken og hovedet til den skadede.

Udfordringer:

• En lille båd kan blive ustabil, når alle er i den ene side.

• Både med høj ræling. Dykkeren må hejses over rælingen. Undersøg om dele af

rælingen kan hængsles af eller fjernes efter behov.

• Der krævet flere personer end ved dyppemetoden.

• Metoden kræver øvelse for at det fungerer.

12.9.2 Bjergning af bevidstløs dykker op i en båd

A . Dyppemetoden

Hvis det er en lille båd med lavt fribord (eller ved en flydebro) kan dyppemetoden

anvendes.

• Dykkeren tages helt ind til båden eller broen. Dykkerudstyret fjernes.

• Hold dykkeren lodret i vandet med ansigtet mod båden/broen.

• Personen på land holder dykkerens arme, løfter dykkeren lidt, dypper dykker ned i

vandet (ca. til halsen) og trækker dykkerens overkrop op over bådsiden/brokanten.

Dykkeren skal vendes så ansigtet er mod redningspersonen og bliv liggende med

ansigtet ned i båden/broen.

• Træk dykkeren helt op i båden /broen ved at vippe benene over rælingen/brokanten.

Redning med dyppemetoden er mulig

at gennemføre for en redningsperson

som er alene, såfremt personen har

trænet metoden. Det er muligt at øve

metoden i et svømmebassin.

I en lille båd er det er en fordel, hvis

en anden person sidder i den modsat-

te side for at sikre at båden forbliver

stabil under redningen.

B . Brug af redningsnet/overbordnet

Hvis båden har et højt fribord, er det

vanskeligt at få en bevidstløs dykker

om bord. Her er et redningsnet nyttigt.

Fig. 12.1 Brug af redningsnet (Foto udlånt af Pro-Safe A/S).



Førstehjælp indebærer, at man skal gøre det mest nødvendige med de resurser, som

er til rådighed. De første kritiske minutter er ofte afgørende, før der kommer medi-

cinske personale.

1. Få overblik over hvad der er sket.

2. Pas på sikkerheden for den forulykkede og redningspersonerne.

3. Gennemfør tiltag til at sikre åndedræt og blodcirkulation.

4. Stop store blødninger.

5. Forebyg chok.

Her er nogle generelle retningsliner

• Få dykkeren op af vandet. Ingen som ikke føler sig i form skal opholde sig i vandet.

Prøv IKKE på at lave dekompression i vandet.

• Transporter patienten til hospital med en ambulance.

• Giv førstehjælp og oxygen til ambulancen ankommer. Se til at patienten har det

varmt, ligger bekvemt og at nogen taler beroligende til ham eller hende.

• Selv i alvorlige tilfælde med du ikke gå ud fra at patienten er død. Kun en læge kan

afgøre om patienten er død.

• Overvåg patienten og kontroller om tilstanden har ændret sig.

• Læg gerne patienten i stabilt sideleje (NATO – stilling).

• Makkeren bliver på dykkerstedet, indtil ambulancen har hentet den skadede dykker.

Det kan være aktuelt at makkeren følger med den forulykkede i ambulancen. Han eller

hun kan give nyttig information. Makkeren kan også have fået tilsvarende skade f.eks.

ved for hurtig opstigning.

Giv besked til de pårørende. Navn på de pårørende bør noteres i dykkerloggen.

Tag vare på dykkerudstyret. Flasker, regulatorer og eventuellet dykkercomputer.

C . Lejdermetoden

Metoden er aktuel for både med høj ræling og lejder.

• Dykkerudstyret fjernes fra både redderen og den forulykkede.

• De to personer placeres mod hinanden. Den bevidstløse dykker har front mod lejderen.

• Redderen holder med begge arme i lejderen. Den bevidstløse dykker hviler sin arme over redderens skuldre og sine lår med redderens lår.

• Redderen klatrer om bord med den bevidstløse dykker.

Til diskussion

• Hvad er fordelene og ulemperne ved de forskellige metoder til at få en bevidstløs dykker op i en båd?

• Hvad vil fungere bedst i den dykkerbåd som I sædvanligvis bruger på jeres dykker-ture?

• Hvad vil fungere bedst med det antal dykkere som du sædvanligvis dykker med?

12.10 Førstehjælp

ABC for førstehjælp

A (Airways) Skab frie luftveje.

B (Breathing) Giv kunstigt åndedræt.

C (Circulation) Skab blodcirkulation ved at give hjertemassage.


Reaktion på hændelser

Luk flasken og noter antallet af omdrejninger før flasken er lukket. Noter hvilket tryk

der er på flasken.

Lad regulatoren blive på flaskesættet.

Til diskussion

Hvordan kan sportsdykkere træne livredning?

12.11 Debriefing

• Tag kontakt til DSF. DSF har tegnet en forsikring, som også omfatter mulighed for

at få krisehjælp. Information omkring policenr. og telefonnr. til krisehjælpen står

bag på dit medlemskort til DSF.

• Saml alle som har været involveret i ulykken og redningsarbejdet til en debriefing.

Gennemgå hvad der er sket. Dette kan gøres nogle dage efter hændelsen, således

at man har fået det lidt på afstand.

• Skriv en rapport til DSF Teknisk Udvalg. Skema til indberetning findes på www.

sportsdykning.dk under Teknisk Udvalg ”Når ulykken er sket”.

230 DANSK SPORTSDYKKER FORBUND©

Bilag 1 - dykkerlederjournal.

Dykkerleder journal

Roskilde Frøm

andsklub

Navn:

Hold nr.

Ur

Dybdemåler

Kompas

Flaskestørrelse

Tryk

Max

dybde

Anslået

lufttidpå

dybdenB

undtid efter tabel

Ned-

dykning klokken

Aftalt

opklokken

Iover-

fladen klokken

Over-

flade tid

Mætningsgruppe

Bemærkning

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

::

Turleder:D

ykkersted:Ved alam

ering oplys:B

emæ

rkninger:N

avnJournalfører:

Position:N

:H

vor det er sket. Brug positionen

WG

S84E:

Bådfører:

Hvad der er sket:

Tlf SOK

: + 45 89 43 30 99

Stand by.H

bvor mange tilskadekom

neA

larm 112:

Dykkerleder:

Hvorfra du ringer. Tlf nr. _________________

Tlf.: Marinestaben +45 72 85 00 00

www.sportsdykning.dk

3-stjernet sportsdykkerhåndbog · pdf file9.4.5 pneumothoraks ..... 151 9.4.6 ateriel...

Documents