03.10.2017 AXEL ONLINE #2

Steen Dalin rapporterer fra IMAGO’s Masterclass “Inspiration”, 18 - 20 Maj 2017, afholdt i A’dam’s øje.

A’DAM’S ØJE

Man associerer umiddelbart til Utzons opretstående skaller i Sydney, og jo tættere man kommer på, jo mere grandiost tager hele sceneriet sig ud.

Som sædvanlig var DFF’erne den mest synlige gruppe ved dette IMAGO arrangement, når man ser bort fra værtslandets egne deltagere. Og sikke et sted værterne havde at tilbyde! Tidligere lå EYE (det hollandske fi lminstitut) i en smuk klassicistisk pavillon i Vondelpark. Kun et stenkast fra de mange danskeres hotel ved samme park. Men nu skulle man altså køre et kvarters tid med sporvogn til Amsterdams absolutte centrum (Hoved-banegården), hvorefter man entrer en døgnbetjent færge og allerede dér på vandet åbenbarer sig en strømlinet bygning af form som en knækket kammusling. Man associerer umiddelbart til Utzons opretstående skaller i Sydney, og jo tættere man kommer på, jo mere grandiost tager hele sceneriet sig ud.

Indvendig dominerer en gevaldig trappe (er der mon tænkt på Eisensteins Potemkintrappe?), der forbinder hele fi re biografer med et café areal, der fortsætter gennem de gigantiske vinduer til en udendørs terrasse, direkte ud til vandet og havnen.

2

A’DAM’S ØJE Steen Dalin rapporterer fra IMAGO’s Masterclass “Inspiration”, 18 - 20 Maj 2017, afholdt i A’dam’s øje.

Indvendig dominerer en gevaldig trappe (er der mon tænkt på Eisensteins Potemkintrappen?), der forbinder hele fi re biografer med et café areal.

3

IMAGO Master Class Committee: fv. Herman Verschuur NSC, Jan Weincke DFF og Astrid Heubrandtner Verschuur AAC bød velkommen til IMAGO Inspiration Master Class 2017.

Caféen er billig og et velbesøgt samlingspunkt i modsætning til vores fi lminstituts afl ange tarm af en dyr gourmet restaurant. Når man dertil lægger en butik, et permanent fi lmmuseum og lokaler til løbende udstillinger, får man som dansker galopperende mindreværdskomplekser. Erik Norsker skrev i den allersidste papirudgave af AXEL om Robby Müller - udstillingen sid-ste år. Nu var der så lagt op til en udstilling om Martin Scorsese, som desværre først ville åbne ugen efter, at alle var taget hjem.

Premiereaften I disse omgivelser åbnede torsdag aften den første session med én af de indbudte fi lmfotografer. Ingen tvivl om, at Jeanne Lapoirie AFC er blandt eliten af franske fi lmfotografer, med instruktører som Luc Besson, Agnés Varda, François Ozon og skuespillerinder som Catherine Deneuve og Isabelle Huppert. Hendes fi lm bliver rost og præmieret på festivalerne, og en enkelt er endda nået til Oscar nomineringerne. Hendes seneste 120 battements par minute (instruktør: Robin Campillo) vandt Grand prix du jury 2017 i Cannes netop samtidig med dette IMAGO event. Alligevel gør hun ikke meget væsen af sig, og fortæller selv om, at hun er genert og bare passer sit arbejde. “For me - I always do the same thing in every fi lm.

4

Jeanne Lapoirie AFC (tv) er blandt eliten af franske fi lmfotografer. Hendes moderator var

præsidenten for AFC, Richard Andry (th).5

Man kunne kalde Jeanne Lapoirie “den instinktive fotograf”, for hun er ikke meget for omhyggelige forberedelser.

Hvis jeg begynder at tænke for meget, går det galt, smiler hun.

Everybody would do the same,” undskylder hun sig. Efter 2 - 3 dårlige fi lm (ifølge hende selv) mødte hun instruktøren André Téchiné og lavede sammen med ham Les Roseaux sauvages (De vilde siv) i 1994, som for alvor startede hendes karriere. Det var en fi lm, som for det meste foregår udendørs i en skov, og ret hurtigt besluttede de sig for at skyde udendørs midt på dagen med solen i zenit, fordi “det gør man ellers aldrig.” Det lagde grunden til hendes stil med meget kontrastfulde billeder og en udnyttelse af det eksisterende lys på location.

Man kunne kalde hende “den instinktive fotograf” for hun er ikke meget for omhyg-gelige forberedelser. “Hvis jeg begynder at tæn-ke for meget, går det galt,” smiler hun og eksemplifi cerede med klip fra den israelske Gett, The Trial of Viviane Amsalem (instruktører: søskendeparret Ronit & Shlomi Elkabetz, 2014). Den skildrer en ortodoks skilsmisse, som udelukkende foregår i en retssal med rabbinere, indrettet i en gammel militærbygning. Eneste belysning var det ind-faldende sollys, der konstant skiftede pga. drivende skyer. Så Jeanne Lapoirie masserede blænden under selve optagelserne og havde et helvede med grading bagefter. Men det kunne lade sig gøre, da de oprindelige planer om at skyde på sort/hvid super 16 blev opgivet til for-del for digitalt.

6

Men hendes mest iøjefaldende fi lmklip (i hvert fald for undertegnede) stammede fra en fi lippinsk ‘eksperimentalfi lm’ Independencia (instruktion: Raya Martin, 2009), som foregår omkring 1900, da amerikanerne har smidt spanierne ud af landet. Alt er lavet i et studie på 10x10 meter, med malede baggrunde - på tæpper som i et teater, og træer, palmer og props, der blev fl yttet rundt af det fi lippinske fi lmhold. Illusionen er forblø� ende. Det ligner virkelig en original studieindspilning fra engang i 1920’erne og for at øge e� ekten, med fl imrende billeder, brugte hun en larmende stumkasse med variabel motor, som der hele tiden blev skruet på. Hele dialogen blev derfor optaget efterfølgende. Det sidste klip hun viste, var med Mads Mikkelsen i The Legend of Michael Kohlhaas (instruktion: Arnaud des Pallières, 2013) og her blev publikums tålmodighed igen sat på en prøve. For projektionen af hendes fi lmeksempler var generelt dårlige, og netop hendes low key billeder var knapt synlige på lærredet. Et symposium for fotografer burde i langt højere grad vægte billedet, end det her var tilfældet. Hvad der yderligere trak ned, allerede her ved den første præsentation, var den europæiske sprogforbistring. Selvom vi alle taler en eller anden form for engelsk, er det ikke garanteret, at det kommunikeres forståeligt. I hvert fald er det en dårlig idé, at sætte én

franskmand til at mediere en anden franskmand, som selv har det svært med engelsk. Der sker dét, at de trækker hinanden ned, som hvis to danskere, for sjov naturligvis, henfalder til et Valby-engelsk, der lyder som de Nattergale i ‘The Julekalender’ - forståeligt for os, men en udlænding ville ikke fatte en brik. Ikke for at være negativ, men måske kunne man tage ved lære til fremtidige IMAGO arrangementer: bedre fi lm-screeninger og mere forarbejde i sammenstillingen af fotograf og mediator.

Anthony, den engelske danskerHeldigvis gik der ikke ‘Nattergale’ i Andreas Fischer Hansens mediation af Anthony Dod Mantle. Ganske vist er Andreas fra en generation, hvor engelsk var et fremmedsprog, men med den væsentlige forskel, at Anthonys modersmål jo faktisk ER engelsk, og at Andreas har opholdt sig lange perioder i UK. Ydermere kender de hinanden fra begyndelsen på Filmskolen i en lærer/disciple relation, som det blev fremhævet ved præsentationen. Andreas led af en slem forkølelse, men kæmpede sig igennem med bravour og en grundig forberedelse, og så var projektionerne i orden, selvom de kom fra dvd’er.

For at være til stede i Amsterdam havde Anthony afbrudt optagelserne med Thomas Vinterberg i Antwerpen, hvor de i øjeblikket arbejder sammen på ubådsdramaet ‘Kursk’ i kæmpemæssige vandtanke. “A studio fi lm without a studio budget - like all fi lms,” tilføjede han. Det bliver spændende at se resultatet, for efter han sluttede samarbejdet med Lars von Trier, var mange af de udvalgte klip meget action prægede produktioner: Den sydafrikanske Dredd af Pete Travis fra 2012, optaget i 3D, som han hader: “If you make the slightest error - you’re dead.” Han havde selvironi nok til, at beskrive fi lmens helt som “the guy with the teapot on his head.” Et andet eksempel kom fra den to år gamle In the Heart of the Sea af Ron Howard (2015), som er en Moby-Dick inspireret hvalfanger historie fra 1800-tallet. Imponerende fotograferet og specielt planlægningen må have været ubeskrivelig omfattende. Begge fi lm er syltet ind i hurtigt klippede action scener og intensivt SFX efterarbejde ved computerne. Måske er det hans velfortjente Oscar belønnede arbejde på Slumdog Millionaire (af Danny Boyle, 2008) der har skubbet ham i den retning? Så alt i alt kan vi glæde os til den nye Vinterberg fi lm. Tragedien om K-141 Kursk, der gik ned med mand og mus i år 2000 “will move us away from action - although it´s not easy selling a drama,” erklærede han.

7

Heldigvis gik der ikke Nattergale i Andreas Fischer-Hansens mediering

af Anthony Dod Mantle DFF, BSC, ASC

8

Andreas led af en slem forkølelse, men kæmpede sig igennem med bravour

og en grundig forberedelse.

Anthony havde afbrudt optagelserne med Thomas Vinterberg i Antwerpen, hvor de i øjeblikket fi lmer ubådsdramaet Kursk i kæmpemæssige vandtanke. A studio fi lm without a studio budget - like all fi lms, fortalte han.

Men selvfølgelig var det især dogme og makkerskabet med Lars von Trier, der var på programmet, og især interesserede publikum sig for de tekniske aspekter ved, at skyde high speed med op til 700 billeder i sekundet.

Efter sidste Masterclass...Nu har jeg sprunget lidt i kronologien, for Anthony var lørdagens allersidste MasterClass, hvorefter samtlige deltagere fi k lejlighed til at indtage uddelte madpakker på en havnerundfart i Amsterdams kanaler. Desværre havarerede vores turbåd med det velvalgte navn ‘Copenhagen’. I forvejen havde alle hovedet fuld af fredagens aftenarrangement med Luciano Tovoli, som foregik i EYE’s største biograf sammen med et betalende publikum.

Luciano underholdt med sin debut i den dengang enorme italienske fi lmindustri - som virkelig var en industri, der ikke lukkede hvem som helst ind. Han kunne se frem til 15 år som fokus puller, inden hans øje ville have den mindste chance for at nærme sig et okular. Hans utrolige held blev, at Michelangelo Antonioni fi k øje på ham og tog ham med til Kina på en dokumentarfi lm. Tilfældigvis lige under Maos kulturrevolution, hvor Kina ellers var totalt lukket land. Antonioni sagde hele tiden “No, no - don’t shoot,” og opholdte sig det meste af tiden på sit hotelværelse, så Luciano brugte morgenerne på at lave sine egne optagelser. Da de kom hjem til Italien kunne Antonioni slet ikke genkende optagelserne og blev rasende.

9

Samtlige deltagere fi k lejlighed til at indtage uddelte madpakker på en havnerundfart.

10

Havnerundfart og madpakker i Amsterdams kanaler. Posen med madpakken.

11

Luciano (th) underholdt med sin debut i den dengang enorme italienske fi lmindustri

- som virkelig var en industri, der ikke lukkede hvem som helst ind.

Moderator Peter Verstraten (tv).

12

Luciano blev faktisk rigtig vred over ikke at være blevet taget med på råd. Det er dén slags IMAGO kan være med til at forhindre, rasede han.

Alligevel blev fi lmen færdig og skabte en diplomatisk krise, fordi Luciano sådan set havde fi lmet fuldstændig udenom systemet, der var ømfi ndtligt og midt i en politisk krise. Aftenens fi lm var selvfølgelig Professione: reporter (Antonioni 1975) med meget unge Jack Nicholson og Maria Schneider. Den blev vist i original 35mm version og man må sige, at der er løbet meget vand gennem åen siden 1975, både i form af drama og teknik.

Luciano ville gerne selv have foretaget en digital restaurering, men et fransk fi rma kom ham i forkøbet og molestrerede fi lmen. Og her blev Luciano faktisk rigtig vred over ikke at være blevet taget med på råd. Det er dén slags IMAGO kan være med til at forhindre, rasede han.

Den syv minutter lange slutscene er for længe siden gået over i fi lmhistorien og Luciano illustrerede med slides hvorledes kameraet på størrelse med en kakkelovn bevægede sig, ophængt i en monorail og grebet af en 40 meter høj kran, da det bevæger sig ud gennem vinduet i det hotel, som udelukkende blev opbygget rundt om dette (i 1975) ultimative tracking shot.

13

14

Luciano illustrerede med slides hvorledes kameraet på størrelse med en kakkelovn bevægede sig, ophængt i en monorail og grebet af en 40 meter høj kran, da det bevæger sig ud gennem vinduet i det hotel, som udelukkende

blev opbygget rundt om dette (i 1975) ultimative tracking shot.

15

Phedon Papamichael (tv) er, trods sit græske navn, et ærkeeksempel på en typisk Hollywood fotograf

- moderator Volker Gläser (th)

Det er en næsten helt trist erkendelse, at selvsamme skud i dag ville kunne være lavet med en drone til 8.000 kr. Denne sidste scene tog fem dage med utallige prøver.

Produceren Carlo Ponti ringede dagligt og forlangte optagelserne stoppet, da budgettet var opbrugt, hvilket fi k produktionslederen til at tage på fi sketur, så han slap for overfusningerne.

Sidste Master Classes Så springer vi tilbage til fredagens to Master Classes, der ikke kunne have været mere forskellige. Jeg ved ikke om dét var pointen eller et tilfælde, men hvor Phedon Papamichael (trods sit græske navn) er et ærkeeksempel på en typisk Hollywood fotograf, er østrigske Martin Gschlacht af mere beskeden og genkendelig europæisk statur. Der var en del kritik af, at moderatoren til dem begge, Volker Gläser, ikke formåede at holde førstnævnte på sporet. Han fi k smilende lov til udbrede sig med anekdoter om alle de kendte amerikanske skuespillere og big budget fi lmmaking i det hele taget. Men alligevel var han nu både underholdende og temmelig afslappet, når han berettede om hvordan George Clooney altid kun laver “one shot of everything”, hvilket tvinger resten af holdet til virkelig at være på tæerne. Hvilket passer ham udemærket, for han bryder sig ikke

16

om instruktører, der følger skemaer og bruger hele ugen fuldt ud. “It’s better to move fast - for the actors and for everybody - and with George you don’t spend a lot of time.” Så selvom Hollywood er kendt for urimelig lange arbejdsdage, giver han ofte holdet fri efter kun 4 - 7 timer om dagen. Han har det også godt med af og til at lave low budget fi lm. “Om det er 1 million eller 120 millioner dollars er det det samme, vi laver. Forskellen er, at med de store budgetter bliver det hele mere ufl eksibelt.”

Hertil kunne Martin Gschlacht tilføje, at han gennem fl ere år havde en agent i USA, men der skete ingenting. Da han endelig fi k et tilbud, tilbød de ham kun det halve af en europæisk hyre. De sagde til ham, at “du er kun en lille europæisk fotograf, men ved at lave en amerikansk fi lm bliver du måske berømt.” Altså at arbejdet bærer lønnen i sig selv. Han takkede naturligvis nej! For to år siden lukkede fi lmlaboratorierne i Østrig og han har det fi nt med digitalt, for som han siger: “The audience doesn’t know the di� erence - so why should we?” Den store forskel ligger hos instruktøren. Han skal have respekt for at trykke på knappen. “You have to switch on your brain before shooting,” insisterede han. Hans seneste fi lm Téhéran Tabou af iraneren Ali Soozandeh havde også sin første visning på dette års festival i Cannes samtidig med os. Man må sige, at IMAGO har lagt sig i selen for

Om det er 1 million eller 120 millioner dollars er det det samme, vi laver. Forskellen er, at med de store budgetter bliver det hele mere ufl eksibelt, mener Phedon-Papamichael ASC, GSC

17

For to år siden lukkede fi lmlaboratorierne i Østrig, men Martin Gschlacht AAC (tv) har det fi nt med digitalt, for som han siger:The audience doesn’t know the di� erence - so why should we?

18

Martin Gschlacht var tvunget til at skyde på minimum blænde 11, så igen - igen,

er der ingen vej uden om digitale optagelser.

Man må sige, at IMAGO har lagt sig i selen for at være aktuel: Først med Jeanne Lapoirie’s 120 battements par minute, og nu denne bemærkelsesværdige animationsfi lm. Ja, du hørte rigtigt! Men hvad i alverden laver en fotograf på en tegnefi lm? Jo, hele fi lmen er optaget med skuespillere on location på kun fem uger, hvorefter alt materialet er endevendt i en digital rotoscope proces. Til gengæld kræver det at ALT i billederne er skarpt, ellers går computeren i undo. Så Martin Gschlacht var tvunget til at skyde på minimum blænde 11, så igen - igen, er der ingen vej uden om digitale optagelser.

19

I sidste øjeblik lykkedes Povl Thomsen at lave et gruppeportræt af den danske delegation.

(Fv. stående) Torben Forsberg, Casper Høyberg, Petru Maier, Dirk Brüel, Claus Rosenløv, Anthony Dod Mantle, Sebastian Danneborn, Simon Plum,

Natascha Thiara Rydvald, Kenneth Sorento, Dan Säll, Povl Thomsen.(Knælende fv) Jan Weincke, Eva Hammershøy, Andreas Fischer-Hansen,

Steen Dalin, Lars Beyer, Michael Rosenløv, Jørn Kjær Nielsen.20

Men akkurat lige inden fi k vi lejlighed til at overvære Elen Lotman’s lecture om hjernens konception af de levende billeder.

Fotografens øje....Så er vi tilbage til lørdagens closing dinner på det centrale Art’otel, hvor det i sidste øjeblik lykkedes Povl Thomsen at lave et gruppeportræt af den danske delegation.

Men akkurat lige inden fi k vi lejlighed til at overvære Elen Lotman’s lecture om hjernens konception af de levende billeder. Hun blev drevet over i det akademiske, da det gik op for hende, at hun ikke ville blive en særlig god fotograf - påstod hun! Til gengæld har hun forsket i hvordan vores syn og visuelle opfattelse fungerer - og tilmed hvordan det ikke fungerer! Med øjenåbnende eksempler udfordrer hun vores traditionelle (og fastgroede) ideer om, hvad det er vi ser og hvordan det oversættes til et fi lmbillede. I den forbindelse er fotografen den professionelle seer, og derfor er det vigtigt at vide, hvordan hjernen skanner de visuelle informationer, som helt ned på et evolutionært plan måske mest handler om, hvor der er noget at spise eller om der er fare på færde fra de truende omgivelser. Desværre var det igen (se sidste nummer af AXEL om Rejsen til Amerika) alt for lidt tid, hun havde til rådighed. Man må virkelig håbe, at det snart vil lykkes, at få hende inkorporeret i et arrangement (måske på Filmskolen), hvor hun får tilmålt den tid, hun fortjener.

21

Med øjenåbnende eksempler udfordrer Elen Lotman vores traditionelle (og fastgroede) ideer om, hvad det er vi ser og hvordan det oversættes til et fi lmbillede.

På hjemrejsedagen søndag var der ikke noget program, hvilket gav en lille gruppe af os lejlighed til at vandre ned for enden af Vondelpark, til Museumplein. Her er de ypperste museer samlet og på Rijksmuseum - Het museum van Nederland - fi nder man de hollandske mestre fra 1600 - tallet: Johannes Vermeer, Frans Hals og karikaturmaleren Jan Havickszoon Steen. For enden i samme rum troner Rembrandts mest berømte kæmpemaleri Nattevagten, og med hovedet fuld af fi lm, kan man studere, hvordan Rembrandt lader kompagniet af skytter belyse med indfaldende dagslys fra vinduet til venstre. De vigtigste personer i billedet er helt tydeligt understøttet af et antal Dedolight.

Foto: Povl Thomsen

22

For enden i samme rum troner Rembrandts mest berømte kæmpemaleri Nattevagten.23

127 fotografer fra 29 lande foran Art’otel i Amsterdam, inden afslutningsmiddagen.

IMAGO Inspiration Master Class 2017 havde for fjerde gang bevist sit værd.

24