1

Afgangsprojekt Hærens Officersskole 2017

Slaget ved St. Vith

- Af Chris Møller Frandsen MA nr. 359268 04.06.86

- Vejleder: Rasmus Dahlberg Institut For Militærhistorie og Krigsteori

- Antal tegn: 106.860

2

English Abstract

This Project is a case study of the “Battle of St. Vith”. The project will follow will be spilt into

three parts. First part will describethe situation for the 106th Infantery division on the

Schnee Eifel, their initial battle and the resulting surrender. Second part will describe the

defense of St. Vith conducted by the 7th Panser division. Both of this will be studied using

the Principles of war focusing on Security, Concentration of effort and the offensive.

Third part will a discussion on the use of the Principles of war and what can be learned as

a professional officer when studying a military historical case.

3

Indhold 1. INDLEDNING ................................................................................................................... 4

1.2 Baggrund ....................................................................................................................... 5

2. PROBLEMFORMULERING ............................................................................................. 6

2.1 Afgrænsning .................................................................................................................. 6

3. TEORI OG METODE ....................................................................................................... 7

3.2 Forskningsoversigt. ...................................................................................................... 10

5. ANALYSE ...................................................................................................................... 11

5.1 ORBAT ........................................................................................................................ 11

Tyskerne. ........................................................................................................................... 13

5.2 Analyse af indeslutningen af 106. Division ................................................................... 14

5.2.1 Den 15. December Opstilling af 106. division og 14. Cav. ........................................ 14

5.2.2 Den 16. december - Angrebet. .................................................................................. 20

5.2.3 Den 17, 18 og 19 December. .................................................................................... 25

5.3 Den 17-18. december 7. Panser division forsvar af St. Vith ......................................... 31

5.3.1 7.panser division ankommer til St. Vith den 17-18. december .................................. 31

5.3.2 Den 19-20. december Fastholdelsen af St. Vith ....................................................... 36

5.3.3 Den 21-22 December Frigørelsen fra St. Vith ........................................................... 40

5.3.4 Den 23. december enden på St. Vith Halvøen ......................................................... 44

6. DISKUSSION ................................................................................................................. 46

6.1 Anvendelse af en krigshistorisk case. .......................................................................... 47

6.2 Læring ved henholdende kamp og indesluttet enhed .................................................. 48

6.3 Refleksion over mission command. ............................................................................. 50

6. KONKLUSION ............................................................................................................... 51

7. PERSPEKTIVERING ..................................................................................................... 52

8. LITTERATURLISTE ....................................................................................................... 53

4

1. INDLEDNING

Danmarks sikkerhedspolitiske situation har ændret sig. Den nye trussel er ikke længere kun fjerne oprørsstyrke og enelige terrorister, men en hel nation – Rusland, der både har kapacitet og kapabilitet til at udkæmpe en konventionel krig. Rusland har med militær opbygning og modernisering, annektering af Krim-Halvøen, proxykrigen i Ukraine, og gennemførelse af cyber-angreb, herunder også mod Danmark, vist sig som en aktiv og aggressiv spiller på det europæiske kontinent. Det er især Ruslands forsøg på at svække NATO, der i den kommende tid vil være en væsentlig udfordring for Danmark. FE vurderer ikke, at Rusland vil risikere en direkte militær konfrontation mod vesten, men ”Ruslands mistro til NATO og den russiske risikovillighed, øger dog risikoen for misforståelser og fejlkalkulationer.”1 Det ville heller ikke være første gang i historien, at en konflikt er startet på baggrund af misforståelser og fejlkalkulationer. I skrivende stund er der fra politisk side opbakning til, at Danmark skal overgå til en brigade struktur. Brigaden skal opstille og deployere 4000 mand, der er selvforsynende, og som selvstændigt kan operere uden støtte fra alliancepartnere i det generiske fuldspektrum. Dette er et betydeligt skift fra de nuværende bataljonskampgrupper, som senest er udsendt til Afghanistan. Bataljonskampgrupperne var dybt afhængige af alliancepartnerne til at levere den tunge ild fra artilleriet, helikopterstøtte og til dels luftstøtte. Med ønsket om, at brigaden skal kunne deployeres, viser det danske forsvar, at der er en vilje og evne til at anvende brigaden uden for de danske grænser. Derved må det forventes, at den danske brigade vil eller er blevet indsat, såfremt et NATO land er i overhængende fare for at blive angrebet. Som udgangspunkt må det forventes at en dansk styrke, der er indsat for at hindre en fremmed aggression, vil blive indsat i forsvarskamp. Dette skal ses i lyset af, at NATO næppe vil forsøge at bringe konflikten til egentlige kamphandlinger, men afskrække fra at anvende en egentlig magtanvendelse. Dette vil ske ved at opstille en større styrke af forskellige NATO enheder, herunder den danske brigade, i forsvar. Denne opbygning af styrker kan dermed være medvirkende til ”øget misforståelser og fejlkalkulationer”. Man kan med rette forstille sig, at hvis den danske brigade bliver trukket ind i en konflikt under NATO, vil de indledende stå overfor en modstander, der er overlegen i antal og som vil forsøge at gennemføre sit angreb overraskkende. På baggrund af at danske soldater kan blive indsat i en forsvarskamp mod en generisk modstander, der i den indledende fase vil kunne angribe med en overlegen styrke, vil denne opgave analysere et lignede tilfælde i krigshistorien.

1 Forsvarets efterretningstjeneste Efterretningsmæssig Risikovurdering 2016 s. 9

5

Udgangspunktet vil være at uddrage læring fra en krigshistorisk case, hvor en styrke har succes med at sinke et angreb fra en numerisk overlegen modstander. Den krigshistoriske case vil være på baggrund af Ardenner offensiven, nærmere bestemt kampene foran og ved St. Vith. Hvor det i første omgang var muligt for en overlegen tysk styrke at gennembryde det amerikanske forsvar og indeslutte to regimenter, men som efterfølgende blev 6 dage forsinket i at indtage det vigtige knudepunkt St. Vith. Det er en opgave der vil analysere de udslagsgivende faktorer, der gjorde det muligt at sinke en overlegen enhed og efterfølgende frigørese. Opgaven er et casestudie af det materiale, der er produceret omkring kampen. Det er også en opgave, der vil tage fat i det, der kan drages af læring fra en krigshistorisk case.

1.2 Baggrund

I efteråret 1944 var det amerikanske offensiv gået i stå. Efter den tidlige succes med

landgangen i normandiet, omringelsen ved Falasie og befrielsen af Paris, var gassen gået

af ballonen. I September blev Montgomery standset ved Arnhem, 1st Army ved Hürtgen

skoven i Ardennerne og Patton Third army ved Metz. Den allirede krigsmaskine var blevet

bragt til standsning af sin egen succes. Forsyningssituationen var et mareridt, mange af de

franske og belgiske havnebyer, som skulle bruges til at transportere forsyninger via, var

enten for ødelagte til at blive anvendt eller stadig i tyske hænder. Det franske jernbanenet

var desuden heller ikke blevet fuldt operationelt, og de fleste forsyninger blev derfor bragt

frem med lastbiler. De allierede stod også overfor et akut mangel på mandskab. Fronten,

der løb fra Rhinen og ned til det grænsen ved Schweiz, var 800 km lang. Med kun 65

divisioner til at dække linjen, skulle hver division i gennemsnit dække en front på 11 km2.

For at klargøre til det næste offensiv ind i Tyskland, blev de allierede styrker indsat

koncentreret nord for Ardenner, med retning ind mod Ruhr distriktet, og syd for Ardenner,

med retning ind i Saar distriktet. I Ardenner blev der kun anvendt et minimalt antal af

divisioner. Spøgelsesfronten, som linjen ved Ardennerne blev kaldt, var besat af First

Army Under General Courtney H. Hodges og blev besat med 4 divisioner langs den 60 km

lange linje. Tre gange så langt som det amerikanske doktrin tillader det. I nord var 99. og

106. division, der begge netop var ankommet til fronten. I den sydlige del befandt 4. og 28.

division sig. Resten af hæren var ved at klargøre sig til den kommende offensiv ind i

Tyskland eller kom sig oven på de hårde kampe ved Hürtgen skoven. Ardenner blev

anvendt til at lade divisionerne hvile sig og til at give nye divisioner lidt kamperfaring. Alle

2 MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge.

6

efterretninger viste, at tyskerne hverken kunne eller ville angribe; dette skulle vise sig at

være en fejlbedømmelse3.

På Hitlers ordre havde General Jodl i oktober udarbejdet en plan for det tyske angreb i

vest. Overraskelseselementet var essentielt, derfor faldt valget på Ardenner området, der

med sine tætte skove kunne gemme den tyske opbygning. Målet for angrebet, på den

store skala, var havnebyen Antwerpen, og på den mindre skala, floden Mause. Tre korps

blev samlet for at gennemføre angrebet: 6. SS panser armé skulle lede angrebet i nord, 5.

panser armé centralt og 7. armé skulle angribe frem for at sikre den sydelige flanke. Man

forventede at nå Mause på 2 dage og Antwerpen efter 7 dage. 5. panser armés akse gik

igennem knudepunktet St. Vith, der var centralt, for at videreføre det tyske angreb i

dybden.

2. PROBLEMFORMULERING

"Hvorfor blev to amerikanske regimenter indesluttet på Schnee Eifel og hvorfor lykkes det

efterfølgende, for en amerikansk panser division, at sinke det tyske angreb igennem St.

Vith? Herunder hvilken læring kan tages fra en krigshistorisk case som denne."

2.1 Afgrænsning

Opgaven er afgrænset i tiden omkring den 16-23. december 1944. I rum, ved kampene

omkring Schnee Eifel, St Vith og Vielsalm. Der vil blive fokuseret på de amerikanske

enheder fra 106. Infanteri division og 7. Panser division. Dette er gjort med henblik på at

skabe en fokuseret opgave på enkelte enheder. Der vil blive analyseret primært på

bataljons og- divisionsniveau.

De tyske enheder vil blive beskrevet mere generelt, idet der i området omkring St. Vith var

utallige forskellige enheder, som deltog i kampen. På trods af at våben, materiel og

køretøjer, kan tilskrives en del af succesen og fiaskoen ved en kamphandling, vil det ikke

blive beskrevet eller analyseret på i denne opgave. Hvis der ønskes en klarere forståelse

for amerikanerne og tyskernes materiel, så kan Battle of the Bulge af Steven J. Zaloga

anbefales med små 40 sider beskrivelse af begge hære. De tyske bæltekøretøjer vil blive

beskrevet som kampvogne, selvom det mange steder vil være mest rigtigt at skrive

Sturmgeschütz. Vejret og terrænet vil kun meget let blive beskrevet, på trods af at begge

besværliggjorde kamphandlingerne for båder amerikaner og tysker.

3 Zaloga, Battle of the Bulge. S. 37-38

7

3. TEORI OG METODE

Teori

Teoretisk vil opgaven primært blive analyseret med anvendelse af

Krigsføringensgrundprincipper4. Grundprincipperne er valgt, fordi det er en rationel,

praktisk og logisk måde at analysere et givet slag på. Grundprincipperne ændrer sig fra

land til land, men hovedessensen er ofte den samme, og kan derfor langt hen af vejen

betragtes som universelle. Krigens grundprincipper er valgt ud fra den betragtning, at de

kan anvendes til at analysere en kamphandling Dette kan gøres på trods af forskellen

mellem egen doktrin og den pågældende nations doktrin. På den måde undgås det at blive

en beskrivelse af datidens doktrins anvendelse, og mere fokuseret på at overføre det til

nutidig læring.

Følgende vil være en udredning af den teoretiske forankring af grundprincipperne og

hvorledes de anvendes i opgaven.

De moderne grundprincipper tog deres nuværende form i den britiske teoretiker J.F.C.

Fuller’s arbejde. Fuller var meget aktiv som krigsteoretiker både under og efter 1.

verdenskrig. Hans indflydelse betød, at en revideret form af hans grundprincipper, blev

taget med i det britiske doktrin, da man i 1919 nedsatte en komité for at gennemarbejde

den britiske ”Field service regulations”. To år efter fulgte amerikanerne trop med en

udarbejdning af egne 9 principper i ”Training Regulations 10-5”. I 1926 udkom Fullers

”Foundations of Science of war”, som var en tilpasset liste af de 9 grundprincipper. De

amerikanske principper kom i årenes løb til at ændre sig frem og tilbage, indtil de i 1949

tog deres nuværende form. I 1939 kom de til at hedde ”General princippels”.

Nedenstående tabel viser udviklingen af de grundprincipper, der er omtalt fra Fuller til de

nuværende:

4 Også kendt som operations grundprincipper

8

Amerikanske 1921 9 Principper5

Fuller 1926 Amerikanske 1939 7 Principper6

Nuværende danske7

The Principle of the

Objective

Direction

Objectiv Målet

The Principle of the

Offensive

Offensive Action

Offensiv action Offensiven

The Principle of Mass Concentration

Concentration of superior force

Tyngde

The Principle of

Economy of Force

Endurance

Økonomi med kræfterne

The Principle of

Movement

Mobility

Bevægelse

The Principle of Surprise

Surprise

Surprise Overraskelse

The Principle of Security

Security

To guard (Security) Sikring

The Principle of

Cooperation

Distribution

Unity of command – unity of effort

Kræfternes samspil

The Principle of

Simplicity

Determination

Simple and direct plans

Fleksibilitet

Grundprincipperne er både komplementære, overlappene og i nogle tilfælde

modstridende, derfor er fokus også kun på tre af dem i denne opgave: Sikring, Tyngde og

Offensiven og en enkelt gang Fleksibilitet.

5 FM 10-5 1921 s 1-2

6“FM- 100-5 1939”. S. 22

7 Grundprincipperne er flyttet rundt i forhold til deres normale placering i feltreglement 1.

9

Nedstående er et kort beskrivelse af hvad hvert enkelt princip indebærer i det danske

doktrin, hvilket også vil være udgangspunktet i analysen.

Sikring: Undgå overraskelse, bevare handlefriheden ved gennem aktive og passive

sikringsforanstaltninger at opretholde forberedtheden.

Tyngde: Koncentrere den rådige kampkraft på afgørende tid og sted. Samt skabe den

nødvendige kampkraft ved en koordineret indsættelse af samtlige midler der er til

rådighed.

Offensiven: Gennem en offensiv tankegang og handling at erobre og bevare initiativet og

dermed handlefriheden. Være forudseende og træffe foranstaltninger forud for at

potentielle problemer opstår.

Friktion: Friktion er taget med i dele af analysen for at behandle noget af krigens karakter.

Det vil centreres omkring tilfældighederne og den tåge af uvished som skabes ved krigens

friktion. I opgaven vil der være fokus på, hvad manglende kommando kontrolforhold og

dårlig kommunikation betyder for kampene.

Metode

Forud for selve analysen vil der være en kort beskrivelse af vejret, vejnettet og en kort

Order Of Battle

Selve analysen er opdelt i analyse op i to dele:

I første del af analysen, vil der blive fokuseret på indeslutningen af 106. divisions på

Schnee Eifel. Først vil begivenhederne blive beskrevet i rækkefølgen: før angrebet, under

angrebet og efter angrebet, med den efterfølgende indeslutning af divisionen. Efter hvert

afsnit vil der følge en analyse af de tre grundprincipper: Tyngde, Sikring og Offensiven.

Derudover vil der i nogle afsnit blive trukket linjer til, hvordan at friktion har haft betydning

for nogle af de beslutninger, som blev taget.

Anden del af analysen vil være fokuseret på 7. Panserdivisions forsvar af selve St. Vith.

Der vil i tid være sammenfald mellem analysen af 106. og 7. Division. Men de vil være skilt

rum, og ikke tid således at der primært vil blive fokuseret på selve St. Vith og rummet mod

vest, i denne del af analysen.

Diskussionen vil overordnet tage udgangspunkt i de to artikler ”Drop kampstillingerne” og

”Refleksion over drop kampstillingerne”, hvor jeg vil diskutere anvendelsen af tyngde som

grundprincip og hvordan der med udgangspunkt i Feltreglement I, kan uddrages læring fra

10

en historiske case som St. Vith. Undervejs vil jeg underbygge argumenterne med ”The

Past as Prologue”, som bliver inddraget omkring anvendelsen af krigshistorie for den

professionelle officer.

3.2 Forskningsoversigt.

I opgaven er der primært anvendt andenhånds kilder i form af udgivet bøger og en enkelt

uddannelsesrapport. Dette er gjort, idet de primære kilder er after action rapports,

nedskrevet radio korrespondancer og interviews, der er svært tilgængelige.

Derfor er der blevet udvalgt 4 primære kilder, som er anvendt i opgaven.

”St. Vith Lion In The Way”, udarbejdet i 1946 af Oberst R. Ernest Dupuy for 106. Division

Association, som har anvendt førstehåndsberetninger fra mange af de nøgle aktører, der

deltog i kampene. Den har været en god kilde til at forstå 106. divisions situation. Det skal

noteres, at den er skrevet til 106. Division Association, og derfor har lidt karakter af at

være en helteberetning. Derfor har der skullet tages forbehold for den lidt ensidige

fremstilling af hvordan begivenhederne er beskrevet.

”A Time for Trumpets” er skrevet af Charles B. MacDonald, der også har forfattet

”Kompagnichef Igennem Europa”. MacDonald gjorde tjeneste i 1944-45 som

kompagnichef ved vest fronten, og har forfattet flere bøger, heriblandt nogle af US Army

Green books. ”A Time for Trumpets” er et samlet værk over hele Ardenner offensiven som

først er udarbejdet i 1985, men som stadig gør brug af førstehåndsberetninger.

MacDonald er ikke bange for at give sin egen mening til kende og nogle steder kan den

optræde lidt patriotisk. Hvis man tager dette med i sin læsning, gives der mange steder

gode beskrivelser af kampene.

”The Ardennes Battle of the Bulge” skrevet i 1965 af Cole, som tjente I krigen som

efterretningsofficer og fra 1946-1952 var leder for den europæiske historie afdeling. Et

meget omfattende værk der også har fokus på en del tyske kilder. Cole beskriver noget

mere neutralt, og sammenfletter fint tyske og amerikaske beretninger.

”The Battle of St. Vith an historical example” og ”Armor in the defense” er udarbejdet af

The US Army Armor School i 1966 og har givet input til afsnittet om 7. division. Den er

begrænset ved at være meget kort og fokuserer på enkelte begivenheder, hvilket til tider

kan være forvirrende.

Alle kilder har givet et større overblik over kampene ved St. Vith. Til gengæld har det skabt

en del frustration, når man støder på modsatrettede data om tider og enheder. Derfor har

11

det også været nødvendigt at sammenholde de forskellige beretninger med hinanden.

Dette kan vise sig at være en udfordring, når man udarbejder en analyse på noget, der er

forgået for over 70 år siden.

Svagheden i opgaven at alt materiale er andenhånds beretninger, der skal tages hensyn

til. Desuden mangler der det tyske perspektiv, det også kun meget lidt blvier beskrevet.

Det tyske perspektiv er forsøgt dækket ind med en Hugh m. Cole ”The Ardennes Battle of

the Bulge og Bogen” som behandler nogle af de tyske manøvre og ”Hitler’s Ardennes

offensive The german view of the battle”, som baseret på interview af tyske soldater.

5. ANALYSE

5.1 ORBAT

Vejret og Terrænet

For at undgå de allieredes luftværn var det dårlige vejr en forudsætning for det tyske

angreb. I dagene fra den 16.-22. december, var det ofte tåget og temperaturen lå lige

omkring frysepunktet, hvilket gjorde at det belgiske terræn blev meget mudret. Det

mudrede terræn gjorde det svært for tyskerne at udfolde kampkræften, selv kampvogne

blev tvunget til at holde sig på de få veje. Logistisk skabte de dårlige vejnet, der ofte kun

bestod af skovveje, også et stort problem, da forsyningerne kun kunne komme frem af

enkelte veje. Terrænet var skovfyldt, bakket og opdelt af mange floder, som kanaliserede

angrebsakserne.

106. Infantry division (the Golden Lion)

Divisonschef Allan Jones (Jones)

Regimentschef 422 George L. Descheneaux (Descheneaux)

Regimentschef 423 Charles Cavender (Cavender)

Regimentschef 424 Alexander D. Reid (Reid)

Den 1. december forlod 106. division England og gennemførte en lang og kold forskydning

til St. Vith området. Her blev divisionen befalet til at overtage 2. divisions stilling på det

bakkede og bevoksede Schnee Eifel. Overdragelsen blev gennemført den 10. og 11.

december og var befalet til at skulle være en direkte overtagelse af 2. divisions stillinger -

kanon for kanon og mand for mand. 2. Division havde travlt med at komme afsted, da de

12

skulle deltage i en kommende offensiv. Det endte derfor med en meget forhastet

overdragelse, som ikke var 106. division til meget hjælp.

Da 106. division overtog stillingerne på Schnee Eifel den 11. december bestod divisionen

af 422., 423. og 424. infanteri regiment. Den var støttet af deres eget artilleri bestående af

589., 590. og 591. artilleri afdeling med 105 mm howitzer samt 592. artilleri afdeling med

155 mm haubitser8 106. Division var derudover forstærket med 820. panserjæger bataljon

og 634. antilufts bataljon9

Underlagt 106. division var 14. Cavalry Group (14. Cav.) støttet af 275. Artilleri afdeling. 14

Cav. kan i danske termer, betegnes som en forstærket og tung opklaringsbataljon

bestående af ca. 1600 mand10.

7. Armored division (The lucky Seven).

Divisonschef Robert W. Hasbrouck (Hasbrouck)

Chef CCB/7 Bruce C. Clarke (Clarke)

I forhold til 106. division havde 7. panser division fået kamperfaring inden de ankom til St.

Vith. Divisionen blev opstillet i marts 1942 og gik i land på Normandiets kyst tilbage i

august. Divisionen deltog i sin første kamp ved den franske by Chertess og efterfølgende

var divisionen med i de allieredes fremstød igennem Frankrig, Belgien og Holland. Forud

Ardenner offensiven var divisionen indsat som XIII korps reserve omkring byen Heerlen11

og blev senere flyttet til den tyske grænse.

7. panser division var opbygget som en standart panser division. Divisionen bestod, den

16. december, af 17., 31. og 40. kampvognsbataljon. 23., 38. og 48. panseret

infanteribataljon, 434, 440 og 489 artilleri afdeling og 87. opklaringsbataljon. Divisionen

havde tilknyttet 814 panserjæger bataljon og 203 luftværns bataljon.

Den amerikanske hær opdelte sin panser divisioner i Combat Commmand A-B og R

(CCA/B/R). CCA og B er hver af ca. brigade størrelse, mens R er de resterende enheder.

En CC ville ofte være opbygget omkring en kampvognsbataljon, en infanteribataljon og en

artilleri afdeling støttet af egen logistik, signal og ingeniører. En CC kunne derved operere

selvstændigt fra resten af divisionen.12Ved ankomst til St. Vith og de efterfølgende dage fik

8 Tolhurst, Saint Vith 106th US Infantry Division. S. 31

9 Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 13

10 Rottman og Dennis, World War II US cavalry groups European theater. S. 10-11

11 Quarrie, The Ardennes Offensive V US CORPS & XVIII US(AIRBORNE) CORPS, Northern Sektor. S. 72

12 Zaloga, Battle of the Bulge. S. 95-96

13

divisionen underlagt og støtte fra et utal af andre enheder, heriblandt resterne af 106.

division og dele af 28. infanteri division, som blev placeret i forskellige dele af

forsvarslinjen.

Tyskerne.

5. Panser Arme Korps chef Hasso Von Manteuffel (Manteuffel)

De tyske enheder, der i 1944 gennemførte angrebet i og omkring St. Vith, var i en noget

anden forfatning, end de styrker der i 1940 indtog Frankrig.

Den Tyske hær i vest var ikke i en forfatning til at lave store offensiver i 1944, f.eks var to

af de panserdivisioner, som skulle lede angrebet, vurderet til at være Kampfwert III -

brugbare til defensive operationer, mens Kampfwert I var brugbare til offensive13. Den

tyske hær havde lidt store tab i materiel og mandskab under deres tilbagegang i Frankrig,

hvilket betød oprettelsen af de nye Volksgrenadier divisioner, der skulle give maksimalt

ildkraft med minimalt mandskab og udrustning. Men med de store tab var storedele af

mandskabet enten gammelt personel, med gennemsnits alder på 35,og/eller fra andre

afdelinger end hæren.14 Det var langt fra den unge veltrænede tyske soldat som i 1940 var

gået ind i Frankrig

De primære enheder, som kæmpede mod amerikanerne ved St. Vith, var 18

Volksgrenardier division (VG) 62 VG og Führer Begleit Brigade. Begge VG divisioner var

en del af Mantueffels 5. Panser korps, mens Führer Begleit Brigade, var en reserve, der

kun kunne frigives af Von Rundstedt selv.

13

Zaloga. S. 70 14

Zaloga. S. 81

14

5.2 Analyse af indeslutningen af 106. Division

5.2.1 Den 15. December Opstilling af 106. division og 14. Cav.

15

Da 6. SS panserarmé og 5. Wehrmacht armé iværksatte angrebet på 106. og 14. Cav. den

16. december kl. 0530, var 106. division, der talte 7 bataljoner og en kavaleri gruppe,

indsat på en front, der var over 35 km lang16. Opdelt i terræn giver det et gennemsnit på 5

km for hver bataljon, til trods for, at der i den Amerikanske Field manuel står beskrevet, at

en bataljon kan dække 1-2km17 alt efter terrænet. Terrænet fra St. Vith og frem til området

omkring højderyggen Schnee Eifel var domineret af bakker, tæt skov, floder der ikke

kunne krydses af køretøjer og små bebyggelser. De fleste veje var stadig ikke asfalteret. I

denne del af Ardennerne fremstod byen St. Vith, som et central trafikalt knudepunkt, der

førte veje i alle retninger, og derfor et oplagt må for et tysk offensiv. For effektivt at kunne

gennemføre sit panser angreb mod Mause floden, var St. Vith det første mål for

Mantueffel, og var sat til at skulle indtagets allerede den 17. december. For at kunne

15

Great Britain War office 1:250.000 1943 16

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 15 17

Department, “FM 7-20 Infantry Battalion”. S. 190

15

indtage St. Vith var det nødvendigt at dominere indfaldsvejene på flankerne af Schnee

Eifel, hvor 106. og 14. Cav. lå i forsvar. De tre primære indfaldsveje i 106. sektor bestod

af; 1. i nord, vejen gående fra byen Roth(1)-Auw(2), 2. centralt i sektoren, vejen der går fra

byen Bleialf(3)-Schonberg(4), og 3. den sydlige del af sektoren, hovedvejen gående fra

Pronsfeld i Tyskland gennem Eigelscheide(5) og hele vejen op til St. Vith. Både Bleialf og

Auw er forbundet af en større vej, som de amerikanske styrker havde døbt Skyline

drive(6)18. Auw blev forbundet med Schonberg, som var den primære vej mod St. Vith. Til

trods for, at der i sektoren var disse meget åbenlyse indfaldsveje, var der gjort meget lidt

for at skabe tyngde i netop disse områder.

Divisionschef General Jones skulle overtage stillingerne mand for mand og kanon for

kanon. For at dække mest muligt af den alt for brede stilling, var forsvaret baseret på at

fastholde tyngdepunkter, udstille poster og gennemføre patrulje virksomhed. Dog var

posterne kun besat i dagstimerne19, hvilket havde givet de tyske opklaringsenheder, rig

mulighed for at finde huller i opstillingen og kortlægge de amerikanske stillinger.

20

14. Cav. fik ansvaret for en 11 km lang sektor på den nordlige flanke i det område der

kendes som Losheim kløften. Området er en del mere åbent end Schnee Eifel. Roth der lå

i den sydelige del af 14. Cav. sektor var besat af en enkelt deling og stabsenhederne fra

18

Nogen steder er den angivet som Skyline Boulvard 19

Zaloga, Battle of the Bulge. S. 93 20

14 Cav’s Delingsstillinger og 422 Bataljonsstillinger

16

Troop A,21 mens de resterende delinger fra Troop A var placeret i byen Kobscheid ca 1.5

km væk, på grænsen mellem 422. regiment og 14. Cav. En deling i panseret hjulkøretøjer,

med begrænset kampvogns bekæmpelse i form af 37 mm kanoner og et par bazookaer,

var alt der var til rådighed i tilfælde af et tysk angreb. Sammenhængen på hele linjen var

ikke eksisterende, de forskellige enheder lå for langt væk fra hinanden. Værre var det, at

der mellem Roth og byen Weckerath, var en 2 km bred ubevogtet korridor, der førte

direkte ned til byen Auw. Auw, som var knudepunktet i nord og som forbandt Skyline drive

med Bleialf i syd, gav adgang til hele 106. bagland. Resten af 14. Cav.’s område var ikke

meget bedre, idet enhederne var spredt tyndt ud, for at dække hele ansvarsområdet. 14.

Cav. og 32th Squadron var placeret tilbage i Vielsalm, for at kunne lave eftersyn på deres

køretøjer, genopbygge kampkræften og være enhedens reserve.

Bleialf lå i 423. regiments ansvarsområde. En af 423. bataljoner (2 bataljon) var placeret i

Bonn som divisionens reserve22, hvilket betød at området skulle dækkes ind af de to

resterende bataljoner og de tilgående enheder. De to infanteri bataljoner var primært

indsat på selve højderyggen Schnee Eifel, mens der blev oprettet en improviseret bataljon

til at besætte Bleialf. Den improviserede bataljon bestod af et panserværnskanon

kompagni med 57 mm kanoner og bazookaer, en deling fra feltkanon kompagniet i rollen

som infanterister, en infanteri deling og en opklaring og- efterretnings deling, der i alt talte

ca. 350 mand23. Sydvest for Bleialf besatte B Troop, fra 14. Cav, en jernbaneoverskæring

mellem 423. og 424.. Området, som den improviserede bataljon og B Troop besatte fra

Schnee Eifles højderyg og ned til grænsen mellem 423. og 424., var næsten 5 km bredt og

åbent terræn. Bleialf, og det åbne område omkring, var tyndt besat. Opstillingen af 423.

gav meget lidt mulighed for at være fleksibel med enhederne, og en såkaldt regiments

reserve var der ikke mulighed for at opstille.

21

Troop A Pansret hjulkøretøjer og jeeps ca. kompagni størrelse. 22

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 14 23

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 114

17

24

Eigelscheide, der lå placeret på hovedvejen til St. Vith og på grænsen mellem de

amerikanske- og tyske linjer, betød, at det var et oplagt tyngdepunkt for et angreb i denne

del af sektoren. 424. regiment var den sydligst placeret enhed i 106. opstilling. Deres

stillinger forbandt 106. med 28. division i syd. Regimentets sydlige sektor var nemmere at

dække end resten af området. To af bataljonerne var placeret med tyngde i den sydelige

del af sektoren i stillingerne, der generelt var afpasset i forhold til brede og dybde25 og

begge havde et kompagni i reserve. Den tredje bataljon var i divisionsreserven i

Steinbruck kun 3 km væk fra frontlinjen. Til gengæld var deres venstre flanke,

hvorigennem vejen til St. Vith løb, noget dårligere forsvaret. I Eigelscheide var der placeret

et feltkanon kompagni, der normalt kæmpede med 105 mm haubitser i tæt ildstøtte.

Kompagniet var blevet frataget deres kanoner, for at kæmpe som infanteri i den forreste

linje. Længere oppe af vejen var placeret et batteri panserværnskanoner indsat til at

blokere vejen. Bindeledet mellem kanonkompagniet og 423. var divisionens

opklaringsenhed.

General Jones var ikke selv tilfreds med opstillingen af sin division, så både

divisionsstaben og regimentsstabene var i gang med at udarbejde en plan i tilfælde af et

tysk angreb. De nåede ikke at blive klar før den 16. december. Divisionschefen for 2.

division, som 106. overtog stillingerne fra, havde forberedt både modangreb og en mulig

24

423 og 424 Bataljons og kompagni stillinger. 25

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 52

18

tilbagegang, hvis flankerne blev truet26. Hvorfor de ikke var blevet overdraget eller

ignoreret, må enten skyldes den hastige overdragelse, troen på at stillingerne i Ardenner

blot var opvarmning for divisionen, eller at et tysk angreb ikke ville finde sted. For

divisionen betød det, at der den 16. december ikke var en klar hensigt for et forsvar i

tilfælde af et tysk angreb. Der herskede endda tvivl om, hvorvidt at 424. reserve bataljon

var afsat som divisionsreserve, hvilket skulle komme til at betyde, at der i de afgørende

timer blev spildt tid på at få dem indsat.

Sikring

Bredden på 106. stilling var alt for bred til, at en enkelt division effektivt kunne gennemføre

en forsvarskamp. Den 35 km lange linje betød, at linjen var meget tyndt besat, der var lidt

dybde i stillingerne og især på Schnee Eifel var det en lineær opstilling. Posteringerne blev

trukket ind om natten, hvilket gav mulighed for, at tyske patruljer kunne optegne

amerikanske stillinger, og derved finde huller i opstillingen som f.eks. den 2 km

ubevogtede linje mellem Roth og Weckerath. At 106. forsøgte at dække hele området

betød også, at der var meget lidt handlefrihed for regimenterne og bataljonerne. De måtte

indsætte det meste af deres enheder på linjen og havde derved ikke muligheden for at

anvende styrkerne i dybden.

På den ene side, var der et behov for at sikre hele området, for ikke at blive overrasket af

et tysk angreb, og overvåge at tyskerne ikke fik samlet information om de amerikanske

stillinger. På den anden side, betød det, at det meste af divisionen var bundet i opgaven

om at skulle være indsat på forsvarslinjen. Med så mange enheder på linjen ville

divisionen kun have meget begrænset midler til at gennemføre en modreaktion på et tysk

angreb.

Tyngde

I 106. sektor er der tre oplagte angrebsmål, som fører til St. Vith: Roth, Bleialf og

Eigelschide, som var besat af nogle af de svageste enheder og tillige lå på flankerne af de

tre regimenter. På selve Schnee Eifel, var det meste af to regimenter placeret. Næsten 50

% af divisionens kampkraft var indsat til at sikre en tykt bevokset højderyg, der gjorde, at

der var dårlig observation og med få indfaldsveje. Hvis tyskerne indtog højderyggen, ville

det ikke skabe en angrebsakse til at videreføre angrebet mod St. Vith. Man kan altså godt

konkludere, at når der lægges tyngde med så stor del af en enhed på en højderyg med så

lidt strategisk betydning, så bliver de oplagte tyngdepunkter svækket. Enhederne på

højderyggen kunne hverken med observation, eller direkte ild understøtte kampen på

26

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 115

19

flankerne. Det begrænsede vejnet gjorde det også meget svært at anvende enhederne på

højderyggen til at gennemføre modangreb mod tyngdepunkterne.

Både på regiments- og bataljons niveau var der få eller ingen lokale reserve: 14. Cav

havde 1. Squadron, 422. havde et enkelt kompagni, 423. havde intet og 424. havde to

kompagnier. De tyndt besatte stillinger havde derved få muligheder for at lægge tyngde og

skabe lokal overlegenhed. Dette er den direkte konsekvens af at prøve at sikre et for bredt

område med for få enheder. Divisionen rådede ikke over panseret enheder, andet end de

lette kampvogne fra 14. Cav. og en enkelt panserjæger bataljon. Opstillingen af reserven

var to infanteribataljoner, der var opsiddet på lastbiler, ikke ligefrem en mobil, panseret og

kraftfuld enhed, der kunne indsættes. Som udgangspunkt er infanteri bataljonerne mest

egnet til at forstærke frontenhederne, og ikke til at lave modangreb.

Offensiven

Ved ikke at have udarbejdet en plan, for hverken modangreb eller en frigørelse, var der få

handlemuligheder for regimenterne, da det tyske angreb kom. Manteuffel havde, i sin

planlægning af det tyske angreb, overvejet muligheden for et amerikansk angreb ned af

Schnee Eifel, men havde forkastet ideen, da han ikke forventede så aggressiv adfærd fra

en uerfaren division. Jones’ instruks fra den 7. december var at gennemføre et aggressivt

forsvar27, men 106. havde travlt nok med at finde sig til rette i de uvante omgivelser. Det

mest aggressive, som kunne mønstres dagene før angrebet, var at udsende enkelte

kamppatruljer. Den lange forsvarslinje gjorde det ikke muligt at skabe en offensiv og

derved aggressiv tilgang til forsvaret, idet det meste af mandskabet, var indsat til at holde

linjen - intet kunne udspares.

Fleksibilitet - En rigid indsættelse

Mange af de problemstillinger som 106. løb ind i, da de overtog stillingen på og omkring

Schnee Eifel, var arvet fra 2. division. Det gav ikke meget råderum at skulle overtage en

stilling mand for mand og kanon for kanon. De fem dage, som divisionen havde til

forberedelse, gav heller ikke meget mulighed for at lave justeringer til opstillingen.

Forud for overdragelsen havde 2. division, uden held, forsøgt at få flyttet stillingerne

tilbage til noget mere fordelagtigt terræn. General Bradley ville ikke tillade dette, for

området omkring Schnee Efiel, var et springbræt til et kommende offensiv ind i Tyskland28.

De fem dage, som divisionen var i stilling forud for angrebet, kan ikke bære hele skylden

27

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 11 28

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 115

20

for den dårlige opstilling. General Jones burde have haft tid til at rekognoscere området

forud for indsættelsen den 11. december. Og i tilfældet med overdragelsen fra 2. Div. så

havde de forberedt planer for både mulige modangreb og frigørelse i tilfælde af et tysk

angreb på flanken29. Sådanne planer var ikke overdraget, eller blev i hvert fald ikke

anvendt. 106. var lammet af ikke at have modtaget et direktiv fra korpset30 og i stedet for

at gøre noget aktivt, ventede de på ordre fra korpset, og måtte stille sig tilfredse med den

uholdbare situation. Om det er den rigide amerikanske kommando struktur, uerfarne stab,

eller fordi det bare var ”spøgelsesfronten”, så havde soldaterne i 106. en rigtig dårlig

forudsætning for at holde det tyske angreb tilbage.

5.2.2 Den 16. december - Angrebet.

Opretholdelsen af 106. divisions nordlige flanke og derved sikring af både deres artilleri og

logistiske installationer, faldt tidlig i det tyske angreb. Da angrebet startede kl 0530 den 16.

december 1944 var det med et velkoordineret artilleri bombement på alle tyngdepunkter,

vejkryds og vigtige punkter som f.eks. St. Vith der blev beskudt af en 35 cm

jernbanekanon31. Bombardementet blev op fulgt af det tyske angreb, på hele 106’s linje.

14. Cav. blev i den nordlige del, angrebet af 3 faldskærms divisioner fra 6 SS panserarmé

og i den sydlige del af 18 VG. fra 5 panserarmé. Allerede omkring middag var 14. Cav.’s

forsvarslinje fuldstændig gennembrudt, og de havde trykket sig tilbage til en linje omkring

Mandersfelt. Troop A’s stilling i Roth faldt allerede kl. 1100 efter et samlet angreb af både

infanteri og kampvogne, det store hul mellem Roth og Weckerath blev opdaget og tidligere

på natten havde tyskerne sendt en bataljon afsted til at indtage Auw32. Auw var kun let

forsvaret af et ingeniør kompagni, der efter bombardementet, var på vej ud for at udbedre

skaderne på vejnettet. Ingeniørerne sinkede tyskerne kortvarigt, men da der blev bragt

kampvogne frem, som skød direkte ind i deres stillinger, måtte også de frigøre sig33. Op af

eftermiddagen ankom 14. Cav.’s reserve 32. Squradron og de forsøgte at generobre Auw,

dog uden held. 106. sendte ikke nogen til at hjælpe 14. Cav. og hele enheden trak sig

tilbage i løbet af dagen til en stilling på en bakkekam omkring byen Adler, som var den

sidste bebyggelse på vejen til Schonberg. Skyline Drive var nu helt åbent for et tysk

angreb ned mod artilleri afdelingerne bag 422. regiment.

Opretholdelsen af 423.’s linjer lykkes kun ved at anvende al tilgængelige personel i

kampen. En halv time efter artilleribombardementet blev den improviserede bataljon ved

29

MacDonald. S. 115 30

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 17 31

Dupuy. S 21 32

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S 105 33

MacDonald. S. 111

21

Bleialf fuldstændig overrendt af enheder fra 18. VG og måtte trække sig tilbage.

Opklaringskompagniet blev ligeledes hårdt ramt og var nødsaget til at frigøre sig fra de

indledende stillinger, for ikke at blive ødelagt af tyskerne. Regimentschefen forsøgte af få

divisionen til at frigive reserve bataljonen i Bonn, svaret fra Jones var, at det var for tidligt i

kampen til at indsætte resereven34. Tidligt i angrebet var 423. regiments flanke

gennembrudt, den improviserede bataljon ødelagt og opklaringskompagniet afskåret fra

resten af regimentet. De to infanteri bataljoner var stadig placeret på Schnee Eifel, hvor de

fastholdt deres stillinger. For at standse det tyske angreb måtte Bleialf generobres. Uden

en egentlig reserve styrke, var Cavender nødsaget til at finde en styrke til blandt sine

støtte enheder. Til modangrebet blev alt overskydende personel, der kunne undværes,

samlet i en sammensat enhed opbygget omkring personel fra logistisk kompagniet,

personel fra stabskompagniet og resterne af den tidligere styrke fra Bleialf. Med

koncentreret støtte fra den tilknyttede artilleri afdeling, blev det mest af Bleialf igen

generobret. Regimentet havde genoprettet dele af sin opstilling, men flanken var svækket

efter at opklaringskompagniet måtte trække sig tilbage til Winterscheid. Knudepunktet

Bleialf var tilbage i amerikanske hænder, men Cavender måtte tidligt kaste alt i puljen.

Hele 424. regiment blev angrebet af 62. VG, der lagde tyngde mod Eigelscheide. Et

gennembrud ved Eigelscheide var udset af den tyske divisionschef til at skulle understøtte

et hastigt angreb op af vejen med en cykel bataljon for at indtage St. Vith35. Kanon

kompagniet fik i flere omgang afvist det tyske angreb ved god brug af regimentets

artilleriafdeling. Men da opklaringskompagniet nord for Eigelscheide kollapsede, og tyske

styrke begyndte at angribe fra to akser, var kompagniet nødsaget til at trække sig.

Kompagnichefen havde i løbet af morgenen flere gange anmodet om støtte fra reserve

bataljonen der lå blot 5 km. derfra. Reid kunne ikke selv indsætte bataljonen uden direkte

tilladelse fra Jones og svaret var, ligesom til 423., at det var for tidligt i kampen til at

indsætte reserven. Det var først da kompagnichefen fik kontakt med divisionens

næstkommanderende og at han ved selvsyn så situationens alvor, at bataljonen blev

sendt afsted. På det tidspunkt var det for sent, feltkanonkompagniet måtte trække sig og

inden reservebataljonen nåede frem, var der udbrudt kampe i byen Winterspelt36.

Regimentets to infanteribataljoner brugte deres egne kompagnireserver til at modstå det

tyske angreb og ved aftenstid fastholdt de stadig hele den sydlige sektor. De havde dog

mistet kontakten med nabodivisionen, der efter angrebet fra den 116. tyske panser division

ved Luzkampen og Grosskampenberg, var nødsaget til at trække sig. Eigelschiede var

34

MacDonald. S. 118 35

MacDonald. S. 119 36

MacDonald. S. 120

22

gennembrudt, men reservebataljonen var ankommet i Winterspelt og kunne standse det

videre tyske angreb.

Efter at 14. Cav. trak sig tilbage, forsøgte 422. selv at sikre deres flanke med et

modangreb mod Auw. Det tyske angreb truede med at indeslutte regimenterene, og var en

trussel for regimentets artilleriafdeling og divisionsartilleriet, der begge var placeret i

tilknytning til Skyline drive, kun få km. fra Auw.

Et enkelt kompagni, forstærket af nogle infanterister fra regimentets feltkanonkompagni,

blev sendt afsted for at gennemføre et angreb for at genindtage Auw. Angrebet var dog

ikke begyndt, førend kompagniet kom i kamp med tyske kampvogne. De var så tæt på

artilleriafdelingen, at en enkelt blev nedkæmpet af en 105 mm kanon i direkte skydning.

Angrebet blev derefter aflyst ,da tyske patruljer nu bevægede sig frem til området omkring

regimentshovedkvarteret, og styrken blev omdirigeret til at tage opstilling mellem de tyske

patruljer og hovedkvarteret. En sikring af flanken omkring Auw var opgivet.

Manteuffel havde igennem hele dagen holdt Infanteriet fra 422. og 423. beskæftiget, ved

at angribe med enkelte forstærkede patruljer langs hele højderyggen. Således fik han

bundet det meste af to regimenter ved kun at anvende en enkelt bataljon.

Efter at 14. Cav var blevet overrumplet af tyskerne træk de sig 4 km tilbage til en linje

omkring Adler, der lå foran byen Schönberg. De var nu den eneste styrke mellem tyskerne

og St. Vith. Indledningsvis blev 2. Bataljon fra 423., der lå i reserve omkring Bonn, kl. 1215

beordret til at køre mod Schönberg for at opstille en forsvarslinje, som kunne blokere den

vej til St. Vith. Fastholdelsen af Schönberg ville derudover give et kontaktpunkt til 422. og

423. Kort efter at have indrettet deres forsvar foran Schönberg, måtte bataljonen igen flytte

sig, grundet den tiltagende krise med de to artilleriafdelinger. Det betød at bataljonen

måtte sendes afsted for at sikre frigørelsen af afdelingerne væk fra Skyline Drive. Nu var

det igen kun den lille styrke fra 14. Cav. der stod mellem tyskerne og St. Vith. 2 battaljon

fik mellem Auw og artilleriafdelingerne opstillet en forsvarslinje, der kunne sikre at artilleriet

kunne bevæge sig mod St. Vith.

Fastholdelsen af de to regimenter, der nu var i overhængende fare for at bliver indesluttet,

var på baggrund af en fejlagtigt meddelelse Jones modtog. Om formiddagen den 16.

december fik General Jones underlagt CCB fra 9. Panser Division, der ville ankomme

omkring midnat. De skulle anvendes til at lægge tyngde nord for 422. ved at genindtage

Mandersfelt og derved standse fjendens angreb og stabilisere situationen på den nordlige

flanke, da det var den umildbart største trussel mod divisionen37. Denne plan ændrede sig

37

MacDonald. S. 126

23

da General Jones mellem kl. 2000 og kl. 2200 fik lovning fra Korps Chefen Middelton om,

at 7. Panser Division ville ankomme allerede kl.0700 næste dag38. Derefter blev

dispositionen, at CCB 9. Div. der kom fra den sydlig retning i stedet skulle forstærke 424. i

Winterspelt og at 7. Div. der kom fra den nordlige retning skulle angribe ind i Losheim

kløften. De to panser enheder kunne sikre begge flanker og 106. division ville være reddet.

Problemet var at 7. Div. lå i byen Scherpenseel over 100 km væk og det var mildest talt

optimistisk at tror, at en division skulle kunne pakke sammen og tilbagelægge denne

afstand på så kort tid. En af General Jones’ stabsofficerer var klar over denne

problemstilling, men valgte ikke at gøre Jones opmærksom på, at det var umuligt at 7. Div.

kunne ankomme så tidligt. Han valgte at tie, for med sin udtalelse ville han udstille

korpschefen som en løgner39. Det skulle vise sig at de første enheder fra 7. Div. først

ankom næste dag kl. 2000, på det tidpunkt var de tyske styrker kun få km. fra St. Vith.

Sikring

Ved ikke at overvåge en 2 km. lang korridor mellem Roth og Weckerath gav det tyskerne

mulighed for at marchere en hel bataljon ind bag amerikanernes linjer og iværksætte et

angreb mod Auw samtidig med at Roth blev angrebet. At kunne gennemføre angrebet på

både Roth og Auw gav tyskerne et forspring og fratog 14. Cav. deres bevægelsesfrihed.

Hvilket betød at næsten alle soldater, der var i Roth blev taget til fange af de tyskere, der

nu var i Auw, da de forsøgte at trække sig tilbage, i den retning.

Ved at lade 106.’s stærkeste enheder sikre Schnee Eifel, åbnede amerikanerne op for, at

tyskerne kunne gennembryde flankerne. Næsten to hele regimenter lå på højderyggen,

som tyskerne kun holdt beskæftiget med en enkelt bataljon. I forhold til at sikre området

var der alt for meget tyngde på at sikre en højderyg, som tyskerne ikke var specielt

interesseret i. Højderyggen gav heller ikke noget taktisk overtag, bevoksningen var for tæt

til at observere, og de få veje gav ingen mulige angrebsakser. Som konsekvens var det

små svage improviserede enheder, der sikrede de vigtige tyngdepunkterne.

Den svage flanke sikring fik store konsekvenser ved, at tyskerne fik adgang til baglandet

hvor de ”bløde” enheder, i form af artilleri og de logistiske installationer, var placeret, og

som derfor måtte trækkes tilbage. En tilbagetrækning der ikke var uden problemer. 589.

artilleri afdeling måtte forlade et helt batteri, da de trak sig fra deres stilling bag 422. og på

vejen tilbage til St. Vith blev de angrebet af tyskerne. 589 endte med kun at have et batteri

tilbage da de nåede frem til St. Vith.

38

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 23 39

Dupuy. s. 25

24

Tyngde

På trods af et overvældende angreb holdt styrkerne i Roth ud til kl. 1100, men uden nogen

form for forstærkning var det ikke muligt at holde byen. At Troop A kunne holde tyskerne

tilbage i så lang tid viser, at en velforberedt styrke relativt længe kan standse en overlegen

fjende, men for at kunne have succes til at holde området, skal der være mulighed for at

forstærke denne styrke eller gennemføre modangreb. 14. Cav. stod uden en reserve

enhed der kunne indsættes i tide, alt var indsat på linjen, eller for langt tilbage til at kunne

deltage i kampene

I Bleialf kunne 423. lægge tyngde ved at opstille en improviseret enhed af det personel der

var til rådighed. Efterfølgende blev der ikke frigjort nogen nye enheder til at være reserve,

så da næste angreb kom dagen efter, kunne 423. ikke modsvare med noget. Modangrebet

på Bleialf var en succes, men Cavender fastholdt stadig sine bataljoner på højderyggen og

fik ikke sammensat en ny reserve styrke, derefter var det blot et spørgsmål om tid for,

hvornår tysker gennembrød forsvaret ved Bleialf.

422. valgte kun at indsætte en lille styrke til at modsvare det tyske angreb på flanken, som

var alt for lidt i forhold til effektiv at kunne genindtage Auw. Descheneaux havde alle tre

bataljoner der kun var under angreb fra små tyske enheder. Ved ikke at kunne lægge

tyngde med en stærk nok enhed, blev han sat i en situation, hvor hans eget hovedkvarter

var under angreb og det tvang divisionen til at sende den eneste reserve op for at sikre

artilleriafdelingernes tilbagetrækning.

Reserve enheden 2. Bataljon fra 423. blev først sat til at blokere Schönberg, dette ville

skabe en flankesikring af St. Vith og gav desuden 422. og 423. et kontaktpunkt og derved

en mulighed for at bevæge sig tilbage af Schönberg. Efter indsættelsen på flanken af 422.

var divisionen uden en reserve. På trods af Jones’ ordre om at 2. Bataljon ikke måtte blive

for involveret i kampene, var der ikke mange muligheder for bataljonen, der efterfølgende

blev fastlåst på Schnne Eifel.

Offensiven

Som konsekvens af ikke at have nok reserver, være spredt ud på en tynd linje og uden

nogen egentlig plan for det tyske angreb, var muligheden for at gennemføre offensive

operationer meget begrænset. Modangrebet ved Bleialf var et af de afgørende

modangreb, der den første dag stabiliserede situationen. 424. bataljon måtte også

gennemføre modangreb, men det var lokalt for kompagnierne. Resten af fronten var

initiativet overladt til de tyske enheder, hvilket nok ikke er så mærkeligt. Angrebet var en

total overraskelse, man havde efter det tyske bombedement fået ødelagt de fleste

25

kabellinjer og radiokommunikationen blev i høj grad jammet af tyskerne, så der herskede

et meget uklart billede af situationen.

Manteuffel havde overvejet et angreb fra de amerikanske enheder ned af Schnee Eifel. Et

sådan angreb, ville være dristigt at udføre, men til gengæld kunne det have skabt en

situation, hvor de amerikanske styrker bragte det tyske angreb ud af balance. Som

Manteuffel også udledte, var dette nok for meget at forvente af en uerfaren amerikansk

division, der kom i kamp for første gang.

Friktion.

Fejlkommunikation og fejlanalyser skulle få alvorlige følger for 106. Div på Schnee Eifel.

Det var på baggrund af en fejlanalyse at General Jones indsatte CCB fra 9 Div. i

Winterspelt. Ved at tro at CCB fra 7 Div. ville være på plads allerede kl 0700, skiftede

General Jones’ tyngde med den eneste enhed, der kunne stabilisere den nordlige flanke

og sendte 2 bataljon væk fra Schönberg.

General Jones’ beslutning om at fastholde regimenterne på Schnee Eifel, var på baggrund

af en fejlkommunikation med korpschefen Middelton. Samtalen bliver afbrudt i det sekund,

hvor korpschefen fortæller Jones, at han anbefaler at Jones frigøre sine regimenter fra

Schnee Eifel, og linjen bliver igen genoprettet, da Middelton siger, at det dog er op til

Jones selv. Det overbeviser Jones om, at han skal fastholde regimenterne, denne

overbevisning bliver forstærket af et telegram der beordrede, at linjen skulle holdes, men

det Jones ikke opdager er, at der i telegrammet er beskrevet en linje bag Schnne Eifel.

422. og 423. skæbne blev ikke kun beseglet af velgennemført tysk manøvre, men af et

slør af manglende information, fejlkommunikation og endda fejl konklusioner, som følge af

krigens karakter af uvished.

5.2.3 Den 17, 18 og 19 December.

Den 17. december tidligt om formiddagen blev løkken omkring 422. og 423. snøret til. I

løbet af natten blev det tyske angreb fornyet. Nordpå var der helt åbent for 18. VG og den

nu frigivet Führer Begleit Brigade40 til at angribe mod syd og vest. Sydpå havde hele den

tyske 62. Div. og dele af 116. Panzer Div. i nattens forløb infiltreret ind i området omkring

Bleialf, Winterscheide og Wintersplet. Bleialf og Winterspelt blev indtaget af tyskerne tidligt

om morgen, og tyskerne begyndte at angribe op af Skyline Drive. På samme tid blev der

observeret tyske kampvogne angribende fra Adler ned mod Schönberg. Den lille enhed fra

14. Cav. havde ikke holdt længe, og Schönberg faldt kort tid efter. Med Schönberg på

26

tyske hænder, Bleialf indtaget og Auw der faldt dagen før, var 422.- og 423. regimet nu

helt indesluttet.

For 422. regimet kom det ikke til meget kamp, men med en masse bevægelse rundt i egne

stillinger. 2 Bataljon fra 423. regiment, der havde dækket de to artilleriafdelingers frigørelse

samt den nordlige flanke, marcherede tilbage i løbet af formiddagen til deres eget regiment

for at sikre den tilbageværende artilleriafdeling som var tilknyttet 423. Dette betød at 422.

måtte skifte retning med en hel bataljon for at sikre området nord for regimentet. Hele

opstillingen var stadig forankret i de gamle stillinger på højderyggen, men for at imødegå

truslen fra flanken, fik den nye opstilling en form af at V med spidsen pegende mod nord.41

Regimentet stod nu uden støtte fra deres artilleriafdeling, da de kun havde kontakt med

naboregimentet med patruljer, deres ammunitionsbeholdning var lav og der var kun

feltrationer til endnu en dag. Ikke en lovende situation for en enhed, der er indesluttet. For

at sikre regimentets forsatte evne til at kæmpe, ville divisionen i løbet af natten kaste

forsyninger indenfor regimentets perimeter42.

423. regiment kom til at opleve en dag med hårde kampe. Efter at Bleialf var blevet

gennembrudt, forsatte det tyske angreb op langs Skyline Drive. Regimentet måtte kæmpe

hårdt for at holde tyskerne ude af deres stillinger, og det endte endda med kamp omkring

regimentshovedkvarteret. Da 2 bataljon ankom, kunne linjen igen stabiliseres, men

ligesom 422. manglede regimentet ammunition. Divisionen planlagde, ligesom med 422.,

at forsyne regimentet fra luften. Op af eftermiddagen stilnede det tyske angreb af, deres

mål med at omringe højderyggen var lykkes, og nu vendte de deres opmærksomhed mod

det næste mål, St. Vith43.

I den sydlige sektor blev bataljonen, der dagen forinden var ankommet i Winterspelt,

tvunget ud af tyskerne. Igen var 424. regiments flanke åben. CCB/9 der var ankommet til

Steinebruck i løbet af formiddagen og iværksatte et angreb ned mod Winterspelt for at at

støtte 424, angrebet standse på et højdedrag nord for Winterspelt, men fik stabiliserede

situationen. Angrebet skulle have forsat og Winterspelt skulle genindtages, med det blev

aflyst, da der var overhængende fare for at også 424. og CCB/9 skulle blive indesluttet

såfremt tyskerne lavede enddnu et kraftigt fremstød. I stedet begyndte begge enheder at

trække sig tilbage til en stilling bag Our floden.

424 Frigjorde ved, først springvis at sende henholdsvis et og derefter to atilleri batterier

bag ud af stilling, der sikrede hinanden springvis, således var der hele tiden minimum et

41

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. s. 88 42

Dupuy. s. 43

Dupuy. s. 91

27

batteri der kunne støtte infanteriet i stillingen. Infanteriet fulgte efter i nattens løb, hvor de

indtog en blokerings stilling langs Our floden syd for Steinbruck, mens CCB/9 besatte

stillinger i og omkring Steinebruck. Vi vender tilbage til 424 og CCB/9 under analysen af

kampene ved selv St. Vith.

44

Om natten mellem den 17. og 18. december fik 422. og 423. ordre om selv at lave et

udbrud i syd for Schönberg og over Our floden, da der stadig var en forventning om, at der

ville komme et modangreb til hjælp for regimenterne. De to regimentschefer fik aftalt at

starte bevægelsen kl. 1000. Begge regimenter efterlod eller ødelagde alt, der enten ikke

var våben eller ammunition før bevægelsen. 422. bevægelse blev meget besværlig, sneen

var tung, der var tæt tåge, og mange enheder farede vild på vejen til samleområdet.

Samleområdet for 422 lå på østsiden af Skyline Drive, der tiltros for at være blot få km

væk, var en anstrengende tur. 423. rute til deres samleområde førte den ene bataljon lige

forbi Bleialf og op langs Schönberg-Bleialf vejen, og desuden skulle regimentet medbringe

590. artilleri afdeling, til at understøtte deres bevægelse og evt. kamp omkring

Schönberg45. Undervejs udbrød der hårde kampe mellem 2. bataljon, der bevægede sig

tættest på Bleialf, og de tyske styrker på Skyline Drive. De tyske styrker blev hele tiden

44

Opstilling af 106 og CCB 9 Div. 18 December 1944 45

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 339

28

forstærket af enheder i Bleialf, og i et forsøg på at bringe det tyske angreb til standsning,

blev der planlagt et modangreb, som blev aflyst da der indløb en ny ordre fra divisionen.

I løbet af formiddagen, sendte divisionen to beskeder, den første var at der ikke kom noget

modangreb fra panserdivision og den anden var: ”Attack Schonberg; do maximum

damage to enemy there; then attack toward St. Vith. This mission is of gravest importance

to the nation. Good luck”. Med sit patriotiske ørenlyd blev beskeden modtaget med en hvis

foragt hos Canvender46, mens Descheneaux skulle have udtalt: ”My poor men – they’ll be

cut to pieces”. Det skal huskes på at begge regimenter havde ligget i forberedt stilling, som

havde givet god dækning for tyskernes artilleri, at der i løbet af den 17. og 18. december

ikke var modtaget nogen forsyninger fra luften, og at de var blevet lovet, at der ville blive

iværksat et modangreb fra en panserdivision. Nu skulle de selv kæmpe sig ud, endda ind

mod et tysk tyngdepunkt og de havde stadig ikke modtaget nogen forsyninger. Så en ikke

helt uforståeligt reaktion fra Descheneaux. Til trods for dette forsatte begge regimenter.

Den dårlige kommunikation gjorde, at det ikke var muligt at udfordre ordren, eller få den

uddybet. Kommunikationen mellem 422. og 423. endte også næsten samtidig med at de

iværksatte deres bevægelse. Det sidste der blev aftalt var, at angrebet skulle starte kl.

1000 den 19. december, derefter var der ingen koordination mellem regimenterne.

Med den nye ordre standsede Cavender sit regiment, oprettede en 360 graders sikring og

klargjorde til morgendagens offensiv. Regimentet havde lidt store tab under dagens kampe

på omkring 300 mand, og regimentet lå mellem tyske styrker i Schönberg og Bleialf. Da

Descheneaux nåede frem på østsiden af Skyline Drive sikrede de sig selv planen for også

at iværksætte angrebet næste morgen47.

Angrebet den 19. december blev en katastrofe. Allerede fra angrebets første fase gik det

galt. Hos 423. var der førersamling kl. 0900 hvor regimentschefen netop havde givet sine

sidste instrukser, da et tysk artilleri bombedement ramte området, en af bataljonscheferne

blev dødligt såret og resten blev spredt fra hinanden48. På samme tid blev 590. artilleri

afdelings stillinger overrendt af tysk infanteri og sat ud af spillet. 423. fik dog stadig

iværksat angrebet kl 1000. 2. bataljon som var i front, blev mødt af koncentreret ild fra

både flak kanoner og kampvogne, da de indtog stillinger på et højdedrag syd for

Schönberg. Et kompagni blev afskåret og taget til fange og de to kompagnier blev tvunget

til at trække sig tilbage. Det gik ikke bedre for 1. bataljon, der kun nåde at angribe med et

kompagni. Det andet kompagni var regimentsreserve, og det tredje kompagni var stadig i

46

MacDonald. S. 340 47

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 123 48

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. 343

29

gang med at frigøre sig fra stillingerne vent mod syd. Det ene kompagni, der deltog i

angrebet, nåede næsten frem til vejen mellem Schönberg og St. Vith, men kom også

under direkte beskydning fra tunge våben, som fuldstændigt ødelage enheden. 2. Bataljon

angreb frem på højre side, men den manglede koordination og kommunikation betød, at

bataljonen kom under beskydning af enheder fra 422. som troede det var tyskerne,

efterfølgende var bataljonen totalt uorganiseret, og angrebet gik i stå.

422.’s angreb gik ligeså dårligt. 1. bataljon på højre flanke fik kun lige iværksat angrebet,

da de blev standset af tyske enheder på Skyline Drive. Her blev det meste af bataljonen

enten dræbt eller taget til fange. 2. bataljon, som angreb frem imellem de to andre

bataljoner, nåede frem til udkanten af Schonberg, hvor de, efter koncentreret ild fra

styrkerne, blev angrebet i ryggen af kampvogne fra Führer Begleit Brigade49. 3. bataljon på

venstre flanke som der havde beskudt af 2. bataljon fra 423., var efterfølgende blevet

sammenblandet, og kunne ikke længere bevæge sig hverken frem eller tilbage.

Regimentet var ikke længere en kampduelig enhed.

Begge regiments chefer kom, til trods af den manglende kommunikation, frem til samme

beslutning. Der var ikke meget andet at gøre end at overgive sig. Kampene på Schnee

Eifel havde kostet 106. division og de tilknyttede enheder 8000 mand fanget, såret og

dræbt.

Sikring

Ved at forlade deres stillinger på Schnee Eifel var det umuligt for de to regimenter at

opretholde en sikring. Angrebet på Schönberg viser tydeligt, hvor svært det som

indesluttet enhed er at lave et udbrud gennem modstanders linjer. Efter at bevægelsen fra

Schnee Eifel og til samleområdet bliver erkendt af tyskerne, er de to regimenter nødsaget

til at opretholde en 360 grader sikring af deres styrker, idet tyskerne er i hele området.

Opretholdesen af en 360 sikring kræver en hel del soldater, som der ikke var til rådighed,

såfremt der skulle lægges noget tyngde i angrebet på Schönberg. Med størstedel af

styrken var det klart, at det ikke var muligt at sikre artilleriafdelingen, der allerede inden

angrebet startede med at blive nedkæmpet, og derved ikke kunne levere støtte til

regimenterne.

49

Cole, “The Ardennes: Battle og the Bulge”. S. 170

30

Tyngde

Anvendelsen af CCB/9 til at lægge tyngde ved 424. stabilisere den sydlige sektor. CCB/9

modangreb ned mod Winterspelt var vel en af de primære grunde til, at 424. lykkes med at

trække sig tilbage bag Our floden. Det betød også at vejen Prum-St. Vith blev blokeret for

de tyske styrker. En angrebsakse op af denne vej, ville have lagt endnu mere pres på

selve St. Vith, og kunne endda have betydet, at byen ville være faldet tidligere end den

gjorde. Det var en afgørende tyngdeforlægning i den rigtige retning i forhold til at holde

den sydelige flanke. Dette var selvfølgelig på bekostning af 423. og 422. på højderyggen,

der endte med at blive indesluttet og måtte overgive sig. Givet er det, at 424. ikke kunne

have holdt det tyske angreb tilbage nede i den sydlige sektor uden forstærkninger.

Hvorvidt at CCB/9 kunne have opdelt sin styrke til både at sikre Schönberg og angribe ned

mod Winterspelt, er nok tvivlsomt og havde nok resulteret i dyrebare tab af kampvogne og

at Schönberg alligevel var blevet indtaget af tyskerne. Der var jo ret store koncentrationer

af tyske enheder i området, især omkring Schönberg.

Offensiv

423.’s og 422.’s ordre om at angribe Schönberg virker som en desperat handling fra

divisionschefen. Målet for angrebet var det punkt i det tyske område, hvor der var

koncentration af flest tyske enheder. Der var ikke koordineret nogen støtte fra andre

enheder, altså intet angreb fra amerikanske enheder udefra. Der var ikke taget beslutning

om, hvem der ledte angrebet, begge regimenter angreb uafhængigt af hinanden, der var

ingen, der kunne sikre mod et tysk angreb bagved regimenterne og der var mangel på

ammunition. Hvordan skulle sådan et angreb nogensinde kunne sikre regimenterens

overlevelse? Mest af alt, virker det som om at Jones, på baggrund af en desperat

situation, tog en ikke overvejet beslutning.

Friktion og Førerens placering

Med indesluttet enheder, sporadisk kommunikationen og en divisionschef placeret langt

væk fra Schnee Eifel, blev koordinationen mellem enhederne forværret betydeligt. For at

have forsimplet situationen på højderyggen og under det efterfølgende angreb, burde der

være udpeget en leder af de omringede enheder. Jones’ forsøg på at styre de to

regimenter fra sit divisionshovedkvarter, med den elendige kommunikation, var en

katastrofe. Især var det problematisk at Cavender og Descheneaux ikke kunne sætte

spørgsmålstegn, ved de ordrer der kom. Begge valgte at følge en ordre om at angribe

Schönberg, i håbet om, at det var et led i en større plan fra Jones’ side.

31

Ved hurtigt at erkende situationens alvor, og erkende at det ikke var muligt at undsætte de

to regimenter, kunne General Jones have udpeget en af regimentscheferne til at have det

overordnede ansvar for styrken på Schnne Eifel. Dermed havde en af regimentscheferne

haft ansvaret og muligheden for at føre kampen, og blot understøtte Jones mest muligt

med information om egne styrker, fjenden og få nedkastet forsyninger. Om det havde givet

et andet resultat end overgivelse er ren spekulation, men det ville som minimum have

givet regimenterne et bedre udgangspunkt for overlevelse.

5.3 Panser division forsvar af St. Vith

5.3.1 Den 17-18. december 7.panser division ankommer til St. Vith

General Jones’ forventning om at 7. panser division skulle ankomme om morgen den 17.

december skulle vise sig at

være en umulig opgave. Ikke

blot pga. afstanden men også

grundet det trafik kaos, der var

opstået på vejen mellem St.

Vith og Poteu. 7. Div.’s

forskydning skete ad to ruter, en

vestlig og østlig. Den vestlige

var primært CCA og CCB, mens

den østlige var divisionens

artilleri, logistiske- og

stabsenheder. I løbet af

formiddagen var Kampgruppe

Pieper fra 6. SS panserkorps

langt inde i de amerikanske

linjer, og den østlige rute ved

Melmedy50 blev midt i konvojen

blokeret. Det betød, at alle

artilleri afdelingerne måtte skifte

rute over til den vestelige rute,

dette forsinkede afdelingernes

ankomst til St. Vith betydeligt,

således at divisionen i lang tid,

50

Melmedy var samme by hvor Piepers styrker henrettede amerikanske krigsfanger.

32

under kampene ved St. Vith, ikke kunne støttes af eget artilleri. På vejen mellem Poteu og

St. Vith, blev de forreste enheder af 7. Div. mødt at et kaos af køretøjer, der var på vild

flugt væk fra fronten. For at åbne vejen, måtte Clarke selv på jorden for at dirigere

trafikken. Klokken var på dette tidspunkt allerede 1530, men trafikkaosset var så slemt, at

det var ikke før klokken 2015 at de forreste enheder fra divisionen var i St. Vith.51 På det

tidspunkt var divisionen 13 timer forsinket i for hold til hvornår Middelton havde lovet deres

ankomst.

I St. Vith var situationen desperat. Det eneste forsvar foran St. Vith var en tynd linje

omkring Prumerberg(4), bestående af en sammensat bataljon af ingeniører,

forsyningsenheder og en enkelt kampvognsjager deling, der i al hast havde nedgravet

sig52 på dette lille højdedrag. Heldigvis var 275. artilleri afdeling ankommet i St Vith

forinden, og på trods af at de burde være underlagt 14. Cav, havde de på eget initiativ

opstillet deres kanoner bag byen, og sammen med den lille styrke i Prumerberg fik de, i

løbet af dagen, standset flere tyske angreb. Clarke CCB/7 fik af Jones overdraget

forsvaret af byen Kl 140053. Dispositionen for Clarke var, at en lille styrke blokerede det

tyske angreb fra Schönberg. Sydpå var CCB/9(5) i gang med deres modangreb mod

Winterspelt. Nordpå var flanken helt åben nord ved Bonn(2), efter at 14. Cav. igen havde

trukket sig54. På begge flanker var ingen kontakt med nabo divisionerne, der også ramt

hårdt af de tyske angreb og var blevet presset tilbage. I lyset af denne situation skulle

Clarke forsvare St. Vith og undsætte de regimenter på Schnee Eifel. Før der kunne være

tale om noget modangreb måtte det tyske angreb mod St. Vith fra Schönberg standses, og

den åbne nordlige flanke, skulle sikres. Pga. trafik kaosset som havde blandet enhederne,

det sene tidspunkt og den desperate situation, var der ikke tid til at indsætte CCB/7 i

bataljons orden. Men i løbet af aftenen og natten blev de kompagnier der ankom, indsat på

må og få, med fokus på at forstærke styrkerne ved Prumberg(4).

6. SS Panser Armé havde den 16.-17. december mødt hård modstand omkring Elsenborn

Ridge og begyndte at søge mod syd. Deres stød mod vest var begrænset af en smal

korridor på kun 10 km nord for St. Vith. For at forsætte angrebet skulle denne korridor

forøges i bredden og den oplagte mulighed var at få styr på området omkring St. Vith.

Derfor begyndte der at dukke dele af en SS panser division op nord for St. Vith, som

forsøgte at finde svagheder i den amerikanske opstilling. På samme tid fik Manteuffel

indsat Führer Begleit Brigade til at understøtte 18. VG og 62. VG i angrebet mod St. Vith.

51

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S. 6 52

Dupuy, St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II. S. 73-74 53

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 327 54

MacDonald. S. 330

33

Men ligesom amerikanerne skulle tyskerne også løbe ind i betydelige problemer for at få

fremdraget deres enheder til fronten, pga. det dårlige vejnet. 55 18. VG måtte på dette

tidspunkt også afsætte betydelige styrker til at holde styr på de to regimenter, der lå inde i

de tyske linjer. Tyskerne kunne derfor i den indledende fase, kun gennemføre mindre

angreb ned langs Schönberg vejen, som lettede indsættelsen af den amerikanske panser

division.

Ved midnatstid mellem den 17. og 18. december havde Clarke fået opstillet det meste af

CCB/7 i en nogenlunde sammenhængende stilling. Det meste af den sammensatte enhed

af ingeniører og logistiker, blev trukket ud af kampen for at reorganisere i St. Vith. De

enheder der havde overtaget stillinger ved Prumberger, var 3 panseret infanteri

kompagnier fra henholdsvis 31. og 38. bataljon, 1 kampvognskompagni fra 31. bataljon og

1 kompagni pansret opklaring fra 37. bataljon i en linje fra Wallenrode(3) igennem

Prumberg(4) og et par hunderede meter syd. Mellem Bonn(2) og Recht(1) blev 87.

opklaringsbataljon indsat til at blokere de to veje ind mod St. Vith. Således kunne Clarke

friholde det meste af 31. kampvognsbataljonen, det meste af 23. infanteribataljon og 33.

ingeniører kompagni til at være reserve for CCB/7. Nord for St Vith, i området omkring

Recht(1), havde divisionschef Hasbrouck sat CCR ind, der primært bestod af 17.

55

Bongard, Anderson Jn., og Dupuy, Hitler’s Last Gamble The Battle of the Bulge, December 1944-January 1945. S. 149

34

kampvognsbataljon i stilling. Bag Vielsalm var CCA gået i stilling for at blokere for evt.

tyske angreb fra syd og samtidig fungere som reserve for hele divisionen56. På dette

tidspunkt havde 423. og CCB 9. Div. frigjort tilbage bag Our floden og kunne blokere vejen

fra Winterspelt.

Det første tyske angreb kom midt på natten og var rettet mod den nordlige del af sektoren i

byen Recht, hvor CCR havde placeret et enkelt kamvognskompagni. Angrebet var så

kraftigt, at chefen for CCR befalede en frigørelse tilbage til en linje syd for byen, idet han

var bange for at miste sine kampvogne inde i byen57. Omkring kl. 0800 angreb tyske

styrker fra Wallerode med infanteri fra 18. VG og kampvogne fra 1. SS pansergrenadier i

området omkring Hunningen(6)58. Angrebet blev slået tilbage med et aggressivt

modangreb med CCB’s egen reserve og dele af CCB/9. Op af formiddagen kom der

melding om, at de tyskere der havde angrebet Recht, havde videreført mod Poteau. Hvis

Poteau faldt, ville vejen være åben til Vielsalm og tyskerne ville igen have held med at

indeslutte store amerikanske enheder. CCB/7 fik indsat et kampvognskompagni i stilling

mellem St. Vith for at blokere vejen. Med St. Vith sikret, kunne CCA indsættes til at

genindtage Poteau. Første angreb ved middagstid fejlede, tyskerne havde selv set den

taktiske betydning af Poteau og havde derfor gravet enhederne ned i forberedte stillinger

og leverede koncentreret ild mod de amerikanske styrkers angreb frem. Det var først ved

mørkets frembrud at det lykkes at indtage Poteau59. Efter at den nordlige flanke var

stabiliseret, kom der fokus på den sydlige. Med alle enheder indsat i St. Vith var det kun et

enkelt let kampvognskompagni, et kompagni panseringeniører og et enkelt antiluftbatteri,

som blev indsat om byen Beho.

Foran St. Vith var der, igennem hele formiddagen og eftermiddagen, kun mindre tyske

angreb, som blev iværksat for at finde svagheder i opstillingen, som kunne udnyttes til et

gennembrud. Langs Our floden, nærmere bestemt nord for Steinbeck, havde 62. VG

intensiveret deres angreb for at erobre en intakt overgang. CCB/9. var spredt tyndt langs

floden, da tyskerne fik held med et af deres angreb over floden, kunne CCB/9 ikke

modsvare fordi deres reserve styrke stadig ikke var kommet tilbage fra deres modangreb

oppe i St. Vith. Beslutningen blev taget om at frigøre tilbage og tage opstilling lidt syd for

St. Vith.60

56

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 329 57

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S. 12 58

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 337 59

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S.13 60

Cole, “The Ardennes: Battle og the Bulge”. S. 286

35

Sikring

Hasbrouck fik sikret området omkring St. Vith ved at udlægge sine enheder med tyngde på

de to store indgangsveje Schönberg-St. Vith og Recht-St. Vith med hhv. CCB og CCR.

Usikkerheden ved tyskernes mål, placering og antal betød, at sikringen måtte opretholdes

med en vis del fleksibilitet. Hasbrouck havde allerede mødt tyske enheder på divisionens

marchrute ned til St. Vith, så der må have hersket en del usikkerhed om, hvor tyskerne

kunne dukke op i sektoren. Sikringen kunne opretholdes ved at opstille to blokader

omkring de nu oplagte tyngdepunkter. Det var selvfølgelige oplagt at lægge tyngde lige

foran St. Vith. Den nordlige flanke kunne sikres ved at blokere byen Recht lå mellem

Malmedy, hvor divisionen sidst havde stødt på tyskerne i nord. Sammenhængen blev

skabt ved at lade opklaringsenhederne danne en tynd skærm til at overvåge området

mellem CCR og St. Vith. Fleksibiliteten kunne derved opretholdes ved at have en stærk

lokal reserve hos Clarke i St. Vith og en stærk divisionsreserve med CCA bag Vielsalm.

Med de tyske styrker rundt om hele divisionen og en situation der stadig var kaotisk, med

forskellige enheder, der ikke var under egentlig kommando, var det ofte den lokale fører,

der med eget initiativ sikrede vigtige dele af linjen. Et eksempel på en lokal fører, der på

eget initiativ fik standet fjenden, var løjtnat Whiteman, der tog kommandoen over en

masse forskellige enheder og sikrede et knudepunkt nord for Vielsalm. Styrken blokerede

vejen, således at tyskerne, der havde indtaget Poteau, ikke havde mulighed for at lave et

direkte angreb ned mod Vielsalm, hvilket gav tid til at CCA kunne iværksætte deres

modangreb.

Tyngde.

CCB/9 kunne lægge tyngde med en deres reserver sammen med CCB/7 til at standse det

tyske angreb ved Hunninger. De fik på den måde stabiliseret linjen nord for St. Vith, men

det var på bekostning af at kunne bekæmpe det tyske angreb i deres egen sektor. Det kan

altså være svært at tilrettelægge sin anvendelse af reserven til den korrekte anvendelse. I

dette tilfælde betød det ikke så meget, CCB/9 og 424. var udsat i deres placering så langt

syd for St. Vith og en tilbagetrækning, for at undgå at blive afskåret, var under alle

omstændigheder nødvendigt i løbet af den 19.-20. december.

36

Offensiven:

Opnåelsen af at kunne opretholde offensive kapaciteter blev skabt ved både at have en

stærk lokal reserve ved CCB/7 og en stærk divisionsreserve med CCA, begge var bygget

omkring kampvogne og panseret infanteri som hurtigt og med stor styrke, kunne

gennemføre modangreb og derved fravriste tyskerne initiativet. CCB/7 og CCB/9 kunne

selv gennemføre modangrebet mod tyskerne i Hunninger, således kunne hele CCA

koncentrere sig om at genindtage Poteau. Med det kanaliserende terræn mod Schnee

Eifel og den store tyske styrke må det tidligt værre gået op for Hasbruck og Clarke, at et

egentligt angreb frem til Schönberg ikke var muligt.

5.3.2 Den 19-20. december Fastholdelsen af St. Vith

Med det tyske panser rullende frem mod Bastogne i syd og 6. SS Panser armé fremme

ved Stavlot i nord, begyndte stillingen ved St. Vith at ligne en halvø, der stak ud den

amerikanske linje. Hvis tyskerne fik held med et angreb mod Vielsalm enten fra nord eller

syd, ville St. Vith være afskåret. De amerikaske enheder var igen i en situation, hvor de

kunne blive indesluttet, denne gang var det ikke bare to regimenter, men hele 20.000

soldater.

Den tyske plan for St. Vith var at indtage byen intakt den 17. december, derfor var det først

den 19. december, at det tyske artilleri for alvor begyndte at bombe selve byen. CCB/7’s

nordlige flanke blev udsat for 2 natangreb, der blev afvist, og generelt på hele linjen

forsøgte tyskerne igen at finde et svagt punkt i opstillingen, som kunne udnyttes. Om

morgen havde de samlet en styrke på 500 mand, der støttet af kampvogne, igen angreb

Hunninger. Angrebet varede i 3 timer, men blev slået tilbage af en kampvognsbataljon og

opklaringskompagniet, der lå i stilling i området. Angrebet blev op fulgt af et tysk forsøg på

at angribe frem fra Wallerode. Dette angreb blev standset i det tyske samle område i

udkanten af byen, da det blev observeret og der blev nedkaldt koncentreret artilleri

beskydning over de tyske soldater. Senere på dagen forsøgte tyskerne sig på den

sydelige front over for CCB/9, men blev også slået tilbage61.

Om eftermiddagen ankom dele af 7. Panser divisions egen artilleri støtte, indtil da var det

kun 275. afdeling, der havde leveret støtte til hele CCB/7 i St. Vith. Samtidig blev det aftalt

at CCB/9 skulle trække deres enheder tilbage og opstilles på højde med St. Vith i

tilknytning til CCB/7. Faren for at fastholde CCB/9. i deres nuværende stilling var, at deres

eneste tilbagegangsvej gik igennem St. Vith. Såfremt byen faldt, ville de være fanget på

61

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S 15-16

37

den forkerte side. Samme dag blev 112. regiment fra 28. division underlagt 7.panser

division. Regimentet havde ligget på flanken af 28. division, men havde undervejs mistet

kontakten med deres egen division, og havde i en længere periode været uvidende om

andre amerikanske styrkers placering.

Den 20. december var en rolig dag foran St. Vith. Styrkerne bestod stadig af de 4 panseret

infanteri kompagnier fra henholdsvis 23. og 38. bataljon, ca. 400 mand fra 81. og 168.

ingeniør bataljon, som var kommet tilbage i linjen efter et kort hvil, et kompagni

kampvogne og et kompagni panserjæger62. I løbet af dagen forsøgte tyskerne med mindre

enheder at gennembryde flankerne, dog uden held.

Dagens store angreb kom fra Führer Begleit Brigade. Den utålmodige brigadechef havde

endelige fået samlet en stor styrke til at forsøge at angribe frem mod de amerikanske

stillinger. Målet for angrebet var byen Rodt bag St. Vith. Det skulle føres an af en bataljon

kampvogne efterfulgt af en bataljon infanteri, men det ukoordineret angreb blev hurtigt

standset, da den panserjæger bataljon, der lå i stilling foran Rodt, ødelage de 4 forreste

tyske kampvogne63. Herefter bestemte brigadechefen sig for at vente på at hele hans

styrke var samlet.

Den 20. december begyndte der at komme meldinger om tyske enheder syd for Vielsalm.

Den sydlige flanke skulle forstærkes. For at dække denne del af linjen blev Task

forces(TF) Jones opstillet. Enheden bestod af dele fra to kampvognsbataljoner64, dele af

en panserjægerbataljon bataljon og dele af 14. Cav. TF Jones var ikke stærk nok til at

holde et seriøst tysk angreb, men kunne holde knudepunkterne og give en melding ved en

koncentration af tyske enheder. Et af knudepunkterne var byen Gouvy sydvest for St. Vith.

Gouvy var fra den 18. december blevet holdt af en lille blandet styrke af soldater, som en

oberstløjtnant havde samlet sammen under de første kaotiske dage. Byen var under

angreb da dele af TF Jones ankom, men det lykkes at afvise det tyske angreb og

efterfølgende få opstillet en vejblokade nord for byen. Flere steder på den sydlige front var

det primært små TF, der var blevet samlet sammen af omstrejfende soldater, som var

blevet væk fra deres egen enhed og nu kæmpede i nogle improviseret enheder, der holdt

linjen. Hasbrouck var tydeligvis klar over den alvorlige situation på den sydelige front, som

det også fremgik af hans brev til stabschefen for First Army65, hvori han beskrev den

alvorlige situation og muligheden for at blive afskåret.

62

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 470-471 63

MacDonald. S. 470 64

Den ene var dele af 17 kampvogns bataljon der nu var blevet underlagt CCB 65

Parker, Hitler’s Ardennes Offensive The German View of The Battle of The Bulge. S. 153

38

Sikring

De små Task Forces gav en mulighed for 7. panser division at opretholde en sikring på

den sydlige flanke med minimum af enheder. Oprettelsen af disse, f.eks. TF Jones, betød

dog, at der blev taget fra de reserver, der i løbet af de forrige dage havde været med til at

stabilisere linjen. Den lange linje, med få enheder til at holde den, gjorde det umuligt at

kunne sikre hele området og der var mange tilfælde af, hvor tyske styrke var indfiltret bag

de amerikanske linjer. Et tilfælde var helt tilbage ved La Roche, hvor en af divisionens

logistiske installationer kom under angreb af tysk infanteri og kampvogne66. Der var ingen

del af fronten, der var sikker, alle enheder var nødsaget til at sikre sig selv.

Den hastige sikring af St. Vith havde skabt tre store ulemper. Som beskrevet var

enhederne indsat på må og få, som besværliggjorde koordinationen, der var en 500 meter

åbning på den sydlige flanke mellem CCB/9 og så var der kun lidt dybde. Enhederne var

lagt på en stejl højderyg, som gjorde det meget svært at skabe dybde i forsvaret67. Disse

tre frohold skulle få betydning for, hvor meget de amerikaske enheder kunne holde til.

66

Cole, “The Ardennes: Battle og the Bulge”. S. 291 67

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 471

39

Tyngde

For 7. Panser division var det essentielt at holde Vielsalm og St. Vith. St. Vith var det

vigtige knudepunkt og Vielsalm var divisionens forsynings- og tilgangs vej. Hasbrouck, der

allerede havde mødt tyske SS enheder nord for Vielsalm og som brugte hele CCA til at

genindtage Poteau dagen før, valgte at fastholde CCA i stilling heromkring, for at sikre

flanken. I takt med at 6 SS panser armé nord for St. Vith og 5 Panser armé syd for St. Vith

angreb dybere ind i de amerikanske linjer vest, blev Hasbroucks front længere og

længere. Ved at fronten blev længere, skulle divisionen bruge flere og flere enheder til at

holde linje på både den sydelige og nordlige del af fronten. Denne forøgelse af enheder til

flanken, udtømte selvfølgelig reserverne for divisionen. Kapaciteten til at kunne modsvare

fremtidige tyske angreb var næsten opbrugt.

Offensiven

Den 19. december stod det klart, at et angreb for at undsætte de amerikanske styrker på

Schnee Eifel var umuligt. Clarke udtalte endda: ”This terrain is not worth a nickel an acre

for me”68. Det viser, at Clarke var opsat på at afgive terræn ved at gennemføre en

henholdende kamp. Selvom et godt angreb kan hjælpe til at understøtte en defensiv kamp,

var situationen for halvøen, at der ikke længere var kapacitet til at kunne gennemføre et

egentligt angreb, idet de tyske styrker i området var næsten 5 gange større end de

amerikanske69. Tiden for et angreb var forbi, fra nu af skulle divisionen kun bevæge sig

tilbage.

Friktion - kommando kontrol

På Trods af en meget mærkelig kommandostruktur i St. Vith var indsættelsen af enheder

og styring af kampen gået godt. Det mærkelige ved kommandostrukturen var, at da Clarke

overtog ansvaret for St Vith, var af lavere rang end de 3 andre generaler, der var tilstede i

sektoren. Både Jones’ assisterende divisionschef, chefen for artilleriet og CCB/9 General

Hoge var af højere rang end Clarke. Desuden var Hasbrouck også af lavere rang end

Jones.70 Det betød for kommandostrukturen at Clarke og Hasbrouck kom til at skulle styre

kampen, med Jones som overordnet på sidelinjen. Jones havde det formelle ansvar for

den sydlige del af St. Vith, men i forhold til den samtale Hoge og Clarke havde den 19.

december, kunne noget tyde på, at han var mindre involveret. Hoge kom til Clarke’s

hovedkvarter og ville vide hvem han arbejdede for, eftersom at han ikke kunne for fat i

68

MacDonald. S. 466 69

Parker, Hitler’s Ardennes Offensive The German View of The Battle of The Bulge. S. 155 70

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 327

40

Jones, og han følte at hans situation var uklar. Clarke overbeviste ham om, at de to nok

kunne lave en aftale om det næste træk og de fik udarbejdet en plan for de to enheder.

Hasbrouck udtalte undervejs i kampen, at han ikke vidste, hvem der havde kommandoen,

men at han gjorde det han fandt nødvendigt, for at løse opgaven. Foran St. Vith var

kommandostrukturen ikke meget bedre, den store sammenblanding af enheder betød, at

det ofte var den lokale fører i det specifikke område, der tog initiativet og beslutningerne

uden nødvendigvis at koordinere opadtil71. På trods af en dårlig kommandostruktur,

evnede divisionen at kæmpe, fordi der blev taget ansvar fra Hasbrouck og Clarke, og at

deres underfører var med til at tage initiativet og samarbejde på tværs af enhederne72.

5.3.3 Den 21-22 December Frigørelsen fra St. Vith

Den 21. december havde tyskerne endeligt bragt nok styrker frem til at kunne lave et

koordineret angreb på de amerikanske stillinger. Hele Führer Begleit Brigade var nu

samlet og klar omkring Wallenrod. De tyske styrker direkte overfor St. Vith talte op mod

54.000 mand fordelt på halvanden panser- og halvanden infanteri division. Amerikanerne

havde omkring 22.000 fordelt på den endnu meget lange linje. Tyskerne havde Indenfor

afstand af få km uderover de 54.000 mand, også omkring 2½ panser divisioner og 2

infanteri divisioner. Den samlede styrke rundt om St. Vith halvøen talte over 100.000

mand73. Kl 1100 den 21. december startede det første af flere angreb denne dag. Det blev

iværksat med en lang artilleri forberedelse, som blev fulgt op af både tysk panser og

infanteri. Angrebene var især var koncentreret på skillelinjen mellem de CCB/7 og CCB/9,

efter et angreb blev slået tilbage, kom der et nyt, som også blev understøttet med tysk

artilleri forberedelse74. Efter de mange angreb var dele af linjen endelig brudt, og tyske

patruljer var begyndt at operere bag de amerikanske styrker. Derfor beordrede Clarke kl.

2200 sine enheder til at frigøre til en linje vest for St. Vith. Dem der lå i Prumberger, måtte

kæmpe sig tilbage igennem byen, hvoraf mange blev fanget af tyskerne75. Hele 900 mand,

7 kampvogne og de fleste panserjægerne, der var foran St. Vith, blev tabt76. Den nye linje

bestod fra nord af enhederne CCR og CCA i en linje langs Vielsalm(11)-Poteau-Rodt(8)

CBB langs Rodt(8)- Gelhausen(7) og ned til CCB/9. 424. og 112. regiment.

St. Vith var tabt, nu måtte divisionen sikre sin overlevelse.

71

Cole, “The Ardennes: Battle og the Bulge”. S. 395 72

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S. 29 73

Bongard, Anderson Jn., og Dupuy, Hitler’s Last Gamble The Battle of the Bulge, December 1944-January 1945. S. 154 74

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S. 21 75

The Us Armor School. S. 21 76

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 474

41

St. Vith var nu i tyske hænder. Det kaos der efterfulgte, af de sammenblandede tyske

enheder, amerikanske enheder, der forsøgte at trække sig tilbage og mørket, betød at det

var svært for tyskerne at videreføre deres angreb. På trods af dette, var det lykkes Führer

Begleit Brigade omkring kl. 0200 at sende en infanteribataljon og 25 kamvogne rundt om

St. Vith for at angribe byen Rodt(8). Angrebet blev i første omgang slået tilbage af det

logistikkompagni der lå i byen, men da kampvognene, som havde bevæget sig ind bag

byen og angrebet fra vest mod øst, kunne kompagniet ikke længere holde ud, og efter 6

timers hårde kampe blev Rodt indtaget77. Indtagelsen af Rodt i lavde en kilde mellem CCB

og CCA, og begge enheder måtte lave en flanke sikring imod trusslen fra Rodt.

I løbet af den 22. december fortsatte amerikanerne med at trække sig tilbage og få samlet

styrkerne i en mindre halvø. Tyskerne forsøgte stadig at gennembryde og fange

amerikanerne, men kaosset af soldater og køretøjer inde i St. Vith forsatte igennem dagen

og forsinkede fremdragelsen af enhederne. 64. VG fik sendt to regimenter forbi St. Vith og

hamrede løs på 27. panser infanteribataljon fra CCB/9, som var i stilling omkring

Neubruck. Et af de tyske kompagnier fik held med at gennembryde linjerne og overrendte

bataljonshovedkvarteret, der efterfølgende måtte overgive sig. Det var dog en kort tid i

fangeskab, idet en deling amerikanske kampvogne med infanteri blev sendt til

hovedkvarteret, og tvang nu de tyske soldater til at overgive sig78. Den amerikanske linje

holdt, men det var tydeligt at en fuld tilbagetrækning på linje med resten af den

77

MacDonald. S. 476 78

MacDonald. S. 476

42

amerikanske hær var nødvendig. Bag Salm floden lå 82. faldskærmsdivision i stilling, for at

holde flanken bag 7. panser division. Over Salm var der kun to overgange Vielsalm(11) og

Salmchateau(10), som kunne bære de tunge køretøjer. Ved midnatstid fik Hasbrouck

endelige lov til at frigøre sine enheder ind bag 82. division. Det var en klar melding, der

fulgte Clarke og Hoge og som fortalte, at hvis ikke frigørelsen blev gennemført hurtigst

muligt, ville tyskerne lukke døren bag dem og chancen ville forbigå dem79. Frigørelsen blev

sat til kl. 0600 næste dag. Amerikanerne trak sig tilbage deres egne linjer under de

sværeste forhold: Dårlige veje, to overgange, med fjenden i hælene og i dagslys.

Sikring.

Clarke havde forud for frigørelsen fra St. Vith udsendt ingeniører til at forbedre vejene væk

fra byen, for at sikre sin afgangsveje. Mange af vejene var i dårlig forfatning og nogle

steder impassable. En forudseenhed der sikrede at enhederne kunne opretholde deres

bevægelse og ikke blev sinket eller sandset af det dårlige vejnet80. Den 21. december

begyndte situationen meget at ligne den, der havde udspillet sig blot seks dage forinden

på Schnee Eifel. Enhederne var spredt ud på en alt for lang linje, der var få reserver,

flankerne var åbne og der manglede dybde i forsvaret. Det var altså ikke overraskende, at

tyskerne gennembrød det amerikanske forsvar. Den henholdende kamp, som blev

gennemført den 21.-22. december uden at linjen kollapsede, var lykkedes, fordi divisionen

havde forberedt at trække sig. Hasbrouck havde forinden planlagt den linje der blev

indtaget den 22. om aften81. Det var en forudseende enhed som sikrede at 7. Panser

division kunne frigøre uden at blive løbet over ende eller ud flankeret.

Tyngde.

Gennembruddet i Rodt viser hvordan, at divisionen havde mistet evnen til at ligge tyngde.

Det logistiskkompagni, der kæmpede kampen, gjorde det på egen hånd og den primære

grund til, at de holdt så længe ud var, at 275. artilleriafdeling kunne levere støtte. De

kampvogne der lå i stilling ved siden af Rodt, var maskeret af terrænet, så de kunne ikke

yde meget hjælp. Der blev ikke gjort noget forsøg på at forstærke eller gennemføre et

modangreb mod tyskerne, så da kampvognene bevægede sig ind i selve byen, var

kampen slut. Efterfølgende, da Rodt var faldet, sendte CCA 2 kampvognskompagnier ned

79

The Us Armor School, “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”. S. 25 80

The Us Armor School. S. 22 81

Bongard, Anderson Jn., og Dupuy, Hitler’s Last Gamble The Battle of the Bulge, December 1944-January 1945. S. 157

43

for at blokere flanken i retning mod Rodt, men da der dukkede en tysk division op nord for

Poteau, som var CCA primære vej over Salm, blev de trukket tilbage og CCA oprettede i

stedet en 360 sikring af Poteau. En frigørelse af denne omfang har gjort det svært at

koordinere en egentlig. Bevægelsen bagud og opdelingen af division, har gjort det svært at

samle enheder, der kunne anvendes til tyngde forlæggelse.

Offensiven

Fravalgt i denne del af analysen, fordi der i denne del af manøvren ikke var nogen offesive

bevægelser.

Friktion Kommando kontrol

Et skiftende kommando kontrol forhold skulle forsætte for 7. panser division. Da der den

20.-21. december kom kontakt mellem 7. panser division og 82. Div. overgik den

overordnede kommando, over enhederne på halvøen, til XVIII faldskærmskorps ledt af

general Ridgway82. Den 21. december kom der en melding om, at hverken 106. eller

CCB/9 var underlagt 7. Panser division, men nu skulle fungere som selvstændige enheder

under korpset. Da Clarke måtte trække sig fra St. Vith skule Ridgeway have sendt en

meddelelse om, at byen skulle fastholdes, en ordre der heldigvis blev ignoreret83.

Ridgeway, der ellers var imod at trække sig fra halvøen, ville lade divisionen kæmpe, om

nødvendig indesluttet, godkendte frigørelsen sent den 22. december. Rigdeway ville

sende følgende ordre, der var todelt: 1: Hasbrouck fik lov at bestemme, hvorledes

frigørelsen skulle forg. Jones skulle efterfølge denne plan 2: Jones havde nu kommandoen

over 7. division. Det var selvfølgelige helt uholdbart at Hasbrouck skulle bestemme planen,

mens Jones fik kommandoen. Hvilket også fik Hasbrouck til at ignorere 2. del af beskeden.

Det virker som om, at det må have givet en del forsinkelser i beslutningsprocessen,

grundet de forskelige kommando forhold. For eksempel kunne frigørelsen over Salm

floden først gennemføres om morgenen i dagslys den 23. december, fordi at Rigdeway

ved selvsyn skulle overbevises om, at fronten ikke kunne holde. Hvor det var klart for både

Hasbrouck, Clarke og Hoge, at deres nedslidte styrke ikke kunne holde til meget mere84.

Ligesom Jones prøvede at styre de to regimenter på Schnee Eifel, virker det som om, at

Ridgeway også prøvede at fjernlede divisionen, uden at tage sine underfører til

82

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 479 83

Bongard, Anderson Jn., og Dupuy, Hitler’s Last Gamble The Battle of the Bulge, December 1944-January 1945. S. 156 84

Bongard, Anderson Jn., og Dupuy. S. 154

44

efterretning. Det mærkelige kommando forhold kunne have været en katastrofe for

soldaterne. I en situation, hvor det er uklart, hvem der har ansvaret, kan der hurtigt opstå

kaos, især under så svære forhold. Heldigvis var både Clarke og Hasbrouck klar til at

påtage sig ansvaret. Desuden er det også beundringsværdigt, at Hoge, der havde mere

anciennitet end dem begge, accepterede kommandoforholdet og koncentrerede sig om at

løse opgaven.

5.3.4 Den 23. december enden på St. Vith Halvøen

Om natten den 22.-23. december blev planen udarbejdet, og tiden for frigørelsen blev sat

kl. til 0600. Bevægelsen blev gennemført ved at lade halvøen kollapse ind i sig selv.

Flanke enhederne i form af CCA og CCR i nord og 112. og TF Jones i syd skulle holde

linjen, mens at frontenhederne trak sig tilbage over Salm floden. Første enhed til at frigøre

var CCB/9, der kunne frigøre nogenlunde uden problemer. For at beskytte bevægelsen,

blev en lille enhed af kampvogne indsat som skærm, og igennem hele morgenen holdt de

sikring bagud. Efter dem fulgte CCB/7, hvor den sydlige del af enheden måtte køre over

åbent landskab for at undgå Crombach, der i løbet af natten var blevet indtaget af tyske

enheder. På vejen måtte de blæse igennem en by, der var under tysk angreb, infanteriet

som havde taget plads ovenpå kampvogne, måtte skyde til højre og venstre for at holde

de tyske enheder nede, resten af turen gik uden yderlige sammenstød. Den nordlige del af

CCB/7 omkring Hinderhause, ikke langt for Rodt, havde opstillet en dækningsstyrke som

måtte afvise et angreb fra Führer Begleit Brigade, mens resten af enheden trak sig. Den

lille styrke af lette kampvogne og panserjæger standsede det første angreb og førend at

tyskerne kunne nå at forny angrebet, havde også dækningsstyrken trukket sig. Führer

Begleit Brigade videreførte ikke deres angreb, idet de havde fået nye ordre på at klargøre

til et angreb syd for Salmchateau. Dette var heldigt for amerikanerne, idet de undervejs løb

ind i et trafik kaos, hvor Clarke igen måtte på jorden for at diagere trafikken. CCB/7 kunne

efter trafikkaosset fortsætte ind bag egne linjer. CCA og CCR på flanken havde i løbet af

formiddagen afvist et enkelt angreb, og kunne, da ordren kom, kl. 1345 frigøre med

enkelte skudvekslinger85. Tilbage var TF Jones og 112. der var sat til at sikre flanken, indtil

alle enheder havde forladt halvøen og derfor først måtte trække sig på ordre. I løbet af

dagen blev 112. angrebet af kampvogne og uden nogen panserværnsvåben til at

bekæmpe dem, blev divisionens reserve med to panserjæger sendt som støtte. Da

regimentschefen fra 112. meldte til Hasbrouck, at de sidste enheder havde forladt området

kl. 1300, kom der intet svar. Der skulle gå tre timer, før han selv besluttede at trække sig. i

den tid, havde tyskerne fået opstillet deres styrker syd for Slamchetau.

85

Cole, “The Ardennes: Battle og the Bulge”. S. 418-422

45

112. kom først frem til Salmchetau ved mørkets frembrud, hvor de fandt broen spærret af

køretøjer fra TF Jones. TF Jones’ køretøjer var blevet ødelagt af tyske kampvogne og nu

blev 112. angrebet af dele fra Führer Begleit Brigade. Situationen blev ikke bedre af, at en

anden af deres afgangsveje var blevet sprunget i luften af ingeniører fra 82. Div.

Regimentet fandt en alternativ vej, der førte ind bag byen og videre til de amerikanske

linjer og kom i sikkerhed bag 82. Div. linjer86. Om morgen den 24. december var alle

amerikanske enheder tilbage bag amerikanske linjer. Frigørelsen fra St. Vith halvøen var

lykkes. Størstedelen af de trætte soldater skulle dog kort efter igen i kamp mod tyskerne,

men denne gang var det amerikanerne der gik i offensiven!

Sikring

Ved at lade Halvøen falde sammen om sig selv, sikrede amerikanerne sig, at de hele tiden

kun skulle kæmpe i en retning. Fastholdelsen af flank enhederne sikrede at tyskerne ikke

kom imellem front enhederne og Salm floden. Det betød at frontenhederne primært skulle

koncentrere sig om at gennemføre en henholdende kamp mod tyskerne fra øst. Hvis

flankerne ikke var sikret og tyskerne blokerede ruten skulle CCB/7 og CCB/9 både angribe

fremad og gennemføre henholdende kamp, en meget svær manøvre. På samme måde

kunne flanke enhederne bevæge sig tilbage, mens de holdt tyskerne tilbage med

henholdende kamp. Det sværeste ved at være de sidste enheder, her 112. og TF Jones,

som blev ramt af et tysk angreb ind i deres frigørelses akse, idet der ikke var nogen

tropper til at holde deres flanke mod vest.

Tyngde

Under frigørelsen fra St. Vith halvøen måtte der lægges mere vægt på bevægelse end på

tyngde. For at sikre bevægelsen og være fleksibel med front enhederne, måtte det

tungeste materiel ud først. Problemet med at lade artilleriet frigøre er den mangelende

støtte under bevægelsen. Med et velplaceret angreb kunne tyskerne udnytte denne

kritiske periode hvor amerikanerne stod med et minimum af artilleri støtte. Sikringen måtte

opnås igennem hastighed og ikke i tyngde af store enheder. Til dette var anvendelsen af

lette kampvogne en fordel. De kunne gennemføre en henholdende kamp ved nemt og

hurtigt at manøvre rundt og sikre, at de selv kom med tilbage bag egne linjer.

I tilfælde af at halvøen skulle fastholdes, sådan som Rigdeway havde håbet på, var der

udarbejdet en plan for at anvende 424. som divisions reserve87. På trods af at divisionen

ønskede at trække sig, var der stadig en plan for at kunne udspare en enhed til at lægge

86

MacDonald, A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. S. 485 87

MacDonald. S. 480

46

tyngde med. At divisionens reserve var nede på to panserjæger, viser tydeligt at divisionen

på St. Vith halvøen var opbrudt, og ikke havde nok kampkræft til at forsætte kampen. Der

var ikke lagt nok tyngde i at holde Salmchateau på trods af den vigtige overgang, det fik

konsekvenser for 112. som måtte kæmpe en uorganiseret kamp mod tyskerne.

Offensiven

Fravalgt i denne del af analysen, fordi der i denne del af manøvren ikke var nogen offesive

bevægelser.

6. DISKUSSION

I kampsoldaternes magasin ”Kentaur” har der været en debat omkring den nuværende

måde at gennemføre forsvarskamp mod en teknologisk jævnbyrdig modstander. Det

nuværende doktrin for forsvarskamp består i at have sine enheder indsat i kampstilling.

Dette er for at imødegå modstanders akser, samt skabe tyngde igennem bevægelse

indenfor kampstillingen mhp. at bringe flest mulige våben i stilling til at nedkæmpe

modstanderen. Doktriner, der er udarbejdet på de erfaringer, der blev gjort under anden

verdenskrig.

I artiklen: Drop kampstillingen fra kampsoldaternes magasin ”Kentaur”, argumenterer

major Christian Buch Byrholt for, at den ”gamle” tankegang om enheders opstilling i

kampstilling med tyngde i fjendes akser, er en forældet tankegang i forhold til at kunne

modstå modstanders avancerede præcisionsvåben88. Tyngde er ligefrem blevet en fare for

enhederne, idet den nye teknologi giver mulighed for hurtigt at udpege enhedernes

placering i terræn. Major Buch mener, at der skal ses på doktrinet for forsvarskamp. Som

titlen antyder, skal vi væk fra anvendelsen af kampstilling og over til at gennemføre en

langt mere dynamisk og autonom forsvarskamp. Center for landmilitære operationer ved

FAK giver deres syn på artiklen. Deres synspunkt er generelt, at doktrinet for forsvar giver

rigelige muligheder for at være dynamiske i forsvarskampen. ”Vi gennemfører defensive

operationer enten ved kamp fra sammenhængende stillinger, kombineret med modangreb

og ildkoncentrationsområder, eller ved defensivt eller forudsætningsskabende aktiviteter

kombineret med afgørende modangreb”89. Deres holdning er, at doktrinet ikke er forældet,

men at den moderne kampplads’ kompleksitet stiller større krav til at tilpasse sig. Kravet til

føreren er som altid en blanding af doktrin + opgave + situationsdannende faktorer, som

giver den taktiske løsning.

88

Buch, “Drop kampstillingerne”. 89

CLO, “Refleksion over artikeln Drop kampstillingerne”.

47

6.1 Anvendelse af en krigshistorisk case.

Følgende vil være en diskussion omkring brugen af krigshistorie til at få en bedre

forståelse for krigsføringensgrundprincipper som doktrin.

At studere krigshistoriske cases er med til at give en bedre forståelse for den mlitære

profession. Som Micheal Howard skriver i ”The Past as Prologue”: ”Clausewitz warned of

the misuse of military history, of expecting it to provide “school solutions” rather than to

educate the minds of the military commander to expect the unexpected”.90 Krigshistorie

skal ikke studeres for at skabe eller finde en skoleløsning. Men, som jeg forstår det, er

studiet af krigshistorie, vejen til at forbedre sin forståelse, samt med til at forbedre og

udvikle virket som officer.

For at uddrage læring må man tage højde for den kontekst det er skrevet. Williamson

Murray skriver: “Officers who want to understand the past and how it might be repeated in

some fashion in the future must therefore bring a healthy skepticism to their reading and a

willingness and knowledge to challenge historians.”91 Det skeptiske syn skal tages med

ved at tage stilling til, hvem der har skrevet det og hvorfor. Meget historie er skrevet i en

kontekst af den glorværdige fortælling om den hårde kamp, som nationen har udkæmpet.

Se blot vores egen nationale fortælling om den brave landsoldats heroiske kamp i 1864,

der i årene efter krigen nærmest blev fremstillet som en martyr.

Jeg har valgt at tage en case fra anden verdenskrig, for at få bedre forståelse for

krigsteori. Dette, på trods af, at der er sket et teknologisk spring de sidste 70 år, som

nogen vil påstå, gør, at 2. verdenskrig er et fortidslevn. John P. Kiszely beskriver et

synspunkt som voksede frem i 1960’erne, der sagde at militær historie tog sig af det, der

skete i fortiden og er taktisk irrelevant for nutiden, atomvåben, moderne overvågning,

kommunikation og præcisionsvåben har gjort studiet af 2. verdenskrigskrigsførelse til en

interesse i et fortidslevn92. Et synspunkt jeg mener, der kan spores i Major Buchs artikel

”Drop kampstillingerne” i ”Kentauer”. Selvfølgelige kan doktrinet blive forældet og en hær

der ikke i tide får tilpasset sit doktrin og organisation til teknologien, kommer hurtigt til at

lide et svirrende nederlag. Tænk blot på den franske hær i 1940, hvor hverken doktrin eller

organisation havde fuldt med teknologien.

Doktrinet skal følge med tiden, krigsførelse kredsløb af K.V. Nielsen viser at når

teknologien har ændret sig, så må doktrinet og organisationen følge med og vice versa.

Teknologien har ændret sig siden, at der blev kæmpet foran St. Vith, men som Micheal

90

Murray og Sinnreich, The Past as Prologue The Importance of History to the Military Profession. S. 13 91

Murray og Sinnreich. S. 83 92

Murray og Sinnreich. S. 26

48

Howard skriver om Clausewitz, så må krigshistorien ikke gøre sig til genstand for at finde

skoleløsningen. Det samme gør sig vel også gældende for doktrinet. Doktrinet er ikke en

skoleløsning, men skal udnyttes til at kunne optimere opgaveløsningen. Som CLO skriver i

deres svar på artiklen ”refleksion over artiklen Drop kampstilling”, om brugen af doktrin:

”Om vi uddannelsesmæssigt udfordre doktrinet, eller vi gør, som vi plejer”. Hvis vi kun

øver det, vi plejer at grave en kampstilling, kæmpe en kamp og frigøre, så får vi aldrig

udnyttet de andre muligheder, der er ved forsvarskamp, som f.eks. vildledning,

modangreb, bevægelse og tyngdeforlægning.

I tilfældet med denne case om St. Vith, er der rigeligt, der kan tages med i en refleksion

om doktrin. Ved at analysere med Krigsføringsgrundprincipper som metode får man hurtigt

draget nogle konklusioner omkring indsættelse ved at tage udgangspunkt i egne

doktrinære forhold. Som præmis for dette, skal der selvfølgelig forlægge en betragtning af,

at krigens karaktere i 1944 og til nutiden ikke har ændret sig betydeligt. På trods af at der

er atomvåben, droner, præcisionsvåben, GPS og komplekse kommunikationsmidler, skal

man stadig kunne sikre sig selv, skifte tyngde og igennem bevægelse trænge ind på

fjenden og ødelægge ham. Dette ændrer sig ikke på trods af den nye teknologi.

6.2 Læring ved henholdende kamp og indesluttet enhed

En betragtning jeg gjorde under opgaven, var at man på Schnee Eifel i 1944 med fordel

kunne have droppet kampstillingerne. For på trods af at have velbefæstet kampstillinger

og god ildstøtte, var det ikke muligt at holde linjerne overfor det overlegne tyske angreb.

Det var ikke tyskernes artilleri forberedelse, der med høj præcision ramte de amerikanske

enheder, der gjorde det store udslag. Det var tyskernes evne til udmanøvrere

amerikanerne og lægge tyngde på de svageste enheder, som var dimensionerende for

den indledende tyske succes på Schnee Eifel. Den efterfølgende fiasko ved at angribe

Schönberg viser tydeligt, hvor lidt anvendelige de to regimenter var, efter at de blev

afskåret. Pointen er, at det selv i 1944 ikke var en god løsning at grave sig ned i en

stationær og lineær stilling. Muligheden for at løse problemstillingen mod en overlegen

modstander i ugunstige stillinger, må med et dansk doktrin være at gennemføre en

henholdende kamp. Den henholdende kamps principper er beskrevet i Feltreglement I,

”som en ikke afgørende kampform, der har til formål at vinde tid, bringe fjenden i en

ugunstig situation, eller sinke fremtrængen”.93 ”Kampen må under disse forhold baseres

på, at fjendens fremtrængen sinkes under udnyttelse af rummets dybde.”94 En underlegen

styrke kan derved igennem bevægelse og ild sinke modstanderen, for derefter at føre

93

HRN, “HRN 010-001”. 501 94

HRN. S 502

49

modstanderen ind i et gunstigt terræn, hvor han kan ødelægges. I den forbindelse, hvor

modstanderen har præcisionsvåben og moderne overvågning, kommer det selvfølgeligt til

at stille høje krav til sløring, vildledning og bevægelse. Noget som i hvert fald tyskerne i høj

grad havde succes med både før og efter det store offensiv i Ardennerne. Dette er blot min

betragtning i forhold til forsvarskamp med udgangspunkt i en case. Med udgangspunkt i

dette er der stadig meget, der kan tages fra en 70 år gammel kampplads over på den

moderne kampplads. For mig holder grundprincipperne stadig, om det er tyngde med

kampvogne, tyngde med droner, præcisionsvåben eller kommunikationsblokering, så vil

der altid skulle lægges tyngde på den moderne kampplads.

Som officer vil der ofte opstå en underen ved at studere krigshistoriske cases og man vil

forsøge at uddrage læring, som man kan tage med i sit efterfølgende virke. Men som

Willam Murry skriver ”Because historians know the result, they risk seeing clarity where

there was none” Det samme gør sig gældende, når man som officer analyserer

krigshistorien og forsøger at uddrage læring herfra. En analyse af en begivenhed, som

fandt sted for over 70 for år siden, og hvor man kender resultatet, står det ofte soleklart,

hvad der skulle være gjort. Og det er efterfølgende altid nemt, når man sidder ved

skrivebordet at kritisere. Det er her hvor evnen og kendskabet til at inddrage krigens

friktion, som giver officeren en mulighed for at uddrage læring fra en krigshistorisk case.

Ved at forholde sig kritisk, lade sig inspirere og efterfølgende reflektere over casen, kan

man skabe læring for sig selv.

Situationen med 423. og 422., der blev indesluttet på Schnee Eifel, fik mig til at reflektere

over hvad det betyder for en enhed at være omringet og hvordan man kan forholde sig til

dette. Selve casen gav mig et indblik i problematikken med indesluttet enheder i forhold til

den logistiske situation, kommunikation og samvirke mellem enhederne. Nysgerrigheden

omkring doktrinet, ved indesluttet enheder, fik mig til at studere en amerikansk rapport95

udfærdiget af en tysker officer i 50’erne på baggrund af deres oplevelser i Rusland.

Efterfølgende tog jeg også fat i, hvad der er skrevet i Feltreglement I om dansk doktrin.

Dette har gjort mig i stand til kunne sætte ord på, hvordan den indesluttede kamp kan

kæmpes.

I Feltreglement I beskrives følgende for den indesluttede kamp. Der skal etableres en

sammenhængende forsvarsperimeter, hvis nødvendigt gennemføres henholdende kamp

med henblik på at reducere forsvarslinjen og frigøre styrker til opstilling af reserve eller

frigøre styrker til et udbrud. Kommando-kontrol-forhold. hvis der er flere forskellige

95

United States. Army. European Command. Historical Division, PAM 20-234 Operations of Encircled Forces German Experiences in Russia.

50

enheder i lommen, så skal ældste tilstedeværende officer tage kommandoen. Et udbrud

kan med fordel gennemføres i mørke, gennembrudsstedet vælges i det for egne enheder

gunstige terræn og hvor fjenden er svagest96. Som det fremgår af analysen var der meget

af dette som ikke blev fulgt på Schnee Eifel. Ved at arbejde med casen og doktrinet har

det givet en bedre forståelse for den taktiske situation, der opstår som indesluttet enhed.

6.3 Refleksion over mission command.

Enhederne fra 106.- og 7. division oplevede både foran, i og bagved St. Vith at skulle

operere afskåret og autonomt. Dette satte store krav til føring. I Artiklen ”refleksion over

artiklen Drop kampstillingerne” bliver der forklaret at kravene, for at man kan operere

afskåret og autonomt, er at kunne forstå sin forsattes hensigt og arbejde i rammen mission

command97. Mission command er et mantra, som der er fokus på inde på Officersskolen,

og for den danske hær, men på trods af dette, er det kun meget småt beskrevet i

Feltreglement I med lige omkring 1 side. Det centrale i mission command er førerens evne

til at tydeliggøre sin hensigt overfor sine underførere, sådan er det nogenlunde også

beskrevet i Feltreglement I. Dette kræver også at føreren har en indgående forståelse for

enhedernes situation, tilstand og muligheder, som er bedst beskrevet i Feltreglement I

ved: ”Undergivne førere skal have rådighed over tilstrækkelige ressourcer til at kunne løse

den pålagte opgave”98.

I tilfældet med 422. og 423.’s ordre om at angribe Schönberg, kan man vist godt påstå, at

Jones gav en meget klar hensigt, og gav underførerne handlefrihed til selv at løse

opgaven. Jones arbejdede på sin vis, indenfor Mission command konceptet, men ved at

Jones ikke havde kendskab til situationen, tilstanden og mulighederne, og uden at kunne

levere de ”tilstrækkelige ressourcer”, blev angrebet en katastrofe. Som fører skal man

kunne vurdere, om den enheds tilstand under de forhold, og med de tilgængelige midler,

kan levere den effekt som man forventer, ellers sætter man sine soldater til at løse

opgaver, som de ikke har forudsætninger for at klare. Førerens placering bliver helt

centralt for at dette kan lade sig gøre. I Feltreglement I beskrives det således, at det

afhænger af førerens niveau, hvor føreren befinder sig, men følgende forhold der også gør

sig gældende som: Evnen til at vurdere situation, ved selvsyn og aktivt påvirke føreren vilje

og hensigt, adgang til vigtig information, pålidelige kommunikation og adgang til staben99.

Som divisionschef var Jones nok ikke den første til at skulle drage ud til fronten, for ved

96

HRN, “HRN 010-001”. S. 729-732 97

CLO, “Refleksion over artikeln Drop kampstillingerne”. 98

HRN, “HRN 010-001”. S. 128 99

HRN. S. 125

51

selvsyn at vurdere situationen, men som det viste sig, var det på et alt for ufuldstændigt

billede af situationen, at Jones sendte sine regimenter ind i angrebet.

Det var blot tre eksempler for, hvad jeg har oplevet under mit arbejde med casen. Andre

synsvikler og en analyse af nogle af de andre grundprincipper, kunne bringe en anden

læring frem, fra selv samme case.

6. KONKLUSION

106. Divisions to regimenter blev indesluttet, og nødsaget til at overgive sig, fordi de var

sat til at sikre en al for lange linje i en lineær opstilling. Der var ikke forberedt de

nødvendige foranstaltninger i forhold til et tysk angreb, hverken i form af en plan for

modangreb, eller en frigørelse til mere gunstigt terræn. Flankerne var for svage til at

modstå det tyske angreb og da det kom, var de to regimenter inaktive på højderyggen. På

trods af den kritiske situation, var det fejlkommunikation og fejlvurdering, der betød at

regimenterne fastholdt deres stillinger og lod sig blive indesluttet. Overgivelsen var

uundgåeligt efter at regimenterne blev beordret til at angribe Schönberg, der på dette

tidspunkt var et af de mest befærdet knudepunkter i den del af Ardennerne. De to

indesluttet regimenter formåede i 3 dage at binde dele af 18 og 62 VG division, ved deres

blotte tilstedeværelse på Schnee Eifel. Tyskerne brugte en betragtelig del af deres styrke

til at bevogte de to regimenter, styrker der kunne være anvendt mod St. Vith.

7. Panser division formåede i dagene mellem den 17.-22. december, at holde tyskerne

ude af St. Vith ved at have et fleksibelt forsvar, der havde en stor nok reserve til

indsættelse imod de tyske angreb. Reserverne kunne opstilles ved at lade

opklaringsenheder, der kunne sinke tyskerne, og reserven efterfølgende kunne indsættes.

I de vigtige knudepunkter anvendte divisionen sine tungere enheder i form af

kampvognsbataljoner. Efterfølgende, da linjen blev længere og længere, var indsættelsen

af sammenblandet enheder som f.eks. Task foces Jones med til at holde den sydlige linje.

7. Division valgte ikke blot at gå i stilling og greve sig ned, men formåede i 5 dage at holde

det tyske angreb tilbage flytte enhederne rundt, til der hvor tyskerne dukkede op. De tyske

styrker fik derved ikke held med at finde svage punkter i den amerikanske linje. Selv om

det ikke lykkes amerikanerne at fastholde St. Vith, så var det alligevel vigtig faktor i at få

standset hele det tyske offensiv- Tyskerne havde forventet byen indtaget allerede den. 17

og der blev bundet en betragtelige del af både 6 og 5 armé styrker i og omkring St. Vith,

for ikke at tale om transporten af forsyninger, som blev gjort betydeligt svære ved at St.

Vith blev fastholdt af amerikanske styrker. Det var først da divisionens frontlinje blev så

52

lang, at der ikke kunne opstilles en reserve, at amerikanerne måtte opgive forsvaret af St.

Vith. Selve frigørelsen fra St. Vith var i det store hele en succes, divisionen overlevede, og

kunne efterfølgende deltage i modoffensiven.

Arbejdet med en historisk case kan give en bedre forståelse for anvendelsen af

Krigsføringsgrundprincipper i både en moderne og historisk sammenhæng, det har

underbygget at brugen af tynde er stadig relevant for officeren. På baggrund af 106

divisions indeslutning kan det konkluderes, at som indesluttet enhed skal der være en klar

kommando forhold, et samlet forsvar perimeter og udbrud skal forsøges hvor

modstanderen er svagest. Mission command med 106 division som case har vist at det i

ligeså høj grad er evnen som fører til at vide hvad enheden kan levere, som det er at

formulere hensigten der er vigtig for at kunnne udføre mission command.

7. PERSPEKTIVERING

Det er klart at der i en case som Slaget ved St. Vith, er rig mulighed for at arbejde videre.

En mulighed er at se på nogle af de andre grundprincipper, f.eks. Kræfternes sammenspil,

især anvendelsen af det amerikanske artilleri, der kun meget kort beskrevet i denne

opgave. Det kunne også være at se det fra det tyske perspektiv. Der er sikkert mange

punkter hvor tyskerne selv var skyld i forsinkelsen.

53

8. LITTERATURLISTE

Bongard, D.L, Richard Anderson Jn., og Trevor N Dupuy. Hitler’s Last Gamble The Battle

of the Bulge, December 1944-January 1945. England: England : Airlife, 1995.

Buch, Major. “Drop kampstillingerne”. Kamptroppernes tidsskrift KENTAUR 64, nr. 2

(2017): 33–37.

CLO. “Refleksion over artikeln Drop kampstillingerne” 64, nr. 3 (2017): 23–25.

Cole, Hugh. M. “The Ardennes: Battle og the Bulge”, 1993.

Department, War. “FM 7-20 Infantry Battalion”, 1944.

Dupuy, R. Ernest. St. Vith - Lion in the Way The 106th Infantry Division in World War II.

Washington: Washington : Infantry Journal Press, 1949.

HRN. “HRN 010-001”, 2016.

MacDonald, Charles B. A time for trumpets the untold story of the battle of the bulge. New

York: New York : William Morrow and Company, Inc., 1985.

Murray, Williamson, og Richard Hart Sinnreich. The Past as Prologue The Importance of

History to the Military Profession. Cambridge: Cambridge : Cambridge University Press,

2006.

Parker, Danny S. Hitler’s Ardennes Offensive The German View of The Battle of The

Bulge. London: London : Greenhill Books,Lionel Leventhal Books Ltd, 1997.

Quarrie, Bruce. The Ardennes Offensive V US CORPS & XVIII US(AIRBORNE) CORPS,

Northern Sektor. Oxford: Oxford : Osprey Publishing, 1999.

Rottman, Gordon L, og Peter Dennis. World War II US cavalry groups European theater.

Botley, Oxford England: Botley, Oxford England : Osprey Pub., 2012.

The Us Armor School. “Battle of St Vith an historical example of armor in the defense”,

1966.

Tolhurst, Michael. Saint Vith 106th US Infantry Division. 1.udg.. Barnsley, South Yorkshire:

Barnsley, South Yorkshire : Leo Cooper, 1999.

54

United States. Army. European Command. Historical Division. PAM 20-234 Operations of

Encircled Forces German Experiences in Russia. Washington] Dept. of the Army, 1952.

http://archive.org/details/PAM20-234.

War, Department. “FM- 100-5”, 1939.

Zaloga, Steve. Battle of the Bulge. Oxford: Oxford : Osprey Publishing, 2010.