LAYOUT: ANDREAS PERETTI KORREKTUR: FLEMMING GERTZ

# 30 29. juli 2011Weekendavisen

Ansvarshavende chefredaktør Anne Knudsen Redaktionschef og samfundsredaktør Lili Ochsner loc@weekendavisen.dk Udlandsredaktør Ole Nyeng ony@weekendavisen.dk Kulturredaktør Henrik Wivel hw@weekendavisen.dk Kultur er i denne uge redigeret af Marianne Krogh Andersen mar@weekendavisen.dk Debatredaktør Pernille Bramming opinion@weekendavisen.dk Litteraturredaktør Anna Libak anl@weekendavisen.dk Bøger er i denne uge redigeret af Nanna Goul nang@weekendavisen.dk Videnskabsredaktør Tine Eiby ideer@weekendavisen.dk Ideer er i denne uge redigeret af Heidi Laura hla@weekendavisen.dk Faktiskredaktør Vibe Termansen vibe@weekendavisen.dk Faktisk er i denne uge redigeret af Markus Bernsen mabe@weekendavisen.dk

Udgivet af Weekendavisen A/S Pilestræde 34, 1147 København K. Telefon 33 75 25 33 Telefax 33 75 20 50 e-mail bwa@weekendavisen.dk www.weekendavisen.dk Abonnement 33 75 36 33 Tryk Berlingske Avistryk Annoncesalg Front Media Høgevej 5 D, 3400 Hillerød Telefon 48 22 44 50 Telefax 48 24 43 47 e-mail weekendavisen@frontmedia.dk

250

620

10

The Organic Pharmacy • sukí skin care • Jane Iredale • Logona m. fl.

Dr. Hauschka:

-20%over 400 kr.

Få en smuk og strålende hud uansethudtype med de plejende og økologiskcertificerede produkter fra Dr. Hauschka

Besøg Danmarks største økologiskeparfumeri i Grønnegade og få rådgivning

Dr. Hauschka - 20% rabat

Butikker: Grønnegade 31 & 36 • Kbh. K • Tlf. 33 17 00 70 • pureshop.dk

Diskret og professionel behandling på Orelund Gods

– en del af Behandlingscenter Tjele.Mere end 20 års erfaring

med afhængighed.

www. tjele.com/orelundDøgntelefon 70 20 40 80

Vi har hjulpet tusinder til et bedre liv

uden alkohol og /eller medicin.

Orelund Gods, Sjælland

Alkoholbehandling på Sjælland

Af RENÉ GUMMER

DEN 14. maj 1961 rullede en lejet bus med 13 unge men-nesker – seks hvide og syv sorte – ind i den lille by Anniston, Alabama i det sydlige USA. Passagererne var såkaldte

Freedom Riders, der havde planlagt at tage turen fra Washington til New Orleans som en fredelig demonstration mod busselskabernes regler om, at sorte ikke måtte bruge bussernes forreste sæder i de sydlige stater. Da bussen drejede ind på terminalen, ventede cirka 200 lokale borgere med jernkøller og sten. Chaufføren forsøgte at undgå den rasende mængde, men var nødt til at stoppe, da et dæk eksploderede. Bange og forskrækkede forsøgte de unge demonstranter at forskanse sig i bussen, men det fik de lokale til at gå helt amok og kaste molotov-cocktails ind gennem bussens smadrede vinduer. Da demonstranterne panisk forsøgte at flygte fra ilden, spærrede mængden dørene, og først da benzintanken eksploderede, måtte de opgive og slippe de unge ud af den brændende bus. Udenfor ventede et så læsterligt lag tæsk, at en af demonstranterne måtte sys med over 50 sting. Politimester Bull Connor var blevet varslet uger i forvejen om demonstrationen og vidste, at bussen ville blive mødt af rasende lokale, men havde sendt sine betjente hjem med den begrundelse, at det var Mors Dag.

The Anniston Bus Burning er blot en af tusindvis af tilsvarende historier om ekstreme overgreb på sorte i sydstaterne i tresserne, angreb der blev accepteret af den udøvende magt, der ellers skulle beskytte de svageste, men som i stort set samtlige tilfælde valgte at se den anden vej. Episoden udmærker sig dog ved at være det skil-lepunkt, hvor den amerikanske regering for alvor var nødt til at tage affære og sende 600 federal marshalls med den næste Freedom Rider bus som beskyttelse.

I slutningen af tresserne virkede det, som om racehadet var ved at dø ud. Med undtagelse af et par film, en række avisartikler og enkeltstående episoder, der hurtigt forsvandt igen fra offentlig-hedens opmærksomhed, har der ikke siden været den store fokus på raceproblemerne i sydstaterne i verdenspressen. Fordommene om, at syden er fyldt med småfede, snotdumme rednecks, lever dog stadig i bedste velgående, billederne fra tres-serne er ikke sådan at viske ud. Men hvad skete der egentlig siden racesammenstødene dengang? Forsvandt segregationen og racehadet sammen med en stærkere lovgivning, lige rettigheder og fokus fra verdenssamfundet?

Hadet dengangTornadoerne raser over Alabama, da vi ankom-mer til Glenn Andrews’ farm, der ligger ved White Plains, små 20 kilometer fra Anniston og hvor vi er inviteret til at overnatte. Glenn er farmer, han opdrætter heste og dyrker ferskner, men har en fortid som politiker. Hans far sad i Kongressen og svigerfar og svoger var henholds-vis guvernør og politichef i Alabama, så han kender systemet indefra. Selv opgav Glenn sin politiske karriere, da han var i begyndelsen af tre-diverne. Han blev træt af politik. Selv siger han for at provokere: »Jeg er hverken demokrat eller republikaner. Jeg tror på Willie Nelson.«

Glenn fik en blodprop i hjertet for et par år siden, hvilket har begrænset hans arbejdsevne betydeligt og får ham til at lyde, som om han er plørefuld, når han taler. Hans kone Joanne er til gengæld en robust kvinde. Sammen med en arbejder, der kommer tre gange om ugen, kører hun hele farmen, sår, høster, fodrer, plejer, reparerer og vedligeholder samtlige små 300 hek-tarer. Det efterlader ikke megen tid til soignering af hjemmet, der ikke ser ud til at have oplevet hverken gulvskrubbe eller støvsuger i de sidste 5-10 år.

Glenn børster en halvt spist sandwich ned fra lænestolen og sætter sig. Han byder os plads med en armbevægelse.

»Jeg gik på college i Anniston, da The Freedom Riders begyndte at komme hertil i busser. Jeg var til stede på torvet, da de forsøgte at brænde de stakkels mennesker inde i den bus. Selve aktio-nen var ledet af en fyr, der hed Kenneth Adams, som var en ualmindeligt modbydelig mand. Jeg siger hans navn på trods af, at han aldrig nogen-sinde blev dømt for noget og fortæller dig det her, fordi der ikke er store chancer for, at nogen af de lokale læser din avis. Jeg er ikke decideret bange, men jeg vil gerne leve mine sidste år i fred og ro, uden at blive frosset ud af mit lokalsamfund. Hvis du taler om de her ting, selv i dag, så er du færdig i lokalsamfundet.«

Kenneth Adams og hans bror John ejede i begyndelsen af tresserne en række benzintanke i Anniston og omegn, og var begge medlemmer af klanen, som Ku Klux Klan slet og ret hed-

der på disse kanter. Storebror Kenneth var sine venners bedste ven og en man så op til i lokal-samfundet, en der turde sige tingene som de var, og give de sorte klar besked. Hans status skyldtes blandt andet et overfald på Nat King Cole, der invaliderede kunstnerens ryg og afholdt ham fra at optræde i sydstaterne resten af sin karriere, mindst fire bekræftede mord på sorte aktivister og desuden en lang række tilfælde af grov vold. Når han er interessant for vores historie, er det, fordi han netop aldrig blev dømt for nogen af mishandlingerne. Han er et billede på, hvordan volden blev sanktioneret i den lokale retssal, der pure frikendte Kenneth Adams for hver eneste sigtelse, helt frem til hans død i 1977.

»Hvis man skal prøve at forstå det her sam-fund, skal man vide, at hadet foregik helt åbenlyst. Det var accepteret som helt almindelig opførsel. Lad mig give dig et andet eksempel: Et par år efter busafbrændingen overværede jeg en episode, hvor en ung sort fyr kom ind for at få tanket op på Adams’ benzintank. ’Skal jeg bare fylde den op,’ spurgte Adams. ’Ja tak’ svarede den unge mand og så stak Adams benzinslangen ind gennem bagruden og begyndte at sprøjte benzin ind i vognen og ud over manden. Da han forsøgte at flygte, smed Adams en tændstik ind i bilen, så manden blev svært forbrændt og hans vogn brændte fuldstændig ud. Det foregik i fuldt dagslys, og med masser af tilskuere. Der var ingen, der hjalp den stakkels mand, hel-ler ikke jeg selv. Det gjorde man ikke. Der var hvide og der var niggere, og man holdt sig til sine egne. Det sidste, man havde lyst til, var at blive stemplet som niggerelsker. Hvis man fik den be-tegnelse, var man fredløs, kunne ikke få serveret på restauranter, ikke købe varer, ikke få kredit. Folk spyttede efter én på gaden, eller man kunne risikere at få en knytnæve lige i fjæset og hvis man kom til skade, kunne man ikke få hjælp på hospitalet, eller blev syet sammen så man lignede

Frankenstein. Sådan var vores virkelighed og det er altså ikke mere end 40 år siden. Selvfølgelig er der meget, der har ændret sig. Rigtig meget. Men tror du seriøst på, at man kan vende den tankegang og den kultur over en generation eller to? Det var jo ikke bare et par brodne kar som Adams-brødrene, det var sådan hele samfundet var. Og sådan er det til dels stadig, det foregår bare ikke lige så åbenlyst. De mennesker har fun-det en måde, hvorpå de kan fortsætte deres had. De bliver fængselsbetjente – og dem er der brug for rigtig mange af her i Alabama – eller politi-mænd, der kan udøve deres racehad med loven i hånden. De smarte af dem sidder og laver lokal lovgivning. Så hvad er det, der er så anderledes? Hvis verden tror, at sorte mennesker her i deep south ikke bliver kaldt niggere, får tæsk og bliver uskyldigt dømt næsten lige så ofte som tidligere, så er verden meget naiv. Der er bare ikke særlig meget fokus på det, for officielt ser det jo pænt

ud, nu hvor alle skiltene med ’Whites only’ og ’No niggers’ for længst er væk, og der i princip-pet er lige muligheder for alle. Men hvorfor er 85-90 procent af fangerne i Alabamas fængsler så sorte? Er de mere kriminelle af natur? Eller er der i virkeligheden ikke særlig meget, der er ændret siden dengang?«

Hadet i dagSelv blandt tilsyneladende frisindede landmænd ligger hadet stadig og lurer, fortæller Glenn Andrews.

»De fleste af mine naboer på farmene her omkring, ville ikke drømme om at hyre en sort arbejder. Og de gange jeg har gjort det, er det ble-vet påtalt. Jeg er blevet stoppet i supermarkedet og har fået at vide, at det er en meget dårlig idé og at jeg vil få svært ved at komme af med mine varer. Så du kan tro, hadet lever. Ikke mindst takket være kirkerne. De prædiker segregation, men på en måde, så de ikke kan stilles til ansvar. Det Gamle Testamente er et skatkammer for raceadskillelse, og det vælter med fundamentali-ster overalt i sydstaterne, ikke kun her i Alabama. Kirkerne er ufatteligt magtfulde, og så ekstreme i deres tro, at de ikke lader islamister eller andre religiøse fanatikere noget efter. De accepterer ikke andre racer eller meninger. Det er egent-lig besynderligt; de mest groteske og voldelige eksemplarer af menneskeracen er i mange tilfælde dybt religiøse, og de udfører deres grusomheder og prædiker deres had i religionens navn og i fuldstændig modstrid med den næstekærlighed, de ellers mener at repræsentere.«

Joanne har lovet os a real southern breakfast og holder løftet med en demonstration af, hvor mange kalorier, der kan proppes i ét måltid. For at pifte det kvarte kilo sukker hun øsede i vaf-feldejen op, lægger hun gavmildt to spiseskefulde margarine oven på den bagte vaffel og byder si-rupsflasken rundt. Glenn pladrer en kvart flaske ud over vaffel og margarine.

Vi spørger, om mangel på uddannelse kan forklare intolerancen og hadet. Det mener Glenn ikke.

»Du kan ikke bare bruge uvidenhed som und-skyldning. De her mennesker er direkte onde. Det, de foretog sig – og som mange til en vis grad stadig foretager sig – er drevet af en lyst til at ska-de andre mennesker. They’re mean og de mener, det er deres ret. Det ligger dybt begravet i dem, at de er en overlegen race, og i mange tilfælde er det den forestilling, de bygger hele deres identitet og tilværelse på. Det ændrer man ikke ved at tage en uddannelse. I hvert fald ikke så længe, der findes lovlige måder, de kan fortsætte illusionen på.«

Og det gør der. Det amerikanske system er bygget op af nationale love, der helt overordnet gælder for hele landet, under dem kommer de statslige love, og endelig har hvert enkelt county mulighed for at lovgive lokalt, så længe den lovgivning ikke er i konflikt med de to andre. Glenn forklarer:

»Den lokale lovgivning er med til at ramme specifikke grupper i lokalsamfundet. Det er en af grundene til, at der sidder så mange sorte i fængslerne. Lovgivningen er simpelthen designet til at ramme dem. I nogle counties kan du for eksempel blive arresteret for at have en kasse øl i bilen efter klokken otte om aftenen. Så kan man jo se gennem fingre med det, hvis det er en af gutterne, og omvendt arrestere en sort mand, hvis man har set sig gal på ham. Og dommerne lægger ikke fingrene imellem. I USA er det desværre sådan, at du kan få flere domme. Lad os sige, at du får to år og en dag. Det lille og er hele hemmeligheden, for det betyder, at du ikke kan blive løsladt før tid, eller komme ud på prøve. Du skal afsone hele den første straf på to år, før du kan komme ud eller få prøvet din sag igen. Det er der mange dommere, der dyrker. Og er man først kommet ind i fængselssystemet, er det svært at komme ud igen. Man er en stemplet mand,

og samtidig raser uretfærdigheden i én, og det gør det meget nemt at eksplodere og begå mere alvorlige forbrydelser.«

ArvenReverend Billy Kyles bor i Memphis, Tennessee, hvor han i en alder af snart 78 år stadig leder sin kirke og prædiker hver søndag. Kyles var en af frontfigurerne i borgerretsbevægelsen sammen med Martin Luther King, og han var en af de tre mænd, der stod sammen med Dr. King på bal-konen på Lorraine Motel i Memphis, da han blev snigmyrdet. Kyles er stadig aktiv i bevægelsen, og holder flere foredrag om ugen rundt omkring i USA om emnet.

»Bevægelsen døde ikke sammen med Martin, selv om det måske kunne se sådan ud. Men det var, som om verden havde fået nok, da han blev skudt, som om selv racehaderne godt kunne se, at der var noget, der måtte ændres. Men kampen fortsætter, og det vil den nok altid gøre. Det drejer sig bare ikke om borgerrettigheder længere, men om menneskerettigheder. Det er en global kamp, som vi er meget involveret i. På mange områder fik vi jo, hvad vi ville dengang. Spørgs-målet er så, om vi ville nok? Vi kæmpede for basale rettigheder, men der ligger en helt generel holdning til racespørgsmålet her i området, som vi aldrig satte spørgsmålstegn ved. Det drejede sig først og fremmest om at få vores retmæssige muligheder for at være lige borgere, men hvad betyder det selv at kunne vælge sit sæde i bussen og hvilken skole man vil gå på, hvis man stadig føler sig som en andenklasses borger? Det er en tung skude at vende 250 års slavementalitet på en eller to generationer. Den arv sidder dybt i os alle sammen, både hvide og sorte. White supremacy drejer sig ikke bare om at klynge nogle sorte op i et træ, det er meget mere subtilt. Det er retten til at bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan vi håndterer det, der bliver defineret som forkert. Den ret sidder den samme slags men-nesker som dengang på i mange lokale samfund i dag.«

Kyles peger på, at mange sorte i dag ikke gør brug af de rettigheder, borgerretsbevægelsen kæmpede for i tresserne.

»Vi døde dengang for, at vores sorte brødre kunne få deres stemmeret. Vi kæmpede for en ret, som færre og færre gider bruge i dag. Hvorfor? Fordi de føler, at det ikke kan betale sig at stemme. Fordi de mener, at det er en kunstig rettighed, der ikke rykker noget som helst ved deres situation.

Vi har fået en sort præsident, ja. Eller i hvert fald sort-agtig. Jeg siger ikke, at det er dårligt, eller at Barack ikke er sort nok, men et eller andet sted er han tilpas farveløs til også at kunne tilfredsstille mange hvide vælgere. Barack er en god præsident, misforstå mig ikke, og det er også vigtigt, at han er kommet til magten, men han er samtidig også et alibi for hele landet: se, vi har en sort præsident, så her er der ingen racisme. Pro-blemet er, at mentaliteten bare ikke har ændret særlig meget her nede sydpå, hverken for hvide eller sorte. Det ligger så dybt i os at bøje nakken.«

Alabama. »Du kan tro, hadet lever. Ikke mindst takket være kirkerne. Det Gamle Testamente er et skatkammer for raceadskillelse, og det vælter med fundamentalister overalt i sydstaterne, ikke kun her i Alabama,« siger Glenn, der igennem et langt liv har lært sin stat at kende indefra og udefra.

Bøjede nakkerSydstaterneFra en rejse rundt i seks af USAs fattigste stater fra Georgia gennem Alabama, Mississippi, Louisiana, Tennnesse og Arkansas til det mere velbeslåede Texas fortæller René Gummer om de sortes vilkår, hverdagen i fængslerne, social nød og de riges paradis. Dette er den første artikel i en serie på fi re.

Vels

krev

et v

iden

Historien om de sortes kamp for lighed er lang og trist. »Problemet er, at mentaliteten ikke har ændret særlig meget her nede sydpå, hverken for hvide eller sorte,« siger reverend Billy Kyles.