En dreng fra det gamle Trørød forklarer, hvorfor han uundgåeligt også er en del af det gamle Vedbæk.

Jeg hedder Per Mortensen.Jeg er født i Trørød den 6. juni 1935

Jeg gik i Gl Holte Skole

Jeg dyrkede sport i SNIK, hvor jeg har været medlem i 70 år.

Jeg har altid boet i Trørød, aldrig i Vedbæk

Jeg er uddannet elektriker, gik i lære hos Købke og arbejdede i over 25 år i Firma Louis Holms Eftf. på Frederiksberg. I tiden hos Købke var der en del arbejde for kunder boende i Rungsted og Vedbæk, men ellers er mit arbejdsliv foregået andre steder.

Meget kort fortalt synes mit liv ikke at have meget at gøre med Det gamle Vedbæk. Hvordan kan jeg have noget at fortælle, vil mange umiddelbart spørge?

Men selvfølgelig har jeg det. Naturligvis først og fremmest fordi jeg hele mit liv er kommet meget i Vedbæk og har fået mange venner og kammerater, især mens jeg voksede op, men også senere.

Blot to kilometer er der fra Trørød til Vedbæk, der med havn, vand, hotel og ungdomsliv også i min barndom var en magnet.

Det vil jeg gerne fortælle lidt om.

Men min historie om og min kærlighed til det gamle Vedbæk er også i høj grad fortællingerne om de familiemedlemmer, der opvoksede i og stammede fra det gamle Vedbæk, og nok i langt højere grad end jeg har været med i livet i Vedbæk i gamle dage.

Det vil jeg også meget gerne fortælle om, og det vil jeg gøre først.

Min mormor og morfar.

Ifølge folketællingerne flyttede min morfar Sophus Andreas Nielsen fra København til Søllerød Kommune i 1892. Den 13. december 1891 ,25 år gammel, var han blevet gift i Vedbæk Kirke med min mormor Karen Sophie på 24. Bopælen var Damhuset i Enrum og morfars arbejdsgiver var Enrums ejer grev Danneskiold-Samsøe, men 1. oktober 1893 skiftede morfar job og overtog hvervet som klokker og kirkebetjent ved Vedbæk Kirke, et embede han bestred i 47 år til 1940. Fem børn, herunder min mor Nelly som den yngste, blev født i Damhuset, indtil familien i 1905 flyttede til hjørnet af Frydenlundsvej og Trørød Vænge, i et nyt hus, naturligt navngivet ”Sophiehøj”, hvor de boede indtil slutningen af Krigen.

Morfar døde i 1941 og mormor i 1945.

De to vidt forskellige huse, ”Damhuset” og ”Sophiehøj”, hvor min mor Nelly har haft sin barndom og ungdom kan man stadig se. Jeg har hentet nogle billeder af ”Damhuset” fra Historisk Arkiv i Nærum, desværre ingen med min familie. Billederne af ”Sophiehøj” og familien dèr er hentet fra vores album.

Jeg er vel højst 1 år gammel på billedet af min morfar og mig, der må være fra 1935-36.

Sophiehøj dengang og nu

Familien hos mormor og morfar. Midt i billedet min mor med mig på skødet.

Min far og hans familie

Til en begyndelse vælger jeg her at illustrere familiens tilknytning til Vedbæk ved at pege på nogle ejendomme:

Strandvejen, oprindelig 201,senere ændret til 405, et nu nedrevet hus beliggende på Strandvejens landside mellem Engvej (nu Gøngehusvej) og Larsensvej.

Huset på Strandvejen og min far og min faster mens de boede der. Billedet lånt fra Søllerødbogen

Indtil ca. 1912 har huset tilhørt min oldefar Rasmus Mortensen, derefter min farfars bror Peter Mortensen, der solgte det til murermester Olaf Petersen.

Min farfar Hans Elvinius Mortensen,f. 1874, boede her indtil sin død i 1918. Min farmor Nielsine Laurine flyttede ind da hun og farfar blev gift i 1900. Efter farfars død blev hun boende sammen med sin søn Aage (min far, født 1901) og sin datter Karen Anita (min faster født 1908). Min far flyttede omkring 1915, mens farmor og faster i 1929 flyttede til Larsensvej 10 .

hvor de blev boende indtil de i 1934 flyttede til

Stationsvej 21 (Vedbækhus)

Min faster blev boende her efter min farmors død i 1958.

I farmor og fasters lejlighed i Vedbækhus. Bagest mig, mor og min bror Hans, forrest faster, farmor og min far.

Faster blev efter farmors død i 1958 i boende i Vedbækhus indtil hun i 1966 flyttede til en pensionistlejlighed i Flintemarken. Hun døde i 1999.

Far gennemførte to uddannelser, først som lærling på B & W, derefter som automekaniker på Vedbæk Stationsvej hos Svend Otto Andersens far cykelhandler JP Andersen, en læretid, hvor han vistnok boede hos sin mor og i det hele taget fik styrket de gamle og skabt mange nye forbindelser til Vedbæk.

Efter læretiden i Vedbæk blev far i 1925 gift med min mor Nelly, og de flyttede til Sommerstedgade i København, hvor min bror Hans blev født i 1927. Boligen blev snart derefter flyttet til de nu forsvundne Trørødhuse på Trørød Torv ( der hvor Brugsen i dag har parkeringsplads), og samtidig etablerede far sin cykelforretning i Trørød , først Rundforbivej 11. Da han i begyndelsen af trediverne købte Rundforbivej 17, blev både bolig og cykelforretning flyttet dertil, hvor jeg som nævnt kom til verden i 1935.

Mor døde alt for tidligt i 1953, mens far gik bort i 1982. Også Hans er væk (2001)

Sølvbryllup på Rundforbivej 17 og mor og far på bænken foran vores sommerhus brugt når vi havde landliggere.

Lad mig yderligere runde denne del af historien af med at fortælle, at jeg i 1961 blev gift med Annie. I forbindelse med nogle matrikulære omlægninger af Rundforbivej 17 overtog jeg det areal, hvorpå jeg i 1965 opførte det hus, hvor Annie og jeg siden har boet , med adressen Østerlund 2 B og fået vore to drenge, Steen og Claus.

Der er meget mere og mange spændende detaljer at fortælle om mit liv som Trørød’er, men det må være en anden gang. Her er opgaven at fortælle om , hvordan og hvorfor Vedbæk trods min bopæl i Trørød fik en så stor plads i mit ungdomsliv.

Men selvfølgelig kan jeg ikke holde begivenhederne og livet i Trørød helt udenfor min historie.

Det er vigtigt at huske, at Trørød dengang var en mindre landsby. Nok var her mange handlende med fødevarer, men dér sluttede det. Vi havde et par benzintanke og ja, min far tog sig af cyklerne. Udover det var der nogle få håndværkere. Det var alt. Vi måtte se andre steder efter tøj,sko boghandlervarer, fisk og andre fornødenheder og ikke mindst banker og posthus. Og så naturligvis det søde liv med film, musik og underholdning . Vejen til Vedbæk var ikke lang. Blot en tur gennem Trørød Hegn.

Men i Trørød og nærmeste omegn skete også ting og sager, som man ”delte” med Vedbæk. Den store idrætsforening S.N.I.K er med sit imponerende Rundforbi Stadion et eksempel herpå, især på atletiksiden, hvor mange Vedbæk’ere var aktive medlemmer. Store stævner og motionsløb trak tråde til Vedbæk. Måske også mine personlige fortjenester, både som aktiv, da jeg som 15-årig med datidens ”saksespring” og en højde på 1,65 m blev dansk ungdomsmester i højdespring, og som mangeårig leder og formand, da jeg i 1976 fik Søllerød Kommunes lederpris.

Et nok så vigtigt eksempel på ”deling” var Gl. Holte Skoles mellem-og realskole, hvortil mange Vedbæk’ere ankom efter de første fem skoleår, som Vedbæk Skole var begrænset til. Skoleåret i Gl. Holte startede efter sommerferien og ”de nye” fra Vedbæk og andre skoler blev samlet med ”de gamle” i klasseværelset. Det var en spændende tid de første par måneder. Det var så også her, jeg fik mange venskaber med drenge og piger fra Vedbæk, fordi mine relationer via min familie og deres venner allerede var stærke.

Og endelig hører det med i billedet, at Trørød dengang var beboet af en del familier med unge, der på en eller anden måde havde tilknytning til Vedbæk. Et blik på de gamle huse, der endnu ligger på Trørød Torv minder mig om venskaber med Mogens Holzmann, John Bentsen og Palle Clausen, navne der huskes af mange i det gamle Vedbæk.

Men nu drejer det sig om mig, Per Mortensen og det gamle Vedbæk i mine barndoms- og ungdomsår, dvs årene fra ca. 1935 -1955.

Det er selvfølgelig helt fint, men ikke nok at jeg –som ovenfor fortalt--både på mødrene og fædrene side langt tilbage er af gammel vedbækfamilie.Det afgørende i denne forbindelse for min vedbækhistorie er, om disse gamle familiemedlemmer har betydet noget for mit personlige daglige liv i min ungdom? Og svaret på dette spørgsmål er jo givet, nemlig at jeg aldrig har kendt min farfar, kun kendt min mormor og morfar i ganske få år og min erindring om dem må jeg her beskrive som noget i retning af” ”Sophiehøj”s forbavsende høje kælder, en dejlig hund, gode frugter i haven og mormors formidable æblekage”. Derimod er det her og nu min fortælling og skal slås fast, at jeg netop i disse barndoms-og ungdomsår havde en tæt forbindelse til min farmor og især min faster Karen Anita Mortensen, der fra 1934-1958 boede sammen i Vedbækhus. Det var her jeg overnattede, når jeg var i Vedbæk, især som barn, når mine forældre ikke sjældent skulle i byen, men også senere var det faster og farmor, der udgjorde min base i Vedbæk.

Efter min mor Nellys alt for tidlige død i 1953 blev forbindelsen mellem familien i Vedbækhus og Rundforbivej 17 måske endda stærkere, bl. a fordi min far og faster følte sig knyttet til hinanden. En anden beboer i Vedbækhus kan fra den tid fortælle om ”manden med alpehuen”, der hyppigt kom forbi, og ingen er i tvivl om at det var bror Aage, der ville se til sin søster og mor.

Faster har i Søllerødbogen fra 1990 fortalt om sin barndom indtil ca 1920.Jeg kan anbefale alle interesserede at læse denne fascinerende historie. Jeg håber på, at det skal lykkes at fortsætte fortællingen i en senere artikel om tiden derefter, baseret på hendes egne notater og andres oplysninger.Her skal det blot nævnes, at hun var en kendt og skattet person i Vedbækmiljøet, både forretningsmæssigt som indehaver af en betydelige syforretning og socialt med sit åbne hjælpsomme væsen.

Alt dette kom også mig til gode, når jeg havde min gang i Vedbæk.

Jeg følte mig accepteret.

Og efter alle disse indledende fægtninger kommer så her anden del af den historie jeg bebudede i starten: Hvad var det jeg oplevede som barn og ungt menneske i det gamle Vedbæk?

Mine første erindringer er kædet sammen med besøg hos min farmor og faster i Vedbækhus. Ofte var det farmor der tog sig af mig. Vi gik mange ture, mest for indkøb af madvarer eller besøg hos venner, bekendte eller kunder. Farmor, der jo havde arbejdet på hotellet var respekteret for sin viden om næsten al madlavning, køkkenarbejde og syning. Turen gik ofte over til Lars Christensens(”Øllars”), kone Marta, hvis hund også hed Per. Derfor hed Marta Christensen for mig altid ”Perhunds mor”

Fra de helt unge år husker jeg at mine forældre med en del større piger tæt ved vores hjem havde arrangeret, at de skulle tage mig med til søndagsskole i Vedbæk sammen med andre mindreårige. Jeg syntes det var spændende at høre nogle unge studerende fortælle historier fra Det Gamle Testamente

Det foregik i Eben Ezer, Strandvej 419

Da jeg var 11 år fik jeg et arbejde som ”handlende”, der førte mig til Vedbæk to gange om ugen samt den sidste i måneden. Jeg blev kørende bladhandler med uge-og månedsblade fra Gutenberghus og Aller. Først og fremmest var det jo Hjemmet og Familiejournalen. Det var med løbende bestillinger. Bladene blev hver mandag og torsdag samt den sidste i måneden leveret til Vedbæk Posthus, der dengang havde til huse i den gamle Stationsbygning, hvor jeg hentede bladene. Disse besøg i Vedbæk blev selvfølgelig også brugt til mine private sidespring hos familien og vennerne.

Certifikatet som jeg fik for mit første job

Min bror Hans havde formentlig omkring 1937-39 lært ingeniør Godtfred Larsen at kende. Han gik blandt Vedbæks og Trørøds unge under navnet ”onkel” og var et samlingspunkt, der sejlede på lange udflugter i sin båd ”Hera” og imponerede børnene med sine tekniske frembringelser, som han ofte forærede dem. Hans fik bl.a. en modelbil. Man kan læse om den og om Godtfred Larsen i Søllerødbogen 2003 s. 173 ff.

Gotfred Larsen’s modelbil. Billedet er taget fra Søllerødbogen.

Jeg mener selv at kunne huske, at jeg har været forbi Godtfred Larsens ejendom på Rosenvej 4 , men egentlig forbindelse med ”onkel” er for mit vedkommende først sket omkring 1946-47, da han boede i fiskerhuset ved siden af stejlepladsen i Vedbæk og jeg sammen med mange andre unge Vedbæk’ere og Trørød’ere, hvoriblandt jeg husker navne som Per Mikkelsen og Ole Seindal, deltog i aktiviteterne, der foregik fra Vedbæk Havn.

Jeg ved, at der er planer om at fortælle mere om ”onkel” og de unge, der samledes omkring ham, og jeg ser frem til at være med hertil

Et andet sted på Rosenvej, nemlig nr 2, boede vores leder for Trørøds Gule spejdere, Poul Selbo, som også var lærer på Gl. Holte Skole. Selbo havde en mindre bjælkehytte i haven, som var vores tilholdssted. Vi kom på mange weekendture. Spejderlivet skabte venskaber med mange Vedbæk’ere. Jeg husker Ove Arentoft og Herbert Frederiksen.

Som nævnt betød Gl. Holtes Skole næsten-monopol på mellemskolen, at mange vedbæk’ere kom til Gl. Holte, når de skulle i 1ste mellem. Billedet her

er formentlig fra 4de mellem. Jeg står som nr 4 fra venstre. i bageste række. Som vedbæk’ere husker jeg i forreste række Alice Sørensen (datter af ”admiralen”) og Ruth Jensen ( senere gift med min ven arkitekt Ib Rasmussen i klassen over). I midterste række har vi Amy Bilhage yderst til højre, hvis far sørgede for, at alt var som det skulle være på Vedbæk Hotel. Om Finn Hansen, der er næstsidste i bageste række, husker jeg at hans far havde en frisørsalon på Larsensvej næsten nede ved Strandvejen, en salon, som efter oplysning fra andre blev drevet af ingen anden end den navnkundige Christian ”Barber” Hansen, kendt også som fodboldleder og-spiller i Vedbæk Boldklub.

Jeg var tit i Vedbæk og med til mødet, hvor ungdomsklubben Juventus blev startet omkring 1950 , også med lokaler i Eben Ezer. Mange kendte folk blev inviteret til at fortælle om deres oplevelser-mest under krigen. Jeg har desværre glemt næsten alle, dog husker jeg en kendt frihedskæmper fra besættelsen, Flemming B. Muus. Prøv at google ham!

Vi blev ældre og mindre uskyldige. Det var mere musik og dans man ønskede, og der opstod mange par. Vi var kommet ind i Louis Armstrong-tiden. Nogle fra Juventus-klubben prøvede at lave en klub-balaften om lørdagen på hotellet, men det blev vist afvist af hotellet, der havde andre boller på suppen lørdag aften.

Enden på det hele blev at vi fik søndag aften, hvor et orkester med mange unge spillede New Orleans, Dixieland o.l.-rytmeklubben var født- og min skæbne beseglet ved mødet med Annie fra Nærum med efterfølgende forlovelse og ægteskab i 1961.

En aften på hotellet stod vi nogle drenge ude i forhallen. Nedad trappen fra værelserne /lejlighederne ovenpå kom en ældre mand. Vi havde set ham på hotellet før og vi opfattede ham som en langtidsgæst. Denne gang faldt vi i snak. Pludselig siger han, om vi kunne se hvem han var. Det kunne vi ikke, men nu virkede han mere bekendt. ”Jeg er Chr. D. 10’s uægte bror” lød ordene. Det fik os til at kigge nærmere på ham og vi drenge troede ham. Frederik d. 8 havde 8 børn med Louise, så ét mere eller mindre--?

Blev vi fulde til gilderne dengang.? Ikke i rytmeklubben, men måske til private fester. Da Palle Clausen holdt svendegilde som murer skete det i annekset til hjemmet på Engvej 21. Med var bl. a Bent Werme. Han leverede maling i alle regnbuens farver, som vi denne aften benyttede til at gøre anneksets værelser ukendelige. Vi var nok alle lakket godt til. Værst gik det nok ud over Jens Harald Jørgensen fra naboejendommen Engvej nr. 19, som det lykkedes ham at finde, da festen var forbi,, om end med meget besvær og nogen hjælp.

Men først og fremmest gav Vedbæk mange skønne minder til os unge fra Trørød. Sommeraftenerne var dengang utrolige. En meget varm dag var vi 8-10 unge-alle fra Trørød-, som først på aftenen blev enige om at køre en tur i vandet, og målet var badeanstalten. Vandet lå næsten blikstille, og vandtermometret tæt ved indgangen viste 26-27 grader. Vi luskede ind ved at svømme under broen, og så havde vi det hele for os selv-drenge og piger, kvinder og mænd.

Vi var der nok 2 timer, før vi brød op, men aftenen var ikke fuldkommen før vi havde lagt vejen forbi Hr. og fru Johannessens Kronborg-Kiosk på Strandvejen og få den obligatoriske is til måske 25 øre

Ringen var på en måde sluttet denne aften.

Fra Kronborgkiosken kunne jeg nemlig dengang kaste et blik på huset ved siden af beliggende Strandvejen 201 ( nu 405), hvor min farmor , far og faster havde boet i begyndelsen af forrige århundrede. Intet vidste jeg dengang noget herom, så jeg har nok ikke kigget.

Men nu ved jeg det og tak farmor, far og faster. Det var nok især jer, der gav mig lyst til at fortælle denne historie.

1