dannelsesperspektiver (tdp f14)- uddeling

Dannelsesperspektiver Teater- og dramapædagogik

Dramaturgi

Aarhus Universitet

12. Maj 2014

v. Thomas Rosendal Nielsen

1

Program

1. Dannelse og modernitet: mennesket som pædagogisk ‘projekt’.

2. Dramapædagogiske praksisformer i et dannelsesperspektiv.

3. Evaluering.

2

Refleksions-temaer (blogs)

• Hvad vil det sige, at være en kreativ medarbejder? • Kreativitet til gavn for den

enkelte/samfundet?

• Resultatorientering: 12-taller eller hele mennesker? • Inklusion: balance mellem

overdeterminering og underdeterminering?

• Forumteater/Proces-drama: • Orienteringspunkter: det

kritiske/det legende.

• Procesdrama: leg med perspektiver? • Hvordan skabe: troværdighed, tillid

og undgå manipulation?

• Forumteater: problemløsning eller politisk kamp? • Hvordan skabe sikkerhed og

engagement i et ”fælles problem”?

• Devising/Improvisation: • Orienteringspunkter: ‘produktet’ vs.

‘væren i nuet’? • Individ/fællesskab

• Devising: • Ledelse: frihed, retningsbestemt,

tvang til at reagere. • Mulighedssansen

• Improvisation: • Hvordan rammesætte kreativt flow?

3

Historiske brudflader i teater- og dramapædagogikken

Første brudflade: (FØR-MODERNE, )

Overlevering af religiøs kultus / verdslig underholdning.

Anden brudflade: (OPLYSNINGSTIDEN, 1750)

Uddannelse af den nyttige samfundsborger / Dannelse af det hele menneske.

Tredje brudflade: (HØJMODERNE, start 20. årh.)

Frigørelse gennem institutionaliseret fremskridt / frigørelse gennem institutionskritik (avantgarde/reformpædagogik).

Fjerde brudflade: (HØJMODERNE, midt 20. årh.)

Drama som kunstnerisk praksis / drama som pædagogisk redskab.

Femte brudflade: (SENMODERNE, slut 20. årh.)

Kreativitet som konkurrenceparameter / frigørelsesstrategi i en globaliseret verden.

Modernitet Moderne (daglig tale): det nye, det nutidige;

Modsætning til det traditionelle: ”det, der tilhører fortiden”.

Modernitet = orientering mod fremtiden. Udvikling! Fremskridt!

5

Modernitet Modernitet = civilisation, ”den industrialiserede verden” (Giddens), den vestlige verden siden d. 18. årh.; globalisering = modernisering.

Modernitetens særlige dynamik medfører en permanent krisetilstand:

Traditionens (herunder religionens) autoritet undergraves: menneskets relation til naturen, til andre mennesker og til sig selv er til forhandling.

6

Modernitet Modernitet: mennesket bliver ”et refleksivt projekt” (Giddens).

Moderniteten fordrer nye rammer til dannelsen af selvet-i-samfundet: institutionalisering.

7

Bliv menneske!

8

”Mennesket kan kun blive menneske

gennem opdragelsen”.

”Man må vælge, om man vil danne et

menneske eller et samfundsmedlem; thi

man kan ikke gøre begge dele på en

gang.”

(Emíle, 1762)

Jean-Jaques Rousseau (1712-1778)

20 DECEMBER, 2008

AARHUS

UNIVERSITET

Immanuel Kant (1724 – 1804)

”Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed.

Umyndighed er manglen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse.

Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse.

Sapere Aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog.”

9

20 DECEMBER, 2008

AARHUS

UNIVERSITET

Friedrich Schiller (1759-1805)

10

”Nytten er tidens store idol, som alle

evner skal trælle for og alle talenter

dyrke. På denne grove vægt vejer

kunstens åndelige fortjenester ikke til,

og således berøvet enhver opmuntring

forsvinder den fra århundredets

larmende marked” (1793).

”Mennesket leger kun, når det i ordets

fulde betydning er menneske, og kun

når det leger, er det helt og fuldt et

menneske” (1793).

20 DECEMBER, 2008

AARHUS

UNIVERSITET

Antonin Artaud (1896-1948)

”Hvis vort liv mangler svovl, det vil sige en konstant magi, er det fordi vi finder behag i at iagttage vore handlinger og fortabe os i betragtninger over de former vi giver dem i drømme. […]

Når vi derfor siger ordet liv må man forstå, at det ikke drejer sig om livet som det, der kan kendes på tingenes ydre, men om det særlige sarte og skælvende brændpunkt som formerne ikke når.

Og hvis der er noget, der er helvedes fordømt og forbandet i vor tid, så er det at hænge sig i kunstneriske former, i stedet for at være som torturofre, der bliver brændt og signalerer fra deres bål.”

11

Udfordring nr. 1: kontingens!

• Fra fortidsorientering til fremtidsorientering: hvordan forbereder man mennesker, på en fremtid, der forbliver ubekendt? • ”Indlæring af viden må i vidt omfang erstattes af at lære at beslutte, dvs. at

udnytte ikke-viden.” (Luhmann 2002).

• Dannelse, kreativitet og æstetisk læring som kontingenshåndtering.

12

Udfordring nr. 2: socialisering!

• Hvordan afstemmes forholdet mellem uddannelsen af mennesket og uddannelsen af samfundsborgeren? • ”Finde en form for sammenslutning […] hvorigennem hver enkelt ved at

forene sig med alle alligevel kun adlyder sig selv og forbliver ligeså fri som førhen?” (Rousseau, Samfundspagten, 1762)

• Dramapædagogik som didaktisk metode eller som frirum for selvudvikling?

13

Udfordring nr. 3: ‘affortryllelse’!

• Hvordan afstemmes forholdet mellem fornuft og kraft i dannelsesprocessen: • ”Oplysning i videste betydning: fremadskridende tænkning har fra tidernes

morgen stræbt efter at tage frygten bort fra menneskene og indsætte dem som herrer. Men den totalt oplyste jord stråler i den triumferende katastrofes tegn. Oplysningens program var ophævelsen af verdens fortryllelse” (Horkheimer/Adorno 1947).

• Kunsten som erfaring af ”andethed”?

• Dramapædagogik som ”pragmatisk dualisme”?

14