den skotske forbindelse, lena laurentis
Post on 24-Jul-2016
229 Views
Preview:
DESCRIPTION
TRANSCRIPT
Af samme forfatter:
Djævelen i dig selv
Lena Laurentis
Den skotske forbindelse
Den skotske forbindelse
Af Lena Laurentis
Copyright © Lena Laurentis 2014
Omslag: Lena Laurentis - "Looking Out", akryl på lærred
Foto: Leif Widenborg
Bogen er sat med Tahoma og Georgia
Tryk: Eurographic Danmark A/S
1. udgave, 1. oplag 2014
ISBN 978-87-93168-64-0
Udgivet på:
http://gopubli.sh
www.lenalaurentis.com
Citat fra:
Erica Jong: Fanny eller Den sandfærdige historie om Fanny Hackabout-Jones og
hendes eventyrlige oplevelser
- i Niels Brunses oversættelse, Gyldendal, 1983
Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner eller virksomheder, der
har indgået aftale med Copydan Tekst & Node, og kun inden for de rammer, der er
nævnt i aftalen. Korte citater til brug for anmeldelser er tilladt.
"At vove er at miste fodfæstet et øjeblik
- ikke at vove er at miste sig selv."
Søren Kierkegaard
1
Jeg vågnede med en fornemmelse af, at der var noget jeg havde
glemt. Månen skinnede ind gennem sprækken i gardinet, og jeg trak
dynen op om ørerne. Bag øjenlågene rumsterede et eller andet, der
snart tvang dem op igen. Jeg svøbte kimonoen om mig, tændte et
stearinlys på sofabordet og satte mig med en kop te. Når jeg
alligevel ikke kunne sove, kunne jeg lige så godt sidde her og måske
komme i tanke om hvad det var.
Kurvestolen knirkede, da jeg trak fødderne op under mig. Det
enlige lys fik skyggerne til at danse på væggen og gav stuen et skær
af drøm. Flammen bevægede sig næsten ikke, men syntes alligevel
at skifte form og trak mit blik til sig, så det næsten forsvandt ind i
vægen. Jeg mærkede øjnene glide i… der var noget, en lyd, jeg
syntes jeg kendte, men som jeg ikke kunne placere…
… jeg kendte ham ikke, og vidste at jeg aldrig ville komme til det
nu… som han lå der, bleg i huden, unormalt bleg, sådan som man
kun så ud, når det var tæt på eller for sent… bukserne var trukket
helt ned til støvlerne… buskene omkring ham svajede i vinden og
sendte en svagt raslende lyd ud i den ellers stille nat… hans hvide
baller lyste i det kølige måneskin, en skygge faldt hen over dem,
med en hånd der holdt om noget tykt og langt… en sky gled for
månen, og det blev helt mørkt… han bevægede sig ikke længere…
Jeg sprang op og hørte noget knuses mod gulvet. Hånden fløj op
til munden, fy for… Lyset fra flammen spejlede sig i de våde pletter
på gulvet, og jeg søgte rundt i rummet efter et tegn på, at jeg stadig
var her, i huset ved Loch Broom. Gulvet syntes at gynge under mig,
og farverne flød ud for mit blik…
Jeg støttede mig til møblerne, ledte mine bare fødder udenom
skårene og rev døren op, trak vejret dybt flere gange, indtil jeg følte,
at jeg havde bare nogenlunde kontrol over min vejrtrækning.
Ametysten. I vindueskarmen. Mit mobile husalter. I hånden var den
varm og blød. Jeg lænede mig op ad dørkarmen og lukkede forsigtigt
øjnene og fokuserede på den klare lilla farve i min hånd, indtil den
fyldte hele mit udsyn, over mig og under mig. Fulgte luften jeg trak
ind, rundt i hele kroppen, indtil jeg åndede den ud igen. Og igen. Nu
slappede kæbemusklerne så meget af, at tændernes tryk mod
hinanden forsvandt. Jeg trak vejret normalt et par gange og åbnede
øjnene. Nu så der ud som der skulle omkring mig. Måske var det
bare en drøm?
Ja, så tror vi også på den, lød den lille stemme i mit øre.
Men…
Ikke noget men. Vil du have beviser? Så læs en krimi.
Jeg tog notesbogen med ud i køkkenet, imens jeg ventede på at
vandet skulle koge… men der var ingen fare for, at jeg ville glemme
det, jeg havde set… Alligevel skrev jeg det hele ned, alle de grufulde
detaljer. Og lukkede bogen.
Skårene raslede op i fejebakken, imens en ny kop trak på
køkkenbordet. Heldigvis var der stadig tre af de store tilbage. Så kan
du altid smadre to mere, hvis du skulle lyste. Og hvorfor ikke tage et
par tallerkener med i købet og hænge det hele op i gardinstangen til
en wibergsk udgave af det muntre køkken… Sommernatten smøg sig
ind ad terrassedøren og rundt om mine ben. Træk vejret. Slap af. Alt
er godt. Alt…
Øjnene gled op… og jeg hørte en måge skrige udenfor vinduet.
Lyset var brændt ned. Jeg lod ametysten glide ned i kimonoens
lomme og trak mig op af kurvestolen. Solens stråler ramte gulvet og
fangede nogle støvfnug mellem plankerne i gulvet – måske skulle jeg
afprøve den antikverede støvsuger, jeg havde set i skabet ude i
gangen? Senere. Imens mælken varmede til den ekstra stærke kaffe
med lidt undtagelsessukker, masserede jeg mine evigt infiltrerede
skuldre, som kun min faste månedlige shiatsu kunne holde nede. Min
krop var altid dybt taknemmelig for Wiljas vidunderlige behandling,
det var utroligt hvad hun fik fat i. Måtte se om jeg kunne finde en
midlertidig erstatning heroppe. Men lige nu var kaffens varme
mellem hænderne og lyden af havet udenfor nok til at få fødderne til
at føles lettere mod gulvet.
Kaffen med ud på muren. Heldigvis skinnede solen, og jeg lod den
give mig alt den havde. Alligevel var det som om den ikke kunne
komme helt ind hvor der var brug for den, som var der et punkt
inderst inde, den ikke kunne nå, der hvor billedet lå. Jeg kunne se
hvad det var, men hvad det betød…? Den logiske del af mig ville
gerne finde en forklaring, om ikke andet så bare for at få den
lurende følelse af uundgåelighed til at gå væk, den der fra den
anden del af mig fortalte, at der var en grund til, at jeg havde set
det her, og at den ikke var helt så logisk. De to dele havde kæmpet
mod hinanden før, men aldrig så tydeligt som nu, det føltes som om
vægten var ved at komme over på den anden vægtskål, og jeg
havde en stærk fornemmelse af, at der ville den blive… Jeg skyllede
den sidste mundfuld kaffe ned og bad de kæmpende vente til
senere.
Men da jeg stod i Safeway, kunne jeg ikke rigtigt huske hvorfor
jeg var der. Jeg skulle jo… Mælk. Nå ja. Og brød. Jeg gik rundt
mellem reolerne uden rigtigt at se hvad der lå på dem, det var bare
metervis af varer uden navn, poser og æsker og glas med et
sammensurium af ingredienser, og parenteser med udefinerbare E-
numre. Smed et par ting i kurven, noget frugt, måske også lidt god
chokolade, en enkelt flaske vin og hvorfor ikke en flaske champagne,
hvem kunne leve uden lidt luksus engang imellem? Og noget rigtig
god kaffe til den stempelkande, jeg havde fundet oppe i huset. På en
eller anden måde fandt jeg ud igen. Godt det samme, for jeg var
faret vild. Mellem hylderne og bogstaverne. Og jeg havde allerede
glemt hvor jeg lige havde været.
Taskerne var fyldt, og motorcyklen ventede på mig.
Du kan ikke ignorere det her, gør noget.
Ja. Og alligevel, vil de…?
Overbevis dem.
Nøglen dinglede fra fingeren, ventede på signalet. Harley’en
spandt, da jeg satte mig op og kørte i retning af Argyle Street. Police
stod der så betryggende på skiltet. Vagthavende sad bag et
skrivebord og så ud til at kede sig lidt i sin kortærmede hvide
uniformsskjorte. Det skal jeg hurtigt få lavet om på, tænkte jeg og
gik hen til ham. Det tog mig ikke lang tid at forklare hvad jeg havde
set.
Han stirrede på mig. Skjorten var strøget som om der ikke havde
været lys nok, eller også brød han sig ikke om at stryge. Eller hans
kone tænkte, hvornår lærer han at gøre det selv? Måske hvis jeg gør
det tilstrækkelig sjusket. Kunne se hende stå der med stablen af
hans skjorter, ved siden af stablen af ungernes til deres
skoleuniformer, og ved siden af dem… ”Hvad har De set?” spurgte
han.
”Det har jeg lige forklaret.”
”Ja, men hvor har De set ham?” Hans tilbagestrøgne hår flyttede
sig ikke en millimeter, selv om hans hoved gjorde. Det var glat og
skinnende af den gelé eller voks, han havde kommet i.
”Jeg vil kalde det et syn.”
”O.k. er det sådan en slags spådom eller sådan noget?”
”Kald det hvad De vil, men det er hvad jeg har set. Jeg tænkte, at
det var relevant, og at I kunne undersøge sagen.”
”Hvordan undersøge?”
”Har I f.eks. fået en anmeldelse på en der er savnet, eller har I
fundet et lig eller…?”
”Hvis De har set alt det, De siger De har, kan De så ikke også
fortælle os hvor det lig ligger, så De kan spare os for en masse
arbejde.”
Nå ja, hvad kunne man forvente… ”Det ville jeg såmænd også
gerne hvis jeg vidste det, men det eneste jeg så var et billede af et
lig, ikke hvor I kan finde det, desværre.”
”Så er der jo ikke så meget, vi kan gøre,” sagde han og så rundt i
lokalet, uden tvivl i håb om at der ville komme en ind ad døren og
redde ham fra dette vanvittige kvindemenneske med sine
vildfarelser, ”medmindre De kan fortælle os hvem armen tilhører.”
”De kunne skrive en rapport, med detaljerne. Så har I dem, hvis
der skulle dukke noget op.”
Han sukkede og rakte ned i skuffen efter en formular, klikkede et
par gange med kuglepennen og så på mig. ”Navn, adresse og
telefonnummer.”
Nå, hvad siger du så, spurgte jeg, da jeg atter stod ude på gaden.
Han er kun overbevist om én ting.
At jeg har en skrue løs.
Sådan kan man også udtrykke det.
Jeg gassede op, måske lidt mere end nødvendigt, svingede ud på
Mill Street og var hurtigt ude af byen. Jeg vidste jo heller ikke hvad
jeg havde set, måske var der ikke noget lig, eller måske var det
noget der ventede på at ske. Jeg havde ikke engang set hans ansigt,
og umiddelbart var der ingen kendetegn. Medmindre… hvor mange
eksemplarer var der lige fabrikeret af den slags støvler? Og
bæltespændet. Men det krævede, at nogen interesserede sig for det,
jeg havde fortalt, og der var sandsynligvis opgaver, der snarere
kunne friste de lokale politifolk end at lede efter spor for at finde et
lig, eller et potentielt lig, fordi en eller anden udenlandsk kvinde med
midlertidigt ophold påstod, at hun havde set noget, som hun sagde,
var et lig. Måske var det bare en freudiansk drøm, der betød noget
helt andet. Og det kunne man så spekulere lidt over og sikkert finde
mange gode analyseforslag til.
Jeg tømte taskerne og lavede en kande stempelkaffe. Lad os få
gang i noget seriøst fantasiarbejde.
Nu kørte det. Ord på ord gled atter gennem mine hænder. Det
måtte være chokoladen, den rigtig mørke. Eller kaffen. Eller også var
det bare… I samme øjeblik jeg tænkte det, holdt fingrene inde med
at danse, og alle de sætninger der stod klar ved døren, gik tilbage
ind i det mørke rum og låste efter sig. Jeg lokkede og talte sødt til
dem, løftede sågar hånden og truede dem, men der var bare hvidt
foran mig, et stort ingenting af tonløshed.
Men jeg havde faktisk set noget før. Og jeg huskede stadig,
hvordan det havde føltes, som om noget eksploderede i mit hoved
og hvordan jeg blev bombarderet med billeder af skarpe klinger af
stål, vrinskende, stejlende heste, høje, smældende skud, mænd der
faldt, og blod og tomme øjne. Og så løftede en mand sit sværd, og
jeg hørte et råb der næsten sønderrev min øregang, som flere
hundrede stemmer i én der løftede sig over slagmarken…
Det var stadig så tydeligt, selv om det efterhånden var længe
siden. Især ét billede havde brændt sig fast. Manden med sværdet,
og kilten han bar. Rød, blå og sort af større og mindre tern…
gennemskåret af dobbelte, sortblå linjer. Og en enkelt forårsgrøn.
Det var første gang jeg så den, når den blev båret… som den skulle.
Det blev først rigtig skræmmende, da jeg lærte mere om historien
i det land, min far kom fra… Især den del der handlede om dengang,
det stadig var tilladt at bære kilt. Og modstanden var stærk. Den
modstand der rigtig tog fart, da unionen mellem Skotland og England
blev dannet i 1707. Særligt hos højlænderne, der ikke ville regeres af
andre end deres egne klanhøvdinge. Undtagelsen var selvfølgelig de
skotske adelsmænd, der blev godt betalt… Men en union ville man
have. Og en union fik man.
Der var så langt fra stuen her i det 21. århundrede og tilbage til den
aprildag i 1746. Dengang syntes det sikkert blot som endnu et forsøg
på at slippe af med det forhadte engelske herredømme. Et slag ud af
mange. Men Slaget ved Culloden skulle blive det endelige opgør.
Snarere et blodbad. Højlænderne havde rigtig dårlige odds. Bevæbnet
med sværd og kun halvt så mange som englænderne, der havde
skydevåben og bajonetter. Slaget var afgjort inden det kom i gang. De
blev sablet ned på stribe, og de overlevende blev slagtet og smidt i
massegrave. Nogle stadig i live… Gennem den åbne terrassedør så jeg
solen farve himlen rødlilla, imens den vinkede dagen farvel. Der var
noget der gjorde ondt et sted… For det var ikke gjort med at vinde
slaget.
Kun 4 måneder efter Culloden kom The Act of Proscription –
Forbudsloven. Nu blev det forbudt at bære kilt, spille sækkepibe, bære
våben, undervise i gælisk og også for klanerne at forsamles. Alt det,
der gjorde skotter til skotter. Den eneste måde man lovligt kunne
bære kilt og våben, var ved at gå ind i de "skotske" regimenter i den
britiske hær, The Black Watch. Dem der formastede sig til at trodse
loven blev deporteret til kolonierne. Eller det, der var værre. At bære
kilt kunne medføre døden. Og som om det ikke var nok, blev der
samme år vedtaget endnu en lov, der i al sin enkelthed gik ud på, at
dem der ikke tiltrådte engelsk jurisdiktion - altså makkede ret - ville få
deres jord konfiskeret. De få højlandsgodsejere, der var tilbage, havde
ikke andet valg end at acceptere. ”Pacificering af de vilde højlændere”
hed det, og Forbudsloven var blot en del af den. Der gik næsten 40 år,
før den blev ophævet.
Et svagt åndedrag kildede mig i nakken… Jeg ved ikke præcis
hvornår jeg fandt ud af, at ham jeg troede var min far, ikke var det.
Det lå så langt tilbage. Og ham der var det? Som min mor havde mødt
på en rejse til Australien. Men kort før hun skulle af sted, mødte hun
ham, der nu var min far. Alt var planlagt og billetten var betalt, og hun
sagde, at hvis det var meningen, at det skulle være ham, ville han
stadig være der, når hun kom hjem. Man ved bare aldrig hvad der vil
ske på sådan en tur. Havde hun været forelsket i ham?
Tror du virkelig, hun ville fortælle dig det, du er hendes datter.
Han ventede, da hun kom hjem. Også da hun ret hurtigt opdagede,
at hun var gravid. Og ville have barnet. Men han ville have hende, og
så måtte de jo bare finde ud af det.
Og hvis de ikke havde… var jeg måske vokset op her. Jeg så mig
selv rende og lege på skotske bjergsider mellem blomstrende lyng og
brægende får. I stedet havde jeg leget på nordsjællandske villaveje
mellem ligusterhække og bjæffende hunde og miavende katte.
Fergus MacLachlan. Det navn der havde været printet ind i min
hukommelse siden den dag for så mange år siden, hvor jeg hørte det
første gang.
Fortis et fidus, tapper og trofast, var Mac Lachlainns motto, og
våbenmærket et slot med tre tårne.
Råbet krøb atter ind i mit øre, på det sprog jeg kendte, men ikke
forstod…
Og nu var det sket igen. Det føltes rigtigt. Skræmmende rigtigt. Men
der var ikke meget fortid over det…
Fortis et… ja, tapper kunne jeg måske få brug for at være, det var
som om der lå noget og ventede, noget der var lige så slemt som… Jeg
åbnede terrassedøren og lod havluften fylde mig. Hvad det end var,
ville jeg tage det som det kom, lige nu havde jeg andet at gøre. Snart
ville solen forsvinde bag bjergene på den anden side. Det var bare at
vente. Når mørket brød frem ville energien komme tilbage og døren
blive åbnet. Aften og nat lukkede for livet udenfor, og ingen
forstyrrende elementer kom igennem, kun mig og historien. Sådan
plejede det i hvert fald at være. Men intet af dette ophold var, som
det plejede at være.
Men alt det vidste jeg intet om, da jeg kørte ombord på færgen…
2
Færgen pløjede sig vestpå gennem det sidste stykke af den sydlige
del af Nordsøen. Bag sig efterlod den en motorvej af hvidt skum,
vuggende på den mørke overflade. Gennem hullerne i det himmelske
camouflagenet brød spredte stråler ned mod havet, der videresendte
glimt på glimt til passagererne på færgen som en særlig, fortrolig
morsekode. På styrbords side blev Suffolks kyst tydeligere minut for
minut, det var ved at være tid.
Imens jeg gik ned ad de stejle trapper til vogndækket, mindede
jeg mig selv om hvorfor jeg gjorde det her. Fuldstændig
unødvendigt, selvfølgelig. Billederne var stadig så stærke, at de
sprang frem på min indre nethinde, når som helst det passede dem.
Og så var det i øvrigt ligegyldigt hvad jeg ellers tillod mig at mene
om det. Den 18 timer lange overfart havde givet mig rigelig tid til at
tænke, selv om jeg havde gjort alt jeg kunne for at udfylde den med
at spise, drikke kaffe, læse, se film i kahytten, slentre langs
rælingen, ja jeg havde sågar smalltalket med flere af mine
medpassagerer.
Havde jeg vidst, hvad der ventede forude, ville jeg muligvis have
glædet mig lidt mindre, men i dette øjeblik var alt, som det skulle
være.
Millimeter for millimeter smøg færgen sig gennem vandet, som
om tiden overvejede at stå stille. Og så dukkede færgelejet op få
meter foran stævnen.
Bovporten gled op. Dem, der ikke allerede havde startet motoren,
gjorde det nu. Jeg slog visiret ned. Ud over den åbenlyse fornøjelse
ved at køre på to hjul, nød man som regel det privilegium at komme
først på og først af. Jeg vinkede til de to fyre, jeg havde snakket med
aftenen før oppe i restauranten og kørte fra borde. De skulle til
London. Nu var jeg glad for, at jeg skulle den anden vej. Til et sted
hvor ingen kendte forhistorien. Hvor ingen ville minde mig om den
ved at spørge. Ingen distraktioner. Men denne gang var målet
hverken Nepal eller Caribien. Noget knap så eksotisk måtte holde for.
Den sene eftermiddagssol kiggede frem mellem skyerne, da
benzinen løb ned i den næsten tomme tank. Den smilede stadig, da
jeg satte det tynde plastickrus med varm kaffe på asfalten og
krængede jakken af. Det var lykkedes mig at finde en banan, og en
sandwich der så forholdsvis sund ud, i motorvejscaféen. Og et par
flasker vand til resten af turen, jeg tog et par store slurke og lagde
dem ned i en af sidetaskerne.
En fyr i en rød MG skød solbrillerne op i panden og rettede sig lidt
op, imens han tankede, inden han sendte sit mest blændende smil i
min retning. Hvor er jeg lækker, sagde det. Jeg kunne godt nøjes
med bilen. Hvis jeg absolut skulle bytte med noget, kunne det godt
blive sådan en. Eller en gammel Citroën DS 19, der på magisk vis
løfter sig, når man drejer nøglen. En de Gaulle mobil. Uden
sammenligning i øvrigt. For mit indre øje så jeg den elegante, sorte
bil rejse sig fra sin tornerosesøvn og glide ud på vejen. Mr Lækkers
fod vippede i takt med et gammelt Stones nummer i radioen. Hørte
ham synge, ”she’s the sweetest, hmmm, pet in the world”.
Cheviot Hills var ikke langt væk nu. Typisk at opkalde nogle
bjerge efter en fårerace. Så var alt som det skulle være. Og denne
her koffein var bedre end den så ud. Det knækkede lidt i skuldrene,
da jeg strakte mig og tog jakken på igen. Fik et dyt og endnu et
smægtende smil, da MG’en fræsede ud på tilkørslen til motorvejen.
Læder er ofte nok, når bare det sidder på en kvinde. Det kunne
selvfølgelig også være, at det intet havde med mig at gøre, men
med motorcyklen. Helt usandsynligt, naturligvis.
Da jeg kørte over Tweed og kort efter passerede den næsten
usynlige grænse, var det som om aftensolen skinnede dybere rødt
for at give mig den bedst mulige velkomst.
Så langt så godt.
Turen gennem Edinburgh gav mig god tid til at se på det, jeg
kørte forbi, inklusive de andre trafikanter, der sneglede sig gennem
byen i en lang række af stop og start. Til gengæld fløj jeg hele vejen
op til Perth på den sidste motorvej, og lige ind i en byge, da den
sluttede. Men allerede inden jeg nåede Pitlochry, var jeg tør igen,
ligesom vejen.
Nu var der noget, der kaldte. Nordfra.
Kanterne af dagens lys var blevet mørkere, da jeg kørte ud af
Inverness. Indtil bygrænsen lå jeg bag en blå bus. Da den standsede
for at samle en lille gruppe passagerer op, så jeg, at den skulle
samme sted hen som jeg selv. En by i det nordvestlige Skotland,
hvor jeg havde tilbragt et par dage, sidst jeg var på disse
breddegrader. Nu ville jeg få rig lejlighed til at udforske den
nærmere.
Fødderne føltes ikke længere som bly i støvlerne. Jeg var lige
hvor jeg skulle være. Skyggerne var nu længere, flød som tyk
karamel ned over de bløde bjergsider og lagde sig i tilfældige
mønstre på den spredte nåleskov og fårene der græssede i små
grupper på skråningerne. Uldsweatre med 4 ben og indimellem en
god kølle til ovnen med frisk hvidløg og kviste af rosmarin. Og
heroppe masser af myntesauce.
Ved Longart Forest kørte jeg gennem en tunnel af birke- og
nåletræer, skød visiret op og mærkede den kølende fornemmelse
mod ansigtet. Langs højre side af vejen tårnede lodrette bjergsider
sig op med ubevægelige granitansigter, som Bilbos trolde i
Hobbitten. På den anden side løb the Black Water, der fulgte vejen
og flere kilometer fremme krydsede under den for at fortsætte ud i
Loch Glascarnoch. Her var så smukt, at jeg var nødt til at standse.
Søen var lille efter skotske forhold. På alle sider knejsede
bjergene, løseligt beklædt med lyng og græsser, der var ved at blive
udvisket af det begyndende mørke. Her viste fårene sig dog ikke.
Måske var de gået tidligt i seng med deres transportable ulddyner.
Bjergene mindede om, at hvad der end sker, vil de bestå, som de
har gjort det i tusinder af år og fortsætte med at være vidner til
menneskers uhyrligheder mod hinanden.
Et øjeblik blev jeg selv og grunden til min tilstedeværelse her til
en mikroskopisk prik i universet. Og alligevel fik jeg fornemmelsen
af, at det jeg var i gang med, ville vise sig at være meget vigtigt. Jeg
strakte mig og fulgte bjergtoppene kompasset rundt. Gennem
århundreder havde disse majestætiske kæmper set krige,
magtkampe og ødelæggelser, der havde hærget Skotland og dets
folk, for til sidst at stå her i en mere fredelig tidslomme af landets
historie, hvor det blev invaderet af turister med kameraer og
vandrestøvler og ikke horder af vikinger eller hære af englændere
med sværd, lanser og pile.
De sidste kilometer mod Ullapool kørte jeg langs højre bred af
Loch Broom i skæret fra månen. Loch og loch, der var ikke meget sø
over den, faktisk var den mere en lang fjord. Langs den modsatte
bred kunne jeg skimte lys i huse der lå blæst som
mælkebøttefaldskærme op ad skråningen. Efter Ullapool mundede
Loch Broom ud i The Minch, der blandede sig med Atlanterhavet
nord for Isle of Lewis.
Om sommeren var Ullapool en vrimmel af turister, en del tog
færgen videre til Stornoway på Lewis, men mange blev i byen og
brugte den som base for ture i højlandet. Ligesom jeg selv havde
gjort.
Sæsonen var på sit højeste, her en af de første dage i august,
først om et par måneder ville byen krybe tilbage til sit normale
niveau med ca. 1.000 indbyggere. Langt den største i området.
Det sidste stykke kunne Harley’en næsten have trillet af sig selv,
ad den let snoede vej mod byen. En lang række sammenbyggede
huse, størstedelen hvide, lå langs Shore Street ned mod havnen, de
fleste med forretninger i underetagen og beboelse ovenpå. Bag byen
lå resten af Loch Broom med havet og de massive, sparsomt
beklædte bjerge omkring sig som en beskyttende favn. Lige bag
Shore Street lå Argyle Street.
”Har du taget hele turen fra Danmark på den,” sagde Mrs
Campbell og rakte mig nøglen, ”så må du være træt… Det er et godt
lille hus, og det ligger for sig selv lidt udenfor byen. Hende der ejer
det, er der jo ikke så tit, som vi snakkede om, så hvis du skulle få
lyst til at blive lidt længere, finder vi nok ud af det. Du skal i hvert
fald nok få fred og ro…”
Fred og ro. Ja, det ville klart opfylde det ene af mine formål.
Forhåbentlig var der mere end det. Noget udefinerbart og endnu
ukendt til at give det sidste skub…
Hun så ud som om hun havde lyst til at spørge hvad jeg skulle her
i et hus helt alene, men sagde så i stedet: ”Du er ikke mørkeræd,
vel?”, imens hun kiggede over halvbrillerne. ”Der er nemlig ingen
gadelygter deroppe, forstår du, og når der er mørkt, er der virkelig
mørkt." Jeg rystede på hovedet og tænkte på mit hus derhjemme,
selv om jeg havde på fornemmelsen, at jeg her ville finde en endnu
højere grad af sort. ”Der er masser af brænde deroppe, så du
kommer ikke til at fryse, når det bliver lidt køligere i vejret. Hvor er
det dog et smukt hår, du har,” kvidrede hun videre, ”sådan en
vidunderlig rød farve, og så langt…”
Jeg var hurtigt ude af byen og mærkede den stigning i terrænet,
der på cykel ville kræve ekstra seje pres fra lår- og lægmuskler. Lige
nord for lå en snes huse, havde hun sagt. Ja, det kan du godt bilde
mig ind, tænkte jeg og spejdede efter et tegn fra månen, der lyste
nådigt fra sin snor. Et øjeblik, hvorefter den forsvandt bag nogle
tililende skyer.
En grusvej kom til syne på venstre hånd og førte ned mod et
kantet omrids, der godt kunne ligne et hus. Eller en redningsplanke.
Sådan føltes det i hvert fald, da lyskeglen skød gennem luften og
viste mig det hvide, pudsede hus, jeg havde rejst så omstændeligt
for at nå. Små klatter af lys fra byen glimtede op til mig, men den
eneste lyd i mine ører var Loch Broom på den anden side af huset.
Jeg så mig omkring i alt det sorte og prøvede at forestille mig
hvordan her så ud om dagen. Men i stedet mærkede jeg… noget
ubestemmeligt blødt og glat der smuttede under mine
fingerspidser… en dybrød slimet væske løb langsomt og trægt ned
over en ru overflade… Jeg drejede rundt om mig selv, men der var
intet… Spejdede ind i mørket, som om en forklaring ville hænge i
luften bag mig, men det eneste jeg så var det svage lys fra et par
vinduer et stykke væk. Alt andet var sort, oppe som nede.
En ekstra knude i brændeovnen, sultne flammer omsluttede den som
var den en længe ventet ven på besøg. Ganske vist var det sommer,
men efter en gedigen udluftning var huset køligt. Der lugtede som
om det var længe siden, der har været nogen.
Stuen var hyggelig, som en ejendomsmægler ville skrive. Og
udsigten… alt jeg kunne se langs den modsatte venstre bred, godt
en kilometer væk, var et massivt mørke, som ifølge hukommelsen
var bjerge. Jeg drak den sidste mundfuld te af den store kop, jeg
havde fundet i et af køkkenskabene og drejede mig en kvart
omgang, mod nord, var der længere end 4-5 kilometer til pynten
med fyrtårnet? Som jeg heller ikke kunne se. Satte den bærbare fra
mig på det lille bord ved vinduet. Langs væggen i det andet
vindueshjørne stod en trepersoners sofa med et blomstret betræk,
der lykkeligvis var så falmet, at farverne havde skiftet til støvede
pasteller, og et sofabord af noget ukendt fletværk med en rund
glasplade med plads til et par kopper og en kande, samt en kurvestol
med hvide hynder der så magelig ud. Et sammenklappeligt spisebord
af noget ukendt mørkt træ stod op ad væggen ud mod køkkenet
med 4 stole omkring. Men det bedste var døren, der åbnede lige ud
til Loch Broom. Også selv om det faktisk ikke var en sø. Så meget
desto bedre.
Havde det være Lisas hus, ville arbejdsbordet have været tre
gange så stort. Lige nu sad hun sikkert på redaktionen, kunne ikke
bare skrive en nem lille historie og så gå hjem og holde fyraften. For
blot en måned siden havde hun siddet lænket sammen med en
gruppe mennesker i en skov i Nordsverige. ”Der er kun 5%
oprindelig skov tilbage i Sverige,” havde hun sagt i telefonen, inden
hun tog derop. ”Så lidt. Og så sagde min mor - igen, ”Hvorfor tager
du ikke bare på ferie som andre mennesker?” Altså normale… Men er
det normalt at være ligeglad? De fælder sgu bare på livet løs, nogen
skal da gøre noget.” Ja, og havde hun haft mere tid, var hun sikkert
blevet længere.
Men det havde hun heldigvis ikke. Hun kom med det samme, da det
skete.
3
Et blik hen over stranden afslørede, at det ikke var badegæster, man
levede fedest af i Ullapool. Heller ikke om sommeren, men akkurat
varmt nok til en morgendukkert. Måske naboen gjorde det. Der var
mere end et par stenkast derover, og sten var der nok af. Huset var
som en ældre søster, familieligheden slående, blot større og med et
muret udhus ved siden af. For sig selv. Som det derhjemme, bare
mere. Heller ikke meget trafik på vejen, der løb lidt længere oppe.
Solen forsøgte at presse sine stråler ned mellem skyerne, og jeg lod
min vindtætte fleece hænge løst omkring mig. Længere nede ad
stranden gik en mand med en sort labrador. Måske den nedenfor
byen var lidt bedre besøgt. Mågernes sang gav genklang af havet,
imens de fløj frem og tilbage over mig.
Jeg var vågnet stiv og øm efter den lange køretur dagen før, men
en god omgang strækøvelser og et langt, varmt brusebad havde
taget det værste. Og en stor kop kaffe med mælk havde givet mig
det sidste skud energi. Jeg satte mig på en sten med plads til to og
så ud over Loch Broom, på en sejler på vej ind mod havnen, et par
børn i stævnen vinkede til mig. Mærkede sommervinden mod
ansigtet og vinkede tilbage. Intet at gøre. Intet at skulle nå. Bag
øjenlågene så jeg et andet, mærkede hans…
Stop det, Sara. Nu.
Mågerne fløj stadig rundt deroppe. Sejleren havde næsten rundet
pynten. Helt normalt. Det var jo også derfor, jeg var her… men jeg
så stadig hans hånd, klemt fast mellem…
Hold op! råbte jeg til havet. Ikke mere. Men hvem lyttede?
Mågerne?
Tilbage i huset åbnede jeg tekstfilen til bogen, og andre billeder
trådte i stedet. Fra et hemmeligt lager et sted. Jeg kunne godt sige
hvad jeg gerne ville have, men det var ikke altid det, jeg fik. Så jeg
lod det komme, det som jeg åbenbart havde brug for. Nu tegnede
der sig et portræt af en person, som jeg ikke kendte for få dage
siden.
Det knagede i nakke og skuldre, da jeg strakte mig ud og lod
øjnene hvile. På udsigten mod havet. Som mad for de sultne og
medicin for de syge. På en krog ved vinduet havde jeg hængt min
kikkert. Lige så god som den var lille. Sammen havde vi bl.a. set
vulkaner på Hawaii, hvaler og delfiner i New Zealand og en
mørkhåret bartender med en god røv fra en balkon på den anden
side af gaden i Cassis.
Jeg søgte nordpå, mod horisonten, forbi the Summer Isles.
Derude lå måske et fragtskib med eksotiske frugter på vej hertil?
Eller en olietanker, der med lidt held ville komme helskindet frem
uden at lække sin giftige last ud i det i forvejen truede økosystem.
For 3-400 år siden, pirater på vej mod farvande besejlet af galeoner
belæsset med guld og ædelstene, der snart ville falde i hænderne på
fyrene fra havet. Og for endnu længere siden… en langbåd med
vikinger fra nord. Måske kunne man også bare spotte en stor
havmåge, der svajede frem og tilbage over de vuggende bølger på
udkig efter middagsmad? Lod kikkertens øjne søge langs stranden.
Hængte den tomhændet tilbage på krogen og rettede atter tankerne
mod min nye person.
4
Lyset sneg sig ind gennem sprækken i det blomstrede gardin, små
lyserøde roser og noget der lignede kornblomster. Var det allerede
morgen? Jeg svøbte mig i min havgrønne silkekimono og trak
fødderne hen over det gamle, ludbehandlede trægulv. Mælken
varmede i kasserollen, imens jeg fandt posen med boller frem. Ud af
køkkenvinduet kunne jeg se brændet ligge under det lille halvtag
som om det var smidt ind i en fart. De fleste af brændeknuderne var
store og ukløvede. Et job til senere. Måske.
En frisk brise smøg sig ind, da jeg åbnede døren ud mod loch’en.
Mit blik fangede krystallerne jeg havde lagt i vindueskarmen, som en
gruppe farvestrålende klipper på stranden. Tynde stråler prøvede at
skinne gennem morgenskyerne, der lignede store, tykke får inden de
bliver klippet.
Skellet omkring huset var en blanding af vilde hyben, brombær og
havtorn, og en stenmur der så ud som om den var lavet i flere
omgange, nogle steder næsten så høj som mig selv, andre steder
godt det halve. Koppen sitrede af varme gennem mine hænder,
tankerne lå lige bag øjnene, som spolerne til en helaftensfilm, klar til
at blive sat i gang efter pausen. Jeg indsnusede lugten af hav og
startede en anden - de mange fotografier, notater og skitser, der
ventede på at blive bragt til live og ført sammen med personerne i
mit hoved.
Det var begyndt med en lille ferie til Frankrig sidste forår. En dag
havde jeg set op og fået øje på en af dem. Fra det øjeblik så jeg dem
alle vegne, og ferien blev mere end blot ferie. Idéen begyndte at forme
sig, til en roman, henlagt til Frankrig med gargoilerne som historiens
igangsættere og medspillere. Men jeg måtte af sted igen.
Tre måneder blev det til. Tre vidunderlige måneder hvor jeg rejste
rundt og levede mig ind i gargoilernes mystiske verden. Når jeg
vandrede rundt i gaderne og smagte på atmosfæren eller standsede
foran en middelalderkirke og lænede nakken tilbage, så jeg dem sidde
der, højt oppe på gesimserne og facaderne, som om de havde været
på vej ud af muren og var blevet standset på halvvejen, med
hovedet som spydspids. Jeg forestillede mig, at de sad der, smidt ud
af det guddommelige rum, måske for at skræmme Djævelens
disciple væk og minde sjæle der var svage i troen på, at hér
havnede man, hvis man arbejdede for Djævelen. Eller var de blot sat
der for at lette konverteringen fra tidligere hedenske trosretninger til
kristendommen? Nogle gange lignede de flagermus – i hvert fald på
ørerne - mens de andre gange tog skikkelse af løver, geder eller
andre hornede dyr, ja til og med pantere eller ørne.
Dag efter dag vandrede jeg langs de tykke mure og studerede de
stenede væsener. Ved nattetide forandrede de sig, når skyggerne
faldt på deres fæle træk og amputerede kroppe. Men der var noget…
lidt efter lidt begyndte jeg at føle en slags ømhed for dem, selv om
de var… som de var.
Men ingen rejse uden adspredelser. Som Jean-Claude der pludselig
stod ved cafébordet og smilede sit smil, og det magiske øjeblik på
broen over den nattemørke flod, hvor mistralen piskede om os og
trykkede os endnu tættere sammen. Det øjeblik hvor tiden strakte sig
ud. Og jeg glemte.
Hjemme igen begyndte jeg at stykke puslespillet sammen. Ordene
stod nærmest i kø for at komme ud, intet syntes at kunne standse
dem.
Indtil…
Jeg tvang blikket ud mod the Summer Isles, mindede mig selv om
hvor jeg var, det holdepunkt, det her sted tegnede til at blive, og den
inspiration det lod til at bringe, som løb der en underjordisk kilde lige
under huset og sendte alt det jeg skulle bruge op til mig.
Undtagen det, jeg manglede lige nu. For hvad er en café au lait
uden mælk?
Græsrabatten var indimellem blot begyndelsen til skråningen ned
mod loch’en. Smalle bælter af vindblæste buske og enkelte
skævtvoksende træer stod mellem sommergrønne græsser. Lange
stendiger formede grove skillelinjer mellem jordlodder mange gange
større end en gennemsnitlig parcelhusgrund. Her og der gik fårene
som levende garnnøgler i hvidt og sort. Jeg mærkede duften af hav, og
vinden der puffede mig ned mod byen.
Campingpladsen for foden af byen havde udkig mod den vestlige
del af Loch Broom. Telte, campingvogne og autocampere fyldte den
godt ud, men der var stadig plads til flere. Sidst jeg var her, havde jeg
slået mit telt op på sydsiden, her blæste det lidt mindre. I tilgift fik jeg
udsigten. Desværre fik jeg også de små irriterende kryb, som heroppe
hed midges. Dansemyg, der flimrede rundt om hovedet på en i store
sværme, og som jeg havde stødt på mange steder i Skotland, især i
nærheden af stillestående vand og kvæg. Men også her, lige ud til
vandet på et vindblæst spot, hvor jeg ikke ventede at møde dem.
Oppe ved huset lod det dog til, at jeg var forskånet for dem. Ved siden
af campingpladsen, på den 9-hullers, gik et par spillere rundt, en kølle
glimtede i solen, da den svingede med retning mod det næste hul. Et
ekstra kraftigt slag, og bolden ville lande hos fiskene.
Med rygsækken fuld af varer fra det lille supermarked på West
Argyle Street slentrede jeg ned langs havnen og hen ad Shore Street.
Sådan her skulle byen altid se ud, tænkte jeg og tog solbrillerne på
igen. Der havde overlevet at blive tabt, glemt og fundet igen, droppet i
havet, en regnskyls-mudderpøl og… en sær grønlig suppe et sted i
Peru. Alle gadens forretninger var åbne, og mit øre opfangede
adskillige sprog foruden engelsk fra de mange turister, jeg passerede,
inden jeg nåede Ferry Boat Inn. Der så hyggeligt ud inde bag de sorte
småsprossede vinduer, men i dag havde jeg mere lyst til at komme
tilbage til huset og fortsætte hvor jeg havde sluppet. Jeg drejede om
hjørnet ved Mill Street, hvor vejen begyndte at skråne opad.
Omkring selve huset voksede enkelte buske og et par mindre træer,
på nordsiden stod halvtaget til brænde og et lille redskabsskur. På
resten af grunden var der græs, der ikke så ud til at blive slået ret
mange gange om året. Jeg fiskede mælken op af rygsækken og
hældte en kopfuld i gryden. På vej ud af supermarkedet havde jeg
grebet et eksemplar af byens ugeavis, Ullapool News. Jeg læste lidt på
må og få, imens mælken varmede. En lokalpolitiker, der forsvarede sin
beslutning om at skære ned på udgifterne til biblioteket… En skoleelev,
der havde fået en pris for at have reddet sin 4-årige lillesøster fra at
drukne… Arrangementer af enhver slags, pipeband koncert,
folkemusik… bridgeklubbens årlige basar og andre damehats-
arrangementer… Desværre også hvad der så ud til at være en fast
spalte med politianmeldelser; tyveri af en bilradio, graffiti på en
havenisse, her havde storforbryderen virkelig været på spil… indbrud i
et hus på Castle Terrace, men ”tilsyneladende var intet blevet stjålet,
da tyven muligvis var blevet afbrudt i sit forehavende…”
Ud af øjenkrogen opfattede jeg, at mælken pludselig voksede og
nåede lige at flå gryden af ilden, før det kogte over. En gang til for
Prinsen. Køb, salg og bytte… 3 søde kattekillinger savner et kærligt
hjem, indrykket af byens dyrlæge, en 8 år gammel Toyota Corolla med
helt nye dæk, barneseng i træ med tremmer, sælges billigt…
Jeg satte koppen med den lysebrune kaffe fra mig på skrivebordet
og åbnede døren ud mod terrassen. Den groveste bolle fra
supermarkedets hylder fandt vej ned i maven sammen med en
humpel lagret Cheddar, imens jeg lænede mig op ad dørkarmen og
kiggede på den perlemorsskinnende overflade. Det føltes helt rigtigt,
der var bare en enkelt ting…
”Nå, er der noget ved den by?” lød Lisas stemme fra København.
”Ja, jeg har lige været dernede, bedre end jeg husker den, måske
fordi det regnede, sidst jeg var her.”
”Og huset?”
”Lille… ret hyggeligt, lige ud til Loch Broom. Men ikke noget for en
bybo som dig.”
”Sikkert ikke. Så hvordan føles det?”
Jeg rystede en cigaret ud af pakken. Så lastbilen komme
nærmere, som en film, jeg ikke kunne stoppe og… ”Det skal nok
blive godt… hvad med dig?”
”Har lige været en tur i Barcelona på en opgave.”
”Du kan ikke bare tage derned og slappe af, vel?”
”Årh, det blev også til lidt sjov. Jeg indviede lejligheden…”
”Du mener soveværelset?”
”Hmm. En fyr fra en af aviserne dernede.”
”Og?”
”Og ikke mere. God kontakt, hvis jeg skulle få brug for det.”
”Ja, hvorfor nøjes med sex?”
”Og lange varme sommeraftener. På hjemvejen tog jeg over San
Sebastian…”
”Lidt af en omvej.”
”Ja… egentlig ved jeg ikke hvorfor, jeg måtte bare…”
”Hvordan var det? At være der igen?”
”Jeg ved ikke… Det var ligesom der manglede noget.”
Taylor.
”Jeg gik rundt i gaderne dernede, kom endda forbi caféen hvor…
Den var blevet genopbygget, og hvis ikke man vidste bedre, så
kunne man tro, at der aldrig…” Da hun kom hjem, var hun forandret.
Mere målrettet. Mere kompromisløs. ”Men Barcelona-historien blev
god. Og så var det bare sådan et antiklimaks at komme hjem.”
”Tænk, det synes jeg, jeg har hørt før.” Det var måske i
virkeligheden det, der bandt os stærkest sammen. Rejserne.
Eventyrlysten. Selv når det kostede noget.
5
Havnen genlød af mågernes skrig og kutternes tøffende
tilbagekomst. En lille gruppe mennesker stod langs kajkanten og
kiggede på en sæl, der svømmede rundt i havnebassinet. Far
filmede, imens mor og to børn stod på tæer for at se. Ellers holdt
sælerne til i farvandet nord for huset, og særligt omkring the
Summer Isles. I omtrent samme område kunne man også finde store
havdambrug med laks. Friskfangede jomfruhummere blev losset fra
en af kutterne, uden tvivl på menuen i en af byens restauranter om
et par timer. Den største tallerken vil være for lille og tilbehør
unødvendigt, kun en enkel marinade der drypper ned mellem lagene
i pyramiden. En tyk citronskive i det lune vand i skylleskålen. Hagen
drypper, og stablen af servietter svinder, mens bunken af tomme
kløer vokser og truer med at falde ud over kanten af tallerkenen. Det
rumlede i maveregionen. Måske ikke så underligt. Så lad os kalde det
her froddag. Nå ja, hvis man kan sige brunch, kan man vel også sige
froddag... eller midkost. Meget sen midkost. Hvad er sproget værd,
hvis man ikke kan lege med det? Den dag, det går i stå, er der én
ting mindre at leve for.
The Seaforth på Quay Street havde foruden restauranten en
tilbygning med fish & chips i mange variationer, tilberedt, mens man
ventede. Nationalspisen, som den engang så omfangsrige stormagt
havde eksporteret til alle de lande, den kaldte sine.
Så snart jeg satte mig på den lave mur der fulgte Shore Street og
dannede en skrånende dæmning for tidevandet på den anden, fik
jeg selskab af et halvt dusin måger. Dampen stod ud af det store
stykke dybstegte kuller, da jeg brækkede en bid af. Tykke, hvide,
saftige flager pakket ind i en sprød dej. Uden tvivl friskfanget.
Pommes fritterne var lige så sprøde. Og spist med fingrene, så var
det bedst. Når man havde smagt det her, rørte man aldrig en dansk
paneret rødspættefilet med remoulade igen. Sammenligningen med
pap var tæt på. Eneste tilbehør var salt, eller hvis man fulgte den
nationale skik, også eddike.
En skam gaden ikke kunne roteres 180 grader, solen var for
længst forsvundet bag den lange række af huse. Måske ejerne
havde mere glæde af den i deres diminutive, opadskrånende
baghaver. Ovre ved færgelejet holdt en stor hvid turistbus,
chaufføren stod lænet op ad den med en cigaret i hånden og
skævede til sit armbåndsur, snart ville passagererne komme
strømmende tilbage med alskens skotsk i poser efter deres raid på
byens butikker, og dåser og flasker med kolde drikke til næste del af
turen.
Vinden krøb ind under min åbne jakke, da jeg kørte op ad den
stejle gade forbi The Seaforth. På hjørnet ved Argyle Street stod det
godt 100 år gamle byur i støbejern med inskriptioner til minde om Sir
John Fowler, en lokal ingeniør, hans to sønner, dræbt under 1.
Verdenskrig, og en sønnesøn. Uret var over mandshøjde og havde
urskiver mod alle verdenshjørner, to ”arme” med en lampe på hver
og på toppen en vejrhane. ”Kroppen” var sort med en snoet hvid
stribe som en gigantisk bolsjestang. Et par turister poserede foran
det, imens en hjælpsom forbipasserende knipsede et par gange. Til
venstre hen ad West Argyle Street, forbi Caledonian Hotel på
hjørnet, det lille supermarked, posthuset, Ullapool Museum og North
West Outdoors med alt hvad et friluftsmenneske kunne begære.
På højre side, næsten for enden af vejen, med kig ned mod
campingpladsen, lå The Ceilidh Place. Foruden café og restaurant var
her også hotel. Det så ud til at være bygget af flere omgange eller
også havde de simpelthen slået væggene ned ind til nabohusene,
efterhånden som de fik brug for mere plads. Foran stod nogle bænke
og borde, ved et af dem sad en gruppe midaldrende mennesker med
halvfyldte ølglas. Jeg tog hjelmen af, gik hen ad den lille flisegang
mod døren og hørte en stribe tyske gloser i mit øre, idet jeg
skubbede døren op.
Indenfor til højre ledte en dør ind til en mindre boghandel. Jeg
kom ud med en lille håndfuld kort plus en roman af en forfatter, jeg
aldrig havde læst før, godt hjulpet på vej af den kompetente dame
med de uindfattede briller og smilerynkerne. Så snart jeg var ude,
bemærkede jeg, at hun listede hen og lukkede døren, og jeg hørte
den metalliske lyd af låsen, der gled på plads.
Den forreste del af lokalet var bar og café med godt en halv snes
borde, i den bageste stod lige så mange med nystrøgne, hvide duge
og levende lys, ved et par af dem sad nogle tidlige gæster. Her
kunne man sikkert finde jomfruhummerne. Fyren bag baren
skænkede mig et stort glas hvidvin, der snart duggede let udenpå.
Lækkert smil. Omkring de 35, skød jeg på. God grund til at komme
igen. Jeg spottede nogle turister ved et par af de små, mørke
træborde. Da en af dem åbnede munden, var jeg ikke i tvivl.
Hollændere. Som vi danskere ofte bliver forvekslet med i udlandet,
selv om jeg synes, det lyder som om deres kartoffel fylder hele
munden. Ved et bord ved vinduet sad tre fyre på omtrent min egen
alder, glassene var fyldt med øl, og stemmerne drev over mod mig.
De lignede til gengæld lokale.
Vinen kølede og var tilpas tør. Jeg ledte i lommerne efter
cigaretterne. Ud af øjenkrogen så jeg en flamme fra bartenderens
hånd. ”Er du lige flyttet til byen?” spurgte han. ”Ja, for du ligner ikke
helt en turist.”
”Et sted midt imellem. Jeg har lejet et hus i et stykke tid, lidt nord
for byen.”
”Englænderens hus?” Det havde Mrs Campbell ikke sagt noget
om. ”Ja, det lille hvide oppe på North Road?”
”Du er velorienteret.”
”Jeg er bartender.”
”Nå ja.” Ganske vist var det længe siden, jeg selv havde stået bag
en bar, men jeg havde ikke glemt hvor mange oplysninger, der
svæver omkring sådan en disk.
”Så det er dig, der er Sara. Med Harley’en.”
”Og du er…?”
”Chris.”
"Næh, ser man det, og vi som troede, at vi skulle have det sjovt i
aften…" råbte en af fyrene ved tremandsbordet. Jeg hørte en hilsen
fra den nyankomne. Mørkt, halvlangt hår og… en sort læderjakke.
Nøjagtig magen til hans… Jeg tog kortene ud af posen, måske skulle
jeg skrive et nu... Håndlavet papir med smukke keltiske mønstre i
naturfarver.
Hvad har du gang i? lød en bekendt stemme.
Hvad mener du, jeg…
Netop.
Jeg så på pennen, der lå klar i hånden, hvad dato var det nu?
Mærkede en skygge ved siden af mig og hørte en stemme bestille
Guinness. En anelse markeret, stærke træk. Han fangede mit blik og
nikkede.
”Calder… MacRae,” sagde han og kiggede hen langs baren.
Røgen fra min cigaret lavede signaler mod loftet.
”Sara Wiberg…” gentog han, som om han smagte på navnet. Der
var begyndende grå stænk i hans mørke hår.
”Er der andet, du gerne vil vide,” sagde jeg og prøvede at fange
hans blik.
En uanselig trækning kom til syne i mundvigen. ”Måske.” Chris
satte et stort glas på disken foran ham. ”Tak, Chris,” sagde han og
skiftede fokus et øjeblik. Små bobler drev op gennem det sorte øl
mod overfladen af tæt skum, der mest af alt lignede en luftig
æggesnaps med et ordentligt skvat kaffe i. Han kiggede fra mig til
hjelmen på barstolen, som var der alligevel noget, nikkede så og gik
over mod bordet.
”Er han altid så snakkesalig?”
”Det kommer an på...”
”På hvad?”
Han tørrede risten af med en klud. Lidt længere end nødvendigt,
syntes jeg.
”Var du lige ved at bryde en af de uskrevne regler der?”
Jeg så på ham over kanten af glasset. Professionel, klart. Men der
var noget i den måde han nu stod og lænede sig mod disken,
afslappet, og alligevel klar til at tage imod en hvilken som helst
udfordring. Det ville nok ikke være kedeligt. På den anden side…
”Måske jeg selv skulle finde ud af det, der skal findes ud af… du
skulle nødig komme i miskredit.”
Han rynkede brynene en anelse og begyndte at polere et glas.
Jeg kastede et blik over mod bordet. Den klassiske læderjakke
med masser af lynlåse og alligevel enkelheden selv. Hvor så den
anderledes ud på ham… Tog en stor slurk af vinen og lagde kortet
tilbage i posen. Det kunne vente.
Alle bordene var optaget nu, og omkring baren var pladsen trang af
halvfyldte glas og opløftede samtaler. Jeg tog del i et par af dem,
især en høj lyshåret fyr tiltrak sig min opmærksomhed. En af dem,
på hvem man kunne hænge en hvilken som helst slags tøj, og han
ville se godt ud i det. Da han præsenterede sig som Jason, Jason
Baird var illusionen komplet. Jeg replicerede med Sara, Bare Sara og
fik et smil der gik direkte op til øjnene. Charmerende på trods af
hans lille trendy fipskæg. Var et eller andet med PR, som, hvis jeg
skal være helt ærlig, ikke kunne holde min opmærksomhed så
længe, som han måske kunne fortjene. For han så ret godt ud. Men
lige nu skulle der mere til, så jeg holdt op med at lade som om jeg
var interesseret. Han så ikke ud som om det skete alt for ofte.
Ordene flød ikke som de plejede, og til sidst trak jeg mig ud af
samtalerne som en tjener trækker sig baglæns ud af et lokale under
en fin middag. Men nu vidste jeg til gengæld noget om huspriser og
dyr benzin, velvilligt assisteret af en af lærerne på den lokale skole...
og til arkivet havde jeg fået lidt insiderviden om de bedste steder for
ørredfangst i området af et af medlemmerne i den lokale
lystfiskerforening. Måske jeg bare skulle gå, men tanken om det
tomme hus og den mørke loch fik mig til at bestille endnu et glas.
Juice denne gang. Og der er da noget at se på, tænkte jeg og
mærkede mit blik løbe sine egne veje. Så hvorfor ikke nyde
udsigten?
Ja netop, kan du huske hvordan det føles?
Ja, og jeg kan også huske… Tankerne hang som blylodder om mit
hjerte.
Så klip dem fri.
Jeg mærkede stolen under mig, varmen og lysene i rummet.
Stemmerne og musikken fyldte mine ører. Helt almindelig aften,
mindede jeg mig selv om og bankede en cigaret ud af pakken. Så i
øjenkrogen Chris gå forbi bag baren og hørte i det samme introen til
Footloose, en af de gode gamle 80’ere. Foden begyndte at bevæge
sig op og ned helt af sig selv og resten af kroppen fulgte hurtigt
efter. Jeg fangede Chris’ blå blik, da han gjorde det samme, alt
imens han tappede en øl. Ja, her kunne jeg da godt sidde lidt endnu.
Og nyde… Hvorfor nød jeg så ikke? Der var nok at se på og god
musik i ørerne, og alligevel var der stadig en eller anden lille djævel,
der forsøgte at holde mig nede hvor jeg ikke havde lyst til at være.
Måske kunne jeg skyde skylden på vejret. Tynde gardiner bølgede
ned over vinduerne ud mod gaden. Jeg mødte Calder MacRaes blik…
tjah, hvis der var noget andet, lod det ikke til at være så vigtigt,
tænkte jeg, da det gled den anden vej… og fordybede mig atter i
glasset. Til der ikke var så meget som en halv dråbe tilbage. Nå, han
kendte åbenbart ham lystfiskeren. Med hjelmen i hånden sprang jeg
så elegant som en gazelle ned fra barstolen, løftede hånden i retning
af Chris og blev belønnet med et smil. Nå ja, måske snarere som en
zebra der lige er blevet vækket efter middagsluren.
Lyset fra forlygten skar gennem regnen og sendte genskinnet fra
pytterne tilbage til mig, da jeg kørte gennem gaden ned mod
havnen. Højt placerede projektører gav lys til dens evige aktivitet,
langs Shore Street spredte gadelygterne deres gule skær hen over
den lange række af huse. Jeg holdt ind til siden et øjeblik og slog
visiret op. Loch Broom lå som en uigennemtrængelig masse mellem
bjergskråningerne, enkelte lys her og der vidnede om menneskelig
tilstedeværelse.
Tidevandet, der havde været på sit højeste for et par timer siden,
var nu på vej ud igen og nynnede en klukkende vuggesang mod de
skrå betonflader. Ved den lille kirkegård kørte jeg op ad Mill Street
og fortsatte ud af byen ad North Road. Sløret var ved at aftage, og
gennem det kunne jeg af og til skimte de små skinnende øjne fra et
hus tilbagetrukket fra vejen. Et kort øjeblik blev jeg blændet af
lygterne fra den eneste bil, der susede forbi, før den forsvandt ned
ad bakken bag mig.
Da jeg lukkede døren, efterlod jeg små dryp på gulvet i entréen.
Jeg trak fødderne op i sofaen og varmede hænderne på koppen.
Regnen prikkede mod vinduerne. Vådt mod tørt, køligt mod varmt.
Måske ville der alligevel blive et par distraktioner heroppe…
Vil du læse mere?
Tak for at du læste med.
”Djævelen i dig selv” kan købes i din lokale boghandel eller lige her:
http://gopubli.sh/search?utf8=%E2%9C%93&q=lena+laurentis
Bogen kan også lånes på biblioteket.
God læselyst!
Vil du se mere om Lena Laurentis?
Hjemmeside:
www.lenalaurentis.com
Følg hende på Facebook:
https://www.facebook.com/lenalunalaurentis
top related