1www.angstforeningen.dk

AngstAvisenAngstforeningens nyhedsbrev6

ISSN 1601-8591

SEP

TE

MB

ER

20

03

Tema: Børn, unge og angst.

Unge kan få akupunktur mod angst

4 unge fortæller deres angsthistorie.

Opslagstavlen: Forskningsprojekt søger deltagere.

Angst. Graviditet og fødsel

Psykiatri-temadage

2 3

IndholdsfortegnelseRedaktion:Kamma Kaspersen (ansv. red.)Alexandra Pilegaard LindMarie Särs Andersen

Produktion:SaloDigital

Oplag:1.100

Layout:Jørn Kardø

Artikler i Angst-Avisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning.Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter.

Bidrag på diskette eller mail til kk@angstforeningen.dk

Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at for-korte og redigere i materiale.

Angstforeningen er politisk og religiøst uafhængig og forholder sig neutral ang. medicin og behandlingsfor-mer.

Angst-Avisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer 3-4 gange årligt.Løssalg pr. stk.: kr. 25.00

Kontingent 2003: kr.120 årligt. 2004: 150 kr. årligt

Gaver og sponsorering op til 5.000 kr. årligt er fra-dragsberettiget efter ligningslovens §8A

INDHOLD

Redaktion, indhold 2

Forord: Børn og unge får også angst 3

Medicin og amning 4

Angst, graviditet og fødsel 5

Stress 7

Efterlysning: Specialboliger til angste 9

Akupunkturbehandling mod angst 10

Psykologuddannelsen på Københavns universitet 11

Unges historier: Det var som om hver sætning var oppe til eksamen 12

22-årig piges personlige beretning 13

Mit liv med angst 14

Min OCD 15

Hårudrivning, du er ikke alene 16

Boganmeldelser 17

OCD hos børn og unge 17

Psykiske sygdomme og problemer hos børn og unge 17

Socialfobi – frygt for andres kritiske iagttagelse 18

Angst og tvang 18

Angsten kommer 18

Alternativ behandling – metoder og virkninger 19

Ung og sårbar 19

Mestringsbok, selvhjælp – angstbehandling 19

Nyt svensk blad om populærpsykologi og medicin 20

Ny brochure fra Angstforeningen 20

Opslagstavlen 21

Forskningsnyt 22

Psykiatriuge, forår 2003 23

Selvhjælpsgrupper Bagsiden

www.angstforeningen.dk

2 3

Mange voksne går rundt med en ubehandlet angstli-delse, måske tror de bare, de er lidt sære, måske for-tæller de ingen, hvordan de har det, fordi de er bange for, at andre skal tro, de er sindssyge og tage afstand fra dem. Helt tilfældigt kommer de til at se et indslag i TV-avisen om socialfobi, som det Angstforeningen medvirkede i d. 28. juli, og pludselig har deres under-lige væsen et navn. Denne åbenbaring oplever vi hos mange, hver gang der har været bragt noget i medi-erne om angst. Blandt disse seere finder vi er også halvstore børn, der fortæller, at de har haft socialfobi helt til-bage til de første klasser i skolen, men ikke vidste hvad det var, før nu. Det næste spørgsmål, de stiller, er: ”Hvordan kommer jeg i behandling”? Som bekendt er der jo slet ikke behandlingstilbud nok til alle voksne med angst, men det ser endnu værre ud, når vi skal hjælpe børn og unge. Der er nemlig oftest ingen i deres kontaktflade, der aner, hvad fx socialfobi og panikangst er.Skolepsykologen vil måske kende til det diagnose-system, vi har haft siden 1994 (ICD-10) der specifi-cerer de forskellige angsttyper, men det er langt fra sikkert. Så i stedet for at gå direkte til behandling af angsten, så kan familien nu risikere at blive trukket rundt i manegen i årevis i familieterapi. For ifølge Freuds lære så stammer al angst automatisk fra barndommens traumer, og disse kan sagtens tage flere år, ja endog et helt liv at komme i dybden med. Selv om det nu efterhånden ser ud til, at vi er ved at tage afsked med Freud på psykologiuddannelsen på Københavns Universitet, så trives hans eftermæle i stor stil på vore skoler og behandlingssteder for børn og unge. Det kan selvfølgelig godt være, at der er et problem i samspillet mellem familiemedlem-merne, men det er ingen naturlov. Man kunne måske starte med at behandle patienten. Også børn kan opnå god effekt af kognitiv ad-færdsterapi, men det er bare så sjældent, de får det tilbudt. Et er at vide, hvad man skal efterspørge, noget andet er at finde en børne- ungdomspsykolog eller psykiater der er uddannet i kognitiv adfærdste-rapi. Marianne Geoffroy, fra vores faggruppe skrev en kronik: Når angsten blokerer i Berlingske Tidende, 20.6.03, der belyser, at vi er håbløst tilbage med hen-syn til opsporing, forebyggelse og behandling samt at mange såkaldte ”ensomme unge” i virkeligheden går rundt med en ubehandlet socialfobi.

Den 29.6. lavede Berlingske Tidende igen en artikel og et portræt af en med socialfobi, og jeg blev spurgt af en journalist, hvad man kan gøre for at forbedre situationen. Jeg nævnte at en kampagne ville være en god ide. Såfremt det er muligt at skaffe midler til det og professionel rådgivning, vil vi derfor forsøge at lave en oplysningskampagne og efterfølgende klas-sesæt om angstlidelser. Så er første etape rullet ud, så håber vi bare, der er behandlere nok til at hjælpe bagefter. Vores lille tema om børn og unge i denne avis in-deholder fire personlige historier, der hver især præ-senterer en kamp med tilværelsen som andre unge uden angst burde prise sig lykkelige over at være foruden.Derudover har vi været så heldige at få overlæge Poul Videbech til at skrive en artikel om angsten der er med fra livets start. Og så har jeg været på besøg på børne- og ungdomspsykiatrisk afd. i Holbæk, hvor de er i gang med et forskningsforsøg om akupunk-turs virkning på unges angst, som vores unge med-lemmer også får tilbudt at deltage i. Vi er nu 940 medlemmer og har fået udvidet tele-fontiden (hver dag mandag til fredag kl. 10 - 13) og antallet af selvhjælpsgrupper. Så det lader til, at der er behov for os.

Med venlig hilsen

Kamma Kaspersen

BØRN OG UNGE FÅR OGSÅ ANGST

EFTERLYSNING...... efter medlemmer der har lyst til at stille op til interview eller fortælle sin angsthistorie til dame-blade, TV, radio m.m.Vi får tit henvendelser fra medierne, der gerne vil formidle viden om angst videre til andre, og det skal som regel helst være samme dag eller i hvert fald ofte med kort frist.Så hvis du har lyst til at hjælpe med at oplyse om angst og være med til at nedbryde tabu, så send en mail til: kk@angstforeningen.dk.

Vi har også brug for hjælp til at dele foldere ud på apoteker, biblioteker, lægehuse, AF o.l., så har du overskud og lyst så sender vi dig noget materi-ale, hvis du skriver til marie@angstforeningen.dk eller kontor@angstforeningen.dk.

4 5

MEDICIN OG AMNINGAf Alexandra Pilegaard Lind

Kan man amme sit barn og samtidig tage antidepressiv medicin? Det spørgsmål stiller mange urolige kvin-der sig selv. Kan man så det? Det overordnede svar er ja, men der er flere forskellige faktorer at tage hensyn til.

De fleste kvinder med angst og depression ville uden tvivl afbryde amning, hvis deres medicinske behand-ling påbød det. Og ja, medicin udskilles i moder-mælken, men man kan ved at følge nogle bestemte retningslinier begrænse udskillelsen. Man fraråder derfor ikke antidepressiv medicin i forbindelse med amning, men en tommelfingerregel siger: Så velkendt medicin og så lav dosis som muligt.Både amning og behandling af kvinden er vigtig for selve mor-barn forholdet og barnets udvikling. Mo-dermælk har betydelige ernæringsmæssige fordele og kan beskytte barnet mod senere allergi, hvis det ammes indtil det er 6 måneder. Ubehandlede lidelser hos moderen kan desuden påvirke barnets følelses-mæssige udvikling.Derfor besluttes det ofte, at kvinden skal fortsætte med at amme, selvom hun er i medicinsk behandling.Der er dog et lille aber dabei. Barnet modtager som nævnt psykoaktive stoffer fra medicinen, om end det er i meget lille mængde, og det er endnu ikke blevet udførligt undersøgt, hvad det gør ved barnets fysiske og psykiske udvikling. I de få studier der foreligger, har man ikke kunnet finde noget, der kunne tale imod anvendelsen af antidepressiv medicin og am-ning. Men der er alligevel brug for langt flere studier for at få en højere grad af sikkerhed.

Hvilken medicin bør man så tage? Dette spørgsmål bør altid diskuteres i samråd med læge eller psykia-ter. Her skal blot følge en opsummering af forskellige resultater med de nyere SSRI-præparater.For øjeblikket er stofferne sertralin og paroxetin, der findes i henholdsvis Zoloft og Seroxat, de bedst un-dersøgte. I langt de fleste tilfælde med sertralin har man i de fleste tilfælde ikke kunnet påvise stofferne i børnenes blod. Hvad angår paroxetin kunne man i en undersøgelse, hvori 24 børn medvirkede, og hvor man i øvrigt brugte en meget følsom måleteknik, på intet tidspunkt måle stoffet. Paroxetin anses for ti-den som det bedst undersøgte stof.Stofferne citalopram og fluoxetin, der bl.a findes i Cipramil (findes ikke i den nye udgave Cipralex) og Fontex kan derimod ikke anbefales til ammende mødre.Særligt fluoxetin er under mistanke for at kunne op-hobes i større mængder i barnets organisme, da der blev påvist høje koncentrationer af fluoxetin i børne-nes blod. Skrigeture hos barnet, mindsket søvn, op-kastninger og diarré sås desuden også hos børn, hvis mødre fik fluoxetin. Symptomerne ophørte så snart børnene fik modermælkserstatning, men kom igen inden for 24 timer ved genoptaget amning.I de få followup undersøgelser, der har været, af børn, der er blevet eksponeret for SSRI i moder-

mælken, viste fluoxetin sig igen som det sorte får i forsamlingen. I et kontrolstudie af 26 børn lå den samlede vækstkurve markant under den anden kon-trolgruppe, som bestod af 38 børn, hvis mødre ikke fik medicin.Der er endnu stort behov for flere followup undersø-gelser. Indtil videre har man ved stoffet sertralin ikke kunnet påvise nogle forskelle mht. til børnenes fysi-ske udvikling op til 1-års alderen i forhold til andre børn.Vælger man at fortsætte med medicin, mens man ammer, bør man så vidt muligt indtage medicinen som én daglig dosis lige efter man har ammet. Kan det lade sig gøre, er det desuden bedst, hvis det også er før barnets længste søvnperiode. Den maksimale koncentration af medicinen optræder nemlig en til seks timer efter indtagelse. Endelig kan man selvføl-gelig vælge at supplere med modermælkserstatning i timerne, efter man har taget sin medicin.Men som ved omgang med al medicin, bør man altid tale med sin læge først.Kilde: Poul Videbech: Amning og medikamentel anti-depressiv behandling. Ugeskrift for Læger 164/14. April 2002.www.netdoktor.dk

PSYKISK SYGE BØRN VENTER FOR LÆNGE Mere end 300 børn og unge venter på behandling på en psykiatrisk afdeling i Århus Amt, men amtet kan ikke holde trit med behandlingsgarantien. Ventelistegarantien kræver, at tre fjerdedele af de unge skal være i behandling inden tre måneder, men amtet kan ikke overholde den. Selvom psykiatrien har fået ekstra ressourcer, kan behovet ikke følge trit med bevillingerne. »Ved udgangen af april havde vi en venteliste på flere end 300 børn og unge, der venter på at komme i behandling. Og listen stiger fortsat. Mens der til sta-dighed er fokus på ventelisterne til en operation eller behandling på et almindeligt sygehus, så er det mit indtryk, at man lukker øjnene for situationen her. Jeg finder, det er en urimelig forskelsbehandling«, siger overlæge Jens Buchhave fra Børne- og Ungdomspsy-kiatrisk Hospital i Risskov. Overlægens bekymring er, at børnene på sigt vil udvik-le mere alvorlige skader, hvis de ikke hurtigt kommer under kvalificeret behandling. Deres skæve udvikling bliver sværere at rette op på, hvis omgivelserne ikke hjælper dem i rette tid.

Kilde: Jens Kurt Jørgensen, Jyllands-Posten, Århus, s. 4, 20.5.2003.

Psykisk syge børn: På grund af mangel på speciallæ-ger og en eksplosiv stigning i antallet af henvisninger vokser ventetiden på behandling for psykisk syge børn konstant. Det er budskabet i en rapport om behand-lingstilbud til psykisk syge børn, som Amtsrådsfor-eningen har lavet. Rapporten viser, at antallet af børn i behandling er steget fra 2.063 i 1994 til 10.675 i 2002. Det er en stigning på 417 procent. Lige nu venter 1.904 børn på at blive behandlet for deres psykiske lidelse. Især mangel på børnepsykiatere forhindrer en væsent-lig nedbringelse af ventetiden.

Politiken, 1. sektion, 2. 22.5.03

4 5

ANGST, GRAVIDITET OG FØDSEL

Af Poul Videbech,overlæge

Det er vigtigt, at per-soner, der kommer i kontakt med gravide og kvinder, der har født, også er opmærksomme på, hvordan kvinden har det rent psykisk. Angst-lidelser i disse livsfaser er nemlig almindelige og griber dybt ind i kvin-dens liv. De kan påvirke hendes evne til at stå graviditeten igennem, til at føde normalt og i høj grad også hendes

forhold til barnet efter fødslen. Hvis man lider af disse sygdomme, er det også vigtigt, at man hurtigst muligt får hjælp, dels fordi man rent faktisk kan gøre utroligt meget, dels fordi det er meget lettere at blive rask, jo tidligere man får hjælp. Undersøgelser viser, at paradoksalt nok forbliver disse sygdomme ofte udiagnosticerede, og kvinderne får derfor ingen hjælp. Selv i de tilfælde, hvor ens egen læge eller sundhedsplejerske bliver klar over, at der er noget galt, iværksættes der underligt nok ofte ingen be-handling. Mange læger og sygeplejersker ved nemlig ikke, hvor vigtigt, men også hvor taknemmeligt det er, at behandle angst og lignende lidelser.Angst i forbindelse med graviditet og fødsel kan være et led i mange forskellige lidelser, ligesom det også kan være et normalt fænomen. I det følgende vil jeg imidlertid koncentrere mig om den sygelige angst. Dette symptom kan dels skyldes en egentlig angstli-delse, som fx panikangst, men angst er også meget hyppigt et symptom ved såkaldt obsessiv-kompulsiv lidelse (OCD) dvs. tvangstanker og tvangshandlinger og ved depression.

Graviditeten beskytter mod angst og depressionAlmindeligvis er graviditeten en periode af kvin-dens liv, hvor hyppigheden for psykisk sygdom er mindsket. Dette hænger muligvis sammen med, at kønshormonerne og visse af deres stofskiftepro-dukter har en beroligende og måske endog også en antidepressiv effekt. Undersøgelser viser således, at en del kvinder, som forud for graviditeten har haft panikangst, er i stand til at reducere deres medicin eller ligefrem at ophøre med den under graviditeten. På trods af denne beskyttende effekt kan depressio-ner og angst imidlertid udmærket debutere i denne livsfase. Ofte overses disse symptomer imidlertid, og kvinden får, som nævnt, ikke hjælp.Graviditetens gavnlige effekt på psyken beskyt-ter imidlertid ikke mod OCD, dvs. tvangstanker og tvangshandlinger. Tværtimod er forekomsten af OCD eller forværrelse af tidligere symptomer på OCD meget hyppig under graviditeten og efter fødslen. Fx viser en undersøgelse af 106 kvinder med OCD, at omkring 40% debuterede med deres symptomer un-der graviditeten. Så hos kvinder, som har en sårbar-hed for OCD-symptomer, kan graviditeten af ukendte årsager få disse til at blusse op. Meget ofte er temaet

i tvangstankerne skræk for at komme til at foretage sig noget, som kan skade barnet. Fx havde jeg en gravid patient med en nyopstået OCD og angst, som slet ikke kunne slå den tanke ud af hovedet, at hun kunne komme til at påføre sit ufødte barn en smit-som sygdom. Særligt leverbetændelse, bekymrede hende. På trods af talrige blodprøver, der viste, at hun ikke havde sygdommen, kunne hun ikke slippe tanken, der optog hende al hendes vågne tid og fyldte hende med angst: for tænk nu hvis laboratoriet havde lavet en fejl, så hun alligevel var smittet... Sygdommen tiltog, og til sidst kunne patienten end ikke udholde, at jordemoderen lyttede på barnets hjerterytme med sit træstetoskop, fordi hun var ban-ge for at få overført smitte på denne måde. Patienten blev tiltagende fortvivlet over sine symptomer og ef-terhånden også egentligt deprimeret. Gennem psyko-terapeutisk behandling suppleret med antidepressiv medicin lykkedes det at få symptomerne nogenlunde under kontrol. Efter fødslen fik hun det efterhånden fuldstændigt godt, men fortsatte med medicinen et godt stykke tid for ikke at risikere at få tilbagefald, mens hendes søn var spæd.

Grundig diagnostik vigtigDet er således snarere reglen end undtagelsen, at patienter med psykisk sygdom under graviditeten og efter fødslen har symptomer både på angst og depression og meget ofte også tvangstanker. Det kan derfor være svært at afgøre præcist, hvilken psykisk sygdom det drejer sig om uden et meget grundigt interview. Nogle behandlere lægger ikke vægt på nøjere at de-finere, hvilken sygdom det drejer sig om, men det er faktisk helt forfejlet. Det er vigtigt grundigt at få kortlagt kvindens symptomer, og hvordan de har udviklet sig. Der er nemlig forskel på behandlingen og holdningen til patienten, alt efter om det er angst, OCD eller depression, det drejer sig om. Drejer det sig fx om angst som led i en depression, tyder mange undersøgelser på, at tilstanden er mere alvorlig og sværere at behandle, end hvis hver af sygdommene optræder alene. Risikoen for selvmord er også stør-re, hvis man har både angst og depression på samme tid, frem for hvis man ”kun” har depression. Endelig kan angsten være et led i en såkaldt borderline til-stand eller ligefrem en debuterende psykose, men det er heldigvis sjældent.

Symptomerne på angstSymptomerne på angst er, som man også ser det i andre livsfaser, dødsangst eller angst for at miste kontrollen over sig selv, kombineret med fysiske symptomer i form af hjertebanken, åndenød eller ligefrem kvælningsfornemmelse. Desuden sveder patienten meget og ryster på hænderne. Herud-over kan man også se anspændthed, kvalme og svimmelhed. Når anfaldene er typiske, er de lette at genkende. Men ofte starter det imidlertid med ukarakteristiske symptomer, så som svimmelhed el-ler uvirkelighedsfornemmelse, og så kan den rette sammenhæng let overses. En kvinde henvendte sig således til mig netop pga. svimmelhed, som gjorde, at hun ikke turde holde sit nyfødte barn, fordi hun var bange for at tabe det, hvis hun skulle besvime. Hun var først blevet undersøgt af en neurolog og en øre-næse-hals læge for at udelukke en hjernesvulst, som hun var meget bange for, at hun skulle have. En slægtning var nemlig død af denne forfærdelige og lumske, men heldigvis meget sjældne sygdom. Da

6 7

disse læger havde udelukket forskellige legemlige årsager til svimmelhed, kunne vi begynde at arbejde psykoterapeutisk med hendes symptomer. Vi angreb det fra to fronter: dels en kognitiv, som havde til for-mål at få symptomerne under kontrol hurtigst muligt, dels - senere - en mere psykoanalytisk vinkel, hvor formålet var, at hun skulle forsøge at finde ud af, hvorfor symptomerne var opstået og blive klogere på sig selv på den måde. Fra tid til anden dukkede ang-sten for at fejle noget alvorligt legemligt op igen, og det var da vigtigt for patienten, at vi kunne diskutere de undersøgelser, hun allerede havde været igennem, på kvalificeret vis.

Konsekvenser af angst og depression for den gravide og den nybagte morHos gravide kan angsten blive så voldsom, at den komplicerer fødslen, hvorfor det er vigtigt, at tilstan-den er ordentligt behandlet i god tid inden fødslen. Alternativt kan man planlægge kejsersnit, hvilket trods alt er at foretrække frem for et akut kejsersnit pga. voldsom angst. Efter fødslen kan angsten van-skeliggøre amning, fordi kvinden ikke magter det og ikke kan slappe tilstrækkeligt af til at få nedløbsre-fleksen til at fungere. Angsten kan også påvirke hen-des forhold til det lille nye barn. Den tapper hendes kræfter, så hun har mindre overskud til at passe bar-net og stimulere det. Generelt er disse kvinder dog meget samvittighedsfulde og anstrenger sig til det yderste, for at deres sygdom ikke skal påvirke deres barn. Men barselsorloven, der skulle have været en god tid, kan let blive til et helvede.Angst og depression kan i høj grad også bidrage til, at kvinden isolerer sig. Enten fordi hun ikke orker at forholde sig til andre mennesker, eller fordi hun pga. forventningsangst er bange for at forlade hjemmet. Dvs. at hun er så bange for at få anfald blandt andre mennesker, at hun holder sig hjemme. Ofte kan hun ikke tage med offentlige transportmidler, eller købe ind i supermarkeder, fordi hun er bange for at få angst. Det betyder, at hun ofte ikke kan deltage i de mødregrupper, som mange steder har erstattet di-rekte støtte fra sundhedsplejerskerne. Det er derfor meget vigtigt, at jordemødre under graviditeten er opmærksomme på udvikling af disse symptomer, så-ledes at man kan sætte tidligt ind med støtte og/eller behandling, ligesom det er vigtigt, at sundhedsplejer-skerne efter fødslen udtrykkeligt spørger ud om psy-kiske symptomer, således at de kan give et særligt intensivt tilbud til kvinder, der er ramt af angst eller depression. Flere undersøgelser viser nemlig, at så-danne tiltag fra særligt interesserede og uddannede sundhedsplejersker i høj grad er i stand til at lindre tilstanden. Derved kan disse kvinder undgå videre-henvisning og evt. medicinsk behandling.

Behandling af angst og depressionImidlertid vil der være kvinder med angst eller de-pression, som ikke kan klare sig med en sådan støtte, men som har brug for egentlig behandling. Mange undersøgelser har således vist, at både angst og de-pression med stort held kan behandles med psykote-rapi, enten kognitiv terapi eller såkaldt interpersonel psykoterapi. Efterhånden bliver der også flere og flere psykologer og psykiatere, som mestrer disse teknikker. Efter min erfaring er særlig angst i efterfødselsperio-den taknemmelig at behandle psykoterapeutisk. Det kan ske både på individuel basis eller i grupper. Det drejer sig først og fremmest om at få symptomerne

under kontrol, og her er kognitiv terapi effektiv og hurtigt virkende. En del patienter ønsker derefter et længerevarende, mere psykodynamisk forløb for at finde ud af, hvad det er for karaktertræk eller lignen-de, som måske har forårsaget lidelsen. Man skal dog være opmærksom på, at mange pa-tienter ikke har disse muligheder. Enten fordi der er for lang ventetid på at komme til at tale med en behandler, der mestrer de nævnte psykoterapeutiske teknikker, eller fordi patienten er for dårlig til det el-ler måske ikke responderer. I så fald kan medicinsk antidepressiv behandling være på sin plads, men bør altid kombineres med en eller anden form for støt-tende samtaler. I dag ser vi imidlertid mange tilfælde, hvor patienter med angst eller depression modtager medicin som eneste behandling, hvilket efter min mening ikke er optimalt. Jeg er dog klar over, at det-te i høj grad er et ressourcespørgsmål: Der er for få privatpraktiserende psykiatere, og man kan generelt ikke få tilskud fra sygesikringen til psykologhjælp. Mange kvinder kunne have gavn af psykologbehand-ling, men har ikke råd til dette og får så medicin som eneste behandling hos egen læge, som naturligt nok føler, at han må gøre noget. Som nævnt får mange kvinder slet ingen behandling, og konsekvenserne af dette kan i visse tilfælde være meget alvorlige for hele den lille familie. Oftest lider hele familien under kvindens sygdom, men nogle gange medfører langvarig psykisk sygdom også, at ægtefæller går fra hinanden, hvilket er særligt tra-gisk, fordi der er et barn, der kommer i klemme, og fordi sygdommen trods alt kun er midlertidig. Her-udover kan sygdom efter fødslen i visse tilfælde for-sinke barnets psykiske og motoriske udvikling.

Graviditet, amning og medicinDet er en stor fordel ved psykoterapeutisk behand-ling, at det ikke påvirker fostret eller det ammende barn. Imidlertid kan man ikke klare sig uden medi-cinsk behandling ved de sværere tilfælde af angst og depression. Man skal således være opmærksom på, at der er helt specielle problemer knyttet til at behandle gravide eller ammende. Der vil altid være en risiko for påvirkning af barnet, og denne risiko skal opvejes mod, hvor vigtigt det er, at kvinden bliver behandlet medicinsk. Kan hun leve med mil-dere symptomer og derved undgå påvirkningen af barnet, eller bliver hun så alvorligt syg, at man ikke kommer uden om behandling? Hvis hun ammer, kan hun da fortsætte med dette, eller skal man afbryde amningen pga. den medicinske behandling? Disse spørgsmål er meget svære at besvare generelt, men kræver, at man i det enkelte tilfælde sætter sig nøje ind i sygehistorien, vurderer symptomernes svær-hedsgrad, risiko for forværring i tilstanden osv. og sammenholder det med den viden, vi i dag har om, hvordan antidepressiv behandling påvirker fostret eller det nyfødte barn. Problematikken er så indvik-let, at jeg ikke vil gå i dybden med den her, men mht. amning og antidepressiv behandling henvises til en artikel, som jeg skrev i Ugeskrift for Læger (2002 Apr 1;164(14):1914-9). Vedrørende behandling af gravide anbefaler jeg, at den behandlingsansvarlige spørger en ekspert til råds.

Yderligere oplysning om angst og depression hos gravide og kvinder, der har født, kan ses påwww.depression.netdoktor.dk samt http://home3.inet.tele.dk/videbech

6 7

STRESSAf Marie Särs Andersen

Stress er ikke et nyt fænomen, som det 20. og det 21. århundrede har patent på. Stress har eksisteret så længe, der har været liv på jorden, fx er der anvisninger i Bibelen på, hvordan man skal forholde sig. I Matt 6, vers 34, står der: »Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekym-re sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage«.

Hvad er stress?Stress forbindes ofte med bjerge af uløste arbejdsop-gaver, overtegnede mødekalendere og telefoner, der ringer konstant. Men stress er mere end det. Det engelske ord stress stammer oprindelig fra det latinske ord stringere, som betyder at stramme, og stress er i sin nuværende betydning bl.a. betegnel-sen for den spændingstilstand, som en belastning fremkalder. Stress udtrykker med andre ord den situation, der opstår, når der ikke er balance mellem de belastninger et menneske udsættes for, og menne-skets evne til at håndtere belastningerne. Der er således ikke kun tale om for store arbejdsbyr-der og om at have travlt i forhold til uret, men også om følelsesmæssig stress, som den der kan opstå i forbindelse med sygdom, dødsfald, ægteskabelige kriser eller skilsmisser, venner der svigter, en eksa-men, der ikke bestås, osv.Og helt paradoksalt opstår stress ikke kun, når ens evner til at tackle belastningerne ikke slår til, men også ved det omvendte forhold, hvor belastningerne og udfordringerne ikke er store nok, til at man fuldt ud kan udnytte sine håndteringsevner. Dette kan være tilfældet, hvis man fx lever socialt isoleret uden netværk og ikke har mulighed for at give (og modtage) omsorg, kærlighed og nærvær, hvis ens arbejde ikke giver mulighed for, at man ud-nytter faglige kvalifikationer og har medindflydelse på diverse arbejdsrutiner, eller hvis man føler sig overflødig og mangler indhold i dagligdagen fx som følge af arbejdsløshed. Endelig kan selv det, vi normalt opfatter som posi-tive begivenheder som at blive gift, flytte og få børn, også give anledning til stress, i og med at situationer som disse kræver stor tilpasningsevne.

Positiv stressHjernen bearbejder løbende de informationer, den får fra omgivelserne via vores sanseorganer. På grundlag heraf foretager den lynhurtigt en stressvur-dering baseret på erfaringer, indstillinger og overbe-visninger og afgør hernæst, hvilken stressreaktion, der skal sættes i gang, og hvor meget af de forskel-lige stresshormoner (noradrenalin, adrenalin og kortisol) der skal produceres. Hormonerne påvirker de forskellige organer i kroppen, så vi både fysisk og mentalt forberedes til at klare en ekstra belastning.

Stress kan altså være hensigtsmæssig i særlige situationer, fx eksamen, jobsamtaler, sport eller i forbindelse med konkret fare, hvor vi har brug for at kunne slås eller stikke af. Og vi kan sagtens holde til sådanne kortvarige belastninger. Det hævdes oven i købet, at det er sundt. Opfatter vi en opgave som spændende og føler fornø-jelse og tilfredsstillelse ved at løse den, bruger man ligefrem betegnelsen positiv stress.

Negativ stressSkal kroppen derimod opretholde beredskabet gen-nem længere tid fx i forbindelse med vedvarende problemer på arbejdspladsen, et dårligt fungerende ægteskab, langvarig sygdom i den nærmeste familie osv., bliver stresshormonernes (især kortisolets) på-virkning af kroppens forskellige organer skadelig.Stress kan således forværre en lang række sygdom-me eller tilstande som fx migræne, hjerte-karsyg-domme, leddegigt, diabetes, astma, allergi, eksem, fedme, nervøs spisevægring, infektioner, overfunk-tion i skjoldbrugskirtlen, uregelmæssige menstrua-tioner m.m., lige som det kan udløse angst og depres-sion.

Tegn på stressPersoner, der er stressede, reagerer ofte med øget indtagelse af stimulanser (kaffe, spiritus, cigaretter, mad). De bliver let aggressive over for andre men-nesker, får svært ved at træffe beslutninger, oplever tristhed, føler sig konstant trætte og udmattede, får søvnproblemer, halsbrand, mavepine, muskelspæn-dinger osv.Nogle mennesker er imidlertid så optaget af at nå de-res mål eller leve op til egne og andres forventninger, at de mere eller mindre bevidst vælger at overhøre de signaler, kroppen sender. De tager en ekstra ho-vedpinepille og fortsætter ufortrødent i samme rille uden at ændre deres livssituation, indtil kroppen rea-gerer så voldsomt og bliver så syg, at det ikke mere kan ignoreres. Døden kan siges at være kroppens ultimative protest.Derfor er det vigtigt, at man er lydhør over for de tidlige signaler kroppen sender og samtidig opmærk-som på, hvordan man bliver bedre til at håndtere stressbelastende situationer på en konstruktiv måde.

Evnen til at håndtere stressDet, der betyder negativ stress for ét menneske, kan være en spændende udfordring for et andet. Vores tidlige erfaringer og vores opvækstbetingelser har nemlig stor betydning for vores stresshåndteringsev-ne. De har dannet baggrund for vores måde at opfat-te og forholde os til problemer på og vores evne til at løse dem. Men heldigvis er det ikke for sent bevidst at ændre holdninger og overbevisninger og dermed blive bedre til at klare stressbelastninger. Kan vi fx ikke styre, hvornår chefen forlanger over-arbejde, hvornår ægtefællen igen har smidt sine sure sokker midt på stuegulvet, hvornår børnene får skoldkopper eller opvaskemaskinen går i stykker, så er der kun tilbage at styre måden, hvorpå vi forhol-der os til problemerne.

Juster forventningerneStress har i høj grad noget at gøre med de forventnin-ger vi stiller, dels til tilværelsen som helhed, dels til os selv og vores egne præstationer.

8 9

Hvis vi som udgangspunkt forventer, at alt skal for-løbe smidigt og problemfrit, bliver vi let frustrerede over den mindste lille forhindring. Tager vi fx bilen til arbejdet og forventer, at vi kan køre med jævn hastighed hele vejen ind ad motorvejen, stiger blod-trykket, når vi ender i en trafikprop pga. vejarbejde. Kommer vi hjem efter en travl dag og glæder os til en fredelig aften med familien, stiger frustrationerne, når lille Peter har fået høj feber, og aftenen i stedet skal tilbringes i vagtlægens venteværelse. Forlanger vi af os selv, at vi skal være perfekte og løse alle op-gaver uden fejl, kan vi ikke undgå at blive skuffede og måske angste, når vi ikke magter at leve op til kravene.Men sådan behøver det ikke at være. Hvis vi accepte-rer og indstiller os på, at der kan opstå forhindringer undervejs og samtidig tager det som en udfordring at få det bedste ud af enhver given situation, vil fru-strationerne og dermed stressniveauet ikke blive så omfattende.

Sorter problemerneSom udgangspunkt er det et godt motto, at proble-mer er til for at blive løst. Men man skal være op-mærksom på, at der er to typer problemer. Der er dem, man kan gøre noget ved, og så er der dem, man ikke kan gøre noget ved. Hvis du ønsker at få et overblik over samt luge ud i stresskilderne i din tilværelse, så start med at lave en liste. Medtag alle de ting, der går dig på. Både i re-lation til familie, venner, arbejde, husholdning m.m. Opdel dernæst listen i ting du har indflydelse på, og ting du ikke har indflydelse på. De ting du ikke har indflydelse på, skal du forsøge at acceptere. Hvis du alligevel ikke kan ændre dem, kan du lige så godt undgå unødige spekulationer og kata-strofetænkning. Det dræner dig bare for den energi, du skal bruge på andre områder.Med hensyn til de ting du har indflydelse på, skal du lave en plan. Skriv alle tænkelige løsningsforslag ned, overvej fordele og ulemper og beslut så, hvor-dan hvert enkelt problem skal løses. Drejer det sig om et mere kompliceret problem, som ikke kan løses umiddelbart, skal du lave en handlingsplan, som er opdelt i underpunkter. Herefter skal du forsøge kun at koncentrere dig om ét punkt ad gangen. På den måde bliver vejen mod det endelige mål mere over-skuelig.Det er også en god idé at skrive ting, du skal huske, ned på en liste eller i en kalender. På den måde be-høver du ikke bekymre dig om at glemme noget. Det eneste du skal bestræbe sig på, er at udføre de ting, du har opført ud for hver enkelt dag samt undlade at udsætte ting og lægge halvfærdige projekter fra dig.

Lær at slappe af og nyd nuetUd over at sortere og strukturere problemløsningen er det vigtigt, at lære at slappe af både fysisk og men-talt og at afsætte tid til dette regelmæssigt. Du kan enten sørge for at beskæftige dig med noget af det, du interesserer dig for, eller du kan benytte forskel-lige konkrete teknikker. Her følger nogle eksempler:Åndedræts- eller afslapningsøvelser får musklerne og dermed kroppen til at falde til ro. Meditation har været et centralt indslag i mange for-skellige religioner for at udvide åndelig bevidsthed. Men metoden kan også bruges til at rense hjernen for distraherende tanker og uro for dermed at opnå en tilstand af dybere afslappelse. Yoga som baserer sig på en urgammel indisk filosofi

indebærer forskellige legemsstillinger, som virker afstressende, afslappende og øger koncentrationen. Massage afhjælper ømme muskler og bidrager til afslapning.Motion er en god måde at aflade al den ophobede energi på, som kroppen producerer, når der er gang i kamp-flugt-mekanismerne, uden at vi har brug for hverken at kæmpe eller flygte. I forbindelse med motion producerer kroppen desuden endorfiner, som er smertelindrende og får os til at se lysere på tilvæ-relsen. Især cykling, jogging, aerobics eller svømning udnytter stresshormonerne noradrenalin og adrena-lin godt.Fritidsinteresser. Fordybelse i noget, der virkelig har vores interesse, virker beroligende. Vi lever i nuet, lader op og får ny energi.Positivt samvær med familie og venner kan få én til at glemme stress og bekymringer.Kæledyr har en beroligende virkning.Humor og et godt grin er sundt for krop og sjæl. LivsstilHvis du ønsker, at reducere mængden af stress, er det desuden en god idé at se på, hvordan du lever i det daglige og undersøge, om visse ting er uhensigts-mæssige. Sørg for at få motion, undgå overdreven brug af stimulanser, spis sundt og regelmæssigt, sørg for at have gode søvnvaner og undgå at bruge sove-medicin og alkohol i længere perioder for at falde i søvn. Øv dig desuden på at sige nej, uddelegere opga-ver, tale pænt til dig selv og tænke positivt.

BehandlingEr du først kørt så langt ned psykisk pga. stress, at du ikke selv formår at rette op på situationen, kan det være nødvendigt at søge professionel behandling. Kognitiv psykoterapi er nok den generelt mest effek-tive metode, sådan som det også er tilfældet ved fx angst og depression.Metoden går ud på, at man identificerer sine ka-tastrofetanker. Undersøger hvilke underliggende overbevisninger, der danner grundlag for katastrofe-tankerne, og hvorvidt det kan lade sig gøre at ændre sine overbevisninger, så man kommer til at se ander-ledes på de problemer, man møder og hermed bliver i stand til at finde nye og mere konstruktive håndte-ringsmuligheder.

Kilder: »Handbok i stresshandtering«. Dr. Hilary Jones. Eg-mond Richter AB, 2002. (Originaltitel: »I’m too Busy to Be Stressed«).»Klar besked om STRESS«. Bo Netterstrøm. Asche-houg Dansk Forlag A/S, 1997(Se også: http://www.fa.dk/sundhed/A-SYGEHU/HILLEROD/01-ARB-M/Klar-besked-stress.pdf )»Stess«. Bo Netterstrøm. DR Multimedie, 2002www.dr.dk/undervisning/stress

SELVHJÆLPSGRUPPE FOR STRESS-RAMTEI København har Angstforeningen netop startet den første selvhjælpsgruppe for personer med stress og ge-neraliseret angst. Vi opretter også gerne stress-grupper i resten af landet. Er du interesseret, kan du henvende dig på 70 27 13 20 eller sende en mail til: grupper@angstforeningen.dk

8 9

E F T E R LY S N I N GSpecialboliger til angste søges Af Kamma Kaspersen, formand for Angstforeningen.

400.000 danskere lider af angst, som kan være:Socialfobi: overdreven generthed hvor socialt samvær føles bela-stende. Panikangst: pludselige angstanfald med vejr-trækningsbesvær og hjertebanken der ofte medfører agorafobi: angsten for at færdes uden for hjemmet, at stå i kø i butikker og benytte transportmidler. Angs-tanfaldet optræder i begyndelsen helt uventet og i løbet af få minutter opleves angstens symptomer med en voldsom intensitet.Andre kan lide af sygdomsangst: hvor fornemmelser i kroppen får en til at frygte en livstruende sygdom, eller generaliseret angst med konstant indre uro og unødige bekymringer.

Må blive i hjemmetAf vidt forskellige grunde vil angstramte ofte tilbrin-ge det meste af tiden i hjemmet, isoleret fra familie og venner og med telefonen eller computeren som primær kontakt til omverdenen.Især er gruppen med panikangst og agorafobi hårdt ramt. Ubehandlet eller uden succesrig behandling af lidelsen, ender tilstanden som kronisk. I nogle tilfæl-de stiller kommunen en hjælper til rådighed, der en gang om ugen kan gå ud og handle sammen med den angste. I andre tilfælde ledsager ægtefællen, eller de får maden bragt.Det siger næsten sig selv at disse mennesker tilbrin-ger ca. 99% af deres tid i boligen, vel at mærke: mod deres vilje. For modsat de socialangste er de ofte meget sociale mennesker. Panikangste elsker at have besøg og besøge andre (hvis de kan blive fulgt af et menneske de kender). Men resultatet af den omstæn-delige henten-og-bringen er ofte at kun de allernær-meste holder ud, og bor de pårørende langt væk, så er der også meget langt imellem besøgene.

Brug for særlige bofælleskaberI mit arbejde i Angstforeningen har jeg derfor talt med mange ensomme panikangste, der ønskede at bo i en ejendom med ligesindede. Nærmere adspurgt viser det sig, at de fleste også er parat til at flytte til en anden landsdel for at opnå et sådant bofælles-skab. Jeg er ikke i tvivl om, at angstramtes livskvalitet ville stige betydeligt, hvis dette kunne realiseres. Ensom-heden ville forsvinde, de vil kunne støtte hinanden ved systematisk bytræning, og nogle ville endda genfinde den tabte bevægelsesfrihed, fordi de havde fået trygheden tilbage ved at være tæt på hjælpen, hvis det skulle blive nødvendigt. Alene denne viden er værdifuld og giver mod.

Selv om panikangste er fysisk raske, bevæger de sig kun nødigt uden for hjemmet uden ledsagelse, og li-

delsen kan derfor sidestilles med et fysisk handicap. Med der synes ikke at være nogen opmærksomhed på at denne angstlidelse besidder en så høj grad af invaliditet! Og det til trods for at mange ender på pension, i flex-skåne-job o.l.

Svigtet en gang Jeg må dog tilføje at panikangst er rimelig nem at helbrede, hvis man kommer hurtigt i behandling med fx. kognitiv adfærdsterapi og evt. medicin (SSRI/SNRI), men det er de færreste, der får det tilbud, da uvidenhed om angstlidelser desværre stadig er stor flere steder i behandlersystemet, og går vi bare 10 år tilbage, fandtes der stort set ingen viden om denne specielle lidelse, som gik inder under det altfavnende neurosebegreb og behandledes med sløvende nerve-medicin eller samtaleterapi om barndommen. Begge metoder man i dag er gået helt bort fra, og som er uvirksomme overfor angstlidelser.Så dem, der allerede er blevet svigtet, og for hvem tilstanden er endt som kronisk, kunne man i det mindste give livskvaliteten tilbage ved at tildele dem en lejlighed i en ejendom sammen med ligestillede.

Boligselskab søgesMen hvorfor egentlig stoppe ved ønsket om en ejen-dom med lejligheder til panikangste? Alle med en angstlidelse, der ønsker kontakt til ligesindede vil have glæde af og få livskvaliteten forbedret af et så-dant tilbud. Angste har ingen naturlig plads i psykiatriske bo-til-bud og væresteder, da de er normalt velfungerende, bortset fra den begrænsende bevægefrihed angsten fastholder dem i. En fremtidsdrøm kunne være en hel boligblok, hvor også socialangste og andre med angst som primær lidelse kunne slå sine folder. Man kunne lave fælles arrangementer: foredrag, udflugter, fester, evt. have en terapeut tilknyttet, som man kunne benytte som en gruppe og derved spare på udgifterne.Mit håb er at ønskedrømmen vil kunne gå i opfyldel-se. At der findes et boligselskab med et socialt enga-gement, som tør satse på det nye og anderledes. Jeg tror ikke de vil fortryde. Mange af vores medlemmer er dejlige, kreative og varme mennesker, der blot har været så uheldige at blive ramt af lynet, som i dette tilfælde har bidt sig fast i form af en vedvarende, hæmmende angtslidelse.Kilde: Boligen, sept. 2003. Udgivet af Boligselskabernes Landsforening. ISSN 0108-2590

SOCIALANGST - KØBENHAVNSOMRÅDETTræningsgruppe for viderekommende Er du kommet langt i arbejdet med din socialangst, men ønsker du at arbejde videre med oplæg, oplæs-ning osv. er den nye træningsgruppe måske noget for dig.

Ring og hør nærmere på 70 27 13 20 eller send en mail til: grupper@angstforeningen.dk

10 11

AKUPUNKTURBEHANDLING MOD ANGST

interview med overlæge Susanne Gydesen, Ung-domspsykiatrisk Ambula-torium, Psykiatrisk Cen-ter, Holbæk.

Af Kamma Kaspersen

Akupunkturens historie er mere end 4000 år gam-mel og førstevalgsbehandling for omkring en tred-jedel af klodens befolkning. Er det svært at forene østerlandsk og vestlig opfattelse af, hvordan aku-punktur virker?

Den kinesiske model bygger på yin og yang, under-skud og overskud samt de svingninger, der opstår i livet omkring disse. Den vestlige, som er en fransk akupunkturskole, bygger på den vestlige opfattelse af anatomi. Denne positivistiske forskning strider grundlæggende imod den kinesiske. Den metode vi benytter, NADA, er godkendt af videnskabsetisk komite. Den bygger på erfaringer neurokirurgen Dr. Wen gjorde i 1972, da han i Hong Kong behandlede narkomaner for opi-umsskader og abstinenser.

Hvilken målgruppe henvender jeres behandling sig til - udover at være for unge mellem 18 - 30 år? Jeg tænker her på deres angstdiagnose. Er det et tilbud til unge med angst som primær lidelse, eller er det også et tilbud til unge med en tungere psykiatrisk diagnose med angst som symptom?Og har det betydning, om man har en social fobi, panikangst, sygdomsangst eller generaliseret angst?

Akupunktur er hos os et ekstra tilbud til almindelig behandling, og involverer ni grupper af psykotisk og ikke-psykotisk angst, hvoraf nogle er i medicinsk behandling og andre uden. Fælles for alle er dog, at de har angst over 15 på »Hamiltons score« (spørge-skema til vurdering af graden af angst og den psyki-ske tilstand i bred forstand, red.). Vi kan i øjeblikket se at nattesøvnen er bedret hos især de psykotiske efter akupunktur.

Kan du fortælle lidt om den metode I benyt-ter: NADA-metoden der er udviklet i New York i 1970’erne af psykiateren Michael Smith.

NADA-akupunktur er øreakupunktur og anvendes i stigende grad af professionelle inden for det etab-lerede sundhedsvæsen. Den er opkaldt efter en for-ening, der i 1986 blev grundlagt i USA med det formål at skabe en standard for øreakupunktur.Det er vigtigt at understrege, at NADA-metoden er udformet som et supplement til anden behandling. Og det er ikke meningen, at akupunkturen i denne sammenhæng skal stå alene.Hvordan er resultaterne fra udlandet, bl.a. de 20

europæiske lande der anvender denne metode? Er der lavet dokumenterede undersøgelser?

Metoden har været anvendt siden 1974 på Lincoln Hospital på 250 patienter dagligt med en dobbeltdiag-nose: psykiatrisk diagnose samt misbrug. I USA kan narkomaner ofte idømmes akupunktur-behandling kombineret med rehabiliteringsprogram som alternativ til fængselsstraf, og 70% gennemfører en sådan stoffri behandling. Der er publiceret et stort antal artikler, der dokumenterer øreakupunkturs ef-fekt på stoftrang, abstinenser og tilbagefald, angst, søvn, stress, stemningsleje, fysiske symptomer samt depression.I den kliniske dagligdag har behandlingen vist effekt på angst, aggression, søvnproblemer og fysisk uro og er et led i behandlingen på psykiatriske afdelinger i USA og flere europæiske lande.

Et forløb med øreakupunktur mod angst varer otte uger med behandling to gange om ugen. Er det vigtig at overholde alle konsultationer og sikre re-gelmæssighed i behandlingen? Hvor mange skal deltage i undersøgelsen i alt?

Det er nødvendigt at få afsluttet forløbet inden for en bestemt periode, og det er kun muligt at springe en enkelt behandling over. 100 mennesker skal deltage i forskningsprojektet, der skal afsluttes i september 2004.

Jeg har læst i jeres folder, at man kommer til for-samtale, inden man får behandling og bliver fulgt op tre og seks mdr. efter endt forløb. Er der planer om at lave en ekstra opfølgning for at finde ud af, hvor længe effekten holder?

Meget gerne, hvis der er ressourcer til det.

Er der nogle typer medicin, man skal afstå fra at benytte, mens man er i behandling med akupunk-tur?

Nej.

Jeg har læst at akupunktur kan stimulere hypotha-lamus og lave ændringer i nervecellernes udskil-lelse af signalstoffer i centralnervesystemet. Dette kunne tyde på, at man med akupunktur kan opnå en tilsvarende virkning som med SSRI (lykkepil-ler). Er dette korrekt? Og hvor længe vil en evt. virkning kunne vare?

Der sker sammenfattende en masse ændringer i kroppen under akupunktur, men hvilke har forsknin-gen endnu ikke klarlagt.

Er der ingen bivirkninger ved akupunktur?

Ved akupunktur kan der ses enkelte bivirkninger som fx forbigående utilpashed. Akupunktur kan også sætte en fødsel i gang, men det forudsætter, at sær-ligt potente punkter anvendes, ofte med simulation med el-akupunktur. Bortset fra - i sjældne tilfælde - forbigående hovedpine, betragtes NADA-metoden for bivirkningsfri.

I har valgt aldersgruppen 18 - 30 år. Hvorfor netop denne gruppe?Hvad med børn under 18 år? Har du en fornem-

10 11

melse af, om børn ville have tilsvarende effekt af behandlingen?

Vi har valgt denne aldersgruppe, da man ikke må lave forsøg på børn.Min kliniske erfaring med børn siger, at det virker tilsvarende godt.

Ifølge den østerlandske teori (TCM) skyldes sygdom en tilstand, der er opstået pga. ubalance i kroppens energisystem. Er det denne ubalance, man forsøger at genoprette med akupunktur?

Det er den østlige tankegang, der ligger til grund, mens vi nok herhjemme vil tale om en følelsesmæs-sig ubalance. I TCM er der tradition for også at af-hjælpe psykiske problemer med bl.a. akupunktur. Der er skrevet flere bøger om dette emne, også af vestlige psykiatere.

Jeres videnskabelige forsøg om akupunktur og angst er det første i Danmark. Har du allerede nu en fornemmelse af hvad, resul-tatet af forsøget vil vise?

Nej, jeg vil være blind effekten i de næste 1 1/2 år (september 2004), da jeg ikke må vide hvilke patien-ter, der får korrekt øreakupunktur, og hvilke der får placebo (nåle, der ikke aktiverer akupunkturpunk-terne, red.)

Hvis det i givet fald er positivt, er det så en behand-ling, man vil se på andre ungdomspsykiatriske af-delinger i Danmark?

Muligvis, hvis der kommer oplysning ud til disse af-delinger, og det vinder politisk gehør.

Har I planer om at gøre jeres forsøg permanent, hvis det viser gode behandlingsresultater?

Ja.

Og vil det være muligt for andre, der er bosiddende udenfor Holbæk, at benytte tilbuddet? Og hvordan kommer man med i forsøget?

Ja, egen læge skal vide det, og går man hos en psy-kiater, skal denne acceptere dette.Man ringer eller skriver til Ungdomspsykiatrisk Am-bulatorium, Birkevænget 3, 2., 4300 Holbæk, tlf.: 59 48 47 70.

Internetadresser: www.nada-danmark.dk og www.aku-net.dk

PSYKOLOGIUDDANNELSEN PÅ KØBENHAVNS UNIVERSITETAf Kamma Kaspersen

I 1996 blev psykologistudiet evalueret og dumpede stort, både hvad angik forskning og selve uddan-nelsen. Institutlederen begik selvmord, og siden er der kommet nye boller på suppen. Faget er nu blevet noget med hjerne, hård videnskab og fakta. Alligevel er der langt mellem enige lærere, der kan indtage så forskellig holdninger, som at menneskets hjerne er en rungende tom skal, en informationsbehandlende computer eller offer for en tidlig barndomsoplevelse. Sidstnævnte er Freuds model, der tiltrækker den romantiske drøm om psykologi, der har fyldt meget i de tidligere år på studiet, men i dag er Freuds lære blandt det mindst søgte. Nu går man efter det håndfaste og videnskabelige som det kognitive. De psykologistuderende går i kæl-deren og undersøger rotters hjerne. Hvilket er noget af en omvæltning, når man tænker tilbage på perio-den fra 1980 - 1995, hvor al tale om medicin var band-lyst og marxistisk teori var in. Det var en selvtilfreds lukket verden, forskning var lavstatus, og mange an-strengte sig ikke mere end højst nødvendigt.Nu kommer lærerne og giver lektier for, og de bliver læst, for de studerende vil gerne have en god specia-lekarakter. Psykologi har derved fået et svagt socialt liv, hvor man sagtens kan gå igennem studiet uden at være i kontakt med andre. Så det tredje mest søgte fag, der kræver landets højeste gennemsnit: 9,8 synes at det må være på tide at fremstille sig selv som vi-denskabelig.Kilde: Weekendavisen 22-28.8.2003

FLERE VÆLGER AKUPUNKTUR Stadig flere danskere vælger at uddanne sig til aku-punktør, og kunderne strømmer til. For seks år siden var der ca.20 akupunktører i Kø-benhavn. I dag er tallet oppe på omkring 65, hvoraf de fleste driver deres praksis som fuldtidsvirksom-hed. Birte Nielsen, der er formand for Praktiserende Akupunktører, udlægger den store interesse for den gamle kinesiske behandlingsform som et tegn på akupunkturens effektivitet. “Jeg tror, at den stigende

interesse skyldes, at rygtet om, at akupunktur hjæl-per, går fra mund til mund. Og så er folk generelt ble-vet mere opmærksomme på, hvad de selv kan gøre for at holde sig raske,” siger hun. Man skal selv betale for et besøg hos en akupunk-tør. Prisen for den første behandling ligger typisk på 4-500 kroner, hvorefter stikkene bliver lidt billigere. Kilde: Kasper Malling, Internetavisen Jyllands-Posten, d. 26. maj 2003

FORSKNING: En meningsmåling foretaget af PLS Rambøll i samar-bejde med Jyllands-Posten viser, at 70 procent mener, at forskning i sundhed og medicin bør have toppriori-tet, og 44 procent mener, at Danmark skal satse mere på forskning, for at kunne være på forkant med udvik-lingen.

Rektor på Syddansk Universitet Jens Oddershede er glædeligt overrasket: »Jeg har haft den bekymring, at det kun var professionelle, der interesserede sig for denne sag. Befolkningens ønsker har en væsentlig betydning, for der skal ofte være et pres fra befolknin-gen, før det bliver prioriteret politisk«, siger han.

S. Gram og L. Bjerre, Jyllands-Posten, 1. sektion, 4, 20.5.03

12 13

DET VAR SOM OM HVER SÆTNING VAR OPPE TIL EKSAMENAnonym beretning

Min historie begynder i 13 - 14 års alderen. Indtil da var jeg som drenge er flest: glad og udadvendt. Jeg havde haft en god barndom, ikke noget at klage over der. Men dette ændrede sig alt sammen, da jeg kom i puberteten. Det var ingen voldsom omvæltning, hvor jeg pludselig vågnede op en dag og kunne sige »Nå, nu har jeg da vist fået angst, hvad skal vi ellers lave i dag«. Nej det kom stille og snigende. Jeg begyndte at lægge mærke til, hvordan jeg tog mig ud i forhold til andre, tænkte over hvordan jeg skulle opføre mig mest korrekt. Det er jo nok meget nor-malt for de fleste teenagere, men for mig tog det altså overhånd. Forandringen skete så glidende gennem de sidste år i folkeskolen, at jeg først fik en anelse om, at der var noget galt, da jeg startede i gymnasiet. Da gik det op for mig, at jeg havde svært ved at tale med andre mennesker. Det at finde på noget at sige var rigtig svært, og jeg vejede mine ord, inden jeg sagde noget. Det var som om jeg havde en indre cen-sor, som om hver en sætning var oppe til eksamen. Samtidig følte jeg, at meget af det, jeg havde at sige, ikke var værd at udtale. Alt i alt sagde jeg ikke så forbandet meget. 1. og 2. g gik nogenlunde, men i 3. g. begyndte det at gå skævt. Skolefesterne blev nu for alvor et problem. Før kunne jeg godt holde den gående til de sluttede, det var dog sjældent, jeg tog med i byen bagefter. Nu begyndte jeg at gå hjem tidligere og tidligere, og pau-serne på toilettet blev længere og længere. Til sidst var jeg vist oppe på 20 minutter. Samtidig blev følel-sen af nederlag på vejen hjem større og større. Bunden blev nået lige omkring min 18-års fødselsdag lige efter jul. På denne vigtige dag måtte jeg indse, at jeg ikke havde haft nogle venner de sidste tre-fire år, aldrig havde været sammen med en pige, endsige kysset en, og det slog hårdt. Nærmest fra den ene dag til den anden blev jeg virkelig nedtrykt. Efter eksamen skulle jeg jo foretage mig et eller andet, og i mangel af bedre valgte jeg at tage en 1-årig handelseksamen. Det år toppede min sociale fobi nok. Pauserne mellem timerne hadede jeg. Jeg blev aldrig en del af klassen, og det år vil jeg helst glemme. Dog begyndte jeg at gå til noget i min fritid for første gang i fire år. Jeg begyndte dels at spille lidt rollespil og meldte mig også ind i Konservativ Ungdom. Jeg var jo godt klar over, at den var gal, og tanken om at gå til en psykolog havde meldt sig, modet kunne jeg bare ikke finde. Det hang nok også sammen med den måde mit hu-mør svingede på. Det var bølgeagtigt, hvor dalene var sorte og tomme, og hvor toppene gav indtryk af håb. Bølgedalene var dog altid meget længere end toppene. Det betød, at hver gang mit humør var så sort at tanken om at løfte røret og ringe blev mere

tillokkende, lettede det, og jeg skød tanken fra mig, og sådan blev det ved. At jeg begyndte at gøre noget i min fritid, var vel dels en slags selvterapi, hvor jeg forsøgte at tvinge mig selv til at blive bedre til at om-gås mennesker, dels holdt det ensomheden lidt på afstand. Efter eksamen havde det hele tiden været min ide at aftjene min værnepligt: en gammel drengedrøm. Men fordi jeg samtidig gerne ville udsendes med den internationale brigade bagefter, måtte jeg søge hen, hvor der var lang ventetid, nemlig Holstebro, for her var chancerne for at blive udsendt størst. Jeg måtte vente ca. halvandet år. Den første tid gik jeg arbejds-løs og så en masse fjernsyn, men de sidste otte måne-der tilbragte jeg på Gøl Pølsefabrik i Svenstrup. Pauserne var igen det, jeg frygtede, for her skulle man jo være social. Med tanke på min værnepligt, og det at jeg trods fritidsaktiviteter ikke var blevet et hak bedre til at tale med andre, fik jeg endelig løftet det rør og fik en tid hos en psykolog.Lettelse var hvad jeg følte, da jeg fik ord på, hvad der var galt med mig. Endelig fik det et navn: socialfobi (og nedsat stemningsleje) som han sagde. Bortset fra det, fik jeg ikke meget ud af at gå hos psykologen. Det var mest en sludder for en sladder, og kognitiv terapi var der ikke noget af. Jeg stiftede dog ganske kort bekendtskab med Seroxat for første gang, dog ikke for mere end en lille måned, så jeg nåede kun at få bivirkningerne (øv). Min soldatertid blev plaget af, at jeg holdt mit pro-blem skjult af angst for, at det skulle påvirke udsen-delsen. Meget af fritiden blev brugt på værelset med at læse bøger, så de berømte soldatervenskaber blev ikke til noget for mig. Undervejs prøvede jeg en seks-syv sessioner ved en nlp-terapeut i Aalborg, men jeg kunne ikke rigtig tage metoderne seriøst, så det gjorde hverken fra eller til. Mens jeg var udsendt, begyndte jeg at planlægge, hvad jeg skulle gøre ved problemet, når jeg kom hjem. Under en søgen på nettet faldt jeg over Angst-foreningens hjemmeside, og se det var jo spænden-de! Da jeg kom tilbage til fædrelandet, var noget af det første jeg gjorde derfor at melde mig ind i Angst-foreningen, og desuden begyndte jeg på SSRI igen. Det var dejligt at møde mennesker, der havde det som en selv og ikke mindst at høre om deres erfarin-ger med angst. Jeg har været rigtig glad for min tid i Aalborg-gruppen, og ønsker dem alt mulig held og helbredelse fremover. Samtidig med at jeg blev klogere på angsten gennem gruppen, begyndte medicinen også at virke. Først var der ingen effekt, men da jeg fordoblede dosis til en 40 - 50 mg, begyndte hesten at sparke. Mit humør lysnedes, og jeg blev bedre til det sociale. Ingen hel-bredelse, men klart en forbedring. Oven i købet har jeg været så heldig at være en af dem, der praktisk taget ingen bivirkninger har. Det at have socialfobi er jo ikke lige noget, man skri-ver på sit visitkort, så jeg var da også rigtig længe om at fortælle det videre. Første gang, jeg fortalte det til nogen, udover terapeuter, var til min mor under sol-

Unges historier

12 13

datertiden, og hun tog det meget pænt. Da jeg kom hjem fra Kosonam fandt jeg dog ud af, at hun ikke rigtig havde fattet betydningen af det, jeg havde for-talt. Hun havde slået det hen og undervurderet, hvor invaliderende det er samtidig med, at hun troede, jeg bare skulle møde nogle mennesker, jeg kunne godt med, så ville det gå over af sig selv. Efterhånden har hun indset, at det ikke er så nemt, men helt forstået det, tror jeg ikke, hun har. Min far derimod forstod hurtigere, men dels er han ikke så meget for det der følelsessnask, dels arbejder han i Tyrkiet, hvad der ikke ligefrem gør det nemme-re. Broderen min har sine egne problemer at tumle med, vi er også meget forskellige, så vi har ikke fået snakket så meget om det. Efterhånden er jeg nået dertil, hvor jeg ikke gider rende rundt og skjule det. Alle de bortforklaringer tærer sgu og ødelægger mere end de gavner, så nu må folk tage det, som det er.

Efter at have fået overstået en længe ventet kæbe-operation i januar (mit hoved svulmede op til dob-belt størrelse) er jeg nu flyttet til Århus, hvor jeg har fundet et arbejde i Bilka. Helst ville jeg i gang med en uddannelse, men har indset at jeg ikke kan overskue at skulle læse samtidig med, at jeg bøvler med fobien og et ret lavt selvværd. Samtidig er jeg heller ikke helt klar over, hvad jeg vil. Derfor vil jeg bruge det næste år, måske to, på at gøre noget ved angsten, før jeg går videre.

Eftersom den sidste behandlingsform, jeg prøvede, heller ikke gav noget (hypnose, ret skægt) har jeg be-sluttet at gå efter det, der har en påvist effekt, så den 22. juli skal jeg til forsamtale på Jydsk Fobiskole, i første omgang til et aftenkursus. Åh, den forbandede ventetid. Ellers er jeg begyndt at bruge Ensom Ung i Århus, der er et projekt under Ungdommens Røde Kors, hvor unge ensomme kan mødes. Hvor nødigt jeg end vil indrømme det, så er det, hvad jeg er: ensom. Klart den værste sideeffekt af at have socialfobi. Jeg er virkelig træt af tomheden, og håber at kunne finde nogle venner, samt hvem ved, måske endda en kære-ste. Jeg skal også se at begynde at gå til nogle fritids-aktiviteter igen.

Alt i alt er kampen langt fra overstået, måske slutter den aldrig, men jeg synes da, jeg gør noget ved det. Gejsten glipper fra tid til anden, og så får jeg ikke gjort så meget ved det, som jeg burde. Men hver dag kan jo ikke være en god dag, og det går fremad. Som den gamle sandhed siger, i sidste ende er det kun en selv, der kan rejse sig op. Det gælder om at finde mo-det og blive ved.

22-ÅRIG PIGES PERSONLIGE BERETNING OM ET LIV MED SOCIALANGST.Egentlig har jeg altid haft socialangst. Så langt jeg kan huske tilbage, har jeg haft lavt selvværd og været indelukket over for alle andre end mine forældre.Angsten har gjort mig hæmmet på mange måder. Jeg isolerer mig. På den måde undgår jeg at blive negativt bedømt af andre, afvist og fundet kedelig og mærkelig. Jeg finder det ydmygende at være sam-men med andre, føler mig forkert og kan ikke finde

på noget at sige. Jeg har svært ved at tale i telefon og føler mig utilpas, når jeg er ude at handle.Altså et klassisk tilfælde af socialfobi.Det har sikkert heller ikke gjort det bedre, at jeg er adopteret fra Korea og på den måde yderligere skil-ler mig ud. Jeg har været meget ked af den måde, jeg så ud, og er først på det seneste begyndt at acceptere, at jeg er anderledes.Jeg kom til Danmark som helt lille, så jeg husker ikke noget. Jeg ved, at min biologiske mor døde, hvorefter jeg boede hos noget familie og siden hen kom på børnehjem, men hvorvidt alt dette har været medvirkende til, at jeg udviklede angst og blev bange for at knytte mig til andre, ved jeg ikke.Som barn var jeg overdrevent genert. Jeg holdt mig meget for mig selv og ringede aldrig til kammerater. Allerede dengang var jeg meget ensom. Jeg passede ligesom ikke ind i nogle af klikerne og blev mobbet, fordi jeg var stille og dermed et let offer, idet jeg ikke kunne forsvare mig.Jeg sagde ikke noget i skolen. Selv om jeg gang på gang fik besked på at sige mere i timerne, kunne jeg ikke. Jeg kunne ikke forklare hvorfor, men mit hjerte bankede, og jeg blev varm og utilpas bare ved tan-ken. En overgang gik jeg, efter eget ønske, til skole-psykolog, dog uden held.Jeg havde det elendigt ved familiesammenkomster og andre former for sociale begivenheder.Hver jul frygtede jeg de årlige familiejulefrokoster. Selv om det var familie, havde jeg det dårligt ved at være sammen med så mange mennesker i en social sammenhæng. Da jeg blev gammel nok til selv at be-stemme, holdt jeg op med at tage med.Ingen vidste, hvad der var i vejen med mig, inklusiv jeg selv. For selv om jeg altid har været meget be-vidst om, at min opførsel var irrationel og bestemt ikke normal og ofte har bebrejdet mig selv, har jeg bare troet, at jeg var underlig. Angst har aldrig været på tale.Det blev ikke bedre, da jeg blev ældre. Jeg har ikke kunnet gå til fester eller i byen, som mine jævnald-rene, hvilket har gjort, at jeg har følt mig rimeligt unormal. Jeg drikker heller ikke og har aldrig haft en kæreste. Mit liv har helt klart ikke været let. Det, der har betydet mest for mig, og har fået mig til at holde ud, er mit utroligt nære forhold til mine forældre, der virkelig har støttet mig. Faktisk er jeg nok lidt for afhængig af dem. Jeg bor stadig hjemme, og føler mig, på trods af min alder, endnu ikke helt voksen.Jeg er i dag 22 år og fandt først for knap et år siden ud af, hvad jeg fejlede. Jeg havde så godt som lige afsluttet min uddannelse, hvilket bestemt ikke har været let, da jeg ved et tilfælde så et indslag i Go’af-ten Danmark om angst. Det var første gang, jeg hørte betegnelsen “socialangst”, og symptomerne passede præcist til mine. Efter udsendelsen gik jeg på Inter-nettet og læste mere om sygdommen, hvilket ende-ligt overbeviste mig og gjorde mig sikker i min sag om, at det var det, jeg havde. I dag er jeg godt i gang med en behandling. Jeg tager SSRI og går jævnligt til psykiater. Jeg har desuden en god læge og socialrådgiver. Det eneste, jeg er ked af, er, at jeg ikke har kunne få støtte til at tage et angstkursus, hvilket er mit store ønske. Jeg er også blevet meldt ind i Angstforeningen og kommet med i en selvhjælpsgruppe. Det har betydet meget for mig at møde andre, der ligesom jeg har angsten inde på livet. Jeg kan dermed se, at jeg ikke er den eneste,

14 15

MIT LIV MED ANGSTAf Marianne Bukh Ipsen

Mit navn er Marianne, jeg er 23 år gammel og de sid-ste to et halvt år har jeg levet et normalt liv med ud-dannelse, arbejde, familie, kæreste og venner – uden angstanfald. Jeg kan spore min angst tilbage, til jeg var seks år gammel. Dengang var dét, jeg oplevede, nok ikke decideret panikangst. Jeg oplevede pludseligt en dag

en overvældende frygt for døden. Vores hund, Skipper, var død et par uger før, hvil-ket fik mig til at tænke over, hvor Skipper var, og hvordan han havde det. Det er nok meget normalt at føle ubehag ved tanker om døden, men jeg oplevede en overvældende frygt, specielt i forbindelse med tanken, om at der måske ikke er noget efter døden – uendelig ikke-væren.

Dengang og op gennem min barndom var min angst rettet mod døden. Jeg var meget bange for, at jeg selv, min lillebror eller mine forældre skulle dø. Denne frygt har præget min barndom og teenageår meget. Utallige gange har jeg, når mine forældre var ude, og vi blev babysittet eller var alene, siddet oppe til sent og ventet på, at de kom hjem. Jeg begyndte sågar at forlange et hjemkomsttidspunkt af mine forældre, når de skulle ud, og hvis de kom senere (vi snakker om minutter her) blev jeg rædselsslagen og oplevede diverse katastrofetanker. I en periode over nogle år, var jeg også meget bange for, at mine forældre skulle efterlade mig, jeg var bange for at sidde alene i bilen i bare fem minutter, mens de ordnede ærinder, og jeg ville helst med over alt. Det skal understreges, at mine forældre aldrig har givet nogen anledning til at vække disse tanker og følelser i mig! De har været helt normale og gode forældre, men den mindste forsinkelse fra deres side kunne altså skræmme mig fra vid og sands. Derud-over var jeg meget bange for jordens undergang: meteorer, atomkrig, hvad som helst i den stil. Hvis et jetfly fløj forbi i nærheden, kunne den buldrende lyd få mig til at løbe hen til vinduet for at tjekke, at jor-den ikke var ved at gå under.Jeg ved, at jeg på et tidspunkt kom til en skolepsy-kolog, og at hun fortalte mine forældre, at de skulle undgå emner, tv-udsendelser og hvad man ellers kan forestille sig omkring død og ulykke. Men det er nu engang emner, der i det lange løb ikke er til at undgå. Der skete dog det, at jeg efterhånden, som jeg blev ældre, bedre og bedre kunne abstrahere fra sådanne tanker og i stigende grad kunne se mere rationelt på min ret urationelle frygt. Hvis man konstant går rundt og er bange for døden, kan man ikke leve livet. Da jeg var omkring 13 - 14 år prøvede jeg at ryge hash for første gang. Jeg var hjemme hos en ven-inde, og vi var alene hjemme. Hun havde det mægtig sjovt, men for mig endte det med tilbagevendende panikangst resten af aftenen. Jeg sad i vinduet og kiggede ned på bilerne, der kørte forbi, bare for at være sikker på at verden stadig var normal, der sad jeg i tre timer. Jeg var sikker på, at jeg var ved at bli-ve sindssyg, og da vi endelig gik i seng, lå jeg længe vågen og var rædselsslagen ved tanken om, at jeg skulle vågne næste morgen og stadig være sindssyg. Heldigvis havde jeg det nogenlunde normalt næste dag bortset fra rystelsen over oplevelsen aftenen før.Fra den dag af har jeg med jævne mellemrum haft angstanfald. I alle mulige situationer uden nogen tilsyneladende sammenhæng, men oftest derhjemme og oftest om aftenen. Nogle gange i forbindelse med fjernsynsprogrammer om død, sygdomme eller kata-strofer, men lige så ofte ud af det blå. Altid fulgt op af følelsen af at være ved at blive sindssyg, at være af-skåret fra omverdenen af en gennemtrængende uvir-kelighedsfølelse, næsten som om jeg bevæger mig udenfor virkeligheden og ser verden som et skuespil. Angsten lammer mig i en grad, så jeg ikke kan tænke sammenhængende, men instinktivt bevæger jeg mig

og vi deler vores oplevelser og erfaringer. Derudover har jeg arbejdet med Gillian Butlers selvhjælpsbog om at overvinde socialangst og generthed, hvilken jeg stærkt kan anbefale.Jeg kan helt klart mærke, at jeg har gjort fremskridt, og fået bearbejdet mange ting i mit liv. Jeg har sta-digt svært ved at sige noget, når jeg er sammen med andre, men har lettere ved at gå på gaden, handle ind osv. Jeg synes også, jeg er blevet gladere/mindre trist og har fået mere mod på livet. Det var en stor sejr for mig, da jeg for et par måneder siden tog alene til London i en uge og klarede det! Jeg fløj, kørte med bus og undergrund, gik i teater, biograf m.m., shoppede, gik ud og spiste og meget andet. Jeg fandt ud af, at jeg sagtens kunne klare mig på egen hånd, og det var en rigtig god tur. Hver gang jeg har gjort noget, der har været svært for mig i forbindelse med min socialangst og dermed overvundet den, skriver jeg det ned. Jeg er glad for at kunne sige, at listen bliver stadigt længere. Naturlig-vis er jeg bange for at få tilbagefald og ende med at være ensom og isoleret resten af mit liv, men jeg ved også, at jeg i bund og grund er den eneste, der kan gøre noget ved det.

Jeg har nu i et stykke tid gået på sygedagpenge. Efter et mislykket forsøg på at arbejde, blev jeg sygemeldt. Det var bare et vikariat på en måned, men jeg følte ikke, de kunne være tjent med min arbejdsindsats og var sikker på, at de syntes, jeg var mærkelig, fordi jeg var så stille.Det er det frustrerende ved det. For selv om jeg væl-dig godt kan lide folk, kan jeg ikke få mig til at sige noget.Jeg synes ikke, jeg har noget sjovt og spændende at fortælle, som er værd at spilde deres tid med. Den indstilling ligger så dybt i mig.Nu er der gået næsten et år, og snart skal jeg ud i arbejdsprøvning, så jeg kan finde ud af, om jeg nu kan klare et arbejde. Jeg kan sikkert fint klare selve arbejdet, selvom jeg er meget usikker på mig selv. Det er imidlertid alt det sociale, jeg har svært ved. At arbejde tæt sammen med andre, kaffepauserne, firmaudflugterne, julefrokoster osv. Det æder mig op indefra, indtil jeg til sidst bryder sammen. Jeg har prøvet det mange gange. Efter folkeskolen, måtte jeg springe fra en uddannel-se, da jeg ikke psykisk kunne klare det længere. Den uddannelse jeg dernæst begyndte på, var jeg også mange gange ved at springe fra. Jeg gik flere gange ned med flaget, fik til sidst depression og lykkepiller, men er glad for, at jeg holdt ud. Næste gang håber jeg, det bliver anderledes.Red. Efterskrift: ”Maj” har netop fået bevilget et ophold af kommunen på Psykologklinikken hos cand.psych Antje Fries, der arbejder kog-nitivt og er medlem af S.A.K.T.

14 15

fra rum til rum som for at komme væk fra den. Jeg får koldsved, åndenød og hjertebanken og kan ikke forklare eventuelt omkringværende personer, hvad det er der sker. Det ender som regel med, at jeg er så udmattet, at jeg falder i søvn. Enkelte gange har et kraftigt panikanfald medført, at jeg i op til 14 dage efter ikke følte mig som mig selv og hele tiden gik og var nervøs for, at det skulle komme igen. Men heldigvis har det aldrig udviklet sig til, at jeg ikke turde gå ud eller være sammen med andre.

Der er to ting, som har hjulpet mig med at komme til, hvor jeg er i dag med to et halvt år bag mig uden angst. Den ene er en mental teknik, som jeg nogle gange har brugt. Når jeg mærker optræk til angst, bliver jeg sur. Jeg visualiserer angsten som en mørk sky på vej ind over mig, og så skælder jeg den ud. Jeg siger til den, at den skal skride, at jeg ikke er bange for den, og at den ikke bestemmer over mig. Mens jeg skælder den ud bliver skyen mindre og mindre og selv lidt bange. Nogle gange hjælper det nok til, at jeg har tid til at komme videre med mine gøremål og glemme det, andre gange ikke. Den anden og mere væsentlige ting er, at jeg engang efter et meget slemt angstanfald gik til lægen, som gav mig nogle stærkt beroligende piller til at tage, når angsten kom over mig. Jeg har taget dem nogle enkelte gange, og hver gang har de virket efter hen-sigten, men det bedste ved dem har været, og er sta-dig, bare det at vide, at jeg har dem. Med den viden alene, har jeg overvundet mange angstanfald.Angstanfaldene handler meget om, at jeg mister kon-trollen over mig selv, mine tanker og følelser uden, at jeg kan gøre noget ved det at blive helt magtesløs over for sig selv. Men bare at vide at jeg kan tage disse piller, hvis det bliver nødvendigt, gør at angsten forsvinder. Jeg er nemlig ikke længere magtesløs overfor den.

Jeg har ikke haft et panikanfald i to et halvt år, men det betyder ikke, at angsten ikke længere er der, for det er den, men i dag er jeg ikke længere bange for den, og jeg kan endda bruge den til noget. Jeg sad for ca. et år siden en tilfældig aften og zappede fjernsyn og hørte pludseligt ordet angst. Der sad en kvinde ved navn Kamma Kaspersen og fortalte om noget, der hed Angstforeningen. Det var første gang jeg hørte om andre, der havde angst, og at der ligefrem var en forening for os. Jeg må nok indrømme, at jeg fældede en lille tåre eller to. Men hvorom alting er, så er jeg i dag suppleant i Angstforeningens bestyrelse og telefonpasser på angsttelefonen. For mig er det blevet en hjertesag at oplyse om angst, specielt til børn og unge, for selvom der er sket fremskridt, så var jeg altså 22, før jeg fandt ud af, at jeg ikke var alene med min angst.

MIN OCD!Anonym beretning

Jeg bliver meget snart 14 år. Jeg har haft OCD siden jeg fik det som 10-årig. Jeg tror at grunden til det brød ud var at mit marsvin, Buster, døde. Det var før-ste gang jeg havde prøvet at miste nogen, så det tog hårdt på mig, og jeg begyndte også at tænke meget på døden og var utrolig bange for, at der skulle ske mig eller min fa-milie noget. Så jeg begyndte at udføre underlige og besværlige ritualer så som at sige noget bestemt 10 eller 5 gange, hver gang jeg løftede og satte f.eks. en kop. Jeg tænkte ikke meget over, hvad det var på det tidspunkt, bare at det var en slags ”underlige vaner” jeg havde. Om aftenen, når jeg skulle i seng, var det ekstra slemt.Og en aften blev det så slemt, at jeg fortalte det til min mor, og hun kontaktede en skolepsykolog. Og nye ”vaner” begyndte nu at poppe op. Ritualer med at blinke og ”flytte ting med øjnene” skulle forhindre frygtelige ting i at ske. Jeg flyttede farlige billeder fra tv’et ud på væggen ved at blinke med øjnene mens jeg flyttede mit blik, og hvis jeg så kom til at ånde ind, synke eller ”flytte min mor eller far” over på væggen ved hjælp af mine øjne, ville den forfærde-lige ting fra tv’et ske for dem.

De billeder, jeg flyttede fra tv’et, kunne for eksempel være et mord fra en gyserfilm eller noget lignende. Jeg måtte heller ikke ”flytte mor eller far”, synke el-ler ånde ind, mens jeg kiggede på bestemte farver. Hvis jeg gjorde det med en grøn farve betød det at enten mig eller min mor og far ville blive bidt af en farlig edderkop eller slange. Blå betød, vi druknede. Hvid betød, vi ville få kræft. Sort var pest. Gul var vist noget med at styrte ned med et fly. Og rød var noget med blod. Og samtidig var der jo alle de farlige billeder på væg-gene, jeg havde ”flyttet” ud fra tv’et. Det har altså været svært for mig at blinke, synke og ånde ind, når der var så mange ”farlige” ting placeret rundt i de rum, jeg var i.

Jeg havde en meget livlig fantasi og forestillede mig så, at en haj ville komme og spise mig og min fami-lie, hvis ikke jeg gjorde noget bestemt. Jeg vidste jo godt, at en haj fra Australien ikke kunne komme ind i vores hus og spise os. Men sært nok kunne jeg ikke rigtig komme til fornuft og overbevise mig selv om, at det var ren indbildning.

Jeg gjorde ikke rigtig nogle fremskridt hos skolepsy-kologen, så jeg blev flyttet til Hillerød Sygehus, hvor jeg gik hos en børnepsykiater en gang om ugen, hvor min mor også var med. Der gik jeg godt et år, før alle mine ritualer og tanker var væk. Jeg skulle bl.a. skrive de ting ned, jeg gjorde, og så øve mig i at lade være med at gøre dem, og jeg startede med det, der var lettest først.

NY SUNDHEDSAVIS: Redaktør på Dagens Medicin, Marion Hannerup, lance-rer en ny gratis sundhedsavis »Dit Liv«, der fra næste år skal udkomme månedligt. »Folk vil gerne tage vare på deres eget liv, derfor tror jeg, der er et marked for kvalitetsjournalistik på sundhedsområdet«, siger Ma-rion Hannerup. Berlingske Tidende, Business, 6. 7.5.03

16 17

Efter to år var alt væk uden medicin, som jeg aldrig ville tage imod. Vi havde ellers en recept hængende til skræk og rædsel hjemme på opslagstavlen. Så gik der et år helt OCD-frit. Men så begyndte jeg at blive stresset, da jeg fandt ud af, at jeg ville skifte skole. Og det var åbenbart det, der skulle til, så kom OCD’en igen. Ikke så slemt som før. Den var også begyndt at bevæge sig over i noget der lignede gene-raliseret angst: konstante bekymringer og ting, der skulle tjekkes om aftenen, plagede mig nu. Jeg begyndte så igen hos den samme psykiater, og sammen fik vi kæmpet det ned, lige her før sommer. Men i løbet af sommeren kom angsten/OCD’en igen, igangsat af frygten for at starte på den nye skole her efter sommerferien. Lige nu har jeg lidt tilbage, men jeg kæmper selv med det og tror (og håber) det går væk, når jeg er faldet lidt til på den nye skole, og er kommer godt ind i skoleåret.

HÅRUDRIVNING, DU ER IKKE ALENEAf Line Lundberg

I 19 år holdt jeg det hemmeligt. Lægerne, øjenlæger-ne og hudspecialisterne kunne ikke give min bekym-rede mor andet end opgivende skuldretræk og ryst på hovedet. I centrum for hvide kitler og glinsende instrumenter sad jeg med en klump i halsen. Hår mellem neglene,12 år gammel. Ingen kunne hjælpe mig. Ingen kendte til min lidelse. Jeg vidste med sikkerhed, jeg var den eneste i verden med denne mærkværdige lyst. Helt alene. Hver dag prøvede jeg at stoppe, men det syntes umuligt. En-somheden og skamfølelsen voksede i takt med at hå-rene røg af. Det bare fortsatte, blev ved og ved. Når mennesker omkring mig spurgte til mine manglende hår udviklede løgnene sig til en slags dagligdag. Jeg ønskede at blive ét med jorden under mine fødder. Ville forsvinde. Allergi, for stærk øjencreme, høfeber. Den ene løgn afløste den anden. Kunne umuligt for-tælle, det var selvforskyldt. Umuligt. Mit skjul blev de kunstige vipper. Desværre, dæk-kede de kun øjnene. I perioder fik øjenbrynene også en tur. Pluk-pluk-pluk. Skaldede pletter. Med make up forsøgte jeg desperat at skjule de nøgne øjenlåg, de skaldede pletter. Skamfølelsen blev stærkere og voksede dag for dag. Efter 18 år eksploderede mit sind. Depressionen sendte mig ud i en smertefuld tomhed og lidelse. Hårene var helt væk. Psykologer anede intet. Kun opgivende skuldretræk. Hvorfor kunne ingen hjælpe mig? Desperat søgte jeg svar på min lidelse. Pludselig skete der noget. ’Netpsykiateren’ blev et vendepunkt. Man skrev til-bage til mig ”din beskrivelse svarer til den psykiske sygdom, trikotillomani, hvor man ikke kan modstå en tilskyndelse til at plukke hår af sig selv”. Hår på kroppen såsom øjenvipper, øjenbryn, hoved- og næ-sehår, måske skæg? Alt slags hår. 19 år skulle det tage at få et svar på mit plukkeri. Forestil jer, hvilken lettelse, det har været at finde ud af, jeg ikke er den eneste med denne mærkværdige vane. JEG er ikke alene. Oftest er det kvinder, der lider af trikotillomani, omkring 4% af den kvindelige befolkning, modsat 1,5% af den mandlige befolkning, har symptomerne. Hvilken lettelse ikke at være ale-ne.I syv måneder har jeg arbejdet på en informations-webside. Andre skal ikke igennem de samme 19 år

som jeg. Den er lavet for dig, der rent faktisk tror, du er alene. Familie, pårørende til-nogen-som-kender-nogen er også velkommne til at kigge forbi. Du kan bl.a. skrive i forumet, kigge i litteraturlisten, finde an-dre via links-listen. Jeg er blevet en del af et netværk, det kan du også blive. Der findes forskellige måder at stoppe. Du kan stoppe. Vi kan stoppe. Fortæl din historie eller læs andres. Det er vigtigt, at vi nu står sammen. Efter 19 år. Du er ikke alene. Besøg mig venligst her: www.triko.dk

(Efter denne artikel er skrevet har Line og fire andre besluttet at starte en forening. Den får stiftende ge-neralforsamling 6.1.2004. Red.)

LYKKEPILLER FOREBYGGER SELVMORDI takt med, at lægerne det sidste årti har udskrevet sta-dig flere recepter på antidepressive lægemidler, falder antallet af selvmord tilsyneladende parallelt hermed, rapporterer forskere fra University of Queensland i Brisbane. De sammenholder statistik om personer over 15 år med oplysninger om salget af antidepressiv me-dicin. Det viser sig, at selvmordshyppigheden er faldet mest i de aldersgrupper, der får mest antidepressiv medicin, nemlig de ældre.Det samlede antal selvmord i befolkningen er ikke blevet lavere, men fordelingsmønstret har ændret sig, således at færre ældre og flere yngre begår selvmord. Samtidig kan man se, at den antidepressive medicin først og fremmest bliver udskrevet til de ældre. Alko-holforbrug, arbejdsløshed og ændret livskvalitet kan ikke forklare den ændrede selvmordshyppighed.Kilde: British Medical Journal 2003: 326

MAIL-GRUPPERVi har fået en del efterspørgsel på mail-grupper, hvor fx. panikangste kan maile sammen med andre rundt om i landet i en gruppe, så flere kan modtage den samme mail samtidig. Hvis der er tilslutning nok, kan vi få mailgrupper med alle angstlidelser. Der er også efterspørgsel efter en ungegruppe fx fra 14 - 24 år. Så send en mail til grupper@angstforeningen.dk, så vil Marie sammensætte grupperne og hjælpe med at ud-veksle jeres mailadresser.

SYNLIG LYKKE I BUDDHISTERS HJERNERBuddhister er lykkelige, rolige og tilfredse mennesker ifølge deres hjernescanninger. Hjerneforskere har opdaget, at områder i hjernen for-bundet med positive følelser og godt humør lyser op konstant på scanninger af praktiserende buddhister, selv når de ikke mediterer. »Vi kan med ret stor sikkerhed gå ud fra, at de tilsy-neladende rolige buddhistiske mennesker virkelig er mere tilfredse og glade,« siger Professor Owen Flana-gan fra Duke University i North Carolina i USA. Scanningsundersøgelser på University of Wisconsin vi-ste aktivitet i de venstre præfrontale hjernelapper hos erfarne buddhister. Dette område er forbundet med positive følelser, selvkontrol og temperament. Hvis resultaterne bekræftes, kan de være af stor vig-tighed. Den mest sandsynlige hypotese er, at der er noget i den buddhistiske meditationstradition, der giver den indre ro og lykke, vi alle søger.Sundhed.dk d. 23. maj 2003 Kilde: Reuters Health

16 17

OCD HOS BØRN OG UNGEPer Hove Thomsen (red.)Psykologisk Forlag A/S, København, 2002. 308 sider.

Af Kamma Kaspersen

Denne bog er den mest omfattende bog om OCD (Obsessive Compulsive Disorder. Da.: tvangslidelse) i Danmark til dato. Selv om bogens målgruppe pri-mært er fagfolk, kan pårørende og OCD-ramte sag-tens få udbytte af den. Forfatteren bringer os vidt omkring OCD, hvis symp-tomer er påfaldende ensartede i forskellige kulturer hos både børn og voksne. Der er tale om fælles underliggende mekanismer af rituel karakter, der påfører den ramte en betydelig lidelse og påvirker livsudfoldelsen.Freud betragtede ”tvangsneurosen” (som OCD tid-ligere blev kaldt) for en indre religiøs fortrængning, men denne kontroversielle holdning er man gået bort fra med den viden, man har i dag. Derimod er det mere sandsynligt, at vi stadig bærer rundt på en genetisk bagage, der har tjent til artens overlevelse såsom håndvaskeimpulser og undgåelse af smittekilder. Stereotyp adfærd som overdreven slikke-poter hos hunde kan genfindes i plukning af hovedhår og øjenvipper samt neglebidning hos men-nesker, og kan evt. være stress-udløst. OCD kan der-for ses som et oprindelig hensigtsmæssigt, biologisk ritual, der blot er løbet løbsk. OCD rammer både piger og drenge (9 - 15 år), drenge har en tidligere debut, og i det hele taget debuterer OCD ofte tidligere i livet end andre angsttilstande. Op til 4% i en dansk screening blandt 1150 skolebørn mellem 13 - 17 år havde OCD i belastende grad, hvor man ellers kun regner med, at det rammer 2 - 3%.OCD ses ofte sammen med andre diagnoser herun-der angstlidelser, og bogen kommer ind på, hvad der kan udløse lidelsen samt hvilke genetiske faktorer, man har fundet. Her er det overraskende, at 35% der har førstegradsslægtninge (mor eller far) er i risiko for at udvikle OCD. Biokemisk ses lidelsen som følge af en manglende hæmning af impulser, der tvinger den ramte til at reagere med tvangshandlinger. Personer med OCD er ofte meget ansvarlige med en letvakt skyld og angst. Deres begavelse befinder sig i den bedre halvdel af normalområdet, men en test viser, at de ligger dårligere end normalområdet i den nonverbale hukommelse og har lettere ved at reagere på ydre stimulation end på selvstændig tankegang. De har også et langsommere tempo, men laver alli-gevel færre fejl end normalbefolkningen, hvilket dog tapper dem for meget energi.Den medicinske behandling af OCD er den samme som ved angstlidelser: SSRI der hjælper 3/4 af bør-nene til at få det bedre. Hos dem vil 20% være symp-tomfri, når de stopper med medicinsk behandling 1 - 1 1/2 år efter. Ud fra 10 års kendskab til SSRI har man ikke mistanke om evt. skader hos børnene.

Den psykologiske behandling mod OCD er kognitiv adfærdsterapi, som også anbefales til de forskel-lige angstlidelser. Man arbejder med tænkningen: katastrofetanker, overgeneraliseringer, alt-eller-intet tankegang. Men forinden foretages en vurdering af barnets modenhedsniveau, så behandlingen tilpasses det enkelte barn. Resultaterne af kognitiv behandling - som i dag anses for den eneste effektive metode over for OCD - er, at 75% af børnene viser en bedring på 70 - 95%. Men da børn tåler angst i mindre grad end voksne, har de brug for forudsigelighed og for, at deres indsats lykkes. En metode kan være at se på lidelsen som noget udenfor en selv: en hjernehikke, drilletanker, vaner, en flok skøre aber i et træ. Når behandlingen skrider fremad, og barnet overvinder flere områder af ’vanerne’, så kan det ofte tage sin succes med sig til andre ’vaner’, der skal stoppes. Men samtidig må der forventes perioder med tilbage-fald.Bogens sidste del består af personlige beretninger med OCD, en checkliste og spørgsmål vedr. OCD (som enhver praktiserende læge burde have liggende i sin konsultation, red.) samt et skema til symptom-registrering og et ugeskema, som barnet kan få ko-pieret og tage med hjem.Bogen slutter sig dermed til den heldige tendens, der synes at være i øjeblikket, til at eksperterne formid-ler deres informationer videre og forsøger at inddra-ge almindelige mennesker i den viden og behandling, der er tilgængelig. Hove Thomsen henviser også til en bog med et kapitel, der er velegnet til at fotoko-piere og uddele til lærere og pædagoger, som kan arbejde med dette i skoler og fritidsinstitutioner. Det drejer sig om: March J og Mulle K.: OCD in Children and Adolescents. A Cognitive-Behavioral Treatment Manual. New York. NY, The Guilford Press, 1998.

Boganmeldelser

PSYKISKE SYGDOM-ME OG PROBLE-MER HOS BØRN OG UNGEPer Hove Thomsen (red.)Psykiatrifondens forlag 1999. Andet oplag 2001

Af Alexandra Pilegaard Lind

Psykiatrifondens forlag har genoptrykt en bog med ovennævnte titel. Børne- og ungdomspsykiatrien melder sig dermed i samfundsdebatten. Og det er der tilsyneladende i høj grad brug for.De tørre tal kan virke skræmmende. Børn og unge, der har været indlagt i børne- og ungdomspsykiatrien på grund af svære psykiske sygdomme, har 6-8 gange større risiko for senere at blive henvist til voksen-psykiatrien. Samtidig viser udenlandske undersøgel-ser, at op mod 10 % af børn i præpuberteten og helt op til 15-16% af børn i puberteten på et eller andet tidspunkt vil en få en behandlingskrævende psykisk lidelse.

18 19

Det er netop i barne- og ungdomsårene, hvor selve fundamentet for kontakt, sociale evner og personlig udvikling dannes. Bogen fremhæver derfor gang på gang, hvor utrolig vigtig en tidlig indsats er. Desvær-re er der i øjeblikket kun kapacitet til at undersøge og behandle 0,3 % af samtlige børn og unge. Børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark har det med andre ord ikke alt for godt.Børne- og ungdomspsykiatrien er en del af det of-fentlige tilbud både hos hospitaler og praktiserende læger, men servicen er som bogen fremhæver alt for lille. Skolepsykolog og socialforvaltning kan dog også henvise til en børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Det ændrer dog ikke ved problemerne. Der mangler både sengepladser og børne- og ung-domspsykiatere. Det fremhæves ligeledes, at der kan være stor forskel på behandlingsmuligheder i de en-kelte amter. Et andet problem er de lange ventetider som man kender overalt i sygehusvæsnet – ikke kun inden for børne- og ungdomspsykiatrien. Her har det bare den effekt, at ressourcerne først og fremmest bliver brugt til behandling frem for forskning. Kede-ligt for et område, der trænger til øget kapacitet og udvikling.Psykiske lidelser såvel som børn og unge som hos voksne er desuden ofte tabubelagte, hvilket i nogle tilfælde kan forsinke en påbegyndelse af behandling. ”Alt for ofte oplever vi inden for børne- og ungdoms-psykiatrien, at et barns problemer er blevet bagatel-liseret, eller at den unges adfærd eller symptomer er blevet søgt normaliseret ved en misforstået udvi-delse af normalbegrebet.” siger Jens Buchhave, der i bogen har skrevet kapitlet Hvordan fungerer børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark ?Samtidig manes der i bogen til besindighed. En diag-nose er udtryk for en tilstand og ikke en beskrivelse af hele barnet. Inden for de enkelte diagnoser kan der desuden være stor spændvidde ligesom der er stor forskel på de forskellige lidelsers omfang. Alle lidelser er naturligvis hæmmende, men der er allige-vel forskel på, hvor invaliderende de er.Bogen spænder derfor bredt. Den medtager ikke kun de velkendte områder som DAMP, autisme, og spiseforstyrrelser, men beskriver også følgerne af seksuelle overgreb og stofmisbrug ligesom der er også er givet plads til et kapitel om at være barn af en psykisk syg. Børn, der er/har været udsat for om-sorgssvigt behandles naturligvis også.Der er bl.a. viet et større særskilt afsnit til børn, der af en den ene eller anden grund har det svært i skolen. Glædeligt er det desuden at se, at der findes et kapitel om psykiske vanskeligheder hos børn og unge fra etniske minoriteter.Det kan synes af meget, men det går på ingen måde ud over dybden. Bogen er yderst informativ og er til-med lettilgængelig, hvorfor den også kan læses uden særlige forudsætninger.Bogen henvender sig ifølge forfatterne særligt til for-ældre, pårørende samt interesserede, men den kan og bør, som det understreges, også læses af alle dem, som arbejder med børn til daglig. Og hvad med om den fik en plads i bogreolen hos alle landets sund-hedspolitiske ordførere og andre myndigheder ? Ikke blot for at kunne samle støv, men for at blive læst og give stof til eftertanke.for intet er vel vigtigere end børns trivsel.

SOCIALFOBI – FRYGT FOR ANDRES KRITISKE IAGTTAGELSEAnna Kåver

Socialpædagogisk Bibliotek, Hans Reitzels Forlag, 2003-08-22 159 siderISBN: 87-412-0190-6

Denne bog har Katja Johanssen anmeldt i Angst-Avi-sen, april 2002 på side 23. Så interesserede vil kunne læse anmeldelsen der, og til nye medlemmer vil jeg henvise til vores medlemsside på hjemmesiden, hvor alle tidligere udgaver befinder sig.Dengang fandtes bogen kun på svensk, så det er glædeligt at Hans Reitzels Forlag nu har besluttet at udgive bogen på dansk. Den er er MUST for alle so-cialfobikere og behandlere af lidelsen.

ANGST OG TVANGTrond F. Aarre og Leif Edward Ottesen Kennair

Stiftelsen Psykiatrisk Opp-lysning, 2002 Breigt. 21, 4006 Stavanger. 44 sider. Pris 50 norske kr.ISBN 82-7786-145-1

Denne lille bog/brochure der for nylig er udkommet på det der svarer til Danmarks ”Psykiatrifonden” er en rigtig informativ sag. På sine 44 sider kommer den rigtigt fint omkring beskrivelsen af de forskellige angstlidelser. Hvordan man finder den rigtige terapi, hvilken type medicin der bør benyttes til angstbe-handling samt gode råd om hvad man selv kan gøre: fx eksponering. Den tager også fat i alle de misforståelser og gamle forestillinger mange stadig bærer rundt på om hvad angst er og hvad angst skyldes. Forfatterne lægger vægt på at der i dag findes effektiv behandling – den kognitive og/eller medicinske – men at man desværre stadig behandler angstramte mange steder med præ-parater og psykologiske behandlinger der ikke virker hensigtsmæssigt på angst. Hæftet er smukt illustreret med lidt dystre, farverige billeder. Og så kan jeg altså personligt godt lide at man i Norge har valgt at kalde OCD for tvang.

ANGSTEN KOMMERnovelle af Hanna Friman

22 sider, u.å. K.Tryk (fotokopi)Kan købes ved at sende en check på 30 kr. Til: Jens E. SøndergaardSkelagervej 79, 2. m.f. 9000 Ålborg

Denne lille novelle har vi fået tilsendt af Hanna. Hi-storien skrider langsomt frem, og stilfærdigt kredser den om en kvindes liv med angst – socialangst, men også lidt panikangst – hvordan hendes verden lang-

18 19

ALTERNATIV BEHANDLING- METODER OG VIRKNINGERJerk W. Langer.

Komiteen for Sundhedsoplys-ning, 2003176 sider. Pris ca. 100 kr. Ved køb af flere styk kan prisen næsten halveres.

Bogen behandler områder som akupunktur, biopati, healing, hypnoterapi, zoneterapi, kiropraktik, homø-opati, naturlægemidler, zoneterapi m.m. Ja, faktisk nævnes omkring 150 alternative terapifor-mer. Langer undgår heller ikke at nævne de brodne kar branchen rummer men alligevel har hver 5. dan-sker forsøgt sig med alternativ behandling inden for det sidste år, selv om accepten fra den etablerede lægevidenskab ofte har manglet. Bogen ser objektivt på de forskellige behandlingstilbud og kan derfor anbefales til de der har lyst til at forsøge sig med al-ternative tilbud.

MESTRINGSBOKSELVHJÆLP – ANGSTBEHANDLINGJan Haslerud, psykiaterGerd-Ragna Bloch Thorsen,, psykiaterTone Madland Skeie, psykiaterGeir Thingnæs, klinisk sosionom

Stiftelsen Psykiatrisk Opplysning, 2002.88 sider. Pris 110 norske kr. www.psykopp.no

Denne selvhjælpsbog fortjener en oversættelse til dansk, men norsk er ikke særlig svært at læse, så mon ikke det kan gå an at benytte den for de fleste?Så længe vi i Danmark slet ikke har behandlere nok til angstlidelserne, så må vi tage alternative meto-der i brug, og allerede flere steder i udlandet har selvhjælpsbøger og sider på nettet hjulpet mange til at finde ud af, hvad det er der sker med os, når vi får angst, og hvad vi selv kan gøre. Enten i en selv-hjælpsgruppe eller derhjemme.Bogen er fyldt med skemaer til hjemmearbejde, og vil sagtens kunne kopieres så man i en selvhjælps-gruppe kan lave opgaver derhjemme til næste gang man mødes med gruppen. Den indeholder også ma-teriale til kortlægning af belastninger, livshistorie, netværk, ressourcer, hvad man kan lide, angsten og kroppen, ens holdning til medicin, ugeskema hvor man noterer angtsanfald, undgåelsesskema med de ting man har undladt at gøre i ugens løb pga. angst, kropsfornemmelser, tvangstanker, eksponeringstræ-ning og dagbog over denne. Til slut et opfølgnings-skema og evaluering.

UNG OG SÅRBAREn bog for unge om udvikling og psykiske forstyrrelser.

Psykiatrifondens Forlag, 2000. 118 sider.Forfattere: Niels Bagge, Anne Marie Christensen, Eva Chri-stensen, Christian Graugaard, Katrine Pagsberg, Jette LaBiabca.

Af Kamma Kaspersen

Denne bog er skrevet til de 13 - 19-årige, forældre og lærere og spreder sig over mange emner og diag-noser på meget lidt plads. Nogle af bidragsydernes sprog rammer de unge bedre end andre, og vægt-ningen af de forskellige lidelser kunne jeg godt have tænkt mig lidt anderledes. Fx er afsnittet om angst og fobier kun på seks sider, og det afsluttende kapitel ”Behandling” er kun på fire sider. Kognitiv behandling nævnes overhove-det ikke! Afsnittet om angst og fobier synes at gøre meget ud af enkeltfobierne: edderkopper, elevator, bier, slanger der oftest er rimeligt harmløse og lette at be-handle. De fysiske symptomer beskrives, så de unge kan genkende dem: sommerfugle i maven, rundt på gul-vet, at være ved at dø af varme. Og så spændings-hovedpine, vejrtrækningsbesvær, der kan vildlede

den unge med, at det måske er noget fysisk, der er i vejen. Fx. er panikangsten meget fysisk i sit udtryk og er da også på sine syv linier i bogen beskrevet præcist, som den ofte vil opleves af den unge under et anfald. Den største angstlidelse blandt unge: socialfobien, får til gengæld kun seks liniers omtale og beskriver rødmen, foredrag eller ’den sorte klap’ til eksamen som symptomer på socialfobi. I virkeligheden er netop disse eksempler noget, som alle kan have ople-vet uden at have eller være ved at udvikle socialfobi. Hvorimod angst for at spise/drikke på offentlige steder, skrive mens andre ser på, ryste på hænderne, autoriteter eller at skulle på toilettet her og nu ikke er med. I ordlisten bagerst i bogen er ”angst” heller ikke med!Men som indføring til psykiske lidelser generelt, er bogen med sine eksempler udmærket tilpasset al-dersgruppen.

somt bliver indskrænket, hvordan livet går forbi hen-de sammen med årstidens skiften, der varsler et lille håb og et skridt fremad, når de lyse timer banker på og depressionens mørke, når dagene bliver korte. Et lyspunkt i historien er dog ’studenten’, som hun får lukket ind i sit liv, og som får tilværelsen til at tåles bedre. Ja, til sidst er der endog et håb at skimte for hendes fremtidige tilværelse med formindsket angst.

LUNDBECK: Forskere mener at have fundet indikationer for, at antidepressive midler nedsætter risikoen for selv-mord. Et nyt studie, der netop er blevet offentliggjort i tidsskriftet British Medical Journal, kan blive vær-difuldt for Lundbeck. Mange eksperter har argumen-teret for, at specielt påbegyndelsen og afslutningen af medicinering medfører øget risiko for selvmord, hvilket har resulteret i mange sagsanlæg. De nye indi-kationer har givet Lundbeck nye argumenter i kampen mod erstatningskravene. RB-Børsen, 1. sektion, 6, 27.5.03

20 21

NYT SVENSK BLAD OM POPULÆR PSYKOLOGI OG MEDICINAf Kamma Kaspersen

Med stor interesse købte jeg i Malmø det nye special-blad PS! Nr 1, juni-august 2003.Det bliver spændende at følge bladet og se om det overlever i Sverige for det bygger på de historier som almindelige mennesker gerne vil vide noget om, og som læserne må plukke ud stykvis gennem andre dameblade.Forsiden reklamerer med historier om Camillas tvangslidelse, meditation, imago-metoden der kan få gang i kærlighedslivet og en personlighedstest. Det er ved første blik meget damebladsagtigt og er vel nødt til at slå på det velkendte for at køberne skal investere i det ukendte blad. Vi skal bevæge os ind i bladet for at finde artikler om bulimi og alkoholmis-brug og en ”Spørg psykiateren-brevkasse”, Resten af indholdet er det samme som vi vil forvente at finde i de lidt mere lødige dameblade som I Form.Jeg håber derfor PS! vil turde springe mere ud i de næste numre og koncentrere sig om psykologiske og medicinske emner, ellers ender det bare som et blad ud af mange, som vi i forvejen har rigeligt af både herhjemme og i Sverige.

NY BROCHURE FRA ANGSTFORENINGENSå er vi på banen igen med en ny brochure - denne gang om henholdsvis kognitiv og medicinsk behand-ling af angst.

Brochuren består af to interviews. I det ene fortæl-ler cand.psych, Lisbeth Gregersen, om de metoder, man bruger i forbindelse med kognitiv behandling, og i det andet svarer prof.dr.med, Tom G. Bolwig, på spørgsmål om benzodiazepiner, SSRI og SNRI m.m.Vi håber brochuren vil medvirke til at afklare nogle af de spørgsmål og fjerne lidt af den usikkerhed, der ofte melder sig, når man står over for behandlings-former, man måske ikke kender så meget til.

Brochuren kan downloades fra medlemssiden www.angstforeningen.dk eller bestilles på tlf. 70 27 13 20.

FOLINSYRE MOD ANGST OG DEPRESSIONTo undersøgelser peger på, at B-vitaminet folinsyre muligvis kan hjælpe mennesker over angst og depres-sion. Undersøgelserne er begge udenlandske, men herhjem-me er man meget interesseret i dem. Hvis folinsyre kan hjælpe, vil det være et bivirkningsfrit og billigt supple-ment til antidepressiv behandling. De 30 - 40%, der ikke kan hjælpes tilstrækkeligt med medicin, vil evt. kunne supplere med folinsyre, Der er endnu ikke tilstrækkeligt bevis for, at folinsyre hjælper, det kræver flere undersøgelser. Men kan det bevises at virke, er det meget billigt og uden bivirknin-ger og kan gives til alle. Kilde: Jens Grund, Jyllands-Postens netavis, 30. juli 2003.

ENDNU 15 ÅRS LÆGEMANGEL Sundhedsstyrelsen anslår, at den nuværende mangel på speciallæger vil fortsætte i 15 år endnu. Først i år 2020 vil vi få dækket de 800 speciallægestillinger, der i dag står tomme hen. Og kun hvis man kan få lægerne til at videreuddanne sig til speciallæger. »Der er et stort behov for speciallæger, og vi forsøger at uddanne så mange som muligt. Men der er for få læger, som begynder en speciallægeuddannelse«, siger Karsten Bech, der er kontorchef i Sundhedsstyrelsen. For at afhjælpe problemet er både Sundhedsstyrelsen, Lægeforeningen og Det Nationale Råd for Lægers Vi-dereuddannelse i gang med at revidere uddannelsen, der varer 14 år, og vil se på en evt. »omstrukturering af deres arbejdsopgaver, vagtfunktioner og tilrettelæggel-sen af arbejdet«, forklarer Karsten Bech. Kilde: Sanne Gram, Jyllands-Posten, 1. sek., s. 4, d. 16. juli 2003.

MUSIK SOM BEHANDLING Et dansk hold læger, plejepersonale og psykologer har fundet ud af, at musik kan helbrede og lindre smerter. Overlæge Per Thorgaard og professor, dr. med., speciallæge og klinikchef Lars Heslet fra Rigshospita-lets intensivafdeling har gennem fire år samarbejdet med komponisten Niels Eje om at udvikle og afprøve, hvilken form for musik, der har effekt i smertelindring og behandling. »Vi ved jo, at visse toner sagtens kan høres af patienter, selv om de er i koma eller under fuld bedø-velse, og vi har tilbragt uendeligt mange timer med at få ideen til, hvilken musik der havde den optimale effekt. Musikken blev derefter testet på flere end 2000 patienter, sygehuspersonale og pårørende - idet om-givelserne er med til at skabe en hurtig helbredelse«, siger Niels Eje. Musikken minder ikke om almindelig musik, men består af en række lyde hentet fra naturen som bøl-geskvulp ved en strand eller en rislen fra en å. Musikken kan også være gavnlig, når man læser til eksamen, lægger børnene i seng eller har brug for at stresse af. Kilde: Lotte Hauch, B.T., 1. sektion, side 23, d. 12. august 2003

20 21

OpslagstavlenKONTAKT TIL MYNDIGHEDERNEAf Marie Andersen

Som angstramt kan det være svært både at skulle kæmpe med angsten, at finde den rette behandling og ikke mindst at få det offentlige til at dække udgif-terne i forbindelse med behandling.Et godt råd er imidlertid, at du starter med at hen-vende dig til Angstforeningen (hvilket de fleste læ-sere af dette blad formentlig allerede har gjort). Vi kan bl.a. oplyse om behandlingsmuligheder inden for dit geografiske område. Hvis de tilbud, der findes, ikke viser sig at være inden for det offentlige sund-hedsvæsen, er næste skridt at gå til den relevante offentlige instans (fx sagsbehandleren eller arbejds-formidlingen) og overbevise dem om, at du har brug for behandling for at komme videre i tilværelsen dels for at øge din egen livskvalitet dels for ikke at ligge samfundet unødigt til last måske resten af livet.

Det er en god idé, at du er velforberedt til et sådant møde og på den måde viser, at du ønsker indflydelse på din egen situation. Medbring derfor:

- Relevant materiale fra Angstforeningen om din angstlidelse. - Materiale fra relevante behandlingssteder.- En lille »handlingsplan« for dig selv, hvor første punkt selvfølgelig er, at du vil gøre noget ved din angstlidelse. De efterfølgende punkter skal omfatte det du kunne tænke dig at gå videre med, EFTER du har fået styr på angsten. (Fx genopfriske en gammel uddannelse, starte en ny uddannelse, komme i job-træning eller på anden måde kvalificere dig selv til arbejdsmarkedet).

Hvis du bor på Fyn, og du trods ovenstående råd sy-nes det er svært selv at skulle tale med de offentlige myndigheder, tilbyder et af vores medlemmer, Benny Bech-Iwang, at fungere som bisidder (vederlagsfrit).

Bisidderen er, med Bennys egne ord, »en person som hjælper fx sociale klienter i deres kontakt til offentli-ge myndigheder, advokater, revisorer osv. Bisidderen er ikke PART i sagen (ikke parts-repræsentant) men kan indtræde som sådan efter »klientens« klart ud-trykte ønske. Altså, i første ombæring er bisidderen en personlig støtte person og et ekstra sæt øren og øjne. Således består hjælpen også i forberedelsen af eventuelle møder, herunder hjælp til at gennemskue diverse skrivelser fra føromtalte instanser«.

Benny, der selv er angstramt og gruppeleder for vo-res selvhjælpsgruppe i Odense, er gift og far til to børn. Han er uddannet Civil-økonom og er p.t. under revalidering og i gang med en uddannelse som er-hvervsjurist.

Hvis du ønsker at benytte Bennys gode tilbud, bedes du kontakte Angstforeningen på tlf. 70 27 13 20 eller pr. mail på kk@angstforeningen.dk.

FORSKNING I ÅRSAGERNE TIL PANIKANGST, SOCIALFOBI OG AGORAFOBI

Vi er en forskergruppe på Institut for Grundforsk-ning, Psykiatrisk Hospital i Århus, der i et nyt forsk-ningsprojekt vil undersøge både psykologiske, miljø-mæssige og genetiske risikofaktorers betydning for panikangst, socialfobi og agorafobi.Der er endnu ikke fundet noget godt og enkelt svar på, hvorfor nogle mennesker udvikler en angstlidel-se. Udviklingen af angstlidelser beror sandsynligvis på en kombination af både biologiske og psykosocia-le faktorer. Det betyder i praksis, at én risikofaktor, fx en arvelig disposition for at udvikle en angstlidel-se, ikke alene kan forudsige, om man faktisk bliver syg. Der er jo samtidig andre faktorer i spil.

I dette forskningsprojekt undersøger vi både psyko-logiske, miljømæssige og genetiske risikofaktorer for panikangst, agorafobi og socialfobi. Forhåbentligt vil dette give os ny viden om samspillet mellem forskel-lige faktorer, der spiller ind i udviklingen af angstli-delser. Det er sandsynligvis sådan, at der ikke bare er faktorer, der gør én særligt sårbar overfor at udvikle en angstlidelse, men også faktorer, der beskytter én mod at blive syg. En beskyttende faktor for at ud-vikle en angstlidelse kunne fx være et personligheds-træk, såsom generel følelsesmæssig stabilitet. Det kunne også have en betydning, hvordan man opfatter og reagerer på sin omverden, og hvad man tænker om det, der sker for én. Forskellige mennesker kan jo reagere meget forskelligt på den samme slags be-lastende situationer. Det er også muligt, at der både findes gener, der disponerer for en angstlidelse, og andre gener, der beskytter mod udviklingen af angst-lidelser.

På længere sigt kan en større viden om årsagerne til panikangst, socialfobi og agorafobi gøre behand-lingen af disse angstlidelser mere effektiv. Vi håber også at blive bedre i stand til at forudse virkning og bivirkninger af behandlingen. Viden om årsagsfakto-rer kan gøre os bedre til både at stille diagnoserne og behandle tidligere, samt muliggøre en eventuel fore-byggende indsats.

Vi søger deltagere til projektet!Du kan deltage i projektet, hvis du har panikangst, socialfobi eller agorafobi, som er startet, inden du fyldte 21 år. Du skal være over 18 år, og hverken du selv, dine forældre eller søskende må have haft mani eller skizofreni.Hvis du har lyst til at deltage i projektet, vil du blive interviewet af en psykolog, så vi kan fastslå, at du har eller har haft panikangst, socialfobi eller agora-fobi. Du bestemmer selv, om interviewet skal foregå hjemme hos dig selv eller her på hospitalet i Århus. Før interviewet sender vi et brev til dig med spørge-skemaer om personlighed, om din holdning til gene-tisk testning og rådgivning, og om hvilke angstsymp-tomer, du har oplevet. Disse spørgeskemaer må du

22 23

AFSPÆNDINGS-CD OG BOGVi beklager, at vi i sidste nummer af Angst-Avisen anbefalede en afspændingspakke, som ikke mere er tilgængelig.I stedet har vi fundet frem til cd’en Afspænding 1 & 2. Cd’en indeholder en talt afspænding, derefter et musikstykke og til sidst en afslutning med både musik og tale. Afspændingen udføres hvilende på ryggen, og vil ved jævnlig brug have en stressreduce-rende virkning.Cd’en, der er produceret af Forlaget for Afspæn-dingspædagogik & Psykomotorik, koster kr. 129,- og kan bestilles hos Danske Afspændingspædagoger. Tlf. 33 79 12 60 - www.dap.dkSamme sted kan man bestille bogen Et godt hvil, Kropsbevidsthed og velvære redigeret af Ea Suzanne Akasha, Bodil Hjort Poulsen og Helle Nørgaard Ras-mussen. Pris kr. 178,-. Ud over generel information om afspænding indeholder bogen 36 forskellige in-struktioner i afspænding både for børn og voksne, liggende, siddende, stående, i vand, på kontoret m.m. Bogen er velegnet til grupper, hvor en person kan guide de andre gennem øvelserne, men den vil også kunne give inspiration til individuelt arbejde med afspænding.

gerne udfylde, før vi mødes. Endelig skal der tages en blodprøve, hvilket også kan foregå enten her eller hjemme hos dig.Hvis det er muligt, vil vi også gerne bede dine for-ældre om at deltage. De behøver ikke have haft en angstlidelse. Hvis dine forældre gerne vil deltage, skal de have taget en blodprøve og udfylde spør-geskemaer, men de behøver ikke blive interviewet. Derudover søger vi også raske deltagere til en kontrolgruppe, så hvis en af dine gode bekendte er interesseret i at deltage, bliver han eller hun også interviewet, udfylder spørgeskemaer og får taget en blodprøve.

Man vil kunne læse mere om forskningsprojektet på vores nye hjemmeside, www.panikangstforskning.dk, der er klar om ca. 14 dage.Hvis du har spørgsmål om forskningsprojektet, eller hvis du allerede nu ved, at du gerne vil deltage, må du meget gerne maile, ringe eller skrive til:Psykolog Ann Suhl KristensenAfdeling for Psykiatrisk DemografiInstitut for Psykiatrisk GrundforskningPsykiatrisk Hospital i ÅrhusSkovagervej 2 8240 RisskovTelefonnummer: 77 89 28 66E-mail: ask@psykiatri.aaa.dk

FORSKNINGSNYTAf Kamma Kaspersen

Er Kognitiv terapi kun symptombehandling?Kognitiv terapi er i modsætning til de fleste andre terapiformer skabt og udviklet på basis af psykolo-gisk grundforskning ved psykologiske institutter. Nu er denne terapi selv blevet udsat for forskning med henblik på at se, om den giver bedre resultater end de andre (ældre) former for psykoterapi. Effektun-dersøgelserne har vist, at den faktisk giver bedre

resultater og også i mange tilfælde bedre resultater end medicin.

Tilhængere af andre terapiformer har været skepti-ske og talt om »symptombehandling, hvor proble-merne vil vende tilbage efter afsluttet behandling«. Men tværtimod ser det ud til, at patienterne får det tiltagende bedre i årene efter. En anden mistanke fra Freud-tilhængernes side har været, at man blot »lægger låg på et problem, hvor-ved et nyt opstår«. Men overraskende viste undersø-gelsen, at udover at der var sket en udpræget bedring i den primære lidelse, fx. panikangst, så var der også sket bedring inden for andre psykiske problemer som fx fobisk angst, tvangstanker, depressioner samt andre lidelser. Forud for behandlingen havde 61% af panikangstpatienterne »andre lidelser«, og efter behandlingen var det kun 37% og 6 mdr. senere kun 35%. Dette viser, at der normalt ikke kommer »nye symptomer« i stedet for de gamle ved kognitiv terapi. Tværtimod.

Kilde: Tsao, j.C., Mystkowski, J. L., Zucker, B. G & Craske, M. G. (2002) Effect of Cognitive-Behavioral Therapy for Panic Disorder on Comorbid Conditi-ons: Replication and Extension. Behavior Therapy, 33, 493-509.

Hjælper det at åbne sig efter et alvorligt tab eller traume?Forestillingen om, at det er nødvendigt at lave ’sor-garbejde’ efter en voldsom begivenhed, har været meget fremherskende, men undersøgelser viser nu, at der ikke kan findes nogen effekt af åbenheden. 281 personer, der havde mistet ægtefællen, deltog i et forsøg, hvor de blev spurgt, om de havde talt med andre og åbnet op omkring deres følelser efter døds-faldet eller ikke talt meget om det. Overraskende var der ingen forskel på graden af depression, angst, sociale funktionsproblemer, søvnproblemer og kla-ger over helbredet i de to grupper. Men man fandt en sammenhæng mellem grupperne, der begge havde haft en høj grad af symptomer tre mdr. efter dødsfal-det. I en anden undersøgelse med 199 efterladte skrev nogle dagbog i 1/2 år efter dødsfaldet og andre i en kortere periode. Heller ikke her fandt man nogen forskel på de to gruppers psykiske sundhed. Andre undersøgelser har vist, at terapi til efterladte kun har effekt på dem, der selv opsøger hjælp og li-der at en kompliceret sorg.Kilde: Forskningsnty fra Psykologi. Nr. 2, April 2003

Overarbejde giver stress via familielivet.Vidste vi det ikke i forvejen, så ser det nu ud til at være bekræftet, at det ikke er arbejdsugen på 50 timer, der stresser, men den forringede trivsel i fa-milien som følge deraf fx. et øget antal konflikter og mindre tilfredshed med parforholdet og mindre glæde ved evt. børn.Ydermere er graden af forstyrrelser i familielivet stærkere hos dem, der arbejder over pga. pres fra firmaet end hos dem, der arbejder over efter eget ønske. De løber heller ikke så stor risiko for et for-ringet familieliv.Forskningsnyt fra Psykologi, nr. 4, August 2003, s. 18-20.

22 23

NYT FORUM PÅ VORES HJEMMESIDEAf Alexandra Pilegaard Lind

Som mange af jer nok allerede har bemærket, har vo-res hjemmeside skiftet udseende og fået en tiltrængt ansigstløftning. Den skulle nu gerne fremstå mere brugervenlig, og vi håber, at vore medlemmer efter-hånden har lært at navigere rundt på siden.

Forum er genåbnet - blot i et nyt design med flere funktioner. Du kan fx oprette en personlig profil, hvor du via forumet har mulighed for at modtage pri-vate beskeder fra andre brugere. Man kan naturligvis også logge ind som gæst, men det er altid en fordel at tilmelde sig, da dette giver adgang til flere mulig-heder. Du kan se meget mere på selve forumet under FAQ (frequently asked questions). Her bliver du på dansk guidet igennem opsætning osv.

Vi har oprettet forskellige kategorier, hvor du kan debattere emner som fx panikangst, socialfobi, en-keltfobi og medicin. Alle burde derfor kunne finde en kategori, der passer til dem. Forum er åbent for alle, ikke blot angstramte, men også pårørende og andre interesserede.

Til sidst lige en lille formel ting. Angstforeningens be-styrelse er ikke forpligtet til at svare på indlæg eller deltage i forum, men kan naturligvis gøre det. Vores primære opgave er at holde øje med, at forumet kø-rer, som det skal.Bestyrelsen forbeholder sig derfor ret til at fjerne indlæg, der ikke passer ind i forum eller indlæg, som er absurde eller aggressive.

Når dette er sagt, er der kun tilbage at sige: Velkom-men til vores nye forum. Vi håber, at så mange som overhovedet muligt vil benytte sig af det.Ordet er frit, så kom endelig frem og gør forum til et spændende og levende sted.

PSYKIATRI-UGE, FORÅRET 2003Af Vibeke Christiansen, Marianne Bukh Ipsen, Kamma Kaspersen, Alexandra Pilegaard Lind, Benny Nielsen og Marie Särs Andersen

To af PsykiatriFondens fire temadage i foråret var tilrettelagt i samarbejde med Angstforeningen. Den første af disse to dage blev afholdt i Grøndal Centret i København, hvor emnet var »Angst«. Den anden dag fandt sted på TietgenSkolen i Odense, og her var emnet »Angst og angstbehandling«. Vi brin-ger sammendrag af de mest relevante indlæg.

Børn, risiko og angst i det moderne samfund.Professor Per Schultz Jørgensen, FarumProfessor Per Schultz Jørgensen fortalte, at angst er et større problem hos børn end tidligere, hvilket skyldes, at vi lever i et opbrudssamfund. Før gav de gamle kulturer (arbejderkulturen, landbokultu-ren) samt middelklassedyder og borgerlig moral mere me-ning og perspektiv i tilværelsen. Deres forskrifter kunne være snærende, men de gav samtidig tryghed. Tid og sted havde faste rammer. Disse paraplyer, som Per Schultz Jør-gensen kalder de gamle kulturer, er nu klappet sammen.Den moderne kultur har givet os frihed i stedet, men pri-sen for denne frihed er angst. Hver dag er fuld af nye mu-ligheder og tilbud. Tempoet er hæsblæsende. Tid og sted er ophævet. Vi er i ustandselig bevægelse, kan nås alle vegne via vores mobiltelefoner.Under de gamle kulturer var børn tidligt »på plads«. De overtog værdierne fra deres forældre og var indrestyrede. De gamle kulturers pris var skyld, altså: »Har jeg gjort det godt nok?«I det moderne samfund er børn ikke tidligt »på plads«. De overtager ikke automatisk forældrenes værdier, men er i stedet ydrestyret. De påvirkes af pædagoger, medier og kammerater, og som unge er de stadig ikke afklarede med, hvem de selv er. De er usikre på, hvor de hører til, og pri-sen er som sagt angst.

Som forældre er det vigtigt, at man giver barnet basal tryghed, oplevelsen af nærvær, af at høre til og ikke være alene. (På den baggrund er det tankevækkende, at hele 20% af de 11 - 15-årige oplever, at de ikke har forældrene som nærmeste fortrolige).Også skolerne kan bidrage til at dæmpe angst ved at sørge for, at der på trods af de stadigt flere valgmuligheder sta-dig er mening, perspektiv, fællesskab og socialt tilhørsfor-hold.Som modvægt til dyrkelsen af den enkelte skal vi voksne finde sammen om de værdier, vi vil give videre til vores børn.

Unge og fremtidsangstPsykolog Ida Koch, Ungdomsrådgivningen, FrederiksbergIda har været rådgiver for unge mellem 15 - 30 år i 20 år og vikar for Tine Bryld i radioens P4 i 17 år.Den angst, unge oplever, går både på de almindelige hæn-delser og den foruroligende globale situation med spørgs-mål som »Bli’r der krig her«?Med overskriften fremtidsangst vil Ida Koch nærmere ud-dybe de unges personlige angst ud fra »Kan jeg klare mig«, som ofte udmønter sig i præstationsangst.Tiden stiller nogle store krav til dem, ikke alene fagligt/bogligt, men også til brede personlige kvaliteter, som kan være svære at leve op til. De skal hele tiden tage stilling, være omstillingsparate og begå sig i den omfattende so-ciale arena. De bærer et stort ansvar for deres egen udvik-lingsproces. Derfor er det også deres ansvar, hvis de føler det mislykkes. Især meget usikre unge er udsat. At leve op til »den amerikanske drøm eller løgn« kan fremkalde megen angst for ikke at slå til. Ofte trækker de sig væk fra det sociale liv, når de har det dårligt. Det viser sig, at hver femte får udtalte stress-reaktioner.Ida Koch har været med i nogle eksamenstræningskurser, og ser det som en solstrålehistorie. Man hjalp nogle elever, delt op i hold på otte, med bedre at håndtere deres angst. Eksamensangst kan ramme alle på trods af viden og bega-velse og viser sig ved følgende symptomer:

- dysfunktionelle, destruktive tanker og forestillinger - fysiske/psykosomatiske symptomer

PROBLEMER MED UDTRAP-NING AF MEDICIN?En 14-årig amerikansk pige trappede hurtigt ud af medicin af SNRI-typen og følte sig ekstremt utilpas med opkastninger, selvmordstanker, elektrisk chok-følelse og voldsom træthed. Hun følte, at hun gik rundt i et kunstigt univers. Hendes symptomer har været kendt af læger siden 1990’erne, da specielt SNRI-præparaterne har en kort halveringstid (er hurtigere ude af kroppen, red.).Nogle skønner at op til 50-80% kan få disse sympto-mer, hvis de standser øjeblikkeligt med medicinen, hvorimod disse symptomer er sjældne eller mindre end 5%, hvis man trapper langsomt ud. Selvom der nu advares mod usammenhængende/afbrudt behand-ling på medicinen, siger en advokat for 35 patienter, at det langtfra er nok. Hun mener, at tusindvis af patienter har forsøgt at trappe ud af medicinen og har fået tilbagefald, og hun anbefaler derfor, at man får terapi i den periode, hvor man trapper ud af me-dicinen.Psychology Today, s 15, July/August 2003.

24 25

- følelsesmæssigt kaos - uhensigtsmæssig adfærd

På eksamenstræningskurserne blev der blev lagt vægt på: - gruppen som støtte - et alternativ til at stå alene med problemet - undervisning og foredrag om angst - afspændingsøvelser - løbetræning - kost og drikkevaner - rollespil på video

Alle havde stort udbytte af træningen og kom igennem eksamen.

Børns angst: om at tale med børn og om samspillet mellem børn og forældrePsykolog Aase Hill-Madsen, HillerødMed udgangspunkt i bogen »Børns angst«, som foredrags-holderen har skrevet sammen med psykolog Lars Koberg Christiansen, talte Aase Hill-Madsen om henholdsvis den udviklingsbetingede og den relationsbetingede angst.Først den udviklingsbetingede: Små børn er bange for mange ting, der for voksne er ubetydelige og harmløse. Det skyldes, at de ikke har klare grænser mellem fantasi og virkelighed, at de endnu ikke har udviklet et forsvar over for angstfyldte oplevelser, og at de endnu ikke har et sprog til at bearbejde oplevelserne med. Måden, man taler med et barn om angst på, afhæn-ger af den konkrete situation samt af barnets alder. Det centrale er, at man formår at give angsten en form og mening, som barnet kan forholde sig til. Som eksempel nævnte Aase Hill-Madsen bl.a. fireårige Jens, der har hørt om atombomben og ved, at den er meget farlig. Han spør-ger sin far, hvad man skal gøre, hvis der bliver smidt en atombombe i Danmark. I en sådan situation ville det være ganske uhåndterligt for barnet med en indgående forkla-ring, og faderen svarer i stedet, at så ville vores soldater tage bomben og smide den tilbage i hovedet på dem, der kastede den. Relationsbetinget angst har at gøre med forholdet mel-lem børn og forældre. Især tidligere var det sådan, at for-ældre var autoriteter, og børnene var bange for straf. Men også i dag kan forældre på grund af deres egne problemer og stress komme til at reagere uoverlagt og impulsivt, så børnene bliver bange. Der igennem lærer børnene imid-lertid, at vi ikke bare er gode og almægtige forældre, og at der er mange nuancer i livet. Opdager man, at man har reageret uoverlagt og siger undskyld, lærer børnene des-uden, at man både kan dumme sig og beklage det bagefter. Børn reagerer også med angst, når der sker noget usædvanligt i familien som fx død, sygdom, skænderier el-ler skilsmisse. Det vigtige i den forbindelse er, at man kan forklare dem, hvad der sker, så de ikke er overlagt til de-res egne fantasier, som altid er større og mere dramatiske end virkeligheden. Vore dages forældre er måske verdens bedste forældre, fordi der er stor jævnbyrdighed mellem kønnene, de er optaget af samværet med børnene, og forholdet er præget af ligeværdighed og respekt. Bagsiden af dette er imidler-tid, at jævnbyrdigheden giver anledning til større skænde-rier om opdragelsen, end det var tilfældet, den gang mor opdrog, og far gik på arbejde. Det kan derfor være svært at stikke rammer ud for børnene, som nogle gange bliver bange, fordi de får for stor magt og medbestemmelse på et tidspunkt, hvor de ikke kan overskue konsekvenserne af deres valg og handlinger. Når vi skal tale med børnene om angst, skal vi først og fremmest opdage, at der er noget galt. Det kan være svært, fordi børnene omskriver angstens genstand, så fx det at være bange for at gå i vandet bliver til: »Vandet er for koldt«. Det kan også være tegn på angst, når børn bli-ver stille, aggressive, urolige eller tisser i sengen. Dernæst skal vi kunne rumme og udholde barnets angst uden selv at gå i panik. Vi skal give barnet sikkerhed og tryghed som i eksemplet fra tidligere med atombomben. Desuden skal vi give barnet tid til at falde til ro, før vi kan tale med det. Et opskræmt barn er alt for domineret af sin følelse til at kunne rumme vores forklaringer. Endelig skal vi være i stand til at ændre fokus. Dvs. have en fornem-melse for hvornår nok er nok, så vi ikke fastholder barnet i noget, det selv er parat til at give slip på.Vi kan selvfølgelig ikke fjerne al angst fra vore børns til-værelse, og det er heller ikke meningen. Angst (i passende doser til at barnet kan håndtere den og opleve en sejr) er

med til at udvikle barnet og lære det at håndtere tilværel-sen.

Traumatisk angst hos børn, fx hos flygtningebørnPsykolog Lars Koberg Christiansen, AlbertslundLars Koberg Christiansen har i mange år arbejdet inden for familieområdet, bl.a. i Statsamtet med familier i skils-misse og har de sidste 15 år beskæftiget sig med flygtnin-gebørn. Er medforfatter til bogen »BØRNS ANGST- En bog til forældre«.Han definerer et psykisk traume hos børn som en belast-ning ud over det almindelige, og det vil efterlade sympto-mer.

En traumatisk situation kan være: - død eller trussel om død - ensomhed - ansvar for eget livBarnet overvældes, bryder sammen og tager mestrings-strategier i brug for at klare sig.

Han deler traumatiseringen op i - afgrænset traumatisering med umiddelbare reaktioner, som kan afhjælpes ved at gennemleve hændelsen igen - kompleks-kontinuerlig traumatisering ved tilpasning til det unormale og udvikling af overlevelsesstrategier

Men traumet vil altid efterlade sår og en større sårbarhed.

Børn fra belastede hjem og flygtningebørn kræver et lang-strakt behandlingsforløb.

Det er utrolig vigtigt, at voksne er opmærksomme på børns angst, da børns reaktioner kan være meget forskel-lige lige fra det meget stille barn til det mere aggressivt, udadrettede barn. - børn klarer meget, hvis de oplever, at forældre kan klare det - børn skjuler smerte, hvis voksne ikke kan klare det - det gør ofte ondt at blive konfronteret med angsten - traumatiserede kan opleves som »besværlige« og krævende.

Generthed, angst ved samvær med andre (social fobi) eller hele tiden (generaliseret angst) hos ungeAfdelingslæge Marianne Geoffroy, Sct. Hans Hospital, RoskildeVi kender alle mange med angstlidelser, men vi ved det ikke, fordi de angste holder lidelsen skjult. 10% af befolk-ningen har en skjult angstlidelse, som hver især kæmper med. Hos børn starter socialfobi og generaliseret angst helt ned i 4 - 5 års alderen, men hyppigere i puberteten, i 13 - 15 års alderen. Angst hverken må eller skal forveksles med generthed. Generthed skjuler man ikke. Børn og unge med social fobi forsøger at skjule, at der er noget »forkert« ved dem. De gemmer sig bag sikkerhedssøgende adfærd, hvormed de forsøger at undgå angstudløsende situationer og adfærd. Det, der får nogen til at virke »underlige«, er ikke angsten selv. Det er den sikkerhedssøgende adfærd, der kan få den angstramte til at virke arrogant, afvisende, uinteresseret og enspænderagtig. Børn med angst ligger og sparker, vender og drejer sig i sengen, har uro i maven, er utrygge, kontaktsøgende og har let til gråd og hysteri.Symptomerne hos unge med angst er konstant aktivitet, de søger underholdning, udfordring, der skal ske noget, og de har ikke lyst til at gå i seng. Det kan også komme til udtryk i sygelig eksamensangst, eller i ikke at kunne spise sammen med andre eller skrive, mens nogen ser på det. Det kan være undgåelse af kontakt, hvor der ofte bliver talt og svaret i sætninger med ét eller få ord og senere hen måske udeblivelse fra aftaler om behandling.De får såkaldte katastrofetanker: »Det jeg siger lyder dumt«. »Jeg er kedelig at høre på.« »Jeg gør mig selv til grin«. »De kan ikke lide mig«. »Undervisningstimerne er OK, men hvad kan de andre ikke finde på at spørge om i pausen - og hvad skal jeg svare?«. »De vil kunne se, jeg er nervøs«. »Jeg vil ikke kunne få en lyd frem«. »Jeg bliver anspændt, nervøs og urolig, rødmer, sveder og mister kon-trol«. »Jeg husker tydeligt alle de gange, jeg har gjort no-get »kikset«. Skammen over det »kiksede«, som jeg ikke

24 25

kan undgå at komme til at gøre igen«. Angst overføres meget let fra voksne til børn, og angste forældre har svært ved at formidle egenskaber, de selv mangler, fx mht. at skabe netværk, venskaber mm. Det kan være så slemt, at unge, når de bliver voksne, hverken udvikler interesser eller får job, venner, kærester, tilhørs-forhold eller et sted at bo. Børn og unge, og for den sags skyld mange voksne, ved ikke, de har angst.Har man som voksen haft angst siden barndommen, tror man ens personlighed er sådan. At det, der er galt, er en »gal« personlighed, man ulykkeligvis er født med.Sundhedsplejersker, pædagoger, lærere og andre, der har med børn og unge at gøre, vil nok relativt let kunne screene og opdage børns problemer med og symptomer på angst. På den måde kunne man komme i gang med at hjælpe konstruktivt, så langt færre vil blive forhindret i at forme deres liv, få uddannelse, stifte familie og i det hele taget opbygge en tilværelse med bæredygtigt indhold. Hjælpen kunne fx være målrettet selvhjælpsmateriale. Ad-gang til behandling og tilstrækkelig rådgivning på børne-nes og de unges præmisser. Men det kræver information, information og atter information.

Panikangst og OCD hos unge og voksneProfessor Tom Bolwig, Psykiatrisk afd., Rigshospitalet2 - 3 gange flere kvinder end mænd lider af panikangst, den typiske debut alder er mellem 15 og 45 år.Mindst 200.000 danskere lider af angsttilstande. I forhold til skizofreni der rammer 1% i alle lande, er risikoen for i løbet af livet at udvikle: Generaliseret angst: 5 - 20%. Pa-nikangst:1 - 5%. Fobisk angst: 5 - 25%. Der er langt fra nok tilbud til den store gruppe.Typiske tegn på panikangst: - Det er et anfald, dvs. det er akut og uforudsigeligt. - Hjertebanken, kvælningsfornemmelser, svimmelhed, uvirkelighedsfornemmelse. - Bange for at dø og/eller blive sindssyg.Ofte går folk til deres læge eller tager på skadestuen, når de oplever disse symptomer. Der får de at vide, at de ikke fejler noget, hvilket bekræfter dem i deres ide om, at de måske er ved at blive sindssyge.Har man oplevet et panikanfald på et offentligt sted, ind-købscenter, bus, tog, etc. kan det medføre, at man udvik-ler forventningsangst. Udvikler ofte agorafobi: undgåelse af offentlige steder, forretninger, bus, tog, osv. da disse er angstfremkaldende. Den mest effektive behandling er en kombination af medi-cin og kognitiv adfærdsterapi. Fordelen ved kombinatio-nen af SSRI og kognitiv terapi er, at man hurtigere bliver selvhjulpen.OCD (Obsessive Compulsive Disorder) kan ses helt ned til 3 - 4 års alderen, men oftest debut i teenagealderen. Ved brug af medicin SSRI gives 2 - 3 gange højere doser end ved angstlidelser.OCD kan komme til udtryk ved kontrol af ting, vask, gentagelser, lægge i orden, samle, smittefrygt, tilbageven-dende tanker/billeder/ideer, der dukker op i bevidstheden på stereotype måder, smittefrygt, pinagtighed, følelse af at være plaget o.l.Lidelsen er svært underdiagnosticeret og forekommer 2-3 gange så hyppigt som skizofreni. Lægestanden er ikke helt opgraderet i at diagnosticere lidelsen. Den er svært kom-promitterende og invaliderende. 40% vil i løbet af 10-15 år udvikle depression. Der er få behandlingsmuligheder.Kognitiv terapi virker lige så godt som SSRI. Men man kommer hurtigere igennem lidelsen ved en kombination.OCD er en hjernelidelse, der er påviselig patiofysiologisk. Der er en betydelig grad af genetik og ikke nogen speciel udløsende faktor. OCD bør ikke placeres sammen med angstlidelser, da der ikke ses samme grad af angst og an-spændthed som ved fx. panikangst og socialangst, men det er en daglig tilstand under tvang. Angstens filosofi, ulykke og lykkeLektor Niels Thomassen, Center for Filosofi, Syddansk UniversitetAt angst med rette kan betegnes som noget ulykkeligt, noget frygteligt, kan der blandt angstramte næppe herske tvivl om, men hvordan får begreber som filosofi og lykke pludselig sneget sig ind på en psykiatrikonference?

Gåden er såmænd ikke større end, at angst hører hjemme i følelsernes filosofi. Følelser er en måde at være til på. Niels Thomassen lagde ud med at citere Løgstrup: »Vi ville

ikke engang være i stand til at lægge to og to sammen, hvis ikke vi havde følelser.«Nu er der imidlertid mange måder at være til på, både gode og dårlige. Det har Niels Thomassen skrevet en bog om »Ulykke og lykke - et livsfilosofisk udspil med stadigt hensyn til Søren Kierkegaard«, og det var da netop også med afsæt i denne bog, at Thomassen sætte angst ind i et filosofisk perspektiv.Angst har ifølge Thomassen i høj grad at gøre med spørgs-målet som Thomassen stillede forsamlingen, nemlig: »Hvad er det gode liv«?Indtil det 18. århundrede var begrebet lykke primus motor i opfattelsen af det gode liv. Herefter overtog begrebet fri-hed. Rent historisk hænger det sammen med de samtidige revolutionstendenser i Europa, i form af fx Den franske Revolution. Selv i dag hyldes begrebet frihed som en del af det gode liv.Thomassen karakteriserede det lykkelige liv som værende trygt, da man i tryghed er fri, har tillid til sig selv og andre. Livet er derfor virkeligt og meningsfuldt, ligesom der også er en positiv stemning af identitet. Lykke, ifølge Thomas-sen, er desuden at være sig selv nærværende.Ulykke derimod beskrev han som det uvirkelige og me-ningsløse liv. Et liv bestående af intethed. I en sådan til-stand opstår angst netop. Meget rammende citerede Niels Thomassen sin store inspirator Søren Kierkegaard: »Frygt adskiller sig fra angst, for frygt er altid frygt for noget be-stemt og angst er angst for intet«.Angst i et filosofisk perspektiv kan altså forstås som ang-sten for intetheden. Angst er det meningsløse. Er man sig selv fraværende er man ulykkelig.Angst bliver til en form for ufrihed, der låser individet fast. Ens identitet er i krise, hvorfor angsten opfattes som et eksistentielt problem, et såkaldt livsproblem.Hele ens værn bliver så at sige skrællet af, og man står sår-bar tilbage. Bekæmpe angsten kan man dog godt, men da angst er en ubestemt trussel, der har karakter af lammelse og uvirkelighed, foregår det ofte i blinde. Man famler sig frem. Angst kan desuden udfolde sig på mange måder, hvorfor den kan være svær at få hold på. Derfor er mu-ligheden for rationel handling og forståelse ofte umulig. Det følelsesmæssige som angst er en del af, bliver ifølge Thomassen, desværre alt for ofte skubbet til side i vores rationelle samfund.»Ved at hylde frihedsbegrebet har vi desuden sat os selv i en dum situation«, sagde Niels Thomassen. »Frihed er ikke noget i sig selv - det duer kun, hvis den bliver brugt til noget konkret, hvilket vi ofte glemmer«. Det gode liv handler om at være til stede i sit eget liv, at være sit eget omdrejningspunkt uden dog at forfalde til egoisme. Det handler om at tage vare på sig selv. Først og fremmest handler det om at være til stede i nuet og ikke leve et uvirkeligt liv. Et uvirkeligt liv leves fx på en livsløgn eller i fortiden.Således begrebet angst sat ind i et filosofisk perspektiv. Smukke ord og tanker på en forårsdag. Undervisning i håndtering af angst på fobiskolenPsykolog Randi Andersson, leder af Daghøjskolen Fobi-skolen, KøbenhavnDet var næsten provokerende, men samtidig en trøst, da Randi Andersson fortalte, at hun var kommet til at holde af angsten, fordi den (og her kommer trøsten) var så nem at arbejde med.Angsten opstår af bestemte logiske årsager. Den manife-sterer sig bl.a. i bestemte fysiske symptomer, bestemte tanker og en bestemt adfærd, hvor man er begrænset i forhold til bestemte situationer. På skolen underviser man folk ud af angsten og benytter samtidig eksponering for at afprøve de redskaber, man får til at takle angsten med.

Forudsætningen for at kunne arbejde sig ud af angsten er motivation. Man skal helst have haft angsten et stykke tid. Hvis den er alt for ny, er situationen så krisepræget, at man ikke er i stand til at kunne indlære noget.På skolen betragter man ikke angsten som en sygdom, men derimod som en følelse på lige fod med fx sorg, vrede og glæde, der hver især har en funktion i menneskets liv. Nogle mennesker er imidlertid særligt gode til at aktivere angsten.For at kunne arbejde med angsten er det vigtigt med en forståelse af angstens komponenter: Hvad sker der i mig, når jeg får et angstanfald? Og hvad gør jeg, når jeg aktive-rer angsten?

26 27

Der undervises ud fra kognitive adfærdsteorier. Dvs. man arbejder med, hvordan tanker, følelser og adfærd hænger sammen. Man prøver at droppe forventningsangsten og blive åben for at prøve tingene af på en ny måde, så man lader være med at blive bange for angsten.Randi Andersson viste på en overhead en tegning af ang-stens onde cirkel og forklarede, hvordan stress fx i form af tab, skilsmisse, arbejdspres, skyldfølelse, perfektionisme eller traumatiske oplevelser kan give fysiske symptomer (hjertebanken, vejrtrækningsbesvær, rysten, rødmen, svimmelhed osv.). Når disse fysiske stresssymptomer fører til katastrofetanker (bange for at dø, kaste op, be-svime, blive kvalt, være alvorligt syg, være underlig, ikke være god nok eller med andre ord være bange for at blive negativt vurderet af andre mennesker) starter angsten. Katastrofetankerne gør, at man flygter/undgår forskellige situationer (bus, tog, forretninger, fester, møder, elevato-rer, spisesituationer m.m.).Et vigtigt led i at bryde den onde cirkel og lære at hånd-tere angsten er at lære at stille rimelige og realistiske krav til sig selv og indse, at man har identificeret sig med noget forkert - med en facade bestående af perfektionisme, flin-keskolen eller at være »normal« i stedet for bare at være sig selv og unik. Det er en spændende, men også smertefuld proces at komme ind bag facaden.Randi Anderson gav os et par små tricks, vi kan lave med os selv:»Hvis du vil have kontrol, så slap af!« og»Fokuser på det du ønsker, der skal ske i stedet for at fokusere på det, du ikke vil have, der skal ske. Det vi foku-serer på forstørrer vi!« I spørgsmålsrunden fik vi at vide, at skolen laver kurser på henholdsvis 9, 10, 12 og 16 uger, og at det enten er sagsbe-handleren, lægen, psykiateren, AF eller en selv der tager initiativet, når man ønsker at gå på skolen. Hvis skolen vurderer, at en kursist ikke er motiveret, siger de nej til at modtage vedkommende. Man skal selv arbej-de, og 90% vil få det godt.(Afhængig af ens sociale situation kan man evt. få et kursus betalt af det offentlige, red.)

Hypnose som selvstændig og supplerende behandling ved angstPsykolog Anne-Marie Harnum, formand for Dansk Selskab for Klinisk HypnoseBag ovennævnte titel på et af foredragene ved forårets psykiatriuge gemte der sig en interessant indføring i kli-nisk hypnose. Foredragsholderen, psykolog Anne-Marie Harnum gjorde med rette en del ud af at fortælle seriøsi-teten bag det selskab, Dansk Selskab for Klinisk Hypnose, hun repræsenterede. Hypnose er stadig forbundet med mystik og det almindelige menneske ved derfor ikke altid nok, hvorfor branchen desværre tiltrækker mange platten-slagere, understregede Anne-Marie Harnum.Dansk Selskab for Klinisk Hypnose har en seriøs klinisk indstilling til faget. Hun fremhævede samtidig, at der ikke er spor hokus pokus forbundet med at være i hypnose. Det svarer stort set til at sidde ganske afslappet i en stol. Mere mystisk er det ikke, men det er vigtigt at vælge en kompetent behandler.»Enhver 14-årig kan lære at hypnotisere. Men det tager år at lære at bruge hypnose rigtigt, og det kræver, at behand-leren har en faglig baggrund at basere sin behandling på«, står der på selskabets hjemmeside.Dansk Selskab for Klinisk Hypnose er Danmarks største og eneste hypnoseforening. Medlemmerne, dvs. behand-lerne har i forvejen en anerkendt uddannelse som enten læge, tandlæge eller psykolog. På landsplan er der ca. 300 medlemmer, og disse er underlagt Selskabets etiske regler. Regel nr. 1, er at al behandling skal være til gavn for pa-tienten.Men hvad er hypnose? Det kan der ifølge Selskabet ikke gives nogen fyldestgørende forklaring på, da man endnu ikke ved nok om hjernen, men man kan sige så meget, at hypnose er en tilstand som meget ligner det at dagdrømme eller falde i staver. Hypnose kan bruges til mange ting. I forbindelse med psykoterapi, til behandling af psykosoma-tiske lidelser og tandlægeskræk og altså også angst. Det understreges dog, at hypnose er et effektivt værkstøj, men at det ikke bør opfattes som en tryllestav eller et vi-skelæder - og vups - er alle problemerne væk.Hypnose foregår på den måde, at klienten bringes i en hypnotisk tilstand, også kaldet trancen. Derved bliver der lettere adgang til det ubevidste materiale i klienten, der

sandsynligvis rummer nøglen til mange af de vanskelig-heder, som klienten har og ikke er i stand til at bearbejde bevidst.Det lyder jo alt sammen meget forjættende, men kan alle virkelig hypnotiseres?Ifølge selskabet: Ja! - Alle kan i mere eller mindre grad hypnotiseres. Hypnotiserbarheden skulle være en medfødt evne, der er forholdsvis stabil. De fleste af os er i hvert fald påvirkelige i middel grad. Nogle få er slet ikke modta-gelige, mens endnu nogle få er overordentligt modtagelige. Hvorfor ved man endnu ikke.Ikke blot kærlighedens veje, men også hjernens er uransa-gelige.

Angstmedicin - når andet ikke slår tilOverlæge Jes Gerlach, PsykiatriFonden Jes Gerlachs foredrag om behandling med angstmedicin gav bl.a. et indblik i, hvordan hjernen fungerer.Nerverne i hjernen kommunikerer med hinanden ved hjælp af signalstoffer (fx serotonin som har at gøre med depression, sex , søvn m.m.). Jes Gerlach tegnede mel-lemrummet mellem to nerver og forklarede, at når der kommer en nerveimpuls til den ene nerve, smider den signalstof ud i mellemrummet. Signalstoffet påvirker den anden nerve (receptoren), hvorefter det genoptages (su-ges tilbage) i den første nerve og kan genbruges. I forbindelse med angstmedicin arbejder man med to for-skellige mekanismer, som er altafgørende i psykofarma-kologi. Man kan enten blokere for genoptagelsen af sig-nalstoffet, eller man kan (som man gør med antipsykotisk medicin) blokere for receptorerne, så signalstoffet ikke kan virke - eller virker i mindre grad. På en overhead så vi, som eksempel på gamle antide-pressiva, at Anafranil hæmmer genoptagelsen af serotonin og en lille smule noradrenalin samtidig med, at det blo-kerer en masse receptorer, hvilket giver anledning til en række bivirkninger. Overheaden blev skiftet ud, og vi så nu en oversigt over nye antidepressiva (SSRI) fx Cipramil, Fontex og Zoloft. Disse præparater fremmer serotonin og rører ikke ved noradrenalin. Der er næsten ingen påvirkning af recepto-rer, hvilket betyder, at der ikke er mange bivirkninger. Den eneste bivirkning er næsten, når den serotoninfremmende virkning bliver for kraftig. Remeron blev brugt som eksempel på en anden gruppe præparater, der ikke påvirker genoptagelsen. Remeron bevirker, at der er en større koncentration af serotonin i mellemrummene mellem nerverne samtidig med, at det blokerer nogle receptorer, fx histaminreceptorer. Dette giver vægtøgning og sløvhed. Til gengæld undgås de bi-virkninger, som forårsages af for meget serotonin. Jes Gerlach kom nu ind på bivirkningerne ved SSRI: Kvalme, hovedpine, søvn- og sexforstyrrelser. De første to forsvinder som regel i løbet af de første to uger. Anderle-des forholder det sig med sexforstyrrelser, som rammer 50 - 60% af de mennesker, der tager midlerne. Men her er der løsningsmuligheder. Hvis man fx kombinerer Remeron med Cipramil eller Fontex, blokerer man for nogle seroto-ninreceptorer og mindsker derved sexbivirkningerne. En anden mulighed er at tage Epronax, der virker på noradre-nalinsystemet og heller ikke giver sexbivirkninger. Angående søvnen veksler den mellem let søvn, dyb søvn og REM-søvn (drømmesøvn). Den dybe søvn, hvor blodtryk, puls og temperatur falder, er meget vigtig. I den-ne søvnfase falder også det farlige stresshormon kortisol, samtidig med at væksthormonet stiger. Dette er selvfølge-lig vigtigt for børn, der skal vokse, men også for voksne, der skal bruge det til at holde kroppen ved lige. Lige som ved sexforstyrrelser kan man rette op på søvnforstyrrelser ved at kombinere SSRI med Remeron eller Tolvon. I forbindelse med angstmedicin kan man ikke undgå at komme ind på benzodiazepiner (beroligende midler som Stesolid, Alprazolam, Risolid, Rivotril m.f.) som er den gruppe, der sælges mest af. Det vigtige i forbindelse med benzodiazepiner er hal-veringstiden (virkningstiden) som er meget forskellig fra præparat til præparat. For Risolid og Diazepam er hal-veringstiden fx 72 timer. Det vil sige, at koncentrationen først efter tre døgn er nede på det halve, og for ældre tager det endnu længere. Man skal altså ikke bruge midler med en halveringstid på mere end 12 timer, med mindre man ønsker, at personen skal være under konstant påvirkning. Og man skal selvfølgelig sørge for, at præparater, der ta-ges som sovemidler, skal nå at være ude af kroppen næste dag, hvis man skal køre bil.

26 27

Benzodiazepiner skal tages så lidt som muligt. De er kun dulmende behandling, som kan bruges en gang i mel-lem, eller hvis man er i en krise. Selv om man har forsøgt at behandle angst fx med Seroxat eller Cipramil i kom-bination med Remeron, og personen alligevel har svær angst, skal man være tilbageholdende med at anvende benzodiazepiner. I et sådant tilfælde er der mulighed for at behandle med et antipsykotisk middel, Zyprexa, som altså også kan bruges ved svær, ikke-psykotisk angst. Bivirkningerne i forbindelse med benzodiazepiner er bl.a. træthed, nedsat lyst, depression, hangover, søvnapnø (snorken, som gør søvnen overfladisk - forekommer også i forbindelse med alkohol) samt påvirkning af koncentra-tion og hukommelse. Det er meget svært at komme ud af medicinen, når man først er begyndt på den. Tager man benzodiazepin for at kunne sove bedre, vil man opnå en behagelig effekt i starten, men efter få uger virker det ikke mere. Holder man derefter op med at tage præparatet, sover man endnu dårligere end før, man startede på det. Benzodiazepiner bør altså bruges med omtanke og kun som nødløsning i enkelttilfælde eller kortvarigt.

Sociale aspekter i relation til angst. Det rummelige arbejdsmarked, revalidering, skåne-/flexjob og de nye pensionsreglerSocialoverlæge Elsebeth Stenager, Ssocialmedi-cinsk afdeling, Odense Kommune

De senere år er der sket et holdningsskred i den sociale verden. Det har medført et paradigme- og værdiskifte i socialpolitikken med lovændringer til følge. Aktivloven, serviceloven og retssikkerhedsloven erstattede i 1998 bistandsloven, og 1. jan. 2003 trådte førtidspensionsrefor-men i kraft. Virkningen af de nye love er et dramatisk fald i antal til-kendte førtidspensioner, fra ca. 24.000 i 1995 til ca. 3.500 i år 2000 i takt med det såkaldte rummelige arbejdsmarked. Men kan det optage alle de mennesker? Mht. rummelighe-den kommer folk med psykiske problemer tit i klemme. Det er svært at se, hvad der er i vejen. Det er svært at for-stå og at vide, hvilke hensyn, der skal tages og vanskeligt at håndtere for en arbejdsgiver. Tidligere var der fokus på folks begrænsninger med forsørgelse, tryghed og omsorg som omdrejningspunkt. Man gjorde folk til klienter, tog ansvaret for dem, men også fra dem. Læger havde et stort ansvar for, hvilke ret-tigheder folk havde til sociale ydelser, og jo sygere folk var, des flere penge fik de.Med det nye syn ser man på en persons ressourcer og ud-viklingsmuligheder. Den enkelte skal være aktiv i forhold til sin egen situation, medinddrages og selv tage ansvar for sit eget liv, og socialrådgivere lægger de faglige vurderin-ger.Pensionsmæssigt er det medicinsk definerede erhvervs-evne-begreb blevet erstattet af begrebet arbejdsevne. Det defineres i forhold til en arbejdsmæssig funktion, og er meget fokuseret på arbejdsmarkedet og konkrete arbejds-opgaver mhp at opretholde egen indtægt og selvforsør-gelse. I sager om pension og revalidering mm. for personer på sygedagpenge skal arbejdsevnen vurderes. Socialrådgi-veren skal lave en helhedsvurdering af: ressourcer, proble-mer, lidelser, interesser, muligheder, forhold, status, bolig, økonomi, indlæringsevne, omstillingsparathed, sociale kompetencer, mm. i samvirke med personen, med udsagn fra læger, psykologer m.fl.Der kan ydes hjælp til revalidering, når det anses for på-krævet, for en persons muligheder, for at klare sig selv og sørge for sin familie. Det kan være uddannelse, optræning, omskoling, men kun i det omfang man ikke kan få hjælp fra anden social lovgivning. Hvis man er berettiget til hjælp under arbejdsløshedslovgivningen, skal de mulig-heder benyttes først. For yngre vil man se på, om de kan klare sig på lige fod med andre på SU, eller om en forstær-ket indsats er nødvendig.Man kan sagtens selv henvende sig til socialforvaltningen ang. revalidering. Men det er vigtig at spørge rigtig! Afgø-relsen skal ikke være her og nu. Man skal få undersøgt sine muligheder for at få revalidering. Det ligger i forvalt-ningens regi. Det er forvaltningen, der står for bedømmel-sen og afgørelsen.Mulighederne indenfor revalidering kan være næsten alt. Korterevarende skoleforløb, kurser, højskoleophold, HF, projekter, arbejdsprøvning på diverse arbejdspladser, fag-

lig oplæring, arbejdsplacering, placering på hidtidig ar-bejdsplads med tilskud fra kommunen, faglig uddannelse og sågar hjælp til selvstændig etablering.Hvis revalidering til almindeligt job ikke lykkes, er der mulighed for flexjob, som er til personer, der ikke får anden ydelse. Flexjob er i princippet et almindeligt job med nogle særlige hensyn fx deltid, hvor arbejdsgiveren får en lønkompensation, fordi personen ikke er i stand til at arbejde fuldt ud. Før et flexjob kommer i betragtning skal de revalideringsmæssige muligheder være udtømte. Løntilskuddet er halvdelen eller 2/3-del af den gældende mindsteløn, og det tildeles efter forhandling mellem ar-bejdsgiver, kommunens jobkonsulent, faglig organisation og personen selv. Ansættelsen er med samme rettigheder som andre ansatte. I perioden fra man har fået tilkendt flexjob og indtil et flexjob kan skaffes, kan man få ledig-hedsydelse, hvilket er 90% af dagpengene.Flexjob vil man normalt få anvist, når man har under 50% af normal arbejdsevne. Har man over 50%, vil man blive hjulpet til et normalt job, eller særlig ansættelse med nor-male sunde hensyn i henhold til de sociale kapitler i over-enskomsterne.Har man under 1/3-del arbejdsevne, forventes man at kunne få førtidspension. En sag om førtidspensionering kan påbegyndes, når det er dokumenteret, eller evt. pga. særlige forhold - oftest helbredsmæssige - er åbenbart, at vedkommendes arbejdsevne ikke kan forbedres ved aktiverings-, revaliderings- og behandlingsmæssige foran-staltninger. Gradueringen i førtidspensionen er fjernet, altså laveste, mellemste og højeste trin. Fra 1/1 2003 tilkendes alle den samme pension. Det svarer i penge til A-kasse og sygedag-penge. Skånejob kan tilbydes førtidspensionister som et aktivitetstilbud og supplement til pensionen. I kraft af den nye lovgivning vil man nu om dage arbejds-prøve en person frem for at tage stilling ud fra diverse lægeerklæringer. Særligt alvorlige tilfælde er der dog en undtagelsesparagraf for. En person kan anses for så alvor-ligt syg, at ethvert tiltag anses for udsigtsløst, nyttesløst og urimeligt. Forholdene er forskellige fra kommune til kom-mune. For nogle nødstedte er det en chance til at kunne beholde en funktion på arbejdsmarkedet. For andre en pestilens. Patienter med angstlidelser får tit en dårlig behandling og volder tit problemer for det sociale væsen eller kommer i problemer undervejs i det sociale behandlingssystem. De oplever ofte at blive sendt videre fra undersøgelse til undersøgelse, diverse behandlinger, beskæftigelses- og aktiveringstilbud, hvor fx offentlig transport ofte er en hindring for folk, der lider under uro, stress, larm, uover-skuelighed, fremmede og fremmede forhold. Man prøver det ene, man prøver det andet, men den angste er lige utryg, eller bliver bare mere forvirret og bange, og føler sig måske presset og truet.Når arbejdsmarkedet strammer til og arbejdsløsheden stiger, så er det de lidt »skæve« eksistenser, der ryger først - og hvor skal de ryge hen?

NY MULIGHED FOR INDBE-RETNING VED BIVIRKNINGERPatienter og pårørende får nu mulighed for selv at indbe-rette direkte til Lægemiddelstyrelsen, hvis de har mistan-ke om bivirkninger ved den medicin, de bruger. Det nye indberetningssystem, som trådte i kraft den første juli, skal sikre, at Lægemiddelstyrelsen får et bedre overblik over bivirkninger ved medicin. I det hidtidige system var det kun læger, der kunne indberette om bivirkninger til Lægemiddelstyrelsen, og det førte til en høj grad af under-rapportering af bivirkninger, siger Jytte Lyngvig, der er direktør i Lægemiddelstyrelsen. Det nye system pålægger også læger en udvidet pligt til at rapportere alle ’uventede og alvorlige’ bivirkninger uden tidsbegrænsning. I det gamle system skulle den type bivirkninger kun indberettes i de to første år Forbrugerrådets formand Margrethe Niel-sen opfordrer til ikke kun at indberette meget alvorlige bi-virkninger, men også lettere. Skemaer til indberetning kan fås hos apotekerne, eller de kan hentes på Lægemiddelsty-relsens hjemmeside www.laegemiddelstyrelsen.dk. Læge-middelstyrelsen opfordrer til, at forbrugere også fremover vil indberette via deres læge, fordi visse bivirkninger kan være en følge af interaktion mellem lægemidler, eller det kan være nødvendigt at skifte behandling, hvis en patient har bivirkninger af en bestemt type medicin. I. Methling, Politiken, 1. sektion, 2. 4.7.03

28

Amager 1, Panik/helbredsangst. LUKKET for flere medlemmerAmager 2, Blandet angst få ledige pladserAmager 3, Socialangst der optages på VENTELISTE - kontaktperson manglerAmager 4, Panik der optages på VENTELISTE - gruppen starter i september

Greve der optages på VENTELISTEHaslev der optages på VENTELISTE Hillerød der optages på VENTELISTE - gruppen starter i septemberHorsens der optages på VENTELISTEKalundborg der optages på VENTELISTEKorsør der optages på VENTELISTE

København, Socialfobi 1 gruppen kører, modtager flere medlemmerKøbenhavn, Socialfobi 2 træningsgruppe for viderekomne VENTELISTEKøbenhavn, Panikangst 1 LUKKET for flere medlemmerKøbenhavn, Panikangst 2 der optages på VENTELISTE - gruppen starter i septemberKøbenhavn, Generaliseret/stress gruppen kører, få ledige pladserKøbenhavn, Hypokondrigruppe der optages på VENTELISTE - starter snart

Køge gruppen kører, modtager flere medlemmerMaribo gruppen kører, modtager flere medlemmerNæstved der optages på VENTELISTE - kontaktperson manglerOdense gruppen kører, modtager flere medlemmerRanders der optages på VENTELISTE - gruppen starter snart Ringsted gruppen kører, modtager flere medlemmerRoskilde 1, LUKKET for flere medlemmerRoskilde 2, der optages på VENTELISTE - kontaktperson manglerThisted, der optages på VENTELISTE Vejle gruppen kører, modtager flere medlemmerViborg der optages på VENTELISTE- kontaktperson manglerÅlborg gruppen kører, modtager flere medlemmerÅrhus der optages på VENTELISTE

Personer, der ønsker at være med til at starte selvhjælpsgrupper i andre byer end de her nævnte, er meget velkomne til at kontakte Angstforeningen: grupper@angstforeningen.dk

AngstAvisen