Arbejdsrettet rehabilitering i teori og praksis

Maj 2015

1

Indhold

”Mere af det gode” .......................................................................................................................................... 2

Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag ................................................................................................... 3

En tværsektoriel indsats der virker ............................................................................................................... 4

Arbejdsrettet rehabilitering ............................................................................................................................ 4

Rette indsats til rette borger på rette tidspunkt ...................................................................................... 5

Model for sagsforløbet ............................................................................................................................... 6

Hovedprocesserne i Hjørringmetoden ......................................................................................................... 8

Systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse ........................................ 8

Analyse af begrænsning i funktionsevne og efterfølgende konference i tværfagligt team .............. 8

Rehabiliteringsteam og ressourceforløb vs. tværfagligt team og udviklingsforløb ....................... 9

Indsatsplan og udviklingsforløb ................................................................................................................ 9

Indsatskataloget og de 8 indsatsspor ................................................................................................ 10

Progressionsmåling – måling af fremskridt og evt. justering af indsatser ........................................ 10

Gennemgående elementer i Hjørringmetoden ......................................................................................... 12

Empowerment ........................................................................................................................................... 12

ICF klassifikationssystemet og Funktionsevnediagnostik .................................................................. 12

En gennemgående koordinerende sagsbehandler og tværfagligt samarbejde .............................. 14

Relationel koordinering ............................................................................................................................ 16

IT-understøttelse af Hjørringmetoden – RehApplications® ............................................................... 16

2

”Mere af det gode”

”Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn, andre bygger vindmøller.”

(kinesisk ordsprog).

I løbet af de seneste år, er der sket store ændringer på beskæftigelsesområdet. Der har været

omfattende reformer af bl.a. førtidspension, fleksjob, kontanthjælp og sygedagpenge, og de

seneste ændringer er stadig ikke fuldt ud implementeret. Som ansat i en politisk styret

arbejdsmarkedsforvaltning manøvrerer man således i en forandringspræget hverdag, hvor nye

værdier og metoder hele tiden springer frem. Den helt store udfordring bliver derfor at lære at

”bygge vindmøller”, når forandringens vinde blæser, eller lidt mere konkret formuleret, at udnytte

og videreudvikle forandringerne, frem for at forsøge at krybe i skjul bag et skrøbeligt læhegn.

I Hjørring kommune har vi besluttet os for at bygge vindmøller, hvilket har ført til udviklingen af

Hjørringmetoden.

Hjørringmetoden er skabt med udgangspunkt i to sammenfaldende værdisæt, nemlig intentionerne

bag de seneste års reformer og Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag. Reformen af

førtidspension og fleksjob var den første i rækken, og den indeholdt grundstenene til de

efterfølgende reformer. Hovedtankerne bag reformen er følgende:

- Flest muligt skal have tilknytning til arbejdsmarkedet og færrest muligt skal ende på passiv,

varig forsørgelse. Det betyder ligeledes, at alle borgere skal have en indsats og ingen må

gå passivt.

- Alle borgere skal have en gennemgående og koordinerende sagsbehandler.

- Borgeren skal sættes i centrum og opleve ejerskab og indflydelse i egen sag.

- Adgangen til førtidspension begrænses. I stedet er der indført regler om tildeling af

ressourceforløb til mange af de borgere, som tidligere ville være blevet tildelt en pension.

- Borgerne skal tilbydes en helhedsorienteret, sammenhængende og individuelt tilrettelagt

indsats.

- Der skal være en højere grad af tværfagligt samarbejde, samt koordinerede og tværfaglige

indsatser, herunder en kombination af sociale, sundhedsmæssige og

beskæftigelsesrettede indsatser. Vurderingen af indsatsbehov sker via et tværfagligt

rehabiliteringsteam, hvor fagpersoner fra de nævnte områder er repræsenteret.

Hjørringmetoden kan anskues som en videreudvikling af tankerne bag disse reformer, hvor vi låner

det bedste fra reformerne for at gøre ”mere af det gode”. Vi har videreudviklet tankerne bag

rehabiliteringsteamet med indførelse af en ny form for tværfagligt team og anvendelse af tværfaglig

udredning i alle sager, hvor der er risiko for længerevarende offentlig forsørgelse. Den tværfaglige

udredning sker således ikke kun i de sager, der ifølge lovgivningen skal behandles i

rehabiliteringsteamet.

I Hjørring Kommune har vi således udvidet rehabiliteringstankegangen til en langt større

målgruppe, ligesom den koordinerende rolle og det tværfaglige samarbejde er udbredt til alle de

sagsbehandlere, som arbejder med de kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere, der er

omfattet af Hjørringmetoden.

For at kunne give den enkelte borger denne særlige indsats, har et enigt Byråd valgt at investere

125 millioner kroner ekstra i arbejdsrettet rehabiliteringsindsats. Målet er at skære et år af den

gennemsnitlige varighed af offentlig forsørgelse. Størsteparten af ressourcerne går til ansættelse

3

af ”varme hænder” i alle de involverede forvaltninger, men også til udvikling af nye og forbedrede

indsatser.

Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag

Som nævnt tager Hjørringmetoden også udgangspunkt i Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag,

hvor følgende værdier vurderes særligt relevante for den arbejdsrettede rehabiliteringsindsats for

borgere med risiko for langvarig offentlig forsørgelse:

Meningsgivende indsats:

Med en meningsgivende indsats menes, at den beskæftigelsesrettede indsats skal give

mening for både den enkelte borger, for arbejdspladsen, for kommunen og for samfundet.

Der er tale om en af grundværdierne i forhold til Hjørringmetoden.

Værdighed og selvhjulpenhed:

Det vil sige, at borgeren mødes med respekt, tillid og åbenhed. Borgeren skal inddrages

tidligt og aktivt, med henblik på at fastholde medansvar i eget forløb. Disse værdier er

tænkt ind i de konkrete elementer i Hjørringmetoden og sikres desuden med en

empowerment-orienteret tilgang.

Individet og det hele menneske:

Ifølge Arbejdsmarkedsudvalget indebærer denne værdi, at indsatser på

arbejdsmarkedsområdet skal tage udgangspunkt i det enkelte individs ressourcer og

behov, samt sikre tværfaglighed og en helhedsorienteret indsats. Denne centrale værdi

kommer til udtryk i Hjørringmetoden ved en høj grad af tværfaglighed og dermed

helhedssyn, samt at vi ønsker at sætte borgeren i centrum og således fokusere på det

enkelte menneske og dettes oplevelse af egen situation, frem for primært at fokusere på en

evt. diagnose.

Understøtte et rummeligt arbejdsmarked:

Med understøttelse af et rummeligt arbejdsmarked menes inklusion af borgere med nedsat

funktionsevne ved udviklingen af det rummelige arbejdsmarked.

Denne værdi er ligeledes central i Hjørringmetoden, da et rummeligt arbejdsmarked er en

af forudsætningerne for, at vi kan lykkes med investeringen.

Derudover beskriver Arbejdsmarkedsudvalget andre værdier, som knytter sig til uddannelse og

erhvervslivet. Idet der i Hjørringmetoden altid arbejdes hen imod et overordnet beskæftigelsesmål,

er det vigtigt også at have disse værdier i fokus, selvom man arbejder med en borger, der i starten

af processen kan synes langt fra arbejdsmarkedet.

Der er tale om følgende værdier:

Uddannelsesvalg og kompetenceudvikling:

Arbejdsmarkedsudvalget præciserer, at borgerne skal vejledes individuelt om

uddannelsesvalg og kompetenceudvikling.

Vækst og jobskabelse:

Med denne værdi menes, at de konkrete arbejdsmarkedspolitiske indsatser skal

understøtte vækst og jobskabelse gennem udnyttelse af kommunens erhvervsmæssige

4

styrkepositioner.

Service til virksomhederne:

Denne værdi indebærer et tæt samarbejde mellem Jobcentrets Virksomhedsservice og

virksomhederne i kommunen.

En tværsektoriel indsats der virker

For at kunne leve op til de krav som følger med reformerne og de politiske beslutninger, er det

nødvendigt at vi gør en ekstra indsats – en indsats der virker.

Forudsætningerne for at dette kan lade sig gøre er, at vi arbejder struktureret, systematisk og

metodisk i højere grad end det tidligere har været tilfældet, samt arbejder med en it-arkitektur, der

understøtter dette.

Derudover er det nødvendigt at der etableres et konstruktivt samarbejde forvaltningerne imellem,

da der ikke blot er tale om en metode der omfatter Arbejdsmarkedsforvaltningen, men en bred

kommunal indsats, der involverer alle de kommunale aktører, der yder en indsats i forhold til en

ledig eller sygemeldt borger.

For at sikre, at vi lykkes med investeringen i arbejdsrettet rehabilitering og samtidig formår at leve

op til værdierne i Arbejdsmarkedsudvalgets værdigrundlag, har vi udviklet en særlig ”Hjørring

Metode” for arbejdsrettet rehabilitering.

Arbejdsrettet rehabilitering

At rehabilitering anvendes og defineres som arbejdsmarkedsrettet er relativt nyt. Rehabilitering af

borgere med helbredsmæssige problemstillinger blev traditionelt set anskuet som en indsats, der

først skulle igangsættes efter den primære behandling og genoptræning var afsluttet, og der var

tale om et observeret handicap. Den arbejdsmæssige dimension blev anskuet som noget

sekundært, hvis overhovedet der var tale om et arbejdsmarkedsrettet fokus.

Hjørring Kommune har valgt at tage udgangspunkt i Jørgen Kilsgaard og Merete Labriolas

definition af arbejdsrettet rehabilitering:

”Arbejdsrettet rehabilitering er en tidsafgrænset, planlagt proces med klare mål og virkemidler, hvor

flere aktører samarbejder om at give nødvendig assistance til en borgers egen indsats for at opnå

bedst mulig funktionsevne, selvstændighed og deltagelse i arbejdslivet og samfundet” (Lisbeth

Kern-Hansen, Randi Lund Jepsen & Søren Hald (red.): Lærebog i Arbejdsmiljø, Munksgaard,

København 2011. Kapitel 13: Jørgen Kilsgaard og Merete Labriola: Arbejdsrettet Rehabilitering –

fra teori til praksis)

Der er således tale om en indsats, hvor borgeren er i centrum, og hvor der arbejdes hen imod klart

definerede mål, med det overordnede formål, at støtte borgeren i at komme (tilbage) på

arbejdsmarkedet.

Derudover nævnes det, at flere aktører samarbejder i en proces, hvilket vil sige, at der er tale om

tværfagligt samarbejde, der vurderes som den form, der egner sig bedst til at koordinere

komplekse opgaver.

5

Der er endvidere tale om en afgrænset indsats, samtidig med at der gives den nødvendige indsats.

Det betyder, at indsatsen er behovsstyret, men at den ikke gives længere end nødvendigt. Dette vil

blive uddybet i afsnittet om ”Rette indsats til rette borger til rette tid”.

Endelig er funktionsevnebegrebet centralt i definitionen af arbejdsrettet rehabilitering. Gennem

hele indsatsen fokuseres på borgerens oplevede funktionsevnebegrænsninger og dermed de

individuelle konsekvenser af en eventuel diagnose, frem for diagnosen i sig selv. Dette kan i høj

grad siges at understøtte intentionen om hele tiden at have borgeren og dennes egne oplevelser i

centrum.

I Hjørring Kommune har vi valgt at arbejde med arbejdsrettet rehabilitering i alle nye

sygedagpenge- og kontanthjælpssager, hvor der vurderes at være en risiko for længerevarende

offentlig forsørgelse.

Det er i denne forbindelse essentielt at spotte disse borgere så tidligt som muligt, hvorfor alle nye

borgere gennemgår en systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse.

For at kvalificere denne screening, samarbejder borgerens sagsbehandler – som har til opgave at

koordinere alle indsatser i sagen – med andre faggrupper om at foretage en funktionsevneanalyse

af borgeren. Dette gøres via monofaglige udredninger ved forskellige fagpersoner, efterfulgt af en

tværfaglig konference, hvor det besluttes hvilke indsatser borgeren skal have. Indsatserne er

således besluttet ud fra en bred, tværfaglig helhedsvurdering og tager udgangspunkt i den enkelte

borgers funktionsevnebegrænsninger.

Når en indsats er i værksat foretages der progressionsmåling, for at sikre fremskridt og give

mulighed for eventuel justering i indsatser, såfremt der ikke er progression. Således sikres det, at

borgeren i den arbejdsrettede rehabiliteringsproces, som vi har navngivet ”udviklingsforløb”, får en

indsats der virker.

Rette indsats til rette borger på rette tidspunkt

Det allervæsentligste når der skal vælges en indsats er, at sikre ”rette indsats til rette borger på

rette tidspunkt”, hvilket er blevet Hjørringmetodens motto.

Med rette indsats menes, at alle borgere i målgruppen tilbydes en særlig indsats via et

udviklingsforløb. Der er tale om en tilstrækkelig og nødvendig indsats. Det er her vigtigt at huske,

at der er tale om arbejdsrettet rehabilitering, hvilket vil sige en indsats, der netop er tilstrækkelig for

at en borger kan komme ind på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet. Indsatsen er med andre ord

behovsstyret, men den gives ikke længere end nødvendigt. Hjørringmetoden understøtter således

ikke tanken om, at man skal være 100 % rask for at kunne arbejde, jf. forskellen mellem

arbejdsevne og funktionsevne.

Med rette borger menes nye modtagere af kontanthjælp og sygedagpenge, der sandsynligvis

ender på langvarig offentlig forsørgelse, hvis vi ikke gør en særlig indsats. For at sikre, at der er

tale om den rette borger, screenes alle nye kontanthjælps- og sygedagpengemodtagere for risiko

for længerevarende offentlig forsørgelse. Resultatet af screeningen og de øvrige oplysninger om

borgeren anvendes i en samlet risikovurdering.

Med rette tidspunkt menes først og fremmest en tidlig indsats. Der er tale om en indsats, der

iværksættes med det samme i forhold til alle nye borgere i målgruppen. Det bidrager bl.a. til at

fastholde og styrke motivationen og selvtilliden hos de ledige og sygemeldte borgere.

6

For at sikre rette indsats til rette borger på rette tidspunkt, er det essentielt at de koordinerende

sagsbehandlere har den nødvendige tid og støtte til at være i stand til at udføre deres opgaver i

den arbejdsrettede rehabiliteringsindsats.

Investeringen i tilførsel af flere ’varme hænder’ sikrer, at der er mere tid til den enkelte borger.

Hjørring Kommune har nu et af de laveste antal sager per sagsbehandler på kontanthjælps- og

sygedagpengeområdet. Det sikrer, at den koordinerende sagsbehandler har den nødvendige tid til

at udfolde sine socialfaglige kompetencer, så der foretages kvalificerede vurderinger i hver enkelt

sag.

Model for sagsforløbet

Den model for arbejdsrettet rehabilitering, som vi har valgt at anvende i Hjørring Kommune ser

således ud:

Det er vigtigt at pointere, at der er tale om en dynamisk model, hvor måling af progression gennem

hele sagsforløbet danner grundlag for en evt. revurdering af de igangsatte indsatser. Der er

således tale om en form for ”double loop learning” der sikrer, at indsatserne løbes tilpasses den

enkelte borger.

Indsatserne ifølge Hjørringmetoden fortsætter, indtil beskæftigelsesmålet er nået.

Den arbejdsrettede rehabiliteringsproces tager udgangspunkt i R.L. Franche og N. Krauses teori

om ”Readiness for Return to Work”.

Grundholdningen bag teorien er, at det kun er borgeren selv, der kan træffe det valg, der i sidste

ende fører til at vedkommende kommer ind på- eller vender tilbage til arbejdsmarkedet.

7

Der er tale om en kompleks, socialpsykologisk proces, som illustreres ved en 5-trinsmodel af

forskellige parathedsstadier, som en borger gennemgår i løbet af en sygemeldingsperiode.

Teorien er således udviklet til brug for sygemeldte borgere. Vi har valgt at udfolde den til også at

omfatte kontanthjælpsmodtagere med problemer ud over ledighed, idet vi anskuer stadierne som

noget alment menneskeligt og ikke afhængige af specifikt offentligt forsørgelsesgrundlag.

De 5 stadier som borgeren gennemgår, er ifølge Franche og Krause følgende:

1) Ikke-parat-stadiet

2) Overvejelses-stadiet

3) Beslutnings-stadiet

4) Handlings-stadiet

5) Vedligeholdelses-stadiet

Centralt for forståelsen af teorien er, at bevægelse fra et stadie til et andet ikke er noget, der sker

tilfældigt og pludseligt, men derimod er en proces, der foregår gradvist og involverer forskellige

påvirkninger, udefra såvel som indefra.

Den væsentligste faktor i forhold til bevægelse fra et trin til et andet, er borgerens grad af self-

efficacy. Begrebet self-efficacy er vanskeligt at oversætte til dansk, men vil direkte oversat betyde

”selv-virkningsfuldhed”. I Franche og Krauses model beskrives self-efficacy som en persons tro på

sig selv i forskellige situationer i relation til at vende tilbage til arbejdsmarkedet, herunder at vende

tilbage til fysisk aktivitet. Denne vurdering kan være både bevidst eller ubevidst og er afhængig af

mange forskellige faktorer. Nogle af de faktorer, der kan spille ind er fx aktuelle symptomer,

oplevelse af funktionsniveau, tidligere erfaringer med sygemeldinger, men også

omgivelsesmæssige faktorer som fx familie og venners holdninger og forholdet til arbejdspladsen.

Der er således tale om en kompleks sammensætning af faktorer, der kan have en indflydelse på,

om en borger føler sig parat til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

8

Hovedprocesserne i Hjørringmetoden

Jævnfør ovenstående model for sagsforløbet, indeholder Hjørringmetoden forskellige processer,

som beskrives detaljeret i arbejdsgangsbeskrivelserne. Hovedprocesserne er følgende:

Systematisk screening af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse

Risikoscreeningen foretages ved hjælp af et særligt udviklet spørgeskema (WDSQ-24), som er

målrettet til hhv. kontanthjælpsmodtagere og sygedagpengemodtagere. Spørgeskemaet er testet

og videreudviklet i samarbejde mellem KIApro ApS og Hjørring Kommune.

Spørgeskemaet udfyldes af borgeren selv, og det er således borgerens oplevelse af egen

situation, som skemaet afspejler. Det er i tråd med intentionen om at borgeren altid skal være i

centrum.

Når skemaet er udfyldt, analyseres det i et it-baseret triageringsredskab, som fordeler sagerne,

efter graden af risiko for længerevarende offentlig forsørgelse, henholdsvis lav risiko, moderat

risiko og høj risiko.

Resultaterne af spørgeskemaet uddybes ved den første samtale med borgeren, hvorefter den

koordinerende sagsbehandler foretager en samlet socialfaglig risikovurdering. Spørgeskemaet

anvendes således som et redskab, der støtter den koordinerende sagsbehandler og kvalificerer de

socialfaglige vurderinger yderligere. Det bidrager til at sikre en høj faglig kvalitet.

Analyse af begrænsning i funktionsevne og efterfølgende konference i tværfagligt team

Det har ofte været et problem, at udredningsopgaver trækkes i langdrag, fordi man som

sagsbehandler er tvunget til at afvente forskellige dokumenter med sundhedsfaglige vurderinger,

inden der kan tages stilling til indsats for den pågældende borger. Denne ventetid forsøger vi at

undgå ved at alle sager, hvor der vurderes at være en moderat eller høj risiko for længerevarende

offentlig forsørgelse, visiteres til tværfaglig udredning ved et tværfagligt team, direkte efter første

samtale med den koordinerende sagsbehandler.

Når en sag henvises til det tværfaglige team, indkaldes borgeren til en samtale ved

teammedlemmerne, som er hhv. en fysioterapeut, en psykolog og en sygeplejerske. Borgeren taler

med de forskellige fagpersoner på skift samme dag og er således i én til én dialog med alle

teammedlemmer.

Efter hver samtale udarbejder teammedlemmerne hver et monofagligt notat. For at understøtte

fagligheden i disse analyser anvendes ICF og funktionsevnediagnosticering.

Efterfølgende afholdes en tværfaglig konference med deltagelse af teammedlemmerne og den

koordinerende sagsbehandler. På det tidspunkt, hvor medarbejderne har gennemført træning i

metoden og deres indbyrdes roller, skal borgeren også selv deltage i konferencen.

Under konferencen drøftes resultatet af de monofaglige udredninger, og det overordnede

beskæftigelsesmål formuleres i samarbejde, ud fra hvilket der udarbejdes et udkast til en

indsatsplan. På denne måde sikres det, at der arbejdes mod et fælles mål, samt foretages en

hurtig udredning og igangsættelse af relevante indsatser i alle sager.

9

Den koordinerende sagsbehandler kan evt. supplere teamets forslag med rådgivning fra

fagligheder udenfor det tværfaglige team, ligesom der kan være tilfælde, hvor sagen skal drøftes

med en leder, eller på møde i rehabiliteringsteamet, inden der kan lægges en endelig indsatsplan.

Den koordinerende sagsbehandler udarbejder indsatsplanen i tæt samarbejde med borgeren. Det

er desuden den koordinerende sagsbehandlers ansvar at aftale planens iværksættelse med borger

og alle involverede udfører-enheder.

Rehabiliteringsteam og ressourceforløb vs. tværfagligt team og udviklingsforløb

Når en sag med moderat eller høj risiko for længerevarende offentlig forsørgelse henvises til det

tværfaglige team, er der i nogle tilfælde tale om sager, der efterfølgende skal behandles i

rehabiliteringsteamet som følge af krav i lovgivningen. Det er derfor vigtigt at kunne skelne mellem

de to teams.

Rehabiliteringsteamet er lovbestemt og behandler alle sager om fleksjob, ressourceforløb og

førtidspension, samt jobafklaringsforløb og sygedagpengesager i kategori 3. Deltagerne i

rehabiliteringsteamet har forinden mødet læst udvalgte sagsakter. Rehabiliteringsteamet behandler

en sag indenfor en tidsramme på en time.

Rehabiliteringsteamet er sammensat af obligatoriske repræsentanter fra

Arbejdsmarkedsforvaltningen (sagsbehandler, koordinerende sagsbehandler, mødeleder og

sekretær), socialområdet (myndighedskontor for handicap og misbrug) og sundhedsområdet

(Sundhedscentret), uddannelsesområdet (UU-Hjørring) og en læge fra regionen. Derudover

deltager repræsentanter fra Det specialiserede område og Ydelseskontoret ad hoc.

Det tværfaglige team er en lokal konstruktion, der behandler alle udviklingsforløb, hvilket vil sige

alle nye sager, hvor der er en vurderet moderat eller høj risiko for længerevarende offentlig

forsørgelse. Der er jf. ovenstående beskrivelse af teammedlemmernes samtaler med borgeren,

tale om en mere dybdegående udredningsproces, der dog indeholder færre forskellige fagligheder.

Den efterfølgende indsats kaldes et udviklingsforløb og kan i forhold til indhold og koordination

sammenlignes med et ressourceforløb.

Indsatsplan og udviklingsforløb

Den tværfaglige konference anvendes til i fællesskab at identificere de elementer, der bidrager

mest til borgerens funktionsevnebegrænsning. Derved øges muligheden for at kunne vælge de

rette indsatser til borgeren. Dette gøres som nævnt med udgangspunkt i ICF-

klassifikationssystemet.

Herefter knyttes en indsats med et klart defineret indsatsmål til hver identificeret

funktionsevnebegrænsning. Det er vigtigt at indsatsmålene er konkrete og således tydelige for

både borger og udfører, således de ikke er i tvivl om, hvad indsatsen skal indeholde, for at målet

kan nås.

På denne måde sikres det, at borgeren kan se en mening med indsatsen, og således opnå

ejerskab, hvilket kan styrke samarbejdet mellem borger og udfører. Derudover medfører en

konkret beskrivelse, at indsatsmålene bliver målbare, hvilket er nødvendigt for, at der kan

foretages progressionsmåling i alle udviklingsforløb.

10

Alle indsatser bygger således på en systematisk identifikation af årsager til borgerens

funktionsevnebegrænsning, efterfulgt af en prioriteret og progressiv rehabiliteringsindsats i direkte

forlængelse heraf.

Der er ofte tale om flere parallelle, tværfaglige indsatser i flere forskellige forvaltninger. Dette

kræver en høj grad af koordination og overblik, hvilket der er taget højde for med udvidelsen af den

koordinerende funktion til at omfatte alle de sagsbehandlere, der er ansvarlige for

udviklingsforløbene.

Indholdet i udviklingsforløbene kan variere i forhold til indhold, omfang og intensitet.

Indsatskataloget og de 8 indsatsspor

For lettere at kunne vælge den rette indsats til den rette borger, har vi udarbejdet et indsatskatalog.

Indsatskataloget er opbygget efter ICF klassifikationssystemet og det beskriver indsatser på tværs

af forvaltningerne.

Der linkes til indsatskataloget i RehApplications® hvor det er relevant. På den måde vil det være

nemt at danne sig et overblik over, hvilke muligheder man har for at anvende indsatser, der passer

til den enkelte borgers behov.

Indsatserne er systematiseret i forhold til otte definerede indsatsspor. Denne struktur understøtter

den koordinerende sagsbehandler i forhold til valg af ’rette indsats til rette borger’.

Der er tale om følgende otte indsatsspor:

1. Borgere med overvejende fysiske lidelser (lidelser i bevægeapparatet og organer)

2. Borgere med overvejende lettere psykiske lidelser (stress, angst, lettere depression mv.)

3. Borgere med overvejende psykisk sygdom (bipolar sindslidelse, skizofreni mv.)

4. Borgere med overvejende udviklingsforstyrrelse og/eller kognitive vanskeligheder

5. Borgere med overvejende sociale problemer

6. Borgere med overvejende misbrugsproblemer

7. Borgere med overvejende livsstilsproblemer

8. Borgere med overvejende diffuse/uafklarede lidelser

Progressionsmåling – måling af fremskridt og evt. justering af indsatser

Et andet centralt element ved Hjørringmetoden, er måling af progression i forhold til hver enkelt

indsats, der iværksættes for en borger.

Metoden er udviklet af KIApro med inspiration fra Patient-Specific Functional Scale (PSFS),

Canadian Occupational Performance Measure (COPM) og Goal Attainment Scale (GAS), men

anvender ICF som referenceramme for målfastsættelse.

11

Progressionsmålingen inddrager både udførers og borgers egen vurdering af progression.

Målingen foretages ved at udfører, i samarbejde med borgeren definerer nogle konkrete og

målbare progressionsmål og dertilhørende progressionsspørgsmål. Progressionsspørgsmålene

stilles til borgeren, når der skal foretages progressionsmåling, hvorefter borgerens svar suppleres

med udførers vurdering. Progressionsmålene er tæt knyttet til indsatsmålet for den pågældende

indsats.

Den koordinerende sagsbehandler anvender resultatet af progressionsmålingen til en vurdering af,

om indsatsen skal justeres. Derudover foretager den koordinerende sagsbehandler en samlet

vurdering af status i forhold til det overordnede beskæftigelsesmål.

Progressionsmålingen er således et redskab, der anvendes til at vurdere, om der sker en

bevægelse hen imod de konkrete mål, og at vurdere om indsatserne virker. Samtidig sikres, at den

koordinerende sagsbehandler hele tiden holder fokus på beskæftigelsesmål og indsatsmål og

bevarer overblikket.

12

Gennemgående elementer i Hjørringmetoden

Ud over hovedprocesserne, indeholder Hjørringmetoden også følgende gennemgående elementer,

som er gennemgående i alle processerne.

Empowerment

Jævnfør Arbejdsmarkedsudvalgets værdi Værdighed og Selvhjulpenhed ønsker vi at sikre

værdighed, medansvar og selvhjulpenhed hos alle borgere i Hjørring Kommune. Vi har derfor valgt

en empowerment-orienteret tilgang og tager udgangspunkt i Marselisborgs definition af begrebet.

Marselisborg beskriver en empowerment-orienteret beskæftigelsesindsats som ”(…)en indsats, der

i højere grad tager udgangspunkt i borgeren frem for i systemet. Empowerment handler om at

sætte borgerens ønsker, problem-definitioner og ressourcer i centrum, således at borgerne ikke

passiviseres og klientgøres.” (Marselisborg 2014: Empowerment i samtalen – målrettet puljen til

udvikling af den koordinerende sagsbehandler. Tilbud. Empowermentundervisning til de

koordinerende sagsbehandlere ).

Borgeren og dennes oplevelse af egen situation sættes således i centrum. Et af redskaberne til at

understøtte dette, er funktionsevnediagnostikken, som er baseret på borgerens egen oplevelse af

funktionsnedsættelse.

Vi ønsker at anvende empowerment som et redskab til at ansvarliggøre borgeren, således at

denne opnår en tro på, at han/hun - med den rette hjælp - kan selv. Dette betyder ikke, at alt

ansvar lægges over på borgeren, men handler derimod om at skabe de rette rammer til, at

borgeren oplever at få styrket sin egen handlekraft, hvilket i sidste ende kan føre til en forhøjet

livskvalitet og bedre levevilkår.

Når man som medarbejder i Hjørring Kommune er i kontakt med en borger, handler det derfor om,

at sætte nogle rammer og støtte op om borgeren på en måde, der gør det muligt for vedkommende

selv at tage ansvar og opnå ejerskab i forhold til en konkret indsats. Derudover vil et fokus på

borgerens egen oplevelse af parathed for forandring (Jævnfør Franche og Krauses teori), være

med til at sikre, at man som medarbejder møder borgerne, der hvor de er og sikrer, at der vælges

en indsats, som borgeren er i stand til at tage imod.

En forudsætning for empowerment er anerkendende aktiv lytning, men også at man som

medarbejder formår at styre samtalens retning og hele tiden reflekterer over, hvor samtalen er på

vej hen.

Empowerment er således både en overordnet og gennemgående tilgang til samarbejdet med

borgerne, og en konkret teknik til anvendelse i samtalerne.

Vores samarbejdspartner Marselisborg arbejder i denne forbindelse med en samtalemodel kaldet

Samtalens Pejlemærker.

ICF klassifikationssystemet og Funktionsevnediagnostik

ICF står for ”International Classification of Functioning, Disability and Health”, og er udarbejdet af

WHO (World Health Organization). I Sundhedsstyrelsens oversættelse står ICF for ’International

klassifikation af funktionsevne, funktionsevnenedsættelse og helbredstilstand’. Med ICF er der

13

udviklet en forståelsesramme og et standardiseret sprog til at beskrive helbred, funktionsevne og

kontekst, der kan anvendes tværfagligt, tværsektorielt og på tværs af nationer.

Det hænder ofte, at én borger bliver sygemeldt og en anden med samme diagnose ikke gør,

hvilket underbygger, at sygemelding afhænger af mere end blot diagnose. Der er i stedet tale om

en vifte af faktorer der spiller ind, indenfor fx arbejdsmiljøet på den pågældende borgers

arbejdsplads, borgerens miljø, men også mere individnære faktorer som fx arbejdsidentitet og

livsstil. Der er derfor brug for et fælles sprog og begrebssystem som matcher denne forståelse.

Indenfor ICF-klassifikationssystemet, anerkendes det, at den helbredsmæssige komponent

sjældent kan stå alene. En diagnose er altså ikke blot en diagnose, men påvirker personer

individuelt på en lang række af områder, som fx evnen til at fungere i privat- og arbejdslivet,

herunder at udføre de påkrævede aktiviteter indenfor disse rammer.

Ved anvendelse af ICF som fælles sprog, skabes en fælles forståelsesramme og et standardiseret

sprog til at beskrive helbred, funktionsevne og kontekst, der kan anvendes både tværfagligt og

tværsektorielt (fx mellem de forskellige forvaltninger). Dette fører til, at den koordinerende

sagsbehandler støttes i at anvende et helhedssyn, samt i at se den enkelte borger som unik.

Derudover styrkes samarbejdet og den fælles forståelse mellem de forskellige fagligheder, hvilket i

sidste ende vil styrke kvaliteten af den indsats, som borgeren får.

Det er vigtigt for forståelsen af sammenhængen mellem funktions- og arbejdsevne, at

funktionsevnebegrebet anskues som et overbegreb for arbejdsevnen. Dette betyder blandt andet,

at man som borger godt kan være funktionsevnebegrænset uden at have begrænsninger i sin

arbejdsevne, da arbejdsevnebegrænsningerne vurderes i forhold til den enkelte borgers specifikke

kontekst. Man kan således godt være kørestolsbruger, men ikke være begrænset i sin

arbejdsevne, så længe man arbejder i en funktion, hvor man ikke skal bruge sine ben.

Funktionsevnebegrebet er således bestemt af et komplekst samspil mellem helbredstilstand,

kropsligt funktionsniveau, eventuelle begrænsninger i daglige aktiviteter, og/eller i deltagelse i

arbejdslivet og i samfundet, samt omgivelsesmæssige- og personlige faktorer.

Konkret er der tale om følgende elementer, som er skitseret i denne figur:

14

Hvis man tager udgangspunkt i denne figur og anvender diagnoserne depression (F-313), angst

(F-411) og nakkesmerter som eksempler, vil funktionsevnebegrænsningerne fx være nedsat energi

og handlekraft, søvnmangel, samt nedsat evne til organisering og planlægning.

Ser man på elementet aktivitet, vil det formentlig være aktiviteter knyttet til varetagelse af egen

sundhed, man er begrænset på, herunder både fysisk og mental hygiejne.

Under deltagelse kan begrænsningerne fx komme til udtryk i form af manglende evne til at benytte

offentlig transport, samt manglende evne til at deltage i sociale sammenhænge med flere personer

til stede.

Disse elementer er dog ikke nok til at man kan danne sig et samlet billede af denne persons

funktionsevnebegrænsning og dermed arbejdsevnebegrænsning, da det også er væsentligt at se

på omgivelserne, samt personlige faktorer. Har man fx en familie, der bakker op om at man skal

have en førtidspension frem for et arbejde, eller har man selv en nedsat mestringsevne i forhold til

forandringer, kan dette også have væsentlige konsekvenser for funktions- og arbejdsevnen. Andre

personlige faktorer, som fx lavt uddannelsesniveau, kan også spille ind.

En gennemgående koordinerende sagsbehandler og tværfagligt samarbejde

På kontanthjælps- og sygedagpengeområdet opleves det ofte, at borgerne har problemstillinger,

der indeholder både fysiologiske, psykologiske, sociale og arbejdsrettede komponenter.

At give den enkelte borger den optimale, individuelt tilpassede støtte til at komme på

arbejdsmarkedet kan derfor være en vanskelig opgave. Som det fremgår af ovenstående

beskrivelse af den tværfaglige udredning, som et centralt element i den arbejdsrettede

rehabiliteringsindsats, er der ofte behov for inddragelse af mange aktører med forskellige

fagligheder og kompetencer.

Der er to forskellige overordnede metoder til at samarbejde med andre fagligheder, hhv. flerfagligt

samarbejde og tværfagligt samarbejde. Begge metoder kommer i spil i Hjørringmetoden, hvor

forholdet mellem behov for tværfagligt og flerfagligt samarbejde afhænger af den enkelte sag.

Hovedreglen er, at jo mere kompleks en sag der er tale om, jo større er behovet for en tværfaglig

indsats frem for en flerfaglig.

En sekventiel flerfaglig indsats foregår ved at borgeren deltager i én indsats ad gangen, hvor der

visiteres til en efterfølgende indsats, når første indsats er afsluttet. En sekventiel flerfaglig indsats

kan være relevant i sager, hvor der enten er tale om en lav risiko for længerevarende offentlig

forsørgelse eller visse sager, hvor der er tale om en moderat risiko.

En tværfaglig indsats vil oftest høre til i de mest komplekse sager (moderat og høj risiko for

længerevarende offentlig forsørgelse), og hvor kompleksiteten lægger op til flere samtidige

parallelindsatser, hvor der er behov for inddragelse af flere forskellige fagligheder.

15

Forskellene er vist i dette skema:

Overordnet set er der således ofte tale om en proces, hvor mange forskellige fagligheder skal

bidrage og samarbejde. Derfor er det essentielt at man hver især ved, hvem der gør hvad hvornår,

så man ikke tror, at alle andre gør arbejdet og har overblikket. Koordinering af indsatserne har

derfor stor betydning.

Ud fra Hjørringmetoden vil alle borgere, der deltager i et udviklingsforløb, opleve at have én

gennemgående sagsbehandler, som er ansvarlig for koordineringen af de indsatser, man som

borger deltager i. Dette letter ikke blot samarbejdet med borgeren, men gør det ligeledes lettere at

sammensætte den rette indsats til den rette borger, eftersom der er en ansvarlig tovholder, der

altid vil have et overblik over de igangsatte indsatser.

Vi har valgt at anvende begrebet ’koordinerende sagsbehandler’. Ud fra lovgivningen er det de

sagsbehandlere, som arbejder med borgere i ressourceforløb, der betegnes som koordinerende.

Med Hjørringmetoden udvides begrebet til også at dække over alle de sagsbehandlere, som

arbejder med borgere, der er omfattet af metoden, dvs. borgere der vurderes i risiko for at ende på

længerevarende offentlig forsørgelse, hvis ikke de tildeles en særlig indsats.

Den teori der arbejdes ud fra, kaldes relationel koordinering.

16

Relationel koordinering

Relationel koordinering er en evidensbaseret teori om samarbejde mellem fagprofessionelle og

effekterne på kvalitet, effektivitet og arbejdsglæde. Teorien er udviklet af professor Jody Hoffer

Gittell og er valgt til at understøtte Hjørringmetoden, da den vurderes særligt velegnet til at

understøtte en tværgående proces med en høj grad af gensidig afhængighed mellem

professionelle funktioner, på tværs af ansvarsområder, samt tværgående arbejdsprocesser med

høj grad af uforudsigelighed og tidspres. Dette er tilfældet i det rehabiliterende arbejde med

sygemeldte og arbejdsledige borgere i Hjørring Kommune.

Teorien omhandler i korte træk hvordan fælles sprog, fælles mål, viden og gensidig respekt kan

føre til bedre kvalitet og effekt for de borgere, der arbejdes med.

Jody H. Gittell har bl.a. foretaget en undersøgelse af indlagte patienter på et hospital, som viser at

fælles mål, vidensdeling og gensidig respekt blandt hospitalspersonalet, fører til en højere

funktionsevne hos patienterne og dermed også kortere indlæggelsestider.

En anden undersøgelse, som Jody H. Gittell har foretaget af samarbejdet i forskellige

luftfartselskaber, viser ligeledes, at et fælles mål, fælles sprog og gensidig respekt fører til det

bedst fungerende samarbejde. En vigtig pointe i denne forbindelse er, at det kan have fatale

konsekvenser, hvis ikke samarbejdet fungerer, når det handler om et fly der skal lette, hvilket også

i mindre omfang kan være tilfældet indenfor andre arbejdsområder.

Vi tror således på, at faktorer som fælles sprog (ICF klassifikationssystemet), vidensdeling (via

tværfaglige konferencer, det tværfaglige samarbejde og understøttet af en fælles IT-platform), klart

definerede fælles mål for den enkelte borger og gensidig respekt bidrager til, at vi lykkes med

investeringen i arbejdsrettet rehabilitering.

IT-understøttelse af Hjørringmetoden – RehApplications®

Med Hjørringmetoden stilles der store krav til tværfaglighed, effektivitet og overblik, herunder at de

forskellige aktører kan følge sagen, på tværs af forvaltningerne.

Disse krav udfordrer den traditionelle it-arkitektur, hvor IT-løsninger sjældent går på tværs af de

forskellige forvaltninger, og derfor ikke understøtter et tværsektorielt samarbejde.

Hjørring Kommune ønsker derfor at anvende en række sammenhængende webapplikationer ved

navn RehApplications® (RehApp®).

Applikationerne er udviklet af KIApro i samarbejde med Hjørring Kommune og opbygget efter ICF

og funktionsevnemetoden, samt skræddersyet til at understøtte de øvrige hovedprocesser i

Hjørringmetoden, som er:

Systematisk risikovurdering ved hjælp af spørgeskemaanalyse (herunder web-baseret

triagerings/analyseredskab).

Fastsættelse af indsatsmål og succeskriterier, samt monitorering af progression i form af en

web-baseret applikation.

17

Derudover indeholder RehApp® en række applikationer, der understøtter tidsregistrering af

fagprocesser og udtræk af strukturerede faglige data indsamlet på tværs af flere aktører igennem

et udviklingsforløb.

Endelig er RehApp® udviklet til at kunne indsamle udvalgte data i en fælles database, hvilket gør

dataudtræk og dermed løbende evaluering af den samlede indsats lettere og mere overskueligt.

RehApp® understøtter således Hjørring Kommunes ønske om løbende at kunne måle effekten af

de indsatser vi iværksætter, for således at kunne udføre evidensbaserede indsatser på

beskæftigelsesområdet.

Yderligere oplysninger:

Seniorkonsulent Torben Birkeholm

Mail: torben.birkeholm@hjoerring.dk

Mobil: 41 22 60 22