”spilintelligens hos fodboldtalenter” · web viewder maa være en vis hæmmende kraft til...

”Spilintelligens hos fodboldtalenter”Et udviklingsperspektiv i dialektikken mellem det fri og det bundne fodboldspil

16-12-2009Aalborg Universitet – Master i læreprocesserHenrik MadsenStudienummer: 34322008

4. semester - SpecialeVejleder: Kurt Dauer KellerAntal anslag: 143.992Sider: 152 (inkl. bilag)

"Kig på børnene, når de spontant spiller deres egne små kampe: Børnene er involveret, får masser af boldberøringer og skal hele tiden selv løse problemer. De er fuldstændig opslugt af kampen og lærer en masse – uden frygt for at lave fejl. Og uden de voksnes indblanding. Det er et vidunderligt udviklingsmiljø."

Keld Bordinggaard - U/20 og U/21-landstræner

__________________________

”Spilintelligens hos fodboldtalenter” Henrik Madsen Studienr. 34322008

IndholdSummary.................................................................................................................................................6

1.0 Indledning....................................................................................................................................9

1.1 Aristoteles – Spilintelligens som fronesis...............................................................................10

1.2 Alexander von Oettingen – det pædagogiske paradoks........................................................12

1.3 Carl R. Rogers – signifikant læring.........................................................................................12

2.0 Metodologisk overblik og strukturopbygning............................................................................13

3.0 Problemformulering..................................................................................................................14

4.0 Præsentation og begrundelse for valg af teori..........................................................................15

4.1 Mogens Pahuus – mellem livsfilosofi og eksistentialisme......................................................16

4.1.1 Livsfilosofi – et udspring af livet selv..............................................................................16

4.1.2 Eksistentialisme – at forholde sig til sin væren..............................................................18

4.2 Maurice Merleau-Ponty.........................................................................................................19

4.3 Etienne Wenger.....................................................................................................................20

5.0 Teoretiske perspektiver.............................................................................................................21

5.1 Pahuus’ syntese af livsfilosofi og eksistentialisme.................................................................21

5.1.1 Et humanistisk syn på læring.........................................................................................22

5.1.2 Dannelsesromanen - en skabelon for fodboldudvikling.................................................23

5.1.3 Ekskurs: Ludvig Feilberg.................................................................................................23

5.1.3.1 Institutionelt forbehold..............................................................................................24

5.1.3.2 Feilbergs analyse af livsfølelsen.................................................................................24

5.1.3.3 En analyse af hverdagsfølelsen..................................................................................26

5.1.3.4 Csikszentmihalyis flowtilstand...................................................................................27

5.2 Merleau-Ponty og kroppens fænomenologi..........................................................................28

5.2.1 Egenkroppens permanens.............................................................................................29

5.2.2 Egenkroppens motorik...................................................................................................29

5.2.3 Egenkroppens rumlighed – kropsskemaet.....................................................................30

5.2.4 Anonymitet....................................................................................................................30

5.2.5 Ekskurs – Brdr. Dreyfus’ intuitive ekspertise..................................................................31

5.3 Talentudvikling i praksisfællesskaber....................................................................................32

5.3.1 Meningsforhandling.......................................................................................................32

5.3.2 Deltagelse og tingsliggørelse.........................................................................................33


5.3.3 Gensidigt engagement...................................................................................................34

5.3.4 Lokal og global fantasi...................................................................................................34

5.3.5 Diskussion af Wengers dualitet......................................................................................34

6.0 Begrebsafklaring - fodboldfaglige vinkler på spilintelligens.......................................................35

6.1 Weins gurustatus i et moderat kritisk lys...............................................................................35

6.1.1 Weins kardinalpunkter..................................................................................................36

6.1.2 Weins syn på spilintelligens...........................................................................................37

6.2 Keld Bordinggaards ”nye vej”!...............................................................................................37

6.2.1 Gadefodbold og klubtræning.........................................................................................39

6.2.2 Spilintelligens hos Bordinggaard....................................................................................41

6.3 Definition af spilintelligens....................................................................................................42

6.4 Talentbegrebet......................................................................................................................42

7.0 Empirisk metodebeskrivelse......................................................................................................44

7.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt.......................................................................................44

7.2 Det personlige semistrukturerede livsverdensinterview.......................................................46

7.3 Fokusgruppeinterviewet........................................................................................................46

7.4 Kvales 7 faser af en interviewundersøgelse...........................................................................47

7.5 De personlige kvalitative eliteinterviews...............................................................................48

7.6 Det kvalitative fokusgruppeinterview....................................................................................49

7.7 Evaluering af interviews.........................................................................................................50

7.8 Diskussion af interviews........................................................................................................51

7.9 Den kvalitative metodes måleproblemer..............................................................................52

7.9.1 Validitet.........................................................................................................................52

7.9.2 Reliabilitet......................................................................................................................53

7.10 Transskription af interviews..................................................................................................54

7.11 Analyse af interviews.............................................................................................................55

7.12 Empiriske data.......................................................................................................................56

7.12.1 Spilintelligens – nu er det trænerens ansvar!................................................................56

7.12.2 Struktur og frihed – syntesen er optimal!......................................................................57

7.12.3 Fra livsfilosofisk amatør til eksistentiel levebrødsprof !.................................................57

7.12.4 Elitefodboldholdet som et praksisfællesskab................................................................58

7.13 Sekundær empiri fra fokusgruppeinterviews........................................................................59

8.0 Analyse af empirien i relation til teorien...................................................................................59


8.1 Analyse i relation til Pahuus-afsnittet....................................................................................60

8.1.1 Fejlfokusering................................................................................................................60

8.1.2 Dannelsesromanens vej til udvikling af spilintelligens...................................................61

8.1.3 Gadefodbold og beflitning i lyset af spilintelligens.......................................................62

8.1.4 Spidskompetencer og fokus på svagheder.....................................................................64

8.1.5 Flow – den optimale udviklingstilstand..........................................................................65

8.1.6 Opsamling......................................................................................................................65

8.2 Analyse i relation til Merleau-Ponty......................................................................................66

8.2.1 Spilintelligensen er kropsligt indlejret............................................................................66

8.2.2 Egenkroppens dynamiske vanedannelse.......................................................................67

8.2.3 Konkrete og abstrakte bevægelser................................................................................68

8.2.4 Kropsskemaet................................................................................................................69

8.2.5 Struktur som forudsætning for det frie spil...................................................................70

8.2.6 Opsamling......................................................................................................................71

8.3 Analyse i relation til Wenger..................................................................................................71

8.3.1 Deltagelse – en mulighedsbetinget kamp!.....................................................................71

8.3.2 Tingsliggørelse – trænerens piedestal...........................................................................72

8.3.3 Gensidigt engagement – spillerne som trænere............................................................73

8.3.4 Fantasien spiller med.....................................................................................................74

8.3.5 Opsamling......................................................................................................................75

9.0 Resultater..................................................................................................................................76

9.1 Konklusion.............................................................................................................................77

9.2 Videre teoretiske perspektiver..............................................................................................78

9.3 Afsluttende handleanvisninger..............................................................................................79

10.0 Litteraturliste.............................................................................................................................81

VEDLAGTE BILAG:......................................................................................................................................83

BILAG 1 – INVITATIONER TIL INTERVIEWS................................................................................................83

BILAG 2 – INTERVIEWGUIDE (SKEMA)......................................................................................................83

BILAG 3 - TRANSSKRIPTION AF INTERVIEWS..............................................................................................83

BILAG 4 – DATAANALYSE OG FORTOLKNING (SKEMA)................................................................................83

BILAG 5 – SEKUNDÆR EMPIRI (DATAANALYSE OG FORTOLKNING)(SKEMA)...................................................83

Bilag 1a – Invitation: Jakob Friis.............................................................................................................84

Bilag 1b – Invitation: Poul Erik Andreasen.............................................................................................86


Bilag 1c – Invitation: Rasmus Ankersen.................................................................................................88

Bilag 1d – Invitation: Jeppe Curth..........................................................................................................90

Bilag 2 - Interviewguide.........................................................................................................................92

Bilag 3a - Interview med Poul Erik Andreasen (PEA).............................................................................96

Bilag 3b - Interview med Rasmus Ankersen (RA).................................................................................104

Bilag 3c - Interview med Jeppe Curth (JC)...........................................................................................114

Bilag 3d - Fokusgruppeinterview med U19-ligaspillere fra AaB...........................................................125

Bilag 4 - Analyseskema........................................................................................................................134

Bilag 5 – Analyseskema (sekundær empiri – Madsen 2009)................................................................146


Summary

Titel:

Game intelligence at talented footballers - perspectives on development of the dialectics

between the free and the structured game of football.

Theme and aim:

The overriding theme of this thesis is the stimulation of game intelligence of young talented

football players when they participate in the organized training sessions in mainly the Danish

professional clubs youth departments.

The immediate aim is here – in the Danish philosopher Pahuus’ distinctions of the

characteristics of existentialism and philosophy of live - to locate some of the mechanism that

stimulates game intelligence in the elitist youth football education. The long term aim is to

make a contribution to an outspread and reproved understanding of the ideas of game

intelligence in football, expecting that general familiarity with the contents of game

intelligence will enrich the skills of the generations of young footballers to come.

The aim arose through my commitment as a youth football coach in the Danish club Aalborg

BK, where I, through training and matches against other elitist clubs, seem to have observed

a tendency of unification of the young players, that go beyond the clubs peculiarity and reach

a national scale. I have detected an unbalanced distribution among the free and the

structured contents of training sessions. This lack of balance, created by coaches’ dedication

to structure, seems to favourite inflexible solutions in a highlighted focus on the players

organizing ability, and therefore needs to be investigated in relation to the ideas of

developing game intelligence effectively.

The study is concentrated about the following question:

How can the game intelligence of young talented football players be stimulated in the social context established by elitist football clubs within the dichotomy of the free and structured game of football?


Method:

The question is addressed both theoretically and empirically. The main theoretical

frameworks is as mentioned Mogens Pahuus’ humanistic synthesis theory equally

complemented by Maurice Merleau-Pontys Phenomenology of Perceptions and Etienne

Wengers theory of social learning through “communities of practice”. Within these

mainframes I make minor digressions to theories of the Danish philosopher of live Ludvig

Feilberg, the Hungarian psychologist Mihaly Csikszentmihalyis and the American professors

Hubert and Stuart Dreyfus. In addition to this the professional authors and coaches Horst

Wein and Keld Bordinggaard add a native perspective build on their respective lives within

the football environment. The main theories and their digressions are focused on how game

intelligence can be stimulated in football training, while Wein and Bordiggaard, despite their

didactic positions and practical advises, mainly serve to illustrate the definition of game

intelligence that also is constituted in this thesis.

Empirical method:

The study was conducted with three personal elitist interviews with former professional

coach Poul Erik Andreasen, present professional football player Jeppe Curth and coach,

author and lecturer Rasmus Ankersen. These different experts perspective was

supplemented by a focus group interview with five young talents from the U19 football team

of Aalborg BK, who live in the actual atmosphere of the elitist surroundings that the question

refer to. The aim of the interviews was to gain the informants situated descriptions of the

contents in game intelligence and at the same time make them reflect on how training

sessions in the best way can stimulate development of the matter.

Results:

Results from the interview indicate that game intelligence demand fast and intuitive

decisions based on the players biological capacity and experience gained from playing the

game. The coach seems to play an essential role in his assigned capacity of accelerate the

growth of game intelligence by setting up suitable training sessions that share aspects of the

experimental style that street football nurtures. All the informants general aim is a dialectic


distribution between free and structured play. This goes from, what Ankersen calls, mainly

deliberate play in the early years to deliberate practice as the players grow up and get more

involved. It also occurs that game intelligence in football contains a fundamental social

dimension that oblige the players to participate in the established community of practice to

get access to the framed learning potential that lies here. A player can’t show game

intelligence by himself – his actions must be empathic related to his teammates as well.

The empirical results combined with the theoretical perspectives show that Pahuus’ synthetic

solution of adequate distribution of free play and structured exercises in training is to be

recommended for an effective stimulations of game intelligence. This conclusion also

includes Merleau-Pontys theory of the body schema which indicates, that the efficient

concrete movements is necessary skills in the players intuitive performance in elitist level.

Furthermore it all builds on Wengers proclaiming of learning as a result of participation in

communities of practice where game intelligence develop in the interaction between

members of the team.

Finally I hope that my point of view considering game intelligence as a subject, which is

decisive for future development of football players, can take the game to a higher level and

therefore re-establish creativity in Danish football. Einstein once said: “A problem often has

to be solved in a level below where it actually shows” (Bordinggaard & Hjulmand 2008) and

therefore it is essential that we in the future focus on developing young players game

intelligence in adequate forms, which mean they should be treated like children rather than

as small adults.


Spilintelligens hos fodboldtalenterEt udviklingsperspektiv i dialektikken mellem det frie og det bundne fodboldspil

1.0 Indledning

Som eliteungdomstræner i fodboldklubben AaB har jeg i de seneste sæsoner konstateret et

øget fokus på det forholdsvist nye begreb spilintelligens. Der er tale om et yderst komplekst

begreb, hvis semantiske indhold altid har været genstand for diskussioner vidt og bredt i

fodboldkredse (Madsen 2009). De bredspektrede debatfora har dog været kendetegnende

ved, at man hidtil har diskuteret spilintelligensen in absentia, hvilket hentyder til, at

fodboldfolket, i fravær af et samlende denotativt begreb, har anvendt kulturbestemte

konnotative betydninger i flæng (ibid.). Inkonsistent jargon har således udhulet, og nærmest

tømt begreberne for diskursivt meningsindhold, hvilket, i kantiansk forstand (Systime

2007:127), har ført til halvblinde anskuelser, som hidtil har smægtet efter en almen

accepteret definition på kløgtigt udført fodboldspil. Betegnelsen spilintelligens er altså et

forsøg på at konstituere et tiltrængt konsensusbegreb, der kan fungere som verbalt

omdrejningspunkt indenfor fodboldverdenen.

Madsens (2009) empiriske materiale indikerer, at spilintelligensen ofte er med til at typificere

fodboldspillere. Retrospektivt har jeg, qua nyerhvervet begrebsliggjort indsigt i

spilintelligensens essens, erkendt, at det faktisk var min egen spidskompetence som aktiv

professionel fodboldspiller. Denne ahaoplevelse har affødt en lyst til nærmere undersøgelse

af den hedengangne mystiske spilforståelse, som jeg altid intuitivt har erkendt, men aldrig

har kunnet formulere eksplicit. Samtidigt oplevede jeg som aktiv en accelererende

motivationsreduktion, der paradoksal nok var proportional med min etablering i det

professionelle fodboldmiljø. På baggrund af egne oplevelser som træner og spiller, og som

følge af nyhedens interesse, ønsker jeg derfor i denne opgave at undersøge stimuleringen af

spilintelligens hos unge fodboldtalenter i relation til de træningstilbud, der udbydes af

eliteklubberne i dag. Metoden er hovedsageligt teoretisk funderet, men understøttes af

empiriske data indhentet fra interviews.


Den tyske forfatter og trænerguru indenfor ungdomsfodbold, Horst Wein (2007:83), hævder

angående fodboldopdragelsen:

There is one aspect of the player’s performance that needs more attention in the learning and teaching process: the development of game intelligence in football.

Weins indflydelse har været voksende i de seneste år, hvor indflydelsesrige personer

indenfor Dansk Boldspil Union (DBU), med U21-landstræner Keld Bordinggaard i spidsen,

fløjlsrevolutionerende har gjort hans ideer kompatible i forhold til kulturen i dansk

ungdomsfodbold (Andersen 2007). Netop Bordinggaard (Henriksen 2008) fremstår, blandt

andet med sin P-træneropgave1 om spilintelligens, som en af de mest velbefarne

fodboldfaglige koryfæer indenfor vores nationale talentudvikling. Der er derfor stor

inspiration at hente hos disse to, men denne opgave tilsigter dog en overskridelse af selve

begrebsdefinitionen - selv om en sådan, af forståelsesmæssige årsager, er medtaget i

specialet. Spilintelligensen skal således betragtes i et epistemologisk lys, der fokuserer på et

dialektisk samspil mellem distinktionerne af specialets skelnen mellem den åbne

livsfilosofiske approachs frie fodboldspil, og den mere eksistentialistiske tilgang, der forstås

som klubtræningens nødvendige, men ofte bundne træningsøvelser. Således trækkes

aspekter af disse filosofiske retningers metakontekstuelle indhold ned over fodboldmiljøet,

hvor de konkret skønnes anvendelige som deskriptive vinkler på praksis. De komplekse

begreber livsfilosofi og eksistentialisme defineres i afsnits 4.1.1 og 4.1.2, idet specialet

anvender dem i den essensudtrækkende forståelsesramme, som filosoffen Mogens Pahuus

repræsenterer.

1.1 Aristoteles – Spilintelligens som fronesis

For indledningsvis at indkredse et overordnet aspekt af spilintelligensens væsen, skal

begrebet her kortfattet sammenholdes med nogle af filosofiens mest slidstærke tanker.

Allerede antikkens Grækenland, fortrinsvis personificeret ved Aristoteles, taler om bestemte

vidensformer (Gustavsson 2001:17). Det drejer sig om den teoretisk-videnskabelige viden

1 P-træner er den højeste officielle trænergrad i Danmark (www.dbu.dk).


episteme, den praktisk-produktive kyndighed techne og den situerede-handlingsorienterede

klogskab fronesis (ibid.:34). I en specifik forståelse af spilintelligens, er det helt centrale

begreb dog fronesis, idet der her er tale om et praktisk anvendeligt navigationsinstrument,

der, beroende på spillerens klogskab, udstyrer ham med en kompetent dømmekraft i

forbindelse med fodboldspillets kontingens (ibid.:159f). Spilintelligensens væsen er således,

langt hen ad vejen, indbefattet i Aristoteles’ flertusindårige begreb om fronesis, som blandt

andet fordrer situationsfornemmelse, empati, mådehold, timing samt adækvate mål og

midler. Disse dyder er alle væsentlige aspekter af fodboldspillet, selv om Aristoteles

(ibid.:161), af gode grunde, næppe har haft fodbold i tankerne, når han skriver:

… det gode kan kun gøres i relation til ret person, i hensigtsmæssig udstrækning, på ret tidspunkt, med rigtigt sigte og på en hensigtsmæssig måde.

Aristoteles karakteristiske mådehold spores i citatet, men der er ikke tale om, at den

spilintelligente bør begrænse udfoldelsen af sin areté, der hentyder til personens disposition

for dydig (god) handling (Ibid.:158f). Ifølge Aristoteles (ibid.:159) lærer vi nemlig kun tingene

ved at udføre dem. Guitarspilleren bliver dygtig ved at spille guitar, den modige bliver modig

gennem modige handlinger, og tilsvarende opnås spilintelligens altså ved at spille fodbold.

Den tilsyneladende logiske slutning må dog modificeres i dette tilfælde, hvor der også kan

peges på andre indirekte veje til udvikling af spilintelligens. Eksempelvis kan det ikke afvises,

at trænerens taktikmøde auditivt afføder praktisk omsættelige idéer, spilleren kan udvikle sin

intelligens ved visuelt at betragte andre – måske bedre – spillere, han kan qua motorisk

opkvalificering og generel teknikforbedring udvide sine handlemuligheder og så fremdeles…


1.2 Alexander von Oettingen – det pædagogiske paradoks

Også den danske doktor i pædagogik Alexander von Oettingen (2001:9) fremhæver centrale

filosofiske og pædagogiske begreber, når han nærmere undersøger det pædagogiske

paradoks som Leonard Nelson har formuleret:

Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkning?

Von Oettingen relancerer her en væsentlig og generel problematik, der i høj grad modsvarer

fodboldens opøvelse af spilintelligens. Den individuelle spiller søges typisk socialiseret

gennem klubtræningen med det sigte, at han kan handle så selvforvaltende og kompetent

som muligt på banen (Madsen 2009). Klubberne forudsætter således et, af paradokset afledt,

begreb om udøverens Bildsamkeit2, der kan oversættes i retning af formbarhed (Oettingen

2001:76). Personificeret ved trænerne, forudsætter eliteklubber ofte stiltiende spillerens

egen indre motivation for progressiv udvikling, men som modvægt hertil, konstituerer man

samtidig en styringsforvaltning, der fremsætter mestringskrav, som ikke umiddelbart

gennemskues af udøveren som signifikante, og derfor i værste fald opleves demotiverende

(Madsen 2009).

1.3 Carl R. Rogers – signifikant læring

En af den humanistiske psykologis mest prominente navne Carl R. Rogers (Illeris 2000:115)

har ligeledes, med sin teori om signifikant læring, fat i noget vedkommende for specialets

problemstilling omkring syntetisering af livsfilosofi og eksistentialisme. Rogers (ibid.:115f)

promoverer dog overvejende livsfilosofiens frie og selvforglemmende syn på læring, når han

beskriver to forskellige læringstyper. Den ene – her set i fodboldsammenhæng -

repræsenterer en løsrevet kontekst, der er målrettet træningen af partielle delkomponenter

af det færdige fodboldspil, og henvender sig til fragmentariske kropsdeles aktivering. Den

anden slags læring benævner han signifikant. Denne læringstilgang omhandler det holistiske

2 Bildsamkeit lanceres som begreb af den tyske filosof J. F. Herbart (Oettingen 2001:76).


kropslige menneske, der er optaget af fodbolden som et spil, hvor social interaktion er et

vilkår, og hvor efterspurgte færdigheder ikke kan reduceres til sammensatte brudstykker af

kompetencer. Rogers (ibid:118f) vision er således et opgør med de ofte

motivationsdræbende institutionaliserede undervisningstilgange, der praktiseres i vores

samfund generelt. Rogers (ibid.:115f) hævder altså, analogt til fodboldmiljøet, at såfremt

talentudviklingen praktiserer den signifikante, meningsfulde erfaringslæring, vil dette afføde

en hurtig og bæredygtig læring. En sådan læring vil ydermere resultere i, at de unge talenter

viser umættelig nysgerrighed i en total adaptation af alt meningsgivende i deres

fodboldsituerede nærvær. Dette skaber selvsagt en positiv selvforstærkende dynamisk

udviklingscirkel, der er værd at stræbe efter i talentarbejdet, selv om den ofte kompromisløse

signifikante læring må formodes at afføde visse samspilsproblemer i fodboldspillets sociale

kontekst.

2.0 Metodologisk overblik og strukturopbygning

Førnævnte betragtninger omkring spilintelligens og dens læringsbetingelser i

fodboldklubberne, kridter, så at sige, banen op til dette afsnits overordnede metodiske

indblik. Det følgende afsnit tjener dog samtidigt til indblik i opgavens strukturelle opbygning,

og leder endeligt frem til problemformuleringen i afsnit 3.

Efter problemformuleringen følger en kort præsentation af specialets teoretikere i afsnit 4.

Afsnit 5 leverer tre hovedteoretiske perspektiver, der - qua Pahuus’, humanistiske

læringsteorier, Merleau-Pontys kropsfænomenologiske erkendelsesteori samt Etienne

Wengers socialbaseret læringsteori – differentieret belyser, hvordan spilintelligensens

udviklingsbetingelser trives i fodboldklubbernes elitære skoling. Teoriafsnittet indbefatter

ligeledes enkelte ekskurser, hvilket, hos Pahuus, indbefatter et blik på livsfilosoffen Feilberg

og på psykologen Csikszentmihalyi, mens brdr. Dreyfus supplerer Merleau-Pontys teori.

Endelig kan det nævnes, at teoriernes legitimitet og problemløsningsbidrag dokumenteres i

analyseafsnit 8, samt, at de undervejs eksemplificeres qua fodboldens specifikke miljø, der

næppe udgør den primære baggrund for teoriernes fødsel.


Afsnit 6 er hovedsageligt en begrebsafklaring af spilintelligensen. Forståelsen opbygges på

baggrund af de praktisk orienterede fodboldfaglige teoretikere, Wein og Bordinggaards

tanker, men specialets endelige definition transcenderer deres formuleringer, og fremlægges

som den udformes hos Madsen (2009). Der gives ligeledes her en kortfattet definition af

talentbegrebet.

Begrebsafklaringen efterfølges af opgavens empiriske metodebeskrivelse i afsnit 7.

Datamaterialet er fremkommet på baggrund af ekspertinterviews med den mangeårige

superligatræner og DBU-instruktør Poul Erik Andreasen, AaB’s SAS-ligaspiller og tidligere

udlandsprofessionelle Jeppe Curth samt tidligere ungdomstræner, coach og forfatter Rasmus

Ankersen. De personlige interviews suppleres af et fokusgruppeinterview med udvalgte

myndige ungdomstalenter fra AaB’s U19 ligahold. Endelig hentes underbyggende empiri hos

Madsen (2009), der, i bestræbelserne på netop at finde essensen af spilintelligens, har

gennemført fokusgruppeinterviews med ungdomstrænere i SAS-ligaklubberne AaB og FC

Midtjylland.

Afsnit 8 er som nævnt et analyseafsnit, hvor teorierne sammenstilles med de empiriske

udsagn, og opgaven afsluttes med et resultatafsnit, der rummer konklusion, videre teoretiske

perspektiver samt afsluttende handleanvisninger. Diskussioner indlægges afsnitsvist, hvor det

skønnes relevant.

3.0 Problemformulering

Som antydet fremstår spilintelligens som et moderne begreb, der i elitekredse spås en

væsentlig rolle i fremtidens fodbold (Wein 2007:83). Begrebet bliver specielt interessant, da

fodboldverdenen hermed menes at kende kriterierne for fremtidens prototyper af spillere,

og derfor umiddelbart må føle sig begunstiget i tilrettelæggelse af en pædagogisk strategi,

der netop fremelsker den spilintelligente type. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau

(Oettingen 2001:20) peger i denne forbindelse på en central ubalance mellem denne opgaves

interessenter, personificeret ved henholdsvis de voksne ledere og de unge talenter. Rousseau

(ibid.) benævner spændet mellem barnetilværelsens endnu urealiserede potentiale, og


voksenlivets manglende evidente indsigt i samme børns fremtidsudsigter, som en

uovervindelig uvidenhedsdifference. Uvidenhedsdifferencen er i udpræget grad aktuel i

fodboldverdenen, hvor man tidligt selekterer børnene, og dermed i høj grad former deres

skæbner (Andersen 2007:316). Den tyske professor i pædagogik Dietrich Benner (Oettingen,

2001:20) fremstiller problematikken således:

Børnene kender ikke deres egen barndom, fordi de endnu ikke har forladt den. Og vi (voksne) har ikke viden om den, fordi vi for længst har tabt vores, og fordi vores ikke er deres.

Der foreligger således, grundet den futuriske uvished, løbende didaktiske udfordringer

omkring træningsindholdet, men tilsyneladende også uforenelige ontologiske

generationsforskelle, der vanskelig gør den pædagogiske interaktion mellem organisationen

på den ene side, og spillerne på den anden. Sammenholdt med de indledende beskrivelser er

vi dermed, ad snørklede omveje, nået frem til problemformuleringen:

4.0 Præsentation og begrundelse for valg af teori

I det følgende skal valget af teori begrundes gennem en kort præsentation af de enkelte

teoretikere i den rækkefølge de efterfølgende optræder i opgaven. I afsnittet om Mogens

Pahuus udlægges ligeledes begreberne livsfilosofi og eksistentialisme, således hans

forståelse, der er essentiel i forståelsen af distinktionen mellem det frie fodbold spil og den

bundne træning, træder frem.

Hvordan kan unge fodboldtalenters spilintelligens stimuleres i de sociale sammenhænge som eliteklubberne iscenesætter indenfor dikotomien af det frie fodboldspil og bundne træningsøvelser?


4.1 Mogens Pahuus – mellem livsfilosofi og eksistentialisme

Mogens Pahuus er professor i filosofi ved Aalborg Universitet, og forfatter til en lang række

bøger, hvoraf flere tager udgangspunkt i en syntese af livsfilosofien og eksistensfilosofien. I

henhold til seminarielektor Pia Rose Böwadt (2007:130), besidder han et indgående

kendskab til den livsfilosofiske tradition, og trods en kritisk holdning til originaliteten i

Pahuus’ livsfilosofiske pædagogik, henregner hun ham, som det måske bedste bud på en

aktuel tronfølger i den danske kongerække af livsfilosoffer, hvis mest prominente navne

tæller Feilberg og Løgstrup.

Pahuus’ (2008) eksistentialistiske dimension læner sig hovedsageligt op ad Kierkegaard og

Heideggers eksistensfilosofi. I henhold til Pahuus (ibid.:7), består eksistensen ofte af en række

dikotomiske poler, hvor det, i aristotelisk forstand, sjældent er hensigtsmæssigt at sværge til

yderlighederne. I stedet rummer livets vitalitet og eksistensens pligter, i deres generaliserede

komplementaritet, en involverethed og en distance (ibid.:20f), hvis indbyrdes procentuelle

forhold altid influerer på det Kierkegaard betegner som, eksistensens hovedformål, nemlig at

hin enkelte, bliver den han er (Thielst 1994:137f).

I det følgende skal henholdsvis den livsfilosofiske og den eksistentielle tradition kort

karakteriseres. Det er således gennem forskellene på disse livsanskuelser, at man får øje på

de komplementære karaktertræk, der ifølge Pahuus (2008:21), er nødvendige aspekter af det

gode liv. Lad derfor Kierkegaards (Thielst 1994:136f) motto for gennembrudsværket ”Enten-

Eller” være overgangen, og samtidig betone det dikotomiske værensaspekt, der ligeledes er

på spil i dette speciales fodboldmiljø. Kierkegaard spørger:

Er da fornuften alene døbt, er lidenskaberne hedninge?

4.1.1 Livsfilosofi – et udspring af livet selv

Livsfilosofien er en bred, og på mange måder diffus retning, der har sit udspring i

begyndelsen af 1800-tallets, hvor den romantiske tyske filosof Schelling fremsætter en


fornuftskritik, der sætter et nyt fokus på fornuftens andet, som betegner menneskets dunkle

drifts- og viljeprægede sider (Böwadt 2007:19). Denne fornuftskritik tages bramfrit op hos to

af livsfilosofiens hovedskikkelser Schopenhauer og Nietzsche, om end deres fælles betoning

af viljen ender med antagonistiske livssyn. Nietzsches filosofi er, modsat Schopenhauers

tilværelsesabsurditet, et ja til livet, men han søger samtidig en dynamisk vilje, der

ekspanderer livet som blot eksistens (ibid.:26). Et sådan begreb lancerer han med det ofte

misforståede vilje til magt, som i Böwards (ibid.) pæne fortolkning indeholder det stærke

menneskes spontane vilje til, analogt til spilintelligens, at sætte værdier, være kreativ,

overvinde sig selv og bemægtige sig livet.

Fra Nietzsches spontanitetstanke foretages der her et historisk kvantespring - som desværre

efterlader store og interessante dele af livsfilosofien ubeskrevet - over til Pahuus’ livsfilosofi,

der netop implementerer spontaniteten i sit pædagogiske perspektiv (ibid.:31).

I Pahuus’ (Ritchie 2007) beskrivelse af livsfilosofien fokuseres der på, at der kan være mere

eller mindre liv i vor tilværelse, og han skelner derfor mellem det passive at være i live, og det

mere potente at være virkeligt levende. Han beskriver det passive liv som en

selvforholdende, viljedomineret og vanebaseret bestridelse af tilværelsen, mens det virkeligt

levende er kendetegnet ved en herkulisk vitalitet, som umiddelbart er tilværelsesmæssigt

givet (ibid.). Pahuus tager således på traditionel vis udgangspunkt i livsfilosofiens dikotomiske

begrebsopbygning, som eksempelvis fornuft og følelse, og beskæftiger sig med fænomener

som instinkt, vilje, drift, intuition etc. (Böwadt 2007:13). Heraf fødes en naturlig kritisk

holdning overfor livsfilosofiens arketypiske fjendebilleder som kultur, modernitet, fornuft og

videnskab, men helt centralt for dette speciale, fremstår dog hans kritik af kulturens tendens

til hæmning af barnets livsmod og virkelyst (ibid.13/139). Mennesket må dog, ifølge Pahuus

(ibid.:136), aldrig blive stående i spontaniteten, og derfor vil vi nu se lidt nærmere på

eksistentialismen.


4.1.2 Eksistentialisme – at forholde sig til sin væren

I lighed med livsfilosofien er eksistentialismen en særdeles kompleks størrelse, der, inden for

dens vide eidetiske variation, ofte rummer deciderede modstridende synspunkter (Politiken

2006:102). Dette skyldes, at betegnelsen eksistentialisme er en samlebetegnelse for

forskellige eksistensfilosofiske retninger (ibid.:104), og derfor rummer en vis inkonsistens.

Her anvendes eksistentialisme ved generelle betragtninger, mens eksistensfilosofi benyttes i

forbindelse med de individuelle filosoffers originale tanker.

Den klassiske eksistensfilosofi er grundlagt af Kierkegaard, der i sine litterære værker

forsøger at kortlægge den menneskelige eksistens gennem en stadieinddeling, der i sidste

ende transcenderer menneskets endelighed gennem troen på Gud (ibid.:103). Kierkegaard

(Thielst 1996:266) er inspireret af tidens store filosof Hegels dialektiske tænkemåde, men

kritiserer her dennes systematiske tilværelsesopbygning, der helt forsager subjektets unikke

eksistens:

… selv den punktlige og systematisk tænkende hr. professor er nødt til som person – en unik eksistens – at leve sit levende og altid subjektive liv uden for det uhyre palads, der kan forklare og katalogisere alt.

Kierkegaards filosofi danner på mange måder baggrund for den eksistentialistiske retning,

der senere tilføres hovedskikkelser som Heidegger, Sartre og Merleau-Ponty (Politiken

2006:103). Trods disse personligheders interessante tanker foretages der nu, med analoge

begrundelser i forhold til afsnittet om livsfilosofien, atter et hop over til Pahuus’ betonede

eksistentialer3 plukket forskellige steder i eksistentialismen.

Pahuus (2008:13ff) henviser til såvel Kierkegaard som Heidegger, når han udlægger centrale

eksistentialistiske særkender. Han fremhæver to karakteristiske træk ved eksistensfilosofiens

syn på mennesket, og i disse synes inspirationen fra Kierkegaard klar (ibid.:20). Først og

fremmest må mennesket forholde sig til sig selv, og heri ligger det byrdefulde konstante valg

af sig selv, hvor subjektet enten, i sin evige gyldighed, bliver selvovertagende eller også falder

3 Eksistentialer er Heideggers betegnelse for de nødvendige grundstrukturer i den menneskelige væren (ibid.:103f).


ned i endeligheden (ibid.:16). For det andet, nævner Pahuus (ibid.:20), at mennesket udviser

en tendens til ikke at ville være sig selv, og derfor ofte fører en uegentlig fremmedgjort

tilværelse. Dette skyldes, at tilværelsen har en opgavemæssig karakter, der kan opleves som

krævende, og som hele tiden forlanger vores målrettede indsats (Ritchie (red.) 2007). Mange

flygter derfor fra dette eksistentielle krav, og søger den underholdende adspredelse, hvor det

er legalt ikke at forholde sig til sig selv, men dette fører til et selvbedragerisk liv i

uegentlighed. Pahuus (ibid.) hævder altså, at mennesket, i et eksistentialistisk

læringsperspektiv, reelt udviser modstand mod at lære, da dette indebærer en krævende

akkomodativ proces, der afløser den mere behagelige rutineprægede tilværelsesassimilation.

4.2 Maurice Merleau-Ponty

Maurice Merleau-Ponty grundlagde sin interesse for filosofi under sin skolegang i Paris, hvor

han i øvrigt etablerede det nære venskab med Sartre, som senere skulle resultere i en

fænomenologisk dominans indenfor det 20. århundredes franske filosofi (Thøgersen

2004:11). Deres synspunkter divergerede dog på flere punkter, og især Sartres fastholdelse af

en uovervindelig dualisme, var det Merleau-Ponty magtpåliggende at opponere imod, idet

han mente, at egenkroppens medierende rolle mellem det traditionelt opfattede sansende

subjekt og det perciperede objekt oversås (ibid.:69). I sit kropslige udgangspunkt – Merleau-

Ponty betegnes populært som kroppens filosof (ibid.:11) – fandt han således sin filosofiske

niche, hvorfra han egenartet kunne udforske perceptionens natur. Om det så for alvor

lykkedes Merleau-Pontys at overskride inspiratoren Husserls filosofi, og skabe særegne

tanker, er der dog delte meninger om hos hans kritikere. Merleau-Ponty (ibid.:72) smider selv

vand på kritikermøllen med antydningen om, at det er vigtigt at blive filosoffens skygge, og

tænke dennes utænkte. En metode han egenhændigt praktiserer, når han, som nævnt,

primært tager udgangspunkt i Husserls fænomenologi, men også sekundært lader Heideggers

væren-i-verden, Hegels dialektiske sociale samfundsmæssigt-historisk skabte praksis, samt

gestaltpsykologiens spontane organisering af helheder, influere på opbygningen af hans eget

kropsfænomenologiske projekt (Thøgersen, 2004:12/131, Merleau-Ponty, 1994:XI).


Det er således i rollen som kroppens filosof, at Merleau-Ponty bliver interessant, idet hans

kropslige perceptionsfokus overskrider den naturlige indstilling4, der ofte uanfægtet sætter

dagsordenen i samfundet, og derfor også påvirker fodboldmiljøet. Fænomenologien ønsker

gennem udøvelse af epoché, der betyder at sætte tingenes forståelse i parentes, at

problematisere den naturlige indstillings fastgroede praksisser og stereotype fordomme, og

vende tilbage til en slags infantil beskuelse af tingene selv, der er fritaget for præjudicerede

og innovationshæmmende meninger. Merleau-Pontys ejendommelige perceptionsinteresse

bliver derfor vigtigt i forbindelse med en fænomenologisk kortlægning af talentfulde

fodboldspilleres kropslige erkendelser.

4.3 Etienne Wenger

Den uafhængige forsker og forfatter Etienne Wenger er blandt andet kendt for sit

samarbejde med antropologen og professoren Jean Lave, hvilket resulterede i en social teori

om situeret læring i praksisfællesskaber (Lave & Wenger 2003). Teorien er grundlagt på

antropologiske iagttagelser af mesterlæren, og denne situerede læringsform udbygges så i

betegnelsen legitim perifer deltagelse5 (ibid.). Wenger (2004) er således dedikeret til en social

læringsopfattelse, og hævder, at læring snarere sker gennem interaktion i

praksisfællesskaber, end i kunstigt opsatte institutionelle undervisningssammenhænge fjernt

fra den praktiserende kontekst. Han (ibid.) har efterfølgende egenhændigt taget begrebet

praksisfællesskab op i en særskilt nuancering af dets komplekse indhold. Det er en sådan

selektion af teoriens underbegreber, der skal behandles i afsnit 5.3, og fokuspunkterne er

selvsagt udvalgt i forhold til en positiv vurdering af transferværdi i forhold til et

elitefodboldholds praksisfællesskab.

Det kan være relevant allerede her, at se nærmere på det sammensatte begreb

praksisfællesskab overført til fodboldklubbens sociale kontekst. Wenger (2004:61f) ser

praksis som en handlingsfunderet organisering af såvel tavs som eksplicit struktur og mening.

4 Den naturlige indstilling betegner menneskets ukritiske accept af den videnskabelige udlægning af verden, og den medfører, ifølge Husserl, at vores førfilosofiske livsverden ofte er blændværk (Zahavi 2007:20f).5 Legitim perifer deltagelse er en begrebsmæssig helhed. Det henviser til, at ethvert medlem må indlemmes legitimt i fællesskabet, hvor vedkommende i den større sammenhæng vil antage en mulighedsudviklende periferrolle, som med tiden fører mod fuldbyrdet medlemskab (Lave & Wenger 2003:36ff).


Praksis er overordnet indrammet af organisationen, men konkret meningsforhandles den

løbende af de deltagende spillere, og derfor bliver klubbens retningslinjer aldrig identiske

med spillernes udlevede praksis. Fællesskab hentyder til den sociale interaktion blandt

spillerne. Dog kan begrebets positive konnotationer ikke altid opretholdes i et

konkurrencepræget miljø som fodboldens, og fællesskabet kan derfor ofte indbefatte

konflikter, som igen både kan være regressive, men også i nogle tilfælde progressive for

praksisfællesskabets dynamik (ibid.:96). Unge talenter forenes altså om en meningsfuld

handlingsorienteret praksis, hvori de kan trække på fællesskabets kompetencer, og dermed

fremme ønsket om personlig udvikling. Det er derfor til en vis grad hensigtsmæssigt for den

enkelte at indordne sig fællesskabet, og få adgang til den indlejrede læring, hvilket nedenfor

antydes i et citat af Ankersen, der ganske godt fanger læringsmekanismerne i

praksisfællesskaber.

RA (30)… de gange jeg har lært mest, er ikke når nogen har spurgt mig: hvad synes du selv? Det er når jeg ser på en der er dygtigere end mig… Det ville helt sikkert være godt, hvis spillerne i højere grad kunne være hinandens trænere…

5.0 Teoretiske perspektiver

I dette afsnit skal først Pahuus’ humanistiske tanker om læring gennemgås, hvilket omfatter

ekskurser til fortrinsvis Feilberg og i mindre grad Csikszentmihalyi. Dernæst følger Merleau-

Pontys tanker om kroppens fænomenologi, og også her indbefattes en kort ekskurs til Brdr.

Dreyfus’ tanker om intuitive ekspertise. Endelig afrundes teoriafsnittet med udvalgte

begreber fra Wengers teori om praksisfællesskaber.

5.1 Pahuus’ syntese af livsfilosofi og eksistentialisme

Pahuus’ humanistiske syntesetænkning af livsfilosofi og eksistensfilosofi fremstår som et

centralt redskab til belysning af specialets problemformulering. Han (Ritchie (red.) 2007)

præsenterer blandt andet en dannelsestanke, der i gennemgangen må tænkes


fodboldspecifik, og således illustrerer betydningen af det dialektiske samspil mellem læringen

i det frie selvforglemmende fodboldspil og den taktiskbundne læreplanstræning. I

forlængelse heraf, mødes Pahuus’ (2000) udlægning af Feilbergs originale begreber, som

ekskursivt skildrer livets mulighedsforhøjende og mulighedsformindskende vilkår. Feilbergs

stilart ajourføres afrundende qua en kort sammenligning med den ungarske psykolog

Csikszentmihalyis (2005) mere moderne og populistiske sprogbrug.

5.1.1 Et humanistisk syn på læring

Et humanistisk læringssyn er, i henhold til Pahuus (Ritchie (red.) 2007), grundlagt i et holistisk

syn på mennesket som selvbestemmende ansvarlige væsner. Subjektets væsensmæssige

egenart, der altid overskrider naturvidenskabens elementsammensatte objektivisering af

mennesket, gives herefter to mulige baner af Pahuus (ibid.). Den første fokuserer på den

livsfilosofiske menneskeopfattelse, der blandt andet karakteriserer mennesket ved livsmod,

livstrang, livsglæde og en indgroet verdenserobringstrang. I et talentudviklingsperspektiv er

disse faktorer introducerende og fastholdende kvaliteter ved fodboldspillet, og praktiseres

som en uforpligtende legesituation, opretholdt af livets egen uforklarlige vitale kraft. Den

anden retning er inspireret af det eksistentielle, og kendetegnes ved, at subjektet er

selvforholdende, ansvarlig, indsatsparat, men også præget af angst for uhåndgribelige

konsekvenser af den konstante mulighed for at fejle (ibid.). Som fodboldspiller er det vigtigt

at besidde de førstnævnte egenskaber, men det er ligeså essentielt at kunne håndtere

fejloptionen, da denne udgør et grundvilkår i spillet.

Ovennævnte viser, at de to baner, hver på sin måde, repræsenterer afgørende personlige

kvaliteter ved det pågældende talent (ibid.). Pahuus understreger ligeledes, at den ene

retning alene ikke kan føre talentet hele vejen. Det betyder i stedet, at livsfilosofien og

eksistentialismen i deres komplementaritet bliver nøglen til forståelse af den gode

menneskelige læring og udvikling (ibid.). Derfor skal Pahuus’ syntetiserende dannelsestanke,

ud fra en talentfostringsvinkel, illustreres i det følgende.


5.1.2 Dannelsesromanen - en skabelon for fodboldudvikling

Pahuus er i flere af sine værker en flittig referent af skønlitterære kilder, og da han i

dannelsesromanens skabelon aner en syntese af henholdsvis det livsfilosofiske og det

eksistentielle budskab, paralleliserer han denne integritet til sit humanistiske læringssyn

(ibid.). Dannelsesromaner opererer traditionelt med tre udviklingsfaser. Den første fase

kalder Pahuus (ibid.) hjemligheden, og er en harmonisk tilstand hvor barnet lærer gennem

følelse og fantasi. I den anden fase brydes harmonien, idet den unge som resultat af

”udrejsen” oplever en fremmethed (unheimlichkeit), hvor han lærer ud fra fornuft, arbejde og

jordbundethed. Såfremt disse to faser forløber vellykkede, opstår der en syntetisk tredje fase,

hvor den dannede kan vende tilbage til en harmonisk genvunden hjemlighed. Disse tre faser

sammenholder Pahuus (ibid.) med Hegels berømte tese-antitese-syntese, hvis processuelle

indhold ikke må forveksles med et kludetæppekompromis, idet syntesen netop overskrider

de to poler, og betegner en fornyet progressiv situation (Thielst 1996:249).

5.1.3 Ekskurs: Ludvig Feilberg

Som nævnt er en af Pahuus (1995:17) store inspirationskilder den danske livsfilosof Ludvig

Feilberg, der i en monografi af nordmanden K. H. Theigen betegnes ”Nordens genialeste

psykolog”. Pahuus’ (Ritchie (red.) 2007) anvender netop Feilbergs analyse af den traditionelle

dikotomi mellem frie og bundne tilstande, når han, overført til fodboldtilstande, bygger en

syntetisk læringsforståelse op omkring førnævnte trepunktsskelet.

Det er tilsyneladende et gennemgående træk, at dannelsesromanens første fase er præget af

livsfilosofiens frie udfoldelse, mens den eksistentielle bundethed tager over i anden fase.

Tredje fase opstår dernæst som en foreningsmængde af første fases kropslige oplevelser, og

anden fases erfaring og overvindelse (ibid.). Feilberg opstiller den frie og den bundne læring

som modsætninger, og tager klart parti for den første, idet han, formentlig ville foreslå en

klubtræning, der i størst mulig grad afspejler gadefodboldens frie selvopfundne ligeløb (ibid.).

Ligeløb defineres af Feilberg som et livsfænomen, hvori man finder mulighedsforhøjende

tilstande som eksempelvis åbenhed og selvofring (tilbagetrædelse af selvet) (Pahuus,

1995:27). Begrebet harmonerer således med de livsfilosofiske karakteristika. Følgende er


Feilberg (Ritchie (red.) 2007) mere kritisk overfor den eksistentielle dimension, hvor

fodboldtalentet, i hans forstand, primært lever for at lære, hvad omverdenen påbyder.

Faktisk hævder han, at denne læringsform fører til en lukket åndelig kredsning, som er

hæmmende for det spirende kreative liv. Kredsning har et statisk præg, og er antagonisten til

det dynamiske ligeløb. Den er mulighedsformindskende, og betegner bevidsthedens

refleksionsvirksomhed, som næsten altid vurderes som hæmmende for den egentlige

livsudfoldelse (Pahuus 1995:37). Feilberg (ibid.:34) skelner dog mellem to slags bevidstheder,

og peger på, at det alene er den traditionelt opfattede subjektive bevidsthed (forselvet), der

er mulighedsformindskende, mens naturbevidstheden (bagselvet) derimod er

mulighedsforhøjende. Naturbevidstheden betegner den livsfilosofiske tilstand, hvor man,

ifølge Feilberg (ibid.), paradoksalt nok ”er allermest ved bevidsthed, just når man glemmer sig

selv”. Det er således med denne modifikation, at Feilberg generaliserer i forhold til

bevidstheden som mulighedsformindskende.

5.1.3.1 Institutionelt forbehold

Feilberg (ibid.:37) udviser, med sine tanker om den mulighedsformindskende bevidsthed,

indledningsvis en yderst kritisk holdning overfor den institutionelle lærdom, der traditionelt

dyrker refleksion og kognitiv læring. Det betyder dog ikke, at han opfordrer til den totale

frihed, da han samtidigt indser, at en strukturel hæmning er nødvendig, såfremt det hele ikke

skal fortabe sig i dårskab og anarki. I forlængelse af dette institutionelle forbeholdenhed,

tager Pahuus (Ritchie (red.) 2007) Carl Rogers’ syntetiserede læringssyn op. Rogers er i

begyndelsen, som Feilberg, meget skeptisk overfor den institutionelle lærdom, men også han

modificerer mistilliden over tid. Derfor ender også han ud i en integreringstanke, der hævder,

at man med fordel kan tage udgangspunkt i talenternes medbragte oplevelser og erfaringer.

5.1.3.2 Feilbergs analyse af livsfølelsen

I værket ”Om størst Udbytte af Sjælsevner” skildrer Feilberg forskellen mellem de tilstande af

livsfølelse, som er henholdsvis mulighedsforhøjende og mulighedsformindskende (Pahuus

1995:17f). Af mulighedsforhøjende tilstande fremsætter Feilberg to hovedgrupper, hvor der


kan fremkomme mulighedsværdi (ibid.:20). Mulighedsværdi defineres som den evne, ifølge

hvilken Sjælen frembringer saadanne helt nye Ting (ibid.:19). Det skal dog indskydes, at

mulighedsværdien ikke er den eneste positive sjælelige tilstand, idet Feilberg (ibid.:19)

ligeledes betegner flidsværdien som en god tilstand. Flidsværdien beskrives som den Værdi, i

Kraft af hvilken Sjælen forarbejder det én Gang foreliggende Materiale, altsaa det, der

tidligere er født formedelst Mulighedsværdien. De to situationer, hvor mulighedsværdi kan

optræde betegner han suspensionstilstande og selvoverantvordelses-tilstande (ibid.:20).

Suspensionstilstande er dels vegetative tidsløse og selvforglemmende tilstande, som Feilberg

nuancerer med flere særprægede betegnelser, som det vil være for omfattende at redegøre

nærmere for her. I stedet skal der blot peges på lighederne med de livsfilosofiske

karakteristika. Selvoverantvordelses-tilstande kan ligeledes ekspliciteres, men her skal der

kun fokuseres på et enkelt aspekt, nemlig strakthed. Feilberg (ibid.:24f) eksemplificerer

strakthedens sjælelige, legemlige og følelsesmæssige given sig hen, ved at henvise til en

brændehuggers legemlige arbejde, der kan sammenlignes med den uhæmmede spillers

fodboldpraksis.

At hugge Brænde er, naar man ikke forstaar det, et besværligt Arbejde. Det er trælsomt saa længe man skal staa ængsteligt og holde paa hver Pind, bange for at hugge sig i Fingrene og uden Mod til at slaa til… Nej, naar Øxen kan blinke i luften, naar man tør svinge den op over sit Hoved, sikker paa ved et betegnende ”Khu” at se den midt i Revnen, saa Stykkerne rasle, - først da er der noget ved Huggeriet… Det er den (straktheden), der giver Indhold”.

Citatet underbygger, at den selvforstærkende følelse af at gøre noget helt og fuldt, skaber en

berusende oplevelse, som tilmed stimulerer mulighedsværdien, og får det svære til at se

nemt ud. Citatet indeholder dog, med sin beskrivelse af frygten, også en dobbelthed, som

indikerer, at situationen tillige rummer de mulighedsformindskende tilstande, der skal

omtales i næste afsnit.


5.1.3.3 En analyse af hverdagsfølelsen

Feilberg (Pahuus 1995:31) inddeler de mulighedsformindskende indflydelser i tre grupper,

der benævnes beflitning, indstillethed og befangenhed. Beflitning er eksempelvis når

fodboldtalentets indgang til spillet baseres på flidskvaliteter som arbejdsomhed, vilje og

umage. Beflitning er selvsagt ikke uden værdi i et fysisk spil som fodbold, men den bærer ikke

mulighedsværdi i sig selv, idet tilstanden ikke fremavler hverken kreativitet eller udvikling, og

derfor ikke kan henregnes under mulige stimuli af spilintelligens.

Indstillethed er hos Feilberg (ibid.:32) det modsatte af strakthed. Overføres indstillethed til

fodboldverdenen optræder spilleren her som en regelret funktionærtype på banen, og følger

med stor entusiasme den dikterede taktik. Han er belavet på spillets forskellige situationer,

og modtager gerne respons på sine valg, men han er først og fremmest et kulturprodukt, som

parerer ordrer, lader sig forme, mens han uforvarende gennemtrænges af det Feilberg kalder

etableringskulden eller civilkulden (ibid.).

Den sidste mulighedsformindskende tilstand er befangenheden, som kontrasterer

selvoverantvordelses-tilstandens karakter af mulighedsværdien slip. Et metaforisk billede på

slip er der, hvor den næsten afskårne gren opgiver sit greb, og frit lader sig rive med af

vandløbets strøm. I befangenheden holder fodboldspilleren derimod fast ved sine

forudindtagede holdninger til spillet, og søger, qua sit snæversyn, at assimilere alting i

forhold til dette fastetablerede verdensbillede. Feilberg (ibid.:33) beskriver befangenheden

således:

Man bider sig fast i visse Metoder og Veje, uden for hvilke man aldrig begiver sig, har visse enkle Melodier, hvorpaa ligesom alting skal gaa, som man til enhver Tid har liggende parate og kan foredrage med den mest beundringsværdige Virtuositet, men saa til Gjengjæld heller ikke er i Stand til at variere… Der kan være stor flidsværdi, men der er ingen Nyværdi eller Mulighedsværdi.

Jeg vil ganske kort afrunde denne gennemgang af Feilberg med en lille ekskurs i ekskursen,

idet jeg mener, at kunne trække en parallel fra Feilbergs vanskeligt tilgængelige

vokabularium til Csikszentmihalyis mere internationaliserede flow-begreb.


5.1.3.4 Csikszentmihalyis flowtilstand

Feilberg beskriver ovenfor situationer med mulighedsværdi som henholdsvis

suspensionstilstande og selvoverantvordelses-tilstande. Som metafor for

suspensionstilstanden må man forstille sig, at man, som et opslæmmet sandskorn, flyder

rundt i en væske, og befinder sig i en svævende tilstand, hvor man har løsrevet sig fra

tilværelsens normale holdepunkter, og glemmer tid og sted. Selvoverantvordelses-tilstanden

minder, som nævnt, om den situation, hvor man flyder med strømmen, og undslipper alle

forhindringer undervejs (Pahuus 1995:20). Sprogbruget indikerer det parallelle indhold

mellem Feilbergs flydende tilstande, og det empiriskbaserede begreb om flow, som

Csikszentmihalyi fremsætter, og her meget kortfattet skal refereres.

Csikszentmihalyi (Andersen 2007:324) har undersøgt en lang række talentfulde teenagere

indenfor forskellige områder som musik, matematik og sport m.m., og fundet frem til en

række karakteristiske kendetegn, hvor især det som han kalder optimaloplevelsens psykologi

eller flow er interessant. Flow forklares som:

… en subjektiv tilstand, som mennesker oplever, når de er involveret i en aktivitet i en sådan grad, at de mister fornemmelsen for tid, ikke mærker træthed og udmattelse, kun er opmærksomme på aktiviteten selv. (ibid.:325)

Flow er derfor yderst interessant i talentudvikling, idet dens energier virker forstærkende på

spillerens ønske om fordybelse og udvikling (ibid.). Tilstanden indeholder en naturlig

selviscenesættende progression, der som en selvregulerende termostat holder spilleren i

noget, som svarer til Vygotskys læringsproduktive zone for nærmeste udvikling. Dette kan

illustreres med figur 1:


Figur 1:

Csikszentmihalyis figur viser, at flowtilstanden kræver en afstemning mellem udfordringer og færdigheder. Pilen indikerer ligeledes, at flow er en progressiv tilstand, idet manglende udfordringer i forhold til spillerens udviklede færdigheder fører til kedsomhed. Modsat fører for store udfordringer til bekymring hos talentet. (http://www.cs.colorado.edu/~ralex/courses/gamelet2005/calendar/5/flow.html)

5.2 Merleau-Ponty og kroppens fænomenologi

Merleau-Pontys fænomenologi repræsenterer, ifølge Thøgersen (2004:41), en kropslig

vending, der afviser dualismens objektive genstandsreducerende kropsforståelse, og

erstatter denne med en forståelse af egenkroppen som en levet krop, hvori ånd og materie

udgør en eksistentiel helhed. Hos Merleau-Ponty (1994:VIII) er kroppen således ikke det

verdenserobrende perceptionsfilter, der forsyner den ophøjede bevidsthed med objektivt

sansemateriale, men snarere en situeret erkendende krop, der umiddelbart har interneret

perceptionerne før disse behandles i bevidstheden. Med udgangspunkt i denne

dualismeophævende nivellering af krop og bevidsthed, skal udvalgte begreber hos Merleau-

Ponty, i det følgende bidrage til en udbygget forståelse af kroppens fænomenologiske rolle i

forbindelsen med stimulering af spilintelligens. Derfor skal det atter påpeges at teorien

http://www.cs.colorado.edu/~ralex/courses/gamelet2005/calendar/5/flow.html


inddrages i en fodboldmæssig kontekst, der næppe umiddelbart er tiltænkt af Merleau-

Ponty.

5.2.1 Egenkroppens permanens

At ”kroppen er en fodboldspillers vigtigste arbejdsværktøj” er en floskel, som konstant

indprentes i elitefodboldspilleres bevidsthed. Med denne opfordring til ansvarlig varetagelse

af kroppen, foregribes på mange måder essensen af Merleau-Pontys kropsfænomenologi,

idet egenkroppens perciperende rolle bliver signifikant i henhold til spilintelligensen. Ifølge

Merleau-Ponty (1994:31), adskiller egenkroppen sig fra andre genstande i rummet ved, at

indehaveren aldrig kan stille sig over for denne, men altid har den med sig. Derfor behøver

fodboldtalentet ikke først at lokalisere sin krop på banen, inden han sætter sine bevægelser i

gang, men kan umiddelbart stole på egenkroppens permanens og beslutningskompetence.

Permanens henviser her til spillerens konstante forbundethed med en konstitueret egenkrop,

der ikke introspektivt lader sig perspektivere på samme ubeskårne vis som det eksterne rums

øvrige genstande (ibid.:31f).

5.2.2 Egenkroppens motorik

Egenkroppens motorik er, ifølge Merleau-Ponty (Thøgersen 2004:114), en kropslig

intentionalitet, der over tid kan give nuancerede genstandsperspektiver, som følge af

kroppens bevægelighedspotentiale i rummet. Langt de fleste handlinger på fodboldbanen

udføres på baggrund af kroppens situerede orientering mod omgivelserne. Det må således, i

henhold til Merleau-Ponty (ibid.:114), være kendetegnende for den spilintelligentes aktioner,

at de foregår på et fænomenalt niveau, og derfor ikke, som Bordinggaard hævder, foretager

en neurologisk kompliceret og tidskrævende omvej omkring bevidstheden, inden de

effektueres. Merleau-Pontys (ibid.:115) analyse af egenkroppens motorik fører ham til to

slags bevægelser, der betegnes henholdsvis som abstrakte og konkrete. Abstrakte

bevægelser er ikke rettet mod en faktisk situation, og finder i fodboldsammenhæng

eksempelvis sted i snævert fokuserende og bundne trænerinstruerede øvelser. De konkrete

bevægelser har derimod netop et praktisk funderet utilitaristisk sigte, der hos


fodboldspilleren giver sig udslag i, at den spilintelligente bliver identisk med den egenkrop,

der netop er sammenfaldende med beherskelsen af fodboldspillets holistiske facetter.

5.2.3 Egenkroppens rumlighed – kropsskemaet

Her indledes der med Merleau-Pontys (Thøgersen 2004:110) beskrivelse af egenkroppens

rumlighed, idet han her deskriptivt udreder begrebet, og tilmed inddrager det centrale

begreb kropsskema, som ekspliciterer kroppens gestaltkarakter.

… min krop er som helhed for mig ikke en samling af organer, der er placeret ved siden af hinanden i rummet. Jeg har den udelt i besiddelse, og jeg kender mine lemmers stilling gennem et kropsskema, hvori de alle er omfattet.

Merleau-Ponty (ibid.:111) forsøger at redefinere videnskabens traditionelle brug af

kropsskemaet, og give det en fænomenologisk essens, der ændrer skemaets traditionelle

anvendelse som anatomisk oversigtskort, til et skema, der udfolder en gestalt af integrerede

lemmer og organer. Det græske ord ”skema” betyder i øvrigt holdning, og hos Merleau-Ponty

(ibid.) er det netop denne forståelse, der er i anvendelse, når han betegner kropsskemaet

som en kropslig holdning til en bestemt situation.

5.2.4 Anonymitet

Når man betragter fodboldspillet, fremstår det som en social beskæftigelse, der samtidigt

bygger på unikke individualisters færdigheder og spilintelligens. I den sammenhæng er det

værd at notere sig Merleau-Pontys (Thøgersen 2004:128) ord om generalitetens atmosfære,

der fremhæver et intersubjektivt perciperende man frem for et perciperende jeg. Selv om

den intelligente spiller har sit særegne perspektiv på fodboldkampen, er der ikke tale om en

privilegeret tilstand, idet andre kroppe ligeledes kan eksistere i den kollektive atmosfære,

som muliggør perception af selvsamme kamp. Dette fælles felt af perceptionsperspektiver

benævner Merleau-Ponty (ibid.:128f) anonymitetens atmosfære, idet han hentyder til jegets

partielle rolle som medsanser af et offentligt tilgængeligt rum. Merleau-Ponty (ibid.:129/147)


betvivler, med sin afvisning af solipsismen, således ikke den sociale verdens ontologiske

status, og han interesserer sig derfor hovedsageligt for hvordan andre, i deres respektive

anonymiteter, måtte eksistere for subjektet.

Ifølge Merleau-Ponty (ibid.:148) er vi således permanent situerede i en social kulturhistorisk

verden, hvor præ-personlige traditioner hersker og definerer objektive retningslinjer for

normativ livsførelse. Den intelligente fodboldspiller er således født ind i en fodboldkultur,

hvor der eksisterer indforståethed omkring karakteriseringen af pragmatiske handlinger, og

derfor er holdkammeraternes medsituerede væren-i-verden central for hans egen

tilstedeværelse. Den intelligente spiller inkorporerer således fodboldens kulturelle

manifestationer gennem konkret udførelse af disse i sociale sammenhænge. Samme person

optræder derfor intelligent i fodboldkampen gennem en kropsligt funderet empatisk

fornemmelse for medspillerne, idet han som følge af anonymiteten etablerer en

intersubjektiv eksistensanalogi i forhold til holdkammeraterne (ibid.:150f). Merleau-Ponty

(ibid.:152) beskriver samspillet således:

Jeg og den anden er som to næsten koncentriske cirkler, der kun lige kan anes ved en ganske let og mystisk forskydning. Denne beslægtethed er måske det, der tillader os at forstå forholdet til den anden…

5.2.5 Ekskurs – Brdr. Dreyfus’ intuitive ekspertise

Brødrene Hubert og Stuart Dreyfus (1991) har opnået stor berømmelse for deres teori om

eksperternes intuitive mønstergenkendende viden, som transcenderer eksplicitte regler, men

alligevel ofte spontant udløser hensigtsmæssig handling. Hubert (ibid.:21f), der er filosof, og

pennefører i værket ”Intuitiv ekspertise”, giver udtryk for stor fascination af netop Merleau-

Ponty, og denne inspiration er årsagen til, at det sidste af de fem trin af teorien ”Fra

nybegynder til ekspert”, kort skal skildres her. Brdr. Dreyfus (ibid.:37-65) viser således, her

med fodbold som kontekst, at regler og instruktioner er for begyndere, mens eksperter

betjener sig af deres intuition, der er kropsligt indlejret som tavs viden.


Brdr. Dreyfus (ibid.:57) peger på, at eksperter i deres opgavefokusering gør, hvad der plejer

at fungere, snarere end at løse problemer. Spilintelligens på ekspertniveau er således

kendetegnet ved udøverens dybe indsigt i en lang række varierede situationer, som

indeholder mønstergenkendende overlaps. Eksperten må derfor i fodboldspillet gruppere

hensigtsmæssige taktiske dispositioner i forhold til hans erfaringsbaserede holistiske skelnen

og association (ibid.:59). Parallelt med Merleau-Pontys udlægning af egenkroppen

forekommer spilintelligentes intuitive perceptionstolkning synkront med selve de relevante

erfaringsbaserede handlinger, hvilket ofte tenderer en flowagtig sammensmeltning mellem

ekspert og situation (ibid.:57).

5.3 Talentudvikling i praksisfællesskaber

I det følgende tages centrale begreber i Etienne Wengers teori om praksisfællesskaber op, og

sammenholdes med de karakteristika, der hersker for elitære klubbers talentudvikling.

Wengers situerede læring har fat i noget substantielt for det sociale fodboldmiljø, og

supplerer derfor helhedsforståelsen med en ny, men ikke mindre central vinkel på

spilintelligensens vækstbetingelser.

5.3.1 Meningsforhandling

Wenger (2004) arbejder generelt med en dialektisk dualitetsforståelse i forbindelse med sin

teori om praksisfællesskaber. Dette gælder således også betingelserne for fællesskabets

meningsforhandling, som hverken grundlægges på totale anarkistiske tilfældigheder eller

alene på stringente regelfortolkninger. Mening er, ifølge Wenger (ibid.:68), dynamisk, og

defineres temporalt som følge af konstante forhandlinger mellem medlemmers indbyrdes

opfattelser af eksempelvis praksisfællesskabets historie, traditioner og artefakter. Talentet

inkorporerer således ikke blot praksisfællesskabets mening gennem underdanig indordning,

men observerer snarere de fremherskende strukturer, og projicerer tillidsfuldt sin fortolkning

ud i fællesskabet i en stiltiende forventning om identitetsdannende kollektiv respons

(ibid.:73).


Relateret til ovennævnte, må det enkelte talent, som følge af sin individualitet, til stadighed

meningsforhandle holdets spillestil med resten af praksisfællesskabet. En sådan forhandling

bevirker, at talentets deltagelsesgrad ofte varierer i takt med vedkommendes anerkendelse

af den etablerede mening. Dermed opbygges den enkelte ungdomsspillers identitet gennem

en meningsspejling i praksisfællesskabets kontekst. Fællesskabets respons, eller medlemmets

oplevelse af samme, kan i øvrigt hyppigt være helt afgørende for spilleridentitetens oplevelse

af kompetence, og den rubricerer uafladeligt talentet i en intuitivt selverkendt statusrolle

mellem marginalspiller og profil.

5.3.2 Deltagelse og tingsliggørelse

Wenger (2004) benytter af og til udtrykkene participation og reifikation som synonymer for

begreberne deltagelse og tingsliggørelse. Deltagelse og tingsliggørelse er på samme tid

polære og komplementære størrelser, og dermed spores atter Wengers karakteristiske

nuancerede dualitet, hvor tingene aldrig er entydige (ibid.:77f).

Deltagelse henviser til såvel konkret handling som til de sociale sammenhænge, hvor

talentets individuelle perspektiv indgår som medkonstituerende af praksisfællesskabet. Det

enkelte medlem påvirker altså praksisfællesskabet, men samtidig influerer dette tilbage på

vedkommende. Det betyder, at medlemmet udsættes for en identitetsformning, som dels

konstitueres qua den konkrete deltagelsesgrad i praksisfællesskabet, og dels er et resultat af

medlemmets oplevelse af indflydelse på fællesskabets udformning (ibid.:71). Deltagelsen

rækker dog ofte ud over det konkrete engagement indenfor praksisfællesskabets grænser, og

derfor kan medlemmets omverdenserfaring fra andre kontekster ofte tilføre dynamiske

inputs til fællesskabet.

Reifikation er i dualistisk opposition til participation. Begrebet betegner en tendens til at

behandle abstraktioner, eksempelvis spilintelligens, som konkrete eksisterende materielle

substanser. Wenger (ibid.:73) mener, at denne tingsliggørelse er nyttig i

meningsforhandlingen, idet den skaber fokuspunkter for dynamisk negotiabilitet, og således

kan betegnes som en genvej til kommunikativ meningsforhandling i praksisfællesskabet.


5.3.3 Gensidigt engagement

Wengers (2004:90) begreb om gensidigt engagement betegner det involverende krav, som

ethvert praksisfællesskab defineres ved, og er altså nært beslægtet med deltagelse, men

transcenderer ikke praksisfællesskabets tid og rum (ibid.:56). Det gensidige engagementet

virker kohæsionsopbyggende i den evindelige proces af differentiering og homogenisering,

der opretholder den dynamiske læringsforårsagende meningsudveksling (ibid.:93).

Medlemmernes gensidige engagement rummer - såfremt en effektiv udnyttelse af de enkelte

medlemmers individuelle færdigheder finder sted - således en potentiel synergieffekt. Giver

fællesskabet tid og rum til dets spillere, kan den ønskelige situation altså opstå, hvor det

enkelte talent ikke udelukkende defineres i rollen som lærende, men også implicit lærer fra

sig, qua sine kompetencer og engagement (ibid.:93f). Gensidigt engagement bliver altså et

signifikant begreb i denne sammenhæng, da talenterne, i den spilpraktiske udførelse af

fodboldspillet, øjensynligt inspireres og lærer gennem involveret iagttagelse af hinanden.

5.3.4 Lokal og global fantasi

Hvor de hidtidigt præsenterede begreber har udvist et beslægtet indhold, betegner fantasien

på mange måder en anderledes, men i talentudviklingssammenhæng, næppe mindre central

vinkel på læring i praksisfællesskaber. Udøvelse af fantasi er, hos Wenger (2004:204), ofte en

kreativ proces, der skaber praksisoverskridende visioner og mål, og derfor egenhændigt

bidrager til medlemmets engagerede deltagelse og meningsforhandling. Fantasien spiller i

første omgang en rolle i den monotone hverdagstrummerum, hvor lokale tingsliggjorte

direktiver må gøres fordøjelige i den rutineprægede handlingspraksis. Fantasiens

drømmende karakter kan dog ligeledes fremme en virkelighedseskapisme, der løfter selvet

ind i en global sfære, hvor drømmevisionerne transcenderer det sekulariserede engagement

(ibid.:292).

5.3.5 Diskussion af Wengers dualitet

Wenger lancerer en omfattende, men tiltrængt, begrebsliggørelse af mange af dagliglivets

socialrelaterede trivialiteter, og tillægger interaktionen langt større læringsværdi end gængs


opfattelse. Dermed ekspliciterer han store dele af den tavse viden, der her præger

talentudviklingen. Hans teori er dog ofte af deskriptiv karakter, og kan derfor mangle

konstruktive handleanvisninger, når diagnoserne først er stillet. Det innovative aspekt af

teorien er derfor ikke umiddelbart fremtrædende, idet genkendeligheden af

praksisbeskrivelsen er så procentuel høj, at nyhedsværdien næsten begrænses til

begrebsliggørelsens ekspliciterede aha-oplevelse. Endelig kan det hævdes, at Wengers

dualitetsforståelse, som jeg i øvrigt personligt er begejstret for, ofte udstyrer teorien med

både livrem og seler, idet den tenderer en inflationsagtig bredde, der underminerer det

denotative indhold, og derfor i yderste konsekvens bliver intetsigende.

6.0 Begrebsafklaring - fodboldfaglige vinkler på spilintelligens

Dette hovedafsnit tjener fortrinsvis til afklaring af begrebet spilintelligens. Wein og

Bordinggaards fodboldfaglige tilgang er tænkt som et forståelsesmæssigt afsæt til den

endelige definition, der fremsættes i afsnit 6.3. Såvel Wein (2007) som Bordinggard (2006)

besidder dog også holdninger omkring træningspraksissen, og i deres præsentation gives der

derfor ligeledes motivationsbaserede bud på, hvordan spilintelligensen kan stimuleres

gennem skræddersyet træning. Der gives ydermere i afsnit 6.4 en kortfattet definition af

begrebet talent.

6.1 Weins gurustatus i et moderat kritisk lys

Horst Weins (2007:253) innovative tanker omkring udvikling af ungdomsspillere har

efterhånden bragt ham i en indflydelsesrig position på det globale plan. Wein (2007:253) er

dog primært tilknyttet Det Spanske Fodboldforbund, hvis status som regerende

europamester indikerer, at noget gøres rigtigt på disse kanter. Den oplagte sammenhæng

mellem Weins praksisteori og Spaniens øjeblikkelige dominans er dog selvsagt en hurtig,

snæver og uigennemtænkt absolutering af dimensioner (Katzenelson 1996:92). En sådan

forhastet konklusion placerer let Wein på en piedestal, og forstærker dermed en nærliggende


argumentation ad hominem6, hvis altid tvivlsomme evidens, i ukritisk anvendelse, kan få

vidtrækkende følger (ibid.:88). Dermed ikke på nogen måde antydet, at Weins teorier virker

som demagogiske luftkasteller. En sjælden og moderat indirekte kritik, er dog anført af

Andersen (2007), der, ud fra et elitært synspunkt, problematiserer aspekter af Bordinggaards

fordanskede implementering af Weins koncept. Andersen præsterer således et

talentudviklingsmæssigt jantelovsopgør, som, ud fra antagelsen om livsfilosofiens drivkraft,

foreslår, at dedikerede unge spilintelligente fodboldunika faktisk får stillet stimulerende

elitære udviklingsmiljøer til rådighed.

6.1.1 Weins kardinalpunkter

Weins (2004:2) hovedbidrag til ungdomsfodbolden er dels en promotorfunktion for

spilintelligens, og dels et pædagogiske opgør med såvel den traditionelt instruerende

trænerrolle, som de uhensigtsmæssige træningsmetoder, der alt for ofte behandler børnene

som små professionelle voksne. Weins (2007:3) bekymring handler ikke så meget om

ungdomstrænernes fodboldfaglige niveau, men snarere om deres inadækvate pædagogiske

indsigt i de unge talenters unikke udviklingsforløb. Han (2007:vii) påpeger det

udviklingsmæssige betænkelige ved en - for tidlig – bemestringsprofessionalisering, når han

påstår:

Children will learn quickly, effectively and thoroughly only when the demands of the training sessions or competitions they participate in match their intellectual, psychological and motor skills.

Wein (2004:1) indtager altså rollen som børnenes protektor, når han kritiserer den

voksendominerede stilistiske fodboldkultur. I stedet anbefaler han en mere fri og

participerende fodboldopdragelse, der baseres på moderne trænerkvaliteter som empati,

demokrati og coaching (2004:3).

6 Argumentation ad hominem betyder, at man slutter fra teoretikerens personlige egenskaber eller status til teoriens sandhed (Katzenelson 1996:88).


6.1.2 Weins syn på spilintelligens

Weins ideer tjener et dobbeltaspekt i forhold til specialet. Ovennævnte har anskueliggjort, at

hans pædagogiske fokus på fodboldtræningen kunne være udslagsgivende for

talentudviklingen. Wein (2007:85f) bidrager dog ligeledes med en punktopstillet redegørelse

for signifikante kendetegn ved spilintelligens, der her skal fremstilles i et afkortet og fortolket

essensudtræk, som de fremstår hos Madsen (2009). Weins intelligente spiller:

6.2 Keld Bordinggaards ”nye vej”!

Fra en uddannelsesmæssig nøgleposition hos DBU, har Bordinggaard i vid udstrækning sat sit

præg på de strukturelle og indholdsmæssige omsving, der gennemstrømmer dansk

ungdomsfodbold i disse år. Med debatoplægget ” Handlinger og holdninger”7 fra 2006,

foreslår han et nyt værdigrundlag i dansk ungdomsfodbold. I hæftet luftes dels et

breddeproblem i form af faldende medlemskaber i danske klubbers ungdomsafdelinger, men

ikke mindst et bekymrende lavt niveau hos vore nationale topklubber og deres topspillere

(Bordinggaard & Hjulmand 2006:3). Det sidstnævnte patologiske symptom viser - med

7 Forfattet sammen med DBU- og trænerkollega Kasper Hjulmand (http://www.dbu.dk/page.aspx?id=3777).

Vælger generelt den optimale løsning efter, på mindst mulig tid, at have analyseret alternative scenarier for risici og muligheder.

Skaber rum for sig selv og medspillerne, og ser altid ud til at have god tid med bolden.

Evner at holde fokus på relevante informationer i spillet.

Erkender, at det er menneskeligt at fejle, og lader sig ikke påvirke negativt af uheldige aktioner, men reflekterer over konsekvensen af sine handlinger, og lærer af sine fejl.

Foretager både med og uden bold effektive beslutninger til holdets bedste.

http://www.dbu.dk/page.aspx?id=3777


henvisning Einsteins ord om, at ”et problem ofte skal løses på niveauet under, hvor det

kommer til udtryk” (ibid.) - at det er tid til såvel aktive handlinger, som nye holdninger i den

elitære talentudvikling. Bordinggaards (2006:6ff) vej til rehabilitering af dansk fodbold henter

umiskendeligt inspirationen hos Wein (2007:vii), og viderefører blandt andet hans opgør med

især ungdomsfodboldens strukturelle dimensioner. Fodboldspillets regler og dimensioner er

udformet for 150 år siden med henblik på voksnes fysiske og mentale kapacitet, og da disse

er væsensforskellige fra børns - jf. Weins citat i afsnit 6.1.1 - bliver Bordinggaards (2006:6f)

logiske følgeslutning, at talentarbejdet i langt højere grad må tilpasses børnenes

intellektuelle, mentale og fysisk/motoriske formåen. Behovet for dimensionsmodifikationer

begrundes med udenlandske undersøgelsers dokumentation af, at der opnås flere, af de for

spilintelligensen afgørende boldberøringer, når såvel banestørrelsen som spillerantallet

reduceres. Figur 2 viser resultaterne af US Youth Soccers undersøgelse af spilleren Pages

aktioner i et 8 v 8 spil med fast position, og i et frit 4 v 4 spil – begge spil varede 20 minutter

(ibid.:7).

Figur 2:

Spil 4 v 4 8 v 8

Afleveringer 28 2Afleveringer der nåede en medspiller 10 0Skud på mål 5 0Mål 2 0Bolderobringer 29 2

Figur 2 illustrerer, at Page er involveret i markant flere situationer når antallet af spillere mindskes, og Bordinggaard (2006:7) konkluderer ud fra skemaet, at 4 v 4 er et mere motiverende og lærerigt spil end 8 v 8.

Forudsættes gyldigheden af de internationale undersøgelser, illustrerer figur 3 måske en af

de væsentligste årsager til de besværligheder eliteklubberne har med at uddanne

spilintelligente kvalitetsspillere (2006:7f).


Figur 3:

Norge Schweiz Spanien USA Danmark

U6 5 v 5 5 v 5 5 v 5 5 v 5 5 v 5

U8 5 v 5 5 v 5 5 v 5 5 v 5 5 v 5

U10 5 v 5 7 v 7 5 v 5 6 v 6 7 v 7

U12 7 v 7 7 v 7 7 v 7 8 v 8 11 v 11

U12+ 11 v 11 9 v 9 7 v 7, 9 v 9, 11 v 11 11 v 11 11 v 11

Kilde Dag RiisnæsNorges Fodboldforbund

Forbund Forbund Sam Snow US, Youth Soccer

Figur 3 viser, at danske talenter opfostres med spilbetingelser, der bygger på større dimensioner end konkurrerende lande. Konsekvensen er, som det ses i figur 2, markant færre boldberøringer hos danske spillere, som dermed ikke udvikles optimalt (Bordinggaard & Hjulmand 2006:8).

6.2.1 Gadefodbold og klubtræning

Som Wein, viser Bordinggaard interesse for klubtræningens generelle didaktik og metoder.

Disse tanker er yderst relevante for denne opgaves problemstilling, og derfor skal hans

miljøsituerede ekspertise da heller ikke afgrænses til en oplæggende rolle i forhold til en

definition af spilintelligensbegrebet. Inden vi derfor når frem til Bordinggaards forståelse af

spilintelligens, skal vi se på hans omtale af gadefodbolden contra klubtræningen. Disse to

verdners komplementære kompetenceudvikling, tillader jeg mig her at analogisere til de

tidligere formulerede tanker om det livsfilosofiske contra det eksistentialistiske.

Den elitære klubtræning i ungdomsafdelingen øges generelt i disse år, men dette sker, ifølge

Bordinggaard (Henriksen 2008:65ff), på bekostning af det uorganiserede legende fodboldspil

i skolegårde, parker og på gader og veje. Umiddelbart burde denne udvikling være gunstig,

idet eliteklubberne tidligere kan organisere en målrettet skoling af talenterne. Alligevel er

dette dog ikke uproblematisk i henhold til denne udtalelse fra UEFA:


“Where once youngsters learnt their skills through experience and improvisation, now they pick them up in the more clinical environment of football schools and development programs. This is no bad thing, but regimented coaching does seem to neglect the improvisatory aspects of the game which street football nurtured.” (Bordinggaard & Hjulmand 2006:9)

Gadefodbolden kendetegnes, ifølge Bordinggaard (Henriksen 2008:65f), ved aktørernes

eksperimenter og opfindsomme løsningsforslag, der ofte udleves i en flowagtig tilstand af

umiddelbar opslugthed. Når børnene er selvorganiserende tilpasses betingelserne spontant

færdighederne (ibid.:66ff), og det er netop i sådanne ustressede miljøer, at læring, ifølge

Wein (2007:9), bliver mest effektfuld. Overført til opgavens livsfilosofiske og eksistentielle

forståelse, har de seneste år medført en forskydning fra en primær fodboldopdragelse i

gadefodboldens livsfilosofiske eksperimenterende kreativitetsmiljø, til en hovedsagelig

eksistentialistisk inspireret klubtræning præget af organisation og flidsprægede krav om

mestring. Ungdomstræner i FC Midtjylland, Lars Friis, udtaler sig meget rammende om den

uvilkårlige forskel mellem gadefodbolden og klubtræningen, når han i et

fokusgruppeinterview hos Madsen (2009) udtaler:

… Jeg tænker bare, at ligeså snart vi overtager derude (på træningsbanen) – også verbalt - så forsvinder legen bare. Det gør den, så er det ikke frit mere. Kreativiteten forsvinder, og jeg er selv nødt til nogle gange at bide mig selv i tungen.

Da Aristoteles logiske ræsonnementer tidligere har påpeget, at spilintelligens hovedsageligt

læres gennem udførelse af fodboldspil, er Bordinggaards (Henriksen 2008:65) påpegning af

gadefodboldens essentielle fokus på netop spilsituationen, særdeles vigtig i forhold til

stimulering af spilintelligens.


6.2.2 Spilintelligens hos Bordinggaard

For at belyse spilintelligente aktørers valg af output i forhold til modtagne input, opstiller

Bordinggaard (Henriksen 2008:57) nedenfor en tretrins procedure, der er loyal mod den

gængse videnskabelige forståelse af erkendelse, som forkastes af Merleau-Ponty:

Første fase er spillerens selekterede perception eller den spilintelligentes evne til at fokusere

på relevante aspekter i spillet. Perceptionen domineres markant af synssansen, der er

hovedforudsætningen for en rumlig timing på banen. Den norske trænerlegende Nils Arne

Eggen (2003:138), taler om ”flugguaua” (flueøjne), hos de mest intelligente spillere, som

tilsyneladende visuelt perciperer i 360 graders perspektiv. Anden fase er beslutningsfasen,

hvor spillerens perception lynhurtigt mentalbehandles i forhold til lagrede situationer i

erfaringsbanken. Den intelligente spiller genkalder sig umiddelbart lignende spilmønstre,

erindrer hensigtsmæssige løsningsmuligheder, og udnytter sine deduktive erfaringer til at

foretage en kompetent beslutning i den pågældende situation (Henriksen 2008:58f). Sidste

fase er selve handlingen, som initieres af hjerne, nerver og muskler (ibid.:59). Det er

karakteristisk for spillere med en høj grad af spilintelligens, at disse faser gennemleves meget

hurtigt, og derfor nærmer handlingerne sig brdr. Dreyfus’ intuitive ekspertise.

Spilintelligens hos Bordinggaard (ibid:61), som den fremstår nedenfor, er præget af

ovennævnte epistemologiske forståelse, men efter min mening er vigtig aspekter udeladt, og

den skal derfor kun betragtes som sidste trin på vejen mod specialets definition, som

fremsættes i afsnit 6.3.

Perception Beslutning Handling


6.3 Definition af spilintelligens

På baggrund af de hidtil anførte karakteristika ved spilintelligensen, skal specialets definition

fremsættes nedenfor. Fremgangsmåden udspringer således af det, som den svenske

metodeforfatter, Bo Eneroth (1984:51), betegner den induktive-begrebslige kundskabsmodel.

Modellen tager et kvalitativt udgangspunkt i forskerens indledningsvise begrebsindsigt, og

bygger, på baggrund af en nuanceret dataindsamling, således efterhånden en hermeneutisk

forståelse op. På denne vis er specialets endelige definition af spilintelligens tilvejebragt.

Definitionen hviler især på essenser af Aristoteles’ fronesis, på Weins punktuelle kendetegn

samt på Bordinggaards skildrede erkendelsesteori. Definitionens gyldighed kan diskuteres ud

fra Eneroths (1984:59) krav om inddragelsen af samtlige begrebets kvaliteter i beskrivelsen.

Modsat kan en altomfattende definition også afkræve så vage begreber, at beskrivelsen

afføder et intetsigende oversigtsbillede. Definitionen sender derfor Aristoteles’ gyldne

middelvej en venlig tanke, når spilintelligens forklares som:

Spilintelligens er evnen til at sanse, opfatte og analysere skiftende spilsituationer, beslutte sig for en handling og time den, så de løses på effektiv måde for spilleren selv og holdet. (Bordinggaard)

En fodboldspillers evne til hurtige relevante perceptioner og kløgtige erfaringsbaserede analyser af komplekse spilsituationer, som medfører en kompetent spilforståelse og forudseenhed, der udstyrer spilleren med en relativ fordel i forhold til timet udførelse af effektive personlige handlinger i holdets interesse. (Madsen 2009).


6.4 Talentbegrebet

Talentbegrebet skal også kort belyses her, da specialet jo tager udgangspunkt i en

ungdomsgruppe, der menes, enten at have talent eller være talenter indenfor

fodboldverdenen (Henriksen 2008:22). Denne semantiske difference antyder allerede en

tvetydighed i talentbegrebet, og i henhold til idrætspsykolog Kristoffer Henriksen (ibid.), må

begrebet forstås multidimensionelt, da det holistiske billede præges af flere tilstedeværende

faktorer i unikke blandingsforhold, alt efter talents karakteristika. Dette illustreres i

nedenstående models indhold af både indre medfødte egenskaber og eksterne påvirkninger:

Figur 4:

Talent

Antropo- metriske faktorer

Fysiologiske faktorer

Kulturelle faktorer

Sociologiske faktorer

Psykologiske faktorer

Motoriske faktorer


Figuren fører Henriksen (ibid.:22) frem til en definition på talent, som umiddelbart er identisk

med dette speciales forståelse:

7.0 Empirisk metodebeskrivelse

Problemformuleringen skal belyses ud fra både en empirisk og en teoretisk

forståelsesramme. Dette afsnit redegør for den strukturelle planlægning, udførelse og

behandling af det empiriske datamateriale. Gennemgangen tager hovedsageligt

udgangspunkt i Steiner Kvales & Svend Brinkmanns (2009:122f) syv faser af en

interviewundersøgelse, men suppleres løbende af Bo Eneroths (1984) tanker om kvalitativ

forskning.

Antropometriske faktorer er genetisk bestemte faktorer omkring kroppen og dens dimensioner. Denne faktor præger bl.a. problematikken om den relative alderseffekt, der betegner den dokumenterede kendsgerning, at jo tidligere du er født indenfor din årgang, der større chance har du for at blive eliteudøver (Henriksen 2008:28).

Fysiologiske faktorer har en genetisk base, men kan udvikles gennem træning.

Kulturelle faktorer er værdier og normer i træningsmiljøet. Man kan f.eks. tale om at etablere en vinderkultur eller en kultur for elite.

Sociologiske faktorer er eksempelvis familiebaggrund, venner, trænere, faciliteter og opbakning.

Psykologiske faktorer omhandler f.eks. motivation, selvvurdering, stresshåndtering, perceptuelle færdigheder, læringsstrategier og spilintelligens.

Motoriske faktorer er her koordination, bevægelsesmæssige færdigheder samt udvælgelse af bevægelsesmønstre og læringshastighed i forhold til nye bevægelser.

Talent er et sæt karakteristika, kompetencer og evner, der er udviklet på basis af medfødt potentiale og mange års træning, konkurrence og interaktion med det omkringliggende miljø.


Som en slags indledning til dette metodeafsnit, vil jeg umiddelbart redegøre for opgavens

videnskabsteoretiske udgangspunkt. Det videnskabsteoretiske ståsted er centralt som

pejlemærke for de bestemte synsvinkler, som, i henhold til Bo Eneroth (1984:80), leder den

kvalitative metode i retning af en begrebslig-induktivt kundskabsmodel, en holistisk

virkelighedsopfattelse samt intersubjektivitet. Intersubjektivitet henviser her til den

udenforståendes fordring på, at kunne overskue og forstå, hvordan en unik forsker, qua en

eksakt metode, kan indsamle og sammenfatte bestemte data (ibid.:68). Beskrivelsen af

intersubjektiviteten afløser, ifølge Eneroth (ibid.), den traditionelle opfattelse af reliabilitet,

hvilket uddybes i afsnit 7.9.2.

7.1 Videnskabsteoretisk udgangspunkt

Fodboldverdenen repræsenterer et særegent kulturfænomen, som er skabt af mennesker, og

dyrkes og opretholdes af menneskelig interaktion. Det er derfor naturligt, at henregne en

undersøgelse af et kontingensbegreb som spilintelligens, samt dennes socialbaserede

trivselsomgivelser og læringsforudsætninger, til en humanistisk videnskabelig genre. Dette

indsnævrer, ifølge Eneroth (1984:76), automatisk de adækvate fremgangsmåder for

indhentning og forståelse af empiriske data. Eneroth (ibid.:47) skelner mellem den

kvantitative metodes kvantificering af et i forvejen defineret begreb, og den kvalitative

metodes udforskning af de respektive kvaliteter ved et begreb, som kan lede hen til den gode

gestalt, som, hos Kvale & Brinkmann (2009:233), betegner begrebets adækvate definition. I

tilfældet spilintelligens søges netop en bedre gestalt, og derfor er et naturligt valg, i henhold

til Eneroth (ibid.), at indhente forståelsesorienteret kvalitativt datamateriale, og bearbejde

dette ud fra en løbende opfortolkning af den indledningsvise divination8. Specialets

videnskabsteoretiske udgangspunkt baseres derfor på en fænomenologisk og en

hermeneutisk tilgang, som netop er kendetegnede ved oplevelse og fortolkning (Kvale &

Brinkmann 2009:44/233).

Et af spilintelligensens kendetegn er blandt andet subjektets situerede kaosnavigation i en

dikotomi af funktionelle og uhensigtsmæssige løsningsmuligheder (Madsen 2009). Drømmen

8 Divination er det forståelsesudkast som kickstarter hele undersøgelsesprocessen (Troelsen 2008:100).


om videnskabelig evidens bliver derfor vanskelig at opretholde, og selv om de interviewede

personer egenhændigt er karrieremæssigt involverede i det undersøgte miljø, og derfor

fremstår som en slags situerede eksperter, udgør deres udsagn alligevel mestendels

udokumenterede erfaringsbeskrivelser og personlige fortolkninger, som i sidste ende må

betegnes som en slags pragmatisk doxaviden. Dette er dog, ifølge Kvale & Brinkmann

(2009:54f), et almindeligt vilkår ved kvalitative interviews, og disse oplysninger kan i

databehandlingen transformeres til gyldige kvaliteter. Dermed bliver et dominerende

definitionstræk, den fænomenologiske metodes undersøgelse af de essenser som Husserl

lancerer med begrebet ”fri variation i fantasien” (ibid.:45). Et udtryk, der illustrerer, at

essensen er det, som bliver tilbage, når et fænomen ikke længere kan tolerere partielle

forvandlinger uden at miste sin genkendelige identitet. Centralt står også Gadamers

hermeneutiske fortolkning, der proklamerer, at mennesket i sin situationsforståelse altid er

påvirket af sin historiske og kulturelle erfaring, og derfor så vidt muligt internaliserer ny

forståelse ind i de subjektivt medbragte fordomme (ibid.:69).

7.2 Det personlige semistrukturerede livsverdensinterview

Det primære grundlag for denne opgaves empiriske data indhentes, qua interviews med

henholdsvis, Poul Erik Andreasen (PEA), Rasmus Ankersen (RA) og Jeppe Curth (JC). Disse

personer forventes hver især, på baggrund af forskellige centrale tilknytninger til det elitære

fodboldmiljø, at kunne levere såvel differentierede som redundante oplevelsesforståelser af

undersøgelsens fokusområde. Den valgte interviewgenre omtales af Kvale & Brinkmann

(2009:19), som et kvalitativt semistruktureret livsverdensinterview, hvor informantens

livsverdensbeskrivelser indhentes med henblik på fortolkning. Forskningsinterviewet er

kendetegnet ved et intersubjektivt forhold mellem interviewer og informant, og selv om der,

gå grund af interviewerens styrende rolle, ofte implicit eksisterer et magtforhold imellem

parterne, er det i parternes interaktion der produceres viden (ibid.:19/143f). Det traditionelle

magtforhold i interviewerens favør, reduceres dog ofte kraftigt i såkaldte eliteinterviews, som

der er tale om her (ibid.:167). Kvale & Brinkmann (ibid.) hævder en tendens til, at magtfulde

personers medievante selvforståelse kan resultere i opsættelsen af en svært nedbrydelig

faglig facade. Derfor opfordrer de her specielt til, at intervieweren er faglig kompetent i


forhold til gennemførelsen af sådanne eliteinterviews. Modsat må det dog nævnes, at Kvale

& Brinkmann (ibid.:88/93), ligeledes peger på en indbygget risiko for forskerens

overidentifikation, der giver sig udslag i, at han mister sin naturlige distancering i forhold til

informanten, og derfor indfødt og ukritisk glorificerer dennes ekspertise i en slags

reproduktiv argumentation ad hominem. Disse omstændigheder har jeg som forsker været

opmærksom på.

7.3 Fokusgruppeinterviewet

I bestræbelsen på at øge bredden af de empiriske data, indgår ligeledes et semistruktureret

kvalitativt fokusgruppeinterview med fem U19 ligaspillere fra AaB. Spillerne er alle myndige

personer født årgang 1991, og er udvalgt i samråd med deres træner, som dermed, tillige

med spillerne selv, har givet et samlet informerede samtykke (Kvale & Brinkmann, 2009:89f).

Fokusgruppeformen er valgt hos de unge spillere, ud fra en antagelse om, at de endnu ikke

besidder samme refleksionsdybde, som det forventes hos de omtalte eliteinformanter, og

derfor er håbet, at den sociale meningsudveksling kan føre til opbyggelige tanker og

forløsning af informantgruppens ellers tavse viden. Valget er foretaget på baggrund af Kvale

& Brinkmanns (2009:170) angivelse af, at fokusgruppeinterviewet tenderer en fremelskning

af nuancerede synspunkter, som, qua gruppedynamikkens mulige synergieffekt, ofte

transcenderer enkeltinformanternes perspektiv. Modsat er der også her indbygget et vist

faremoment i fokusgruppeinterviewet, hvor en permissiv atmosfære ofte er påkrævet i

bestræbelserne på, at lade informanternes reelle holdninger komme frem (ibid.). Såfremt

permissiviteten er fraværende, eksempelvis på grund af deltagernes medbragte

hierarkiskkonstituerede fodboldidentiteter, er der risiko for, at der stiltiende i gruppen

konstitueres en meningstrendsætter. Hermed trues medinformanterne af en

uhensigtsmæssig meningskontrol, der vrangvilligt kreerer en slags pseudokonsensus, som

ikke bliver repræsentativt for gruppens reelle empiriske potentiale.


7.4 Kvales 7 faser af en interviewundersøgelse

Uden stringent og kronologisk at forholde mig til de indeholdte begreber, har jeg valgt at

strukturere interviewundersøgelsen efter Kvale & Brinkmanns (2009:122f) syv faser, som

består af:

Figur 5:

Det skal her nævnes, at tematisering på en måde er tvedelt, idet der primært tilsigtes en

forståelse af de spilintelligensmæssige konsekvenser af henholdsvis det frie spil og de mere

bundne træningsøvelser, mens der sekundært også ønskes indsigt i spilintelligensen som

defineret begreb. Interviewguiden (bilag 2) præges derfor dels af en eksplorativ tilgang, men

også af en række hypotesetestende spørgsmål, hvor foruddefinerede kategorier nok

indrammer hovedspørgsmålene, men også lader mulighederne for utilsigtede ekskurser være

til stede (ibid.:126). Indholdet i de resterende seks punkter vil løbende blive berørt i de

følgende afsnits fremadskridende redegørelse for interviewene.

7.5 De personlige kvalitative eliteinterviews

Som moderator har jeg gennemført tre personlige eliteinterviews med allerede omtalte

personer. Efter indledende telefonisk kontakt, modtog de hver især en skriftlig invitation

1. Tematisering

2. Design

3. Interview

4. Transskription

5. Analyse

6. Verifikation

7. Rapportering


(bilag 1), der umiddelbart blev besvaret med alles informerede samtykke. Informanterne blev

inden interviewet briefet omkring selve projektet, samt om de etiske retningslinjer, som de

producerede data er underlagt, men ingen udviste betænkeligheder omkring anvendelsen af

deres udsagn.

Det første interview, der var med Poul Erik Andreasen, oplevedes umiddelbart som det mest

eksplorative, idet oplysningerne herfra afstedkom erfaringer, som indirekte fik betydning for

de følgende interviews. På samme måde gav Rasmus Ankersen nogle input, der fik implicitte

konsekvenser i interviewet med Jeppe Curth, og så fremdeles udvikledes min hermeneutiske

cirkel sig frem mod fokusgruppeinterviewet, som omtales særskilt herefter. Min oplevelse af

den reducerede eksplorative tilgang, skal dog modificeres i den forstand, at den

akkumulerede indsigt fra de overståede interviews, snarere ændrede det udforskende aspekt

fra et makroniveau til et mikroniveau. Det vil sige, at det tidligt i interviewrækkefølgen var

lettere at lade sig overraske som moderator. Senere i processen, i takt med den indsnigende

mætningsfornemmelse, var det nemmere at forfølge de overraskende vinkler mere

dybdegående, og dermed kunne en vis eksplorativ tilgang bibeholdes, men nu vertikalt

snarere end horisontalt.

Mine processuelle hermeneutiske fremskridt betød ligeledes, at jeg hurtigere kunne

verificere mening som interviewprocessen skred frem, idet meningsredundansen

efterhånden ekspliciterede informanternes oplevelser på et tidligt stadie af forklaringen.

Dette gav ofte et mentalt overskud til opkvalificering af mine opfølgende spørgsmål, så jeg

kunne transcendere den redundante repræsentativitet, og opretholde den stadige

nuancering af datamaterialet, som Eneroth (1984:63) hævder, er kriteriet for god kvalitativ

forskning. Eneroth (ibid.:63) formulerer sammenhængen mellem repræsentativitet og

datavariation således:

… den kvalitativa metodens syfte är ju att hos företeelsen upptäcka så många olika kvaliteter som möjligt. Därför innebär ett representativt urval att en väldig mängd överflödig information samlas in. I urvalet kommer ju de”vanligaste” exemplaren av företeelsen att vara i majoritet, dvs. samma slags data och kvaliteter kommer att uppträda hos fall efter fall; medan tvärtom de mer


annorlunda fallen uppträder mer sällsynt, … Et representativt urval betyder alltså at man lämner den eftersträvade bredde på data helt åt slumpen.

Interviewene blev alle afviklet i en afslappet atmosfære, hvor der var plads til humor imellem

de seriøse betragtninger, og alle spørgsmål blev umiddelbart besvaret. Afslutningsvis fik

informanterne tilbudt en sidste afrundende bemærkning, såfremt de måtte have

indestængte ”darlings”. Dette var dog ikke tilfældet, og seancen kunne afsluttes med en kort

debriefing indeholdende overdragelsen af en flaske rødvin som tak for hjælpen.

7.6 Det kvalitative fokusgruppeinterview

Efter de personlige interview fulgte så fokusgruppeinterviewet. Spillerne var, ud fra tilsagnet

om en midtsøgende vurdering af såvel homogenitet som heterogenitet, udvalgt af deres

træner Jakob Friis.

I forhold til de ovenfornævnte aspekter ved det personlige interview, er der en mængde

ligheder i fokusgruppeinterviewet, om end gruppeformen også har sine særegenheder.

Derfor blev der specielt her appelleret til spillerne om kommunikativ hensyntagen overfor

den sociale kontekst, og det blev indledningsvist gjort klart, at dette set-ups mål, hverken var

dybdegående diskussioner eller konsensuskrav, men udelukkende indhentning af de

pågældende talenters nuancerede oplevelsesforståelse. Min rolle som den forholdsvise

passive interviewer, blev derfor, til informanternes moderate undren, varskoet og

accepteret. Således forventede jeg her blot at optræde som den meningssøgende ordstyrer,

hvis dagsorden, qua få indskudte verifikationssøgende bemærkninger, efterstræbte

kategoriserede oplevelsesbeskrivelser.

7.7 Evaluering af interviews

De to foregående afsnit har tjent til beskrivelser af de enkelte interviews, men i disse

deskriptioner indbefattes en forbløffende mængde evalueringsaspekter, hvilket betyder, at

der her kun skal foretages et tilbageblik i forhold til nogle af de indledende bekymringer som


traditionelt fremsættes ved kvalitative interviews. Fælles for informanterne var en

eftertænksomhed, der ofte medførte velovervejede oplevelsesskildringer, hvilket, i tilfældet

med fokusgruppen, betød, at der ikke forekom synderlige korrigerende irettesættelser eller

diskussioner i nævneværdig grad. Derimod fremavledes den eftertragtede synergieffekt i

flere tilfælde, hvor informanterne tydeligvis ekspanderede deres selvforståelse, og qua

refleksion skabte italesættelser af ellers tavs viden. Der sporedes umiddelbart ingen tegn på

magtforhold, hverken i forhold til eliteinterviewene eller i forhold til hierarkiske

konstellationer i fokusgruppen. I forhold til gruppen var der således ingen dominerende

trendsætter, og selv om der selvsagt var toneangivende informanter, gjorde deres

tilstedeværelse aldrig krav på noget meningsejerskab. De respektive indlæg blev således

umiddelbart accepteret og behandlet seriøst, men meningsudvekslingen nåede aldrig den

store selvforstærkende intensitet, og umiddelbart var jeg som moderator mere aktiv end

forventet.

7.8 Diskussion af interviews

I forbindelse med afviklingen af kvalitative interviews må der nødvendigvis foretages nogle

retningsgivende metodevalg. Der findes ikke altså ikke nogen objektiv regelforskrevet

drejebog, som det ofte er tilfældet i de kvantitative metoder, men af samme årsag kan den

kvalitative metodes kontingens, selvsagt føre til et kritisk blik på den aktuelt valgte procedure

(Kvale & Brinkmann 2009:33). I det følgende vil jeg kommentere nogle af disse valg.

Udpegelsen af interviewpersoner er et af disse centrale valgt, der altid står til diskussion. Jeg

har prioriteret, at sammensætte mit interviewgrundlag ud fra kriterier om såvel

heterogenitet og homogenitet, og dette, mener jeg, er lykkedes med de deltagende

personers differentierede tilhørsforhold til en fælles erfaret livsverden. Mætningsgraden er

dog med det forholdsvis smalle grundlag næppe udførlig, men alligevel føler jeg, at der er en

vis generaliserbarhed i materialet. Specielt de tre eliteinterviews hviler på eksperter med en

vis offentlig status, og deres redundante og komplementære meninger er, på mange måder

trendsættende, og derfor repræsentativt for fodboldverdenen. Her tænkes på Andreasen

som topinstruktør indenfor DBU, der som organisation på mange måder fastsætter


dagsordenen i danskfodbold. Ankersen som succesrig forfatter og meningspåvirker, samt

Curth som idoliseret angriber og tidligere topscorer i SAS-ligaen. Det betyder dog ikke, at

andre valg ikke kunne være gjort. Eksempelvis kunne eliteungdomstrænere være inddraget,

men da jeg allerede er i besiddelse af sekundære data fra denne gruppe, er disse fravalgt.

Ligeledes kunne breddeklubbers træningskultur, samt deres forståelse af spilintelligens, have

været et interessant komparativt materiale, men specialets rammer tillod ikke dette, og

netop denne overordnede rammestruktur kan selvsagt benyttes som en generel

baggrundsforklaring for flere af de trufne valg.

Min forholdsvis beskedne erfaring som moderator kan ligeledes problematiseres i forhold til

rollen som medproducent af viden. Kvale & Brinkmann (2009:113) nævner, at undersøgelser

har vist, at en kompetent rolleudførelse som moderator kræver en 2-årig uddannelse, og set i

dette perspektiv, må mine begrænsninger sandsynligvis medføre en ufuldstændig udnyttelse

af det til rådighed stillede interviewmateriale. Endelig kan man pege på at interviewet som

metode kunne have været afløst eller suppleret med andre produktionsformer af viden.

Eksempelvis deltagerobservation kunne her være en spændende situeret tilgang til empirisk

materiale, idet jeg her som forsker tvedelt skulle indtage rollen som både integreret deltager

og neutral observant (Eneroth 1984:117). Dette ville dog i min situation næppe bidrage med

nye perspektiver. Specialet bygger jo netop på min introspektive oplevelse af en mangeårig

deltagende observation i fodboldmiljøet, og dermed har jeg, ifølge Eneroth (ibid.:96), helt

optimalt, gjort min egen person til den første retningsgiver af specialet. Introspektionen

bliver dog her hurtigt en fordomsfuld bremseklods for datamaterialets bredde, og derfor bør

dette niveau overskrides med eksempelvis kvalitative interviews hermeneutiske opgradering.

7.9 Den kvalitative metodes måleproblemer

Eneroth (1984:59ff) tilbageviser, at den kvalitative metode måtte have de samme

måleproblemer som den kvantitative. Dermed kører han ellers centrale videnskabelige

begreber som validitet, reliabilitet og repræsentativitet ud på et sidespor. Han modificerer

dog den totale afvisning, og giver i stedet begreberne, i lighed med Kvale & Brinkmann

(2009:270ff), en anden betydning end de tillægges i kvantitativ forskning. Repræsentativitet


er tidligere omtalt i afsnit 7.5, hvor Eneroth omtaler den som et overflødigt redundanskrav,

der blot fjerner fokus fra den vitale kvalitative begrebsbredde. Dog må det her nævnes, at en

vis repræsentativitet danner belæg for en begrebslig objektivitet, der skærmer

datamaterialet mod kvalitative vilkårligheder, og dermed underbygger både validiteten og

reliabiliteten (ibid). De to sidstnævnte begreber sættes i fokus nedenfor.

7.9.1 Validitet

Eneroth (1984:59) skriver om validitetsproblemet:

… validitetsproblemet, dvs frågan om jag hos företeelsen mäter vad jag avsett att mäta utifrån min teori? Den frågan er ointressant för oss! Vi börjar ju i motsatt ände, dvs jag avser inte att mäta någonting alls… (eftersom jag) inte har något begrepp alls (det är ju just det som jag söker) faller hele validitetsproblemet och blir meningslöst.

Validitetsproblemet bliver således irrelevant i kvalitative sammenhæng, men Eneroth (ibid.)

påpeger så i stedet et gyldighedsproblem. Dette problem hentyder til, om enhver tydeliggjort

observation nu også medinddrages i slutdefinitionen, således denne fremstår i sin helhed.

Med en sådan udlægning af validitet får dette speciale unægtelig et gyldighedsproblem, idet

spilintelligens, som antydet, næppe lader sig beskrive fuldstændigt ud fra de multiple

kvaliteter, der kan angives ved begrebet. Keller (2009:69) peger dog på, at gyldighed ikke er

et enten eller, og derfor kan et enkeltperspektiv, som Eneroths ovennævnte vinkel, ikke

deklarere gyldighed eller ikke-gyldighed. Gyldighedsproblemet bør ikke skaleres, men må i

stedet betragtes mere nuanceret indenfor dets kompleksitet. Det handler derfor, ifølge Keller

(ibid.), om at undersøge indenfor hvilke anskuelsesområder gyldigheden fremstår

overbevisende, og indenfor hvilke den virker usammenhængende. Keller (ibid.) kritiserer

derfor Eneroths begrebslige abstraktionsniveau, som menes at sætte urealistiske krav om en

altfavnende videnskabelig essens. I stedet peger han på, at det empiriske begreb - her

spilintelligens - må være forankret i virkeligheden, og derfor, under de givne

omstændigheder, bør stille sig tilfreds med sin analytiske praksisanvendelige status.


Kvale & Brinkmann (2009:275) foreslår, som Eneroth, en fokusændring i forhold til validering,

idet de flytter vægten fra en produktorienteret til en procesorienteret validering. For dem

bliver validitetsgraden således proportional med den fornuftsbaserede kvalitetskontrol, der

løbende foretages undervejs i interviewprocessen. Mere specifikt kan det derfor fremdrages,

at validiteten hovedsagelig afhænger af forskerens håndværksmæssige dygtighed,

kontinuerlige spørgsmålskontrol og resultatfortolkning (ibid.:276).

7.9.2 Reliabilitet

Reliabilitet er, traditionelt forstået, betegnelsen for konsistensen, troværdigheden og

reproducerbarheden af en forskers resultater (Kvale & Brinkmann 2009:271). Som det var

tilfældet med validiteten, mener Eneroth (1984:59f), heller ikke at reliabilitetskravet, i

ovennævnte forståelse, holder indenfor kvalitative interviews. Han tildeler reliabiliteten to

væsenstræk. Der kan dels være tale om at reliabiliteten indeholder en flertydighed, der gør

metodens resultater inkonsistente, men den kan ligeledes afhænge af interviewerens

personlighed og hans håndværksmæssige færdigheder. Eneroth (ibid.) mener umiddelbart, at

flertydigheden blot er ønskværdig, set i lyset af den kvalitative metodes ønske om bredde.

Såfremt flertydigheden af reliabiliteten endelig skal problematiseres, bør man derfor snarere

vurdere, om det i tilstrækkelig grad er lykkes at implementere hele det kalejdoskopiske

spektrum af kvaliteter ved et begreb. Også i forhold til interviewerens personlige håndværk,

mener Eneroth (ibid.), at en vag reliabilitet kan være en fordel. Han nævner det banale

eksempel, at det umiddelbart må styrke det kvalitative empiriske materiale, hvis en anden

interviewer kan få andre, og måske dybere, kvaliteter ud af den samme situation. Eneroth

(ibid:61) peger i denne forbindelse på, at intersubjektivtetskravets formelig kan erstatte det

traditionelle krav om reliabilitet. Derfor mener han ikke, at reliabiliten nødvendigvis udgør en

problematik i kvalitative undersøgelser, idet vanskelighederne i reproduktionen

tilsyneladende blot skaber en ønskelig datadiversitet, som i sidste instans er med til at

opkvalificere begrebsdefinitionen (ibid.).

Kvale & Brinkmann (2009:271) omtaler en række eksempler, hvor de mener, at reliabiliteten

bør vurderes nærmere, og enkelte af disse kan være relevante i denne opgavesammenhæng.


De peger eksempelvis på ledende spørgsmål som devaluerende for reliabiliteten. Dette er da

absolut en fare for en indfødt interviewer som mig, der måske ubevidst trækkes med blinde

pletter, og altså uforvarende søger bekræftelse på introspektive fordomme. Ydermere peger

de på transskriptionen som en svært reproducerbar disciplin, da den kræver nogle valg, hvis

konsistens det kan være svært at opretholde fuldstændigt, og derfor praktisk taget umuligt at

kopiere. Opsamlende kan man derfor sige, at reliabilitetens berettigelse ligger i en

afskærmning af vilkårlighed, men den kan samtidig blokere for kreativ nytænkning, såfremt

den forøges (ibid.:272).

7.10 Transskription af interviews

Transskriptionen af interviewene (bilag 3) har jeg egenhændigt foretaget i fuld længde,

hvilket ifølge Kvale & Brinkmann (2009:202) umiddelbart burde reducere meningstabet i den

vanskelige translationen fra mundtlig til skriftlig form. Det hævdes sammesteds, at det

selvgjorte transskriptionsarbejde er en fremragende kilde til refleksion over den personligt

anlagte interviewstil, idet skriveprocessen har tendens til at skabe en mental rekonstruktion

af interviewet, som foregriber selve meningsanalysen. Transskriptionen er udformet ud fra et

højt prioriteret kriterium om læsevenlighed, hvilket som nævnt medfører nogle moderate

omskrivninger undervejs. Denne inkonsistens er, som vi har set, ikke just befordrende for

reliabiliteten, men jeg mener på ingen måde, at indholdet eller troværdigheden svækkes med

den sproglige præcisering. Konkret er der hovedsageligt tale om udeladelse af irrelevante

ironiske sidebemærkninger, en vis ignorering af informanternes selvkorrigerende sprog, samt

forbigåelse af talepauser og fyldord som for eksempel ”øh” (ibid.:203).

7.11 Analyse af interviews

Der tages udgangspunkt i Kvale & Brinkmanns (2009:223-242) interviewanalyse, som, qua

nøglebegreber som kodning, kategorisering, kondensering og fortolkning, har fokus på

frembringelse af mening. Den anvendte analyseteknik bygger i første omgang på en

forhåndskategorisering, der inddeler interviewguiden i forskellige temaer. Kategoriseringen


tager dels afsæt i mine medbragte fordomme omkring fodboldpraksis i landets

ungdomsafdelinger, og dels i min hermeneutiske dybde i forhold til specialets teoriindhold.

Transskriptionen blev derfor umiddelbart kodet for data, hvis konnotative indhold kunne

indpasses i de opstillede kategorier, men samtidig også for kontrasteringer, der kunne

fremavle helt nye kategorier. Herefter blev de kategoriserede kodninger undersøgt for

redundans, inden en fænomenologisk inspireret meningskondensering reducerede det

bastante datamateriale. Kondenseringens dekontekstualisering affødte nogle

hovedtematiske meningsenheder, som i en meningsfortolkning atter kunne

rekontekstualiseres i skærpede forståelsesrammer, som umiddelbart kan betragtes i

resumeret form i afsnit 7.12. For overskueligheden i analysearbejdet blev de enkelte

procesenheder indføjet skematisk undervejs og vedlagt som bilag 4.

7.12 Empiriske data

Her skal hovedpunkterne i det udvundne empiriske datamateriale kort fremlægges som et

resumé af meningsfortolkningen i bilag 4. Det skal ligeledes nævnes, at der i analyseafsnit 8

fremstilles empirisk materiale sammenstillet med teorien.

7.12.1 Spilintelligens – nu er det trænerens ansvar!

Informanterne enedes uforvarende om, at spilintelligens bærer et fronesisk præg, der fordrer

et krav om adækvate handlinger i fodboldens altid komplekse kontekst. Man pegede

ligeledes på, at spillets udvikling kræver stadig hurtigere intuitive beslutninger, baseret på et

komplekst samspil mellem talentets medfødte kapacitet og praksiserfaringer. Spilintelligens

udvikles derfor bedst gennem masser af spilsituationer (JC:10), og den dygtige træner kan

derfor, qua god træningspraksis, tilsyneladende fremskynde tilblivelsesprocessen for

spilintelligens. Andreasen siger:

PEA (5): gode træningsøvelser kan fremskynde spilintelligens, hvis de sættes godt op af en træner, der på en coachende måde kan skabe situationer, hvor de unge spillere selv skal finde løsninger.


Såfremt spilintelligensen skal optimeres er der således behov for en træningskultur, der

kombinerer det frie og det strukturerede fodboldspil, så de komplementerer hinanden i en

berigende syntese. Dette giver selvsagt træneren et stort ansvar, idet han, med

gadefodboldens begyndende deroute, stort set ikke får noget spilintelligens forærende, men

selv må opbygge et læringsfundament for tilegnelsen (PEA:6/8). Desværre advarer

informanterne om, at ikke alle ungdomstrænere er kapable til denne opgave, idet de dels er

underlagt en fejlfokuserende kulturarv, og dels mangler tilstrækkelig empatisk indsigt, til at

kunne overvinde uvidenhedsdifferencen i forhold til de unge spillere. Der spores ydermere i

den danske talentkultur en træneransvarlig resultatorientering, som tidligt efterlader et tungt

pres på talentfulde spilleres skuldre, og dermed hæmmer deres eksperimenter og kreativitet

(JC:30).

7.12.2 Struktur og frihed – syntesen er optimal!

Da fodbold jo er et holdspil, med forholdsvis mange samhandlende aktører, mener

informanterne, at en vis struktur er befordrende for gode resultater. Denne indikation kan

dog føre til, at nogle trænere, selvforstærkende betragter graden af struktur som kongruent

med resultatmæssigt succes. Dermed - blandt andet favoriseret af fodboldspillets forholdsvis

destruktive regelsæt – tenderes, en overstrukturering i klubbernes ungdomsarbejde, hvor

spillerne ofte monotont ensrettes, og altså fratages udviklingsbetingelserne for den

ekstraordinære kreative individualitet, som gadefodbolden har for vane at skabe

(PEA:7/JC:20). Der nævnes dog samtidigt, at klubberne er opmærksomme på problemet, og

søger at afhjælpe det. Ankersen (9) er grundlæggende enig, men henviser til, at klubberne -

med deres formelle socialisering og bedømmende overvågning - antageligvis er på en

uriaspost i forhold til reetablering af gadefodboldens selvorganiserende leg i klubtræningen.

Analogi mellem klubtræning og gadefodbold kan og bør tilstræbes, men de to miljøer bliver

aldrig identiske, og trives derfor bedst i et dialektisk samspil. Ankersen giver nedenfor et bud

på dette samspil, qua lånebegreberne deliberate play og deliberate practise9 . Begreberne

kan oversættes til bevidst leg og bevidst træning, og indikerer, at der i talentets opvækst skal

ske en vægtforskydning fra den overvejende støttende leg til mere fokusorienteret træning.

9 Begreberne er hentet hos den canadiske forsker Jean Cöté.


RA (9): Deliberate play, det er jo gadefodbolden, hvor deliberate practice er den organiserede form, hvor man isolerer forskellige færdigheder, og træner dem intensivt. Det virker, og det skal du ha rigtig meget af. Man kan sige, at du som lille skal have rigtigt meget deliberate play, da det er her gnisten tændes, og glæden skabes. Det er gadefodbolden, og det skal vi sørge for, at der er mulighed for, at børn får meget af. Så skal deliberate practise efterhånden tage over mere og mere…

7.12.3 Fra livsfilosofisk amatør til eksistentiel levebrødsprof !

Det er symptomatisk, at det, ifølge informanterne, tilsyneladende er svært at opretholde den

lystbetonede tilgang til fodboldspillet, jo længere spillerne hvirvles ind i den elitære verden.

Umiddelbarheden udskiftes altså gradvist med en eksistentiel levebrødsagtig tilgang (JC:25). I

den forbindelse er det, på grund af elitefodboldens sværgen til flidsværdien, vanskeligt at

bevare den flowtilstand, som kreerer de energiopretholdende mulighedsforhøjende

betingelser. Sikkerhedsnettet i det danske samfund overflødiggør fodbolden som et

livsnødvendigt projekt, som det kan være i flere fattige lande (RA:7). Det betyder, at danske

talenters motiv for et engagement i topfodbolden hovedsageligt baseres på behovet for

selvrealisering, som dog også for nogle kan være et stærkt behov (PEA:28). Ankersen (7)

mener, at det handler om at skabe sult i paradis, såfremt talenterne skal fastholdes i

fodboldmiljøet, idet selvrealiseringen også fristes af andre attraktive karriereforløb, såfremt

vejen til fodbolddrømmen bliver mere viljebaseret end lystbetonet (JC:24).

7.12.4 Elitefodboldholdet som et praksisfællesskab

Som påpeget drejer fodbold på topplan sig om at skabe en organisatorisk enhed, hvor de

enkelte spillere individuelt kan udfolde sig bedst muligt i forhold til holdets interesser, men

det må dog foregå indenfor en accepteret fortolkning af organisationens anvisninger.

Træneren har en vital rolle for spillernes udvikling, men i praksisfællesskabet foregår der også

en ikke ubetydelig dialektisk lærerproces spillerne imellem (PEA:29). Informanterne er enige

om, at de, i deres respektive karrierer, ofte er blevet stimuleret af medspilleres praksis, og


det antydes, at de snarere har udformet deres personlige spillestil gennem iagttagelse og

imitation af kammerater og idoliserede stjernespillere, end gennem trænerinstruktioner. Det

pointeres ligeledes, at den enkeltes spilintelligens er nytteløs for fællesskabet, hvis han ikke

formår at indgå i meningsfulde relationer med sine medspillere (PEA:25). Såfremt den

enkelte spiller ikke accepterer fællesskabets meningsforhandlede praksis, men vælger sin

egen marginaliserede fortolkning af de opstillede retningslinjer, er det vanskeligt at

frembringe den synergieffekt, som ofte beriger fællesskaber, hvor man har etableret et

konsensusfrembragt meningsejerskab (JC:9). Marginaliserede spillere er dog ofte uskyldige

ofre for et allestedsnærværende og permanent hierarki indenfor fodboldfællesskaber, og

derfor taler U19 spillerne (30.1-30.4) om, at graden af medlemskab er særdeles afgørende

for, hvem der kreativt kan eksperimentere i træning og kamp. Det betyder groft sagt, at

meget spilintelligente talenter befinder sig i den gode cirkels divergente mulighedsværdi,

hvorfra de har en legitim adgang til kreativ udfoldelse, mens marginaliserede spillere ofte

stiltiende fastlåses i en konvergent cirkel, der hovedsageligt fordrer den reproducerende

flidsværdi (M:18.1).

7.13 Sekundær empiri fra fokusgruppeinterviews

Som anvist i tidligere referencer bygger specialet også på sekundær empiri fra Madsens

(2009) fokusgruppeinterviews med professionelle ungdomstrænere. Dette datamateriale

inddrages kun fragmentarisk, men jeg har alligevel vedlagt analyseskemaet fra Madsen

(2009) som ekstraordinært appendiks (bilag 5).

8.0 Analyse af empirien i relation til teorien

I dette afsnit sammenholdes og diskuteres hovedpunkter af den indsamlede empiri med

teoriernes indhold, hvilket skal tjene til en opsamlende fremstilling af flere af de indikationer

på teori i fodboldmæssig anvendelse, der allerede er givet undervejs. Dette sker med henblik

på legitimering af specialets trufne valg, qua illustration af teoriens praktiske gangbarhed og

datamaterialets teoretiske fundering. Konkret foretages der punktnedslag netop der, hvor


empirien, i form af informantcitater, menes stærkest at kunne relatere til teorien. Det skal

således her atter nævnes, at analysen tager et diskursivt udgangspunkt i fodboldmiljøet, og

derfor analogiseres teorierne i hele dette afsnit til specialets kontekstuelle problemstilling,

selv om de, som pointeret flere steder, ikke er udformet med fodboldverdenen som

fokuspunkt. Analysen opdeles i tre afsnit, der er inddelt på baggrund af de respektive

hovedteoretikere Pahuus, Merleau-Ponty og Wenger.

8.1 Analyse i relation til Pahuus-afsnittet

Dette afsnit tager teoretisk udgangspunkt i Pahuus’ humanistiske læringsteori, og supplerer

den med informanternes praksisbaserede oplevelser af konkrete nøglebegreber i relation til

udvikling af spilintelligens.

8.1.1 Fejlfokusering

Et eksistentielt vilkår, der, som følge af elitesportens resultatkrav og konkurrencepres, fra en

tidlig alder lægges på de unge talenters skuldre er kravet om fejlminimering. Ankersen siger:

RA (24): Ja, jeg tror, at det er vigtigt, at tolerere fejl, så spillerne ikke hele tiden løber og spekulerer på om det går an det de gør, men bare gør det. De skal helst ikke løbe og tænke om de er gode nok, og forsvare deres handlinger, så kommer de aldrig i flow…

Det er derfor vitalt, at præstationsorienterede ungdomsafdelinger er bevidste om, at

fejlfrygten, ifølge Pahuus (ibid.), udvikler en forkærlighed for rutineprægede handlinger, som

ikke i nævneværdiggrad er læringsstimulerende. De eksistentielle kvaliteter spiller dog en

stor, og hovedsagelig positiv, rolle i den talentfulde aktørs vej mod målet som professionel

fodboldspiller. En vej der ikke nås alene gennem selvforglemmende flowtilstande, men også,

som Curth nævner, indebærer eksistentiel forholden sig (Pahuus 2008:7ff):


JC (32): Fejl skal jo rettes for at blive bedre… det skal være en slags balance, hvor man eksempelvis nævner to fejl, men også tre gode ting… Det er i hvert fald den bedste måde, at træne mig på, men det er selvfølgelig individuelt.

Pahuus syntetiske teori underbygges af ovennævnte udsagn, hvor Ankersen betoner

frihedens flow, mens Curth modificerer den med fejlfokuseringens udviklende rolle.

8.1.2 Dannelsesromanens vej til udvikling af spilintelligens

Dannelsesromanens trefasemodel overfører Pahuus (Ritchie (Red.) 2007) til almene

lærerprocesser, og denne sammenligning præsenteres i det følgende transformeret til

fodboldtalenterne.

Fodboldtalenter er kendetegnede ved, at de tidligt har oplevet en fascination af spillet, der

har ført dem dybere ind i en selvforglemmende tryllebundet oplevelsesverden, hvor de har

følt selve beskæftigelsen med bolden som en berigelse af deres tilværelse (ibid.). Betagelsen

må dog nødvendigvis reduceres efterhånden som nyhedens interesse falder, idet talentet i

modsat fald, forbliver i en oplevelseshungrende turistagtig tilstand, hvor der ikke eksisterer

noget selv at forholde oplevelserne til (ibid.). Derfor må oplevelsestilstanden føre en erfaring

med sig, hvis den skal blive læringsmæssig frugtbar, og erfaringen må føre spilleren tilbage til

virkeligheden, tilbage til sit selv, hvor styrker og svagheder så introspektivt kan erkendes

(ibid.). Dette er selvsagt en smertelig oplevelse for de talenter, der må sande, at deres

erfaringer ikke er tilstrækkelige til at udleve den fodbolddrøm, som deres oplevelser

forherligende havde indikeret. Modsat finder de positive erfaringer hos de dygtigste spillere

en selvforstærkende effekt, som ofte resulterer i øget selvtillid og bedre selvværd. De mest

talentfulde spillere har således ladet sig selvforglemmende begejstre af fodboldspillet, men

har samtidigt integreret oplevelserne i en positiv selvforståelse, der betyder, at de har

udvidet deres horisont, og skabt en ny platform for umiddelbar åbenhed, hvorfra de nu atter

kan fascineres i en genfunden beriget oplevelsestilstand (ibid.). Andreasen skildrer her

forskellige stimulanser, der tilbydes de enkelte talenter alt efter deres niveau:


PEA (8): Den spilintelligente udvikler man bedst ved, at lade ham køre los. Han er allerede nået så langt af sig selv, så hvorfor ikke lade ham fortsætte. Den ikke intelligente er man nødt til at give noget struktur, man må forsøge at forklare ham, at når han er i den og den situation, så er det måske klogt at vælge en løsning i enten den retning eller i den retning. Han skal guides meget, og ofte, må vi jo desværre erkende, at det er en proces, der ikke lykkes.

Her berøres et etisk aspekt af spilintelligensen, hvor det klart fremgår, at det elitære

trænermiljø er selektiv i rolletildelingen på banen, og dermed bevidst differentierer spillernes

udvikling. Det betyder, at de bedste spillere tidligt favoriseres, og opnår selvforstærkende

fordele på bekostning af måske fysisk mindre udviklede kammerater, der principielt er større

fodboldtalenter, men måske er ofre for den, tidligere omtalte, relative alderseffekt.

8.1.3 Gadefodbold og beflitning i lyset af spilintelligens

De interviewede er generelt enige om, at der går værdier tabt i takt med reduceringen af

gadefodboldens omfang. Curth beskriver her - suppleret nedenfor af Kasper fra U19-holdet -

nogle af de kvaliteter, der udvikles i gadefodboldens frie og eksperimenterende leg, og

beklager - til dels - den efterhånden ensartede fodboldopdragelse som klubberne

tilrettelægger:

JC (20): Vi er nok ikke lige så forskellige som de var for 20 år siden, selvom du jo heller ikke kan sige, at to spillere er ens i dag… Det er de lidt ekstraordinære ting, der måske nok udvikles særskilt i legen, der mangler, og dem mister vi nok lidt uden gadefodbolden, men de grundlæggende færdigheder får vi så i klubbernes struktur. Men ja, vi mister måske dribleren, der kan sætte 5 mand af, fordi det har han gjort hver dag i timevis i parker osv. Så ja, der går nok lidt kreativitet fløjten, når man altid træner med ligeså gode spillere, hvor det er svært at lykkes med kreative tiltag, og derfor når tingene ikke at sætte sig lige så grundlæggende fast som de gør i gadefodboldens leg.

K (15.3): Det giver da klubberne et større ansvar for at levere noget træning, der kan skabe kreativitet. De må lære lidt af gadefodbolden, og ikke strukturere legen helt ud af det. Der kan godt være en tendens til for bundne øvelser, og det


kan virke negativt på lysten til fodbold, når man bruger så meget tid på det. Du kan også se de lande, hvor gadefodbolden trives, Brasilien, der skaber de stadigt meget kreative spillere.

Det ligner på baggrund af ovennævnte en oplagt konstatering, at det frie spil, indeholdende

gadefodboldens essens, i højere grad må reetableres i klubtræningen, såfremt der skal

fostres motiverede og kreative spillere med høj grad af spilintelligens. Feilbergs holdninger er

således tilsyneladende i fin overensstemmelse med informanternes, når han,

kontekstoverført, advarer mod bundne træningsøvelser, dikteret af overinstruerende

systemdedikerede trænere. Feilberg advarer dog samtidigt mod forhastede konklusioner, og

konstaterer som Curth, at klubtræningens struktur også har sin berettigelse, dels som

regulerende faktor, og dels som konstituerende af spillerens selv (ibid.:37). Feilberg (ibid.:38)

skriver om den nødvendige interaktion mellem ligeløbets mulighedsværdi og det subjektive

selvs kredsning:

En vis Subjektivitet kan aldeles ikke undværes, lige saa lidt som man kan undvære Arbejdsværdi, om end Mulighedsværdi er den, der har størst Betydning og Værd. Subjektiviteten er at ligne ved Regeringen i en Stat. Den maa ikke være despotisk; men den fuldstændige Mangel paa Regering er endnu værre end Tyranni. Saa raaber enhver Tosse højt. Saa er al Orden og Fremgang umulig. Der maa være en vis hæmmende Kraft til stede, der uden at trykke til Jorden dog formaar at dæmpe de urolige Hoveder og holde Orden…

I Feilbergs forståelse bør nutidens klubtræning altså bestræbe sig på, i højest mulig grad, at

stimulere ligeløb hos de unge talenter, hvilket alene sker gennem en nødvendig grad af

struktur, der forhindrer en ufrugtbar laissez faire-holdning. Feilberg (ibid.) peger samtidig på,

at den mulighedsformindskende arbejdsindsats i visse sjældne tilfælde tænder en gnist, der

kan åbne for mulighedsværdien, og altså lader spilleren transcendere den rene

beflitningstilstand. I disse tilfælde tales der om et kreativt, hårdtarbejdende spilintelligent

talent, som mange moderne trænere ser som prototypen på fremtidens spiller. Curth siger

om fodboldspillet som levebrød:


JC (25): Det kan godt være, at jeg spiller en lortekamp i dag, men der skal fan’me ydes 100 % fordi det er mit arbejde, og så gør man det, selv om man ikke lige lyster det. Det resulterer sjældent i, at man spiller brasiliansk, men man gør det som en pligt, og det er en god ting at have med. Du er til eksamen hver gang, og det er ikke altid lige sjovt, men du er nødt til at yde både overfor dig selv og dine holdkammerater.

Curth rammer med sin udtalelse perfekt ind i beflitningstilstanden, men antyder også, at det

er mere end vanskeligt, at gøre denne tilstand mulighedsforhøjende. Det er i øvrigt

kendetegnende, at informanterne generelt oplever at elitefodboldens store træningsindsats

nødvendigvis fører til en pligtfølelse, som skal i perioder skal overvindes. Dette er en

mulighedsformindskende konstatering, som klubtræningen bør være sig bevidst, og forsøge

at neutralisere.

8.1.4 Spidskompetencer og fokus på svagheder

Pahuus henter hos Feilberg begrebet befangenhed, der hører til de mulighedsformindskende

tilstande. Befangenheden repræsenterer dermed den type spillere, som lever på det, der i

fodboldsproget kaldes spidskompetencer, hvilket er betegnelsen for særligt forfinede

kompetencer i en fodboldspillers repertoire - eksempelvis hurtighed eller hovedstødsstyrke.

Talenter med spidskompetencer er eftertragtede, men det er samtidigt ofte stereotype

spillertyper, der ofte taktisk kan neutraliseres af modstanderne. Andreasen taler derfor om,

at det er holdet, som må have spidskompetencer for at lykkes:

PEA (22): Du kan sagtens slå igennem på højt niveau, hvis du bare har et godt jævnt niveau på alle spillets områder. Et hold kan dog bare ikke nøjes med den type spillere, der må være nogen, der har spidskompetencerne, hvis holdet skal have succes. Det handler om komplementære færdigheder, og et generelt højt niveau på holdet. De almene færdigheder sørger for det generelle niveau, mens de individuelle spidskompetencer tiltvinger de små marginaler, der afgør de store kampe og vinder titler.


Holder denne antagelse, rækker befangenhedens indsnævrede fokusområde ikke længere for

ret mange af fremtidens topspillere, som nødvendigvis, med henblik på personlig udvikling,

må møde det holistiske spil med mulighedsforhøjende tilgang. Ankersen er ud fra en

læringsøkonomisk betragtning heller ikke ubetinget begejstret for ensidig dyrkning af

spidskompetencer:

RA (29): … man skal grundlæggende defineres ud fra det man er godt til, men jeg tror meget på 80-20 reglen, der siger, at 80 % af forbedringen kommer på de første 20 % af arbejdet. Så hvis du skal forbedre noget du er god til, skal du træne helt enorm meget, for at få en lille forbedring. Lægger du samme energi i det du er dårlig til, vil du opnå meget stejlere udviklingskurver.

Dermed peges der på, at spilintelligensen bliver væsentlig for fremtidens spillere, der ikke

længere kan bygge en karriere på befangenheden, men må indeholde en alsidighed, der

bedst indfanges af begrebet spilintelligens. Curth giver, qua udlægningen af sin egen

spillerprofil, belæg for denne påstand:

JC (36): Min spidskompetencer er min alsidighed, og det kan være lidt svært, at lukke helt af for mig. Det er nemmere at lukke en fantastisk spiller ned, der kun kan bruge venstre ben…

8.1.5 Flow – den optimale udviklingstilstand

Flowoplevelsen er ofte så stærk - Csikszentmihalyi (2005:9ff) sammenholder den blandt

andet med Aristoteles begreb eudamonia (lykke) – at det tilsyneladende er selve erindringen

om flowet, der opretholder talentets fokusering (ibid.). Dermed bliver fodboldspillet for

talentet autotelisk, hvilket vil sige, at det er en aktivitet, som igangsættes og udføres for dens

egen skyld. Der ses således tydeligt en kongruens mellem flowbeskrivelsen og Feilbergs

mulighedsforhøjende tilstande, og da Csikszentmihalyis empiri er hentet i sportens verden,

mener jeg, at begrebsanalogien her legitimerer inddragelsen af Feilberg. Ved spørgsmålet om


flow, vaktes især Curths begejstring, idet han mente, at have oplevet denne tilstand mange

gange i sin karriere. Han forklarede ivrigt:

JC (33): Jeg kan godt sige, hvad jeg mener flow der er. Flow det er selvtillid. Hvis du har selvtillid giver det flow. Du kan køre på, at det hele lykkes, du kan køre på flow. Flow er for mig et begreb, hvori du ikke tænker over tingene, du gør det bare. Flow kan du ikke have i hele din karriere, men når du har et flow skal du holde fokus på det du gør godt, og ikke tænke for meget.

8.1.6 Opsamling

På baggrund af dette afsnit kan det opsamlende konstateres, at det empiriske materiale giver

belæg for Pahuus’ læringsteoretiske syntetisering, når informanterne samstemmigt vurderer,

at det frie gadefodboldinspirerede spil, og den strukturerede træning må kombineres.

Spørgsmålet er blot i hvilket blandingsforhold? Der ligger i empirien en opfattelse af, at der

tilsyneladende er tale om en uhensigtsmæssig overvægt af struktur i klubbernes skoling af

talenter. Denne struktur har sin funktion, men den skaber konformitet, og er ikke

tilstrækkelig befordrende for udvikling af unikke spillerpersonligheder, der, qua

spidskompetencer tilsat et generelt højt niveau af spilintelligens, kan føre fodboldspillet til et

højere æstetisk plan i fremtiden.

8.2 Analyse i relation til Merleau-Ponty

Afsnittet her tager udgangspunkt i sammenstillingen af Merleau-Pontys tanker om kroppens

fænomenologi og empiriens resultater i relation hertil.

8.2.1 Spilintelligensen er kropsligt indlejret

Et af Merleau-Pontys væsentlige forehavender er ophævelsen af dualismen mellem krop og

bevidsthed. Bevidstheden hævdes præ-refleksivt forankret i kroppen, og Merleau-Ponty

mener, at der er indlejret en handlingsbaseret fænomenforståelse i sanserne, som


eksempelvis betyder, at det spilintelligente talent forstår fodboldspillets mekanismer

gennem hans kropslige udførelse af pragmatiske handlinger på banen (Thøgersen 2004:22).

Fodboldspillerens væren-i-verden angiver således en kropslig intentionalitet, der snarere

funderes i et jeg kan end i et jeg tænker. Merleau-Ponty (1994:92) skriver:

En bevægelse er lært, når kroppen har lært den, dvs. når den har indoptaget den i sin ”verden”, og at bevæge sin krop er at rette sig mod tingene gennem den, at lade den besvare den udfordring, de uden nogen forestilling udsætter den for. Motorikken er således ikke bevidsthedens tjenestepige, der transporterer kroppen til det sted i rummet, som vi først har forestillet os.

Citatet beskriver den intuitive ekspertise, der er kendetegnende for den intelligente

fodboldspillers optræden, idet dennes ageren netop er karakteriseret ved en kropslig

intentionalitet, der præ-refleksivt og adræt selekterer relevante perceptioner i

fodboldrummet. Fodboldspillerens væren-i-verden er altså forbundet med en flertydighed,

der medfører, at den kropsligt indlejrede spilintelligens meget vel kan være den frelsende

ariadnetråd, der finder en udvej for aktøren i de altid komplekse spilsituationer. Andreasen

bekræfter dette:

PEA (4): Ja, jeg tror spilintelligens er kropslig indlejret. Det er jo ikke en tankeproces, det er der netop ikke tid til. Det hele sker på baggrund af spilerfaringer, der betyder, at spilleren kan reagere umiddelbar.

Merleau-Ponty pointerer dog, at selv om forståelse ikke er et refleksivt resultat af en rationel

bevidsthed, så kan fodboldtalentets præstationsrefleksion skærpe den kropsfældede

beskrivelse af verden, idet den tillader personen at vende tilbage til de umiddelbare

erfaringer (Thøgersen 2004:23f). Kasper fra U19-holdet siger slående:

K (23.2): Man kan heller ikke bare sige, at man ikke skal tænke. Det er en kunst at lukke af for omgivelserne og tænke koncentreret på det det hele handler om.


8.2.2 Egenkroppens dynamiske vanedannelse

Ankersen peger i lighed med Bordinggaard på perception, analyse og handling, som den

tretrinsraket, der ligger til grund for fodboldspillerens optræden på banen:

RA (2): Det er først perception, og så analyse – det går dog meget hurtigt i fodbold, det er næsten ren intuition – og så foretage en handling på baggrund af dette.

Udsagnet underbygger den traditionelle videnskabelige forståelse af en række fysiologiske

operationer, der hver gang skal runde hjernen før reel handling kan aktiveres. Selv om

Ankersen peger på proceshastigheden som enorm, er der alligevel en forskel i forhold til

Merleau-Pontys enhed af krop og bevidsthed. Ifølge Merleau-Ponty, bidrager egenkroppens

mobilitet nemlig, som følge af sansernes enhed10, til fodboldspillerens værdifulde

akkumulerede perspektiver på rummets objekter, hvilket ofte sporenstregs opkvalificerer de

projekter, som talentet udkaster på banen. Egenkroppen befinder sig således altid i randen af

spillerens perceptioner, og påtvinger ham dermed et inkarneret, men samtidigt udskifteligt,

perspektiv på det rummelige spil (ibid.:32). Når fodboldaktører udviser spilintelligens skyldes

det altså, at inkorporerede perspektiver har ført til en kropslig vane, der, snarere end

biologiske reflekser og tankevirksomhed, fører til handlekompetence på banen (ibid.:100f).

Merleau-Pontys vanebegreb bliver således dynamisk, i den forstand, at den lader

fodboldspilleren reagere på bestemte situationer, der nok indeholder kontingens, men

alligevel afspejler tidligere situerede erfaringer, og derfor fremkalder et umiddelbart

iværksættende og adækvat handleberedskab hos spilintelligente udøvere. I stedet for, som

traditionelt forstået, at fastlåse vanen i en rutineagtig opretholdelse af status quo, bliver dens

dynamiske karakter, hos Merleau-Ponty (ibid.:98f), en forudsætning for en horisontudvidelse

af spilintelligensen. Dermed er der skabt en naturlig overgang til Merleau-Pontys tanker om

egenkroppens motorik.

10 Sansernes enhed udgøres af det Merleau-Ponty (ibid.:116) betegner som den intentionelle bue. Denne aftegner vores altomfattende situerede livsbetingelser, og under disse forhold integreres sanserne i en enhed, der er forankret i kropsskemaet.


8.2.3 Konkrete og abstrakte bevægelser

Merleau-Ponty (ibid.:115) anser de konkrete bevægelser for bevidsthedsmæssigt

kapacitetsbegrænsede og hurtigt effektuerede grundet deres forankring i vanen. Det er

derfor fortrinsvist i denne bevægelseskategori spilintelligente aktører opererer. Abstrakte

bevægelser er derimod ofte forbundet med forberedende bevægelser, som er langsomme og

opmærksomhedskrævende, og derfor ikke adækvate i elitefodboldens tempo. Fra den

sekundære empiri, antyder FC Midtjyllands Tonny Hermansen, at der måske stadig fokuseres

for meget på de bundne og kontekstfrie basistræningstilgange – her forstået som

oparbejdning af talenternes abstrakte bevægelser:

TH (20.2) Basistræningen er hamrende vigtig for mig, men vi må helt sikkert blive bedre til at give los for selve spillet, fordi det virkeligt kan give gutterne meget.

8.2.4 Kropsskemaet

Merleau-Ponty skildrer kropsskemaet som en kropslig holdning til en bestemt situation. En

sådan situation kunne være fodboldspillet, hvor det netop er kroppen som helhed, der må

samle sig i bestræbelserne på at løse de foreliggende opgaver, og spilintelligens er, som

Andreasen her indikerer, en funktion af sansernes enhed og kroppens konstituering som

gestalt (ibid.:112):

PEA (6): Trænere har nok tendens til at styre for meget, og derfor skal spillerne ofte auditivt tilegne sig spilintelligens, og det er langt vanskeligere end gennem de praktiske udførelser af øvelserne. Det skal så vidt muligt erfares af kroppen, man skal have oplevelsen med før forudsætningerne for spilintelligens stimuleres.

Kropsskemaet som en gestalt bliver således den vanebaserede selekterende

perceptionskilde, der differentierer delopgavernes signifikans på fodboldbanen, og dermed


baner vejen for talentets funktionsdygtighed. Når intelligente fodboldspillere således er

karakteriseret ved deres utilitaristiske handlinger, skyldes det, analogt til Merleau-Ponty

(ibid.:114), at de har en fortrolighed med spillets ide, som betyder, at de bebor den

situationsrumlighed, der konstituerer fodboldspillet. Den spilintelligente handler i

fortrolighed med omgivelserne, og ved intuitivt besked med de situerede

handlingsforskrifter, men samtidigt transcenderer spilintelligensen rummets genkendelighed,

og navigerer ligeledes formålstjenligt i kontingenssammenhæng. Derfor handler

spilintelligens altså ikke om, at være reproducerende fortrolig med et utal af specifikke

situationer på fodboldbanen. Selv om dette er en vigtig forudsætning, drejer det sig snarere

om, at spilintelligensen må rumme en holistisk forståelse for kompleksiteten af

fodboldspillet, der konfidentielt kan manøvre spilleren gennem spilsituationernes åbne

færdighedskrav (ibid.:114). Andreasen omtaler uforvarende fænomenet:

PEA (8): Blandt de unge spillere vi har her, er der nogle, der er så store talenter, at de kan modtage bolde på en position, og så løser de selv opgaven ud fra den situation de befinder sig i. Det gør de, fordi de har en naturlig forudsætning for det. De har spil i hovedet.

8.2.5 Struktur som forudsætning for det frie spil

Med brdr. Dreyfus i baghånden, er det paradoksalt, at elitefodbolden er så struktureret som

informanterne giver udtryk for, idet struktur jo er for begyndere, mens eksperter handler

intuitivt. Det er dermed altafgørende, at unge spillere får en masse spilerfaring, så de, i

bestræbelserne på at udvikle spilintelligensen til ekspertniveau, tør overskride bundne

taktiske procedurer. Dreyfus’ ekspertise viderefører Merleau-Pontys dualistiske opgør, når

han lader intuitionen betegne sammensmeltningen af krop og bevidsthed. ”Hjertet har sine

grunde som fornuften ikke kender!”, sagde Pascal (ibid.:19). Både Merleau-Ponty og brdr.

Dreyfus giver ham ret, når de synkroniserer krop og bevidsthed, og indirekte advarer

eliteklubberne mod at lade strukturen være et mål i sig selv. Strukturens binding må i stedet


være et trin på vejen mod den spilintelligente eksperts frie kreative udfoldelse. Andreasen

siger:

PEA (17): Der opstår også nogle andre aspekter af spillet gennem den læring træneren tilsigter, og de fremkommer jo som resultat af den indlagte frihedsværdi i spillet. Men selv med de tillægsgevinster, som friheden kan avle i ellers bundne øvelser, vil jeg nok mene, at der på træningsbanen er mere binding end frihed. Men det er absolut et mix, jeg foretrækker. Selv om friheden skal tilstræbes, er det strukturelle, det bundne, en nødvendighed, hvis der skal skabes resultater i topfodbold.

8.2.6 Opsamling

Inddragelsen af Merleau-Pontys kropsrelaterede perceptionsteori transcenderer tydeligt den

herskende naturlige indstillings videnskabsfunderede beskrivelse af spillerens perceptioner.

Selv om den afgørende forskel mellem Merleau-Pontys synkrone handlinger og den

fysiologiske tretrinsraket, ligger i et splitsekund, og derfor reelt er uden praktisk betydning, så

viser Merleau-Ponty, at begrebet spilintelligens, måske ikke er helt velvalgt, da udtrykket

udspringer af det gængse rationelle læringssyn. Merleau-Pontys kropslige fokus og betoning

af spillerens inkarnerede ”væren-i-kampen”, kan i stedet føre til en øget bevidstgørelse om

kroppen som en sansende enhed, der mest funktionel udfolder og udvikler sin

spil”intelligens” i det holistiske fodboldspil, hvor de konkrete bevægelser fremkommer

synkront med perceptionerne.

8.3 Analyse i relation til Wenger

I dette afsnit gives der empirisk belæg for relevansen af de udpegede begrebsområder i

Wengers teori om praksisfællesskaber.


8.3.1 Deltagelse – en mulighedsbetinget kamp!

Wenger fokuserer på social læring som deltagelse i praksisfællesskaber, men

fodboldspillerens participation overskrider ofte engagementet indenfor fællesskabets

grænser. Dette sker eksempelvis, når U19 spilleren Tobias beskriver en deltagelsesafhængig

delkomponent af sin læreproces således:

T (26.5): Man kikker også lidt ekstra ude på stadion, når den spiller, der har samme position som en selv, er involveret i noget. Det kan man lære meget af, og det er altid godt at se, hvordan de gode timer deres indgreb.

Tobias deltagelse er altså vigtigt for hans egen udvikling, men deltagelsen er ligeledes et

berigende bidrag til fællesskabets samlede læringspotentiale. Dog kommer deltagelse ikke

altid af sig selv i et hierarkisk miljø som elitefodbolden, hvor man ofte må kæmpe hårdt for

sin plads omkring den kollektive meningsforhandling. Flere informanter har erfaring med

konkrete deltagelsesproblemer, der har ført til begrænsede udfoldelsesmuligheder. Curth

beskriver her sin problematiske opstart i Feyenoord:

Da jeg kom til Holland tog jeg alting personligt. Så hvis de svinede mig til, pissede på mig i badet, som de også gjorde, så troede jeg, det var fordi de ikke kunne lide personen Jeppe Curth, men det havde ikke noget med det at gøre... Det er spilleren Jeppe de vil af med, så de selv kan komme til at spille. Det er hårdt mentalt, men kommer man styrket ud af denne læreproces, så står man stærkt. Men det er hårdt, og jeg græd bare det første år, da ville jeg bare hjem…

8.3.2 Tingsliggørelse – trænerens piedestal

Tingsliggørelsen er jo ofte forudsætningen for meningsforhandling i praksis, og den kommer

eksempelvis til udtryk, såfremt talenternes nedskriver deres målsætninger i forbindelse med

de gængse udviklingssamtaler i klubben. I sådanne situationer hjælpes talentet, ifølge

Wenger (ibid.:74) til at fokusere på sine styrker, svagheder og udviklingsmuligheder, men

samtidigt produceres der et stringent papir, som i sin yderste konsekvens fastlåser talentet i


et indsnævret fokus. Tingsliggørelsens styrke som trendsætter for meningsforhandlingen er

dermed samtidig dens svaghed, idet den jo kan stivne i ukritisk selvtilstrækkelighed (ibid.:76).

Denne tvetydighed er værd at notere sig i et top-down styret miljø som elitefodboldens, hvor

spillerne, ifølge Curth, traditionelt er meget autoritetstro.

Curth (22/23): … der skal meget til før de (talenterne) ikke lytter til træneren… Nogle gange tænker du ikke på om træneren er god eller dårlig. Du laver bare de øvelser du bliver sat til. Du stoler blindt på, at han gør det for, at du bliver bedre.

Participation og reifikation er væsentlige begreber i forhold til et fodboldholds

praksisfællesskab, idet der implicit i disse begrebers komplementaritet ligger en kim til

spillerens socialfunderede identitetsdannelse. Talentets forvaltning af disse centrale

aspekter, bliver således ofte en afgørende faktor i forhold til det læringspotentiale som

vedkommende kan få adgang til i praksisfællesskabet.

Bundne træningsøvelser tenderer en høj grad af tingsliggørelse, hvilket ofte, men ikke

nødvendigvis, er ensbetydende med talentets reducerede deltagelse. Omvendt vil det frie

fodboldspil være kendetegnet ved en ringe grad af tingsliggørelse, hvilket så til gengæld

forventes at fostre en højere participationsgrad blandt spillerne. Andreasen, underbygger

tendensen:

PEA (27): Det er oplagt, at jo mere processen er din egen, jo mere du delagtiggøres og får indflydelse, jo mere motiveret vil du blive. Hvis du bare udfører ordrer, så er der ikke den samme motivation forbundet med indsatsen. Derfor må du (som træner) delagtiggøre spillerne i processen og give dem medejerskab...

Træneren tildeles altså en væsentlig rolle i forhold til talentets participation, idet han formelt

er ansvarlig for gruppens trivsel, qua forvaltningen af sin legitimerede status som

reifikationssætter. Curth (18) beretter, fra sin ungdomstid i den hollandske klub Feyenoord,

om distancerende trænere, som fra deres piedestal forventede tituleringer som Hr. og De, og

ofte praktiserede en envejskommunikation, som ikke just var befordrende for debatter


omkring praksisfællesskabets reifikationer. Curth (19) hævder dog samtidig, at danske

trænere er mere demokratisk anlagte, hvilket imidlertid ikke har fjernet den

fodboldkulturelle arv, der også helliger strukturelt design og stringent tingsliggørelse i vores

kultur. I fodboldmiljøet er meningsforhandlingen altså generelt nedtonet, og Weins moderne

coachende træner stilles overfor den atypiske udfordring, at gøre talenterne mindre

autoritetstro, for herigennem at øge deltagelsesengagementet.

8.3.3 Gensidigt engagement – spillerne som trænere

Informanterne tillægger generelt træneren en væsentlig rolle i udvikling af spillerne, men de

mener også, at der finder en stor del læring og identitetsskabelse sted i forbindelse med det

gensidige engagement med holdkammeraterne i praksisfællesskabet. U19-spilleren Aksel

udtaler:

A (15.2): Selvfølgelig får du en fodboldfilosofi af din træner, da han har stor indflydelse på dit fodboldliv, men du er også individuel som person, og dine kammerater påvirker dig også, men du bliver aldrig en kopi af dem. Du har din individualitet.

Aksel antyder altså en indlejret mimesisk læringsproces spillerne imellem, hvilket overskrider

den umiddelbare trænertilsigtede læring. Andreasen uddyber denne bonuslærdom, når han

antyder mesterlæreprincippets sociale og situerede fundering:

PEA (29): Jeg tror, at der ligger en stor del af læring fra medspillere hos dem, der er god til at reflektere… man lader sig inspirere af kammerater og af idoler, og det er en vigtig lærdom, der findes i denne afkodning. Man ser noget, og så går man selv ud og prøver det af. Måske får man serveret enkle finter af sin træner, men de er jo uden for kontekst, du må selv som spiller vurdere, hvornår den enkelte finte kan bruges, og det er også i spillet, at den skal times.


8.3.4 Fantasien spiller med

Wenger taler ligeledes om begrebet fantasi som en væsentlig faktor i de unge spilleres

karriereforløb. Formår den unge spiller at kombinere den lokale og den globale fantasi

hensigtsmæssigt, kan dette bringe spilleren forbi den psykiske barriere, som, ifølge Ankersen

(35), ofte er et talents værste modstander. Et tenniseksempel illustrerer glimrende den

frugtbare konstellation mellem den flidsprægede lokale fantasi og den mulighedsafspejlende

globale fantasi:

RA (35): … for 15 år siden var der ingen russiske tenniskvinder i top 100 på verdensranglisten. I dag er der 15, og 5 i top 10. Der skete det, at Anna Kournikouva pludselig som 16-årig spillede semifinale i Wimbledon. Så blev hun så sidenhen bedre kendt som fotomodel, men det er en anden historie. Til denne semifinale sad der en masse russiske piger foran TV og tænkte,” I want to be like that”. Sportsfolk kan tit lokalisere det øjeblik, hvor de har siddet og tænkt: ”Jeg vil være sådan”, og det er ofte en ekstern hændelse, der trigger motivationen. Så kommer gennembruddet jo så altid med en vis forsinkelse, da alle pigerne, først skal igennem deres 10.000 timers træning…

Fantasien hos det enkelte talent bliver altså en vigtig forudsætning for at lykkes med

fodboldkarrieren. Selvrealiseringen beror nemlig dels på talentets kreativitetsudfoldende

deltagelse i det lokale praksisfællesskabs træningsdesign, og dels på andre talenters

gennembrud, og faktiske realisering af drømmen. Den globale fantasi opretholder altså

deltagelsen og engagementet, når den lokale virkelighed truer. Fantasiens kraft rækker

dermed ind i fremtiden, og forestillingen om det glamourøse professionelle liv er

bjergtagende, men også potentiel farlig for mindre talentfulde spillere, hvis realitetssans den

har for vane at borterodere. Curth siger om problematikken:

JC (42): Du må gerne tænke på, at du vil spille for Manchester U. Det nytter dog ikke noget, at du har den drøm, hvis du ikke er til stede i det du laver lige nu og


her, som jo er forudsætningen for, at drømmen nogensinde skal kunne opfyldes. Det lokale skal kunne tænde dig først og fremmest, og så kan du pleje den globale fantasi om aftenen, når du er kommet i seng.

8.3.5 Opsamling

Wengers centrale begreb om deltagelse spiller en stor rolle indenfor fodboldens

praksisfællesskab, der ofte er gennemsyret af mere eller mindre hensigtsmæssige hierarkier.

Det kan derfor være svært som marginaliseret spiller, at komme til legitimeret udtryk på

banen, hvor rollerne i værste fald kan være fastlåste af enten trænerens tingsliggjorte taktik

eller fællesskabets meningsforhandlede praksis. Da spillerne fremstår meget autoritetstro,

debatteres praksisfællesskabets tingsliggjorte regler og procedurer kun i begrænset omfang,

hvilket kan føre til manglende deltagelse hos talentet, der måske efterhånden mister

fornemmelsen af, at dette er vedkommendes eget projekt. Modsat ligger kimen til et uhørt

stærkt og berigende fælles engagement indlejret i praksisfællesskabet, og det er sådanne

sociale miljøer der må tilstræbes, hvis den frie udfoldelse - der er så essentiel for

spilintelligensen – skal kunne affødes, og fastholde de unge talenter i en motiveret tilstand,

hvor det er legitimt at bruge fantasien i både de små daglige gøremål, og i forbindelse med

de store selvrealiserende drømme.

9.0 Resultater

Det har været essentielt at lokalisere spilintelligensens substans, da denne jo, i sin relation til

klubtræning, er selve omdrejningspunktet for problemformuleringen. Definitionen i afsnit

6.3, mener jeg er vellykket, idet der leveres en tilpas mediering af såvel de generelle, som de

specielle aspekter ved spilintelligens. Også det traditionelt diffuse talentbegreb, mener jeg, at

have givet en denotativ afgrænsning i afsnit 6.4, hvilket er med til at tydeliggøre

undersøgelsesgruppens elitære karakteristika.


I forbindelse med undersøgelsen af problemformuleringen har specialet trukket på såvel

empiriske data, som på forskelligartede teorier, og dette har givet en nuanceret, om end

stadig ufuldendt, billede af, hvordan forskellige tilgange til fodboldspillet kan stimulere

spilintelligensen hos unge talenter. De forskellige bidrag har, trods stor repræsentativitet,

ikke nødvendigvis indbefattet konsensus, og der eksisterer fortsat uoverensstemmelser, der

vanskeliggør evidente konklusioner. Aristoteles’ fronesis er eksempelvis meningsløs uden

kontingens, men enige informanter taler om en overstruktureringstendens i elitefodbolden,

som truer med underminering af spilintelligensens kaosgrundlag. Livsfilosofien advarer om

den institutionelle klubstruktur, der eksistentialistisk og mulighedsformindskende begrænser

spilintelligensens kreative udfoldelse. Modsat hævder Wenger, at læring kun finder sted i

praksisfællesskaber, hvor en vis mængde tingsliggjorte designs skaber grundlag for

talenternes deltagelse og gensidig engagement i den interne meningsforhandling. Trods disse

forskellige syn, kan der dog spores nogle gennemgående tendenser, som nu skal samles op i

konklusionen.

9.1 Konklusion

Med udgangspunkt i Pahuus’ syntese af det frie fodboldspil og den bundne træningsstruktur,

må det, underbygget af enige informanter, konkluderes, at de polære træningsformer ikke

hensigtsmæssigt kan stå alene, men forudsætter en komplementaritet, hvis spilintelligensen

skal stimuleres optimalt. Ankersen repræsenterer med begrebet deliberate play, såvel en

teoretisk som en empirisk grundholdning, der fastslår, at talenternes spæde udvikling må

have en udpræget frihedsbaseret legende basis, mens den eksistentielle substans i deliberate

practice mængdemæssigt må øges i takt med talentets udvikling. Pahuus ideale tanke om

syntesens genfundne umiddelbarhed, levnes dog ikke gode betingelser hos informanterne,

som indikerer, at strukturen ofte bliver et ultimativt mål i sig selv. Såfremt spilintelligensen

skal have optimale vækstbetingelser må klubberne derfor opbygge den grundlæggende

struktur, og der ud fra atter give plads, rum og frihed til, at de enkelte talenter kan

eksperimentere selvforglemmende i deres spilintelligente fodboldudvikling.

Bordinggaard er, inspireret af Wein, inde på samme syntesetanke, når han proklamerer en

grundlæggende difference mellem klubfodbolden og gadefodbolden. Da spilintelligens


hovedsageligt er et produkt af spilerfaring, betyder nedgangen i gadefodboldens frie

eksperimenterende spilform, at eliteklubberne overdrages et stadigt større ansvar for

talenternes fodbolduddannelse. Eliteklubberne må derfor forsøge, at implementere

gadefodboldens væsen og dimensioner i klubtræningen, og herigennem relancere

spilintelligensens vækstbetingelser. Transformationen af gadefodbolden til klubtræningen er

dog ikke uproblematisk, da de kontekstuelle betingelser aldrig kan blive identiske.

Spilintelligens indeholder implicit et krav om deltagelse i en social kontekst, og et

fodboldpraksisfællesskab indeholder et sådant læringspotentiale for spilintelligens. Skal hele

potentialet forløses, kræves det dog, at klubbernes stringente tingsliggørelse reduceres.

Undersøgelserne her har vist, at klubberne bør tage et navlebeskuende opgør med den

topstyrede fodboldkultur, og kreere et udviklingsmiljø, hvor talenternes deltagelse og

engagement fører til reel praktiskomsættelige meningsforhandling. Større grad af

medejerskab forventes at afføde en øget motivation blandt talenterne, og dermed næres den

vigtige lokale fantasi, som forudsætning for realiseringen af den globale ditto. Wengers

dualitetsprincip underbygger således den syntetiske nødvendighed, som det må konkluderes

er grundlaget for optimal stimulation af spilintelligens.

Endelig peger Merleau-Ponty på, at eksperter betjener sig af konkrete kropsindlejrede

bevægelser, der er hurtige og sikre i udførelsen, og kendetegnes ved, at de har et klart

praktisk formål. Det betyder, at kropsskemaet må internere sine vaner gennem det færdige

fodboldspils praktiske kompleksitet, for at blive rigtigt effektivt i spilintelligent forstand.

Merleau-Pontys kropsfænomenologi leverer altså en original erkendelsesteori, der, såfremt

den udbredes i fodboldklubberne kan få positive konsekvenser for den pædagogiske og

didaktiske tilgang til spilintelligens i træningen.

Opsamlende er tilkendegivelsen af løsningsmuligheder for problemformuleringen dog ret

entydig. Det kan derfor konkluderes, at eliteklubberne gennem en syntese af bundne øvelser

og frie spil kan stimulere fodboldtalenters spilintelligens mere effektiv, såfremt de sikrer en

bedre balance mellem dikotomierne. Syntese af frihed og struktur er således løsningen på

klubbernes udfordring i forbindelse med kreationen af intelligente fodboldtalenter. Dette

kræver dog, at det frie spils åbne færdigheder får en renæssance, og tilbageerobrer nogle af


de landvindinger, der, af fodboldkulturelle og samfundsmæssige årsager, er afstået til

klubtræningens bundne struktur. Klubberne må derfor tilstræbe dannelsesrejsens tredje trin,

hvor den genfundne umiddelbarhed syntetiserer de positive aspekter af det livsfilosofiske og

det eksistentialistiske. Lykkes dette projekt vil klubtræningen i højere grad kunne stimulere

spilintelligens hos talenterne, som i deres beflitning vil ane mulighedsværdien i en

glædesbetonet flidsværdi.

9.2 Videre teoretiske perspektiver

Spilintelligens er, som nævnt, et forholdsvist nyt begreb, og der findes fortsat ikke meget

litteratur om emnet. Wein og Bordinggaard har som fodboldfaglige personer belyst begrebet

direkte, men ellers må oplysninger om spilintelligens ofte hentes i fodboldpædagogisk og

idrætspsykologisk litteratur, der i mangel af et konkret begreb, kun indirekte kredser om

emnet. Alligevel kunne andre værker med fordel være inddraget her. Eksempelvis har den

legendariske norske træner Niels Arne Eggen i sin bog ”Godfoten” givet sin opskrift på,

hvordan man organisatorisk bygger et selvforstærkende udviklingsmiljø op i det

tyndtbefolkede Nordnorge. Den svenske idrætspsykolog Johan Fallby, tilbyder ligeledes et

interessant perspektiv i sin forskningsbaserede bog ”Spelarutveckling”, som inddrager

mentale og sociologiske faktorer i et helhedssyn på talentudvikling.

I dette speciale er der anvendt forskellige pædagogiske og filosofiske teorier, men mange

alternativer har forinden været i spil. Deweys pragmatisme rummer afgjort potentiale i

forhold til det resultatorienterede fodboldmiljø, men også Donald Schöns teori om ”Den

reflekterende praktiker” kunne have været et interessant bekendtskab. Først og fremmest

kunne der dog arbejdes mere i dybden med de anvendte teorier, da disse indeholder både

bredde og dybde, der transcenderer dette specialets omfang. Specielt kunne de tangerede

ekskurser behandles mere indgående, og næsten i sig selv udgøre rammen for et speciale.

Dette speciale leverer altså ét bud på udviklingsbetingelserne for spilintelligens, men

begrebets kompleksitet åbner samtidigt for alternative teoretiske og empiriske vinkler.

Spilintelligens fremstår, trods fodboldens udbredelse og popularitet, fortsat som et næsten

ubeskrevet blad, og derfor ligger der en fremtidig udfordring i at beskrive denne centrale


færdighed mere indgående. For en mere fuldstændig forståelse kræves der således et

holistisk perspektiv, med inddragelse af såvel psykologiske-, sociologiske-, filosofiske og

pædagogiske teorier i et omfang, der ikke var muligt her.

9.3 Afsluttende handleanvisninger

Det er naturligvis min forhåbning, at dette speciales betragtninger kan overskride den

akademiske kontekst hvori den er fremstillet, og påvirke det omhandlende miljø. Arbejdet

har givet mig en dybere personlig indsigt, som jeg vil tage med ind i mit fortsatte arbejde i

AaB’s ungdomsafdeling, hvor flere trænerkollegaer har vist interesse for projektet.

Informanterne har ligeledes alle udbedt sig et eksemplar af opgaven, og da disse, på hver

deres fronter, er elitære ambassadører for sporten, er der begrundet håb om, at de kan

bringe indholdet ud til en bredere kreds.

Dette er selvsagt en optimistisk tiltro til egen signifikans, og en virkelig revolutionering af

talentarbejdet kræver nok et dybere og mere holistisk arbejde end dette speciales rammer

tillader. Jeg betragter dog specialet som en lovende start, i forhold til et stort set uudforsket

område, som jeg mener, der er store perspektiver i at bringe frem i lyset. Indholdet kunne

således være springbræt til en videre bearbejdning, der ikke bare ville komme fremtidens

fodboldstjerner til gode. Spilintelligens er jo også aktuel i stort set alle andre sportsgrene, og

derfor kunne hele perspektivet måske udvides til at rumme både elite og bredde indenfor

idrætten generelt. Afslutningsvis er min største forhåbning dog, at specialet kan være

behjælpeligt med at fremme stimulerende fodboldmiljøer, der tenderer Bordinggaards

beskrivelse på specialets forside. Dette kræver, som nævnt, at klubberne er indstillet på en

kontinuerlig selvreflekterende fremgangsmåde i eftersøgningen af den optimale talentpleje i

det dynamiske fodboldmiljø. Foucault (Biesta 2009:9) får med denne henstilling, her specielt

rettet mod klubberne, det sidste ord:

Der er tidspunkter i livet, hvor spørgsmålet om at vide om man kan tænke anderledes, end man tænker, og opfatte anderledes end man gør, er fuldstændig


nødvendig for, om man overhovedet skal kunne fortsætte med at lede og reflektere.

10.0 Litteraturliste

Andersen, P. F. (2007). Bæredygtig fodboldtalentudvikling i et eksistentielt perspektiv. I: Brock, S. Elitesportens virkelighed. Århus Universitetsforlag

Aristoteles (2009). Etikken. Frederiksberg. DET lille Forlag

Biesta, G. J. J. (2009). Læring retur. København. Forlaget Unge Pædagoger

Birkelund, R. (red.) (2002). Eksistens og livsfilosofi. København. Munksgaard

Bordinggaard, K. (2008). Udvikling af intelligente fodboldspillere – i optimale læringsmiljøer. I: Henriksen, K. Inspiration til talentudvikling. Odense. Syddansk Universitetsforlag

Bordinggaard, K. & Hjulmand K. (2006). Handlinger og holdninger. København. DBU. Kan findes på http://www.dbu.dk/data/dbu/filedb/2054.pdf

Böward, P. R. (2007). Livets pædagogik. København. Gyldendals Forlag

Csikszentmihalyi, M. (2005). Flow – optimaloplevelsens psykologi. Dansk psykologisk Forlag

Dreyfus H. & S. (1991) Intuitiv ekspertise – Den bristede drøm om tænkende maskiner. Munksgaard

http://www.dbu.dk/data/dbu/filedb/2054.pdf


Eggen, N. A. (2003). Godfoten. Oslo. Aschehoug Psykologi

Eneroth, B. (1984). Hur mäter man vackert. Natur och Kultur. ISBN 91-27-01869-5

Fallby. J. (ukendt). Spelar utveckling – et helhetsperspektiv. Stockholm. Svenska FotbollFörlaget AB

Gustavsson, B. (2001). Vidensfilosofi. Århus. Forlaget Klim.

Hyldgaard, K. (2006). Videnskabsteori. Roskilde Universitetsforlag

Illeris, K. (red) (2000). Tekster om læring. Roskilde Universitetsforlag

Katzenelson, B. (1996). Vejledning i udarbejdelse og affattelse af universitetsopgaver og videnskabelige værker. København. Dansk psykologisk Forlag

Kvale, S. & Brinkmann S. (2009). Interview – introduktion til et håndværk. København. Hans Reitzels Forlag.

Lave, J. & Wenger, E. (2003). Situeret læring. København. Hans Reitzels Forlag

Madsen, H. (2009). Spilintelligens – fodboldspillets femte element. Aalborg Universitet – Master i Læreprocesser. (2. Semesteropgave)

Merleau-Ponty, M. (1994). Kroppens fænomenologi. Frederiksberg. DET lille FORLAG

Næss, A. (1999). Livsfilosofi. Multivers Aps Forlaget

Oettingen, A. v. (2001). Det pædagogiske paradoks – et grundstudie i almen pædagogik. Århus. Forlaget Klim

Ostrow, J. M. (1990). Social Sensitivity – A study of Habit and Experience. Albany. State University of New York

Pahuus, M. (1995). Livsfilosofi – lykke og lidelse I eksistens og litteratur. Århus. Forlaget Philosophia

Pahuus, M. Læring i et humanistisk perspektiv. I: Ritchie, T. (2007). Teorier om læring. Værløse. Billesø & Baltzer

Pahuus, M. (2008). Distance og involverethed. Aalborg Universitetsforlag

Politiken (2006). Politikens filosofi leksikon. København. Politikens Forlag

Schön. D. A. (2006). Den reflekterende praktiker. Århus. Forlaget Klim

Systime, Jessen K. B. (red.) (2007). Filosofi – Fra antikken til vor tid. Århus. Systime


Thielst, P. (1994). Livet forstås baglæns – men må leves forlæns. Gyldendals Forlag

Thøgersen, U. (2004). Krop og fænomenologi. Systime. Århus

Troelsen, B. (2008). Videnskab og virkelighed. København. L & R Uddannelse

Wein, H (2004). Developing Game Intelligence in soccer. Reedswain

Wein, H. (2007). Developing Youth Football Players. Human Kinetics. Leeds

Wenger, E. (2004). Praksisfællesskaber. København. Hans Reitzels Forlag

Zahavi, D. (2003). Fænomenologi. Roskilde Universitetsforlag

Internetsider:

http://www.dbu.dk/page.aspx?id=3777, (hentet fra nettet 12. november 2009).

http://www.cs.colorado.edu/~ralex/courses/gamelet2005/calendar/5/flow.html, (hentet fra nettet 20. november 2009).

VEDLAGTE BILAG:

BILAG 1 – INVITATIONER TIL INTERVIEWS

Bilag 1a – Jakob Friis, træner U19 Liga i AaB Bilag 1b – Poul Erik Andreasen Bilag 1c – Rasmus Ankersen Bilag 1d – Jeppe Curth

BILAG 2 – INTERVIEWGUIDE (SKEMA)

BILAG 3 - TRANSSKRIPTION AF INTERVIEWS

Bilag 3a – Interview med Poul Erik Andreasen Bilag 3b – Interview med Rasmus Ankersen Bilag 3c – Interview med Jeppe Curth Bilag 3d – Fokusgruppe interview med U19 ligaspillerne Kasper, Simon, Mads, Tobias og Aksel

BILAG 4 – DATAANALYSE OG FORTOLKNING (SKEMA)

BILAG 5 – SEKUNDÆR EMPIRI (DATAANALYSE OG FORTOLKNING)(SKEMA)

http://www.cs.colorado.edu/~ralex/courses/gamelet2005/calendar/5/flow.html

http://www.dbu.dk/page.aspx?id=3777


Bilag 1a – Invitation: Jakob Friis

Jakob Friis

U19-ligatræner, AaB

Email: [email protected]

Nibe, november 2009

Vedr. fokusgruppeinterview af U19 ligaspillere på AaB

Efter vores indledende samtaler om et muligt interview med en gruppe af dine spillere, i

forbindelse med mit projekt omkring ”stimulering af spilintelligens i det frie spil og de

bundne øvelser”, fremsendes hermed en officiel skriftlig anmodning til informeret samtykke

fra din og deltagernes side. I undersøgelsen søger jeg en brugbar definition af begrebet

spilintelligens, ligesom jeg er interesseret i at høre, hvordan dine spillere mener, at begrebet

stimuleres i klubbens træning.

Hvorfor spilintelligens?

Fodbold er et spil i stadig udvikling, og gennemsyres derfor til stadighed af forskellige mere

eller mindre trendy begreber, der proklamerer de vises sten på succes. Spilintelligens er for

mailto:[email protected]


mig lidt historien om den gamle vin på nye flasker. Det nye ligger i selve betegnelsen, mens

det gamle ligger i begrebets indhold som alle kender, men indtil i dag netop har haft svært ved

at definere netop på grund af fravær af gængse universelle begreber. Jeg oplever begrebet som

alt andet end en døgnflue, og tillægger det stor betydning hos fremtidens fodboldspillere.

Derfor mener jeg også, at det kunne være interessant at høre dine spilleres oplevelse af hvilke

træningsøvelser, der særligt udvikler spilintelligens, og det er årsagen til, at I venligst anmodes

om deltagelse i et fokusgruppeinterview:

Torsdag, den 26. november kl. 18.00 på AaB’s anlæg.

Om interviewet

Da interviewet er et fokusgruppeinterview anmodes du, Jakob, om at samle en gruppe på 5 af

dine spillere fra årgang 1991. Gruppen bør – om muligt - helst ikke være hverken for homogen

eller for heterogen, men efter din bedste overbevisning kunne debattere problematikken på den

mest kompetente måde. Som empirisk materiale til undersøgelsen har jeg således brug for

praksisbaserede udsagn fra personer, der selv lever midt i talentmiljøet.

Selve interviewet er berammet til ca. 1 times varighed, og tilsigtes at foregå i en hyggelig

atmosfære, hvor jeg som interviewer vil forsøge at fremdrage deltagernes oplevelser af de

omtalte problemstillinger. Det bør pointeres, at der ikke er nogen specielle hensigter om

hverken fælles fodslag eller offentlig debat, men udelukkende, at vi sammen skaber meninger

ud fra den enkeltes involverende bidrag. Interviewet optages på såvel video som med diktafon

med henblik på senere udskrivning. Derfor garanteres der allerede her for, at oplysningerne

både behandles og opbevares med største diskretion, ligesom det selvfølgeligt er muligt for

deltagerne at fremstå anonymt, såfremt de måtte ønske sig dette. I tilbydes derfor, at modtage

det udskrevne interview til godkendelse inden resultaterne rapporteres i opgaven.

Hvad får du ud af projektet?

Interviews er almindeligvis en ganske god mulighed for at skabe viden hos såvel intervieweren

som den interviewede. Det er derfor min forventning, at deltagerne gennem en refleksiv

forholdelse til gruppens nuancerede input vil videreudvikle deres begrebsforståelse, og måske

få indblik i aspekter af deres egen tavse viden omkring spilintelligens, og hvordan den vægtes


i deres daglige arbejde. En sådan begrebsliggørelse kan måske være første skridt mod en reel

praksisforbedring, hvor man faktisk reagerer på den erkendelse som man har fået.

På forhånd mange tak for jeres medvirken, som er af afgørende betydning for mit projekt. Jeg

håber på et godt og frugtbart samarbejde, og anmoder om, at du venligst benytter

nedenstående mobilnummer eller mailadresse, hvis der skulle opstå komplikationer af nogen

art eller såfremt du måtte have uafklarede spørgsmål.

Med venlig hilsen

Henrik Madsen

Mobil nr. 22 99 80 79

[email protected]

Bilag 1b – Invitation: Poul Erik Andreasen

Poul Erik Andreasen

AaB A/S

Nibe, november 2009

Vedr. personligt interview på AaB

Efter vores indledende samtaler om et muligt interview, i forbindelse med mit projekt omkring

”stimulering af spilintelligens i det frie spil og de bundne øvelser”, fremsendes hermed en officiel

skriftlig anmodning til informeret samtykke fra din side. I undersøgelsen søger jeg en brugbar

definition af begrebet spilintelligens, ligesom jeg er interesseret i at høre, hvordan du oplever

spilintelligens i forholdet mellem legens frie spil og de bundne træningsøvelser i klubben.










Derfor mener jeg, at det kunne være interessant at høre dine oplevelse af hvilke forhold, der

særligt udvikler spilintelligens, og det er årsagen til, at du venligst anmodes om deltagelse i et

interview:

Mandag, den 23. november kl. 10.00 på AaB’s anlæg.

Om interviewet

Som empirisk materiale til undersøgelsen har jeg brug for praksisbaserede ekspertudsagn fra

personer, der selv lever midt i talentmiljøet eller på anden vis har gennemlevet det. Selve

interviewet er berammet til ca. 1 times varighed, og tilsigtes at foregå i en hyggelig atmosfære,

hvor jeg som interviewer vil forsøge at fremdrage dine personlige oplevelser af de omtalte

problemstillinger.

Interviewet optages med diktafon med henblik på senere udskrivning. Derfor garanteres der

allerede her for, at oplysningerne både behandles og opbevares med største diskretion, ligesom

det selvfølgeligt er muligt for dig at fremstå anonymt, såfremt du måtte ønske dette. Du

tilbydes derfor, at modtage det udskrevne interview til godkendelse inden resultaterne måske

rapporteres i opgaven.



som den interviewede. Det er derfor min forventning, at du, gennem en refleksiv forholdelse

til indholdet, måske kan få italesat aspekter af din egen tavse viden omkring spilintelligensens

relation til henholdsvis indre motivation og krav om mestring. En sådan begrebsliggørelse kan

måske være første skridt mod en reel praksisforbedring, hvor man faktisk reagerer på den

erkendelse, som man har fået.

På forhånd mange tak for din medvirken, som er af afgørende betydning for mit projekt. Jeg





Med venlig hilsen

Henrik Madsen

Mobil nr. 22 99 80 79

[email protected]

Bilag 1c – Invitation: Rasmus Ankersen

Rasmus Ankersen


Nibe, november 2009

Vedr. personligt interview på Scandic Hotel i Århus















Derfor mener jeg, at det kunne være interessant at høre dine oplevelse af hvilke forhold, der


interview:

tirsdag, den 23. november kl. 17.00 på Hotel Scandic i Århus.

Om interviewet



interviewet er berammet til ca. ½ times varighed, og tilsigtes at foregå i en hyggelig

atmosfære, hvor jeg som interviewer vil forsøge at fremdrage dine personlige oplevelser af de

omtalte problemstillinger.

















Med venlig hilsen


Henrik Madsen

Mobil nr. 22 99 80 79

[email protected]

Bilag 1d – Invitation: Jeppe Curth

Jeppe Curth


Nibe, november 2009

Vedr. personligt interview på AaB
















Derfor mener jeg, at det kunne være interessant at høre dine oplevelser af hvilke forhold, der


interview:

Torsdag, den 26. november kl. 12.30 på AaB’s anlæg.

Om interviewet



interviewet er berammet til ca. 45 minutters varighed, og tilsigtes at foregå i en hyggelig

atmosfære, hvor jeg som interviewer vil forsøge at fremdrage dine personlige oplevelser af de

omtalte problemstillinger.

















Med venlig hilsen


Henrik Madsen

Mobil nr. 22 99 80 79

[email protected]

Bilag 2 - Interviewguide

Hovedspørgsmål Underspørgsmål Kategorisering

Kort præsentation Navn, alder, fodboldkarriere, tidligere og nuværende relation til fodbold?

Hvordan forstår du/I spilintelligens?

Hvilken rolle spiller træneren for udvikling af spilintelligens?

Er spilintelligens et elitebegreb eller hvor udbredt mener du/I det er?

Ændres kriterierne for spilintelligens med fodboldens udvikling? Eller er begrebet statisk?

Sker der en videnskabeliggørelse af træningsmetoder – og er dette fremmende eller hæmmende for udvikling af spilintelligens?

Er der sammenhæng mellem udviklingen af spilintelligens og graden af trænerinstruktioner i øvelserne?

Oplever du/I, at der er muligt, at udfolde sig frit i elitetræning eller er der for megen reproduktion af fremmede ideer frem for egen kreativitet?

Spilintelligens

Trænerrolle



Hvordan udvikles spilintelligens hos unge talenter mest optimalt?

Er der tilstrækkelig opmærksomhed på spilintelligensen i ungdomstræningen?

Hvad er et talent? Er stor vilje og flid også talent?

Hvordan spottes et talent?

Talent

Det pædagogiske paradoks:”Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkning”? Børnene kender ikke deres egen barndom, fordi de endnu ikke har forladt den. Og vi (voksne) har ikke viden om den, fordi vi for længst har tabt vores, og fordi vores ikke er deres.

Trænes børn i en stadig tidligere alder som voksne professionelle, og hvilke konsekvenser kan dette få for motivationen?

Er uvidenhedsdifferencen mellem barn og voksen et problem for talentudviklingen?

Bordinggaard peger på at gadefodbolden forsvinder. Betyder det, at klubberne masseproducerer mere ens skolede spillere, i takt med, at de overtager spillerens fodbolduddannelse?

I hvilken grad er dagens talenter formbare? Bildsamkeit?

Uvidenheds-difference

Gadefodbold contra klubskoling

Eksisterer der en statisk kultur i fodboldens verden som bremser innovation?

Hvordan er betingelserne for nye ideer i fodbolden? Implementeres de hurtigt eller er det en langsom proces?

Kan man tale om, at ungdomsspillere efterhånden som de uddannes i klubberen mister deres umiddelbare selvforglemmende indgang til fodboldspillet?

Sker der en motivationsændring i en elitefodboldspillers aktive karriere, der betyder, at hans tilgang til spillet går fra at være lystbetonet til at være af levebrødsagtig karakter?

Hvis man starter fodbolden af lyst og dernæst lærer de forskellige taktiske indordninger - er det så muligt atter at vende tilbage til en

Fra livsfilosofi til eksistentialisme


umiddelbar lystbetonet tilgang, som følge af man er modnet af fodboldopdragelsens dobbelte aspekt?

Hvis man går ud fra et talentarbejde, der hedder frihed under ansvar, som betegner spillerens frie aktioner og taktiske bindinger, hvordan bør disse så procentuel doceres i opfostringen af en talentfuld fodboldspiller.

Hvilken sammenhæng er der mellem proces og konkurrence. Mellem spilleglæde og resultatfokusering?

Bør man så vidt muligt holde presset væk fra talenter eller skal de allerede hærdes tidligt?

Er der generelt i ungdomsarbejdet for meget fokus på fejl?

Spilleglæde v Resultat-fokusering

Pres

Fejl

Den danske filosof og psykolog taler om tilstande af mulighedsværdi og flidsværdi, hvordan er disse tilstande fordelt i talentarbejdet? (def. af de to værdier)

Flow er en tilstand med stor mulighedsværdi. Mener du/I at spilsituationer er den træning, der bringer flest i flow?

Paradoks: Er en fodboldspiller allermest ved bevidsthed når han i spillet glemmer sig selv?

Hvis man ser på flidsværdien som en statisk mental tilstand af mulighedsformindskende reproduktion, lægges der så for meget vægt på denne dimension i forhold til de mulighedsforhøjende tilstande, hvor udviklingsspilleren tænker kreativt.

Hvilken rolle spiller spidskompetencer i dagens fodbold?

Er spilintelligente handlinger hovedsagelig baseret på kold beregning eller på kropsligt indlejret intuition?

Flow

Flidsværdi/mulighedsværdi

Spids-kompetencer

Intuition/ refleksion

Hvordan giver holdets sammensætning sig udtryk i

I hvilken grad er empati en betingelse for spilintelligens?

Empati/ inter-


den enkeltes spilintelligens?Hvad betyder hierarkier for talenternes udfoldelsesmuligheder?

subjektivitet

Hierarki

(Der er) tre slags fodboldspillere: Der er dem, der ser de huller du selv, og enhver klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når bolden så falder som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større bevågenhed, de giver dig medrivende overraskelser. Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været et hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationen, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering, der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuld af mulighed…

Hvis det er spilintelligens kan det så nogensinde formidles eller skal det ekstreme hentes indefra af spilleren selv?

Hvis dette ikke er talent, hvorfor kan man så kun finde denne kompetence hos ganske få spillere, der ikke nødvendigvis er dem, der har tidsmæssigt har investeret mest?

Talent/erfaring

I hvilken grad gennemføres trænerens taktiske ideer, når de først er blevet meningsforhandlet af spillerne – går der noget tabt i spillernes bearbejdelse?

Kræves der en legitim perifer deltagelse for at en spiller kan lære?

Hvordan indvirker spillerens fantasi ind på glæde og motivation i forhold til udvikling?

Kan man tale om, at spilleren hele tiden lærer, selv om der ikke stilles undervisning til rådighed – lærer han så altid ud fra den situation han er i?

Hvordan kan målsætning være fremmende for det enkelte talents udvikling?

I hvilken grad skaber fodboldtalenter deres identitet ud fra den trup de indgår i?

Lærer det enkelte talent hovedsageligt af træneren eller af samspillet med holdkammerater?

Menings-forhandling

Participation/ Reifikation

Fantasi

Opsamlende debriefing Er der nogle tilføjelser – noget der ligger på sinde som ikke er blevet berørt?


Bilag 3a - Interview med Poul Erik Andreasen (PEA)

Interviewer: Henrik Madsen (i)

I (1): Jamen så lad os starte. Indledningsvis vil jeg bede dig om en kort præsentation. Det drejer sig om navn, alder og tidligere og nuværende relation til fodbold.

PEA (1): Poul Erik Andreasen, 59 somre. Spillet fodbold siden barn selvfølgelig, har spillet såvel på serieniveau som på højeste niveau i Danmark. Jeg har været træner siden jeg var 28, og det er jo så 32 år nu. Har trænet først på serieniveau, og siden på Superliganiveau i Danmark i flere år, men også med en afstikker til norsk fodbold. Har tidligere vejledt Keld Bordinggaard på hans arbejde om spilintelligens i form af min rolle hos DBU. De seneste 10 år har jeg hovedsageligt været beskæftiget omkring talentudvikling i AaB, hvor jeg er klubbens ITU-træner.

I(2): Vi springer lige ud i det og jeg vil derfor bede dig om kort at fortælle, hvordan du oplever spilintelligens?

PEA (2): Begrebet kan jo altid diskuteres, der er lavet mange definitioner på det, men jeg kan jo sige, hvad jeg forstår ved spilintelligens. For mig er det noget med at finde gode løsninger i forskellige spilsituationer, først og fremmest på det taktiske plan. Det drejer sig om at være i de rigtige positioner og være forudseende. Udefra set drejer det sig om, at være mest effektiv i de forskellige situationer for både dig selv og holdet.

I (3): Er spilintelligens statisk eller er den dynamisk. Ændres kriterierne for spilintelligens med fodboldspillets udvikling?

PEA (3): Jeg vil nok sige, at den er forholdsvis statisk. Selvfølgelig ændres spillets parametre, det taktiske, spilsystemer og ikke mindst tempoet ændres løbende, men spilintelligens er grundlæggende


det samme, blot ud fra forskellige historiske eller kulturelle omstændigheder. Så den er vel i en forstand dynamisk, men i en anden forstand meget statisk. Strukturerne er afgørende for nøjagtig, hvad der kan betegnes som intelligens i enkeltsituationerne, men for mig er spilintelligens grundlæggende det samme. Det går dog hurtigere og hurtigere i topfodbold, så spilintelligensen presses på fart.

I (4): Betyder det, at den ikke er reflektorisk, men snarere intuitivt kropsligt indlejret, og derfor forekommer umiddelbart.

PEA (4): Ja, jeg tror den er kropslig indlejret. Det er jo ikke en tankeproces, det er der netop ikke tid til. Det hele sker på baggrund af spilerfaringer, der betyder, at spilleren kan reagere umiddelbar. Jeg plejer, at sige, at intelligente spillere har ”spil i hovedet”.

I (5): Bordinggaard peger jo på, at der sker en videnskabeliggørelse af træningsmetoder, er det hæmmende eller fremmende for spilintelligensen?

PEA (5): Ja man kan jo diskutere, hvor den der spilintelligens kommer fra. Jeg tror sagtens man kan finde spilintelligente spillere, som ikke har været trænet i nogen synderlig struktur op gennem deres barndom, spillere som er formet af gadefodbolden. Modsat mener jeg at gode træningsøvelser kan fremskynde spilintelligens, hvis de sættes godt op af en træner, der på en coachende måde kan skabe situationer, hvor de unge spillere selv skal finde løsninger.

I (6): Vi går lidt videre til trænerrollen. Hvilken betydning har han for udvikling af spilintelligens?

PEA (6): Han har stor betydning. Det er dog igen forskelligt fra træner til træner. Nogle er meget styrende og kan decideret ødelægge gennem forkerte stop eller manglende relevante instruktioner. Jeg går ind for mixet, det må ikke konstant være rundkredspædagogik, men heller ikke anarkisme. Mange trænere har nok tendens til at styre for meget, og derfor skal spillerne auditivt tilegne sig spilintelligens og det er langt vanskeligere end gennem de konkrete praktiske udførelse af øvelserne. Det skal så vidt muligt erfares af kroppen, man skal have oplevelsen med før forudsætningerne for spilintelligens stimuleres.

I (7): Er det muligt, at udfolde sig frit i elitetræning eller er der for megen reproduktion af fremmede ideer? Dvs. trænerens ideer?

PEA (7): Der er et vist spil her. Og som sagt er trænere jo forskellige. Det forekommer måske nok lidt for tit, det du siger med, at man bliver bundet. Det handler måske om, at kreere lidt åbne øvelser, hvor der er plads til udfoldelse, og der må trænere måske lære på at sætte mere pris på afvigelser fra det strukturerede. Fodbold er jo et strukturspil, og jeg tror nok, at man kan komme langt med struktur. Og når resultaterne så viser sig som følge af struktur så er der ikke langt til at konkludere, at vi må have endnu mere struktur. Når man, som i ungdomstalentarbejdet, skal vægte udviklingsprocessen bør man dog være yderst forsigtig med for meget struktur.

I (8): Hvordan udvikler man talenters spilintelligens bedst muligt?

PEA (8): Det afhænger igen af spillerens niveau. Blandt de unge spillere vi har her, er der nogle der er så store talenter på pladsen. De kan modtage bolde på en position, og så løser de selv opgaven ud fra


den situation de befinder sig i. Det gør de fordi de har en naturlig forudsætning for det. De har spil i hovedet. De andre, der ikke er så spilintelligente må man nødt til at give en noget fastere struktur, de må guides i højere grad. De første spillere løser selv tingene, og jeg plejer som træner at sige, at man er nødt til at få noget forærende fra spillerne. Træneren kan ikke lave et godt hold alene, han må have noget forærende af spillerne, og det kan man kalde spilintelligens. Så for at vende tilbage til spørgsmålet. Den allerede spilintelligente udvikler man bedst ved, at lade ham køre los. Han er allerede nået så langt af sig selv, så hvorfor ikke lade ham fortsætte, han skal i hvert fald ikke bindes, men have frie tøjler. Den ikke intelligente er man nødt til at give noget struktur, man må forsøge at forklare ham, at når han er i den og den situation så er det måske klogt at vælge en løsning i enten den retning eller en løsning i den retning. Han skal guides meget, og ofte, må vi jo desværre erkende, at det jo er en proces, der ikke lykkes.

I (9): Nogle spillere har altså et mindre potentiale for spilintelligens?

PEA (9): Ja det kan man sige. Spillerne er individuelle, og ligesom alle har fysiske barrierer så har alle også et maksimalt niveau for spilintelligens. Man kan tale om, at de har spil i hovedet, en slags talent for det. Samtidig skal man jo så have talent for at træne.

I (10): Fint. Der er et pædagogisk paradoks, der siger: Hvordan kan man gennem ydre indvirkning bringe et menneske til ikke at lade sig bestemme af ydre indvirkning? Spørgsmålet skal forstås sådan, at træneren har en vis plan for sit hold, og derfor gerne vil have sine spillere til at agere på den og den måde, men samtidig ønsker han, at den enkelte spiller tænker selv, og løser de komplekse kampsituationer, som træneren alligevel ikke kan give løsninger på, da de er uforudsigelige.

PEA (10): Jeg synes måske godt, at man kan give nogle taktiske overskrifter for retningslinjerne, men det er jo i sidste ende spillerne, der i enkeltsituationerne skal træffe de rette valg i forhold til den overordnede taktik. Skal jeg spille mig ud af et pres eller sparke bolden langt frem ad banen. Spillet bliver derfor frit inden for nogle overordnede retningslinjer. Spillet er jo altid frit i den forstand, at spillerne har nogle valg, men man forsøger dog at trække løsningerne i en bestemt taktisk retning, hvor holdet som helhed har en fælles forventning om det der skal ske.

I (11): Trænes børn i en stadig tidligere alder som professionelle voksne? Og hvis man gør hvordan indvirker det så på spilintelligensen?

PEA (11): Lidt gør man jo. Jeg synes dog, at tingene er blevet forandret til den gode side de i de 10 år, hvor jeg har haft med ungdomsarbejdet at gøre. Man har stræbt efter at tilpasse rumlige dimensioner til udviklingsstadiet, og således i de hele taget skræddersy træningsøvelser efter biologisk kapacitet. Man er blevet mere bevidst om gadefodboldens fordele, og forsøger lidt at implementere nogle af dem.

I (12): En anden ting man siger er: Børnene kender ikke deres egen barndom, fordi de stadig er i den og de voksne kender den ikke fordi de for længst har tabt deres egen? Dermed opstår der en uvidenhedsdifference mellem træner og spillere. Altså kender ungdomstrænere nok til børnenes udviklingsstadier kognitivt, fysiske og motorisk.


PEA (12): Nej det tror jeg ikke. De fleste ungdomstrænere har jo nogle tanker med sig som de har fået på kurser, der hovedsageligt er møntet på voksenfodbold. De bærer måske også den træningskultur de selv har oplevet med sig, og den er ikke nødvendigvis tilpasset fodboldspillet i dag. Man kan også pege på, at der økonomisk ikke er de store midler i ungdomsfodbold, og derfor beskæftiges de dygtigste trænere som regel i seniorafdelinger.

I (13): Du har selv, som Bordinggaard, peget på at gadefodbolden forsvinder. Betyder det, at klubberne ensretter en masseproduktion af spillere, der stort set kan det samme?

PEA (13): Svaret på spørgsmålet er: Ja. Som du siger, mener jeg, at der generelt sker en ensretning af fodboldspillere, de er ikke helt så forskellige som vi var da vi spillede.

I (14): Lidt i forlængelse, kan man så tale om, at ungdomsspillere, efterhånden som de udvikles i klubberne, mister den selvforglemmende tilgang til fodboldspillet?

PEA (14): Jeg synes, at man begynder at tænke flere af de ting fra gadefodbolden ind i træningen, hvor man bare lader spillet være træneren, men kender selvfølgelig ikke helt til hvordan det bliver effektueret rundt omkring.

I (15): En anden vinkel kunne være at udviklingen går fra lyst til levebrød i takt med fodboldspillerens professionalisering?

PEA (15): Det tror jeg helt sikkert. Jeg har selv to sønner der altid har elsket at spille fodbold for idrættens egen skyld, og uden det resultats og performancepres der følger med eliteniveauet. Jeg tror dog stadig, at de par unge spillere som jeg selv har været med til at føre op fra AaB’s ungdomsafdeling til superligaen stadig nyder selve spillet. Jeg tror stadig de glæder sig til spillet for spillets skyld, men det er samtidig blevet en karriere, og et levebrød, hvor de ligeså meget spiller for en anerkendelse af deres præstation, som for selve nydelsen af spillet. Den vej er jeg sikker på, at mange spillere vil kunne genkende.

I (16): Men er det så som følge af, at det kun er de allerbedste, der kan overskride det generelt høje basisniveau som den gennemsnitlige fodboldspiller har. Vi taler måske kun om en håndfuld spillere på absolut topplan, der går på banen med fuldstændig frie tøjler og kan gøre som han lyster fordi hans evner er vigtige for holdet?

PEA (16): Ja – igen for at være effektiv, så kræves der utroligt meget struktur. Og fodboldreglerne er jo udformet så det er muligt at destruere de andres spil. Der er andre idrætsgrene som eksempelvis basketball jo udformet for kreativiteten, og her levnes det skabende langt bedre forhold end i fodboldspillet. Derfor er der jo meget struktur, og når den er effektiv kan det være svært at leve på individuelle færdigheder. Holdet må fremstå som en helhed, der er struktureret, men de allerbedste hold har jo spillere som kan det ekstraordinære, og derfor afgør de jo ofte de store kampe, når de med deres intelligens og færdigheder sprænger strukturerne.

I (17): Hvis man ser på balancen mellem frihed og struktur og kalder fodboldspillet et spil med frihed under ansvar, hvordan skal frihed og struktur så fordeles i den daglige træning?


PEA (17): Ja det er jo hele tiden mixet. Det er meget svært at sætte procenttal på. Der er jo noget meget bundet selvfølgelig, men det kan jo godt være at du blot trykker på nogle mekanismer i spilopsætningen, således at du tilstræber de ting du som træner gerne vil have frem. Det kan dog sagtens ske i nogle frie spil, hvor spillerne agerer forholdsvis frit under de bestemmelser du har lavet. Der opstår derfor også nogle andre aspekter af spillet end den læring træneren tilsigter, og den fremkommer jo som resultat af den indlagte frihedsværdi i spillet. Men selv med de tillægsgevinster, som friheden kan avle i et ellers bunden øvelser, vil jeg nok mene, at der på træningsbanen er mere binding end frihed. Men det er absolut et mix, jeg foretrækker, og selv om friheden skal tilstræbes er det strukturelle, det bundne, en nødvendighed hvis der skal skabes resultater i topfodbold.

I (18): Er der sammenhæng mellem proces og konkurrence. Mellem spilleglæde og resultatfokusering?

PEA (18): De hænger selvfølgelig sammen, og det bør jo være sådan, at processen er i højsædet i ungdomsarbejdet, men der er altså også visse resultatkrav her, og derfor opstår der også et pres om resultater. Det betyder jo som nævnt ofte mere struktur…

I (19): Skal talenterne møde det pres tidligt for at hærdes eller skal det så vidt muligt undgås?

PEA (19): Jeg tror det skal være gradvist. Det nytter jo ikke noget at presse talenter i en sådan grad at lyst og motivation dræbes, men da de har et elitært sigte med deres fodbold nytter det heller ikke at pakke dem ind, så de når de møder den professionelle verden er ganske uforberedt på det pres, som naturligt følger med offentlighedens søgelys.

I (20): er der generelt for meget fokus på fejl i ungdomsarbejdet?

PEA (20): Jah… Skal jeg svare kort. Ja… Det kan også være noget med kulturen. Da jeg som instruktør havde en trænergruppe med i Argentina på studietur så vi en ungdomskamp, hvor deres kreative spiller, der jo er 10’eren, var i fokus. Denne lille spiller startede kampen forrygende og spillede fantastisk i de første 20 minutter, men herefter faldt hans niveau langsomt, idet han blev lidt træt. Alligevel fortsatte han med at forsøge alle de svære ting og til sidst kan man godt sige, at han tabte kampen for sit hold gennem sine dårlige beslutninger i specielt 2. halvleg. Dagen efter skulle vi danskere så evaluere kampen med den argentinske træner og vi spurgte selvfølgelig straks til den lille 10’er. ”Åh ja – det er en dejlig spiller” siger han så. Og vi står forbløffede, for selv om hans kvaliteter var åbenlyse, var der ingen tvivl om at alle ville have skiftet ham ud i gårsdagens kamp, som så formentlig kunne være vundet. Træneren svarede dog hertil, nåh resultatet, det er ikke så vigtigt, og hvis ikke min 10 skulle have lov til at eksperimentere og lave fejl nu, hvornår skal han så gøre det? Måske er det ikke tilfældigt, at Argentina har fostret nogle af det allerbedste individualister gennem tiderne.

I (21): en dansk filosof – Feilberg – taler om henholdsvis mulighedsværdi og flidsværdi. Mulighedsværdi er det skabende, det nye, som ikke er set før, mens flidsværdien reproducerer allerede kendte færdigheder til forfinelse. Hvordan er disse tilstande fordelt i træningsøvelserne?

PEA (21): Det er igen et mix, men der er ingen tvivl om, at det er svært at være innovativ i et så universelt spil som fodbold, hvor man hele tiden via medier henter inspiration til reproduktion af


færdigheder hos de store klubbers stjerner. På de fleste områder er den dybe tallerken altså opfundet, og der er derfor en stor del af flidsværdi i fodboldtræningen, hvor man hele tiden arbejder på at perfektionere detaljer. For de fleste spillere er det primært et fokus, at forædle, og flid i forståelsen af vilje er vel også en ret afgørende parameter for at nå succes i topfodbold. Jeg er sikker på, at der er flere talenter der slår igennem på grund af deres vilje til at yde en indsats hver gang til træning, end der er blandt de ofte lidt mere dovne talenter, hvor tingene generelt er kommet let. Der er dog topspillere fra begge kategorier ingen tvivl om det.

I (22): Hvilken rolle spiller spidskompetencer for talenters chancer for at slå igennem?

PEA (22): Tidligere var det helt afgørende. Du skulle have spidskompetencer for at slå igennem. I dag mener jeg det er anderledes. Du kan sagtens slå igennem på højt niveau, hvis du bare har et godt jævnt niveau på alle spillets områder. Et hold kan dog bare ikke nøjes med den type spillere, der må være nogen, der har spidskompetencerne, hvis holdet skal have succes. Det handler om komplementære færdigheder, og et generelt højt niveau på holdet. De almene færdigheder sørger for det generelle niveau, mens de individuelle spidskompetencer tiltvinger de små marginaler der afgør de store kampe og vinder titler. Bare se på Barcelona, der straks er i vanskeligheder, når de mangler deres allerstørste profiler, så er de trukket ned på det generelt høje niveau, hvor en masse andre hold også kan gøre sig gældende. Når profilerne er klar tilsættes det krydderi, der afgør kampene. Spidskompetencer er nødvendige for holdet, men ikke nødvendigvis for spilleren. Med de hold der mangler spidskompetencer, er det ofte sådan at man sidder og tænker: hvor fan’ skal målene komme fra?

I (23): I hvilken grad er empati en betingelse for spilintelligens? Jeg tænker på kendskabet til medspillere, og evnen til at sætte sig i deres sted.

PEA (23): De relative færdigheder er selvfølgelige vigtige. Fodbold er jo et socialt spil, og selv om der er individuelle præstationer er mange intelligente handlinger på banen afstemt i forhold til enstænkende medspillere. Enhver aflevering er jo betinget af gensidig forståelse omkring, at afleveringen er hensigtsmæssigt for den afleverende spiller, men også for den modtagende spiller, som må være klar.

I (24): Hvad betyder hierarkier for talentudvikling?

PEA (24): Der er jo altid en slags hierarki på fodboldhold, og nogle aftaler om, hvem der gør hvad i forskellige situationer. Dermed overlades der også nogle centrale beslutninger til bestemte spillere, der forudsættes bedst at kunne udføre udvalgte aspekter af spillet. Men ja, hierarkier er en faktor, der måske forstærker den gode spillers mulighedsværdi, mens den nærmere fremmer flidsværdien for de spillere der ligger lavt.

I (25): Jeg vil lige oplæse et stykke fra romanen fodboldengelen, som jeg mener peger i retning af spilintelligens:

(Der er) tre slags fodboldspillere: Der er dem, der ser de huller du selv, og enhver klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når


bolden så falder som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større bevågenhed, de giver dig medrivende overraskelser. Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været et hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationen, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering, der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuld af mulighed…

Hvis det er spilintelligens. Kan det så nogensinde formidles eller skal det ekstreme komme indefra spilleren selv?

PEA (25): Jeg kender godt bogen. Og jeg mener faktisk også Bordinggaard havde et afsnit – ikke det samme dog – med i sin opgave om spilintelligens. Ja det er i høj grad spilintelligens, der beskrives her, men det er et talent der får lov til at udfolde sig. Men denne tekst afspejler også de relationelle færdigheders rolle, for der skal jo foregå et løb, og der er en høj grad af samhandling i situationen. Der må jo være en gensidig empati mellem boldholder og modtager, der går op i en højere enhed. Så vores spiller har sikkert haft et talent, der er udviklet i gadefodboldens kreative spil, og siden har han så fået holdkammerater, der besidder nogenlunde samme fodboldforståelse, og i deres samspil kan denne medbragte intelligens gro videre. Jeg tror det er sådan de fleste spillere udvikler deres spilintelligens.

I (26): Det sidste punkt handler lidt omkring det sociale spil indenfor en trup eller et ungdomshold. Og det første spørgsmål lyder: Går der noget tabt, set med trænerbriller, i formidlingen af holdets taktiske retningslinjer til netop spillerne? Jeg mener sker der en filtrering af trænerens tanker når en gruppe skal overtage dem?

PEA (26): Jeg mener faktisk godt, at man kan overføre sine ideer så det der går tabt er begrænset. Men det er et svært spørgsmål. Jeg tror især det kan gå galt når vi taler om uerfarne trænere, der måske ikke har en klar hensigt med deres træning, og derfor ikke gør spillerne opmærksom på hvad der er målet. Folk kan derfor godt gå mere forvirrede ind fra træningsbanen end de var da de kom ud. Det afhænger meget af trænerens formidling. Personligt synes jeg dog faktisk tit jeg lykkes der, og har oplevelsen af at der ikke går ret meget tabt. Det kommer dog an på hvor høje mål, man har sat sig, og om det rammer spillernes niveau, hvis ikke har jeg som instruktør jo oplevet håbløse kursister, der simpelthen ikke rammer niveau, og derfor ødelægger mere end de gavner. Det er jo faktisk den sværeste del af trænerjobbet overhovedet at scanne truppen og møde den i deres udviklingszone. Det svære er at vide hvornår man skal lave progressionen, det kræver fingerspitzgefühl. Det er meget sværere end at stille nogle øvelser op.

I (27): Der et begreb, der hedder legitim perifer deltager. Hvis man overfører det til fodboldtruppen, så kræver lærdom her, at man er legitim medlem af truppen, at man har status af perifer fordi man er del af en helhed, men når dette er opfyldt så må man også investere sig selv, og derfor er det vigtigt


at man deltager i praksisfællesskabet. Er der læring at hente i sådan undervisningsfri zone? Er der noget rigtigt i, at man med stigende grad af deltagelse også øger sin egen mulighedsværdi?

PEA (27): Ja det tror jeg afgjort at der er. Det er oplagt, at jo mere processen er din egen. Jo mere du delagtiggøres og får indflydelse jo mere motiveret vil du blive. Hvis du bare er en der udfører ordrer så er der ikke den samme motivation forbundet med indsatsen. Derfor må du delagtiggøre dem i processen og give dem medejerskab, hvis du vil fremme læringsmotivationen. De må ikke få den følelse, at træningen bare skal overstås indtil vi skal til at spille, altså at træneren har nogle kedelige projekter vi skal trækkes igennem før det frie spil kommer.

I (28): Så er der et begreb som fantasi. Lokal og global fantasi, hvor det lokale handler om, at kunne se muligheder i det nære, i træningspraksis, mens det globale handler om at kunne drømme sig ind i fremtidens store stadions og berømte klubber. Hvilken betydning tror du det har for talenter, at de kan se nogle muligheder i hverdagen og måske også drømme om det helt store?

PEA (28): Jeg ved ikke. Jeg plejer at sige, at drivet er vigtigt. Hvis vi vender tilbage til Argentina, så har de det drive fordi de er fattige, og ofte ikke har så mange muligheder. Det bliver næsten eksistentielt, mere end livsfilosofisk. Den form for drive findes jo ikke i Danmark, hvor vores sociale sikkerhedsnet er der. Her kommer drivet ved at kunne lide spillet, ved at man elsker at bevæge sig og indgå i det sociale sammenhold, og jeg tror faktisk godt, at dette drive kan være ligeså stort som det eksistentielle. Jeg tror ikke så meget på drømmemålene, de kan være for fjerne. Det er dog noget jeg gætter på det her. Det kan være forskelligt fra spiller til spiller, men det er jo helt tydeligt, at der er nogle spillere, som er selvtændende og bare er til stede når de kommer indenfor kridtstregerne, mens andre kræver en konstant bearbejdning for at komme op i gear. De kan være distraheret af alle mulige ting, og man ved aldrig helt hvor man har deres humør og spillelyst.

I (29): I hvilken grad lærer spillerne i en trup af hinanden? Jeg husker selv en medspiller, som var god til at bryde afleveringer ved at forudse dem. Det irriterede mig, men fik mig samtidig til at forsøge at etablere samme kompetence, og det var en vigtig lærdom for min udvikling som fodboldspiller, at få denne inspiration.

PEA (29): Jeg tror at der ligger en stor del af læringen fra medspillere hos dem, der er god til at reflektere. I dag måske også fra medierne, hvor børnene i TV ser de store stjerner laver finter som de ønsker at kopiere. Jeg har f.eks. aldrig nogensinde lært en finte af en træner, det er noget der er fremkommet ved de mange gadefodboldkampe, hvor jeg var nødt til at opfinde noget for at lykkes. Jeg tror stadig, at man lader sig inspirere af kammerater og af idoler, og det er en vigtig lærdom, der findes i denne afkodning. Man ser noget, og så går man selv ud og prøver det af. Måske får man serveret enkle finter af sin træner, men de er jo uden for kontekst, du må selv som spiller vurdere hvornår den enkelte finte kan bruges, og det er også i spillet, at den skal times.

I (30): Vi er ved at være ved vejs ende. Jeg vil gerne sige tak for de mange gode svar, der har bragt os vidt omkring fra spilintelligensens væsen til trænerrolle, struktur og frihed til nu også en social dimension. Inden vi slutter skal du dog have muligheden for at komme frem med noget du måtte have på hjerte som vi ikke har vendt.


PEA (30): Jeg har ikke umiddelbart mere. Jeg synes det har været spændende og føler vi har været omkring meget, men det er jo et spændende felt du har fat i som på mange områder er grundforudsætningerne for at lykkes. Spilintelligens minder jo også en del om flow, jeg har lige været til et spændende foredrag, hvor det blev præsenteret, og der er jo, som du kalder det mulighedsværdi i, at kunne skabe så meget flow i træningen som muligt. Så spændende og go’ fornøjelse.

I (31): Jamen så siger jeg tak for hjælpen.

PEA (31): Selv tak

Bilag 3b - Interview med Rasmus Ankersen (RA)

Interviewer: Henrik Madsen (I)

I (1): Indledningsvis vil jeg bede dig om en kort præsentation. Navn, alder, relation til fodbold osv.

RA (1): Rasmus Ankersen, 26 år, coach, forfatter og foredragsholder. Driver virksomheden ”Winners Lab”. Jeg har tidligere spillet fodbold selv, men måtte afbryde på grund af korsbåndsskade. Har derefter allerede som 22-årig trænet FC Midtjyllands U19 ligahold i 1½ år, efter at have trænet yngre årgange også i FC Midtjylland. Jeg har desuden fungeret som coach for en række ungdomslandhold hos DBU. Det er min fodboldmæssige relation.

I (2): Ja, men lad os så bare springe ud i det. Det første jeg gerne vil høre er hvad du forstår ved spilintelligens inden for fodbold?

RA (2): Jeg vil sige, at det er evnen til at træffe det rigtige valg på det rigtige tidspunkt. Det at kunne analysere en situation, og så kunne vælge det rette redskab til at løse netop denne situation. Det er først perception, og så analyse – det går dog meget hurtigt i fodbold, det er næsten ren intuition – og så foretage en handling på baggrund af dette. Det må være det.

I (3): Er den positionsbestemt eller er den almen. Man kunne også spørge om den er dynamisk eller den er statisk? Udvikler den sig over tid i takt med fodboldens udvikling?

RA (3): Jeg vil sige det sådan, at det ikke er alle situationer, hvor det er lige påkrævet at have spilintelligens. Det er selvfølgelig altid et ideal, at have spilintelligens, men der er måske positioner,


hvor man kan leve med at spilleren ikke er så spilintelligens, hvis han så har andre kvaliteter, måske fysiske. Eller man kan leve med det i en bestemt kamp, mod en specifik modstander, hvor man netop skal spille simpelt og fysisk måske – måske med lange bolde. Man kan tale om at vælge konvergente løsninger, og derfor kan spilintelligensen på holdet variere, og dermed er det jo ikke statisk. Jeg har selv argumenteret for som træner, at vi skulle forsøge, at spille et system, hvor der var så få valgt som muligt, der var givet på forhånd, for at lære spillerne at blive spilintelligente. Det er jo hele diskussionen om, hvor meget skal man udefra give spillerne for at stimulere deres intelligens. Skal du give dem en strukturbase at falde tilbage på eller skal du fjerne sikkerhedsnettet, og lade dem selv spille ud fra det? Her vælger man måske i høj grad, at udvikle den defensive struktur, mens det offensive ofte overlades til spillernes kreativitet. Det er dog en balance også i forhold til den enkelte spiller. Hvor mange informationer skal du give, og hvor meget skal han selv erfare. For meget frihed tror jeg heller ikke er godt, for så er vi inde og snakke om kreativitet igen. Kender du den med de 5 benspænd?

I (4): Nej, fortæl bare!

RA (4): Det er Jørgen Leth og Lars von Trier tror jeg. Leth skulle indspille den samme film 5 gange, men han fik hele tiden en begrænsning. Så måtte der ikke være lyd på, så ingen lys, og derfor tvinges han til at tænke kreativt. Pointen er, at kreativitet hele tiden opstår af en begrænsning. Det tror jeg måske os, at spilintelligens gør. Jeg tror ikke, at spilintelligens udvikles helt optimalt i absolut frihed, der skal stilles nogle rammer op, og så kan kreativiteten udvikle sig her inden for.

I (5): Så trænerne må ikke tænke for spilllerne?

RA (5) Nej det er det.

I (6): Man skal så nøjes med at udstykke retningslinjer?

RA (6): Informationer, man skal give informationer. Der er en meget spændende bog, der hedder ”The Talent Code”, den er skrevet af Daniel Coyle. Du skal prøve, at læse den. Den handler om, hvordan opbygger en færdighed neurologisk set, og hvad betyder det for den måde man træner på, altså hvordan stimuleres de krævede stoffer i hjernen. Udover det går han også ind og ser på mastercoachingen, altså ser på hvad der kendetegner trænere indenfor forskellige idrætsgrene f.eks. basket og baseball. Som type er disse trænere meget tilbageholdende, er meget lidt på, men giver mange informationer, små og korte, som spilleren hele tiden kan forholde sig til eller lade være. Informationerne stilles blot til rådighed, men valget er spillerens. Det værste i forhold til spilintelligens er det jeg plejer at kalde playstationtrænere. Jeg vil mene, at Allan Kuhn er en playstationtræner, det kan godt være det virker på det plan han træner, men jeg tror ikke det vil udvikle ungdomsspilleres intelligens, fordi han hele tiden serverer løsninger. Jeg tror det handler om, at sætte spillere i situationer, hvor der er mange løsninger, og så til gengæld være en dygtig evaluerer efterfølgende. Hertil tror jeg video er et sindssygt godt værktøj, og det har jeg selv brugt meget i min trænerkarriere, måske også for meget, men spillerne elskede det. De får jo et udenforstående perspektiv, der ikke kan skabes fra personen selv. De kan pludselig se nogle ting, de ikke tidligere kunne se.

I (7): Okay, Bordinggaard har jo skrevet lidt om spilintelligens. Han siger der er ved at ske en videnskabeliggørelse af træningsmetoder. Hvordan tror du det spiller ind på spilintelligens?


RA (7): Jeg tror det er uundgåeligt, at det videnskabelige trænger sig på, selv om folk har modstand mod forandring. Jeg synes ikke det er dårligt med mere videnskabelighed, vi får bare nogle flere værktøjer. Jeg plejer at sige til det spørgsmål, hvordan skaber vi sult i paradis. Altså når en spiller har alt, og tusind valg. Man kan sige, at den strenge form for commitment er Jude fra Nigeria, han har én chance – et valg, hvilket jo ikke er noget valg. Den næste det er Simon Kjær, der var halvt ordblind, og som altid sagde, at hvis jeg ikke bliver fodboldspiller, så bliver jeg skraldemand. Dybest set var der heller ikke så meget valg der for han var kun god til én ting. Så er der andre som måske oven i købet er god til mange ting og har mange valgmuligheder, hvordan skaber man sult i paradis? Er det skidt, at vi ikke længere har nogen fra fattige kår i Danmark, måske ud fra et blik på spilintelligens. Sådan har jeg det også lidt med videnskab. Er det skidt, at vi har de muligheder, det synes jeg ikke. Det skal selvfølgelig ikke overbruges, men jeg synes jo slet ikke videnskaben er kommet nok ind i ungdomsfodbolden endnu.

I (8): Der er mere at hente på den konto?

RA: (8): Meget meget mere. Det kan spare en masse ressourcer for trænerne.

I (9): Der er altså sket en samfundsmæssig ændring, der betyder, at det teknologiske beslaglægger mere tid hos tidens talenter, som ikke spiller så meget gadefodbold som vores generationer gjorde. Hvad med gadefodboldens kvaliteter?

RA (9): Ja det er rigtigt. Man har snakket meget om, at gadefodbolden skal tilbage, og så prøver man, at sætte gadefodbolden ind i træningen. Det kan man ikke. Træningen er en kunstig situation. Vi diskuterede det i Everton, hvor jeg havde Wayne Rooney som en case til min bog. De sagte, at man spillede ikke på gaderne mere, fordi det var for farligt. Forældrene turde ikke lade børnene gå frit omkring. Så må klubberne være bedre til at skabe miljøer, der er mere spændende end computeren, altså skabe muligheder for at de unge kan tilfredsstille deres sociale og fysiske behov, og hvor fodbolden bliver alt for dem.

Det er her begreberne om deliberate play og deliberate practise kommer ind. Deliberate play, det er jo gadefodbolden, hvor deliberate practise er den organiserede form, hvor man isolerer forskellige færdigheder og træner dem intensivt. Det er det der virker, og det skal du ha rigtig meget af. Man kan sige at du som lille skal have rigtigt meget deliberate play, da det er her gnisten tændes og glæden skabes, det er gadefodbolden og det skal vi sørge for, at der er mulighed for, og at de får meget af. Så skal deliberate practise efterhånden tage over mere og mere, altså hvordan bygger man en færdighed. Det må spillerne bevidstgøres om, hvordan bliver jeg god? Det må de lære selv at reflektere over. Det gør man jo i øvrigt meget i individuelle sportsgrene, men i fodbold, mange fodboldspillere er for dumme, altså de er ikke uddannede til, at tage ansvar for den del selv. Men altså deliberate play – hvis man tager det tal jeg arbejder med her – så skal man træne 10.000 timer for at opnå ekspertise. Ser du en brasiliansk dreng – jeg var i Rio og lave en case på dem, de spiller jo futsal i gaderne, de spiller ikke på Copa Cabana som man siger – så ser man, at han når sine 10.000 timer når han er 14 år, hvor en dansk spiller måske først når dem når han er 28. Konklusionen er indlysende.


Så man skal på en eller anden måde skabe nogle miljøer, hvor der tidligt er mere deliberate play for at man kan nå sine 10.000 timer tidligere, men bliver man som det ser ud i Danmark, nødt til at gøre det under organiserede forhold, så går der måske nok noget spilintelligens tabt i denne struktur. Det bliver i hvert fald vigtigt, at strukturen stimulerer den samme umiddelbare glæde og motivation som den brasilianske dreng har.

I (10): Det er altså vigtigt, at motivationen kommer indefra?

RA (10): Ja det er nemmere, hvis den er der automatisk. Definitionen på det her leveres af den svenske guru Anders Ericsson, der siger, at deliberate practise er, at det er hårdt, og det er ikke nødvendigvis sjovt, og det er heller ikke behageligt. Det er dog ikke for sjovt, at man gør det tror jeg, men det kan godt være sjovt, og man kan godt lave deliberate practise for børn. F.eks. gymnastikpigerne topper når de er 16 år, og det tager ca. 10 år at nå de 10.000 timer, dvs. at de skal starte målrettet træning når de er 6 år. Tennis er det lidt ældre, der kan du starte lidt senere. Men i gymnastik starter de jo enormt tidligt med deliberate practise, og måske er derfor de ikke ser så glade ud… de har ikke nået at få deliberate play med, de har ikke leget sig motiveret, og det tror jeg er helt afgørende. Jeg tror dog generelt, at man kan foretage deliberate practise i højere grad end man gør herhjemme i dag. Børn vil jo også gerne have udfordringer og udvikle sig. Det er ligesom, at pakke vitaminpiller ind i leverpostejsmaden for at få den til at smage godt. Jeg tror godt, at man i højere grad kan forene play og practise end vi gør i Danmark.

I (11): Så du siger, at de skal forenes…

RA (11) Men det bliver de aldrig, for en træning er arrangeret, og der er nogen der står og vurderer. Det er i hvert fald en speciel trænertype, der skal facilitere practice, hvis det skal tendere play. Jeg tror ikke på 100% indre motivation, men de første 70% skal nok komme fra deliberate play.

I (12): Er det så de sidste 30%, der skiller fårene fra bukkene?

RA (12): Ja, og også den ydre motivation, som især kommer fra din inderkreds af familie og venner. Hvis der er nogen, der tror på dig. Så skader det ikke, at der er nogen der ikke tror på dig, det kan nærmest være en fordel, fordi man så vil bevise, at de tager fejl. Jeg snakkede i går med verdensmesteren i dans, Jens Werner, ham fra ”Vild med dans”, han sagde, at det er næsten ligeså vigtigt, at have nogen der ikke tror på dig, fordi de hele tiden tester dig. Der skal være en drivkraft om, at ville være den bedste, og selv om det måske ikke altid er velset i Danmark, så er det nødvendigt at være lidt rabiat, hvis man vil helt til tops.

I (13): Der er lidt jantelov?

RA (13): Ja præcis.

I (14): Er janteloven hæmmende?

RA (14): Jeg var i LPS og diskutere med direktøren for Team Danmark, hvor jeg nogle gange anklager dem for, at deres talentudvikling passer bedre til socialministeriet end til elitesportsfolk. Altså bare sådan noget som det hele menneske. Du kan jo ikke være et helt menneske, hvis du på få år af dit liv skal træne 10.000 timer på en ensidig færdighed. Det kræver en kompromisløs commitment i mange


år på den disciplin, og dermed vælger du alle andre muligheder væk. Du kan jo ikke holde op med at være fodboldspiller bare fordi du ikke længere er på banen. Du må stadigvæk restituere, spise rigtigt osv. Så i stedet for at coache folk til lidt af det hele, til balance, så skulle man måske coache dem til ubalance i stedet for. De må lære hvad der skal til.

I (15): Den brasilianske dreng konstituerer måske en helhed ud fra fodbolden fordi han ikke har andre alternativer, og når derfor måske 10.000 timer før de danske børn, der har alle mulige jern i ilden.

RA (15): Ja. Du kan tage de kenyanske løbere. 45% af de kenyanske verdensmestre kommer fra den samme stamme, der kun udgør 3% af befolkningen. Det er et perfekt talentmiljø, fuldstændigt ubevidst skabt, idet deres bosted er i 2500 meters højde, børnene passer kvæg, og løber rundt for at holde styr på dem, da der ellers falder brænde ned når de kommer hjem. Der er ingen biler, ingen cykler, den primære transportform er løb, og de løber ofte 10 km til skole og hjem igen. De løber til alt, og får dermed deres 10.000 timer meget hurtigt. Og det er jo ikke rocket scientist det her. De får mængden tidligt, og det er det man ofte ser hos dem, der bliver allerbedst, tidlig specialisering. Jeg tror dog med hensyn til fodboldens spilintelligens, der kan det være en fordel, at du har inspiration fra andre idrætsgrene, som styrker din perceptionsevne og din motorik. I fodbold kan en lidt senere specialisering være en fordel.

I (16): Det er der også undersøgelser der tyder på.

RA (16): Ja ok.

I (17): Når men jeg er da i hvert fald nødt til at spørge dig, hvad er et talent?

RA (17): For mig er et talent en medfødt kapacitet, som giver dig en mulighed for at præstere ekstraordinært. Her skal mulighed understreges. For mig er talent en besiddelse, ikke en skostørrelse, talent er en muskel, der kan og skal trænes. Jeg synes det er et kæmpeproblem, at udråbe folk til talenter og ikke-talenter. Nu skal jeg ned og holde foredrag, hvor jeg skal bruge Tiger Woods og Caroline Wozniacki som eksempler. Grunden til at du og jeg ikke er Wozniacki er jo ikke vores skyld, det skyldes, at vi ikke har haft en far, der har dedikeret sin tid til at træne med os siden vi var 5 år. Derfor har Caroline fået sine 10.000 timer meget tidligt. Så talent betyder meget mindre end vi går og tror. Jeg er en af dem, der tror på flest muligt, længst muligt, fordi det er så svært at se, hvem der vil slå igennem. Så er det et problem med dem man udråber som talenter. En amerikansk skoleundersøgelse viser, at deres motivation går ned, og du skaber et selvbillede folk som stjerner, hvor man heller ikke tør, at stille krav til dem længere, hvor de bygger et selvbillede op, der betyder, at de bliver bange for at lave fejl. Fordi de tåler ikke at den opbyggede status krakelerer, så hellere lyve om sig selv.

I (18): Det kan jeg selv se med nogle af de talenter jeg selv har arbejdet med. Nogle yder simpelthen ikke deres bedste i discipliner hvor de ikke har spidskompetencer. Derved kan de kamuflere deres middelmådighed gennem undskyldninger om, at det er en lorteøvelse som de ikke anser for vigtig, og derfor ikke behøver at gå fuldt ind i.


RA (18): Ja præcist. Så undgår du de situationer, hvor du ikke ser så heldig ud. Og hvad er det der er mest afgørende for udviklingen, det er jo villigheden til at turde lave fejl. (jeg er lige nødt til at gå på toilet – kan vi tage et lille break)

I (19): Ja. Det er vel en af grundene til, at man ofte siger, at det er de næstbedste der når toppen.

RA (19): Præcist – de tynges ikke af talentrollen… Jeg synes, at det er fint nok, at man blotlægger talentbegrebet videnskabeligt, men i praksis mener jeg kun, at det er begrænsende. Generne betyder noget, er det 10% er det 60%, I don’t know, men jeg er sgu også ligeglad. Det der betyder noget er de 90 eller 40% vi kan gøre noget ved. Altså selve troen på talent er begrænsende, og der ud over er det med til at skabe statiske tankesæt frem for udviklingstankesæt.

I (20): Vi går lige over i det pædagogiske. Vi skal lige se på uvidenhedsdifferencen mellem barn og voksen. Benner hedder han, han siger: at børnene ikke kender deres barndom, fordi de endnu ikke har forladt den, og vi kender den ikke fordi den ikke er vores og fordi vi allerede har tabt vores barndom. Er uvidenhedsproblemet mellem træner og ungdomsspillere et problem for talentudviklingen? Man kunne spørge kender de voksne trænere børnenes verden godt nok?

RA (20): Eller kender børnene den verden de skal ind i godt nok? Det er lidt det jeg siger med pace-begrebet, hvordan skulle en ung fodboldspiller nogensinde vide, hvad der skal til, han har jo aldrig prøvet det. Det er der jo nogen der må fortælle ham. Når jeg arbejdede med ungdomslandsholdet som mentaltræner på et tidspunkt, var deres problem var ikke at tænke stort. De kunne sagtens se sig løbe ind på Anfield Road med 60000 tilskuere i ryggen. No problem. Deres problem var, at de ikke vidste hvad der skulle til for at nå det mål, og de var formentlig heller ikke villige til at gøre hvad der skulle til. Så man kan jo sige hvordan skulle de kende betingelserne hvis ingen viser virkeligheden, eksponerer virkeligheden for spillerne, så de kan selv vælge derfra. Men det er trænerens opgave, at fortælle spillerne, hvis du vil det her så er det det her der kræves. Træneren må derfor kende sine spillere for at give god feedback. Hvad er spillerens ambition, vil han bare have det sjovt med kammeraterne, vil han spille SAS-liga eller vil han spille i Liverpool. Feedbacken må variere efter spillerens ambitioner, sådan at han får en konkret bane for de mål han har og bliver klar over kravene.

Selvfølgelig er mennesker forskellige, men jeg tror ikke den menneskelige natur varierer drastisk. Forskellen mellem træner og spillere er måske snarere, at han ikke forstår de omstændigheder som den unge vokser op i socialt og samfundsmæssigt.

I (21): Ja det var også lidt det der lå i spørgsmålet.

RA (21): Jeg har lige holdt møde med Peter Rudbæk, og han sagde, at hos de gamle trænere måtte de unge ikke bruge mobil i bussen til kamp, hvor de unge netop bruger den til at tage kontakt til deres relationer inden kampen. Er det manglende forståelse eller rigide principper?

I (22): For mig er det rigide principper. Og jeg hader principper for princippets egen skyld. I AaB har vi været delt omkring hue eller kasket spørgsmålet. Det er jo så bare min holdning.

Nå ,men hvad så med disse talenter. Der er et tysk pædagogisk udtryk, der hedder Bildsamkeit, og kan oversættes til formbarhed. Er talenter i dag formbare? Er de til at arbejde med?


RA (22): Ja, det mener jeg i høj grad. Man kan dog sige, at i et set-up som FC Midtjyllands er de mere formbare, fordi de er væk fra familie og venner og bor på Akademiet. Jeg tror i høj grad de er formbare, og de leder ofte efter noget stabilitet i deres kaotiske verden. Der gør det ikke noget, at de nogle gange løber hovedet mod en mur, der siger hertil og ikke længere. Det kan de godt lide, de er lydhøre overfor de inputs de får. Ja i høj grad synes jeg de er formbare, men for at forme skal du jo turde, at røre ved mennesker på et psykisk plan, derfor må du som træner være i stand til at håndtere relationer. Det tror jeg er ekstrem vigtigt i dag, hvis du ikke som ungdomstræner kan det relationelle så når du ikke igennem. Det relationelle er ligeså vigtigt som det fodboldfaglige tror jeg.

I (23): Vi springer lidt. Sker der en motivationsændring i en elitespillers karriere fra at være lystbetonet til at være levebrødsagtig?

RA (23): Ja det tror jeg i høj grad. Det er lidt ærgerligt, at det sker, men det er jo i kraft af de ydre påvirkninger som penge o.l. Plus jeg tror man kommer til, at se det som et job, hvor der er en masse gentagelser. Ja det er helt klart. Scolari har jo det begreb, der hedder professionelle amatører, og han mener, at man kan se det i øjnene på spillerne om det er blevet for levebrødsagtig eller der stadig er noget lystbetonet. Det var i øvrigt noget af det Erik Rasmussen er god til som træner, det bliver jo aldrig kedelig og levebrødsagtig under ham, og det tror jeg mange trænere kunne lære af og bruge som en meget stærk drivkraft.

I (24): Nærmer han sig dermed gadefodboldens kvaliteter i en elitetræning, der samtidig indeholder en vis struktur? Skaber han flow.

RA (24): Ja, jeg tror, at det er vigtigt, at tolerere fejl, så spillerne ikke hele tiden løber og spekulerer på om det går an det de gør, men bare gør det. De skal helst ikke løbe og tænke om de er gode nok, og forsvare deres handlinger, så kommer du aldrig i flow. Erhvervslederen Jens Moberg, siger, at det handler om at skabe et ikke-dømmende klima. Føler du hele tidens trænerens øjne i nakken eller sammenligner du hele tiden med din værste konkurrent, så kommer du ikke i flow. Vurderinger går også ud over kreativiteten viser flere undersøgelser, men det er svært for trænere ikke at gå ind og påvirke, hvis man føler de er ved at miste deres drive, men kan man gå ind og trykke på nogle knapper uden de falder ud af flowet.

I (25): Det tror jeg er svært. Flow kendetegnes vel også ved, at man er selvforglemmende. Jeg benytter en afdød filosof, Feilberg, der arbejder med mulighedsværdi og flidsværdi, og meget af det indhold, der ligger i flow er jo blot noget som Feilberg har beskrevet for 100 år siden. Han siger, at jo mere selvet kommer ind i bevidstheden, jo mindre flow kan du være i. Det er jo også det du siger, at hvis du ved du bliver bedømt, så er dit jeg tilstede, og dermed er du ikke selvforglemmende og altså ikke i flow.

RA (25): Det interessante er jo så, hvordan kommer du så i flow? Det er der mange sportsfolk, der gerne ville have opskriften på. Hvordan slipper du dig selv. Trænere siger jo altid, han er mental stærk ham der, men hvad er det? Begrebet flader ud og bliver ukonkret, og jeg mener vi ofte mangler begreber for mentale færdigheder, f.eks. evnen til at komme i flow. Derfor tror jeg faktisk, at en bevidstgørelse omkring flow kunne være med til at føre flere hurtigere derhen. Der en basketcoach, Phil Jackson, der arbejder med det her, han har skrevet om den spirituelle dimension føjet til.


I (26): Lidt i forlængelse heraf. Kan man sige, at en spiller er allermest ved bevidsthed, når han i spillet glemmer sig selv? Du kan godt svare ja eller nej her. Det er altså Feilberg, der her skaber en bevidsthedstilstand ud af det vi lige har talt om som ikke-bevidsthed. Feilberg siger, at 9 ud af 10 gange vi taler om bevidsthed, så er det jegets bevidsthed, men en sjælden gang finder man bag selvet en slags bevidsthed.

RA (26): Måske også en slags kollektiv bevidsthed. Jeg har talt med den gamle håndboldspiller Per Skaarup, der sagde, at de engang slog Rusland, hvor ham og Erik Veje bare fandt hinanden i blinde hele tiden. Så i en holdsport kan det ofte koble sig op på en kollektiv bevidsthed, og så bliver det nærmest empatisk kunst, hvor helheden bliver større end summen af delene. Det er dog svært at skabe flowtilstande i topfodbold, fordi du altid er under udefrakommende pres, og trænerens job er ofte, at tage presset fra spillerne.

I (27): I forlængelse heraf er jeg nødt til at spørge, bør man så vidt muligt holde presset væk fra de unge spillere eller skal de hærdes tidligt?

RA (27): Jeg tror, at man skal regulere. For meget pres skaber præstationsangst, for lidt pres så bliver det for ligegyldigt, det skal stadigt betyde noget for dem. Så jeg tror man skal lære dem selv at regulere presset. I en kamp med stor opmærksomhed må de lære at tage presset af sig selv, mens de andre gange må lære at lægge et pres på sig selv. De skal selv lære at ramme det rigtige presniveau.

I (28): De skal ramme spændingsniveauet…

RA (28): Spænding ja. Det står jo også lidt i modsætning til flow tanken, men måske en sådan discountudgave…

I (29): Jeg skal høre omkring spidskompetencer, hvilken rolle spiller de for talenter?

RA (29): Ja, der er jeg jo uenig med Steinlein, der jo siger, at det betyder alt. Det betyder en del, da man grundlæggende skal defineres ud fra det man er godt til. Jeg tror dog meget på 80-20 reglen, der siger, at 80% af forbedringen kommer på de første 20% af arbejdet. Så hvis du skal forbedre noget du er god til skal du træne helt enorm meget for at få en lille forbedring, mens hvis du lægger samme energi i det du er dårlig til vil du kunne opnå meget stejlere udviklingskurver. Så jeg mener der er langt større udviklingspotentiale i at træner svagheder end der er i at træne styrker. Jeg tror dog, at det er godt for spilleren, at have en signatur, altså have noget, der virkelig er en styrke, men nogle gange kan dine svagheder jo også betyde, at dine styrker ikke kommer til udtryk. En kliche er jo, at din styrke også er din største svaghed, altså hvis en træner er hel vild god til at skabe relationer til sine spillere, så lurer der jo også en konflikskyhed i baggrunden, der kan være svær at tackle, når det er nødvendigt. Det svære er jo, at forvalte sine styrker, så de ikke bliver svagheder, der tager signaturen væk.

I (30): Det sidste hovedområde jeg vil spørge ind til er omkring en læringsteori om praksisfællesskaber. Kan man tale om, at spilleren hele tiden lærer selv om der ikke stilles undervisning til rådighed? Lærer han altid i den situation han befinder sig i? Lærer spilleren i lige så høj grad af sine medspillerens handlinger som af træneren?


RA (30): Jeg har det sådan med coaching, at de gange jeg har lært mest, det er fanme ikke de gange nogen har spurgt mig, hvad synes du selv? Det er når der er en der er dygtigere end mig som jeg ser på. Jeg tror der er indgroet vane i, at spillere møder til træning for at blive trænet og træneren for at træne. Det ville helt sikkert være godt, hvis spillerne i højere grad kunne være hinandens trænere, men det er svært at få dem til det. Der hvor du lærer mest er ved at se på en der gør det du gerne vil være. Jeg tror ikke, at man som træner skal overgøre sin betydning.

I (31): Har du nogensinde lært en finte af en træner?

RA (31): Nej

I: (32): Jeg mener derfor, at finter eksempelvis læres ved efterligning snarere end undervisning?

RA (32): Særligt børn, ja.

I (33): Hvad med målsætninger, hvilke indvirkninger har det på et talent?

RA (33): Jeg har tidligere været stor fortaler for det, men det er jeg nok ikke så meget mere. Jeg tror mere på, at der er motivation i, at arbejde med karakteren. Kender du den der Steven Coppy-øvelse, hvor du ser din egen begravelse, og så er der nogle, der skal holde en tale, familie og kollegaer, hvad vil du gerne have de skal sige om dig? Her starter du med slutningen, og den øvelse laver jeg nogle gange med sportsfolk, hvor jeg spørger hvad de gerne vil have, at folk husker dem for efter karrieren. Så her arbejder vi med deres identitet, og hvad betyder det så for den måde du går på træningsbanen i dag? Jeg tror, at mål kan være gavnlige, hvis du samtidig kan distancere dig fra det mål, fordi et typisk mønster er at folk bliver krampagtige når de tænker for direkte. De tænker for meget på resultatet, om jeg scorer, altså man skal være bevidst om, at opnåelsen af målene kan være uden for din egen kontrol. Procesmål , delmål synes jeg i høj grad man skal have, og så skal man have en drøm. Men et mål om at score mindst 2 mål i hver kamp, tror jeg ikke ligefrem skaber intelligente fodboldspillere…

I (34): Nej – så spiller man jo netop for sig selv.

RA (34): Ja

I (35): Så er der her til sidst et begreb omkring spillerens fantasi. Der kan være tale om en lokal og en global fantasi. Den lokale fantasi er møntet på træningsbanen, hvor kan jeg berige de her øvelser og få noget ud af dem, mens den globale fantasi mere går på fremtidens drømme om storklubber og penge osv. Hvor vigtige er sådan nogle tanker i talenternes bevidsthed?

RA (35): Det er vigtigt, at du kan se dig selv… Jeg mener ikke, at motivation antændes indefra, men udefra. Det er en ekstern trigger. Feks. var der for 15 år siden ingen russiske tenniskvinder i top 100 på verdensranglisten, i dag er der 15 og 5 i top 10. Det der skete var, at Anna Kournikouva pludselig som 16-årig spillede semifinale i Wimbledon. Så blev hun så sidenhen bedre kendt som fotomodel, men det er en anden historie. Til denne semifinale sad der en masse russiske piger foran TV og tænkte, I want to be like that, og det kan sportsfolk tit lokalisere det øjeblik, hvor de har siddet og tænkt, jeg vil være sådan, og det er en ekstern hændelse, der trigger den motivation. Så kommer gennembruddet jo så altid med en vis forsinkelse, da alle de piger der har tænkt tanken først skal


igennem deres 10000 timers træning, men så kommer de så. Det næste stadie er så det, hvor de tænker, at hvis hun kan gøre det så kan jeg også. Vi kender eksemplet med Roger Bannister, der løb milen på under 4 minutter, og dermed brød den psykologiske barriere, og dermed kunne 27 andre præstere det samme inden for 2 år. Det var fordi, hvis han kan gøre det så kan jeg også. Vi kan også tage Simon Kjærs tilbud om at komme til Real Madrid, der ligesom vækker ham så han siger: Fuck, er jeg så god… Det er jo virkelig en bekræftelse udefra, og jeg mener, at motivation er udefrakommende i mange tilfælde. Det kan jo i virkeligheden godt lægges ind under tanken om den globale fantasi.

I (36): Hvordan er samspillet mellem proces og konkurrence, og mellem resultater og udvikling i vores fodboldkultur?

RA (36): Vi kan starte med, at tage den træner Kristian Bach har i Holland. Han er fuld hver anden dag, aflyser træninger og herser med spillerne, men han har resultater, og derfor beholder de ham. Men ja vores kultur er slem til, at fokusere for meget på resultaterne for tidligt, og det er vel også derfor, at mere end 70% af spillerne på de danske ungdomslandshold er født i første kvartal af kalenderåret. Det viser jo, at man er resultatorienteret og spotter efter fysik frem for andre parametre i jagten på resultater. Der kunne man godt tænke sig lidt mere procesorientering end resultatorientering. De siger selvfølgelig, at det kikker de ikke på, men alligevel er det det samme mønster igen og igen. Jeg ved godt at det er svært at se, hvem der bliver til noget, men vi skærer jo i virkeligheden mere end 50% af vores talentmasse væk ved at gøre det på den måde. Igen det er jo målet, at spillerne selv skal kunne tage ansvar for deres proces, i stedet for at vi dikterer dem, men det er en længere og måske også langsommere vej, og mange trænere mister tålmodigheden i processen, hvis ikke resultaterne følger med.

I (37): Jeg vil også sige, at vi er ved at være igennem, og jeg synes vi har været vidt omkring. Tiden løber jo også, men hvis du har en sidste kommentar så er du velkommen til at runde af med den. Altså hvis der er noget du synes er vigtigt som vi ikke har berørt.

RA (37): Jeg vil sige, at jeg synes miljøet er meget vigtigt. Miljøet skal facilitere de ting her.Talent skal måske defineres relationelt, er du et talent så har du nogle ekstraordinære muligheder. Jah sådan noget…

I (38): Jamen lad os bare lukke den her. Så siger jeg mange tak for hjælpen.

RA (38): Ja selv tak.


Bilag 3c - Interview med Jeppe Curth (JC)


I (1): Jamen så vil jeg indledningsvis bede dig om en kort præsentation. Navn, alder, relation til fodbold?

JC (1): Mit navn er Jeppe Curth, jeg er 25 år gammel. Jeg kommer fra en lille klub, der hedder Hillerød. Da jeg var 15 år skete der nogle ting, jeg begyndte at komme på udvalgte hold, landshold osv., så da skiftede jeg så til FC Nordsjælland, hvor jeg spillede 2 år under Brixtofte, og det gik godt. Jeg var i den periode til prøvetræning i forskellige klubber rundt i Europa, og som 17-årig tænkte jeg så, at nu skulle det være ellers ville jeg nok fortryde det resten af livet, så jeg blev så solgt, jeg havde jo kontrakt, til Feyenoord i Holland. Der var jeg så i 4 år, hvor det både var en kamp på livet, som jeg følte det, men


også en kæmpe stor erfaring jeg fik gjort. Efter de 4 år kunne jeg så være blevet, men valgte i stedet noget helt andet og tog hjem til Superligaen, hvor AaB var det mest oplagte valg. Jeg valgte faktisk lidt det sociale frem for det økonomiske, og der var Aalborg så en fed by at komme til, så der har jeg så været i 4½ år nu, og har stadig 2½ års kontrakt. Det var sådan lidt om mit fodboldliv.

I (2): Jamen den del er jo også vigtig. Det er jo heller ingen hemmelighed, at jeg gerne ville tale med dig netop på grund af den historie du har. Men allerførst vil jeg gerne høre lidt om, hvad du mener kendetegner spilintelligens?

JC (2): For os spillere på banen, da er spilintelligens, at du opfatter tingene hurtigt. Da mener jeg ikke kun den boldmæssige omgang, men også placeringsevnen. Hvordan placerer du dig bedst i forhold til med- og modstandere så du nemmest kan få bolden og gøre de nemme ting. Altså spilintelligens er i princippet, at du kan gøre de svære ting nemme. Der er nogle spillere, som kan gøre de svære ting nemme, fordi de kan tage det her fugleperspektiv, og se sig selv oppefra og vide hvor placerer jeg mig bedst for at kunne få bolden. Sådan forstår jeg spilintelligens. Det er ikke nødvendigvis ham, der dribler 10 spillere, men ham der kan få det svære til at se nemt ud.

I (3): Det synes jeg er en god beskrivelse, men ændres kriterierne så for spilintelligens med fodboldens udvikling?

JC (3): Ja det gør det jo. Jeg vil tro, at en spiller som Jan Mølby, der i gamle dage altid forstod, at placere sig rigtigt, men det er ikke sikkert, at han ville kunne fungere i dagens tempo, og der er også sket meget taktisk. Jeg synes også, at spilintelligensen har udviklet sig meget fordi alle hold har udviklet sig så meget taktisk. Man er blevet videokoncentreret, og analyserende på modstanderne, og det sætter virkelig spillernes spilintelligens på prøve, at de hele tiden skal forsøge at finde de rum, som modstanderne ved de ønsker at finde.

I (4): Så kan man sige, at den taktiske udvikling gør, at man forsøger, at fremelske spilintelligensen i forsøget på at løse de destruktive taktiske bånd?

JC (4): Både ja og nej. Jeg tror, at de spillere med stor spilintelligens de lyser mere op, end dem der har spilintelligens, men er blevet overhalet indenom af tempoet og taktikken. Jeg vil da vove påstanden, at alle professionelle spillere har spilintelligens, men der er bare dem, som træder mere i karakter, og det er dem der skiller sig ud. På verdensplan er det f.eks. Xavi, som alle kender fra Barcelona, ligegyldig hvad så er han altid spilbar, og det er jo i sig selv imponerende i det tempo og den måde de spiller. De andre ved godt, at han ligger der centralt, men alligevel får han i 80% af tilfældene bolden i deres opspil. De kan ikke sætte ham ud af spillet fordi han er så bevægelig, og så fordi han er så ekstrem god med bolden. Man skal være god med bolden for rigtigt, at være spilintelligens.

I (5): Så er der Bordinggaard, der har skrevet noget om spilintelligens. Han peger på, at der er sket en videnskabeliggørelse af fodboldens træningsmetoder. Er det noget du har følt på egen krop? Sker der en akademisering, i bestræbelserne på, at skabe den helstøbte fodboldspiller?

JC (5): Ja der er en øget grad af videnskabelighed i tilgangen til elitefodbold, og det skyldes jo nok, at man er ved at nå det punkt, hvor, hvis du skal stige nogle procent i niveau, så er det der du skal kikke.


Fordi du næsten har den fodboldmængde du kan tillade dig, og så er man nødt til at træne optimalt. Kører du mere fodbold nu, så siger kroppen fra, der kommer skader, og der sker flere dårlige ting på bekostning af gode, og så kan du jo f.eks. fokusere på det mentale, som en vinkel, der ikke belaster fysikken, og det er også en stor del af udviklingen. Så den rigtige mængde af træning går man meget op i, og det er noget der er overført til Danmark fra de udenlandske klubbers videnskabelig undersøgelser, og det synes jeg faktisk også har givet meget. Men nu når alle klubber også gør det, så er det jo klart, at så bliver forskellen mindre.

I (6): Så det er altid godt at være innovativ, fordi det giver nogle års forspring i forhold til konkurrenterne?

JC (6): Meget, og det synes jeg måske også gør det lidt sjovt. Hvis vi tager AaB som eksempel, så startede vi med at møde til havregrødsspisning om morgenen før de andre. Vi startede med mentaltræning før de andre, og vi startede faktisk også med en fysisk træner, der lavede vores programmer. Det gav os et forspring, men det gør andre også nu, og så reduceres forspringet. Så er man nødt til igen, at finde nye ting, og det synes jeg faktisk er en sjov proces. Bare det at man selv tror på det, så giver det tit et kick, selv om det måske ikke hjælper i virkeligheden, så tro kan flytte bjerge.

I (7): Vi går lidt videre til trænerrollen. Du bliver jo udsat for den til dagligt, så er der sammenhæng mellem udvikling af spilintelligens og trænerinstruktioner?

JC (7): Altså det er der jo. Det er klart, at ting som ikke fungerer, bliver jo ikke forbedrede, hvis du ikke træner dem. I forhold til vores sidste kamp, hvor det ikke fungerede, da er det vigtigt, at vi nu går ind og træner possesionspil for ligesom, at genetablere spilintelligensen eller bare huske på, hvad det er der skal ske. Vi ved jo egentlig godt, hvad der skal gøres, men fodboldspillere skal ofte huskes på, hvad der skal gøres, og derfor er trænerens rolle vigtigt, da han skal få tingene på plads i spillernes hoveder.

I (8): Oplever du så, at det er muligt at udfolde sig frit i elitetræning eller er det for meget reproduktion af trænerens ideer?

JC (8): Det er meget individuelt. Det afhænger også af hvilken trænertype du har. En god træner er, efter min mening, en der kan sætte nogle grænser og sige sådan gør vi fordi det bestemmer jeg. Det er tit nogle gange nemmere når man er et hold, så der ikke opstår anarki. En god træner kan dog også samtidig sige, at nu kan du bare spille som du har lyst til, og så er det lidt op til dig selv hvor meget du vil forholde dig til de opstillede rammer. En god træner giver derfor ofte spillerne mulighed for selv at tage beslutninger når tid er, men hvis der er ting, der ikke fungerer så bliver der trænet på det, og så gør man ikke andet.

I (9): Så han sætter en struktur op, og så er det mere eller mindre op til spillerne selv, at vurdere hvornår strukturen skal holdes?

JC (9): Jah eller også siger han vi spiller bare frit. Strukturen er der for at vi skal lære noget, det ved vi udmærket godt, og det kan jo ikke nytte noget, at jeg går solo, hvis de andre holder sig til aftalerne. Det er jo også sådan noget, der gør et fodboldhold til et team, det er, at man gør det her sammen. Så


hvis man prøver at bryde igennem på venstrekanten i en time, så er det det man gør, og så kan det godt være, at man bagefter i det frie spil kommer igennem på højrekanten i stedet, men det er jo ikke noget problem.

I (10): Godt. Et svært spørgsmål. Hvordan udvikles spilintelligens mest optimal hos unge?

JC (10): Noget af det er jo medfødt. Det andet er jo træning, træning og træning. Det er det jo. Jeg tror det er 800.000 gentagelser man plejer at sige, at man skal lave før man er blevet god til det. Det handler om, at spille småspil, spil, spil, spil. Skal du have en midtbane, der er spilintelligent, som du jo gerne skulle have centralt, så handler det om, at få dem ind i så mange spilsituationer som overhovedet muligt i hver eneste træning.

I (11): Så er jeg nødt til at spørge: er der så nok spil?

JC (11): Det kan man jo diskutere, men jeg synes dog ikke, at Danmark mangler spilforståelse på den centrale midtbane på landsholdet. Christian Poulsen, Daniel Jensen osv. er jo intelligente spillere, så ud fra mine egne erfaringer synes jeg nok der er spil nok, men det er jo klart, at man også skal træne andre ting, og det beslaglægger jo også noget tid, og derfor kan man vel altid diskutere om der er nok spil. Jeg synes da, at vi i Danmark gør det godt.

I (12): Hvis man sammenligner med din tid i Holland. Er der så mere spil dernede i forhold til herhjemme?

JC (12): I Holland var det lidt anderledes, der trænede vi to gange om dagen. Om formiddagen trænede vi individuel træning med, hvor det kun var mig og måske en spiller mere, der havde en træner. Der trænede vi en specifik ting, f.eks. afslutninger, hovedstød osv. Om eftermiddagen var det så en form for spil, 5 v 5, 3 v 3, sort mod hvid, hvad ved jeg. Det var altid spil, og så straf til dem der tabte. De skulle løbe sindssygt meget. Det var sådan det fungerede, og jeg synes det var en god måde, selv om det var lidt anderledes end herhjemme. Vi prioriterer måske lidt mere fysisk træning herhjemme, det gjorde man ikke rigtigt dernede. Så kan det godt være, at hollænderne er lidt bedre teknikere, men vi er så stærkere, og så må vi se hvad der er bedst.

I (13): Det var interessant. Hvad er et talent?

JC (13): Talent er meget svært at definere. Du kan have talent for så mange ting, men alligevel er talent ingenting. Jeg plejer at sige, at talent er 10%, resten det er hårdt arbejde. Det er det. Det er det valg man tager, der afgør hvor stort dit talent skal være i den sidste ende. Altså hvis du som ynglingespiller er mere interesseret i at komme til fødselsdag og familiekomsammen i weekenden, end du er i at komme til træning og kamp, så er talentet bare ikke nok i dag. Det skal være drevet af dig selv, det skal ikke være dine forældres eller andres projekt, det skal være dig selv der vil det ellers går du død i det. Bliver du fra barnsben pacet af din far, der står på sidelinjen og vil det mere end dig, så går du død i det, for så bliver du bange for at skuffe dem. Jeg havde det selv sådan, at hvis jeg havde spillet en dårlig kamp, så var min far den første til at bakke mig op. Jeg var nemlig selv min egen værste modstander, og det er vigtigt, at du selv er din værste modstander, og det ikke er din familie, da det er dem som skal bakke dig op, når du er nede. Du får nemlig endnu flere nedture end opture i den her verden, og det vil du gøre hele tiden. Det er hårdt, hårdt mentalt arbejde. For du må


endelig ikke tage det personligt. Da jeg kom til Holland tog jeg alting personligt, så hvis de svinede mig til, pissede på mig i badet, som de også gjorde eller jeg bar boldene dag ud og dag ind, så troede jeg det var fordi de ikke kunne lide personen Jeppe Curth, men det var ikke noget med det at gøre, og det er svært at forstå, men sådan hænger det sammen. Det er spilleren Jeppe de hellere vil af med fordi så kan man selv komme til at spille. Det er hårdt mentalt, men kommer man styrket ud af denne læreproces, så står man stærkt. Men det er hårdt, og jeg græd bare det første år, da ville jeg bare hjem, og jeg fik også mentaltræner på efter et år, Poul Erik Højer, som hjalp mig utroligt meget.

I (14): Det jeg hører dig sige, er det, at vilje og flid også er talent så?

JC (14): Jamen det er det jo. Det er det vigtigste, talent kan du ikke bruge til noget, hvis du ikke har de andre redskaber med. Jeg ved ikke om du kan kalde det talent, men det er i hvert fald redskaber, som du er nødt til at kunne beherske. Disciplin er også en meget, meget vigtig ting. Det er så vigtigt, at være disciplineret med søvn, kost og hvile i dag, mens det tidligere var vigtigt i forhold til, at blive hjemme fra diverse udskejelser med venner og familie. Der er en masse fravalg som fodboldspiller, men derfor er det også vigtigt, at du kan se et større mål længere fremme. Det kan godt være pissehårdt, men altså ofte det der skal til.

I (15): Så er talentet, at man viser, at det er det her man vil?

JC (15): Lige præcis.

I (16): Trænes børn i en stadig tidligere alder som voksne professionelle, og hvis de gør får det så nogle konsekvenser for motivationen?

JC (16): Ja. Jeg vil sige det sådan, at de børn, der gennemløber processen og kommer helskindede ud på den anden side, de bliver også bedre. De bliver måske ikke wonderkids, men de bliver rigtig, rigtig dygtige og skal nok slå igennem, men det er måske endnu færre i dag end tidligere. Jeg synes sgu det er tidligt. Jeg synes det er tidligt, at det er tidligt, at komme ind i den trædemølle, hvor det er mere business end det er menneske. Det bliver mere pres, mere elite end bredde tidligt. Man kan sige, at dem der klarer det sjældent er den type som jeg er, altså jeg har klaret det på mirakuløs vis, fordi jeg har været i Holland, men jeg er egentlig meget blød, og tager tingene meget personligt. Jeg har så fundet ud af, at jeg er mig udenfor, og så er jeg en anden når jeg løber ind på banen. Det har jeg selv lært at beherske, men i den alder at skulle beherske det, tror jeg ikke at jeg havde klaret det. Tro ikke, at jeg ikke ofte har spurgt mig selv: Hvorfor gør jeg det her? Men jeg gjorde det for mig selv, og det var bare noget jeg gjorde og det kunne jeg ikke forklare. Jeg synes det er tidligt, og jeg tror der er mange, der går døde, men til gengæld for du så også nogle enkelte rigtigt gode spillere ud. Så må man se om det er det værd.

I (17): Ja der er jo ikke nogen fortrydelsesret, når man først har gennemlevet tingene.

JC (17): Det er jo det. Men det er først når talenterne bliver lidt ældre, at man for alvor kan se, hvem der bliver til noget. Der er mange, der vokser med opgaven, og ofte siger man jo, at det er de næstbedste, der slår igennem, fordi de hele tiden har været vant til at kæmpe, og ikke har haft det så nemt som deres mere talentfulde kammerater. Jeg har set så mange fantastiske fodboldspillere, men det blev bare for nemt, og så var der fester, og det kunne de jo godt deltage i, og stadig være ligeså


gode som de andre dagen efter, men nu var de så ikke længere bedre end de andre. Daniel Agger spillede jeg altid med, han var altid sådan lige på vippen, men han fightede og kæmpede så, og har en kæmpe karriere i dag.

I (18): En pædagog, der hedder Benner peger på, at vi voksne ikke kender børnenes barndom. Opstår der en uvidenhedsdifference mellem træner og ungdomsspiller. Er det et problem eller er det godt?

JC (18): Jeg kan jo fortælle om, hvordan det fungerer i Holland. Du hedder Madsen til efternavn. Dernede hedder det så: Hr. Madsen, kan De hjælpe? Må jeg tale med Dem? Du er ikke på fornavn, og det er fordi de mener, at der skal være en distance og en respekt. Det har vi jo ikke herhjemme på samme måde overhovedet. Det kan godt være de er nødt til at gøre sådan i Holland, hvor det ofte er nogle hårde gutter de har med at gøre, men herhjemme er det anderledes. Det kan godt være, at den forkælede Lukas fra Hasseris er en god fodboldspiller, men bare kommer ud for at få det bekræftet, så jeg synes det er individuelt. Jeg synes hverken man kan sige, at træneren skal distancere eller være kærlig, men den gode træner spotter lynhurtigt, hvordan den enkelte spiller skal tackles. Nogle skal have opbakning og kom igen, mens andre skal have at vide, at det her var fanme for dårligt, men det er vigtigt, at det optrappes efterhånden. Hvis Lukas der, kun bliver rost og pakket ind i vat hele sit fodboldliv, så overlever han ikke til sidst.

I (19): Vil du dermed sige, at en danske træner måske er mere empatisk end den hollandske?

JC (19): Hvis en dansk træner kom til Holland kunne det godt være, at han blev udnyttet lidt, mens hvis en hollandsk træner kom til Danmark, kunne det hele godt blive lidt for råt. De fortæller dig aldrig, hvis du har spillet en god kamp, og det er der mange danske spillere der har brug for at høre. Men det er sgu også okay, vi har en anden kultur og mentalitet, men der skal være en optrapning, der hærder spilleren lidt til fremtiden.

I (20): Bordinggaard peger også på, at gadefodbolden forsvinder. Betyder det at klubberne masseproducerer en masse ens skolede spillere, i takt med, at de overtager en større del af ansvaret for de unge spilleres fodbolduddannelse?

JC (20): Vi er nok ikke lige så forskellige som de var for 20 år siden, men du kan jo heller ikke sige, at to spillere er ens i dag. Det jeg tror der sker er, at man træner så mange gange, og så er der noget der hedder computere og skole og samfundet socialiserer måske mere her end i Holland, hvor talenterne måske mere spiller gadefodbold. Så ja, der er da mange spillere, der kan nogenlunde de samme ting, men det skal man også kunne andre steder. Det er måske de lidt ekstraordinære ting, der måske nok udvikles særskilt i legen, og den mister vi nok lidt uden gadefodbolden, men de grundlæggende færdigheder får vi så i klubbernes struktur. Men ja vi mister måske dribleren, der kan sætte 5 mand af fordi det har han gjort hver dag i timevis i parker osv. Så ja, der går nok lidt kreativitet fløjten, når man altid træner med ligeså gode spillere, hvor det er svært at lykkes med kreative tiltag, og derfor når tingene ikke at sætte sig lige så grundlæggende fast som de gør i gadefodboldens leg. Du kan måske hurtigere bygge den fundamentale selvtillid op mod nogen, der har et niveau lavere.

I (21): Der er et andet pædagogisk begreb, der hedder Bildsamkeit, og kan oversættes med formbarhed. I hvilken grad er de unge talenter formbare i dag?


JC (21): Jeg træner nogle gange angrebstræning med nogle af de unge talenter, men jeg har jo ikke decideret stået med et ungdomshold og formet dem. Jeg vil da mene, at hvis man spiller i AaB som ungdomsspiller, så har man et mål om at komme op, derfor har en træner forholdsvist nemt ved, at forme disse talenter. Det kan være både godt og skidt. Godt fordi man former et hold, der virkelig er der og vinder kampe, og tillader spillerne at udvikle sig indenfor de former. Det kan også være skidt, da nogle spillere udvikler sig bedst i frihed, de der ekstraordinære spillere, som nogle gange sætter sig ud over fællesskabet. Det kan man diskutere om det er godt eller skidt. Jeg vil dog tro, at unge spillere er gode og måske også nemme at forme.

I (22): Fordi de har et mål?

JC (22): Fordi der skal meget til før de ikke lytter til en træner. De tror jo på, at han kan bringe dem op til deres mål.

I (23): Der eksisterer nogle kulturbestemte roller mellem spiller og trænere?

JC (23): Absolut. Nogle gange tænker du ikke på om træneren er god eller dårlig. Du kan bare godt lide ham eller ej, og laver bare de øvelser du bliver sat til. Du stoler blindt på, at han gør det for at du bliver god, bliver bedre.

I (24): Men det er ofte en ukritisk tilgang?

JC (24): Jo, det er det, men det er ofte svært at ændre i kulturen. Det betyder da heller ikke, at man ukritisk skal kopiere udlandet eller andre kulturer, da det langtfra er sikkert at deres metoder passer ind i den danske mentalitet. Det skal vi også være kritiske overfor, så vi ikke bare sluger alt hvad der er. Vi tænker altså på en anden måde herhjemme, og vi har andet end fodbold. Der eksisterer andet i livet end fodbold i Danmark, det gør der ikke altid i udlandet.

I (25): Sker der en motivationsændring i en fodboldspillers karriere, der går fra at være lystbetonet til at være af levebrødsagtig karakter?

JC (25): Ja det kan der sagtens gøre. Det kan faktisk komme i perioder, det kommer og går som så meget andet, og det er vel meget naturligt. I perioder, hvor der er mange nederlag eller perioder, hvor du har svært ved at have overskud, da kan det godt være arbejdet der kalder. Det kan godt være, at jeg spiller en lortekamp i dag, men det skal fan’me ydes 100% fordi det er mit arbejde, og så gør man det, selv om man ikke lige lyster det. Det resulterer sjældent i, at man spiller brasiliansk, men man gør det som en pligt, og det er en god ting at have med. Så det er ikke altid negativt, at se fodbolden som et arbejde, da du må levere hver gang du er der. Du er til eksamen hver gang, og det er ikke altid lige sjovt, men du er nødt til at yde både overfor dig selv og dine holdkammerater.

I (26): Så bliver man holdt oppe af sit medansvar?

JC (27): Lige præcis. Det er sgu også okay nogle gange. Det er selvfølgelig rarest, hvis man altid bare havde lyst til det, men sådan hænger verden jo ikke sammen.

I (28): Der er måske for meget, og for mange gentagelser til, at man altid kan opretholde lysten?


JC (28): Ja det kan man godt sige. Det bliver også nogle gange hverdag, og så må man klare dagen på ren vilje, men lysten skal være der og poppe op, for hvis den mangler fuldstændigt så skal man stoppe jo. Jeg har da også selv perioder, hvor lysten til fodbold er mindre end til andre tider.

I (29): Hvilken sammenhæng er der mellem proces og konkurrence. Mellem spilleglæde og resultat ned i ungdomsrækkerne?

JC (29): Det er meget vigtigt, at man glæder sig til træning og har motivation for at blive bedre. Jeg kan også huske at jeg selv inden og efter træning ofte spillede med mine brødre og kammerater. I den alder er det vigtigt, at man synes det er pissesjovt, fordi så lærer du også meget mere. Den dag din far siger: kom nu af sted, og du siger: nej, jeg gider sgu ikke, så dur det ikke. Bliver dette over en længere periode, så lærer du heller ikke noget, det bliver noget der skal overstås. Derfor er det utroligt vigtigt, at du har lysten når du skal lære, for så bliver du også mere åben for det. Resultatorienteringen kommer efterhånden som du bevæger dig op i systemet aldersmæssigt. Som junior og ynglinge skal du også vinde kampe for at være på det bedste hold, og det bliver en anden slags proces, som du må lære at elske, hvis du vil videre i det her miljø. Jeg tror alle kan lide at vinde, men du skal lære at elske konkurrencen, og vende det udefrakommende pres positivt. Det betyder ikke, at hvis man ikke kan lide presset fra en landstræner der kikker på dig, så bliver du aldrig til noget. Du skal simpelthen lære at kunne lide konkurrencen og at holde sine nerver i ro. Det er vigtigt i fodboldsammenhæng synes jeg.

I (30): Bør man så, så vidt muligt, holde presset væk fra talenter eller skal de hærdes tidligt?

JC (30): Nej altså, jeg synes ikke de skal hærdes tidligt. For det første er læringsprocessen bedre når de har det sjovest. For det andet, tror jeg først, at det viser sig relativt sent, om du også har talent nok, om du har viljen til at komme videre. Har du så viljen så følger konkurrencementaliteten med, og jeg mener ikke at du kan bruge pres til noget som helst som 11-årig, da du overhovedet ikke ved om du ender med at slå igennem på dette tidlige tidspunkt. Modsat kan pres netop stoppe processen, da du tænker mere på presset end på at udvikle dig. Jeg synes det skal vente så lang tid som muligt, og dermed kommer det på et tidspunkt automatisk, og da er du også så moden, at du selv kan vurdere tingene.

I (31): Det synes jeg faktisk var klogt sagt.

JC (31): Tak

I (32): Nå, men fokuseres der så for meget på fejl i ungdomsarbejdet?

JC (32): Fejl skal jo rettes for at blive bedre, og der er jo ingen, der ikke laver fejl. Det er dog klart, at der er nogle der tager fejl mere personligt, det var jeg også selv, og så kan det gå for meget ud over selvtilliden. Så det skal være en slags balance, hvor man eksempelvis nævner to fejl, men også tre gode ting. Eller man kan måske sige en overbalance til de gode ting, det er i hvert fald den bedste måde, at træne mig på, men det er selvfølgelig individuelt. Jeg synes dog, at hvis man kun fokuserer på fejl så er der noget galt, der skal også roses for de gode ting.


I (33): En afdød danske filosof, Ludvig Feilberg, taler om mulighedsværdi og flidsværdi. Mulighedsværdi er tilstande hvor man tænker kreativt, mens flidsværdi er mere arbejdsbetonet, som du selv har været inde på. Disse betegnelser ligner lidt det nyere begreb flow. Mener du, at spil er den træningsform, der umiddelbart bringer flest i flow?

JC (33): Jeg kan godt sige, hvad jeg mener flow der er. Flow det er selvtillid. Hvis du har selvtillid giver det flow. Du kan køre på, at det hele lykkes, du kan køre på flow. Flow er for mig et begreb, hvori du ikke tænker over tingene, du gør det bare, og det handler om selvtillid. Når du har selvtillid nok, så skal du ikke lige tænke over en aflevering, du gør det bare. Flow kan du ikke have i hele din karriere, så den kommer periodevis, og det kan være en halvsæson eller to kampe, men når du har et flow skal du holde fokus på det du gør godt og ikke tænke for meget.

I (34): Kan man sige, at AaB var i et langt flow som hold, da i blev dansk mester i 2008?

JC (34): Jo. Vi vidste bare hvad hinanden gjorde, og vi vidste, at det hele nok skulle lykkes, hvis vi bare gjorde hvad vi plejede. Det må siges at være et flow.

I (35): Godt lidt i forlængelse af det her kan vi lige tage et paradoks. Er en fodboldspiller allermest ved bevidsthed når han i spillet glemmer sig selv?

JC (35): Ja

I (36): Godt. Hvis man ser på flidsværdien som en mental tilstand som er mulighedsformindskende, det betyder, at man udfører et arbejde som man kender på rygraden og derfor ikke tænker kreativitet ind i. Lægges der for meget vægt på flidsværdien i ungdomsarbejdet?

JC (35): Jeg ser hvad du mener, og jeg mener ikke, at det ene udelukker det andet. Nu siger vi flid og arbejdsraseri, hvis du hovedsageligt arbejder sådan oplever du nogle begrænsninger i din kreativitet, det siger selv. Hvis jeg okser rundt i et langt pres og så til sidst får fat i bolden, så tager jeg den jo ikke bare og snyder 3 mand, det kan jeg ikke, det har jeg ikke overskud til. Jeg tror dog, at du har ret i, at hvis man tilstræber for megen flid, så når du ikke, at udvikle dine kreative evner. Ja du kommer nok i bedre form, men hvis du så bare bruger den på endnu mere flid, så kan jeg godt se, at det er mulighedsformindskende.

I (36): Et nyt lille spring. Hvilken rolle spiller spidskompetencer i dagens fodbold?

JC (36): En stor rolle. Og så igen, nogle spidskompetencer kan faktisk sættes ud af spillet, hvis du kun har en, netop fordi det er så taktisk præget. Min spidskompetencer er min alsidighed, og det kan være lidt svært, at lukke helt af for mig. Det er nemmere at lukke en fantastisk spiller ned, der kun kan bruge venstre ben, men får han pladsen kan han selvfølgelig også afgøre kampene med denne spidskompetence.

I (37): Så kan der være noget med holdets sammensætning. I hvilken grad er empati, her forstået som kendskab til medspillerne, betydning for spilintelligens? Kan man være spilintelligent alene?

JC (37): Nej det kan man ikke. Som hold må du jo også have nogle skabeloner, nogle måder at spille bolden op på, det er noget man øver på træningsbanen. Spilforståelse handler jo om, at lave den


rigtige skabelon på det rigtige tidspunkt. Så nej du kan ikke være spilintelligent, hvis du ikke har de andre, som tænker nogenlunde i samme baner, og i hvert fald giver dig mulighed for at være spilintelligent. Hvis du slår den rigtige bold i det frie rum, men medspilleren ikke tager løbet så ser du jo bare dum ud.

I (38): Jeg læser lige et udsnit fra fodboldengelen:

(Der er) tre slags fodboldspillere: Der er dem, der ser de huller du selv, og enhver klovn står og ser fra tribunen, så du bliver glad og bekræftet, når bolden så falder som den skal. Så er der dem, der pludselig får dig til at se et hul, du selv og andre måske kunne have set med større bevågenhed, de giver dig medrivende overraskelser. Men så er der dem, der selv laver hullet, hvor der ikke burde have været et hul, det er åbenbaringernes ophavsmænd, alle tekniske og kropslige færdigheder er forudsat, de virkelige kvaliteter ligger i den skabende tilegnelse og forvandling af hele situationen, et enkelt umuligt træk, en brat vending, en aflevering, der ikke burde være plads til, og pludselig er alt anderledes, fuld af mulighed…

Hvis det her er spilintelligens, kan det så nogensinde formidles eller kommer det nødvendigvis indefra?

JC (38): Det skal komme indefra. Det der er ikke noget du kan lære. Du kan godt lære at finde de huller som er der. Du kan også lære, at se de huller der er lidt utydelige, og som ikke alle kan se, men de spillere der tilhører den tredje gruppe, det er de ekstraordinære spillere, som ikke kan passes ind i strukturerne, men som må have deres frihed for at blomstre. De kan måske tage i byen osv., du kan ikke forme dem, de former sig selv, og heldigvis er der også plads til dem, men der er ikke plads til mere end højst to af disse typer på et hold.

I (39): De har sat sig ud over flidsværdien?

JC (39): Mange af dem sætter sig ud over flidsværdien fordi de bidrager med det ekstraordinære, og så må vi andre jo gøre det hårde arbejde, og på mange måder bygges holdet jo op omkring disse intelligente spillere.

I (40): Vi fortsætter lidt med det sociale. Kan man tale om, at spilleren lærer selv om der ikke stilles undervisning til rådighed? Jeg kan spørge anderledes. Lærer du ligeså meget af dine medspillere som du lærer af træneren?

JC (40): Ja det tror jeg faktisk, at man gør. Det kommer dog også lidt an på, om du er den type der helst skal høre tingene eller du helst skal have det visuelt. Jeg skal helst have det visuelle billede på tavlen eller på banen. Jeg synes jeg lærer bedst ved, at se mine holdkammerater udføre noget på banen. Jeg forstår godt hvad træneren mener, men det er bedst for mig, at prøve det på min egen krop først. Jeg tænker meget i billeder, visuelt.


I (41): Er det nødvendigt for et ungt talent at have målsætninger?

JC (41): Både ja og nej. På et tidspunkt bliver det nok nødvendigt. Jeg vil gerne stræbe efter noget, men bliver det sådan noget utydeligt, så er det svært at vide hvad man egentlig stræber efter. Jeg tror som ungdomspiller er det måske selve det at blive professionel du stræber efter. Når du så bliver professionel tror jeg det er vigtigt, at du sætter kortsigtede og langsigtede mål. De kan være individuelle og realistiske, og særligt som ung spiller kan du godt være glad for at komme på bænken i et par kampe den første halvsæson, mens det jo ofte er helt uacceptabel for den rutinerede spiller.

I (42): Så vil jeg lige til sidst spørge ind til begrebet fantasi. Fantasien kan her deles i den lokale og den globale fantasi. Den lokale fantasi er evnen til at trække oplevelser ud af nærmiljøets træning eksempelvis, mens den globale fantasi måske er at løbe ind på Anfield til You’ll never walk alone. Tror du det er afgørende for talenter, at have fantasi?

JC (42): Jeg tror det er vigtigt, at man i den lokale fantasi er til stede her og nu. Det er sgu fint nok, at have drømme, det må man gerne have, det er fint at tænke frem ad. Du må gerne tænke på, at du gerne vil spille for Manchester U. Det nytter dog ikke noget, at du har den drøm, hvis du ikke er tilstede i det du laver lige nu og her, som jo er forudsætningen for, at drømmen nogensinde skal kunne opfyldes. Det lokale skal kunne tænde dig først og fremmest, og så kan du pleje den globale fantasi om aftenen, når du er kommet i seng.

I (43): Jamen jeg tror egentlig, at vi er ved at være nået igennem. Du skal dog til sidst have muligheden for at komme ind på noget du måtte synes er vigtigt, men som ikke er blevet berørt.

JC (43): Ja. Jeg synes fan’me, og det kan jeg blive rigtigt ked af, irriteret over og faktisk sur over, at mange forældre står og skriger af deres børn, når de træner. Når de træner! Det er for mig et decideret frirum for en spiller, både for udviklingen, men også fra familie, skole og andet socialisering, at man kan komme ud og spille med drengene. Så kan jeg love, at du nok skal få respons fra træner og medspillere, men at en forældre skal stå og råbe og dirigere med sit barn, det kan tænde mig sådan af. For det første må barnet selv lære det, og for hvis skyld er det egentlig, at barnet spiller fodbold, og hvornår skal han så få et pusterum fra overvågningen. I stedet bør forældrene være den opbakning, der spørger ind og støtter barnet, det andet kan tænde mig for sygt af. Det må ikke være faren der står uden for og spiller spillet, og barnet bliver så også i tvivl om, hvem han skal høre efter træneren eller faren, og han glemmer da i hvert fald at tænke selv i disse tilfælde. At faderen ikke havde talent nok selv går så ud over barnet, uha, det kan jeg ikke have.

I (44): Jamen det var da godt vi fik den med. Jeg siger tusind tak for hjælpen.

JC (44): Jamen selv tak. Det var nogle gode spørgsmål, og når opgaven engang er færdig vil jeg da gerne have en kopi.

I (45): Det bliver intet problem, det skal jeg nok sørge for…


Bilag 3d - Fokusgruppeinterview med U19-ligaspillere fra AaB

Deltagere: Kasper Kusk (18), Tobias Ørtoft (18), Mads Severinsen (18), Simon Enevoldsen (18) og Aksel Bang (18).

I transkriptionen vil udtalelserne personificeres qua begyndelsesbogstavet på informanternes fornavn.


I (1): Hvad er spilintelligens for jer?

M (1.1): Jeg kan da godt starte. Det er vel en spiller som altid vælger de rigtige beslutninger, og derfor sjældent laver fejl.


S (1.2): Det er vel også en spiller som kan se det næste træk i spillet. En der er forudseende i sit spil.

A (1.3): En spiller, der også formår, at lave det uventede nogle gange.

I (2): Er den positionel?

T (2.1): Ja det mener jeg den er. En forsvarsspiller har brug for nogle andre kvaliteter end en angriber og en midtbanespiller har. Man skal jo besidde forskellige styrker for at kunne spille de forskellige pladser.

K (2.2): Der kan også være en forskel i udviklingen af spilintelligens på de enkelte positioner, idet forsvarsspillere ofte kun orienterer sig i 180 grader, mens positioner længere fremme på banen kræver 360 graders orientering.

S (2.3) Det betyder også, at spillet i dag er meget hurtigere, og derfor må du være meget spilintelligent for at kunne spille på de små områder, og foretage rigtige beslutninger. Der er f.eks. i dag et større krav om tekniske færdigheder på alle positioner, hvis du skal kunne spille med.

I (3): Betyder det, at spillere i dag er teknisk bedre end de var for 20 år siden? Er I f.eks. bedre teknikere end vores berømte 80’er landshold?

K (3.1): Jeg mener i hvert fald, at forsvarsspillerne er blevet bedre rent teknisk. Dengang skulle du kun være forsvarsspiller og ikke koncentrere sig om så meget andet…

T (3.2): i dag skal vi jo have spillende forsvarsspillere, der kan føre bolden frem i opspillet. Man ser Daniel Agger og Simon Kjær, der jo er gode fodboldspillere selv om de primært er forsvarere.

S (3.3): Så måske er vi ikke mere kreative og teknisk bedre end det gamle landshold, men vi vil sikkert være bedre organiseret, i bedre form og hurtigere end dem, og jeg tror vi ville kunne slå dem, på tilsvarende tidspunkt af vores karrierer. Det er dog svært med teknik, fordi det er nogle andre ting, der er in at kunne rent teknisk i dag, så det er svært at sammenligne.

I (4): Det fører lidt over i det næste. Føler I, at der sker en videnskabeliggørelse af træningsmetoderne? Jeg tænker på test af dit og dat, fysisk træning, det mentale?

A (4.1): Når man kommer op på det her niveau, bliver man måske mere årvågne overfor de parametre som man rent faktisk kan gå ind og skrue på. Så der er helt sikkert mere målen og vejen af spillere i dag, men det tror jeg da bare er med til at gøre det hele mere effektiv, så længe det drejer sig om f.eks. det fysiske og det mentale.

I (5): Men er det så godt eller skidt, hvis man kun tænker spilintelligens?

S (5.1): Der mistes selvfølgelig noget spiltræning, når man også skal finde tid til de andre ting, men jeg tror på, at de videnskabelige ting man får med sig kan forbedre præstationerne på banen, og derfor skulle man gerne tænke over tingene, og derved indirekte også forbedre sin spilintelligens.

I (6): Vi går lidt videre. Er der en sammenhæng mellem udvikling af spilintelligens og graden af trænerinstruktioner i træningsøvelserne.


M (6.1): Har man f.eks. Poul Erik Andreasen, som er meget detaljeret i sine forklaringer, så hjælper det i hvert fald tit mig med at se nogle ting i spillet. Det er godt at få vist nogle ting og så også få en forklaring på det samtidigt.

T (6.2): Det kan selvfølgelig være vigtigt med nogle inputs fra trænere, men jeg tror også, at meget af spilintelligensen skal komme indefra, hvor du selv ser hvad der er godt i de enkelte situationer.

K (6.3): Jeg tror også, at de kreative ting er meget svære at lære, og at de læres rimelig tidligt i ungdomsårene. Derfor skal der være meget frihed til at prøve noget, og hvis trænerne vil styre udviklingen så er jeg bange for at det ikke bliver specielt kreativt.

S (6.4): Jeg tror også, at man i dag får meget af den kreativitet som Kasper taler om via TV. Det overblik, og de mange gentagelser betyder, at man måske lærer en masse af de bedste spillere.

I (7): Føler I, at det er muligt at udfolde sig frit i jeres elitetræning?

T (7.1): Nogle gange synes jeg godt, at det kan blive for meget, når træneren hele tiden står og siger hvad der skal gøres. Vi får jo nogle skabeloner og det er jo fint, men nogle gange kunne der godt være lidt mere plads til spillernes egen kreativitet. Ellers kan vi nemt ende med, at blive en slags maskiner, der bare udfører ordrer. Jeg kan godt lide f.eks. Manchester U., der lader sine angribere flakke rundt i frie roller.

A (7.2): Jeg tror også, at det er godt med noget vejledning, så man har et udgangspunkt, der kan prøves af i det frie spil. Det er jo sjældent, at det bliver præcist som man har øvet det, der kommer tit nogle justeringer undervejs, så jeg tror lidt struktur er godt, for det bliver jo alligevel altid lidt forskelligt fra gang til gang. Trænerne er da også gode til at lægge variation, og flere løsningsmuligheder ind i øvelserne, og det bliver så lidt mere dynamisk.

I (8): Hvordan udvikles spilintelligens så mest optimalt hos unge spillere?

S (8.1): Altså noget med to hold mod hinanden, bold i egne rækker, hvor man hele tiden sidder tæt på hinanden, og der hele tiden kræves forudseenhed.

T (8.2): Måske også ved, at sætte begrænsninger på berøringer.

K (8.3): Jeg tror også, at spil i små rum med få berøringer tvinger en til at tænke hurtigt.

I (9): Nu har to sagt noget med antal berøringer. Er det ikke en begrænsende faktor i udvikling af spilintelligens, da den spilintelligente netop nogle gange har brug for mange berøringer for at gøre det rigtige i situationen?

T (9.1): Det at du kun har få berøringer giver måske senere et overskud, fordi du er blevet tvunget til at tænke hurtigere, og det kan få dig til at optræde mere intelligent i det frie spil.

K (9.2): Det giver måske også en et højere tempo. Du tvinges til at læse spillet hurtigere og blive mere forudseende.


I (10): Så få berøringer tvinger en til kikke nogle træk frem i spillet, og dermed bliver man så spilintelligent.

Godt. Hvad er et talent?

S (10.1): Jeg tror ikke at talent handler om hvor god man er. Det handler mere om hvor god man vil blive. Du skal selvfølgelig have nogle egenskaber med, tekniske og taktiske færdigheder, men der ud over handler det også meget om vilje, hvor meget du vil investere i det. Et fodboldtalent har selvfølgelig passion for spillet og går 100% op i det…

M (10.2): Der er også forskellige former for talent. Der er nogle, der er gode boldspillere, og andre der er fightere og virkelig vil det. Jeg mener, at talent er mange forskellige ting.

I (11): Hører jeg, at stor vilje og flid også er talent?

K (11.1): Ja, hvis ikke man har vilje og flid, så er der ikke meget at bruge det kreative talent til.

S (11.2): En ting er at have et talent, noget andet er at arbejde på at være et talent.

M (11.3): Jeg mener heller ikke, at et talent er noget man er født med som sådan. Det er mere et instinkt man arbejder med at udvikle.

K (11.4): Man kan selvfølgelig være heldigt, at være født med nogle fysiske egenskaber, der gør det nemmere at blive talentfuld. Man er måske hurtig, høj eller har et hårdt spark osv., men det handler jo også om, at blive bevidst om, at det ikke er nok i længden.

I (12): Yes. Trænes unge i en stadig tidligere alder som professionelle voksne?

S (12.1): Jeg tror, at meningen med alle de fodboldcolleger, der er skabt rundt om i landet, er at de unge tidligt skal have mulighed for at leve professionelt. Det giver større træningsmængde, og fokus på kost , og man kommer ind i lidt mere professionelle miljøer, og dermed vænner man sig måske lidt til det.

T (12.2): Jeg tror også, at når man når de der 14 år, så skal man også passe på med ikke at give dem for meget træning, det er jo i den alder man falder fra. Der kan være en individuel variation der med for meget og for lidt.

I (13): Der er en pædagog, der siger, at der er en uvidenhedsdifference, en forståelseskløft, mellem de voksne og de unge. Kan det være et problem nogle gange?

S (13.1): Nu har jeg jo selv gået på Hesselgods fodboldkostskole, hvor det er meget kæft, trit og retning, og disciplin. Da jeg så kom derned fandt jeg da ud af, at man virkelig skal investere for at være med i elitefodbold.

I (14): Hvornår skal ungdomsspillere egentlig have den indsigt i, hvad der kræves for at blive elite? Har I den?


T (14.1): Det er vel omkring de 14-15 år, de for alvor skal til at beslutte sig for om de vil noget med deres talent.

K (14.2): Jeg vil også sige omkring junioralderen, hvor der virkelig kommer en større træningsmængde ind. Når man finder ud, at man kun har en fridag om ugen, så skal man altså brænde for det, der er i hvert fald ikke tid til ret meget andet end skole og fodbold. Derfor må man tage et valg. Jeg vil også sige, at når man træner op til fire gange om ugen i en meget tidlig alder, og man måske samtidigt tager legen væk, så risikerer man måske at miste nogle talenter.

I (15): Bordinggaard peger på, at gadefodbolden forsvinder. Betyder det, at klubberne masseproducerer ens spillere?

S (15.1): Jeg tror, at man kommer til at tænke fodbold meget ens, og selv om teknikken også udvikles i klubben, så tror jeg, at der kommer til at mangle noget, hvis gadefodbolden forsvinder. Tag f.eks. Zidane, der er en af de største teknikere der har været, han har jo fået meget opdragelse på gaden.

A (15.2): Selvfølgelig får du en filosofi på fodbolden af din træner, da han har stor indflydelse på dit fodboldliv, men du er jo også individuel som person, og dine kammerater påvirker dig også, men du bliver aldrig en kopi af dem. Du har din individualitet.

K (15.3): Det giver da også klubberne et lidt større ansvar for at levere noget træning, der kan skabe kreativitet. De må lære lidt af gadefodbolden, og ikke strukturere legen helt ud af det. Der kan godt være en tendens til for bundne øvelser, og det kan virke negativt på lysten til fodbold, når man bruger så meget tid på det. Du kan også se de lande, hvor gadefodbolden trives, Brasilien, da skaber de stadigt meget kreative spillere.

I (16): Der var engang en argentinsk træner, der sagde, at den største trussel mod argentinsk fodbold er social velstand i landet. Hvad lægger I i det?

S (16.1): Hvis landet bliver rigt, så kommer klubberne måske mere på banen, og så ryger den spilintelligens som der hentes på gaden måske.

M (16.2): Jeg tror også, at når klubberne i Europa hiver spillerne tidligere ind til klubtræningen så kan der ryge motivation hos de unge, fordi der bare er en forskel mellem gadefodbold og klubtræning. Det er ikke godt, for det skal være lysten, der driver værket.

I (17): Der er undersøgelser, der siger, at man i 25% af tiden skal overmatches, 50% af tiden skal være jævnbyrdige med sine modstandere og i de sidste 25% af tiden være bedre end modstanderne, fordi det er her man kan prøve tingene af. Har I frihed i træningen til at prøve jer selv frit af i en fjerdedel af tiden?

A (17.1): Det er jo træning, og træning er til for at forbedre dig. Så nogle gange kan det være svært fordi du har et ansvar for holdet i spilsituationerne, men du er jo også fri til at vælge, hvad du gør i de enkelte situationer du er involveret i.

M (17.2): Der er jo heller ikke plads til, at alle spillere eksperimenterer, så bliver det jo helt uden struktur eller også skal man jo deles meget mere op.


S (17.3): Jeg mener også, at hvis du prøver, at lave de svære ting mod gode modstandere, så bliver dit eget spil bedre. Så der er da ingen grund til at man ikke udfolder sig mod gode og bedre spillere.

I (18): Er der for meget fokus på fejl? Er det tilladt at fejle?

M (18.1): Der har været stor forskel på, hvordan de forskellige trænere jeg har haft har set på spillere. Nogen har accepteret flere fejl, andre der er det én fejl og så er det ud. Nogen trænere giver længere snor til bestemte spillere, og de får lov til at fejle flere gange før der er konsekvens.

K (18.2): De helt store stjerner er jo ofte dem, der har fået ro, og bare kunne passe sig selv. Zlatan passer jo sig selv, og er ligeglad med andres kommentarer. Sådan udvikler han sig bedst, og det kan ofte være svært for klubberne at acceptere disse typer, men de afgør ofte kampene i den sidste ende.

I (19): Kan I fornemme, at fodbolden for jer har udviklet sig fra lystbetonet til end større grad af pligtfølelse?

M (19.1): Det kommer nok lidt an på kontraktforholdene. Lige nu betragter jeg det ikke som noget jeg skal leve af og gør det kun fordi jeg synes, at det er sjovt. Så må vi se, hvor langt det kan udvikle sig, men jeg er helt sikker på, at nogle gør det hovedsageligt for pengenes skyld, og derfor bliver det mere et arbejde for dem.

T (19.2): Jeg tror også, at der sker noget når der kommer for mange penge i fodbolden, som der er nu. Så bliver det det, der tager fokus for mange spillere, og det skaber også pres, der fjerner lysten. Det er ikke optimalt, hvis man alene spiller for pengene, man må bevare lysten som fik en til at starte med at spille fodbold.

I (20): Hvilken sammenhæng mener I der er mellem proces og konkurrence, og mellem spilleglæde og resultatfokusering?

S (20.1): Er der glæde på et hold, så præsterer man også bedre. I stedet for at spille for sig selv, så spiller man for holdet. Vores hold har i år haft en stor glæde i forhold til sidste år, og det har så også præget resultaterne.

M (20.2): Jeg føler også, at der i år har været større bredde og mere kamp om pladserne, og det inspirerer en til at yde en større indsats, fordi man bliver erstattet af en anden, hvis man ikke er på toppen. Det betyder også meget for resultaterne.

I (21): Bør man så vidt muligt holde presset væk fra talenterne eller skal de hærdes tidligt?

A (21.1): Det kommer an på personlighed. Der er mange bukker under allerede i ungdomsårene fordi de har haft en tung byrde på deres skuldre. Det er vigtigt, at man finder de unges psykiske grænser, og behandler dem i forhold til, hvad man mener de kan klare.

I (22): Jeg har et paradoks til jer her. Er en fodboldspiller allermest ved bevidsthed når han glemmer sig selv?

S (22.1): Jeg mener, at det hjælper meget, hvis en fodboldspiller bare slipper tøjlerne og kører der ud af. Hvis man laver en fejl og tænker: åh nej, det skal jeg ikke prøve igen, så bliver det aldrig godt. En


spiller der skal udfordre og bliver tacklet hårdt første gang må ikke forsvinde ud af kampen, men blive ved med at udfordre hele kampen.

I (23): Når man er i flow, så tænker man ikke over tingene, men hvad så når man tænker for meget? Er det hensigtsmæssigt, at tænke for meget i situationerne på banen?

T (23.1): Det er ikke altid godt, fordi hvis man er fri foran mål, og når at tænke situationen igennem, så ved han også at han kan brænde, og så bliver han nervøs og handler måske forkert, træffer forkerte valg.

K (23.2): Man kan heller ikke bare sige, at man ikke skal tænke. Det er en kunst at lukke af for omgivelserne og tænke koncentreret på det det hele handler om.

T (23.3): Jeg tror tit, at det sker når vi spiller, at man ændrer sit spil fordi man ser landstræneren på sidelinjen, og så begynder man at tænke, okay nu skal jeg spille godt, og ikke lave fejl, men så bliver det hurtigt krampagtigt. Har man ikke set ham, jamen så spiller man jo bare, og så får han faktisk et mere reelt billede af spilleren.

I (24): Det tror jeg er et godt eksempel.

M (24.1): Jeg har også spillet flere kampe overfor spillere, som jeg ikke kendte, og som bagefter viste sig at være landsholdsspillere, så tænker man nogle gange okay, men det var oftest bedst ikke, at vide modstandernes status for ikke at lade sig dupere.

I (25): Okay. Hvilken rolle spiller spidskompetencer?

A (25.1): Det spiller en meget stor rolle, hvis du kan udvikle en spidskompetence til det ekstreme, så har du jo en fordel som spiller som du kan udnytte.

T (25.2): Det kan også være farligt, at koncentrere sig 100% om en spidskompetence, for så er der fare for at du glemmer andre dele af spillet som også er vigtige. Du må variere fokus på det du er god til og det du bør blive meget bedre til.

K (25.3): Det afhænger måske også lidt af hvad det er man kan. Er man lynhurtig, så kan man jo træne teknik, og detaljer som indlæg, der er meget positionsbestemte for kantspillere. Der er dog også nogle områder, hvor man ikke kommer ret langt med en stor træningsindsats, hvis man f.eks. er meget langsomt, så er der nogle gentyper der ikke lader sig ændre og du bliver aldrig rigtig hurtigt, selv om du kan forbedre dig.

I (26): Så går vi lidt over til den sociale dimension af læring. Kan man tale om, at spillere hele tiden lærer selv om der ikke stilles undervisning til rådighed? Lærer man hele tiden af de situationer man er i? Lærer i mest af jeres træner eller lærer i ligeså meget ved, at kikke på hinanden når I spiller?

S (26.1): Jeg tror, at man lærer mest af sig selv. Altså hvis du ser en fodboldkamp, og så tænker over den bagefter, så lærer du også noget selv ved at analysere de små detaljer, og de ting som de gør i kampen. De gør det jo på et højt niveau, og derfor finder du også ud af, hvad du selv skal gøre i kampene.


A (26.2): Du lærer jo også undervejs, og du begår jo ikke den samme fejl ti gange i træk i samme kamp, du når jo at tænke okay, det er så ikke sådan jeg skal handle i denne situation, fordi du optjener erfaring.

S (26.3): Man henter også inspiration i nogle detaljer på TV. Se bare hvor mange der prøver at efterligne Ronaldos måde at sparke frispark på.

M (26.4): Jo, man henter da også inspiration af dem man spiller sammen med, og ser hvad de kan og prøver så at få de gode ting man lægger mærke til ind i sit eget spil. Helt sikkert.

T (26.5): Man kikker også lidt ekstra ude på stadion, når den spiller der har samme position er involveret i noget. Det kan man lære meget ved, og det er altid godt at se hvordan de gode timer deres indgreb.

S (26.6): Man kan også se på de helt unge, at de kopierer de allerbedste spilleres teknik, finter og driblinger, og det er da helt tydeligt, at de har set fjernsyn.

I (27): Hvad med målsætninger? Hvad kan I bruge sådan nogle til?

S (27.1): Så har du noget at arbejde hen imod. Det sætter en gulerod op foran næsen for dig, og det sætter nogle krav til dig.

T (27.2): Jeg tror heller ikke det er noget du behøver, at skrive ned, hvis du bare har det i bagtankerne hele tiden, og du har viljen til at forfølge det, så er det også godt. Selvfølgelig skal du have nogle mål, men jeg tror absolut ikke, at det er det, der skaber en spiller.

A (27.3): Jeg tror heller ikke man skal have en målsætning, der hedder: jeg vil være verdens bedste spiller. Det kan man selvfølgelig godt have, men det virker bare så stort, og jeg tror derfor det er bedre, at have nogle delmålsætninger, der ligesom kan bruges som tjekliste for om du nærmer dig din drømmemålsætning. Det er vigtigt, at du bliver bekræftet undervejs med succesoplevelser i din vej mod toppen, og derfor er realistiske delmålsætninger gode.

S (27.4): Du kan jo godt have både kortsigtede og langsigtede mål, og det langsigtede mål må gerne være et drømmemål…

T (27.5): men det er meget svært, at komme til træning og agere som om man vil være verdens bedste fodboldspiller om 5-7 år, men det er da sikkert, at alle i vores trup har en drøm om, at blive professionel ellers investerede de vel ikke alt den tid i fodbolden.

I (28): Det er altså let at have drømmen, men ved man også hvad der skal til?

M (28.1): Det tror jeg først kommer når man har prøvet det delvist på egen krop, prøvet hvor meget der skal investeres, så må man vurdere ud fra det.

S (28.2): Der må træneren så også fortælle om, hvad der virkelig kræves, og hvad man skal gøre bedre.


T (28.3): Der er også mange af vores venner, og familiemedlemmer, der faktisk ikke ved, hvad der kræves. De forstår ikke helt, at vi skal træne så mange gange…

I (29): Noget af det sidste vi skal ind på er fantasi. Det kender I selvfølgelig godt, men der er her to dele. Der er den lokale fantasi, hvor man skal kikke på hverdagens træning, og finde positive ting i denne. Så er der også den globale fantasi, der handler mere drømmemålet som vi lige har talt om. Er det vigtigt, at gå til træning og sige, ok, han vil at jeg skal spille sådan og sådan, men jeg fortolker lidt på tingene og tilpasser dem sådan som jeg gerne vil spille?

T (29.1): Vi kender jo også spillet, og vi kan jo også komme til trænerne med ideer. Jeg synes, at spillere og trænere snakker meget med hinanden, og man kan godt få nogle af sine ideer igennem på den måde.

I (30): Hvad med hierarkiet. Er der forskel på, hvad man kan tillade sig til træning alt efter sin status i truppens hierarki?

K (30.1): Helt sikkert.

M (30.2): Jeg tror, at det er vigtigt, at man ser sig selv som en ud af en hel trup. Jeg tror faktisk ikke, at man udvikler sig optimalt, hvis man sætter sig selv over resten af truppen.

T (30.3): Det er også vigtigt, at hierarkiet opstår på baggrund af de spillemæssige kvaliteter, sådan at de højeste i hierarkiet ikke sætter nogle dagsordener, der ikke trækker i den rigtige retning. Det var f.eks. sådan sidste år, hvor dem der var 2. års de bestemte, men var egentlig ikke gode nok på banen til denne rolle. Det gav gnidninger og en dårlig sammensætning af truppen, og dårlig trivsel.

K (30.4): Ja et hierarki vil altid være der, men det skal bygges op på baggrund af fodboldkvaliteter, sidste år blev det skabt på ting uden for banen og klubben, og det var dårligt.

I (31): Til allersidst, inden vi takker af for i dag, så skal i have lov til at komme med en sidste bemærkning, hvis der er noget, der ligger jer på sinde?

M (31.1): Jeg tror det er blevet mere taktisk præget, og man ser nok mere video af både modstandere og af en selv. Det er med til at forbedre holdet, og modsat tidligere, tror jeg ikke det så tit er de bedste spillere der vinder, det er det bedste hold.

I (32): Hvis den så skal forfølges til allersidst. Er det så ikke de allerbedste individualisters spilintelligens, der ofte afgør de store kampe, når begge hold er struktureret og taktisk organiserede til fingerspidserne? Er det så ikke de store stjerner, der ofte træder i karakter med en genialitet, der afgør kampen?

M (32.1): Jo, det handler om, at få sammensat det helt rigtige hold. Det hjælper ikke noget, at du har ti af de samme typer.

T (32.2): Nu så vi jo United sidste år, hvor de havde Ronaldo, som kunne afgøre kampene, når de spillede dårligt.


A (32.3): Kollektivet er vigtigt, men det er selvfølgelig godt, at have spillertype, der kan bidrage til kollektivet, men som samtidigt kan afgøre kampene.

K (32.4): Det er også nemmere, at forsvare sig til resultater, når man har et godt taktisk koncept. Vi så Glasgow for et par sæsoner siden nå UEFA-cup finalen ved, at spille kedelige defensive kampe, og så vinde på straffespark. Det er grotesk, men det kræver jo intelligente spillere, at åbne sådanne tætpakkede forsvar.

I (33): Godt. Tak for hjælpen drenge. Jeg har ikke flere spørgsmål, det har været en fornøjelse, at høre jeres svar.

Alle (33.1): Selv tak. Skulle det være en anden gang siger du bare til…

Bilag 4 - Analyseskema

Kategori Kodninger Kondensering FortolkningSPILINTELLIGENS

PEA (2): For mig er det noget med at finde gode løsninger i forskellige spilsituationer, først og fremmest på det taktiske plan. Det drejer sig om at være i de rigtige positioner og være forudseende.PEA (3): Selvfølgelig ændres spillets parametre, det taktiske, spilsystemer og ikke mindst tempoet ændres løbende, men spilintelligens er grundlæggende det samme, blot ud fra forskellige historiske eller kulturelle omstændigheder.PEA (8): Træneren kan ikke lave et godt hold alene, han må have noget forærende af spillerne, og det kan man kalde spilintelligens… RA (2): spilintelligens er evnen til at træffe det rigtige valg på det rigtige tidspunkt. Det at kunne

Hurtigt finde gode løsninger som følge af gode perceptionsevner og forudseenhed.

Tilpasning i forhold til de muligheder omgivelserne frembyder.

At gøre de svære ting nemme…

Noget er medfødt,

Spilintelligens rummer en praktisk klogskab, der på mange måder kan indfanges i begrebet fronesis. Fronesis kræver kontingens, og den kontingens findes i fodboldspillet, og derfor kan intelligente spilleres handlinger sammenlignes med fronesis.

Spilintelligens er på den ene side statisk, fordi det handler jo om at gøre det


analysere en situation, og så kunne vælge det rette redskab til at løse netop denne situation. Det er først perception, og så analyse – det går dog meget hurtigt i fodbold, det er næsten ren intuition.RA (3+4) De 5 benspænd: Pointen er, at kreativitet hele tiden opstår af en begrænsning. Det tror jeg måske os, at spilintelligens gør. Jeg tror ikke, at spilintelligens udvikles helt optimalt i absolut frihed, der skal stilles nogle rammer op, og så kan kreativiteten udvikle sig her inden for.RA (15): Jeg tror dog med hensyn til fodboldens spilintelligens, der kan det være en fordel, at du har inspiration fra andre idrætsgrene, som styrker din perceptionsevne og din motorik. I fodbold kan en lidt senere specialisering være en fordel.JC (2): … spilintelligens er, at du opfatter tingene hurtigt, der mener jeg ikke kun den boldmæssige omgang, men også placeringsevnen. Hvordan placerer du dig bedst i forhold til med- og modstandere så du nemmest kan få bolden… Altså spilintelligens er i princippet, at du kan gøre de svære ting nemme.JC (3): Man er blevet videokoncentreret, og analyserende på modstanderne, og det sætter virkelig spillernes spilintelligens på prøve, at de hele tiden skal forsøge at finde de rum, som modstanderne ved de ønsker at finde.JC (10): Det handler om, at spille småspil, spil, spil, spil. Skal du (blive spilintelligent), så handler det om, at få spillere ind i så mange spilsituationer som overhovedet muligt i hver eneste træning.M (1.1): Det er vel en spiller som altid vælger de rigtige beslutninger, og derfor sjældent laver fejl. S (1.2): Det er vel også en spiller som kan se det næste træk i spillet. En der er forudseende i sit spil.

men resten handler om spilerfaring.

rigtige i enhver situation, men på den anden side er den meget dynamisk, idet ingen situationer i fodbold er ens.

Spilintelligens kræver en række udviklede færdigheder som teknik, koordination, perception, forudseenhed, samhandling m.fl. Jo flere af disse færdigheder, der er til stede des bedre er forudsætningen for spilintelligens.

Spilintelligens hviler til en vis grad på noget medfødt, men for at det kan udvikles kræves der en masse spilerfaring.

Den spilintelligente fremstår altid rolig, selv om han foretager sine handlinger med og uden bold i højt tempo, det betyder, at han rummer de kvaliteter, der ofte kan afgøre fodboldkampe.

TRÆNERROLLE

PEA (5): jeg mener at gode træningsøvelser kan fremskynde spilintelligens, hvis de sættes godt op af en træner, der på en coachende måde kan skabe situationer, hvor de unge spillere selv skal finde løsninger.PEA (6): Nogle trænere er meget styrende og kan decideret ødelægge gennem forkerte stop eller manglende relevante instruktioner. Jeg går ind for mixet, det må ikke konstant være rundkredspædagogik, men heller ikke anarkisme. Mange trænere har nok tendens til at styre for meget, og derfor skal spillerne auditivt tilegne sig spilintelligens, og det er langt vanskeligere end gennem de konkrete praktiske udførelser af øvelserne.PEA (26): Det er jo faktisk den sværeste del af trænerjobbet overhovedet at scanne truppen og møde den i deres udviklingszone. Det svære er at

Træneren må være coachende og servere åbne øvelser.

Træneren må besidde empatiske kvaliteter, der betyder, at han kan ramme spilleren på dennes niveau.

Træneren kan give masser af informationer – netop ikke løsninger - men lade det være op til spillerne selv, at forvalte informationen.

Trænerens rolle er vigtig, men der ligger i kulturen en tendens til, at han er enevældig, og dermed ligger der en fare i, at autoritetstro spillere evner i inkompetente hænder.

Den gode træner skaber medejerskab for spillerne, og han udvikler empatisk indsigt og professionelle relationer til sine spillere, således han kan træne, vejlede og støtte den enkelte ud fra dennes personlighed og ambition.


vide hvornår man skal lave progressionen, det kræver fingerspitzgefühl. Det er meget sværere end at stille nogle øvelser op.RA (3): Jeg har selv argumenteret for som træner, at vi skulle forsøge, at spille et system, hvor der var så få valgt som muligt, der var givet på forhånd, for at lære spillerne at blive spilintelligente.RA (6): Som type er disse trænere meget tilbageholdende, er meget lidt på, men giver mange informationer, små og korte, som spilleren hele tiden kan forholde sig til eller lade være. Informationerne stilles blot til rådighed, men valget er spillerens. Det værste i forhold til spilintelligens er det jeg plejer at kalde playstationtrænere… de serverer hele tiden løsninger.RA (20): jeg arbejdede med ungdomslandsholdet som mentaltræner på et tidspunkt, var deres problem var ikke at tænke stort. De kunne sagtens se sig løbe ind på Anfield Road med 60.000 tilskuere i ryggen. No problem. Deres problem var, at de ikke vidste hvad der skulle til for at nå det mål, og de var formentlig heller ikke villige til at gøre hvad der skulle til… det er trænerens opgave, at fortælle spillerne, hvis du vil det her så er det det her der kræves. Træneren må derfor kende sine spillere for at give god feedback… Feedbacken må variere efter spillerens ambitioner.RA (22): hvis du ikke som ungdomstræner kan det relationelle så når du ikke igennem. Det relationelle er ligeså vigtigt som det fodboldfaglige tror jeg.JC (8): En god træner giver derfor ofte spillerne mulighed for selv at tage beslutninger når tid er, men hvis der er ting, der ikke fungerer så bliver der trænet på det, og så gør man ikke andet.JC (18): Jeg synes hverken man kan sige, at træneren skal distancere eller være kærlig, men den gode træner spotter lynhurtigt, hvordan den enkelte spiller skal tackles.M (18.1): Nogle trænere giver længere snor til bestemte spillere, og de får lov til at fejle flere gange før der er konsekvens.

Træneren må give reelt feedback i forhold til spillerens ambitionsniveau.

Den gode træner giver spillerne frihed og medansvar.

Træneren skal være engageret, hvilket betyder, at han snarere giver informationer til sine spillere end færdige løsninger. Det betyder, at spilleren selv lærer, at tage intelligente beslutninger, og ikke bliver en programmeret maskine.

Særligt må ungdomstrænere være varsom med at overstrukturere i forbindelse med at skabe kortsigtede resultater. Det er vigtigt, at han er procesorienteret og lader spillerne få frihed til at eksperimentere, og prøve sig af med udvikling for øje.

STRUKTUR

PEA (7): Fodbold er jo et strukturspil, og jeg tror nok, at man kan komme langt med struktur. Og når resultaterne så viser sig som følge af struktur så er der ikke langt til at konkludere, at vi må have endnu mere struktur. Når man, som i ungdomstalentarbejdet, skal vægte udviklingsprocessen bør man dog være yderst forsigtig med for meget struktur.PEA (8): Den ikke intelligente er man nødt til at give noget struktur, man må forsøge at forklare ham, at når han er i den og den situation så er det

Struktur er vigtigt, men den kan overgøres så den forvandler spillerne til maskiner.

Struktur må forvaltes varsomt i talentarbejdet.

Fodboldreglerne

Fodbold er et relationelt spil, og derfor kan det langt hen ad vejen være en fordel, at være struktureret, men en for stram struktur kan også kvæle enhver kreativ tanke, og dermed bliver spillet statisk, kedeligt og forudsigeligt.


måske klogt at vælge en løsning i enten den retning eller en løsning i den retning… vi må jo desværre ofte erkende, at det jo er en proces, der ikke lykkes.PEA (16): Ja – igen for at være effektiv, så kræves der utroligt meget struktur. Og fodboldreglerne er jo udformet så det er muligt at destruere de andres spil. Der er andre idrætsgrene som eksempelvis basketball jo udformet for kreativiteten, og her levnes det skabende langt bedre forhold end i fodboldspillet.JC (9): Strukturen er der for at vi skal lære noget, det ved vi udmærket godt, og det kan jo ikke nytte noget, at jeg går solo, hvis de andre holder sig til aftalerne. Det er jo også sådan noget, der gør et fodboldhold til et team…A (7.2): Det er jo sjældent, at det bliver præcist som man har øvet det, der kommer tit nogle justeringer undervejs, så jeg tror lidt struktur er godt, for det bliver jo alligevel altid lidt forskelligt fra gang til gang. Trænerne er da også gode til at lægge variation, og flere løsningsmuligheder ind i øvelserne, og det bliver så lidt mere dynamisk.

favoriserer destruktiv struktur, og derfor er der så meget af den på eliteplan.

Strukturen opstiller en læringsramme, hvori spillerne finder tryghed til udfoldelse som et team.

Fodboldreglerne favoriserer i mange tilfælde destruktive handlinger, og særligt i denne del af spillet kan en stram struktur være hensigtsmæssigt, det betyder så modsat, at under disse svære betingelser kræves der ofte ekstrem grad af spilintelligens for at løse de stramme strukturer op.

Strukturen må være en rammesætter for enkeltspilleres relative frihed. Spillerne må levnes plads til kreativitet, men da handlingerne er relationelle kan strukturen skabe en fælles forståelse, der baner vejen for effektiv samhandling inden for holdet, hvilket afføder størst mulig grad af synergi.

GADEFODBOLD

PEA (5): Jeg tror sagtens man kan finde spilintelligente spillere, som ikke har været trænet i nogen synderlig struktur op gennem deres barndom, spillere som er formet af gadefodbolden.PEA (14): Jeg synes, at man begynder at tænke flere af de ting fra gadefodbolden ind i træningen, altså hvor man bare lader spillet være træneren…PEA (29): Jeg har f.eks. aldrig nogensinde lært en finte af en træner, det er noget der er fremkommet ved de mange gadefodboldkampe, hvor jeg var nødt til at opfinde noget for at lykkes.RA (9): Man har snakket meget om, at gadefodbolden skal tilbage, og så prøver man, at sætte gadefodbolden ind i træningen. Det kan man ikke… Deliberate play, det er jo gadefodbolden, hvor deliberate practise er den organiserede form, hvor man isolerer forskellige færdigheder og træner dem intensivt. Det er det der virker, og det skal du ha rigtig meget af. Man kan sige at du som lille skal have rigtigt meget deliberate play, da det er her gnisten tændes og glæden skabes, det er gadefodbolden og det skal vi sørge for, at der er mulighed for, og at de får meget af. Så skal

Gadefodbolden bør i højere grad overføres til klubtræningen, men det er problematisk at skabe analoge miljøer.

Gadefodbold er eksperimenter og leg i et trygt og varieret miljø.

Gadefodbolden er for spillets egen skyld, og tænder derfor gnist og glæde.

Gadefodbold skaber kreativitet og ekstraordinære talenter.

Gadefodbolden forhindrer klubbernes skolede konforme

Gadefodboldens omfang er for nedadgående, og det stiller store krav til klubtræningen om implementering af dens styrkeområder som teknisk kunnen, spilintelligens og kreativitet.

Gadefodbolden er legende og eksperimenterende, og fritaget for pres og overvågning. Det betyder, at det er svært fuldstændigt, at kopiere denne spilform til klubtræningen, der altid rummer en vis form for struktur og bedømmende overvågning.

Gadefodbolden er


deliberate practise efterhånden tage over mere og mere, altså hvordan bygger man en færdighed. Det må spillerne bevidstgøres om, hvordan bliver jeg god? Det må de lære selv at reflektere over…Ser du en brasiliansk dreng – jeg var i Rio og lave en case på dem, de spiller jo futsal i gaderne, de spiller ikke på Copa Cabana som man siger – så ser man, at han når sine 10.000 timer når han er 14 år, hvor en dansk spiller måske først når dem når han er 28.JC (20): Det er måske de lidt ekstraordinære ting, der måske nok udvikles særskilt i legen, og den mister vi nok lidt uden gadefodbolden, men de grundlæggende færdigheder får vi så i klubbernes struktur. Men ja, vi mister måske dribleren, der kan sætte 5 mand af, fordi det har han gjort hver dag i timevis i parker osv. Så ja, der går nok lidt kreativitet fløjten, når man altid træner med ligeså gode spillere, hvor det er svært at lykkes med kreative tiltag, og derfor når tingene ikke at sætte sig lige så grundlæggende fast som de gør i gadefodboldens leg.S (15.1): Jeg tror, at man kommer til at tænke fodbold meget ens, og selv om teknikken også udvikles i klubben, så tror jeg, at der kommer til at mangle noget, hvis gadefodbolden forsvinder. K (15.3): Klubberne må lære lidt af gadefodbolden, og ikke strukturere legen helt ud af det. Der kan godt være en tendens til for bundne øvelser, og det kan virke negativt på lysten til fodbold, når man bruger så meget tid på det. Du kan også se de lande, hvor gadefodbolden trives, Brasilien, der skaber de stadigt meget kreative spillere.

spillere.

Gadefodboldens læring er slidstærk fordi, den er leget ind.

kendetegnet ved at være praktiseret for dens egen skyld, mens klubtræningen ligeledes kan være lystbetonet, men alligevel rummer en grad af mestring.

Gadefodbolden skaber kreative individualister, hvis kvaliteter er slidstærkt opdyrkede i et offensivt orienteret miljø, og derfor er disse spilleres ekstraordinære og uforudsigelige kvaliteter ofte nøglen til at åbne de velorganiserede defensive modstandere.

LEVEBRØD

SPILLEGLÆDE

PEA (15): Jeg tror stadig de fleste glæder sig til spillet for spillets skyld, men det er samtidig blevet en karriere, og et levebrød, hvor de ligeså meget spiller for en anerkendelse af deres præstation, som for selve nydelsen af spillet.PEA (28): drivet er vigtigt. Hvis vi vender tilbage til Argentina, så har de det drive fordi de er fattige, og ofte ikke har så mange muligheder. Det bliver næsten eksistentielt, mere end livsfilosofisk. Den form for drive findes jo ikke i Danmark, hvor vores sociale sikkerhedsnet er der. Her kommer drivet ved at kunne lide spillet, ved at man elsker at bevæge sig og indgå i det sociale sammenhold, og jeg tror faktisk godt, at dette drive kan være ligeså stort som det eksistentielle.RA (7): hvordan skaber man sult i paradis? Er det skidt, at vi ikke længere har nogen fra fattige kår i Danmark? Måske ud fra et blik på spilintelligens…RA (14): bare sådan noget som det hele menneske. Du kan jo ikke være et helt menneske, hvis du på få år af dit liv skal træne 10.000 timer på en ensidig

På eliteplan bliver fodbolden ofte et levebrød, hvor spillerne søger anerkendelse af deres præstationer snarere end de gribes af lysten til spillet i sig selv.

Fodbold kan som drivkraft være eksistentiel, men den kan også være livsfilosofisk grundlagt.

Det hele menneske er en illusion i topfodbold, succes kræver fokus og fravalg.

Alle gode fodboldspillere starter karrieren fordi de elsker fodboldspillet, men efterhånden betyder den krævede arbejdsindsats og målrettede træning, at det snarere er omverdenens anerkendelse, der bliver vigtig.

Fodbolden starter på mange måder som en selvforglemmende aktivitet, men i takt med niveauforbedring kan fokus forflyttes til et bevidstgjort arbejde, hvor elitespilleren oplever vekslende


færdighed. Det kræver en kompromisløs commitment i mange år på den disciplin, og dermed vælger du alle andre muligheder væk. Du kan jo ikke holde op med at være fodboldspiller bare fordi du ikke længere er på banen. Du må stadigvæk restituere, spise rigtigt osv.RA (23): Scolari har jo det begreb, der hedder professionelle amatører, og han mener, at man kan se det i øjnene på spillerne om det er blevet for levebrødsagtig eller der stadig er noget lystbetonet.JC (24): Vi tænker altså på en anden måde herhjemme, og vi har andet end fodbold. Der eksisterer andet i livet end fodbold i Danmark, det gør der ikke altid i udlandet.JC (25): I perioder, hvor der er mange nederlag eller perioder, hvor du har svært ved at have overskud, da kan det godt være arbejdet der kalder. Det kan godt være, at jeg spiller en lortekamp i dag, men det skal fan’me ydes 100% fordi det er mit arbejde, og så gør man det, selv om man ikke lige lyster det. Det resulterer sjældent i, at man spiller brasiliansk, men man gør det som en pligt, og det er en god ting at have med… Du er til eksamen hver gang, og det er ikke altid lige sjovt, men du er nødt til at yde både overfor dig selv og dine holdkammerater.JC (28): Det bliver også nogle gange hverdag, og så må man klare dagen på ren vilje, men lysten skal være der og poppe op, for hvis den mangler fuldstændigt så skal man stoppe.S (12.1): Jeg tror, at meningen med alle de fodboldcolleger, der er skabt rundt om i landet, er at de unge tidligt skal have mulighed for at leve professionelt. Det giver større træningsmængde, og fokus på kost, og man kommer ind i lidt mere professionelle miljøer, og dermed vænner man sig måske lidt til det.T (19.2): Jeg tror også, at der sker noget når der kommer for mange penge i fodbolden, som der er nu. Så bliver det det, der tager fokus for mange spillere, og det skaber også pres, der fjerner lysten. Det er ikke optimalt, hvis man alene spiller for pengene, man må bevare lysten som fik en til at starte med at spille fodbold.

Forskellige kulturer tillægger fodboldspillet større eller mindre værdi.

Fodbold kan på topniveau ofte blive en pligt. Et arbejde, hvor lysten, der startede processen, kan være meget langt væk.

Lyst og pligt følges ad i elitefodbold, de må begge være til stede i forskelligt omfang hele tiden.

Pengene spiller en rolle i topfodbolden. De kan give ekstra pres, men kan også være en væsentlig drivkraft.

tilstande af lyst og pligt.

Fodbold på topplan er en livsform, der kræver mange valg, personlig disciplin samt dedikation. Det betyder, at tanken om det holistiske bredtfavnende menneske, der offentlig værdsættes i vores kultur, ofte viser sig som en hæmsko for den påkrævede specialisering, der kræves for det ultimative topniveau.

I mange kulturer spiller fodbolden en stor rolle, og i mange af disse er den en vej ud af fattigdommen. Dermed bliver fodbolden nærmest et eksistentialistisk projekt, der kan sikre selve eksistensgrundlaget for hele familier og give den fattige en identitet med høj status. I vores kultur må motivationen være baseret på det lystbetonede og spillerens trang til verdenserobrende selvrealisering, og det er faktisk også en følelse, der kan være meget stærk.

FEJ LFOKUS

PEA (18): … det bør jo være sådan, at processen er i højsædet i ungdomsarbejdet, men der er altså også visse resultatkrav her, og derfor opstår der også et pres om resultater. Det betyder jo som nævnt ofte mere struktur…PEA (19): Det nytter jo ikke noget at presse talenter i en sådan grad at lyst og motivation dræbes, men da de har et elitært sigte med deres fodbold nytter det heller ikke at pakke dem ind, så de, når de

Resultatkrav skaber ofte et udviklingsmæssigt uhensigtsmæssigt pres.

Presset kan være en frasorteringsmekanisme, og må derfor øges

I elitemiljøer er der et pres for at skabe resultater, og dette kan være uheldigt, når man skal tænke på at forædle spillernes kompetencer på lang sigt. Ofte vælges de bedste spillere her og nu på baggrund af fysiske


PRES

møder den professionelle verden, er ganske uforberedt…PEA (20): Det kan også være noget med kulturen. Da jeg som instruktør havde en trænergruppe med i Argentina på studietur så vi en ungdomskamp, hvor deres kreative spiller, der jo er 10’eren, var i fokus. Denne lille spiller startede kampen forrygende og spillede fantastisk i de første 20 minutter, men herefter faldt hans niveau langsomt, idet han blev lidt træt. Alligevel fortsatte han med at forsøge alle de svære ting og til sidst kan man godt sige, at han tabte kampen for sit hold gennem sine dårlige beslutninger i specielt 2. halvleg. Dagen efter skulle vi danskere så evaluere kampen med den argentinske træner og vi spurgte selvfølgelig straks til den lille 10’er. ”Åh ja – det er en dejlig spiller” siger han så. Og vi står forbløffede, for selv om hans kvaliteter var åbenlyse, var der ingen tvivl om, at alle ville have skiftet ham ud i gårsdagens kamp, som så formentlig kunne være vundet. Træneren svarede dog hertil, nåh resultatet, det er ikke så vigtigt, og hvis ikke min 10’er skulle have lov til at eksperimentere og lave fejl nu, hvornår skal han så gøre det? Måske er det ikke tilfældigt, at Argentina har fostret nogle af det allerbedste individualister gennem tiderne.RA (25): … jeg tror, at det er vigtigt, at tolerere fejl, så spillerne ikke hele tiden løber og spekulerer på om det går an det de gør, men bare gør det. De skal helst ikke løbe og tænke om de er gode nok, og forsvare deres handlinger, så kommer de aldrig i flow.RA (27): Jeg tror, at man skal regulere. For meget pres skaber præstationsangst, for lidt pres så bliver det for ligegyldigt, det skal stadigt betyde noget for dem. Så jeg tror man skal lære dem selv at regulere presset. I en kamp med stor opmærksomhed må de lære at tage presset af sig selv, mens de andre gange må lære at lægge et pres på sig selv. De skal selv lære at ramme det rigtige presniveau.JC (16): de børn, der gennemløber processen og kommer helskindede ud på den anden side, de bliver også bedre. De bliver måske ikke wonderkids, men de bliver rigtig, rigtig dygtige og skal nok slå igennem, men det er måske endnu færre i dag end tidligere. Jeg synes sgu det er tidligt. Jeg synes det er tidligt, at det er tidligt, at komme ind i den trædemølle, hvor det er mere business end det er menneske. Det bliver mere pres, mere elite end bredde tidligt. Man kan sige, at dem der klarer det sjældent er den type som jeg er, altså jeg har klaret det på mirakuløs vis, fordi jeg har været i Holland, men jeg er egentlig meget blød, og tager tingene meget personligt. Jeg har så

gradvist ud fra laveste fællesnævner.

Måske for meget fokus på fejl i den danske fodboldkultur.

Spillerne hæmmes ofte af hele tiden, at føle sig overvåget i forhold til fejl i deres præstation.

Det er væsentligt, at spillerne selv lærer at regulere presset. Både at lægge pres på sig selv og tage det af.

At kunne tackle pres er en stor forudsætning for at kunne lykkes som professionel fodboldspiller.

Man må som spiller lære at elske konkurrence og pres.

Pres og angsten for fejl er ofte medvirkende til, at spilleren ikke optræder som sig selv på banen.

kompetencer, og dermed frasorteres mere talentfulde spillere, som er langsomt udviklede. Problematikken omtales som den relative alderseffekt.

Sammenlignet med andre kulturer er der måske for meget fokus på fejl i den danske fodboldkultur, og derfor bliver spillestilen ikke så risikobetonet, men heller ikke så sprudlende og kreativ.

Det er helt afgørende, at kunne håndtere stort pres, hvis man skal slå igennem på eliteniveau, og topspillere må ikke bare lære at regulere presset egenhændigt, men også lære at elske det selvsamme pres, således, at man ikke lader sine præstationer på banen påvirke af udefrakommende pres.


fundet ud af, at jeg er mig udenfor, og så er jeg en anden når jeg løber ind på banen. Tro ikke, at jeg ikke ofte har spurgt mig selv: Hvorfor gør jeg det her?JC (29): Jeg tror alle kan lide at vinde, men du skal lære at elske konkurrencen, og vende det udefrakommende pres positivt. Det betyder ikke, at hvis man ikke kan lide presset fra en landstræner der kikker på dig, så bliver du aldrig til noget.JC (30): jeg mener ikke at du kan bruge pres til noget som helst som 11-årig, da du overhovedet ikke ved om du ender med at slå igennem på dette tidlige tidspunkt. Modsat kan pres netop stoppe processen, da du tænker mere på presset end på at udvikle dig. Jeg synes det skal vente så lang tid som muligt, og dermed kommer det på et tidspunkt automatisk, og da er du også så moden, at du selv kan vurdere tingene.T (23.3): Jeg tror tit, at det sker når vi spiller, at man ændrer sit spil fordi man ser landstræneren på sidelinjen, og så begynder man at tænke, okay nu skal jeg spille godt, og ikke lave fejl, men så bliver det hurtigt krampagtigt. Har man ikke set ham, jamen så spiller man jo bare…

MULIGHEDSVÆRDI

PEA (21): der er ingen tvivl om, at det er svært at være innovativ i et så universelt spil som fodbold, hvor man hele tiden via medier henter inspiration til reproduktion af færdigheder hos de store klubbers stjerner.PEA (30): Spilintelligens minder jo også en del om flow, jeg har lige været til et spændende foredrag, hvor det blev præsenteret, og der er jo, som du kalder det mulighedsværdi i, at kunne skabe så meget flow i træningen som muligt.RA (10): Børn vil jo også gerne have udfordringer og udvikle sig. Det er ligesom, at pakke vitaminpiller ind i leverpostejsmaden for at få den til at smage godt. Jeg tror godt, at man i højere grad kan forene play og practice end vi gør i Danmark.RA (29): … man skal grundlæggende defineres ud fra det man er godt til. Jeg tror dog meget på 80-20 reglen, der siger, at 80% af forbedringen kommer på de første 20% af arbejdet. Så hvis du skal forbedre noget du er god til skal du træne helt enorm meget for at få en lille forbedring, mens hvis du lægger samme energi i det du er dårlig til vil du kunne opnå meget stejlere udviklingskurver. Så jeg mener der er langt større udviklingspotentiale i at træne svagheder end der er i at træne styrker. Jeg tror dog, at det er godt for spilleren, at have en signatur, altså have noget, der virkelig er en styrke... En kliche er jo, at din styrke

Mange af fodboldens dybe tallerkener er opfundet, og mulighedsværdier har vanskelige vilkår i et strukturspil.

Spillere i flow oplever mulighedsværdi i deres fodboldspil, idet de her besidder den tilstrækkelige selvtillid til at turde eksperimentere.

Der er mulighedsværdi i at træne svagheder, da man forholdsvist opnår større fremskridt her.

Mulighedsværdi skabes gennem innovation, og det er et stimulerende miljø at færdes i som spiller.

Mulighedsværdien er størst i de unge år, og

At tale om kreativitet, nytænkning og mulighedsværdi i fodbold er svært. Spillet er i sig selv hele tiden selvfornyende, hvilket fordrer mulighedsforhøjende tilstande hos spillerne for at løse de komplekse situationer, men samtidig er løsningsvariationerne ofte statiske selv om de er mange, og det er utroligt sjældent, at der sker epokegørende nytænkning inden for kridtstregerne. Det dynamiske er på mange måder alternative variationer af allerede kendte procedurer.

Der er forholdsvis stor mulighedsværdi i at træne svagheder, idet man her oplever hurtige og store forbedringer, der betyder, at råderummet


også er din største svaghed…JC (6): Hvis vi tager AaB som eksempel, så startede vi med at møde til havregrødsspisning om morgenen før de andre. Vi startede med mentaltræning før de andre, og vi startede faktisk også med en fysisk træner, der lavede vores programmer. Det gav os et forspring, men det gør andre også nu, og så reduceres forspringet. Så er man nødt til igen, at finde nye ting, og det synes jeg faktisk er en sjov proces.JC (33): Flow det er selvtillid. Hvis du har selvtillid giver det flow. Du kan køre på, at det hele lykkes, du kan køre på flow. Flow er for mig et begreb, hvori du ikke tænker over tingene, du gør det bare…JC (39): (De meget spilintelligente) sætter sig ud over flidsværdien fordi de bidrager med det ekstraordinære, og så må vi andre jo gøre det hårde arbejde, og på mange måder bygges holdet jo op omkring disse intelligente spillere.T (6.2): Det kan selvfølgelig være vigtigt med nogle inputs fra trænere, men jeg tror også, at meget af spilintelligensen skal komme indefra, hvor du selv ser hvad der er godt i de enkelte situationer.K (6.3): Jeg tror også, at de kreative ting er meget svære at lære, og at de læres rimelig tidligt i ungdomsårene. Derfor skal der være meget frihed til at prøve noget, og hvis trænerne vil styre udviklingen så er jeg bange for at det ikke bliver specielt kreativt.

derfor skal der være optimale betingelser for de kreative indslag her.

kan øges forholdsvist meget i forhold til det råderum, der øges gennem forædling af allerede etablerede spidskompetencer. Denne læringsstrategi omtales ofte populært som 80/20-reglen.

Mulighedsværdi skabes i tilstande, hvor spillerne har en åbenhed i forhold til spillet og derfor kreerer noget nyt. Det kan dog også foregå uden for banen, hvor præstationsfremmende ideer kan fostres i tilstande af mulighedsværdi. Denne tilstand finder mange spillere attraktiv, og alene deres eksperimenter giver ofte en placebo-effekt, selv om dokumentationen måtte udeblive.

FLIDSVÆRDl

PEA (21): På de fleste områder er den dybe tallerken altså opfundet, og der er derfor en stor del af flidsværdi i fodboldtræningen, hvor man hele tiden arbejder på at perfektionere detaljer. For de fleste spillere er det primært et fokus, at forædle, og flid i forståelsen af vilje er vel også en ret afgørende parameter for at nå succes i topfodbold.RA (9): Men altså deliberate play – hvis man tager det tal jeg arbejder med her – så skal man træne 10.000 timer for at opnå ekspertise.RA (10): Definitionen på deliberate practise er, at det er hårdt, og det er ikke nødvendigvis sjovt, og det er heller ikke behageligt. Det er dog ikke for sjovt, at man gør det, tror jeg, men det kan godt være sjovt, og man kan godt lave deliberate practice for børn.JC (35): Nu siger vi flid og arbejdsraseri, hvis du hovedsageligt arbejder sådan oplever du nogle begrænsninger i din kreativitet, det siger selv. Hvis jeg okser rundt i et langt pres og så til sidst får fat i bolden, så tager jeg den jo ikke bare og snyder 3 mand, det kan jeg ikke, det har jeg ikke overskud

Fodboldspillet kræver en stor del flidsværdi, da en vigtig forudsætning for elite er forædling af detaljer.

Perfektionen kræver ofte gentagelser. Hovedreglen er 10.000 timers intensiv beskæftigelse.

Det er ikke altid behageligt, og heller ikke altid sjovt, men det kan faktisk godt være sjovt…

Flidsværdien er nogle gange et resultat af trænerens programmering af spillerne.

Der er en stor andel af flidsværdi indeholdt i vejen mod topfodbolden. Det kræver en konstant finpudsning og optimering af detaljer, hvor hovedreglen siger 10.000 timers fokuseret træning for at opnå ekspertise.

Flidsværdien kan nydes af mange spillere undervejs, netop fordi de elsker selve ”arbejdet” med spillet, og kan fortabe sig i detaljeforædling. Processen er dog ikke nødvendigvis altid sjov, og heller ikke altid behagelig, men veludført arbejdsindsats giver ofte en god følelse efterfølgende.


til. Jeg tror dog, at du har ret i, at hvis man tilstræber for megen flid, så når du ikke, at udvikle dine kreative evner. Ja du kommer nok i bedre form, men hvis du bare bruger den på endnu mere flid, så kan jeg godt se, at det er mulighedsformindskende.T (7.1): Nogle gange synes jeg godt, at det kan blive for meget, når træneren hele tiden står og siger, hvad der skal gøres. Vi får jo nogle skabeloner og det er fint, men nogle gange kunne der godt være lidt mere plads til spillernes egen kreativitet. Ellers kan vi nemt ende med, at blive en slags maskiner, der bare udfører ordrer.K (25.3): Der er dog også nogle områder, hvor man ikke kommer ret langt med en stor træningsindsats, hvis man f.eks. er meget langsomt, så er der nogle gentyper der ikke lader sig ændre og du bliver aldrig rigtig hurtigt, selv om du kan forbedre dig.

For meget fokus på flidsværdien reducerer ofte mulighedsværdien.

Nogle områder er immune overfor flidsværdi, eksempelvis de antropometriske faktorer.

Flidsværdien er yderst central for succesraten, men den er i sig selv ikke tilstrækkelig til at nå verdensklasse, idet for meget fokus på flid medfører konform reproduktion, der dræber den mulighedsværdi, der afføder det ekstraordinære.

SO CIALLÆR ING

RELATIVE

FÆRDIGHEDER

PEA (23): De relative færdigheder er selvfølgelige vigtige. Fodbold er jo et socialt spil, og selv om der er individuelle præstationer er mange intelligente handlinger på banen afstemt i forhold til enstænkende medspillere.PEA (25): Der må jo være en gensidig empati mellem boldholder og modtager, der går op i en højere enhed. Så vores spiller har sikkert haft et talent, der er udviklet i gadefodboldens kreative spil, og siden har han så fået holdkammerater, der besidder nogenlunde samme fodboldforståelse, og i deres samspil kan denne medbragte intelligens gro videre. Jeg tror det er sådan de fleste spillere udvikler deres spilintelligens.PEA (27): Det er oplagt, at jo mere processen er din egen, jo mere du delagtiggøres og får indflydelse, jo mere motiveret vil du blive. Hvis du bare er en der udfører ordrer så er der ikke den samme motivation forbundet med indsatsen. Derfor må du delagtiggøre spillerne i processen og give dem medejerskab, hvis du vil fremme læringsmotivationen.PEA (29): Jeg tror, at der ligger en stor del af læringen fra medspillere hos dem, der er god til at reflektere… Jeg tror stadig, at man lader sig inspirere af kammerater og af idoler, og det er en vigtig lærdom, der findes i denne afkodning. Man ser noget, og så går man selv ud og prøver det af. Måske får man serveret enkle finter af sin træner, men de er jo uden for kontekst, du må selv som spiller vurdere hvornår den enkelte finte kan bruges, og det er også i spillet, at den skal times.RA (30):Jeg har det sådan med coaching, at de gange jeg har lært mest, det er fan’me ikke de

Fodbold er et socialt spil, der hele tiden må afstemmes i forhold til med- og modspillere.

Spilintelligens kræver empatisk samspil mellem spillerne.

Medejerskab og ansvar giver større motivation for læring.

Der ligger en stor læring i inspirationen fra kammeraternes måde, at spille fodbold på.

Der ligger lærdom i evnen til refleksion over de erfaringer , som gøres i forhold til fodboldspillet.

Tingene læres mest optimalt, når de udføres i den rette kontekst.

Spillerne fungerer indirekte som hinandens trænere.

Læringsgraden på et

Fodbold er et holdspil, hvor de relationelle færdigheder er nødvendige, og i høj grad indikerende for holdets succes. De relationelle færdigheder bygger på et nærmest empatisk kendskab til medspillere, hvis handlemønstre og tankeveje det er fordelagtigt at kende.

Fodbold er på eliteplan ofte et meget organiseret miljø med en stor grad af tingsliggørelse, men de tingsliggjorte retningslinjer meningsforhandles hele tiden af spillerne, og dermed fører deltagelsen til et medejerskab, der er ekstra motiverende.

Der ligger en stor mængde af lærdom i selve det praksisfællesskab, der konstitueres i en fodboldtrup, hvor spillernes participation skaber et socialt læringsmiljø for læring. Læring opstår således i


gange nogen har spurgt mig, hvad synes du selv? Det er når der er en der er dygtigere end mig som jeg ser på. Jeg tror der er indgroet vane i, at spillere møder til træning for at blive trænet og træneren for at træne. Det ville helt sikkert være godt, hvis spillerne i højere grad kunne være hinandens trænere, men det er svært at få dem til det. Der hvor du lærer mest er ved at se på en der gør det du gerne vil være.JC (13): Da jeg kom til Holland tog jeg alting personligt, så hvis de svinede mig til, pissede på mig i badet, som de også gjorde eller jeg bar boldene dag ud og dag ind, så troede jeg det var fordi de ikke kunne lide personen Jeppe Curth, men det var ikke noget med det at gøre…JC (34): Vi vidste bare hvad hinanden gjorde, og vi vidste, at det hele nok skulle lykkes, hvis vi bare gjorde hvad vi plejede. Det må siges at være et flow.JC (37): Spilforståelse handler jo om, at lave den rigtige skabelon på det rigtige tidspunkt. Så nej, du kan ikke være spilintelligent, hvis du ikke har de andre, som tænker nogenlunde i samme baner, og i hvert fald giver dig mulighed for at være spilintelligent. Hvis du slår den rigtige bold i det frie rum, men medspilleren ikke tager løbet så ser du jo bare dum ud.JC (40): Jeg synes jeg lærer bedst ved, at se mine holdkammerater udføre noget på banen. Jeg forstår godt hvad træneren mener, men det er bedst for mig, at prøve det på min egen krop først. Jeg tænker meget i billeder, visuelt.M (26.4): Jo, man henter da også inspiration af dem man spiller sammen med, og ser hvad de kan og prøver så at få de gode ting man lægger mærke til ind i sit eget spil. Helt sikkert.T (26.5): Man kikker også lidt ekstra ude på stadion, når den spiller der har samme position er involveret i noget. Det kan man lære meget ved, og det er altid godt at se hvordan de gode timer deres indgreb.

fodboldhold påvirkes på mange områder af den enkelte spillers deltagelse i praksisfællesskabet.

Jo mere fuldbyrdet medlemskab den enkelte spiller tildeles, des bedre forudsætning for læring.

Når et hold finder et solidt grundlag for fælles virksomhed opstår der noget der minder om synergieffekt.

Spilintelligens er et socialt fænomen, man er afhængig af sine medspillere.

En spillers deltagelse rækker også ud over selve praksisfællesskabet, og således er der praksislæring på spil når vedkommende ser andre fodboldkampe, og relaterer det han ser til fællesskabet.

selve interaktionen mellem truppens legitime deltagere og deres indbyrdes meningsforhandling, hvor et meningsejerskab etableres og spillerne gensidigt inspirerer og belærer hinanden.

Fodboldhold er ofte præget af hierarkiske miljøer, og det kan direkte oversættes til forskellige grader deltagelse spændende fra marginaliserede til fuldbyrdede medlemskaber. Graden af medlemskabet er på mange måder proportionel for muligheden for læring, idet de fuldbyrdede medlemmer ofte definerer meningen, og etablerer et meningsejerskab, der på mange måder, og trods mere eller mindre aktiv modstand, alligevel bliver repræsentativt for praksisfællesskabet.

En harmonisk fodboldtrup beror på en fælles virksomhed, hvor deltagelsen overskrider selve fællesskabets rammer. Det betyder, at medlemmerne ofte beriger fællesskabets praksis med inspiration og erfaring hentet i andre kontekster end selve praksisfællesskabet. Selvom fællesskabet har sine grænser forgår der altså i allerhøjeste grad en interaktion med omverdenen, der er medvirkende til at holde praksisfællesskabet dynamisk.


TALENT

RA (15): Du kan tage de kenyanske løbere. Det er et perfekt talentmiljø, fuldstændigt ubevidst skabt, idet deres bosted er i 2500 meters højde, børnene passer kvæg, og løber rundt for at holde styr på dem, da der ellers falder brænde ned, når de kommer hjem… den primære transportform er løb, og de løber ofte 10 km til skole og hjem igen. De løber til alt, og får dermed deres 10.000 timer meget hurtigt… De får mængden tidligt, og det er det man ofte ser hos dem, der bliver allerbedst, tidlig specialisering.RA (17): For mig er et talent en medfødt kapacitet, som giver dig en mulighed for at præstere ekstraordinært. Her skal mulighed understreges. For mig er talent en besiddelse, ikke en skostørrelse, talent er en muskel, der kan og skal trænes. … talent betyder meget mindre end vi går og tror. Jeg er en af dem, der tror på flest muligt, længst muligt, fordi det er så svært at se, hvem der vil slå igennem… RA (19): Jeg synes, at det er fint nok, at man blotlægger talentbegrebet videnskabeligt, men i praksis mener jeg kun, at det er begrænsende. Generne betyder noget, er det 10% er det 60%, I don’t know, men jeg er sgu også ligeglad. Det der betyder noget er de 90% eller 40%, som vi kan gøre noget ved.JC (13): alligevel er talent ingenting. Jeg plejer at sige, at talent er 10%, resten det er hårdt arbejde. Det er det. Det er det valg man tager, der afgør hvor stort dit talent skal være i den sidste ende.JC (15): Talent er at vise, at det er det her man vil…S (10.1): Jeg tror ikke at talent handler om hvor god man er. Det handler mere om hvor god man vil blive. Du skal selvfølgelig have nogle egenskaber med, tekniske og taktiske færdigheder, men der ud over handler det også meget om vilje, hvor meget du vil investere i det.K (11.4): Man kan selvfølgelig være heldigt, at være født med nogle fysiske egenskaber, der gør det nemmere at blive talentfuld. Man er måske hurtig, høj eller har et hårdt spark osv., men det handler jo også om, at blive bevidst om, at det ikke er nok i længden.

Talent er en medfødt kapacitet, der giver mulighed for elite.

Talent skal trænes som en muskel ellers er det intet.

Talent kan være svært at gennemskue tidligt, da det består af mange faktorer.

Talentprædikatet kan være hæmmende for udviklingen, idet nogle tror, at det fritager for flidsværdien.

Talent er forudsætning, men det vigtigste er hårdt arbejde.

Talent kræver også et vist held, og en række andre faktorer, som ikke kan kontrolleres.

Talent er ikke hvor god man er, men hvor god man vil blive.

Talent er en vanskelig tilgængelig størrelse, der beror på en medfødt kapacitet, men ligeledes influeres af udefrakommende omstændigheder af mere eller mindre kontrollerbar karakter.

På eliteplan er talent sjældent noget i sig selv, og det må dyrkes intensivt for at komme til udtryk. Trænes talentet ikke som en muskel kan det let blive en mental hæmsko, der aldrig udleves, men drukner i egen selvtilstrækkelighed.

Talent er et nødvendigt fundament, der indikerer hvor god man kan blive gennem et målrettet arbejde præget af flidsværdi. Talentet viser sig således i spillerens evne til, qua fundamental flidsværdi, at bringe sig selv i tilstande af mulighedsværdi.

FANTASI

RA (35): Det er en ekstern trigger. Feks. var der for 15 år siden ingen russiske tenniskvinder i top 100 på verdensranglisten, i dag er der 15 og 5 i top 10. Det der skete var, at Anna Kournikouva pludselig som 16-årig spillede semifinale i Wimbledon. Så blev hun så sidenhen bedre kendt som fotomodel, men det er en anden historie. Til denne semifinale sad der en masse russiske piger foran TV og tænkte, I want to be like that, og det kan sportsfolk

Fantasien skal have en ekstern trigger, og den er vigtigt for etableringen af drømmen om succes.

Idoler og forbilleder skaber vejen for spillerens fantasi. Hvis

Fantasien, såvel den lokale som den globale, er en vigtig motivationsfaktor, der kan opretholde fokus på målet såvel i den monotone dagligdag som i den ventende drømmeverden.


tit lokalisere det øjeblik, hvor de har siddet og tænkt, jeg vil være sådan, og det er en ekstern hændelse, der trigger den motivation. Så kommer gennembruddet jo så altid med en vis forsinkelse, da alle de piger der har tænkt tanken først skal igennem deres 10000 timers træning, men så kommer de så. Det næste stadie er så det, hvor de tænker, at hvis hun kan gøre det så kan jeg også… Det kan jo i virkeligheden godt lægges ind under tanken om den globale fantasi.JC (42): Det er sgu fint nok, at have drømme, det må man gerne have, det er fint at tænke frem ad. Du må gerne tænke på, at du gerne vil spille for Manchester U. Det nytter dog ikke noget, at du har den drøm, hvis du ikke er til stede i det du laver lige nu og her, som jo er forudsætningen for, at drømmen nogensinde skal kunne opfyldes. Det lokale skal kunne tænde dig først og fremmest, og så kan du pleje den globale fantasi om aftenen, når du er kommet i seng.A (27.3): Jeg tror heller ikke man skal have en målsætning, der hedder: jeg vil være verdens bedste spiller. Det kan man selvfølgelig godt have, men det virker bare så stort, og jeg tror derfor det er bedre, at have nogle delmålsætninger, der ligesom kan bruges som tjekliste for om du nærmer dig din drømmemålsætning.

han kan så kan jeg også, og dermed brydes den psykiske barriere af fantasien.

Det er vigtigt, at arbejde med den lokale fantasi, hvis man bare vil have lidt grundlag for den globale fantasi.

Den lokale fantasi må levere pejlemærker undervejs, der kan regulere den globale fantasis mulige udlevelse.

Fantasien kan ofte have en ekstern trigger, der med ét slag kan tydeliggøre en spillers livsprojekt med flammeskrift. En udefrakommende hændelse eller inspiration kan nedbryde den psykiske barriere, og overbevise en spiller om, at hvis andre kan gøre det så kan jeg også.

Den lokale fantasi må ofte være mere rodfæstet end den globale, idet den er grundlaget for den globale. Det handler om, at gøre hverdagen inspirerende, så man i dagligdagen befærder et miljø fuld af mulighedsværdi.

Bilag 5 – Analyseskema (sekundær empiri – Madsen 2009)

Sekundær empiri baseret på semistrukturerede fokusgruppeinterviews med eliteungdomstrænere i henholdsvis AaB og FC Midtjylland. Jeg har selv været moderator i interviewene, mens informanter fra AaB er: Jakob Larsen (JL), Lars Knudsen (LK) og Jakob Friis (JF). Fra Midtjylland er der tale om Claus Steinlein (CS), Lars Friis (LF), Tonny Hermansen (TH) samt Rene S. Andersen (RA).

Kat. Kodninger Kondensering FortolkningBE GREBSD

JF (2.2): Spilintelligens er at kunne løse nogle opgaver af ukendt karakter…JL (2.3) Tempoet er vigtigt. Den rigtigt spilintelligente spiller kan træffe sine hensigtsmæssige valg meget hurtigt.JL (7.1): jeg tror spilintelligens er for komplekst til en helhedsdefinition. Hvis man sætter de 10 største eksperter sammen så vil de kunne bringe

Intuitivt løse opgaver hurtigt og effektivtSpilintelligensen har essenser, men dens idé er meget kompleks.Spilintelligens som dynamisk/stabilt begreb?Defineres enten bredt og

En definition af spilintelligens forekommer meget vanskelig, såfremt man ønsker at nå ind til begrebets idé. Der er ganske enkelt for mange nuancer i kompleksiteten, og derfor kræver en


EFINITION:

SPILINTELLIGENS

os tæt på sandheden, men de vil aldrig kunne fange begrebet fuldstændigt.LK (7.3): Jeg tror godt man kan formulere begrebet spilintelligens. Jeg tror ikke spilintelligensens væsen ændrer sig…LK (8.1): Jeg tror spilintelligens kan bevare sin definition… Det er et spørgsmål om at formulere det bredt, så det rummer en mangfoldighed af detaljer, og undgå at blive for specifik, for så kan man blive ved med at skrive kvalifikationer på. Det er sådan noget som den rette beslutning i den rette situation, men indrømmet det favner jo næsten uendeligt.JL (19.1): Jeg mener ikke det er spilintelligens, hvis du ikke kan overføre tanker til praksis, så er det bare almindelig intelligens.LK (19.2) Det nytter ikke noget, at man har det i hovedet, hvis det ikke kommer til udtryk. Hvis der ikke er overensstemmelse mellem tanker og handlinger så er det ikke spilintelligens.------------------------------------------------------------------LF (2.2): For mig er en spiller med spilintelligens en, der hele tiden analyserer fodboldkampen. Det er en som opfatter, vurderer, beslutter og handler. Han er hele tiden på forkant, og læser spillet.RA (2.3) …at kunne følge en taktik, og samtidig vide, hvornår man skal bryde den.CS (2.4) … spilintelligente tager simpelthen ofte løb uden bold for at gøre modspillere gode.CS (6.1) Inden vi får set os om fylder definitionen måske en halv bog…LF (6.2): For mig er spilintelligens spillerens taktiske færdigheder.TH (18.3): hvis du er 12 taktisk så er du i hvert fald godt stillet spilintelligensmæssigt.RA (22.15): Nogle af de allerbedste musikere spiller jo bare på intuition, og dermed skaber de noget fantastisk. Det er enormt motiverende, og de roses jo for at de bare kan sætte sig ind og spille.

unuanceret eller præcist og uoverskueligt!Spilintelligens må omsættes i praksis ellers er det et tomt begreb.Den spilintelligente opfatter, vurderer, beslutter og handler effektivt.Læser spillet og kan følge eller afvige fra en taktik efter omstændighederneEn individuel kompetence der hviler på relationer.

holistisk forståelse af spilintelligens en så overordnet begrebsanvendelse, at den alligevel bliver nytteløs i sin inflationsagtige almenhed.

Spilintelligensen rummer en pragmatik, der giver sig udslag i et krav om praktisk omsættelighed, og nytteværdi af handlingerne. Der må være kongruens mellem tanke og handling, hvis der skal være tale om spilintelligens.

Den spilintelligente perciperer, beslutter og handler ud fra genkendelige inputsmønstre, og dermed er der en forudseenhed og tilpasningsdygtighed indlagt i spillerens taktiske handlingskompetence.

Spilintelligensen er privat, men den hviler på relationer, og tilegnes derfor også i sociale situationer. I de intuitive beslutninger ligger altså også en empatisk forståelse for medspillerne.

Positionel spilintelligens

LK (9.1): Ja. Forskellige positioner kræver forskellige arbejdsopgaver.JL (9.3): Der er en masse positionel spilintelligens, men der er også overførselsværdi.JF (9.4): Hvis man er spilintelligent vil man hurtigt kunne tilpasse sig nye positioner på banen.---------------------------------------------------CS (9.5) Messi han spillede kant et helt år, men så i Champions League finalen røg han ind som midterangriber, og der viser han jo også sin spilintelligens ved at spille en god kamp.RA (9.7): Bliver det ikke bare et typeskift? Altså hvis man pludselig placerer højre kant på højre

Positionel spilintelligens findes, men er overførbar til andre positioner også? ellerSpilintelligens er generel, og derfor overførbar til alle positioner? Er positionel spilintelligens bare typeskift?Mere spilintelligens i offensive positioner?

Der findes særegne kompetencer som er kendetegnende for de forskellige positioner på banen, men der er et stort overlap mellem de enkelte positioners kompetencekrav, der medfører, at man kan overføre spilintelligens mellem positionerne. Modsat kunne man også sige, at spilintelligensen er


back, så får man nogle offensive kvaliteter, mens spilleren kan være direkte dum defensiv.CS (9.20): Jeg ved ikke hvor meget det har med positioner at gøre at være spilintelligens.LF (9.21): Jeg tror det er sit eget miljø, at spille venstre back. Der skabes spilintelligens ud fra venstre back. Så kan det godt være at en centerforsvarer også kan løse opgaven, men du får nogle stimuli og ser nogle muligheder ud fra positionen. Men det afskærer dig ikke fra at spille andre positioner også.LF (11.16): jeg tror faktisk, at der er mere spilintelligens at hente i de offensive positioner. De offensive positioner skal du skabe kampen, i det defensive skal du snarere destruere de andres spil..

generel og derfor tilpasningsdygtig på forskellige positioner.

Spilintelligens har bedre udviklingsvilkår i offensive positioner, idet spilleren her har 360 graders opmærksomhedsradius, og samtidig har en overvægt af kreative opgaver modsat forsvarsspillerens 180 graders radius, der tilmed har destruktiv adfærd som hovedmål.

PRÆDIKATER

JL (18.2): X er jo sandsynligvis en spiller som ikke vil lykkes pga. af manglende spilintelligens.LK (18.4): Der er noget om prædikatsnakken. Jeg tror dog ikke, at man kan dele dem i to grupper, der ligger også nogle inde midt imellem, og spektret er stort.JL (39.3): Det synes jeg også er et af de områder, hvor vi endnu ikke er skarpe nok her i klubben. Det kunne faktisk være, at jeg skulle gå direkte op og skrive det på tavlen som et diskussionspunkt til næste trænermøde. Det er min fornemmelse, at vi i en for tidlig alder sætter en spiller på en venstre back, kant eller stopperplads.------------------------------------------------------RA (24.4): Vi har faktisk talt om, at han måske skulle stimuleres lidt mere. Fordi vi har en stiltiende forventning om, at han altid laver det fornuftige, og derfor blot overlader ham til sig selv.

Spilintelligens som sorteringsmekanismePrædikater uddeles – trænere niveaudeler efter spilintelligensPrædikater låser for ofte spilleren i stereotype roller, som blokerer spilintelligensens udviklingPrædikater kan fjerne fokus fra spilleren

Der er tendens til at spillere bokseres og tildeles prædikater i en tidlig alder, hvilket er begrænsende for deres udvikling af spilintelligens, idet manglerne kun fører spilleren ind i en ond cirkel, hvor de bare får mere instrueret struktur. Spilleren tildeles hurtigt en fast plads, og opnår derfor ikke de multiple inputs, der kan hentes fra varierende positioner på banen.

DET FEMTE ELEMENT

LK (11.1): Spilintelligens er for mig et sammensurium af de 4 store færdighedsområder…JL (18.5): …vi skal forholde os til det vi tidligere er blevet enige om, at spilintelligens langt hen ad vejen er summen af de basale områder. Man ser også typisk, at en spiller, der får en højere aerob kapacitet, pludselig udviser større spilintelligens.JL (20.5): hvis spilintelligensen skal blive den afgørende faktor, kræver det jo at man ligestiller de 4 basiselementer, og det tror jeg er en meget hypotetisk tankegang.---------------------------------------------------------LF (17.1): jeg synes ikke at man bare kan gå ud og træne spilintelligens. Det hænger altid sammen med noget andet. Det kan ikke stå alene i min verden, og det må trænes sammen med andre fokusområder hele tiden, hvis det skal udvikles.

Spilintelligens som en overbygning på basiselementerneUdvikling af et basiselement giver større spilintelligensSpilintelligens kan ikke trænes særskilt, og derfor ikke et selvstændigt element

Det er udelukkende metaforisk man kan tale om spilintelligensen som et femte element, idet den ikke kan trænes særskilt uden et andet fokus. Den bliver dermed et overbygningsbegreb på de 4 basiselementer teknik, fysik, taktik og psyke, og dens udviklingsgrad er et komplekst samspil mellem spillerens kvalifikationer inden for grundelementerne.


TH (17.2): Spilintelligens er en overbygning til de 4 grundelementer…

FRIHED

/

BILDSAMKEIT

LK (12.1):Spillerne må have en naturlig forståelse for spillet ellers vil de aldrig kunne løse de mange situationer udelukkende på trænerens diktater.JL (14.1): Hvis jeg var breddetræner så tror jeg, at jeg vil fokusere på basisområderne. Så kan man sige, at så ligger spilintelligensen implicit i det, og det at lade dem spille udvikler spilintelligensen. Dermed bliver det så en sidegevinst…LK (21.1): Det tror jeg det kan - spilintelligens kan tænkes ind i stort set alt træning.JL (24.2): Det er måske vores uudtalte teori, der går på at optimere alle de andre faktorer hele tiden, og stille en masse spilsituationer op – så kommer også alle de der intelligente ting med årene.JL (34.2): Vi har en rigtig dygtig U17 spiller, der har været vant til at lege fra U12 til U15 fordi vi har givet ham lov, fordi han skulle have rammerne til at udvikle sin teknik, spilintelligens og hvad ved jeg. Og nu mener vi, at han er kommet dertil, hvor han skal have nogle flere strukturerede informationer, som også er med til at forbedre spilintelligensen. Så det har noget med alderen at gøre der.----------------------------------------------------------------LF (4.2)… hvis læringen er divergent, hvor man som spiller gives mange løsningsforslag, så skal han selv afsøge mulighederne og så opstår spilintelligensen.RA (4.4) …det er jo først den dag, der lukkes ned for strukturen, at den spilintelligente spiller kommer frem.LF (14.1): Jeg tror det handler meget om arv og miljø. Der er jo spillere som man kalder spilblinde, og dem tror jeg ikke man kan hente op på et 12 tal. Jeg tror dog at gennem divergent træning kan du forbedre alle – hæve deres niveau markant. LF (19.2)… erfaringer og afprøvninger, hvor vi giver spillerne nogle billeder, som de så senere kan bryde ud af. Når vi giver dem disse erfaringer opstår der noget kreativitet.

Erfaringer må opbygge intuitiv forståelse, hvis spilintelligensen skal blomstreFokus på basisområderne, og dermed indirekte udvikle spilintelligensSpilintelligensen er både aldersrelateret, erfaringsbaseret og genetisk bestemt.Divergent læring fremmer spilintelligens – konvergent hæmmerSpilintelligensen kan udvikles, men der er individuelle øvre grænserSpilintelligensen udvikles gennem erfaringer og eksperimenter

Udvikling af spilintelligens er i høj grad baseret på erfaringer, og dermed lægges erkendelsesformen hovedsageligt op ad en empiristisk tankegang, hvor mennesket ses som den blanke tavle. Spillerne medbringer dog også nogle forudsætninger, som konstituerer det maksimale udbytte der kan opnås.

På forskellige stadier af spillerens udvikling tilgodeses forskellige delkomponenter i spilintelligensen. Det betyder, at spilintelligensen er aldersrelateret og baseret på forskellige biologisk definerede erfaringsbetingelser.

Spilintelligensens udvikling kræver kontingens, og stimuleres af eksperimenterende divergent læring, mens konvergente tilgange skaber rutiner, der langt fra er hensigtsmæssige i et komplekst miljø som fodboldspillet.

TRÆNERRO

JL (12.3): …der er ingen tvivl om, at træneren rent taktisk kan sætte sine spillere i situationer, hvor det er lettere at lykkes med spilintelligensen.LK (22.1) …der også er licenskrav, hvis du skal være toptræner, og indenfor visse områder er der helt klart en akademisk tilgang.JL (22.3): Men det værste der kan ske, det er

Trænerrollen vigtig for udvikling af spilintelligensUddannelseskrav, faglighed og videnskabelighedAkademiseringen kan være både hæmmende og fremmende

I en tid, hvor gadefodboldens indflydelse mindskes voldsomt, bliver trænerrollen mere og mere central i udviklingen af spilintelligens, og dette tildeler selvsagt træneren et stort ansvar.


LLEN

nogle trænere tror de er akademiske, og prøver at lære spillerne en hel masse, og så egentlig misforstår tingene en lille smule.JL (25.1): jeg ved ikke om det kan kaldes tvang men man kan ikke lade det være 100 % op til spilleren selv. Man har et ansvar som træner, også for at få dem programmeret rigtigt.JF (25.2): Kunsten er jo så også som træner at få dem til at føle, at det ikke er tvang.JL (28.1): tror jeg godt at en alt for stram styring kan være med til at dræbe spilintelligensen. Dog må man også huske på, at den totale anarkisme jo heller ikke giver den optimale udvikling af spilintelligens.LK (28.2): Så - Ja. Større spilintelligens – større albuerum.LK (34.1): Hvis spillerne så bliver sat i nogle situationer, hvor de kan udvikle spilintelligens, så er spørgsmålet: hvor dygtig er træneren til at løfte det op på et endnu højere niveau?JL (40.1): Træneren gør det også i den bedste mening i forhold til den enkelte, men han vil også gerne at de ser gode ud i weekenden.------------------------------------------------------------------TH (3.1) Der er ingen tvivl om, at struktur inden for holdet udvikler spilintelligens.LF (20.1): Metodikken som vi bruger, hvis vi hele tiden står og giver dem svarene fra sidelinjen. Hvornår skal de selv finde svar og hvornår skal de gives. Vi må overveje læringsteorierne, men når de har fejlet 10 gange i træk må vi jo nok bryde ind. Dog anser jeg det som et ping-pong spil mellem selvstændighed og instruktion.TH (20.2) Basistræningen er hamrende vigtig for mig, men vi må helt sikkert blive meget bedre til at give los for selve spillet, fordi det virkeligt kan give gutterne meget.LF (20.13): Jeg tænker bare, at ligeså snart vi overtager derude – også verbalt - så forsvinder legen bare. Det gør den, så er det ikke frit mere. Kreativiteten forsvinder, og jeg er selv nødt til nogle gange at bide mig selv i tungen.LF (22.1) nogle trænere siger: spil. Og så kommer kreativiteten. Det tror jeg ikke på.TH (25.3) det faktisk ofte os trænere der er problemet. Mindre intelligente spillere får ikke lov til at prøve sine grænser af fordi han ved, at hvis han laver fejl, er der meget hurtigere konsekvens.CS (27.5): Hvis du siger det så er trænerens indblanding jo helt enorm, fordi man siger jo, at de stort set kun spiller fodbold i klubberne.TH (32.1): Jeg er meget instruerende og det er jeg meget bevidsthed om. Det er da problematisk,

Træneren har et medansvar for spillerenTræneren som programmør – hans dygtighed bliver afgørendeTræneren giver frihed proportional med spilintelligensenSkaber trænerens struktur rammer for spilintelligens?Balance mellem trænerinstruktioner og frihedTræneren som bremsende faktorTræneren bør give mere los for det frie spilNår træneren tager over forsvinder legen

Trænerens store magt må derfor forvaltes hensigtsmæssigt, hvilket betyder, at han må indtage en medierende rolle i dikotomier som: frihed-instruktion og leg-struktur.

Spilintelligensen er vigtig og hænger sammen med basiskompetencernes udvikling. Derfor gives der mere frihed til spilintelligente spillere, mens mindre udviklede spillere får mere struktur. Dette skaber en accelererende udvikling, hvor differensen mellem intelligente og mindre intelligente spillere øges, idet erfaringsbanken øges.

Trænerens person og kulturelle rolle skaber en naturlig indstilling hos spilleren, der betyder, at det umiddelbare og det legeprægede forsvinder i klubbens formelle træning. Betingelserne er og bliver anderledes når der er en træner tilstede, og selv om han prøver er det nærmest umuligt at genskabe gadefodboldens betingelser.


men man har en forventning til de unge mennesker, men hold kæft hvor er de ofte dumme. Derfor bliver man ofte lidt bombastisk og dikterer løsninger.

KLUBTRÆNING

/

DIDAKTIK

JL (20.1): Jeg tror, at hvis vi skal snakke nivellering. Så tror jeg mere på muligheder indenfor det mentale. Jeg udelukker ikke spilintelligensens betydning, men jeg tror det mentale bliver fremtidens store vinder.JF (24.1) …begyndt at give spillerne nogle flere valg i pasningsøvelserne, der stilles større krav til at de kan tænke komplekst i forhold til hinanden. Så på den måde arbejder man mere intensivt med spilintelligens end før.JL (24.2): Så gennem optimering af de 4 basisting, optimeres spilintelligensen implicit, men det er ikke noget vi har sat op og diskuteret grundigt.LK (24.4): … vi lægger fokus på de forskellige ting i de forskellige aldersgrupper– selv om vi ikke har talt om optimering af spilintelligensen – så er det jo implicit det vi gør… LK (24.4): …i relation til det taktiske bruger vi meget at kikke video. Det tror jeg kommer til at flytte spillernes spillernes udvikling af spilintelligens med nogle markante skridt, i forhold til hvordan spilintelligens tidligere er udviklet.LK (35.1): I en optimal verden så var der mere spilintelligens. Så var der endnu flere små nuancer på nogle relationelle ting eksempelvis.JL (35.2): og se hinanden i øjnene om vi er tilfredse med, hvor meget spilintelligensen der indgår lige nu. Hvis du ser med et overordnet syn på talentudviklingen i AaB fra U12-U19 så synes jeg der gør. Dermed ikke sagt, at det er perfekt.JL (36.1): Uden tvivl er vi om to år skarpere i den proces, også bare med at få lavet øvelserne mere skarpe, altså… få diskuteret øvelser endnu mere sådan spilintelligensen i højere grad forbedres.-------------------------------------------------------CS (19.7): Når de kommer ind til klubben så skal de lære struktur, hvor nogle ganske enkelt mangler legeerfaringer.TH (33.1): Nej FC Midtjylland har ikke tilstrækkelig fokus på spilintelligens. Gudskelov er de ved at åbne skyklapperne.

Spilintelligens er en sidegevinst i klubtræningens fokus på basiselementerneKonvergent træning øgesIkke umiddelbart teoretisk fokus på spilintelligens, der er tale om tavs videnVideo kan fremskynde spilintelligensenI en optimal verden var der mere spilintelligens indlagt i træningenAaB tilfredse nu, men ved at spilintelligensen må optimeres i fremtiden, og følger udviklingen nøjeFCM trænger til et fokusløft på spilintelligensErkendes gennem leg/skoling

Klubtræningen fokuserer på basiselementerne, og derfor er spilintelligensen kun en tilfældighedspræget sidegevinst. Der mangler teoretiskfunderede overvejelser over spilintelligensens væsen, således noget af den tavse viden kan fremstilles til begrebsliggørelse. Der er således et stort didaktisk arbejde i vente i klubberne, og den har vanskelige betingelser pga. det manglende evidente spilintelligensbegreb.

Eliteklubberne er opmærksomme på spilintelligensens signifikante rolle, men det er tydeligt, at der endnu mangler et tydeligt fokus på begrebet. Man håber dog på, at i fremtiden, at kunne kreere nye træningsøvelser, der bibeholder basiselementernes centrale rolle, men som samtidigt implementerer spilintelligensen i højere grad.

Video anses generelt som et vidundermiddel, der på mange måder kan springe nogle af processens besværlige erfaringstrin over. Mediet udnyttes dog endnu ikke i den udstrækning dets potentiale berettiger til.

ERFARIN

JL (4.1): Spilintelligens skal programmeres. Det vil Nils Arne Eggen sige…LK (5.1): Fodboldspillere er ikke bare blanke tavler, der er helt klart også noget arv.JL (5.2): Jeg tror meget på det med den blanke tavle. Uanset hvor store anlæg du har for det, så tror jeg ikke en der aldrig har spillet før har

Spilintelligensen skal programmeresErfaring central, men der er medbragte forudsætningerTræningsflid/talentGentagelser af

I forlængelse af opfattelsen af at spilintelligens udbygges gennem erfaring, opleves det som trænerens ansvar at opstille læringsbetingelser for spilintelligensens udvikling.


GER

spilintelligens. Omvendt tror jeg også på, at når tavlen fra starten er ren, så er der nogen, der hurtigere fylder den ud end andre.LK (16.1): Det tror jeg ikke. Jeg tror ikke at alle kan blive lige gode. Alle kan blive ved med at udvikle sig, men nogen bliver dygtigere end andre.-------------------------------------------------------TH (9.2) …den positiotionelle samhandling mellem den højre back og højre kant er logisk bedre udviklet end feks. den højre back og den venstre kant. De ser altså intelligente ud, men det er jo fordi de har gentaget processen så ofte.LF (9.11) Spilintelligens handler meget om gener.TH (14.5): Stig Eiberg fra KU har vist, at en basketballspiller må kaste 600.000 kast før en 3-points scoring sidder der.

rutinekarakter er ikke nødvendigvis spilintelligens

Der skal etableres divergent træning, hvor situationsbilleder skabes og grundlægges som spillerens erfaringsbank.

Der er således et learning by doing- element i denne udviklingstanke, som hviler på, at spillerne bliver gode til det de gør – men derfor også er nødt til at gøre det rigtigt, for at den læring, der skabes bliver hensigtsmæssigt. Derfor er træneren central i rollen som meningskonstituerende trendsætter.

FREMTID

ELITE/BREDDE

JF (13.1): Det er da ude i breddekredse, men folk er næppe altid bevidst om, at det er spilintelligens de taler om.LK (13.2) …det at man bevidst arbejder med det tror jeg stadig er på nørdniveau i eliteklubber. Det sker ikke på breddeniveau, men man mener spilintelligens med mange af de dagligdags udtryk der anvendes i bredden.JL (41.1) … fodbold er så komplekst, og det er ikke kun fuldtidstrænere vi har. Vi har også trænere med fuldtidsarbejde, og hvad ved jeg. Så derfor bliver det altid en prioriteringssag når man skal arbejde med et hold, hvad man vil arbejde med. Så der hvor vi er lige nu synes jeg måske at det er okay, men er vi på det her stadie om to år så synes jeg måske ikke, at det er okay.LK (41.2): Jeg er enig med Jakob i, at vi som klub er der hvor vi skal være, men i den perfekte verden kunne det stadigt være bedre.TH (11.1) Derfor er det blevet et breddebegreb, men der er ikke rigtig noget substans i begrebet.

CS (11.2): Vi kan jo ikke engang blive enige selv om vi går i en fodboldverden hver eneste dag. Hvordan skulle breddeklubberne så kunne.LF (11.4): Jeg tror det er mest elitært, men heldigvis findes det også hos bredden.CS (13.1) Med tiden er det taktiske, det tekniske og det fysiske så på vej til at blive udlignet. I superligaen har alle fysiske trænere osv. Og vi er i dag fuldt på højde med de andre lande, og derfor vil det måske i fremtiden være spilintelligensen, der er forskellen mellem de meget gode og de mellem gode.CS (13.3): Fremtiden bliver at man skal være

Elitært begreb, der implicit indgår i breddekredseRealisme – må ikke forfalde til romantisk tro på at man kan det heleBegrebets multiple definitionsstatusNivellering af basiselementer – spilintelligens centralDen hurtige spiller er den hurtigst opfattende

Spilintelligensen antager en central position i fremtidens fodbold. Foreløbig er det kun på elitært niveau begrebet finder reflekteret anvendelse, men det indgår dog implicit i breddeforståelsen også.

Der hersker fortsat divergerende opfattelser af basiselementernes fremtidsstatus, og dermed vægtes spilintelligensens rolle lidt forskelligt – om end den er vigtig. Også her spores en naturlig indstiling, hvor man hos eliteklubberne frygter en såkaldt romantisk tilgang til fodbolden, der betyder, at man kan give mere slip og lade aktørernes selvforvaltning få øget indflydelse.


komplette spillere på alle pladser, og dermed også besidde spilintelligens. Det er ikke nok som Rommedal bare at løbe hurtigt.CS (29.3): Umiddelbart er spilintelligensen ikke så central for Midtjyllands koncept, som bygger på fysik og hurtighed. Om ti år er jeg dog overbevist om, at punktet er vægtet langt højere.LF (35.1): Den hurtigste spiller er ikke ham der løber hurtigst mellem a og b. Den hurtigste er ham, der hurtigst kan opfatte, udføre og løse de givne opgaver han udsættes for i løbet af kampen.

FRONESIS

LK (2.1): Evnen til at træffe en god beslutning i den rette situation, sådan kort fortalt.TH (7.4): Poul Erik Andreasen skriver: alle gode relationelle færdigheder vil være relative, idet hvis jeg spiller en perfekt inderside aflevering i det rigtige rum på det rigtige tidspunkt er afleveringen stadig afhængig af medspillerens reaktion, hvis han ikke møder bolden, tager situationen sig ikke intelligent ud.

Evnen til at træffe den rigtige beslutning under de givne omstændighederSpilintelligensen foregår i et miljø, hvor kontingens er et vilkår

Fodbolden opfylder kravet om kontingens som fronesis altid må fordre. Det er derfor spilintelligensen bliver så essentiel. Det handler om kløgtigt, at overveje sine handlinger således, at de tilstadighed bliver rigtige i enhver situation.

”spilintelligens hos fodboldtalenter” · web viewder maa være en vis hæmmende kraft til...

Documents