Om at give gaver til guderResumé af ph.d. afhandlingen

Before the God in this Place for Good Remembrance:An Analysis of the Votive Inscriptions from Mount Gerizim

Af Anne Katrine de Hemmer Gudme

Venner giver gaver og gaver giver vennerHvorfor giver vi gaver? Vi giver gaver til jul og til fødselsdage. Når vi ønsker at gøre nogen glade eller når vi gerne vil trøste. Vi giver gaver for at sige tak eller for at sige undskyld. Gaver skal helst være en overraskelse, men der er også noget forudsigeligt over gaver. Man kommer ikke til en fødselsdag uden at have en gave med – i hvert fald ikke, hvis man er ’på gave’ med fødselsdagsbarnet. En gave er en ting, der gives frit og i gavmildhed, men når man tænker efter, er der også mange regler forbundet med gaver. Gaver forpligter, for hvis man har fået noget, bør man også give noget, og helst noget, der i grove træk svarer til det man har fået. Alle disse regler har fået nogle antropologer til at foreslå, at gavegivning i virkeligheden bare er en form for kamufleret byttehandel; vi giver gaver, fordi vi vil have noget igen.Det er ikke helt forkert, men det er heller ikke helt rigtigt. Når vi udveksler gaver med hinanden, får vi noget mere end bare én ting i bytte for en anden – en buket blomster for en flaske vin - vi får venner, fordi gaven skaber en social relation.Sagen er den, at når man ser på gavegivning som maskeret handel, så retter man udelukkende opmærksomheden mod de udvekslede genstande og ikke mod det der sker mellem de implicerede parter, når de udveksler gaver. For selv om der er en forventning om gensidighed forbundet med gavegivning, så er gaven først og fremmest med til at skabe en positiv relation mellem giver og modtager. I langt de fleste tilfælde bliver gaven gengældt på en eller anden måde i en eller anden form. Det dikterer den sociale forventning om gensidighed. Men det er ikke gengældelsens genstand, modgaven, der er vigtig, det er snarere selve det at der gengældes. Gavegivning er en socialt betydningsfuld og kodet handling, der frembringer noget, der er mere end handlingen selv. Det er relationen der opstår, som er vigtig, og det er sandt både når det gælder gavegivning mellem mennesker og mellem mennesker og guder.

Gaver til guderEt af de mest universelle religiøse fænomener er det at give gaver til guderne. Det kendes bedst i form af dyreofre i de religioner, der har en offerkult, men der er også talrige eksempler på at mennesker giver genstande eller penge i gave til guderne. Af og til er gaven givet på baggrund af et betinget løfte, ”kære Gud, hvis du giver mig en god høst, så lover jeg at give dig en smuk vase”, men lige så ofte er gaven givet som et udtryk for tak eller i håbet om, at guderne af sig selv vil gengælde godt med godt. Denne praksis kaldes for ’votivpraksis’. Votiv er afledt af det latinske ord for løfte, votum, men betegnelsen bruges både om gaver givet til guderne på baggrund af et løfte og om gaver til guderne i det hele taget.I Middelhavslandene i oldtiden, som er det område og den periode min afhandling handler om, er der i templerne fundet talrige figurer, statuer, inskriptioner og alt muligt andet godt, der er blevet foræret til guderne af deres tilbedere. Der er fundet breve fra antikkens Grækenland, hvori en gruppe præster klager til bystyret, fordi mængden af votivgaver i templet nu er så voldsom at præsterne ikke kan kæmpe sig vej gennem bunkerne, når de skal op og passe deres arbejde. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvad der kunne bruges som gave til en guddom, og der er intet der tyder på at gaven nødvendigvis skulle være kostbar. Til gengæld var gaverne ofte symbolske og betydningsbærende; unge mennesker kunne forære afklippet hår til templet, når de gik fra at være børn til at være voksne, håndværkere afleverede deres værktøj efter et særligt veludført stykke arbejde eller efter endt karriere, og hvis man havde en dårlig fod eller ondt i øret var det meget almindeligt at give en lille

model af den angrebne legemsdel. Ligesom alle andre former for gaver ’taler’ votivgaven til modtageren om giverens aktuelle tilstand og intentioner. Der er jo også forskel på signalværdien, når en mand eksempelvis giver sin kone silkelingeri og når han giver hende en foodprocessor.På trods af at votivpraksis er så udbredt og velkendt et fænomen, er der endnu ikke indenfor religionsvidenskaben udarbejdet en teori, der gør rede for votivpraksis. I modsætning til dyreofre, som er blevet behandlet indgående, er votivpraksis i det store hele blevet forbigået i stilhed. Det samme er tilfældet indenfor studiet af såkaldt gammeltestamentlig religion, dvs. den religion, der er beskrevet i og kan udledes af Det Gamle Testamente. De forskellige former for dyreofre og deres funktion har været genstand for adskillige studier og diskussioner, men andre former for gaver, dedikeret til Jahve er i det store hele blevet overset. Jahve er navnet på Gud i Det Gamle Testamente.Gavegivning til guder har altså fået en noget stedmoderlig behandling indenfor religionsforskningen. Under overskriften do ut des (jeg giver, for at du skal give) blev mekanismerne bag en sådan udveksling ofte gjort mere klodsede og simple, end de egentlig er. Giverne var enten dumme, fordi de troede at guderne havde brug for gaver fra de mennesker de selv havde skabt, eller grådige, fordi de forsøgte at tinge med guden.Særligt indenfor studiet af gammeltestamentlig religion har man haft vanskeligt ved at acceptere, at offergaver til Jahve ikke var ’rene gaver’, der blev givet alene på grund af gudsfrygt og et godt hjerte. Dette skyldes i hvert fald til dels, at Det Gamle Testamente jo for manges vedkommende er en del af deres egen religion. Derfor ville man gerne have, at den gammeltestamentlige religion var noget særligt. At den var sofistikeret og anderledes og i hvert fald ikke ’primitiv’ som eksempelvis græsk religion i oldtiden.Det er i sig selv en fejlslutning at insistere på, at gammeltestamentlig religion var noget ganske særligt, blot fordi den senere udviklede sig til jødedom, kristendom og islam, men ubehaget ved gavegivning til Jahve hviler også på en fejlslutning, nemlig at gaver enten er rene gaver, der er givet helt uden tanke for egennytte, eller at gaver er en udspekuleret måde at rage til sig på.Mangen en gammeltestamentlig forsker har afvist eksempelvis måltidsofferet som en gave, fordi offerbringeren og hans familie spiste næsten hele offerdyret selv og kun overlod lidt nyrefedt og andre uappetitlige dele til Jahve. Hvordan kunne det være en gave? Så enfoldig var Jahve da ikke! Hvis vi sammenligner med gavegivning mellem mennesker, er der mange ting ved at give gaver til guder, der bliver nemmere at forstå; hvis vi er inviteret til middagsselskab og medbringer en eller flere flasker vin som ’gave’ for derefter at drikke det meste selv under middagen, så er der sjovt nok stadig tale om en gave, for det er tanken der tæller. Det er god opførsel, at tage noget med. Det samme gælder for måltidsofferet. Det er tanken, der tæller.I gammeltestamentlig religion, og i andre oldtidsreligioner, gav man ikke gaver til guderne, fordi man troede, at de ikke kunne klare sig uden, eller fordi man regnede med prompte og automatisk at få noget retur. Det kan illustreres med endnu et eksempel: Skolelærere i danske skoler er ikke afhængige af de blankpudsede æbler, de artige elever lægger på katedret, og de ville ikke sulte hvis æblerne udeblev, men de bliver glade for dem og måske også glade for eleven, som kom med æblet. Og hvem ved? Måske falder der et tital af til eksamen? Ikke direkte på grund af æblet, men fordi der er opstået en god relation mellem lærer og elev – eller mellem gud og menneske.

Indskrifterne fra GarizimbjergetImellem 1982 og 2006 er der blevet udgravet et Jahvetempel på bjerget Garizim, som ligger nær den moderne by Nablus på Vestbredden i Palæstina. Templet blev grundlagt omkring 450 f.v.t. – måske tidligere – og stod frem til 110 f.v.t., hvor Johannes Hyrkan I, en af de tidlige jødiske konger i Jerusalem, jævnede det med jorden som et led i sin aggressive ekspansionspolitik. Med udgravningen af templet på Garizim har vi fået et meget fint eksempel på votivpraksis indenfor Jahvereligionen. I templet fandt man nemlig flere hundrede dedikations- eller votivinskriptioner tilegnet Jahve.

Min ph.d. afhandling er en analyse af votivinskriptionerne fra Garizimbjerget. Samlingen af votivinskriptioner fra Garizim består af 381 indskrifter og indskriftfragmenter, skrevet på aramæisk og dateret til det andet århundrede f.v.t. Alle inskriptionerne synes at følge den samme dedikationsformel: ”det som (personnavn) gav fra (stednavn) for sig selv, sin kone og sine sønner foran guden på dette sted med henblik på at blive husket.”Inskriptionerne er skrevet på kvadersten, som formodentlig var del af helligdommens indre mur. Hver inskription er et mindesmærke over en gave, som en gang blev givet til Jahve på Garizim. Tilbederne drog op til templet og skænkede guden en gave, enten i form af penge eller andre værdigenstande eller i form af et offer, og som et vedvarende minde om gaven blev der i muren rundt om templet sat inskriptioner, der nævnede giveren og hans familie ved navn.Garizim inskriptionerne er således et spændende nyopdaget eksempel på votivpraksis i Palæstina. Da votivgaverne er tilegnet Jahve, kan indskrifterne knyttes til Det Gamle Testamente og gammeltestamentlig religion.Garizimbjerget er centrum for den samaritanske menigheds gudsdyrkelse, og derfor bliver templet på Garizim ofte associeret med ’samaritansk’ kult og religion, som bliver anset for at være anderledes end jødedommen og den jahvereligion, der blev praktiseret i Palæstina på Det Gamle Testamentes tid. I afhandlingen argumenteres der imidlertid for, at der ikke er noget særligt ’samaritansk’ over helligdommen eller kulten på Garizim i det andet århundrede f.v.t.

Votivpraksis i Det Gamle TestamenteAfhandlingen består af tre dele. Del 1, redegør for den teoretiske baggrund, der vil danne rammen for analysen af inskriptionerne fra Garizim. Det grundlæggende princip er, at votivpraksis består i at give gaver til guder med henblik på at skabe eller vedligeholde en varig mellem guddom og tilbeder. Det uforgængelige votivobjekt er et mindesmærke over gaven og en repræsentation af giveren. På den måde fungerer det som en stedfortrædende tilstedeværelse for giveren foran guden.Del 2 indeholder en undersøgelse af votivpraksis i Det Gamle Testamente og en præsentation og analyse af votivinskriptionerne fra Garizim.Votivinskriptionerne fra Garizim er interessante i forhold til Det Gamle Testamente, fordi de kaster lys over en praksis, som ikke får megen spalteplads i den gammeltestamentlige tekst. Hvor der i anden og især i tredje Mosebog bruges megen energi på offertyper og regler for offerritualet i templet, skrives der til sammenligning næsten intet om votivgaver generelt. Vi får sporadiske omtaler af ”helliggaver”, som både omfatter ofre og afgifter (jf. 4 Mosebog 18:8), men også pengegaver og andre kostbarheder (1 Kongebog 7,51; 15,15; 2 Kongebog 12,5).Nogle forskere har argumenteret for, at votivpraksis slet ikke var en del af gammeltestamentlig religion, og at dette særpræg blot var et af mange, der beviste, at israelitternes religion var noget ganske særligt og helt forskellig fra de omkringliggende kulturers religiøse praksis.En anden mulighed er, at votivpraksis var så almindeligt, at forfatterne til Det Gamle Testamente nærmest ikke gad skrive om det. Her og der er der spredte referencer til votivgaver i templet både i Det Gamle og Det Nye Testamente, men det bliver aldrig tematiseret eller udbygget.Der er altså intet belæg i Bibelen for at påstå, at votivpraksis ikke var en del af gammeltestamentlig religion, og inskriptionerne fra Garizim understreger yderligere, at votivpraksis virkelig var en integreret del af jahvereligionen i Palæstina.

”Med henblik på at blive husket” Afhandlingens 3. del går i dybden med den erindring, som nogle af Garizim indskrifterne beder om. Ca. 50 af de næsten 400 inskriptioner tilføjer, at gaven er givet ”med henblik på at blive husket”. Dvs. at giveren beder Jahve om at huske ham og hans familie til gengæld for den gave de har givet.Først sammenlignes Garizim inskriptionerne med fem grupper af dedikationsinskriptioner, som alle indeholder en variant af en erindringsformel. Denne type af votivinskriptioner, der er skrevet på byggesten i et tempelområde, og som nævner navnene på giveren og hans familie og beder om at

blive husket, findes ikke kun i flere eksemplarer i templet på Garizim, men også i adskillige andre templer fra denne periode. Votivpraksissen på Garizim er således en del af en større ’trend’, et bredt kulturelt fænomen, der fandtes blandt forskellige semitisk-talende folkeslag med forskellige religiøse tilhørsforhold. Samtidig repræsenterer votivinskriptionerne på Garizim også en mere smal tradition, fordi templet på Garizim netop er viet til Det Gamle Testamentes gud, Jahve, med de særpræg som det nu medfører. Fordi der praktiseredes en billedløs kult på Garizim, ledsages votivinskriptionerne aldrig af en illustration eller en statue, i modsætning til andre templer hvor inskriptioner ganske ofte er skrevet på en statues sokkel.Inskriptionerne kommer fra byerne Assur (kapitel 3.1.2) og Hatra (kapitel 3.1.3) i det nuværende Irak, den nabatæiske helligdom i Jebel Ramm, som ligger i det nuværende Jordan (3.1.4), Palmyra i det nuværende Syrien (3.1.5) og Sumatar Harabesi, som ligger i det nuværende Tyrkiet (kapitel 3.1.6). Endelig fremhæves nogle få eksempler på synagogeinskriptioner, der indeholder en erindringsformel (kapitel 3.1.7). Disse inskriptioner stammer alle fra ca. 200 f.v.t. til ca. 200 e.v.t. og de er således både historisk og geografisk beslægtede med votivinskriptionerne fra Garizim. Det komparative materiale viser, at votivinskriptionerne fra Garizimbjerget kan placeres indenfor en bredt repræsenteret religiøs praksis, der består af at give gaver til guder og efterlade inskriptioner i disse guders helligdomme, hvori man beder om at guderne må huske deres tilbedere.

Når Jahve huskerMen hvad indebærer det egentlig at blive husket af en guddom? Her kan teksterne i Det Gamle Testamente være til stor hjælp. Når Jahve husker på mennesker i Det Gamle Testamente, er der ikke blot tale om en mere eller mindre abstrakt mental øvelse, men om en handling, der får håndgribelige positive konsekvenser for den, der bliver husket. Jahve husker på Noah i arken i 1 Mosebog 8 og lader syndfloden trække sig tilbage, og Jahve husker den barnløse Rakel i 1 Mosebog 30 og åbner hendes moderliv. I Salmernes Bog kapitel 8 udtrykkes det at blive husket af Jahve med en sammenligning: ” hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?” At blive husket af Jahve er at blive passet godt på.Desuden er der talrige eksempler på, at Jahve af og til har behov for at blive husket på noget eller nogen. Eksempelvis i 1 Mosebog 9, hvor Jahve umiddelbart efter Syndfloden sætter regnbuen på himlen, som et tegn på den pagt han har indgået med Noah. Når Jahve får øje på regnbuen, skal den huske ham på, at han har lovet ikke at udrydde hele menneskeheden en gang til.I Det Gamle Testamente er der en forestilling om, at Jahve faktisk opholder sig i templets inderste rum, og at man opsøger Jahve selv, når man går hen til templet. Det er en meget almindelig tankegang i oldtiden og med et enkelt ord kaldes det nærværsteologi. Et led i denne nærværsteologi i Det Gamle Testamente er, at man kan huske Jahve på noget eller nogen ved at bringe en genstand ind i templet, der minder Jahve om det han skal huske. I tempelkulten har ypperstepræsten derfor skrevet navnene på Israelitterne på sit brystskjold. Brystskjoldet har han på, når han træder ind i templets inderste rum foran Jahve. Sådan bliver Jahve jævnligt mindet om sit udvalgte folk (2 Mosebog 28).Det nævnes også flere gange i Det Gamle Testamente, at de gaver af guld og sølv, som Israelitterne giver til Jahve, skal stilles op i templet, ”for at det skulle bringe Israelitterne i erindring for Herrens ansigt” (4 Mos 31,54). Når gaverne står i templet, vil Jahve lægge mærke til dem og blive mindet om giveren.Jahves hukommelse, som den er beskrevet i Det Gamle Testamente, stemmer altså rigtig godt overens med den praksis og tankegang, der ligger bag votivinskriptionerne fra Garizim. Ligesom navnene på folket Israel, der af ypperstepræsten bliver båret ind foran Jahve i templet, sættes votivinskriptionerne op på muren rundt om templet, for at minde guden om sine tilbedere, således at den gode erindring kan komme tilbederne til gode.

Gavens teologiAfhandlingen om votivinskriptionerne fra Garizimbjerget viser, at der bag praksissen med at give indskrifterne fra Garizim synes at være en ’teologi’ eller opfattelse af det guddommelige, der kombinerer gavegivning, erindring og fysisk tilstedeværelse. Denne ’teologi’ findes også i lignende semitiske votivinskriptioner, der indeholder en variant af en erindringsformel, og i Det Gamle Testamente. I votivinskriptionerne fra Garizim sikres Jahves erindring ved hjælp af to forbundne strategier; gaven etablerer og vedligeholder en positiv og varig social relation mellem guddom og tilbeder, og et mindesmærke over gaven, inskriptionen, placeres i bogstavelig forstand foran guden, for at minde ham om gaven, og for at sørge for at tilbederen aldrig bliver glemt, men velsignet for evigt. Analysen af votivindskrifterne fra Garizim har bidraget til vor forståelse af gammeltestamentlig religion ved at kortlægge votivpraksis både i Det Gamle Testamente og arkæologisk/historisk i form af inskriptionerne fra Garizim. Nu da vi ved, at gavegivning også var en vigtig del af den religiøse praksis i gammeltestamentlig religion, har vi en bedre forståelse af religionen i det hele taget og af gudsforholdet.Hertil kommer, at votivinskriptionerne fra Garizim viser, at gammeltestamentlig religion bestemt ikke på alle områder var særegen og distinkt, men at den delte nogle meget fundamentale opfattelser og handlemåder med andre samtidige religiøse systemer i Middelhavsområdet.Endelig kan arbejdet med votivindskrifterne fra Garizim hjælpe med til at få sat gaven på den religionshistoriske dagsorden. Alle giver gaver, og mange giver gaver til guder. Et så udbredt fænomen fortjener, i langt højere grad end det hidtil har været tilfældet, at blive undersøgt og beskrevet, så vi kan blive endnu klogere på mennesker og deres guder.