ELISA-test (Enzyme-Linked Immunosorbent Assay). En ELISA-test, bygger på reaktionen mellem et forudbestemt protein og et specifikt antistof, så der dannes et kompleks. Metoden er ekstremt følsom, og den kan skelne mellem to proteiner, der kun er forskellige på en aminosyres plads. Analysen kan varieres på mange måder, men kan typisk udføres på følgende måde: En serum- eller blodprøve tilføres det specifikke antistof, som er bundet til et polymer, og det første kompleks dannes. Antistoffet, der selv sidder fast på polymeret, holder altså proteinet fast. Et andet antistof, der ligeledes er specifikt over for det protein, man er interesseret i, og som er bundet til et enzym - det er ofte peroxidase - tilføres dernæst, hvorved der dannes et kompleks (polymer-antistof-protein-antistof-enzym), der som beskrevet i den frie ende er bundet til et aktivt enzym (peroxidase). Prøven skylles, så overskydende antistof-enzym skylles væk. Mængden af enzym, der er tilbage bundet til proteinet via antistoffet, svarer nu til mængden af proteinmolekyler. Derefter tilsættes en væske, der skifter farve eller fluorecerende, hvis det aktive enzym er tilstede. Enzymet omdanner det ikke farvede eller fluorecerende substrat til et farvet eller fluorecerende produkt som kan måles. Jo mere farve, der dannes, jo mere af det pågældende protein er der til stede. Farveintensiteten måles i et fotometer. Denne teknik er basis for mage diagnostiske tests, bl.a. graviditets-tests, hvor man måler mængden af human chorion gonadotropin.

ELISA-testen udføres på små plastikplader, hvorpå der er 96 "brønde" (små fordybninger i pladen) til de enkelte prøver. Der kan købes plastikplader, til den specifikke test man vil udføre.