bilag hÅndbog om tilbagesendelse · retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 1,...

BILAG

HÅNDBOG OM TILBAGESENDELSE

2

1. DEFINITIONER ........................................................................................................... 6

1.1. Tredjelandsstatsborger...................................................................................... 6 1.2. Ulovligt ophold ................................................................................................... 7 1.3. Tilbagesendelse................................................................................................... 9 1.4. Afgørelse om tilbagesendelse .......................................................................... 10 1.5. Udsendelsesafgørelse........................................................................................ 11 1.6. Risiko for, at den pågældende vil forsvinde .................................................. 11 1.7. Frivillig udrejse ................................................................................................ 12 1.8. Sårbare personer.............................................................................................. 13

2. ANVENDELSESOMRÅDE ....................................................................................... 14

2.1. Grænsesager - artikel 2, stk. 2, litra a)........................................................... 15 2.2. Særlige beskyttelsesforanstaltninger i grænsesager ..................................... 17 2.3. Straffesager og udleveringssager.................................................................... 18

3. GUNSTIGERE BESTEMMELSER ......................................................................... 19

4. STRAFFERETLIGE SANKTIONER VED OVERTRÆDELSER AF MIGRATIONSREGLERNE ................................................................................. 20

5. PÅGRIBELSE OG FORPLIGTELSE TIL AT TRÆFFE EN AFGØRELSE OM TILBAGESENDELSE ........................................................................................... 22

5.1. Pågribelse i forbindelse med udrejsekontrol ................................................. 25 5.2. Indehavere af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat

......................................................................................................................... 26 5.3. Forhold til Dublinreglerne .............................................................................. 27 5.4. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opholdsret i en anden

medlemsstat ................................................................................................... 30 5.5. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er omfattet af eksisterende

bilaterale aftaler mellem medlemsstater..................................................... 33 5.6. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opnået humanitær(t)

(eller anden/andet) visum/opholdstilladelse................................................ 34 5.7. Tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, som er genstand for en

igangværende procedure om fornyelse af et visum/en opholdstilladelse . 35 5.8. Særlige regler i direktiver om lovlig migration for tilbagetagelse mellem

medlemsstater i tilfælde af mobilitet inden for EU .................................... 36

6. FRIVILLIG UDREJSE .............................................................................................. 36

6.1. Forlænget frist for frivillig udrejse ................................................................ 37 6.2. Forpligtelser, mens en person afventer frivillig udrejse............................... 38 6.3. Faktorer, der taler imod at forlænge fristen ................................................. 39 6.4. Overholdelse i praksis - transit over land...................................................... 40 6.5. Overholdelse i praksis - transit med fly (direktiv 2003/110/EF).................. 42 6.6. Registrering af frivillig udrejse....................................................................... 42

7. UDSENDELSE ............................................................................................................ 43

7.1. Udsendelse med fly........................................................................................... 44

3

7.2. Transit med fly ................................................................................................. 49 7.3. Fælles udsendelse med fly ............................................................................... 50 7.4. Fælles udsendelsesoperationer koordineret af Frontex................................ 50

8. TILSYN MED TVANGSMÆSSIG TILBAGESENDELSE................................... 51

9. UDSÆTTELSE AF UDSENDELSE ......................................................................... 53

10. TILBAGESENDELSE AF ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE ............................ 54

10.1. Bistand fra relevante organer ....................................................................... 55 10.2. Tilbagesendelse til et familiemedlem, en udpeget værge eller passende

modtagelsesfaciliteter.................................................................................... 57

11. INDREJSEFORBUD ................................................................................................ 57

11.1. Virkning i hele EU ......................................................................................... 58 11.2. Forbindelse til SIS.......................................................................................... 59 11.3. Procedurespørgsmål ...................................................................................... 60 11.4. Årsager til at udstede indrejseforbud .......................................................... 61 11.5. Varighed af indrejseforbud........................................................................... 62 11.6. Ophævelse/forkortelse/suspension af indrejseforbud................................. 64 11.7. Sanktioner ved manglende overholdelse af indrejseforbud....................... 66 11.8. Konsultation mellem medlemsstaterne ........................................................ 67 11.9. "Historiske" indrejseforbud ......................................................................... 68

12. PROCEDUREMÆSSIGE GARANTIER .............................................................. 69

12.1. Retten til god forvaltning og retten til at blive hørt.................................... 69 12.2. Afgørelser vedrørende tilbagesendelse ........................................................ 71 12.3. Afgørelsers form og oversættelse.................................................................. 73 12.4. Retsmidler....................................................................................................... 75 12.5. Sproglig bistand og gratis retshjælp ............................................................ 77

13. GARANTIER I PERIODEN FREM TIL TILBAGESENDELSEN .................... 79

13.1. Skriftlig bekræftelse....................................................................................... 81 13.2. Situationer med langvarigt ulovligt ophold ................................................. 81

14. FRIHEDSBERØVELSE .......................................................................................... 82

14.1. Omstændigheder, der berettiger frihedsberøvelse ..................................... 83 14.2. Form og indledende vurdering af frihedsberøvelse .................................... 87 14.3. Regelmæssig vurdering af frihedsberøvelse ................................................ 88 14.4. Ophør af frihedsberøvelsen........................................................................... 90

14.4.1. Ingen rimelig udsigt til udsendelse.................................................... 90 14.4.2. Udløb af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen................... 92

14.5. Fornyet frihedsberøvelse af tilbagesendte ................................................... 94 14.6. Anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger efter frihedsberøvelsens

ophør .............................................................................................................. 94

15. FORHOLDENE UNDER FRIHEDSBERØVELSEN ........................................... 95

15.1. Indledende politiforvaring ............................................................................ 95 15.2. Brug af særlige faciliteter som hovedregel .................................................. 96

4

15.3. Adskillelse fra almindelige indsatte.............................................................. 98 15.4. Materielle forhold under frihedsberøvelsen ................................................ 99

16. FRIHEDSBERØVELSE AF MINDREÅRIGE OG FAMILIER....................... 107

17. AKUTTE SITUATIONER..................................................................................... 110

18. GENNEMFØRELSE, FORTOLKNING OG OVERGANGSBESTEMMELSER................................................................................................................................. 112

19. KILDER OG REFERENCEDOKUMENTER .................................................... 114

20. ANVENDTE FORKORTELSER .......................................................................... 116

5

FORORD

Denne håndbog om tilbagesendelse skal fungere som en vejledning for de nationale myndigheder

med kompetence til at varetage tilbagesendelsesrelaterede opgaver, herunder politi, grænsevagter,

migrationsmyndigheder, personale i faciliteter for frihedsberøvede og tilsynsmyndigheder.

Håndbogens indhold vedrører primært standarder og procedurer i medlemsstaterne for

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold og er baseret på EU-retsakter om

spørgsmålet (navnlig tilbagesendelsesdirektivet - direktiv 2008/115/EF). Når der i håndbogen

henvises til andre typer procedurer (asylprocedurer, grænsekontrolprocedurer eller procedurer, der

skal sikre ret til indrejse, ophold eller bopæl), finder den relevante europæiske og nationale

lovgivning anvendelse på sådanne procedurer. Under alle omstændigheder bør medlemsstaterne

altid sikre et tæt samarbejde mellem de forskellige myndigheder, der involveret i procedurerne.

Håndbogen pålægger ikke medlemsstaterne nogen retligt bindende forpligtelser og indfører ikke

nye rettigheder og forpligtelser. Den er i vid udstrækning baseret på medlemsstaternes og

Kommissionens arbejde i "kontaktudvalget om tilbagesendelsesdirektivet" i perioden 2009-20141

og samler på en systematisk og sammenfattende måde drøftelserne i dette forum, der ikke

nødvendigvis er et udtryk for konsensus blandt medlemsstaterne om fortolkningen af retsakterne.

Den ledsages af supplerende vejledning om nye spørgsmål (f.eks. nye domme afsagt af Domstolen).

Kun de retsakter, som denne vejledning er baseret på eller henviser til, har bindende retsvirkninger

og kan påberåbes ved en national domstol. Det er kun Domstolen, der kan foretage juridisk

bindende fortolkninger.

1 Konklusionerne fra kontaktudvalget om tilbagesendelsesdirektivet er samlet i dokumentet MIGRAPOL CC Return

51.

6

1. Definitioner

1.1. Tredjelandsstatsborger

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 1, Schengengrænsekodeksen - artikel 2, stk. 5

Enhver person, der ikke er unionsborger som omhandlet i traktatens artikel 17, stk. 1, og som ikke

har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, jf. definitionen i artikel 2, stk. 5, i

Schengengrænsekodeksen.

Følgende personkategorier betragtes ikke som "tredjelandsstatsborgere":

⇒ Personer, som er unionsborgere som omhandlet i artikel 20, stk. 1, i TEUF (tidligere

traktatens artikel 17, stk. 1) = personer, der er statsborgere i en EU-medlemsstat2

⇒ Personer, der er statsborgere i et EØS-land/Schweiz

⇒ Familiemedlemmer til EU-borgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed i

henhold til artikel 21 i TEUF eller direktiv 2004/38/EF

⇒ Familiemedlemmer til statsborgere i et EØS-land/Schweiz, der har ret til fri

bevægelighed på lige fod med EU-borgere.

Enhver anden person (herunder statsløse) skal betragtes som "tredjelandsstatsborger".

Nærmere præcisering:

• Familiemedlemmer til EU-/EØS-/CH-borgere er, uanset deres nationalitet:

- ægtefælle og partner, med hvem en EU-/EØS-/CH-borger har indgået et registreret

partnerskab, hvis dette er indgået i medfør af en medlemsstats lovgivning, og hvis

lovgivningen i værtsmedlemsstaten sidestiller dette med ægteskab

- direkte efterkommere, herunder efterkommere af ægtefællen eller den registrerede

partner, som ikke er fyldt 21 år, eller som forsørges af borgeren

- slægtninge i opstigende linje, herunder slægtninge i opstigende linje til ægtefællen eller

den registrerede partner.

Ud over førnævnte kategorier af familiemedlemmer, der automatisk har indrejse- og opholdsret

sammen med unionsborgeren i værtsmedlemsstaten, kan andre familiemedlemmer under visse

omstændigheder også have ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten - navnlig når de har fået

indrejse- og opholdsret i henhold til national lovgivning til gennemførelse af artikel 3, stk. 2, i

direktiv 2004/38/EF.

2 I henhold til en særlig bestemmelse i Det Forenede Kongeriges tiltrædelsestraktat er kun de britiske statsborgere,

der er "statsborgere i Det Forenede Kongerige i EU-henseende", også unionsborgere.

7

• Tredjelandsstatsborgere, hvis krav om at blive anerkendt som familiemedlem til en EU-borger,

der har ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 21 i TEUF eller direktiv 2004/38/EF, er blevet

afvist af en medlemsstat, kan betragtes som tredjelandsstatsborgere. Sådanne personer kan derfor

høre under anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet, og de minimumsstandarder,

procedurer og rettigheder, der er fastsat heri, finder anvendelse. For så vidt angår muligheden for at

gøre indsigelse mod afgørelsen om afvisning af, at en person er omfattet af direktiv 2004/38/EF,

mener Kommissionen dog, at personen fortsat - som en gunstigere bestemmelse i henhold til

artikel 4 i tilbagesendelsesdirektivet - kan være omfattet af de proceduremæssige garantier i

kapitel VI i direktiv 2004/38/EF (f.eks. for så vidt angår anmeldelse og begrundelse af afgørelsen,

frist for frivillig udrejse fra området, klageprocedurer osv.).

1.2. Ulovligt ophold

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 2, Schengengrænsekodeksen - artikel 5

Tilstedeværelsen på en medlemsstats område af en tredjelandsstatsborger, som ikke opfylder eller

ikke længere opfylder de betingelser for indrejse, der er fastsat i artikel 5 i Schengengrænse-

kodeksen, eller andre betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i den pågældende medlemsstat.

Denne meget brede definition dækker enhver tredjelandsstatsborger, der ikke har en lovbestemt ret

til at opholde sig i en medlemsstat. Enhver tredjelandsstatsborger, der er fysisk til stede på en EU-

medlemsstats område, har enten lovligt eller ulovligt ophold. Der er ikke nogen tredje mulighed.

Juridiske antagelser i henhold til national lovgivning, hvor man betragter personer, der fysisk

opholder sig i særlige udpegede dele af medlemsstatens område (f.eks. transitområder eller visse

grænseområder), som uden "ophold på området", er uden relevans i denne henseende, eftersom det

ville undergrave den harmoniserede anvendelse af EU-retten om tilbagesendelse. Medlemsstaterne

kan dog beslutte ikke at anvende visse af bestemmelserne i EU-retten om tilbagesendelse på denne

kategori af personer (se afsnit 2 nedenfor).

Følgende kategorier af tredjelandsstatsborgere anses f.eks. for at opholde sig ulovligt i

medlemsstaten:

⇒ tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et visum, der

er udløbet

⇒ tredjelandsstatsborgere, som er i besiddelse af en opholdstilladelse eller et visum, der

er inddraget

⇒ afviste asylansøgere

8

⇒ asylansøgere, som er genstand for en afgørelse, der bringer den pågældendes

opholdsret som asylansøger til ophør

⇒ personer, der er blevet nægtet indrejse ved grænsen

⇒ personer, der pågribes i forbindelse med en ulovlig grænsepassage

⇒ ulovlige migranter, der pågribes på medlemsstaternes område

⇒ personer uden opholdsret i den medlemsstat, hvor de pågribes (selv om de har

opholdsret i en anden medlemsstat)

⇒ personer, der er til stede på en medlemsstats område inden for en frist for frivillig

udrejse

⇒ personer, hvis udsendelse er blevet udsat.

Følgende kategorier af personer anses ikke for at opholde sig ulovligt, eftersom de har en

lovbestemt ret til at opholde sig i den pågældende medlemsstat (eventuelt kun midlertidigt):

⇒ asylansøgere, der opholder sig i den medlemsstat, hvori de har ret til at opholde sig

under behandlingen af deres asylansøgning

⇒ personer, der opholder sig i en medlemsstat på tålt ophold (hvis en sådan status i

henhold til den nationale lovgivning betragtes som "lovligt ophold")

⇒ indehavere af en uretmæssigt erhvervet opholdstilladelse, så længe opholdstilladelsen

ikke er tilbagekaldt eller inddraget og fortsat betragtes som en gyldig

opholdstilladelse.


• Personer, hvis ansøgning om opholdstilladelse er ved at blive behandlet, kan have enten lovligt

eller ulovligt ophold, afhængigt af om de er i besiddelse af et gyldigt visum eller en anden ret til at

opholde sig i landet eller ej.

• Personer, der ansøger om fornyelse af en opholdstilladelse, der allerede er udløbet, opholder sig

ulovligt, medmindre andet er fastsat i medlemsstatens nationale lovgivning (se også afsnit 5.7).

• Tredjelandsstatsborgere, med hensyn til hvilke den tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i

tilbagesendelsesdirektivet, er blevet anvendt, og som opholder sig ulovligt på medlemsstatens

område uden gyldig begrundelse for den manglende tilbagevenden (scenarie i præmis 48 i

Domstolens dom i sag C-329/11, Achughbabian), har ulovligt ophold. Domstolens særlige

henvisning i Achughbabian-dommen vedrører kun nationale strafferetlige sanktioners forenelighed

med tilbagesendelsesdirektivet. Dommen henviser ikke til tilbagesendelsesdirektivets

anvendelsesområde, og hovedreglen i artikel 2, stk. 1, finder fortsat anvendelse: "Enten A eller B",

9

dvs. at en person enten opholder sig ulovligt, hvilket betyder, at tilbagesendelsesdirektivet finder

anvendelse, eller at personen har ret til at opholde sig på området, hvilket betyder, at

tilbagesendelsesdirektivet ikke finder anvendelse.

1.3. Tilbagesendelse

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 3

Processen i forbindelse med en tredjelandsstatsborgers tilbagevenden - enten frivilligt i

overensstemmelse med en forpligtelse til at vende tilbage eller tvangsmæssigt - til:

1) vedkommende tredjelandsstatsborgers oprindelsesland eller

2) et transitland i henhold til tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan

eller i henhold til andre ordninger eller

3) et andet tredjeland, som den pågældende tredjelandsstatsborger frivilligt beslutter at

vende tilbage til, og hvor vedkommende vil blive modtaget

Denne definition indebærer en begrænsning af, hvad der kan accepteres som "tilbagevenden", og

hvad der ikke kan accepteres som "tilbagevenden" i forbindelse med gennemførelsen af

tilbagesendelsesdirektivet. Tilbageførsel af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold til en

anden medlemsstat kan i henhold til EU-retten ikke betragtes som tilbagesendelse. En sådan

handling kan dog tillades i undtagelsestilfælde i henhold til bilaterale tilbagetagelsesaftaler eller

Dublinreglerne. Det anbefales ikke at henvise til "tilbagesendelse", men i stedet til "tilbageførsel".

Definitionen indebærer også, at medlemsstater kun må tilbagesende en person til et tredjeland under

de betingelser, der er anført i et af artiklens tre led. Det er således f.eks. ikke muligt at udsende en

tilbagesendt til et tredjeland, der hverken er oprindelseslandet eller transitlandet uden den

tilbagesendtes samtykke.


• "Transitland" i det andet led omfatter kun tredjelande, ikke EU-medlemsstater.

• "Tilbagetagelsesaftaler på fællesskabsplan eller bilateralt plan" i andet led vedrører kun aftaler

med tredjelande. Bilaterale tilbagetagelsesaftaler mellem medlemsstater er uden relevans i den

sammenhæng. Sådanne aftaler mellem medlemsstater kan dog i visse tilfælde give mulighed for

tilbageførsel af ulovlige migranter til andre medlemsstater i henhold til artikel 6, stk. 3, i

tilbagesendelsesdirektivet (se afsnit 5.5 nedenfor).

• Udtrykket "frivilligt beslutter at vende tilbage" i tredje led er ikke ensbetydende med frivillig

udrejse. "Frivillig" henviser i den sammenhæng til den tilbagesendtes valg af bestemmelsessted. Et

10

sådant frivilligt valg af bestemmelsessted kan også forekomme i forbindelse med forberedelsen af

en udsendelsesoperation: Der kan være tilfælde, hvor den tilbagesendte ønsker at blive udsendt til et

andet tredjeland end transit- eller oprindelseslandet.

• Præcisering af bestemmelseslandet i tilfælde af udsendelse: Hvis der indrømmes en frist for

frivillig udrejse, er det den tilbagesendtes ansvar at sørge for, at han/hun opfylder sin forpligtelse til

at vende tilbage inden for den fastsatte frist, og det er i princippet ikke nødvendigt at angive

bestemmelseslandet. Kun hvis medlemsstaten skal anvende tvangsforanstaltninger (udsendelse), er

det nødvendigt at angive, til hvilket land personen vil blive udsendt.

1.4. Afgørelse om tilbagesendelse

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 4, og artikel 6, stk. 6

En administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, der fastslår eller erklærer, at en

tredjelandsstatsborgers ophold er ulovligt, og som pålægger eller fastslår en forpligtelse for den

pågældende til at vende tilbage.

Definitionen af en "afgørelse om tilbagesendelse" fokuserer på to afgørende elementer. En afgørelse

om tilbagesendelse skal omfatte: for det første en erklæring om, at opholdet er ulovligt, og for det

andet pålæg af en forpligtelse til at vende tilbage.

En afgørelse om tilbagesendelse kan omfatte flere elementer, f.eks. et indrejseforbud, en frist for

frivillig udrejse, angivelse af bestemmelseslandet.

Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til den form (afgørelse eller retsakt, retslig

eller administrativ), som en afgørelse om tilbagesendelse kan vedtages i.

Afgørelser om tilbagesendelse kan udformes som selvstændige retsakter eller afgørelser eller

sammen med andre afgørelser, f.eks. en afgørelse om udsendelse eller en afgørelse om ophør af

lovligt ophold (se afsnit 12.1 nedenfor).

En afgørelse om tilbagesendelse angiver, at der er tale om ulovligt ophold i den medlemsstat, der

træffer afgørelsen. Det skal dog understreges, at afgørelser om tilbagesendelse i overensstemmelse

med artikel 11 kan ledsages af indrejseforbud i hele EU (bindende for alle stater, der er bundet af

tilbagesendelsesdirektivet).


• Den fleksible definition af "afgørelse om tilbagesendelse" udelukker ikke, at afgørelsen, der

pålægger en person en forpligtelse til at vende tilbage, kan træffes i form af en straffedom og som

led i en straffesag (sag C-430/11, Sagor, præmis 39).

11

1.5. Udsendelsesafgørelse

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 5, og artikel 8, stk. 3

Administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om håndhævelse af forpligtelsen til at vende

tilbage, dvs. den fysiske transport ud af medlemsstaten.

Udsendelsesafgørelsen kan træffes sammen med afgørelsen om tilbagesendelse (procedure med

et trin) eller særskilt (procedure med to trin). I de sager, hvor afgørelsen om tilbagesendelse og

afgørelsen om udsendelse træffes sammen i en procedure med et trin, skal det fremgå klart - i de

tilfælde, hvor der er fastsat en frist for frivillig udrejse - at udsendelse kun vil finde sted, hvis fristen

for frivillig udrejse ikke overholdes.

I lyset af medlemsstaternes forpligtelse til altid at respektere non-refoulement-princippet har

Kommissionen den holdning, at udsendelse (fysisk transport ud af medlemsstaten) ikke må foregå

til et uspecificeret bestemmelsessted, men kun til et nærmere angivet bestemmelsesland. Den

tilbagesendte skal på forhånd informeres om bestemmelsesstedet for udsendelsesoperationen, så den

pågældende kan påberåbe sig eventuelle forhold, der kunne begrunde, at udsendelse til

bestemmelsesstedet ville være i strid med non-refoulement-princippet, og kan benytte sig af retten

til at gøre indsigelse mod afgørelsen. Kommissionen anbefaler, at det sker ved enten at nævne

bestemmelseslandet i en særskilt udsendelsesafgørelse (procedure med to trin) eller ved at nævne

det land, hvortil personen vil blive udsendt i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelsen til at

vende tilbage, i den kombinerede afgørelse om tilbagesendelse og udsendelse (procedure i et trin).

1.6. Risiko for, at den pågældende vil forsvinde

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 7, og betragtning 6

Tilstedeværelsen i den enkelte sag af grunde, baseret på objektive, lovfæstede kriterier, til at

formode, at en tredjelandsstatsborger, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, vil

forsvinde.

Tilstedeværelsen (eller fraværet) af en "risiko for at den pågældende vil forsvinde" er et afgørende

element i afgørelsen om, hvorvidt der skal indrømmes en frist for frivillig udrejse, og for afgørelsen

om, hvorvidt det er nødvendigt at frihedsberøve den pågældende. Medlemsstaterne skal basere

deres vurdering af, hvorvidt der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, på objektive kriterier,

der er fastsat i den nationale lovgivning. Hyppigt brugte kriterier i den nationale lovgivning er

f.eks.:

⇒ manglende dokumentation

12

⇒ manglende samarbejdsvilje i forbindelse med bestemmelse af identiteten

⇒ manglende bopæl

⇒ brug af falske dokumenter eller tilintetgørelse af eksisterende dokumenter

⇒ undladelse gentagne gange af at melde sig til de relevante myndigheder

⇒ udtrykkelig tilkendegivelse af, at den pågældende ikke har til hensigt at tage

afgørelsen til følge

⇒ tilstedeværelse af en straffedom

⇒ manglende overholdelse af eksisterende indrejseforbud

⇒ overtrædelse af en afgørelse om tilbagesendelse

⇒ tidligere adfærd (flugt)

⇒ mangel på økonomiske ressourcer

⇒ personen er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse truffet i en anden

medlemsstat

⇒ manglende opfyldelse af en forpligtelse til frivillig udrejse.

I overensstemmelse med de generelle principper i EU-retten, navnlig proportionalitetsprincippet,

bør alle afgørelser, der træffes i henhold til tilbagesendelsesdirektivet, træffes efter en individuel

vurdering. Ovenstående liste over kriterier skal tages i betragtning som et element i den samlede

vurdering af den individuelle situation, men kan ikke være det eneste grundlag for automatisk at

antage, at der er tale om en "risiko for, at den pågældende vil forsvinde". Ofte skal der foreligge en

kombination af flere af førnævnte kriterier, hvis det med rimelighed skal kunne antages, at der er

"risiko for, at den pågældende vil forsvinde". Enhver automatik (f.eks. "ulovlig indrejse = risiko for,

at den pågældende vil forsvinde") skal undgås, og der skal foretages en individuel vurdering af hver

enkelt sag. En sådan vurdering skal tage højde for alle relevante faktorer, herunder den pågældende

persons alder og helbredstilstand, og kan i visse tilfælde give anledning til at konkludere, at der ikke

er nogen risiko for, at den pågældende vil forsvinde, selv om et eller flere af de kriterier, der er

fastsat i den nationale lovgivning, er opfyldt.

1.7. Frivillig udrejse


Opfyldelse af forpligtelsen til at vende tilbage inden for den frist, der er fastsat herfor i afgørelsen

om tilbagesendelse.

I forbindelse med EU-retten om tilbagesendelse henviser frivillig udrejse til frivillig opfyldelse af

en forpligtelse til at vende tilbage til et tredjeland. Udtrykket "frivillig udrejse" omfatter ikke sager,

13

hvor tredjelandsstatsborgere med lovligt ophold beslutter at vende tilbage til deres hjemland af egen

fri vilje. En sådan "reelt" frivillig tilbagevenden (scenarie 1 som illustreret nedenfor) er ikke

omfattet af anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet, eftersom der er tale om

tredjelandsstatsborgere med lovligt, og ikke ulovligt, ophold. Udrejse kan, når der er tale om

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som ikke er blevet opdaget/pågrebet endnu (f.eks.

visumindehavere, der bliver i landet efter visummets udløb), anses for at være omfattet af

definitionen af "frivillig udrejse". De pågældende er allerede pålagt en "abstrakt" forpligtelse til at

vende tilbage i henhold til tilbagesendelsesdirektivet og kan blive genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse og et indrejseforbud, når myndighederne får kendskab til deres ulovlige ophold

(senest ved udrejsekontrol - se afsnit 13.3 nedenfor).

Tilbagesendelsesdirektivet dækker kun scenarie 2 og 3:

At begive sig fra én medlemsstats nationale område til en anden medlemsstats område, jf. artikel 6,

stk. 2, (se afsnit 5.4 nedenfor) kan ikke betragtes som frivillig udrejse. I henhold til definitionen af

frivillig udrejse skal udrejsen altid foregå til et tredjeland. Specifikke regler om transit over land

gennem andre medlemsstaters område i forbindelse med frivillig udrejse fremgår af afsnit 6.4

nedenfor.

1.8. Sårbare personer


Mindreårige, uledsagede mindreårige, handicappede, ældre, gravide, enlige forældre med

mindreårige børn og personer, der har været udsat for tortur, voldtægt eller andre grove former for

psykisk, fysisk eller seksuel vold.

I modsætning til den definition af sårbare personer, der bruges i EU-retten om asyl - se f.eks.:

artikel 21 i direktivet om modtagelsesforhold (2013/33/EU) eller artikel 20, stk. 3, i

asylkvalifikationsdirektivet (2011/95/EU) - har definitionen i tilbagesendelsesdirektivet karakter af

en udtømmende liste. Behovet for at være særlig opmærksom på sårbare personers situation og

deres særlige behov i forbindelse med tilbagesendelse begrænser sig dog ikke til de kategorier af

1. FRIVILLIG TILBAGEVENDEN:

frivillig tilbagevenden for tredjelandsstatsborgere med

lovligt ophold

2. FRIVILLIG UDREJSE: frivillig opfyldelse af en

forpligtelse til at vende tilbage for tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold

3. UDSENDELSE: tvungen opfyldelse af en forpligtelse til at vende

tilbage for tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold

2 + 3 = "tilbagesendelse" (som omhandlet i artikel 2, stk. 3, i tilbagesendelsesdirektivet)

14

sårbare personer, der udtrykkeligt er anført i artikel 3, stk. 9. Kommissionen anbefaler, at

medlemsstaterne også er opmærksomme på andre situationer, hvor personer er særlig sårbare, f.eks.

de situationer, der er nævnt i EU-retten om asyl: ofre for menneskehandel eller kvindelig

omskæring, personer med alvorlige sygdomme eller psykiske lidelser.

Tilsvarende må behovet for at være særlig opmærksom på sårbare personers situation ikke

begrænse sig til de situationer, der udtrykkeligt er nævnt i tilbagesendelsesdirektivet (inden for

fristen for frivillig udrejse samt i forbindelse med udsat tilbagesendelse og frihedsberøvelse).

Kommissionen anbefaler derfor, at medlemsstaterne er særlig opmærksomme på sårbare personers

behov i alle faser af tilbagesendelsesproceduren.

2. Anvendelsesområde

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 2 og artikel 4, stk. 4

Tilbagesendelsesdirektivet har et bredt anvendelsesområde og gælder alle tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold på en medlemsstats område. Følgende medlemsstater er på nuværende

tidspunkt (2015) bundet af tilbagesendelsesdirektivet:

- alle EU-medlemsstater undtagen Det Forenede Kongerige og Irland

- Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein.

Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende direktivet på visse kategorier af

tredjelandsstatsborgere:

- "grænsesager", jf. artikel 2, stk. 2, litra a), (se afsnit 2.1 nedenfor) og

- "straffesager", jf. artikel 2, stk. 2, litra b) (se afsnit 2.2 nedenfor).

En medlemsstats beslutning om at gøre brug af undtagelsesbestemmelsen og ikke anvende

direktivet på "grænsesager" eller "straffesager" skal på forhånd klart fremgå af den nationale

gennemførelseslovgivning3, da den ellers ikke får retsvirkning. Der er ingen specifikke formelle

krav til offentliggørelsen af en sådan afgørelse. Det er dog vigtigt, at det klart - eksplicit eller

implicit - fremgår af den nationale lovgivning, om og i hvilket omfang en medlemsstat gør brug af

undtagelsesbestemmelsen.

3 I modsætning til EU-medlemsstaterne er Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein først bundet af EU-direktiverne,

jf. artikel 288 i TEUF, når de har ratificeret dem, og i henhold til almindelige folkeretlige principper. I modsætning til EU-medlemsstaterne er Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein således ikke bundet af Domstolens retspraksis vedrørende gennemførelse af direktiverne i den nationale lovgivning og kan frit vælge, hvordan de gennemfører forpligtelsen i tilbagesendelsesdirektivet (f.eks. ved direkte henvisning til direktivets tekst), i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser.

15

Hvis en medlemsstat ikke på forhånd har offentliggjort sin beslutning om at gøre brug af

undtagelsesbestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra a) eller b), kan disse bestemmelser ikke bruges

som en begrundelse for efterfølgende ikke at anvende tilbagesendelsesdirektivet i individuelle

sager.

Intet forhindrer medlemsstaterne i at begrænse brugen af undtagelsesbestemmelsen i artikel 2,

stk. 2, litra a) eller b), til visse personkategorier (f.eks. kun nægtelse af indrejse ved luftgrænser

eller søgrænser), forudsat at det klart fremgår af den nationale gennemførelseslovgivning.

Medlemsstaterne kan beslutte at gøre brug af undtagelsesbestemmelsen på et senere tidspunkt. Det

må dog ikke have negative konsekvenser for personer, der allerede kunne påberåbe sig virkningerne

af tilbagesendelsesdirektivet (se Domstolens dom i sag C-297/12, Filev og Osmani: "…for så vidt

som en medlemsstat endnu ikke har gjort brug af denne mulighed [...], kan den derimod ikke

påberåbe sig retten til at begrænse dette direktivs personelle anvendelsesområde i henhold til dets

artikel 2, stk. 2, litra b), i forhold til personer, som nævnte direktivs virkninger allerede fandt

anvendelse på").

2.1. Grænsesager - artikel 2, stk. 2, litra a)

Personer, der er blevet nægtet indrejse, og som befinder sig i et transitområde eller en medlemsstats

grænseområde, er ofte genstand for særlige regler i medlemsstaterne: Ud fra en "juridisk antagelse"

anses de pågældende personer undertiden for ikke at "opholde sig på den pågældende medlemsstats

område", og andre regler gælder. Tilbagesendelsesdirektivet anvender ikke denne tilgang, og enhver

tredjelandsstatsborger, der fysisk opholder sig på medlemsstatens område, anses for at være

omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Medlemsstaterne kan dog frit (men er ikke forpligtet til at) beslutte ikke at anvende direktivet på

"grænsesager", defineret som tredjelandsstatsborgere, der:

- er genstand for nægtelse af indrejse i medfør af artikel 13 i Schengengrænsekodeksen

eller

- pågribes eller standses af de kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig

overskridelse af en medlemsstats ydre grænse ad land-, sø- eller luftvejen,

og som ikke efterfølgende har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat.


• Følgende personkategorier er f.eks. omfattet af udtrykket pågribes eller standses af de

kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse,

fordi der stadig er en DIREKTE forbindelse med den ulovlige grænsepassage:

16

⇒ personer, der ankommer ulovligt med skib, og som pågribes ved ankomsten eller kort

efter

⇒ personer, der anholdes af politiet efter at være kravlet over et grænsehegn

⇒ ulovlige indvandrere, der forlader den bus/det tog, der bragte dem direkte til en

medlemsstats område (uden tidligere ophold på en medlemsstats område).

• Følgende personkategorier er ikke omfattet af udtrykket pågribes eller standses af de

kompetente myndigheder i forbindelse med ulovlig overskridelse af en medlemsstats ydre grænse,

fordi der ikke længere er en DIREKTE forbindelse med den ulovlige grænsepassage:

⇒ ulovlige indvandrere, der pågribes på en medlemsstats område et stykke tid efter den

ulovlige indrejse

⇒ ulovlige migranter, der pågribes i et grænseområde (medmindre der stadig er en

direkte forbindelse med den ulovlige grænsepassage)

⇒ en ulovlig migrant, som forlader en bus, der kommer fra et tredjeland, hvis bussen

allerede er standset flere gange på EU's område

⇒ ulovlige migranter, der - efter at være blevet udvist ved en tidligere lejlighed -

overtræder et stadig gyldigt indrejseforbud (medmindre de pågribes i direkte

forbindelse med en ulovlig grænsepassage)

⇒ ulovlige migranter, der krydser en indre grænse (NB: Både artikel 2, stk. 2, litra a), i

tilbagesendelsesdirektivet og artikel 13 i Schengengrænsekodeksen henviser klart til

"ydre grænser").

• Praktiske eksempler på sager, der er omfattet af bestemmelsen: "og som ikke efterfølgende

har opnået tilladelse eller ret til ophold i den pågældende medlemsstat":

⇒ ulovlige indvandrere, der er blevet pågrebet ved de ydre grænser, og som

efterfølgende har fået opholdsret som asylansøgere. Selv hvis de - efter endelig

afvisning af asylansøgningen - igen får "ulovligt ophold", må de ikke udelukkes fra

direktivets anvendelsesområde som "grænsesag"

⇒ en tredjelandsstatsborger, som er blevet nægtet indrejse og opholder sig i lufthavnens

transitområde (og dermed kan være udelukket fra direktivets anvendelsesområde), og

som overføres til et hospital af lægelige årsager og får en tidsbegrænset national

opholdstilladelse (og ikke blot udsættelse af udsendelse i henhold til artikel 8, stk. 2,

litra a)), der gælder i indlæggelsesperioden.

17

• Formen af, indholdet i og retsmidlerne over for afgørelser, som træffes i forhold til

tredjelandsstatsborgere, der er udelukket fra tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde i

henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), er omfattet af den nationale lovgivning.

• Nægtelse af indrejse i henhold til artikel 13 i Schengengrænsekodeksen omfatter alle, der

ikke opfylder betingelserne for indrejse i henhold til artikel 5, stk. 1, i Schengengrænsekodeksen.

• Personer, der nægtes indrejse i en lufthavns transitområde eller ved et grænseovergangssted

på en medlemsstats område, henhører under tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde (fordi

de allerede fysisk opholder sig på området). Medlemsstaterne kan dog gøre brug af

undtagelsesbestemmelsen i artikel 2, stk. 2, litra a), i henhold til hvilken medlemsstaterne kan

beslutte ikke at anvende direktivet på disse sager.

• Den midlertidige genindførelse af kontrol ved de indre grænser omdanner ikke de indre

grænser til ydre grænser. Det er derfor uden relevans for tilbagesendelsesdirektivets

anvendelsesområde. Kommissionen har den holdning, at undtagelsesbestemmelsen om grænsesager

i artikel 2, stk. 2, litra a), kun finder anvendelse på pågribelser ved de ydre grænser, ikke ved de

indre grænser.

• Grænsesager og grænselignende sager, der kan være udelukket fra direktivets

anvendelsesområde i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a), er ikke de samme som de sager, der er

nævnt i artikel 12, stk. 3 (forenklet procedure ved ulovlig indrejse): Ulovlig indrejse (det udtryk, der

bruges i artikel 12, stk. 3) er ikke synonymt med de "grænsesager og grænselignende sager", der er

beskrevet i artikel 2, stk. 2, litra a). Eksempel: En tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der

pågribes på en medlemsstats område tre måneder efter den pågældendes ulovlige indrejse, er ikke

omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), men kan være omfattet af artikel 12, stk. 3.

2.2. Særlige beskyttelsesforanstaltninger i grænsesager

Hvis medlemsstaterne vælger ikke at anvende direktivet på grænsesager, skal de ikke desto mindre -

i overensstemmelse med artikel 4, stk. 4, i tilbagesendelsesdirektivet - sikre, at beskyttelsesniveauet

for de berørte personer ikke er mindre gunstigt end det, der er fastsat i direktivets artikler om

⇒ begrænsning af anvendelsen af tvangsforanstaltninger

⇒ udsættelse af udsendelse

⇒ akut lægebehandling og hensyntagen til sårbare personers behov

⇒ forholdene under frihedsberøvelse og

⇒ overholdelse af non-refoulement-princippet.

18

Derudover skal det understreges, at beskyttelsesforanstaltningerne i henhold til EU-retten om asyl

(herunder navnlig adgang til asylproceduren) på ingen måde tilsidesættes, hvis medlemsstaterne

vælger ikke at anvende tilbagesendelsesdirektivet på grænsesager. Forpligtelserne i henhold til EU-

retten om asyl omfatter navnlig medlemsstaternes forpligtelse til at:

⇒ underrette tredjelandsstatsborgere, der måtte ønske at ansøge om international

beskyttelse, om muligheden herfor

⇒ sikre, at grænsevagter og andre relevante myndigheder har de relevante oplysninger,

og at deres personale modtager den nødvendige uddannelse i, hvordan man

anerkender ansøgere, og instrukser i, hvordan man underretter ansøgere om, hvor og

hvordan der kan indgives ansøgning om international beskyttelse

⇒ sørge for tolkning i nødvendigt omfang med henblik på at lette adgangen til

proceduren

⇒ sikre reel adgang for organisationer og personer, der rådgiver ansøgere ved

grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser.


• Anvendelse i praksis af denne bestemmelse ved nægtelse af indrejse ved grænsen: Der kan være

tale om to situationer: Enten befinder personen sig fysisk på en medlemsstats område, efter at den

pågældende er blevet nægtet indrejse ved grænsen (f.eks. i en lufthavns transitområde), eller også

befinder personen sig ikke fysisk på en medlemsstats område (f.eks. en person, der blev nægtet

indrejse ved en landgrænse, og som stadig fysisk opholder sig på tredjelandets område). I

førstnævnte tilfælde kan og skal beskyttelsesforanstaltningerne i artikel 4, stk. 4, finde anvendelse. I

sidstnævnte tilfælde finder artikel 4, stk. 4, ikke anvendelse.

• Retten til non-refoulement, som er anerkendt i artikel 4, stk. 4, litra b), (og fastsat i artikel 3 i

den europæiske menneskerettighedskonvention og i artikel 19, stk. 2, i chartret om grundlæggende

rettigheder) er absolut og må ikke begrænses under nogen omstændigheder, selv hvis udlændinge

udgør en trussel mod den offentlige orden eller har begået særlig grov kriminalitet. Sådanne

personer kan udelukkes fra at få flygtningestatus eller subsidiær beskyttelse, men må stadig ikke

tilbagesendes til et sted, hvor de risikerer at blive tortureret eller dræbt.

2.3. Straffesager og udleveringssager

Medlemsstaterne kan frit (men er ikke forpligtet til at) beslutte ikke at anvende direktivet på

tredjelandsstatsborgere, der:

19

- er genstand for tilbagesendelse som en strafferetlig sanktion eller som følge af en

strafferetlig sanktion i henhold til national ret eller

- er genstand for udleveringsprocedurer.


• De straffesager, der er omhandlet i bestemmelsen, er typisk dem, der betragtes som

lovovertrædelser i medlemsstaternes nationale ret.

⇒ I sin dom i sag C-297/12, Filev og Osmani, præciserede Domstolen udtrykkeligt, at

overtrædelser af bestemmelserne i den nationale lov om euforiserende stoffer og

frihedsstraf for handel med euforiserende stoffer kan være tilfælde, hvor undtagelsen

finder anvendelse.

⇒ I sin dom i Achughbabian-sagen bekræftede Domstolen, at der ikke kan gøres brug

af denne undtagelse uden at fratage tilbagesendelsesdirektivet sit formål og sin

bindende virkning, i forhold til tredjelandsstatsborgere, hvis eneste lovovertrædelse

er ulovligt ophold.

⇒ Mindre migrationsrelaterede lovovertrædelser, såsom ulovlig indrejse eller ulovligt

ophold, kan ikke i sig selv være en begrundelse for brug af denne undtagelse.

• Udleveringsprocedurer hænger ikke nødvendigvis sammen med tilbagesendelsesprocedurer

(Europarådets grundlæggende konvention fra 1957 begrænser udlevering til udlevering af enhver

person, mod hvem det begærende lands kompetente myndigheder har indledt retsforfølgning for en

forbrydelse, eller som af de nævnte myndigheder ønskes udleveret med henblik på fuldbyrdelse af

en straffedom eller en beslutning om sikkerhedsforanstaltning). Der kan dog være overlapninger, og

denne undtagelse skal gøre det klart, at medlemsstaterne har mulighed for at undlade at anvende de

proceduremæssige garantier i tilbagesendelsesdirektivet ved tilbagesendelse som led i

udleveringsprocedurer.

3. Gunstigere bestemmelser

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 4

Selv om tilbagesendelsesdirektivet sigter mod at harmonisere tilbagesendelsesprocedurerne i

medlemsstaterne, berører det udtrykkeligt ikke gunstigere bestemmelser i bilaterale eller

multilaterale internationale aftaler (artikel 4, stk. 1). Tilbagesendelsesdirektivet berører heller ikke

bestemmelser, som kan være gunstigere for tredjelandsstatsborgeren, og som er fastsat i gældende

fællesskabsret vedrørende indvandring og asyl (artikel 4, stk. 2), og medlemsstaternes ret til at

20

vedtage eller opretholde bestemmelser, som er gunstigere for de personer, det finder anvendelse på,

forudsat at sådanne bestemmelser er forenelige med dette direktiv (artikel 4, stk. 3).


• Eftersom tilbagesendelsesdirektivet sigter mod at indføre fælles minimumsstandarder for

overholdelse af de grundlæggende rettigheder for personer i tilbagesendelsesprocedurer, skal

"gunstigere" altid fortolkes som "gunstigere for den tilbagesendte" og ikke gunstigere for den

udleverende/udsendende stat.

• Medlemsstaterne må ikke frit anvende strengere bestemmelser inden for områder, der er

omfattet af tilbagesendelsesdirektivet: Se Domstolens dom i sag C-61/11, El Dridi, præmis 33: "…

Direktiv 2008/115 […] tillader [...] imidlertid ikke medlemsstaterne at anvende strengere

bestemmelser på det område, som reguleres ved direktivet".

• Pålæg af en bøde i stedet for at træffe afgørelse om tilbagesendelse: Tilbagesendelsesdirektivet

tillader ikke, at der indføres en mekanisme, hvorefter der i tilfælde af tredjelandsstatsborgeres

ulovlige ophold på en medlemsstats område efter omstændighederne enten pålægges en bøde eller

sker udsendelse, idet de to foranstaltninger gensidigt udelukker hinanden (Zaizoune, C-38/14).

• Anvendelse af dele af tilbagesendelsesdirektivet på personer, der er undtaget fra dets

anvendelsesområde i henhold til artikel 2, stk. 2, litra a) og b), er mulig. En sådan praksis er i den

berørte persons interesse, er forenelig med direktivet og kan betragtes som omfattet af artikel 4,

stk. 3.

4. Strafferetlige sanktioner ved overtrædelser af migrationsreglerne

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - som fortolket af Domstolen i følgende sager: El Dridi, C-61/11, Sagor, C-

430/11, Achughbabian, C-329/11, Filev og Osmani, C-297/12

Medlemsstaterne kan frit fastsætte strafferetlige sanktioner i forbindelse med overtrædelser af

migrationsreglerne, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke bringer anvendelsen af

tilbagesendelsesdirektivet i fare. Det skal fastsættes i den nationale lovgivning, hvilke typer

overtrædelser af migrationsreglerne der gøres til genstand for sanktioner. Intet forhindrer

medlemsstaterne i også at behandle og tage højde for overtrædelser af migrationsreglerne begået i

andre medlemsstater i deres nationale lovgivning:

• Pålæggelse af en bødestraf for ulovligt ophold - der står i rimeligt forhold til overtrædelsen -

i henhold til national strafferet er ikke i sig selv uforeneligt med tilbagesendelsesdirektivets mål,

eftersom pålæggelse af en sådan bødestraf ikke forhindrer, at der træffes afgørelse om

tilbagesendelse, eller at denne gennemføres under fuld overholdelse af betingelserne i

21

tilbagesendelsesdirektivet (Sagor, C-430/11). Lovgivning i en medlemsstat, hvorefter der i tilfælde

af ulovligt ophold efter omstændighederne enten pålægges en bøde eller sker udsendelse, er

uforenelig med tilbagesendelsesdirektivet, eftersom en sådan lovgivning undergraver dets

effektivitet (Zaizoune, C-38/14).

• Øjeblikkelig udvisning i henhold til national strafferet (i tilfælde, der ikke er undtaget fra

tilbagesendelsesdirektivets anvendelsesområde i henhold til artikel 2, stk. 2, litra b) - se afsnit 2.3

ovenfor) er kun tilladt, hvis den dom, der pålægger bøden, opfylder alle proceduremæssige

betingelser i tilbagesendelsesdirektivet (herunder tilbagesendelsesafgørelsens form, lovhjemlede

garantier og hensyntagen på forhånd til muligheden for frivillig udrejse) (Sagor, C-430/11).

• Husarrest i henhold til national strafferet må kun bruges, hvis der er garanti for, at husarrest

ikke forhindrer tilbagesendelse og ophører, så snart den pågældendes fysiske transport ud af den

omhandlede medlemsstat er mulig (Sagor, C-430/11)

• Medlemsstaterne kan ikke frit pålægge fængselsstraf i henhold til national strafferet alene på

grund af ulovligt ophold før eller efter tilbagesendelsesproceduren, eftersom det ville forsinke

tilbagesendelsen (El Dridi, C-61/11).

• Medlemsstaterne kan frit pålægge strafferetlige sanktioner i henhold til nationale

bestemmelser om strafferetspleje over for tredjelandsstatsborgere, med hensyn til hvilke den

tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivet, er blevet anvendt, og som

opholder sig ulovligt på medlemsstatens område uden gyldig begrundelse for den manglende

tilbagevenden. I sådanne tilfælde skal der sikres fuld iagttagelse af de grundlæggende rettigheder,

navnlig de rettigheder, der garanteres af den europæiske menneskerettighedskonvention og chartret

om grundlæggende rettigheder (Achughbabian, C-329/11, præmis 48-49).


• "Gyldig begrundelse for manglende tilbagevenden" kan være

⇒ årsager, som den tilbagesendte ikke har indflydelse på (f.eks. forsinkelser i

forbindelse med fremskaffelsen af de nødvendige dokumenter fra tredjelande som

følge af manglende samarbejde fra tredjelandenes myndigheders side, krisesituation i

det land, den pågældende skal sendes tilbage til, hvilket gør sikker tilbagesendelse

umulig, formel udsættelse af tilbagesendelse/tildeling af tålt ophold til visse

kategorier af tilbagesendte, …) eller

⇒ årsager, som den tilbagesendte har indflydelse på, og som anerkendes som legitime

og berettigede i EU-retten eller national lovgivning (f.eks. helbredsproblemer eller

22

familiemæssige årsager, der fører til udsættelse af udsendelsen, verserende

klageprocedure med opsættende virkning, beslutning om at samarbejde med

myndighederne som vidne, m.m.). Et subjektivt ønske om at blive i EU kan aldrig i

sig selv betragtes som "gyldig begrundelse".

• "Ugyldig begrundelse for manglende tilbagevenden" kan være årsager, som den

tilbagesendte har indflydelse på, og som ikke anerkendes som legitime eller berettigede i EU-retten

eller national lovgivning, f.eks. manglende samarbejde i forbindelse med fremskaffelse af

rejsedokumenter, manglende samarbejde i forbindelse med afsløring af den pågældendes identitet,

tilintetgørelse af dokumenter, forsvinden, hindring af indsatsen for tilbagesendelse m.m. Det skal

understreges, at en tredjelandsstatsborgers subjektive ønske om at blive i EU aldrig i sig selv kan

betragtes som "gyldig begrundelse".

• Strafferetlige sanktioner, der skal afskrække personer, der ikke kan sendes tilbage, og som

ikke har nogen gyldig begrundelse for ikke at vende tilbage, fra at blive i landet ulovligt, skal være i

overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, navnlig dem, der garanteres af den

europæiske menneskerettighedskonvention og chartret om grundlæggende rettigheder, og skal

respektere proportionalitetsprincippet. Den maksimale grænse for frihedsberøvelse af tilbagesendte,

der ikke samarbejder, er i henhold til tilbagesendelsesdirektivet på 18 måneder. Ifølge

Kommissionen4 bør medlemsstaterne ikke idømme fængselsstraffe i henhold til strafferetten efter

udløbet af de 18 måneder (eller den maksimale varighed i henhold til national lovgivning) til

tilbagesendte, der ikke har begået andre overtrædelser end ulovligt ophold eller manglende

samarbejde.

5. Pågribelse og forpligtelse til at træffe en afgørelse om tilbagesendelse


Medlemsstaterne træffer afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger,

som opholder sig ulovligt på deres område.

Medlemsstaterne er forpligtet til at træffe en afgørelse om tilbagesendelse vedrørende enhver

tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, medmindre EU-retten fastsætter

en udtrykkelig undtagelse (se listen over undtagelser nedenfor). Medlemsstaterne må ikke i praksis

tolerere tilstedeværelsen af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på deres område uden enten

at indlede en tilbagesendelsesprocedure eller give dem opholdstilladelse. Denne forpligtelse, som

medlemsstaterne har til enten at indlede tilbagesendelsesprocedurer eller give opholdstilladelse, skal

4 Spørgsmålet behandles i forbindelse med en verserende sag ved Domstolen, nemlig C-390/14, Mehrabipari.

23

mindske forekomsten af "gråzoner" med henblik på at forhindre udnyttelse af personer med ulovligt

ophold og øge retssikkerheden for alle involverede personer.

Som hovedregel er det relevante kriterium for at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for at

gennemføre tilbagesendelsesprocedurer, det sted, hvor personen blev pågrebet. Eksempel: Hvis en

ulovlig migrant er kommet ind i EU via medlemsstat A (uden at blive opdaget), efterfølgende er

rejst gennem medlemsstat B og C (uden at blive opdaget) og til sidst pågribes i medlemsstat D, er

det medlemsstat D, der er ansvarlig for at gennemføre tilbagesendelsesproceduren. Midlertidig

genindførelse af kontrol ved de indre grænser mellem Schengenlandene påvirker ikke dette princip.

Undtagelser fra denne hovedregel fremgår af afsnit 5.2, 5.3, 5.4, 5.5 og 5.8 nedenfor.


• Der kan i henhold til national lovgivning pålægges en administrativ bøde for ulovligt ophold

samtidig med vedtagelsen af en afgørelse om tilbagesendelse. En administrativ bøde kan dog ikke

erstatte medlemsstaternes forpligtelse til at træffe en afgørelse om tilbagesendelse og foretage

udsendelsen (Zaizoune, C-38/14).

• Der skal også træffes afgørelse om tilbagesendelse i henhold til tilbagesendelsesdirektivet, når

en tilbagesendelsesprocedure gennemføres via en tilbagetagelsesaftale: Brug af

tilbagetagelsesaftaler med et tredjeland (som omfatter forholdet mellem EU-medlemsstater og

tredjelande) berører ikke den fulde og inklusive anvendelsen af tilbagesendelsesdirektivet (som

omfatter forholdet mellem den udsendende stat og den tilbagesendte) i hver enkelt

tilbagesendelsessag. Brug af tilbagetagelsesaftalen forudsætter faktisk, at der først er truffet en

afgørelse om tilbagesendelse.

• Den nationale lovgivning kan indeholde bestemmelser om, at en tredjelandsstatsborger er

forpligtet til at forlade EU's område, hvis den pågældende opholder sig ulovligt på dette område. En

sådan abstrakt juridisk forpligtelse udgør ikke en afgørelse om tilbagesendelse. Den skal i hver

enkelt sag dokumenteres i form af en særskilt afgørelse om tilbagesendelse.

Pågribelsesmetoder - respekt for de grundlæggende rettigheder

Medlemsstaterne skal ved opfyldelsen af deres forpligtelse til at træffe en afgørelse om

tilbagesendelse vedrørende enhver tredjelandsstatsborger, der opholder sig ulovligt på deres

område, overholde de grundlæggende rettigheder, herunder proportionalitetsprincippet

(betragtning 24). Det legitime mål at bekæmpe ulovlig indvandring kan vejes op mod andre

legitime statslige interesser, nemlig folkesundhedsmæssige overvejelser, statens interesse i at

bekæmpe kriminalitet, interessen i omfattende fødselsregistrering, respekt for barnets tarv

24

(udtrykkeligt fastsat i betragtning 22), Genèvekonventionen (som fremhæves i betragtning 23) og

andre relevante grundlæggende rettigheder, der anerkendes i chartret om grundlæggende

rettigheder. Kommissionen henviser til overvejelserne i dokumentet fra Agenturet for

Grundlæggende Rettigheder fra 2012 "Apprehension of migrants in an irregular situation -

fundamental rights considerations" (⇒ Rådet, dok. 13847/12). Praksisser i medlemsstaterne, der

overholder disse principper, vil af Kommissionen ikke blive betragtet som manglende opfyldelse af

forpligtelsen til at træffe afgørelse om tilbagesendelse af enhver tredjelandsstatsborger med

ulovligt ophold i henhold til artikel 6, stk. 1, i tilbagesendelsesdirektivet:

Adgang til sundhedsydelser:

Migranter med ulovligt ophold, der søger lægehjælp, må ikke pågribes i eller i nærheden af

lægelige faciliteter.

Hospitaler må ikke forpligtes til at udlevere migranters personoplysninger til retshåndhævende

immigrationsmyndigheder med henblik på eventuel tilbagesendelse.

Adgang til uddannelse:

Migranter med ulovligt ophold må ikke pågribes på eller i nærheden af den skole, deres børn går

på.

Skoler må ikke forpligtes til at udlevere migranters personoplysninger til retshåndhævende

immigrationsmyndigheder med henblik på eventuel tilbagesendelse.

Religionsfrihed:

Migranter med ulovligt ophold må ikke pågribes i eller i nærheden af anerkendte religiøse

institutioner, når de praktiserer deres religion.

Fødselsregistrering:

Migranter med ulovligt ophold skal kunne registrere deres barns fødsel og få udstedt en

fødselsattest, uden at de risikerer at blive pågrebet.

Folkeregistre, der udsteder fødselsattester, må ikke forpligtes til at udlevere migranters

personoplysninger til retshåndhævende immigrationsmyndigheder med henblik på eventuel

tilbagesendelse.

Adgang til domstolsprøvelse:

Medlemsstaterne kan med henblik på at bekæmpe kriminalitet overveje at give ofre og vidner

mulighed for at anmelde kriminalitet uden frygt for at blive pågrebet. I den henseende kan

25

følgende former for bedste praksis overvejes:

- indføre muligheder for anonyme, eller delvist anonyme, eller andre effektive

anmeldelsesfaciliteter

- tilbyde ofre og vidner til alvorlig kriminalitet, at de kan henvende sig til politiet via

tredjeparter (såsom en ombudsmand for migranter, særligt udpegede embedsmænd eller

enheder, der tilbyder humanitær bistand eller retshjælp)

- fastsætte de betingelser, under hvilke ofre eller vidner til kriminalitet, herunder vold i

hjemmet, kan gives opholdstilladelse på grundlag af standarderne i direktiv 2004/81/EF

og direktiv 2009/52/EF

- overveje behovet for at afkoble voldsofres immigrationsstatus fra den primære indehaver

af opholdstilladelsen, der samtidig er gerningsmanden

- udarbejde brochurer i samarbejde med arbejdstilsyn eller andre relevante enheder med

henblik på systematisk og objektiv information af migranter, der pågribes på deres

arbejdsplads, om de eksisterende muligheder for at indgive klager mod deres

arbejdsgiver, jf. direktiv 2009/52/EF, og i den sammenhæng træffe foranstaltninger til at

sikre relevante beviser.

Migranter med ulovligt ophold, der søger retshjælp, må ikke pågribes i eller i nærheden af

fagforeninger eller andre enheder, der tilbyder sådan støtte.

Kommissionen henstiller desuden til, at tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der ønsker at

henvende sig til offentlige tjenester, som registrerer ansøgninger om international beskyttelse, ikke

pågribes på eller i nærheden af sådanne faciliteter,

Særlige tilfælde:

5.1. Pågribelse i forbindelse med udrejsekontrol


Der kan under visse omstændigheder også træffes en afgørelse om tilbagesendelse, hvis en

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold pågribes ved EU's ydre grænse, når den pågældende

forlader EU's område, efter en individuel vurdering og under hensyntagen til

proportionalitetsprincippet. Det kan være berettiget i tilfælde, hvor det ved udrejsekontrol opdages,

at en person er blevet i landet i lang tid efter et visums udløb eller har opholdt sig ulovligt i landet. I

sådanne tilfælde kan medlemsstaterne indlede en tilbagesendelsesprocedure, når de får kendskab til,

at personen er blevet i landet efter visummets udløb, og fortsætte proceduren, der fører til, at der

26

træffes en afgørelse om udsendelse ledsaget af et indrejseforbud, som en "in absentia"-procedure

(under overholdelse af de proceduremæssige garantier, der er beskrevet i afsnit 11.3 og afsnit 12

nedenfor).

Selv om personen i en sådan specifik situation alligevel er ved at forlade EU, kan det give mening

at træffe en afgørelse om udsendelse, fordi medlemsstaterne får mulighed for også at udstede et

indrejseforbud og dermed forhindre en ny indrejse og en eventuel risiko for ulovligt ophold.

Medlemsstaterne kan indføre procedurer, der i sådanne specifikke tilfælde tillader, at der træffes

afgørelse om tilbagesendelse og - eventuelt - udstedes et indrejseforbud direkte i lufthavnen (eller

andre grænseovergangssteder).

Hvis en tredjelandsstatsborger er blevet i en første medlemsstat efter udløbet af den pågældendes

visum eller opholdstilladelse og forlader EU via en anden medlemsstat/transitmedlemsstat, skal

afgørelsen om tilbagesendelse og indrejseforbud træffes af den anden medlemsstat (den "person, der

er blevet i landet efter visummets udløb", vil normalt også have "ulovligt ophold" i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet i den anden medlemsstat/transitmedlemsstaten).

5.2. Indehavere af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden medlemsstat

Retsgrundlag: Direktiv 2001/40/EF

Bemærkning/forklaring: Virkningen af en afgørelse om tilbagesendelse truffet af én medlemsstat i en anden

medlemsstat var genstanden for et særskilt kapitel V i Kommissionens forslag fra 2005 til et tilbagesendelsesdirektiv

("Pågribelse i andre medlemsstater"). Dette kapitel og artikel 20 i Kommissionens forslag om ophævelse af

direktiv 2001/40/EF om gensidig anerkendelse af afgørelser om udsendelse af tredjelandsstatsborgere blev dog fjernet i

forbindelse med forhandlingerne, og direktiv 2001/40/EF forblev gældende. Direktiv 2001/40/EF giver udtrykkeligt

mulighed for anerkendelse af en afgørelse om udsendelse, som er truffet af en kompetent myndighed i en medlemssat

vedrørende en tredjelandsstatsborger, der befinder sig på en anden medlemsstats område. Artikel 6 i

tilbagesendelsesdirektivet nævner ikke udtrykkeligt det tilfælde, at en anden medlemsstat anerkender en afgørelse om

tilbagesendelse, som er truffet af en første medlemsstat i overensstemmelse med direktiv 2001/40/EF. En bogstavelig

fortolkning af artikel 6, som i et sådant tilfælde ville kræve, at den anerkendende medlemsstat også træffer en

fuldstændig anden afgørelse om tilbagesendelse i overensstemmelse med direktiv 2008/115/EF, ville fratage

direktiv 2001/40/EF enhver merværdi. For at sikre en virkning i praksis af fortsat at bevare direktiv 2001/40/EF var det

nødvendigt at søge en fortolkning, der giver mening i forhold til den fortsatte sameksistens af direktiv 2001/40/EF og

2008/115/EF, eksisterer parallelt.

Hvis medlemsstat A pågriber en person, der allerede er genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse truffet af medlemsstat B, kan medlemsstat A vælge enten at:

1) træffe en ny afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6, stk. 1, i

tilbagesendelsesdirektivet eller

27

2) tilbageføre den pågældende person til medlemsstat B i henhold til en eksisterende

bilateral aftale i henhold til artikel 6, stk. 3, i tilbagesendelsesdirektivet eller

3) anerkende den afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet af medlemsstat B i

overensstemmelse med direktiv 2001/40/EF.

Hvis medlemsstat A anerkender den afgørelse om tilbagesendelse, der er truffet af medlemsstat B, i

overensstemmelse med direktiv 2001/40, er medlemsstat A stadig forpligtet til at anvende de

garantier, der er forbundet med håndhævelsen af tilbagesendelsen (udsendelsen), i

tilbagesendelsesdirektivet, selv om landet håndhæver en anerkendt afgørelse om tilbagesendelse.

Den gensidige anerkendelse af en afgørelse om tilbagesendelse kan sikre en betydelig merværdi i

visse konstellationer - navnlig i forbindelse med transit af tilbagesendte over land (se afsnit 6.4

nedenfor). Kommissionen opfordrer medlemsstaterne til at benytte muligheden for gensidig

anerkendelse, når en sådan anerkendelse bidrager til at fremskynde tilbagesendelsesprocedurer og

mindske den administrative byrde.

5.3. Forhold til Dublinreglerne

Retsgrundlag: Dublinforordningen (EU) nr. 604/2013 - artikel 19 og 24

Artikel 6 i tilbagesendelsesdirektivet nævner ikke udtrykkeligt det tilfælde, hvor den anden

medlemsstat benytter muligheden i henhold til Dublinforordningen for at anmode den første

medlemsstat om at tilbagetage en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. En bogstavelig

fortolkning af artikel 6, som i et sådant tilfælde ville kræve, at den anmodende (anden) medlemsstat

også træffer en fuldstændig afgørelse om tilbagesendelse i overensstemmelse med

direktiv 2008/115/EF, ville fratage de relevante Dublinregler deres merværdi. I den nye

Dublinforordning EU nr. 604/2013/EU er der taget hensyn til denne problemstilling, idet der

indføres klare regler for anvendelsen af tilbagesendelsesdirektivet og Dublinforordningen.

Sager, hvor tredjelandsstatsborgeren har ansøgt om asyl og fået opholdsret som asylansøger i den

anden medlemsstat, er ikke omfattet af anvendelsesområdet for tilbagesendelsesdirektivet, eftersom

tredjelandsstatsborgeren har opholdsret som asylansøger og derfor ikke kan anses for at have

ulovligt ophold i den anden medlemsstat.

28

Sager, hvor tredjelandsstatsborgeren ikke har ansøgt om asyl og ikke har fået opholdsret som

asylansøger i den anden medlemsstat, er dog omfattet af anvendelsesområdet for

tilbagesendelsesdirektivet. Følgende situationer5 er mulige:

i. Tredjelandsstatsborgeren har status som asylansøger i den første medlemsstat

(igangværende procedure, endnu ikke nogen endelig afgørelse). I dette tilfælde finder

Dublinforordningen anvendelse på grund af det underliggende princip om, at enhver

tredjelandsstatsborger, der ansøger om asyl i en af medlemsstaterne, skal have sine

behov for international beskyttelse vurderet fuldt ud af én medlemsstat. En medlemsstat

må ikke tilbagesende den pågældende tredjelandsstatsborger til et tredjeland; i stedet må

medlemsstaten kun sende den pågældende til den ansvarlige medlemsstat i henhold til

Dublinforordningen, således at hans/hendes krav kan undersøges.

ii. Tredjelandsstatsborgeren har trukket sin asylansøgning i den første medlemsstat tilbage:

Hvis tilbagetrækningen af ansøgningen har ført til afslag på ansøgningen (i henhold til

artikel 27 eller 28 i det omarbejdede direktiv om asylprocedurer), kan de regler, der er

beskrevet nedenfor under punkt iii (valg mellem anvendelse af Dublinreglerne eller

tilbagesendelsesdirektivet), finde anvendelse. Hvis tilbagetrækningen af ansøgningen

ikke har ført til afslag på ansøgningen, finder Dublinforordningen anvendelse (som lex

specialis) på grund af det underliggende princip om, at enhver tredjelandsstatsborger, der

ansøger om asyl i en af medlemsstaterne, skal have sine behov for international

beskyttelse vurderet fuldt ud af én medlemsstat.

iii. Tredjelandsstatsborgeren er genstand for en endelig afgørelse i den første medlemsstat,

som giver afslag på den pågældendes asylansøgning. Der kan i givet fald vælges mellem

at anvende Dublinforordningen eller tilbagesendelsesdirektivet. I den nye

Dublinforordning fremgår dette klart af artikel 24, stk. 4, og det præciseres desuden, at

når myndighederne beslutter at fremsætte en anmodning i henhold til

Dublinforordningen, finder reglerne i tilbagesendelsesdirektivet og

tilbagesendelsesprocedurerne ikke anvendelse, og kun Dublinreglerne gælder (det

gælder også regler om frihedsberøvelse og retsmidler).

iv. Tredjelandsstatsborgeren har allerede været genstand for en vellykket

tilbagesendelse/udsendelse (efter afslag på eller tilbagetrækning af en asylansøgning) fra

den første medlemsstat til et tredjeland. I givet fald fremgår det klart af den nye

Dublinforordnings artikel 19, stk. 3, at hvis tredjelandsstatsborgeren vender tilbage til 5 Eksemplerne er forenklede til orientering. I praksis skal hvert tilfælde vurderes på grundlag af de individuelle

omstændigheder.

29

EU's område, er den første medlemsstat ikke længere ansvarlig for

tredjelandsstatsborgeren (og den pågældende kan derfor ikke overføres til denne

medlemsstat). I dette scenarie finder tilbagesendelsesdirektivet anvendelse.

Konkrete eksempler:

• En ansøger om international beskyttelse i medlemsstat A rejser uden tilladelse til en

nabomedlemsstat B (krydser de indre grænser), hvor den pågældende pågribes af politiet. I

overensstemmelse med Dublinforordningen føres den pågældende tilbage fra medlemsstat B til

medlemsstat A. Skal medlemsstat B i denne situation træffe en afgørelse om tilbagesendelse

vedrørende denne person for ulovligt ophold på området?

⇒ Dublinreglerne har forrang. Medlemsstat B kan ikke træffe en afgørelse om

tilbagesendelse.

• Må medlemsstat A (i det ovenfor beskrevne scenarie) selv træffe en afgørelse om

tilbagesendelse (sammen med et indrejseforbud, der vil blive udsat, indtil asylproceduren er

afsluttet)?

⇒ Nej. Så længe personen har opholdsret som asylansøger i medlemsstat A, er den

pågældendes ophold i medlemsstat A ikke ulovligt i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet, og medlemsstat A kan ikke træffe en afgørelse om

tilbagesendelse.

• En tredjelandsstatsborger, som er blevet tildelt international beskyttelse af medlemsstat A,

opholder sig ulovligt i medlemsstat B (f.eks. opholder den pågældende sig i landet 90 dage efter

visummets udløb). Finder tilbagesendelsesdirektivet anvendelse i sådanne tilfælde? Hvad er

proceduren, hvis personen nægter frivilligt at vende tilbage til den første medlemsstat, der har tildelt

beskyttelse?

⇒ Dublinforordningen indeholder ikke regler om tilbagetagelse af personer, som nyder

international beskyttelse. Derfor finder de "almindelige bestemmelser" i

tilbagesendelsesdirektivets artikel 6, stk. 2, anvendelse. Det indebærer, at

medlemsstat B vil skulle anmode personen om at begive sig tilbage til medlemsstat A, og

at medlemsstat B - hvis den pågældende ikke efterkommer dette krav - skal overveje at

træffe afgørelse om tilbagesendelse under hensyntagen til alle de garantier, der er

fastsat i tilbagesendelsesdirektivet, herunder navnlig non-refoulement-princippet.

Under visse omstændigheder, hvor tilbagesendelse/udsendelse til et tredjeland ikke er

mulig, og udsendelse til en anden medlemsstat kan betragtes om en "gunstigere

30

foranstaltning" (se afsnit 3 ovenfor), kan medlemsstat B håndhæve "tilbageførslen" af

personen til medlemsstat A.

• En tredjelandsstatsborger, der har fået taget fingeraftryk efter ulovlig indrejse i medlemsstat A,

og som ikke har søgt om asyl i medlemsstat A, pågribes efterfølgende i medlemsstat B. Må

medlemsstat B overføre personen til medlemsstat A i overensstemmelse med Dublinreglerne?

⇒ Nej. Eftersom der ikke er nogen forbindelse til en asylprocedure, finder

Dublinforordningen ikke anvendelse.

5.4. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opholdsret i en anden medlemsstat


Tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, og som er i

besiddelse af en gyldig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold, udstedt af

en anden medlemsstat, skal anmodes om straks at begive sig til denne anden medlemsstats område.

Efterkommer den pågældende tredjelandsstatsborger ikke dette krav, eller er den pågældende

tredjelandsstatsborgers øjeblikkelige udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den

nationale sikkerhed, finder stk. 1 anvendelse.

I henhold til denne bestemmelse - der erstatter en tilsvarende regel i artikel 23, stk. 2 og 3, i

konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen (SGK) - må der ikke træffes en afgørelse om

tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der er i besiddelse af en gyldig

opholdstilladelse i en anden medlemsstat. I givet fald skal tredjelandsstatsborgeren i første omgang

anmodes om straks at begive sig til den medlemsstat, hvor den pågældende har opholdsret. Kun

hvis personen ikke efterkommer denne anmodning, eller hvis den offentlige orden eller den

nationale sikkerhed er truet, træffes der en afgørelse om tilbagesendelse.


• Formen af anmodningen om "straks at begive sig til denne anden medlemsstats område"

bestemmes i henhold til national lovgivning. Det anbefales, at der udarbejdes skriftlige afgørelser,

der indeholder en begrundelse. For at undgå forvirring må afgørelsen ikke kaldes "afgørelse om

tilbagesendelse".

• Frist for at begive sig tilbage til en anden medlemsstat: Det kan ikke generelt angives, hvor lang

tid der skal gå mellem anmodningen om, at personen skal begive sig til en anden medlemsstats

område, til det tidspunkt, hvor der træffes en afgørelse om tilbagesendelse i henhold til artikel 6,

stk. 1. Der bør vælges en passende frist i overensstemmelse med national lovgivning, idet der tages

31

højde for individuelle omstændigheder, proportionalitetsprincippet og den kendsgerning, at ordet

"straks" bruges i bestemmelsen. Tidsrummet mellem anmodningen om, at personen skal begive sig

til den anden medlemsstat, og det tidspunkt, hvor der træffes en afgørelse om tilbagesendelse i

henhold til artikel 6, stk. 1, tæller ikke med i en eventuel frist for frivillig udrejse, eftersom fristen

for frivillig udrejse er et element i afgørelsen om tilbagesendelse og løber fra det tidspunkt, hvor der

træffes en afgørelse om tilbagesendelse.

• Kontrol af udrejse til en anden medlemsstat: EU's lovgivning præciserer ikke, hvordan det

kontrolleres, at forpligtelsen til at begive sig tilbage til den anden medlemsstat er opfyldt.

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med national lovgivning sikre, at der følges op på deres

afgørelser på passende vis.

• Kontrol af gyldigheden af visa/opholdstilladelser udstedt af en anden medlemsstat: Der findes

på nuværende tidspunkt ikke noget centralt system for udveksling af oplysninger mellem

medlemsstaterne om dette spørgsmål. Medlemsstaterne tilskyndes til at samarbejde bilateralt og

straks fremsende relevante oplysninger til hinanden i overensstemmelse med national lovgivning og

bilaterale aftaler. Eksisterende nationale kontaktpunkter (f.eks. de kontaktpunkter, der er opført på

listen i bilag 2 til Schengenvejledningen) kan også bruges til dette formål.

• Udtrykket "opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold"6 er meget bredt og

omfatter enhver tildelt status eller tilladelser udstedt af en medlemsstat, der giver ret til lovligt

ophold (og ikke blot accept af en midlertidig udsættelse af tilbagesendelsen/udsendelsen).

Følgende tilfælde er omfattet af dette udtryk:

⇒ visum til længerevarende ophold (giver tydeligvis opholdsret)

⇒ midlertidig humanitær opholdstilladelse (forudsat at opholdstilladelsen giver

opholdsret og ikke blot udsættelse af tilbagesendelsen)

⇒ en udløbet opholdstilladelse, som er baseret på en stadig gyldig international

beskyttelsesstatus (den internationale beskyttelsesstatus afhænger ikke af

gyldigheden af det dokument, der dokumenterer den)

⇒ et gyldigt visum i et ugyldigt (udløbet) rejsedokument (NB: I henhold til den

relevante EU-lovgivning må der ikke udstedes et visum, hvis gyldighed er længere

end passets gyldighed. Eksemplet med et gyldigt visum i et udløbet pas bør derfor

aldrig forekomme i praksis. Hvis et sådant tilfælde alligevel opstår, må den

pågældende tredjelandsstatsborger ikke straffes urimeligt. Detaljeret vejledning

6 Udtrykket er en bred opsamlingsbestemmelse, der også dækker de tilfælde, der udtrykkeligt er udelukket fra

definitionen af "opholdstilladelse" i henhold til artikel 2, stk. 15, litra b, nr. i) og ii), i Schengengrænsekodeksen.

32

vedrørende de relevante visumregler findes i den opdaterede visumhåndbog - del II,

punkt 4.1.1 og 4.1.2).

Følgende tilfælde er ikke omfattet af dette udtryk:

⇒ en udløbet opholdstilladelse baseret på en udløbet opholdsstatus

⇒ forfalskede og falske pas eller opholdstilladelser

⇒ et dokument, der bekræfter den midlertidige udsættelse af udsendelsen

⇒ tålt ophold (forudsat, at det tålte ophold ikke indebærer en juridisk opholdsret).

• Som hovedregel ingen udsendelse til andre medlemsstater: Hvis en tredjelandsstatsborger ikke

indvilger i at vende tilbage frivilligt i overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, til den medlemsstat,

hvori den pågældende har opholdstilladelse, finder artikel 6, stk. 1, anvendelse, og der skal træffes

en afgørelse om tilbagesendelse direkte til et tredjeland. Personen må ikke tilbageføres til den anden

medlemsstat med tvang, medmindre en eksisterende bilateral aftale mellem medlemsstaterne, der

allerede var trådt i kraft den 13. januar 2009 (se punkt 6.3 nedenfor), udtrykkeligt giver denne

mulighed, eller under visse omstændigheder, når tilbagesendelse/udsendelse til et tredjeland ikke er

mulig, og den medlemsstat, der udstedte opholdstilladelsen, indvilger i at tage personen tilbage.

• Ingen udstedelse af et forbud mod indrejse i EU, når artikel 6, stk. 2, finder anvendelse: Når en

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til

artikel 6, stk. 2, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i EU i henhold til artikel 11, eftersom

artikel 11 kun finder anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke finder

anvendelse i tilfælde af, at den pågældende person blot "tilbageføres" til en anden medlemsstat. Det

giver desuden ikke mening ud fra et praktisk synspunkt at udstede et forbud mod indrejse i EU i en

situation, hvor den pågældende person fortsat vil opholde sig lovligt i en anden medlemsstat.

• Øjeblikkelig udrejse nødvendig af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed:

Under de særlige omstændigheder, der er beskrevet i artikel 6, stk. 2, andet punktum (andet

tilfælde), skal den pågældende person øjeblikkeligt gøres til genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse og udsendes til et tredjeland. Den medlemsstat, hvori personen har opholdsret, skal

underrettes herom.

Konkret eksempel:

• Hvilke bestemmelser i tilbagesendelsesdirektivet finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere,

der opdages i medlemsstat A, som er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse udstedt af

medlemsstat B, og som samtidig er genstand for en SIS-indberetning (indrejseforbud) indsendt af

medlemsstat C?

33

⇒ Medlemsstat A skal anvende artikel 6, stk. 2 (anmode personen om at begive sig tilbage

til medlemsstat B). For så vidt angår den samtidige eksistens af et indrejseforbud

udstedt af medlemsstat C og en opholdstilladelse udstedt af medlemsstat B, skal en

sådan situation afklares bilateralt mellem den medlemsstat, der indsender

indberetningen (C), og den medlemsstat, der udstedte tilladelsen (B), i

overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i konventionen om gennemførelse af

Schengenaftalen.

5.5. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der er omfattet af eksisterende bilaterale

aftaler mellem medlemsstater


⇒ En vejledende liste over eksisterende bilaterale tilbagetagelsesaftaler mellem medlemsstater kan

findes på websiden "inventory of the agreements linked to readmission", der hostes af Det

Europæiske Universitetsinstituts Return migration and Development Platform på følgende adresse:

http://rsc.eui.eu/RDP/research/analyses/ra/

Medlemsstaterne kan undlade at træffe afgørelse om tilbagesendelse af en tredjelandsstatsborger,

der opholder sig ulovligt på deres område, hvis den pågældende tredjelandsstatsborger

tilbagetages af en anden medlemsstat i henhold til bilaterale aftaler eller ordninger, der er

gældende på datoen for dette direktivs ikrafttræden (=13.1.2009). I så fald anvender den

medlemsstat, der har tilbagetaget den pågældende tredjelandsstatsborger, stk. 1.

I henhold til denne bestemmelse har medlemsstaterne - som en undtagelse og i form af en "status

quo-klausul"- mulighed for at overføre ulovlige migranter til andre medlemsstater i henhold til

bilaterale aftaler eller ordninger, der var gældende den 13. januar 2009.

Historisk bemærkning/forklaring: Det princip, som tilbagesendelsesdirektivet er baseret på, er direkte tilbagesendelse af

personer med ulovligt ophold fra EU-lande til tredjelande. Muligheden for at anmode en anden medlemsstat om at

tilbagetage en person med ulovligt ophold i henhold til bilaterale aftaler, som derefter ville udsende den pågældende til

et tredjeland ("dominoeffekt"), er i strid med dette princip og blev først indarbejdet i direktivets tekst på et senere

tidspunkt i forhandlingerne på kraftig opfordring fra visse medlemsstater, der fastholdt, at tilbagesendelsesdirektivet

ikke skulle forpligte dem til at ændre veletableret praksis med at tilbagetage/tilbageføre tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold til andre medlemsstater i henhold til bilaterale aftaler.


• Efterfølgende brug af bilaterale aftaler mellem medlemsstat A-B og B-C:

Tilbagesendelsesdirektivet - og navnlig direktivets artikel 6, stk. 3 - forbyder ikke udtrykkeligt

"domino"-overførsler i henhold til eksisterende bilaterale aftaler. Det er dog vigtigt, at én

http://rsc.eui.eu/RDP/research/analyses/ra/

34

medlemsstat i sidste ende gennemfører en fuldstændig tilbagesendelsesprocedure i

overensstemmelse med direktivet. Eftersom denne type efterfølgende procedure både er

omkostningstung for forvaltningerne og indebærer yderligere gener for den tilbagesendte, frarådes

medlemsstaterne at anvende denne praksis.

• Ingen udstedelse af et forbud mod indrejse i EU, når artikel 6, stk. 3, finder anvendelse: Når en

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold tilbageføres til en anden medlemsstat i henhold til

artikel 6, stk. 3, må der ikke udstedes et forbud mod indrejse i EU i henhold til artikel 11, eftersom

artikel 11 kun finder anvendelse, når der træffes en afgørelse om tilbagesendelse, og ikke finder

anvendelse i tilfælde af, at den pågældende person blot "tilbageføres" til en anden medlemsstat. Det

giver desuden ikke mening ud fra et praktisk synspunkt at udstede et forbud mod indrejse i EU i en

situation, hvor den pågældende person endnu ikke har forladt EU (for så vidt angår muligheden for

at udstede rent nationale indrejseforbud under særlige omstændigheder i henhold til artikel 25,

stk. 2, i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen, se afsnit 11.8 nedenfor).

• Hvad bør en afgørelse om tilbagetagelse til en anden medlemsstat kaldes? - Eftersom begrebet

"tilbagesendelse" i henhold til tilbagesendelsesdirektivet altid indebærer tilbagesendelse til et

tredjeland, anbefales det at kalde denne type national afgørelse "afgørelse om tilbageførsel" og ikke

"afgørelse om tilbagesendelse".

• Status quo-klausul: Artikel 6, stk. 3, er en udtrykkelig "status quo"-klausul. Medlemsstaterne

bruger måske kun den mulighed, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, i forbindelse med bilaterale

tilbagetagelsesaftaler, der trådte i kraft inden den 13. januar 2009. Eksisterende aftaler, der er

genforhandlet/forlænget efter den 13. januar 2009, kan fortsat være omfattet af artikel 6, stk. 3, hvis

den genforhandlede/forlængede aftale er en ændring af den allerede eksisterende aftale, og det klart

fremgår, at det er tilfældet. Hvis den genforhandlede/forlængede aftale er en helt ny aftale med et

andet indhold, er den ikke længere omfattet af artikel 6, stk. 3.

• Tilbagetagelsesaftaler mellem Schengenmedlemsstater og Det Forenede Kongerige: I

forbindelse med fortolkningen af artikel 6, stk. 3 (fortolkning af en undtagelse fra

tilbagesendelsesdirektivets almindelige bestemmelser) betragtes Det Forenede Kongerige som en

medlemsstat.

5.6. Tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der har opnået humanitær(t) (eller

anden/andet) visum/opholdstilladelse


35

Medlemsstaterne kan når som helst af menneskelige, humanitære eller andre grunde beslutte at

tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres område, en selvstændig

opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold. I så fald træffes der ikke afgørelse

om tilbagesendelse. Hvis der allerede er truffet afgørelse om tilbagesendelse, ophæves afgørelsen,

eller den stilles i bero i den periode, hvor opholdstilladelsen eller en anden tilladelse, som giver ret

til ophold, er gyldig.

Medlemsstaterne kan frit - på et hvilket som helst tidspunkt - give visum eller opholdstilladelse til

en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. I givet fald afsluttes en eventuel igangværende

tilbagesendelsesprocedure, og allerede trufne afgørelser om tilbagesendelse eller udsendelse skal

ophæves eller suspenderes. Det samme gælder i sager, hvor medlemsstaterne skal give

opholdstilladelse, f.eks. efter indgivelse af en asylansøgning. Det er op til medlemsstaterne at

beslutte, hvilken fremgangsmåde (ophævelse eller suspension af afgørelsen om tilbagesendelse) de

vælger, idet der tages højde for arten og den sandsynlige varighed af det visum eller den

opholdstilladelse, der blev tildelt.

5.7. Tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, som er genstand for en igangværende

procedure om fornyelse af et visum/en opholdstilladelse


Hvis en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på en medlemsstats område, er genstand

for en igangværende procedure for fornyelse af sin opholdstilladelse eller af en anden tilladelse,

som giver ret til ophold, overvejer den pågældende medlemsstat at undlade at træffe afgørelse om

tilbagesendelse, indtil den igangværende procedure er afsluttet, jf. dog stk. 6.

Medlemsstaterne kan frit undlade at træffe en afgørelse om tilbagesendelse af

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som afventer en afgørelse om fornyelse af deres

visum. Denne bestemmelse skal beskytte tredjelandsstatsborgere, der opholdt sig ulovligt i en

medlemsstat i en periode, og som - på grund af forsinkelser i proceduren for fornyelse af deres

visum – havner i en situation, hvor de midlertidigt opholder sig ulovligt i en medlemsstat.

Bestemmelsen henviser til en igangværende procedure for fornyelse af en opholdstilladelse i den

medlemsstat, hvor den pågældende pågribes (arg: "den pågældende medlemsstat").

Medlemsstaterne tilskyndes til at benytte denne bestemmelse i alle de tilfælde, hvor det er

sandsynligt, at ansøgningen om fornyelse vil blive imødekommet, og til at give de pågældende

personer mindst samme behandling som tilbagesendte inden for den frist for frivillig udrejse, de har

fået, eller i det tidsrum, hvor tilbagesendelsen er udsat.

36

Bestemmelsen omfatter ikke igangværende procedurer for fornyelse af en opholdstilladelse i en

anden medlemsstat. Den kendsgerning, at en person er genstand for en igangværende procedure for

fornyelse af en opholdstilladelse i en anden medlemsstat, kan dog under specifikke omstændigheder

være en begrundelse for udsættelse af tilbagesendelsen i henhold til artikel 9, stk. 2, eller for

anvendelse af gunstigere foranstaltninger i henhold til artikel 4, stk. 3.

5.8. Særlige regler i direktiver om lovlig migration for tilbagetagelse mellem medlemsstater i

tilfælde af mobilitet inden for EU

Retsgrundlag: Udstationeringsdirektivet (2014/66/EU) - artikel 23, direktivet om fastboende udlændinge (2003/109/EF)

(ændret ved direktiv 2011/51/EU) - artikel 12 og 22, direktivet om det blå kort (2009/50/EF) - artikel 18

Førnævnte direktiver indeholder særlige regler om tilbagetagelse mellem medlemsstater i

forbindelse med mobilitet inden for EU for visse kategorier af tredjelandsstatsborgere

(udstationerede arbejdstagere, indehavere af det blå EU-kort, fastboende udlændinge). Disse

bestemmelser skal betragtes som "leges speciales" (mere specifikke regler), der skal overholdes i

første omgang i de tilfælde/konstellationer, der udtrykkeligt er omfattet af de pågældende direktiver.

6. Frivillig udrejse


I en afgørelse om tilbagesendelse fastsættes en passende frist for frivillig udrejse på mellem syv og

tredive dage, jf. dog de undtagelser, der er anført i stk. 2 og 4. Medlemsstaterne kan i deres

nationale lovgivning fastsætte, at en sådan frist kun indrømmes efter begæring fra den pågældende

tredjelandsstatsborger. I så fald underretter medlemsstaterne de pågældende

tredjelandsstatsborgere om muligheden for at indgive en sådan begæring.

Fremme af frivillig udrejse er et af hovedmålene med tilbagesendelsesdirektivet. Frivillig opfyldelse

af en forpligtelse til at vende tilbage er at foretrække frem for udsendelse af tre grunde: Det er en

mere værdig, mere sikker og ofte mere omkostningseffektiv løsning. Medlemsstaterne tilskyndes til

at give det størst mulige antal tilbagesendte mulighed for frivilligt at udrejse og kun undlade at gøre

det i de tilfælde, hvor der er risiko for, at det kan gå imod formålet med tilbagesendelsesproceduren.

Ekspertgruppen om tilbagesendelse under Det Europæiske Migrationsnetværk (EMN) sigter mod at

fremme et bedre samarbejde mellem stater og interesserede parter i praksis i forbindelse med

tilbagesendelse, støttet frivillig tilbagevenden og reintegrationsprogrammer. Den bør udgøre et

centralt forum for indsamling og udveksling af oplysninger, som medlemsstaterne opfordres til

aktivt at benytte.

37


• Fristen på 7-30 dage er et generelt princip. Medlemsstaterne er forpligtet til at fastsætte en frist

inden for dette interval, medmindre specifikke omstændigheder i den enkelte sag begrunder en

forlængelse i overensstemmelse med artikel 7, stk. 2 (se nedenfor).

• 60 dage som hovedregel ville være uforeneligt med harmoniseringen og den "fælles disciplin" i

henhold til tilbagesendelsesdirektivet om en frist på 7-30 dage og kan derfor ikke begrundes som

værende en gunstigere bestemmelse i henhold til artikel 4, stk. 3. Hvis frister på 30-60 dage (over

det interval, der er fastsat i stk. 1) imidlertid kun gives under specifikke omstændigheder (jf. stk. 2),

gælder artikel 7, stk. 2.

• I overensstemmelse med retten til at blive hørt, jf. artikel 41, stk. 2, i chartret om grundlæggende

rettigheder, skal medlemsstaterne give den tilbagesendte mulighed for at oplyse om individuelle

omstændigheder og behov, der skal tages i betragtning, når fristen fastsættes, både i tilfælde, hvor

fristen for frivillig udrejse fastsættes ex officio, og i tilfælde, hvor fristen fastsættes efter en

ansøgning fra den tilbagesendte.

• Oplysninger om muligheden for at ansøge om en frist for frivillig udrejse, jf. artikel 7, stk. 1,

tredje punktum, skal gives i den enkelte sag til den pågældende person. Almindelige faktablade til

borgerne (f.eks. en meddelelse om muligheden for at indgive ansøgningen på

immigrationsmyndighedens websted eller trykte annoncer på informationstavlerne i de lokale

immigrationsmyndigheders lokaler) kan være nyttige, men skal altid suppleres af personlige

oplysninger til den pågældende person.

• Ansøgningskrav til visse kategorier af ulovlige migranter: Medlemsstaterne kan frit indføre et

ansøgningskrav i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, andet punktum, der kun gælder for visse

kategorier af ulovlige migranter, og anvende den almindelige regel i artikel 7, stk. 1,

første punktum, i alle andre tilfælde.

6.1. Forlænget frist for frivillig udrejse


Medlemsstaterne forlænger, hvor dette er nødvendigt, fristen for frivillig udrejse i en passende

periode under hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag såsom opholdets varighed,

eventuelle skolesøgende børn og eventuelle andre familiemæssige og sociale tilknytninger.


38

• Der er ikke på forhånd fastsat nogen maksimumsgrænse for forlængelsen af fristen for frivillig

udrejse, og hver enkelt sag skal behandles individuelt i overensstemmelse med national

gennemførelseslovgivning og administrativ praksis. I lyset af henvisningen i teksten til

skolesøgende børn (der logisk hænger sammen med tanken om, at børn skal have lov til at

færdiggøre deres skoleår) er forlængelser på op til et år uden tvivl omfattet af direktivet.

• En forlængelse af fristen på over 30 dage kan allerede tildeles fra starten (det tidspunkt, hvor

afgørelsen om tilbagesendelse træffes). Det er ikke nødvendigt først at fastsætte en frist på 30 dage

og derefter forlænge den.

• Udtrykket "hvor dette er nødvendigt" henviser til omstændigheder inden for den tilbagesendtes

sfære og inden for den stat, der tilbagesender personen. Medlemsstaterne har skønsbeføjelser med

hensyn til indholdet og omfanget af deres nationale gennemførelseslovgivning på området.

• De tre tilfælde, der er nævnt i artikel 7, stk. 2 (opholdets varighed, skolesøgende børn,

familiemæssige tilknytninger), skal udtrykkeligt overholdes i den nationale

gennemførelseslovgivning og administrative praksis. Medlemsstaternes administrative

bestemmelser kan være mere detaljerede og også indeholde bestemmelser om andre årsager til

forlængelse, men må ikke være mindre nøjagtige, da de ellers ville undergrave harmoniseringen.

6.2. Forpligtelser, mens en person afventer frivillig udrejse


I perioden for frivillig udrejse kan der pålægges visse forpligtelser med sigte på at undgå risikoen

for, at den pågældende forsvinder, såsom en pligt til regelmæssigt at melde sig hos myndighederne,

til at stille en passende økonomisk garanti, til at indlevere dokumenter eller til at opholde sig et

bestemt sted.


• Forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 3, må kun pålægges under særlige omstændigheder,

f.eks. hvis der er en risiko for, at den pågældende forsvinder. Hvis der ikke er nogen særlige

omstændigheder, er de ikke berettigede. ⇒ Se også Domstolens dom i sag C-61/11, El Dridi,

præmis 3: Det følger af nævnte direktivs artikel 7, stk. 3 og 4, at det kun er under særlige

omstændigheder såsom ved risiko for, at den pågældende forsvinder, at medlemsstaterne kan

pålægge adressaten for en afgørelse om tilbagesendelse regelmæssigt at melde sig hos

myndighederne, at stille en passende økonomisk garanti, at indlevere dokumenter eller at opholde

sig et bestemt sted, eller indrømme en frist på under syv dage for frivillig udrejse eller undlade at

indrømme en sådan frist.

39

• Det skal bemærkes, at medlemsstaternes mulighed for at pålægge visse forpligtelser kan være en

fordel for den tilbagesendte, eftersom der kan fastsættes en frist for frivillig udrejse, som det under

normale omstændigheder ikke ville være muligt at fastsætte.

• Det er ikke muligt at angive et generelt tal for, hvilket beløb der udgør en "passende økonomisk

garanti". Under alle omstændigheder skal proportionalitetsprincippet respekteres, dvs. at beløbet

skal tage højde for den tilbagesendtes specifikke situation. Medlemsstaternes nuværende praksis er

beløb på 200-5 000 EUR.

• Hvis det er nødvendigt i enkelte sager, kan forpligtelserne i henhold til artikel 7, stk. 3, også

pålægges kumulativt.

• Når medlemsstaterne pålægger forpligtelser i henhold til artikel 7, stk. 3, skal de tage højde for

den tilbagesendtes individuelle situation og sikre fuld respekt for proportionalitetsprincippet.

Medlemsstaterne skal undgå at pålægge forpligtelser, som reelt ikke kan opfyldes (hvis en person

f.eks. ikke har et pas, kan den pågældende ikke indsende det).

6.3. Faktorer, der taler imod at forlænge fristen


Er der risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller er en ansøgning om lovligt ophold blevet

afvist som åbenbart grundløs eller svigagtig, eller udgør den pågældende person en risiko for den

offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, kan medlemsstaterne

undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse eller de kan indrømme en frist på under syv dage.

Medlemsstaterne kan frit undlade at indrømme en frist for frivillig udrejse i de tilfælde - som er

udtømmende anført i artikel 7, stk. 4 - hvor der er faktorer, der taler imod dette, såsom en risiko for,

at personen forsvinder, eller en trussel mod den offentlige orden. Medlemsstaterne kan dog når som

helst ændre deres vurdering af situationen (en tidligere ikkesamarbejdende tilbagesendt kan ændre

holdning og tage imod et tilbud om støttet frivillig tilbagevenden) og fastsætte en frist for frivillig

udrejse, selv om der i første omgang var risiko for, at den pågældende ville forsvinde.


• Det er ikke muligt generelt at fratage alle ulovlige indvandrere muligheden for at få fastsat en

frist for frivillig udrejse. En sådan generaliserende regel ville være i strid med definitionen af

begrebet "risiko for, at den pågældende vil forsvinde", proportionalitetsprincippet og forpligtelsen

til at foretage en vurdering i de enkelte sager, og det ville undergrave artikel 7's virkning i praksis

(fremme af frivillig udrejse).

40

• Det er i henhold til artikel 7, stk. 4, muligt at udelukke personer, der har indgivet svigagtige

ansøgninger. Artikel 7, stk. 4, dækker udtrykkeligt åbenbart grundløse eller svigagtige ansøgninger.

Svigagtige ansøgninger indebærer sædvanligvis en højere grad af utilladelig adfærd end åbenbart

grundløse ansøgninger; derfor skal artikel 7, stk. 4, fortolkes således, at den også omfatter

svigagtige ansøgninger.

• Det er også muligt at udelukke personer, der udgør en risiko for den offentlige orden, den

offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed. I sin dom i sag C-554/13, Z. Zh og I. O.,

præciserede Domstolen, at medlemsstaterne i det væsentlige har frihed til i overensstemmelse med

deres nationale behov at bestemme, hvad hensynene til den offentlige orden kræver. Der skal

sondres mellem begrebet "risiko for, at den pågældende vil forsvinde" og begrebet "risiko for den

offentlige orden". Begrebet "risiko for den offentlige orden" forudsætter under alle

omstændigheder, at der, ud over den forstyrrelse af samfundsordenen, som enhver lovovertrædelse

indebærer, foreligger en virkelig og tilstrækkelig alvorlig trussel mod et grundlæggende

samfundshensyn. En medlemsstat må ikke vurdere en tredjelandsstatsborger til at udgøre en risiko

for den offentlige orden, blot fordi den pågældende tredjelandsstatsborger er mistænkt eller dømt

for en strafbar handling i henhold til national lovgivning. Andre faktorer, såsom handlingens art og

grovhed, den tid, der er gået, siden handlingen blev begået, og et hvilket som helst spørgsmål om

pålideligheden af mistanken om, at den pågældende tredjelandsstatsborger begik den påståede

overtrædelse, er også relevante for en individuel vurdering i de enkelte sager.

6.4. Overholdelse i praksis - transit over land

⇒ Bilag 39 til Schengenvejledningen, "STANDARDFORMULAR FOR ANERKENDELSE AF EN AFGØRELSE OM

TILBAGESENDELSE MED HENBLIK PÅ TRANSIT OVER LAND".

⇒ Kort over deltagende medlemsstater (tilgængelig som EMN's ad hoc-undersøgelse, tilbagesendelse, 2015, på EMN

Europa-webstedet)

Bemærkning/forklaring: En tilbagesendt, der har til hensigt at forlade EU's område over land inden for fristen for

frivillig udrejse, har ikke noget gyldigt visum eller en anden tilladelse til transit gennem andre medlemsstater til den

pågældendes oprindelsesland og risikerer derfor at blive pågrebet/standset af politiet på sin vej hjem og blive genstand

for en anden afgørelse om tilbagesendelse truffet af transitstaten. Det er i strid med det politiske mål med

tilbagesendelsesdirektivet, nemlig at fremme frivillig udrejse.

Udstedelse af et transitvisum til den tilbagesendte ville ikke være en hensigtsmæssig og tilstrækkelig løsning, eftersom

tildeling af visa til tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, som er forpligtede til at forlade EU, ville være i strid

med EU's visumregler. Derudover har transitmedlemsstater ikke noget incitament til at udstede denne type visum (risiko

for, at personerne forsvinder, og/eller omkostninger til udsendelse) og ville derfor i praksis ofte nægte at udstede et

sådant visum. Udstedelse af en "EU-passerseddel" til den tilbagesendte er heller ikke en løsning: Da hverken den

juridiske karakter og retsvirkningen af en sådan "passerseddel" er klart defineret, ville den tilbagesendte - juridisk set -

41

stadig blive anset for at have "ulovligt ophold" i transitstaten og kan derfor blive genstand for en ny afgørelse om

tilbagesendelse i henhold til artikel 6, stk. 1.

En måde at undgå problemet er at fremme direkte tilbagesendelse til tredjelande med fly. Det kan dog være dyrt og

upraktisk for den tilbagesendte.

Anbefalet tilgang: Der findes en procedure, som specifikt anbefales af Kommissionen, nemlig, at

transitmedlemsstater anerkender afgørelser om tilbagesendelse truffet af den første medlemsstat i

overensstemmelse med bilag 39 til Schengenvejledningen, "STANDARDFORMULAR FOR

ANERKENDELSE AF EN AFGØRELSE OM TILBAGESENDELSE MED HENBLIK PÅ TRANSIT

OVER LAND" (offentliggjort af Kommissionen i september 2011 efter høringer af de berørte

medlemsstater på teknisk niveau og drøftelser i Rådets arbejdsgruppe vedrørende migration og

udsendelse).

Inden for rammerne af en sådan procedure kan transitmedlemsstaten anerkende afgørelsen om

tilbagesendelse, herunder fristen for frivillig udrejse som fastsat af den første medlemsstat, og

tillade transit af den tilbagesendte på grundlag af den anerkendte afgørelse og den anerkendte frist

for frivillig udrejse. Denne tilgang har den fordel, at transitstaten ikke er forpligtet til at træffe en ny

afgørelse om tilbagesendelse og kan anmode den første medlemsstat om at godtgøre eventuelle

udgifter i forbindelse med udsendelsen, hvis noget går galt, og den tilbagesendte skal udsendes for

transitstatens regning (jf. beslutning 2004/191/EF om fastsættelse af kriterier og nærmere

bestemmelser for udligning af de finansielle ubalancer, som følger af anvendelsen af direktiv

2001/40/EF).

De medlemsstater, der stadig er tilbageholdende med at bruge denne frivillige mulighed (som enten

udsendende eller modtagende medlemsstat), tilskyndes til at deltage og underrette Kommissionen

og de andre medlemsstater om deres deltagelse.


• Anerkendelsesform: Den meget brede og generelle ordlyd i direktiv 2001/40/EF giver

skønsbeføjelser med hensyn til den praktiske fremgangsmåde (proceduremæssige oplysninger) for

gensidig anerkendelse i overensstemmelse med de praktiske behov og den nationale lovgivning.

Den form, der anbefales i bilag 39 til Schengenvejledningen, er en mulighed, men ikke den eneste

fremgangsmåde.

• Juridisk anerkender medlemsstat B alle relevante elementer af den afgørelse om tilbagesendelse,

som medlemsstat A har truffet, herunder anerkendelse af erklæringen om, at

tredjelandsstatsborgeren opholder sig ulovligt og har fået en frist for frivillig udrejse - med virkning

på den anerkendende medlemsstat B's område.

42

• Den anerkendende medlemsstat har tre forskellige "garantier":

1) Brugen af standardformularen i bilag 39 sker frivilligt; det giver altid medlemsstaterne

mulighed for ikke at anerkende en afgørelse om tilbagesendelse truffet af en anden

medlemsstat i en specifik sag.

2) Den første medlemsstat fastsætter måske kun en frist for frivillig udrejse i

overensstemmelse med artikel 7, hvis der ikke er nogen faktorer, der taler imod det,

såsom en risiko for, at den pågældende vil forsvinde. Den "forudgående screening" af

tilbagesendtes personlige forhold i overensstemmelse med artikel 7, der skal foretages

af den første medlemsstat, kan være en nyttig forsikring for den anerkendende

transitmedlemsstat.

3) Hvis noget går galt, og den tilbagesendte skal udsendes for transitstatens regning, kan

den første medlemsstat pålægges alle omkostninger ved udsendelsen, jf. beslutning

2004/191/EF.

6.5. Overholdelse i praksis - transit med fly (direktiv 2003/110/EF)

Direktiv 2003/110/EF om bistand ved gennemrejse i forbindelse med udsendelse med fly indfører

lovgivningsmæssige rammer for samarbejde mellem de kompetente myndigheder i

medlemsstaternes transitlufthavne ved gennemførelsen af uledsagede og ledsagede udsendelser med

fly. Udtrykket "uledsaget udsendelse" i direktivet (som blev vedtaget fem år før

tilbagesendelsesdirektivet) kan fortolkes således, at det også omfatter "frivillig udrejse" i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet7. Kommissionen anbefaler at bruge dette retlige instrument (direktiv

2003/110/EF) systematisk i forbindelse med tilrettelæggelse af transit med fly som led i frivillig

udrejse (se også afsnit 7.2)

6.6. Registrering af frivillig udrejse

På nuværende tidspunkt er der ikke noget centralt EU-system til at holde styr på frivillig udrejse.

Hvis der er tale om transit over land af tilbagesendte personer i henhold til anbefalingerne i bilag 39

til Schengenvejledningen, faxes en bekræftelse fra grænsevagten til den medlemsstat, der traf

afgørelsen om tilbagesendelse. I andre tilfælde rapporterer tilbagesendte personer undertiden tilbage

via EU's konsulater i tredjelande. Nogle gange registreres afgangen også af grænsevagter i

forbindelse med udrejsekontrol. Fraværet af et centralt EU-system til at holde styr på frivillig

7 NB: Denne fortolkning indebærer ikke, at uledsaget udsendelse er synonymt med frivillig udrejse. Udtrykket

uledsaget udsendelse kan også omfatte tilfælde af tvangsmæssig tilbagesendelse (udsendelse) uden politieskorte.

43

udrejse giver anledning til mangler både med hensyn til bekræftelse af håndhævelsen og med

hensyn til statistikker.

På kort sigt opfordres medlemsstaterne til at udnytte de tilgængelige informationskanaler bedst

muligt og til dette formål:

1) systematisk opfordre de tilbagesendte personer, der har fået en frist for frivillig udrejse,

til at underrette de myndigheder, der har truffet afgørelsen om tilbagesendelse (og

indrejseforbud), om, at de er udrejst. Den tilbagesendte kan give meddelelse om afrejsen

til grænsevagten (ved afrejse), til en medlemsstats konsulat i den pågældendes

oprindelsesland (efter tilbagevenden) eller endda skriftligt (med tilstrækkelig

dokumentation vedhæftet). For at fremme denne praksis kan et faktablad vedhæftes til

afgørelsen om tilbagesendelse, hvori den tilbagesendte underrettes om fordelene ved at

underrette myndighederne om, at vedkommende er udrejst, og om kontaktoplysninger

for relevante myndigheder i medlemsstaten, som den tilbagesendte kan henvende sig til.

2) opfordre grænsevagter, der foretager udrejsekontroller, til - når de får kendskab til en

ulovlig migrants udrejse - at spørge, om den tilbagesendte er genstand for en afgørelse

om tilbagesendelse ledsaget af en frist for frivillig udrejse, og - i givet fald - systematisk

underrette de myndigheder, der traf afgørelsen om tilbagesendelse, om den

tilbagesendtes afrejse.

7. Udsendelse

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 8, stk. 1-4

1. Medlemsstaterne træffer alle nødvendige foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om

tilbagesendelse, hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 7, stk. 4,

eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er blevet opfyldt inden for den frist for frivillig

udrejse, som er indrømmet i henhold til artikel 7.

2. Har medlemsstaten indrømmet en frist for frivillig udrejse i henhold til artikel 7, kan afgørelsen

om tilbagesendelse først fuldbyrdes efter fristens udløb, medmindre der inden for denne frist opstår

en af de i artikel 7, stk. 4, omhandlede risici.

3. Medlemsstaterne kan vedtage en særskilt administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt om

udsendelse.

4. Når medlemsstaterne som en sidste udvej anvender tvangsforanstaltninger til at gennemføre

udsendelsen af en tredjelandsstatsborger, som modsætter sig udsendelse, skal sådanne

foranstaltninger stå i rimeligt forhold til det formål, der søges opnået, og holdes inden for

44

grænserne af rimelig magtanvendelse. Foranstaltningerne gennemføres i henhold til den nationale

lovgivning i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og med behørig respekt for den

pågældende tredjelandsstatsborgers værdighed og fysiske integritet.

Tilbagesendelsesdirektivet fastsætter et mål ("fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse"), der skal

nås på en effektiv og rimelig måde med "alle nødvendige foranstaltninger", mens de konkrete

fremgangsmåder ("hvordan") skal fastsættes i medlemsstaternes lovgivning og administrative

praksis. Se Domstolens dom i sag C-329/11, Achughbabian, præmis 36: "… begreberne

"foranstaltninger" og "tvangsforanstaltninger", som anvendes heri, henviser til ethvert tiltag, som

på effektiv og forholdsmæssig vis fører til den pågældendes tilbagesendelse".

Afgrænsning af forskellen mellem frivillig udrejse og udsendelse: Tilbagesendelse er et meget bredt

begreb og omfatter processen med (frivilligt eller tvunget) at vende tilbage til et tredjeland i

overensstemmelse med en forpligtelse til at gøre dette. Udsendelse er et langt mere snævert begreb.

Udsendelse er håndhævelse af forpligtelsen til at vende tilbage, dvs. den fysiske transport ud af

medlemsstaten. Domstolen har allerede i sin dom i sag C-61/11, El Dridi, præmis 41, og i

Achughbabian-sagen understreget, at tilbagesendelsesdirektivet indebærer en "graduering af

foranstaltninger" fra frivillighed til tvang. I praksis er der ofte tilfælde, der både har elementer af

tvangsmæssig tilbagesendelse (frihedsberøvelse) og frivillighed (efterfølgende frivillig udrejse,

uden at det er nødvendigt at bruge fysisk tvang). Medlemsstaterne opfordres til - på hvert trin i

proceduren - at bruge de mindst indgribende foranstaltninger. Hvis tilbagesendte personer, der er

genstand for udsendelse/frihedsberøvelse ændrer holdning og tilkendegiver deres vilje til at

samarbejde og rejse frivilligt, opfordres medlemsstaterne til og har ret til at udvise fleksibilitet.

Fængselsstraf (som strafferetlig sanktion ved overtrædelser af migrationsreglerne) kan aldrig være

"en nødvendig foranstaltning" i henhold til tilbagesendelsesdirektivet. Den eneste tilladte form for

frihedsberøvelse i tilbagesendelsessammenhæng er frihedsberøvelse med henblik på udsendelse i

henhold til tilbagesendelsesdirektivets artikel 15 (se Domstolens dom i sag C-329/11,

Achughbabian, præmis 37: "… Pålæggelse og fuldbyrdelse af en fængselsstraf under den

tilbagesendelsesprocedure, der er fastsat i direktiv 2008/115, medvirker imidlertid åbenbart ikke til

at gennemføre den udsendelse, som forfølges med proceduren, dvs. den pågældendes fysiske

transport ud af den omhandlede medlemsstat. En sådan straf udgør således ikke "foranstaltninger"

eller "tvangsforanstaltninger" i den forstand, hvori udtrykkene er anvendt i artikel 8 i direktiv

2008/115").

7.1. Udsendelse med fly

45

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 8, stk. 5, fælles retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i

forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er knyttet som bilag til beslutning 2004/573/EF

Ved gennemførelsen af udsendelser med fly tager medlemsstaterne hensyn til de fælles

retningslinjer for sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er

knyttet som bilag til beslutning 2004/573/EF.

Ifølge tilbagesendelsesdirektivet tager medlemsstaterne hensyn til de fælles retningslinjer for

sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly, der er knyttet som bilag til

beslutning 2004/573/EF, ved gennemførelsen af alle udsendelser med fly og ikke blot - som

oprindeligt i henhold til beslutning 2004/573/EF - ved fælles udsendelser.

Visse dele af retningslinjerne skal i sagens natur kun anvendes ved fælles udsendelser med fly,

f.eks. reglerne om rollerne for og fordelingen af opgaver mellem den medlemsstat, der varetager

tilrettelæggelsen, og den deltagende medlemsstat. Der skal ikke tages hensyn til retningslinjerne i

en rent national sammenhæng. Der skal dog tages hensyn til alle andre dele af retningslinjerne (se

de mest relevante uddrag i boksen nedenfor) ved rent nationale udsendelser.

FÆLLES RETNINGSLINJER FOR SIKKERHEDSBESTEMMELSER I FORBINDELSE MED

FÆLLES UDSENDELSE MED FLY

(uddrag)

1. FASEN FORUD FOR TILBAGESENDELSE

1.1.2. Helbredstilstand og sygejournaler

Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og hver deltagende medlemsstat sikrer, at de

tilbagesendtes helbredstilstand er sådan, at den, retligt og praktisk, tillader en risikofri udsendelse med fly.

Der tilvejebringes en sygejournal for tilbagesendte personer med et kendt helbredsmæssigt problem, eller

hvor der kræves medicinsk behandling. Disse sygejournaler omfatter resultaterne af lægeundersøgelser, en

diagnose og specificering af eventuelt behov for medicin med henblik på nødvendige lægelige

foranstaltninger. …

1.1.3. Dokumentation

Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og hver deltagende medlemsstat sikrer, at der for hver

tilbagesendt person forefindes gyldige rejsedokumenter og andre nødvendige dokumenter, certifikater eller

journaler. Den befuldmægtigede opbevarer dokumenterne indtil ankomsten til destinationslandet.

1.2.3. Anvendelse af private ledsagere

Hvis en deltagende medlemsstat gør brug af private ledsagere, sørger denne medlemsstats myndigheder for

mindst én officiel repræsentant om bord på flyet.

46

1.2.4. Ledsagernes kompetence og uddannelse

Ledsagere, der udpeges til tjeneste om bord på de fælles fly, skal have gennemgået specialuddannelse med

henblik på sådanne opgaver; de skal tildeles den nødvendige lægelige støtte alt efter opgavens art.

…

1.2.5. Adfærdskodeks for ledsagere

Ledsagerne er ikke bevæbnede. De kan bære civil påklædning. Påklædningen skal være udstyret med tydelig

identifikation. Andre til formålet udpegede ledsagere bærer også tydelig identifikation.

Medlemmerne af ledsagegruppen skal være strategisk anbragt i flyet med henblik på at sørge for den størst

mulige sikkerhed. Endvidere skal de placeres sammen med de tilbagesendte, som de har ansvar for.

1.2.6. Ordning vedrørende antallet af ledsagere

Antallet af ledsagere afgøres i hvert enkelt tilfælde på grundlag af en analyse af eventuelle risici og samråd.

Det anbefales i de fleste tilfælde, at antallet af ledsagere mindst svarer til antallet af tilbagesendte personer

om bord. En reserveenhed skal være til rådighed til at yde støtte, hvor det er nødvendigt (f.eks. i tilfælde af

rejser over lange distancer).

2. FASEN INDEN AFGANG I AFGANGS- ELLER TRANSITLUFTHAVNE

2.1. Transport til lufthavnen og ophold i lufthavnen

Følgende gælder for transport til og ophold i lufthavnen:

a) I princippet skal ledsagere og tilbagesendte personer være i lufthavnen mindst tre timer inden afgang.

b) De tilbagesendte personer informeres om gennemførelsen af deres udsendelse og indprentes, at det er i

deres egen interesse at samarbejde fuldt ud med ledsagerne. Det gøres klart, at man ikke tolererer nogen

form for forstyrrende adfærd, og at en sådan ikke vil føre til, at udsendelsen opgives.

…

2.2. Check-in, ombordstigning og sikkerhedskontrol inden afgang

Ordningerne vedrørende check-in, ombordstigning og sikkerhedskontrol inden afgang er følgende:

a) Ledsagerne fra den medlemsstat, hvor man aktuelt befinder sig, er ansvarlige for check-in og for at bistå

ved passage gennem kontrolområderne.

b) Alle tilbagesendte personer underkastes en omhyggelig sikkerhedskontrol, før de går om bord i flyet. Alle

genstande, som kan udgøre en trussel mod enkeltpersoners sikkerhed og mod flyets sikkerhed, konfiskeres og

anbringes i lastrummet.

c) De tilbagesendtes bagage anbringes ikke i flyets kabine. Al bagage, som anbringes i lastrummet,

gennemgår sikkerhedskontrol og mærkes med ejerens navn. Alt, hvad der kan betragtes som farligt i henhold

til Organisationen for International Civil Luftfart (ICAO)'s regler, fjernes fra bagagen.

47

d) Penge og værdifulde genstande anbringes i en gennemsigtig indpakning mærket med ejerens navn. De

tilbagesendte personer får oplysning om proceduren i forbindelse med genstande og penge, som er taget i

forvaring.

…

3. PROCEDURE UNDER FLYVNINGEN

…

3.2. Anvendelse af tvangsforanstaltninger

Tvangsforanstaltninger gennemføres således:

a) Tvangsforanstaltninger gennemføres med behørig respekt for de tilbagesendtes personlige rettigheder.

b) Der kan anvendes tvang over for personer, som nægter eller modsætter sig udsendelse. Alle

tvangsforanstaltninger er afpassede og holdes inden for grænserne for acceptabel magtanvendelse. Den

tilbagesendte persons værdighed og fysiske integritet sikres. Dette betyder, at man i tvivlstilfælde afbryder

udsendelsen, herunder anvendelsen af tvangsmidler baseret på den tilbagesendtes modstand og grad af

farlighed, hvilket sker ud fra princippet "ikke udsendelse for enhver pris".

c) Eventuelle tvangsforanstaltninger må ikke true den tilbagesendte persons mulighed for at trække vejret på

normal vis. I tilfælde af magtanvendelse sikres det, at den tilbagesendte persons brystkasse forbliver i oprejst

stilling, og at intet trykker på vedkommendes brystkasse, således at intet hindrer den normale

åndedrætsfunktion.

d) Tilbagesendte personer, der gør modstand, kan immobiliseres med midler, der ikke bringer deres

værdighed eller fysiske integritet i fare.

e) Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og hver deltagende medlemsstat skal nå til enighed om

en liste over tilladte midler til begrænsning af bevægelsesfriheden forud for udsendelsesoperationen.

Anvendelse af beroligende midler for at lette udsendelsen er forbudt, uden at dette dog udelukker

nødforanstaltninger af hensyn til flysikkerheden.

f) Alle ledsagere informeres og skal være bevidste om tilladte og forbudte tvangsmidler.

g) Tilbagesendte personer, over for hvilke der anvendes tvangsmidler, er under konstant opsyn under hele

flyvningen.

h) Beslutningen om midlertidigt at fjerne tvangsmidlerne skal træffes af udsendelsesoperationens leder eller

næstkommanderende.

3.3. Lægepersonale og tolke

Ordningen vedrørende lægepersonale og tolke er følgende:

a) Der skal være mindst én læge til stede på en fælles flytransport.

48

b) Lægen har adgang til de tilbagesendte personers eventuelle relevante sygejournaler og informeres inden

afgang om deres særlige helbredsmæssige forhold. Hidtil ukendte medicinske forhold, der opdages

umiddelbart inden afgangen, og som kan påvirke gennemførelsen af udsendelsen, bør vurderes i samråd med

de ansvarlige myndigheder.

c) Kun lægen må, efter at der er stillet en præcis medicinsk diagnose, give tilbagesendte personer medicin.

Medicin, som en tilbagesendt har brug for under flyvningen, skal forefindes om bord.

d) Alle tilbagesendte personer skal have mulighed for direkte eller via en tolk at henvende sig til lægen eller

ledsagerne på et sprog, som han eller hun kan gøre sig forståelig på.

e) Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, sørger for, at der er passende lægeligt og sprogligt

personale til rådighed ved udsendelsen.

3.4. Dokumentation og overvågning af udsendelsesoperation

3.4.1. Tredjeparts optagelser og observatører

Lyd- eller billedoptagelser eller overvågning foretaget af en tredjeparts observatører på fælles charterfly er

kun tilladt efter forudgående aftale mellem den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og deltagende

medlemsstater.

…

5. ANKOMSTFASEN

Følgende gælder under ankomstfasen:

…

c) Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og hver deltagende medlemsstat overgiver sine egne

tilbagesendte personer til myndighederne i destinationslandet, med bagage og eventuelle genstande, der er

blevet konfiskeret forud for ombordstigningen. De ledende repræsentanter fra den medlemsstat, der

varetager tilrettelæggelsen, og fra hver deltagende medlemsstat er ansvarlige for overgivelsen af de

tilbagesendte til de lokale myndigheder ved ankomsten. Ledsagerne forlader normalt ikke flyet.

d) Hvor det er hensigtsmæssigt og gennemførligt, bør den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og

de deltagende medlemsstater opfordre konsulatpersonale, forbindelsesofficerer for immigration eller de

pågældende medlemsstaters forposter til at lette overgivelsen af de tilbagesendte til de lokale myndigheder,

for så vidt dette er i overensstemmelse med national praksis og procedure.

e) De tilbagesendte skal være befriet for håndjern eller andre tvangsmidler, når de overgives til de lokale

myndigheder.

f) Overgivelsen af tilbagesendte foregår uden for flyet (enten for foden af trappen eller i egnede lokaler i

lufthavnen, alt efter hvad der er mest hensigtsmæssigt). Det undgås så vidt muligt, at de lokale myndigheder

kommer om bord på flyet.

49

g) Ophold i destinationslufthavnen begrænses til et minimum.

h) Den medlemsstat, der varetager tilrettelæggelsen, og de enkelte deltagende medlemsstater har ansvar for

at have en nødplan for ledsagere og repræsentanten (og tilbagesendte, hvis tilbagetagelse er blevet afvist),

hvis flyets afgang forsinkes, efter at de tilbagesendte er gået fra borde. Sådanne forholdsregler omfatter om

nødvendigt overnatningsmuligheder.

6. HVIS UDSENDELSESOPERATIONEN SLÅR FEJL

I tilfælde af, at myndighederne i destinationslandet nægter de pågældende indrejse på landets område, eller

udsendelsesoperationen må afbrydes af andre grunde, tager den medlemsstat, der varetager

tilrettelæggelsen, og hver enkelt deltagende medlemsstat for egen regning ansvaret for de tilbagesendtes

returrejse til deres respektive områder.


• Luftfartsselskabets sikkerhedspersonales eller eksternt personales ledsagelse af tilbagesendte er i

princippet forenelig med tilbagesendelsesdirektivets artikel 8. Medlemsstaterne har dog det

overordnede ansvar for gennemførelsen af udsendelsen (udstedelse af udsendelsesafgørelsen og

rimelig anvendelse af tvangsforanstaltninger/ledsagelse). I henhold til afsnit 1.2.3 i ovenstående

retningslinjer gælder følgende: "Hvis en deltagende medlemsstat gør brug af private ledsagere,

sørger denne medlemsstats myndigheder for mindst én officiel repræsentant om bord på flyet". Det

følger heraf, at medlemsstaterne har en overordnet forpligtelse til at påtage sig en tilsynsrolle i alle

tilfælde af "udlicitering" af udsendelsen, og at brug af luftfartsselskabets sikkerhedspersonale til

ledsagelse ikke er udelukket, men at det pågældende personale skal have tilladelse og ledsages af

mindst én officiel repræsentant for medlemsstaten.

• Udsendelser, der gennemføres af destinationslandet (tredjelandes myndigheder sender et fly til

EU med henblik på hjemtransport af deres statsborgere under deres tilsyn): Medlemsstaterne har det

overordnede ansvar for gennemførelsen af udsendelsen, indtil den tilbagesendte er overdraget til

myndighederne i destinationslandet, og flyet har forladt EU's område. Overholdelsen af de

grundlæggende rettigheder og en rimelig anvendelse af tvangsmidler i overensstemmelse med de

fælles EU-standarder, der er beskrevet ovenfor, skal dog sikres under hele udsendelsen. Med

henblik på tilsyn observerer en repræsentant for medlemsstaten den del af udsendelsen, der

gennemføres af destinationslandet. I forbindelse med fælles udsendelsesoperationer koordineret af

Frontex skal Frontex' adfærdskodeks (se nedenfor i afsnit 7.4) desuden overholdes af

destinationslandet, indtil flyet har nået sit endelige bestemmelsessted.

7.2. Transit med fly

50

Retsgrundlag: Rådets direktiv 2003/110/EF af 25. november 2003 om bistand ved gennemrejse i forbindelse med

udsendelse med fly

⇒ Anmodning om gennemrejse med henblik på udsendelse med fly: Bilag til direktiv 2003/110/EF

⇒ Liste over centrale myndigheder i henhold til artikel 4, stk. 5, i direktiv 2003/110/EF, der er ansvarlige for at

modtage anmodninger om gennemrejse (tilgængelig som ad hoc-undersøgelse foretaget af EMN, tilbagesendelse,

2015, på EMN Europa-webstedet)

Direktiv 2003/110 fastlægger detaljerede foranstaltninger vedrørende bistand mellem de

kompetente myndigheder i medlemsstaternes transitlufthavne ved gennemførelse af uledsagede

eller ledsagede udsendelser med fly. Det fastsætter et regelsæt, der skal lette transit af personer, der

er genstand for udsendelse, i en lufthavn i en anden medlemsstat end den, der har truffet og

gennemført udsendelsesafgørelsen. Til dette formål fastsætter direktivet, under hvilke betingelser

transitoperationen kan finde sted, og angiver, hvilken bistand den anmodede medlemsstat skal yde.

Anmodninger om bistand skal fremsættes ved hjælp af den standardformular, der er knyttet til

direktivet som bilag. Anmodningerne skal sendes til de centrale myndigheder i medlemsstaterne,

der er udpeget til formålet.

7.3. Fælles udsendelse med fly

Retsgrundlag: Rådets beslutning af 29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly fra to eller flere

medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af individuelle afgørelser om udsendelse

(2004/573/EF)

⇒ Liste over nationale myndigheder, der er ansvarlige for at tilrettelægge og/eller deltage i samlede udsendelser med

fly i henhold til artikel 3 i beslutning 2004/573/EF (tilgængelig som EMN's ad hoc-undersøgelse, tilbagesendelse, 2015,

på EMN Europa-webstedet).

Beslutning 2004/573/EF om tilrettelæggelse af samlet udsendelse med fly fra to eller flere

medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af individuelle afgørelser om

udsendelse, vedrører navnlig fælles og specifikke opgaver for de myndigheder, der er ansvarlige for

at tilrettelægge eller deltage i sådanne udsendelser. Fælles retningslinjer for

sikkerhedsbestemmelser i forbindelse med fælles udsendelse med fly er knyttet som bilag til Rådets

beslutning. I henhold til artikel 8, stk. 5, i tilbagesendelsesdirektivet skal der tages hensyn til disse

retningslinjer ved gennemførelse af udsendelser med fly (også ved rent nationale udsendelser - se

afsnit 7.1 ovenfor).

7.4. Fælles udsendelsesoperationer koordineret af Frontex

Retsgrundlag: Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for forvaltning af det

operative samarbejde ved EU-medlemsstaternes ydre grænser (ændret ved forordning (EU) nr. 1168/2011), artikel 9

51

⇒ Code of Conduct for Joint Return Operations coordinated by FRONTEX (adfærdskodeks for fælles

tilbagesendelsesoperationer koordineret af Frontex) (den administrerende direktørs beslutning nr. 2013/67 af

7.10.2013)

En af Frontex' (Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-

medlemsstaternes Ydre Grænser) opgaver er - i henhold til EU's tilbagesendelsespolitik og navnlig

tilbagesendelsesdirektivet som den centrale retsakt i EU's tilbagesendelseslovgivning - at yde

bistand ved tilrettelæggelse af medlemsstaternes fælles tilbagesendelsesoperationer (FTO). Frontex'

rolle på tilbagesendelsesområdet og dets overholdelse af de grundlæggende rettigheder er blevet

styrket via en ændring af Frontex-forordningen i 2011 (forordning EU nr. 1168/2011 af

25. oktober 2011 om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004).

Der blev vedtaget en Frontex-adfærdskodeks for fælles tilbagesendelsesoperationer den

7. oktober 2013, som fokuserer på effektive tilsynsprocedurer i forbindelse med tvangsmæssig

tilbagesendelse og respekt for de tilbagesendte personers grundlæggende rettigheder og værdighed

under aktionen.

Der ligger en tydelig merværdi i at gennemføre fælles tilbagesendelsesoperationer koordineret af

Frontex, og medlemsstaterne opfordres til i høj grad at benytte sig af denne mulighed.

8. Tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse


⇒ Liste over nationale organer, der fører tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse (tilgængelig som EMN's ad hoc-

undersøgelse, tilbagesendelse, 2015, på EMN Europa-webstedet)

Medlemsstaterne sørger for en effektiv ordning for tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse.

Tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse er et vigtigt redskab, der kan være i både den

tilbagesendtes og de håndhævende myndigheders interesse som en indbygget kontrolmekanisme

eller nationale daglige praksisser for tilbagesendelse. Effektivt tilsyn kan bidrage til at forhindre, at

en situation eskalerer. Det gør det muligt hurtigt at identificere og rette eventuelle fejl. Det beskytter

desuden de håndhævende myndigheder - der nogle gange er genstand for uberettiget kritik fra

medierne eller ngo'er - ved hjælp af upartisk og neutral rapportering.

Tilbagesendelsesdirektivet indeholder ikke detaljerede bestemmelser om, hvordan de nationale

systemer for tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse bør se ud. Det giver medlemsstaterne vide

skønsbeføjelser. Der kan dog, ud fra direktivets ordlyd og dets sammenhæng, opstilles visse

retningslinjer:

52

1) Tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse skal forstås som alle medlemsstaternes

aktiviteter vedrørende udsendelse (fra forberedelsen af afrejsen til modtagelsen i det

land, den pågældende skal sendes tilbage til, eller, hvis udsendelsen slår fejl, til den

pågældende vender tilbage til afrejsestedet). Begrebet omfatter ikke tilsyn efter

tilbagesendelse (perioden efter modtagelsen af den tilbagesendte i et tredjeland).

2) Tilsynssystemer skal omfatte inddragelse af andre organisationer/organer end de

myndigheder, der håndhæver tilbagesendelsen, og uafhængige heraf ("nemo monitor in

res sua").

3) Offentlige organer (f.eks. en national ombudsmand eller et uafhængigt overordnet

tilsynsorgan) kan fungere som tilsynsmyndighed. Det lader dog til, at det er

problematisk at tildele en underafdeling af den forvaltning, der også gennemfører

tilbagesendelser/udsendelser, en tilsynsmæssig rolle.

4) Det forhold, at der findes retsmidler i enkeltsager eller nationale systemer for tilsyn med

de nationale tilbagesendelsespolitikkers effektivitet kan dog ikke i sig selv betragtes

som gyldig anvendelse af artikel 8, stk. 6.

5) Staterne er ikke automatisk forpligtet til at finansiere alle tilsynsmyndighedens

omkostninger (f.eks. personaleomkostninger), men medlemsstaterne er forpligtet til -

overordnet - at sikre, at et system for tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse fungerer

(virkning i praksis).

6) Artikel 8, stk. 6, indebærer ikke en forpligtelse til at føre tilsyn med hver enkelt

udsendelse. Et tilsynssystem baseret på stikprøvekontroller og overvågning af tilfældige

stikprøver kan betragtes som tilstrækkeligt, så længe tilsynsintensiteten er tilstrækkelig

til at sikre tilsynets generelle effektivitet.

7) Artikel 8, stk. 6, indebærer ikke, at en tilbagesendt har subjektiv ret til tilsyn.


• Tilsyn med fælles tilbagesendelsesoperationer koordineret af Frontex: I henhold til Frontex-

adfærdskodeksen for fælles tilbagesendelsesoperationer, jf. afsnit 7.4, får tilsynsmyndigheden (en

uafhængig ekstern observatør, der ofte repræsenterer en ngo eller et andet uafhængigt tilsynsorgan,

der af en medlemsstat pålægges opgaver vedrørende tilsyn med tvangsmæssig tilbagesendelse i

henhold til direktivets artikel 8, stk. 6) alle nødvendige oplysninger inden operationen og involveres

i tilbagesendelsesprocessen fra fasen forud for tilbagesendelse (interne briefinger) til fasen efter

tilbagesendelse (debriefing). Vedkommende vil have adgang til alle oplysninger og fysisk adgang

til alle lokaliteter efter ønske. Den tilsynsførendes observationer/rapporter indgår i rapporteringen

om den fælles tilbagesendelsesaktion. Selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af den gældende

53

lovgivning, mener Kommissionen, at der bør være en uafhængig tilsynsførende til stede ved alle

fælles tilbagesendelsesoperationer, i betragtning af hvor synlige og følsomme disse operationer er.

9. Udsættelse af udsendelse


1. Medlemsstaterne udsætter en udsendelse,

a) hvis den vil krænke non-refoulement-princippet, eller

b) så længe der indrømmes suspension i henhold til artikel 13, stk. 2.

2. Medlemsstaterne kan udsætte en udsendelse i en passende periode under hensyntagen til de

særlige forhold i den enkelte sag. Medlemsstaterne tager navnlig hensyn til:

a) tredjelandsstatsborgerens fysiske tilstand eller psykiske evner

b) tekniske grunde, såsom manglende transportkapacitet eller mislykket udsendelse som følge af

manglende identifikation.

3. Hvis en udsendelse udsættes efter stk. 1 og 2, kan den pågældende tredjelandsstatsborger

pålægges de i artikel 7, stk. 3, omhandlede forpligtelser.

Tilbagesendelsesdirektivet indfører to absolutte forbud: Medlemsstaterne må ikke udsende en

person, hvis udsendelse ville være i strid med non-refoulement-princippet. Medlemsstaterne må

heller ikke udsende en person, så længe der er indrømmet suspension i forbindelse med prøvelse af

afgørelsen.

I andre tilfælde kan medlemsstaterne udsætte en udsendelse i en passende periode under

hensyntagen til de særlige forhold i den enkelte sag. Det er ikke præciseret, hvilke forhold der kan

være tale om, hvilket giver medlemsstaterne mulighed for at reagere fleksibelt på eventuelle nye

eller nyopdagne forhold, der berettiger udsættelse af udsendelsen. De konkrete eksempler, der er

angivet i tilbagesendelsesdirektivet (den pågældendes fysiske eller mentale tilstand, tekniske

årsager, såsom manglende adgang til passende transportmidler), er vejledende eksempler.

Medlemsstaterne kan også træffe bestemmelse om flere tilfælde i deres nationale

gennemførelseslovgivning og/eller administrative praksis.


• Forskel mellem frist for frivillig udrejse og udsættelse af udsendelse: Artikel 7 (frivillig udrejse)

indfører en "henstandsperiode" for at give mulighed for sikre, at afrejsen foregår i god ro og orden

og kan forberedes grundigt. Den vedrører kun de tilbagesendte personer, der forventes frivilligt at

efterkomme en afgørelse om tilbagesendelse. Artikel 9 (udsendelse) vedrører de sager, hvor

54

forpligtelsen til at vende tilbage skal håndhæves af staten (fordi frivillig udrejse ikke er mulig eller

tilrådelig).

• Juridisk status under udsat udsendelse: Under udsat udsendelse har den tilbagesendte de

"garantier i perioden frem til tilbagesendelsen", der er anført i artikel 14 (skriftlig bekræftelse på, at

fristen for frivillig udsendelse er blevet forlænget, og visse grundlæggende garantier, f.eks. adgang

til akut lægebehandling og familiens enhed). Der findes flere oplysninger i afsnit 13 nedenfor. Den

tilbagesendte anses dog ikke for at opholde sig lovligt i en medlemsstat, medmindre en medlemsstat

- i overensstemmelse med artikel 6, stk. 4 - beslutter at tildele den pågældende en opholdstilladelse

eller en anden tilladelse, som giver ret til ophold.

• Pligt til at opholde sig et bestemt sted under udsat udsendelse: Artikel 9, stk. 3, indeholder en

udtrykkelig henvisning til de muligheder, der er anført i artikel 7, stk. 3, herunder muligheden for at

pålægge en pligt til at "opholde sig et bestemt sted".

10. Tilbagesendelse af uledsagede mindreårige

Tilbagesendelsesdirektivet finder også anvendelse på mindreårige, herunder uledsagede

mindreårige, og indfører en række garantier i denne henseende, der skal respekteres af

medlemsstaterne. Tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig er blot én mulighed, når det gælder

om at finde en holdbar løsning for uledsagede mindreårige, og alle medlemsstaternes handlinger

skal som en central overvejelse tage hensyn til "barnets tarv". Inden en uledsaget mindreårig

tilbagesendes, skal der foretages en individuel vurdering under hensyntagen til barnets tarv og

hans/hendes særlige behov, nuværende familiemæssige situation og modtagelsesforholdene i det

land, den pågældende skal sendes tilbage til. Vurderingen bør ideelt foretages af et tværfagligt og

erfarent hold og inddrage barnets udpegede værge. Medlemsstaterne opfordres til at tage højde for

forslagene i denne henseende i de fælles UNHCR/UNICEF-retningslinjer for fastlæggelse af

barnets tarv ("Safe and Sound", oktober 2014), som er tilgængelig på

http://www.refworld.org/docid/5423da264.html, og tage højde for generel bemærkning nr. 14

(2013) fra FN's Komité for Barnets Rettigheder, som sikrer, at barnets tarv kommer i første række

(artikel 3, stk. 1)8. Barnets ret til at blive hørt er en integreret del af enhver vurdering af barnets tarv

(artikel 12). Denne ret skal omfatte respekt for barnets ret til frit at udtrykke sine synspunkter, og

barnets synspunkter skal tillægges passende vægt i alle forhold, der vedrører det.

Definition af uledsaget mindreårig: Tilbagesendelsesdirektivet indeholder ikke nogen definition af

begrebet uledsaget mindreårig. Det anbefales at bruge definitionen i de seneste asyldirektiver (f.eks.

8 http://www2.ohchr.org/English/bodies/crc/docs/GC/CRC_C_GC_14_ENG.pdf.

http://www.refworld.org/docid/5423da264.html

http://www2.ohchr.org/English/bodies/crc/docs/GC/CRC_C_GC_14_ENG.pdf

55

i artikel 2, litra e), i det omarbejdede direktiv om modtagelsesforhold (2013/33/EU)): "en

mindreårig, som ankommer til en medlemsstats område uden at være ledsaget af en voksen, der er

ansvarlig for vedkommende i henhold til lov eller ifølge praksis i den pågældende medlemsstat, så

længe vedkommende ikke reelt befinder sig i en sådan persons varetægt; denne definition omfatter

en mindreårig, der efterlades alene efter at være rejst ind på medlemsstaternes område".

Undladelse af at træffe afgørelser om tilbagesendelse af uledsagede mindreårige:

Tilbagesendelsesdirektivet tillader udtrykkeligt medlemsstater, der ikke ønsker at

tilbagesende/udsende mindreårige tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold på deres område

eller forhindres i at udsende den uledsagede mindreårige af hensyn til barnets tarv, på et hvilket som

helst tidspunkt at give den pågældende visum eller opholdstilladelse i overensstemmelse med

national lovgivning (f.eks. midlertidig opholdstilladelse, således at en mindreårig kan blive i landet,

indtil vedkommende er fyldt 18 år). Tilbagesendelsesdirektivet forpligter dog medlemsstaten til at

sige enten "A" (give visum eller opholdstilladelse) eller "B" (gennemføre

tilbagesendelsesprocedurer). Tilgangen er ligetil og skal mindske forekomsten af "gråzoner" og øge

retssikkerheden for alle involverede parter. For at sikre forenelighed med tilbagesendelsesdirektivet

skal uledsagede mindreårige i medlemsstater, der ikke ønsker at tilbagesende/udsende mindreårige

tredjelandsstatsborgere - juridisk set - enten tildeles et midlertidigt visum eller en midlertidig

opholdstilladelse, indtil de fylder 18, eller tildeles udsat udsendelse.

10.1. Bistand fra relevante organer


Inden der træffes afgørelse om tilbagesendelse af en uledsaget mindreårig, ydes der under behørig

hensyntagen til barnets tarv bistand fra relevante organer, som ikke er de myndigheder, der er

ansvarlige for den tvangsmæssige tilbagesendelse.

Historisk bemærkning/forklaring: Artikel 10, stk. 1, indgik ikke i Kommissionens forslag. Stykket blev tilføjet i

forbindelse med forhandlingerne og er direkte inspireret af retningslinje 2, punkt 5, i Europarådets retningslinjer

vedrørende tvangsmæssig tilbagesendelse, hvori det hedder, at der, inden det besluttes at træffe en afgørelse om

udsendelse af et barn, der er adskilt fra sine forældre, skal ydes bistand - navnlig juridisk bistand - under behørig

hensyntagen til barnets tarv.

De "relevante organers" art: Det "relevante organ" skal være uafhængigt af den håndhævende

myndighed og kan enten være et statsligt organ (eventuelt en særskilt tjeneste inden for samme

ministerium) eller en ikke-statslig institution eller en kombination af begge systemer, der sikrer

tværfagligt samarbejde mellem statsstøttede og ikke-statslige værge- eller vejledningssystemer.

Organer, der er ansvarlige for at drage omsorg for og beskytte børn, skal overholde de standarder,

56

der er fastsat inden for sikkerhed, sundhed, personalets egnethed og kompetent tilsyn. Aktørernes

forskellige roller og ansvarsområder skal være tydelige og gennemsigtige, navnlig hvad angår

uledsagede mindreårige, for at sikre den pågældendes aktive involvering og deltagelse i alle

spørgsmål, der vedrører ham/hende.

"Bistandens" art: Bistanden skal omfatte juridisk bistand, men må ikke begrænse sig hertil. Andre

aspekter, der er nævnt udtrykkeligt i tilbagesendelsesdirektivet, såsom ydelse af nødvendig

lægehjælp og sundhedspleje, kontakt med familien, adgang til grunduddannelsessystemet osv., med

henblik på at fremme overholdelsen af barnets rettigheder som fastsat i konventionen om barnets

rettigheder, bør også tages op. Der bør lægges særlig vægt på behovet for på forhånd og gennem

alle processer og procedurer at drøfte alle beslutninger, der påvirker den mindreårige, med

ham/hende.

Tidspunkt for "bistand": Bistanden fra "relevante organer" skal ydes så hurtigt som muligt. Det

indebærer en rettidig aldersvurdering baseret på princippet om at lade tvivlen komme den

mindreårige til gode. Bistand skal være en kontinuerlig og stabil proces, som omfatter

tilbagesendelsesfasen. Den kan også omfatte fasen efter tilbagesendelse for at sikre passende

opfølgning på tilbagesendelsen. Om nødvendigt overdrages værgemålet i medlemsstaten til en

værge i det land, som personen sendes tilbage til, jf. artikel 10, stk. 2.

Aldersvurdering: Tilbagesendelsesdirektivet indeholder ikke nogen bestemmelser om

aldersvurdering. Baseret på en systematisk fortolkning af EU-lovgivningen vedrørende indvandring

og asyl anbefaler Kommissionen, at der henvises til bestemmelserne i artikel 25, stk. 5, i direktivet

om asylprocedurer (2013/32/EU), og at der tages højde for relaterede dokumenter udarbejdet af Det

Europæiske Asylstøttekontor (EASO) (EASO - Age assessment practice in Europe, 2014, Det

Europæiske Asylstøttekontor).

Kontinuitet i bistanden i asyl- og tilbagesendelsessager: Selv om retspraksis vedrørende henholdsvis

værgemål for asylansøgere og "bistand" til uledsagede mindreårige/børn i

tilbagesendelsesproceduren ikke er den samme, er der en tæt forbindelse mellem de krav, der er

fastsat i EU-retten om asyl og i tilbagesendelsesdirektivet, og der bør stræbes efter kontinuitet i

bistanden i asyl- og tilbagesendelsessager.


• Det at stille en værge til rådighed er ikke i sig selv tilstrækkeligt til at opfylde forpligtelsen til at

yde bistand til mindreårige, eftersom "bistand fra relevante organer" er mere end blot værgemål.

57

• Alle personer på under 18 er mindreårige. I visse medlemsstater må unge på mellem 16 og 18

handle selvstændigt i tilbagesendelsesprocedurer og asylprocedurer. Garantierne i

tilbagesendelsesdirektivet er dog bindende for alle børn/mindreårige under 18.

10.2. Tilbagesendelse til et familiemedlem, en udpeget værge eller passende

modtagelsesfaciliteter


Inden udsendelse af en uledsaget mindreårig fra en medlemsstats område, sikrer myndighederne i

den pågældende medlemsstat sig, at vedkommende sendes tilbage til

- et familiemedlem,

- en udpeget værge eller

- til passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslandet.

Blandt mulighederne i artikel 10, stk. 2, anbefales det, at tilbagesendelse til familiemedlemmer

foretrækkes (medmindre man herved uden tvivl ikke varetager barnets tarv), og at medlemsstaterne

bestræber sig på at spore familiemedlemmer. Tilbagesendelse til en værge eller til passende

modtagelsesfaciliteter kan - under visse omstændigheder - også være et acceptabelt alternativ. Det

anbefales, at tilbagesendelsen til passende modtagelsesfaciliteter ikke opfattes som en varig løsning

og fortrinsvis bør ledsages af tilhørende foranstaltninger til reintegration og uddannelse.


• Mindreåriges frivillige udrejse: I princippet finder artikel 10, stk. 2, kun anvendelse på

situationer, hvor barnet udsendes, og ikke situationer, hvor barnet forlader værtsmedlemsstaten

frivilligt. Idet der tages højde for medlemsstatens forpligtelse til at tage hensyn til barnets tarv,

anbefales det også at vurdere familiesituationen og situationen og modtagelsesforholdene i det

konkrete land, som barnet vender tilbage til ved frivillig udrejse.

• Det skal vurderes i den enkelte sag, om modtagelsesfaciliteterne er tilstrækkelige i det land,

barnet sendes tilbage til, idet der tages højde for de særlige omstændigheder og den tilbagesendte

mindreåriges alder. Det kan ikke betragtes som "tilstrækkelig modtagelse", at grænsepolitiet i det

land, barnet sendes tilbage til, modtager den pågældende uden opfølgende eller ledsagende

foranstaltninger. Artikel 20 i FN's konvention om barnets rettigheder og FN's retningslinjer for

alternativ omsorg for børn9 udgør standarderne på området.

11. Indrejseforbud

9 FN's retningslinjer for alternativ omsorg for børn: http://www.refworld.org/docid/4c3acd162.html.

58

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 6, og artikel 11

"Indrejseforbud" er en administrativ eller retslig afgørelse eller retsakt, som forbyder indrejse i og

ophold på en medlemsstats område i en nærmere angivet periode, og som ledsager en afgørelse om

tilbagesendelse

Afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud:

a) hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller

b) hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.

I andre tilfælde kan afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud.

Varigheden af indrejseforbuddet fastsættes under behørig hensyntagen til alle relevante forhold i

den enkelte sag og må i princippet ikke overstige fem år. Den kan dog overstige fem år, hvis

tredjelandsstatsborgeren udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige

sikkerhed eller den nationale sikkerhed.

Indrejseforbud i forbindelse med tilbagesendelse i henhold til direktivet skal have forebyggende

virkning og øge EU's tilbagesendelsespolitiks troværdighed ved at sende et klart budskab om, at de,

der ikke overholder migrationsreglerne i EU's medlemsstater, ikke vil få tilladelse til at rejse ind i

en EU-medlemsstat i en nærmere angivet periode. Direktivet forpligter medlemsstaterne til at

udstede et indrejseforbud i to "nærmere bestemte" tilfælde (hvis der ikke er indrømmet en frist for

frivillig udrejse, eller hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet). I alle andre

tilfælde kan afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud. Varigheden af

genindrejseforbuddet afgøres under hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag. I

princippet må det ikke overstige fem år. Kun når der foreligger en alvorlig trussel mod den

offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed, kan der fastsættes et

genindrejseforbud af længere varighed.

Reglerne om indrejseforbud i forbindelse med tilbagesendelse i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet berører ikke indrejseforbud udstedt af årsager, der ikke har noget at gøre

med indvandring, f.eks. indrejseforbud udstedt til tredjelandsstatsborgere, der har begået alvorlige

strafbare handlinger, eller når der foreligger konkrete indicier for, at den pågældende har til hensigt

at begå sådanne handlinger (artikel 24, stk. 2, i SIS II-forordningen ((EF) nr. 1987/2006)), eller

indrejseforbud, der udgør en restriktiv foranstaltning i henhold til afsnit V, kapitel 2, i TEU,

herunder foranstaltninger til gennemførelse af rejseforbud udstedt af FN's Sikkerhedsråd.

11.1. Virkning i hele EU

59

Et indrejseforbud indebærer et forbud mod indrejse på medlemsstaternes område: Af en systematisk

sammenligning af alle sprogversioner af direktivet (navnlig den engelske og den franske tekst) og

ordlyden af betragtning 14 fremgår det klart, at et indrejseforbud finder anvendelse på alle

medlemsstaters område. Den danske version, der bruger ental ("…ophold på en medlemsstats"),

indeholder en klar oversættelsesfejl. Virkningen i hele EU af et indrejseforbud bidrager til

direktivets europæiske merværdi. Den kendsgerning, at et indrejseforbud har virkning i hele EU,

skal klart fremgå af den afgørelse om indrejseforbud, der udstedes til en tredjelandsstatsborger.

Indrejseforbud er bindende for alle de medlemsstater, der er bundet af tilbagesendelsesdirektivet

(dvs. alle EU-medlemsstater, undtagen Det Forenede Kongerige og Irland, og Schweiz, Norge,

Island og Liechtenstein).

Underretning af andre medlemsstater om udstedte indrejseforbud: Det er afgørende at underrette

andre medlemsstater om alle de indrejseforbud, der er udstedt. Registrering af indrejseforbud i SIS

er et - men ikke det eneste - redskab til at underrette andre medlemsstater. For så vidt angår de

medlemsstater, der ikke har adgang til SIS, kan udvekslingen af oplysninger foregå ad andre kanaler

(f.eks. bilaterale kontakter).

Ingen rent nationale indrejseforbud: Det er ikke foreneligt med tilbagesendelsesdirektivet at udstede

rent nationale migrationsrelaterede indrejseforbud, medmindre undtagelsen i henhold til artikel 11,

stk. 4, i tilbagesendelsesdirektivet finder anvendelse (se afsnit 11.8 nedenfor). Den nationale

lovgivning skal indeholde bestemmelser om, at indrejseforbud udstedt i forbindelse med en

afgørelse om tilbagesendelse forbyder indrejse og ophold i alle medlemsstater, f.eks. ved at indføre

en forpligtelse til systematisk at registrere alle disse indrejseforbud i SIS.

Tilladelse til at opretholde rent nationale indrejseforbud under særlige omstændigheder: Normalt

må der ikke udstedes rent nationale indrejseforbud i tilfælde, der hører under

tilbagesendelsesdirektivet. Hvis en tredjelandsstatsborger, der er genstand for et indrejseforbud

udstedt af medlemsstat A, imidlertid er i besiddelse af en opholdstilladelse udstedt af

medlemsstat B, og medlemsstat B ikke ønsker at ophæve denne opholdstilladelse, efter en

konsultation i henhold til artikel 25 i SIC som omhandlet i artikel 11, stk. 4, i

tilbagesendelsesdirektivet, ophæver medlemsstat A EU-indrejseforbuddet, men kan opføre

tredjelandsstatsborgeren på sin nationale liste over indberetninger i henhold til artikel 25, stk. 2,

sidste punktum, i SIC ("lex specialis").

11.2. Forbindelse til SIS

60

Registrering af indrejseforbud i SIS: I henhold til gældende lovgivning kan medlemsstaterne

registrere indberetninger vedrørende indrejseforbud udstedt i overensstemmelse med

tilbagesendelsesdirektivet i SIS, men de er ikke forpligtet til at gøre det. For at sikre den fulde

virkning af den europæiske dimension af indrejseforbud udstedt i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet opfordres medlemsstaterne dog udtrykkeligt til at gøre det.

NB: I en erklæring fra Kommissionen i forbindelse med vedtagelsen af direktivet meddelte Kommissionen, at

revisionen af SIS II, i henhold til revisionsklausulen i artikel 24, stk. 5, i forordning (EF) nr. 1987/2006, vil give

mulighed for at indføre en forpligtelse til at registrere indrejseforbud udstedt i henhold til direktivet i SIS. Revisionen

skal finde sted tre år efter datoen for SIS II-forordningens anvendelse (april 2013).

Forhold mellem gennemgangen hvert tredje år af indberetninger registreret i SIS (i henhold til

artikel 112 i SIC og artikel 29 i SIS II-forordningen) og den varighed af indrejseforbuddet, der er

fastsat i henhold til tilbagesendelsesdirektivet: Gennemgangen af indberetninger, der er registreret i

SIS (i henhold til artikel 112 i SGK og artikel 29 i SIS II-forordningen), er et proceduremæssigt

krav, som skal sikre, at indberetninger kun gemmes, så længe det er nødvendigt for at nå det mål, til

hvilket de blev registreret. Det har ikke indflydelse på medlemsstaternes principielle beslutning om

varigheden af et indrejseforbud i overensstemmelse med tilbagesendelsesdirektivet. Hvis et

indrejseforbud i henhold til tilbagesendelsesdirektivet - på tidspunktet for gennemgangen efter tre år

- stadig er gældende (eksempelvis blev forbuddet udstedt for en periode på fem år og er ikke blevet

ophævet i mellemtiden), kan medlemsstaterne gemme indberetningen i SIS i de resterende to år af

perioden, hvis indberetningen stadig er nødvendig i lyset af de gældende vurderingskriterier (dvs.

artikel 11 i tilbagesendelsesdirektivet sammenholdt med artikel 112, stk. 4, i Schengenkonventionen

eller artikel 29, stk. 4, i forordning (EF) nr. 1987/2006).

11.3. Procedurespørgsmål

Udstedelse af indrejseforbud ved afrejse ved grænsen i en "in absentia"-procedure (f.eks. når der er

tale om personer, der er blevet i landet efter visummets udløb, og som giver sig til kende ved

grænsekontrollen i lufthavnen kort før afrejse): Intet forhindrer medlemsstaterne i at indlede en

tilbagesendelsesprocedure, når de får kendskab til, at personen er blevet i landet efter visummets

udløb, og fortsætte proceduren, der fører til, at der træffes en afgørelse om udsendelse ledsaget af et

indrejseforbud i en "in absentia"-procedure, hvis:

1) den nationale administrative lovgivning giver mulighed for "in absentia"-procedurer, og

2) disse nationale procedurer er i overensstemmelse med de generelle principper i EU-

retten og med de grundlæggende rettigheder som fastsat i EU's charter, navnlig retten til

at blive hørt og retten til en retfærdig rettergang, herunder retten til en høring.

61

Udstedelse af indrejseforbud for tilbagesendte personer, der ikke har opfyldt forpligtelsen til at

vende tilbage inden for fristen for frivillig udrejse på afrejsetidspunktet: Et indrejseforbud pålægges

på et senere tidspunkt (f.eks. ved afrejse) som en underordnet og efterfølgende del af en allerede

truffet afgørelse om tilbagesendelse, hvis den tilbagesendte ikke har opfyldt forpligtelsen til at

vende tilbage inden for fristen for frivillig udrejse. En sådan praksis må dog ikke medvirke til at

forhindre frivillig udrejse.

Tidligere ulovligt ophold: Medlemsstaterne må ikke træffe en afgørelse om tilbagesendelse og et

ledsagende indrejseforbud over for personer, der ikke opholder sig på deres område, og som

tidligere har opholdt sig ulovligt og er vendt tilbage til et tredjeland, før deres ulovlige ophold blev

opdaget. Hvis sådanne personer kommer ind i en medlemsstat igen, og der træffes foranstaltninger i

henhold til tilbagesendelsesdirektivet (afgørelse om tilbagesendelse, indrejseforbud), kan det eller

de tidligere ulovlige ophold tages i betragtning som en skærpende omstændighed i forbindelse med

fastsættelsen af varigheden af indrejseforbuddet. Tidligere ulovlige ophold på andre medlemsstaters

område kan også tages i betragtning som en skærpende omstændighed i forbindelse med

fastsættelsen af varigheden af indrejseforbuddet.

Tilstedeværelse på medlemsstatens område: Ulovligt ophold på medlemsstatens område er en

afgørende forudsætning for en afgørelse om tilbagesendelse og et ledsagende indrejseforbud. En

medlemsstat må ikke træffe en afgørelse om tilbagesendelse og udstede et ledsagende

indrejseforbud for personer, der ikke opholder sig på dens område. I en situation, hvor en person er

forsvundet (f.eks. efter at have modtaget et afslag på en asylansøgning), men stadig kan antages at

befinde sig på den pågældende medlemsstats område, kan der træffes en afgørelse om

tilbagesendelse (herunder et indrejseforbud) i en "in absentia"-procedure i henhold til national

lovgivning.

11.4. Årsager til at udstede indrejseforbud

Tilbagesendelsesdirektivet forpligter medlemsstaterne til at udstede et indrejseforbud i to "nærmere

bestemte" tilfælde:

1) hvis der ikke er indrømmet en frist for frivillig udrejse, eller

2) hvis forpligtelsen til at vende tilbage ikke er efterkommet.

I alle andre tilfælde (alle afgørelser om tilbagesendelse truffet i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet, der ikke henhører under de to "nærmere bestemte" tilfælde) kan

afgørelser om tilbagesendelse ledsages af et indrejseforbud. Det indebærer, at et indrejseforbud også

kan udstedes, selv om personen frivilligt rejste ud af landet. Medlemsstaterne har dog

62

skønsbeføjelser i denne henseende og opfordres til at udøve deres skønsbeføjelser på en måde, der

tilskynder til frivillig udrejse.

11.5. Varighed af indrejseforbud

Varigheden af indrejseforbuddet fastsættes i overensstemmelse med national lovgivning til

gennemførelse af tilbagesendelsesdirektivet under hensyntagen til alle relevante forhold i den

enkelte sag. I forbindelse med fastsættelsen af varigheden af indrejseforbuddet skal der tages højde

for skærpende eller formildende omstændigheder, som den udstedende myndighed har kendskab til,

herunder om:

- den pågældende tredjelandsstatsborger allerede før har været genstand for en afgørelse

om tilbagesendelse eller udsendelse

- den pågældende tredjelandsstatsborger allerede før har modtaget bistand til frivillig

udrejse og/eller reintegration

- tredjelandsstatsborgeren er rejst ind i en medlemsstat under et indrejseforbud

- tredjelandsstatsborgeren har samarbejdet eller udvist manglende samarbejdsvilje i

forbindelse med tilbagesendelsesproceduren

- tredjelandsstatsborgeren har været villig til frivilligt at rejse ud af landet.

I normale sager må indrejseforbuddets varighed ikke overstige fem år. Når medlemsstaterne

fastsætter indrejseforbuddets varighed, er de forpligtet til at foretage en individuel undersøgelse af

alle relevante omstændigheder og til at respektere proportionalitetsprincippet. En medlemsstat kan

fastsætte forskellige tidsmæssige rammer for typiske sagskategorier, f.eks. tre år som en almindelig

standardregel, fem år, hvis der er skærpende omstændigheder (gentagne overtrædelser af

migrationslovgivningen), og et år, hvis der er formildende omstændigheder (overtrædelser begået

ved uagtsomhed ...), som generelle retningslinjer for medlemsstatens forvaltning, men det skal

sikres, at hver enkelt sag vurderes individuelt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning eller administrative bestemmelser fastsætte de

generelle kriterier, der skal tages i betragtning i forbindelse med fastsættelsen i de enkelte sager af

varigheden af indrejseforbuddet, jf. artikel 11, stk. 2.

Alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed

Når der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den

nationale sikkerhed, kan indrejseforbud udstedes med længere varighed. Faktorer, som

medlemsstaterne kan tage hensyn til, når de skal vurdere, om der er tale om en sådan trussel, kan

være strafbare handlinger og mindre alvorlige overtrædelser (gentagen brug af falske

63

identitetspapirer, gentagne og bevidste overtrædelser af migrationslovgivningen). Ingen af disse

faktorer kan dog anses for automatisk og i sig selv at udgøre en trussel mod den offentlige orden:

Medlemsstaterne skal altid foretage en individuel undersøgelse af alle relevante forhold og

respektere proportionalitetsprincippet. Tilbagesendelsesdirektivet indeholder ikke nogen definition

af den nøjagtige betydning af dette begreb, og Domstolens retspraksis vedrørende anvendelsen af

begrebet i andre migrationsdirektiver og i forbindelse med fri bevægelighed finder ikke direkte

anvendelse på tilbagesendelsesdirektivet, da der er tale om andre problemstillinger og en anden

sammenhæng. Ikke desto mindre kan visse overvejelser i Domstolens retspraksis (navnlig

vedrørende horisontale begreber, såsom proportionalitet og direktivers virkning i praksis) give visse

retningslinjer: I afsnit 3 i sin meddelelse af 2. juli 2009 om retningslinjer for en bedre

gennemførelse og anvendelse af direktiv 2004/38/EF om unionsborgeres og deres

familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (KOM(2009)

313) gav Kommissionen detaljeret vejledning i fortolkningen af begrebet offentlig orden og

offentlig sikkerhed inden for fri bevægelighed. Derudover kan sammenlignende oplysninger om

medlemsstaternes fortolkning af dette udtryk på migrationsområdet hentes fra resultaterne af EMN's

ad hoc-undersøgelse (140): Understanding of the notions of "public policy" and "public security". I

præmis 48 i sin dom i sag C-554/13, Z. Zh. og I. O., der vedrører begrebet "offentlig orden" i

forbindelse med tilbagesendelsesdirektivet (se afsnit 6.3 ovenfor), bekræftede Domstolen

udtrykkeligt, at Domstolens retspraksis vedrørende direktiv 2004/38/EF (dom i sag C-430/10,

Gaydarov, præmis 32) kan anvendes analogt.

Varigheden af indrejseforbud i tilfælde af en trussel mod den offentlige orden

Varigheden af indrejseforbud i tilfælde af en trussel mod den offentlige orden skal fastsættes i de

enkelte sager, idet der tages hensyn til grovheden af de overtrædelser, som tredjelandsstatsborgeren

har gjort sig skyldig i, de dermed forbundne trusler mod den offentlige orden, den offentlige

sikkerhed eller den nationale sikkerhed og den pågældende persons individuelle situation.

Proportionalitetsprincippet skal under alle omstændigheder respekteres. En systematisk udstedelse

af livsvarige indrejseforbud i tilfælde af en trussel mod den offentlige orden (uden skelnen i

henhold til grovheden af overtrædelserne og truslen) er i strid med direktivet. En medlemsstat kan

fastsætte forskellige tidsmæssige rammer for typiske sagskategorier, såsom ti år som hovedregel i

tilfælde af en trussel mod den offentlige orden og 20 år under særlig alvorlige omstændigheder.

Medlemsstaterne skal give mulighed for vurdering af afgørelsen om indrejseforbud, navnlig

tilstedeværelsen af forhold, der begrunder et sådant forbud, enten ex officio eller efter en ansøgning

fra den pågældende person.


64

Ingen ubegrænsede indrejseforbud: Varigheden af indrejseforbuddet er et centralt element i

afgørelsen om indrejseforbud. Den skal fastsættes på forhånd ex officio i hver enkelt sag. Det blev

udtrykkeligt bekræftet af Domstolen i sag C-297/12, Filev og Osmani (præmis 27 og 34): "Det må

konstateres, at det klart følger af ordene "[v]arigheden af indrejseforbuddet fastsættes", at

medlemsstaterne har pligt til at tidsbegrænse virkningerne, der i princippet maksimalt må vare

fem år, af ethvert indrejseforbud uafhængigt af, om den berørte tredjelandsstatsborger har indgivet

en begæring herom.(27) …. Artikel 11, stk. 2, i direktiv 2008/115 skal fortolkes således, at den er til

hinder for en national bestemmelse [...], der gør begrænsning af varigheden af et indrejseforbud

betinget af, at den berørte tredjelandsstatsborger indgiver en begæring med henblik på at opnå en

sådan begrænsning".

Det tidspunkt, hvor uret begynder at tikke (når indrejseforbuddet træder i kraft), skal fastsættes på

forhånd: Normalt bør uret begynde at tikke fra tidspunktet for afrejsen eller udsendelsen til et

tredjeland og ikke fra datoen for udstedelsen af indrejseforbuddet, eftersom EU-indrejseforbuddet

endnu ikke kan have virkning i en situation, hvor den pågældende person ikke har forladt EU's

område. I de tilfælde, hvor det i praksis ikke er muligt på forhånd at fastsætte en konkret

afrejsedato, kan medlemsstaterne bruge en anden dato (f.eks. udstedelsesdatoen).

11.6. Ophævelse/forkortelse/suspension af indrejseforbud


Første afsnit: Medlemsstaterne overvejer at ophæve eller suspendere et indrejseforbud, når en

tredjelandsstatsborger, der er genstand for et indrejseforbud udstedt i overensstemmelse med stk. 1,

andet afsnit, kan påvise, at vedkommende har forladt en medlemsstats område i fuld

overensstemmelse med en afgørelse om tilbagesendelse.

Muligheden for at suspendere eller ophæve et indrejseforbud i de tilfælde, hvor en tilbagesendt har

forladt en medlemsstats område i fuld overensstemmelse med en afgørelse om tilbagesendelse

(første afsnit), bør bruges som et incitament til frivillig udrejse. Medlemsstaterne skal i deres

nationale lovgivning og administrative praksis give mulighed for at anmode om ophævelse eller

suspension af et indrejseforbud under disse omstændigheder. Der skal gøres en indsats for at gøre

sådanne procedurer let tilgængelige for den tilbagesendte og anvendelige i praksis. Der er

forskellige muligheder for at give den tilbagesendte mulighed for at fremlægge dokumentation for

sin udrejse fra EU's område, herunder: et udrejsestempel i den tilbagesendtes pas, data i nationale

grænsedatasystemer eller den tilbagesendtes tilbagemelding til en medlemsstats konsulat i et

tredjeland.

65

Forkortelse af indrejseforbud: Medlemsstaterne kan også frit vælge at forkorte et eksisterende

indrejseforbud under de omstændigheder, der er beskrevet i artikel 11, stk. 3. Muligheden for, at

medlemsstater kan ophæve et indrejseforbud i henhold til artikel 11, stk. 3, kan fortolkes således, at

det også omfatter en delvis ophævelse (= forkortelse) af et indrejseforbud.

Andet afsnit: Ofre for menneskehandel, der har fået opholdstilladelse i henhold til Rådets direktiv

2004/81/EF af 29. april 2004 om udstedelse af opholdstilladelser til tredjelandsstatsborgere, der

har været ofre for menneskehandel, eller som er indrejst som led i ulovlig indvandring, og som

samarbejder med de kompetente myndigheder, gøres ikke til genstand for et indrejseforbud, jf. dog

stk. 1, første afsnit, litra b), forudsat at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke udgør en

trussel mod den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den nationale sikkerhed.

Ofre for menneskehandel, der tidligere har fået opholdstilladelse i henhold til direktiv 2004/81/EF,

må ikke gøres til genstand for et indrejseforbud, medmindre den pågældende person ikke har

opfyldt en forpligtelse til at vende tilbage inden for en frist for frivillig udrejse, eller hvis den

pågældende person udgør en trussel mod den offentlige orden. Denne regel gælder kun for perioder

med ulovligt ophold umiddelbart efter et lovligt ophold, der er omfattet af direktiv 2004/81/EF. Den

skaber ikke en "livsvarig" undtagelse for tidligere indehavere af opholdstilladelser i henhold til

direktiv 2004/81/EF.

Tredje afsnit: Medlemsstaterne kan undlade at udstede eller kan ophæve eller suspendere et

indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære grunde.

Medlemsstaterne kan frit undlade at udstede indrejseforbud i individuelle tilfælde af humanitære

grunde. Formuleringen af denne undtagelse er bred og gør det muligt for medlemsstaterne helt at

undlade at udstede indrejseforbud eller at ophæve eller suspendere eksisterende indrejseforbud.

Denne klausul er frivillig og giver medlemsstaterne mulighed for at bruge den i overensstemmelse

med deres nationale lovgivning og administrative praksis.

Fjerde afsnit: Medlemsstaterne kan ophæve eller suspendere et indrejseforbud i individuelle

tilfælde eller i visse kategorier af tilfælde af andre grunde.

I tilfælde af humanitære katastrofer (f.eks. jordskælv, andre naturkatastrofer eller væbnede

konflikter) i tredjelande, der kan give anledning til massiv tilstrømning af fordrevne personer, kan

de formelle procedurer for ophævelse af indrejseforbud i individuelle tilfælde tage for lang tid eller

kan ikke gennemføres. Derfor kan der gives mulighed for en horisontal suspension eller ophævelse

af indrejseforbud vedrørende den pågældende gruppe af personer.

Det kan også blive nødvendigt at ophæve indrejseforbud, som er gyldigt udstedt i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet, vedrørende tredjelandsstatsborgere, der senere har kunnet dokumentere,

66

at de har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, f.eks. ved at blive familiemedlemmer til

EU-/EØS-/CH-statsborgere, der er omfattet af artikel 21 i TEUF eller direktiv 2004/38/EF.

11.7. Sanktioner ved manglende overholdelse af indrejseforbud

Medlemsstaterne skal tage højde for manglende overholdelse af et indrejseforbud i forbindelse med

fastsættelsen af varigheden af et yderligere indrejseforbud. I denne henseende fastsættes følgende

udtrykkeligt i tilbagesendelsesdirektivets betragtning 14: "Varigheden af indrejseforbuddet bør

fastsættes under behørig hensyntagen til alle relevante forhold i den enkelte sag og bør normalt

ikke overstige fem år. Der bør i denne forbindelse navnlig tages hensyn til, om den pågældende

tredjelandsstatsborger allerede har været genstand for mere end én afgørelse om tilbagesendelse

eller udsendelse eller er indrejst på en medlemsstats område under et indrejseforbud."

Tilbagesendelsesdirektivet giver medlemsstaterne mulighed for at indføre yderligere sanktioner i

henhold til national forvaltningsret (bøde) - med forbehold af virkningen i praksis af direktivet og

Domstolens relevante retspraksis i denne henseende. Når medlemsstaterne indfører sådanne

sanktioner, må de ikke behandle indrejseforbud udstedt af deres nationale myndigheder og

indrejseforbud udstedt af andre medlemsstater forskelligt, da det ville undergrave harmoniseringen

af EU-indrejseforbuddet i henhold til tilbagesendelsesdirektivet.

Medlemsstaterne kan i princippet indføre en regel om, at det betragtes som en strafbar handling i

henhold til strafferetten, hvis tredjelandsstatsborgere med administrativt indrejseforbud opholder sig

i landet. Eventuel national lovgivning på området må dog ikke undergrave virkningen i praksis og

den harmoniserende virkning af de relevante bestemmelser i tilbagesendelsesdirektivet og

Domstolens relevante retspraksis på området. I sin dom i sag C-297/12, Filev og Osmani,

præmis 37, bekræftede Domstolen - implicit - at det er muligt at fastsætte en strafferetlig sanktion

for overtrædelse af et gyldigt indrejseforbud: "Heraf følger, at en medlemsstat ikke kan fastsætte en

strafferetlig sanktion for overtrædelse af et indrejseforbud, som falder inden for

anvendelsesområdet for direktiv 2008/115, hvis opretholdelse af virkningerne af dette forbud ikke

er i overensstemmelse med dette direktivs artikel 11, stk. 2". Domstolen forventes at fortolke

medlemsstaternes mulighed for at gøre overtrædelse af et indrejseforbud strafbart yderligere i en

kommende dom i den verserende sag C-290/14, Skerdjan Celaj.

I tilbagesendelsesdirektivets artikel 11, stk. 5, præciseres det, at bestemmelserne om indrejseforbud

i forbindelse med tilbagesendelse ikke berører retten til international beskyttelse i henhold til EU-

retten om asyl: Det betyder, at tidligere udstedte indrejseforbud i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet aldrig er en gyldig begrundelse for tilbagesendelse eller straf af

tredjelandsstatsborgere med ret til indrejse eller ophold i EU som asylansøger eller som personer,

67

der nyder international beskyttelse. Sådanne indrejseforbud skal suspenderes (under behandlingen

af asylansøgningen) eller ophæves (når der er indrømmet international beskyttelse).

11.8. Konsultation mellem medlemsstaterne

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 11, stk. 4, konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen -

artikel 25

Når en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til

ophold, til en tredjelandsstatsborger, der er genstand for et indrejseforbud udstedt af en anden

medlemsstat, konsulterer den først den medlemsstat, der har udstedt indrejseforbuddet, og tager

hensyn til dennes interesser i overensstemmelse med artikel 25 i konventionen om gennemførelse af

Schengenaftalen.

I henhold til artikel 25 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen gælder følgende:

1. Når en medlemsstat påtænker at udstede en opholdstilladelse, foretager den systematisk en søgning i

Schengeninformationssystemet. Når en medlemsstat påtænker at udstede opholdstilladelse til en udlænding, der er

indberettet som uønsket, konsulterer den først den indberettende medlemsstat, og tager hensyn til denne parts

interesser; der vil kun kunne udstedes opholdstilladelse af tungtvejende grunde, navnlig af humanitær karakter eller

som følge af internationale forpligtelser.

Udstedes der en opholdstilladelse, skal den indberettende medlemsstat trække indberetningen tilbage, men kan placere

den pågældende udlænding på sin nationale liste over indberetninger.

1a. Inden en udlænding indberettes som uønsket, jf. artikel 96, kontrollerer medlemsstaterne deres nationale registre

over udstedte visa til længerevarende ophold eller opholdstilladelser.

2. Hvis det viser sig, at en udlænding, som er indehaver af en gyldig opholdstilladelse udstedt af en af de kontraherende

parter, er indberettet som uønsket, konsulterer den indberettende kontraherende part og den part, der har udstedt

opholdstilladelsen, hinanden for at fastslå, om der er tilstrækkeligt grundlag for at inddrage opholdstilladelsen.

Hvis opholdstilladelsen inddrages, sletter den indberettende kontraherende part indberetningen, men kan dog opføre

den pågældende på sin nationale liste over uønskede personer.

3. Stk. 1 og 2 finder også anvendelse på visa til længerevarende ophold.

Artikel 25 i konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen finder direkte anvendelse og kan

anvendes af medlemsstaterne uden at gennemføre den i den nationale lovgivning.

Kun den medlemsstat, der udsteder indrejseforbuddet (medlemsstat A), kan ophæve

indrejseforbuddet. Hvis en anden medlemsstat (medlemsstat B) beslutter at udstede en

opholdstilladelse til samme person (efter at have konsulteret den medlemsstat, der udstedte

indrejseforbuddet), er medlemsstat A forpligtet til at slette indberetningen (artikel 25, stk. 2, i SGK)

- men kan ikke desto mindre registrere tredjelandsstatsborgeren på sin nationale liste over

68

indberetninger. Årsagerne bag et eksisterende indrejseforbud udstedt af medlemsstat A skal

overvejes og tages i betragtning af medlemsstat B, inden den udsteder en opholdstilladelse (f.eks.

med henblik på familiesammenføring). Hvis medlemsstat B skal kunne tage behørigt hensyn til

årsagerne til indrejseforbuddet, er det afgørende, at medlemsstat A overdrager de relevante

oplysninger til medlemsstat B i god tid.

Medlemsstater, der endnu ikke fuldt ud anvender Schengenreglerne og derfor (endnu) ikke kan

anvende artikel 25 i SGK direkte, skal ikke desto mindre følge ånden i artikel 11, stk. 4, og - hvis de

får kendskab (via en hvilken som helst informationskilde, herunder oplysninger fra ansøgeren) til, at

en person er genstand for et indrejseforbud udstedt af en anden medlemsstat - henvende sig til de

myndigheder, der udstedte indrejseforbuddet. Inden medlemsstaten udsteder et indrejseforbud til

personen, skal den bestræbe sig på at "tage højde for interesserne" i den medlemsstat, der udstedte

indrejseforbuddet.

11.9. "Historiske" indrejseforbud

"Historiske" indrejseforbud udstedt før den 24. december 2010 skal tilpasses i overensstemmelse

med de standarder, der er fastsat i artikel 11 (højst fem år, individuel vurdering, forpligtelse til at

ophæve/overveje at ophæve under visse omstændigheder), hvis de har virkninger i perioden efter

den 24. december 2010, og hvis de endnu ikke er i overensstemmelse med de materielle garantier i

artikel 11. Tilpasning skal finde sted enten efter anmodning fra den berørte person på et hvilket som

helst tidspunkt eller ex officio hurtigst muligt og under alle omstændigheder ikke senere end i

forbindelse med den regelmæssige gennemgang (hvert tredje år) af indrejseforbud i forbindelse med

SIS-indberetninger.

I sin dom i sag C-297/12, Filev og Osmani, præmis 39-41 og 44, præciserede Domstolen

udtrykkeligt: "Indledningsvis bemærkes, at nævnte direktiv ikke indeholder nogen bestemmelse om

en overgangsordning for de afgørelser om indrejseforbud, der er truffet, før direktivet fandt

anvendelse. Det følger imidlertid af Domstolens faste praksis, at en ny retsforskrift, medmindre der

er gjort undtagelse, finder øjeblikkelig anvendelse på endnu ikke indtrådte virkninger af en

situation, der er opstået, mens den gamle regel var gældende [...]. Heraf følger, at direktiv

2008/115 finder anvendelse på virkninger, som er indtrådt efter det tidspunkt, hvorfra direktivet

fandt anvendelse i den berørte medlemsstat på afgørelser om indrejseforbud truffet i henhold til de

nationale bestemmelser, der fandt anvendelse forud for denne dato. -- Heraf følger, at artikel 11,

stk. 2, i direktiv 2008/115 er til hinder for, at virkninger af tidsubegrænsede indrejseforbud[...], der

er pålagt før det tidspunkt, hvorfra direktiv 2008/115 fandt anvendelse, opretholdes ud over den

maksimale varighed af forbud ifølge denne bestemmelse, medmindre disse indrejseforbud er pålagt

69

tredjelandsstatsborgere, som udgør en alvorlig trussel mod den offentlige orden, den offentlige

sikkerhed eller den nationale sikkerhed."

12. Proceduremæssige garantier

12.1. Retten til god forvaltning og retten til at blive hørt

Retten til god forvaltning er en grundlæggende rettighed, der er anerkendt som et generelt princip i

EU-retten og fastsat i chartret om grundlæggende rettigheder, der udgør en integreret del af EU's

retsorden. Denne ret omfatter enhver persons ret til at blive hørt, inden der træffes en individuel

foranstaltning over for ham eller hende som måtte berøre vedkommende negativt, eller som har

væsentlig indflydelse på den pågældendes interesser, hvilket også ligger i respekten for retten til

forsvar, som er et andet generelt princip i EU-retten. I sin dom i henholdsvis G. og R.-sagen og

Boudjlida-sagen tilvejebragte Domstolen en vigtig præcisering af retten til at blive hørt om

afgørelser om tilbagesendelse og frihedsberøvelse. Disse domme indebærer, at medlemsstaterne

altid skal overholde garantierne nedenfor, når de træffer afgørelser vedrørende tilbagesendelse (dvs.

afgørelser om tilbagesendelse, afgørelser om indrejseforbud, afgørelser om udsendelse, afgørelser

om frihedsberøvelse osv.), selv om det ikke udtrykkeligt fremgår af de relevante artikler i

tilbagesendelsesdirektivet:

1) Retten for enhver til at blive hørt, inden der træffes en individuel foranstaltning over for

ham eller hende, som måtte berøre vedkommende negativt.

2) Retten for enhver person til aktindsigt i de akter, der vedrører ham eller hende, med

henblik på at vurdere alle beviser mod ham eller hende, der begrunder en afgørelse

truffet af den kompetente nationale myndighed, under iagttagelse af legitime

fortrolighedshensyn samt tavshedspligt og sagernes fortrolighed.

3) Retten for enhver person til at have adgang til juridisk bistand, inden der træffes en

afgørelse om tilbagesendelse, forudsat at udøvelsen af denne ret ikke forsinker

tilbagesendelsesproceduren unødigt og ikke undergraver den effektive gennemførelse af

direktivet. Denne forpligtelse indebærer ikke en forpligtelse for medlemsstaterne til at

afholde udgifterne til denne bistand.

4) Forvaltningens forpligtelse til at tage behørigt hensyn til den pågældende persons

bemærkninger og til omhyggeligt og upartisk at undersøge alle relevante aspekter af den

enkelte sag.

5) Pligt for forvaltningen til at begrunde sine beslutninger.

Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser med hensyn til, hvordan de sikrer retten til at blive hørt i

praksis: Manglede respekt for denne rettighed gør kun en afgørelse ugyldig, hvis resultatet af

70

proceduren ville have været et andet, hvis rettigheden var blevet iagttaget (Domstolens dom i sag C-

383/13, G & R). En medlemsstats myndighed kan undlade at høre en tredjelandsstatsborger

specifikt om en afgørelse om tilbagesendelse, hvis den - efter at have slået fast, at

tredjelandsstatsborgeren opholder sig ulovligt på medlemsstatens område i forbindelse med en

tidligere asylprocedure, hvori den pågældendes ret til at blive hørt fuldt ud blev respekteret -

overvejer at træffe en afgørelse om tilbagesendelse (Domstolens dom i sag C-166/13, Mukarubega).

Logikken i Mukarubega-sagen, nemlig at "retten til at blive hørt, inden der træffes en

tilbagesendelsesafgørelse, ikke kan bruges som instrument til at genåbne den administrative

procedure på ubestemt tid, og dette med henblik på at bevare balancen mellem den berørte persons

grundlæggende ret til at blive hørt, inden der træffes en for den pågældende bebyrdende afgørelse,

og medlemsstaternes forpligtelse til at bekæmpe ulovlig indvandring", kan også anvendes i andre

sagskonstellationer såsom dem, der er nævnt i artikel 6, stk. 6 (afgørelse om ophør af lovligt ophold

sammen med en afgørelse om tilbagesendelse).

Retten til at blive hørt omfatter en ret til at blive hørt om den mulige anvendelse af direktivets

artikel 5 og artikel 6, stk. 2-5, og om de nærmere betingelser for tilbagesendelsen, herunder den

fastsatte frist for frivillig udrejse, og om der er tale om frivillig eller tvangsmæssig tilbagesendelse.

Myndigheden må dog ikke - forud for samtalen - advare tredjelandsstatsborgeren om, at den

overvejer at træffe en afgørelse om tilbagesendelse, eller afsløre oplysninger, som den agter at

bruge som begrundelse for afgørelsen, eller give en tænkepause, medmindre

tredjelandsstatsborgeren har haft mulighed for reelt at fremlægge sine synspunkter med hensyn til

opholdets ulovlighed og de årsager, der i henhold til national lovgivning kan give anledning til, at

myndigheden undlader at træffe en afgørelse om tilbagesendelse (Domstolens dom i sag C-249/13,

Boudjlida).

De proceduremæssige garantier i artikel 12 og 13 skal finde anvendelse på alle afgørelser

vedrørende tilbagesendelse og må ikke begrænse sig til de tre typer afgørelser, der er nævnt i

artikel 12, stk. 1.

Indsamling af oplysninger om menneskesmugling: I overensstemmelse med de prioriteter, der blev

fastsat i EU-handlingsplan for bekæmpelse af smugling af migranter (2015-2020) (COM(2015)

285), og navnlig behovet for at forbedre indsamlingen og udvekslingen af oplysninger, anbefaler

Kommissionen, at medlemsstaterne indfører passende mekanismer, som skal sikre systematisk

indsamling af oplysninger fra migranter, der pågribes under et ulovligt ophold, i fuld

overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder og EU-retten om asyl: Medlemsstaterne

opfordres til, når de iagttager tilbagesendtes ret til at blive hørt, og inden de træffer en afgørelse om

tilbagesendelse, at opfordre tilbagesendte til at fremlægge de oplysninger, de måtte have om

71

smuglernetværkenes metoder og ruter, forbindelser til menneskehandel og andre forbrydelser samt

økonomiske transaktioner. Oplysninger indhentet i den sammenhæng skal indsamles og udveksles

mellem de relevante (immigrations-, grænse-, politi-) myndigheder og agenturer, både på nationalt

og europæisk niveau i overensstemmelse med national lovgivning og bedste praksis udvekslet i

relevante EU-fora.

12.2. Afgørelser vedrørende tilbagesendelse

Tilbagesendelsesdirektivet indeholder udtrykkelige bestemmelser om en række forskellige

afgørelser vedrørende tilbagesendelse, nemlig:

1) afgørelser om tilbagesendelse (artikel 3, stk. 4, og artikel 6, stk. 1)

2) afgørelser om frist for frivillig udrejse og forlængelse af sådanne frister (artikel 7)

3) afgørelser om udsendelse (artikel 8, stk. 3)

4) afgørelser om udsættelse af udsendelse (artikel 9)

5) afgørelser om indrejseforbud og om suspension eller ophævelse af indrejseforbud

(artikel 11)

6) afgørelser om frihedsberøvelse og forlængelse af frihedsberøvelse (artikel 15).

De fleste af ovenstående afgørelser er underordnet afgørelsen om tilbagesendelse og skal normalt

træffes sammen med afgørelsen om tilbagesendelse i ét forvaltningsdokument: Afgørelser om

tilbagesendelse kan omfatte en frist for frivillig udrejse (artikel 7), et indrejseforbud (artikel 11) og -

eventuelt, men ikke nødvendigvis - en afgørelse om udsendelse (hvis en eventuel mulighed for

frivillig udrejse ikke benyttes).

Efterfølgende ændring af disse underordnede afgørelser er mulig i visse tilfælde:

- et indrejseforbud kan pålægges på et senere tidspunkt som en underordnet og

efterfølgende del af den allerede trufne afgørelse om tilbagesendelse, hvis den

tilbagesendte ikke har efterkommet forpligtelsen til at vende tilbage inden for fristen for

frivillig udrejse (artikel 11, stk. 1, litra b).

- et allerede udstedt indrejseforbud kan ophæves eller suspenderes (artikel 11, stk. 3-5)

- en frist for frivillig udrejse kan forlænges (artikel 7, stk. 2)

- en afgørelse om tilbagesendelse (eller udsendelse) kan udsættes (artikel 9).

Artikel 6, stk. 6, bekræfter et generelt princip, der tillader medlemsstaterne at kombinere flere

forskellige afgørelser (herunder afgørelser uden direkte forbindelse med tilbagesendelse) i ét

forvaltningsdokument eller én retsakt, forudsat at de relevante garantier og bestemmelser er

overholdt for de enkelte afgørelser. Afgørelser om ophør af lovligt ophold (f.eks. afslag på en

72

asylansøgning eller inddragelse af et visum eller afslag på at fornyelse af en opholdstilladelse) kan

derfor vedtages enten som særskilte afgørelser eller sammen med en afgørelse om tilbagesendelse i

ét enkelt forvaltningsdokument eller én enkelt retsakt.

Konkrete eksempler:

• Hvis en medlemsstat beslutter at inddrage et visum og give tredjelandsstatsborgeren en frist på

syv dage til frivilligt at forlade medlemsstatens område, er der da tale om en afgørelse om

tilbagesendelse i henhold til tilbagesendelsesdirektivet? Eller er afgørelsen omfattet af andre EU-

regler vedrørende visum?

Sådanne afgørelser kan bestå af to dele: en afgørelse om tilbagekaldelse af visum og en

afgørelse om tilbagesendelse i henhold til tilbagesendelsesdirektivet. Forklaring: Hvis

visummet inddrages med øjeblikkelig virkning, bliver personens ophold ulovligt, jf.

artikel 3, stk. 2, i tilbagesendelsesdirektivet, og artikel 6 (forpligtelse til at træffe en

afgørelse om tilbagesendelse) og artikel 7 (fastsættelse af en frist for frivillig udrejse)

finder anvendelse. Der kan - samtidig - gøres indsigelse mod inddragelsen af visummet

i overensstemmelse med visumreglerne i visumkodeksen (denne mulighed for at træffe

flere afgørelser sammen med en afgørelse om tilbagesendelse er udtrykkeligt nævnt i

artikel 6, stk. 6).

• Hvis en tredjelandsstatsborger opdages på området med det nødvendige visum, som dog (ikke

længere) opfylder betingelserne for ophold (artikel 5 i Schengengrænsekodeksen), lader det til, at

medlemsstaten blot kan træffe en afgørelse om tilbagesendelse. Ville en sådan afgørelse om

tilbagesendelse (eventuelt ledsaget af et indrejseforbud) automatisk indebære, at visummet ikke

længere er gyldigt?

I henhold til artikel 34, stk. 2, i visumkodeksen gælder det, at: "Et visum inddrages, hvis

det bliver åbenlyst, at betingelserne for udstedelse ikke længere er opfyldt"

(betingelserne = indrejsebetingelserne i Schengengrænsekodeksen). De myndigheder,

der træffer en afgørelse om tilbagesendelse, skal også sikre, at visummet inddrages.

Begge afgørelser kan dog træffes i ét forvaltningsdokument. Det skal undgås at træffe

en afgørelse om tilbagesendelse og lade personen rejse med sit gyldige (ensartede)

visum.

• Kan en afgørelse om afslag på en asylansøgning også pålægge en pligt til at vende tilbage?

Ja. Der kan gives afslag på en asylansøgning og træffes afgørelse om tilbagesendelse i

ét dokument, jf. artikel 6, stk. 6 - (et sådant kombineret dokument består - logisk set - af

to efterfølgende og indbyrdes forbundne afgørelser, adskilt af et "logisk øjeblik").

73

12.3. Afgørelsers form og oversættelse


1. Afgørelser om tilbagesendelse og, hvis der er udstedt sådanne, afgørelser om indrejseforbud og

afgørelser om udsendelse skal affattes skriftligt og angive de faktiske og retlige grunde samt oplyse

om de retsmidler, der er til rådighed. Oplysningerne om de faktiske grunde kan begrænses, hvis den

nationale lovgivning tillader en begrænsning i retten til information, især for at beskytte den

nationale sikkerhed, forsvaret eller den offentlige sikkerhed og forebyggelsen, efterforskningen,

afsløringen og retsforfølgningen af strafbare handlinger.

En skriftlig afgørelse er den grundlæggende hjørnesten i de proceduremæssige garantier i

tilbagesendelsesdirektivet. Dette krav kan ikke fraviges. Oplysningerne til den tilbagesendte bør

dog ikke begrænse sig til henvisninger til de retsmidler, der er til rådighed: Medlemsstaterne

opfordres til også at give andre oplysninger om, hvordan afgørelsen om udsendelse efterkommes i

praksis. Det anbefales, at den tilbagesendte f.eks. underrettes om, hvorvidt medlemsstaten kan

bidrage til transportomkostningerne, om den tilbagesendte kan få støtte fra et (frivilligt)

tilbagesendelsesprogram, og om fristen for at efterkomme afgørelsen om tilbagesendelse kan

forlænges. Den tilbagesendte bør også underrettes om konsekvenserne af ikke at overholde

forpligtelsen til at vende tilbage med henblik på at tilskynde den pågældende til frivillig udrejse.

I henhold til artikel 6, stk. 2, andet afsnit, i direktivet om sanktioner over for arbejdsgivere

(2009/52/EF)10 informeres tilbagesendte om deres rettigheder i henhold til direktivet til at kræve

udbetaling af udestående løn fra deres arbejdsgiver og om tilgængelige klagemekanismer. Disse

oplysninger kan også angives i eller vedhæftes afgørelsen om tilbagesendelse.

2. Medlemsstaterne tilvejebringer efter anmodning en skriftlig eller mundtlig oversættelse af de

vigtigste elementer i afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i stk. 1, herunder

oplysninger om tilgængelige retsmidler på et sprog, som tredjelandsstatsborgeren forstår eller med

rimelighed kan formodes at forstå.

Anmodningen om en oversættelse kan være formuleret af den tilbagesendte eller den pågældendes

retlige repræsentant. Medlemsstaten kan frit vælge, om den vil tilvejebringe en skriftlig eller

mundtlig oversættelse, idet det naturligvis sikres, at tredjelandsstatsborgeren kan forstå

sammenhængen og indholdet. Der må ikke opkræves et gebyr for oversættelsen, da det ville

undergrave bestemmelsens ånd, som er at give den tilbagesendte de oplysninger, der er nødvendige

for, at den pågældende fuldt ud forstår sin retlige situation.

10 Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein er ikke bundet af dette direktiv.

74

Det skal fastsættes i den nationale gennemførelseslovgivning og administrative praksis, hvilket

sprog tredjelandsstatsborgeren med rimelighed kan formodes at forstå. Denne vurdering kan foregå

på samme måde og i henhold til samme kriterier som i asylsager, idet der tages højde for, at kravene

til oversættelse - som følge af asylprocedurernes kompleksitet - kan være højere (en analog

bestemmelse, der henviser til begrebet "et sprog, som ansøgeren med rimelighed kan formodes at

forstå", kan findes i artikel 12 i det omarbejdede direktiv om asylprocedurer (2013/32/EU),

artikel 22 i det omarbejdede kvalifikationsdirektiv (2011/95/EU) og artikel 5 i det omarbejdede

direktiv om modtagelsesforhold (2013/33/EU)). I henhold til denne bestemmelse skal

medlemsstaterne gøre enhver rimelig indsats for at tilvejebringe en oversættelse til et sprog, som

den pågældende person rent faktisk forstår, og manglende adgang til en tolk kan kun være en gyldig

undskyldning, hvis der er tale om ekstremt sjældne sprog, inden for hvilke der er objektiv mangel

på tolke. En situation, hvor der findes oversættere til de relevante sprog, men som ikke er

tilgængelige af årsager internt i forvaltningen, kan ikke være en begrundelse for manglende

oversættelse.

Muligheden for at bruge modeller for at rationalisere forvaltningens arbejde begrænser sig ikke til

anvendelsesområdet for artikel 12, stk. 3 (se nedenfor). Så længe modellen gør det muligt at

tilvejebringe en individuelt tilpasset oversættelse af afgørelsen til et sprog, som personen forstår

eller med rimelighed kan formodes at forstå, er en sådan oversættelse stadig i overensstemmelse

med artikel 12, stk. 2, og der er ingen grund til at bruge/henvise til undtagelsen i artikel 12, stk. 3.

3. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at anvende stk. 2 på tredjelandsstatsborgere, der er indrejst

ulovligt på en medlemsstats område, og som ikke efterfølgende har fået opholdstilladelse eller ret til

ophold i denne medlemsstat.

I disse tilfælde udfærdiges afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i stk. 1 ved hjælp

af en standardformular i henhold til national lovgivning.

Medlemsstaterne sørger for, at der foreligger generelle informationsskrivelser, der redegør for

standardformularens vigtigste elementer, på mindst fem af de sprog, der hyppigst anvendes eller

forstås af personer, der indrejser ulovligt i den pågældende medlemsstat.

Brugen af en standardformular for tilbagesendelse i henhold til artikel 12, stk. 3, er en undtagelse til

de almindelige regler, som kun kan bruges i de tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger er indrejst

ulovligt på en medlemsstats område. Brugen af en standardformular i overensstemmelse med

artikel 12, stk. 3, er en mulighed og ikke en forpligtelse for medlemsstaterne. Det skal bemærkes, at

de tilfælde af ulovlig indrejse, der er omfattet af artikel 12, stk. 3, ikke altid er det samme som de

"grænsesager eller grænselignende sager", der er beskrevet i artikel 2, stk. 2, litra a). Eksempel: En

75

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold, der pågribes på en medlemsstats område tre måneder

efter den pågældendes ulovlige indrejse, er ikke omfattet af artikel 2, stk. 2, litra a), men kan stadig

være omfattet af undtagelsen i artikel 12, stk. 3.

Ulovlig passage af de indre grænser: Stk. 3 finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, "der er

indrejst ulovligt på en medlemsstats område, og som ikke efterfølgende har fået opholdstilladelse

eller ret til ophold i denne medlemsstat". Specifikt i forbindelse med denne bestemmelse i

tilbagesendelsesdirektivet kan udtrykket "ulovlig indrejse" også omfatte tilfælde, hvor en

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold er indrejst fra en anden medlemsstat i strid med de

betingelser for indrejse og ophold, der gælder i den pågældende medlemsstat. Det skal bemærkes, at

artikel 6, stk. 2, eller artikel 6, stk. 3, kan finde anvendelse i disse specifikke tilfælde (indrejse fra en

anden medlemsstat).

Artikel 12, stk. 3, indeholder ingen undtagelser, hvad angår gældende retsmidler. De i artikel 13,

stk. 1, nævnte retsmidler skal derfor sikres, også ved brug af standardformularen i henhold til

artikel 12, stk. 3.

12.4. Retsmidler

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 13, stk. 1 og 2

1. Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have adgang til effektive retsmidler til at klage over

eller søge prøvning af afgørelser vedrørende tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, ved

en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller et kompetent organ, sammensat af

medlemmer, der er upartiske og er sikret uafhængighed.

Der skal være adgang til effektive retsmidler i forhold til alle afgørelser vedrørende tilbagesendelse.

Udtrykket "afgørelser vedrørende tilbagesendelse" skal fortolkes bredt og omfatter afgørelser om

alle de spørgsmål, der er reguleret i tilbagesendelsesdirektivet, herunder afgørelser om

tilbagesendelse, afgørelser om fastsættelse eller forlængelse af en frist for frivillig udrejse,

afgørelser om udsendelse, afgørelser om indrejseforbud samt om suspension eller ophævelse af

indrejseforbud. De retsmidler, der finder anvendelse på afgørelser om frihedsberøvelse og

forlængelse af frihedsberøvelsen, er nærmere beskrevet i artikel 15 om frihedsberøvelse (se

nedenfor).

Klageinstansens art: I overensstemmelse med artikel 6 og 13 i menneskerettighedskonventionen og

artikel 47 i chartret om grundlæggende rettigheder skal klageinstansen grundlæggende være en

uafhængig og upartisk domstol. Artikel 13, stk. 1, er i høj grad inspireret af Europarådets

retningslinje nr. 5.1 og bør fortolkes i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens

76

relevante retspraksis. I overensstemmelse med denne retspraksis kan klageinstansen også være en

administrativ myndighed, forudsat at denne myndighed er sammensat af medlemmer, der er

upartiske og er sikret uafhængighed, og at nationale bestemmelser giver mulighed for at få

afgørelsen prøvet af en domstol i overensstemmelse med de standarder, der er fastsat i artikel 47 i

chartret om grundlæggende rettigheder, om retten til effektive retsmidler.

Der findes flere beskyttelsesforanstaltninger, som skal imødegå risikoen for eventuelt misbrug af

muligheden for at klage: Artikel 13 indeholder ikke bestemmelser om en automatisk opsættende

virkning under alle omstændigheder (stk. 2), og gratis retshjælp kan begrænses, hvis det er

usandsynligt, at klagen bliver taget til følge (stk. 4). Der bør også lægges vægt på det generelle

princip i EU-retten om "res judicata" - som der udtrykkeligt henvises til i betragtning 36 i det

omarbejdede direktiv om asylprocedurer (2013/32/EU): "Indgiver en ansøger en fornyet ansøgning

uden at fremlægge nyt bevismateriale eller nye argumenter, vil det være ude af proportioner at

pålægge medlemsstaterne at gennemføre en ny fuldstændig behandlingsprocedure. I sådanne

tilfælde bør medlemsstaterne kunne afvise en ansøgning ud fra princippet om res judicata".

2. Myndigheden eller organet, jf. stk. 1, skal have beføjelse til at prøve afgørelser vedrørende

tilbagesendelse som omhandlet i artikel 12, stk. 1, herunder mulighed for midlertidigt at suspendere

afgørelsernes fuldbyrdelse, medmindre midlertidig suspension allerede finder anvendelse i medfør

af national lovgivning.

Opsættende virkning: Klageinstansen skal have beføjelse til at suspendere fuldbyrdelsen i

individuelle sager. Det skal i den nationale lovgivning klart være fastsat, at selve klageinstansen

(den instans, der prøver afgørelsen vedrørende tilbagesendelse) har beføjelser til at suspendere

fuldbyrdelsen inden for én procedure.

Forpligtelse til at indrømme suspension i tilfælde af risiko for refoulement: I henhold til

Menneskerettighedsdomstolens retspraksis skal klagen tillægges automatisk opsættende virkning i

sager, hvor der er alvorlig grund til at antage, at den pågældende person efter tilbagesendelse løber

en reel risiko for dårlig behandling i strid med artikel 3 i menneskerettighedskonventionen (risiko

for tortur eller umenneskelig eller vanærende behandling efter tilbagevenden) (se regel 39, Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstols regler). Artikel 13 i tilbagesendelsesdirektivet - fortolket

sammenholdt med artikel 5 og 9 i tilbagesendelsesdirektivet - forpligter således klageinstansen til

ipso jure at indrømme suspension i overensstemmelse med denne forpligtelse, hvis non-

refoulement-princippet er på spil. Når klagen henviser til andre årsager (f.eks. procedurefejl,

familiens enhed, sociale rettigheder), og der ikke er tale om uoprettelige skader for menneskers liv,

kan det under visse omstændigheder være legitimt ikke at suspendere afgørelsen.

77

Forpligtelse til at indrømme suspension i tilfælde af risiko for alvorlig og uoprettelig forværring af

helbredstilstand: I sin dom i sag C-562/13, Abdida, præmis 53, bekræftede Domstolen, at: "artikel 5

og 13 i direktiv 2008/115, sammenholdt med chartrets artikel 19, stk. 2, og artikel 47, skal fortolkes

således, at de er til hinder for en national lovgivning, der ikke fastsætter retsmidler med opsættende

virkning til prøvelse af en afgørelse om tilbagesendelse, hvis fuldbyrdelse kan udsætte den

omhandlede tredjelandsstatsborger for en alvorlig risiko for alvorlig og uafvendelig forværring af

den pågældendes helbred".

12.5. Sproglig bistand og gratis retshjælp

Retsgrundlag: Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 13, stk. 3 og 4, og artikel 20 og 21 i det omarbejdede direktiv om

asylprocedurer (2013/32/EU) (som erstatter artikel 15, stk. 3-6, i direktivet om asylprocedurer (2005/85/EF))

3. Den pågældende tredjelandsstatsborger skal have mulighed for at få juridisk rådgivning, for at

lade sig repræsentere og om nødvendigt for at få sproglig bistand.

Sproglig bistand indebærer ikke blot en forpligtelse til at tilvejebringe en oversættelse af en

afgørelse (denne forpligtelse er allerede omfattet af artikel 12, stk. 2), men også en forpligtelse til at

give adgang til tolkebistand, således at tredjelandsstatsborgeren kan udøve sine proceduremæssige

rettigheder i henhold til artikel 13. I den sammenhæng skal det bemærkes, at

Menneskerettighedsdomstolen i sagen Conka mod Belgien (dom af 5.2.2002, nr. 51564/99)

identificerede adgangen til tolke som en af de faktorer, der har indflydelse på adgangen til effektive

retsmidler. Tredjelandsstatsborgeres ret til at modtage sproglig bistand bør opfyldes af

medlemsstaterne på en sådan måde, at den pågældende person får konkret og praktisk mulighed for

at benytte den (bestemmelsens "virkning i praksis").

4. Medlemsstaterne sikrer, at der efter anmodning ydes den nødvendige gratis retshjælp og/eller

repræsentation i henhold til den relevante nationale lovgivning eller relevante nationale regler om

retshjælp, og kan bestemme, at en sådan gratis retshjælp og/eller repræsentation er underlagt

betingelserne i artikel 15, stk. 3-6, i Rådets direktiv 2005/85/EF.

Retshjælp og retlig repræsentation: Stk. 4 fastsætter, i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser

medlemsstaterne skal dække udgifterne til retshjælp og retlig repræsentation - idet der

grundlæggende henvises til betingelserne i direktivet om asylprocedurer. Medlemsstaterne skal

tilbyde både gratis retshjælp og gratis retlig repræsentation, hvis betingelserne i direktivet og den

nationale gennemførelseslovgivning er opfyldt.

Anmodningen om gratis retshjælp og/eller retlig repræsentation kan fremsættes af den tilbagesendte

eller dennes repræsentant på et hvilket som helst passende tidspunkt i proceduren.

78

Juridisk rådgivning fra administrative myndigheder: Juridisk rådgivning kan i princippet også

tilbydes af de administrative myndigheder, der er ansvarlige for at træffe afgørelser om

tilbagesendelse, hvis oplysningerne er objektive og upartiske (virkning i praksis). Det er vigtigt, at

oplysningerne gives af en person, der er upartisk/uafhængig, med henblik på at forhindre eventuelle

interessekonflikter. Oplysningerne må derfor ikke gives af f.eks. den person, der træffer afgørelse i

sagen eller prøver den. En god praksis, der allerede anvendes i visse medlemsstater, er at skelne

mellem de myndigheder, der træffer afgørelserne, og de myndigheder, der giver juridisk og

proceduremæssig rådgivning. Hvis en medlemsstat beslutter at overdrage sidstnævnte ansvar til de

myndigheder, der træffer afgørelserne, skal der dog sikres en klar fordeling af opgaverne for det

involverede personale (f.eks. ved at oprette en særskilt og uafhængig afdeling, der kun er ansvarlig

for at give juridisk og proceduremæssig rådgivning).

Fastlæggelse af betingelser - henvisning til artikel 15, stk. 3-6, i direktiv 2005/85/EF: Henvisningen

i tilbagesendelsesdirektivet til visse betingelser/begrænsninger, som medlemsstaterne kan indføre

med hensyn til gratis retshjælp, er en dynamisk henvisning og skal nu læses som en henvisning til

artikel 20 og 21 i det omarbejdede direktiv om asylprocedurer (2013/32/EU).

Eventuelle betingelser, som medlemsstaterne kan indføre: I overensstemmelse med førnævnte

bestemmelser kan medlemsstaterne (men skal ikke nødvendigvis) indføre en bestemmelse om, at

der kun gives gratis retshjælp og retlig repræsentation:

– hvis der ifølge en domstol eller en anden kompetent myndighed er reelle muligheder

for, at der gives medhold i klagen

– til ansøgere, der ikke har tilstrækkelige midler

– gennem tjenester, der stilles til rådighed af juridiske eller andre rådgivere, som i

henhold til national ret specifikt er udpeget til at bistå og repræsentere ansøgere

– i klagesager i første instans og ikke i forbindelse med videre appeller eller

domstolsprøvelser.

Medlemsstaterne kan også:

– fastsætte økonomiske og/eller tidsmæssige begrænsninger for den gratis retshjælp og

retlige repræsentation, forudsat at dette ikke vilkårligt begrænser adgangen til denne ret

– fastsætte bestemmelser om, at behandlingen af ansøgere for så vidt angår gebyrer og

andre udgifter ikke må være gunstigere end den behandling, der generelt gives deres

egne statsborgere i forbindelse med juridisk bistand

– anmode om helt eller delvist at få godtgjort alle de udgifter, som de har betalt, hvis og

når ansøgerens finansielle situation har forbedret sig betydeligt, eller hvis afgørelsen

79

om at betale sådanne udgifter er blevet truffet på grundlag af urigtige oplysninger fra

ansøgeren.

Effektive retsmidler i tilfælde af afslag på gratis retshjælp: Træffes en afgørelse om ikke at yde

gratis juridisk bistand og repræsentation af en myndighed, der ikke er en domstol, sikrer

medlemsstaterne at ansøgeren har ret til effektive retsmidler mod denne afgørelse ved en domstol.

Adgangen til effektive retsmidler og til en upartisk domstol er blandt de grundlæggende rettigheder,

der udgør en integreret del af EU's retsorden, og disse rettigheder skal iagttages, selv hvis den

gældende lovgivning ikke udtrykkeligt indeholder bestemmelser om et sådant proceduremæssigt

krav.

13. Garantier i perioden frem til tilbagesendelsen


Med forbehold af den situation, der er omhandlet i artikel 16 og 17, sikrer medlemsstaterne, at der

så vidt muligt tages hensyn til følgende principper i forbindelse med tredjelandsstatsborgere inden

for den frist for frivillig udrejse, der indrømmes i henhold til artikel 7, og i de perioder, hvor

udsendelsen er udsat i henhold til artikel 9:

a) familiens enhed med familiemedlemmer, der befinder sig på medlemsstaternes område

opretholdes

b) de pågældende sikres akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom

c) mindreårige gives adgang til grunduddannelsessystemet afhængigt af varigheden af

deres ophold

d) der tages hensyn til sårbare personers særlige behov.

Historisk bemærkning/forklaring: Tilbagesendelsesdirektivet giver medlemsstaterne valget mellem enten at træffe

afgørelser om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold eller at give dem opholdstilladelse (gøre

deres ophold lovligt). Denne tilgang bør bidrage til at mindske forekomsten af gråzoner. Den kan dog også i praksis øge

det absolutte antal af tilfælde, hvor medlemsstaterne træffer afgørelser om tilbagesendelse, der ikke kan fuldbyrdes på

grund af praktiske eller retlige hindringer for udsendelse (f.eks. forsinkelser i fremskaffelsen af de nødvendige

dokumenter fra tredjelande og non-refoulement-sager). For at undgå, at disse personer ender i et juridisk tomrum, havde

Kommissionen foreslået at indføre bestemte minimumsbetingelser for ophold for de tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, hvis afgørelse om tilbagesendelse er blevet udsat, eller som ikke kan udsendes, med henvisning til

indholdet i en række betingelser, der allerede er fastsat i artikel 7-10, artikel 15 og artikel 17-20 i direktiv 2003/9/EF

om modtagelsesforhold, herunder - i det væsentlige - fire grundlæggende rettigheder: 1. familiens enhed, 2.

sundhedspleje, 3. skolegang og undervisning for mindreårige og 4. hensyntagen til sårbare personers særlige behov.

Andre vigtige rettigheder i henhold til direktivet om modtagelsesforhold, såsom adgang til beskæftigelse og materielle

modtagelsesforhold, blev ikke nævnt. Efter forhandlingerne, hvor der blev givet udtryk for bekymring for, at

80

henvisningerne til direktivet om modtagelsesforhold kunne opfattes som en "opgradering" af ulovlige migranters

situation og dermed ville sende et forkert politisk budskab, blev der opstillet en "selvstændig" liste over rettigheder.

Artikel 14, stk. 1, dækker en lang række situationer: Den omfatter fristen for frivillig udrejse og en

hvilken som helst frist, indtil hvilken udsendelsen formelt eller reelt er blevet udsat i

overensstemmelse med artikel 9 i tilbagesendelsesdirektivet (klage med opsættende virkning, mulig

overtrædelse af non-refoulement-princippet, sundhedsmæssige årsager, tekniske årsager, mislykket

udsendelse som følge af manglende identifikation mv.). Perioder med frihedsberøvelse er

udtrykkeligt udelukket - eftersom de dermed forbundne garantier er reguleret andetsteds (se

afsnit 15 - forholdene under frihedsberøvelse).

Sikringen af akut lægebehandling er en grundlæggende minimumsrettighed, og adgangen hertil må

ikke gøres afhængig af betalingen af gebyrer.

Adgang til uddannelse: Begrænsningen "afhængigt af varigheden af deres ophold" skal fortolkes

restriktivt. Hvis der er tvivl om den sandsynlige varighed af opholdet inden tilbagesendelse, skal der

hellere gives adgang til undervisning end ingen adgang til undervisning. En national praksis, hvor

der normalt kun gives adgang til uddannelsessystemet, hvis opholdet varer mere end 14 dage, kan

anses for acceptabel. For så vidt angår praktiske problemer, f.eks. sager, hvor den mindreårige ikke

har nogen dokumentation for undervisning i andre lande, eller sager, hvor den mindreårige ikke

taler et sprog, hvorpå der kan gives undervisning i medlemsstaten, skal der findes passende

løsninger på nationalt niveau, idet der tages højde for ånden i direktivet og relevante folkeretlige

instrumenter, såsom konventionen fra 1989 om barnets rettigheder og generel bemærkning nr. 6

hertil. Der kan også hentes inspiration fra EU-retten om asyl (særlig artikel 14 i direktiv

2013/33/EU om modtagelsesforhold).

Andre grundlæggende behov: I sin dom i sag C-562/13, Abdida, fandt Domstolen, at

medlemsstaterne er forpligtet til også at opfylde andre grundlæggende behov, for at sikre, at der

reelt er adgang til akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom i de perioder,

hvor medlemsstaten skal udsætte udsendelsen. Medlemsstaterne skal fastsætte, på hvilken måde den

pågældende tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov skal opfyldes.

Den logik, som Domstolen anvendte i forbindelse med fastsættelsen af denne forpligtelse, var, at

kravet om at sikre akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom i henhold til

artikel 14, stk. 1, litra b), kan blive meningsløst, hvis der ikke samtidig er et krav om at sørge for, at

den pågældende tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov er opfyldt. Af denne logik fra

Domstolens side og Menneskerettighedsdomstolens relevante retspraksis kan det udledes, at

udøvelsen af de andre rettigheder, der er anført i artikel 14, stk. 1 (herunder navnlig: adgang til

81

uddannelse og hensyntagen til sårbare personers behov), også giver anledning til et samtidigt krav

om at sørge for, at den pågældende tredjelandsstatsborgers grundlæggende behov er opfyldt.

Selv om der ikke er nogen generel juridisk forpligtelse i EU-lovgivningen til at sørge for, at alle

tredjelandsstatsborgere, der afventer tilbagesendelse, får opfyldt deres grundlæggende behov,

opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at indføre en sådan i den nationale lovgivning for at

sikre menneskelige og værdige levevilkår for tilbagesendte.

13.1. Skriftlig bekræftelse


Medlemsstaterne giver de personer, der er omhandlet i stk. 1, en skriftlig bekræftelse i henhold til

national lovgivning på, at fristen for frivillig udrejse er blevet forlænget i overensstemmelse med

artikel 7, stk. 2, eller at afgørelsen om tilbagesendelse midlertidigt ikke vil blive fuldbyrdet.

Den skriftlige bekræftelses form: Medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser. Bekræftelsen kan være

et særskilt dokument udstedt af de nationale myndigheder eller en del af en formel afgørelse

vedrørende tilbagesendelse. Det er vigtigt, at bekræftelsen gør det muligt for den tilbagesendte - i

tilfælde af politikontrol - at dokumentere, at han/hun allerede er genstand for en afgørelse om

tilbagesendelse, og at han/hun er blevet indrømmet en frist for frivillig udrejse eller en formel

udsættelse af udsendelsen, eller at han/hun er genstand for en afgørelse om tilbagesendelse, der

midlertidigt ikke kan fuldbyrdes. Bekræftelsen skal om muligt indeholde oplysninger om

varigheden af fristen for frivillig udrejse eller udsættelsen. I betragtning 12 i

tilbagesendelsesdirektivet hedder det: "For at kunne dokumentere deres særlige situation i tilfælde

af administrativ kontrol bør disse personer forsynes med skriftlig bekræftelse af deres situation.

Medlemsstaterne bør have vide skønsbeføjelser med hensyn til den skriftlige bekræftelses

udformning og format og bør også kunne indføje den i afgørelser vedrørende tilbagesendelse, der

vedtages i henhold til dette direktiv". I medlemsstater, hvori dataudvekslingssystemer gør det muligt

hurtigt at kontrollere ulovlige migranters status i forbindelse med politikontrol på grundlag af visse

personoplysninger eller referencenumre, kan kravet om skriftlig bekræftelse anses for at være

opfyldt, hvis personen er i besiddelse af (eller allerede ejer) dokumenter eller papirer, der

indeholder disse personoplysninger eller referencenumre.

13.2. Situationer med langvarigt ulovligt ophold

Ingen forpligtelse til at give opholdstilladelse til personer, der ikke kan sendes tilbage:

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at give opholdstilladelse til tilbagesendte, når det bliver klart,

at der ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse, men kan dog frit gøre det når som

82

helst. I denne henseende præciserede Domstolen udtrykkeligt følgende i sag C-146/14, Mahdi,

præmis 87 og 88: " … [det] tilsigtes [...] med dette direktiv ikke at regulere betingelserne for

ophold på en medlemsstats område for tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, for hvis

vedkommende en afgørelse om tilbagesendelse ikke kan eller ikke har kunnet fuldbyrdes. -

Imidlertid kan medlemsstaterne i henhold til artikel 6, stk. 4, i direktiv 2008/115 af menneskelige,

humanitære eller andre grunde tildele en tredjelandsstatsborger, som opholder sig ulovligt på deres

område, en selvstændig opholdstilladelse eller anden tilladelse, som giver ret til ophold".

Kriterier, der skal anvendes i forbindelse med udstedelse af opholdstilladelser: Som understreget

ovenfor er medlemsstaterne ikke retligt forpligtet til at udstede opholdstilladelser til personer, der

ikke kan sendes tilbage, og medlemsstaterne har vide skønsbeføjelser. I den sammenhæng anbefales

det, at de vurderingskriterier, der kan anvendes af medlemsstaterne, omfatter både individuelle

(sagsrelaterede) og horisontale (politiske) elementer, herunder navnlig:

- den tilbagesendtes samarbejdsvilje eller mangel på samme

- varigheden af den tilbagesendtes reelle ophold i medlemsstaten

- den tilbagesendtes indsats for at integrere sig

- den tilbagesendtes personlige adfærd

- familiemæssige tilknytning

- humanitære hensyn

- sandsynligheden for tilbagesendelse i den nærmeste fremtid

- behovet for at undgå at belønne ulovlighed

- legaliseringsforanstaltningers indvirkning på migrationsmønstrene for eventuelle

(ulovlige) migranter

- sandsynligheden for sekundære bevægelser inden for Schengenområdet.

14. Frihedsberøvelse

Som nævnt ovenfor er de proceduremæssige garantier i tilbagesendelsesdirektivets artikel 12 (form

og oversættelse) og artikel 13 (effektive retsmidler og gratis retshjælp) udtryk for den

grundlæggende ret til god forvaltning, den grundlæggende ret til forsvar og den grundlæggende ret

til effektive retsmidler og til en upartisk domstol (artikel 47 i chartret om grundlæggende

rettigheder), som alle er en integreret del af EU's retsorden. Disse rettigheder skal dermed også

iagttages i forbindelse med afgørelser om frihedsberøvelse.

Ud over disse generelle betingelser fastsætter artikel 15 i tilbagesendelsesdirektivet visse

betingelser, der specifikt finder anvendelse på afgørelser om frihedsberøvelse.

83

14.1. Omstændigheder, der berettiger frihedsberøvelse


Medmindre andre tilstrækkelige og mindre indgribende foranstaltninger kan anvendes effektivt i det

konkrete tilfælde, må medlemsstaterne kun frihedsberøve en tredjelandsstatsborger, der er genstand

for tilbagesendelsesprocedurer, for at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en

udsendelse, navnlig når

a) der er risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller

b) den pågældende tredjelandsborger undviger eller lægger hindringer i vejen for

forberedelsen af tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen.

Enhver frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe

udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

Frihedsberøvelse med henblik på udsendelse er et alvorligt indgreb i en persons grundlæggende ret

til frihed og er derfor underlagt strenge begrænsninger.

Forpligtelse til udelukkende at træffe afgørelse om frihedsberøvelse som en sidste udvej: I henhold

til tilbagesendelsesdirektivets artikel 8, stk. 1, skal medlemsstaterne træffe "alle nødvendige

foranstaltninger til at fuldbyrde afgørelsen om tilbagesendelse". Frihedsberøvelse er en af de mulige

foranstaltninger, der kan anvendes af medlemsstaterne som sidste udvej. I den sammenhæng har

Domstolen i sag C-61/11, El Dridi, præmis 41, udtrykkeligt understreget, at

tilbagesendelsesdirektivets bestemmelser indebærer "en graduering af foranstaltninger, som skal

træffes med henblik på gennemførelsen af afgørelsen om tilbagesendelse, idet denne graduering går

fra den foranstaltning, som giver den pågældende mest frihed, nemlig fastsættelsen af en frist for

den pågældendes frivillige udrejse, til foranstaltninger, som mest begrænser denne frihed, nemlig

frihedsberøvelse i en særlig facilitet for frihedsberøvede". Medlemsstaterne er kun forpligtet til at

anvende frihedsberøvelse i situationer, hvor det er klart, at frihedsberøvelse er den eneste måde at

sikre, at tilbagesendelsen kan forberedes, og udsendelsesprocessen kan gennemføres. Enhver

frihedsberøvelse skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe

udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med nødvendig omhu.

Årsager til frihedsberøvelse: Det eneste legitime mål med frihedsberøvelse i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet er at forberede en tilbagesendelse og/eller gennemføre en

udsendelsesproces, navnlig når der er 1) risiko for, at den pågældende vil forsvinde, eller 2) den

tilbagesendte undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af tilbagesendelses- eller

udsendelsesprocessen. Selv om tilbagesendelsesdirektivet er formuleret som en vejledende liste

("navnlig"), udgør disse to konkrete sagskonstellationer de primære scenarier i praksis, der kan

84

begrunde frihedsberøvelse med henblik på at forberede tilbagesendelsen og/eller gennemføre

udsendelsesprocessen. Det skal vurderes individuelt i de enkelte sager, om der foreligger en specifik

årsag til frihedsberøvelse - og om der er mulighed for at anvende mindre indgribende

foranstaltninger. En nægtelse af indrejse ved grænsen, det forhold, at der findes en SIS-

indberetning, manglende dokumentation, manglende bopæl, manglende samarbejdsvilje og andre

relevante indikationer/kriterier skal tages i betragtning, når det vurderes, om der er risiko for, at den

pågældende vil forsvinde og dermed behov for frihedsberøvelse, men er ikke nødvendigvis i sig

selv en begrundelse for frihedsberøvelse (se afsnit 1.6 ovenfor).

Ingen frihedsberøvelse af hensyn til den offentlige orden: Muligheden for at opretholde eller

forlænge frihedsberøvelsen af hensyn til den offentlige orden er ikke omfattet af direktivets tekst,

og medlemsstaterne må ikke bruge frihedsberøvelse i forbindelse med indvandring med henblik på

udsendelse som en form for "mild fængsling". Det primære formål med frihedsberøvelse med

henblik på udsendelse er at sikre, at de tilbagesendte ikke undlader at opfylde forpligtelsen til at

vende tilbage ved at forsvinde. Artikel 15 har ikke til formål at beskytte samfundet mod personer,

der udgør en trussel mod den offentlige orden eller sikkerhed. Det - legitime - mål "at beskytte

samfundet" bør snarere opnås ved hjælp af anden lovgivning, navnlig strafferet,

strafferetsplejelovgivning og lovgivning om ophør af lovligt ophold af hensyn til den offentlige

orden. Se også Domstolens dom i sag C-357/09, Kadzoev, præmis 70: "Muligheden for at

frihedsberøve en person af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed har ingen hjemmel i direktiv

2008/115. Der er ingen af de omstændigheder, som den forelæggende ret har henvist til, som i sig

selv kan udgøre en begrundelse for frihedsberøvelse i henhold til direktivets bestemmelser"

(omstændigheder: aggressiv adfærd, ingen midler til underhold, ikke nogen bolig). Den tidligere

adfærd/opførsel for en person, der udgør en trussel mod den offentlige orden og sikkerhed (f.eks.

manglende overholdelse af forvaltningsret på andre områder end migrationslovgivning eller

overtrædelser af strafferetten), kan dog tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af, om der

er risiko for, at den pågældende forsvinder (se afsnit 1.6 ovenfor): Hvis den pågældende persons

tidligere adfærd/opførsel giver anledning til at drage den konklusion, at personen sandsynligvis ikke

vil overholde loven og vil forsøge at undgå tilbagesendelse, kan det forventes, at der er en risiko for,

at den pågældende vil forsvinde.

Forpligtelse til at sørge for alternativer til frihedsberøvelse: Artikel 15, stk. 1, skal fortolkes således,

at hver medlemsstat i sin nationale lovgivning skal sørge for alternativer til frihedsberøvelse; det er

også i overensstemmelse med betingelserne i direktivets betragtning 16 ("..hvis mindre indgribende

foranstaltninger ikke vil være tilstrækkelige"). I sin dom i sag C-61/11, El Dridi, præmis 39,

bekræftede Domstolen, at: "..det følger herved af 16. betragtning til nævnte direktiv samt af

85

ordlyden af direktivets artikel 15, stk. 1, at medlemsstaterne skal gennemføre udsendelsen ved hjælp

af de mindst indgribende foranstaltninger. Det er kun, hvis gennemførelsen af tilbagesendelsen i

form af udsendelse, henset til en bedømmelse af hvert enkelt tilfælde, risikerer at bringes i fare ved

den pågældendes adfærd, at disse medlemsstater kan skride til frihedsberøvelse af sidstnævnte".

Fordele og risici - alternativer til frihedsberøvelse

Fordelene ved at sørge for alternativer til frihedsberøvelse (herunder: bopælsbegrænsninger, åbne

centre for familier, støtte fra sagsbehandler, system, hvor den pågældende regelmæssigt melder sig

hos myndighederne, indlevering af id-/rejsedokumenter, kaution, elektronisk overvågning osv.) kan

være et højere antal tilbagesendelser (herunder frivillig udrejse), bedre samarbejde med

tilbagesendte om indhentning af nødvendig dokumentation, økonomiske fordele (færre

omkostninger for staten) og færre menneskelige omkostninger (undgåelse af den byrde, der er

forbundet med frihedsberøvelse).

Risici omfatter øget sandsynlighed for, at den pågældende vil forsvinde, eventuel skabelse af

pullfaktorer (alternative frihedsberøvelsesfaciliteter, såsom familiehuse, kan opfattes som attraktive

for potentielle ulovlige indvandrere) og eventuelle sociale spændinger i nærområdet omkring åbne

centre.

Henstilling: Udfordringen er at finde intelligente løsninger med en passende blanding af fordele og

afskrækkende foranstaltninger. Fuldstændigt fravær af afskrækkende foranstaltninger kan medføre

et utilstrækkeligt antal udsendelser. Samtidig kan et alt for undertrykkende system med systematisk

frihedsberøvelse også være ineffektivt, eftersom den tilbagesendte i begrænset omfang tilskyndes til

at samarbejde i forbindelse med tilbagesendelsesproceduren. Tilpasset individuel vejledning, der

sætter den tilbagesendte i stand til at tage ansvar for sin egen tilbagevenden, har vist sig at give

vellykkede resultater. Systematisk horisontal vejledning af alle potentielle tilbagesendte, herunder

rådgivning om mulighederne for lovligt ophold/asyl og for frivillig/tvungen tilbagesendelse fra et

tidligt tidspunkt (og ikke kun, når der er truffet afgørelse om tvungen udsendelse) skal sigte mod.


• At være genstand for tilbagesendelsesprocedurer: Det formelle krav om at være "genstand for

tilbagesendelsesprocedurer" i artikel 15, stk. 1, er ikke synonymt med at være "genstand for en

afgørelse om tilbagesendelse". Der kan allerede være pålagt frihedsberøvelse - hvis alle

betingelserne i artikel 15 er opfyldt - inden der træffes en formel afgørelse om tilbagesendelse

(f.eks. mens forberedelserne af afgørelsen om tilbagesendelse er i gang, og der endnu ikke er truffet

en afgørelse om tilbagesendelse).

Konkrete eksempler:

86

• En tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold kan skjule (undlade at afsløre) sin identitet for at

undgå udsendelse. Er det legitimt at opretholde frihedsberøvelsen under sådanne omstændigheder

med henblik på at presse tredjelandsstatsborgeren til at samarbejde og dermed gøre det muligt at

udsende den pågældende?

⇒ Denne form for frihedsberøvelse er omfattet af artikel 15: Artikel 15, stk. 1, litra b)

nævner udtrykkeligt "undviger eller lægger hindringer i vejen for forberedelsen af

tilbagesendelses- eller udsendelsesprocessen" som en årsag til frihedsberøvelse;

artikel 15, stk. 6, litra a) anfører "manglende samarbejde" som et af de to tilfælde, der

kan berettige en forlængelse af den maksimale frihedsberøvelsesperiode i yderligere

12 måneder, og det overordnede og endelige mål med denne form for frihedsberøvelse

("Beugehaft" eller "Durchsetzungshaft") er udsendelse - ikke straf. En eventuel

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse skal naturligvis ske i overensstemmelse

med artikel 15, stk. 4: "Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være

rimelig udsigt til udsendelse, eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger,

ophører frihedsberøvelsen med at være berettiget, og den pågældende person løslades

omgående". Det indebærer, at i de tilfælde, hvor det bliver klart, at der ikke længere er

rimelig udsigt til udsendelse, skal frihedsberøvelsen afsluttes (f.eks. når det bliver klart,

at de dokumenter, et tredjeland skal udstede, vil blive modtaget for sent eller slet ikke,

selv hvis den tilbageholdte ville samarbejde).

• Kan frihedsberøvelsen opretholdes, hvis en tilbagesendt indgiver en asylansøgning?

⇒ Svar fra Domstolen i sag C-534/11, Arslan: "artikel 2, stk. 1, i [...] direktiv 2008/115 skal

fortolkes således, at dette direktiv ikke finder anvendelse på en tredjelandsstatsborger, der har

indgivet en anmodning om international beskyttelse som omhandlet i direktiv 2005/85, og dette i

tidsrummet fra indgivelsen af nævnte anmodning indtil der træffes afgørelse om denne anmodning i

første instans eller, i givet fald, indtil udfaldet af den sag, der er blevet anlagt til prøvelse af nævnte

afgørelse" (præmis 49). "Direktiv 2003/9 og 2005/85 [er] ikke [...]til hinder for, at en

tredjelandsstatsborger, der har indgivet en anmodning om international beskyttelse som omhandlet

i direktiv 2005/85 efter at være blevet frihedsberøvet i medfør af artikel 15 i direktiv 2008/115, får

opretholdt sin frihedsberøvelse i henhold til en bestemmelse i national ret, når det efter en konkret

vurdering af samtlige relevante omstændigheder fremgår, at denne anmodning er blevet indgivet

med det ene formål at forsinke eller umuliggøre gennemførelsen af tilbagesendelsesafgørelsen, og

det er objektivt nødvendigt at opretholde frihedsberøvelsen for at forhindre, at den pågældende

definitivt unddrager sig sin tilbagesendelse" (præmis 63). NB: Ovenstående henvisning til "national

87

ret" (understreget) vedrører nationale regler om frihedsberøvelse i asylsager til gennemførelse af -

relevante - betingelser for frihedsberøvelse i henhold til EU-retten om asyl.

14.2. Form og indledende vurdering af frihedsberøvelse


Afgørelser om frihedsberøvelse træffes af administrative eller retslige myndigheder.

Afgørelser om frihedsberøvelse skal være skriftlige med angivelse af de faktiske og retlige grunde.

Når det er administrative myndigheder, der har truffet afgørelsen om frihedsberøvelse, skal

medlemsstaterne

a) enten foreskrive hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal

træffes afgørelse om så hurtigt som muligt fra tidspunktet for frihedsberøvelsens start

b) eller indrømme den pågældende tredjelandsstatsborger en ret til at indlede procedurer,

hvorved der sker hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, som der skal

træffes afgørelse om så hurtigt som muligt efter indledningen af de relevante

procedurer. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne omgående underrette den

pågældende tredjelandsstatsborger om muligheden for at indlede sådanne procedurer.

Den pågældende tredjelandsstatsborger skal omgående løslades, hvis frihedsberøvelsen ikke er

lovlig.

Retslige myndigheder kan bestå af dommere, men består ikke nødvendigvis af dommere. I

overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens relevante retspraksis skal de være

uafhængige, upartiske og forbundet med juridiske garantier for kontradiktoriske procedurer.

Omfang af domstolsprøvelse: I forbindelse med vurderingen skal der tages højde for alle de

aspekter, der udtrykkeligt er fastsat i artikel 15, idet der tages højde for både retlige spørgsmål (at

frihedsberøvelsesproceduren og afgørelsen om frihedsberøvelse er korrekte ud fra et

proceduremæssigt/retligt synspunkt) og faktuelle spørgsmål (den tilbageholdtes personlige

situation, familiemæssige relationer i landet, garantier for afrejse fra området, rimelige udsigter til

udsendelse osv.)

Maksimal varighed af "hurtig domstolsprøvelse": Tilbagesendelsesdirektivets tekst er inspireret af

ordlyden af artikel 5, stk. 4, i den europæiske menneskerettighedskonvention, hvori der stilles krav

om, at der "af en domstol træffes hurtig afgørelse om lovligheden". Menneskerettighedsdomstolens

relevante retspraksis præciserer, at en acceptabel maksimal varighed ("rimeligt tidsrum") ikke kan

fastsættes abstrakt. Den skal fastsættes i lyset af omstændighederne i de enkelte sager, idet der tages

88

højde for sagens kompleksitet og myndighedernes og ansøgerens adfærd. Det kan betragtes som

bedste praksis at træffe en afgørelse inden for en periode på under en uge, hvilket er i

overensstemmelse med lovkravet om hurtig domstolsprøvelse.

Kravet om en skriftlig afgørelse finder også anvendelse på afgørelser om forlængelse: Kravet om at

udstede en begrundet skriftlig afgørelse finder også anvendelse på afgørelser om forlængelse af

frihedsberøvelse. I sin dom i sag C-146/14, Mahdi, præciserede Domstolen udtrykkeligt

(præmis 44): "Dette krav om vedtagelse af en skriftlig afgørelse skal forstås således, at det

nødvendigvis vedrører enhver afgørelse om forlængelse af en frihedsberøvelse, eftersom

frihedsberøvelse og forlængelse heraf for det første er analoge situationer, idet begge indebærer, at

den berørte tredjelandsstatsborger berøves sin frihed med henblik på forberedelse af en

tilbagesendelse og/eller gennemførelse af en udsendelse af den pågældende, og denne

tredjelandsstatsborger for det andet i begge tilfælde skal kunne gøre sig bekendt med begrundelsen

for den afgørelse, som er truffet over for den pågældende".

Alle de garantier, der er forbundet med respekten for retten til at blive hørt, finder anvendelse på

afgørelser om frihedsberøvelse og om forlængelse af frihedsberøvelse. Manglede respekt for denne

rettighed gør dog kun en afgørelse ugyldig, hvis resultatet af proceduren ville have været et andet,

hvis rettigheden var blevet overholdt. Se Domstolens dom i sag C-383/13, G & R: "…EU-retten,

navnlig artikel 15, stk. 2 og 6, i direktiv 2008/115, skal fortolkes således, at den nationale ret, der

har ansvar for at vurdere lovligheden af forlængelsesafgørelsen, når der i strid med retten til at

blive hørt er truffet afgørelse om forlængelse af en frihedsberøvelse inden for rammerne af en

administrativ procedure, kun kan træffe afgørelse om at ophæve frihedsberøvelsen, hvis den ud fra

de samlede faktiske omstændigheder og specifikke retsregler i hver enkelt sag finder, at denne

tilsidesættelse faktisk har berøvet dem, der påberåber sig den, muligheden for bedre at udøve deres

ret til forsvar, således at denne administrative procedure kunne være mundet ud i et andet resultat"

(se også indledning til afsnit 12).

14.3. Regelmæssig vurdering af frihedsberøvelse


Afgørelser om frihedsberøvelse vurderes i hvert enkelt tilfælde på ny med rimelige mellemrum enten

efter ansøgning fra den pågældende tredjelandsstatsborger eller ex officio.

Der stilles ikke krav om en skriftlig retsakt om vurdering i artikel 15, stk. 3, første punktum: Det

blev præciseret i Domstolens dom i sag C-146/14, Mahdi, præmis 47: "bestemmelserne i dette

direktivs artikel 15 [...] kræver [ikke] vedtagelse af en skriftlig "retsakt om fornyet vurdering" ….

89

De myndigheder, som gennemfører en fornyet vurdering af frihedsberøvelsen af en

tredjelandsstatsborger med rimelige mellemrum i henhold til nævnte direktivs artikel 15, stk. 3,

første punktum, er derfor ikke undergivet en forpligtelse til ved hver enkelt fornyede vurdering at

vedtage en udtrykkelig retsakt i skriftlig form, der indeholder en fremstilling af de faktiske og retlige

forhold, der begrunder denne retsakt". Medlemsstaterne kan dog frit træffe en skriftlig afgørelse om

vurdering i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

Kombinerede afgørelser om vurdering og forlængelse skal udstedes skriftligt: I sin dom i sag C-

146/14, Mahdi, præciserede Domstolen udtrykkeligt (præmis 48): "I et sådant tilfælde finder den

fornyede vurdering af frihedsberøvelsen og vedtagelsen af afgørelsen om, hvorledes der skal følges

op på frihedsberøvelsen, således sted i den samme processuelle fase. Denne afgørelse skal følgelig

opfylde de krav, der følger af artikel 15, stk. 2, i direktiv 2008/115".

I tilfælde af langvarig frihedsberøvelse skal vurderingerne være undergivet en retslig myndigheds

tilsyn.

Betydning af "langvarig frihedsberøvelse": I henhold til artikel 15, stk. 3, andet punktum, skal der

foretages en vurdering ex officio under en retslig myndigheds tilsyn i tilfælde af "langvarig

frihedsberøvelse". Det indebærer, at retslige myndigheder skal gribe ind, også i sager, hvor den

pågældende person ikke gør indsigelse mod afgørelsen. Baseret på en sproglig sammenligning af

udtrykket "langvarig frihedsberøvelse" (DE: "Bei längerer Haftdauer", FR: "En cas de périodes de

rétention prolongées", NL: "In het geval van een lange periode van bewaring", ES: "En caso de

periodos de internamiento prolongados", IT: "Nel caso di periodi di trattenimento prolungati"...)

fremgår det klart, at udtrykket i det væsentlige henviser til "en lang periode med frihedsberøvelse"

uafhængigt af, hvorvidt der allerede var truffet en formel afgørelse om forlængelse eller ej. Ifølge

Kommissionen er et interval på seks måneder til den første domstolsprøvelse ex officio uden tvivl

for lang tid, mens domstolsprøvelse med et interval på tre måneder er på grænsen for, hvad der er

foreneligt med artikel 15, stk. 3, men kan være det, forudsat at der også er mulighed for om

nødvendigt at foretage individuelle vurderinger.

Beføjelser for den tilsynsførende retslige myndighed: En prøvelsesmekanisme, der kun undersøger

retlige spørgsmål og ikke faktuelle spørgsmål, er ikke tilstrækkelig. Den retslige myndighed skal

have beføjelser til både at træffe afgørelse om kendsgerningerne og de juridiske problemstillinger.

Se Domstolens dom i sag C-146/14, Mahdi, præmis 62: "… den kompetente retslige myndighed

[skal]være i stand til at erstatte den administrative myndigheds afgørelse eller i givet fald den

afgørelse, som blev truffet af den retslige myndighed, som anordnede den oprindelige

frihedsberøvelse, med sin egen afgørelse og at træffe afgørelse vedrørende muligheden for at

anordne en alternativ foranstaltning eller løsladelse af den berørte tredjelandsstatsborger. Med

90

henblik herpå skal den retslige myndighed, som tager stilling til en anmodning om forlængelse af en

frihedsberøvelse, være i stand til at tage hensyn til såvel de faktiske oplysninger og de beviser, som

påberåbes af den administrative myndighed, der traf afgørelsen om den oprindelige

frihedsberøvelse, som enhver eventuel bemærkning, som fremsættes af den berørte

tredjelandsstatsborger. Den skal desuden være i stand til at indhente enhver anden oplysning, som

er relevant for dens afgørelse, såfremt den måtte finde det nødvendigt...".

14.4. Ophør af frihedsberøvelsen


4. Når der af retlige eller andre grunde ikke længere synes at være rimelig udsigt til udsendelse,

eller når betingelserne i stk. 1 ikke længere foreligger, ophører frihedsberøvelsen med at være

berettiget, og den pågældende person løslades omgående.

5. Frihedsberøvelsen opretholdes, så længe betingelserne i stk. 1 er opfyldt, og så længe det er

nødvendigt for at sikre velgennemført udsendelse. Hver medlemsstat fastsætter en begrænset

periode for frihedsberøvelsen, der ikke må overstige seks måneder.

6. Medlemsstaterne må ikke forlænge den periode, der er omhandlet i stk. 5, undtagen i en

begrænset periode på yderligere 12 måneder i overensstemmelse med national ret, hvis

udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som

følge af

a) manglende samarbejde fra den pågældende tredjelandsstatsborgers side eller

b) forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af nødvendige dokumenter fra tredjelande.

Frihedsberøvelsen skal bringes til ophør, og den tilbagesendte løslades i en række forskellige

situationer, herunder navnlig hvis

– der ikke længere er rimelig udsigt til udsendelse af retlige eller andre grunde

– myndighederne ikke i tilstrækkeligt omfang følger op på udsendelsen

– den maksimale periode for frihedsberøvelsen er nået.

Derudover skal frihedsberøvelsen bringes til ophør i de enkelte sager, hvis alternativer til

frihedsberøvelse bliver en relevant mulighed.

14.4.1. Ingen rimelig udsigt til udsendelse

Ingen rimelig udsigt til udsendelse: I sin dom i sag C-357/09, Kadzoev, præmis 67, præciserede

Domstolen fortolkningen af "rimelig udsigt": Kun en reel udsigt til, at der kan ske velgennemført

udsendelse inden for de frister, som er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, kan sidestilles med en rimelig

91

udsigt til udsendelse, og der er ikke rimelig udsigt til udsendelse, når det forekommer lidet

sandsynligt, at den pågældende vil blive modtaget i et tredjeland, henset til de nævnte frister.

"Ingen rimelig udsigt" er ikke det samme som "manglende mulighed for fuldbyrdelse": "Manglende

mulighed for fuldbyrdelse" er en mere kategorisk påstand og vanskeligere at dokumentere end

"ingen rimelig udsigt", der kun henviser til en vis grad af sandsynlighed.

Perioder med frihedsberøvelse, der skal tages i betragtning, når den "rimelige udsigt til udsendelse"

vurderes: Eftersom artikel 15 (og betragtning 6) fokuserer på en konkret individuel vurdering i den

enkelte sag med henblik på at slå fast, om frihedsberøvelsen er rimelig, skal der altid tages højde for

frister for frihedsberøvelse for den pågældende person i den konkrete sag. Det betyder, at de frister,

der er fastsat i den pågældende medlemsstats nationale lovgivning, er relevante. Det betyder også,

at en tilbagesendt ikke må tilbageholdes i en medlemsstat, hvis det fra starten forekommer

usandsynligt, at den pågældende person vil blive modtaget i et tredjeland inden for den frist for

frihedsberøvelse, der er tilladt i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning (NB: I sin

dom i sag C-357/09, Kadzoev, henviste Domstolen til fristerne i henhold til direktivet, eftersom de

var de samme som fristerne i henhold til den gældende lovgivning i den pågældende medlemsstat).

Når den maksimale varighed af frihedsberøvelsen er nået, gælder artikel 15, stk. 4, ikke længere, og

personen skal under alle omstændigheder straks løslades. Se Domstolens dom i sag C-357/09,

Kadzoev, præmis 60 og 61: "Det bemærkes, at så snart den maksimale varighed af

frihedsberøvelsen, som er fastsat i artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115, nås, opstår spørgsmålet

om, hvorvidt der ikke længere er "rimelig udsigt til udsendelse" som omhandlet i artikel 15, stk. 4,

ikke. I et sådant tilfælde skal den pågældende person under alle omstændigheder straks løslades.

Artikel 15, stk. 4, i direktiv 2008/115 kan således kun finde anvendelse for så vidt som de maksimale

frister for tilbageholdelse fastsat i dette direktivs artikel 15, stk. 5 og 6, ikke er udløbet".

Konkrete eksempler:

• Er det legitimt at opretholde frihedsberøvelsen, hvis tredjelandsstatsborgeren på nuværende

tidspunkt er beskyttet mod udsendelse som følge af non-refoulement-princippet?

⇒ Hvis udsendelse bliver usandsynlig - f.eks. som følge af en sandsynlig non-refoulement-

sag - skal den pågældende løslades i henhold til artikel 15, stk. 4. Hvis non-

refoulement-sagen kun har begrænset og midlertidig karakter (f.eks. hvis det er

sandsynligt, at der snart vil blive givet en troværdig diplomatisk forsikring fra det land,

den pågældende skal sendes tilbage til; hvis den tilbagesendte midlertidigt har brug for

livsvigtig lægebehandling, der ikke er tilgængelig i det land, den pågældende skal

92

sendes tilbage til), kan frihedsberøvelsen opretholdes - hvis der stadig er rimelig udsigt

til udsendelse.

14.4.2. Udløb af den maksimale varighed af frihedsberøvelsen

I henhold til artikel 15, stk. 5 og 6, er medlemsstaterne forpligtede til i henhold til national

lovgivning11 at fastsætte en maksimal periode for frihedsberøvelse, der ikke må overstige

seks måneder (i almindelige sager) eller 18 måneder (i to nærmere bestemte tilfælde: manglende

samarbejde fra den tilbagesendtes side eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelsen af de

nødvendige dokumenter fra tredjelande).

Den - undertiden kortere - maksimale varighed af frihedsberøvelse i henhold til national lovgivning

har forrang for den maksimale varighed på 6/18 måneder, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivet:

I forbindelse med behandlingen af konkrete sager gælder den maksimale varighed, der er fastsat i

den nationale lovgivning (i overensstemmelse med tilbagesendelsesdirektivet), og ikke den

maksimale varighed, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivet. Det indebærer, at en medlemsstat,

der har fastsat en national maksimal varighed af frihedsberøvelsen på f.eks. 12 måneder for

ikkesamarbejdende tilbagesendte, ikke må opretholde frihedsberøvelsen ud over 12 måneder, selv

om artikel 15, stk. 6, giver mulighed for op til 18 måneder.

Eksempler på årsager, der berettiger til/ikke berettiger til langvarig frihedsberøvelse i henhold til

artikel 15, stk. 6:

- Manglende identitetsdokumenter er ikke i sig selv tilstrækkeligt som begrundelse for

langvarig frihedsberøvelse. Se Domstolens dom i sag C-146/14, Mahdi, præmis 73:

"…den omstændighed, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke er i besiddelse af

identitetsdokumenter, [kan] ikke i sig selv [...] begrunde en forlængelse af

frihedsberøvelsen som omhandlet i artikel 15, stk. 6, i direktiv 2008/115".

- Manglende vilje til at udlevere identitetsdokumenter kan være en begrundelse for

langvarig frihedsberøvelse, hvis der er en årsagssammenhæng mellem det manglende

samarbejde og den manglende tilbagevenden. Se Domstolens dom i sag C-146/14,

Mahdi, præmis 85: "… kun [...] hvis det fremgår af en undersøgelse af denne

tredjelandsstatsborgers adfærd under perioden for frihedsberøvelsen, at den

pågældende ikke har samarbejdet med de kompetente myndigheder vedrørende

gennemførelsen af udsendelsesproceduren, og at denne procedure kan forventes at tage

længere tid end påregnet på grund af denne adfærd, …" 11 En oversigt over de forskellige frister, der er gældende i henhold til national lovgivning, kan findes på:

http://ec.europa.eu/smart-regulation/evaluation/search/download.do?documentId=10737855 (page 44-50). Oversigten afspejler situationen pr. december 2013, og visse nationale regler er blevet ændret i mellemtiden.

http://ec.europa.eu/smart-regulation/evaluation/search/download.do?documentId=10737855

93


Hensyntagen til perioder med frihedsberøvelse som asylansøger: Ved beregningen af perioder med

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse skal der ikke tages hensyn til perioder med

frihedsberøvelse som asylansøger, eftersom frihedsberøvelse med henblik på udsendelse og

frihedsberøvelse som asylansøger henhører under forskellige retlige regler og ordninger. Hvis der

imidlertid som følge af administrative fejl eller procedurefejl ikke blev truffet nogen afgørelse om

frihedsberøvelse i asylsager, og frihedsberøvelsen af den pågældende person blev opretholdt i

henhold til nationale regler for frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, skal denne periode

tages i betragtning (se Domstolens dom i sag C-357/09, Kadzoev, præmis 45 og 48): "En

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse, som er reguleret ved direktiv 2008/115, og den

frihedsberøvelse, som er blevet foretaget over for en asylansøger, navnlig i medfør af direktiv

2003/9 og 2005/85 og de anvendelige nationale bestemmelser, henhører således under forskellige

regelsæt. ... Derfor [skal] den periode, i løbet af hvilken en person har været anbragt i en facilitet

for midlertidig anbringelse på grundlag af en afgørelse truffet i henhold til nationale bestemmelser

og fællesskabsbestemmelser om asylansøgere, ikke [...] anses for en frihedsberøvelse med henblik

på udsendelse som omhandlet i artikel 15 i direktiv 2008/115". Og præmis 47: "Dersom det måtte

vise sig, at der ikke er blevet truffet nogen afgørelse vedrørende anbringelsen af Said Shamilovich

Kadzoev i faciliteten for midlertidig anbringelse inden for rammerne af de procedurer, som er

indledt efter sidstnævntes ansøgninger om asyl som beskrevet i denne doms præmis 19 ovenfor, og

at hans frihedsberøvelse derfor er baseret på de tidligere nationale bestemmelser vedrørende

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse eller på ordningen i direktiv 2008/115, skal der ved

beregningen af den periode, hvor der er sket frihedsberøvelse med henblik på udsendelse som

omhandlet i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, tages hensyn til den periode, i løbet af

hvilken Said Shamilovich Kadzoev var frihedsberøvet, som svarer til den periode, i løbet af hvilken

de nævnte asylprocedurer verserede".

Hensyntagen til perioder med frihedsberøvelse under forberedelsen af overførsler inden for

rammerne af Dublinforordningen: Der gælder samme logik som fastsat ovenfor (i forbindelse med

perioder med frihedsberøvelse som asylansøger).

Hensyntagen til perioder med frihedsberøvelse under en verserende appelsag med opsættende

virkning: Sådanne perioder skal tages i betragtning. Se Domstolens dom i sag C-357/09, Kadzoev,

præmis 53-54: "Den periode, hvori den pågældende person har været frihedsberøvet, mens

proceduren, hvorunder lovligheden af beslutningen om udsendelse gøres til genstand for en

domstolsprøvelse, verserede, skal tages i betragtning ved beregningen af den maksimale varighed

af frihedsberøvelsen som fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115. Hvis dette ikke var

94

tilfældet, ville varigheden af frihedsberøvelsen med henblik på udsendelse kunne variere, i givet

fald i betydeligt omfang, fra en sag til en anden i den samme medlemsstat eller fra en medlemsstat

til en anden på grund af særegenheder i de nationale retslige procedurer, hvilket ville være i strid

med formålet med artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115, som er at sikre en maksimal varighed

for frihedsberøvelse, som er fælles for medlemsstaterne".

Hensyntagen til perioder med frihedsberøvelse med henblik på udsendelse tilbragt i (en anden)

medlemsstat A, umiddelbart fulgt af frihedsberøvelse forud for udsendelse i medlemsstat B (en

sådan situation kan f.eks. opstå i forbindelse med overførslen af en ulovlig migrant fra

medlemsstat A til medlemsstat B i henhold til en bilateral tilbagetagelsesaftale, der er omfattet af

artikel 6, stk. 3): Ifølge Kommissionen må den absolutte grænse på 18 måneder for uafbrudt

frihedsberøvelse inden udsendelse ikke overskrides i betragtning af behovet for at respektere

virkningen i praksis af den maksimale periode, der er fastsat i artikel 15, stk. 6. En udveksling af

oplysninger mellem medlemsstater om perioder med frihedsberøvelse, der allerede har fundet sted i

en anden medlemsstat, og en mulighed for, at medlemsstat B kan nægte overførsel fra

medlemsstat A, hvis medlemsstat A har anmodet herom med stor forsinkelse, skal håndteres i

henhold til de relevante bilaterale tilbagetagelsesaftaler.

Hensyntagen til perioder med frihedsberøvelse, der blev afsluttet, inden tilbagesendelsesdirektivets

bestemmelser trådte i kraft: Sådanne perioder skal tages i betragtning (se Domstolens dom i sag C-

357/09, Kadzoev, præmis 36-38).

14.5. Fornyet frihedsberøvelse af tilbagesendte

Den maksimale frist for frihedsberøvelse i henhold til tilbagesendelsesdirektivet må ikke

undergraves ved, at tilbagesendte frihedsberøves på ny, umiddelbart efter at de er blevet løsladt.

Fornyet frihedsberøvelse af den samme person på et senere tidspunkt kan kun være lovlig, hvis

relevante omstændigheder har ændret sig væsentligt (f.eks. et tredjelands udstedelse af de

nødvendige dokumenter eller en forbedring af situationen i oprindelseslandet, som muliggør sikker

tilbagevenden), og hvis ændringen giver anledning til en "rimelig udsigt til udsendelse" i

overensstemmelse med artikel 15, stk. 4, og hvis alle andre betingelser for frihedsberøvelse i

henhold til artikel 15 er opfyldt.

14.6. Anvendelse af mindre indgribende foranstaltninger efter frihedsberøvelsens ophør

Mindre indgribende foranstaltninger, herunder at den pågældende regelmæssigt melder sig hos

myndighederne, stiller en passende økonomisk garanti, indleverer dokumenter eller forpligter sig til

at opholde sig et bestemt sted, kan anvendes, så længe de stadig kan betragtes som en "nødvendig

95

foranstaltning" til fuldbyrdelse af tilbagesendelsen. Der er ikke fastsat absolutte maksimale perioder

for anvendelsen af mindre indgribende foranstaltninger, men anvendelsesområdet for og varigheden

af sådanne foranstaltninger skal gøres til genstand for en omfattende vurdering af deres

proportionalitet.

Hvis arten og intensiteten af en mindre indgribende foranstaltning svarer til frihedsberøvelse (f.eks.

pålæg om en ubegrænset forpligtelse til at opholde sig et bestemt sted uden mulighed for at forlade

stedet), skal den desuden betragtes som en de facto-forlængelse af frihedsberøvelsen, og de frister,

der er fastsat i artikel 15, stk. 5 og 6, finder anvendelse.

15. Forholdene under frihedsberøvelsen


1. Frihedsberøvelse skal som hovedregel finde sted i faciliteter for frihedsberøvede. Når en

medlemsstat ikke kan indkvartere de frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i særlige faciliteter

for frihedsberøvede og er nødt til at anbringe dem i et fængsel, skal de frihedsberøvede

tredjelandsstatsborgere holdes adskilt fra almindelige indsatte.

2. Frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere skal efter anmodning have tilladelse til i tide at sætte

sig i forbindelse med retlige repræsentanter, familiemedlemmer og kompetente konsulære

myndigheder.

3. Der tages særligt hensyn til sårbare personers situation. Der skal sikres akut lægebehandling og

absolut nødvendig behandling af sygdom.

4. Relevante og kompetente nationale, internationale og ikke-statslige organisationer og organer

skal have mulighed for at besøge faciliteter for frihedsberøvede som omhandlet i stk. 1, for så vidt

de anvendes til frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere i overensstemmelse med dette kapitel.

Det kan kræves, at der indhentes tilladelse til sådanne besøg.

5. Tredjelandsstatsborgere, der frihedsberøves, skal systematisk have oplysninger, der forklarer de

regler, der gælder i faciliteten, og som angiver deres rettigheder og pligter. Sådanne oplysninger

omfatter oplysninger om deres ret i henhold til national lovgivning til at kontakte de organisationer

og organer, der er omhandlet i stk. 4.

15.1. Indledende politiforvaring

Indledende politianholdelse med henblik på identifikation er omfattet af national lovgivning. Det

fremgår specifikt af tilbagesendelsesdirektivets betragtning 17: "Med forbehold for de

retshåndhævende myndigheders første pågribelse i henhold til national lovgivning bør

96

frihedsberøvelse som hovedregel finde sted i særlige faciliteter for frihedsberøvede". Her præciseres

det, at den nationale lovgivning fortsat kan finde anvendelse i en første periode. Selv om

medlemsstaterne ikke er retligt forpligtet hertil, opfordres de til allerede på dette tidspunkt at sikre,

at ulovlige migranter holdes adskilt fra almindelige indsatte.

Varighed af den indledende anholdelse, hvor mistænkte ulovlige migranter kan holdes i politiets

varetægt: En kort, men rimelig frist med henblik på at identificere den person, der kontrolleres, og

med henblik på at undersøge de oplysninger, som gør det muligt at fastslå, om denne person er en

tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. Se Domstolens svar i Achughbabian-sagen

(præmis 31): "Det bemærkes i denne henseende, at de kompetente myndigheder skal råde over en

frist, som ganske vist skal være kort, men rimelig, med henblik på at identificere den person, der

kontrolleres, og med henblik på at undersøge de oplysninger, som gør det muligt at fastslå, om

denne person er en tredjelandsstatsborger med ulovligt ophold. Det kan være vanskeligt at fastslå

navn og statsborgerskab, når den pågældende ikke samarbejder. Efterprøvelsen af, om der er tale

om ulovligt ophold, kan ligeledes være kompliceret, bl.a. når den pågældende påberåber sig status

som asylansøger eller flygtning. De kompetente myndigheder er derfor forpligtet til med henblik på

at undgå at skade formålet med direktiv 2008/115, som anført i foregående præmis, at handle med

omhu og at træffe afgørelse uden ophold vedrørende den eventuelt ulovlige karakter af den

omhandlede persons ophold". Selv om der ikke er fastsat nogen detaljeret bindende frist, opfordrer

Kommissionen medlemsstaterne til at sikre, at overførsel til en særlig facilitet for frihedsberøvede

ulovlige migranter normalt finder sted inden for 48 timer efter pågribelsen (undtagelsesvis kan

længere perioder tillades, hvis der er tale om et fjerntliggende sted).

15.2. Brug af særlige faciliteter som hovedregel

Brug af særlige faciliteter er hovedreglen: Tilbagesendte er ikke kriminelle og fortjener en anden

behandling end almindelige indsatte. Brugen af særlige faciliteter er derfor hovedreglen i henhold til

tilbagesendelsesdirektivet. Medlemsstaterne skal tilbageholde tredjelandsstatsborgere med ulovligt

ophold, der skal udsendes, i særlige faciliteter for frihedsberøvede og ikke i almindelige fængsler.

Det indebærer, at medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at der er tilstrækkelige pladser i særlige

faciliteter for frihedsberøvede, således at de er i stand til at håndtere udfordringer i forbindelse med

ulovlig indvandring.

Undtagelser fra hovedreglen: Undtagelsen i artikel 16, stk. 1, som tillader medlemsstater

undtagelsesvis at anbringe frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere i almindelige fængsler inden

udsendelsen, skal fortolkes restriktivt. Det blev udtrykkeligt bekræftet af Domstolen i forenede

sager Bero (C-473/13) og Bouzalmate (C-514/13), præmis 25: Artikel 16, stk. 1, "andet punktum

97

fastsætter en undtagelse fra dette princip, der som sådan skal fortolkes strengt (jf. i denne retning

dom Kamberaj, C-571/10, EU:C:2012:233, præmis 86). Der skal fuldt ud tages hensyn til de

grundlæggende rettigheder, når en sådan undtagelse anvendes, idet der tages behørigt hensyn til

faktorer som situationer med overbelægning, behovet for at undgå gentagne overførsler og

eventuelle skadelige virkninger på den tilbagesendtes trivsel, navnlig hvis der er tale om sårbare

personer.

Uforudsigeligt høje antal tilbageholdte: Undtagelsen i henhold til artikel 16, stk. 1, kan anvendes,

når et uforudset højt antal tilbageholdte som følge af uforudsigelige kvantitative udsving i

forbindelse med fænomenet ulovlig migration (som endnu ikke har nået et niveau, hvor det kan

betragtes som en "akut situation", der udtrykkeligt er reguleret i artikel 18) giver problemer med at

anbringe tilbageholdte i særlige faciliteter i medlemsstater, der ellers råder over et passende antal

særlige faciliteter.

Aggressive frihedsberøvede: I overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolens relevante

retspraksis er medlemsstaterne forpligtet til at beskytte frihedsberøvede tilbagesendte mod andre

tilbagesendtes eller frihedsberøvedes aggressive eller utilbørlige adfærd. Medlemsstaterne opfordres

til at finde praktiske metoder til at håndtere denne udfordring i de særlige faciliteter uden at bruge

indkvartering i fængsler. Mulige løsninger kan være at reservere visse dele/fløje af centre for

frihedsberøvede til aggressive personer eller have særlige centre for frihedsberøvede, som er

forbeholdt denne kategori af personer.

Mangel på særlige faciliteter til frihedsberøvede i en regional del af en medlemsstat: Mangel på

særlige faciliteter til frihedsberøvede i en regional del af en medlemsstat - når der findes sådanne

faciliteter i en anden del af samme medlemsstat - kan ikke i sig selv være en begrundelse for ophold

i et almindeligt fængsel. Det blev udtrykkeligt bekræftet af Domstolen i dom i forenede sager Bero

(C-473/1) og Bouzalmate (C-514/13) (præmis 32): "artikel 16, stk. 1, i direktiv 2008/115 skal

fortolkes således, at en medlemsstat er forpligtet til som hovedregel at gennemføre frihedsberøvelse

med henblik på udsendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i en særlig facilitet for

frihedsberøvede i denne stat, selv om den nævnte medlemsstat har en føderal struktur, og den

delstat, som i henhold til national ret har kompetence til at træffe afgørelse om og gennemføre en

sådan frihedsberøvelse, ikke råder over en sådan facilitet for frihedsberøvede."

Korte frihedsberøvelser: Den kendsgerning, at frihedsberøvelsen sandsynligvis kun vil vare i kort

tid (f.eks. syv dage), er ikke en legitim grund til undtagelsesvis at indkvartere den pågældende i et

fængsel.

98

Frihedsberøvelse i lukkede medicinske/psykiatriske institutioner: Frihedsberøvelse inden

udsendelse i lukkede medicinske/psykiatriske institutioner eller sammen med personer, der

tilbageholdes af medicinske årsager, er ikke omfattet af artikel 16, stk. 1, og ville undergrave dens

virkning i praksis, medmindre frihedsberøvelsen i eller overførslen til en særlig facilitet - i lyset af

den pågældende persons helbredstilstand - lader til at være nødvendig for at give ham/hende

passende og konstant specialiseret lægelig overvågning, bistand og pleje med henblik på at

forhindre en forværring af den pågældendes helbredstilstand.

15.3. Adskillelse fra almindelige indsatte

Forpligtelsen til at holde tilbagesendte og indsatte adskilt er et absolut krav:

Tilbagesendelsesdirektivet fastsætter en ubetinget forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold altid holdes adskilt fra almindelige indsatte, når en

medlemsstat, undtagelsesvis, ikke kan indkvartere de pågældende tredjelandsstatsborgere i særlige

faciliteter for frihedsberøvede.

Tidligere indsatte, der skal tilbagesendes: Når fængselsstraffen er afsonet, og den pågældende

person under normale omstændigheder skulle have været løsladt, finder reglerne om

frihedsberøvelse med henblik på udsendelse (herunder forpligtelsen i artikel 16, stk. 1, om

frihedsberøvelse i særlige faciliteter) anvendelse. Hvis forberedelsen af udsendelsen og eventuelt

også selve udsendelsen foregår i en periode, der fortsat er dækket af fængselsstraffen, kan

indkvarteringen i et fængsel opretholdes (eftersom den stadig er omfattet af straffen for den tidligere

begåede lovovertrædelse). Medlemsstaterne opfordres til at indlede den identifikationsproces, der er

nødvendig for udsendelsen, allerede i god tid i forvejen, mens personen stadig afsoner sin

fængselsstraf.

Aggressive frihedsberøvede: Aggressiv eller utilbørlig opførsel fra tilbagesendte personers side er

ikke en begrundelse for at indkvartere de pågældende sammen med almindelige indsatte,

medmindre en voldshandling udgør en lovovertrædelse, og en domstol har pålagt den pågældende

person en fængselsstraf.

Udtrykket "almindelig indsat" dækker både dømte indsatte og varetægtsfængslede: Det bekræftes i

retningslinje 10, afsnit 4, i Europarådets Ministerudvalgs "Tyve retningslinjer om tvangsmæssig

tilbagesendelse" af 4. maj 2005, der udtrykkeligt understreger, at personer, der tilbageholdes, mens

de venter på at blive udsendt fra området, ikke normalt må indkvarteres sammen med almindelige

indsatte, uanset om de er dømte eller varetægtsfængslede. Tilbageholdte skal derfor også adskilles

fra varetægtsfængslede.

99

Tilbagesendtes samtykke til at blive tilbageholdt sammen med indsatte er ikke en mulighed: I sin

dom i sag C-474/13, Pham, præmis 21 og 22, præciserede Domstolen udtrykkeligt: "I denne

henseende er kravet i dette direktivs artikel 16, stk. 1, andet punktum, om at holde

tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold adskilt fra almindelige indsatte mere end blot en

specifik gennemførelsesbestemmelse vedrørende frihedsberøvelse af tredjelandsstatsborgere i

fængsler og udgør en materiel betingelse for denne frihedsberøvelse, uden hvis opfyldelse

frihedsberøvelsen principielt ikke er i overensstemmelse med direktivet. På denne baggrund kan en

medlemsstat ikke tage hensyn til den berørte tredjelandsstatsborgers vilje".

15.4. Materielle forhold under frihedsberøvelsen

Tilbagesendelsesdirektivet - artikel 16, Europarådets retningslinje 10 om tvangsmæssig tilbagesendelse ("forhold under

frihedsberøvelse inden udsendelse"), CPT-standarder, De Europæiske Fængselsregler, 2006

Tilbagesendelsesdirektivet fastsætter i sig selv en række konkrete garantier. Medlemsstaterne er

forpligtet til at:

– sikre akut lægebehandling og absolut nødvendig behandling af sygdom

– være opmærksom på sårbare personers situation, herunder mere overordnet at sikre, at

der tages behørigt hensyn til faktorer som de pågældende personers alder, handicap,

helbred og mentale sundhed

– give tilbageholdte oplysninger, der forklarer de regler, der gælder i faciliteten, og som

angiver deres rettigheder og pligter. Det anbefales, at disse oplysninger gives så hurtigt

som muligt og senest 24 timer efter ankomsten

– give tilbageholdte mulighed for at sætte sig i forbindelse med retlige repræsentanter,

familiemedlemmer og kompetente konsulære myndigheder

– give relevante og kompetente nationale, internationale og ikke-statslige organisationer

og organer mulighed for at besøge faciliteter for frihedsberøvede. Denne rettighed skal

gives direkte til de pågældende organer uafhængigt af en konkret invitation fra den

frihedsberøvede.

For så vidt angår de spørgsmål, der ikke udtrykkeligt er reguleret i tilbagesendelsesdirektivet, skal

medlemsstaterne overholde Europarådets relevante standarder, navnlig "CPT-standarderne":

Tilbagesendelsesdirektivet regulerer ikke visse materielle forhold under frihedsberøvelsen, såsom

værelsernes størrelse, adgang til sanitære faciliteter, adgang til frisk luft, kost osv. under

frihedsberøvelsen. I betragtning 17 bekræftes det dog, at frihedsberøvede tredjelandsstatsborgere

bør behandles "humant og værdigt" med respekt for deres grundlæggende rettigheder og under

overholdelse af folkeretten. Når medlemsstater pålægger frihedsberøvelse med henblik på

100

udsendelse, skal det ske i henhold til betingelserne i artikel 4 i chartret om grundlæggende

rettigheder, der forbyder umenneskelig eller nedværdigende behandling. Denne forpligtelses

praktiske betydning for medlemsstaterne er beskrevet nærmere, navnlig i:

1) Europarådets retningslinje om tvangsmæssig tilbagesendelse nr. 10 ("forhold under

frihedsberøvelse inden udsendelse")

2) de standarder, der er fastsat af Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur ("CPT-

standarder", dokument CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2013, tilgængeligt på:

www.cpt.coe.int/en/docsstandards.htm), som specifikt omhandler de særlige behov og

forhold for ulovlige migranter, der frihedsberøves

3) De Europæiske Fængselsregler fra 2006 (rekommandation Rec(2006)2 fra Europarådets

Ministerkomité til medlemsstaterne) som grundlæggende minimumsstandarder

vedrørende alle spørgsmål, der ikke er behandlet i førnævnte standarder

4) FN's minimumsstandardregler for behandling af fanger (godkendt af FN's Økonomiske

og Sociale Råd i resolution 663 C (XXIV) af 31.7.1957 og 2076 (LXII) af 13.5.1977).

Disse standarder udgør en almindeligt anerkendt beskrivelse af de forpligtelser i forbindelse med

frihedsberøvelse, som medlemsstaterne skal overholde i forbindelse med enhver frihedsberøvelse

som et absolut minimum, for at sikre iagttagelse af forpligtelserne i henhold til den europæiske

menneskerettighedskonvention og forpligtelserne i henhold til chartret om grundlæggende

rettigheder, når EU-retten anvendes:

Europarådets retningslinje nr. 10 - Forhold under frihedsberøvelse inden udsendelse

1. Personer, der frihedsberøves, mens de afventer udsendelse, skal normalt indkvarteres i så kort

tid som muligt i særlige faciliteter til formålet under materielle forhold og en ordning, der er

tilpasset deres juridiske situation, og med tilstrækkeligt kvalificeret personale.

2. Sådanne faciliteter skal indeholde boliger, der er tilstrækkeligt møblerede, rene og i god

vedligeholdelsestilstand og med tilstrækkelig plads til det antal personer, der skal bo der.

Derudover skal det i forbindelse med indretningen af lokalerne så vidt muligt undgås, at man får

indtryk af at være i et "fængsel". Organiserede aktiviteter skal omfatte udendørs idræt, adgang til

en opholdsstue og til radio/tv og aviser/magasiner og andre passende fritidsaktiviteter.

3. Personalet i sådanne faciliteter skal være nøje udvalgt og modtage passende uddannelse.

Medlemsstaterne opfordres til så vidt muligt at give de relevante medarbejdere uddannelse, der ikke

blot giver dem færdigheder inden for personlig kommunikation, men også giver dem kendskab til de

frihedsberøvedes forskellige kulturer. Det foretrækkes, at en del af personalet har relevante

sprogfærdigheder og er i stand til at genkende mulige symptomer på stressreaktioner hos de

101

frihedsberøvede og træffe hensigtsmæssige foranstaltninger. Personalet skal også om nødvendigt

kunne trække på støtte udefra, navnlig medicinsk og social støtte.

4. Personer, der tilbageholdes, mens de venter på at blive udsendt fra området, må ikke normalt

indkvarteres sammen med almindelige indsatte, uanset om det drejer sig om dømte eller

varetægtsfængslede. Mænd og kvinder skal holdes adskilt fra det modsatte køn, hvis de ønsker det;

princippet om familiens enhed skal dog respekteres, og familier skal derfor indkvarteres i

overensstemmelse hermed.

5. De nationale myndigheder skal sikre, at de personer, der tilbageholdes i de pågældende

faciliteter, har adgang til advokater, læger, ikke-statslige organisationer, familiemedlemmer og

UNHCR, og at de er i stand til at kommunikere med verden udenfor i overensstemmelse med

relevante nationale regler. Der skal desuden regelmæssigt føres tilsyn med, hvordan disse

faciliteter fungerer, herunder af anerkendte uafhængige tilsynsførende.

6. Frihedsberøvede har ret til at indgive klager over påståede tilfælde af dårlig behandling eller

undladelse af at beskytte dem mod vold fra andre frihedsberøvedes side. Klagere og vidner

beskyttes mod eventuel dårlig behandling eller intimidering som følge af deres klage eller beviser til

støtte herfor.

7. Frihedsberøvede skal systematisk have oplysninger, som forklarer de regler, der gælder i

faciliteten, og den procedure, der finder anvendelse, og beskriver deres rettigheder og forpligtelser.

Disse oplysninger skal være tilgængelige på de sprog, der oftest anvendes af de berørte personer,

og der skal om nødvendigt bruges en tolk. Frihedsberøvede skal underrettes om, at de har ret til at

henvende sig til en advokat efter eget valg, deres lands kompetente diplomatiske repræsentation,

internationale organisationer såsom UNHCR og Den Internationale Organisation for Migration

(IOM) og ikke-statslige organisationer. Der skal ydes bistand i denne henseende.

CPT-standarder for frihedsberøvelse i forbindelse med indvandring - uddrag

29. (faciliteter for frihedsberøvede) ... Sådanne faciliteter skal naturligvis indeholde boliger, der er

tilstrækkeligt møblerede, rene og i god vedligeholdelsestilstand og med tilstrækkelig plads til det antal

personer, der skal bo der. Derudover skal det i forbindelse med indretningen af lokalerne så vidt

muligt undgås, at man får indtryk af at være i et "fængsel". For så vidt angår organiserede aktiviteter,

skal de omfatte udendørs idræt, adgang til en opholdsstue og til radio/tv og aviser/magasiner og

andre passende fritidsaktiviteter (f.eks. brætspil, bordtennis). Jo længere tid personerne er

frihedsberøvede, jo flere aktiviteter skal de tilbydes.

102

Personalet i centre for frihedsberøvede migranter har en særlig vanskelig opgave. For det første vil

der uundgåeligt være kommunikationsvanskeligheder forårsaget af sprogbarrierer. For det andet vil

mange frihedsberøvede personer finde det vanskeligt at acceptere, at de er blevet frihedsberøvet, når

de ikke er mistænkt for en lovovertrædelse. For det tredje er der en risiko for spændinger mellem

frihedsberøvede af forskellige nationaliteter eller etniske grupper. Derfor lægger CPT vægt på, at

tilsynspersonalet i sådanne centre udvælges nøje og modtager passende uddannelse. Ud over at være

i besiddelse af omfattende kvalifikationer inden for personlig kommunikation skal medarbejderne

have kendskab til de frihedsberøvedes forskellige kulturer, og mindst visse af dem skal have relevante

sprogfærdigheder. Derudover skal de lære, hvordan man genkender mulige symptomer på

stressreaktioner hos de frihedsberøvede (hvad enten det drejer sig om posttraumatiske lidelser eller

stress forårsaget af sociale og kulturelle ændringer) og træffer hensigtsmæssige foranstaltninger.

79. Forhold under frihedsberøvelse for ulovlige migranter skal afspejle arten af deres

frihedsberøvelse med begrænsede restriktioner og mange forskellige aktiviteter. Tilbageholdte

ulovlige migranter skal f.eks. have alle muligheder for at opretholde en meningsfuld kontakt med

verden udenfor (herunder hyppige muligheder for telefonopkald og besøg) og bør begrænses så lidt

som muligt i deres bevægelsesfrihed inden for faciliteten for frihedsberøvede. Selv når forholdene

under frihedsberøvelse i fængsler opfylder disse krav - hvilket langt fra altid er tilfældet - mener

CPT, at frihedsberøvelse af ulovlige migranter i et fængselsmiljø er grundlæggende forkert af

ovennævnte årsager.

82. Retten til adgang til advokatbistand skal omfatte retten til at tale fortroligt med en advokat

og til at modtage advokatbistand i forbindelse med spørgsmål om bopæl, frihedsberøvelse og

udvisning. Det indebærer, at når ulovlige migranter ikke selv er i stand til at udpege og betale en

advokat, skal de have adgang til retshjælp.

Derudover skal alle nyankomne frihedsberøvede straks undersøges af en læge eller af en fuldt

kvalificeret sygeplejerske, der refererer til en læge. Retten til adgang til en læge skal omfatte retten

til - hvis en ulovlig migrant ønsker det - at blive undersøgt af en læge efter eget valg; den

frihedsberøvede forventes dog eventuelt at afholde udgifterne til en sådan undersøgelse.

Muligheden for, at den ulovlige migrant kan underrette en pårørende eller en tredjepart om

frihedsberøvelsen, fremmes i høj grad, hvis den pågældende får lov til at beholde sin mobiltelefon

under frihedsberøvelsen eller i det mindste have adgang til den.

90. Vurderingen af ulovlige migranters helbredstilstand under frihedsberøvelsen er et vigtigt

ansvarsområde i forhold til hver enkelt frihedsberøvet person og i forhold til en gruppe af ulovlige

migranter som helhed. Ulovlige migranters mentale og fysiske helbred kan være negativt påvirket af

103

tidligere traumatiske oplevelser. Den kendsgerning, at personen har forladt sine vante personlige

og kulturelle omgivelser, og usikkerhed omkring fremtiden kan desuden forværre den mentale

tilstand, herunder forværre på forhånd eksisterende symptomer på depression, angst og

posttraumatisk lidelse.

91. Som minimum skal der dagligt være adgang til en person med anerkendte kvalifikationer

inden for sygepleje i alle centre for frihedsberøvede ulovlige migranter. Denne person skal navnlig

gennemføre den indledende lægeundersøgelse af nyankomne (navnlig med hensyn til overførbare

sygdomme, herunder tuberkulose), modtage anmodninger om at komme til at se en læge, sikre

tilvejebringelse og uddeling af ordinerede lægemidler, føre den medicinske dokumentation og føre

tilsyn med de almindelige hygiejneforhold.

De Europæiske Fængselsregler fra 2006 - uddrag

Overnatningsfaciliteter

18.1 Ved indkvartering af de indsatte, og i særdeleshed ved indkvartering i soverum skal den

menneskelige værdighed og så vidt muligt privatlivets fred respekteres, og alle sundheds- og

hygiejnemæssige krav skal opfyldes, idet der skal tages behørigt hensyn til de klimatiske forhold og

i særdeleshed gulvarealet, rumindholdet af luft, belysning, opvarmning og udluftning.

18.2 I alle bygninger, hvor indsatte skal bo, arbejde eller have fællesskab, gælder:

a. vinduerne skal være store nok til, at de indsatte under normale forhold kan læse eller arbejde ved

dagslys, samt give mulighed for at lukke frisk luft ind, undtagen hvor der er et tilstrækkeligt

klimaanlæg,

b. den kunstige belysning skal opfylde anerkendte tekniske standarder, og

c. der skal være et alarmsystem, der gør det muligt for de indsatte umiddelbart at tilkalde

personalet.

Hygiejne

19.1 Alle områder af ethvert fængsel skal til enhver tid vedligeholdes ordentligt og holdes rene.

19.2 Når de indsatte indsættes i fængslet, skal de tildelte celler eller andre opholdsrum være rene.

19.3 De indsatte skal have nem adgang til sanitære faciliteter, som er hygiejniske og yder respekt

for privatlivets fred.

19.4 Af hensyn til den generelle hygiejne skal der forefindes tilstrækkelige faciliteter til, at alle

indsatte kan få et bad eller brusebad ved en passende temperatur i forhold til klimaet, så vidt muligt

hver dag, men mindst to gange om ugen (eller hyppigere, hvis det er nødvendigt).

104

19.5 De indsatte skal have en god personlig hygiejne og holde deres tøj og soverum rent og

ordentligt.

19.6 Fængselsmyndighederne skal forsyne dem med midlerne dertil, herunder toiletartikler og

almindelige rengøringsredskaber og -artikler.

19.7 Der skal tages særligt hensyn til kvinders sanitære behov.

Tøj og sengetøj

20.1 Indsatte, som ikke selv har egnet tøj, skal forsynes med tøj, der passer til klimaet.

20.2 Dette tøj må ikke være nedværdigende eller ydmygende.

20.3 Alt tøj skal holdes i ordentlig stand og skal udskiftes, når det er nødvendigt.

20.4 Indsatte, som får tilladelse til at færdes uden for fængslet, må ikke være tvunget til at bære tøj,

der identificerer dem som indsatte.

21. Alle indsatte skal have egen seng og eget hensigtsmæssigt sengetøj, som skal holdes i god stand,

og som skal skiftes tit nok til at sikre, at det er rent.

Ernæring

22.1 De indsatte skal have en nærende kost, som tager hensyn til deres alder, helbred, fysiske

tilstand, religion, kultur og arten af deres arbejde.

22.2 Kravene til en nærende kost, herunder mindsteindholdet af energi og proteiner, skal fastsættes

i den nationale ret.

22.3 Maden skal tilberedes og serveres på en hygiejnisk måde.

22.4 Der skal være tre måltider om dagen med rimelige indbyrdes intervaller.

22.5 De indsatte skal til enhver tid have adgang til rent drikkevand.

22.6 Hvis det er nødvendigt af lægelige årsager, kan lægen eller en sygeplejerske ordinere

ændringer i kosten til bestemte indsatte.

Opholdsvilkår i fængslet

25.1 Alle indsatte skal tilbydes et alsidigt aktivitetsprogram.

25.2 Alle indsatte skal have mulighed for at tilbringe så mange timer dagligt uden for deres celler,

som det er nødvendigt for at få et passende omfang af menneskeligt og socialt samvær.

25.3 De indsattes forsorgsmæssige behov skal ligeledes imødekommes.

105

25.4 Der skal tages særligt hensyn til behovene hos indsatte, der har været udsat for fysisk, psykisk

eller seksuelt misbrug.

Motion og rekreative aktiviteter

27.1 Alle indsatte skal, hvis vejret tillader det, have mulighed for mindst en times udendørs motion

hver dag.

27.2 Når vejret er dårligt, skal der træffes alternative foranstaltninger for at give de indsatte

mulighed for at motionere.

27.3 Opholdsvilkårene skal som en integreret del omfatte passende organiserede aktiviteter til at

fremme de indsattes fysiske form og give dem mulighed for passende motion og rekreative

aktiviteter.

27.4 Fængselsmyndighederne skal fremme sådanne aktiviteter ved at sørge for passende faciliteter

og udstyr.

27.5 Fængselsmyndighederne skal sørge for at organisere særlige aktiviteter for indsatte med

behov herfor.

27.6 Der skal være mulighed for rekreative aktiviteter i form af sport, spil, kulturaktiviteter, hobby-

og andre fritidsaktiviteter, og de indsatte skal så vidt muligt have lov til selv at organisere dem.

27.7 De indsatte skal have ret til at have fællesskab med hinanden i forbindelse med motion og med

henblik på at tage del i rekreative aktiviteter.

Ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed

29.1 De indsattes ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed skal respekteres.

29.2 Opholdsvilkårene skal så vidt muligt organiseres således, at de indsatte kan praktisere deres

religion og følge deres tro, deltage i gudstjenester eller møder, der ledes af godkendte

repræsentanter for den pågældende religion eller tro, modtage ukontrollerede besøg af disse

repræsentanter for deres religion eller tro samt have bøger eller litteratur vedrørende deres

religion eller tro i deres besiddelse.

29.3 De indsatte må ikke tvinges til at praktisere en religion eller en tro, deltage i gudstjenester

eller religiøse møder, deltage i religiøse skikke eller modtage besøg af en repræsentant for en

religion eller en tro.

Etniske eller sproglige minoriteter

38.1 Der skal træffes særlige foranstaltninger for at imødekomme behovene hos indsatte, som

tilhører etniske eller sproglige minoriteter.

106

38.2 Så vidt som det er praktisk muligt, skal det være tilladt for forskellige grupper at fortsætte

deres kulturelle skikke i fængslet.

38.3 Sproglige behov skal imødekommes ved at anvende kompetente tolke og ved at sørge for

skriftligt materiale på en række af de sprog, der tales i det enkelte fængsel.

Sundhedsmæssig bistand.

40.3 De indsatte skal uden diskrimination på grund af deres retlige status have adgang til de

sundhedsydelser, der er tilgængelige i landet.

40.4 Fængslets lægelige betjening skal forsøge at konstatere og behandle eventuelle fysiske eller

psykiske lidelser eller mangler hos de indsatte.

40.5 Til dette formål skal alle nødvendige medicinske, kirurgiske og psykiatriske

behandlingsformer, herunder de behandlingsformer, der er til rådighed i samfundet udenfor, være

til rådighed for de indsatte.

Lægeligt og sundhedsfagligt personale

41.1 I alle fængsler skal der være mulighed for at konsultere mindst én læge.

41.2 Der skal træffes foranstaltninger til at sikre, at der til enhver tid er mulighed for omgående at

konsultere en læge i nødstilfælde.

41.3 Hvis et fængsel ikke har en læge ansat på fuld tid, skal en deltidsansat læge regelmæssigt

komme på besøg.

41.4 Alle fængsler skal have personale med en passende sundhedsfaglig uddannelse.

41.5 Alle indsatte skal have adgang til kvalificeret tandlæge- og optikerhjælp.

Lægens pligter

42.1 Lægen eller en sygeplejerske, der refererer til lægen, skal tilse alle indsatte snarest muligt

efter indsættelsen og skal undersøge dem, medmindre dette er åbenbart unødvendigt.

42.2 Lægen eller en sygeplejerske, der refererer til lægen, skal på anmodning undersøge den

indsatte ved løsladelsen og skal i øvrigt undersøge de indsatte, når det er nødvendigt.

42.3 Ved undersøgelsen af en indsat skal lægen eller en sygeplejerske, der refererer til lægen, være

særligt opmærksom på:

a. at overholde de normale regler om lægelig tavshedspligt,

b. at diagnosticere fysiske eller psykiske lidelser og at træffe alle nødvendige forholdsregler til

behandling samt fortsættelse af igangværende lægelig behandling,

107

c. at notere og rapportere ethvert tegn på eller antydning af, at en indsat kan have været udsat for

vold, til de relevante myndigheder,

d. at behandle abstinenssymptomer som følge af brug af stoffer, medicin eller alkohol,

e. at identificere psykisk eller anden stress forårsaget af frihedsberøvelsen,

f. at isolere indsatte, der mistænkes for at lide af smitsomme sygdomme, i infektionsperioden og

give dem tilstrækkelig behandling,

g. at sikre, at indsatte, der er smittet med HIV, ikke isoleres alene af den grund,

h. at konstatere fysiske eller psykiske mangler, som kan vanskeliggøre den indsattes resocialisering

efter løsladelsen,

i. at vurdere den indsattes egnethed til arbejde og motion, og

j. at træffe foranstaltninger sammen med behandlingssteder i samfundet vedrørende fortsættelsen af

nødvendig lægelig eller psykiatrisk behandling efter løsladelsen, hvis de indsatte giver deres

samtykke hertil.

Sundhedsydelser

46.1 Syge indsatte med behov for specialistbehandling skal overflyttes til specialinstitutioner eller

almindelige hospitaler, hvis behandlingen ikke er tilgængelig i fængslet.

46.2 Hvis et fængsel råder over egne hospitalsfaciliteter, skal de være tilstrækkeligt bemandet og

udstyret til at kunne give de indsatte, der henvises dertil, passende pleje og behandling.

16. Frihedsberøvelse af mindreårige og familier


1. Uledsagede mindreårige og familier med mindreårige børn må kun frihedsberøves som en sidste

udvej og i det kortest mulige passende tidsrum.

2. Familier, der frihedsberøves, mens de venter på at blive udsendt, skal have separat bolig, der i

tilstrækkelig grad sikrer privatlivets fred.

3. Frihedsberøvede mindreårige skal have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter, herunder leg

og rekreative aktiviteter, der passer til deres alder, og skal afhængig af varigheden af deres ophold

have adgang til undervisning.

4. Uledsagede mindreårige skal så vidt muligt have bolig i institutioner med personale og

faciliteter, der tager hensyn til de behov, som personer i deres aldersgruppe har.

108

5. Barnets tarv er et væsentligt hensyn i forbindelse med frihedsberøvelse af mindreårige, der

venter på at blive udsendt.

Også i forbindelse med frihedsberøvelse af mindreårige og deres familier skal de principper, der

allerede gælder i henhold til hovedreglen for frihedsberøvelse i artikel 15 (frihedsberøvelse kun som

en sidste udvej, alternativer foretrækkes, individuel vurdering i hver enkelt sag, …), anvendes fuldt

ud. Barnets tarv skal altid være et væsentligt hensyn i forbindelse med frihedsberøvelse af

mindreårige og deres familier.

Teksten til artikel 17 i tilbagesendelsesdirektivet svarer nøje til teksten i Europarådets

retningslinje 11 - Børn og familier. Yderligere konkret vejledning kan findes i bemærkningerne til

denne retningslinje:

Europarådets retningslinje 11 - børn og familier

Bemærkninger

1. Afsnit 1, 3 og 5 i denne retningslinje er inspireret af de relevante bestemmelser i konventionen

om barnets rettigheder, som blev vedtaget og åbnet for undertegnelse, ratificering og tiltrædelse af

FN's Generalforsamling ved resolution 44/25 af 20. november 1989 og ratificeret af alle

Europarådets medlemsstater. For så vidt angår afsnit 2, skal det bemærkes, at retten til respekt for

familieliv i henhold til artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention også gælder i

forbindelse med frihedsberøvelse.

2. For så vidt angår frihedsberøvelse af børn, fastsættes det navnlig i artikel 37 i konventionen om

barnets rettigheder, at "anholdelse, tilbageholdelse eller fængsling af et barn skal følge lovens

forskrifter og må kun bruges som en sidste udvej og for det kortest mulige passende tidsrum"

(artikel 37, litra b)). I henhold til artikel 20, stk. 1, i denne konvention gælder det, at "et barn, der

midlertidigt eller konstant er afskåret fra sine familiemæssige omgivelser eller som af hensyn til sit

eget bedste ikke kan tillades at forblive i disse omgivelser, har ret til særlig beskyttelse og bistand

fra statens side".

3. Inspiration blev også hentet i § 38 i FN-reglerne om beskyttelse af frihedsberøvede mindreårige,

som blev vedtaget af FN's Generalforsamling ved resolution 45/113 af 14. december 1990, og som

finder anvendelse på enhver frihedsberøvelse, dvs. "enhver form for frihedsberøvelse eller

fængsling eller anbringelse af en person i en offentlig eller privat facilitet for frihedsberøvede, som

den pågældende person ikke må forlade, når det ønskes, ved kendelse fra en retslig, administrativ

eller anden offentlig myndighed" (§ 11, litra b)). I § 38 hedder det: "Enhver mindreårig i den

skolepligtige alder har ret til undervisning, der er tilpasset hans/hendes behov og evner, og som

skal forberede ham/hende på at vende tilbage til samfundet. En sådan undervisning skal

109

tilvejebringes uden for faciliteten for frihedsberøvede i samfundets skoler, når det er muligt, og

under alle omstændigheder af kvalificerede undervisere via programmer, der er integreret i landets

uddannelsessystem, således at mindreårige efter løsladelse uden problemer kan fortsætte deres

skolegang. Faciliteternes administration skal være særlig opmærksomme på undervisning af

udenlandske mindreårige eller mindreårige med særlige kulturelle eller etniske behov.

Mindreårige, der er analfabeter eller har kognitive vanskeligheder eller indlæringsvanskeligheder,

skal have ret til særlig undervisning".

4. Den sidste paragraf afspejler det overordnede princip i konventionen om barnets rettigheder,

som i artikel 3, stk. 1, fastsætter følgende: "I alle foranstaltninger vedrørende børn, hvad enten

disse udøves af offentlige eller private institutioner for social velfærd, domstole,

forvaltningsmyndigheder eller lovgivende organer, skal barnets tarv komme i første række". Det

gælder naturligvis også afgørelser om frihedsberøvelse af børn, der venter på at blive udsendt fra

området.

For så vidt angår frihedsberøvelse af børn, fastsætter CPT-standarderne følgende regler, der skal

respekteres af medlemsstaterne, når de - undtagelsesvis og som sidste udvej - anvender

frihedsberøvelse:

CPT-standarder vedrørende frihedsberøvelse af mindreårige - uddrag

97. Ifølge CPT skal det så vidt muligt undgås at anvende frihedsberøvelse i forhold til

mindreårige ulovlige migranter. I henhold til princippet om "barnets tarv", jf. artikel 3 i FN's

konvention om barnets rettigheder, er frihedsberøvelse af børn, herunder uledsagede børn og børn,

der er blevet adskilt fra deres familie, sjældent berettiget og må ifølge komitéen under alle

omstændigheder ikke udelukkende ske på grund af manglende bopæl i landet. Når et barn,

undtagelsesvis, frihedsberøves, skal frihedsberøvelsens varighed være så kort som mulig, og man

bør gøre alt for at sikre, at uledsagede børn og børn, der er blevet adskilt fra deres familie, løslades

fra en facilitet for frihedsberøvede og anbringes under mere hensigtsmæssig pleje. Som følge af et

barns sårbare karakter skal der desuden gælde yderligere garantier, når et barn frihedsberøves,

særlig i de tilfælde, hvor barnet er adskilt fra sine forældre eller andre omsorgspersoner eller er

uledsaget uden forældre, omsorgspersoner eller pårørende.

98. Så hurtigt som muligt, efter at myndighederne får kendskab til tilstedeværelsen af et barn,

skal en fagperson gennemføre en indledende samtale på et sprog, som barnet forstår. Der skal

foretages en vurdering af barnets særlige sårbarhedsmomenter, herunder i forhold til alder,

helbred, psykosociale faktorer og andre beskyttelsesbehov, herunder som følge af vold,

menneskehandel eller traumer. Uledsagede børn eller børn, der er blevet adskilt fra deres familie,

110

skal gives hurtig og gratis adgang til juridisk og anden passende bistand, herunder udpegelse af en

værge eller juridisk repræsentant. Der skal desuden indføres mekanismer for vurdering af

værgemålets fortsatte kvalitet.

99. Der skal træffes foranstaltninger for at sikre regelmæssig tilstedeværelse af, og individuelle

samtaler med, en socialrådgiver og en psykolog i faciliteter med frihedsberøvede børn.

Medarbejdere af begge køn er endnu en garanti mod dårlig behandling; tilstedeværelsen af både

mandlige og kvindelige medarbejdere kan have gavnlige virkninger, for så vidt angår

frihedsberøvelsens etiske grundlag, og fremme en grad af normalitet i et center for frihedsberøvede.

Børn, der berøves deres frihed, skal også tilbydes en række konstruktive aktiviteter (med særlig

fokus på at sætte barnet i stand til at fortsætte sin uddannelse).

100. Med henblik på at begrænse risikoen for udnyttelse skal der træffes særlige foranstaltninger

for at sikre beboelse, der er egnet til børn, f.eks. ved at adskille dem fra voksne, medmindre det af

hensyn til barnets tarv betragtes som bedst ikke at gøre det. Det ville f.eks. være tilfældet, når børn

er i selskab med deres forældre eller andre nære pårørende. I givet fald bør man gøre alt for at

undgå at opdele familien.

131. Effektive klage- og kontrolprocedurer er grundlæggende garantier mod dårlig behandling i

alle centre for frihedsberøvede, herunder centre for frihedsberøvede mindreårige. Mindreårige (og

deres forældre eller juridiske repræsentanter) skal have muligheder for at klage i faciliteternes

administrative system og skal have ret til at indsende klager - som skal behandles fortroligt - til en

uafhængig myndighed. Klageprocedurerne skal være enkle, effektive og børnevenlige, navnlig for

så vidt angår det anvendte sprog. Mindreårige (og deres forældre eller juridiske repræsentanter)

skal have ret til at søge juridisk rådgivning om klager og til gratis retshjælp, når det kræves i

retfærdighedens interesse.

132. CPT tillægger det også særlig betydning, at alle centre for frihedsberøvede

mindreårige regelmæssigt besøges af et uafhængigt organ, såsom en besøgskomité, en dommer,

børneombudsmanden eller den nationale forebyggelsesmekanisme (oprettet ved den valgfrie

protokol til FN's konvention om tortur - OPCAT) med bemyndigelse til at modtage - og om

nødvendigt handle på - mindreåriges klager eller klager indgivet af deres forældre eller juridiske

repræsentanter, for at inspicere beboelsen og faciliteterne og vurdere, om de pågældende centre

drives i overensstemmelse med national lovgivning og relevante internationale standarder.

Medlemmer af tilsynsorganet skal være proaktive og henvende sig direkte til mindreårige, herunder

ved at tale med frihedsberøvede under fire øjne.

17. Akutte situationer

111


1. I tilfælde af, at et usædvanligt stort antal tredjelandsstatsborgere, der skal tilbagesendes,

medfører en uforudset stor byrde for kapaciteten af en medlemsstats faciliteter for frihedsberøvede

eller for dens administrative personale eller retspersonale, kan denne medlemsstat, så længe den

usædvanlige situation varer, beslutte at tillade længere perioder til domstolsprøvelser end de i

artikel 15, stk. 2, tredje afsnit fastsatte og at træffe hasteforanstaltninger med hensyn til forholdene

under frihedsberøvelse, som afviger fra de i artikel 16, stk. 1, og artikel 17, stk. 2, fastsatte.

2. Når der tages sådanne ekstraordinære foranstaltninger i brug, underretter den pågældende

medlemsstat Kommissionen. Den underretter også Kommissionen, så snart årsagerne til

anvendelsen af disse ekstraordinære foranstaltninger ikke længere foreligger.

3. Intet i denne artikel må fortolkes som en tilladelse til medlemsstaterne til at fravige deres

generelle forpligtelse til at træffe enhver hensigtsmæssig foranstaltning af generel eller særlig

karakter for at sikre, at deres forpligtelser i henhold til dette direktiv opfyldes.

Mulige undtagelser begrænser sig til tre bestemmelser: Artikel 18 giver medlemsstaterne mulighed

for at undlade at anvende tre bestemmelser om frihedsberøvelse i direktivet (nemlig forpligtelsen til

at foreskrive hurtig domstolsprøvelse af frihedsberøvelsens lovlighed, forpligtelsen til udelukkende

at indkvartere frihedsberøvede i særlige faciliteter og forpligtelsen til at give familier separat bolig,

der i tilstrækkelig grad sikrer privatlivets fred) i akutte situationer, hvor der pludselig ankommer et

stort antal ulovlige migranter. Undtagelser fra andre regler i tilbagesendelsesdirektivet er ikke

mulige.

Gennemførelse i national lovgivning er en forudsætning for eventuel anvendelse af bestemmelsen

om akutte situationer: Artikel 18 beskriver og begrænser de omfattede situationer og mulige

undtagelser og forpligtelser til underretning af Kommissionen. Hvis en medlemsstat ønsker at have

mulighed for at anvende denne beskyttelsesklausul i tilfælde af akutte situationer, skal den først

have gennemført den korrekt12 - som en mulighed og i overensstemmelse med kriterierne i

artikel 18 - i sin nationale lovgivning (NB: i modsætning til beskyttelsesklausuler i forordningerne

(f.eks. bestemmelserne i Schengengrænsekodeksen om genindførelse af kontrol ved de indre

grænser) skal beskyttelsesklausuler i direktiver gennemføres i den nationale lovgivning, før de kan

anvendes).

12 For så vidt angår den specifikke situation for Schweiz, Norge, Island og Liechtenstein: Se fodnote herom i afsnit 2

ovenfor.

112

Medlemsstaterne skal underrette Kommissionen om eventuel brug af bestemmelsen om akutte

situationer via de sædvanlige officielle kanaler, dvs. via medlemsstaternes faste repræsentationer i

Kommissionens Generalsekretariat.

18. Gennemførelse, fortolkning og overgangsbestemmelser

Tilbagesendelsesdirektivets direkte virkning i tilfælde af utilstrækkelig eller forsinket

gennemførelse: I henhold til Domstolens doktrin finder bestemmelser i et direktiv, der giver

enkeltpersoner rettigheder, og som er tilstrækkeligt klare og ubetingede, direkte anvendelse fra og

med fristen for gennemførelse af direktivet. Mange af bestemmelserne i tilbagesendelsesdirektivet

opfylder disse betingelser og skal anvendes direkte af de nationale administrative og retslige

myndigheder i de tilfælde, hvor medlemsstaterne ikke har gennemført visse bestemmelser i

direktivet (eller ikke har gennemført dem i tilstrækkelig grad). Det gælder navnlig bestemmelserne

vedrørende:

– respekt for non-refoulement-princippet (artikel 5 og 9)

– kravet om, at personer, der skal tilbagesendes, normalt skal tilbydes en passende frist

for frivillig udrejse på 7-30 dage (artikel 7)

– begrænsning af anvendelsen af tvangsforanstaltninger i forbindelse med tvangsmæssig

tilbagesendelse (artikel 8)

– uledsagede mindreårige, der er genstand for tilbagesendelsesprocedurer, har ret til at

modtage bistand fra andre relevante organer end de myndigheder, der er ansvarlige for

den tvangsmæssige tilbagesendelse, og medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at

uledsagede mindreårige sendes tilbage til et familiemedlem, til en udpeget værge eller

til passende modtagelsesfaciliteter i tilbagesendelseslandet (artikel 10)

– begrænsning af varigheden af indrejseforbud og behov for individuel undersøgelse i de

enkelte sager (artikel 11) (det blev udtrykkeligt bekræftet af Domstolen i sag C-297/12,

Filev-Osmani, præmis 55)

– proceduremæssige garantier, herunder retten til en skriftlig, begrundet afgørelse om

tilbagesendelse, og retten til effektive retsmidler og juridisk rådgivning og sproglig

bistand (artikel 12 og 13)

– begrænsning af brugen af frihedsberøvelse og den maksimale varighed af

frihedsberøvelsen (artikel 15) og ret til menneskelige og værdige forhold under

frihedsberøvelse (artikel 16) (det blev udtrykkeligt bekræftet af Domstolen i dom i sag

C-61/11, El Dridi, præmis 46 og 47)

113

– begrænsninger og særlige garantier i forbindelse med frihedsberøvelse af mindreårige

og familier (artikel 17).

Anmodninger om præjudicielle afgørelser fra Domstolen: Artikel 267 i TEUF giver domstolen

kompetence til at træffe præjudicielle afgørelser vedrørende fortolkningen og gyldigheden af

tilbagesendelsesdirektivet. Såfremt et sådant spørgsmål rejses ved en ret i en af medlemsstaterne,

kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin

dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet. Såfremt et sådant spørgsmål rejses under en

retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er

retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen. Hvis et sådant spørgsmål rejses under en retssag

ved en national ret vedrørende en frihedsberøvet person, anvender Domstolen en hasteprocedure.

Anmodninger om præjudicielle afgørelser har allerede spillet en vigtig rolle i at sikre en

harmoniseret fortolkning af flere centrale bestemmelser i tilbagesendelsesdirektivet. Se oversigt

over anmodninger til Domstolen i den indledende del af denne håndbog.

Medlemmer af domstole i medlemsstaterne opfordres til fortsat at gøre brug af anmodninger om

præjudicielle afgørelser og anmode Domstolen om en retsgyldig fortolkning, når det viser sig

nødvendigt.

Overgangsbestemmelser for sager/procedurer vedrørende perioder før den 24. december 2010:

Medlemsstaterne skal sikre, at alle personer, der er omfattet af direktivets anvendelsesområde,

nyder godt af de omfattende garantier og rettigheder i henhold til direktivet pr. 24. december 2010 (i

tilfælde af nye medlemsstater: pr. tiltrædelsesdatoen). Det kan være legitimt at fortsætte nationale

tilbagesendelsesprocedurer indledt i overensstemmelse med den nationale lovgivning inden

gennemførelsen, men det må ikke i det væsentlige undergrave rettighederne i henhold til direktivet

(herunder begrænsning af frihedsberøvelse og brug af tvangsforanstaltninger, proceduremæssige

garantier, herunder retten til en skriftlig afgørelse og til at gøre indsigelse mod afgørelsen,

prioritering af frivillig udrejse): Hvis der er tale om en tilbagesendelse, der ikke allerede har fundet

sted inden den 24. december 2010, skal der træffes en afgørelse om tilbagesendelse i

overensstemmelse med betingelserne i direktivets artikel 12, og der skal sikres effektive retsmidler

mod afgørelsen, jf. direktivets artikel 13. "Historiske" indrejseforbud udstedt før den

24. december 2010 skal tilpasses til kravene i tilbagesendelsesdirektivet (se afsnit 11.9 (historiske

indrejseforbud) ovenfor). Perioder med frihedsberøvelse, der er afsluttet, inden reglerne i

tilbagesendelsesdirektivet trådte i kraft, skal tages i betragtning i forbindelse med beregningen af

den samlede maksimale periode i henhold til tilbagesendelsesdirektivet (se afsnit 14.4.2 (frister for

frihedsberøvelse) ovenfor).

114

Indførelse af en undtagelse fra anvendelsesområdet på et senere tidspunkt (efter 2010):

Medlemsstaterne kan beslutte at anvende undtagelsen i artikel 2 (grænsesager og straffesager) på et

senere tidspunkt. Denne ændring i den nationale lovgivning må dog ikke have negative

konsekvenser for personer, der allerede kunne påberåbe sig virkningerne af

tilbagesendelsesdirektivet⇒ se afsnit 2 (anvendelsesområde) ovenfor.

19. Kilder og referencedokumenter

Denne håndbog er baseret på følgende kilder:

1. Referater fra møder i kontaktudvalget om tilbagesendelsesdirektivet (dokument MIGRAPOL CC

Return 51).

2. Uddrag af relevante sager ved Domstolen (med nøgleord og den berørte medlemsstat i parentes):

- dom af 30. november 2009 i sag C-357/09 PPU, Kadzoev, ECLI:EU:C:2009:741

(frihedsberøvelse - årsager til forlængelse, forbindelse til frihedsberøvelse i asylsager - BG)

- dom af 28. april 2011 i sag C-61/11 PPU, El Dridi, ECLI:EU:C:2011:268 (kriminalisering -

fængsling som straf for ulovligt ophold - IT)

- dom af 6. december 2011 i sag C-329/11, Achughbabian, ECLI:EU:C:2011:807 (kriminalisering -

fængsling som straf for ulovligt ophold - FR)

- dom af 6. december 2012 i sag C-430/11, Sagor, ECLI:EU:C:2012:777 (kriminalisering - bøde

som straf for ulovligt ophold, udvisningsforanstaltning, husarrest - IT)

- dom af 21. marts 2013 i sag C-522/11, Mbaye, ECLI:EU:C:2013:190 (kriminalisering af ulovligt

ophold - IT)

- dom af 30. maj 2013 i sag C-534/11, Arslan, ECLI:EU:C:2013:343 (frihedsberøvelse i

forbindelse med henholdsvis tilbagesendelse og asylsager - CZ)

- dom af 10. september 2013 i sag C-383/13 PPU, G. og R., ECLI:EU:C:2013:533 (retten til at

blive hørt inden forlængelse af frihedsberøvelsen - NL)

- dom af 19. september 2013 i sag C-297/12, Filev og Osmani, ECLI:EU:C:2013:569

(indrejseforbud - behov for fastsættelse af varigheden ex officio, historiske indrejseforbud - DE)

- dom af 5. juni 2014 i sag C-146/14 PPU, Mahdi, ECLI:EU:C:2014:1320 (frihedsberøvelse -

årsager til forlængelse og retsligt tilsyn - BG)

- dom af 3. juli 2014 i sag C-189/13, Da Silva, ECLI:EU:C:2014:2043 (kriminalisering - ulovlig

indrejse - FR)

- dom af 17. juli 2014 i forenede sager C-473/13, Bero, og C-514/13, Bouzalmate,

ECLI:EU:C:2014:2095 (forhold under frihedsberøvelse - forpligtelse til at sørge for særlige

faciliteter - DE)

- dom af 17. juli 2014 i sag C-474/13, Pham, ECLI:EU:C:2014:2096 (forhold under

frihedsberøvelse - ikke til rådighed for frihedsberøvet - DE)

115

- dom af 6. november 2014 i sag C-166/13, Mukarubega, ECLI:EU:C:2014:2336 (retten til at blive

hørt, inden der træffes en afgørelse om tilbagesendelse - FR)

- dom af 11. december 2014 i sag C-249/13, Boudjlida, ECLI:EU:C:2014:2431 (retten til at blive

hørt, inden der træffes en afgørelse om tilbagesendelse - FR)

- dom af 18. december 2014 i sag C-562/13, Abdida, ECLI:EU:C:2014:2453 (rettigheder ved udsat

tilbagesendelse - BE)

- dom af 23. april 2015 i sag C-38/14, Zaizoune, ECLI:EU:C:2015:260 (forpligtelse til at træffe

afgørelse om tilbagesendelse - ES)

- dom af 11. juni 2015 i sag C-554/13, Zh. og O., ECLI:EU:C:2015:377 (kriterier for fastsættelse af

frist for frivillig udrejse - NL)

- sag C-290/14, Skerdjan Celaj, verserende sag (kriminalisering af manglende overholdelse af et

indrejseforbud - IT)

- sag C-390/14, Mehrabipari, verserende sag (kriminalisering - fængsling efter 18 måneders

frihedsberøvelse - CY)

- sag C-456/14, Arias, verserende sag (fortolkning af direktiv 2001/40/EF - ES)

- sag C-47/15, Affum, verserende sag (definition af ulovligt ophold, kriminalisering - ulovlig

indrejse - FR)

3. EU-retten om tilbagesendelse:

- Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles

standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere

med ulovligt ophold

- Rådets direktiv 2003/110/EF af 25. november 2003 om bistand ved gennemrejse i

forbindelse med udsendelse med fly

- Rådets direktiv 2001/40/EF af 28. maj 2001 om gensidig anerkendelse af afgørelser om

udsendelse af tredjelandsstatsborgere

- Rådets beslutning 2004/191/EF om fastsættelse af kriterier og nærmere bestemmelser for

udligning af de finansielle ubalancer, som følger af anvendelsen af direktiv 2001/40/EF

- Rådets beslutning 2004/573/EF af 29. april 2004 om tilrettelæggelse af samlet udsendelse

med fly fra to eller flere medlemsstaters område af tredjelandsstatsborgere, der er

omfattet af individuelle afgørelser om udsendelse

4. Europarådets relevante dokumenter:

- "Tyve retningslinjer om tvangsmæssig tilbagesendelse", vedtaget af Europarådets Ministerudvalg

den 4. maj 2005 med bemærkninger (se: CoE Publishing, september 2005, ISBN 92-871-5809-

6)

- CPT-standarder (dokument CPT/Inf/E (2002) 1 - Rev. 2013)

116

- rekommandation Rec(2006)2 fra Ministerudvalget til medlemsstaterne om De Europæiske

Fængselsregler (vedtaget af Ministerudvalget den 11.1.2006 på det 952. møde mellem

ministerrepræsentanterne)

5. Relevante Frontex-dokumenter:

- 7. oktober 2013, Code of Conduct for Joint Return Operations coordinated by FRONTEX

6. Relevante dokumenter fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder

(FRA)

- Oktober 2012, vejledende dokument: Apprehension of migrants in an irregular situation -

fundamental rights considerations

- Handbook on European law relating to asylum, borders and immigration (udarbejdet af FRA og

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol) (2014-udgave)

20. Anvendte forkortelser

Medlemsstater - medlemsstater, der er bundet af tilbagesendelsesdirektivet, dvs.: Alle EU-

medlemsstater, undtagen Det Forenede Kongerige og Irland, samt Schweiz, Norge, Island og

Liechtenstein.

Frontex - Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-

medlemsstaternes Ydre Grænser

FRA - Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder

EØS - Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

TEUF - traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

TEU - traktaten om Den Europæiske Union

SGK - konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen

SIS - Schengeninformationssystemet

bilag hÅndbog om tilbagesendelse · retsgrundlag: tilbagesendelsesdirektivet - artikel 3, stk. 1,...

Documents