1 Bilag 3

KFUK i Gedsted

Blade af Guds riges historie i Vesthimmerland.

Et arbejde gennem et halvt århundrede

Af provs H N Høigaard, Gedsted

(Viborg Stifts Folkeblad, torsdag den 2. april 1936)

Foto: Over billedet har Ole Mortensen skrevet: "Hjem, hjem, mit kære hjem."

- På billedet: "Bag dette vindue var der dansesal til vinteren 1886, derefter missionssal til 1896."

(Ved de to krydser?).

2 Bilag 3

På søndag, palmesøndag, fejrer Gedsted

KFUK sit halvhundred-års-jubilæum. Om det

netop var den dag, det begyndte, ved ingen så

nøje; men i hvert fald, det var i begyndelsen

af 1886, at man lagde ud med det arbejde, der

skulle blive til så megen velsignelse for egnen

her. Det begyndte smaat, uendelig smaat som

forøvrigt alt i Guds Riges Gerning; men der

var noget af Sennepskornets Vækst og Grøde

deri.

Nogle unge Piger, Sine Kristiansen,

senere gift med Indremissionær Søren Han-

sen, St. Thorup; Maren Kirstine Thygesen, nu

Enkefru Ubbe Kristensen, Viborg, Syerske

Maren Kirstine Hansen 1, Vesterbølle, søster

til Gårdejer Jakob Hansen, Vesterbølle, og et

Par andre havde faaet den Tanke, om der ikke

skulde stiftes en Pigeforening, som man den

Gang kaldte det, og de henvendte sig da til

den førstes Broder, Lærer Kristiansen 2, den

Gang i Gørup, siden i Svingelbjerg og sidst

som Indremissionær i Viborg, hvorefter han

Som en højtbedaget Olding lukkede sine Øjne

i Vamdrup 1933.

Hvad denne Mand har betydet for Guds

Riges Arbejde paa disse Egne, er ubereg-

neligt. „Dagen", Evighedens Dag skal aaben-

bare det 3; Han var Manden med det varme

Hjerte, det kloge Hoved og den faste Vilje, alt

i Forening med en ikke almindelig Energi, og

alle disse Egenskaber blev i et Par Menne-

skealdre brugt i den store Mesters Tjeneste.

Læreren satte Mod i de unge Piger, erklærede

sig rede til at lede Møderne, og man begyndte

i et privat Hjem. Første Gang var der fem

1 Syerske Maren Kirstine Hansen: (Ole Mortensens

understregning!) Hun var forunderlig trofast og

nøjeregnende i de mindste dagligdags handlinger og

sagde altid: "Alt hvad jeg gør, det gør jeg for Guds

ansigt", og derfor blev hendes liv både en anklage og

en prædiken som fik evighedbetydning for mange, bl.a.

også for mig O M (Kommentaren er håndskrevet af

Tyttes far Ole Mortensen, skrevet 1936) 2 Lærer Kristiansen (Ole Mortensens understregning og

kommentar!) Han var i sandhed et udvalgt redskab,

som lod sig bruge til at sætte mange arbejdsfelter i

system. 3 Hvad denne Mand har betydet for Guds Riges

Arbejde (Ole Mortensens understregning!)

Deltagere, og de sang blandt andet Salmen

"Foragter ej de ringe Dage".

Men der var også sket noget andet

I Bystrup boede i de Tider en Mand ved

Navn Jens Mortensen4. Hans borgerlige

Haandtering var Murer, men ved Siden heraf

havde Jens dannet sig et Speciale, der om-

fattede, hvad der hørte ind under Begrebet

Liegstouw, Legestue - for at tale Rigsdansk.

Han var Musikanter, og ingen forstod som

den muntre Murer at sætte Liv i en Legestue

og gnide Violinen til Valsens Rytme. Og ikke

nok med det. Han samlede selv de unge til

Legestue i en Sal derhjemme i Bystrup.Aldrig

kedede man sig ved Jens Mortensens

Legestue; der var Liv og glade Dage. Men saa

skete der noget, som ingen skulde have anet,

noget, der blev katastrofalt for Legestuerne

paa disse Kanter af Landet, i hvert Fald for

Jens Mortensens Deltagelse i dem. Det blev

en mærkelig Bekræftelse paa, hvad. Guds Ord

siger om Aanden, der blæser, hvorhen den vil;

vi hører dens Susen, men ved ikke, hvor fra

den kommer, og hvor, den farer hen.

Jo, en Aften eller rettere en Nat sad han,

som han plejede van, og aflokkede sin Violin

de.kendte Toner. Klokken var blevet to,

pludselig rejser Musikeren sig, og begyndte at

pakke Instrumentet ned i Posen. „Hvad Jens,

vil du ikke spille mere?" lød det forundret. -

Nej, det vilde Jens aabenbart ikke. Hvorfor

dog ikke? Og saa kom det, kort og fyndigt, fra

ham: „Nej, for er der et Helvede nogen Steder

paa jorden, saa er det her". 5

Med denne Udtalelse, der intet lod tilbage

at ønske i Tydelighed, forlod Jens Mortensen

Valpladsen for mange straalende Triumfer, og

han kom der aldrig mere. Et nyt Liv begyndte 6; han blev omvendt, for at sige det i al

Korthed.

4 Jens Mortensen er Tyttes farfar.

5 „Nej, for er der et Helvede nogen Steder paa jorden,

saa er det her" (Ole M's understregning!) 6 Et nyt Liv begyndte (Ole M's understregning!)

3 Bilag 3

Denne Mand kom ikke tomhændet ind i

Guds Rige. Han havde et straalende Humør,

en stor naturlig Begavelse og et Hjerte tro

som Guld, dertil meget betydelige Evner til at

tale og vinde Mennesker - ikke for sig selv,

men for Herren. Jeg kan ikke karakterisere

ham bedre end ved at sige: Han var Barn

blandt Børn, ung blandt unge og Mand blandt

Mænd. Og alle disse prægtige Egenskaber

blev helliget af Guds Aand.

Nu var det jo Slut med Jens Mortensens

Legestue i Bystrup, den, han havde sat et ikke

ringe Haab til som Basis for et lille øko-

nomisk Bierhverv. Dog, Salen kom saa sandt

ikke til at staa tom. Langtfra. Den blev brugt i

Herrens Tjeneste, og her var et Centrum eller

- for ikke at sige for meget - et af Centrene for

Guds Rige, indtil Missionshuset i Gedsted

blev bygget i 1896. Masser af Møder er blevet

holdt i den fordums Legestue. Forøvrigt fik

Jans Mortensen nu et nyt Speciale ved Siden

af sit Murerhaandværk og det ihærdige

Arbejde for Herrens Sag.

Han rejste omkring i Himmerland og

byggede Missionshuse,

og det blev mange. Engang har han meddelt

mig Tallet 7; jeg husker det desværre ikke.

Men det er nu en anden Historie, som Kipling

siger. Altsaa, der i „Jens Mortensens Sal",

som man sagde, samledes de unge Piger en

lille halv snes år for derefter at faa

Missionshuset til deres Standkvarter.

Hvorledes forløb nu disse Møder?

Omtrent som Møderne nu til Dags. De

samlede sig om Guds Ord: Det blev udlagt, og

der blev saa Samtale derom. De sang meget;

der var endog engang en Sangforening.

Undertiden blev der læst op af en god Bog, og

ikke sjældent var der Spørgsmaalsbesvarelse.

Foreningen havde en Kasse, hvori

Spørgsmaalene blev lagt. En spurgte engang

om følgende: - Hvad forstaas ved at drage i

ulige Aag med de vantro? Og en anden havde

det paa Hjerte, hvorledes en ung Pige skulde

7 "Engang har han meddelt mig Tallet": Her har Ole

Mortensen tilføjet: "9"

klæde sig. Det har Interesseret mig at faa

oplyst, at Lærer Kristiansen gav samme

Besked, som jeg giver mine Konfirmander:

Klæd jer saadan, at ingen lægger Mærke til,

hvordan I er klædt! 8

De samledes hver 14. Dag. Om Som-

meren var det Søndag Eftermiddag, om

Vinteren Lørdag Aften, Pigernes eneste

Friaften i de Dage; de andre Aftener maatte de

slide med Karterne, Spinderokken og

Synaalen, en skrap, om end ikke ilde

Forberedelse til en Husmodergerning. Der var

et rørende Sammenhold indenfor Flokken,

som efterhaanden blev større og større. En hu-

sker, hvorledes de alle knælede ned og bad for

hende den sidste Aften, inden hun skulde rejse

til en Plads langt sydpaa. Eller de søgte at

paavirke hverandre og gjorde et stort Arbejde

for at faa saa mange med som muligt.

En anden ved saa smukt at berette fra disse

Guds Riges Vaardage:

Der var, en af de unge Piger i Gedsted,

som tog sig saa kærligt af mig og bød mig

med til Møde. Jeg var den Gang 16 Aar,

og der havde længe været en Trang i mit

Hjerte efter noget andet, end hvad jeg

fandt derude i Verden. Da jeg kom til

disse Møder, kunde jeg føle, at der var

skønt at være; jeg mødte det, mit Hjerte

hungrede efter, nemlig at faa det godt med

Gud; og efter nogen Tids Forløb fik jeg

Fred ved Korsets Fod hos Jesus. Hvor var

det dog dejligt at samles med de andre

unge Piger, som havde fundet deres

Frelser. Hvor kunde dog Øjnene straale af

Glæde, naar Lovsangen lød til vor

Frelsers Ære. De skønne Timer glemmer

jeg aldrig.

Nej, de glemmes ikke, endda der er gaaet

det meste af et halvt Aarhundrede siden da.

De er ikke forbi, de bliver aldrig forbi, fordi

Evigheden var i de Stunder der i den lille,

lavloftede Sal i Bystrup, hvor snart Lærer

Kristiansen ledede Møderne, snart Jens

8 Klæd jer saadan, at ingen lægger Mærke til, hvordan I

er klædt! (O M's understregning!)

4 Bilag 3

Mortensen og lejlighedsvis andre som Baltzar

Nielsen fra Bystrup eller Kristen Hansen fra

Gørup. Senere kom ogaa Frøknerne Møller fra

Viborg, navnlig til Festerne.

Meget snart samledes de om Juletræ,

noget ret nyt den Gang. Ved en saadan

Lejlighed blev der afsunget følgende Sang af

Kristiansen:

Mel.: Velkommen, Lærkelil.

Kom nu i Ynglingflok,

Kom nu i Kreds at gaa

Orn Juletræets friske grønne Grene.

Og syng med Højtidsklang

En hellig Julesang

Der gælde skal vor Frelsermand alene.

Velkommen Frelsermand

Fra Himlens skønne Land,

Velkommen hid til jordens lave Rige.

Du laa saa yndig sød

Udi Marias Skød,

Og Engle sang om Fred foruden lige.

Gud Faders Kærlighed

Os sendte dig herned

At frelse faldne Jord fra Syndenøden.

Hver Barnesjæl, som nu

Med ærlig Sind og Hu

Vil tro paa dig, er fri og frelst fra Døden

Du har os dyrekøbt,

Du har os alle døbt,

At evig vi din Ejendon skal være.

Vi nu dig høre til,

Derfor vi ogsaa vil

Dig synge Tak; dit Navn højlovet være!

Bort syndigt Gøglespil, 9

Det hør' ej julen til,

Vi jul vil holde til vor Frelsers .Ære.

Derfor vi samlet er

Om Juletræet her

At fejre jul, som det sig bør at være.

O, salig Julefryd

Om Juletræets Pryd

Med Tro paa julens underfulde Gaade.

Dog skønnest bli'er for vist

Vort juletræ dog hist

I Himmelby, o hvilken herlig Naade!

Vil man lægge Sangen under et litterært

Mikroskop, opdager man snart Paavirkning af

Brorsons „Bort, Verdens juleglæde", hvor det

blandt andet hedder: ,,Bort syndig Legestue" -

den gamle Biskop havde aabenbart ogsaa et

godt Øje til Legestuerne -, men der gaar en

sjælden varm og inderlig Tone gennem disse

Vers.

Viden om fra kom Folk til disse Møder,

fra Vesterbølle, Klotrup, Fjeldsø, Store

Thorup, Lille Thorup, Gørup og selvfølgelig

ogsaa her fra Sognet. En af Deltagerne har

givet et malende Billede heraf:

Jeg husker endnu, at naar vi kom op over

vor Fars Mark, kom der snart en lille Flok

paa 3 a 4, senere flere fra Gedsted, og

naar vi kom paa Kirkebakken (vel at

mærke Bakken ved Bystrup Skole),

dukkede en lignende lille Flok op helt fra

Vesterbølle Mark frem ad Havredal, andre

ad Sønderdal fra Gørup og Lille Thorup,

alle stævnende mod Missionssalen.

Arbejdet i den nyere tid

Efter at Lærer Kristiansen omkring

Aarhundredskiftet - han var da i Svingelbjerg

- havde trukket sig tilbage fra den egentlige

9 "Bort syndigt Gøglespil": Her har Ole Mortensen

tilføjet: "(Liegstouw). Jens Mortensen spillede 1. vio-

lin, når denne sang blev sunget, nu blev violinen brugt

til Guds ære. Det gamle var forbiganget, alt var blevet

nyt, o Gud ske lov."

5 Bilag 3

Ledelse, blev det Kristen Torp fra Gedsted

Mark, der i nogle faa Aar ledede Foreningen,

og derefter traadte Fru Beate Olesen, Gedsted,

til og blev Formand et kvart Aarhundrede fra

1904 til 1929. Hun gik ind til denne Gerning

med megen Bæven og med megen Bøn og

udviste en stor Trofasthed, holdt ud, selv da

hun var mærket af legemlig Skrøbelighed og

Sygdom. I hendes Formandstid skete der en

Vækkelse, som førte ikke faa ind i

Foreningen, og, hvad mere er, til et Liv med

Kristus.

Efter Fru Olesen traadte Enkefru Karen

Dalsgaard til, og nu er det hende, der gør en

trofast Gerning blandt de unge Piger, der i et

betydeligt Antal samles om dette, den Naade,

der tilgiver og tugter, bærer og styrker fra Dag

til Dag, dette gamle og evigt unge

Evangelium, der har baaret Millioner og atter

Millioner af Syndere gennem Jordelivets

Kamp og Møje.

Hvad har alt dette Arbejde, alle disse Møder,

der udgør en Forenings Liv gennem et halvt

Aarhundrede, hvad har alt dette betydet?

Ingen ved det tilfulde, men noget ved vi. Det

har betydet det store, ja, største for dem, der

derigennem har fundet Vej til den gode Hyrde

fra Himlen, og det har derigennem faaet

Betydning for Generationer, for sandt er det,

at den Haand, der rører Vuggen, styrer

Verden.

Saa ofte den Haand lægges i den gennem-

borede Haand, sker der noget, ogsaa det, som

en stor Digter har udtrykt saaledes:

For alle gode Tanker, de kan slet ikke dø,

før endnu bedre Tanker er spiret af deres

Frø.

Eller, som det hedder i den gamle, vise Bog,

vor hellige Bibel: "Der bliver liv overalt, hvor

Bækken kommer frem."

Ja, Bækken, Naadestrømmen fra Gol-

gathas Kors!

Maatte det opleves, rigere og rigere, ikke

blot i denne Forening, men overa!t i den

Verden, der stønner under krise og frygt.

Vi ønsker til Lykke, og vi gør det med

selve Mesterens Ord: Se, jeg er med eder alle

Dage!

At det maatte blive oplevet ogsaa i de Dage,

der danner Fremtidens dunkle Rige! Saa

straaler Lyset, det, der aldrig leder vild.

H. N. Høigaard.