carsten porskrog rasmussen€¦ · des af folket. andre, blandt andet hans tavsen, var som luther...

Nyere tid 1523-1720

Carsten Porskrog Rasmussen

31746_danmarks historie2_4k 8/4/02 22:39 17

31746_danmarks historie2_4k 8/4/02 22:39 Page 118

KAPITEL 7

Reformationen

Reformationen regnes for ét af de store skel i Danmarks historie. Med refor-mationen sluttede middelalderen, og den »nye tid« blev indledt. Karakte-ren af brud understreges af, at forløbet var hurtigt. Fra de første vidnesbyrdom lutherske prædikanter i Danmark til den fuldbyrdede reformation gikder kun tolv år.

I 1523 måtte det ellers umiddelbart se ud som om kirke og adel havdegenvundet kontrollen med samfundet. En kreds af bisper og højadeligehavde taget initiativ til at styrte Christian 2. og indsætte Frederik 1. somkonge i stedet, og i årene 1523-24 fulgtes det af en række politiske beslut-ninger, der bestyrkede adelens og kirkens magt, både på det politiske ni-veau og over for bønderne. På begge punkter havde bisper og adel grund-læggende fælles interesser.

Dette blev yderligere bestyrket af, at alle bispestole på nær én var besatmed adelsmænd i 1523, og også denne sidste endte på adelshænder i 1529.For disse adelsmænd var vejen til bispestolen ikke gået over teologi ogpræstegerning, men over juridiske studier og tjeneste i det kongelige kan-celli. Ved selve udvælgelsen af kirkens øverste ledere var det såledesverdslige krav, der talte mest. Det var fælles for det meste af det katolskeEuropa, men det mødte netop på denne tid en udstrakt kritik i mange lan-de. Meget af kritikken kom fra kirkens egne rækker. Reformteologer vend-te sig i reglen ikke mod kirkens verdslige magt som sådan, men mod mis-brug af den og mod, at det verdslige fik forrang for det åndelige i bispersog abbeders handlinger. I Danmark var den mest markante repræsentantfor denne indre kirkelige kritik karmelittermunken Poul Helgesen, hvisskarpe udfald vakte nogen genklang hos de mere tænksomme dele afgejstligheden. Også i bredere kredse var der imidlertid utilfredshed medkirken og dens verdsliggørelse. Et centralt kritikpunkt var afladshandelen,der florerede i disse år. Nogle lagde vægt på, at det var teologisk uaccep-tabelt således at lade syndere købe sig til syndsforladelse, andre så i aflads-handlen først og fremmest kirkelig grådighed.


I Tyskland havde Luther i 1517 offentliggjort sine 95 teser, og her bred-te en folkelig protestbevægelse sig hurtigt. Endnu havde den knap fodfæs-te i Danmark, om end lutheranismen i 1522 havde nået Husum i Sønder-jylland, men det vidner om forståelse af den internationale situation, nårbisperne i Frederik 1.s håndfæstning fik indføjet en ny paragraf om, atkongen ikke måtte tillade »nogen kætter, Luthers disciple eller andre« atprædike mod kirken og dens lære. Tværtimod lovede kongen at straffedem, der overtrådte dette forbud, på liv og gods.

Bispernes bange anelser skulle snart vise sig berettigede, mens kongensløfte omvendt ikke var meget værd. I 1525 nægtede bønderne i dele af Jyl-land at betale tiende til bispen, og Poul Helgesen noterede sig, at »lutheri-ets gift sneg sig gennem hele Jylland« i 1526. Lutherske prædikanter virke-de nu mange steder i landet. Mange af dem var munke og præster, derhavde forladt klostre og embeder og nu førte sig frem som folkelige præ-dikanter helt uden for det kirkelige hierarki. Bogtrykkerkunsten gjorde detmuligt at sprede de kritiske tanker langt hurtigere end før.

Lutherdommen

De lutherske prædikanter fremførte en anden kristendomsforståelse endden katolske kirke. Vejen til frelsen var efter deres opfattelse ikke gode ger-ninger, og slet ikke den erstatning for gode gerninger, som vokslys og af-ladsbreve udgjorde. Mennesket var født som synder og kunne kun troubetinget på Gud og håbe på Guds nåde. Hele helgentroen tog de luther-ske prædikanter også afstand fra. Læregrundlaget skulle kun være Bibelenog ikke hele kirkens senere tradition. Præsterne burde holde sig til at for-kynde og ikke tage sig af verdslige ting, og cølibatet havde ingen religiøsbegrundelse, mente lutheranerne. Kirkens rigdom blev angrebet igen ogigen, angreb, der utvivlsomt vakte genklang i en befolkning, hvor de flestebetalte tiende og mere end hver tredje også landgilde eller husleje til kir-ken.

Der var imidlertid afgørende forskelle mellem prædikanterne. Nogleangreb i virkeligheden hele den sociale orden og mente, at kirken burde le-des af folket. Andre, blandt andet Hans Tavsen, var som Luther selv nokimod kirkens verdslige magt, men ikke imod verdslig magt som sådan.Tværtimod mente de, at kirken i det verdslige burde undergives fyrsten,ligesom de i det hele taget gik ind for lydighed over for denne.

De lutherske prædikanter slog stærkest igennem i de større byer –blandt andet Viborg, Ålborg, København og Malmø. Her var der større

120 Carsten Porskrog Rasmussen


folkemængder at opflamme, og her var adels og gejstligheds kontrol medbefolkningen svagest. I årene 1528-30 gennemførte borgere og bystyrer irealiteten reformationen i disse byer. Den katolske gejstlighed blev delvisfordrevet, flere kirker blev lukket, og lutherske prædikanter overtog destørste kirker.

Også på landet var der uro. I 1525 var der bondeoprør i Skåne, og i 1531var det på nippet til at udbryde oprør i Jylland. Kun en indsats fra rigetsmægtigste adelsmand, Mogens Gøje, og hans mange tilhængere blandtstorbønder og lavadelsmænd forhindrede det i at bryde ud i lys lue. Alt ialt havde adel og bisper dog stadig mere kontrol over landet end over by-erne.

Som lutheranere og uro bredte sig, vendte bisperne og de konservativedele af rigsrådet sig til kongen og bad ham gribe ind. Uanset sine løfterundlod Frederik 1. imidlertid at slå den lutherske bevægelse ned. Tvært-imod henviste han til, at den kristne bekendelse var fri, og kongen gav fle-re fremtrædende lutherske prædikanter beskyttelsesbreve. To af hans børngiftede sig ind i tyske fyrstehuse, der havde bekendt luthersk kulør, ogkongens ældste søn, hertug Christian, gennemførte 1525-28 en reformationi Haderslev amt, som han administrerede. Det kunne rigsrådet ikke umid-delbart gøre noget ved, da Haderslev amt lå i hertugdømmet Slesvig ogdermed uden for rigsrådets myndighed, men det gjorde ikke bisperne ogde andre konservative katolske råder mere begejstrede.

Men også i adelen var der skred. I hertugdømmerne rettede adelen al-lerede på en landdag 1525 voldsomme angreb mod den katolske kirke. Ikongeriget blev Mogens Gøje og hans nære ven Erik Banner åbenlyst lu-theranere, og bemærkelsesværdigt nok gjaldt det også én af de adelige bi-skopper, Knud Henriksen Gyldenstierne i Odense. Han gennemførte lu-thersk teologi i sit stift.

Denne tilslutning til lutherdommen fra fyrstelige og højadelige kredseblev afgørende for reformationens forløb. Kirken var mødt med kritiskebølger tidligere i Europas historie, men enten var de blevet opfanget af kir-ken og havde ført til reformer, eller de var endt i et egentligt socialt oprør,der i sidste ende var blevet slået ned af den verdslige magt. I 1520’erne og1530’erne skete der det afgørende nye, at nordeuropæiske fyrster og adeli-ge i stort tal stillede sig i spidsen for en bevægelse, der anfægtede dele afkirkens teologiske og organisatoriske grundvold. Luthers prædiken om ly-dighed over for den verdslige magt og om at overlade kirkens rigdommetil staten var næppe hele grunden hertil, men det er åbenlyst, at en sådanprædiken måtte gøre lutherdommen langt mere spiselig for fyrster og her-

Reformationen 121


remænd end andre radikale bevægelser havde været. I store dele af Nord-europa valgte de at stille sig i spidsen for reformationen og bringe denunder kontrol frem for at slå den ned. I årene fra 1525 skete det i den enetyske fyrstestat efter den anden, blandt andet Sachsen, Hessen og Preus-sen.

Grevens fejde

Så vidt kom det ikke i Danmark i Frederik 1.s tid. Kongen døde i 1533,uden at der var udpeget en tronfølger. Rigsrådet havde ganske vist i 1523forpligtet sig til at vælge én af kongens sønner efter ham. Det naturligevalg måtte være hans ældste søn, Christian, men hans åbenlyse lutheran-ske sindelag gjorde ham uspiselig for rigsrådets katolske flertal, der fore-trak den 12-årige lillebror Hans. Da 37 rigsråder mødtes i København isommeren 1533, blev kongevalget udskudt et år. Rigsrådet begrundededet med tidligere aftaler om, at kongevalget skulle ske i samvirke med detnorske rigsråd. Uenighed i rigsrådet kan dog også have spillet ind. I hvertfald blev et konservativt program, der overdrog den lokale myndighed idet enkelte stift til den lokale biskop, kun godkendt af 23 rigsråder, mensde ledende lutherske råder forlod herredagen.

Danmark stod nu i en krisesituation uden konge. Europas middelalder-historie viser gentagne gange, at det var farligt. Den autoritet og legitimi-tet, kongen repræsenterede, kunne lokale rigsråder og bisper ikke bareovertage. Da den katolske rigsråd Tyge Krabbe søgte at genvinde kontrol-len med det luthersk dominerede Malmø, udbrød der åbent oprør, og by-ens borgere sikrede sig kontrol med kongeborgen Malmøhus.

Malmøs bystyre tog derefter kontakt til hertug Christian og tilbød hamkronen. Han ville imidlertid ikke være konge af borgernes nåde og afslog.I stedet blev Christian 2., der havde været fængslet i Sønderborg siden etforgæves forsøg på at genvinde Norge 1531-32, nu malmøborgernes tron-kandidat. Der blev truffet en aftale med Lybæk, der finansierede afsendel-se af lejesoldater og derved for sidste gang spillede en hovedrolle i danskhistorie. Efter lejetroppernes leder grev Christoffer af Oldenburg, en fjernslægtning til det danske kongehus, bærer den følgende borgerkrig navnetGrevens Fejde. Grev Christoffer landede på Sjælland, hvor først nogle pro-vinsbyer og siden København sluttede sig til ham. Med væsentlig mindrebegejstring hyldede også Sjællands og Skånes adel greven.

Begivenhederne på Sjælland og i Skåne fik den jyske og fynske adel tilat samles i Ry i juli 1534. Under stærkt pres fra den menige adel gik de ka-



tolske medlemmer af rigsrådet med til at henvende sig til hertug Christianog tilbyde ham kronen. Han tog positivt imod henvendelsen. I forvejen varhan herre i Slesvig og Holsten, hvor stænderne efter faderens død havdehyldet ham som retmæssig arving.

Næppe havde den jysk-fynske adel og hertugen fundet hinanden, førde kom under yderligere pres. Et oprør på Fyn blev ganske vist i første om-gang slået ned af hertugens og den jyske adels tropper, men grev Christof-fer kom over fra Sjælland og sikrede sig magten over Fyn. Den 14. septem-ber landede én af Christian 2.s skippere, Skipper Clement, i Ålborg. Bor-gerne sluttede sig straks til ham, og i de følgende uger rejste bønderne sigogså i det nordlige Jylland. En adelshær blev slået ved Svenstrup syd forÅlborg den 16. oktober. Bondeoprøret bredte sig nu ned gennem Midt- ogVestjylland. Herregårde og bispegårde gik op i luer. Kun i Østjylland fraRanders og sydover lykkedes det Mogens Gøje og hans venner og slægt-ninge at bevare kontrollen.

Mens alt dette stod på, måtte hertug Christian koncentrere sig om densydlige front for at have ryggen fri. Den 18. november 1534 tvang han Ly-bæk til at love at indstille støtten til de oprørske kræfter i Danmark. Her-efter sendte hertugen sin hær under anførsel af den holstenske adelsmandJohan Rantzau op gennem Jylland. Den kunne den 18. december stormeÅlborg. Herefter var Jylland i hertugens magt. I Skåne blev oprøret slåetned af svenske tropper, der rykkede ind, i forening med den skånske adel,der atter skiftede side. Fyn faldt til hertugens tropper i juni 1535. Midt i juligik hans tropper i land på Sjælland. De sjællandske bønder undlod at sæt-te sig til modværge. Hertugen, der tidligere var hyldet i Jylland og på Fyn,blev nu også hyldet på Sjælland som dansk konge, Christian 3. Københavnovergav sig først efter en lang belejring, men i juli 1536 havde Christian 3. magten i hele Danmark.

I Norge havde de reformatoriske bevægelser endnu knap slået rod, ogrigsrådet havde længe ført en henholdende politik. Da Christian 3.s sejrtegnede sig, syntes det meste af det norske rigsråd rede til at anerkendeham. Ærkebisp Olav Engelbrektsson søgte imidlertid i sidste øjeblik atundgå at få en luthersk konge. Under et rigsrådsmøde i januar 1536 lodhan med støtte fra almuen rigsråderne fængsle og en af sine ledende mod-standere dræbe. Ærkebispen og almuen fik dog kun kontrol med det nord-lige Norge, og da Christian 3. i efteråret 1536 sendte en hær til Norge, flyg-tede ærkebispen i foråret 1537.

Reformationen 123


Bispernes fængsling og reformationen

Christian 3. rykkede ind i København med sejrherrens ret. Borgere og bøn-der var kuede af kongens hær og det retsopgør, der fulgte i dens kølvand.De jyske bønder måtte betale en stud hver i »halsløsning« – dvs. som be-taling for deres liv, der i princippet blev anset for forbrudt. Selvejerne i deoprørske herreder fik deres gårde konfiskeret, hvis de ikke kunne bevise,at de havde været uden del i oprøret. I praksis betød det først og fremmesten kraftig forhøjelse af deres afgift til kongen. Alle landets bønder blev på-lagt skatter til at betale omkostningerne ved krigen.

Men heller ikke adel og gejstlighed stod for stærkt. Gejstlighedens po-sition var rystet i forvejen, og adelen havde klart demonstreret sin mang-lende evne til at opfylde sin egentlige samfundsopgave: At værge landet.De fleste adelige borgherrer havde givet op, når bonde- og borgerhærenestod uden for deres mure. Det var kongens lejetropper, der havde sikretham kontrollen med riget. Ydermere var henved halvdelen af de overle-vende rigsråder enten gejstlige eller kompromitterede, fordi de havde hyl-det grev Christoffer.

Kongen udnyttede denne styrke. Den 12. august fængsledes tre biskop-per under påskud af, at de havde vægret sig mod at skaffe penge til kon-gens lejesoldater. Samtidig blev Københavns porte lukket. De verdslige rå-der, der befandt sig i København, blev kaldt sammen for at undertegne etbrev om, at riget fremover skulle styres af kongen og de verdslige råder. Ide kommende uger sikrede kongen sig kontrollen med bispernes borge oggodser, og også de øvrige bisper fængsledes.

I oktober samlede kongen de tilbageværende rigsråder i København, ogoven i det indkaldtes en egentlig stænderrigsdag. Her mødte i princippetalle adelens voksne mænd, repræsentanter for købstæderne samt bønderfra hvert enkelt herred. Sådanne store stænderrigsdage, der fandt stedmed ujævne mellemrum i mange lande, var usædvanlige i Danmark. Sam-menkaldelsen markerede dels, at der var vigtige spørgsmål på dagsorde-nen, dels sikrede den kongen en mulighed for at spille på en anden repræ-sentation for befolkningen over for den egentlige forhandlingsmodpart:Rigsrådet.

Kongen opnåede meget. I den nye håndfæstning mistede adelen sin op-rørsret, og det blev fastslået, at der skulle vælges en tronfølger, mens kon-gen levede. Ellers gjaldt de store vedtagelser kirkens forhold. Bispernes ogklostrenes gods blev overdraget til kongen, og det blev fastslået, at derskulle udpeges nye bisper og vedtages en ny ordning for kirken. Den kom



i 1537 i form af kirkeordinansen, der fastslog den lutherske dogmatik somkirkens læregrundlag og opstillede regler for kirkens styre. Lokalt blevmenighedens indflydelse styrket, men den lutherske kirke blev ikke enlægmandsstyret kirke som den reformerte. Tværtimod blev det kirkeligehierarki opretholdt, og bispeudnævnelserne blev overladt til kongen. Kir-ken blev reelt en statskirke, og kirkens mænd kongelige embedsmænd.

Kongemagten stod dermed som den store sejrherre ved reformationen.Vel var den danske kongemagt stadig ikke arvelig – modsat hvad tilfældetvar i det meste af Europa – men ved at sikre valg af tronfølger i tide, nær-mede man sig en de facto-arvelighed. Inddragelsen af kirkegodset fik sto-re indtægter til at strømme ind i kongens kasse. Kirken var elimineret somselvstændig magtfaktor i samfundet, men mere end det: Kirkens apparattrådte i kongemagtens tjeneste. Det skulle kongerne vide at drage nytte afrent praktisk, men allermest talte formentlig den legitimering, kirken i defølgende årtier og århundreder konstant gav kongemagten.

Man kan argumentere for, at denne styrkelse af kongemagten nødven-digvis gjorde adelen politisk svagere, men ellers undlod kongen at udfor-dre adelen. Bisperne blev smidt ud af rigsrådet, men rigsrådet som sådanskete der intet med, og det beholdt det meste af sin politiske indflydelse.Adelens økonomisk-sociale privilegier blev endda styrket.

Kirke og tro efter reformationen

Reformationen betød ikke religionsfrihed, men udskiftningen af én kirke-lig dogmatik med en anden. Fra 1536-37 var kongen og de ledende refor-matorer forenede i bestræbelsen om at få ændret kirken og udbredt delutherske tanker til folket. Klostrene lukkede ikke fra den ene dag til denanden, men hen ad vejen. Bispestolene mistede deres gods, men bispeem-bedet og stifterne bestod, og bispernes teologiske tilsyn blev snarest styr-ket. Bispestolene blev nu besat med kendte reformatorer som Peder Pal-ladius, Jørgen Jensen Sadolin og – lidt senere – Hans Tavsen.

I hertugdømmerne tog reformationens fuldstændige gennemførelselængere tid, fordi kongen måtte tage hensyn til adelen. I Norge tog detogså længere tid, dels fordi reformationen knap var begyndt før 1536, delsfordi den kongelige kontrol var svagere. Sidst af alle steder gennemførtesreformationen på Island, nemlig i 1541-42 i det sydlige stift Skálholt og såsent som 1550 i det nordlige Hólar stift efter et væbnet opgør med den sid-ste katolske biskop, Jón Arason.

Reformationen ændrede det religiøse liv. Fra at være et fællesskab om-

Reformationen 125


kring ritualer med vægt på skrifte, bod og gode gerninger, gjaldt det nuom at få evangeliet ud til folk, for at de derigennem kunne nå frem til dentro, der alene kunne føre til frelsen. Prædiken og salmesang blev gudstje-nestens kerne. Det blev ledsaget af en række markante udgivelser af reli-giøse tekster på dansk: Bibeloversættelse, prædikentekster og salmebog.De fremmede udviklingen af fælles dansk skriftsprog og dets udbredelsetil hele Danmark – og Norge, Island og Færøerne.

Reformationen havde sluppet stærke religiøse kræfter løs. Da først lu-theranerne havde erobret kirken, lagde de sig i selen for atter at bringe denfolkelige religiøsitet ind i faste rammer. Gennem hyppige visitatser søgtebisperne at have hånd i hanke med, hvad der skete, og belære både præ-ster og sognefolk om den rette tro og udluge katolske og hedenske træk.Foruden visitatserne blev præsterne belært ved stiftsmøder. Stor energiblev samtidig udfoldet for at uddanne et nyt kuld lutherske præster, meni første omgang forblev de fleste præster i deres embeder og måtte så søgeat tillægge sig den nye tro.

Megen kraft blev anvendt på at udrydde de dele af den katolske from-hed, som lutheranerne opfattede som afgudsdyrkelse eller kætteri. Helge-nerne forsvandt, og en række magiske elementer i religionen blev bekæm-pet. Magien som sådan forsvandt imidlertid ikke. Et centralt lutherskdogme var, at der skete en forvandling af brød og vin i nadverøjeblikket tilJesu legeme og blod. Nadveren var altså ikke bare symbolsk, men magisk.Mere grundlæggende fastholdt både præster og lægfolk, at Gud greb di-rekte ind i den fysiske verden. Ulykker var Guds straf for menneskets syn-der, og samtidig blev frygten for djævelen stærkt pointeret.

Præster og lægfolk var også enige i, at menneskene kunne afværge syg-dom og ulykker eller opnå en bedre høst ved magiske handlinger, men devar uenige om rigtigheden i at gøre det. De ledende teologer mente, at detvar forkert at bruge disse magiske midler, for derved tog man riset ud afGuds hånd, som det hed. Ifølge den officielle teologi burde mennesket ale-ne bekende sine synder og bede om Guds nåde og så i øvrigt affinde sigmed den skæbne, Gud tildelte den enkelte. Der er dog klare vidnesbyrdom, at det gik trægt med at udrydde hverdagsmagien, og mange præsterfortsatte i det stille med at velsigne sædekornet eller bruge vandet fra då-ben som middel mod sygdom.

Kneb det for den almindelige befolkning at følge teologerne i at, dettevar forkert, kunne man lettere følge kirken i den kamp, den blæste, modden sorte magi, hvor mennesker brugte de magiske kræfter mod andremennesker. Især kvinder blev anset for at forene sig med djævelen for at



volde andre ondt. At acceptere, at ulykker var forvoldt af naboen i allian-ce med djævelen, var måske også lettere at acceptere, end at bøje sig for, atdet var Guds straf for éns egne synder. I hvert fald blev reformationenfulgt af en opblussen af trolddomsprocesser. Regeringen greb dog snartind og fik dem standset, og gennem resten af 1500-tallet førte regeringen idet hele taget en moderat kirkepolitisk kurs. Åbenlys afvigelse fra den her-skende lære blev ikke tolereret, men den religiøse tugt udøvedes moderat.

Det ændredes i begyndelsen af 1600-tallet. Med regeringens opbakningblev kirkens ledelse stadig mere voldsom i sin forfølgelse af personer, derblev beskyldt for at have afvigende teologiske synspunkter, hvad enten dehældede mod katolicisme eller calvinisme. Samtidig fik frygten for trold-dom atter frit løb, og heksebålene blussede ud over landet. 1600-tallet blevtrolddomsprocessernes store tid.

Reformationen 127

Kalkmaleri fra Brøns kirke i Sønderjylland. Kirken ligger i Haderslev amt, hvor hertugChristian, den senere Christian 3. indførte reformationen allerede 1528. Ikke længe ef-ter blev kirken udsmykket med kalkmalerier af et stærkt antikatolsk indhold, baseretdels på tyske propagandatryk, dels på en udgave af Luthers »Betbüchlein« fra 1531. Påbilledet ses en række katolske gejstlige, herunder paven, som forsøger at trænge ind ihimmelborgen med magt, men bliver vist tilbage af Jesus. (Foto: Nationalmuseet).


Denne ændrede religiøse kurs må ses i sammenhæng med den uden-rigspolitiske situation, hvor de religiøse konflikter skærpedes. Indre religi-øs konflikt blev – med rette – anset for én af de alvorligste trusler mod sta-ternes enhed. Men dertil kommer, at også regeringen, eller i hvert fald deleaf den, selv havde et magisk-religiøst verdenssyn. Den bølge af ulykker,der skyllede ind over landet fra 1620’erne, måtte efter den herskende teo-logi anses for Guds straf for landets borgeres synder eller være forvoldt afmennesker i alliance med djævelen. Hekseforfølgelser, strammere seksual-lovgivning og flere bededage var derfor også en del af sikkerhedspolitik-ken.


31746_danmarks historie2_4k 8/4/02 22:39 8

KAPITEL 8

Det oldenborgske monarki 1500-tallet

Christian 3. kaldte sig »konge af Danmark og Norge, de venders og de go-ters, hertug af Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Olden-borg og Delmenhorst«. Visse titler var uden reelt indhold, men grundlæg-gende dækker den lange række over, at det oldenborgske monarki var det,historikere i de senere år har kaldt en konglomeratstat. Det talte en rækkeforskellige riger og lande, der formelt set kun var forenet af én faktor: Kon-gens person. Der fandtes end ikke et samlende navn for monarkiet. Nårder her tales om »Det oldenborgske monarki«, er det et senere opfundetbegreb. I datiden måtte man enten opremse de enkelte lande eller slet ogret omtale det hele som »Danmark«.

Monarkiets hovedelementer var kongerigerne Danmark og Norge oghertugdømmerne Slesvig og Holsten. Før reformationen var de bundetsammen i et kompliceret mønster af unioner. Danmark og Norge var for-bundne af resterne af den Kalmarunion, der i teorien om end sjældent ipraksis også omfattede Sverige frem til 1520’erne. Island og Færøerne fulg-te så Norge, Gotland Danmark. Kalmarunionen var principielt en perso-nalunion og et forbund mellem to (eller tre) selvstændige riger med hversine politiske institutioner, lovgivning mv. Slesvig og Holsten derimod ud-gjorde en realunion med fælles politiske institutioner og i hovedsagenogså fælles skatteudskrivning, militærvæsen og til dels også lovgivning.Unionen af Slesvig og Holsten var som helhed atter i personalunion og for-svarsforbund med Danmark (men i princippet ikke med Norge).

Begivenhederne ved reformationen betød en vis forenkling af dettemønster. I en berømt paragraf i Christian 3.s håndfæstning hed det, at Nor-ge herefter skulle behandles som et dansk land på linje med Jylland, Fyneller Sjælland. I praksis var der først og fremmest tale om, at det norskerigsråd ophørte med at eksistere. Når bisperne gled ud, var der ikke me-get rigsråd tilbage og der var ingen social basis for ét, hvis det skulle lignedet danske. I stedet overgik kompetencen til det danske rigsråd. Hermedhavde Norge ikke længere en selvstændig suverænitet, og forfatningssi-tuationen var forenklet. Det havde ikke mindst betydning i forbindelse


med kongevalg, idet Norge fra gammel tid var et arverige, og kongernesarveret i Norge undergravede det danske rigsråds valgret. Dermed var deretableret en realunion mellem Danmark og Norge, der havde lighedermed den, der i forvejen bestod mellem de to hertugdømmer, selv om Nor-ge stadig havde en noget større særstilling i forhold til Danmark end de tohertugdømmer havde i forhold til hinanden.

De to hovedenheder – Danmark-Norge og Slesvig-Holsten – var så at-ter i en noget løsere union med hinanden. Den var senest traktatfæstet1533 ved en unionsaftale mellem det danske rigsråd på den ene side oghertuger og råd i hertugdømmerne på den anden. Som de tidligere nordi-ske unioner bestod den væsentligst i et forsvarsforbund og en aftale omfælles fyrste.

Reelt var monarkiet dog en noget mere sammensvejset helhed, end denformelle forfatningssituation antyder. Ikke blot kongen, men også den be-skedne centraladministration var fælles, og indtægter fra hertugdømmer-ne gik i kongens kasse i København.

Pålidelige oplysninger om folketal findes ikke, men på basis af blandtandet antallet af bønder har historikere skønnet folketal på 5-600.000 forDanmark, 3-400.000 for hertugdømmerne Slesvig og Holsten og 2-300.000for Norge ved midten af 1500-tallet. Hertil kommer de mindre lydlande Is-land, Færøerne og Gotland, der måske havde 50-70.000 indbyggere i alt.Gennem de næsten 100 år voksede befolkningen i alle rigsdele, men kraf-tigst i Norge og langsomst i hertugdømmerne. Ved midten af 1600-tallethar man skønnet folketal på 825.000 for Danmark, 450.000 i Norge og500.000 i hertugdømmerne. Folketallene understreger, at det egentligeDanmark på den ene side var monarkiets hjerte og tyngdepunkt, men påden anden side kun rummede omkring halvdelen af den samlede befolk-ning i monarkiet. Danske konger handlede i høj grad også som hertuger afHolsten, konger af Norge eller endda herrer til Island og Gotland.

Landbosamfundet i 1500-tallet

Det egentlige Danmark var omkring 1550 et landbrugssamfund. Det gjaldthele Europa, men landbrugets dominans var stærkere i Danmark end i demere udviklede vesteuropæiske lande. Omkring 90% af befolkningen bo-de på landet, og langt de fleste levede helt eller delvis af landbruget. Sam-tidig var landbrugs- og fiskeriprodukter de eneste eksportvarer af nogenbetydning fra det egentlige Danmark.

I 1600-tallets anden halvdel udgjorde de dyrkede arealer halvdelen af



totalarealet i de flade og frugtbare dele af øerne og Østjylland, en tredjedeli de mere skovrige områder og en tiendedel i Midt- og Vestjylland. Restenvar blandt andet eng, græsgang og hede, men kun i ringe grad skov. Vedmidten af 1500-tallet var det næppe væsentlig anderledes, dog var der no-get mindre ager og mere skov. Alle de udyrkede områder indgik imidler-tid i landbefolkningens økologiske grundlag. Næsten alle arealer, ogsåskov og hede, kunne bruges til at græsse kvæg, heste og får, og dertil afgavde brændsel, byggematerialer og råvarer til blandt andet lervarer, træskoog redskaber. Også havet kunne udnyttes. En væsentlig del af bondebe-folkningen deltog i sæsonfiskeri. Fiskeriets betydning var dog aftagende iløbet af 1500-tallet. Bønderne koncentrerede sig mere og mere om landbru-get, og fiskeriet blev overladt til en mindre gruppe af egentlige fiskere.

Landbrugets vigtigste produktionsgrene var korn- og kvægavl. Kornetleverede i første række bondebefolkningens egen grundernæring i form afbrød, grød og øl, og i næste række forsynede de danske kornmarker lan-dets adel og købstæder. Derimod udgjorde overskuddet til eksport kun enret beskeden del. Noget lignende gør sig gældende for produktionen afsmør, fårekød og uld. Derimod var studeproduktionen i betydelig gradlagt an på eksport. I sidste halvdel af 1400-tallet var Danmark blevet én afhovedleverandørerne til det vesteuropæiske marked, og eksporten steg tilet niveau på på 20-40.000 stk. om året mellem 1550 og 1620, en overgangendda endnu flere.

Priserne på både korn og stude steg op gennem 1500-tallet og de førsteårtier af 1600-tallet. For Danmark og det oldenborgske monarki som hel-hed betød det et forbedret bytteforhold over for udlandet. Danske stude ogdansk korn kunne købe mere jern, salt og klæde og flere kanoner til kon-gens hær og flåde. De stigende priser på landbrugsvarer gavnede storedele af det danske samfund. Indtægten blev fordelt mellem producenter,rentenydere og distributører. Det vil i det danske standssamfund sige hen-holdsvis bønder, adel og konge samt borgere.

Bondestanden

Landbrugets grundenhed var bondegården. Kongeriget rummede 75-80.000 bondegårde, som omkring 1550 stod for driften af ca. 95% af landetsdyrkede jord. De danske bondebrug var af varierende størrelse, men dettypiske var i 1600-tallet omkring 30 tønder land ager, hvoraf man i defrugtbare egne årligt dyrkede ca. 20 med korn, i Midt- og Vestjylland der-imod kun 10-15 tønder land. Det betyder, at langt de fleste gårde var så

Det oldenborgske monarki 1500-tallet 131


store, at de fuldt ud kunne forsørge en familie og endda producere et over-skud, og på den anden side ikke større, end at familien kunne drive denmed ingen eller få tjenestefolk. Omkring 1500 synes mange gårde at haveklaret sig uden tjenestefolk, men i 1600-tallet var det efter alt at dømme ho-vednormen, at gårde krævede fire voksnes arbejde.

En landbounderklasse under bondestanden fandtes der stort set ikke ibegyndelsen af 1500-tallet. Antallet af gårde var tilpasset folketallet. Da be-folkningen voksede gennem 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet,steg antallet af gårde imidlertid ikke tilsvarende. I Vest- og Nordjyllandblev gårdene ofte reelt om end ikke formelt delt og blev dermed til tofami-liebrug, men i resten af landet fastholdt godsejerne gårdenes udelelighed.De, der ikke kunne få en gård, måtte klare sig på anden måde. Derfor op-stod der et større antal husmænd, dvs. en befolkningsgruppe med ingeneller så lidt jord, at det ikke var muligt at leve af den. Nogle fandt et ud-komme ved håndværk eller fiskeri, men de fleste måtte helt eller delvisleve som daglejere hos nabobønderne. Husmændene forblev dog et klartmindretal af bondestanden op gennem 1500- og 1600-tallet; i de frugtbareegne var der omkring 1650 ét hus for hver to-tre gårde, i de øvrige områ-der forholdsvis færre huse.

I Vestjylland, på Bornholm og i skovegne i landsdelene øst for Øresundlå mange gårde enkeltvis, men i resten af riget dominerede landsbyer medlandsbyfællesskab. Her lå gårdene og de huse, der efterhånden kom, tætsamlede. Fællesskabet betød, at den enkelte bonde havde sin jord spredtud over bymarken i en række strimler, såkaldte agre. Dyrkning af agrenekrævede derfor koordination. Hver bonde pløjede, såede og høstede sineegne agre, men det skete på samme tidspunkt, som blev besluttet i fælles-skab. Græsningsressourcerne blev derimod udnyttet kollektivt på denmåde, at alle dyr græssede sammen, men det var reguleret, så hver enkelthavde lov til at holde et bestemt antal kreaturer i forhold til sin andel af jor-den.

Allerede landskabslovene fra højmiddelalderen er fulde af bestemmel-ser, der regulerede fællesskabet. Fra 1500- og 1600-tallet dukker i stigendegrad såkaldte vider eller vedtægter op – særlige love for den enkelte lands-by. De regulerede først og fremmest udnyttelsen af landsbyens økologiskeressourcer, men rummede også bestemmelser om nabohjælp ved død, syg-dom og ildebrand og om gilder.

Kun få bønder ejede deres egen gård, i 1650’erne var det kun 6%. Restenvar fæstebønder under adelen, kronen eller kirkelige institutioner. Adelenhavde fra 1530’erne til 1650’erne øget sin andel fra ca. 40% til 44%. Kronen



rådede også over 44% foruden, at den var herre over selvejerne, mens 6%hørte under kirkelige institutioner.

Ved midten af 1500-tallet gjorde det næppe den store forskel for bønder-ne, om de hørte under den ene eller den anden herre. De enkelte godseje-res fæstebønder boede spredt mellem hinanden. Hvert år skulle de yde enfast afgift, den såkaldte landgilde, til godsejeren, og ved overtagelse af går-den skulle der ydes et indskud, stedsmål eller indfæstning. Modsat land-gilden var stedsmål eller indfæstning variabel og genstand for forhandlingmellem parterne. Bønderne havde også arbejdspligt over for godsejeren iform af hoveri. Endnu ved midten af 1500-tallet spillede hoveriet dog næp-pe nogen stor rolle. Herremændenes egne gårde, de såkaldte hovedgårde,var gennemgående små, og samtidig forhindrede godsernes spredte op-bygning godsejerne i at udnytte deres bønders hoveri i større omfang.

Forholdet mellem bønder og godsejere undergik dog forandringer.Christian 2.s bonde- og borgervenlige lovgivning blev ophævet 1523. Deter omstridt, om der derefter herskede livsfæste på det tidspunkt, men re-cessen af 1551 fastslog, at bonden havde ret til at blive på sin gård på livs-tid, hvis han ellers overholdt sine forpligtelser. I begyndelsen af 1600-talletsynes det rent faktisk at have været hovednormen, at bønderne kunne sid-de på gården til de døde eller af aldersmæssige årsager opgav gården fri-villigt. I visse egne ejede bønderne selv bygningerne, selv om jorden vargodsejerens. Det betød, at gårdene i praksis blev arvelige i de fleste tilfæl-de, og overtagelse af gården lige så meget afhang af arv og ægteskab somgodsejerens vilje.

På andre punkter forværredes bøndernes stilling. I 1523 fik adelen ret tilalle kongelige bøder af sine fæstebønder. Det opfattede adelen selv somhals- og håndsret, dvs. politimyndighed, hvad der blev endegyldigt fast-slået 1536. I løbet af 1500- og 1600-tallet fik en del adelige samtidig birke-ret. Derved blev godset en selvstændig retskreds, hvor godsejeren kunneudpege dommeren. Dette var ikke uden betydning. Bønderne kendte ve-jen til retten, og på herredstingene opnåede de ikke sjældent medhold,også fordi herredstingene i høj grad var styret af bønderne selv. Doms-praksis ændrede sig dog på væsentlige punkter i godsejervenlig retning. I1608 fastslog en dom fra rigets øverste domstol, det af adelen dominerederetterting, at det stod godsejerne frit at forhøje hoveriet. Det benyttedegodsejerne sig flittigt af de følgende årtier.

Frem til 1600, og formentlig endda frem til 1625, må hovedparten af dendanske bondestand dog formodes at have haft rimeligt gode kår. Landgil-den forblev på det tålelige niveau, den var låst fast på i 1400-tallet, og det



lykkedes kun godsejerne at indføre ret få nye byrder. Da de danske bonde-gårde generelt var større end nødvendigt for at opretholde livet, fik bøn-derne i hvert fald nogen del i de stigende priser. Mange steder var bønderengagerede i ikke blot at producere, men også at handle med stude, ognavnlig hvor det skete, var der en temmelig veludviklet pengeøkonomi ibondesamfundet, som blandt andet omfattede et lokalt kreditvæsen.

Formentlig øgedes de indre forskelle inden for bondestanden. Standenrummede en elite, der typisk sad på store gårde, kunne være engageret ihandel og ofte varetog betroede opgaver for de andre bønder eller for her-skab eller kongemagt. De opkrævede skatter og landgilde lokalt og ydedei et vist omfang kredit til deres naboer. Omvendt må i hvert fald dele afden voksende husmandsgruppe have lidt under de stigende priser pålandbrugsvarer og den knappere adgang til naturressourcerne. En mindre


Gud indstifter standssamfundet. Tegning i Viborgbispen Frans Rosenbergs stambog frabegyndelsen af 1600-tallet, Det Kongelige Bibliotek. Hver stand får overrakt symboletpå sin opgave, adelsmanden sværdet, kongen sceptret, præsten bogen og bonden plej-len. Karakteristisk nok mangler borgerstanden, den stand, der passede dårligst ind idet principielt statiske og landbrugsorienterede standssamfund, og som kom til at bi-drage mest til at nedbryde det. Samtidig noterer man sig, at kongen på den ene side erguddommeligt legitimeret, men på den anden side ligestillet med stænderne som endel af standssamfundet, ikke hævet over det.


del af landbefolkningen faldt helt ud af den sociale orden og blev til et om-vandrende pjalteproletariat.

Adelen

Den danske adel blev efter reformationen en efter europæisk norm usæd-vanligt fåtallig og eksklusiv kaste. Allerede i de forudgående årtier havdehøjadel og bisper skåret ned på antallet af lavadelsmænd i deres tjeneste,og reformationen fjernede resten af kirkens behov for lavadelige svende ogfogder. Adelens højere lag reagerede ved at lukke standen mere end før. I1523 fastslog håndfæstningen, at kongen kun kunne adle folk med rigsrå-dets samtykke, og i 1536 blev det bestemt, at børn af en adelsmands ægte-skab med en uadelig kvinde selv var uadelige og ikke kunne arve adeligtgods. I denne situation måtte mange lavadelsmænd og -kvinder opgive atgifte sig. Fra omkring 1570 og frem til 1650, talte den danske adel kun1.700-2.000 individer fordelt på 4-500 husstande eller 2-3 promille af be-folkningen. Den europæiske norm var 1-2%, og i dele af Østeuropa og Spa-nien var andelen endda langt højere.

Den danske adels eksklusivitet betød, at den modsat de fleste andre lan-des adel grundlæggende bestod af godsejere. Der var ganske vist stor for-skel på de rigeste matadorer, der ejede adskillige hundrede fæstegårde, ogde jævne adelsmænd, der ejede en mindre herregård og måske 10-25 fæ-stegårde. I 1630’erne var ca. en sjettedel af adelsmændene decideret rigemed besiddelser på mere end 1.000 tønder hartkorn (ca. 125-150 fæstegår-de), knap halvdelen var solidt velstående med et gods på 200-1.000 tønderhartkorn (ca. 30-150 gårde), mens de sidste to femtedele ejede mindre end200 tønder hartkorn. Selv den fattigere del af adelen var dog socialt hævetover næsten hele bondestanden og langt de fleste borgere. Den jordløsefattigadel, der var udbredt i store dele af Europa, var så godt som ukendti Danmark.

Samtidig var den danske adel præget af en i international henseendeusædvanlig indre mobilitet. Det skyldes en arvelov, hvorefter jorden blevdelt mellem alle børn. Det betød, at formuer til stadighed blev splittet, mennye blev skabt ved ægteskab, da kvinder også arvede jord om end kunhalvt i forhold til deres brødre. En høj dødelighed gjorde den enkelteschancer uberegnelige, selv om man så vidt muligt søgte at gardere sig vedægteskaber, der var økonomisk jævnbyrdige. Slægter som Rosenkrantz,Gyldenstierne og Bille formåede at holde sig i eliten i generationer, menudskiftningen blandt de dominerende slægter var betydelig.



Den danske adels eksklusivitet og efter europæisk norm store indre mo-bilitet bidrog til at styrke den fælles kasteidentitet, som hele tiden blev un-derstreget. I 1526 påbød Frederik 1. adelen at tage faste slægtsnavne, ogførst nu dukkede så berømte adelsnavne som Rosenkrantz og Gyldenstier-ne op – begge valgt ud fra slægternes våben. Adelige gravmæler udvikle-de sig til en vældig demonstration af pragt, og lange rækker af anevåbnerunderstregede, hvor fornem afstamningen var.

Økonomisk red den danske adel på højkonjunkturbølgen frem til 1625.Her kom det danske godsejere til gode, at de i modsætning til de fleste eur-opæiske godsejere ikke havde ladet deres bønders afgifter fastsætte ipenge, men i korn, smør og andre naturalier. Med de stigende priser pålandbrugsvarer, steg godsejernes indtægter støt op gennem 1500-talletuden at de behøvede at ændre driften af deres godser.

På mindst ét felt var adelen dog særdeles aktiv. Studeproduktionen fikform af et samvirke mellem bøndergårde og herregårde. Studene blev fødtog voksede op på bøndergårdene, til de 3-4 år gamle blev sat på stald envinter på herregården eller på bøndergårde, der havde pligt til at fodre stu-de for herremanden. Denne deres sidste vinter fik de modsat de andre etordentligt foder, så de om foråret kunne drives sydpå for at blive fedet fær-dige i de nordtyske og hollandske marskegne før slagtningen om efteråret.Adelen sikrede, at det ved lov blev forbudt at stalde okser på indkøbt fo-der. Bestemmelsen havde i hovedsagen brod mod borgerne, der af godegrunde ikke havde større mængder foder af egen avl. Borgerne fik ogsåforbud mod at købe stude direkte på bøndergårdene. Adelen ønskede atsikre sig den størst mulige andel af denne lukrative forretning.

Derimod var herregårdsmarkerne endnu ret små i 1500-tallet, og de til-hørende fæstegårde ofte ganske spredte. Der var dog en vis bevægelsemod at samle fæstegårdene bedre omkring hovedgårdene og udvide ho-vedgårdsmarkerne. Frederik 2. samlede store dele af krongodset i en rækkesammenhængende områder, hvad der medførte en hektisk mageskifteakti-vitet. Den gav også en del adelige mulighed for at få deres godser noget be-dre arronderet end før, og udvidelser af hovedgårde kan også konstateres.Endnu var bevægelsen dog moderat, og den typiske godsejer må 1500-tal-let igennem have haft hovedafkastet fra bøndernes afgifter samt den del-vis spekulative studestaldning.

I de adelige ligprædikener var det ud over den afdødes fromhed og for-nemme afstamning altid kongetjenesten, der blev fremhævet, og i princip-pet kombinerede alle adelsmænd godsejerlivet med den kongetjeneste, derlegitimerede adelen og dens privilegier. Endnu fastholdt den danske adel



modsat adelen i de fleste lande en militær tjenestepligt, der i princippetgjaldt hele standen. I krig mønstredes et adelsrytteri, der talte en stor delaf den danske adels våbenføre mænd samt en del betroede svende, og enadelsmand fik stadig en vis oplæring i militære færdigheder. Realitetenvar dog, at adelen ikke længere var afgørende på slagmarken, og kun fådanske adelige fik en egentlig officersuddannelse før 1650. Den danskeadels tjeneste blev stadig mere civil. Kernen i den adelige tjeneste var lens-mandsfunktionen, der gav både magt og indflydelse, men før den fulgte ireglen en læretid ved hoffet eller i kancelliet, før adelsmanden, hvis karri-eren lykkedes, i 30-35-årsalderen kunne håbe på at opnå et len.

Varetagelsen af civiltjenesten kom i stigende grad til at påvirke adelensopdragelse og kultur. Før reformationen havde universitetsstudier væretforbeholdt dem, der søgte en gejstlig karriere, mens de øvrige adelsmændvar i »mesterlære« som kriger og administrator. Efter 1536 blev det nor-men, at de lidt mere velhavende adeliges sønner gennemførte en dannel-ses- og uddannelsesrejse, der strakte sig over flere år og omfattede studierved flere udenlandske universiteter. Herigennem fik adelen en brederekulturel ballast i form af sprog og et vist kendskab til en række videnska-ber. For de fleste forblev det blot en almen dannelse, men en del adeligekom selv til at udfolde markant videnskabelig aktivitet, såsom den inter-nationalt berømte astronom Tyge Brahe, rigskansler Arild Huitfeldt, derskrev den første store Danmarkshistorie siden Saxo, og teologen HolgerRosenkrantz »den lærde«.

Gennem udlandsrejserne fik adelen kendskab til moderne kunst og enmere raffineret levemåde. Når adelsmændene var hjemme igen, blev degode indtægter fra godser og lensmandstjenesten i betydeligt omfang in-vesteret i et omfattende herregårdsbyggeri. Senmiddelalderens uanseligesmåherregårde og egentlige borge veg nu for langt større slotslignendebygninger i en lokal, tysk- og hollandskpræget udgave af renæssancen.Samtidig afløste adelen kirken som vigtigste kunde hos kunstnerne. Denye herregårde blev fyldt med rigt udskårne og bemalede møbler og por-trætter af ejerfamilien, og i de lokale sognekirker blev adelige gravmælerstadig prægtigere. Det var alt sammen udtryk for, at det krævede et stadigmere omfattende prestigeforbrug at hævde den adelige status over forstandsfæller og resten af samfundet. Resultatet blev, at en stor del af dendanske adel først i 1600-tallet var dybt forgældet.



Købstæder og borgerskab

Kongeriget Danmark omfattede 70-80 købstæder, men de fleste var ganskesmå. København var eneste større by med måske 25.000 indbyggere om-kring 1640. En række større provinsbyer som Malmø, Helsingør, Odense,Ålborg, Århus, Randers og Ribe havde formentlig 4-6.000 indbyggerehver, mens mange byer havde mindre end 1.000.

De mindre byer var afhængige af at drive landbrug selv, men ellers varbyernes opgave i det funktionsopdelte standssamfund at drive håndværkog handel. De danske byer havde så godt som ingen produktion rettetmod større markeder. Håndværket var begrænset til traditionel produk-tion rettet mod det lokale marked.

Lidt mere betydende var handelen, og under de gode konjunkturer ud-vikledes der i en række større byer en solid købmandsoverklasse. Ganskevist sikrede adelen sig vidtgående handelsprivilegier, men den udnyttededem ikke og overlod i stedet handelen til købmændene. For de større køb-mænd spillede eksporten af landbrugs- og fiskeriprodukter en betydeligrolle. Navnlig studeeksporten var et centralt forretningsområde, ikkemindst for jyske, fynske og slesvigske købmænd, men også for visse stor-købmænd i København.

Borgerskabet synes at have klaret sig forholdsvis godt sidst i 1500-talletog først i 1600-tallet. Både eksporten og adelens og bøndernes stigende ef-terspørgsel gav købmændene et voksende forretningsgrundlag, og solidebindingsværksgårde i en del købstæder vidner stadig om borgervelstand.Materielt kunne de rigeste købmænd måle sig med adelen. Politisk måttede endnu se sig henvist til en beskeden birolle.

Det politiske system i 1500-tallet

Historikeren J.A. Fridericia har døbt perioden 1536-1660 »adelsvælden«.Senere historikere har overvejende været mindre begejstrede for betegnel-sen og foretrækker at betone, at perioden nok er præget af adelsmagt, menogså af en stadig stærkere kongemagt. Systemet er blevet betegnet »mo-narchia mixta«.

Det understreger, at der efter reformationen fortsat var to bærende pil-ler i det danske politiske system: Kongen og rigsrådet. De var begge præ-get af stor kontinuitet. Christian 3. herskede i 24 år fra hyldningen i 1535til sin død 1559. Da var hans ældste søn Frederik for længst valgt til tron-følger, og han overtog tronen uden problemer. Ved Frederik 2.s død i 1588,



var tronarvingen Christian (4.) ganske vist også for længst valgt, men kunti år gammel. Systemet viste imidlertid sin stabilitet ved, at fire rigsråderovertog styret som formyndere – uden at ændre den forfatningsmæssigebalance. Derpå fulgte mere end 51 år med Christian 4. som aktiv konge tilhans død 1648.

Rigsråd og centraladministration

Den forfatningsmæssige situation i Danmark var usædvanlig set med eu-ropæiske øjne. Ved siden af kongen var det eneste andet centrale politiskeorgan det aristokratiske rigsråd, mens bredere stænderforsamlinger, dervar udbredte andre steder, kun sjældent forekom.

Rigsrådet var blevet stærkt decimeret ved reformationen. I 1533 havdedet 50 medlemmer, i 1536 19. Denne reduktion blev normsættende. Rigs-rådet kom frem til 1660 til at bestå af omkring 20 adelsmænd, om end tal-let dog kom til at svinge noget. Rigsråderne var på én gang kongens ud-valgte mænd og rådgivere og repræsentanter for riget over for kongen.Det meste af tiden havde denne dobbelthed ringe betydning, da parternearbejdede godt sammen. Under Christian 4. skulle forholdet dog blivemere konfliktfyldt.

Forfatningsmæssigt var forholdet mellem råd og konge kompliceret.Rigsrådet havde retten til at vælge kongen, men det var omvendt kongen,der udpegede rigsråderne. I praksis var kongen dog bundet af hensyn til,at alle landsdeles adel skulle være repræsenteret, og i hovedsagen blevrigsråderne valgt blandt de i forvejen mest fremtrædende mænd inden foradelen. De personer, der blev udpeget til rigsråder, var karakteriseret vedat være rigere, bedre uddannede, administrativt mere erfarne og med bed-re familieforbindelser til tidligere og nuværende rigsråder end gennem-snittet af adelen. Omvendt var der ingen automatik. Ingen – eller i hvertfald kun få – kunne tage en rigsrådsplads for givet, og rådet rummede tilenhver tid enkelte medlemmer, der stammede fra slægter med mere beske-den formue og ringere politiske traditioner.

Rigsråderne var principielt udpeget for livstid. Enkelte rigsråder måtteopleve at blive fjernet fra rådet, men mellem 1536 og 1660 drejer det sig omfærre end ti tilfælde i alt – deraf halvdelen under Den nordiske Syvårskrig.

Rigsrådets magt var betydelig. Håndfæstningerne sikrede det retten tilat vælge kongen, retten til at bevilge skatter og medindflydelse på spørgs-mål om krig og fred, og rigsrådet udgjorde sammen med kongen rigetsøverste domstol, det kongelige retterting, der fungerede én gang om året



ved de såkaldte herredage. Frederik 1.s håndfæstning havde dertil givetrigsrådet generel medindflydelse på lovgivningen. Denne paragraf gledud af Christian 3.s håndfæstning, men i praksis blev alle større love doggivet af konge og råd i fællesskab. Under Christian 3. var der en livlig lov-givningsvirksomhed, og adskillige herredage afsluttedes med lovkom-plekser, såkaldte recesser. De fleste af bestemmelserne fra disse blev sam-let i koldingrecessen af 1558.

Rigsrådets indflydelse var dog begrænset af, at det normalt kun varsamlet én til to gange om året, i alt kun få uger. Den daglige politiske le-delse lå hos kongen, der i praksis havde stort råderum.

Ved sin side havde kongen én eller flere såkaldte rigsembedsmænd.Rigshofmesteren var i princippet den fornemste af dem med ansvaret forblandt andet flåde og finansforvaltning, men embedet var kun besat i kor-te perioder. Marsken var anfører for adelshæren og dertil en slags tals-mand for adelen. Også marskembedet var imidlertid ubesat i lange perio-der. Derimod var kanslerembedet normalt besat, og kansleren i praksis re-geringens daglige leder ved siden af kongen. Lange funktionstider gjorderækken af kanslere Johan Friis (1534-70), Niels Kaas (1570-94), ChristenFriis (-Borreby) (1596-1616), Christen Friis (-Kragerup) (1616-39) og Chri-sten Thomesen Sehested (1640-57) til centrale personligheder i fastlæggel-sen af landets politik.

Efter reformationen dannedes en egentlig centralforvaltning, om endden stadig var af meget beskedent omfang. Hjertet i den var kancelliet el-ler Danske Kancelli, som det senere kom til at hedde. Det tog sig af korre-spondance på dansk og behandlede civile forhold i Danmark og Norgesamt forholdet til Sverige. Frederik 1. havde dertil taget sit eget kancelli fraGottorp med til København. Det fortsatte som et særligt tysksproget kan-celli, siden døbt Tyske Kancelli. Det havde et tilsvarende ansvar for her-tugdømmerne samt ansvar for det meste af udenrigspolitikken. Rente-kammeret administrerede rigets finanser på centralt hold. Formelt var deten underafdeling af Danske Kancelli, men i praksis ret uafhængigt. Dan-ske Kancelli var ledet af kansleren og bemandet med unge adelige kancel-lisekretærer. Rentekammeret var ledet af adelige rentemestre, men i øvrigtbemandet med borgerlige. Tyske Kancelli var bemandet med tyske borger-lige. Dette understreger, at adelens kontrol med den indre forvaltning varstærkere end kontrollen med finanser og udenrigspolitik, men internatio-nalt set var det usædvanligt, at centralforvaltningen i så forholdsvis højgrad var bemandet med adelige.



Lokaladministration og retsvæsen

På regionalt niveau lå forvaltningen hos lensmændene. Historikere skelnertraditionelt mellem to slags len, som eftertiden har døbt hovedlen og små-len. De såkaldte hovedlen omfattede ét eller flere herreder og havde etkongeligt slot som centrum, mens smålen var rene godser. I begge typerlen var lensmanden forvalter af det underlagte krongods. I hovedleneneudøvede lensmanden også den offentlige myndighed over lenets områdeved forkyndelse og håndhævelse af love, udnævnelse af lokale embeds-mænd, udøvelse af politimyndighed og opkrævning af skatter, og hanhavde militær myndighed som kommandant på lensslottet og leder af detroppekontingenter, lenet lejlighedsvis skulle stille.

Under alle omstændigheder var lensmanden en slags totalforvalter, derovertog det overordnede ansvar og selv ansatte og lønnede det personale,han havde brug for. I begyndelsen modtog lensmanden mange stederbruttoindtægten og afregnede blot et fast beløb til kongen. Med tiden komde fleste len på regnskab, så lensmanden fik et aftalt beløb plus procenteraf de såkaldt »uvisse« indtægter. Under alle omstændigheder gik en bety-delig del af bruttoindtægten til lensmanden og lenets forvaltning – om-kring år 1600 var det mellem en tredjedel og halvdelen.

Ved midten af 1500-tallet var der ca. 70 hovedlen og 280 smålen. Talletvar så højt, fordi kronen til sine gamle len havde føjet bispe- og klostergod-set og stort set opretholdt de enkelte klostre og bispelen som selvstændigestrukturer. Det betød, at ca. halvdelen af alle adelens voksne mænd kunnefå len. I løbet af perioden blev lenene gradvis slået sammen til færre, menstørre enheder, så der 1596 kun var omkring 130 tilbage. Især forsvandtmange smålen.

På landet var den dominerende ramme om retsvæsenet herredstingene,i et endnu ret beskedent omfang også birketing for enkelte godser. Her-redstinget blev ledet af en herredsfoged, der normalt var en selvejerbondeudpeget af lensmanden. Desuden medvirkede andre bønder i forskelligeegenskaber. Centrale var de såkaldte stokkemænd, der bevidnede, hvadder skete. Det meste af herredstingenes virksomhed handlede om gæld ogejendom, og tinget fungerede i den sammenhæng som konfliktløsningsor-gan for lokalbefolkningen. Sager kunne appelleres fra herredstingene tillandstingene eller rigets øverste domstol, rettertinget, der bestod af kongeog rigsråd. For adelen var rettertinget i en række sager første instans.



Statsfinanser

Trods den begyndende udvikling af en centraladministration, var statsap-paratet stadig af særdeles beskedent omfang. Kirken udgjorde én af detsvigtigste grene. Den var lige som lensadministrationen ikke blot opbygget,men også finansieret decentralt.

Den centrale statslige sektor bestod stort set af hoffet, den meget be-skedne centraladministration og flåden. Først i 1600-tallet kostede de i altca. en kvart million rigsdaler om året. Dette blev finansieret ved de såkald-te domæneindtægter, dvs. afkastet af krongodset samt toldindtægterne. Ibegyndelsen af 1600-tallet gav krongodset godt 200.000 rdl. netto, når lens-mændene havde fået deres andel, forskellige toldindtægter omkring60.000 og øresundstolden omkring 150.000 rdl. om året. Hertil kom et over-skud fra Norge og den kongelige del af hertugdømmerne.

Den danske konge kunne altså fra midten af 1500-tallet til 1625 som re-gel leve op til det senmiddelalderlige ideal, at kongen skulle leve af domæ-neindtægterne, af »sit eget«, som det hed. Man har derfor karakteriseretden danske stat mellem 1536 og 1625 som en udpræget domænestat.

Den pæne balance mellem domæneindtægter og statens centralt betal-te udgifter var ret enestående, såvel i forhold til andre perioder som i for-hold til andre lande på samme tid. Forklaringen er udover udgifternes laveniveau dels inddragelsen af kirkegodset, der havde gjort kongen til herreover halvdelen af landets godsindtægter, dels den helt særlige indtægtskil-de, øresundstolden udgjorde. Således er det påfaldende, at der var balan-ce mellem udgifterne og statens øvrige indtægter. Reelt var det såledesøresundstolden, der gjorde det muligt for Frederik 2. og Christian 4. delsat opbygge en betydelig kassebeholdning, dels at bygge de prægtige slot-te Kronborg og Frederiksborg.

Domæneindtægterne blev betragtet som kongens faste ret og ejendompå samme måde som adelens godsindtægter. De tilflød ham år for år udenat han skulle spørge nogen. Kongen havde imidlertid også mulighed for atopkræve skatter. Disse opkrævedes i princippet af alle bønder, også ade-lens undersåtter, men krævede så til gengæld bevilling fra rigsrådet. Skat-ter hed i datidens sprogbrug »ekstraordinære skatter«, og opkrævedesisær med ét formål: at finansiere de krige, kongen førte. Normalt forslogde skatter, der kunne opkræves under selve krigen, ikke, og der måtte op-kræves skatter nogle år derefter for at afvikle gælden.



Norge og bilandene

Norge var på en vis måde i endnu højere grad et bondesamfund end detdanske. Landet rummede kun ni byer, og reelt var kun Bergen, Trondhjemog Oslo af betydning. I Norge boede derfor mindst 95% på landet. I Nor-ge spillede de dyrkede marker imidlertid en beskeden rolle, og det norskesamfund var afhængigt af importeret korn, også i dele af landdistrikterne.Landbrugets vigtigste produktionsgren var kvægavl, men det norskelandbrugssamfund var i væsentligt højere grad end det danske afhængigtaf at udnytte de økologiske muligheder, som skov, fjeld og fjord bød på. Istore dele af Norge var fiskeriet en helt afgørende del af livsgrundlaget.Ved midten af 1500-tallet var Norges økonomiske vægt ringe. Vigtigst varformentlig fiskeeksporten.

Norge afveg betydeligt fra den europæiske hovednorm ved at godserog adel spillede en meget ringe rolle. De 80-100 adelige husstande ejedekun ca. en ottendedel af landets jord, og da norsk jord var mindre værdend dansk, var de gennemsnitligt fattigere end danske adelige. En tredje-del af bønderne var selvejere og halvdelen kronfæstere. Langt de flestenorske bønder kendte ikke andre herrer end kongen og hans embeds-mænd. Den norske bondestand var dog socialt stærkt opdelt og rummedeen storbondeelite ved siden af småbønder.

Politisk var Norge uden selvstændig repræsentation efter nedlæggelsenaf det norske rigsråd 1536. De overordnede spørgsmål henlå under kongenog det danske rigsråd, og centraladministrationen i København varetogogså spørgsmål vedrørende Norge. Der blev imidlertid opretholdt separatlovgivning og visse særnorske institutioner, blandt andet en norsk kansler,der ledede retsvæsenet. Fra 1572 oprettedes en institution som statholder iNorge som et mellemled mellem den øvrige norske forvaltning og Køben-havn.

Det norske lensvæsen var i princippet bygget op nogenlunde som detdanske. De vigtigste len blev oftest besat med danske adelige, mens mangeaf de mindre len blev overladt til den lokale norske adel. Alt i alt havdeden norske adel dog forholdsvis færre og mindre givtige len end den dan-ske – ligesom den havde færre og mindre godser.

Ved midten af 1500-tallet var kronens indtægter fra Norge beskedne.Samlet gav de norske len kun en sjettedel af, hvad de danske gjorde. Ogsåtoldindtægterne var små, og skat opkrævedes kun sjældent. I første halv-del af 1600-tallet ændredes billedet. De norske toldindtægter steg kraftigt,og også skatterne gav mere og mere. Norge blev stedse vigtigere for mo-narkiet og kongen.



Island, Færøerne og Gotland var bondesamfund, hvor der ingen egent-lig adel var og ingen eller (på Gotland) kun én egentlig by. De tre øsam-fund domineredes alle af en lokal storbondeelite, der især på Island ogGotland kunne eje adskillige gårde og dermed reelt være godsejere udenat være adelige. På lokalt plan styredes ørigerne i høj grad af den lokalebondeelite, men kongen repræsenteredes af lensmænd, der havde denoverordnede magt.

Hertugdømmerne

Hertugdømmerne Slesvig og Holsten var ved midten af 1500-tallet dennæst-folkerigeste del af det oldenborgske monarki. De var samtidig denøkonomisk højst udviklede. Byerne var gennemgående større end i restenaf monarkiet, og landbruget var højere udviklet end i kongeriget Dan-mark. Foruden korn og stude var mejeribrug mere udbredt i hertugdøm-merne.

Der var dog store regionale forskelle. De fleste marskegne var rene bon-desamfund uden adel overhovedet, men til gengæld med en stærkt diffe-rentieret bondestand. De havde i reglen en højt udviklet økonomi med ho-vedvægt på kvægavl. Også den midterste og nordlige del var domineret afselvejerbønder eller fæstebønder, der stod direkte under hertugerne.

Samlet rådede hertugdømmernes adel over en ret beskeden del af går-dene, i alt omkring en fjerdedel. Besiddelserne havde tyngdepunkt i deøstlige dele, og her udvikledes fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet et godssystem af østtysk type med store hovedgårdsmarker, tungthoveri og bønder, der igennem livegenskabet var bundet til jorden for livs-tid.

De østlige godser var det slesvig-holstenske ridderskabs hovedbase.Denne hertugdømmernes adel udgjorde en velafgrænset korporation, dersom den danske nød store privilegier. Magten over bønderne var endnustørre end i kongeriget. Således udgjorde næsten alle godser i hertugdøm-merne selvstændige retskredse, hvor godsejeren udpegede dommeren, ogde var kun underkastet de centrale myndigheder og ikke amtmændene,hertugdømmernes modstykke til kongerigets lensmænd.

De politiske forhold i hertugdømmerne var mere komplicerede end inogen anden del af monarkiet. I 1536 lignede de noget forholdene i Dan-mark. Som hertug af Slesvig og Holsten stod Christian 3. også over for etadeligt råd, men dertil kom, at der forholdsvis regelmæssigt indkaldteslanddage, hvor hele adelen samt repræsentanter for byerne og de tilbage-



værende gejstlige institutioner blev indbudt. Disse landdages hovedfunk-tion var at hylde nye hertuger og bevilge skatter, men de vigtigste loveblev også vedtaget her. På mange måder var landdagene derfor en fuldt såvigtig politisk repræsentation som rådet.

I 1544 blev hertugdømmerne imidlertid delt mellem Christian 3. oghans brødre Hans (den Ældre) og Adolf. Delingen var en gentagelse af


Hertugdømmerne efter delingen 1581.


delingen fra 1490, der var blevet uaktuel ved Frederik 1.s overtagelse afden danske trone. Delingen fulgte principperne fra de tyske fyrstestater,der i højere grad sås som et slægtsgods, der kunne og skulle arvedeles. Iprincippet var det imidlertid kun krongodset (og selvejerne, der regnedesdertil), som blev delt. De tre hertuger kom derfor hver til at råde over enrække krongodsdistrikter, spredt mellem hinanden. De overordnede poli-tiske spørgsmål skulle henligge under de tre landsherrer, råd og landdag ifællesskab.

I 1559 undertvang de tre landsherrer i fællesskab den lille bonderepu-blik Ditmarsken, der derpå blev delt mellem de tre.

I 1564 blev den kongelige del atter delt, og Frederik 2.s lillebror Hans(den Yngre) fik overladt en tredjedel af den kongelige tredjedel af kron-godset. Adelen ville imidlertid ikke anerkende ham som regerende hertug,så han blev i praksis kun storgodsejer. Af de tre regerende hertuger dødeHans (»den Ældre«) barnløs i 1580, og hans del blev 1581-82 delt mellemkongen, hertug Adolf af Gottorp og Hans den Yngre i det forhold, de i for-vejen havde andel i hertugdømmerne. Ved Hans den Yngres død 1622 del-tes hans besiddelser i fem minihertugdømmer: Sønderborg, Nordborg, -Glücksborg, Ærø og Pløn, hvoraf Ærø dog kun bestod til 1633.

Hertugdømmerne var derefter grundlæggende delt i en gottorpsk del,en kongelig del, en række minihertugdømmer, samt de adelige godser.Hertugdømmerne fik dermed den mest komplicerede politiske geografi afalle monarkiets dele, og ved siden af det egentlige Danmark havde hertug-dømmerne en stærk politisk adelsrepræsentation.

Trods opdelingen udgjorde hertugdømmerne en domænestat på linjemed Danmark og Norge. De forskellige hertuger fik godsindtægterne afhver deres len, der her hed amter, mens skatter som i kongeriget primærtopkrævedes i forbindelse med krig. Rent faktisk opkrævedes forholdsvisfå skatter i hertugdømmerne før 1625.



carsten porskrog rasmussen€¦ · des af folket. andre, blandt andet hans tavsen, var som luther...

Documents