I OG

~@IillU~~~O~rJiIi) ~ @(G

cl)@@@ffi)~ill)~lliiU@

Forord.

Det centrale tema i de to f 0lgende artikler, er forhol­det mellem centralisme og decentralisme. Lidt firkantet kan man sige, at dette er et brændpunkt, for ikke at sige det centra le punkt i syndikalis~en. Syndikalismen regnes for at tilhøre de decentralistiske socialistiske ideologier, sammen med anarkisterne r gildesocialismen og rådskommunisterne. Fra den centralistiske side, f ørst o~ fremmest fra kommunister (leninister) og tj'orgerlig side,

' men også fra socialsemokrater, bliver syndika listerne anklaget for at ville vride tiden tilbage til den "pri­mitivere" bonde og hå ndværkersamfund, til det f ørindu­strielIe samfund. Man har peget på , at det moderne in­dustrisamfund kræver centralisering. De små enheders tid er forbi. Man overser, at syndikalismen ikke vil have modsætningen til centralismen, men snarere en syntese mellem centralisme/decentralisme. Denne syntese kalder syndikalisterne federalisme.

I dagens politiske debat har ~ange indset, a t den centralistiske løsning af samfundsproblemerne er gået amok og sidder f a st i sumpen. Som alt~rnativer fremfø­r eB cecentrale l øsninger af forskellige a rt er. Disse har dog ma nge g8npe haft kar okt8 r a f en romantisk l æng­sel tilbage til det før-industrielle samfund. Dette er en yderligere grund til at præsentere den syndikalisti­ske l øsning, eller for sdg på l ~sning. Den fedorative vej til samfundsændringen. Fd har fremstillet federa­lismen og dens forhold til centralismen (stoten) så klart som Frans Severin. Det bør bemærkes, a t dette skrift ikke indeholder fors øg ~å a t skitsere, hvordan det -syndikalistiske ' s a mfund kan/skal være, men kun hvorda n det adskiller sig fra det nuværende borgerlige demokra ti. En n3r mere bes krivelse ~ f en syndikalistisk produktionsorden henvises til "Arbetarnas ~vertagande av produktionen" og "Syndikalistisk syn på økonomisk Demokrati" af Frans Severin (Federativserien bog 7). Den pjece indeholder to tekster "Centralisme og Decen­tralisme" fra 1959 og "Staten kontra det syndikalisti­ske samfund", som udgør sidste kapitæl i "Ar Syndika­lismen stcitsfjendtlig - en undersdgeIse af syndikalis­mens forhold til Staten" fra 1925.

fanget af sine beslutningsrettigheder til at omfatte flere af de beslutninger, der før afgjordes lokalt.

I de enevældige fyrsters storhedstid havde fyrsten "lovlig" ret til suverænt at bestemme over alt og alle, som Af en eller anden grund var indenfor hans magt sfære (herredømme). Men p.g.a. dårlige kommunikationsmidler ,. og en inef~ektiv statslig organisation, var det langt­fra muligt for fyrsten at udnytte den magt, som stats-. retligt var lagt i hans hænder. Senere tiders bedre kom­munikationsmidler 6g organisationer gjOrde kongens cen­trale magtudøvelse mere effektiv og trykkende, .især overfor den gennemgribende udvikling af samfundslivet,. som startede i den sidste halvdel af l?OO-tallet. Den gamle "ifysiokratisme" og den senere ·"libere;\lisme" var en mere eller mindre bevidst reaktion, mod centralmag~d tens snærende indgriben på områder~ der tydeligvis var bedre stillet under friere forhold.

De moderne demokratier har'imidlertid aldrig sat sig imod beslutningsrettens centralisering, som under ene­

.vælden, kun imod at denne ret var samlet på en hånd. Fyrsten var så at sige statens centrale magtorgan, som havde beslutningsretten indenfor hele områ det. Han var regering, folketing og fOlkeafstemning. Disse central­orqanets bef0jelser har de moderne demokratier ikke søgt at mindske, snarere at overføre til en anden inde­haver, folkerepræsentationen (det repræsentative demo­krati). Regering og folketing, såsom den statslige cen­traladministration, har de samme beføjelser, i realite~. ten endnu større, derved at mulighederne f or at gribe ind i den enkelte organisationsenhed, eller i det en­kelte individs liver større end under enevælden (bed­re teknik/kommunikation/organisation). Det er ikke uden grund, at man idag nærer en tiltagende strøm af anklager over lysten til at lovgive på alle mulige fæl­les- eller enkeltområder. Kommunerne eller enkeltindi­viderne i vor tid har ikke større selvbestemmelsesret -tværtimod mindre. Den eneste forandring, der er sket, i retning af større indflydelse/rettigheder, er at vi til­kendes en ofte tilfældig indflydelse på sammensætning af det centralorgan, som stadigvæk har retten til at beste~ me.

,.c,-

5

CENTRALISME æ DECENTRALISME.

Demokrati og Federalisme.

Arbejdernes kamp for selvbestemmelse indenfor organisa~: tionerna, . hvor afgør~lsen i forskellige sp ørgsmål søges flyttet fra den centrale ledelse til (gennem afstemninEf>-, ger m. v.) medlemsmassen , .ka11 på en måde sammenl ignes med de moderne politiske demokratiers kamp mod den" gamle aristokratiske styreform. Men hvis kampen gælder virke~ ~

lig decentralisering, d.v.s. en udvidelse af den lokale og regionale organis8tionsenheds beføjelser - mb den si­ges at have en anden karakter. Man kan sige, at der fin­des to slags decentralisering, på den ene side en decen­tralisering af selve retten til at bestemme; en overfør­sel af beslutningsretten fra en til flere eller til all~ som kan tænkes at blive berørt af beslutningen. På den anden side en decentralisering af beslutningsområdet " hvilket ofte indebærer en overflytning a(, bestemmelses­retten fra en til en anden , · en formin dskri'ing af det om .. :; råde~ hvorom den f ælles bestemmelse tages. Dette sidste princip vil vi af for ståelsesmæssige grunde kalde for federalismens og de tidlige demokratiers princip~

Det moderne politiske demokrati,_ parlamentarismen, har indskrænket sig til at bekæmpe selve autokratiet~ fyrstens eller monarkens ret til suverænt at a fg øre alt hvad angår folket og jorden/landet indenfor det område, . som ansås for at være hans t det har nøjedes med at over­flytte den centrale magt/ret fra fyrsten til nogle fol­kevalgte, og ind imellem til folket selv (gennem folke­afstemning). Derimod stræber systemet ikke efter at for­mindske centralmagten,- g~nnem at mindske u~strækningen R

af statsmagtens kompetenceområder. Vi mener ikke kun en geografisk ind~krænkning af administrationsområ derne, men også en formindskelse af centralorganets (statens) politiske og økonomiske magtbeføjelser t d.v.s. en hen­visning af en mængde beslutninger fra centralt hold til lokale, industrielle og andre organisationsenheder. På dette område er det nok snarere et spørosmål ' om, at de moderne demokratier fors øger at udvide antallet o~ om-

c.4. _ ' .

4

•

Syndikalismens decentralisationsstræben.

Syndikalismens stræben efter decentralisering indebærer ikke bare at flytte magt ud til flere eller alle" den indebærer også en indskrænkning af orga nets beføjelser, en formindskelse af magtsfære/kompetence, og følgende deraf en udvidelse af de enkelte organisationsenheders ret til suverænt at afgøre flere sager, altså en udvi­delse af det lokale selvstyre. For at tage et eksempel: Istedet Tor at lade det centrale organ - om der så er en ' enevældig fyrste, et parlam~nt eller en folkeafstemning - afgøre om en enkelt kommune må anlægge en frihavn, to kommuner bygge en jernbane imellem sig o.s.v •. - mener syndikalisterne, at kommunerne selv må afgør e s agerne. På samme måde kan der trækkes industrielle linier for de autonome virksomhedsområder. Hvis et industri finder det tjenstligt at flytte en fabrikation fra en arbejdsplads til en anden, så indebærer syndikalismens decentralise­ringsstræben, at den berørte industri skal have ret til selvstændigt at beslutte sig .. D .. v •. s .. uden at være tvun­get til at underkaste sig et centralt organs beslutnin­ger.

Heraf følger, ,at folkeafstemningen ikKe modsvarer syndikalisternes krav om decentralisering . Afstemninger indebærer i bund og grund ikke nogen ~nr~krænkning i det centrale organs beføjelser. Det er bare c: fstemningen, i .... stedet for ~onge, regering eller f olketing, som bliver indehaver af magten, mens de enkel te o'r ganisationsenhe­ders selvstændighed ikke forøges. På den måde kan man sige, at folkeafstemninger ikke indebærer nogen decen­tralisation.

En organisation, der uden egentlig decentralisering, d.v.s. uden indskrænknigg af det centrale organs befø­jelser, bare overflytter disse fra en hovedbestyrelse eller en regering til en .ur/folkeafstemning, bliver hel­ler ikke befriet fra det centralistiske kendetegn, som ~edder byrokrati •. Tværtimod er det sikkert, at visse af byrokratiets væ~ste udslag som cirkulæreskriveri,. for­haling, syltning m.m. fremtræder i en uh0rt forstærket udgave, med alle deraf følgende uligheder. Det ligger i sagens natur, at en afgørelse gennem folkeæfstemning kræver adskillig længere tid, end . hvi~ 2€gør~lsen blev truffet af en styrelse eller e~ kongres~ og ligeledes

•

må skriveriet have et større omf'ang._ En f'olkeaf'stemning garanterer ikke f'or en f'ornuf'tig

af'gørelse. Gælder det de store generelle retningslinier, er f'olkeaf'stemningen utvivlsomt f'ordelagtig som givende et sikker udtryk f'or massernes vilje-. Det samme gør sig gældende,_ hvis _det er af'gørelser,_ der ligger alle på hjerte. Er det derimod detaljesager-, er f'orholdet et an­det. Dels f'ormår detaljesager ikke at engagere/interes~ sere masserne, del? er _de of'te af' så f'agteknisk natur, • at -f'olk ikke kan sætte sig ind i dem. Det kan ikke være

-rimeligt, at der skal en f'olkeaf'ste~ning til at af'gøre f'.eks. hvilken type turbine et statsligt kraf'tværk skal anvende,_ eller om det skal bygges eller ej. Ligeså uri­meligt ville det v~re a t ansætte tekniske ledere til værket via en f'olkeaf'stemning - eller ansætte samtlige arbejdere gennem en f'olkeaf'stemning •. På grund af' sagens natur må interesseområdet f'or et sådant kraf'tværk ~e-· geegraf'isk begrænset. Folk på bornholm kan ikke være nærmere interesserede i et kraf'tværk i Århus, dels er af'standen mellem områ derne så stor, at det ikke kan be­tale sig at lede strøm f'ra Århus til Bornholm, selvom det var teknisk og økonomisk mulig er der strøm meget nærmere. Det rigtigste og rimeligste må være, at de men­nesker, der er interesserede i et (lokalt) spørgsmål, også er dem, der af'gør det •. Folkeaf'stemningen må være f'orbeholdt retten til at bestemme i principielle spørgs­mål,- men detaljerne må af' praktiske hensyn overgives til de personer eller institutioner , som det er blevet betr~ et at hån hæve sagen/områ det •.

Man kunne udf'ra decentralisering,. f'riheds- og selvbe­stemmelsessynspunkter sige, at meget var vundet, hvis man erstattede Kommunistisk Internationales kongresbe­slutninger med almindelig uraf'stemning indenf'or omtalte organisation. En geng besluttede den Internationale Kongres~ at det norske socialdemokratis hovedorgan skul­le ændre navn" at partiet ikke længere måtte bygge på kollektivt medlemskab,- f'agf'oreningerne, - at avisen Socialdemokratens udenrigsmedarbejdere skulle af'skedige& at studentergruppen IIMot Dag" skulle opløses o.s.v. Beslutningen oprørte hele verdens f'rihedsvenner. Men var der noget _vundet, hvis man istedet f'or kongresbeslutnin­gen, hqvde sendt spørgsmålet til af'stemning i Interna­twnalen?

1-; .-.-,...

SkulI a der være vundet noget friheds- og retsrnæssigt, hvis nIle disse medlemmer fra Rusland, Japan, Kina, Ase~ bejdjan, Buchara, Borneo, Timbuktu o.s.v., som ikke kemi­te de norske forhold, havde taget en beslutning gennem afstemning? Nej, udfra et syndikalistisk synspunkt er det dog naturligt, at nordmændene selv må afgøre dette, i denne retning er hele den syndikalistiske stræben kun begrænset af ,_ hvad der er praktisk muligt uden kaos og organis~tionsløshed, hvor alt menneskeligt samarbejde umul iggøres.-

Indenfor SoA .. C •. har mCin .også på visse tidspunkter overdrevet brugen af urafstemninger. Praktiske detaljer, der savner ethvert principielt indhold, har man villet sende til afstemning. Selve kongressen, som jo må anta­ges for at give u~tryk f or medlemmernes opfattelse, har ikke kompetence til at afgøre spørgsmål, hvor de delege­rede kan anses for ligeså kvalificerede som medlemsmaS~e sen, og hvis vigtighed ikke st~r i rimeligt forhold til det store og kostbare apparat, en urafstemning er. Da u~ afstemning i deta ljer og små spørgsmål ikke garanterer en rigtig/fordelag tig afgørelse, og da de delegerede med sikkerhed kan siges a t repræsentere medlemmernes mening, s u er den eneste gevinst a t organisationen belastes a f . et un ødvendigt og i l ængden ulideligt byrokrati, at hver sag forhales un ødigt, og at der ødsles mere på skrivel~l.

ser, end sagen er værd. _ At hele organisotionen bliver firkantet og upraktiske i en grad, der uvilkårligt vil skade medlemmerne.

Kongres eller Urafstemning.

Mellem en kongres og en urafstemning findes ikke den forskel angå ende decentralisering af magten, som på den ene side mellem konge/regeringsm~gt og et ud strakt lokalt selvstyre på den anden s ide. En kongres m~ antages a t ville give udtryk for sine medlemmers hoilidning, da hver delegeret kender sin e medlemmers mening, i hvert fald i vigtige spørgsi"Th:\l. Sp ørgsmål, som vi!!l gerne ikke nævner overfor sine repræsentanter, turde være a f så ringe vig­tighed for rlem, at de ikke vil vise afg0relsen nævnevær­dig interesse. Kun i sP f1rgsmål, der afg ;jres af en lille majoritet, kan en urafistemning tænkes at ændre resulta­tet. Da repræsenta nter vælges med sim'pelt flertal i en-

keltmandskredse, kan minoriteten let blive stor uden at blive repræsenteret. Vedtages et forslag senere ved kongressen af kun et ringe flertal, kan det jo trnnkes, at Rn almen afstemning vil give et andet resultat. Men for at sikre majoriteten afg ørelsen, . har man f.eks. in­~nfor S.A.C. vedtaget, at hvis et ·forslag ikke opnår /3 flertal~ skal det sendes til almenafstemning. Vinder

et forslag /3 flertal, regner man med, at en almen af~ stemning vil give det samme resultat. Dette er hØjst • sandsynligt - hvis· repræsentanterne giver udtryk for si­ne vælgeres meninger.

Naturligvis er der sager, hvor ma joritet og minori .... c k

tetsgrupoerne blandt repræse~tant8rne ikke er et korrekt udtryk for medlemmernes mening, s~lvom en anselig majo­rit e t opnAs. URn ~! den 2nJen~ide vil dette være kendt blandt meelemmerne, og hvis sa gen er vigtig, vild~ kun­ne kræve en afstemning.

Folkeafstemninger er ingen garanti for en "retfærdi­gere" afgørelse, for selv gennem den undertrykkes der en minoritet, for hvem det er en ringe trøst, at det er fo~ ket direkte og ikke folketinget, der gennemfører under­trykkelsen. At afgør el s erne indenfor et fællesska~ afg ø­res af en ma joritet, ha r intet med noget r e tsprincip at gøre. Hvis der. er uretf e rdigt, a t et menneske påtvinger et andet menneske sin vilje, s å er-aet ikke retfardigere at hundrede påtvinger en deres vilje; eller at en tvin­ger hundrede. For at opnå retfærd, må man tilse begge meninger indflydelse. Det er imidlertid langt fra mu­ligt, og nå r man i en s 3dan situation l ader majoriteten · bestemme, da er det ikke udfra retfærd, men udfra det praktiske synspunkt, at hvis majoriteten er tilstrække­lig stor, vil den a 1.1 igevel genn emtvinge sine synspunk­ter/vilje. På grund a f s in masse kan flert a llet sabote­re enhver beslutning, som g§,r imod det, og det g~jres sæø. vanligvis mere eller mindre bevidst. En klog regering mn modsætter sig aldrig en stærk majoritets vilje, fordi den ved at flertallet alligevel vil drive sin vilje, fordi den ved a~ flertallet alligevel vil drive sin vil­je igennem først som sidst. I almindelighed tager en klog regering de samme hensyn overfor en stor minoritet, og undlader som regel at beslutteldig i en sag, hvor me­ningerne er ligeligt fordelt, og hvor interessen hos

9

folk _er Sd stor,-at b~gge parter virkelig lægger vægt på afg~relsen-•. Derimod er det ikke ligeså sandsynligt, at en majoritet ved en folkeafstemning tager de samme hensyn til en stor minoritet, at den afstår fra at be­stemme. Folkeafstemningen garanterer således ikke nogen klogere afgørelse - tværtimod.

Et lang~bedre middel mod minoritetsundertrykkelser turde være at decen~ralisere selve magtområdet. Visse-ligen er decentralisering ikke nogen absolut hindring for minoritetsundertrykkelse, for selv i den mindste forsamling- tages der majoritetsbeslutninger,men mindre områder er i almindelighed mere homogent i opfattelser end det større •. I et meget stort område kan afvigelser­ne være så stare,at folket i den ene ende af landet er enige om det modsatte af det man er enige om i den mod­satte _ende. Hvis der skulle træffes beslutning, måtte resultatet være en kraftig undertrykkelse af minorite­ten. Hvem som helst kan indse det usmarte i at man gen­nem Verdensparlamentet er en jordomspændende afstemning, skulle vedtage et ' sæt love/regler for hele jordens be­folkning. Denne befolkning, som lever på e~ utal af ste­der og måder - så forskellige, at de ikk~kan indeholdes i et s~t love. Men selv indenfor et område kan opfattel- ' serne i f.eks~ Århus og Thyborøn være s å forskellige ' ­hver for sig berettigede - at det ville være fordelagti­gere at beslutte sig hver for sig.

Centralisation føder byrokrati.

Byrokratiet er centralismens kendetegn. Det beror sik­kert kun i ringe grad på de personer, som vi i daglig tale kalder byrokrater, selvom også personen er af be­tydning, det beror på centralismen, hvis naturlige følge er,- at de der behandler og afgør sagerne ikke selv er personligt interesserede -i resultatet/afgørelsen. Gen­nem centralismen, som samler afgørelser over enorme om­:r:åder og millioner af mennesker på et sted, bliver em­bedsmændene fremmede overfor de spørgsmål, de beskæfti­ger sig med, og de tager ingen personlig stilling, men afgør sagen på embedets vegne. Områdets størrelse øger antallet af sager i en sådan grad, at ingen embedsmand, selvom han gerne vil, kan udvise større, opmærksomhed omkring en sag. Dette medfører; at der dannes en "hor-

..

malmålestok~ efter hvilken alle sager afgøres, uanset nuancer o •. lign. For på alle mulige måder at forebygge forudindtagethed fra embedsmændenes side ,. omgærdes de­res arbejde af en mængde love og bestemmelser, som selvfølgelig ikke er tilstrækkelige til ikke at levne g?d plads til den forudindtagethed, ~an ville forhindre • E utal af instanser skabes, disse øges af at staten, d d~r ikke kan kende alle sider af en sag. indkalder em­bedsmandsrapporter fra over- og underordnede instanseri institutioner •

. Det er tydeligt, at man ikke kan råde bod på byro­kratiet selv gennem det mest udviklede demokrati. Det er centraliseringen, der er for stor, ikke demokratiet, der er for lille. Demokrati vil kun gøre sagen endnu værre; forestil dig s a gen (evt. en byggetilladelse) skulle behandles af en kongres eller et folketing eller gennem en folkeafstemning. Naturligvis vil intet for­nuftigt menneske gøre sådan, men sammenligningen kan tjene til at belyse problemet, vi her diskuterer.

Centraliseringen af det øko~omiske liv.

Folkets eller medlemmernes selvbestemmelsesret må, i overensstemmelse med hele syndikalismens udformning" f ørst og frem~est tilgodese s gennem en udvidelse af de lokale organisations enheders selvstændighed og modsva­rende en indskrænkning af de centrale organers magtsfæ­re . ' Den decentralisation, som syndikalismen søger, er ikke at få alle sager afgjort i et centraliseret orga­nisationssystem, men snarere at få så mange sager som muligt afgjort/behandlede i de lokale a dministrative eller industrielle organisationer; kommune, ' distrikt, bydel, industri - eller f oretagende, alt efter opdeling og hvilket interesseområ de, det omhandler. Derimod må man indenfor de nogenlunde selvstændige virksomheder og erhverv ordne tingene, som man gør det i samfundet på nuværende tidspunkt, naturligvis med de forandringer, som selve decentraliseringen betinger.

Fremfor alt gælder dette indenfor det økonomiske liv. Den byrokratisering, der forårsager selv af den mest demokratiske centralisering, kan medf~re mange uligheder for medborgerne, hvor det forekommer indenfor det poli­tiske li~~ Skrankepaver i og skrivelser i en uendelighed

J ' t

r ----- --

i de mest underlige anledninger, forhindringer af den enkeltes arbejdsindsats, samt en sårende arbejdsmands

. (klients) foragt for den .enkeltes bekymringer og pro­blemer.

Først og fremmest gælder det, at jo mere byrokrati­seret det Økonomiske liv oliver, des ringere bliver arbejdsglæden •. Det kapitalistiske samfund har gjort den enkelte arbejder til .et sjælløst værktøj, istedet for ·en skabende pr.oducent, som har berøvet ham arbejsglæden og gjort ham sløv og ligegYldig overfor hans livsopgave. Hvis produktionen centraliseres som det ·politiske liv, og ledelsen af alle landets økonomiske virksomheder sam­ledes i et centralt organ, så ville fabrikanterne komme i samme situation som arbejderne, de ville blive tjene­stemænd istedet for selvstændige fabrikanter, og deres arbejde ville antage samme karakter som hos de nuværen­de statstjenestemænd. De skulle møde på deres kontor om morgenen, sætte sig til at gispe over avisen, pU8se negle, spidse blyanter og holde udkig efter dhefen.

For at forvandle arbejderen fra at være et værktøj til at være en interess~ret producent, nytt~r det ikke at lade ham vælge et folketingsmedl em, e l l er at l a de ham deltage i en folkeafstemning om et for ham l igegyldigt spørgsmål, det der kræves er at ham f å r indflydelse på, og derved kommer nærmere til det arbejde, han selv udfø­rer.

Det ladei sig let konstatere, at centralisering - ja selv den ar~der almindeligvis kaldes koncentration - af produktionen, hvor den end foretages, medfører byrokra­tisering og nedsættelse af arbejdsglæden. En hå ndværker i snuskede og mørke lokaler - men hvor han dog har en arbejdsproces fra start til slut - f Øler som regel stør­re arbejdsglæde en fabri~sarbejderen i den store lyse og hygiejniske hal. Håndværkeren vil - ·selvom han er løn­modtager - kunne overskue sit faglige arbeJde, han er iR­gen maskine, der arbejder på klokkeslet indtil fabriks­fiøjten standser ham~ han kender sin betydning, han le­ver nærmere arbejdets endeåål~ han er en levende produ­cent~ På fabrikken er arbejdet ensformigt og dræbende, f~briksdisciplinen er trykkende, og skaberglæden for­svinder, fordi det færdige produkt er.mange m~nneskers små enkle håndbevægelser, hvori ingen behøver at tænke

fl··

over processen. Det er en anden sag at den nedsættelse ar produkti­

viteten, som rremmedgørelsen medrører, opvejes mangedob­belt ar den øgede maskinisering og de enkle arbejdsbevæ­gelser., Netop på grund ar den øgede oroduktivitet, som soecialisering, standardisering og maskinanvendelse med­rører, må vi vælge storindustrien, ~elvom arbejdsglæden er mindre end ved håndværket. Men det er ar yderste vig­tighed ikke at drive centralisation og koncentration længere end til hvor den højeste produktivitet opnås -ror man kan blive ved at øge produktiviteten i takt med øget koncentration. Fortsætter koncentrationen, kommer man til det punkt, hvor det 'komplicerede administration& apoarat der krævers, ror at koncentrere yderligere, ko­ster mere end den yderliger~ produktivitet, der vindes. Dette iddtrær~er allerede i det kapitalistiske samrund, og det g ør sig uden tvivl gældende i mange rabriksrore­tagender. At overdrivelserne ikke desto mindre bibehol­des, skyldes at disse kæmperoretagender er yderligere koncentreret gennem monopoler, qer i sig selv giver øget gevinst uden at øge produktiviteten.

Imidlertid er det tydeligt, at hvis rorvaltningen ar et lands næringsliv centraliseres. til et sted, rorvalt­ningsorganisationen vokser til enorme dimensioner', uden at man overhovedet r å r nogen af de gevinster, som kon­centrationen medrører i rorm ar specialisering~ stan­dardisering og den øgede mulighed for anvendelse ar mB= skiner. Dette ville hurtigt blive en byrde ror hele pro­duktionen, hvorunder denne snart ville svigte. "Mod detiJ.e kan ikke selv den mest demokratiske organisation gøre noget, tværtimod vil demokratiet være en yderligere byr­de. Det var under s å danne rorhold bedre en person ror­stod alt, end at en styrelse på 5-11 personer skulle beslutte'.- Styrelsen ville være bedre end en kongres el­ler et rolketing. Det ville v~e umuligt at have en pro­duktion , . hvis alle tekniske detaljer skulle til arstem­ning.

Netop disse synspunkter er b!andt de vigtigste i den syndikalistiske reaktion mod statssocialismen, ja selv mod socialdemokraternes tanke om staten som det univer~ selle og eneste virksomhed •. I deres sted s~tter vi rag­organisationerne, som er omdannet til oroducentorgani-

_: ..--:; . ~ . .....

~3. '" .---

sationer, hvilket f~rst og fremmest betyder en selvsty­rende industri. Hermed har man altså udelukket de øvrige

· . borgere indflydelse - enten ved regering, folketing og folkeafstemning - i s~ger der aleneberMrer den bestemte industri. Det er imidlertid let flt indsn , at man ikke vinder noget, hvis man nøjes med en selvstyrende indu­stri, og bagefter centraliserede industrien som stats­sacialisterne vil centralisere hele næringslivet i sta­tens hånd. Som vi før har påpeget, er der allerede nu selskaber, der er for stærkt centraliserede, og endnu findes der ingen trust der 'omfatter samtlige foretagen­der i landet. Syndikalisterne finder også at centralise~ ringen er for stærk i fagforeningerne, de ønsker ikke af­stemninger, men rJget indflydelse for 10:·~Q.lorganisatio­

nerne. Det er dprfor givet, at den selvstyrende industri vil have et flertal af selvstyrende virksomheder, dette betyder il<ke, at foretagenderne kommer til at stå isole­ret fra hverandre, uden indbyrdes samarbejde, men at hvert foretagende ny der en s å da n grad af selvstændighed, at den hoversagelig selv klarer den del af produktionen, den h~r til opgave at fremstille. På den a~den side må forp.t;".gendet ler:!!,;,s efter SRwme nrincippcr - - bortset fra hV3d der betinges a f 1-:6pit ,-::. l ismens nfsl-(~{ffp,lse - som virksomheder id,~.g. PI llerede i brochuren : "Arbetarna s overtf!gende av oroduktionen" fremføres, at den af arbeje dernR valgte driftsleder, må a ntages a t f å de samme be~ f ø jeIser som lederen af e n nuværende virksomhed. O.v.s. , at hans magtsfære Pd fabrik:ken måske bliver indskrænket, således a t visze afdelinger f~r større s elvstændighed, men på det område der er hans, må han have ret til at afgøre sager, uden hver gang at skulle indkalde besty- . relsen m.v. Sikring måd magtmisbrug, md ligge i a rbej­dernes ret til at Gf s2tte hum, og a t vælge en ny - så­fremt han er uduelig.

Den kollegiale virksomhedsledelse kan f øre til urime­ligheder. I en virksomhed, hvor man a rbejder døgnet ~undt, klagede natholdet over kulden i lokalerne og bad om at få en nøgle til brændekælderen, så at de kunne fyre. Lederen begærede en nøgle hos det for nøgler an-

. svarlige bestyrelsesmedlem, og lovede at tage ansvaret for br~ndet. Imidlertid turde den ansvarlige ndgleudle­verer ikke give lederen en nøgle - uden' bestyrelsens

. t~

..

i ! . ~

godkendelse. BestyrelsHn blev indkaldt, ~g vedtop h0jti­deligt at betro l ederen en trækældernogle.

Under den russiske revolution kom man til de s amme erfaringer. Efter at kommunisterne erobrede regerings­mggten, forS 'iJgte man at rette . revolutionen ind mod en " , overdreven, men i hvert tilfælde "demokratisk centrali­sering", som man selv formede udtrykket. Til denne hørte samlingen af praktisk taget al magt i centrale hænder, men ikke udeladelse af kongressen eller folkeafstemning. At let indsete grunde kan der ikke afholdes folkeaf­stemninger i Rådsrusland, men kongresserne har bestan­dig aflØst hinanden, og den regerende central må således antages at have varig kontakt med partiets vilje (fol­kets vilje er jo officielt afskrevet).

Ti;l den demokratiske centralisme hejrer ogSCt den kol­legiale virksomhedsledelse . Til virksomheden va l gtes ikke en leder, men en ledelse, almindeligvis på 5 perso­ner, hvor nogen valgtes af arbejderne, nogen af regerin­gen eller en anden centralinstitution, det 0konomiske liv blev organiseret som det politiske. Det varede imid­lertid ikke længe, inden man opdagede, at hvad der var fordelagtigt og nødvendigt indenfor det politiske liv, ikke var praktisk gennemførligt idet økonomiske liv. Først ændrede man den kollegiale ledelse til en person­lig ledelse. Detts var en fejl som vildledte bolchevik­kerner således at de berøvede arbejderne al direkte ind­flydelse på deres arbejdsplads, men dette behøves ikke at f ølge med personlig ledelse - arbejderne kunne jo have retten til alene at bestemme, hvem ledelsen var. For at sikre, at det bliver den bedste leder, der vælges, kunne det tænkes, at arbejderne delte retten til at væl­ge ledere, med f.eks. det industrielle centralorgan eller en lignænde organisation.

Med reformen af arbejdsledelsen var man ikke nået til vejs ende. Efterhånden nø{:Jedes man til at slække på den demokratiske centralismes princip i Økonomien og påbe­gynde en decentralisering. Industrien blev gjort selv~1 stændigere. på nuværende tidspunkt har de russiske virk­somheder-selv de statsejede - en ligeså stoi selvstæn­dighed som fabrikker i et kapitalistisk land, mens de friere foretagender arbejder under samme betingelser som i Vesteuropa. Lignende erfaringer er gjort i både de kooperative konsument- og producentforetagender.

Uden tvivl,'vil alle arbejdere, der fremover overtager produktionen, gøre de samme erfaringer, medmindre de læ­rer af de foregå ende eks~mpler. En fabrik bør efter syn­dikalistisk opfattelse ha ve al mulig selvstændighed -bare det ikke går ud over samarbejdet. i'lien den af ar­bejderne og højere instanser valgte driftsleder, må have den frihed til Økonomiske handlinger, som driften kræver • .Da fabrikker' og organisationer 8r blevet s å sto­re, at det repræsentative system er uoverskueligt, må ne der også udvises tilled ti~ den~ der er valgt til at le~ de produktionen - visseligen under kontrol - istedetfor at lade institutioner og instanser, som ikke garanterer bedre beslutninger, byrokratisere og l amme dri ften, s amt sluge 8n masse unødvendigt brugte penge ~

. ~ . :

"

STATEN KONTRA DET SYNDIKALISTISKE SAWFUND.

Den mest rat~onelle måde at komme på ,sporet ar rorskel­lene mellem syndikalismens tænkte samrund, og den organ~ sation, syndikalisterne bekæmper i staten, er at samme~­ligne det syndikal~stiske samrundsideal med det beståen­de samrund •. Hvis man kunne rremlægge en rærdigeksperi­menteret konstruktion, den rærdige retning til det syn­dikalistiske samrundsopratt~lse på, burde en sammenlig­ning mellem det nuværende samrunds økonomiske og pOliti­ske organisation, og den syndikalistiske konstruktion, vise skillelinierne mellem disse, og rølgeligen også hvad syndikalisterne bekæmper i det bestående samrund. Nu lader det sig overhovedet ikke gøre 9t rremstille en rærdig plan ror det syndikalistiske samrund. Syndikalis­men er rørst ;en bevægelse, dernæst en lære. Dette bety­der ikke, at syndikalismen savngr ideologi eller et ide­al, et rremtidsmål, efter hvilket den stræber, og en teori om opryldelsen ar dette. Det indebærer ikke, at syndikalisterne "ikke vil have et ' klart mål, mod hvil-ket kampen r øres". Tværtimod har syndikalisterne nok mere end end nogen anden socialistisk retning, beskærti­get sig med konstruktive spekulationer om samrundets ' rremtidige organisation., Men den syndikalistiske ideo­logi er ikke doktriner, den er ikke en lære - hvis u-

, fejlbarlighed rorsvares. ' Den udtrykker bare i almindeli:'" ge ord, hvad syndikalisterne stræber efter, mens det praktiske liv hele tiden må afgøre med hvilke metoder målet skal opnås.

Til trods for syndikalismens principielle afstand rra konstruktioner, kanen enkeltpersom dog med udgangspunkt i almene principper rorsøge at fremlægge en konstruktion ror det politiske og Økonomiske livs udseende under et syndikalistisk samfundssystem •. En sådan konstruktion vil vitterlig bare være en teoretisk spekulation, ingen en­degyldig plan ror et samrundssystem., Men i mangel ar bedre kan en sådan konstruktion tjene som grundlag ror en diskussion og en rorståelse ar de problemer" der be­skærtiger os.

-

Som grundlag for en sådan konstruktion, der således skal give os en forestilling om den samfundstilstand, som syndikalismen efterstræber, må tage udgangspunkt i de syndikalistiske principforklaringer. De bliver grund­laget, hvorpå konstruktionen må bygges.

Istedetfor socialdemokraternes mål med ret at uret: "Statens overtagelse af produktionsmidlerne" kan syndi­kalisternesmål udtrykkes: "Fagforeningernes overtagelse af oroduktionen". Frasen "fagforeningernes overtagelse af produktionen" kan givetvis tolkes på mange måder, selv sådan at syndikalisterne reagerer ·imod, men slag­ordet. hFr alligevel sin berettigelse gennem principfor­klaringerne i Amiensdeklarationen, som anses for at være syndikalismens principielle grundlag, siger a t fagfore­ningerne der idag er organiserede i opposition, skal i fremtiden være et værktøj til fordeling og produktion, baseret på den sociale nyorganisation. Denne ide kan si­ges at være grundlæggende. Den har været den positive side i syndikalismens kritik af statssocialismen. Den findes som gennemgå ende ide hos syndikalistiske organi­sationer i alle lande, og hos forskellig~ syndi kalisti­ske forfattere. Der gives imidlertid ikke udtryk for den opfattelse, at arbejdernes organisa tion8r en gang i fr8~

tiden skal være produktionsorganer, den syndikalistiske ide indebærer også temmeligt utvetydigt, at samme fagli­ge organisationer er cellerne, der i det I«apitalistiske samfund lægger grundlaget for den fremtidige organise­ring af produktionen."Gennem at organisere industrielt former vi strukturen for det nye samfund, i skødet på det gamle", hedder det i afslutningen af I.W.W. (Indu­strial Workers af the . World) principforklaring. I den­ne udtalelse siges der ikke kun, . at fagforeningerne i fremtiden skal udføre den produktive virksomhed. Den industrielle organisatio"n, som beskrevet a,f I.W.W .. pro­gram, udgør også strukturen for det kommende samfunds økonomiske org9nisation. Følgeligt må den syndikalisti­ske organisation indeholde en forestilling af den frem­tidige produktions organisations udseende. I.W •. W. synes også at lægge stor vægt på dette, og fremfører, at hvis en organisation skal kunne repræsentere arnejderklassen , korrekt, "må den indeholde en endelig løsning af arbejds problemet - en frigørelse fra ·strejker, uretf~rdig'heder,

i8

Fængsler og undertrykkelse", som det hedder i det mani­Fest, der Følger med en agitationsbrochure Fra I.W.W. (One Sig Union oF all the Workers). De citerede linier udgør underteksten til en graFisk Fremstilling aF hvor-

~ dan 1.W.W. ønsker de Økonomiske virksomheder organise­rede.

I ..

Selvom det er mindre markant udtrykt i "Amiensdekla­rationen", er det dog tydeligt, at også de Franske syn;­dikalister anser Fagorganisationerne For at være de cel­l~r, det nye samFund vokser Frem Fra. FagForbundene Fremstiller "For vores øjne," billedet af en ny verden, i hvilken de store industriForbund, eFter kapitalens nede~ lag, behersker og regulerer forholdene, under kontrol aF den store producentmasse. Fagorganisationerne indeholder allerede Frøet til menneskenes fremtidige organisation". Den franske landsorganisation Confederation Generale du Travail (C.G.T~) udtaler i sin rapport til den Interna-tionale Kongres i Dublin 1903, altså 3 år Før Amiensde­klarationens vedtagelse, at "syndikalismen Forbereder kapitalens okspropriation, gennem at gøre de industri­elle federationer (Federations corpatives) og arbejder­børserne til det nye sociale livs midtpunkt, og den ind­drager alle i den fulde udvikling" (L'evolution du Syn­dicalisme en France).

I denne udtalelse er indeholdt, at de Faglige organi­sationer ikke bare skal være produktionens Forvaltere og ledere. Arbejderbørserne og de industrielle Federationer skal være midtpunktet For h~18 dpt sociale liv. Det er ikke bare den gamle kapitalistiske økonomiske organisa­tion, som skal Forsvinde og erstattes af de faglige or­ganisationer. Også den Qolitiske organisation med kom­muner, amt og stat skal erstattes af de f aglige organi­sationer. Dette giver et udgangspunkt for spekulationer­ne om den syndikalistiske samfundstilstands sandsynlige organisation. Vi ser allerede i den nuværendesyndika­listiske organisation strukturen i det kommende samfund, og disse syndikalistiske organisationer skal ikke bare udgøre den økonomiske organisation i samFundet, men og­så den politiske. Der har heller ikke manglet spekula­tioner over dette tema. Flest har der været indenFor 1.W~W. og den Før nævnte grafiske model har mange eFter­Følgere. "l planen er samtlige virksomh8dsgrene opdelt i

fire hovedorganisationer: Distributions-, offentligt arbe jde , råvarer og industridepartementernes samlings­organisationer. nisse er på den ene side sammenflettet i en central org~nisati6n, men oå den anden side også opdelt i et bekvemt antal af forbund. Man kan altså op­ntl et billede af et af de syndikalistiske fremtidsplaner for samfundet - ved at undersøge de nuværende syndikali& tiske organisationer. "Da den frJJrste betingelse for al t menneskeligt liv og al samfundsmæssig og kulturel udvik­ling, er en tilfredsstillelse af de meterielle behov, må de arbejdende masser f prst 'og fremmest stræbe efter at opbygge et nytnroduktions- og fordelingsapparat , gennem hvilket de kan overtage produktion og distribuering, en organisation, der kan undertrykke, overvinde og erstatte kapitalismens organ, og organisere arbejdet i alle sam­fundsmedlemmers fælles interesse.

Før opfyldelsen af endemålet, opbygger samtlige ar­bejdere i hver virksomhed en driftssektion. Alle drifts­sektioner på den samme virksomhed/produktion/handel ud­gør et syndikat i den lokal e f 811esorganisation , som i sager aF almen karakter afbilder organisationsenheden i centralorganisationen. Ti.l befordring ;:if 'de respektive in~ustrigruppers produktive og merka ntile virksomhed el ­ler soecielle interasser orJbygges feder;ltionec , der hvi­ler på syndikatet og som indg~r i do ~es~ektive nærings­grenes departement i centralorganisationen. Denne orga­nisme skal arbejderne udvikle med hensyn til alle livs­funktioner i samfundet, og til at overtage funktioner fra de statslige og borgerlige institutioner.

Om dette grundprincip er alle syndikalistiske organi­sationer enige, og man har på sin vis de syndikalistiske samfundsorganisationer skematisk oDstillede, hvis man siger, at de lokale fællesorganisat{oner træder i kommu­nens sted og centralorgarisationen ~ statens sted, mens industri federationerne bliver afløsere af de kapitali­stiske produktionsorganisationer. Centralorganisatio­nen, hvis grænser falder sammen med det uafhængige ter­ritories geografiske udstrækning, er altså opbygget ef~r ter to linier, dels de territoriale idealorganisationer, og dels de industrielle federationer eller departemen­ter. Men de lokale fællesorganisa~ioner eller arbejder­børser er i sigselv ingen territorial Drgani~atio~,

20

.'

l

I i l

~ !

I :

hvor medborgere som enkeltpersoner slutter · sig til som til en kommune. Arbejderbørsen er selv en federativ organisationsopbygning, bygget på industrielle federa­tioner eller syndikater, hvilket vil sige, at foruden tilslutning til arbejderbørsen er man også tilsluttet sine respektive industrielle federationer. Man turde hermed have et temmeligt klart billede af syndikalis­mens tænkte politiske og økonomiske organisation, lige­som også forskellmne til den moderne stats organisation burde være tydelige. Den moderne stat er en ren terri­torial organisation. Dens organisationslinier falder sammen med territoriegrænsen, og indenfor dette er den den største magtfaktor. Alle indenfor områ det boende er t ilsluttet direkte eller underordnet staten. Den moder­ne stat er ikke s a mmensat af kommuner, amter, industri­elle eller kulturelle organisationer, den er sammensat af enkeltpersoner. Amter og kommuner er statens redska­ber, og har ingen selvstændighed. Det kommu nale selv­sty.re " der i større eller mindre udstrækning eksisterer i de nutidige stater, er en af staten givet rettighed, som staten har formel ret til at trække tilbage, over kommunens handlinger har staten overopsyn og har suve­r ænt ret til at lovgive og afg øre ·" pr øvesager".

I en demokratisk stat, hvor den hø jes te magt ikke ud­øves af en enevældig konge, men af valgte folkerepræ­sentanter, er selv folkerepræsentationen sammensat efter territoriale linier. En folket i ngsmand repræs enterer ikke en bes temt organisa tion, en vis industri ,. nærings­vej eller virksomhedsområ de; han repræsenterer et vist . t erritorium, en valgkreds, hvis grænser er sat af staten I visse former f6r repræsentation er også bopælsbå ndet ophævet, s å man i en. ende af lande t kan vælge en folke­t ingsmand fra den anden ende. Herigenn em betones yder­ligere statens enhedsorganisation~ Dens sammensætning af enkeltpersoner, istedet for grupper, dens centrali­stiske organisation i modsætning til en federation. Folketingsmanden repræsengerer ikke et vist område, hvis interesser han taler for i centralorganet, han repræsen­terer slet og ret staten, og er valgt i egenskab af med­borger, ~'~k~~ som landmand, minearbejder o.s.v., eller som medlem af en vis kommune) - og har som sådan ret til at påvirke den besluttende forsamling. Hele folket in-

1-1 .I ;.

denfor territoriet bliver for den moderne centraliserede stats enhedsorganisation en stor ensformig masse, der

' -findes ingen specielle interesser, kun statens interes~ ser. Som følge heraf kræves det ikke, at en Iv'!.F.' er har nogen bestemte kundskaber/viden om behov/ønsker hos no­gen grupper. det eneste der kræves er statsborgerskab. Derfor passer ordningen fint for en levebrødspolitiker, som bor ~ hovedstaden, og ikke laver andet end politik. At være folkets repræsentant er blevet et levebrød~ Den af syndikalismen tænkte centralorganisation bliver ikke sammensat af enkeltpersoner, men af forskellige territo­riale, industrielle og kulturelle organisationsenheder. Individet bliver ikke tilsluttet direkte til centralor­ganet, han bliver i sin ~E§enskab af producent af nytt e­varer eller tjenesteydelser medl em af den organisation, der omfatter hans virksomhedsområde. Den lokale sektion, som er den mindste enhed i den federative sammenslutning indtræder som medlem af syndikatet, syndikatet i den lo­kale fællesorganisation og i den industrielle federa~,,-_

tiane Federationen og fællesorganisationen indgår slut­teligen i den centrale -organisa tion. Den lokale fælles­organisa tion bliver altså eh terri torinl -'sammenslutning, - men ikke som ko~munen, s~mmensat af e nkeltpersoner, men af indu~trielle og kulturelle syndikater. Denindu­strielIe federation, til hvilken syndikatet tilslutter sig, har vitterlig samme territoriale udstrækning som centralorganisationen, men er opbygget efter industriel­le linier og sammenslutter et utal af orga nisationsenhe ­der, dog indenfor en vis industri ell er virksomhed; Ind~ videt bliver altså umiddelbart medlem af begge disse or­ganisationer, han til~luttes ikke direkte, det er hans organisation, der tilknyttes. Den centrc:1_ le org~"nisation

sammenslutter dels lOkalorganisationen, dels industriel~ le organisationer, og s å ledes ikke som dp.n.moderne stat enkeltpersoner.

Heraf følger, at selv repræsentationen i centralorga­nisationens høj-este myndighed, kongressen, bliver en an­den. Den består ikke af valgte repræsentanter fra nogen af kongressen oprettede valgkredse, og repræsentanterne samles ikke som medlemmer af en centralorganisation . Ko~ gressen består af repræsentanter fra ~e _ tilsluttede or­ganisationer , og repræsentanter repræsenterer .ikke- kon-

11

. I . I I

gressen, men kun den lokale eller industrielle organi­sation, der har valgt dem. Bortset fra almenvældet skal de delegerede kun repræsentere deres grupoes interesser, således at alle forskellige interesser, og al fagkund­skab kommer til udtryk. Det bliver ikke levebrødspoliti­kere der samles, men repræsentante~ for den samfundsøko­nomiske virksomhed. Forskellen mellem den moderne st~t og syndikalistiske organisationer er, at de er opbygget på helt forskellige forbund. Den moderne stat er en rent territorial organisation, hvor mennesker er med fordi de bor der, og hvis opgaver er rent oolitiske. Den syndikalistiske organisation er en federativ sammenslut­ning af forskellige territoriale og kulturelle organisa­tionsenheder, en overbygning, en organisation bestående af organisationer, og deres opgaver er både pol i tiske, 0;(

Økonomiske og kulturelle. At den moderne stat, som vi kender den, hermed for­

svinder, er uden diskussion. Forandringerne er så gen­nemgribende, at så godt som int~t af den moderne stats­organisation bliver tilbage. Denne efterfølges af en federativ sammenslutning, delvist bestående af ikke ter­ritoriale forbund. En anden sag er om statens væsen er forsvundet. Naturligvis beror svaret på hvad man anser for at være statens væsen. Hvis man anser territorial­organisationen for at være det væsentlige territorium, det som gør den til stat, og ingen anden organisation, så er der ingen tvivl om at staten og dens væsen afskaf­fes, i og med oprettelsen af det før skitserede syndi- , kalistiske samfundssystem. At s~aæens vigtigste kende= tegn er territorialorganisationen, syntes Engels også at mene, når han skriver: "r modsætning til det gamle ' ,11 klansystem kendetegnes staten fQr det f ørste af en ind­deling af stn.tstilhørsforhold eller territorium. De gamle, gennem blodsbånd opbyggede og sammenholdte klan­organisationer, var som vi ser blævet utilstrækkelige, . især fordi de forudsatte opbyggelsen af foreninger (Bildung der Genossen) i bestemte områder . Områderne var blevet tilbage, men menneskene var blevet bevægelige. Man tog altså udgangspunkt i hvor mennesket boede, og ikke hvilken klan/stamme han tilhørte, når der skulle udøves bligter og rettigheder i samfundet". (Der Ur­sprung o •• )

Følger man derimod sidstnævnte definition af statens v~sen~ er der ' ingen Inindringer for statens fortsatte

. eksistens, selvom den moderne stats orgnnisation er' fal­det fra hinanden. sta tens organisation har i tidens I db gennemgået lige så store 12ndringer som syndikalisternes forsøg vil medføre; uden at staten, d.v.s. dens v~sen, er forsvundet. Det er forøvrigt ubestrideligt, at den russiske bolchevikrevolution medførte en hØjst radikal ændring åf den russiske stats organisation. Selvom den stadigvæk har sin geografis~e udstrækning, er den ikke orgDniseret efter det skema, der ellers er udmærket for en moderne stat. Tværtimod findes der syndikalistiske spor selv indenfor det russiske næringslivs organisation "Vi har altså f r,:brikker af l. orden, der st5.r under le­delse af det øverste nationalØkonomiske rad, og fabrik­ker af 2. og 3. grad, som er under guvernementrådeoes afdelinger. Guvernementrådene mods~arer afdelingen i det nationaløkonomiske råd og er hver for sig underlagt de­res, modsvarende nationalØkonomiske afdeling". Det er så­ledes ubestrideligt, at en hØjst betydningsfuld forand­ring er indtruffet i det russiske samfunds prganisation med indførelsen af r å.dssystemet. Statens ~æse n er imid­lertid ikke forsvundet, og med den f ølger en overdreven centralisering, som , er blevet udviklet og fuldbyrdet i Rusland. Der er jo heller ikke uenighed om, a t staten eksisterer i Rusland. Som fjende af staten, kan det synes trøstesløst sammen med Engels at g0re territorialorganisationen til krite­rium for staten. Før dette er åbenbart svært at modgå, og noget ønske om tilbagevenden til k~an og ættesamfun­det har vel ingen. Disse forsvandt, og m1tte forsvinde p.g.a. de øgede befolkningsformer. Hvis ikke af andr e J grunde. Den øgede befolkningstæthed medf:irte en blanding af slægterne. Den voksende slægt kunne i!(\<e længere hol­des sammen på et bestemt territorie, fordi"man ikke kun­ne udvide territoriet p.g.a. befolkningstilvæksten i samfundet •. Hvis' der endnu findes ættesamfundtilbage hos vilde folk~ ligesom de af Morgan, og efter ham af Engels beskrevne Irokesere,har befolkningen altid været lille i forhold til det beboedp område. Engels angiver at Iro­kesernes 5 stammer på deres højest&:!) i~ke var ,mere end 26.000 mennesker, som boede mellem de 2 ' store søer . Ottlo

og Potomac, et område på størrelse med hele tyskland (BDA + DDA). Germanerne var på et dobbelt s u stort omrQ~' de, omkring 5 mio. mennesker ved år O. Her existerede ættesamfundet stadigvæk, men var på denne tid under op­løsning, og blev efterfulgt af bysa mfund og af konge_O magten.

Ingenting peger da på, at anarki$ter og syndikalister ! anser territorieorganisationen for at være statens sær-

' ! skilte kendetegn. Dels efterfulgte den territoriale or~ ganisation klansamfundet mere end 1000 år f ør den tid, hvortil Kropotkin og Bakunin henlægger statens frem­komst, og dels t ænker anarkisterne sig de fr emtidige samfunds politiske orga nisa tion f 8rst ag fremmest bestu­ende af terri toriale enheder. Anarkisterne forudsætter frie a s sociåsioner for kultur el og økonomisk virksomhed, men betoner dem ikke så stærkt som syndikalisterne med deres industrielle organisationer .Mens anarkisterne me"',' ner at kommunen er grundlageø for samfundets politiske organisation,fremhæver syndikalisterne fagforeningen,den industrielle sektion eller syndi~atet som basis for org~ nisationsopbygningen.Imidlertid forkaster syndikalister­ne ikke den territori ale organisation.Den lokale fælles­organasit i on er l igesom central organet begrænset af et t erritorie.

Betragter man de n s yndikalistiske fremtidsorganisati­on,så ser man at ikke bare staten er forsvundet,men også dens onde-de n centralistiske tendens.Fremhævelsen af den federative organisationsform,forudsætter større selvstæn dighed for de mindre organisationsenheder,og således en , decentralisering af magtens udøvelse indenfor central~ organis ationens territorie,en ophævelse af statens tvang smagt- fordelingen af denne magt til små , med vidt ud­s t r a kt selvst0ndighe d udstyre de orgonisationsforbund. Syndika lister i fors kelliQe l a nde ka n vær e uenige om vi~ tigheden af decentralisering, men tendensen erumiskende­lig overal t. Det amerikanske I.W""". repræsenterer den mest centralistiske tendens indenfor syndikalismen. Både dens konstruktioner til et fremtidigt samfund, og dens praktiske organisationsvirksomhed repræsenterer en mere centraliseree magtudøvelse, end den sydamerikanske og europæiske. Indenfor de sydamerikanske og europæiske syndikalistiske centralorganisationer, er det l okale og

. ~.

.. ' ... "

25 I ' .,

industrielle selvstyre mere vidtstrakt, og for Sveriges vedkommende betones det stærkt, at: Centralisering af beslutningsproceccerne skaber undertrykte og undertryk-kere, hvilket dr~ber de selvstændige initiativer og tanker, og forsinker ··skabelsen af selvstyring og ansvars­oplevelse blandt arbejderne, og gør dem til samme beher­skede element som me~er i det borgerlige samfund. Arbej­dernes frigørelse er betinget af deres evne til at v.hj. a. nye sa.mfundsforme·r, at decentralisere besluimingsret­ten over produktionsmidler og samfundets forvaltning. Imidlertid ' repræsenterer 'syndikalismen en større 6entra­lisering end anarkismen. Givetvis kommer den syndikalis­tiske .modificering af den anarkistiske decentralisering stærkest til udtryk hos I.W.W.~ der med skarp betoning siger "vi er ikke anarkister, hvis der med anarki menes Nietzsch~anisme eller total individualisme. Vi er ikke anarkistiske, hvis der med anarkisme menes gruppeisole­ring , decentralisation". Men selv den europæiske form '. for syndikalisme er mere tilbøjelig til centralisering ~ end anarkismen. E. Pataud og E. Pouget kan f.eks. i sin romantiske konstruktion af fremtidssamfundet ikke til­fredsstille Kropotkin, ' som i bogens foror;:p'skriver: "De­res Confederation Generale du Travails kongres, som dis­kuterer om at man skal påtage sig byrden af børn, in'va­lider og oldinge, beskæftiger sig (efter min mening) med spørgsmål, som skal afgøres lokalt i og når den beslut­ter at ingen kooporation skal kunne afsondre sig fra ko~ munen, s å blander den sig i spørgsmål, som kun det loka­le liv selv kan afgøre. Ligeledes forlener ge deres re­præsentantskab med altfor meget afden regerings insti­tution, som de har afskaffet. Uden at diskutere her, hvilken grad af decentralisering, der er praktisk op­n3elig, vover j2g a t påstå, at syndikalisterne repræsen­terer større virkelighed~san8 end anarkisterne, allerede o.g.a. dens praktiske organisationsvirksomhed og kamp i nuet. Anarkismen er en skole, en teori, syndikalismen er en praktisk kamporganisation, som til daglig .stå r i in­tim forbindelse med livets realiteter. Anarkismen for­uds~tter ikke de autonome kommuners fuldstændige isola­tion, eller manglen på et organiseret samarbejde imely lem dem. Vores nuv~rende befolkn~ngstæthed umuliggør dette . Bakunin udbygger f.eks. orga nisationen til den

•

internationa le federation og skriver: "For det f clrste må. alle organisationer bygges nedefra og o~efter, fra kom­munen til landets centrale enhed, til sta ten, på federa­tionens vej. For det andet må der mellem kommunen og staten, VC2re i det mindste en a utonom formidler: Departe­mentet, regionen eller ;"Jrovinsen". Det synes at være samme organisation, som i al korthed skitseres i et a­narkistisk program "For den :"~Italienske demokratiske og sociale revolution" hvor det i punkt 5 og 6 hedder: "Individets "Frihed -indenfor kommunen. Kommunen og den f~ie "Federations fri hed indenfor provinsen og nationen".

Som vi ser, anvender Bakunin udtrykket "stat" for den nationale organisation, og "parlament" for statens og provinsens reprasentantforsamlinger. Dette betyder natur_ ligvis ikke , ~t 8akunin er tilh~noer af den moderne sta t, den centralistisk8 stat. Han siger tværtimod ud­trykkeligt, at ""Formynderstaten, storebrorsstaten (uber­ragenden) den centralistiske stat, skal afskaffes og op­løses". Men det fremgår med utvetydig klarhed, nt det . han vil afska"F"Fe, er den moderne centralistisl<e stat, ik­ke statens væsen . Den anarkistiske organisation er l øse­re end sym:likalisternes industrielle produktionssammen­slutninger. Forbindelsen mellem de au'tonome I<ommuner syrr tes at blive mere s~oraGisk og mindre fast organiseret, end mellem syndikaterne og syndikalismens industrielle føderationer. Medens produktionen, gennem federationen, skal organiseres "For hele landet i en videreførende in­dustri, betoner f.eks. Kropotkin stærkt den lille indu­stri, håndværket og srodriftens produktionsduelighed, og er modstnader af storindustrien. (Som syndikalismen har formet sin organisation efter). Kropotkin fremhæver at "Tendensen hvad ang!'ir industrien, som alt andet, er de­centralisering. Det er r :lrdelagtigt f 'Jr alle nationer at forene agerbrug med st ::::rst mulig afveksling af iBabrik- , ker og manufakturer. Den soecialisering , som nationalø­konomerne talte om, var udmærket til at berige nogle kapitalister, men den har ingen berettiget årsag, og det er tværtimod mere fordelagtigt, at hvert land -hvert område og egn dyrker sit eget korn , si'ne egne grønsager, og hjemme hos sigselv laver de manufakturer, som de har behov for.~Oenne mangfoldighed er det bedste bevis på produktionens f uldstændige udvikling , igennem

'\ ...

21 ...-:.' . "'

tvivlen ag på alle fremadskridende betingelser, under devicen at specialisering er det samme som at standse fremskridtet .... "For enhver fordomsfri å nd er resulta­tet givet på forhån~'~ udrå ber Kropotkin med den for ham særegne entusiasme og optimisme, han fortsætter: "~lle slags industrier decentraliserer sig, og breder s ig ud over hele jorden, overalt opstår der en mangfol­dighed nf arbejde. Ikke arbejdsdelig, men arbejdsfore­nelse er et kendetegn for den tid, vi lever i. Alle folk vil blive industrifoll<;." Åbenbart kommer den ar­bejdsdeling, der opstår ved, at den hvide r~ce udfører alt industriarbejde, og at alle andre lande sender rå-yarcrtil Europa, hvor de forarbejdes og derf ' ra sendes tilbage, til at modificeres en del. Hos syndikalismen findes der ingen b vidst stræben efter siTIdindustri, s e ­dan som den fremtræder hos Kropotkin.

på trods heraf repræsenterer syndikalismen alligevel en meget radikal decentralisering af magt- og tvangs­udøvelsen, og den moderne stats funktioner fordeles på en masse organisationer og organer, som er aktive in­denfor den føderative sammenslutning. Den statslige centralisering forsvinden. Ikke som i Rusland, hvor den moderne stat blev raseret, men alligevel blev erstattet med en anden, der indeholdt samme mag~koncentration. Men selvom statens karakteristiske magtcentralisering forsvinder, s å forsvinder sta tens væsen, den højeste formelle tv~ngsmagt ikke~ Den lovgivende magt, ud pvet direkte eller gennem repræsentanter, eksisterer stadig­væk. I et mindre foretagende I~n arbejderne mødes di­rekte og træffe beslutninger, som hver enl<elt må bøøe sig for - under risiko for straf, sssom udstødelse af f ællesskabet, boykot dg s 6 videre. Men på st ørre virk­somheder, der bp.ska ftiger fl er e tusind arbejdere, kan disse ikke samles direkte til møde,men må g øre det gennem repræsentative forsamlinger. En repræsentativ forsamling må også findes i de lokale f ællesorganisatio­rier~ ' kommuner, hvis medlemmer sjældent kan træde direkte sammen. Industriflederationerne og centralorganisationen, må have sine kongresser, der er disse organisationers lovgivende forsamlinger.

Den d !~mende magt er en konsek~ens.af den ,lovgivende. Organisationen kræver give tvis, a t de love og vedtagel-

•

, .

31

I I I

ser, som kompetente forsamlinger beslutter, alle skal respekteres. Hvorvidt s8rskilte domstole oprettes eller ej, er ligegyldigt for princippet om dSn dømmende magts eksil5tens. 8akunin foruds2.tter: "Afskaff'else af statens domsapparat , da alle dornmere skal vælges ~f folket". Kropotkin derimod ønskel'.-at afskaff.e alle love, domstole, dommere og følgelig selve domsfunktionen. Han siger: "Ingen love, ingen dommere mere. Friheden, ligheden og­solida~iteten er det eneste bOlværk, vi kan stille op mod de antisocialistiske instinkter~ nogen af os kan hav~~ De her citerede ord skrev Bakunin allerede i 1864, og han kan muligvis have ændret sin opfattelse seners . I alle tilf21d2 synt8s syndikalismen ikke at være tilh~nger af Kropotkins opfattelse , den forudsæt­ter foruden love, respekt for disse"og straf for at bryde dem, ligesom den forudsætter at d1mme den fejlende, og forøvrigt i sine nuværende organisationer allerede . i­dømmer, indimellem, betydelige straffe. I almindelighed forudsætter syndikalismen ingen.særskilte domstOle, el­ler dommere, denne funktion overlades til fagorgBnisa­tionorne. pette savnBr imidlertid principiel betydning, domsmagten ud reves, og f 11gende deraf kommer straffen. i'Ja turlig"Jis ka n s t rr:.ffcn R v~re anrlerlellle5 end dem, den moderne stat udmdler. Der findes ikke i ~gen socialis­tisk bevægel~e, nogen ~rincipielle tilhængere af sta­tens straff emstader, straffen forudsættes istedet for a t v~re nf moralsk art, s bsom f oragt, boykot m.m., "men denne moralske tvang er langt mere virksom end bor­gersamfunc!ets straffemetoder" • Det er å benlyst, at udst~ delse af f2lles~<abet i et SD arganiseret samfund, er langt sværere e nd den mo rlerne stats frihedsstraf. Alle­rede i vort inc!ividu3.listisko sEHnfund, kan en ptJ.stand om usolidarisk D~f~rsel, hos e t organisa tionsm8dlem, væ- · re en yderst m~rkb3r straf, men straffen vil blive endnu hårdere i et samfund , der hviler på enighed og fælles­skalni.l

Den frihed, som Bakunin forudsi.']tter,at il'"]dividet har,. til at tilslutte sig kommunen ell8r ej ~ for kommunen om den vil tilslutte sig provinse n - for provins8n om den vil slutte sig til nationen o.s.v. For at anvende en sy~ dikolistisk terminologi , friheden for syndikatet til at

Å~' . . .

til s l utte sig fecterat i one n, og disse senm"e o m de vil ttlslutte sig - central~rganisation8n . [le nne f rihed e r t :::m:,-,p lig i llusorisk . :Jpn har t eor etisk irotGresse , i kke; OI'"dk tisk , for i rY,1pn k::tn leve u dcn f "Jr sa,:lrUni.)et . Selv·­om t\langstilslu!:nirtgcn ikl':e bliver f'ormc1. , vil s itua ­tionen ud!!jve et uimodstå e l i g t pres , de r m':sk p v i r ker mindrp fornedrende og mindre u sympatis k , men alligev e l ikke BT' mindre virkningsful d .

O?-1;:' ; . ~p.hh,'tver i!erfor ikke <1t chokere , 81le r " t v<:!re Gt udslag af ~rinci~rytteri n~r Pataud og Pougmt lader c e n­tral'J~-,nisatiomm vedtage :' " At ingan s Ivsb:!ndig fngsa. rA­mrmslutni ng , af ;c;r-n ene eller de n "inden ~irt , m'j s t ·.\ -lSO ­

l e r r;t i. Tornold t il d "? andre , eller Ur.dL·'~::;f.."!e s ig at "r·­bej~~ ;":::r f a-!l.la:"sk Clb c:ts tlcdste . Hv is "fo~ 'ol clpne vc r ", n ­derle-0E~ , ville vis se gru 'lf) s r tilta:T :o:':' s;-"!rr r~ ttirhe­

der DS :)E~kostning af' a ndre . De nn e flir e '-"lev forudset 'Jr.r foreby:;get af konuress e n" . Den fare , 50/";, f''lrf'a tte r ne "!f de citerede linier f orudsiger ~ e r sik~,ert ov erdre v et. Ef'ters~m ingen organ i s a tion, in~en ~~ingsgren eller noget virksomhedsområde er helt uafhængi~ a f' rl e andre , S-~! bur,1e centralorganisationen r /ide ov e r andre e f fektive fQrarl5-:. ~ltnir~F '" 8v 8rf'or 8ventuelle fribyttere , til at undlEde: flt flIribE; til f ·, rmS'1 tva ng .

Det s om &ilel~~s incitro"!f'f" fJr i an med " ,~ sym::liI<;:;; l i s t rT­nes ~..mn!'undsoo·fR.ttels~ v i r keligg,;res , ' er ikke e n afs!<~f­

felse ~r statens væs en , e n oph~velse af st~tens f unktio­ner , mcn 8n overførelse til andr 2 , en dp;:;entral iseri ng . I s tedat for da n .... liIIOde rAe c æl'ltr alislj!rede s-::a t er der o p­stået msnqe stater . Kommune n eller den lukale fællesor ­ganisn"tion II ejer" et omr åde , o ver hvilket de r ,'~ der

selvst~ndigt . Den industriel l? feder3tion har et ondet omr·\de . Her Ulrl if;v~r o r !;lanis Gtio nerne stat--- ns magt, de lovgiver , d «"Ii1i1O',8r og str nf'f2r de m, som mo';srbe.icier or g 2 -nis atione ns beslutninger. Gentr Lllmagte[l ~r i n;lskr :':!nket til TDrholdet mell e m medlemsorganisati onerne indbyrdes. Den Er hsjeste for mell e tvangsmagt indenfor s i t o :nr å de , l i gesom indus~if'ederationen på sit omr3de , den lokal e f~llesorganisation på sit områ de o.s.v. De forskellige organisati oners magtsf'ære må naturligvis f'a stsættes v e d overenskomst er. ~en den hø jeste f'ormell e tvangsmagt, oen l ovgivenUie, den d wmmende og d!:!n s t rafTende , disse funkt ioner de r e::" karakteristi~ke f'o r' staten ~ find~s stadigViilk - lig esom de fandtes f ør f'rem!~amsten. af' den mo~erne stat.

II$~OOI3M~OO ANARKISTISK

BOGHANDEL

PLAKATER aøGER , . I

DU ER VELKOMMEN TIL BARE AT KIGGE IND OG BLADRE IGEN­NEM. VI ABONERER FX OGSA PA DET IRSKE "REPUBLICAN NE\~S"

OG "TAGESZEITUNG" FRA FORBUDSREPUBLI KEN VESTTYSKLAND.

BOGCAFE REGNBUEN'

MEJLGADE 48

8000 ÅRHUS C