christian jacobsenkonger-og-loever.dk/kongerogloever.pdf · buddhismen – på dem ses da også...

Christian Jacobsen

Konger og løver

© Christian Jacobsen Side 1 2013

TRÆK AF LØVEFIGURENS HISTORIE Som det ældst kendte eksempel på løvens forekomst i billedkunsten optræder en figur fundet i den neolitiske by Catalhöyük i det østlige Tyrkiet forestillende en kropssvær dame siddende mellem to løver, se fig. 1. Denne figur skabtes imellem 7200 og 5500 f. Kr. og er således mindst 7500 år gammel (Sfinx 2, 2oo6, s. 42-46).

Fra de næstfølgende årtusinder kendes ingen eksempler på løvefiguren, men dette skyldes nu nok mere vort ringe kendskab til disse tidsrum end et reelt fravær af sådanne fremstillinger – en hypotese, der ikke bliver mindre sandsynlig derved, at løvefiguren atter dukker op i regionen o. år 3000 f. Kr. i såvel Ægypten som Mesopotamien. Med sin integration i disse kulturer indledte løvefiguren en enestående karriere, der placerer den som det oftest benyttede motiv i billedkunsten – dertil kan føjes, at den trods alderen ikke kan kaldes aflægs, for endnu i vore dage er der kunstnere, som beskæftiger sig med den og giver den nyt liv. Til denne forbavsende livskraft svarer ganske løvefigurens evne til at trænge ind i nye miljøer, så den i vore dage er udbredt over hele Jorden og dermed langt udenfor de områder, hvor den naturhistoriske løve, forlægget for den, hører til den stedlige fauna. Dette forhold er ikke nyt, for allerede i oldtiden havde løvefiguren fundet vej til lande i Europa og Asien, hvor løven var ganske ukendt – som eksempler herpå skal nævnes Kina og Danmark, hvor løvefiguren var kendt henholdsvis o. 1000 f. Kr. og 5-700 e. Kr. Som det fremgår, var løvefiguren i brug til vidt forskellige tider på vidt forskellige steder. Trods dette kan figurerne frembyde store ligheder, som det f. eks. ses af de næsten identiske figurer gengivet som fig. 2 og 3, der dog adskilles af tusinder af kilometer og tusinder af år, eftersom fig. 2 gengiver motivet på et segl, som var i brug o. 2500 f. Kr. i det fortidige kongerige Akkad i Mesopotamien, mens fig. 3 forestiller seglet tilhørende den højbyrdige svensker Tyrgils Knutson, der levede o. 1300 e. Kr. og en tid besad herredømmet i Sverige (Vilhelm Slomann: Bicorporates, bd. II, fig. 15 og 16). Af de to eksempler erfares, at løvefigurens lighed med det levende forbillede ikke behøver at være slående – i stedet rettedes anstrengelserne utvivlsomt mere imod at skabe en figur, som udstrålede gå-på-mod, energi og handlekraft foruden styrke, selvtillid og hensynsløshed. Disse intentioner havde kunstnerne så stort held med, at løvefiguren i virkeligheden må henregnes til fantasivæsenerne ligesom f. eks. dragen, men den adskiller sig dog normalt ikke mere fra den levende model, end at betegnelsen løvefigur ikke kan skyldes for at være misvisende.

Figur 1

Figur 2 og 3


Selvom løvefiguren således ikke kan sige sig fri for at være konservativ, kan den dog ikke kaldes konform – fig. 2 og 3 viser løven stående på bagbenene, men den indtager gerne andre stillinger såsom stående på alle fire, eventuelt med højre forpote løftet, gående, liggende og siddende. Variationer over disse stillinger ses hyppigt: hovedet er drejet, så det vender bagud, der er tilføjet en udragende tunge og/eller en vajende hale, eller munden kan være ”skæv”, hvilket udtryk betegner det besynderlige forhold, at visse dele af hovedet gengives set fra siden, andre set forfra, som det fremgår af en løvefigur udhugget på en bygningssten på Viborg domkirkes apsis, se fig. 4.

Ofte forekommer det, at fremstillingen kun omfatter en del af løven såsom hovedet, se fig. 5, der viser et løvehoved af sølv fundet i dronning Shubads grav i Ur i Mesopotamien fra o. 2750 f. Kr. (Svend Aage Pallis: Babylonsk Kultur, s. 21), eller fødderne, der som de berømte løvefødder fik så stor succes indenfor møbelkunsten, her eksemplificeret ved den ægyptiske konge Tutankamons tronstol fra 1370-1300 f. Kr. (Geoffrey Bibby: Four Thousand Years ago, Plate XVII), se fig.6. Foruden løvefiguren forekommer en række mere fantasifulde figurer sammensat af legemsdele fra mennesker og forskellige dyr - af disse såkaldte hybrider, d.v.s. krydsninger af forskellige arter, skal her omtales tre, alle med løvekroppe, der trods deres angribelige stamtavler dog i resten af denne bog vil blive slået i hartkorn med løvefiguren og ligestillet med den.

Figur 7

Først skal nævnes sfinxen, der har løvekrop og nu og da vinger og er udstyret med et menneskehoved. Som repræsentant for typen uden vinger skal nævnes Den store Sfinx ved Giseh i Ægypten, der er 73 meter lang og 20 meter høj, se fig. 7. Den ligger nær de tre største pyramider og udhuggedes i resterne af den klippe,

Figur 4

Figur 5 Figur 6


som havde leveret sten til dem under deres opførelse o 2500 f. Kr. (E. S. Edwards: Ægyptens pyramider, s. 103).

Figur 8

Dernæst skal nævnes dobbeltløven, der har ét løve- eller menneskehoved, men to løvekroppe –den ses på på fig. 8, der viser en firkantet søjlebase med dobbeltløver på alle 4 hjørner fra Indien fra o. 500 e. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 727). Men da var figuren allerede gammel, idet den kendes fra Assyrien o. 1100 f. Kr.

Sidst skal nævnes den sjældent forekommende kentaur, der består af en løvekrop, muligvis med vinger, og overkroppen af en mand, se fig. 9, der viser et relief fra kong Assurbanipals palads i Assyrien – denne konge regerede 668-626 f. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas, fig. 302).

Figur 9

Figur 10


Ofte optræder flere løvefigurer sammen. Hyppigst forekommer parret bestående af to ensdannede løver, som gør front mod hinanden og sekunderer ét eller flere objekter, som det ses på fig. 10, hvor de to løver omgiver en halvmåne og en cirkel indeholdende en oval, hvori er skrevet et navn med arabiske skrifttegn. Motivet forekommer på et stykke stof frembragt i Mellemøsten i 13-1400-tallet og anvendt til en korkåbe tilhørende Århus domkirke, hvor tilsyneladende ingen var klar over, at ovalen indeholdt navnet Allah (Danmarks Kirker, Århus amt, s. 514-15).

Figur 11

Ofte ses parvist opstillede løver ved kirkernes indgangsdøre, som de flankerer – dette træk fik sit mest fremtrædende udtryk i det sydlige Europa, hvor løverne trængte sig frem foran dørstedet, som det f. eks. er tilfældet ved domkirken i Modena i Norditalien, se fig. 11 (Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 324-25), mens de i Danmark nøjedes med mindre fremtrædende placeringer i form af små løvehoveder anbragt øverst i døråbningen eller figurer udhugget i karmstenene.

Motiver med 3 løvefigurer sammen er sjældne, men flere rigsvåbener, således det danske og det engelske, fører 3 løver i skjoldet. Sjældne er også motiver med 4 løvefigurer – som eksempel skal nævnes de såkaldte Asoka-søjler i Indien, som kong Asoka i 3. årh. f. Kr. lod anbringe rundt om i sit rige for at agitere for buddhismen – på dem ses da også flere buddhistiske symboler som lotus, elefant og bøffel, men øverst er

Figur 12

Figur 13


anbragt 4 løvefigurer, som skuer mod hver sit verdenshjørne, se fig. 12 (Bianca Maria Scarfi: The Lion of Venice, s. 95). I visse tilfælde var mere end 4 løver nødvendige for at tilfredsstille ambitionerne. Den berømte løvebrønd i det mauriske slot Alhambra i Granada i Spanien, opført i 14. årh. e. Kr., omgives således af ikke mindre end 12 løver (Jyllands-Posten 23. aug. 2008). Af en løveallé, som førte tilbederne til Apollon-templet på øen Delos i Ægæerhavet, rejst o. 5oo f. Kr. (?), eksisterer endnu 7 løvefigurer (Lademanns leksikon 5, s. 221). En lignede allé af løvefigurer ledte hen til prins Hsiao Hsius grav ved Nanking i Kina, anlagt o. 500 f. Kr. (E. H. Gombrich: Kunstens historie, fig. 92). Disse anlæg overgås dog langt af den løveallé, som markerer adgangsvejen til templet i Karnak i Ægypten, opført 15-1300 f. Kr., hvis størrelse fig. 13 – trods tegningens ufuldkommenheder - giver en begrundet forestilling om (Tidsskriftet Det Ukendte, nr. 4, 1984, s. 189).

Figur 14

Som det fremgår af de forelagte eksempler præges løvefiguren af stive stillinger og mangel på bevægelse. Denne karakteristik passer dog kun dårligt på en række fremstillinger, hvorpå løvefiguren ses i færd med at manipulere dyr eller mennesker, som udsættes for løvens rovdyrnatur og bliver sønderrevet og ædt, eller – langt sjældnere og i modstrid mede løvens naturel - finder beskyttelse og værn hos den. Uanset denne dobbelthed vil dette motiv i resten af denne bog blive kaldt ”Løve med bytte”, selvom dette navn i visse tilfælde vil være mindre træffende og vil kunne misforstås – dette gælder dog ikke scenen gengivet på et persisk sølvfad fra 5.-4. årh. f. Kr., se fig. 14 (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 377). De ovenfor præsenterede løvefigurer udgør kun en forsvindende lille del af det samlede materiale, som på verdensplan ikke skal tælles i tusinder, men i millioner af værker. Ikke desto mindre kan det med rette hævdes, at hovedparten af samtlige løvefigurer repræsenteres af de fremlagte eksempler, hvilket forklares af, at løvefigurerne fordeler sig på ganske få typer, som til gengæld hver for sig rummer mange eksempler. Skjules skal det dog ikke, at flere mindre grupper af løvefigurer er unævnte ovenfor, men i al fald nogle af disse vil blive omtalt senere. Som opholdssted for løvefiguren synes intet objekt at være for stort eller for lille. Det har allerede været nævnt, at den findes på stole, segl, bygningssten, smykker, søjlebaser og klædestoffer – og denne række ville kunne fortsættes i det uendelige. Samme fordringsløshed præger dens materialevalg, hvorfor løvefiguren forekommer i såvel de billigste som de dyreste materialer.


Figur 15

Om løvefigurens udbredelse i tiden før de store opdagelser o. 1500 oplyser kortet fig. 15, hvis tal er årstal, der daterer de ældste fund af løvefiguren på stedet. Det fremgår heraf, at de ældste løvefigurer har hjemme i Mellemøsten, og at de yngre findes i periferien af den dakendte verden. Det må følgelig antages, at løvefiguren skabtes i Mellemøsten, for så i de følgende århundreder og årtusinder at brede sig til de fjerneste egne, hvorved den til sidst havde foden indenfor overalt, også på steder, hvor den levende løve var fuldstændig ukendt som i Kina og Danmark, se kortet, hvorpå løvens oprindelige levesteder er angivet ved prikker. Løvefigurens årtusindlange og verdensomspændende tilværelse lader os forstå, at den ikke skal tages som udtryk for den kunstneriske frihed eller for en tilfældig kunstners kreative evner, men må opfattes som et bestillingsarbejde udført i henhold til direktiver, som sikrede figurens ensartede udseende generation efter generation. Løvefiguren får herved karaktér af et mærke eller et symbol repræsenterende en bestiller, hvilken konklusion der synes at herske almindelig enighed om – diskussion er der derimod om bestillerens identitet, idet både religiøse og verdslige instanser kan komme på tale. Dette spørgsmål er det denne bogs intention at kaste lys over, hvilket fordrer detaljeret viden om de miljøer, som løvefiguren indgik i - en mængde information herom vil blive fremlagt i det følgende begyndende med en redegørelse for løvefigurens optræden i de romanske kirker i Danmark.


LØVEFIGUREN I DE ROMANSKE KIRKER I DANMARK De romanske kirker er velkendt af alle, for de er identiske med vore gamle landsbykirker, som findes i snart sagt enhver landsby. Byggeriet af dem fandt antagelig sted i 1100-tallet, hvor der i det nuværende Danmark opførtes ca. 2000 kirker, hvoraf de 1800 eksisterer endnu. Når disse kirker kaldes romanske, skyldes det, at de opførtes i en stil kendt fra Romerriget med massive mure og rundbuede vinduer. En stor del af vore romanske kirker besidder billedsten af samme alder som kirken. Særlig almindelige er sådanne i Jylland, hvor de romanske kirker er opført i tilhugne sten kaldet kvadre, hvorimod de er temmelig sjældne på Sjælland, hvor de romanske kirker for størstedelens vedkommende er sat i marksten. Så at sige altid er billedstenene hugget i granit, hvis hårdhed muligvis forklarer den noget nær fuldkomne mangel på friskulpturer, som gør sig gældende, idet de mindre arbejdskrævende relieffer er næsten enerådende. I modsætning til visse andre af kirkernes kunstværker som f. eks. kalkmalerierne, der havde plads i koret og derfor kun blev set af præsten, som ene af alle kom i dette rum, var stenbillederne tilsyneladende uvelkomne på dette sted, hvor de kun findes i ekstremt få tilfælde - i stedet forekommer de på steder, hvor menigheden ikke kunne undgå at få øje på dem, så hensigten med dem var tydeligvis, at de skulle ses af alle. De var med forkærlighed anbragt udvendig omkring dørene, hvoraf der var to: norddøren for kvinderne og syddøren for mændene, og på døbefonten, der i romansk tid stod lige indenfor dørene hævet op på et to-tre trin højt podium og følgelig umulig at overse – som yndede pladser for stenbillederne må desuden nævnes murværkets kvadre udvendigt og korbuekragstenene, d.v.s. de lidt større sten, som markerer begyndelsen til den egentlige korbue. Når hertil lægges, at stenbillederne nok har været malet i stærke farver, hvoraf mange døbefonte stadig bærer spor, er det let at forestille sig, hvordan de har virket som magneter på menighedens øjne.

Figur 16

I Danmarks romanske kirker har ikke mindre end 4000 stenbilleder overlevet til vor tid, så de var uden tvivl populære på deres tilblivelsestid. Deres omdømme var ellers ikke for godt- for det første ansås sten for at være et yderst tarveligt materiale, og for det andet regnedes statuer ifølge en vedtagelse på kirkemødet i Nikæa 787 for hedenske i modsætning til malerier, der fik dommen ”kristen kunst”. Endnu i romansk tid har disse meninger tilsyneladende været gældende her i landet, som det fremgår ikke blot af kalkmaleriernes og stenbilledernes forskellige placering, men også af deres motiver, der kun i ringe omfang er fælles, selvom værkerne skabtes på samme tid og på samme sted. For kalkmalerierne gælder, at de altid fremstiller let genkendelige scener fra bibelhistorien, mens stenbillederne kun sjældent gjorde brug af sådanne motiver, men foretrak fremstillinger af menneskehoveder, løver og drager, der er fuldstændig ukendte i kalkmaleriet. Som eksempel på et af de usædvanlige stenbilleder med motiv inspireret af kristendommen skal her bruges en tympanon fra Karup kirke i Midtjylland forestillende den tronende Kristus siddende på Regnbuen omgivet af de fire evangelisttegn, se fig. 16, hvis forlæg skal søges i kalkmaleriet.


Figur 17

Af de 4000 danske stenbilleder tegner løvefiguren sig for de 1000 – hvert fjerde bærer således billedet af en løve. Dette opbud er fordelt på 325 kirker, og et simpelt regnestykke giver da som resultat, at der i gennemsnit er mere end 1 løvefigur i hver af disse kirker – faktisk findes der kirker med både 5 og 10 løvefigurer. På kortet fig. 17 er afsat de 325 kirker med løvefigurer. Som det ses, er fordelingen yderst ujævn med en stærk koncentration i Østjylland, mens resten af Jylland sammen med Fyn og Østsjælland er spredt besat og Vendsyssel og Vestsjælland helt mangler kirker med løvefigurer. Denne skæve fordeling bliver ikke mindre påfaldende derved, at den gamle danske landsdel Skåne er velforsynet med løvefigurer, som ikke blot findes i mange landsbykirker, men også i de gamle domkirker i Lund og Dalby, der begge stammer fra romansk tid. Af de danske kirkers løvefigurer er næppe to ens, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorledes stenhuggerne skaffede sig viden om motivet. Det levende dyr kan de have studeret i Slesvig by, hvor der skal have været en dyrehave med løver allerede i 1100-tallet (Søren Nancke-Krogh: Stenbilleder i danske kirker s. 111), men mere sandsynligt er det vel, at de gjorde brug af mønsterbøger indeholdende tegninger af løven såvel som andre motiver. Sådanne bøger kendes ganske vist ikke her fra landet, men i Tyskland har et par stykker overlevet til vor tid – i den ene fremhæver ophavsmanden med stolthed, at hans løvetegning beror på levende model: ”Og I skal vide, at denne løve er tegnet efter virkeligheden” (Jens Vellev: De islandske Physiologus-billeder og den romanske stenskulptur i Romanske stenarbejder 2, s. 7-22). De små forskelle, som præger løvefigurerne demonstrerer dog, at eventuelle forlæg ikke kan være fulgt slavisk, men at stenhuggeren har magtet improvisationen. Bortset herfra fulgte stenhuggerne de ældgamle konventioner, som foreskrev løvefigurens udseende, så de romanske kirkers stenløver – på nogle få undtagelser nær – bærer de samme træk, som karakteriserer løvefiguren i resten af verden. Til bevidnelse heraf skal i det følgende anføres eksempler på, at løvefigurerne i de romanske kirker tilhører de samme typer som de universelle løvefigurer omtalt i forrige afsnit.


Enkeltløven, som på verdensplan optræder oftere end andre typer, indtager også en førerrolle i den romanske stenkunst i danske kirker - som et pragtfuldt eksempel herpå skal anføres den drabelige løve på syddørens tympanon, nu i våbenhuset, fra Grønning kirke nord for Skive, se fig. 18. Stenhuggeren er her sluppet ualmindelig godt fra opgaven og har ikke alene frembragt en særdeles vital løve, men også disponeret figuren godt, så den udfylder hele den til rådighed stående plads. Af de mange enkeltløver i vore romanske kirker afviger nogle fra normen ved, at deres haler er stukket igennem kroppen, som det ses på fig. 19, der gengiver en løve på en karmsten ved syddøren til Grønbæk kirke i Midtjylland. Dette naturstridige træk forekommer flere gange i kirker på specielt Århus-egnen, men mærkeligt nok også på Orkney-øerne, hvor det dog ikke findes i en kirke, men på en sten hørende til den store jættestue Maes Howe, formodentlig indhugget af en overvintrende viking o. 1150, se fig. 20 (Leslie V. Grinsell: Barrow, Pyramid and Tomb, s. 100).

De ufuldstændige fremstillinger af løvefiguren, hvor en detalje, f. eks. et hoved, skal gøre det ud for hele figuren, kendes også fra de romanske kirker i Danmark. Ved disse beskæringer af motivet går flere af løvens sikre kendetegn tabt, og identifikationen af figuren bliver følgelig mindre sikker. Således er de 2 løvehoveder, hvoraf det ene gengives i fig. 21, som sammen med 5 kronede menneskehoveder pryder konsolstenene på apsiden ved Staby kirke i Vestjylland, blevet tolket som abehoveder, hvilket dog må afvises, ikke så meget på grund af hovedernes udseende, men på grund af at abehovedet i øvrigt ikke forekommer i den romanske stenkunst i Danmark. På grund af den udragende tunge, der tit ses på løvefigurer, må også det abstrakte dyrehoved vist som fig. 22 opfattes som en løvefigur. Dette hoved er i tegl og gør tjeneste som konsolsten i den store romanske teglstenskirke i Tikøb i Nordsjælland – da teglstenen først blev kendt her i landet efter 1160, må denne løvefigur regnes til de yngste fra romansk tid.

Figur 24

Figur 18 Figur 19 Figur 20



Fantasivæsenerne sfinx, dobbeltløve og kentaur genfindes alle i den romanske stenkunst i Danmark. Som eksempel på sfinxen skal nævnes en figur på syddørens højre karmsten på Grønbæk kirke i Midtjylland, se fig. 23, der dog er atypisk ved at bære vinger – den står øverst af 3 løver, hvoraf de nederste 2 har gennemstukne haler, se fig. 19. Ofte kan figurerne ikke med sikkerhed identificeres som sfinxer, for af ukendte grunde udformedes ansigtstrækkene så uklart, at det er umuligt at sige, om hovederne skal opfattes som løve- eller mandshoveder – trods skægget, der henleder tanken på faraonernes skæg-futteral, er det således svært at afgøre, om det søjlebærende hoved på en hjørnekvader på Ræhr kirke i Thy, se fig. 24, skal klassificeres som et løve- eller et mandshoved (efter foto i Charlotte Boje H. Andersen m. fl.: Kirkerne i Thy, s. 293).

Også dobbeltløven optræder med både løve- og menneskehoved, men til forskel fra sfinxen er den næsten altid udstyret med hoveder, der med god sikkerhed kan bestemmes som løve- eller menneskehoveder, som det fremgår af fig. 25 og 26, der henholdsvis gengiver de to dobbeltløver, begge med menneskehoveder, på døbefonten i Sjørslev kirke ved Viborg og en dobbeltløve med dyrehoved på syddørens tympanon på Farsø kirke i Himmerland. Når dobbeltløverne optræder flere sammen som på Sjørslev-fonten, har de normalt ansigter af samme karaktér, men denne regel brydes af døbefonten i Gjellerup kirke ved Herning, hvis ene dobbeltløve har menneskehoved, mens den anden har løvehoved. I øvrigt er forholdet mellem dobbeltløver med menneskehoveder og dobbeltløver med dyrehoveder omtrent 1:2. I den romanske stenkunst findes dobbeltløven på tympanoner, se fig. 26, og på hjørner, se fig. 24, men særlig hyppig findes den på døbefonte, på hvis kumme der normalt ses udhugget 2, som takket være fladens krumning fremstår som de rene energibundter. Bemærkelsesværdigt er det, at motivet kun findes i Østjylland, der følgelig må regnes for dobbeltløvernes hjemsted her i landet – når motivet undtagelsesvist træffes andetsteds, som f. eks. på døbefonten i Krogstrup kirke i det sjællandske Horns herred, må det derfor anses for at være importgods fra Jylland.

Figur 27

En speciel adfærd udviser en dobbeltløve på døbefonten i Kousted kirke vest for Randers, idet dens bagben peger opad og halen ned, se fig. 27. Denne rotation af bagkroppen er fra Danmark kun kendt i dette ene tilfælde, men i andre lande kendes den oftere og kan her føres tilbage til oldtiden (Vilhelm Slomann:

Figur 25 Figur 26


Bicorporates, bd. 1, s.106ff.). Det aparte træk kan derfor ikke forklares som et udslag af stenhuggerens fantasi, men må nok tillægges en mening, som dog ingen længere kender. Den tidligere direktør for Kunstindustrimuseet i København, Vilhelm Slomann, som besad stor viden på området, foreslog, at rotationen skal opfattes som udtryk for den hurtige bevægelse, som kunstnerne længe var ude af stand til at opfatte og dermed skildre (Vilhelm Slomann: Bicorporates, bd. 1, s. 118-19). Denne forklaring virker tiltalende, selvom den ikke lader os forstå, hvorfor Kousted-dobbeltløven alene af alle danske dobbeltløver måtte tage ”benene på nakken”.

På et lille antal døbefonte i Randers-egnen er på kummen udhugget to dobbeltløver samt en kvinde iført skørt og en nøgen mand. De to personer er anbragt diametralt modsat hinanden mellem løvernes rumper og løfter op i dyrenes haler. Den nøgne mand har erigeret kønslem, se fig. 28, der viser et udsnit af døbefonten i Vester Tørslev kirke ved Hobro. På en døbefont af samme type i Kastbjerg kirke på Djursland er mandens genitalier borthugget, velsagtens som en indrømmelse til en kønsmoral strengere end middelalderens. Motivet kendes kun fra disse få fontekummer – det er dog næppe skabt i Jylland, men har sikkert ligesom de fleste andre af den romanske stenkunsts motiver rødder i Mellemøsten, hvor der i både ægyptisk og mesopotamisk billedkunst findes afbildninger af personer, vistnok altid konger, som løfter løvehaler. Fig. 29 gengiver således et delvist ødelagt alabasterrelief fundet i kongepaladset Kuyunjik ved Ninive i Mesopotamien, hvorpå ses den assyriske konge Assurbanipal løfte halen på en rasende løve – dette billede dateres til tidsrummet 668-626 f. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas, fig. 208). Og fra Ægypten foreligger et segl tilhørende farao Thutmosis 2., der regerede o. 1600 f. Kr., hvorpå ses kongen løftende en løve op i halen samtidig med, at han hæver sin kølle til slag (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas, fig. 206). Begge disse fremstillinger har antagelig relation til løvejagten, der i hvert fald i Assyrien, var forbeholdt kongerne, men hvordan trådene herfra går til Vester Tørslev og Kastbjerg i romansk tid, kan der intet siges om.

Figur 28 Figur 29


Figur 30

Kentauren – halvt løve, halvt menneske – forekommer kun sjældent i den romanske stenkunst i Danmark, idet den næppe mønstrer mere end 10 eksempler. Af disse indtager en kentaur på en karmsten oprindelig ved syddøren, nu flyttet til vestportalen på Landet kirke på Tåsinge, en særstilling i kraft af dens udstyr omfattende jernhat, sværd, skjold og klokke i halespidsen, se fig. 30. Denne kentaurs krigeriske udrustning og klokken, som kaldte landets forsvarere af hus, henleder tanken på det middelalderlige landeværn, men noget mere håndfast herom kan ikke anføres.

De modstillede løver, som vi nu skal vende os imod, er i den romanske stenkunst oftest at finde på tympanoner og døbefonte, hvis store flader gjorde det let at finde plads til dem. De falder i to grupper: uden og med objekt mellem sig. Af disse udgør førstnævnte gruppe kun en ringe del, og omtalen af den indskrænkes derfor til to eksempler. Det ene omhandler tympanonen ved syddøren til Kragelund kirke ved Silkeborg, se fig. 31, hvorpå ses to løver, der tilsyneladende ikke sætter større pris på hinandens selskab, mens det andet drejer sig om tympanonen ved norddøren til Skern kirke mellem Viborg og Randers, hvis løver til gengæld demonstrerer gensidig sympati ved udvekslingen af tungekys, se fig. 32.

Figur 31 Figur 32


For de modstillede løver med objekt mellem sig gælder, at løverne ikke spiller hovedrollen, men har overladt denne til objektet, der som fremstillingens midtpunkt tiltrækker sig opmærksomheden. Denne centrale figur kan ikke altid identificeres, men som genkendelige figurer forekommer træet som på syddørens tympanon på Mesing kirke ved Skanderborg, se fig. 33, og korset som på en kvader i skibets nordmur på Sønder Vinge kirke øst for Viborg, se fig. 34. Helt enestående er det, at en pendant til Mesing-tympanonens motiv findes som kalkmaleri i Ferring kirke ved Lemvig, men betegnende nok på skibets nordvæg og ikke i koret.

Ofte forekommer det, at objektet mellem løverne er en menneskeskikkelse eller et mandshoved. En mand – måske rettere en mandsling – står således mellem to løver på norddørens tympanon på Todbjerg kirke ved Århus, se fig. 35. Dette motiv har fået navnet ”Daniel i løvekulen”, men dette valg er mindre heldigt, for i virkeligheden er der tale om et ældgammelt mellemøstligt motiv kaldet ”Master of Animals” (John Curtis: Ancient Persia, s. 27-28). Under samme synsvinkel skal muligvis ses de tilfælde, hvor et menneskehoved erstatter skikkelsen, hvilket motiv især forekommer på døbefonte i Midtjylland, således på fonten i Højslev kirke ved Skive, se fig. 36.

Figur 37

Figur 33 Figur 34

Figur 35 Figur 36


Til gruppen ”Menneske mellem løver” må også regnes fremstillingen af en kvinde ammende to løver – dette motiv, som nok ikke ville blive anset for passende i en kirke i vore dage, vakte åbenbart ingen anstød i romansk tid, hvor der gjordes brug af det flere gange, f. eks. i Gosmer ved Odder, hvor det findes på et så iøjnefaldende sted som tympanonen over syddøren, se fig. 37.

Figur 38

De fra Sydeuropa kendte løvefigurer, som springer frem foran kirkedørene, har man ingen regulære sidestykker til i Danmark – nærmest kommer den berømte Kathoveddør, syddøren på Ribe domkirke, hvor to søjlebærende løver, der manipulerer menneskekroppe, flankerer døren, men uden i lighed med deres sydeuropæiske kolleger at indtage pladsen foran døren, se fig. 11. Et lignende arrangement findes ved

Figur 39

vestportalen til Øster Starup kirke ved Kolding, se fig. 39, men her er tale om en rekonstruktion, hvis autenticitet er usikker.


Figur 40

Ribe- og Øster Starup-portalerne er enestående i Danmark, men dette indebærer ikke, at modstillede løver ved kirkedørene er ukendte i resten af landet, for andre – og billigere – løsninger synes at være taget i brug. Således er der modstillede løver på mange tympanoner, se fig. 31-33, 35 og 37, på mange karmsten som ved syddøren til Rom kirke ved Lemvig, se fig. 40, foruden små løvehoveder anbragt foroven i døråbningen

Figur 41

som ved det i 1200-tallet opførte våbenhus til Åker (Åkirkeby) kirke på Bornholm, se fig. 41 (Trap 10, s. 484). Også den portallignede korbue inde i kirken, som forbinder skib og kor, kan have modstillede løver, som det f. eks. er tilfældet i Arnborg ved Herning, hvis korbuekragsten bærer løvefigurer på den ende, som ses af menigheden. Svarende til forholdet universelt er grupper på 3 løver også yderst sjældne i den romanske stenkunst i Danmark – til de få eksempler hører de tre gående løver, som med samme afstand bevæger sig rundt om døbefonten i Ullits kirke i Himmerland, og de tre løvefigurer, som står over hinanden på en karmsten ved syddøren til Grønbæk kirke i Midtjylland. Selvom de tilhører et helt andet miljø, skal det dog nævnes, at såvel det danske som det engelske rigsvåben, begge med 3 løver, antagelig fik deres udformning i romansk tid.


Figur 42

Også 4 løvefigurer sammen hører til sjældenhederne i den romanske stenkunst i Danmark. Som tilholdssteder for dem optræder kun fontekummer og firkantede fontefødder, hvis 360 grader de deler ligeligt mellem sig, så de parvist indtager diametralt modsatte pladser, som det fremgår af fig. 42, der gengiver fontefoden i Søndersø kirke på Nordfyn. Denne fordeling af figurerne var næppe tilfældig, men skyldtes nok, at de ligesom den indiske kong Asokas løver, se fig. 12, havde til opgave at holde øje med de fire verdenshjørner. Når antallet af verdenshjørner i vor del af verden er fastsat til fire – i Mongoliet regnes med fem – beror det på assyrerne, som allerede 600 f. Kr. havde indført denne inddeling og sørget for, at hvert verdenshjørne fik tildelt en gud. Disse 4 guder havde hver sit symbol, henholdsvis en bevinget løve, en bevinget okse, et menneske og en ørn (C. W. Ceram: Fund, forskere og fortidsgåder, s. 234), hvilke symboler overtoges af kristendommen, hvor de fik i opdrag at repræsentere de fire evangelister. I dette hverv optræder de på tympanonen fra Karup, se fig. 16, hvor den bevingede løve nederst til venstre står for Markus og engelen ovenover for Matthæus, mens den bevingede okse nederst til højre og ørnen ovenover symboliserer henholdsvis Lukas og Johannes. Disse fire figurer demonstrerer således en indiskutabel forbindelse mellem den mesopotamiske kultur og den romanske stenkunst i Danmark, skønt der mellem dem hersker stor afstand i tid og rum. Muligt, ja, sandsynligt er det derfor, at de firfoldige løvefigurer skal

Figur 43

opfattes som arvegods fra Mesopotamien, og at de står i et afhængighedsforhold til den assyriske lære om de fire verdenshjørner. Samme tænkning ligger muligvis bag de mange menneskehoveder, som fra fontekummer og fontefødder holder udkik til de fire verdenshjørner, se fig. 43, der forestiller døbefonten i Fraugde kirke ved Odense.


Af stykker med mere end 4 løver sammen kendes fra Danmark kun ét, en karmsten fra præstedøren i koret til den nedbrudte kirke i Kristrup ved Randers. På stenen, som nu findes på Randers museum, er udhugget 5 næsten ens løvefigurer, se fig. 44, hvor én af dem dog er udeladt på grund af forlæggets dårlige kvalitet (M. Mackeprang: Jyske Granitportaler, s. 245). Motivet, der foran døbtes ”Løve med bytte”, er særdeles gammelt – det forekom således allerede 2600 f. Kr. på en lyre fundet i byen Ur i det sydlige Mesopotamien, hvor en stenbuk er offeret, se fig. 45 (Julian Reade: Mesopotamia (udgivet af British Museum), bagsiden). Da motivet flere tusinde år senere dukker op i den romanske stenkunst i Danmark, har mennesket i vid omfang overtaget rollen som offer – som

Figur 46

eksempler herpå skal nævnes en løve med bytte udhugget på en kvader på (Kongens) Lyngby kirke nord for København, se fig. 46, og de menneskeædende løver ved portalerne i Ribe og Øster Starup, se fig. 38 og 39. Herudover fandtes det makabre motiv egnet til anbringelse på døbefonte, hvilket der findes mere end 1 eksempel på.

Figur 44

Figur 45


For de indtil nu nævnte romanske løvefigurer gælder, at de tilhører typer, som skabtes i Mellemøsten årtusinder forinden og uden nævneværdige ændringer videreførtes af senere generationer lige til vor egen tid. Dette konservative billedprogram udsattes dog for en mindre fornyelse i romansk tid, hvor to nye løvefigurer introduceredes.

Det ene af disse to nye motiver ses på en kvader i Ørsted kirke på Vestfyn, se fig. 47 – at der her er tale om en fremstilling af den bibelske helt Samson, lader sig ikke diskutere, for en runeindskrift under billedet oplyser, at ”Eskild i Gård skar Samson, han dræbte dyret”. Det andet nye motiv, der optræder på en kvader på Lihme kirke i Salling, se fig. 48, forestiller en løve i færd med at sluge et menneske, men til forskel fra de sædvanlige ”Løve med bytte”-billeder figurerer her endnu et menneske, som siddende på løvens ryg forsøger at befri offeret ved med de bare næver at åbne dyrets gab. Fælles for de to nye motiver er, at løven på dem fremstilles som en overvindelig modstander, hvorved den sættes i et stærkt modsætningsforhold til de ”klassiske” løvefigurer, der skildrer løven som den overmægtige, hvis styrke ingen med held kan sætte sig imod. De nye motiver er antagelig skabt i romansk tid, men hvad der ligger bag deres kontroversielle udformning, kan der kun gisnes om, hvilket dog først vil blive gjort på et senere tidspunkt. Med disse sjældne, men problematiske figurer afsluttes gennemgangen af den romanske kirkes løvemotiver, hvis forekomst her i landet så langt fra løvens levesteder vækker undren og kræver en forklaring – en sådan udformet af kunsthistorikere og teologer i fællesskab vil blive fremlagt i næste afsnit.

Figur 47 Figur 48


DE DANSKE KUNSTHISTORIKERES SYN PÅ LØVEFIGUREN I DE ROMANSKE KIRKER I deres fortolkning af de romanske stenbilleder går de danske kunsthistorikere ud fra den grundsætning, at billeder på kirker altid bærer kristne motiver. Den romanske stenkunst får derved karaktér af en billedbibel, som det da også kommer til udtryk i bogen ”Troens billeder” af Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen, hvori der s. 338-39 står, at stenkunsten skal opfattes som ”…skriften for dem, der ikke kan læse.” Efter forfatternes mening må det moderne menneske imidlertid have tabt evnen til at læse disse billeder, for de bruger ikke mindre end 378 sider på at undervise i dette billedsprog for analfabeter. ”Troens billeder” giver en glimrende indføring i kunsthistorikernes fortolkningsmetode, som kort beskrevet

Figur 49

går ud på at finde en beskrivelse i Bibelen svarende til billedet, der så udlægges som en illustration af det fundne skriftsted. I henhold hertil står det således helt klart, at figurerne på tympanonen over syddøren til Ålum kirke ved Randers, se fig. 49, skal opfattes som illustrationer af de bibelske beretninger om Kongernes tilbedelse og Flugten til Ægypten, idet kunstneren her efter middelalderlig skik gav to ikke samtidige scener plads på det samme billede. Andre billeder stillede større krav til fortolkerens bibelkundskab, og tydningen af den romanske stenkunst blev derfor en sag for bibelkyndige. De havde da også held til i mange tilfælde at finde passende skriftsteder, som på tilfredsstillende vis forklarede de forelagte motiver. Den samme evne til at give entydige svar besidder kunsthistorikernes metode imidlertid ikke, når den forelægges løvefiguren, i hvilket tilfælde den producerer to svar, der tilmed er uforenelige. Dette overraskende udfald beror på, at Bibelen vedrørende løven har to markante synspunkter, hvoraf det ene kommer frem i Johannes Åbenbaring 5,5, hvor der står: ”Græd ikke! Se – sejret har løven af Juda stamme, Davids rodskud”, mens det andet, der findes i Peters 1. brev 5,8, udtrykkes i følgende ord: ”Vær ædru og våg; jeres modstander Djævelen går omkring som en brølende løve og søger, hvem han kan opsluge”. Når det betænkes, at ”løven af Juda stamme” er identisk med Jesus, står det klart, at løven i Bibelen symboliserer både Jesus og Djævelen, både godt og ondt. Tro mod deres koncept anerkender kunsthistorikerne denne fortolkning, hvorfor de tillægger løvefiguren to naturer, som den veksler imellem, så den snart står for det gode, snart for det onde. Denne betragtningsmåde var kendt allerede i romansk tid, som det bevidnes af følgende ord skrevet af munken Hugo af Saint-Victor-klosteret i Frankrig o. 1140: ”Hvis nu nogen undrer sig over, hvorfor urene dyr anvendes til at symbolisere gode ting, f. eks. løven, ørnen, dragen og slangen, lad ham da vide, at de én dag betyder Christi tålmodighed, men en anden Djævelens rovgriskhed, og således kan de anvendes på fredelig vis” (Romanske stenarbejder 2, s. 67).


Figur 50

Selvom løvefiguren ifølge Hugo og hans tilhængere uafladeligt og uforudsigeligt skifter personlighed, uden at dette kan spores i dens udseende, har kunsthistorikerne ufortrødent forsøgt at lodde dens sindstilstand, som det f. eks. gælder for en løvefigur på døbefonten i kirken på Limfjords-øen Fur, se fig. 50, hvorom det hedder: ”Løven ligger det naturligvis nærmest at tolke som en illustration til stedet i Peters brev, altså som Djævelen, men alligevel er der i samspillet mellem den og dragen noget, der frister til at opfatte den lille, vistnok nøgne mand ikke som dens bytte, men som den almindelige middelalderlige gengivelse af en sjæl, således at løven fra at være dens fjende forvandles til at være dens beskærmer, Christus” (M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte, s. 297). Adskilligt mere håndfast optræder en anden forfatter, som på vegne af sin intuition afsiger følgende dom: ”Som symbol på det onde kan alle drager, andre slangevæsener og næsten alle Jyllands løver tolkes, herom ingen tvivl” (Otto Norn: Jydsk granit, s. 37). En særlig opfindsom tolkning er blevet ”løve-med-bytte”-motivet til del, idet disse billeder ifølge fortolkeren slet ikke forestiller løver, som er ved at fortære et bytte, men løver, som tværtimod er ved at kaste byttet op – efter denne opdagelse er det oplagt, at motivet symboliserer Dommedag, hvor såvel rovdyrene som havet skal give slip på deres bytte (Søren Nancke-Krogh: Stenbilleder i danske kirker, s. 102). Ingen af disse fortolkninger af løvefiguren synes at have overbevist forfatterne til ”Troens billeder”, som tydeligt desillusionerede skrev: ”Hvad skal vi f. eks. mene om de voldsomme, løvelignende dyr, vi ofte ser om kirkeportaler? Er det onde magter, der holdes i skak af kirken, og som forhindres i at komme ind i den hellige bygning – eller er det et vagtdyr, der i Guds tjeneste holder ondskaben ude? Vi kan have god grund til at tvivle…” (Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 322). Desværre kommer forfatterne ikke nærmere ind på årsagen til deres tvivl – men som det vil fremgå af næste afsnit, foreligger der ikke bare én, men flere grunde til at betvivle kunsthistorikernes udlægning af løvefiguren.


KRITIK AF KUNSTHISTORIKERNES FORTOLKNING AF LØVEFIGUREN

Figur 51

På foden af døbefonten i Tømmerby kirke i Han herred er udhugget motivet, der er gengivet som fig. 51. Denne scene er inspireret af Æsops fabel om ræven og storken, som var blevet uvenner, men alligevel inviterede hinanden på middag. Drillevorn bød ræven på suppe serveret i en flad tallerken, som storken ikke kunne søbe af, men den sagde tak for sidst ved at byde på grød i en højhalset krukke, som ræven ikke

Figur 52

kunne få hovedet ned i, netop den episode, der ses på fontefoden. Dette motiv er ældre end kristendommen og kan følgelig ikke være inspireret af denne tro. Det samme gælder for motivet fig. 52, der forestiller en figur udhugget på fontekummen i Årre kirke ved Varde, som var yderst populær i antikken, hvor den kaldtes Tornudtrækkeren eller Spinario. Disse to motiver har ingen forbindelse til det kristne univers og kan bedst karakteriseres som ”ukristelige”, selvom de optræder i kirkeligt regi. Kunsthistorikernes grundantagelse om kirkekunstens kristne karaktér holder altså ikke altid stik, og det skulle være mærkeligt, om undtagelserne indskrænker sig til de to nævnte eksempler - der foreligger derfor en reel risiko for, at kunsthistorikernes fortolkningsmetode er blevet brugt til forklaring af ikke-kristne motiver med de meningsløse resultater, som dette ville afstedkomme. Til disse ikke-kristne motiver hører muligvis løvefiguren, hvilket kunne forklare dens selvmodsigende svar på kunsthistorikernes spørgsmål. Til afklaring af dette spørgsmål skal i det følgende fremlægges en række oplysninger præsenteret i 5 punkter.

1. I et polemisk indlæg skrevet 1127 af den berømte klosterstifter og kirkeleder Bernhard af Clairvaux hedder det: ”Hvorfor skal der være plads [på kirkerne] til abekatte, vilde løver, uhyggelige kentaurer, halvmennesker, for plettede tigre, for krigere eller jægere, som blæser i deres horn?” (Politikens kunsthistorie 1, s. 72). Bernhards tydelige uvilje mod såvel løven som de andre figurer, kan vel kun skyldes, at de efter hans mening ikke havde noget at gøre på kirkebygningerne, velsagtens på grund af, at de ikke hørte til ”Troens billeder”. Noget nær samme holdning indtog Bernhards samtidige, Hugo af Saint-Victor, se side 19, men i modsætning til Bernhard erkender han, at slaget er tabt og tilråder at få det bedst mulige ud af de uønskede figurer. Hverken Bernhard eller Hugo har noget til overs for den romanske stenkunst, som i hvert fald Bernhard betragter som kristendommen aldeles uvedkommende.

2. Om løvefigurens høje alder har allerede været talt i det foregående – i forhold til kristendommen har den et solidt forspring på flere tusinde år og kan derfor lige så lidt som Æsop og Spinario-motiverne være et


produkt af den kristne tro. Også i Danmark optræder løvefiguren længe før kristendommen, idet den gør sin entré allerede o. år 0, mens kristendommen først vinder indpas her ca. 965. Sin debut her i landet gør

Figur 53

løvefiguren på det berømte Gundestrup-kar fundet i en mose i Himmerland, hvorpå er afbilledet tre løver, heraf 2 modstillede. Dette kar er sikkert fremstillet i udlandet, men senere blev løven et yndet motiv i Skandinavien, hvor respektløse kunstnere trodsede konventionerne og som noget helt enestående skabte nye løvetyper præget af fantasi og opfindsomhed, se fig. 53, der gengiver eksempler på nordiske løvefigurer fra vikingetiden (tegninger efter Iben Skibsted Læsøe: Vikingetidens kronologi i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1997, s. 93). Denne kunstneriske frihed varede til vikingetidens slutning, hvor den konventionelle løvefigur erobrede sin gamle plads tilbage. Da Harald Blåtand o. 965 indførte kristendommen i Danmark var løven således en velkendt figur her i landet, hvor den optrådte på smykker, spænder, sværdknapper, bægre, seletøj til heste m.m., alt sammen ting af høj kvalitet, som antyder, at de tilhørte overklassen. Med opførelsen af de romanske kirker, fik løvefiguren et nyt værested, hvilket forhold kunsthistorikerne udlægger som et vidnesbyrd om, at løvefiguren er trådt i kirkens tjeneste som symbol på det gode og det onde. Denne opfattelse har siden været næsten enerådende, selvom visse kendsgerninger taler imod den. Til disse hører det ikke uvæsentlige faktum, at løvefiguren på selvsamme tid var tildelt en rolle i heraldikken

Figur 54


– oven i købet en fremtrædende rolle, idet den nød den ære at repræsentere ingen ringere end den danske konge. Dette forhold kendes fra et segl fundet i et arkiv i Schwerin i 1877, hvorpå ses det danske rigsvåbens 3 løver samt resterne af ordet Knud, hvormed menes Knud 6., dansk konge 1182-1202, hvorfor seglet må dateres til 1100-tallets slutning, se fig. 54. Men sandsynligvis kan det føres et slægtled længere tilbage, til Valdemar den Store, konge 1157-82, for ikke blot Knud 6., men også Valdemars øvrige børn brugte det, hvilket tyder på, at de tog det i arv efter faderen (Erling Svane: Det danske Rigsvåben og Kongevåben, s. 15-17). Som heraldisk mærke var løvefiguren dog langt over 100 år ældre her i landet, som der fremgår af en beskrivelse af Svend Tveskægs flåde forfattet kort efter 1013, hvor den stod til søs for at erobre England: ”…(mandskabet gik nu om bord på flådens) skibe, på hvis malmbeslagne forstavne tilskuerne kunne skelne de enkelte hærførere fra hverandre. Thi her kunne man på stævnene se løver støbte i guld…endvidere fugle, drager, mennesker, tyre, delfiner og kentaurer” (Else Roesdahl: Vikingernes verden, s. 102-03). I dette tilfælde oplyses det ikke, hvorvidt løven repræsenterede kongen, men da den nævnes først, er dette vel sandsynligt. – På trods af løvefigurens høje alder, der langt overgår kristendommens, på trods af dens brug i heraldikken i romansk tid og endnu før, og på trods af, at disse forhold er velkendte, nævner kunsthistorikerne dem ikke, og gør i deres fortolkning af den romanske stenløve ingen brug af den væsentlige information, som på denne måde tilbydes. Hvad der betinger denne undladelse, kan ikke siges, men denne handlemåde fremmer ikke tilliden til deres forskning og deres resultater.

3. Det er en velbekendt sag, at løvefiguren gennem hele verdenshistorien har formået at vinde indpas i ethvert land uanset dets religion – dette gjaldt i de ældste tider, hvor den var at finde i alle hedenske religioner, og det gælder endnu i vor tid, hvor den er integreret i alle de store verdensreligioner: kristendommen, hinduismen, buddhismen, den kinesiske forfædrekult, ja, selv i det billedfjendske islam. Disse kulturers generelle accept af løvefiguren kan kun forklares ved, at den ikke påførte disse religioner nogen som helst form for konkurrence, og at den derfor må have været fuldstændig neutral i religiøs henseende. Når kunsthistorikerne udnævner den romanske stenløve i Danmark til at repræsentere kristendommen, strider dette derfor mod forholdene andetsteds, hvilket sætter deres postulat i et tvivlsomt lys.

4. Af ukendte grunde omtaler kunsthistorikerne kun kirkernes romanske løvefigurer og fortier fuldstændig det faktum, at løvefiguren også efter romansk tid hørte til i kirkekunsten. Ganske vist hørte kirkemure og døbefonte ikke længere til dens foretrukne opholdssteder, men helt glemt sin fortid havde løvefiguren dog ikke - den ses således i helfigur på Ribe domkirkes malmfont fra 1450, hvis kumme bæres af den assisteret

Figur 55

af engle (Trap 23, s. 692), og et løvehoved kroner indgangsdøren til Frederiksborg slotskirke opført af Christian 4. omkring 1615, se fig. 55 (Danmarks kirker, Frederiksborg amt, s. 1695). Mange af den slags eksempler kan imidlertid ikke noteres, for efter romansk tid forekommer løvefiguren fortrinsvis på kirkernes mindre inventargenstande, hvorpå skal gives 4 eksempler: 1. En akvamanile, d.v.s. en vandkande


Figur 56

til brug ved præstens rituelle håndvask, udformet som en løve med hank som en drage, på tegningen fig. 56 skraveret, fra sidste halvdel af 1200-tallet, 1850 solgt på auktion over ”Sager fra Viborg Domkirke”, nu på Nationalmuseet (Viborgs historie 1, s. 77). 2. Alterstage fra Garnisonskirken i København, fra 1600-tallet,

båret at tre senere tilføjede løver, kan være identisk med stage fra Amalienborgs kirke med dronning Sophie Amalies navn og i så fald fra perioden 1648-85, se fig. 57 (Danmarks kirker, København, s. 237). 3. Alterstage af messing, vægt 56 kg (!), båret af tre løver med hver sin kugle i Århus domkirke, skænket til kirken 1705 af handelsmand Casper Nielsen og hustru Anna Nielsdatter, se fig. 58 (Danmarks kirker, Århus amt, s. 509-510). En løve med kugle stammende fra ca. 1200 kendes fra Aggersborg i Han herred (Bjarne H. Nielsen: Løve på afveje i SKALK 2, 2012, s. 3-6), men ellers kendes dette træk først fra en senere tid, muligvis som et resultat af den i 1600-tallet opblomstrende handel med Kina, hvor løver med kugler er

Figur 57

Figur 58

Figur 59 Figur 60


almindelige. 4. 3 granitløver, som bærer prædikestolen i Viborg domkirke, modelleret af billedhuggeren H.V. Bissen, død 1868, se fig. 59 (Viborg stifts årbog 1980, s. 98). – Ligeså ligegyldige for kunsthistorikerne er de verdslige løver, som efter romansk tid florerer på kongeslægtens boliger, skibe, smykker, våben, bohave og våbenskjolde. Som de berømteste og utvivlsomt også de mest kostbare af disse løvefigurer må nævnes de tre løver af sølv, som den første enevældige monark, Frederik 3., konge 1648-70, lod opstille foran sin tronstol af narhvaltand, se fig. 60. Om de tre løver, som sammen med tronstolen opbevares på Rosenborg slot, hedder det i slottets vejledning for besøgende: ”Tre løver af sølv forfærdigede i København 1665-70 af Ferdinand Küblich. Benyttet ved højofficielle lejligheder lige til nutiden som vagt om tronen”. (Rosenborg, en vejledning, s. 58, nr. 9176-78). Nogle mener, at de 3 løver symboliserer rigets 3 strømme (Øresund, Storebælt og Lillebælt), men mere sandsynligt er det vel, at rigsvåbenets tre løver var inspirationskilden.

5. En kvader på Hedensted kirke ved Vejle bærer et billede af en engel, symbol for det gode, og en djævel, symbol for det onde, i færd med at veje en sjæl for at finde ud af, om den hører hjemme i Himmerig eller

Figur 61

Helvede – lidt beskæmmende er det, at engelen forsøger at påvirke resultatet ved på slagtervis at veje tommelfingeren med, se fig. 61. Motivet har sin oprindelse i Ægypten, hvor sjælevejningen udførtes af dødsguden Anubis og falkeguden Horus (Lademanns leksikon 1, s. 186). Anubis fremstilledes som en sjakal, hvorom djævlefiguren i Hedensted minder stærkt. I den her foreliggende sammenhæng, er det interessant at konstatere, at der i romansk tid fandtes specielle figurer, som symboliserede det gode og det onde, hvilket rejser tvivl om, hvorvidt også løvefiguren, som påstået af kunsthistorikerne, var pålagt dette hverv. Konklusioner. Kunsthistorikernes syn på den romanske løvefigur hviler på den naturlige, men ganske ubeviste grundantagelse, at alle billeder i den romanske kirke bærer motiver med relationer til kristendommen, hvorfor tolkningen af dem bliver en sag for bibelkyndige. Med Bibelen i hånd har kunsthistorikerne da også i mange tilfælde været i stand til at give éntydige og fyldestgørende forklaringer på de forelagte billeder. Samme éntydige resultater lægger metoden imidlertid ikke for dagen i forbindelse med løvefiguren, som den tillægger en dobbeltrolle som symbol for både Jesus og Djævelen, d.v.s. for både det gode og det onde. Denne tvetydige udlægning af løvefiguren synes ikke at afficere kunsthistorikerne, som uden kommentarer tager udfaldet til efterretning og affinder sig med, at metoden ikke anviser objektive kriterier til adskillelse af de gode og de onde løver. At kunsthistorikernes fortolkningsmetode lider af svagheder er tydeligt, men disse forhold foranlediger dem ikke til at underkaste metoden et nærmere eftersyn. Når løvefiguren ifølge deres metode har to uforenelige betydninger, godtager de uden at studse dette resultat og overvejer tilsyneladende ikke om denne særegne tolkning kan skyldes skavanker ved deres metode, som f. eks. kunne bestå i, at deres grundantagelse om billedernes kristne karaktér kun gælder for en del af værkerne, men ikke for f. eks. løvefigurerne, hvorfor en tolkning af dem ved brug af kunsthistorikernes metode må forventes at medføre absurde resultater, netop som det er tilfældet. At kunsthistorikerne virkelig har taget munden for fuld, når de postulerer, at al romansk kunst skal opfattes som udslag af kristendommen fremgår af to tidligere nævnte motiver: Æsops fabel om storken og ræven


gengivet på fontefoden i Tømmerby kirke i Han herred og Tornudtrækkeren eller Spinario på fontekummen i Årre kirke ved Varde, se side 21, som begge er ældre end kristendommen og derfor umuligt kan udlægges som udslag af denne tro. Det, som gælder for disse to motiver, kan vel også gælde for andre – og i særdeleshed for løvefiguren, der ligesom Tømmerby- og Årre-figurerne er ældre end kristendommen og volder kunsthistorikerne så store tolkningsproblemer. For denne opfattelse taler udover løvefigurens høje alder endnu en række omstændigheder: dens religiøse neutralitet kendt andetsteds fra, dens brug som heraldisk figur i romansk tid, Hugo af Saint-Victors og Bernhard af Clairvaux´ vage eller helt manglende accept af dens anbringelse på kirkens mure, samt forekomsten af figurer som engel og djævel, der symboliserer henholdsvis det gode og det onde, hvorfor kunsthistorikernes gode og onde løver forekommer overflødige. En særlig vægt må tillægges kongens velbevidnede brug af løven som heraldisk mærke i romansk tid, hvilket utvivlsomt indebar, at kirkens brug af den samme figur ikke kunne tillades, så meget mere som der derved ville opstå muligheder for forvekslinger, så kongen blev sat i forbindelse med det onde. Til gunst for kunsthistorikernes opfattelse af løvefiguren taler egentlig kun, at de romanske stenløver findes i kirker og af den grund må antages at have med kristendommen at gøre, men denne oplagte tolkning må betvivles, for fra udlandet kendes mange eksempler på løvefigurer i og ved helligdomme, som intet har med gudsdyrkelsen at gøre, hvilket også kan have været tilfældet her i landet. Meget tyder således på , at den kristne løve savner forbindelse til den virkelige verden, og at den blot er en fiktion skabt for at tilfredsstille kunsthistorikernes grundantagelse om de romanske stenbilleders natur – lige så fiktive forekommer de gode og de onde løver, der sandsynligvis må ses som produkter af kunsthistorikernes fortolkningsmetode, hvis resultater bygger på bibelsteder, som ganske vist omhandler løver, men formodentlig ikke de løver, som findes i den romanske stenkunst – af de ca. 60 skriftsteder, som omhandler løver, har kunsthistorikerne med ukendt begrundelse udvalgt Johannes Åbenbaring 5,5 og Peters 1. brev 5,8, se side 19, som egnede til forklaring af samtlige løvebilleder, mens skriftsteder som 4. Mos. 23-24: ”…et folk, som springer op som løver”, og Sef. 3,3: ”Høvdingene er brølende løver” ignoreres, selvom også de indeholder brugbare analogier, men med helt andre betydninger. Den rolle, de danske kunsthistorikere har tildelt den romanske løvefigur, hviler derfor på et grundlag mere præget af antagelser end kendsgerninger, hvorfor de er endt i en blindgyde, hvor deres grundantagelse og fortolkningsmetode i en række tilfælde kommer til at influere på deres resultater, som derved antager lighed med cirkelslutninger. På baggrund af ovenstående må kunsthistorikernes kristne løve opfattes som et fantasivæsen skabt af deres grundantagelse og arbejdsmetode. I det hele taget kan løvefiguren i medfør af dens universelle udbredelse ikke udlægges som et religiøst symbol – i stedet peger dens store udbredelse på, at den afspejler en idé, som underlagde sig hele den dakendte Verden. Af sådanne verdensomspændende idéer findes kun få, faktisk synes det umuligt at nævne mere end én, nemlig den ideologi, som ligger bag kongedømmet, der længe var enerådende styreform i stort set alle lande. Blikket skal derfor rettes mod kongedømmet, men da kongerne hævdede at have deres magt fra guderne, skal forholdet mellem disse og løvefiguren først gøres til genstand for omtale.


GUDER OG LØVER Den frodige kvinde, som indtager tronen på Verdens ældst kendte løveskulptur, den mellem 7500 og 9000 år gamle fremstilling fundet i stenalderbyen Catalhöyük i det østlige Tyrkiet, se fig. 1, forestiller formodentlig Den store Modergudinde. At figuren forestiller en gudinde er der sikkert ingen tvivl om, men om talen netop er om Modergudinden er mere usikkert, for kendskab til denne gudinde, der var særlig populær i egnene omkring Det østlige Middelhav, har man først fra en langt senere tid. Gudindens sæde flankeres af to løver, der tjener som armlæn. Der foreligger således allerede fra de allerældste tider en forbindelse mellem gud og løve, om dennes art tilbage i stenalderen kan kun gisnes, men senere synes

Figur 62

løverne at tilkendegive, at personerne mellem dem er magtfulde og hører til gudernes kreds, se fig. 62, der gengiver en statue fra o. 700 f. Kr. af den ægyptiske gudinde Isis, der regnedes for den regerende faraos guddommelige moder, og det lille Horus-barn tronende mellem løver (Arven fra Ægypten 1, s. 224) – i øvrigt en fremstilling, som uundgåeligt henleder tanken på Madonna med barnet. Tronstolen med løver ved siderne blev siden et almindeligt symbol på herskermagt anvendt af kongerne, hvilket senere vil blive fyldigere omtalt. Imellem løver sidder nok også en række mesopotamiske guddomme, men helt sikkert er det ikke, for på afbildningerne af dem ses kun tronens ene side, mens dens anden side ikke kan ses. På disse troner ses



løver, ofte to, der er placeret under sædet, hvorved man bibringes det indtryk, at det er dem, som bærer den siddende. Eksempler på sådanne tronstole ses i fig. 63-65, som alle stammer fra Mesopotamien og alle gengiver mesopotamiske guder, hvis guddommelighed fremgår af den hornede hovedbeklædning. Fig. 63 forestiller den sumeriske gud Ningirsus, som han ses på et segl tilhørende kong Urdum, fundet i byen Telloh, også kaldet Lagash, og dateret til 23-2200 f. Kr. Ningirsus sidder over to løver, støtter fødderne på en tredje, mens to andre springer ud af hans skuldre – den særprægede hånd forestiller muligvis Solen med stråler (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 499). Fig. 64 forestiller gudinden Ishtar, der var en semitisk frugtbarheds-, kærligheds- og krigsgudinde, der særligt dyrkedes i Babylon, men her gengives efter et akkadisk segl, der anslås til at stamme fra ca. 2000 f. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 498). Fig. 65 stammer fra en stele rejst af kong Nabupaliddina af Babylon o. 600 f. Kr. – på billedet ses den babylonsk-assyriske solgud Shamash, der også var rettens beskytter, med stav og ring, der var magtsymboler (Jacquetta Hawkes: Man and the Sun, planche III). Om en tankevækkende parallel til denne mesopotamiske gud, som river sig i skægget, skal nævnes den skæggede dobbeltløve på Ræhr kirke i Thy, som gebærder sig på akkurat samme måde, se fig. 24. Den samme relation mellem guddomme og løver foreligger formentlig, når guden træder på eller står på løvens ryg. Førnævnte Ningirsus bruger således en løve som fodskammel , se fig. 63, mens gudinden Ishtar

har foden solidt plantet på en løves ryg på et vægmaleri fra o. 1700 f. Kr. i kong Zimrilins palads i Mari, på dette tidspunkt hovedstaden i et kongerige af samme navn i Det nordlige Syrien, se fig. 66 (Det skabende menneske 2, s. 214). På fig. 67 er gengivet en del af en procession af guder stående på løver, som o. 1300 f. Kr. af hittitterne udhuggedes i klippen ved Yazilikaya i det nuværende Tyrkiet (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 609), mens fig. 68 viser en bevinget gudinde stående på to løver med ugler ved siderne, hvilket motiv stammer fra et babylonsk lerrelief fra slutningen af 2. årt. f. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 135). Alliancen mellem løven og det guddommelige fortsatte langt op i tiden og havde endnu ikke udspillet sin rolle, da de store verdensreligioner blomstrede – med undtagelse af islam, der ikke ser med milde øjne på billeder, kan alle de store trosretninger præsentere motiver, som skildrer emnet, hvorpå en række

Figur 66

Figur 67


eksempler skal fremlægges: Fra Sarnath i Indien stammer en fremstilling af Buddha, som sidder over to løver, dateret til 5. årh. f. Kr., se fig. 69 (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 629).

På det gyldne alter fra Lisbjerg kirke ved Århus fra ca. 1150 ses Jesus siddende i en tronstol over to løver, se fig. 70 (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 634), og på en forgyldt nepalesisk kobberplade fra 1600-tallet e. Kr. optræder den hinduistiske gud Siva, som har mange arme, og hans hustru Parvati siddende over

Figur 68 Figur 69

Figur 70

Figur 71 Figur 72


løve og okse, se fig. 71 (Nationalmuseets bøger, katalog 1962-63, midterside uden sidetal) – her ses således løve og okse brugt som jævnbyrdige magtsymboler, mere herom senere. Som bekendt regnes Buddha ikke til guderne, men må nøjes med titelen religionsstifter. Jomfru Maria var heller ikke en gudinde, men hun står alligevel på løver på en statuette, som 1339 skænkedes til klosteret i S. Denis i Frankrig af Jeanne d’Evreux, kong Karl den Smukkes hustru, se fig. 72 (Peter Kidson: Romansk og

gotisk kunst, s. 129). Uden for gudekredsen stod også helgenen Andreas, men et relikvieskrin fra slutningen af 900-tallet i domkirken i Trier i Tyskland indeholdende hans fod står alligevel på løver, som af ukendte grunde bærer ringe i flabene, se fig. 73 (Peter Kidson: Romansk og gotisk kunst, s. 90). Af de tre sidste eksempler ses, at løven ikke blot plejede omgang med guddomme, men også med hellige kvinder og mænd. Dens opgave i dette selskab var formentlig at anskueliggøre, hvilke overnaturlige kræfter og hvilken umådelig magt disse hellige personer besad. Dette hverv var løvefiguren tilsyneladende udpeget til allerede i stenalderen, som den ældgamle skulptur af Modergudinden antyder, og dette engagement forklarer måske, at løven i modsætning til så mange andre dyr ikke gjorde større karriere i gudeverdenen – af eksempler på løver ophøjet til guder foreligger kun få, heriblandt den ægyptiske krigsgudinde Sekhmet, som bar løvehoved på sin kvindekrop, se fig. 74 (R. Hamilton: Det gamle Ægypten, s. 246-47).

Figur 73

Figur 74


Som konkurrent til løven optrådte længe oksen. I lighed med løven understøtter den gudernes troner, se fig. 75, der gengiver motivet på et segl fra Ur i Mesopotamien dateret til 1. halvdel af 3. årt. f. Kr. (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 605). Guden kan også stå på oksens ryg, se fig. 76, der viser den syriske stormgud Hadad efter motivet på en udateret stele (Vor Viden, nr. 110, s. 188), ligesom de kan gøre brug af oksen som fodskammel, som det fremgår af fig. 71, der dog er atypisk derved , at løve og okse samarbejder. Med tiden udkonkurrerede løven fuldstændig oksen som magtsymbol, hvorfor den forsvinder fra billedkunsten. Den kan dog forinden være nået til Danmark, idet den ene dobbeltløve på døbefonten fra

Figur 77

den nedbrudte romanske kirke i Hov ved Mariager ikke som andre bærer et menneske- eller løvehoved, men et hoved, hvis spidse øren minder om oksens, se fig. 77. Imod denne tolkning taler dog både de manglende horn og ringen, der ikke kan forestille en tyrs næsering, da den ikke er gjort fast i næsen. Det usædvanlige hoved kan nok ikke med sikkerhed artsbestemmes, men trods alt synes tyren at være det bedste bud, hvilket bakkes op af Vilhelm Slomann, der var specialist på området (Vilhelm Slomann: Bicorporates 1, s. 41).

Figur 75

Figur 76


Uanset hvad det gådefulde motiv på Hov-fonten forestiller, kan det nok med sikkerhed siges, at det ikke symboliserer gudsmagt, for i romansk tid, hvorfra fonten stammer, var guderne forlængst blevet berøvet deres magtsymboler, som kongerne havde tilegnet sig. Om kongedømmets indførelse og kongernes overtagelse af løvefiguren skal berettes i næste afsnit.


KONGER OG LØVER Om styreformerne i ældgammel tid kan kun gættes – antagelig tilhørte magten en høvding, som havde kastet sig op og gjort sin vilje til lov. I tidens løb oplevedes dette forhold mere og mere utåleligt, og hovederne lagdes derfor i blød for at udtænke en mindre vilkårlig styreform. Denne vanskelige opgave løstes et sted i Mellemøsten, muligvis i Ægypten, allerede i oldtiden, idet hersker og folk, de sidste vil sige stormændene, enedes om en ordning, som gav begge parter rettigheder og pligter, så herskerens overgreb begrænsedes. Dermed var kongedømmet skabt, og det skulle vise sig at blive en institution, som bredte sig over praktisk talt hele Verden. Når kongedømmets lange levetid og store udbredelse tages i betragtning, må det siges, at vores viden om det er forbavsende ringe. Det er således temmelig uoplyst, i hvilket omfang kongens rettigheder og pligter var ens i de forskellige riger, men overensstemmelserne var utvivlsomt store, som det f. eks. fremgår af de mange fællestræk, der kan påvises mellem de vidt adskilte kongedømmer Danmark og Nepal, hvor kongerne ikke betaler skat og ikke kan straffes m.v. – forskelle forekommer dog også, f. eks. mellem Indien, hvis konge ejede al jord, og Danmark, hvor jorden var på private hænder. Stor usikkerhed råder, når talen falder på tidspunktet for kongedømmets indførelse i de enkelte lande, men så meget vides da, at den nye styreform var indført i både Ægypten og Mesopotamien før 3000 f. Kr., at Israel antog den omkring år 1000 f. Kr., og at den nåede til Danmark 5-700 e. Kr. Om kongedømmets indførelse i Israel foreligger en beretning i Bibelen – det fremgår heraf, at folket forlangte en konge i stedet for Samuel, der styrede landet på Guds vegne, men Samuel var imod og advarede mod ændringen i følgende ord: ”Og han sagde: dette skal være kongens vis, som skal regere over eder: eders sønner skal han tage sig og sætte dem hos sine vogne og iblandt sine ryttere, og de skulle løbe frem foran hans vogn, og han skal sætte sig dem til høvedsmænd over tusinde og høvedsmænd over halvtredssindstyve og til at pløje hans pløjning og til at høste hans høst og til at gøre hans krigstøj og hans vogntøj. Og eders døtre skal han tage til at lave ham salver og til kokkepiger og bagersker. Han skal og tage eders agre og eders vingårde og eders oliegårde, dem som er gode, og give sine tjenere. Og af eders sæd og eders vingårde skal han tage tiende og give sine hofbetjente og sine tjenere. Og eders tjenere og eders tjenestepiger og eders udvalgte bedste unge karle og eders asener skal han tage og bruge til sin gerning. Han skal tage tiende af eders små kvæg, og I skulle være hans tjenere”. Men folket ville ikke høre efter Samuel og svarede: ”Og vi ville også være som alle hedningerne, og vor konge skal dømme os og drage ud for vort ansigt og føre vore krige” (1. Samuelsbog, kap. 8, vers 11-17 og 20 – efter den reviderede bibeloversættelse af 1871). Hvornår disse betragtninger over kongedømmet er nedfældet, vides ikke, men noget tyder på, at det er sket nogenlunde samtidig med kongedømmets indførelse i Israel. Som kandidater til kongeembedet kunne kun accepteres mænd, men hvilke kvalifikationer, de i øvrigt skulle besidde for at komme i betragtning, foreligger der ingen oplysninger om. Ligeså lidt kender vi til sammensætningen af den forsamling, som skulle udpege landets første konge – medlemmerne har dog nok hørt til landets førende familier og været sig bevidst, at de med dette skridt ikke blot afstod magten til den nyvalgte konge, men også godkendte, at magten for fremtiden skulle tilhøre kongeslægten, idet der indførtes den regel, at den afdøde konge skulle efterfølges af et familiemedlem, gerne afdødes ældste søn. Denne hypotetiske, men rimeligvis nogenlunde sandfærdige fortælling om, hvorledes kongerne kom i besiddelse af deres magt, blev efter ønske af senere herskere helt omskrevet, så forklaringen blev den mere smigrende, at guderne, ikke menneskene, havde udvalgt dem til deres høje embeder. Synspunktet var kendt allerede i 2046 f. Kr., hvor den babylonske konge Hammurabi lod skrive: ”De store guder har kaldet mig til herredømmet” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 44). 1500 år senere udtrykte Nebukadnesar, konge af Babylon 604-562 f. Kr., samme opfattelse i en taksigelse til guden Marduk: ”…det er dig, der…betroede mig kongemagt over alle mennesker” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 126). Tanken overtoges af kristenheden, hvis konger brugte formlen: Konge af Guds nåde, til oplysning


om, hvorfra deres magt stammede. Kong Niels den Gamle, 1104-31, er den første danske konge, som vides at have benyttet sig af denne formel, men siden har konge efter konge trofast benyttet den helt op til vore dage. Mindre beskedne var de ægyptiske konger, der ikke nøjedes med at regne sig for gudernes udvalgte, men insisterede på ar nedstamme fra dem. Det har allerede været nævnt, at gudinden Isis ansås for den ægyptiske konges guddommelige moder – om faderens identitet får vi besked i et manuskript omhandlende farao Amenemhêt, konge 2000-1970 f. Kr., hvori der står: ”…solens søn, Amenemhêt – du som har besteget tronen som en gud” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 56). Afstamningen bekræftes i en hymne fra o. 1100 f. Kr., til solguden Amonré: ”Du er den…, der avler sin arving, der kommer til syne som konge over Øvre og Nedre Ægypten” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, hefte 1, s. 62). Denne idé om kongens guddommelige byrd fik en kolossal udbredelse – den nåede til Kina, hvor kejseren kaldtes Himlens søn (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 130), og til Japan, hvor kejseren den dag i dag regnes for efterkommer af solgudinden Ameterasu (Vor Viden nr. 63, s. 347), men også til Vesteuropa, hvor Skjold, Danmarks første konge, ifølge de islandske sagaer bragtes til landet som en lille dreng på et skib sendt af guderne. Den ærbødighed, som kongefamilierne stadig mødes med, må utvivlsomt ses som en reminiscens fra den tid, hvor kongerne betragtedes som guddommelige væsener, der havde krav på underkastelse og ærbødighed. For at understrege slægtskabet til guderne og for at demonstrere, hvorfra deres myndighed stammede, annekterede kongerne på et tidspunkt gudernes eget magtsymbol, tronstolen med løver, der snart opfattedes som et symbol på kongens egen magt og vælde. Hvor og hvornår kongen første gang satte sig i tronstolen, er ukendt, men idéen fængede og nåede til Jordens fjerneste steder, som det vil fremgå af følgende eksempler.

Figur 78

Som et tidligt eksempel på den kongelige tronstol skal nævnes den trone med løvehoveder ved armene, som farao Khefren, der opførte den ene af de tre store pyramider ved Giseh, ifølge en statue fra ca. 2500 f.


Kr. var indehaver af, se fig. 78 (E. S. Edwards: Ægyptens pyramider, s. 128-29). Fig. 79 viser et maleri fra 1400 f. Kr. af farao Amenophis III med blå krone, der brugtes, når kongen var i felten – under disse primitive forhold anvendtes en mindre trone, som kunne føres med på felttoget. Udover løvehovederne og løvefødderne er der på tronens sider fremstillinger af en løve, der overvælder en mand, hvilket motiv dog ikke er gengivet på illustrationen (James Putnam: Ægyptens guder og faraoner, s. 39). En mesopotamisk tronstol med løver tilhørende en dronning er afbilledet på en vægplade i den assyriske konge Assurbanipals palads i Ninive, dateret til o. 645 f. Kr., se fig. 80 (Julian Reade: Assyrian Sculpture (British Museum), s. 69). Ældre eksempler på tronstole med løver fra Mesopotamien kan ikke nævnes, men de findes sandsynligvis, eftersom tronstolen med løver var kendt i nabolandet Israel allerede o. 950 f. Kr., hvor kong Salomo ifølge Bibelen besad en trone, der beskrives som følger: ”Tronen havde 6 trin – og der var arme på begge sider til sædets sted, og to løver stod ved armene. Og der stod tolv løver på de seks trin på begge sider”. Beskrivelsen slutter med de selvfølende ord: ”…sådant er ikke gjort i noget rige” (Den første Kongernes bog, kap. 10, vers 19-20 i Den reviderede oversættelse af 1871). Mange år senere hævdede kejseren af Byzans, at han var i besiddelse af Salomos tronstol, som han skulle have vundet som krigsbytte. Men denne påstand må være grebet ud af luften, for den bibelske beskrivelse af Salomos tronstol passer overhovedet ikke sammen med følgende beskrivelse af kejserens tronstol givet af en italiensk biskop efter en audiens i året 949: ”Foran kejserens trone stod et forgyldt jerntræ, og dets grene var alle fulde af alle slags metalfugle, som var forgyldte, og alle disse fugle kunne synge hver sin melodi. Kejserens sæde var imidlertid konstrueret så kunstfærdigt, at han i begyndelsen syntes at sidde nede på jorden, så noget højere oppe og til sidst højt oppe i luften. Omkring den store trone stod som vogtere løver af træ og jern, men overtrukket med guld, og de slog rasende i gulvet med deres haler, åbnede gabet og udstødte høje brøl, idet de bevægede tungerne (Henry A. Steen: Det skete i oldtiden, s. 252-53). Den byzantinske kejsers påstand om at eje Salomos trone, skal nok ses som et udslag af det ønske, som alle kristenhedens herskere nærede om at gå i denne israelske konges fodspor. Salomos trone er da også tydeligvis forbilledet for den tysk-romerske kejser Henrik 6.s trone fra o. 1195, der havde ”tolv løver på de

Figur 79

Figur 80


Figur 81

seks trin på begge sider”, se fig. 81 (Petrus de Ebulo, Liber ad honorem Augusti sive de rebus Siculis, ed. T. Kölzer/M. Stähli, 1994, s. 243 – her efter Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, 2006, Abbildung 18). Efter folkevandringstiden o. 500 e. Kr. opstod i Vesteuropa en række germanske kongeriger, hvis konger ikke havde en fast residens, men flyttede fra sted til sted. Til flyttegodset hørte tronstolen, der åbenbart var af stor vigtighed, for at kongen kunne bestride sit embede – måske var forholdet det, at kun forordninger

udstedt af den tronende konge var bindende for både konge og folk. Den praktiske løsning på dette problem blev den sammenklappelige trone – typen ses på fig. 82, der gengiver en fransk bronzetrone med 4 løver fra 9. århundrede. Denne trone går under navnet Dagoberts trone, skønt denne konge, som herskede i 600-tallet ikke kan forbindes med den (Gerald Simons: Folkevandringstiden, s. 187). Dagoberts ret komplicerede tronstol efterfulgtes af en mere simpel, taburetlignende type, hvis prunkløshed

Figur 82 Figur 83


dog ikke gik ud over løvefødder og løvehoveder, som fortsat indtog iøjnefaldende pladser ved siderne, se fig. 83-86, som giver et indtryk af denne tronstols udbredelse. Fig. 83 gengiver et kalkmaleri i Vellev kirke ved Bjerringbro forestillende kong Herodes, som giver befaling til barnemordet i Bethlehem (R. Broby-Johansen: Den danske billedbibel i kalkmalerier, s. 84). På fig. 84 ses den franske konge Ludvig den Helliges segl med ham selv på løvetronen – han var konge 1220-70 (Lademanns leksikon 25, s. 124). Fig. 85 viser en detalje af en bogillustration fra ca. 1350, hvorpå ses den tyske kejser Henrik 7. Luxembourg, kejser 1308-13, fælde dom i en sag mod oprørske borgere i Milano (Verdenshistorie, Delius Verlag, 2005, s. 35). Fig. 86 afbilleder den danske konge Frederik 3.s majestætssegl kort efter 1660 (Schultz´ Danmarkshistorie 3, s. 385). Ovennævnte eksempler, som kun udgør et mindre udvalg, efterlader indtrykket af, at tronstolen spillede en særlig rolle for kongernes magtudøvelse, og at den – som antydet ovenfor – var en uundværlig rekvisit, når kongen udtalte sig i embeds medfør, f. eks. som dommer – som eksempler herpå, skal nævnes kejser Henriks for nyligt omtalte brug af tronstolen ved en domsafsigelse, og den holstenske krønikeskriver Helmolds beretning om den danske konge Niels den Gamle, død 1134, som under et besøg i Slesvig by holdt ting siddende på tronen iført sit kongeskrud (Schultz´ Danmarkshistorie 1, s. 594). Hvor langt op i tiden den sammenklappelige tronstol endnu var i brug lader sig ikke sige, men i Danmark havde den sikkert udspillet sin rolle under Frederik 3., konge 1648-70, som indrettede sig med en immobil trone, se side 25 – når han alligevel i sit segl, se fig. 86, brugte billedet af den sammenklappelige tronstol, må dette vel opfattes som en arkaisme, d.v.s. som en fremstilling udført i tilstræbt gammeldags stil. Afløseren for den taburetagtige tronstol blev en stol med armlæn med løvefigurer – den fik herved en mærkelig lighed med ældgamle tronstole fra Ægypten og Mesopotamien, hvilket måske forklares af det

Figur 84

Figur 85 Figur 86


Figur 87

øgede kendskab til disse landes forhistorie. Som eksempel på den ”moderne” tronstol skal nævnes den stol, som tilhørte den danske konge Frederik 6., 1808-39, se fig. 87, der gengiver et maleri af C. W. Eckersberg fra 1835, hvorpå ses kongen stående foran tronstolen (Schultz´ Danmarkshistorie 4, s. 385). En tilsvarende stol tilhørte dronning Victoria af England, død 1901 (fjernsynsudsendelse om Europas svigerfar, Christian 9., ca. 2009). Det er således i høj grad tænkeligt, at tronstole af denne type endnu hører til de tilbageværende kongehuses bohave. Udover ”mellem-løver” motivet havde kongerne overtaget endnu to magtsymboler fra guderne. Det ene af disse drejer sig om brugen af løven som fodstøtte, f. eks. praktiseret af den sumeriske gud Ningirsus o. 23-2200 f. Kr., se fig. 63. Mere end 3000 år senere dukker motivet op igen i en tysk bog fra 12. årh. e. Kr., hvori

Figur 88

findes et billede af Plinius den Ældre, som overrækker en bogrulle til den romerske kejser Vespasian, kejser 69-79 e. Kr., der sidder på sin trone med fødderne på en løve, se fig. 88 (Lademanns leksikon 22, s. 122). Eksempler på motivet fra den mellemliggende lange periode kan ikke anføres, men de må utvivlsomt eksistere. Det andet magtsymbol udformet som to løver under guden, hvorpå gives eksempler i figurerne 63-65 og 69-70, synes ikke at have været populært i den royale verden, for kun én jordisk hersker vides at have gjort brug af det, men nye eksempler kan naturligvis dukke op – det enestående tilfælde vedrører den kinesiske kejser Quianlung, 1756-95 e. Kr., som på en samtidig afbildning ses siddende på sin trone over


Figur 89

forskellige buddhistiske symboler og to løver med rumperne vendt mod hinanden, se fig. 89 (Christopher Bruchner: Chinese Imperial Patronage, u. å., s. 3). Løveridtet, se fig. 67, tages ikke i anvendelse som et kongeligt magtsymbol – i det mindste kendes der ingen eksempler herpå. Oksen, der som nævnt på s. 31, førte sig frem som en konkurrent til løven som magtsymbol, kendes ikke fra kongetroner, men som et storladent symbol på kongemagten flankerede to

Figur 90

tyre med menneskehoveder og skæg ligesom kongens indgangene til kongepaladserne i Assyrien som f. eks. til Sanheribs palads i Ninive opført o. 640 f. Kr., se fig. 90 (Svend Aage Pallis: Babylonisk kultur, s. 265). Selvom tronstolen ubetinget hørte til kongens vigtigste udstyr, havde den ikke monopol på løvefiguren, som på mange andre områder satte sit præg på hofmiljøet, i særlig grad billedmæssigt, men også sprogligt. Om en række af disse aspekter skal de følgende afsnit handle.


HERSKERTITLER INDEHOLDENDE ORDET LØVE I Israel var kongens officielle titel Judas Løve – samme titel antog kejseren af Ethiopien, hvilket land kristnedes allerede i 400-tallet og derigennem blev bekendt med titelen. De græske konger bar titelen basileo, der betød ”lille løve” – denne titel overtoges af den græsktalende kejser af Byzans, der dog udvidede den til det monstrøse Basileus Basileon Basileoun Basleusin, der uden hensyntagen til ordenes præcise betydning oversættes ved ”Kongernes konge, herskende over konger” (Ottfried Neubecker: Heraldik – kilder, brug, betydning, billedtekst s. 106). Knud den Store, konge i både Danmark og England, død 1035, brugte titelen basileus om sig selv, vistnok som en arv fra en engelsk forgænger, den meget kristne kong Edgar, der døde 975 (Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand, s. 98). Basileus var også titelen på den atheniensiske embedsmand, der stod i spidsen for religionsudøvelsen (Gyldendals fremmedordbog, s. 68-69). I Widsith, et oldengelsk digt, bruges ordet leofum om kongen – forstavelsen må forstås som løve (Peter Grove: Danmarks dåb, note 60, s. 242). I Indien bruges ordet singh, der på sanskrit betyder løve, som fyrstetitel blandt sikherne (Lademanns leksikon 25, s. 223), og på Ceylon, nu Sri Lanka, bar kongerne titelen singha, der betyder løve, og de herskede over singhaleserne, løvefolket (efter meddelelse af Alexander Momtaz Jacobsen, Viborg). At løvetitlen ikke alene har været tillagt de ovenfor nævnte herskere, men har været brugt generelt, antydes stærkt af ordet for oprør rebellion, der er dannet af ordene bellum, krig, og løve, og derfor må oversættes ved krig mod løven. HERSKERNAVNE INDEHOLDENDE ORDET LØVE I Assyrien, hvilket navn indeholder ordet as, der på assyrisk betød løve, hvorfor landet egentlig hed Løvelandet, var det meget almindeligt, at kongerne bar navne rummende dette ord, f. eks. ASsurbanipal og SalmanASsar, så de fik løvenavne. Fyrsterne af Armenien – fra 1198 e. Kr. konger – hed alle sammen Lewon, svarende til græsk leon eller latinsk leo, begge ord med betydningen løve (Sfinx nr. 2, 2006, s. 74-75). Indtil Wales sidst i 1200-tallet mistede sin selvstændighed og blev underlagt England, bar flere af dets herskere navnet Llywelyn, der kommer af det walisiske ord Llew, der betyder løve (Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, s. 107). Den græske stat Sparta havde flere konger af navnet Leonidas, hvoraf den berømteste ofrede sit liv sammen med 300 landsmænd i Thermopylæ-passet under perserkrigene i 5. årh. f. Kr. – til minde om ham rejstes senere en løvefigur på stedet. To byzantinske kejsere bar navnet Basileus, der som nævnt foran betyder lille løve, mere almindeligt var dog navnet Leo, som hele 6 byzantinske kejsere bar, den sidste død 912. At denne navngivningskik toges op af germanerne, godtgøres af navnet Leovigild, hvis indehaver var konge over vestgoterne i Spanien 569-86. I den senere historie er navne som Leopold og Leonhard hyppige i mellemeuropæiske fyrstehuse, men længere nordpå var lignende navne også i brug, således kvindenavnet Leonora, hvis berømteste bærer var Christian 4.s ældste datter, der led den kranke skæbne at sidde fængslet i 22 år. Hele 13 paver antog ved deres tiltræden navnet Leo, den første i 390 – hvad der lå bag dette, vides ikke, men måske en tilkendegivelse af, at de var af fyrsteslægt, hvilket i det mindste gælder for to af dem, hvoraf Leo 9., 1049-54, var en fætter til kejser Heinrich 3. Flere fyrster fik i middelalderen føjet ordet løve til deres døbenavne – dette gælder flere konger: Vilhelm Løve af Skotland, 1165-1214, Richard Løvehjerte af England, 1189-99, Ludvig Løve af Frankrig, 1223-26, foruden fyrsterne Heinrich Løve af Sachsen, 1129-95, og Heinrich Løve af Mecklenburg, 1287-1329 (Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, s. 3). Disse herskere var kristne, men at løvenavnet ikke betingedes deraf, fremgår af, at den seldsjukhiske sultan, der var muslim, i 1071 hed Alp Arslan, hvilket sidste ord er tyrkisk og betyder løve (Vor Tids Leksikon). Mere tilfældigt var det nok, at opkomlingen Napoleon ved dåben fik


navnet Napoleone, for der blev ikke ved hans vugge sunget, at han skulle være kejser af Frankrig, men tilfældigt var det næppe, at han førte sig frem under dette løvenavn og derved skabte en illusion af at tilhøre en gammel kongeslægt. Muligvis har også Danmark haft en konge med tilnavnet Løve – det drejer sig i så fald om Gorm den Gamle, død o. 940 (?), som historikeren Svend Aggesen, der skrev sin krønike 250 år senere, giver tilnavnet Løghe. Lidet flatterende for Gorm er dette ord siden blevet oversat ved ”dvaske”, men ordet kan lige så vel betyde løve. Hvilken af de to oversættelser, der er den korrekte, lader sig ikke afgøre, men på baggrund af de ovenfor nævnte eksempler synes sidstnævnte forklaring sandsynligst. En bemærkelsesværdig opblomstring fik løve-navnene mange år senere, hvor kongerne Christian 4., Frederik 3. og Christian 5. tildelte deres ”uægte” sønner navnet Gyldenløve og et hertil svarende våbenmærke – mere herom senere. LØVER PÅ SCEPTRE Til kongernes ældste attributter hørte scepteret. Egentlig er scepteret, som kongen holder i sin højre hånd, en ornamenteret udgave af staven, der fra gammel tid var tegn på, at dens ejer havde ret til at byde og krav på at blive adlydt, jævnfør marskal- og dirigentstave. Af sceptre med løver kendes kun to. Det ene, som måske rettere bør kaldes en kølle, stammer fra

oldtidsriget Kish nær Babylon og dateres til 2500 f. Kr. – på dets hoved ses 6 oprejste løver og kongens navn Mesilim, se fig. 91 (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 113). Det andet scepter med løver stammer fra Ungarn og beskrives således: ”Königssczepter der Arpaden-Dynastie, das noch bis l916 zu den ungarischen Krönungsinsignien gehört. Dessen aufgesetzte Kristallkugl ist mit drei kauernden (sammenkrøbne) Löwen verziert” (Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, s. 108-09). Grundlæggeren af Arpade-dynastiet var kong Arpad, der samlede Ungarn omkring 890, hans slægt uddøde 1301. Som et muligt tredje eksempel på sceptre med løver skal nævnes den scepteragtige stav, se fig. 92, der fandtes i en gravhøj i Ladby ved Kerteminde, hvor en stormand o. 925 e. Kr. var blevet gravlagt i et skib. Til hans gravgods hørte staven, hvis håndtag er smykket med de såkaldte gribedyr, som trods deres særegne udseende, se fig. 92, utvivlsomt forestiller løver (Karsten Krambs: Vikingetidens konger, s. 145 og 134).

Figur 91 Figur 92


KONGELIGE DRAGTER MED LØVER I 300-tallet f. Kr. stod Aleksander den Store som den ubestridte verdenshersker, hvis rige omfattede så at

sige hele den dakendte verden. På mange fremstillinger af ham bærer han et løveskind, hvis overkæbe indrammer eller hviler på hans isse, se fig. 93 – ofte bærer han også som på billedet en kølle, som med rette eller urette henleder tanken på Herakles, egentlig Herakleus (!), Zeus´ søn, som med sin kølle dræbte løven fra Nemea, hvorefter han trak dens skind over sig og derved erhvervede dens egenskaber (Bjørn Bratbak: Den norske Løve og Forsvaret i Aarbok 1990 for Norsk Våpenhistorisk Selskab, s. 116). Om Aleksander var den første, der bar det noget specielle klædningsstykke, vides ikke, men han var i hvert fald ikke den sidste. Omkring 110 f. Kr. brugtes løveskindet således af kong Mithradates 6. Eupator af kongeriget Pontus i Lilleasien, se fig. 94 (Verrdenshistorie, Delius Verlag, 2005, s. 137), og o. år 100 e. Kr. af den romerske kejser Commodus, en søn af Marcus Aurelius ”…uden (at han) på nogen måde (havde) udmærket sig i sit embede…”, som en forfatter siger, hvilket synes at antyde, at løveskindet skal opfattes som et udmærkelsestegn (Grimbergs verdenshistorie 5, s. 13). Den franske maler Robert Nanteuil brugte det klassiske motiv, da han i 1672 portrætterede Ludvig 14., Solkongen, se fig. 95 – dette billede er siden blevet kaldt ”Ludvig 14. i løvens kløer”, hvilket navn må siges at være mindre træffende (Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie 3, s. 377). Dobbeltløverne, som er så almindelige på romanske døbefonte i Østjylland, se side10, bærer ligesom de

Figur 96

Figur 93

Figur 94 Figur 95


ovenfor nævnte herskere løvegevandter. Dobbeltløverne bærer dog ikke ét, men to skind, de har ikke skindene fæstnet til issen, men de synes fastholdt af et bånd under næsen, se fig. 96, der viser forholdet på døbefonten i Sjørslev kirke ved Viborg, og deres eventuelle løveansigter synes at være masker, som på døbefonten i Ejstrup, d.v.s. Ejstrupholm kirke i Midtjylland, hvor i hvert fald den ene dobbeltløve har både menneske- og løveører – trods disse og endnu flere forskelle må der formentlig foreligge én eller anden form for slægtskab mellem herskernes løvedragt og de danske dobbeltløvers løvekroppe, men nærmere besked herom kan ikke gives for øjeblikket. Ligesom dobbeltløverne kan heller ikke de næstfølgende to eksempler direkte forbindes med kongen – de falder derfor egentlig udenfor emnet, men da de omhandler danske ”løvemænd”, påkalder de sig særlig interesse, og skal under indtryk heraf gøres til genstand for omtale. Det ene eksempel vedrører dog en stormand, nemlig den mand, som i vinteren 970-71 e. Kr. gravlagdes i Bjerringhøj i Mammen sogn ved Bjerringbro. Til hans gravgods hørte en sølvindlagt økse, der ikke kan have tjent noget praktisk formål og må opfattes som et værdighedstegn ligesom hans dragt, hvoraf der var

bevaret nogle manchetter af kinesisk (!) silke og en trøje af uld med et broderi på ryggen forestillende to løver omkring et træ, se fig. 97 (Mette Iversen m. fl.: Mammen, s. 43). Broderiets fremtrædende placering tyder på, at det fungerede som en distinktion, der angav mandens rang. Det andet eksempel på en dansk ”løvemand” findes på en kvader på Tømmerby kirke i Han herred, se fig. 98. Motivet er gådefuldt, men den almindelige mening er, at figuren forestiller en mand i løvedragt, som i hænderne holder en uidentificeret genstand, muligvis en skriftrulle – huller til snørehuller i ryg og bug, manchetter og den hjelmagtige hovedbeklædning strider ikke mod denne tydning. Men den dybere mening med dette motiv, som er helt enestående i den romanske stenkunst i hele Europa, er ganske ukendt. Efter disse sidespring vender vi nu tilbage til løvedragter tilhørende kongelige personer. At ikke alene konger, men også dronninger kunne eje sådanne dragter fremgår af et vægmaleri i kirken i Boiana i

Figur 97 Figur 98

Figur 99 Figur 100


Bulgarien opført o. 1250, hvorpå ses sebastocrator – det bulgarske ord for konge – Kaloian og hans dronning Dessislava, se fig. 99 - kirkemodellen, som Kaloian holder op, indikerer, at kongeparret stod for kirkens opførelse. Dronning Dessislava er iført en lang kjole med 3 cirkelrunde felter med løver, men af disse er kun midterfeltets gengivet (David Albot Rice: Art of the Byzantine Era, s. 189). I Sct. Bendts kirke i Ringsted, engang de danske kongers gravkirke, findes et gravmæle over kong Erik Menved, død 1319, med en figur af kongen iført en pragtfuld dragt med rigsvåbenets tre løver, egentlig hans kroningsdragt, se fig. 100. Dette opbud af løver må ikke have været nok, for hans fødder er solidt plantet på to løver, hvilket må opfattes som et ældgammelt magtsymbol med rod i Mellemøsten som beskrevet foran. Mere brutalt udtrykkes kongemagten på en kroningskåbe båret af kong Roger 2. af det

syditalienske Normannerrige, da han i 1133 kronedes i Palermos domkirke. På denne kåbe, som består af to identiske halvdele, hvoraf højre halvdel ses på fig. 101, er afbilledet en løve, som angriber en kamel – da halvdelen af Normannerrigets indbyggere, herunder kongen, var kristne, mens den anden halvdel var muslimer, synes symbolikken at være letforståelig (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 364). Som distinktion spillede løvefiguren en vigtig rolle i 1500-tallet og frem - i dette øjemed anbragtes den på let synlige steder som bryst, arme og skuldre, som eksempel på det sidste tjener fig. 102, der forestiller den svenske konge Karl 9., konge 1599-1611, i funktion som øverstbefalende for den svenske hær (Godfred Hartmann: Christian, s. 132). Senere fortrængtes løvehovederne af de endnu ibrugværende epauletter.

Figur 101 Figur 102


Som en distinktion må vel også regnes den løve, som ses på hjelmen gengivet som fig. 103 – den uortodokse hjelm støbtes i aluminium i 1853 på forlangende af den danske konge Frederik 7., konge 1848-63, der brugte den som en del af sin generalsuniform (Rosenborg, en vejledning, s. 55, nr. 8765). En særlig form for ”løvenænd” kendes fra nogle skytiske grave i Pazaryk i Sibirien, hvor man i gravhøje fandt to mandslig, hvis hud var bevaret takket være permafrosten – begge kroppe bar talrige tatoveringer på de skraverede områder markeret på fig. 104, hvoraf flere forestillede løver. Begge disse personer, der begravedes 400-350 f. Kr., var gravlagt med så store gaver, at de må have haft status af høvdinge (Leslie V. Grinsell: Barrow, Pyramid and Tomb, s. 31). LØVER PÅ KONGESEGL Ved et segl forstås et aftryk i voks eller ler af et stempel med et specielt udformet mærke tilhørende en person eller en institution – vedhæftet et dokument havde et sådant aftryk i ældre tid samme retskraft som en underskrift i vore dage. Allerede i oldtiden var brugen af segl almindelig i Mesopotamien, hvor de er

aflange, fordi de frembragtes med en rulle, se fig. 105, der viser et segl fra kongeriget Elam fra ca. 3000 f. Kr. med okser og løver (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 13). Ejermanden til det elamitiske segl er ukendt, hvilket også gælder for et ovalt segl fra Kreta fra o. 1500 f. Kr., se fig. 106, men da det hører til fundene fra det berømte Knossos-palads, har det måske tilhørt en fyrste (C. V. Ceram: Fund, forskere og fortidsgåder, s. 69).

Figur 103

Figur 1o4

Figur 105 Figur 106

Figur 107


Bedre efterretninger foreligger om fig. 107, der gengiver seglet tilhørende ægypterkongen Thutmoses II, der regerede omkring 1500 f. Kr. – på seglet ses den letpåklædte farao, som under en løvejagt løfter en løve op i halen og truer den med sin kølle (Vilhelm Slomann: Bicorporates, Atlas fig. 206). Fra Mellemøsten stammer også seglet gengivet som fig. 108, der tilhørte Jeroboam, konge i Det israelske Nordrige o. 900 f. Kr., hvis titel som tidligere nævnt var Judas Løve (Verdenshistorie, Delius Verlag, 2005, s. 57). Kejser Augustus, der styrede Romerriget omkring år 0, brugte i en årrække et segl med en sfinx, ”…hvormed alle…officielle og fortrolige dokumenter blev forseglet i begyndelsen af hans regeringstid. Ifølge den romerske forfatter Plinius den Ældre plejede de mennesker, som dokumenterne var rettet til, at bemærke: ”Denne sfinx bringer gåder”. I længden kunne Augustus åbenbart ikke affinde sig med den fornærmende bemærkning, og han skiftede sit officielle signet ud” (Marie-Louise Buhl: Sfinxens egen gåde, i Sfinx nr. 1, 1977-78). Også på anden vis havde Augustus relationer til løven, idet han på skuldrene bar distinktioner med vingede løver, som det fremgår af det portræt af ham, som findes på Prima Porta udenfor Rom, se fig. 109 (Sfinx nr. 3, 2002, s. 144). De danske kongers segl med de 3 løver har været omtalt foran på side 23. Ret beset bør disse figurer på seglets ældste versioner imidlertid kaldes sfinxer, for ved nærmere eftersyn viser det sig, at de bærer mands- og ikke løvehoveder, hvilket forhold dog sløredes ved brugen af tvetydige tegninger. Dette mærke var indtil 1959 fælles for den danske konge og den danske stat, men nævnte år indtraf en ændring i dette forhold, så tre-løve-mærket fra da af blev den danske stats mærke, mens regenten beholdt kongevåbenet, der rummer flere landes heraldiske mærker som følge af, at den danske konge er statsoverhoved for flere lande (Erling Svane: Det danske Rigsvåben og Kongevåben, s. 15-17). Det har været diskuteret, hvorfor der er tre løver i det danske rigsvåben. Til forklaring er blevet fremført, at antallet af løver afhænger af landets størrelse, så grevskaber havde ret til at føre 1 løve, hertugdømmer 2 og kongeriger 3, men kendsgerningerne støtter ikke denne teori, idet kongerigerne Skotland og Norge kun havde 1 løve i våbenskjoldet, mens grevskabet Anjou i Frankrig havde hele 6. En anden forklaring går ud på, at de 3 danske løver repræsenterer de 3 store landsdele: Skåne, Sjælland og Jylland – en tredje at de symboliserer Øresund, Storebælt og Lillebælt. Enighed er der således ikke om spørgsmålet, og konklusionen bliver da den, at noget sikkert svar ikke kan gives. LØVER I KONGEVÅBEN Emblemer eller mærker, der ligesom det danske rigsvåben repræsenterede personer eller lande har været kendt fra de tidligste tider - som eksempler skal blot nævnes det ægyptiske slangediadem, den hornede hjelm fra Mesopotamien, den romerske ørn og simurghen fra det persiske herskerdynasti sassaniderne,

Figur 108

Figur 109


Figur 110

226-654 e. Kr., se fig. 110, hvortil kan føjes både løve og okse, som flere eksempler i det foregående bevidner. Heraldikerne, der beskæftiger sig med sådanne mærker for at forbinde dem med bestemte personer eller institutioner, er ikke interesserede i mærker ældre end korstogstiden o. 1100, hvorfor de ovenfor nævnte mærker af ældre dato helt falder udenfor deres interesseområde. Denne holdning har i tidens løb medført den opfattelse, at for i hvert fald Danmarks vedkommende er heraldikken en foreteelse, der først dukker op omkring år 1200, men at denne opfattelse er forkert, fremgår med al ønskelig tydelighed af den tidligere citerede beskrivelse af Svend Tveskægs flåde af 1013, se side 23, hvori en række figurer såsom løver, drager og tyre nævnes som kendetegn på de enkelte hærførere og altså tillægges en heraldisk funktion. Denne erkendelse, der foran er tillagt en hovedrolle i forbindelse med forkastelsen af de romanske kirkers stenløver som kristne symboler, sætter også Den store Jellingsten, rejst omkring 960 af Svend Tveskægs fader Harald Blåtand, i et nyt lys. Denne berømte sten, som formentlig står på sin oprindelige plads ved Jelling kirkes syddør, har tre sider, hvoraf side 1 kun bærer en tekst hugget i runer, mens side 2 og 3 begge rummer både tekst og billede, sidstnævnte forestillende henholdsvis en løve omslynget af en orm og Den Korsfæstede omgivet af ranker,

Figur 111

se fig. 111. I nærværende sammenhæng er løve/orm-billedet naturligvis af størst interesse. Uvist af hvilken grund er det af kunsthistorikerne slået i hartkorn med stenbillederne på de romanske kirker, skønt det er 200 år ældre, og som følge heraf blevet tolket som religiøs kunst, idet motivet udlægges som en skildring af en hypotetisk kamp mellem hedenskab og kristendom på Harald Blåtands tid med ormen som repræsentant for hedenskabet, løven for kristendommen (Martin Schwartz Laustsen: Danmarks


kirkehistorie, s. 26). Ved denne tolkning er imidlertid den hage, at den bringer løve/orm-billedet i et fatalt misforhold til den tredje sides tekst, idet Harald Blåtand her proklamerer kristendommens sejr, mens billedet efterlader beskueren i tvivl om, hvem af de to kombattanter sejren vil gå til. Ingen konge vil på denne måde skabe usikkerhed om sine egne ord, og alene af den grund må fortolkningen forkastes – men hertil kommer, at der skal ekstrem god vilje til at opfatte løve/orm-billedet som en kampscene, snarere synes der mellem de to dyr at råde fred og harmoni. Løve/orm-billedet appellerer således til en anden tolkning, som bedre evner at samle stenens udsagn i et modsigelsesfrit hele – et forsøg herpå skal fremlægges i det følgende. På stenen berømmer Harald Blåtand sig af to bedrifter, nemlig al Danmarks og Norges erobring og kristendommens indførelse. Sidstnævnte bedrift har på stenen fået sin egen illustration i form af Kristus-billedet og en undertekst svarende hertil, se fig. 111. Logisk ville det derfor være, at stenens anden illustration omhandler den anden bedrift, og at dens undertekst har relation til billedet. I så fald må løve/orm-billedet altså opfattes som en illustration svarende til ordene (Danmark) al og Norge under det. Dette synes netop at være tilfældet, for løven er antagelig det heraldiske symbol for Danmark, mens ormen på denne tid var Norges mærke, som det fremgår af Snorre Sturlasons Heimskringla, der fortæller, at i 1016 var den norske konge Olav den Helliges våbenmærke en orm på hvid baggrund (Sven Tito Achen: Heraldikkens femten glæder, s. 117) – en oplysning, som sætter navnet på det norske kongeskib, ”Ormen hin Lange”, som deltog i slaget ved Svold år 1000, hvor den daværende norske konge, Olav Tryggveson, omkom, i en særlig belysning. I henhold til indskriften må Jelling-stenen være rejst, mens Harald Blåtand var konge i både Danmark og Norge, og med ovenstående redegørelse in mente synes det oplagt at tyde løve/orm-billedet som et heraldisk udtryk for dette dobbeltrige, idet løven symboliserer det danske islæt, ormen det norske. Motivet forekommer oftere i samme periode, om end i lidt andre versioner – således forekommer det på en mankestol, der hørte til

Figur 112

kørehestens seletøj, fundet i Mammen ved Bjerringbro, se fig. 112, men på en anden lokalitet end den på side 43 nævnte høvdingegrav. Udførlige regler for våbenmærkernes udseende synes ikke at have foreligget ved årtusindskiftet, når da lige bortses fra de ufravigelige krav om, at bestemte figurer skulle indgå i det – herudover havde kunstnerne åbenbart frie hænder og benyttede sig heraf til nye udformninger af mærket. Denne frihed fik imidlertid en ende omkring 1150, hvor der opstod et ønske om, at ejermanden med sikkerhed kunne identificeres via sit våbenmærke – dette ønske skal være opstået i forbindelse med de populære ridderturneringer, hvor de stærkt formummede deltagere kun lod sig genkende ved mærkets hjælp. Under disse omstændigheder måtte våbenmærkernes udseende fastlægges nøje, så forvekslinger kunne undgås. Som følge af sin stilling, der indebar, at han skulle præsentere turneringsdeltagerne, fik den kongelige herold – i Skotland kaldet Lord Lion (Sven Tito Achen: Heraldikkens femten glæder, s. 60) – et særligt kendskab til våbenmærkerne. Denne viden gik siden over til heraldikerne, jævnfør ordet herold, som derfor med en vis rimelighed insisterer på, at heraldikken først begyndte med herolderne. Heraldikkens begyndelse i Danmark sættes i overensstemmelse hermed til ca. 1190, hvornår det danske rigsvåben med de tre løver er bevidnet for første gang, se side 23 og fig. 54, men de gamle vaner lod sig ikke så let udrydde, som det ses af Valdemar


Sejrs segl af 1204, se fig. 113, hvor skjoldet rummer de obligate 3 løver, men banneret kun 1 (Erling Svane: Det danske Rigsvåben og Kongevåben, s. 26). På grundlag af den betragtning at landet var kongens ejendom, var det almindeligt – og også tilfældet i Danmark – at kongens private våbenmærke brugtes som statsvåben. Berettigede til at føre dette våben var kongen og antagelig kongefamiliens medlemmer, mens ”uægte” børn og elskerinder ikke synes at have haft krav herpå. Som et plaster på såret tildeltes sådanne personer ofte særlige våbener, hvori løven figurerede, hvilket utvivlsomt skal ses som en hentydning til deres forbindelse til kongen. Forholdet skal her belyses ved 3 eksempler vedrørende danske konger: 1. Våbenet for hertug Knud af Lolland og Blekinge, som var ”uægte” søn af Valdemar Sejr, se fig. 114 (Sven Tito Achen: Danske adelsvåbener, s. 358). 2. Såvel Christian 4. som efterfølgerne Frederik 3. og Christian 5. havde en række sønner udenfor ægteskab, som alle fik efternavnet Gyldenløve og et våben med to løver som tegn på deres kongelige afstamning – fig. 115 gengiver våbenet tilhørende Hans Ulrik Gyldenløve til Vindinge, søn af Christian 4. (Sven Tito Achen: Danske adelsvåbener, flere steder). 3. Frederik 4.s elskerinde, Charlotte Helene von Schindel, udnævntes i 1710 til grevinde af Friderichsholm og benådedes i den anledning med det våben, der ses som fig. 116 (Sven Tito Achen: Danske adelsvåbener, s. 37). Også byer, som stod i et særligt forhold til kongen, kunne gøre brug af løven i byens våben. Vardes løve, se fig. 117, må således ses som et resultat af, at byen i sin tid tilhørte Valdemar Sejr, som dog i 1202 afstod den som medgift ved søsteren Helenes bryllup med Vilhelm af Lüneburg (Sven Tito Achen: Heraldikkens

Figur 118

femten glæder, s. 185), mens Fredericias løve, se fig. 118, må sættes i forbindelse med Frederik 3., som i 1648 grundlagde byen (Trap 21, s. 882). Foruden kongen af Danmark satte mange andre fyrster, både konger, hertuger og grever, også løven i deres våben. Mulighederne for at variere våbenerne via antallet af løver var imidlertid snart udtømt, og man greb da til den udvej at bruge farver for at opnå den forønskede forskellighed – Englands tre løver var således røde, Skotlands gule og Danmarks blå, Flanderns enlige løve sort og Brabants gul (Erling Svane: Det danske Rigsvåben og Kongevåben, s. 22).

Figur 113 Figur 114



Af endnu eksisterende lande, der har eller har haft én eller flere løver i statsvåbenet, må nævnes følgende: Norge, løve med økse, se fig. 119, Sverige, se fig. 120, der viser den såkaldte Folkungeløve repræsenterende landets første kongeslægt, i 1500-tallet erstattet af tre-kronor-våbenet, Finland, se fig. 121, hvis løve stammer fra 1500-tallet og Bulgarien, løve af høj alder, men på fig. 122 vist i en version fra kommuniststyret 1945-90 med en rød stjerne, som indikerede det gamle kongesymbols socialistiske sindelag – endvidere Tjekkiet, Ukraine, Estland, Letland, Luxemburg, Wales, Holland og Belgien samt de allerede nævnte: Skotland, England og Danmark. De hidtil nævnte eksempler hører alle hjemme i Europa, men også i Asien blev løven symbol for moderne lande – dette gælder fortsat for Sri Lankas vedkommende, se fig. 123, mens den persiske løve afskaffedes sammen med shahdømmet i 1979 – i øvrigt den eneste løve foruden den sri lankanske , som fandt vej til nationalflaget. Ved medinddragelse af mindre områder som hertugdømmer og grevskaber ville listen over våbener med løver kunne forlænges betragteligt – som eksempler skal dog blot her nævnes hertugdømmerne Slesvig og Normandiet, som begge har 2 løver i våbenet. I Europa fører ca. en trediedel af landene én eller flere løver i deres statsvåben, hvilket utvivlsomt skal ses som en arv efter fortidige fyrster. Af de resterende lande fører mange ørnen som en erindring om Romerriget, og korset, hvis forekomst må tilskrives kristendommen – dertil kommer ganske enkelte lande, som fører helt unikke våbener som Frankrig, i hvis våben der forekommer en lilje, mens der i Irlands våben forekommer en harpe. Men hverken ørnen, korset eller andre mærker synes at have gjort løven overflødig, som det fremgår af en række eksempler: I Byzans, hvis ørnemærke er velkendt, flankeredes kejserens trone af løver, se side 35, i galejhavnen var kajerne tæt besat med løvefigurer (Allan Sherrard: Det byzantinske rige, s. 50), og det kejserlige banner Labarum bar billedet af en løve (Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 227), i Frankrig bar kanonerne i 1700-tallet bagstykker udformet som

Figur 124

løvehoveder, se fig. 124 (Bjørn Bratbak: Den norske løve og forsvaret – i Norsk Våpenhistorisk Selskaps Årbok 199o, s. 192) og her skal også nævnes Robert Nanteuils maleri af Ludvig 14., hvorpå den franske lilje optræder sammen med løven, se fig. 95, og i Kina optræder kejseren sammen med løver i stedet for den gængse drage, se fig. 89. Disse tilfælde antyder, at løven kunne trives i selskab med andre mærker repræsenterende nationen, men kendskab til forholdet er en mangelvare.

Figur 119


Figur 123


LØVER VED KONGELIGE BORGE OG SLOTTE Da en mesopotamisk kunstner i begyndelsen af 2. årt. f. Kr. skulle afbillede guden Shamash i Himmelborgen, valgte han at lade ham stå med solstrålerne spillende på skuldrene i den åbne port, som

flankeres af løvefigurer, se fig. 125 (Sfinx nr. 1, 1979, s. 25). Forbilledet for denne port havde kunstneren sikkert fundet ved et mesopotamisk tempel, hvis indgange som regel markeredes af parvist opstillede løver med én på hver side af døren. På samme måde fremhævedes indgangene til de mesopotamiske kongeslotte, men her brugtes længe de såkaldte kolosser med tyrekroppe og mandshoveder, se fig. 90 – fra assyriske paladser kendes dog parvist opstillede løvefigurer, f. eks. et par modstillede, søjlebærende løver på ydermuren til paladset i Ninive, opført af kong Sanherib o. 700 f. Kr., se fig. 126 (Julian Reade: Assyrian Sculpture (British Museum), s. 40), og to kæmpemæssige løver flankerende døren til tronsalen i det indre af kong Assurbanipal 2.s palads i Ninive fra omkring 870 f. Kr. (Michael Roaf: Mesopotamien og den nære Orient i oldtiden, s. 164).

I Hatti, d.v.s. det mægtige hittitterrige i den østlige del af det nuværende Tyrkiet, var parvist opstillede løvefigurer almindelige ved borg- og byporte. Fig. 127 gengiver den ene af to løver, som o. 1000 f. Kr. opstilledes på ydersiden af en port i muren omkring byen Malatya (Bianca Maria Scarpi: The Lion of Venice,

Figur 125 Figur 126

Figur 127

Figur 128


s. 84) – den er karakteristisk for de hittittiske løvefigurer, der almindeligvis kun er delvist frigjort fra den sten, hvori de er udhugget. En variation over temaet ”parvist opstillede løver” ses ved kongeborgen i Mykene i Grækenland – her er over ringmurens port opstillet to løver omkring et uidentificeret objekt, se fig. 128. De kyklopiske mure i Mykene – overliggeren formodes at veje omkring 110 tons - rejstes omkring 1600 f. Kr., hvilket åbner muligheden for, at bygherren kan have været Agamemnon, som af Homér nævnes som Mykenes konge. De hidtil nævnte løvefigurer ved indgange er dog kun for miniaturer at regne i sammenligning med den løve, som kong Kassyapa o. 500 e. Kr. lod opføre foran sin bolig på en bjergtop i det centrale Ceylon, nu Sri Lanka. Han havde dræbt sin fader og ladet sig udråbe til konge, hvilket affødte hårde kampe med en broder. For at være i sikkerhed tog Kassyapa ophold på en bjergtop, hvis eneste adgangsvej han spærrede med en kolossal løvefigur, som besøgende måtte vandre igennem for at komme op til hans residens, idet de gik ind i den mellem dens forpoter og førtes mere end 250 m opad i dens indre, før de nåede munden, hvor de genså dagslyset og trådte ud på bjergtoppen. I 17 år holdt Kassyapa stillingen her, men da broderen dukkede op med en indisk hær, mistede han modet og begik selvmord. Denne kæmpemæssige løvefigur er nu gået til grunde med undtagelse af forpoterne, og i vore dage når man bjergtoppen ad en metaltrappe på 1042 trin (Jyllands-Posten 15. maj 2005 – tekst og foto: Jørgen Ullerup). Det skal her bringes i erindring, at Ceylons konger bar titelen singha, der betyder løve. Mindre, men mere kendt er den bronzeløve, som hertug Heinrich - eller Henrik – Løve (!) af Sachsen

Figur 129

omkring 1165 rejste foran sit slot Dankwarderode i Braunschweig, se fig. 129 (Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 355). Det har været drøftet, hvorfra Heinrich hentede inspiration til dette monument, og der er blevet peget på to mulige forbilleder, begge fra Italien: En løve fra Bari, hvor Heinrichs fader, Heinrich den Stolte, skal have boet, og en løve ved stamsædet for markgreven af Este, med hvem Heinrich var i familie (Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, s. 57). Disse udsagn gør vel ikke sagen klar, men de henleder opmærksomheden på, at Heinrich Løve nok ikke var den første i slægten, som havde relationer til løven, og rejser derved spørgsmålet om, hvorvidt den berømte Welf-slægt, hvortil Heinrich Løve hørte, har sit navn af hundens eller løvens afkom, hvorom der i middelalderen brugtes fællesbetegnelsen hvalp, på tysk Welf.


Også fra danske slotte er løvefiguren kendt. Fra forborgen til Gurre slot i Nordsjælland, som Valdemar Atterdag, død 1375, ifølge overleveringen foretrak fremfor Paradis, stammer nogle gulvfliser med kronede løver, se fig. 130 (Nyt (fra Nationalmuseet) nr. 93, s. 31). Fra et bislag, d.v.s. et vindfang på det gamle Københavns slot, hidrører en sten med billede af kong Hans, død 1513, og to løver, se fig. 131 (Schultz´ Danmarkshistorie 2, s. 348) - kongens fødder hviler på rigsvåbenet, hvorved tanken henledes på ældgamle fremstillinger af såvel guder som konger, se f. eks. fig. 63 og 88. Under de byggelystne danske konger Frederik 2., 1559-88, og Christian 4., 1588-1648, opførtes adskillige nye slotte, som alle prydedes med løvefigurer, ofte i stort antal, hvorom en forfatter fra en langt senere tid lidt forarget skriver: ”Hvorledes man i tidligere dage ødslede med løvebillederne, har vi et godt eksempel på i den lille sirlige portal på Badstuen i Frederiksborg fra Frederik 2.s tid; thi her findes i selve arkitekturen og i våbenet (rigsvåbenet) ikke mindre end 7 hele løver og 9 dekorative løvehoveder, altså 16

Figur 132

Figur 130

Figur 131


løveafbildninger på én eneste arkitekturdel” (Chr. V. Nielsen: Løvebilledet i den kristelige Kunst, s. 44). En helt anderledes beskedenhed lagde Frederik 2. dog for dagen ved Kronborg slots hovedportal, opført 1577, som det ses af fig. 132 (Uden forfatter: Kronborg, tavle 15).

Figur 133

Christian 4. gav ikke sin fader noget efter i hverken byggelyst eller forbrug af løvefigurer – om det sidste vidner løvefigurerne ved slotsbroen på Frederiksborg, opført o. 1620, se fig. 133 (Troels-Lund: Historiske Fortællinger, VIII Bog, s. 158). En særlig rolle havde den kreative konge tildelt 4 løvehoveder på 2. etage i lysthuset Sparepenge ved Frederiksborg, idet deres åbentstående munde fungerede som lydtragte, hvorfra musikken fra et i stueetagen stående orkester strømmede ud til forbavselse for gæsterne (SKALK 2, 2005, s. 13).

Figur 134

I den ydre slotsgård på Frederiksborg lod Christian 4. opstille en springvandsfigur, den såkaldte Neptunbrønd, hvortil figurerne gengivet i fig. 134 hørte – denne gruppe findes nu på Drottningholm slot i Stockholm ført hertil 1658 af Karl Gustavs dronning Hedvig Eleonora (!), som under svenskekrigen boede på


Frederiksborg (Schultz´ Danmarkshistorie 3, s. 203). Af letforståelige grunde mangler i mandspersonens løftede hånd Christian 4.s monogram, som svenskerne savede af – monogrammet hvilede på det nærmeste på løvens hoved, og der hersker derfor kun ringe tvivl om, hvem løven skal forestille – det hedder sig da også, at Neptunbrønden symboliserer kongen som hersker over de tre strømme: Øresund, Storebælt og Lillebælt (Palle Lauring: Svenskekrige og enevoldsmagt, s. 127, og Schultz´ Danmarkshistorie 3, s. 203). Den lidenskabelige, ja, næsten maniske interesse, som både Frederik 2. og Christian 4. udviste for løvefiguren, genfindes ikke hos de senere konger, som nok gjorde brug af den, men i langt mindre omfang. Derved rejses spørgsmålet om, hvorfor netop disse to konger var så engagerede i løvemotivet – noget fyldestgørende svar kan ikke gives, så der skal blot peges på, at de som typiske renæssancefyrster vel havde stor interesse for fortiden og gjorde, hvad de kunne for at genoplive den. LØVER VED KONGELIGE GRAVE Fra gammel tid har kongerne fået prægtigere og mere storladne begravelser end andre dødelige, hvilket kom til udtryk ved ceremoniernes omfang og gravgavernes antal, men også ved gravens indretning, idet den fik både en størrelse og en beliggenhed, som uvilkårligt måtte vække opsigt og således holde mindet om den afdøde i live. Som de mest monumentale kongegrave må ubetinget nævnes pyramiderne i Ægypten, hvor faraonerne stedtes til hvile indtil o. 1500 f. Kr., hvor brugen af dem ophørte, fordi de ikke ydede tilstrækkelig beskyttelse mod gravrøvere - herefter gravlagdes de ægyptiske konger i klippegrave i Kongernes dal i Øvreægypten uden dog at opnå den forventede gravfred, for selvom man søgte at skjule indgangene til disse anlæg, fandt gravrøverne også, hvad de søgte her og gjorde deres arbejde så grundigt, at af de mange grave undgik kun én, farao Tutankamons, at blive helt udplyndret. Da Tutankamon døde omkring 1350 f. Kr., var han kun 18 år og havde tilsyneladende ikke udmærket sig i sin embedsførelse, men alligevel fik han en storslået begravelse med et gravgods bestående af flere tusinde objekter, heraf adskillige af det pure guld. I nærværende sammenhæng er det interessant, at mange af genstandene i gravgodset bærer løvefigurer – det nøjagtige antal kan desværre ikke oplyses, men ved tilfældig læsning har forfatteren fundet følgende 12 eksempler: 1. Seng med løvehoved (Almanak nr. 4,

Figur 135

Figur 136

Figur 137


1967, s. 10-17). 2. Seng med løvefødder (Lawrence Wright: Warm and Snug, s. 5). 3. En nakkestøtte med 2 løver, se fig. 135 – i stedet for en hovedpude brugte ægypterne en nakkestøtte (Lawrence Wright: Warm and Snug, s. 5). 4. En tronstol med løvehoveder og løvefødder, se fig. 136, med relieffer på ryg og sider (Lademanns leksikon 19, s. 214). 5. En tronstol med løvefødder og relief på ryggen, se fig. 6 (Geoffrey Bibby: Four Thousand Years ago, plate XVII). 6. En bærestol med løvehoved (Grimbergs verdenshistorie 1, s. 230). 7. En taburet med løvefødder, maleri på skrin, se fig. 137 (Geoffrey Bibby;: Four Thousand Years ago, s. 257).8. Pomadekrukke med løve på toppen og på siden løve angribende et klovbærende dyr, se fig. 139 (Vivi Laurent Täckholm: Faraos blomster, s. 233). 9. Maleri på skrin forestillende Tutankamon og dronning Ankhesenamon på jagt – kongen sidder på taburet med løvefødder, desuden en løvefigur, se fig. 139 (R. Hamilton: Det gamle Ægypten, s. 149). 10. På modeller af Tutankamons både ses udskårne løver i

Figur 138 Figur 139

Figur 140


stævnene (Geoffrey Bibby: Four Thousand Years ago, plate XIX). 11. Skjolde med Tutankamon, der i skikkelse af en løve optræder som krigerkongen, der træder på fjenderne (R. Hamilton: Det gamle Ægypten, s. 139). 12. Maleri på Tutankamons gravkiste af kongen, der i sin stridsvogn jager løver, se fig. 140 (James Putham: Ægyptens guder og faraoner, s. 42-43). Denne sikkert meget ufuldkomne liste over genstande med løvefigurer fundet i Tutankamons grav, er dog tilstrækkelig til at godtgøre, at der mellem kongen og løvefiguren eksisterer en særlig relation – denne relation er nok af heraldisk art, idet løvefiguren antagelig optræder som symbol for kongen og betegner, at tingene tilhører ham. I stærk kontrast til den hyppighed, hvormed løvefiguren forekommer i Tutankamons grav, står dens sjældenhed i forbindelse med pyramiderne, hvor den vist nok kun findes én gang – til gengæld omhandler dette enestående tilfælde ingen ringere end Den store Sfinx ved Giseh, som formodes at høre sammen med farao Khefrens pyramide fra o. 2500 f. Kr.

Fra Mesopotamien kendes kun få kongegrave – berømte er dog de såkaldte kongegrave fra Ur dateret til 2600 f. Kr., hvor foruden medlemmer af overklassen var begravet et antal tjenere eller trælle og et stort gravgods, hvorpå optræder både okse- og løvefigurer (Julian Reade: Mesopotamia (British Museum), s. 40-45). Den senere brugte skik at markere herskernes gravmæler med løvefigurer synes således ikke at stamme fra hverken Ægypten eller Mesopotamien, men må være opstået andetsteds. Som et pompøst eksempel på denne skik skal her nævnes den ene af den antikke Verdens 7 underværker, nemlig mausoléet

Figur 141

for kong Mausolos, død 353 f. Kr., i Halikarnassos i det sydvestlige Tyrkiet. Denne nu næsten helt ødelagte bygning, som opførtes af Mausolos´ enke Artemisia, bar på toppen en fremstilling af kongen og dronningen stående i en stridsvogn og på andre iøjnefaldende steder, f. eks. ved indgangen, var anbragt løvefigurer i naturlig størrelse, se fig. 141 (Lademanns leksikon 10, s. 28). Skønt der lige siden er blevet opført mausoléer, blev denne form for gravmæle ikke den store succés, velsagtens på grund af omkostningerne – foretrukket blev i stedet sarkofagen, hvorved forstås en monumental stenkiste. Som den ældst kendte kongebegravelse i sarkofag med løvefigurer må nævnes kong


Figur 142

Ahirams fra o. 1100 f. med løver, som bærer kisten, se fig. 142 – Ahiram herskede i riget Ugarit, også kaldet Byblos, i det nordlige Libanon (Leslie V. Grinsell: Barrow, Pyramid and Tomb, s. 97). Den store udbredelse, som sarkofagen herefter får, gør det umuligt at nævne alle relevante eksempler, hvorfor blot nogle få skal nævnes:

Figur 143

Fra Etrurien, etruskernes rige i Italien, stammer sarkofagen gengivet som fig. 143 – på låget er en løve, et menneskehoved og en gengivelse af den døde selv, om hvem det kun kan siges, at han i henhold til begravelsens standard må have hørt til overklassen, men ikke om han hørte til fyrsterne i det mærkeligt ukendte rige, hvis skriftlige overleveringer stadig ikke kan læses (Sfinx nr. 2, 1989, s. 75). – På de samme egne, i byen Ravenna i Norditalien, står en sarkofag, hvis eneste udsmykning er to løvehoveder – i den findes de jordiske rester af Theoderik den Store, østgoternes konge 471-526 e. Kr. (Lukmann og Sonne: Gotlands Didrik, s. 103). I muséet i den franske by Le Mans opbevares metallåget til den sarkofag, som i sin tid rummede liget af grev Geoffroi af Anjou, død 1151, hvorpå ses et billede af den krigsklædte greve med


Figur 144

sværdet i hånd og løvefigurer på både hjelm og skjold, se fig. 144 (Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 373). Grev Geoffroi blev for øvrigt stamfader til den engelske kongeslægt kaldet Plantagenet. Også fra Danmarks middelalder kendes sarkofager med afbildninger af den afdøde på låget – som eksempel skal nævnes Erik Menveds tidligere omtalte sarkofag fra o. 1320 i Sct. Bendts kirke i Ringsted, se fig. 100. Med tiden skiftede stilen til det mere enkle – denne tendens kan tydeligt aflæses på de to sarkofager, som billedhuggeren Johannes Wiedewelt med relativt få års mellemrum udførte til kongerne

Christian 6., død 1746, og Frederik 5., død 1766, se figurerne 145 og 146. Når disse kongekister bæres af henholdsvis sfinxer og løver, beror dette næppe på en lapsus, men på det oftere nævnte forhold, at sfinxer og løver var to alen af samme stykke og kunne bruges i flæng ligesom i rigsvåbenet, indtil en kongelig forordning af 1819 bragte orden i sagerne ved at dekretere, at det danske rigsvåben skulle rumme ”…tre blaae Løver” (Erling Svane: Det danske Rigsvåben og Kongevåben, s. 48).

Figur 145

Figur 146


Helt til Kina nåede idéen om løvefiguren som markør af kongelige grave. Da prins Hsiao Hsiu døde omkring 500 e. Kr., rejstes således en række vingede løver, se fig. 147, som flankerede vejen til hans gravsted (E. H. Gombrich: Kunstens historie, fig. 92). Også for den menige kineser spillede løvefiguren en rolle i forbindelse med begravelser, hvor en Fo-hund helst skulle begraves sammen med den døde, idet denne løvelignende porcelænsfigur, se fig. 148, formodedes at værne de døde. Figurens navn stammer fra den kinesiske betegnelse for Buddha= Fo, idet han ledsagedes af netop denne hund (Lademanns leksikon 8, s. 14), der dog mere minder om en løve, hvilken tolkning ikke modsiges af, at løven på japansk kaldes Buddhas hund. Dette afsnit kan ikke forlades uden en omtale af visse løvefigurer ved grave i dels Grækenland, dels Etrurien. For de græske løver gælder, at de i 5. og 4. årh. f. Kr. ligesom sfinxer og sirener anbragtes ved grave, af hensyn til omkostningerne vel kun stormandsgrave – de er blevet tolket som vogtere af graven, dog uden at denne bestilling beskrives nærmere (Bianca Maria Scarfi: The Lion of Venice, s. 90), og som

Figur 149

sindbillede på sorgen, muligvis under indtryk af deres hængende haler, se fig. 149, der viser en løve fra en grav i Attika fra ca. 420 f. Kr. (Pierre Müller: Löwen und Mischwesen in der archaischen griechisen Kunst og Bianca Maria Scarfi: The Lion of Venice, s. 92). Ved disse tolkninger tages imidlertid intet hensyn til løvefigurens historie og dens tilknytning til kongegrave. Rigtigere vil det derfor måske være at betragte de græske løver som monumenter anbragt ved kongegrave – til gunst for denne opfattelse taler, at løverne tilhører en tid med mange små konger i Grækenland, som bar titelen basileo, d.v.s. lille løve.

Figur 147

Figur 148


Ligesom de græske er også de etruskiske løvefigurer knyttet til grave, der her er anlagt i kæmpestore

Figur 150

gravhøje, hvis indgange de flankerer, se fig. 150, der viser forholdet ved en høj i Veji tæt ved Rom fra 7. årh. f. Kr. (Otto-Wilhelm v. Vacano: Die Etrusker in der Welt der Antike, s. 143). I højen findes et gravkammer indrettet som en fornem bolig, hvilket borger for, at den gravlagte indtog en høj stilling. KONGEN SAMMENLIGNET MED LØVE I LITTERATUREN Om Ægyptens første erobrerkonge, Thotmes 3., 1501-1447 f. Kr., siger en digter, at han var som ”en løve, sejrrig, når den kommer og går, når den brøler og løfter sit råb i antilopernes dal mellem bjergene”. Hans efterfølger, Amenhotep 2., gik efter sin egen beskrivelse på en mindesten i Karnak løs på fjenderne som en ”rasende løve” (Grimbergs verdenshistorie 1, s. 122). Assyrerkongen Salmanassar 3. skriver 854 f. Kr. om en sejr: ”Som en løve følte jeg raseriet stige i mig…” (Grimbergs verdenshistorie 1, s. 433). Efterfølgeren Sanherib skrev 150 år senere: ”Jeg rasede som en løve” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 113). Brugen af løven som et billede på herskeren fik ikke ende med oldtiden, men nåede et højdepunkt i Vesteuropa, måske også andetsteds, i middelalderen, som det påvises af Dirk Jäckel i bogen ”Der Herrscher als Löwe” fra 2006. Han opregner heri 38 europæiske herskere, som i perioden 6.-14. årh. fik tilnavnet løve eller sammenlignedes med en løve – hertil må så lægges et antal herskere, hvis titel indeholdt ordet løve, f. eks. den byzantinske kejsers, eller hvis navn simpelthen var løve som i Wales, hvor kongerne hed Llywelyn, afledt af det walisiske ord for løve. Der synes således at have været en periode, hvor ordene konge og løve på det nærmeste var synonymer, uden at det dog er muligt at tidsfæste den nærmere bortset fra, at ”løveherskerne” var almindelige i Europa i den tidlige middelalder. Også i Danmark sammenlignedes kongen med løven. Såvel Saxo som Sven Aggesen, der begge skrev en danmarkshistorie o. 1200, brugte billedet – således skrev Sven Aggesen om Knud den Store, død 1035, at han tiltrådte regeringen som ”en fnysende løve”, og om Erik Lam, der abdicerede 1146, skriver Saxo, at han ”kæmpede som en løve”. Som et billede på kongen optræder ligeledes løven i en engelsk beretning, hvori det hedder, at alle i landet forventede, at ordene ”Løvens unger skal blive forvandlede til havets fisk”, som spåmanden Merlin menes at have sagt, skulle opfattes som en forudsigelse af, at flere af kongens børn skulle drukne – i 1120 led ”Det hvide Skib” da også skibbrud, hvorved kong Henrik 1. mistede sin eneste søn og en datter (Margaret Murray: Heksenes gud, s. 133). Endnu o. 1500 skabte ordet løve associationer til kongen, som det fremgår


af Niccolo Machiavellis berømte bog ”Fyrsten”, hvori det hedder, at regenten ikke blot må ligne løven, men også ræven (Lorenz Bergmann: Kirkehistorie, anmærkning s. 225). STEDNAVNE OG ORDET LØVE Efter staden Lübeck i 1157 var blevet afbrændt af fjenden, grundlagde hertug Heinrich Løve af Sachsen året efter en ny by i nærheden, som han gav navnet Löwenstadt - ifølge historikeren Helmold, der var Heinrichs samtidige, efter hertugens ”eget navn” (Dirk Jackel: Der Herrscher als Löwe, s. 56). Lübeck kom imidlertid snart til kræfter og udkonkurrerede Löwenstadt så grundigt, at den blev nedlagt. Den forsvundne bys navn er imidlertid interessant, fordi det bevidner, at et stednavn i Vesteuropa, kan indeholde ordet løve, ganske vist ikke ved direkte opkaldelse efter det fremmedartede dyr, men indirekte efter herskeren, der også senere fik byer og andre lokaliteter opkaldt efter sig som f. eks. Kongsberg i Norge og Frederikshavn i Danmark. Da ikke blot Heinrich Løve, men mange flere europæiske herskere betegnedes som løver, må man forvente, at også disse fik lokaliteter opkaldt efter sig, så løve-navne oftere forekommer i Europa – dette viser sig da også at være tilfældet, som det fremgår af følgende liste, der dog kun rummer en ringe mængde af de aktuelle navne: Löwenberg, Löwendorf og Löwenstein findes i Tyskland, Leuwarden i Holland, Löwen, på fransk Louvain, i Belgien, Lion-sur-Mer ligger på Normandiets nordkyst ligesom skoven Forêt de Lions, hvilket sidste navn gør sig bemærket ved sin høje alder, idet stedet nævnes allerede 1020 (Erling Albrechtsen: Dudo, Normandiets historie, s. 83). Endog et helt land kan være opkaldt efter løven. Det drejer sig i påkommende fald om det middelalderlige kongerige Leon i Nordspanien, hvis navn på spansk betyder løve - dette land gik i 1230 ind i Castilien og ophørte derved med at være et selvstændigt rige, men provinsnavnet Leon og bynavnet Leon erindrer endnu om det. Ifølge stednavneforskerne har navnet Leon imidlertid intet med løve at gøre, men kommer af det latinske ord legio, der betegner det sted, hvor den romerske legion havde sin kaserne (oplyst i skrivelse af 11. januar 1999 fra Den spanske Ambassade i København). At Leon i overensstemmelse med sit

Figur 151

navn førte en løve i sit våben, se fig. 151, nævnes ikke og tillægges åbenbart ingen betydning. På fuldstændig samme vis forklares det franske bynavn Lyon, ligesom det også i dette tilfælde ignoreres, at denne by fører en løve i sit våben. Danmark har også sine løvenavne. Da emnet vil blive berørt senere, skal her kun nævnes to: Løve, en landsby ved Slagelse, og Lø, oprindelig Løve i Sønderjylland. Ifølge danske stednavneforskere udspringer begge disse navne af det olddanske ord løgh, der betyder vaskevand og tænkes derfor brugt i overført betydning, så navnene betegner vandlidende områder, sumpe. Hvad der ikke nævnes er, at løgh på olddansk også kan betyde løve, at begge lokaliteter gav navn til herredet og således spillede en rolle i det kongelige administrationsapparat, og at de begge førte en løve i herredsseglet, hvilket forhold dog først er bevidnet fra 1400-tallet. Der er således gode grunde til at antage, at stednavneforskerne kan have uret i deres fortolkning af navnene Løve og Lø, og at disse ligesom det tyske Löwenstadt må afledes af løve, hvilket bestyrker formodningen om, at Gorm den Gamles tilnavn løgh snarere betyder løve end dvask, se side 41.


KONGER PÅ LØVEJAGT I oldtiden var løverne yderst talrige i Mellemøsten og en plage for befolkningen, som frygtede for både deres eget og for deres husdyrs liv – fristende må det derfor have været for dem at tynde ud i bestanden, men dette var forbudt af kongerne, som alene besad retten til at gøre jagt på dyrenes konge. Ifølge kongerne selv foregik løvejagten til fods eller fra vogn. Førstnævnte form beskrev assyrerkongen Assurbanipal således: ”I min fyrstelige jagtlyst greb jeg én af ørkenens løver i halen og på guderne Ninibs og Nergals opfordring kløvede jeg dens hoved med dobbeltøksen”(Grimbergs verdenshistorie 1, s. 388). I sit palads i Ninive lod Assurbanipal sådanne bedrifter afbillede – således ses han på et delvist ødelagt relief i

Figur 152

færd med at løfte en løve op i halen, se fig. 29, og på et andet, se fig. 152, giver han en anden løve nådestødet med sit sværd (Michael Roaf: Mesopotamien og den nære Orient i oldtiden, s. 154). Efter nogenlunde samme mønster foregik løvejagten tilsyneladende i Ægypten, som det fremgår af faraoen Thutmoses II´s segl fra o. 1500 f. Kr., hvorpå er afbilledet kongen, der løfter en løve op i halen og truer den med et slagvåben, se fig. 107.

Fra vogn foregik løvejagten på den måde, at kongen med sin bue rettede en regn af pile mod byttet, se fig. 153, hvorpå ses assyrerkongen Assurbanipal 2., 883-858 f. Kr., på løvejagt ifølge et relief i hans palads i Nimrud (Michael Roaf: Mesopotamien og den nære Orient i oldtiden , s. 154). Assurbanipals udbytte af jagten kan dog ikke måle sig med hverken ægypterkongen Tutankamons, se fig. 140, eller hans kollega Tiglatpilesers, konge af Assyrien 1116-1077 f. Kr., som selv opgiver følgende tal: ”…800 løver bragte jeg til fald med spyd (?) fra min vogn” (Erik Lund: Tekster tik verdenshistorien, 1. hefte, s. 116).

Figur 153 Figur 154


Med tiden udviklede den kongelige løvejagt i Assyrien sig til en farce, idet kongen stilledes over for dyr, som var indfanget længe forinden og holdt i bure, hvor utilstrækkelige rationer afkræftede dem, så de var relativt ufarlige, når kongen kom til stede for at gøre det af med dem (Grimbergs verdenshistorie 1, s. 338). Alligevel synes de kongelige løvejagter dog at have overlevet længe i det mellemøstlige område – herpå tyder f. eks. en persisk miniature fra o. 1540 e. Kr., se fig. 154, der menes at forestille den sassanidiske konge Bahram 5., 421-39 e. Kr., der fra hesteryg angriber en løve, som er i gang med at sætte en hest til livs (John Curtis: Ancient Persia (British Museum), s. 69). Engang må der vel have været en mening med kongernes løvedrab – måske nærede man den tro, at kongen kom i besiddelse af nogle af løvens egenskaber såsom mod, styrke og handlekraft ved at dræbe den, måske var der tale om en prøve, som aspiranterne til kongeembedet måtte udstå for at bevise deres egnethed. Men ligegyldig hvad den rette forklaring måtte være, kan det ikke dølges, at løvejagternes døde løver harmonere meget dårligt med kongernes heraldiske brug af løvefiguren som symbol på deres herredømme -på dette paradoks kan ingen forklaring gives for øjeblikket. Der sættes hermed punktum for de sidste mange siders omtale af løvefiguren som et medie til demonstration af kongens og kongehusets særlige position. I det følgende skal berettes om, hvorledes kongen i sin embedsførelse drog nytte af den som et tegn på sin magt. Denne side af kongernes og løvefigurernes tilværelse vil blive belyst ved en opregning af kongernes pligter og rettigheder ledsaget af eksempler på løvefigurens eventuelle brug i forbindelse med disse aktiviteter. Denne fremstilling, som i vid omfang vil bygge på danske forhold, indledes med en redegørelse for kongens pligter.


KONGENS PLIGTER Religionen Kongen var landets religiøse overhoved, til hvis pligter det hørte at sørge for en gudsdyrkelse, som faldt i gudernes smag. Lykkedes dette, belønnedes landet med frugtbarhed, i modsat fald med en ødelæggende misvækst. Flere uår i træk var derfor et sikkert tegn på, at kongen var faldet i unåde blandt guderne. I et sådant tilfælde gaves to løsninger: befolkningen kunne beslutte at ofre kongen selv til guderne i håb om derved at formilde dem, hvilken skæbne den danske konge Oluf Hunger, 1086-95, muligvis led, eller kongen kunne benytte sig af sin ret til at afskedige de gamle guder og indføre nye, hvis dyrkelse undersåtterne i så fald havde pligt til at deltage i. Trosskift dikteret af kongen hørte ikke til dagens orden, men historien kan alligevel mønstre ganske mange eksempler på forholdet. Det ældst kendte eksempel er dog atypisk derved, at befalingen om trosskiftet udgik fra en prinsesse og ikke fra en konge. Denne prinsesse, som hed Enkhaduana, var datter af kong Sargon 1. af Akkad, ca. 2350-2294 f. Kr., der havde erobret hele Mesopotamien – hun var præstinde ved Innanna-templet i Urkuk, hvor hun dekreterede dyrkelsen af en fælles gudinde for de sejrende akkadiere og de besejrede sumerer. Denne gudinde fik navnet Ashtar, senere Ishtar – hun blev en yderst populær guddom i hele Mesopotamien (Bianca Maria Scarfi: The Lion of Venice, s. 103), hvor hun ofte fremstilledes i selskab med løven, se fig. 64 og 66. Mindre heldig med indførelsen af en ny religion var den ægyptiske konge Amonhotep 4., ca. 1365-1349 f. Kr., som brød med de gamle guder, herunder den magtfulde Amon, som han selv var opkaldt efter. I stedet ophøjede han solskiven Aton til den eneste gud og ændrede sit navn til Akhnaton. Efter hans død vendte man tilbage til den gamle tro, som det fremgår af navnet på efterfølgeren, der var ingen anden end Tutankamon. I Indien ivrede kong Asoka o. 250 f. Kr. for buddhismens indførelse, bl. a. ved rejsningen af de såkaldte Asoka-søjler, se fig. 12, hvis 4 løver, der ser mod hver sit verdenshjørne, nok skal forestille kongen, der holder et vågent øje med, at folk gik over til den rette tro. I så fald viste pressionen sig virkningsfuld, for befolkningen i disse dele af Indien var længe buddhistisk, men nu hinduistisk. For kristendommen blev sådanne omvendelser af hele folkeslag med kongen i spidsen den mest succesrige metode i missionsarbejdet og blev det værktøj, som åbnede dørene og skaffede kristendommen større udbredelse end nogen anden religion. Sin første sejr noterede metoden i 200-tallet, hvor konge og folk i det lille kongerige Osrhoene i Mellemøsten i skøn samdrægtighed gik over til kristendommen (Aschehougs verdenshistorie 4, s. 77). Herefter gik det stærkt – alene i de første år af 300-tallet gik Armenien, Georgien, Persien og Ethiopien over til den kristne tro. Den største triumf var dog det store Romerriges overgang, som indtraf sent i 300-årene, hvor kejser Theodosius den Store gjorde kristendommen til statsreligion, hvilket indebar, at alle skulle tilslutte sig den (Lorenz Bergmann: Kirkehistorie I, s. 86). Uanset hvilken religion det drejede sig om, var udøvelsen af den forbundet med omkostninger. Disse udgifter synes at have påhvilet kongen, der f. eks. måtte bekoste opførelsen af de for kulten nødvendige bygninger, hvorom der foreligger mange underretninger. Til disse hører Verdens ældst kendte indskrift, der har karaktér af et grundstensdokument nedlagt ved bygudinden Ninkhursags tempel i Tell al Ubaid nær Ur i Mesopotamien fra ca. 2800 f. Kr. med følgende ordlyd: ”Kong (på sumerisk lugal, der betyder Det store Menneske) Aannipadda af Ur, søn af kong Mesannipadda af Ur, opførte huset for gudinden Ninkhursag” (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 37). Som tempelbyggere på de samme egne optrådte senere kong Nebukadnesar af Babylon, 605-582 f. Kr., som lod bygge et tempel for guden Marduk og et stort tempel i Borsippar, samt hans efterfølger Nabonid, der mistede riget omkring 540 f. Kr., muligvis fordi


han interesserede sig mere for opførelsen af nye og restaureringen af gamle templer end for landets forsvar (Vor Tids Leksikon under disse kongers navne). Om mange af Ægyptens konger vides, at de stod for opførelsen og restaureringen af templer, hvorom Thotmes 1., der herskede kort efter fordrivelsen af det barbariske hyksosfolk o. 1500 f. Kr. skrev: ”Jeg har jo udført mindesmærker for guderne og gjort deres helligdomme prægtige for eftertiden, jeg har sat deres templer i stand og genopbygget, hvad der var i forfald. Jeg har overtruffet, hvad der tidligere var gjort. Jeg lader præsterne kende deres pligter, jeg har ledet den uvidende til (at kende) det, som han ikke vidste. Jeg har gjort mere end de andre konger, som levede tidligere” (Fra Det gamle Ægyptens Kultur og Historie, ved H. O. Lange, s. 86). Én af Thotmes´ nærmeste efterfølgere, Amenophis, roses i en indskrift for sit tempelbyggeri, men også for rigelige forsyninger af madvarer til præsterne, hvoraf forstås, at også præsternes underhold blev skrevet på kongens regning: ”Han er en konge, hvis hjerte er lykkeligt over byggearbejder for alle guder, når han opfører deres templer og former deres billedstøtter. … Han gav huset, d.v.s. templet, til dets herre udstyret med alle ting, med kvæg, korthornede okser, ungkvæg og gæs uden grænser, og dette tempel blev helt forsynet med brød og øl og vin. Han indrettede et hvilested på ny for sine fædre guderne, så at menneskene kunne se det, og alle kunne kende det” (Fra Det gamle Ægyptens Kultur og Historie, ved H. O. Lange, s. 127). Disse traditioner holdtes i hævd af senere herskere, hvorpå skal nævnes to eksempler, begge fra Ægypten. I Edfu, en by i Øvre Ægypten, ligger et stort tempel for guden Horus og hans hustru Hathor, hvis opførelse påbegyndtes af Ptolemæus III ca. 237 f. Kr. (Vor Tids Leksikon under Edfu). I Dendera, ligeledes en by i Øvre Ægypten, ligger et stort tempel også viet Hathor, hvis grundlæggelse menes at være gjort allerede i oldtiden, men hvis bevarede bygninger er langt yngre og stammer fra de sidste ptolemæere og de første romerske kejsere, Augustus, Tiberius, Claudius og Nero, hvoraf der anbragtes relieffer på væggene (Vor Tids Leksikon under Dendera). Heller ikke kristendommens indførelse bevirkede et brud med denne ældgamle tradition, således opførte kejser Konstantin den Store, død 337, og hans moder flere pragtfulde kirker i den nye hovedstad Konstantinopel, men disse blev dog overstrålet af Sofiakirken, der senere blev moske, opført af kejser Justinian, død 565 (Lorenz Bergmann: Kirkehistorie I, s. 92). At kongerne i romansk tid ikke havde glemt denne forpligtigelse gives der mange eksempler på fra Vesteuropa, herunder også fra Danmark – at forholdene i Østeuropa ikke adskilte sig herfra, ses af fig. 99, der viser den bulgarske dronning og konge som kirkebyggere. Som det vil være bemærket, forsømte de glade givere ikke at bringe sig selv i erindring gennem indskrifter eller billeder af sig selv. Denne praksis var så udbredt, at templerne snarere syntes viede til kongerne end til guderne, hvorom en forfatter siger følgende: ”…gennem indskrifterne lyser kongemagtens symboler side om side med guddommens” (Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie 1, s. 151). Som et illustrativt eksempel herpå skal nævnes Abu-Simbel-templet i Ægypten, hvis bygherre, faraoen Ramses 2. o. 1200 lod templets facade pryde med 4 kolossalstatuer – 20 m høje – af sig selv (Lademanns leksikon under Abu-Simbel). Til stiftermærkerne må regnes løvefiguren, der var kongens symbol og oplyste om, at han havde ladet helligdommen indrette. De utallige løvefigurer, der forekommer i og ved helligdomme, må følgelig opfattes som beviser på, at kongerne har gjort deres pligt og sørget for værdige rammer for gudsdyrkelsen. Af den store eksempelmasse skal blot fremdrages nogle få: Som det ældst kendte eksempel må nævnes det foran nævnte tempel i Tell al Ubaid opført o. 2800 f. Kr., som ifølge en rekonstruktion havde løvefigurer, som


flankerede indgangen, se fig. 155 (Julian Reade: Mesopotamia (British Museum), s. 36). Fra Ægypten skal nævnes den majestætiske allé af løvefigurer fra o. 15-1300 f. Kr., som ledte de besøgende til Karnak-templet, se fig. 13, og den allé bestående af ikke mindre end 134 sfinxer, som med 6 meters mellemrum stod langs vejen til templet Serapeum i Saqqara 25 km syd for Kairo, opført o. 300 f. Kr. (Sfinx nr. 3, 1981, s. 101). Til Apollon-templet på den græske ø Delos førte en løverække, hvoraf endnu 7 er bevaret (Lademanns leksikon 5, s. 221). Fra Kina skal nævnes den række af vingede løver, som førte hen til prins Hsiao Hsius grav fra ca. 500 e. Kr., se fig. 147, der nok må betragtes som et tempel stående i forfædredyrkelsens tjeneste. I Fjernøsten er løvefigurer almindelige ved indgange til templer – dette er f. eks. tilfældet ved templet Bankay Srei i Cambodja, grundlagt 967 e. Kr. af kong Rajendravarman, se fig. 156, hvor der nu kun er én, men oprindelig sikkert to løver (Verdens uløste mysterier, s. 252), ved det store hindu-tempel i byen Puri i Indien opført i 12. årh. e. Kr., hvor mindst én løve står ved hovedindgangen, der har navnet Løveporten (Nationalmuseets arbejdsmark 1985, s. 69-70), og ved Det gyldne Tempel i Patan i Nepal, ifølge overleveringen opført af en dronning i 12. årh. e. Kr., hvor to løver står ved indgangen (Rejsen rundt i Nepal, Politikens forlag, s. 213). De ovenfor skitserede forhold synes også at have været gældende i Danmark. Det kan således konstateres, at den danske konge besad samme myndighed som kollegerne i udlandet, der egenmægtigt kunne beslutte, hvilken religion landets indbyggere skulle tilhøre. I hvert fald to gange har den danske konge benyttet sig af denne ret – første gang o. 960, hvor kirkens omvendelsesstrategi atter viste sig effektiv, idet Harald Blåtand på denne tid sammen med hele sit folk gik over til kristendommen, hvilket han nævner med stolthed på Den store Jellingsten – anden gang i 1536, hvor Christian 3. påbød indførelsen af lutherdommen. I begge tilfælde forpligtigedes befolkningen til at antage landsherrens tro, hvilket krav først opgaves ved grundlovens indførelse 1849. Også den ældgamle regel, som påbød kongerne at sørge for de fornødne bygninger til gudsdyrkelsen må have været gældende i Danmark, dog muligvis først indført sammen med kristendommen, for efter 960 optræder de danske konger som kirkebyggere. Sikre underretninger herom er der ganske vist ikke mange af, men så meget vides da, at Harald Blåtand selv byggede kirker i Jelling og Roskilde, at hans barnebarn Estrid byggede Danmarks første stenkirke o. 1025 i Roskilde, at Svend Estridsen, død 1074, byggede Dalby kirke i Skåne, at Erik Ejegod, død 1103, byggede 5 stenkirker, heraf én i Slangerup, og at Valdemar den Store opførte Sct. Bendts kirke i Ringsted, måske landets første teglstenskirke, der færdigbyggedes kort efter 1170.

Figur 155

Figur 156


Kongen havde antagelig eneret på opførelsen af kirker, men under indtryk af opgavens størrelse – i det nuværende Danmark byggedes i romansk tid 2000 kirker – kan han, muligvis mod erlæggelsen af et gebyr, have tilladt andre at bygge kirker - herom vides dog ikke noget bestemt bortset fra, at kapitalstærke folk som godsejere og biskopper faktisk nævnes som kirkebyggere og kirkeejere. Deres engagement skyldtes utvivlsomt, at de derved fik andel i tienden, d.v.s. en afgift til kirken, som ydedes af bønderne og i overensstemmelse med navnet udgjorde en tiendedel af udbyttet af sognets gårde og deltes ligeligt mellem biskoppen, præsten og kirkeejeren med en trediedel til hver – i et sogn med 3o gårde kunne kirkeejeren følgelig hvert år oppebære det fulde udbytte af 1 gård og således opnå en god forrentning af sin investering, selvom reparationer af kirkebygningen nu og da var uomgængelige. Kirker stod derfor i høj kurs – til belysning heraf kan nævnes, at Børglum bispestol i 1495 afstod Åstrupgård i Åby sogn i Vendsyssel, skyldsat til 30 tønder hartkorn (til sammenligning skal nævnes, at almindelige bøndergårde var vurderet til 3-4 tønder hartkorn) til Vitskøl kloster i Himmerland mod til gengæld at få skøde på Hvorup kirke ved Nørre Sundby (Trap 16, s. 960). Af kirkebyggere udenfor kongefamilien kendes særlig mange hørende til den mægtige Hvide-slægt, som o. 1150 formodentlig ejede mere end halvdelen af Sjælland. Asser Rig opførte kirken i Fjenneslev ved Sorø (Trap 8, s. 728), broderen Ebbe opførte nabokirken Bjernede (Trap 8, s. 734), sammen med broderen Toke grundlagde disse to klosteret og kirken i Sorø (Trap 8, s. 633), en søn af Asser Rig, Esbern Snare, byggede Kalundborg kirke (Trap 7, s. 353), mens en anden søn, Absalon, biskop og ærkebiskop, påbegyndte opførelsen af den nuværende domkirke i Roskilde (Trap 5, s. 1053) og sammen med Esbern Mule (broderen Esbern Snare?) stod for opførelsen af Norra Åsum kirke i Skåne, hvilket bevidnes af en runesten (SKALK nr. 2, s. 26, 1994). Herudover har Hviderne sikkert stået for opførelsen af andre kirker, f. eks. Tveje Merløse kirke ved Holbæk, der ligesom Fjenneslev kirke har to tårne. Af biskopperne var Absalon ikke den eneste kirkebygger – blandt flere skal nævnes Svend Nordmand i Roskilde, 1074-88, der byggede en ny domkirke i Roskilde, som Absalon lod nedbryde for at skaffe plads til den eksisterende (Trap 5, s. 1053), Sct. Mikkels kirke i Slagelse (Trap 8, s. 676) og en forgænger for Sct. Bendts kirke i Ringsted (Trap 8, s. 663). Kongernes ældgamle forpligtelse til at sørge for præsteskabets timelige fornødenheder toges også til efterretning i Danmark. Til de fornemmeste af dem, biskopperne, skænkede kongerne store jordegodser, foruden andre indkomstmuligheder, såsom deltagelse i retsvæsenet, der ved inddrivelsen af bøder kunne indbringe betydelige summer, hvorved de sattes i stand til at føre et liv svarende til grevers og hertugers. Også for de menige præster blev der sørget godt, idet de udover deres del af tienden fik overladt en gård, præstegården, til fri afbenyttelse – de tillagdes desuden en række privilegier, heriblandt fritagelse for krigstjeneste og for betaling af tiende (!). Til de ældgamle traditioner, som præger det romanske kirkebyggeri i Danmark hører også stiftermærkerne, hvorved forstås de mindesmærker, som bygherrerne efterlod sig i form af malerier eller indskrifter med det

Figur 157

Figur 158


formål at undgå glemselen - i Fjenneslev, se fig. 157, og nabokirken Slaglille således ved malerier forestillende bygherrerne, der overrækker den færdige kirke til Gud, et vidt udbredt motiv stammende fra Byzans, jævnfør fig. 99, men i Norra Åsum og Bjernede ved indskrifter, som bevarede stifternes navne. Skønt stiftermærker altså ikke var ukendte i Danamark i romansk tid, har historikerne ikke i nogen kirke fundet ”signaturer”, som de opfatter som kongelige stiftermærker, hvilket er så meget mere mærkeligt, som kongerne antagelig hørte til de flittigste kirkebyggere. Dette synspunkt behøver da heller ikke at være korrekt, for det er højst tænkeligt, at løvdefigurerne, der andetsteds optræder som kongesymboler, skal opfattes som kongelige stiftermærker. At afgøre om denne hypotese er sand eller ej synes at være en relativ let sag, for der kræves jo blot en undersøgelse af, om løvefiguren fortrinsvis/udelukkende forekommer i kirker opført af kongen. Denne vej er dog ikke farbar, for af de kirker, som danske konger vides at have opført, er alle nedlagt med undtagelse af to. De to endnu eksisterende er Dalby kirke i Skåne, opført før 1074 af Svend Estridsen, som har løvefigurer, og Sct. Bendts kirke i Ringsted, opført af Valdemar den Store omkring 1170 – i sidstnævnte, der i flere hundrede år var den danske kongeslægts gravkirke, kunne man med rette have forventet løvefigurer, men denne forventning skuffes, for kun på en romansk gulvflise forekommer en løve – den har kronet hoved, hvilket vel antyder en relation til kongehuset, og er modstillet en hjort, se fig. 158. På grundlag af dette spinkle materiale lader sagen sig naturligvis ikke afgøre, hvorfor en række indicier skal gøres gældende:

1. På det aktuelle tidspunkt tjente løven som den danske konges heraldiske mærke. 2. Ligesom i det danske rigsvåben optræder kirkernes stenløver nu og da med kroner, jævnfør fig. 158. 3. Det store antal romanske løvefigurer og deres landsdækkende udbredelse tyder på, at de repræsenterer en

instans med indflydelse i hele landet. 4. Skiftende løvehoveder og kronede mandshoveder på kapitæler på apsis ved Staby kirke i Vestjylland, se fig.

21 og 159, synes at indikere, at de to figurer er ensbetydende.

5. I alle vore romanske domkirker, d.v.s. Vestervig, Børglum, Viborg, Ribe, Slesvig, Lund og Dalby, findes løvefigurer, mens sådanne ikke findes i de yngre domkirker: Roskilde, Odense og Århus, hvorom vides, at de opførtes af biskopperne. Denne forskel hænger muligvis sammen med, at biskopperne i romansk tid endnu ikke rådede over de fornødne midler til et stort kirkebyggeri, som kongerne derfor måtte påtage sig, hvorfor deres stiftermærke forekommer i disse bygninger, hvorimod biskopperne 100 år senere var så velbeslåede, at de selv kunne finansiere domkirkebyggeriet, hvorfor løvefiguren er fraværende i disse tre kirker.

6. Oplysende er også nogle forhold ved kirker opført af konger i nyere tid: På Frederiksborg slotskirke, opført af Christian 4., død 1648, findes et løvehoved over indgangsdøren, se fig. 55, samt løvekløer på søjlebaserne, se fig. 160 (Danmarks kirker, Frederiksborg amt, s. 1713). Over vestportalen til Vor Frelsers kirke i København, som Christian 5. tiltog sig æren for at have opført, færdiggjort 1694, ses kongens

Figur 159 Figur 160


kronede monogram, se fig. 161 (Danmarks kirker, Vor Frelsers kirke, s. 540). Og over indgangsdøren til Fredensborg slotskirke opført af Frederik 4., indviet 1726, er anbragt en buste af kongen, se fig. 162 (Danmarks kirker, Frederiksborg amt, s.799 og 809). Tilsammen giver disse 6 punkter – og ikke mindst punkt 6 – en stærk formodning om, at stenløverne i vore romanske kirker skal forstås som kongesymboler, og at de må tillægges rollen som stiftermærker, der fortæller os, at kongen lod disse kirker opføre. I medfør heraf må det altså forventes, at kongen stod som bygherre for de 325 romanske kirker med løvefigurer, som er afsat på kortet fig. 17. Lov og ret Til kongeembedets vigtigste funktioner hørte forpligtigelsen til at give love og afsige domme, hvilke aktiviteter var nødvendige forudsætninger for etableringen af ordnede forhold og dermed for skabelsen af et velfungerende samfund. I Jyske Lov af 1241 beskrives opgaven i følgende ord: ”Det er kongens og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret…”. Og forsømmelige heri vil blive straffet: ”Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens dag stå til ansvar…” (Erik Kromann: Danmarks gamle love på nutidsdansk, s. 136). Som antydet i overskriften faldt kongens virksomhed på dette område i to dele, lov og ret, som i praksis tilhørte to helt forskellige verdener, idet lovgivningen fandt sted i et forum, domfældelsen i et helt andet. I overensstemmelse hermed vil den følgende fremstilling falde i to dele, hvoraf lovgivningen behandles først, retsplejen dernæst. A. Lovgivningen Skønt landets stormænd forlangte - og fik – indflydelse på lovgivningen, spillede kongen alligevel en hovedrolle i forbindelse med udstedelsen af nye love, som til fulde retfærdiggør, at han blev kaldt lovgiveren. Den slående lighed, der foreligger mellem ordene lov og løve, hvoraf sidstnævnte i middelalderen brugtes som betegnelse for herskeren, d.v.s. lovgiveren, kunne forlede til at tro, at der mellem dem eksisterer en forbindelse. Men noget sådant afviser sprogforskerne som en vildfarelse, idet de hævder, at ordet lov kommer af det nordiske ord lagh, der betyder lag – som i et muntert lag – og ikke af løgh, der kan betyde løve (Nu-dansk ordbog, s. 552 og 577).

Figur 161

Figur 162


Som lovens giver stod - og står – kongen og hans familie udenfor loven og kan ikke dømmes efter dens bogstav, hvilket beror på den logiske betragtning, at ingen kan forbryde sig imod sig selv. Uden for kongens lov stod i middelalderen endvidere kirkens mænd, præster, munke og fæstebønder, som var underlagt kirkens egne love og dømtes ved kirkens domstole, hvor biskopper og abbeder optrådte som dommere. Men heller ikke landets øvrige indbyggere blev dømt efter samme lov, for i middelalderen bestod Danmark af flere ”lande”, der havde hver sin lov, som det fremgår af navne som Jyske og Sjællandske Lov. Af ”lande” fandtes 3 store, kaldet hovedlande: Jylland med Fyn, Sjælland og Skåne, foruden mange mindre: Sønderjylland, Als, Ærø, Langeland, Lolland, Falster, Møn, Bornholm, Halland og Blekinge. Den oprindelige betydning af ordet ”land” er uvis, men muligt er det, at det antyder en selvstændighed, som området besad, forinden det blev en del af Danmark, Udskilt af landene var byerne - også kaldet købstæderne – der udgjorde områder underlagt særlige bestemmelser udstedt af byens ejer, der oftest var kongen. Disse bestemmelser var givet af hensyn til de specielle erhvervsforhold, der rådede i byerne, hvor handel, håndværk og skibsfart var vigtige næringsveje. Tilhørende ”landene” og underlagt deres retspleje, var således kun den del af befolkningen, som var bosat i landdistrikterne og ikke tilhørte gejstligheden. Med jævne mellemrum samledes ”folket” i de enkelte lande til fællesmøder kaldet landsting – størst af disse var naturligvis møderne i de store lande Jylland, Sjælland og Skåne, der afholdtes i henholdsvis Viborg, Ringsted og Lund. På møderne forhandledes ”fælles anliggender”, som munken Ælnod skrev ca. 1120 (Ole Fenger: Viborg landsting, s. 9-10). Udover lovgivningen omhandlede disse anliggender afsigelse af domme i vigtigere retssager, vedtagelse af eventuelle krigserklæringer og for de tre hovedtings vedkommende valg af en ny konge, når dette var aktuelt. I tidens løb synes landstingene mere og mere at have mistet indflydelse, ikke mindst på lovgivningen, som konge og rigsråd efterhånden fuldstændig overtog med det resultat, at nye love ikke længere forhandledes på landstingene, men blot blev læst op. Besked om disse love fik befolkningen via tingriderne, d.v.s. repræsentanter for sognene, som overværede landstingets møder og efter deres hjemkomst orienterede sognets beboere om nye love på det såkaldte kirkestævne efter søndagens gudstjeneste. De mindre landsting mødtes tilsyneladende kun én gang om året – det bornholmske således lørdagen før Sct. Hans (Trap 10, s. 481). Landstinget i Jylland mødtes langt oftere, ifølge Jyske Lov hveranden lørdag (Ole Fenger: Viborg landsting, s. 12). Det skånske landstings mødedag var ligeledes lørdag (P. Severinsen: Viborg Domkirke, s. 241), men hyppigheden kendes ikke. For de øvrige landsting er mødedagen ukendt, men en forordning udsendt af Christian 4. i 1635, hvori det hedder, at for fremtiden skal ”Alle landsting overalt i Vort Rige Danmark” afholdes om onsdagen, for at tingriderne ikke længere skulle være nødsagede til at rejse søndag og derved bryde helligdagsfreden (Ole Fenger: Viborg landsting, s. 12), tyder på, at landtingsmøderne indtil da havde fundet sted om lørdagen over hele landet. Som det senere skal vises, var lørdag også den foretrukne mødedag for herredstingene, der var tillagt domsmyndigheden i landdistrikterne. Lørdagen synes således ”fra Arilds tid” at være viet tingmødet, hvorved det gamle navn på denne ugedag, løverdag, som endnu brugtes af St. St. Blicher og H. C. Andersen, sættes i et helt nyt lys. Ifølge sprogforskerne betyder løverdag vaske- eller badedag, idet de går ud fra, at forstavelsen løver- kommer af det olddanske ord løgh, som betyder vask eller bad – som det erindres, anførtes ganske samme forklaring i forbindelse med stednavnet Løve, se s. 62. Men løgh kan også betyde løve, hvorfor løverdag med lige så stor ret kan forklares som løvedag – eller under hensyntagen til den gamle ejefaldsendelse –er mere nøjagtigt som løvensdag, hvilket nok vil sige den dag, hvor man befattede sig med løvens/lovens affærer.


B. Retsplejen Da en arvesag i år 2077 f. Kr. blev ført for retten i den mesopotamiske by Sippar, fandt retsmødet efter landets skik sted foran porten til et tempel, i det aktuelle tilfælde foran ”Den høje port” til templet for guden Shamash (Erik Lund: Tekster til verdenshistorien, 1. hefte, s. 43). Bag denne placering af retten skal ifølge traditionen ligge ønsket om at anspore dommerne til her at skille ret fra uret, ligesom bønderne benyttede stedet til at skille kerner og avner ved at kaste sæden op i luften og lade vinden besørge arbejdet. Stedet valgtes dog nok i højere grad af praktiske grunde, for ved at henlægge retten til templets umiddelbare nærhed forlenedes de afsagte domme vel med et skær af himmelsk retfærdighed samtidig med, at risikoen for voldelige opgør sagens parter imellem reduceredes. Den respekt, der herved skabtes omkring retten formindskedes ikke af de to løver, som antagelig flankerede portåbningen, se fig. 155, og lod forstå, at hele kongens magt understøttede de afgørelser, som blev truffet her. Til understregning af dette magtforhold skulle dommeren ved dommens afsigelse stille sig mellem de to løver, på latin inter leones, hvorved udtryktes, at hans beføjelser stammede fra kongen, hvis magt fra gammel tid symboliseredes ved tronstolen med løver, som han sad imellem. Denne form for retsvæsen efterlignedes i mange lande, hvoraf nogle ligefrem skiltede med det i deres navne, velsagtens for at de ønskede at blive regnet til retsstaterne. Dette gjaldt således Babylon, hvis navn betyder ”Guds port”, mens benævnelsen ”Den høje port” brugtes om den tyrkiske regering indtil revolutionen 1923, ja, selv til Japan nåede påvirkningen, for den japanske kejser kaldtes af nogle for ”Den høje port”. Grækenland – og senere Rom – adskilte sig fra de ovenfor beskrevne forhold ved, at retsmøderne i disse lande afholdtes indendørs i store, treskibede bygninger med apsis, hvor sagens parter og dommeren havde plads i apsis, mens eventuelle tilhørere sad i skibet. Forbilledet for denne bygning var den græske kongehal, og den bar da også ligesom den navnet basilika, hvilket ord tydeligvist er beslægtet med det græske ord for konge, basileo, egentlig lille løve. Senere optræder ordet basilika som betegnelse for store, treskibede kirkebygninger, her i landet f. eks. Viborg domkirke, hvilket forklares ved at disse kirkebygninger var opført efter samme plan som de græsk-romerske retsbygninger, men om de fik denne skikkelse, fordi disse store kirker, hvoraf mange blev dom(!)kirker, skulle bruges til retsmøder med biskoppen i dommerens rolle, kan ikke udelukkes, hvilken mulighed vil blive drøftet på et senere tidspunkt. På et ukendt tidspunkt indtraf imidlertid en ændring i vore sydlige nabolandes retsvæsen, idet den græsk-romerske praksis erstattedes af den ældgamle mellemøstlige. Trods forbud fra kejser Karl den Store udstedt 813 (Barbara Deimling i Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 324) blev helligdommenes, d.v.s. kirkernes indgange, nu ligesom i Mellemøsten hjemsteder for domstolene, hvis nøjagtige plads fremgik af to løvefigurer, som flankerede indgangen og derved skabte den kulisse, som udkrævedes, for at sagen kunne foregå ”inter leones” – dette forhold ses f. eks. ved vestportalen på domkirken i Modena i Norditalien, se fig. 11, hvor døren oven i købet er malet rød, hvilken farve betegner ret og magt, og ved vestindgangen til domkirken i Verona, ligeledes Norditalien, hvor der dog forekommer 4 løver, deraf 2 på


Figur 163

en baldakin over døren, se fig. 163 (Peter Kidson: Romansk og gotisk kunst – planche uden sidetal mellem s. 48 og 65). Om det verdslige retsvæsens brug af disse lokaliteter i middelalderen vidner mange dokumenter, der er forsynet med stedsangivelser som: ”sub portico” (Ferrara 1140), ”in atrio” (Regensburg 1183), ”ante gradus ecclesie” (Frankfurt 1232), ”ante portane” (Frankfurt 1248) og ”inter duos leones” fra domkirken i Ferrara o. 1140 (Barbara Deimling, som ovenfor s. 324-25). Med tiden rykkede retsvæsenet i Sydeuropa under tag, ofte først et halvtag anbragt over kirkedøren, senere ind i et separat hus, et domhus, som i Frankrig fik navnet basoche, samme ord som basilika (Vor Tids Leksikon 2, s. 329). Men løverne fulgte med – i hvert fald kan munken Pierre Bersuires i 1362 skrive følgende om rettens indretning: ”Dommeren forbindes med to løver, som er placeret på mange trapper og flankerer indgangen til bygningerne”, og i Verden i Westfalen stod dommeren endnu i 1700-tallet mellem to løver, når han afsagde sin kendelse (Barbara Deimling, som ovenfor s. 324-27). Siden er inter-leones-begrebet vel næsten helt gået i glemmebogen, men endnu i 1906 gjordes der brug af det ved opførelsen af det nye Ting- og arresthus i Århus, hvis fremspringende indgangsparti flankeres af løvefigurer (Trap 19, s. 58). _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Mens der om retsvæsenets forhold i den tidlige middelalder foreligger fyldige oplysninger vedrørende især Italien og Tyskland, savnes tilsvarende oplysninger om Danmark fra samme tid næsten fuldstændigt. At Danmark længe før ejede et retsvæsen, er der næppe grund til at betvivle, men først 1085 nævnes herredet, der var en betegnelse for et område dannet af flere sogne, som formentlig allerede da og helt op til vor egen tid udgjorde en retskreds, hvis mødested kaldtes tinget. Denne inddeling af landet i herreder, hvoraf der var 138 i det nuværende Danmark, må være sket på foranledning af kongen, der som den eneste besad myndighed i alle landsdele. Han sammenkædes da også med herrederne ved den brug, han gjorde af dem i sin administration, og ved at flere af dem opkaldtes efter kongsgårde såsom Børglum i Vendsyssel, Hillerslev i Thy, Jelling i Sydjylland og Odense på Fyn – og sikkert også ved at to af dem hed Løve, nemlig herrederne Løve på Sjælland og Lø, d.v.s. Løve i Sønderjylland , se side 62. Oprindelsen til disse to herredsnavne er ukendt, men de kan ligesom andre herreder have fået navn efter kongsgårde. For det sjællandske Løve herred gælder, at det er opkaldt efter lokaliteten Løve i Gierslev sogn, hvor kongen ifølge Kong Valdemars Jordebog (ved Svend Aakjær) ejede gods, måske den betydelige Løvegård, mens der for


det sønderjyske Løve herred gælder, at det har navn efter Løgum, hvoraf en betydelig del indgik i det jordegods, som biskop Radulf af Ribe i 1173 skænkede til oprettelsen af Løgumkloster, hvilken besiddelse han utvivlsomt kun var ejer af, fordi han havde modtaget området som gave fra kongen, som på denne vis sørgede for et passende underhold til bisperne. I begge tilfælde synes der således at have foreligget særlige relationer mellem de pågældende lokaliteter og kongen alias løven, der kan have været bestemmende for navngivningen, f. eks. kan kongen som antydet ovenfor have ejet lokaliteterne og efter hertug Heinrich Løves eksempel givet dem løve-navn. Mere sandsynligt er det dog nok, at ordet løve betegner selve tingstedet, som det var tilfældet på Island, hvor der på Thingvellir-sletten, der var det islandske landstings mødested, allerede før år 1000 fandtes en lokalitet ved navn Lögretta, på dansk Lovretten, hvor retssagerne behandledes ligesom på et dansk herredsting (Jess L. Byock: Island i sagatiden, s. 41). Da de islandske indvandrere især kom fra Norge og Danmark må dette navn vel have været en gængs betegnelse for tingstedet i deres hjemlande – og ifølge den islandske form synes navnet snarere at skulle afledes af løgh, løve, end af lagh, lag, som danske stednavneforskere mener. Morsomt nok er Svend Aakjær nået frem til en lignende konklusion, idet han skriver: ”Det kan med nogen grund formodes, at selve byens navn (Løve), ligesom Løgum, Lø herred og flere indeholder et ord for tingsted fra oldtiden, beslægtet med det i norske stednavne forekommende ord lygi. Ordet synes at forekomme i forskellige danske stednavne i vekslende dialektformer løg, løv, lø, lyw og løgn, især knyttet til høj og bjerg; det er vist beslægtet med gotisk liugan, ”slutte pagt”, og betyder måske ”fred” (jvf. lat. pacisor, pax, pactus) og har vel været anvendt om ”fredet, indviet sted, tingsted”” (Svend Aakjær i Kong Valdemars Jordebog 2,1, s. 141). Forbavsende er det, at de af Aakjær nævnte dialektformer ligesåvel kan være beslægtet med ordet løve, og de vil derfor sammen med flere danne rygraden i en fortegnelse over mulige danske tingsteder senere i dette afsnit. Det manglende kendskab til vore gamle tingsteders navne, som fremgår af ovenstående , skyldes ikke alene kildestoffets undladelse af at omtale dem, men også deres sporløse forsvinden, hvilket tilsammen har bevirket, at enhver erindring om deres beliggenhed er gået tabt. Dette hul i vor viden fik i 1884 kirkearkæologen Jacob Helms, kendt for sine undersøgelser af Ribe domkirke, til at skrive følgende under indflydelse af hans store kendskab til de mange impulser, som Danmark i romansk tid modtog fra udlandet: ”En særlig interesse får disse løver ved mændenes indgang (d.v.s. ved syddøren) på Rom kirke ved Lemvig, se fig. 40, derved, at der i gammel tid er blevet holdt ting ved denne kirke, og det spørgsmål altså opstår, om muligvis her, ligesom ved gamle engelske kirker, retten er bleven holdt ved ”syddøren”, og om disse figurer skulle være blevne udhuggede på dørposterne for at også her retskendelserne – således som det ofte er omtalt i anledning af kirker i Sydeuropa – kunne afgives ”inter leones”” (Jacob Helms: Nørrejyllands Granitkirker, i Sallinglands Kirker, 1884, s. XIX). Sit eksempel kunne Helms også have hentet fra Ribe domkirke, som han kendte så godt, se fig. 38, men også andetsteds, se fig. 31, 35, 36, 39 og 41. Om et praktisk samarbejde mellem kirken og retsvæsenet i Danmark i middelalderen foreligger en række vidnesbyrd. For det første findes der adskillige eksempler på, at tingmøder afholdtes inde i kirken, men dette begrundes altid med særlige omstændigheder, f. eks. stærkt regnvejr, som i 1445 fik Lollands landsting til at forlægge sit møde til den nu nedrevne Ågeby kirke (Danmarks kirker, Maribo amt). For det andet foreligger der et antal eksempler på, at tingmøder afholdtes på kirkegårde, f. eks. holdt Christoffer 1. i 1245 ting på kirkegården ved Gammelkirke i Nyborg (P. Severinsen: Viborg Domkirke, s. 242), i 1498 udstedte Middelsom herredsting et tingsvidne på Sdr. Rind kirkegård ved Viborg (Erik Oksbjerg: Kulturgeografiske billeder fra Viborg-egnen, s. 15), og i 1512 deltog ingen ringere end kong Hans i Falster landstings møde, der afholdtes på Tingsted (!) kirkegård (Trap 11, s. 960). For det tredie opbevaredes herredstingets ejendele mellem de ugentlige møder i en bestemt af herredets kirker, der herved fik navnet herredskirke, jævnfør sognenavnet Herredskirke på Lolland. Brugen af herredskirkerne hørte op, efter at tinghuse blev almindelige o. 1700, og i dag er det næsten glemt, hvilke kirker der var herredskirker, men at Skast kirke i Sydvestjylland hørte til dem, fremgår af en optegnelse i tingbogen, der oplyser, at i 1637


udstyredes kirken med et skab til tingbøgerne ”…at indhænges udi” (Trap 23, s. 851). For det fjerde kendes der eksempler på, at tinget og kirken var nære naboer, som det f. eks. var tilfældet på Bornholm, hvor landstinget lå nær Åker (Åkirkeby) kirke (Trap 10, s. 481-90), og i Brede i Sønderjylland, hvor Lø herredsting grænsede op til kirkegården (Trap 25, s. 674). Selvom tampen brænder et par gange, bekræfter materialet ikke Helms´ formodning om, at der i romansk tid også i Danmark holdtes ting ved kirkens dør. Hans formodning støttes heller ikke af følgende paragraf i Eriks sjællandske Lov, ældre end Jyske Lov af 1241, hvori det hedder om udpegningen af tingstedets plads: ”Det sted er det rette, som kongen har fastsat, og alle, der er i herredet, har givet deres samtykke til” (Ole Fenger: Viborg landsting, s. 10-11). Man forstår heraf, at tingstedet ikke var knyttet til et bestemt sted, f. eks. en kirke, men kunne placeres, hvor det fandtes mest belejligt – dette indebærer, at tingstederne allerede i romansk tid kan have været anlagt ved kirker, i landsbyer og ude på marken, som det var tilfældet henimod år 1700, hvor oplysningerne om dem flyder lidt rigeligere. Som den ansvarlige for retsvæsenet havde kongen pligt til at sørge for tingstedets anlæggelse, som det også tydeligt fremgår af Eriks sjællandske Lov - dette var dog ikke nogen større sag, for i al sin enkelhed bestod tinget blot af nogle sten stående i firkant, hvorpå lå tømmerstokke, som dommeren og de implicerede i sagen kunne sidde på, samt af et areal, hvorpå tinggæsternes heste kunne græsse. Udgifterne forbundet med tingets anlæggelse og drift påhvilede utvivlsomt kongen, der også synes at have været dets ejer – i hvert fald kunne Erik Emmune i 1135 skænke halvdelen af landstingstedet i Ringsted til det derværende kloster (Trap 8, s. 674), og i 1579 kunne Frederik 2. overdrage Lø herreds tingsted til godsejeren på Trøjborg slot i Sønderjylland (Trap 25, s. 602). Under henvisning til forholdene på Island kan det forventes, at danske tingsteder bar navne mindende om det islandske Lögretta, ligegyldigt om det nu kommer af lov eller løve eller muligvis skyldes, at der på stedet var rejst to løvefigurer, så kendelserne kunne afsiges ”inter-leones”. Brugtes lignende navne i sin tid om tingstederne i Danmark, blev de ved deres flytning og nedlæggelse meningsløse og uforståelige og i tidens løb så forvanskede, at de vil være svært genkendelige, jævnfør Svend Aakjærs liste over potentielle tingstedsnavne side 74. Trods dette kan forfatteren ikke modstå fristelsen til at opregne en række stednavne, som alle kan sættes i forbindelse med kongelige aktiviteter, og som alle bærer navne, der mere eller mindre minder om løvenavne, hvoraf hovedparten må opfattes som navne på nu forsvundne tingsteder. 1. Løve. Navn på herred i Nordvestsjælland. Løve i herredsvåbenet. 2. Lø (Løve). Navn på herred i Sønderjylland. Løve i herredsvåbenet. 3. Løve. Bebyggelse i Grædstrup og Bryrup sogne syd for Silkeborg, hvor Tyrsting herreds tinghus sattes i

1688, fordi her tidligere havde været holdt ting. I 1440 anvendtes skrivemåden Løffue. (Trap 20, s. 596).

4. Lov – i 1348 skrevet Løwæ, bebyggelse i Hammer sogn i Sydsjælland, efter sidstnævnte by havde herredet navn.

5. Løjtofte. Kirkeby på Lolland. I 14oo skrevet Løffwetofte. Herredsting i sognet, i 1780 flyttet til Nakskov. (Trap 11, s. 780).

6. Lovby – nedlagt sogn, nu del af Horsens købstad. ”På Lovby mark holdtes Løver (!) syssels ting”(Vilh. Marstrand: Horsens´ Tilblivelse – i Aarbog for Aarhus Stift 1935, s. 94). Et syssel var i middelalderen en administrativ enhed bestående af flere herreder, som kun fandtes i Jylland, hvor navnet Vendsyssel endnu minder om det – sysselet havde tingsted, men det er ret ukendt, hvilke sager sysseltinget beskæftigede sig med.

7. Loverstrup, Odder sogn, Århus amt. Oprindelig en by, nedlagt 1570 som følge af hovedgården Loverstrups oprettelse, nu under Rathlousdal. Før 1745 var der tingsted i sognet. (Trap 19, s. 320 og 325).

8. Løjbjerg, 1638 Løgberit, Horne sogn, Hjørring amt. Horne var herredsby, herredet kaldtes Horns herred. (Trap 14, s. 127).


9. Løgballe, gård, nævnt 1664, Østbirk sogn, Skanderborg amt. I sognet var i 1433 tingsted ved Tingsted mølle på grænsen mellem Østbirk og Ovsted sogne. (Trap 20, s. 680 og 672).

10. Løvbjerg, Skrøbelev sogn, Langeland. Herredsting i sognet. (Trap 13, s. 931). 11. Løghøj og Løgbjerg, Øster Løgum (!) sogn, Åbenrå amt. Begge lokaliteter i Genner, Løghøj agerjord øst

for byen, Løgbjerg et bakkedrag vest for byen. Tingsted i sognet o. 1640. (Sønderjyske Stednavne IV, s. 114).

12. Løjtved, bebyggelse i Nørre Løgum (!) sogn, Tønder amt, 1312: Løgtwed. (Sønderjyske Stednavne III, s. 436).

13. Løgtved, bebyggelse i Viskinge sogn, Holbæk amt. Herredsting i sognet 1521. Kongen ejede jord i Løgtved 1231, hvor staveformen Løgæthwet anvendtes. (Trap 7, s. 528).

14. Løghøj, Egen sogn på Als. I sognet holdtes Als landsting og vistnok også herredsting. (Trap 26, s. 1064, 1285 og 1296).

15. Løvbjerg, Tistrup sogn, Ribe amt. !638 skrevet Løffbierig. Sognekirken var formentlig herredskirke. (Trap 23, s. 837).

16. Løvshøje, Kalvslund sogn, Ribe amt. Nævnt 1837. Kalvslund nævnes ikke blandt herrederne i Kong Valdemars Jordebog 1231, men først 1325, hvilket år Kalvslund således var herredsby. 1790 var der tingsted i Kalvslund sogn. (Trap 23, s. 1046-47).

17. Lovrup, Gørding sogn, Ribe amt. Gørding nævnes ikke blandt herrederne i Kong Valdemars Jordebog 1231, men må være indtrådt i deres rækker sidst i 1200-tallet. Gørding var således herredsby. Tingstedet havde tidligere været i Gørding sogn, da det i 1680 flyttedes tilbage hertil og placeredes i Lovrup, hvor der anlagdes et tingsted efter gammelt mønster med marksten opstillet i en firkant, men allerede 1685 afløstes det af et tinghus. (Trap 23, s. 1006).

18. Løgpold, Bjolderup sogn, Åbenrå amt. Her havde det sønderjyske landsting muligvis mødested. (Trap 26, s. 916).

19. Lovtrup, bebyggelse i Uge sogn, Åbenrå amt. Var i 1231 herredsby – staveform dette år: Locthorp. (Trap 26, s. 923).

20. Loffhøj, Mollerup sogn på Mors. Nævnt 1638. Lå nær Tinghøj, hvor ”…domb og ret holdes”, som det hedder i en præsteindberetning fra nævnte år. (Trap 15, s. 690).

21. Løgshøj, Ydby sogn, Thisted amt. 1664 Løgshøy. Herredsting i sognet. (Trap 15, s. 669). 22. Løvig, bebyggelse i Haderup sogn, Ringkøbing amt. 1490 Løguig. Herredsting i sognet, flyttet 1550.

(Trap 22, s. 293 og 326). 23. Løvballegård, Hatting sogn, Vejle amt. Navn på gård. Hatting var herredsby, Hatting herred nævnt

1231. (Trap 21, s. 997). 24. Løvstrup, Hanning sogn, Ringkøbing amt. 1585 skrevet Løgstrup. Tingsted i sognet 1638. (Trap 22, s.

491 og 513). 25. Løvesbjerggårde, Hejninge sogn, Vestsjælland. I Hejninge sogn ligger vikingeborgen Trelleborg. For flere af disse navne gælder muligvis, at de med urette figurerer på listen, men uanset dette demonstrerer den dog, at løvenavne forekommer i et større antal i Danmark end tidligere antaget, og ofte (altid?) i forbindelse med kongens virksomhed. _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ I visse tilfælde fik retssagen et efterspil, som det f. eks. var tilfældet, når den anklagede blev dødsdømt og skulle henrettes. En dødsdom kan eksekveres på mange måder – i Mellemøsten var det i oldtiden almindeligt, at forbryderne kastedes for løverne, som ”…bemægtigede sig dem og knuste alle deres ben”, som det siges i Bibelen (Daniel 6,25). Bag valget af netop denne metode kan ligge den nærliggende tanke, at løverne personificerede kongen, der jo opfattede sig selv som en løve og var ansvarlig for straffenes fuldbyrdelse. At blive kastet for løverne var også en gængs straf i Rom, hvor den var i brug under kristenforfølgelserne – og den brugtes endnu i renæssancetiden i de italienske stæder og fyrstendømmer, hvorom den schweiziske kunsthistoriker Jacob Burckhardt skriver: ”Løvegruben indrettedes i almindelighed i eller ved rådhuset, thi disse dyr måtte undertiden tjene som udøvere af dødsstraffen…” (Efter Chr. V.


Nielsen: Løvebilledet i den kirkelige Kunst, s. 35). Også den danske konge Frederik 2. havde en løve, som var installeret på Frederiksborg slot, men der forlyder intet om, at den skal have udført bøddelarbejde (Politikens danmarkshistorie 6, s. 333). Udsigten til at blive kastet for løverne har utvivlsomt fået forbryderne til at tænke sig om to gange og nok også betaget flere af dem lysten til at gennemføre deres forsæt. En lignende præventiv virkning tillagdes formentlig den billedlige fremstilling af temaet, hvor løven vises i færd med at sønderrive et menneske eller et dyr. Den ældst kendte version af dette motiv, som foran er blevet kaldt ”løve med bytte” stammer fra Ur i Mesopotamien, hvor det forekommer på en lyre fra ca. 2600 f. Kr., se fig. 45. Af omtrent samme alder er den såkaldte ”Slagmarkspalet” fra Ægypten, hvorpå ses en bunke faldne fjender, hvoraf én angribes af en

løve, se fig. 164, hvilket motiv ifølge en ægyptolog forestiller ”…kongen som en løve, der æder en nedlagt fjende” (R. Hamilton: Det gamle Ægypten, s. 10). Kommunikationsmulighederne var på dette tidspunkt små, og i begyndelsen var ”løve med bytte”-motivet da også udelukkende at finde på kongens personlige ejendele og synes derfor kun at have tjent som advarsel for en meget lille kreds – foruden på ”Slagmarkspaletten”, der var kongens sminkepalet, forekommer motivet f. eks. på krigstronen tilhørende Amenophis 3. fra o. 1400 f. Kr., se fig. 79, (ikke gengivet på tegningen) samt på en pomadekrukke hørende til Tutankamons gravgods fra ca. 1350 f. Kr., se fig. 138. Flere – men stadig kun få – så den kroningskappe, som den syditalienske normannerkonge Roger 2. bar ved sin kroning i 1133 med billedet af en kamel, der angribes af en løve, se fig. 101, hvis budskab synes særlig beregnet på den halvdel af befolkningen, som var af arabisk oprindelse. Større publikum fandt skræmmebilledet ved dets anbringelse i templerne, hvor der kom mange mennesker – her blev det til skræk og advarsel for mulige forbrydere og oprørere anbragt på fremtrædende steder, som det f. eks. var tilfældet i det store Zeus-tempel i Pergamon i kongeriget Mysien i Lilleasien, opført o. 180 f. Kr. af kong Eumenes, hvor der på en 2,30 m høj og 120 m lang frise er afbilledet en løve fortærende et menneske, se fig. 165 (Mette Moltesen: Dødens triumf – i Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek 1985, s. 56-82). Et helt nyt kommunikationsmiddel fik kongerne i hænde o. 600 f. Kr. ved mønternes indførelse - de fik hurtigt en kolossal udbredelse, og trods deres ringe størrelse tog kongerne dem derfor i agitationens tjeneste, som

Figur 166

det fremgår af fig. 166, der viser en fønikisk mønt slået o. 35o f. Kr. (Spinx 1, 1996, s. 7).

Figur 164

Figur 165


En opblomstring oplevede ”løve med bytte”-motivet i romansk tid i forbindelse med det store kirkebyggeri, som på den tid var i gang i hele Vesteuropa – særlig hyppigt forekommer motivet i Italien, hvor de løver, som står parvis ved kirkernes portaler og ofte indgik i retshandlingerne, i mange tilfælde hører til denne gruppe. Fra danske romanske kirker kendes motivet i mere beskedne versioner – hyppigst er det på kvadre

som på Skrøbelev kirke på Langeland, se fig. 167, men noget overraskende findes det også på døbefonte som på fontekummen i Hansted (Hanstholm) kirke på Thy, hvorpå ses to løver med henholdsvis et menneskehoved og et ben af et menneske stikkende ud af flaben, se fig. 168. Ligesom i Italien forekommer motivet også i Danmark ved kirkens dør, hvor det dog frister en mere beskeden tilværelse på karmstenene, se fig. 38 og 39. Efter romansk tid levede motivet videre her i landet. En stor træskulptur af en løve angribende en mand blev således udført til Lund domkirke o. 1370 og anbragt i koret (Palle Lauring: Valdemars sønner og unionen, s. 172). I 1617 bestilte Christian 4. en kopi støbt i bronze af en antik marmorskulptur i Det kapitolinske Museum i Rom forestillende en løve, der sønderriver en hest – værket var færdigt 1624 og blev opstillet i Kongens have ved Rosenborg, hvor det stadig står (Trap 4, s. 791-92). Af uforklarede grunde blev

Figur 169

motivet i 1700-tallet populært på tyske ølglas, hvoraf mange havnede i Danmark, se fig. 169 (Gudmund Boesen: Glaskræmmere og glassnidere – i Kulturminder, ny række IV, s. 135). Efter denne fornedrelse dør det gamle motiv ud her i landet, men afløses som skræmmebillede af en øksebærende sandstensløve, der i 1720 til skræk og advarsel for rette vedkommende var anbragt øverst på det rødmalede skafot på Gammeltorv i København (Politikens danmarkshistorie 9, s. 146). Helt i glemmebogen gik den menneskeædende løve dog ikke, for endnu i 1930´erne truede jyske mødre deres børn med, at løven ville komme og æde dem, hvis de ikke skikkede sig – tilsyneladende havde denne form for pædagogik udmærkede resultater, men nye opdragelsesmetoder har fuldstændig fortrængt den.

Figur 167

Figur 168


_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Som nævnt på side 5 forekommer ”løve-med-bytte”-motivet nu og da i versioner, hvor ”byttet” tilsyneladende ikke lider overlast, men tværtimod nyder omsorg og beskyttelse – som eksempler herpå skal

nævnes motivet på et kinesisk bronzekar fra 14.-11. årh. f. Kr., se fig. 17o, hvor et menneske synes at have søgt tilflugt hos en løve (Lademanns leksikon 3, s. 181), og en skulptur i sten fra o. 1140 i en klosterkirke ved Marienthal nær Helmstedt i Nordtyskland, se fig. 171, hvor et lam har fundet tryghed mellem løvens kløer (Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 340). I disse tilfælde må løven vel opfattes som eksponent for den gode konge, som værner sit folk og beskytter de værgeløse, hvortil Jyske Lov af 1241 regner enker, børn, pilgrimme, udlændinge og fattige. C. Krigsførelse I krigsfald var kongerne forpligtede til at stille sig i spidsen for landets stridskræfter. Der skelnedes mellem forsvars- og angrebskrig – i førstnævnte tilfælde havde kongen beføjelser til ufortøvet at optage kampen, hvorimod han i sidstnævnte tilfælde skulle indhente folkets, d.v.s. stormændenes accept, før et sådant forehavende måtte føres ud i livet. Ved en heldig angrebskrig kunne mandskabet vinde bytte ved plyndringer, mens kongen kunne indlemme de erobrede områder i sine private besiddelser – netop på denne måde blev Bornholm antagelig dansk, for mens øen i 900-tallet nævntes som et selvstændigt kongerige, optræder øen o. 1140 som den danske konges private ejendom. Objekter, der bringer kongernes krigeriske aktiviteter i erindring, er der ingen mangel på – og adskillige af dem bærer løvefigurer, hvoraf et lille udpluk skal nævnes: stridsvogn med løver på siderne tilhørende den

Figur 170 Figur 171


ægyptiske konge Ramses 2., efter maleri fra o. 1200 f. Kr., se fig. 172 (Bjørn Bratbak: Den norske Løve og Forsvaret – i Norsk Våpenhistorisk Selskaps Årbok 1990, s. 118), bronzeskjold med løve tilhørende kong Sarduri II af Urartu, d.v.s. Armenien, o. 750 f. Kr., se fig. 173 (Bianca Maria Scarfi: The Lion of Venice, s. 82), hjelm og skjold med løver båret af grev Geoffroi af Anjou o. 1150 e. Kr., se fig. 144, skulderdistinktioner udformet som løver på dragt anvendt af den svenske konge Karl 9. under et felttog o. 1600, se fig. 102, og hjelm med løve hørende til generalsuniform brugt af den danske konge Frederik 7. o. 1850, se fig. 103. Kongernes deltagelse i krigshandlingerne forudsatte naturligvis, at de var i god form og øvet i våbenbrug, hvilket krævede daglig træning. Et indblik i denne hverdag giver et maleri fra ca. 1690, hvorpå ses den

Figur 174

danske konge Christian 5., se fig. 174, i gang med den såkaldte karruselridning, hvori bestemte ride- og våbenøvelser indgik – det bemærkes, at kongen på skulderen bærer et løvehoved ligesom Karl 9 (Uden forfatter: Frederiksborghesten og det kongelige Fredriksborgske stutteri, 1981, s. 117 og 133).

Oprindeligt var det således, at alle våbenføre mænd – med undtagelse af munke og præster – skulle deltage i krigen og stille med deres egne våben, i Danmark jernhat, skjold og sværd, se fig.30. I takt med at våbnene blev mere avancerede og dermed dyrere, blev det efterhånden kongens opgave at sørge for hærens udrustning. Muligvis for at demonstrere ejendomsforholdet, muligvis for at fremstille kongen som en farlig modstander udformedes flere af disse nye våben som løver – f. eks. endte de metalrør, som udspyede den af byzantinerne opfundne ”græske ild”, i løvehoveder (Kurt Villads Jensen: Korstog ved verdens yderste rand, s. 315), ligesom kanoner ofte bar løvehoveder, hvilket f. eks. kendes fra franske kanoner fra 1700-tallet, se fig. 124.

Figur 172

Figur 173


Længe før den tid var de dyre krigsskibe udstyret med stævnmærker, nu kaldet galionsfigurer. Det ”danske” ord galion, der betegner et fremspring under et skibs bovspryd, hedder på fransk gaLION, på spansk gaLEON (Nu-dansk ordbog) og på italiensk gaLEONE (Gyldendals fremmedordbog) og kædes altså på alle de nævnte sprog sammen med ordet løve. Denne samstemmighed antyder, at galionsfiguren oprindelig altid var en løve – dette var da også tilfældet 1200 f. Kr., hvor farao Ramses 2.s krigsskibe på et maleri

fremstilledes med stævnprydelse i form af løvehoveder, se fig. 175 (Jürgen Spanuth: Das enträtselte Atlantis, s. 69). Ramses havde selv udrustet flåden (Grimbergs verdenshistorie 1, s. 172), og løvehovederne kan følgelig være ejermærker ligesom løvehovederne på den flåde Vilhelm Erobreren i 1066 sendte mod England (Mogens Rud: Bayeux Tapetet og slaget ved Hastings 1066, flere steder). I modsætning hertil står Svend Tveskægs flåde af 1013, hvori indgik flere førere med hver sit stævnmærke, se side 23. O. 1500 indledte den danske kong Hans opbygningen af en flåde bestående af store fartøjer, hvoraf et fik navnet ” Løven” – i øvrigt det skib, som i 1523 bragte hans søn Christian 2. til Nederlandene, da han måtte gå i landflygtighed. Senere konger styrkede flåden med nybygninger, hvilket ikke mindst gjaldt Christian 4. Normalt bar disse skibe galionsfigurer svarende til deres navne, f. eks. forestillede ”Elephanten”s galionsfigur en elefant (Flåden, 1. del, s. 75). En ubrydelig regel var der dog ikke tale om – således bærer skibet ”Grønland”, søsat 1757, en kronet løve i stævnen, uden at det er muligt at påvise en sammenhæng mellem skibets navn og galionsfiguren (Thorkild Hansen: Det lykkelige Arabien, s. 56). Tankevækkende er det dog, at regalskibet ”Wasa” fra 1628, opkaldt efter den svenske kongeslægt, og den danske ostindiefarer ”Printz Friedrich” fra ca. 1750, se fig. 176, begge bar galionsfigurer forestillende løver, sidstnævnte med krone (Hanne Poulsen: Galionsfigurer, s. 16 og 17). Mens galionen kun afgav plads til en enkelt figur, var der ingen pladsmangel på orlogsskibenes store agterspejl, der da også blev hjemsted for en rigdom af figurer. På agterspejlet af det danske linieskib ”Friederich” (den Tredie), bygget i Neustadt 1649, er der således over 50 figurer, heraf flere løver, se fig. 177 – af disse løver flankerer 2 en vellignende buste af Frederik 3., som på skulderen bærer en løvedistinktion (Hanne Poulsen: Galionsfigurer, s. 10-11). D. Veje og broer Til kongernes pligter hørte opretholdelsen af tålelige hovedveje, d.v.s. veje mellem byer og landsdele og anlæggelse og vedligeholdelse af de fornødne broer på disse ruter. En løve med ”skæv” mund, se side 2, på

Figur 175

Figur 176 Figur 177


Figur 178

en kvader i murværket til en bro over Tigris i Amida i Irak opført 1064 e. Kr., se fig. 178 (Vilh. Slomann: Bicorporates, Atlas, fig. 368) kan være en herskers besked til eftertiden, om at han gjorde sin pligt. Samme mission havde nok de løver, som Marco Polo så o. 1250 e. Kr. på den 300 skridt lange bro over floden Pulisangkin 10 km fra Peking (Aage Krarup Nielsen: Marco Polos rejser, s. 31). Noget tilsvarende kendes ikke fra Danmark, men at kongen også her kendte sin pligt, fremgår af en tavle med indskriften: ”I Peders tid rejste Erik konge denne buerække”, som blev fundet i Skals å nord for Viborg i resterne af en middelalderlig bro opført i sten på de i tavlen nævnte buer. Men hvem af vore konger ved navn Erik, der kan tilkomme æren af dette brobyggeri, er det ikke lykkedes at opklare (Trap 17, s. 327). At også Kongensbro i Midtjylland er opført af en konge, antydes kraftigt af navnet. E. Vandforsyning

Fig. 179 viser en 3 m høj løvefigur, som oprindeligt stod i Piræus` havn, hvor dens tilstedeværelse gav anledning til havnens navn, der i hvert fald i 1600-tallet var Porto Leone. Figuren var ikke blot til pynt, men gjorde tjeneste som fontæne, idet en vandstråle stod ud af dens mund og blev opsamlet i en cisterne ved dens fod, hvor sømændene hentede vand. På den indhuggede en væring, d.v.s. en skandinav, som gjorde tjeneste i den byzantinske kejsers livgarde, i 1100-tallet en runeindskrift, som dog er ulæselig. I 1688 bragtes figuren til Venedig, hvor den nu står ved Arsenalet (Sfinx 3, 1998, bagsiden).

Figur 179

Figur 180


Piræus-løvens alder er ukendt. Men den indgår i den lange række af løvefigurer, der fungerede som fontæner, hvorom en forfatter skriver: ”Overalt i Rom og Romerriget finder vi den beskedne fontæne med den lille stråle, der strømmer ud af løvehovedet – den offentlige brønd gennem tusind år med tydelige spor af uendelige rækker af generationers slid i marmorkummen og stadig i brug (Vor Viden 34, 171). Ofte kom fontænernes vand langvejs fra – via rørledninger lagt på akvædukter førtes det fra fjerne kilder til forbrugerne i de større byer. Anlæg i dette format var så kapitalkrævende, at kun styret var i stand til at realisere dem, og vi hører da også regelmæssigt om herskernes aktive indgriben for at sikre vandforsyningen – kejser Augustus, o. år 0, ”skænkede” således Rom 105 fontæner (Nationalmuseets Arbejdsmark 1965, s. 36). Mindre ambitiøs var kejser Maximianus Herkuleus (!), død 310 e. Kr., der nøjedes med at indlægge rindende vand i sin sommerbolig Villa del Casale i Taormia på Sicilien, hvor vandet sprang af de traditionelle løvehoveder, men dette vandspild sattes der senere en stopper for, som det ses af fig. 180 (ALMANAK 1, 1967, s. 31). Lidt misvisende er særlig store fontæner blevet kaldt brønde. Til dem hører ”…en stor brønd udsmykket med løver” på pladsen foran valfartskirken i Santiago de Compostela i Nordspanien, hvori pilgrimmene kunne vaske sig, før de betrådte kirken. Kirken er opført 1075 af biskop Diego Pelaes og kong Alfonso VII i fællesskab – mon ikke brønden blev til ved samme lejlighed? (Rolf Toman, red.: Romansk kunst, s. 191). Endnu større er en brønd i slottet Alhambra i Granada i Spanien, opført af den mauriske hersker 13-1400 e. Kr., hvor 12 stenløver bærer et bassin – vandet heri stammer fra et springvand og bortledes gennem løvernes åbne gab (Jyllands-Posten 23. aug. 2008). _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Mens fontæneløverne naturligt lader sig forklare som symboler på de herskere, der sørgede for vandforsyningen, er det ulige vanskeligere at forklare meningen med de løvefigurer, som gennem tusinder af år afledte regnvandet fra helligdommenes tage. Denne arkitektoniske detalje var allerede i brug 2200 f. Kr. ved farao Saheres gravtempel, hvor ”Regnvandet fra taget løb ud gennem afløb formede som løvehoveder, der ragede ud fra ydermurenes overkant” (E. S. Edwards: Ægyptens pyramider, s. 135). På samme måde afledtes regnvandet 2000 år senere fra det store Jupiter-tempel i Baalbek i Libanon opført af

romerne 53 f. Kr., se fig. 181 (Vor Viden 113, s. 260). Og 1000 år senere - i romansk tid – var alt endnu ved det gamle, som det ses af fig. 182, der forestiller en løvefigur, der virkede som udløb for regnvandet fra domkirkens tag i Troyes i Frankrig - denne løve er dog usædvanlig ved at optræde i fuld figur og ved at høre til ”løve med bytte”-gruppen, idet den mellem forbenene holder et menneskehoved (Chr. V. Nielsen: Løvebilledet i den kristelige Kunst, fig. 32). Den stædige fastholden af løven som afløbsfigur for regnvandet tyder på, at den spillede en symbolsk rolle, hvorom en ægyptolog skriver: ”Regn betragtedes (i Ægypten) som en manifestation af Seth eller andre

Figur 181

Figur 182


fjendtlig sindede guder og formodedes sandsynligvis at blive renset ved at passere gennem løverne, der var de hellige steders traditionelle beskyttere” (E. S. Edwards: Ægyptens pyramider, s. 135). F. Kontrol af vægtlodder Til kongens pligter hørte gennemførelsen af en kontrol af de vægtlodder, som de handlende benyttede, så kunderne kunne stole på, at de ikke blev narret. Kong Shulgi af Ur, 2094-47 f. Kr., løste denne opgave ved at

´ at indføre lodder af sten, hvori var hugget loddets vægt og hans eget navn, se fig. 183, hvoraf fremgår, at loddet forestiller en and, der pudser sig – denne særprægede udformning af loddet var almindelig i Mesopotamien, men hvad der ligger bag dette, vides ikke (Michael Roaf: Mesopotamien og den nære Orient i oldtiden, s. 103). Senere blev lodderne støbt i metal, fortsat udformet som ænder og fortsat med kongenavn eller en indstemplet løvefigur, som åbenbart erstattede kongenavnet, se fig. 184 (J. M. Roberts: Forums verdenshistorie 2, s. 78). I Assyrien synes vægtlodderne at have været udformet som løver – i fig. 185 er gengivet 3 af et sæt på 17 assyriske bronzelodder alle formet som løver, hvoraf det mindste lod vejede 50 g, det største 20 kg. Nogle af disse lodder er forsynet med navnet Sanherib, der var konge i Assyrien 704-681 f. Kr. (Michael Roaf: Mesopotamien og den nære Orient i oldtiden, s. 125). I Romerriget eksisterede et fælles vægtsystem med standarder, der opbevaredes i Jupiter-templet på Capitoleum, men ved rigets opløsning indførtes lokale vægtsystemer overalt – alene i Danmark fandtes mange systemer, som først standardiseredes i 1683 under ledelse af Ole Rømer (Paul Rantzau: Alle tiders tal, s. 371). G. Fyrvæsen Allerede i oldtiden opførte kongerne fyrtårne til vejledning for skibsfarten. Særlig berømt var fyrtårnet på øen Faros (betyder fyr på græsk) ved Alexandria i Ægypten, opført 280-79 f. Kr. af kong Ptolemaios II – det var 130 m højt og regnedes til Verdens syv underværker (Lademanns leksikon 7, s. 106). I Danmark indrettedes de første fyr i 1561 af kong Fredrik 2. på henholdsvis Skagens gren, Anholt og Kullen, hvor der anlagdes vippefyr med kurve fyldt af blussende træ, som kunne vippes op i luften, så lysskæret

Figur 183 Figur 184

Figur 185


Figur 186

kunne ses langvejs fra – konstruktionen fremgår af fig. 186, hvor anordningen er anbragt på toppen af et tårn, så lyset fra det brændende træ kunne nå længere ud. Den viste bygning har vist aldrig eksisteret, for den kendes blot som et forslag til et fyr på Anholt knob udfærdiget af fabrikmester Ole Judichær 1701 – de to løvehoveder på bygningen synes ikke at kunne tillægges praktisk betydning og må vel ligesom en tavle på fyrtårnet Marienleuchte på Femern, opført 1832, hvorpå ses en krone og Fredrik 6.s monogram, opfattes som bygherrens signatur (Årbog 1960 for Handels- og søfartsmuseet på Kronborg, forside og s. 91). _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Listen over kongens pligter afsluttes hermed - i næste afsnit vil blive omtalt de rettigheder, som kongeembedets besidder var tillagt.


KONGENS RETTIGHEDER Kongens person var fredhellig, hvilket betød, at enhver krænkelse af ham, hvadenten det drejede sig om mundtlige fornærmelser eller korporlige angreb, hørte til den kategori af forbrydelser, som indbragte den hårdeste straf. En særstilling indtog kongen også derved, at han stod udenfor loven og derfor hverken kunne anklages eller straffes, ligesom han heller ikke skulle betale skat – som tidligere sagt fordi dette ville stride mod logikken, idet ingen kan forbryde sig mod sig selv, og ingen skal betale til sig selv. Til disse vigtige privilegier skal så føjes den ret til tronen, som han og hans slægt ene af alle besad. Udover disse personlige rettigheder var kongen tillagt en række regaler, d.v.s. rettigheder af økonomisk art, som ofte på højst originale og fremsynede måder anviste veje til opnåelsen af endog meget betydelige indtægter, hvilke kilder endnu ikke er tørret ud, men fortsat er af største betydning for de moderne staters økonomi, som det vil fremgå af følgende liste over vigtige regaler. A. Skat Af samtlige regaler var ingen af større værdi end det, som gav kongen ret til at udskrive skatter. Ved brugen af dette regale kunne der mobiliseres store pengemidler, men der måtte udvises en vis tilbageholdenhed, for misbrug kunne medføre uro, måske endda oprør. Men når krybben var tom, var opfindsomheden stor – i Christian 4.s sidste leveår, hvor finanserne skrantede, blev en præst på Lolland efter eget udsagn afkrævet følgende skatter: ”…sølvskat, pengeskat, kobberskat, månedsskat, ugeskat, hesteskat, madskat og hovedskat…” (Politikens danmarkshistorie 7, s. 373). Men hermed var kreativiteten ikke udtømt, for listen kan forlænges med plovskat, ildstedsskat, rangskat, vognskat og parykskat uden på nogen måde at være komplet. B. Told Mindre indbringende var regalet, som tillod kongen at opkræve told ved ind- og udførsel af varer. Også denne indtægtskilde måtte omgås med forsigtighed, for ved overdrevne krav risikerede man at skabe et dårligt forhold til udenlandske magter, men også at fremme smugleriet og derved forringe indtægten. C. Pligtarbejde Befolkningen havde pligt til på kongens forlangende at levere både arbejde og kørsel. Ordningen var sikkert forudsætningen for tilblivelsen af Dannevirke og andre store anlæg, men i takt med at Danmark fik et ordnet pengevæsen, blev det mere og mere almindeligt at betale sig fra disse pligter, som dog langt op i tiden forlangte mand af hus, når det drejede sig om vedligeholdelsen af veje og kirker. D. Kongen ejer af det herreløse Regalet, der siger, at hvad ingen ejer, det tilhører kongen, nu staten, er stadig i kraft, selvom det i vore dage kun spiller en ringe rolle og stort set blot er aktuelt i forbindelse med strandingsgods og oldtidsfund. Men tidligere var det af stor vigtighed, for ved henvisning til det kunne kongen gøre krav på alle udyrkede arealer, f. eks. det indre af Bornholm, der kaldtes Højlyngen eller i overensstemmelse med ejerforholdet for Kongensmark, mere herom senere. Kongen betragtede sig derfor også som ejer af de jyske heder, men her forregnede han sig, for da han i 1759 ville bosætte tyske kolonister på disse områder, viste det sig, at dele af dem var afhændet til private, så kongen blev nødt til at købe jorden tilbage. E. Kongen ejer af vandløb og strømme Både vandløb og strømme tilhørte kongen. Mens det er ret klart, hvad der forstås ved vandløb, er det mere usikkert, hvad ordet strømme dækker over, men talen synes at være om sunde og bælter. Sådanne områder viste sig overraskende nok særdeles indbringende, idet kongen ikke alene kunne opkræve en afgift for fiskeriet, jævnfør det store sildefiskeri i Øresund i den tidlige middelalder, men også for


gennemsejlingen, der i hvert fald for Øresunds vedkommende under navn af Øresunds-tolden skæppede godt i kassen, indtil den afskaffedes 1857. Øresunds-tolden betaltes ved Øresunds Toldkontor i Helsingør,

Figur 187

ved hvis indgang der i 1829 rejstes en løvefigur med Frederik 6.s monogram, se fig. 187 – denne løves usædvanlige hovedstilling skyldes, at tre vandstråler oprindelig stod ud af dens mund (Lars Bjørn Madsen: Historien om det første springvand ved Helsingør havn, s. 16-19). F. Kongen ejer undergrunden Ifølge et regale ejes landets undergrund af kongen. Praktisk betydning havde denne bestemmelse i romansk tid nok kun i forbindelse med brydningen af kalk, som udgjorde en vigtig bestanddel af mørtelen, og f. eks. fandtes i Daugbjerg og Mønsted vest for Viborg, hvor den udvandtes i miner. Langt senere fik regalet betydning i forbindelse med indvindingen af olie. Som et minde om dette regale optræder ordet royalty, der i sin tid anvendtes om den årlige afgift, som den engelske konge modtog for grubernes udnyttelse, men som nu i Danmark betegner den afgift, som kunstnerne kan gøre krav på for benyttelsen af deres værker (Gyldendals Fremmedordbog, s. 549). G. Kongen ejer æteren Også æteren tilhører ifølge et regale kongen. Denne bestemmelse virkede længe som en vittighed, men i vor tid viste den sig at være betydningsfuld, idet æterens bølger ved radioens og fjernsynets fremkomst har vist sig at være formuer værd. H. Kongen havde jagtret Kongen synes at have haft jagtret på alle jorder, også de privatejede. Dette regale lå bag oprettelsen af store kongelige jagtrevirer, f. eks. den midtjyske vildtbane, der oprettedes o. 1550 og omfattede de daværende Silkeborg og Hald amter, hvorved den kom til at strække sig fra Viborg til Skanderborg – den nedlagdes 1767, men flere af de sten, som afgrænsede den, eksisterer endnu, f. eks. flankerer adskillige af dem vejen til herregården Hald ved Viborg. I. Kongen havde ret til udstedelsen af mønter Til de vigtigste regaler hører kongernes eneret på at udstede mønter, hvilket første gang fik betydning omkring 600 f. Kr., hvor handelen havde antaget så stort et omfang, at den gamle tuskhandel måtte opgives til fordel for et nyt system med betalingsmidler i form af mønter. Æren for dette fremskridt skal antagelig tildeles kong Midas af Lydien, som aflønnede sine lejetropper med afvejede stykker ædelmetal, hvori han som garanti for vægt og lødighed lod stemple sit kongelige mærke: en løve. Idéen slog hurtigt an og fra o.


500 f. Kr. udstedte så at sige enhver konge i det østlige middelhavsområde mønter, for hvis kvalitet han garanterede. I de talrige græske småstater fik disse ældste mønter da også navnet bas, der må opfattes som en forkortelse af det græske ord for konge, basileo eller basileus, så møntnavnet kan udlægges som ”kongens/løvens mønt” (Hans Erik Mathiesen: Grækernes mønter, s. 35). På tilsvarende vis har møntfoden i vore dages Rumænien, Bulgarien og Moldavien navnet leu eller lev, hvilket betyder løve (Google). For kongen indebar udmøntningen en indtægt, idet mønternes pålydende altid oversteg deres metalværdi, hvorved der opstod et overskud, som han kunne stoppe i sin egen lomme. Dette minder om regulær svindel, men skal i stedet opfattes som et forsøg på at værne mønterne mod omsmeltning i perioder, hvor metalpriserne var høje og omsmeltningen derfor en nærliggende mulighed for mønternes indehavere. Det udefinerede forhold mellem mønternes pålydende og deres metalværdi måtte uundgåeligt føre til misbrug derved, at kongerne lod sig friste til at forringe legeringen og på den måde skabe sig en fortjeneste – et sådant misbrugs sikre følgesvend var imidlertid inflationen, som efter kort tids forløb havde opædt fortjenesten og mere til. Brugt med omtanke hørte udmøntningen dog til kongernes bedste økonomiske aktiver, og der blev da også våget skinsygt over, at ingen gik dem i bedene på dette felt, hvilket fortsat er tilfældet, som det ses af de strenge straffe, som falskmøntnere idømmes. Som motiver på mønterne brugtes ofte nationale symboler – Athens mønter var således hyppigt forsynet med billedet af en ugle, der symboliserede bygudinden Pallas Athene. Men oftere valgte kongerne motiver, der fremstillede dem som magtfulde og farlige – hertil egnede løvefiguren sig eminent, og den optræder på mønterne i mange udformninger: på nogle nøjes man med at vise dele af dyret såsom en klo

Figur 188

eller et åbent gab, se fig. 188, der gengiver en cypriotisk mønt fra o. 450 f. Kr., på andre ses hele dyret og på atter andre ”løve med bytte”-motivet. I alle disse tilfælde skal løven formodentlig opfattes som et billede på herskeren – dette fremgår med fuldstændig sikkerhed af et par europæiske mønter fra 1100-tallet, hvorpå ses en løve og en indskrift, som siger: jeg, d.v.s. møntudstederen, er løven – mere herom senere. J. Post- og befordringsvæsenet ejedes af kongen Som et regale betragtes sædvanligvis postvæsenet, der da også i Danmark grundlagdes af en konge, nemlig Christian 4., som juleaftensdag 1624 indrettede en beskeden budtjeneste, først og fremmest for at få løst sit eget kommunikationsproblem, men også til landets bedste, idet budene – kaldet postilloner efter italiensk postagLIONE - mod et gebyr skulle medtage post fra private. Forretningen fik en træg start, men da postmængden langt om længe fik en størrelse, så den måtte transporteres på vogne, sattes postvæsenet i stand til også at tilbyde personbefordring, hvilket blev en stor succes – dette medførte, at regalet om postbefordringen suppleredes af et nyt omhandlende personbefordringen. Begge regaler er stadig i kraft – postregalet ganske vist noget udvandet ved, at det nu kun gælder brevposten, men befordringsregalet i fuldt omfang, idet al offentlig personbefordring forudsætter erhvervelsen af en koncession. Som et


kuriosum skal nævnes, at postvæsenet også gør brug af regalet vedrørende udstedelse af betalingsmidler, som udgør grundlaget for udgivelsen af frimærker, hvilket her i landet har fundet sted siden 1851. K. Kongen uddeler ridderslaget I Danmark kunne ridderslaget kun opnås via kongen, som ene af alle besad retten til at uddele det (Politikens danmarkshistorie 4, s. 64). Denne udmærkelse, som normalt kun tilfaldt mænd, der havde gjort sig fortjent i krigen, gav ret til at blive tituleret ”herre” ligesom biskopperne og til at blive omtalt som ”velbyrdig mand og strenge ridder”, mens menige adelsmænd eller ”riddermandsmænd”, d.v.s. væbnere og svende, måtte nøjes med betegnelsen ”ærlige og velbyrdige” (Danmarkshistorie – udsendt af Historikergruppen 1950, s. 221). Også ordener tilkom det kongen at uddele, hvilket antydes af det italienske ord medagLIONE, der betyder medaillon. L. Fædrenegods, kongelev og øer Den flere gange nævnte Kong Valdemars Jordebog bærer sit navn med rette, eftersom den indeholder en mere eller mindre fuldstændig fortegnelse over kongens, d.v.s. Valdemar Sejrs ejendomme pr. 1. januar 1231. Disse ejendomme faldt i kategorierne fædrenegodset, kongelev og øer, hvoraf fædrenegodset var kongens private ejendom, som han var kommet i besiddelse af ved arv, kongelevet tilhørte embedet, mens øernes status er uklar, men dog sådan, at kongen kunne afhænde dem. Kongelevet var jordegods, der var udlagt til kongens underhold og derved ligner vore dages apanage. I Kong Valdemars Jordebog opgives kongelevet til at omfatte 82 parceller spredt ud over hele det nuværende Danmark med undtagelse af Bornholm – hertil kom parceller i de tabte landsdele øst for Øresund og i Slesvig. Om karaktéren af dette jordegods på Jordebogens tid kan intet sikkert siges, men interessant er det, at flere af listens lokaliteter bærer navne, som kendes fra danmarkshistorien: Aggersborg, Vestervig, Jelling, Søborg, Røsnæs og Antvorskov – som tilhørende kongelevet nævnes desuden en række nuværende byer som Viborg, Ålborg, Århus, Odense og Roskilde foruden en mængde mere ukendte lokaliteter, hvoraf bemærkes det oftere nævnte Løve i Vestsjælland. Da kongen ikke havde ejendomsretten, men kun brugsretten til kongelevet, var han naturligvis uberettiget til at afhænde det. Da Valdemar den Store i 1164 forsyndede sig mod denne bestemmelse og skænkede et areal hørende til kongelevet til Antvorskov kloster ved Slagelse, måtte han da også erstatte tabet ved at afstå et tilsvarende areal af fædrenegodset til kongelevet, nemlig Tårnborg ved Korsør (Trap 8, s. 855), som siden den tid hørte til kongelevet. Der sattes ved denne lejlighed en tyk streg under, at den danske konge endnu ikke var enevældig, men måtte bøje sig for en desværre ukendt instans med en magt større end kongens. Ukendt er det desværre også, hvornår og hvorledes kongelevet oprettedes. Muligvis er det et fast træk ved kongedømmet indført for at sikre kongen et eksistensminimum – i hvert fald fandtes en lignende ordning i Grækenland før dorernes overtagelse af landet o. år 1000 f. Kr.: ”Wanax (det oprindelige ord for konge) havde nemlig som en ret fået tildelt et areal, temenos, som folket overlod ham. Det var et slags reservat, hvis indtægter tilfaldt ham alene” (Peter P. Rohde: Den græske kulturs historie, s. 169). Mens den græske temenos-ordning blev afskaffet ved indvandringen af et nyt folk, synes det danske kongelev i tidens løb at være endt blandt kongernes private besiddelser uden at man ved hvordan – i hvert fald kunne Frederik 2. uden indsigelser afhænde Aggersborg i 1579 (Trap 14, s. 410) og Christian 6. bortauktionere Jelling til beboerne i 1743 (Trap 21, s. 1118). Af uforklarede grunde hørte de danske øer til kongens besiddelser – dog kun de mindre med Tåsinge som den største, ganske vist optræder Mors, der er større, på Jordebogens liste over de øer, som tilhørte kongen, men dette kan være en fejl. På Jordebogens tid var kongerne allerede så småt begyndt at afhænde


øerne, Tunø var således i 1216 overdraget til Århus domkirke (Trap 19, s. 304), men efter enevældens indførelse i 1660 tog denne udvikling fart, idet øerne enten bortgaves til kongernes venner, f. eks. skænkede Frederik 3. i 1661 Endelave og Alrø i Horsens fjord til Niels Banners sønner som faddergaver (Trap 19, s. 353), eller de blev solgt for at styrke finanserne som Mandø, der i 1741 solgtes til beboerne formedelst 846 rigsdaler courant, men så fik de også jagt- og strandrettighederne med (Trap 23, s. 1058). Ved enevældens ophør i 1849 var vistnok alle øer gledet kongen af hænde med undtagelse af Ertholmene eller Christiansø nord for Bornholm, der lagdes under staten, hvilket stadig er tilfældet, hvorfor beboerne på disse øer kun betaler statsskat, ikke kommuneskat. M. Kongen kan udstede koncessioner Som allerede berørt kunne kongen give tilladelse til – naturligvis mod et passende gebyr – at private personer drev erhvervsmæssig virksomhed, som ellers var forbeholdt kongen ifølge et regale. Til disse hørte nok de private kirkeejere, som havde opnået bevilling til at besidde en kirke, skønt denne ret ellers tilhørte kongen, og møllerne, som fik lov til at udnytte kongens vandløb. Til koncessionshaverne hørte formodentlig også apotekerne – i hvert fald opnåede Willum Unno o. 1546 kongelig bevilling til at ernære sig som apoteker og åbnede apotek i København (Danmarks Apotekerforenings hjemmeside), men han synes dog ikke at have været den første, for allerede 1514 fik en Hans Apoteker eneret på at drive denne næringsvej i København (Politikens danmarkshistorie 5, s. 373). Når apotekerne i Danmark så hyppigt fik navnene Løve-apoteket eller Krone-apoteket, kan dette muligvis hænge sammen med den kongelige bevilling, idet disse navne jo umiddelbart hentyder til koncessionsgiveren. Det samme kan være tilfældet vedrørende fortidens hoteller, som ofte bar løve-navne, således hotel Løven i Ålborg (Otto Smith: Aalborg, s. 115), hotel Løven i Nyhavn i København (Red. Sverkel Biering: Nyhavn gennem 300 år, s. 118) og Den forgyldte Løve på Vesterbrogade i København (Antikvariske studier 6, s. 235-39). _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Med disse bemærkninger slutter fremlæggelsen af det stof, som forfatteren gennem en årrække har samlet om løvefiguren – trods omfanget er det utvivlsomt mangelfuldt, og skulle nogen finde på at tage tråden op, vil det sikkert ikke være svært at finde yderligere materiale. De konklusioner, der drages efterfølgende, er derfor baseret på den begrænsede viden om løvefiguren, som står til rådighed for øjeblikket. Konklusioner Ved kroningsfesten for den løveglade Frederik 2. i København 1559, se side 53, skulle adelens svende bære den nye konges farver på ærmet. ”Farven” var et firdelt cirkeltegn med en lænket guldløve, der stod med højre forben løftet (Politikens danmarkshistorie 6, s. 320). Hvad dette mærke helt nøjagtigt symboliserede, lader sig ikke sige, men man går næppe galt i byen ved at tro, at den lænkede løve forestillede den vordende konge, som hidtil havde været bundet, men nu ville blive sluppet løs. Samme usikkerhed knytter sig til fortolkningen af de fleste løvefigurer nævnt i denne bog – ganske vist kan så mange af dem forbindes med hofmiljøet, at det er åbenlyst, at de hører til i herskerkredse, men at forbinde dem med navngivne konger er oftest en umulighed. Der synes imidlertid ikke at herske tvivl om, at hensigten fra første færd var den, at udstyre løvefiguren med kongens ansigtstræk, hvorved sfinxen kan være opstået. På et maleri i et gravkammer i Theben i Ægypten fra o. 1400 f. Kr. ses da også en


Figur 189

kunsthåndværker, der med en sten (!) som hammer, er i færd med at montere slangediademet, der hørte til de kongelige insignier, på en sfinx, hvis menneskeansigt derfor må opfattes som et mere eller mindre vellykket portræt af farao, se fig. 189 (E. H. Gombrich: Kunstens historie, s. 48). Som et andet tegn på den ægyptiske konges værdighed optræder det hvide hovedklæde, som bæres af Den store Sfinx ved Giseh fra o . 25oo f. Kr., der formodentlig forestiller faraoen Khephren, hvis pyramide ligger i nærheden – denne formodning understøttes stærkt derved, at en nu forsvunden statue forestillende

Figur 190

Khephren stod ved sfinxens bryst, se fig. 190 (E. S. Edwards: Ægyptens pyramider, s. 103 – rekonstruktionstegningen skyldes Anne B. Jacobsen, Viborg). Som yngre eksempler kan nævnes to sfinxer fra Tanis i Øvreægypten rejst o. 1800 f. Kr. af farao Amennehmet 3., hvis ansigtstræk de menes at bære (Erik Lundsgaard, red.: Ægypten gennem tre Aartusinder, s. 147). Til samme kategori hører en sfinx med

Figur 191


skægfutteral, endnu et kongeligt værdighedstegn i Ægypten, og kvindelige ansigtstræk, se fig. 191 – denne sfinx forestiller dronning Hatshepsut, som i modstrid med regelen om, at kun mænd kunne besidde tronen, greb magten og i årene 1490-1465 f. Kr. regerede i Ægypten, hvilket brud med konventionen tilsyneladende tvang hende til delvist at fornægte sit køn. Bestræbelserne på at forsyne sfinxerne med vellignende portrætter af de vekslende konger synes at være blevet opgivet i tidens løb, og i stedet træder de anonyme løvehoveder, der må opfattes som heraldiske motiver – disse kan meget vel hentyde til bestemte konger, men kun sjældent ledsages de af yderligere information, som sætter os i stand til at identificere dem. Til de få eksempler herpå hører de på side 84 omtalte assyriske vægtlodder, hvorpå kongenavnet Sanherib, konge 704-681 f. Kr., ledsager en løvefigur, og

Figur 192

en ægyptisk løvefigur, se fig. 192, på hvis fod der forekommer to ovaler kaldet kartoucher, som altid indeholder kongenavne, i dette tilfælde navnet Nektanebos, hvilken hersker løven derfor antagelig forestiller – fra den ægyptiske kongerække kendes to konger af dette navn, begge fra 300-tallet f. Kr., men hvem af disse to figuren skal forestille, kan ikke afgøres (Forvaltningen af den ægyptiske Tradition i det hellenistiske Ægypten af Jørgen Podemann Sørensen i Arven fra Ægypten I, s. 150). Fra Danmark kan nævnes et par tilsvarende eksempler: Løven hørende til den såkaldte Neptunbrønd, se side 55, der på hovedet bar Christian 4.s monogram, se fig. 134, og derfor må opfattes som et billede på denne konge, samt den løve, som stod foran indgangen til Øresunds Toldkontor i Helsingør, i hvis skjold ses krone og Frederik 6.s monogram, hvorfor den må identificeres med denne konge, se fig. 187. Ren besked om forholdet giver to mønter, hvis indskrifter utvetydigt fortæller, hvem løven skal forestille. Den ene af disse er udstedt af hertug Henrik af Brabant og Nedre Lorraine, som levede 1190-1235 – den bærer billedet af et skjold med en løve og den latinske tekst HENRIC SCUDI LEO, hvilket må oversættes ved ”Henrik, skjoldets løve” eller ”Henrik, løven på skjoldet” (Alexander Momtaz Jacobsen, Viborg, har henledt min opmærksomhed på denne mønt). Den anden mønt er slået af hertug Heinrich Løve af Sachsen o. 1160 – på den ses en løve og følgende tekst: DUX HEINRICUS SUM LEO, der på dansk betyder: ”Jeg, hertug Heinrich, er en løve/løven (på mønten)” (Dirk Jäckel: Der Herrscher als Löwe, s. 3). Denne række af eksempler godtgør et nært samspil mellem løvefiguren og herskeren udmøntet i, at herskeren brugte løven som et billede på sig selv, altså som en heraldisk figur. Samme relation må formodes at foreligge i de tilfælde, hvor forbindelsen mellem herskeren og løvefiguren fremgår mindre tydeligt, hvilken opfattelse bestyrkes af dens udtalte tendens til at optræde i forbindelse med herskerne og deres aktiviteter som beskrevet foran. I overensstemmelse hermed må derfor drages den konklusion, at løvefiguren skal opfattes som et symbol på kongen. Denne slutning er så meget mere trolig, som den problemløst forklarer løvefigurens universelle udbredelse, idet den ligesom tronen, kronen m.m. kan regnes til kongedømmets attributter, som sammen med det udbredte sig til alle lande, også til lande, hvor


løven ikke hørte til den lokale fauna. Denne forståelse af løvefiguren som et heraldisk symbol forklarer samtidig dens evne til at finde hjemsted overalt uanset den herskende gudstro. De danske kunsthistorikeres opfattelse af den romanske stenløve som et kristent symbol repræsenterende det gode og det onde på samme tid er der i henhold til ovenstående konklusion ingen plads til – i stedet må disse figurer betragtes som kongelige stiftermærker, som lod beskueren forstå, at kongen havde opført kirken, og gjorde det klart, at kongen havde gjort sin ældgamle pligt som religiøst overhoved. Ifølge dette skulle kongerne i romansk tid have opført de 325 danske kirker med løvefigurer, som er afsat på kortet fig. 17, hvoraf hovedparten har hjemme i Østjylland. Denne påstand lader sig ikke bevise, men til gunst for den skal en række forhold føres i marken. For det første viser kortet fig. 17, at kirker med løvefigurer findes over hele landet, hvilket antyder, at der bag disse figurer må stå en landsdækkende instans, som næppe kan være andre end kongen. For det andet giver denne antagelse en fornuftig forklaring på, at vore ældste domkirker har løvefigurer i modsætning til de yngre, se side 69. For det tredje var heraldikken i brug allerede i romansk tid, som det med al ønskelig tydelighed fremgår af den på side 23 citerede beskrivelse af Svend Tveskægs flåde af 1013 – og bemærkelsesværdigt er det, at adskillige af de der nævnte figurer, hvorpå ”…tilskuerne kunne skelne de enkelte hærførere fra hinanden”, kan genfindes i de romanske kirkers stenkunst såsom drager, fugle, mennesker og kentaurer – og betegnende nok alle sammen figurer, som kunsthistorikerne har den største mas med eller helt opgiver at forklare som motiver inspireret af kristendommen. For det fjerde var heraldikken et vigtigt element i kirkekunsten i de følgende århundreder, hvilket nok snarere antyder en fortsættelse af en tradition end et brud med fortiden. Som eksempel på heraldikkens brug i den senere kirkekunst skal først anføres døbefonten i Marie Magdalene kirke på Djursland, på hvis kumme er hugget våbenmærkerne for Otte Nielsen Rosenkrantz og hans hustru Else Holgersdatter

Figur 193

Krognos, begge til Hevringholm på Djurslands nordkyst, og for biskop Ulrik Stygge af Århus, se fig. 193 – om disse personer vides, at i hvert fald de to førstnævnte, men nok også biskoppen, stod for kirkens opførelse (Trap 18, s. 878-79 og M. Mackeprang: Danmarks middelalderlige Døbefonte, s. 43). Der ses altså her et eksempel på, at stiftermærker kan findes på døbefonte, oven i købet med biskoppens velsignelse. For det femte synes kongerne at have besiddet rettigheder over løvefiguren bestående i, at de ejede brugsretten, hvorfor Lø, egentlig Løve herred i Sønderjylland, i 1447 og igen 1552 måtte ansøge kongerne

Figur 194


om tilladelse til at føre løven i herredsseglet, hvilket ønske blev opfyldt, se fig. 194, der viser herredets segl fra 1400-tallet, hvor løven bærer en skriftrulle, der nok symboliserer loven (Trap 25, s. 597 og s. 602). Senere tiltog enevoldskongerne sig ved en forordning lignende rettigheder til at bestemme over kronens heraldiske brug (Schou: Register over Forordninger, 1795, s. 234). Denne ret består stadig – således fik en dynefabrikant i 1989 en dom ved retten i Sæby for uberettiget at have brugt en krone i sit logo. Derimod kan alle i dag frit gøre brug af løvefiguren, hvilket et stort antal mennesker og firmaer benytter sig af. Lærerige er også en række senere eksempler: Da Christian 4., 1588-1648, opførte Frederiksborg slotskirke, anbragte han pr. tradition eller for at genoplive en aflagt skik (?), som sit stiftermærke et løvehoved over indgangsdøren, se fig. 55. At dette løvehoved trådte i kongens sted antydes stærkt af, at hans oldebarn, Frederik 4., 1699-1730, der opførte Fredensborg slotskirke lod opsætte en buste af sig selv over dens dør, se fig. 162. Som kongelige stiftermærker har i øvrigt været brugt monogrammet, som det ses over vestportalen til Vor Frelsers kirke i København, opført af Christian 5., 1670-99, se fig. 161, samt kronen, som

Figur 195

forekommer på et forslag til et alter i Vor Frelsers kirke tegnet af den berømte arkitekt Nikodemus Tessin og tilriver sig al opmærksomhed, så tanken mere henledes på den enevældige konge end Gud, se fig. 195. For det sjette giver hypotesen om løvefiguren som et billede på kongen en tiltrængt mulighed for en mere livsnær fortolkning af de mærkelige dobbeltløver, der hidtil er blevet forklaret som skildringer af Jesu to naturer, den guddommelige og den menneskelige. Forstået som et kongesymbol er det nærliggende at opfatte denne figur som en fremstilling af inter leones-begrebet, som udtrykker kongens magt. Set i dette lys er det interessant, at dobbeltløven kun forekommer i Jylland, der i en kort periode i romansk tid regeredes af samkongerne Knud og Valdemar, men om dette fællesskab manifesterer sig i de to løvekroppe, er ganske ukendt. Imod denne opfattelse af løvefiguren som et kongesymbol taler et mindre antal stenbilleder i vore romanske kirker, hvorpå løven fremstilles som en modstander, der bliver overvundet. Det drejer sig om nogle få billeder med Samson, der dræber løven, som det ses på en kvader i Ørsted kirke på Fyn, se fig. 47, og en skildring af en mand, som søger at befri en person halvt opslugt af en løve på en kvader på Lihme kirke i Salling, se fig. 48, samt enkelte andre, i alt vel en 10-12 stykker. Som bemærkelsesværdige paralleller hertil kendes fra den romanske stenkunst fremstillinger af konger, som lider nederlag, f. eks. fra døbefonten i Stenderup kirke nordøst for Vejle, hvorpå ses en løve, en drage og en engel (!), som


Figur 196

halshugger en konge, se fig. 196 (Søren Nancke-Krogh: Stenbilleder i danske kirker, s. 103). Der forekommer således i den romanske stenkunst antiroyalistiske motiver, hvortil muligvis de ovenfor nævnte løvebilleder hører, som derfor kan opfattes som led i en kongefjendsk agitation, der gjorde brug af løven som et billede på kongen. Set i dette lys synes således også de ”løvefjendtlige” billedsten i vore romanske kirker at understøtte denne bogs påstand om, at løvefiguren skal opfattes som et kongesymbol.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Udover løven synes også dragen at have spillet en rolle i den heraldik, som kan forbindes med kongedømmet. Når dette fantasivæsen opnåede en geografisk udbredelse svarende til løvefigurens, men antalsmæssigt haltede langt bagefter, kan dette betyde, at det tjente som mærke for et højtstående medlem af kongehuset, dog med mindre status end kongen selv. Fornemhed præger da også dragens første optrædender her i landet: den nævnes blandt de første stævnmærker i omtalen af Svend Tveskægs flåde

1013, se side 23, den bærer krone på en sten i apsisvinduet på Sanderum kirke ved Odense, se fig. 197, og den dier på lige fod med en løve en kvinde på fontekummen i Vester Egede kirke på Sydsjælland, hvilket motiv ikke bliver mindre ejendommeligt ved, at det står på hovedet, velsagtens af pladshensyn, se fig. 198. Sidstnævnte motiv har hidtil modstået alle tolkningsforsøg, men set i lyset af denne bogs hypotese skal det foreslås, at det mærkelige billede forestiller kongen i skikkelse af en løve og en anden højættet person

Figur197 Figur 198


repræsenteret ved dragen, der dier kirken fremstillet som en kvinde, hvorved de får styrke til at bestride deres ansvarsfulde stillinger. Denne fortolkning af motivet stemmer med det forhold, at kirken i middelalderen ofte sammenlignedes med en moder, som det er tilfældet i et pavebrav af 1077 til den danske konge Harald Heen, hvori paven kalder kirken ”vor moder” (Carsten Breengaard: Muren om Israels hus, s. 122), og i et brev fra danske abbeder af 1263, hvori kirken omtales som ”det trøstende moderbryst” (Danmarks Riges Breve 1, s. 247). I 1360 havde Valdemar Atterdag den sorg at miste sin eneste søn, junker Christoffer, der var udset til at efterfølge sin fader på tronen. Christoffer begravedes i Roskilde domkirke i en sarkofag, på hvis stenlåg han

er gengivet i legemsstørrelse iført en dragt monteret med flere modstillede drager med kroner, se fig. 199 (KUML 2007, s. 199). Ligesom løverne på Erik Menveds kroningsdragt, se fig. 100, skal dragerne på Christoffers dragt utvivlsomt opfattes som heraldiske figurer – og ligesom løverne repræsenterede kongen, kan de kronede drager have været symbol for tronfølgeren. I Christoffers tilfælde synes denne tolkning at være selvfølgelig, ja, nærmest uomgængelig – og hvad der gjaldt i 1360, kan også have været gældende i romansk tid, så dragerne fra Svend Tveskægs flåde, Sanderum og Vester Egede kirke på lignende vis skal opfattes som symboler på tronfølgeren. I denne forbindelse er det interessant, at den engelske tronfølger siden 1301 har båret titlen Prince of Wales (Lademanns leksikon 30, s. 82), og at dette lands våben er en drage – om de to kendsgerninger har noget med hinanden at gøre er ukendt, men påfaldende er det, at Wales først fik dragen i sit våben på den tid, hvor tronfølgeren tillagdes titlen Prince of Wales, mens det tidligere bar billedet af en løve. Seriøs brug af dragefiguren efter 1360 lader sig ikke påvise. Som en spøg må vel nærmest regnes den version af det norske rigsvåben, som findes i Conrad Grünenbergs ”Wappenbuch” fra 1483, hvor der optræder to øksebærende løver og to kronede drager, se fig. 200 (Politikens danmarkshistorie 5, s. 44). Lige så vanskeligt er det at se den dybere mening med et fløjmaleri på et alterskab i Austervold kirke i Norge malet o. 1525, hvorpå ses en drage med kronet menneskehoved sammen med Olav den Hellige, men både dragens og Olavs ansigtstræk minder i forbløffende grad om den fordrevne konge Christian den Andens (Politikens danmarkshistorie 5, s. 526). Begge fremstillinger kan muligvis hentyde til, at Norge i perioder styredes af den dansker tronfølger, som det er velbekendt i Christian 2.s tilfælde.

Figur 199

Figur 200


Sin sidste optræden i Danmark havde dragen antagelig i 1559, hvor Frederik 2. kronedes til konge – som et led i festlighederne i forbindelse hermed afbrændtes en drage, mens den udspyede raketter (Troels Lund: Historiske Fortællinger, 1. Bog, s. 49). Meningen med dette indslag er usikker, men det kunne godt være endnu en understregning af, at Frederiks tid som tronfølger nu var omme, se s. 90.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ På dette sted skal nævnes basilisken, der med sin hanekrop og slangehale hører til fabeldyrene – dens navn kommer af det græske ord basiliskos, der betyder lille konge (Gyldendals fremmedordbog, s. 69), hvilket vel forklarer, at den sædvanligvis bærer krone på hovedet. Både navn og udstyr antyder således, at den hører til de heraldiske figurer, som kongeslægterne gjorde brug af, men intet konkret foreligger herom. Basilisken, som kristendommen regner for et symbol på Djævelen, synes ukendt i Mellemøsten og er

Figur 201

formodentlig skabt i Sydeuropa i oldtiden – i Danmark forekommer den i lille antal i den romanske stenkunst, f. eks. på en kvader i Tømmerby kirkes apsis i Han Herred, se fig. 201 (Søren Nancke-Krogh: Stenbilleder i danske kirker, s. 120).

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Som foran nævnt havde kongerne åbenbart eneret på brugen af løven som heraldisk figur, men denne ret kunne overdrages til andre, som var bemyndigede til at handle på kongens vegne, hvilken ret f. eks. var tillagt Lø herredsting. Løvefiguren fik herved karakter af et myndighedstegn, som kendetegnede de personer, der arbejdede i kongens tjeneste og derfor var udstyret med kongelige beføjelser. Kongen slap dermed af med nogle tunge byrder - til illustration heraf egner sig glimrende legenden om kirkefaderen Hieronymus, ca. 340-420, der fortæller, at han fjernede en torn fra løvens pote, hvilken scene den

Figur 202

italienske maler Antonio Nicolo Colantonio 1000 år se fæstnede til lærredet, se fig. 202 (Lademanns leksikon 4, s. 237). Om disse bemyndigede skal næste afsnit handle.


DE BEMYNDIGEDE Højtstående gejstlige Hvilke argumenter, der overbeviste Harald Blåtand om, at han og hans folk ville være bedst tjent med at gå over til kristendommen, har vi intet kendskab til, men økonomien kan ikke have været ét af dem, for den nye tros forkyndere arbejdede ikke gratis – hverken sognepræsterne, der gjorde krav på en gård, eller biskopperne, der forlangte at blive behandlet som fyrster. For at stille biskopperne tilfredse måtte kongerne derfor forære dem store jordegodser og stille dem højt i rangfølgen – allerede 1020 blev de nævnt før jarler i et kongebrev (Politikens danmarkshistorie 2, s. 434). Ligesom kongerne omtalte de sig selv med ordet ”vi”, og de fik tillagt den kongelige titulatur ”Eders nåde” (Politikens danmarkshistorie 5, s. 252 og Amtsudgaven af Danmarks Breve, Ribe-Ringkøbing Amter, s. 222). På denne baggrund er det ikke overraskende, at biskopperne i lighed med kongerne gjorde krav på at besidde embedet af ”Guds nåde”,

Figur 203

som det f. eks.fremgår af indskriften på seglet tilhørende Radulf, biskop af Ribe 1162-71, se fig. 203: ”Radulfs, af Guds nåde biskop af Ribe, segl” (Fra Ribe amt 1977, s. 517). Denne indskrift er interessant ved at være skrevet under investiturstriden, d.v.s. striden om hvorvidt paven eller kejseren/kongerne skulle bestemme i kirken - den nævner da heller ikke med et ord, at al Radulfs magt beroede på kongelige bemyndigelser. Dette gjaldt naturligvis først og fremmest hans religiøse funktioner, som han udførte på vegne af kongen, se side 65, men også hans dommervirksomhed, der omfattede alle sager vedrørende stiftets gejstlighed og kirkens fæstebønder, desuden sager om kirketugt, sædelighed og trolddom i hele bispedømmet, hvilke retssager kongen havde overdraget til bispernes afgørelse sammen med de bøder, der flød heraf. At der kunne være store penge i biskoppernes domsret viser en sag, som i 1525 fandt sin afgørelse i Smollerup kirke mellem Skive og Viborg, hvor ”…Thames Stub gaff biscop Jørghen (d.v.s. Jørgen Friis, den sidste katolske biskop i Viborg) en halff tønne honningh och thuo (to) øxen (okser) for en kierckefredtt han gjorde y Smollerup kiercke” (efter fotokopi af side i ukendt bog i Smollerup kirkeværges arkiv 2008).


Som tegn på biskoppernes beføjelser optræder løven. Dette ses f. eks. på en karmsten ved syddøren til Tulstrup kirke i Midtjylland, hvor en person er anbragt i stående stilling over en løve, se fig. 204, hvilket motiv fra gammel tid betyder, at personen besidder gude- eller kongemagt – når denne person menes at forestille en biskop, skyldes det krumstaven, som han holder i højre hånd, mens den genstand, han holder i venstre hånd, skal være en skralde. Motivet var endnu i brug 400 år senere, hvor det anbragtes på låget til den sarkofag, som rummede de jordiske rester af ærkebiskop Birger Gunnarsom i Lund, se fig. 205 – denne primas, som døde 1519, var af borgerlig fødsel, idet hans fader var degn i Halland, hvilket dog ikke forhindrede ham i at nå landets højeste kirkelige embede (G. Jørgensen: Fra Bispernes og Munkenes Tid, s. 27). På en anden og mere håndfast måde udstillede biskop Peder Vognsen af Århus, død 1204, sin kompetence, idet han bar en dragt med løver, hvoraf resterne, som fandtes i hans grav, nu er udstillet i domkirken (Otto Norn: Jydsk granit, s. 194). Som det almindeligste udtryk for bispernes bemyndigelse må dog nævnes bispestolen, d.v.s. en tronstol, der ligesom kongetronen var udstyret med løver til siderne, så biskoppen som tegn på sin magt kom til at sidde ”inter leones”, se seglet tilhørende biskop Radulf af Ribe fig. 203. Foruden fra flere bispesegl kendes

Figur 206 Figur 207

Figur 208

Figur 204 Figur 205


den tronende biskop også fra tympanonen over syddøren til Rybjerg kirke i Salling, se fig. 206, der ganske vist gengiver den allerede i 4oo-tallet afdøde biskop Nicolaus af Myra, men dog må formodes at skildre en biskop, som han tog sig ud i romansk tid. Bortset fra seglene kendes ingen konkrete minder herom fra Danmark, men fra udlandet er flere bispetroner bevaret. Det gælder f. eks. en romansk marmortrone fra kirken Monte Saint Angelo, Gargnano i Norditalien, hvis sæde bæres af liggende løver, se fig. 207 (Vilhelm Sloman: Bicorporates, Atlas fig. 632) – denne trone er yderligere interessant derved, at den på siden bærer et billede af St. Mikael, der dræber dragen og således bliver et kristent modstykke til farao Amenophis 3.s trone fra 1400 f. Kr., på hvis sider findes ”løve med bytte”-motiver, se fig. 79. En anden romansk bispetrone af sten med understøttende løver, som i forpoterne holder skriftruller (loven?) kendes fra domkirken i Augsburg i Tyskland, se fig. 208 (Chr. V. Nielsen: Løvebilledet i den kristelige Kunst, fig. 28). Om denne bispestol i Augsburg siges, at den i den tidlige middelalder havde sin plads i kirkens korrunding bag alteret, hvor der til begge sider var bænke for den lavere gejstlighed (Chr. V. Nielsen: Løvebilledet i den kristelige Kunst, s. 27). På lignende vis var antagelig alle domkirker i Europa indrettet på denne tid, og fra sin løvetrone afsagde biskoppen nok ikke blot domme, men belærte også tilhørerne om de kristelige sandheder. Disse akter fik benævnelsen ex cathedra, fra stolen, hidrørende fra det græske ord katedra, der betyder stol, hvilket udtryk siden har været brugt om indiskutable og ufejlbarlige udsagn. Men fra kathedra afledes også ordet katedral, i visse lande betegnelsen for stiftskirken, der således fik navn efter bispestolen. I de tysktalende og de nordiske lande kaldes stiftskirkerne for domkirker – i England, hvor de nu kaldes cathedrals, har det samme tidligere været tilfældet, som der fremgår af et segl fra Balliol College i Oxford, stiftet 1263, med teksten: DOMSCOLARIVD (?) BALLO (Hartvig Frisch: Europas kulturhistorie 2, s. 345). Det synes derfor oprindeligt at have været sådan, at en stiftskirke i de germanske lande kaldtes en domkirke. Ifølge ordbogen er ordet dom da også fællesgermansk og betyder retsafgørelse (Nu-dansk ordbog 1, s. 203), men når det optræder i ordet domkirke, forklares det anderledes: ”1. led af latin domus, hus, brugt som forkortelse for domus dei, Guds hus” (Nu-dansk ordbog 1, s. 204). Sprogforskerne går således ind for, at ordet domkirke i modsætning til ordet katedral, intet har med biskoppens arbejdsopgaver at gøre og ser derfor fuldstændig bort fra muligheden af, at ordet domkirke skal forklares som ”en kirke, hvor der afsiges domme”, ligesom det ganske ignoreres, at de fleste domkirker er udformet som basilikaer, der i Grækenland og Rom brugtes som retsbygninger, se side 72.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ I lighed med biskopperne, var klosterforstanderne, abbederne, tillagt domsmyndighed over klosterets undergivne, hvilket vil sige munke, lægbrødre og fæstebønder. En domstol hørende til et kloster i Tyskland beskrives således: ”I Verden i Westfalen var foran den nu ødelagte Nikolauskirke opstillet to søjler med en hvilende løve på hver – mellem disse søjler procederede klosterets dommer helt op til det 18. århundrede, idet han altid afsluttede retshandlingen med ordene ”actum inter duos leones” (Barbara Deimling i Ralf Toman, red.: Romansk kunst, s. 324-27).


I italienske klostre ses ofte modstillede løvefigurer ved udgangen til klostergården, se fig. 209, der viser forholdet ved San Giovanni in Laterano-klosteret i Rom efter en skitse fra 1834 af den danske maler Martinus Rørbye (Knud Voss: Guldalderens malerkunst, s. 184) – mellem disse løver stod antagelig klosterets abbed, når han forkyndte en dom. Fra danske klostre kendes ikke noget tilsvarende. Men i eller ved Esrum kloster i Nordsjælland er fundet en beskadiget teglsten, 13 cm høj, med billedet af en løve, der med forbenene fastholder en person, se fig. 210, der dog må betegnes som en yderst slet gengivelse (efter Danmarks Kirker, Frederiksborg amt, s. 1048-49). Denne billedsten er mærkværdig derved, at den må være skabt af de ellers så billedfjendske cisterciensere, der overtog klosteret o. 1153, altså før teglbrændingskunsten var nået til Danmark (Danmarks Kirker, som ovenfor). Forekomsten af dette motiv i et kloster virker ikke selvindlysende, men forklaringen kan måske være den, at det med sin fremstilling af en person kastet for løven, har angivet stedet for klosterets retspleje. Dommere. Teoretisk var kongen hele landets dommer, men da han naturligvis ikke kunne overkomme at sætte sig ind i alle sager, måtte opgaven uddelegeres til betroede mænd, som varetog hvervet i hver sit distrikt, hvilken ordning Jyske Lov af 1241 godkendte med følgende ord: ”…så skal hvert land styres og værges med konge eller hans dommere” (P. Severinsen: Viborg Domkirke, s. 220). I deres arbejde optrådte dommerne som kongens stedfortrædere, og krænkelser af dem svarede til krænkelse af kongen selv, som det ses af en dom af 1580 over to adelsmænd, der havde overfaldet en herredsfoged, mens han sad i dommersædet, hvilken handling ”…var en fornærmelse mod Kongens Majestæt, da herredsfogeden var dommer på Kongelig Majestæts vegne” (Schultz´ Danmarkshistorie 2, s. 727). På denne baggrund er det oplysende, at dommeren på dommersædet skulle agere som en løve, som det forlangtes i en forordning fra byen Soest i Nordtyskland fra 1100-tallet: ”Es soll den Richter als ein grisgrimmende (opirret) Löwe den rechten Fuss über den linken schlagen” (Lise Gotfredsen og Hans Jørgen Frederiksen: Troens billeder, s. 67). Netop denne stilling indtager farao Nektanebos som løve på en skulptur fra 300-tallet f. Kr., se fig. 192. Mens løvefiguren spillede en veldokumenteret rolle i vore sydlige nabolandes retsvæsen i middelalderen, foreligger der ingen underretninger om, at den i Danmark indtog en lignende stilling. Dette kan dog bero mere på kildestoffets ufuldkommenhed end på de faktiske forhold, for et antal stednavne antyder løvens forbindelse til retsvæsenet også her, se siderne 75-76 – disse stednavne, som alle giver associationer til ordet løve, og som mere eller mindre sikkert kan forbindes med herreder og tingsteder, der forvaltede det ældste retsvæsen, kan derfor være skabt ved, at disse lokaliteter var udlagt til lovens/løvens tarv. Som foran nævnt er det ikke helt utænkeligt, at der på tingstederne var opstillet løvefigurer, så dommerne også

Figur 209

Figur 210


her ligesom i Sydeuropa kan have stået ”inter leones”, når de afsagde deres kendelser – i så fald kan lokaliteterne have navn af løvefigurerne. Hærførere. Som konge var man forpligtet til i påkommende fald at stå i spidsen for landets stridskræfter, hvilket hverv mange af dem synes at have sat pris på, f. eks. den svenske konge Karl 9., 1604-11, der under sine felttog bar en dragt med løvehoveder på skuldrene, hvorved han bragtes i centrum af inter leones-tegnet, se fig. 102. Allerede på hans tid var krigsførelsen dog blevet en sag for fagfolk, og mange konger opgav selv at føre tropperne og overdrog opgaven til professionelle – dette gjaldt f. eks. den danske konge Frederik 2., der under Syvårskrigen 1563-70 mod Sverige gav kommandoen til feltherren Daniel Rantzau, der på et stik fra

Figur 211

1587, se fig. 211, bærer løvehoveder på skuldrene (Schultz´ Danmarkshistorie 2, s. 645), hvilket vel tilkendegiver, at han optræder på kongens vegne og kan tilkomme samme lydighed som han. Adelige.

På en gravsten i Keldby kirke på Møn, se fig. 212, se ridderen (bemærk det lavtsiddende ridderbælte) Hennike Moltke, død 1326, sammen med sin første og anden hustru, fru Elsebe og fru Kristine (Politikens danmarkshistorie 4, s. 395). På billedet ses ridderen stående på en løve, mens hans hustruer åbenbart ikke kunne tilkomme denne ære. Større lighed mellem kønnene ses i Herlufsholm kirke ved Næstved , hvor både søhelten Herluf Trolle og hans hustru Birgitte Gøye på deres sarkofag fra o. 1580 er gengivet med løver ved fødderne (Schultz´ Danmarkshistorie 2, s. 721).

Figur 212

Figur 213


Samme uklarhed tegner sig, når talen er om forekomsten af løvefigurer ved adelens gårde, hvoraf nogle har løver, andre ikke. Til førstnævnte kategori hører Glimmingehus i Skåne, opført af søhelten Jens Holgersen Ulfstand o. 1500, på hvis østre gavls øverste tinde er anbragt en løve, se fig. 213 (efter brochure om Glimmingehus, uden forfatter og år), og Østergård i Nordsalling, opført 1516 af den lidet fremtrædende Glob Krabbe, som lod 5 af vinduerne forsire med løvehoveder (Trap 17, s. 176). Løvefigurer kendes derimod ikke fra Tårupgård nord for Viborg, opført o. 1580 af ingen ringere end rigets kansler og Christian 4.s opdrager Niels Kaas (Trap 17, s. 237), og heller ikke fra Krabbesholm ved Skive, opført o. 1560 af rigsråd Iver Krabbe (Trap 17, s. 129-30). Disse eksempler tillader ikke opstillingen af en regel for adeliges brug af løvefiguren, men at den ikke har stået til fri afbenyttelse, fremgår af de tidligere nævnte ansøgninger fra Lø herred, se side 93. Borgmestre.

Figur 214

Fig. 214 gengiver en nu forsvunden messingplade fra en gravsten over Ribes første borgmester, Anders Bondesen, død 1363, og hustru – hun har ved foden en hund, symbolet på troskab, mens han står på to løver (efter P. F. Suhm XIII i Ingrid Nielsen: Middelalderbyen Ribe, s. 125). Kredsen af bemyndigede udvides herved til også at omfatte borgmestre, hvilket dog ikke er så underligt, eftersom de skulle varetage kongens interesser i de voksende byer. Ligesom ærkebiskop Birger Gunnarson var Anders Bondesen af borgerlig herkomst, og disse to tilfælde demonstrerer således med tydelighed, at løvefiguren ikke alene var betegnende for en høj byrd, men også for et tjenesteforhold.

_ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ _ Som afslutning på denne bog skal på de følgende sider fremlægges nogle betragtninger over plantenavnet lyng, der er særegent for Norden og muligvis har rødder i ordet løve.


LYNG I Europa falder navnet for løven i to grupper, idet en række lande, heriblandt Tyskland og Danmark, bruger ordet Löwe/løve, mens andre bruger ordet leon og former afledt heraf, som lion (Frankrig og England) og lejon (Sverige). At det danske ord løve er af tysk oprindelse, hersker der ingen tvivl om, og ligeså tydeligt er det, at Sverige har fået sit lejon fra Vesteuropa. Denne situation behøver ikke at være den oprindelige – snarere har ordet lion på sin vej til Sverige også været i brug her i landet, men er fortrængt af en senere tysk kulturpåvirkning og erstattet af løve, mens det fjernere Sverige forblev upåvirket heraf. En nærmere undersøgelse synes da også at godtgøre, at navne af lion-typen faktisk forekommer her i landet, men skjuler sig under navne, hvori ordet lyng indgår. Ifølge stednavneforskerne har disse lokaliteter fået deres navne på grund af stedernes karakterplante, lyngen – formodningen må således være den, at disse områder på tidspunktet for navngivningen må have været præget af lyngplanten, altså have været hede, men dette forliges dårligt med, at lokaliteterne ofte er at finde på frugtbare strøg på både Fyn og Sjælland og i Skåne, hvor skoven med større sandsynlighed herskede – denne opfattelse understøttes af en række pollenanalyser fra det nordvestlige Skåne, hvoraf fremgår, at lyngen først opnåede en større udbredelse hen imod nutiden, altså længe efter lokaliteternes navngivning (Per Lagerås: The Ecology of Expansion and Abandonment, s. 64-66). Der kan således være god grund til at mene, at stednavne med ordet lyng ikke behøver at være dannet ved opkaldelse efter lyngplanten, men må være opstået på anden vis. Til belysning heraf skal anføres et par gamle staveformer for ordet lyng, der her i landet indtil ca. 1850 bogstaveredes LIUNG eller LYUNG. Om den samtidige udtale af disse ord vides intet konkret, men rimeligt er det vel at tro, at man i bogstaveringen har anstrengt sig for at gengive lydbilledet så snert som muligt – i så fald må ordene have været udtalt nærmest som det franske ord for løve, hvilket læseren let kan overbevise sig om ved egne udtaleforsøg. På denne uortodokse måde synes der således at kunne godtgøres et slægtskab mellem ordene lion og liung/lyung, hvorved de sidstnævnte – som sprogforskerne i parentes bemærket ingen forklaring giver på – må tilskrives betydningen lion eller løve, hvilke ord der efter denne bogs opfattelse er synonymer for kongen. En så vidtløftig hypotese kan naturligvis ikke baseres alene på lydmæssige ligheder – den må også understøttes af materiale, der peger på en forbindelse mellem kongen og de aktuelle stednavne. Som et helt sikkert eksempel på eksistensen af en sådan forbindelse skal nævnes Dannerliung, der var navnet på den nu forsvundne kroningssten ved Viborg, fra hvis top den nyvalgte konge modtog folkets hyldest. Samme sikre forbindelse til kongen frembyder de to herreder med lyng-navne, som i 1231 indgik i landets administrative apparat – det drejer sig om Lynge herred i Nordsjælland, opkaldt efter sognebyen Lynge, og Lyng herred, allerede i 1231 delt i Nør- og Sønderlyng herreder omkring Viborg, hvilket navn stednavneforskerne tilskriver en nu ukendt lokalitet. Også fra Sverige kendes lyng-navne i forbindelse med landets gamle styre, idet Östergötlands landsting, kaldet ”Liongathing”, lå ved Linköping, som i 1139 kaldtes ”Lyngacopensis” af Liunga og Kaupinga, købstad - - dette ting beholdt sit navn Lionga indtil 1437 (Søren Nancke-Krogh: Shamanens hest, s. 157). I denne sammenhæng er det ikke uinteressant, at Linköping i sit våben fører en løve. Sikkert er det også, at der mellem navnet Højlyngen, der betegner de indre dele af Bornholm, og kongen eksisterede en relation, idet det ubeboede og udyrkede areal som herreløst gods ejedes af kongen og derfor også kaldtes Kongensmark (Bornholms Stednavne, s. 158) - i dette tilfælde optræder ordet lyng altså som synonym for kongen. På Bornholm, Den sjællandske Øgruppe og Fyn forekommer ordet lyng, subsidiært lung, oftere i stednavne brugt som betegnelser for øde jorder, der antagelig tilhørte kongen – det drejer sig eksempelvis om strandenge som Kalundborg lyng, om moser som Lyngen i Ølstykke sogn i Nordsjælland og om enge som Stavreby lyng i Jungshoved sogn i Sydsjælland. Bemærkelsesværdigt er det,


at sådanne navne fuldstændigt savnes i Vestjylland, hvor udyrkede områder som regel kaldes heder, velsagtens under indflydelse af tysk Heide. Under forudsætning af at kongens titel i sin tid virkelig var liung/lyung, og at han ejede de pågældende arealer, er det let at forstå, hvorledes lyng-navnene blev til – sværere er det at give en forklaring på, at lyngplanten fik det samme navn. Men forholdet kan have været det, at den var en fremtrædende plante på lyngen, d.v.s. de øde områder tilhørende kongen, og fik navn af dem, så dens navn har betydningen ”kongens”, d.v.s. kongens ejendom - som en parallel skal nævnes den ægyptiske papyrusplante, hvis navn betyder ”tilhørende farao” (R. Hamilton: Det gamle Ægypten, s. 181). Det skal nævnes, at ved denne tolkning af ordet lyng bliver flere ellers gådefulde stednavne fuldt forståelige, hvilket f. eks. gælder for Lyngbro, der er navnet på den bro, som i gammel tid forbandt Nord- og Sydmors, og for Lyngsø, der er navn på flere søer her i landet.

Figur 215

Af de danske stednavne med lyng er størsteparten naturnavne eller navne på gårde – af egentlige bebyggelsesnavne på kirkebyer og mindre bebyggelser forekommer 32, som ses afsat på kortet fig. 215 og skal omtales i det følgende i henhold til kortets nummerering. 1. Lyngby, Hjørring amt. Kirkeby. 1390: Lyngby. I sit værk Danmark skriver L. Both i 1872 i anden del s.

33-34: ”Tidligere da vejen fra Hjørring dertil (d.v.s. Løkken) gik i mange bugter, var så godt som ufremkommelig og udmundede i havet udfor Lyngby kirke…Stederne Hellevad og Kodal (i Lyngby sogn) havde tidligere god fortjeneste ved ud- og indskibning af varer for Hjørring by”.

2. Lyngdrup, Horsens sogn, Ålborg amt. Bebyggelse. Nørre Sundby-Frederikshavn-vejen passerer tæt forbi – har sikkert tidligere gået igennem byen.

3. Lynge, Tømmerby sogn, Thisted amt. Bebyggelse. Ligger ved vej gennem Han herred, som nok tidligere udgjorde del af Thisted-Nørre Sundby-vejen – der må i hvert fald være tale om en stor vej, for i 1625


besværede sognepræsten, hvis præstegård lå ”næsten direkte ud til Limfjordens forgreninger”, sig over, at han ”belastes af rejsende, ædel og uædel, som skal lozementeres (indlogeres) både ved lav- og højvande” (Bent Græsbøl: En saga blot, s. 41-42). Den sidste bemærkning lader formode, at der har været drevet færgefart over Selbjerg vejle, hvorved en stor omvej sparedes, og at udgangspunktet herfor var Lynge, hvorfra afstanden til den modsatte bred var kortest.

4. Lyngbygård, Hvidbjerg vesten å sogn, Thisted amt. 1418: Liunngbyegaardt – nu Lomborggård. Gård, antagelig dannet ved nedlæggelsen af en landsby. I sognet endvidere hovedgården Lyngholm med middelalderligt voldsted – 1429: Liunngholm, også nævnt 1300. Gennem sognet går en vej fra Vestervig kloster til Thisted. I sognet endvidere fiskerlejet Lyngby, der er af nyere dato.

5. Lyngs, Thisted amt. Kirkeby. 1456: Liung sogn. Thisted –Oddesund-vejen har formentlig tidligere gået gennem byen.

6. Lyngbro. Bro over Lyngbro bæk, der danner skel mellem Frøslev og Erslev sogne og mellem Morsø Sønder og Nørre herred, Thisted amt.

7. Glynge, bebyggelse, og Glyngøre, bymæssig bebyggelse, begge oprindelig i Nautrup, nu i Glyngøre sogn, Viborg amt. 1445: Gløgind, 1448: Glyng, Glynge. Navnet findes kun i former med g, men både navn og omstændigheder leder tanken hen på lyng, hvorfor det medtages. Glynge ligger på den gamle Skive-vej med Glyngvad, Glyngøre ligger på et næs, hvorfra færgefarten til Mors antagelig fandt sted før Pinen-Plagens storhedstid – senere blev Glyngøre udgangspunkt for statsbanernes færge til Nykøbing Mors.

8. Lyngby, Ålborg amt. Kirkeby. 1231: Lyungby. På Lyngby mark stort møntfund – de yngste mønter slået af Svend Estridsen, død 1074, og Edvard Bekenderen. På vejen Ålborg-Hadsund, der tidligere førtes videre over Mariager og Randers fjorde til Djurslands østkyst.

9. Lyngå, Århus amt. Kirkeby. 1255: Liungheg, 1277: Liunghoghmark. 10. Lyngby, Randers amt. Kirkeby. 1333: Løngbye. Ifølge Theodor Gliemanns kort over Randers amt af

1829 gik en betydelig vej fra Kalø til Grenå over Lyngby. 11. Lyngby, Sporup sogn, Skanderborg amt. Bebyggelse. 1388: Liungbye. Før en vejudretning gik Århus-

Figur 216

Viborg-vejen formodentlig gennem Lyngby, se fig. 216.

12. Linå, Skanderborg amt. Kirkeby. 1370: Lønng. Her mødtes Århus-Silkeborg og Skanderborg-Viborg-vejene. I 1641 indrettedes et herberg i Linå (Alex Wittendorff: Alvej og kongevej, s. 148).

13. Lyngby, Århus amt. Kirkeby. 1. halvdel af 1300-tallet: Liungby. Nu hovedgård, men oprindelig en landsby på 10 gårde, hvoraf én i 1500-tallet udviklede sig til Lyngbygård. Lå nær såvel Århus-Silkeborg- som Skanderborg-Randers-vejene.

14. Lyngen, Dyngby lyng, Bjerager sogn, Århus amt. Dyngby var eget sogn, senest nævnt 1468 eller 1478. Bebyggelse. På fremspring på kysten, nærmere Samsø end andre punkter – muligvis færgefart.


15. Lyngby, Give sogn, Vejle amt. Skanderborg-Varde-vejen gik antagelig her igennem.

16. Lyng eller Lyngs odde, Erritsø sogn, Vejle amt, se fig. 217. Bebyggelse. 1683: Lyng. I vistnok 1638

rejstes her en forskanset lejr, kaldet ”Jyllandsby”, bestående af en jordvold med grave tværs over odden. Her slog de svenske tropper under Torstensson i januar 1644 de danske styrker (Trap 21, s. 1152). Den nye Lillebæltsbro udgår fra Lyngs odde.

17. Knudlyng, Fjelstrup sogn, Haderslev amt. Mindre bebyggelse ved Lillebælt med Knudshoved, der ligger Fyn nærmere end noget andet punkt på kysten.

18. Lyngen, Oksbøl sogn, Sønderborg amt. Bebyggelse. Beliggende på et næs, som kaldes Hardeshøj, hvorfra der er færgefart til Blans i Sundeved.

19. Lyngør hage, Endelave sogn, Skanderborg amt. Øens sydligste punkt. 20. Lumby, Odense amt. Kirkeby. 1231: Lyungby. Ved vej fra Næsbyhoved slot til Nordfyn.. 21. Lunge, Gelsted sogn, Odense amt. Bebyggelse. 1435: Lywngæ. Ved Bogense-Assens-vejen. 22. Brænde Lydinge, Brahetrolleborg sogn, Svendborg amt. Bebyggelse. 1496: Brendilywng. 23. Longelse, Svendborg amt. Kirkeby. 1231: Liungæhals. Færgefart til Lolland fra Spodsbjerg, som ligger i

sognet. 24. Lyngby, Eggeslevmagle sogn, Sorø amt. Nedlagt landsby, 12 gårde, nu hovedgården Lyngbygård. 1231:

Lyungby. Ligger ved vejen Korsør-Næstved og Skælskør-Næstved via Eggeslevmagle bro. Tidligere gik forbindelsen over Storebælt for det meste over Skælskør.

25. Lynge. Sorø amt. Kirkeby. 1186: Liunghæ. Kongskilde kro, beliggende i sognet, var i middelalderen ligesom nu et pas på den alfare vej fra Skælskør til Roskilde (L. Both: Danmark, del 1, s. 190). Her var det, at biskop Vilhelm af Roskilde i 1076 mødtes med liget af Svend Estridsen på dets vej fra Sudatorp, nu Søderup, i Sønderjylland til Roskilde. Forslag om herberger for vejfarende på Christian 2.s tid inkluderede Lynge (Alex Wittendorff: Alvej og kongevej, s. 36). 1617 passerede Roskilde-Korsør-vejen Lynge. 1584 havde de rejsende mellem Ringsted og Antvorskov ved Slagelse vognskifte i Lynge (Alex Wittendorff: Alvej og kongevej, s. 216).

26. Lyngholms hage, Grevinge sogn, Holbæk amt. Lyngholms hage er Grevinge sogns sydligste punkt - herfra var færgefart til Audebo på Tuse næs endnu i 1870´erne (L. Both: Danmark, del 1, s. 114), hvorved sparedes en stor omvej fra Nykøbing til det indre Sjælland, som det tydeligt ses af Theodor Gliemanns kort over Holbæk amt af 1825.

27. Lyngerup, Gerlev sogn, Frederiksborg amt. Bebyggelse. 1310: Lungethorp. Ved landevejen gennem Horns herred.

28. Lyndby, Københavns amt. Kirkeby. 1253: Lyungby. Ligger ved Lejre vig og vejen til Horns herred. 29. Lille og Store Lyngby, Lille Lyngby sogn, Frederiksborg amt. Lille Lyngby kirkeby. 1175: Lingbui. Ligger

ved Arre sø - gennem sognet går Hillerød-Frederiksværk-vejen. 30. Lynge, Frederiksborg amt. Kirkeby og herredsby. 1231: Lyung, 1370: Lyungæ. Ved landevejen

København-Slangerup – Slangerup var købstad indtil 1809 (Trap 6, s. 237-38).

Figur 217


31. Lyngby, Københavns amt. Kirkeby. 1231: Lyungby. 1348: Kuningsl(iung). 1231 og senere ejede kongen jord her, hvilket affødte navnet Kongens Lyngby. Lyngby ligger omkring det gamle vadested over Mølleåen, hvor de nord- og sydgående veje krydser åen (Trap 5, s.976). På Theodor Gliemanns kort over Kiøbenhavns Amt 1825 ses tydeligt, at den nordlige udfaldsvej fra København på daværende tidspunkt gik gennem Lyngby for ved Rudersdal at dele sig i Helsingør- og Frederiksborg-vejene.

32. Lyng- eller Lyngbyhuse, Ølsemagle sogne, Københavns amt. Bebyggelse. Ved landevejen København Køge.

Af kortet fremgår, at disse 32 lokaliteter fordeler sig nogenlunde jævnt over hele landet, dog med den påfaldende undtagelse, at bebyggelsesnavne med lyng – i øvrigt ligesom naturnavne med lyng – er sjældne i det lyngrige Vestjylland. Dette forhold er blot endnu et af mange eksempler på, at denne landsdel i fortiden adskilte sig fra resten af landet, uden at det dog er muligt at redegøre for årsagerne til disse forskelle. Til gengæld synes disse lyngnavne at demonstrere et fællesskab mellem de øvrige landsdele, som ikke blot drejer sig om navnenes fælles forstavelse, men også ved, at næsten alle listens lokaliteter ifølge de ledsagende kommentarer ligger ved fortidige færdselslinier såsom veje og færgeruter, der bandt landet sammen. De 32 lokaliteter – der nok kun repræsenterer resterne af et større system – kan have været stationer, hvor der har været mulighed for at overnatte som i Lynge og Linå, for at skifte heste som i Lynge og for at oppebie gunstig vind. Disse stationer har nok først og fremmest stået til disposition for kongerne, som altid var på farten – og sandsynligt forekommer det, at de stod bag deres oprettelse og ejede dem, hvilket deres lyng-navne antyder – til støtte for denne opfattelse taler, at 6 af listens navne genfindes i Kong Valdemars Jordebog af 1231. Under henvisning til at mange af listens navne ender på –by, og da denne endelse hører vikingetiden til, synes det rimeligt at henlægge det eventuelle system til denne periode, men overses skal det ikke, at der i den danske bosættelse Danelagen i England fra netop denne tid kun kendes lyng-navnet Lingdale ved Oxton i Cheshire (Gillian Fellows-Jensen: Scandinavian Settlement Names in the North-Wests, s. 144). Dette forhold kan dog forklares på flere måder, f. eks. kan den danske bosættelse og navngivning være sket, forinden de danske konger indledte forsøgene på at erobre landet.

christian jacobsenkonger-og-loever.dk/kongerogloever.pdf · buddhismen – på dem ses da også...

Documents