���������������� �������� �� ���

�

�

�

�

�

D Der Beauftragte. Paul Kanstein.

�

�

�

�

�

���������������������

�

�

�

DDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDDD

1

Om forfatteren:

Henrik Stevnsborg, Professor, dr. phil. er ansat ved Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

Forsidebilledet:

Paul Kanstein (midt i billedet)

henvender sig til tre kolleger

(Nationalmuseets samlinger

online).

Udgivet september 2016

2

Paul Kanstein (1889-1980) er en central skikkelse i

besættelsestidens danske politihistorie. Som BBeauftragter

under det tyske gesandtskab – og med en fortid i Gestapo og

som vicepolitipræsident i Berlin – blev han

besættelsesmagtens direkte kontakt til dansk politi. Både

under og efter krigen er Kansteins virksomhed i Danmark

blevet positivt bedømt. Hans eftermæle er, at han var en

fleksibel forhandler med forståelse for den danske situation

og de danske synspunkter. I artiklen vises, at dette ikke er

sandheden, hele sandheden og intet andet end sandheden,

og at Paul Kanstein var en mere kompliceret person end som

så.

3

1. En nobel mand ”In seinen guten braunen Augen lese ich die freundliche Einstellung, die er

durch dich mir gegenüber bekommen hat. Er ist ein nobler Mann”. (I hans

gode brune øjne kan jeg læse den venlige indstilling, han har fået

til mig – i kraft af dig. Han er en nobel mand). Citatet stammer fra

et brev, dateret den 7. maj 1940.1 Manden med de gode, brune

øjne er SS-Oberführer Paul Kanstein, som i forbindelse med

besættelsen forlod en post som vicepolitidirektør i Berlin og kom

til Danmark som Beauftragter für die innere Verwaltung under det

tyske gesandtskab med gesandten, Renthe-Fink, som chef.

Kanstein tiltrådte den 14. april 1940. Arbejdsområdet var de

retlige og indre anliggender, herunder besættelsesmagtens

relationer til dansk politi.

Modtageren af brevet var rigskriminaldirektør Arthur Nebe i

Reichssicherheitshauptamt i Berlin, lederen af det samlede tyske

kriminalpoliti, og én af dem der havde en finger med i spillet, da

Kanstein fik stillingen i København. Afsenderen af den nærmest

kælne tekst var Eigil Thune Jacobsen, som i 1938 blev Danmarks

første rigspolitichef og senere, fra 1941, justitsminister i

regeringerne Stauning, Buhl og Scavenius. Nebe og Thune

Jacobsen var gamle fagfæller fra det internationale

politisamarbejde i 30’erne. Men de var mere end det. De var, som

Thune Jacobsen selv har udtrykt det, ”meget nære personlige

venner”.2 De var på fornavn og tiltalte hinanden med ”du” –

hvilket var alt andet end almindeligt dengang.

4

Efter krigen fastholdt Thune Jacobsen både i sit forsvarsskrift fra

1946, ”På en Uriaspost”, og over for Den Parlamentariske

Kommission, at det havde været en lykke for Danmark, at han

som rigspolitichef og justitsminister havde haft en så danskvenlig

og ræsonnabel forhandlingspartner som Paul Kanstein.3 I

sandhedens interesse skal siges, at Thune Jacobsen ikke stod alene

med sin begejstring for Paul Kanstein. Også Duckwitz, den

søfartssagkyndige ved gesandtskabet, satte pris på ham. Duckwitz,

der jo er kendt som ham, der over for danskerne røbede planerne

om Jødeaktionen i oktober 1943, betragtede Kanstein som en

rigtig god kollega og som en behændig Beauftragter, der var lydhør

over for danske synspunkter. Duckwitz hæftede sig ligeledes ved

de brune øjne (men pudsigt nok talte ingen om Kansteins mensur-

ar fra de vilde studenterår).4 Også departementscheferne Nils

Svenningsen og Eivind Larsen i henholdsvis Udenrigsministeriet

og Justitsministeriet gav efter krigen Kanstein et godt skudsmål.

Begge fandt, at han havde fulgt en fleksibel forhandlingslinje.5 At

Kanstein havde været en yderst smidig forhandlingspartner var

ligeledes udenrigs- og statsminister Scavenius’ opfattelse.6

Kanstein fremstår derfor ganske rigtigt som den ”noble mand”,

Thune Jacobsen omtalte ham som.

Det positive syn på Kanstein afspejler sig ligeledes i de hele tre

“aflastningserklæringer”, som Rigspolitichefens

Efterretningsafdeling i Danmark udfærdigede i 1947 og 1948 til

brug for Kansteins Entnazifizierung hjemme i Tyskland. Som det fx

hed i erklæringen fra 1. maj 1948: “While in office he showed Danish

interests considerable understanding and after the events of 29th August, 1943

gave up his position and left the country not being willing to assist at the

5

following evolution here. At no time he has been charged with anything in this

country”.7 Med udtrykket evolution tænkes vel på terroren og ikke

mindst på jødeaktionen. Kanstein og jøderne var i hvert fald et

tema, der blev taget op i en længere artikel i Berlingske Tidende

søndag den 18. januar 1953.8

Artiklen var skrevet af Berlingskes tysklandskorrespondent

gennem en menneskealder, Henrik Bonde-Henriksen, kendt som

” røsten fra Bonn”. Bonde-Henriksen er dog i særdeleshed kendt

for sin rolle i sagen om Otto John, chefen for den nye

forbundsrepubliks sikkerhedstjeneste Verfassungsschutz. John var

en af de medsammensvorne ved oberst Stauffenbergs mislykkede

attentat på Hitler den 20. juli 1944, og slap – som en de få

involverede – fra det med livet i behold. På selve 10-årsdagen for

det fejlslagne kup forsvandt Otto John over på den anden side af

Jerntæppet, og sagen er stadig et mysterium. Det er aldrig blevet

fuldt opklaret, hvad Otto John egentlig var, frivillig afhopper eller

Stasis fange? Men det står til gengæld fast, at det i 1955 var

Berlingskes Bonde-Henriksen, der personligt kørte

efterretningschefen John fra Øst-sektoren tilbage til

Forbundsrepublikken – i øvrigt til 4 års tugthus for

landsforræderi.9

6

Otto John på en pressekonference i 1955 i Øst-Berlin. Foto: picture-alliance

Det var denne Bonde-Henriksen, som i 1953 havde opsporet Paul

Kanstein på hans bopæl i det afsides liggende Schwarzenau, på

grænsen mellem Westfalen og Hessen, et gammelt Bibelbælte,

hvor indbyggerne levede af skoven. Her var Kanstein født, og her

var han vendt hjem efter krigen. Han var kirkeældste i

lokalsamfundet og arbejdede som forretningsfører på et savværk

med 20 ansatte.10 Det portræt, Bonde-Henriksen tegner i sit

interview med den tidligere Beauftragte, er helt igennem sympatisk.

Kanstein får lejlighed til at udtale sin uforbeholdne respekt for de

danske politikere og embedsmænd, han havde haft med at gøre

under besættelsen, ligesom han får lov til at udbrede sig om,

hvorledes han personligt modarbejdede Jødeaktionen i 1943 og i

virkeligheden havde forhindret progromer i Danmark allerede i

1942. Artiklen lever fuldt op til sin overskrift: ”Den hæderlige

tysker - i den sorte SS-uniform”. Kanstein havde været SS-mand.

Jovist. Men det afgørende var hans hæderlighed.

2. Besættelsestidsforskningen Paul Kansteins virke i Danmark under krigen er fyldigt behandlet i

besættelsestidsforskningen. Det siger sig selv, at diverse danske

7

politikere og embedsmænd efter krigen kan have haft en interesse

i at fremstille deres tætte samarbejde med Paul Kanstein som om,

samarbejdspartneren næsten ikke var nazist, eller slet ikke. På den

anden side har besættelsestidshistorikerne – stort set – været

tilbøjelige til at give dem ret. Selv den ellers så kritiske Børge

Outze måtte i sin fremstilling af ”Danmark under Den Anden

Verdenskrig” fra 1963 modstræbende tage til efterretning, at

Kanstein efter den almindelige opfattelse var anstændig, besindig

og ordholdende og viste forståelse for de danske synspunkter.

Nærmest beklagende måtte Outze derfor konkludere: ”intet er

fundet, som modsiger det”.11

I Henning Poulsens disputats fra 1970 følger vi Kanstein, mens

han på én gang manøvrerer mellem de danske og tyske interesser

og mellem de forskellige tyske interesser – udenrigsministeriet,

militæret og SS. Kansteins linje ligger imidlertid fast. Han ønsker

ikke at medvirke til at give DNASP regeringsmagten i Danmark.

Rent bortset fra en personlig aversion mod Frits Clausen var det

Kansteins vurdering, at Frits Clausen som statsminister ville være

et aldeles ødelæggende element i den tyske besættelse og ville sætte

hele forhandlingspolitikken over styr. Gesandten, Renthe-Fink,

var derimod mere vaklende, og Kanstein mistede til sidst

tålmodigheden med sin chef. En ”gammel idiot” skal han have

kaldt ham.12 Det er usikkert, hvor afgørende Kansteins arbejde i

korridorerne egentlig var, men det er på den anden side

velbevidnet, at han i sommeren 1942 og igen i oktober 1942 i

forbindelse med Telegramkrisen ivrede for, at Renthe-Fink skulle

afløses af Werner Best.13

8

Det endte som bekendt med, at Renthe-Fink blev kaldt hjem, og

at Best rent faktisk blev udpeget til Reichbevollmächtigter i det besatte

Danmark. Best var en gammel politikollega, og han og Kanstein

kendte hinanden udmærket fra Reichsicherheitshauptamt (hvor Best

havde været personalechef, og hvor Arthur Nebe som sagt var

kriminaldirektør). Kanstein og Best havde samme syn på,

hvorledes danskerne skulle håndteres. Der skulle tages behørigt

hensyn til værnemagtens sikkerhed, så længe krigen varede; men

der skulle ikke spilles med musklerne. Danskerne skulle tages med

det gode. Det overordnede mål var at få tingene til at glide. Ikke

mindst eksporten af danske landbrugsvarer til Det Tredje Rige

skulle helst foregå uhindret. Det gjaldt derfor om at sikre fred og

ro og politisk stabilitet i det besatte Danmark.14

Werner Best

9

Men det blev nu så som så med fred og ro og politisk stabilitet. I

1943 kulminerede det hele med Augustoprøret. I Hans Kirchhoffs

doktorafhandling fra 1979 om dette oprør møder vi fx Kanstein

på Storebæltsfærgen i fortrolig samtale over en kop kaffe med

danske efterretningsfolk, og vi ser, hvorledes han sammen med

departementschef Svenningsen pendler frem og tilbage til Odense

i forgæves forsøg på at bilægge generalstrejken. Kansteins

holdning var dén, at Augustoprøret i bund og grund var et

kommunistisk fænomen, som både danske og tyske myndigheder

måtte have en fælles interesse i at få slået ned: ”Kommunistenklub

nimmt zu – Ausstrahlungen überall” (Kommunistklubben vokser sig

større – har forgreninger overalt).15 Citatet afslører Kansteins

manglende politiske indsigt. Augustoprøret var jo – som netop

Kirchhoff siden har påvist – noget langt mere og noget langt

større end ”blot” en kommunistopstand.

Af Henning Kochs disputats fra 1994 om nødret, ordenspoliti og

frihedsrettigheder i 1930’erne og 40’erne fremgår bl.a., hvorledes

Kanstein styrede slagets gang i forbindelse med

kommunistinterneringen i 1941 og på ny, da det i 1942 kom til

endnu en bølge af kommunistinterneringer med fokus på de

tidligere Spaniensfrivillige.16 Selv har jeg har behandlet Kansteins

rolle i det dansk-tyske politisamarbejde om bekæmpelsen af

spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed i min disputats fra

1992; men jeg byggede på dét punkt overvejende på den dengang

eksisterende litteratur.17

Til gengæld foretog Jane Søndergård Gude selvstændige

undersøgelser i forbindelse med sit historiespeciale fra Århus i

10

2000. I specialet, der direkte handler om Paul Kansteins

embedsførelse i Danmark, gennemgås Den Parlamentariske

Kommissions beretninger systematisk med henblik på at fastslå

Kansteins rolle i forbindelse med temaer som

jurisdiktionsspørgsmålet, interneringen af allierede statsborgere,

sabotagen og de danske erstatningskrav ved værnemagtsskader.

Hertil kommer imidlertid, at der også inddrages privatarkiver samt

udenlandske akter, herunder redegørelser fra og afhøringer af

Kanstein selv i både 1945, 1946 og 1948. Samlet set når Jane

Søndergård Gude frem til, at Kanstein som Beauftragter i Danmark

fulgte en ”lempelig politisk kurs, og at han generelt set var en

imødekommende og moderat embedsmand”.18 Altså samme

positive billede, som blev tegnet allerede i de tidlige efterkrigsår.

Hans Kirchhoff har skrevet Kanstein-biografien i Gads leksikon

fra 2005 ”Hvem var hvem” under besættelsen. Kirchhoff sætter

for så vidt ikke spørgsmålstegn ved alt det positive. Alligevel

virker den ene tidsel, Kirchhoff allerede i disputatsen stak i

buketten, mere iøjnefaldende her i den korte levnedsskildring: at

man jo ikke skal glemme, at den kollegiale – og private – kontakt

til Thune Jacobsen gav Kanstein ”en sonde helt ind i

Justitsministeriets hjerte”. Her bliver det positive således

problematiseret en smule.19

Er der så overhovedet mere at sige mere om Paul Kanstein, Der

Beauftragte? Det tror jeg, der er, men forudsat at man anlægger

vinklen: sig mig hvem du omgås …

11

3. HHauptabte i lung II Lad os indledningsvis rekapitulere de biografiske data.20 Hans

fulde navn var Paul Ernst Kanstein, født i 1889 i Schwarzenau

(det var her, Henrik Bonde-Henriksen fandt ham i 1953). Paul

Kanstein var gift med Karin Jordan, og sammen fik de fire børn.

Faderen havde været evangelisk-luthersk præst i Schwarzenau, og

Kanstein var selv et troende menneske. Han deltog i 1.

Verdenskrig, hvor han erhvervede et jernkors for tapperhed. Efter

krigen læste han jura, og var som studerende medlem af et

højredrejet Burschenschaft (det var hér, han fik sine mensurar). I

1922 blev han kandidat (referendareksamen) og fik ansættelse i

den preussiske lokalforvaltning. I 1927 bestod han 2. juristische

Staatsprüfung og blev udnævnt til assessor.

Frem til 1934 arbejdede Kanstein som forvaltningsjurist i

Königsberg. Dét år tog karrieren imidlertid en uventet drejning,

idet han kom ind i politiet, og vel at mærke ikke det åbne politi,

men det lukkede politi, Gestapo. Først arbejdede han i

Königsberg, derpå i Osnabrück, og i 1935 blev han gjort til leder

af Gestapo i Hannover, fordi han ”… wegen seines klaren politischen

Urteils und bewiesenen Organisationstalents für den Dienst in der Geheimen

Staatspolizei besonders geeignet ist” (fordi han på grund af sin sikre

politiske dømmekraft og sit bevislige organisationstalent var

særligt egnet til at arbejde i det hemmelige statspoliti).21 Året efter

blev han tillige kaldt til tjeneste i Nazipartiets sikkerhedstjeneste,

Sicherheitsdienst, SD – måske også hér på grund af sin sikre politiske

dømmekraft (!) og sit notoriske organisationstalent.

12

I 1937 blev Kanstein udnævnt til stedfortrædende leder af

Gestapo i Berlin og samtidig udnævnt til Inspekteur der

Sicherheitspolizei und SD i hele hovedstadsområdet. Allerede året

efter, 1938, fulgte den næste forfremmelse, nemlig til chef for

Gestapo i Berlin og til kommisarisk (konstitueret)

vicepolitipræsident i hovedstaden. I 1939 overtog han embedet

som vicepolitipræsident i Berlin.

Berlin 1937

Parallelt med den civile karriere steg Kanstein i graderne inden for

SS, som han tilsluttede sig i 1933. I 1936 blev han Untersturmführer,

i 1937 Obersturmführer, i 1938 Hauptsturmführer, Obersturmbannführer

og Standartenführer (altså tre avancementer på ét år), i 1939

Oberführer og sluttelig i 1942 Brigadeführer – hvilket bragte ham på

niveau med generalmajorer og kontreadmiraler inden for

forsvaret.

13

Det var fra stillingen som vicepolitipræsident i Berlin og med rang

af SS-Oberführer, Kanstein i 1940 kom til Danmark som leder af

Hauptabteilung II under det tyske gesandtskab i København.

Hauptabteilung I havde ansvaret for det besatte Danmarks

udenrigspolitik, mens Hauptabteilung III tog sig af

erhvervspolitikken. Hauptabteilung II’s ressort var – som også

tidligere berørt – de retlige og indre anliggender. Til den

overordnede kontrol med lovgivning, domstole, politi og

kommunalforvaltning i det besatte Danmark kom også de mere

banale sager om skadeserstatninger og om fædres bidrag til børn

født uden for ægteskab samt sager om Værnemagtens erhvervelse

af fast ejendom til fx hospitaler og flyvepladser. I Hauptabteilung II

beskæftigede Kanstein sig derfor med en bred vifte af sager, lige

fra prekære politiske forhandlinger med socialminister Laurits

Hansen om, at denne eventuelt skulle overtage statsministerposten

efter Telegramkrisen i 1942,22 og til dagligdags politiarbejde, som

da fx Reichsicherheitshauptamt kunne melde, at der i Åbenrå skulle

være solgt tyske frimærker, der var overtegnet med anti-tyske

smædeord. Den 27. juli 1943 kunne Kanstein melde tilbage til

Berlin, at tre aviskiosker i Åbenrå, med samme ejer, ganske rigtigt

havde et beskedent salg af frimærker, men at man hverken havde

set eller solgt sådanne mærker. Da ransagning af butikkerne og af

ejerens privatbolig ikke gav resultat, stoppede sagen øjensynlig

hér.23

Fra 1942 og frem blev der truffet dispositioner med henblik på

Hauptabteilung II’s rolle og opgaver i tilfælde af omfattende uro og i

tilfælde af et allieret angreb på Danmark. Ved undtagelsestilstand

eller egentlig krigstilstand var planen dén, at Kanstein skulle

14

overføres fra gesandtskabet til den militære Befehlshaber. På selve

kampområdet og i dets bagland var Kanstein udset til Chef der

Zivilverwaltung, mens Werner Best som Reichbevollmächtigter efter

planen skulle føre kontrollen med det resterende statsområde.24

Men det kom til at gå anderledes. Den 29. august 1943 blev

undtagelsen ganske vist erklæret af von Hanneken som

Befehlshaber. Best blev imidlertid på posten, som intet var hændt –

hvilket naturnødvendigt måtte føre til kompetencestridigheder, og

hvilket lige så naturnødvendigt måtte føre til, at Kanstein kom på

kant med Best. Det var på dén baggrund, at han modarbejdede

Bests jødeaktion og bl.a. anbefalede von Hanneken at holde sig fri

af aktionen, for at ansvaret ikke skulle falde tilbage på den tyske

værnemagt.25

Kanstein fortalte siden, at han var blevet skuffet over Best, og at

Best i øvrigt var jaloux på ham på grund af hans gode kontakter til

danske embedsmænd og politikere,26 men sagen er nok snarere

den, som John T. Lauridsen også er inde på i udgivelsen af Werner

Bests korrespondance: at Kanstein endte som postbud mellem

von Hanneken og de danske myndigheder. Hans hverv som

civilforvaltningschef blev uden indhold, når Best bare fortsatte.27 I

den pæne udgave søgte Kanstein herefter væk, fordi hans politik

havde spillet fallit. I den mindre pæne blev han simpelthen fjernet,

fordi Himmler benyttede anledning til at få en rigtig Højere SS- og

politifører i Danmark, ligesom man havde det i Tyskland, og

ligesom man havde det på andre besatte områder såsom Serbien,

Albanien, Holland, Belgien og Frankrig.28 Herved blev den tyske

15

kontrol med de retlige og indre anliggende i Danmark trukket fra

Udenrigsministeriet over til Reichsicherheitshauptamt.

Den 19. oktober 1943 var Kansteins afskedsaften i København.29

Han kom aldrig tilbage til sin egentlige hovedstilling, nemlig

posten som Regierungspräsident i Hannover, en stilling han ellers var

blevet udnævnt til den 1. juni 1942 og samtidig bevilget orlov fra,

mens han var i København. I stedet blev han sendt til den militære

forvaltning i Italien. Efter krigen blev han anholdt af amerikanerne

og sat i krigsfangelejr i Rimini, hvorfra han siden blev udleveret til

englænderne. Dé bragte ham til London, og herfra blev han den 9.

november 1946 fløjet til Kastrup for at medvirke i det danske

retsopgør. Kanstein blev sat i Vestre Fængsel, men den 2. juni

1947 overført til Trekroner, og siden, den 13. september 1947,

indsat i arresten i Haslev. Mens han var i Danmark, vidnede

Kanstein bl.a. i sagerne mod Fritz Clausen, Renthe-Fink og

Werner Best. Den 9. maj 1948 blev han leveret tilbage til

englænderne på den dansk-tyske grænse.30

Herefter blev Kanstein interneret i lejren ved Fallingbostel

(mellem Hamburg og Hannover). Nürnberg-domstolen havde

fastslået, at SS var en kriminel organisation – og at det blotte

medlemskab af organisationen efter 1. september 1939 i sig selv

var inkriminerende. Derfor skulle Kansteins eventuelle

individuelle ansvar for strafbare SS-aktiviteter under verdenskrigen

undersøges nærmere, før han kunne sættes på fri fod. Eftersom

han sad interneret i den britiske zone, foregik dette ved en såkaldt

Spruchgerichtsverfahren.31

16

4. Afnazificering Sagen mod Paul Kanstein blev åbnet ved Spruchgericht Benefeld-

Bomlitz i maj 1948, og afsluttet ved Spruchgericht Bielefeld i juli

samme år.32 Kanstein havde en dygtig advokat, som slog på, at

han, skønt medlem af SS, i realiteten havde modarbejdet de

forbryderiske organisationsmål. Til støtte for sin påstand førte

advokaten op mod 100 vidner. Der var gamle kolleger fra tiden i

Gestapo, og i det omfang, de overhovedet kunne huske Kanstein,

havde de intet ufordelagtigt at bemærke. Der var vidner med

tilknytning til de kirkelige kredse, som havde hæftet sig ved, at

Kanstein var forblevet medlem af den evangeliske kirke – til trods

for, at dette selvsagt stred mod al SS-ideologi. Der var også

enkelte jødiske vidner, som mente at kunne takke netop Kanstein

for, at de var kommet ud af KZ-lejren. Desuden var der naboer og

genboer fra både Berlin og Schwarzenau. Alle kunne sige noget

pænt, men helt uforpligtende, om personen Paul Kanstein. Det

samme gjaldt nogle vidner fra de militære kredse, der havde været

modstandere af Hitler. Deres udsagn havde heller ikke megen

substans. Endelig var der en del vidner med relation til Kansteins

tid i Danmark. Der var således vidneudsagn fra Duckwitz og

Svenningsen – hvis positive syn på Kanstein vi jo allerede kender

– samt oversættelser af de relevante pro-Kanstein passager i bøger

af både Scavenius og Thune Jacobsen. Også Renthe-Fink, Werner

Best og en række af Kansteins tidligere underordnede

medarbejdere ved gesandtskabet i København udtalte sig i hans

favør.

Trods de mange vidneudsagn virker sagen dårligt efterforsket, og

Kanstein får uimodsagt lov til at fremstille sig selv som en harmløs

17

forvaltningsjurist, der altid havde administreret i henhold til

kristen etik. Som det skal vises, var der faktisk dunkle punkter i

Kansteins liv og levned. Men dém interesserede Spruchgericht sig

ikke for. Til eksempel blev hans fortid i Gestapo overhovedet ikke

tematiseret. Tværtimod valgte statsadvokaten at indstille

undersøgelsen. Det skete med henvisning til, at Kansteins ellers

retsstridige tilhørsforhold til SS opvejedes af hans

sabotagehandlinger vendt mod samme organisation.33 Den 6. juli

1948 blev Kanstein så løsladt og kunne vende hjem til sin fødeegn.

Der blev dog stadig holdt øje med ham. Fx noterede Politiets

Efterretningstjeneste i Danmark sig, at han var under løbende

opsyn og havde forbud mod at drive politisk virksomhed.

Desuden måtte han ikke have ansættelse i et firma med mere end

20 ansatte (jf. at savværket havde netop 20 ansatte), samt at han

ikke måtte forlade Schwarzenau uden politiets tilladelse.34 I 1948

og 1949 var Kanstein igen i Danmark, nu for at vidne for

anklagemyndigheden i sagen mod den tidligere politifuldmægtig

Vilhelm Leifer, der under krigen havde nydt så megen ”goodwill”

hos Gestapo, at det efter krigen kostede ham hans stilling.35

Den 22. juni 1949 besluttede Entnazifizierungs-Hauptausschuss Siegen-

Olpe-Wittgenstein, at Kanstein på baggrund af undersøgelserne ved

Spruchgericht kunne indplaceres på trin 5 på en skala fra 1 til 5,

hvor 1 var forbryderne, og 5 var de ”ubelastede”.36

I interviewet med Bonde-Henriksen i 1953 udtalte den nu

afnazificerede Paul Kanstein: ”… bliver der en Dag atter Brug for

mig i Statens tjeneste, er jeg – til Disposition”.37 Men Kanstein blev

18

aldrig en af de såkaldte ”131’ere”, betegnelsen for de

afnazificerede embedsmænd, som efter 10. april 1951 i henhold til

den tyske grundlovs § 131 på ny kunne få embede i

Forbundsrepublikken.38 Der blev ikke brug for ham. På dét punkt

delte han på den anden side skæbne med stort set alle andre

tidligere topfigurer i Gestapo. Mange af dem måtte tage til takke

med job i små lokale sparekasser eller diverse kirkelige

hjælpeorganisationer og måtte således arbejde i ”dequalifizierten

Tätigkeitsbereichen” (på arbejdsområder, der ikke modsvarede

kvalifikationerne).39 Det samme måtte Paul Kanstein. Han døde i

1980.

5. Omgangskreds Vender vi os fra Kansteins exit fra Danmark og hans videre

skæbne som afnazificeret savværksadministrator og i stedet ser på

hans entré på den danske scene i april 1940, er der næppe tvivl

om, at han kom til Danmark, fordi to højtstående tyske

politiofficerer havde trukket i trådene. Den ene af disse to har vi

allerede truffet, nemlig rigskriminaldirektøren, Arthur Nebe. Den

anden var Carlo Zindel, dr. jur. i Reichsicherheitshauptamt med

speciale i internationalt politisamarbejde og en nøglefigur i det

daværende Interpol. Ham havde Thune Jacobsen også private

relationer til, lige som han havde det til Nebe.40 Thune Jacobsen

har viet disse to, Nebe og Zindel, et selvstændigt kapitel i sin bog

fra 1946. Heraf ses, at de over for Thune Jacobsen for længst

havde røbet, at de i virkeligheden var ”lunkne” nazister. Allerede i

sommeren 1939 havde de to tyske politiofficerer overfor Thune

Jacobsen afsløret, at Tyskland ville krigen, idet de samtidig afgav et

løfte om at hjælpe, hvis og når Danmark blev inddraget. Det løfte

19

holdt de ifølge Thune Jacobsen på dén måde, at de sørgede for, at

det blev netop Paul Kanstein, der blev sendt til Danmark efter 9.

april 1940 for at varetage de tyske interesser på området for de

retlige og indre anliggender.41

Arthur Nebe

Til Den Parlamentariske Kommission skrev Thune Jacobsen den

16. maj 1947: ”At man netop fik Kanstein hertil, om hvem Nebe

og Zindel kort efter Besættelsen skrev til mig, at han tænkte

’ganske som De og jeg’, at jeg kunde have fuld Tillid til ham, og at

han var indstillet paa at yde mig al den Hjælp han kunde under de

nuværende Forhold, tør jeg hævde blev af vital Betydning for os i

20

de tre første Aar af Besættelsen.”42 I grunden er det forbavsende,

at Thune Jacobsen uden videre tog anbefalingen for gode varer, ja,

nærmest synes at have dannet sig sin positive mening om Paul

Kanstein, før han så meget som havde hilst på manden med ”de

gode brune øjne”.

Forbindelserne til Nebe og Zindel knytter på den anden side

indiskutabelt Kanstein til de tyske modstandskredse, som den 20.

juli 1944 stod bag Stauffenbergs mislykkede attentat på Hitler.

Kansteins forbindelse med kupmagerne var også en vigtig pointe i

Bonde-Henriksens artikel i Berlingske Tidende fra 1953. Her

fortalte Kanstein, at han over for dilemmaet: ”tro mod mit folk

eller tro mod Hitler” havde valgt Tyskland, og ikke Der Führer.43

Man kan diskutere, om den tyske SS-historiker Heinz Höhne har

ret i, at Paul Kanstein siden 1937 var ”Schlüsselfigur aller

antinazistischen Putschpläne” (nøglefigur i alle anti-nazistiske

kupplaner).44 Omvendt er det et faktum, at han var tæt på nogle af

de mest centrale skikkelser i modstanden mod Hitler – og vel at

mærke havde en kontakt, der gik langt ud over hvad han som

professionel Gestapo- og SS-mand må formodes at have haft

behov for i embedsmedfør. Der var fx chefen for Abwehr, admiral

Wilhelm Canaris, en personlig ven, til hvem Kanstein løbende skal

have lækket klassificerede oplysninger fra Reichsicherheitshauptamt.45

Admiral Canaris var en indædt Hitler-modstander, og efter det

mislykkede attentat i 1944 blev han henrettet som kupmager.

Der var også Kansteins øverste chef fra Berlintiden,

politipræsidenten Wolf-Heinrich Graf von Helldorf, en

21

fordrukken og små-korrupt landsknægttype, der var bedste ven

med Goebbels og havde sit ståsted i Hitlers stormtropper SA. Fra

1938 havde Helldorf tætte forbindelser med den militære

opposition imod Hitler. Den 20. juli 1944 var det således hans

opgave at stille væbnet magt i form af ordenspoliti til rådighed for

det nye styre, når Stauffenberg – efter planen – havde ombragt

Hitler. I stedet blev Helldorf anholdt, dømt og henrettet.46

Og der var også Kansteins nærmeste overordnede, mens han selv

var chef for Gestapo i Berlin, nemlig hans forgænger på posten

som vicepolitipræsident, grev Fritz Dietlof von der Schulenburg.

Denne ernærede sig som jurist, men var samtidig også adelig

preussisk godsejer, som viste en nærmest enevældig omsorg for

sin landbefolknings ve og vel. ”Den Røde Greve” kaldte de ham.

Schulenburg var en ekstremernes mand. Han startede ud som

glødende nazist, men tabte troen på Hitler og lagde ikke skjul på

sine synspunkter, hvorfor han af nazisterne (med rette) blev

betragtet som politisk dybt upålidelig. Han endte som fanatisk

Hitler-modstander og befandt sig i revoltens hovedkvarter den 20.

juli 1944. Også Schulenburg blev henrettet efter det fejlslagne

attentat.47

22

Schulenburg

Kanstein og Schulenburg var gamle kolleger fra tiden i den

preussiske lokalforvaltning. De stod i løbende kontakt siden

30’erne, og i 1943 kom Schulenburg sågar til København for at

tilbyde Kanstein posten som chef for rigssikkerhedspolitiet, når

Kabinett Hitler var blevet væltet.48 Kanstein takkede ja, og hans

navn blev føjet på organisationsplanen.49 Kanstein blev derfor

straks kaldte hjem fra Italien og afhørt efter 1944-kuppet og i

øvrigt ved samme lejlighed bebrejdet sin ”dårlig embedsførelse” i

Danmark.50 Han klarede frisag – men blev vist aldrig selv helt klar

over, hvorledes det gik til. Den 24. juni 1971 blev Kanstein som

82-årig interviewet af den tyske historiker Bernd Richter, der (som

Bonde-Henriksen i 1953) havde opsøgt ham i Schwarzenau. Her

pegede Kanstein på, at rigsindenrigsminister Stuckart havde

interveneret til hans fordel; men, som han indrømmede, ”Welche

23

Gründe für diese Entlassung vorgelegen habe, habe ich bis heute noch nicht

ganz klar ergründen können” (Jeg endnu ikke til dato kunnet finde ud

af, hvilke grunde, der har været til, at jeg således blev sat på fri

fod).51 Det mest sandsynlige er, at Schulenburg (og måske også

Helldorf) tog skylden på sig og påstod, at de havde sat Kansteins

navn på planen uden Kansteins vidende.52

Så vidt så godt. Men nogle af disse modstandsfolk er nu mere

problematiske end som så: Tag fx de oven for omtalte ”lunkne”

nazister, makkerparret Arthur Nebe og Carlo Zindel. Zindel, der

sammen med Nebe havde arbejdet for at få Kanstein til Danmark,

fik et tragisk endeligt – om man skal tro den berømte svenske

kriminalist Harry Södermann (der ligesom Nebe og Zindel og

Thune Jacobsen hørte til inderkredsen i det gamle Interpol). I sine

erindringer,”Inte bara brott”, beretter Södermann, hvorledes

Zindel lige før Det Tredje Riges endelige sammenbrud fyldte sin

bil med Interpoldokumenter og kørte ud af Berlin og de 600 km

sydpå til Stuttgart, hvor han henvendte sig i det franske

hovedkvarter. Her ville man imidlertid hverken vide af ham eller

hans dokumenter. ”Hans värdighet hade fått en dödsstöt och i tron att

världen stod inför sin undergång gick han ut i en park och svalde en ampull

med cyankalium som han bar på sig”.53 Det forekommer helt

usandsynligt, at franskmændene skulle have reageret som

beskrevet; men om så var, hvorfor fortsatte Zindel da ikke bare de

150 km videre til det neutrale Schweiz? Og hvad skete der egentlig

med de Interpolpapirer, som bilen efter sigende var proppet med?

Det melder historien ikke noget om. Fenton Bresler har i sin

fremstilling fra 1992 om, hvorledes Interpol som ”verdenspoliti”

24

har arbejdet gennem tiderne – med god grund – påpeget, at dén

historie er meget mystisk.54

Omkring Arthur Nebe55 (rigskriminaldirektøren) er mystikken

faktisk endnu større. Den notoriske tyske modstandsmand Hans

Bernd Gisevius synes ikke i tvivl om, at Arthur Nebe helt tilbage

fra 1934 aktivt gik til modstand mod Nazistyret. Nebe og Gisevius

var nære venner og kendte hinanden fra gamle dage i Gestapo.

Men det smukke billede af den overbeviste Hitler-modstander

Arthur Nebe, som Gisevius søger at tegne i sin bog fra 1966, ”Wo

ist Nebe?”,56 er imidlertid ikke sandheden, hele sandheden og intet

andet end sandheden. Det lader sig nemlig ikke bortforklare, at

Nebe under krigen, fra juli til november 1941, var leder af SS-

Indsatsgruppe B i Sovjetunionen, hvor han optrådte præcis så

nazistisk, som man forventer af en sådan indsatsgruppeleder, og

beordrede hensynsløs udryddelse af sigøjnere og jøder og

sovjetiske civilister. For perioden 11. juli til 31. oktober 1941

kunne Nebes efterretnings- og dødspatruljer således rapportere

om likvideringen af i alt 45.467 mennesker.57 I øvrigt

eksperimenterede man med sprængstoffer for at udvikle mere

effektive drabsmetoder, ligesom indsatsgruppen gjorde forsøg

med mobile gaskamre – godt hjulpet af Nebes kyndige

kriminalteknikere fra Berlin. Bestialiteten blev påskønnet. Pr. 9.

november 1941 blev Nebe forfremmet til både SS-Gruppenführer og

generalløjtnant i politiet.

Den officielle version af Nebes endeligt lyder, at Nebe var dybt

involveret i attentatet på Hitler, og at han gik under jorden, da

operationen slog fejl. Til slut blev han dog stukket af en forsmået

25

elskerinde og taget af Gestapo. Den Tyske Folkedomstol dømte

ham som til døden, og som høj- og landsforræder blev han hængt

den 3. marts 1945. 58 Eller gjorde han? I de uofficielle versioner

overlevede Nebe krigen. Det er fx tilfældet i romanen

”Fatherland” af Robert Harris og i forfatteren Philip Kerrs

formidable ”Berlin-Noir-trilogi”, hvor Arthur Nebe efter krigen

kalder sig Alfred Nolde og om sin genopstandelse beretter: ”Det

var noget efterretningsfolkene fandt på. I krigens sidste måneder

fiflede de simpelthen med personaleoplysningerne for

overordnede SS- og partifunktionærer, så det så ud, som om vi var

døde. De fleste af os blev angiveligt henrettet for vores

meddelagtighed i grev Stauffenbergs komplot mod Hitler. Hvad

betyder vel et par hundrede navne mere eller mindre på en liste,

der allerede er flere tusind lang”.

At Arthur Nebe således skulle have overlevet som fx Alfred Nolde

ligner den rene røverhistorie. På den anden side skal man ikke

overse, at det tyske forbundsjustitsministerium i 1949 anslog, at

omkring 80.000 mennesker for at slippe for internering og

afnazificering havde antaget falsk identitet, da Det Tredje Rige

brød sammen. Da der blev givet amnesti og sat en frist til den 31.

marts 1950, var der 241 personer, som opgav illegaliteten og antog

deres gamle identitet. Efter den 2. Bonner Straffreiheitsgesetz fra 1954

kom yderligere 1051 frem i lyset.59 Og helt op i nyere tid har der

været celebre sager, som fx da den tidligere rektor for den tekniske

højskole i Aachen, Hans Schwerte, i 1995 selv afslørede, at han i

virkeligheden var Hans Ernst Schneider, som under krigen havde

været SS-mand og en ledende skikkelse i ”fortyskningen” af

Holland og Belgien. Efter krigen havde han skiftet identitet, havde

26

giftet sig med sin hustru igen, og var endt som en højt estimeret

germanist og universitetspolitiker.60

Hans Ernst Schneider alias Hans Schwerte

For øvrigt er fiktionslitteraturen ikke ene om at have blik for, at

man ikke skal tage noget for givet, når det gælder en mand som

Arthur Nebe. Han var nemlig ”en af Det tredje Riges mest

tvetydige figurer, næsten umulig at blive klog på”, som den kendte

Hitler-biograf Joachim Fest har formuleret det.61

Og Paul Kanstein, kan man blive klog på ham? Kanstein, der

havde sin gang blandt typer som Canaris, Helldorf, John, Nebe,

Schulenburg og Zindel?

6. ”Illoyal, spionerende og bagvaskende” Et bidrag til at blive klogere på Kanstein er en mentalerklæring,

der blev udfærdiget i 1947, da Kanstein var i Danmark i anledning

27

af retsopgøret. Erklæringen er lavet af den psykiatriske overlæge

Max Schmidt, som udfærdigede bogstavelig talt tusindvis af

sådanne erklæringer under retsopgøret. Det er ingen

hemmelighed, at samme Max Schmidt var – og er – en

kontroversiel skikkelse. Han har ry for at have betragtet

landsforræderne som et abnormt, laverestående og defekt

menneskemateriale, og Carl Madsen kaldte ham med svidende

ironi for ”den gode læge” på grund af hans nærgående

undersøgelser af kvindelige landsforrædere.62 I nyere tid har Peter

Øvig taget ham under kritisk behandling i sin bog om Birkedal,63

og i 2008 tiltrak Bøje Larsens historiespeciale om Max Schmidt sig

opmærksomhed i medierne, fordi Bøje Larsen konkluderede, at en

mand, der så beredvilligt stemplede andre som psykopater, vist

selv måtte være psykopat.64 Psykiatrihistorikeren Jesper Vaczy

Kragh har et noget mere afbalanceret syn på Max Schmidt. Kragh

fornægter ikke, at overlægen, mildt sagt, var speciel som person;

men Kragh viser respekt for hans faglige dygtighed.65

Under alle omstændigheder er det interessant, at vi i Max Schmidt

har én dansk stemme fra efterkrigsårene, som tillod sig at have et

andet syn på Kanstein end det ellers vedtagne positive. Schmidt

fastslår således, at Kanstein var både magtsyg, skinhellig og snu

…”bag masken af utilnærmelighed, selvdisciplin og beherskelse er

han beregnende, når det passer ham, illoyal, spionerende og

bagvaskende”.66

At Kanstein var illoyal er der ingen tvivl om. Bag hans ryg omtalte

han vennen Thune Jacobsen som en svag mand, fuldstændigt

drevet af sin Popularitätsbedürfnis (sit popularitetsbehov), hvorfor

28

Kanstein da også satte sig i aktion i et – forgæves – forsøg på at få

Thune Jacobsen flyttet fra Justitsministeriet til

Indenrigsministeriet.67 Ganske som han jo også arbejdede i

kulissen for at få fjernet Renthe-Fink.

Det snu og det skinhellige kan fx aflæses i Kansteins holdning til

jøderne. Efter krigen fremstod han som jødernes ven. Men mens

Kanstein var chef for Gestapo i Hannover, sporedes der ingen

blødsødenhed. De løbende indberetninger til

Gestapohovedkvarteret i Berlin er bevaret, og de taler deres eget

sprog. Til eksempel efterlyste Kanstein den 18. august 1935

professionelle propagandister, som kunne udmale ”die Gefahr des

internationalen Judentums als Ganzes ... sowie die unheilvollen Fäden

auf…zeigen, die das internationale Judentum in den Verkehr der Völker

sponnen hat und weiterhin spinnt” (faren ved de internationale jødiske

netværk samt påvise de fatale tråde, som den internationale

jødedom har spundet og stadig spinder imellem folkeslagene).68

Og i sin indberetning af 4. marts 1936 reflekterede Kanstein over

de famøse Nürnberglove og nåede til den konklusion, at ”… diese

Gesetze auch für das jüdische Volk die allein richtige Lösung darstellen” (at

disse love er den eneste rigtige løsning, også for det jødiske folk

selv).69

Det magtsyge kommer til udtryk, når Kanstein i 1940 på egen

hånd tager initiativ til hvervningen til SS i Danmark – uden at

involvere hverken den tyske udenrigstjeneste, den tyske

værnemagt eller de danske myndigheder. I øvrigt var det også

Kanstein, der var den drivende kraft bag oprettelsen af

Schalburgkorpset i 1943,70 og når det kommer til stykket, var

29

Kanstein heller ikke bleg for at antaste den danske suverænitet –

trods alle forsikringer om det modsatte. Han havde de danske

myndigheder under fuld kontrol. Et eksempel herpå gav Paul

Barandon, den næstkommanderende ved gesandtskabet i

København, da han den 27. marts 1942 holdt et foredrag om

Danmarks retsstilling som besat område. I foredraget afslørede

Barandon: ”Nur in einem einzigen Falle hat der deutsche Beauftragte bis

jetzt eingreifen müssen. Das war im November v.J., als sich einige

unverantwortliche jugendliche Elemente zu Demonstrationen gegen den Beitritt

zum Antikominternpakt veranlasst sahen, wahrscheinlich ohne selbst zu

wissen, welch gefährliches Spiel sie damit trieben. Der Beauftragte telefonierte

damals an den Justizminister, der Rathausplatz sei in einer Viertelstunde zu

räumen, und er wurde geräumt” (Indtil nu har den tyske Beauftragte kun

måttet gribe ind i et enkelt tilfælde. Det var i november sidste år,

da nogle uansvarlige, ungdommelige elementer følte sig

foranlediget til at demonstrere mod tilslutningen til

Antikomintern-pagten, uden at de selv vidste, hvilket farligt spil,

de drev. Der Beauftragte telefonerede da til justitsministeren og bad

om at få Rådhuspladsen ryddet inden for et kvarter. Og den blev

ryddet). 71 Det var med andre ord Kanstein, som under

demonstrationerne i forbindelse med Danmarks tilslutning til

Antikominternpagten simpelthen beordrede dansk politi til at

rydde gaden. Det var også Kanstein, som i 1942 tvang dansk politi

til at udvide med 150 mand af hensyn til

kommunistbekæmpelsen.72

30

Demonstration på Rådhuspladsen i København i anledning af Anti-Komintern Pagten

1941

Og apropos politi. Officielt kom der ikke tysk politi til Danmark

med selvstændig operativ myndighed før efter Augustoprøret i

1943. Men sandheden er, at Kanstein hentede tysk sikkerhedspoliti

herop allerede i 1940, men ”in getarnter Form” (under dække).73 Den

29. august 1943 var denne styrke vokset til omkring 60 mand, og

man kan i allerhøjeste grad diskutere, om de sammen med dansk

politi alene indgik i fælles analyse- og efterretningsteams, eller om

der ikke snarere var tale om et egentligt operativt politisamarbejde.

Det var der i hvert fald i forbindelse med efterforskningen af

sagerne mod kommunisterne Richard Jensen og Aksel Larsen i

194174 og i sagen om ”Frit Danmark” i 1942.75 Et andet, mindre

kendt og mindre dramatisk, eksempel er den fælles dansk-tysk

31

politiaktion i 1942 mod DNSAP’s kontorer i København, hvor 12

mistænkte nazister blev anholdt og stillet for tysk krigsret, men

aldrig blev dømt.76

I 1942 skaffede Kanstein også tysk ordenspoliti til Danmark. I

april 1943 tog han skridtet fuldt ud og rekvirerede en hel bataljon

politisoldater, SS-Polizeibataillon ”Cholm”, da han ikke fandt, at han

kun kunne forlade sig på dansk politi, dé kunne eller ville

tydeligvis ikke altid opretholde hverken sikkerhed, fred eller orden.

Kanstein ville derfor gerne selv råde over politimagt. Han

bedyrede udadtil, at de ca. 1000 mand i bataljonen ikke havde

eksekutive beføjelser. Men det passer ikke. Under Augustoprøret i

Odense brugte politisoldaterne skydevåben som magtmiddel over

for demonstranterne, ligesom bataljonen foretog 16 anholdelser,

akkompagneret af både pisk og spark.77 Hertil kom, at

politibataljonen tillige kunne bruges som et pressionsmiddel over

for danskerne. Den 25. august 1943 var der – igen – uroligheder

på Rådhuspladsen i København med bomber, stenkast,

rudeknusninger. Kanstein krævede pladsen ryddet, ellers ville han

sætte politibataljonen ind, ”og den ville skyde”. Så tog dansk politi

affære med stavene trukket.78

Den 29. august 1943 blev 274 ”farlige danskere” taget som gidsler:

27 rigsdagsmænd (alle fra Det Konservative Folkeparti, antagelig

som repressalie på grund af Christmas Møllers flugt), 32

redaktører og journalister, 4 højtstående embedsmænd, 10

kulturpersonligheder samt 9 kendisser fra erhvervslivet.79 I 1945

benægtede Kanstein kategorisk at have haft noget med disse

anholdelser at gøre;80 men da han blev afhørt i Frits Clausen-sagen

32

i 1946, indrømmede han, at det – naturligvis – var ham, der havde

haft ansvaret for udarbejdelsen af anholdelseslisterne.81

Til disse eksempler, som på forskellig vis illustrerer den

psykiatriske overlæges Kanstein-profil, kan lægges, at Kanstein

som nævnt kunne fremvise en bemærkelsesværdig karriere inden

for SS. Man kunne naturligvis tænke sig, at de mange SS-

forfremmelser nærmest var en automatisk følge af hans opstigning

gennem det almindelige stillingshierarki.82 Men så simpelt er det

næppe. Tværtimod er Klaus Mlynek, der har udgivet ”Gestapo

Hannover meldet…” med bl.a. Kansteins Gestapoindberetninger

fra tiden i Hannover, ganske imponeret: ”Innerhalb der SS brachte er

es innerhalb von 6 Jahren von Untersturmführer zum Brigadeführer” (Inden

for SS gik han i løbet af 6 år fra Untersturmführer til Brigadeführer). 83

Nej, det var ikke nogen helt almindelig SS-karriere, og Kanstein

var tydeligvis også selv stolt over således at være blevet

forfremmet i ét væk. I Bonde-Henriksen-interview’et fra 1953

husker han at få indskudt en bemærkning om, at han skam var den

3. højest rangerende SS-officer blandt kupmagerne fra den 20. juli

1944 (næst efter Arthur Nebe og grev Bismarck,

regeringspræsidenten i Potsdam).

Der er bevaret et højst forunderligt brev84 fra Kanstein til Karl

Heinz Hederich, der var en nøglefigur inden for universitetspolitik

og kulturpolitik både i Weimarrepublikken og i Det Tredje Rige.85

Til denne gamle nazist, medlem af NSDAP helt tilbage fra 1922,

skrev Kanstein i påsken 1939 – totalt desillusioneret – at Tyskland

måtte tabe den krig, der ville komme, og at man kunne tage for

givet, at der efter nederlaget ville blive afregnet med præcis samme

33

ubønhørlighed som den, nazisterne selv viste deres modstandere.

Adolf Hitler havde Kanstein ingen tiltro til, sådan en ”Pæderast” og

”Onanist”, og ”Das ganze Treiben der Hitler, Göbbels, Göring ist ein

einziger Dreck” (alt, hvad Hitler, Göbbels og Göring foretager sig,

er der rene svineri). Brevet munder ud i en tillidserklæring til

Himmler som dén der kunne rydde op: ”Wir wollen unserem Führer

Himmler folgen, wenn er den Dreck ausmisten wird” (Vi vil følge

Himmler som vores fører, når han rydder op i svineriet).

Kansteins brev er en to-siders tætskreven energiudladning, én lang

ubændig kritik af det siddende styre, suppleret med en bøn om at

blive forsynet med fortroligt materiale fra Hederich. Det er

ubegribeligt, at Hederich turde gemme dette brev, og det er

ubegribeligt, at Kanstein nogensinde turde skrive det. Men uanset

hvad, så bevidner det, at Kansteins loyalitet helt klart lå hos SS – i

hvert fald på dét tidspunkt.

Endelig skal man ikke glemme, at Kanstein jo i virkeligheden var

gammel efterretningsmand – og som sådan stod på den såkaldte

”Røde Liste”, den liste med 2952 navne på medlemmer af tyske

spionage- og kontraspionageorganisationer, som de danske

efterretningstjenester under krigen udfærdigede i samarbejde med

de allierede tjenester. Personerne på denne ”Røde Liste” befandt

sig i det, der i allieret terminologi hed ”automatical arrest category”.

De skulle derfor straks pågribes efter krigens ophør. Kanstein blev

som nævnt taget af amerikanerne, derpå overleveret til

englænderne, og under retsopgøret udlånt til Danmark. Kansteins

kartotekskort hos Politiets Efterretningstjeneste er lyseblåt og

mærket ”copy 23”, hvilket betyder, at informationerne om ham

stammer fra SHAEF’s War Room.86 På kortet står: ”Dr. Paul von

34

Kanstein. Ankom til Kbh. 10/4-40 som leder af det første sipo og

SD-kontingent. Såes i SS-uniform ved en lokal SS-

hvervekampagne i 1941 og gik efterhånden som ’chef for gestapo’.

Afløstes i september 1943 af politigeneral Günter Pancke, fordi

han ikke havde været i stand til at holde urolighederne i Kbh. i

forbindelse med folkestrejken i aug. 1943 under kontrol. Blev

forflyttet til Hannover som Regierungspräsident. I 1944

rapporteret som kaldt tilbage til Danmark som personlig rådgiver

hos Dr. Best.” 87

Som det ses: de tror, han har en doktorgrad, og de tror, han er

adelig. Og som det ses, er kortet i det hele taget fuldt af fejl. Man

bør i stedet hæfte sig ved selve det billede, der tegnes af Kanstein.

Her er der er ikke noget smidigt eller ræsonnabelt over ham. Han

er slet og ret en Gestapochef. Og det var jo dét, han var. Det var

ikke hvem som helst, der blev udnævnt til chef for det geheime

Staatspolizei i Berlin i årene op til krigen, og det var i øvrigt heller

ikke hvem som helst, der blev udset til posten som chef for

Reichssicherheitspolizei, såfremt Hitler-kuppet den 20. juli 1944 var

lykkedes – hvilket jo var dén post, Otto John fik 6 år senere, i

1950.

7. Double crosser Paul Kanstein er måske ikke helt så fuld af hemmeligheder, og

måske heller ikke helt så ekstrem, som typer som Otto John og

Arthur Nebe. På den anden side er der klare lighedstræk. Indtil

hans karriere stoppede efter krigen, forstod Kanstein at

manøvrere i det politiske spil. Han kunne hyle med de ulve, han

var iblandt, men aldrig højere end, at han også kunne hyle med de

35

andre. Den ene dag var han nazist, den næste dag var han

modstandsmand. Den ene dag var han SS-mand, den næste dag

var han ”hæderlig”. Den ene dag respekterede han dansk

suverænitet, den næste dag krænkede han selvbestemmelsen. Den

ene dag var han jødernes ven; næste dag deres fjende. Han var

bon-kammerat med Thune Jacobsen – og bagvaskede ham. ”Ein

nobler Mann (mit) guten braunen Augen ”? Nej, en double crosser med

et stort talent for forstillelse. Kanstein besnærede således både

danske politikere og embedsmænd under besættelsen, han

besnærede sine kolleger, og han besnærede siden hen Spruchgericht

med sine legender om den uskyldige ”forvaltningsjurist”. Ikke at

billedet sådan set er forkert, det er bare kun halvt.

36

Rudolf Diels

Det fortælles om den første chef for Gestapo, den farverige

Rudolf Diels, at Göring engang skal have sagt til ham: ”Ich warne

Sie, Diels, Sie wollen auf zwei Stühlen zugleich sitzen!” (Jeg advarer Dem,

Diels, De vil sidde på to stole på én gang) – hvortil Diels med et

skævt smil skal have repliceret: ”Der Chef der Geheimen Staatspolizei

muss auf sämtlichen Stühlen sitzen, Herr Ministerpräsident” (Chefen for

det hemmelige statspoliti må sidde på samtlige stole, Hr.

ministerpræsident). 88 Ganske som sin berømte forgænger var Paul

Kanstein en mand, der kunne sidde på samtlige stole.

37

1 Brevet findes i Politihistorisk Museums samlinger, jf. Henrik Stevnsborg, Lieber Arthur, lieber Carlo. Eigil Thune Jacobsen og det internationale politisamarbejde i 1930’erne og 40’erne, Politihistorisk Selskabs Årsskrift 2008, s. 51 og 57. Yderligere et brev fra Thune Jacobsen til Nebe er optrykt i oversættelse på Informations forside 14. november 1945. 2 Eigil Thune Jacobsen, Paa en Uriaspost, 1946, s. 23, 27. 3 Samme, s. 24-27 og Den Parlamentariske Kommission, VII, Aktstykker bd. 3, 1950, sp. 96-97. 4 Auswärtiges Amt. Politisches Archiv. Nachlass Georg F. Duckwitz, bd. 29, fol. 34-36. (PA AA NL Duckwitz). 5 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein og hans embedsførelse under den tyske besættelse af Danmark 1940-43, historiespeciale, Århus Universitet 2000, s. 54-57. 6 Erik Scavenius, Forhandlingspolitiken under Besættelsen, 1948, fx s. 51-52. 7 Rigsarkivet, arkivnummer 1353. Politiets Efterretningstjeneste. Krigsforbryder-, spion- og andre sager vedr. besættelsestiden. 1945-1948. INF 3502. Kanstein. 8 Henrik Bonde-Henriksen, Den hæderlige tysker – i den sorte SS-Uniform, Berlingske Tidende 18. januar 1953. 9 Om Bonde-Henriksen, se fx Kristeligt Dagblad 1. april 2000. Fødselsdage. Om Otto John er litteraturen omfattende, men se fx Hartmut Jäckel, Das Geheimnis des Doktor John, Die Zeit 1. oktober 2008. 10 Henrik Bonde-Henriksen, Den hæderlige tysker… 11 Børge Outze, Danmark under Den Anden Verdenskrig 2. Oprøret, 1963, s. 190-191. 12 Söhnlein, i Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein …, s. 48. 13 Se fx Paul Kanstein an Gottlob Berger 16. Oktober 1942, i John T. Lauridsen, Tyske akter vedrørende Jødespørgsmålet i Danmark april 1940 – august 1943, i Danske Magazin 50:2, 2008, s. 555-556. Men jf. også Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein…, s. 47, der citerer Duckwitz for, at det ikke var Kansteins indsats, der fik Best til Danmark. 14 Henning Poulsen, Besættelsesmagten og de danske nazister. Det politiske forhold mellem tyske myndigheder og nazistiske kredse i Danmark 1940-43, 1970. 15 Hans Kirchhoff, Augustoprøret II, 1979, s. 396. 16 Henning Koch, Demokrati – slå til! Statslig nødret, ordenspoliti og frihedsrettigheder 1932-1945, 1994, s. 200-203. 17 Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47. Bekæmpelsen af spionage, sabotage og nedbrydende virksomhed, 1992, s. 234-235. 18 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein …, s. 94. 19 Hans Kirchhoff, Paul Kanstein, i Hans Kirchhoff, John T. Lauridsen og Aage Trommer (red.), Gads Leksikon. Hvem var hvem 1940-1945, 2005, s. 199-200. 20 Afsnittet bygger på de ovenfor nævnte kilder, suppleret med: Bundesarchiv Z 42 IV 6576. Paul Ernst Kanstein samt Gestapo Hannover meldet … Polizei- und Regierungsberichte für das mittlere und südliche Niedersachsen zwischen 1933 und 1937. Bearbeitet und eingeleitet von Klaus Mlynek, 1986, s. 28-29 og http://forum.axishistory.com/viewtopic.php?t=63094...kanstein 21 Gestapo Hannover meldet …, s. 28-29. 22 Hans Kirchhhoff, Augustoprøret I, 1979, s. 58. 23 Paul Kanstein an RSHA 27. juli 1943, i John T. Lauridsen & Jakob Kyril Meile (udg.), Werner Bests korrespondance med Auswärtiges Amt og andre tyske akter vedrørende besættelsen af Danmark 1942 – 1945. Die Korrespondenz von Werner Best mit dem Auswärtigen Amt und andere Akten zur Besetzung von Dänemark 1942-1945, Bind /Band 3, 2012, s. 305-306. 24 WB Dänemark an OKW/WFSt 16. Juni 1943 og OKW/WFSt: Vorbereitung besonderer Massnahmen … 27. August 1943, i John T. Lauridsen & Jakob Kyril Meile (udg.), Werner Bests korrespondance …, bd. 3, s. 174-175 og 430-431. Jf. også Thune Jacobsen, Den Parlamentariske Kommission, VII, Aktstykker bd. 3, sp. 243 ff. 25 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein …, s. 47. 26 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein…, s. 53. 27 Joachim von Ribbentrop an Werner Best 1. September 1943, i John T. Lauridsen & Jakob Kyril Meile (udg.), Werner Bests korrespondance …, bd. 4, s. 12. 28 Ruth Bettina Birn, Die Höheren SS-und Polizeiführer. Himmlers Vertreter im Reich und in den besetzten Gebieten, 1986. Om Danmark, se s. 288-297.

38

29 Karl Ritter an Werner Best 7. November 1943, i John T. Lauridsen & Jakob Kyril Meile (udg.), Werner Bests korrespondance… bd. 4, s. 459-460. 30 Rigsarkivet, arkivnummer 1353 … 31 Om disse Spruchgerichte, se fx Sebastian Römer, Mitglieder verbrecherischer Organisationen nach 1945. Die Ahndung des Organisationsverbrechens in der britischen Zone durch die Spruchgerichte, 2005. 32 Sagens akter er bevaret i Bundesarchiv Z 42 IV 6576 Paul Ernst Kanstein. 33 Samme, fol. 186. 34 Rigsarkivet, arkivnummer 1353 … 35 Ove Johannsen, Tilfældet Leifer: en analyse og en vurdering, 1949, s. 79 og 128-129. Om Leifer, se Henrik Stevnsborg, Politifuldmægtigen, der havde goodwill hos Gestapo, i John T. Lauridsen (red.), Over stregen – under besættelsen, 2007, s. 503-523. 36 Bundesarchiv Z 42 IV 6576…, fol. 188. 37 Henrik Bonde-Henriksen, Den hæderlige … 38 Se fx http://de.wikipedia.org/wiki/131er 39 Gerhard Paul, Zwischen Selbstmord, Illegalität und neuer Karriere. Ehemalige Gestapo-Bedienstete im Nachkriegsdeutschland, in Gerhard Paul & Klaus-Michael Mallmann (Hg.), Die Gestapo – Mythos und Realität, 1995, s. 539-540 og 545. 40 Henning Koch, Demokrati - slå til! ... , s. 233. Henrik Stevnsborg, Lieber Eigil …, s. 54-59. 41 Eigil Thune Jacobsen, Paa en Uriaspost …, s. 22-27. 42 Den Parlamentariske Kommission, VII, Aktstykker bd. 1, 1950, s. 120. 43 Henrik Bonde-Henriksen, Den hæderlige… 44 Heinz Höhne, Der Orden unter dem Totenkopf. Die Geschichte der SS, 1994, s. 474 og 497. Samme, Canaris. Patriot im Zwielicht, 1976, s. 356. 45 Heinz Höhne, Canaris..., s. 356. 46 http://en.wikipedia.org/wiki/Wolf-Heinrich_Graf_von_Helldorf 47 http://en.wikipeda.org./Wiki/Fritz-Dietlof_von_der_Schulenburg med litteraturhenvisninger. 48 Se fx Gerhard Paul, Ganz normale Akademiker, i Gerhard Paul & Klaus-Michael Mallmann (Hrsg.), Die Gestapo – Mythos und Realität, 1995, s. 253-254. 49 Bundesarchiv, Partei-Kanzlei der NSDAP, NS 6 Partei-Kanzlei, Attentat auf Hitler am 20. Juli 1944, NS 6/5 27. Juli 1944, fol. 5. 50 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein…, s. 31-37 og 41. 51 Institut für Zeitgeschichte. Interview Dr. Bernd Richter (Hamburg) mit Herrn Paul Kanstein, Schwarzenau/Eder am 24.6.71. Vertraulich. 52 Henrik Bonde-Henriksen, Den hæderlige … 53 Harry Söderman, Inte bara brott, 1956, s. 380. 54 Fenton Bresler, Interpol. Hur Världspolisen arbetar, 1992, s. 110-111. 55 Der eksisterer adskillige Nebe-biografier. En oversigtlig men alligevel detaljeret gennemgang af manden, hans liv og hans gerning findes i Andreas Schulz & Dieter Zinke, Die Generale der Waffen-SS und der Polizei. Die militärischen Werdegänge der Generale, sowie der Ärzte, Veterinäre, Intendanten, Richter und Ministerialbeamten im Generalsrang. Band 3, 2008, s. 300-332. 56 Hans Bernd Gisevius, Wo ist Nebe?, 1966. 57 Andreas Schulz & Dieter Zinke, Die Generale…, s. 315. 58 Samme, s. 329. 59 Norbert Frei, Vergangenheitspolitik in den fünfziger Jahren, i Wilfried Loth, Bernd-A. Rusinek (Hg.), Verwandlungspolitik. NS-Eliten in der westdeutschen Nachkriegsgesellschaft, 1998, s. 82-88. 60 Wilfried Loth/Bernd-A. Rusinek, Einleitung der Herausgeber, i samme (Hg.), Verwandlungspolitik … s. 7. 61 Joachim C. Fest, Hitlers indre fjender. Den tyske modstandskamp. Med forord af Katrine Winkel Holm, 2008, s. 306 og 313. 62 Carl Madsen, Den gode læge og andre fortællinger, 1966, s.25 ff. 63 Peter Øvig Knudsen, Birkedal. En torturbøddel og hans kvinder, 2. udg, 2. opl., 2006, s. 316 ff. 64 Bøje Larsen, Det ondes Forklaring. Max Schmidt og hans rolle i retsopgøret, Historiespeciale, Københavns Universitet 2008.

39

65 Jesper Vaczy Kragh, Psykopater og psykiatrihistorie, på http://www.museionblog.dk/tag/max-schmidt/ 66 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein …, s. 55. 67 Hans Kirchhoff, Augustoprøret I…, s. 163 68 Gestapo Hannover meldet …, s. 411. 69 Samme, s. 512. 70 Henning Poulsen, Besættelsesmagten…, især kapitel 5, Det storgermanske rige. 71 Paul Barandon: Die Rechtsstellung Dänemarks als besetztes Gebiet, 27. März 1942, Rigsarkivet, Danica 465: Moskva: Osobyj Archiv, 1458/21/3/19. Transskriberet af John T. Lauridsen. 72 Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47…, s. 281-282. 73 Samme, s. 270. 74 Samme, s. 271 og 327-328. 75 Jf. afhøringen af Thune Jacobsen, Den Parlamentariske Kommission, VII, Aktstykker bd. 3, sp. 222-224. 76 Henning Poulsen, Besættelsesmagten…, s. 328-329. 77 Hans Kirchhoff, Augustoprøret II…, s. 38-39, 130-132. 78 Samme, s. 376. 79 Rigsarkivet. Auswärtiges Amt 233. Inland II geheim. Div.sager. Gesandt von Grundherrs notat af 24. september 1943, jf. Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47…, s. 431. 80 Jane Søndergård Gude, Paul Kanstein …, s. 37. 81 Samme, s. 42. 82 Det er det indtryk, Kanstein gerne vil give Spruchgericht, jf. Bundesarchiv, Z 42 IV 6576, folio 8. 83 Gestapo Hannover meldet …, s. 29, note 102. 84 Bundesarchiv, Parteiamtl. Prüfungskommission zum Schutze des NS-Schrifttums. NS 11/35. 85 http://de.wikipedia.org/wiki/Karl_Heinz_Hederich 86 Henrik Stevnsborg, Politiet 1938-47…, s. 498-499. 87 Rigsarkivet, arkivnummer 1353... 88 Heinz Höhne, Der Orden…, s. 86.