daniel silva, den engelske pige (læseprøve)

34mm157mm 157mm90mm

235m

m

90mm

CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

DanIEl SIlVa er tidligere udenrigskorrespon-

dent og er noget så usædvanligt som en belæst

og berejst amerikansk spændingsforfatter, der

lader sine bøger foregå i Europa og Mellem-

østen.

Med serien om den israelske efterretnings-

agent og kunstkonservator Gabriel allon har

Silva fået sig en stor fanskare både ude og

hjemme og anses for at befi nde sig i kategori

med agentgenrens mestre, John le Carré og

Graham Greene. DEn EnGElSKE PIGE er tiende

bind på dansk i den populære serie.

Besøg forfatterens hjemmeside:

www.danielsilvabooks.com

© Jo

hn

Ea

rl

E

den enGeLSKe PIGe

„du har syv dage, ellers dør pigen.“

GABRIeL ALLOn eR VendT HJeM til Jerusalem efter i årevis at have

levet en nomadetilværelse som kunstkonservator og agent for den israelske efter-

retningstjeneste. her bor han med sin italienske kone Chiara, sysler med sine re-

staureringsopgaver og får hyppigt besøg af Tjenestens gamle chef, ari Shamron,

som aldrig bliver træt af at forsøge at lokke allon tilbage i felten.

og i felten kommer allon da også, da en gammel ven i det britiske efterretnings-

væsen beder om hans hjælp. En smuk, ung engelsk kvinde, Madeline hart, er

nemlig blevet kidnappet under en ferie på Korsika, og Madeline er ikke hvem som

helst. Ud over at være et af de største yngre talenter i engelsk politik bærer hun

også på en farlig hemmelighed: hun er den engelske premierminister Jonathan

lancasters elskerinde. Kidnapperne har givet lancaster syv dage til at møde deres

krav, ellers vil Madeline blive myrdet, og lancasters politiske karriere ødelagt.

Sagen fører allon fra Marseilles kriminelle underverden til magtens korridorer i

london for til sidst at kulminere i Moskva, en by, hvor det ikke skorter på mænd,

der gerne så allon død.

Silvas Gabriel Allon-historier er begavet spændingslitteratur. Med en plotteknik, der minder om Frederick Forsyth,og en stil ikke så langt fra John le Carré, får læseren

en udsøgt thrilleroplevelse.– Jyllands-Posten

HAR dU HeLe SeRIen?

#1 N E W Y O R K T I M E S B E S T S E L L E R

C I C E R O

Af samme forfatter:

GABRIEL ALLON-SERIEN

Den faldne engel (2013) Portræt af en spion (2012) Rembrandt-sagen (2011)

Afhopperen (2010) Moskvareglerne (2009)

I hemmelig tjeneste (2008) Budbringeren (2007)

Ildens søn (2006) Vatikanets mand (2005)

Silva - Den engelske pige (638-3175-8) - 384 sider - IB.indb 2 27-01-2014 10:47:22

Oversat fra amerikansk af Charlotte Grubb

CICERO


Den engelske pige er oversat fra amerikansk

af Charlotte Grubb efter The English Girl Copyright © 2013 by Daniel Silva

Published by arrangement with HarperCollins Publishers Denne udgave: © CICERO/ROSINANTE&CO, København

Omslag: Imperiet/Harvey Macaulay Illustration: © Shutterstock

Sat med Adobe Garamond Pro hos ROSINANTE&CO og trykt hos CPI – Clausen & Bosse, Leck

ISBN: 978-87-638-3175-8 Printed in Germany 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

CICERO er et forlag i ROSINANTE&CO Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk


Endnu en gang, til min hustru, Jamie, og mine børn, Lily og Nicholas


Den, der lever et umoralsk liv, dør en umoralsk død. KORSIKANSK ORDSPROG


FØRSTE DEL

Gidslet


11

1

Piana, Korsika

De kom efter hende i slutningen af august på øen Korsika. Det nøjagtige tidspunkt blev aldrig fastslået – et eller andet tidspunkt mellem solnedgang og den efterfølgende dag klokken tolv, nærmere kunne hendes husfæller ikke komme det. De havde sidst set hende ved solnedgang, susende ned ad villaens indkørsel på en rød scooter med en florlet bomuldsnederdel flagrende om de solbrændte lår. Den efterfølgende dag klokken tolv gik det op for dem, at hendes seng var tom bortset fra en underlødig halvlæst roman, der lugtede af kokosolie og svagt af rom. Der skulle gå yderligere fireogtyve timer, før de fik taget sig sammen til at kontakte gendarmerne. Det havde været den slags sommer, og Madeline var den slags pige. De var kommet til Korsika fjorten dage forinden, fire kønne piger og to alvorlige fyre, alle samme tro tjenere af den britiske regering eller det politiske parti, der sad i den for tiden. De havde en enkelt bil, en fælles fem-dørs Renault, der var stor nok til, at fem mennesker kunne presses ind i den, og den røde scooter, der udelukkende tilhørte Madeline, og som hun kørte på med en dumdristighed grænsende til det selvmorderiske. Deres okkerfarvede villa lå i landsbyens vestlige udkant på en klippe med udsigt over havet. Den var nydelig og kompakt, den slags ejendomsmæg-lere altid beskriver som ‘charmerende’. Men der var svømmebassin og en muromkranset have fyldt med rosmarinbuske og pebertræer; og kun ganske få timer efter at de var ankommet, havde de bragt sig i den lyksalige tilstand af solbrændt halvnøgenhed, som alle engelske turister tilstræber, uanset hvor deres rejser fører dem hen. Selv om Madeline var den yngste i gruppen, var hun dens uofficielle leder, en byrde hun accepterede uden indvendinger. Det var Madeline, som havde ordnet lejen af villaen, og Madeline, som arrangerede de lange frokoster, de sene aftensmåltider og dagturene ind i Korsikas vildsomme indre, og som altid førte an hen ad de forræderiske veje på sin scooter.


12

Ikke en eneste gang havde hun besværet sig med at kigge på et kort. Den encyklopædiske viden om øens geografi, historie, kultur og køkken havde hun erhvervet sig i løbet af en periode med intense studier og forberedelser i ugerne, der førte op til rejsen. Det lod til, at Madeline ikke overlod noget som helst til tilfældet. Men det gjorde hun i øvrigt også kun sjældent. Hun var kommet til partiets Millbank-hovedkvarter to år tidligere efter at være dimitteret fra University of Edinburgh med eksaminer i økonomi og socialpolitik. Til trods for at hendes uddannelsessted ikke tilhørte top-klassen – de fleste af hendes kolleger var produkter af elitekostskoler og Oxbridge – steg hun hurtigt op gennem en række kontorjobs, indtil hun blev forfremmet til leder for den opsøgende borgerkontakt. Hendes op-gave, som hun gerne beskrev den, var at skaffe stemmer hos klasser i det britiske samfund, der ikke havde nogen som helst grund til at støtte partiet, dets program eller dets kandidater. Alle var enige om, at denne stilling kun var et skridt på vejen mod noget langt bedre. Madelines fremtid så strålende ud – „soleksplosions-strålende“ med et udtryk fra Pauline, som havde iagttaget sin yngre kollegas opstigning med ikke så lidt misundelse. Ifølge sladderbørsen havde en eller anden højtstående person i partiet ta-get Madeline under sine vinger. En eller anden tæt på premierministeren. Måske endda premierministeren selv. Med sit smukke tv-egnede udseende, sit skarpe intellekt og sin grænseløse energi var Madeline ved at blive bragt i stilling til et sikkert sæde i parlamentet og sit eget ministerium. Det var kun et spørgsmål om tid. Eller det sagde man i det mindste. Hvilket alt sammen gjorde det endnu mere ejendommeligt, at Made-line Hart i en alder af syvogtyve ikke havde nogen kæreste. Når hun blev opfordret til at redegøre for sit golde kærlighedsliv, erklærede hun, at hun havde for travlt til at have en mand. Fiona, en små-ondskabsfuld mørk-håret skønhed fra kabinetssekretariatet, syntes, det var en tvivlsom forkla-ring. Hvad mere var, hun mente, at Madeline var svigefuld – svigefuldhed var en af Fionas mest forsonende egenskaber, deraf hendes interesse for partipolitik. For at understøtte sin teori påpegede hun som regel, at mens Madeline glad og gerne snakkede om stort set alle tænkelige emner, var hun usædvanligt forbeholden, når det gjaldt hendes personlige liv. Jo, sagde Fiona, hun var villig nok til med mellemrum at komme med en harmløs godbid om sin problematiske barndom – den triste arbejderbolig i Essex, faren, hvis ansigt hun knap nok kunne huske, den alkoholiske


13

bror, som ikke havde arbejdet en eneste dag i sit liv – men alt andet holdt hun skjult bag en borggrav og mure af sten. „Vores Madeline kunne være øksemorder eller luksusluder, uden nogen af os anede noget om det,“ sagde Fiona. Men Alison, en underordnet fra indenrigsministeriet med et mere end en gang knust hjerte, havde en anden teori. „Det stakkels pus er forelsket,“ erklærede hun en eftermiddag, mens hun iagttog Madeline, der som en gudinde steg op af havet i den lillebitte bugt neden for villaen. „Problemet er, at den pågældende mand ikke gengælder hendes følelser.“ „Hvorfor skulle han ikke gøre det?“ spurgte Fiona døsigt inde fra skyg-gen af en enorm solskærm. „Måske tillader hans position det ikke.“ „Gift?“ „Ja, det er da klart.“ „Skiderik.“ „Har du aldrig?“ „Haft et forhold til en gift mand?“ „Ja.“ „Kun to gange, men jeg er ved at overveje en tredje gang.“ „Du havner lige lukt i helvede, Fi.“ „Det håber jeg så sandelig.“ Det var lige der, på den syvende dags eftermiddag og på baggrund af de spinkleste beviser, de tre unge kvinder og to fyre, som boede sammen med Madeline Hart i den lejede villa i udkanten af Piana, påtog sig at finde hende en elsker. Og ikke bare en hvilken som helst, sagde Pauline. Han måtte have en passende alder, et godt udseende og en ordentlig baggrund, have orden i økonomien og en stabil psyke, ikke have nogen skeletter i skabene og ingen anden kvinde i sin seng. Fiona, den mest erfarne, når det kom til hjerteanliggender, fastslog, at det var en håbløs opgave. „Han findes ikke,“ forklarede hun med den træthed, der kendetegner en kvinde, som har brugt meget tid på at lede efter ham. „Og hvis han gør, så er han enten gift eller så forgabt i sig selv, at han overhovedet ikke vil have blik for stakkels Madeline. Trods sine betænkeligheder kastede Fiona sig hovedkulds over ud-fordringen, om ikke af anden grund end at det ville tilføre ferien lidt spænding. Heldigvis havde hun ingen mangel på potentielle ofre, for det virkede, som om halvdelen af det sydøstlige England havde forladt deres


14

regnvåde ø til fordel for Korsikas sol. Der var kolonien af finansmænd fra City, som havde et fornemt lejemål i Golfe de Portos nordlige ende. Og kunstnergruppen, der boede som sigøjnere i en bjergby i Castagniccia-regionen. Og skuespillertruppen, som havde taget residens på stranden ved Campomoro. Og delegationen af oppositionspolitikere, som udstak planer om at vende tilbage til magten fra en villa oppe på toppen af fæstningsbyen Bonifacio. Fiona, der brugte kabinetssekretariatet som sit visitkort, arrangerede hurtigt en række improviserede selskabeligheder, og ved hver lejlighed – om det så var et middagsselskab, en vandretur i bjergene eller en fugtig eftermiddag på stranden – indfangede hun den bedst egnede af de tilstedeværende mænd og anbragte ham ved siden af Madeline. Men der var imidlertid ingen af dem, der havde held til at indtage hendes befæstning, ikke engang den unge skuespiller, der lige havde haft stor succes i hovedrollen i denne sæsons mest populære West End-musical. „Hun er tydeligvis hårdt ramt,“ medgav Fiona, da de var på vej tilbage til villaen en aften med Madeline som vejviser gennem mørket på sin røde scooter. „Hvem tror du, det er?“ spurgte Alison. „Aner det ikke,“ sagde Fiona med misundelse i stemmen. „Men han må være noget helt særligt.“ Det var på dette tidspunkt, hvor der kun var knap en uge til deres planlagte hjemrejse til London, at Madeline begyndte at tilbringe be-mærkelsesværdigt meget tid alene. Hun forlod gerne villaen tidligt om morgenen, som regel før de andre var stået op, og vendte tilbage sent om eftermiddagen. Når hun blev spurgt, hvor hun havde været, veg hun udenom, og ved aftensmåltidet var hun ofte tvær eller fraværende. Alison frygtede naturligvis det værste, at Madelines elsker, hvem han så ellers var, havde sendt hende besked om, at hendes ydelser ikke længere var ønsket. Men dagen efter, da Fiona og Pauline vendte tilbage til villaen efter en shoppetur, fortalte de henrykte, at Alison tog helt fejl. Det lod til, at Madelines elsker var kommet til Korsika. Og Fiona havde billederne, der kunne bevise det.

Denne observation var gjort ti minutter over to i Les Palmiers på Quai Adolphe Landri i Calvi. Madeline havde siddet ved et bord helt henne


15

ved havnekajen med ansigtet vendt en anelse ud mod havet, som om hun ikke ænsede manden i stolen overfor. Hendes øjne var skjult af store mørke briller. En stråhat med en kunstfærdig sort sløjfe kastede skygge over hendes lydefri ansigt. Pauline havde gjort anstalter til at nærme sig bordet, men Fiona, som fornemmede situationens anspændte intimitet, havde i stedet foreslået et hastigt tilbagetog. Hun havde dog ventet længe nok til i hemmelighed at tage det første belastende fotografi med sin mobil telefon. Madeleine havde tilsyneladende ikke bemærket forstyr-relsen, men det havde manden. I det øjeblik Fiona trykkede på knappen, havde han vendt hovedet skarpt, som om et nærmest dyrisk instinkt havde advaret ham om, at hans kontrafej blev elektronisk foreviget. Efter at være flygtet hen til et nærliggende brasserie studerede Fiona og Pauline indgående manden på fotografiet. Hans vindblæste hår var grå-blond og kraftigt. Det faldt ned i panden på ham og indrammede et skarpskåret ansigt domineret af en lille mund med et ganske grusomt drag. Påklædningen var svagt maritim: hvide bukser, blåstribet skjorte af oxfordlærred, et stort dykekrur, lærredsmokkasiner med såler, der ikke ville efterlade spor på et skibsdæk. Det var den mandstype, han var, fast-slog de. En mand, som aldrig efterlod sig spor. De gik ud fra, at han var englænder, selv om han muligvis kunne have været tysker eller skandinav, tænkte Pauline, eller måske en efterkommer af en polsk adelsslægt. Penge var tydeligvis ikke noget problem, hvilket blev bevidnet af den dyre flaske champagne, der stod og duggede i den sølvblanke champagnekøler, der var fastgjort til bordkanten. Han havde selv tjent sine penge, snarere end arvet dem, enedes de om, og ikke på en helt fin måde. Han var spiller. Han havde schweiziske bankkonti. Han rejste til farlige steder. Og fremfor alt var han diskret. I lighed med hans sejlersko afsatte hans affærer ingen spor. Men det var billedet af Madeline, der fascinerede dem mest. Hun var ikke længere den pige, de kendte fra London, eller bare den pige som de havde delt villa med i de sidste fjorten dage. Det virkede, som om hun havde tillagt sig en helt anden opførsel. Hun var en skuespillerinde i en anden film. Den anden kvinde. Nu, mens Fiona og Pauline sad bøjet ind over mobiltelefonen som et par bedre skoletøser, skrev de dialogen og forsynede rolleindehaverne med lidt flere detaljer. I deres version af historien var affæren begyndt uskyldigt nok med et tilfældigt møde i en


16

eksklusiv butik i New Bond Street. Flirten havde været langvarig, fuld-byrdelsen omhyggeligt planlagt. Men slutningen på historien kunne de ikke rigtigt få hold på, for i det virkelige liv var den endnu ikke skrevet. De var begge enige om, at den ville blive tragisk. „Sådan ender den slags historier altid,“ sagde Fiona erfarent. „Pige møder dreng. Pige forelsker sig i dreng. Pige bliver såret og gør sit bedste for at tilintetgøre dreng.“ Fiona tog yderligere to fotografier af Madeline og hendes elsker den eftermiddag. Det ene viste dem gå langs med kajen i strålende solskin, mens deres knoer fordækt strejfede hinanden. Det andet viste dem tage afsked uden så meget som et kys. Derefter steg manden ned i en Zodiac-gummibåd og styrede ud i havnen. Madeline satte sig op på sin røde scoo-ter og satte kursen hjemad til villaen. Da hun nåede frem, var hun ikke længere i besiddelse af stråhatten med den kunstfærdige sløjfe. Samme aften, da hun berettede om eftermiddagens oplevelser, nævnte hun ikke med et ord et besøg i Calvi eller en frokost med en tilsyneladende velha-vende mand på Les Palmiers. Fiona syntes, det var ret godt skuespil. „Vores Madeline er en overordentlig god løgnhals,“ fortalte hun Pauline. „Måske er hendes fremtid lige så strålende, som det siges. Hvem ved? Måske ender hun som premierminister en skønne dag.“

Den aften havde de fire kønne kvinder og de to alvorlige mænd, som bo-ede i den lejede villa, planlagt at spise i den nærliggende by, Porto. Made-line havde reserveret bord på skolefransk og endda påbudt ejeren at holde på det fineste bord, det på terrassen med udsigt til den klipperandede store bugt. Det var underforstået, at de ville drage hen til restauranten i deres sædvanlige karavane, men lidt i syv forkyndte Madeline, at hun ville tage til Calvi og tage en drink med en gammel veninde fra Edinburgh. „Vi mødes på restauranten,“ råbte hun over skulderen, mens hun susede ned ad indkørslen. „Og prøv i himlens navn at komme til tiden for en gangs skyld.“ Og så var hun væk. Ingen af dem syntes, det var underligt, da hun ikke dukkede op til middagen den aften. Og de blev heller ikke foruroligede, da de vågnede og opdagede, at hendes seng var tom. Det havde været den slags sommer, og Madeline var den slags pige.


17

2

Korsika-London

Det franske nationale politi erklærede officielt Madeline Hart for savnet klokken 14.00 den sidste fredag i august. Efter tre dages eftersøgning var det eneste spor, de havde fundet, den røde scooter, som lå med knust forlygte i en afsidesliggende bjergslugt nær Monte Cinto. Med udgangen af ugen havde politiet så godt som opgivet ethvert håb om at finde hende i live. Officielt fastholdt de, at sagen først og fremmest var en eftersøgning af en forsvunden engelsk turist. Men internt ledte de allerede efter hendes morder. Der var ingen mistænkte eller personer af interesse ud over den mand, som hun havde spist frokost med på Les Palmiers dagen inden sin forsvin-ding. Men ligesom Madeline lod han til at være forsvundet fra jordens overflade. Var han en hemmelig elsker, sådan som Fiona og de andre nærede mistanke om, eller var deres bekendtskab af nyere dato, indgået på Korsika? Var han engelsk? Var han fransk? Eller, som en frustreret kriminalbetjent udtrykte det, var han et rumvæsen fra en anden galakse, som var blevet omdannet til partikler og sendt tilbage til moderskibet? Servitricen på Les Palmiers var ikke til megen hjælp. Hun kunne huske, at han talte engelsk til pigen i solen, men havde bestilt på perfekt fransk. Regningen havde han betalt med kontanter – knitrende rene pengesedler, som han lagde ud på bordet som en spiller, der spiller med store indsat-ser – og han havde givet gode drikkepenge, hvilket var sjældent i disse dage i Europa med finanskrisen og så videre. Det, hun bedst kunne huske, var hans hænder. Næsten hårløse, ingen solskjolder eller ar, rene negle. Han passede øjensynligt sine negle godt. Det satte hun pris på hos en mand. Hans fotografi, der blev forevist diskret rundt omkring på øens barer og restauranter, fremkaldte kun et apatisk skuldertræk. Det virkede, som om ingen havde set ham for deres øjne. Og hvis de havde, så kunne de ikke huske hans ansigt. Han var som enhver anden spradebasse, der skyllede i land på Korsika hver sommer: solbrændt, dyre solbriller, schweizisk pro-duceret praleguld omkring håndleddet. Han var et nul med et kreditkort og en køn pige på den modsatte side af bordet. Han var den glemte mand. For Korsikas butiksindehavere og restauratører, muligvis, men ikke for


18

det franske politi. De kørte hans billede gennem samtlige forbryderdata-baser, de havde i deres arsenal, og så kørte de det igennem et par stykker til. Og da hver søgning ikke fremkaldte så meget som antydningen af et match, drøftede de, om de skulle frigive et billede til pressen. Der var dem, især de højest rangerede, som kom med indvendinger mod sådan et træk. Det var trods alt muligt, sagde de, at den stakkels fyr ikke var skyldig i andet end utroskab, hvilket næppe var nogen forbrydelse i Frankrig. Men da der gik yderligere tre døgn uden nævneværdige fremskridt, kom de til den konklusion, at de ikke havde andet valg end at bede offentligheden om hjælp. To omhyggeligt beskårne fotografier blev frigivet til pressen – et hvor han sad ved Les Palmiers, et andet, hvor han kom gående langs med kajen – og ved mørkets frembrud var efterforskerne blevet oversvømmet med hundredevis af tips. De sorterede hurtigt fupmagerne og tosserne fra og anvendte udelukkende ressourcerne på de spor, der virkede blot nogenlunde plausible. Men intet af det bar frugt. En uge efter Madeline Harts forsvinding var deres eneste mistænkte stadigvæk en mand uden navn endsige nationalitet. Selv om politiet ikke havde nogle lovende spor, havde de ingen mangel på teorier. En gruppe kriminalbetjente mente, at manden fra Les Palmiers var en voldspsykopat, som havde lokket Madeline i en fælde. En anden gruppe afskrev ham som en, der simpelthen bare havde været det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ifølge denne teori var han gift og ikke i en position, hvor han kunne træde frem for at samarbejde med politiet. Og hvad angik Madelines skæbne, så hævdede de, at det bare var et røveri, der var gået galt – en ung kvinde, der kørte alene på scooter, ville have været et fristende mål. På et eller andet tidspunkt ville liget dukke op. Havet ville spytte det ud, en vandrer ville falde over det oppe i bjergene, en landmand ville grave det op, når han pløjede marken. Det var sådan, tingene foregik på øen. Korsika gav altid sine døde tilbage. I England blev politiets svigtende held en anledning til at nedrakke franskmændene. Men selv de aviser, der var velvilligt indstillet over for oppositionen, behandlede i det store og hele Madelines forsvinding, som om det var en national tragedie. Hendes bemærkelsesværdige vej fra en arbejderbolig i Essex blev beskrevet i detaljer, og adskillige partispidser udsendte erklæringer om en lovende karriere, der var blevet afbrudt før tid. Hendes grådkvalte mor og uduelige bror gav et enkelt tv-interview og


19

forsvandt derefter fra offentlighedens søgelys. Det samme gjaldt hendes feriekammerater fra Korsika. Da de vendte hjem til England, optrådte de i samlet flok ved en pressekonference i Heathrow Lufthavn, overvåget af et hold presserådgivere fra partiet. Bagefter afslog de alle andre interview-forespørgsler, også dem der ledsagedes af lukrative pengebeløb. Ethvert spor af skandale var fraværende fra dækningen. Der var ingen historier om heftig feriedruk, sexeskapader eller gadeoptøjer, kun det sædvanlige bavl om de farer, der lurede på unge kvinder, der tog på rejse i udlandet. I partiets hovedkvarter lykønskede pressemedarbejderne stilfærdigt hin-anden med deres ferme håndtering af affæren, mens den politiske stab bemærkede en markant stigning i premierministerens popularitetsmålin-ger. Bag lukkede døre kaldte de det ‘Madeline-effekten’. Lidt efter lidt flyttede historierne om hendes skæbne fra forsiderne og ind i sektionerne, og ved udgangen af september var hun helt forsvundet fra aviserne. Det var efterår og derfor tid til at vende tilbage til regerings-anliggenderne. De udfordringer, som England stod over for, var enorme: en økonomi for nedadgående, en euro-zone i respirator, en længere liste over uløste sociale problemer, der var ved at svække sammenhængskraften i landet. Og hængende over alt dette var udsigten til valg. Premiermini-steren var kommet med talrige antydninger om, at han agtede at udskrive valg inden årets udgang. Han var helt bevidst om faren ved at svigte sit løfte nu; Jonathan Lancaster var Englands nuværende regeringschef, fordi hans forgænger havde undladt at udskrive valg efter måneders offentlig flirt med tanken. Lancaster, som dengang var leder af oppositionen, havde kaldt ham ‘Hamlet fra Downing Street 10’, og det havde været dødsstødet. Hvilket forklarede, hvorfor Simon Hewitt, premierministerens kom-munikationschef, ikke havde sovet godt i den seneste tid. Hans søvnløs-hedsmønster var uforanderligt. Totalt udmattet efter det daglige arbejdes knusende vægt faldt han hurtigt i søvn, ofte med en sagsmappe hvilende på brystet, blot for at vågne efter tre-fire timer. Og når han først var vågen, begyndte tankerne at køre i susende fart. Efter fire år i regeringen virkede det, som om han var ude af stand til at fokusere på andet end det negative. Sådan var en Downing Street pressemedarbejders lod. I Simon Hewitts verden var der ingen triumfer, kun katastrofer og næsten-katastrofer. Lige-som jordskælv kunne de rangordnes i alvor fra bittesmå skælv, der knap nok kunne mærkes, til seismiske landhævninger, der var i stand til at få


20

bygninger til at styrte omkuld og ende liv. Hewitt forventedes at forudse ulykken og om muligt også begrænse skaderne. Her på det sidste var han begyndt at indse, at opgaven var håbløs. I hans mørkeste stunder gav dette ham en form for trøst. Engang havde han været en mand, der blev bedømt på egne fortje-nester. Som politisk lederskribent for The Times havde Hewitt været en af de mest indflydelsesrige personer i Whitehall. Med blot et par ord af den knivskarpe prosa, der var hans varemærke, kunne han udsige døds-dommen over en regerings politik samt over den politiske karriere tilhø-rende den minister, der havde udformet den. Hewitts magt havde været så enorm, at ingen regering nogensinde ville lancere et betydningsfuldt tiltag uden først at have ladet ham være ind over det. Og ingen politiker, der drømte om en strålende fremtid, ville så meget som overveje at stille op til valg som partileder uden først at sikre sig Hewitts opbakning. Jonathan Lancaster havde været en sådan politiker, en tidligere City-advokat med et stort flertal i en valgkreds i en af Londons forstæder. I begyndelsen havde Hewitt ikke særligt høje tanker om Lancaster; han var for sleben, så for godt ud og var for privilegeret til at blive taget alvorligt. Men med tiden var Hewitt kommet til at betragte Lancaster som en begavet mand med noget på hjerte, der ønskede at genrejse sit hendøende parti og dernæst sit hendøende land. Og mere overraskende opdagede Hewitt, at han faktisk godt kunne lide Lancaster, aldrig et godt tegn. Og i takt med at deres forhold udviklede sig, brugte de mindre tid på at sladre om de politiske intriger i Whitehall og mere tid på at diskutere, hvordan man kunne samle Englands splittede samfund. På valgaftenen, hvor Lancaster blev ført til sejr med det største parlamentsflertal i en generation, var Hewitt en af de første personer, han ringede til. „Simon,“ havde han sagt med sin karakteristiske forførende stemme. „Jeg har brug for dig, Simon, jeg kan ikke gøre det her alene.“ Og derpå havde Hewitt skrevet entusiastisk om Lancasters muligheder for succes vel vidende, at han ganske få dage senere ville begynde at arbejde for ham i Downing Street. Nu åbnede Hewitt langsomt øjnene og stirrede fuld af foragt på uret på natbordet. Klokkeslættet 3.42 lyste rødt mod ham, som for at håne ham. Ved siden af det lå hans tre mobiltelefoner, som alle var ladet op til den kommende dags mediestormløb. Han ville ønske, han lige så let kunne genoplade sine egne batterier, men på dette tidspunkt kunne ikke nok så


21

meget søvn eller tropisk sol råde bod på de skader, han havde påført sin midaldrende krop. Han så på Emma. Hun sov som sædvanligt trygt og godt. Engang ville han måske have overvejet en eller anden lysten måde at vække hende på, men ikke nu; ilden i deres ægteskab var gået helt ud. En kort overgang havde Emma været betaget af den glans, der var over Hewitts arbejde i Downing Street, men hun var kommet til at afsky hans slaveagtige hengivenhed over for Lancaster. Hun betragtede nærmest premierministe-ren som en rival i sit sexliv, og hendes had til ham havde nået irrationelle højder. „Du er et langt bedre menneske, end han er, Simon,“ havde hun oplyst ham om aftenen før, inden hun havde skænket ham et kærlighedsløst kys på hans slappe kind. „Men af en eller anden grund har du behov for at optræde som hans kammerpige. Måske vil du en dag fortælle mig hvorfor.“ Hewitt vidste, at søvnen ikke ville indfinde sig igen, ikke nu, så han lå vågen i sengen og lyttede til den række lyde, der signalerede begyndelsen på dagen. Klasket, da morgenaviserne ramte dørtrinnet. Den gurglende lyd fra den automatiske kaffemaskine. Regeringsbilen, der stod og spandt ude på gaden under hans vindue. Han stod forsigtigt op for ikke at vække Emma, tog slåbrokken på og tøflede ned til køkkenet. Kaffemaskinen stod og hvæsede vredt. Hewitt skænkede sig en kop, sort af hensyn til sin voksende livvidde, og tog den med ud i entreen. Han mødtes af et vådt vindstød, da han åbnede døren. Stakken af aviser var pakket ind i plastic og lå på dørmåtten ved siden af en potte med visne geranier. Idet han bukkede sig ned, så han noget andet: en brun kuvert, A4-format, ingen påskrift, sikkert forseglet. Hewitt var øjeblikkeligt klar over, at den ikke var kommet fra Downing Street; ingen i hans stab ville vove at efterlade selv det mest banale dokument uden for hans dør. Derfor måtte det være noget, han ikke havde bestilt. Det var ikke usædvanligt; hans gamle kol-leger i pressen kendte hans Hampstead-adresse og lagde hele tiden pakker til ham. Små gaver som tak for et læk i rette tid. Vrede ordgyderier over indbildte forbigåelser. Et frækt rygte, der var for følsomt til at videre-bringe via e-mail. Hewitt lagde vægt på at holde sig ajour med den seneste Whitehall-sladder. Som tidligere journalist vidste han, at det, der blev sagt bag en mands ryg, ofte var mere betydningsfuldt end det, der blev skrevet om ham på forsiderne. Han stak til kuverten med tåen for at sikre sig, at den ikke indeholdt ledninger eller batterier, og så lagde han den oven på aviserne og gik


22

tilbage til køkkenet. Efter at have tændt for fjernsynet og skruet næsten helt ned for lyden, tog han aviserne ud af plasticomslagene og kastede et hurtigt blik på forsiderne. De var domineret af Lancasters forslag om at gøre engelsk industri mere konkurrencedygtig ved at sænke skattesatserne. The Guardian og The Independent var forudsigeligt forfærdede, men tak-ket være Hewitts indsats var det meste af dækningen positiv. De øvrige nyheder fra Whitehall var nådigt godartede. Ingen jordskælv. Ikke den mindste dirren. Da Hewitt havde arbejdet sig gennem de såkaldte kvalitetsaviser, læste han hurtigt tabloidaviserne, som han anså for at være et bedre barometer for den offentlige mening i England end en hvilken som helst gallupundersø-gelse. Og da han så havde fyldt kaffekoppen igen, åbnede han den anonyme kuvert. I den lå tre ting: en dvd, et enkelt ark A4-papir og et fotografi. „Pis,“ sagde Hewitt dæmpet. „Pis, pis, pis.“

Det, der dernæst hændte, skulle siden blive en kilde til megen spekulation og, for Simon Hewitt, en tidligere politisk journalist, der helt bestemt burde have vidst bedre, til ikke så få gensidige beskyldninger. For i stedet for at kontakte Londons Politi, sådan som engelsk lov foreskriver, tog Hewitt kuverten og dens indhold med til sit kontor i Downing Street 12, kun to døre fra premierministerens officielle residens i nummer 10. Efter at have gennemført det sædvanlige stabsmøde klokken 8, hvor ingen af disse ting blev omtalt, viste han det til Jeremy Fallon, Lancasters stabschef og politiske consigliere. Fallon var den mest magtfulde stabschef i engelsk historie. Hans officielle ansvarsområder omfattede strategisk planlægning og koordinering af politik mellem de forskellige ministerier, hvilket ud-styrede ham med magt til at stikke sin næse i alt, hvad der passede ham. I pressen omtaltes han ofte som ‘Lancasters hjerne’, hvilket Fallon syntes ret godt om, og Lancaster i sit stille sind hadede. Fallons reaktion afveg kun fra Hewitts i valget af ukvemsord. Rent in-stinktivt ville han helst overbringe materialet til Lancaster med det samme, men da det var onsdag, ventede han, indtil Lancaster havde overlevet den ugentlige gladiatorkamp til døden bedre kendt som premierministerens spørgetid. På intet tidspunkt i løbet af mødet foreslog Lancaster, Hewitt eller Jeremy Fallon at overdrage materialet til de rette myndigheder. Det, der krævedes, var de enige om, var en diskret og ferm person, som man


23

fremfor alt kunne stole på ville beskytte premierministerens interesser. Fal-lon og Hewitt bad Lancaster om navne på potentielle kandidater, og han gav dem kun et. Der var en familiær forbindelse og, vigtigere endnu, en ubetalt gæld. Personlig loyalitet talte for ikke så lidt i denne slags situatio-ner, sagde premierministeren, men magtmidler var meget mere praktiske. Heraf fulgte Downing Streets diskrete tilkaldelse af Graham Seymour, den mangeårige vicedirektør for den engelske sikkerhedstjeneste, også kendt som MI5. Meget senere skulle Seymour beskrive mødet – gennem-ført i biblioteket under et skulende portræt af baronesse Thatcher – som det vanskeligste i sin karriere. Han indvilligede uden tøven i at hjælpe premierministeren, fordi det var det, en mand som Graham Seymour gjorde under omstændigheder som disse. Men han gjorde det imidlertid klart, at hvis hans involvering i sagen nogensinde skulle blive offentligt kendt, så ville han tilintetgøre de ansvarlige. Tilbage stod så kun identiteten på den agent, som skulle gennemføre eftersøgningen. Ligesom Lancaster før ham havde Graham Seymour kun en kandidat. Han indviede ikke premierministeren i navnet. I stedet, og med brug af midler fra en af MI5’s mange hemmelige operationelle konti, reserverede han plads på samme aftens British Airways afgang til Tel Aviv. Mens flyet rullede langsomt væk fra gaten, overvejede han, hvordan hans tilgang skulle være. Personlig loyalitet talte for ikke så lidt i situationer som denne, tænkte han, men magtmidler var meget mere praktiske.

3

Jerusalem

I hjertet af Jerusalem, ikke langt fra BenYehuda Mall, lå en fredelig allé ved navn Narkiss Street. Nummer seksten var en lille beboelsesejendom, kun tre etager høj, og den var delvist skjult bag en solid kalkstensmur og et knejsende eukalyptustræ, der voksede i forhaven. Den øverste lejlighed afveg udelukkende fra de andre i ejendommen ved, at den engang havde været ejet af Staten Israels hemmelige efterretningstjeneste. Den bestod af


daniel silva, den engelske pige (læseprøve)

Documents