Nogle hovedtræk af DDS' historie 1968 til 1973som oplevet af Henning Mysager.

Prolog

For at kunne skrive om tiden i Det Danske Spejderkorps fra 1968 er det nødvendigt at gøre en kort status over korpsets situation såvel indadtil som i forhold til de øvrige danske spejderkorps. Det gøres så her med al den subjektivitet, det naturligvis må indebære.

Det Danske Spejderkorps var et korps med meget høje idealer og med en stærk forankring i det internationale spejderarbejdes traditioner og holdninger samt en uforbeholden opfattelse af, at patruljesystemet, friluftsliv og primitivt lejrliv var de unikke midler til at nå målene.

Korpset stod stærkt i samfundsopfattelsen som sådan en slags "de rigtige, de egentlige, de oprindelige spejdere". I provinskøbstæderne, hvor det nok stod aller stærkest, var det i høj grad borgerskabets sønner, der var medlemmer af DDS. Med Thorkild Glad som spejderchef havde korpset udviklet sig fra nærmest at være ateistisk under Ove Holms lederskab til nu at stå solidt med det ene ben plantet på Folkekirkens grund og det andet mere eller mindre i Højskolesangbogen.

Lederskabet var stærkt autoritært, hvilket dog ikke oplevedes som noget specielt tyngende, eftersom Thorkild Glad igennem sine mange år som leder af førertræningen var meget respekteret som korpsets store personlighed. Men som tiden gik, og korpset prægedes ikke blot af spejderchefen, men af en aldrende korpsledelse, der havde siddet i mange år, udviklede korpset sig i en retning, så det i midten af tresserne stod som det mest traditionsbundne, moralske og bornerte af de danske spejderkorps.

Korpsledelsen blev i henhold til love og vedtægter udpeget af spejderchefen personligt, og da jeg i 1964 blev medlem af korpsledelsens, skete det udelukkende efter hårdt pres fra et divisionschefsmøde over for Thorkild Glad. Jeg var 32 år og blev dermed den yngste i KL, hvor den næst yngste var Johan Kromann, som var præcis 10 år ældre. Egentlig syntes jeg selv, jeg var voksen. Jeg havde bestået min embedseksamen og havde stiftet familie. Alligevel blev jeg af Thorkild Glad på mit første korpsledelsesmøde præsenteret som “korpsets vrede unge mand”, ligesom jeg efter kort tids forløb fik en skriftlig tilrettevisning, hvori Thorkild gjorde mig opmærksom på, at jeg havde misforstået KL’s organisationsform, idet jeg øjensynligt mente, det var et demokratisk organ. “Det er ingenlunde tilfældet”, skrev han, “Korpsledelsen er spejderchefens hjælpere”. I årene op til 1968 stod DDS foran et generationsskifte, som ikke kun var forårsaget af, at korpsledelsens ledende personer havde siddet i mange år og også rent aldersmæssigt var højt oppe i årene, men også af at en roverbevægelse - med Johan Kromann som leder - satte spørgsmålstegn ved mange af de meget traditionelle spejdersynspunkter.

Erik Jessen, som havde overtaget jobbet som førertræningsleder (og samtidig leder af spejderførertræningen) efter Thorkild Glad og reelt havde foretaget en vis forsigtig demokratisering af især Gilwellkurserne, havde allerede trukket sig tilbage og var blevet erstattet af Peter Viggo Mørch som førertræningsleder og Mogens Jensen (Mogens Ræv) som leder af spejderførertræningen. Og i 1967 meddelte Thorkild Glad officielt, at han ville trække sig tilbage som spejderchef i 1968 eller senest i 1970.

- 2 -

Kort efter meddelte Erik Østergaard, som i mange år havde haft ansvaret for korpsets økonomi og administration, at han ville trække sig ud af korpsledelsen, men gerne ville fortsætte med at varetage ansvaret for økonomi og administration som medlem af bestyrelsen.

Med udskiftningen af spejderchefen, førertræningslederen og administrationschefen som de mest toneangivende og betydningsfulde folk i korpsledelsen var der gjort klar til generationsskiftet.

Folkene i roverbevægelsen og mange andre udenfor denne med en opfattelse af, at der var brug for ikke kun en foryngelse, men i høj grad også for en fornyelse i DDS, håbede stærkt på, at Johan Kromann skulle være den ny spejderchef, medens andre anså det for at spille hasard med DDS’s meget traditionsbundne tankegang.

Imidlertid havde det på det tidspunkt altid været god skik, at man som leder i DDS selv udpegede sin efterfølger, og det varede da heller ikke længe inden det lå klart, at Thorkilds foretrukne efterfølger var den daværende leder af korpsets spejderarbejde. Det blev i mere progressive kredse betragtet som “en skæbne, der var værre en døden”, som det lidt dramatisk blev udtrykt ved en bestemt lejlighed.

Desværre blev de progressive kræfters forhåbning til Johan Kromann snart slukket, idet han efter nogen betænkningstid gjorde klart, at han ikke ønskede at blive spejderchef.

Efter adskillige rådslagninger i diverse cirkler blev konklusionen så, at vi ikke mere skulle arbejde på et generationsskifte, men at vi skulle “springe en generation over”.

Jeg foreslog Johan Kromann, at vi nu skulle arbejde på at få John Grevy som spejderchef. Johan var tøvende, men efter nogle samtaler blev forslaget lanceret over for såvel John selv som i de kredse i roverbevægelsen, der var særligt optaget af problematikken. John var tøvende over for forslaget.

I første omgang blev det modtaget med skepsis, om det over hovedet ville kunne lade sig gennemføre, men efterhånden som flere og flere blev involveret, blev tanken taget mere og mere alvorlig, og tiden var så kommet, hvor jeg havde flere lange samtaler med Thorkild Glad om det. Fra min tid i Amagerland division var jeg vant til at komme på Kofods Træningsskole på Amager, som Thorkild var forstander for, så det var både let og naturligt at opsøge ham privat. Også han havde brug for - ret lang - tid til at vænne sig til tanken, men hans overvejelser endte med, at han på et korpsledelsesmøde i 1967 meddelte endeligt, at han ville gå af ved korpsrådsmødet i 1968 og foreslog John Grevy som sin efterfølger. John sagde nærmest nej.

Rovernes “Katángut” ekspedition med Jørgen Weirsøe som idéens ophavsmand og John Grevy som ekspeditionsleder blev årets store scoop i DDS i 1967, og da John på efterårets divisionschefsmøde gav en blændende flot rapport om ekspeditionen, sprang Jens Hvass begejstret op og konstaterede, at her havde vi DDS’ ny spejderchef, hvilket DC-forsamlingen bakkede op med ivrige klapsalver, hvorefter vejen var banet for Johns enstemmige valg som spejderchef ved forårets korpsrådsmøde. John sagde ja.

Og herefter kan beretningen om DDS fra 1968 begynde.

- 3 –

1968 – nye tanker, nye holdninger, nye folk og store forventninger.

1968 blev et år, som var præget af stor spænding om, hvem den ny korpsledelse skulle bestå af – for der var ikke tvivl om, at der skulle nye folk til - meget store forventninger til spejderchefens og den ny korpsledelses programoplæg – og i virkeligheden ganske sparsomt med egentlig aktivitet.

John Grevy blev helt som ventet og planlagt enstemmigt valgt til spejderchef ved korpsrådsmødet i Frederiksberg Rådhus den 28. april 1968. Johan Kromann blev samtidig valgt til formand for bestyrelsen.

På grund af intensiv eksamenslæsning havde John på forhånd meddelt, at han måtte tiltræde med at være temmelig passiv, og da alle den hidtidige korpsledelses medlemmer havde lovet at stille deres mandat til rådighed, kom korpsledelsen til at fungere som en slags forretningsministerium frem til DC-mødet den 7-8. september.

For mit vedkommende betød det, at jeg måtte fortsætte med dobbeltposterne som leder af roverledertræningen og fungerende roverleder, idet jeg allerede fra efteråret p.g.a. Johns eksamenslæsning havde måttet vikariere for ham på den post.

I det hele taget kom Johns indsats fra april til september til at bestå af udarbejdelse af et programoplæg for den ny korpsledelse og sammensætningen af denne, men ingen af delene var så lige til endda.

Der blev kun få gengangere fra den gamle korpsledelse til den ny. Tove Glahn (Suhr) fortsatte som leder af ulvearbejdet, John Nielsen (Skipper) som leder af søspejderarbejdet og Leif Paltorp som international sekretær. Peter Viggo Mørch og Mogens (Ræv) Jensen, som hver for sig havde gjort en fremragende indsats som henholdsvis leder af ledertræningen og leder af spejderledertræningen fortsatte også, men på andre poster.

Det har altid været skik i DDS, at udviklingen blev induceret gennem ledertræningen, og da Peter Viggo og Mogens som toneangivende skikkelser i denne havde været præget af deres baggrund og uddannelse i det traditionelle internationale træningssystem, som udgik fra Gilwell Park, og i nogen grad af Thorkild Glads lederstil, måtte det være en del af strategien i nytænkningen, at deres fremragende lederevner og den respekt, der stod om dem i korpset, måtte udnyttes på anden måde.

Og det blev den. For første gang i historien fik DDS en vicespejderchef – ja endda to, idet begge blev vicespejderchefer. Jeg overtog Peter Viggos job som leder af den samlede ledertræning.

Korpsledelsens forretningsudvalg kom foruden af spejderchefen til at bestå af de to vicespejderchefer, ulvelederen og undertegnede som ny leder af den samlede ledertræning. Korpsets repræsentanter i Fællesrådet for Danmarks Drengespejdere blev spejderchefen, de to vicespejderchefer og undertegnede.

Øvrige medlemmer af korpsledelsen blev Jens Østergaard (leder af spejderarbejdet), Erik Christiansen (Stjansen) (leder af seniorarbejdet), Jørgen Guldborg Rasmussen (Falk) (leder af primitræningen), Inge Rasmussen (Puk) (leder af ulveledertræningen), Bent Wessel (leder af spejderledertræningen), og Ole Berg (leder af seniorledertræningen). Udpegningen af Stjansen som leder af seniorarbejdet var en diplomatisk handling. Der havde

- 4 -

igennem længere tid været en del spændinger mellem roverarbejdet og det ret så traditionelle skovmandsarbejde (med Stjansen som leder), og et reformforsøg med integration af de to arbejdsgrene var netop afsluttet, men ikke evalueret. Så man tog egentlig lidt på forskud af denne evaluering ved at udpege Stjansen som leder af seniorarbejdet, og Ole Berg som leder af seniorledertræningen, hvorved man de facto havde oprettet en ny arbejdsgren. Ole Berg måtte af personlige grunde efter kort tid trække sig ud igen og blev afløst af Knud Loft Rasmussen.

Både forslaget til korpsledelsens sammensætning og oplægget til det fremtidige arbejde i korpset, som var blevet godkendt på et møde af den forventede ny korpsledelse, blev godt modtaget af DC-forsamlingen.

Arbejdsoplægget var en god blanding af de forventede nye tanker og en fortsættelse af de bedste af korpsets traditioner. Det var vigtigt at slå fast, at det ikke var en revolution, der var sket. Desuden udgjorde omtalen af ledertræningen, som blev betegnet som ”korpsets udviklingsafdeling”, cirka halvdelen af oplægget – hvilket ikke var usædvanligt i korpset. Men der udover var der især to afsnit, som var bemærkelsesværdige.

Det ene var om ledelsesformer, hvori man tog et skridt fremad i retning af demokratisering i alle led i korpset – uden dog at kaste sig alt for hovedkulds ud i et gennemført demokrati!

Det andet var et afsnit om samarbejde med de øvrige spejderkorps, som man kort og godt slår fast skal intensiveres. Man vil tage initiativ til sammenlægning på en række arbejdsområder som f.eks. blade og bøger, træninger, spejdercentre, PR, myndighedskontakt, korpskontorer og depoter samt ”stræbe efter en administrativ sammenlægning af korpsene med et integreret seniorarbejde”! Og det kom til at blive korpsets mærkesag i de følgende år med den officielle sammenslutning med Det Danske Pigespejderkorps som et af de vigtigste resultater.

Det var ellers nye toner i hele det danske spejdermiljø! Blot to år tidligere havde Thorkild Glad i en debat om samarbejde på grundlag af de svenske integrationserfaringer udtalt, ”Jeg tror ikke, der vil komme noget ud af den slags drastiske forslag, som at piger og drenge skulle være spejdere sammen. Vi har i hvert fald ingen planer om det herhjemme”.Robert Madsen fra KFUM-Spejderne og Ruth Kristiansen, KFUK-spejderne var helt på samme linje, medens Ellen Arkil fra DDP dristede sig til at sige, ”…Fællesarrangementer med f.eks. museumsbesøg eller filmforevisning kunne dog måske godt realiseres”.

Linien fra arbejdsgrundlaget blev hurtigt fulgt op. Allerede på den ny korpsledelses første officielle møde en uge senere blev det vedtaget at sende et brev til de øvrige korps, hvori man informerer om, at DDS ønsker det snævrest mulige samarbejde med disse.

På samme møde fik jeg korpsledelsens tilslutning til, at blå pigespejdere kunne optages på Rover Gilwellkursus og derefter blive medlemmer af Gilwellklanen, og det var virkelig en af de meget traditionsbundne drengespejder bastioner, der derved blev skudt hul i.

Forud for det første møde i det fælles fællesråd (betegnelsen for fællesmøder mellem pigespejdernes og drengespejdernes fællesråd) havde vi blandt de ny DDS medlemmer i fællesrådet besluttet ”at give den hele armen”. Og det var her, Peter Viggo havde sit – af nogle betragtet som herostratisk berømte indlæg, som han afsluttede med at sige, ”Vi vil samarbejde på 4-korpsplan, på 3-korpsplan, på 2-korpsplan – ja, på 1-korpsplan, hvis ikke det kan være anderledes”.

- 5 -

På mødet drøftedes i øvrigt samarbejde på adskillige områder, og der blev nedsat udvalg til at drøfte fælles ledertræning, fælles depot og fælles blade. Det konstateredes desuden, at samarbejde på senior- og roverplan allerede fandt sted i vidt omfang landet rundt, lige

som det blev oplyst, at DDS og DDP var enige om at, DDPs seniorer kunne deltage i DDS’ korpslejr i 1969.

Efter mødet havde ”Spejdersport” et fælles interview med de fire spejderchefer, som var præget af megen forsigtighed i udtalelserne. Efter diskussion om eventuel sammenlægning af de to drengekorps og de to pigekorps er det interessant, at John Grevy går ind for dannelse af ét fælles spejderkorps og gætter på, at det vil ske i 1972, hvilket blev afvist af de tre andre, og ikke mindst Bente Øst Hansen giver udtryk for, at det er mere realistisk at tro på en blå-gul og en grøn-grøn sammenlægning med henvisning til det stigende krav fra offentligheden.

1969 – næste trin i samarbejdet.

Dette var også overskriften på en artikel af Peter Viggo Mørch i Spejdersport for februar 1969, hvori han fokuserede på de praktiske samarbejder, der forretningsmæssigt ”kunne betale sig”, depoter, blade og fælles administration. Områder, som egentlig syntes helt åbenlyse, men som i virkeligheden aldrig nogen sinde blev ført ud i livet.

Internt i DDS blev 1969 et utroligt spændende år med masser af nye aktiviteter over en bred front, og da ikke mindst i ledertræningen. Når man ser tilbage i papirerne fra det år, er det kendetegnende, at der var to interessante bivirkninger af de mange nye aktiviteter: Økonomien løb af sporet – og besværlighederne med overhovedet at finde anvendelige mødedatoer!

1969 var jubilæumsår for DDS. Korpset fejrede sit 50 års jubilæum. Det skete ved en stort anlagt korpslejr på Stevninghus – efter helt anderledes principper end hidtil, idet kernen af lejren var en rimelig historisk korrekt genopførelse af den gamle slesvigske by Hedeby, hvorfor lejren da også fik navnet Ny Hedeby. Og desuden ved en kæmpefest i Tivolis koncertsal for ledere og deres ægtefæller/”forloveder” (dengang var der ikke noget der hed ”samboer”).

Der blev desuden udgivet et jubilæumsskrift ”Vi byggede en by…” Skriftet blev så vellykket og populært, at det måtte genoptrykkes, og at man valgte at sende det til regering, folketing, kommunalbestyrelser o.l.

På samarbejdsfronten gik det trægt med 4-korps emner. Herunder som nævnt især på de mest oplagte emner. Medvirkende hertil var dog, at KFUM-Spejderne var løbet ind i en række vanskeligheder internt i deres hovedbestyrelse, som medførte en beslutning om at drosle samarbejdsaktiviteter ned, hvor det var muligt. Det gjaldt dog ikke ledertræningen, hvor jeg havde et fortræffeligt samarbejde med min kollega Kurt Jensen. Det varede dog kun året ud, idet Kurt blev et af ”ofrene” for en indbyrdes aftale om ikke at genopstille til hovedbestyrelsen.

Det fælles bladudvalg barslede med et forslag, som ikke fandtes realisabelt. Depotsamarbejdet – hvor der allerede tidligere var startet sonderinger mellem KFUM-Spejderne og DDS – måtte opgives, fordi de forretningsmæssige koncepter og det økonomiske grundlag mellem disse to korps’ forretninger var for forskellige, og KFUK-spejderne kunne ikke deltage i drøftelserne, fordi deres depot var en helt selvstændig og uafhængig enhed.

- 6 -

Tilbage var DDP og DDS, og her skete der det, at man helt pragmatisk og uden at afvente yderligere kommentarer sammenlagde filialerne i Aalborg, fordi begge havde et åbenlyst behov derfor.

På administrationsområdet nåede man så vidt, at man fik et analysefirma til gratis at analysere korpsenes administrationer.

Men andre steder skete der noget. Rundt i landet og uden korpsledelsernes medvirken begyndte samarbejdet at blomstre. Seniorer og rovere samarbejdede på livet løs. Især mellem DDP og DDS, men nogle steder også med KFUM-Spejdere involveret. Det så man i ledelserne på med en vis tilfredshed.

Mere betænkelige blev man, da der ligeså spontant opstod pige-drenge samarbejde på ulveniveau. I Bjerringbro gav man sig simpelthen til at optage piger i ulveflokken. I Nivå var de mere autoritetstro og søgte om det. Og så blev det straks vanskeligere.

I korpsene – DDP og DDS – var man ved at blive klar over, at man var i færd med at blive overhalet inden om og begyndte at bruge udtryk som ”hvis vi skal have indflydelse på udviklingen”.

Der blev udfærdiget og godkendt et regelsæt for fælles lejre med deltagelse af DDP’er og DDS’er. I DDS var vi i virkeligheden imod det, men DDP krævede det, og vi turde ikke modsætte os det, da det formentlig ville blive opfattet som et negativt træk i samarbejdsbestræbelserne. Gud ved, hvor meget det blev anvendt?

I ledertræningen boblede og gærede det med et ledertræningsudvalg bestående af en flok moderne pædagoger med forskellig baggrund, som vendte tingene på hovedet. Eller sagt på en anden måde: Fjernede den sikkerhed hos vore ledertrænere, som havde bestået i solide reglementer om snart sagt alting og erstattede den med nysgerrighed (og usikkerhed), som skulle befordre kreativ tankegang både hos kursusledere, instruktører og kursusdeltagere. Grundlaget for dette var allerede lagt et par år i forvejen på rovergilwell, hvor man helt afskaffede det traditionelle kursusprogram og gav kursisterne til opgave at udarbejde ugens program i løbet af den første dag. Selv jeg som kursusleder og den største skeptiker måtte erkende succes’en!

Også på samarbejdsfronten blev det ledertræningen, der kom til at gå forrest (hvilket i øvrigt var helt i pagt med gammel DDS-tradition).

Det vigtigste centrale samarbejdsinitiativ mellem DDP og DDS var helt afgjort ”de uformelle samtaler”. Der var i begge korps en stigende forståelse for, at der måtte ske noget, ”hvis man ville have indflydelse på udviklingen” (jfr. Bente Øst Hansens udtalelser til Spejder-sport i november 1968). Vi var i DDS en meget snæver kreds, der – udenom fællesråd og fælles fællesråd og nedsatte udvalg – fandt det nyttigt nu at tale sammen uformelt, og ved korpsledelsesmødet i februar blev det kort og lakonisk meddelt, ”at der havde været afholdt et uformelt møde med DDP”.

Realiteten var, at der blev indledt en række uformelle samtaler/møder (som dog senere blev omtalt som ”sammenlægningsudvalget”) med Anne Berthelsen, Bente Øst Hansen, Lis Starcke og Harald Møller som repræsentanter for DDP, og Johan Kroman, John Grevy, Peter Viggo Mørck og Mogens Jensen som repræsentanter for DDS.

Og her er det, at jeg ikke rigtigt ved, om det var hønen eller ægget, der kom først. En kendsgerning er det imidlertid, at man var enige om, at ledertræningerne i de to korps

- 7 –

måtte gå forrest i samarbejdet, og der var i hele perioden en nær kontakt mellem det uofficielle ”sammenlægningsudvalg” og ledertræningerne. Men det kan da godt være, man

allerede var et godt stykke fremme i fælles aftale mellem de to ledertræninger udover det officielt velsignede samarbejde om seniorgilwell. I hvert fald blev det meget hurtigt aftalt, at de to ledertræningsudvalg skulle sende en repræsentant til hinandens møder.

Som nævnt var jeg ikke selv med i de uformelle samtaler, men deltog en eller to gange i dem sammen med DDPs ledertræningsleder, Inger Ovesen – netop af ovennævnte grund.

Samarbejdsrelationer blev for ledertræningen i DDS som følge af ovennævnte noget af et puslespil. Traditionelt havde vi et samarbejde med KFUM-Spejderne, fordi drengekorpsenes ledertræning i høj grad var internationalt induceret. Samarbejdet var mere eller mindre effektivt afhængig af de personer, der igennem tiden havde ansvaret for det, og som nævnt havde jeg i den periode et helt fortræffeligt samarbejde med Kurt Jensen.

Og pludselig måtte jeg se mig selv i en helt uvant rolle. Nemlig den at skulle holde lidt igen med samarbejdet med KFUM-Spejderne, fordi samarbejdet med DDP accelererede hurtigere end forventet.

Ledertræningspuslespillet så i 1969 sådan ud fra DDS’ side: Der blev afholdt fælles spejdergilwell kursus med KFUM-Spejderne, og DDS sendte kursister til KFUM-Spejdernes gruppeleder gilwellkursus, ligesom der blev afholdt stort fælles Gilwellgensyn i korpslejren Ny Hedeby. Der deltog DDP’er i DDS’ seniorgillwell kursus, og det blev besluttet, at seniorgilwell i 1970 skulle være et fælleskursus for DDP og DDS, ligesom der blev givet grønt lys for fuld DDP-deltagelse i DDS’ primikurser i påsken 1970.

Samtidig arbejdede et udvalg med repræsentanter for DDP og DDS på at opbygge et helt nyt kursus for divisionsstabe samt et Gilwelkursus i 1970 for samme klientel.

Jeg skrev i mit julekort til DDS’ ledertræningsudvalg, at 1969 havde været det mest spændende år for mig nogensinde i DDS. Den opfattelse har der ikke været grund til at ændre på siden.

1970 – året derpå.

Alle ved, hvad udtrykket ”dagen derpå” betyder. Når 1970 i samarbejdsmæssig henseende passende kan betegnes som ”året derpå”, skyldes det ikke så meget, at der ikke blev opnået resultater, men mere at der var et eller flere korps som i flere situationer sprang i målet – lige før målstregen.

Der blev lavet et meget seriøst og meget vanskeligt arbejde med udarbejdelse af fælles spejderlov og -løfte for alle fire spejderkorps. Og så alligevel: I aller sidste øjeblik meddelte KFUK-spejderne, at de ønskede at lave et par mindre ændringer i deres version.

Der blev også lagt et stort stykke arbejde i planer om et fælles børneblad for alle fire korps under devisen ”mere og bedre for de samme penge”. Her var det KFUM-Spejderne, der sprang fra i sidste øjeblik.

Det havde vel egentlig været naturligt, at man så droppede planerne, fordi den økonomiske fordel forsvandt, eller også at i hvert fald KFUK-spejderne tog konsekvensen og fulgte KFUM-Spejderne ud af samarbejdet. KFUK-spejdernes ledere var i imidlertid blevet så irriterede på KFUM-Spejderne, at de nærmest stillede krav om, at planerne så måtte føres

- 8 -

ud i livet med de tre korps. Senere erkendte de dog, at dette samarbejde ikke var naturligt og tog konsekvensen af det.

I ledertræningen gik det bedre. Der blev gennemført et 4-korps Gilwellkursus for divisionsstabe, og et for den tid meget avanceret fremtidskursus løbende over to forlængede week-ends med titlen ”Vi ser 20 år frem” med direktøren for Instituttet for Fremtidsforskning, Torben Bo Jansen som faglig indsparker.

Men i den øvrige ledertræning var tendensen mere og mere, at DDP’er fyldte voldsomt op på DDS-kurserne. På et enkelt primikursus var der oven i købet flere DDP-deltagere end DDS’er. Og det førte til den helt uventede og uhørte situation, at Peter Viggo Mørch, som var en af samarbejdsforkæmperne, under et korpsledelsesmøde slog til lyd for, at man måske skulle forbeholde nogle af primikurserne for DDS’er alene! Det vandt nu ikke genklang.

Også uden for ledertræningen gik samarbejdet mere og mere i retning af opfyldelsen af halvdelen af Bente Øst Hansens spådom om et blå-gult og et grønt-grønt samarbejde – vel at mærke den halvdel, hun havde kaldt blå-gult.

Her var det mest markante, at man besluttede at lægge de to korps’ depoter sammen. Og det medførte mere eller mindre direkte, at man også flyttede de to korpskontorer sammen.

Det ny fælles depot fik lokaler i DDS’ oprindelige lokaler i Farimagsgade, og jeg husker tydeligt det korpsledelsesmøde, hvor Peter Viggo forelagde os det åbenlyst fornuftige i, at vi nu solgte vores smukke villa på Frydendalsvej på Frederiksberg og flyttede ind i de lokaler, som ved depotsammenlægningen var blevet ledige hos DDP i Lundsgade. Det var lidt af et chok for flere af os, som havde virkelig svært ved at forestille os, at vi nu skulle til at mødes i den gamle kasse på Østerbro. Men foreholdt det økonomisk fornuftige, det rimelige over for DDP set i relation til depotsammenlægningen og ikke mindst det samarbejdsbefordrende i løsningen, gik vi ind for det.

Ligesom Rom ikke blev bygget på en dag, bliver et samarbejde det heller ikke. Det blev nemlig præciseret, at vi uanset sammenflytningen kun skulle have fælles frokoststue sammen med DDP i Lundsgade!

I øvrigt blev den fortsatte medlemstilbagegang drøftet løbende i løbet af året. Dette være især bemærket, fordi den senere myte hos mange tidligere DDS’er er, at medlemstilbagegangen var forårsaget af den senere sammenslutning med DDP. Det var ingenlunde tilfældet. Den var startet flere år tidligere!

For mit eget vedkommende blev 1970 så meget ”året derpå”, at jeg ind imellem næsten var ved at tabe modet. Jamen, det gik da godt med 4-korps samarbejdet i ledertræningen og med samarbejdet mellem DDP og DDS både i og uden for ledertræningen.

Men sagen var nok den, at jeg mere og mere var kommet til at føle, at det vigtigste at arbejde for var ”Spejdersagen i Danmark”, og at det mest ideelt kunne gøres ved at foretage den store sammenlægning af alle fire korps på landsplan, men med bevarelse af de forskellige særpræg i det praktiske arbejde landet over. Og i den henseende var der ikke sket fremskridt i årets løb. Tværtimod.

- 9 -

En næsten bevægende oplevelse havde jeg ved det sidste fælles fællesrådsmøde, Ruth Kristiansen, spejderchef for KFUK-spejderne, deltog i, fordi hun skulle gå af som spejderchef. Hun og den helt stærke dame hos KFUK-spejderne, formanden Kirsten Sørensen, havde gang på gang skudt mine tanker om et fælles spejderkorps for alle fire korps effektivt i sænk. Ved slutningen af dette møde trak hun mig hen i et hjørne og sagde: ”Jeg ved godt, at jeg ofte af hensyn til mit korps’ synspunkter har talt imod dine tanker om ét fælles korps, men personligt er jeg inderst inde helt enig med dig. Henning, du må aldrig holde op med at arbejde for dine tanker!”. Hårene rejste sig på mine underarme!

Jeg skrev efter årets sidste fælles fællesrådsmøde et brev til daværende International Commissioner, Niels Engberg, hvori jeg gav udtryk for dyb skuffelse over den udvikling, der havde været i disse møder gennem det sidste par år. Han skrev trøstende og opmuntrende tilbage, at det var nødvendigt og vigtigt, at de, der arbejdede for Spejdersagen i Danmark, ikke tabte modet. Og det prøvede jeg så at lade være med!

1971 – bredt samarbejde ud – sammenlægning ind.

Set fra DDS’ side er det betegnende for året 1971, at de smukke visioner om brede samarbejdsformer i dansk spejderarbejde, som Peter Viggo Mørck i 1968 lancerede på vegne af DDS i det fælles fællesråd var afgået ved en stille død.

De blev nærmest ikke drøftet hverken i Korpsledelsen, Fællesrådet for Danmarks Drengespejdere eller det fælles fællesråd.

Undtagelserne var ledertræningssamarbejdet, hvor der blev holdt en række instruktørkurser og mere avancerede fremtidskurser på 4-korps plan, samt bladsamarbejdet mellem DDS, DDP og KFUK-spejderne, som man stadig håbede, KFUM-Spejderne ville tilslutte sig. Det skete aldrig, og efter et års tid fandt alle parter det mest naturligt, at KFUK-spej-derne trak sig ud af det igen.

Til gengæld fyldte planerne om sammenlægning med DDP så meget, at de stort set var på alle dagsordener på alle niveauer i DDS. Man var helt holdt op med at tale om samarbejde med DDP. Nu hed det udelukkende sammenlægning.

I februar holdt man i Gladsakse det første fælles DC-møde mellem DDS og DDP for at DC’erne skulle lære hinanden bedre at kende. Nogle af dem kendte hinanden lokalt, men det var ikke alle. Mit eget indtryk var, at der var ganske mange damer med blåt hår og matchende brillestel i forsamlingen.

Og så handlede det ellers meget om fællesgrupper – som nu skød op som paddehatte landet over: Definition af begrebet fællesgrupper, kursus for ledere i fællesgrupper, regler for fællesgrupper blev udsendt som løsblade til DDS-håndbogen.

På udvalgsniveau var man langt henne med at tage forskud på en sammenlægning. Der blev tidligt dannet et fælles ledertræningsudvalg, og en hel række andre udvalg fulgte efter.

På DC-mødet i september forelagde Johan Kromann et forslag til en decideret sammenlægningsplan med strukturer, tidsplan etc. Et digert værk på 18 sider, som først havde været præsenteret i sammenlægningsudvalget (sådan hed ”de uformelle samtaler” nu).

- 10 -

Pkt. 1 i forslaget lød, ”At gå ind for en sammenlægning DDP-DDS”. Det punkt blev sat til afstemning i forsamlingen, og resultatet var 33 stemmer for, 5 imod og 1, der undlod at stemme. Et par af de 5 gjorde dog opmærksom på, at de egentlig ikke var imod en sammenlægning, men mente, det burde vente et år eller to.

Bestyrelsen godkendte forslaget en uge senere.

Den reelle afgørelse i DDS fandt dog sted på korpsledelsesmødet i begyndelsen af december. Der var stadig betænkelige, nølende og tøvende røster. John Grevy udtalte, ”Den megen omtale af sammenlægningen betyder, at de to korps nu simpelthen ikke har råd til ikke at gennemføre planen til de fastlagte tidspunkter. Det må så igen betyde, at begge korps må udvise smidighed for at finde en fælles ordning”. - Og sådan blev det!

Han havde ret. Toget var kørt, og vi var alle stået på. Det ville have været umuligt at standse det eller springe af i farten.

1972 – love, vedtægter, bestemmelser, procedurer – vedtagelse.

Arbejdet i udvalg, arbejdsgrupper og ikke mindst i grupperne landet over fortsatte naturligvis. Arbejdet i udvalg og fællesudvalg handlede mest om sammenlægning, men naturligvis også om aktiviteter – mest fælles aktiviteter.

Man arbejdede videre med planlægning af korpslejr i 1974, og i sammenlægningsudvalget havde man fået DDP'ernes forståelse for dette, således at der ville indgå DDP'er i udvalget, når sammenlægningen var besluttet, idet det var en selvfølge, at korpslejren efter sammenlægningen skulle være en fælles pige-drenge lejr.

I ledertræningen fastholdt man – måske lidt stædigt – samarbejdet på fire-korps plan f.eks. med fire-korps senior Gilwell kursus.

Men generelt virkede det, som om alt blev overskygget af procedurer og tidsplaner. Et fælles DC-møde handlede udelukkende om ledertræningens fremtidige opbygning og om vedtagelse af det oplæg, der skulle forelægges et fælles korpsrådsmøde med henblik på principbeslutning om sammenlægning af korpsene.

Ledertræningsstrukturen gik glat igennem, hvorefter Johan Kromann fremlagde det samlede forslag til sammenlægning, som indeholdt alt fra tidsplan til grundlov for det ny korps.Der blev drøftet principper – og rettet kommaer. Men det samlede resultat var ikke til at tage fejl af, og opbakningen var stor.

En af de på forhånd frygtede hurdler var valg af navn til det ny korps. Det blev med stor majoritet vedtaget, at korpset skulle hedde DET DANSKE SPEJDERKORPS. Det forlød, at sammenlægningsudvalget havde lavet en knivhandel om, at uniformen skulle være blå, men spørgsmålet var ikke til debat. I virkeligheden spillede det måske også en rolle, at DDS allerede havde et uniformsfarveproblem. ”De gule spejdere” var ikke særligt gule mere, men bestod af flere forskellige khakinuancer Måske lige bortset fra Nørrejyske.

Resultatet af mødet skulle nu fremsendes til det foreløbige lovudvalg, som skulle udarbejde et fælles forslag, som skulle forelægges et fælles korpsrådsmøde – som vedtog det.

De blå pigespejdere og de gule drengespejdere var blevet til de blå pige- og drengespejdere i Det Danske Spejderkorps. Sammenlægningsprocessen var blevet gennemført

-11 –

på et par år, hvor man andre steder – f.eks. i Sverige – havde brugt 8-9 år på at løse problemerne på forhånd. Det betød ikke, at vi i Danmark undervurderede problemerne, men vi gik ind i sammenlægningsarbejdet under den forudsætning, at det ville være mere rationelt at løse problemerne i fællesskab efter sammenlægningen.

For mit eget vedkommende besluttede jeg efter en årrække i ledertræningsledelsen og de sidste 5 år som leder af denne at overlade jobbet til min allerede udpegede efterfølger

Knud Loft Rasmussen. I DDS var det skik, at man straks efter at være blevet udnævnt til et eller andet gik i gang med at finde og oplære sin efterfølger. Det havde jeg naturligvis også gjort, og derfor var der ikke tvivl om, at Knud skulle være min efterfølger.

Det betød så, at Knud i årets løb overtog min rolle i arbejdet med at samarbejde de to korps' ledertræninger, som var blevet indledt med Inger Ovesen – og senere Ane-Lise Søvndahl-Petersen, DDP som samarbejdspartnere. For at ende med, at Knud og Eva Møller overtog ledelsen af det fælles korps' ledertræning fra 1. januar 1973.

Jeg gik så gradvist i gang med at overtage Jørgen G. Rasmussens job som DDS' internationalt ansvarlige og dermed også at indgå i et samarbejde med Birte Guldmann (Gulle) fra DDP om at samordne det internationale arbejde.

1973 – et jubelår og et annus horribile.

Det var naturligt, at 1973 måtte udnævnes som jubelår. Sammenslutningen var sket – på rekordtid og med en meget massiv opbakning. Både de mange tilhængere, de få nølere og de endnu færre modstandere var klar til at fejre resultatet.Sammenlægningsudvalget havde trukket deres store læs af arbejdet. Bredt set var der gjort et tilsvarende stort arbejde i en bunke udvalg og arbejdsgrupper både centralt og decentralt. Men der er nok ikke tvivl om, at et meget væsentligt element var den holdning og fremtræden, de to spejderchefer havde lagt for dagen gennem hele processen, hvor de hele tiden og over alt fremstod som de absolutte tilhængere og som en slags garanter for, at det hele ville gå godt. De supplerede hinanden godt, og – måske endnu væsentligere – de klædte hinanden godt.

For mit eget vedkommende havde stillingen været klar fra starten: Jeg var ikke begejstret for tanken. Jeg ville meget hellere, at man havde sat alle kræfter ind på at danne èt spejderkorps i Danmark. Det var tiden imidlertid ikke moden til – og er det vel stadig ikke. Men jeg var overbevist om, at samfundsudviklingen - og forældrene - krævede et fælles spejderkorps for piger og drenge og gik derfor helt og fuldt ind i processen.

Sammenslutningen blev fejret den 6. januar ved en stor fest på Vallensbæk Statsskole og ved at der blev sendt raketter op over hele landet kl. 16.30.

Arbejdet i korpsledelsen begyndte da også i en meget god, positiv og begejstret atmosfære, men det var meget åbenlyst, at der var store kulturforskelle, som ikke skulle overvindes, men samordnes. Vibeke Riemer og jeg har siden moret os over de meget markante ansigtsudtryk hos de mandlige deltagere, som opstod, da Vibeke midt under det første korpsledelsesmøde trak sin guitar frem og foreslog, at vi nu skal synge!

Igen må man konstatere, at de to spejderchefer som alternative mødeledere var stærkt medvirkende til den gode atmosfære og den progressive holdning til i fællesskab at løse

- 12 –

de mange problemer ved sammenslutningen, som vi helt bevidst havde udskudt til efter denne.

Det var derfor ikke mindre end et kæmpechok, da nogle få af os i april modtog et brev fra John, hvori han meddelte, at han på grund af uregelmæssigheder i forhold til sin stilling som leder af Storkøbenhavns frivillige Bloddonorer måtte trække sig tilbage som spejderchef med øjeblikkelig virkning.

Det vigtigste for os i den øjeblikkelige situation var at holde historien ude af pressen, og selv om såvel korpskontoret som flere af os andre blev kontaktet af pressen, lykkedes det bemærkelsesværdigt nok.

Korpsledelsesmødet den 17. april var et af de værste møder, jeg har oplevet i min spejdertid. John var min gode og nære ven, men derudover var det klart i såvel min som nogle af de andre korpsledelsesmedlemmers bevidsthed, at jeg var den, der havde hovedansvaret for, at John var blevet spejderchef, og det medførte, at i hvert fald jeg selv følte et voldsomt ansvar for situationen over for de tidligere DDPér.

Johan Kromann var til stede ved mødet og redegjorde for Johns afgang, og samtidig indstillede han efter samråd med styrelsens forretningsudvalg, at jeg overtog Johns forpligtelser i NORDJAMB-organisationen, hvilket ville sige medlem af hovedkomitéen og formand for konferencekomitéen (hvor der vel at mærke nærmest ikke var sket noget til dato).

Der var flere grunde til, at jeg afslog. Den væsentligste var vel den, at John umiddelbart efter det første møde i NORDJAMB´s hovedkomité et år tidligere havde spurgt mig, hvilket job jeg ønskede i NORDJAMB-organisationen, og da jeg svarede, at jeg ikke ønskede noget, blev konklusionen, som John udtrykte det, "OK, så engagerer jeg mig i NORDJAMB, og du "passer på" Det Danske Spejderkorps så længe". Men også det tidsmæssige hensyn til mit private job og mit ny job i korpsledelsen som ansvarlig for det internationale arbejde og formand for Internationalt udvalg spillede en rolle.

Ved det efterfølgende korpsledelsesmøde i maj blev det fra drengeside foreslået, at jeg blev konstitueret som spejderchef sammen med Bente, ind til korpsrådsmødet i december. Men til vores store forbavselse var alle pigernes argumenter om vigtigheden af dobbeltbesætninger på alle poster borte som dug for solen, og først da jeg forsikrede om, at det aldrig i min vildeste fantasi kunne falde mig ind at stille op til valget til spejderchef, accepterede de. Og så blev det altså indstillet til styrelsen, at jeg blev konstitueret. Styrelsen godkendte konstitueringen få dage senere.

Styrelsens forretningsudvalg drøftede mit afslag på at indtræde i NORDJAMB-organisa-tionen, hvorefter Johan ringede til mig nogle dage senere. Efter mange års meget tæt samarbejde kendte Johan og jeg hinanden meget godt. Det kendskab udnyttede han ved at indlede samtalen med at sige, at han ønskede – før jeg fik lejlighed til at sige noget – at meddele mig, hvem styrelsens forretningsudvalg havde tænkt sig at pege på, hvis jeg fortsat afslog. Og så accepterede jeg!

Det blev en snebold. Formandskabet for verdenskonferencen i København var vel det, der fik de fire nordiske spejderkorps, Sverige, Norge, Finland og Island til at indstille mig som kandidat til WOSM’s verdenskomité. Jeg blev valgt i Montreal i 1979, 1. viceformand i

Senegal i 1981, formand i Detroit 1983 som den yngste nogensinde, og afgik planmæssigt i München 1985.

- 13 -

På korpsledelsesmødet i juni indstillede jeg Poul Lassen som min efterfølger som formand for Internationalt udvalg – og det var så min sidste post i DDS.

Kort efter blev jeg i Fællesrådet for Danmarks Drengespejdere valgt til International Commissioner som efterfølger for og på anbefaling af den meget respekterede KFUM-Spejder Niels Engberg, som havde siddet på posten i en lang årrække.

Epilog

Som nævnt var det meget spændende og positivt at være medlem af den første fælles korpsledelse, hvor vi virkelig prøvede at lære af hinanden. Der er imidlertid ikke tvivl om, at der underliggende lå nogle helt forskellige holdninger og synspunkter baseret på de to korps’ kulturer og i virkeligheden også afspejlende den kønskamp, som fandt sted i samfundet i øvrigt. Bente Øst Hansen erklærede f.eks. under et besøg i Brovst, at hun havde besluttet at ville bruge resten af sin tid til at kæmpe for kvinders rettigheder!

Den første tid var meget præget af pigernes frygt for ikke at få indflydelse nok og drengenes optagethed af ikke at virke for dominerende. Min personlige opfattelse, som jeg dog aldrig har lagt skjul på, er at sporene, der blev lagt for korpsets fremtid i høj grad blev dikteret af, at der i den første korpsledelse var større ”sum” af personligheder hos pigerne end hos drengene. Jeg har heller ikke lagt skjul på, at dette til trods, var den samlede personlighed hos pigerne ikke stor nok til at sikre ligeværdighed. Man fortsatte ”kampen” også efter, at man havde passeret 50%-stregen, så det i virkeligheden blev en kamp om dominans. Det afspejlede sig måske mest i det fælles program, der blev udarbejdet for arbejdet i det ny korps og som blev det største kritikpunkt for modstanderne af korpssammenslutningen. Det har været sagt, at DDP-pigerne søgte hen mod DDS-drengenes lejr- og fritidsliv, men det, de fik tilbudt i ligestillingens hellige navn, var det som i folkemunde blev kaldt ”klippe-klistre-programmet”. For pigerne var det ikke nyt, men for mange nok lidt skuffende i forhold til forventningerne til sammenslutningen. For drengene var det meget skuffende og meget lidt attraktivt.

Overordnet set er jeg ikke i tvivl om, at korpssammenslutningen var den helt rigtige løsning, og at den var helt i tråd med den samfundsudvikling, der fandt sted i perioden. Eftertiden skal også vide, at den blev gennemført af nogle visionære og særdeles handlekraftige og modige kvinder og mænd, der mest af alt var styret af, hvad de mente var det bedste for den opvoksende ungdom.

Selvfølgelig kan der komme tilbageslag i enhver proces. Det så jeg f.eks., da jeg ved en tilfældighed kom i besiddelse af et 40 års jubilæumsskrift udgivet i august 2014, som jeg næsten troede var et DDP-skrift, men trøstede mig med, at det da var godt, det var et tilbageblik, og at Det Danske Spejderkorps’ fremtid vil være i hænderne på en ny generation af ,ledere, som dårligt nok kan huske, at der engang var to korps, hvilket i sig selv vil sikre, at det næste jubilæumsskrift bliver noget mere velafbalanceret.

Til gengæld har det været en stor personlig glæde for mig – selvom det er fra sidelinjen –at følge forberedelserne og gennemførelsen af Spejdernes Lejr i 2012 – og såmænd også de efterfølgende diskussioner om alt det, der ikke gik godt nok. Fantastisk at det kunne lade sig gøre og med så stor succes! Piger og drenge under udvikling til de kvinder og mænd, der i et frugtbart samarbejde skal føre Danmark videre. – Jamen tanken om alle danske spejdere i ét korps – under en eller anden form – lever måske endnu.

Tænk, at man i en historisk set kort periode har fået lov at være en del af en så vigtig, positiv og indholdsrig proces.