de nordiske forbrugerombuds- · på det sociale medie, facebook, er højre del af skærmen fx...

De nordiske forbrugerombuds-

mænds standpunkt til markedsføring

via sociale medier af 3. maj 2012

2012

DE NORDISKE FORBRUGEROMBUDSMÆNDS STANDPUNKT TIL MARKEDSFØRING VIA SOCIALE MEDIER AF

3. MAJ 2012

SIDE 2

De nordiske forbrugerombudsmænds standpunkt til markedsføring via sociale

medier af 3. maj 2012

Standpunktets paragrafhenvisninger er opdateret den 1. juli 2017 i overensstemmelse

med den nye markedsføringslov (lov nr. 426 af 3. maj 2017)

Forbrugerombudsmanden

Carl Jacobsens Vej 35

2500 Valby

Tlf.: +45 41 71 51 51

E-mail: [email protected]

Online ISBN 978-87-7029-675-5

Udarbejdet af Forbrugerombudsmanden

Maj 2012


3. MAJ 2012

SIDE 3

1 Indhold

1 Indhold 3 2 Kapitel 1 4

Indledning ........................................................................................................................................................ 4 3 Kapitel 2 5

Generelt ............................................................................................................................................................ 5 4 Kapitel 3 7

Markedsføringsbudskaber skal kunne identificeres som markedsføring .............................. 7 5 Kapitel 4 8

Uanmodet elektronisk kommunikation ............................................................................................... 8 6 Kapitel 5 11

Markedsføring over for børn og unge under 18 år........................................................................ 11 7 Kapitel 6 13

Bannerreklamer ......................................................................................................................................... 13 8 Bilag 1 15

Forbrugerombudsmændenes fortolkning af direktiv 2002/58/EF (e-

databeskyttelsesdirektivet), som ændret ved direktiv 2009/136/EF, i forhold til

kommercielle meddelelser på Facebook .......................................................................................... 15 Meddelelser til indboks og Timeline (profil) ..................................................................................................... 15 Bannerannoncer.............................................................................................................................................................. 15 Nyheder (Newsfeed) ..................................................................................................................................................... 15

9 Bilag 2 17 Hvilet lands lovgivning finder anvendelse? ..................................................................................... 17

10 Bilag 3 19 Ansvar for markedsføringens indhold ............................................................................................... 19

11 Bilag 4 20 Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang

til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr (”cookie-bekendtgørelsen”) ....................... 20 12 Bilag 5 22

Links ................................................................................................................................................................ 22 Links til de nordiske forbrugerombudsmænds hjemmesider med information om

national lovgivning og retningslinjer .................................................................................................................... 22

KAPITEL 1 INDLEDNING

SIDE 4

2 Kapitel 1 Indledning

Når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier, skal markedsføringen overholde

de almindelige regler, som gælder for markedsføring på internettet.

De nordiske forbrugerombudsmænd udarbejdede i maj 2010 et fællesnordisk standpunkt til

handel og markedsføring på internettet1. Dette standpunkt beskriver de generelle regler og

principper, der gælder ved markedsføring på internettet, og finder derfor også anvendelse,

når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier.

Nærværende standpunkt til markedsføring via sociale medier er således et supplement til

standpunktet til handel og markedsføring på internettet.

I standpunktet anvendes på skift udtrykkene ”bør” og ”skal/må”. Ved anvendelse af udtrykket

”bør”, skal det forstås således, at der er tale om en anbefaling, hvor anvendelsen af udtrykket

”skal/må”, skal det forstås således, at kravet følger direkte af markedsføringslovene og even-

tuelt anden forbrugerbeskyttende lovgivning.

__________________

1 Link


3. MAJ 2012

SIDE 5

3 Kapitel 2 Generelt

Ved sociale medier forstås almindeligvis en online tjeneste, hvor privatpersoner har mulighed

for at oprette profiler og kommunikere med hinanden, herunder dele oplysninger og indhold,

som fx tekst, billeder, lydfiler m.v. Et socialt medie kan fx være et chat-rum, spil eller en social

netværkstjeneste.

Mange sociale medier anvendes imidlertid også af erhvervsdrivende, som ønsker at markeds-

føre sig over for brugerne af det sociale medie. De sociale medier stiller ofte forskellige mar-

kedsføringsmuligheder til rådighed for erhvervsdrivende. De erhvervsdrivende kan fx købe

målrettede bannerannoncer og oprette profiler med forskellige muligheder for at få spredt

virksomhedens reklamebudskaber ved hjælp af funktioner, som giver brugerne mulighed for

at dele de erhvervsdrivendes markedsføringsmateriale med andre brugere.

Der er i gennemgangen taget udgangspunkt i de markedsføringsformer, som erhvervsdriven-

de i dag kan anvende til at markedsføre sig via sociale medier. Standpunktet er generelt og

gælder alle sociale medier. I standpunktet er der medtaget konkrete eksempler fra Facebook,

da dette sociale medie formentlig er det mest anvendte i dag, jf. bl.a. bilag 1.

Sociale medier tilbyder ofte, som nævnt ovenfor, at erhvervsdrivende kan oprette annoncer,

som kan målrettes på baggrund af det sociale medies kendskab til brugeren, herunder bruge-

rens alder, køn, bopæl samt oplysninger om brugeren indsamlet ved hjælp af cookies osv.

Nationale regler, der gennemfører direktiver om beskyttelse af personoplysninger, finder

anvendelse ved brug af brugernes personoplysninger til markedsføring via sociale medier, og

den erhvervsdrivende skal sikre, at reglerne om behandling af personoplysninger er over-

holdt2.

Spørgsmålet om erhvervsdrivendes behandling af brugernes personoplysninger, herunder fx

indsamling, brug eller overdragelse, vil ikke blive behandlet i nærværende standpunkt. I ste-

det henvises til de nationale datatilsyn og udtalelser fra en EU-rådgivningsgruppe3. Krav til

information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugerens terminal-

udstyr er heller ikke reguleret i dette standpunkt. Se bilag 4 til standpunktet om de danske

regler på området.

Standpunktet er teknologineutralt og finder anvendelse, uanset hvordan det sociale medie kan

tilgås.

__________________

2 Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af person-

oplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesdirektivet) og Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikati-

onssektor (e-databeskyttelsesdirektivet). 3 Gruppen, som kaldes artikel 29-gruppen, er nedsat med hjemmel i databeskyttelsesdirektivet og har repræsentanter fra alle

medlemslandenes datatilsyn. Se fx artikel 29-gruppens udtalelse nr. 5/2009 om internetbaserede sociale netværksaktiviteter

eller udtalelse nr. 2/2010 om adfærdsbaseret annoncering på internettet.

KAPITEL 2 GENERELT

SIDE 6

Når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier, skal lovgivningens almindelige

regler for markedsføring overholdes. I de følgende afsnit vil de regler, som erhvervsdrivende

særligt skal være opmærksomme på, når de markedsfører sig via sociale medier, blive gen-

nemgået.

I standpunktet anvendes begrebet "markedsføring". Begrebet skal forstås således, at det om-

fatter alt fra opbygning af image (”branding”) til den erhvervsdrivendes konkrete salgstilbud

og andre salgsfremmende foranstaltninger.


3. MAJ 2012

SIDE 7

4 Kapitel 3 Markedsføringsbudskaber skal kunne identificeres som markedsføring

Sociale medier opfattes primært som en platform, hvor privatpersoner kan udveksle oplys-

ninger med hinanden. Derfor skal erhvervsdrivende, der benytter sociale medier til markeds-

føring, være særligt opmærksomme på, at det til enhver tid skal fremgå klart, når brugerne af

det sociale medie bliver udsat for markedsføring.

Det overordnede formål med kravet om identifikation er, at der er gennemsigtighed, og at

brugerne af det sociale medie kan gennemskue, hvornår han eller hun bliver udsat for mar-

kedsføring eller anden kommerciel kommunikation.

1. Al markedsføring skal udformes og præsenteres på en måde, så det klart og tydeligt frem-

går, at der er tale om markedsføring, og på hvis vegne markedsføringen foretages4.

1.1. Hvis markedsføring vises på et sted, der ikke er forbeholdt markedsføringsbudskaber,

stilles der større krav til tydeliggørelsen af, at der er tale om markedsføring5.

2. Erhvervsdrivende må ikke, i modstrid med sandheden, hævde eller give indtryk af, at han

eller hun ikke handler som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sin professi-

on, eller i modstrid med sandheden, udgive sig for at være forbruger6.

2.1. Hvis en erhvervsdrivende anvender sin egen private profil til at markedsføre sin virk-

somhed eller sine produkter, skal det tydeligt oplyses, at budskabet hidrører fra en er-

hvervsdrivende.

3. Når en privatperson modtager betaling eller andre fordele for at omtale eller på anden

måde markedsføre en erhvervsdrivendes varer eller tjenesteydelser, skal det klart fremgå,

at der er tale om reklame, eller at personen har modtaget betaling eller andre fordele for at

omtale produktet. Den erhvervsdrivende er forpligtet til at informere privatpersonen om

dette krav.

4. Erhvervsdrivende, som opretter profiler, sider eller lignende for deres virksomhed, skal

iagttage visse oplysningskrav, som har til formål at sikre, at både forbrugere og myndighe-

derne har en let, umiddelbar og vedvarende adgang til oplysninger om virksomheden. Er-

hvervsdrivende skal blandt andet give oplysninger om virksomhedens navn, adresse og e-

postadresse, det nummer hvormed virksomheden er registreret i et offentligt register7

samt andre oplysninger, som skal gives ifølge lovgivningen8.

__________________

4 Jf. artikel 6, litra a, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informa-

tionssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (herefter direktivet om elektronisk handel). Bestemmel-

sen er gennemført i dansk ret i e-handelslovens § 9 og markedsføringslovens § 10, stk. 3. 5 På det sociale medie, Facebook, er højre del af skærmen fx forbeholdt annoncer. Dette er angivet ved en bjælke med overskrif-

ten ”Sponsoreret”. Private brugeres Timeline/væg og nyhedsside/startside, kan derimod ikke anses for at være forbeholdt

reklamer. 6 Jf. bilag 1, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handels-

praksis over for forbrugerne på det indre marked (herefter markedsføringsdirektivet). Bestemmelsen er gennemført i dansk ret

ved markedsføringslovens § 9, jf. bilag 1, pkt. 22. 7 I Danmark: CVR-registret. I Sverige: Næringslivsregistret. I Norge: Foretaksregistret. I Finland: Handelsregistret . I Island:

Ríkisskattstjóri. På Færøerne: Skráseting Føroya. 8 Jf. artikel 5 i direktivet om elektronisk handel. Bestemmelsen er gennemført i dansk ret i e-handelslovens § 7.

KAPITEL 4 UANMODET ELEKTRONISK KOMMUNIKATION

SIDE 8

5 Kapitel 4

Uanmodet elektronisk kommunikation9

Erhvervsdrivende må som udgangspunkt ikke rette henvendelse til en fysisk person10

ved

brug af elektronisk post med henblik på direkte markedsføring. Forbuddet gælder dog ikke,

hvis den erhvervsdrivende forudgående har opnået modtagerens udtrykkelige samtykke til at

modtage markedsføring via elektronisk post11

.

Hvornår anses henvendelser eller meddelelser på sociale medier for elektronisk post?

Ved elektronisk post forstås:

”Enhver meddelelse i form af tekst, stemmegengivelse, lyd eller billede, som sendes via et offent-

ligt kommunikationsnet, og som lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil medde-

lelsen hentes af modtageren”12

.

En henvendelse eller meddelelse til en profil på et socialt medie vil være omfattet af forbud-

det, hvis den erhvervsdrivende skal rette henvendelse ved brug af elektronisk post, som defi-

neret ovenfor. Om en henvendelse er omfattet af begrebet elektronisk post, må bero på en

konkret vurdering. Følgende tre betingelser skal være opfyldt, for at der kan være tale om

elektronisk post:

Meddelelsen skal sendes via et ”offentligt kommunikationsnet.”

Hvis kommunikationen sker via en tjeneste på internettet, der ikke på forhånd er afgrænset til

en bestemt kreds af slutbrugere, vil meddelelsen være sendt via et offentligt kommunikati-

onsnet.

Meddelelsen skal ”lagres i nettet eller i modtagerens terminaludstyr, indtil den hentes af modta-

geren.”

Hvis meddelelser kun vises for brugere, der er online, men forsvinder, hvis dette ikke er til-

__________________

9 Den finske forbrugerombudsmand har ikke tilsluttet sig afsnit 3. Området hører under den finske dataombudsmand, som

endnu ikke har taget stilling til, hvordan han fortolker direktivet i relation til sociale medier. Den islandske forbrugermyndighed

(Neytendastofa) har heller ikke kunnet tilslutte sig dette afsnit, da det hører under en anden myndighed. 10

I Danmark gælder forbuddet alle - dvs. både fysiske og juridiske personer, samt offentlige myndigheder, jf. markedsføringslo-

vens § 10. 11

Jf. artikel 13, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009, som ændrer direktiv

2002/58/EF af 12. juli 2002 (e-databeskyttelsesdirektivet). Forbuddet gælder, hvad enten henvendelsen indeholder reklame

for konkrete varer eller tjenesteydelser, eller der er tale om etablering eller profilering af omdømme eller image (”branding”).

Bestemmelsen er gennemført i dansk ret i markedsføringslovens § 10. 12

Definitionen af elektronisk post fremgår af artikel 2, litra h, i direktivet om databeskyttelse inden for elektronisk kommunika-

tion. (direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002)


3. MAJ 2012

SIDE 9

fældet, vil man ikke kunne sige, at meddelelsen lagres i nettet eller i modtagerens terminalud-

styr, indtil den hentes af modtageren13

.

Meddelelsen skal ”sendes” til brugeren af det sociale medie.

Det er altså et krav, at meddelelsen sendes til brugeren af det sociale medie. Heri må indlæg-

ges den forudsætning, at meddelelsen sendes til en bestemt modtagers elektroniske adresse.

Nogle sociale medier er helt eller delvist teknisk indrettet således, at meddelelser ikke sendes

til modtageren, men hentes af modtageren eller på anden måde udveksles med modtageren.

Det kan give anledning til tvivl, hvorvidt en meddelelse i disse tilfælde må anses for omfattet

af definitionen på elektronisk post. Der kan anføres argumenter for at anse henvendelsen for

at være sendt til brugeren af det sociale medie, hvis brugeren ikke kan forhindre modtagelse

af henvendelsen - fx ved gennem egne indstillinger at sortere i meddelelser fra vennekredsen

for derved at undgå at få kommercielle henvendelser.

Er der tale om en henvendelse, der sendes via elektronisk post med henblik på direkte mar-

kedsføring, er henvendelsen kun lovlig, hvis modtageren har givet et forudgående samtykke,

jf. pkt. 3.2.

Er henvendelsen ikke omfattet af definitionen på elektronisk post – fx fordi den ikke kan anses

for sendt til modtageren - er det de nordiske forbrugerombudsmænds opfattelse, at henven-

delsen er omfattet af e-databeskyttelsesdirektivets14

artikel 13, stk. 3. Efter denne bestemmel-

se skal abonnenter eller brugere som minimum have mulighed for at frabede sig uanmodet

kommunikation med henblik på direkte markedsføring ved brug af andre midler end elektro-

nisk post. Se mere under pkt. 3.415

.

Det er den erhvervsdrivendes ansvar at sikre, at forbuddet mod uanmodet henvendelse ved

brug af elektronisk post ikke overtrædes. Er den erhvervsdrivende i tvivl om, hvorvidt han

eller hun retter henvendelse til en person ved brug af elektronisk post, bør den erhvervsdri-

vende, der ikke har brugerens udtrykkelige samtykke til markedsføring, enten undersøge det

sociale medies tekniske indretning eller afholde sig fra at rette henvendelse til brugeren via

det sociale medie.

1. Erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til en profil på et socialt medie i markedsfø-

ringsøjemed ved brug af elektronisk post, medmindre der er indhentet et samtykke hertil.

2. Brugerens samtykke skal være aktivt, frivilligt, udtrykkeligt, konkretiseret og informeret.

2.1. Et samtykke kan ikke indhentes via det sociale medies standardvilkår.

2.2. Et samtykke skal være forudgående – dvs. at en erhvervsdrivende ikke kan indhente et

samtykke til markedsføring ved at henvende sig ved elektronisk post til modtageren.

En sådan henvendelse vil i sig selv blive anset for en uanmodet henvendelse.

__________________

13 Som et eksempel herpå kan nævnes pop-up reklamer, jf. en udtalelse af 27. januar 2003 fra Kommissionen (svar på forespørg-

sel E-3392/02), som kan læses her: http://eur-

lex.europa.eu/Notice.do?mode=dbl&lang=da&ihmlang=da&lng1=da,da&lng2=da,de,el,en,es,fi,fr,it,nl,pt,sv,&val=339170:cs&pag

e 14

Se note 11. Direktivet finder anvendelse på behandling af personoplysninger i forbindelse med, at offentligt tilgængelige

elektroniske kommunikationstjenester stilles til rådighed via offentlige kommunikationsnet i Fællesskabet. Ved kommunikation

forstås, jf. artikel 2, litra d), oplysninger som udveksles eller overføres mellem et begrænset antal parter via en offentlig tilgæn-

gelig elektronisk kommunikationstjeneste. Bestemmelsen er implementeret i dansk ret i markedsføringslovens § 10, stk. 4. 15

Der er stor interesse for, hvordan Forbrugerombudsmændene vurderer meddelelser på det sociale medie, Facebook. Forbru-

gerombudsmændenes vurdering af, hvordan meddelelser på Facebook skal fortolkes i forhold til reglerne om uanmodet elek-

tronisk post og anden uanmodet elektronisk kommunikation fremgår af bilag 1. Bilaget er udtryk for forbrugerombudsmænd-

enes nuværende fortolkning, der kan tages op til revision i lyset af drøftelser af reglerne i EU, jf. nærmere bilag 1.

http://eur-lex.europa.eu/Notice.do?mode=dbl&lang=da&ihmlang=da&lng1=da,da&lng2=da,de,el,en,es,fi,fr,it,nl,pt,sv,&val=339170:cs&page



KAPITEL 4 UANMODET ELEKTRONISK KOMMUNIKATION

SIDE 10

3. Hvis den erhvervsdrivende benytter et samtykke til at sende markedsføring ved brug af

elektronisk post, skal alle meddelelser fra den erhvervsdrivende indeholde en adresse, som

modtageren kan henvende sig til for at tilbagekalde samtykket og derved få standset frem-

tidige henvendelser16

.

4. I tilfælde hvor en erhvervsdrivende med det formål at foretage direkte markedsføring over

for abonnenter eller brugere, benytter andre midler end elektronisk post til uanmodet

kommunikation, skal modtageren kunne frabede sig henvendelser fra den erhvervsdriven-

de17

.

4.1. Når den erhvervsdrivende skal rette henvendelse til en person, skal den erhvervsdri-

vende give personen en nem adgang til at frabede sig fremtidige henvendelser.

5. Reglerne gælder, når den erhvervsdrivende selv retter henvendelse til en bruger af et soci-

alt medie, og når den erhvervsdrivende præmierer eller på anden måde belønner eller op-

fordrer brugerne af et socialt medie til at sprede meddelelser fra den erhvervsdrivende,

som nævnt under pkt. 3.1. og 3.4., til andre brugere18

.

5.1. En handling anses for præmieret eller belønnet, hvis brugeren kan opnå en fordel, fx en

rabat, opnå eller få forøget en vinderchance i en konkurrence eller der på anden måde

skabes et incitament til at sprede meddelelsen.

__________________

16 E-databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk. 4, andet pkt..

17 Jf. markedsføringslovens § 10, stk. 6. I Danmark kan personer generelt frabede sig direkte markedsføring ved andre fjern-

kommunikationstekniker end elektronisk post, telefax og automatisk opkaldssystem ved at lade sig registrere på ”Robinsonli-

sten”, som erhvervsdrivende skal tjekke, inden de retter uanmodet henvendelse til personen. Kravet gælder ikke, hvis personen

forudgående har givet et udtrykkeligt, konkretiseret og informeret samtykke til at modtage markedsføringshenvendelser fra en

erhvervsdrivende. Det er formentlig i praksis ofte ikke muligt for danske erhvervsdrivende, der markedsfører sig via sociale

medier, at vide, hvem henvendelsen bliver videresendt til og tjekke Robinsonlisten. Det kan derfor være vanskeligt at håndhæve

pligten til forudgående at tjekke Robinsonlisten over for erhvervsdrivende, der markedsfører sig via sociale medier. 18

Det betyder, at de nordiske forbrugerombudsmænd ikke anser anvendelse af delefunktioner for at være i strid med reglerne,

se også bilag 1. Opfordrer den erhvervsdrivende brugerne til at sprede budskabet, som nævnt i pkt. 3.5.1. vil den erhvervsdri-

vende blive ansvarlig, hvis reglerne ikke overholdes.


3. MAJ 2012

SIDE 11

6 Kapitel 5 Markedsføring over for børn og unge under 18 år

Kravene og anbefalingerne i pkt. 1 – 3 og pkt. 5 i dette standpunkt gælder også ved markeds-

føring rettet mod børn og unge med de skærpelser, der angives i nærværende pkt.. Herudover

gælder de særlige regler, som er fastsat i de enkelte landes lovgivning om markedsføring ret-

tet mod børn og unge.

1. Det skal være åbenlyst for den aldersgruppe, som den erhvervsdrivende henvender sig til,

at der er tale om markedsføring19

.

2. Erhvervsdrivende skal udforme deres markedsføring under særlig hensyntagen til børn og

unges naturlige godtroenhed, manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er

lette at påvirke og nemme at præge.

3. Erhvervsdrivende skal tage særligt højde for, om reklamens form og indhold og produktets

art giver anledning til, at der skal tages særlige hensyn for at beskytte den aktuelle mål-

gruppe.

4. Erhvervsdrivende må ikke direkte opfordre eller tilskynde børn til at købe eller til at over-

tale deres forældre eller andre voksne til at købe deres produkter20

.

Om markedsføringen opfordrer eller tilskynder til køb må vurderes konkret. Denne vurde-

ring skal foretages ud fra barnets perspektiv ved, at der tages hensyn til alder, udvikling og

andre forhold, som gør børn særligt sårbare. Ved den konkrete vurdering tillægges blandt

andet følgende momenter betydning:

4.1. Hvor klart er købsopfordringen formuleret, herunder hvilket indtryk der skabes.

Det vil være en direkte opfordring til køb, hvis markedsføringen indeholder tekst som

fx: ”gå ud og køb bogen” eller ”bed din mor om at hente varen i den nærmeste forret-

ning”21

.

4.2. Hvordan er markedsføringen rettet mod barnet. Er markedsføringen fx sendt via et

medie, som retter sig direkte og individuelt til barnet.

4.3. Hvor let er det at købe det markedsførte produkt. Er det fx muligt at klikke på et link,

hvorved der kan foretages et køb.

Det vil umiddelbart være en opfordring til køb, hvis der af markedsføringen fremgår en

tekst, hvor der står ”køb her”, hvorved der er indsat et link til en side, hvor man kan fo-

retage et køb.

5. Erhvervsdrivende må ikke direkte eller indirekte opfordre til vold, anvendelse af rusmidler,

herunder alkohol, eller anden farlig og hensynsløs adfærd eller på anden måde benytte sig

af vold, frygt eller overtro som virkemidler.

6. Erhvervsdrivende må ikke markedsføre produkter, som børn efter den nationale lovgivning

ikke kan indgå aftale om, fx alkohol og cigaretter.

__________________

19 Børn og unge dækker generelt personer op til 18 år, men markedsføringen vil skulle bedømmes i forhold til den konkrete

aldersgruppe, den henvender sig til. Det indebærer, at en reklame, der henvender sig til mindre børn, skal vurderes anderledes

end en reklame, der henvender sig til unge på 15-16 år. 20

Jf. markedsføringsdirektivets bilag 1, pkt. 28, som er gennemført i dansk ret i markedsføringslovens § 9, jf. bilag 1, pkt. 28. 21

Jf. Kommissionens pjece vedrørende direktivet om urimelig handelspraksis. ISBN 92-79-02666-6.

http://ec.europa.eu/consumers/cons_int/safe_shop/fair_bus_pract/ucp_da.pdf

http://ec.europa.eu/consumers/cons_int/safe_shop/fair_bus_pract/ucp_da.pdf

KAPITEL 5 MARKEDSFØRING OVER FOR BØRN OG UNGE UNDER 18 ÅR

SIDE 12

7. Erhvervsdrivende bør ikke benytte børn og unge i salgs- og markedsføringsøjemed, herun-

der som salgskanal, som fx vennehvervning og lignende22

.

8. Erhvervsdrivende bør ikke opfordre til, at brugere af det sociale medie skal dele markeds-

føring, hvis markedsføringen særligt henvender sig til børn og unge.

9. I det omfang markedsføringsreglerne indeholder forbud mod markedsføring af bestemte

produkter over for børn og unge, har erhvervsdrivende pligt til løbende at anvende de

bedst mulige tekniske foranstaltninger, som kan kontrollere alderen på brugerne af det so-

ciale medie, som markedsføringen viser sig for.

9.1. Hvis erhvervsdrivende fx ønsker at markedsføre alkoholholdige produkter via det soci-

ale medie, skal den erhvervsdrivende gøre, hvad der er muligt for at sikre sig, at mar-

kedsføringen alene retter sig mod brugere over 18 år.

Dette gælder også markedsføringsindhold fra den erhvervsdrivende, som brugere af

det sociale medie har mulighed for at dele.

__________________

22 Vennehvervning består i, at man hjælper erhvervsdrivende med at finde aftaleparter i sin vennekreds.


3. MAJ 2012

SIDE 13

7 Kapitel 6 Bannerreklamer

1. Indholdet af bannerreklamer skal overholde lovgivningens almindelige regler.

2. Hvis en konkret vare eller tjenesteydelse udbydes til salg i en bannerreklame, skal oplys-

ningerne om varen, dens pris, sammensætning, anvendelse, mængde m.m. være korrekte,

og reklamen må ikke på grund af sin generelle fremstillingsform - eller fordi der udelades

væsentlige oplysninger - være vildledende23

.

2.1. Væsentlige oplysninger om varen eller tjenesteydelsen skal fremgå af bannerreklamen

med samme eller tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som tilbuddet om køb af

varen eller tjenesteydelsen.

3. Hvis en vare eller tjenesteydelse udbydes i en bannerreklame med oplysning om pris, skal

det være den samlede pris, som forbrugeren som minimum kommer til at betale inklusive

moms, afgifter og andre omkostninger og gebyrer24

, der er forbundet med køb af varen el-

ler ydelsen.

4. Salgsfremmende foranstaltninger, som fx tilbud om deltagelse i konkurrencer, tilbud om

tilgift, vareprøver, prøveperioder eller lignende, som har til formål konkret eller generelt at

fremme den erhvervsdrivendes afsætning, skal markedsføres således, at betingelser, der er

knyttet til tilbuddet, er klare, tydelige og lettilgængelige for brugeren af det sociale medie.

4.1. Formuleringen af betingelserne må ikke give anledning til misforståelser, tvetydighe-

der eller fejlfortolkninger.

4.2. Betingelserne skal fremstå med samme meddelelseseffekt som den salgsfremmende

foranstaltning.

4.3. I bannerreklamer vil der sjældent være plads til at beskrive alle forbehold og betingel-

ser, der kan være knyttet til en salgsfremmende foranstaltning. Hvis reklamen beskri-

ver tilbuddet klart, loyalt og afbalanceret, kan forbrugeren henvises til at læse de nær-

mere betingelser via et link i reklamen. Væsentlige vilkår skal dog altid være oplyst i

bannerannoncen med samme eller tilnærmelsesvis samme meddelelseseffekt som op-

lysningen om den salgsfremmende foranstaltning25

.

5. Den erhvervsdrivende må ikke omtale en vare eller tjenesteydelse som "gratis", "vederlags-

frit", "uden betaling" eller lignende, hvis forbrugeren skal betale andet end de uundgåelige

udgifter26

, der er forbundet med at reagere på den pågældende handelspraksis, samt af-

hentning eller betaling for levering af produktet eller ydelsen27

.

__________________

23 Jf. markedsføringsdirektivets artikel 6 og artikel 7, som er gennemført i dansk ret i markedsføringslovens §§ 5-6, smh. med §

8. 24

Jf. markedsføringslovens §§ 5, 6 og 14. Omkostninger, der ikke kan henføres til den enkelte vare, skal ikke indregnes i denne

pris. Det kan være tilfældet med leveringsomkostninger. Det skal oplyses i umiddelbar tilknytning til prisen, at yderligere

omkostninger tilkommer og principperne for beregningen heraf. 25

Hvis brugeren af det sociale medie fx i en bannerreklame tilbydes at deltage i en konkurrencen, skal det samtidig klart loyalt

og afbalanceret i reklamen oplyses, hvis deltagelse i konkurrencen er betinget af, at forbrugeren indgår en købsaftale. Er dette

ikke oplyst, vil reklamen normalt være vildledende. 26

Det kan fx være porto eller transportomkostninger, men ikke omkostninger til emballering, håndtering eller administration. 27

Jf. markedsføringsdirektivets bilag 1, pkt. 20, jf. Europa-Kommissionens vejledning i gennemførelsen/anvendelsen af direktiv

2005/29/EF om urimelig handelspraksis, KOM nr. SWD(2016) 163 final af 25. maj 2016. Bestemmelsen er gennemført i dansk

ret i markedsføringslovens § 9, jf. bilag 1, pkt. 20.

KAPITEL 6 BANNERREKLAMER

SIDE 14

6. Den erhvervsdrivende må ikke skabe det fejlagtige indtryk, at forbrugeren allerede har

vundet, vil vinde eller ved udførelse af en bestemt handling vil vinde en præmie eller et an-

det tilsvarende gode, selv om faktum er, at der enten – ikke findes nogen præmie eller et

andet tilsvarende gode, eller – at den handling, som skal udføres for at indløse præmien el-

ler et andet tilsvarende gode indebærer, at forbrugeren skal betale et pengebeløb eller på

anden måde påtage sig udgifter28

.

__________________

28 Jf. markedsføringsdirektivets bilag 1, pkt. 31. Bestemmelsen er gennemført i dansk ret i markedsføringslovens § 9, jf. bilag 1,

pkt. 31.


3. MAJ 2012

SIDE 15

8 Bilag 1 Forbrugerombudsmændenes29 fortolkning af direktiv 2002/58/EF (e-databeskyttelsesdirektivet), som ændret ved direktiv 2009/136/EF, i forhold til kommercielle meddelelser på Facebook

Facebook er i dag det mest almindeligt anvendte sociale medie. Erhvervsdrivende har derfor

efterspurgt forbrugerombudsmændenes holdning til, om kommercielle henvendelser på Fa-

cebook kan anses for at være elektronisk post eller anden elektronisk kommunikation.

Meddelelser til indboks og Timeline (profil)

På Facebook er der mulighed for at sende beskeder til brugernes indboks (meddelelser) eller

at slå meddelelser op på brugernes Timeline. Sådanne meddelelser fra erhvervsdrivende er

efter forbrugerombudsmændenes opfattelse omfattet af definitionen på elektronisk post, og

det kræver derfor et forudgående samtykke30

.

Bannerannoncer

Bannerannoncer, som fx vises under ”sponsoreret”, kan formentlig ikke anses for at være

elektronisk post, da meddelelserne næppe lagres, indtil de hentes af modtageren, og da de

normalt heller ikke kan anses for sendt til en bestemt modtager. Bannerreklamer kan efter de

nordiske forbrugerombudsmænds opfattelse heller ikke anses for at være anden uanmodet

kommunikation, hvis formål er direkte markedsføring, jf. e-databeskyttelsesdirektivets artikel

13, stk. 3. Dvs. at der ikke kræves et samtykke, og der skal heller ikke være en mulighed for at

frabede sig bannerannoncer.

Nyheder (Newsfeed)

De meddelelser, som viser sig for facebookbrugeren under ”nyheder”, kan bl.a. være ”status-

opdateringer” fra erhvervsdrivende, som brugeren har tilkendegivet at ”synes godt om”. Der

kan også være tale om meddelelser om, at brugerens venner ”synes godt om” en bestemt er-

hvervsdrivende, oplysninger som følge af, at en af brugerens venner har ”delt” en oplysning

om en erhvervsdrivende, eller meddelelser om, at en ven har deltaget i en konkurrence.

Det er usikkert, om meddelelser fra erhvervsdrivende, som viser sig under facebookbrugerens

”nyheder”, er omfattet af definitionen på elektronisk post. Indtil der er opnået en større afkla-

ring af dette spørgsmål, er det de nordiske forbrugerombudsmænds opfattelse, at sådanne

henvendelser må anses for at være ”anden uanmodet kommunikation”, jf. e-

databeskyttelsesdirektivets artikel 13, stk. 3, som modtageren skal kunne frabede sig at mod-

tage, når meddelelsens formål er markedsføring. De nordiske forbrugerombudsmænd vil

drøfte fortolkningen af de omhandlede regler med EU-Kommissionen og de europæiske hånd-

hævelsesmyndigheder.

__________________

29 Den finske forbrugerombudsmand har ikke tilsluttet sig afsnit 3 og bilag 1. Området hører under den finske dataombuds-

mand, som endnu ikke har taget stilling til, hvordan han fortolker direktivet i relation til sociale medier. Den islandske forbru-

germyndighed (Neytendastofa) har heller ikke kunnet tilslutte sig dette afsnit, da det hører under en anden myndighed. 30

En meddelelse slås op på brugerens væg, hvis brugeren ”synes godt om” den erhvervsdrivende. Det er forbrugerombuds-

mændenes opfattelse, at et klik på et ”synes godt om” ikon ikke i sig selv opfylder kravene til et samtykke, idet det ikke er

formuleret som et samtykke, der lever op til kravene til et samtykke, jf. pkt. 3.2.

BILAG 1 FORBRUGEROMBUDSMÆNDENES FORTOLKNING AF DIREKTIV 2002/58/EF (E-

DATABESKYTTELSESDIREKTIVET), SOM ÆNDRET VED DIREKTIV 2009/136/EF, I FORHOLD TIL KOMMERCIELLE

MEDDELELSER PÅ FACEBOOK

SIDE 16

Hvis en erhvervsdrivende præmierer en bruger eller skaber et særligt incitament31

for bruge-

ren til at dele eller sprede32

kommercielle meddelelser, vil forbrugerombudsmændene anse

meddelelserne for at komme fra den erhvervsdrivende, og brugerens venner skal derfor have

mulighed for at frabede sig disse, se pkt. 3.5. Beror spredningen eller delingen alene på bruge-

rens egen beslutning, vil forbrugerombudsmændene ikke anse meddelelsen for omfattet af

reglerne om uanmodet markedsføring.

Hvis deltagelse i en konkurrence medfører, at et kommercielt budskab viser sig på brugerens

væg og derefter på vennernes startside under nyheder, skal brugerens venner således have

mulighed for at frabede sig fremtidige henvendelser fra den erhvervsdrivende.

__________________

31 Ifølge Vilkår for Facebooks Sider (dateret 29. februar 2012) opstiller Facebook begrænsninger for, hvilke betingelser er-

hvervsdrivende kan stille for deltagelse i en konkurrence og andre kampagner, som markedsføres via Facebook, herunder at

den erhvervsdrivende ikke kan stille krav om indtjekning på et bestemt sted, eller at man benytter ”del”-funktionen for at

formidle information om konkurrencen til sine venner. Endvidere må fx en synes godt om knap ikke tjene som afstemningsme-

kanisme for en kampagne – fx en konkurrence. 32

Her tænkes fx på funktionerne ”synes godt om” og ”del”.


3. MAJ 2012

SIDE 17

9 Bilag 2 Hvilet lands lovgivning finder anvendelse?

Det kan give anledning til tvivl, hvilket lands lovgivning de erhvervsdrivende skal overholde,

når de anvender sociale medier til markedsføring, og udbyderen af det sociale medie er etab-

leret i et andet land, eller hvor den erhvervsdrivende har rettet sin markedsføring mod for-

brugere andre EU-lande.

Ved vurderingen af, hvilket lands lovgivning den erhvervsdrivendes markedsføring skal over-

holde, er det som udgangspunkt uden betydning, i hvilket land det sociale medie er etableret,

eller hvor serverne er placeret. Det afgørende er, hvor den erhvervsdrivende, der markedsfø-

rer sig over grænserne, er etableret, og hvilket land den erhvervsdrivende har rettet sin mar-

kedsføring mod.

Når erhvervsdrivende markedsfører sig via sociale medier, skal markedsføringen som ud-

gangspunkt ske i overensstemmelse med den offentligretlige lovgivning, som gælder i det

land, hvor markedsføringen har virkning (virkningsprincippet). Når fx en amerikansk er-

hvervsdrivende retter sin markedsføring mod det danske marked, skal markedsføringen

overholde den danske markedsføringslov m.v.

Når en erhvervsdrivende, der er etableret i Danmark eller et andet EU/EØS land, via sociale

medier retter sin markedsføring mod forbrugere i et andet EU/EØS-land, finder virknings-

princippet som udgangspunkt ikke anvendelse. I stedet gælder der et såkaldt afsenderlands-

princip33

.

Afsenderlandsprincippet betyder, at erhvervsdrivende skal markedsføre sig i overensstem-

melse med den offentligretlige lovgivning, som gælder i det EU-land, hvor den erhvervsdri-

vende er etableret. Når fx en dansk erhvervsdrivende markedsfører sig over for norske for-

brugere, skal markedsføringen overholde den danske markedsføringslov m.v.

Afsenderlandsprincippet finder anvendelse på en række offentligretlige regler, som fastsætter

krav til de erhvervsdrivendes online markedsføring, og som håndhæves af medlemsstaternes

myndigheder. Det kan fx være krav om kvalifikationer, tilladelser eller underretningsordnin-

ger. Det omfatter også krav, som gælder for reklamering - fx markedsføringslovens krav - eller

særlige oplysningskrav ved e-handel, herunder de prækontraktuelle oplysningskrav der følger

af §§ 11 og 13 i forbrugeraftaleloven.

__________________

33 Jf. § 2 i e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elek-

tronisk handel). Loven gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige

aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel i det indre marked (direktivet om elektronisk handel).

Der er dog ikke tale om en egentlig lovvalgsregel (international privatret), jf. artikel 1, stk. 4, i direktivet om elektronisk handel

og EU-Domstolens dom af 25. oktober 2011 i sag C-509/09. Domstolen fastslår, at e-handelsdirektivets artikel 3 (e-

handelslovens § 2) skal fortolkes således, at der ikke er tale om en egentlig lovvalgsregel, men at medlemsstaterne inden for det

koordinerede område og med forbehold for de undtagelser, der følger af artikel 3, stk. 4, skal sikre, at udbyderen af en tjeneste

vedrørende elektronisk handel ikke undergives krav, der er strengere end dem, som følger af den materielle ret, der finder

anvendelse i den stat, hvor tjenesteudbyderen er etableret.

BILAG 2 HVILET LANDS LOVGIVNING FINDER ANVENDELSE?

SIDE 18

For så vidt angår de sidstnævnte regler vil det dog i praksis ofte også være nødvendigt at

overholde modtagerlandets tilsvarende regler. Hvis markedsføringen fx er rettet mod et andet

EU-land, og forbrugere der kan indgå aftalerne online, vil det således normalt følge af de al-

mindelige lovvalgsregler (Rom-konventionen og Rom I-forordningen)34

, at modtagerlandets

lovgivning finder anvendelse i retsforholdet mellem den erhvervsdrivende og forbrugeren,

når kontrakten er indgået. Det indebærer, at en manglende overholdelse af modtagerlandets

oplysningskrav svarende til forbrugeraftalelovens regler kan få civilretlige konsekvenser, fx

en udskydelse af forbrugerens fortrydelsesfrist.

Offentligretlige krav til fx den erhvervsdrivendes varer, eller levering af varer – fx sikkerheds-

krav, mærkningskrav eller produktansvar - er derimod ikke omfattet af e-handelsloven og

dermed af afsenderlandsprincippet.

Den privatretlige lovgivning er heller ikke omfattet af afsenderlandsprincippets område, og

vurderingen af, hvilket lands lovgivning den erhvervsdrivende skal overholde, skal afgøres

efter de almindelige internationale lovvalgsregler (Rom-konventionen og Rom I-

forordningen).

Uanset om parterne har indgået en aftale om lovvalg, kan forbrugere altid påberåbe sig de

ufravigelige privatretlige regler, som gælder i det land, hvor han eller hun har bopæl, hvis den

erhvervsdrivendes markedsføring har været rettet forbrugerens hjemland35

.

__________________

34 Jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kon-traktlige forplig-

telser (Rom I) EU-Tidende nr. L 177 af 4. juli 2008, s. 6 (Rom I-forordningen). Rom I-forordningen gælder imidlertid ikke i

Danmark på grund af det retlige forbehold. Reglerne for lovvalget er her reguleret i Rom-konventionen af 1980 om, hvilken lov

der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, EF-Tidende nr. C 27 af 26. januar 1998, s. 34 (Rom-konventionen). 35

Jf. artikel 3, stk. 3 og 4, i Rom I Forordningen eller artikel 5, stk. 2 i Romkonventionen.


3. MAJ 2012

SIDE 19

10 Bilag 3 Ansvar for markedsføringens indhold

En erhvervsdrivende kan blive ansvarlig, hvis reklamer og andet markedsføringsmateriale,

som den erhvervsdrivende offentliggør på sociale medier er ulovlige. Den erhvervsdrivende

kan efter omstændighederne også blive ansvarlig, hvis markedsføringsmateriale formidles på

en ulovlig måde via det sociale medie – fx hvis der sendes markedsføringsbudskaber ved brug

af elektronisk post, uden at der er indhentet et udtrykkeligt samtykke fra modtageren. Er-

hvervsdrivende kan således ikke indrette sin markedsføring i tillid til, at markedsføringsmate-

riale udarbejdet af andre på vegne af den erhvervsdrivende er lovligt, eller at de funktioner,

som det sociale medie stiller til rådighed, er i overensstemmelse med lovgivningens regler.

Udarbejdes og/eller varetages markedsføringen via det sociale medie af andre - fx reklamebu-

reauer - vil den pågældende kunne blive ansvarlig efter de almindelige medvirkensregler.

Udbyderen af det sociale medie kan ligeledes blive ansvarlig for den erhvervsdrivendes mar-

kedsføring efter lovgivningens almindelige regler om medvirkensansvar. Der gælder dog sær-

lige regler for formidleransvar. Efter disse regler vil udbyderen af et socialt medie under visse

betingelser være ansvarsfri, selvom der er ulovlig markedsføring på det sociale medie36

.

Det er en betingelse for, at udbyderen kan blive ansvarsfri, at udbyderen af det sociale medie

ikke spiller en aktiv rolle, som giver udbyderen kendskab til eller kontrol med den ulovlige

markedsføring. Udbyderen af det sociale medie kan under visse betingelser anses for at spille

en aktiv rolle – fx hvis der ydes bistand bestående i bl.a. optimering af den erhvervsdrivendes

markedsføring37

.

Det er endvidere en forudsætning for, at udbyderen er omfattet af reglerne om ansvarsfrihed,

at udbyderen ikke har eller burde have haft kendskab til lovovertrædelsen. Der gælder dog

ingen generel overvågningspligt.

__________________

36 Jf. §§ 14 til 16 i e-handelsloven (lov nr. 227 af 22. april 2002 om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af

elektronisk handel). 37

Jf. EU-Domstolens afgørelse i sag C-324/09 - L'Oréal og andre mod eBay.

BILAG 4 BEKENDTGØRELSE OM KRAV TIL INFORMATION OG SAMTYKKE VED LAGRING AF ELLER ADGANG

TIL OPLYSNINGER I SLUTBRUGERES TERMINALUDSTYR (”COOKIE-BEKENDTGØRELSEN”)

SIDE 20

11 Bilag 4 Bekendtgørelse om krav til information og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminaludstyr (”cookie-bekendtgørelsen”)

Dokumentet er udarbejdet af Erhvervsstyrelsen

Den 14. december 2011 trådte bekendtgørelse nr. 1148 af 9. december 2011 om krav til in-

formation og samtykke ved lagring af eller adgang til oplysninger i slutbrugeres terminalud-

styr i kraft. Bekendtgørelsen implementerer e-databeskyttelses-direktivets artikel 5, stk. 3 i

dansk ret.

Bekendtgørelsen har til formål at øge beskyttelsen af brugernes privatsfære, når de færdes på

internettet og benytter computere, smartphones eller andet it-udstyr.

Ifølge bekendtgørelsen skal der ved lagring af oplysninger eller adgang til allerede lagrede

oplysninger i en brugeres computer, smartphone eller andet it-udstyr gives information og

indhentes et samtykke fra brugeren.

Bekendtgørelsens krav retter sig derfor blandt andet mod brugen af ”cookies”, der benyttes på

mange onlinetjenester og hjemmesider, fx sociale medier.

Inden for EU er det lovgivningen i det land, hvor udbyderen af en tjeneste er etableret, der er

gældende. Er udbyderen af en tjeneste derimod etableret uden for EU, gælder lovgivningen i

det land, hvor lagringen af eller adgangen til oplysninger i en brugeres terminaludstyr finder

sted.

Udbyderen af en tjeneste etableret i Danmark, der lagrer eller opnår adgang til oplysninger i

brugeres terminaludstyr, er således omfattet af reglerne i den danske bekendtgørelse, uanset

hvor i EU brugerne måtte opholde sig.

Såfremt udbyderen af en tjeneste etableret i Danmark ønsker at indlejre et ”plug-in” eller

andet indhold udbudt af fx et socialt medie på sin tjeneste, vil udbyderen af tjenesten være

forpligtet af reglerne i bekendtgørelsen i forbindelse med det sociale medies lagring af eller

adgang til oplysninger i brugeres terminaludstyr.

Det er således uden betydning, hvor det sociale medie er etableret, såfremt lagringen af eller

adgangen til oplysninger i brugeres terminaludstyr sker via en tjeneste, der er etableret i

Danmark.


3. MAJ 2012

SIDE 21

Eksempel 1: Indlejring af et kommentarmodul på en hjemmeside

Et større nyhedsmedie ønsker at indlejre et modul, der sætter brugerne af deres hjemmeside i stand til at kommentere indholdet på hjemmesiden. Nyhedsmediet kontakter til dette formål udbyderen af et kommentarmodul, der kan indlejres på hjemmesider. Nyhedsmediet og udby-deren af modulet aftaler, at modulet indlejres nederst på alle nyhedsmediets sider. Udbyderen af kommentarmodulet vil gerne sætte cookies i brugernes terminaludstyr, når brugerne tilgår en side, for at kunne følge med i hvor meget modulet bliver brugt. Nyhedsme-diet aftaler derfor med udbyderen af kommentarmodulet, at sidstnævnte sørger for at regler-ne om lagring af eller adgang til oplysninger i brugeres terminaludstyr efterleves, ved at der gives information og indhentes samtykke fra brugerne.

Nyhedsmediet er dog ansvarlig for, at efterlevelsen af reglerne rent faktisk finder sted og der-med for, at der ikke sker en uretmæssig lagring i brugernes terminaludstyr, når brugere tilgår nyhedsmediets hjemmeside, uanset hvad nyhedsmediet måtte have aftalt med udbyderen af kommentarmodulet.

Eksempel 2: Brug af ”plug-in” udbudt af et socialt medie placeret i et andet land

Udbyderen af en webshop etableret i Danmark ønsker at indlejre et plug-in udbudt af et soci-alt medie, der er etableret i et andet land. Det ønskede plug-in giver brugeren mulighed for at give sin holdning til kende om den pågældende webshop. Når brugeren tilgår en side i webshoppen, der har indlejret det omtalte plug-in, lagrer dette plug-in også cookies i brugerens terminaludstyr.

Selv om det sociale medie er etableret i et andet land, skal lagringen af eller adgangen til coo-kies i brugeres terminaludstyr overholde de danske regler, da brugen af cookies finder sted gennem webshoppens tjeneste, der er etableret i Danmark.

I forbindelse med udstedelsen af bekendtgørelsen udsendte Den danske telemyndighed (nu Er-

hvervsstyrelsen) en vejledning til bekendtgørelsen, der skal understøtte den praktiske implemen-

tering af de nye regler.

Bekendtgørelsen og vejledningen til bekendtgørelsen kan findes på retsinformations hjemmeside:

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139279

https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=139279

BILAG 5 LINKS

SIDE 22

12 Bilag 5 Links

Links til de nordiske forbrugerombudsmænds hjemmesider med information om nati-

onal lovgivning og retningslinjer

Danmark:

www.forbrugerombudsmanden.dk

Sverige:

www.konsumentverket.se

Norge:

www.forbrukerombudet.no

Finland:

www.kuluttajavirasto.fi

Island:

www.neytendastofa.is

Færøerne:

www.bruk.fo

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/

http://www.konsumentverket.se/

http://www.forbrukerombudet.no/

http://www.kuluttajavirasto.fi/

http://www.neytendastofa.is/

http://www.bruk.fo/

de nordiske forbrugerombuds- · på det sociale medie, facebook, er højre del af skærmen fx...

Documents