de sorteste hjerte – historien om et dybt fald i enevældens københavn

H i s t o r i e n o m e t d y b t fald i e n e væ ld e n s Kø b e n H av n

U l r i kla ng e n

P o l i t i k e n s F o r l a g

1. SPEKTAKEL 9

1.

spektakel

Ingen ved, hvem der kaster den første sten. Men i løbet af få minutter

regner sten og kasteskyts mod Magnus Valentins ruder og mod porten

ind til ejendommen. En mand bruger sin stok til at hamre glas ind, an-

dre opildner folk til at samle flere sten op fra gaden. Lyden af klirrende

glas og tungt faldende sten bliver kun overdøvet af den store menne-

skemængdes råb. Hundredvis af københavnere er samlet foran bygnin-

gen på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne, hvor Valentin har

sin forretning. Da ruderne i forretningen er knust, fortsætter folk med

at kaste sten mod førstesalen, hvor Valentin bor med sin familie. Sten

flyver gennem de knuste ruder og ind i stuerne, mens den skrækslagne

Valentin og hans familie har forskanset sig på loftet. Hidsigt sparker

nogle drenge på dørene ind til huset.

Det varer ikke længe, før politimesteren flankeret af vægtere, politi-

betjente og soldater er fremme i gaden. Det er svært at få overblik over

situationen. Klokken er hen ad ti om aftenen, den sparsomme gadebe-

lysning hjælper intet mod mørket, og lygterne på husmurene omkring

Valentins forretning er smadret. Politimesteren forsøger at tale nogle

af de omkringstående til ro – uden virkning. Så bliver styrkerne sat

ind. Vægterne, der er kendt for at gå hårdt til værks under den slags

uroligheder, går med hævede morgenstjerner løs på de forsamlede og

forfølger de flygtende københavnere ned ad sidegaderne.

Men en del vægtere bliver tvunget til at afbryde forfølgelsen, fordi

2612-Det-sorteste-hjerte.indd 9 05-07-2012 13:42:04

10 DET SorTESTE HJErTE

nogen råber “Brand!”. Selvom vægterne gerne bruges til det beskidte

arbejde, når et opløb skal slås ned, er deres vigtigste opgave stadig

at våge over byen og træde til, hvis der udbryder brand. Flammerne

er den største trussel mod en by som København. Derfor må nogle af

vægterne opgive slagsmålene for i stedet at tage sig af brandalarmen.

Trods vægternes forvirring bliver opløbet nedkæmpet og menneske-

mængden jaget væk. Da området er ryddet, fortsætter militæret med at

patruljere, indtil der ved midnat er ro i kvarteret. Brandalarmen viser

sig at være falsk.1

* * *

Det har været en bevæget dag og en dramatisk aften. Angrebet på Va-

lentins forretning og bopæl er blot den sidste i rækken af hændelser,

der tirsdag den 2. april 1793 sætter hovedstaden på den anden ende.

Det hele starter, da kongens fogeds assistent sidst på eftermiddagen

tropper op i te- og porcelænshandler Michael Brabrands forretning i

Christen Bernikowsstræde. Små tre uger tidligere har Brabrand udgi-

vet et harmdirrende skrift, hvori han opregner alle de uretfærdigheder,

han har været udsat for i de foregående år.

Skriftet bærer titlen Den mishandlede danske borgers appellation til

det danske folk, og Brabrand lægger ikke fingrene imellem. Uden om-

svøb angiver han to personer som den direkte årsag til hans ulykke;

den ene er den jødiske lotterikollektør Valentin, som Brabrand i læn-

gere tid har haft en sag kørende med, den anden er prokurator Bradt,

der er anklager i en større sag, Brabrand er involveret i. De to har ka-

stet tehandleren ud i et sandt helvede. Efter udgivelsen af skriftet har

Brabrand flere gange optrådt provokerende og opsætsigt mod myn-

dighederne og har sendt nye skrifter på gaden. Nu har man fået nok.

Brabrand må arresteres. Det er derfor, kongens fogeds assistent står i

Brabrands forretning.

Højtideligt oplæser fogedassistenten arrestordren, der er udstedt af

Danske Kancelli, datidens indenrigs- og justitsministerium.2 Brabrand

skal føres ud til indespærring i Kastellet, hovedkvarteret i byens mili-


1. SPEKTAKEL 11

tære fæstning. Han får valget mellem at følge med fogedassistenten til

fods eller blive ført af sted i en karet for at undgå for megen opmærk-

somhed. Brabrand afviser blankt arrestordren.

“Det kan ikke være Hans Majestæts befaling”, siger han, “at jeg skal

arresteres. Den slags kan kongen af Danmark ikke gøre – dertil er han

alt for retfærdig. og kancelliets skrivelse bryder jeg mig ikke om. Jeg

kan jo ikke vide, hvad det er for personer, som kan have underskrevet

den. Jeg går ikke med”.

Længere er den ikke.

Fogedassistenten viser sine papirer til Brabrand og indskærper si-

tuationens alvor, men tehandleren nægter pure at følge med – hverken

til fods eller i karet. Ud over fogedassistenten og hans folk, en kvinde-

lig ekspedient og Brabrands ældste datter på 11 år er der en del folk

forsamlet i forretningen. Flere kommer hele tiden til og samler sig på

gaden uden for butikken. En dreng bliver sendt af sted for at fortælle

Brabrands venner, at noget er under opsejling. Fogedassistenten er

ikke tryg ved situationen og indser, at han intet kan stille op. Derfor

sender han en af sine betjente til Hovedvagten på Kongens Nytorv og

anmoder om at få militær assistance.

Brabrand beder om lov til at gå ovenpå i sin bolig, hvor hans syge

kone opholder sig. Men det tillader fogedassistenten ikke – han vil ikke

risikere, at Brabrand pludselig flygter. Af samme grund har han poste-

ret nogle af sine betjente i gården, så Brabrand ikke kan undslippe ad

den vej. grædende henter Brabrands døtre og den kvindelige ekspedi-

ent tre af Brabrands bekendte – advokat Thrige, kancelliråd Holm og

spækhøker Mosbøll – i håb om, at de kan hjælpe ham. Vennerne ankom-

mer kort efter. Advokaten vil ikke råde Brabrand til hverken det ene el-

ler det andet, mens de to andre mener, at det nok er bedst at følge med,

når nu der er tale om en kongelig befaling.

Kort efter baner en officer og en deling soldater sig vej gennem den

forsamlede mængde og går ind i forretningen. Fogedassistenten spør-

ger sidste gang Brabrand, om han godvilligt vil følge med. Det vil han

ikke. Soldaterne skubber folk til side og griber Brabrand i armene. Fra

baglokalet kommer Brabrands tjenestekarl pludselig styrtende og gri-



ber sin husbond om livet for at hindre soldaterne i at slæbe ham med.

Brabrand selv sætter sig også til modværge, men kan ikke stille noget

op og bliver ført ud af butikken af soldaterne, mens tjenestekarlen sta-

dig forsøger at holde ham tilbage. Ude på gaden må karlen til sidst

slippe sit tag i Brabrand, efter at soldaterne har givet ham nogle slag.

Den fysiske overmagt er for stor for tehandleren, men han har et

andet våben. Han kan råbe og skrige. og det gør han i vilden sky.

“Medborgere! De vil slæbe mig i arrest efter en kancelliskrivelse,

fordi jeg har talt sandt. Jeg er ganske uskyldig”, råber Brabrand, mens

han føres af sted.

Hele vejen fra Christen Bernikowsstræde ud til Kastellet råber Bra-

brand. Fogedassistenten tysser på ham, og soldaterne prøver at holde

ham for munden, mens de slæber af sted med ham. gadens folk ser

forskrækket til, mens en hale af nysgerrige følger med ad grønnegade,

gennem Borgergade ned til Toldbodgade og ud til Kastellet. Da Bra-

brand ankommer til fæstningen, kan han skimte en skikkelse, der kom-

mer ud af kommandantens bolig. Snart ser han, at det er hans fjende,

prokurator Bradt, der er til stede for at overvåge fængslingen.

Tilbage i Brabrands hus er der summende aktivitet. Folk går ind og

ud ad døren, mens en større mængde stadig er forsamlet ude på gaden.

Nogle står og taler om, at det er for galt, at en velanset borger som

Brabrand skal slæbes gennem byens gader af soldater som en gemen

forbryder. Tanken om, at den slags kan ske for andre pæne borgere,

er ubehagelig. Hvem vil blive den næste? Nogle af den arresteredes

venner taler med Brabrands kone, Louise. Måske var det en idé, hvis

hun sammen med parrets børn drog op til kronprinsen på slottet for at

bede om nåde for sin mand? Det vil Louise ikke. Hun er gravid, syg og

sengeliggende. Alt for svækket til at gå på gaden.

I stedet opstår en anden idé. Brabrands ven advokat Thrige beder

Brabrands tjenestepige, kokkepige og amme om at gøre sig klar til at

gå. Brabrand-parrets børn bliver klædt pænt på. Med undtagelse af den

yngste, der er spæd og derfor er hos Louise, bliver børnene taget ved

hånden af de tre tjenestepiger. Ude på gaden er menneskemængden

stadig samlet. Da de tre piger med Brabrands seks børn ved hånden


1. SPEKTAKEL 13

træder ud på gaden og sætter kursen mod slottet, følger mængden ef-

ter.

Processionen når slotspladsen. Fremme ved slotsporten beder man

om at få kronprinsen i tale. Porten åbner, og livgardere strømmer ud

og lukker forsvarligt porten bag sig. Den vagthavende officer fortæller

de forsamlede, at kronprinsen ikke er til stede, og beder folk forlade

pladsen i god ro og orden. Stemningen er anspændt, og vagterne er

klar til at gribe ind, hvis der skulle blive optræk til ballade. Tøvende

forlader folk slotspladsen uden tumulter. I mindre grupper går folk

over broerne og ud i de københavnske gader. Mange vender dog tilbage

til Brabrands hus i Christen Bernikowsstræde.

Mørket er ved at falde på. Konturerne af menneskemængden ved Bra-

brands hus fortoner sig i skygger. Mængden er blevet til én stor le-

vende klump, og det er ikke længere muligt at skille folk fra hinanden.

Det er ellers en blandet skare. Adskillige “velklædte”, som det hedder i

de efterfølgende forklaringer, i en skønsom blanding med læredrenge,

gadedrenge, arbejdsdrenge og andre af dem, der normalt blot går un-

der betegnelsen “pøbel”. De velklædte er ikke den slags, man normalt

ser ved opløb i byen. og de skiller sig ud fra sværmen af store og små

drenge i læderforklæder, brune jakker, uldne trøjer eller arbejdstøj. De

velklædte er folk, der hører til Brabrands samfundslag, handelsfolk,

advokater og den slags. De kan kendes på deres kalvekrøs, deres mo-

derne runde hatte, deres flotte jakker og dyre spadserestokke.

Enkelte forsøger at dæmpe gemytterne og understreger over for an-

dre velklædte, at man ikke skal blande sig med pøblen. Men det lader

til, at de velklædte og pøblen efterhånden er smeltet sammen. Pludse-

lig lyder et råb.

“Ned til Bradt i Boldhusgade!”

Der er enighed om, at man bør gå til prokurator Bradt – Brabrands

erklærede fjende – og stille ham til regnskab for den uværdige behand-

ling af Brabrand. “Følg efter mig”, råber en skoflikkerdreng med grønt

forklæde og ulden trøje. Med ét drager mængden mod Boldhusgade.

“Bradt, Bradt, Bradt”, bliver der råbt. Mængden når frem til Boldhusga-



de, og nogle ser et par af de velklædte pege mod en bestemt bygning.

Det er dér, Bradt bor. Ved Bradts bopæl træder en af husets logerende

ud på gaden til de forsamlede og låser porten bag sig.

En lille pukkelrygget mand – velklædt i blå frakke, rød vest og kalve-

krøs – træder frem og beder manden hente Bradt. Han er ikke hjemme,

forsikrer manden. Men ingen tror den stakkels mand, der endda tilby-

der nogle af de velklædte at følge med ham ind i huset og selv få syn

for sagen. Det vil de ikke, men erklærer højstemt, at de ikke vil forlade

stedet, før Bradt kommer ud. Pludselig fyger nogle sten gennem luften,

og en gadelygte smadres. Folk begynder at mase og slå på porten ind

til huset. Nu svigter modet den logerende, der løber fra stedet og snart

kommer tilbage med militær assistance. Soldaterne rydder resolut ga-

den.3

Men mængden er ikke sådan at få bugt med. Den deler sig, snor

sig gennem gaderne og samler sig igen til et hele. Den næres af råb

og ophidselse. “Til Valentin!”, lyder det så. Nu er det Brabrands anden

erklærede fjende, der skal stilles til regnskab, og hundredvis af men-

nesker begiver sig til Valentin, der bor på hjørnet af Købmagergade og

Klareboderne. Taktfast lyder det: “Brabrand ud! Brabrand ud!” Forrest

løber en del drenge og samler sten sammen. Nogle snakker tilsynela-

dende om de penge, de hver især har fået for at samle sten sammen.

“Kom ud! Nu skal vi til jøden Valentin”, bliver der råbt. Efter dem følger

flere drenge i selskab med de velklædte. Da de forreste når frem til

Valentins hus, bliver gadelygten smadret. Dernæst alle ruderne i huset.

Nogle matroser tilbyder de omkringstående trækugler som kasteskyts.

“Brabrand ud! Brabrand ud!”, lyder det. Politimesteren og nogle af hans

folk ankommer, men folk bliver ved med at smide sten ind gennem

de smadrede ruder. “Brabrand ud! Brabrand ud!”. Politimesteren jages

væk, men kommer tilbage med vægtere og soldater, der går håndfast til

værks. Én brækker benet.

Et nyt råb får mængden til at flytte sig. “Til slottet!”. Folk strøm-

mer ned ad Købmagergade, over Højbroen og ind på slotspladsen. Der

bliver råbt “Hurra!”. Det lyder tilforladeligt, men det er det ikke. godt

nok råbes der pligtskyldigt hurra, når kongen eller kronprinsens karet


1. SPEKTAKEL 15

kører gennem byen, men hurra er også et kampråb. Der fyger igen sten

gennem luften. De forsamlede kræver at få kronprinsen i tale. Vagterne

på slotspladsen afviser kravet. Da folk bliver stående, åbner slottets

porte sig, og ud strømmer livgardens soldater, der med militær præci-

sion jager mængden ud fra slotspladsen. I stedet vender folk tilbage til

Købmagergade og Valentins hus og fortsætter med at kaste sten mod

vinduer og døre. Efterhånden har politimesteren fået overblik over si-

tuationen og har bedt om at få udkommanderet militære enheder, der

nu ankommer til Købmagergade og sammen med vægtere og politifolk

rydder gaden og sender mængden på flugt. Først ved midnatstid sæn-

ker roen sig over byen.

Ude på Kastellet sidder Michael Brabrand indespærret uden at ane

noget om de voldsomheder, hans arrestation har forårsaget. Da han om

eftermiddagen er blevet indsat i arresten, har han bedt kommandanten

om lov til at få bragt nogle enkelte ting ud til sig. Hans tjenestekarl har

været ude med sengelinned, et lille bord og en stol til ham. Brabrand

har givet ham en besked med tilbage til Louise om, at hun skal lukke

forretningen. Brabrand har meget at tænke på. Hvordan er det kommet

så vidt? Hvad skal der nu ske med hans børn? og hvad med hans gra-

vide kone? Han ved ikke, at han aldrig skal se hende igen.

På regeringens ordre holdes Brabrand nu indespærret. Han bliver

anset for en meget farlig mand. En fjende af staten.


de sorteste hjerte – historien om et dybt fald i enevældens københavn

Documents