De svarer ikke: Fordummende uskikke i den

politiske debat Christian Kock

Professor i retorik, KU Kunst- og Kulturhøjskolen, Vejle

30.9. 2013

Et eksempel • Justitsminister Morten Bødskov blev i TV2 nyhederne kl.

22.00 d. 4.9.2013 spurgt om regeringen ville ændre reglerne for familiesammenføring p.g. af en sag om at den vietnamesiske kvinde Yen Ngoc. Hun er gift og har et barn med den danske ingeniør Kenneth Iversen, men vil få nægtet familiesammenføring og blive udvist, fordi hendes mand engang modtog revalidering efter en arbejdsulykke.

En politiker ”svarer”:

• Bødskov svarede sådan :

• ”Det kan regeringen ikke støtte, og det kan regeringen ikke, fordi den ikke har tænkt sig at ændre på reglerne for familiesammenføring.”

Men det er bare toppen af isbjerget. Hvilke fordummende uskikke præger den

politiske debat?

• 1. Indirekte påvirkning, uden argumenter:

– ”Newspeak”

– ”framing”

– underforståelser

– præsuppositioner

• Alt dette kan kaldes omvendt lommetyveri: Man putter ting ned i lommerne på os uden at vi opdager det.

- underforståelser og slutninger man drager ud fra det sagte ...

• "Tidligere steg skatter og afgifter år for år. Nu har vi skattestop."

(Fogh i nytårstale 2006.)

• Undertekst: Under den tidligere regering steg skatter og afgifter ... under min regering er der skattestop

• Faktum: Nej, skatterne (skattetrykket) holdt op med at stige sidst i firserne og steg ikke under den forrige regering.

Underforståelser og tvivlsomme slutninger man drager ud fra det sagte ... :

• Before September the 11th, many in the world believed that Saddam Hussein could be contained. But chemical agents, lethal viruses and shadowy terrorist networks are not easily contained. Imagine those 19 hijackers with other weapons and other plans -- this time armed by Saddam Hussein. (George W. Bush i State of the Union-talen 2003)

• Undertekst: Saddam Hussein har kemiske våben, vira og forbindelse med terrorister, også dem fra 11.9.

• Faktum: Intet af dette var tilfældet i 2003

2. Dårlige argumenter Hvordan skal argumenter være?

2a. Problemer med ’rigtighed’: Talfnidder, talfusk

Sophie Løhde (V): Fra 2001 har forskningen fået et enormt løft, og det gælder især basisbevillingerne, som er blevet angrebet her. De er steget fra 6,2 milliarder i 2002 til 8,2 i 2009 ... Basisbevillingerne udgjorde i 2008 hele 63 % af de samlede bevillinger, og det efterlader kun 37 % til strategisk forskning, som er den form for forskning, politikerne har indflydelse på. Under den tidligere regering udgjorde basismidlerne 59 %, det vil sige, at regeringen dengang i langt højere grad styrede midlerne. Leif Lahn Jensen (S): Når vi snakker om midler, er jeg helt og aldeles usikker på, hvor du har de tal fra, og hvad Venstre egentlig emner. Ministerens tal viser, at i 2001 var basismidlerne på 60 % og i 2008 på 55 %. Altså en klar forringelse set med vores øjne. Med den nye aftale omkring globaliseringen har vi socialdemokrater løftet den [han må mene 'basismidlernes andel af forskningsmidlerne', ikke 'globaliseringen' og heller ikke 'forringelsen'!] til 55,3 % i 2009. Og hvis fordelingen bliver, som vi gerne ser det, vil vi komme over 60 % om to år. Løhde: Udgifterne til forskning under VK-regeringen er nemlig steget fra 12,4 mia. til 15,7 mia. Og ikke nok med det, så bruger vi i dag over 5 mia. på uddannelse mod de kun 4 mia. kr., som var status, da I mistede regeringsmagten. Tallene taler deres tydelige sprog.

Talfusk?

: Nede i teksten: ”… Derimod kan en lærer på 60 holde fri i hele 4 måneder – med fuld løn!”

Talfusk • "Med finansloven skaber vi 21.000 nye arbejdspladser i

2013, og som et af de eneste lande i Europa gør vi noget ved problemet, samtidig med at vi sikrer, at vi har en sund økonomi," siger finansministeren til TV2 News. (borsen.dk 30.8.2012)

• Men prognosen med 21.000 flere arbejds-pladser og alt det andet gode, bygger på hvad regeringens samlede pakke af initiativer forudses (i Finansministeriet) at kunne fremskaffe.

2b. Problemer med relevans: Motivspekulation

• Carsten Jensen om Fogh:

• Udstationeringen i Helmand, det hedeste sted i hele krigszonen, har været et kynisk kalkuleret og helt privat karrieretræk, som ikke har haft noget at gøre med Danmarks position i verdenssamfundet eller politisk vigtighed. Allerede dengang har Fogh vidst, at han gik efter posten som generalsekretær i NATO, og udstationeringen kunne være en god positionering for ham. (Information 3.1.2011.)

• Carsten Jensen om Thorning:

• Hun lader sig bedst forstå som en privat entreprenør, som har taget enterprise i Danmark, fordi der her var en nedrivningsmoden konstruktion, der ventede på jernkuglen, nemlig velfærdsstaten.

• Når jobbet er gjort, drager hun videre til det næste, sandsynligvis i Den Internationale Valutafond eller Verdensbanken, der har samme syn på den anakronistiske velfærdsstat, som hun selv har. Pol. 14.9.13

3. Modargumenter og kritiske spørgsmål

undviges (”De svarer ikke”)

• De forties

• De fortegnes

• De affejes uden modargumentation

• De besvares med noget irrelevant eller trivielt

I stedet:

• Modparten fremstilles som idiot

• Modpartens taleret betvivles

• Modpartens motiver fortegnes - osv. osv.

I stedet for at svare …

• I et debatindlæg i Politiken den 18. april forsvarer justitsminister Morten Bødskov den foreslåede nye offentlighedslov, som gennem lang tid har været kritiseret skarpt fra mange sider. Det sker i et ’svar’ til Mogens Bjerregaard, formand for DJ.

• Indlægget fra Bødskov er et slående eksempel på at en politiker, stillet over for en kritik, taler meget om alt det der ikke bliver kritiseret i hans politik - men kun siger noget ganske flygtigt og uklart om det der har været de afgørende kritikpunkter hele vejen igennem debatten.

Bjerregaards kritik: • Bjerregaards indlæg (fra 12.4.) er koncentreret om to specifikke

kritikpunkter: • 1)”Mange flere dokumenter, som offentligheden i dag har

aktindsigt i, vil kunne hemmeligholdes, vil kunne hemmeligholdes, når de udarbejdes i forbindelse med lovgivningsarbejde, også selv om de kommer fra andre styrelser eller ministerier.”

• 2) ”En del lovgivningsarbejde er efterhånden flyttet fra folketingssalen til møder, hvor ordførere indgår såkaldte stemmeaftaler eller forlig. Også i denne proces risikerer åbenheden at blive kortsluttet af en helt ny paragraf, der forhindrer indsigt i doku9menter udvekslet mellem ministre og andre folketingsmedlemmer.”

• Bjerregaard slutter sit indlæg med at beklage at man ”på de væsentligste områder, hvor er bliver mere lukkethed, ikke har lyttet til offentlighedens og mediernes protester”.

Bødskov, 1:

• Kære Mogens Blicher Bjerregård.

• Du udtrykker i et åbent brev i Politiken (12.4.) din bekymring for regeringens forslag til en ny offentlighedslov.

• Når man læser dit indlæg, kunne man få det indtryk, at mørklægningsgardinerne uigenkaldeligt er ved at blive rullet ned på Slotsholmen, og at forslaget er noget, vi politikere har fundet på i en hermetisk lukket proces, som Dansk Journalistforbund (DJ) først for nylig har fået nys om. Intet kunne være mere forkert.

• Det er det misvisende når Bødskov sammenfatter Bjerregaards kritik sådan som han gør - med en påstand om at ”mørklægningsgardinerne uigenkaldeligt er ved at blive rullet ned på Slotsholmen, og at forslaget er noget, vi politikere har fundet på i en hermetisk lukket proces, som Dansk Journalistforbund (DJ) først for nylig har fået nys om”. Bjerregaard har ikke sagt nogen af disse ting - men til gengæld har han kritiseret to bestemmelser i lovforslaget, og dét får læserne ikke at vide i Bødskovs indlæg.

Bødskov, 2: • Forslaget udbygger og moderniserer

på en lang række punkter offentlighedens adgang til indsigt i den offentlige forvaltning. Journalister og borgere vil fremover få nye muligheder for at føre kontrol med, at alt går rigtigt til i forvaltningen, eksempelvis vil man som noget nyt kunne søge aktindsigt i KL og Danske Regioner.

• Samtidig vil journalister bl.a. fremover få mulighed for at søge om aktindsigt i temaer frem for i de enkelte dokumenter, hvilket er tilfældet i dag.

• Fremover vil en anmodning om aktindsigt altså ikke længere forudsætte kendskabet til et dokuments eksistens. Det er en udbygning af åbenheden, som jeg synes, at vi, og ikke mindst Dansk Journalistforbund, bør glæde os over.

• Disse egenskaber ved lovforslaget er naturligvis relevante og beskrives her indgående. Det er dog ikke særlig relevant i forhold til Bjerregaards indlæg, der anerkendte forbedringerne i lovforslaget, men erklærede at de ikke kunne ”opveje de helt centrale forringelser”.

Bødskov, 3: • Forud for lovforslaget er gjort

et overordentligt grundigt forarbejde. En kommission - hvori DJ har siddet med - har således brugt syv år på at kulegrave, hvordan vi sikrer den rette balance mellem at udbygge åbenheden og samtidig sikre et velfungerende regeringsapparat, hvor skiftende regeringer har mulighed for at få den rådgivning, de har behov for.

• Dette har kun begrænset relevans. Bjerregaard har ikke anklaget forslaget for at være dårligt forberedt, og uanset hvor velforberedt et forslag er, er det ikke et relevant modargument imod en kritik om konkrete skadevirkninger ved forslaget. Mange skadelige og kritisable love er vedtaget rundt om i verden efter grundig forberedelse.

Bødskov, 4: • En af de udfordringer, som

kommissionen i 2009 pegede på, er, at en moderne offentlighedslov bør tage højde for, at organiseringen af offentlige myndigheder har ændret sig, siden den gældende offentlighedslov blev vedtaget i 1985. I dag er dele af den faglige ekspertise, der oprindeligt lå i departementerne, lagt ud i styrelser.

• Hvor en minister tidligere ofte kunne nøjes med at trække på sit departement, er det nu i langt højere grad nødvendigt at få rådgivning og bistand fra de underliggende myndigheder.

• Hermed bliver det i denne sammenhæng den tilfældige omstændighed, om et kontor ligger i departementet eller i en styrelse, som afgør spørgsmålet om aktindsigt.

• Det der er blevet forklaret i de tre foregående

afsnit, beskrives som en ”udfordring” - altså et

problem. Men det er svært at forstå hvad

problemet præcis skulle være, og at det skulle

være alvorligt. I dag, hvor ministre i høj grad for

rådgivning fra styrelser der ligger uden for selve

ministeriet, er denne rådgivning efter gældende

lov åben for aktindsigt, hvorimod interne

dokumenter fra ministeriets departement er

undtaget. Der er altså forskel her. Men et

alvorligt problem? Hvorfor? hvis det er en

problem at der er denne forskel, ville en mere

nærliggende løsning så ikke være at man også

åbnede for aktindsigt i den interne rådgivning i

ministeriet? Det forholder Bødskov sig ikke til.

Hans argument, som ikke udsiges særlig

direkte, synes at være at når offentligheden nu

kan få aktindsigt i en større del af ministrenes

rådgivning end de kunne før i tiden, så er dét et

problem (en ”udfordring”). Hvorfor siges ikke,

altså ud over at der skulle være tale om en

”forskel”. Mange ville snarere mene at den

udvikling der er sket, er glædelig.

Bødskov, 5:

• DJ sad med i kommissionen i syv år og bakkede op om kommissionens bud på løsning på dette punkt i 2009.

• Selv om dette skulle være faktuelt rigtigt, kan man mene at det ikke er særlig relevant. Bjerregaard er ganske vist formand for DJ (Dansk Journalistforbund) - men han eller DJ kan f.eks. have skiftet mening fordi de har fået øje på et alvorligt problem.

• Bødskov burde forholde sig til argumentet om at den nye bestemmelse er et alvorligt problem, fordi ”mange flere dokumenter, som offentligheden i dag har aktindsigt i, vil kunne hemmeligholdes”, men det har Bødskov indtil dette punkt ikke gjort. At DJ i sin tid skulle have godkendt den nye bestemmelse, er irrelevant eller kun ganske svagt relevant og kan derfor kun have meget ringe vægt.

Bødskov, 6:

• Den udfordring, som DJ dengang anerkendte, eksisterer fortsat, for behovet for kvalificeret rådgivning fra fageksperter er jo ikke blevet mindre.

• Hvordan vil DJ foreslå, at vi løser denne udfordring - det synes jeg, at I skylder os en forklaring på. DJ har som nævnt været inddraget fra dag 1 og selv været med til at udarbejde den betænkning, som lovforslaget baserer sig på.

• Bødskov fortsætter her med at tale om den ”udfordring” som den nye bestemmelse skal løse, men siger stadig intet om hvorfor denne udfordring skulle være et problem - og da slet intet om hvorfor den skulle være et tungtvejende problem.

• I stedet gentager han det lidet relevante relevante argument om at DJ har været med i forberedelsen af lovforslaget

Bødskov, 7:

• Undervejs har I således haft rig lejlighed til - både i kommissionen, den efterfølgende høringsfase samt offentlige debat - at fremlægge jeres synspunkter og få indflydelse på processen.

• Eksempelvis gav DJ i sit høringssvar over betænkningen udtryk for behovet for en præcision af den såkaldte 'ministerbetjeningsregel'. Dette ønske har regeringen og det meget store flertal af Folketingets mandater, der står bag forslaget, lyttet til og imødekommet.

• Reglen er netop blevet præciseret, således at det nu står mere klart, i hvilke særlige tilfælde denne undtagelsesregel kan bruges, og at reglen på ingen måde er en blankocheck for centraladministrationen.

• Dette er svært forståeligt for den almindelige

borger der vil danne sig en mening om denne

sag. Hvad dækker udtrykket ”en præcision af

den såkaldte 'ministerbetjeningsregel'”

(Bødskov må mene ’præcisering’)? Er det den

samme regel som der har været tale om

ovenfor, og som lukker for aktindsigt i en hel

del dokumenter der før var åbne for

aktindsigt?

• Men selv om man når så langt i forståelsen,

er det uklart hvordan reglen konkret er blevet

’præciseret’. Bødskov erklærer blot med en

vag formulering at den ikke er en ”blanko-

check for centraladministrationen”.

Bjerregaards argument om at ”mange flere

dokumenter, som offentligheden i dag har

aktindsigt i, vil kunne hemmeligholdes”, er

ikke blevet tilbagevist eller besvaret; det

synes derfor at stå fast, uanset at reglen

under forberedelsen er blevet ”præciseret”.

Hvorfor den nye bestemmelse udgør en

løsning på et problem, måske endda et

alvorligt problem, er fortsat uforståeligt.

Bødskov, 8:

• Lovforslaget er resultatet af en grundigt forarbejde og balancerer modsatrettede hensyn: at borgerne og medierne får bedre adgang til at føre kontrol med, at alt går rigtigt til i forvaltningen, samtidig med at vi sikrer, at skiftende regeringer kan fungere og modtage en tilstrækkelig kvalificeret rådgivning.

• Her nævnes for første gang at den kritiserede nye bestemmelse

skal tilgodese et positivt hensyn, nemlig at ”skiftende regeringer

kan fungere og modtage en tilstrækkelig kvalificeret rådgivning”.

Men skønt alle nok kan se at dette hensyn er vigtigt, får vi intet at

vide om hvordan den nye bestemmelse tilgodeser dette hensyn.

Skaber den hidtidige lov da hindringer for at regeringen kan

”modtage en tilstrækkelig kvalificeret rådgivning”, og for at

skiftende regeringer kan ”fungere”? Dét at en hel del rådgivning

under gældende lov er åben for aktindsigt, hvordan udgør det en

hindring for tilstrækkelig kvalificeret rådgivning? Er det nogen

sinde forekommet? Er der eksempler?

• Hvis Bødskov havde kunnet give autentiske eksempler på noget

sådant, eller - i mangel deraf - bare et enkelt konstrueret, men

troværdigt eksempel, så ville han have haft en meget mere

overbevisende sag. Men netop den slags eksempler synes ikke at

eksistere. I hvert fald synes Bødskov ikke at råde over dem.

Sådanne eksempler efterlyste journalisten Martin Krasnik ikke

færre end 28 gange i et interview med Bødskov i DR2’s ”Deadline”

den 17.4., men uden at holdbare eksempler fremkom.

• I sit avisindlæg har Bødskov chancen for at sandsynliggøre med

bare ét konkret eksempel at den nye lovs indskrænkning af

aktindsigt har tjent - eller kan tjene - et vigtigt samfundshensyn.

Men dér hvor indlægget med ganske få ord kommer ind på at

nævne dette hensyn, er det næsten forbi. Tilbage er kun disse to

helt fritsvævende postulater:

Bødskov, 9:

• Vi vil derfor fortsat have en åben og gennemsigtig forvaltning i Danmark. Jeg kan således berolige dig med, at Dansk Journalistforbund ingen grund har til bekymring.

Forslag til grundregel for debat Når en debattør stilles over for et argument eller kritisk spørgsmål fra modparten (eller ordstyreren/journalisten), så skal debattøren mht. det pågældende argument gøre én af følgende ting: •a) anerkende argumentets relevans og vægt. Næste skridt vil da være: at argumentere for at ens egne argumenter har større vægt; •b) kritisere argumentets relevans og/eller vægt. Det indebærer at man giver relevante grunde til at argumentet ikke har så stor relevans/vægt som modpartens mener – og/eller at man argumenterer for at de argumenter der taler for ens egen holdning, trods alt har større vægt og relevans end modpartens.