Demensredegørelsen 2012Mikaela Augustussen

SundhedskonsulentDepartementet for Sundhed og Infrastruktur

Baggrunden for redegørelsen

Under Inatsisartuts efterårssamling 2010 blev Naalakkersuisut pålagt at udarbejde en demensredegørelse og på sigt at fremlægge en redegørelse og en plan vedrørende demens til Inatsisartut.

Redegørelsen er udarbejdet som grundlag for en fremadrettet handlingsplan og blev færdig i 2012.

Redegørelsen har udgangspunkt i en generel vurdering af sygdommen.

Udarbejdet med udgangspunkt i befolkningen

På baggrund af befolkningens alderssammensætning vil antallet af ældre stige i de kommende år og man regner med, at gennemsnitslevealderen viI være stigende.

Antallet af 65 årige og opefter er estemeret til at stige fra 3700 i dag til ca. 9200 i 2040.

Gennemsnitslevealderen er medbestemmende for at blive ramt af demens og derfor er der en formodning om, at flere vil blive ramt af demens, hvor man regner med, at der vil blive flere mennesker med demens.

Sygdommens karakter og følgevirkninger

Der er flere synlige tegn på demens. Generelt set medfører demens psykisk og åndelig svækkelse.

De fleste demenssygdomme er uhelbredelige. Svækkelse er en af de synlige tegn. Redegørelsen viser, at antallet af mennesker med demens er ukendt i Grønland,

men man har en formodning om, at antaller er på ca. 250. Statistikken tager udgangspunkt i personalets egne oplevelser og klientellet. Derfor er det ønskeligt i fremtiden, at man finder frem til definitionen af

sygdommen.

Metoden ved redegørelsen

Redegørelsen blev udarbejdet på baggrund af personalets erfaringer, i kommunerni og sundhedsvæsenet.

Estimeringen af mennesker med demens sker for en 10 års. Hvis man tager udgangspunkt i 204 mennesker med demens i 2010, har

man en formodning om 291 i 2020, 418 i 2030 samt 593 i 2040.

Julie Præst Wilche Januar 2010

Pleje og omsorg

Det sker for det meste på Dronning Ingrids Hospitals medicinske afdeling.

Det er blevet påvist, at der ikke sker organiseret undersøgelse for at diagnosticere sygdommen.

Man bruger heler ikke bestemte arbejds- og undersøgelsesmetoder. Desværre har man endnu ikke opfundet medicin til helbredelse af

sygdommen. For de syge er det vigtigt at få den nødvendige hjælp i deres

dagligdag, i boligen, ved aktiviteter, i hygiejnen m.m. Sundhedsvæsenet, kommunerni samt familien skal gøre det i et

nært samarbejde.

Julie Præst Wilche Januar 2010

Forebyggelse

Der er ikke nogen klar dokumentation for sammenhængen mellem livstil og demens.

Det er som om forskellige forhold gør sig gældende. Der er dog følgende indikationer for at få demens: Rygning, fedtholdig mad,

manglende motion, for høj blodtryk og hjerte- og karsygdomme. Som væsentligste forebyggelsesmetoder kan nævnes: Sport/motion,

røgfrihed, mådehold med spiritus og sunde daglige aktiviteter.

Lovgrundlag

Demenssyge er i lovgivningen under sundhedsvæsenet og socialforvaltningen.

Men er med i forbindelse med kommende lovgivningsreformer. Som følge deraf kan man opleve udfordringer i omsorgsarbejdet.

Familiemedlemmer og frivillige

Demenssyge og deres familier kan også blive ramt meget alvorligt. Demens kaldes også ”familiens sygdom” fordi også familien kommer til at lide under det.

I dag er der flere frivillige aktiviteter i Nuuk og på kysten. Familien har behov for et mødested og kontaktpersoner, støtte og omsorg. Det er nødvendigt og væsentligt at forankre oplysningskampagnen om

demenssygdommen hos befolkningen.

Teknologi

Der er klare tendenser for inførelsen af teknologi i dagligdagen. Der sker også udvikling af hjælpemidler for demenssyge mennesker. Det kan ogsp undersøges om disse kan også være med at lette den fysiske

omsorg.

Udfordringer indenfor boligområdet

For demenssyge er det vigtigt med ordentlige boligforhold, og at man hele tiden følger med i de forskellige behov i boligen.

I det fleste tilfælde bliver det nødvendigt at flytte til alderdomshjem og lignende.

Forslag til demensplan 2013 med udgangspunkt i redegørelsen

Indhold, forkortet: Det er nødvendigt med forbedringstiltag. Udgangspunktet er samarbejde og

koordination. Sundhedsvæsenet har ansvaret for diagnosticeringen af sygdommen og

medicineringen og har ansvaret for oplysningsarbejdet om sygdommens konsekvenser. Man prøver også at gøre det i byen i den nærmeste fremtid.

Socialforvaltningen har også et stort medansvar. Der er i planen beskrevet, hvilke metoder der skal bruges for at opnå dette. Under udarbejdelsen af planen har der været et tværfagligt samarbejde i

grupper. Handlingsplanen er fastsat til at gælde for de næste 4 år.

Tak!

Spørgsmål?