141

Det er fugtigkoldt, og det regner, himlen er grå og spærrer al adgang for solen, sneen ligger stadig i hvide klatter langs vejene, og da han står ud af taxien foran Berth Umaøs anonyme rækkehus og får øje på omridset af en høj mand bag dobbeltskydedøren ind til stuen i rækkehuset, er han ved at glide i snesjappet på fortovet.

Jon bevæger sig hen til gavlen med indgangsdøren og når ikke at berøre dørklokken, før Berth har åbnet døren og med en lille bevægelse med hovedet ud imod vejen, siger:

- Man skal passe på sine skridt i det vejr! Han nikker, smiler lidt, siger sit navn, giver Berth hånden

og får et fast håndtryk tilbage. - Kom dog ind, siger Berth, træder et skridt tilbage og

lukker døren bag ham ud til regnen. De står et øjeblik og betragter hinanden i entréen, han

i sin våde cottoncoat, Berth i sin sorte striktrøje over en blå nystrøget skjorte. Berths ansigt er furet og solbrændt og stikker af i forhold til entréens hvide vægge. Der er noget underligt barnligt i blikket, som ikke hænger sammen med ansigtets maskuline træk og den dybe, nærmest ru stemme. Han registrerer det, som han er vant til fra et utal andre lignende situationer, hvor det første indtryk bliver hængende i baghovedet, trækker sin cottoncoat af og hæmger den på en bøjle på den tomme knagerække. Stuen med dens lille køkkenafdeling og trægulv er påfaldende ren og med dens Ikea-møbler, tv-skærm og nogle indrammede filmplakater fra gamle Hollywood-film - han genkender Robert Mitchums skyggeagtige kontrafej i rollen som Max Cady i ”Cape Fear” - uden atmosfære, nærmest som en tilfældig opholdstue for en mand på gennemtræk.

Han sætter sig i en lænestol foran et lille bord med to tomme kopper, og mens Berth med tunge skridt, der knager

142

i trægulvet, henter en blank termokande med kaffe til dem i køkkenet, glider hans blik fra regnen og den formørkede himmel udenfor og til et foto på væggen af den yngre Berth i kampuniform i et solfyldt øvelsesterræn. Udtrykket i Berths lyse ansigt er på én gang ophidset og koncentreret og armene, der holder et gevær rettet frem imod en usynlig fjende, anspændte.

- Du ville tale med mig om Jan Berthelsen? siger Berth, sætter sig overfor ham og skænker kaffe op i begge kop-per.

Jon nikker, tager en slurk af kaffen og betragter igen Berths ansigt og beherskede mimik, men før han får stillet sit første spørgsmål, siger Berth:

- Alle ved, at Jans kone er myrdet, det har stået i formid-dagsbladene.

- Og hvad mener du om det?- Jeg har mødt hende en eller to gange i forbindelse

med noget sammenkomst, men kendte hende ikke. Det er selvfølgelig trist, faktisk ad helved´ til, også når man tager i betragtning, at hun var officerskone.

- Hvad tænker du på?- Forsvarets renommé. - Men ikke på Jan Berthelsen?- Jan og jeg har det ikke specielt godt med hinanden.

Jeg er på det rene med, at han er din klient, men for nu at være ærlig, så kom det ikke helt bag på mig, at sådan noget kunne ske i Jans hjem.

Berth stirrer på ham med en lille udfordrende grimasse, som om han sidder inde med en hemmelighed. Jon drikker igen af den varme kaffe og trækker spørgsmålet så langt, at Berths grimasse stivner.

- Du har vel ingen grund til at mistænke Jan?- Jan har det med at gå over grænsen, siger Berth og

knytter sin ene hånd.

143

- Hvordan?- Jeg siger ikke, at han har slået sin kone ihjel, det ved

jeg ikke noget om, men fra tjenesten i Irak har jeg dårlige erfaringer med ham, faktisk var det sagt off the record tæt på en indberetning fra min side.

- Hvorfor?- Han skød omkring sig under en mission i Basra, hvor

han som befalingsmand netop skulle holde hovedet koldt. Det er helt afgørende for gruppen, at man som anfører ikke taber overblikket i pressede situationer, men det gjorde Jan. Han kunne ikke styre sig selv og skød en arabisk kvinde ned.

- Jeg har allerede hørt om episoden, siger han, - set fra Jans synspunkt ser den noget anderledes ud og har gået ham meget på.

Berth ryster på hovedet og ser overbærende på ham, som om det nu blot drejer sig om at afklare en lille mis-forståelse.

- Det er ikke første gang, han taber hovedet, der var også en situation i Bosnien, og hvis han ikke selv havde bedt om hjemsendelse, så havde jeg taget affære. Jeg vurderede ham til at være uligevægtig.

- Hvorfor fortæller du mig de her ting?- Jeg er ikke den type, der går til politiet med den slags

oplysninger om en tidligere kollega, men når du nu selv ringer og vil tale med mig, så vil jeg heller ikke skjule, hvad jeg ved.

Regnen er taget til og trommer blidt på vinduerne, den driver ned af fladerne, lyset er tusmørkeagtigt og giver ham en fornemmelse af at være spærret inde et sted under en sø. Selv Berths ansigt har mistet sine konturer i det grå lys, og af en eller anden grund har han svært ved at tro på ham.

- Var der ikke noget med, at du og Jan havde en større uoverensstemmelse i Camp Eden?

144

- Jeg gav ham en reprimande, hvis det er det, du tænker på.

- Ifølge Jan handlede det om noget mere end det.- Hvad sku´ det være? siger Berth og placerer sin kaffekop

skævt på under tallerkenen, så kaffen skvulper lidt over. - Du havde vist ham en privat film ...- Nåh, den, siger Berth og rømmer sig, - han må være

desperat. Der er ikke noget på den film, som kan skade nogen.

- Heller ikke dig selv?- Det er en fuldstændig harmløs og helt igennem privat

videofilm fra min tid i Afghanistan. Men Jan fik brygget en fantastisk historie sammen om det, han havde set på den film og troede, han kunne true sig til at undgå en indberetning fra min side ...

- Men var det ikke det, han gjorde?- Hvad?- Undgik en indberetning!Berth rykker sig lidt frem i stolen og kigger langt ind i

stuen uden at se på ham, det virker, som om han leder efter et svar.

- Som sagt: Hvis han ikke selv havde meldt sig ud af tjene-sten, så havde han fået en indberetning, siger Berth og søger Jons blik, men i tusmørket er hans pupiller utydelige.

- Jeg har ikke indtryk af, at det er det, han har gjort.- Hvad?- Meldt sig ud af tjenesten. - Det var det klare signal, han gav mig, siger Berth, bider

kæberne sammen og bliver ved med at stirre på ham. - Har du noget imod, at jeg ser videofilmen?Berth sukker.- Jeg er ikke engang sikker på, at jeg har den mere, men

hvis jeg har, så er det en privat ting, som ikke kommer

145

nogen ved. - Du siger jo selv, at den er harmløs, forsøger han sig.- Ja, netop, men altså en privatsag, siger Berth og hæver

stemmen.- Det vil gøre tingene lidt lettere for mig, hvis jeg ku´ se

den film.Berth sukker igen, rejser sig pludselig og står et øjeblik

og kigger på ham. - Jeg har en del andet i dag, dit besøg må være slut nu.Også Jon rejser sig. - Tænk over det, siger han og forsøger at få øjenkontakt- Det er ikke noget at tænke over, siger Berth, glider af på

ham og er allerede på vej hen over stuegulvet og ud imod entréen. Han følger efter ham. I entréen har Berth tændt lyset i en firkantet stållampe på væggen, det falder på Berths solbrune ansigt og giver hans nu vagtsomme øjne et gråt skær. Regnen løber ned ad et vindue ved siden af døren og gør verden udenfor uigennemsigtig. Mens Jon tager sin cottoncoat på, har han fornemmelsen af, at Berth iagttager hans mindste bevægelse. Han vender sig imod ham.

- Hvor var du egentlig den morgen, Jans kone blev myr-det?

- Det er den slags spørgsmål, politiet stiller, hvis man er mistænkt for et eller andet, siger Berth og synker sit spyt.

- Man kan jo ikke helt udelukke, at de også vil stille dig det spørgsmål.

- Hvorfor skulle de dog det? - Indtil videre er der ingen sigtede i sagen. Jon holder Berths dirrende blik fast. - Jeg troede faktisk, at Jan var sigtet.- Så er der noget, du har misforstået. - Eller også har du givet mig et falsk indtryk!- Jeg ka´ jo sagtens finde ud af, om du var i København

146

den dag, insisterer han.- Jeg var i København, og jeg har ikke noget at skjule, siger

Berth og åbner døren for ham ud til den silende regn.Jon passerer ham og går ud i regnen, Berth lukker døren

efter ham og fortsætter ind i stuen og hen til dobbeltdøren ud til den lille forhave og vejen. Gennem den vandtilsølede glasrude følger han Jons bevægelser langs forhaven og ser ham forsvinde ned ad vejen som en lille, mørk opløst plet under den formørkede himmel. Berth sukker dybt, tager sig til halsen, bliver stående sådan tankeløst noget tid og sætter sig så i den tomme stol med blikket hen imod vinduerne. Hvorfor lukkede han overhovedet den mand ind i sit hus? Vil der følge flere efter ham og flere spørgsmål, som han vil få svært ved at svare på? I nogle øjeblikke under deres samtale var det som om, en sprække under ham åbnede sig, nej, en hel kløft og han havde følelsen af, at han selv forsvandt og en anden talte i hans sted, det var som en drøm, et kortvarigt mareridt. Hans stemme ændrede sig, også hans tanker, og han vidste pludselig alt om det, der var sket med Jans kone, men han blev hurtigt sig selv igen og vidste, at det, den anden i ham tænkte, ikke kunne være virkeligt. Hvorfor skulle han myrde en kvinde, som han dårligt kendte? Hvordan skulle han have gjort det? Har han ikke, netop fordi han var vred og irriteret på Jan og bange for, at han ville afsløre ham, gennemtænkt hele situationen, så snart han hørte om drabet, og overbevist sig selv om, at det umuligt kunne være ham? Den morgen lå han og sov i sin seng og stod sent op, han gik til bageren, hentede to rundstykker, en pakke smør og en ost og spiste sent morgenmad i sin stue med tv’et tændt. Først hen på dagen hørte han om mordet på Jans kone.

Det var sådan, det var. Det er han sikker på, og det er kun fordi, han er så meget alene på grund af sin orlov

147

og ikke aner, hvad han skal få tiden til at gå med ud over sine strategiske computerkrigsspil og ikke snakker med nogen, at han pludselig kan komme i tvivl om, hvad det er, der foregår. Han tæller dagene, til han skal overflyttes til Hellmann provinsen i Afghanistan. Dér vil han igen blive helt opslugt af sin kommando, atmosfæren i lejren og kammeratskabet; dér vil han være i frontlinjen og dag og nat ikke tænke på andet end den taktiske planlægning, aktionerne og uskadeliggørelsen af fjenden. Den mærkelige uro og rastløshed, der altid forfølger ham, når han er udenfor krigszonerne og ikke er i aktiv tjeneste, vil fordufte, og hans liv vil igen få et mål og en retning. Også hans fantasier vil forlade ham, de fantasier, der udmatter ham, og som får ham til at tro på, at der er en anden i hans hoved og krop. Den anden melder sig på uventede tidspunkter, og han har hemmeligt givet ham et navn, han kalder ham Anders efter sit mellemnavn, og selvom han kan finde på at diskutere med ham, når der ikke er andre til stede, og oven i købet har givet ham nogle skuffer i en kommode i kælderen, hvor han har sit tøj og sine ting, så ved han udmærket, at Anders ikke findes, eller at han kun findes for ham selv. Han er ikke skør, han er tværtimod ifølge alle sine papirer en yderst velfungerende soldat og officer, som bare har et mindre problem. Og det problem kan han sagtens håndtere, som han håndterer så mange andre problemer, der opstår blandt personellet. Ja, det er sådan, det er.

Berth rejser sig fra stolen og går hen til dobbeltdøren og kigger ud i regnen. En bil bakker fra genboens carport og ud på vejen, den fortsætter lidt bagud, han kan dårligt se manden bag rattet for al væden på frontruden. Nu bliver vinduesviskerne sat i gang, vandet sprøjter ud til siderne, manden bag rattet bliver tydeligere, han har allerede hævet sin arm for at hilse på ham, men han genkender ikke

148

manden, der kører forbi hans hus. Måske er der flyttet nye genboer ind, mens han har været i krig? Hans arm falder slapt ned. Han vender sig og kigger ind i den tomme stue.

Tobias er lige vågnet og ligger i en døs på sit gamle værelse i Sines lejlighed. Det gør ondt i halsen, han hoster og kigger hen i mod døren ud til entréen, der forbinder hans værelse med Sines soveværelse. Der er underligt stille, han kan ikke høre eller se sin mor. Er han alene i lejligheden? Hun har sagt, at han er syg, og at han skal blive i sin seng, men han vil ikke være syg, han vil op at spille på klaveret inde i stuen. Han sætter sig op i sengen, men hans hoved gør ondt, han bliver svimmel, hele værelset drejer rundt, han falder tilbage på puden og bliver bange. Hvor er hans mor? Han råber på hende og stirrer ud i gangen. Men hun kommer ikke. Han råber igen, og nu kommer hun i sin hvide badekåbe og ser træt ud, hun har en glas vand og en pille med til ham. Men han kan ikke lide piller og protesterer:

- Jeg vil ikke ha´ pillen. Hun sætter sig på sengekanten og ser stadig træt ud,

men hun smiler.- Det er bedst for dig at ta´ den pille, siger hun. Hun stiller glasset fra sig og tager hans hånd. Hendes hånd

er varm, og Tobias bliver mere rolig. Han sætter sig igen op i sengen, tager imod pillen og putter den i munden, og nu drikker han også af det glas vand, som hun giver ham i hånden. Hun lægger hånden på hans pande, den er varm, siger hun.

- Jeg vil spille, siger han. - Det går ikke nu, siger hun. – Det er bedst, at du ligger

dig igen og prøver at sove. - Hvorfor det?

149

-Du er syg. Din feber er høj. - Jeg vil ha´ min musik, siger han og falder igen tilbage

på puden. Loftet er meget langt væk, det er som om, han kigger op i himlen. Hans mor fjerner sig fra sengen, han holder øje med hende, bare hun ikke går. Nu tænder hun for cd´en med hans musik, men han hoster og kan ikke høre noget. Nu hører han musikken. Han kender den ud og ind og bliver igen rolig. Satie. Du, du, da, da, da, da. Hans fingre bevæger sig under dynen, det er som om, han spiller, som om det er ham selv, der spiller. Han bliver ved, han sidder allerede ved klaveret, tonerne myldrer ud alle steder fra, nogle af dem også ud af hans mund, hans mor er der ikke. Hans øjenlåg falder i. Han sidder ved klaveret på den grønne græsskrænt ned til Bagsværdsøen, dér hvor der er et slags slot, det er helt hvidt, og søen er helt blå ligesom himlen. Han drømmer, at det grønne i skrænten også bliver hvidt, og at han og klaveret langsomt løsner sig fra jorden og skrænten og svæver opad i det blå. Han er på en sky, han er oppe i himlen, og langt nede i et vindue i det lille slot står hans mor og kigger op på ham. Hun smiler, og musikken kommer fra alle steder rundt om ham i det store himmelrum.

Sine er blevet stående i døren og har set sin søn glide ind i søvnen. Hun er bekymret for hans tilstand.

Marker er taget på arbejde på Politigården, men det nye spor i sagen fører ingen steder hen. Eftermiddagen bruger han på sammen med sine medarbejdere at gennemgå drabssagen omkring Susanne Berthelsen én gang til og via sin telefon på kontoret at arrangere Ingerlises begravelse. Samme dags aften vender han hjem til huset i Hvidovre. Først da han har kørt sin Mercedes ind i carporten og træder ud i den klamme, kolde luft på den stille vej og har åbnet

150

døren ind til huset og får tændt lyset i gangen og kigger ind i stuen, hvor Ingerlises stol står tom i mørket, går det op for ham, at han er helt alene i huset. Han tager sin frakken af, stiller sin taske på gulvet, tænder lyset i stuen og går hen til stolen foran vinduet ud til haven, hvor hans kone plejede at sidde, når hun ikke var for afkræftet og lå i sengen. Her kunne hun sidde i timevis med en bog i skødet eller med radioen tændt og høre musik. Herfra fulgte hun med i årstidernes vekslen og kommenterede ændringerne i havens og himlens farver, når han ellers hørte efter. Indtil for nogle måneder siden lavede hun oven i købet mad til ham, den raske, og hendes stemme lød gennem huset, når den var færdig, en svag, men alligevel distinkt lyd, som han kunne opfange selv bag sin dør i kontoret i kælderen. Nogle gange overhørte han den midt i sin arbejdsmani, ligesom når hun kaldte på ham udenfor spisetiderne, og så kunne hun pludselig stå i døren ind til hans kontor og kigge forundret på ham med den lille trækning af smerte omkring munden.

Han går ned i kælderen, tænder lyset, sætter sig foran com-puterskærmen og tænder den. Det hvide lys fra skærmen skærer ham i øjnene, han er utilpas, men klikker sig alligevel ind på filen over drabssagen omkring Susanne Berthelsen og skriver igen alle facts op inklusive alt, hvad han ved om de to “mistænkte”. Officeren er den mest sandsynlige drabsmand, men hvorfor bliver han ved med at kredse om den lyshårede psykolog, og hvorfor er der ingen definitive spor? Han er sikker på, at han har overset en vigtig detalje. Mærkerne på den myrdedes hals er utydelige, det tyder på, at drabsmanden har båret handsker, de fundne hår er foreløbigt uidentificerede, selvom dna’et nu kendes. Det eneste, der er sikkert, er, at det ikke er den myrdedes egne hår. De må altså hurtigst muligt have dna-prøver på både psykologen og officeren. Der er allerede gået ekstra tid på

151

grund af Ingerlises død. For hver dag fryser sporene til. Marker synes, han hører en stemme, men det giver ingen

mening, der er kun ham i huset. Han vender sig imod kældervinduerne, der spejler bælgmørket udenfor, regnen trommer på dem, det er begyndt at regne igen. Den pok-kers regn, den pokkers vinter. Det var regnen, han hørte, ja, selvfølgelig. Han tager sig til panden, hvorfor er han så træt? Har han feber? Nej, han har aldrig feber, han er den mest robuste mand på sin alder i korpset. Aldrig syg, altid i gang. Men bogstaverne på skærmen danser for hans øjne, og nu hører han stemmen igen. Han sukker, rejser sig fra stolen og står og lytter efter. Det suser for hans ører, han kigger hen imod kommoden og skuffen, hvor han har sin tjenestepistol liggende, men det er for langt ude at tænke på pistolen nu. Hvem ville finde på at bryde ind hos ham og oven i købet tale ind i mørket? Lyset er tændt både i entréen og kælderen.

Med mindre det er en, der af en eller anden grund er ude efter ham. Galninge findes, det kunne være en eller anden, der vil hævne sig på en dom og en langvarig indespærring, han kender eksempler ... Eller officeren, Jan Berthelsen. Hvis han virkelig har slået sin kone ihjel. Er der ikke noget desperat over ham, i hans øjne, noget der gjorde ham utilpas fra første øjeblik? En mand, der er vant til at slå ihjel og vil hade tanken om at blive buret inde på livstid.

Bortset fra regnens lyde imod vinduerne og computerens svage summen er der helt stille i huset. Det må være hans træthed. Han sætter sig igen foran pc’en og tvinger sig til at koncentrere sig om sætningerne og ordene på skærmen.

Der går nogle minutter på den måde, hans fingre bevæger sig ubesværet hen over tasterne, men så vender stemmen tilbage. En kvindestemme.

Den lyder som Ingerlises stemme. Hans hals bliver tør ligesom på hospitalet, han skælver lidt i kroppen. Hvad

152

er der galt med ham? Det kan ikke være hende. Hvorfor går han ikke bare op ad trappen og ser efter?

Er hun ude efter ham, er hun vendt tilbage?Nej, nu må han holde op. Der er ingenting. Huset er tomt. Han er politimand og

ikke bange. Hvad skulle han være bange for? Spøgelser? Det er jo latterligt...

Han rejser sig fra stolen og søger op ad den lille mørke trappeskakt mod lyset i entréen og hen imod det mørkelagte køkken med svage skygger fremkaldt af lyset fra gadelygterne udenfor. Her står han og vender og drejer sig. Her er ikke nogen, selvfølgelig ikke, men hvorfor går han ikke bare ind i stuen og får det overstået?

Fordi han ikke er en mand, der hallucinerer og ser syner og ikke vil være slave af nogle underlige indfald. Han tænder lyset i køkkenet, finder noget brød og pålæg frem fra køleskabet og smører sig et par stykker mad, sammen med en dåseøl placerer han det hele på en lille bakke, som han vil tage med sig ned til kontoret i kælderen. Han slukker lyset, men der er stemmen igen, næsten ikke til at høre, men den er der.

- Niels, siger den. Han stiller bakken fra sig og åbner døren ind til stuen,

hans hjerte sidder oppe i halsen, dér i mørket sidder hun. Han famler efter kontakten på væggen og får tændt ovenlyset i stuen og går uvilkårligt hen imod stolen foran vinduet.

- Ingerlise, siger han. Men hun er der ikke. Stolen er tom. Han ved ikke, hvad han skal gøre af sine hænder og sig selv

og står i lang tid og stirrer på den brune læderlænestol. Hvordan kan han komme så langt ud?Han må tage sig sammen. Selvfølgelig savner han hende.

Men det her...