HENLEY MAGASINET

KARRIERE

HEADHUNTEREN I den konstante stræben efter

kontrol og ‘det andet’ glemmer mange at være til stede

DEN NATURLIGE LEDER Margrethe Vestager fortæller om viljen til at forandre, lede

og til at tage ansvar

THE SPORT OF KINGS En icebreaker til at danne

erhvervsmæssige relationer, sammenhold og netværk

INSPIRATION MOTIVATION MBA

INDHOLD

5 – Mikael BertelsenDen autodidakte tv- og radiomand og nuværende kanalchef for Radio24syv svarer på spørgsmål om en karriere, der hele vejen igennem har handlet om at have det sjovt og gøre en forskel.

9 – Glæden er vejenLandets førende headhunter og CEO for Mercuri Urval, Christian Kurt Nielsen, om fremtidens lederprofil og tilstedeværelse i nuet.

17 – Når livet tages op til revisionDet personlige lederskab bliver sat i relief, når MBA’ere fra Henley Business School konfronteres med fattige townships og storslået natur i Sydafrikas kontrastfulde hverdagsrealisme.

25 – Den naturlige lederPartiformand, minister og nu konkurrencekommissær i EU. For Margrethe Vestager har ansvar og lederskab altid faldet hende naturligt. Men magt kan være vanedannende, og det

skal man være uhyre bevidst om.

35 – “VL2 er mit professionelle pusterum”Diskretion er alfa og omega, når Mærsk-direktør Lars-Erik Brenø

mødes med ligesindede i det elitære VL-netværk. Men handler møderne om erfaringsudveksling eller lyssky skuffeaftaler?

43 – The Sport of KingsPolo er boldspil, taktik og tempo. Og nu kan alle få et skud

adrenalin på ryggen af de vævre heste. Entreprenøren Christian Mellentin har bragt sporten til Danmark.

48 – Slagmarkens intensitet skaber ny forretningNetworking på hesteryg. Polo er udfordrende og under-

holdende som sport betragtet. Men ikke nok med det. Polo er også adgangsbillet og genvej til eksklusive arrangementer

og erhvervsmæssige relationer.

55 – “Man skal gribe muligheden, når den byder sig”A Once in a Life Time Opportunity. Microsoft-chefen Jeppe

Skovhus Gerholt gør karriere i udlandet. Men hvad med familien? Og er der job at få, når DK atter kalder?

62 – Personlig branding kommer indefraDu bliver nødt til at forholde dig til dit personlige brand og til,

hvordan du kommunikerer det. Rådgiver, forfatter og bran-ding-ekspert Soulaima Gourani giver gode karriereråd.

71 – Et maskulint helleÆdle håndværkstraditioner i maskuline rammer. Barberen

Jonas Shiran Larsen fortæller om at give en uddøende branche et comeback.

79 – Har du talt med din karriere i dag?Hvilke ambitioner har vi med vores karriere, og hvad skal der til,

for at vi kan indfri de ambitioner? En personlig strategi skaber klar-hed og ro og øger sandsynligheden for at vinde på den lange bane.

83 – Gode råd til MBA-samtalen med chefenMed den rette forberedelse og timing kan du øge chancen for,

at chefen vil poste penge i din efteruddannelse. Helle Hvilshøj, chefkonsulent i DJØFs Karriere- og Kompetencecenter, har

fifs til dem med MBA-ambitioner.

88 – Sådan finansierer du din MBAEn MBA er en bekostelig affære, men med brug af bruttoløns-ordningen, bliver finansieringen straks mere overkommelig. Hør skatteeksperten forklare, hvordan det hænger sammen.

93 – “Mit livs bedste investering”Dobbelt op i løn, karriereløft og øget, personlig indsigt.

For Torben Prang, direktør i TDC Hosting, har investeringen i en MBA været godt givet ud.

Fritz_Hansen_Ann_Henley_240x310mm_FHC_Egg.indd 1 06-01-2015 10:27:12

25

Den naturlige lederStærk vilje, evner og lyst til at lede, protestantisk etik og dedikeret iver efter at tage ansvar og forandre til det bedre. Margrethe Vestager har det hele, og det er med bl.a. de egenskaber, at karrierekvinden gennem mere end 25 år i dansk politik har sat det ene uudslettelige fingeraftryk efter det andet på enhver politisk aftale af betydning for dansk økonomi. Først som embedsmand, siden som politisk leder og minister. Men årene har ikke været uden sværdslag. Intern kritik, beskyldninger om magtfuldkommenhed og benhårde magtkampe har fulgt Margrethe Vestager karrieren igennem og er i dag en del af den bagage, hun som EU’s nyudnævnte konkurrencekommissær bærer rundt på. En post, hvor hun, som en foreløbig kulmination på en hæsblæsende karriere, skal bide skeer med multi nationale selskaber og magtfulde medlemslande i sager om alt fra virksomhedsfusioner, karteldannelser og statsstøtte. Mød kvinden, der altid har et stykke mørk chokolade i tasken, og som egentlig synes bedst om den fest, der foregår i køkkenet, når aftenen går på hæld.

Tekst Albert Rønning-Andersson | Foto Tobias Selnaes Markussen

726

konkurrencekommissær – eller som kok i eget køkken,” siger venin-den og fortsætter:

“Ledelse handler jo om at bestemme – om have lyst til at bestem-me og tage beslutninger. Den lyst har Margrethe. Men ledelse handler også om at tage ansvar, og det at tage ansvar vejer rig-tig tungt hos hende. Det er viljen til at påtage sig ansvar, der på mange måder driver Margrethe. Jeg tror, at hendes opdragelse på præstegården i Ølgod har haft indflydelse på det. For her tog man ansvar for hinanden og for samfundet, og den indstilling har nok medvirket til, at Margrethe fra barnsben fik mod på og fandt det naturligt at tage ansvar,” siger hun.

SIGER JA MERE END NEJOg det gjorde hun så – tog ansvar. I folkeskolen, hvor hun kæmpede for elevernes ret til en frugtbod. I gymnasiet som formand for elevrå-det, og på universitetet, hvor nye måder at strukturere undervisningen på blev til med Margrethe som tovholder. Fælles for engagementet og initiativerne var en udpræget motivation for at ændre på og ruske op i forældede og for Margrethe Vestager uhensigtsmæssige måder at ind-rette sig på. Interessen for det partipolitiske kom først meget senere.

“Som sådan har det aldrig ligget i kortene, at jeg skulle være politiker. Faktisk overvejede jeg længe, om ikke jeg skulle læse til

ingeniør. Jeg har altid været fascineret af broer. Brobygning er in-geniørkunst, der batter, og det kunne være sjovt at mestre den. Men da man traf beslutning om at opføre Storebæltsbroen, tænkte jeg – fejlagtigt skulle det senere vise sig – at de store broers æra var forbi, og at jeg derfor aldrig ville få lov at prøve kræfter med dem. Så det blev økonomistudiet i stedet,” siger hun grinende.

“Næ, interessen for det partipolitiske kom først, da jeg var i starten af 20’erne. Indtil da handlede det mest om at gøre forskel, hvor jeg syntes, der var behov. Det gør det også i dag, men det var ikke med et egentlig politisk sigte eller for spillets skyld, at jeg invol-verede mig dengang. Som sådan har jeg aldrig lagt karriereplaner eller været videre målrettet, hvad angår mit arbejdsliv. Jeg har bare undladt at sige nej til ting, som viste sig undervejs, for gør man det, sætter man unødige barrierer op for sig selv. Så er det bedre at sige: ‘Der er en mulighed nu. Hvad er det værste, der kan ske? Hvis du kan leve med det værste, der kan ske, så gør det.’ Den indstilling har bragt mig en godt stykke ad vejen,” siger hun om en partipo-litisk lynkarriere, der tog fart, da hun som 21-årig blev medlem af hovedbestyrelsen for de radikale for blot fire år senere at avancere til landsformand – som den yngste nogensinde i partiets historie og samtidig med sit job som embedsmand i først Finansministeriet og siden Økonomistyrelsen. Minister blev hun første gang som 29-årig, da Poul Nyrup Rasmussen tilbød hende Undervisnings- og Kirke-ministeriet, og i 2001 blev hun med små 10.000 personlige stemmer valgt til Folketinget. Siden – i 2007 – blev hun formand for partiets

folketingsgruppe, og i 2011 kunne hun skrive økonomi- og inden-rigsminister på cv’et. Nu residerer hun som bekendt i Bruxelles som konkurrencekommissær i en hybridrolle med både politiske og bureaukratiske funktioner. Igennem hele karrieren har Margre-the Vestager således vekslet frem og tilbage mellem politikerroller og embedsmandsfunktioner. Roller og funktioner, der hver for sig er vidt forskellige, og som stiller forskellige krav til personen, der udfylder dem. Krav, som for Margrethe Vestager ikke har været helt uden sværdslag at indfri.

FORETRÆKKER KØKKENFESTER“Embedsmandsrollen udspiller sig jo i et – om ikke lukket – så i et tilbagetrukket forum, fordi den er faciliterende. Politikeren derimod skal i langt højere grad kunne agere i det offentlige rum, og derfor handler det om rækkefølge: Mens embedsmanden forventes at flytte egne holdninger ned i bunden og det saglige, dokumenterede, erfarede og underbyggede op foran, så gør politikeren lige det modsatte. Politikeren er dagsordenssættende, mens embedsmanden sørger for at få tingene til at ske. Embedsmanden skaffer beslutningsgrundlag,

Det ligger i rollen, at ansvaret er dit

og dit alene

→

MARGRETHE VESTAGER

Født 13. april 1968Uddannelse Cand. polit. fra Københavns UniversitetKarriere Fuldmægtig i Finansministeriet 1993-1995Konsulent og sekretariatschef i Økonomistyrelsen 1995-1998Radikal landsformand 1993-1997Undervisningsminister 1998-2001Folketingsmedlem 2001-2014Politisk leder for Det Radikale Venstre 2007-2014Økonomi- og indenrigsminister 2011-2014EU’s konkurrencekommissær 2014-Privat Gift med cand. mag. Thomas Jensen. Parret har tre piger og bor på Amager.

“Margrethe Vestager.”

Håndtrykket er fast, øjnene venlige og stemmen bestemt, men alli-gevel imødekommende. På bordet ligger dagens udgave af Financial Times, EU-flag pryder væggene, og en dampende varm to-go latte fra Emmerys står klar til at drikke. Termokandekaffen står uberørt hen.

“Dødssygt vejr, hva?” Margrethe Vestager nipper til latten og tager en bid af den medfølgende speltbolle. Det rusker og regner uden-for, men indenfor er her lunt og behageligt. Vi er i Gothersgade i København – i EU’s danske repræsentationslokaler, hvor den

nyligt udnævnte konkurrencekommissær har sagt ja til en snak om karriere, ansvar, sejre og nederlag, op- og nedture, magt, lederskab og tilværelsen blandt venner og fjender i såvel dansk som europæisk toppolitik.

For når man som Margrethe Vestager har befundet sig i og omkring den hjemlige politiske scene i omtrent et kvart århundrede, er der mange skelsættende begivenheder og interessante nedslagspunk-ter på karrierevejen: Opvæksten på præstegården i Ølgod præget som den var af kirkelige, grundtvigianske, folkelige og radikale traditioner. Gymnasietiden i Varde og den studenterpolitisk aktive tid på polit-studiet i København. Årene som embedsmand – først som fuldmægtig i Finansministeriet og senere som sekretariatschef i Økonomistyrelsen – en periode, der noget abrupt og uventet blev afløst af formands- og lederposter i Det Radikale Venstre, ministe-rembeder og senest den aktuelle udfordring som konkurrencekom-missær i den nyligt udnævnte Juncker-kommission.

En sand tour de force udi svære forhandlinger, lange arbejdsdage, opslidende møder, mediepres, eksponering, fløjkrige, magtkampe, stærkt stigende læringskurver og en evig stræben efter resultater og indflydelse. Et hæsblæsende arbejdsliv, som kræver sin m/k at holde styr på, og som kunne knække halsen på selv den mest standhaftige politiker. Men ikke på Margrethe Vestager.

ANSVARET FALDER NATURLIGTFor viljen til at forandre, til at lede og til tage ansvar for den verden, og det samfund, vi alle er en del af, er tilsyneladende så udtalt, at den vejer op for svære stunder og mindre flatterende sider af

hektiske og stressfulde arbejdsdage. For når aftaler indgås, og foran-dringer til det bedre får effekt, er det al besværet værd.

“Jeg har som minister og radikal leder befundet mig i positioner med indflydelse til at ændre tingenes tilstand til det bedre. Som kommissær har jeg også en del at skulle sige, og det er det, der gør mit arbejdsliv så meningsfuldt og værd at kæmpe for. Det er jo, når vi formår at lande forlig og indgå aftaler, der gør hverdagen lettere og lysere for høj som lav, at tidlige morgenmøder, sene nattefor-handlinger, familiære afsavn, stress, jag, kritik og uoverensstemmel-ser bliver til at leve med,” siger hun og fortsætter:

“At tage ansvar er for mig noget helt og aldeles grundlæggende og noget, der velsagtens har drevet mig, siden jeg var ganske lille. Jeg er vokset op på en præstegård i Vestjylland, som den ældste af fire søskende, i et meget åbent og imødekommende hjem, hvor det at sige sin mening og forholde sig til andre var noget helt naturligt. Det var et mindre lokalsamfund præget af en gammel ansvars- og tillidskultur, som stillede krav til den enkelte. Arven herfra har jeg nok taget med mig,” siger Margrethe Vestager.

Og spørger man hendes bedste veninde gennem alle årene, Ani-ta Bay Bundegaard, tidligere radikal minister, kulturredaktør på Politiken og nuværende direktør for den internationale humanitære organisation Save the Children, er det da også ansvarspådragelsen, der først falder hende ind, når hun bliver bedt om at sætte ord på Vestagers forhold til lederrollen.

“For nogle er lederrollen en, man påtager sig i særlige sammenhæn-ge. Måske endda lidt modvilligt. Sådan er det ikke for Margrethe. Det er ikke en rolle, hun bare tager på sig. Hun er det naturligt, som om hun har et særligt gen eller instinkt for det. Margrethe er altid lidt chef. Om det er som partileder, økonomiminister eller

Jeg har bare undladt at sige

nej til ting, som viste sig undervejs, for gør man det, sætter man unødige barrierer op for sig selv

27

928

og den frihed gjorde mig stærk. For ting bliver anderledes, når man ved, man kan slippe dem. Så bliver det et bevidst valg, man træf-fer, når man siger: ‘Det her, det vil jeg gerne – også selvom det gør ondt,’” siger Margrethe Vestager, der i stedet for at gå satte gang i en omfattende og langvarig selvransagelse internt i partiet. Der skulle nye boller på suppen, glæden skulle genfindes, og det krævede aktivt lederskab og mod til at træffe beslutninger.

Og skal man tro uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen (R), der var og er en tæt alliance- og samarbejdspartner til Margrethe Vestager, var mod, overskud og handlekraft netop de egenskaber, Margrethe Vestager lagde for dagen, da det så sortest ud.

“Margrethe satte gang i et kæmpe arbejde indadtil i partiet, og måden, hun gik til opgaven på, siger en hel del om Margrethe og hendes lederskab. Det handlede om at finde ind til kernen af, hvad vi syntes var sjovt, hvad vi egentlig stod for, og hvad vi godt kunne lide. Skidt være med dårlige meningsmålinger og vælgerflugt. Nu drejede det sig om at genkalde begejstringen og engagementet fra fordums tid, og Margrethe var den, der med sin protestantiske etik og benhårde, positivt afsmittende arbejdsmoral tog førerhandsken på,” siger Sofie Carsten Nielsen og fortsætter:

“Hun er en slider. Helt vildt, og Margrethe var om nogen den, der aften efter aften, i weekender og på feriedage, havde overblikket og overskuddet til at sige: ‘Nu må vi finde den gode mavefornem-melse frem. Det kan tage lang tid, og det må vi indstille os på. Men når først vi har den, er vi så meget desto stærkere og klar til i samlet flok at stå frem med klare retninger og politiske visioner, der ikke kan misforstås’,” siger Sofie Carsten Nielsen og fortæller, at alle i partiet – høj som lav – var med i processen:

“Det var vigtigt for Margrethe at have så bredt og nuanceret et billede som muligt at træffe beslutninger ud fra.”

MURREN I KROGENE Anderledes kritiske røster kunne man høre fra kilder internt såvel som eksternt i partiet. Til de første hørte blandt andre den nuværen-de gruppeformand og politiske ordfører for Liberal Alliance, Simon Emil Ammitzbøll. Han brugte ord som egenrådig og magtfuldkom-men, da han i 2008 smækkede med døren og forlod partiet for i stedet at stifte det nu hedengangne Borgerligt Centrum. Hans exit fra de radikale var ifølge Elisabet Svane, politisk redaktør på Fyens Stiftstidende og forfatter til bogen ‘Hvid Røg, Sort tårn – Et portræt af Margrethe Vestager’ et regulært opgør med personen Margrethe Vestager og den linje, hun som ny leder havde lagt for partiet. Op til valget i 2007, som var Vestagers første som politisk leder, ville hun ikke stille ultimative krav om at fjerne 24-årsreglen. For Ammitzbøll var det et udtryk for både diskrimination og forræderi, hvilket han – som en slags evaluering af valgkampen – gav udtryk for i en kronik i Berlingske Tidende fra efteråret 2008. Men opgøret om 24-årsreg-len var bare dråben, der fik bægret til at flyde over. Uoverensstem-melserne imellem de to stak dybere end det.

“Simon Emil Ammitzbøll og Margrethe Vestager var grundlæggen-de set et rigtigt dårligt match. De var politisk og strategisk uenige, og oven i det kunne Simon Emil Ammitzbøll ikke forlige sig med Vestagers kontante, og i hans øjne, egenrådige ledelsesstil,” siger Elisabet Svane og henviser til et interview i Fyens Stiftstidende, hvor Ammitzbøll blandt andet sagde: ‘Jeg vil hellere gøre rent end arbejde under Margrethe Vestager.’

Bruddet med partiet var uundgåeligt efter kronikken, og bare et halvt år efter, i sommeren 2009, forsvandt også den radikale lands-formand, Søren Bald, som altid har haft et tæt forhold til Simon Emil Ammitzbøll og et tilsvarende anstrengt forhold til Margrethe Vestager. Søren Bald er kendt som stridslysten i radikale kredse, og afskeden mellem de to gik ikke stille af sig.

“Generelt ville Søren Bald gerne have mere at skulle sige rent poli-tisk, end landsformanden traditionelt har hos de radikale. Samtidig var der en del intern kritik af Margrethe Vestager. Partiet lå i bund i meningsmålingerne, og Bald blev det offentlige talerør for kritikken. Det holdt jo ikke, og selvom Søren Bald gerne ville være fortsat

som landsformand, erstattede Vestager ham med Klaus Frandsen i sommeren 2009,” siger Elisabet Svane og fortsætter:

“Margrethe Vestager er mildest talt ikke sentimental i forhold til magt. Hun ved, hvad magt handler om, og hun er ikke bange for at bruge den – også selvom, hun kommer til at træde nogle over tæerne. Med årene er det no nonsens karaktertræk kun blevet mere udtalt. I dag er der no mercy over for gamle kritikere, og den udvik-ling ser man ofte hos ledere, der gennemlever magtopgør. De bliver hårdere i filten og mere usentimentale i forhold til magt, end de var før opgørene,” siger Elisabet Svane og understreger sin pointe med årene 2007-09, der for Margrethe Vestager var præget af strenge interne magtkampe og meningsmålinger tæt på spærregrænsen.

“Men hun overlevede som leder, fik samlet sit eget hold omkring sig og kom ud som en både stærkere og mere hårdfør leder. På den måde følger hun meget godt den tendens, man også har set hos Pia Kjærsgaard,” siger Elisabet Svane, som ud over bogen om Vestager skrev biografien ‘Pia K. – årene ved magten’ fra 2009.

Elisabet Svane har gennem 25 år haft sin gang på Christiansborg. Under SR-regeringen – også i den tid, SF var med – har hun hørt →

Hvad der er gjort, er gjort, og det kan

man ikke ændre på. Jeg bruger ikke sekunder på at ærgre mig eller fortryde

udvikler løsninger og gør ting til virkelighed, når der er truffet politisk beslutning. Politikeren derimod drøfter og forbereder beslutninger, flytter holdninger, indgår kompromiser og træffer aftaler. For mig har den største udfordring ikke så meget været at flytte egne hold-ninger op eller ned. Det har mere været den grad af synlighed, den

voldsomme offentlige eksponering, og det at være så meget på, som det politiske kræver, der har været vanskeligt. Jeg er jo ret så genert, når det kommer til stykket, og synes som regel bedst om den fest, der foregår i køkkenet – specielt den sidste del, hvor alle trækker derud og spiser natmad. Så det at skulle være så massivt til stede har været virkelig udfordrende og noget, jeg i dén grad har skullet vænne mig til og lære at leve med,” siger Margrethe Vestager, der af samme grund værner tæt om sit privatliv. Pressen er forment adgang til hjemmet på Amager. Det er – til forskel fra mange andre toppolitikeres familie-forhold – ikke meget, man ved om Margrethes mand, gymnasielæren Thomas Jensen, og deres tre piger, Maria, Rebecca og Ella.

“Grænsen mellem det private, personlige og det politiske er hårfin. Min mand og børn hører privatsfæren til, og sådan er det. Men når det er sagt, er det vigtigt også at understrege betydningen af det per-sonlige lederskab. For ligesom jeg stræber efter at være nærværende derhjemme, gør jeg en dyd ud af den personlige tilstedeværelse på jobbet. Og det gælder, uanset om man er embedsmand i baggrunden eller politiker i det store offentlige rum. Den konkrete ledelsesrela-tion må altid være personlig,” siger hun og skubber kaffekruset til side for bedre at kunne fægte med hænderne.

“I begyndelsen kommer titlen med det hele. Man tager minister-kappen eller kappen som politisk leder på, for så kan alle se den og tænke: ‘Der kommer den politiske leder, der kommer ministeren.’ Vi kan jo genkende hende på tøjet og positionen. Det interessante er så, om du rent faktisk kommer til at bære den – om den vitterlig kommer til at ligge på dine skuldre, eller om det vedbliver med bare at være positionen, der kommer gående. Det er jo det, der er hele ledelsesudfordringen. Det er at være til stede og blive person-lig i sit lederskab, sådan at du i princippet kan tage kappen af og stadigvæk være der som personlig autoritet – fordi du har noget at have det i og ikke bare blænder på distance. At falde ind i den rolle kan godt tage noget tid,” siger hun og fortæller, at det nok først var i slutningen af ministertiden under Nyrup, at hun for alvor fandt sit ståsted.

“Min første periode som minister var udfordrende – bestemt, men jeg kom hurtigt efter det,” siger hun.

FRIHED GØR STÆRKUdfordrende, og mere til, var også perioden omkring det radikale formandsskifte i 2007 – året, hvor Margrethe Vestager afløste Ma-rianne Jelved på posten som partiets leder. En uriaspost ville nogle måske mene, eftersom året markerede et foreløbigt lavpunkt for Det Radikale Venstre. Vælgerflugt og intern splittelse martrede partiet. Naser Khader og Anders Samuelsen brød ud og dannede Ny Alli-ance. Kort efter forlod også Simon Emil Ammitzbøll partiet, og de radikale led massive nederlag ved ikke bare det følgende folketings-valg, men også europaparlamentsvalget, kommunevalget og valget til regionsrådene. Situationen var endog særdeles kritisk og kaldte på radikal nytænkning og grundige overvejelser på partiets såvel som på Margrethe Vestagers egne vegne. For var hun den rigtige til at vende skuden? Og var det virkelig al besværet værd?

“Det var en vanskelig tid for mig personligt og for partiet. Jeg gjorde mig mange tanker og overvejelser i de dage, men endte i sidste ende med at blive som formand. Det var en svær beslutning – måske den sværeste i hele min karriere. For det gik ikke særlig godt for partiet, og kritikken var allestedsværende, massiv og ubønhørlig. Men jeg blev, og det gjorde jeg i al sin gribende enkelthed, fordi det gik op for mig, at jeg jo bare kunne pakke mine sager og gå min vej, hvis det var det, jeg ville. Som sådan var der ingen, der tvang mig til at blive,

Den virkelig gode beslutning er den,

hvor hovedet, hjertet og maven er enige

29

1130

“Jeg er jo ret så genert, når det kommer til stykket, og synes som regel bedst om den fest,

der foregår i køkkenet – specielt den sidste del, hvor alle trækker derud og spiser natmad”

mange historier på gangene om Margrethe Vestagers ageren i forhandlingslokalerne:

“Hun er årene igennem blevet beskrevet som magtfuld og som en, der bare vil have sin vilje igennem – ofte uden at lytte til andre. Især SF følte sig trykket af hende. Det handler selvfølgelig om hendes stil, men også om, at det for radikale drejer sig om at få sine egne ting igennem, og at det for radikale er forventningen, at andre selv sørger for at få deres ting igennem. For en radikal er magt ikke noget, man får, men noget, man tager,” siger Elisabet Svane og konkluderer:

“Generelt må man sige, at Margrethe Vestager er en politiker med mange facetter. Den hårde forhandler, den skrappe leder, den om-sorgsfulde, der både bager og strikker strømper, og så den pertentli-ge politiker, der kender reglerne og f.eks. ved, at man som minister altid skal sørge for god kontakt til sine ordførere. Hun har simpelt-hen mange facetter at spille på, og hun bruger hele klaviaturet,” siger Elisabet Svane.

Og netop denne flertydighed er også noget, Anita Bay Bundegaard og Sofie Carsten Nielsen har bidt mærke i, om end de hverken dengang eller i dag vil anerkende kritikken af Vestager. Nok var og er hun en bestemt og principfast leder, men hun er også åben, lydhør og villig til dialog, lyder det.

“Margrethe er en faglig og politisk meget stærk argumentator, der sætter klare og entydige retninger. Hun har en naturlig autoritet, og man skal lige lidt ind under på huden på hende. Det er klart. Men når man så kommer det, er hun faktisk en meget åben, empatisk og uddelegerende leder, der inviterer til debat og lader sig rykke, hvis det giver mening. Det passer derfor ikke, når nogen siger, at man ikke kan udfordre hende. Det kan man sagtens – bare man har argumenterne i orden,” siger hun og bakkes op af Anita Bay Bundegaard:

“Jeg kender Margrethe som en person med lyst, evne og en enorm vilje til at træffe beslutninger. Hun er blændende begavet, intellektuel og kreativ, og ofte forud for andre i sin tankerække. Man skal derfor stå tidligt op for ikke at blive hægtet af – både politisk og privat – og det var der måske nogen, der dengang følte sig lidt trynet af,” siger hun og fortæller, at Margrethe har et indre kompas sat sammen af lige dele intuition, begavelse og meget stærke værdier, der gør, at hun altid ved, hvad hun vil, og hvor hun står.

“Hun fremstår derfor meget selvsikker, og det er måske det, hendes kritikere hæftede sig ved,” siger Anita Bay Bundegaard og fortsætter:

“Men Margrethe er også et meget socialt, intuitivt, følsomt og em-patisk menneske, der rækker ud, støtter og opmuntrer, så snart der er behov. Hun har en enorm appetit på livet, en meget veludviklet sarkasme, en formidabel humor og en sans for og opmærksomhed på andre menneskers ve og vel, man sjældent oplever. Hendes so-ciale indsigt og kapacitet er helt unik, og det skinner også igennem politisk. Jeg har derfor svært ved at genkende kritikken,” siger hun.

MAVEN, HJERTET OG HJERNEN SKAL VÆRE ENIGEDet samme har Margrethe Vestager selv. For nok er hun er en hård forhandler, men beskrivelserne af hende som egenrådig og magt-fuldkommen stiller hun sig uforstående overfor.

“Dem er jeg ikke enig i. Tværtimod faktisk. Jeg er ofte i tvivl og har brug for flere informationer, for eftertanke og mere samtale om, hvordan tingene bør være og skal udvikle sig. Tvivl er for mig en naturlig følgesvend og markør for åbenhed til sammen med andre at overveje tingenes tilstand. Jeg inddrager og involverer så meget som overhovedet muligt – ganske enkelt, fordi det giver mening med input fra andre, der kan noget andet end jeg selv. Desuden betyder det at være åben, ærlig og læsbar alverden for mig. Det er vigtigt for mig, at jeg ved, hvor jeg har andre, og at andre ved, hvor de har mig. Jeg vil hellere være uenig med nogen, jeg ved, hvad står for, end delvist enig med nogen, der er svære at få styr på,” siger hun, men understreger også betydningen af at kunne skære igennem, når der er behov for det.

“I sidste ende har man som minister eller politisk leder jo det afgø-rende ansvar, og det skal man kunne tage på sig. Man er den, der trykker på knappen for at få tingene til at ske, og tilsvarende den, der må gå, hvis tingene ikke lykkes. I den forstand kan ansvaret ikke uddelegeres. Det ligger i rollen, at ansvaret er dit og dit alene,” siger hun og fortæller, hvordan det derfor er hensigtsmæssigt med selv-indsigt og bevidsthed om, hvornår og under hvilke omstændigheder man er bedst til at træffe beslutninger.

“Den virkelig gode beslutning er den, hvor hovedet, hjertet og ma-ven er enige. Det handler om at mærke grundigt efter og være villig til at følge sin intuition. Intuition er for mig den ufortalte viden, man har samlet sammen undervejs – den skønsomme blanding af direkte, konkret og bevidst erfaring samt den fornemmelse og indlevelse, man udvikler gennem årene. Er man tro mod den, går det som regel godt,” siger hun og maner dermed billedet af hende som værende en magtbegærlig kølig, korrekt og kontrolleret teknokrat eftertrykke-ligt til jorden. Netværksorientering og opgør med blokpolitik synes tværtimod at have kendetegnet hendes lederskab og måde at udøve sin indflydelse og magt på.

MAGT ER VANEDANNENDEOg netop magten og dens væsen ligger Margrethe Vestager meget på sinde. For hun har magt – det er indiskutabelt. Hun er flere

Jeg vil hellere være uenig med nogen,

jeg ved, hvad står for, end delvist enig med nogen, der er svære at få styr på

→

32

gange blevet kåret til landets mest magtfulde politiker, og den position er hun sig bevidst om. For hvis ikke man forholder sig magten, og til hvad den gør ved en, kan det gå grueligt galt, lyder det.

“Magt er vanedannende og afhængighedsskabende. Det er jeg uhy-re bevidst om. For ja, jeg har magt, og det er der ingen grund til at lægge skjul på eller underspille. Man skal kalde tingene ved deres rette navn, og ikke – som mange har tendens herhjemme – blot sige ‘jo, jeg har da lidt indflydelse og sådan.’ Nej, sig tingene, som de er, for gør man ikke det, kan de blive svære at forholde sig til,” siger hun og fortsætter:

“Og så er det, det kan gå hen at blive farligt. Medmindre man er ekstremt omhyggelig med, hvad magten er for en størrelse, og hvad den gør ved en, opstår risikoen for, at man glemmer, at den kun er til låns. Man tror måske, den er noget, man har fået – måske endda også, at man har fået den på grund af sine personlige egenskaber. Og

så er man efter min mening først rigtig langt ude. For magt handler om positioner og om, hvad man er villig til at tage på sig. Men da ikke om personlige egenskaber. Mine personlige egenskaber er ikke et hak bedre end dine, og magt gør dig ikke til et bedre menneske. Måske tværtimod, og derfor gør jeg meget for ikke at lade mig styre og korrumpere af magten,” siger Margrethe Vestager. Hun nævner en række jordnære eksempler på, hvordan hun værner sig mod magtfuldkommenhed.

“For mig er det helt konkret. Det handler om at være til stede i en hverdagsvirkelighed, der jo – ligesom hos alle andre – består af tøjvask, hundeluftning i regnvejr, HT-busser og indkøb i Netto. Den hverdag holder jeg utrolig meget af. Også fordi, den giver så god mening. For hvis man som jeg har magt over – i hvert fald rammerne – for andres livsvilkår, må man også være klar til at dele de fleste af de vilkår,” siger hun, der, selvom adressen på Amager er blevet skiftet ud med en tilværelse i Bruxelles, ikke har tænkt sig at ændre på den indstilling.

“Der findes også offentlig transport og lavprissupermarkeder i Belgien,” siger hun med smil på læben og med henvisning til sit kommissærarbejde i kommissionen, der ligesom EU’s øvrige institu-tioner har hjemme i Bruxelles og Luxembourg.

Et arbejde og en tilværelse, Margrethe Vestager allerede synes sær-deles godt om. Ikke mindst på grund af den lidt særlige rolle, hun

som konkurrencekommissær skal udfylde. En rolle, der bevæger sig i spændingsfeltet mellem embedsmand og politiker.

“Det passer mig glimrende at kunne kombinere de to verdener. Som kommissær har jeg mulighed for både at være en smule bureaukrat og politiker. Jeg taler med både stats- og regerings chefer, repræsen-tanter fra det europæiske erhvervsliv, lobbyister og embedsfolk. Det trives jeg vældig fint med,” siger hun og nævner udfordringen med at gøre EU mere nærværende for den almene borger som værende blandt de største af hendes kommende opgaver.

“Den europæiske offentlighed har det ikke alt for godt. Vi er 28 EU-lande uden en fælles presse, og mange betragter stadigvæk EU som noget fjernt og bureaukratisk. Men størstedelen af medlems-landenes lovgivning er jo EU-bestemt, og blandt andet derfor er det vigtigt at give EU en stemme og personlighed i måden, det ledes og kommunikeres på. Den proces ser jeg meget frem til at være en del af,” siger Margrethe Vestager.

MAD I TASKENInterviewet er ved at være slut. Den times tid, vi havde til rådighed, er fløjet af sted, men inden fotografen tager over, og Margrethe Vestager skal videre, når hun lige at svare på et par spørgsmål mere. For er der mon noget, hun – i bagklogskabens klare lys – fortryder eller ville have gjort anderledes i de 25 år, hun har befundet sig i den hjemlige politiske andedam? Hvilke karriereråd mon den modne, er-farne Margrethe Vestager vil give til den yngre og uprøvede udgave af ditto? Og hvad mon hun gerne vil huskes for, engang når karrie-rens sidste punktum er sat?

Hvad angår det første, er Margrete Vestager klar i mælet.

“Hvad der er gjort, er gjort, og det kan man ikke ændre på. Jeg bruger ikke sekunder på at ærgre mig eller fortryde. Jeg noterer mig og lærer af mine fejl, ja, men at fortryde og piske sig selv med dårlig samvittighed kommer man ikke langt med,” siger hun, inden hun kommer til de gode råd og eftermælet, hun gerne vil huskes for.

“Et godt råd, jeg gav mig selv for 10-15 år siden, er altid at have lidt proviant i tasken. Et stykke mørk chokolade, et æble eller lidt knækbrød. Et eller andet, der kan holde blodsukkeret stabilt, for det skal det være, hvis man vil forblive rolig og klartseende. Et an-det råd er ikke at tage sig selv for alvorligt og højtideligt. Engang imellem er det sundt at se sig på sig selv lidt udefra – det holder styr på proportionerne. Endelig vil jeg råde kommende karriere-folk til at sige ja til mere, end de umiddelbart tror, de evner. For man har det som regel med at overraske,” siger Margrethe Vesta-ger og slutter:

“Min far fortalte mig forleden, hvordan han har kogt sine opdragel-sesprincipper ned til tre ting: Børn skal i seng, så de er veludhvilede til næste dag. Der skal altid være mad i køleskabet. Og som forældre skal man leve sit liv, så børnene taler godt om en. Hvis man kan leve op til det, tror jeg, man kan være meget godt tilfreds,” siger hun.

Magt handler om positioner

og om, hvad man er villig til at tage på sig

Artiklen her er en del af Henley magasinet KARRIERE. KARRIERE henvender sig til ambitiøse ledere, som ønsker inspiration til karrierelivet og den personlige udvikling. Magasinet byder på en skønsom

blanding af portrætinterviews med fremtrædende danske ledere, motiverende karrierestof, fascinerende lystlæsning samt input til MBA overvejelser.

HENLEY MAGASINET

KARRIERE

Læs mere og bestil magasinet gratis her