den sikkerhedspolitiske redegørelse om udviklingen i arktis · en ny arktisk geopolitik med...

U A G - s t r a t e g i

Sikkerhedspolitisk redegørelse om

udviklingen i Arktis AGFOA – Strategi Formålet med denne analyse er at tilvejebringe grundlaget for de efterfølgende analyser, der gennemføres i

de respektive underarbejdsgrupper i rammen af AGFOA.

Redaktion afsluttet den 25. februar 2016

Sikkerhedspolitisk redegørelse om udviklingen i Arktis

2 TIL BRUG FOR AGFOA

Resumé

Arktis er en region i forandring, og en ny arktisk geopolitik er under udvikling. Det er

kendetegnende for situationen i Arktis, at de institutionelle og praktiske rammer for

international sameksistens og samarbejde i regionen i vidt omfang stadig er under etablering.

Samtidig vokser kredsen af lande og organisationer, der direkte eller indirekte interesserer sig

for Arktis. Arbejdet med at håndtere udfordringerne i regionen gennem udviklingen af en

regional styringsstruktur bidrager løbende til at konsolidere og udbygge samarbejdet om

Arktis, som det bl.a. er stadfæstet i Ilulissat-erklæringen fra 2008.

Med Kongeriget Danmarks centrale placering i Arktis følger nogle udenrigspolitiske

muligheder og udfordringer. Det gælder ikke mindst et stort medansvar for at håndtere og

sikre en fortsat fredelig regional udvikling gennem en aktiv udenrigspolitisk indsats. Ud over

overvågning og suverænitetshævdelse løser Forsvarsministeriet en række vigtige opgaver i

Kongeriget Danmarks arktiske egne som redningstjeneste og beskyttelse af havmiljøet.

Derudover medfører ændringer i havisens udbredelse og tykkelse, at der bliver større farbare

arealer under Kongeriget Danmarks jurisdiktion og ansvar.

Denne redegørelse for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis skal tilvejebringe et strategisk

grundlag for de temaanalyser, der udfærdiges i rammen af Arbejdsgruppen vedr. styrkelse af

Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis (AGFOA). Redegørelsen indeholder en beskrivelse

af de arktiske staters og Kinas overvejelser om udviklingen i Arktis, herunder deres arktiske

strategier og tilstedeværelse i form af militære og/eller beredskabsmæssige kapaciteter i

Arktis.

Arktis er fortsat en vigtig militærstrategisk arena for USA’s og Ruslands nukleare afskrækkelse.

Selv om den militære tilstedeværelse og det militære fokus i Arktis er øget, er det væsentligt

at påpege, at militære enheder i de arktiske stater også udfører en lang række civilt relaterede

opgaver i området. Det skyldes ikke mindst, at de militære styrker traditionelt har rådet over

de nødvendige kapaciteter til at operere i de arktiske egne.

De arktiske staters fokus i Arktis er på at løse konkrete problemstillinger og løbende at

etablere og udbygge rammerne for en bæredygtig økonomisk udvikling, herunder fiskeri,

miljøbeskyttelse, maritim sikkerhed, overvågning, søredning, transport og infrastruktur. Der er

derfor i de senere år inden for disse områder sket en styrkelse af de bi- og multilaterale

relationer mellem de arktiske stater, også på det militære niveau.

Krisen i Ukraine har imidlertid vist, hvordan udviklingen i de internationale forhold uden for

regionen kan påvirke den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Ruslands handlinger i Ukraine

har således ført til reduceret tillid mellem Rusland og Vesten, og russisk militær aktivitet i



Arktis er efter Ukraine-krisen blevet tillagt en ny og mere alvorlig betydning. Samtidig har

Rusland selv ønsket at markere sit militære fokus i området. Om end der i vidt omfang er tale

om tiltag, der allerede var planlagt og i nogen grad påbegyndt før Ukraine-krisen, er det

muligt, at den russiske militære udbygning i Arktis er blevet fremskyndet og justeret som et

resultat af det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland.

Størrelsen af regionens økonomiske potentiale, som især er knyttet til nye sejlruter og

udvinding af olie, gas og mineraler, er ikke kun afhængig af reduktionen af isens udbredelse,

men også af faktorer som globale råvarepriser og teknologisk udvikling. Samtidig er stabil

politisk udvikling i Arktis en forudsætning for at realisere regionens fulde økonomiske

potentiale. Det er sandsynligt, at den arktiske region generelt vil opleve øget økonomisk

aktivitet og øgede investeringer i fremover, men perspektiverne og prognoserne er fortsat

behæftet med betydelig usikkerhed.

Redegørelsens konklusion er, at det samlet set er sandsynligt, at udviklingen i Arktis i højere

grad vil være præget af samarbejde og konkurrence end af konfrontation og konflikt. Det er i

lyset af denne overordnede vurdering, at redegørelsens opstillede risici for politiske

uenigheder mellem de arktiske stater skal ses. Der er samlet set flere militære opgaver og

øgede politiske udfordringer i Arktis, men på nuværende tidspunkt ikke nogen direkte militær

trussel mod Kongeriget Danmark.

De fremtidige rammer for Forsvarsministeriet i Arktis vil være præget af evnen til overvågning,

tilstedeværelse og reaktionskapacitet i relation til en bred vifte af opgaver, der primært angår

suverænitetshævdelse, men som også omfatter beredskabsopgaver og støtte til arktisk

samfundssikkerhed. Samtidig er der potentiale for styrket samarbejde med andre nationers

myndigheder – civile såvel som militære. I den forbindelse vil øget øvelsesaktivitet, deling af

data og information, samt andre tillidsskabende foranstaltninger kunne spille en væsentlig

rolle. Forsvarsministeriet kan således forvente at blive en central aktør i den fremtidige

udvikling i Arktis og i fællesskab med andre arktiske aktører at skulle sikre de arktiske samfund

og herved understøtte en bæredygtig social, økonomisk og politisk udvikling i regionen,

samtidig med at Kongeriget Danmarks sikkerhedspolitiske interesser varetages.



Kort over Arktis



Resumé .................................................................................................................. 2

Kort over Arktis ....................................................................................................... 4

Indledning ............................................................................................................................................... 7

Havisens udbredelse året rundt i Arktis og Grønland .................................................... 8

Nuværende isforhold ved Grønland ....................................................................................................... 9

Klimapåvirkninger og perspektiverne................................................................................................... 10

Konsekvenserne af de klimatiske forandringer .................................................................................... 13

Den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis................................................................... 14

Arktis’ traditionelle militærstrategiske betydning ............................................................................... 14

Udviklingen i det regionale samarbejde ............................................................................................... 15

Maritime grænsedragninger (kontinentalsokkelkrav) ......................................................................... 19

Fremtidige risici for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis ............................................................ 22

Den økonomiske udvikling i Arktis ............................................................................ 24

Fiskeri i Arktis ........................................................................................................................................ 24

Olie- og gasaktiviteter i Arktis, Grønland og Færøerne ........................................................................ 29

Grønland ........................................................................................................................................... 30

Færøerne .......................................................................................................................................... 31

Mineralefterforskning og minedrift i Grønland .................................................................................... 32

Infrastrukturudbygning i relation til minedrift i Grønland ............................................................... 36

Potentiale for energikrævende industriprojekter ............................................................................ 37

Potentiale for undersøisk minedrift ................................................................................................. 39

Mulig omladning af canadisk jernmalm i grønlandsk farvand ......................................................... 39

Maritime aktiviteter, herunder nordlige sejlruter................................................................................ 40

De arktiske stater og Kinas interesser i Arktis ............................................................ 42

Canada .................................................................................................................................................. 43

Norge .................................................................................................................................................... 44

Rusland ................................................................................................................................................. 45

USA ....................................................................................................................................................... 48

Finland .................................................................................................................................................. 50

Island .................................................................................................................................................... 51

Sverige .................................................................................................................................................. 52

Kina ....................................................................................................................................................... 53



De fremtidige rammer for Forsvarsministeriet i Arktis ................................................. 54

Bilag 1: Status for Kongeriget Danmarks indlevering af krav til FN’s Sokkelkommission ... 1

Bilag 2: De arktiske staters militære kapaciteter i Arktis ............................................... 4

Canada .................................................................................................................................................... 4

USA ......................................................................................................................................................... 7

Rusland ................................................................................................................................................. 10

Norge .................................................................................................................................................... 14

Island .................................................................................................................................................... 16

Finland .................................................................................................................................................. 17

Sverige .................................................................................................................................................. 17

Kort over kyststaternes arktiske baser og andre faciliteter ................................................................. 19

Bilag 3: Antallet af fartøjer med nuklear fremdrift i Arktis ............................................ 22

Rusland ................................................................................................................................................. 22

USA ....................................................................................................................................................... 22

Storbritannien....................................................................................................................................... 22

Frankrig ................................................................................................................................................. 22

Kina ....................................................................................................................................................... 22

Bilag 4: Udbredelse af permafrost i Arktis og Grønland ................................................ 24



Indledning

Klimaforandringerne og i særdeleshed havisens reducerede udbredelse og tykkelse betyder,

at Arktis er en region i forandring. Den mere åbne arktiske geografi indebærer, at der udvikles

en ny arktisk geopolitik med potentiel stor betydning for ikke bare regionens stater og

indbyggere, men for store dele af den øvrige verden.

Regionens stigende betydning skaber nye udenrigspolitiske muligheder og udfordringer for

Kongeriget Danmark. Den øgede internationale interesse for den arktiske regions udvikling og

Kongeriget Danmarks centrale placering heri skaber gode muligheder for at medvirke til at

forme den regionale udvikling i Arktis og for at udbygge de politiske relationer til en række

vigtige internationale aktører. Samtidig medfører forandringerne i Arktis også flere militære

opgaver og øgede politiske udfordringer og risici, da Kongeriget Danmark har et medansvar

for at håndtere og sikre den generelle regionale udvikling.

De internationale politiske forhold i Arktis er generelt præget af konstruktive

samarbejdsrelationer. Det gælder både direkte mellem de enkelte lande, i regionale

organisationer som Arktisk Råd og Barentsrådet og i internationale organisationer, der

arbejder med arktiske spørgsmål, f.eks. FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO). De

seneste år har været præget af et klart fokus på at finde løsninger på konkrete

problemstillinger og sideløbende etablere og udbygge rammerne for en bæredygtig

økonomisk udvikling, herunder råstofudvinding, fiskeri, miljøbeskyttelse, maritim sikkerhed,

overvågning, søredning, transport og infrastruktur. Det er således kendetegnende for den

politiske situation i Arktis, at de institutionelle og praktiske rammer for internationalt

sameksistens og samarbejde i vidt omfang stadig er under etablering og udvikling. Derudover

er der i kommercielt regi flere initiativer til selvregulering, eksempelvis inden for

shippingbranchen. Befolkningerne i Arktis ønsker generelt, at der udvikles nye

erhvervsmuligheder, og der er bred enighed om, at denne udvikling skal komme

lokalsamfundene til gode og ske på bæredygtig vis. Her har kyststaterne og de andre arktiske

stater en helt særlig interesse på grund af det skrøbelige arktiske økosystem og de miljø- og

erhvervsmæssige risici, som disse lande vil skulle håndtere ved alvorlige ulykker.

Den militære tilstedeværelse i Arktis er øget de senere år og forventes at blive øget yderligere

i de kommende år. Udviklingen indbefatter flere og mere moderne enheder, der varetager

flere opgaver. Dette skyldes primært de arktiske staters voksende behov for at kunne hævde

suverænitet over egne kystområder og stigningen i den civile aktivitet i området.

Forandringerne i Arktis skaber nye muligheder for økonomisk udvikling såsom nye sejlruter,

minedrift og olie- og gasudvinding samt turisme. Perspektiver og prognoser er dog fortsat

behæftet med betydelig usikkerhed. De umiddelbare muligheder, som knytter sig til

ressourceudvinding og skibsfart i Arktis, kræver store og langsigtede investeringer.



Kyststaternes muligheder for at høste de potentielle gevinster, som øget aktivitet i den

arktiske region fører med sig, vil blive reduceret, hvis regionen udvikler sig til et politisk og

militært spændingsområde.

Formålet med denne redegørelse er at beskrive den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis. Den

skal tilvejebringe det strategiske grundlag for en række analyser af, hvordan

Forsvarsministeriet styrker evnen til at løse sine opgaver i det arktiske område. Både

redegørelsen og de efterfølgende analyser er udarbejdet i rammen af Arbejdsgruppen vedr.

styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis (AGFOA). Redegørelsen indledes med

en afdækning af isens reducerede udbredelse. Dernæst følger en analyse af den strategiske

kontekst med fokus på den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis og regionens økonomiske

potentiale i forhold til fiskeri, råstoffer (olie/gas og mineraler) og andre maritime aktiviteter.

Endelig redegøres for de arktiske staters og Kinas overordnede politiske, økonomiske og

militære interesser i Arktis. En mere detaljeret gennemgang af hovedparten af de arktiske

staters militære kapaciteter i det arktiske område findes i bilag 2 til den sikkerhedspolitiske

redegørelse.

Havisens udbredelse året rundt i Arktis og Grønland

Over de seneste ca. 30 år er havisens udbredelse og tykkelse i Arktis generelt set reduceret

kraftigt. Den is, der tidligere dækkede Beauforthavet ud for Canadas og Alaskas nordlige

kyster og havene langs den russiske del af Arktis, er næsten væk i sommermånederne. I løbet

af de seneste ca. 10 år er afsmeltningen accelereret, og specielt under minimumsudbredelsen

i september kan man observere store ændringer. Samlet set har isen i Det Arktiske Ocean

aldrig været observeret tyndere og så varierende, som den er nu. Havisen i Det Arktiske Ocean

er dog tykkest ved Nordkysten af Grønland og Det Canadiske Øhav, og der kan fortsat

forventes at være stor årlig variation i isens udbredelse og beskaffenhed.

Koncentrationen af havis i Arktis er blevet observeret af satellitter siden 1978. Iskoncentration

er den andel af havoverfladen, der er dækket af is, hvor 100 % er komplet isdækket og 0 % er

åbent vand. Isen når normalt sin maksimale udbredelse med ca. 14-16 mio. km2 i marts. Ved

sommerens afslutning i september er der mindst is – i 1980’erne omkring 7 mio. km2 og i dag

omkring 4-5 mio. km2.



Kort over den gennemsnitlige koncentration af havis for marts og september for de seneste 10 år

(Kilde: DMI og Ocean and Sea Ice Satellite Application Facility, osi-saf.org).

Som det ses af kortene, oplever Færøerne ikke havis, og Færøerne beskrives derfor ikke videre

i dette kapitel.

Nuværende isforhold ved Grønland

Skibe i grønlandske farvande møder forskellige slags is, som kan være til fare eller gene for

disse eller helt forhindre sejlads. Udbredelsen af havis omkring Grønland og især på østkysten

styres derfor i høj grad af udbredelsen og driften af havis i Det Arktiske Ocean.

Storisen dannes i Det Arktiske Ocean og transporteres med vind og havstrøm gennem

Framstrædet og langs Grønlands østkyst til Kap Farvel (se kortet side 4). Isen runder Kap

Farvel fra omtrent december til august og kan i perioder fylde hele Julianehåbsbugten og

vestkysten op til Paamiut. Vestisen dannes ved, at havisen fryser om vinteren i Baffinbugten

og smelter igen om sommeren. Vestisen er derfor aldrig mere end ét år gammel, hvorimod

storisen kan være op til 10 år gammel.

Isfjelde er stykker af is, der brækker af en gletsjerfront og driver til havs. Isfjelde kan

forekomme overalt i grønlandsk farvand og ofte i et stærkt forøget antal midt på sommeren,

hvor produktionen er på sit højeste, og hvor der frigives isfjelde, der har været indefrosset i

havisen vinteren over. Den årlige isfjeldsproduktion fra hele Grønland er 515 gigaton (årligt



gennemsnit for 2007-2011) svarende til mere end 180 mio. isfjelde på størrelse med

Rundetårn.

Grønlands Istjeneste, DMI, har på baggrund af data indhentet fra 2001 til 2010 lavet kort over

middel-isdække. Kortene nedenfor viser gennemsnittet for henholdsvis marts og september,

som overordnet svarer til maksimal og minimal udbredelse.

Klimapåvirkninger og perspektiverne

Isudbredelsen i Arktis som helhed nåede et ekstremt minimum i september 2007 og var også

lav i 2008-2011. Midt i september 2012 blev der igen sat ny minimumsrekord for havis i Arktis.

Der er store regionale forskelle, og der var således i september 2012 ingen minimumsrekord

lokalt ved Grønland. Der var tværtimod i marts 2012 mere havis end normalt ved Grønland, og

i september 2012 var der tale om et normalt niveau af havis.



Når man ser på de regionale forskelle i Arktis skal det nævnes, at f.eks. en relativ stor del af

Norskehavet og Barentshavet nær Kolahalvøen er isfrit året rundt på grund af den

Nordatlantiske Strøm1.

Kort over den gennemsnitlige koncentration af havis for september for de seneste 36 år og 10 år.

Kortene illustrerer reduktionen af havis ved Rusland og Alaska (Kilde: DMI og Ocean and Sea Ice

Satellite Application Facility, osi-saf.org).

Istykkelsen nærmer sig en halvering over de seneste 40 år. Det er især den gamle storis, der er

blevet meget mindre af i Det Arktiske Ocean, og som til dels er blevet erstattet af tyndere

vinteris (1½-2 meter tyk), der dannes i løbet af vinteren. Den tyndere havis påvirkes langt

mere af vind og stigende temperaturer end den mere robuste flerårige havis. Derfor vil der i

de kommende årtier højst sandsynligt forekomme store variationer i isudbredelsen fra år til år

afhængig af det aktuelle vejr.

Produktionen af isfjelde, dvs. kælvningen fra gletsjere, kommer til at stige i fremtiden.

Stigningen afhænger af, hvor meget varmere klimaet bliver. Modelstudier antyder, at man for

1 Den Nordatlantiske Strøm er fortsættelsen af Golfstrømmen tværs over Atlanterhavet mod Europa og nordpå mod Det Arktiske Ocean.



de mere ekstreme IPCC-prognoser2 kan forvente en samlet set 50 % stigning i

isfjeldsproduktionen og derfor flere frit drivende isfjelde. Hvis der er fjord- og havis, fryser

isfjeldene ind i den, og de frigives igen, når isen smelter. Varmere klima og en reduktion af

fjord- og havis kan derfor bidrage yderligere til flere frit drivende isfjelde.

Ifølge IPCC’s prognoser forventes det, at udbredelsen af havis i Arktis samlet set i løbet af de

næste 10-15 år mindskes yderligere. Udbredelsen vil i september forventes at være reduceret

til ca. 2/3 af det areal, der i dag er dækket. For Grønland forventes nogen reduktion af

2 IPCC (The Intergovernmental Panel on Climate Change) blev etableret i 1988 af United Nations Environment Programme (UNEP) og World Meteorological Organization (WMO). IPCC har til opgave at vurdere klimaforandringerne.

Kort over tab af is ved hhv.

isbjerge og

overfladesmeltning fra

indlandsisen (årligt

gennemsnit for hele perioden

2007-2011) for de forskellige

geografiske områder (Kilde:

GEUS).



isudbredelsen, men ikke i samme omfang som i Det Arktiske Ocean samlet set. På østsiden af

Grønland kan det derfor forventes, at der fortsat vil være lange perioder med storis, og at den

stadig vil nå helt ned til Kap Farvel og op i Julianehåbsbugten. På vestkysten kan der

formentlig ses en reduktion i isdækket eller i det mindste i længden af issæsonen.

På længere sigt forventes det, at reduktionen af havis i Arktis vil accelerere. Der hersker dog

stor usikkerhed om, hvornår der første gang vil være åbent vand ved Nordpolen, og hvornår

hele Det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren. Det kan være alt mellem 15 og 50 år. Det

skal bemærkes, at når den arktiske vinter sætter ind, vil hele Det Arktiske Ocean fryse til igen.

Dette vil ske mange år fremover. Isen bliver dog ikke så tyk som tidligere på grund af den

længere periode med opvarmning af havet.

Sommerhavisen forventes at forsvinde sidst i de grønlandske farvande samt i området nord

for Svalbard og nord for den canadiske skærgård op mod Nordpolen. Det skyldes den

generelle bevægelse af den arktiske havis, som er beskrevet ovenfor.

Konsekvenserne af de klimatiske forandringer

Havisens reducerede udbredelse har flere konsekvenser for skibsfarten. Først og fremmest

bliver nogle områder sejlbare. Samtidig bliver havområder udsat for vindpåvirkning, og der vil

komme større bølger i Det Arktiske Ocean. Grønland er allerede i dag udsat for bølger fra

Atlanterhavet, så der vil som sådan ikke opleves større bølger end i dag, dog vil der på

kyststrækninger, som helt eller delvist blotlægges for havis, opleves øget bølgeaktivitet og

dermed risiko for øget kysterosion.

Der kan forventes en række ændringer i ismønstrene i de grønlandske farvande i løbet af de

næste 30-40 år.

Der forventes fortsat stor variation i isforhold, både på årlig og månedlig basis, og det kan ikke

udelukkes, at der fortsat vil forekomme somre, hvor vinterisen ikke når at smelte helt. Der vil

dog på mellemlang til lang sigt være åbent vand i de fleste kystområder syd for 75-80°N

allerede i juni-juli i modsætning til nu, hvor åbent vand først forekommer adskillige uger

senere og betydeligt sydligere. Det forventes endvidere, at sæsonen for besejling af de

nordvestlige og nordøstlige dele af Grønland vil blive udvidet. Om vinteren og om foråret vil

de fleste grønlandske farvande dog fortsat være isdækkede, inklusive Diskobugten og Kap

Farvel-området.

Hvis Det Arktiske Ocean bliver isfrit om sommeren, vil storisen forsvinde. Havisen ved Kap

Farvel vil forventeligt fortsat blive dannet i Det Arktiske Ocean, men den vil være et-årig og

dermed have samme karakter, som den nuværende vestis, dvs. tyndere og mindre kompakt

end den nuværende storis.



De grønlandske farvande vil til gengæld være karakteriseret af endnu flere isfjelde på både

øst- og vestkysten med dertil hørende produktion af isskosser til fare og gene for sejladsen. Et

muligt scenarie er derfor, at isens nuværende sæsonvariation ændres, så der kommer større

fokus på isfjelde og isskosser rundt om hele Grønland i sommerhalvåret og hele året ved Syd-

og Vestgrønland.

Den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis

De klimatiske ændringer gør regionens politiske og økonomiske udvikling sværere at forudsige

og bidrager derved til et vist niveau af usikkerhed. Det er derfor en afgørende

sikkerhedspolitisk udfordring i Arktis at håndtere en foranderlig geopolitisk udvikling. Denne

udvikling har potentiale til at udvikle sig i flere forskellige retninger afhængig af, hvordan

centrale aktørers politiske, økonomiske og militære interesser i regionen udvikler sig og

påvirker hinanden.

Udviklingen i Arktis sker ikke i isolation, men vil kunne påvirkes af kriser og spændinger andre

steder. Begivenhederne i Ukraine i 2014 har ført til en forværring af forholdet mellem Vesten

og Rusland. Det forværrede forhold betyder, at udviklingen i Arktis er blevet mere

uforudsigelig, og det vil i de kommende år kunne påvirke den sikkerhedspolitiske situation i

Arktis negativt. Ruslands handlinger i Ukraine har således generelt ført til reduceret tillid

mellem Rusland og Vesten. Russisk militær aktivitet i Arktis er efter Ukraine-krisen blevet

tillagt en ny og mere alvorlig betydning, og samtidig er der en tendens til, at Rusland selv

ønsker at markere sit militære fokus på området. Om end der i vidt omfang er tale om tiltag,

der allerede var planlagt og i nogen grad påbegyndt før Ukraine-krisen, er det muligt, at den

russiske militære udbygning i Arktis er blevet opprioriteret og justeret som et resultat af det

forværrede forhold mellem Vesten og Rusland.

Anskuet fra et snævert regionalt perspektiv er Ruslands interesser i og visioner for Arktis de

samme som før krisen i Ukraine. Samtidig vil en fuld udnyttelse af det økonomiske potentiale i

de arktiske dele af Rusland stadig bedst kunne ske under regional stabilitet.

Arktis’ traditionelle militærstrategiske betydning

Arktis har fastholdt sin traditionelle militærstrategiske betydning for både USA’s og Ruslands

nukleare styrker, og regionen spiller således stadig en vigtig rolle i de to landes gensidige

nukleare afskrækkelse. Det gælder i høj grad de strategiske missilubåde, som færdes

regelmæssigt i regionen, men det gælder også de strategiske bombefly og interkontinentale

ballistiske missiler, som vil have den korteste rute til modparten via det arktiske område. De

to landes missilvarslingsradarer i det arktiske område udgør samtidig en gensidig sikring mod

overraskelsesangreb. For USA vil Thule-radaren også i fremtiden være af stor betydning og et

vigtigt element i det amerikanske missilforsvar.



I nordpolsområdet er der kort afstand til andre stormagter og til størstedelen af Jordens

befolkning. Det gør Arktis velegnet som udgangspunkt for angreb med langtrækkende

våbensystemer – principielt også for ikke-arktiske stater, der måtte råde over strategiske

missilubåde. Placeringen betyder samtidig, at særligt USA har militære interesser i at udnytte

det arktiske område som overflyvningsområde og udgangspunkt for globale militære indsatser

med konventionelle styrker.

Det arktiske område har ikke samme betydning for Ruslands konventionelle styrker. Det

skyldes grundlæggende, at Ruslands styrker i deres nuværende og forventede fremtidige

opstilling er fokuserede på indsatser og kriser langs Ruslands store periferi. I kraft af

Nordøstpassagen vil Rusland dog på længere sigt kunne benytte Arktis som transitområde, når

militære styrker flyttes mellem den europæiske og asiatiske del af Rusland. Søvejen bruges i

forvejen militært til f.eks. at overføre ubåde til Stillehavsflåden.

Arktis er fortsat en vigtig militærstrategisk arena for nuklear afskrækkelse. Det er dog ikke et

resultat af den nye arktiske geopolitiske udvikling, som klimaforandringerne har medført.

Derimod har langt størstedelen af Ruslands nye militære tiltag i det arktiske område til hensigt

at styrke landets militære evne til at kontrollere sejlads i Nordøstpassagen og forsvare

centrale arktiske områder og faciliteter, som de øgede muligheder for at besejle Arktis fra et

russisk perspektiv har gjort mere udsatte. Kapaciteter og aktiviteter, der er knyttet til

afskrækkelse og militær mobilitet, er ligeledes relevante for stormagternes nuværende og

fremtidige ageren i regionen og den måde, de prioriterer deres øvrige arktiske interesser.

Dette er Ruslands strategiske bombeflys patruljer i regionen et eksempel på, da de samtidig

kan tjene som militær signalgivning om regionale russiske interesser. Regionens fortsatte

strategiske betydning medfører samtidig, at f.eks. Rusland vil investere i at opretholde,

modernisere og udbygge sin militære kapacitet, infrastruktur og støttestruktur i Arktis.

Udviklingen i det regionale samarbejde

Sikkerhedspolitisk er det afgørende for Kongeriget Danmark at styrke forholdet mellem

regionens lande og sikre rammerne for et fortsat fredeligt og udbygget regionalt samarbejde.

Herved reduceres risikoen for, at regionens udvikling leder til politiske kriser og konflikter. Der

er i de seneste år sket en markant styrkelse af de bi- og multilaterale relationer mellem de

arktiske stater, når det drejer sig om arktiske politiske temaer. En grundsten for den udvikling

blev lagt med Ilulissat-erklæringen, hvori de fem arktiske kyststater i 2008 bekræftede, at de

vil søge at løse overlappende krav på kontinentalsoklen uden for 200 sømil inden for

rammerne af sædvaneretlig anerkendt havret. Som følge af det generelt styrkede samarbejde

er flere langvarige bilaterale udeståender bilagt. For eksempel løste Norge og Rusland i 2010

en over 40 år gammel strid om den maritime grænsedragning i Barentshavet, og i 2012

opnåede Canada og Danmark politisk enighed om den maritime grænsedragning i farvandet



mellem Canada og Grønland. Andre spørgsmål, såsom håndteringen af Hans Ø og den

maritime grænsedragning i Beauforthavet, udestår dog stadig.

En anden vigtig tendens i Arktis’ politiske udvikling er et øget fokus på og en styrkelse af

Arktisk Råd, således at alle regionens aktører i dag anser Rådet som det primære regionale og

multilaterale forum i Arktis. Rådet er derfor under stadig udvikling, og et egentligt sekretariat

blev oprettet i 2012. Ud over at være den primære arena for politisk dialog spiller Arktisk Råd

en vigtig rolle i opbygningen af den viden, der danner basis for udviklingen af regional

regulering – ikke mindst i forbindelse med miljø, klima og naturressourcer. Endelig har Arktisk

Råd i 2011 og 2013 dannet rammen om udarbejdelsen af de første bindende

samarbejdsaftaler mellem de otte arktiske stater, dvs. Canada, Danmark, Finland, Island,

Norge, Rusland, Sverige og USA. Ud over staterne deltager repræsentanter for de oprindelige

folk (de såkaldte Permanent Participants) i en stor del af drøftelserne i Arktisk Råd. De seks

sammenslutninger af Permanent Participants repræsenterer tilsammen ca. 500.000

oprindelige folk bosiddende i Arktis.3

Betydningen af Arktisk Råd og ikke mindst forventningen om rådets rolle i fremtiden afspejles

også i den store interesse hos en række lande og aktører uden for den arktiske region for at

opnå observatørstatus. Arktisk Råd tildelte således i 2013 bl.a. Kina, Indien og Sydkorea

observatørstatus, men ikke EU. Det skyldtes primært canadisk modstand pga. EU’s

sælforordning, som Canada fandt diskriminerede canadiske inuitters mulighed for eksport af

sælskind til EU. På trods af at denne sag i mellemtiden var blevet løst, blev der ikke på

ministermødet i 2015 taget endelig stilling til spørgsmålet om EU’s observatøransøgning. Der

var dog enighed om at videreføre den eksisterende ad-hoc ordning, hvorved EU har de facto

observatørstatus og kan deltage i møder på lige fod med observatørstaterne.

I tillæg til bredere regional institutionsbygning er regionen præget af et efterhånden

omfattende samarbejde mellem de arktiske lande. Eksempler på opbygning af relationer på

militært niveau omfatter Arctic Military Environmental Protection-aftalen fra 1996 mellem

USA, Rusland og Norge om imødegåelse af miljøpåvirkninger af militære aktiviteter i regionen.

Dertil kommer militære øvelsesaktiviteter fokuseret på Arktis og opbygningen af tillid mellem

arktiske stater på militært niveau, som ses udviklet i stigende omfang – i såvel bilateralt som

multilateralt omfang – f.eks. øvelser som den canadiske NANOOK, den norske COLD

RESPONSE, den amerikansk/russisk/norske NORTHERN EAGLE og den norsk/russiske POMOR.

Sidstnævnte er ikke blevet gennemført siden 2013, da Norge har suspenderet al militært

samarbejde med Rusland som følge af Ukraine-krisen. Dog har Norge og Rusland i juni 2015

3 Arctic Athabaskan Council (AAC), Aleut International Association (AIA), Gwich’in Council International (GCI), Inuit Circumpolar Council (ICC), Russian Association of Indigenous Peoples of the North (RAIPON) og Saami Council (SC). Kongeriget lægger vægt på, at arbejdet i Arktisk Råd udføres i tæt samarbejde med Permanent Participants.



gennemført en fælles beredskabsøvelse med fokus på eftersøgning, redning (Search and

Rescue (SAR)) og oliespild. I 2012 og 2013 blev der gennemført eftersøgnings- og

redningsøvelser i regi af Arktisk Råd under dansk ledelse (SAREX). Der er i udgangspunkt tale

om deltagelse fra kystvagtenheder, selv om flere stater også deltager med militære enheder.

SAREX har ikke været gennemført siden, men i 2015 har Forsvaret deltaget i bilaterale øvelser

med hhv. Frankrig og Canada. Endelig har dansk Forsvar i september 2015 gennemført

øvelsen Arctic Response, der foregik i samarbejde med islandske og amerikanske forsvars- og

overvågningsstyrker.

I 2015 har de militære øvelser i Arktis dog flere gange været præget af aktion og reaktion.

Visse NATO-øvelser i området er inden for få dage blevet efterfulgt af russiske øvelser, der var

talmæssigt markant større. Således afholdt Norge eksempelvis den 10. marts 2015 øvelsen

Joint Viking med 5.000 soldater tæt på grænsen til Rusland. Øvelsen blev den 16. marts

efterfulgt af en russisk beredskabsøvelse i Arktis. Det samme skete da NATO den 25. maj 2015

gennemførte øvelsen Arctic Challenge over det nordlige Skandinavien. Her svarede Rusland

igen samme med endnu en beredskabsøvelse langs grænsen til de skandinaviske lande.

De årlige møder i Arctic Security Forces Round table, sponsoreret af Norge og USA, bidrager til

at opbygge tillid til ikke-arktiske stater som Holland, Frankrig, Storbritannien og Tyskland, der

bl.a. også deltager heri. Styrkelsen af det militære samarbejde er også i fokus i Northern

Chiefs of Defence Meetings, der er et forum, hvor forsvarscheferne fra de arktiske stater

mødes uformelt for at drøfte militært samarbejde i og støtte til de civile samfund i Arktis på

tværs af grænserne. Der er i dette regi indgået en aftale om gennemsigtighed inden for både

national og international øvelsesvirksomhed i det arktiske område. Styrkelsen af samarbejdet

med fokus på Arktis er også blevet drøftet i regi af det nordiske forsvarssamarbejde

(NORDEFCO). I henhold til Ottawa-deklarationen fra 1996, der formelt etablerede Arktisk Råd,

beskæftiger Rådet sig som udgangspunkt ikke med sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det

militære samarbejde i Arktis er derfor ikke forankret i en overordnet institutionel arkitektur.

Den gradvise udvikling af det militære samarbejde både bilateralt og gennem øvelsesaktivitet

tjener imidlertid til at udveksle erfaringer og konsolidere og udbygge tilliden mellem de

arktiske stater.

Selv om den militære tilstedeværelse i Arktis er øget, er det væsentligt at påpege, at militære

enheder i de arktiske stater udfører en lang række civilt relaterede opgaver i Arktis, idet de

traditionelt har rådet over de nødvendige kapaciteter til at operere i de arktiske egne. Mange

af de nye investeringer i regi af de arktiske staters militær eller kystvagter handler om

håndteringen af overvågnings- og beredskabsopgaver. Der forventes et voksende behov for at

kunne håndtere de beredskabsmæssige udfordringer, der følger af øget civil aktivitet i

regionen, herunder opgaver knyttet til farvandsovervågning, eftersøgnings- og

redningstjeneste og havmiljøberedskab. Det vil ikke mindst blive relevant, når større



handelsskibe og passagerskibe i stigende grad forventes at besejle arktiske farvande, og ved

eventuel forøget fremtidig søtransport af råstoffer.

Trods stigende intensitet vil skibstrafikken stadig være spredt over et meget stort geografisk

område med få havne. Nødstedte skibe vil derfor først og fremmest skulle anvende eget og

andre civile skibes redningsudstyr, indtil de ansvarlige myndigheder kan nå frem. Derfor har

de arktiske stater haft fokus på forebyggende initiativer, der tillader fortsat og øget sejlads i

Arktis, men som samtidig kan forebygge og begrænse skibsulykker og afledte skader på natur

og miljø.

I IMO forhandles der om skærpede krav til skibe, der sejler i polaregne (IMO’s polarkode). Der

er bl.a. opnået enighed om rammerne for kravene til skibes kategorisering og tilhørende is-

klasser samt krav til redningsmidler. Det forventes, at polarkoden vil kunne træde i kraft i

2017. Folketinget vedtog i maj 2013 forslag til ”lov om ændring af søloven og forskellige andre

love”, der giver hjemmel til, at der fremover bl.a. kan stilles krav om, at krydstogtskibe skal

koordinere deres sejlads med andre skibe og eftersøgnings- og redningsfaciliteter. Samtidig

har der været afholdt multilaterale eftersøgnings- og redningsøvelser med henblik på at styrke

koordinationen mellem de arktiske staters nationale eftersøgnings- og redningsberedskaber i

regi af Arktisk Råds aftale om eftersøgnings- og redningstjeneste fra 2011. Indledningsvis er

der afholdt en canadisk stabsøvelse efterfulgt af to danske SAREX GREENLAND SEA-øvelser i

2012 og 2013. Aftalen fra 2013 – ligeledes i regi af Arktisk Råd – om forebyggelse og

bekæmpelse af oliespild forventes også at blive gjort til genstand for multilateral

øvelsesaktivitet.

Endelig skal det bemærkes, at ikke alle arktiske stater anvender militære myndigheder til de

beredskabsmæssige opgaver i Arktis, idet nogle lande har kystvagter dedikeret til disse

opgaver. Dette kan bibringe visse udfordringer i forhold til tværnational koordinering, og det

medfører også, at de enkelte arktiske staters forsvar kan have en meget forskellig militær

profil for at løse sin opgave i det arktiske område. I erkendelse heraf besluttede de arktiske

stater i 2015 at oprette et arktisk kystvagtforum (The Arctic Coast Guard Forum (ACGF)).

Formålet med ACGF er, at landenes individuelle kystvagter skal være i stand til samlet at indgå

i operative aktiviteter og derved øge kapaciteterne til bl.a. SAR-operationer, miljøbeskyttelse,

navigationsstøtte, grænsekontrol og fiskeriinspektioner. Formandsskabet for ACGF følger

formandskabet for Arktisk Råd.

NATO og EU har haft fokus på den arktiske region, om end i forskellig målestok. Arktis er

omfattet af NATO’s artikel 5-forpligtelse i forhold til de arktiske stater, som er medlem af

alliancen. NATO drøfter derfor lejlighedsvis situationen i Arktis og følger generelt udviklingen i

regionen. I lyset af de aktuelle udfordringers karakter synes der dog ikke at være nogen

umiddelbar operativ rolle for NATO i Arktis. Hvis trusselsbilledet skulle blive markant



forværret, ville det dog kunne ændre NATO’s rolle. NATO har på nuværende tidspunkt en

militær opgave i dele af det arktiske område, herunder bl.a. i Island, hvor alliancen

gennemfører luftovervågning.

Alliancens strategiske koncept indeholder heller ingen direkte referencer til regionen. I

konceptet peges der generelt på, at bl.a. miljøpåvirkninger og klimaforandringer vil bidrage til

at udforme de sikkerhedspolitiske rammebetingelser for alliancen, og at disse faktorer har

potentiale til at kunne påvirke fremtidig NATO-planlægning og -operationer.

EU har geografiske og økonomiske bånd til Arktis gennem sine tre arktiske medlemsstater

(Danmark – Grønland som EU OCT (Overseas Countries and Territories), Finland og Sverige) og

EØS/EFTA-samarbejdet med Island og Norge. Hertil kommer EU’s strategiske partnerskaber

med USA, Canada og Rusland. Endelig udgør også det fælles samarbejde med Island, Norge og

Rusland i Den Nordlige Dimension og samarbejdet i Det Euro-Arktiske Barentsråd en ramme

for EU’s arktiske engagement. EU’s interesser i Arktis er på nuværende tidspunkt centreret om

særligt klimasamarbejde, forskningsprojekter, regionalt samarbejde og best practice for

virksomheders ageren i regionen. EU kan forventes i de kommende år at investere yderligere i

at fremme dialogen med Arktisk Råds medlemsstater. EU’s ansøgning om permanent

observatørstatus i Arktisk Råd er fortsat et centralt spørgsmål.

Maritime grænsedragninger (kontinentalsokkelkrav)

FN’s Havretskonvention (United Nations Convention of Law of the Sea, UNCLOS) giver

mulighed for, at en kyststat kan gøre krav på kontinentalsoklen ud over 200 sømil. Sådanne

krav skal dokumenteres videnskabeligt ved en såkaldt submission til FN’s Sokkelkommission

(Commission on the Limits of the Continental Shelf, CLCS) senest 10 år efter, at UNCLOS er

ratificeret. Rusland ratificerede UNCLOS i 1997, Norge i 1996, Canada i 2003 og Danmark i

2004. USA har endnu ikke ratificeret UNCLOS.

Ved Ilulissat-erklæringen i maj 2008 vedtog de fem arktiske kyststater, at grænsedragninger

og administrationen af det arktiske område skal ske på grundlag af international ret, herunder

sædvaneretlig anerkendt havret. Danmark har i overensstemmelse hermed indgået eller søger

at indgå forskellige former for aftaler med nabostaterne Norge, Island, Canada og Rusland,

hvor der er eller forventes at være overlappende krav. Det kan dog ikke udelukkes, at nogle af

de arktiske kyststater vil være usamarbejdsvillige i en fremtidig politisk forhandling, selv inden

for rammerne af sædvaneretlig anerkendt havret og UNCLOS, og vælge at ledsage eventuelle

uenigheder med militær magtdemonstration.



Kravene vedrørende kontinentalsoklen har ikke indflydelse på afgrænsningen af kyststaternes

eksklusive økonomiske zoner eller fiskerizoner4, idet et krav på kontinentalsoklen ud over 200

sømil ikke vedrører vandsøjlen (fra havbund til havoverfladen), men primært retten til

ressourcer som f.eks. olie og gas på og under havbunden uden for 200-sømilegrænsen. Det

anslås, at mindst 90 % af de arktiske råstofforekomster befinder sig inden for de allerede

fastlagte eksklusive økonomiske zoner. Ikke mindst de råstoffer, som måtte findes uden for de

eksklusive økonomiske zoner, er svært tilgængelige og vil selv på langt sigt formentlig ikke

være økonomisk rentable at udvinde.

Kongeriget Danmark afleverede en delsubmission for området nord for Grønland den 15.

december 2014. Norge indgav en submission i 2006, som bl.a. omfatter områder i Arktis, og

CLCS gav i 2009 deres anbefalinger herom til Norge. Rusland indgav i 2001 en submission som

blandt andet omfatter områder i Arktis, inklusive Nordpolen. Rusland reviderede deres

submission ved at indsende supplerende materiale den 3. august 2015 for det arktiske

område. CLCS’ behandling af Ruslands reviderede submission vil starte relativt hurtigt,

formentlig i 2016 eller 2017. Det er stadig uvist, hvornår Canada indgiver sin delsubmission for

Arktis. En submission fra USA forudsætter formentligt, at USA ratificerer UNCLOS. Det er

derfor også usikkert, på hvilket tidspunkt CLCS kan give sine sidste anbefalinger vedrørende

Arktis. CLCS’ behandling af Kongeriget Danmarks delsubmission forventes tidligst påbegyndt

fra 2020 og kan vare flere år. Eventuelt overlappende krav i Arktis skal løses ved bilaterale

forhandlinger mellem hhv. Canada, Norge, Rusland (og evt. USA) og Kongeriget Danmark.

Disse forhandlinger kan afvente anbefalingerne fra CLCS, men kan i princippet også startes

inden.

I 2009 indleverede Kongeriget Danmark den første delsubmission vedrørende området nord

for Færøerne kaldet Smuthavet. Behandlingen i CLCS blev indledt i 2012, og CLCS kom med sin

anbefaling i 2014. Derudover har Kongeriget Danmark indleveret delsubmissioner for

yderligere tre områder: syd for Færøerne i 2010, Sydgrønland i 2012 og Nordøstgrønland i

2013. Anbefalingerne for disse områder vil komme enkeltvis, og den første forventes ikke før

efter 2020. I bilag 1 findes uddybende informationer om delsubmissionerne.

4 En fiskerizone er den tidligere betegnelse for et havområde, hvor et land havde eneret på fiskeri. Fiskerizonerne

i Europa etableredes i midten af 1960’erne. Med underskrivelsen af European Fishing Convention i 1964 fik de nordeuropæiske fiskerinationer eneret på fiskeri i en zone på 12 sømil ud for kysterne, dog med respekt for andre landes traditionelle fiskeri i området mellem 6 og 12 sømil. Derudover var fiskeriet frit. I de følgende år blev en kraftig reduktion af fiskebestandene en reel risiko, og det blev en udbredt opfattelse, at udstrakte eksklusive fiskerizoner var det mest effektive middel mod overfiskning. De fleste landes fiskerizoner er nu afløst af eksklusive økonomiske zoner, på 200 sømil, der traktatfæstedes ved FN’s Havretskonvention af 1982. Fiskerizoner omhandles ikke i konventionen, men anses fremdeles som gældende folkeretlig sædvane. Der er ikke erklæret en eksklusiv økonomisk zone i Færøernes fiskeriterritorium. Færøerne og Norge er nogle af de få lande, der har fiskerizoner.



Kortet viser Kongeriget Danmarks fem delsubmissionsområder samt Norges og Ruslands submissioner i

Arktis. Overlap med Norge og Rusland er dobbeltskraveret. NFM (gult) – submissionsområdet nord for

Færøerne; SFM (grønt) – submissionsområdet syd for Færøerne; SGM (blåt) – submissionsområdet syd

for Grønland; NEGM (rødt) – submissionsområdet nordøst for Grønland og NGM (lilla) –

submissionsområdet nord for Grønland.



Fremtidige risici for den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis

En fuld udnyttelse af regionens økonomiske potentiale vil bedst kunne realiseres under en

stabil politisk udvikling i Arktis. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at potentielle politiske

uenigheder mellem de arktiske stater kan føre til et forringet samarbejdsklima og reduceret

opbakning til fortsat regionalt samarbejde, herunder på det militære område. Hvordan disse

politiske risici håndteres vil være afgørende for regionens fremtid. De arktiske kyststater har

tilkendegivet, at de fredeligt vil håndtere eventuelle uenigheder, og det vurderes, at

fremtiden i Arktis sandsynligvis fortsat i højere grad vil være præget af samarbejde og

konkurrence end af konfrontation og konflikt.

Flere forskellige emner relateret til udformningen, forvaltningen og håndhævelsen af national

såvel som regional regulering af civil økonomisk aktivitet i Arktis kan imidlertid risikere at føre

til eller forstærke eksisterende politisk uenighed. Et eksempel på et område, hvor uenighed

kan opstå, i takt med at klimaforandringerne slår igennem, er fiskerirettigheder. Som det var

tilfældet i 1970’ernes torskekrige mellem Storbritannien og Island, kan uenigheder om

rettigheder til levende ressourcer føre til alvorlige politiske uoverensstemmelser, chikane og i

sidste ende endda væbnede sammenstød. Tilsvarende kan betingelserne for og forvaltningen

af forventet udbredt sejlads gennem Nordøstpassagen, såvel som efterlevelse af aftalte

offshore-standarder i det skrøbelige arktiske miljø, fungere som eksempler på områder, hvor

der kan opstå politisk uenighed, i takt med at den arktiske region udvikler sig økonomisk.

Samtidig er der lokalt såvel som i det globale civilsamfund markante og divergerende visioner

for Arktis’ fremtid. Mange ikke-statslige aktører vil derfor aktivt søge at påvirke regionens

udvikling i tråd med deres politiske eller økonomiske interesser og målsætninger, og disse ofte

modstridende interesser risikerer at støde sammen. Mange steder i Arktis har

græsrodsbevægelser, herunder miljøaktivister, ved flere lejligheder aktioneret mod offshore-

industri på grund af den trussel, de mener, industrien udgør i det skrøbelige arktiske miljø.

Aktiv modstand mod hvalfangst og uenigheder om oprindelige folks rettigheder til bl.a.

landområder er andre eksempler på, hvordan forskellige interesser kan støde sammen i Arktis.

Ud over at det i sig selv er en opgave for de arktiske staters myndigheder at håndtere denne

type civilsamfundsaktioner, kan måden, hvorpå regionens stater vælger at håndtere denne

type aktioner, risikere at lede til bredere uenigheder og kriser, bl.a. mellem regionens stater.

Ruslands håndtering af Greenpeace-aktivister i 2013 illustrerer denne risiko. Det kan ikke

afvises, at der vil kunne ses tilsvarende aktiviteter på Kongeriget Danmarks territorium. Det

kunne f.eks. være i forhold til eventuel fremtidig offshore-aktivitet, grindejagt ved Færøerne

eller i forhold til eventuel uranproduktion i Grønland.

En yderligere risiko for politisk konflikt knytter sig til de arktiske staters overlappende krav på

kontinentalsokkel ud over 200 sømil i Arktis. Selv om alle kravshavere i Ilulissat-erklæringen

anerkender anvendelsen af sædvaneretlig anerkendt havret og har gjort det klart, at de vil



følge de processer denne udstikker, kan der opstå politiske uenighed, som kan føre til

konfrontationer. Det forventes, at CLCS’ vurderinger af kyststaternes videnskabelige

dokumentation vil støtte flere landes krav til samme område. De overlappende krav skal

derfor håndteres i en bilateral politisk forhandling. For Kongeriget Danmark kan dette blive

kompliceret yderligere af, at Rusland forventes at få sine anbefalinger fra CLCS flere år før

Danmark. Rusland og Kongeriget Danmark har et velfungerende samarbejde i dette regi, og

Kongeriget Danmark har ved noteveksling af 27. marts 2014 indgået aftale med den Russiske

Føderation om, at et muligt overlap ikke skal forhindre parternes gensidige samtykke til, at

CLCS behandler hver af deres delsubmissioner. I overensstemmelse med denne aftale har

begge parter fremsendt de såkaldte ”non-objection”-noter til FN. På trods heraf vil der være

en risiko for, at ledende politikere i Rusland i løbet af de kommende år vil anse CLCS’

anbefalinger for endelige, hvis anbefalingerne støtter de russiske krav. Et langvarigt

forhandlingsforløb mellem Danmark og Rusland, f.eks. om den symbolsk vigtige havbund ved

Nordpolen, kan også risikere at blive fulgt op af militære demonstrationer og markeringer fra

russisk side i den mellemliggende periode. Sådanne demonstrationer og markeringer har dog

ingen indflydelse på kyststatens retlige adkomst til kontinentalsokkel ud over 200 sømil.

Russiske markeringer vil også kunne ske f.eks. i form af råstofudforskning på havbunden i

omstridte områder.

Ud over disse regionale dynamikker kan den sikkerhedspolitiske orden i Arktis påvirkes af

internationale forhold uden for regionen. Politisk uenighed om en lang række

sikkerhedspolitiske emner vil potentielt kunne bidrage til en forværring af ikke mindst det

amerikansk-russiske forhold. Det kan lede til en politisk spillover-effekt, hvor en generel

kølning af de politiske relationer kan betyde en svækkelse af samarbejdsrelationerne i Arktis.

Det vil igen kunne øge risikoen for, at relationerne i Arktis bliver præget af gensidig mistillid.

Den risiko viste sig tydeligt i forbindelse med begivenhederne i Ukraine i 2014.

Endelig kan misforståelser og fejlfortolkninger af de andre aktørers handlinger og hensigter i

sig selv udfordre samarbejdet i Arktis. Med forventet øget civil aktivitet i regionen følger også

stigende behov for statslig – ofte militær – tilstedeværelse. Investeringer i militære

kapaciteter for at opfylde det stigende behov kan risikere at virke destabiliserende, ikke

mindst i en allerede spændt sikkerhedspolitisk situation. Det samme gælder andre militære

aktiviteter i regionen, f.eks. knyttet til Ruslands og USA’s nukleare afskrækkelse.

Sådanne aktiviteter kan i sig selv skabe yderligere spænding i regionen. Heri består det

såkaldte sikkerhedsdilemma: Hvad der for den ene part anses som legitim tilførsel af

ressourcer eller rutinepræget militær aktivitet og modernisering, kan af en anden aktør

opfattes som en truende og ubegrundet oprustning og kan resultere i reduceret sikkerhed for

begge parter. Der er derfor behov for tydelig kommunikation af formål og hensigter for at

undgå misforståelser.



Hvis politiske uoverensstemmelser fører til egentlig militær spænding, vil det sandsynligvis

være resultatet af et samspil mellem en eller flere af de ovenstående politiske risici. Det er

dog ikke sandsynligt, at et forværret politisk klima og potentielle politiske og militære

spændinger vil udvikle sig til egentlig militær konflikt.

Militære magtdemonstrationer kan – i kølvandet på politisk spænding – opstå i form af

chikane af andre staters civile skibe og aktiviteter for at udnytte naturressourcer i eller nær

områder, der er eller har været omstridte. De mest oplagte militære markeringer i Kongeriget

Danmarks nærområde i Arktis vil være fortsatte russiske strategiske flyvninger med bombefly

eller øget maritim aktivitet. De strategiske flyvninger er foregået regelmæssigt siden august

2007. Ruslands og Danmarks sokkelkrav overlapper blandt andet ved Nordpolen, og russiske

militære aktiviteter i dette område kan blive tilføjet en forstærket sikkerhedspolitisk

symbolværdi, selv om der ikke vil være tale om krænkelse af dansk suverænitet.

Den økonomiske udvikling i Arktis

Størrelsen af regionens egentlige økonomiske potentiale såvel som hastigheden, hvormed det

kan realiseres, er afhængig af mere end reduktionen af isens udbredelse. Det gælder først og

fremmest regionens politiske udvikling. Derudover spiller andre og eksterne faktorer en

central rolle for den arktiske økonomis fremtid. Den globale økonomiske efterspørgsel, den

almindelige teknologiske udvikling såvel som globale konfliktmønstre kan alle både stimulere

eller i væsentlig grad begrænse Arktis’ økonomiske udvikling. For eksempel er globale

råvarepriser afgørende for rentabiliteten af større investeringer i minedrift, lige såvel som

olieprisens udvikling dikterer interessen for at investere i ny arktisk offshore-aktivitet.

Tilsvarende betyder ny teknologi, at udvinding af skifergas i øjeblikket er et attraktivt

alternativ til arktisk udvinding af fossile brændstoffer. Omvendt kan udviklingen af nye

skibsdesign betyde, at arktisk skibsfart i højere grad vil være i stand til at konkurrere med

traditionelle sejlruter. Den samme konkurrencefordel kan blive resultatet af genopblusset

østafrikansk pirateri, politisk ustabilitet omkring Malaccastrædet eller konflikt omkring Suez.

Samlet er det sandsynligt, at regionen generelt vil opleve øget økonomisk aktivitet og øgede

investeringer fremover. På hvilke konkrete områder, med hvilken volumen, og hvornår den

øgede aktivitet og de øgede investeringer vil finde sted, er fortsat usikkert.

Fiskeri i Arktis

Kommercielt fiskeri er en betydelig indtægtskilde for Grønland, Færøerne, Island, Norge,

Rusland og USA. Der fiskes mellem fire og seks mio. tons fisk i Arktis hvert år. De primære

fiskeriområder i Arktis er det nordlige Atlanterhav, herunder Norskehavet og Barentshavet,

samt Beringhavet. Grønlands og Færøernes fiskeri foregår hovedsageligt i Nordatlanten,

Danmarkstrædet, Baffinbugten og Davisstrædet.



For Færøerne udgør eksporten af fiskeprodukter ca. 95 % af den samlede vareeksport. Det er

især det pelagiske fiskeri (makrel, sild og blåhvilling) og fiskeopdræt (laks), som har medført

højere eksportindtægter, mens indtægterne fra bundfiskeriet omkring Færøerne (torsk, kuller

og sej) har været i tilbagegang siden 2006.5 For Grønland udgør eksporten af fiskeprodukter

godt 90 % af den samlede vareeksport. I rejefiskeriet – det økonomisk vigtigste – er kvoterne

på baggrund af den biologiske rådgivning sænket fra 134.000 tons i 2007 til 85.000 tons i

2014. Stigende verdensmarkedspriser siden 2010 har dog betydet, at økonomien i

rejefiskeriet er god, med betydelige overskud i de store selskaber, på trods af det

mængdemæssige fald.

Der er tre regionale fiskeriorganisationer, som regulerer fiskeriet uden for 200-sømilegrænsen

i Nordatlanten, herunder for Grønland og Færøerne. Northwest Atlantic Fisheries

Organization (NAFO) regulerer fiskeri i Nordvestatlanten. North East Atlantic Fisheries

Commission (NEAFC) regulerer fiskeri uden for 200 sømil i det centrale og østlige

Nordatlanten og op til Nordpolen. Endelig er der North Atlantic Salmon Conservation

Organization (NASCO). Organisationerne har ansvaret for at sikre, at fiskeriet i det

internationale farvand foregår reguleret og på en bæredygtig måde.

Som klimaændringerne udvikler sig i de kommende årtier, vil hydrografiske ændringer føre til

talrige ændringer i økosystemet, herunder ændringer i produktivitet, fordelinger af arter og

samspil mellem arterne. De hydrografiske ændringer vil omfatte varmere temperaturer og

øget vandafstrømning fra floder og gletsjere, hvilket vil påvirke havstrømme og timing af

planktonproduktion og øge havenes surhedsgrad.

De forventede ændringer i fiskeriet i de kommende årtier (frem til 2030) vil følge de

ændringer, der allerede er begyndt. Disse ændringer påvirker placeringen og størrelsen af

fiskearters levesteder og fører til større ændringer i fordelinger af kommercielt udnyttede

fiskearter. Generelt vil de højere havtemperaturer og den øgede isafsmeltning føre til, at

fordelingen af arter rykker nordpå og ud på dybere vand. I betragtning af at

primærproduktionen i de arktiske farvande forventes at stige under et varmere klima, kan

biomassen fra mange indgående arter nå niveauer, som kan understøtte en bæredygtig,

rentabel kommerciel udnyttelse.

Den ændrede artssammensætning og fordelingsmønsteret af fiskeriet åbner nye diskussioner

og kontroverser om, hvordan fiskeriaftaler bør etableres og opdateres med henblik på de nye

økologiske forhold. Sådanne drøftelser vil sandsynligvis fortsætte, i takt med at de involverede

lande og forvaltningssystemer forsøger at udvikle nye regler for bestande af kommercielle

5 Pelagiske fiskearter lever i de frie vandmasser (modsat bundfisk) og bevæger sig ofte fra sted til sted.



fiskearter under forandring, herunder adgang til fiskeri i farvande uden for og på tværs af de

nationale eksklusive økonomiske zoner6 og fiskerizoner7.

Kort over eksklusiv økonomisk zone for Grønland og fiskerizone for Færøerne.

6 I den eksklusive økonomiske zone har kyststaten blandt andet suveræne rettigheder for så vidt angår

efterforskning og udnyttelse, bevarelse og forvaltning af havbundens, undergrundens og den overliggende vandmasses naturlige ressourcer, såvel levende og ikke-levende. Ved udøvelsen af sine rettigheder og opfyldelsen af sine pligter (f.eks. sikring af havmiljøet m.v.) skal kyststaten tage behørigt hensyn til andre staters rettigheder (f.eks. retten til fri navigation). 7 Grønland har etableret sin 200-sømil eksklusive økonomisk zone (EEZ), hvorimod der ikke er erklæret en eksklusiv økonomisk zone i Færøernes fiskeriterritorium. For mere om EEZ se note 4 tidligere i teksten.



Det er højst sandsynligt, at de kommende økologiske ændringer vil medføre øget fiskeri i

arktiske farvande. Det er dog meget uklart, hvilke arter der vil kunne udnyttes, og hvor store

populationerne og dermed udbytterne kan blive. Det arktiske havområde er væsentlig mindre

undersøgt end de fleste andre havområder i verden. Derfor er det vanskeligt at forudsige

udviklingen af populationer, biodiversitet og økosystemer i området. Mere pålidelige

prognoser vil kræve en større viden om fiskearternes biologi, arktiske havøkosystemer, og

hvordan disse vil blive påvirket af fremtidens forventede klimatiske og hydrografiske

ændringer.

Globalt set finder det mest produktive fiskeri sted tæt på kysterne på kontinentale sokler og

skråninger, hvor både bundfisk og pelagiske fiskearter er kommercielle målarter. På grund af

dybden i det centrale arktiske hav vil nye fiskerier primært have pelagiske arter som målarter,

mens fiskerier på soklerne vil være målrettet både bundfisk og pelagiske arter.

Der eksisterer ikke en regional fiskeriorganisation for fiskeri i de arktiske farvande, der kan

sikre en bæredygtig forvaltning af et eventuelt kommercielt fiskeri.8 Området udgør 2,8

millioner kvadratkilometer uden for de fem arktiske kyststaters eksklusive økonomiske zoner

og fiskerizoner. Åbningen af den centrale del af Det Arktiske Ocean foregår overvejende nord

for Tjukterhavet og Beringstrædet (mellem Rusland og Alaska) og forventes således primært

at få betydning for offshore-flåder fra “Pacific Rim”-nationerne.

De fem arktiske kyststater indgik i juli 2015 en international fiskeriaftale for Det Arktiske

Ocean. Ifølge aftalen, der blev til på amerikansk initiativ, forpligter deltagerne sig til ikke at

indlede kommercielt fiskeri, før en forvaltningsaftale er på plads for området, samt til at

styrke samarbejdet om viden og forskning om fiskebestande i området. Kyststaterne har

efterfølgende taget initiativ til at søge aftalen bredt ud til at omfatte andre fiskerinationer

med interesser i området.

Et væsentligt element i fiskeriforvaltning er kontrol og håndhævelse i forhold til ulovligt,

urapporteret og ureguleret fiskeri. Dette vil gælde både i farvande inden for landenes

eksklusive økonomiske zoner og fiskerizoner og på det åbne hav. Med øget fiskeri følger også

et potentielt øget behov for overvågning, søredningskapacitet, krisestyring, overvågning,

fiskerikontrol og beredskab.

Øget kontrol og overvågning i de arktiske havområder kan også blive nødvendigt for at sikre

en effektiv implementering af havbeskyttelsesaftaler, som har betydning for fiskeriet, f.eks. i

8 ”The United Nations Agreement for the Implementation of the Provisions of the United Nations Convention on the Law of the Sea of 10 December 1982 relating to the Conservation and Management of Straddling Fish Stocks and Management of Straddling Fish Stocks and Highly Migratory Fish Stocks” (UNFSA). Alle arktiske kyststater har ratificeret denne, og den regulerer også fiskeriet i det Central Arktiske Ocean.



forbindelse med etablering af ”Marine Protected Areas (MPA9)” og håndtering af skibenes

ballastvand, som kan introducere nye arter, der kan skade fiskerimuligheder og

havøkosystemet.

Samlet set vil klimaændringerne påvirke de marine økosystemer og fiskearter i den arktiske

region og sandsynligvis føre til øget fiskeri. I forbindelse med udøvelse af fiskeriet,

fiskeriforvaltning og bevarelse af havmiljøet vil der opstå et øget behov for overvågning på

flere områder:

• EEZ’er, fiskerizoner og det åbne hav med henblik på overholdelse af

fiskeriforvaltningsaftaler;

• Marinebeskyttede områder (MPA) for at sikre overholdelse af regler;

• Ballastvand;

• Skibssikkerhed, eftersøgning og redningsaktioner.

Den Internationale Maritime Organisation (IMO) har udarbejdet en række kriterier, herunder

økologiske kriterier, til brug i forbindelse med identificering af særligt vigtige og følsomme

marineområder (Particularly Sensitive Sea Areas – PSSA10). Samtidig findes en række andre

principper og konventioner af relevans for en klassificering af økologien i Arktis f.eks.

vedrørende identifikation af Ecologically and Biologically Significant Areas (EBSA’er og Super

EBSA’er). Det er med udgangspunkt i disse, at bl.a. Grønlands Naturinstitut har udpeget to

særlige sårbare havområder i farvandet omkring Grønland. Det drejer sig om

Nordvandspolyniet og Diskobugten/Store Hellefiskebanke ud for Grønlands vestkyst.

Disse områder vurderes som særligt økologisk vigtige og sårbare i forbindelse med de

forventede stigende aktiviteter i de grønlandske farvande.11

9 MPA’er bliver etableret med henblik på at begrænse menneskelig aktivitet i et geografisk defineret område. Ofte etableres disse direkte relateret til naturbeskyttelse eller naturressourcer, f.eks. ophjælpning af fiskebestande. 10

PSSA’er er som regel meget store havområder, som får status ”særligt sårbar” over for især skibsfart og andre maritime aktiviteter såsom olieudvinding. PSSA’er udpeges af IMO. Etableringen af et PSSA behøver ikke nødvendigvis at være af hensyn til biodiversitet eller fisk. Det kan også være områdets fysiske forhold, der gør dem særlig følsomme over for f.eks. olieudslip. Det handler også om økologi og natur, men det er en mere overordnet status. PSSA er mere transport-/energiorienteret og kan f.eks. definere eller begrænse menneskelig aktivitet i form af krav til ændring af skibsruter eller krav til skibskonstruktion i form af f.eks. dobbeltskrog. 11 De to områder er udpeget sammen med ti andre områder i rapporten ”Identifikation af sårbare marine områder i den grønlandske/danske del af Arktis”. Rapporten er udarbejdet af DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet i samarbejde med Grønlands Naturinstitut, GN. Hele rapporten kan læses på dette link: http://www2.dmu.dk/Pub/SR43.pdf



Olie- og gasaktiviteter i Arktis, Grønland og Færøerne

Det arktiske område har stort potentiale for olie og især gas, men det sårbare miljø, de

vanskelige operative forhold og de deraf følgende teknologiske udfordringer betyder, at det er

meget omkostningstungt og i nogle områder vanskeligt, hvis ikke umuligt, at gennemføre

efterforskning og produktion af olie og gas.

US Geological Survey lavede i 2008 en samlet vurdering af potentialet i Arktis. Organisationens

samlede tal for Arktis (nord for polarcirklen) er en oliemængde på 174 mia. tønder og en

gasmængde på 2.850 TCF12 (produceret + kendte reserver + ikke påviste ressourcer). Til

sammenligning produceres der globalt ca. 30 mia. tønder olie om året, så et arktisk bidrag

kunne svare til ca. fem til seks års global olieproduktion. Hovedparten af olien forventes at

være i Alaska, i Barentshavet og ved Grønland. Der produceres globalt ca. 110 TCF gas om

året, så mængden af gas i Arktis svarer til mere end 25 års global gasproduktion. Hovedparten

af gassen findes i og nord for Rusland. Det skal understreges, at langt størstedelen af det

arktiske potentiale af olie og gas findes inden for kyststaternes EEZ og på land. Kun en meget

begrænset del findes i den del af de nordligste arktiske områder uden for 200 sømil, som flere

lande gør krav på.

På grund af begrænset tilgængelighed og meget høje omkostninger vil kun en mindre del af

dette potentiale kunne realiseres inden for selv en lang tidshorisont. Det forventes, at

aktivitetsniveauet i det arktiske område vil være relativt lavt i de kommende år, begrundet i

fortsat lave gaspriser – og nu også lave oliepriser på grund af boomet i skifergas og skiferolie i

Nordamerika.

I området nord for Rusland er flere store projekter udskudt eller sat i bero – bl.a.

produktionen af supergigant-gasfeltet Shtokman, mens der på norsk sokkel tværtimod er et

højt aktivitetsniveau i Barentshavet. På mellemlangt sigt må der forventes yderligere

aktiviteter i dele af Arktis, nok især i den isfri Barentshav-region. Aktiviteterne nord for

Rusland kan blive intensiveret, hvis der gennemføres større aftaler om investeringer og

rørledninger i forhold til nogle af de energihungrende lande i Asien, primært Kina, Korea og

Japan.

Stor modstand fra NGO’er såvel som fra etablerede dele af det politiske system i en række

lande risikerer at føre til forsinkelser af allerede planlagte offshore-aktiviteter, bl.a. nord for

Alaska, og langvarige forsinkelser eller permanent blokering i forhold til udbygning af

rørledningskapacitet.

I Nordamerika er der således stor sandsynlighed for, at aktiviteterne vil blive begrænset af

miljømæssige og politiske årsager. Det kan ikke afvises, at der vil blive lavet et moratorium,

12 Trillion cubic feet (billioner kubik fod).



dvs. en udsættelse af at udnytte offshore-depoterne i disse områder. Sådanne moratorier

gælder i dag i Californien, langs østkysten af USA og i dele af den Mexicanske Golf.

Grønland

Aktiviteterne i det grønlandske havområde er udfordret af det ekstreme klima. Store områder

er påvirket af is hele året eller i lange perioder hvert år. I de sydlige og sydvestlige dele med

mindre is vil de til tider kraftige storme ligeledes være en stor udfordring for efterforskningen

og en evt. senere produktion.

I Grønland har den hidtidige – og noget sporadiske – efterforskning ud for Vestgrønland ikke

ført til fund. Der blev gennemført fem offshore-efterforskningsboringer i 1976-77. Herefter

fulgte en lang periode uden efterforskning, indtil der i 2000 blev gennemført én enkelt

efterforskningsboring og otte boringer i 2010-2011. Der blev desuden gennemført én boring

på land i 1996.

Aktiviteterne begyndte ud for det centrale Vestgrønland, senere vest for Diskobugten og

senest i Baffinbugten såvel som i det allersydligste Grønland.

Boringerne har endnu ikke ført til kommercielle fund. Ifølge Cairn Energy, der gennemførte de

otte boringer i 2010-11, har der været spor af især gas. Siden har en række selskaber opgivet

deres licensblokke i Vestgrønland, mens andre har et lavt aktivitetsniveau. Selskaberne, der

har licenser i Baffinbugten, har fået udsættelse på beslutningen om, hvorvidt de vil

gennemføre boringer eller opgive deres forehavende – en såkaldt drill-or-drop-beslutning.

Der er p.t. ingen kendte aktuelle planer om boringer, og der kan gå en del år, før der kommer

nogen. Hvis der ikke gøres fund – eller i det mindste ses meget positive indikationer – er det

sandsynligt, at olieindustriens interesse for Vestgrønland daler. Boringerne forventes i

områder, hvor der er åbent vand med en del isfjelde i sommerhalvåret, mens der vil være

isdække i vinter- og forårsperioden. Aktiviteterne med boreskibe forventes at udgå fra

eksisterende havne i Vestgrønland, formentligt især Aasiaat og Upernavik.

Selv om der i Grønland er løbende planer for nye udbudsrunder, som også dækker områder,

hvor der ikke er/har været nylige aktiviteter, er forventningerne på langt sigt rettet mod en

fortsættelse i Baffinbugten og nok især mod nye aktiviteter ud for Nordøstgrønland. I

forbindelse med eventuelle fund i Baffinbugten inden for en kommende fem-årsperiode vil

der i perioden 2020-25 evt. skulle foretages afgrænsnings- og produktionsboringer. Der vil dog

næppe blive etableret produktionsfaciliteter og anden infrastruktur til havs eller på land før

efter 2025.

I Nordøstgrønland er der for nylig tildelt fem licenser med hhv. Eni, Chevron og Statoil som

operatører. Aktiviteterne vil i de kommende år fokusere på seismisk indsamling og geologiske



undersøgelser samt miljø, is og teknologistudier, mens der næppe er selskaber, som

gennemfører efterforskningsboringer i Nordøstgrønland før tidligst i 2025.

Det kræver formentlig enten væsentlige ændringer i is-situationen eller en udvikling af nye

typer boreskibe, som kan operere under disse isforhold, før der kan gennemføres boringer i

Nordøstgrønland. Der er ikke havnefaciliteter i Nordøstgrønland til supply-baser i en første

borefase. Boringerne skal formodentlig understøttes fra enten Norge eller Island. I tilfælde af

fund tidligt i en første borefase vil afgrænsnings- og produktionsboringer formentlig først

foregå i perioden efter 2030, og ved produktion vil der skulle opbygges ny infrastruktur på

kysten i Nordøstgrønland.

Færøerne

Færøerne har udført offshore-efterforskningsaktiviteter de seneste 15-20 år og udstedt de

første licenser i 2000. Der har ikke været produktion af olie og gas fra færøsk område.

Aktiviteterne i det færøske havområde er ikke generet af is, men de til tider kraftige storme er

og vil være en større udfordring for efterforskningen og en evt. senere produktion.

Interessen for efterforskning har koncentreret sig om havområdet øst og sydøst for Færøerne

op mod den britiske sokkelgrænse. I 2001 blev de første offshore-boringer udført, og der er

siden udført og afsluttet i alt ni efterforskningsboringer med de to sidste i 2014. Der er fundet

olie og gas i nogle af boringerne, men kombinationen af tilgængelighed og mængder har dog

hidtil ikke været gunstig nok til, at en produktion er sat i gang.

Mange af verdens store olieselskaber har haft licenser på Færøerne gennem de seneste 15 år.

Efter de to boringer i 2014 er flere licenser blevet tilbageleveret, og der er nu to licenser til

efterforskning på færøsk sokkel, som blev givet til DONG i sommeren 2013. Der er ingen

kendte planer om efterforskningsboringer de kommende år. Selv om der gøres kommercielle

fund i de kommende år, vil en produktion tidligst starte efter 2020. Aktiviteterne på den

britiske sokkel kan få stor betydning for opbygningen af især gasproduktionsfaciliteter på den

færøske sokkel, da en samordning kan gøre ellers ikke-kommercielle fund rentable. Der er i

det tilstødende britiske område (vest for Shetlandsøerne) en begyndende infrastruktur med

en gasrørledning ind til den britiske kyst. Da olien transporteres til land med skib vil en

samordning næppe have den store betydning for olieproduktionen.

På Færøerne er der løbende muligheder for nye licenser i hele offshore-området, men det

forventes, at interessen frem mod 2030 vil koncentrere sig om området over mod den britiske

sokkel syd og sydøst for Færøerne. I tilfælde af fund af olie vil der med efterfølgende

afgrænsnings- og produktionsboringer tidligst være en produktion i gang fem år efter fundet

og formodentlig først efter 10 år. For et gasfund vil potentiel produktion ydermere afhænge af

en infrastruktur med rørledninger til land.



Mineralefterforskning og minedrift i Grønland

Den globale udvikling med høj økonomisk vækst i nye regioner og en hastigt voksende

befolkning giver øget forbrug af mineralske råstoffer, og den internationale mineindustri har

derfor også fået interesse for de arktiske mineralforekomster. Der er særlig stor interesse i

disse år for at vurdere de mineralressourcer, der har stor samfundsmæssig betydning,

herunder sjældne jordartsmetaller (REE).

Grønland har en meget varieret geologi og et stort isfrit landområde (ca. 440.000 km2) og

dermed også et stort potentiale for minedrift. Mineralefterforskning i Grønland forløber typisk

som i resten af den vestlige verden ved, at internationale juniorselskaber udfører de

indledende efterforskningsaktiviteter, og efter projektmodning (boring, metallurgiske tests,

malmberegninger m.m.) af udvalgte projekter kan sådanne projekter sælges til andre

selskaber med større finansiel styrke og teknisk kapacitet til at kunne bringe projektet frem til

et lønsomhedsstudie. Lønsomhedsstudier danner sammen med en miljøvurdering (VVM) og

en vurdering af den samfundsmæssige bæredygtighed (VSB) grundlag for tildeling af en

brydningslicens og er ligeledes essentielle for at opnå finansiering af mineprojektet. Ofte

bliver et projekt solgt igen efter lønsomhedsstudiet er gennemført til et selskab med teknisk

og økonomisk kapacitet til at etablere en mine. For specialmetaller (f.eks. sjældne

jordartsmetaller) vil der være relativt få selskaber, som kan/vil gå ind i slutfasen, fordi

udnyttelsen af sådanne forekomster er teknisk og kommercielt komplicerede.

Primo januar 2016 var der 35 forskellige efterforsknings- eller mineselskaber med i alt 68

eksklusive efterforskningslicenser og seks udnyttelseslicenser i Grønland med et samlet areal

på ca. 18.500 km2, svarende til ca. 4 % af Grønlands isfrie område. Flere selskaber har mere

end én licens, og for eksempel råder to selskaber tilsammen over 13 licenser. Reelt udgøres de

35 licenshavende selskaber af omkring 30 forskellige selskaber, da der indgår en del søster- og

datterselskaber blandt licenshaverne. Selskaberne er hjemmehørende i ni lande, og ca. en

tredjedel af disse er fra Canada og Australien. En tredjedel af selskaberne er hjemmehørende i

EU-lande, og der er på nuværende tidspunkt et kinesisk selskab med udnyttelsestilladelse

(General Nice, Isua jernforekomsten) og et enkelt kinesisk selskab med efterforskningslicens i

Østgrønland (China-Nordic Mining Company Ltd.). Råstofloven påbyder selskaber, som søger

udnyttelsestilladelse, at registrere grønlandske selskaber, og derfor har alle selskaber med

udnyttelsestilladelse, eller som ansøger om en sådan, registreret et grønlandsk selskab. De

fleste efterforskningsselskaber er noteret på forskellige børser, men efterforskning udføres

også af privatejede selskaber. Hovedparten af selskaberne er juniorselskaber, som er

specialiserede i efterforskning, men uden erfaring med minedrift. Juniorselskaberne vil derfor

skulle finde aftagere eller partnere som har ekspertise i selve minedriften, samtidig med at

der skal findes finansiering til projekterne. Typisk vil man lede efter ekspertise og finansiering i

Kina, Canada og USA.



Ved erhvervelse af efterforskningslicenser har selskaberne ikke pligt til at oplyse, hvilke

råstoffer der efterforskes efter, og i mange tilfælde giver de geologiske forhold mulighed for,

at selskaberne kan efterforske efter flere grundstoffer på samme licens. Tabel 1 giver en

oversigt over nogle af de hyppigste metaller, som efterforskes.

Licens – fokus Antal licenser

Sjældne jordartsmetaller 18

Zink (alle/hovedprodukt) 16/9

Guld (alle/hovedprodukt) 14/9

Kobber 7/3

Uran (biprodukt) 3

Tabel 1: Vurdering af fordelingen af licenser på forskellige metaller (opgørelse januar 2016).

Grønland kan betragtes som underefterforsket i forhold til lande med sammenlignelige

geologiske forhold (f.eks. Canada, Sverige, Finland). De fleste øvrige arktiske lande har

betydelig større efterforskningsaktivitet og aktiv minedrift – om end på forskellige niveauer.

Grønlands geologiske forhold giver især mulighed for fund af følgende grundstoffer: zink

(Nordgrønland og Vestgrønland); kobber (Østgrønland og Nordøstgrønland); sjældne

jordartsmetaller (Sydgrønland og Vestgrønland); uran (Sydgrønland, Nordgrønland og

Østgrønland); nikkel (Vestgrønland); jern (Nordgrønland og Vestgrønland); guld (Vestgrønland

og Sydgrønland). Der er yderligere potentiale for en række specialmetaller (antimon, krom,

niobium, tantal, og platingruppemetallerne m.fl.).

Det tager typisk 10-15 år at bringe et mineralfund frem til minedrift – for de få projekter, der

er gode nok til at nå så langt (Tabel 2). Udviklingen af et mineralprojekt fra efterforskning til

minedrift gennemføres almindeligvis i bestemte faser, og kun et meget lille antal

efterforskningsprojekter ender med at blive til miner (under 1 %). Mange projekter opgives

undervejs, hvoraf nogle måske bliver undersøgt igen i forbindelse med nye markedsvilkår

og/eller, at ny teknologi er etableret.



Fase Selskab Varighed Strategi Metode

Indledende efterforskning

Juniorselskab A 1-4 år Store områder undersøges

Regional geofysik/ regional geokemi

Opfølgende efterforskning

Juniorselskab A 1-4 år Udvalgte områder undersøges

Lokal geofysik/lokal geokemi

Opfølgende efterforskning

Juniorselskab A (evt. B eller A+B)

1-4 år Udvalgte områder undersøges

Lokal geofysik/boringer

Detaljerede undersøgelser

Selskab B (eller A+B eller B+C)

1-4 år Test af malmens størrelse og kvalitet

Boringer/metallurgiske tests. Ressourceberegninger

Tekniske og økonomiske vurderinger

Selskab C (evt. C+D+E)

1-2 år Lønsomhedsstudie VVM, VSB

Eksterne konsulenter

Etablering Selskab D (evt. C+D+E)

1-3 år Etablering af infrastruktur

Anlægsarbejder

Minedrift Selskab D (evt. C+D+E)

>10 år Produktion Fremstilling af mineralkoncentrater

Tabel 2: Oversigt over almindelige faser som mineprojekter gennemgår fra den tidligste efterforskning

til de eventuelt kommer i produktion. Langt de fleste opgives allerede efter den indledende eller

opfølgende efterforskning.

Dette gælder også i Grønland, hvor flere aktuelle projekter er forekomster, der er fundet for

mange årtier siden, f.eks. blev Kvanefjeld (sjældne jordartsmetaller/uran) fundet i 1950’erne,

Malmbjerget (molybdæn) i 1950’erne, Isua (jern) i 1960’erne, Skærgården (guld +

platingruppemetallerne) i 1980’erne og Citronen Fjord (zink) i 1990’erne. Det er derfor

vanskeligt at forudsige gennemførelse og tidspunkt for kommende mineaktiviteter, men nogle

af de mest fremskredne projekter i Grønland er anført i Tabel 3 og vist på nedenstående kort.

Der er ikke påbegyndt udvinding fra nogen af disse projekter endnu; nogle afventer

prisstigninger, nogle mangler finansiering, og nogle har endnu ikke gennemført alle tekniske

undersøgelser og/eller afventer udnyttelsestilladelse. To projekter er under etablering: 1)

Fiskenæsset rubinmine er under etablering og forventes ifølge ejeren True North Gem (TNG)

at starte produktion primo 2016; 2) White Mountain anorthosit-projektet, som ejes af Hudson

Resources, er under etablering og forventes at komme i produktion i 2016.

Minedrift er kun det første trin i en lang række procestrin, hvor mineralerne forarbejdes til de

råstoffer, der ender med at finde anvendelse i slutprodukterne. Samlet kaldes alle trin fra

minedrift til slutprodukt for råstoffets værdikæde. Tabel 2 kan i princippet udbygges med

disse procestrin. Det er et grønlandsk ønske at få videst mulig andel i værdikæden for at sikre

værditilvækst for råstoffet og flere lokale arbejdspladser. Placering af oparbejdningsanlæg

m.v. indgår således typisk i Naalakkersuisuts forhandlinger med selskaberne om

brydningstilladelse.



Selskab Projekt Råstof

Status –

Brydnings

tilladelse

Estimeret

tidligste

start-

tidspunkt

Infrastruktur-

behov

Arbejds-

pladser Bemærkninger

General Nice AS

Isua Jern

Tildelt 2013 til London Mining. Overtaget i 2015

Ukendt; projektet afventer højere jernmalmspriser

Stor 700-800

Storskalaprojekt. Licens overdraget til det kinesiske selskab General Nice Develop. Ltd. i januar 2015.

True North Gems Inc.

Fiskenæsset Rubin Tildelt 2014

2016 Lille - medium

50-80

Projektet er igangsat i september 2014; produktionsstart 2016

Greenland Minerals & Energy Ltd.

Kvanefjeld

REE Uran Zink

Fluor

Ansøgning om udnyttelsestilladelse 2015

2019

Stor, men tæt på eksisterende infrastruktur

700

Uranbærende forekomst. Uran vil blive biprodukt til REE. MoU med kinesiske NFC om separation af REE. Evt. storskalaprojekt

Ironbark Zinc Ltd.

Citronen Fjord

Zink

Udnyttelsestilladelse ansøgt 2015

> 2018 Stor 200-300

Begrænset sejlbarhed. MoU med kinesiske NFC om etablering og drift.

Tanbreez Kringlerne REE, Niobium, Zirkonium

Ansøgt 2013 – Ny ansøgning 2016

2018 Medium 100

Skal delvis genansøge pga. nye planer om opskaleret produktion.

Black Angel Mining A/S

Black Angel Zink Bly

Tildelt 2008 Licens overdraget til FBC i 2015

>2017 Medium

Købt af FBC Mining (BA) Ltd. af Angel Mining Gruppen. Afventer finansiering

Hudson Resources

White Mountain

Anorthosit Tildelt 2015

2016 Lille 50-100

Projektet igangsat 2015. Produktionsstart 2016

Hudson Resources

Sarfartoq REE, Uran, Niobium

Vides ikke ? Stor 200-300 Ingen større aktivitet

KGMH Int. Malmbjerget Molybdæn Tildelt 2009

? Stor 200-300 Afventer højere molybdæn-priser

West Melville Metals Inc.

Isortoq Jern (vanadium, titanium)

Vides ikke ? Stor 100-200

Tabel 3: Status for nogle af de mest fremskredne mineralprojekter i Grønland.13

13 Særlige forhold for udvinding af uran kan findes i ”Rapport om udvinding og eksport af uran”. Rapporten kan findes her: http://eu.um.dk/da/~/media/UM/Danish-site/Documents/Politik-og-



Infrastrukturudbygning i relation til minedrift i Grønland

Udnyttelse af malmforekomster kræver opbygning af speciel infrastruktur, som i Grønland kun

undtagelsesvis eksisterer i forvejen. Eksempelvis skal der, i tillæg til selve minen og

malmbehandlingsanlæg, også ofte etableres kraftværk, havnefaciliteter, transportveje,

værksteder, beboelse, heliport/landingsbane m.m. Infrastrukturen skal tilpasses arktiske

forhold og miljøkrav (Tabel 4). Omkostningerne til infrastrukturopbygning i tilknytning til nye

miner i Grønland forventes normalt båret af licenshaverne.

Kraftværk: Typisk konventionelle dieselgeneratorer. Citronen Fjord, Kvanefjeld og Isua vil have

betydelige energibehov. Vandkraftanlæg har været overvejet ved flere projekter, men indgår i

øjeblikket ikke i nogle af de fremskredne projekter.

Havnefaciliteter: De fleste projekter har behov for havnefaciliteter til udskibning af

mineralkoncentrater og indskibning af forbrugsstoffer. Hertil kommer laste-/losseudstyr,

service- og slæbebåde, tankanlæg osv. For Citronen Fjord estimeres det, at der skal udskibes

250.000 tons koncentrat i løbet af seks uger om året. Isua-projektet forventer at udskibe to

gange 250.000 tons om ugen året rundt, svarende til to større fragtskibe om ugen

Landingsbane/heliport: De fleste projekter vil have behov for en heliport. Store og mere

afsidesliggende projekter vil desuden have behov for etablering af en landingsbane (typisk

mindst 1.500 m).

Veje: Alle projekter vil have behov for, at der bliver etableret lokale transportveje mellem mine

og malmbehandlingsanlæg, fra malmbehandlingsanlæg til udskibningshavn samt til

indkvarterings- og lager-/værkstedsområder. I visse tilfælde vil vejene kunne forbindes med

eksisterende vejnet (Kringlerne, Fiskenæsset, Kvanefjeld).

Affaldshåndtering: Alle mineprojekter vil skulle håndtere tailingsdeponi og spildevand

forbundet med minedrift i overensstemmelse med grønlandske miljøbestemmelser og aftaler

indgået med Naalakkersuisut i forbindelse med brydningstilladelsen. Afhængig af malm- og

bjergartstyper, bearbejdningsmetoder mm. vil behovene for affaldshåndtering variere, men

håndteringen vil formodentlig kræve en del monitering og vedligeholdelse.

Anlægsarbejde: Der vil være stor forskel på behovet for arbejdskraft i anlægsfasen.

Eksempelvis forventes rubinprojektet at bruge mindre end 50 personer og overvejende

grønlandsk arbejdskraft. Isua-projektet derimod opfylder kravene til storskalaprojekter, der

forventer at anvende omkring 3.000 (fortrinsvis udenlandske) arbejdere i en to til tre-årig

periode.

Tabel 4: De mest almindelige infrastrukturelementer som vil være påkrævet i forbindelse med minedrift

i Grønland.

diplomati/Nyheder_udenrigspolitik/2013/Uranrapport_DK_web.pdf



Potentiale for energikrævende industriprojekter

Grønlands meget store masse af indlandsis frigiver store mængder vand, som flere steder i

Grønland udnyttes til energifremstilling i vandkraftværker og giver et stigende bidrag til

samfundets elforsyning. Flere industriprojekter, som forudsætter meget stort energiforbrug til

lave priser, kan eventuelt med fordel placeres i Grønland. Der har eksempelvis pågået

forhandlinger mellem Alcoa (et aluminiumssmelteri) og Naalakkersuisut i over 10 år om

etablering af et nyt stort vandkraftanlæg til elforsyning af en energikrævende

aluminiumsfremstilling i Grønland. I august 2015 meddelte Alcoa, at planerne om et

aluminiumssmelteværk nær Maniistoq er stillet i bero, hvilket primært skyldes, at priserne på

aluminium er faldet med 47 % siden 2008. Hermed er der åbnet en mulighed for, at Grønland

kan forsøge at tiltrække andre energitunge industrier i lighed med Islands industristrategi. En

anden mulighed er, at vandkraften tænkes ind i Isua-projektet.



Geologisk kort over Grønland med placeringen af de vigtigste mineralforekomster og nuværende olie-

og gasefterforskningslicenser offshore (orange farve) (Kilde: GEUS). Kortet er opdateret pr. 16.

september 2015.



Potentiale for undersøisk minedrift

Alle aktive miner i Arktis er i dag placeret på land, men der er i øjeblikket fokus på muligheden

for at indvinde visse metaller ved undersøisk minedrift, såkaldt Sub Sea Mining. Dette kan på

meget lang sigt især blive relevant ved de midt-oceanske rygge, hvor der kan være potentiale

for udvinding af kobber, mangan, zink, kobolt, fosfat og måske sjældne jordartsmetaller. I det

nordatlantiske og arktiske område findes sådanne områder inden for den eksklusive

økonomiske zone både nord og syd for Island (Reykjanesryggen og Kolbeinseyryggen), sydøst

for Svalbard (Mohnsryggen og Knipovichryggen) og i det isdækkede område ud for

Nordøstgrønland. I forbindelse med udvidelse af kontinentalsokkelkravene f.eks. nord for

Grønland kan der komme yderligere områder i spil (Gakkelryggen). Selv om der foregår

forsknings- og udviklingsprojekter i bl.a. Norge og Island, må det forventes, at egentlig

minedrift næppe bliver aktuelt i et 20-årigt perspektiv, og at der overvejende vil være

interesse for specielmetaller/højprisprodukter, der produceres i små mængder. Herudover er

der et vist potentiale for visse tungmineralforekomster i kystzoneområder. Et engelsk selskab

har efterforskningslicens på netop denne forekomsttype i et område ved Thule, hvor de vil

undersøge Titan-Vanadium-potentialet.

Mulig omladning af canadisk jernmalm i grønlandsk farvand

Der var i april 2015 møder mellem det candiske mineselskab Baffinland Iron Mines

Corporation og grønlandske myndigheder og lokale interesseorganisationer i Nuuk og

Maniitsoq. På mødet præsenterede mineselskabet planer for omladning af jernmalm fra Mary

River-minen på Baffinøen, i grønlandsk farvand. Mineselskabets planer omfatter 35

omladninger af i alt seks millioner tons jernmalm fra 2017. Omladningen kræver årligt 35

anløb af atlantskibe (320 m lange) fra Rotterdam og 70 anløb af isforstærkede fragtskibe (220

m lange) fra Milne Inlet.

Baffinland har de canadiske myndigheders tilladelse til at bryde 4,2 millioner tons jernmalm

om året. Da prisen på jernmalm på et år er faldet til en tredjedel, vil mineselskabet imødegå

dette indtægtstab ved at øge udskibningen til 12 millioner tons om året.

Produktionsstigningen kan kun gennemføres, hvis Baffinland får de grønlandske

myndigheders tilladelse til en omladning tæt på den grønlandske vestkyst. Omladningen

kræver tilstedeværelse af infrastruktur med lufthavn og hoteller til udskiftning af mandskab,

køb af brændstof og skibsforsyninger samt lokal assistance fra slæbebåde og forsyningsskibe.

Selskabets førsteprioritet er et smalt farvand 20 sømil syd for Nuuk. Andenprioritet ligger ca.

16 sømil fra Maniitsoq.

Råstofloven og anden lovgivning tager ikke højde for præcis denne form for aktiviteter i

grønlandsk farvand, og Naalakkersuisut vil på Inatsisartuts forårssamling 2016 få fremlagt et

lovforslag om erhvervsmæssige aktiviteter i det grønlandske søterritorium, som omfatter



farvandet inden for tre sømil fra kysten. En sådan lov vil kunne skabe hjemmel til at opkræve

en afgift.

Maritime aktiviteter, herunder nordlige sejlruter

Øget tilgængelighed til det arktiske område vil medføre mere skibsfart. Skibstrafikken vil tage

to former: Dels inden for destinationstrafik, der knytter sig til olie- og gasudvinding, minedrift,

fiskeri og turisme og dels inden for transittrafik, der udnytter kortere sejlruter via det arktiske

område mellem Asien, Europa og Nordamerika. Denne udvikling forventes at forsætte i takt

med øget tilgængelighed.

Nordøstpassagen, også kaldet Den Nordlige Sejlrute, er en betegnelse for et antal sejlruter

langs den russiske nordkyst fra Karastrædet syd for Novaja Zemlja i vest til Beringstrædet i øst.

Russisk indenrigsskibstrafik har i mange år benyttet sejlruten, og Rusland har derfor allerede

en del infrastruktur og tjenesteydelser på plads. Rusland har ligeledes produceret skibe, der er

særligt konstrueret til at sejle i dette område.

Antallet af skibe i transit er steget fra 34

fartøjer i 2011 og 46 fartøjer i 2012 til 71

fartøjer i 2013. Antallet er dog siden

faldet til kun 23 fartøjer i 2014. Hertil er

der en del russisk destinationstrafik og

forskningsfartøjer omkring de russiske

kyster. Transitskibene transporterer

primært jern, kul og flydende last

(brændstof). Der er endnu ikke statistik til

rådighed for 2015, men antallet af skibe i

transit kan være større i 2015 end i 2014,

da is-mængden i passagen har været

mindre end de foregående år. Rusland planlægger at øge den nuværende transport-tonnage

fra de nuværende ca. 1,3 mio. tons til 7,5 mio. tons svarende til 1 % af tonnagen gennem

Suezkanalen. Det skal ske bl.a. ved at udbygge isbryderkapaciteten og minimere

transportudgifterne for rederierne, idet opkrævede afgifter holdes på samme niveau som ved

sejlads gennem Suezkanalen.

For Rusland er udviklingen af Nordøstpassagen en vigtig strategisk og økonomisk målsætning i

Arktis, og det er meget sandsynligt, at Rusland vil forsøge at sikre sig den fulde kontrol med

sejladsen i Nordøstpassagen. Bl.a. EU har på sin side argumenteret for fri sejlads og uskadelig

gennemfart i Nordøstpassagen. USA’s Arktis-strategi fokuserer også på fri passage ad de

arktiske søruter. Fri sejlads på verdenshavene er en traditionel og central amerikansk

prioritet.



I Kina er der en strategisk interesse for nye sejlruter, idet skabelsen af ”silkeveje” er et

bærende element i det nye økonomiske diplomati. På grund af afstandene vil det primært

dreje sig om transport af gods mellem Vesteuropa og det nordøstlige hjørne af Kina. Den

kinesiske ledelse søger allerede nu at markere sin symbolske interesse så tydeligt som muligt,

herunder ved den første kommercielle gennemsejling fra Dalian i Kina til Rotterdam i august-

september 2013. En kinesisk ambition om at benytte ruten er således en relevant faktor for

udviklingen, og det forventes, at Kina vil udbygge sit isbryderprogram. Det bør dog bemærkes,

at shippingindustriens brug af Nordøstpassagen på mellemlang sigt vil være begrænset, da

ruten kun er anvendelig en lille del af året og indebærer store risici for forsinkelser. Det er

kinesiske rederiers ambitioner, at 5-15 % af den samlede kinesiske søtransport til Europa, ca.

100 mio. tons, i 2020 foregår via Nordøstpassagen.

Såvel destinationstrafik som transittrafik via Nordøstpassagen passerer ligeledes forbi

Færøerne, og bl.a. antallet af tankskibspassager er steget ca. 50 % om året siden 2008.

Herudover anløber ca. 40-50 krydstogtskibe hvert år færøske havne.

Også andre aktører forbereder sig på at anvende Nordøstpassagen, herunder danske rederier.

Aktivitetsniveauet er dog fortsat lavt, idet der kræves isbryderstøtte, og fordi vanddybderne

er begrænsede flere steder på ruten. Det tyder ikke på, at containertransport vil gå gennem

Nordøstpassagen, da tendensen på det område går i retning af mange anløb og større skibe,

der ikke kan anvende passagen. Hertil kommer, at containertransportens krav om stor

præcision og forudsigelighed i leveringen vil være en udfordring i Nordøstpassagen.

Nordvestpassagen er den brede betegnelse for ruten mellem Nordatlanten og Stillehavet nord

om Canada. Private aktører har en stigende interesse i Nordvestpassagen, især i forbindelse

med råstofudvinding og isbrydning til støtte herfor langs den canadiske østkyst.

I sommeren 2013 blev Nordvestpassagen for første gang besejlet kommercielt af det

isforstærkede og danskejede skib Nordic Orion.

Flere krydstogtskibe er også parate til at gennemsejle ruten, så snart det er muligt. Den

bedste mulighed for sejlads vil være i sensommeren, hvor afsmeltningen har været størst. Der

er dog fortsat store usikkerheder og faremomenter i besejling af ruten på grund af det

omskiftelige vejr og de delvist uopmålte ruter.

Canada hævder, at størstedelen af Nordvestpassagen er canadisk indre territorialfarvand,

mens bl.a. USA fastholder, at det er et internationalt stræde med henvisning til den frie

adgang til hav- og søtransport i overensstemmelse med international havret. De to lande har

været i strid om spørgsmålet i mange år. I praksis har USA og Canada fundet en pragmatisk

ordning, hvor USA ikke behøver at anmode om tilladelse, når der er tale om transit af fartøjer i



forskningsøjemed. Aftalen omfatter ikke militære enheder, som efter canadisk opfattelse

fortsat skal anmode om tilladelse, hvad man fra amerikansk side ikke efterlever.

Nordvestpassagen går forbi den grønlandske vestkyst, der også benyttes til krydstogtturisme

til isfyldte farvande. Krydstogtturismen langs den grønlandske vestkyst har været relativ

konstant siden 2007 med mellem 23.000 og 30.000 passagerer i sommerhalvåret. Det svarer

til mellem 38 og 43 krydstogtskibe med i alt ca. 130 besøg årligt, men det kan forventes, at

den vil foregå stadigt nordligere i takt med øget tilgængelighed.

Transpolarruten går tværs over Nordpolen. Ruten betyder, at man kan undgå sejlads i indre

territorialfarvande både langs Ruslands og Canadas kystlinje. Ruten er afhængig af

afsmeltningen i det arktiske område, og på nuværende tidspunkt kan kun større isbrydere nå

Nordpolen i sommerhalvåret, ligesom der kan være begrænset turisme knyttet til at have

betrådt isen på selve Nordpolen.

Det vil være Nordøstpassagen, der først på kort til mellemlangt sigt bedst vil opfylde de

kommercielle betingelser for besejling. På langt sigt vil Nordvestpassagen ligeledes kunne

udgøre en kommerciel mulighed. Transpolarruten vurderes ikke at blive aktuel for kommerciel

rutetrafik, heller ikke på langt sigt. Der er dog en mulighed for, at transpolarpassagen kan

blive anvendelig for transport i sommerhalvåret, hvis der følges en rute vest for De Ny

Sibiriske Øer, Franz Josefs Land og Svalbard, hvor isen vil svækkes og forsvinder før ved selve

Nordpolen.

De arktiske stater og Kinas interesser i Arktis

Kredsen af lande og organisationer, der på den ene eller anden måde interesserer sig for

Arktis, vokser støt. I det følgende redegøres for de arktiske staters og Kinas overvejelser om

udviklingen i Arktis, herunder deres arktiske strategier. Der henvises til bilag 2 for de arktiske

staters tilstedeværelse i form af primære militære og/eller beredskabsmæssige kapaciteter i

Arktis.

Begrænsningen af lande, der redegøres for i denne rapport, indikerer ikke, at andre lande og

aktører ikke er relevante eller ikke gør sig gældende i arktiske sammenhænge. NATO har et

artikel 5-ansvar i Arktis i forhold til de arktiske stater, som er medlem af alliancen. NATO

drøfter derfor lejlighedsvis situationen i Arktis og følger generelt udviklingen i regionen.

EU har geografiske og økonomiske bånd til Arktis gennem sine tre arktiske medlemsstater

(Danmark, Finland og Sverige) samt andet samarbejde med de arktiske stater. EU’s interesser i

Arktis er på nuværende tidspunkt centreret om særligt klimasamarbejde, forskningsprojekter,

regionalt samarbejde og best practice for virksomheders ageren i regionen.



For de europæiske observatørstater og de nye asiatiske observatører i Arktisk Råd (Indien,

Japan, Kina, Singapore og Sydkorea) er interessen for Arktis især knyttet til klima- og

polarforskning, perspektiverne for nye internationale søtransportruter såvel som potentialet

for udvinding af energi- og mineralressourcer og fiskeri. En kombination af historisk polar

tilstedeværelse og Arktis’ øgede strategiske betydning er således drivende faktorer for disse

landes ønske om at følge udviklingen og være med i de fora, hvor beslutningerne træffes.

Disse landes erhvervs- og forskningsmæssige tilstedeværelse i Arktis er en vigtig del af den

generelt øgede aktivitet i det arktiske område.

Canada

Arktis spiller en stor rolle for Canada. Knap 40 % af landets areal ligger nord for polarcirklen,

og området er potentielt af stor økonomisk betydning for Canada. Arktis udgør samtidig en

vigtig faktor i landets politiske og strategiske selvforståelse og er derfor en central indenrigs-

og udenrigspolitisk prioritet for Canada.

Canada betragter Arktisk Råd som det primære forum til internationalt at fremme canadiske

interesser i regionen og ser gerne en styrkelse af Rådet med flere bindende beslutninger. I det

hele taget ses Arktis i høj grad som et nationalt anliggende, og det slår igennem i Canadas

udenrigspolitik. Mens Canada anerkender, at ikke-arktiske stater kan have legitime interesser i

Arktis, indtager man en forholdsvis restriktiv holdning til at give dem indflydelse på

forvaltningen af regionens forhold. Dette gælder også spørgsmålet om en eventuel rolle for

NATO i Arktis.

I 2010 introducerede Canada sin strategi for udenrigspolitiske prioriteter i Arktis som en

international overbygning på den indenrigspolitiske Arktis-strategi fra 2009. Begge strategier

bygger på de samme fire elementer: (a) udøvelse af arktisk suverænitet, (b) øget

miljøbeskyttelse, (c) forbedring af social og økonomisk udvikling og (d) forbedring af

regeringsførelsen i de arktiske områder. Canadas udenrigspolitiske Arktis-strategi er således

en udenrigspolitisk forlængelse af landets politik for sit eget arktiske område.

Samlet set er der betydelige nationale økonomiske interesser på spil for Canada i Arktis.

Canada er et vigtigt mineland, og der har været og er stadig aktive miner i den

nordlige/arktiske del, p.t. især guld og diamanter, ligesom der er åbnet en jernmine ved Mary

River på den nordlige del af Baffin Island, som kan generere skibstransport ned gennem

Davisstrædet langs Grønlands vestkyst (se kortet først i analysen).

På de canadiske arktiske øer og i Beaufort-Mackenzie-området blev der fra sidst i 1960’erne til

op i 1980’erne gennemført olie- og gasefterforskning med mere end 400

efterforskningsboringer. Der blev gjort en del gasfund, dog ikke af en størrelse der har

muliggjort produktion. Der var i en periode olieproduktion fra et enkelt lille felt, Bent Horn. I



Canada har der været overvejelser om at starte efterforskning i den canadiske del af

Baffinbugten. Der er ikke umiddelbart udsigt til produktion i området.

I canadisk optik ses Arktis ikke som en sandsynlig kilde til militær konflikt. Canadas fokus på

suverænitetshævdelse skal ses som et udtryk for, at landet ønsker at forfølge sine nationale

og økonomiske interesser primært med fokus på udvinding af råstoffer, herunder olie og gas.

Canada arbejder således målrettet for at sikre international anerkendelse af sine krav til

kontinentalsokkelen i Arktis. Det er forventningen, at Canadas kravsområde for Arktis vil

overlappe de indleverede kravsområder fra hhv. Rusland og Kongeriget Danmark. Det samme

gælder spørgsmålet om Nordvestpassagens status, hvor Canada siden 1985 – med henvisning

til FN’s Havretskonvention – har trukket sine grænselinjer således, at området anses for indre

canadisk farvand. USA opfatter passagen som et internationalt stræde, som kan besejles uden

forudgående godkendelse. Canada forventer tidligst, at Nordvestpassagen vil være isfri i år

2050.

Norge

Norges arktiske områder er både udenrigspolitisk og økonomisk vigtige satsningsområder. De

omfatter en tredjedel af det norske fastland og øgrupperne Svalbard og Jan Mayen, og 10 % af

den norske befolkning bor nord for Polarcirklen. Området har de senere år oplevet tilflytning

og relativt højere økonomisk vækst end øvrige dele af landet.

Øgruppen Svalbard, herunder Bjørnøya, er omfattet af Svalbard-traktaten fra 1920, hvor

deltagerne i traktaten, bl.a. Danmark, anerkender Norges suverænitet over området.

Traktaten definerer området som en demilitariseret zone og indeholder en række

bestemmelser, bl.a. om parternes lige adgang til udnyttelse af ressourcer, herunder fiskeri og

minedrift. Rusland og Norge udvinder kul på Svalbard. En række lande, herunder Kina, har

etableret arktiske forskningsstationer på øgruppen.

Norges betydelige økonomiske interesser i Arktis omfatter minedrift og et omfattende fiskeri,

ikke mindst i Barentshavet. Norsk offshore-olieproduktion finder ikke sted i isdækkede

havområder, men der gives efterforskningstilladelser i takt med tilbagetrækning af iskanten. I

de senere år har efterforskning givet resultater i Barentshavet, hvor der produceres fra nogle

få felter (bl.a. Snøvit-gasfeltet, fundet i 1984, produktionsstart i 2006). I de kommende år

forudses ny efterforskning i grænseområdet mod Rusland, mens der formentlig vil gå mange

år, inden der eventuelt igangsættes aktiviteter i isdækkede havområder nord og øst for

Svalbard.

Norge erklærede i 2005 Arktis som sit vigtigste udenrigspolitiske satsningsområde. I 2010 blev

Norge og Rusland enige om delingen af Barentshavet, og for Norge udestår der ikke længere

uafklarede territoriale spørgsmål i nord; når der ses bort fra de submissioner, der knytter sig



til Nordpolen. Som det fremgår af Norges Arktis-strategi, investerer man betydelige

ressourcer i arktisk forskning, og det er bl.a. besluttet at bygge et nyt isforstærket

forskningsskib. Man har aktivt forsøgt at integrere Kina i regionen, bl.a. ved at støtte Kinas

optagelse som observatør i Arktisk Råd. Norge ser det internationale samarbejde om

løsningen af opgaver i Arktis som en måde at forhindre en militarisering.

Fra norsk side lægges der vægt på, at Arktis bevares som et sikkerhedspolitisk

lavspændingsområde. Fra norsk side betones det, at NATO-medlemskabet gælder fuldt ud

også i nord, og det fremhæves, at hvis NATO skal kunne træde til i tilfælde af en konflikt, er

det vigtigt, at alliancen allerede i dag gør sig klart, hvad arktiske operationer indebærer og

forbereder sig herpå. Ukraine-krisen har indebåret, at et norsk-russisk bilateralt militært

samarbejde, med bl.a. fælles øvelser, er stillet i bero. Samtidig udfoldes bestræbelser på at

fastholde et på mange områder velfungerende civilt samarbejde med Rusland, herunder om

den fælles forvaltning af fiskeressourcerne i Barentshavet.

Rusland

Arktis indtager en betydelig plads i den politiske og offentlige debat i Rusland, og det afspejler,

at russerne ikke bare opfatter deres land som en stormagt, men også som en arktisk stormagt.

Det er bredt funderet i befolkningen og i den politiske og militære ledelse. Arktis er en

væsentlig del af den russiske selvforståelse og nationale identitet. Rusland har i århundreder

været en polarmagt, især i kraft af sin forskningsindsats, militære styrke i området og sin

geografi. Omtrent en tredjedel af Ruslands samlede territorium ligger således i Arktis, og en

stor del af landets meget betydelige råstofforekomster findes i Arktis. Halvdelen af den

samlede befolkning i Arktis lever i russisk arktisk område.

Ruslands ledelse prioriterer derfor arktiske spørgsmål højt, og der er også en vis villighed til at

allokere de nødvendige ressourcer for at nå landets erklærede mål i Arktis. Ud over denne

grundlæggende interesse i at opretholde eller styrke sin position som en arktisk stormagt

forfølger Rusland en række mere konkrete målsætninger i Arktis, primært

kontinentalsokkelprojektet, råstofudvinding i Arktis, udviklingen af Nordøstpassagen og

håndtering af nye sikkerhedsmæssige og beredskabsmæssige udfordringer, som havisens

afsmeltning fører med sig. Hertil kommer Arktis’ fortsatte traditionelle militærstrategiske

rolle.

På kort sigt gælder det især det russiske kontinentalsokkelprojekt, som skal udvide Ruslands

ret til undergrundens ressourcer i Det Arktiske Ocean ud over 200 sømil. Ved fremsendelsen

af Ruslands reviderede submission den 3. august 2015 står det klart, at det russiske krav i

betydeligt omfang overlapper med Kongeriget Danmarks krav, herunder med området

omkring Nordpolen.



Foreløbige geologiske undersøgelser tyder imidlertid på, at der er begrænsede

råstofforekomster i de områder, som Rusland og de øvrige arktiske kyststater gør krav på ud

over deres eksklusive økonomiske zoner. Især for Ruslands vedkommende er det politiske og

identitetsmæssige forhold, der i første omgang er den afgørende drivkraft bag landets arktiske

krav, og som i vid udstrækning vil ligge til grund for Ruslands ageren i spørgsmålet om en

udvidelse af kontinentalsoklen.

Ruslands interesser i Arktis er dog alligevel snævert forbundet med landets økonomi. Det er

således Ruslands erklærede mål at udvikle nogle af Ruslands arktiske områder til landets

fremtidige ressourcebase. For selv om Rusland ikke kan forvente store økonomiske gevinster

ved at gøre krav på dele af den nordligste del af Det Arktiske Ocean, så står russisk

energiudvinding i landets nuværende arktiske egne helt centralt i russisk Arktis-politik. Her

ligger langt størstedelen af Ruslands energiressourcer: omtrent 80 % af gassen og 70 % af

olien.

I den arktiske del af Rusland er der omfattende minedrift i Norilsk-området og på Kolahalvøen.

Der er tale om malmforekomster af stor økonomisk og strategisk betydning. Det drejer sig

især om nikkel, kobber, palladium samt sjældne jordarter, specialmetaller og fosfor. Eksporten

sker via tog, flodsejlads og udskibning via havne gennem Nordøstpassagen.

Rusland har i sine arktiske områder gjort store olie- og især gasfund, ligesom der i de senere

årtier også er gjort store gasfund offshore. Operatørerne er overvejende store russiske

selskaber (Gazprom og Rosneft), men flere af verdens største vestlige selskaber (f.eks. Exxon,

Shell, Statoil og Total) har bidraget med investeringer og teknologioverførsel på større

projekter. Flere af disse projekter er dog nu ramt af sanktioner mod Rusland som følge af

Ukraine-krisen.

Til trods for det store ressourcepotentiale går det langsomt med udbygningen, også på grund

af det globale prisfald på gas. Situationen kan dog ændre sig, hvis der fra asiatisk side på et

tidspunkt bliver interesse for at investere i disse områder, og der kan på langt sigt blive

etableret rørledninger rettet mod de kinesiske, koreanske og japanske markeder.

Ruslands ledelse har udtrykt interesse for, at Nordøstpassagen under russisk kontrol bliver

udviklet til en mere farbar intern forsyningsvej og ikke mindst til et reelt alternativ til

Suezkanalen for international skibsfart mellem Nordeuropa og Nordøstasien. Det er et

vanskeligt og dyrt projekt, men projektet har høj prioritet, bl.a. fordi det ses som en

forudsætning for at udvikle energiproduktionen i Arktis. Ruslands ledelse ser imidlertid også

et økonomisk perspektiv i fremtidige indtægter fra transitafgifter og potentialet i en alternativ

transportrute til asiatiske markeder, ikke mindst for russiske energiressourcer fra de arktiske

felter. Endelig har Nordøstpassagen et strategisk perspektiv, idet den i kraft af russiske krav



om registrering, betaling og brug af lodser og isbrydere vil give Rusland kontrol over en

væsentlig international transportrute.

Rusland opbygger også en øget kapacitet til regionalt forsvar. Dele af disse kapaciteter vil også

kunne bruges til regional magtprojicering. Med havisens afsmeltning ser Rusland sin

nordflanke åbne sig. Det er et enormt område, som Rusland har stigende interesse i at

beskytte. Det gælder ikke bare Nordøstpassagen, kystområdet, de mange ubeboede øer og

offshore-installationer, men også Ruslands strategisk vigtige militærbaser på Kolahalvøen.

I takt med den øgede adgang til Arktis er det også tanken, at de russiske væbnede styrker skal

varetage en bred vifte af opgaver, herunder grænsebevogtning, beredskab til eftersøgnings-

og redningstjeneste og miljøbeskyttelse. Rusland har på flere af disse områder udtrykt

interesse for øget samarbejde med myndighederne fra de øvrige arktiske lande.

Opgaverne vil primært blive varetaget fra en række nye og genetablerede ældre militære

installationer i russisk arktisk område, ikke mindst fremskudte militære forlægninger på

russiske øer i Nordøstpassagen. Disse forlægninger vil i stigende grad fungere som

udgangspunkt for suverænitetshåndhævelse af russisk område i Arktis og som et redskab til at

demonstrere tilstedeværelse.

Herudover er Ruslands ledelse stærkt optaget af den militære udvikling i de øvrige arktiske

lande og af ikke-arktiske landes og organisationers ambitioner og tilstedeværelse i Arktis,

herunder NATO’s. Det er således i Ruslands interesse at beslutninger om arktiske anliggender

træffes i en snæver kreds af de arktiske lande. Rusland prioriterer også fortsat arbejdet i

Arktisk Råd, hvor man fra russisk side indtil videre har anlagt en konstruktiv linje.

Ruslands militærstrategiske interesser i regionen omfatter også strategisk afskrækkelse over

for især USA. Når den russiske Nordflåde er Ruslands største flåde skyldes det denne rolle. De

russiske kapaciteter til strategisk afskrækkelse og enheder til at beskytte dem er således ikke

som sådan en del af det regionale arktiske sikkerhedskompleks. Alligevel er der overlap. F.eks.

tjener de strategiske bombeflyflyvninger et dobbelt formål, da de samtidig demonstrerer

Ruslands tilstedeværelse i regionen. Tilsvarende er der enkelte af Ruslands nye eller planlagte

militære tiltag i det arktiske område, der som udgangspunkt skal ses som en del af Ruslands

afskrækkelseskapaciteter, men som er en direkte udløber af de ændrede klimatiske forhold.

Det gælder Ruslands øgede fokus på bl.a. luftmilitær beskyttelse af området omkring Novaja

Zemlja, som i nogen grad skal ses i lyset af, at Rusland dermed også beskytter Karahavet, som

traditionelt har fungeret som samle- og affyringsområde for Ruslands strategiske missilubåde.

Med et svækket isdække i større dele af året vil området set med russiske øjne blive mere

udsat for fremmede magters, dvs. USA’s, evne til at erkende og gennemføre angreb mod



ubåde i området. Ruslands mere åbne nordlige flanke har dermed også betydning for

Ruslands evne til at beskytte den maritime gren af sin nukleare afskrækkelsesstyrke.

Rusland er grundlæggende interesseret i stabilitet i det arktiske område for at støtte sine

arktiske interesser. Det tjener ikke Ruslands bredere arktiske interesser, især de økonomiske,

at der kommer øget politisk spænding og konflikt i regionen. Rusland forfølger derfor også

fortsat sine mål i Arktis inden for rammerne af den internationale lovgivning og internationale

aftaler. Der findes dog kræfter, der argumenterer for en mere selvhævdende russisk politisk

kurs i Arktis, og som har fået en mere fremtrædende rolle i Ruslands Arktispolitik, hvilket vil

kunne øge risikoen for en mindre samarbejdsorienteret russisk arktisk politik fremadrettet.

USA

USA’s arktiske forbindelse er den, i både geografisk og politisk forstand, fjerne delstat Alaska.

Det amerikanske engagement i Arktis har traditionelt været beskedent. Regionen har således

ikke været politisk prioriteret, og de kapacitetsmæssige investeringer har været tilsvarende

begrænsede. Dette billede er nu gradvist under forandring. I erkendelse af den stigende

internationale interesse for regionen er USA således så småt ved at opprioritere indsatsen i

Arktis. Denne udvikling forventes at fortsætte i de kommende år i takt med regionens generelt

voksende betydning – og p.t. understøttet af det amerikanske formandskab for Arktisk Råd

2015-17. Hertil kommer den nuværende administrations fokus på Arktis i et klimaperspektiv,

der præger tilgangen til Arktisk Råd og formandskabsdagsordenen, men som også er bredere

og bl.a. rettet mod de internationale klimaforhandlinger, jf. det arktiske

udenrigsministermøde (GLACIER - Conference on Global Leadership in the Arctic: Cooperation,

Innovation, Engagement and Resilience) i Anchorage, Alaska, hvor også den amerikanske

præsident deltog. GLACIER-mødet blev ikke gennemført i rammen af Arktisk Råd, men var

Obama-administrationens eget initiativ med henblik på at skabe fokus omkring de globale

klimaforandringer.

USA’s brede sikkerhedspolitiske og økonomiske interesser i Arktis blev i maj 2013

sammenfattet i en national Arktis-strategi, som udstikker prioriteterne i de kommende 5-15

år.

Strategien baserer sig på tre hovedelementer: 1) at fremme amerikanske

sikkerhedsinteresser, herunder sikre fri adgang til regionen og passage gennem luftrum, samt

nuværende og kommende sejlruter, fortsat adgang til kommerciel ressourceudvinding,

herunder nye energiressourcer og fiskeri, samt adgang i forskningsøjemed, 2) at styrke de

brede institutionelle rammer, herunder beskyttelse af det arktiske miljø og sikring af social

bæredygtighed for oprindelige befolkninger og 3) at styrke internationalt samarbejde,

herunder i Arktisk Råd.



Der blev sat yderligere momentum i implementeringen af USA’s nationale Arktis-strategi, da

præsident Obama i januar 2015 udsendte en ”Executive Order” vedrørende det amerikanske

engagement i Arktis, der bl.a. etablerede en overordnet tværministeriel styregruppe med Det

Hvide Hus’ forskningsdirektør i spidsen. Et initiativ som er udtryk for Obama-

administrationens prioritering af området og samtidig viser et amerikansk ønske om at sikre

den fredelige udvikling i Arktis gennem ”videnskabsdiplomati”.

Alaska har traditionelt været et mineland og er især kendt for produktionen af guld. Der er

stadig tre guldminer, en stor zink- og blymine (Red Dog) og en jernmine (Port Snettisham) (se

kortet først i rapporten).

I Alaska var der omfattende olieefterforskning i 1960’erne og 1970’erne, og supergigant-

oliefeltet ved Prudhoe Bay blev fundet i 1968 og sat i produktion i 1977. Både før og siden er

der gjort en del andre fund, men produktionsmængden er faldende. Der er produceret ca. 12

mia. tønder olie, og der er en forventning om, at Prudhoe Bay-feltet kan producere yderligere

mindst 4 mia. tønder. De største aktive selskaber i området er Shell, BP, Exxon og

ConocoPhillips.

Det er ikke lykkedes at få aftalt etablering af nye gasrørledninger på grund af

miljødiskussioner og uenighed mellem Canada og USA. En eventuel gasproduktion fra Alaska

har derfor lange udsigter. Der er også et offshore-oliepotentiale i Beauforthavet, men

aktiviteterne går langsomt, og f.eks. er Shells planlagte boreaktiviteter udskudt. Til gengæld

har Obama-administrationen i 2015 givet Shell betinget tilladelse til olieprøveboringer i

Polarhavet nord for Alaska. En tilladelse som har fået en del mediebevågenhed grundet

Greenpeaces protester. En decideret produktion fra en offshore-installation forventes dog

tidligst at kunne iværksættes om 10-15 år.

På det politiske plan er det amerikanske engagement i Arktis hovedsageligt drevet af en

pragmatisk tilgang. Konflikten mellem Ukraine og Rusland ønskes så vidt muligt holdt ude af

Arktis, så regionen kan bevares som lavtrusselområde med konstruktive samarbejdsrelationer,

om end der holdes øje med den russiske infrastrukturudbygning i Arktis og evt. ændringer i

landets strategiske adfærd. Man lægger således afgørende vægt på at bevare og videreudvikle

Arktisk Råd som det centrale institutionelle forum for samarbejde i og om Arktis. Dette vil

også være den bærende ambition for det nuværende amerikanske formandskab for Arktisk

Råd.

Af årsager, der ikke er relateret til Arktis, har USA ikke ratificeret UNCLOS. Dette medfører, at

USA næppe vil indlevere krav til CLCS på kort sigt. USA har dog ved sin tilslutning til Ilulissat-

erklæringen tilkendegivet, at eventuelle uenigheder skal afklares i rammen af eksisterende

konventioner, hvilket i det væsentligste de facto er UNCLOS. USA er ligesom de andre arktiske



kyststater også i færd med at indsamle data, som vil kunne understøtte et eventuelt

amerikansk krav.

Det amerikanske forsvars særskilte Arktis-strategi (ligeledes fra 2013) bærer tydeligt præg af,

at man betragter det militære trusselsniveau i Arktis som lavt. Det gælder fortsat, selv om der

i lyset af Ukraine-konflikten er øget bekymring for, at udviklingen kan tage en anden drejning.

Det amerikanske forsvars Arktis-strategi skitserer det amerikanske forsvars rolle som en del af

en bred sammentænkt indsats på tværs af ministerier og styrelser, der har til formål at

fremme sikkerhed, ansvarlig forvaltning og internationalt samarbejde i regionen. Det

anerkendes, at de igangværende klimaforandringer giver nye muligheder i form af

søtransportruter, turisme og øget adgang til ressourcer, men understreger samtidig, at der

med de nye muligheder også følger nye udfordringer.

Opfattelsen af Arktis som et område med lavt konfliktpotentiale betyder, at regionen ikke

prioriteres højt i det amerikanske forsvarsbudget. En medvirkende årsag hertil er dog, at

karakteren af udfordringerne i Arktis betyder, at et stort antal ikke-militære myndigheder og

instanser bidrager til opgaveløsningen. Præsidenten har for nylig annonceret, at den

amerikanske administration ønsker at fremskynde ambitionen om at udvikle en styrket

isbryderkapacitet fra 2022 til 2020, og at man vil gå i dialog med Kongressen om finansiering

til US Coast Guard hertil.

Finland

Lapland, Finlands nordligste provins, ligger nord for polarcirklen, men Finland er ikke en

arktisk kyststat. Finlands arktiske program fra 2013 har følgende prioriter: Styrkelse af 1) det

multilaterale samarbejde i området (Arktis Råd og Barents-Euro-Arktis rådet), 2) EU’s rolle i

Arktisk Råd til at omfatte en observatørrolle, 3) det bilaterale forhold til navnlig Norge og

Sverige og i nogen udstrækning Rusland samt 4) erhvervspolitiske muligheder.

På grund af Finlands samiske befolkning ønsker Finland generelt, at der lægges vægt på

hensynet til oprindelige og lokale folk i det internationale samarbejde. Finland lægger også

vægt på, at internationale institutioner såsom IMO kan bruges til at skabe bedre og mere

effektiv regulering af regional aktivitet og dermed en mere fredelig region. Dette hænger tæt

sammen med en erhvervsorienteret tilgang, der skal skabe innovation i arktiske industrier. Da

Finland ikke har en arktisk kyst, er der kun få økonomiske interesser og handlemuligheder i de

arktiske have. I stedet ønsker man at sikre, at finske virksomheder kan indgå i samarbejde

med russiske og norske arktiske industrier, særligt inden for søfarts- og mineindustri. Et

formaliseret bilateralt partnerskab med Norge og uformelt samarbejde med Sverige og i

nogen udstrækning Rusland skal styrke erhvervslivets innovation. Det forværrede forhold

mellem Rusland og Vesten har i hvert fald midlertidigt sat denne del af den finske indsats i

bero. Finland anser en yderligere inddragelse af EU i Arktis som en måde at opnå støtte til



innovation og til samernes forhold. Finland støtter derfor, at EU bliver en permanent

observatør i Arktisk Råd. Finland indgår i det nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO og har

været involveret i øvelsesaktivitet i forbindelse med, at et NATO-land har varetaget air

policing i Island.

Finland overtager formandskabet for Arktisk Råd i 2017-19 og forventes at have fokus på

klima og vækstmuligheder.

Island

Island befinder sig i Arktis’ geografiske periferi. Dele af det islandske havområde og få småøer

ligger nord for polarcirklen og giver landet status som et permanent medlem af Arktisk Råd.

Men Arktis udgør en stor del af Islands selvforståelse, og Island har en meget velfungerende

infrastruktur (dybvandshavne, mange flypladser, udviklet vejnet, hospitalskapacitet,

kommunikation, redningskapacitet etc.). Island har stor interesse i Arktris det arktiske pga.

fiskeri og naturbevarelse. Staten har i årtier forsøgt at diversificere den islandske økonomi.

Islands økonomi har således de seneste år flyttet sig fra en primært fiskeribaseret økonomi til

nu at hvile på fisk, aluminium og turisme. Fiskeri er dog fortsat Islands vigtigste erhverv og

indtægtskilde, hvorfor Island er interesseret i fortsat at kunne påvirke fiskerireguleringen i

Arktis.

Island har ingen traditionel minedrift og kun et begrænset mineralpotentiale, men der er dog

en spirende interesse for f.eks. efterforskning af guld og mineralforekomster på havbunden.

Pga. let adgang til billig geotermisk og hydroenergi har Island kunnet tiltrække energitunge

virksomheder. Der er anlagt tre store aluminiumsværker ved dybvandshavne, og senest har

man opført et amerikansk ejet siliciumværk (produktion af solceller primært til salg til Kina).

To andre siliciumværker er i de indledende forberedende stadier, men ikke sikret

energiforsyning endnu. De tre aluminiumsværker samt siliciumværket aftager til sammen 80

% af Islands el-produktion. Denne industri er ikke påvirket af de arktiske forhold, men kan på

langt sigt have indflydelse på trafikforholdene i regionen grundet øget udvinding og eksport.

Samtidig fremhæves den ofte som et eksempel på, hvordan en grønlandsk

aluminiumssmeltningsindustri kan fungere. Island har ingen produktion af olie eller gas, og

potentialet vurderes at være relativt lavt, men der er givet undersøgelseslicenser for Dreko-

feltet mellem Jan Mayen og Island. Ifølge en aftale mellem Island og Norge bliver den norske

stat tilbudt 25 % af hver licens. Den ene licens er givet til en gruppe med det kinesiske

statsolieselskab CNOOC som operatør. I tilfælde af succes forventes der tidligst produktion

omkring år 2025.

Potentielle olie- og gasforekomster samt den mulige udvidelse af skibstrafikken gennem

Nordvestpassagen har medført begyndende overvejelser om internationale investeringer i

havneudvidelser på nordkysten af Island. Faldet i olieprisen har dog dæmpet interessen for



undersøgelser af olie- og gasforekomster. Samtidig er politiske miljøinteresser mod risikable

arktiske efterforskninger vokset i styrke.

Island regnes ikke som en arktisk kyststat, hvorfor Island ikke deltog i Ilulissat-mødet mellem

de fem arktiske kyststater i 2008. Et forhold som Island fortsat er utilfreds med. Som det

fremgår af landets Arktis-strategi, ønsker Island derfor generelt at styrke Arktisk Råd som

regionens vigtigste beslutningsorgan. Fra landets selvstændighed i 1944 og frem til 2006 har

Island haft et tæt forhold til USA, forankret i Islands NATO-medlemskab, en bilateral

forsvarsaftale fra 1951 og amerikansk militær tilstedeværelse på Keflavikbasen. Aftalen blev

bekræftet, da USA forlod Keflavikbasen i 2006. I lyset af den ændrede sikkerhedspolitiske

situation i Europa og øget russisk aktivitet i det arktiske område vil basen kunne få fornyet

betydning for amerikansk overvågningskapacitet, og det amerikanske forsvar har netop

meddelt, at de planlægger at vende tilbage til basen i 2017. På det seneste er det imidlertid

særligt Kina, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Kina kan tilbyde Island økonomiske

muligheder. I 2013 indgik Island, som det første europæiske land, en omfattende

frihandelsaftale med Kina. Island støttede Kinas optagelse som observatør i Arktisk Råd.

Island har ikke egne væbnede styrker og er derfor afhængig af NATO-partnernes

tilstedeværelse på øen. Siden den amerikanske tilbagetrækning fra Keflavikbasen har Island

befundet sig i en forsvarspolitisk overgangsfase. Island har interesse i et øget NATO-fokus på

Arktis og forsøger generelt at rette alliancens opmærksomhed mod regionen. Fra 2008 har

NATO-landene stået for periodisk air policing, heriblandt med deltagelse af danske kampfly.

Derudover er Keflavik vært for flere regelmæssigt tilbagevendende øvelser, herunder

bilaterale amerikanske øvelser. Island er desuden en del af det nordiske forsvarssamarbejde

NORDEFCO.

Island har opretholdt vedligeholdelsen af Keflavikbasen og kan med helt kort varsel modtage

og underbringe allierede fly og besætninger. Island afsøger aktuelt muligheder for øget

international (allieret) anvendelse af basen, og har iværksat en analyse, der skal undersøge

muligheden for at anvende basen som en international ’hub’ for eftersøgning- og

redningsberedskab, primært i samarbejde med nære allierede.

På grund af sin beliggenhed er Island meget vigtig for alle dele af Kongeriget Danmark, og den

danske flådes operationer ud for Grønlands østkyst er afhængig af Reykjavik som anløbshavn.

Kongeriget Danmark har et meget tæt, godt og gensidigt samarbejde med Islands kystvagt.

Sverige

Sverige er en arktisk stat, da den nordlige del af landet, Norrbottens Län, befinder sig nord for

polarcirklen. Derimod er Sverige ikke en arktisk kyststat og har derfor kun få økonomiske

interesser og handlemuligheder i de arktiske have. Sveriges position i Arktis minder således en



del om den finske. Økonomisk ser Sverige primært sig selv som en potentiel

samarbejdspartner for russisk eller norsk industri i Arktis, særligt inden for mineindustrien. En

omfattende del af den svenske minedrift udskibes gennem de arktiske have via Narvik i Norge.

Sverige har en betydelig isbryderflåde, der bl.a. benyttes til videnskabelige missioner i Arktis.

Sveriges tilgang til Arktis er præget af indenrigspolitiske forhold og et generelt ønske om at

undgå en militarisering af regionen. Som det fremgår af den svenske Arktis-strategi prioriterer

Sverige, at regionen fortsat præges af fredeligt samarbejde. Man støtter, at opgaveløsningen

styrkes gennem internationalt samarbejde, såsom et fælles polarkodeks gennem IMO. Sverige

er permanent medlem af Arktisk Råd og foretrækker generelt, at så mange emner som muligt

behandles i dette forum. Sverige støtter, at EU får permanent observatørstatus i Arktisk Råd.

Man ønsker at undgå, at de fem arktiske kyststater træffer beslutninger uden om Arktisk Råd.

På grund af dets samiske befolkning er Sverige særligt opmærksom på, at det internationale

samarbejde fokuserer på oprindelige og lokale folks rettigheder. Sverige deltager i det

nordiske forsvarssamarbejde NORDEFCO og har været involveret i øvelsesaktiviteter med

tilknytning til NATO’s air policing-indsats i Island.

Kina

Den kinesiske interesse for investeringer i den arktiske region er øget over det seneste årti.

Det skyldes særligt udsigten til mere gunstige forhold for søtransport som følge af

klimaforandringerne. Kinesiske interessenter er især fokuseret på de kommercielle

muligheder, der er forbundet med sejlads gennem Nordøstpassagen. Ruten vil kunne afkorte

distancen fra Kina til Nordeuropa betydeligt. På meget langt sigt vil en rute på tværs af

Nordpolen eller en rute gennem Nordvestpassagen også være genstand for kinesisk interesse.

Samtidig afføder Kinas fortsatte store industriproduktion et behov for sikker forsyning af

kritiske råstoffer og energiressourcer, der bl.a. forefindes i det arktiske område. Et øget

kinesisk engagement i Arktis skal derfor også ses i lyset af dette. Endelig har Kina en række

bredere forskningsmæssige interesser i polarområderne, herunder også Arktis. Kina

fremhæver desuden ofte spørgsmålet om klimaforandringernes globale effekter, f.eks.

ekstreme vejrforhold i det sydlige Kina, som en årsag til Kinas interesse i Arktis.

Flere kinesiske selskaber har udvist interesse for at investere i udvindingsprojekter i Grønland,

hvor forekomster af kritiske råstoffer og energiressourcer potentielt kan udvindes. På

nuværende tidspunkt er det ikke muligt at vurdere muligheden og omfanget af kinesiske

investeringer i Grønland på langt til meget langt sigt, da den kommercielle interesse heri også

afhænger af den generelle udvikling i pris og efterspørgsel på det globale råstofmarked. I

Grønland kan man bl.a. bryde jern, kobber, zink og uran, som er blandt de stoffer, som Kinas

ministerium for jord og ressourcer anser for strategiske vigtige råstoffer. Det er samtidig

sandsynligt, at Kinas interesse i ressourceudvinding i Grønland vil blive ledsaget af kinesiske



investeringer i grønlandsk infrastruktur på mellemlangt til meget langt sigt. Sandsynlige

projekter indbefatter bygning af dybvandshavne og udvidelse af eksisterende lufthavne.

I forbindelse med de kommercielle muligheder forbundet med øget søtransport i den arktiske

region betyder især Islands geografiske placering, at den kinesiske interesse for investeringer i

Island øges. Samlet set kan en øget kinesisk tilstedeværelse og investeringsaktivitet i Grønland

og Island forventes i de kommende år.

Selv om hverken Arktis eller Grønland må anses for centrale kinesiske indsatsområder, er der

øget interesse for det arktiske område blandt en række kinesiske firmaer og

investeringsbanker. Kinas interesser og engagement ser ikke på nuværende tidspunkt ud til at

række ud over rent kommercielle interesser for de involverede virksomheder og

forsyningssikkerhed på råstofområdet. Kinas kommercielle og strategiske interesser er dog

traditionelt tæt sammenvævede, og den kinesiske ledelse ser ikke råstofpolitik, handelspolitik,

udenrigspolitik og sikkerhedspolitik som adskilte områder. Det er derfor sandsynligt, at Kinas

rolle og mulige indflydelse på det arktiske område vil stige, i takt med at Kinas økonomiske

engagement i regionen vokser.

Endelig har Kina udvist interesse i, at udviklingen i det arktiske område ikke alene varetages af

de arktiske stater. På linje med en række andre lande opnåede Kina i maj 2013 status som

permanent observatør i Arktisk Råd. Kina deltager også aktivt i det islandsk initierede forum

Arctic Circle. Kinas statslige polarforskningsinstitut (PRIC) udvider løbende

forskningssamarbejde om arktiske spørgsmål med de arktiske stater. Kinas nævnte

forskningsaktiviteter på øgruppen Svalbard er et eksempel herpå. For at fremme lige adgang

for både kyststater og ikke-kyststater til søveje og ressourceudvinding i det arktiske område

fremhæver Kina jævnligt Spitsbergen-traktaten vedr. Svalbard som en løsningsmodel for det

samlede arktiske område.

De fremtidige rammer for Forsvarsministeriet i Arktis

Forsvarsministeriet kan forvente at blive en vigtig aktør i den fremtidige udvikling i Arktis, hvor

en ny arktisk geopolitik indebærer et stort potentiale, men også en betydelig usikkerhed.

Udviklingen er primært baseret på økonomisk udvikling og samarbejde, men kan påvirkes af

mangel på tillid, som spændingerne mellem Rusland og Vesten har affødt. Uanset de aktuelt

forværrede politiske relationer mellem Rusland og Vesten vil det sandsynligvis være et politisk

klima, der i højere grad er præget af samarbejde og konkurrence end af konfrontation og

konflikt, som Forsvarsministeriet i de kommende år skal operere i og understøtte yderligere

gennem sine aktiviteter i regionen.



Forsvarsministeriet skal her i fællesskab med andre aktører fra de øvrige arktiske stater

bidrage til at sikre de arktiske samfund og herved understøtte en bæredygtig social,

økonomisk og politisk udvikling i regionen. Samtidig skal Forsvarsministeriet løse opgaver, der

varetager Kongeriget Damarks sikkerhedspolitiske interesser.

Der er i analysen omtalt en række risici for, at den sikkerhedspolitiske udvikling i Arktis går i en

retning, hvor regionen vil blive præget af mere politisk og militær spænding. Det er dog ikke

sandsynligt, at disse risici vil manifestere sig i egentlige militære konflikter. De illustrerer

imidlertid, hvordan kyststaterne under bestemte omstændigheder kan risikere at skulle

håndtere de sikkerhedspolitiske konsekvenser af øget politisk spænding i regionen. I sidste

ende er Kongeriget Danmarks sikkerhed garanteret gennem NATO-medlemskabet. Det gælder

også i Arktis. Store dele af det arktiske område er både skrøbeligt og ugæstfrit. Kongeriget

Danmark har et ansvar, der skal forvaltes. Det gælder både i forhold til regionens

bæredygtighed og over for de mange forskellige aktører, der færdes i regionen, særligt i eller

nær Kongeriget Danmarks territorium. Isens reducerede udbredelse vil betyde, at der bliver

større farbare arealer under Kongeriget Danmarks jurisdiktion og ansvar. I det omfang at der

kommer øget økonomisk aktivitet i Arktis, vil det i nogen grad betyde risici for miljø,

befolkning og dyreliv. Disse forhold vil alle føre til øgede krav til Forsvarsministeriets evne til

at bidrage til en øget overvågning, bredere samfundssikkerhed og et øget beredskab.

Samtidig med at Forsvarsministeriet skal have evnen til at bidrage til at håndtere disse

udfordringer, vil det praktiske samarbejde om sikkerhed og beredskab med andre aktører i

regionen fungere som en løftestang til at udbygge det generelle politiske og regionale

samarbejde. En investering i samarbejde styrker ikke kun nyttige og værdifulde

indsatsområder, men er samtidig en tillidsskabende foranstaltning og en investering i den

brede samarbejdende arktiske orden.

Forsvarsministeriets opgaver vil omfatte overvågning, tilstedeværelse og reaktionskapacitet i

relation til en bred vifte af overvågnings- og beredskabsopgaver. I tilknytning hertil vil der

være øget efterspørgsel efter efterretninger og videnskabelige data, der dels kan understøtte

arktisk samfundssikkerhed (bl.a. søopmåling og isvarsling), dels understøtte

Forsvarsministeriets traditionelle opgaveløsning, ikke mindst i relation til overvågning og

suverænitetshævdelse og udførelse af myndighedsopgaver i det vidtstrakte arktiske

geografiske område. Samtidig kan man forvente muligheder for styrket samarbejde med

andre nationers myndigheder – civile såvel som militære. I den forbindelse vil øget

øvelsesaktivitet, deling af kommunikationsmidler og andre tillidsskabende foranstaltninger

spille en væsentlig rolle. Det stiller ikke kun krav til operative kapaciteter, men også til de

stabskapaciteter, der skal sikre operativ ledelse og koordination.



Bilag 1: Status for Kongeriget Danmarks indlevering af krav til FN’s

Sokkelkommission

I det følgende gives en kort status for de fem områder i Kongeriget Danmark, hvor der er

indleveret en delsubmission til CLCS (United Nations Commission on the Limits of the Continental

Shelf). Alle delsubmissionerne er udarbejdet og indleveret efter politisk godkendelse i alle tre

rigsdele.

Området nord for Færøerne (NFM): Delsubmissionen vedrørende dette område blev indleveret til

CLCS den 29. april 2009 og fremlagt mundtligt for CLCS den 29. august 2009 under dens 24.

samling. En subkommission blev nedsat under CLCS’ 30. samling (juli-august 2012). Forhandlinger

med subkommissionen foregik i løbet af 2013, og CLCS kom med sin anbefaling i marts 2014, hvor

de anerkendte Kongeriget Danmarks adkomst til området i overensstemmelse med

delsubmissionen. Der er indgået en politisk delingsaftale (Agreed Minutes fra 2006) for overlap i

dette område med Norge og Island. Norge modtog CLCS-anbefalingen for området i 2009, og det

er forventningen, at Island modtager CLCS-anbefalingen for området i 2016 eller 2017. Størrelsen

af området er på 87.792 km2.

Området syd for Færøerne (SFM): Delsubmissionen vedrørende dette område blev indleveret til

CLCS den 2. december 2010 og fremlagt mundtligt for CLCS den 31. marts 2011 under dens 27.

samling. Da Island har gjort indsigelse mod behandling af de overlappende submissioner fra

Storbritannien, Irland og Kongeriget Danmark i dette område, og idet Kongeriget Danmark tillige

har anmodet om, at alle landes submissioner behandles samtidigt af CLCS, er CLCS’ videre

behandling af denne delsubmission sat i bero. Størrelsen af submissionsområdet er på 608.890

km2.

Området syd for Grønland (SGM): Delsubmissionen vedrørende dette område, der består af to

geografisk adskilte områder, blev indleveret til CLCS den 14. juni 2012. Island og Canada har

indleveret submissioner, der overlapper med Kongeriget Danmarks (hhv. i april 2009 og december

2013). Både Canada og Island har indsendt ikke-indsigelsesnoter til FN. En CLCS-behandling af

Kongeriget Danmarks delsubmission forventes tidligst at starte fra 2018. CLCS behandler pt.

Islands submission. Som ved området nord for Færøerne er der indgået en politisk delingsaftale

(Agreed Minutes fra 2013) for overlap i dette område med Island. CLCS forventes tidligst at kunne

behandle Canadas submission omkring 2020. Der må forventes at være en endelig afklaring før

2025. Størrelsen af de to områder i delsubmissionen er på 114.929 km2.

Området nordøst for Grønland (NEGM): Delsubmission vedrørende dette område blev indleveret

til CLCS den 26. november 2013. Efter aftale med Norge har de for dette område indsendt en ikke-

indsigelsesnote til FN. CLCS forventes tidligst at kunne behandle Kongeriget Danmarks submission

fra 2019. Størrelsen af submissionsområdet er på 61.913 km2.



Området nord for Grønland (NGM): Delsubmissionen vedrørende dette område blev indleveret til

CLCS den 15. december 2014. I overensstemmelse med at Kongeriget Danmark har indgået ikke-

indsigelses aftaler med Rusland, Canada, Norge og USA, har de alle indsendt ikke-indsigelsesnoter

til FN. Behandlingen af denne delsubmission forventes tidligst påbegyndt fra 2020. Størrelsen af

submissionsområdet er på 895.541 km2. En samlet CLCS-præsentation af delsubmissionerne

vedrørende Grønland forventes gennemført i august 2016.



Kortet viser Kongeriget Danmarks fem delsubmissionsområder. NFM (gult) – submissionsområdet nord for

Færøerne; SFM (grønt) – submissionsområdet syd for Færøerne; SGM (blåt) – submissionsområdet syd for

Grønland, NEGM (rødt) – submissionsområdet nordøst for Grønland og NGM (lilla) – submissionsområdet

nord for Grønland.



Bilag 2: De arktiske staters militære kapaciteter i Arktis

I det følgende gives en status over de arktiske staters primære militære kapaciteter i Arktis. For

hvert land er der desuden udarbejdet kort, hvorpå de militære kapaciteter er illustreret. Kortene

er ikke udtømmende, men fremhæver alene de vigtigste faciliteter.

Canada

Luftmilitære kapaciteter

Royal Canadian Air Force opererer op til 18 CP-140-(P-3C) anti-submarine warfare-fly, som har

rækkevidde til at patruljere dele af arktisk Canada fra deres base på østkysten. Canada har knapt

80 F/A-18-jagerfly placeret i det sydøstlige og centrale Canada, som regelmæssigt indgår som en

del af det canadiske afvisningsberedskab i Arktis. De har desuden mulighed for at operere ud fra

fire baser i det nordlige Canada, som er placeret i Inuvik og Yellowknife (Northwest Territories)

samt i Iqaluit og Rankin Inlet (Nunavut). F/A-18-flyene understøttes af to fly med

lufttankningskapacitet. En række canadiske helikoptere og C-130J- og C-17-transportfly opererer

også jævnligt i Arktis. Dertil kommer fire CC-138-Twin Otter-fly stationeret i Yellowknife. Det

canadiske flyvevåben har desuden indgået en aftale med en række civile flyselskaber, der har

kapacitet til at foretage nedkastning af nødhjælps- og overlevelsesudstyr til nødstedte.

Canada opretholder en kæde af ubemandede radarstationer i det nordlige Canada. Systemet

betegnes North Warning System. Systemet indgår i den fælles amerikansk-canadiske

luftforsvarskommando, North American Aerospace Defence Command (NORAD).

Landmilitære kapaciteter

Det canadiske forsvar har en permanent tilstedeværelse på 250 mand, inklusive civilt ansatte, nord

for 60°N. Enhederne støttes af 440th Transport Squadron; 1st Field Ambulance Detachment og en

værnsfælles personelforvaltningsenhed. Joint Task Force North har hovedkvarter i Yellowknife

med et par sektioner i Whitehorse (Yukon) og Nunavut (Iqaluit). Canada åbnede desuden i 2013 et

arktisk militært træningscenter i Resolute Bay (Nunavut) på sydsiden af Cornwallis Island nær

Parry Channel, som fungerer som uddannelsessted for vinterkamp, og som også vil kunne fungere

som en fremskudt operationsbase. Der er mulighed for at indkvartere 140 mand, og faciliteterne

benyttes også af andre statslige myndigheder og af forskere.

De canadiske rangers kan betegnes som en form for hjemmeværn, hvor lokalbefolkningen

deltager i varetagelsen af opgaver som patruljering og overvågning. Det totale antal rangers er

siden 2008 steget fra 4.000 til 5.000. Rangerenhederne er geografisk spredt ud over de beboede

dele af det canadiske territorium og således også i de arktiske egne af Canada, hvor enhederne

spiller en vigtig rolle med deres unikke lokalkendskab til operationsområderne. Alle canadiske

landstyrker modtager vintertræning som en del af deres basisuddannelse. Hertil kommer en



reserveenhed underlagt Joint Task Force North, som er inddelt i fire Arctic Response Company

Groups, hvis norm planlægges til at være 100 mand i 2019. Endelig har Canada siden 1950’erne

haft indhentningsstationen Alert på Ellesmere Island (Nunavut).

Sømilitære kapaciteter og maritime beredskabskapaciteter

Overvågningen af Arktis foretages primært af den canadiske kystvagt (underlagt det canadiske

fiskeriministerium, Department of Fisheries and Oceans), som råder over fire til fem mindre ældre

isbrydere og en række andre skibe, der i større eller mindre grad er egnet til sejlads i is. To af

isbryderne er dedikerede til arktisk forskning. Den nærmeste sømilitære base er i Halifax (Nova

Scotia) i det sydøstlige Canada.

Canada har overvejet at udbygge sin isbryderstyrke med tre til fire svære isbrydere, men har i

stedet valgt at bygge kun én svær isbryder, som i 2018 skal erstatte Canadas eneste nuværende

svære isbryder fra 1969, som blev moderniseret og levetidsforlænget i 2000.

Royal Canadian Navy har ingen isforstærkede skibe, men er ved at anskaffe fem isforstærkede

patruljefartøjer. Skibene vil blive leveret i perioden 2018 til 2022. Det canadiske forsvar er i gang

med at etablere et maritimt støttepunkt med dybvandshavn og brændstofdepot i Nanisivik på

nordsiden af Baffin Island ved Lancaster Sound, ikke langt fra den østlige indsejling til Parry

Channel. Faciliteten forventes operativ i 2016 og skal anvendes til logistiske formål i forbindelse

med operationer i Nordvestpassagen og Arktis.



USA

Land- og luftmilitære kapaciteter

Efter gennem flere år at have været splittet mellem tre kommandoer, EUCOM, NORTHCOM og

PACOM, overførte USA i 2011 ansvaret for USA’s primære arktiske områder til NORTHCOM.

NORTHCOM er samtidig blevet ansvarlig for udviklingen og koordinationen af arktiske kapaciteter.

Det arktiske område, som NORTHCOM har ansvaret for, strækker sig fra Beringstrædet i vest til

den vestlige del af Grønland i øst. Hertil kommer hele havområdet omkring Nordpolen. Området

fra den østlige del af Grønland over Nordatlanten til de fjernøstlige russiske kystområder er dog

fortsat underlagt EUCOM, der bl.a. har ansvar for Rusland og de øvrige europæiske arktiske

nationer.

USA’s eneste militærbase i selve det arktiske område er Thule Air Base i Nordvestgrønland. De

øvrige baser er placeret syd for polarcirklen og huser bl.a. to kampbrigader. Det drejer sig om én

strykerbrigade (Arctic Warriors) 100 km syd for polarcirklen i Fort Wainwright. Den anden brigade

er luftbåren og samplaceret med to eskadriller af F-22A-jagerfly på Joint Base Elmendorf-

Richardson i Anchorage, Alaska. USA overvejer også at placere F-35-eskadriller i Alaska på Eielson

Air Force Base eller Joint Base Elmendorf-Richardson. Den endelige beslutning vil efter en større

analyse af baserne blive taget i løbet af 2016.

Selv om disse enheder er stationeret i staten Alaska, er de ikke nødvendigvis tiltænkt til

operationer i det arktiske område. Både kampbrigaderne og jagerflyene er som udgangspunkt

stationeret i Alaska med henblik på at blive indsat i brændpunkter i Østasien først og fremmest.

Derfor er de fortsat også underlagt den amerikanske Stillehavskommando, PACOM. Begge

kampbrigader er dog trænet i vinterkamp og vil således med den fornødne udrustning og materiel

forholdsvis hurtigt kunne anvendes i forbindelse med eventuelle arktiske operationer. Det samme

gælder infanteribrigaden, som hører under Alaskas Nationalgarde. Også 10th Mountain Division,

der er baseret i staten New York, er specialiseret i kamp i kolde områder og vanskeligt

fremkommeligt terræn. Det samme gælder enheder fra marinekorpset, der også regelmæssigt

gennemfører træning i vinterkamp, bl.a. i Norge. Det amerikanske flyvevåben anvender HH-60

Pavehawk-helikoptere og HC-130-transportfly til udførelse af eftersøgnings- og redningsopgaver i

Alaska. Det er dog i den sammenhæng værd at nævne, at disse kapaciteter som udgangspunkt ikke

er anskaffet eller designet med henblik på at gennemføre eftersøgnings- og redningsoperationer i

Arktis. HH-60-helikopterne er operativt primært anskaffet til at løse eftersøgnings- og

redningsopgaver i kampzoner, men anvendes også til ”almindelige” eftersøgnings- og

redningsopgaver. USA bruger samtidig en række eksisterende faciliteter som f.eks.

radarinstallationer og drivmiddeldepoter som fremskudte operationsbaser i Alaska. Det gælder

bl.a. US Coast Guards sæsonbestemte tilstedeværelse i Barrow, Alaskas nordligste beliggende by,

hvorfra kystvagten opererer en række mindre fartøjer. Herfra skal kystvagten kunne indsætte sine

enheder i tilfælde af ulykker, der eksempelvis involverer krydstogtskibe og tankskibe, som



opererer i det arktiske område, herunder gennem Beringstrædet. Andre midlertidige

støttepunkter i den nordlige del af Alaska inkluderer byen Nome ca. 200 km syd for polarcirklen

ved indsejlingen til Beringstrædet. Nome har både havnefaciliteter og landingsplads, bl.a. til C-130-

transportfly, og har siden 2008 fungeret som midlertidig fremskutte operationsbaser i forbindelse

med arktiske øvelser. Endelig fungerer Prudhoe Bay, der ligger 300 km øst for Barrow (og 300 km

vest for Canada), som støttepunkt. Prudhoe Bay huser bl.a. et drivmiddeldepot, en radarstation og

en mindre landingsplads. På kort til mellemlangt sigt har det amerikanske forsvar ingen planlagte

anskaffelser af militære kapaciteter direkte møntet på indsættelse i Arktis, ligesom man ikke har

planer om at etablere nye baser eller større infrastruktur. På længere sigt arbejder primært den

amerikanske flåde på, at brugerspecifikationerne til nye skibsanskaffelser indeholder krav om en

moderat evne til at kunne sejle i is samt operere i polare miljøer.

I Alaskas nordlige områder er der, ligesom i Canada, luftvarslingsradarer, der indgår i det fælles

amerikansk-canadiske North Warning System under NORAD.


Den amerikanske flåde råder over 14 strategiske ubåde af Ohio-klassen udrustet med ballistiske

missiler. Hertil kommer fire strategiske Ohio-klasse ubåde udrustet med krydsermissiler. De 14

ballistiske missilubåde kan medføre nukleare sprænghoveder. Ubådene spiller som sådan ingen

rolle i forhold til USA’s regionale aktiviteter i de arktiske egne. Den amerikanske flåde har omtrent

40 angrebsubåde af Los Angeles-klassen, hvoraf enkelte har opereret under havisen. Desuden er

USA ved at undersøge, om angrebsubåde af Virginia-klassen kan anvendes til anti-ubådskrigførelse

i arktiske farvande. USA råder i dag kun over to skibe, der kan bryde is. Heraf er US Coast Guards

nyeste, Healy, en middelstor isbryder, der har begrænset evne som isbryder i svær is. Healy hejste

kommando i 2000 og kan med sin forventede levetid være operativ frem til 2029. Kystvagten råder

desuden over en ældre svær isbryder, Polar Star, der har været lagt op. Polar Star har dog

gennemgået en midlertidig opdatering, hvilket har forlænget isbryderens levetid med små 10 år.

Der vil formentlig gå minimum 8-10 år, før en supplerende polar isbryderkapacitet eller en delvis

erstatning kan være klar. Andre amerikanske overvejelser går i retning af, at kystvagten anskaffer

et antal modificerede og isforstærkede udgaver af sin Offshore Patrol Cutter med henblik på at

operere skibene fra øen Kodiak i den sydvestlige del af Alaska. Disse fartøjer vil også kunne

medbringe helikoptere. Kystvagtens eftersøgnings- og redningsoperationer i Arktis styres fra

kystvagtens Rescue Coordination Center i Juneau, Alaska, imens flyvevåbnets eftersøgnings- og

redningsoperationer styres fra Alaska Rescue Coordination Center på Joint Base Elmendorf-

Richardson.



Rusland

Luftmilitære kapaciteter

Ruslands strategiske bombefly patruljerer regelmæssigt over det arktiske område. Bombeflyene

kan bevæbnes med krydsermissiler med både konventionelle og nukleare sprænghoveder.

Patruljeflyvninger skal give flybesætningerne rutine i at flyve over områder, hvor de skal operere

under en militær konfrontation med USA. Flyvningerne skal også tydeliggøre Ruslands rolle som

den dominerende militære magt i det arktiske område og landets evne til magtprojicering fjernt

fra eget luftområde. På grund af flyenes alder og nedslidning vil Rusland kun vanskeligt kunne

fastholde det nuværende aktivitetsniveau ud over det korte til mellemlange sigt.

Ruslands flystyrker og Nordflåden har tilsammen lidt over 100 fly og helikoptere baseret på

Kolahalvøen, bl.a. ældre typer jagerfly, jagerbombere, maritime patruljefly og helikoptere. Det er

dog meget sandsynligt, at antallet af operative fly i praksis er mindre end 50 fordelt på forskellige

flytyper. Antallet af operative kampfly må forventes at blive mindre end det nuværende antal på

langt til meget langt sigt, selv om en vis tilgang af moderne kampfly kan forventes.

Ud over de regulære flystyrker råder Ruslands grænsetropper over et mindre antal helikoptere og

fly, herunder mindre transportfly.

Flystyrkerne vil også fremover primært operere fra flyvepladser på Kolahalvøen og kun i mindre

omfang fra deployeringsbaser i det øvrige arktiske område. Rusland arbejder imidlertid på at

reaktivere et antal flybaser i det arktiske område på fastlandet. Rusland er samtidig ved at

forbedre landingsbanerne på en række øgrupper, herunder især Franz Josefs Land og Kotelny på

De Nysibiriske Øer. Samtidig med disse tiltag har Rusland oprettet udbyggede fremskudte

forlægninger på de to øer, som bl.a. omfatter luftovervågning og mindre bevogtningsenheder.

Rusland er også ved at oprette faciliteter på fire andre øer langs Nordøstpassagen, således at

Rusland i alt vil råde over seks fremskudte forlægninger. Det drejer sig om Nagurskoye, Belusha

(Rogachëvo), Sredniy på Nova Zemlya, Temp, Wrangel og Mys Shmita. Det primære formål med

forlægningerne er at forstærke evnen til at kontrollere fremmede skibes passage gennem

Nordøstpassagen.

På Kolahalvøen er der opstillet punktluftforsvar med luftforsvarsmissiler. Rusland har desuden i

sommeren 2015 opstillet luftforsvarsmissiler på Novaja Zemlja. Det er dog ikke sandsynligt, at

Rusland vil etablere et fuldt sammenhængende områdeluftforsvar over hele det arktiske område.

Derimod vil Rusland kunne etablere et omfattende punktluftforsvar med luftforsvarsmissiler af

udvalgte nøgleinstallationer. Rusland planlægger at deployere MiG-31-jagerfly på flere flybaser

langs Rusland nordkyst. Det er sandsynligt, at en central opgave for disse fly i givet fald vil være

beskyttelse mod amerikanske krydsermissiler, f.eks. fremført af strategiske bombefly eller Ohio-

ubåde.



Rusland råder over en række radarfaciliteter i det nordlige Rusland, som kan dække de sydlige dele

af det arktiske område.

Landmilitære kapaciteter

Hovedkomponenterne i det regulære landforsvar er fortsat to enheder af brigadestørrelse på

Kolahalvøen. Omdannelsen af de to enheder til regulære arktiske enheder vil sandsynligvis ske ved

at tildele dem arktisk udrustning, træning og give dem øget mobilitet. Rusland har desuden

oprettet en tredje arktisk brigade i det arktiske område tæt på Finland. Herudover er Rusland ved

at oprette en fjerde arktisk brigade ca. 1.500 km øst for Kolahalvøen, sandsynligvis syd for Yamal-

halvøen.

Rusland vil således opbygge regionale militære kapaciteter, der vil kunne gennemføre et offensivt

mobilt forsvar af områder og nøglepunkter. Det vil ske med mobile bataljonskampgrupper af

landstyrker, marineinfanteri og luftbårne styrker fremført af orlogs-, landgangs- og patruljeskibe

og støttet af flystyrker og helikoptere. I marts 2014 nedkastede Rusland faldskærmsstyrker på De

Nysibiriske Øer i forbindelse med en øvelse, hvor man simulerede erobring af en arktisk flyveplads.

Også i august 2015 nedkastede Rusland faldskærmsstyrker i forbindelse med en landgangsøvelse

ved Yamal.

Ruslands militære ledelse lægger stor vægt på strategisk mobilitet. Det er derfor meget

sandsynligt, at både luftbårne enheder og specialstyrker i stigende grad vil indgå i Ruslands

operationsplanlægning i det regionale arktiske område. To luftbårne divisioner er designeret til at

kunne indsættes under arktiske forhold. Begge divisioner er fast stationeret i det vestlige Rusland i

hhv. Pskov og Ivanovo. Rusland råder ikke over en designeret lufttransportkapacitet til udførelse af

større transportopgaver i den arktiske region af landet, og en større lufttransportopgave skal

derfor gennemføres ved forlægning af transportfly fra andre dele af landet. Herudover vil Ruslands

militære ledelse kunne trække på enheder fra de øvrige dele af landet, selv om de ikke er specielt

udrustet eller trænet til indsættelse i arktiske egne.

Hovedparten af forsvaret af den nordlige arktiske flanke vil blive varetaget af grænsetropperne,

der har ansvaret for suverænitetshåndhævelse, farvandsovervågning og i samarbejde med

beredskabsministeriet også eftersøgnings- og redningsoperationer samt miljøoperationer.

Grænsetropperne råder over et antal grænsebevogtningsstationer, der er under udbygning, og

som suppleres af kystvagtens patruljefartøjer. Endelig vil de væbnede styrkers specialstyrker, de

såkaldte spetsnazstyrker, typisk blive indsat i form af små enheder af gruppe- eller

delingsstørrelse.




Rusland oprettede i december 2014 en ny arktisk kommando, Strategisk Enhedskommando Nord

(OSK Nord), der primært vil omfatte Nordflådens eksisterende kapaciteter. OSK Nord skal bidrage

til at forøge Ruslands nationale kontrol med og muligheder for magtprojicering langs hele

Ruslands nordkyst og Nordøstpassagen. Det skal ske sammen med en løbende udbygning af

Rusland regionale militære kapaciteter og etablering af nye forlægninger i det arktiske område.

OSK Nord’s hovedopgave at gennemføre et offensivt mobilt forsvar af nøglepunkter i Ruslands

arktiske område. Det gælder bl.a. central infrastruktur, herunder faciliteter til råstofudvinding

samt centrale øer, som Nordøstpassagen kan kontrolleres fra.

Nordflåden råder over fem af Ruslands i alt syv strategiske missilubåde, der er bevæbnet med

interkontinentale missiler med nukleare sprænghoveder. De spiller ingen rolle i forhold til

Ruslands regionale arktiske militære opgaveløsning. Det er sandsynligt, at antallet af strategiske

missilubåde ved Nordflåden på langt til meget langt sigt vil falde til fire til fem enheder, hvoraf de

fire dog vil være de nye strategiske ubåde, som Rusland er ved at bygge.

Nordflåden råder aktuelt over ét hangarskib, syv større orlogsskibe, herunder en atomdreven

krydser, otte til ni atomdrevne angrebsubåde, fem konventionelle ubåde, fire større

landgangsskibe og et større antal hjælpeskibe. Det er sandsynligt, at Nordflåden på langt til meget

langt sigt vil kunne opretholde en styrke på otte større orlogsskibe, dog undtaget hangarskibet,

som sandsynligvis ikke vil blive erstattet, når det om få år må udfases. Det er sandsynligt, at

antallet af atomdrevne og konventionelle ubåde og landgangsskibe vil falde på langt til meget

langt sigt.

Hovedopgaven for Nordflådens overfladeenheder og angrebsubåde er at sikre de strategiske

missilubådes udsejling og frie bevægelighed i Det Arktiske Ocean og i Atlanterhavet. Foruden

denne opgave bidrager Nordflåden til russisk strategisk magtprojicering med forlægning af

orlogsskibe og landgangsskibe til f.eks. Ruslands permanente Middelhavsflådestyrke. Det er

sandsynligt, at en væsentlig del af aktiviteterne for Nordflådens orlogs- og landgangsskibe fortsat

vil bestå af deployeringer ud af det arktiske område. Alle Nordflådens overfladeenheder,

angrebsubåde og konventionelle ubåde kan sammen med landgangsskibene løse regionale

sømilitære opgaver i det arktiske område, f.eks. forsvar af søterritoriet og kyster,

farvandsovervågning og regional magtprojicering og for overfladeenhedernes vedkommende også

eftersøgnings- og redningsoperationer. Det er dog sandsynligt, at en meget stor del af den

regionale sømilitære opgaveløsning vil blive varetaget af kystvagtens patruljeskibe. Det er

besluttet at anskaffe 20 nye patruljeskibe til kystvagtens arktiske opgaveløsning.

Ruslands beredskabsministerium er i færd med at etablere 10 redningscentre langs

Nordøstpassagen. Det første redningscenter blev indviet i august 2013 og omfatter



brandslukningsberedskab, redningsberedskab med køretøjer og både, anløbskaj og

træningsfaciliteter. De primære opgaver vil blive søredning og olieforureningsbekæmpelse langs

Nordøstpassagen. Kystvagtens kommende patruljeskibe vil også indgå i redningsberedskabet.

Aktuelt råder Rusland over fem til seks store isbrydere, heraf fire atomdrevne, til at dække

behovet for isbryderassistance i Nordøstpassagen. Der er igangsat erstatningsbyggeri for de

nuværende atomdrevene og konventionelle isbrydere. Isbryderne vil være en del af

redningstjenesten, samtidig med at de løser deres primære opgaver som isbrydere. Ud over disse

store isbrydere råder Rusland over et meget stort antal mindre dieseldrevne isbrydere af forskellig

størrelse.



Norge

To af flyvevåbnets i alt tre F-16-eskadriller er stationeret på Bodø, som er Norges vigtigste

flyvestation. I Finmarken er der på Banak stationeret en eskadrille Sea King-redningshelikoptere og

yderligere helikoptere på Bardufoss, bl.a. til brug for kystvagten. Andøya i samme område er base

for fire maritime overvågningsfly af typen P-3C Orion.

Norge har et antal hærbataljoner garnisoneret i Finmarken nær den russiske grænse. Desuden

råder Norge over specialstyrker i samme område. Det gælder også Norges værnfælles operative

kommando, der i 2009 blev flyttet nord for polarcirklen tæt på Bodø Flyvestation, der i forvejen

huser Nordnorges landdelskommando. Der er samtidig sket en forstærkning og konsolidering af

hærens tilstedeværelse i den nordlige del af landet (Troms-regionen), ligesom kystbevogtningen er

blevet styrket. Norge råder over et uddannelsescenter for vinterkamp.

Flåden (Kysteskadren) omfatter bl.a. fem moderne fregatter af Fridtjof Nansen-klassen. Hertil

kommer seks ubåde af Ula-klassen, et antal missilbåde og andre mindre fartøjer. Kystvagten råder

i Nordnorge over ni skibe, heraf én isbryder. Norge får yderligere et nyt isforstærket forskningsskib

omkring 2016.



Island

Island har ikke militære styrker. Den civile islandske kystvagt varetager suverænitetshåndhævelse,

eftersøgnings- og redningsopgaver, fiskerikontrol, forureningsforebyggelse og -bekæmpelse,

ammunitionsrydning samt hydrografiske undersøgelser m.m. Kystvagten råder over tre

patruljefartøjer med kapaciteter som helikopter (in-flight refueling), brandslukningsudstyr,

oliespildsudstyr og slæbefaciliteter. Derudover råder kystvagten over tre middelstore

eftersøgnings- og redningshelikoptere og et Dash 8-patruljefly modificeret til at udføre maritim

overvågning. Kystvagten opererer Islands Joint Rescue & Coordination Centre, der er ansvarlig for

Islands eftersøgnings- og redningsregion i Arktis. Island har et frivilligt redningsberedskab (ICESAR)

bestående af 100 redningsteams, der kan udføre opgaver i Arktis. Island vedligeholder fortsat en

række NATO-radar- og luftforsvarsinstallationer i hvert hjørne af øen. Island har desuden

vedligeholdt Keflavikbasen, som USA forlod i 2006. Ifølge det amerikanske forsvar planlægger USA

imidlertid at genåbne basen i 2017. Basen skal hovedsageligt bruges ved deployering af patruljefly.

Island overtog basen efter USA forlod den. Basefaciliteterne er i løbet af det seneste år blevet

opgraderet. Island er interesseret i at udvikle et Response Center (SAR hub) for eftersøgnings- og

redningsopgaver i det arktiske, sammen med nærtstående allierede. Island har peget på

muligheden for at etablere et NATO Response Center for eftersøgnings- og redningsopgaver i

Island.



Finland

Grundlæggende anses hovedparten af alle finske forsvarsstyrker for at være arktiske.

Maritime kapaciteter i Østersøen kan således blive anvendt i Arktis for at støtte

redningsoperationer, om end responstiden vil være lang. Finske kapaciteter inkluderer syv

isbrydere, hvoraf nogle allerede opererer i Arktis, 20 transporthelikoptere uden arktiske

kapaciteter, tre Super Puma eftersøgnings- og redningshelikoptere til maritime

redningsoperationer og to transportfly. Finske forsvarsstyrker besidder cold-climate-ekspertise og

-kapaciteter, og Finland er interesseret i at tilbyde træning i arktiske forhold til internationale

partnere samt deltage i arktiske øvelser.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen planer om at anskaffe nye kapaciteter til brug i

Arktis. De nævnte isbrydere besejler bl.a. Nordøstpassagen og er med til at beskytte

olieboringsaktiviteter. Finland har viden inden for mekanisk opsamling af olie i isfyldte vande. Den

finske Jaeger Brigade, som er placeret i Sodankylä, er det finske forsvars nordligst placerede enhed

og er specialiseret i vinterkamp. Lapland Air Command opererer fra Rovaniemi.

Sverige

Det svenske flyvevåben kan i forhold til Arktis trække på C-130’ere, helikoptere og overvågningsfly

(ASC 890).

De svenske landstyrker omfatter en rangerbataljon og en enhed for Cold Weather Operations (del

af Norrbotten Regiment). Landstyrkerne har endvidere CBRN-udstyr og personel trænet i

subarktiske forhold. Sverige har fem isbrydere, hvoraf Oden er den største og nyeste med arktiske

kapaciteter.

Flådens kapaciteter omfatter et kommando og kontrolskib (HSwMS Carlskrona), et skib til

undsætning af undervandsbåde (HSwMS Belos, der er i stand til at medbringe NATO Search and

Rescue System) samt subarktiske dykkerkapaciteter.

Den svenske kystvagt har tre maritime overvågningsfly (type Dash 8) samt en flåde af fartøjer

(overvågning, multi-purpose, oliebekæmpelse), der potentielt kan anvendes i Arktis. Det civile

beredskabsagentur, Myndigheten för Samhällsskydd och Beredskap (MSB), fungerer som en

støttende koordinator både nationalt og internationalt samt mellem civile og militære agenturer.

Joint Rescue & Coordination Center i Gøteborg er det ansvarlige agentur for Sveriges

eftersøgnings- og redningsregion i Arktis.

Den svenske regering og tre af partierne i den borgerlige opposition nåede i april 2015 til enighed

om en aftale, der sikrer svensk forsvar yderligere 10,2 mia. SEK i programmeringsperioden 2016-

2020. Pengene skal særligt rettes mod nyinvesteringer i lette våben, opgradering af eksisterende

systemer og personeludrustning. De store materielinvesteringer (ubåde, nye Jas/Gripen-kampfly,



nye raketsystemer) vil køre i selvstændig proces fra 2018 og holdes dermed adskilt fra det alm.

forsvarsbudget. I grundlaget for aftalen indgår et større fokus på forsvaret af Sverige og svensk

nærområde – Østersøområdet først og fremmest. Men også Arktis, da man fra svensk side ser

Rusland nære en stadig større sikkerhedspolitisk interesse herfor. Med merbevillingen på 10,2

mia. SEK over fem år vil svensk forsvar som led i en generel styrkelse af dets operative kapacitet

også få styrket sin kapacitet til at agere i det arktiske område. I den forbindelse vil der kunne

trækkes på øgede flåde- og luftvåbenkapaciteter, som eventuelt vil kunne suppleres af en CBRN-

kapacitet, vinterudrustede jægerbataljoner, kapacitet til dykning under is og subarktisk

terrænkompetence i øvrigt.



Kort over kyststaternes arktiske baser og andre faciliteter



Bilag 3: Antallet af fartøjer med nuklear fremdrift i Arktis

Rusland

Rusland har omkring 33 operative nukleart fremdrevne ubåde, heraf syv ballistiske missilubåde. En

stor del af disse opererer i det arktiske område ud fra baser på Kolahalvøen. Der er yderligere 14

nukleart fremdrevne ubåde planlagt som afløsning for nogle af de eksisterende.

Rusland har én operativ krydser med nuklear fremdrivning, der er baseret på Kolahalvøen.

Krydseren er ikke bygget til at sejle i Polarisen. Yderligere én krydser opgraderes på værft og skulle

efter planen være operativ i 2018.

På nuværende tidspunkt råder Rusland over fem til seks store isbrydere til at dække behovet for

isbryderassistance i nordøstpassagen. Fire af dem er atomdrevne og tilhører ATOMFLOT, og én er

dieseldrevet og tilhører FESCO. Rusland har bestilt tre nye nukleart fremdrevne isbrydere, hvoraf

den første er planlagt til at blive søsat i 2018. De to andre skal leveres senest i 2027. De nye

isbrydere vil have en serviceperiode på 25-30 år i de arktiske egne. De tre nye isbrydere vil erstatte

tre af de nuværende isbrydere.

USA

USA har 61 nukleart fremdrevne ubåde, heraf 14 ballistiske missilubåde. Ubådene kan operere i

isfyldt farvand. Det er uvist, i hvilket omfang ubådene opererer i Arktis.

USA har 10 nukleart fremdrevne hangarskibe, der ikke er bygget til sejlads i is. Det er uvist, om

USA planlægger hangarskibsoperationer i Arktis.

Storbritannien

Storbritannien har 11 nukleart fremdrevne ubåde, heraf fire ballistiske missilubåde. Det er uvist, i

hvilket omfang ubådene opererer i Arktis.

Frankrig

Frankrig har 10 nukleart fremdrevne ubåde, heraf fire ballistiske missilubåde. Det er uvist, i hvilket

omfang ubådene opererer i Arktis.

Frankrig har et nukleart fremdrevet hangarskib, der ikke er bygget til sejlads i is. Det er uvist, om

Frankrig planlægger hangarskibsoperationer i Arktis.

Kina

Kina har ni nukleart fremdrevne ubåde, heraf fire ballistiske missilubåde. De ballistiske missilubåde

er ikke operative på nuværende tidspunkt. Det er uvist, om de kinesiske ubåde har sejlet i eller

skal bruges til sejlads i Arktis.



Kina har endnu ingen nukleart fremdrevne isbrydere. Kina råder foreløbig over én dieseldreven

isbryder/forskningsskib, der dækker det kinesiske behov for isbryderassistance i Nordøstpassagen

og Antarktis. Kina er i færd med at anskaffe yderligere isbryderkapacitet.



Bilag 4: Udbredelse af permafrost i Arktis og Grønland

Permafrost er betegnelsen for områder, hvor den gennemsnitlige årlige jordtemperatur (jord eller

klippegrund inklusive is-aflejringer og organisk materiale) ligger under smeltepunktet i mindst to

år i træk. Ferskvand smelter ved 0 °C, mens gammel havbund allerede tør ved temperaturer under

0 °C pga. saltindholdet i jordlagene. Kortet nedenfor viser udbredelsen af permafrost i Arktis. Man

skelner mellem kontinuert permafrost, når hele undergrunden i nogle meters dybde i det

væsentlige er frosset året rundt. Når der forekommer sammenhængende områder uden

permafrost, taler man om diskontinuert permafrost. Bemærk, at der også kan være permafrost

under havbunden i områder, hvor havvandstemperaturerne er under 0 °C (bl.a. ud for Sibiriens

kyster).

Langt de fleste steder, hvor der igennem det 20. århundrede har forekommet permafrost, er

temperaturerne i permafrosten steget siden 1980’erne, om end med regionale variationer i

styrken af opvarmningen. Betydelig optøning og dermed egentlig degradering af permafrost har

allerede fundet sted mest markant i den europæiske del af arktisk Rusland. Mere generelt viser

satellitbaserede observationer, at store områder med højt isindhold i jordlagene er degraderet.

Det viser sig ved, at der forekommer betydelige forskubninger i jordlagene. Også i Grønland er

stabiliteten af permafrosten truet, specielt i områder hvor forekomsten af permafrost er mere

sporadisk. Det gælder eksempelvis omkring Sisimiut, hvor en asfalteret vej er anlagt oven på

permafrost med årligt tilbagevendende vedligeholdelsesproblemer til følge. I og omkring Grønland

er det derfor væsentligt at være opmærksom på anlæg og infrastruktur, som ikke er forankret i

klippegrund. Det gælder både nuværende og fremtidige anlæg.



DMI har sammen med DTU beregnet et såkaldt ”permafrost thaw potential” (PTP). Her indgår

overfladeegenskaber (klippegrund eller sediment), størrelsen af materialet (grus, sand eller ler),

mængden af is i undergrunden og ændringer i tykkelsen af aktivlaget (det øverste lag, som tør og

fryser hver sommer og vinter). Disse beregninger indikerer, at der fra omkring 2050 er fare for

infrastrukturen, hvor der er sedimenter plus et organisk lag, næsten alle steder syd for 70°N. Det

gælder specielt i områder, hvor der er saltholdig jord, f.eks. omkring Sisimiut og Ilulissat.