den vankundige

Den Vankundige

Kjeld Bøcker november 1996 2

Den vankundige

Hist og her spredt ud over de flade enge langs Limfjorden ligger små gårde og husmandssteder. Jorderne ligger som langstrakte stykker med et langt forbundet dige i den ene ende ned mod vandet. De er adskilte med grøfter, der hver gennem en sluse i diget går ud i fjorden. Arealerne er fuldstændig flade og åbne. Vegetationen er meget lav og det er kun ved husene der findes træer, der alle på grund af den fremherskende østenvind hælder i vindretningen. Fra husene fører markveje til en fælles grusvej, der ligger modsat diget. På grund af den lave beliggenhed og at dræningen mange steder er dårlig, står arealerne helt ned mod fjorden tit under vand. Det betyder at det ofte er svært at pløje, harve, så og få høsten bjerget i land. I vintermånederne er store dele dækket af is. De eneste det er til glæde for er egnens børn, der kan benytte de tilfrosne arealer til skøjteløb. Bønderne står tidlig op morgenen, allerede ved 5-tiden, for at fordre dyrene og malke køerne. Inden fodringen kan man høre køerne brøle og svinene skrige, når de kæmper om at komme til trugene. Man kan på lang afstand ud over markerne høre, når bonden skramler med spandene, inden han går i gang med malkningen. Johannes, en af husmændene, har den dont at sørge for at de fyldte mælkejunger fra gårdene på egnen bliver kørt til det fælles lokale andelsmejeri. Indtjeningen fra "mælketuren", som dette hverv kaldes blandt bønderne, betyder at den lille familie, der består af Johannes selv, konen Maria og sønnen Søren på ti år, netop kan holde sulten fra døren, da driften af husmandsstedet ikke i sig selv er tilstrækkelig til at dække familiens behov. Johannes og Maria må på grund af "mælketuren" stå tidligere op end de omliggende naboer for at besørge fodringen og malkningen af deres egen besætning, inden Johannes spænder hestene for mælkevognen for at drage mod mejeriet. Det er i begyndelsen af marts måned og det ser ud til at blive en kold tur i dag. I lysstriberne fra vinduerne i kostalden ses sludet, der kommer ned fra de tunge skyer og dækker jorden i et tyndt lag, inden det hurtigt smelter. Dyrene i stalden er faldet til ro, efter de er blevet fodret. Malkningen, der normalt er Marias arbejde, er overstået og hun er gået ind i køkkenet for at tilberede morgenmaden - "davren", der altid indtages inden Johannes tager på "mælketuren". Johannes er endnu ikke færdig i stalden og i gang med at muge ud hos dyrene og køre gødningen i trillebør ud på møddingen, der flere steder er belagt med brædder for at undgå, at den spreder sig ud over et for stort areal. Der står en let em op over møddingen. Sludet, der hurtigt smelter i varmen fra gødningen, gør brædderne glatte og svære at balancere på.


Johannes står et øjeblik stille og sunder sig efter at have læsset af. Han lægger slet ikke mærke til vinden, der piber omkring hushjørnerne. Han er morgensulten, skutter sig lidt i kulden og længes efter at komme ind til Maria, der nu snart må være færdig med davren. Han kender alle lydene og lugtene herude, men lægger normalt ikke mærke til dem i hverdagen. Efter at have stået en kort stund for at stoppe og tænde en snadde med tobak inden han går ind i køkkenet til Maria, hører han svagt en lyd, han ikke umiddelbart kan genkende. Det er en stille klynken. Kan det være en ræv i parringstid? Nej, det passer ikke med årstiden. Kan det være lyden fra et andet dyr, der er i nød? Det er i så fald ikke et dyr, han kender. Det lyder nærmest som et barn, der græder. Hvem kan finde på at være ude på markerne på denne tid og i et sådant vejr? Han anstrenger sig for at fange, hvorfra lyden kommer. Den bliver tydeligere. Den er åbenbart fra et barn, der befinder sig et eller andet sted ude på marken, der ligger på den anden side af den grøft, der fungerer som et skæl til naboens jorde. Johannes er nu blevet klar over hvorfra lyden kommer og er i et spring over grøften, bevæger sig halvt løbende, halvt snublende på den fedtede jord, der ligger som et tyndt lag over den dybere liggende frosne jord. Ud af snefogstykningen kommer tydeligere og tydeligere en lille skikkelse, der nu har fået øje på Johannes. Inden Johannes når frem, er skikkelsen i sin iver snublet og ligger udstrakt på jorden. Det er en dreng der ser ud til at være på alder med Johannes egen søn Søren. Johannes prøver at samle ham op. Med lidt anstrengelse lykkes det. Ud af drengens klynken begynder Johannes at fatte ordene: "Jeg vil hjem til mor". Mens Johannes bærer drengen, der ikke vejer ret meget, hen mod huset, gentager han - "Jeg vil hjem til mor". Han har ikke meget tøj på og virker kold og forkommen. Det er ligesom varmen fra Johannes krop beroliger ham, men han ryster alligevel over hele kroppen. Johannes når ind i bryggerset og stamper i det stenbelagte gulv for at slå snesjappet af træskostøvlerne. Støjen fra Johannes får Maria til forskrækket at kikke frem i køkkendøren. Den lille Søren, der lige er stået op, titter med strithår og søvn i øjnene forsigtigt frem bag moderen. Johannes prøver at få vejret og at samle sig. "Men, hvad er der dog sket"? spørger Maria forskrækket og tørrer hænderne i forklædet. "Jeg fandt drengen her på Andreas mark. Han er helt forkommen". Drengen bliver placeret tæt ved komfuret i køkkenet. Han kikker sig forskrækket omkring, men fornemmer varmen i rummet og duften fra den varme havregrød, som Maria netop har lavet til davren.


"Jeg vil hjem til mor" gentager han med jævne mellemrum. "Vi må se og give ham noget tørt tøj på", siger Maria. "Søren, gå ind og hent noget af dit tøj i kommodeskuffen". Inden da har Johannes hentet dynen fra Sørens seng, der endnu er varm, og lægger den omkring drengen. "Det er bedst han får lidt varme i kroppen" siger Johannes. Maria tager ringene af komfuret og lægger mere brænde på, for at der kan blive endnu varmere i køkkenet. "Jeg er sulten", stønner drengen forsigtigt og kikker hen mod gryden med den varme grød, som endnu står på komfuret. Søren er i mellemtiden kommet tilbage med favnen fuldt af tøj, har lagt det på køkkenbordet ved siden af Maria, og har nysgerrigt sat sig hen ved siden af drengen. Søren spørger: "Hvad hedder du"? "Jeg hedder Erik", svarer drengen forsigtigt. "Nu skal du lade drengen være", siger Maria, der har øset grød op i dybe tallerkener. "Sæt dig nu hen til bordet og få din davre". Erik har fået tørt tøj på og sætter sig ivrigt hen til bordet for at forsyne sig med grøden, der nu står varm og duftende foran ham. Pludselig farer han forskrækket sammen. Et eller andet har rørt ved hans ben inde under bordet. "Det er bare Nero", siger Søren. "Nero - kom her!" En sort hundesnude stikker op ved siden af Søren. Hunden putter snuden i Sørens hænder og logrer med halen. "Hvor bor din mor henne" spørger Maria, der har hørt drengens klynken. "Hun bor langt borte nede ved vandet", svarer Erik, -"Jeg kan ikke finde hjem". "Bor du hos din mor" - fritter Maria igen forsigtigt. "Nej" - svarer Erik. "Hvor bor du så" - "Jeg bor oppe i nogle store huse oppe i bakkerne" svarer Erik undvigende. "Det er nok Anstalten" siger Johannes og nikker indforstået til Maria. "Det forstår jeg ikke" siger Søren, der kender Anstalten af omtale og føler at et eller andet er galt. "Hvorfor det"? "Mine lærere i skolen sagde at jeg hverken ku' lære at læse og skrive, så jeg blev sendt på Anstalten" svarer Erik, der nu er begyndt at føle sig en smule mere sikker. "Du kommer da ikke på Anstalten, fordi du ikke kan læse og skrive" - bemærker Søren. Han ved at der er flere af hans kammerater i skolen, der har svært ved at stave og skrive og de er da ikke kommet på Anstalten. "Lad nu være med at stille dumme spørgsmål" siger Johannes henvendt til Søren.


"Du ved da godt at dem der er på Anstalten hverken kan læse og skrive". Søren tier slukøret, men der er stadigvæk noget han ikke forstår. "Hvad gør vi ved drengen" siger Maria henvendt til Johannes - "Vi kan da ikke beholde ham her". "Du skal også af sted på turen inden det bliver for sent". "Vi må på en eller anden måde have fat i Anstalten - kan du ikke få Simon til at ringe derop, når du kommer der forbi på vej til mejeriet". "Jeg vil ikke tilbage, jeg vil hjem til mor" siger Erik, der har forstået, hvad de taler om. "Det er på tide jeg får spændt hestene for og kommer af sted" siger Johannes efter at have spist sin davre - "ellers får jeg bare vrøvl med mejeriet". Han er lidt i vildrede med hvad han skal gøre, men kan se at de ikke kan beholde drengen. "Husk at få Simon til at ringe til Anstalten, når du når derhen" siger Maria, mens han trækker i overtrøjen, der hænger ude i bryggerset. "Der kan godt gå et stykke tid inden de når frem, så i må passe godt på drengen imens" bemærker Johannes og henvendt til Søren: "Husk nu at give hønsene vand og foder inden du går i skole, du ved godt at det er dit arbejde. Du er slem til at glemme det". "Må jeg tage Erik med ud og vise dyrene" spørger Søren. "Ja - selvfølgelig" svarer Johannes, der ved hvor glad Søren er for at vise dyrene frem. Han skutter sig ved tanken om at han skal forlade det varme køkken for at tage på den lange mælketur, men han tager en rask beslutning og skynder sig ud til hestene, der utålmodigt står og tripper ude i stalden. Inden Maria rydder af bordet nøder hun endnu engang Erik. "Vil du ikke have lidt mere at spise". Drengen ryster på hovedet og kikker lidt forskrækket til hunden, der logrende prøver at indynde sig hos ham. "Nero, nu må du lade drengen være" byder Søren med en skarp tone og henvendt til Erik siger han "Kom vi skal ud og fodre hønsene. Vil du med"? Hunden har allerede stillet sig afventende henne ved døren. Tøvende som om han stadigvæk ikke føler sig helt tryg ved situationen, rejser Erik sig og følger Søren ud til vandposten, der står i bryggerset, for at den ikke skal fryse til om vinteren. Søren finder skramlende en spand frem og fylder den med vand. Han be’r Erik om at tage kurven som står på bryggersbordet. "Hvad skal vi bruge den til"? spørger Erik forsigtigt. "Vi samler æg ind, som mor sælger til købmanden. Så køber hun varer for de penge, hun får ind for dem" svarer Søren. "Vi har omkring fyrre høns, men dem kan du jo se, når vi kommer ud i hønsehuset".


Drengene har taget kurven. Hunden har for længst fundet ud af hvor de skal hen og hopper henrykt foran dem hen til indgangen til hønsehuset. "Nero, du bliver udenfor" kommanderer Søren. Hunden lystrer og sætter sig slukøret foran døren. "Du kan samle æggene, mens jeg giver hønsene foder og vand. Derhenne er rederne" henvender Søren sig til Erik. Mens Søren henter foder, begynder Erik at samle æg ind. Forsigtigt stikker han hånden ind under den første høne, der ligger urokkelig fast på æggene. Det her har han aldrig prøvet før. Det lykkes ham at få samlet de første to æg, men da han vil tage det tredje, hakker hønen ud efter hans fingre. Han bliver så forskrækket, at han taber ægget. Ulykkelig stirrer han på den gulhvide masse på jorden. Han sætter straks kurven. Hvad gør han nu? Bliver Søren og hans mor nu vrede. De skal jo bruge æggene til at købe varer for. Søren er vendt tilbage og ser hvad der er hændt. Erik er ulykkelig over det skete. "Kom, vi giver det til hønsene, så er der ingen der opdager det" siger Søren og lægger sin hånd på Eriks skulder. "Det er også sommetider sket for mig". Søren samler resterne af ægget op og smider det over i hønsenes fodertrug. "Vi siger ikke noget til mor" trøster Søren. Søren tager kurven og samler resten af æggene ind. Han tæller dem. Der er niogtyve i alt. Nu bliver mor glad. Så skidt være med det ene æg. "Vi går lige ind til mor med æggene, så kan vi bagefter gå ud i stalden og se de andre dyr". Erik er lidt beklemt ved situationen. Han er ikke vant til at omgås dyr. Derimod er det en kærkommen lejlighed for Søren, der er meget glad for dyr og er vant til at omgås dem. I køkkenet tager Marie mod de indsamlede æg. De kommer meget belejligt som et tilskud til de knebne forhold den lille familie lever under. "Nu må du vise dyrene i kostalden, som du har lovet" - formaner Maria. "Ja, ja - det skal jeg nok - jeg skal også først i skole over middag".


Det lykkes med besvær at lukke den ydre bryggersdør, der binder på grund af sneen, der sætter sig i klemme i døråbningen. De skynder sig ud i kulden og hen mod stalddøren. Snevejret har taget til og sludet slår drengene i ansigtet. Nero følger dem stadig lige i hælene. Da Søren åbner døren ind til stalden, slår en em ud derfra og de mærker lugten fra de varme dyrekroppe. Lyden fra stalddøren, der åbnes, får dyrene til at vende sig i båsene. Køerne rasler med bindslerne. En enkelt ko begynder at brøle. Hun tror åbenbart det er fodringstid igen. Søren går hen til en af de små stier, der findes i stalden. Her er to små kalve. Da de ser ham, stikker den ene hovedet frem og begynder ivrigt at patte på hans fremstrakte hånd. Erik ser forundret og en lille smule forskrækket derpå. "Vil du prøve"? - spørger Søren. "Nej - jeg tør ikke" - svarer Erik. "Jo - prøv nu. De gør ingenting." Erik prøver at overvinde sin angst. Der er ikke sket Søren noget. Han stikker forsigtigt hånden frem mod den ene kalv. Denne støder til og begynder at sutte på drengens fingre. Erik trækker forskrækket hånden til sig. Det her er dog for overvældende. Han prøver forsigtigt en gang til og denne gang oplever han en umiddelbar glæde ved kalvens impulsive fremfærd. En uforklarlig ømhed strømmer gennem hans krop. Han fyldes af glæde ved at have overvundet sin angst og her står han over for noget spontant og lystbetonet, som han ikke umiddelbart kan gøre rede for. "Den gør ikke noget" - udbryder han begejstret. "Nej - der kan du bare se" - siger Søren, der føler en vis stolthed ved at være på hjemmebane. "Vi må hellere gå ind til mor. Hun venter på os. Jeg skal i skole i eftermiddag". Marie, der stadig arbejder i køkkenet, har flere gange kikket ud af vinduet, der vender ud mod vejen. Hun spørger sig selv: Er det lykkedes Johannes at få kontakt med Anstalten? Hen på formiddagen får hun svaret. Hun ser en mørk bil standse for enden af markvejen, der fører fra ejendommen til grusvejen. To mænd stiger ud. De er iført gummistøvler for at kunne vade ned ad markvejen, der er opblødt og sjappet på grund af vintervejret. Drengene er kommet tilbage fra stalden og sidder og varmer sig ved komfuret. Maria har det ikke godt med at Erik skal tilbage til Anstalten. Men hvad skal de gøre. Familien har ikke råd til at beholde drengen og det ville også være praktisk umuligt. Men til gengæld har hun hørt så meget om hvor dårligt de bliver behandlet deroppe.


Det banker på døren. "Kom ind" - råber Maria. De to herrer komme til syne i døren. "Er det her vi finder en af vore drenge" - siger den ene uden at præsentere sig. Det her er han åbenbart vant til. "Ja, det er det vistnok". "Kommer i fra Anstalten"? - spørger Maria. "Ja" - svarer den anden bekræftende og får øje på Erik, der pludselig flytter hen i den ene ende af bænken længst væk fra mændene. "Du må hellere følge med os - vi kan ikke have dig rendende her". Erik begynder at græde -"Jeg vil hjem til mor". "Hold nu op med det piberi og følg med os". "Nu skal i være gode ved drengen - han har været så flink og har ikke gjort noget" - forsøger Maria forsigtigt at udglatte, idet hun samtidig prøver at undertrykke sin harme. "Vi behandler altid vore drenge godt - men vi kan bare ikke have dem rendende her og alle vegne" - svarer den ene mand bryskt. "Han må gerne beholde den trøje han har på" - siger Maria og tilføjer "Han havde næsten ingen tøj på, da Johannes fandt ham". "For min skyld gerne". "Men se nu at blive færdig, så vi kan komme af sted". Han tager et fast greb i Eriks arm for at få ham til at følge med. Drengen stritter kun lidt imod. Han ved godt det ikke hjælper. Han begynder at græde og gentager: "Jeg vil hjem til mor". "Du kommer med os, gør du - vi kan ikke vente på dig mere". Inden de forlader køkkenet tilføjer den ene kort - "Tak for det i passede drengen". Han fører Erik ud gennem bryggerset. Søren følger efter dem med Nero lige i hælene. Han vil se, hvad der sker. Da mændene når ud til markvejen, løfter den ene drengen op på sine skuldre og bærer ham ud af den plørede markvej. Søren bliver stående med Nero siddende ved sin side. Han kigger langt efter dem. Han føler en klump i halsen og hvisker for sig selv - "Sådan kan man da ikke behandle Erik bare fordi han ikke kan læse eller skrive". Han begynder at ryste af kulde. Skynder sig ind i varmen, for at gøre sig færdig til at komme i skole.

den vankundige

Documents