Lars Ørlund.

” DER LÅ EN DUKKE I SANDET.”

Copyright: 2010 Lars Ørlund.

1

DER LÅ EN DUKKE I SANDET.

Der lå en dukke i sandet; ikke en glat, fin industridukke med krøllet hår og store blå øjne. Kun en ganske almindelig groftskåret trædukke.Først så jeg den ikke, for den var delvis begravet i Namibias evigt rejsende sanddyner. Lå bare med hovedet og en del af overkroppen over det lyse materiale, som var den på vej op fra glemslen; som havde den efter at have været begravet en menneskealder besluttet sig for at komme frem og fortælle sin historie.Jeg kendte den godt, måske ikke lige den dukke, men hundrede af lignende som op gennem tiderne var blevet fremstillet og givet til Himbabørn, som erstatning for den bror eller søster stammen i nød måtte efterlade til løver og hyæner når ”spisekammeret” var tomt.Det var først da jeg havde passeret den, at jeg rigtig opfattede dens spinkle men dog påtrængende nærhed og stoppede den 3 tons tunge Landrover.Luften flimrede af varme og den bagende sol kastede næsten ingen skygger da jeg gik tilbage i mit eget hjulspor og bøjede mig ned efter den lille trædukke for at trække den fri af sandets glemsel.Jeg vendte og drejede den for at se detaljerne, beundrede miniature smykkerne og læderskørtet og blev nogle minutter stående mens den langsomt, først lidt usikkert, men så med stadig kraftigere stemme begyndte at fortælle sin historie.Dens påtrængende tone fik mig til at lytte samtidig med at jeg betragtede det tørre golde landskab, som jeg vidste, strakte sig hundrede af kilometer i alle retninger her i Namibias nordlige ørken.Under en tornet akacie hvilede et par springbukke og både dukken og de få spredte planter virkede som en uadskillelig del af landskabet. Det var kun mig og min store maskine der var fremmede, som aliens der var trængt ind i et univers de ikke hørte til.Historien havde jeg hørt før; ved et ørkenbål hos Kalaharis buskmænd, i et røgfyldt langhus hos hovedjægerne på Papua og hos en fjern indianerstamme ved Amazonas bredder.Det var en historie der var lige så gammel som menneskeheden selv, men en historie der var vigtigt at fortælle, en historie om vores hovmod, manglende empati og grænseløse stupiditet. En historie om selve vores kulturs begrænsninger.Selv om jeg har brugt det meste af mit liv på at rejse, har boet på 4 forskellige kontinenter, og føler at verden efterhånden er blevet meget ensartet, grænsende til det kedsommelige, så er der heldigvis altid mennesker og steder som skiller sig ud, som er anderledes, som stadig giver oplevelser og lærdom, og som gennem årerne har haft større betydning for mig end de fleste andre steders kulturfattigdom.

Et af disse steder ligger på grænsen mellem Namibia og Angola, i det knastørre og øde ørkenland kaldet Kaokoland. Et område der, skønt afspejlende en utrolig diversitet af afbalanceret skønhed, er dækket af tør ørken, zebrastribede bjerge og gule afsvedne græssletter til langt ud på den anden side af den imaginære horisont.

I årtusinder har dette land været gennemrejst af utallige stammefolk, hvoraf de fleste meget hurtigt fortrak til mere frodige egne.

Kun ganske få slog sig ned for at bruge mulighederne, og et af disse folk var Himbaerne. Dette smukke røde, og utrolig fredelige folk der stadig lever på grænsen mellem Angola og Namibia.

2

Jeg begyndte at komme i området for 30-40 år siden, hvor området var uden veje, og hvor rejsen med landrover på de støvede sletter stadig var så strabadsfyldt, at kun meget få mennesker gad bevæge sig ind i området.

Jeg har siden været i området mange gange, men da jeg for et par måneder siden endnu engang besøgte Himbaerne, var både området og kulturen kommet under nyt pres. Og det af en mere alvorlig karakter end alle de tidligere problemer til sammen.

Problemet, som kaldes udvikling, er en af de globale fænomener der i øjeblikket, sammen med befolkningseksplosionen, er ved at udrydde, ikke blot Himbaerne, men også resten af verdens sidste naturfolk, der efter at have overlevet stammekrige, kolonikrige, uafhængighed og massive politiske overgreb, nu er ved at bukke under for ”fremskridtet”, i form af en forbedret infrastruktur, ulandshjælp, skoler og turisme.

Himbaerne – et gammelt naturfolk.

Men hvem er egentlig disse fredselskende hyrder, der med deres små samlinger af lerklinede hytter, deres begravelsespladsers kranier og småflokkene af kvæg og geder, så længe har præsteret at sætte deres fodspor i grænselandets varme sand.

Ja! Vi får det nok aldrig helt at vide, for Himbaerne har altid kun eksisteret i nutiden og aldrig berettet om deres fortid. De synes heller ikke at interesserer sig for hvorfra de er kommet eller hvor de er på vej hen.

På mange måder ligner deres tidsopfattelse den vi kender fra Australske aborigines drømmetid.

Vores traditionelle europæiskhistoriske tidsfornemmelse som Himbaer kalder ” Hvid Tid”, er en kæmpe og total ubegribelig gåde for dem. Og hvis vi vil vide noget om deres fortid må vi søge i europæiske kilder, og de er desværre meget få. Vi ved dog, at Himbaerne var der i 1600 ´tallet da portugiserne første gang gik i land i denne, den goldeste del af Afrika.

På arkiverne i Lissabon fandt jeg engang en beretning om at den portugisiske conquistator, Cerveiro Pereira, der i 1617, under sine erobringer af landområderne øst for Skeletkysten, stødte på et rigt rødmalet hyrdefolk.                 Desværre stod der ikke ret meget mere, udover at portugiserne under nedkæmpningen af de ganske få og spredte grupper af indfødte, erobrede mere end 1000 stykker kvæg og over 2000 geder.

Dette ”krigsbytte” fortæller dog om en ganske stor rigdom blandt Himbaerne, på et tidspunkt hvor en europæisk fyrste var velhavende, hvis han ejede mere end 200 stykker kvæg.

Etnografer har senere sandsynliggjort at Himbaerne muligvis er en del af de Hereroer, der i 1650´erne, hårdt presset af ovamboerne, flyttede ind på Kaokolands sletter for at finde græsning til deres store flokke af kvæg.

Da klimaet et par hundrede år senere blev mere tørt, og mange af floderne forsvandt, valgte de fleste Hereroer at flytte deres kvæg sydpå til mere gæstfrie områder.

3

Kun ganske få blev tilbage, for at tilpassede sig klimaet og dannede her det menneskelige fundament for Himbakulturen.

Hvad Himbaerne ellers foretog sig vides ikke, da vi først igen hører om folket efter 1850, hvor grupper af Namafolk (hottentotter) sydfra trænger ind i området for at udplyndre de spredte og forsvarsløse grupper af Himbaer.

En brutal historie.I 1898 skriver den portugisiske opdagelsesrejsende Pereria do Nascimento i sine notater. ”I lange tider har disse brutale banditter (namaerne), hvert år invaderet Kaokoland og plyndret og dræbt de indfødte, der gennem århundrede har opbygget deres kvægbrug i Gambos. Jeg anslår at hottentotterne alene fra stammerne, vu-kuvale, ova-himba og vu-nadimba har stjålet mere end 2000 stykker kvæg”.

Skønt området i 1884 var blevet en tysk koloni, havde Himbaerne ingen problemer med kolo0nimagten, for de tørre og tilsyneladende mineralfattige områder var i første omgang, set fra Berlin, forholdsvis uinteressante. Himbaerne fik derfor ro og tid til at opbygge deres traditionelle kvægbrug, hvilket selvfølgelig var en stor fristelse for andre strejfende stammer, der traditionelt ernærede sig af mord og plyndringer.

Selve navnet ”Himba” ved ingen hvor stammer fra, men et godt bud fra antropologen J.S.Malan lyder på, at navnet kun er ca. hundrede år gammelt, og stammer fra den tid hvor Himbaerne flygtede fra hottentotterne, bl.a. til Angola, hvor Ngambwe folket kaldte dem ovahimba, hvilket betyder ” de der tigger om mad og husly”.

Tysklands tid som kolonimagt i Afrika blev grundet 1´verdenskrig ret kort, og i 1915, overgav den tyske kolonihær sig til den Sydafrikanske hær, hvorefter Tysk Sydvestafrika, under navnet Namibia reelt blev indlemmet som en provins i Sydafrika.

I 1925 byggede Sydafrika den første politipost ved Kunenefloden, og i 1928 blev en stor del af området, Bl.a. det nuværende Etosha National Park, fredet og for en tid overladt til vilde dyr, samt til de lokale høvdinges administration.

Men allerede i 1939 flyttede regeringen deres lokaladministration til Opuvo, kun 70 km. syd for Angolas grænse, og markerede herved at området reelt tilhørte Sydafrikas ”hvide” regering.

Her er der en lille sjov krølle på historien, idet Opuvo på Herero, det sprog som også Himbaerne taler, betyder ” tag ikke mere”, hvilket jo efterhånden også var en umulighed, da Himbaerne kun havde nogle relative små og ufrugtbare områder tilbage af deres før så vidtstrakte ”rige”.

4

FAKTABOKS: De ca. 7000 Himbaer er et af mange etniske Hererofolk. Himbaerne lever i Kaokoland på grænsen mellem Namibia og Angola. Himbamændene passer kvæget og sørger for underhold af koner og børn. Himbakvinderne er ” hjemmegående” og passer børn og hus. Himbakulturen bygger på ligeret blandt alle mandens koner. En Himba er kun noget i kraft af sin familie og sine forfædre. Himbaerne blev første gang beskrevet af Portugiserne i 1617. Himbaerne lever udelukkende som kvægopdrættere. Himbakvæget er bindeledet til forfædrenes ånder. Himbaerne har altid måtte forsvare deres kultur mod andre stammer og kolonister. Efter at have overlevet etniske nedslagtninger og krige trues Himbaerne nu af Ulandshjælpen.

Krig og undertrykkelse.Da jeg selv begyndte at komme i området var der én eller rettere sagt to fremmede slanger i paradiset, idet både det Sydafrikanske militær og oprørsgruppen SWAPO (South West African People´s Organization), meget effektivt gjorde livet til et helvede for Himbaerne.

Krigen havde på det tidspunkt raset en del år, med SWAPO angribende fra nord og sydafrikanerne jagende dem fra syd. Midt i mellem stod, som så ofte før, Himbaerne, der bare ønskede fred og ro til at passe deres kvæg. Men kvægflokkene var en for stor fristelse for oprørerne fra SWAPO, der systematisk stjal Himbaernes kvæg, dels som mad til oprørshæren, og dels til salg i Angola for at skaffe penge til bl.a. våben.

De Himbaer der prøvede at beskytte deres kvæg blev brutalt myrdet af oprørshæren, hvilket ikke var Himbaernes eneste problem, for efter at være blevet udplyndret af SWAPO, blev de efterfølgende beskyldt for at levere forsyninger til oprørerne, og straffet af den sydafrikanske hær.

I 1989, efter 23 års borgerkrig, blev der efter pres fra FN, udskrevet valg, hvilket blev vundet af SWAPO, der i 1990, kunne begynde arbejdet med at regere staten Namibia.

Nu skulle man tro, at der i en stat på godt 825.000 km2, og med en forholdsvis rig befolkning på under 2 millioner mennesker, skulle være rigelig plads til de kun 7.000 overlevende Himbaer, men desværre nej.

Det er som om det blide folk i nord skal ødelægges og udslettes. Denne gang er det tragisk nok, udviklingen og hjælpeorganisationerne der, mere eller mindre bevidst, står i kø for at udrydde Himbakulturen.

Jeg er selvfølgelig godt klar over at vi ikke kan lave jorden om til en række frilandsmuseer og reservater for stammefolk. Men man undres over hvorfor ”udviklingen” altid brutalt smadrer den mangfoldighed af kulturer som jorden er eller var begavet med, og hvorfor de små etniske samfund aldrig får lov til at bevare deres egen kultur, religion, og sjæl?

Ulandshjælp og udvikling.Jeg har, gennem mere end 35 år, været heldig at kunne rejse, leve og arbejde blandt mange forskellige naturfolk. Hvilket har givet mig utroligt mange oplevelser, og måske også en lille smule indsigt i naturfolkenes kulturer.

Det er mennesker der gennem titusinder af års tilpasning, opdagelser og teknisk formåen har udviklet deres ofte helt unikke kulturer. Mennesker der filosofisk og religiøst har skabt deres eget verdensbillede, og mennesker som, uden skriftsprog, med stolthed har ladet deres store lærdom og viden gå videre fra generation til generation via det fortalte ord.

Problemet er at de ikke, på en stadig mindre klode, passer ind i vores verdensbillede, økonomi og behov for råstoffer. At de ikke, set med vores øjne og kulturelle målestok har en reel eksistensberettigelse.

5

Ok, nogle vil påpege, at folkeslag, stammer og religioner altid har erobret land og ressourcer ved at undertrykke og udrydde hinanden, og at det er en del af udviklingen at de mindst egnede forsvinder.

Problemet er bare hvordan vi definerer ”egnethed”, og om vi overhovedet kan gøre det.

Jeg ved godt at problemet er mere kompliceret end som så, og at slangen som Medusa har mange hoveder, men jeg vil alligevel tillade mig at hive et enkelt nutidigt fænomen frem i lyset. –Ulandshjælpen-. Denne lille navlepillende og samvittighedsdæmpende foranstaltning, som vi hvert år betaler 15 milliarder skattekroner for herhjemme.

Når jeg bringer ulandshjælpen frem foran de mange andre motiver, er det fordi vi er så selvretfærdige og stolte af den, og det uanset hvor mange spegede politiske og ikke mindst økonomiske grunde der reelt ligger bag vores store gavmildhed.

Her bør det selvfølgelig nævnes at ulandshjælpen, ifølge utallige undersøgelser, primært gavner en lille lokal overklasse og selvfølgelig de danske virksomheder og ulandsfrivillige.                                                                    Men det er en helt anden historie, og denne artikel handler ikke om ulandshjælp, blot om konsekvenserne af hjælpen, når det gælder de etniske mindretal og de få naturfolk som det endnu ikke er lykkedes at udrydde.

Problemet er, at vi traditionelt hjælper et land via dets magthavere og dets befolkningsmæssige flertal, uden at tænke på hvad det betyder for mindretallene, der ofte hverken har politisk indflydelse eller viden til at forudse de konsekvenser som vores ”gode” gerninger medfører.

Hvis vi som eksempel ser på Kaokoland og Himbaerne, så har området i mere end firehundrede år været delvist isoleret fra andre kulturer. Det betyder at Himbaerne har fået lov til at bevare deres egen og selvvalgte identitet, og til at beholde og udvikle deres egenart, også under koloniseringen.

MEN – nu 20 år inde i den nye stats selvstændighed, står verden i kø for at give de bedste tilbud på ”udvikling” i form af massiv ulandshjælp til forbedring af infrastrukturer og undervisning. Og det er det jo svært at sige noget dårligt om, eller er det?

For Himbaerne betyder det bl.a. at en ny vej fra Opuvo mod Epupo snart er færdigbygget. Ifølge en norsk ulandsorganisation som arbejder i området vil det betyde et tigerspring frem i udvikling og muligheder for Namibias befolkning.

Jeg har dog lidt svært ved at se disse muligheder, for med vejen vil først og fremmest investorer, undervisere og turister få adgang til det før så ufremkommelige land.

Planerne om en stor dæmning over Kunenefloden vil derefter kunne gennemføres med udenlandsk økonomi og eksperthjælp. Dette vil ganske vist oversvømme en vigtig del af Himbaernes bedste landområder, og ødelægge græsningen for kvæget, men vil samtidig skaffe billig strøm og mere udvikling til de herskende stammer, langt nord og syd for Himbaernes land.

6

Turister, skoler og kirker.Den nye vej betyder også at turisthoteller, i stort tal vil skyde op langs Kunene floden, og at Himbaerne vil blive reduceret til udstillingsgenstande, der, som dyr i bur, kan fotograferes og optræde for turisterne.

De unge Himbaer vil, som det allerede er sket i Opuvo, tiltrækkes af den utopiske drøm om rigdom og nye muligheder, og vil, lige som det også skete i Opuvo, ende i dyb elendighed, sygdom og misbrug. For det er den virkelighed der allerede, efter få år, er hundrede af Himbaer til dels i papkasseslummet uden for byen.

Mange unge vil selvfølgelig forlade deres familiers kvægflokke og landsbyer for at arbejde i turistindustrien, enten som optrædende ”klovne”, tjenere eller prostituerede. Andre vil bare ukritisk optage de fremmedes påklædning og vaner. Og fælles for dem alle er, at de vil forkaste deres egen gamle kultur for glimmeret i den nye.

Et andet resultat af vejen er, at der allerede nu bliver bygget både kirker og skoler.  Og ingen kan vel være imod at børn går i skole, eller kan de?

Ja, for der er et problem som alle tilsyneladende overser.

Hvis skole og hvilken kultur er det Himbaerne, som hundrede af andre, nu uddøde naturfolk, skal have presset ned i halsen. Det er næppe Himbaernes, for jeg kan dårligt forestille mig at undervisningen bliver blot delvist baseret på Himbakundskaber, Himbakultur eller Himbareligion. Som vi har set det mange andre steder i verden vil Himbaskolerne blive drevet af fremmede, med fremmede kulturer og fremmede sprog. Og lærerne vil enten komme fra landets storbyer eller fra nogen af de mange ulandsorganisationer der byder sig til.

Der vil ikke være sat blot en time af til at styrke Himbaernes selvforståelse eller traditioner, for hvad skal de dog med det i denne vores nye fagre verden.

Da jeg for nylig kørte gennem området syd for Kunene, var de første mobile skoler, drevet af en norsk ulandsorganisation allerede begyndt at dukke op langs vejen. Stadig kun nogle få, men skræmmebilledet som allerede nu tegner sig for mig, er det arbejde som i 1980erne foregik i Botswana omkring buskmænd. Buskmændene havde på det tidspunkt overlevet i en af verdens tørreste ørkener i 65.000 år. Dette folk der genetisk er det moderne menneskets stamfader havde kun Afrikas tørreste og mindst gæstfrie ørken tilbage som ”ejendom”.

At buskmændene, på få år var udryddet, betød tilfældigvis at deres godt 100.000 km2 ørken nu kunne åbnes op for minedrift og turisme.

For med en logik der siger at alle folk, også Himbaer, enten de ønsker det eller ej, skal være en del af den globale landsby, og derfor må gives redskaber til at forstå vores verden og vores sammenhænge, missionerer vi sammen med kineserne fuldstændig uanstændigt for vores kultur, vores synspunkter og vores ret til som de eneste mennesker i verden at kende sandheden.

7

Vi glemmer at en undervisning, presset igennem af vores skolesystemer og vores lærere, af vores tanker, og vores forestillinger om mennesker, er den største og mest kulturødelæggende kraft på jorden.

Lette ofre.Desværre er Himbaerne, som andre naturfolk, meget lette ofre, hvis protester vi ikke tager alvorligt.

Vi anser et hvert af deres spørgsmål om relevansen af vores kultur som et personligt angreb, og betragter i bedste fald spørgerne med en lidt nedladende medlidenhed. For hvad kan man dog forvente, at en analfabet ved om verden?

Og et af de mest sikre resultater af vores hjælp, er de ødelagte familiemønstre, den sociale armod, og de fortabte børn vi efterlod i firehjultrækkerens højprofilerede hjulspor.

For børnene vil lære at se med vores øjne og vil år efter år, når de i ferierne vender hjem fra skolerne, til deres landsbyer og deres familier, blive stadig mere overbeviste om, at deres forældre er uvidende, primitive, beskidte og uden fremtid.

Præcis som de grønlænderbørn vi som kolonimagt fjernede fra deres hjemland for 60 år siden. I dag taler de overlevende om hvordan vi begik massiv vold mod dem som personer.

Det sidste har de jo nok ret i, for gennem vores selvgode og nedladende adfærd, vores massive kulturmissionering og først og fremmest vores manglende forståelse for andre end os selv, stjæler vi både deres liv og deres fremtid.

Men vi ser det ikke, tænker ikke engang tanken, mens vi haster videre til næste storslåede og guddommelige projekt.

Et sted i den store ørken maser min Landrover sig stadig gennem sandet, trækker spor hvor der før intet var. Kværner gennem tid og kultur uden at se, og dog! For: Der lå en dukke i sandet………..

8