REGERINGEN PILLEDE forhandlin-gerne om førtidspensionsreformen ud af forhandlingerne om 2020-reform-pakken. Det var sund fornuft. En re-form af førtidspensionen bør ikke jap-pes igennem på rekordtid og være en del af det politiske konfl iktstof, som 2020-reformpakken er.

At man så som en del af efterlønsfor-liget hu hej indførte en ”fast track”-pension, er en anden sag, som jeg ikke skal forholde mig til her.

Forligspartierne bør tage endnu et vigtigt skridt. Forslaget om udviklings-forløb, der kan kaldes rehabilitering, er så vigtigt, at det ikke blot bør være en del af forhandlingerne om reform af førtidspension, men gøres til et hoved-spor i den sociale indsats.

Hvis udviklingsforløb skal blive til det columbusæg, som det har potentiale til, så er der behov for, at forslaget gen-nemgår en bred, fordomsfri debat med involvering af forskere, fagfolk, bruge-re, kommunale praktikere med videre for at få tankerne omsat til fremtidssik-ret og gennemarbejdet lovgivning, der kan hjælpe sårbare mennesker. Rent faktisk er det meget begrænset, hvad offentligheden har fået at vide om ind-holdet i udviklingsforløb.

I regeringens udspil til reform af før-tidspension erstattes førtidspension til unge under 40 år med et udviklingsfor-løb af op til fem års varighed. Hvis ét femårigt udviklingsforløb ikke er nok til, at personen kommer i ordinær be-skæftigelse eller uddannelse, og perso-nen er under 40 år, så skal der gives ét

forløb mere. ”Ingen skal efterlades på perronen, når toget kører,” lød retorik-ken fra beskæftigelsesministeren.

Tanken om udviklingsforløb til unge mennesker, som på grund af forskellige vanskeligheder er langt fra arbejdsmar-kedet og selvforsørgelse, er grundlæg-gende god og sympatisk.

Alt for mange unge og i øvrigt også personer over 40 år ”efterlades i dag på perronen”, hvis de mister fodfæstet i eget liv – et fodfæste, som nogen aldrig rigtig har fået. Ja, nogen skubbes oven i købet ud over perronen med ekstremt lave nedsatte kontanthjælpsydelser og kommer endnu længere væk fra at kun-ne stige på toget.

Problemet med regeringens udspil er imidlertid, at udviklingsforløbene sæt-tes ind, når det er for sent – når togføre-ren har fl øjtet til afgang, og dørene er ved at smække i for nu at blive i billed-sproget. ”Målgruppen for udviklings-forløb er personer, som er så langt fra arbejdsmarkedet, at det er overvejende sandsynligt, at de ellers ville ende på førtidspension. Unge kan først blive vi-siteret til et udviklingsforløb, når alle andre muligheder for en aktiv indsats har været afprøvet.” Sådan beskriver Beskæftigelsesministeriet målgruppen.

DET VIRKER HELT FORKERT først at sætte ind, når det er for sent, altså når man efter gældende regler ville eller burde starte en førtidspensionssag. Re-levant og faglig god støtte til menne-sker med store sociale problemer, der er inde i en negativ udviklingsspiral

burde være en selvfølge i dag, men er det ikke.

Vi må jo lægge til grund, at alle nuvæ-rende tilkendelser af førtidspension er velbegrundede – alt andet ville jo være helt hen i vejret. Derfor skal udviklings-forløbene for at undgå førtidspensione-ring sættes ind langt tidligere og ikke først, når alle andre muligheder er ud-tømt.

Men hvad er det så, der sker for nær-værende i det hjælpesystem, der skal hjælpe det enkelte menneske med so-ciale vanskeligheder med at komme i job, i uddannelse eller mere bredt at fi nde fodfæste i eget liv?

Rigsrevisionen kom for nogle måne-der siden med en nærmest sønderlem-mende kritik af aktiveringen af kon-tanthjælpsmodtagerne længst væk fra arbejdsmarkedet. Rigsrevisionens ef-fektundersøgelse viste, at effekterne af aktivering var negativ, det vil sige de ak-tiverede kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 4 og 5 kom i selvforsør-gelse eller beskæftigelse i mindre grad end de ikke-aktiverede. Det er nok for hårdt at sige, at aktiveringssystemet er invaliderende i sig selv, for der er fak-tisk også mange gode og vellykkede ek-sempler at pege på, men det burde være åbenlyst, at der er behov for langt mere end lappeløsninger.

Siden Rigsrevisionens beretning fra oktober 2010 har regeringen lappet på aktiveringssystemet. Man har sænket refusionsprocenterne, så der nu for kommunerne er mindre tilskyndelse til at aktivere personer langt væk fra ar-

bejdsmarkedet. Lavere refusionspro-center har helt sikkert effekt. Beskæfti-gelsesministeriet beregnede i lovforsla-get en besparelse på godt en milliard kroner – ikke kun som følge af bespa-relser på aktivering af kontanthjælps-modtagere ganske vist, men der skal nu gøres for en milliard kroner mindre skade, må ræsonnementet vel lyde.

Hvis en behandling gør mere skade end gavn, så er der god fornuft i at stop-pe med behandlingen. Men det fjerner jo ikke problemet – i dette tilfælde at alt for mange mennesker ikke får tilstræk-kelig og faglig god hjælp til at få styr på eget liv og så vidt muligt få en tilknyt-ning til arbejdsmarkedet og for nogles vedkommende forhåbentlig blive selv-forsørgende.

LIGNENDE BEGRÆDELIGE konklusi-oner kan fi ndes inden for mange af de andre velfærdssystemer, som skulle forhindre, at mennesker med psykisk sårbarhed, sygdomme, sociale vanske-ligheder og indlæringsvanskeligheder falder bag af dansen.

Det er derfor ikke mindre justeringer, der skal til. Der er behov for en nytænk-ning af indsatsen.

Meget tyder på, at det, der er aller-størst behov for, er at forlade diagnose-tænkningen og erstatte den med at sæt-te det enkelte menneske i centrum. Især når det drejer sig om mennesker med mange forskellige problemer og barrie-rer for at klare sig i uddannelsessyste-met, på arbejdsmarkedet eller i det al-mindelige hverdagsliv, skal der udvikles

en helhedsorienteret og tværsektoriel tilgang.

Dette kræver, at der udvikles nye me-toder, og at der arbejdes meget mere med, hvordan velfærdssamfundet kan støtte mennesker med problemer til at mestre deres eget liv. Uden at det skal blive til en strid om ord, så ville det som nævnt være mere på sin plads at bruge ordet rehabilitering.

God rehabilitering baseret på faglig-hed må være vejen frem. Som en frem-rykket indsats sat i værk i god tid inden mennesker er kommet dertil, hvor før-tidspension er den eneste udvej.

Rehabilitering er en helhedsoriente-ret samarbejdsproces mellem borgeren og fagfolk. Rehabilitering baserer sig på borgerens hele livssituation og be-slutninger, og målet er, at mennesket opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv på trods af fysiske, psykiske og/eller sociale begrænsninger, som mennesket har eller er på vej til at få. Rehabilitering

i forhold til mennesker, som er i risiko for at kvalifi cere sig til en førtidspensi-on, skal naturligvis have selvforsørgelse som sigte, men man skal holde sig for øje, at selvforsørgelse ikke kan være det eneste mål – rehabilitering til et bedre liv vil for mange udsatte være et kæmpe skridt.

Konkret kan gennemarbejdningen af tankerne ske på mange måder. Det kan være mere klassisk og tidkrævende kommissionsarbejde med efterfølgen-de offentlige debatter. Det kan også væ-re en proces med konsensuskonferen-cer eller andet. Afgørende er det, at der kommer en mere åben diskussion af tankerne, så udviklingen af forslaget ik-ke begrænses til det, der kommer ud af en forholdsvis lille kreds af embeds-mænd i ministerierne og de få politike-re, der forhandler reformforslaget.

Målet må være, at færre end i dag en-der på førtidspension på grund af for sen og utilstrækkelig hjælp til at rette op på en negativ udviklingsspiral. Det vil først og fremmest hjælpe det enkelte menneske, men det vil også hjælpe samfundsøkonomien. De udsatte grup-per har ikke brug for klippekort til en-keltrejser, men et abonnementskort til samfundet!

Jann Sjursen er formand for Rådet for Socialt Udsatte

Kronik&Debat

11Kristeligt Dagblad Torsdag 26. maj 2011

Denne side er redigeret af Michael Sørensen

”Jeg råder dig til at fortsætte med at leve udelukkende for at irritere dem, som udbetaler din pension. Det er den eneste glæde, jeg har tilbage.”VOLTAIRE, FRANSK FILOSOF, FORFATTER, DRAMATIKER OG SAMFUNDSKRITIKER

”Her er tale om positiv særbehandling. Jeg mangler stadig at få at vide, hvem det er, vi skader med det her.”SØREN PIND (V), INTEGRATIONSMINISTER, OM SIN IDÉ MED FORSKELSBEHANDLING, I POLITIKEN

Kronik 26. maj 2011 AF JANN SJURSEN

KRISTELIGT DAGBLADS KRONIK I MORGENMalene Kristoffersen, seniorkonsulent: Døden er alt andet end en individuel beslutning

Ikke fl ere lappeløsninger – det er tid til nytænkning

SOCIALPOLITIK Relevant og fagligt god støtte til mennesker med store sociale problemer, der er inde i en negativ udviklingsspiral, burde være en selvfølge i dag – men er det ikke

De udsatte grupper har ikke brug for klippekort til enkeltrejser, men et abonnementskort til samfundet!

RADIO & TVAF KRISTINE STRICKER HESTEBECH

DU VED, at der er noget, der hedder hvidvaskning af pen-ge. Men ved du også, at der er noget, der hedder grøn-vaskning af produkter? Når en virksomhed eller en pro-ducent markedsfører sit pro-dukt som værende grønnere, end det i virkeligheden er?

Et eksempel er Statoils fem procent bioætanol i benzi-nen, som de for nogle år si-den markedsførte som væ-rende grøn benzin. Rekla-merne viste biler kørende rundt med græs på taget. En decideret vildledning, da bioætanolen udgør så lille en del af den samlede benzin, at man næppe kan kalde den for grøn. Derudover forelig-ger der ingen videnskabelig dokumentation på, at bio-ætanol er mindre klimaska-delig end benzin.

I P1’s Klima og Miljø i mandags tog Julie Søgaard Greenpeace under armen og gik i det lokale supermarked på jagt efter grønne produk-ter, som måske ikke er helt så grønne, som de giver sig ud for at være. De standsede ved Coca Colas fl aske ”the plant bottle”, hvor fem pro-cent af emballagen kommer fra et nedbrydeligt stof. Der står ikke hvilken slags stof. Ikke engang på deres hjem-meside. Er det biomasse fra regnskoven? Eller er det fra palmeolie? Sidstnævnte lyder umiddelbart meget godt i mine ører, men nej, for pal-merne dyrkes på regnskovs-fældet jord, og hvor regnsko-ven bare suger CO2 til sig år efter år, lever en palmeplan-tage ikke ret mange år, før palmerne må fældes, jorden kunstgødes og nye palmer plantes. Altså et klimaregn-skab, der går i minus.

Under klimatopmødet i København i 2009 stod fi r-maer i kø for at promovere deres mere eller mindre grønne produkter. Også Co-ca Cola. Ud af ”the plant bottle” fl ød et paradis af træ-er og blomster. Den gamle regnskovsbeskytter og miljø-organisation Nepenthes kla-gede til forbrugerombuds-manden. Her, næsten halv-andet år efter, er intet endnu sket. Det er komplekst stof, der kræver en tværfaglig til-gang, som tager tid. Men no-get sker. Statoils bioætanol-reklamer fi k de en bøde for, fordi de vildledte forbruge-ren.

DET ER IKKE NEMT at ville være en grøn forbruger, hvis man vil drikke andet end vand. Men nu er der så kom-met en vejledning til virk-somhederne fra forbruger-ombudsmanden om, hvor-dan man undgår grønvask-ning. Producenterne må ek-sempelvis ikke sige, at et gi-vent produkt er grønt, blot fordi to procent af det er kli-maneutralt. Ej heller at pro-duktet er 100 procent natur-ligt, fordi de enkelte dele i varen er naturligt forekom-mende. Det er formaldehyd og arsenik også.

Forbrugerombudsmanden håber, at vejledningen kan være med til at hjælpe virk-somhederne, så de undgår grønvask og dermed vildled-ning af forbrugerne. Ja, lad os håbe det. Der er blot så lang sagsbehandlingstid, at producenterne når at tjene godt på deres grønvaskede produkter.

Klima og Miljø er et fanta-stisk forbrugeroplysende program, som jeg håber sko-lelærerne lytter til indimel-lem, så de sammen med os forældre kan ruste vores børn og unge til at begå sig i den mere og mere komplek-se forbrugerjungle.

Kristine Stricker Hestbech, sogne-præst og foredragsholder

Grønvask i forbrugerjunglen

AF OLE BERING

HER FOR NYLIG fi k jeg en lektion i, hvad dagligt brød også kan være. I Fadervor be-der vi jo næsten automatisk om at få dette grundlæggen-de, eksistentielle gode, men der er efterhånden ikke så mange tilbage, som virkelig har mærket slunkne maver og deraf følgende taknem-

lighed over, at bønnen blev hørt. At de fi k brød, mælk og måske et lille stykke kød.

De unge i dag elsker fast-food, og nogle betragter en stor cola som dagligt brød. Gammeldags mad er ikke i så høj kurs hos dem. De op-lever, at forældregeneratio-nen sidder og svælger – ikke i mad, men i den ene mad-lavningsudsendelse efter den anden.

Brødrene Price, Jamie Oli-ver og Claus Meyer er nogle af de hyggelige madgenier, som har gjort dagligt brød til

underholdning i den bedste sendetid. Det er i og for sig naturligt nok – i et land som Danmark!

Men det ville være utænke-ligt i et afrikansk land, hvor hver dag kan være en kamp om at mætte alle maver. Der-til kommer alle de udsendel-ser, hvor kendte personer be-søger hinanden og snakker om livets store spørgsmål over god mad og drikke. Vi skal bestemt ikke have dårlig samvittighed over at leve i et land, hvor der er overfl od af dagligt brød. Eller rettere:

hvor dagligt brød er en selv-følge.

I stedet laver vi kunstgre-bet og siger: Jamen, dagligt brød betyder også at have husly, en god familie, et ar-bejde – kort sagt, alt hvad et menneske har brug for. Tjah, var det mon det, Jesus men-te?

NÅ, DET VAR JO den her lek-tion, jeg egentlig ville fortæl-le om. For nylig efter en lidt anstrengende løbetur sad jeg og pustede ud på en bænk i Mindeparken. Da fi k jeg øje

på en indvandrerfamilie, som havde haft gang i en medbragt grill.

Pludselig kommer én af de voksne hen imod mig og si-ger med et smil: ”Værsgo’, det her er til dig!” Og så rakte han mig to små spid med stegt kød, hvorefter han gik over til familien igen. Jeg gnaskede med velbehag løs på de velsmagende små styk-ker kød. Brødrene Price kun-ne ikke have lavet det bedre!

Der var ikke nok til at mæt-te mig, og dog følte jeg mig glad og mæt indvendig. Den

opmærksomhed, jeg havde fået af denne mand, var som dagligt brød for mig. En ude-fi nérlig følelse af, at vi men-nesker har en masse at give hinanden.

Små stykker kød, en udrakt hånd, dagligt brød …

Ole Bering,lærer,Holme Parkvej 109,Højbjerg

Det daglige brød. I mindeparken og i Afrika

0 ET HJEMMELAVET KORS ses her i murbrokkerne fra et totalt ødelagt hjem, der som det meste af byen Joplin i den amerikanske delstat Missouri blev raseret af en kæmpe torna-do, hvor mindst 116 mennesker blev dræbt. Huset tilhørte familien Garretts, der ingen husforsikring har overhovedet. Myndighederne forventer at fi nde fl ere døde i byen, der har cirka 50.000 borgere. – Foto: Mario Tama/Scanpix.

Tornadoens destruktive kræfter