af Lars Duvander Højholt, 20034083under vejledning af Rune Slothuus35800 ord

Det deliberative demokratis vilde vesten?- en undersøgelse af moderationens effekter på kvaliteten af debatten i medierne

1

1. Indledning 2 2. Teori 6 2.1 Deliberativ kvalitet 6

2.1.1. Deliberative procedurekrav 8 2.1.2. Deliberative proceskrav 9

2.2 Offentlighed 11 2.2.1. Netmedier som offentlighed 12 2.2.2. Netmedier og deliberative procedurekrav 14

2.3 Moderation 16 2.3.1 Motivationsfaktorer 18

3. Metode og operationalisering 20 3.1 Valg af case 21

3.1.1 Information.dk 23 3.1.2 Indsamling af data 25 3.1.3 Systematiseret udvælgelse af data 26

3.2 Moderation i praksis 28 3.2.1 Vejledning for god opførsel som moderator 31

3.3 Data og operationalisering 32 3.3.1 Basisvariable 33 3.3.2 Procedurevariable 34 3.3.3 Indholdsvariable 35 3.3.4 Interkoder-reliabilitetstest 37

3.4 Analysestrategi 39 3.4.1 Kvalitativ analysestrategi 39 3.4.2 Kvantitativ analysestrategi 40

4. Analyse 41 4.1 Karakteristik af kildemateriale 41

4.1.2 Kontroldata 43

4.2 Kvalitativ analyse 45 4.2.1 Case #1: I statens tjeneste? 45 4.2.2 Case #2: Universiteter i krise – men hvilken krise? 49 4.2.3 Case #3: Er det os eller dem? 51 4.2.4 Case #4: Det svigtede menneske 55 4.2.5 Sammenfatning af kvalitativ analyse 62

4.3 Kvantitativ analyse 64 4.3.1 Dialog 64 4.3.2 Tone 65 4.3.3 Respekt 67 4.3.4 Argumentation 68 4.3.5 Læsernes dialog med moderator 72 4.3.6 Sammenfatning af den kvantitative analyse 75

5. Konklusion 77 6. Summary 81 7. Litteraturliste 82

2

1. Indledning

Da den højreekstremistiske nordmand Anders Behring Breivik i juli 2011 bombede regeringskontorerne i Oslo og senere drog på morderisk togt i en ungdomspolitisk sommerlejr sendte det ikke kun medfølende chokrystelser verden over. Den norske tragedie blev også startskuddet til en debat omkring debatten i de danske internetmedier. Forud for massakren på øen Utøya havde gerningsmanden igennem mange år deltaget aktivt i debatter på internettet, hvor han agiterede og udbredte sine ekstremistiske synspunkter – uden nogen havde taget notits heraf. Det er velkendt, at der i nettets afkroge er had, opfordringer til vold og racisme, og selv store etablerede mediehuse har problemer med læsere, der langt fra holder den gode tone, når de boltrer sig i netdebatten.

De tragiske begivenheder i Norge satte gang i en række spørgsmål på redaktionerne herhjemme, for hvor går egentlig grænsen for ytringsfriheden? Skal dagbladene tillade enhver at komme til orde i den lettere anarkiske onlinedebat uanset, hvor ufølsomt det måtte være? Eller skal debatten tøjles, kontrolleres og kvalitetssikres?

Konklusionen på en række medier blev, at det var tid til at stramme op, som Berlingske skrev med reference til Breivik og debatten om, hvorvidt islam- og indvandringsdebatten på nettet havde været med til at gøde den tankegang, der lå bag den terrorsigtedes handlinger (Juul, 2011). Og det var i den grad på

3

tide, lød det fra bl.a. bloggeren Dorte Toft. Hun kaldte avisernes problemer med ”kommentarkloaken” selvforskyldte (Toft, 2011), fordi de ikke vier nok ressourcer til at styrke debatmiljøet. Har man ikke råd til at sætte nok personer på opgaven med at tage godt vare på kommentarsporet, bør man lukke for kommentarer, mente hun (ibid).

I ugerne efter terrorangrebet meldte både Politiken og Berlingske derfor ud, at der nu skulle indføres skrappere krav til registrering (Juul, 2011; Elkjær, 2011), ligesom også svenske medier forsikrede, at de ville tage hånd om debatuniverserne på nettet (Andén, 2011a). Aviserne valgte med andre ord en defensiv moderationsstrategi: debattørernes skulle registres og debatten tøjles og finkæmmes for at eliminere uønskede indlæg.

Til gengæld var der ikke mange bud på, hvordan medierne proaktivt kunne arbejde for at skabe et mere positivt og konstruktivt debatmiljø, der kommer avisen og læserne til gode. I højtidelige stunder påberåber dagbladene sig ellers netop rollen som offentlighedens stemme og platform for mødet mellem borgere og magthavere via dialog og debat. ”Det skrivende Publicums Medvirkning er lige så vigtigt som det læsende Publicums understøttelse”, lyder det f.eks. i programartiklen fra en af landets første aviser, Fædrelandet fra 1834 (Bruhn-Jensen, 2001).

I en tid, hvor stadig mere demokratisk aktivitet og engagement flytter fra print til internettet bliver det derfor relevant at spørge, hvad medierne kan gøre for ikke kun at reducere skadevirkningerne, men også højne kvaliteten af den offentlige debat, der finder sted på deres hjemmesider som offentlige fora for borgerne.

Det er det spørgsmål, jeg vil forsøge at besvare med dette speciale.

Mens dagbladene endnu kun har repliceret den demokratiske udfordring, læserdebat på nettet giver, med defensive moderationsstrategier, lyder min problemformulering: Kan proaktiv moderation forbedre kvaliteten af debatten på mediernes onlineplatform? Formålet er altså ikke alene at analysere den eksisterende debat, men at teste og udvikle strategier til at håndtere læserdebatten på avisernes onlineplatform for at styrke kvaliteten og dynamikken i debatten ud fra deliberativt demokratiske kriterier som gensidighed i debatten, tone, respekt og argumentation.

Når forskningen traditionelt forholder sig til debat i medierne og dagbladenes evne til at agere platform for demokratisk debat, knytter det sig som regel til læserbreve, kronikker, klummer og analyser indsendt af borgere, politikere og meningsdannere til papiravisen (Wahl-Jørgensen, 2003). I det ganske lille forskningsfelt, der beskæftiger sig med debatkvalitet på nettet er fokus på offentligt initierede e-projekter (Dahlberg, 2001; Jensen, 2006) og ikke medierne. I sin ph.d.-afhandling om deliberativ kvalitet i netdebatten, forholder Jacob Linaa Jensen sig til to lokalt iværksatte danske og et amerikansk internetfora, der specifikt har til hensigt at inkludere borgerne i en debat om de politiske beslutninger (Jensen, 2006). Tilstedeværelsen af en moderator i netdebatter vurderes i en række erfaringsstudier at have en positiv indflydelse på debatkvaliteten (Ihlebæk & Ytreberg, 2009; Dahlberg, 2001; Jensen, 2006; Janssen & Kies, 2005, Edwards 2002), men i ingen af

4

disse studier er effekten isoleret og undersøgt systematisk, ligesom der ikke er udviklet et teoretisk metodeapparat for moderationen, der kan sandsynliggøre en virkning på debatkvaliteten.

Denne opgave har derfor to selvstændige bidrag til den sparsomme litteratur om debat på nettet. For det første præsenterer den en kobling fra hvilket problem, moderationen forventes at løse (Andén, 2011a; Wright, 2006), til hvorfor vi kan forvente en positiv effekt af moderationen (Rafaeli & Ariel, 2008; Snyder & Cantor, 1998), og til udviklingen af et konkret metodeapparat til moderatorens værktøjskasse. For det andet byder den på en systematisk og sammenlignende undersøgelse af moderationens effekter på den deliberative kvalitet af debatten.

Opgavens teoretiske fundament hviler på litteraturen om deliberativt demokrati, der lægger vægt på, at alle borgere og interessenter har mulighed for at komme til orde i forsøget på at påvirke den politiske proces (Eriksen & Weigård, 2003; Habermas 1998; Fraser, 1990). I denne demokratiforståelse er det kraften af argumentet, mere end styrken i magtrelationen, der tæller. Debatten er så at sige et mål i sig selv – dels som en legitimering af den politiske proces, dels som et vigtigt led i borgernes demokratiske dannelse. Og denne debat foregår i det moderne samfund først og fremmest gennem medierne.

I kapitel 2 lægges det teoretiske fundament for forståelsen af de centrale elementer i den deliberative kvalitet, der er opgavens afhængige variabel (Eriksen & Weigård, 2003; Steenbergen et. al, 2003; Jensen, 2006; Janssen & Kies, 2005). Dernæst analyseres netmedierne som platform for demokratisk debat ud fra teorien om borgerlig offentlighed (Habermas, 1992; Habermas, 2009; Curran, 2005; Freelon, 2010; McNair, 2000b). Hvad angår opgavens uafhængige variabel – moderationen – er den teoretiske litteratur som nævnt temmelig sparsom. Til teoretisk at forstå mekanismerne bag moderation trækker jeg derfor på psykologiske teorier om motivationsfaktorer – dvs. teorier om, hvad der motiverer mennesker til at deltage i en debat (Rafaeli & Ariel, 2003; Joyce & Kraut, 2006, Ciffolilli, 2003; Ryan & Deci, 2000). Det er disse motivationsfaktorer, der udgør fundamentet for den efterfølgende konkretisering af moderatorens værktøjer i metodekapitlet.

Metodisk bygger specialet på en selvstændig og proaktiv analysestrategi bygget op som et kvasi-eksperiment udført på en enkelt case. Der er i de danske medier som allerede nævnt endnu ikke nogen eksempler på proaktive moderatorer, der arbejder for at sikre et bedre debatmiljø. At det i dette speciale alligevel har været muligt at undersøge effekten af moderationen skyldes det særlige forhold, at Dagbladet Information har givet mig adgang til i en tre uger lang periode at moderere debatten på deres hjemmeside. Den privilegerede adgang til selv at udføre eksperimentet med at moderere læsernes debat betyder, at jeg har haft mulighed for at analysere effekten af forskellige moderationsstrategier samt sammenholde debatterne med sammenlignelige data fra ikke-modererede debatter og på den måde tilstræbt at isolere effekten på den deliberative kvalitet.

I kapitel 3 gøres der overvejelser over, hvilken betydning valget af Dagbladet Information vil få for den endelige konklusion. Derudover operationaliseres

5

såvel de variable, der anvendes til at måle den deliberative kvalitet af debatten som de moderationsstrategier, der har til hensigt at påvirke kvaliteten. Derudover gennemgås udvælgelseskriterierne for det kontroldata, som skal sikre, at effekten af moderationen så vidt muligt kan isoleres fra andre faktorer med mulig betydning for debattens kvalitet, såsom artikelemne, afsender og vinkel.

I kapitel 4 analyseres det indsamlede materiale først i en kvalitativ analyse af fire udvalgte cases, der giver et indblik i moderations værktøjer, strategien bag og deres effekter på den deliberative kvalitet af læsernes debatkommentarer. Dernæst gennemføres en systematisk kvantitativ analyse af alle læserkommentarer fra moderationsperioden sammenholdt med sammenlignelig data fra en kontrolperiode. Den kvantitative analyse gennemgår således de direkte og indirekte resultater for de enkelte variable i det deliberative kvalitetsindex og giver anledning til at vurdere den samlede styrke af indsatsen fra moderationen.

Specialets overordnede konklusion er, at en proaktiv moderation har positive effekter på den deliberative kvalitet af læsernes kommentarer på nettet – om end effekten er lidt mindre end forventet. Moderationens største deliberative bidrag er en forhøjning af antallet af argumenter i læsernes kommentarer, og effekterne er særligt tydelige i de tilfælde, hvor moderationen har fokuseret på at sætte særlige rammer og mål for debatten. Argumentationen har også de positivt afledte effekter at tonen og respekten blandt deltagerne i debatten er langt højere end når læserne slynger tomme påstande ud. Samme positive direkte og indirekte effekter er også at finde i læsernes direkte dialog med moderatoren. De positive afledte effekter af øget argumention og den direkte dialog med moderator har dog ikke aflejret sig i en større samlet effekt på tonen. Selv på et medie som Information, der er karakteriseret af en homogen og intellektuel læserskare, præges tonen med andre ord af sarkastiske kommentarer.

6

2. Teori

2.1 Deliberativ kvalitet Det første spørgsmål, der rejser sig i forlængelse af problemformuleringen er naturligvis, hvordan vi skal forstå og definere kvaliteten i debatten og som forløber herfor – en kort introduktion til den teoretiske ramme, der illustrerer problemstillingen og dens relevans i det samfundsvidenskabelige felt. For hvad betyder egentlig kvalitet i debatten, og hvorfor er det overhovedet interessant at måle den? Et er at afgrænse kvaliteten negativt, som dagbladene f.eks. gør, når de vil undgå hadefulde indlæg, noget andet er i sagens natur at tale om det som et positivt, normativt mål.

Når jeg i denne opgave taler om kvaliteten i mediernes onlinedebatter, trækker jeg først og fremmest på teorien om deliberativt demokrati, herunder forestillingen om, at demokratiet består af mere end blot den periodiske valghandling (Weigård og Eriksen, 2003; Fraser, 1992; Splichal, 2002), og at medierne er til mere end blot simpel oplysning af borgerne (Wahl-Jorgensen, 2007; McNair, 200oa; Cook, 1998). Det deliberative demokratiske ideal handler i bund og grund om borgernes demokratiske deltagelse i dannelsen af den offentlige mening. Da det bl.a. er i medierne, at denne demokratiske deltagelse foregår og dannelsen af offentlig mening finder sted, er det i et deliberativt demokratisk perspektiv interessant at undersøge, hvordan betingelserne for denne deliberation kan styrkes. I den forstand adskiller det deliberative ideal sig fra andre demokratiske idealer.

7

Der er ikke en central definition på deliberativt demokrati, men nedenstående sammensætning indkapsler de centrale elementer, der ikke mindst beror sig på Jürgen Habermas’ bidrag om kommunikativ rationalitet og borgerlig offentlighed (Weigård og Eriksen, 2003; Habermas, 1992; Habermas, 2009).

Den teoretiske diskussion om demokratiets rækkevidde, pligter og rettigheder står først og fremmest mellem den liberale, republikanske og deliberative tradition, der har hver deres forestilling om borgernes engagement i den politiske proces. Mens den liberale tradition vægter borgernes engagement i den periodiske valghandling, er den republikanske optaget af kontinuerlig deltagelse. Den deliberative tradition er mest vidtgående i rækkevidden af borgernes engagement og fokuserer på den offentlige debat som demokratiets legitimerende grundsten og borgernes demokratiske pligt (Weigård og Eriksen, 2003: 169).

Det liberale demokratis fokus på vælgeradfærd, valgdetagelse og organisering, dvs. den formelle politiske deltagelse (Jensen, 2006: 46), betyder, at teorien opererer med noget mere sparsomme forventninger til borgernes rolle og pligter end den deliberative (Wahl-Jorgensen, 2007: 15-16). Fundamentet for de liberale er den frie, rationelle og velinformerede borger med prædefinerede præferencer, der søger mod de partier, der vil varetage deres interesser bedst (Downs, 1957). I den liberale demokratiopfattelse er enighed og fælles interesser med andre ord ikke nogen forudsætning. Den politiske proces er først og fremmest en kamp om vælgernes stemmer, borgerne er forbrugere af politiske budskaber og processen er en kamp mellem konkurrerende interesser. Vælgerne shopper således rundt efter det parti, der bedst opfylder deres præferencer. I den sidste ende er det vælgernes egeninteresser, der aggregeres og determinerer udfaldet af valget og dikterer kursen for næste valgperiode. (Eriksen og Weigård, 2003: 173). Hvad vælgerne drøfter i offentligheden eller hvilke indlæg de fremfører på mediernes debatfora, om man vil, er i den forbindelse mindre relevant.

Hvor vælgerne i den liberale demokratimodel afkobles det løbende politiske liv, betoner det republikanske demokratiideal ikke kun det ansvar, der pålægges vælgerne på valgdagen, men også et kontinuerligt ansvar for at deltage i den politiske proces. Borgerne pålægges i dette perspektiv at tage udgangspunkt i det fælles gode frem for deres individuelle præferencer. Det er således en stillingtagen bag det rawlsianske uvidenhedens slør, der er grundlaget for den samfundsmæssige retfærdighed. Der er fokus på det fælles bedste frem for de individuelle rettigheder og interesser, og man bliver som sådan først borger, når man indgår i et politisk fællesskab (Eriksen og Weigård, 2003: 177). Det republikanske demokratiideal fokuserer dog bredt på den politiske deltagelse og primært i de mere eller mindre institutionaliserede beslutningsprocesser. Derfor er analysen af borgernes interne debat i offentligheden, som den finder sted i mediernes opinionsspalter, mindre interessant.

Det er den til gengæld i den deliberative demokratiforståelse. Hvor demokratiet i liberal forstand er et marked, er det i deliberativ forstand et forum. Netop derfor betegner man ofte førstnævnte som et konkurrencedemokrati og sidstnævnte som et deltagelsesdemokrati (Goul Andersen, 2001: 314-315). De republikanske idealer om kontinuerlig

8

deltagelse med vægt på vælgerne som borgere, der søger det fælles gode genfindes i teorien om det deliberative demokrati (Cohen, 1989). Men den deliberative model betoner i langt højere grad deliberationen mellem borgere og politikere – og også samtalen borgere imellem. I formelle fora som Folketinget og dets samråd såvel som de deliberationer, der foregår i uformelle fora som fx medierne (Eriksen og Weigård: 180).

I forhold til forestillingerne i teorien om det liberale demokratiideal bygger beslutningstagen her ikke på præ-eksisterende og fastlagte præferencer, men på en proces, hvor de politiske aktører lytter til hinanden, præsenterer og retfærdiggør deres argumenter, viser gensidig respekt og er villige til at re-evaluere deres indledende standpunkt på baggrund af processen (Steenbergen et al., 2003: 21). Ikke blot skal det føre til bedre beslutningstagen, det skal også sikre en reel legitimitet bag beslutningerne, som de folkevalgte kontinuerligt søger i dialog med borgerne. Det deliberative demokratis normative idealer er således en kritik af den beslutningsproces, der er kendetegnende for det liberale demokrati (Jensen, 2006: 45).

Det deliberative demokrati vægter mere præcist borgernes aktive politiske deltagelse via deliberation, hvor der er lige adgang for alle til at præsentere og debattere deres rationelle argumenter i den offentlige sfære, hvor den offentlige mening dannes, og hvor den fælles kurs i den sidste ende dikteres af de stærkeste argumenter (Habermas, 1987; Habermas, 1992; Habermas, 1994; Eriksen og Weigård, 2003). Den deliberative model er med andre ord et forsøg på at optimere og udvide det personlige engagement fra borgerne og udvikle metode og institutioner til at inkludere dem i den politiske proces (Wahl-Jorgensen, 2007: 20). Deliberation er udover at være en metode til legitim beslutningstagen også et mål i sig selv, idet den er en metode til demokratisk dannelse af borgerne (Goodin, 2003).

2.1.1. Deliberative procedurekrav Den deliberative kvalitet knytter sig ikke kun til selve dialogen og dens indhold, men også forudsætningerne for, at dialogen kan finde sted – dvs. en række deliberative procedurekrav.

Forud for den deliberative proces må en række procedurer være fulgt, før den borgerlige offentlighed kan træde sammen og på legitim vis danne den offentlige mening (Eriksen & Weigård, 2003; Cohen 1989; Habermas, 1992). Disse betingelser er derfor både en del af kvalitetskriteriet for den deliberative kvalitet og kriterierne for den offentlighed, i dette tilfælde mediernes onlinedebat, hvori den deliberative proces foregår.

En høj deliberativ kvalitet kræver først og fremmest at der er fri og åben adgang for alle (Gutmann & Thompson, 1996: 5), således at enhver borger, der er påvirket af de fælles beslutninger, kan deltage i den offentlige debat og fremsætte sine rationelt begrundede argumenter og modargumenter. Ingen bør således kunne udelukkes via intern eller ekstern tvang (Steenbergen et. al., 2003: 25).

9

Åbenhedsperspektivet har også en dimension, der knytter sig til deltagerne. Ligesom der kræves lige og åben adgang til debatten er der således også krav til deltagerne om at deltage åbent og ikke være anonyme (Szabo, 2009). Derudover må deltagerne i debatten være ærlige og autentiske, når de fremfører deres argumenter og ikke lade deres synspunkter være strategiske eller fordækte – deltagerne skal således have reelle hensigter (Janssen & Kies, 2005: 329). Netop det kriterium er dog svært at operationalisere, fordi det ligger i skellet mellem deltagernes reelle og udtrykte præferencer, som er svære at afdække (Steenbergen et. al., 2003: 26). Eftersom der ikke er reel beslutningstagen i netmedier, formodes deltagerne dog ikke at have andre strategiske interesser, der kan påvirke deres deltagelse.

Foruden åbenhedskriteriet skal dialogen også være herredømmefri i den forstand, at alle synspunkter bliver hørt uden skelen til andet end styrken i argumentet. Den herredømmefri dialog skal sikre, at deltagerne ikke bedømmes ud fra deres sociale karakteristika, status, indkomst og uddannelse, men alene på styrken i argumentet. Der må heller ikke pålægges debatten nogen restriktioner i sprog og fremførelse, der kan risikere at udelukke deltagere på grund af manglende formel kompetence. Det er først, når aktørerne er frie og uforstyrret af tvang, at deliberationen er kvalificeret og gyldig (Eriksen & Weigård, 2003: 188).

Ultimativ retfærdighed i procedurerne er stort set er umulig at opnå, og de diskursteoretiske regler er således mere et ideal for den optimale deliberation og offentlighed. Deltagerne vil stort set altid have forskellige forudsætninger for tid, deltagelse og information, hvilket udgør en potentiel uretfærdighed. Viden og forståelse, kulturel som faglige, er heller ikke faste størrelser og er omskiftelige over tid, hvilket både synliggør behovet for kontinuerligheden i processen, men også at der ikke selv under optimale forhold er garanti for varige rigtige beslutninger (Eriksen & Weigård, 2003: 351).

Ovenstående pejlemærker danner dog rammen for den efterfølgende analyse i afsnit 2.2 af netmediernes potentiale som deliberativ offentlighed.

2.1.2. Deliberative proceskrav I den deliberative proces fokuseres der både på fremførelsen og indholdet i deliberationen. Her gælder først det diskursteoretiske kriterium, at der må være gensidighed i debatten, således at deltagerne indgår i reel dialog med hinanden (Janssen & Kies, 2005: 326). Det virker som et naturligt kriterium, men fremhæves her, fordi det ikke altid er normen i de asynkrone onlinedebatter, hvor deltagerne modsat fx en tv-debat ikke er i direkte dialog med hinanden i et fast tilrettelagt forløb og tidsrum. Kravet om gensidighed er dog væsentligt for at kunne tale om reel dialog.

Spillereglerne for debatten indebærer også, at deltagerne må udvise respekt for hinanden, hvilket giver sig udtryk på flere måder. Respekten er i forlængelse af gensidigheden at lytte seriøst til argumenter fra den modstridende part og dermed reelt indgå i en konstruktiv dialog, men også at denne foregår i en saglig tone (Szabo, 2009: 4; Gutmann & Thompson, 1996).

10

Derudover udtrykkes respekt i relation til modparten og dennes argumenter. Dette gælder for så vidt både respekt for dem, der tales til, og dem der tales om, og er en refleksion af Habermas’ fokus på empati og solidaritet mellem de deltagende parter. For det første handler det om respekt for deltagernes behov og rettigheder og selvsamme for dem, de argumenterer til fordel for. For det andet indebærer det, at man respekterer hinandens argumenter under debatten, såfremt de er velbegrundede. Det gælder således både anerkendelsen af modparten, dennes argumenter og dennes ret til at fremføre dem (Steenbergen et al., 2003: 26).

I deliberationen er det dog ikke mindst deltagernes evne til at fremsætte valide argumenter, der er kernen – ikke blot i teorien, men naturligvis også i bestræbelserne på at vinde tilhørernes gunst. Det er via diskussionen og fremsættelse af synspunkter, at de bedste argumenter fremdrives og den offentlige mening dannes. (Eriksen & Weigård, 2003: 185). Argumentationen er således et afgørende parameter for overhovedet at diskutere og analysere deliberation.

I argumentationen ligger ikke blot evnen til at understøtte sine påstande, men også indholdet og rationalet heri. En frugtbar debat kræver, at argumenterne er velbegrundet i enten viden, erfaret viden eller ideologi, ligesom det gælder, at jo stærkere sammenhæng, der er mellem deltagernes påstande og præmissen herfor, jo stærkere er argumentet (Steenbergen et. al.: 25). Dette betyder dog ikke, at argumentet nødvendigvis skal foldes helt ud i enhver sammenhæng, hvis ellers præmissen og dele af argumentet er åbenlyse (Janssen & Kies, 2005: 327). Et yderligere mål for kvaliteten i argumentet indgår deltagernes rationale for deres argument. Med inspiration fra John Rawls skal den offentlige debat ideelt set have det fælles gode som mål og argumenter, der alene bygger på egeninteresser har ikke samme gyldighed (Cohen, 1989).

Det sidste element i kvaliteten af debatten er deltagernes refleksion over de argumenter, der er fremført i debatten. Hvert argument bør således anvendes af deltagerne til at skabe fremdrift i debatten, selvom nogle argumenter i realiteten oftere er stimulans for en polarisering end en bevægelse mod konsensus (Fearon, 1998: 56-57; Sunstein, 2003). Jakob Linaa Jensen (2006: 56) udvider tankegangen ved at pointere, at deltagerne løbende må have de andres argumenter i tankerne. Det er på den måde, at borgerne tilsidesætter egne interesser, inddrager andres og dermed former argumenterne for det fælles bedste. Denne implicitte inddragelse af modpartens argument er naturligvis vanskelig at identificere, og der fokuseres derfor på deltagernes eksplicitte refleksion på godt og ondt over modpartens argumenter.

En deliberativ debat af høj kvalitet er således kendetegnet ved en gensidig argumentation i saglig tone, hvor deltagerne udviser respekt for de andre deltagere, deres argumenter og de grupper der tales om ligesom de løbende reflekterer over de argumenter, der præsenteres og anvender dem som fundament for at bringe debatten videre.

11

2.2 Offentlighed Den borgerlige offentlighed er den sfære, hvor borgere samles til publikum og danner den offentlige mening via deliberation, og hvor de efterfølgende konfronterer og konfronteres af de offentlige instanser og magthavere, hvis beslutninger vedrører befolkningen (Habermas, 2009). Der er således tale om et offentligt rum, hvor der på den ene side er tale om, at staten formidler dens politik videre til borgerne, og på den anden side borgerne, der sammen danner og videreformidler deres mening, behov og interesser til det politiske etablissement.

I historisk perspektiv har Habermas eksemplificeret den ideelle offentlighed som det 18. århundredes kaffesaloner i London og andre storbyer, hvor det bedre borgerskab mødtes og debatterede. Habermas’ forestilling om kaffesalonen som det ideelle forum for debat er dog siden blevet kritiseret for at være for elitær (Calhoun, 1992; Fraser, 1992), og i senere værker redefinerer og udvider Habermas konceptet for den offentlige sfære til netværk af kommunikation, hvor informationer og meninger processeres, filtreres og debatteres rationelt, indtil der formes en mening i det forum, hvori de er opstået (Habermas, 1998). Den offentlige sfære er altså ikke et sted eller en organisation, men netværk af kommunikation.

Der findes derfor heller ikke én central offentlighed, men ganske mange deloffentligheder, der er løst koblet til det politiske centrum (Eriksen & Weigård, 2003: 279). Det gælder kaffesalonen, for at holde fast i Habermas billedliggørelse af det oprindelige ideal, torvet, forsamlingshuse, medierne og nu også internettet og dets mange fora. I en mere simpel adskillelse fokuseres der på den magt, der er iboende de enkelte deloffentligheder, og som deler dem efter kerne og periferi. Kernen udgøres af de institutionaliserede parlamentariske råd, udvalg, forsamlinger, hvor der er bemyndigelse til at nå frem til eller træffe reelle og bindende beslutninger. I periferien finder vi de mere uformelle fora som organiserede interessegrupper, frivillige organisationer, medier og civilsamfundet i bred forstand (Eriksen & Weigård, 2003: 280).

Det samme billede genfindes i Nancy Frasers’ (1990) skelnen mellem svage og stærke arenaer for debat, hvor hun fokuserer på tilstedeværelsen af reelle og formelle beslutningsprocedurer. Svage arenaer er kendetegnet ved at deltagerne primært delibererer, og at de ikke indeholder nogen form for beslutningstagen, som netop er karakteristisk for de stærke fora (Fraser, 1990: 75). Ikke at svage fora skal forstås negativt – tværtimod er det deres fritagelse fra beslutningstagen, der gør dem til en stærk modvægt til det formelle politiske system. Samtidig er de dog fri af det pres for konsensus, som er til stede i mere formelle institutionelle processer. Det er ikke sikkert borgerne overhovedet har et ønske om at nå et fælles standpunkt i sager, der ikke kræver beslutningstagen, men tværtimod føler det som overgreb mod deres ønske om at differentiere sig selv fra de andre parter i striden (Shapiro, 2002: 199). Deliberation behøver således ikke at nå til et konsensus for at være værdifuld. Større viden om og forståelse for gennem et reelt møde med den anden part kan mindske spændingerne uden, at man nødvendigvis når til enighed (ibid).

12

I sin skelnen mellem kerne og periferi og deres indbyrdes formål sondrer Habermas mellem meningsdannelse i offentligheden og viljesdannelse i formelle politiske institutioner og den videre kobling til de endelige beslutninger i det politisk-administrative system (Eriksen & Weigård, 2003: 285).

Figur 2.2.1: Det politiske kredsløb (Eriksen & Weigård, 2003: 285)

Meningsdannelsen er det led, der går forud for den mere formelle viljesdannelse i partierne, som indgår som argumenter i den endelige beslutningsproces. Meningsdannelsen er altså ikke blot et gode i sig selv, men et værdifuldt led i fødekæden for den politiske beslutningsproces og en legitimering af selvsamme.

Når debatten også er et gode i sig selv, skyldes det, at den ikke blot legitimerer de politiske beslutninger, men at den også er en væsentlig del af den demokratiske oplysning og dannelse af borgerne (Shapiro, 2002: 196; Drosterij, 2005; Goodin, 2003). Det refereres til henholdsvis eksterne og interne effekter.

De eksterne effekter refererer således til de konkrete og målbare resultater af deliberationen, det politiske output. Den interne deliberation refererer til den refleksion, vi foretager, når vi læser en god bog, ser en film, hører andre fortælle de historier eller deltager i en debat, der vækker vores følelser og forståelse for ”den anden”, som vi ikke havde før (Goodin, 2003; Shapiro, 2002: 197). Information og fortællinger, vi tager i betragtning, når vi danner og udtrykker vores egen mening. Der er grupper, der ikke kan tale for sig selv, men som ikke desto mindre tydeliggør behovet for at se ud over egne kortsigtede interesser. Et bærende politisk narrativ er ofte ”fremtidige generationer”, som ikke selv har en stemme, men ikke desto mindre fylder en væsentlig del af debatten om samfundets økonomiske og miljømæssige bæredygtighed. Deliberation selv i svage fora som medierne har således både en vigtig legitimerende og en dannende rolle i det deliberative demokrati.

2.2.1. Netmedier som offentlighed Medierne har en særstilling i den deliberative demokratiopfattelse. Jürgen Habermas’ teorier om massekommunikation placerer medierne centralt i dette demokratiske samspil mellem kerne og periferi som borgernes talerør og platform for at holde politikerne ansvarlige for deres politik og handlinger (Habermas, 1996: 305). Vender vi det om, er det også platformen, hvor borgerne oplyses og informeres om politikken, så de kan forme den offentlige mening (Dahlgren, 1995: 7).

Meningsdannelse i offentligheden

Viljesdannelse i partier og interesseorganisationer

Beslutninger i det politisk-administrative system

13

Denne demokratiopfattelse forplanter sig i synet på medierne. Medieforskeren James Curran præsenterer således fire idealfunktioner, medierne skal varetage, som stemmer overens med en deliberativ demokratiforståelse. Mediernes fire idealfunktioner indebærer ifølge ham, at: 1) medierne skal informere befolkningen i en grad, der gør dem i stand til at deltage i en demokratisk debat, 2) medierne skal agere kritisk vagthund, der undersøger magthaverne for korruption og beskytter borgerne, 3) medierne skal danne en platform for en åben debat, der skal hjælpe til at forme den offentlige mening og 4) de skal repræsentere folkets stemme over for autoriteter (Curran, 2005: 120).

Medierne giver ikke kun borgerne muligheden for at læse, se og lytte til den politiske udvikling, men altså også til direkte at interagere med det politiske etablissement (McNair, 2000b: 105). Mens folket vender sig fra de etablerede politiske kanaler for indflydelse søger de oftere ind på nyhedsmedierne og i andre offentlige institutioner for at diskutere politik (Wahl-Jørgensen, 2002). Tal fra den amerikanske tænketank PEW Research Center viser at hele 37% af internetbrugere har bidraget med indhold til nyhedssider, kommenteret på nyheder eller spredt dem via sociale medier, hvor de har kommenteret på dem (Purcell et al., 2010). Så medierne spiller allerede en væsentlig demokratisk rolle – som politikernes talerør og som borgernes forum for at give genlyd.

Mediernes kobling til internettet og internettet som selvstændigt medie har givet yderligere næring til netdebatten som en oplagt offentlighed for det deliberative demokrati. Internettet blomstrede for alvor i en periode, hvor der var klare indikationer på svindende politisk og socialt engagement samt faldende partitilhørsforhold (Putnam, 2000), og det fik flere til at vende sig mod den fagre nye onlineverden i håb om, at den ville blive et værktøj til at engagere borgere i den politiske proces på ny (Freelon, 2010: 1172). Internettet skabte forventninger om en ny platform til at integrere og engagere de vælgere, der var sivet ud af partierne i de sidste mange år og enten blev på sofaen eller havde meldt sig ind i den store gruppe af tvivlere og indifferente vælgere (Janssen og Kies, 2004: 2; Brundidge og Rice, 2010: 144) Nettets massive udbredelse, dens anvendelse på stort set samtlige områder for oplysning og udveksling af informationer har i hvert fald medført et håb om fornyet og styrket engagement i demokratiet. Ikke mindst fordi nettet muliggør kommunikation og interaktion på tværs af sprog, kultur og geografiske afstande, og dermed bidrager det ikke kun til demokratisk dialog, men også til større demokratisk inklusion (Jensen, 2006: 43).

Det er ikke mindst interessant i den forstand, at en del af den kritik, der knytter sig til forestillingen om det deliberative demokrati fokuserer på, at det simpelthen ikke er praktisk muligt for borgerne at engagere sig i det omfang, visionen foreskriver (Wahl-Jorgensen, 2007: 23). Netmediernes asynkrone debat åbner i det mindste her op for muligheden for en bredere inklusion og giver deltagerne et større tidsrum for at deltage i debatten (Szabo, 2009: 5).

Når læserdebat i onlinemedierne endnu ikke er undersøgt ud fra demokratisk perspektiv skyldes det til dels, at feltet stadig er nyt, og dels, at der i teorier og undersøgelser med deliberativ demokrati som udgangspunkt ofte fokuseres på de stærke institutionaliserede fora i den magtpolitiske kerne og de direkte politiske effekter og konsekvenser af den debat, der foregår her. Når fokus er

14

på medierne som offentlighed for debat er det avisernes debatsider og kronikker, kommentarer og læserbreve, der fokuseres på (Wahl-Jorgensen, 2007). På nettet er fokus på de fora, som er offentligt initierede e-projekter (Dahlberg, 2001; Jensen, 2006). Der er således endnu ingen studier af læsernes debat på mediernes hjemmesider som offentlig fora for borgerne.

 2.2.2. Netmedier og deliberative procedurekrav På mange måder er de rammer, der udstikkes af nettet og mediernes muligheder ganske ideelle i forhold til det deliberative demokratis procedurekrav for lige adgang, åbenhed og den herredømmefri samtale. Forhold, der dog ofte er udfordret af virkeligheden.

Adgang til internettet er selvfølgelig en forudsætning for deltagelse, men Danmark er netop et af de lande, hvor udbredelsen af internetforbindelser er størst. 89% af alle 16-74-årige har adgang til internet, ligesom computere som regel er offentligt tilgængelige på landets biblioteker.

I selve onlinedebatten er der ikke samme restriktioner og udvælgelse som for opinionsstoffet i avisen. Avisernes netfora er åben for enhver, der ønsker at deltage i debatten. Den lette adgang til at ytre sin mening, har åbnet op for en bredere offentlighed og dermed, på godt og ondt, andre diskurser end dem, der normalt er fremme i offentligheden. Det deliberative demokrati kritiseres ofte for at favorisere de grupper, der allerede besidder de rette kompetencer i form af viden, uddannelse og forståelse for selve argumentationsprocessen og dermed gøre den til en eksklusiv sfære (Jensen, 2006: 59). På nettet er dialogen lettere og tiltrækker en større gruppe, så niveauet er måske lavere, mens inklusionen i princippet er større.

Samtlige danske dagblades netdebat kræver dog af brugerne, at de overholder en række betingelser og regler for at kunne deltage i debatten. Politiken opfordrer fx til og beder læserne acceptere, at de skal holde god tone og præsentere saglige argumenter før læserne kan deltage i debatten. Der er altså enighed og accept om procedurerne for debatten, og de, der ikke følger netiketten, kan ekskluderes af medierne selv, eller de andre læsere kan opfordre via klagefunktioner, hvis de støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Debatten på nettet er derudover asynkron i tid og har således potentialet til at facilitere en løbende debat i en skala, der i alle andre henseender ville være urealistisk (Wright, 2006). I forhold til andre platforme for dialog såsom ansigt til ansigt, i forsamlingshuse, torvedebatter eller andre fysiske debatformer og selv tv-debatter, så er onlinedebatter fuldt offentlige og tilgængelige og hverken bundet af geografi eller af tid (Janssen og Kies, 2005: 2).

Trods den lette adgang for deltagelse viser tidligere studier dog, at det særligt er mænd, der er aktive på onlinefora, og indikerer i hvert fald på dette område, at der kan være problemer med repræsentativiteten (Tanner, 2001; Jensen, 2006). Fuldstændig og komplet deltagelse er dog heller ikke nødvendig, hvis man abonnerer på ideen om medieret deliberation (Xenos, 2008), der påpeger, at så længe alle relevante pointer er repræsenteret i

15

debatten er den enkeltes deltagelse ikke i samme grad nødvendig. Uden at der er foretaget undersøgelser heraf, må man dog anslå, at repræsentativiteten af synspunkter i mediernes netdebatter varierer med den enkelte avis og det segment, den normalt tiltrækker. Mere om det i afsnit 3.1.

Den frie og lige adgang til debatten formodes derfor også at have indflydelse på selve proceskriterierne for respekt og argumentation, og dagbladsdebattører fra flere aviser har netop peget på læsernes tone som et problem (Elkjær, 2011; Juul, 2011; Rasmussen, 2011). De Luca og Peebles (2002: 129) siger direkte, at forestillingen om, at debatten kan være rationel og konsensusorienteret er mildest talt udfordret, når nettet udgør et forum for debatten. Nettet er mere end ofte forum for de følelser, lidenskab og politisk polarisering, der også er en del af politik og politisk motivation. Vi har ikke de afvæbnende smil og ansigtsudtryk til at indikere alvor eller ironi i vores ytringer, som vi har i almindelige ansigt til ansigt konfrontationer. Derudover er der med internettet er der en frygt for polarisering i det deltagerne frit vælger hvilke fora, de vil deltage i og dermed kan undgå modsigende synspunkter (Sunstein, 2003). Det rejser derfor spørgsmålet hvorvidt for megen deltagelse er skadeligt for processen – altså om øget kvantitet i deltagere, meninger og argumenter træder kvaliteten under fode.

Det problem forsøger medierne delvist at tackle ved at begrænse åbenheden. Mediernes onlinedebat er fra læsernes perspektiv ikke længere anonyme fora, da man i stigende grad bliver bedt om at registrere sig ved fulde navn, sin facebook-profil eller ved CPR-nr, som Politiken senest har indført (Elkjær, 2011). Selv om registreringen er udbredt anerkendt som en metode til at mindske antallet af brugere, der monopoliserer debatten, så er det dog ikke uden kritik, at man har forladt anonymiteten. På den ene side tillader anonymiteten læsere, brugere og borgere at eksperimentere med deres synspunkter (Ihlebæk og Ytreberg, 2009: 54). Online fora kan være et anonymt sted at pudse sine argumenter af uden helt at stå til ansvar for dem. Anonymiteten tillader også brugerne at argumentere for en sag, som de ellers er pålagt en tavshed – formel eller uformel – i kraft af deres arbejde i private eller offentlige institutioner. På den anden side kæmper medierne med ”trolde” (Andén, 2011a) – brugerne der forbryder sig imod almen netikette, der gør internetfora til det, Thomas Hylland Eriksen kalder ”the sewers of public sphere” (Eriksen, 2011).

Hvad angår den herredømmefri samtale er rammerne som sådan til stede på nettet, trods krav om registrering (Levy, 2002). Identiteten er sjældent knyttet til mere end et navn eller pseudonym og det er derfor muligt at forholde sig til argumenterne og ikke til deltagernes status, uddannelse, sociale og politiske klasse.

Netmedierne er i princippet et ideelt forum for deliberativ debat med sin kombination af medierne som det deliberative demokratis traditionelle forum for oplysning og debat og nettets lige og åbne adgang til debatten, fri for de magtstrukturer, der i andre fora forstyrrer idealet om en herredømmefri dialog. Idealet er dog udfordret af, at den lette adgang til debatten har åbnet op for en langt bredere offentlighed, der ikke er vant til eller i hvert fald ikke respekterer den form for argumentation, der er idealet for det deliberativ

16

demokrati. Det er således for at forløse netmediernes potentiale, at moderationen i denne opgave introduceres i debatten.

2.3 Moderation Tredje del af dette kapitel vedrører opgavens uafhængige variabel – den moderation, der har til formål at styrke kvaliteten i debatten ud fra de kriterier, der er anført i teorien.

Moderation er i litteraturen primært behandlet deskriptivt (Ihlebæk og Ytreberg, 2009; Sæby-Danielson, og dens effekter er oftest blot beskrevet overfladisk eller sandsynliggjort via argumentation (Sæbø, Rose & Molka-Danielsen, 2010; Edwards, 2002; Janssen & Kies, 2005). Der findes studier af debatten på hjemmesider, hvor moderation indgår (Dahlberg, 2001; Jensen, 2006), men ikke hvor den teoretiseres, konkretiseres og isoleres som direkte effekt, ligesom disse studier heller ikke trækker på nogen litteratur, der kan begrunde moderationens tilgang og mulige effekt (Rafaeli & Ariel, 2008; Snyder & Cantor, 1998; Tapscott & Williams: 2007). Koblingen til sidstnævnte og sammenhængen mellem alle disse dele, er et af dette speciales selvstændige bidrag til litteraturen. Det er således den råde tråd fra hvilket problem, moderationen forventes at løse (Andén, 2011; Wright, 2006), til hvorfor vi kan forvente en positiv effekt af moderationen, der i metodeafsnittet leder frem til konkret hvordan moderationen bør og vil foregå.

I kølvandet på tragedien i Norge gik medier i både Danmark og resten Skandinavien til kamp mod rabiate kommentarer og forsikrede alle læsere om, at hadske indlæg ikke har noget at gøre på avisernes hjemmesider. ”Ekstremisme og personlig forfølgelse hører ikke hjemme i Berlingskes blog- og debatfora”, lød det fra chefredaktør Tom Jensen, der meldte nye restriktioner online i håbet om at skabe et bedre debatklima. Berlingske våben i den kamp var i første omgang at fjerne de værste elementer i debatten ved at kræve registrering ved fuldt navn, ligesom visse ord, ”der indikerer en nedgørende eller usaglig tone”, nu fremover skal godkendes (Juul, 2011).

Frygten for internetdebatten knytter sig ikke kun til tonen og karakteren af de ytringer, der genfindes i periferien, men også til den dominans over debatten, som enkelte deltagere kan tilrane sig – ikke i kraft af deres viden og styrken i deres argumentation, men i kraft af deres vedholdenhed. De hadske debattører er ofte dem, der råber højest, chikanerer andre og logger mest på (Wright, 2006: 551). Cass Sunstein har i forlængelse heraf påpeget, at netdebatten kan lede til polarisering af synspunkter, fordi læserne grupperer sig efter overbevisninger i små selvstændige fora som var tilfældet med Anders Behring Breivik (Sunstein, 2003: 97).

Det er altså ganske forståeligt, at Berlingske og andre medier søger at begrænse adgangen til debatten og luge ud i tvivlsomme elementer. Men Berlingske tilgang er lige så defensiv og reaktiv, som den er udbredt. En rundspørge blandt 35 svenske onlinemedier afslører lignende tiltag (Andén, 2011b): ”Vi kommer antagligen att skärpa kraven både på vilka som får kommentera omodererat och vilka kommentarer vi godkänner”, lød meldingen fra Lars Johansson, Helsingborg Dagblad. ”Läsare missbrukade det förtroende vi gett dem genom att ständigt bryta mot våra regler”, Peter

17

Framke, Värmland Folkblad. ”Jag tycker att man ska förmoderera eftersom det inte bara är en juridisk ansvarsfråga vad som publiceras på vår sajt, utan också en moralfråga”, Viveka Hedbjörk, Hallandsposten. Både i Danmark og i Sverige hælder aviserne således til at udelukke de læsere, der ødelægger debatten.

Andre er knap så overraskede over de skarpe ytringer på nettet og peger på systemiske mangler i netdebatten såsom, at den mangler de ingredienser, der typisk er til stede for at skabe en god debat. Netdebatten opstilles ofte som pendant til den debat, der finder sted i offentlige fora som læserbrevsspalter, forsamlingshuse og lignende. Det, der ofte overses i denne sammenhæng, er, at alle disse steder er der allerede mediatorer til stede. Demokratiet er så at sige vant til at have mellemled mellem befolkningen og parlamentet i form af partier, interesseorganisationer og medier (Edwards, 2002: 4) og i alle øvrige former for debatter på TV som i Folketinget, findes der mediatorer i form af en moderator. Den umiddelbare konklusion heraf er, at nu hvor internetteknologien mindsker afstanden mellem borgere og magthavere, er der også her brug for ordstyrere eller redaktører til at sikre en bedre demokratisk debat (Jensen, 2006: 119).

Der er sket meget siden medierne først åbnede op for sluserne og inviterede læserne til at debattere indholdet på nettet. Erfaringerne viser dog, at interaktionen stadig mangler at finde sin rette form – der er således i varierende grad problemer med både kvantiteten og ikke mindst kvaliteten i debatten. Sådan opleves det i hvert fald af aviserne og journalisterne selv (Rasmussen, 2011; Juul, 2011; Elkjær, 2011). En gennemgang af danske og internationale aviser viser en palet af forskellige tiltag som medierne er begyndt at anvende til at påvirke debatten. Jeg har kategoriseret og delt dem på følgende måde:

Reakt ive Proakt iv

B løde - Reaktiv moderation - Proaktiv moderation - Afsender, kilder m.fl. deltager i

debatten

Hårde - Klag over indlæg - Registrering - Anbefalinger, m.m. - Gamification

Figur 2.3.1: Mediernes strategiske muligheder

Bløde strategier er kendetegnet ved, at der foregår en reel interaktion eller en menneskelig vurdering/handling – dvs. hvor medierne har journalister, studentermedhjælpere eller community managers til at vurdere kommentarer, fjerne uønskede deltagere og indgå i reel dialog med læserne.

Hårde strategier er de tekniske features, der er udviklet til at stimulere og moderere onlineuniverset, uden at der er yderligere eller vedvarende involvering af ansatte på mediet. Typisk er der i de fleste debattråde mulighed for at klikke på ”klag over indlæg”, hvilket sætter indlæg i karantæne eller notificerer moderatoren. Dermed er der også tekniske metoder til selvmoderation mellem læserne.

18

En reaktiv strategi lader debatten leve sit eget liv, og der reageres først, når den er afsporet. Det er en defensiv strategi, der primært har til hensigt at fjerne uønskede kommentarer og holde debatten fri for støj.

Proaktive strategier er de bløde og hårde tiltag for at stimulere debatten og motivere læserne til en bedre og mere kvalificeret tone, gensidighed og argumentation via fx proaktiv moderation. Gamification er en ny trend i mediebranchen, hvor læserne belønnes med emblemer og titler, der giver særlig status eller adgang til events, redaktionen, m.m. afhængigt af deres ageren i debattråden. Her belønnes deltagerne i debatten med små emblemer ud for deres profilnavn alt efter, om de indgår i netværk med andre deltagere, om de fremhæves for gode kommentarer eller om de agerer læsermoderatorer ved at synliggøre stødende indlæg.

Strategierne går meget godt i spænd med de bud, der optræder i faglitteraturen. Janssen & Kies (2005: 321) identificerer to væsentlige parametre til at stimulere og forbedre debatten i online fællesskaber: 1) registrering af deltagerne som netop skal gøre debatten til en åben og offentlig proces og 2) tilstedeværelsen af en moderator. Registreringen af læserne med fuldt navn er efterhånden en realitet, men moderatoren genfindes i de danske medier stort set kun i sin reaktive funktion.

Moderatorens job er mangefacetteret, men kan ikke desto mindre indfanges i to dimensioner - en proaktiv og en reaktiv. På den ene side kan en aktiv og synlig moderator stimulere debatten ved at interagere med læserne, skrive sammendrag af debatten, stille spørgsmål til deltagerne og inkludere ekstern information eller nye debattører (Ihlebæk og Ytreberg, 2009: 50). På den anden side har moderatoren også sanktionsmuligheder ved at slette eller censurere indlæg samt at udelukke destruktive deltagere fra debatten (ibid) – en metode, der også har vist positive resultater i debatten (Dahlberg, 2001).

Litteraturen peger særligt på at tilstedeværelsen af proaktive mediatorer i e-governance projekter medfører en forbedring af debatten (Janssen & Kies, 2005; Wright, 2006; Edwards, 2002; Rafaeli & Ariel, 2008) uden dog konkret at undersøge effekten eller opstille indikatorer for, hvori denne forbedring består. Koblingen til teorien om deliberativt demokrati og kvalitet i debatten er således ikke præsenteret i disse tekster.

2.3.1 Motivationsfaktorer For at forstå effekten af moderationen og kvalificere den praktiske udførsel er det relevant at udvide forståelsen af selve moderationen ved at inddrage litteratur fra psykologien om motivationsfaktorer for deltagelse på nettet. Ét er det demokratiske udbytte af borgernes engagement, noget andet den konkrete motivation for at bidrage til debatten.

Motivation er kort defineret som en drivkraft mod handling, men der er ofte tale om forskellige former for motivation. I det store billede skelnes der mellem en iboende motivation, som referer til lysten til at gøre noget fordi deltagelsen i sig selv er tilfredsstillende og eksterne belønninger, hvor deltagelsen er motiveret af et muligt resultat eller belønning (Ryan & Deci,

19

2000: 54). I en anden rammefortælling over motivationsfaktorer skelner Andrea Ciffolilli (2003) i sit studie af aktive bidragsydere på onlineleksikonet Wikipedia mellem personlige og sociale motivationsfaktorer. Personlig motivation dækker over en tilfredsstillende følelse af at bidrage og udøve sin indflydelse samt ved tilegnelse af viden via aktiv deltagelse. Social motivation dækker over et ønske om at tage del i produktionen af et fælles gode, behov for at høre til og behov for at støtte andre. Man kan sammenfatte disse rammefortællinger for motivation i tre primære drivkræfter for deltagelse på nettet.

Identitet og status: Deltagelsen kan være motiveret af personlige og selvcentrerede årsager, hvor fokus ligger på opbygning af selvidentitet via egen overlegenhed og andres anerkendelse (Rafaeli & Ariel, 2008: 254). Det er således deltagernes behov og mulighed for at blive hørt og fremstå troværdige og kloge i eget og andres perspektiv, der kan motivere til aktiv deltagelse.

Identifikation og genkendelse: Blandt de iboende sociale motivationsfaktorer er det menneskelige behov for identifikation og interaktion med andre (Rafaeli & Ariel, 2008: 247). Når først brugere har deltaget og modtaget respons i et community er der god sandsynlighed for, at de vender tilbage. I et konkret studie af onlinefællesskaber viser tal, at 61% af nye deltagere modtog et svar og det alene øger sandsynligheden for, at de laver endnu et indlæg med 12% (Joyce & Kraut, 2006: 723). Resultatet er uafhængigt af tone eller indhold i svaret, hvilket tyder på, at gensidigheden i fællesskabet i sig selv er en stor faktor. Gensidigheden kommer til udtryk i en følelse af forpligtelse over for gruppen og de personlige bånd til de andre gruppemedlemmer, der opbygges gennem interaktionen (Kollock, 1999). Deri ligger også, at gensidigheden er et tillidsforhold, som kræver vedvarende interaktion for at stabilisere sig. Ifølge Ackerman & Fishkin (2003: 24-25) øger det chancen for bedre tone og respekt i debatten, hvis der er tale om etablerede fællesskaber.

Værdi og effekt: Endelig motiverer det til deltagelse, hvis deltagerne føler deres bidrag har betydning i debatten eller for gruppens fælles indsats (Ling et. al., 2005: 20; Rafaeli & Ariel, 2008: 247). Værdien kan også være personlig således, at brugerne deltager i forventning om at opnå ny viden f.eks. ved at værdien af deres egne bidrag honoreres med tilsvarende værdifulde bidrag fra de andre brugere (Snyder & Cantor, 1998: 640; Kollock, 1999: 250). Et centralt kendetegn ved de offentligt initierede e-projekter er, at der ofte er en direkte kobling til reel indflydelse, hvor værdien af læsernes bidrag synliggøres og kan få reel værdi. Den tilgang vurderes også at have haft en positiv effekt i de studier, der overfladisk omtaler moderationen (Jensen, 2006; Dahlberg, 2001; Janssen & Kies, 2005). Det har altså vist sig at øge engagementet i den politiske proces og forbedre kvaliteten af den almene deliberation, når processen har til formål at føre til konkrete output.

Det er således i forståelsen af disse tre motivationsfaktorer, at moderatorens redskaber i de følgende kapitler skal udvikles, målrettes og anvendes til at påvirke kvaliteteten af deliberationen hos deltagerne i debatten på information.dk.

20

3. Metode og operationalisering

Sigtet med denne opgave er som nævnt at undersøge, hvilke effekter proaktiv moderation har på den deliberative kvalitet af debatten på nettet. Men da proaktiv moderation, som tidligere beskrevet, ikke er eksisterende praksis i de etablerede dagblade, er det nødvendigt selv at skaffe det nødvendige datamateriale ved så at sige at ”påvirke debatten” gennem moderation. Konkret betyder det, at undersøgelsen bygges op efter et kvasi-eksperimentelt design, hvor jeg som specialeskriver forestår moderationen efter de i teorien beskrevne principper for at undersøge, hvorvidt en sådan indgriben påvirker kvaliteten.

Moderationen foregår i de naturlige omgivelser som et digitalt felteksperiment på et af de store dagblade – Information. Og effekten analyseres ved at sammenligne den deliberative kvalitet i de modererede debatter med sammenlignelige debatter, der ikke er blevet modereret, i hhv. en kvalitativ og kvantitativ indholdsanalyse (Hellevik, 1997: 73). Der er altså tale om en eksperimentel analyse af effekterne på én enkelt case – debatmiljøet på information.dk

Den grundlæggende udfordring, som tackles i metodeafsnittet, er at få isoleret effekten af moderationen fra andre mulige kilder til påvirkning. Der kan i sagens natur være mange forskellige faktorer, der påvirker forskellen i kvaliteten i forskellige debatter (Janssen & Kies, 2005). I afsnit 3.1 behandles

21

først udvælgelsen af den case, der danner grundlag for moderationen, nemlig information.dk. Valget indebærer faktorer, der kan påvirke moderationen og dermed hvilken betydning, det forventes at få på de endelige resultater og deres generaliserbarhed. I afsnittet nedfældes de kriterier for udvælgelse af data, der er afgørende for at kontroldata og moderationsdata er sammenlignelige og dermed, at effekten af moderationen isoleres.

Med udgangspunkt i den inddragne litteratur om motivationsfaktorer fra psykologien omsættes anbefalingerne til konkrete praktiske redskaber i afsnit 3.2. De målrettes kvalitetskriterierne for deliberativt demokrati og udgør tilsammen den værktøjskasse for moderation, der skal stimulere deltagerne til aktivitet af bedre deliberativ kvalitet.

I afsnit 3.3 operationaliseres den teoretiske forståelse af deliberativ kvalitet til konkrete variable og værdier. Jeg placerer mig tæt på tidligere operationaliseringer og i overensstemmelse med teorien for at sikre størst mulig reliabilitet og validitet i de enkelte variable.

I afsnit 3.4 beskrives den konkrete analysestrategi, der skal sikre retvisende resultater for den kvantitative og kvalitative indholdsanalyse og dermed danne grundlaget for at konkludere, hvorvidt moderationen har haft en effekt på kvaliteten af deliberationen på information.dk.

3.1 Valg af case Før information.dk analyseres nærmere som case, er det værd at kaste hvorfor Dagbladet Information er udvalgt som case, hvordan avisen adskiller sig fra andre danske dagblade samt hvilken betydning, det tænkes at måtte have på generaliserbarheden af resultaterne.

I det danske mediebillede er det ikke mindst dagbladene, der sætter dagsordenen og producerer det materiale, der siden genfortælles og gendistribueres på TV, radio, sociale medier, m.m (Lund, 2009). Det gælder de aviser, der traditionelt set betragtes som omnibusaviser – Politiken, Jyllandsposten og Berlingske, samt de mindre nicheorienterede dagblade som Information og Kristeligt Dagblad.

Fra teorien ved vi, at netmedierne som offentlighed er frit tilgængelige for deltagelse, men at det ikke nødvendigvis sikrer fuld eller medieret repræsentativitet i debatten (Xenos, 2008). For så vidt muligt at undgå unødig polarisering af debatten (Sunstein, 2003), vil det derfor være ideelt med en onlineplatform, der er frekventeret af et bredt spektrum af danskere. Pilen peger altså umiddelbart i retning af de store klassiske omnibusaviser. De seneste års udvikling i medierne, deres fokus og forretningsmodel har imidlertid medført, at de er ikke helt så repræsentative, som de var tidligere.

I Timothy Cooks toneangivende studie af mediernes demokratiske rolle konkluderer han, at de sidste mange års øgede kommercialisering har medført, at de enkelte medier i stigende grad forsøger at ramme en stadig mere snæver målgruppe (Cook, 1998: 98). Denis McQuail peger på, at øget konkurrence tvinger aviserne ud i en segmenteringsstrategi, hvor de fokuserer på en bestemt målgruppe af annoncører og læsere (McQuail, 1992: 153). Det

22

handler dog kort sagt om, at markedslogikkens indflydelse på medierne indebærer en større responsivitet over for de kernelæsere, der stadig er loyale over for avisen (McManus, 1996: 5). Det har ifølge Stig Hjarvard ikke mindst haft den betydning, at aviserne adskiller sig politisk fra hinanden, idet han mener, at aviserne nu afspejler …den polarisering, der er sket på Christiansborg, således, at der er tale om et stabilt system af højreorienterede (Berlingske og Jyllandsposten) og venstreorienterede aviser (Politiken og Information) (Sørensen, 2006). Politisering er således blevet en vigtig faktor for at appellere til de enkelte segmenter (Sørensen, 2006; Halskov, 2007).

Siden man begyndte at lægge nyhederne gratis på nettet, er de betalende kunder sivet væk fra dagbladene. For at holde på de få tilbageværende, forsøger aviserne sig med en række forskellige midler. I efteråret 2006 førte en bølge af relanceringer af de traditionelle omnibusaviser Politiken, Berlingske og Jyllandsposten til en nedprioritering af nyhedsstoffet og opprioritering af analyser, holdning og debat som de centrale tiltag. Målet var at komme tættere på læseren og sætte de politiske begivenheder i sammenhæng (Seidenfaden, 2006) med baggrund, analyser, reportager og undersøgende journalistik (Ørskov, 2006) for den travle og kræsne læser (Rühne, 2006), som henholdsvis Politikens og Berlingske Tidende præsenterede deres nye avis. En udvikling flere netop har tolket som et farvel til omnibuskonceptet til fordel for segmentorienteret presse, der tilpasser journalistikken til kernelæserne (Myhlenberg, 2007; Schultz-Jørgensen, 2006). For Berlingske, Politiken og senest Jyllandsposten har de sidste mange år således været en bevægelse mod det, som Dagbladet Information og Kristeligt Dagblad allerede er, – nemlig nicheaviser med en klart defineret målgruppe og en redaktionel profil, der er tilpasset kernelæserne.

Der er derfor ikke den samme adskillelse mellem omnibus- og nicheaviser som tidligere – alle aviser er i dag segmentorienterede. En opgørelse af avisernes oplagstal viser dog, at selv om alle dagblade undtagen Kristeligt Dagblad mister læsere, så er det stadig landets største aviser Berlingske, Politiken og Jyllandsposten, der har fat i de fleste. Det giver dog ikke anledning til at konkludere på repræsentativiteten i læserskaren, der uanset politisk ståsted er forbeholdt de mere velstående, politiske interesserede og ressourcestærke læsere (Schultz-Jørgensen, 2006). Segmenteringen skaber dog en forventning om, at der allerede er et udmærket kvalitetsniveau i debatmiljøerne.

Av is Førs te ha lvår 2010 Førs te ha lvår 2011 Berlingske 101.811 100.811 Politiken 102.619 98.973 Jyllandsposten 111.796 104.195 Kristeligt Dagblad 26.536 26.952 Information 22.478 21.763 Tabel 3.1.1: Kilde: Dansk Oplagskontrol. 17. oktober 2011 Den betyder også, at alle dagblade vil have hver deres karakteristikum, og at der ikke nødvendigvis et af dagbladene, der er mere repræsentativt end de øvrige. Til indeværende undersøgelse har jeg valgt at analysere debatten på information.dk – af flere årsager: I min tid som studentermedhjælp i

23

medievirksomheden Kontrabande har vi over en længere periode arbejdet sammen med den nyansatte administrerende direktør på Information, Mette Davidsen-Nielsen, og det er ikke mindst det forhold, der har givet mig en fod inden for døren i redaktionslokalerne på Information. Det er via samtaler med hende, i møder med debatredaktør Susan Knorrenborg og redaktionschef Nicolai Thyssen, at ideen om at afprøve moderation som værktøj til at forbedre debatten har udviklet sig. Det er i sig selv unikt, at jeg her har haft mulighed for direkte at indgå på redaktionen i en aktiv funktion og ikke i den observerende rolle, der ofte er analytikerens lod. Kontakten til Information har dermed betydet, at jeg har haft langt større frihed til at foretage min akademiske undersøgelse, end tilfældet ville have været på en anden avis. Dermed har det været muligt at analysere effekten af de forskellige teoretisk udledte moderationsstrategier og ikke alene observere effekten af journalistisk- eller adhoc-motiverede arbejdsformer.

Information skarpe nicheidentitet rettet mod det intellektuelle og venstreorienterede segmenter betyder, at avisen er målrettet en mindre og mere homogen målgruppe end de øvrige dagblade. Det har både sine fordele og ulemper. For at forstå, hvordan det forventes at påvirke moderationen og dets resultater, følger her en nærmere analyse af Information og avisens hjemmeside.

3.1.1 Information.dk Internettet har i løbet af de sidste mange år udhulet avisernes traditionelle kerneprodukt – nyhederne. De serveres til læserne gratis, og nettet er med sin konstante opdatering og evige tilgængelighed bedre egnet til den moderne og travle medieforbruger.

Information.dk er i forhold til abonnenter på printavisen og fraværet af decideret webindhold ganske godt med i kampen om internetlæserne. Således viser den seneste officielle opgørelse fra FDIM (2011) over antal af unikke brugere, besøg og sidehenvisninger, at avisen lægger sig på en plads som nr. 42 i antallet af unikke besøgende på information.dk i september 2011.

Placer ing Av is Brugere Besøg S idev isn inger Op lagsta l

11 Politiken.dk 921.871 12.705.975 52.523.322 98.973 12 Jp.dk 731.136 11.484.967 38.198.460 104.195 14 b.dk 620.086 6.260.226 23.913.247 100.811 42 Information.dk 261.536 1.159.837 3.744.370 21.763 Tabel 3.1.2: Brugerstatistik for danske hjemmesider (FDIM) – september 2010. Tallene anføres pr. måned og viser, at Information i september 2011 havde 261.536 unikke besøgende på deres side, men at aktiviteten blandt de besøgende dog er markant lavere end på de øvrige dagblade. Brugere kom tilbage til information.dk gennemsnitligt 4,4 gange på en måned og klikkede ind på ca. 14 indlæg hver i den måned. Så på trods af at antallet af unikke brugere for information.dk er ganske stort i forhold til deres oplagstal, læser de en del færre indlæg end på fx politiken.dk. Den brugeradfærd stemmer ganske godt overens med, at der simpelthen er færre opslag end på andre webaviser, ingen decideret underholdning, madopskrifter og videoklips til at

24

holde læserne beskæftiget og faktisk kun det indhold, der allerede findes i avisen.

I debatten kræver information.dk at læserne opretter en profil med deres fulde navn, før de kan kommentere på artikler og opinionsindlæg. Registreringen giver mulighed for at udvikle en hel profil med billede og introduktionstekst, ligesom det er muligt for alle læsere at klikke sig igennem profilernes historik på Information.dk – hvilke artikler har de kommenteret på, hvilke har de anbefalet (via knap for anbefal kommentar) og delt med andre. Informations registreringsprocedurer er strammere end andre danske medier (Politiken undtaget). Da registreringen anvendes bredt til at skræmme de læsere væk, der forstyrrer debatten, leder det, sammen med besøgtallene på information.dk, til en forventning om, at debatmiljøet udgøres af en lille, men homogen skare.

Den forventede homogenitet i debatmiljøet er både en styrke og en svaghed i datamaterialet. En lille trofast og homogen skare af debattører kan betyde at deltagerne opnår et kendskab til hinanden og deres standspunkter. Ackerman & Fishkin (2003: 24-25) peger på, at etablerede fællesskaber ofte er bedre til at bevare god tone og respekt i deliberationen end en anonymiseret massedebat. God tone og respekt er netop en del af af spillereglerne for debatten.

For at sikre god tone anvender Information derudover en reaktiv moderator, der sletter indlæg, som strider mod det kodeks, der fremlægges for brugerne når de opretter deres profil og som er tilgængelig i debatten under linket God tone i debatten. Her opfordres læserne til at skabe en levende og konstruktiv debat i ordentlig tone (ingen hadefulde, racistiske eller nedsættende bemærkninger om køn, religion eller race). Herudover frabeder avisen sig slåskampe, hvor få læsere stort set overtager debattråden i en ophedet udveksling af ord og synspunkter. Sidste konstruktive råd beder læserne forholde sig til hinandens argumenter og det konkrete debatoplæg (Information, 2011).

Der er dog knyttet visse kritikpunkter og nogen frygt til moderatorposten og dens konsekvenser – ikke mindst om misbrug af censur, som er den reaktive moderators primære våben. Frygten er, at det kan svække den generelle motivation til deltagelse i debatten og skabe mistillidsforhold mellem moderator og deltagere (Wright, 2006: 553). Det er derfor vigtigt, at den reaktive moderator er adskilt fra den proaktive moderator – good cop, bad cop. I det daglige er den reaktive moderation overladt til Informations debatvært Espen Fyhrie, der dagligt følger debatten og sletter indlæg, der ikke er i overensstemmelse med debatreglerne. Den opgave var under min periode på avisen stadig overladt til Espen Fyhrie.

Forventningen er naturligvis, at moderation vil have en positiv effekt på netop tone og respekt blandt deltagerne, men homogeniteten giver anledning til at sænke forventningerne om styrken en anelse, da niveauet allerede formodes at være højt. På den anden side giver det også anledning til at konkludere, at hvis moderationen har effekt i dette best-case miljø, er det sandsynligt, at det også vil have en effekt i de andre danske webavismiljøer, der også, om end ikke i samme omfang, er karakteriseret ved en forholdsvis homogen læserskare.

25

Ifølge Sunstein (2003) kan homogeniteten i læserskaren forventes at afspejle sig i bredden af de argumenter, der fremsættes og dermed skabe risiko for polarisering af debatten. Informations hjemmeside er dog næppe at sætte i direkte bås med de afkroge af internettet, der har affødt Sunsteins frygt. Der måles ikke direkte på polarisering af debatten, men den formodede homogenitet giver dog et mere entydigt grundlag for at påvirke debatten. Derfor vil et af moderationens værktøjer til at stimulere debatten være at fodre debatuniverset med udfordrende synspunkter, vinkler og aktører. Mere om det i afsnit 3.2.

Da der ikke er foretaget studier af andre danske eller internationale hjemmesider for dagblade, der kan danne grundlag for sammenligning, kan udvælgelsen af Information.dk som case give problemer for generaliserbarheden af projektets konklusioner. De studier der undersøger kvalitet i deliberationen, oftest på offentligt initierede fora (Jensen, 2006; Tanner, 2001; Dahlberg, 2001) undersøger ikke samtidig moderation som en selvstændig effekt og giver ikke anledning til at opstille forventninger til moderationen. Homogeniteten i læserskaren giver dog en forventning om lettere forhold for moderationen på information.dk end på andre aviser, hvor det grundet antallet af aktive brugere kan tage længere tid at manifestere et tillidsbånd til læserne. Til gengæld kan det være en fordel i dette projekt, hvor tidsrammen er forholdsvis kort. Valget af Information som case er således hverken en fuldendt most likely eller least likely case. Forudsætningerne for at moderationen har stor effekt er hæmmet af, at den deliberative kvalitet allerede er høj grundet den homogene skare af intellektuelle læsere, men til gengæld er et vist niveau også en forudsætning for at der overhovedet kan være tale om en analyse af deliberationen.

 3.1.2 Indsamling af data Fire forhold adresseres i følgende afsnit. Først og fremmest fastlægges selve indsamlingen af data. Dernæst bestemmes perioden til indsamling af datamateriale før moderation og naturligvis perioden, hvor moderationsprojektet finder sted. Sidst men ikke mindst adresseres tidspunktet for selve indsamlingen af datamaterialet.

Efter aftale med Dagbladet Information stillede redaktionen kontor og faciliteter til rådighed over en 2 uger lang periode for, at den proaktive del af projektet kunne gennemføres. Konkret fandt den aktive moderation sted i uge 45-47. Dermed rakte projektet ind over uge 46, der af Anker Brink Lund i sit nyhedsugeprojekt betegnes som en ”almindelig nyhedsuge” (Lund, 2009) og dermed repræsentativ for nyhedsåret. Det forhold har imidlertid ikke været afgørende for udvælgelsen. Vigtigere var det, at kontrolperioden og de udvalgte artikler på så mange parametre som muligt lignede materialet fra moderationsperioden.

Til sammenligning blev der indsamlet data for en lignende 2 uger lang periode, hvor der var tilstrækkeligt sammenligneligt datamateriale. Min vurdering var, at kontrolperioden skulle ligge efter efterårets folketingsvalg, ligesom det også skulle være så tæt på moderationsperioden som muligt. Ulempen ved at vælge data fra før valget ville være, at denne periode var fra

26

perioden med Lars Løkke Rasmussen ved regeringsmagten. Det må forventes ikke blot at have indflydelse på artiklerne, da regeringen dækkes oftere end oppositionen på tværs af alle medier. Det formodes at påvirke debattonen, hvor Informations ventreorienterede læserskare må forventes at være mere kritiske i debatten. Valget for kontrolperioden faldt derfor på uge 43-44 – altså ugerne umiddelbart inden projektperioden. Det behandles i detaljer i afsnit 3.1.3.

Dernæst kommer beslutningen om indsamlingstidspunktet. Onlinedebatten er ikke synkron, og selvom de fleste kommentarer leveres i dagene efter artiklen er offentliggjort på hjemmesiden, kan særligt aktive debatter sagtens leve videre i flere uger. Det er dog et usikkert parameter, og uanset hvornår data indsamles, er det med den åbenlyse risiko for at skære debatten over. Det er dog nødvendigt at drage en grænse, og hver artikel eller opinionsindlæg tildeles derfor en uges debatperiode, hvorefter data indsamles. Hver artikel får således samme levetid og tid til at udfolde sig. Det rejser dog spørgsmålet om, hvornår jeg skal stoppe med at agere moderator. Hvis artiklerne fra sidste dag i indsamlingsperioden skal have en uge til at debatten kan folde sig ud, vil projektperioden strække sig en uge længere. Det vil kræve, at moderationen fortsætter endnu en uge på det materiale, der publiceres søndagen i uge 46. Jeg er således til stede på Information i en tre ugers periode fra uge 45-47, men datamaterialet vil i den sidste ende stamme fra de to første uger.

Det udmønter i følgende tidsplan:

T idsp lan

Uge 43-44 Kontrolperiode Uge 45 Sidste data fra kontrolperiode Uge 45-46 Periode med moderation Uge 47 Sidste data fra periode med moderation Uge 48 Indsamling af kontroldata Tabel 3.1.3: Tidsplan

Kontroldata indsamles først efter moderationsperioden for at sikre så vidt mulig overensstemmelse med datamaterialet fra denne periode. Debatdata udvælges efter de kriterier, som opstilles i de følgende afsnit og skal sikre, at de i så høj grad som muligt er sammenlignelige med de artikler, der i den sidste ende udgør datamaterialet fra perioden med moderation.

 3.1.3 Systematiseret udvælgelse af data For at isolere effekten af moderationen, ville det i sagens natur være optimalt kun at beskæftige sig med én type indhold, afsender, emne og vinkel. En sådan strategi ville alt andet lige skabe de bedste forudsætninger for at udvælge et datasæt til kontrol, der er så sammenligneligt som muligt. Tidsrammen og analysefeltets karakter har imidlertid sat sine begrænsninger for muligheden for at systematisere udvælgelsen af mit data.

Det vil for det første ikke være muligt at systematisere udvælgelsestidpunktet af debatter til moderation. Moderering af debatten er i sin optimale form og udfoldelse en tidskrævende opgave, og det er således ikke muligt at være tilstede og moderere samtlige indlæg på information.dk. Dertil kommer, at det

27

er en journalistisk prioritering, hvilke artikler der publiceres hvornår, og processen er altid underlagt den kendsgerning, at nye historier kan dukke op i løbet af dagen og dermed skubbe avisens nyheder ud af forsiden, hvor de er mest synlige for læserne. Moderationen foregår så at sige i real tid. Det er heller ikke er muligt undervejs at planlægge sig til, hvilke artikler der fanger læsernes interesse, og hvilke de kommenterer på. Selv den metodisk ”mest optimale” artikel er ikke meget analytisk værd, hvis ikke læserne har set den og kommenterer på den. Hvis projektet skulle holde flest mulige parametre konstant, ville det kræve et langt større tidsrum at udføre moderationen i for at have tilstrækkelig mange ”ens” artikler.

For at systematisere mit data så meget som muligt inden for de givne rammer af kvasi-eksperimentet har jeg derfor opsat en række kriterier for udvælgelsen af det kildemateriale artikler, der danner rammen om debatterne på information.dk, og dermed de tråde, jeg som moderator har mulighed for at påvirke. Kriterierne skal sikre, at moderationsdata og kontroldata er så sammenlignelige som muligt. Kriterierne og deres variable er som følger:

Afsender: På informations.dk findes der mange former for artikler, fra egenproducerede artikler til telegrammer fra Ritzau samt korte resumeer og links til artikler fra internationale tidsskrifter og aviser under ”Nyhedsbloggen”. Dertil kommer de mange opinionsindlæg (leder, kronikker, læserbreve), samt de faste klummer, der til sammen udgør en stor del af indholdet på hjemmesiden. Alt sammen indhold, der er åbent for læserne at kommentere på – men hvis karakter, kan påvirke læsernes måde at debattere på.

F.eks. må man forvente, at der er forskel på materiale, hvor afsenderen er en journalist på Dagbladet Information, der præsenterer kilder og vinkel i en artikel eller afsenderen er en opinionsforfatter, der præsenterer sine egne synspunkter direkte. I tilfældet med opinionsindlæg er læserne så at sige ”tættere på” afsenderen, ligesom opinionsindlæg ofte ikke er lige så afbalancerede som artikler. Den forskel forventes at have indflydelse på dynamikken i debatten.

For at sikre størst mulig sammenlignelighed mellem moderations- og kontroldebatterne har jeg derfor sikret, at der er samme mængde kommentarer fra henholdsvis artikler og opinionsindlæg i de to datamaterialer. Da telegrammer sjældent bidrager med samme mængde informationer, som det egenproducerede indhold, har jeg valgt at holde dem uden for materialet.

Variablen for afsender kodes: 0) journalist, 1) opinionsforfatter.

Emne: Emnemæssigt har jeg valgt alene at fokusere på artikler og opinionsindlæg af samfundsrelevant karakter – politisk, økonomisk og sociokulturelt. Dvs. artikler, der er relevante i et politisk-demokratisk perspektiv. Det betyder, at jeg undlader debatter, der handler om en filmanmeldelse, men tager debatter med, der handler om det politiske og økonomiske spil om DR’s fremtid, selv om disse artikler ofte findes kultursektionen. På samme måde udelader jeg artikler og indlæg, hvis fokus udelukkende er på politikeres privatliv uden skelen til implikationerne i

28

politik generelt. I udvælgelsen af kontroldata tilstræbes så vidt muligt artikler og opinionsindlæg, der emnemæssigt er sammenlignelige med datamaterialet for moderationsperioden.

Information noterer altid før artikler og opinionsindlæg, hvilke emner der berøres. Jeg anvender derfor avisens egne emnekategorier, men da der ofte noteres flere emner, vil jeg vurdere hvad indholdets primære emne er. Der er således ikke fastlagt emnekategorier fra starten.

Vinkel: Endelig har jeg valgt at trække en skillelinje omkring artiklernes vinkel. Da undersøgelser viser, at mange har en tendens til at være mere modtagelige over for synspunkter fra dem, de er mest enige med (Bartells, 2002), har jeg også valgt at kode for artiklens vinkel. Formålet er at sikre, at der er lige mange artikler, som forventes hhv. at provokere eller please information.dks læsere og dermed have en påvirkning for dynamikken i debatten.

Vinklen kodes ud fra kildematerialet, og efter hvorvidt Informations venstreorienterede læsere forventes at have sympati for artiklens vinkel eller kilder: 0) ja, 1) nej.

Frekvens: Da det ikke giver mening at moderere en debat uden deltagere, er datamaterialet fra moderationsperioden til en vis grad underlagt læsernes luner. For at sikre at debatten er tilstrækkelig interessant for analyse, indgår i det endelige datamateriale dog kun artikler og opinionsindlæg, hvor der er over 15 indlæg og mere end 5 debattører. Det kriterium skal sikre et minimum af debat til analyse og et minimum af debattører, der kan påvirkes af moderationen.

Ud over udvælgelsen af det overordnede kildematerialet er det vigtigt også at fastlægge selve analyseenheden. At analysere enkelte ord i læsernes debatindlæg vil f.eks. ikke give et retvisende billede af materialet, da argumentationen ofte strækker sig over længere tekstpassager. Omvendt vil en analyse af ”debatten i sin helhed” heller ikke indkapsle nuancerne i argumentation eller moderationen. Den primære analyseenhed for min empiriske analyse vil derfor være den enkelte læserkommentar. På den måde er det muligt at indfange de forskellige argumentationsrækker, der er en vigtig del af deliberationen. Kommentarerne i deres helhed giver tilstrækkeligt materiale til at kode meningsfuldt i hver nyt læserindlæg og de fremstår også som den naturlige enhed i onlinefora – det er med den enkelte kommentar, andre læsere kan svare på og klage over. Ved at vælge kommentaren som analyseenhed lægger specialet sig også i forlængelse af andre studier i deliberativt demokrati (Jensen, 2006; Szabo, 2009; Steenbergen et. al., 2003).

3.2 Moderation i praksis Rollen som proaktiv moderator er projektets omdrejningspunkt. Det er ved at være foregangsperson for den gode debat og tone, ved at stimulere med information og spørgsmål, indhente informationer og udsagn og ved at inddrage relevante aktører undervejs i debatten og sætte mål for debatten, at kvaliteten og dynamikken i debatten skal påvirkes positivt.

29

De tre drivkræfter for motivation til at deltage på nettet skal ikke blot konkretiseres til konkrete værktøjer, men også målrettes med henblik på at forbedre den deliberative kvalitet. I henhold til specialets centrale spørgsmål, skal moderationen forbedre kvaliteten i debatten på information i forhold til dialog, tone, respekt og argumentation. Nærmere bestemt øge gensidigheden i dialogen, forbedre tone og respekt blandt deltagerne samt fremme argumentation frem for påstande og tomme ytringer.

Rent praktisk er jeg oprettet som journalist på information.dk og fremstår dermed som ansat på avisen og ikke som specialeskrivende i statskundskab. Det er ikke kommunikeret ud til læserne, at min opgave er at moderere debatten, og det er heller ikke meddelt, at det kun er for en kort periode. Disse valg er truffet for, at moderationen i så høj grad som muligt skal fremstå naturlig, så læserne ikke skal have en forudindtaget billede af min rolle som midlertidig intervenator, men som en naturlig del af redaktionen.

De teoretiske guidelines for moderationen, der bygger på psykologiske motivationsfaktorer skal her omsættes til praksis. De tre primære drivkræfter var her identifikation og genkendelse, som vedrører fællesskabsfølelsen i debatuniverset; identitet og status, som vedrører læsernes opbygning af deres ego ved at fremstå vidende og modtage andres anerkendelse samt værdi og effekt, som refererer til, at læsernes bidrag og debatten i sig selv skal have et formål og resultat.

Indledningsvis er det værd at overveje om tilstedeværelsen af en moderator alene vil have en effekt, som rækker ud over den konkrete moderation. Når der fra avisens side er placeret en fra redaktionen, der interesserer sig for læsernes kommentarer, giver feedback, hjælper og deltager i debatten må det formodes, at det i sig selv er fællesskabsdannende – ikke umiddelbart læserne imellem, men i forholdet mellem læser og avis. Som repræsentant for avisen, er man også repræsentant for en identitet, som har læsernes respekt, og det kan vise sig alene at have en positiv effekt i læsernes reaktion.

Det præsenterer dog et paradoks for idealerne om den herredømmefri samtale. Til moderatorrollen er der jo netop tilknyttet en stærk identitet fra avisen med den status, der hører sig til. Man må formode, at læsernes deltagelse netop på information.dk betyder, at de har et positivt forhold til avisen. Det afgørende er dog her, at moderatoren ikke indgår som debatterende part, men kun som facilitator. Moderatoren trækker således på identitet, ikke for at lægge vægt bag argumenter, men bag debatten og dens fremdrift.

Med udgangspunkt i de teoretiske anbefalinger er der udviklet nedenstående værktøjskasse af redskaber til moderation. Hvilke, der anvendes i de enkelte debatter, er naturligvis afhængig af de muligheder, der byder sig på baggrund af kildematerialet, ligesom det afhænger af den dynamiske udvikling i debatten. Moderationen må for at virke naturlig og dermed anspore til yderligere debat med andre ord følge materialets dynamiske karakter. Moderatoren skal naturligvis også agere efter idealerne for deliberativ kvalitet og dermed udvise respekt og kommunikere i saglig tone.

De overordnede moderationsværktøjer er:

30

Information: Fællesskab og tillidsbånd til læserne stimuleres ved at agere som deres hjælper i debatten indhentes der efterspurgt og relevant information, der kan bidrage til at oplyse og drive debatten fremad. Informationen kan være referencer til offentligt tilgængelige undersøgelser, udsagn fra kilder, der ikke optræder i artikelmaterialet, ligesom det kan være referencer til andet indhold på information.dk. Det kan sågar være henvisning til andre læseres tidligere kommentarer i debatten, som på den måde kan være med til at binde debatten sammen. Henvisningen kan også være med til at fremhæve læsernes selvstændige bidrag og på den måde styrke deres identitet og status i debatmiljøet. Grundet forventningen om relativ stor homogenitet i debatuniverset bestræbes der på også at bringe information og synspunkter i spil, der ikke typisk er præsenteret i debatten.

Spørgsmål: Spørgsmål kan anvendes til flere formål. For det første kan de bringe en afsporet debat tilbage til kildematerialets centrale fokus, ligesom det kan være et modtræk, hvis et lille mindretal dominerer debatten for voldsomt (Wright, 2006: 563). Hvis spørgsmålene refererer tilbage til læsernes kommentarer, er det ligeledes med til både at skabe fællesskab via aktiv lytten og status for den enkelte læser ved at fremhæve dennes bidrag. Endelig kan spørgsmål være et redskab til at efterspørge læsernes argumenter for og imod bestemte synspunkter. Ligesom ved information må spørgsmålene gerne udfordre læserne med vinkler, der ellers kan være blinde, hvis læserne grupperer sig for meget om de samme synspunkter.

Opsummering: Ved at opsummere debatten, viser moderatoren sin aktive lytten og tilstedeværelse og er lig de foregående med til at skabe identifikation og genkendelse. I det omfang opsummeringen direkte refererer til læsernes bidrag er det også her med til at synliggøre deres deliberativt værdifulde bidrag i debatten og styrke deres identitet. Opsummeringen er således et redskab til at fremhæve de kommentarer, der bedst indkapsler idealerne for deliberativ kvalitet og dermed sætte en standard for debatten.

Ros: Ved løbende at takke og kreditere læserne for deres bidrag, erfaringer og argumenter opbygges en menneskelig frem for faglig tillid undervejs i debatten, som jeg forventer vil have en indirekte effekt på deltagernes modtagelse af den øvrige moderation. Det skal være med til at styrke fællesskabet både mellem læser og avis, men også læserne imellem, hvis rosen knytter sig til læsernes relationer til hinanden.

Rammer og mål: For at øge værdien af læsernes individuelle såvel som debattens samlede værdi er et af moderatorens redskaber at skabe strategiske mål for debatten, hvor de enkelte bidrag har reelle konsekvenser (Edwards, 2002). For at simulere en bevægelse fra svagt til stærkt forum (Fraser, 1990) og dermed øge forestillingen om debattens mulige værdi og effekt, vil det være ideelt at bringe politiske kilder, meningsdannere og interessenter i spil via gøre debatten til et værdifuldt led i en større sammenhæng, så den lever videre efter den har forladt det digitale univers. Det kan ske i form af at anvende argumenterne fra debatten i en anden sammenhæng, som det blev tilfældet i opinionsindlægget Universiteter i krise – men hvilken krise?, som analyseres i den kvalitative analyse.

31

Fremhæv de gode eksempler: I det tilfælde at læserne er særligt harske i deres sprog, kan moderatoren bede dem beherske sig, men det skal som redskab så vidt muligt undgås, da det bringer den proaktive moderator i en negativ rolle, der minder mere om den reaktive moderation. Stimulering til bedre tone skal så vidt muligt ske ved at henlede opmærksomheden på de gode eksempler fra andre læsere, og således indirekte fremhæve dem som standard for debatmiljøet. Fremhævningen af de gode eksempler kan også anvendes til at rette sporet tilbage mod debattens centrale dilemma, eller ved at synliggøre argumenter som det gode eksempel.

3.2.1 Vejledning for god opførsel som moderator Der er dog, som flere gange nævnt, ikke nogen kontrakt mellem læserne og Information om, at der indgår en moderator i debatten. Selv om moderatoren er repræsentant fra avisen, træder jeg således ind i læsernes frirum, hvor de måske blot afprøver deres synspunkter uden, at de ønsker at nogen blander sig og stiller dem til ansvar. Det er derfor vigtigt, at moderatoren træder varsomt og ikke forbryder sig på læsernes privatsfære, eller træder ind på en måde som virker overvågende og forstyrrende. Jeg har derfor udviklet denne vejledning til god opførsel som moderator.

- Det skal fremgå tydeligt med Informations logo, når moderatoren kommenterer.

- Moderatoren skal være en anelse afventende og give de andre deltagere mulighed for at svare eller selvmoderere.

- Moderatoren skal ikke debattere på vegne af avisen eller kilderne – opgaven er udelukkende at facilitere debatten, hjælpe til med informationer og ved at inddrage de relevante parter.

- Tonen skal være neutral, afvæbnende, interesseret, saglig, anerkendende, respektfuld og tilpasset debattens emne og generelle tone.

- Moderatoren må ikke være insisterende eller presse læserne til at bidrage med mere, end de har lyst til. Det må ikke blive krævende at være en del af debatmiljøet, hvis ikke læserne udviser interesse for det.

- Rollen som proaktiv moderator skal være adskilt fra den reaktive, der sletter kommentarer

Overtrædelsen af den hårfine balance mellem konstruktiv indblanding og gene viste sig kun en enkelt gang under opinionsindlægget ”Jeg vil ikke have en ny Iphone, jeg vil have et nyt liv”. Her efterlyser indlægsforfatteren mere end blot demokratiske protestbevægelser, men konkrete bud på nye måder at leve på. I et forsøg på at sætte rammerne for debatten spurgte jeg som moderator ind til, hvilke ideer læserne havde til et manifest for en ny livsfilosofi uden dog at sætte et konkret mål for, hvad manifestet skulle anvendes til. Efter et par indledende svar, bredte sig dog en utilfredshed blandt deltagerne, hvis kritik bl.a. er udtrykt af Niels-Simon Larsen:

@Lars Højholt: Nu kender du pludselig ikke din plads mere, som skal være længere nede i tråden, nemlig der, hvor den tynder ud og trænger til en saltvandsindsprøjtning. Jeg kan fx godt læse artiklen og kommentere den uden en hr. lærers omsorg. Forummet er et hårdt sted med kontante

32

afregninger, men de skal til gengæld også være korrekte og retfærdige. Enhver lægger sig selv blot her.

I respons på kritikken forsvarede jeg mig således:

@Michael Skaarup og @Niels-Simon Larsen: Tak for jeres kommentarer og kritik. I må selvfølgelig alle debattere frit og mine kommentarer er ikke et forsøg på at diktere debatten i en retning, som I ikke mener den bør tage. Men Birger Steen Nielsens indlæg rejser en kritik og nogle spørgsmål, som går igen i tidligere indlæg og artikler om emnet, ligesom vi løbende debatterer omfanget og karakteren af occupy-bevægelsen på redaktionen. Derfor er min hensigt ganske simpelt at høre jeres fortolkning af begivenhederne, og de konsekvenser, I tror, de vil få på længere sigt - ikke mindst til inspiration i vores daglige arbejde med at dække området. Vi får heldigvis enormt mange kvalificerede kommentarer, ideer og erfaringer fra jer læsere, og dem vil vi gerne bringe lidt tættere på redaktionen.

Ved at referere til den løbende debat på redaktionen, var hensigten at skabe en forbindelse mellem læsernes debat og redaktionens og dermed synliggøre værdien af deres bidrag. For så vidt muligt at afvæbne angrebet, roser jeg kritikerne og læserne generelt, hvilket resulterer i flere positive tilkendegivelser fra andre læsere, der synes, det er ”FANTASTISK, at en redaktionel medarbejder deltager aktivt”. Løbende i debatten vender enkelte af de kritiske røster dog tilbage, og jeg trækker mig derefter fra at påvirke debatten yderligere, og lader læserne debattere. Eksemplet giver både et indblik i den konkrete moderation, men ikke mindst konsekvenserne, når moderationen forstyrrer, mere end det stimulerer.

3.3 Data og operationalisering Næste metodiske overvejelse omhandler operationaliseringen af de variable, der anvendes til at kendetegne den deliberative kvalitet i debatterne. Enhver variabel i operationaliseringen af deliberation bør ifølge Steenbergen et. al. (2003: 23) opfylde fire kriterier, før den kan accepteres: 1) den bør være teoretisk funderet, 2) den skal være observerbar, 3) den skal være så generel, at det kan anvendes i andre sammenhænge og 4) den skal være reliabel.

Operationalisering af det deliberative demokrati er til stadighed underlagt en del debat og kontinuerlig udvikling, og feltet byder på en lang række overlappende operationaliseringer. Janssen & Kies (2005) laver en omfattende gennemgang af tidligere forsøg på at operationalisere deliberation. Steenbergen et. al. (2003) er i dette felt anerkendt for at have konstrueret et diskursivt kvalitetsindex, der spænder over syv variable.

Der er dog ikke udbredt enighed om, hvorvidt operationaliseringen skal være så generel, at der kan udvikles en standardmodel til at analysere den deliberative kvalitet af enhver debat. Selvom Steenbergen et al. (2003) argumenterer for at udvikle en universel model til at operationalisere deliberativt demokrati, er der tilsvarende fortalere for at målrette operationaliseringen specifikt efter den platform og kontekst, datamaterialet udgør (Szabo, 2009). Der er således heller ikke i andre undersøgelser anvendt præcist samme kriterier, og i Steenbergens operationalisering er der

33

elementer, der er direkte uhensigtsmæssige til analyse af kommentarer i avisernes onlinefora. Udover inspirationen fra Steenbergens kvalitetsindex trækker specialets operationalisering derfor på en række andre operationaliseringer (Janssen & Kies, 2005; Jensen, 2006; Szabo, 2009; Gutmann & Thompson, 2002; Freelon, 2010) og følger dermed András Szabos argument om en selvstændig tilpasning til datamaterialet. Det giver også mening på et mere grundlæggende plan – vi kan ikke forvente samme diskurs og form for deliberation mellem to mennesker, der mødes over en kop kaffe eller på nettet, som vi forventer os fra talerstolen i Folketinget. Hver kontekst sine sproglige og kulturelle koder, så at sige.

Ønsket om generelle variable, der kan anvendes i alle sammenhænge bliver ikke mindst udfordret af onlinedebattens naturlige karakteristika. Steenbergen et al. (2003) forudsætter implicit en kronologisk debat, hvor to opponenter mødes og udveksler argumenter en efter en, idet han koder efter, hvorvidt deltagerne anvender det foregående argument til at bringe debatten videre. Den strategi passer imidlertid sjældent til den asynkrone virkelighed, der er på nettet, og den massedebat, hvor man ikke individuelt kan forholde sig til alle synspunkter.

Et andet problem med Steenbergens index er, at det kun arbejder med debatter i formelle politiske fora med reel beslutningstagen for øje. Således koder han kun udsagn efter, hvorvidt der i argumentationen fremsættes politiske krav. I medierne er debatten som sagt ikke en resultatorienteret proces, og det kan derfor ikke være et afgørende krav for at bestemme kvaliteten.

Udviklingen af de enkelte variable er indledningsvis foregået eksplorativt via en testkodning, hvor de enkelte variable og værdier er tilpasset materialet. Dernæst er der foretaget en intercoder-reliability test for at sikre reliabiliteten i de enkelte variable (afsnit 3.2.4).

Som overordnet skabelon for de mange variable anvendes en inddeling i basisvariable, procedurevariable og procesvariable.

3.3.1 Basisvariable Basisvariablene indeholder en række overordnede karakteristika, der både har betydning for den videre kodning og fortæller om den rolle, det enkelte indlæg spiller i debatten som helhed. De centrale variable er her form og fokus, der koder efter, hvorvidt deltagerne debatterer det reelle indhold.

Deltager: Først noteres afsenderen af kommentaren. Værdierne er: 0) Moderator, 1) Almindelig bruger, 2) Journalist, 3) Indlægsforfatter, 4) Kilde

Form: Dette vedrører det overordnede fokus for indlægget efter værdierne 0) vedkommende, 1) uvedkommende eller 2) debat om debatten.

Det er ikke artiklens eller opinionsindlæggets overordnede dilemma, der afgør hvorvidt en kommentar er vedkommende. Det ville kræve et utvetydigt dilemma i historien, samt at der er indgået aftale blandt deltagerne, at dette er det centrale punkt for diskussionen. Det er der ikke, og deltagerne fortolker

34

ofte indlæg forskelligt eller vægter forskellige pointer, synspunkter og sågar hele præmissen for de artikler og indlæg, der optræder i avisen og på nettet. Derfor er uvedkommende indlæg kun dem, som slet ikke omhandler noget som helst i det oprindelige indlæg. Det kan være en reklame, eller tastefejl, der slet ikke er en kommentar. Er et indlæg uvedkommende for debatten er det derfor irrelevant at fokusere yderligere på dette, og der kodes ikke andre variable herfor. Hvis deltagerne derimod debatterer selve debatten, deltagernes eller moderatorens rolle frem for emnet, kodes det selvstændigt.

3.3.2 Procedurevariable Procedurevariable knytter sig til procedurer/betingelser for debatten, der ikke er iboende i mediet som fokus på indholdet i deltagernes kommentarer og på gensidighed i debatten.

Fokus: Artikler og indlæg leverer som sagt det grundlæggende materiale for diskussion, og i basisvariablen form er det noteret, hvorvidt kommentaren er vedkommende. Hvad præcist læserne tager fat i er dog ikke givet på forhånd – der er som sagt ikke nogen aftale med læserne om præcist, hvad der skal debatteres. Denne variabel sigter derfor efter at udpensle, hvad læserne engagerer sig i. Kommenterer læserne 0) indhold, 1) periferi, 2) person, 3) sprog.

Indhold spænder over alle emner, der er vedkommende debatten, og behøver således ikke at være knyttet præcist til det dilemma, der eventuelt præsenteres i kildematerialet. Debatten kan således godt ramme en mindre tangent, som en gruppe læsere forfølger, men som ikke desto mindre er en del af debatten. Når debatten bevæger sig ud i et tema, der på ingen måde vedrører emner, der berøres i kildematerialet kodes det som periferi. Person dækker over hvorvidt det centrale fokus i en kommentar er personer, der enten er afsender, kilder og endda andre deltagere i debatten. Person dækker også over institutioner, som fx Dagbladet Information eller Copenhagen Business School. Det handler så at sige om at undersøge, om deltagerne går efter bolden eller efter manden. Sprog er igen en værdi, der skal afsløre om læserne debatterer indhold eller om de her beskæftiger sig mere med sproglige fejl og formuleringer i kildematerialet uden at forholde sig til indholdet.

Dialog: Variablen dialog skal indfange, hvorvidt der finder reel samtale sted, hvor deltagerne læser hinandens argumenter og responderer, eller om der er tale om nyt argument uden adresse til nogen. Netdebat adskiller sig dog, som tidligere nævnt, fra almindelig samtale ved at være asynkron, og svaret til en kommentar kan derfor risikere at ende langt nede i tråden (Janssen & Kies, 2005). For at et indlæg kodes som dialogisk kræver det, at deltagerne adresserer modtageren direkte ved at skrive navnet på personen som fx ”til X”, ”@X” eller ved formuleringer som ”mange af jer skriver, at…”. @-tegnet anvendes på twitter og i stigende grad på nettet til at referere til et personnavn.

Dermed adskiller denne variabel sig fra den lignende dialog-kategori fra Jacob Linaa Jensens ph.d.-afhandling. Svaraktiviteten på et af de fora, han undersøger, er på 95%. Men den høje procent skyldes, at på de åbne

35

debatfora, er det også brugerne, der leverer kildematerialet i form af en ny tråd. De kodes som nyt argument, og alle kommentarer herunder kodes som svar selv om de ikke er direkte addresseret. I dette speciale leveres kildematerialet af journalister og opinionsforfattere, og svar er derfor kun de kommentarer, der eksplicit indgår i en dialog.

Værdierne for dialog er: 0) afsender, 1) andre deltagere, 2) moderator, 3) ud i rummet.

Afsender er den bredeste kategori og kan referere både til journalist, opinionsforfatter og Dagbladet Information i mere generel forstand. Om deltagerne henvender sig til andre deltagere, er endnu et udtryk for reel dialog, for det er her, de bedst kan forvente svar. Deltagernes henvendelse til moderatoren kan anvendes til at måle effekten af moderatorens tilstedeværelse. Ud i rummet er betegnelsen for kommentarer, der er henvendt generelt til hele debattråden.

3.3.3 Indholdsvariable Indholdsvariable er de variable, der undersøger tiltaleformen og indholdet i i læsernes kommentarer, ligesom de søger svaret på, om debatten har en effekt på deltagernes egen argumentation.

Tone: Tonen i kommentarerne er grundlæggende et element i, hvad Janssen & Kies (2005: 328) kalder ideal role taking – deltagernes respekt for hinanden i tone, tiltale og når de taler om andre. Kommentarer kan dog ofte indeholde både hånlige bemærkninger og saglige kommentarer og i stedet for at betragte indlægget i sin helhed, brydes der her med det princip for at indfange nuancerne i tonen og der kodes her for tilstedeværelsen af forskellige former for ytringer, nemlig hån/had, sarkasme, ligegyldighed, saglighed, ros.

Respekt: Janssen & Kies (2005) inkorporer også i deres variabel ideal role taking den respekt, der udvises i debatten. Et element, der af Steenbergen et. al. udkrystalliseres i både a) respekt for argumenter og b) respekt for grupper (2003: 26). Respekt for grupper refererer til dem, der er er centrum for debatten – fx kontanthjælpsmodtagere i en debat om kontanthjælpsloft. Det referer til Habermas’ vægtning af empati og solidaritet i debatten. Da debatten på nettet ikke nødvendigvis er målrettet ydelser til en bestemt gruppe, men ofte er langt bredere diskussioner, måler jeg dog respekt i form af dem, der tales til og dem, der tales om. Respekten for dem, der tales til, inkluderer også de argumenter og kilder, der optræder i kildematerialet. Det er i lige så høj grad dette, man ofte refererer til, når journalister og opinionsforfattere klager over den hårde tone. Denne variabel måler dog kun om der er respekt, og ikke direkte, hvem den er rettet mod.

Respekt for dem, der tales til gælder respekt for de personer og argumenter, der adresseres i et indlæg, og værdierne er: 0) Ingen respekt: Til kommentarer, hvor der kun er negative ytringer om andre og deres argumenter; 1) Implicit respekt: Hvis der er hverken positive eller negative kommentarer om andre; 2) Eksplicit respekt: Hvis der er mindst én positiv ytring om andre, uagtet andre negative ytringer.

36

Respekt for dem der tales om handler om dem, der er genstand for kommentaren, og værdierne er: 0) Ingen respekt: Til kommentarer, hvor der kun er negative ytringer om dem der tales om; 1) Implicit respekt: Hvis der er hverken positive eller negative kommentarer om dem der tales om; 2) Eksplicit respekt: Hvis der er mindst én positiv ytring om dem der tales om, uagtet andre negative ytringer.

Argumentation: Tilstedeværelsen af argumenter er i sig selv afgørende for, om man kan tale om deliberation (Szabo, 2009: 11). Derfor handler det først og fremmest om at etablere, hvorvidt der er tale om et argument og først derefter beskæftige sig med karakteren heraf. Et argument kræver grundlæggende to elementer – en påstand og et belæg for den påstand (Toulman, Rieke & Janik, 1979). Er der kun en påstand, er der således ikke tale om et argument, og det er derfor ikke relevant at analysere videre på – her er således en naturlig stopklods for videre analyse. Ytringer kan også være helt irrelevante i den forstand, at de hverken indeholder argument eller påstand. Der kodes for argument, når der i en kommentar er mindst ét reelt argument, selv om der også er ubegrundede påstande. Det er dette argument, der tages udgangspunkt i i den videre kodning. Variablen argumentation kodes således: 0) ytring, 1) påstand, 2) argument, 3) spørgsmål.

Validitet: Først når det er slået fast, at der er tale om et argument, giver det mening af se på karakteren af belægget. Grundlaget for om et argument kvalificeres som validt er, at det skal være rationelt. Szabo (2009: 13) refererer til Habermas’ opdeling af rationalitet på baggrund af viden, normer og kultur, følelser og erfaringer. Sidstnævnte kan ikke direkte bekræftes eller afvises med viden, men personlige erfaringer udgør ifølge Habermas også et ligeligt validt grundlag for et argument (Eriksen & Weigård, 2003: 91). Validiteten i argumentet kodes her efter 0) viden, 1) normer og kultur, 2) holdninger og følelser, 3) erfaring.

Grad af begrundelse: I et forsøg på at komme tættere på kvaliteten i argumentet er det dog muligt at se på graden af det belæg, der understøtter argumentet (Steenbergen, 2003). Operationaliseringen refererer her til selve dybden og omfanget af argumentet. Der er tre værdier for graden af belægget: 0) Inferiør begrundelse: Påstanden begrundes med viden, holdninger, erfaringer, der dog ikke har nogen klar eller logisk forbindelse til hinanden. Begrundelsen er altså ufuldendt og afkoblet (X - - Y); 1) kvalificeret begrundelse gælder når en påstand begrundes i faktorer, der reelt underbygger pointen (XY); 2) sofistikeret begrundelse er et argument, der begrundes fra adskillige vinkler (XXXY)

Karakteren af begrundelsen: En sidste dimension i argumentationen er ud fra hvilke interesser, deltagerne begrunder deres argument. Det er dog kun eksplicitte ytringer, der inddrages her, og derfor er det ikke altid til at vide, om en deltager argumenterer på en bestemt måde for at tilgodese sig selv eller en gruppe. Værdierne er: 0) egeninteresse, 1) eksplicitte erklæringer om gruppeinteresser, 2) neutralt hvis der ingen eksplicitte referencer er til egeninteresser, grupper/fællesskaber/lokalsamfund eller til det fælles gode. 3) eksplicitte erklæringer om det fælles gode.

37

Refleksivitet: En sidste vigtig del af operationaliseringen af deliberativt demokrati er, hvorvidt læserne tager andres synspunkter til sig, når de selv kommenterer (Janssen & Kies, 2005; Szabo, 2009). Der er altså ikke kun tale om, hvorvidt der finder dialog sted, men om denne har en reel effekt. Selv om dialogen i princippet også foregår med afsenderen og indholdet i artiklen vurdere refleksiviteten kun i forhold til debattråden. Det er for at holde fokus på effekten af debatten frem for journalistikken. Værdierne for refleksivitet er 0) radikalisering, 1) fremadskriden, 2) overbevisning

Radikalisering dækker over hvorvidt deltagerne tager udgangspunkt i en kommentar fremsat af andre til yderligere at radikalisere sit eget synspunkt. Fremadskriden dækker over, at deltagerne udtrykker neutral anerkendelse for andres argumenter, eller hvor de ikke eksplicit refererer til andres argumenter, men tilføjer ny viden og argumentation, der driver debatten fremad. Der kodes for overbevisning, hvis en deltager udtrykker, at deres mening er påvirket af andres argumenter.

Der er dog i denne kategori en skjult dimension, der ikke umiddelbart er identificerbar og derfor svær at kode. Goodin (2003) påpeger, at vi i vores egen deliberation til tider viser skjult anerkendelse af andres argumenter ved at anticipere modstanderens kritik og synspunkter. Det er imidlertid svært at måle, hvis ikke det udtales, også fordi det kan være ubevidst. Hvem kan for alvor sige, hvornår vi internaliserer andres synspunkter i vores egen argumentation, og hvornår vi iberegner en potentiel kritik, før vi udtaler os? Kodningen af variablen refleksivitet forholder sig i denne sammenhæng derfor kun til eksplicitte ytringer.

3.3.4 Interkoder-reliabilitetstest Ud over klarhed i kodningsvariable inddrages en ekstern koder til at lave interkoder-reliabilitest for at sikre, at kodebogen har tilstrækkeligt klare værdier til, at en anden koder efter vejledning kan gentage projektet med samme resultater (Steenbergen et. al., 2003; Neuendorf, 2002: 158). Sammenligningen blev foretaget på kodningen af datamaterialets første artikel I statens tjeneste? som med 77 kommentarer lige netop udgør lidt mere end de acceptable 10% af datamaterialets 652 kommentarer fra moderationsperioden (Riffe et. al, 2005: 143). Som test-resultat anvendes Krippendorfs reliabilitetstest efter Andrew Hayes’ macro og vejledning (Hayes & Krippendorff, 2007: 81-83).

38

Tabel 3.3.1.: Interkoder-reliabilitetstest ved Krippendorffs Alpha

Testens højeste resultater blev forståeligt nok opnået på de variable, der enten var helt utvetydige såsom afsenderen af kommentaren (Deltager: α=1,000) eller i de variable, hvor kravet til kodningen ikke krævede fortolkning, men eksplicit henvendelse som i dialogen mellem deltagerne (α=1,000). At refleksiviteten i deltagernes argumentation på samme vis scorede højt skyldes, at der ikke var nogen indlæg, der udviste tegn på overbevisning eller radikalisering på baggrund af debatten. Det er til gengæld ikke nogen overraskelse, at scoren var lavest i de kategorier, hvor selve tonen i indlægget skulle vurderes, alt efter om der var tale om hån/had (α=0,8510), sarkasme α=0,8381), ligegyldighed (α=0,9015), saglighed (α=0,8504) og ros (α=0,8023). Alle værdier er dog over det acceptable mål på mindst α=0,8 for Krippendorfs Alpha (Krippendorff, 2004: 241).

De to variable for respekt levede dog ikke op til dette krav i første omgang, hvilket skyldes uklarheder i værdierne. De to variable var indledningsvis formuleret med direkte inspiration fra Steenbergen et. al. (2003: 29). Steenbergen et. al. anvender formuleringerne respekt for de argumenter, der fremføres og respekt for den gruppe, der argumenteres til fordel for. Det var ikke mindst sidstnævnte, der her voldte problemer. Da der her er tale om et svagt fora uden beslutningstagen til fordel for lønmodtagere, landet eller klimaet, var det uklart, om læserne havde nogle af disse grupper for øje i deres indlæg. Variablen blev derefter tilpasset datamaterialet for dette speciale og ændret til ingen, implicit og eksplicit respekt for dem til tales til (α=8235) og tales om (α=9056).

Med alle resultater inden for det acceptable mål må det antages, at kodebogens er tilstrækkelig præcis til, at kodningen kan gentages af andre kodere med samme resultat og kan anvendes som inspiration til kodebog i andre projekter, hvor den deliberative kvalitet af debatten skal måles.

Kr ippendor f fs A lpha

De l tager α=1,000 Form α=1,000 Fokus α=0,9068 D ia log α=1,000 Hån/had α=0,8510 Sarkasme α=0,8381 L igegy ld ighed α=0,9015 Sag l ighed α=0,8504 Ros α=0,8023 Respekt fo r dem der ta les t i l α=0,8235 Respekt fo r dem der ta les om α=0,9056 Argumenta t ion α=0,9219 Va l id i te t α=0,9069 Grad α=0,8345 Begrunde lse α=0,8966 Re f leks iv i te t α=1,0000

39

3.4 Analysestrategi Før vi vender os mod analysestrategien er det værd lige at få gentaget opgavens centrale spørgsmål, nemlig hvorvidt moderationen har en effekt på kvaliteten i deliberationen på information.dk, og herunder hvilke strategier, der vurderes at have den største effekt. Kvaliteten er en samlebetegnelse for om der er reel dialog i debatten, tonen i kommentarerne, respekten for dem der tales til og tales om samt omfanget og karakteren af argumentationen i debatten.

3.4.1 Kvalitativ analysestrategi Til den kvalitative analyse udvælges de fire debatter, hvor jeg har været mest aktiv som moderator, således at de enkelte moderationsstrategier er repræsenteret i materialet. Til hver case følger først en gennemgang af artiklen eller opinionsindlæggets centrale pointer, hvorefter jeg gennemgår den dynamiske udvikling i debatten, de konkrete moderationsværktøjer, strategien bag og de efterfølgende effekter på den deliberative kvalitet. Effekterne på de afhængige variable dialog, tone, respekt og argumentationen vises via eksempler. Da læsernes kommentarer ofte er lange, det længste registrerede indlæg på hele 9600 tegn, vil det dog ofte kun være muligt at bringe uddrag, der så vidt muligt repræsenterer udviklingen i debatten.

Den kvalitative analyse bidrager med to centrale elementer, som ikke indkapsles i den kvantitative analyse.

For det første giver den mulighed for at tegne et mere nuanceret billede af moderationen, idet caseanalysen helt konkret inddrager eksempler fra moderationen og læsernes efterfølgende reaktion. Det giver således anledning til at undersøge mere præcist, hvilken effekt de enkelte moderationsteknikker har på kvaliteten af deliberationen. Dermed undersøges her den interne validitet af moderationen, og hvorvidt moderationen er den selvstændige forklaringskraft i læsernes reaktion.

For det andet giver den kvalitative analyse mulighed for at undersøge dynamikken i debatten, som den udvikler sig, mens moderationen står på. Der er naturligvis forskel fra at træde ind i en debat, der allerede har valgt spor, og at sætte rammerne for en debat, før den overhovedet går i gang. Såfremt moderationen først indtræder sent, kan datamaterialet allerede have en stor vægt af kommentarer af dårligere deliberativ kvalitet, som trods en eventuel effekt efter moderationen, ikke er stærk nok til at det træder frem i den kvantitative analyse af det samlede datamateriale. Analysen af debattens dynamiske udvikling giver også anledning til at undersøge, hvor langvarig effekten af moderationen er. Glemmer læserne hurtigt moderatorens spørgsmål og kommentarer, eller sætter de sporet for en lang efterfølgende debat?

Den kvalitative analyse tager udgangspunkt i de samme koder, som er variable i den kvantitative analyse. Caseanalyserne struktureres dog ikke efter de enkelte variable for deliberativ kvalitet, men det er med dem for øje, at selve moderationens redskaber og den dynamiske udvikling herefter analyseres.

40

For hver case undersøger jeg derfor den interaktion, moderatoren har udført og den eksplicitte og implicitte respons fra læserne. Den kvalitative analyse kan således ikke vurdere fx om moderationen har mere indirekte effekter – fx hvorvidt en eventuel effekt af moderationen på tonefald og argumentation i relation til spørgsmål og kommentarer spreder sig i den øvrige debat.

Hver casesanalyse kan i princippet læses for sig, men udgør samtidig en del af en større makroanalyse. Det vil ikke være muligt at gennemgå samtlige kommentarer, så de udvalgte kommentarer er mere repræsentative eksempler på reaktionerne. I fremstillingen af de konkrete cases, har jeg derfor bevidst valgt at give køb på nogle af de mange nuancer og sidevinkler, der kommer til udtryk i det omfattende tekstmateriale, for til gengæld at holde beskrivelserne relativt korte og på den måde give mere plads til den afsluttende sammenligning og diskussion.

3.4.2 Kvantitativ analysestrategi Hvor den kvalitative analyse har givet et indblik i moderationen og de umiddelbare effekter af de forskellige moderationsstrategier i form af læsernes åbenlyse respons, er det den kvantitative analyses mål og styrke at kunne vurdere moderationens effekt på den deliberative kvalitet af debatten som helhed. I sammenligning med det udvalgte kontrolmateriale analyseres her den kvantitative kodning af kommentarerne til at skabe overblik over den samlede styrke af moderationen.

Der foretages bivariate analyser i krydstabeller, hvor de enkelte variable for deliberativ kvalitet analyseres enkeltvis – både i en overordnet sammenligning mellem de to perioder og i relevante tilfælde mere dybdegående ved at krydse de enkelte variable med hinanden for at undersøge afledte og indirekte effekter. Her måles således dialog, tone, respekt og argumentation og der inddrages konkrete eksempler fra casematerialet til at belyse de enkelte resultater.

Dernæst foretages lignende analyser med direkte fokus på læsernes interaktion med moderator for at undersøge, om læserne agerer anderledes alene på baggrund af min tilstedeværelse og autoritet. Det kan give et indblik i hvordan læserne betragter moderatoren, og hvorvidt det påvirker de samlede resultater.

41

4. Analyse

4.1 Karakteristik af kildemateriale I tabel 4.1.1 er inkluderet alle de artikler og dermed debattråde, som jeg i moderationsperioden har været aktiv i. Som det fremgår af tabellen, har jeg været aktiv i et noget bredere spektrum af artikler end skitseret i udvælgelsen. At bruttolisten ser sådan ud, skyldes flere forhold: For det første har jeg ønsket at teste forskellige former for kommentarer af på sikker grund (fx i telegrammer, som ikke vil indgå i det endelige materiale), og for det andet har jeg ønsket at gøre min tilstedeværelse som moderator synlig for at opbygge tillid hos læserne. Derudover har jeg forsøgt at skabe liv i debatter, der aldrig helt fangede læsernes interesse.

Den endelige udvælgelse af datamaterialet foregår efter de principper, som blev skitseret i metodeafsnittet – dvs. politiske, økonomiske og samfundsrelevante artikler og opinionsindlæg med flere end 15 kommentarer og 5 debattører. Hertil tilføjes det kriterium, at kun artikler og indlæg, hvor jeg selv har bidraget med mere end to kommentarer vil indgå. Dette for at sikre, at et minimum af moderation – og dermed ekstern påvirkning af debatten – har fundet sted.

42

Tabel 4.1.1: Bruttoliste over kildemateriale fra moderationsperioden

Årsagen til de forholdsvis få moderatorkommentarer skal findes i det kodeks, jeg opstillede for min egen interaktion. Udgangspunktet har været, at debatten primært er til for læserne, og jeg har derfor ikke afbrudt en diskussion, der var fint i gang. Dermed også sagt, at moderationen så vidt muligt har været rettet mod de artikler og opinionsindlæg, hvor kommentarerne enten er afsporede, ufokuserede, ophidsede eller lignende, der kan tænkes at forstyrre den overordnede debat.

Enkelte debatter havde en varighed på over en uge, og det er årsagen til, at kun 7 af 13 af mine kommentarer fra Det svigtede menneske indgår i den endelige liste (tabel 4.1.2) over kildemateriale fra moderationsperioden. Udviklingen i den debat gjorde dog, at det ikke ville være naturligt at stoppe mit engagement efter en uge. Det endelige datamateriale udgøres af følgende artikler og opinionsindlæg:

Dato Ar t ike lnavn Type Kom. Mod. 8. nov. Venstrefløj vil styrke menneskerettigheder Telegram 29 1 8. nov. Berlusconi tvinges til at gå af Artikel 13 1 8. nov. I statens tjeneste Artikel 76 6 8. nov. Ledere ansætter ikke tykke ansøgere Telegram 27 2 9. nov. V-ordfører: Vi vil bryde konventioner med åbne øjne Artikel 138 3 10. nov. Universiteter i krise - men hvilken krise? Opinion 22 5 11. nov. TV2 trækker i land i Sass-sag Telegram 33 1 13. nov. Regeringen svigter nyuddannede ledige Artikel 25 2 14. nov. Er det os eller dem Opinion 54 7 14. nov. Det svigtede menneske Opinion 317 13 15. nov. Venstre overvejer at droppe IC4-tog helt Telegram 3 1 15. nov. Radikale: Vi må leve med IC4 de næste 10-15 år Telegram 5 1 15. nov. Trafikforsker: Danmark klar til el-tog Telegram 12 1 15. nov. SRSF: Genåbning af Nordsøaftale kan give op til 10 mia. årligt Artikel 47 1 15. nov. Søvndal afviser kritik af dansk Syrien-indsats Artikel 20 2 16. nov. Besæt-bevægelsen er mere realistisk end Europas eliter Opinion 56 1 16. nov. G20 klarede ikke lakmusprøven Opinion 4 1 16. nov. Syrien rykker nærmere en borgerkrig Artikel 27 1 16. nov. Iranske filmfolk lader sig ikke kue Artikel 31 2 17. nov. Det er ikke en knaldrøv finanslov Artikel 13 2 17. nov. Svineriet er Rehlings Opinion 17 1 17. nov. Aktivistdrømme er ikke længere anarkistiske fantasifostre Opinion 31 2 18. nov. Revolutioner vokser sjældent ud af et geværløb Opinion 14 1 20. nov. Ledighed presser studerende til at forlænge studiet Artikel 21 1 20. nov. Finansloven for 2012 er på plads Telegram 14 1 20. nov. Enhedslisten holder regeringens løfter Artikel 51 2 20. nov. "Jeg vil ikke have en ny Iphone, jeg vil have et nyt liv Opinion 32 2

43

Tabel 4.1.2: Nettoliste over kildemateriale fra moderationsperioden

Datamaterialet for moderationsperioden består dermed af 11 enheder, hvoraf 6 er artikler skrevet af avisens journalister og 5 er opinionsindlæg. Som det fremgår, er der god emnemæssig spredning fra uddannelse til udenrigspolitik. Der er typisk flere kommentarer til de artikler, hvor læserne ikke forventes at have sympati med afsender eller dennes budskab, og det tyder på, at læserne er mere optaget af at debattere emner, hvor de er grundlæggende uenige. I alt er der kodet 651 læserkommentarer, hvoraf 40 er mine kommentarer som moderator og en enkelt er afsendt af en anden journalist ved Information.

4.1.2 Kontroldata I kontrolmaterialet er der tilstræbt at finde et datamateriale, der så vidt muligt afspejler data fra moderationsperioden. Ud fra en bruttoliste af artikler og opinionsindlæg, der opfylder kravet om samfundsrelevant karakter og minimum 15 kommentarer samt 5 debattører, er der udvalgt 15 artikler mod 11 i moderationsperioden, for at nå op på et ligeligt antal kommentarer. Der er 649 kommentarer til analyse i denne periode mod 651 i moderationsperioden.

Tabel 4.1.3: Kontroldata

Dato Ar t ike lnavn Type Emne Sympat i Kom. Mod. 8. nov. I statens tjeneste Artikel Medier Nej 76 6 9. nov. V-ordfører: Vi vil bryde konventioner med åbne øjne Artikel Retssikkerhed Nej 138 3 10. nov. Universiteter i krise - men hvilken krise? Opinion Uddannelse Ja 22 5 13. nov. Regeringen svigter nyuddannede ledige Artikel Uddannelse Ja 25 2 14. nov. Er det os eller dem? Opinion Integration Nej 51 7 15. nov. Søvndal afviser kritik af dansk Syrien-indsats Artikel Mellemøsten Ja 20 2 14. nov. Det svigtede menneske Opinion Socialpolitik Nej 182 7 17. nov. Aktivistdrømme er ikke længere anarkistiske fantasifostre Opinion Oprør Ja 23 2 16. nov. Iranske filmfolk lader sig ikke kue Artikel Mellemøsten Ja 31 2 20. nov. Enhedslisten holder regeringens løfter Artikel Dansk politik Ja 51 2 20. nov. "Jeg vil ikke have en ny Iphone, jeg vil have et nyt liv Opinion Politisk kultur Ja 32 2

Dato Ar t ike lnavn Type Emne Sympat i Kom. 23. okt. Tror du på journalister? Opinion Medier Nej 50 28. okt. Ministerium vender rundt i sag om retarderet afghaner Artikel Retssikkerhed Nej 31 3. nov. Resocialiser privater enklaveskoler Opinion Uddannelse Ja 20 25. okt. Universiteter vil fortsætte succesfuld ph.d.-satsning Artikel Uddannelse Ja 16 28. okt. ”Afradikalisering er en renselse” Opinion Integration Ja 37 2. nov. Grebet af guldrus efter Gaddafi Artikel Mellemøsten Nej 19 24. okt. Ny regering med islamister i førersædet Artikel Mellemøsten Nej 87 31. okt. Økologi mætter ikke mange munde Opinion Økologi Nej 133 26. okt. Opråb fra skurvognen Opinion Arbejdsmarked Ja 60 4. nov. Skal staten virkelig bøde for mine egoår? Opinion Politisk kultur Ja 39 31.okt Minister: Homoer kan blive livsfæller, ikke ægtefæller Artikel Ligestilling Nej 73 1. nov ”Jeg er ikke i lommen på reaktionære præster” Artikel Ligestilling Nej 23 2. nov. Psykisk syge bliver snydt igen Artikel Socialpolitik Nej 16 26. okt. Udenlandske chauffører presser de danske ud Artikel Arbejdsmarked Nej 17 26. okt. Det globale finanssystems forbundne kar Artikel Politisk kultur Ja 30

44

Selv om der til kontrolperioden er tale om flere artikler og opinionsindlæg, er antallet af kommentarer fra hver kategori stort set ens. I kontrolperioden er der kun en anelse flere kommentarer fra opinionsindlæg end fra artikler (tabel 4.1.4).

Type Moderat ion Kontro l Opinion 5 (310) 6 (337) Artikel 6 (341) 9 (312)

Tabel 4.1.4: Type

Fordelingen af kommentarer fra artikler, hvor læserne forventes at have sympati for afsenderen og dennes budskab er, med blot nogle få kommentarer til forskel, lige mellem de to perioder. For begge perioder gælder det, at godt 70% af kommentarerne stammer fra artikler, hvor læserne ikke forventes at udvise sympati.

Sympat i Moderat ion Kontro l Ja 179 172 Nej 472 477 I alt 651 649

Tabel 4.1.5: Vinkel

Det var en noget større udfordring at finde præcist sammenligneligt kontrolmateriale i forhold til emne. I kontrolperioden er der artikler og indlæg om ligestilling, økologi og arbejdsmarked – emner, der slet ikke berøres i moderationsperioden. Derfor sigtede jeg i stedet efter at finde sammenlignelige debatter. Artiklen ”Økologi mætter ikke mange munde” ledte til en lang og ophedet debat, der delvist var at sammenligne med professor Ole Thyssens synspunkt om uansvarlige danskere på velfærdsstøtte i ”Det svigtede menneske”, der blev emnekategoriseret under socialpolitik. Begge indlæg havde en provokerende indgangsvinkel og uforsonlig tone og begge ledte til lange og ophedede debatter. På trods af emneforskel, vil jeg derfor argumentere for, at det er rimeligt at sidestille de to til dette speciales analyseformål. Artiklerne om retssikkerhed og ligestilling handler alle om minoriteters rettigheder og er derfor også tildels at sidestille med hinanden.

Emne Moderat ion Kontro l Medier 76 50 Retssikkerhed 138 31 Uddannelse 47 35 Integration 51 37 Mellemøsten 51 106 Socialpolitik 182 16 Oprør 23 30 Dansk politik 51 0 Politisk kultur 32 39 Arbejdsmarked 0 76 Økologi 0 133 Ligestilling 0 96 I alt 651 649

Tabel 4.1.6: Emne

45

4.2 Kvalitativ analyse I den følgende kvalitative analyse gennemgår jeg de 4 debatter, jeg har været mest engageret i som moderator. Det gælder artiklen om mediernes dækning af politikere i I statens tjeneste? og de tre opinionsindlæg Universiteter i krise – men hvilken krise (uddannelse), Er det os eller dem? (integration) samt den mest kommenterede debat i kølvandet på den socialpolitiske kritik af velfærdsstaten af professor Ole Thyssen, Det svigtede menneske. Kun i uddannelsesindlægget forventes læserne på forhånd at være positivt indstillet over for afsenderen og dennes vinkel.

4.2.1 Case #1: I statens tjeneste? Den første debattråd, jeg vil beskrive og analysere tager udgangspunkt i debatten om en række politiske skandaler, der opstod i efteråret. Da B.T. slog Helle Thorning-Schmidts skattesag stort op som et scoop, fulgte de fleste andre medier i sporet og holdt fast selv længe efter, at sagen var blevet afvist af SKAT selv. På samme vis gennemborede dagblade, formiddagsblade, gratisaviser og radioaviser Ole Sohns forbindelser til det gamle Sovjet-styre, Anders Samuelsen, der betalte sin søns narkogæld og Henriette Kjær, som havde levet over evne i et omfang, der kostede hende hendes politiske karriere.

Informations politiske medarbejdere Philip Egea Flores og Mette Klingsey trådte i denne artikel et skridt tilbage og stillede sig selv og læserne spørgsmålet, hvorvidt det er i statens tjeneste at afdække disse sager? Er det i offentlighedens interesse, eller overtræder medierne grænsen mellem arbejds- og privatliv, og hvor går den egentligt henne, når det omhandler landets politikere? For bør landets ledere ikke også være dets moralske kompas?

I en række interviews kritiserer fagfolk og ”ofre” i artiklen medierne for at bedrive skandalejournalistik, og kort sagt forveksle ”offentlighedens interesse” med det, offentligheden er mest interesseret i at læse. En anden kritik, der leveres post.doc. Ole Bjerg fra CBS, knytter sig til, at de moralske standarder, der forlanges af politikerne fra medier og vælgere, er alt for krævende i forhold til, at de jo i den sidste ende også blot er mennesker. Samlet set efterlyser kilderne i historien en prioritering fra mediernes dækning, der udspringer af mere faglige og færre personlige kriterier, men anerkender naturligvis, at medierne er i deres gode ret til at dække en personlig sag, når den kan få alvorlige politiske konsekvenser som i sagen om Henrik Sass-Larsens tvivlsomme forbindelser til rockermiljøet i Køge.

Moderation og debat I den efterfølgende debat deler læserne sig i to overordnede spor. I det ene fokuserer læserne på artiklens overordnede vinkel og dilemma og hælder primært til, at medierne ofte går over stregen, mens flere erkender, at der, ganske som Information har vinklet sagen, er tale om en gråzone, hvor medierne bør overveje fra sag til sag om personsagerne har en politisk vinkel, der berettiger den voldsomme dækning. I det andet spor har en række læsere grebet eksemplet om Ole Sohn og anvendt det til en harsk slagudveksling om

46

kommunismens historie, storhed og fald. Indledningen til det spor har sin oprindelse i denne påstand fra læseren Bill Atkins, der ikke henvender sig til nogen, men dog sarkastisk udviser en mangel på respekt for medierne:

Modtagelse af støtte fra Sovjet anses nærmest som landsforræderi uagtet at langt hovedparten af “det røde guld” gik til opretholdelse af ytringsfriheden i de vestlige økonomiske diktaturer, hvor eksempelvis Land og Folk blev udsat for annonceboykot, udelukkelse fra dagbladenes fælles indkøbsaftaler, samt fælles nyhedstjenester. Finanseliten forsøgte at kvæle venstrefløjens og fagbevægelsens ytringsfrihed, samtidig med at CIA-finansierede nyhedstjenester, radiokanaler, og filmproduktioner m.m. buldrede deres forherligelse af forbrugerismen ind over de økonomisk fornuftige socialismer i Europa. …den dag i dag kan erhvervslivets forsøg på at knægte ytringsfriheden let konstateres gennem en simpel optælling af annoncer - en optælling der klart favoriserer den borgerlige del af pressen.

Debatten bliver herefter kraftigt afsporet og handler mere om kommunisme end Ole Sohn, som følgende påstand fra Peter Hansen vidner om:

Hvis den kapitalistiske verden ikke havde opfattet kommunismen i Sovjet som et angreb, men accepteret eksistensen af forskellige styreformer, havde udviklingen været anderledes, det er ingen vel i tvivl om.

Det er i det miljø, jeg varsomt træder ind som moderator for første gang. Indledningsvis forsøger jeg ikke bringe læserne tilbage på sporet, men servicerer dem blot med information, som knytter sig til artiklens primære dilemma. Både for at træde varsomt i starten og ved at forsøge at vinde læsernes tillid som deres forlængede arm på redaktionen. I et svar til @Dorthe Petersen, der efterlyste, at flere sager burde have indgået i artiklen, svarer jeg direkte:

Du har ret, men historien om Thor Pedersen er efterhånden en ældre sag. Han røg dog også gennem møllen tilbage i 2003. Kommentaren er ledsaget af links til tidligere historier i Information her symboliseret ved understregning.

En lignende strategi vælger jeg, da Peter Hansen leverer en hånende ytring mod medierne: ...endnu engang ser vi mediernes elendighed, fordi de ikke længere nuancerer! Han argumenterer siden mere sagligt for, at Danmarks internationale omdømme er i fare grundet sagerne om Henrik Sass Larsen og Anders Samuelsen, fordi de begge har været lidt for tæt på den organiserede kriminalitet. Som respons herpå kontaktede jeg både Transparency International og to eksperter, der begge vurderer, at de to sager [ikke] vil få nogen betydning for Transparency Internationals vurdering af Danmark, fordi der ikke er tale om direkte korruption af offentlige midler til egen vindings skyld. En kommentar der modtages godt og anbefales af 6 læsere.

Begge kommentarer som moderator bragte altså ny information ind i debatten, men selv om sidstnævnte fik positiv respons via anbefalinger, giver de ikke anledning til nogen yderligere reaktion fra læserne. Læserne anvender så at sige ikke den nye viden i den efterfølgende debat. I øvrigt en tendens, der gjorde sig gældende i stort set alle andre tilfælde, hvor jeg blot bidrager med information i debatten.

47

Det kommunistiske spor begynder på dette tidspunkt at blive toneangivende i debatten, hvor få læsere har overtaget debatten i en livlig, men ukonstruktiv debat primært bestående af sarkastiske ytringer og påstande som Niklas Monrad:

Måske er det virkeligheden på tide, at vi invaderer Ukraine, for stod de måske ikke på fjendens side for 20 år siden…?.

Jakob Schmidt-Rasmussen fortsætter debatten i dette perifere spor uden dog at være disrespektfuld eller føre sine kommentar i negativ tone:

Der var også mange socialister og socialdemokrater, der støttede kampen mod det diktatoriske, russiske imperiums imperialisme. Rusland forsøgte jo uprovokeret, at anneketere det demokratiske Finland og russernes havde modvilje mod at forlade Bronholm efter, at resten af Danmark var blevet befriet. Det medvirkede til, at min bedstefar, der var kommunistisk sabotør under krigen, blev 100 pct socialdemokrat, nogle år efter krigen var slut.

Debatten flankeres på dette tidspunkt løbende af respektløse og hadske kommentarer som Markus Lund:

Jeg brækker mig både over medierne og politikerne. Gid de næste generationer af journalister må være rødere end nogensinde, så det her vridemølle-pjat kan bringes til ophør!

En enkelt læser forholder sig dog til emnet med en kommentar, der argumenterer for at …[vi] skal være glad for at vores medier har fingeren hurtig på aftrækkeren. Politikere er offentlige personer og derved har de sagt ja til at skulle leve under særlige vilkår. Er det urimeligt at der stilles højere krav til deres etik og moral?

Jeg henvender mig derfor til denne læser for at fremhæve ham som et godt eksempel og bruge hans kommentar som udgangspunkt for at føre debatten ind på det spor, der er afledt af artiklen:

@romed: Tilbage på sporet, så har du jo fat det centrale spørgsmål i artiklen: Hvad retfærdiggør en artikel om en politikers liv og omgangskreds? Ole Bjerg bliver jo citeret for følgende pointe: ”Der sker en moralisering på bekostning af de her mennesker, men også andre værdier i samfundet. Det er i dag blevet meget vigtigt for offentligheden, at politikerne i deres privatliv agerer ud fra særlige, ophøjede moralske standarder. Tidligere havde det ikke betydet det samme.” Vi har diskuteret det løbende på redaktionen, men hvad mener du selv - og I andre?

Her stiller jeg for første gang et spørgsmål til læserne. Ud over at efterspørge deciderede svar fra læserne, er det også min intention at bringe læserne tættere på redaktionen og gøre dem opmærksomme på, at vi er til stede, vi debatterer det samme som dem og at vi på den måde er sammen i diskussionen. Formålet er, at skabe fællesskab og bånd mellem Information og læserne. Den direkte reference til læseren romed bucher er ligeledes et forsøg på at inddrage de konstruktive stemmer i debatten, der tidligere har leveret solide argumenter, men nu måske er skræmt væk af de få læsere, der har indledt en højtråbende debat om kommunismen.

48

Moderationen udløser først og fremmest positiv respons, og siden en række argumenter for hvordan medierne burde agere. Det er ikke mindst eksemplificeret ved dette udpluk fra Per Møllers kommentar:

@Lars Højholt: tak for dit forsøg på at bringe diskussionen tilbage til emnet og ikke følge de antikommunistiske provokatørers linie. Skismaet er vel egentlig at såvel politikere som journalister har tilladt, at der er opstået to regelsæt: et lovfunderet og et moralsk. Journalisternes motivation er klar: hvis de skal afvente domstolsafgørelser før de spreder snavs om “offentlige personer”, bliver journalisterne stækket…

Debatten om kommunismen ebber hurtigt ud herefter og læserne fokuserer på at levere svar på det spørgsmål, jeg har stillet. I et forsøg på at bibeholde det fokus og skabe et mål for den videre debat stiller jeg læserne i udsigt, at vi vil diskutere deres synspunkter på redaktionsmødet dagen efter:

Hvis I giver jeres bud, tager jeg det med til redaktionsmødet i morgen: Er sagen om Henrik Sass Larsen, Ole Sohn, Anders Samuelsen og de andre forhold, hvor vi befinder os i gråzonen mellem det private og det politiske vigtige at få belyst - er det i statens tjeneste? Ville I have jagtet og trykt historierne og hvor går grænsen?

Debatten er fra dette punkt ikke fuldstændig fri fra sarkastiske ytringer som: Skæg og blå briller giver paranoia i længden! fra Henrik Darlie, men den overvejende del af læserne argumenter både med holdninger og viden om de enkelte sager som i dette udpluk, hvor Karsten Aaen folder sig ud i en saglig argumentation:

Ang. Anders Samuelsen, så ville jeg have gjort akkurat det samme, hjulpet min søn eller datter ud af en vanskelig økonomisk situation (hvis jeg havde en altså). Jeg kan godt se, at Anders Samuelsen måske er i en lidt prekær politisk situation, når han siger et (man skal gå til politiet) fra talerstolen i Folketinget og gør noget andet (betaler sønnens gæld….). Men her skal man skelne mellem borgeren som borger og borgeren som privatperson; som borger i et samfund der optræder politisk, f.eks. på Folketingets talerstol kan man godt mene, at alle f.eks. burde anmelde afpresning til politiet, men som privatperson, når man står i den konkrete situation gør man som regel noget andet end det man principielt tilslutter sig. Sådan er den politiske verden altså - vi handler politisk ud fra nogle generelle betragtninger over hvor samfundet bør eller skal bevæge sig hen. Men når det gælder de beslutninger, der tages her og nu, konkret, ja så kan de ofte vise sig at være i modstrid med vor principielle overvejelser. Og dette er politik…

Mens det første moderationsværktøj – bidrag med information til debatten, altså ikke fik nogen tydelige effekt på den deliberative kvalitet af læsernes kommentarer, var intensiveringen af indsatsen via målrettede spørgsmål og til sidst en rammesætning for debatten redskaber til at mindske antallet af perifære indlæg og angreb mod medierne. Læserne forholdt sig i stigende grad til emnet via saglig argumentation.

49

4.2.2 Case #2: Universiteter i krise – men hvilken krise? Statskundskabsstuderende Steffen Thybo Møller rejste i løbet af efteråret en kritik af landets universiteter for at være for uambitiøse i deres undervisning og interaktion med omverdenen. Efter ophold på Science Po i Paris og senere på Harvard University stiftede han den studenterdrevne organisation DANSIC med henblik på at inspirere og engagere til social innovation med studerende som drivkraft. Med udgangspunkt i erfaringerne fra de internationale universiteter og de studerendes engagement i ulandsprojekter og sociale udviklingsprojekter i samarbejde med erhvervslivet, kritiserer Steffen Thybo Møller undervisningen herhjemme og de danske studerendes manglende entreprenørånd.

I et opinionsindlæg i Information tager de to ph.d.-studerende Theresa Scavenius fra statskundskab i København og David Budtz Petersen fra Institut for Filosofi ved samme universitet sagen op. De to unge forskere kritiserer Steffen Thybo Møller for at betragte universitetet gennem et økonomisk innovationsperspektiv, hvor der er fokus på resultater og anvendelighed af forskningen og de studerendes kundskaber. De mener i stedet, at man bør betragte universitetet i et åndsperspektiv, hvor viden og uddannelse i sig selv er et gode, hvis resultater er oplyste borgere, en femte magtinstans, der kan holde politikerne i ørerne og som leverandør af den grundforskning, der er en fundamental viden for samfund og erhvervsliv. De mener, at forskningen gør sig bedst, når den ikke er underlagt økonomiske incitamenter og krav om kommerciel anvendelighed, og beder indirekte om mere forskningsfrihed. Så skal kvaliteten i undervisningen nok stige tilsvarende, lyder argumentet.

Moderation og debat Til forskel fra de øvrige artikler, fik jeg udleveret opinionsindlægget dagen inden udgivelse og havde derfor god tid til at planlægge moderationen. Samtidig var der i Informations lokaler planlagt en debat den kommende mandag, hvor Steffen Thybo Møller skulle debattere universiteternes ambitionsmiljø med bl.a. institutleder Lars Bo Kaspersen fra statskundskab på Københavns Universitet og Ib Poulsen, rektor ved RUC. Jeg kontaktede derfor Informations indlandsredaktør Mette-Line Thorup, for at høre om hun ville være villig til at inddrage spørgsmål og kommentarer fra læserne i onlinedebatten i den fysiske debat og på den måde skabe et konkret mål for læsernes interaktion. Med tilsagn derfra, indledte jeg således debatten med følgende indlæg:

Kære alle Undervisningskulturen er for uambitiøs på de danske universiteter, fordi den ikke i tilstrækkelig grad vender sig mod samfundet! Det mener Steffen Thybo Møller efter sit ophold på Harvard University, hvor de studerende belønnes for at starte pigeskoler i Afghanistan, skrive indlæg i medierne eller bruge deres undervisningsforløb til at skabe bæredygtige løsninger for samfundet. På mandag byder Information Steffen og alle jer til debat med Ib Poulsen, rektor på RUC; Lars Bo Kaspersen, institutleder på statskundskab ved Københavns Universitet; Bjarne Lundager Jensen, vicedirektør i DEA og Jeremy Millard fra Teknologisk Institut. Vi vil gerne høre jeres holdninger, historier og ideer – er undervisningskulturen på de danske universiteter for

50

indadvendt og uambitiøs og hvad er løsningen? Skriv dine kommentarer og spørgsmål her – så tager vi dem med til debatten på mandag.

Jeg forsøgte med andre ord at sætte klare rammer og mål for læsernes efterfølgende deliberation. Som optakt til debatten havde jeg taget kontakt til studenterråd, foreninger og personer fra universitetsmiljøet, der allerede havde engageret sig i debatten i andre medier, og inviteret dem til at give deres besyv med online og således få en stemme i den kommende debat i Informations lokaler.

Den efterfølgende debat krævede ingen moderation for at holde sig på sporet, ligesom tonen var upåklagelig med hele 95,5% af kommentarer i saglig tone. Som den eneste debat i hele datamaterialet var der her hverken hånende eller sarkastiske kommentarer, og andelen af argumenter var med 63,6% med afstand det højeste antal. Debatten var således af høj deliberativ kvalitet, som her Olav Hesseldahl, der argumenterer sagligt for, at Harvard er svær at sammenligne med danske universiteter:

Steffen Thybos analyse er interessant for danske forhold, men hans analyse baserer sig på en antagelse om universitetets fundament: Harvard er privatfinansieret, mens KU, såvel som de andre danske universiteter, får sine midler fra staten. Med den danske model følger en forventning om outcome til samfundet, der er langt større end for Harvards vedkommende. KU skal legitimere sig selv i højere grad end Harvard. Som Budtz/Scavenius pointerer er det innovationslegitimeringen, der hersker over åndstanken. Det leder mig til følgende spørgsmål i debatten: - Skal man barbere KUs uddannelse, for på tilsvarende vis at nedbarbere forventningerne om innovationskraft leveret fra KU? - Skal vi have masseuniversitet eller eliteuniversitet? - Hvor mange på en årgang skal have en videregående uddannelse - 25% eller 5 %?

Debatten fortsætter i samme spor som her Thomas Hildebrandt, der henvendt til en anden læser inddrager egne erfaringer og viden i et sagligt argument for en mere klar strategi for universiteterne:

@Dan helt enig - og det er en af de interessante udfordringer at gøre klar i en strategi for et universitetet. Kan man kombinere de to ting er det selvfølgelig optimalt - hvilket jeg som konkret og aktuelt eksempel fra min egen forskning ser digitialisering af kommunikationen med det offentlige som et eksempel på: Hvis det kan lykkes (som den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi har som mål) at lave digitale tjenester der er så venlige at bruge at unge såvel som ældre vil foretrække at bruge dem fremfor at skrive et brev eller møde op personligt så har man en løsning der både skaber mellemmenneskelig værdi (fordi det bliver nemmere at klare sin kommunikation med det offentlige uanset alder) og værdi i kroner og ører fordi man kan betjene borgerne 20 gange billigere (…).

For at fastholde debattørernes opmærksomhed og gøre dem klart, at vi ville bruge deres kommentarer, brugte jeg her min moderation til at opmuntre og rose deltagerne, ligesom jeg bad dem følge op på deres kommentarer:

51

@Olav: Tak for dine spørgsmål - jeg tager dem videre til mandagens debat. Forslaget om ECTS-merittering er et interessant bud på at skabe den kultur Steffen Thybo Møller efterlyser. Har du nogle forslag til hvilke former for aktiviteter, der burde belønnes?

Enkelte af kommentarerne indeholder ikke argumenter, men kun spørgsmål til det efterfølgende debatarrangement som Jakob Givskud, der i en længere kommentar leverer disse bud:

Bliver de studerende belønnet for at være kreative? Er der plads til, at være eksperimenterende? Bliver man belønnet for noget ekstraordinært? Får de vejledning, hvis de selv kommer med et selvstændigt projekt?

For at indbyde Jakob til selv at argumentere for sine synspunkter stiller jeg følgende spørgsmål:

@Jakob. Tak for din kommentar. Har du et bud på, hvordan man kan styrke kulturen for de studerende og de ansatte - og hvilken kultur ser du gerne fremelsket?

Spørgsmålet får den ønskede effekt i et længere svar, der indledes med @Lars. Man må skelne imellem strukturelle løsninger og lokale løsninger. Jeg kan her kun komme med nogle “outlines”...

Undervejs byder flere studerende og forskere ind med deres argumenter og spørgsmål, der holder debatten på et højt deliberativt kvalitetsniveau. Der var forud for onlinedebatten ikke tilmeldt mere end 7 deltagere til mandagens debat i Informations lokaler. Tallet steg efterfølgende til 15, men desværre stadig ikke nok til at Information ønskede at gennemføre debatten, og i den sidste ende måtte jeg derfor meddele læserne:

@Jakob og @alle: Gode konkrete forslag som mange af de andre her i tråden. Jeg ville ønske jeg kunne bringe dem videre i debatten, men jeg må desværre meddele jer alle, at debatten mandag er blevet aflyst. Vi gemmer forslagene i skuffen til næste universitetsdebat, og jeg har givet jeres ideer og inputs videre til vores Fakultetsjournalister.

Den målrettede indsats for at sætte rammer og mål for debatten ved at knytte den til et senere debatarrangement i Informations lokaler resulterede i en stort set ”ren” debat, der udelukkende bestod af saglige argumenter. Der var således ikke behov for at fokusere debatten eller fremhæve de debattører, der holdt tonen. Moderationens løbende mål blev derimod at holde liv i debatten, ved at spørge ind til debattørernes argumenter og rose dem for deres forslag i et forsøg på at stimulere til yderligere debat. Debatten blev dog aldrig velbesøgt og primært opretholdt af 6-7 engagerede læsere. De meget konkrete mål og rammer, kan muligvis have skræmt læsere væk, der ikke følte direkte tilknytning til universiteterne og dermed emnet for debatten.

4.2.3 Case #3: Er det os eller dem? I et form for åbent brev til Karen Hækkerup leverer professor Henning Bech fra Københavns Universitet og Mehmet Ümit Necef, lektor fra Syddansk

52

Universitet, en kritik af nogle udtalelser fra integrationsministeren om familiemønstre i indvandrermiljøet. En nyligt udgivet undersøgelse, Ung 2011, konstaterer, at der foregår en massiv social kontrol af de unges kærligheds- og sexliv fra forældrenes side, og Karen Hækkerup kaldte rapporten for nedslående og ualmindelig deprimerende læsning. Det er dog ikke så meget den udtalelse, der har fået de to opinionsforfattere på barrikaderne, men derimod integrationsministerens forklaring på problemet. Hun ser det nemlig som et resultat af 10 års fejlslagen integrationspolitik fra den tidligere regering. Ifølge hende har en skadelig dem-os retorik haft en negativ indvirkning på integrationen og nærmest skubbet indvandrere ned i en grøft, hvor de kigger indad mod egne værdier og traditioner frem for at åbne sig mod det danske samfund.

Den udtalelse har vakt harme hos de to forskere, der i stedet mener, at det er indvandrernes familietraditioner, der har skabt en barriere til det danske samfund. Derfor stiller de spørgsmålet til ministeren, om det altså er danskerne, der har fået indvandrerne til at udvikle bestemte kontrollerende familieformer?

I en eksemplificering drager de en udtalelser fra to fundamentalistiske salafister, som til Jyllands-Posten erklærede sig imod homoseksuelle, Kurt Westergaard og andre undergravende aktiviteter i det danske samfund. Karen Hækkerup tog ganske vist afstand fra udtalelserne, men dog med samme formaning om, at Danmark skal passe på med ikke at skubbe folk væk fra os og over i et andet fælleskab. Efter en kritik af denne udtalelse efterspørger de to debattører argumentation for integrationsministerens påstand om kausalsammenhængen i disse forhold.

Moderation og debat Læserdebatten har indledningsvis lidt svært ved at finde de rette ben at stå på. Et eksempel er Niels-Holger Nielsen, der langer sarkastisk ud efter de to indlægsforfattere uden helt at kritisere deres budskab:

Det er væmmeligt, når familiens kontrol af individet står i vejen for samfundets kontrol af samme. I øvrigt er jeg skuffet over det sproglige og retoriske niveau hos de to akademiske fugleskræmsler.

Andre griber det mere lødigt an som Dorte Sørensen, der argumenterer:

Undskyld – men skal vi ikke komme videre? Derudover skal huskes at det danske samfund for mindre end 100 år siden havde de samme regler, som vi kritiserer andre for i dag. Fx blev lige arveret for mænd og kvinder først indført i Danmark i 1920érne. Forældre bestemte også hvem deres børn burde giftes med osv. Er der ikke flere fællestræk end forskellighed? Hvorfor skal vi blive ved og ved at puste til forskellighederne?

Som debatten skrider frem, udvikler den sig langsomt til en stereotypisk debat om dem-og-os-retorikken. Min opgave som moderator bliver at åbne debatten, og et af redskaberne er at udfordre læserne på deres fordomme ved at bringe nye perspektiver ind.

For først at bidrage med lidt substans til debatten, har jeg i en kort bemærkning linket til en artikel på information.dk, hvor avisen har skrevet

53

om den undersøgelse, Ung 2011, som er genstand for kritik. Som i de fleste andre tilfælde, hvor moderationen kun bidrager med information, kommer der her ingen respons fra læserne, der overordnet holder sig til emnet.

Der er på dette tidspunkt ikke som sådan brug for moderation, der kan ændre fokus eller tone, men den er som sagt gået en anelse i stå, og udvikler sig ikke videre. I løbet af dagen er der imidlertid indløbet en interessant pressemeddelelse fra den ellers så radikale muslimske forening Hizb-ut-Tahrir, der argumenterer for, at det er helt utidigt for politikerne at blande sig i familielivet og dets traditioner. Et ganske legitimt argument, som jeg videreformidler til læserne i et håb om, at de kan se bag de gængse fordomme over for foreningen:

Et andet underliggende, men interessant skisme er, hvorvidt det overhovedet er politikernes opgave at blande sig i familielivet, såsom Karen Hækkerup lægger an til. I en ganske velargumenteret pressemeddelelse skriver Hizb ut-Tahrir bl.a.: ”[Det er] naturligt, også i ikke-muslimske familier, at forældre vejleder og sætter rammer for deres børn, for det er netop forældrenes opgave og en naturlig del af opdragelsen. Den såkaldte ”sociale kontrol” eksisterer således i alle samfund i større eller mindre omfang. Spørgsmålet er blot: Hvilke værdier skal familierne værne om? Her bør man spørge: Hvorfor vælger politikerne at fokusere på de muslimske familier og ikke på familier, der er katolikker, Jehovas Vidner eller hinduister, skønt de også afviser seksuelle forhold før ægteskabet? Og hvorfor falder politikernes fokus ustandseligt på muslimerne og deres værdier og ikke på alle andre, der lever efter et sæt værdier, der ikke er dikteret af de vestlige samfundsnormer?” Har Hizb ut-Tahrir ret i deres kritik?

Kommentaren udløser ikke nogen storm af indlæg – hverken mod Hizb-ut-Tahrir eller generelt. Efter to lange og velargumenterede indlæg om individ og kultur og et par mindre kommentarer, dør debatten ud igen, som det viser sig at den ofte gør mellem kl. 12 og 16. I et forsøg på at holde de mest velargumenterede læsere interesserede i debatten, henvender jeg mig direkte til dem for at fremhæve dem som gode eksempler og stimulere dem til yderligere deltagelse:

@Carsten Hansen: Du skriver, at det ikke er diskrimination at påpege forskelle i familiemønstre, men det centrale i denne debat er vel også mere om det pålægger staten at lovgive eller diktere familielivet. Lad os formode (som @Stig Rasmussen skriver), at de fleste familier ønsker det bedste for deres børn.

Kommentaren indeholder ikke nogen spørgsmål, men trods risiko for at lukke debatten om en lille kreds, er håbet, at den vil inspirere andre læsere til at følge dette spor i stedet.

Strategien bærer frugt. Debatten breder sig herefter effektivt og i god deliberativ kvalitet som fx Karsten Aaen, der indleder et længere argument i denne lette, men dog saglige tone:

Problemet for mig at se dette: Vi tror her i Danmark at vi er så individuelle og så forskellige; det er vi ikke! Og vi tror, at vi år så frie og åh så frejdige - og at vi vælger på baggrund af vor frie vilje - næsten frit hængende i luften

54

mens vi som Pinocchio synger:’der er ingen bånd der binder mig’. Men sandheden er at vi spundet ind i bånd, dels af vor familie-tradition, dels af vor samfunds-tradition, dels af den sociale kontrol, vore venner udøver. Især mødre kan måske tale med om den sociale kontrol de udøver over hinanden. Og hvem i parcelhus og villa Danmark tør leve uden den nok så berømte Webergrill? (…)

Debatten er dog som følge af min direkte henvendelse til en vis grad blevet en debat mellem læserne og moderator frem for læserne imellem. Det foregår dog på et højt deliberativt niveau med videnskabelige referencer som Carsten Hansen:

Som skrevet i mit indlæg, så er jeg ikke ude i generaliseringer, med hensyn til indvandrere ( 2x præciserer jeg dette). men ikke desto mindre betyder de kulturelle forskelle for mange, at der skal navigeres mellem det kollektivistiske og det individualistiske. Hvis man læser Thomas Ziehe ” Om den kulturelle frisættelse” og f.eks Knud Illeris om “Identitetsudvikling og selvorientering”, samt Bourdieu om ” Kapitaler, felter og habitus”, så er alle enige om at det EN DEL unge med indvandrerbaggrund og specielt deres forældre som er opvokset i hjemlandet, kan være svært at tilpasse sig den senmoderne individualisering.Dette er ikke en kritik af indvandrere, men nærmere er forklaring på at derKAN opstå problemer, blandt andet social kontrol og manglende uddannelse.

Trods det gode svar må debatten dog ikke udvikle sig til en udveksling hvor jeg bliver part i debatten, så jeg undgår så vidt muligt selv at argumentere for og imod, men roser i stedet læserne for deres perspektiveringer og stiller spørgsmål til deres argumenter:

@Søren Kristensen: Tak for din kommentar, men når du fokuserer på salafisterne, som er nogle af de mest skriftstro muslimer, giver du så ikke dem en uforbeholden stor stemme i debatten om islam og demokrati?

@Carsten Hansen Godt svar, men Hizb ut-Tahrir rejser en interessant kritik af netop individualiseringen, og om den også kan være en hindring for et godt liv. Det kan jo i hvert fald næppe benægtes at individualiseringen splitter en række af de traditionelle fællesskaber, og spørgsmålet er vel om hvilke nye fællesskaber, der tager form i disse år. Hvis jeg skal smide en litterær reference må det være til Erich Fromms “Flugten fra friheden”, som vi portrætterede i 2000.

@Per Langholz Tak for linket

Der er ikke på dette tidspunkt nogen, der stiller spørgsmålstegn ved eller undrer sig over min deltagelse i debatten. Referencen til salafister og Hizb-Ut-Tahrir leder heller ikke til rabiate kommentarer, hvilket dog nok mere er et cadeau til informations læsere og debattører og en bekræftelse af det høje intellektuelle, tolerante og venstreorienterede miljø end selve moderationen. Det bliver højest til nogle få opklaringer som Stig Rasmussen, der sagligt argumenterer:

55

@ Lars Højholt: Muslimer i Danmark er ikke Hizbut tahir/salafister og på den anden side de moderate. Størstedelen af muslimer i danmark er ganske fredelige men dybt konservative på niveau med Jehovas vidner og ønsker at bibeholde en vis segretion indenfor den islamiske/kulturelle kontekst. Man kan bare læse Rushy Rashids/Jens Haarders biografi og se hvor svært den pakistanske familie havde det med at hun valgte en dansk mand på trods af at der blev foretaget en islamisk vielse. De “såkaldte moderate” udgør kun en marginal del, men er mere iøjnefaldende.

Eller Jakob Scmidt-Rasmussen, der måske nærmest undrende over de manglende angreb skriver:

Få erindrer, HVOR radikalt et parti, Hizb Ut-Tahrir er, selvom det ikke er nogen nyhed, at partiet er både antidemokratisk, militaristisk og racistisk. Maajid Nawaz var med til at stifte den danske afdeling af Hizb Ut-Tahrir. Han tager nu afstand fra radikale islamofascister og arbejder for at afradikalisere dem i sin organisation Qulliam Foundation.

For at fastholde fokus på organisationens argument og ikke dets fortid svarer jeg dog afsenderen direkte:

@Jakob Scmidt-Rasmussen Der er ingen tvivl om, at Hizb ut-tahrir er leveringsdygtige i nogle særdeles radikale kommentarer og holdninger. Men de har skrevet en velargumenteret og interessant pressemeddelelse, som udfordrer Karen Hækkerup og undersøgelsen Ung2011 og derfor fandt vi det relevant at inddrage her.

Tonen er som det fremgår af de ovenstående eksempler på dette tidspunkt ganske saglig, debatten holder sig på sporet og læserne indgår i dialog, om end meget af den er henvendt moderatoren. Grundet debattens famlende indledning og lettere kliché-prægede argumenter, der ikke skabte nogen fremdrift, udfordrede jeg læserne med information og spørgsmål fra en aktør, der er behæftet med (ofte berettigede) fordomme. Det bragte nyt perspektiv og gødede jorden for en debat, der var både dialogisk og saglig.

4.2.4 Case #4: Det svigtede menneske Der er to karriereveje i Danmark: Gør det godt på arbejdsmarkedet og høst roser for din dygtighed, eller gør det godt i socialsystemet og høst gevinster på din ynkelighed. Stadig flere vælger den sidste vej. Det slider på sammenhængskraften, lyder de skarpe indledende ord i en kronik, der som ventet ikke modtages med begejstring af Informations læsere.

Professor Ole Thyssen fra CBS leverer en voldsom kritik af velfærdsstaten for at være så omklamrende, at den giver svage borgere en mulighed for at gøre ”karriere” som svag og dermed nyde en livslang forsørgelse på velfærdsydelser. Når svaghed ikke betyder rå nød, men opmærksomhed fra et korps af professionelle — læger, psykologer, socialarbejdere og pædagoger — åbner svaghed en adgang til gevinster, det er besværligt at opnå på anden vis, lyder det.

56

Kritikken er dels et angreb på velfærdsmodtagerne for bevidst at fremstå svagelige, udygtige og inkompetente for at gøre karriere som velfærdsmodtager, og dels en kritik af systemet og dets håndlangere, eller jammerens heppekor, for at reproducere disse mønstre og lægge det røde tæppe ud for de svage for bevidst eller ubevidst at mele deres egen kage.

I en naturlig forlængelse af kritikken, opfordrer Ole Thyssen folk til at tage ansvar for sig selv, hinanden og systemet som helhed, for at kunne bevare deres egen værdighed og for ikke at tære på de dygtiges loyalitet over for de udygtige. En ganske almindelig liberal kritik af velfærdssystemet pakket ind i en svulstig og uforsonelig retorik, som jeg ventede ville reflekteres i debatten, der med 317 kommentarer (182 til analyse) blev den længste debat i den periode, jeg var til stede på avisen.

Moderation og debat Ikke uventet er en række af læserne spydige og hadske i deres indledende kommentarer på debatten. Debatværten Espen Fyhrie slettede blandt andet denne hadske ytring fra Kaspar Olsen:

Løsningen er vel hvis man ellers tør gå ud af den tangent, der jo ligger lige uden for denne artikels ellers synlige klaviatur - at sende de udygtige og svage i KONCENTRATIONSLEJR?!?!?!?

Andre går direkte til angreb på forfatteren med hånende og sarkastiske ytringer, hvor der ikke udvises respekt for afsenderen. Dorte Sørensen skriver bl.a.: Har ”den gode Filosof” gået glip af at blive kontanthjælpsmodtager eller hvorfor denne groteske tankegang.

Kirsten Svejgaard: Hvad for en verden lever du i, Ole Thyssen? Du aner jo ikke et klap om, hvordan tingene foregår!

Og endelig en sarkastisk opfølgning fra Kaspar Olsen: afgjort en artikel der også rejser det spændende spørgsmål om en professor som Ole Thyssen kan fratages sit professorat ved en sikkert følelsesladet ceremoni og ikke mindst licensen til at tænke - i det hele taget.

Selvom opinionsindlægget føres i hård tone, og debatten af og til afspejler dette, er det interessant at se, at læserne også selv agerer moderatorer, der dæmper retorikken, som fx Doris Møller:

Det er klart, at overdrivelse fremmer forståelsen. Men hvis man - for at dyrke sine egne idiosynkrasier - overdriver et enkelt aspekt ved samfundsudviklingen, gør man sig blind for, at der måske er andre og vigtigere aspekter, der trækker i en helt anden retning (…).

Niels-Simon Larsen følger op på dette synspunkt uden direkte at henvende sig til Doris Møller med denne kommentar

Det kan være ligegyldigt, om det er nogens eller ens egen skyld. Der skal rettes op på miseren. For tiden siger man, at de unge beskylder sig selv for deres manglende succes. Nå, for et par generationer siden var det samfundets skyld. Hver gang man fyrer dette batteri af skyldskanoner af,

57

bliver resultatet det samme: passivitet. Personligt har jeg noget på Ole Thyssen, men overordnet har han sgu da ret i sin analyse. For mig at se har vi bevæget os ind i en diagnosekultur, der uvægerligt bryder sammen, når nu nedturen rammer os med sin jernhånd.

Om søgen efter skyldspålæggelsen medfører passivitet knyttes ikke her til viden, og kommentarens efterfølgende holdningsprægede udsagn mangler også en mere direkte kobling til et belæg, før det kan karakteriseres som fuldbyrdet argument. Men for at holde fast i skyldspørgsmålet og for at bevæge mig ind i debatten uden at træde på et minefelt, tilføjer jeg først følgende information og links, der neutralt skal holde fokus på skyldsspørgsmålet. Indlægget er adresseret Doris Møller, som har sat det spor i gang med sit saglige argument og sigter dermed mod at fremhæve hendes bidrag som standard.

@Doris Møller - din pointe om individualiseringen af ansvaret er et indspark i denne debat, som vi dækkede for nyligt under overskriften Det er ikke længere samfundet skyld, som bygger på undersøgelsen Når det er svært at være ung i DK — unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv fra Center for Ungdomsforskning.

Informationen giver ikke nogen umiddelbar respons, og har ikke nogen effekt, der kan spores direkte i debatten. Kort efter leverer jeg dog endnu en information og et link til en sideløbende debat på et andet debatprojekt under Information ved navnet 100dage. 100dage forsøger at engagere danskerne i at debattere konkrete løsninger, og jeg kan her bruge det til at supplere debatten med information, teksten er efter min indledning et direkte udtræk fra 100dage:

Ole Thyssen indlæg knytter sig også til den igangværende debat på 100dage, der fokuserer på de 800.000 mennesker, der permanent er uden for arbejdsmarkedet. Billedet har ikke forandret sig de seneste 15 år, selv om konjunkturen er gået op og ned. De mange udstødte slider ikke alene på de offentlige budgetter, men også på solidariteten i samfundet. 800.000 er unægteligt mange, og det er en væsentlig udfordring at få debatteret, hvad det skyldes og hvordan vi kan bryde den onde cirkel.

Indlægget skal således bidrage med mere konkret information til debatten, ligesom den indeholder et spørgsmål, der lægger sig i halen på Ole Thyssens indlæg og dermed fastholder konfrontationen med læsernes synspunkter uden at jeg som moderator gør mig til afsender eller fortaler. Den detalje hæfter debattørerne sig dog ikke helt ved og Randi Christensen svarer direkte til mig med denne ytring.

@Lars Højholt - det er naturligvis en overordentlig væsentlig - ja faktisk fuldstændig grundlæggende - udfordring at få debatteret, hvad arbejdsmarkedets status skyldes. Så når hr. Thyssen vurderer situationen stigmatiserende entydigt og bærer ved til det bål, hvorover “de svage” og “udstødte” sagte skal ristes, må der gives svar på tiltale.

For at undgå at blive part i debatten, svarer jeg hurtigt.

58

@randi: Det var såmænd heller ikke et forsvar for Ole Thyssen, men nærmere en opfordring til alle om at fortsætte den gode debat. Hvis ikke I mener Ole Thyssen har ret, hvilke andre forklaringer og løsninger bør vi så kigge mod?

Som et eksempel på debattens asynkrone natur indløber der et argument fra Peter Jensen, der ikke knytter sig til ovenstående kommentar, men den foregående:

@Lars Højholt: “De mange udstødte slider ikke alene på de offentlige budgetter, men også på solidariteten i samfundet.” Denne din sentens indskriver sig i samme diskurs som Thyssens idiosynkratiske teser om hvad der virker nedbrydende på den mellemmenneskelige tillid og solidaritet i Danmark; ‘de udstødte’ slider på solidariteten. Samtidig ses der bort fra allehånde kulturelle (konkurrencesamfund og individualiseringsdiskurs/de store fortællingers bortfald m.m.) og strukturelle (arbejdsmarkedets omkostningseffektiviseringsræs har i de senere år reduceret arbejdsmarkedets rummelighed - mens den aktive arbejdsmarkedspolitik og den sociale forebyggelsesindsats i betydelig grad er skåret bort) forhold som kan give væsentlige forklaringer på at der ikke tænkes i samme solidariske baner som det f.eks. var tilfældet for 20 år siden.

Selvom Peter Jensen dermed ikke har set eller forstået, at jeg har citeret et andet oplæg, argumenterer han sofistikeret for, at Ole Thyssens kritik er ensporet, fordi den hverken forholder sig til de kulturelle eller strukturelle årsager til det store antal borgere på overførselsindkomster.

I det store hele har debatten et højt deliberativt niveau hvad angår tone, argumenter, argumenter og dialog og de spredte harske indlæg (som Steen Grønlunds: Helt igennem en syg kronik. Om forfatteren er syg, udygtig eller svag - eller måske har lidt af det hele i et uskønt blandingsforhold - vil en psykopatologisk udredning sikkert kunne afklare), rodfæster sig aldrig.

Tværtimod præsenterer læserne løbende argumenter, der ikke kun baserer sig på holdninger, men også på et imponerende kendskab til faktuelle oplysninger og litteratur, der kan belyse kronikken fra andre perspektiver. F.eks. skriver Jens Aage Jeppesen:

Ole Thyssens analyse kan opfattes som en opdateret pseudo-humanistisk version af socialdarwinismen, således som den blev formuleret og begrundet af filosoffen og liberalisten Herbert Spencer, der flere år før Darwin publicerede formulerede den tautologiske frase: “Survival of the fittest”. Udviklingen op gennem 1800-tallets Europa og USA prægedes af økonomisk vækst, men samtidig af forfærdende sociale forhold i de voksende storbyer (…).

Jens Aage Jeppesen fortsætter sin lange udredning af filosofiske perspektiver fra Herbert Spencer m.fl., før han leverer et bud på en løsning, som jeg tidligere har efterspurgt i mine kommentarer:

Løsningen på de problemer omkring “manglende grænser for hjælpsomhed” som vort velfærdssamfund vitterligt står til halsen i og som de socialistiske samfund led skibbrud på, må efter min opfattelse bestå i indførelse af en

59

general social basisydelse (borgerløn) til afløsning af en uoverskuelig myriade af særskilte sociale ydelser til specielle formål - kontanthjælp, boligstøtte, folkepension, invalidepension, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. Samlet har disse sociale ydelser til formål at supplere indkomsten hos grupper, som har ‘for lave’ indkomster. Men det er sandt at sige en besværlig måde at løse lavindkomstproblemet på.

Jens Aage Jeppesens lange og interessante indlæg modtager både anbefalinger og ros af bl.a. Randi Christensen, der eksplicit udtrykker sin respekt for afsenderen, mens hun udtrykker mangel på respekt for dem, der tales om:

@Jan Åge Jeppesen - tak for dit informative indlæg. Her ses neoliberalisternes tankegods tydeligt og i al sin afstumpede dumhed - tak for ingenting og fattighjælp.

Debatten har på dette tidspunkt været vidt omkring, og selvom den stadig lever lystigt, bevæger den sig ikke umiddelbart videre. I et forsøg på at levere et nyt ståsted og vise læserne, at jeg aktivt lytter og hjælper dem i debatten, leverer jeg denne opsummering

@alle: En opsummering af debatten: Der er mange af jer, der leverer den grundlæggende kritik, at samfundsudviklingen og de stigende krav til produktivitet og arbejdsevne hægter flere og flere af. Her kan vi dog i det mindste trøste os med, at Danmark samler nogle flere op, end man gør i andre lande. Ole Thyssens holdning i dette indlæg er så i denne sammenhæng, at staten har gjort det for nemt at blive samlet op. At der er en gruppe i samfundet, der i bund og grund godt ville kunne tage ansvar for sig selv, men bevidst fralægger sig det ansvar. Her er mit spørgsmål til den videre debat: Vi har som samfund brug for indtægter for at kunne opretholde de velfærdsydelser, der ikke mindst skal samle de svageste op, og den velfærd der former det samfund, vi har bygget. Hvis I ellers er enige I, at der trods alt er nogle, der bevidst forfalder til at lade staten tage vare på dem, ser I så dem som usolidariske over for det fælles samfund, eller som rebeller imod samfundsudviklingen? Og i forlængelse heraf - skal vi tvinge disse mennesker på arbejdsmarkedet eller betragte deres fravalg som en naturlig konsekvens af samfundsudviklingen, som vi accepterer?

Reaktionen herpå er ganske positiv. 4 læsere anbefaler kommentaren og Niels-Simon Larsen, der langsomt begynder at være en allieret i debatuniverset roser:

Ros til Lars Højholt for at samle op. Det er virkelig et nybrud, at ’Information’ går tæt på debattørerne.

Enkelte kommentarer kritiserer dog dele af opsummeringen. Kim Gram skriver: er det finanscapitalisterne der omtales? eller de, såkaldte, liberale landbrug? Og Randi Christensen undrer sig over, at jeg ikke har inddraget de mere venstreorienterede argumenter i min opsummering. For at bibeholde den positive stemning omkring min tilstedeværelse, forsøger jeg at imødegå deres kritik bl.a. med referencer og links til de synspunkter og debattører, der efterspørges:

60

@Randi Christensen og @Kim Gram Jeg fandt et klip med Herman Daly på Youtube, og Inge Røpke har vi også tidligere interviewet her i avisen, hvor hun bl.a. har udtalt: “Man kan godt argumentere for, at en nedsættelse af forbruget giver dobbelt dividende ved at gavne miljøet og samtidig tillade os at arbejde mindre og slappe mere af. Eller omvendt: At økonomisk vækst har omkostninger, der rammer livskvaliteten: Stress, helbredsproblemer, ulighed m.m. Det er bare ikke sådan folk selv oplever det. Det er argumenter, der har gyldighed på det kollektive niveau, og derfor må det handle om kollektive, politiske beslutninger.”

Det er absolut en vigtig og grundlæggende kritik af vores samfund, men mange er jo overordnet set ganske tilfredse med samfundsudviklingen. De ser gerne, at markedet holdes i noget strammere snor og staten spiller en vigtig rolle - en rolle som Ole Thyssen her sætter spørgsmålstegn ved. I har ret, når I antyder, at jeg holder her debatten i midtersporet med mine spørgsmål til jer, men I er mere end velkommen til at udfordre ud over de grænser. God debat

Debatten deler sig herefter i to spor, hvor det ene jagter løsninger som fx Doris Møller, der efter et langt argument skriver: 1. Red de børn, der lever under kummerlige forhold, så de ikke viderefører den tunge sociale arv. Andet forslag til del-løsning er:2. Drop den lovgivning, der fungerer som benspænd for syge og ledige. Sig så ikke, Lars Højholt, at vi debattører ikke leverer løsninger!

Et andet spor fortsætter kritikken, at det ikke giver mening at lede efter løsninger på at mindske antallet af borgere på overførselsindkomster, når det er systemet, der er skyld i deres situation. I et forsøg på at udnytte den optjente goodwill, udfordrer jeg den gruppe med et spørgsmål, som både fastholder en kritik fra Ole Thyssen, men som samtidig imødegår kritikken fra de mest venstreorienterede. Målet er at bringe dem tilbage i et mere forsonligt spor med de andre ved så nænsomt og enkelt som muligt at få dem til at forlade deres yderposition:

@alle Der er flere af jer, der indirekte bringer det skisme frem, at grundlaget for en videre diskussion af Ole Thyssens indlæg afhænger af, hvorvidt man anerkender, at der er nogle borgere i systemet, som modtager mere hjælp end de har brug for eller godt af. Ud over de mange, der som @Doris Møller refererer til, vitterligt har brug for hjælp, er I så enige i denne præmis? Og i så fald - accepterer I det som en naturlig og økonomisk acceptabel konsekvens af det danske velfærdssystem, hvor man gerne vil sikre at alle, der har brug for det, får den fornødne hjælp? Eller vil I, som Ole Thyssen lægger op til, gøre det sværere for den gruppe at udnytte systemet?

Moderationen får dog ikke helt den tilsigtede effekt, og et par efterfølgende kommentarer synliggør, at netdebat i dette forum ikke altid har til hensigt at nå mod konsensus, men til tider mere er afløb for frustration. Uden det dog nødvendigvis leveres i hård tone. Som her Kristina Nordentoft: @ Lars Højholt. Jeg ser ingen i Ole`s indlæg, der ikke har brug for den hjælp de får! (…). De folk der kan arbejde, der udnytter systemet, burde selvfølgelig få

61

lukket kassen i. (…). De fleste arbejdesløse på kontanthjælp, kæmper for at komme tilbage i ordinær arbejde, men det er svært i dag.

Kirsten Svejgaard viser dog tilnærmelse med dette holdningsbaserede argument: Der har altid været og vil altid være en lille håndfuld mennesker, der bevidst udnytter systemet til at modtage mere hjælp, end de har brug for. Denne kendsgerning kan aldrig blive et argument for den omfattende mistænkeliggørelse, umyndiggørelse og overadministration, som man nu udsætter samtlige syge og arbejdsløse for (…).

Debattørerne er generelt uenige i, at der findes en stor gruppe svage borgere, som bevidst kæmper for at forblive uden for systemet. Selvom der er en villighed til at acceptere, at en mindre gruppe måske falder i denne kategori, fastholdes fokus på de arbejdsløse og de strukturelle og kulturelle årsager til at de ikke længere er at finde på arbejdsmarkedet. Debatten holder nu sit fokus på denne gruppe og deres vilkår og enkelte læsere begynder at bidrage med argumenter baseret på egne erfaringer som arbejdsløse, syge eller på anden vis på overførselsindkomster.

Doris Møller skriver: Når nu Kirsten Svejgård har taget det skridt at bringe en historie fra det virkelige liv, så vil jeg da også godt levere en: For nogle år siden var jeg sygemeldt og gik og ventede på en stor operation. Der var 8 ugers ventetid på operationen (…).

Efter en længere udredning af hændelsesforløbet afslutter hun:

Det er den slags benspænd, man som sygemeldt borger bliver udsat for. Det kan godt være, at folk på Ole Thyssens ide opfatter den slags historier som klynkeri og offermentalitet fra de såkaldt svages side. Men sygdom kan ramme alle mennesker. De velstående har bare en fradragsberettiget forsikring, som gør, at de kan blive opereret på privathospitaler uden ventetid. Og hvem betaler for det? Det gør de fattige via deres skattebetaling!

For at honorere læsernes mod til at stå frem og for at bibeholde fokus på erfaringer, der kan bringe et mere jordnært perspektiv ind i velfærdsdebatten skriver jeg følgende:

@Kirsten Svejgård, Doris Møller og Vibeke Carøe, m.fl. Tak for jeres historier - det er stærkt at I deler dem, og det giver absolut perspektiv til Ole Thyssens indlæg. @alle De ovenstående eksempler er også fortællinger, om hvordan vejen tilbage til arbejdsmarkedet kan foregå, og det er efterhånden den retning debatten har taget. Så hvordan kan vi på bedste vis inkludere dem, der står uden for arbejdsmarkedet? Årsagerne er naturligvis mange - strukturel arbejdsløshed, fysiske og psykiske lidelser, osv. Hvis I har lyst til at dele jeres erfaringer, holdninger og ideer til det fokus, hvad er så den rette vej tilbage på arbejdsmarkedet derfra?

På dette tidspunkt, ca. 150 kommentarer inde i debatten, er der godt 10-12 faste aktive deltagerne, hvor de fleste fortsætter kritikken af Ole Thyssen og debatterer med de 2-3 læsere, der fastholder og forsvarer professorens pointer. Debatten forløber i fin tone, og mit engagement udfases

62

efterfølgende, idet jeg afventer svar fra Ole Thyssen på 5 kritikpunkter jeg har opsamlet fra læserne og konfronteret ham med. Svarene indløber dog først efter en uge, og indgår dermed ikke i analysen. I en kort bemærkning giver svarene ny benzin til debatten, der fortsætter i flere uger efter, men grundlæggende kredser sig om de allerede dækkede temaer.

4.2.5 Sammenfatning af kvalitativ analyse Som de fire cases viser, afstedkommer de fleste proaktive moderationsinitiativer en vis effekt på læsernes kommentarer. Men det er ikke alle moderationsværktøjer, der har lige store eller vedvarende effekter på kommentarernes dialog, tone, respekt og argumentation – de bærende variable i operationaliseringen af det deliberative demokrati.

De redskaber, der har haft de mindst synlige effekter, har været information, opsummering og ros.

Jeg har som moderator ofte anvendt information til at etablere de første bånd til læserne i indledningen af debatten. For at afklare eventuelle tvivlspørgsmål har jeg indhentet og publiceret information, som kunne hjælpe dem videre i debatten og på den måde etablere et tillidsbånd mellem læser og moderator. Men informationen er meget sjældent anvendt i den videre debat, og de mest iøjnefaldende reaktioner fra læserne har været, når læserne har klikket anbefal kommentar og tilkendegivet deres tilfredshed med mit bidrag, hvilket de kun har gjort i enkelte tilfælde.

De fire tilfælde hvor jeg har lavet en opsummering af debatten har reaktionen været den samme. Den strategiske bagtanke var igen at etablere et fællesskab og tillidsbånd med læserne ved at lytte aktivt og anvende deres kommentarer. Det gav en række anbefalinger og i enkelte tilfælde også positive kommentarer fra læserne, der ytrer deres glæde over, at en journalist fra bladet tager aktiv del i debatten. De ytringer er leveret i saglig, respektfuld og rosende tone. Men det er ikke muligt at spore en synlig og direkte effekt i retning af flere argumenter og mere refleksion fra læserne.

Samme reaktion var også at finde, når jeg har anvendt ros til at belønne læserne for gode og indsigtsfulde kommentarer. Sådanne kommentarerer afstedkom positive tilkendegivelser fra læserne, men ikke nogen synlig effekt på argumentation. For de tre ovenstående redskaber gælder det dog, at de ikke aktivt beder læserne om at reagere. De er alle passive redskaber, hvis vedvarende effekter i bedste fald er afledte. De positive reaktioner har været få, og debatten har hurtigt bevæget sig videre. Om information, opsummering og ros har været fællesskabsdannende og bidraget til at opbygge læsernes selvidentitet er ikke noget, der kan afklares i analysen.

Det mest anvendte værktøj i moderationen og det redskab med de mest tydelige effekter var gennemgående at stille spørgsmål til læserne. Det er i bund og grund netop dette værktøj, man ofte forbinder med moderatorens virke, og formålet er netop at stimulere til aktiv deltagelse ved at skabe en retning for læsernes argumenter. De mest synlige effekter var den øgede argumentation fra læserne og i mindre grad en ændring i tone og respekt, der

63

virkede forholdsvis konstant i debatmiljøet. I et vist omfang svækkede spørgsmålene dog den direkte dialog, fordi de afbrød læsernes interne diskussioner. Spørgsmålene skabte således et nyt fundament for den videre debat, hvor de hver især påbegyndte deres indsats ved at argumentere ud i rummet, før de igen rettede fokus mod hinandens bidrag. Ofte var den direkte dialog dog også rettet mod moderator og først senere i kommentarsporet, blev debatten igen bredt ud. Den positive effekt af spørgsmål på læsernes argumentation havde således den lidt negative effekt, at den af og til bremsede den igangværende debat, mens der ikke var nogen forskel at spore i tone og respekt, undtagen når læserne henvendte sig direkte til moderator.

Spørgsmål blev dog ofte anvendt sammen med andre af moderations værktøjer, som når jeg efter en opsummering eller ved fremhævelse af gode eksempler, har anvendt dem som fundament for et nyt spørgsmål. Denne kombination af redskaber, hvor det er læsernes egne bidrag, der fremhæves og anvendes som fundament for mit efterfølgende spørgsmål, havde en stærk og ofte mere vedvarende effekt. I opinionsindlægget Er det os eller dem? lykkedes det at bringe nyt liv i debatten efter den i flere omgange var hendøende ved at fremhæve de gode eksempler og debattører og på den måde fastholde deres interesse i at fortsætte debatten. Opsummeringen skabte ofte en større kreds af debattører, fordi den refererede til flere læseres bidrag. I forsøget på at række ud efter de meste aktive og velargumenterede læsere og på den måde fremhæve det gode eksempel, udviklede debatten sig dog her mere til en udveksling mellem læserne og moderator. Begge redskaber havde således til hensigt at stimulere både til positiv og aktiv deltagelse samt være fællesskabsdannende, men i fremhævelsen af gode enkelteksempler var der enkelte tilfælde, hvor det mindskede inklusionen og skabte et mere snævert felt af debattører. Kvaliteten i det felt var dog til gengæld høj i både tone, respekt og argumentation.

Debatten om ambitionsniveauet på universiteterne i Universitet i krise – men hvilken krise? var på mange måder en mønsterdebat i fokus, tone, respekt og argumentation. Det primære fokus for moderationen var her at sætte konkrete rammer og mål for debatten ved at knytte den op til en reel begivenhed – den efterfølgende debat i Informations lokaler. Det har utvivlsomt haft betydning for den efterfølgende debat – samtlige indlæg forholdte sig til netop det spørgsmål eller de kommentarer, de andre læsere havde leveret. Rammesætningen kan dog formentligt ikke alene forklare det høje deliberative niveau. Universitetshistorier tiltrak højtuddannede deltagere fra universitetsmiljøet, hvor man kan formode, at de er vant til at levere argumenter i en mere sober tone. Moderationsperiodens anden artikel med uddannelse som emne viste således også et højt niveau i tone, respekt og argumentation. Rammer og mål viste dog også en stærk og lignende effekt i andre debatter, som da jeg fx i artiklen I statens tjeneste? koblede læsernes debat til vores egen interne debat på redaktionen. På den måde viste rammesætningen sig at være et af moderationens stærkeste værktøjer.

64

4.3 Kvantitativ analyse Da der som tidligere nævnt ikke er nogen kontrakt mellem avisen og læserne om hvilket emne, der skal diskuteres, er det ikke et ufravigeligt krav til den deliberative kvalitet, at debatten holder sig i det spor, der er givet af kildematerialet. Det er dog ønskværdigt i forhold til at sikre, at læsere ikke skræmmes væk, fordi enkelte deltagere har overtaget kommentarsporet med fx en diskussion om kommunismens fejl og utopier som tilfældet var i artiklen I statens tjeneste? Første indirekte indikator på den deliberative kvalitet er således læsernes evne til at bevare fokus i deres kommentarer. Overraskende nok viser resultaterne, at der med godt 76% mod hele 86% er en del færre læsere, der har holdt sig til at debattere det centrale indhold i de modererede debatter sammenlignet med kontrolperioden.

Fokus

Indho ld Per i fe r i Person Sprog

560 56 17 15 Kontro l

86,4% 8,6% 2,6% 2,3% 488 90 56 10

Moderat ion 75,8% 14,0% 8,7% 1,6%

Tabel 4.3.1: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Moderationen har ellers underliggende haft til hensigt at rette læsernes opmærksomhed mod kildematerialets åbenlyse dilemmaer for så vidt muligt at sikre en debat, der kredser sig om de samfundsrelevante temaer fra kildematerialet. Betragter man tallene nøgternt, ser det ikke ud til at have været en succes, da godt 10% af kommentarerne fra moderationsperioden i stedet rettede deres fokus på personer eller sproget i indlæg eller kommentarer. Et eksempel er Niklas Monrad, der i en sarkastisk kommentar til Mansour Heydari i artiklen Søvndal afviser kritik af dansk Syrienindsats skriver følgende: @Mansour The Filur: 1. en bold, bolden (det er nu anden gang jeg ser fejlen, derfor kommenterer jeg).

I kontrolperioden var tallet for indlæg rettet mod person eller sprog blot ca. 5%. Ligeledes var der også i moderationsperioden flere kommentarer, der bevægede sig væk fra det centrale emne. Som det blev klart under den kvalitative analyse, er der dog flere eksempler på debattråde, hvor debatten allerede er kraftigt afsporet, før moderationen går i gang.

4.3.1 Dialog Dialogen i debatten er derimod en direkte indikator på kvaliteten i debatten og i begge perioder har lidt under halvdelen af alle kommentarer haft eksplicit adresse i form af @, til, eller lignende indikatorer på direkte henvendelse.

Dia log A fsender Andre de l tagere Moderator Ud i rummet 20 268 0 360

Kontro l 3,1% 41,4% ,0% 55,6%

Moderat ion 14 228 60 342

65

2,2% 35,5% 9,3% 53,0% Tabel 4.3.2: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Dertil kommer de mange indlæg, der indirekte er henvendt hinanden, men som ikke er kodet som dialog, fordi de ikke er adresseret. Der er ikke et sammenligningsgrundlag til at påvise om denne andel er stor eller lille – altså om der er høj grad af dialog i forhold til andre fora. Jacob Linaa Jensen kan i sin ph.d.-afhandling fremvise en svarprocent på godt 95% (Jensen, 2006: 132), men det skyldes mere karakteren af det forum, han undersøger, hvor svar ikke er udtryk for en direkte henvendelse til en anden læser, men reelt bare en kommentar til en debattråd som kommentarer under en artikel.

Af tallene fremgår det, at der i moderationsperioden var færre kommentarer, der ikke var direkte henvendt nogen deltagere i debatten, uden at der dog er tale om en stor forskel. Næsten hver tiende kommentar var i moderationsperioden henvendt moderator, men tilstedeværelsen af en moderator har dog ikke haft nogen markant effekt på læsernes dialog. Den er blot spredt mere ud, så 9,3% af kommentarerne nu er adresseret moderatoren. De 60 kommentarer adresseret moderator kan ses i relation til mine 40 kommentarer med information, spørgsmål m.m. og således godt 1,5 direkte svar pr. kommentar. Det var dog, som den kvalitative analyse også viste, ikke alle kommentarer fra moderator, der affødte direkte respons.

4.3.2 Tone Når bloggere og journalister beklager sig over debatten på nettet er det ofte tonen, de hæfter sig ved. Det er tonen, de forsøger at ændre, når visse ord fremover skal godkendes (Juul, 2011) og når restriktioner har til hensigt at udelukke de brugere, der gemt bag pseudonymer udspyder deres galde i netdebatten. Som det fremgår af tabel 4.3.3 forholder læserne i næsten 60% af indlæggene sig til hinanden, materialet og argumenterne i en saglig tone. Det gælder både for perioden uden moderation og perioden med.

Tabel 4.3.3: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Samlet set er tonen dog en anelse bedre i moderationsperioden, således at der er færre hadske og ikke mindst færre sarkastiske kommentarer. I stedet er der næsten dobbelt så mange af læserne, der har udtrykt sig i rosende vendinger i moderationsperioden, som her Lars Dahl:

Jeg ser så mange gode kommentarer, og bliver linje for linje klogere på mit eget synspunkt.

Tone

Hån/had Sarkasme L igegy ld ighed Sag l ighed Ros 84 272 75 393 25

Kontro l 13,0% 42,0% 11,6% 60,6% 3,9% 79 234 81 386 45

Moderat ion 12,2% 36,3% 12,6% 59,8% 7,0%

66

De positive tendenser til trods, må man dog alligevel være påpasselig med at konkludere nogen markant positivt effekt af moderationen.

I moderationen har jeg ikke direkte anmodet læserne om at holde tonen, men har i stedet anvendt indirekte strategier, såsom at fremhæve de bedste eksempler på positiv, saglig argumentation og brugt dem som fundament til at bringe debatten videre. Moderationen har i disse tilfælde mere haft til hensigt at rette fokus tilbage på debattens centrale pointer, hvis den har bevæget sig over i perifere emner eller personrelaterede angreb som her Niels-Holger Nielsen, der leverer et hånende angreb på Ole Thyssen under opinionsindlægget Det svigtede menneske:

Udygtige mennesker er kompetente i deres udygtighed, og har ikke brug for inkompetente ledere, som er motiveret af sindsyge ideer om “musik i kostalden” (medarbejderhåndtering), som er udtænkt af et hundrede procent uproduktive nassere fra CBS.

Tone og fokus

Hån/had Sarkasme L igegy ld ighed Sag l ighed Ros

110 393 109 706 68 Indho ld

10,5% 37,50% 10,40% 67,40% 6,50% 15 77 33 52 2

Per i fe r i 10,3% 52,70% 22,60% 35,60% 1,40%

38 31 3 10 0 Person

52,1% 42,50% 4,10% 13,70% 0,00% 0 4 11 11 0

Sprog ,0% 16,00% 44,00% 44,00% 0,00%

Tabel 4.3.4: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Det er derfor relevant at se på tonen i relation til fokus for deltagernes kommentarer, for at se fokus på indhold medfører bedre tone.Som det fremgår af tabel 4.3.4, anvender læserne i 67,4% af alle indlæg, der vedrører indholdet i kildematerialet, helt eller delvist en saglig tone mod blot 35,6% i perifere indlæg og blot 13,7% i personrelaterede indlæg, hvor hånende og hadske kommentarer er den dominerende tiltaleform med 52,1% af kommentarerne.

Sammenholder vi disse tal med tabel 4.3.1, der viste, at der i kontrolperioden var en del flere læserkommentarer, der forholdte sig til det primære indhold, så er det alligevel imponerende, at de samlede tal for god tone er højere i moderationsperioden end i kontrolperioden.

At tallene i den sidste ende er bedre i moderationsperioden kan skyldes, at andre variable kan have en betydning for tonen, som jeg vil komme nærmere ind på i afsnit 4.3.4. Moderationens bestræbelser på at dreje debatten ind på sporet er enten ikke lykkedes til fulde, eller det kan skyldes, at debatten allerede var afsporet, før moderationen satte ind. Sammenholdt med tal for tonen, viser det dog, at bestræbelser på at få læserne til at holde sig til emnet, ville have båret indirekte frugt i kraft af bedre tone.

67

4.3.3 Respekt Det viser sig i tabel 4.3.5, at læserne ikke har udvist mere respekt for hinanden, når der har været en moderator til stede i debatten. Tværtimod er der hele 16,3% af kommentarerne mod 13,6% af kommentarerne i kontrolperioden, hvor læserne direkte udviser manglende respekt over for dem, de taler til. Her eksemplificeret ved Mansour Heydari svar til den hånende kommentar fra Niklas Monrad, der blev beskrevet tidligere:

@Niklas den Gnaven: Endelig kom du med noget der duer! Det med bold, bolden! Det er jeg rigtig glad for. Kom endelig med flere af denne slags rettelser.

Tallene viser dog også, at læserne i højere grad har forholdt sig mere til hinanden i moderationsperioden, og at der således er en del flere, der udtrykker reel respekt for den, de taler til. Tallene peger således lidt i hver sin retning, men giver dog indtrykket af, at de har forholdt sig mere til hinanden i moderationsperioden.

Respekt for dem der ta les t i l

Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt 88 548 12

Kontro l 13,6% 84,6% 1,9% 105 486 53

Moderat ion 16,3% 75,5% 8,2%

Tabel 4.3.5: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Billedet nuanceres yderligere, når respekten for dem, der tales om, inkluderes i tallene. Der er nemlig langt færre, der udviser disrespekt i moderationsperioden end i kontrolperioden.

Et eksempel på disrespekt for dem der tales om er Peter Pedersen, der omtaler udenrigsminister Villy Søvndal på følgende måde: Forkasteligt, at Sleepy Willy sover videre på posten, mens almindelige syrere bliver slagtet i gaderne.

Ser man samlet på tallene over den respekt, der udvises enten direkte til andre eller dem, der tales om, har læserne med 22,1% af kommentarerne generelt udvist mindre disrespekt i moderationsperioden end de 26,6% af kommentarerne fra kontrolperioden. Tallene viser samtidig, at læserne generelt udviser mindre respekt, når de taler om personer, der ikke er tilstede eller ikke indgår i læserens dialog, end til personer, der direkte indgår i debatten.

Respekt for dem der ta les om

Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt 257 375 16

Kontro l 39,7% 57,9% 2,5% 180 433 31

Moderat ion 28,0% 67,2% 4,8%

Tabel 4.3.6: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

68

At respekten er ulige fordelt mellem de to variable kan skyldes, at der i moderationsperioden var flere artikler og opinionsindlæg, hvor læserne direkte adresserede kilder eller afsender – dog uden at personen som sådan var til stede i debatten. Det gælder artiklen V-ordfører – vi vil bryde konventionerne med åbne øjne, hvor mange læsere henvendte sig til Venstres ordfører Karsten Lauritzen, opinionsindlægget Er det os eller dem? og ikke mindst opinionsindlægget Det svigtede menneske, der førte til en ophedet debat rettet mod afsenderen – professor Ole Thyssen fra Copenhagen Business School.

I kontrolperioden var det kun indlægget Økologi mætter ikke mange munde, hvor læserne i samme grad henvendte sig direkte til afsenderen. Det kan dog ikke forklare hele forskellen, for den overvejende del af kommentarerne er rettet mere mod andre læsere i debatten end mod afsenderen. En nærmere analyse af læserkommentarer rettet mod afsenderen viser, at i netop disse var der flest, der udviste manglende respekt for dem, de talte til.

Derudover var det også især de to udenrigspolitiske historier fra moderationsperioden, Søvndal afviser kritik af dansk Syrien-indsats og Iranske filmfolk lader sig ikke kue, der vakte en del direkte og ophidset debat mellem læserne, og debatten var generelt præget af disrespekt for dem, der taltes til. I begge tilfælde var 3-4 læsere på banen for regimet i både Syrien, og Iran og dialogen mellem Niklas Monrad og Mansour Heydari er taget herfra. I moderationen lykkedes det ikke at få læserne til at fokusere på de spørgsmål, jeg stillede som moderator, og den debat viser således også moderationens begrænsninger, når debatten er stærkt polariseret med to fløje, der har svært ved at finde fælles grund.

4.3.4 Argumentation Moderationsperiodens mest markante resultat er at finde i deltagernes brug af reel argumentation i debatten. I teori- og metodekapitlet blev argumentationens vigtighed understreget som en af de mest grundlæggende variable i undersøgelsen af deliberation, og det har derfor også været et af moderationens fokuspunkter. Det er netop deltagernes evne og vilje til at indgå i en oplyst argumentation, der er det deliberative demokratis omdrejningspunkt, som her Jakob Schmidt-Rasmussen, der under artiklen I statens tjeneste? argumenterer for, at det faktisk er relevant at dække politikernes privatliv:

At være politiker er et tillidshverv. Det er personen, som vælgerne stemmer på, for politikerne er ikke på nogen måde bundet af valgløfter, eller ”foreskrifter” fra vælgerne, ifølge Grundloven. Partierne er heller ikke nævnt i Grundloven. Derfor er det private ofte politisk relevant.

I tabel 4.3.7 fremgår det, at hvor kun 35,8% af indlæggene i kontrolperioden var argumenterende, var det tilfældet for 42,2% af indlæggene i moderationsperioden. I begge perioder er argumentationen dog den mest fremtrædende form for indlæg. Der er langt færre ”tomme” ytringer i moderationperioden, mens der dog er lidt flere ubegrundede påstande.

69

Argumentat ion

Y t r ing Påstand Argument Spørgsmål 217 122 232 77

Kontro l 33,5% 18,8% 35,8% 11,9%

163 130 272 80 Moderat ion

25,3% 20,2% 42,2% 12,4% Tabel 4.3.7: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Ovenstående eksempel fra Jakob Schmidt-Rasmussen er også et eksempel på, hvordan man kan anvende viden i sin argumentation, som 41,9% af deltagerne gjorde i moderationsperioden. I henhold til teorien om den kommunikative rationalitet er det dog ikke mindre validt at begrunde sin argumenter ud fra holdninger, hvilket, som det fremgår i tabel 4.3.8, var det primære belæg for læsernes argumenter i begge perioder. Det bekræfter dog vurderingen, at netdebatten primært er følelsesladet og intuitiv og at debatten sjældnere føres på et grundlag af viden og indsigt (DeLuca og Peebles, 2002: 129). En situation, der adskiller sig fra den politiske debat i Folketinget, hvor ordførere debatterer deres sagområder eller på TV, hvor eksperter indkaldes til at udtale sig om deres fokusområde.

Tabel 4.3.8: N(kontrol)=232, N(moderation)=272

Graden af læsernes belæg for deres argumenter har dog en større betydning for den deliberative kvalitet. Argumenterne i moderationsperioden var ikke entydigt mere velbegrundede end i kontrolperioden. Der var såmænd flere argumenter, hvor der ikke var klar sammenhæng mellem påstand og belæg, men til gengæld var der også i moderationsperioden hele 24,6% af argumenterne, der var aldeles velbegrundede med flere årsager og forklaringer. I kontrolperioden var det kun tilfældet for 19,6% af kommentarerne.

At der var flere inferiøre argumenter i moderationsperioden kan skyldes, at moderationen har haft til hensigt at få læserne til at argumentere mere for deres sag. Dermed kan det være, at læsere, der ikke normalt argumenterer stærkt for deres sag, har forsøgt sig på grund af opfordringen, men dog uden at besidde de rette evner eller erfaring til at konstruere et reelt argument med påstand og belæg, der er sammenhængende og meningsfulde.

Grad

In fer iør Kva l i f i cere t So f is t ikere t 14 174 44

Kontro l 6,0% 75,0% 19,0% 33 172 67

Moderat ion 12,1% 63,2% 24,6%

Va l id i te t

V iden Normer og ku l tur Ho ldn inger Er far inger 83 20 115 14

Kontro l 35,8% 8,6% 49,6% 6,0% 114 14 117 27

Moderat ion 41,9% 5,1% 43,0% 9,9%

70

Tabel 4.3.9: N(kontrol)=232, N(moderation)=272

Langt de fleste af debattørerne talte sjældent andres sag eller inddrog i hvert fald ikke eksplicit andre, der skulle drage nytte af pointen i deres argumenter. Det er i princippet ganske forventeligt, da der i et svagt fora som medierne ikke er tale om en fordelingspolitisk debat, hvor reelle midler tildeles den ene eller anden gruppe. Argumenterne til fordel for enkelte grupper eller det fælles gode har således primært været i forbindelse med værdipolitiske diskussioner, hvor der ikke mindst har været diskuteret mindretalsbeskyttelse i sagen om statsløse palæstinenserne i V-ordfører - vi vil bryde konventionerne med åbne øjne og homoseksuelles ret til at blive viet i kirken i Jeg er ikke i lommen på reaktionære præster og lignende.

Begrunde lse

Egen in teresse Gruppe Neutra l t Fæl les gode

2 63 126 41 Kontro l

,9% 27,2% 54,3% 17,7% 0 54 165 53

Moderat ion ,0% 19,9% 60,7% 19,5%

Tabel 4.3.10: N(kontrol)=232, N(moderation)=272

I det deliberative kvalitetsindex, refleksivitet, giver det ikke mening at konkludere på tallene. Den løbende dialog mellem læserne har sjældent givet anledning til den refleksion, der ellers burde være en vigtig del af progressionen i en debat. Med 98,3% i kontrolperioden og 96,7% i moderationsperioden er der stort set ingen kommentarer, der peger i retning af, at læserne er blevet overbeviste af hinandens argumenter eller har yderligere radikaliseret deres egne synspunkter på baggrund heraf. Det skyldes sandsynligvis, at der ikke i debatten i medierne er nogen beslutning, argumenteren skal arbejde sig hen imod, og at der derfor ikke er noget krav om at nå frem til enighed. En yderligere årsag til, at der måske ikke er så mange radikaliserede argumenter kan være, at radikaliseringen ofte ender i påstande og hård tone, og således ikke kodes med i argumentationen. Radikalisering er således primært at finde i retorikken og ikke i argumentationen.

Argumentationens afledte effekter Med øget argumentation som den mest markante og synlige forskel mellem kontrol- og moderationsperioden og med tanke på argumentationens betydning i det deliberative demokrati er det værd at undersøge denne variabel nærmere for afledte effekter på dialog, tone og respekt. Vi ved, at tonen i moderationsperioden er mere saglig og rosende på trods af, at der er færre kommentarer i moderationsperioden, der er rettet mod det primære indhold, og at den slags kommentarer ofte har en bedre tone. Spørgsmålet er således, om den lille samlede positive forskel i tonen i moderationsperioden kan skyldes det relativt større antal argumenter.

Der var kun godt 42,2% af kommentarerne i moderationsperioden, der var argumenter og 35,8% i kontrolperioden. Men for at tegne et stærkere billede inddrages alle 504 cases af argumentation fra både kontrol- og moderationsperioden i den følgende analyse af de indirekte effekter.

71

Som nævnt tidligere nævnt, er argumentationen den mest anvendte form for dialog i debatten. Det er dog især i den direkte dialog med afsender, andre læsere eller moderator, at læserne argumenterer frem for blot at skrive ytringer eller påstande. Kun når læserne kommenterer ud i rummet, er ytringer med 34,8% den mest anvendte form for dialog. Til sammenligning argumenterer læserne i 44,1% af indlæggene henvendt til afsender, 42,1% henvendt andre deltagere og hele 86,7% henvendt moderator. Så argumentationen er her indirekte en indikator for hvor meget dialog, der finder sted i debatten.

Mest markant er det, som det fremgår i tabel 4.3.11 at hele 95,4% af argumenterne helt eller delvis leveres i en saglig tone. I ytringer er det kun 31,1%, påstande 39,3% og i de retoriske eller reelle spørgsmål, læserne stiller hinanden eller afsenderen, er tallet 51,6%. Forskellen i tonen, når læserne reelt argumenterer for deres sag, er således særdeles markant. Det er dog i samme ombæring interessant, at selvom der med undtagelse af ytringer er færre sarkastiske undertoner i læsernes argumenterende kommentarer, er niveauet stadig på 34,1% eller godt en tredjedel. Antallet af argumenter i hadsk eller hånende tone er mindre i argumentationen, men dog stadig eksisterende med 8,3%. Samlet giver det anledning til tro, at ikke mindst sarkasmen er en uomgængelig og central del af den frie tone, man ofte genfinder i onlinefora. Selv når debatten på andre parametre er optimal i deliberativ forstand, er tonen ganske vist bedre, men bestemt ikke fri for sarkasme.

Tone

Had/hån Sarkasme L igegy ld ighed Sag l ighed Ros 60 121 96 118 25

Y t r ing 15,8% 31,8% 25,3% 31,1% 6,6% 53 144 27 99 7

Påstand 21,0% 57,1% 10,7% 39,3% 2,8% 42 172 9 481 29

Argument 8,3% 34,1% 1,8% 95,4% 5,8%

8 69 24 81 9 Spørgsmål

5,1% 43,9% 15,3% 51,6% 5,7% Tabel 4.3.11 N(kontrol)=648, N(moderation)=644

I de to variable for respekt tegner der sig det samme billede. Når læserne giver sig tid til at argumentere for deres sag og ikke blot slynger påstande eller ytringer ud i rummet, er resultaterne positive. Kun i 11,9% af argumenterne udviser læserne disrespekt for dem, de debatterer med. ”Kun” skal naturligvis ses i lyset af de andre former for læserkommentarer, og ikke i forhold til debatten i andre fora, som der ikke er kendskab til her.

Respekt for dem der ta les t i l

Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt 47 312 20

Y t r ing 12,4% 82,3% 5,3% 52 198 2

Påstand 20,6% 78,6% ,8%

72

60 411 33 Argument

11,9% 81,5% 6,5% 34 113 10

Spørgsmål 21,7% 72,0% 6,4%

Tabel 4.3.12: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Respekten for dem, der tales om, er også størst, når læserne argumenterer, men antallet af disrespektfulde kommentarer er dog noget højere end, når læserne direkte henvender sig til hinanden. 24,4% af argumenterne er således disrespektfulde over for dem, der tales til – dog mod hele 59,5% i påstande. Alle tal for de to variable for respekt peger således på, at læserne er noget mere respektfulde og høflige over for deltagerne i debatten end dem, der ikke har en stemme i debatten.

Respekt for dem der ta les om Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt 125 245 9

Y t r ing 33,0% 64,6% 2,4% 150 95 7

Påstand 59,5% 37,7% 2,8% 123 352 29

Argument 24,4% 69,8% 5,8%

39 116 2 Spørgsmål

24,8% 73,9% 1,3% Tabel 4.3.13: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

4.3.5 Læsernes dialog med moderator Hvor de foregående afsnit overvejende har behandlet de kvantitative data ud fra de skitserede variable for deliberativ kvalitet enkeltvis fokuseres der i dette afsnit på den direkte dialog mellem læserne og moderator og den mulige effekt på de endelige resultater.

Moderationen har i henhold til teorien og det udarbejdede kodeks for god moderation ikke mindst været iværksat, når det har været nødvendigt at bringe debatten tilbage på sporet. I den sammenhæng er det ikke overraskende at se, at næsten samtlige (93,3%) kommentarer målrettet moderatoren har forholdt sig til indholdet. Kun de enkelte kommentarer, der fokuserede på min rolle som moderator afviger i denne sammenhæng.

Vi ved fra tabel 4.3.1, at der med blot 75,8% i moderationsperioden mod 86,4% i kontrolperioden var færre kommentarer, der forholdt sig til indholdet på trods af tilstedeværelsen af en moderator. Resultaterne tyder altså på, at selvom læserne holder fokus, når de er i direkte dialog med moderatoren, så aflejres dette fokus enten ikke i den fortsatte dialog, eller også har der i læserkommentarerne fra moderationsperioden været langt flere debatter, der fandt mere perifære afveje undervejs.

Også i tonen er der meget positive resultater at hente i den direkte dialog med moderatoren, som det ses i tabel 4.3.14. 91,7% af kommentarerne, og således langt flere end henvendt til andre deltagere i debatten, blev holdt helt eller

73

delvis i en saglig tone og kun ganske få kommentarer indeholdt noget af den sarkasme, der ellers er at genfinde i lidt under halvdelen af alle kommentarerne. Debatten er generealt af bedre kvalitet i tone, når der er tale om en direkte dialog med enten moderator eller andre deltagere, end når læserne blot ytrer sig ud i rummet. Som eksempel på læsernes ændring i tone, er her en kommentar fra Randi Christensen, der raser over opinionsindlægsforfatter Ole Thyssen under kronikken Det svigtede menneske:

”De stærkeste overlever”! På hvilken præmis - Ole Thyssen - skal vi vælge ? Vær lige så venlig hr. Thyssen at tænke over det. Skal vi overhovedet vælge vores præmis, eller skal vi bare lade det rulle derudad, tage det til enhver tid eksisterende system for gode varer og så beskære ad hoc ?

I en direkte henvendelse til Randi Christensen, spørger jeg til hvilke løsninger, vi ellers som samfund bør kigge imod for at mindske antallet af borgere på overførselsindkomst. Tonen i hendes efterfølgende respons viser tydeligt ændringen i læsernes adfærd, når de konfronteres direkte med en moderator:

@Lars Højholt: Som antydet i mit indlæg mener jeg, at problemet er, hvorledes vi forholder os hensigtsmæssigt til biotopens ressourser. Vi er sociale væsener og er som sådanne født ind i fællesskabet – at blive udelukket på det foreliggende grundlag er en forbrydelse mod menneskeheden, undergraver systemet og ender derfor med at grave en grav for alle, hvis det ikke bliver ændret.

Tone

Hån/had Sarkasme L igegy ld ighed Sag l ighed Ros 3 17 2 22 7

A fsender 8,8% 50,0% 5,9% 64,7% 20,6% 53 190 52 335 37

Andre de l tagere 10,7% 38,2% 10,5% 67,4% 7,4% 2 9 2 55 6

Moderator 3,3% 15,0% 3,3% 91,7% 10,0%

105 290 100 367 20 Ud i rummet

15,0% 41,3% 14,2% 52,3% 2,8% Tabel 4.3.14: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Kun 6,7% af kommentarerne adresseret til moderatoren udtrykte mangel på respekt for mig eller mine kommentarer, og det var de 4 indlæg fra læserne, der debatterede, hvorvidt moderationen var tegn på utidig indblanding. Disse eksempler er allerede skitseret i afsnit 3.2.1. Kun ved kommentarer ud i rummet var der færre, der udviste disrespekt, men det skyldes naturligvis, at der sjældent var en direkte adressat at udvise disrespekt overfor. Kun når læserne specifikt har målrettet deres kommentar til @alle eller lignende er der kodet for disrespekt i henvendelser ud i rummet.

Respekt for dem der ta les t i l

Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt 14 17 3

A fsender 41,2% 50,0% 8,8%

74

141 311 45 Andre de l tagere

28,4% 62,6% 9,1% 4 46 10

Moderator 6,7% 76,7% 16,7%

34 660 7 Ud i rummet

4,9% 94,2% 1,0% Tabel 4.3.15: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Kommentarer ud i rummet behøver ikke at være direkte adresseret nogen i debatten, men kan sagtens omtale nogen, og her er andelen af kommentarer med manglende respekt langt højere end i samtlige andre kategorier. Der tegner sig altså et billede af, at kommentarer, der ikke indgår i en direkte dialog med andre, i deliberativ forstand er af dårligere kvalitet. Noget mere overraskende er det dog, at hele 20% af kommentarer til moderatoren, trods den gode tone og respekten for moderatoren, alligevel udviser disrespekt over for dem, der tales om. Det kan tyde på, at læserne som sådan ikke ændrer deres argumenter, når de taler med moderatoren. De ytrer blot samme holdning i dog noget bedre vendinger end i den øvrige debat.

Respektgruppe

Ingen respekt Imp l ic i t respekt Eksp l i c i t respekt

5 29 0 A fsender

14,7% 85,3% ,0% 99 382 16

Andre de l tagere 19,9% 76,9% 3,2% 12 47 1

Moderator 20,0% 78,3% 1,7% 321 350 30

Ud i rummet 45,8% 49,9% 4,3%

Tabel 4.3.16: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Af tabel 4.3.17 fremgår det, at læserne i deres dialog med moderatoren argumenterer langt mere for deres sag end ellers. Overvældende 86,7% af kommentarerne, mod blot 44,1% som det næststørste antal, er målrettet afsenderen. Peter Andreas leverer i debatten for opinionsindlægget Er det os eller dem? først dette sarkastiske spørgsmål, der refererer tilbage til en vending fra indlægsforfatterne:

Hvad mener I egentligt med at lade udtalelser fra 2 depraverede ekstremister stå som sandhedsbevis for en generel tendens blandt ”indvandrergrupper”?

Trods det sarkastiske tonefald er spørgsmålet ganske relevant i forhold til konteksten. I tråden spørger jeg senere læserne om politikerne overhovedet bør blande sig i indvandreres tilgang til opdragelse og refererer til en pressemeddelelse fra Hizb-ut-Tahrir, der netop stiller dette spørgsmål. Spørgsmålet afføder en ganske positivt debat, og i saglig tone rettet mod moderator indleder samme Peter Andreas et langt argument med følgende:

75

@Lars Højholt: Det er nemlig et rigtigt interessant spørgsmål, specielt i en dansk kontekst, hvor vi er så ekstremt nomos-styrede. Det giver sig udslag i en række fænomener, lige fra (…).

Argumentat ion

Y t r ing Påstand Argument Spørgsmål 6 3 15 10

A fsender 17,6% 8,8% 44,1% 29,4% 125 81 209 82

Andre de l tagere 25,2% 16,3% 42,1% 16,5%

5 1 52 2 Moderator

8,3% 1,7% 86,7% 3,3% 244 167 228 63

Ud i rummet 34,8% 23,8% 32,5% 9,0%

Tabel 4.3.17: N(kontrol)=648, N(moderation)=644

Hvad der ikke fremgår af tallene er dog den oplevelse, at moderationen oftere lokker andre og nye læsere til debatten, der er interesserede i en saglig debat. De positive tal for argumentation rettet mod moderator skyldes noget sjældnere læsere, der tidligere i debatten primært har udtrykt sig i hadske ytringer, men nu forholder sig sagligt og argumenterende.

4.3.6 Sammenfatning af den kvantitative analyse Overordnet viser tallene fra den kvantitative analyse, at den deliberative kvalitet er en anelse højere i den periode, hvor moderationen har fundet sted end tilfældet var i kontrolperioden.

Det er ikke gennem moderationen lykkedes at øge den direkte dialog i debatten. Ganske vist er der en del kommentarer, som er direkte henvendt moderator, men resultaterne tyder på, at dialogen med moderator så at sige tager pladsen fra læsernes øvrige dialog, således at der stort set er samme antal kommentarer, som er direkte henvendt andre deltagere i debatten i begge perioder. Det skal her påpeges, at resultaterne af variablen dialog ikke nødvendigvis er helt retvisende for dialogen i debatten, da kun de eksplicitte henvendelser indgår heri.

Effekterne af moderationen på tonen bekræfter umiddelbart fornemmelsen fra den kvalitative analyse, nemlig det, at tonen er forholdsvis konstant uanset moderationen. Resultaterne er ganske vist en anelse mere positive i moderationsperioden, men det kan skyldes, at den store andel af saglige kommentarer i læsernes direkte henvendelse til moderator. At tonen var bedre skal ikke mindst ses på trods af, at færre kommentarer i moderationsperioden havde forholdt sig til de centrale temaer fra kildematerialet og at kommentarer rettet mod perifere emner, sprog eller personer havde en langt større andel af had/hån og sarkasme. Det gav anledning til en forventning om, at andre variable måtte have haft en betydning for, at resultaterne i den sidste ende var positive.

Svaret kan være at finde i læsernes argumentation, der står tilbage som det mest iøjnefaldende og mest positive resultat i forskellen mellem kontrol- og

76

moderationsperioden. I den periode hvor moderationen stimulerede læserne til aktivt at argumentere for deres sag, var der ganske mange, der fulgte den opfordring, ligesom de anvendte flere kvalificerede og sofistikerede belæg for deres argumenter. Da det samtidig viser sig, at tonen er af langt højere kvalitet, når læserne argumenterer (hele 95,4% ført i saglig tone), end når de blot skriver ytringer og påstande, virker det som den sandsynlige årsag til, at tonen i den sidste ende er mere positiv i moderationsperioden. Når den positive tone i argumentationen alligevel ikke har bidt sig fast og har en større påvirkning på de endelige tal, kan det skyldes, at andelen af argumenter kun er på 42,2% i moderationsperioden mod 35,8% i kontrolperioden.

Argumentationen havde også en positiv indflydelse på deltagernes respekt for dem de taler til og respekt for dem de taler om. Samlet set var andelen af disrespekt en anelse lavere i moderationsperioden end i kontrolperioden, men dog stadig ganske høj. Ligesom for variablen tone tyder det på, at respekten ikke påvirkes direkte i særlig høj grad, men er forholdsvis konstant. Der tegner sig således et billede af, at debatten på nettet har faste tiltaleformer, og at den stærkeste effekt er at finde i indholdet mere end formen.

Læsernes dialog med moderatoren kan dog til en vis grad siges at have haft en positiv indflydelse på de endelige resultater. Der er således i denne dialog en markant forskel på læsernes tone, respekt og argumentation, der alle var af langt højere kvalitet end i den øvrige debat. Trods de forholdsvis få direkte henvendelser (60 ud af 644) har den høje kvalitet her haft en positiv indflydelse på de endelige resultater af den kvantitative analyse.

77

5. Konklusion

Kan proaktiv moderation forbedre kvaliteten af debatten på mediernes onlineplatform? Og hvilke moderationstrategier påvirker læsernes måde at debattere på nettet?

Resultaterne fra dette kvasi-eksperiment af netdebatten på Dagbladet Information tegner et interessant billede. Det overordnede indtryk er, at en proaktiv moderation faktisk formår at påvirke den deliberative kvalitet af læsernes debat på nettet. Generelt har moderationen positive effekter på de fleste deliberative parametre – både når data analyseres kvalitativt og når resultaterne sammenholdes med kontrolperioden uden indgriben fra en moderator. Specialets stærkeste resultater er påvirkningen af læserne til i stigende grad at anvende argumenter i deres bidrag til debatten. Da argumenter generelt har et lang højere deliberativt niveau også i tone og respekt, giver den forhøjede argumentandel tillige indirekte effekter på de øvrige parametre.

De samme positive resultater var at spore, når læserne var i direkte dialog med moderatoren. Det interessante perspektiv i denne sammenhæng er, at moderatoren dog ikke helt lever op til kriterierne for den herredømmefri samtale. Moderatoren besidder nemlig både en identitet og en autoritet i debatten ved at være knyttet til Dagbladet Information, ligesom han er bindeleddet til den redaktion, der i første omgang har vakt læsernes interesse og respekt. Ved at slække på kravene for de deliberative procedurer, den herredømmefri samtale, er det således lykkedes at styrke den deliberative proceskvalitet. Det giver dog ikke anledning til at konkludere, hvorvidt deliberationen ville være af samme høje kvalitet, hvis de andre deltagere i debatten havde flere informationer tilknyttet deres identitet.

78

Tilsammen har det øgede antal argumenter og læsernes positive interaktion med moderatoren haft en positiv effekt på tone og respekt, og i en grad der viser et anelse højere niveau for disse to elementer af den deliberative kvalitet i debatten fra moderationsperioden.

Effekterne på tone og respekt er dog ikke større, end at den positive dialog med moderatoren og det øgede antal argumenter ikke har båret de afledte effekter på tone og respekt videre ind i debatten. Muligheden for at ændre på tonen i debatten – det forhold, som får flest medier til at regulere adgangen til kommentarsporene – har således vist sig sværere end som så. Mens moderationen nok påvirker graden af argumentation i læsernes kommentarer på nettet positivt, er effekten på tonen og respekten altså kun minimal. Moderationen har heller ikke haft nogen markant effekt på at skabe mere dialog, der er stort set konstant over de to perioder.

Hvad angår moderationsstrategierne viser undersøgelsen, at mens ekstra information og ros har begrænset effekt på de variable, der måler debattens deliberative kvalitet, er der tydelige effekter at spore, når moderationen stiller direkte spørgsmål eller sætter rammer og mål for debatten. Indsigterne fra den kvalitative analyse af de fire cases, hvor jeg som moderator har været mest aktiv, viser, at en aktiv moderationsstrategi også giver respons hos læserne – i mange tilfælde direkte til mig som moderator.

I det hele taget tyder undersøgelsen på, at effekten af moderationen er stærkest umiddelbart efter, at den eksterne moderering har fundet sted. I minutterne og kommentarerne umiddelbart efter, at jeg som moderator, har blandet mig i debatten, leverer læserne som udgangspunkt mere kvalificerede kommentarer i forhold til dialog, saglig tone, respekt og argumentation. Men som tiden går, glider debatten som regel tilbage til sit eksisterende niveau, undtagen i de tilfælde, hvor debatten får tildelt et meget klart mål.

Litteraturen byder ikke på eksempler og studier, der kan tjene til direkte sammenligning med dette speciale. Resultaterne bekræfter ganske vist den erfaring, der er gjort med moderatorer i andre studier (Jensen, 2006; Dahlberg, 2001; Janssen & Kies, 2005; Sæbø, Rose & Molka-Danielsen, 2010; Edwards, 2002). De viser nemlig at proaktiv moderation har en positiv effekt i offentligt initierede projekter og den effekt er således også at genfinde, når den anvendes i debatten på information.dk. Det metodiske apparat ikke mindst omkring moderationen og dens kobling til en operationalisering af det deliberative demokrati er dog langt mere udførligt og detaljeret gennemført i dette studie end i nogen af de foregående.

På trods af de positive resultater fra den direkte dialog med moderator, det større antal argumenter og de positive afledte effekter på tone og respekt, har den samlede effekt af moderationen på den deliberative kvalitet i debatten på information.dk, ikke mindst på tone og respekt, ikke været markant. Det kan skyldes en række faktorer.

For det første kan det selvfølgelig skyldes moderatorens evner – dvs. den praktiske implementering af de forskellige moderationsstrategier. En mulig forklaring er altså, at jeg som moderator ikke har evnet at stille gode nok spørgsmål eller skabt tilstrækkeligt klare mål og rammer for debatten, uagtet

79

strategiernes teoretiske kvaliteter. Det er i hvert fald ikke alle spørgsmål, der har haft lige positiv og vedvarende effekt i debatten. I forlængelse af moderationens udførelse kan det dog også skyldes, at redskabet mål og rammer, der havde den største positive effekt, kun blev anvendt i tre tilfælde og kun i et enkelt tilfælde helt fra starten af debatten. Med de klare positive resultater af den moderationsstrategi virker det sandsynligt, at en større anvendelse af dette redskab kunne have skabt mere markante resultater.

For det andet kan det skyldes, at det ganske enkelt tager længere tid at indlejre en ny og stærkere debatkultur på nettet, og at det tager tid at bygge et tillidsbånd til læserne, der kan medføre en stærkere og mere vedvarende kvalitet. De indirekte effekter af at skabe fællesskab og tillidsbånd til læserne ved at bidrage med information, opsummering og ros kan også have været lidt for indirekte til at have en effekt på kort sigt. Det tillidsbånd, der dog var skabt til de læsere, hvis gode eksempler, jeg havde fremhævet, medførte et forsvar for min indgriben, da en gruppe gik til angreb på mit virke i opinionsindlægget ”Jeg vil ikke have en ny iPhone, jeg vil have et nyt liv”. En længere periode som moderator ville kunne styrke båndet til flere læsere. Dermed ikke udelukket, at effekten kan være større på et senere tidspunkt, hvor læserne er mere forvænte med, at redaktionen deltager.

En tredje faktor, der kan have betydning for tonen i den efterfølgende debat, er tonen fra afsenderen. Ole Thyssen svulstige og uforsonlige sprog i Det svigtede menneske afspejlede sig synligt i debatten, men dette var ikke et parameter, jeg kontrollerede for i udvælgelsen. I det hele taget kan man diskutere, om jeg skulle have kontrolleret for flere parametre i udvælgelsen af mit datamateriale, og dermed kunne have fået nogle stærkere resultater. Det er naturligvis ikke muligt at finde helt igennem sammenlignelige debatter, og kommentarer og forskelle kan være svære at identificere. Der skulle dog i moderationsperioden færre debatter til for at nå op på de 644 kommentarer til analyse, og det kan skyldes, at kildematerialet i moderationsperioden har været mere provokerende for læserne og dermed stimuleret til mere aktivitet. Materialets provokerende karakter kan have trukket den deliberative kvalitet ned og på den måde sløret moderationens positive effekter.

De svage resultater på tone og respekt kan i henhold til afsnit 3.1 også skyldes, at niveauet allerede er ganske højt blandt Informations homogene og intellektuelle læserskare. Ikke desto mindre var der en udbredt sarkasme i begge perioder og en forholdsvis konstant andel af disrespektfulde kommentarer. Når en sådan tone også forekommer i dette, relativt homogene og uddannede miljø, kan det være en bekræftelse af DeLuca og Peeples (2002) vurdering af, at nettet har en veletableret tone, der er mere følelsesladet og direkte tone, på samme måde som Folketinget har sin faste tone. Hvis vi betragter Information som en best case i den forstand, at effekter her vil være svagere end i andre knap så homogene fora, må det vurderes, at moderationen også ville kunne have en positiv indflydelse på den deliberative kvalitet i debatten på politiken.dk, b.dk og lignende.

Analysen af den deliberative kvalitet af debatten på information.dk giver ikke noget svar på, hvor stærk internetdebatten er i forhold til andre fora. Det ville være interessant at sammenligne med folketingsdebatter, debatter ved partimøder, folkemøder, debat mellem venner m.fl., før man kaster en endelig

80

dom over debatniveuaet på nettet. Debatten på nettet er meget mere synlig, giver mulighed for refleksion over kvaliteten, som man måske godt kan miste, når man står i en real-life situation.

Der er til dette speciale udviklet et konkret metodeapparat ikke blot til den konkrete moderation, men også til at analysere effekterne heraf på den deliberative kvalitet. Ethvert medie, der ønsker at dokumentere sin evne til at agere forum for demokratisk debat, kan således få gavn af de anviste metoder. De deliberative parametre udviklet i dette speciale kunne fx anvendes til at analysere effekterne af Politikens nye restriksive CPR-registrering, som blev lanceret i januar 2012.

Specialet giver også anledning til at konkludere, at moderationen virker bedst når der er et strategisk fokus for debatten. At den så at sige gør tilnærmelser til at ligne de mere stærke og formelle beslutningsfora (Fraser, 1990). Når journalister og debattører kritiserer netdebatten for at være for harsk og flagrende, overser de måske, at netdebatten faktisk sagtens kan have en værdi – for læserne selv, fordi den kan virke dannende når ellers kvaliteten forbedres, men også for dagbladene, hvis disse formår at skabe en retning og anvende læsernes bidrag strategisk og konstruktivt.

81

6. Summary

The Wild West of Deliberative Democracy? A Study in the Effects of Moderation on the Quality of the Debate in Online Newsmedia

For years it has been clear that the internet have never really fulfilled the many hopeful expectation of a widespread inclusion in a larger democratic webdebate unbound by time and space. When newspaper websites opened its gates to the masses online they instead got a narrow and simmering debate, that far from lives up to the high expectations of the deliberative democracy, that is centered around the public debate between citizens and politicians alike. In recent years that has lead to increased restrictions on who are allowed to participate in these controlled online news platforms. The reaction has thus far been an attempt to exclude the ”trolls” in the online community of the public debate on newspaper websites.

This thesis instead seaks out a more proactive strategy to improve the quality of the debate by introducing a proactive moderator in the online newsmedia debate. Moderation is believed to have had an effect on previous studies of online debates in publicly initiated decision fora meant to include the local community in public decision making. However, these effects have never been theoretized, isolated and studied in a direct relation to measures derived from theories of deliberative democracy. That combination thereby constitute the independent contribution to the litterature on online quality of debate.

In a unique quasi-experimental design this thesis thus sets out to test if moderating online debates on newspaper websites enhances the quality of the deliberation as I take up the role as a proactive moderator for three weeks at the daily newspaper Information. The results are analyzed first in a qualitative analysis where the independent tools for moderation and the effects hereof are investigated in case analysis. Secondly the overall strength of moderation is analyzed by comparing the data to equivalent data from a period without moderation.

This thesis concludes that proactive moderation indeed has a positive effect on the deliberative quality in the debate on information.dk. However some effects stronger that others. The moderation that seeked out to create specific goals for the debates proved the strongest and moderation in general managed to get the readers to argue stronger for their case. Also, readers held a high level of quality in their direct deliberation with the moderator. Both had strong effects on the tone in the debate and the respects between the readers, however not strong enough to create more than a slight change in the overall tone and respect.

82

7. Litteraturliste

Andén, Axel (2011a). Är kommentarerna förlorade? Mediavarlden.se: http://www.medievarlden.se/blogg/axel-anden/2011/08/ar-kommentarerna-forlorade

Andén, Axel (2011b). Utgivarne om kommentarer. Mediavärlden.se, 24. August, 16:53: http://www.medievarlden.se/nyheter/2011/08/utgivarna-om-kommentarer

Andersen, Lotte Bøgh, Kasper Møller Hansen, Robert Klemmensen (red.) (2010). Metoder i Statskundskab. 1. udgave, 1. oplag. København: Hans Reitzels Forlag

Baldersheim, Nanna (2009). Er nettdebatten så ille som sitt rykte? Et forsvar av debatten på Dagbladet.no. Norsk Medietidsskrit 16(2), side 180-186. Bergen: Universitetsforlaget

Bartells, Larry (2002). Beyond the Running Tally: Partisan Bias in Political Perceptions. Political Behaviour, vol. 24, 117-150.

Bruhn-Jensen, Klaus (2001). Dansk Mediehistorie. 1840-1880. Bind 1. Frederiksberg: Forlaget Samfundslitteratur

Brundidge, Jennifer og Rice, Ronald E. (2010). Political engagement online: do the information rich get richer and the like-minded more similar? in Chadwick, Andrew & Howard, Philip N. (eds.) The Routledge Handbook of Internet Politcs. New York: Routledge

Ciffolilli, Andrea (2003). Phantom Authority, Self-selective Recruitment and Retention of Members in Virtual Communities: The Case of Wikipedia. First Monday, 8(12). 13 oktober 2011.

83

http://firstmonday.org/htbin/cgiwrap/bin/ojs/index.php/fm/article/view/1108/1028

Cohen, Joshua (1989). Deliberation and Democratic Legitimacy, i A. Hamlin and P. Pettit (red.) The Good Polity: Normative Analysis of the State. Oxford: Blackwell, pp.17–34.

Cook, Timothy E. (1998). Governing with the news. Chicago: The University of Chicago Press.

Curran, James (2005). ”What Democracy Requires of the Media”, i Geneva Overholser og Kathleen Hall Jamieson (ed.). The Institutions of American Democracy, Oxford: Oxford University Press.

DeLuca, K., og Peeples, J. (2002): From public sphere to public screen: Democracy, activism and the ”violence” of Seattle. Critical Studies in Media Education, 19(2), 125-151.

Dahlgren, P. (1995). Television and the public sphere: Citizenship, democracy and the media. Thousand Oaks, Californien: Sage

Downs, Anthony (1957): An Economic Theoryy of Democracy. New York: Free Press

Dryzek, John (2000). Deliberative Democracy and Beyond. Oxford: Oxford University Press

Elkjær, Jakob (2010). Sådan redder de journalistikken. Aarhus: Forlaget Ajour

Elkjær, Jakob (2011). Politiken.dk bruger nyt våben mod had på nettet. Politiken.dk, 23. november 2011. http://politiken.dk/kultur/tvogradio/ECE1464265/politikendk-bruger-nyt-vaaben-mod-had-paa-nettet/

Eriksen, Erik Oddvar og Weigård, Jarle (2003). Kommunikativt demokrati. København: Hans Reitzels Forlag A/S

Eriksen, Thomas Hylland (2011). The Net of Hatred: After Utøya. OpenDemocracy.net: http://www.opendemocracy.net/thomas-hylland-eriksen/net-of-hatred-after-ut%C3%B8ya?utm_source=feedblitz&utm_medium=FeedBlitzEmail&utm_content=201210&utm_campaign=Nightly_2011-09-06+05%3A30

Fraser, Nancy (1990). Rethinking the public sphere: A contribution to the critique of actually existing democracy. Social Text, No. 25/26, side 56-80.

Freelon, Dean (2010). Analyzing online political discussion using three models of democratic communication. New Media & Society 12(7), pp 1172-1190. Sage

Goodin, Robert (2003). Democratic Deliberation Within. I Fishkin, James S. og Laslett, Peter (red.). Debating Deliberative Democracy. Oxford: Blackwell Publishing

84

Goul Andersen, Jørgen (2001). Politik og samfund i forandring, bind 2. København: Columbus

Grossman, L. (1995). The Electronic Republic: Reshaping Democracy in the Information Age. New York: Viking

Gutmann, Amy og Thompson, Dennis (2003). Deliberative Democracy Beyond Process. I Fishkin, James S. og Laslett, Peter (red.). Debating Deliberative Democracy. Oxford: Blackwell Publishing

Habermas, Jürgen (1987). The Theory of Communicative Action, bd. 2, Boston: Beacon Press

Habermas, Jürgen (1992). Further Reflections on the Public Sphere. I C. Calhoun (red.), Habermas and the public sphere. Cambridge, MA: MIT Press

Habermas, Jürgen (1994). Three Normative Models of Democracy. Constellations 1:1-10

Habermas, Jürgen (1996). Between facts and norms: contributions to a discourse theory of law and democracy. Cambridge, Polity Press

Habermas, Jürgen (2005). Concluding Comments on Empirical Approaches to Deliberative Politics. Acta Politica 40, 384 – 392.

Habermas, Jürgen (2009). Borgerlig offentlighed - Offentlighedens strukturændring. Undersøgelser af en kategori i det borgerlige samfund. København: Informations Forlag

Halskov, Lars (2007). Læsernes redaktør: Når nyheder bliver til holdninger. Politiken, 15. april, 2007.

Hayes, Andrew F., Krippendorff, Klaus (2007). Answering the Call for a Standard Reliability Measure for Coding Data. Communication Methods and Measures, 1 (1), 77-89

Hjarvard, Stig (1995): Nyhedsmediernes rolle i det politiske demokrati. København: Statsministeriet (Medieudvalget)

Ihlebæk, Karoline Andrea og Ytreberg, Esben (2009). Moderering av digital publikumsdeltakelse: Idealer, praksiser og dilemmaer. Norsk Medietidsskrift, 16 (1), 48-64.

Information (2011). Debatregler. http://www.information.dk/debatregler. 29. oktober, 2011.

Janssen, Davy og Kies, Raphäel (2004). Online Forums and Deliberative Democracy: Hypotheses, Variables and Methodologies. Working paper for the conference ”Empirical Approaches in Deliberative Democracy”, Florence 22-23 May, 2004

Janssen, Davy og Kies, Raphäel (2005). Online Forums and Deliberative Democracy. Acta Politica, 40, 317-335

85

Juul, Laura (2011). Berlingske strammer op på debatten. B.dk, 26.juli kl. 13.17. http://www.b.dk/nationalt/berlingske-strammer-op-paa-debatten

Levy, P. (2002). Cyberdemocracy. Paris: Odile Jacob

Ling, K., Beenen, G., Ludford, P., Wang, X., Chang, K., Li, X., Cosley, D., Frankowski, D., Terveen, L., Rashid, A. M., Resnick, P., and Kraut, R. (2005). Using social psychology to motivate contributions to online communities. Journal of Computer-Mediated Communication, 10(4), article 10.http://jcmc.indiana.edu/vol10/issue4/ling.html

Krippendorff, Klaus (2004). Content Analysis – An Introduction to Its Methodology. Thousand Oaks: Sage Publications.

McManus, John H., (1996). Market-Driven Journalism - Let Citizen Beware? London: Sage Publications Inc.

McNair, Brian (2000a). Journalism and democracy: A millenial audit. Journalism Studies, 1, 197-211

McNair, Brian (2000b). Journalism and democracy. An evaluation of the political public sphere. London: Routledge

McQuail, Denis (1992). Media Performance: Mass Communication and the Public Interest. London, Sage Publications

Milner, Henry (2002). Civic Literacy. How Informed Citizens Make Democracy Work. Hanover: Tufts University/University Press of England

Myhlenberg, Troels (2007). Opturen er en nedtur. RÆSON, 1. årgang, nr. 1, 294-301.

Neuendorf, Kimberly A. (2002). The Content Analysis Guidebook, Thousand Oaks: Sage Publications.

Norris, Pippa (2000). A virtous circle? Political communications in post-industrial democracies. New York: Cambridge University Press.

Purcell, Kristen; Rainie, Lee; Mitchell, Amy; Rosenstiel, Tom; Olmstead, Kenny (2010). Understanding the Participatory News Consumer. PEW Research Center. http://www.pewinternet.org/Reports/2010/Online-News.aspx, 5. oktober 2011.

Putnam, Robert (2000). Bowling Alone. The Collapse and Revival of American Community. New York: Simon & Schuster

Rasmussen, Annegrethe (2011). Den rene fuck-debat. Dagbladet Information. 11. marts 2011.

Riffe, Daniel og Stephen Lacy, Frederick G. Fico (2005). Analyzing Media Messages – Using Quantitative Content Analysis in Research. New York: Routledge.

Rolland, Asle (2006). Commercial news criteria and investigative reporting. Journalism Studies, vol 7, issue 6 pp. 940-963.

86

Rühne, Elisabeth (2006). Kære Læser. Berlingske Tidende, 27. august 2006, 1. sektion, side 4.

Ryan, Richard M. & Deci, Edward (2000). Intrinsic and Extrinsic Motivation: Classic Definitions and New Directions. Contemporary Educational Psychologi 25, 54-67.

Schultz-Jørgensen, Kresten (2006). Al den snak om aviskrig. Politiken, 24. august 2006, 2. sektion, side 9.

Seidenfaden, Tøger (2006). Velkommen: Årgang 123, nummer 1. Politiken, 1. oktober 2006, 1. sektion, side 2

Shapiro, Ian (2002): Optimal Deliberation. The Journal of Political Philosophy, volume 10, nummer 2, side 196-211

Snyder, M. & Cantor, N. (1998). Understanding personality and social behaviour: A functionalist strategy. I Daniel T. Gilbert, Susan T. Fiske & Gardner Lindsey (red.) The Handbook of social psychology, Vol. 1, 635-679. Boston, Mass: McGraw-Hill

Splichal, Slavko (2002). Principles of publicity and press freedom. Lanham, MD and Oxford, England: Rowman & Littlefield Publishers.

Steenbergen, Marco R.; Andre Bächtiger, Markus Spröndli & Jürg Seiner (2003). Measuring Political Deliberation: A Discourse Quality Index. Comparative European Politics I., 21 – 48.

Sunstein, Cass (2003). The Law of Group Polarization. In Fishkin, James S. og Laslett, Peter (red.). Debating Deliberative Democracy. Oxford: Blackwell Publishing

Szabo, Andras (2009). Measuring deliberation online. Working paper downloaded 21. September 2011: http://raatali.files.wordpress.com/2008/09/szabo_seminarpaper_09.pdf

Sæbø, Øystein; Rose, Jeremy & Molka-Danielsen, Judith (2010). eParticipation: Designing and Managing Political Discussion Forums. Social Science Computer Review 28(4), 403-426. Sage.

Sørensen, Anne M. (2006). Når aviserne politiserer. Politiken, 11. marts 2006, 3. sektion, side 1.

Tanner, Eliza (2001). Chilean Conversations: Internet Forum Participants Debate Augusto Pinochet’s Detention. Journal of Communication. Vol. 51, s. 383-402.

Toft, Dorte (2011). Kommentarkloak på nettet selvforskyldt. Klikgrådighed og naivitet. Berlingske. 21. juli 2011. http://bizzen.blogs.business.dk/2011/07/21/kommentarkloak-pa-nettet-selvforskyldt-klik-gradighed-og-naivitet/

87

Wahl-Jorgensen, Karin (2002). Coping with the meaninglessness of politics: Citizenspeak in the 2001 British gerneral elections. Javnost/The Public, 9(3), 65-82.

Wahl-Jorgensen, Karin (2007). Journalists and the public. Newsroom culture, letters to the editor and democracy. New Jersey: Hampton Press

Xenos, Michael (2008): New Mediated Deliberation: Blog and Press Coverage of the Alito Nomination i Journal of Computer-Mediated Communication, 13, 485-503