Om ventetiden: Lev, mens I venterSkrevet af Benedicte Pedersen, mor til Noah Siphelele og Marius Simanga

Efter nogle år i behandling for barnløshed blev min mand og jeg endelig godkendt til

adoption. Et valg eftertiden viste, at vi skulle have taget tidligere. Men man kan altid være bagklog.

I december 2005, efter kun 10 måneder på ventelisten, blev vi forældrefor første gang. Noah Siphelele var kun 3½ måneder gammel, da vi hentede ham i Johannesburg i Sydafrika.

Min mand Kent og jeg har ikke altid været enige om, hvor mange børn vi hver især gerne ville have, men beslutningen om at vi skulle have en lillesøster eller lillebror til Noah, var vi helt enige om. Den 1. december 2006, et års tid efter vi var blevet forældre til Noah, sendte vi derfor ansøgningen til Statsforvaltningen om, at vi gerne ville adoptere et barn mere. Landevalget var nemt. Vores andet barn skulle selvfølgelig også kommefra Sydafrika.

Gætterier og rygter, nej tak!

Selve godkendelsesprocessen blev længere, end vi havde regnet med.

Amterne var lige blevet nedlagt, og Statsforvaltningerne skulle overtage adoptionsområdet, papirer forsvandt, papirer dukkede op igen, vente på samtaler… Men endelig, i juli 2007, kom vi på ventelisten til Sydafrika hos AC Børnehjælp igen. Prognosen for ventetid var jo steget, siden vi ventede Noah. Derfor var vi anden gang vældigt bevidste om, at vi IKKE ville gå så meget op i gætterier om ventetiden og vores sagsnummers placering på ventelisten.

Det gik super godt med at efterleve den beslutning det første års tid. Måske fordi detføltes ret uvirkeligt, at vi igen ventede os. Vi havde ligesom nok at gøre med hver eneste dag at glæde os over vores dejlige søn Noah. Og lige netop fordi vi have en skøn søn i forvejen, havde jeg nok regnet med, at hele ventetiden ville blive til at overskue.

Så blev det alvor

I maj 2008 fik vi besked om, at vores papirer var sendt til Sydafrika. Nu var det bare at vente på, at der blev bragt et barn i forslag til os. De første par måneder gik nemt;det var som om, at det ikke helt var gået op for os, at vores papirer nu VAR i Sydafrika,og at vi faktisk kunne blive ringet op, hvornår det skulle være. Familie og venner syntes nok også, at vi havde ventet længe. I hvert fald fik vi stadig flere spørgsmål gående på, hvordan det gik, og om ikke snart der skete noget osv. Vi kunne jo ikke svare andet, end at det kunne blive når som helst. Vores papirer var i Sydafrika, og det eneste vi ventede på var, at man der skulle finde et barn til os. Det var rigtig svært, oplevede jeg, at forklare folk som ikke kender til adoptionsprocessen, hvordan formidlingen fungerer og ikke fungerer; at man ikke følger kronologien på listen, at man kan opleve at blive ringet op som nummer 15 på listen, og at det ikke nødvendigvis er ens tur næste gang, selv om man står nummer et på listen …

Smittet af ventetidsblues’en

Umærkeligt begyndte jeg at opleve ventetiden anderledes. Jeg blev stadig mere optaget af ventelisten: Hvornår kom der barn til familier på listen? Hvorfra? Hvor gammelt var barnet? Jeg udarbejdede mine egne statistikker i et forsøg på at regne svarene ud på de spørgsmål, der ikke fandtes svar på.

Så var der rygterne, de gode som de dårlige. Jeg sugede ALT til mig og brugte enormt meget tid foran computeren. Tjekkede forskellige hjemmesider og adoptionsforums.Fulgte trofast med på sidelinjen når familier var i Sydafrika efter deres børn. Tænkte i detaljer igen og igen over, hvordan det ville blive denne gang; en pige eller en dreng? Hvor gammelt? Hvorfra? Hvordan matcher man i Sydafrika, når man som os har en søn i forvejen? Bliver vi en af de heldige familier, der får barn, selv om vi stadig står langt nede på listen?

En uendelig række af spørgsmål kørte i ring. Spørgsmålene kom både fra mig selv ogandre. De fleste fandtes der ikke svar på, og det pinte mig usigeligt! Dagene, ugerne, månederne bar præg af, at jeg var nødt til hele tiden at være et sted, hvor jeg havde adgang til internettet. Jeg tjekkede diverse hjemmesider op til flere gange i løbet af dagen - også på arbejde. Alligevel var det første, jeg gjorde, når jeg kom hjem, at tjekke nettet igen. Også aftenerne blev brugt foran computeren.Rygternes rutsjeture blev for opslidende

Min mand derimod tog ventetiden stille og roligt, som han også havde gjort første gang. Jeg blev nærmest irriteret over, at han ikke kunne mobilisere lidt mere interesse og entusiasme over vores små skridt op ad listen og om rygter om det ene eller det andet. Også selv om jeg godt vidste, at han havde ret, når han sagde, at et nummers

placering jo reelt ikke betød noget, når matchningen foregik, som den gjorde.

Ventetiden tog mere og mere på mig, jo længere op ad listen, vi bevægede os. Jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg have bl.a. et håb om, at andengangs-ansøgere måske ville blive prioriteret. Hvorfor ved jeg ikke, for det var jo ikke det, vi oplevede. Der var hele tiden masser af rygter. Nogle viste sig at være virkelighed, men de fleste viste sig bare at være flygtige gisninger.

Rutsjeturene, rygterne og gætterierne blev for opslidende for mig til sidst. Inovember 2008 tog jeg beslutningen og meldte mig ud af diverse adoptionsfora, som jeg flittigt havde besøgt flere gange om dagen. Dernæst fortalte jeg venner og familie, om hvordan jeg havde det. At jeg ikke ønskede at blive spurgt om vores forestående adoption, men at vi selvfølgelig ville fortælle, når vi fik afgørende nyt at vide. Nu ville vi nyde hinanden og vores søn og glæde os over, at vi endnu havde tid sammen som en lille familie på tre.

De næste par måneder var superdejlige. Det var SÅ befriende at være fri for adoptionssnak, rygter, udregninger, hjemmelavede og ubrugelige statistikker og gisninger. Al den tid jeg før i desperation havde brugt foran computeren, brugte jeg nu positivt på at leve livet sammen med min dejlige familie.

Det blev 2009. Vi var efterhånden tæt på toppen af ventelisten. Længslen efter Noahslillesøster eller lillebror var der selvfølgelig hver eneste dag, men hverdagen

fungerede meget bedre uden cyberspace, og tanken om vores forestående adoption fyldte "kun" i tankerne. Ventelisten blev dog tjekket en gang i mellem,og det gjorde selvfølgelig ondt i maven, hver gang vi blev overhalet på listen. Nogetvi ikke havde prøvet, da vi ventede Noah. Hvorfor, var der ingen, der kunne svare på. Det var hårdt, men vi måtte leve med det.

I starten af februar stod vi øverst på ventelisten. Det var ikke rart, selv om vi gav osselv lov til at forvente, at nu måtte det da snart være vores tur …

Endelig - lykkens fredag den 13.

Og det var snart vores tur, viste det sig. Fredag d. 13. februar blev lykkens dag for os. Min mor var på besøg fra Norge. Sidst på dagen skulle hun rejse hjem.Vi sad alle fire i bilen på vej til min svigerfar til farvelkaffe. Jeg nåede lige at tænke, atdet da ville være sjovt, hvis adoptionskontoret ringede i dag, fredag d. 13 … da minmobil gav lyd fra sig. Privat nummer stod der på displayet, og det viste sig at være dem.

Så med min mand, søn og mor i bilen, blev jeg mor til en lille dreng på 6½ måneder,som hed Prince Simanga og boede på børnehjemmet TLC. Afrejsen var ugen efter!

Sådan! 2¼ år efter vi startede vores adoptionsansøgning, og 19 måneder efter vi kompå ventelisten, blev vi forældre endnu engang. 10 dage senere sad jeg i en sofa i Sydafrika på TLC, og fik min lille, dejlige, smukke søn Marius Simanga i armene. Jeg var nu mor til to skønne sydafrikanske guldklumper.

Det var netop Marius (Prince) Simanga, vi ventede på

Det mest utrolige er, at den forfærdelige og meget opslidende ventetid ligesom falmede og med et føltes som om, at den var langt væk. Jeg vil altid huske den, men kun som en erindring om vejen til vores søn. Den fylder ikke mere. Faktisk har jeg det nu sådan, at selvfølgelig skulle vi vente lige så længe, som vi gjorde. Ellers havde vi ikke fået den dejlige søn og lillebror, som vi fik. Marius er lige netop den søn, som vi skulle have, og jeg priser mig lykkelig for, at skæbnen førte os sammen.

Vi skal til Sydafrika igen. Med garanti. Men det bliver på ferie. Vores familie er nu fuldendt, og vi føler ikke trang til at udfordre os selv på en adoptionsventeliste igen. For behagelig, det var ventetiden ikke!