Don CarlosGiuseppe Verdi 1813-1901 Libretto: Joseph Méry og Camille du Locle. efter Efter Friedrich Schillers Don Carlos, Infant von Spanien. Opera i 5 akter sunget på fransk Uropført Paris den 11. marts 1867. (*) I Danmark: Det Kgl. Teater 02. marts 1930. Vises LIVE 19. oktober 2017 fra Opéra National de Paris. Varighed: 4 timer og 50 minutter (inkl. pauser)

Dirigent: Philippe Jordan Instruktør: Krzysztof Warlikowski Sæt Design: Małgorzata Szczęśniak

Philippe II: Ildar Abdrazakov (bas) Don Carlos: Jonas Kaufmann (tenor) Rodrigue: Ludovic Tézier (baryton) Storinkvisitor: Dmitry Belosselskiy (bas) Élisabeth de Valois: Sonya Yoncheva (sopran) Princess Eboli : Elīna Garanča (mezzosopran) Thibault: Eve-Maud Hubeaux (sopran)

Hvis der findes en opera, der trækker grænser på alle niveauer, det være sig dramatiske eller dramaturgiske, er det Verdis Don Carlos. Et værk af en italiensk komponist på fransk, og hvor krigsklimaet i Spanien og menneskets melankoli retter vores opmærksomhed på Flanderns skæbne.

Politik, religion, historie og psykoanalyse er alle sammenflettet her og viser frygten og tabuerne mellem hovedpersonerne. Instruktøren Krzysztof Warlikowski viser en tragedie, der er hjemsøgt af spøgelser. Sammen med dirigenten Philippe Jordan afslører han for offentligheden den allerførste version af denne store fem akts opera: den version, som Verdi modificerede efter værkets første opførelse i 1867. Med navne som Ildar Abdrazakov, Jonas Kaufmann, Ludovic Tézier og Sonya Yoncheva er vi i selskab med nogle af operaverdenens ypperste stemmer.

Verdi fejrer triumfer i sine karakterskildringer. Specielt den ulykkelige Kong Phillippe er markant skildret. Ebolis følelser i arien ”O don fatale” er voldsomme. Elisabeths stemning svinger fra det voldsomme til det blide. Og over det hele hviler den spanske inkvisition, som edderkoppen midt i spindet, mens de øvrige, konge eller ej, spræller.

Giuseppe Fortunino Francesco Verdi var italiensk romantisk komponist, der primært komponerede opera. Han var en af det 19. århundredes mest indflydelsesrige komponister. Han følger den franske og tyske indflydelse og bryder med sin tids bel-canto-klichéer og stiller sangen i musikdramaets tjeneste. Han komponerede blandt andet en række operaer med politiske budskaber. I 1850’erne opnåede hans kunst verdensry. Verdi var også en stor patriot og meget aktiv i processen for Italiens samling, der fandt sted i 1860. Han var deputeret i det første republikanske parlament i Torino 1850 og senere senator i Rom 1860. Han oplevede store kunstneriske sejre, men også kunstneriske nederlag og familiære tragedier, som han aldrig kom sig over. Verdi havde mere eller mindre trukket sig tilbage til sit landsted, da hans anden kone Peppina, Giulio Ricordi og Arrigo Boito fik lokket Verdi til at skabe sine ypperligste og bedste operaer, ”Othello” og ”Falstaff.” En medvirkende årsag kunne være Verdis kærlighed til Shakespeare. Verdi var 80 da han skabte ”Falstaff,” som blev hans sidste opera. Da Verdi engang blev spurgt om hvilket af hans arbejder han betragtede som sit største, svarede han ”Det kan der ikke herske tvivl om, det er det hvilehjem for ældre musikere og sangere jeg har bygget i Milano.” – Et storslået menneske, der afviste alt pomp og pragt, når det gjaldt ham selv. Verdis værker opføres i operahuse over hele verden, ligesom temaerne fra nogle af hans værker for længst har slået rod i den folkelige kultur. Selv om hans arbejde er kritiseret for at bruge et almindeligt diatonisk tonesprog i stedet for et kromatisk og for at have en tendens til melodrama, dominerer Verdis mesterværker det almindelige operarepertoire 150 år efter at de blev komponeret. (*) Paris 11. marts 1867, oprindelige franske version. – 1883 den Italienske version Don Carlo i 4. akter, ”Milano-versionen”, uropført på Royal Opéra House London 1884. - Version Don Carlos i 5. akter 1886, “Modena-versionen”. Denne version kombinerer 1867 og 1883 versionerne og har i de senere år vundet indpas på scenen. Alle versioner var sanktioneret af Verdi.

Mens Verdi arbejdede på den endelige version i 1883, skrev han til sin forlægger Giulio Ricordi: ”I dette drama, så strålende det er i sin form og sine ædle hensigter, er alting falsk……….. Og til sidst: der er intet reelt historisk i dette drama”.

Handlingen AKT 1. – (Forspillet i den italienske udgave.) Scene 1: Skoven ved Fontainebleau, Frankrig om vinteren. Under våbenstilstanden mellem Frankrig og Spanien 1559 opholder nogle udsendinge fra Philippe II sig ved det franske hof. Som garanti for freden har den spanske konge forlovet sin søn Don Carlos med Élisabeth af Valois, men disse to har ikke mødt hinanden. Da Élisabeth ved en jagtudflugt farer vild, mødet hun tilfældigt sin unge forlovede. Parret finder hinanden i lidenskabelig kærlighed. Men deres håb tilintetgøres, da politiske interesser foranlediger Philippe til selv at ægte Élisabeth. Hun rejser til Spanien og efterlader Carlos ødelagt. AKT 2. - (1. akt i den italienske version) Scene 1: Klosteret Saint-Yust i Spanien.

Munke beder for kejser Charles V’s sjæl. Hans barnebarn Don Carlos, der er utrøstelig, er flygtet til klosteret. Den kvinde, han elsker, er nu gift med hans far af politiske årsager.

En munk, der ligner den tidligere kejser, giver ham den trøst, at kun i døden kan menneskene finde fred. Carlos ven Rodrigue, Marquisen af Posa, er netop efter flere år kommet fra det undertrykte Flandern, hvor den spanske inkvisition og den spanske hær hærger landet. Han beder om Carlos' hjælp på vegne af det lidende folk der. Carlos afslører at han elsker sin stedmor. Posa opfordrer ham til at forlade Spanien og komme til Flandern, og de to mænd sværger hinanden evigt venskab. Kong Philippe og hans nye kone kommer ind for at bede ved Charles V's grav, mens Don Carlos føler sig lammet af sin tabte kærlighed.

Scene 2: En have nær Saint-Yust.

Prinsesse Eboli synger om en maurisk konge og en sløret skønhed, der blev afsløret som værende hans forsømte kone. Élisabeth kommer til. Posa leverer brev fra Dronningen af Frankrig (og i hemmelighed en note fra Don Carlos). På hans opfordring accepterer Élisabeth at se Carlos alene. Da de er alene, fortæller Don Carlos Élisabeth, at han er elendig, og beder hende om at anmode Philippe om at sende ham til Flandern. Han beder også Élisabeth om at forny deres kærlighedserklæringer, som hun dog fornuftigt afviser. Don Carlos flygter som en vanvittig, råbende, at han må være under forbandelse. Kongen kommer ind og bliver vred, fordi dronningen er alene og uden opsyn. Han beordrer hendes dame, grevinde af Aremberg, til at vende tilbage til Frankrig, og det bevirker, at Élizabeth afskediger sin hofdame i nåde og med bitre ord om Spanien. Kongen nærmer sig Posa, hvis karakter og aktivisme har imponeret ham positivt. Posa beder kongen om at holde op med at undertrykke Flanderns folk. Kongen kalder Posa’s idealistiske anmodning urealistisk og advarer ham om, at inkvisitionen overvåger ham, kongen.

AKT 3. - (2. akt i den italienske version.) Scene 1: Aften i dronningens have i Madrid.

Élisabeth vil unddrage sig et maskebal og giver sin frakke, sin maske og sine smykker til sin fortrolige, prinsesse Eboli. Denne hofdame elsker Don Carlos og lokker ham ud i haven med et budskab. Don Carlos tror han står overfor dronningen. De udveksler gensidige kærlighedserklæringer, og Don Carlos’ hemmelige lidenskab afsløres, da maskerne falder. Eboli føler sig ydmyget, og hendes kærlighed vendes til had. Posa er blevet et tilfældigt vidne til den ulykkelige situation og vil dræbe den farlige kvinde, der nu ved alt. Carlos forhindrer Posa i at stikke hende ihjel, og hun flygter for at søge hævn. Posa får den ide at udnytte forvirringen og i rette øjeblik at ofre sig selv. Han beder Carlos om at overlade ham de følsomme politiske dokumenter, som han måtte have, og da Carlos er enig, bekræfter de deres venskab igen.

Scene 2: Foran katedralen i Valladolid.

Inkvisitionen afholder en offentlig kætterbrænding (Autodafé **) Menneskemængden er samlet, og de dømte og deres skarprettere præsenteres for kongen, der fornyer sin ed om at bekæmpe kætteriet. Don Carlos bringer flamske deputerede frem for kongen, de bønfalder kongen om deres lands frihed. Don Carlos beder om at blive udsendt til Flandern, men kongen afviser og beordrer ham bort fra pladsen, da trækker Carlos sit sværd mod faderen. Denne udfordring kan kun besvares med fængsling, men da ingen vover at tage sværdet fra Carlos, træder Posa frem og overtaler Carlos til at overgive sit sværd. Kongen forfremmer derefter Posa til hertug. Bålet tændes, og som flammerne begynder at stige, kan en himmelsk stemme høres lovende fred til de fordømte sjæle.

AKT 4. – (3. akt i den italienske version.) Scene 1: Daggry i Kong Philippes arbejdsværelse i Madrid.

Alene i sit værelse pines kongen af jalousi og beklager sig over, at Élisabeth aldrig har elsket ham, at hans stilling betyder, at han skal være evigt vågen, og at han kun vil sove, når han er i sin grav. Den blinde 90-årige storinkvisitor meldes. Kongen spørger, om kirken vil gøre indsigelse imod at han dømmer sin egen søn til døden, og inkvisitoren svarer, at kongen vil være i godt selskab, for Gud ofrede sin egen søn. Han giver Philippe absolution for drabet på hans søn, til gengæld kræver inkvisitoren, at kongen dræber Posa. Kongen nægter at dræbe sin ven, som han beundrer og kan lide, men inkvisitoren minder kongen om, at inkvisitionen kan afsætte enhver konge. Han, storinkvisitoren, har tidligere ødelagt andre konger. Kongen indrømmer, at han ikke har magt til at redde sin ven, og beder storinkvisitoren om at glemme hele diskussionen. Storinkvisitoren svarer "vi vil se" og går. Élisabeth har opdaget tyveriet af sit juvelskrin, som prinsesse Eboli har taget og overgivet til kongen. Kongen åbner skrinet med vold og finder en medaljon, som Carlos gav hende i Fontainebleau og fornærmer Élisabeth. De to kvinder bliver efterladt alene. Eboli tilstår ikke kun, at hun stjal skrinet fordi hun elskede Carlos, og han afviste hende, men værre, hun har også været kongens elskerinde. Élisabeth fortæller hende, at hun skal gå i eksil eller gå i et kloster, og går ud. Eboli ved at kongen har underskrevet Carlos’ dødsdom, og beslutter at forsøge at redde Carlos.

Scene 2: Et fængsel

Don Carlos er blevet fængslet. Posa tager afsked med Carlos. Han har i brev betegnet sig selv som en oprører, der ondsindet har taget dokumenterne fra Carlos. Dette brev har han ladet komme til kongens kendskab. Hævnen kommer hurtigt fra den skuffede konge, og Posa skydes ned. Døende fortæller han Carlos, at dronningen vil se ham en sidste gang, før Carlos sendes til Flandern. Kongen ønsker selv at hente sin søn, der tilsyneladende er blevet bedraget af Posa, fra fængslet. Carlos råber sandheden lige op i kongens ansigt. En menneskemængde, anført af prinsesse Eboli, kommer til og kræver Carlos frigivet. Kun storinkvisitorens ankomst forhindrer en revolte. AKT 5. – (4. akt i den italienske version.) Scene 1: Det i måneskin indhyllede kloster Saint-Just.

Élisabeth knæler ved Karls V’s grav. Hun er forpligtet til at hjælpe Don Carlos på vej til at opfylde sin skæbne i Flandern, men hun længes kun efter døden. Carlos viser sig, og de siger et endeligt farvel, lovende at mødes igen i himlen. Men Carlos har tøvet for længe med at flygte. Philippe og storeinkvisitoren træder ind: Kongen erklærer, at der vil være et dobbeltoffer, og inkvisitoren bekræfter, at inkvisitionen vil udføre sin pligt.

Carlos, der beder til Gud, trækker sit sværd for at forsvare sig mod inkvisitorens vagter, da pludselig en munk kommer ud af Charles V’s grav. Han tager Carlos ved skulderen og taler højlydt om, at verdens turbulens fortsætter selv i kirken: ”der er ingen hvile undtagen i himlen.” Philippe og storinkvisitoren genkender munkens stemme som kongens fars, den tidligere kejser Carlos V, som regnedes for død, han havde tidligere forsaget verdslig magt for den himmelske freds skyld. --------------------------------------

(**) Autodafé er en betegnelse for henrettelsen af afvigere og kættere på bålet under den spanske og portugisiske inkvisition. Henrettelserne var typisk kendetegnet ved offentlige masseprocessioner, hvor de af inkvisitionen dømte kættere, afvigere fra den rette tro, hekse eller lignende bliver henrettet på byers torve og markedspladser til stor underholdning for den sammenstimlede befolkning. Typisk kunne en mindre købstad gøre sig interessant, eksponere sig selv og derved tiltrække sig et eventuelt fornemt kongebesøg ved at tilbyde majestæten en storslået forestilling, når byen og det nærliggende oplands kættere blev udstillet til offentligt skue og efterfølgende brændt levende på bålet. Henrettelserne foregik derfor ofte som et centralt led i den tilrettelagte festivitas med adskillige tilhørende underholdningsindslag, der alle blev stablet på benene til ære for den gæstende konge. Autodafé kan dog også blot indbefatte en offentlig ydmygelse og chikane af ganske få personer, som eksempelvis led den mildere skæbne at havne i gabestokken eller at skulle udstå en straf på et specifikt antal piskeslag. Hovedformålet med autodaféen var typisk at finde syndebukke, hvis offentlige afstraffelse kunne tjene som et festligt og underholdende indslag i den ellers så triste hverdag for mange af middelalderens hårdtarbejdende og fattige mennesker. (Wikipedia)

Om personerne Philippe Jordan er schweizisk dirigent og musikdirektør for Opéra national de Paris fra 2009, indtil videre til 2018. Han er pt. i gang med at gennemføre den første rate af en Berlioz cyklus, der kommer til at fortsætte over flere sæsoner. Med sine 41 år hører han til blandt de mest talentfulde dirigenter i sin generation. Derudover var han tilknyttet Wiener symfonikerne som chefdirigent i sæsonen 2014/2015. Philippe Jordan er musikalsk vidunderbarn, han startede som 6- årig. Som 16-årig erhvervede han sit eksamensbevis i klaverinstruktion med udmærkelse. Han har som ganske ung arbejdet som assistent for Jeffrey Tate på Richard Wagners Nibelungens Ring på Châtelet i Paris. Philippe Jordan har virket på de største operascener i verden. Ud over at være dirigent optræder han også som pianist, blandt andet ved Schubertiade Schwarzenberg. Tidligere dirigeret i operabio i ”Samson og Dalia”.

Krzysztof Warlikowski er polsk instruktør. Han studerede historie, filosofi og filologi ved Jagiellonian University. Historien om det græske teater studerede han på École pratique des Hautes études på Sorbonne. Han har blandt andet assisteret Ingmar Bergman. I 2000 debuterede Warlikowski som operachef på Grand Theatre i Warszawa. I2008 var han kunstnerisk leder af Ny Teater i Warszawa. I 2009 instruerede han Kong Roger af Karol Szymanowski på Pariseroperaen. Krzysztof Warlikowski har formået at omsætte sine arbejdsmetoder og sine dramatiske visioner til operaen.

Małgorzata Szczęśniak er polsk designer, hun danner par med Krzysztof Warlikowski. Hun er uddannet i psykologi fra Jagielloński. Hun er måske bedst kendt som forfatter til rum og kostumer i Krzysztof Warlikowskis forestillinger. Kunstnerne har arbejdet sammen siden deres studietid. I blev 2015 hun ”Ridder af Polonia Restituta”, tildelt af Polens præsident.

Om sangerne Ilda Abdrazakov er russisk bassanger. Abdrazakov fik sin Metropolitan Opera debut i 2004 i Don Giovanni under James Levine og har siden optrådt der regelmæssigt. I 2008/09 var han hovednavn i en ny produktion af Verdi's Attila, og i 2011 gjorde han sin debut som Henrik VIII i en ny, sæsonåbningsproduktion af Donizetti’s Anna Bolena med Anna Netrebko. Abdrazakov har sunget i stort set alle de førende baspartier på de fleste store scener i verden. Han hører i dag til en af verdens førende bassangere. Jonas Kaufmann er tysk tenor. Han er bedst kendt for sine præstationer i spintoroller (forstærket/kraftfuld stemme) som Don José i Carmen, Cavaradossi i Tosca, Maurizio i Adriana Lecouvreur og titelrollen i Don Carlos. Han har også sunget førende tenorroller i operaer af Richard Wagner med succes i Tyskland og i udlandet, især på Metropolitan Operaen. Jonas Kaufmann har optrådt på de fleste store operascener rundt omkring. I april 2011 vendte han tilbage til Metropolitan Opera som Siegmund i instruktøren Robert Lepages nye produktion af Richard Wagners Valkyrien. Den 15. februar 2013 fik Jonas Kaufmann sin første optræden i titelrollen som Parsifal på Metropolitan Operaen. I juli 2013 blev Kaufmann tildelt titel af Kammersanger ved den bayerske Statsopera af det bayerske ministerium for kunst. Kaufmann regnes i dag for en af verdens førende tenorer. Operabio har vist flere operaer med Jonas Kaufmann i de forrige sæsoner. Ludovic Tézier er fransk baryton, han har gennemført sin karriere med en række smarte valg, der har givet ham en autentisk kunstnerisk- og vokal udvikling. Han betragtes af sine kolleger som en af de største repræsentanter indenfor franske- og Verdioperaer, der har erhvervet en enestående fyldig lyd, stil og forståelse af teksten. Han er fortolker af de store Verdiroller. Han synger regelmæssigt Le Conte Luna i Il Trovatore, Marquis af Posa i Don Carlos, Renato i Maskeballet, og rollen som Germont i La Traviata eller titlenrollen i Rigoletto eller Macbeth. Han sang partiet som Vargas i Skæbnens magt i 2014 i på Staatsoper i München med Jonas Kaufmann. Sidstnævnte sagde i den amerikanske presse: " Ingen baryton kan i øjeblikket konkurrere på den vokale linje med Ludovic Tézier ". Dmitry Belosselskiy er en af de mest spændende basser i sin generation, som operaverden har modtaget med storm, lige fejret af publikum og kritikere. Han har allerede etableret en bemærkelsesværdig karriere og har optrådt på verdens fineste operahuse og koncertsale, herunder Metropolitan Opera i New York, Teatro alla Scala, Salzburger Festspiele, Deutsche Staatsoper Berlin, Wiener Staatsoper, Opera de Paris, og utallige andre. Eva-Maud Hubeaux er schweizisk sopran. Hun startede med at studere klaver og sluttede med diplomeksamen. Forført af operaens verden startede hun i september 2001 med at studere sang ved Lausanne Conservatoire. Bare 19 år

gammel opnåede hun sit sangcertifikat med udmærkelse og vandt to førstepræmier i SMJW Contest. For at fuldføre sin uddannelse deltog hun i Masterclasses med Peter Galliard, Julian Gavin, Françoise Pollet og Sylvie Valayre. Sæsonen 2017/18 byder på seks debutroller. Sonya Yoncheva er bulgarsk sopran. Hun har haft en kontroversiel barndom. 6 år gammel studerede hun klaver og stemme på den nationale skole for musik og dans i Plovdiv. I løbet af teenageårene var hun vært for et bulgarsk tv-show om musik. Hun vandt adskillige musikkonkurrencer i Bulgarien i 2000 og 2001, herunder en fælles sejr med sin bror som "Sangere i år 2000" i konkurrencen "Hit-1", arrangeret og produceret af Bulgariens nationale fjernsyn. I 2009 fik hun sin kandidatgrad i klassisk sang fra Conservatoire de Musique de Genève. Yoncheva var den første kvindelige vinder af 2010 Operalia konkurrence. Hendes debut på Metropolitan Opera var i november 2013, hvor hun trådte ind som Gilda i Rigoletto, forud for sin tidligere planlagte officielle debut. I 2014 på Metropolitan havde hun sin debut som Mimì og i november delte hun rollen som Violetta. I 2015 optrådte hun som Desdemona i Othello og i september 2016 debuterede hun som Norma på Royal Opera House. Hun vil debutere i titelrollen i Puccinis "Tosca" i en koncert med Philadelphia Orchestra i deres 2017/18 sæson. Hun optræder også i kommercielle dvd-udgivelser af operaer.

WPL.