Kære underviser / 3
Om Liva / 4
Liva Weel / 5
De frisindede aka de kulturradikale / 6
Kvindernes rolle i samfundet 1925-1952 / 8
Kulturradikalismen og kvindesagen / 9
Revyen som våben / 10
Model til forestillingsanalyse / 11
Til inspiration / 12
INDHOLDSFORTEGNELSE
/ 3
KÆRE UNDERVISER
Liva Weel er den største revystjerne, vi har haft. Hun
voksede op på Vesterbro og tog hele Danmark med storm
i tyverne og trediverne med sin folkelige charme og sit
komiske talent.
I forestillingen møder vi Liva som en kvinde, der
insisterer på sin frihed – kunstnerisk såvel som
personligt. På begge fronter oplever hun en
opblomstring under krigen, da friheden er under pres.
Sammen med PH skriver hun den ikoniske tekst til
sangen Man binder os på mund og hånd og med de
dobbelttydige linjer, der narrer både censuren og
nazisterne, synger hun sig lige ind i danskernes hjerter.
Dette undervisningsmateriale henvender sig til 9. klasse
samt de gymnasiale uddannelser. Materialet er et oplæg
til at arbejde med kulturradikalisme og kulturen i
mellemkrigstiden med udgangspunkt i bl.a. Liva Weels
mest elskede revyklassikere. Det er samtidig et oplæg til
at fokusere på kvindernes rolle i samfundet i 1925-1952.
Materialet indeholder desuden spørgsmål, der kan
bruges til diskussion og analyse af forestillingen.
Rigtig god fornøjelse!
Folketeatret
2017/2018
Manuskript: VIVIAN NIELSEN
Instruktion: ROLF HEIM
Scenografi: SISSE GERD JØRGENSEN
Kapelmester: JENS KRØYER
Medvirkende: ELLEN HILLINGSØ, BIRGITTE RAABERG,
HENRIK KOEFOED, KARSTEN JANSFORT
„Kvindesagen er en menneskesag, og ikke en kvindesag.
Hun ønsker sig fritaget for sin forhaands særstilling.
Hun ønsker at være menneske før hun er kvinde.“
– Arkitekt og forfatter Poul Henningsen i tidsskriftet Kulturkampen
/ 4
OM LIVA
Nogle kunstnere bliver særlig markante ved, at deres
udtryk bliver et udtryk for selve den tid, de lever i.
Pludselig træder kunstneren frem og manifesterer
tidsånden. Hun formulerer de tanker, drømme og
længsler, der bevæger sig i befolkningen. Det gjorde Liva
på flere måder.
I begyndelsen af tyverne var hun en af de første
sangere og revykunstnere, som bragte de nye
amerikanske rytmer til København. Senere var hun med
til at folkeliggøre det modernistiske gennembrud ved at
blive tekstforfatteren PHs foretrukne visesanger. Men
mest af alt kom hun under anden verdenskrig til at
personificere befolkningens indre modstand mod den
tyske besættelse, da hun i PH visen ”Man binder os på
mund og hånd” elegant omgik censuren. På scenen sang
hun om frihed i kærlighed, men alle i salen vidste, at
når hun sang slutningen af visen, så handlede det om
den tyske besættelse.
Man binder os på mund og hånd,
Men man ka’ ikke binde ånd,
og ingen er fangne,
når tanken er fri.
Vi har en indre fæstning her
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper for det, vi ka’ li’.
Den som holder sjælen rank kan aldrig blive træl.
Ingen kan regere det som vi bestemmer sel’.
Det lover vi med hånd og mund
i mørket før en morgenstund,
at drømmen om frihed
bli’r aldrig forbi.
Mit indtryk af Liva er, at hun elskede frihed. Derfor
handler forestillingen om at søge frihed på mange
fronter. Men frihedstrangen har store personlige
omkostninger for Liva, der ikke evner at skabe dybe og
længerevarende relationer. Hun bliver ensom.
Som Janis Joplin sang i “Me and Bobby McGee”:
Freedom’s just another word for nothing left to lose.
Af Vivian Nielsen, dramatiker
/ 5
LIVA WEEL (1897-1952)
Olivia Olsen - som Liva Weel er døbt – bliver født på
Vesterbro i København. Nytårsaften 1897 får
kriminalassistent Carlo Martin Ingomar Olsen og hans
hustru Marie deres anden datter.
PRIVATLIVET
Det berømte efternavn - og sønnen Jørgen - får hun i sit
ægteskab med sin seks år ældre skuespillerkollega, Arne
Weel. Selv om parret bliver skilt efter kun tre års
ægteskab, bevarer de et tæt forhold til hinanden livet
igennem. I 1933 indgår hun det, der i samtiden blev
anset som lidt af et skandaleægteskab, med den otte år
yngre snedkermester Fritz Hueg. De bliver da også skilt
på rekordtid. Liva har en række løse forhold og et par af
længere varighed. Til de sidstnævnte hører forholdet til
hendes akkompagnatør Hans Kaufmann, kaldet Kuf.
ÅBENLYST TALENT
Det er faderens opklaring af et tyveri, som bliver
bestemmende for Livas levevej. For det sætter
musikpædagogen Hedevig Quiding i en slags
taknemmelighedsgæld til hr. Olsen, der får dem til at
aftale, at hans datter kan få timer hos hende. Det går
snart op for lærerinden, at hendes nye elev er et ægte
talent. Hun lader hende debutere ved en koncert i
Politikens hus som 20-årig. Herfra sender hun hende
videre ind i den revyverden, som Liva kommer til at elske
hele livet. Rygtet om et ungt talent i sommerrevyen i
Nykøbing Falster breder sig til datidens mest
indflydelsesrige revydirektør, Frede Skaarup fra Scala
Teatret overfor Tivoli. Skaarup inviterer hende til at
aflægge prøve, men folkene i hovedstaden er sværere at
imponere. En anekdote fortæller, at “Til gengæld kan
hun ikke synge”.
Til Scala kommer hun dog, i 1918. Og bliver på rekordtid
stjerne på det legendariske teater.
Hendes talent fanger også en af tidens største,
internationale teaternavne, den tyske instruktør Max
Reinhardt, som prøver at lokke hende til udlandet, men
både til ham og senere Det Kongelige Teater lyder et tak,
men nej tak fra fru Weel. Hun vil lave revy. Det kommer
hun til. Især sammen med arkitekten og forfatteren Poul
Henningsen.
Deres første møde er iscenesat af Frede Skaarup, og
falder på ingen måde heldigt ud. Men siden bliver det et
lykkeligt makkerskab. Liva og PH får det bedste frem i
hinanden rent kunstnerisk.
Liva Weel vil gerne have nogle viser med budskab og
mening, mens Poul Henningsen mangler en livskraftig
københavnerinde til at synge sine tekster med smæld.
Her er Liva Weel den helt rette. Hun er frodig og fræk,
vital og varm, og hendes talent dækker fra det naive og
uskyldige til det næsten vulgære og farlige. Hun er både
karakterskuespiller og komiker. På en scene rummer hun
nærmest alt. Hendes karriere kulminerer med Kjeld Abell
og Poul Henningsens revykomedie ”Dyveke”, der har
premiere i 1940, og spiller mere end 300 gange i de
næste tre år. Her bliver hun stemmen på det, man kan
kalde den åndelige modstandskamp i den nu
kanoniserede vise ”Man binder os paa Mund og Haand”.
Årene efter krigen og frem til hendes død i 1952 er
hårde, både privat og professionelt. PH har ikke samme
gennemslagskraft længere, og Liva bliver mere og mere
præget af sin sygdom: En medfødt spiserørsbrok, der
afholder hende fra at spise. Til gengæld drikker hun så
meget desto mere. Koblet med et stigende
medicinforbrug mærker det hende fysisk og psykisk.
Liva Weel dør den 22. maj 1952 med sønnen Jørgen og
eksmanden Arne ved sin side.
„Revyen har alle kort på hånden. Den er vor tids
kunst. En fornyelse af dens satire er ganske vist
tiltrængt, men alene det er sikkerhed for, at den også
vil komme. Det humørfyldte i revyer fornyer sig selv.
Vi behøver ikke bekymre os. Revyen og folket er
humørets hjemsted.“
– Arkitekt og forfatter Poul Henningsen i Kritisk Revy
/ 6
DE FRISINDEDE AKA DE KULTURRADIKALE
Forfatter og debattør Georg Brandes er med sine
moderne gennembrudsforelæsninger på Københavns
Universitet i 1871 en slags fader til den kulturradi-
kalisme, som Liva Weel bliver forsanger for. I den nye
generation af radikale tænkere, er det nemlig arkitekt,
lampedesigner, debattør og forfatter Poul Henningsen,
der er bevægelsens uofficielle leder. Dagsordenen sætter
de først i arkitekturtidsskriftet Kritisk Revy fra 1926-28,
siden i blandt andet efterfølgeren Kulturkampen samt
overalt i kulturlivet i øvrigt.
Deres oprør gælder i første omgang det bestående, eller
rettere overvintrede fra tiden før 1914. Før den
verdenskrig, der har ændret alt i en grad, så man må se
verden forfra på ny. Der skal luftes ud, i samfundet, i
hjemmene og kunsten. Et nøgleord for Poul Henningsen
og hans kreds er begrebet frisind. Det siver gennem alt,
hvad de skriver og tænker i en grad, så det faktisk også
var det, man kaldte dem i samtiden: De frisindede. Eller
de moderne. Begrebet kulturradikalisme kommer først til
efter krigen på et tidspunkt, hvor deres betydning
efterhånden er ebbet ud. Men begrebet favner helt
præcist det de er og står for. Kulturen er deres
arbejdsfelt, mens deres metode er radikal. I en moderne
kontekst ville man sige, de ville ”disrupte” samfundet.
Når de har så meget fokus på kulturen, er det fordi de
mener, at den hænger uløseligt sammen med det
samfund, der omgiver den. Poul Henningsen fremhæver i
den forbindelse, hvordan netop en Hitler har sat hårdt
ind på kunstens område ved at forbyde kunstnere, der
ikke bakker op om hans projekt og dyrke de, der gør det.
Hermed har Hitler bevist den pointe, der også er Poul
Henningsens, at ”Der males ikke et billede, bygges ikke
et hus, synges ikke en sang, uden den er politisk
bestemt”. At PH vælger revyen som et afgørende felt,
handler om, at her får han for alvor fat i en bred
samfundsgruppe og især i almindelige mennesker,
hvilket for hans vedkommende vil sige arbejderklassen
og småborgerskabet. Gennem en revyvise kan man altså
for alvor præge folks holdninger og sætte en dagsorden.
De kulturradikale får dog aldrig greb om den
arbejderklasse eller det småborgerskab, de så gerne vil
påvirke. Revyviserne når bredt ud takket være især Liva
Weels fortolkninger og Kai Normann Andersens
iørefaldende musik. Men i sin substans er Poul
Henningsens projekt ironisk nok for elitært og teoretisk
for netop de mennesker, han ellers mener, ideerne vil
forbedre livet for.
OPGAVE: KUNSTEN I MELLEMKRIGSTIDEN
KLASSEN DELES OP I GRUPPER.
Hver gruppe vælger et af de nedenstående kunstværker
(eller uddrag fra værkerne).
Grupperne skal nu lave en fremlæggelse for klassen, der
indeholder følgende:
1/ Information om kunstnerens liv og arbejde
2/ En analyse af værkets overordnede temaer
3/ En analyse af værkets kunstneriske udtryk
(visuelt, dramatisk, litterært)
4/ En diskussion af, hvordan værket afspejler perioden
5/ En diskussion af det perspektiv, værket giver på
perioden (1920-1952), Liva Weel som person, hendes
kunst og hendes kreds.
VÆRKERNE ER:
REVY:
Osvald Helmuth, ”Havnen”, Fønix Teatret 1937:
https://www.youtube.com/watch?v=PKW6QD4tlj8&index=
22&list=PLrxdV3Csj5DBnOQlYS2yBdA9RXT5lDyhO
Erika Voigt, ”Jacobsen”, Dagmarrevyen 1948:
https://www.youtube.com/watch?v=oCaIDIrKiOI
MALERIER:
Albert Naur, ”Ung kvinde”
http://www.artnet.com/artists/albert-naur/landscape-
with-young-woman-b41TOAr0TfrshQXzT2tuOQ2
Vilhelm Lundstrøm, ”Kvindelig model”, 1930, olie på
lærred. SMK.
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/kunsthistorier/
vaerker/vis/kvindelig-model-1930/
LITTERATUR
Hans Scherfig: 32. kapitel af ”Idealister”, 1944.
Resumé: ”Idealister” er skrevet under besættelsen og
handler om en række mennesker, der tror fuldt og helt
på, at hver deres mærkelig projekt vil frelse
menneskeheden. Dr. Riege i tekststykket er en parodi på
den østrigske læge og sexolog Wilhelm Reich (1897-
1957), der boede i Danmark omkring besættelsen. Han
mente at undertrykkelsen af menneskets seksuelle
livsenergier førte til store ulykker, både personligt og på
politisk verdensplan.
/ 7
DE FRISINDEDE AKA DE KULTURRADIKALE Fortsat
Tove Ditlevsen: ”De evige tre”, 1942
Mogens Klitgaard: 9. Kapitel af romanen ”Elly Petersen”,
1941
Resumé: Elly Petersen er kommet til København fra
Frederikshavn for at blive ung pige i huset. Hun har
skiftet plads siden og er nu på Vesterbro hos en rar
mand, nylig fraskilt. I kapitlet her tror hun, hun er
blevet gravid med kæresten Hjalmar, som hun godt ved
ikke er værd at samle på.
„Hendes fineste visekunst har intellektuelt niveau, det er
et modnet og overlegent menneske, der synger, teksterne
får erfaringernes perspektiv - hun er i sådanne øjeblikke
helt enkelt den personlighed, som man kan være bekendt
at have meninger tilfælles med, og deri ligger måske
hendes største trylleri og hendes dybeste betydning.“
– Teaterkritiker Frederik Schyberg i 1942 i anledning af Liva Weels
jubilæum
/ 8
KVINDERNES ROLLE I SAMFUNDET 1925-1952
I 1871 er kvindesagen blevet organiseret med
oprettelsen af Dansk Kvindesamfund, og i 1915 har
kvinderne opnået stemmeret. Meget er derfor nået i
midten af 1920erne, når det gælder kvindernes
deltagelse i samfundet og det politiske liv. Ikke desto
mindre er kvindens plads for størstedelens
vedkommende stadig i hjemmet. I sloganet ”Kinder,
Kirche, Küche” samler Hitler den treenighed, om hvilken
enhver i hans - og mange andres øjne - rigtig kvindes liv
bør være centreret. I 1937 indfører man da også
obligatorisk husgerning i danske skoler - men kun for
pigerne.
Mange kvinder er dog på arbejdsmarkedet i
mellemkrigsårenes Danmark, men for en stor gruppes
vedkommende er arbejdspladsen samtidig familiens
hjem og indtægtskilde, for de arbejder i landbruget og
detailhandlen. Ellers er en stor arbejdsplads for kvinder
husligt arbejde, som for eksempel husassistent eller
kokkepige. I 1930 er 54% af de udearbejdende kvinder
ansat indenfor dette felt. Det er dog et arbejdsområde
under stærk afvikling. Allerede i 1940 er der 11% færre
kvinder ansat til husligt arbejde, og efter krigen går det
endnu stærkere.
Da den verdensomspændende krise, der satte ind efter
krakket i Wall Street for alvor bider sig fast på samme
tidspunkt som Hitler kommer til magten i Tyskland,
forringes mulighederne for især gifte kvinder endnu
mere på arbejdsmarkedet. Skal der skæres ned på grund
af krisen, er det kvinderne, man først fyrer. Holdningen
er, at de ikke bør tage et job op for en mand, i det man
tager for givet, at han har forsørgerpligt. I 1940 er
antallet af erhvervsaktive kvinder faldet med 49.000.
Kvindernes erhvervsmuligheder blev generelt bremset af,
at børn ikke kan blive passet udenfor hjemmet i et ligeså
velordnet system, som efterkrigstidens børnehaver og
vuggestuer er udtryk for. De, der har råd, ansætter
barnepiger eller unge piger i huset, hvilket er meget
normalt også for folk i middelklassen. Men det er stadig
ikke en økonomisk mulighed for alle.
Kvindens plads i samfundet er et hedt emne i
mellemkrigsårene. På statsligt plan nedsætter man en
vifte af kommissioner til at byde ind med ideer til,
hvordan man kan afhjælpe de problemer, der opstår,
hvis kvinderne for alvor vil væk hjemmefra. For eksempel
er Dansk Kvindesamfund og flere arkitekter engagerede i
at etablere såkaldte kollektivhuse. I dem vil et
centralkøkken levere maden hver aften, børnene kan
afleveres i legestuer i dagtimerne, og kvinden kan
dermed udleve sine karriereambitioner uden at give køb
på at have en familie. De huse, der bliver realiseret,
bliver dog ingen stor succes.
I naturlig forlængelse af kvindernes ligestilling fylder
også seksual-spørgsmålet meget i mellemkrigsårene. At
kvinder også er seksuelle væsener er ved at være alment
accepteret. Risikoen ved at være seksuelt aktiv er dog
stadig væsentligt større for kvinderne, end for mændene.
Og at få et barn udenfor ægteskab er en alvorlig hæmsko
for en kvinde i 1930ernes Danmark. Desværre ved de
unge kvinder meget lidt om svangerskabsforebyggelse, og
i 1930 indfører man et decideret forbud mod at
reklamere for prævention. En central person i perioden
er derfor lægen Johannes Leunbach, der under ordnede,
men stadig ulovlige, forhold foretager provokerede
aborter. Han bliver flere gange sigtet for sin ageren, og i
1936 idømmes han tre måneders fængsel samt
fratagelse af sine borgerlige rettigheder. Da han igen
kommer ud af fængslet, mødes han af kvinder med
barnevogne, hvorpå der blandt andet står ”Jeg er et
ønskebarn”. (http://www.danskkulturarv.dk/dr/doktor-
leunbach-løslades).
Der er tale om første generation efter Freuds
banebrydende forskning. Psykoanalysen er for alvor slået
igennem. Derfor er det ikke så mærkeligt, at
seksualiteten spiller så central en rolle i intellektuelle og
progressive kredse. Den anses som en meget væsentlig
trædesten på vejen til absolut frihed.
/ 9
KULTURRADIKALISMEN OG KVINDESAGEN
Kvindernes frigørelse står også centralt i kampen for
frisind og humanisme generelt. Poul Henningsen
gentager mange gange, at kvindesagen først og fremmest
er en menneskesag. At det netop handler om, at kvinden
ikke skal ses som kvinde, og manden ikke som mand.
Men at der i for eksempel paragraffer i lovene skal stå
menneske fremfor ”kvinde” og ”mand”. Læger skal tale
om stærke og svage mennesker, raske og syge, ikke om
køn. Alle skal have lige ret til arbejde, og den samme løn
for det udførte arbejde.
For dem er et væsentligt skridt på vejen mod menneskets
totale frihed og den frie seksualitet. Den står som den
positive kontrast til det ægteskab, der for en Poul Hen-
ningsen strider fuldstændigt mod en moderne tankegang
og livsførelse. Han mener, at man med ægteskabet po-
stulerer, at man ejer hinanden, men man kan ikke eje et
menneske. Mennesket er frit, helt frit. Kvindens ret til at
bestemme over egen krop er et af deres centrale punk-
ter. I samtiden drejer dét sig især som prævention og
børnefødsler, som dengang kunne være voldsomt pro-
blemfyldte, fordi en del graviditeter - som nævnt før -
var uønskede eller i bedste fald ubelejlige. Men Poul
Henningsen mener, at kvinderne skal have alle
muligheder for at kunne stille den medfødte trang til at
få børn, som han anser kvinder for naturligt at have. Det
har mændene, ifølge ham, ikke i samme grad.
”Først i det øjeblik, vi aabner alle sluser for kvinden og
gir hende enhver ret lige med manden, ligger
feminismens stumper omkring hende, og hun træder
frem som kvinde. Hun har endnu ikke faaet lov til at
være sig selv, ” skriver han i Politikens kronik ”Hvad er
feminisme” i Politiken 1936.
OPGAVE: VIVIAN NIELSENS BRUG AF PERIODEN
Klassen deles op i grupper på 4-6 i hver.
Hver gruppe får 30 minutter til at diskutere forholdet
mellem Liva Weel og den historiske periode, stykket
”Liva - en kabaret om frihed” udspiller sig i.
· Hvilken rolle spiller perioden og tidsånden for
forestillingen om Liva Weel?
· Hvordan træder perioden og dens begivenheder frem i
både i handlingen og i selve forestillingen (visuelt,
scenografisk, kostumer osv.)
· Diskuter i fælleskab i klassen, hvad hver gruppe er
kommet frem til.
„Den nuværende form for revy er en ørken, hvis eneste
oase i mange år har været Liva Weel.“
– Arkitekt og debattør Edvard Heiberg i tidsskriftet Kritisk Revy
/ 10
REVYEN SOM VÅBEN
Det teater, der gjorde Liva Weel til sin generations nok
største kvindelige stjerne, er Scala Teatret i København,
under ledelse af Frede Skaarup. Skaarups Scalarevyer er
mildt sagt overdådige – de var glamourøse, moderne og
næsten vulgært storladne. De introducerede
jazzmusikken i en revysammenhæng, de havde de mest
smækre korpiger og råd til at købe de største teaternavne
ind. Men med berømmelsen kom også en kritik fra især
intellektuelle og mere elitære kunstnerkredse, deriblandt
den modernistiske, ekspressionistiske digter Emil
Bønnelycke, som i en berømt og berygtet roman skrev om
de overfladiske Scalarevyer. Og selv om Poul Henningsen
holdt meget af Frede Skaarup, og havde mødet med Liva
at takke ham for, så rammer hans kritik i artiklen
”Varieterevyen” i arkitekturtidsskriftet Kritisk Revy 1928
også Skaarups Scalarevyer, når PH taler om, at en
eksisterende ”revyblanding af lunken-sentimentalt
frisind og fej konservatisme dysser bevidstheden i søvn”.
Poul Henningsen vil have en revy, der tager stilling. Der
skal ligge en hensigt bag alle ord i en vise eller en
monolog. Den skal have et element af opdragelse. Den
skal gavne, ikke kun fornøje.
”Satiren i revyen lader sig kun genrejse på ironi mod
publikum, revselse af de i lokalet tilstedeværende, og det
siger sig selv, at den form kræver både takt, talent og
sjældenhed. Den må ikke misbruges. Vi går almindeligvis
ikke i teatret for at blive hånet, så ser vi hellere
fjenderne dryppet, ” skriver han i ”Varieterevyen”. Han
slår blandt andet til lyd for, at revyen ikke så meget skal
handle om tidens celebrities, men om almindelige
mennesker og deres problemer. Især de dårligere
stilledes vilkår. Revyen skal skue ind i fremtiden, fremfor
at sidde fast i en kritik af det, der er sket.
Op igennem 1930erne begynder ikke mindst PHs
revyviser mere og mere at advare mod nazismen ved at
hylde frisindet. Da besættelsen rammer Danmark den 9.
april 1940, får revyforfatterne på grund af censuren en
udfordring med at formulere deres tekster og numre, så
de ikke er for direkte og skaber problemer for teatret
eller kunstnerne. Det klarer mange af dem så
fremragende, at det i dag i høj grad er revyteksterne fra
den periode, der har givet os de mest varige kunstværker
om livet under besættelsen. Blandt dem ikke mindst Liva
Weel med ”Man binder os paa Mund og Haand” (Poul
Henningsen, ”Dyveke” 1940) og ”I dit korte Liv” (Poul
Henningsen, Dagmarrevyen 1942). Modig er også visen
”Vi er alle i samme Baad” sunget af Helge Kjærulff-
Schmidt i Hornbækrevyen 1944, efter ide af revydirektør
Stig Lommer. Visen er skåret over måden, man lavede
gamle naverviser på, og gentager derfor de samme linjer
igennem sangen, men med skiftende fortegn. Så det, der
umiddelbart lyder som en klassisk kritik af magthaverne,
bliver vendt rundt og sætter pludselig spørgsmålstegn
ved, hvor tæt og rent danskernes sammenhold egentlig
er i denne sidste fase af besættelsen. Det er en af de få
tekster, der peger indad, på danskerne selv, fremfor kun
at pege ud (omskrevet selvfølgelig) og på
besættelsesmagten som eneste problem.
OPGAVE: MAN BINDER OS PAA MUND OG HAAND
Klassen deles op i grupper på 4-6 elever i hver.
Læs teksten til Poul Henningsens
”Man binder os på mund og hånd”
· Hvad handler visen om?
· Hvad lægger du særligt mærke til i teksten?
Lyt nu til en indspilning af visen med Liva Weel og tal
videre med udgangspunkt i hendes fortolkning:
· Hvilke følelser vækker hun i lytteren med sin
fortolkning?
· Hvordan bruger hun pausen, sin stemme,
betoninger osv. i visen?
· Er der andre steder, I lægger særligt mærke til og
som gør særligt indtryk i hendes fremførelse i forhold
til da I blot læste teksten?
· Hvorfor synger hun visen, som hun gør?
Lyt til indspilningen af visen med Outlandish og
eventuelt også andre.
· Hvordan forholder de sig til originalen?
· Vækker deres fortolkning de samme følelser i jer
eller er det en anden stemning, de sætter jer i?
· Hvorfor tror I, de synger visen som de gør?
/ 11
MODEL TIL FORESTILLINGSANALYSE
Hvad havde du forventet af forestillingen?
Hvad var det bedste øjeblik?
Hvilke scener kunne du bedst lide?
Var der noget i forestillingen, du synes, virkede forkert?
Hvilke scener/øjeblikke fra forestillingen kan du stadig
huske?
HANDLING: Hvad handler forestillingen om?
PLOT: Hvad er historiens plot/konflikt?
Tematikker: Hvilke temaer bliver belyst i forestillingen?
SPILLESTIL:
Hvordan kan spillestilen karakteriseres? (naturalistisk
skuespil, teatralsk, absurd, komisk, kropslig fx)
Hvordan foregik skiftene mellem de mange roller?
Hvordan var deres kropssprog, stemmebrug, gestik
og mimik?
SCENOGRAFI:
Hvordan ser scenen ud?
Hvordan er rummet indrettet? (farver, materialer,
ting på scenen, kostumer).
Hvad vil scenografen gerne vise?
LYS:
Hvordan bruges lyset?
Hvilke forskellige stemninger er lyset med til at skabe?
LYD:
Hvordan bruges musikken i forestillingen?
Er der andre former for lyd i forestillingen?
Hvilken stemning er lydene og musikken/viserne med til
at skabe?
PERSPEKTIVERING:
Hvordan kan forestillingen spejles i forhold til det
samfund, vi lever i i dag?
Hvorfor tror du, at Folketeatret har valgt at lave en
forestilling om netop Liva Weel?
Hvad fik forestillingen dig til at tænke over?
Hvilket budskab får du med fra forestillingen?
„Jeg ved som skuespiller ikke noget vidunderligere,
end at mine evner bliver taget i brug til at forsvare
eller angribe et eller andet med - vel at mærke et eller
andet, som er et forsvar værd, eller som fortjener et
angreb.“ – Liva Weel i avisen Dagens Nyheder
/ 12
TIL INSPIRATION
ANDRE VÆRKER FRA BESÆTTELSEN
Knud Sønderby: Den usynlige hær (1945)
Morten Nielsen: Digte (194x)
Der brænder en ild, antologi (1944/1945)
MERE LIVA WEEL
Liva Weel-viser, (Politikens forlag)
Paul Hammerich: Lysmageren (Gyldendal)
Poul Henningsen: Livas regeringstid
(Stig Vendelkærs Forlag)
Hans Hertel PH – en biografi (Gyldendal)
Sven Holm: Kald mig Liva, tv-serie DR + bog
(Lindhardt og Ringhof)
Erik Hvidt: Liva. En biografi (Skippershoved)
OVERSIGTSVÆRKER OM REVY
Erik Hvidt: Politikens revyhistorie – fra Erik Bøgh
til Jesper Klein (Politikens forlag)
Emil Marott: Dansk revy bind 1-2 (Borgen)
Revy - til tiden, antologi (Multivers)
Teaterleksikon (Gyldendal)