Download - Pergamentet nr 2, 2012
Pergamentet no. 2, 2012
Tema: ”Kulturmøder”
Pergamentet
Redigeres af studerende på
historiestudiet på AAU
Ansvarshavende Redaktør: Martin O. Jørgensen ([email protected])
Redaktion:
Jonas Bertelsen (2.sem) Katrine Funding Højgaard (2.sem)
Martin O. Jørgensen (Ph.D stip.)
Mia Bundgaard Rasmussen (2.sem)
Søren Christian Winther (2.sem)
Korrektur:
Johan Heinsen (Ph.D stipendiat)
Layout:
Søren Chr. Winther
Forside: Mia Bundgaard Rasmussen
Skribenter i dette nummer:
Bjarke V. Bruhn-Rasmussen
Yusuf Cakin
Katrine F. Højgaard
Mia N. Jensen Lasse K. T. Justesen
Martin O. Jørgensen
Jimmy M. Larsen
Torben K. Nielsen Thor B. Pedersen
Mia B. Rasmussen
Mikkel V. Risager
Marianne Rostgaard Mette Sjørup
Søren C. Winther
Deadline for indlæg næste nummer:)
01.09.2012 (udgives 17.09.2012 med
temaet ”Krige og konflikter”)
Oplag:
150. Kan fås som PDF ved henvendelse.
Indlæg repræsenterer alene
forfatterens holdning, Redaktionen
holder sig derfor ikke ansvarlig.
Anonyme oplæg optages derfor heller ikke.
Indholdsfortegnelse
Leder & temaintroduktion
Tema
Side 2 - Abbed Vilhelms tænder
Side 5 - De kristne europæres møde
med indianerne i Syd og Mellem-
amerika
Side 11 - Imperialisme, den russiske
Columbus og tjukterne
Side 15 - Kineserskibet
Anmeldelser
Side 19 - Memory in a global age.
Discourses, practices and trajecto-
ries
Side 20 - Empires of the Atlantic
World. Britain and Spain in America
1492-1830
Side 21 - The Secret History of De-
mocracy
Side 23 - Utopia
Udenfor tema
Side 9 pige
Side 17 - Hekseforfølgelserne i Sa-
lem
Side 25 - Ph.d. Stafetten
Side 28 - Museumspraktik
Side 30 – Miljøhistorien kommer til
historiestudiet
Side 31 - Lidt refleksioner fra det
sønderjyske
Side 33 - Set og sket på historiestu-
diet
Side 34 – Vi er flyttet!
Side 35 - Tema for næste nummer
Leder
Kære læsere.
Så kom turen til det andet nummer. Hjulene er i gang, og der er ved at være opbygget et godt momen-
tum, imens det samtidig er sjovt at skabe noget til fællesskabet. Der har også været god opbakning om-
kring bladet undervejs. Det takker vi for. Det er i den grad opmuntrende.
Vi har derfor nu flere indlæg fra tidligere studerende, nuværende studerende på tværs af semestrene,
underviserne og redaktionen. Tak for disse bidrag og fortsæt endelig med at bidrage. Et af målene med
bladet er at skabe et fælles forum, hvor yngre og ældre studerende, såvel som forhenværende, kan
’mødes’, så vi er godt på vej!
Studiebladet er genrejst, og ligeledes har studiets filmklub også genset dagens lys. Set i bagklogskabens
klare lys var emnet i første film dog nok for snævert, og sammenfaldet med en eksamen afholdte flere
fra at deltage. Men vi er i gang, og pt. kører debatten på Facebook om hvilke film, der bør være de næ-
ste på tapetet.
Der blev også for nyligt afholdt en spilaften, hvor det kvindelige hold på sit køns vegne suverænt lam-
mede de tre boybands i Bezzerwizzer. Disse vil nok gerne have revanche, og der vil givetvis også blive
mulighed for at prøve kræfter med spil som Trivial Pursuit og Settlers. Næste gang bliver slået op på
Facebook igen.
Derudover har studiet været i gang med en længere flytteproces fra Fibigerstræde til Kroghsstræde.
Nogle har bemærket dette ved nye undervisningslokaler med flere mennesker omkring os, mens andre
ikke har set noget til det endnu i kraft af en lokalisering på Strandvejen. Underviserne er just også lige
blevet rykket over på Kroghsstræde og op i højden på anden sal. Håndbogsbiblioteket er selvfølgelig
også rykket med, men står for the time being i flyttekasser.
Som det sidste vil vi igen gerne anmode om at engagere jer i bladet. Næste nummer vil udkomme i be-
gyndelsen af efterårssemesteret. Dét er der ganske vist lidt tid til, men har I input til vores eksisterende
interne debat om temaet eller andet, hører vi gerne fra dig/jer i forhold til tema. Om det er en bogan-
meldelse, et debatindlæg en artikel på baggrund af et projekt eller noget nyt, er I velkomne til at tage fat
i os. Vi mødes cirka en gang hver, hver anden måned, hvor dagsordenen afhænger af om vi er midt i en
udgivelse eller om det er til næste blad. Man ligger ikke mere tid i det end man har lyst til, det er et ar-
bejde som bliver gjort af lyst og ikke af nød. Det kan virkelig anbefales, da det er hyggeligt arbejde og
man møder historiestuderende på tværs af årgangene.
God læsning!
De bedste hilsner redaktionen
Tema: Kulturmøder
http://heltnormalt.dk/striben/2012/03/16
Kulturmøder er noget nær et menneskeligt
grundvilkår. Således er kulturmøder ikke kun
store historiske vingesus som vikingernes møde
med indianerne i starten af det 11. århundrede
som så underfundigt er reflekteret over i
Wulffmorgenthalers stribe ovenfor. De kinesi-
ske imperiale ekspeditioner til Sydøst- og Syda-
sien og Østafrika i det 15. århundrede, strøm-
mene af afrikanske og mellemøstlige flygtninge
til Europa, især efter 1990, kan nævnes for blot
at give nogle andre enkelte eksempler.
Vi kender alle kulturmøderne fra dagligdagen,
og ofte deltager vi i sådanne uden at være op-
mærksomme på dem. Det kan være en chef i
den private sektor, der afleverer sit barn i bør-
nehaven, og har en lidet diplomatisk menings-
udveksling med den ældre pædagog omkring
åbningstider samt opgavehåndtering. Eller en
aalborgensers erfaringer med cykelkulturen i
det indre København. Måske familieaktiviteter
med de ældre medlemmer af familien, hvor
afstanden i tid sommetider kunne have været
en tilsvarende afstand i rum. Eller mødet mel-
lem udenlandske og danske studerende i grup-
pearbejdet på universitetet osv. Nogle af disse
kulturmøder former vi mere end andre, og an-
dre bliver vi mere formet af.
Kulturmøder kan således betyde både synergi
og friktion. Alt fra intellektuel udvikling, tekno-
logiske forandringer og handel til massedrab og
krig er blevet realiseret gennem menneskelige
udvekslinger af forskellig karakter på tværs af
tid og rum.
På baggrund af kulturhistoriens fremkomst og
de postmoderne overvejelser om nødvendighe-
den i at sætte diskurser, magt og møder ind i
bredere kulturelle rammer har kulturmøderne
som åbne analytiske kategorier over de seneste
årtier oplevet en stigende interesse fra et vok-
sende antal discipliner som: historie, litteratur-
studier, kulturstudier, kunsthistorie, lingvistik,
antropologi, filosofi og psykologi.
I dette nummer stiller vi skarpt på kropslige
kulturmøder såvel som erfaringerne fra de
kristne europæere i Syd- og Mellemamerika, det
russiske imperiums østvendte ekspansion og en
skibsfuld forliste kinesere i Danmark.
God Læsning!
2
Et kulturmøde mellem krop og
tid i middelalderen eller: Abbed
Vilhelms tænder
af Torben Kjersgaard Nielsen, lektor, ph.d.
Kategorier som ”krop” og ”tid” er uom-
gængelige i menneskets omverdensforstå-
else og væren-i-verden. Kroppen er i kraft
af sin aldring underkastet tiden, og udgør
et udgangspunkt for forståelse og oriente-
ring.
Relationen mellem tid og krop står også centralt
i middelalderlig kristne tænkning. Det gammel-
testamentlige Syndefald, ny testamentes Inkar-
nation i Jesus Kristus og selvfølgelig Opstandel-
sen sætter relationer mellem tid og krop fun-
damentalt i scene, og mange eskatologiske tek-
ster tager livtag med disse forhold og udmaler,
hvordan de døde står op af gravene, når Jesus
kommer for at dømme levende og døde, hvor-
dan de salige vil få evigt liv i Paradis og de for-
dømte evig død i Helvede. Her er tale om tid og
krop for fuld udblæsning - eller måske rettere:
overvindelse af tidslige og kropslige begræns-
ninger.
Hos tænkere som: Augustin, Bernard af Clair-
vaux, Robert Grosseteste og Thomas Aquinas
udgør kød/caro en interessant tredje kategori
ved siden af en traditionel dualisme mellem
krop/corpus og sjæl/anima.
Kroppen er ikke i sig selv forkastelig. Det er der-
imod kødet. Kødet handler, mens kroppen bare
er. Til gengæld er det også kødet og dets hand-
linger, som kan korrigeres. Hvis kødet ikke be-
tvinges, bliver frelsen umuliggjort. Kødet er på
en gang syndigt og et afgørende instrument for
frelse.
Den velfungerende krop med dens handlende,
men syndige kød, er forbundet med tid og for-
andring - med metastase. Mennesket kan nem-
lig fravælge synden og i stedet bevæge sig mod
frelsen. Der rummes et potentiale for udfrielse
og frelse i den handlende krop, i kødet. Døden
ses ofte som en afkobling fra den jordiske tid,
der lader menneskets krop forgå i lidelse, svæk-
kelse og ælde. Samtidig er døden en overgivelse
til guddommelig tid, hvor kroppen kan genopstå
ved dommedag.
Lad mig illustrere disse overvejelser med ek-
sempler fra Abbed Vilhelm af Æbelholts vita.
Vita’et er produceret med henblik på helgenkå-
ringen i 1224. Godt 20 år efter Vilhelms død i
1203. Som ved snart sagt alle hagiografiske be-
retninger er det et gennemgående tema, at
hellighed er stærkt smitsom: Vilhelms berørin-
ger, hans grav, mad og resterne fra hans mid-
dagsbord ejer guddommelig kraft; hans krop er
kanal for tildeling af nåde. De mirakler vi ser i
Vilhelms vita er entydigt rettet mod de troendes
kroppe.
Også tid spiller en vigtig rolle i Abbed Vilhelms
vita. Vita’et fremstår særligt fortættet omkring
hans omvendelse og imod slutningen af hans liv,
hvor hans død forestilles ham i drømme (Olrik s.
199-200).
Efter omvendelsen kan Vilhelm som ’kæk Kristi
stridsmand’ gøre mindre undere, afværge kom-
plotter og fristelser mod sin person. En mand,
der led af ’blodgang’ spiste af Vilhelms mad, og
blev rask; en pige, der lå livløs kom til sig selv
igen, da hun fik nogle af Vilhelms levninger fra
middagsbordet:
Glad over gaven skyndte konen sig derpå
hjem, og af den suppe, hun bragte med sig,
hældte hun hurtig pigen noget i munden.
Da hun havde gjort det tre gange, og sup-
pen gled ned til de indre dele med en un-
derlig rumlen, levede pigen op igen og trak
atter vejret, og hun, der havde været lige-
som død, rejste sig lidt efter op. Da så hen-
3
des nærmeste kom hen til hende, åbnede
hun sin mund, lovede Gud og sagde: ”Nu
skal jeg ikke dø, men leve og fortælle om
Herrens gerninge’ (Olrik s. 231)
Endnu en forandring indtræder, da Vilhelm
drømmer om sin egen forestående død. Selvom
drømmen gav ham blot 7 dage blandt de leven-
de, blev de 7 dage først til 7 uger, så 7 måneder
– og endelig 7 år. Det afgørende er imidlertid
ikke det lange forløb, men den forandring som
synet medførte:
Hvorvel han da nu allerede tidligere havde
elsket Herren sin Gud med hele sin sjæls
inderlighed, i det han idelig spægede sit le-
geme og holdt det i trældom, og havde væ-
ret ivrig for stadig at opfylde Hans bud,
korsfæstede han dog fra dette øjeblik af og
lige til sit livs ende sit kød med dets laster
og begæringer i den grad, at hans tidligere
liv i sammenligning med dette efterfølgen-
de syntes at have været blødagtigt og ny-
delsesfuldt. (Olrik s. 236)
Den udmålte tid inden døden kunne nu fyldes
med glæde hos Vilhelm:
Ved Guds barmhjertighed havde han alle-
rede nu betrådt den boligs sted, der var
ham beredt til at holde nadver i; allerede
nu havde Helligånden opfyldt hele hans in-
dre menneske, og som brudgommen i bru-
dekammeret, således hvilede den i hans
hjertes lønkammer; allerede nu viste det
sig i hans kød, der dog endnu var at se for
jordiske øjne, med hvor stor lyksaligheds
glæde hans sjæl jublede i Herren sin Gud
ved tanken om den tilstundende gengæl-
delses forherligelse... (Olrik s. 239)
Hellige kroppe og disse kroppes udsondringer
(spyt, blod, sved, mælk) og endda de genstande
kroppene havde benyttet (tøj, værktøj, bohave),
dyrkedes i middelalderen som relikvier, som
artefakter besiddende en proto-numinøs kraft.
Vilhelms disciple var også interesserede i at ’få
nogle af hans ting eller af hans klæder’. Kort før
Vilhelms død fik han trukket to tænder ud, som
han gav klosterbroren Sakse. Efter Vilhelms død
kunne tænderne bruges efter deres hellige be-
stemmelse: vasket i vand, som efterfølgende
drikkes, kurerede tænderne nu ’faldende syge’,
sindssyge (en kvinde led bl.a. af den sindssyge,
at hun røbede folks hemmeligheder!) og en
ustyrlig trang til at spise roer. Tænderne redder
en barselskvindes liv, da hun føder et ’forråd-
net’ foster (Olrik s. 250-256).
Påkaldelser af Vilhelm og nattevågen ved hans
grav, ofte i sammenhæng med tænderne i van-
det, helbreder lammelser, døvstumhed (her
hældes vandet ind i ører og mund), helvedesild,
spedalskhed og øjensygdomme:
En gang ved en festlig lejlighed, mens utal-
lige personer af begge køn strømmede
sammen til vor helgen, bragte en kvinde på
sine arme en lille pige, i hvis øje der var ud-
vokset en umådelig stor byld, i høj grad
skrækkelig at se til. Hun gik med sin datter
hen til den klosterbroder, der plejede at ta-
ge sig af de syge, og bad ham om at hælde
en dråbe af den hellige væske ind i hendes
stakkels datters øje. Han lånte øre til kvin-
dens bøn og gjorde hvad hun bad om, ja
tilmed lod han den hellige tand røre ved
hævelsen. Forunderligt lyder det, men
straks brast huden under øjet, som om der
var skåret i den med en kniv, og hævelsen
svandt, idet den veg for relikviernes magt;
og materien blev ved med at flyde ud, indtil
øjet åbnede sig og kunne se lige så klart
som det uskadte øje. (Olrik s. 266-7)
Vilhelms vita har et tydeligt fokus på kropslige
skavanker: folks kroppe helbredes og forandres
ved Vilhelms mirakler. De kropslige mirakler i
Vilhelms vita står dog sjældent alene, men er
ledsaget af en transformation også af kødet: de
helbredte bekender deres synder, lover gaver,
4
bod og bedring, dvs. en ændring af kødets
handlinger.
Kødet sikrer sig helbredelse gennem sine enkle
handlinger (bønner, vågen, knælen), og dermed
en udfrielse af den pinagtige (s)tilstand, de syge
kroppe havde været i før miraklet. Deres lam-
melser, langvarige sygdom, skindød var en stil-
stand - stasis. De var levende døde, uden mu-
lighed for frelse. Miraklerne genopretter normal
jordisk tid, og ændrer den stilstand, der opleves
som en forhindring for frelse.
Det kan godt være, at kødet oftest handler i
fristelse og synd, men handlinger kan vendes til
det gode. Kødet indeholder et potentiale for
udfrielse, og dermed frelse som Bynum har
påpeget det.
Problemet for de mange ulykkelige i historierne
om Vilhelms mirakuløse tænder er, at de er
fanget i en ikke-tid: de er levende døde, fanget i
en lammet, spedalsk, skællende, blind eller døv-
stum krop. En krop, der hverken kan fungere
eller udfries.
Påkaldelsen af Vilhelm, kontakten med Vilhelms
tænder, nattevågen ved hans grav eller i hans
kirke sikrer ophøret af denne ikke-tid. Mirakler-
ne genindfører de ulykkelige i den jordiske tid
og muliggør, at deres kød igen kan handle –
godt og rigtigt. Miraklerne geninstallerer mulig-
heden for udfrielse og frelse.
Det illustreres, synes jeg, fint i endnu en fortæl-
ling fra Vilhelms vita:
Da underne stadig blev hyppigere og be-
kenderens ry voksede, tog en kvinde, der
pintes af mange smerter, sin tilflugt til
hans hjælp. /…/ Mens hun nu tilbragte nat-
ten i kirken og, greben af en let søvn, hvile-
de sit hoved på den bedeskammel, på hvil-
ken den hellige mand i levende live plejede
at knæle, når han holdt bøn, så hun den
Herrens bekender træde hen til sig og sige:
”Kvinde, vend tilbage til dit hus; thi i dette
liv kan du ikke blive helbredet. Dog er din
frelse i Herrens hånd: når du har tilbragt en
kort stund i dine pinsler, skal du som en le-
vende sten anbringes i den himmelske byg-
ning.” Ved disse ord vågnede kvinden, og
hun blev mere glad ved disse løfter, end om
hun var bleven fri for sine legemlige smer-
ter. Og i det hun fortalte de omkringståen-
de, hvad der var blevet sagt hende, og be-
tænkte, at guds beslutning er uforanderlig,
vendte hun tilbage til sit hus og ventede i
største gudhengivenhed sit livs afslutning.
(Olrik s. 267)
Middelalderlige tænkere og skribenter forhold-
te sig stærkt refleksivt til deres kropslighed.
Kroppen var for dem en lige så manipulerbar
størrelse, som vi i dag opfatter vore kroppe.
Kroppen med dens handlende kød kunne brin-
ges til at give mening og retning. Heri indgik
ofte en tydelig forestilling om døden. Ikke som
ophør af tid og krop, snarere som udfrielse og
overgang til en anden tid.
Litteratur:
Susannah Biernoff, Sight and Embodiment in the
Middle Ages, Palgrave MacMillan: Basingstoke
2002
Caroline Walker Bynum, Fragmentation and
Redemption. Essays on Gender and the Human
Body, Zone Books: Massachusetts, 1992
Torben Kjersgaard Nielsen, ”Elsket og udstødt.
Religiøse atleter i højmiddelalderen”, i Lars An-
dersen et al. (red.), De måske udstødte. Histori-
ens marginale eksistenser, Aalborg Universitets-
forlag: Aalborg, 2005.
Danske Helgeners Levned (ovs. Hans Olrik), Kbh.
1894
5
De kristne europæres møde med
indianerne i Syd og Mellemame-
rika 1492 -1589
af Mette Sjørup, stud. hist. 4. sem.
I den sidste halvdel af 1400-tallet gik por-
tugiserne forrest i forsøget på at finde
søvejen til Indien syd om Afrika. Spani-
erne ville ikke stå alene tilbage for kon-
kurrenten, og fulgte dermed i portugiser-
nes fodspor.
Opdagelsesrejser og kolonisering
I 1487 forsøgte den portugisiske opdagelsesrej-
sende Bartolomeu Dias at finde søvejen til Indi-
en, men nåede kun Afrikas sydlige spids. I 1497
udsendte den portugisiske trone igen en ekspe-
dition. Denne gang med Vasco da Gama ved
roret og i 1498 nåede han frem til Indien. En af
grundene til, at man ønskede at finde søvejen til
Indien var, at osmannernes ekspansion i Øst,
herunder Konstantinopels fald i 1453, truede de
europæiske muligheder for at fragte varer igen-
nem disse områder. I den forbindelse er der
desuden også en teori blandt mange forskere,
at man ønskede at finde søvejen til Indien, idet
man så det som en mulighed for at undgå de
mellemhandlere, der fandtes til lands.
Eftersom portugiserne udforskede muligheden
for at finde søvejen til Indien syd om Afrika,
foreslog Christoffer Columbus i 1492, den span-
ske dronning Isabella, at man skulle samle en
ekspedition, der kunne gøre et forsøg på at
finde den vestlige søvej til Indien. En ekspediti-
on blev søsat, og samme år troede Columbus
fejlagtigt, at han havde nået Indien, men opda-
gede i stedet Amerika, også kaldt den nye ver-
den. Først i perioden 1498-1502 blev man klar
over, at der var tale om opdagelsen af et nyt
kontinent. Dette skete i forbindelse med Ame-
rigo Vespuccis rejser til den nye verden, hvor
han med sin brug af breddegrader kunne fast-
slå, at de befandt sig på en hidtil ukendt 4. ver-
densdel. Af samme grund blev Amerika opkaldt
efter ham.
Den spanske kolonisering af den nye verden
foregik i kristendommens navn med Pavens
velsignelse, og da Columbus nåede Amerika i
1492, så han sig selv som ”Christ-bearer”, der
havde pligt til at videreformidle det kristne bud-
skab og omvende hedningene. Det var altså
troen og udbredelsen af det kristne budskab,
der var den officielle grund til koloniseringen af
den nye verden. Dette var dog ikke den eneste
grund, da der også var økonomiske og dynasti-
ske interesser på spil. Renæssancen, og hermed
perioden for koloniseringen af Syd- og Mellem-
amerika, var præget af, at den verdslige del af
samfundet fik større betydning. I den forbindel-
se var Gud ikke længere altomfattende, som det
havde været tilfældet i middelalderen. Denne
opdeling af samfundet i en verdslig og gejstlig
del gav samtidig anledning til, at der kunne op-
stå interessekonflikter i koloniseringsprojektet.
Op igennem 1500-tallet tog den spanske koloni-
sering af den nye verden til; i 1522 erobrede den
spanske conquistador Hernando Cortés Azteker-
riget, senere kaldet Mexico, og i 1533 erobrede
Francisco Pizarro Inka-riget, det nuværende
6
Peru. Som følge af spaniernes erobringer døde
mange af de indfødte indianere, både pga. syg-
domme, som spanierne havde taget med sig,
men også fordi magtovertagelsen var særdeles
voldelig.
Den første kritik
Som reaktion på denne voldelige magtoverta-
gelse skrev den dominikanske munk og senere
biskop, Bartolomeu de Las Casas, sit værk A
short account of the destruction of the Indies. På
baggrund af egne erfaringer beretter han i dette
værk om, hvordan grådige spanske kaptajner og
guvernører enten dræbte, eller udnyttede
uskyldige indianere som slaver på baggrund af
økonomiske interesser. Las Casas hørte til dem,
der mente, at hovedformålet med koloniserin-
gen var religiøst, og herudover var han af den
overbevisning, at det var muligt at omvende
indianerne med fredelige midler. Hensigten
med hans værk var, i den forbindelse, at over-
bevise Phillip d. 2. om, at nedslagtningen af
indianerne måtte stoppe og, at man ikke burde
bruge indianerne som slaver. Disse argumenter
blev også fremført ved den såkaldte Valladolid-
debat i 1550. Her debatterede de to dominikan-
ske munke Juan Ginés de Sepúlveda og Las Ca-
sas over for hinanden. I modsætning til Las Ca-
sas mente Sepúlveda, at indianerne var naturli-
ge slaver, der måtte straffes for deres afguds-
dyrkelse og derigennem omvendes til kristen-
dommen. Som resultat af Valladolid-debatten
blev der vedtaget en række love, der skulle sikre
bedre forhold for indianerne. Lovene fik dog
ikke den store betydning i praksis, men Las Ca-
sas kom senere til at stå som forkæmper for
indianernes rettigheder. Der kom altså ikke kun
konflikter imellem dem, der havde økonomiske
og religiøse interesser i koloniserings-projektet,
men også blandt de kristne missionærer var der
forskellige opfattelser af, hvem indianerne var
og, hvordan man skulle behandle dem.
Antropologien i renæssancen
I tolkningen og forståelsen af hvem disse india-
nere var, havde kristendommen en helt central
betydning. Nogle mente man kunne tolke india-
nerne vha. det såkaldte kontiunitetsdogme. Her
anså man indianerne som værende en blanding
mellem dyr og mennesker. Eftersom Gud ikke
skabte noget uperfekt, men kun mellemformer
af alting, kunne man naturligt placere indianer-
ne som en mellemting mellem dyr og menne-
sker. På denne måde fik man samtidig klarlagt
hierarkiet mellem de kristne europærer og indi-
anerne ved at placere dem lavere i skabervær-
ket. Ikke alle tolkede indianerne på denne må-
de, og andre var i stedet inspireret af Augustin
(354-430), der hævdede, at det menneskelige
ikke kunne gradbøjes. Her anså man derfor in-
dianerne som værende mennesker, der blot
havde lidt et forfald i deres tro. Dette forfald
skyldtes både djævelens påvirkning og menne-
skets fri vilje, da forfaldet var resultatet af en
synd.
Et eksempel på den sidst nævnte tolknings-
ramme finder man i José de Acostas værk Natu-
ral and Moral History of the Indies fra 1589.
José de Acosta var jesuitisk missionær og be-
fandt sig i Peru fra 1571-1589. Her arbejdede
han på at omvende indianerne til kristendom-
men. For at opnå dette mente han, at det var
nødvendigt med et dybdegående kendskab til
deres skikke, sprog og tro. Selvom man kan
være kritisk overfor Acostas konklusioner, var
hans videnskabelige metodiske fremgangsmåde
sjælden for samtiden, og af samme grund ses
hans værk i dag, som en del af den tidlige an-
tropologi. I værket lægger Acosta stor vægt på
at forsøge at modbevise kritikeres påstande om,
at indianerne ikke kunne ses som fuldkomne
mennesker. Dette gør han bl.a. ved at argumen-
tere for, at indianerne besad egenskaben for-
nuft/ratio. Fornuften var givet til mennesket af
Gud, og var derfor en forudsætning for at kunne
modtage den kristne tro.
7
Endnu en grund til, at indianerne var klar til at
blive omvendt til kristendommen var, ifølge
Acosta, at man kunne sammenligne dem med
antikkens folk. I renæssancen skete der en gen-
opdagelse af antikkens tekster og kunst, hvor
dyrkelsen af de europæiske forfædre var helt
central. I den forbindelse forsøger Acosta at
sætte lighedstegn mellem indianerne og antik-
kens folk ved at fremhæve nogle af deres religi-
øse ritualer.
Apart from this superstition of sacrificing
men to the dead, which is one very im-
portant chiefs, there is another that is
much more common and widespread all
over the Indies, that of placing food and
drink to their tombs….Which according to
Saint Agustine was also an error of the an-
cients (Mangan, 2002 p. 267).
Dette var ritualer, der mindede om dem, man
udøvede i antikken. Her argumenterer Acosta
altså for, at indianerne befinder sig på et forsta-
die til at blive omvendt, idet deres religiøse
skikke kan sammenlignes med dem, man havde
i Europa inden man fandt den sande tro i kri-
stendommen.
I de kristne europæeres møde med indianerne
var det altså helt afgørende at placere de
fremmede inden for rammerne af det kristne
verdensbillede. Indianerne blev af samme grund
ikke tolket på deres egen præmisser, som det
ville have været tilfældet i den nutidige antro-
pologiske videnskab. Til gengæld skulle forståel-
sen af den indianske levemåde findes i biblen og
antikkens tekster.
Rejseberetninger
Det er ikke kun igennem værker skrevet af reli-
giøse missionærer, som Las Casas og José de
Acosta, vi hører om mødet med indianerne.
Nogle af de tidligste tekster, der beretter om
dette kulturmøde, er de rejseberetninger, der
blev skrevet i forbindelse med opdagelsen af
Amerika. Her beretter Columbus’ breve om de
første indtryk, som indianerne gjorde på de
kristne europæere. Han fortæller bl.a. om nøg-
ne indianere, der tilsyneladende lever mono-
gamt med undtagelse af deres leder eller konge,
der kan have op til 20 kvinder. Herudover be-
skriver han, hvordan kvinderne ofte arbejder
hårdere end mændene. Desuden fortæller han
om, at indianerne forærer guld væk, da de ikke
selv tillægger det nogen særlig værdi.
I Amerigo Vespuccis rejseberetninger (1498-
1502) hører vi til gengæld om indianere, der
lever uden autoriteter i form af konger eller
andre ledere. I den forbindelse beskriver
Vespucci, hvordan konflikter alligevel bliver løst
på trods af den manglende hierarkiske sam-
fundsopdeling. Herudover ligger Vespucci stor
vægt på at beskrive, hvordan der ikke er nogen
tradition for ægteskab blandt indianerne, hvil-
ket gør de indianske kvinder frie rent seksuelt.
En frihed disse kvinder, ifølge Vespucci, benyt-
tede sig meget af. Vespucci beskriver samtidig
indianerne som værende trosløse, der til gen-
gæld kan kategoriseres som Epikuræer, der kun
fokuserer på at nyde det gode i tilværelsen.
Vespucci eventyrliggør altså i høj grad sine be-
retninger om indianerne, og i den forbindelse
skal det siges, at hans tekster senere er blevet
beskyldt for at være overdrevne og sensationa-
listiske.
At overdrive inden for genren rejseberetninger
er dog ikke noget enestående fænomen. Ek-
sempelvis kan Jean de Mandevilles beretninger
fra påståede rejser i Kina, Indonesien og Indien,
der udkom første gang i 1356 nævnes. I disse
fortælles der om mennesker med grov pels,
monstre, kannibaler og giganter, forfatteren af
disse tekster blev i 1800-tallet afsløret, som
værende en fiktiv person på en fiktiv rejse. Mar-
co Polos (1254-1324) tekster blev ligeledes be-
skyldt for at overdrive i beskrivelsen af Kina og
dets rigdomme. Desuden påstod Marco Polo, at
man kunne finde et enormt velhavende kristent
8
rige på den indiske sydkyst, hvilket jo i høj grad
også viste sig at være falsk. Eftersom det var
almindeligt, at opdagelsesrejsende, som Co-
lumbus og Vespucci, medbragte og læste andre
rejseberetninger på den rejse de selv befandt
sig på, betød dette samtidig, at deres beretnin-
ger blev præget af tidligere beretninger. Man
ved, at Columbus medbragte Marco Polos rej-
seberetninger på sin rejse og, at han har læst
Mandevilles beretninger. Dette bliver ligeledes
tydeligt i hans breve fra opdagelsen af Amerika,
hvor han påpeger, at han endnu ikke har fundet
monstre eller giganter, men at der efter sigende
skulle leve kannibaler på en ø, han endnu ikke
har besøgt. I Vespuccis breve ses det ligeledes,
at han er præget af tidligere beretninger, da
han fortæller om et møde med giganter på den
sydamerikanske østkyst. På trods af, at denne
genre kan have fiktive og overdrevne elemen-
ter, er den dog stadig interessant, idet den var
meget populær i sin samtid, og derfor var med
til at skabe det billede man havde af de frem-
mede, herunder indianerne.
Opsummering
Rejseberetningerne fra Columbus og Vespucci
giver os altså et indtryk af, hvordan kulturmødet
mellem europærerne og indianerne udspillede
sig i den meget tidlige fase af koloniseringen af
den nye verden. Rejseberetningerne bevæger
sig dog på et ret generelt plan i sin beskrivelse
af indianernes levemåde. Her går de religiøse
værker, som José de Acostas og Las Casas, til
gengæld et spadestik dybere, og indeholder i
den forbindelse mere specifikke studier og be-
skrivelser af den indianske kultur. Igennem de
religiøse værker bliver vi samtidig klar over,
hvordan der herskede forskellige fremmedbille-
der indenfor den kristne tolkningsramme og
hvordan konflikten mellem dem, der havde
henholdsvis religiøse og økonomiske motiver
udspillede sig.
Litteratur:
Atkinson, 1960: William C. Atkinson. Titel: A
History of Spain and Portugal. Forlag: Penguin
books
Christopher Columbus til Luis Santángl, brev af
februar-marts 1493
Grendler, 1999: Paul F. Grendler. Titel: Encyclo-
pedia of the Renaissance- bind 2 og 6. Forlag:
Charles Scribner’s Sons
Høiris, 2006: Ole Høiris. Titel: Antropologien i
middelalderen og renæssancen – kristendommen,
teologien og de fremmede. Forlag: Aarhus Uni-
versitetsforlag.
Kjersgaard, 1984: Erik Kjersgaard. Titel:
Politikens Verdenshistorie. Bind 10 – Europas
ekspansion. Forlag: Politikens forlag
Las Casas, 1980: Bartolomé de las Casas. Titel:
Indianermassakren: en kort beretning om vestin-
diens tilintetgørelse. Forlag: Græs
Mangan, 2002: Jane E. Mangan, José de Acosta.
Titel: Natural and moral history of the Indies.
Forlag: Duke University Press
Markham, 2010: Clements R Markham Titel:
Hakluyt Society, First Series, Volume 90: The
letters of Amerigo Vespucci and other documents
illustrative of his career. Forlag: Ashgate Pub-
lishing Group
9
”Side 9” pigen: Roxelana
af Yusuf Cakin, stud. hist. 2. sem.
Alexandra Lisowska (ca. 1506 - 1558) var
en kvinde, der gik fra at være slave til en
fri kvinde og endda kejserinde. Hun blev
født i Rohatyn som ligger i det vestlige
Ukraine, og er i Vesten også kendt som
Roxelana/Ruslana pga. hendes afstam-
ning.
Rosa Solymanni Uxor. Kunster ukendt.
Som ung pige blev Roxelana kidnappet af Krim-
tartarerne og solgt til Krim-khanatet1 og derfra
til Det Osmanniske Rige. Hun blev valgt til sultan
Süleymans harem. Haremmet skulle yde service
og tilfredsstille sultanen og hans familie, og
udover dette arbejde fik de også undervisning i
takt, tone og almén dannelse. I princippet hand-
lede det for en slavepige i haremmet om at føde
et barn til sultanen. Det var den sikreste vej til
et godt og nogle tiflælde magtfuldt liv. Især hvis
man kunne føde sultanens første søn, da denne
ville blive arvefølger. Dog var Roxelana ikke den
eneste, og havde derfor mange konkurrenter.
1 Krim-khanatet var på det tidspunkt en vasalstat under
osmannerne. De to stater var også relaterede til hinanden,
da Süleymans moder var datter af Krim-khanen.
Süleyman havde allerede fra sit ophold i Mani-
sa, som guvernør2, fået et barn fra Mahidevran3.
Roxelana konverterede til islam og fik navnet
Hürrem, men bliver her fortsat benævnt Ro-
xelana. Roxelana bandt hurtigt Süleyman til sig,
og snart blomstrede kærligheden i mellem dem.
Befolkningen anså hende for at være en heks,
der havde tryllebundet ham.
Roxelana og Süleyman fik fem børn sammen,
fire drenge og en pige. De fire drengebørn som
hun fødte gav hende en vis prestige, selvom det
var Mahidevran, der var moderen til arveprin-
sen. For at sikre statens forsatte eksistens via
arvefølgen var det enormt vigtigt at få så mange
drengebørn som muligt, selvom det til sidst
endte med indbyrdes krige mellem brødrene for
at sidde på magten.
Kærligheden mellem Süleyman og Roxelana
fortsatte, og de fik en vielse, som ellers var
imod traditionerne for sultanatet. Dermed var
hun Süleymans officielle kone.
Nedenfor er en engelsk oversættelse af et digt,
skrevet af sultan Süleyman under sit pseudo-
nym Muhibbi. Digtet er dedikeret til Haseki
Hürrem Sultan og understreger styrken i Süley-
mans kærlighed til hans kone:
Throne of my lonely niche, my wealth, my
love, my moonlight.
My most sincere friend, my confidant, my
very existence, my Sultan, my one and only
love.
2 Det var traditionen for sultanatet at en Shahzade (arve-
prins) blev guvernør da han var gammel nok. På den måde fik han erfaring og ventede på at blive sultan, når nu hans far en dag døde. I virkeligheden var det også for at holde ham væk fra tronen, mens sultanen levede, da han var en potentiel trussel.
3 Süleymans første haseki, som er et titel der gives til mo-
deren af den første Shahzade. Haseki var den anden høje-ste rang i haremmet, den første er Valide Sultan, som betyder moderen af sultanen, som styrede haremmet.
10
The most beautiful among the beautiful...
My springtime, my merry faced love, my
daytime, my sweetheart, laughing leaf...
My plants, my sweet, my rose, the one only
who does not distress me in this world...
My Constantinople, my Caraman, the earth
of my Anatolia. My Badakhshan, my Bagh-
dad and Khorasan
My woman of the beautiful hair, my love of
the slanted brow, my love of eyes full of
mischief...
I'll sing your praises always
I, lover of the tormented heart, Muhibbi of
the eyes full of tears, I am happy.
Trods Süleymans hengivenhed, var det vigtigt
for Roxelana at sikre sine børns fremtid, men
sultanens storvesir, Ibrahim Pasha4, og dennes
indflydelse så hun i stigende som en trussel, idet
han holdt mest af Shahzade Mustafa, som var
Mahidevrans søn. Blev Mustafa sultan, kunne
hun miste sine sønner og Mahidevran ville få en
enorm magt. Efter en stribe fejl og et åbenlyst
udtrykt magtbegær, blev Ibrahim Pasha dog
henrettet. Det siges, at det var Roxelana, der
påvirkede Süleymans beslutning.
Nogle år senere mistænkte man Mustafa for et
kupforsøg mod sin far, men samme skæbne
som Pasha ventede Mustafa, og han blev hen-
rettet. Det siges igen, at det var Roxelana der
stod bag det.
Roxelana fik sin datter Mihrimah til at gifte sig
med den senere storvesir, Rüstem Pasha, og
dermed sikrede hun sin fortsatte tilknytning til
magtens centrum. Hun blandede sig i politik
hvor hun for eksempel udvekslede breve med
4 Storvesir af Süleyman, som fik en karriere fra slave til
storvesir. Han var Süleymans tjener fra dagene i Manisa, men Süleyman så ham mere som sin bedste ven.
det polske kongedømme, som sørgede for
fredsaftaler. Roxelana nåede dog aldrig at se sin
søn Selim blive sultan. Derfor tog Mihrimah sin
moders rolle og fungerede som en Valide Sul-
tan.
Man plejer at se Roxelana Sultan som kvinden,
der startede den periode i Det Osmanniske Rige
som hedder Kvindernes Sultanat.
Kandidat og
Sommer-fest
Torsdag den 7. juni
2012
på Hotel Hvide Hus i Aalborg
Tilmeld jer hos Vivian Lassen ([email protected]). Samtidig - og senest fre-
dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto
nr. 3266165676. Husk at anføre navn!
Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie
11
Imperialisme, den russiske Co-
lumbus og tjukterne
af Jimmy Munk Larsen, stud. hist. 4. sem.
Med Sovjetunionen i frisk erindring, og
historier om korruption, oligarki og
magtmisbrug, er det nemt, at få den op-
fattelse, at Rusland er et østland, der ikke
har meget tilfælles med Vesteuropa. Det
kan naturligvis diskuteres i hvor høj grad
Rusland i dag agerer som et europæisk
land, men historisk set står det ikke til
diskussion, at Rusland var en vigtig brik
på det europæiske skakbræt, og at zarri-
get agerede på samme måde som de øvri-
ge europæiske stormagter frem til neder-
laget i Krimkrigen i 1850’erne. Russerne
førte desuden en politik overfor fremme-
de kulturer i Asien, der var magen til den
de øvrige europæere førte, når de rundt
om i verden stødte på indfødte kulturer.
Skabelsen af det russiske imperium
Store områder af det der i dag er Rusland, var i
1300- og 1400-tallet plaget af mongolsk-tyrkiske
stammer og khanaters hyppige angrebs-raids,
efterkommere af Djengis Khans mongolske ver-
densrige fra 1200-tallet.
I 1533 blev Ivan den Grusomme leder af det
store russiske hertugdømme Moskva, der også
var plaget af plyndringer. Ivan fik skabt en stærk
centralmagt og samlet en del russiske områder.
Efter det Byzantinske Riges fald i 1453, så Ivan
det som sin opgave at beskytte den ortodokse
kristendom, og drømmen om Jerusalem var ikke
død i Rusland. Derfor var der også et korstogs-
element i den ekspansionspolitik Ivan førte
overfor de muslimske khanater i Asien, og over-
for Osmannerriget. Denne politik gik i arv til de
efterfølgende russiske zarer og zarinaer. Allere-
de i 1500-tallet sendte Rusland missionærer til
samiske områder i vest, men først efter 1815
nåede missionærer de tjuktiske områder i Kam-
tjatka. Det var også først i 1800-tallet, at euro-
pæerne satte tryk på deres missionsvirksomhed
i Afrika syd for Sahara, så også på dette punkt
fulgte Rusland det generelle mønster i Europa.
Kort over Ruslands ekspansion fra 1500-tallet og frem.
I midten af 1500-tallet fik Ivan desuden under-
tvunget khanaterne Ryazan, Kazan og Astra-
khan, og udråbte sig til zar over det store Rus-
land, hvilket markerer begyndelsen på det russi-
ske zarrige, der bestod frem til revolutionen i
1917. Ved erobringen af Kazan i 1552 fordrev
Ivan Kazan-tatarerne, og lod etniske russere
flytte ind og overtage området. Dette kan i høj
grad sammenlignes med spaniernes fordrivelse
af muslimerne fra Granada. For at fejre erobrin-
gen, byggede Ivan St. Basil Katedralen i Moskva
som et monument over Kristendommens sejr.
I slutningen af 1500-tallet nedkæmpede russer-
ne det enorme, men tyndtbefolkede Sibir-
khanat i det vestlige Sibirien, og bredte sig med
hastige skridt mod øst. Hvor de øvrige europæ-
ere udvidede deres territorium oversøisk, bred-
te Rusland sig ind over Centralasien og videre
mod øst og syd. Nøjagtigt som spaniernes erob-
ring af Amerika var erobringen af de asiatiske
områder ikke en opgave, der krævede stor mili-
tærstyrke, fordi områderne var så tyndtbefol-
kede og uorganiserede. Når det kom til våben
12
og militærmagt, var Russerne desuden overleg-
ne.
Formålet med russernes ekspansion var det
samme som de spanske conquistadorers i Ame-
rika nemlig: materiel rigdom. Rusland førte en
nådesløs jagt på skind og pels fra de nye territo-
rier, da det var en luksusvare, og pelsindustrien
blev vigtig for den russiske økonomi.
Ruten fra 1. Kamtjatka-ekspedition. Tjukterne levede i
det nord-østlige område nord for Kamtjatka-halvøen.
Samtidig med ekspansionerne i øst, der ikke
krævede stor militærstyrke, førte zaren krige i
vest og syd. I 1600- og 1700-tallet især mod
Krim-khanatet, Osmannerriget og Nogai-horden
ved det Kaspiske Hav, og senere også mod
svenskere, litauere og polakker i Nordeuropa –
med succes på alle fronter. På den måde nåede
Rusland både det Kaspiske Hav, Sortehavet,
Østersøen og Stillehavet. Forudsætningerne for
en russisk flåde var skabt.
Erobringerne tilskrives især Peter den Store, der
blev kronet til zar i 1682. Zar Peter var vestligt
orienteret, og ønskede at omdanne Rusland til
en moderne supermagt efter preussisk-tysk
forbillede. Peter havde desuden en stor interes-
se for søfart, da han som barn havde boet i
Arkhangelsk ved Hvidehavet, hvor han plejede
denne interesse. Til at opbygge sin flåde, havde
Peter brug for erfarne europæiske søfarere, og
det var sådan, at Vitus Bering fra Horsens kom i
russisk tjeneste i 1704.
Den 1. Kamtjatka-ekspedition og mødet med
indfødte i Asien
Som resten af Europa, var Rusland også påvirket
af oplysningstidens rationalitet. Derfor var
1600-tallets dyrkelse af det eksotiske og ander-
ledes blevet erstattet med en idé om, at verden
skulle kategoriseres og sættes i system. Dette
blev særligt tydeligt på 2. Kamtjatka-
ekspedition, hvor en lang række videnskabs-
mænd var med for at kategorisere Sibiriens
flora og fauna samtidig med, at man også bear-
bejdede de indfødte man stødte på undervejs.
Den første ekspedition blev sat i værk af Peter
den Store i 1725, og havde Vitus Bering i spid-
sen for en 34-mand stor ekspedition. Formålet
var dels at udforske og kortlægge de østlige
egne i Sibirien og Kamtjatka, og dels at finde ud
af, om der var en landfast forbindelse til Ameri-
ka, hvilket mange, zar Peter inklusiv, troede på
at der var på daværende tidspunkt. Verdenskor-
tet havde stadig mange ”hvide huller”. Eksem-
pelvis var det først i begyndelsen af 1800-tallet,
at Lewis og Clark nåede Stillehavet, og dermed
fik kortlagt det vestlige USA.
Fra Kamtjatka-ekspeditionerne findes flere rej-
sedagbøger, breve og beretninger, som er over-
sat til engelsk eller dansk. Ud fra disse får man
et indtryk af, hvilken opfattelse Vitus Bering og
russerne fik af de indfødte kulturer de mødte –
se litteraturlisten nederst. Én af disse indfødte
kulturer, var tjukterne, der levede i det nordøst-
lige Sibirien ved Kamtjatka-halvøen. Allerede i
midten af 1600-tallet var russerne stødt på tjuk-
terne, men en blanding af, at tjukternes område
ikke var så rigt på pels, og at tjukterne pga. de-
res udprægede kriger-kultur var svære at un-
derkue gjorde, at russerne ignorerede dem frem
til cirka år 1700.
13
Tjukterfamilie fra 1862.
Rovdriften på pelsdyrene i Sibirien havde sam-
me konsekvenser for naturen og de indfødte,
som den amerikanske jagt på bisoner havde for
indianerne på prærien. Dyrene blev nærmest
udryddet, og de indfødte, der levede af dyrene,
måtte omstille sig. Samtidig blev russere af sta-
ten opfordret økonomisk til at flytte til de nye
områder, og opdyrke jorden som de fik kvit og
frit sammen med landbrugsredskaber. Princip-
pet lignede den måde USA i 1800-tallet gradvist
overtog prærien fra indianerne. Det var ikke
nogen nem opgave for Rusland at få det enor-
me Sibirien under kontrol. Store områder blev
stadig styret af indfødte stammer efter traditio-
nelt mønster. Gradvist fik russerne områderne
under kontrol: dels ved en massiv indvandring
af etniske russere, og dels ved at udbygge ad-
ministrationen i Sibirien. Bl.a. blev der allerede
fra 1630’erne sendt guvernører ud for at skabe
orden i de nye provinser.
I dag er den tjuktiske kultur blot en lille del af Rusland.
Som en konsekvens af ekspeditionen sendte
Bering et brev til det russiske senat omkring
forbedringsforanstaltninger i Sibirien og på
Kamtjatka. Disse forbedringsforanstaltninger gik
i høj grad ud på at komme til at beherske Sibiri-
en og Kamtjatka i endnu højere grad end man
gjorde i forvejen. En del af denne beherskelse
var, at de indfødte betalte jasak en naturalie-
skat, der oftest bestod af skind, til den russiske
stat. Bering skriver i brevet, at han er nervøs for
flere indfødte grupper, der plages af tjuktiske
plyndringer. Plyndringerne forhindrede disse
indfødte grupper i at betale jasak, og Bering
ytrede ønske om en massiv russisk indvandring
af jægere og fiskere med det formål at beskytte
disse indfødte mod tjukterne- underforstået, at
staten kunne få fingre i skindet. Eksemplet viser,
at russerne, ligesom amerikanerne og spanierne
i Amerika, ikke gik af vejen for at bekæmpe
fjendtligtsindede indfødte samtidig med, at man
gerne ville opdrage og kontrollere de indfødte,
der underlagde sig koloniherrerne. I et brev til
sin moster i Horsens, giver Bering desuden ud-
tryk for en afsky for, at visse kulturelle ritualer
blandt nogle indfødte og afslører derved, at han
betragter disse kulturer som underudviklede i
forhold til europæiske kulturer. I brevet til sena-
tet gør han sig derimod umage med at ”sælge”
ideen om en udbygning af kolonierne i Sibirien
og Kamtjatka. Her må man ikke glemme, at Be-
ring faktisk ikke gennemførte missionen, og
14
derfor var meget interesseret i at blive sendt på
en ny ekspedition, hvad han da også blev i 1733.
Den russiske imperialisme adskilte sig ikke syn-
derligt fra den engelske eller spanske. Motivati-
onen bag var rigdom, og nøjagtigt som i Afrika
og Amerika, foregik russernes kulturmøde med
de indfødte i Asien på kolonisatorernes betin-
gelser. De indfødte, der underlagde sig, blev
gradvist gjort mere og mere russiske, imens de,
der strittede imod, blev nedkæmpet.
Tjukterne efter 1917 og perspektivering
Efter revolutionen blev tjukterne underlagt en
ny kolonimagt, nemlig Sovjetkommunismen.
Kollektiver afløste klansystemet, og mange blev
tvunget til industriarbejde og dermed urbanise-
ring igennem tvangsforflytninger. Test af atom-
våben i 1950’erne og 1960’erne er skyld i, at
kræft er meget udbredt i dag, ligesom det også
kan ses i Stillehavet, hvor konsekvenserne af
amerikanske og franske atomprøvesprængnin-
ger i dag viser sig, i form af en overrepræsenta-
tion af kræftsygdomme. Generelt er tjukterne
ramt af store sociale problemer med især ar-
bejdsløshed, alkohol og sygdom. Det er sociale
problemer vi i Danmark godt kan forholde os til,
da problemerne er meget lig dem i Grønland, og
især i Østgrønland, hvor alkohol og verdens
højeste selvmordsrate hører til de største socia-
le problemer. Konsekvenserne af tvangsforflyt-
ninger kender vi ligeledes fra Thule. Dette er
således et glimrende eksempel på, at Øst- og
Vestblokkene under Den Kolde Krig optrådte på
samme måde overfor indfødte kulturer, uanset
om det så var i Thule, på Kamtjatka eller i Stille-
havet.
De fleste tjuktiske børn opdrages i dag på russi-
ske kostskoler, og bliver derfor i større eller
mindre grad gjort fremmede for deres egen
kultur.
Litteratur
Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind:
”Under Vitus Bering’s Command – New
perspectives on the Russian Kamchatka
Expeditions”, Aarhus University Press, 2003
Peter Ulf Møller og Natasha Okhotina Lind:
“Until Death Do Us Part – The Letters and
Travels of Anna and Vitus Bering”, University of
Alaska Press, 2008
Tatiana S. Fedorova, Peter Ulf Møller, Viktor G.
Sedoc og Carol L. Urness: “The Journal of
Midshipman Chaplin – A Record of Bering’s First
Kamchatka Expedition”, Aarhus
Universitetsforlag, 2010
Henrik Larsen: “Forskere afkoder vigtig Bering-
logbog”, Politiken, 10. september 2010
Henrik Larsen: ”Bering-ekspedition var en kold
lidelsesrejse”, Politiken, 10. september 2010
www.infonor.dk/
Skriftlige kilder
Bering på dansk, Københavns Universitet
http://beringpaadansk.ku.dk/
15
Kineserskiber – Kinesiske sø-
mænd på vestkysten i 1902
af Thor Bæch Pedersen, Mia Nybo Jensen &
Mikkel Vejnø Risager, 4. sem. stud. hist..
Den 14. marts 1902 slog ’lynet’ ned på den jyske
vestkyst, da 15 kinesiske sømænd gik i land:
”Men sikke dog ansigter de (red. kineserne)
havde! Og det har vi (red. vestjyderne) tidt
tænkt ved siden, om nu ogsaa saadanne
vilde mennesker har følelse i kroppen som
vi andre, for af deres ansigter kan en in-
genting læse sig til om deres indre, hvad de
bestaar af, alle kinesere ser ens ud, for os
at tykke, og naar de blinker med øjnene,
ved en ikke, om de smiler eller er ondskabs-
fulde; de ligner hverandre ligesaa bestemt
som de sjællandske køer”
Ludvig Mylius-Erichsen5
Filtskoenes fodspor på klitten
I efteråret 2011 udarbejdede vi et 3. semesters-
projekt omhandlende et kulturmøde ved den
jyske vestkyst. Her strandede en russisk damper
”Wanda af Odessa” lidt nord for Ringkøbing,
ved Husby d. 14 marts 1902. Skibet var på vej til
Göteborg fra Java i det indiske ocean med fos-
fat/kunstgødning, men lasten var langt fra det
mest opsigtvækkende – det var derimod be-
sætningen. Den bestod af 29 mand, hvoraf
halvdelen (15) var kinesiske sømænd, heraf de
fleste sandsynligvis fra den kinesiske handelsby
Kanton.
Vores projekt tog udgangspunkt i de efterføl-
gende dage efter strandingen. Kildematerialet
til dette kulturmøde bestod af tre hovedkilder:
artikler fra Ringkøbing amts dagblad skrevet i
5 Mylius-Erichsen.1905;107,6-24
dagene efter strandingen, eventyrer Ludvig
Mylius-Erichsens novelle/beretning ”Kineserski-
bet” i hans ”Nye Strandingshistorier” fra 1905,
samt et fotografi af den kinesiske besætning og
den russiske kaptajn John B. Kohrsch. Derud-
over har vi ligeledes været i besiddelse af stran-
dingsprotokollen fra strandingen samt været i
tæt kontakt med strandingsmuseet St. George i
Thorsminde, der har været meget behjælpelige
ift. vidensindsamlingen. I projektet perspekti-
verede vi endvidere dette kulturmøde med
tidens generelle menneskesyn, bl.a. til samti-
dens menneskeudstillinger i Tivoli i København.
Det unikke kulturmøde
Besætningen befandt sig i tre dage i og omkring
Ringkøbing inden de blev sendt med tog ud af
Danmark. Kulturmødet var således meget kort,
men det blev for vestjyderne en smagsprøve på
den store verden. Vestjylland, især omkring
Ringkøbing, har historisk set været en ’træls’
størrelse for sømænd, idet mange forlis og
strandinger har fundet sted her, hvilket bl.a. har
gjort, at vestjyderne var vant til at høre frem-
mede tungemål, samt møde fremmedartede
folk. Det opsigtvækkende var dog denne gang,
at disse fremmede aldrig havde været af så
eksotisk herkomst som disse kinesere. Mylius-
Erichsen påpeger selv i hans novelle, at det var
et ”vidnefast” møde:
Men de folk der kom ind med kineserskibet,
de var ægte, det var vidnefast: flettet pisk i
nakken og smaa filttøfler paa fødderne,
akkurat livagtig som vi ser dem tegnet af
billedbladene. 6
Det unikke ved netop dette kulturmøde i Husby
var, at det ikke var arrangeret - det var et lyn-
nedslag på den vestjyske klit. Der er tidligere
skrevet meget lidt om dette møde: Faktisk er
Poul Duedahl, AAU og Mette Thunø AU, samt
tidl. Museumsinspektør for Ringkøbing Muse-
6 Mylius-Erichsen.1905;104,8-12
16
um, Jens Aarup Jensen, nogle af de få, der har
skrevet omkring dette møde, vel og mærke i
meget kort uddrag - dette specifikke kulturmø-
de er forholdsvis uberørt og uudforsket.
Kinesiske dyr?
Den danske eventyrer Ludvig Mylius-Erichsen,
opvokset i/omkring Ringkøbing, beskrev i sit
skønlitterære værk fra 1905 ”Ny Strandingshi-
storier”, hvad der skete i de tre dage, hvor den
kinesiske besætning opholdte sig på klitten.
De skyndte sig paa deres lusketrin aldeles
lydløst at gaa med os op og blev fordelt i et
par gaarde eller tre til forplejning, men alle
vegne kyste de baade børn og gamle folk
en skræk i livet bare ved deres tilsyne-
komst. Den bitte Bertel Hyges skraalte da-
gen igennem og laa ikke tør af bare angst
for kineserne og deres forfærdelige fjæs.
Det er egentlig sørgeligt, at nogen menne-
sker skal gaa rundt med saadanne ansig-
ter, men rigtige mennesker er de heller ik-
ke, for de kan jo ikke være skabt i guds bil-
lede, vorherre er ikke kineser, ved vi da. 7
Ovenstående citat er blot ét af mange meget
stærke, og ikke mindst, yderst fordømmende
fremstillinger fra Mylius-Erichsens side. Mylius-
Erichsens beskrivelser, at kineserne er generelt
meget fokuserede om tre centrale temaer: reli-
giøse forhold, racehierarkisk menneskesyn (her
ofte sammenligninger mellem kinesere og
kvæg) og af samtidens nationalistiske strømnin-
ger. Mylius Erichsen var godt nok opvokset i
Vestjylland, og havde indsigt i vestjydernes
mentalitet og bevidsthed, men han var stærkt
præget af det moderne gennembrud, og han
var herudover skribent for avisen Information i
København. Disse forhold kan også ses i hans
novelle idet han udstiller vestjyderne lidt på
samme måde som han lader vestjyderne udstil-
7 Mylius-Erichsen.1905;108,15-28
le kineserne. Dette forhold kan anvendes i en
kritik af Mylius-Erichsens udtalelser og ’over-
dramatiserede’ sprogbrug. Vi kan således ikke
tage Mylius-Erichsens betragtninger for fuld-
stændige sandfærdige, dog kan de generelle
træk i novellen skabe en forståelse af de over-
vejelser, der dog alligevel lå til grund for den
enkelte vestjydes menneskesyn og herunder
deres syn på kineserne. Dette faktum, at der er
noget, at hente i Mylius-Erichsen beskrivelser,
kan endvidere ses underbygget i bl.a. et billede
taget af den kinesiske besætning og den russi-
ske kaptajn:
Fotografi af de kinesiske besætningsmedlemmer i
nyt tøj, samt den russiske kaptajn Kohrsch
Det mest iøjnefaldende er, at det der reelt ikke
er med på billedet: nemlig resten af den 29-
mand store besætning. Deres manglende tilste-
deværelse kan tydeligt tolkes sådan, at mødet
med kineserne var en eksotisk og unik begiven-
hed, som vestjyderne ønskede at bevare med et
fotografi. Ringkøbing Amts dagblad skrev i sam-
tiden nogle artikler om kineserne og strandin-
gen, hvor resten af besætningen ligeledes bliver
udeladt. Journalisten på dagbladet kommente-
rede bl.a. kinesernes nye påklædning:
Nogen forskønnelse var denne Omklæd-
ning just ikke. Kineserne tog sig absolut
bedre ud i de kinesiske Dragter end i de eu-
ropæiske.
17
På trods af Mylius-Erichsen overdramatiserede
sprogbrug har vi ved at sammenfatte med de
andre kilder argumenteret for, at vestjydernes
syn på kineserne ikke lå milevidt fra de tre cen-
trale temaer som vi finder i Mylius-Erichsens
novelle. Vestjyderne anså ikke kineserne som
’dyr’, men de anså dem dog som en laverestå-
ende race, der fremstod som eksotisk og ander-
ledes.
Litteratur:
Beiter, Andreas; Kineserbillederne, Strandings-
museet St. George, Thorsminde. (1902)
Mylius-Erichsen, Ludvig, Nye strandingshistori-
er, Nordisk forlag (1905)
Ringkøbing Amts Dagblad, Artikler om S/S
Wanda - I perioden 16. marts til 15. april 1902,
Ringkøbing-Skjerns bibliotek, 1902
Hekseforfølgelserne i Salem
af Mia Bundgaard Rasmussen, 2. sem. stud. hist.
”Ilden bredte sig som en knirken og var-
men begyndte at stige op fra brændet under
hende. Hun flåede i rebene, der bandt hen-
des hænder rundt om stolpen, men de slap
ikke deres greb. Der var intet hun kunne
gøre for at undslippe flammerne – hun
skreg af sine lungers fulde kraft”.
Ifølge historikeren Allan A. Lund blev 100.000
kvinder, mænd og børn i perioden 1420 til 1793
restforfulgt for hekseri i Europa8. Af de anklage-
de anslås det, at mellem 40.000 og 60.000 blev
henrettet, men det er ikke til at sætte et præcist
tal på, og ud af disse formodes det, at det var
mellem 80-85 %, der var kvinder. Men hvordan
opstod den? Og hvorfor bredte den sig til bl.a.
kolonierne? Det vil dette indlæg forsøge at be-
8 Kilde: Magi og hekseri. Fra romersk oldtid til og
med middelalderen. 2010. Allan A. Lund og Gylden-dal.
lyse nærmere med udgangspunkt i bogen The
Salem Witch Hunt – a brief History with Docu-
ments af historiker Richard Godbeer.
I 1692 i Essex County i Massachusetts, Salem9
fik to små piger: Abigail Williams og Elizabeth
Parris, nogle hysteriske anfald, hvilket skabte
panik, da ingen vidste, hvorfra disse anfald kom.
Lægen blev tilkaldt, og da han ikke kunne finde
nogen naturlig årsag til pigernes tilstand, blev
de diagnosticeret som værende ”under en ond
hånd”. Af Salems præst fik han at vide, at det
eneste, der kunne gøres for at stoppe anfalde-
ne, var at bede for pigerne. De hysteriske anfald
spredte sig fra hus til hus og flere og flere piger
fik denne ”sygdom”. Befolkningen var begyndt
at blive bange for sygdommen, da de blot kunne
se til, imens deres døtre fik krampeanfald og
vendte det hvide ud af øjnene. Landsbyens be-
folkning ville finde den skyldige og straffe ved-
kommende.
Elizabeth Parris’ far fik den idé, at pigerne skulle
udpege hvem, der gjorde dem syge, og pigerne
udpegede efterfølgende tre personer. En af
disse var Tituba, der var neger og slave i byen.
Massachusetts havde dog på pågældende tids-
punkt ikke nogen officiel regering, så et råd blev
nedsat som jury til at føre rettergang. Det skal
her nævnes, at ingen i dette råd var juridisk
uddannede. Det var blot individer, som repræ-
sentanten fra Londons regering fandt egnede til
at opfylde jobbet.
Pigerne, der havde haft de hysteriske anfald,
blev kaldt ind som vidner i restforfølgelsen, og
de beskrev bl.a. malende, hvordan de folk de
havde anklaget, havde vist sig for dem som
djævle og bedt dem om at gøre ugerninger.
Befolkningen blev rædselsslagen grundet deres
kristne overbevisning, og dette medførte, at
mange af de anklagede blev dømt skyldige. Det
var først, da dommerne i oktober indså mang-
9 Massachusetts var en del af den engelske koloni i
Amerika i 1692
18
len på bevismateriale, at hekseforfølgelsen i
Salem stoppede, men indtil da havde pigerne
haft magten til at udpege deres naboer som
hekse, og det var virkeligt uheldigt, hvis de ikke
kunne lide deres naboer.
Et år efter pigernes panikanfald var 150 menne-
sker i 24 forskellige byer i Massachusetts offici-
elt blevet anklaget for at være hekse. Ud af
disse var 19 personer i Salem blevet hængt,
flere personer var døde i fængslet ventende på
deres rettergang og en mand var blevet dræbt i
forsøget på at få ham til at indrømme, at han
var heks. Afbrændingen og hekseforfølgelserne
havde ødelagt familier, landsbyfællesskaber, og
havde skabt dybe afgrøfter af mistro imellem
landsbyernes befolkninger.
Richard Godbeer mener, at årsagen til, at der
var flest kvinder, som blev brændt på bålet var,
at det meget troende vestlige samfund relate-
rede kvindekønnet til Eva og syndefaldet. Man
anså dermed kvinderne som værende mere
uberegnelige end mændene i datidens kristne
samfund, men en entydig forklaring på årsagen
kan der kun spekuleres omkring.
Hvorfor hekseforfølgelserne opstod vides ikke
med sikkerhed, men der er meget forskning
indenfor emnet. Richard Godbeer pointerer, at
de hysteriske piger havde en stor indflydelse på
processerne i Salem. Han pointerer dog også, at
der har været meget historisk forskning omkring
årsagen til, at pigerne anklagede andre perso-
ner. Han giver et bud på, at svaret måske kan
findes i pigernes determinerede skæbner som
kristne piger, hvis fremtid lå i et patriarkalsk
familieforhold, hvorfor de udpegede kvinder
som værende hekse. De kunne altså midlertidigt
ved at have magten til at anklage andre, have
magten til at bestemme over andres skæbne –
en magt de ikke selv havde over deres egen
fremtid.
Desuden voksede pigerne op med frygten for
Djævlen og dennes gerninger og Godbeer poin-
terer, at pigernes anklager måske bare var et
udtryk for en kamp mod deres egne indre dæ-
moner og frygt for Djævlen. Dette kommer altså
til udtryk ved, at de anklager andre personer
som værende ”onde” for at bevise, at ondskab
eksisterer.
Richard Godbeer konkluderer, at samspillet
mellem kolonisterne i Amerika og den oprinde-
lige indianske befolkning havde en betydning.
Kolonisterne havde stiftet bekendtskab med
indianerne og deres naturreligion, der adskilte
sig betydelig fra den kristne tro, og derfor skab-
te det også en frygt for de overnaturlige kræf-
ter. Det var altså frygten for det fremmede, der
gjorde sig gældende. Desuden har pigernes
adfærd haft stor indflydelse på situationen i
Salem. Allan A. Lund bakker påstanden om, at
frygten for det fremmede er én af årsagerne til
hekseforfølgelserne i Europa, men han pointe-
rer også, at det er et komplekst problem.
Så hvorfor præcist hekseforfølgelserne opstod,
både i Salem og Europa, findes der ikke ét klart
svar på, men faktum er, at mange mennesker
døde i processerne.
19
Boganmeldelse: Aleida Assmann
and Sebastian Conrad (eds.),
“Memory in a global age. Dis-
courses, practices and trajecto-
ries”. Palgrave Macmillan
Memory Studies 2010.
af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.
Når et emne får sin egen serie, ved man,
at det er et emne redaktører og forlags-
chefer forventer, vil være et hot emne de
næste mange år. Ellers var der ingen
grund til at starte en ny serie.
Antologien og serien er et led i en bevægelse
væk fra (politisk) begivenhedshistorie og hvad
der skete til, hvordan vi husker fortiden.
Spørgsmålet om fortidsbrug handler både om,
hvordan nogen vælger at iscenesætte og erin-
dre fortidige begivenheder og, hvordan menne-
sker individuelt og kollektivt husker og selv for-
tæller deres historie. Det er lidt forsimplet og
forfladiget at sige som det gøres i den indleden-
de introduktion til serien, at et fokus på ”me-
mory” markerer et skift fra et fokus på fortiden
til nutiden. Historieskrivning har altid rummet
en fortids-nutids dialog, men det er rigtigt, at
der er sket et skift til at fokusere meget mere
bevidst på det erindringspolitiske felt de sidste
10 – 15 år.
Titlens ”in a global age” refererer for det første
til, at der internationalt i 1990´erne rejste sig
bevægelser, der havde som mål at få repræsen-
tanter for stater (dvs. regeringer) til at sige und-
skyld på en stats vegne for forbrydelser begået i
historiens løb. Bevægelserne var internationale
eller globale i den forstand, at de blev inspireret
af hinanden. Der blev bl.a. rejst krav om, at den
amerikanske regering skulle give de afroameri-
kanske efterkommere efter slaverne en officiel
undskyldning (hvilket Bill Clinton undlod at gø-
re). En lille udløber heraf var bevægelsen for at
få den danske stat til i 1998 i forbindelse med
150 året for slaveriets ophævelse at give efter-
kommerne efter slaverne på de tidligere dansk
vestindiske øer en undskyldning for den danske
deltagelse i slavehandel og slaveri. Antologien
indeholder dels en generel artikel, der reflekte-
rer over, hvorfor disse bevægelser opstod i
1990´erne og en artikel om den australske rege-
rings undskyldning til det, der bliver kaldt ”the
stolen generations”. Helt frem til 1970´erne
havde den australske regering den praksis at
fjerne børn af aboriginere fra deres forældre for
at opdrage dem til et liv i det moderne Australi-
en. Vi har lignende eksempler – i en helt anden
og meget mindre målestok, men tankegangen
var den samme – fra Grønland i 1950´erne og
1960´erne, hvor børn blev fjernet fra deres for-
ældre og sendt til Danmark med det sigte at
opdrage dem som moderne grønlændere. Både
i Australien og Grønland endte civiliserings- og
moderniseringsprojekterne i menneskelige tra-
gedier.
Herudover refererer ”in a global age” til at erin-
dring er et transnationalt fænomen både for-
stået på den måde, at erindringen om holocaust
er et erindringsfællesskab, der rækker over
20
mange landegrænser og at symboler rejser
med. Hvad der end måtte være blevet et sym-
bol på en forbrydelse begået et bestemt sted
kan antage ikonisk karakter, og approprieres af
kollektive erindringsfællesskaber i et helt andet
land, som på den måde søger at forbinde to
forbrydelser eller omtolker og bruger ikonet
som symbol på noget andet.
På samme måde som fokusset på erindring er et
fokus på globale eller transnationale bevægel-
ser og fænomener en del af hvad, der i andre
sammenhænge end historiefaget formentlig
ville blive benævnt en megatrend. En trend eller
tendens, som på tværs af periodeopdelinger og
andre måder at underinddele historiefaget på
klart har været i fremvækst inden for stort set
samtlige deldiscipliner – sagt på en anden må-
de: en generel tendens i tiden. Det globale per-
spektiv er indlysende rigtigt at anlægge i anto-
logiens sammenhæng, hvor fokus er på krav om
at sige undskyld. Både fordi bevægelserne har
ladet sig inspirere af hinanden, og fordi nogle af
dem er transnationale eller globale. Det gælder
fx kravet om, at pavemagten skal sige undskyld
for ikke at have undsagt nazister og fascister i
1930´erne og 1940´erne, og det gælder krav til
forhenværende kolonimagter om at sige und-
skyld, både fordi op til flere stater nogle gange
har været indblandet, og fordi forbrydelserne
ligner hinanden. Om det så er briter, fransk-
mænd eller belgiere der udgjorde kolonimag-
ten. Det er mig bekendt den første bog, der
anlægger et internationalt og komparativt per-
spektiv, imens det, der ellers har været skrevet,
typisk har været led i nationale debatter fx om
’the stolen generations’. Som sådan udgør bo-
gen et velkomment perspektiv samtidigt med,
at den tilbyder både en introduktion til og et
overblik over, hvorfor disse bevægelser for at få
stater og andre magthavere til at sige undskyld
fik vind i sejlene i 1990´erne set i et globalt per-
spektiv.
Boganmeldelse: J. H. Elliott:
’Empires of the Atlantic World.
Britain and Spain in America
1492-1830.’ Yale University
Press, 2006.
af Katrine Funding Højgaard, stud. hist. 2. sem.
J. H. Elliott, professor ved Oxford Uni-
versity, er specialist indenfor Spaniens
historie, og har tidligere skrevet bøger om
Spaniens imperiale historie.
I Empires of the Atlantic World bringes Englands
historie ind i et komparativt studie af Spaniens
og Englands kolonisering af Amerika, hvor Elliott
dygtigt og velformuleret leder læseren gennem
historien lige fra Columbus’ opdagelse af det
han troede var Indien, frem til de nord- og syd-
amerikanske landes selvstændighed. Der er
visse ligheder mellem de to imperiers kolonise-
ring af den nye verden, men Elliott slår tidligt
fast, at der er afgørende forskelle på mange
områder, lige fra motiverne bag koloniseringen
til fremgangsmåden ved mødet med den oprin-
delige befolkning og måden hvorpå den euro-
pæiske magt konsolideredes.
21
For spaniernes vedkommende ledte lavadels-
manden Hernán Cortés en ekspedition på ti
skibe, der sejlede fra Cuba i 1519 til det
sydamerikanske fastland, hvorfra de bevægede
sig ind på kontinentet. Med sig havde han
pavens tilladelse til at besætte nyt land.
Englændere kom først i gang et lille århundrede
senere, da Kaptajn Christopher Newport med
tre skibe sejlede fra London i 1606. Spaniernes
formål var at erobre nyt land, deraf
kolonisternes tilnavn ’conquistadores’,
hvorimod englænderne kaldte sig selv ’planters’
inspireret af landbrugsjargon, da deres formål
var at plante nye kolonier, der med tiden skulle
vokse sig store og sikre nyt land til det britiske
folk.
Elliotts fremstilling er levende og velfortalt, og
han jonglerer fint mellem mikro- og
makroniveauer, fra de store linjer i
verdenshistorien og de europæike monarkers
rolle i koloniseringen af de fjerne verdensdele,
samt Spaniens og Englands regionale historiske
forudsætninger for at ekspandere, til
detaljerede beskrivelser af henholdvis Cortés’
møde med Montezuma og Newports møde med
Powhatan knap hundrede år senere, hvor der
også var den store forskel, at for Cortés’
vedkommende mødte han en lokalbefolkning,
der ikke kendte til eksistensen af europæere,
mens indianerne i Nordamerika allerede kendte
til disse. Elliott belyser historien fra mange
perspektiver, både religiøse, økonomiske,
politiske m. fl., og bogen er delt op i
overskuelige kapitler og underafsnit, og tilsat
illustrationer og oversigtskort. Den er
forholdsvis let at læse og er velformuleret og
spændende, uden at det går ud over detalje-
rigdommen og oplysningsmangfoldigheden.
Alt i alt en anbefalelsesværdig bog, der kan
bruges i faglig sammenhæng eller læses som
fritidsfornøjelse.
Boganmeldelse: Benjamin
Isakhan and Stephen Stockwell
(red.): The Secret History of De-
mocracy, Palgrave Macmillan,
2011
af Martin O. Jørgensen, Ph.d. stip.
Redaktørerne Benjamin Isakhan og
Stephen Stockwell har med antologien sat
sig det mål at udfordre den dominerende
vestlige standardfortælling om det
liberale institutionaliserede demokrati
som den ophøjede styreform på baggrund
af dennes spredning efter krigen i 1945,
hvor den ofte har vist sine begrænsninger.
Antologien er et sammensurium af bidrag fra en
længere række discipliner fra middelalder-
historie til jura, islamiske studier og videre over
sociologi og journalistik samt politologi og
internationale relationer. Det fælles
udgangspunkt er forsøget på at afdække
’demokratiets hemmelige historie’ mhp. at
komme udover den vestlige fortælling.
Begrebet demokrati er derfor i antologien løsnet
op og sat til at dække over ligeværdig debat
med afstemning, gensidig respekt for ’de andre’
22
såvel som flertallets prioriteter og tendens til at
følge skrevne som uskrevne love på tværs af tid
og rum. Dette åbner op for nogle interessante
perspektiver.
De 14 bidrag udgør et enormt diversificeret
materiale som afspejling af det interdisciplinære
kulturmøde antologien i sig selv udgør, men er
efter bedste evne søgt delt ind med kronologi
og fire temaer.
Første del ser på ’oldtiden’ i form af: bystater,
republikker, uddannelsessystemer og lokale
former for administration i henholdsvis Kina og
Mellemøsten herunder det ’gamle Grækenland’
og den fønikiske inspirationskilde.
I andel del udforskes ’middelalderen’ og forskel-
lige eksempler på: ytringsfrihed, politisk delta-
gelse, lighed, lovgivningsprocesser og politiske
kulturer i nogle af de islamiske stater i Middel-
havets sydlige breder samt Venedig og Island.
I den næste del bevæger vi os til den europæi-
ske kolonialismes æra og lokaliteter med et
indblik i de forskellige ideer og praksisser for-
bundet med jæger og samlersamfund samt
intern konflikt håndtering mellem de ’austral-
ske’ aborigines og metisserne i det vestlige Ca-
nada og Uganda samt præ-Apartheidsk demo-
krati i Kapkolonien.
Sidste del ser på ’vores’ tid og fokuserer på:
kvinders roller i demokratiske diskurser i Mel-
lemøsten, status på demokratiet i det post-
saddamske Irak samt de kvantitative dimensio-
ner af det såkaldte ’monitorerede demokrati’
eller virale demokrati, der er udgået fra Vesten.
I konklusionen skriver redaktørerne, at et af
målene for antologien ikke blot var at tilbyde
endnu en standardiseret fortælling eller at ro-
mantisere de ikke-vestlige erfaringer. Kigger
man udover det stærkt forskelligartede land-
skab antologien udgør, kan man ikke anklage
dem for at have gjort dette. Desværre sidder
man efterfølgende med en følelse af, at der
mangler noget for at væve bogens forskellige
bidrag yderligere sammen eller styrke antologi-
ens udtalte mission. Hvis det handler om at
problematisere og kritisere den moderne vestli-
ge fortælling og selvopfattelse, hvorfor så bi-
drag om en lang række andre erfaringer?
Valgene afspejler selvfølgelig, at der er tale om
en antologi, der i den henseende rummer en
række begrænsninger i forhold til en monografi.
Men man får kun præsenteret nogle bestemte
glimt af ’den hemmelige historie’ uden den helt
store argumentation, hvorfor netop disse glimt
er de vigtige fremfor kritiske indlæg af fortæl-
lingen om den vestlige erfaring, som jo søges
problematiseret. Vilkårligheden søges forklaret
ved at man vil undgå en ny standardiseret histo-
rie. Dette argument kan jeg følge noget af ve-
jen, men antologien bærer måske for meget
præg af at være en hurtig udgivelse af bidrage-
ne fra en givetvis spændende og berigende kon-
ference af en snu redaktør ved Palgrave Mac-
Millan.
Man kunne på baggrund af bogens erklærede
mission derfor have ønsket sig noget mere end
det ’der har været’, der udgør 12 af de 14 bi-
drag. Det lyder som en ufatteligt ringe joke, når
det kommer fra en historiker. Begrebet har de-
mokrati mange problematiske associationer
vedhæftet til sig. At forsøge at nuancere det er
afgjort væsentligt, men bogens ønske om at
komme ud over den selvgode vestlige fortæl-
ling, kunne dog være imødekommet i langt hø-
jere grad ved både at skue tilbage i tid udenfor
’vesten’ som det gøres, men også ved at pege
på begrænsningerne i netop de vestlige demo-
kratier samt de nuværende problemer i de lan-
de, der har demokrati i det ene eller andet for-
mat, såvel som de eksisterende forslag til for-
skellige veje fremad.
I forhold til de mindre pæne dimensioner af det
vestlige demokrati kunne man derfor have ind-
23
draget f.eks.: slaveriet, imperialismen, kvinde-
undertrykkelsen og den postkoloniale arv i f.eks.
Indien. Man kunne også have taget fat i ’fore-
gangs-landet’ USA. I USA er der således flere
millioner: 1) der kan stemme flere gange til
samme valg, 2) døde der stadig kan stemme, 3)
der vælger ikke at registrere sig og dermed væl-
ge og 4) der ikke kan stemme fordi deres stem-
me-registrering er ugyldig. En analyse af sådan-
ne problemer ville i langt højere grad følge an-
tologiens hensigt til dørs. Der findes i forlængel-
se heraf også en voksende række af vestlige
tænkere, der problematiserer det vestlige de-
mokrati indefra. Disse kunne også have bidraget
i forhold til at problematisere det vestlige de-
mokratis fortælling.
Den fremadrettede dimension kunne have taget
bestik af de store sociale bevægelser som den
globale bonde-bevægelse Via Campesina mv.,
demokratiet eller manglen derpå i eksempelvis
EU, problemstillingerne af de vestlige demokra-
tier (men ikke udelukkende) i forhold til f.eks.
de seneste tyve års deregulering af finanssekto-
ren og de afledte konsekvenser samt de tanker,
der bliver gjort blandt f.eks. proto-globale poli-
tikere og akademikere om organiseringen af
globale politiske partier og ’verdenssamfundet’.
Antologien var givetvis blevet en helt anden,
men i dette tilfælde synes problemstillingen at
kalde på en sådan for at styrke indsatsen for at
tænke udover status quo.
Anmeldelse af
sir Thomas More’s ”Utopia”
af Søren Chr. Winther, stud.hist. 2. sem
I 1500-tallets England er det kongen,
Henrik d. 8., der sætter dagsordenen. Ved
sin side har han indtil flere rådgivere og
en af disse er den fromme sir Thomas
More, der udover at være en af kongens
nærmeste også er en af datidens Europas
store tænkere.
Sir Thomas More. Malet af Hans Holbein den Yngre 1527
De fleste, der har set tv-serien ”The Tudors”, vil
sikkert kunne nikke genkendende til navnet
”Thomas More”. I tv-serien bliver han præsen-
teret som det, der kun kan betegnes som en
overordentlig flink fyr, der forsøger at holde styr
på den magtsyge kong Henrik d.8 og som en
mand, som bekymrer sig om alle menneskers ve
og vel.
Den virkelige sir Thomas More har da også fået
et eftermæle, der støtter denne fremstilling, og
når man læser hans værk Utopia får man også
indtryk af, at han var en mand, der havde nogle
radikale idéer til datidens samfundsstrukture-
ring og samtidig var udpræget humanist. Det
skal dog være sagt med det samme, at værket
er komplet fiktivt om end mange af personerne,
24
som bliver nævnt i bogen faktisk har eksisteret.
Samtalen imellem More og Raphael Nonsenso
har dog aldrig fundet sted, og er givetvis et pro-
dukt af Mores egne idéer og holdninger.
More blev udråbt som helgen af den katolske
kirke i 1935 pga. hans modstand imod at aner-
kende den engelske konge som kirkens overho-
ved. Han havde været en loyal støtte og rådgi-
ver for kongen, indtil han blev dømt for højfor-
ræderi i 1535 og derpå henrettet ved halshug-
ning.
Utopia starter med en brevudveksling imellem
More og to af hans venner: Peter Gilles og
Jerome Busleiden, der, ligesom More, begge
besad høje stillinger i henholdsvis større byer og
royale sammenhænge. I disse udvekslinger for-
tæller More om et land kaldet Utopia, som han
har hørt om igennem en mand kaldet: Raphael
Nonsenso. Dette land skulle eftersigende være
et sted, hvor alle er lykkelige, og hvor alle havde
ret til at ytre sine holdninger. Selve bogen er
bygget som en samtale imellem More og denne
Raphael Nonsenso og om, hvordan det europæ-
iske og, især det engelske samfund, kan lære en
masse fra dette mærkværdige land langt borte.
Bogen, der her er anmeldt, indeholder, udover
selve More’s værk Utopia, også en introduktion
af værket og dets betydning for samtiden og
dennes nyere tider. Oversætteren Paul Turner
kommer desuden med en rigtig fin begrundelse
for, hvorfor og hvordan han har oversat origi-
nalværket, der oprindeligt er skrevet på latin.
Bagerst i bogen finder man en fortrinlig række
noter og uddybende forklaringer for nogle af de
ting, som ellers kan virke uforståelige i løbet af
fortællingen. Disse er særdeles interessante for
den historieinteresserede, da både noter og
forklaringer er med til at give et indblik i tinge-
nes tilstand på denne tid, og hvordan More
fungerede som person.
For når man læser bogen kan man ikke (det
kunne denne anmelder i hvert fald ikke) lade
være med at trække lidt på smilebåndet, og
lade sig underholde af de spidsfindigheder Mo-
re kommer med i løbet af bogen. F.eks. da More
beskriver, hvordan han har chancen for at finde
ud af, hvor dette land ligger ved at overhøre
Raphaels fortælling. Men eftersom de står på et
sted med mange mennesker, og More kun
smuglytter, går han glip af positionen, da en
mand ved siden af ham begynder at hoste høj-
lydt. Selvfølgelig glemmer han at spørge, hvor
det ligger henne i løbet af deres samtale, hvilket
sandsynligvis bunder i More’s fascination af, at
dette land er fyldt med fryd og gammen. Ordet
Utopia kommer desuden af latin, og betyder
egentlig noget i retningen af ”intet-sted”, og er
ligesom de andre opdigtede navne i bogen et
eksempel på More’s humoristiske sans og for-
søg på at trække Europas lærde rundt ved næ-
sen. Begrebet Utopia eller utopi bliver i dag
brugt som et udtryk for det uopnåelige lykkelige
samfund.
Bogen kan læses ud fra flere forskellige syns-
vinkler afhængig af, hvordan man tolker den.
Historikere vil kunne bruge den i forbindelse
med beskrivelser af datidens samfundsopbyg-
ning og give et indtryk af, hvordan lærde ud-
vekslede idéer på tværs af grænser. Man kan
dog også vælge at læse den som et samfunds-
filosofisk eksempel på, hvordan det perfekte
samfund bør bygges op. Har man derimod mod
på at læse et værk af ældre dato, der har haft
stor betydning for eftertidens meningsdannere,
og som direkte har været med til at præge det
engelske sprog, er dette en oplagt mulighed.
Sproget er ikke vanskeligere end, at de fleste
med nogenlunde engelskkundskaber vil kunne
hitte rede i strukturen, om end nogle af de ting
og titler, der bliver nævnt er af ældre datoer.
Disse er dog ikke af større betydning, da det er
indholdet i Raphael Nonsensos beskrivelse af
25
Utopia og Mores modargumentation, som er
det væsentligste i denne lille perle af en bog.
Alt i alt kan Utopia kun anbefales. Har man mod
på at give sig i kast med de lidt over 100 sider,
bør man gøre det, og er man interesseret i
Tudor-tidens England, kan denne bog være med
til at give et lidt mere nuanceret af billede af
denne tid. Bogen er et fantastisk eksempel på,
hvordan litteratur fra en anden tid ikke nødven-
digvis er tung og belærende, men også kan væ-
re morsom og aldeles underholdene at læse.
Derudover er det bare rart at læse sir Thomas
More’s ord og idéer, da han fremstår som en
både humoristisk og mild mand.
Denne udgave af bogen er oversættelsen fra
1965 af Paul Turner, genudgivet 2003 af Pen-
guin Group i serien Penguin Classics. I samme
serie findes bl.a. Machiavellis The Prince, Pla-
tons The Republic og mange andre.
Kandidat og
Sommerfest
Torsdag den 7. juni 2012
på Hotel Hvide Hus i Aalborg
Tilmeld jer hos Vivian Lassen ([email protected]). Samtidig - og senest fre-
dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto
nr. 3266165676. Husk at anføre navn!
Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie
Ph.D Stafetten
af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.
Som led i at gøre historiestudiets fire
Ph.d. stipendiater: Maren, Henrik, Johan
og Martin og deres projekter mere synli-
ge, har vi bedt dem om hver især over de
næste par numre at skrive en kort præ-
sentation af deres projekter. I dette
nummer er det Martin, der har fået stuk-
ket Ph.D. stafetten i hånden.
Jeg startede i februar på projektet, der fokuse-
rer på FN’s fredsbevarende operationer under
den Kolde Krig. Helt konkret ser jeg på to cases i
form af UNEF operationen (United Nations
Emergency Force) i indledningsvist Sinai-
ørkenen og siden Gaza og UNFICYP (United Na-
tions Peacekeeping Force in Cyprus) på Cypern,
hvor bl.a. Danmark havde ca. 33.000 soldater
udsendt fra 1956 til 1992.
Fra 1945 til i dag har FN i alt iværksat 66 freds-
bevarende operationer i både Mellemamerika,
Afrika, Europa og Asien til en samlet pris af 60
mia. US dollars. De fleste af operationerne er i
dag afsluttede og mange af dem erklæret for
succeser af bl.a. FN selv. Men kriterierne for
succes og fiasko er ikke sådan lige at gøre op,
hvad har medført en forsimpling af debatten
omkring operationerne med sig. Det er dog
forståeligt nok, at debatten er havnet der, da FN
i flere ombæringer har slået sig op på bl.a. disse
operationer ved siden af andre gode ’sællerter’
som folkemords-konventionen, afkoloniserin-
gen, såvel som menneskerettighederne og se-
nest miljøet. De bidragydende lande har afgjort
også set det som en mulighed for at drive PR
derpå.
Under den Kolde Krig havde FN’s medlemslande
op mod en halv million soldater udsendt i 19
FN-operationer. Operationerne var ofte besat
26
med tropper fra små og mellemstore vestlige
lande som: Canada, Østrig, Danmark, Sverige og
Norge på baggrund af deres formodede upar-
tiskhed. Canada havde ca. 30.000 soldater ud-
sendt, mens de skandinaviske lande med ca.
125.000 udsendte soldater stod for ca. 25% af
FN’s udsendinge i fredsbevarende operationer i
FN-regi i perioden. I disse lande blomstrede
forestillingerne om glorværdige indsatser for
Verdensfreden. For det neutrale Sverige var
disse operationer ekstra opportune at markeds-
føre sig på. Danmarks situation lignede Sveriges,
om end man fra militærets side fandt operatio-
nerne distraherende i forhold til den krig, man i
NATO-regi ellers gik og forberedte sig på. I disse
små og mellemstore lande eksisterer der i dag
på denne baggrund en udbredt naiv opfattelse
af operationernes baggrund og betydning.
Trækkes der lidt af det stilistiske fra i forbindel-
se med poseringen, kan forsidebilledet fra et Se
& Hør nummeret fra november 1956 ses som et
eksempel på de forestillinger, der igennem ti-
den er blevet knyttet til deltagelsen i FN’s
fredsbevarende operationer. Militæret har om
nogen, måske forståeligt nok, siden afslutningen
på den Kolde Krig bakket om op denne fortæl-
ling.
Historieskrivningen omkring operationerne har
været domineret af mandlige militær-
historikere. Ofte med ansættelse på forsvars-
akademier, eller tjenestegørende officerer og
mestendels fokuseret på de vestlige nationale
beslutningsprocesser i forhold til enkelte opera-
tioner eller de pågældende landes stolte tradi-
tioner med at yde bidrag til FN og verdensfre-
den. Selvom der blandt disse militær-historikere
er en anerkendelse af Folke-forbundets freds-
bevarende operationer, synes FN som ramme
ikke at være blevet udfordret i den grad det er
påkrævet. Ligesom man ikke er kommet udover
vestlige perspektiver.
”Se og Hør”, nr. 47 november 1956
FN’s behov for at markere en stor afstand til
Folkeforbundet, der trods visse succeser i for-
hold til mindre territoriale konflikter, ikke kunne
forhindre krigens udbrud i 1939, har i den grad
skabt illusionen af et brud. Flere af de samme
folk, der havde stået bag dannelsen af Folkefor-
bundet, herunder måske mest interessant nati-
onalisten og arkitekten bag det sydafrikanske
apartheid system: Jan Smuts, såvel som flere
britiske embedsmænd med det britiske imperi-
um som kulturel bagage, var også direkte invol-
verede i oprettelsen af FN eller bidrog med dele
af den ideologiske bagage via deres indflydelse
på FN’s yngre arkitekter. Real-politisk var der i
samtiden heller ikke de store illusioner i forhold
til FN’s karakter; et stor- og supermagtsfælles-
skab søgt iklædt universalisme mhp. at opnå en
legitimitet. I samme tolkning tillægges FN’s
menneskerettighedskonvention samt Folke-
mordskonventionen heller ikke den store be-
tydning som motivationsfaktorer. Desuden blev
opbakningen til afkoloniseringen også først af
afgørende karakter flere år efter grundlæggel-
sen af FN og på baggrund af den voksende anti-
27
kolonialisme nedefra parallelt med dennes refe-
rencer til menneskerettighedsparadigmet.
Afgørende for udviklingen af den romantiserede
forestilling af FN som helhed er derudover også
organisationens egen samt amerikanske histori-
keres og politologers forsøg på dels at gøre or-
ganisationen relevant og dels fremhæve en
amerikansk tradition for internationalisme
igennem hele den yngre Bush’s tid som ameri-
kansk præsident. Herved er FN blevet præsen-
teret relativt ensidigt i forhold til baggrunden
for organisationens oprettelse og arven fra Fol-
keforbundet.
Andre discipliner har også haft operationerne i
søgelyset, og der findes nu flere dedikerede
tidsskrifter. Under den Kolde Krig var det polito-
logien og dennes underforgrening International
Relations, der anlagde primært funktionelle
perspektiver ift. finansiering og logistik eller
normative kommentarer på supermagternes
indflydelse på FN.
Med afslutningen på den Kolde Krig udkom
enkelte bredere oversigtsværker, hvor fokus var
på skellet mellem de ældre såkaldt fredsbeva-
rende operationer og de nyere mere robuste
fredsskabende operationer. Efter dette kon-
cepts fiaskoer i Somalia, på Balkan og i Rwanda,
der i den grad understregede at FN er styret af
interesser, begyndte kritiske perspektiver dog at
florere. Disse handlede om snævre nationale
interessers indflydelse, organisationens struk-
tur, rollen af Bretton Woods, institutionernes
rolle i dannelsen af de konflikter, operationerne
blev sat ind for at håndtere/løse. Fra midten af
1990’erne og frem fulgte andre kritiske per-
spektiver fra Peace Studies samt feministiske og
kulturelt tonede tilgange indenfor politologien
og International Relations.
Rammen har dog været, og fortsat er, det inter-
nationale system og statslige perspektiver in-
denfor disse politologiske strømninger. Det
senest tilkomne prisme er postkolonialismen
med dennes forsøg på at promovere et hver-
dagsfokus. Dette har dog ikke haft den store
gennemslagskraft grundet den store afstand til
de dominerende fortsat stats-centrerede og
discipliner.
Samlet set er der dog en udtalt og voksende
kritik af, hvorledes operationerne efter 1990
synes at indføre den neoliberale dagsorden i
missionsområderne såvel som et voksende fo-
kus i dybden på enkelte operationer. Det indike-
rer altså en erkendelse af behovet for mere
viden og forståelse. Men perspektiverne stræk-
ker sig ofte dog ikke længere end 1990.
Dette skel mellem prismerne, der anlægges
henholdsvis oppe og nedefra, samt den mang-
lende historiske dybde har, så vidt jeg kan se,
medført et problem i at koble dem sammen på
en måde, hvor man kan se det internationale i
det lokale og omvendt,
I projektet forsøger jeg derfor på baggrund af
en postkolonial platform at komme ud af det
ensidigt vestlige ståsted ved se på de ’internati-
onale hverdagsrelationer’ mellem de danske
soldater og de lokale i Sinai ørkenen, Gaza og på
Cypern.
Målet er at tage de første spæde skridt imod et
alternativt og lokalt rodfæstet perspektiv på
disse to specifikke operationer, og i noget om-
fang, på FN’s fredsbevarende operationer under
den Kolde Krig mere generelt.
Af upubliceret materiale kommer jeg til at ar-
bejde med både danske materialer fra Uden-
rigsministeriet såvel som de udsendte enheder
samt materiale fra flere FN arkivfonde, herun-
der bl.a. UNEF og UNFICYP, materialer fra missi-
onsområderne, FN’s Flygtningehøjkommissariat
og den Ægyptisk-Israelske Våbenstilstands
Kommission.
28
Det publicerede materiale består af henholdsvis
materiale fra FN og dansk materiale i form af
udsendte soldaters dagbøger, militærets egne
udgivelser, folketingsforhandlinger, aviser, uge-
blade mv.
I de undervisningsforløb jeg kommer til at indgå
i, håber jeg således at kunne invitere jer ind i
denne verden specifikt og mere generelt i det
20. århundredes udvikling i de internationale
organisationer samt den Kolde Krig.
Kandidat og
Sommer-fest
Torsdag den 7. juni
2012
på Hotel Hvide Hus i Aalborg
Tilmeld jer hos Vivian Lassen ([email protected]). Samtidig - og senest fre-
dag den 1. maj 2012 - skal I indbetale de kr. 375 til Danske Bank: Reg.nr. 3266. Konto
nr. 3266165676. Husk at anføre navn!
Vi glæder os til at se jer! Studienævnet for Historie
Museumspraktik
af Lasse Kristian Taagelund Justesen, stud.hist.
10. sem.
Da jeg i år 2010 skulle finde mig en praktikplads
ifm. kandidatuddannelsen i kulturformidling,
havde jeg ikke andre krav end, at praktikstedet
kunne tilbyde nogle faglige udfordringer. Af en
eller anden grund havde jeg fået den idé, at et
museum i mellemstørrelsen ville være optimalt,
da sådan et sted (i mit hoved) ville have nok
ressourcer til at kaste sig over nogle spændende
projekter, men samtidig også så relativt få res-
sourcer, at en praktikant - gratis arbejdskraft -
ville blive taget imod med kyshånd. Om den
tese holder ved jeg ikke, men da en af mine
kære medstuderende ringede til mig og spurte
om jeg ikke skulle i praktik på Ringkøbing-Skjern
Museum - hvor hun lige havde afsluttet sin
praktik - bed jeg på krogen. Det var også mens
diskussionen om “udkantsdanmark” var på sit
højeste, så der var nok også et strejf af påtaget
martyrium over det, men lad nu det ligge.
Min lille tese viste sig at holde vand, om ikke
andet så på Ringkøbing-Skjern Museum.
Museet er et mellemstort museum med et gan-
ske flot besøgstal - takket være de mange tyske
turister på vestkysten. Museet består af 14 af-
delinger i forskellig størrelse, og de mange afde-
linger betyder, at der jævnligt laves nye udstil-
linger. Da jeg startede min praktik i september
2010 løb jeg således ind i ikke så få projekter.
Først blev jeg kastet ud i en miniudstilling på
Ringkøbing Museum, hvor jeg kunne præge et
lille hjørne af udstillingen. Det var ganske vist et
meget lille hjørne, men det var en museumsfag-
lig opgave som skulle være færdig inden for den
første uge af mit praktikophold - velkommen til
den virkelige verden!
29
Det næste lille projekt jeg fik lov til at rode med,
var en netbaseret udgave af ovenstående udstil-
ling. Her skulle oprettes billedgallerier og you-
tube-videoer, som skulle integreres på museets
hjemmeside. Det var ikke lige noget jeg havde
erfaring med, men man lærer jo bedst ved at
prøve det. Sideløbende fik jeg også mulighed for
at tage en del genstandsfotos til museets regi-
streringsarbejde. Her var jeg i de fjerneste af-
kroge af museets magasiner. Nogle vil måske
mene, at det lyder lidt kedeligt, men den lille
dreng, som bor inden i mig, så det som et fanta-
stisk skattekammer. Den lille dreng hoppede og
dansede, når jeg tog ting ned fra hylderne blot
for at opdage, at det var en savtakket krumsa-
bel fra Indien eller en tidlig grammofon, der
brugte hulkort så store som kloakdæksler.
Det her var alt sammen i løbet af den første
måned, hvilket tog pusten lidt fra mig, men
samtidig var en rigtig god start på praktikforlø-
bet. Det var et crash-kursus i museumsformid-
ling. Det var meget sjovt at komme fra studiet,
hvor vi havde kigget på det store billede - mu-
seumslove, kulturarvsstyrelsen (nu kulturstyrel-
sen) og lignende - til lige pludselig at være på et
museum, hvor den praktiske tilgang spillede en
større rolle end den seneste rapport fra kultur-
arvsstyrelsen.
Det lille crash-kursus og den praktiske tilgang
blev også nødvendig, da jeg kastede mig over
den egentlige praktikopgave - en jagtudstilling.
En af museernes afdelinger, Strandgaarden,
skulle bruge en ny udstilling og temaet var fast-
lagt. Jeg fik stillet seks små rum til rådighed, et
budget og et tema - ellers var der helt frie tøjler.
Her må jeg rose museet for at give en praktikant
så frit spil. Det var enormt lærerigt at opbygge
en udstilling fra bunden. For det første vidste
jeg INTET om jagt, så det skulle jeg lige læse lidt
op på. For det andet var den eneste udstilling
jeg havde lavet inden da, den førnævnte mini-
udstilling (med tryk på mini) som jeg havde star-
tet praktikopholdet med.
Jeg har i forbindelse med min uddannelse efter-
hånden skrevet en del opgaver om formidlings-
projekter, og har også givet mit bud på, hvordan
det kunne gøres, men her stod jeg altså med en
helt konkret opgave. Skiftet fra en ren teoretisk
udstilling til lige pludselig at skulle lave en me-
get konkret udstilling, gav anledning til en del
overvejelser. Jeg skal ikke komme ind på dem
her, da det sikkert er forskellige overvejelser fra
person til person, men jeg har svært ved at tro,
at der ikke er nogen (historiestuderende) som
ikke vil have gavn af en praktikperiode - jeg
klager ikke. Man finder ud af, hvordan hverda-
gen på et museum er, hvad det vil sige at skulle
formidle til ALLE samfundsgrupper og, hvor
forskelligt kultur og historie kan opfattes.
Om udstillingen blev god vil jeg lade andre om
at bedømme. Jeg kan kun sige, at det var en
stor fornøjelse at lave den. Det var også en for-
nøjelse at følge med i de møder, hvor museets
ledelse skulle fastlægge den kommende firårs-
plan for museet (det lyder meget stalinistisk,
men er et krav fra kulturarvsstyrelsen). Det gav
et fint indblik i, hvad de rapporter jeg havde
læst i forbindelse med studiet egentlig betød for
museerne.
Praktikopholdet giver et fint indblik i, hvad der
venter på den anden side af studiet, når man
kommer ud i “den virkelige verden”. Her kan du
også forme din uddannelse og give den lige
netop den profil, du ønsker. Så hvis du endnu
ikke har været i praktik, kan du roligt glæde dig.
30
Miljøhistorien kommer til Histo-
riestudiet
af Martin Ottovay Jørgensen, Ph.d. stip.
Hvorfor miljøhistorie, hvad er det egent-
ligt og hvad kan det tilbyde historiedisci-
plinen? Vi har talt med Bo Poulsen, histo-
riestudiets nye lektor i miljøhistorie, der
tegner et billede af et spændende felt i
vækst med vide rammer.
Mennesket har alle dage opmærksomme på de
omgivelser, som de er en del af. Med sprednin-
gen af universiteterne over de sidste to hundre-
de år og især de seneste 40 år og den konstante
vækst i nye fagretninger, der alle skulle markere
forskellene fra hinanden, er en hidtil uset stor
naturvidenskabelig viden blevet opbygget. Mil-
jøhistorien bygger delvist på denne viden og
disse fags dynamikker, men har også sin egen
dynamik såvel som vidensproduktion. Dog er
det ikke helt forkert fremadrettet at se miljøhi-
storien som en brobygger imellem historiedisci-
plinen og de naturvidenskabelige fag.
Den amerikanske og tidligst oprettede tradition
for miljøhistorie har sit udspring i den ameri-
kanske miljøbevægelse. Personificeret om no-
gen af Rachel Carson mens den europæiske
tradition derforuden også er inspireret af Anna-
les-skolens holistiske drøm om at skrive den
totale historie. Man kan i dag stadig se de to
traditioner indenfor miljøhistorien i form af især
antallet af stillinger, bevillinger såvel som forsk-
ningsprojekter, hvor miljøhistorie i USA er ble-
vet lige så veletableret som kønshistorie eller
kulturhistorie. I Tyskland blev et center med 50
forskere tilknyttet for nyligt oprettet i München.
Ellers er det i mere begrænsede formater i
Frankrig, Sverige og nu Danmark, at miljøhisto-
rikerne har fundet en plads, om end det heldig-
vis ser ud til at ændre sig. Breder vi blikket ud i
verden er der videnskabelige miljøhistoriske
selskaber for både Asien, Latinamerika, Austra-
lien, for skovhistorie, for vandhistorie, for mid-
delalderens miljøhistorie og en del flere også
blevet etableret.
I Danmark står miljøhistorien stærkest inden for
den empiriske udforskning med bl.a. Bo Fritzbø-
ger og Karl-Erik Frandsens arbejde om skov- og
landbrug, mens Bo Poulsen sammen med en
god håndfuld historikere og biologer rundt om-
kring i Danmark inden for de sidste ti år har
udforsket havenes miljøhistorie. Vejen til miljø-
historien er for Bo gået via historiestudierne
ved Aarhus Universitet og Syddansk Universitet
til en Ph.d. i fiskeriets kobling til den hollandske
gyldne periode i 1600-tallet og videre fra det
ene projekt til det andet med ansættelse som
adjunkt og lektor på Roskilde Universitet.
Bo Poulsen
Publikationerne fra Bos pen har dækket emner
som fiskeri, søfart, kystkultur, natursyn, globali-
seringsprocesser, human kapital, Limfjordens
miljøhistorie, og havet som: transportvej, res-
source, og kultur- og kommunikationsforbindel-
se. HMAP-projektet indbragte i 2009 Bo og pro-
jektets øvrige forskere Videnskab.dks pris for
årets forskningsprojekt i Danmark. Herunder
listes derudover projekter, som Bo er eller har
været involveret i:
- Værtsskabet for "1st World Congress of Envi-
ronmental History" (2009)
- Redigering af tidsskrifterne PLoS One HMAP
Collection og Temp – tidsskrift for historie
31
- Formandskabet for ekspertgruppen, SGHIST i
regi af Det internationale Havforskningsråd
(ICES).
- Paraplyorganisationen for miljøhistoriske sel-
skaber, ICEHO, www.iceho.org.
- Ledelsen af forskningsprogrammet History of
Marine Animal Populations
(www.hmapcoml.org)
Nogle af jer har nok mødt Bo på arrangementet,
der blev afholdt den 1. marts, hvor han gav en
kort appetizer på miljøhistorien. I forlængelse
deraf har vi spurgt Bo, hvad der gør miljøhisto-
rien så interessant for ham:
For mig er det bl.a. spændende at prøve
at indfange noget, der flytter sig, hvad
enten det er mennesker, varer eller fisk.
(…) Koblingen til virkeligheden og mulig-
heden for at bidrage med noget af betyd-
ning er en væsentlig motivationsfaktor.
(…) Feltet kan også bidrage med et tidsligt
perspektiv, der ofte mangler i de naturvi-
denskaber og samfundsvidenskaber, vi
trækker på.
Vi stillede ham også spørgsmålet om, hvad der
er det centrale i miljøhistorien, og hvad han
mener miljøhistorien kan give resten af histo-
riedisciplinen. Hertil svarede han:
Det handler om at forstå de dynamiske
faktorer for samfundsudvikling over korte
og lange tidshorisonter, herunder særligt i
relation til de fysiske omgivelser og natur-
ressourcer. (…) Bevæger man sig i græn-
sefladerne mellem disciplinerne, kan man
nok oftere være heldig at se nye perspek-
tiver og skabe ny viden. Det handler ikke
så meget om fag, men om god eller dårlig
videnskab.
Bos første store opgave her på AAU bliver at
løfte forskningsprojektet: ”Navigator - Johannes
Schmidt, ICES and the Carlsberg Laboratory, c.
1898-1933”, som Carlsbergfonden netop har
bevilget støtte til. Vi ser ham dermed ikke som
forelæser her og nu, men for Bo er relationerne
mellem undervisere og studerende et privilegi-
um, så det er noget, der ligger i støbeskeen. I
den retning sidder han dog pt. og arbejder på
formidlingen af miljøhistorie til en lærebog om
tværvidenskab beregnet for første semester
studerende.
Vi ønsker ham god vind med hans igangværen-
de projekter og velkommen til studiet.
Set & Sket på Historiestudiet
skrevet af Katrine Funding Højgaard, 2. sem.
stud. hist.
og Martin Ottovay Jørgensen, Ph.D. stip.
Skibe, Skanser og Siam Cement
Den første marts afholdt Historiestudiet under
Iben Fonnesberg-Schmidts kyndige ledelse
Museumsdagen med henblik på at udbrede
kendskab til den museale forskning under
temaet skibe, skanser og cement med
deltagelse fra flere museer fra nærområdet
såvel som Randers og Thy. To af vores egne PhD
stipendiater, Johan Heinsen og Henrik G.
Nielsen og den i bladet andetsteds nævnte Bo
Poulsen deltog også med indlæg.
Alene ud fra den brede skare af deltagere lige
fra studerende herfra studiet til museums- og
arkivledere, der endvidere forblev frem til
slutningen på arrangementet sent om
eftermiddagen, kan det vist kun ses som succes.
32
Filmklubben genstartet!
Historisk Filmklub gik i luften første gang 8.
marts hvor Martin O. Jørgensen lagde ud med
en halv times oplæg om Congos historie og bag-
grunden for nutidige konfliktområder, hvorefter
dokumentaren ”Blood In The Mobile” blev vist,
en film der søger at afdække Nokias brug af
’konfliktmineraler’ fra det østlige Congo, der
mere eller mindre direkte sponsorerer krig mel-
lem regionale grupperinger. Det var en hyggelig
og oplysende aften, men desværre var fremmø-
det ikke overvældende.
Så hvad skal der til for at tiltrække flere til et
sådant arrangement? Er dokumentargenren no-
go, eller skal det blot omhandle et andet emne?
Er der evt. større interesse for almindelige spil-
lefilm bygget på historiske begivenheder? Fra
arrangørernes side er hensigten at afholde soci-
ale events der kan samle historiestuderende på
tværs af årgange, og samtidig give et fagligt
input. Vi er meget interesserede i at høre jeres
kommentarer – hvordan får vi lokket flere til at
deltage?
Spilaften
21. marts debuterede Historisk Spilaften, og
imponerende otte fremmødte var lige nok til at
danne fire Besserwizzerhold. Det var en hygge-
lig aften med kaffe, kage og kamp om paratvi-
den, men vi vil gerne have mange flere med!
Der går rygter på Pergamentets redaktion om at
der findes nogle dygtige backgammonspillere på
studiet, så hvis der er udfordrere nok, kan vi
stable en turnering på benene til næste Spilaf-
ten. Derudover er der altid mulighed for at spil-
le kort, Trivial, Settlers og meget andet. Formå-
let er blot at hygge sig i selskab med andre hi-
storiestuderende. Så kom med, historikere, det
værste der kan ske, er at I taber et spil!
Fernisering af Václav Havel fotoudstilling
Václav Havel er kendt verden over som digter,
tekstforfatter, dissident og bannerfører i
Tjekkoslovakiets Charta 77 bevægelse, siden
også landets præsident fra 1989 til 1992 og
efter delingen af landet også Tjekkiets
præsident fra 1993 til 2003.
Fotoudstillingen er en rejsende udstilling
organiseret af den tjekkiske ambassade i
København og etableret i fælleskab med AUB,
hvor den er opstillet ved indgangen. Billederne
er taget af de tre i Tjekkiet velrenommerede
fotografer (Oldřich Škácha, Karel Cudlín og Alan
Pajer), der via deres personlige venskab med
Havel, fik en usædvanlig adgang som ’hof-
fotografer’ herunder i hans tid som præsident.
Marianne Rostgaard, lektor her på studiet, holdt
efter en kort velkomst af AUB en introduktions-
tale. I denne samlede hun trådene mellem
Václav Havel, Charta 77, 1989 og tiden derefter
samt glemslen af det enorme paradigmeskifte
man oplevede i Tjekkoslovakiet og resten af det
forhenværende Østeruopa og betydningen af
det på baggrund af 9/11.
33
Ambassadørråd Jiří Borcel holdt derefter en
tale, der udover at forklare lidt om fotograferne
og udstillingens tilblivelse, også indeholdt nogle
personlige anekdoter om hans egen tid før og
efter 1989.
Slutteligt blev der serveret diverse snacks og
glimrende tjekkiske øl og snakket. Udstillingen
kan ses på AUB frem til den 6. maj.
Lidt refleksioner fra det sønder-
jyske
af Bjarke Valeur Bruhn-Rasmussen, Cand.mag.
Jeg dimitterede fra Aalborg Universitet i 2007
med en cand.mag. i bagagen. Mit hovedfag er
samfundsfag, og mit sidefag er historie. Jeg har
ikke en eneste gang fortrudt mit valg af uddan-
nelse og universitet, for jeg har virkelig gjort
brug af mine tilegnede kompetencer herfra.
Jeg var så heldig, at jeg lige efter min dimission
fik arbejde som fuldmægtig/projektkoordinator
i Karriere Centret på Syddansk Universitet i
Sønderborg- byen jeg oprindeligt kommer fra.
Nu arbejder jeg som administrativ leder i Job-
center Aabenraa, og er samtidigt byrådsmedlem
i Sønderborg Kommune.
Vi lever i en verden, hvor det at kunne arbejde i
grupper er et must. Dette har jeg fået ind med
modermælken på AAU, hvilket virkelig er en
kvalitet ved Aalborg Universitet. Bevares, så kan
det til tider være ”hårdt arbejde” at være i
grupper, men det opvejes til fulde af den for-
ståelse man får for andre mennesker og de sy-
nergieffekter, der opstår i gruppearbejdet. Med
andre ord betyder det, at man har lært at ar-
bejde problemorienteret og, at man fra dag ét i
jobbet er rustet til at løse opgaver, fordi man
har en solid ”værktøjskasse”, som man kan bru-
ge i mange arbejdssituationer.
Min uddannelse har givet mig en bred historisk,
økonomisk, samfundsmæssig og sociologisk
viden, som jeg dagligt trækker på. Fordelen ved
uddannelsen er, at jeg hurtigt kan sætte mig ind
i ting, analysere og finde redskaberne til at løse
problemstillingerne.
Selvom uddannelsen jeg valgte, er en typisk
"gymnasielærer"-uddannelse skal man vide, at
der er mange andre døre der står åbne, da
man i mine øjne, i mange henseender kan be-
tragtes som generalist. Historieuddannelsen har
især øget min forståelse af, hvor vigtigt det er at
have forståelse af konteksten for at kunne løse
de forskellige problemstillinger. I dag arbejder
jeg på arbejdsmarkedsområdet som administra-
tiv leder. I den situation er det også givtigt at
kende til de historiske omstændigheder vedr.:
velfærdsstaten udvikling, fagforeningens betyd-
ning, september forliget, arbejdernes historie
etc. som jeg bl.a. har skrevet projekter om un-
dervejs i studierne.
Afslutningsvis vil jeg gerne sende en stor hilsen
og et tak fra det sønderjyske til Mogens, Mari-
anne, Knud og ikke mindst Vivian :-)
Mvh. Bjarke :)
34
Vi er flyttet!
skrevet af Marianne Rostgaard, lektor, Ph.D.
Historiestudiet er flyttet til Kroghstræde
1. Det gælder ikke bare Historiestudiet,
men det insitut vi hører under: Institut
for Kultur og Globale Studier
Hvorfor? Først og fremmest fordi to institutter
for to år blev til et. Skulle institutterne slås
sammen ikke bare af navn men af gavn, duede
det ikke, at vi blev boende hver for sig. Og som
konsekvens heraf er Historiestudiet flyttet fra
den mangeårige adresse på Fibigerstræde 5 til
Kroghstræde 1, som er en meget anderledes
bygning end Fibigerstræde-bygningerne. Alt
videnskabeligt personale (VIP’erne) på Historie-
studiet er flyttet ind på 2. salen i Krogh. 1. Stu-
diesekretærer sidder sammen med øvrige stu-
die- og institutsekretærer på 1. salen i Krogh 1,
og der er studenterarbejdspladser bl.a. i stue-
etagen i Krogh 1.
Vivian kan altså findes på 1. salen i Krogh 1 (hvis
I kigger godt efter!), sammen med Rikke. Ideen
med at placere alle sekretærer og sekretariater
på samme etage og ved siden af hinanden i
stedet for spredt ud i miljøerne er, at det bl.a.
giver mulighed for udveksling af erfaringer på
tværs og for at ’vikariere’ for hinanden – det har
betydning for små uddannelser, der måske kun
har 1 sekretær. I det hele taget er en af ideerne
både i sammenlægningen af to institutter til
Institut for Kultur og Globale Studier og den
fysiske planlægning, at det skal være nemmere
at gå på tværs mellem fagområder. Til gengæld
mister vi måske lidt af sammenhængen internt
på Historiestudiet, hvor vi var vant til at
VIP’erne, sekretærer og studerende sad i sam-
me bygning, og at vi i det hele taget var ”herrer
i eget hus” på Fibigerstræde 5.
Udover stueetagen er det tanken at have stu-
denterarbejdspladser også på 2. salen i Krogh 1.
Dele af Historiestudiets bibliotek placeres på 2.
salen – hovedparten vil dog blive placeret i stue-
etagen sammen med arbejdspladser til speciale-
studerende. Stueetagen i Krogh 1 er ikke vores
alene – den deler vi med studerende fra andre
fag.
Vi håber med tiden at få etableret et velfunge-
rende studie- og forskningsmiljø i Krogh 1, og at
der om ikke fra dag 1 efter indflytningen så på
sigt vil være arbejdspladser til alle studerende,
der gerne vil sidde og arbejde herude, og at der
samtidigt kommer gang i udveksling på tværs af
uddannelser og forskningsfelter både internt på
Historiestudiet og mellem instituttets mange
fagområder. Nye fysiske rammer gør det ikke
alene – men de kan være med til at åbne op for
nye muligheder både at indrette sig på og gøre
ting på.
Der er nedsat en ’brugergruppe’, der tager sig af
indretningen af stueetagen i Krogh. 1. Vi får
forhåbentlig snart pakket de sidste flyttekasser
ud, og studienævnet inviterer derfor alle histo-
riestuderende til at bese de nye lokaler samme
dag som der er projektaflevering. Der bliver
enten serveret kaffe/kage eller et eller andet
andet spiseligt og drikkeligt. Nærmere om tid og
sted sendes i ud når tiden sig nærmer.
35
Temaet i næste blad:
”Krige og Konflikter”
Næste udgave af Pergamentet vil blive bygget
op omkring temaet ”krige og konflikter”. Som
fjendebilleder og kulturmøder er krige og kon-
flikter noget nær faste bestanddele af menne-
skets grundvilkår - om man vil det eller ej.
Om man vil krigene eller ej, er det ubestrideligt,
at der er stor forskel på dem igennem tiderne
afhængigt af, hvad der blev kæmpet om, hvem
der kæmpede og, hvordan man kæmpede. Men
hvad der er blevet set på i akademisk sammen-
hæng, har der dog ikke været konsensus om.
Arbejdede man i Danmark med krig i akademi-
ske sammenhænge, var man i lang tid op igen-
nem det forrige århundrede ofte enten officer
eller snævert fokuseret militærhistoriker med
strategiske, operative og taktiske og tekniske
perspektiver. Dette skyldes bl.a. den radikale
historieskrivning, hvor alt relateret til krig og
militæret ikke blev taget alvorligt nok. Et inter-
nationalt blik viser dog, at dette var en bredere
strømning knyttet til den oprindeligt britiske
liberalisme og derfor ikke blot et dansk fæno-
men. Indenfor de senere år har denne form for
historieskrivning både i Danmark og internatio-
nalt dog heldigvis nærmet sig den mere traditi-
onelle akademiske historiskrivning, så dimensi-
oner knyttet til samfund og kultur er blevet
inkorporeret. Omvendt har militærhistorien
også sat krigen som formativ faktor på dagsor-
denen udenfor dens eget felt. Vi byder dog alle
perspektiver velkomne her i bladet. Skriver du/I
om fænghættens eller artilleri-granatens histo-
rie er i ligeså velkomne til at byde ind med ind-
læg som hvis du/I skrev om de sociale eftervirk-
ninger af 1. Verdenskrig.
Krigenes makkerpar i temaet, konflikter, hand-
ler ikke nødvendigvis om lemlæstelse, krudt og
kugler, kampen om Europa osv. Det skal forstås
meget bredt, hvad historieskrivningen i stigende
grad også synes at afspejle.
Det kan således være de lokale perspektiver på
relativt snævre problemstillinger alt fra skær-
mydsler indenfor husets fire vægge i senmid-
delalderens Aalborg og omegn til et kompara-
tivt perspektiv på de nordjyske og vestsvenske
skolevæsens håndtering af konflikter mellem
elever og lærere siden 1970’ernes nye pædago-
gik til nedgangen i strejker og arbejdskonflikter
siden fremkomsten af fagbevægelsen til idag.
Omvendt kan det dog også være de store eller
internationale perspektiver på olieudvindingen
rundt omkring i verden; canadisk oliesand, ark-
tiske boringer eller de brasilianske paralleller.
Eller på de største multinationale virksomhe-
ders stigende afhængighed af forhenværende
efterretningsofficerer og ’hemmelighedernes
teknologi’ i kampen om markedsandele og pro-
duktudvikling. Eller nationale samt FN debatter
og forhandlinger om urbefolkningernes ret-
tigheder i forhold til jord, juridiske rettigheder
og kampen om historien og hvordan disse even-
tuelt støder sammen med bl.a. olieselskabernes
kamp for de knappe dråber i eksempelvis Nige-
ria eller Canada mv.
Det kunne også dreje sig om formidlingen af
krig/konflikter i museale sammenhænge, i com-
puterspil, i gymnasieundervisningen, i Holly-
woods, Bollywood og Nollywoods krigsfilm osv.
Som tidligere temaer er der således ingen be-
grænsninger på tid og sted. Udenfor tema ind-
læg er dog også velkomne, ingen diskrimination
her! Så har du/i et projekt der ligger og kalder
på jer: ’skriv mig, skriv mig’ eller skal i blot have
et råd for at komme ud af startblokken for at
følge en tanke op, er i velkomne til at kontakte
os. Vi hører hjertens gerne fra jer, da I også skal
være med til at forme bladet med jeres stemme
og med dét I finder interessant.
Deadline er 1. september.
2
og nu...
tilbage til
fremtiden