Download - Rawiya - af Mie Brinkmann
1
R a w i y aGlimt fra kvindernes Egypten
Mie Brinkmann
3
5
R a w i y aGlimt fra kvindernes Egypten
Mie Brinkmann
7
00P R O L O G
To personer ligger krøllede sammen på
gaden. Omkring dem står en gruppe
uniformklædte mænd, der skiftevis sparker
til dem og slår dem med deres knipler. De
trækker en af personerne hen over asfalten.
Hendes trøje går op og afslører en blå bh,
hvorefter en af de uniformklædte mænd
tramper hende på brystkassen.
Scenen fandt sted i forbindelse med rydnin-
gen af Tahrirpladsen i Cairo i december 2011.
Videoen af hændelsen gik verden rundt og
etablerede for alvor for omverdenen, at de
egyptiske kvinder var på gaden og en aktiv
del af revolutionen. Men spoler vi tiden tre
år frem, er kvinderne anderledes svære at
få øje på.
Rawiya er den kvindelige bøjning af historie-
fortæller på arabisk. Historien om Egypten
har i lang tid været domineret af mænd; af
faraoher, præsidenter og andre patriarker.
Jeg vil gerne give ordet til kvinderne. For
hvis historien er en flod af blod og ødelæg-
gelse, må der også findes en bred, hvor der
er blevet lavet mad, født børn og vasket tøj.
Jeg har derfor bedt tolv kvinder sætte ord
på, hvad de ser, som de største udfordringer
for Egypten lige nu.
Kvinderne er meget forskellige. Olivia er
kopter og en del af mindretallet af kristne i
Egypten, hvor Sara har været aktivt medlem
af Det Muslimske Broderskab i snart seks år.
Rascha kommer fra det fattige område Batn
el Bahara, hvorimod Faisal er vokset op i
overklassen med en far, der var partileder
og en svigerfar, der var rektor på Al Azhar
Universitetet. Faisal er 74 år, Alyaa er 19.
Men de er alle egyptiske kvinder, og de øn-
sker alle en bedre fremtid for landet.
Dette er selvfølgelig ikke hele historien om
Egyptens godt fyrre millioner kvinder. Det er
derimod tolv stemmer. Tolv små glimt, der
måske giver en fornemmelse af, hvad det vil
sige at være kvinde i Egypten i dag.
9
11
01M A I B A D R22 Å RA R K I T E K T S T U D E R E N D EE L H A R A MC A I R O
Personligt synes jeg, at den største udfor-
dring er, at jeg ikke kan bevæge mig frit.
For nogle år siden fik jeg lyst til at cykle til
min skole, der ligger godt fire kilometer fra
mit hjem. Jeg har altid elsket at cykle, og
en dag tænkte jeg; “hvorfor bare drømme,
når jeg kan gøre det?” Mine forældres første
reaktion var; “hvad snakker du om? Vil du
cykle i Cairo?” Men de ville ikke forbyde mig
det, så jeg købte en cykel.
Jeg cyklede i to år. I begyndelsen fik jeg
meget positiv opmærksomhed. “Se, en pige,
der cykler i Cairo!” Men med tiden blev det
mere og mere sjældent, at jeg tog turen.
Jeg har spurgt mig selv hvorfor, og når jeg
mærker efter, tror jeg, det er fordi, jeg ikke
kunne tage den negative energi fra gaden
længere. Jeg ignorerede det i lang tid,
men man bliver straffet for at stikke ud fra
mængden i Egypten. Folk gloede på mig,
som var jeg en idiot, og så var der dumme
kommentarer som “var det dét vi fik ud af
revolutionen? Kvinder, der cykler?” En dag
stoppede jeg helt, og det er jeg virkelig
ærgerlig over. Hvad er det for et samfund,
hvor det er en besværligt at bevæge sig i
det offentlige rum?
13
15
02R A S C H A S A E E D3 4 Å RR E N G Ø R I N G S A S S I S T E N TB A D N E L B A H A R A
Jeg ved ikke, hvad kvindernes største udfor-
dringer er lige nu, men jeg kan fortælle om
mine.
Jeg er den yngste ud af en søskendeflok
på seks. Vi voksede op i slummen, og mine
forældre havde ikke råd til at give mig en
uddannelse, så jeg blev gift som 13-årig.
Jeg har fire børn: Ahmed, Habiba, Nawal og
Muhammed.
Jeg arbejder fra kl. 5 om morgenen til
omkring kl. 19 hver dag. Jeg er nødt til at
have Ahmed med på arbejde, for der er ikke
nogen, der kan kigge efter ham, mens jeg
er væk. Nogle steder i samfundet siger de,
at kvinder ikke burde arbejde. Men jeg er
nødt til det. Jeg tjener størstedelen af vores
indkomst. Min mand er dagsarbejder og
tjener ikke særligt godt. Vi prøver at hjælpe
hinanden så godt vi kan. Hvis han skulle
finde på at slå mig, minder jeg ham om, at vi
kun har hinanden.
For at være ærlig mærkede vi slet ikke
revolutionen herude. Eneste forskel er, at der
er mere ballade. De siger, at Mubarak var en
tyv, men i hans tid var der i det mindste ikke
alle de bøller, der fylder vores gader nu. Jeg
håber, vores næste præsident er god. Jeg er
komplet ligeglad med, hvad hans navn er, så
længe han kan forbedre vilkårene i slumom-
råderne. Når der ikke er nogen regering,
bliver vi glemt.
17
19
03M A Y A D A W A D N O M I R Y2 3 Å RD O K U M E N T A R I S T6 T H O F O C T O B E R C I T Y
Min kæreste og jeg vil gerne bo sammen,
men for at kunne det i Egypten, følte vi, at vi
var nødt til at gifte os. Det er udmattende at
være underlagt den form for pres.
Derfor har vi også besluttet, at vi gerne
vil leve uafhængigt af systemet og langt
fra stigmatiseringen. Et liv, hvor vi ikke er
tvunget til at være en del af det dræbende
bureaukrati i Egypten. Vi vil gerne dyrke
vores egen mad, undervise vores kommende
børn selv og generelt undgå banker og
andre institutioner. Det er den eneste løsning
jeg kan se, hvis vi skal blive her. Egypten
er et utroligt smukt og rigt land på mange
måder. Det er vores hjem. Men vi drukner i
det sociale, økonomiske og politiske pres.
Som situationen er nu, mister vi en stor
gruppe af vores energiske, innovative
ungdom, der flytter ud af landet. Hvis den
politiske deroute fortsætter, tror jeg ikke, det
varer længe, før vi har mistet en hel gen-
eration af intellektuelle. De fleste af vores
venner er allerede flyttet, og vi overvejer
kraftigt det samme.
21
23
04H A N I A M A N S O U R3 2 Å RA D V O K A TM O H A N D E S I NC A I R O
Den største udfordring er at gøre op med de
fastlåste traditioner og normer, vi har i vores
samfund.
Jeg mistede min mødom, da jeg var 17 år,
hvilket i dette samfund er meget tidligt. Da
min ex-mand sagde, han ville være sammen
med mig, fortalte jeg ham, at jeg altså ikke
var jomfru. Han sagde, at det var fint med
ham, for han kendte min mentalitet. Havde
jeg blot ænset, at det var et problem, ville
jeg ikke have giftet mig med ham.
Men efter vi blev gift, begyndte han at tale
om det igen. Han ville høre mig sige, at jeg
fortrød det; at jeg ikke skulle have gjort det.
Men hvorfor skulle jeg fortryde? Jeg er ikke
religiøs, og jeg kan ikke lave om på, hvad
jeg allerede har gjort. Han var ligesom alle
andre mænd her i Egypten. De siger, de er
åbensindede, men er det i virkeligheden ikke.
Det samme gælder i øvrigt for kvinderne.
Jeg har en veninde, der mistede sin mødom
tidligt som jeg. Hun ville vide, om jeg synes,
hun skulle fortælle det til sin nuværende
kæreste eller få den rekonstrueret ved oper-
ation. Jeg spurgte chokeret, om hun virkelig
overvejede at gennemgå en operation for at
leve op til samfundets normer. Det ville jeg
aldrig byde mig selv.
25
27
05O L I V I A F I K R E Y M A S S O U T2 6 Å RU D D A N N E T C I V I L I N G E N I Ø RN Ø D H J Æ L P S A R B E J D E R F O R C A R I T A SS A F A R B A S H AA L E X A N D R I A
Som egyptisk kvinde er det svært at gøre
noget på egen hånd. Det er for eksempel
ildeset, hvis piger rejser udenfor Egypten
alene. Jeg har rejst en del med mit nye
arbejde og får tit kommentareren: “Hver dag
i et nyt land, Olivia, hvorfor?” efterfulgt af en
rysten på hovedet. Der er ikke noget status
i at være en stærk og selvstændig kvinde.
Tværtimod.
Min familie er koptisk kristen, og jeg
kender derfor de fleste af mine venner fra
menigheden. Jeg plejede at undervise i
søndagsskolen, men jeg sagde min stilling
op, da jeg fik jobbet hos nødhjælpsorganisa-
tionen Caritas. Jeg ville prøve noget andet
udenfor vores lille samfund i samfundet. Jeg
ville ikke udelukkende omgås koptere resten
af mit liv. Jeg synes ikke, kirken gør pigerne
en tjeneste ved at beskytte dem, som de
gør. Pigerne har meget få muligheder for at
danne deres egne erfaringer.
29
31
06O M A M I R A5 1 Å RH J E M M E G Å E N D EE Z B E T K H A I R A L L AC A I R O
Jeg mener, vores største udfordring er, at vi
har mistet følelsen af søsterskab.
I løbet af det sidste årti er bygningerne er
blevet bedre, men menneskene er blevet
værre. Folk er ikke, som de var. De forstår
ikke, at vi skal leve sammen på et meget
lille areal. Det er en kedelig udvikling, at alle
tænker på sig selv først. Før i tiden havde vi
hjem af simple materialer som ler og strå.
Husene var i dårlig stand, og der var skrald,
børn og dyr over det hele, men vi kom hinan-
den meget mere ved. Vi kunne mødes og
spise morgenmad sammen i et rum, og hvis
nogen havde mad, delte de uden tøven med
os andre.
Jeg ved ikke, hvad der er sket. Måske er det
på grund af revolutionen, måske på grund af
krisen. Ligemeget hvad, håber jeg virkelig,
vi får en god præsident, der kan gøre op
med fattigdommen og bringe folk tættere på
hinanden.
33
35
07F A I S A L H A Y K A L7 4 Å RP R O F E S S O R I E G Y P T O L O G IZ A M A L E KC A I R O
Jeg har aldrig deltaget aktivt i kvindekam-
pen. Jeg er ikke militant af natur. Men måske
har jeg påvirket den indirekte.
For eksempel arbejdede jeg på et tidspunkt
med bevarelse af Egyptens antikviteter i
Nubia. Jeg brugte meget tid på det, men de
ville ikke tage mig med på feltbesøg.
Jeg var meget opsat på at komme afsted og
insisterede på, at jeg ikke ville arbejde for at
bevare noget, jeg aldrig havde set. Efter lang
tids forhandling, gav de mig endelig lov. Jeg
var den første kvinde til at besøge stedet.
Efterfølgende fik andre kvinder lov, så jeg har
måske dannet præcedens. Det har jeg op-
levet flere gange i mit liv. Jeg var den første
kvinde til at være formand for Den Nationale
Sammenslutning af Egyptologer og den
første kvinde til at overse bevaringsindsat-
sen i Sinai. Jeg gør det ikke for at advokere
for kvinders rettigheder, men fordi det er en
del af mit arbejde.
Revolutionen har helt sikkert ændret men-
taliteten over for kvinderne i det egyptiske
samfund. Kvinderne tog aktivt del i og var en
vigtig del af forandringerne. Selvom de blev
holdt tilbage af Broderskabet, vil de, så snart
situationen tillader det, storme frem igen.
Jeg synes, der var mange positive aspekter
ved revolutionen. Nu skal vi samle dem op
og sørge for, at de ikke dør ud. Men det tag-
er tid. En revolution kan ikke gennemføres på
et par dage. Selvfølgelig kan den ikke det.
37
39
08S A R A Z A K A R I A A L A S K A R Y2 5 Å RP Æ D I A T E RK O M H A M A D A
Et par minutter over midnat den 25. novem-
ber 2013 bankede militæret på døren i vores
lejlighed i samme øjeblik, som min forlo-
vede skulle til at fortælle min far om vores
bryllupsplaner. Militæret har tidligere været
efter min forlovede, så ham og jeg løb op og
gemte os hos overboen på anden sal.
Vi ventede længe deroppe, og da min mor
endelig ringede, var hun helt fra den. De
havde anholdt min far, og lejligheden havde
de endevendt for beviser. Selv den gule
bamse, som jeg havde fået af min forlovede,
havde de skåret op.
Jeg har selv været medlem og en aktiv del
af Det Muslimske Broderskab i seks år. Min
far blev medlem efter mig. Men fordi han er
en prominent figur her i Kom Hamada, han
er byens eneste pædiater og generelt vellidt,
ville militæret have ham af vejen, indtil præ-
sidentvalget er overstået. Det er i hvert fald
min teori. Min bror var meget fortørnet over
det, så han skrev ‘Ned med militærstyret’ på
en væg her i byen. Han blev meldt, og nu har
de også anholdt ham.
Jeg har svært ved at forholde mig til
kvinders rettigheder, når de generelle men-
neskerettigheder efter min mening bliver
overskredet hver dag i Egypten lige nu.
Jeg har ikke lyst til at forlade landet, men
hvis militærstyret fortsætter, kan det blive
aktuelt at flytte et andet sted hen af sikker-
hedsmæssige årsager.
41
43
09S A M A H A B D E L A T Y3 5 Å RR E D A K T Ø R P Å E L W A T A NA I N S H A M SC A I R O
Jeg tror, det er sværere for kvinder at gøre
karriere i Egypten, end det er for mænd.
Kvinder betragtes i mange henseender
som andenrangsborgere. Man foretræk-
ker drengebørn frem for piger, og der er
bestemte forventninger forbundet med at
være kvinde.
Min egen mor vil meget gerne have, at jeg
skal gifte mig. Hun kan ikke lide mit job. Hun
kan ikke lide, at jeg arbejder. Hvis det stod
til hende gik jeg hjemme, var gift og havde
børn.
For fire år siden vandt jeg en stor arabisk
journalistpris for min artikelserie om den
illegale organhandel i Egypten. Jeg havde
foregivet, at jeg ville sælge min nyre, og det
lykkedes mig at afsløre et stort netværk af
bagmænd. Til prisoverrækkelsen tog jeg min
mor med. Der var mange indflydelsesrige
mennesker, og de ønskede hende alle tillykke
med hendes datter. For mig var det en fan-
tastisk oplevelse. Ikke så meget for prisen,
men fordi jeg følte, at hun for første gang
forstod og accepterede, at mine ambitioner
ligger andre steder end indenfor hjemmets
fire vægge. Jeg følte, at jeg havde bygget en
bro mellem hendes generation og min egen.
45
47
10A L Y A A E M A D A B D E L F A T A H1 9 Å RG Y M N A S I E E L E VS I D I B E S H R Q E B L IA L E X A N D R I A
Vi er ikke så mange kvindelige rappere i
Egypten. Jeg kender kun til fem-seks stykker.
Rapscenen er relativt ny her. Genren er også
ret aggressiv i sit udtryk, så for nogle er det
svært at acceptere, at jeg er kvinde.
Jeg startede med at skrive poesi, men fandt
hurtigt ud af, at det er enormt svært at få
publiceret. Da jeg først blev introduceret
til rap, forstod jeg ikke teksterne, men jeg
forstod hurtigt konceptet. Det gik op for
mig, at det var uden restriktioner, og så var
det forholdsvist simpelt at få ud. Jeg skulle
hverken tænke på censur eller platform. Jeg
kunne optræde hvor som helst.
Jeg skriver altid om problemer i Egyp-
ten eller i mit personlige liv. Jeg er meget
optaget af at gøre egypterne opmærk-
somme på det store skel, der er mellem rig
og fattig i landet. Det irriterer mig, at vi ikke
respekterer hinanden på tværs af klasser.
Jeg ser ikke nogen fremtid i Egypten. Jeg vil
virkelig gerne forandre landet, men jeg ved
også inderst inde, at det aldrig vil forandre
sig. Generationen før mig var bedre tænkere.
Hvis du går på gaden nu, kan du finde en 10
årig dreng, der ryger og chikanerer pigerne.
Det så du ikke før. Det er et spørgsmål om
mentalitet.
I min sidste rap skrev jeg: Jeg elsker dig, mit
land / men jeg kan ikke leve med dig/ Jeg
ved ikke, hvordan jeg skal tilfredsstille både
dig og mig.
49
51
11A M A L M O H A M E D R A B I E H S A E E D4 1 Å RD A G P L E J E M O RB A D N E L B A H A R A
Mest af alt er jeg bekymret for børnene. De
vokser op i en ustabil tid, og de ser grumme
ting, der vil påvirke dem i fremtiden. Selvom
forældrene forsøger at beskytte dem, kan de
ikke undgå at mærke usikkerheden.
For bare ti år siden ville du aldrig finde en
mand på gaden, som solgte stoffer eller gik
med kniv. Jeg plejede at gå til og fra mit
arbejde her i Badn el Bahara på alle tider
af døgnet uden problemer. Nu, hvis jeg for
eksempel skal ud om aftenen for at købe
medicin, oplever jeg mænd på gaden, der
stjæler og chikanerer kvinderne.
Vi har i flere år ikke haft nogen reel styring
af landet. Det kan mærkes. Lige nu ønsker
jeg bare en regering, der kan handle, så vi
kan komme usikkerheden til livs.
53
55
12K H A D I G A T A R E K2 2 Å RT A N D L Æ G E S T U D E R E N D EO G K A L L I G R A FS A N S T E F A N OA L E X A N D R I A
Den største udfordring for kvinder i Egypten,
som jeg ser det, er helt basalt at blive set
og hørt. Kvinders holdninger bliver sjældent
taget alvorligt, selvom de er dygtige inden-
for deres felt.
Lad mig give et eksempel. Folk forventer
umiddelbart ikke, at originale ideer kan
komme fra en kvinde og slet ikke fra et
tildækket hoved. Men når jeg praktiserer min
kunst, hvor jeg skriver ord i luften med lys og
optager det med et kamera, bliver de alli-
gevel interesserede. Først er de ret skeptiske,
men efterhånden som de forstår konceptet,
bløder de op. Jeg håber, at jeg ved denne
simple manøvre bidrager til at komme for-
dommene til livs.
De unge kvinders mentalitet ændrerede sig
under revolutionen. Vi er blevet bedre til at
udtrykke os. Vi er blevet bedre til at sige
aktivt nej og insistere på, at vores stemme
bliver hørt. For mig var revolutionen en af de
bedste ting, der er sket i mit liv. Selvom ån-
den er lav for tiden, er jeg sikker på, at den
nok skal komme stærkt tilbage. Egypten, hun
er i fængsel nu. Men selv om hendes stemme
er lav, selvom hun er svag nu, så vil hun en
dag, snart, bryde ud af sit bur.
57
01Mai Badr,
22 år
Arkitektstuderende
El Haram
Cairo
03Mayada Wadnomiry
23 år
Dokumentarist
6th of October City
05Olivia Massout,
26 år,
Uddannet civilingeniør
Nødhjælpsarbejder for Caritas
Safar Basha
Alexandria
07Faisal Haykal
74 år
Professor i Egyptologi
Zamalek
Cairo
09Samah Abd Elaty
35 år
Redaktør på El Watan
Ain Shams
Cairo
11Amal Mohamed
Rabieh Saeed
41 år
Dagplejemor
Badn el Bahara
02Rascha Saeed
34 år
Rengøringsassistent
Badn El Bahara
04Hania Mansour
32 år
Advokat
Mohandesin
Cairo
06Om Amira
51 år
Hjemmegående
Ezbet Khairalla
Cairo
08Sara Al Askary
25 år
Pædiater
Kom Hamada
10Alyaa Abd el Fatah
19 år
Gymnasieelev og
rapper
Sidi Beshr Qebli
Alexandria
12Khadiga Tarek,
22 år
Tandlægestuderende
og kalligraf
San Stefano
Alexandria
59
R A W I Y A
Glimt fra kvindernes Egypten
© Mie Brinkmann 2014
Forsideillustration af Khadiga Tarek
60 sider, 17,6 x 25 cm, DMJX
Dummy edition, 4 eksemplarer
Printet hos Vester Kopi, København
En stor tak til alle medvirkende samt til
Dennis Lehmann, Malte Kristiansen, Mads
Greve, Søren Pagter, Morten Germund,
Kasper Palsnov, Ahmed Hayman, Kathrine
Højte, Søren Toft, Nancy Naser al Deen,
Mohammed Diab, Kiki Hansen, Jens Anton
Bjørnager, Sofie Loumann, Rasmus Bøgeskov,
Astrid Dalum, Malene Korsgaard, Peter Helles,
Ola Atef, Emil Ryge, Simon Fals og Tor Birk
Trads.