Download - Rod - En fighters fortælling
En fightErs fortællingJanus nabil bakrawiLene Møller Jørgensen
ROD_forside_300dpi.indd 1 18/01/12 10.02
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 2 22-12-2011 14:36:46
Janus Nabil Bakrawi & Lene Møller Jørgensen
RODEn fighters fortælling
Pretty Ink
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 3 22-12-2011 14:36:46
Rod. En fighters fortælling
© Janus Nabil Bakrawi, Lene Møller Jørgensen
og Pretty Ink/rosinante&co, København 2012
1. udgave, 1. oplag, 2012
Forsidefoto: Mikkel Bache
Omslag: Ann-Britt Balle
Sat med The Antiqua hos Christensen Grafisk
og trykt hos Livonia, Riga
ISBN 978-87-638-2177-3
Printed in Latvia 2012
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne
i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
For enkelte af bogens fotos har det ikke været muligt at finde
frem til rettighedshaver. Ved spørgsmål angående dette
kontaktes forlaget.
Pretty Ink er et forlag i rosinante&co
Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 4 22-12-2011 14:36:46
5
»Why grow the branches now the root is wither’d?
Why wither not the leaves that want their sap?«
»Kan grenen gro, når træets rod er borte?
Må løvet ikke dø, når saften mangler?«
shakespeare: Richard den Tredje, II-2
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 5 22-12-2011 14:36:46
6
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 6 22-12-2011 14:36:46
7
p r o l o g
Jeg har fået brev fra dronningen. En kraftig, flødefarvet kuvert
adresseret til skuespiller Janus Bakrawi, og indeni ligger en
officiel invitation til middag og dans på Christiansborg Slot.
Middag, tænker jeg forvirret, mig og dronningen? Og så på
en hverdag, tirsdag aften, hvor jeg spiller på Nørrebro Teater.
Jeg ringer til en ven, læser invitationen op og spørger, om han
ved, hvad den slags invitationer går ud på? Ja da, godt gået,
bro’!, siger han, det er dronningens hofbal. Du er inviteret til
hofballet for skuespillere, musikere, kunstnere, sportsfolk, du
ved, hele flokken, kultureliten, som dronningen vil vise sin an-
erkendelse. Det gør hun så cirka hvert tiende år. Kunstnerbal?
Anerkendelse? Jeg bliver lidt stolt, og også lettet over, at der
kommer andre – to, tre hundrede andre – til middagen med
dronningen.
En måned senere står jeg og venter på at blive præsenteret
for dronningen i mit nye, sponsorerede jakkesæt. Stylisten insi-
sterede på, at jakken skulle være kort og stram. Meget stram, og
jeg sveder og føler mig som en bombe, der, hvad øjeblik det skal
være, kan eksplodere, så knapper og syninger springer til alle
sider. Mit navn bliver kaldt op, jeg bliver præsenteret for dron-
ningen, og går videre ind i Riddersalen, hvor en flok kolleger
står og snakker og straks driller mig med, at alle andre mænd
i salen faktisk er klædt i smoking. Nå, okay, det stod åbenbart i
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 7 22-12-2011 14:36:46
8
invitationen. Dansen begynder. Kvinder i enorme balkjoler og
mænd i korrekte smokinger fylder det blanke, sort-hvide gulv.
Dér er statsminister Anders Fogh Rasmussen, han danser ikke,
men styrer direkte over til mig og hilser. Han siger, at jeg er en
rollemodel for nye danskere. Han siger, at det er godt, at der
er sådan nogle som mig, nogle der er synlige på den positive
måde, og han spørger interesseret til min baggrund og barn-
dom. Hmm, hvor skal jeg begynde, tænker jeg, jeg har en del at
fortælle. Jeg kan fortælle om dengang, jeg var syv og skilsmis-
sebarn, og min mor og jeg troede, at jeg skulle på udflugt til
Tyskland med min far, men at han i stedet tog mig med hjem
til sin fjerne landsby i Jordan og beholdt mig der i fire år. Om
opdragelsen på gaden blandt de rå drenge, og om opdragelsen
i familien med en antenneledning. Eller jeg kan fortælle om at
komme hjem igen og blive afleveret på et børnehjem i halvan-
det år, inden retten endelig når frem til, at det er bedst, at jeg
bliver og bor hos min far. Denne gang i København. Jeg kan
fortælle om nætterne, hvor jeg sov i telefonboksen på Lyngby
Station, fordi jeg ikke havde lyst til at gå hjem, eller om den sto-
re klump af smerte, der vokser i maven, når man ikke har haft
chancen for at slå rod noget sted, i en mor eller far, en familie
eller et land. Men jeg nøjes med at sige, at det er vigtigt, at hver
enkelt kæmper for sin egen tilværelse, og mit drive har været at
vise, at jeg er noget og kan noget. Jeg vil bryde det fasttømrede
billede af indvandrere og brune som én stor, passiv gruppe, og
hvis nogen ser mig som en rollemodel, ja, så er jeg glad. Jeg når
lige at tale mig rigtig varm, men så kommer statsministerens
kone, Anne Mette, og lægger en hånd på hans arm og redder
ham fra mig – der er andre, han skal tale med.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 8 22-12-2011 14:36:46
9
Diskret tester jeg det glatte gulv, glider ned over det mod
baren og kollegerne. En skuespillerkarriere, et hofbal og en
borgerlig statsminister, der synes, at jeg er en positiv rollemo-
del – det lå aldrig lige for, når jeg ser tilbage. Jeg tvivler også
på, at det er den slags fremtidsscenarier, mine kontaktpæda-
goger, sagsbehandlere og skolelærere så for mig – og heller
ikke min psykolog fra teenageårene på ungdomspensionen,
selvom jeg altid takkede pænt for kiks og te efter vores nyt-
tesløse samtaler. Som barn overvejede jeg aldrig selv, hvad
der skulle ske med mig – for jeg blev ikke hørt, og det var altid
andre, først min mor, så min far og senere de sociale myndig-
heder, der havde magten i mit liv. Selv håbede jeg bare, at alt
ville blive lidt bedre i morgen.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 9 22-12-2011 14:36:46
10
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 10 22-12-2011 14:36:46
11
k a p i t e l 1
Kastrup, juni 2011Vi tjekker ind på fly TK 1784 i Københavns Lufthavn. Flyet skal bringe os til Jordan – og tilbage til fortiden. Med i sin kuffert har Janus et album med fotografier fra sin barndom og ungdom – ét foran juletræet i stuen i Nærum, sammen med mor i haven og et klassebillede af 2.b på Nærumgårdskolen. Janus sidder i cowboybukser og rød sweater som nummer tre fra højre, og det er et af de sidste fotos, der bliver taget af Janus, inden hans far bortfører ham til sin hjemby i det nordlige Jordan i fire år, inden kaos sætter ind.
I dag er Janus Nabil Bakrawi skuespiller, kendt og anerkendt, med mange og bærende roller på tv, film og især på teatret – på Det Kongelige Teater og andre store københavnske teatre gennem de sidste 15 år. Han er den rå, skaldede fyr, den stær-ke, følsomme kæreste, den sitrende, sårbare – han har spillet Strindberg, Shakespeare, Hamsun, musicals og nyt, eksperimen-terende teater. Mange gange har han selv været på som manu-skriptforfatter og har bragt episoder, oplevelser og erindringer fra sit eget liv ind i historien. Der er råmateriale til små og store fortællinger.
Janus er åben og ærlig, frygtindgydende ærlig, det har han sådan set altid været, men bliver det mere og mere, siger han selv. Der er brug for ærlighed, når man er i gang med at gøre sig
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 11 22-12-2011 14:36:46
12
fri af fortiden. Han husker alt det negative, al lortet og alt det, der trækker ned og ødelægger, siger han og mener, at han har sorte huller i hukommelsen – der, hvor det gode, positive skulle have været. Vi vil lede efter det hele, det lyse og det mørke.
I Københavns Lufthavn står der boarding ud for fly TK 1784, og vi stiger om bord.
KASTRUP, EFTERÅR, 1982
Jeg er syv et halvt år gammel, og min far køber et Casio arm-
båndsur til mig i en butik i Københavns Lufthavn, mens vi
venter på et fly. Det er en meget fin gave. Et digitalt ur, no-
get helt nyt, som jeg kun har set en gang eller to før. Tallene
klikker af sted, mens jeg stirrer på dem. 16:39:41, 16:39:42,
16:39:43. Og der er stopur og små knapper og indstillinger.
Bip! Bip, jeg trykker og smiler. Vi venter på et fly, far, mig og
min lillebror, for vi skal på udflugt. Til Tyskland, og jeg glæder
mig. Senere, lang tid senere, går det op for mig, at det flotte
Casio ur er tænkt som et plaster på det sår og den smerte, der
skal komme.
Til daglig bor jeg i Nærum i Nordsjælland hos min mor. Det
samme gør min lillebror, Martin. Min mor og far er skilt, jeg
kan ikke huske, at de nogensinde har boet sammen, og min
mor er gift igen. Hver anden eller hver tredje weekend kom-
mer min far og henter Martin og mig, og jeg er altid spændt.
Jeg glæder mig og sidder parat med pakket rygsæk, når han
ringer på døren til vores rækkehus og tager os med hjem, ind
til byen, ind til København.
Mine forældre, Atif og Barbara, mødte hinanden i Polen. I et
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 12 22-12-2011 14:36:46
13
tog i Warszawa, siger historien, selvom deres historier om det
første møde ikke er helt ens. Min far er palæstinenser, født i
byen Tiberias ved Genezaret Sø i Palæstina, men han er vokset
op i en landsby i Jordan, som hans familie flygtede til under
krigen, da staten Israel blev oprettet. Det var i 1948, og fami-
lien troede, at de skulle tilbage til deres hus og jorder efter en
uge eller to, men grænsen blev trukket og lukket, og de kom
aldrig tilbage. I dag bor min fars familie, eller i hvert fald dens
efterkommere, stadig i byen Shuna og omegn. I Shuna er der
plantager med bananer, dadler, appelsiner og ikke så meget
andet, og allerede som 17-årig forlod min far familien og lands-
byen for at søge arbejde og et nyt liv uden for Jordan. Først
blev det Bagdad i Irak, senere i Europa – Tyskland, et par andre
lande, og til sidst kom han til Danmark, hvor han fik arbejde på
knivfabrikken Rådvad ved Kongens Lyngby på Sjælland. Men
det er altså på en ferie til Polen, under et besøg i Warszawa, at
Atif ser min mor for første gang. Hun sidder i et tog, og han
står og vifter med en bog – det er en tysk-polsk ordbog – og han
forsøger at få en samtale i gang: Hvad betyder det? Hun afviser
ham først, men han følger efter hende, og de lærer hinanden
at kende. Det er min fars historie. Min mors lyder sådan her:
Hun er på vej hjem med toget, og en stor, sort mand sidder
og stirrer og stirrer og stirrer på hende. Der er ikke så mange
mørke mænd i Polen, der i 1970, så han vækker lidt opsigt. Hun
står af og ser til sin skræk, at den sorte mand også rejser sig og
følger efter hende. Hun traver hurtigt gennem de smalle ga-
der, skæver over skulderen, forsøger at ryste ham af, men det
lykkes ikke, og til sidst løber hun direkte hjem. Min mormor
er hjemme, hun kikker ud ad vinduet og er rystet: Der står en
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 13 22-12-2011 14:36:46
14
sort mand uden for mit hus!, råber hun. Hvad laver han der?!
Mormor løber ud, griber ned efter sin sutsko og kaster den
efter ham, mens hun råber: Pist! Pist! Væk med sig! Endelig
lusker han af, men dagen efter står han der igen. Denne gang
har han chokolade og gaver med, og han bliver åbenbart lukket
ind. I de følgende år vender han tilbage til Barbara – som alle
kalder Basia – og min mormors hus mange gange, og hurtigt
bliver han gode venner – god drukkammerat, tror jeg – med
en gammel ven af familien, Bogdan. Og Bogdan bliver hans vej
til familiens accept. Sådan lyder min mors, Barbaras historie.
Hun var 16 år. Min far 26. Hendes familie var fattig, meget fat-
tig, ligesom det meste af Polen var dengang, og katolsk, selvom
religion var undertrykt og ildeset under det brutale, kommuni-
stiske styre. Min mor er det ottende barn ud af en søskendeflok
på ni, og hun og familien troede, at min far var en velhavende
mand. Og det var han også i forhold til dem. Nogle år efter det
første møde i toget tager Barbara med Atif til Danmark, og de
bliver gift i Lyngby. Her går det op for hende, at Atif ikke er helt
så velhavende en mand i Danmark som i Polen. Det nygifte
par skal dele en etværelses lejlighed i Rådvad med et andet
ægtepar – med en af min fars venner og hans kone. Det var
ikke, hvad hun havde håbet på, og jeg tror ikke, at min mor er
glad for sit nye liv. Hun er vant til at se brødre, søstre, niecer,
nevøer, onkler og tanter konstant. Her er hun alene – eller så
alene, som man nu er i en etværelses med fire beboere. Min
far vil have hende til at gå med tørklæde, nu er hun jo hans
kone, og sådan gør de palæstinensere, han kender, men det
vil Barbara ikke. I 1974, dagen før juleaften, bliver jeg født på
Virum Fødeklinik. Janus Nabil Klimek Bakrawi.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 14 22-12-2011 14:36:46
15
Min dåbsdag med mor og far, Barbara og Atif. Jeg er katolsk døbt, og det havde min far, som er muslim, ikke noget imod dengang i 1975.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 15 22-12-2011 14:36:47
16
Janus er et ret almindeligt navn i Polen – Janusz, siger min
mor – og Nabil er et arabisk navn. Klimek er min mors polske
navn, og Bakrawi er min fars palæstinensiske navn. Fra be-
gyndelsen står det altså lige, to-to, til mor og far, til hendes
polske rødder og til hans arabiske. Barbara er katolik, og Atif
er muslim, uden at de er voldsomt og dybt troende, mest er
religionen vigtig for dem som kultur, normer, et symbol og
familietraditioner. Jeg bliver døbt, og det er helt fint med min
far, og hans gamle drukkammerat, Bogdan, er min gudfar.
Mine forældres konflikt og kamp om mig og religion, eller
nærmere deres kamp om kultur og de religiøse dogmer og
normer, kommer først senere sammen med skilsmissen, ja-
lousien og vreden. Da jeg bliver ældre, siger min mor: Du er
katolik. Du er døbt, Helligånden har været der og velsignet
dig. Det kan ingen tage fra dig! Min far siger: Du er muslim,
fordi din far er muslim, og du er født muslim – det kan ingen
lave om på! Men inden det kommer dertil, mens de stadig
er sammen, flytter de fra delelejligheden til deres eget sted i
Lyngby, og i november 1976, en måned før jeg fylder to år, bli-
ver min lillebror, Martin, født. To år senere går mine forældre
fra hinanden. Min tidlige barndom, den som jeg selv husker,
den er i Nærum, i et gult rækkehus på Nærumgårdsvej 62 hos
min mor og min stedfar, Jurik, som er polsk ligesom min mor.
På et tidspunkt sletter min mor sit fornavn og tager et nyt,
Nicole. Nærum er grøn og tryg, jeg kender byen og cykler selv
rundt, og to gange om ugen kører jeg tidligt om morgenen til
bageren for at hente brød på Nærumvænge Torv. Det er mit
ansvar, jeg synes selv, at jeg klarer det ret godt, selvom jeg er
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 16 22-12-2011 14:36:47
17
lille. Jeg begynder i skole, og mine to bedste venner i klassen
er Jesper og Michel. Vi leger sammen efter skole, hjemme hos
hinanden eller i skoven, og vi cykler mellem mit rækkehus
på Nærumgårdsvej, Michels lejlighed rundt om hjørnet og
Jespers hus i et villakvarter lidt længere væk, og i en ferie tager
Jesper og hans familie mig med i sommerhus ved Vesterhavet.
Jeg kan også lide at lege alene i skoven, strejfe rundt i min
egen fantasi, og jeg har voksne venner i nabolaget, som jeg
Jeg er tre år. Min mor kunne bruge timer på at frisere og sætte mit hår.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 17 22-12-2011 14:36:47
18
dumper ind hos, når jeg trasker forbi. Det er den gamle mand
på plejehjemmet og ham, der har et værksted i sin kælder, og
som viser mig, hvordan man kan bore hul i en mønt, trække
den på en snor og gå med den rundt om halsen. Vores kvarter
er pænt og rent, det tænker jeg tit senere, at der er pænt og
rent, og min mor sørger med stor grundighed for, at jeg også
er det. Jeg tilbringer timer i badekarret sammen med lillebror
og et par badeænder, mens min mor skrubber os, til vi skin-
ner. Hun går ekstremt meget op i det ydre, vi skal se pæne
ud, og hun klipper mine negle, vasker mit hår, som er stort
og krøller lidt, og som hun kan bruge tre kvarter på at frisere
og sætte. Det nytter ikke at protestere, for min mor kan blive
ret hidsig, hun ved præcis, hvordan hun vil have tingene, og
hun skal føjes, for ellers bliver der problemer. Det nytter ikke
at sige, at man ikke kan lide sin frisure, blodpølse til frokost
eller turen i byen – hun sitrer af energi, og det meste bliver,
som mor vil have det.
På en reol i stuen ligger Biblen, og over min seng hænger et
kors, der er kors i stuen, i køkkenet, i alle husets rum, og om
aftenen folder jeg hænderne i min seng og beder aftenbøn,
inden jeg skal sove. Vi beder bordbøn og takker for maden, in-
den vi spiser, og om søndagen tager vi i kirke, enten i Nærum
eller i den katolske kirke i København. Jurik, min stedfar, er
sjov, og jeg kan lide ham, han er tit lidt fuld, men han er god,
flink ved mig og Martin. Jurik er også ret flot i forhold til an-
dre voksne, flot og charmerende og smart i tøjet, og mange
dage kommer han hjem med en overraskelse, en legetøjsbil,
en lille sportsvogn med døre, der kan åbnes, og som bliver
trukket op, når man trækker den tilbage, og skyder frem, når
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 18 22-12-2011 14:36:47
19
man giver slip. Så ligger Martin og jeg i hver sin ende af den
trange gang på 1. sal i rækkehuset og sender bilen frem og
tilbage imellem os. Eller vi konkurrerer om, hvem der kan få
den til at køre længst, og måler præcist op. Dertil! En aften
kommer Jurik hjem med en filmfremviser, han mørklægger
stuen, og så ser vi tegnefilm på væggen. Godt nok uden lyd,
for det lykkes ham aldrig at få lyden til at fungere, men det
gør næsten heller ikke noget, for det er stort at have levende
billeder på sine egne vægge. Jeg er seks år gammel, da jeg får
en lillesøster, Laila.
Vi rejser tit til Polen på familiebesøg og bor hos min mor-
Nærum 1981. Martin (nederst) og mig sammen med Jurik, min mors mand, som var en god stedfar. Jurik døde i 1998.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 19 22-12-2011 14:36:48
20
mor i lange perioder ad gangen, hele somre og indimellem
også i en vinterferie. Rejsen begynder, når vi tager toget
til Østerbro i København, til kajen, hvor Polensfærgen til
Swinoujscie lægger til. Videre over landgangsbroen, der svajer
for hvert skridt, jeg tager. Jeg kikker ned i vandet langt under
mig, hvor bølgerne skvulper op ad træværket, og solen skin-
ner, for solen skinner altid, når vi rejser til Polen. På færgen
står besætningen i uniformer og tager imod passagererne,
de tager imod mig, så jeg bliver helt tavs og højtidelig stemt,
og når færgen sejler, efterlader den et kilometerlangt spor af
hvidt skum i det sorte hav bag sig, så jeg ved, at jeg altid kan
finde hjem til Danmark igen. Jeg udforsker skibet, løber op
og ned ad smalle lejdere og gennem gange, der fortsætter i
det uendelige med døre på begge sider – kahyt 227, kahyt 228,
kahyt 229 – holder det aldrig op? Folk taler fremmede sprog
– selv taler jeg to sprog, dansk og polsk – og jeg vil lige kikke
ind til Jurik, som sidder i en sal, hvor der stinker af røg, men
hvor han elsker at være. Der sidder en mand i hvid skjorte
og butterfly, og de spiller Blackjack, siger Jurik, og jeg keder
mig og løber videre. Når færgen kommer i havn i Polen, skal
vi med tog igen, vi finder en kupé, og inden toget overhove-
det når at sætte i gang, haler mor og alle de andre passagerer
mad frem fra poser og tasker. Mad i bøtter, i papirpakker, på
glas, og så skal der spises. Mor byder alle i kupeen af vores
mad, og de byder os af deres. Toget er gammelt og træt og
arbejder sig besværligt frem til stop mellem de store statio-
ner, hvor Jurik hopper ud og strækker benene på perronen. Så
slentrer han roligt frem og tilbage eller over mod kiosken for
at købe cigaretter, og jeg hopper nervøst op og ned i døren,
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 20 22-12-2011 14:36:48
21
halvdød af skræk. Kom nu, Jurik, kom nu, inden toget kører
videre! Endelig kommer han ud igen, og i sidste øjeblik sprin-
ger han med et grin på det prustende tog, og vi fortsætter
mod Warszawa. Mormor – babcia Helena – har et hus med to
værelser, gammeldags brændekomfur og en stor have, som
man næsten kan fare vild i, og med god plads til grøntsager,
frugttræer, vasketøj, udendørs lokum og vandpumpe. Det var
uden for det her hus, mormors hus, at min far stod og ventede
og ventede på min mor, og her boede hun, indtil hun blev
gift og flyttede til Danmark. Straks vi kommer, bliver der sat
et fad med kanapka’er på bordet, det er franskbrødsmadder
med smør og pålæg, og de serveres i høje stabler på fadet. Vi
spiser hele tiden kanapka’er hos mormor, og jeg er omgivet
af mostre, onkler, kusiner, fætre og tanter i det lille hus. Jeg
er i centrum. Mormor og jeg passer godt sammen, synes jeg.
Jeg følger hende i hælene, når hun arbejder i køkkenhaven,
henter vand og laver mad. Og jeg kan sagtens følge med, for
hun halter på grund af et gammelt skudsår, som hun fik, da
hun som ung sygeplejerske arbejdede i Palæstina. Et skudsår i
Palæstina – jeg hører mange historier i mormors hus, og nogle
af dem er uhyggelige, for engang hængte en mand sig dér fra
bjælken i stuen – eller var det to mænd, der havde hængt sig?
Sådan er mormors hus altså også. Mormor laver mad, god
polsk mad, siger hun, og hun vil lære mig alt om svampe. Vi
tager toget ud af byen, ud til de enorme og øde birke- og nåle-
skove og samler svampe. Hjemme igen hænger vi svampene
til at tørre side om side på en tørresnor i haven i et par uger, og
siden lægger vi dem i glas og sætter på hylder, så der er til sup-
per og retter i de kommende måneder. Også her kikker jomfru
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 21 22-12-2011 14:36:48
22
Juleaften hos mor i Nærum, 1981. Den sidste jul i Danmark, inden far bortførte os.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 22 22-12-2011 14:36:48
23
Maria og Jesus ned på os fra væggene, og vi beder bordbøn og
aftenbøn sammen med mormor. Gud er der altid.
Min far ser jeg ikke så tit, måske et par gange om måneden,
og jeg glæder mig altid til den fredag, hvor han henter mig
og Martin hjemme i Nærum. Om søndagen afleverer han os
til mor igen. Allerede et par dage inden han skal hente os, be-
gynder det at krible i maven af spænding og savn, og fra det
øjeblik jeg vågner fredag morgen, er jeg fuld af forventning
– vi skal på tur, og når han endelig ringer på døren, sidder jeg
parat og venter sammen med Martin og min rygsæk, der er
pakket for længst. Far bor i lejlighed inde i byen, i København,
det er en lang rejse med Nærumgrisen, og vi skal i Tivoli, på
legeplads eller ned i parken på Vesterbro med det kæmpe-
store soppebassin, hvor vi kan bade og pjaske en hel, lang
eftermiddag om sommeren. Jeg kommer med på besøg hos
hans venner, drikker cola og ser fjernsyn. Weekenderne med
far er eventyr og forkælelse, og fuldstændig anderledes end
hverdagene hjemme i Nærum. Min far taler dansk og polsk til
os – han er god til polsk efter sine mange rejser i landet, men
det sker alligevel, at Martin og jeg opsnapper et enkelt arabisk
ord, som vi går og siger, når vi kommer hjem. Men det holder
vi hurtigt op med, for det betyder skældud – min mor vil ikke
høre arabisk i sit hjem. Ikke et eneste ord.
En af fredagene med far begynder, som den plejer, tog til
København, legeplads, men så går vi hen til en anden lejlig-
hed et andet sted, end vi plejer. Den er mærkelig, synes jeg,
uden rigtig at vide hvorfor – er det noget med lugten, de store
møbler, tæpperne på væggen, puderne og madrasserne på
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 23 22-12-2011 14:36:48
24
gulvet? Lejligheden og stuen ligner bare ikke noget, jeg har
set før, hverken hjemme eller hos legekammerater. Senere
forstår jeg, at det er et arabisk hjem, men på det her tidspunkt
har jeg aldrig set sådan et før. Jeg stirrer rundt, og det giver et
sæt i mig – der sidder en fremmed i stuen. En kvinde med et
tørklæde på, og ligesom lejligheden er hun mærkelig og ligner
heller ikke nogen af de kvinder, jeg er vant til. ‘Det er Jamilla,’
siger far, ‘det er min kone.’ Jamilla hilser ikke, siger ikke noget,
hun sender mig bare et blik, som gør mig utilpas og bange.
Hun siger noget til min far på et sprog, jeg ikke forstår, og
han svarer hende på samme sprog. Det er skræmmende. Jeg
kan ikke lide fars nye lejlighed, og jeg fornemmer, at kvinden
med tørklædet – Jamilla, fars nye, palæstinensiske kone – ikke
kan lide mig. Forsigtigt holder jeg mig langt væk fra hende. Da
far senere følger os hjem, og vi går hånd i hånd fra stationen
til Nærumgårdsvej, knuger jeg hans hånd hårdt. Så kan jeg
senere, når han har sagt farvel, snuse til min hånd og stadig
fornemme lugten af hans cigaretter. Lugten af nikotin er min
fars lugt, den er dejlig og velkendt, den skaber en forbindelse
til ham og knytter os sammen lidt endnu. Det er en teknik,
udviklet over mange weekender, som jeg bruger til at fasthol-
de min far lidt længere, og hvis det lykkes mig at undgå min
mors sæbevand, kan nikotinlugten sagtens blive hængende
natten over og langt op ad næste dag.
Jeg er begyndt i 2.b, og jeg har konstant en sang siddende
i baghovedet. ‘Video, video, den kører nat og dag ..., mmmm,
video, video – åååååh, jeg er videoman!’ Det er et hit! Det er
min yndlingssang, og jeg synger konstant. ‘Video! Åååååh ...,
videoman!’
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 24 22-12-2011 14:36:48
25
En fredag sidder jeg med sommerfugle i maven og rygsækken
pakket. Jeg venter. Far er sent på den. Det bliver eftermiddag,
han kommer ikke. Det bliver aften og sengetid. Ingen far. Det
er sket før, det kan jeg godt huske, måske en gang eller to eller
tre. Mørket er faldet på, da jeg vågner ved lyden af stemmer og
tumult nedenunder. Jeg kan høre min mor skælde ud med lav
stemme, så kommer nogen buldrende op ad trappen, og det er
far, som sætter sig på sengekanten og kysser mig. Han lugter
ud af munden, af noget stærkt, og han er ikke helt, som han
plejer. Han mumler, hvisker, måske hvisker han undskyld,
og så stikker han noget ind under min hovedpude og går. Jeg
venter lidt, inden jeg famler under hovedpuden – det er en
Klassebillede, 2.b, Nærumgårdskolen. Taget i begyndelsen af skoleåret 1982, og kort tid før jeg forsvinder fra Danmark. Jeg er nummer tre fra højre i nederste række.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 25 22-12-2011 14:36:49
26
100-krone-seddel. Ikke ret lang tid efter sker der noget, som
gør mig rigtig bange en dag efter skole. Martin og jeg spiser
frokost hjemme i køkkenet, og vi kan høre mor tale i telefon
– hun taler hårdt og indædt ned i røret, og vi sidder helt stille
og siger ingenting, da hun smækker på. Vi sidder stadig ved
køkkenbordet, da far pludselig står i døren – mor råber op,
men han går lige forbi hende, og slår armene om Martin og
mig. Han knuger os ind til sig og svajer lidt. Jeg kan lugte den
velkendte cigaretrøg og nu også det andet, det stærke, sprut
eller øl, da han bøjer sig mod mig. Mor råber rasende et sted
i baggrunden, og inden jeg ved af det, løfter far mig hurtigt
op, også Martin, går ud på kældertrappen og låser døren efter
os. Så sætter han sig der på trappen i kælderen med et barn
under hver arm, græder, kysser os og siger, at han elsker os,
mens mor hamrer på den låste dør. Jeg sidder stiv og forlegen
– min far græder! – og jeg er forvirret. Hvad vil han? Hvad skal
vi? Der går lang tid, tror jeg, og oppe i køkkenet er der blevet
stille. Pludselig lyder et brag, som støvle mod rude, som knust
glas, der falder på stengulv. Et nyt brag, og kældervinduet er
sparket ind, en politimand maser sig gennem vinduesram-
men og flår først Martin, så mig ud af armene på far. Endnu
en politibetjent kommer til, griber fat i far og lægger ham i
håndjern. Med en betjent på hver side snubler han af sted.
Væk. Langsomt begynder jeg at ryste af skræk – fordi min far
græder, fordi politiet kommer brasende, men allermest fordi
politiet tager min far med. Hvor tager de ham hen? Hvad gør
de ved ham? De gør ingenting ved ham, viser det sig senere,
for han kommer snart tilbage og henter os igen. Men hans
gråd, det knuste vindue, angsten – det er alt sammen en op-
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 26 22-12-2011 14:36:49
27
takt, den første etape til det, der skal ske. Min far er i gang med
at gruble over sin egen fremtid, sine sønners fremtid og vores
fælles liv. Min far snakker med familie og venner, overvejer,
planlægger. Og min mor – hun ser det slet ikke komme. Hun
ser ikke advarselslamperne blinke, aner ikke uråd. Der går
uger, måske mange, og jeg glemmer skrækken og forvirringen
fra kælderen. Næsten. Jeg synger stadig ‘Video, video, den kø-
rer nat og dag! Mmmm ... jeg er videoman!’ og glæder mig til
på fredag, hvor jeg skal på tur med far. Til Tyskland.
34165_rod__en_fighters_fortælling.indd 27 22-12-2011 14:36:49