drabet på clemmensen

153

DE gAMLE NAzISTERS hovEDkvARTER

Den 29. januar 1996 kan man i avisen Aktuelt læse et opsigtsvækkende interview, hvor statsadvokaten for Sjælland, Erik Merlung, udtaler sig i dybden om Søren Kam-sagen. Over for journalist Dorte Kofoed beklager Merlung, at der tilsyneladende ikke er basis for at brin-ge eksil-SS’eren for retten på grund af manglende bevi-ser. Det gælder både i Danmark og Tyskland.

»Skulle Danmark anbefale retsforfølgelse af Søren Kam ved en domstol i Bayern i Sydtyskland? En sådan parodi ville jeg godt være foruden. Hvis vi med os selv erkender, at vi ikke ved en dansk domstol kunne kom-me nogle vegne, hvordan skulle de så gøre det i Bayern? Det er trods alt de gamle nazisters hovedkvarter.«

I de følgende år vil Merlung trods flere henvendelser og breve ikke uddybe, præcis hvad han mener med ud-trykket »de gamle nazisters hovedkvarter«. Omvendt trækker han ikke udtalelsen tilbage. Måske giver den danske anklager på sin egen diplomatiske facon udtryk for, at hans bayerske kolleger kunne finde på at dække over en nazi-forbryder. I virkeligheden viser det sig, at

Erik_Høgh_Kam_Materie.indd 153 04/07/13 13.51

154

de danske myndigheder har deres del af ansvaret for Søren Kam-sagens forløb.

Under alle omstændigheder ligger det fast, at en sag fra Lyngby Politi hører under Erik Merlungs domæne. Statsadvokaten når den konklusion, at han nok ikke vil være i stand til at få Søren Kam dømt.

»Jeg ville være meget betænkelig ved som anklager at skulle føre sagen. For hvor skal jeg hente beviserne? Hvor skal jeg hente beviserne?« siger Merlung.

»Vi ved, at en mand er død på sørgeligste vis. Vi ved, at en mand måtte bøde for det og blev henrettet. Ville jeg turde sige til den høje ret: Lad den dødes røst fra 1945 være bevis mod karlen her? Det kan jeg næsten ikke høre mig selv sige. Nej, det er ikke realistisk. Man må se i øjnene, at tiden løber ubønhørligt.«

Merlung siger også, at »uden tilståelse ser jeg ingen mulighed ... Det eneste man kan håbe på, er den sto-re dommer. Søren Kam er 75 år, og han lever vel ikke evigt.«

Der ligger i Merlungs ord et udtalt ønske om helt at undgå sagen, og på dette tidspunkt er han mere åben-mundet end de øvrige jurister i statsadministrationen. Kams »straf« er, at han en dag skal dø og stå for den »store dommer«. En bemærkelsesværdig udtalelse fra en anklager i en drabssag. Eksil-SS’eren får dog ingen carte blanche-indbydelse til frit og frejdigt at passere den dansk-tyske grænse.

»Hvis han kommer herop, så skal vi snakke med ham. Så starter vi en efterforskning op. Vi vil høre hans forklaring, for den har vi aldrig fået,« siger Merlung til Aktuelt.


155

Merlung kan i teorien godt se det uholdbare i situa-tionen. »Det er hykleri firkantet set. Men der er fornuft i det alligevel.«

Samtidig afslører den sjællandske statsadvokat to ting. Han har for det første ikke dybere kendskab til obduktionsrapporten, der i sig selv er et kraftigt be-vis for overlagt drab. For det andet har Merlung in-tet kendskab til Søren Kams efterkrigsforklaring. Den foreligger ellers i det bayerske statsadvokaturs beslut-ning i 1971 såvel som i 1970’ernes store medieomtale og bogen Udyr eller hvad.

Det er en dårligt forberedt statsadvokat, der afviser tanken om en retssag.

Månederne går. Justitsminister Bjørn Westh (S) overve-jer muligheden for at få Søren Kam udleveret til rets-forfølgelse. Under forberedende sonderinger udelukkes dette åbenbart kategorisk af Tyskland den 2. juli 1996. Det nederlag er ingen dansk myndighed parat til at ori-entere befolkningen om, og Bjørn Westh finder det på den baggrund bedst slet ikke at spørge den store nabo i syd. Her må der tages diplomatiske hensyn, mener han.

I juni 1996 har Erik Merlung sagsakterne til gennem-syn. Det er otte måneder efter Kams genopdukken på nazistævnet og fem måneder efter interviewet med Ak-tuelt.

Frede Klitgård, formanden for Aktive Modstands-folk, beklager sig over, at myndighederne flytter sagen »fra skrivebord til skrivebord«. Og Klitgård har ret. Den 5. juli får rigsadvokat Henning Fode sagsakterne til behandling.


156

Merlungs konklusioner er klare. Anklagemyndighe-dens beviser er dårlige, hvis det kommer til en retssag, og man skal i øvrigt ikke gøre sig noget håb om at få Søren Kam udleveret, fordi han er blevet tysk statsbor-ger. Merlung bliver siden hen kendt for at være en hård og aggressiv anklager, eksempelvis i forbindelse med Peter Lundin-mordsagen i 2001. Men over for tysk ju-stits i en sag om politisk motiveret terrordrab er Mer-lung mindre aggressiv: »Der er efter min mening ingen grund til at bede tyskerne om at udvise ham, når man ved, at man bliver afvist.«

Det er ukorrekt. En udleveringsbegæring på dette tidspunkt kan uanset udfaldet signalere til Tyskland, at Danmark ser med alvor på sagen. Netop sådan kan lande godt kommunikere med hinanden i internationalt diplomati.

Aktive Modstandsfolk udsender i sommeren og ef-teråret 1996 masser af breve til presse og myndigheder. Nu er det snart et år siden, Kam hyggede sig på na-zistævnet. Først henviser de til et brev fra daværende statsminister Poul Schlüter (K), der i 1988 har meddelt, at retsopgøret efter krigen fortsat er i gang.

Dernæst fremlægger modstandsfolkene obduktions-rapporten.

»En mordsag forældes aldrig, hr. minister. Hvad eller hvem får Dem til at nøle?« spørger modstandsfolkene.

»Mener De Dem berettiget til at ignorere såvel det danske politis efterforskning som højesteretsdommen over en af de andre deltagere i ugerningen? Var det for alvor eller blot en art beskæftigelsesterapi, at de øvrige mordere officielt har været efterlyst siden 1945?«


157

Aktive Modstandsfolk mener, at Tyskland ifølge EU’s regler skal udlevere Søren Kam uden hensyntagen til Kams tyske statsborgerskab. Men reglerne er aldrig ratificeret og dermed heller ikke gennemført. Samtidig har Friedrich Bohl allerede afvist at udlevere Kam med henvisning til Obersturmführerens grundlovssikrede rettigheder. Der er ganske vist tale om rettigheder, som Kam har løjet sig til via sin statsborgerskabsansøgning, men det kender offentligheden intet til på dette tids-punkt.

Eneste officielle danske anmodning foretages den 4. november 1996 i form af et spørgsmål fra justitsmi-nister Bjørn Westh om, hvorfor tyskerne ikke retsfor-fulgte Kam i 1971.

•

I april 1997 ser flere journalister fra Ritzau sagen efter i sømmene ved at henvende sig til statsadvokaten i Mün-chen. Her kender man paradoksalt nok intet til den cir-ka seks måneder gamle forespørgsel fra Danmark.

»Jeg har ikke haft kontakt med de danske myndighe-der, og jeg ved ikke, om det tyske justitsministerium er blevet kontaktet. Sagen er ikke aktiv, og akterne ligger i statsarkivet,« siger Hubert Vollmann, kontorchef ved statsadvokaturen München II, nøjagtig samme instans som i 1971 har opgivet at føre sag mod Søren Kam.

Månederne er altså gået, mens kontorchef Kurt Ras-mussen i Det Internationale Kontor i Justitsministeriet jævnligt har svaret henholdende på telefonopkald fra blandt andre journalist Niels-Birger Danielsen.


158

Ved en af disse lejligheder, den 10. april 1997, siger Kurt Rasmussen, at der endnu ikke er kommet svar fra Tyskland, men at det er diplomatisk praksis at udvise tålmodighed, når man henvender sig til et andet land i et spørgsmål, hvor retsakter er involveret.

»Vi har ikke hørt noget endnu. Det kan være meget tidskrævende, og det er normalt, at der går mindst et halvt år, før man overvejer, om man skal sende en ryk-ker,« siger kontorchefen.

På dette tidspunkt er Kurt Rasmussen på vej væk fra sin stilling i Justitsministeriet. På vej til Vestre Lands-ret. Sådan er det i Justitsministeriet. Ambitiøse jurister arbejder sig op og kommer videre. Embedsgeneratio-ner kommer og går, mens noget af arbejdet nødvendig-vis må efterlades til efterfølgerne. Sådan har det været mange gange med sagsmappen Søren Kam.

I Justitsministeriet bliver Charlotte Alsing Juul i 1997 kontorchef i Det Internationale Kontor. Hun afslår i et telefoninterview at belyse, hvorfor Tyskland i 1971 ikke tiltalte Søren Kam for drab.

I første omgang siger hun, at det seneste svar fra Tyskland er »noget, du må bede om at få ovre i Uden-rigsministeriet». Imidlertid lyder svaret herfra lettere kryptisk, at »der er spurgt i Tyskland. Der er kommet svar fra Tyskland, og det hele er sendt videre til Justits-ministeriet.«

Tilbage i Justitsministeriet siger Charlotte Alsing Juul »nå« til konstateringen af, at der rent faktisk er kom-met svar fra Tyskland, og at dette svar må befinde sig i umiddelbar nærhed af hendes bord.


159

Nu oplyser hun så, at sagen er sendt videre til rigs-advokaten.

»Jeg kan ikke udtale mig om den konkrete udleve-ringssag,« siger hun.

»Er der andre til stede, som kan det?«»Nej, det kan du ikke. Det må vi ikke.«»Er det ikke muligt at få fat i Kurt Rasmussen?«»Nej, det er det ikke, og han kan heller ikke udtale

sig om det.«»Det har han da ellers kunnet før?!«»Det er muligt, men det må ... Man må ikke udtale

sig om den slags ... om de strafferetslige skridt, der ta-ges.«

»Næh, næh, men man kunne vel godt udtale sig om, hvad der har stået i svaret fra Tyskland?«

»Nej, det kan man ikke, fordi det er både af hensyn til de tyske myndigheder og også til den pågældende selv, så det kan vi ikke. Det har vi tavshedspligt om-kring,« lyder svaret i det båndoptagne interview den 28. april 1997.

Med Charlotte Alsing Juuls ord tages der »hensyn til de tyske myndigheder« i vurderingen af, om tyskernes gøren og laden i en dansk drabssag kan komme til dan-ske borgeres kendskab.

Uden nogensinde at få fat i det tyske svar erfarer Rit-zau siden, at svarbrevet er kortfattet og ubrugeligt, for-di de tyske forbundsmyndigheder kort og godt svarer, at sigtelsen mod Søren Kam er blevet opgivet i 1971. Denne viden har det officielle Danmark haft længe. Ved at svare »go’ daw mand, økseskaft« ringeagter det offi-cielle Tyskland en officiel dansk forespørgsel. Den slags


160

er der tavshedspligt omkring i Danmark. Charlotte Al-sing Juul bliver siden vicestatsadvokat, hvorefter Karo-line Prien Kjeldsen i 1998 indtager kontorchefstolen i Det Internationale Kontor. Også hun afviser åbenhed og citerer gerne fra Ninn-Hansens 13 år gamle afvis-ning: »Justitsministeriet kan fortsat henholde sig her-til.«

•

En dag i maj 1997 bliver Ritzau kontaktet af den store tyske tv-station ARD. En af Tysklands førende nazispe-cialister, journalist Volker Steinhoff, er gået i aktion. Han har i årevis fulgt både gamle og nye nazister og højreekstremister for ARDs dybdeborende Panorama-redaktion. Han har startet afsløringerne af, hvordan gamle tyske krigsforbrydere får såkaldt »offer«-pensi-on fra den tyske stat, mens nazismens ofre omvendt har sværere ved at få erstatning.

Volker Steinhoff er i særlig grad interesseret i obduk-tionsrapporten, fordi den er et retsligt dokument, som går stik imod Søren Kams fortælling om hændelserne på Lundtoftevej.

Efter lidt hjælp ruller ARD til Bayern, hvor en tals-mand for statsadvokaturen i begyndelsen af juni 1997 siger, at man ikke før nu har haft kendskab til obduk-tionsrapporten. Den vil man godt have tilsendt. Bayern genoptager med andre ord efterforskningen mod Søren Kam efter 26 års timeout.

Intet er dog nemt i denne sag. Det tager tre måneder, før oplysningerne fra Justitsministeriet i København


161

når til statsadvokaten i Bayern. Turen går via de to na-tioners udenrigsministerier. Danskerne bliver spurgt den 26. juni 1997 og svarer først den 23. september, oplyser de tyske myndigheder.

Hvis man forestiller sig, at Justitsministeriet har brug for en uge til at finde sagens akter frem fra arkiver-ne, kunne man effektivisere forretningsgangen mel-lem København og München ved at benytte brevduer, æselkærrer eller cykelbude. Internet-alder eller ej.

Så, pludselig, i august 1998 ændrer Justitsministeriets Karoline Prien Kjeldsen taktik. Nu kan hun godt tale med medier om sagens substans, dog ikke med det me-die, Ritzau, som først har spurgt til emnet.

Åbenheden sætter ind, efter at Søren Kam under tysk forhør den 3. august 1998 indrømmer at have løjet i årtier. Nu må han for første gang forholde sig til ob-duktionsrapporten. Nu hedder det sig ikke længere, at han bare skød ind i et lig. Det får flere danske myndig-heder på benene. Der er brug for en forklaring.

»Jeg er desværre nødt til at sige, at det ikke har været muligt at fastslå, om tyskerne i de oprindelige akter, de i sin tid har fået, også har fået den obduktionsrapport, som er en del af bevismaterialet. Men de har i hvert fald haft mulighed for at kende rapporten, da den ordret var citeret i de tidligere domme fra Danmark, som de fik dengang,« siger Karoline Prien Kjeldsen til Politiken få dage efter Kams forhør.

Disse oplysninger ville hverken Karoline Prien Kjeldsen eller justitsminister Frank Jensen (S) give et halvt år tidligere, da de første gang bliver spurgt den 6.


162

februar 1998. I august 1998 benyttes den øgede medie-interesse til at antyde, at det er tyskernes skyld, hvis der er begået fejl. Hvilket godt kan være korrekt. Kontor-chefen fortæller dog intet om, hvorfor man aldrig har gjort tyskerne specifikt opmærksomme på obduktions-rapporten.

Og det er en sandhed med modifikationer, når hun giver indtryk af, at »det blev besluttet sidste år [1997] at overdrage retsforfølgelsen af Søren Kam og dermed alle sagens akter til de tyske myndigheder«.

Den »beslutning«, som Karoline Prien Kjeldsen for-tæller Politiken om, føres nemlig ikke ud i livet før et års tid senere. De langvarige danske overvejelser går på, om Danmark skal bede Tyskland gøre noget ved en drabssag, som Tyskland på dette tidspunkt allerede er i fuld gang med at gøre noget ved. Alligevel fintænker Danmarks juridiske apparat.

Bayerns øverste statsadvokat, Manfred Wick, vælger åbenhed som strategi. Han lader sig i løbet af 1998 in-terviewe personligt flere gange af Ritzau. Wick erken-der, at sagsforløbet har budt på problemer. Wick sky-der på dette tidspunkt ikke skyld for fejl på sine dan-ske kolleger. Hans overordnede budskab er, at Bayerns statsadvokatur nu igen ser på sagen. Eventuelle fejl vil om muligt blive rettet.

Et interview med Wick svarer på dette tidspunkt no-genlunde til et interview med den danske rigsadvokat Henning Fode.

I august 1998 kommer også Erik Merlung, statsadvo-katen for Sjælland, pludselig på banen. Han intervie-


163

wes i den store tyske avis Süddeutsche Zeitung samt Politiken henholdsvis den 6. og 9. august 1998.

Erik Merlung undlader at gentage sin gamle beskri-velse af Süddeutsche Zeitungs læserbagland, Bayern, som »de gamle nazisters hovedkvarter«. Og han påta-ger sig fuldt berettiget intet ansvar for, at Søren Kam nu pludselig risikerer at komme for retten.

»Jeg er helt klart mystificeret, og jeg har ’keine Ahnung’ om deres motiver eller begrundelse for nu at tage fat igen. Måske er forklaringen bare, at der er en helt anden situation både i Tyskland og Danmark end for 28 år siden,« siger han til Politiken.

Merlungs åbenhed er en kovending i forhold til hans besvarelse af en Ritzau-forespørgsel et halvt år tidlige-re. Dengang bliver der spurgt til den åbenlyse konflikt mellem Søren Kams efterkrigsforklaring og oplysnin-gerne i obduktionsrapporten.

Merlung svarede: »I skrivelse af 10. februar 1998 er jeg stillet forskellige spørgsmål vedrørende Søren Kam-sagen. I betragtning af, at sagen efter det for mig oply-ste for tiden beror i Justitsministeriet, skal jeg herved meddele, at jeg ikke finder det rigtigt at besvare de stil-lede spørgsmål.«

Trods sine relativt sjældne udtalelser formår Erik Merlung i august 1998 alligevel at komme i verbalt klammeri med journalist Markus Zydra fra Süddeut-sche Zeitung.

Til Politiken beklager Merlung sig over, at han er blevet »direkte fejlciteret« for, at obduktionsrapporten »lige er dukket op igen«. Den udtalelse gribes nemlig i luften af Frederik von Zur Mühlen fra Bayerns stats-


164

advokatur. »Nu har vi fået rapporten og kan komme videre med sagen, og med hensyn til, hvor rapporten har været henne, kan jeg kun henvise til den udtalelse, jeres egen statsadvokat, Hr. Merlung, er kommet med til Süddeutsche Zeitung,« siger von zur Mühlen til Po-litikens Claus Paaske.

Det får Merlung til at lange ud efter budbringeren, Markus Zydra. Men den tyske journalist får aldrig no-gen klage fra Merlung, og Zydra, der taler glimrende dansk og svensk, fastholder, at han har citeret Merlung fuldstændig korrekt ud fra samtalens sammenhæng.

Til Politiken siger Merlung: »Jeg kan jo ikke vide, om obduktionsrapporten var med, da sagen blev vurde-ret i Tyskland i 1970. Men det lyder meget mærkeligt, om sagen dengang blev bedømt uden obduktionsrap-porten, der er et ret vigtigt og centralt stykke papir i enhver mordsag.«

Nu vil Merlung pludselig godt svare på spørgsmå-let om, hvorvidt det er kutyme at medsende obdukti-onsrapporter i mellemstatslige drabssager. Nu har også han opdaget, at obduktionsrapporten er et vigtigt og måske fældende bevis.

Også rigsadvokat Henning Fode, Danmarks chefankla-ger, nægter konsekvent at svare på en række konkrete spørgsmål, han modtager i et brev dateret den 31. marts 1998. Hos Henning Fode og Erik Merlung lander noget nær identiske spørgsmål, som nemt kan besvares uden at bryde »tavshedspligten« i »verserende straffesager«.

Til Erik Merlung, eksempelvis: »Du giver udtryk for det beklagelige i, at det ikke er muligt at få Søren Kam


165

dømt i en dansk ret, medmindre han tilstår. Tager du i dine udtalelser højde for obduktionsrapporten fra dra-bet, hvori det hedder sig, at alle skud blev affyret mod den dræbte, mens han endnu stod op? Vil dette, sam-menholdt med Helweg-Larsens vidneudsagn, være nok til, at du ville anse sagen for gennemførlig?«

Og: »I juni 1997 udtrykte de bayerske justitsmyndig-heder offentligt ønske om at få obduktionen fra drabet tilsendt med henblik på en genåbning af sagen. En tals-mand for de bayerske myndigheder sagde, at de ikke før i juni 1997 har været opmærksom på rapportens eksistens. Kan du bekræfte de bayerske oplysninger om, at obduktionsrapporten i den konkrete sag ikke tidligere er blevet vedlagt? Er det normal procedure kun at videregive en del af de forhåndenværende akter i en mellemstatslig drabssag?«

Merlung og Fode nægter at svare, men blot to måne-der senere er Fode forsidestof i Berlingske Tidende den 26. maj 1998. Han fortæller for første gang, at han et halvt år tidligere, den 12. november 1997, har anbefa-let, at Danmark med henvisning til obduktionsrappor-ten beder Tyskland overtage Søren Kam-sagen.

Henning Fodes nyhed i Berlingske er dog for længst overhalet indenom. Siden juni 1997 har de bayerske statsadvokater haft gang i sagen på eget initiativ. Den tyske anklagemyndighed har via dansk og tysk pres-se selv opdaget, at obduktionsrapporten er vigtig. Ef-ter interviewet træder Fodes tavshedspligt så på ny i kraft, da han endnu en gang får tilsendt de oprindelige spørgsmål.

Forløbet er klassisk. I et pressekorps er det ikke altid


166

de mest spørgende journalister, som først får adgang til svar, og da slet ikke hvis spørgsmålene irriterer embeds-værk og politikere. Sådan kører det politiske spil på og omkring Christiansborg. Men nogen skal spørge, før der kommer svar.

Forløbet er også klassisk for embedsmændenes rolle. Man kommer og går. Da Fode i 2007 forlader embedet som rigsadvokat for at blive kammerherre hos dronnin-gen, er Søren Kam fortsat en ustraffet mand.

I al fairness skal det nævnes, at der ofte er gode grunde til, at myndigheder hverken udtaler sig om eller tillader indsigt i »verserende straffesager«. Der kan være me-ning med begrebet »tavshedspligt«.

I alvorlige sager kan for stor åbenhed ødelægge ef-terforskningen og hindre politiets opklaring. De sigte-de kan koordinere vidneudsagn – det gjorde Kam og Helweg-Larsen i september 1943 – og en anklager skal ikke tvinges til at fremlægge sine hemmeligste kort og argumenter, før sagen når helt frem til domstolene. Det giver sigtede alt for gode muligheder for at forberede sig og måske endda påvirke eller true eventuelle vidner. Rettens gang vil med andre ord blive forstyrret.

Omvendt er der hensynet til retssikkerheden og den anklagede. Er man beskyldt for noget, skal man ikke i medierne fremstå som dømt, før dommen falder. Ingen er skyldig, før en domstol så neutralt som muligt har taget stilling til beviserne i en given sag.

Men det er usædvanligt i årtier at dække sig ind un-der »tavshedspligten« i »verserende straffesager«. Pro-cessen mod Helweg-Larsen er for længst afsluttet – på


167

den mest uigenkaldelige vis i 1946. Og når domstolene har talt, er der tradition for, at offentligheden kan få indsigt.

I 2000 bliver Karoline Prien Kjeldsen departements-chef i Kulturministeriet, og forinden er Jakob Scharf blevet chef i Justitsministeriets Internationale Kontor. Han fortsætter traditionen med at henvise til »tavs-hedspligt« i »verserende straffesager«.

Allerede i 1999 kommer Scharf dog på kant med Ba-yerns øverste anklager, Manfred Wick. Wick mener, at Scharf og forgængerne burde have udstedt en såkaldt fængslingskendelse mod Søren Kam. En fængslings-kendelse svarer til et grundlovsforhør in absentia. Hvis man som tysk anklager kan fremvise en sådan kendelse, så står sagen bedre ved en tysk domstol, for så har en dansk dommer vurderet og sagt god for bevismateria-let.

Scharf forsøger at afvise Wicks kritik med en nano-tynd påstand om, at en fængslingskendelse slet ikke er nødvendig på dette stadie af sags-overdragelsen. Fak-tum er, at Bayerns chefanklager efterlyser en fængs-lingskendelse, og at den formentlig ankommer for sent. I juli 1999 opgiver Wicks statsadvokatur at rejse tiltale mod Søren Kam. Endnu en gang går Søren Kam fri af en retssag i Tyskland. Og endnu en gang fremgår det af tyske beslutningsdokument, at anklagemyndigheden mangler vigtig viden fra Danmark.

Ganske sigende har Danmark gennem årtier ikke brugt det internationale politisamarbejde Interpol i jag-ten på Søren Kam. Uden en Interpol-eftersøgning er det de danske myndigheders fortjeneste, at han uantastet


168

kan besøge Danmark eller være en stor kanon på de årlige nazistævner i Østrig. Den manglende Interpol-ef-tersøgning signalerer til omverdenen, at Danmark reelt ikke ønsker en Søren Kam-sag.

En anden heldig mand på dette tidspunkt er tyske-ren Kurt Heel, der har været medlem af Peter-gruppen. Under krigen har Heel været med til at dræbe mindst 33 uskyldige civile danskere. I en alder af omkring 90 år afgår han ved døden, kort før han bliver opsporet af denne bogs forfatter udelukkende på basis af tyske arkivoplysninger.

Terroristen Heel undgår retsforfølgelse ved at lyve sig død umiddelbart efter krigen, hvilket en tid sny-der både tyske og danske myndigheder. Heels virkelige held består dog i den danske version af »tavshedspligt« i »verserende straffesager«, der betyder, at ingen i tide opdager, at Heel overlever krigen.

I lighed med Kam kan Heel prise sig lykkelig over, at der i Danmark findes embedsmænd som Scharf. Scharf forlader sidenhen Justitsministeriet for at blive chef for PET. Her er en af de primære opgaver at bekæmpe ter-rorister.

•

Bogen Besættelsestidens Fakta fortæller sin egen lille historie om, hvordan magthavere beskytter sig mod af-sløring af egne fejl ved at forhindre den åbenhed, som ellers er så vigtig i et demokrati.

Besættelsestidens Fakta bliver til i sommeren 1945, blandt andet for at give forsvarsadvokater en bedre


169

mulighed for at forsvare nazister og landsforrædere. Altså med det noble formål at tjene retssikkerheden i den turbulente efterkrigstid.

Metoden og logikken bag det lille værk er enkel. Når de danske politikere under krigen havde opfordret til samarbejde med besættelsesmagten, så skal man efter krigen være forsigtig med at straffe dem, der rent fak-tisk har fulgt opfordringen. En af dem, som i maj 1945 er med til at indsamle materialet til Besættelsestidens Fakta, er juristen W. E. von Eyben.

Han beretter siden, at han samlede »en stor dynge af de væsentlige akter«, som derefter blev gennemset af en departementchef i Justitsministeriet.

»Til min forbløffelse konstaterede jeg, at han havde delt dyngen i to, hvoraf kun den ene efter hans mening var egnet til offentliggørelse. Jeg konstaterede hurtigt, at f.eks. de [dokumenter], der klart gav udtryk for samar-bejdspolitikken lå i den forkerte dynge. Jeg bemærkede, at det i så fald måtte være alt eller intet – i sidste fald med oplysning om begrundelsen. Så gav han sig.«

Et sigende forsøg på censur allerede i maj 1945. I det lange perspektiv er der dog tale om en balancegang. Almindelige borgere må have mulighed for indsigt i borgernes skatteyderbetalte forvaltning, men uden at denne service misbruges og koster for mange penge i administration.

Historisk tipper balancen dog ofte over i statslig luk-kethed. Det sker for von Eyben i 1945. Det sker for Ritzau og andre i 1990’erne og 2000-tallet. Og i 2013


170

er Danmark igen på vej mod en fornyet mørkelægning i form af mere restriktiv lov om offentlighed i forvalt-ningen. På tværs af de foregående årtier er læren, at når statslig lukkethed bliver en mulighed, så er bureaukra-tisk afvisning en normaltilstand.

Hvad angår nazistiske krigsforbrydere, bør åbenhed være nærliggende af flere grunde, hvoraf en af de vig-tigste er hensynet til retssikkerheden. Grundprincippet om, at retfærdigheden skal være blind i en retsstat. Her-af følger, at to mænd, der deltager i én og samme for-brydelse, begge bør retsforfølges. Hvis Helweg-Larsen kunne dødsdømmes på basis af sit eget vidneudsagn, så burde det selvsamme vidneudsagn i det mindste række til en retssag mod medgerningsmanden, uanset om det så sker i Danmark eller Tyskland.

Senest i 1970’erne ligger det i kortene, at dødsstraf reelt er afskaffet. Den 13. oktober 1978 siger juristen Ole Espersen i Weekendavisen, at »man kan måske nok sige, det er straf nok for mulige krigsforbrydere, at de må leve i evig landsforvisning, hvis de ikke ønsker at møde myndighederne i deres hjemland.«

Ole Espersen udtaler dette som formand for Folke-tingets retsudvalg. Tre år senere, i 1981-82, er han so-cialdemokratisk justitsminister, og datidens ambitiøse embedsmænd har givetvis lyttet til Lex Espersen. Når ens chef ligefrem vil lade undvegne krigsforbrydere være i fred, så findes der naturligvis juridiske metoder – også uden, at Grundlovens paragraf 65 og princippet om åbenhed i retsplejen dermed træder i kraft. Eller for den sags skyld princippet om, at det i Danmark aldrig er for sent at retsforfølge drab.


171

I 1993-94 sidder Erling Olsen (S) i embedet som ju-stitsminister. Han tilskrives i anden sammenhæng cita-tet »hellere tabe ansigt end miste hovedet« og har som den eneste danske eks-justitsminister beklaget sin egen rolle. Det sker under et debatmøde den 28. september 2004 i København, hvor Erling Olsen fra podiet erklæ-rer, at han gerne ville have gjort mere for at retsfor-følge folk som Søren Kam, men at han ikke kendte til sagerne. Generationer af embedsmænd har ikke gidet rydde op.

I 2004 er det forud for debatmødet kendt, at der ville komme kritiske spørgsmål fra modstandskampens ve-teraner. Politikere som Hans Engell (K), Ole Espersen (S) og Birthe Rønn Hornbech (V) ønsker på den bag-grund ikke at deltage. Men Olsen tør godt, og han bli-ver i 2013 posthumt rost for at være »en hædersmand« af Aktive Modstandsfolk.

To ministre har i særlig grad en chance for at gøre no-get ved sagerne, både juridisk og oplysningsmæssigt. Frank Jensen (S) foretager et klart valg. For at standse yderligere historieskrivning i Danmark går han i 1999 så vidt som til i et brev at bede Tyskland lukke tyske arkiver for denne bogs forfatter.

Af et brev til Tyskland fremgår, at »offentliggørelse af konkrete oplysninger om navngivne eftersøgte per-soner bør alene ske, når efterforskningsmæssige grunde eller andre tungtvejende hensyn taler herfor.«

Med andre ord: Luk venligst jeres arkiver for den journalist. Da sagen dukker op i medierne, hævder Frank Jensen sig misforstået, men det ligger fast, at


172

hans brev kun kommer til offentlighedens kendskab, fordi de tyske myndigheder anført af diplomaten Bern-hard Braumann finder brevet upassende. Så upassende, med andre ord, at tyskerne tipper den danske offent-lighed. Brevsagen afdækkes i Politiken den 16. januar 2000 og i Jyllands-Posten dagen efter.

For partierne bag Danmarks samarbejdspolitik 1940-45 er der et historisk perspektiv. Under krigen bruger politikere fra Retsforbundet, V, K, S og R og anført af statsminister Vilhelm Buhl (S) både billeder, dusører og efterlysninger i jagten på danske sabotører og mod-standsfolk. Nu, mere end et halvt århundrede efter, lig-ger det justitsminister Frank Jensen (S) fjernt at bruge samme metode i jagten på undvegne nazister, som har deltaget i hundreder af drab i Danmark. Eksempelvis bærer Frank Jensen og efterfølgeren Lene Espersen (K) det politiske ansvar for, at terroristen Kurt Heel, der har medvirket ved drab på 33 danske civile i 1944-45, ikke bliver opsporet før sin død.

•

Juridisk får Frank Jensen og i endnu højere grad Lene Espersen (K) en sjælden chance for at gøre noget.

Da islamiske fundamentalister i 2001 foretager deres terrorangreb mod USA, bliver ugerningen grebet som en gylden chance af EU til at gennemføre en ellers upo-pulær harmonisering af strafferetten på tværs af lande-grænser. Efter chokket 9-11 er den europæiske offent-lighed grebet af terrorfrygt og vejen dermed banet for en ny EU-arrestordre inspireret af det føderale USA.


173

I Danmark tilsidesætter et flertal i Folketinget to af Danmarks fire EU-forbehold, som ellers er vedtaget ved folkeafstemning i 1993. Ikke desto mindre træder Dan-mark i 2003 et væsentligt skridt længere ind i en fæl-les rets- og statsborgerskabspolitik. Nu skal kriminelle og terrorister ikke længere kunne skjule sig og undgå retsforfølgelse under dække af statsborgerskab i andre lande, lyder begrundelsen.

Det er en udvikling med perspektiver. Direkte ad-spurgt den 15. november 2001 svarer Frank Jensen, at EU’s arrestordre naturligvis også skal omfatte nazi-stiske krigsforbrydere. Der er valgkamp i Danmark på dette tidspunkt, men der er ligeledes en reel mulighed for måske at løse en drabssag fra 1943. Ambitionen er til stede. Men virkelighed bliver det ikke.

Kombinationen af hemmelighedskræmmeri og mang-lende resultater får i maj 2012 Aktive Modstandsfolk til at hænge de to eksjustitsministre, Espersen og Jensen, såvel som den siddende justitsminister Morten Bød-skov (S), ud som »Nazismens nyttige idioter« på krigs-veteranforeningens hjemmeside no-nazis.dk. For mod-standsfolkene er en nyttig idiot en person, der bevidst eller ubevidst lader sig udnytte i en ond sags tjeneste.

Ekstra Blads-journalist Kjeld Christiansen skriver om sagen den 3. maj 2012. Hverken Bødskov eller Jensen vil kommentere, mens Lene Espersen erklærer sig »cho-keret« og henviser til, at hun i sin ministertid har gjort meget for at retsforfølge nazistiske krigsforbrydere.

Den tyske by Münster er indbegrebet af gemytlig tysk købstadsidyl og livligt universitetsliv. I denne by finder


174

man viden; også om gamle danske drabssager. Faktisk er et lokalt arkiv smækfyldt med denne viden. Arkivet er et klondyke for folk, der er interesserede i den tyske besættelse, og som ikke kan få lov at se sådanne op-lysninger i Danmark. I Münster kan almindelige men-nesker efter en smule bureaukrati komme til fadet, og åbenheden gælder ikke kun ansøgere med titel af dr. jur., dr. phil. eller professor.

Her findes rullevogne med grågule papirdynger. Hist og pist ses sort-hvide billeder af sønderskudte lig, som er fotograferet fra forskellige vinkler af danske retsme-dicinere i forbindelse med obduktioner. Oftest er de døde midaldrende familiefædre.

Da denne bogs forfatter får adgang til arkivet, er et lignende arkivbesøg i Danmark en noget anden ople-velse.

Her får man i entreen som noget af det første en skriftlig advarsel om risikoen for op til seks måneders fængsel. Selv efter en arkivlovrevision den 17. decem-ber 2002 advares besøgende mod »uberettiget« at of-fentliggøre, videregive eller udnytte fortrolige oplysnin-ger.

»En oplysning er fortrolig, når den ved lov eller an-den gyldig bestemmelse er betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til private eller offentlige in-teresser,« står der i en vejledning.

Et så upræcist og truende budskab har gennem tiden kunnet medføre selvcensur. Under Anden Verdenskrig har samarbejdspolitikerne og besættelsesmagten gjort sig den erfaring, at officiel censur er besværlig og res-


175

source-krævende. Selvcensur, derimod, er billig i drift og knapt så ansvarspådragende for magthavere.

Under trussel om fængselsstraf har historikere i år-tier overholdt loven, eftersom de i sagens natur lever af arkivadgang. Undertiden hemmeligholdes forsk-ning i henhold til en såkaldt »klausul«, som betyder, at værket, eller dele deraf, først på et senere tidspunkt bliver offentliggjort. Dette er formentlig årsagen til, at en del besættelseshistoriske værker fra 1960’erne til 1990’erne undertiden savner fortællinger om alminde-lige mennesker af kød og blod. Fortællinger, som gør historie interessant.

Af samme grund kan noget af det følgende være for-budt læsning. Dokumentationen ligger i Tyskland, men stammer for en stor del fra Danmark. Der er detaljer om eftersøgte krigsforbrydere, som skiftende danske justitsministre ikke vil fortælle om. Og der er tale om forbrydelser så grove, og med så vægtige beviser, at retsforfølgelse er mulig langt ind i vor tid.

Et eksempel: Den 7-årige Mia Hanne Jensen dræbes den 30. september 1944 sammen med sine forældre ved et pludseligt bombeattentat mod Århushallen. I Mün-ster ligger oplysninger om, at to af morderne måske er gået helt fri af straf. Og andre af Mias mordere påstår efter krigen, at de ikke vidste, der var en lille pige i År-hushallen. Ved et »uheld« udslettes en lille kernefami-lie.

Næsten syv årtier senere kan det være et brud på dansk arkivlov at offentliggøre sådanne oplysninger.

•


176

Danske arkiver er alle danskeres ejendom, og nyheder om besættelsestiden har stor interesse i befolkningen. Derfor sender Danmarks nyhedsbureau Ritzau sin før-ste ansøgning om indsigt og adgang til materiale om Søren Kam-sagen. Det sker den 11. april 1997. Og så går tiden ellers. På et tidspunkt bliver det for me-get for en fuldmægtig i Rigsarkivet, Marianne Reimer, som sender et rykkerbrev til Højesteret og høfligt gør opmærksom på, at Højesterets vejledende tidsfrist for sagsbehandlingen er på en måned.

Men der skal indhentes kommentarer, og både Hø-jesteret og Justitsministeriet ender med at overskride de vejledende tidsfrister. Til slut bevilges der adgang til perifere dele af dokumentationen, mens adgang til de centrale dokumenter afvises. Det sker over et år senere, den 20. maj 1998.

Højesteretspræsident Niels Pontoppidan, rigsadvo-kat Henning Fode og Justitsministeriets embedsmænd, som er centrale beslutningstagere. Det paradoksale er imidlertid, at historikeren Ditlev Tamm har haft adgang til eftertragtede oplysninger både før og efter Ritzaus afslåede ansøgninger.

Tamm offentliggør i 1985 det banebrydende værk Retsopgøret efter besættelsen og refererer heri doku-menter, som myndighederne 13 år senere nægter at ud-levere.

Og siden får Tamm og historikeren Henrik Skov Kri-stensen på ny adgang til centrale dokumenter i forbin-delse med udgivelsen i 2008 af Flemming Helweg-Lar-sens dagbog Dødsdømt. Ganske passende takker de to historikere for adgang til arkiver og myndigheder.


177

Arkiverne anser måske ikke længere sagen for at være underlagt »tavshedspligt«, men det er en tvivlsom antagelse, for Justitsministeriet oplyser i 2013 til Dansk Folkepartis gruppemand Peter Skaarup, at sagen fort-sat er »verserende«.

Under alle omstændigheder er offentliggørelsen af Flemming Helweg-Larsens dagbog Dødsdømt et be-mærkelsesværdigt skridt fremad. Bogens omdrejnings-punkt er SS’erens egen og til tider sprogligt blomstren-de beretning. Men værket bør læses med et gran salt. Helweg-Larsen forsøger at retfærdiggøre sig, og Henrik Skov Kristensens og Ditlev Tamms perspektivering af dagbogen halter på nogle punkter.

Værst går det Tamm, der i sin juridiske perspekti-vering forbigår flere af sagens vigtige aspekter. Tamm skriver på den ene side, at dommen over Helweg-Lar-sen »var ikke et justitsmord«, men konstaterer på den anden side, at »det danske opgør indledtes med en dødsdom, der var juridisk tvivlsom«.

Han langer ud efter rigsadvokat Frits Pihl, der i Hø-jesteret i 1945 har presset på for at få Helweg-Larsen dødsdømt. Alternativet er at se drabet som et privat hævntogt, hvilket i så fald betyder, at Helweg-Larsen er offer for justitsmord.

»Pihl fremstillede det sådan, at der var tale om et af-talt ’Fehme-Mord’ i tysk interesse, og at drabet i virke-ligheden var begyndelsen på og et led i tysk terror. Det var jo i virkeligheden det springende punkt i sagen, og der er næppe tvivl om, at Pihls måde at se på den var skæv,« skriver Tamm.


drabet på clemmensen

Documents