drew - haver af vand (læseprøve)

ryg bredde: 37 mm

9 788763 810531

ISBN 978-87-638-1053-1

Omslag: Anne KragelundFotos © iStockphotos

Mens solen falder sammen i røde bånd langs horisonten, gør den kurdisk-muslimske familie Başioğlu klar til fest i deres lejlighed uden for Istanbul. Den 9-årige dreng İsmail skal omskæres. Men med til festen har moderen Nilufer inviteret deres amerikanske overboere. Til stor fortrydelse for faderen Sinan og teenagedatteren İrem: Sinan har svært ved at acceptere

amerikanere i sit hus, İrem, derimod, er bange for, hvordan hun vil reagere, når hun møder familiens teenagesøn Dylan. Inden natten er omme skal uroen blive

til frygt og begge familiers liv ændres katastrofalt. Et voldsomt jordskælv rammer byen og alt ødelægges.

Med hjælp fra amerikanere bygges en nødtørftig lejr op, og under de brændende varme teltduge sidder Sinan magtesløs; afhængig af amerikanere, han har det så svært med, og vidne til at hans datter knytter tættere bånd til

drengen Dylan. Her, på grænsen til metropolen Istanbul, hvor den traditionelle og den moderne verden mødes, kæmper Sinan med vrede, skyld og afmagt. Midt i desperationens ørken klynger han sig til sin tros idé om Paradiset:

haver fulde af vand.

Medrivende og smertelig smuk roman om ung kærlighed i en verden, hvor religioner og kulturer brydes.

Roman h Rosinante

Foto © Sharon Kinder-Geiger

Alan Drew”Brisen føltes som luft, der blæste ud fra en åben ild. Han hørte den metalliske kværnen fra kranerne på kajen, et sted, der aldrig var i ro. Man kunne høre dets maskiner arbejde på alle tider af dagen, under bønnen, når man vågnede om morgenen før solopgang – det havde ingen betydning, lyden var der altid, som lyden når man skar tænder (…) Så var der en anden lyd, en mærkelig lav rumlen som rystelserne fra en kampvogn, der kørte hen ad gaden. Og først var det det, han troede, det var: en af politiets kampvogne på patrulje, men den rumlende lyd blev højere, og det var, som om den kom rullende hen over vandet mod ham, mod byen. ” AlAN DREw er født og opvokset i det sydlige

Californien og har foretaget omfattende rejser i Europa, Asien og Mellemøsten. Han har i tre år undervist i engelsk litteratur på et privat gymnasium i Istanbul, hvortil han ankom fire dage før det altødelæggende Marmara-jordskælv i 1999. Han underviser i creative writing på Villanova University og bor med sin kone og deres børn i Philadelphia. Haver af vand er hans debutroman. Den er solgt til udgivelse i 10 lande.

Ala

n D

rew

77554_haver af_SMUDS_r1.indd 1 2/26/09 2:07:28 PM

3. korrektur – side 3haver af vand

rosinanteordrenr. 33367

Alan Drew

HAVER AF VANDroman

På dansk vedHanne Bubandt

Rosinante



Når jorden rystes og skælver,

når jorden krænger sine byrder ud,

og mennesket siger: »Hvad fejler den?«

På den dag kan den fortælle sine historier,

for din Herre har indgivet den en åbenbaring.

På den dag træder menneskene enkeltvis frem

for at få deres gerninger at se.

Den, der har gjort et støvgrans vægt af godt,

vil se det,

og den, der har gjort et støvgrans vægt af ondt,

vil se det.

– Koranen, Sura 99

Faderens fjende bliver aldrig sønnens ven.

– Kurdisk ordsprog

13



Kapitel 1

i tr ængslen af kroppe, der masede sig om bord på færgen fra

İstanbul til Gölcük, mistede Sinan sin søn.

Fem minutter før havde İsmail halet Sinan i den modsatte ret-

ning, tilbage mod byen, dybt ind i labyrinten af arkader og elek-

tronikforretninger i Sirkeciområdet. Sinan havde mistanke om,

at det netop var med det formål at komme for sent til færgen hjem

og udskyde smerten ved omskærelsesceremonien samme aften.

Drengen trampede af sted over brostenene i sin hvide omskærel-

sesdragt, mens han med den ene hånd klemte Sinans fi ngre og med

den anden løftede sin stav med kvasten i vejret som en pasha, der

fører an i en parade. Sinan lod sig trække med et stykke tid, men

hornet havde allerede lydt, og selv om han også ønskede at udskyde

ceremonien, måtte de ikke komme for sent til den færge.

Da de havde nået Reşadiye Boulevard, trak Sinan İsmail ud på

gaden, netop som der var et hul i trafi kken; Sinans skuldre rok-

kede frem og tilbage i en akavet dans på den dårlige fod. Endelig

fi k han skubbet İsmail gennem metalporten til færgekajen lige

tids nok til at komme med i mængden af mænd og kvinder på vej

hjem fra dagens arbejde. De løb fra skyggen på kajen ud i den

brændende sommersol igen, og denne gang førte Sinan İsmail

gennem en skov af albuer, skuldre og fugtige rygge. De gik op ad

den smalle træplanke, der blev brugt som landgangsbro mellem

kajen og båden; i det grønne vand under dem hvirvlede det med

gennemsigtige vandmænd, og de trådte ind i den røgfyldte kahyt,

hvor İsmail tabte sin stav. Han slap Sinans hånd, og før Sinan

kunne gribe sin søn i armen, var drengen forsvundet, opslugt af

bølgen af kroppe.

Nu masede Sinan sig gennem mængden for at få fat i drengen,

14



men hans fod gjorde det svært. Han stødte mod maverne på ciga-

retrygende mænd og drejede sig sidelæns for at gøre sig tyndere.

»Affedersiniz,« sagde han til alle, han rørte, med en stemme, der

kun lige skjulte hans voksende panik. »Undskyld mig.« Men jo mere

han kæmpede sig frem, des mere blev han skubbet tilbage af den

masende mængde, og snart var han tvunget helt over i den mod-

satte side af færgen med ryggen lænet op mod en rusten kæde, der

forhindrede ham i at tumle ned i Bosporusstrædet.

»Allah, Allah,« sagde han højt. En mand, der stod ved siden af,

kastede et blik i retning af ham.

»For mange mennesker,« sagde manden. Han tændte en cigaret,

og røgen drev væk fra hans ansigt. »For mange mennesker, ikke nok

by.«

»Min søn er blevet væk,« sagde Sinan.

Manden vendte sig om. Han var højere end Sinan, og han var i

stand til at se hen over hovederne på mængden.

»Hvor?« sagde manden.

»Ved indgangen.«

Manden stod på tæer og råbte tværs over kahytten med en

stemme så kraftig, at den gjorde mængden tavs.

»Erkek çocuk nerede?«

Det startede et kor af ekkoer. »Hvor er drengen?« råbte frem-

mede med stemmer, der steg op over lyden af skibsmotoren, der

arbejdede for at komme fri af kajen. »Hvor er drengen? Hvor er

drengen?« råbte de op mod vinden, mens færgen stak næsen på

sit hvide skrog ud i det blå vand. »İsmail!« råbte Sinan og føjede

sin stemme til koret. Mændene råbte også »İsmail«, og en forvirret

larm af bekymring bredte sig gennem kahytten.

Så, ti meter borte og hævet over hovederne på hundreder af men-

nesker, kom hans søn. Først så det ud, som om İsmail svævede af

egen kraft, et fyrsteligt spøgelse, der syntes at fl yve hen over det op-

piskede hav, men da han kom nærmere, kunne Sinan se skuldrene,

İsmail hvilede på. Med en cigaret i munden og de store, behårede

hænder rundt om drengens mave albuede manden sig gennem

15



mængden, der delte sig. İsmails hvide tænder glimtede mod hans

hud, og hans sorte øjne strålede i eftermiddagens lys. Han holdt

staven i hånden med et fast greb, og et øjeblik virkede han som en

konge højt løftet over İstanbuls folk.

»Teşekkür ederim,« sagde Sinan, da den fremmede rakte ham

hans søn.

»Bir şey değil.«

Da færgen lagde til kaj i deres forstad, Gölcük, tre timer senere,

ville İsmail ikke give slip på rælingen. Sinan rørte ved İsmails ho-

ved og mindede ham om de gaver, han ville få efter ceremonien.

Han kildede İsmail under armene og trak ham i ørefl ippen, hvad

der ikke belønnede ham med de sædvanlige smilehuller og endnu

mindre løsnede drengens greb med de hvide knoer. Et par kvinder,

der tøfl ede hen mod udgangen, smilede i medfølelse. Manden, der

havde båret İsmail på skuldrene, lod en én million lira-seddel glide

ned i lommen på drengens hvide satinvest.

»Hvad hedder du?« sagde manden.

»İsmail.«

»İsmail hvad?« sagde manden.

»İsmail Başioğlu.«

»Det er et fi nt navn. En stærk mands navn.« Manden blinkede

til Sinan. »Man kan ikke være dreng i al evighed,« sagde han.

Sinan troede, at manden bebrejdede ham İsmails alder – ni,

mindst et år for gammel til sünnet – men mandens smil røbede

intet andet end gavmildhed.

Da dækket var tømt for mennesker, rørte Sinan ved sin søns hånd

og mærkede drengens fi ngre stivne. »Vi er nødt til at gå,« sagde

han.

Bag İsmail faldt solen sammen i røde bånd langs horisonten.

Sinan knælede ned ved siden af İsmail og lagde hænderne på

drengens skuldre. »Det gør ondt, men smerten går over, og Gud vil

vide, at du er villig til at udholde smerte for hans skyld. En mand

er nødt til at udholde smerte, İsmail. Men det går over.«

16



İsmail så ned i jorden, så hans lange øjenvipper lå tæt mod kin-

derne.

»Baklava dyppet i honning bagefter? Måske to?«

Endelig smilede drengen.

De var taget hjemmefra den morgen, netop som sollyset brød frem

over bugten, og havde taget de tre færger langs med İzmit-golfen til

İstanbul. Sinan havde ikke været i İstanbul, siden de var kommet

til byen fra Yeşilli, deres landsby i det sydøstlige, for syv år siden,

men det havde været İsmails særlige ønske at blive paraderet rundt

i byen på dagen for sin omskærelse. Sinan hadede İstanbul – for

mange mennesker, for meget cement, for lidt himmel – men İsmail

var fascineret af den. Selv efter en hel dags traven rundt i byen,

der fi k Sinans fod til at værke, smittede hans søns fascination af

på ham.

Folk havde været venligere, end han havde ventet. En kvinde i

et konditori havde tilbudt drengen en skive chokoladekage fyldt

med pistacienødder, som İsmail omgående tabte et stykke af ned

på pasha-kostumets hvide satin og grisede den klædning til, som

havde kostet Sinan en uges indtjening. En taxichauffør gav dem en

gratis køretur op til Topkapi-paladset, hvor de som sultaner fra en

anden tid havde stirret ud over Bosporus’ glitrende vand. De beun-

drede Bogaziçi-broen, der stod som en kæmpemæssig metalsutur

mellem Asiens bjerge og Europa. De talte bådene, der sejlede på

kryds og tværs over Marmarahavet – massive tankere, der skub-

bede vandet til side, tunge og langsomme bilfærger, der lænede

sig op mod strømmen, fi skerbåde på størrelse med drivtømmer

– og nåede frem til tallet seksogfyrre. Da de gik forbi fi skehusene

i bydelen Kumkapi, forlod musikerne i en af turistrestauranterne

deres bord og fulgte İsmail ned ad gaden, mens de blæste i deres

rørfl øjter for at bekendtgøre hans komme.

Nilüfer og İrem var blevet hjemme for at lave maden til selska-

bet i aften. Hvis de stadig havde boet i Yeşilli, ville Sinans tanter

og onkler og fætre og kusiner have hjulpet til, og hele familien

17



ville have paraderet İsmail gennem de støvede gader. Sinan holdt

minderne om sin egen sünnet-fest for sig selv; han ville ikke have,

at hans søn skulle vide, hvad han gik glip af. Men billederne var

løbet gennem hans hoved hele dagen – hans far, der løftede ham op

på deres bedste hest, hans mor, der gik ved siden af ham med den

ene hånd på hans knæ, og hestens vom, der vuggede mod hendes

egen gravide mave. Det var et af hans sidste minder om hende, og

selv om hun havde været hvid i ansigtet, og hun ikke ville smile,

havde han ikke tænkt på at sige til sin far om at få hende hjem. Tre

dage senere efterlod hans far Sinan hos en tante, mens han kørte

hans mor til det gode hospital i Diyarbakır. Hun blødte, fortalte

tanten Sinan. Lægerne ville gøre hende rask, og han ville få en lille

søster eller bror, når de kom hjem. Kun hans far kom tilbage.

Nu lød kaldet til solnedgangsbønnen fra snesevis af højttalere,

så de forstærkede stemmer blev kastet tilbage fra cementmurene i

lejlighedskomplekserne. Sinan var også nervøs, og der havde dannet

sig en knude på størrelse med en abrikos i hans mave. Turen hjem

førte dem forbi fi skehandlerne, og Sinan gav İsmail penge til at købe

fi skehoveder og afskårne haler til gadens katte. Eren Bey, fi skehand-

leren, pakkede resterne ind i papir og rakte dem til İsmail.

»Vent,« sagde Eren Bey og rakte en blodig fi nger i vejret. Fra en

bregneforet kurv fyldt med hans bedste palamut greb han den stør-

ste fi sk, pakkede den ind sammen med en kvist oregano og lagde

den i İsmails hænder. »Fisk gør dig til en stærk mand.« Han bøjede

armen og slog sig på overarmsmusklen. »Alle kvinder i hele verden

vil kysse dine fødder.«

Eren blinkede, og İsmail smilede.

»Hør nu,« sagde Sinan, »han er kun en dreng.«

»Efendim,« sagde fi skehandleren med hænderne rakt frem, som

om han var lettere fornærmet, »blot en spøg.«

De standsede ved den rådne træ-konak, hvor gadens katte boede,

men kattene var der ikke. İsmail kastede alligevel fi skestykkerne

gennem de knuste vinduer, en gave til når de vendte tilbage. De

deltog i maghrib-bønnen i moskéen, og Sinan lyttede, mens İsmail

18



hakkede sig gennem det arabiske. Bagefter gik de op ad den bakke,

der førte til deres lejlighed, og de strålende lys fra forlystelsesparken

nedenfor snurrede op mod den mørknende himmel. Sinan lovede,

som altid, at tage İsmail med derind en dag til en tur i pariserhju-

let.

Da de nåede til lejligheden, var knuden i Sinans mave vokset til

en størrelse som et lille æble. Han masserede stedet med fi nger-

spidserne, og den rullede rundt inde i hans mave. Han spekulerede

kort på, om han kunne udsætte ceremonien endnu et år. Men folk

var allerede på vej, sünnetci’en var allerede bestilt, og han var nødt

til at lade sin søn gennemlide smerten i aften.

»Gå hen og besøg Ahmet,« sagde Sinan til İsmail. Han vidste, at

hans svoger ville forkæle drengen, behandle ham som et barn en sid-

ste gang, før İsmail måtte bære byrden ved at prøve at være en mand.

»Jeg kommer hen og henter dig i købmandshandlen senere.«

Sinan gik op ad den buede trappe i ejendommen. Amerikansk

musik bragede ned gennem trappeskakten og fi k metalgelænderet

til at klirre. Han hadede deres lejlighed. Udefra så den pæn ud:

Cementmurene var malet gule, og trappen op til hoveddøren var

lavet af halvdårligt marmor, der skinnede, når viceværten gad po-

lere det. Men indenfor kunne man høre en person hviske gennem

dørene af krydsfi ner, gipsvæggene var afskallede, og på stormfulde

eftermiddage, når regnen rullede hen over bugten, som om havet

havde rejst sig og dannet en mur, smuttede blæsten ind gennem

revnerne i pudset og afl ejrede saltvand og cementstøv i hjørnerne

af dagligstuen.

Ude i køkkenet var Nilüfer dækket af sved og en sky af mel. Små

kugler af dej klæbede til hendes fi ngerspidser.

»Sinan.« Hun smilede. »Canım,« sagde hun og pressede med vilje

sine melede hænder mod hans ansigt.

»Hold op med det, Nilüfer,« sagde han, men han lod hende tvære

dejen hen over hans kinder.

Hun kyssede ham én gang på hver melet kind. Sinan puttede en

vildfaren hårtjavs ind under hendes tørklæde.

19



»Hvor længe har det stået på?« spurgte han og nikkede op mod

musikken, der bragede ned gennem loftet.

Hun trak på skuldrene. »Tre kvarter?« Hun kiggede om bag Sinan.

»Hvor er İsmail?«

»Hos Ahmet.«

»Jamen, så gå hen og hent ham. Jeg er nødt til at gøre ham klar.«

Hun klemte på de brød, han havde haft med fra købmandshandlen

om morgenen. »Det brød er for hårdt. Du må have en ny brødmand,«

sagde hun. Hun gik ud i køkkenet. »Yoghurten er vandet. Denne her

hede ødelægger det hele. Börek’en vil ikke hæve, peberfrugterne er

som gummi.«

»Nilüfer, det skal nok gå,« sagde han. »Jeg går hen i forretningen

og henter mere brød. Lad være med at bekymre dig.«

Hun støttede en knytnæve mod hoften og blæste luft ud mellem

tænderne. »Som om du ikke bekymrer dig.«

Han rørte ved sin mave og skar ansigt.

Hun viftede med hånden hen mod ham. »Der kan du bare se.«

Han lo. »Ja, ja.«

Han kiggede rundt om hjørnet, hvor hans datter sad og så fjern-

syn, og sikrede sig, at İrem ikke kunne se dem, før han rørte ved

Nilüfers hofter og kyssede hende på munden – et langt kys, den

slags han som regel kun gav hende i deres soveværelse.

»Hold op med det,« sagde hun, men hendes hænder blev liggende

mod hans bryst. Hun daskede ham på skulderen og hviskede: »Vi

har ikke brug for fl ere børn.«

»Hvad er det der?« sagde Sinan. En eller anden form for kage lå

på en rund bakke på køkkenbordet. Det var ikke en tyrkisk ret.

»Pekantærte,« sagde Nilüfer og hævede forbavset øjenbrynene.

»Sarah Hanım kom ned med den til selskabet.« Hun kastede et blik

op mod loftet.

»Amerikanerens kone?« spurgte han. »Pekan?«

Der boede en amerikansk familie på sjette sal, etagen lige over

dem. De tilbragte kun sommeren der, hvor de bare sad på terrassen

og drak vin og lyttede til jazzmusik, så vidt Sinan kunne se.

20



»Hun hedder Sarah,« sagde Nilüfer og kiggede vredt på ham.

»Sarah Roberts, og hun er sød.«

»Så skulle hun måske lære sin søn nogle ordentlige manerer.«

Han pegede op mod det dunkende loft.

»Vi skulle have inviteret dem. Jeg har dårlig samvittighed.«

»Du burde hjælpe din mor,« sagde Sinan til sin datter og stak

hovedet rundt om hjørnet til dagligstuen.

»Baba, jeg har arbejdet hele dagen.« Hun så ikke på ham, mens

hun talte. Han vidste ikke, hvad det var med femtenårige piger,

men han havde aldrig kendt et barn, der var så uforskammet over

for sine forældre.

Han kastede et blik på fjernsynet. Det var et amerikansk show

med tyrkisk tale, og skuespillernes munde holdt op med at bevæge

sig, før replikkerne var sagt færdig. En let påklædt blond pige slog

uhyrer ihjel med en stav.

Han fulgte showet et minuts tid, nok til at fastslå, at det handlede

om Djævelen og sex.

»Jeg vil ikke have, du ser det der. Det er ikke moralsk.«

»Baba, Buffy dræber vampyrerne, de onde. Hvad kan være mere

moralsk end det?«

Han slukkede for tv-apparatet.

»Baba!«

»Gør dig klar til i aften,« sagde han. »Det er din brors særlige

aften.«

İrem løb hen ad gangen. »İsmail, İsmail, İsmail,« sagde hun, »al-

tid İsmail.« Hun smækkede døren i til det værelse, hun delte med

sin bror, og musikken ovenover stoppede.

Sinan gav en frustreret pusten fra sig. »Hvordan er det, vi opdra-

ger vores børn?« råbte han hen mod køkkenet.

»Du kunne godt sige goddag til hende først,« sagde Nilüfer og

stak hovedet rundt om hjørnet til køkkenet.

»Så hun kunne ignorere mig og sidde og stirre på den dumme

kasse?«

»Sinan, det er bare et tv-show.« Han hørte ovndøren knirke, da



den blev åbnet. »Hun har arbejdet hårdt lige siden i morges. Vær

nu sød.«

Han tændte for fjernsynet igen og kiggede et minut, mens han

drejede hovedet til siden for at overveje. Der blev slået ihjel, og der

blev kysset, det var nok for ham. Han slukkede.

»Jeg inviterer dem,« sagde Nilüfer, der nu stod i gangen.

»Nej.« Det var galt nok, at de boede oven over ham, men han ville

ikke have amerikanerne ind i sit hjem, særlig på denne dag.

»Sinan,« sagde Nilüfer. »Det er forkert. Det er vores naboer.«

Han rystede på hovedet, men hun kom allerede hen mod ham

med et smil på ansigtet.

drew - haver af vand (læseprøve)

Documents