Emil Christensen

Emil Christensen28. november 1914 - 27. januar 1978

Et tilbageblik i anledning af 100 året for hans fødsel

4

Aner

Thomas Henriksen Jensine Petrine E. D.Christensdatterf. Maj 14 1827

Jens Christian Christensen

f. 1826

Karen Marie Nielsdatter

f. 1825

Jens Olesen Anna Marie Andresen

f. Sep 15 1838

Emil Christian Carl Theodor Christensen

f. Sep 6 1856

Christine Marie Jensen

f.Jan 3 1860

Claus Jensen Olesenf. Aug 3 1863

Anne Cathrine Louise Hansen

f. Juli 5 1868

Marinus Emanuel Christensenf. Jan 4 1889d. Okt 1980

Anna Marie Olesenf. Mar 18 1893d. Dec 2 1978

Emil Christensenf. Nov 28 1914d. Jan 27 1978

5

Emil blev født lørdag den 28. november 1914, som andet barn til Anna Marie og Marinus Emanuel Christensen, Rørholmsgade 8, København K. Marinus var ejendommens vicevært. Et andet (senere) job var som chauffør for direktionen i B&W.

28. november kaldes Sofie Magdalenes dag, navngivet efter Christian VI’s dronning der blev født på denne dato i 1700. 1914 fandt der mange og voldsomme begivenheder sted i hele verden. Den første verdenskrig prægede livet i den lille familie. Panamakanalen åbnes. Pave Benedikt den 15. indsættes i Vatikanet. Statens filmcensur oprettes og det store juletræ på Københavns rådhusplads tændtes for første gang 1. søndag i advent, dagen efter Emils fødsel. Chaufføren hos B&W

Familien i 1916. Anna Marie med Rigmor på skødet. Ved Marinus sidder Agnete og i venstre side Emil

Emil blev barnedøbt i den nærliggende Sct. Andreas kirke søndag den 18. juli 1915.

Familien bestod af:Marinus Emanuel Christensen (1889-1980) og Anna Marie Olesen (1893-1978)Samt deres børn: Agnete Louise (f. 1912), Emil (f. 1914), Rigmor (f. 1916), Kaj (f. 1918), Inger (f. 1921) og Esther (f. 1923). Barnebarnet Katy (datter af Agnete), født 1930, boede hos bedsteforældrene stort set til hun blev gift. Hun blev betragtet som en datter i huset og kaldte bedsteforældrene mor og far.

6

I kolonihaven ved Tagensvej ca. 1927-28. Emil nr. 2 fra højre, er her sammen med sine søskende

Efter endt, ganske almindelig, folkeskole, kom Emil i lære som møbel-polstrer og arbejdede som sådan hele livet. Et arbejde han mildest talt ikke brød sig særligt meget om.

Hvis det stod til ham selv, ville han nok have haft en boglig uddannel-se med hans litterære interesse for digte og skønlitterære værker. Han spillede violin, men var altid utilfreds med sit eget musikalske niveau og ofte utilfreds i det hele taget med tendens til depression, specielt i vintermånederne.

Da Emil var udlært udstod han den obligatoriske militærtjeneste som soldat på kastellet i København.

Skildvagt ved Kastellet

7

I sin fritid holdt han af at danse og var nok en charmerende herre med sit mørke tøj og laksko.

Vi er nu nået frem til midten af trediverne, hvor Emil dansede i nogle københavnske danseetablissementer og mødte den 2 år yngre Karla, der desværre var gift siden 1935 med en Kuno Larsen. En affære der i øvrigt altid er blevet hemmeligholdt i familien.

Emil arbejdede som tapetserer. I slutningen af 1938 fik han så gjort sin dansepartner gravid, hvilket jo ikke var så heldigt, da Karla stadig var gift. Den 14. maj 1939 kom John til verden på Olga Limschous Fødeklinik på Frederikssundsvej i København. Først den 6. september 1939 blev Karla skilt fra Kuno og en måned efter, den 7. oktober1939 blev Emil og Karla gift i Københavns Magistrat.

Balløven Emil -med partneren, Karla Bertha

Cykeltur med John

Nu startede den an-den verdenskrig. I april 1940 blev Dan-mark besat af tysker-ne og der blev nu svære tider for alle.

Familien Christen-sen boede fra 1941 til begyndelsen af 1960’erne på Ut-terslev Torv 29B i Lillebo, (Det gule hus i midten af billedet).et hus skråt over-for Dorthesminde, hvor Emils forældre boede.

Besøg hos svigerfamilien Mester Ud og se ...

Utterslev Torv, København NV, 1942 Mandag den 28. juli 1941 fødtes Karla og Emils anden søn, Kurt.

8

Emil blev arbejdsløs og det var ikke til at opdrive arbejde som tapetse-rer. Så midt under krigen blev han sendt på tvangsarbejde til Tyskland, hvor han arbejdede i et filmstudie hvor han, blandt andet, hjalp til med dekorationer. Karla var tilbage på Utterslev Torv med sine to sønner og arbejdede på en papirvirksomhed på Nørrebro og senere på et låsefirma i Brønshøj. Emil blev også sendt på tvangsarbejde til Rönneby i Sverige i en perio-de under krigen, et job han ikke var ked af og som startede hans store interesse for det svenske sprog og svensk litteratur.

Mens Emil var på tvangsarbejde i Tyskland, havde han dette foto med sig og det bærer præg af slidtage.Det er Karla med sine to drenge og naboens Inge.

I 1943 skete der en radikal forvandling som kom til at præge hele familien til tapetserer Emil Chri-stensens liv. Hændelsen er følgende:Emil gik rutinemæssigt til sin frisør på Jagtvej i København. Frisøren hed Hugo Petersen og var en personlig kristen. Han fortalte Emil om sine åndelige oplevelser og inviterede Emil til at tage med ham ind i hans kirke, Elimforsamlingen i Kronprinsensgade i København. Efter flere afslag, kom Emil til at sige ja og fulgte med til en gudstjeneste. Budskabet ved dette møde i den københavn-ske pinsekirke, ramte Emil og han blev ”født på ny” som man siger i frikirkelige kredse. Emil blev troende døbt i Elimforsamlingen den 23. januar 1944 og Karla fulgte senere med og blev døbt den 8. juni 1944.

Den underliggende utilfredshed med livet blev nu forvandlet til en stor glæde og mange ting blev radikalt forandret til hans øvrige families store overraskelse, som ikke kunne forstå det. Radikalt lagde han sine drukture og smøger på hylden og nu blev det et menigheds/kirkeliv der kom til at præge tilværelsen for familien.

I 1947 var der en flok på ca. 200 der forlod Elimforsamlingen for at danne en selvstændig menighed, Tabor Menigheden. Karla og Emil gik med ind i den nye menighed, der holdt sine gudstjenester søndag formiddag i lejet lokale i Rantzausgade og om aftenen i Borups Højskole.

Den 3. februar 1948 fik Karla og Emil deres tredje barn, Karen. Stor glæde over at have fået en pige i familien og pladsen blev nu temmelig trang i den lille lejlighed på Torvet.

9

Tabor-Menighedens blandede kor. Emil står på bagerste række som nr. 3 fra højre

1950: Karla og Emil under vægtæppet i

lejligheden

1950: Kurt, Karen og John ved Utterslev gadekær. I baggrunden til

venstre, boede Emils forældre

Ca. 1952 Emil mellem sin mor og kone til

Katys bryllup

At beskrive den gode periode i 1950’erne, gøres måske bedst ved at læse den næste historie, som giver et indtryk af livet hos Christensen familien. Her kommer ”Juletræs smuglingen”:

10

”Der kummer en truuul...!” råbte Kurt - som var kommet før mig ned i gården.

Vi hadede at gå i gården når det var mørkt - for når det var mørkt, og specielt nu her i december, var det virkelig bælgmørkt!

At gå i gården var ellers en foreteelse vi måtte gøre mange gange om dagen - for i gården var vores toiletter, som vi delte med flere nabofamilier. Tre på stribe var der! Altså lokummer. Og over gården måtte vi, før vi kunne komme ind. Nefalygten gav ikke meget lys. Det var så helt rart, når vi kom inden døre og kunne tænde stearinlyset, som var smeltet fast på et af røre-ne. Men koldt var det - virkelig koldt. Heldigvis var vandet ikke frosset i rørene - endnu! For efter årstiden var det stadig mildt og sneen var endnu ikke var kommet. Til vor store fortrydelse..

Denne aften kunne min lillebror altså råbe nok så meget om trolden - som vi var fælles om at være bange for. For i aften var far med nede i den mørke gård.

Vi skulle nemlig ud og købe juletræ.

Der havde været det helt store hurlumhej og snak om årets juletræ. Far elskede at gøre det med jul rigtig spændende - og han lavede stort nummer ud af det med juletræet.

I de små stuer på Utterslev Torv målte han afstanden fra gulv til loft. For træet skulle jo gå helt op til loftet.

Fars store møbelpolstersaks kunne bruges til mange ting. Han kunne bruge den til at klippe wienerbrød over på værkstedet. Han brugte den til de fine stoffer. Han kunne også klippe grangrene med den - og lige før havde han altså klippet det tykke sejlgarn over så det nøjagtig havde den samme længe som juletræet skulle være højt.

Det var spændende for os to knægte. Lillesøster Karen på 2, måtte blive hjemme. Hun var for lille til at komme med i byen - og hun var bare til besvær ... var vi rørende enige om.

Vores hus på torvet hed ”Lillebo” og vi boede kun to familier. Bager Olsens med deres 2 børn og vores familie på 5. I gården lå den oprindelige gamle stråtækte bondegård, nu med de omtal-te gårdtoiletter foran. De vilde katte holdt til på det gamle høloft, i den ene ubeboede længe - og man kunne få sig mangt en forskrækkelse i livet, når man netop skulle gennem den mørke gård - og en sort kat pludselig kom farende mellem benene på en.

Ham der boede i det stråtækte hus solgte juletræer i den nærliggende grøntforretning, men han havde absolut ikke stort nok udvalg, mente far - og vor spænding denne aften var netop at vi ikke skulle købe juletræet hos Andersens, men et helt andet sted.

Frimodigt og højtsnakkende gik vi med far ud gennem den mørke gård og ud på gaden, hvor vi gik til højre, en rask tur på et kvarter til det sted, hvor Borups Allé‚ støder ud i Frederikssunds-vej. Her stod en juletræsmand, der netop havde det store udvalg som far ønskede.

Med sine to knægte på 11 og 9 år ivrigt hoppende omkring sig, gik far rundt og så på træerne, mens Kurt og jeg pegede på de største vi kunne finde.

11

Juletræsmanden smilede skævt, når far trak sit afskårede sejlgarn op af lommen og begyndte at bruge det som målesnor. Mens en af os knægte holdt det fast nede ved jorden, holdt han den anden ende af snoren op mod toppen.

Endelig fandt han et i tilfredsstillende størrelse og betalte. Han tog fat i den tunge ende, hvor der var sømmet en juletræsfod fast og vi andre tog fat på midten og i toppen.

Nu kom den spændende del - som lige var noget for os. Vi skulle nemlig ”smugle” træet hjem - ind i den mørke gård og op ad den stejle, smalle trappe til første sal.

Andersen måtte jo ikke se at vi havde købt juletræet et andet sted. Vi var jo hans sædvanlige kunder - og købte på ”klods” i løbet af ugen af de kartofler, gulerødder og andre fornødenhe-der vi skulle bruge. Om fredagen gik mor så rundt og betalte. ”Det skal skrives til min mor...”, sagde vi til de forskellige handlende, når vi blev sendt i byen efter daglig varerne.Far var nok lidt flov over at han havde besluttet at vi skulle købe juletræet kontant et andet sted - når den slags ellers altid blev købt hos Andersen. Men det forstod vi drenge ikke dengang.

Vi boede over for gadekæret. Vor hjemvenden denne mørke decemberaften, gik, for en gangs skyld, på den anden side af denne idylliske pyt - rundt om og over gaden et andet sted og ind i gården ad en anden indgang.

”Bare Andersen nu ikke ser os!”. Han brugte iøvrigt de samme lokummer som vi andre - så vi kunne ikke vide os sikre før vi var kommet helt op i lejligheden.Kurt og jeg holdt os for munden for ikke at komme til at grine højt og far gjorde et vældigt stort nummer ud af det også. Men ind kom træet til sidst.

Nu var vi helt vilde for at få lov at pynte det - men det var ikke godt nok for far.Han skulle først igang med sin store saks og klippe grene af. Han så vurderende på træet fra alle sider - og klippede hist og klippede her. Vi synes det varede frygtelig længe, før han var tilfreds.

Og så blev vi sluppet løs. Vi smed pynten på grenene og havde et vældigt hyr - også med ikke at vække lille Karen, der sov i vores anden stue. Der var ikke dør mellem værelserne for den store kakkelovn skulle varme begge stuer op.Trætte og med røde kinder og med en stadig stigende spænding til juleaften, faldt vi en dejlig i søvn.

Næste morgen når vi vågnede, var det første vi gjorde, at løbe ind i stuen for at se på juletræet vi havde smuglet hjem aftenen i for vejen. Nu stod det flot pyntet. Far havde brugt den halve nat til at bytte om på al pynten vi havde sat på, og til at nusse og pynte - så det var -”rigtigt fint med alt den traditionelle julepynt med både danske og svenske flag -”samt fehår snoet -”rundt om grenene. (Far -”havde en gang -”arbejdet i Sverige, deraf de svenske flag).

Nu var det blevet rigtig jul igen - Og vi kunne næsten ikke vente på at det blev juleaften. Julefe-rien var begyndt og om et par dage kom årets aller l-æ-æ-æ-n-g-s-t-e dag.

John Mester-Christensen, 1986 (Erindringer fra julen 1950)

12

I slutningen af 1950’erne knasede det i ægteskabet og Emil faldt tilbage i de gamle vaner med indtagelse af alkohol m.v. Glæden og optimismen i livet gik fløjten.I februar 1961 blev Karla og Emil skilt. Karla boede fortsat på Utterslev Torv og Emil flyttede sammen med en kvinde der hed Erna som boede på Utterslevvej. Karla arbejdede i en smørre-brødsforretning og Emil arbejdede på et værksted hos DFDS.

John og Kurt var flyttet hjemmefra og havde nu deres egne liv.Om Johns historie kan man læse her: http://issuu.com/mester1/docs/her_er_mit_liv-2014_760ac48c6029c0.Om Kurts historie kan man læse i bogen ”Talsmanden” af Daniel Øhrstrøm på Forlaget Due.

Karen boede hjemme hos Karla, der i mellemtiden var flyttet til en andelsbolig på Helgesvej 12, Frederiksberg. I 1966 blev Karen gift og flyttede også hjemmefra.

Der gik nogle år og ægteskabet med Erna blev opløst. Emil opsøgte flere gange Karla og det endte med at hun tog ham til nåde og han var hos Karla på Helgesvej og i kolonihaven, Kolonihaveforbundets Sommerhuskoloni afd. C, Kirsebærstien 112 i Herlev, men havde et eget værelse i Brønshøj og arbejdede på Radiometer, som lå lige i nærheden. De blev dog aldrig gengift.

Emil blev ramt af kræft i maven og efter en smertelig sygdomsperi-ode døde han torsdag den 27. januar 1978 kl. 05,00 på Frederiksberg Hospital og blev begravet på de ukendtes grav på Frederiksberg Kirkegård den 8. februar, efter eget ønske.

Emil, 50 år gammel, med det første barnebarn, Finn,

i 1964

63 år, en alt for ung alder at dø i. En ganske almindelig, ualmindelig skæbne for københavner-drengen Emil afsluttedes.

PS! Inden han døde, vendte han sig til den frelser der havde forvandlet hans liv tilbage i fyrrer-ne.

John Mester-Christensenoktober 2014.

Det sidste foto vi har af Emil, er fra Karlas 60-års fødselsdag i 1976.

13

Sådan husker John sin far:Når jeg tænker tilbage, var det et godt og kærligt hjem jeg voksede op i, med støtte til mit liv og mine interes-ser. Jeg havde stor frihed, og far bakkede mig stærkt op i mit store ønske at blive typograf og i det hele taget også i mine kirkelige tjenester. Han fik mig interesseret i at læse svensk og jeg læste flere af de store svenske forfattere og var vist, i det hele taget, en bogorm, på det tidspunkt i mit liv.Perioderne med alkoholen var dog svære og jeg kan også huske forskellige kedelige episoder i min opvækst, jeg egentlig helst vil glemme. Årene med et stærkt menighedsengagement var rigtig gode år. Da jeg var 11 år tog far os børn med til Rant-zausgade til Tabors søndagsskole. Jeg sad med Karen på skødet og havde en god oplevelse og følte det helt anderledes end jeg var vant til. Da jeg var 12 år gammel, tog jeg imod Jesus som min frelser. Da jeg var 15 blev jeg døbt og nu da jeg er 75, har jeg stadig den samme passion, Som teenager havde jeg sparet penge sammen til at købe min egen bibel og jeg glemmer aldrig da jeg sammen med far gik til boghandleren på Frederikssundsvej tæt ved Brønshøj torv og købte en bibel. Stolt gik jeg hjem med den og far spurgte om han måtte understrege et vers i den. Det måtte han selvfølgelig og det blev Ord-sprogenes bog, kapitel 16 vers 7: ”Når Herren finder behag i en mands færd, får han også hans fjender til at slutte fred med ham”. Jeg har aldrig glemt dette.

Sådan husker Kurt sin far:Min far var en begavet og tænksom mand, der interesserede sig for sprog og læste tykke bøger i sin sparsom-me fritid. Jeg husker fra min tidligere barneår, at min far også var åndeligt interesseret og ofte diskuterede åndelige spørgsmål med kordegnen, Engell, fra Utterslev Kirke. Engang sad de to så fordybet over en samtale ved spisebordet, at et stearinlys fik fat i min fars brylcreme, så hans hår stod i flammer, indtil han selv fik slukket ilden med sin store næve. Den kirkelige interesse betød også, at vi som børn kom i Utterslev Kirkes søndagsskole og børneklubber.Der sidder en stærk erindring i mig fra den tid, hvor jeg stiftede lidt nærmere bekendtskab med Helligånden. Min far havde fået en blodforgiftning, og hans arm var svulmet op, og han havde stærke smerter. En ven fra menigheden kom på besøg, og vennen sagde: ”Enten må vi bede om, at du bliver helbredt, eller også må du gå til lægen”. Min far foretrak at bede, så de bad sammen, og vi børn så til, mens betændelsen gik ud af min fars arm, og han blev øjeblikkelig helbredt for blodforgiftningen. Det gjorde indtryk.

(Uddrag fra bogen ”Talsmanden”)

Efterslægten

John, Karen og Kurt ved Karens 60-års fødselsdag i 2008.Karen døde 8. marts 2010.

14

15

16

17

18

19