englene af ola nilsson

ENGLENE

Tiderne_Englene_P.indd 1 02/07/13 10.38

Af samme forfatter på dansk

Hundene. Roman, 2012


Ola Nilsson

ENGLENERoman

På dansk ved Vibeke Eskesen

TIDERNE SKIFTER


Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København KTlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91

e-mail: [email protected] · www.tiderneskifter.dk

EngleneOversat fra svensk efter „Änglarna“

Copyright © Ola Nilsson 2011Published by agreement with Salomonsson Agency

Dansk udgave:© 2013 Tiderne SkifterForlagsredaktion: Claus Clausen

Sat med New Baskerville hos An:Sats, EspergærdeTryk: Printhouse „POZKAL“, Poland

ISBN 978-87-7973-523-1

Salmen Lær mig o skov at visne glad på siderne 101-102 er skrevet af Adam Oehlenschläger

Udgivet med støtte fra


I


7

DET er ovre. Klokken nærmer sig syv om afte-nen og bussen er her snart. Han vil bøje sig frem og lade skriget han har i sig slippe fri. Tømme sig for fuld udblæsning. Bagefter vil der være tomt og rent. Tavsheden vil fylde tomrummet med sin blide stilhed. Han skal hjem igen til byen hvor det begyndte. Inden varetægtsfængs-lingen, inden retssagen, inden år i fængsel.

Jeg så ingen anden udvej, havde han sagt.En af nævningene tog referat. Men han slap

kuglepennen og så op da Anders talte. Hans øjne var vidtåbne og med pegefingeren skød han brillerne lidt længere op på næsen. Anders troede at det var sympati. Han troede at han i manden havde fundet en som forstod hvad han forsøgte at sige når han svarede på alle spørgs-målene. Nogen som forstod hvad nødvendighed kan indebære. Han troede han havde forklaret sig. Han troede at han havde belyst hvad der var sket og at de nu kunne frafalde anklagen og komme videre.


8

Jeg behøver ingen tilgivelse, men kunne I ikke tænke jer at glemme? Glemme, men aldrig tilgive, sådan tænkte han.

Og han troede at det han så i mandens op-spærrede øjne var tilgivelse og at det åbne var noget godt og at det som var godt også var tilgi-velse. Han så ingen anden udvej. Han forsøgte at tale.

Skriget er der stadigvæk. Han bøjer sig frem og åbner alle sluser. Skriget bor stadig i ham, men han forsøger at tale. Ingenting har egentlig forandret sig.


9

MÅSKE havde han talt i sin tidligste barndom, det vidste han ikke noget om. Han huskede næ-sten ingenting fra den tid og han vidste intet om hvad der var gået forud for den. Men i hele sin ungdom var han tavs og det var hans ungdom der var hans begyndelse. I skolen sagde han al-drig noget og hjemme var han sammen med sine knallerter på gårdspladsen. Hans følelser blev skærpet af at studere en ny toppakning i cylinderlåget inden han skruede låget på igen, lige præcis så hårdt som det var nødvendigt. Han behøvede ingen momentnøgle for at skrue låget så fast at det sad. Når han drejede sidste omgang fortsatte hans nerver gennem topnøg-len og hele vejen ned i pakningen og han stop-pede lige nøjagtig inden det gjorde ondt.

Lugten af brændt knallertbenzin og motor-olie en forårsdag i slutningen af maj forbandt han altid med sommerens komme. Sommeren indebar sådan en forunderlig bevægelsesfrihed. At kunne sidde ude i gården kun i cowboybuk-


10

ser og med korte ærmer og banke bulen ud på en skærm. Hvis man bare banker den ud hur-tigt efter uheldet inden metallet stivner i sin nye form, så går det. Men hvis den har nået at stivne vil den ikke tilbage. Og for det meste er det vin ter.


11

DEN første bil var et stort skridt væk fra knal-lerternes små totaktsmotorer og gjorde følelser-ne endnu tydeligere. Han lærte sig at skille en B20-motor ad og sætte den sammen igen ved at gøre det så mange gange at han til sidst ville have kunnet gøre det med bind for øjnene. På gårdspladsen stod en Volvo 242 som han kendte til mindste detalje. Han havde selv sænket mo-toren ned i den og trukket den på plads. Da han satte sig i førersædet og stak nøglen i låsen begyndte stemplerne at arbejde og han følte dem som sine egne hjerteslag. Han havde holdt dem i sine hænder. Hele bilen havde han skilt ad og han havde set grundigt på hver enkelt del. Metodisk gennemgik han alting – smurte, pudse de og skiftede ud. Bagefter satte han de-lene sammen igen så bilen til sidst gik som han ville have det.

Hvorfor skulle han sige noget mens han gjor de det? Det talte allerede for sig selv. Det eneste han ikke rigtig kunne få til at udtrykke det han ville, var lakken. I lakeringen fandtes


12

der en hemmelighed som han ikke kunne få hold på. Der var et fremmedelement, et strejf af noget som var forskelligt fra alt det andet som havde med mekanikken at gøre. Det lykkedes ikke rigtigt for ham og han var utilfreds med resultatet. Men bortset fra det var bilen upåkla-gelig og samme dag han tog sit kørekort kunne han sætte sig i egen bil, dreje tændingsnøglen og mær ke hjertet slå.

Han pyntede den ikke med det sædvanlige. I stedet holdt han den ren og pæn og det var oven i købet lykkedes for ham at få lugten fra det oprindelige plasticinteriør frem igen. Ingen duftgraner, ingen cigaretrøg, ingen alkohol el-ler sved, som der var i mange af de andre biler i byen. Han holdt af at være omgivet af duftene fra bilens egne materialer, dens naturlige lugt af plastic, skumgummi og nylon.

Inden han startede motoren sad han et øje-blik og nød stilheden inde i bilen. Derefter gled han af sted, ensom og suveræn. Ud fra gårds-pladsen og ned ad den lille vej mod OK-tanken i den nederste ende af byen. De høje kanter som sneploven havde skåret dæmpede alle lyde og kulden fik det til at ryge om hele bilen.

Han kommer ud på hovedvejen i den fjerne-ste ende af byen og lægger OK-tanken bag sig. I bakspejlet ser han hvordan en anden bil ven-


13

der i krydset og kører tilbage ad samme vej gen-nem byen. Raggarrunden. Rundt og rundt, et kredsløb om sig selv, alene uanset hvilken vej man vender og hvor mange ture frem og tilbage man end kører. En lang lige strækning gennem et bundfrossent sumpet område. Til venstre for vejen stikker en del buske op gennem sneen, men derefter tager søen over med sin vidtstrak-te hvide is; til højre rækken af pensionistboliger. Det er det der adskiller den nederste del af byen fra den øverste, den hvide bundfrosne sump og de gamle, som med sikkerhed ved at de snart skal dø. En gammel skillelinje som ikke længere skiller noget fra, bortset fra de gamle hvis liv i forvejen foregår på grænsen. Men det ved An-ders ikke noget om. Han er en del af den nye tid. Han ved ikke andet end at han nu, efter at have passeret pensionistboligerne og isen, kom-mer ind i den øverste del af byen. I bykernen. Boligblokkene dukker op til venstre og lige over for dem på hans højre side ligger ICAs parke-ringsplads og breder sig. Biler står i små skyer af røg og damp uden for Lisas Grillbar og han ser at nogen vender sig om og betragter ham da han glider forbi. Ud af øjenkrogen noterer han sig at de har set ham, at de har reageret på den nye bil, som de sikkert har set blive skabt på gårdspladsen. Nu er den ude.


14

ASFALT, stål, blik, glas. Materialerne er så umå-deligt tæt på deres kilder her, men anbragt midt imellem dem på urfjeldet i skoven er de allige-vel så fremmede, når de er blevet til en bank, et apotek, et postkontor og en grillbar rundt om en stor parkeringsplads som har fået navn efter den fødevarebutik som ligger midt i det hele.

Bussen som kom ind fra købstaden var dæk-ket af et tyndt lag sne, frost og snavs. Men på siderne kunne man alligevel tyde øverste halv-del af ordet godstransport i blåt mod den gule baggrund. Første stoppested var farvehandelen. Bussen vuggede lidt da den standsede og den forreste dør hævede sig og gik op. Føreren krøb ud og gik langsomt om til den bagerste del af bussen, hvor godset var surret fast. Hans ben var let bøjede, havde taget form af at sidde i førersædet dag ud og dag ind og ryggen havde vænnet sig til at den altid værkede. I løbet af den korte gåtur rettede hans ben sig lidt ud for hvert skridt, og da han kom frem til bagagerummet


15

stod han igen opret og hev med et fast tag døren op og skar ansigt da sneen fra døren løsnede sig og faldt ned over ham. I det samme kom farve-handleren ud fra butikken for at hjælpe med at læsse af. De hilste på hinanden og tog hver en af de store grønne plastickasser med Systembo-lagets varemærke. De bar tre til ind.

Kul, ilt, brint. Det klirrer fra flaskerne, som indeholder den væske der tænder folket i byen. Alkohol. I farvehandelen er afdelingen for hjem-mebrændt klemt ind mellem hylderne med ma-ling og kemikalier og hylderne om boligindret-ning. Mellem facade og indretning findes et tom-rum som er fyldt med aktivt kul, likøressen ser og en supergær, som kan få en gæ ring i gang i løbet af tre dage ved den rette temperatur. Bag disken står farvehandleren som en shaman og uddeler det der er bestilt. Og når patienterne går derfra er de i besiddelse af en kraft som enten skal druknes eller tændes af den mirakuløse drik. Flaskerne er til for at lindre deres smerte, trøste dem i sorgen og læge deres sår. Men hvilke konsekvenser kraf-ten får, kan man næsten aldrig vide på forhånd.


englene af ola nilsson

Documents