1

Indhold 1. Sproget er også sansernes, følelsernes og koncepternes medium ................................................ 2

2. Sprog, handling og erfaring er forankret i hinanden .................................................................... 3

2.1 Tegnet er arbitrært, kommunikationen er det ikke ................................................................. 3

2.2 Kroppens feedback på erfaringen .......................................................................................... 6

3. Den neuroaffektive udviklingspsykologi – udviklingen af hjernen i kulturen ............................ 7

3.1 Menneskets afhængighed af det sociale samspil med andre mennesker ............................... 8

3.2 Den funktionelle, ’brugervenlige’ hjerne ............................................................................... 9

4. Et eller flere analytiske metasprog i gymnasiets sprogfag? ....................................................... 11

4. 1 Om den subjektive oplevelse og den personlige ’smag’ i sproget ...................................... 13

4.2 Virkelighedspresset på tekstlæsningen ................................................................................ 16

Litteraturliste ...................................................................................................................................... 19

(20 normalsider af 2100 anslag inkl. mellemrum)

2

1. Sproget er også sansernes, følelsernes og koncepternes medium

Det er en central erkendelse for Dansk Funktionel Lingvistik (herfra DFL), at sprog ikke er et

biprodukt af den menneskelige evolution, men har været og stadig er vores vigtigste middel til

overlevelse (Engberg-Pedersen et al. 2005) (Harder, 2006) (Harder, 2007). Evnen til at tale og

tænke abstrakt har tilsyneladende udkonkurreret vores instinkter som det vigtigste grundlag for at

handle – en udvikling der i et evolutionært perspektiv er gået særdeles hurtigt. De senere år har man

opnået en større indsigt i, hvordan vores hjernes funktion baserer sig på et samspil mellem de ældre

og nyere dele af hjernen, og hvordan hjernens udvikling allerede fra fødslen af afhænger af de

sociale input, den får (Hart, 2009). Michael Tomasello (2005) har vist, at mennesket er født med en

intuitiv og uselvisk interessere i andre mennesker. Udviklingspsykologen Susan Harts teorier kan

forklare, hvordan denne interesse på en gang er fundamental og tillært, samt hvorfor den ikke kun

omfatter bestemte medlemmer af racen, men potentielt kan udfolde sig over for alle, vi stifter

bekendtskab med gennem livet.

DFL har gennem ca. 10 år været en del af den meget brede sprogvidenskabelige

retning, der interesserer sig for sprogets sociale side, herunder hvordan sprog på en gang kan ses

som en betydningsskabende og betydningskonstituerende handling. Hvad er så betydning? Susan

Hart forklarer fænomenet som en slags erfaringer-i-brug, der løbende kombinerer sansning, følelser

og ’rationel tænkning’ og på den måde motiverer og forbereder, men ikke prædeterminerer,

bestemte handlinger (Hart, 2009). Vores komplekse verdensbillede er ifølge Hart afhængigt af den

samtidighed, hvormed bevidste og ubevidste erfaringer konstant understøtter hinanden (s. 47).

Betydning hænger således sammen med hjernens funktion, der hverken skal forstås som et lager

eller en harddisk, men som et netværk. Vi har en ikke en kasse med romantiske følelser og en anden

med matematisk forståelse, som vi kan dykke ned i, når situationen kræver det. Som individer i

gruppefællesskaber er kravene til at handle relevant og hurtigt radikalt forskellige fra andre flokdyr.

Vores afhængighed af gruppen adskiller sig således ved, at hver enkelt individ både er universelt og

individuelt disponeret genetisk fra fødslen, så vores plads i fællesskabet og vores dertil særegne

personlighed (vores neurale netværk) faktisk skabes i samspillet med det fællesskab, hvor

samspillet med primærpersonerne er af særlig vigtighed. Både Hart og de kognitive lingvister

Lakoff & Johnson (1980) ser sproget og kognitionen i sammenhæng med vores subjektive kropslige

oplevelse, der i høj grad udøver feedback på vores mere abstrakte dele af virkeligheden. Derfor kan

både Hart (2009) og Lakoff & Johnson (1980) ses som funktionelt baserede forklaringer af, hvordan

Saussure (1970) tog fejl så vidt, at sociale og kulturelle frembringelser ikke er arbitrære. I

3

overensstemmelse med DFL (Engberg-Pedersen et al. 2005) (Harder, 2006) (Harder, 2007), Susan

Hart (2009) og Lakoff & Johnson (1980) vil jeg derfor foreslå en funktionel definition af begrebet

genre, der overordnet bygger på, at forståelse skal forstås – med en udlægning af Frans Gregersen –

”noget som noget (Gregersen, 2004, s. 70)”. Jeg vil argumentere for, at Gregersens ’som’ skal

forstås dels som forberedelse af handling, dels som individuel akkumulering af positive erfaringer,

også kaldet ’personlig smag’, dels som det funktionelt forankrede virkelighedspres, der ligger på

enhver social og kulturel konstruktion.

2. Sprog, handling og erfaring er forankret i hinanden

Hos DFL (2005) betragtes sprogets udvikling især som et resultat af dets funktion som medium til

handling og fællesskab. Evolutionen, der ledte til sprog, skete ved et samspil mellem hjernen og

kommunikationen, der ændrede menneskeracens overlevelsesbetingelser i forhold til alle andre dyr,

fordi det gradvist blev muligt for os at opfatte og handle ud over, hvad vores instinkter bød os.

Vores adaption betød meget firkantet sagt et tab af fysiske og instinktive spidskompetencer for til

gengæld at kunne indgå i strategiske sociale fællesskaber, hvor individet oplevede følelsesmæssigt

og praktisk at være afhængig af de øvrige medlemmer. I det følgende vil jeg først redegøre for det

strukturalistiske begreb tegn og siden hen for det kognitivt lingvistiske begreb experiential

grounding. De to begreber griber fra hver sin side ind i en grundlæggende debat om sprogets

henholdsvis kulturlige og naturlige forhold til verden. Saussure (1970) og Lakoff & Johnson (1980)

er eksempler på, hvordan arbejdsdelingen mellem lingvistikken og de øvrige humanistiske

discipliner har ændret sig gennem de seneste 100 år. Det er således vigtigt at forstå, hvordan denne

opgaves ’lokale’ problem, etableringen af et funktionelt genrebegreb, indirekte relaterer sig til

sprogvidenskabens opgør med den såkaldte etikettetanke. Et godt sted at starte for at forstå

funktionelle relationer, er Dansk Funktionel Lingvistiks forkortede programerklæring/slogan, der

peger mod sprogets funktionelle basis som værende principielt den samme som for alle biologiske

og sociale fænomener, nemlig at ”man ikke kan forstå enkeltdele uden at forstå på hvilken måde de

bidrager til den større sammenhæng, som de er en del af (Harder, 2006, s. 96).”

2.1 Tegnet er arbitrært, kommunikationen er det ikke

Da lingvistikken trådte frem som egentlig videnskab, gjorde den det via Ferdinand de Saussures

ideer (Saussure, 1970), og som efterfølgende blev kaldt strukturalisme. DFL bygger delvist – som

al sprogvidenskab i et eller omfang gør (Gregersen, 2006) – på strukturalismen. Det oprindelige

skel mellem funktionalister og formalister var mere et skel mellem forskellige strukturalistiske

4

skoler, og DFL skal ikke identificeres 1:1 med førstnævnte, selvom navne som Louis Hjelmslev og

Roman Jakobson stadig er særdeles betydningsfulde for DFL. En vigtig årsag til, at strukturalismen

blev et grundlag for mange forskellige grene – og ikke blot dem som beskæftigede sig med sprogets

underlæggende system i modsætning til den i deres øjne rodede og individuelle sprogbrug – af de

sociale og humanistiske videnskaber, var introduktionen af tegnet og med det ideen om sprogets

arbitrære tilhørsforhold til sin omverden.

For at et tegn kan have sproglig karakter skal det ifølge Saussure have både en

indholds- og en udtryksside (1970). Tegnets mulighed for at indeholde og udtrykke betydning beror

på dets systematiske placering i et system, hvor det udfylder en plads ved at være forskelligt fra de

øvrige tegn. Indholdet ’kat’ kan udtrykkes grafemisk og fonetisk, hvis man forstår reglerne for,

hvordan henholdsvis bogstaver og fonemer kæder sig sammen i større helheder, hvor enkeltdelene

altså fungerer ved at være systematisk forskellige fra de øvrige. Denne tilsyneladende ubesværede

regelbaserede adfærd adskiller ifølge DFL mennesket fra alle andre racer, og hvor kodeordet i den

forbindelse for en formalist er ’regler’ som det, der ligger til grund for adfærden, er kodeordet for

en funktionalist ’adfærd’ til hvilken reglerne står i funktionelt forhold. Det, som lykkedes med

Saussure, og som virkelig var altså en revolution i synet på sprog, var at introducere et samlet

videnskabeligt grundlag for at arbejde med sprog og samtidig bryde grundlæggende med den

uvidenskabelige etikettetanke, hvor sproget med Frans Gregersens ord fortæller ”hvad det flydende

inde i flasken er – øl, vand eller vin, eller noget helt syvende (Gregersen, 2006, s. 17)”. Med

Saussure blev det legitimt at interessere sig for de lingvistiske relationer fx mellem størrelser som

’tyk’, ’rødklædt’, ’mand’, ’fra’, og ’Nordpolen’ uden at skulle besværes af, hvad folk i øvrigt

forbandt dem med.

Konsekvenserne af den tidlige lingvistiks strukturalistiske systeminteresse var ifølge

Gregersen en arbejdsdeling mellem strukturalismen, som de senere formalister, som tidligere nævnt,

byggede videre på, ”og alle de andre videnskaber som beskæftiger sig med alt det der er bag

etiketterne, verden (s. 18).” Saussures succes bestod således meget kort sagt i opfindelsen af et

metasprog, ikke mindst i form af en række begrebspar, hvoraf det todelte tegn er et. DFL har, som

nævnt, også profiteret af denne arbejdsdeling, men hører til den gruppe af lingvister, som ikke ser

en modsætning mellem systembeskrivelser af forskellig art, men sætter dem ind som en nødvendig

forudsætning for at kunne forstå, hvordan de interne sproglige relationer fungerer som en del af

menneskelivet:

5

Sprogets grundlæggende opgave er at træde ind i funktionelle sammenhænge med størrelser udenfor sig

selv. Menneskesproget er specielt ved at være opdelt i smådele der ikke hver for sig kan fungere

udadtil, i forhold til den kommunikative kontekst (grammatiske ord som ’at’, affixer som ’-ede’, og

segmenter som ’f’) – og derfor har disse smådele en relation til den sproglige kontekst som en

forudsætning for at helheden kan få en relation til den ydre, kommunikative kontekst. På begge

niveauer er der således tale om at man forstår sproglige størrelser ved at se hvordan de forbinder

sig med størrelser udenfor sig selv (Harder, 2005, s. 5)

Der kan peges på flere afgørende forskelle mellem diverse strukturalistiske positioner og DFL. En

af de vigtigste er, at hvor strukturalisme indebærer, at systemet ses som styrende for sprogbrugen,

så forudsætter DFL, at sprogsystemet og -brugen er afhængige af hinanden, og at deres samlede

funktion altid sigter mod at få effekt for sprogets omverden – det vil sige for de mennesker, som

bruger det. Den teoretiske forskel giver, ikke overraskende, anledning til forskellige praktiske

analyser.

For eksempel argumenterede Saussure, at hvis sprog virkelig blot afspejlede verden,

så ville fransk og engelsk enten begge have et eller to udtryk for får, som det er tilfældet på engelsk

– sheep og mutton. Når fransk kun har det sidste (mouton), på trods af at deres får ikke er genetisk

forskellige fra de engelske, skyldes det, at sprog er bygget op af mennesker – derfor kan man ikke

regne med nogen former for ’naturlige’ slutninger mellem sprog og verden. Hos DFL lyder

forklaringen anderledes. Når man i England gav dyrene på marken et angelsaksisk navn, sheep, og

dyrene på middagsbordet et normannisk navn, mutton, skyldtes hensynet til den fransktalende

overklasse, der medførte konstruktionen af en række modsætningspar i engelsk efter 1066 (Harder,

2006, s. 99). Svaret på hvorfor, der findes flere udtryk for det samme indhold er dog ikke givet ved

en historisk forklaring alene (det ville være et eksempel på etikettetanken), men kan være en del af

forklaringen. For en funktionalist vil det både være interessant, hvordan sproglige fænomener opstår

og ændrer sig, og vejen til at forstå begge dele, er ved at spørge til, hvad ordene bruges til. I det

tilfælde, at alle engelsktalende folk ophører med at spise fårekød eller vælger at importere al deres

kød og stoppe med eget husdyropdræt, er det fra et funktionelt synspunkt sandsynligt, at

sprogbrugernes behov udtryk for får ville ændre sig og potentielt i længden det engelske sprog som

helhed. Mere basalt kan man bemærke, at franskmændene ikke lader til at have problemer med at

skelne mellem dyret får og fødevaren får på trods af sammenfaldet i udtryk. Så tegnet er ikke mere

arbitrært, end det altid er afhængigt af konteksten.

I sin historiske kontekst var Saussures tegnbegreb med til at frigøre sprogbeskrivelsen

fra både den socialt konstruerede normativitet og kreativitet, der ligger i sprogbrugen (når vi taler

og skriver foretager vi aktive til- og fravalg, som påvirker den vi kommunikerer med på forskellig

vis). Men hvis man ikke kan tilsidesætte ideen om, hvorfor sprog nødvendigvis må være både

6

rigtigt, sandt, formfuldendt, æstetisk udfordrende og underholdende og meget mere, så finder man

aldrig frem til præcis, hvordan det er, og ikke er, tilfældet. Når det kan lade sig gøre at elske sprog,

men samtidig hade grammatik, skyldes det en historisk betinget dobbelt misforståelse om, at

formålet med sprogbeskrivelse som skulle være som middel til præskription. For det første var det

faktisk sådan, at man gennem flere hundrede år studerede og underviste i sprog med henblik på at

læse bestemte værker – med religiøse kanontekster som de vigtigste – på bestemte måder. Til denne

overbevisning hører, at sprog bliver et middel for, hvad der er eviggyldigt sandt, og dermed bliver

grammatik til et redskab til at nærme sig det sande. Anden del af misforståelsen består i, at vi endnu

ikke har fundet et tilfredsstillende alternativ til denne sandheds- og rigtighedsjagt, hvilket fx kan

illustreres ved, at de fleste danskere sandsynligvis forbinder grammatik med kommaregler førend de

forbinder det men sproglig variation. Et nærliggende nutidigt eksempel er professor i sociolingvistik

Jens Normann Jørgensens begreb, ’de sure gamle mænd’ (Normann Jørgensen & Quist, 2008),

gennem hvilket han adresserer dem, som på forskellige måder promoverer en præskriptiv holdning

til sprog helt generelt. Når Jørgensen ikke har formuleret sit begreb som ’de omsorgsfulde og

lidenskabeligt optagede konservative sprogbrugere’ kan det udlægges som et udtryk for det samme

følelsesmæssige engagement i sproget som hos de sure gamle mænd – på trods af at Jørgensens

holdning indholdsmæssigt er den diametrale modsætning til den, han kritiserer. Så når man siger, at

sproget er arbitrært, følger det ikke, at det ud over sine systemkvaliteter er ligegyldigt for den

menneskelige eksistens. Blot at vi ikke kan sige noget sammenhængende meningsfuldt om sprog

eller sproglige sammenhænge uden at have et armslængdeprincip inde over beskrivelsen således, at

det bliver klart, hvordan sproget faktisk griber ind i menneskelivet og ikke kun, hvordan vi føler,

det gør. Sprogbeskrivelse handler ikke om at vælge mellem neutralitet eller følelsesmæssig

indlevelse.

2.2 Kroppens feedback på erfaringen

At tegnet er arbitrært er væsentligt, fordi det tillader os at have systemer, der kan anvendes af alle

(grammatik og fonetik), og som kan frembringe endog meget detaljerede betydninger. Effekten

afhænger dermed både af ens evne til at strukturere de interne sproglige dele, men også af, at de

som tales eller skrives reagerer på det. Anderledes konkret fremstiller Lakoff & Johnson (1980)

vores subjektive oplevelse af virkeligheden, der ifølge dem trækker på alle vores forskellige

erfaringer og koncepter for at skabe sammenhængende heler, vi kan relatere til. Og i modsætning til

de arbitrære tegn, er der her tale om ufravigelige mentale størrelser, der danner basis for vores

sproglige konstruktioner. Denne proces kaldes med et begreb for experiential grounding. Lakoff &

7

Johnson har vist, at vores brug af metaforer afhænger af vores rent fysiske oplevelse af at have en

krop (Ibid.), og det i sådan en grad, at vi, siger de, slet ikke kan forstå metaforer uden at forstå deres

erfaringsmæssige basis (s. 19). Lakoff & Johnsens resultater passer ind i den hidtil beskrevne

funktionelle sammenhæng mellem sproget og hjernens funktion (som beskrives i Del 3) til at

repræsentere virkeligheden, idet de også ser de feedbackmekanismer, der findes mellem

metaforbrugen og deres indhold. Fx kan vi ikke forstå kulturelle værdier uden at se dem i forhold til

de metaforer, de indgår i (s. 22). Forståelse – af både sandhed og virkelighed – er en konstant

igangværende kreativ proces (s. 231). Fantasi må i forhold til metaforbrug forstås grundlæggende

som en rationel aktivitet, fordi vi kreativt ser på en erfaring ud fra en anden (s. 235).

Her skal Susan Harts teorier så introduceres. For at forstå, hvordan Hart danner bro

mellem Saussures tegn og Lakoff & Johnsons experential grounding, skal man se på, hvordan

hjernens på en gang plastiske og elastiske struktur, på den ene side tillader os mennesker at

systematisere vores interaktion med verden via vores nyeste hjernedele, men ikke uden – via de

gamle dele – at knytte følelser til de abstrakte forestillinger og kulturelle frembringelser. På den

anden side kan Hart forklare, hvorfor vi ikke kan fravælge, som det også er Lakoff & Johnsons

pointe, at forstå kulturværdier ud fra metaforer, og hvorfor sådanne processer er delvist skjult for os.

Overordnet skyldes det behovet for at handle effektivt. Vores sociale navigation kan evolutionært

set ikke alene afhænge af vores relativt langsomme nye hjernedele, men må i forhold til en række

vigtige funktioner også bero på de ældre deles mere dyrisk instinktive mekanismer.

3. Den neuroaffektive udviklingspsykologi – udviklingen af hjernen i kulturen

Susan Hart siger i forordet til sin bog Den følsomme hjerne (2009), at den:

”… fokuserer på de dele af hjernen, som er vigtige for vores mulighed for at gå i samspil med

hinanden, for personlighedsudvikling og for vores følelsesmæssige liv. Den forsøger at give en

forståelse af, hvordan menneskets unikke hjernesystem er i stand til at udvikle den form for

indlevelse, mentalisering og refleksion, der bl.a. giver os mulighed om fortid og fremtid og leve os

ind i alt fra mellemmenneskelige relationer til etik, kunst og æstetik (14).”

En vigtig del af Harts grundlag for at påstå ovenstående hviler på Paul MacLeans model af den

triune (tredelte) hjerne, hvis tre dele både er adskilt og sammenhængende, og hvis samlede funktion

netop skal ses i lyset af hjernens evolution, der både giver os en del hjernemæssige ligheder med

krybdyr og aber, men også i kraft af neocortex tillader os det ingen dyr kan: at tænke abstrakt.

Hjernen er funktionelt forbundet til kroppen og til miljøet, fordi miljøets input aktiverer tænkning,

men samtidig også sansning og følelsesmæssig aktivitet. Vores subjektive erfaring er funktionelt

8

forankret i det fællesskab, vi indgår i. Deraf følger af vi firkantet sagt forbinder erfaringer i

fællesskabet med positive eller negative følelser, hvilket tillader os at navigere hurtigt og effektivt.

3.1 Menneskets afhængighed af det sociale samspil med andre mennesker

Fra starten er vi ”født til at deltage i hinandens nervesystem” citerer Hart spædbørnsforskeren

Daniel Stern for (Hart, 2009, s. 18). Vores neurale system er således indrettet på at udvikle sig i

forhold til de input, det modtager lige fra første færd. Vores gener er unikke, men miljøets

indvirkning har afgørende vægt for, hvordan personen håndterer de gode og dårlige ting, der følger

med dem. Hvis et barn er født med større modtagelighed over for psykiske skadepåvirkninger kan

det ændre samspillet med primærpersonerne, og dermed er barnet reelt fra starten dobbelt belastet,

men visse genetisk arvede personlighedsforstyrrelser, fx skizofreni, vil ofte kun udfolde sig i et

dysfunktionelt miljø (s. 20), ligesom genetisk risiko i forhold til kriminalitet også har vist sig at

være miljøbetinget. Der er ingen studier, der tyder på, at specifikke adfærdsmønstre nedarves (s.

22), og derudover vil generne aldrig i detaljen kunne forklare en persons personlighed, fordi antallet

simpelthen for lille til, at det i detaljen kan styre hver eneste af de milliarder af neurale forbindelser

(s. 19). At lære at køre på cykel, at være stofmisbruger eller bruge en mobiltelefon kræver alt

sammen øvelse, og ingen kan lære at mestre nogen af de tre ting uden hjælp fra andre.

Mere basalt gælder det, at hvis et spædbarn oplever sult og angst, vil det hæmme

barnets tidlige leg – både den dygtige skakspiller og svagstrømsingeniør må starte her. De første år

er i det hele taget afgørende for udviklingen af barnets personlighedsfundament. Her spiller de

primære omsorgspersoner en særlig rolle ud over, hvad det indebærer at være almindelig støttende,

indlevende og tryghedsskabende. En omsorgsperson, måske oftest moderen, vil således have direkte

indflydelse på, hvordan barnet emotionelt håndterer de indkommende input, hvad der også kaldes at

regulere arousalniveauet (s. 20). Alt i alt kan både H. C. Andersen og Henrik Pontoppidan siges at

have taget fejl i deres litterære fremstillinger af forholdet mellem arv og miljø i henholdsvis Den

Grimme Ælling og Ørneflugt (http://www.toender-gym.dk/, 2011). De bedste gener i verden sikrer

ikke, at mennesker bliver socialt kompetente aktører, og hverken det bedste eller værste miljø kan

afværge, at medfødte træk på bestemte tidspunkter i et barns udvikling vokser frem og bliver

integreret som en del af barnets adfærdsmønster. Den måde, vi som forældre taler til vores

spædbørn på, modificerer således den arbitrære forbindelse mellem udtrykket og indholdet i tegnet,

fordi indholdet er ligegyldigt, da barnet ikke forstår det, men udtrykket er ens for mange forældre:

9

Vi taler til barnet med en særlig stemme, som er reserveret til små børn, og barnet reagerer positivt

på det, og således opnår vi indflydelse på hinandens nervesystem.

3.2 Den funktionelle, ’brugervenlige’ hjerne

Hart forstår overordnet den tredelte (se desuden opstilling for de enkelte dele) hjerne som:

… tre forskellige, men forbundne computere, som hver især har sin egen intelligens, sin egen

subjektivitet, sin egen fornemmelse af rum og tid, sin egen hukommelse, motoriske funktioner…

Selvom de tre hjernestrukturer er tæt forbundne, kan hver hjernestruktur fungere delvist uafhængigt.

Grænserne mellem de tre strukturer er dog ikke klart markerede, og det kan være vanskeligt at

afgrænse en funktion til udelukkende at befinde sig i en enkelt hjernestruktur (Hart, 2009, s. 25).

Hart understreger i forlængelse af neurofysiologen Antonio Damasio, at hjernens funktioner har

udviklet sig sammen. Naturen ”har bygget logikkens og rationalitetens strukturer ikke kun oven på

strukturer, men også ud fra og sammen med dem (s. 28).” Derfor kan vores følelser frembringe

tanker og vice versa. På grund af den tætte sammenvævning er det sandsynligt, at vi ikke kan føle

uden at aktivere kognitive processer. Men det gælder netop, at der ikke er tale om ensvejsprocesser,

men netværksprocesser. Derfor er der heller ikke nogen følelser, der ikke udløser en fysiologisk

Krybdyrhjernen

•instinktstyrede funktioner

•primitive reflektoriske følelsesmæssige reaktioner, såsom søgning, visse aspekter af angstadfærd, aggressioner og seksualitet

•kan arbejde uafhængigt af de øvrige dele i hjernen

Den ældre patterdyrhjerne

•sociale følelser

•hukommelse

•mulighed for at indlære følelsesmæssige reaktioner - hvilket især har betydning for kommunikationen med artsfæller

•kan arbejde uafhængigt af den nye pattedyrhjerne

Den nye pattedyrhjerne

•bearbejder mentale og kognitive rationaler

•muliggør sprogfunktionen

•sammenfatter og skaber mening i sanseoplevelserne

•muliggør et komplekst følelsesliv: En følelse udvides med det, der tænkes om den

•muliggør abstrakt tænkning, herunder dannelsen af abstrakte fiktive verdener, hvor følelsesmæssige værdier er relateret til den virkelige verdens fænomener

•muliggør at have følelser om ideer, kunst og symboler, samt at kunne forestille sig, hvad andre føler

•at lægge strategi og tænke langsigtet

•gør det muligt indholdsmæssigt at bearbejde de i den ældre pattedyrhjerne skabte fornemmelser af lyst, frygt, sorg

10

eller en adfærdsmæssig konsekvens, og måden vi reagerer på kropsligt virker tilbage på vores

følelsesmæssige tilstand.

Hjernens kredsløb kan alle som en ændres ud fra to former for erfaring: Gennem

association eller gennem, som behaviorismen tillagde absolut vægt, klassisk betingning –

henholdsvis at undgå og søge mod, hvad der mishager og behager os. Når der skabes neurale

forbindelser, når vi erfarer noget, sker det direkte ud fra, hvordan forbindelserne aktiveres. ”De

specifikke informationer, som udledes af erfaring, bliver indarbejdet i hjernens strukturer (s. 31).”

Man skal forstå denne sætning ud fra to procesmetaforer for, hvordan hjernen som materiale ændrer

sig, i forbindelse med informationsbearbejdning generelt: Plasticitet og elasticitet (Ibid.). Hjernens

overordnede funktion kan ud fra en grundlæggende darwinistisk betragtning for ethvert dyr siges på

kort sigt at være overlevelse og på langt sigt selektion gennem adaptation. Derfor er det hverken

hensigtsmæssigt hele tiden at lade nye input styre ens handlinger, men på den anden side kræver

menneskeverden konstant tilpasninger af forskellig art – man skal både forstå hvad trafik og skoler

er for at deltage succesfuldt i menneskelivet. Men tilpasningsdygtigheden er ikke udelukkende et

gode, fordi det udviklingspsykologisk betragtet gør os sårbare hele livet, om end i særlig grad i de

tidlige år. Sårbarheden skal både forstås med henvisning til de basale behov spædbarnet skal have

opfyldt i relationen med sine omsorgspersoner, men også i forhold til, hvad vi kulturelt lærer at

sætte pris på og knytte os følelsesmæssigt til. De kulturelle mønstre, vi tager med os, kan risikere at

gøre det vanskeligt for os på bestemte tidspunkter i livet, når vi skal omgås nogen eller foretage os

noget, der er meget fremmed fra, hvad vi har vænnet os til (Ibid.). Fx var det for ikke så mange år

siden almindeligt som ny universitetsstuderende at aflære sig sin dialekt som del af sit studie (Inge

Lise Pedersen, personlig kommunikation).

At mennesker over hele kloden og under meget forskellige ydre vilkår har været i

stand til at overleve og få børn, skyldes altså, at hjernen belønner erfaring på en sådan måde, at det

som et menneske interagerer med, bliver hjernen en slags ekspert i at genkende og handle ud fra.

Fysiologisk viser udviklingen af indlærte evner sig ved en fortættelse af nerveceller i hjernen. Et

studie har fx vist en udvikling over seks måneder i hjernen hos nye taxachauffører i det område, der

har at gøre med evnen til at finde vej. Mere grundlæggende er tiden fra fødsel til 2-årsalderen hvor

40 % af synapserne reduceres, mens de ofte brugte og trænede dele af hjernen specialiseres og

styrkes. Hjernen er først færdigudviklet ved 20 – 23-års-alderen. Barndommen kan i bogstavelig

11

forstand ses en ramme for alle senere erfaringer – den voksnes erfaringer relaterer sig på den måde

mindre til rammen og mere til adfærden (s. 34).

Med hjernen som perspektiv kan man konkludere, som det også er tilfældet med

sproget, at den menneskets sociale og kulturelle verden stadig hænger tæt sammen med de tidligere

stadier af menneskeracens evolution, og at årsagen til menneskets succes synes at være forbundet

med det, som også er vores største svaghed: Vores afhængighed af hinanden. Der er intet arbitrært

over vores sanse- og følelsesudtryk, over formålet med vores kommunikation eller over vores

hjernes funktion. Alle disse ting peger lige præcis på, at mens vi som mennesker er bygget til at

kunne tilpasse os forskellige miljøer og kulturer, så medfører det ikke, at vi kan fokusere

udelukkende på vores intellektuelle kapaciteter på bekostning af vores sanser og følelser. Vores

virkelighed har den form, den har, fordi den på en gang bygger på vores genetiske forudsætninger,

og det miljø vi opdrages i.

4. Et eller flere analytiske metasprog i gymnasiets sprogfag?

Hvis man ser på nedenstående eksempel på, hvordan humanistisk videnskabsteori udlægges i

gymnasiet, forstår man også, hvorfor det kan være vanskeligt at få mennesker til at interessere sig

for grammatik, hvis de ikke lige kan genkende det som noget, de selv har skabt.

Naturen har vi ikke selv skabt, og selv om vi er en del af naturen med vores krop, er vi også hævet

ud af naturen og står fremmed over for den, når vi iagttager den, beskriver den og forklarer den i

vores selvopfundne sprog. De humane videnskaber beskæftiger sig med noget, som vi selv har skabt.

Det være sig sprogene (talte og skrevne), tekster fra alle tider og af alle slags og på alle slags

sprog, billeder, bygninger, kunstværker af alle slags (sten, toner, farver, ord) etc. Vi kender

dybest set ikke naturen, fordi den ikke er vores eget værk, men vi kender dybest set ethvert

artefakt, menneskeskabt værk, fordi det i princippet kunne være lavet af os selv (http://www.egaa-

gym.dk/, 2011).

Man kan afvise citatet fordi det er plukket ud af en kontekst, enestående eller blot forkert. Men fra

et funktionalistisk perspektiv er det interessant, fordi det demonstrerer en holdning til sprog, der

sidestiller det, ikke bare med tekst, men også med vaser, malerier, nipsgenstande og make-up på

baggrund af, at alle de ting angiveligt ”kunne være lavet af os selv.” Over for står naturen som

noget uden for os selv, noget vi ikke har umiddelbar adgang til. Det metasproglige kodeord for

humaniora kan her siges at være skabelse. Sprogets rolle ses i den forbindelse som det, der

beskriver og forklarer enten selvskabte eller naturlige fænomener. Men sproget er kunstigt og

dermed utilstrækkeligt. Det ses, når der først redegøres for den hermeneutiske cirkel, der udlægges

som den humanistiske metode, og dernæst for de tre såkaldte taksonomiske niveauer.

12

I sagens natur, kan der ikke eksistere en endegyldig fortolkning, da den ståplads, man fortolker ud

fra, hele tiden er i forandring - en tekst fra forrige århundrede læses med andre øjne i dag, end

den gjorde dengang (Ibid.).

Og lidt længere nede:

Laveste taksonomiske niveau:

Her gør vi rede for et objekt ved hjælp af beskrivelse, resume, genrebestemmelse osv.

Mellemste taksonomiske niveau:

Her afdækker vi objektets virkemidler ved hjælp af forskellige analysemetoder som fortælleranalyse,

miljøanalyse, kompositionsanalyse, billedsprogsanalyse og meget andet.

Højeste taksonomiske niveau:

Her samler vi vores analytiske betragtninger i en fortolkning, hvor vi afdækker objektets egentlige

udtryk og budskab. Det er også her, vi giver en begrundet vurdering af det objekt vi har analyseret

(Ibid.).

Hvordan, den hermeneutiske cirkel kan indgå i de tre taksonomiske niveauer, nævnes ikke. Til

gengæld er det interessant, at man ikke skelner mellem beskrivelse og bestemmelse og resume. Det

fremgår, at det er muligt at bestemme noget uden at analysere det, men at det først er på det højeste

niveau, at det egentlige udtryk og budskab kan afdækkes. Der lader til at være metodiske problemer

med at afdække, hvordan man når fra sit udgangspunkt, til analyse, til resultat og frem til en

konklusion, når man ikke behøver at begrunde sine valg på det laveste og mellemste niveau. At

bestemme noget bliver fremlagt som en grundlæggende forskellig proces fra det at analysere noget,

og fortolkningen bygger alene på analyserne, ikke på bestemmelserne, men indebærer alligevel en

vurdering af objektet, ikke af analyserne. Løsningen på problemet kan dog aldrig være at fastlægge

en for alle fag gældende fuldstændig stringent fremgangsmåde med bestemte analyseelementer, der

altid optræder i bestemte rækkefølger. Det stemmer ikke overens med hverken kompetence- eller

dannelsesbegrebet. Derfor kan roden af problemet heller ikke være en enkelt gymnasielærers

forvildelse, men må hænge sammen med, at mængden af tilgængelige metasproglige redskaber

langt overskrider summen af deres samlede nytteværdi. Humaniora i gymnasiet kan på den måde

sammenlignes med et skur, der er fyldt med legetøj, værktøj og haveredskaber, der alle har været

brugt på et tidspunkt, men nu er blandet sammen, så man ikke kan være sikker på at finde de rigtige

ting, når man skal bruge dem. Det er uheldigt både i undervisningen, men også fremadrettet. Hanne

Leth Andersen (2005) understreger i en kronik i Sprogforum om sprogundervisningens tilstand

vigtigheden af at skabe sammenhæng mellem, hvad lærerne kan, og hvad eleverne skal kunne bruge

deres viden om sprog til.

Det skal være tydeligt hvad vi uddanner de studerende til. Det skal være tydeligt hvilke kompetencer

der arbejdes frem imod på de humanistiske sprogfag og på de merkantile sprogfag. Det skal være

tydeligt hvilke kompetencer en sprogunderviser skal have og hvilke kompetencer en sprog- og

kulturekspert skal have. Og hvordan de opnås. Det handler om fagdidaktik og det er ikke forbeholdt

ungdomsuddannelser og seminarier (s. 7)

13

Et skur kan på samme måde som et sprogfag indeholde forskellige ting, men hverken brugerne af

skuret eller sprogfaget vil stille sig tilfredse med fri adgang og i øvrigt bare at kunne komme og gå,

som man lyster. Både skuret og sprogfaget mister deres funktion, hvis ikke deres måde at opbevare

indholdet på gør det nemmere for brugerne at komme til det, end hvis det lå alle mulige andre

steder. Men da både skuret og sprogfaget også indeholder ting, man ikke ved hvad man ellers skulle

gøre af, så er funktionen som handlingsforberedende rum i fare for i længden at gå i opløsning. For

på et tidspunkt bruger man en økse som hammer, for hammeren lå helt inde bag ved, og man lader

ungerne lege med et sjippetov, der er gået i stykker, for man kunne ikke lige finde det nye og så

videre… Metaforen giver naturligvis kun begrænset mening, men den vigtigste pointe er stabil nok:

Når vi står over for et tilsyneladende kaos, som vi er dømt til at indgå i, så gør vi det, men ikke uden

frustration, tidsspilde, sidsteøjebliksbeslutninger til følge, og både brugerne af skuret og sprogfaget

lærer hurtigt at forudsætte disse ting som en del af den aktivitet, det er, at forsøge at fat i indholdet.

Hvad der skal være i et godt skur afhænger af, hvad det skal bruges til. Det er ikke

ligegyldigt, om det er beregnet til værksted, opbevaring eller midlertidig soveplads. Og selv hvis

man insisterer på, at alle tingene i ens propfyldte skur er lige vigtige, fjerner det ikke behovet for at

rydde op en gang imellem. Det er netop en funktionel pointe, at det er tingenes sammenhæng, der

afgør værdien af enkeltdelene. Og i forhold til at definere genre på et funktionelt grundlag betyder

det, at definitionen aldrig kan blive et spørgsmål om sprog versus litteratur, selvom kampen mellem

grupperingerne af og til føles præcis sådan. Det handler derfor i en gymnasiekontekst dybest set

ikke enten om lærerne, om faget, om eleverne eller om genre, men om hvilket grundlag vi forestiller

os, at vores unge mennesker bedst lærer sprog i og efter gymnasiet. Så hvis det kræver en større

efteruddannelse af mange sproglærere og en udspaltning af diverse samfunds-, litteratur- og

kulturelementer af sprogfagene for at optimere sprogkompetencerne i befolkningen, så er man både

i dannelsens og kompetencernes hellige navne tvunget til at overveje disse ting. Hvis man ikke

klipper sin hæk, går det på et tidspunkt ud over naboens udsigt. Hvis man ikke har styr på sin

sprogundervisning, så går det ud over alle de aktiviteter, vi bruger til sprog til – og det er mange!

Her skal det handle om, hvordan man kan ordne en sektion af skuret: Den med genreredskaberne.

4. 1 Om den subjektive oplevelse og den personlige ’smag’ i sproget

Funktionelt står smag i relation til genre og andre samle- og mængdebegreber, der siger noget om

feedbackmønstre i betydningstilskrivelse, fx: stil, personlighed, identitet, karakter, type, slags,

kvalitet, hvilket er en del af Lakoff & Johnsons pointe om, at betydning beror på vores evne til at

14

skabe sammenhæng mellem erfaringer og koncepter, ikke på subjektiv eller objektiv sandhed

(Lakoff & Johnson, 1980, s. 229). Hvis vi hører et rygte om en, vi kender sporadisk, kan vi godt

meningsfuldt sige, at han ikke er typen til at male graffiti uden at have en tilbundsgående forståelse

af hverken den unge mand eller hvilke typer, der maler graffiti, hvis vores karakteristik af forskellen

på manden og graffitityperne er tilstrækkelig meningsfuld for de tilstedeværende. At man så ofte vil

afklare lige netop, hvordan ’ikke er typen’ skal forstås, understreger kun, at vores behov for at

skabe betydning og afklare forståelse kommer sig af et behov for at kunne handle hensigtsmæssigt

og ikke af et logisk drevet behov for at have styr på verden. Med få ord og mærkater kan vi

karakterisere ethvert fænomen, men uden samtidig at gøre vold på os selv, genstanden eller

situationen så vidt, at vores tilskrivning eller afklaring af betydning er nok i sig selv, idet det knytter

vores erfaring og konteksten sammen på tilfredsstillende vis. Hvis ikke vores erfaringer fungerer i

konteksten, fremstår vi uøvede eller usikre, og hvis vi i modsætning til vores erfaring ikke kan finde

ud af at indgå i en ellers kendt kontekst, så vil vi opleve at blive overraskede eller måske ligefrem

chokerede. Med andre ord: Vi forventer, at verden også hænger sammen lige om lidt.

Denne særlige evne, der ligger i den menneskelige biologi og socialitet, gør dog også,

at vi ofte befinder os i situationer, hvor andre karakteriserer vores personlighed og intentioner

metonymisk. Og her bør man være præcis med at forklare, hvordan der er forskel på at være

hiphopper, have et hiphoplook, en hiphoplyd (inden for musik) eller benytte et hiphopregister. At gå

i hiphoptøj er efterhånden et mainstreamfænomen, der ikke direkte kan forbindes med bestemte

sproglige, sociale eller kulturelle træk i øvrigt. Det betyder dog ikke, at vi bliver forvirrede over, at

forskellige mennesker benytter hiphoprelaterede træk som en del af deres identitet. Den subjektive

erfaring stemmer derfor heller aldrig helt overens med den personlige smag, for hvor erfaringen er

med til at konstituere virkelighedsoplevelsen og derudaf styre vores handlinger, så er den personlige

smag altid indlejret socialt. Det, der er smart i Tåsinge, er det ikke nødvendigvis i Lejre. Den

personlige smag adskiller sig fra erfaringen ved først og fremmest at være diskursiv, for det er først

i det øjeblik, at nogen bemærker ens handlinger som udtryk for ’smag’, at der kan være tale om det.

Men den gode smag er ikke mere arbitrær, end vi opbygger smag inden for musik, tøj, måder at tale

på, fritidsbeskæftigelse, politik med mere, fordi vi med Susan Harts pointe (2009), akkumulerer

positive erfaringer med at udføre bestemte handlinger i afgrænsede sammenhænge, hvoraf nogle

ligefrem får status af personlige træk. Begrebet forfængelighed bruges til at beskrive sammenhænge

mellem personlig smag og den opmærksomhed, man tillægger diverse former for smag udadtil.

Socialpsykologiske forsøg har vist, at vi under visse betingelser tildeler vores egen forestilling om

15

både vores synlige ydre (Gilovich, Savitsky, & Husted Medvec, 2000) og vores indre oplevelse

primat i forhold til andres opfattelse (Gilovich, Husted Medvec, & Savitsky, 1998). Denne

påviselige divergens mellem vores subjektive opfattelse af os selv, vores ide om hvordan vi

påvirker andre på bestemte måder, og andres opfattelse af det samme, viser, at teorier, der går ud

fra, at sociale og kulturelle forståelser enten opfattes fuldstændig individuelt eller er ens for alle

involverede parter, er forkerte. Både subjektive erfaringer og personlig smag kan kun komme i

stand gennem interaktion, men den funktionelle forankring er ikke ens for de to ting. De subjektive

erfaringer har vi akkumuleret fra vi er helt små, hvor personlig smag har udviklet sig i takt med, at

vi har lært, hvad det vil sige at foretrække noget frem for noget andet fx legetøj og mad i en tidlig

alder og Adidas-tøj og blondiner i en senere. Måden vi kan tillægge os selv smag er altså også en

del af en udvikling, der igen med henvisning til Harts både/og-position kan siges både at være

foranlediget af de erfaringer, vi samler op i interaktionen (”ej hvor ser du smart ud!” eller, hen over

hovedet på dig, henvendt til din mor: ”skulle hans skjorte ikke have været strøjet?”), men også på,

hvordan vi er disponeret til at være gode til nogle ting, som vi så kan udvikle smag for, samt i hvor

høj grad vi er motiveret til at lave om på vores overbevisninger, herunder smag, i forhold til ’den

person’, vi var tidligere.

Det eksistentielle rum, det vil sige den måde vi kan bruge vores erfaringer til at styre

vores adfærd, og som findes mellem de subjektive erfaringer og den personlige smag kalder jeg for

de generiske forventninger. Jeg forstår rummet som både bevidst og ubevidst, subjektivt, socialt og

kulturelt foranlediget. Begrebet dækker over vores erfaring med vores egen hjernefunktion under

bestemte omstændigheder, der får os til at sige: Jeg elsker spaghetti med kødsovs, men jeg hader at

flyve – og jeg undgår personer med voldsomt temperament, jeg tænker bare ikke over det. Og

yderligere: Jeg anser visse fænomener for at være normale og typiske og visse for at være sjældne,

men hvorvidt de også er det, afhænger af situationen og de øvrige tilstedeværende. De generiske

forventninger er funktionelle i den forstand, at vi kun har dem, fordi vi har haft brug for dem.

Derfor er litterære genrer også specielle udgaver af disse forventninger, men det er ikke litteraturen,

der afgør genren, men soliditeten af den erfaring, en læser kan få ud af en tekst.

Uden en funktionel forankring risikerer sociale og kulturelle fænomener at blive transmogriffet

(transformation på imaginært grundlag, men med ontologisk status – se nedenstående Steen og

Stoffer-stribe (Watterson, 2011)) således, at de synes at være gjort af det samme materiale inden for

rammerne af de samme processer: At have tekst som basis for såvel tekstproduktion som

16

tekstlæsning giver både problemer med at forstå både form og indhold. Analytisk påviselig

regelmæssighed bliver et spørgsmål om de interne analytiske størrelsers overensstemmelse, ikke om

deres relation til verden. Det gør især tekstanalytikeren, men også læreren og eleven, der i nogen

grad forsøger at efterligne ham, blind for den ufærdighed, midlertidighed og variation, der særligt

præger den sociale og kulturelle verden i forhold til den biologiske og fysiske. Overfladiske

personlige relationer, hurtigt skrevne og læste mødereferater, sociale pligthandlinger, fesne

scorebemærkninger, amatørskuespillere, uengagerede lærere, dårlige vejledningsforløb, og et

ukendt antal læringsrelaterede handlinger og produkter findes alt sammen i den virkelige verden,

fordi de er tilstrækkeligt betydningsfulde til, at de giver mening i konteksten. I modsætning til deres

plads i tekstanalysen, kan de i virkeligheden ikke reduceres til et spørgsmål om definition af kvalitet

baseret på deres relation til litterære begreber som personer, relationer, steder, handlingsforløb,

forfattermening, fortællervinkel, genre, register, litteraturhistorisk periode, intertekstuelle

referencer m.fl.. At disse begreber er relevante i litteratursammenhæng, er ikke hvad der kritiseres.

Det er, at indholdet i litterære værker først og fremmest relateres til disse størrelser og fraholdes

respons med andre mulige fortolkningsgrundlag, hvoraf sprog er det vigtigste. Men hvis man netop

læser tekster med et bestemt formål eller ud fra bestemte fordomme om teksttypen, forfatteren eller

lignende risikerer man at bytte om på forholdet mellem sprog og litteratur. Og så risikerer man at

forstå fænomenet Woody Allen-film som en slags film, der er intimt forbundet med enten en bestemt

skuespiller eller med en række teksttræk. Dermed overser man Woody Allens plads i virkeligheden.

4.2 Virkelighedspresset på tekstlæsningen

Opgavens problem var ambitionen om at etablere et funktionelt genrebegreb. Muligheden blev først

udforsket ud fra forholdet mellem sprogets udtryk og indhold, dernæst fra forholdet mellem

virkelighedsoplevelsens kropslige base og sprogets mulighed for at grounde abstrakte størrelser

17

herpå. På den baggrund blev hjernens evne til at producere, sortere og anvende betydning inddraget,

og dens afhængighed af interaktionen mellem sit subjekt og dennes artsfæller understregede, at

menneskets sociale interaktion ultimativt sker ud af nødvendighed. Dernæst gav jeg et eksempel på,

hvad en manglende funktionel forankring kan afstedkomme af konsekvenser for humaniora.

Endelig formulerede jeg begrebet generiske forventninger som et socialt, kognitivt og kulturelt rum

for handling, hvis interne logik altid udspringer af det subjektivt og socialt motiverede behov for at

handle hensigtsmæssigt i forhold til konteksten. Jeg argumenterede derfra, at man også skal tænke

på sprogfag ud fra konkrete behov og så planlægge ud fra det. Jeg vil her konkludere på, hvorfor

litteratur bør forstås som en form for sprog i modsætning til tekstproduktion og tekstkonsumption

ud fra den funktionelle pointe, at sproglige kompetencer kræver et dannelsesmæssigt indhold, der

skal forstås som et indhold, der tydeliggør og motiverer både, hvordan sproget er en central del af

livet generelt, men også hvordan bestemte sproglige størrelser og sammenhænge mere specifikt er

en del af learnerens eget liv med den særlige sociale og kulturelle konfiguration, det indebærer. En

del af opgavens formulerede problem indebar Frans Gregersens pointe om forståelse som stående i

et afhængighedsforhold til vores tidligere erfaringer, vi forstår noget som noget. Nedenstående figur

illustrerer min forståelse af generiske forventninger som de funktionelle koblinger, der findes

mellem vores subjektivt og socialt tilegnede erfaringer, vores relationer, sprog og kultur.

Jeg konkluderer derfor i forlængelse af de argumenter, der er givet ovenfor, at vi – uanset social og

kulturel indlejring – aldrig grundlæggende kan lave om på forholdet mellem sprog og tekst, nemlig

med sproget som grundlag for teksten uden at gå glip af afgørende indsigter i forholdet mellem

sproget og verden. Når Bibelen kan være interessant for en ateist, er det fordi den gennem lang tid

Kultur

Hjerne/Krop Sociale

relationer

Sprog

Betydning/Forståelse

18

nu har haft en plads i folks liv, sprog, og bevidsthed. Ikke fordi den er et flot eksemplar på en

kanonisk tekst eller fordi den er 100 % sand. Årsagen til, at vi som tekstlæsere kan begå intentionel

fallacy, har ikke først og fremmest noget med tekster at gøre, men med sprogets arbitrære forhold til

verden. Det er også årsagen til, at vi især med de mennesker, vi er tæt med, gider at skændes om,

hvad der blev sagt for fem minutter siden, og hvordan vi skal forstå det. De diskursive processer er

medkonstituerende for vores livsoplevelse. Hvis ikke de var, ville det ikke have været særligt

provokerende i konteksten og senere årsag til social udstødelse, da Georg Brandes i 1871 udråbte

litteraturens hovedopgave til ’at sætte problemer under debat’. Så ville udsagnet kun have kunnet

forarge medlemmer af udvalgte bogklubber og ikke den brede offentlighed. Pointen gælder alle

sociale og kulturelle konstruktioner. Facebook er Facebook og ikke Textbook, fordi rigtige

relationer ikke kan udskiftes med fiktive. At folk så i øvrigt kan melde sig ind i diverse chatforums

på Internettet, drømme sig væk i film, bøger, teaterstykker, hashtåger eller bruge al deres fritid på at

spille rolle- eller computerspil hænger ikke sammen med, at de derved kan fravælge virkeligheden,

men at den sociale oplevelse er intimt forbundet med, hvordan vi oplever vores liv og os selv.

Derfor har Facebook også det til fælles med Shakespeares samlede værker, at begge dele hverken

mere eller mindre er en del af visse menneskers liv på det særdeles stabile vilkår, at deres kollektive

værdi er afhængig af, hvordan de mennesker hver især anvender sociale medier og litteratur. Derfor

er litterære genrer også kun interessante så vidt, at nogen fortsat ønsker at have dem som en del af

sit livsgrundlag. Og de er der fortsat mange, der gerne vil, fordi de litterære genrer sætter os i stand

til at handle på måder, vi finder følelsesmæssigt og socialt meningsfulde. Men årsagen til at de kan

have denne rolle er sprogets evne til at fremkalde fælles betydninger – betydninger som vi kan have

som en del af vores subjektive oplevelse og som en del af vores relationer til andre mennesker på

grund af hjernens evne til at koble handlinger med sansninger og følelser og vice versa.

At elske litteratur og hade grammatik forudsætter evnen til arbitrært at koble et udtryk med et

indhold, men oplevelsen der forbindes med begge dele er funktionelt betinget.

19

Litteraturliste Andersen, H. L. (2005). http://inet.dpb.dpu.dk/infodok/sprogforum/sprogforum_welcome.html.

Hentet fra Sprogforum nummer 35: http://inet.dpb.dpu.dk/infodok/sprogforum/spr35/Kronik.pdf

Engberg-Pedersen, E., Fortescue, M., Harder, P., Heltoft, L., Herslund, M., & Jakobsen, L. F.

(2005). Dansk Funktionel Lingvistik - en helhedsforståelse af forholdet mellem sprogstruktur,

sprogbrug og kognition. København S: Kopiservice Humaniora.

Gilovich, T., Husted Medvec, V., & Savitsky, K. (1998). http://www.psych.cornell.edu/. Hentede

2011 fra The Illusion of Transparency: Biased Assessments of Others' Ability to Read One's

Emotional States: http://www.psych.cornell.edu/sec/pubPeople/tdg1/Gilo.Sav.Medvec.pdf

Gilovich, T., Savitsky, K., & Husted Medvec, V. (2000). http://www.psych.cornell.edu/. Hentede

2011 fra The Spotlight Effect in Social Judgment: An Egocentric Bias in Estimates:

http://www.psych.cornell.edu/sec/pubPeople/tdg1/Gilo.Medvec.Sav.pdf

Gregersen, F. (2004). Fem eller seks slags forståelse. I M. Rathje, & L. Svenstrup (Red.),

Sprogpsykologi - Udvalgte kerneemner (s. 67-77). København S: Museum Tusculanums Forlag.

Gregersen, F. (2006). Strukturalismen i vore hjerter - Eller: i virkeligheden er vi jo alle en slags

strukturalister. Nydanske Sprogstudier (34-35), s. 11-52.

Gregersen, F., Frydensbjerg Elf, N., Lassen, S., Laursen, H. P., Lørring, L., Hauberg Mortensen, F.,

et al. (2003). Fremtidens danskfag - en diskussion af danskfaglighed. København K:

Undervisningsministeriets forlag.

Harder, P. (2006). Dansk Funktionel Lingvistik. Nydanske Sprogstudier , 34-35, s. 92-130.

Harder, P. (2007). Grundtræk af en funktionel-pragmatisk diskursanalyse. I H. Jørgensen, & P.

Widell (Red.), Det bedre argument (s. 179-196). Århus C: Forlaget Wessel og Huitfeldt.

Harder, P., Øhrgaard, P., Damkjær, L., Hasner, B., Trudsø Johansen, G., Knudsen, A., et al. (2003).

Fremtidens sprogfag - vinduer mod en større verden. København K: Undervisningsministeriets

forlag.

Hart, S. (2009). Den følsomme hjerne. København K: Hans Reitzels Forlag.

20

http://www.egaa-gym.dk/. (2011). Hentet fra Humaniora: http://www.egaa-

gym.dk/undervisningen/laerersider/mh/faglige-metoder/

http://www.toender-gym.dk/. (2011). Hentet fra Dansk litteratur fra 1800-tallet - en oversigt:

http://fc.toender-gym.dk/~fm/1800tal/hpoemm.htm

Lakoff, G., & Johnson, M. (1980). Metaphors We Live By. Chicago: The University of Chicago

Press.

Normann Jørgensen, J., & Quist, P. (2008). De unges sprog. København: Hans Reitzels Forlag.

Saussure, F. d. (1970). Lingvistikkens objekt. I Strukturalisme. En antologi (J. J. Jensen, Ovs., s.

20-49). Rhodos.

Tomasello, M., Carpenter, M., Call, J., Behne, T., & Moll, H. (2005). Understanding and sharing

intentions: The origins of cultural cognition. Behavioral and Brain Sciences (28), s. 675-691.

Watterson, B. (2011). http://www.mandytonks.net/blog/. Hentet fra

http://www.mandytonks.net/classicdoctorwhodvds/images/calvin.jpg