Jens-Peter BondeEU

-Parlamentet er også dansk

Parlamenteter også dansk

EU-Parlamenteter også danskLæs bogen om valget til Europa-Parlamentetmed Jens-Peter Bondes erindringer og bidragfra lederne af de forskellige politiske grupper

Jens-Peter Bonde

EU-PARLAMENTET ER OGSÅ DANSK

EU-Parlamentet er også dansk© Jens-Peter Bonde

Forfatter og fotograf: Jens-Peter BondeMail: jp@bonde.dk, telf. 2049 0251

Omslag: Martin Moos, The Color ClubDTP: Carl Rosschou

Forlaget UnderskovenISBN: 978-87-93142-20-6

Jens-Peter Bonde

EU-PARLAMENTET ER OGSÅ DANSK

INDHOLDSFORTEGNELSEDEL 1. FRA FORSAMLING TIL PARLAMENT

1. INDLEDNING 13

2. MICKEY MOUSE PARLAMENTET 35

3. KLIMA OG GRØN OMSTILLING 55

4. FLYGTNINGE OG INDVANDRERE 73

5. SKATTELY 83

6. MØNTUNIONEN 87

7. DEN DANSKE MODEL 97

8. MARKED OG MILJØ 107

9. KULTUREL MANGFOLDIGHED 113

10. MARKEDET OG CIRKUS ARLI 125

DEL 2. SÅDAN VIRKER EU I DAG 11. UNIONENS INSTITUTIONER 133

12. SÅDAN LAVES LOVENE 145

13. SÅDAN VIRKER EU-DOMSTOLEN 157

BILAG 167

14. STATSMINISTRENES TOPMØDER 171

15. SÅDAN VIRKER MINISTERRÅDET 181

16. SÅDAN VIRKER KOMMISSIONEN 189

17. SÅDAN VIRKER EUROPA-PARLAMENTET 201

18. DE EUROPÆISKE PARTIER 207

19. EN FORSAMLING UDEN INDFLYDELSE 215

20. FUP, FRÅS OG REFORMER 223

21. EU MELLEM PUTIN, XI OG TRUMP 231

22. FEM DANSKE EU-UNDTAGELSER 241

23. ÅBENHED, NÆRHED OG DEMOKRATI 249

24. HVAD NU EU? 255

6

DEL 3. DANSKE MEP-MÆRKESAGER - Min største sejr i EU-Parlamentet

JEPPE KOFOD, Liste A, Socialdemokratiet 262

MORTEN HELVEG PETERSEN, Liste B, Radikale Venstre 265

BENDT BENDTSEN, Liste C, Konservative Folkeparti 268

MARGRETE AUKEN, Liste F, Socialistisk Folkeparti 272

METTE BOCK, Liste I, Liberal Alliance 275

RINA RONJA KARI, Liste N, Folkebevægelsen mod EU 279

ANDERS VISTISEN, Liste O, Dansk Folkeparti 283

MORTEN LØKKEGAARD, Liste V, Venstre, Danmarks liberale Parti 288

NIKOLAJ VILLUMSEN, Liste Ø, Enhedslisten 294

RASMUS NORDQVIST, Liste Å, Alternativet 297

7

FORORDAF PROFESSOR UFFE ØSTERGÅRDDet er en vægtig og vigtig tekst, Jens-Peter Bonde har skrevet som optakt til valget til EU-parlamentet. Vi får i koncentreret form hans erfaringer fra et langt liv

Jens-Peter Bonde i debat med den danske EU-kommissær, Margrethe Vestager, under Folkemødet på Bornholm i maj 2018. Foto Industrirådet.

8

i europæisk politik. Herhjemme eri;ndres Bonde nok stadig som den effektive organisator af modstanden mod EU. Men det er upræcist, for i virkeligheden har han i sine 29 år i parlamentet virket som den dan-ske politiker med størst indflydelse i EU i kraft af de mere eller mindre mystiske grupper, han samlede. De gav ham adgang til den vigtige ’formandskonference’ og dermed parlamentets – og efterhånden Unionens – maskinrum.

Jens-Peter Bonde og JuniBevægelsen, som han orga-niserede efter afstemningen om Maastricht traktaten 2. juni 1992, havde et konstruktivt program for Euro-pa, selv om de stadig var kritiske overfor mange sider af Unionen og bjerge af overflødig lovgivning. Efter 1986-afstemningen gik han gradvis fra at være mod-stander i Folkebevægelsen mod EU til konstruktiv kri-tiker af frås og lukkethed under overskriften ÅND, der kommer af Åbenhed, Nærhed, Demokrati. Denne positi-on gjorde det muligt for Bonde at operere effektivt i Par-lamentet og samarbejde med fire på hinanden følgende kommissionsformænd, samt at spille en ikke uvigtig rolle i udarbejdelsen af den forfatning for EU, der blev forkastet af vælgerne i Frankrig og Nederlandene i 2005. Den type aktivitet har det været svært at få for-midlet til den danske offentlighed, fordi journalisterne har tænkt i kategorierne ’for eller imod’, men undgået det hårde arbejde med at dække de store dele af dansk lovgivning, der bliver til i Bruxelles med EU-Parlamen-tet som en central medlovgiver. Og slet ingen forståelse for, at EU til overraskelse for både tilhængere og mod-standere har udviklet sig til, hvad nogle kalder en ’føde-ration af nationalstater’. Dette modsigelsesfulde begreb og endnu mere indviklede realitet kan ikke puttes ned i de simple kasser, dansk mediedækning af EU består af.

Bonde har draget den lære af sin politiske virksomhed, at tilhængerne må tale med modstanderne – og omvendt.

9

Det gælder ikke kun i Danmark, men i hele Europa, hvor vi i demokratiets navn bliver nødt til at tale med alle, også Viktor Orbán i Ungarn og Matteo Salvini i Italien. Det bliver ikke nemt, men deres kritik hører med til den demokratiske samtale, som Rune Lykkeberg understre-ger i sin nye bog ’Vesten mod Vesten’. Vi må i hvert fald ikke begå den britiske fejl med at afvise enhver samtale med anderledes tænkende. Bogen her viser med mange eksempler, hvor vigtigt det er at stemme ved valget til EU-Parlamentet, der nu har afgørende indflydelse på den omfattende lovgivning om de fælles anliggender. Og hvor stor indflydelse, man kan få som dansker, hvis man spiller sine kort rigtigt – og arbejder hårdt.

Bogen bringer også en række bidrag fra lederne af de danske delegationer i EU-Parlamentet. De viser, at de danske medlemmer arbejder seriøst i Parlamentet og skaffer resultater hjem til deres vælgere. Få mere at vide på stemogbestem.eu med links til alle spidskandi-dater og partiernes programmer.

Uffe Østergård, 1.4.2019

Uffe Østergård og Jens-Peter Bonde fotograferet af Hanne Thomsen i Østergårds bibliotek i Hobro, da de redigerede bogen ”Hvad nu EU?” med ti fælles bud på Europas redning. Siden har Bonde udgivet ”Find ud af EU. Om globalisering og folkestyre i Danmark og EU”, begge udgivet på forlaget Frydenlund. Østergård har udgivet ”Hvorhen Europa” på DJØF’s forlag.

10

11

DEL 1.FRA FORSAMLING TIL PARLAMENT

12

13

Kapitel 1

INDLEDNINGSøndag den 26. maj 2019 kan du gøre en stor forskel med et lille kryds på en lang stemmeseddel. Den er lang, fordi vi kan stemme på samtlige kandidater fra alle par-tier og lister. Ved valget til Folketinget stemmer vi i ti storkredse og kan kun stemme på dem, der er opstillet i kredsen. Ved valget til Europa-Parlamentet udgør hele Danmark én valgkreds. Der er fuldstændigt frit valg på alle hylder. Der er nok også en kandidat, der vil redde kloden på samme måde som dig. Ved dette valg tæller din stemme lige så meget som statsministerens eller le-deren af Mærsk eller Danske Bank. På denne ene dag er vi alle lige. Det bør vi værdsætte ved at møde frem i stort tal og vise flaget.

Valgbestyreren åbner højtideligt for afstemningen kl. 9.00, og valglokalet lukker kl. 20.00. Når Den sidste i køen har stemt, spørger valgbestyreren højtideligt, om der er flere, der vil stemme. Alle, der er kommet ind, før køen er afsluttet, får lov til at stemme. Man kan også brevstemme på et hvilket som helst Borgerservice kon-tor indtil tre dage før valget, fra mandag den 15. april til og med torsdag den 23. maj. Det foregår helt som ved danske valg og folkeafstemninger. Du kan læse nærmere om valgene i kapitel 32 om ”Valg og vælgere” i min nye grundbog, ”FIND UD AF EU. Om globali-sering og folkestyre i Danmark og EU.” Du kan også kigge på hjemmesiden ”stemogbestem.eu”, som jeg har lavet sammen med Uffe Østergård og en lang række

14

eksperter og personligheder, som anbefaler vælgerne at stemme.

EU-Parlamentet er også dansk, hedder denne bog for at understrege vore egne muligheder for indflydelse gennem valget til EU-Parlamentet. Danske vælgere har valgt tretten af de 751 medlemmer. Andre lan-des vælgere har valgt de øvrige medlemmer. Men de er alle valgte. Ingen har udpeget dem til at bestem-me over os. Vore medlemmer bestemmer sammen med de andre medlemslandes folkevalgte. Valget til Euro-pa-Parlamentet er både et dansk og et fælles EU-valg. Danske borgere kan stemme på lister og kandidater i andre EU-lande, hvis de bor der. Udlændinge fra an-dre EU-lande kan tilsvarende stemme på de danske lister, hvis de har bopæl i Danmark. De skal dog være optaget på valglisten.

Man kan også stille op som kandidat i andre lande, hvis den nationale valglov tillader det. Min grønne kollega i Europa-Parlamentets formandskonference var faktisk italiener, valgt i Belgien. Et flamsk parti i Belgien overvejede at opstille den afskedigede cata-lonske præsident, Charles Puidgemont, som kandidat. Ved at blive valgt vil han ikke kunne retsforfølges af de spanske myndigheder. Han ville kunne rejse frit rundt i Spanien i hele valgperioden, medmindre Euro-pa-Parlamentet ville have flertal for at ophæve hans immunitet. Nu opstiller de en af de fængslede catalon-ske ledere i stedet. Han får næppe lov til at føre valg-kamp i det fri. Ved valget i 2019 opstiller den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis, ved valge-ne i Tyskland. Han er spidskandidat for ”Diem25” og ”European Spring”, som er en venstreorienteret, tvær-national sammenslutning i Europa. EU-valgene er så småt ved at vokse ud over de nationale grænser, selv om der (endnu) ikke findes tværnationale lister.

15

Efter Lissabon-traktaten repræsenterer de valgte hele Unionen, og ikke længere blot de enkelte lande og folk. Det er niende gang, vi kan stemme ved direkte valg til Europa-Parlamentet, men det er nok først nu, det er ved at gå op for vælgerne, at dette valg også betyder no-get for vores hverdag. Da jeg blev valgt første gang ved det første direkte valg i 1979, deltog 63 % af vælgerne. Parlamentet havde ingen indflydelse overhovedet. Det har det fået gennem årene. Parallelt med den voksende indflydelse er valgdeltagelsen ganske paradoksalt fal-det ved hvert eneste valg til 42,5 % ved det seneste valg i 2014. I Slovakiet endda kun 13 %.

Jeg håber, vi kan vende kurven ved valget i 2019. Jeg arbejder ihærdigt for det sammen med professor Uffe Østergård og en gruppe af ihærdige rådgivere og hjæl-pere. Vi fører kampagne helt uden politikere for at nå ud til de mange, der ikke interesserer sig for politik. Men vi har også lavet en hjemmeside, som fortæller om valget. Både om teknikken og dem vi kan vælge imellem. Hver spidskandidat har svaret på fem vigti-ge emner, så vi som vælgere kan sammenligne deres svar. Blandt anbefalerne af at stemme har vi f.eks. for-fatteren til Matador, Lise Nørgaard, som snart bliver 102 år. Vi har også Ghita Nørby, som spillede Ingeborg Skjern i Matador. Vi har også verdens bedste kvindeli-ge fodboldspiller, Pernille Harder, og hendes berømte makker, Nadia Nadim, som anbefalere. Nadia er ung og indvandrer og repræsenterer dermed de to grupper med den laveste valgdeltagelse. Det prøver vi at lave om på. Hvordan skal de vide, hvad vi mener, hvis vi ikke

stemmer?

Valg til Europa-Parlamentet er i dag mindst lige så vigtigt som valg til Folketinget. Det vil jeg gerne bevi-se med denne bog, som også har mange beretninger og gode eksempler på indflydelse fra mit eget liv i Euro-pa-Parlamentet i Bruxelles og Strasbourg. Der er valg

16

til Europa-Parlamentet hvert femte år. Der kan ikke som i Danmark udskrives valg i utide. EU-landene har aldrig kunnet enes om en fælles valgdag. Kompromiset blev så, at man blev enige om, at valgene aldrig må fore-gå på mandage, tirsdage eller onsdage. Valgene skal foregå mellem en torsdag og en søndag. Valgene i 2019 skal derfor finde sted mellem torsdag den 23. og søndag den 26. maj. Det har Europa-Parlamentet og Minister-rådet besluttet i fællig. EU´s medlemslande bestemmer så selv hvilken eller hvilke af dagene, de vil have valget til at finde sted i deres land.

Danmark har besluttet, at vi skal til stemmeurnerne på en søndag. Det er utraditionelt for danskere, som nor-malt har valg på tirsdage. Men det er godt med valget af søndagen, fordi det er frustrerende at skulle stemme på en torsdag og vente med at få resultatet til søndag aften. Stemmerne skal låses ned og bevogtes med risiko for svindel. Valgresultater må nemlig ikke tælles op og valgresultatet ikke offentliggøres, før alle borgere i hele Unionen har stemt. Jeg oplevede det temmelig barskt ved EU-valget i 1994. Den nystartede JuniBevægelse fik et kanonvalg og tre mandater ved de meningsmå-linger, der blev lavet på selve valgdagen, de såkaldte exit-polls. Vi nåede at holde det første gruppemøde med tre medlemmer. Søndag aften manglede vi 1771 stem-mer i at få det tredje mandat. Ved valget i 1999 nåede JuniBevægelsen op på tre mandater. Ti år efter røg vi helt ud.

Danmark gik fra torsdag til søndag ved valget i 2004. Før stemte vi altid på en torsdag, som kom tættest på den dan-ske tradition. Med søndagsvalg kan stemmerne tælles op umiddelbart efter valget på samme måde, som det sker ved alle andre danske valg og folkeafstemninger. Vi kan følge med i stemmeoptællingen på TV. Vi får formentlig det endelige valgresultat ved ti-tiden og kan så nå at se den danske partilederrunde, før vi går til ro. Fintællingen

17

næste dag kan flytte stemmer, men mest mellem kandida-terne. Den senere statsminister Helle Thorning-Schmidt blev valgt i 1999, men først ved en fintælling, hvor hun fik 38 stemmers forspring til John Iversen.

Valget til Europa-Parlamentet er både en dansk og en europæisk TV-begivenhed. I Europa-Parlamentets bygninger i Bruxelles er der europæisk valgaften med europæiske partiledere i fælles EU-betalt TV, men der er ikke mange borgere, der følger med i det fælles europæiske. Der er ikke noget fælles europæisk folk og endnu ingen fælles europæiske medier med høje læser- og seertal. Næsten alle europæere oplever deres med-lemskab i EU som en national affære. EU sigtede på at skabe et folkeligt fællesskab, men har paradoksalt nok styrket nationalstaterne, har professor Uffe Østergård igen konstateret i sin seneste tommetykke og fremra-gende bog, ”Hvorhen Europa?”

Der er ganske vist fælles europæiske partier, som også de danske partier er med i. Men de er endnu helt ukend-te for vælgerne. Det bliver fra dette valg tilladt at an-føre de europæiske partibetegnelser og deres logoer på stemmesedlerne sammen med de nationale partinavne. Jeg tvivler på, at de danske partier bruger muligheden. Europartierne har også fælles valgprogrammer og fæl-les kandidater til formandsposten for Kommissionen. Der organiseres europæisk valgkamp imellem spids-kandidaterne, som finansieres af den fælles EU-kas-se. EU giver også store bidrag til valgkampagnerne i medlemslandene og til oplysning om, at der igen er EU-valg. Men lur mig, om det ikke er de nationale partiers valgkampe, som igen får vælgerne til at blive hjemme eller stemme. Der er næppe mange vælgere, som vil nå at opdage, at de også stemte om den næste formand for Kommissionen.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet har allerede nu

18

betydelig indflydelse på din dagligdag, men påvirknin-gen er skjult i de afgørende faser af beslutningsproces-sen og dermed svær at dække for medierne. Lovene vedtages som kompromiser i lukkede møder. Der er sjældent synlige konflikter og dramaer at dække for medierne, som det sker med lovgivningen i de nationale parlamenter. Konflikterne er der også i EU, men de af-dækkes sjældent.

Medlemmerne af Europa-Parlamentet har personligt en højst reel indflydelse, kan jeg bevidne med egne ek-sempler, men det er også ukendt for vælgerne. Det er ganske få medlemmer af Europa-Parlamentet, som er kendt af borgerne. Når de endeligt er kendte, er det yderst sjældent for deres påvirkning af de europæiske love.

Jeg klager ikke selv over manglende omtale i medierne. Jeg fik meget presseomtale i min tid, men det var ved folkeafstemninger og som EU-ekspert. Jeg har sjældent fået omtale for de love, vi var med til at ændre. Jeg fik også meget omtale i andre landes medier og var f.eks. det mest citerede Europa-Parlamentsmedlem i britiske BBC. Men det var altid for min kritik af EU og min del-tagelse i behandlingen af nye traktater. Vores konkrete indflydelse på lovenes udformning er forblevet skjult og fortjener omsider at komme frem i lyset. Måske kan mine egne erfaringer være med til at overbevise vælger-ne om vigtigheden af og nytten ved også at stemme til EU-Parlamentet.

Derfor har jeg også bedt lederne af de danske grupper i Europa-Parlamentet om at fortælle om deres vigtigste sejr eller sag i deres konkrete arbejde i Parlamentet. Bidragene står bagerst i bogen og dokumenterer, at vore medlemmer arbejder seriøst sammen med deres udenlandske kolleger. Det er ganske overbevisende be-retninger fra maskinrummet fra de nuværende ledere

19

af de danske delegationer. Vi får noget for at stemme. Medierne er blevet flinkere til at dække deres virke i Europa-Parlamentet, men ikke nær flinke nok i forhold til betydningen. Polemik i Folketinget får stadig meget mere omtale end behandlingen af vore love.

Medlemmerne af de nationale parlamenter er oftest mere kendte i offentligheden, selv om hovedparten af den lovgivende magt nu befinder sig i den fælles Union. Danske vælgere føler størst tilknytning til de danske partier og deres medlemmer af Folketinget, formentlig fordi hele velfærdsstaten betales over vore skatter og besluttes af Folketinget. EU råder stadig kun over to procent af vore skatter. Det er dog det samlede EU-par-lament, der sammen med Kommissionen og Minister-rådet vedtager de fleste love for danske borgere. Det er en meget lille brøkdel af vore love, som kommer fra Folketinget. Alligevel har medierne 180 akkrediterede journalister i Folketinget, men kun tretten i Bruxelles - og to tusinde til Roskilde Festival, plejer Danmarks Radios Ole Ryborg at tilføje.

Fra 1973 til 1979 sendte Folketinget 10 danske repræ-sentanter til Europa-Parlamentet, som oprindeligt blev kaldt for Forsamlingen. Der var dengang 198 medlem-mer i alt, Danmark havde ti, og Forsamlingen havde slet ingen magt. Den skulle kun høres om forskellige love, men ingen behøvede høre efter. Selve høringen blev dog obligatorisk med den såkaldte Isoglucose-sag, hvor EU-Domstolen annullerede en lov, der blev ende-ligt vedtaget, inden Parlamentet havde udtalt sig om loven. Europa-Parlamentet tog sit navn i 1962, da der stadig kun var seks medlemslande i ”Fællesmarkedet”, som det blev kaldt dengang.

Europa-Parlamentet blev valgt direkte fra 1979, men havde stadig ingen indflydelse. Det var først med igang-sætningen af Den Fælleseuropæiske Akt i 1987, at de

20

direkte valgte medlemmer af Parlamentet fik en begyn-dende reel indflydelse på lovenes udformning. Parlamen-tet skulle fremover afgive en samstemmende udtalelse ved udvidelser af EF og ved indgåelse af associeringsaf-taler. Det var egentlige magtbeføjelser, som Parlamentet kunne bruge til at tilkæmpe sig mere magt.

Fællesakten blev kaldt for EF-pakken i Danmark. Det lød mere indbydende end farvel til vetoretten. Pakken indførte nemlig det såkaldte fælles Indre Marked med en række nye flertalsafgørelser i Traktaterne, hvor der før var krav om enstemmighed. Samtidig holdt man op med at anvende Luxembourg-forligets vetoret i Mini-sterrådet. Medlemslandene mistede dermed mulighe-den for at nedlægge veto mod nye love. Ministerrådet fik samtidig en ny forretningsorden, hvorefter der blev automatisk afstemning om lovene i Ministerrådet. De nye stemmeregler flyttede magt en gros fra medlems-landene til Kommissionen, og den kunne meget nem-mere påvirkes af Europa-Parlamentet end af de natio-nale parlamenter.

De folkevalgte fik mulighed for at blive hørt to gange og fik ret til at fremsætte ændringsforslag til en stor del af lovgivningen. EF fik ret til at lovgive på en lang række nye borgernære områder som miljø og arbejdsmiljø, sik-kerhed og sundhed, social- og arbejdsmarkedspolitik, økonomisk og social samhørighed, forskning og udvik-ling samt hele det indre marked.

Jeg var dengang valgt for Folkebevægelsen mod EF. Nu kom vi for alvor i klemme. Det rakte ikke længere at protestere mod EF’s indblanding i dansk lovgivning, for lovene blev rent faktisk vedtaget i EF. Danskernes fler-tal godkendte de nye regler ved en vejledende folkeaf-stemning den 27. februar 1986. Justitsministeriet fandt ikke, at der blev overladt suverænitet ved den lejlighed. Europa-Parlamentet fik ret til at stemme om mulige lov-

21

ændringer gennem en ny såkaldt samarbejdsprocedure. Medlemslandene skulle nu være enstemmige, hvis de ville afvise et ændringsforslag fra Parlamentet. Lovene kunne vedtages med kvalificeret flertal i Ministerrådet, men retten til at stille ændringsforslag var en revoluti-on i Parlamentets mulighed for at få indflydelse.

Skulle Folkebevægelsen så lægge armene over kors og lade de andre medlemmer bestemme? Folkebevægel-sens da fire danske medlemmer kunne rent faktisk bli-ve udslagsgivende i nogle af afstemningerne. Vi kunne være med til at afgøre, om en græsslåmaskine måtte larme 55 decibel, eller mere, hvis vi ikke stemte for et ændringsforslag. Vi besluttede at tage del i de mange afstemninger og deltog også flittigt i det forberedende arbejde i udvalgene. Vi indførte ligefrem stemmepligt for hinanden, så alle fire medlemmer deltog i alle af-stemninger om love. Vi tog Parlamentets nye kompe-tencer meget seriøst, selv om vi helst ville helt ud af EF.

Vi var valgt til at være imod det danske medlemskab af EF, men måtte nu også tage del i det daglige lovgivnings-arbejde, som de øvrige medlemmer af Parlamentet. Vi kom til at samarbejde mere med kolleger fra andre parti-er og lande og blev en del af det system, som vi var valgt til at være imod. Vi havde tidligt lært at vise vores princi-pielle modstand med omhu og snilde, så vi på samme tid både kunne være kritiske og konstruktive.

Jeg glemmer aldrig den dag, vi skulle stemme i EU-Par-lamentets budgetudvalg om en bevilling til restaure-ring af Akropolis i Athen. Socialdemokratiets nu afdø-de medlem, Ove Fich, stemte imod bevillingen, fordi kultur efter hans og det officielle Danmarks opfattelse dengang lå klart uden for EF-samarbejdets rammer. Vi havde ikke overladt beføjelser til EF-myndighederne på kulturområdet og skulle derfor være imod enhver bevil-ling til kultur.

22

Fich havde fuldstændig ret, men sagen lærte mig, at man ikke behøver demonstrere sin modstand ved en-hver lejlighed. Jeg havde gode græske kolleger og ven-ner og kunne ikke få mig til at stemme imod en bevil-ling til det sted, hvor demokratiets vugge havde stået for 2500 år siden i det antikke Grækenland. Ingen i ud-valget kunne forstå Fichs kritik, for det var kun i Dan-mark, man havde denne restriktive opfattelse af, hvad traktaterne kunne bruges til. Min løsning blev at und-lade at stemme og i stedet demonstrere min modstand mod ulovligheder ved at stemme imod propagandabe-villingen og andre udvalgte bevillinger på områder, som også lå klart uden for de emner, vi havde givet EF lov til at behandle ved vore folkeafstemninger.

Jeg sidder og tænker tilbage, mens jeg skriver dette afsnit på en terrasse i en Airbnb lejlighed, som min familie har lejet for to dage med enestående udsigt netop til Akropolis

Akropolis på en varm sommerdag i Grækenland. Foto 2018 © Jens-Peter Bonde

23

og Parthenon-templet, som billedet viser. I budgetudval-get opdagede jeg, at man også kunne undlade at stemme i stedet for at stemme imod pengene til Akropolis sammen med Ove Fich og franske Front National. Fich havde ret, men opgaven er at få ret, og det gør man ikke ved at gene-re de få venner, vi dengang havde i det store parlament.

En anden gang var det mig, der stod fast på princip-perne, mens Socialdemokraterne stemte for at anvende EF-budgettet til at demonstrere mod det tyrkiske dik-tatur ved at standse udbetalingen af et bidrag til Tyr-kiet. EF havde fået en samarbejdsaftale med Tyrkiet, og efter den skulle der udbetales årlige beløb til Tyr-kiet. I Folkebevægelsen holdt vi fast i, at der ikke lov-ligt kunne drives udenrigspolitisk motiveret boykot via EF’s budget. Det kom vi bittert til at fortryde, for vi fik – fuldt berettiget - den afstemning stukket i næsen ved enhver lejlighed. Vi måtte sande, at principper skal do-seres med mådehold i en forsamling uden kendskab til Danmarks specielle fortolkning af grænserne for, hvad EF måtte beskæftige sig med.

Før folkeafstemningen om Danmarks medlemskab i EF i 1972 var Folketinget og vælgerne blevet forsikret om, at EF-samarbejdet ikke kunne udvides i bredden til nye emner uden ny folkeafstemning. Den såkaldte gummi-paragraf (Art. 235 i Romtraktaten, i Lissabon-trakta-ten art. 352 TFEU) kunne kun bruges inden for øko-nomiens områder, og kun når emnet var nævnt i selve Traktaten, og i øvrigt kun hvis samtlige medlemslande var enige, blev vi forsikret. Vi måtte sande, at menne-skerettigheder i Tyrkiet i folks bevidsthed er hævet over Danmarks meget specielle opfattelse af, hvad man lovligt kunne gøre i det gamle EF. Det var før, EF blev til EU med fælles udenrigspolitik og fælles regler for f.eks. udenrigspolitisk betinget boykot af andre lande.

Folkebevægelsens politiske leder, Else Hammerich,

24

brugte også sit medlemskab af EF-Parlamentet til at engagere sig i sager, som lå uden for Folkebevægelsens program. Hun var et helt menneske, mens jeg både var og optrådte som en nørd. Else tog f.eks. til Chile for at støtte modstanden mod Pinochets diktatur. Hun tog også til Palau for at støtte modstanden mod ame-rikanske atomvåben ved endnu en ny folkeafstemning på Stillehavsøen. De havde stemt nej en halv snes gan-ge, men havde stemt forkert hver gang og måtte derfor stemme igen. Else deltog i Parlamentets fredsgruppe sammen med SF’s Bodil Boserup. De var også aktive i anti-apartheid-intergruppen, mens Nelson Mandela sad i fængsel på Robin Island i Sydafrika.

Europa-Parlamentets formandskonference mødes med alver-dens statsmænd. Jens-Peter Bonde her i samtale med FN´s generalsekretær, Kofi Annan, og Europa-Parlamentets davæ-rende formand, Pat Cox. Foto fra Europa-Parlamentets pressetjeneste.

25

Jeg var med til at hylde Nelson Mandela, da Parlamen-tet i 1988 tildelte min ”Madiba” Sakharov-prisen, som var opkaldt efter en sovjetisk dissident. Mandela kom til Strasbourg for at modtage prisen i 1990, hvor han var sluppet ud af fængslet og på vej til at blive Sydafri-kas præsident. Dengang blev Mandela opfattet som ter-rorist i mange lande og f.eks. hos det store konservative parti i Storbritannien. For mig var han mit livs første helt og idol, sammen med Indiens senere leder, Mahat-ma Gandhi. Jeg skrev stil om dem begge i folkeskolen. Nu så jeg hans magiske gudeøjne og hørte hans overbe-visende stemme i det EF-Parlament, jeg helst ville have været foruden.

Europa-Parlamentet er nemlig meget mere end et lov-kammer. Det er også et mødested for alverdens præsi-denter, konger og statsministre, der modtages i Parla-mentet, taler ved et højtideligt møde i salen og spiser fin middag med gruppeformændene. Europa-Parlamentet uddeler hvert år Sakharov-prisen til folk, der har vist mod i kamp for menneskerettigheder. Mandela fik Sak-harov-prisen, før han fik Nobel-prisen.

Medlemmerne mødes ikke blot i deres fagudvalg, men også i tværpolitiske emnegrupper, såkaldte intergrup-pe, om medlemmernes personlige interesser, som de kan fremme både inden for og udenfor Parlamentets mødelokaler. Det kræver tilslutning fra tre politiske grupper, hvis en intergruppe skal have officiel status som intergruppe. Men enhver gruppe kan låne et lokale i tilknytning til restauranterne og holde frokost- eller middagsmøder for gruppens medlemmer.

Jeg tog selv initiativ til at starte SOS Demokrati som en intergruppe for medlemmer, der var interesseret i at fjerne EU’s såkaldte demokratiske underskud. Fra SOS Demokrati skabte vi en ny uformel intergruppe, som vi kaldte for Venner af Hæderlig Bogføring. Vi ar-

26

rangerede møder med whisteblowere, som afslørede så mange skandaler, at Kommissionen valgte at trække sig den 15. marts 1999. De menige medlemmer i grup-perne gjorde oprør mod deres ledelser og startede sam-men med os en renselsesproces i Kommissionen. Kom-missionens formand, Jacques Santer, valgte at træde tilbage frivilligt nogle få dage før, de ellers ville have været tvunget til at gå. I min formandstale sagde jeg, at den skandaløse forvaltning ikke var Santers skyld, men hans ansvar. Derfor måtte han gå. Den sondring mellem skyld og ansvar satte han pris på, og vi blev gode venner, selv om min gruppe havde taget initiativet til at vælte ham.

Jeg tog også initiativ til at starte en intergruppe for ved-varende energi i 1994. Vi kaldte den for Eurosun, og den var ganske effektiv til at sætte en ny grøn dagsorden i energipolitikken. Jeg ledede de månedlige frokostmø-der, indtil vi kunne holde op med at mødes. Vi fik nem-lig Parlamentets store flertal til at overtage vores kamp for vedvarende energi. Jeg var netop blevet gruppefor-mand igen og mødtes regelmæssigt med Parlamentets da spanske kristen-demokratiske formand, José Maria Gil-Robles. Ved at overtale ham til at gå med i arbejdet, åbnedes for den brede tilslutning blandt Parlamentets medlemmer til EU-støtte gennem budgettet til vedva-rende energiprojekter og omstilling af energien til at være bæredygtig. Sådan arbejder Parlamentet typisk. Der skabes personlige relationer imellem medlemmer-ne, de inddrages og skaber politiske resultater. Samar-bejdet i fagudvalgene inspireres også fra de relevante intergrupper, som ligesom de forskellige politiske grup-pers medlemmer diskuterer, hvad de gerne vil opnå på det næste møde i fagudvalget.

Mine kolleger Birgit Bjørnvig, Ulla Sandbæk og Bent Hindrup Andersen var alle meget aktive i den hyperak-tive intergruppe for dyrevelfærd, som var forsynet med

27

en fuldtidsorganisator fra de internationale dyreværns-foreninger. Jeg hjalp Bent og Dyrenes Beskyttelse med at få dyrevelfærd bedre placeret i det forfatningsud-kast, der siden blev til Lissabon-traktaten. I 2004 mi-stede JuniBevægelsen to mandater, og jeg måtte så selv deltage i intergruppen for dyrebeskyttelse, Animal Welfare. Her startede den dengang konservative Gitte Seeberg og jeg en fælles underskriftsindsamling blandt medlemmerne mod langvarige transporter af dyr.

Der findes nemlig en særlig ordning, hvor et forslag er automatisk vedtaget, hvis halvdelen af medlemmerne har skrevet under. Vi fik rejst sagen, men lykkedes des-værre ikke med at få halvdelen af medlemmerne til at skrive under. Jeg gjorde mig ellers umage med at få for-skellige borgerlige medlemmer af Landbrugsudvalget til at stå som medunderskrivere af dyrevelfærds-initi-ativet. De kunne ikke mistænkes for blot at være mil-jøaktivister. De levede selv af landbrug. Min tidligere kollega, Bent Hindrup Andersen, var blevet ansat som medarbejder i vores gruppe fra 2004, hvor han mistede mandatet i Parlamentet. Han var samtidig medlem af bestyrelsen for Dyrenes Beskyttelse i Danmark. Han havde også fagkendskabet i orden og kunne fortsætte arbejdet, som om intet var hændt. Nu skulle arbejdet blot udføres i mit navn.

Men tiden var endnu ikke moden til at få støtte fra fler-tallet af medlemmer. Støtten til dyrevelfærd kom først senere med den senere landbrugsminister Dan Jørgen-sen som motor. Han fik flertallet i Parlamentet til at skrive under og tog også initiativ til at samle en million underskrifter blandt borgerne i EU. Kommissionen lo-vede først at gøre noget, men trak så i land. Parlamentet blev rasende, men kunne intet gøre dengang. Det kan Parlamentet i dag, hvor medlemmerne har mere kon-trol med Kommissionen. Intergrupperne spiller en stor og overset rolle. Det er her folk med samme interesser

28

skaber fælles udspil og organiserer støtte til ændrings-forslag. Nogle gange højlydt, men oftest mere diskret.

Jeg var suppleant i fagudvalget for miljø og sundhed og deltog også som menigt medlem i en intergruppe for sundhed. Her lykkedes det at skaffe opbakning til et omfattende initiativ mod fedme og overvægt. I stedet for at organisere underskriftsindsamling eller en initi-ativ-betænkning fik jeg koordinatorerne for samtlige da syv politiske grupper i Europa-Parlamentets miljø- og sundhedsudvalg til at underskrive en henvendelse til Kommissionen om at komme med en lang række for-skellige forslag. Det var ikke nogen let øvelse at få en irsk koordinator med, da han var dybt forbundet med irsk landbrug. Men jeg kunne bruge mit venskab med hans egen Europa-minister, Dick Roche, til at få støt-ten.

Europa-ministeren havde ikke noget mod sundheds-krav, hvis landmændene blot skulle konkurrere på ens krav i medlemslandene. Samme holdning havde vores danske kommissær, Mariann Fischer Boel, som selv havde et storlandbrug sammen med sin mand. Jeg havde arbejdet tæt sammen med den irske Europa-mi-nister i forfatningskonventet for at sikre de små lan-des fælles interesser. Nu kunne jeg bruge dette nytti-ge bekendtskab på et andet område, som jeg slet ikke havde arbejdet med før. Eksemplet viser igen, hvordan de personlige forbindelser mellem medlemmerne over grænserne spiller en vigtig rolle under tilblivelsen af de europæiske love.

Jeg skaffede støtte fra de relevante fagkommissærer gennem særlige personlige møder med dem, og jeg fik også Kommissionens formand, José Manuel Barroso, til at støtte initiativet. Han havde netop tabt sig elleve kilo, fortalte han mig under vores møde på trettende sal i Berlaymont-bygningen. Det kunne jeg godt se. Og

29

jeg kunne både se og måle, at jeg selv kun havde tabt syv. Der er megen smalltalk både før, under og efter møderne. Vi er også en slags mennesker, der respekte-rer og værdsætter hinanden. Vi konkurrerer ikke med hinanden om stemmerne, fordi vi som regel er valgt i forskellige lande. Det gør venskaberne over grænserne så meget lettere.

De nævnte intergrupper drejer sig alle om politikkens indhold. Dem kunne jeg tage del i, da jeg skiftede fra Folkebevægelsen til JuniBevægelsen, som havde et po-litisk program. I mine første år for Folkebevægelsen ud-nyttede jeg ikke intergruppe-mulighederne for at skabe indflydelse i EF. Vi ville jo hellere ud af EF end påvirke lovgivningen. I dag fortryder jeg, at vi ikke virkede for mere konkret indflydelse i vore første år i EF-Parla-mentet. Men da vi begyndte at tage politisk stilling til lovenes udformning, skabte vi også en konflikt i Folke-bevægelsen. Mange medlemmer syntes, vi skulle kon-centrere vores indsats om at komme ud af EF.

Vi var ikke sendt derned for at lave politik, men for at samle oplysninger og penge til at komme ud. Det havde jeg kæmpet for hver dag siden folkeafstemnin-gen den 2. oktober 1972, men nu havde vælgerne alt-så stemt Ja ved endnu en folkeafstemning i 1986. Så måtte vi også være med til at sikre, at de danske love med højere normer for sikkerhed og sundhed, miljø og arbejdsmiljø, forbrugerbeskyttelse og sociale forhold ikke blev stemt ned i EF-Parlamentet. Det var vi helt enige om blandt alle fire medlemmer af parlaments-gruppen og i Folkebevægelsens forretningsudvalg. Vi kunne ikke holde til at køre kampagner mod EU-for-ringelser af miljøet og så undlade at stemme, når vores mærkesager kom til afstemning som ændringsforslag i salen. Vi blev nødt til at blande os og stemme, også om politikkens indhold.

30

Der lagde vi så grunden til den senere splittelse af Fol-kebevægelsen og skabelsen af JuniBevægelsen i 1992. Folkebevægelsen fortsatte for dem, der primært ville arbejde for at komme ud af EF. JuniBevægelsen ville forene tilhængere og modstandere af Danmarks med-lemskab i en bevægelse mod mere Union, men samtidig deltage helt og fuldt i Parlamentets arbejde med lovgiv-ningen. Vi var både kritiske og konstruktive og skrev som de første i Europa et fuldt valgprogram med, hvad vi ville stemme for og imod på alle de områder, hvor EF – imod vores ønsker - havde overtaget lovgivningsmagt fra medlemslandene.

Min kritik mod EF’s mangel på demokrati var ikke ble-vet mindre, men vi måtte også gå med i det konkrete arbejde for at forbedre lovene for de mennesker, der havde stemt på os. Vi måtte hindre det værste og stem-me for selv den mindste forbedring, blev vores praksis i alle årene. JuniBevægelsen overlevede desværre ikke, da jeg trak mig fra Parlamentet et år før valget i 2009 for at give min efterfølger, Hanne Dahl, en bedre chance for at blive valgt. Hun blev også en dygtig og anerkendt gruppeformand i vores politiske gruppe, men det får man ikke points for ved valgene i Danmark. JuniBevæ-gelsen blev nedlagt efter valget i 2009, hvor vi mistede vores plads. De politiske partier havde overtaget mange af vore mærkesager. Enhedslistens tidligere medlem af Folketinget, Søren Søndergaard, genvandt et mandat til Folkebevægelsen. Folkebevægelsen mod EU fik også en plads ved valget i 2014 og har derfor stadig et med-lem i Europa-Parlamentet, som arbejder ivrigt for at komme ud af EU gennem en såkaldt ”Daxit”.

Ved valget i 2019 opstiller Enhedslisten sin egen parti-liste ved valget og har skabt et fælles valgprogram med fem andre venstrefløjspartier i Europa. 65 % af partiets vælgere er nu tilhængere af fortsat EU-medlemskab, ifølge en meningsmåling for tænketanken Europa fra

31

2019. Kun 29 % ønsker udmeldelse. Partiet har derfor fjernet udmeldelse som aktuelt krav. EU-Parlamentet er også for dem blevet en vigtig politisk kampplads, og partiet er medlem af et fælles europæisk venstre-fløjsparti. Uffe Elbeks parti, ”Alternativet”, opstiller for første gang til Europa-Parlamentet. Det sker i et samarbejde med forskellige venstrefløjsgrupper, som kaldes for Europæisk Forår, European Spring. Det er etableret af den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis. I Danmark samarbejder den fyrede græske minister med ”Alternativet”, som er i valgforbund med Radikale Venstre.

De andre danske partier opstiller, som de plejer. Nye Borgerlige og Kristendemokraterne kan kun stille op, hvis de kommer i Folketinget eller indsamler godt 70.000 underskrifter. Alle folketingspartier har ret til opstilling til EU-Parlamentet, mens nye partier først skal samle underskrifter. Det er partierne, som opstil-ler kandidaterne, mens mandaterne tilhører de valgte, når de først er valgt. Ingen kan forpligtes til at mod-tage instrukser fra deres vælgere, partier eller euro-pæiske sammenslutninger. De valgte kan heller ikke forpligtes til at aflevere økonomiske bidrag til deres parti eller bevægelse. Vi gjorde det ”frivilligt” i både Folkebevægelsen og JuniBevægelsen, men var næppe blevet genopstillet, hvis ikke frivilligheden indfandt sig hver måned.

I Europa-Parlamentet taler man på alle sprog. I mø-desalen er der tolkning til samtlige officielle EU-sprog. I udvalgsmøder tolkes der kun til de sprog, som med-lemmerne rent faktisk bruger. Lovtekster fremsendes officielt på alle sprog fra Kommissionen, men det sker ikke samtidigt. De fleste forslag kom i min tid først på fransk, som oftest var arbejdssproget i de institutionelle spørgsmål. Jeg kunne aldrig vente med at kommentere et oplæg, til jeg kunne få det på engelsk eller dansk.

32

Hvis jeg havde insisteret på at få en dansk version, før jeg udtalte mig, var jeg aldrig kommet i de europæiske medier. Indtil 1998 var fransk det førende sprog i EU. Så blev engelsk det vigtigste sprog.

Fransk er stadig det sprog, der anvendes i EU-Domsto-len. Hvis der er tvivl om fortolkningen af en paragraf, må man slå efter i den franske udgave af Traktaterne. Alle sprog er lige, men fransk er mere lige end de an-dre officielt ligestillede sprog. Medlemmerne af Euro-pa-Parlamentet kan tale på ethvert sprog efter eget valg og få oversættelse gennem dertil indrettede hørete-lefoner. I Folkebevægelsens program havde vi skrevet, at vi altid skulle tale dansk. Det princip holdt vi fast i med det resultat, at stadig færre hørte efter. For de fleste medlemmer lyttede ikke til medlemmerne fra de små sprogområder, hvor oversættelsen kørte gennem relæ. Først fra f.eks. fransk til engelsk og derefter vi-dere til dansk, og omvendt. Meget gik tabt under vejs. Folkebevægelsens leder, Else Hammerich, blev i sin før-ste tale tolket til at være en glødende Unionstilhænger. Dengang kunne tolkene ikke forestille sig andet fra en parlamentarikers mund.

I starten lyttede jeg til dansk eller engelsk oversæt-telse, men jeg må erkende, at jeg efterhånden lyttede mest til den kanal, hvor man hørte talerens eget sprog. I min tid i JuniBevægelsen var vi ikke bundet til det fine og demokratiske tal dansk princip. Som gruppefor-mand for skiftende EU-kritiske grupper fra 1994 holdt jeg mine taler i salen på engelsk, så de blev forstået og buhet eller klappet ad. I formandskonferencen talte jeg oftest engelsk, men indimellem også fransk eller tysk, selv om der altid sad dygtige danske tolke og oversatte for mig - til ingen verdens nytte. Jeg modtog også dan-ske referater af vore møder uger eller måneder efter, jeg havde læst dem på fransk.

33

I starten kritiserede jeg Venstres Niels Jørgen Haage-rup for at tale engelsk i salen. Det kom jeg til at for-tryde, for det er svært at bebrejde en politiker, at han gerne vil forstås, og man bliver altså ikke forstået or-dentligt på dansk. Sådan er det jo. Derfor er mit råd til alle valgte: start med at lære flydende engelsk. Det er omgangssproget i dag, og det ændres ikke af en britisk udmeldelse. Engelsk er internettets og samarbejdets dagligsprog. Hvis du er til mere, så lær fransk, som åb-ner for mange i Sydeuropa.

Tysk kan du springe over, for næsten ingen tyskere gi-der snakke tysk med dig. De foretrækker engelsk. Jeg er sønderjyde og har let ved tysk. På et sprogkursus i tysk blev jeg dog belært om, at jeg havde 50 % fejl i grammatikken. Men det har mange tyskere også, og man hører ikke de mange små fejl på TV. Jeg har dog ofte måttet kæmpe med gode tyske kolleger for at tale tysk med dem. De foretrak som regel engelsk.

Europa-Parlamentet har en sprogafdeling og sender medlemmerne på sprogkurser i sommerferierne med alt betalt og halve dagpenge oveni. Det opfattede jeg i starten som frås, men de penge er givet godt ud, fordi de hjælper medlemmerne til at samarbejde over græn-serne. Jeg har altid ledet møderne i mine grupper på engelsk. Som formand for en nordisk samarbejdsgrup-pe, David-gruppen, ledede jeg møderne på en slags Finlands-svensk, som er det sprog, der forstås af alle nordboere. Rigssvensk går for hurtigt og er for svært. Svensk med finlandsk accent går måske 30 % langsom-mere, og ordene udtales langt mere tydeligt. Jeg syntes, det ville være en falliterklæring, hvis vi skulle tale en-gelsk indbyrdes, og det undgik vi med held og omhu.

Som gruppeformand indførte jeg engelsk som arbejds-sprog på mine kontorer. Jeg havde også hjælpere fra andre lande. Vi startede hver dag med et møde fra

34

8.45 til 9.00 med gennemgang af dagens opgaver. Vi lavede flere nyhedsbreve hver uge, og her fik vi stor hjælp fra lederen af den danske oversættelsestjeneste i Europa-Parlamentet, Hans Drangsfeldt. Jeg skrev nyhedsbrevet på engelsk. Han oversatte selv til dansk, så vi kunne få dem ud samme dag og samtidig. Hvis jeg havde skrevet det på dansk, kunne jeg have fået en oversættelse ugen efter. Vi skrev ikke årsskrifter, men dagsaktuelle kampskrifter med gennemgang af de sa-ger, vi havde og ville have mere gang i.

Vore fyldige og dokumenterede nyhedsbreve blev brugt meget flittigt af udenlandske journalister, mens der var gang i forhandlingerne om forfatningsudkastet og den senere Lissabon-traktat. Jeg ledede et særligt ”De-mokrati Forum” for den nærdemokratiske opposition i konventet. Vi havde formøder hver gang og kunne oftest samle et halvt hundrede journalister til vore pressemø-der efter møderne i konventet. De mange gennemgan-ge i nyhedsbrevene omkring konkrete love nåede ingen vegne. I alle lande behandles lovgivningen fra EU som en by i Rusland, som ikke dækkes. Det var ikke skønne spildte kræfter, fordi sagerne ikke havnede i medierne. Vi vandt mange slag og fik mange ændringer og forbed-ringer vedtaget. Det kommer vi tilbage til. De mange sager vil forhåbentlig overbevise dig om, at det ikke er ligegyldigt, om man afgiver sin stemme til Europa-Par-lamentet. Din stemme kan også gøre en forskel, hvad enten den kan ses i medierne eller ej.

35

Kapitel 2

MICKEY MOUSE PARLAMENTETVed det første direkte valg den 7. juni 1979 fik Danmark 16 af 410 pladser i Parlamentet. Jeg blev selv valgt som det sidste af Folkebevægelsens fire mandater ved at sprænge rækkefølgen. Jeg var opstillet som nummer ti, men blev valgt som nummer fire. Det er kun personlige stemmer, som afgør, hvem der bliver valgt. Ved valge-ne til Europa-Parlamentet opstiller næsten alle partier med sideordnede lister.

I 2019 skal vi vælge 13 af 751 eller 14 af 705 repræsen-tanter, hvis Storbritannien forinden er trådt ud. Det er ikke mange. Men det er faktisk nok til at gøre en forskel, hvis partierne samarbejder og kommer med deres bed-ste folk. De danske medlemmer burde holde et fælles-møde efter hvert valg for at sikre, vi har danskere som medlemmer eller suppleanter i alle udvalg. Den danske EU-ambassade bør sikre, at der altid er en kvalificeret fagmedarbejder til stede i udvalgsmøderne for at følge med og forsyne de danske medlemmer med seneste nyt fra Ministerrådet og folketingsflertallets ønsker til ind-holdet. De danske medlemmer bør også forsynes med assistenter betalt af Folketinget på samme måde, som det sker i Tyskland. Vi forspilder mange muligheder for dansk indflydelse ved et alt for ringe samarbejde mel-lem Folketinget, regeringen og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet.

Den britiske premierminister Margaret Thatcher kald-

36

te engang i firserne Europa-Parlamentet for en Mick-ey Mouse forsamling. Det var rigtigt dengang. Det var også rigtigt, da den danske EU-kommissær Ritt Bjerre-gaard ved sin tiltræden i 1994/95 sagde, at Parlamen-tet ikke var et rigtigt parlament. Hun fik ørerne i ma-skinen, men havde ret. Dengang var Parlamentet ikke et rigtigt parlament, men en forsamling, der kæmpede indædt for at blive det.

I dag har Europa-Parlamentet indflydelse på lovgivnin-gen, næsten som et rigtigt parlament. Parlamentet kan dog ikke udskrive skatter, men har fået det sidste ord over budgettets indretning, undtagen for landbrugs-udgifter. Parlamentet kan ikke sende soldater i krig, men MEP’erne kan fastlægge udgifter til militær forsk-ning, forsvar og grænsebevogtning. Forsvaret er med i budgettet for 2019. Magten til de folkevalgte er stadig stærkt begrænset i Traktaterne, men medlemmerne har i praksis tilkæmpet sig en rolle som medlovgiver sammen med Kommissionen og Ministerrådet.

I 2014 besluttede de folkevalgte endda også, hvem der skulle være formand for Kommissionen. De afviste et par forslag til kommissærer og er i praksis med til at udpege Unionens ”regering”, som kaldes for Kommissi-onen. At udpege regeringen er den vigtigste funktion i ethvert demokrati, og den magt er ved at blive erobret af Unionens parlament, i strid med Traktatens regler.

Ironisk nok er medlemmer af Europa-Parlamentet i dag også med til at beslutte, hvor mange Mickey Mouse og andre ikke-europæiske udsendelser, der må være i britisk og dansk TV. Parlamentet er med til at afgøre, hvad Facebook må registrere om dig. Medlemmerne har haft Facebook-grundlægger og ejer, Mark Zuckerberg, til høring hos de otte gruppeformænd i Europa-Parla-mentets politiske ledelse, Formandskonferencen.

37

Europa-Parlamentet har medindflydelse på vedtagelse af reglerne om det fælles EU-politi, Europol. Parlamen-tet har også en stemme, når der diskuteres skattely. Parlamentet har nedsat særlige undersøgelsesudvalg til at opklare svig og skatteunddragelse. Parlamentet har støttet kunstnernes ret til betaling fra de store in-ternetudbydere. I sådanne afstemninger tæller enhver stemme, også de danske, hvis de alle møder flittigt op. Det var Parlamentet, som sikrede gratis mobilsamtaler i hele EU. Prisen blev desværre, at de blev betalt af ge-nerelle prisforhøjelser og dermed også af dem, der ikke havde råd til at rejse til udlandet og tale i telefon.

Den 29. maj 2018 foreslog Parlamentet, at medlemslan-dene skal kunne kræve ligeløn for udlændinge, der kom-mer for at arbejde i medlemslandene efter det såkaldte udstationerings-direktiv. Da jeg var med til at stille til-svarende forslag de første gange i Europa-Parlamentet, blev det forkastet af et meget stort flertal af medlemmer-ne i salen. I dag kan de fleste danskere formentlig ind-se, at flertallet ikke udviste rettidig omhu, da de åbnede EU for billig arbejdskraft fra de tidligere kommunistiske lande uden at få samtidige regler mod social dumping.

Briterne stemte sig ligefrem ud af EU i 2016, bl.a. i protest mod indvandring og arbejdskraftens frie bevæ-gelighed. De lempelige regler var ikke kun besluttet af folkevalgte og ministre, men mest af EU-Domstolen i Luxembourg. Dommerne havde gennem talrige domme udbygget traktatens princip om fri bevægelighed for ar-bejdstagere til også at omfatte næsten alle andre borgere.

Begrebet arbejdskraft blev f.eks. gradvist udvandet til at omfatte folk, der blot arbejdede i kort tid. Til sidst rakte det med kvarttidsstillinger. Med Genc-dommen fra 2010 ville Domstolen ikke udelukke, at en tyrkisk kvinde, der arbejdede 5 ½ time om ugen som arbejdsta-ger, skulle have fulde sociale rettigheder. En dom hav-

38

de tidligere givet fulde rettigheder til personer med ti timers ugentligt arbejde. Nu er der ikke nogen nedre grænse, hvis der er tale om et faktisk og reelt beskæf-tigelsesforhold, og den vurdering skal tages af de nati-onale myndigheder ud fra EU-Domstolens principper. Denne dom udvidede også den fri bevægelighed for arbejdskraft til at omfatte flere tyrkiske borgere, fordi Tyrkiet har en associerings-aftale med EU.

EU-Domstolen behandler også de danske familiesam-menføringskrav for flygtninge og immigranter, som holder titusindvis af borgere uden for Danmark. Gene-raladvokaten har anbefalet Domstolen at dømme den danske lov ulovlig. Domstolen kan derfor meget vel dømme den danske lov for retsstridig, selv om den støt-tes af et stort flertal i Folketinget. EU-Domstolen kan på den måde afgøre en uenighed mellem et stort flertal og et lille mindretal i Folketinget. Udlændinge kan få tildelt rettigheder i medlemslandene gennem den fæl-les EU-Domstol. EU-dommerne fortolker traktaterne og dømmer ofte efter, hvad der gavner integrationen mellem medlemslandene uden hensyntagen til, hvilke synspunkter der har mest støtte i Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter.

Men verden står ikke stille. Den britiske folkeafstem-ning var en mavepuster, som blev fulgt op af andre valg og folkeafstemninger, som var ubehagelige for le-derne i Bruxelles. Det gav debat, og Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet blev enige om at skærpe reglerne i udstationerings-direktivet. Det gæl-der for de arbejdere, der kommer fra andre EU-lande i de første tre måneder, de er i værtslandet. De kunne tidligere arbejde for hjemlandets tariffer, mens lande-ne nu får mulighed for at kræve værtslandets lønnin-ger overholdt.

I 2018 fik Italien en ny regering af EU-kritikere. Rege-

39

ringen afviste at tage eneansvaret for de mange flygt-ninge, der lander i Italien. Valget pressede EU-statsmi-nistrene til at gennemføre den hidtil mest restriktive lovgivning om flygtninge og indvandrere. Der skal nu ansættes 10.000 fælles grænsebetjente til at vogte de fælles ydre grænser. Der skal etableres særlige lejre, hvor anmodninger om asyl til flygtninge kan behandles, inden de får lov til at komme ind en række EU-lande. Hensigten er at afvise de økonomiske flygtninge og få styr på fordelingen af de flygtninge, der kommer fra kri-ge og konflikter.

Eksemplerne viser, at regler kan ændres. Det kan ske gennem erfaring, diskussion og valg, som kan føre til nye flertal og nye love. Vi vælgere kan dermed få no-get for at kritisere og stemme, selv på områder hvor Europa-Parlamentet slet ikke har nogen formel magt. I praksis kan parlamentsmedlemmerne nemlig i dag blande sig i næsten alt. Vore danske folkevalgte i Euro-pa-Parlamentet kan få større indflydelse på vore love end hele Folketinget og regeringen tilsammen. Til gen-gæld har de ikke de samme penge at rutte med som Folketinget, der fordeler 98 % af de danske skatter. Muligheden for indflydelse er der for alle folkevalgte. De skal blot beslutte sig for at ville gøre en forskel med deres foretrukne mærkesager og så tage fat i det hårde arbejde. For ingen kommer sovende til indflydelse.

Der er nok af problemer at tage fat i. Er det rimeligt, at verdens mest værdifulde selskab, Apple, kun betalte 0,005 % i skat af deres omsætning i Europa i 2014 og afle-verede skatten til den irske stat? EU har ingen magt over de direkte skatter i medlemslandene. Direkte skatter kan kun harmoniseres, hvis alle lande er enige og vedtager fælles regler med enstemmighed i Ministerrådet. Allige-vel kan Europa-Parlamentet og den danske konkurren-ce-kommissær, Margrethe Vestager, gøre noget ved den urimelige forskelsbehandling af store og små virksomhe-

40

der. Hun kan ikke gøre det alene, men i samarbejde med andre kommissærer, ministre og parlamentsmedlemmer.

Margrethe Vestager gav Apple en opkrævning på over 100 milliarder kroner. Den lave beskatning af Apple i Irland kan nemlig også ses som et brud på konkurren-ce- og statsstøtte-reglerne i EU. Så kan Ministerrådet vedtage regler med flertalsafgørelser, og Parlamentet kan forbedre Kommissionens forslag med ændringsfor-slag og presse dem igennem. Din stemme kan dermed få betydning, til fordel for Apple og andre multinationa-le selskaber, eller til fordel for europæiske skatteborge-re. Det er dit valg.

Europa-Parlamentet er ikke kun delt gennem politiske forskelle. Du har også en interesse i at styrke de danske medlemmers placering i Parlamentet. De har brug for din stemme, hvis deres udenlandske kolleger i de poli-tiske grupper og i Kommissionen skal lytte til dem og give dem indflydelse. Det er f.eks. vigtigt at få de andre lande til at forstå og respektere den danske model, som er helt forskellig fra den måde, man styrer arbejdsmar-kedet i de andre lande. Gode valg i Danmark kan give ekstra styrke i de interne forhandlinger om poster og indflydelse i de politiske grupper i Europa-Parlamentet.

I juni 2018 blev Danmark stemt ned i Ministerrådet i forskellige sociale sager. Et kvalificeret flertal beslut-tede, at lønmodtagere fra andre lande skal kunne få dansk arbejdsløshedsunderstøttelse betalt af den dan-ske stat efter blot en enkelt måneds ophold i Danmark. Den danske regel krævede mindst tre måneders arbejde i Danmark. Den ene måned kan suppleres med mindst 11 måneders arbejde derhjemme, fordi der kræves 12 måneders samlet optjening af retten til understøttelse. Men i de fleste lande er de 11 måneder blot et krav om ophold i landet, og ikke om arbejde.

41

I december 2018 gik Europa-Parlamentet så et skridt videre og besluttede, at udlændinge skal kunne arbej-de i Danmark i blot en enkelt dag og få ret til at tage understøttelsen ved ledighed med hjem i et halvt år, betalt af danske skatteydere. Det er dog en betingelse, at den ledige forinden har været i arbejde eller a-kasse et år i hjemlandet eller i andre lande i EU. Det ende-lige kompromis mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet blev indgået i marts 2019. Det blev ikke en dag, og ikke tre måneder, men en enkelt måneds arbejde i Danmark for at kunne få understøt-telse i indtil seks måneder til at søge arbejde i hjemlan-det eller andre lande. Det kom også frem, at kun 41 per-soner havde benyttet retten under tremånedersreglen.

Danmark fik støtte af Tyskland, Malta og Cypern samt de tre Benelux-lande, Holland, Belgien og Luxembourg, men det var altså ikke nok til at blokere for lovændrin-gen. De syv lande råder ikke over et såkaldt blokerende mindretal. Der var heller ingen hjælp at hente i Euro-pa-Parlamentet, tværtimod. Derfor skal danske skatte-borgere nu til at betale den høje danske understøttelse til personer fra andre EU-lande, hvor lønnen er ringere end vore dagpenge ved ledighed. Det bliver dog næp-pe et stort økonomisk problem for Danmark, men det kan blive en stor sag ved valget til Europa-Parlamen-tet, fordi de fleste vælgere ikke kan lide denne form for indblanding.

Vi skal også fortsætte med at sende børnepenge til f.eks. Bulgarien, hvor de danske børnepenge er højere end den bulgarske mindsteløn. Briterne havde fået tilbudt en indeksering af børnepengene efter leveomkostningerne i de forskellige lande. Men tilbuddet blev trukket tilba-ge, da briterne stemte nej til fortsat EU-medlemskab. Den danske regering forsøgte at få indekseringen god-kendt, men det lykkedes ikke, da Kommissionen ikke ville støtte forslaget. En ny Kommission og et nyt parla-

42

ment kan skifte standpunkt. Det er politiske spørgsmål om dagligdags emner, hvor du ikke kan ændre udfal-det alene ved at stemme til Folketinget. Men du kan få indflydelse på fremtidens regler ved også at stemme til Europa-Parlamentet og påvirke valget af medlemmer og kommissærer.

De danske medlemmer sidder ikke sammen i en dansk gruppe, men er delt ud på de forskellige politiske grup-per med medlemmer fra mange lande. Du har brug for repræsentanter, der kan skabe indflydelse, hvis din stemme skal være virksom. Da jeg blev valgt til Euro-pa-Parlamentet ved det første direkte valg i 1979, var valgdeltagelsen 47,8 % i Danmark. I 2014 var den 56,32 %, måske lidt hjulpet af en samtidig folkeafstemning om dansk tilslutning til Patentdomstolen. Der er risi-ko for, at valgdeltagelsen falder. Men der er også chan-ce for, at vi kan få valgdeltagelsen til at stige, hvis vi strenger os an.

Sammen med valget til Europa-Parlamentet kunne vi også få lov til at stemme om noget vigtigt og synligt: Hvem skal være den nationale kandidat til Kommissi-onen? Skal Margrethe Vestager fortsætte med fem år mere i Kommissionen, som hun gerne vil, eller bør hun erstattes af en anden med dansk statsborgerskab? Eller eventuelt af en person fra et helt andet land? Risikoen er der, for statsministrene har besluttet, at medlem-merne i den næste Kommission skal gå på omgang. En tredjedel af landene får ingen kommissær, før i 2024. I marts 2019 udpegede den liberale familie Margrethe Vestager til deres syvpersoners ”Team Europa”, som skal kæmpe om de højeste pladser i EU.

43

Skal den danske kommissærs muligheder afgøres i for-handlinger mellem partiledere på Christiansborg, eller skal vi vælgere tages direkte med på råd? Efter Lis-sabon-traktaten er det ikke det danske folketing, som bestemmer, hvem der skal være den danske stemme i Kommissionen. Udnævnelsen af Kommissionens med-lemmer sker nu ved, at hvert lands statsminister frem-sætter forskellige ”antydninger” for Kommissionens formand.

Manfred Weber er den officielle favorit til at overtage posten som formand for EU-Kommissionen efter Jean-Claude Juncker. Han er næstformand i det tyske parti, CSU, og formand for den kristendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, EPP. Ryg-terne peger dog snarere på Michel Barnier, som leder forhand-lingerne om britisk udmeldelse for Kommissionen.

44

Formanden bestemmer, hvem der kommer med fra Danmark. Kommissionens formand bestemmer også, hvilken rolle, det danske medlem skal have i Kommis-sionen. Skal det være en ligegyldig eller en vigtig post, f.eks. som konkurrence-kommissær eller næstformand med ansvar for en gruppe fagkommissærer? Der står ingen steder i traktaterne, at formanden ikke kan være dansk. Lilleputlandet Luxembourg med en halv million indbyggere har hele tre gange haft formandsposten med den liberale Gaston Thorn, kristendemokraten Jacques Santer og nu hans partifælle, Jean-Claude Juncker.

Hvis vi også stemte om den danske kandidat til Kom-missionen, ville den med flest stemmer have en god chance for at blive udpeget. Man kan næppe forestille sig en nyvalgt Kommissionsformand sige: Jeg vil ikke have hende, der fik 70 % af stemmerne i Danmark. Jeg foretrækker min egen partifælle, selv om han kun fik

Frans Timmermans er første næstformand i Kommissionen og kandidat for socialisterne til topposten som formand for Kommissionen. Her lytter han til formanden for den mindste gruppe i Europa-Parlamentet, Nigel Farage.

45

10 % af stemmerne. Sådan er det jo, så længe vælgerne kan huske, at demokrati bygger på antal stemmer ved hemmelige valg. Kommissionen er det vigtigste organ i EU. Kommissærerne har eneret til at stille lovforslag. Danske ministre og dem, vi stemmer på ved valg til folketing og Europa-Parlament, kan ikke stille forslag til EU-love. Til gengæld kan vi ikke stemme på dem, der stiller forslagene. Det kunne ændres, så vi både kan stemme på kandidater til Kommissionen og til Europa-Parlamentet.

Det er blevet foreslået, at borgerne skal kunne stemme direkte på formanden for Kommissionen i alle lande, li-gesom man i USA kan stemme direkte på landets kom-mende præsident. Det er måske muligt at gennemføre, når man nogle gange har stemt på den nationale kom-missær og har vænnet sig til at tage stilling til euro-pæiske spørgsmål. Om det så er ønskeligt, er en anden

Den danske konkurrence-kommissær, Margrethe Vestager, er en af de uofficielle spidskandidater til en toppost i EU fra den liberale ALDE-gruppe. Her fotograferet under en parlaments-samling i Strasbourg.

46

sag. Det afhænger i høj grad af, om man ønsker EU ud-bygget til den føderalistiske drøm om Europas Forenede Stater, eller om man snarere foretrækker den tidligere franske præsident Charles de Gaulles vision om Fædre-landenes Europa.

I dag vil et direkte valg af formanden for Kommissionen blive et flop. Hvem i Danmark vil gå op i, om formanden hedder Frans Timmermans eller Michel Barnier? Jeg har arbejdet tæt sammen med dem begge gennem man-ge år, men hvor mange andre danskere kender dem? De to vil ikke engang kunne få et godt valg i deres egne lande, Holland og Frankrig. Den officielle spidskandi-dat for EPP-gruppen, Manfred Weber, fra det bayerske parti, CSU, vil kunne få et pænt valg i Bayern, men ikke engang i det øvrige Tyskland. Tiden er (endnu) ikke til en fælles direkte valgt præsident. I august 2018 lod den

Ska Keller er spidskandidat for De Grønne. Hun kommer fra det grønne parti i Tyskland og slog igennem som spidskan-didat ved EU-valget i 2014. Hun har ingen chancer for at få formandsposten. Men De Grønne kan indgå i en alliance af partier og få andre indrømmelser.

47

tyske kansler Angela Merkel forstå, at hun kunne støt-te EPP-gruppens formand i Europa-Parlamentet, Man-fred Weber, som den næste kommissionsformand.

Vandrørene fortæller dog, at hun foretrak sin egen økonomiminister, Peter Altmaier, som formand for Kommissionen. Han er med i CDU. Nu er det den tid-ligere delstats-statsminister fra Saar-landet Annegret Kramp-Karrenbauer, populært kaldet for ”AKK”, som bestemmer for Tyskland. Altmaier var med i forfat-ningskonventet, hvor jeg havde et fortrinligt samarbej-de med ham om sikring af nærhedsprincippet, subsi-diaritet. Han var stærkt betænkelig ved at give EU for meget magt på bekostning af medlemslandene og deres delstater. Det samme mener Weber og hans parti, CSU. Michel Barnien har tidligere været medlem af Kom-missionen og repræsenterede Kommissionen i forfat-nings-konventet fra 2002. Han er hentet ind til at lede

Den tidligere franske minister, Michel Barnier, leder for-handlingerne med Storbritannien om deres udmeldelse. Han er også uofficiel kandidat til topposten som formand for Kom-missionen efter valgene til Europa-Parlamentet.

48

forhandlingerne med Storbritannien og er igen uofficiel kandidat til formandsposten. Han tabte afstemningen til Juncker i 2014.

Kommissionens rolle er uhyre magtfuld. Den beslutter selvstændigt 70 % af alle love i EU og stiller forslage-ne til de resterende love. Hvis blot et enkelt land er enig med Kommissionen, kan resten af landene intet stille op. Det kræver nemlig fuldstændig enighed mel-lem samtlige medlemslande i EU, hvis man skal kunne ændre et lovforslag fra Kommissionen. Det giver Kom-missionen en meget stærk position i alle forhandlinger om EU-lovene.

På den anden side kan Kommissionen ikke se bort fra holdningen hos de forskellige medlemslande. Landene skal give tilslutning i Ministerrådet til den ønskede lov med et såkaldt kvalificeret flertal på 55 % af landene. Dette flertal skal samtidig repræsentere 65 % af EU-landenes samlede befolkning. Det dobbelte krav kaldes også for et ”dobbelt flertal” og sikrer, at medlemslande-ne kan få indflydelse efter deres størrelse. Det blokeren-de mindretal skal således råde over medlemslande med over 35 % af den samlede EU-befolkning, eller 13 af 28 lande. Eller ligeledes 13 af 27 efter britisk udtræden. Derfor må enhver Kommission særligt skele til, hvad de største medlemslande mener om kommende lovforslag. Danmark stemmer i Ministerrådet med godt 5,7 mil-lioner stemmer, mens Tyskland stemmer med godt 82 millioner. Her tæller hver indbygger lige meget.

Inden afstemningerne i udvalg og plenum er der forhand-linger, hvor medlemmerne selv har indflydelse på, hvor meget indflydelse de vil have. I mange drøftelser i institu-tionernes udvalg og arbejdsgrupper spørger man sjældent om, hvor mange borgere, vore repræsentanter repræsen-terer. Der er aldrig nogen, der har bedt mig tie stille, fordi jeg kom fra et lille land. Argumenter tæller med ved alle

49

borde. Gode ideer kan også komme fra de mindste med-lemslande. Dygtige repræsentanter kan både tale, overta-le og have indflydelse langt over deres vægt.

Vi har f.eks. en dansk generalsekretær for Det Europæ-iske Råd, der tilrettelægger drøftelserne blandt stats-ministrene fra de forskellige EU-lande. Jeppe Tran-holm-Mikkelsen startede som ung embedsmand på den danske EU-ambassade, hvor jeg arbejdede sammen med ham om åbenhed i EU. Det var ikke svært at spot-te hans talent, og han endte som chef for hele huset som dansk EU-ambassadør. Der vandt han EU-kollegernes tillid, så han kunne få den fælles tjans. Vi har tidligere haft Niels Ersbøll på posten gennem hele 14 år med en anden dansk embedsmand, Poul Skytte Christoffersen, som sin højrehånd. Hvis vi byder os til med kloge og arbejdsomme hoveder, kan vi få en indflydelse, der er meget større, end vores folketal berettiger til.

Det gælder også i Europa-Parlamentet, hvor danskere kan blive formand for deres politiske gruppe eller blive formand for et vigtigt udvalg. De kan også blive koor-dinatorer eller ordførere for deres grupper, så de skal forhandle lovforslag med kolleger fra de andre politiske grupper. De kan så være med til at bestemme, hvordan alle gruppens medlemmer skal stemme efter den stem-meliste, som udarbejdes i de politiske grupper. Indfly-delse fremmes med både omgængelighed, flid, snilde og dygtighed.

Du kan med dit kryds være med til at afgøre, hvem der skal repræsentere dig i Europa-Parlamentet og forhå-bentlig også i Kommissionen. Du kan nemlig også stem-me personligt. De forskellige partier og Folkebevægel-sen mod EU opstiller hver deres liste med kandidater. Næsten alle kandidater er opstillet sideordnet, så det alene er de personlige stemmer, som afgør, hvem der bliver valgt. Din stemme tæller ikke mindre end par-

50

tisekretærens eller partiformandens, når kandidater-ne først er stillet op. Alle vælgere har én stemme hver. Hver stemme vil blive talt op med samme vægt. Du kan dermed også blive hørt.

Europa-Parlamentet kan stille ændringsforslag til at ændre Kommissionens lovforslag, og Parlamentet kan helt forkaste et lovforslag. Det skal dog ske med absolut flertal af Parlamentets medlemmer, og ikke blot med et flertal af de afgivne stemmer. Efter Traktaterne er Parlamentets tilslutning til en lov ikke nødvendig. Par-lamentet er ikke formelt ligestillet med Ministerrådet. Rådet skal stemme for de vigtigste EU-love, for at de kan træde i kraft. Praksis er dog helt forskellig fra reg-lerne. Hvor Kommissionen ikke selv beslutter lovene, vedtages de nu i kompromisforhandlinger mellem re-præsentanter for de tre institutioner, Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Det sker i trepartsmøder, som kaldes for triloger, på engelsk trilogues. Nogle gange staves det med a efter tri. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan også blive valgt af deres kolleger til at deltage i drøftel-serne. Her kan din repræsentant i Europa-Parlamentet dermed være med til at gøre en forskel. Her ligger den vigtigste mulighed for dig til at få indirekte indflydelse i EU. Medierne er ikke flittige til at dække indflydelsen, men den er der, og den er stor og desværre usynlig.

Jeg har været formand for min politiske gruppe gennem sytten af mine 29 år som medlem af Europa-Parlamen-tet. Her har jeg deltaget flittigt i drøftelserne mellem de dengang syv gruppeformænd. De leder Parlamentets virke gennem formandskonferencen. Jeg skjulte ikke, at jeg var modstander af Danmarks medlemskab af EF, tværtimod. Det hindrede ikke, at jeg allerede i 1980, som 32-årig, blev valgt som ordfører for EF´s budget sammen med den ivrige italienske føderalist, Altiero

51

Spinelli. Vi skulle forberede budgettet for 1982 og fik vore retningslinjer med sparsommelighed vedtaget en-stemmigt i budgetudvalget. Min holdning som EF-mod-stander hindrede ikke, at de også lyttede til mine argu-menter i mange sager, her om at standse permanente udvidelser af de administrative budgetter.

Jeg blev dog fyret som ordfører af gruppeformændene, da jeg gik til pressen med dokumentation for, at alle andre gruppeformænd hævede rejsegodtgørelser for før-steklasses flybilletter for rejser, som de foretog i Parla-mentets egne limousiner. De ville gerne have pengene dengang, men de kunne ikke lide omtalen. Senere indså gruppeformændene, at de måtte være med til at rydde op.

Medlemmerne i Europa-Parlamentet er oftest meget kollegiale. De er ikke hinandens modstandere ved valg, fordi alle valg er nationale. EU-politikerne samarbejder bedre end medlemmerne i de nationale parlamenter. På de lukkede møder i Folketinget kan der dog også være glimrende samarbejde mellem medlemmerne på tværs af parti skel. Danske EU-medlemmer er respekterede og har også indflydelse. Jeg har selv deltaget i konkrete forhandlingsmøder om lovenes udformning og kan med gode eksempler i denne bog bevidne, at indflydelse er mulig, selv for kritiske danske repræsentanter. Jeg ind-så gradvist, at man kunne ændre EU indefra, med både ord og forslag, og jeg holdt op med at kræve Danmark ud af EF.

Folkeafstemningen om Maastricht-traktaten den 2. juni 1992 blev mit livs aften. Med et beskedent Nej på 50,7 % åbnede danskerne for mange reformer for åben-hed, nærhed og demokrati, som vi døbte ÅND. Jeg for-lod Folkebevægelsen mod EF og var med til at skabe JuniBevægelsen, der ville virke både konstruktivt og kritisk i Europa-Parlamentet. I denne bog skriver jeg

52

også om de mange oftest ukendte sejre, vi var med til at vinde med udgangspunkt i virket i Europa-Parlamen-tet. Jeg har som sagt også bedt danske medlemmer af dagens Europa-Parlament om at skrive lidt om deres vigtigste sag. Der er meget stof til eftertanke i de kon-krete sager. De viser alle, at også danske medlemmer har indflydelse i EU, selv Rina Ronja Kari fra Folkebe-vægelsen mod EU.

Enhver, der læser om de mange sager, vil hurtigt ind-se, at det er forkert, når der stadig er nogle, som si-ger: Vi er et lille land, derfor har vi ikke noget at skulle have sagt. Jo, vi har også noget at skulle have sagt. Der er danskere til stede i Kommissionen, Ministerrådet, Europa-Parlamentet, EU-Domstolen, 3000 arbejds-grupper under Kommissionen og 275 arbejdsgrupper i Ministerrådet. EU-Parlamentet er også dansk, har jeg derfor kaldt denne bog - efter et rammende forslag fra professor Uffe Østergård.

Valget til Europa-Parlamentet kan give os reel indfly-delse for vore stemmer – hvis vi vil. Valget er også et tilbud om indflydelse til danske vælgere. Du kan få den med krydser på alle lister og partier ved at studere kan-didaternes holdninger og løfter. Sæt dit kryds ved den person, du har størst tillid til. Du vinder ikke noget ved at blive hjemme. Så lader du alle mulige andre bestem-me.

Det er grunden til, at jeg også ved dette valg er med til at køre partineutral kampagne i de sociale medier for at få vælgerne hen at stemme. Jeg er ikke med i et politisk parti, og jeg anbefaler ikke nogen bestemt liste eller kandidat, heller ikke når jeg finder ud af, hvem jeg vil stemme på. Nogen må påtage sig opgaven med at fokusere på at skaffe højere valgdeltagelse, for vælgera-indflydelse, for den mindst ringe styreform: folkestyre. De nærmere regler for valgets afholdelse offentliggøres

53

let forståeligt på vores nye hjemmeside: stemogbestem.eu og officielt på dette link fra Indenrigsministeriet: https://valg.oim.dk/lovstof/europa-parlamentsvalg/

Denne bog starter med en gennemgang af de politiske emner, som de europæiske vælgere går mest op i. Hvil-ke sager er til debat, og hvad kan man udrette med sin stemme ved EU-valget? Jeg indfletter også mine egne erfaringer fra mit liv i EU, som dokumenterer, at med-lemmerne kan gøre en forskel. Din stemme kan være med til at forbedre en række ting. De sidste kapitler går i dybden med EU’s virkemåder. Her kan du se, hvordan lovene bliver til, og hvordan vi vælger vore ledere. Men først lige et par opfordringer til at stemme fra kendte danskere i Uffe Østergårds og min nye kampagne for at øge valgdeltagelsen og dermed også valgets betydning. Du er velkommen til at dele dem med dine venner:

54

55

Kapitel 3

KLIMA OG GRØN OMSTILLINGI februar 2019 fødtes et håb. En gruppe franske forskere har foreslået etablering af ”Den Europæiske Klima-Fi-nans-pagt”. Den nye finanspagt vil oprette en europæisk klimabank og en europæisk klimafond. De skal hvert år forsynes med 300 milliarder euro. Pengene skal bl.a. gi-ves som lån til den grønne omstilling i hele Europa. EU

Sommeren 2018 bragte rekord i antal solrige sommerdage i Danmark og en række andre lande. Men også flere skovbran-de og klimaødelæggelser. Her er et par overlevende hunde fra en skovbrand i Grækenland med 9 døde mennesker.

56

har tidligere formidlet store beløb, men de fortrinsvis gået til bankerne og den finansielle sektor. Fra 2014-17 skabte Den Europæiske Centralbank likvider for 2.600 milliarder euro - svarende til 19.370 milliarder kroner. Men kun 11 procent af disse pengemidler gik ind i den reelle økonomi. De 89 procent er blevet på finansmar-kederne og gav næring til mere spekulation, kommen-terede en af forslagsstillerne, Pierre Larrouturou. For-slaget støttes af 600 internationale personligheder, bl.a. den tidligere Kommissionsformand, Romano Prodi. den tidligere danske statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, den tidligere franske statsminister Alain Juppé, den tidligere italienske statsminister Enrico Letta og tidli-gere udenrigsminister Per Stig Møller. Forslagsstiller-ne kommer fra alle sider af den politiske midte og vil nu forsøge at få EU og flest mulige lande med på vognen. Det ligner den indsprøjtning, der skal være vendepunk-tet mellem fremtid og afgrund.

Jeg har selv oplevet klimakrisen på tre forskellige må-der, mens jeg skrev denne bog. I sommeren 2018 hav-de vi det bedste sommervejr i 100 år. Solen skinnede, som om vi var i Sydeuropa. Det føltes rart, men blev også suppleret med slemme storme og oversvømmelser. Hedebølger kan også føre til voldsomme skybrud, over-svømmelser, vandstigninger, sammenbrudte kystsik-ringer, tørke og flere ukontrollable skovbrande. Sidst på sommeren var jeg på familieferie i Grækenland og oplevede hidsige skovbrande, der dræbte 93 personer i Athen. I februar var jeg så i Arizona i USA, hvor vi blev sneet inde af de værste snemasser i 100 år. Der afsluttede jeg denne bog med en stærk bevidsthed om, at klimaet ikke er et politisk emne som de andre, men et eksistensspørgsmål.

De ekstreme vejrforhold vil blive helt normale. FN´s klimaaftale fra 2015, Paris-aftalen, er juridisk binden-de for de 188 deltagende lande. Den har sat ønskelof-

57

tet for maksimal temperaturstigning ved 1,5 procent. Forskerne siger nu, at der er 50 % risiko for, at vores indsats kommer for sent til at vinde over de menne-skeskabte temperaturstigninger og klimaændringer. I 2018 gav FN´s forskere os kun 12 år til at rette ind. Vi skal halvere udledningerne inden for de næste ti år. Udviklingen går desværre stadig den forkerte vej, fordi reformerne hele tiden overhales af en økonomisk vækst, som ikke er tilstrækkelig bæredygtig.

CO2 er en luftart. Den fremkommer, når mennesker og dyr ånder, og når vi afbrænder organisk materiale. Vi forårsager også udslip af CO2, når vi producerer var-me og elektricitet, og igen når vi forbruger energi f.eks. som benzin i vore biler. Drivhuseffekten øges med ud-slip af vanddamp og kuldioxid (CO2) i atmosfæren. Den vigtigste årsag er udledninger fra afbrænding af olie, gas og kul. I 2017 steg udledningen af CO2 med 1,9 %. Den burde være faldet med mindst to procent. I 2018 fik vi verdenshistorisk rekord i udledning af CO2, og Danmark er et af de lande, der udleder allermest per indbygger. Derfor er vi også moralsk forpligtet til at gå forrest i nedbringelsen af CO2.

Indsatsen for klima og miljø bør derfor være et vigtigt tema for EU-valgkampen i maj 2019. Ifølge EU´s egne meningsmålinger var klimaet det næstvigtigste emne ved valget for danskerne i efteråret 2018. Det fulgte efter immigration. Ifølge Altingets seneste måling fra december 2018 er klimaet og sundheden nu vigtigst for danske vælgere ved folketingsvalget. De to emner slår begge immigration. Heraf følger formentlig, at klima vil være vigtigst for danske vælgere ved EU-valget, hvor man ifølge sagernes natur kan gøre meget mere for kli-maet end for sundheden. EU-valget kan være det sidste valg til Europa-Parlamentet, før kloden går amok og gi-ver os millioner af nye klimaflygtninge. Vi ved det ikke. Vi ved blot, at verdens førende forskere har advaret os

58

om, at Golfstrømmen kan vende og hæve vandstanden med seks meter, hvis eller når gletcherne smelter.

Kan vi bare sidde advarslerne overhørig og fråse løs af de fossile brændstoffer, der er ansvarlige for CO2-forure-ningen? Kan vi komme til at stemme på partier, der vil sikre en grøn omstilling af energisektoren i hele Europa og være foregangsområde for hele verden? Kan vi sikre, at der overalt udvikles metoder til at binde CO2? Kan vi bruge vores stemme til at få flere skove, som binder kultveilte, i stedet for flere pruttende køer, der foran-lediger mere CO2? Uret tikker. Lissabon-traktaten for-drer, at al forurening skal betales af forurenerne. Det princip bør nu tages for pålydende, så det bliver dyrt at forurene. CO2 kvoter bør som minimum koste det, som det koster at rydde op. Så kan markedskræfterne klare resten. Men det vil ikke ske før, alle økonomiske incita-menter indrettes til fordel for kloden.

Hvad siger de europæiske og danske partier om klima og miljø her ved valget til Europa-Parlamentet? Hvem vil være med til at virke for en universel forpligtelse til at indrette afgiftssystemerne, så de altid gør det dyrere at skabe CO2 end at vælge alternative produkter og pro-cesser? En generel forpligtelse kan gøres juridisk bin-dende, når FN samler verdens lande igen i september 2019. De lande, der ikke vil skrive under, kan mødes med særskatter f.eks. ved indførsel af deres CO2 forure-nende produkter til EU. Er det urealistisk?

Jeg tror det enkle princip kan vedtages af et enigt parla-ment. Jeg fik selv et tilsvarende princip om altid at gøre usunde varer dyrere end de sunde alternativer vedta-get med underskrift fra samtlige syv politiske grupper i Europa-Parlamentet, kort før jeg forlod forsamlingen i 2008. Der er desværre ikke sket så meget med vedta-gelsen, fordi det er svært at følge beslutninger til dørs, når man ikke længere er medlem med ret til at pukke

59

på. Det er ikke svært at overbevise kollegerne, men det kræver ihærdighed for ikke at sige sønderjysk stædig-hed. For klimaet burde det være så meget lettere. Der er ikke længere modstand, kun tøven, der skal over-vindes. Principperne står allerede i Traktaterne. Det er ikke noget nyt, vi skal kæmpe for. Kommissionens kristendemokratiske formand ville gerne ses sammen med den 16-årige svenske skoleelev, Greta Thunberg, da hun i februar 2019 rejste med tog til Bruxelles for at give kommissærer, folkevalgte og medlemmer af EU’s økonomiske og sociale udvalg nogle hastende råd.

Kampen om klimaet har også betydning for EU-borger-nes hovedbekymring og frygt for unødig immigration. Klimaødelæggelse medfører nu mange flere immigran-ter end krige og kriser. I 2018 anslog man, at der var 18 millioner personer, som flygtede fra klimaødelæggelser og 12 millioner, som flygtede fra krige. FN´s general-sekretær, António Manuel de Oliveira Guterres, sagde senere 19 millioner. Der skulle kun 1,8 millioner ille-gale grænseoverskridere til at bringe Europa på den anden ende i 2015, hvor motorvejene blev overvældet af særligt flygtninge fra krigen i Syrien. I 2018 regnede EU`s grænseagentur, Frontex, kun med 150.000 illega-le grænseoverskridere.

I 2017 kom der flest klimaflygtninge fra Etiopien, Fi-lippinerne og Somalia. Klimaødelæggelserne er bare ved deres begyndelse. Flygtninge fra orkaner, monsu-ner, oversvømmelser, brudte kystbeskyttelser og jord-skælv øges. Isen smelter ved Grønland i et tempo, som overgår forskernes værste forventninger. Næsten alle

Ekstra Bladet den 31. august 2018

60

forskere er enige om, at klimaforandringerne er men-neskeskabte og skyldes et for stort udslip af CO2. Der findes ikke et enkelt fix, som kan løse verdens problem nummer et. Der er brug for at anvende alle metoder, der kan give et bidrag. I starten var EU meget tøvende og direkte modstræbende med forbud mod initiativer, der viste vej.

I 2009 blev den danske klima- og energiminister Con-nie Hedegaard udnævnt til klimakommissær i EU. Hun fik god støtte af Kommissionens formand, José Manuel Barroso, da han noget uventet sprang ud som miljøven-lig. Nu begyndte Kommissionen at vise retning. På FN’s klima-konference i Paris i 2015 hørte EU ligefrem til frontløberne, som viste vej til vedtagelsen af loftet med to procent temperaturstigninger og håbet om maksi-malt 1 ½ procent. Målene blev ikke skærpet, men for-stærket ved COP 24 i Katowice i Polen i 2018.

Det var især debatterne i medlemslandene og Euro-pa-Parlamentet, som medførte skiftet i de tøvende in-stitutioner i EU. Parlamentet har rent faktisk påvirket den langsomme Kommission til en større indsats. Din stemme kan dermed både flytte isbjerge og temperatur-stigninger. Hver for sig betyder vi måske ikke så me-get, men sammen kan vi endnu redde planeten ved at ændre vore egne vaner og stemme for den nødvendige forandring ved at stemme for klimaet ved alle politiske valg. I 2018 hævede Europa-Parlamentet en tidligere målsætning om 30 % vedvarende energi inden 2030 til 45 %. Ministerrådet ville kun gå med til 35 %. Kompro-miset blev så en øgning med mindst 40 % vedvarende energi. Parlamentet presser på, Ministerrådet tøver, men flytter sig trods alt, til sidst.

I december 2018 vedtog Europa-Parlamentet og Mini-sterrådet et kompromis om 37,5 procent begrænsning af CO2 udslip for nye biler mellem 2021 og 2030, og en

61

begrænsning på 31 procent for varevogne. For 2030 har vi imidlertid brug for et decideret EU-forbud mod udslip af CO2 fra nye transportkøretøjer, som det blev foreslå-et af den danske statsminister fra 2030 for Danmark. De danske forhandlere virkede for en begrænsning på 40 % under forhandlingerne. Har det mening at tillade fremstilling af køretøjer, som ikke må køre i f.eks. Dan-mark? Realiteten bliver så desværre, at et dansk forbud mod nye biler med CO2 udslip vil blive forbudt af EU, fordi enhver bil, der er lovlig i et medlemsland, automa-tisk har ret til at køre lovligt i de andre medlemslande. Kloden har brug for, at vælgerne viser vej overalt i EU ved valgene 23-26. maj.

Vi kan ikke stemme os til biler uden forurening alene ved valget til Folketinget. Vi må have hele Europa med. Men hvorfor er olielandet Norge foregangsland med el-biler? I Danmark registrerede man 59.073 nye fossile biler i 2018, og kun 1273 elbiler. Det er nu hver tredje norske bil, som kører på el. 49% af den norske bilpark, hvis vi tager hybridbilerne med. Norge vil stoppe for nye benzinbiler fra 2025. Norge viser vej i den grønne omstilling. Men det rige Norge har valgt en dyr metode med at bevillige momsfrihed frem til 2025. Det samme resultat kan nås ved at gøre benzinslugerne dyrere. Så tærer omstillingen ikke på de offentlige budgetter.

Den amerikanske præsidentkandidat, Bernie Sanders, har opregnet ti opmuntringer i kampen for klimaet. Der er foregangslande i alle verdensdele. Bernie San-ders elsker Danmark, ved jeg fra engang, jeg var hans bordherre under tre timers delegations-middag på en restaurant på Grand Place i Bruxelles. Men han næv-ner ikke Danmark én gang i de ti eksempler:

1. Kina har deployeret 60.000 soldater til at plante nye træer på et område på størrelse med Irland til at modtage CO2.

62

2. Californien har forpligtet sig til at have 100 procent vedvarende energi senest 2045. Alle nye huse skal have solceller på tagene.

3. New Zealand har forbudt al ny olievirksomhed i ha-vene omkring øen og forpligtet sig til at have 100 % vedvarende energi i senest 2035.

4. Israel har forpligtet sig til at forbyde al anvendelse af kul, benzin og diesel fra 2030.

5. Costa Rica vil som det første land i verden forbyde al anvendelse af fossil energi fra 2021.

6. New York vil forbyde dets pensionskasser at inve-stere i fossile energier og dermed flytte 5 milliarder dollars fra investeringer i kul, olie og gas. Staten vil desuden med retssager tvinge olieselskaberne til at betale for oprydningen efter klimakatastrofer.

7. Irland var det første land til at forlade fossile ener-gier og vil anvende 25 milliarder dollars til grøn omlægning.

8. Xcel energi vil som det første forsyningsselskab i USA forpligte sig til nul udligning af CO2 inden 2050.

9. I 2018 blev der placeret over 100 gigawatts ny sol-energi i verden, og USA bebudede offshore vind-energi til at forsyne 1,5 millioner hjem med strøm.

10. I 2018 er der frembragt ny vedvarende energi med 1000 gigawatt sol og vind i verden. Det svarer til elproduktionen fra 1600 kulkraftværker.

63

Verden er fuld af håb. Den amerikanske præsident Trump kan ikke hindre amerikanske virksomheder og delstater i omlægningen til grøn energi ved at trække sig ud af Paris-aftalen. Bernie Sanders udtrykker hå-bet om, at 2019 bliver året, som for alvor åbner øjnene i hele verden for den nødvendige omlægning. Vi behøver ikke nøjes med håbet. Vi kan bruge vores stemme den 26. maj til at gøre alle europæiske institutioner grønne i tanke, sind og handling. Både foregangslande og fælles beslutninger om mere vedvarende energi kan lægge et pres på medlemslandene om at gøre noget mere noget hurtigere for klimaet. Alle gode ideer og initiativer fin-des også i Europa. De skal bare skaleres op i en fart.

EU’s målsætninger er endnu ikke bindende lov. Med-lemslandene bestemmer selv over sammensætningen af deres energiforsyning, står der i Traktaternes afsnit om miljø i Lissabon-traktatens artikel 194.2 TFEU. Men der er også tværgående forpligtelser til at passe på miljøet, lade forurenerne betale og bekæmpe klimatrus-lerne. Juraen er allerede på plads i Lissabon-traktatens artikel 191 TFEU. Paragrafferne skal bare hentes frem igen og anvendes efter deres ordlyd i stedet for at fortol-kes bort. Traktaten bygger udtrykkeligt på et højt be-skyttelsesniveau, forsigtighedsprincippet, forebyggen-de indsats, indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. De fine ord har fået tilslutning far samtlige medlemslande. No-gen må nu tage dem på ordene. Det er heller ikke svært at finde en paragraf med flertalsafgørelser i stedet for en bestemmelse, der kræver enstemmighed i Minister-rådet. Traktaterne er ganske fleksible, hvis flertallet er på plads. Vi har brug for ihærdighed, foregangslande og ildsjæle, der viser vej. Og vi har brug for danske MEP`e-re, der både kan og vil gøre verdens næststørste direkte valgte parlament til motor for omstillingen. Energipoli-tikken i medlemslandene kan også påvirkes af beslut-ninger i Europa-Parlamentet. Og omvendt.

64

I Danmark har vi f.eks. en russisk indvandrer, som op-levede Sovjetunionens kollaps og blev chokeret over det danske madspild. Selina Juul har ene kvinde udrettet en kæmpe forskel ved at etablere Danmarks største be-vægelse og organisation mod madspild, Stop Spild Af Mad. Selina Juul rejser nu kloden rundt og medvirker til at opstarte tilsvarende initiativer i andre lande, bl.a. i samarbejde med EU og FN. Hun har fået butikker til at reducere madspild og sørget for, at overskudsma-den bliver distribueret til værdigt trængende. Hun har fået ørenlyd i medierne. Hun samarbejder med Prinses-se Marie og har samarbejdet med samtlige danske rege-ringer siden 2009. I 2018 blev Selina Juul udnævnt som ”European Young Leader” af tænketanken ”Friends of Europe”. Frankrig var først til at forbyde destruktion af mad. Siden 2016 har butikkerne i Frankrig været for-pligtet til at distribuere usolgt mad inden den endelige udløbsdag. Der er brug for sådanne ildsjæle, både i de nationale parlamenter og i Europa-Parlamentet. Vi kan bekæmpe alle former for spild af ressourcer med spar-sommelighed og systematisk genbrug. Det kan spare meget CO2.

Selina Juul er flittig på de sociale medier for at få borge-re og virksomheder til at reducere madspild.

Man kan også spare på klodens knappe ressourcer ved mere genbrug i stedet for at smide væk og skifte ud. Vand kaldes også for det hvide guld, fordi der ikke er nok vand i verden. Det må vi også spare på ved at give tøjet videre f.eks. gennem Røde Kors butikker. Det koster 2.700 liter vand at fremstille en enkelt skjorte! Det er lige så meget

65

vand, som et menneske drikker gennem 2 ½ år. Alligevel smider butikkerne mange usolgte skjorter, T-shirts og andet tøj på skrotten. I Frankrig overvejer man nu også et direkte forbud mod, at butikker kan smide tøj væk. De skal presses til at distribuere det til folk, som ikke har råd til at købe i stedet for at smide det væk. Hvorfor er det ikke Danmark, som er foregangsland mod at destrue-re tøj? Her kan aktive medlemmer af Europa-Parlamen-tet også gøre en forskel.

Jeg var selv med til at ændre EU’s holdning til vedvaren-de energi, dengang EU mest satsede på atomkraft. I 1994 startede vi en intergruppe for støtte til vedvarende energi. Vi kaldte den for Eurosun. Jeg fik støtte til at starte ini-tiativet fra lederen af Nordvestjysk Folkecenter, Preben Maegaard, og af det tyske SPD-forbundsdagsmedlem,

66

Hermann Scheer. De to siamesiske tvillinger var pionerer i hele verden for vedvarende energi. I dag er der ikke brug for offentlige tilskud til udbredelse af vedvarende energi. De forskellige former for vedvarende energi bør have støt-te i opstarten, men derefter kunne konkurrere indbyrdes på markedets betingelser, så de bedste former fremmes, og ikke blot dem, der er bedst til at score tilskud. Derimod bør rammebetingelserne ændres drastisk ved en fælles minimums-beskatning af al fossil energi. Sort energi må altid gøres dyrere end den grønne. Så behøver vi ikke ud-kæmpe besværlige kampe for forbud mod anvendelse af fossil energi fra et eller andet årstal.

Danske Mærsk er verdens største rederi med 1000 ski-be, der forurener lige så meget som hele Danmark til sammen. Derfor var det meget opmuntrende, at Mærsk benyttede det seneste topmøde i Polen i 2018 til at be-bude en total fjernelse af CO2 udslip fra 2050.

Det varsler godt, når moderne virksomheder går ind i kampen med støtte til FN´s 17 verdensmål. Det er den form for adfærdsændring, der skal redde kloden. Som forbrugere og vælgere kan vi hver for sig presse på. Vi har kun elleve år til at redde planeten, hvis vi skal tro de seneste rapporter fra FN. Elleve år. Men vi har alle nødvendige teknologier og dermed muligheden for at nå det. Den grønne omstilling kan i tilgift skaffe mange mil-lioner af arbejdspladser.

Det er nemlig helt forkert alene at anskue den grønne omstilling som en udgift. Den medfører også en række muligheder for at skabe ny forskning, nye virksomhe-der, offentlige besparelser og millioner af nye arbejds-pladser. ”The New Climate Economy” er en sammen-slutning af klimaeksperter og tidligere energi- og klimaministre, som har regnet på de mulige gevinster ved at investere i klimavenlig økonomi. Ifølge ugebre-vet ”Mandag Morgen” fra den 28. november 2018 kan

67

verden skabe over 65 millioner nye jobs, undgå over 700.000 dødsfald fra luftforurening og styrke de offent-lige kasser med 2,8 milliarder dollars ved at sælge CO2 kvoter og fjerne tilskud til fossile energier. Hvorledes vil din kandidat spare CO2 og skabe grønne jobs? Frygt ledsages heldigvis af håb og fornyelse, forretningsmæs-sige initiativer og nye politiske valg af løsninger. Om-stillingen behøver ikke være dyr, hvis man skal tro et par danske forskere:

”150 kroner om måneden per dansker. Det er prisen for at slippe for luftforurening og CO2-udslip. For det samme som et fitnessabonnement koster, kan vi helt undgå at bruge olie, kul og gas også til fly, skibe og tung trafik”. Danmarks Radios hjemmeside 30. august 2018 refererer to danske forskere for, at teknologierne til grøn omstilling af alle energiformer er til stede. Der mangler kun politisk vilje. - Markedskræfterne redder os ikke. Ifølge vores speciale, bliver fossile kulbrinter aldrig udkonkurreret af bæredygtige kulbrinter, før vi ikke kan hive mere gas, kul eller olie op af jorden. Med det nuværende kulbrinteforbrug sker det først om 1350 år. I forhold til den globale opvarmning har vi kun 18 år, understreger Anders Winther Mortensen.

Det var før alarm-meldingen fra FN`s klimaforskere. Deres forskning bekræfter behovet for en fælles mini-mumsafgift for alle fossile brændstoffer vedtaget i EU, og gerne udbredt til alle OECD-lande og til den sidste afkrog i verden. Det er formentlig det eneste middel, der virker hurtigt nok til at sikre den grønne omstilling. På blot et år blev en frist på 18 år fra forskerne æn-dret til tolv. Det går alt for hurtigt med klodens forfald. Valget til Europa-Parlamentet i 2019 kan derfor blive vores sidste chance til at sikre kloden fra vores egen ødelæggelse af den. EU er verdens største handelsblok og kan gøre en betydelig forskel ved at virke for frihan-del med alle ikke-forurenende produkter og processer

68

og fælles afgifter på forurening. Tænk, hvis det næste Parlament kun indsætter en Kommission, der vil bidra-ge til at redde planeten?

Vi har brug for den rigtige politik foroven, og vi har brug for, at klimaet bringes ind i hver eneste handelsaftale, så vi ikke blot eksporterer CO2 produktion til Kina og andre billiglande. Men vi har også brug for, at vi hver for sig tager klimatruslen alvorlig og retter ind i hver eneste familie og firma. Omstillingen til grøn energi går i den rigtige retning, men alt for langsomt. København får f.eks. 41 elektriske busser i 2019 til at køre to af byens mange busruter. Ved at gå fra diesel til elektrici-tet mindskes også luftforureningen i hovedstaden. Men hvorfor kun to busruter? Kan vi ikke gøre det bedre i hovedstaden?

Regeringen vil forbyde alt salg af forurenende biler fra 2030. Det vil give os en million elbiler fra 2030. Men hvorfor kun starte med tusind elbiler det første år i om-stillingen? Der er brug for en afgiftsstruktur, som gør forurenende biler dyrere end dem, der ikke forurener. Så enkelt er det også for biler, for så klarer bilisterne resten. Hvem vil betale ekstra for at eje en bil, der for-urener? Det bliver meget og helt unødvendigt dyrt, hvis vi som skatteydere skal subsidiere hele omstillingen. Det går alt for langsomt, hvis vi hver for sig skal være idealister og betale penge for at handle korrekt. Hver dansker udleder i snit ti ton CO2, og heraf har vi selv indflydelse på de seks ton. Vi kan selv påvirke forbrug af kul, olie og gas til varme, transport og el og til pro-duktion af den mad, vi spiser, og de varer vi forbruger. Det skorter faktisk ikke på gode råd til nemme bespa-relser, der også gavner pengepungen:

69

SE HVORDAN, VI SELV KAN BEGRÆNSE FOR CO2

• Bygninger fra særligt før 1979 bør isoleres. Det sparer både CO2 og penge.

• Sænk temperaturen med et par grader og tage en uldsweater på.

• Sluk alle el-apparater i stedet for at sætte dem på standby. Brug el-skinner.

• Skift alle elpærer ud med sparepærer og LED-lys.• Skift gamle vaskemaskiner, opvaskemaskiner, kø-

leskabe og frysere ud med +AAA-mærkede produk-ter.

• Skriv ”Ingen reklamer” på postkassen og spar en skov.

• Køb i genbrugsbutikker, reparer og aflever alt brugt til videre anvendelse.

• Køb nogle færre solide produkter i stedet for køb og smid væk.

• Luft tøjet i stedet for at vaske, hvis det ikke er be-skidt.

• Vask det meste tøj ved 30 grader, brug spare pro-grammer.

• Hæng tøjet til tørre i stedet for at bruge tørretumb-ler.

• Drop bilen til korte kørsler og brug cyklen i stedet.• Tag tog, færge og bus i stedet for fly og bil.• Skift benzinbilen ud med en elbil. 95 % af alle dan-

ske pendlere kan klare sig med de mindste elbiler.• Spis lokalt efter årstiderne. Brug rester fra køle-

skabet til en lille menu. Smid intet væk.• Brug vand fra hanen i stedet for flaskevand. Sæt en

flaske koldt vand i køleskabet. Smager også bedre.• Spar på mælkeprodukter og erstat oksekød med

kylling, svinekød eller en kød fri dag. Køer e værst.• Drop en flyrejse og erstat den med tog og drop en

ferietur til Asien.• Hvad gør din EU-kandidat for at spare på naturen

og aflevere lidt mere til næste generation?

70

EU-Kommissionen har offentliggjort en rapport på 393 sider med gode råd til den omstilling, vi alle kan bidra-ge med, hvis vi skal være CO2-neutrale i 2050.

Climate-neutral EU by 2050 needs us to change lifestyle

Europa-Parlamentets egen bilpark består nu hovedsa-geligt af elbiler. Det gør Kommissionens endnu ikke, demonstrerer Kommissionens næstformand, energi-kommissær, Maroš Šefčovič, med sin fossile limousine, som han forsøgte at få skiftet ud i 2016. Da stødte han mod en mur, der ville gøre, som den plejede. Jeg mødte selv en tilsvarende mur i 1980, da Europa-Parlamen-tets ledelse skulle købe nye biler til gruppeformænde-ne. Jeg repræsenterede den mindste gruppe og havde ikke brug for en limousine til at køre mig fra Bagsværd til lufthavnen, når jeg skulle til møder i Bruxelles og Strasbourg. Og igen fra lufthavnene til mødestederne og tilbage igen. Jeg meddelte derfor, at vi ikke skulle

EU`s klimakommissær Miguel Arias Canete på cykel for at demonstrere Kommissionens støtte til klimabeskyttelsen. Se Euobserver.com den 28. november 2018.

71

have en formandsvogn til min gruppe. Så fik bureau-kratiet et problem. I reglerne stod der, at formanden selv skulle udpege sin bil. I stedet for at respektere vo-res ønske, ændrede de reglerne, så formanden ikke læn-gere behøvede at pege på sin foretrukne vogn. Så kunne de købe den og inddrage den i den almindelige bilpark. Biles skulle der.

Mens jeg var gruppeformand i mine tre sidste for-mandsperioder, sendte Parlamentet en limousine til f.eks. Paris og London for at bringe en fransk og en bri-tisk gruppeformand fra lufthavnen til formandens bo-lig. Chaufføren overnattede så i weekenden på et hotel, så han kunne bringe formanden til lufthavnen igen om mandagen. En anden chauffør og limousine måtte tage transporten af formanden fra lufthavnen i Bruxelles og Strasbourg til mødestedet. Så kunne det ikke gøres dy-rere og med mere unødigt udslip af CO2.

Maroš Šefčovič er næstformand i Kommissionen med det overordnede ansvar for EU´s energiunion, her fotograferet af Slovakiets EU-formandskab i 2016

72

MILJØ OG KLIMA ER NU DET VIGTIGSTE FOR VÆLGERNEFor første gang topper miljø og klima vælgernes dags-orden. Det er forståeligt, enormt glædeligt og sender et klart signal til politikerne, mener Danmarks Natur-fredningsforening17. december 2018

Ifølge Altingets og Norstadts seneste meningsmåling i 2018 rykkede miljø og klima for første gang over im-migration som vælgernes vigtigste emner. Danmarks Naturforening glædede sig.

73

Kapitel 4

FLYGTNINGE OG INDVANDRERE Da motorvejene fyldtes med flygtninge i 2015, ændre-des den politiske dagsorden for alle valg i Europa. Den tyske kansler Angela Merkel sagde: Wir schaffen das. Vi klarer den. Men vælgerne svarede ved at stemme på det yderligtgående Alternativ for Tyskland, AfD, som kom op på samme størrelse som SPD i meningsmålin-gerne i sommeren 2018. I Østrig gjorde vælgerne den indvandringskritiske Sebastian Kurz til konservativ kansler. I Polen og Ungarn truede regeringerne med EU-udmeldelse, hvis ikke EU ville opgive en beslutning om at tvangsfordele flygtninge til alle medlemslande. I Italien vandt de EU-kritiske partier, Femstjernebe-vægelsen og Lega, valget i 2018 og dannede regering. Efter sommerferien stod de til 60 % af stemmerne i me-ningsmålingerne. Sverige bød også velkommen til flere flygtninge og afgjorde dermed, at Sverigedemokraterne fik den største fremgang ved det efterfølgende svenske valg til Riksdagen den 9. september 2018. Så gav et valg i Andalusien 11 % af stemmerne til et nyt højre-parti, Vox, som også bekæmper indvandringen.

I Danmark fik Dansk Folkeparti konkurrence fra Nye Borgerlige med tre ultimative krav. Der skal gennemfø-res et fuldstændigt asylstop, alle udlændinge skal for-sørge sig selv, og kriminelle udlændinge skal ud af lan-det efter første dom. Partiets økonomiske politik er som Liberal Alliances, men partiet vil helt ud af EU. Per-nille Vermund skabte sit parti, da Danmark havde 98

74

flygtningelejre i 2015. Hun skal nu kæmpe med Dansk Folkeparti om stemmerne, mens antallet af flygtninge-lejre er kommet ned på 18 i 2018. I 2019 viste en Gal-lup-måling, at de danske vælgere nu prioriterer klima og miljø over bekæmpelse af indvandringen. Det gælder særligt for de yngre vælgere. Hele 69 procent af de 18 til 35-årige peger på miljø og klima som værende vigtigere end udlændingepolitik, mens det kun er 21 procent af aldersgruppen, der tilkendegiver det modsatte. Ti pro-cent svarer ’ved ikke’.

Spørgsmålet om flygtninge og indvandrere vil stadig fylde meget ved valgene til Europa-Parlamentet i langt de fleste lande i EU. Den ungarske statsminister Victor Orban er gået sammen med den italienske indenrigs-minister Matteo Salvini om et fælles politisk manifest imod illegal immigration. De vil have den næste Kom-mission til at være forpligtet på at standse immigration og kontrollere EU’s ydre grænser. Orban lover skatte-frihed til de ungarske kvinder, der føder fire børn. Den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere kam-pagnechef, Steve Bannon, har oprettet et hovedkvarter i Bruxelles med det formål at få en tredjedel af pladser-ne i Europa-Parlamentet til det yderste højre. Han vil opstille lister under navnet ”The Movement”, Bevægel-sen. Hertil svarede de forskellige europæiske højrepar-tier, at de ikke behøvede hans hjælp. De skulle nok selv klare valget med egne kræfter.

Det er ikke usandsynligt, at de EU- og indvandrings-kritiske partier tilsammen vil kunne nå op på en tred-jedel af pladserne i Europa-Parlamentet. Det er derfor nødvendigt at slå ørerne op og gå i dialog med dem, fordi de rent faktisk repræsenterer vigtige strømninger hos vælgerne. Man kan ikke i længden reagere imod så mange. Det har man indset i Danmark, hvor Dansk Folkeparti er blevet et regeringsdueligt parti, som kan gå i regering eller tæt samarbejde med både Venstre og

75

Socialdemokratiet. I Norge er Fremskridtspartiet med i en konservativt ledet regering. I Finland er De Sande Finner også med i en konservativt ledet regering, som har den tidligere partileder for Sandfinnerne, Timmo Soini, som udenrigsminister. I Sverige var partierne derimod enige om at afvise alle former for samarbejde med Sverigedemokraterne både før og efter det svenske valg i 2018. Det har blot gjort dem større i meningsmå-lingerne. Er det ikke klogere at give dem medansvar?

Frihedspartiet FPÖ i Østrig er igen kommet med i en konservativt ledet regering. Da det skete første gang, indledte statsminister Poul Nyrup Rasmussen og kolle-ger i Det Europæiske Råd en boykot mod den østrigske regering. Alle disse partier er EU-kritiske i forskellige grader og fælles mod øget indvandring, men de har ikke let ved at samarbejde med hinanden om andre sager. Deres fælleseuropæiske partier har mange indbyrdes konflikter. Hvis de samarbejdede, kunne de danne fler-tal i Europa-Parlamentet sammen med Kristendemo-kraterne i PPE, hvis PPE ellers turde alliere sig med de populistiske partier, som de ofte kaldes.

I min tid i Europa-Parlamentet afviste jeg enhver form for samarbejde med den franske Le Pen, det østrigske Frihedsparti, de tyske Republikanere, den hollandske Geert Wilders og Jobbik fra Ungarn. Vi kunne være enige om en anden fordeling af magten mellem EU og medlemslandene, men vi kunne ikke være i grup-pe med hadske udtryk mod udlændinge. Jeg kom i et svært dilemma, da jeg ledede Europa-Parlamentets delegation for de nordiske lande, Schweiz og Liechten-stein ved en officiel middag med den islandske præsi-dent og regeringen i Reykjavik. Jeg var dengang valgt som EF-modstander og ledede delegationen, fordi min gruppe også havde krav på en formandspost. Ved min side havde jeg en tysk Republikaner og en repræsen-tant fra Le Pens parti. Tre forskellige EU-modstandere

76

til at repræsentere EU! Den islandske præsident, Ól-afur Ragnar Grímsson, var selv EU-kritisk og en god ungdomsbekendt fra Ungdommens Nordiske Råd. Han protesterede ikke mod den sære sammensætning af vo-res fremmøde.

Det var let for mig at repræsentere EU-Parlamentet ved sådanne lejligheder, fordi jeg ikke selv behøvede at mene noget, men blot skulle referere de forskellige holdninger loyalt. Det var svært for mig at sige goddag til de yderligtgående medlemmer, jeg aldrig havde talt med i Parlamentet. Jeg endte med at beslutte, at de var valgte af vælgerne på samme måde som jeg selv og der-for skulle behandles korrekt. Som formand for delegati-onen havde jeg slet ikke noget valg. Jeg måtte give dem ordet i rigtig rækkefølge, når de bad om det. Jeg måtte minde mig selv om, at et demokrati skal kendes på den måde, det behandler sine mindretal.

I Europa-Parlamentet hilste jeg første gang på Jean-Ma-rie Le Pen, da jeg fik et opdrag fra de irske kritikere op til en irsk folkeafstemning om udkastet til en ny trak-tat. Den irske avis The Irish Times havde arrangeret en historie, hvorefter Le Pen skulle tale for de irske mod-standere i Irland. Det var fake news. Ingen modstande-re kunne drømme om at invitere Le Pen. Det blev min opgave at gå hen til Le Pens plads i salen og overbringe ham en hilsen med det klare budskab om, at han skulle blive hjemme og ikke blande sig i den irske folkeafstem-ning. Det forstod han.

Jeg har hverken før eller siden talt med ham, men har egentlig fortrudt, at jeg ikke også behandlede ham mere høfligt. Min begrundelse var hans udtalelser om Holo-caust som en bagatel i historien. Der meldte han sig ud af det gode selskab, ved enhver, der har besøgt en tysk koncentrationslejr. Jeg har siden fotograferet hans dat-ter Marine Le Pen til min lærebog, FIND UD AF EU,

77

men ellers heller aldrig talt med hende. Det havde nok været klogere at gå i dialog med alle folkevalgte, mens jeg var medlem. Jeg kunne måske ligefrem have fået mange af dem til at støtte en konstruktiv reformkurs i EU i stedet for at bruge så mange kræfter på at hade udlændinge.

Jeg har haft Nigel Farage fra det britiske UKIP som min medformand i to forskellige politiske grupper i Europa-Parlamentet. Vi er stadig gode venner, selv om jeg måtte fortælle ham, at jeg ikke kunne støtte britisk udmeldelse af EU. Vi respekterede altid hinanden. For mig var det let, fordi han repræsenterede de standpunk-ter, jeg selv havde kæmpet for i mine første år i Euro-pa-Parlamentet. Jeg forstod ham, men var ikke længere enig med ham. Jeg anså en dansk udmeldelse af EU for

Nigel Farage var med til at lave kampagnen for at få Storbri-tannien ud af EU. Han har dannet et nyt Brexit-parti og vil stille op til Europa-Parlamentet igen for at få den besluttede udmeldelse gennemført.

78

fuldstændig urealistisk og forlod dette standpunkt med bruddet fra Folkebevægelsen mod EU i 1992, hvor vi startede JuniBevægelsen.

Den 27. maj 2019 vil der være et stort antal medlem-mer i Europa-Parlamentet med meninger, vi i dag vil anse for ekstreme. Hvis vi ikke løser både de reelle og indbildte problemer med flygtninge og indvandrere, vil ekstreme partier en dag kunne være i flertal. Europæ-ernes store flertal vil ikke have flere muslimer, med-mindre de får arbejde og løn og passer sig til uden at ville pådutte os burkaer og sharialovgivning. Sådan er det jo, selv om jeg har frygteligt svært ved at skrive det, fordi jeg selv elsker at tale med og være sammen med udlændinge af alle slags, med eller uden tørklæder og tildækning.

EU lavede en torskedumhed, da man i 1985 besluttede at afskaffe alle indre grænser. Det skete med den så-kaldte Schengen-aftale, uden at der blev etableret en fælles ydre grænse. Danmark meldte sig ind i Schen-gen-aftalen i 2001. Jeg prøvede forgæves at råbe vagt i gevær og brugte hele pinsen til at samle underskrifter fra kendte danskere med en advarsel mod den danske deltagelse i Schengen-aftalen. Vi fik ikke en linjes om-tale i medierne, og ingen seriøs diskussion. Nu sidder vi i saksen og er nødt til at etablere det tidligere skræm-mebillede om Fort Europa med lukkede grænser, som kun åbnes for borgere med anerkendt flygtningestatus, jobs eller turistvisa. Jeg måtte udbygge mine synspunk-ter, da jeg skrev en fælles debatbog med professor Uffe Østergård. I ”Hvad nu EU?” har vi givet ti gode råd om at redde Europa, og et af dem er at lukke grænserne hermetisk for enhver form for illegal indvandring.

Vi vil standse importen af mennesker over det dødsens-farlige Middelhav og stække den mafia, som lever fedt af at organisere den illegale indvandring. De lover guld

79

og grønne skove til unge afrikanere og får dem i deres sold. De får lån til billetten over Middelhavet og videre til Nordeuropa og skal så betale lånet tilbage ved pro-stitution, narkohandel og berigelseskriminalitet. TV afslørede, at en billet fra Nigeria til Istedgade koster 255.000 kroner og skal betales tilbage over mange år. Betaler pigen ikke, straffes familien derhjemme. Det er uhyggeligt, at vi ikke er stand til at standse den form for menneskehandel.

Uffe Østergård og jeg foreslog også lejre i nærområder-ne til at behandle ansøgninger om flygtningestatus. Da vi havde udgivet bogen, offentliggjorde Socialdemokra-tiet en samlet plan for behandling af udlændinge, som meget svarer til vore forslag, selv om vi ikke er med på symbolpolitikken mod de fremmede. Vi ønsker også, at Danmark tager vores andel af FN-flygtningene og fore-slår, at vi skal tilbyde at tage os særligt af de dårligst stillede med handicaps, dårlig hørelse og blindhed, som der ikke er så mange andre, der vil tage sig af.

Vi skal være menneskelige, men ikke naive. Vi kan ikke tilbyde bopæl og arbejde til de millioner af afrikanere, som gerne vil bo hos os. Vi kan åbne for legale jobs, fordi vi i den grad har brug for udenlandsk arbejdskraft, men det må organiseres regulært. Vi bør afvise alle illega-le økonomiske immigranter, hvis de ikke kommer med et jobtilbud og et opholdsbevis og/eller visum udstedt af de danske myndigheder efter Folketingets flertals-beslutninger herom. Vi skal samarbejde med de andre EU-lande om en human udlændingepolitik, men ikke overlade det til EU at beslutte, hvor mange udlændinge og flygtninge vi skal have i Danmark. Så vil EU nemlig gå i opløsning. Ingen borgere vil i længden finde sig i, at EU skal bestemme, hvem der må bo i deres land. Vi skal være gæstfrie, men bevare nøglen til hoveddøren. Den må vi aldrig give fra os. Den tilhører det danske folkestyre.

80

Samtidig med, at vi beskytter os selv og vore grænser, bør vi arbejde for at fjerne årsagerne til masseindvan-dringen. Vi bør åbne vore grænser fuldstændigt for landenes produkter, så de f.eks. sender frugt og grønt i stedet for arbejdsløse. Vi bør fjerne al told på de varer, de kan producere, og dermed give gode incitamenter til flere investeringer i ulandene. Vi bør også forbyde de europæiske virksomheder at snyde i skat og tage skat-tefrie gevinster ud fra Afrika, som i dag langt overgår vores såkaldte ulandshjælp. Endelig bør vi skabe en Marshall-plan for Afrika, som kan give afrikanerne håb om et bedre liv og et bedre samliv med os.

Den tyske udviklingsminister fra CSU har fremført til-svarende forslag, som nu diskuteres bredt. EU-impor-ten fra Afrika er faldet voldsomt på grund af falden-de råvarepriser. Det er på høje tid, Afrika hjælpes til at støtte etablering af et mangefold af rigtige private og kooperative virksomheder, der får lov til at blom-stre ved eksport til vore alt for beskyttede markeder. Afrika har også brug for nogle stærke multinationale selskaber, som kan få deres produkter ud i verden lige så effektivt som Coca Cola. De har brug for strategisk samarbejde med multinationale selskaber som Amazon for at sikre afsætningen af deres produkter.

Hvis vi ikke hjælper dem til at blive i deres lande, kom-mer vi til at drukne eller skyde dem ved grænsen til det forjættede Europa. Det er ikke en kurs, jeg anbefaler, men forudser som konsekvensen af manglende rettidig omhu. Jeg tænkte på det, da jeg sad på tilhørerlogen i Europa-Parlamentet den 12. september 2018 og hørte Jean-Claude Junckers understregning af, at de 10.000 fælles grænsebetjente skulle være bevæbnede. Vi skal altså skyde efter dem, der ikke har fået lov til at komme ind. Juncker lancerede heldigvis også et Afrika-initia-tiv, som Uffe Østergård og jeg foreslog i bogen ”Hvad nu EU?”

81

Vi har fået et pusterum i Danmark. Antallet af flygtnin-ge er raslet ned, og det går meget bedre med integrati-onen og kampen mod kriminalitet. Vi er selv på rette vej. Borgmesteren på Læsø, Karsten Nielsen, har bedt om flere flygtninge til at hindre affolkning af øen ud for Frederikshavn. I 2018 er der kun afsat to flygtninge til Kattegat-øen, og i 2019 kun en enkelt. De nordjyske kommuner er derfor blevet enige om, at det ikke kan svare sig for Læsø at opretholde en flygtningeadmini-stration for en enkelt familie.

Borgmesteren skriver til denne bog: ”Læsø bakker selvfølgelig op hvis der igen skulle opstå en situation, hvor vi bliver bedt om at tage vores del af flygtninge, men har som nævnt respekt for, at vi ligger 30 km ude i Kattegat, hvor adgangsvejen er en færge med relativ lang sejltid – så vi er jo nok ikke lige det mest attraktive sted at slå sig ned for en flygtninge-familie, som skal integreres incl. uddannelse”, skrev Karsten Nielsen i en e-mail. Den enlige DF-borgmester vedkendte sig øn-sket om flere flygtninge til Læsø, som han efterlyste ved starten på borgmesterjobbet. Det går meget lettere, når vi anvender gulerødder, i stedet for pisk.

82

83

Kapitel 5

SKATTELY Uffe Østergård og jeg har sammen sat skatteunddragel-se og reformer af den økonomisk monetære union øverst i vores katalog med ti forslag til reformer, der kan for-bedre Europa. En beskatning af multinationale selska-ber med samme procenter, som mindre virksomheder skal betale, kan give et provenu, som er større end hele Unionens budget på 1500 milliarder kroner. Så bliver der penge nok til at sikre både flygtninge og tilskud til omstilling af økonomierne til at være bæredygtige. Det er nye penge, som endnu ikke er disponeret. De kan gøre en enorm forskel, hvis landene kan enes om at an-vende dem både fremsynet og sparsommeligt. De kan også skabe større retfærdighed, så de største selskaber ikke får særlig skatterabat i forhold til borgerne samt de små og mellemstore virksomheder.

Drømmer du om en skatteprocent på 0,005 %, hvor du kun skal betale fem kroner i skat for hver gang, du har tjent 1000 kr.? Så billigt slap verdens dengang rigeste selskab, Apple, da de betalte skat for hele deres europæ-iske indtjening til Irland i 2014. Den danske konkurren-ce-kommissær, Margrethe Vestager, rejste sagen over for Irland som et brud på EU’s statsstøtteregler for at få Apple til at betale godt 100 milliarder kroner i skat til den irske stat. Den irske stat protesterede ved EU-Dom-stolen, men endte med at trække sagen, så Apple kunne fylde den irske statskasse med penge, der burde have været betalt i alle de lande, hvor Apple havde tjent dem.

84

Apple og andre multinationale selskaber har et mira-kelmiddel til at slippe billigt i skat. De opkræver licen-sindtægter fra lande med høje skatter til de lande, hvor placerer pengene, hvor skatten er lavest. De forhandler også individuelle aftaler om skatterabat, fordi nogle lande finder stadig det i orden at undergrave skatte-grundlaget i andre lande. Det er f.eks. andre EU-lande, som står for den største skatteunddragelse fra danske virksomheder. Holland henter mest ud af den danske statskasse med særordninger. Provenuet fra salget af DONG havnede i skattely i Luxembourg og blev sendt videre til et andet skattely. Det burde ikke være svært for et aktivt Europa-Parlament at få de andre institu-tioner med til at fjerne de mange nationale særordnin-ger, der primært har til formål at hente penge fra na-bolandene i EU. Skattely uden for EU kan nås med et fælles EU-forbud mod at overføre midler til dem, hvis ikke modtagerlandet garanterer korrekt oplysning til de europæiske skattemyndigheder.

EU-bestemmelser om skat kræver enighed mellem lande-ne. Men hvis nationale regler forvrider det indre marked, kan de i praksis fjernes af EU-Domstolen eller reformeres med kvalificeret flertal i Ministerrådet og almindeligt fler-tal i Europa-Parlamentet. Kommissionen har stillet for-slag om ensartet opgørelse af overskud i virksomhederne, men uden at skattesatserne gøres ens. Fælles minimums beskatning af virksomheder kan kun gennemføres ved enighed mellem landene eller gennem såkaldt forstærket samarbejde, hvor en gruppe lande går sammen om at ska-be fælles regler for de deltagende lande. Der er indledt et forstærket samarbejde mellem en række EU-lande om en såkaldt Tobin-skat med beskatning af finansielle transak-tioner. For momsen gælder der allerede fælles EU-regler om minimal og maksimal beskatning. Kommissionen har foreslået, at EU-regler om skat fremover skal kunne ved-tages som flertalsbeslutninger. Beslutningen herom kræ-ver dog enstemmighed.

85

Et dansk medlem af Europa-Parlamentet, Jeppe Kofod, er ordfører for Parlamentets arbejde med hvidvaskning og skattesnyd. Der er nedsat et særligt undersøgelses-udvalg for at finde ud af, hvad der er op og ned i de mange sager, der er blevet afsløret gennem de seneste år. Danske Banks hvidvaskning af 1500 milliarder kro-ner for russiske rigmænd er også gennem Parlamentets særlige granskning. Undersøgelsesudvalget har haft whistlebloweren fra Danske Bank til offentlig høring i Europa-Parlamentet. På den måde kan der også læg-ges pres på medlemslandene og EU til at gennemføre ønskværdige og nødvendige reformer. Det er et af de spørgsmål, hvor valget til Europa-Parlamentet i 2019 kan gøre en stor forskel.

86

87

Kapitel 6

MØNTUNIONENJeg glemmer aldrig den nat i Luxembourg, hvor Møntu-nionen blev vedtaget. Kommissionens formand, Jacqu-es Delors, kom ud i pressebaren for at tale med os. Jeg stod sammen med lederen af Agence Europe, Emmanu-ele Gazzo, og hans to tvillingedøtre, Lydia og Marina. Den gamle Gazzo skrev en leder til fordel for Europas Forenede Stater hver eneste dag i den dengang førende europæiske nyhedskilde, Europe. Gazzo var ven med Delors, der forsynede ham flittigt med fortrolige doku-menter. Jeg var ven med Emmanuele Gazzo og hans døtre. De var begge meget vidende journalister på den daglige bulletin. De var alle glødende føderalister, som brændte for Europas forening. De lærte mig, at føde-ralisme ikke var centralisme, men fordeling af magten mellem forskellige beslutningsniveauer. De var både idealister og demokrater.

De forstod og respekterede de danske EF-modstande-re, som jeg respekterede deres åbne og ærlige støtte til unionsudviklingen. Vi tilbragte mange timer sam-men og blev rigtige venner. Konen og døtrene invite-rede mig tilmed til at tale ved mindehøjtideligheden, da Emmanuele Gazzo døde i 1994. Jeg skulle tale efter Jacques Delors. De forsamlede undrede sig over, hvad en dansk EF-modstander dog skulle i det selskab. Vi havde forskellige mål, men vi var fælles i forståelsen og kritikken af Unionens manglende demokrati. Vi havde forskellige forslag til løsninger, men det var alt-

88

så de samme svagheder, vi ville løse med forskellige reformer.

Delors var knivskarp i sin første kommentar til os i pressebaren: - Møntunionen er en miskonstruktion, som jeg aldrig ville have støttet, hvis jeg ikke var sik-ker på, at den ville blive fulgt op af en politisk union, sagde han frejdigt. Det var selve skaberen af Møntuni-onen, der sagde fra ved fødslen. Delors var ikke imod de fælles penge. Dem var han stærkt for, men han ville have dem styret i overensstemmelse med de økonomi-ske lærebøger og demokratiets principper. Der står vi stadig i 2019. Der er små reformer undervejs, men der kommer næppe en demokratisk styring af Møntunio-nen uden samtidige vælgeroprør i mange lande. Trak-taterne udelukker enhver demokratisk styring af Cen-tralbanken. Man har omhyggeligt formuleret reglerne om Bankens uafhængighed, så den ikke må modtage instrukser fra Europa-Parlamentet eller de nationale parlamenter.

Det er derfor også svært for Europa-Parlamentet at reformere reglerne om Møntunionen. De står mejslet direkte i Traktaterne og kan kun ændres i enighed mellem alle lande. Da man ikke kunne få enighed om Finanspagten, blev den i stedet vedtaget som et mel-lemstatsligt samarbejde ved siden af Traktaterne. Den indeholder en forpligtelse til at bringe bestemmelser-ne ind i Traktaterne efter fem år, dvs. inden 1. januar 2018. Det er endnu ikke sket. Kommissionen har dog fremsat et forslag den 6. december 2017.

Finanspagten øger kravene til de deltagende landes of-fentlige budgetter, idet der blev indført et nyt loft for underskuddet på de offentlige budgetter på en enkelt procent af nationalproduktet (BNP). For lande med en gæld på over 60 % af nationalproduktet er grænsen dog kun en halv procent. hvis den offentlige gæld overstiger

89

60 % af BNP. Loftskravene vedrører det såkaldte struk-turelle underskud. Det betyder, at man har trukket konjunkturerne ud af det enkelte års opgørelse. Loftet for underskuddet i Traktaten og i Stabilitets- og Vækst-pagten på tre pct. af BNP vedrører derimod det faktiske underskud.

I 2011 blev der også indført indikative grænser for underskud/overskud på betalingsbalancen via den så-kaldte Sixpack. (Forordning 1176 om makroøkonomisk ubalance). I en treårig periode skal betalingsbalancens saldo ligge mellem minus fire og plus seks procent af BNP. Der er ingen EU-lande, der aktuelt har et større underskud end fire procent. Tre lande, Holland og Dan-mark siden 2012 samt Tyskland siden 2013, har over-skredet 6 pct. grænsen. Ingen af disse lande er blevet pålagt at overholde den øvre grænse for betalingsbalan-ceoverskud, selv om de bedst stillede lande har meget lettere ved at investere mere. Det er langt sværere for de dårligst stillede lande at foretage tilpasningen gen-nem nedskæringer.

I 2019 har en ny italiensk regering præsenteret EU for et underskud på 2,4 %. Kommissionen truede omgående med sanktioner og en bøde på mellem 0,2 og 0,5 procent af Italiens nationalprodukt. Den italienske regering truede så med at holde nyvalg. Meningsmålingerne vil-le gavne de to regeringspartier i Femstjernebevægelsen og særligt Legaen. Tilsammen stod de til 60 procent. Men lederne har nok tænkt på, hvordan det gik den græske premierminister Alexis Tsipras, som vandt en folkeafstemning massivt, for at falde til patten ugen ef-ter. Det er ikke let at bide skeer med de store og stærke. Efter nærmere omtanke valgte også Italien at bøje sig en anelse med et lidt lavere budget, hvor underskuddet blev sat ned til to procent. Det ville Kommissionen ac-ceptere som et kompromis, hvor begge parter bøjede sig mod hinanden.

90

Det er let at true med at gå ud af euroen og genetablere den italienske lire. Men det er svært at få indenlandsk tilslutning til dette skridt, fordi folk har deres pensio-ner stående i euro. De vil nødigt se pensionen begræn-set i værdi gennem nedskrivning af valutaen. Det er i øvrigt slet ikke muligt at melde sig ud af euro-samar-bejdet. Medlemslandene kan kun melde sig ud af hele EU-samarbejdet. Det skal ske med to års varsel.

Kommissionen var lettet over den symbolske italienske indrømmelse, fordi det ville være meget svært at skulle straffe Italien. Gennem ni år i træk havde Kommissio-nen set gennem fingrene med årlige franske underskud på over tre procent. Nu demonstrerede ”de gule veste” i gaderne, og præsident Macron gav indrømmelser, der vil føre til flere overtrædelser af tre procent grænsen. Kommissionen har sendt mange formaninger med op-fordringer til at rette ind, men Kommissionen har al-drig for alvor truet med bøder over for Frankrig.

Reglerne i Traktaterne er skrappe og helt urealistiske. Centralbanken har fastlagt et loft på to procent for den årlige inflation. Tallet står ikke i selve Traktaten og kan faktisk ændres med en ny afgørelse. Men sær-ligt Tyskland betragter de to procent som hellige, selv om Mønsterlandet selv kun opfyldte dette krav i seks af de tredive år, der gik forud for Møntunionens indfø-relse. Der er ingen juridisk bindende parallelle regler om maksimal arbejdsløshed. I Forordning 1176/2011 er der dog en indikativ grænse på ti procent herfor. Ind-sats mod inflation giver normalt højere arbejdsløshed. Økonomisk politik handler om at fastlægge balancerne mellem betalingsbalancen, beskæftigelsen og inflatio-nen. I Møntunionen handler de bindende regler om at begrænse de offentlige udgifter.

Maastricht-traktaten fastlagde et maksimalt under-skud på tre procent. Stabilitets- og Vækstpagten fra

91

1999 strammede op. For almindelige år skulle alle lan-de stræbe efter balance eller direkte overskud på de offentlige finanser. Med Finanspagten fra 2012 blev medlemslandene endvidere forpligtet til at gennemføre regler om automatiske ændringer ved underskud. Reg-lerne skulle helst indføres i de nationale forfatninger. Danmark gik med i Finanspagten, da den kun var mel-lemstatslig. Vi implementerede den med vedtagelse af Budgetloven. Her vedtog Folketinget, at vores struktu-relle underskud højst må være en halv procent af BNP. Da vores gæld er under 60 % af BNP, kunne vi have nøjedes med én procent. Vi overopfyldte kravene for at vise vores gode vilje.

Den tyske sparepolitik er blevet udstrakt til at gælde for alle lande, uanset om de har overskud eller under-skud på betalingsbalancen. Denne politik har kun vir-ket succesrigt i særligt Tyskland, Holland, Østrig og Danmark, der frivilligt lader kronen følge eurokursen. Politikken har været en katastrofe for de sydlige peri-ferilande, Grækenland, Italien, Portugal og Spanien. Italien er kommet omkring 40 % bagud i produktivitet i forhold til Tyskland. Ingen kan vinde et valg i Itali-en ved at sige: Stem på mig, jeg sætter jeres løn ned med 40 %, så vi kan konkurrere med Tyskland. Den vedtagne politik står i direkte modsætning til de krav, Europa-Parlamentet har vedtaget til den økonomiske politik. De folkevalgte har i alle kriseår virket for en beskæftigelsesfremmende politik, også med tilslutning fra de tyske politikere, hvis hjemlige partier har gen-nemtrumfet sparepolitikken. En økonomisk politik ved-taget af folkevalgte tager mere hensyn til vælgerne end en politik fastlagt af bankfolk og embedsmænd.

På et tidspunkt brød samtlige EU-lande de skrappe reg-ler samtidigt. De blev alle anmodet om at spare på de of-fentlige udgifter, selv om det kun ville forøge krisen, hvis de alle fulgte rådene. Det gjorde de heldigvis ikke. Den

92

italienske chef for Den Europæiske Centralbank, Mario Draghi, gik solo og brugte sin såkaldte bazooka til at trykte pengesedler ad libitum til at opkøbe statsgælds-beviser, selv om det strider direkte mod Traktatens be-stemmelser. Han erklærede meget effektivt, at han ville gøre, hvad det var nødvendigt for at redde euroen. Det gjorde han så indtil 2019, hvor han bebudede ophør af støtteopkøb, kort før han skulle gå af som chef for Den Europæiske Centralbank og erstattes af en ny.

Den stærke og ensidige traktatstøtte til sparepolitikken blev særligt et dyrt bekendtskab under finanskrisen fra 2008. EU støttede bankerne, men lod en række små og mellemstore virksomheder gå ned med massiv arbejds-løshed til følge. I Sydeuropa kom ledigheden for unge over 50 %. En halv million unge grækere har måttet for-lade deres eget land. EU blev lagt for had i store dele af befolkningen. Brexit har fået vælgerne til at rette ind og udtale større støtte til EU forud for valgene til Euro-pa-Parlamentet i 2019, men det er ikke en støtte til det eksisterende EU, men snarere en frygt for en fremtid uden for EU. Vælgerne indser, at briterne nok har stemt sig fri af alle EU-regler, men alligevel vil blive bundet til dem, blot uden at have medindflydelse på dem. Berlings-kes debatredaktør og tidligere EU-korrespondent, Pierre Collignon, skrev i Berlingske, den 6. januar 2019:

Det har kostet eurolandene ni procent BNP i forhold til USA i tiåret fra 2007 til 2017, kan man læse i den tidlige-re overvismand Christen Sørensens og den tidligere de-partementschef Jørgen Rosteds nye og tankevækkende

93

bog, ”Fundamentet under EU vakler”. Hvis Euroområ-det havde haft samme vækst som USA, ville Eurolande-ne have haft 12.140 milliarder kroner mere til rådighed, har de to danske økonomer beregnet. De to stod på hver sin side ved folkeafstemningen om Maastricht-trakta-tens møntunion i 1992. I dag er de enige om, hvad der må gøres, hvis Møntunionen skal bringes til at virke.

I bogen foreslår de en økonomisk Samordningspagt, hvor økonomierne samordnes ud fra det princip, at udviklin-gen i et land ikke må virke negativt i de andre lande. I dag er ØMU`en stærkt generende for landene i Sydeuropa, mens den gavner særligt Tyskland i at sikre konkurren-cedygtige eksportpriser med en alt for lav kurs på euroen i forhold til Tysklands økonomiske styrke. Samordnings-pagten skal sikre balance i den indbyrdes samhandel. De to forfattere foreslår også en Holdbarhedspagt i stedet for Stabilitets- og Vækstpagtens og Finanspagtens krav om overskud eller balance på de offentlige budgetter. De to danske økonomer foreslår endeligt en politik for større lighed mellem borgere og lande i EU.

Professor Uffe Østergård og jeg stod også på hver sin side i Maastricht-debatten og har fremlagt tilsvarende forslag i bogen ”Hvad nu EU?”. Vi foreslår, at man en-ten dropper den fælles mønt eller reformerer den med demokratisk styring med større vægt på at skabe vækst og beskæftigelse. Det er en god øvelse at lade gamle mod-standere og tilhængere mødes i dialog og finde frem til fælles forslag, som så forhåbentligt kan samle så meget bredere støtte blandt vælgerne. Jeg advarede tidligt om Møntunionens krise og forudså, at den ville starte i pe-riferilandene og kun ramme Danmark i anden omgang, når krisen i periferilandene slog igennem i de andre lan-de. Hvordan kunne jeg forudse Møntunionens krise så præcist? Ganske enkelt, fordi det står i enhver lærebog i faget: Nationaløkonomi. Økonomier udvikler sig altid forskelligt.

94

Hvis forskellene ikke kan udlignes gennem ændringer i landenes valutakurser, må der indrettes andre meka-nismer til at udligne f.eks. 40 % forskel i produktivitet mellem Italien og Tyskland. En Møntunion kan kun blive en succes, hvis den udstyres med et værktøjsskab med alle økonomiske værktøjer til rådighed. Den kan kun styres legitimt, hvis vælgerne altid har det sidste ord og kan ændre den økonomiske politik med deres stemmer på valgdage. Historien fortæller os, at samtli-ge møntunioner er gået til grunde, hvis de ikke er blevet ledsaget af en politisk styring. Undtagelsen fra dette princip er alene møntunioner mellem et stort land og meget mindre lande, f.eks. møntunionen mellem Bel-gien og Luxembourg.

Holland blev truet med straf, da de som det første land i 2004 overtrådte de da nye regler om offentlige under-skuds maksimale størrelse. Hollænderne blev sure over forskelsbehandlingen, da Frankrig og Tyskland blev de to næste lande til at bryde reglerne, uden at de skulle straffes med de bøder, som er hjemlet i Lissabon-trakta-ten. Artikel 126 TFEU er hovedbestemmelsen for Møn-tunionen, hvor man kan læse om hele processen, der kan afsluttes med bøder. 62 % af de hollandske vælgere reagerede ved at stemme nej til EU’s forfatningsudkast den 1. juni 2005, selv om samtlige hollandske medlem-mer af forfatningskonventet havde anbefalet udkastet. Hollænderne stemte også nej til en frihandelsaftale med Ukraine. Det oprindelige og unionsbegejstrede med-lemsland fra 1952 havde fået nok. De står nu på brem-serne sammen med det fodslæbende Danmark, som vi blev navngivet af Belgiens tidligere statsminister, Leo Tindemans. Han skrev den berygtede og berømte Tindemans-rapport om EF’s omdannelse til en Union i 1975. Siden blev han min nabo i Formandskonferencen som formand for den største gruppe, og han inviterede mig med til at skrive en debatbog om Europas mulige fremtider. Jeg besøgte ham privat i Edegem kort før sin

95

død i 2014. Den gamle Unionsmodstander og Unionstil-hænger var blevet gode venner.

Danmark har stemt om medlemskab i ØMU tre gan-ge. Den var med i Maastricht-traktaten, men med et indbygget forbehold for Danmark. Vi skulle selv tage stilling til det, hvis vi engang ville med. For de øvrige lande ville deltagelsen komme automatisk, når landene opfyldte betingelserne. Storbritannien havde fra star-ten en varig undtagelse, men med ret til at træde ind, hvis de engang skulle fortryde deres nej til ØMU-med-lemskab. I 1993 stemte vi så om Maastricht-traktaten igen, men nu pakket ind i Edinburgh-afgørelsen, som meddelte, at vi ikke ville være med i Møntunionens tredje fase med afskaffelse af den danske krone.

Den 28. september 2000 stemte vi om medlemskab i Møntunionens tredje fase ved en folkeafstemning ud-skrevet af statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han stod til at vinde stort i meningsmålingerne, men tabte med 53,2 % Nej-stemmer, da stemmerne var talt op. Nu er det aktuelle spørgsmål, om Danmark skal være med i Bankunionen. Det afgøres ved valget til Folketinget. Europa-Parlamentet kan ikke blande sig i afgørelsen, da vi stadig har ØMU-undtagelsen. Parlamentet kan derimod blande sig i Kommissionens sammensætning og dens økonomiske politik. De folkevalgte kan f.eks. insistere på en demokratisk styring af den økonomiske politik, som kan føre til mere vækst og beskæftigelse. De kan gøre grøn omstilling med øget jobskabelse til en betingelse for at indsætte den næste Kommission. Vil de det?

Ligheden har ikke de bedste kår i dagens verden. Ox-fam Ibis offentliggjorde en undersøgelse den 21. januar 2019, som viste, at 26 personer nu ejer lige så meget som halvdelen af verdens befolkning. Mens verdens 2000 rigeste personer blev 12 procent rigere i 2018, faldt

96

formuen hos den fattigste halvdel af jordens befolkning med 11 procent, viste rapporten, som blev offentliggjort til Davos-topmødet i januar 2019. Uligheden er også vokset i EU. Gevinsterne ved frihandel og globalisering kommer ikke alle til gode. EU har politiske redskaber til at sikre pengenes værdi for dem, der har dem, men kun svage redskaber til at sikre en mere ligelig fordeling af goderne. Bør EU udvikle en politik for større lighed mel-lem borgerne?

97

Kapitel 7

DEN DANSKE MODELDanmark var i mange år et foregangsland for bedre miljø og højere forbrugerstandarder. Vi havde også en særlig skandinavisk model med frie overenskom-ster mellem arbejdsmarkedets parter. De skulle selv tage ansvar. Staten skulle ikke blande sig i løn-og ar-bejdsvilkår. Vores nordiske model kom slemt i klemme i EU, fordi de andre medlemslande organiserede ar-bejdsmarkedet og de fleste sociale forhold med lovgiv-ning, arbejdsmarkedsordninger og private forsikrin-ger. Der er fordele og ulemper ved begge modeller. Den nordiske model er solidarisk. Vi kan få sociale ydelser, uddannelsesstøtte og folkepension, selv om vi aldrig har været på arbejdsmarkedet. Vi optjener folkepensi-on blot ved at bo i Danmark. Med 40 år i landet får vi fuld folkepension. De høje sociale ydelser betales gen-nem høje skatter. I andre lande er både ydelserne og skatterne lavere. De bedre stillede kan så købe sig til forsikringer. De fattigste har meget ringere vilkår end i Danmark, fordi de ikke har midler til private pensi-oner og forsikringer. Danmark var dengang det mest lige samfund i EU. Det støttede jeg af hele mit hjerte, ud fra Grundtvigs strofe:

- Og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt.

Kommissionen og EU-Domstolen har altid haft svært ved at håndtere den danske og til dels nordiske model.

98

Vi var meget anderledes. Der sad ikke en fæl Kommis-sionsformand, Barroso, som ville ødelægge, hvad vi havde bygget op. Vore ordninger passede bare ikke ind i Kommissionens og Domstolens arbejde for at skabe ensartede regler overalt i EU. Problemet lå sjældent i de konkrete lovmæssige harmoniseringer. De vigtigste spørgsmål kunne kun harmoniseres med enstemmig-hed. Her kunne vi forholdsvis let kæmpe for undtagel-ser. Problemerne opstod, når Kommissionen selv kunne bestemme, eller hvor Domstolen greb ind, ofte til støtte for den såkaldt frie bevægelighed. Før folkeafstemnin-gen om EF i 1972 havde LO’s og arbejdsgivernes for-mænd indrykket halvsides annoncer i alle aviser under overskriften: ”Nødderne knækker vi stadig selv”.

Det var uden tvivl deres agt. Men de havde ikke taget EU-Domstolen i ed. Dommerne i Luxembourg er frem-kommet med snesevis af domme, som har angrebet ar-bejdsmarkedets ret til frie overenskomster og statens ret til at tage vare på de svage gennem sociale ordnin-ger for alle borgere. Dom efter dom har Domstolen ud-videt kredsen af dem, der kan få danske sociale ydelser og uddannelsesstøtte. Opskriften er enkel for borgere i for eksempel Rumænien og Bulgarien: Tag et feriejob i Danmark og få en universitetsuddannelse og en studen-terløn, der oftest er større end din fars samlede indtægt. Det er vældig sympatisk. Den danske model egner sig bare ikke til et EU med fri bevægelighed og stor mobili-tet. En række danskere kommer i klemme, når de skal rejse til andre lande og ikke har opsparet rettigheder, som de kan tage med sig.

Fra andre lande kan borgerne komme til Danmark med deres opsparede rettigheder hjemmefra og så få almene danske ydelser oveni. Nogle får ingenting, andre kan få dobbelt. Det er ikke fair. JuniBevægelsen gik ind i alle disse konkrete slagsmål og råbte vagt i gevær mod udhulingen af den danske model. Her tager jeg kun fat

99

i nogle få slagsmål. I mine briefinger og pressemedde-lelser har jeg dækket de fleste.

I 2003 foreslog Kommissionen et direktiv om arbejde i havnene. Kinesere og andre billiglande skulle ikke blot kunne overtage vore industriarbejdspladser. De skulle nu også kunne tømme containere fra kinesiske skibe i danske havne. De skulle med andre ord kunne overta-ge danske havnearbejderes jobs til deres sædvanligvis meget lavere løn. Sammen med min kollega, Bent Hin-drup Andersen, samlede jeg støtte til en forkastelse af havnedirektivet. Til vores store overraskelse vandt vi afstemningen med 20 stemmer mere end nødvendigt. Kommissionen måtte derfor gå hjem og udarbejde et nyt forslag. I 2006 nedstemte Europa-Parlamentet så et ”nyt” forslag fra Kommissionen, næsten med det sam-me indhold. Debatten om social dumping og forfatnings-forslaget havde virket. I den foreslåede artikel 13 ville Kommissionen igen gøre det muligt for skibe at lægge til i vore havne og tage arbejdet fra vore professionelle havnearbejdere. Det ville skade både beskæftigelsen og sikkerheden i havnene.

• ”I dag betaler vi måske en dansk havnearbejder € 20 i timen. I morgen kunne vi så betale ham € 15 i arbejdsløshedsunderstøttelse og € 5 til en kinesisk sømand for at lave hans arbejde. Det er fuldstændig latterligt. Jeg er en stor tilhænger af fri konkurren-ce, men der skal være fair konkurrence.

• Aflønningen skal være i overensstemmelse med de kollektive overenskomster, som indgås mellem arbejdsgivere og arbejdstagere”, noterede jeg i mit nyhedsbrev.

• ”For at fastholde denne situation, stillede jeg for-slag om forkastelse af havnedirektivet. Det gjorde andre politiske grupper også. Ved afstemningen blev vores forslag vedtaget med 532 stemmer mod kun 120 stemmer for. Det var en sejr ikke blot for

100

havnearbejderne, men for alle i Europa”.• ”Havnearbejdere fra hele Europa vil demonstrere

foran parlamentsbygningen i Strasbourg under de-batten. Jeg agter at deltage i demonstrationen for at vise min solidaritet.

• Her er havnearbejdernes adresse og vores forslag om at forkaste havnedirektivet i dens nuværende form”, skrev jeg videre den 19. januar 2006.

Under havnearbejdernes besøg i Strasbourg parkere-de de deres røde faner på mit kontor. Det var første og sidste gang i mine 29 år i Parlamentet, vi havde røde fagforeningsfaner på besøg på kontoret. De røde faner demonstrerede som regel ved Folketinget, selv om det var EU-Domstolen i Luxembourg, som traf de værste beslutninger for fagforeningsmedlemmerne.

35 år efter, vi skulle knække nødderne selv i EF, stod den danske aftalemodel til hug. EU-Domstolen dømte en svensk faglig konflikt ulovlig. Et lettisk byggefir-ma fik Domstolens ord for, at det er lovligt at arbejde til en lettisk løn på 80 kr. i Sverige, selv om svenske bygningsarbejdere dengang skulle have 145 kr. efter overenskomsten. Den 11. december 2007 besluttede EU-Domstolen i Viking-sagen og ugen efter den 18. de-cember i den såkaldte Vaxholm-Laval-sag. De to dom-me blev siden fulgt op med nye domme. Tyskland fik med Rüffert-dommen EU-Domstolens ord for, at en delstatsregering ikke måtte stille krav om overholdelse af overenskomster ved delstatens byggerier. Reelt må man kun afvige fra princippet om arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed over grænserne, hvis et land kan påvise problemer for den offentlige or-den, sikkerhed eller sundhed.

Hensynet til kollektive overenskomster er ikke et lovligt hensyn, med mindre staten har gjort overenskomsten til en generel regel, der gælder for alle. Man kalder det

101

almengjort. Udenlandske selskaber skal kun respekte-re generelle regler eller nationale minimumslønninger fastlagt ved lov. I Danmark er det lovligt at arbejde for 25 øre i timen, men 85 % er i fagforening, så det sker ikke i praksis. EU-domme har undermineret det dan-ske minimallønssystem. Mange går til lønninger langt under minimallønnen. I Sønderjylland arbejdede filip-pinske chauffører til femten kroner i timen.

Efter Vaxholm-dommen havde JuniBevægelsen en de-putation i Folketingets Europaudvalg med forslag om vedtagelse af en protokol til Lissabon-traktaten. Forfat-ningsforslaget var faldet. Der var gode chancer for ind-rømmelser. Særligt, hvis de blev gjort til en betingelse for dansk tilslutning til Lissabon-traktaten. EU-dom-mene satte skred i den langsomme afvikling af de høje medlemstal i dansk fagbevægelse. Hvorfor skal man be-tale kontingent til en fagforening for at få vedtaget over-enskomster, som ikke respekteres? Her er den foreslåe-de ordlyd til en protokol, som kunne have repareret på dommen – hvis regeringen og/eller oppositionen havde villet det og insisteret:

• ”Unionen tillader medlemsstaterne at regulere deres egne arbejdsmarkeder. Fagforeninger har ret til at indlede en konflikt, hvis formålet er at få kollektive overenskomster overholdt af udenland-ske selskaber, som driver virksomhed i landet med udenlandsk arbejdskraft, også i løbet af de første tre måneder af disse arbejdstageres ophold i landet. Gennem denne protokol ophæver Unionen alle for-mer for fremtidige negative konsekvenser for fag-foreningerne af Domstolens dom af 18. december 2007 (Laval-sagen).”

Det kunne også formuleres mere bureaukratisk og ad-vokatvenligt. Hovedsagen var, om vi kunne bevare den danske model, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere i

102

fællesskab tager ansvar for at ”knække nødderne selv” – uden vilde strejker og lockouts. Jeg glemmer aldrig en personlig samtale med Kommissionens formand Bar-roso, da han havde været på officielt besøg i Danmark og også mødt repræsentanter for dansk fagbevægelse. De havde pralet af den danske model og fremhævet, at det slet ikke havde været nødvendigt at strejke. Så mindedes han tilsvarende samtaler med tillidsrepræ-sentanter fra sit eget land, Portugal. Tillidsfolkene hav-de pralet af, hvor mange strejker de havde gennemført det seneste år. Der var antallet af strejkedage målet for succes, mens det i Danmark var forhandlede over-enskomster, så man kunne undgå eller begrænse vilde strejker.

Dommernes domme dukkede også op i et forslag til et såkaldt ”service-direktiv”. Formålet var at skabe fri be-vægelighed for alle service-virksomheder i EU. De fyld-te 70 % af den samlede økonomi. Medlemslandene hav-de hundredvis af nationale regler til at hindre den frie konkurrence. Det var godt, at EU tog fat og fjernede en række protektionistiske hindringer for det frie salg af tjenesteydelser. Dem forsvarede vi aldrig i JuniBevæ-gelsen. En række nationale monopoler betød blot højere priser for forbrugerne. Dem ville vi gerne udfordre. Her var vi liberale. Men vi insisterede på, at konkurrencen skulle være fair. Man skulle ikke kunne bygge og ser-vicere i Danmark for meget lavere udenlandske lønnin-ger. Arbejde i Danmark skulle lønnes efter danske over-enskomster, og der skulle betales dansk moms.

Min senere efterfølger, Hanne Dahl, fulgte den omfat-tende behandling af service-direktivet og blev nok den dansker, der kendte forslaget bedst. Vi udarbejdede i fællesskab ændringsforslag til Kommissionens forslag og fik dem sat til afstemning i Europa-Parlamentet. I et ændringsforslag ville vi give medlemslandene lov til selv at bestemme, om en tjenesteydelse skulle organi-

103

seres i offentligt regi eller med private udbydere. Hold-ningerne til dette vigtige spørgsmål varierede mellem medlemslandene. Hvis man har effektive offentlige ho-spitaler, er der ingen grund til at etablere private. Og omvendt, hvis de offentlige hospitaler ikke fungerer, kan man ikke fortænke vælgere i at stemme for private alternativer. Sådanne spørgsmål skal man netop kunne afgøre som vælgere, og ikke blot ved at købe på et mar-ked. Med et andet ændringsforslag ville vi kræve mulig-hed for at forlange respekt for danske overenskomster. Et tredje ændringsforslag ville give landene mulighed for at lægge moms og lokale skatter på alle tjeneste-ydelser over et vist mindstebeløb.

Tre indlysende forslag, som ikke blev afklarede i det vedtagne service-direktiv. EU-vedtagelsen var så uklar, at jeg døbte direktivet for ”jurist– og dommer-direkti-vet”. Det blev op til EU-Domstolen at bestemme det nærmere indhold. ”Det er formentlig den vigtigste en-keltlov, jeg kommer til at behandle i mit liv i EU”, skrev jeg i mit nyhedsbrev. Direktivet blev vedtaget med 405 stemmer for og kun 105 imod, da vi stemte om det ons-dag den 15. november 2006. ”Det kan blive EU-Domsto-len i Luxembourg, som får det sidste ord i denne sag, fordi Socialdemokratiet og de fleste af deres meningsfæl-ler gik med på kompromiset med kristendemokrater og liberale”, advarede jeg. De forsvarede sig med, at tek-sten ville have været meget værre uden kompromiset mellem de største grupper.

Det er i dag lovligt at byde på mange tjenesteydelser med billig udenlandsk arbejdskraft. Konkurrencen blev mere fri, men ikke fair. Et såkaldt udstationerings-di-rektiv har givet myndighederne mulighed for at kræve overholdelse af generelle minimallønninger efter mere end tre måneders ophold i værtslandet. Det hjalp ikke Danmark så meget, fordi der er stor forskel på den gen-nemsnitlige løn og mindstelønnen. Vi kan ikke lovligt

104

kræve overholdelse af fagenes overenskomstmæssige løn, med mindre den er ophøjet til lov for alle borge-re. Lovmæssig fastlæggelse af lønninger vil til gengæld bryde med den danske model. Vi sidder nu uhjælpeligt i saksen og får rundbarberet vore lønninger. Særligt for de lavest lønnede, hvor forskellen er størst til de an-dre EU-lande. Sig ikke, at vi ikke advarede. Der var også 100.000 fagligt aktive fra hele Europa, som kom til Strasbourg for at demonstrere mod Service-direktivet.

Den danske model med sociale borgerrettigheder for alle med bopæl i Danmark klemmes på alle kanter i EU. Forskellige EU-domme har givet udlændinge ret til at få dansk uddannelsesstøtte, hvis de havde haft job i Danmark. I februar 2013 fulgte en endnu mere vidtgå-ende dom. En ung unionsborger havde søgt om optagel-se på CBS. Efterfølgende havde han haft et kortvarigt job i Danmark. Han fik EU-Domstolen til at give sig fuld SU til hele sin universitetsuddannelse i Danmark. I juli 2013 tabte Tyskland en retssag ved Domstolen. De måtte ikke kræve tre års ophold i Tyskland før ud-betaling af uddannelsesstøtte. Hvis der ikke indføres ny lovgivning imod Domstolens domme, vil alle Unions-borgere fremover kunne tage en måneds feriejob i Dan-mark og derefter få en gratis dansk uddannelse. Hvis en EU-borger først har status som arbejdstager, står alle døre åbne til vore sociale ordninger. For at være arbejdstager rækker det med nogle få timers ugentligt arbejde. Der er faktisk ingen nedre grænse for arbejds-tiden, hvis den nationale myndighed anser jobbet for at være ”faktisk og reelt”, fremgår det af Genc-dommen fra 2010. Den må ikke forveksles med Genc-dommen fra 2016, som vedrører familiesammenføring.

Den danske uddannelsesstøtte er den højeste i verden. Retten til uddannelsesstøtte betales af de danske skat-teydere. De har næppe råd til at betale for tusindvis af udlændinge, der kommer fra lande, hvor man både be-

105

taler for at få sin uddannelse og for leveomkostningerne – og til gengæld slipper billigere i skat. Den danske mo-del passer ikke ind i et EU med fri bevægelighed og et unionsborgerskab, der giver mange sociale rettigheder.

106

107

Kapitel 8

MARKED OG MILJØEU-traktaterne bygger på de fire friheder med fri be-vægelighed for varer og tjenesteydelser, arbejdskraft og kapital. Principperne blev fastlagt i Romtraktaten fra 1957, men de skulle fyldes ud i livet gennem love vedtaget med enstemmighed i EF’s Ministerråd. Så tog EU-Domstolen fat. I 1974 og 1978 vedtog de to revolu-tionære domme, hvor man fastlagde det princip, at en vare der var lovlig i et medlemsland, som hovedregel også skulle være lovlig i de andre lande. De to domme kaldes for Dassonville-dommen og Cassis de Dijon-dom-men. Den sidste handlede om en fransk solbærlikør, som ikke kunne sælges på det tyske marked på grund af tyske regler om alkoholindhold.

EU-dommerne åbnede markedet i den konkrete sag, men gjorde samtidig tusindvis af nationale bestem-melser ulovlige. Hvor mange var ikke til at vide. Det kom der mange nye domme ud af. Nationale regler til at beskytte forbrugere, arbejdsmiljø, sundhed og miljø blev kaldt for tekniske handelshindringer og var med et blevet ulovlige. Beskyttelsesniveauet blev nu fastlagt af det land, som havde de ringeste regler. Et højere be-skyttelsesniveau kunne kun fastlægges, hvis Kommis-sionen ville stille et forslag, og det kunne vedtages med enstemmighed blandt alle medlemslande.

Her skabtes behovet for en ny traktat. Den blev foreslået af Phillips-koncernens tænketank i Holland. Den man-

108

geårige leder for den store Phillips-koncern, Wisse Dek-ker, fremlagde et program for et fælles indre marked. Planen blev bearbejdet i de største virksomheders fælles lobby-gruppe, European Round Table of Industrialists. Fra 1985 fik Kommissionen en ny formand. Den tidlige-re franske finansminister, Jacques Delors. blev den nye stærke mand i Bruxelles. Han købte planen og fremlagde den som en pakke med 300 konkrete lovforslag, som skul-le være gennemført inden 1992. Der fulgte også et forslag til en ny traktat, som åbnede for, at Ministerrådet kunne vedtage fælles regler for Det Indre Marked med flertals-beslutninger i stedet for Romtraktatens krav om enstem-mighed ved harmoniseringer af medlemslandenes love.

Jeg hørte første gang om forslaget under et besøg hos Phillips i Eindhoven. Wisse Dekker forærede os sin plan, sammen med en barbermaskine til mændene i delegationen. Hvad kvinderne fik, erindrer jeg ikke. Men logikken var klar. Europas multinationale virk-somheder havde brug for et fælles marked, hvor de ikke skulle tage hensyn til allehånde nationale regler. Det var meget lettere for dem at handle over grænserne, hvis EF skabte fælles spilleregler. Det førte først til en hvidbog og siden til vedtagelse af Fællesakten i 1985. Kernen var flertalsbeslutninger på en række nye opli-stede samarbejdsområder. Danmark opnåede en særlig miljøgaranti med løfte om, at vi kunne bevare højere standarder og fik ret til at indføre nye standarder, hvis vi skulle få vores standarder stemt ned i Ministerrådet med de nye flertalsbeslutninger.

Traktatændringen blev vedtaget ved en folkeafstem-ning i Danmark den 27. februar 1986. Afstemningen var vejledende, fordi Justitsministeriet ikke mente, der blev overladt nye beføjelser til EF. Delors har i sine erindringer kaldt traktaten for den vigtigste af alle, og det har han helt ret i. Der startede fællesmarkedet som et fælles marked for alvor, og der kom danske regler for

109

sikkerhed og sundhed, miljø og arbejdsmiljø, forbruger-beskyttelse og dyrevelfærd for alvor i klemme.

Flertallet i Folketinget afviste traktatforslaget, men det lykkedes statsminister Poul Schlüter og udenrigs-minister Uffe Ellemann-Jensen at få flertallet af væl-gerne til at bakke op om ændringen. Det skete med løf-ter om vetoret i alle spørgsmål og en miljøgaranti, der altid kunne give os lov til at vedtage bedre miljøregler i Danmark end dem, man kunne stemme sig til i EU.

I Folkebevægelsen fik vi sag efter sag, hvor vi kunne anklage Bruxelles for at ville ødelægge alle de fine stan-darder, Folketinget havde fået vedtaget efter pres fra borgerne. Jeg fortryder ikke kritikken, for vi fik også hindret de værste virkninger. Men jeg fortryder, at vi ikke allerede dengang indledte meget mere samarbejde med grupper i andre lande for at bevare vore høje stan-darder og gøre dem til fælles EF-standarder. Vi brugte de mange sager til at vise, at EF var fæl, og det var bedst at komme ud. Det var det også i mit hoved, men jeg bur-de have indset, også offentligt, at det slag blev endeligt tabt med folkeafstemningen i 1986. Folkebevægelsens synspunkter blev dengang støttet af et flertal i Folke-tinget, da også Radikale Venstre og Socialdemokrati-et stemte Nej til den traktat, der blev døbt EF-pakken. Hvis vi ikke kunne vinde en folkeafstemning sammen med et flertal i Folketinget, hvordan skulle vi så kunne vinde en afstemning om dansk medlemskab? Afstem-ningen sved, og vi rejste os først, da vi fik den tredje folkeafstemning om Maastricht-traktatens Union den 2. juni 1992.

I mellemtiden virkede vi for at få forslagene til lov-givning for Det Indre Marked gjort til minimums-be-stemmelser i stedet for total-harmonisering. Med minimumsbestemmelser har landene ret at indføre skrappere bestemmelser for at beskytte borgerne. De

110

fælles bestemmelser lægger en fælles bund for beskyt-telsen, som ingen må komme under. Til gengæld har alle ret til at indføre egen beskyttelse på et højere niveau. Det viste sig at være en svær øvelse, fordi EU-Domsto-len indskrænkede mulighederne dom efter dom. Inden blækket var tørt besluttede EF-Domstolen, at Tyskland ikke måtte forbyde PCP. Selv om det gav kræft. Tysk-land skulle bevise, at tyskerne var mere udsatte for det kræftfremkaldende stof, PCP, end andre landes borge-re. Der blev nu stillet krav om et landespecifikt argu-ment. Og så tilføjede dommerne, at landene skulle rette sig efter Kommissionens ønsker, indtil en anmodning om dispensation måtte blive endeligt afgjort. Dermed ændredes den højtbesungne garanti til en dispensati-onsordning administreret af Kommissionen.

I Maastricht-traktaten kom der særlige bestemmelser om sundhed, miljø og forbrugerbeskyttelse, hvor beslut-ningen kunne tages som minimumsbestemmelser. Men så var der altid en afsluttende bestemmelse, som sagde, at foranstaltningerne skulle være i overensstemmelse med traktaterne. Det var de sjældent efter EU-Dom-stolens mening, fordi dommerne som regel lagde mere vægt på den frie bevægelighed på det fælles marked.

Vi tog indvendingerne alvorligt og foreslog en metode, som gav prioritet til de fælles regler, men skabte mulighed for, at landene kunne indføre bedre regler, hvis de var villige til at betale for det. Man skulle ikke kunne påberåbe sig miljøgarantien med det formål at genere indførslen fra an-dre lande. Vi foreslog konkret, at landene skulle advare om indførsel af skrappere regler med to års varsel og be-tale for at informere de virksomheder i andre lande, som kunne miste omsætning på det, hvis de ikke havde tid til at omstille deres produktion til at opfylde de højere krav. Lande med højere standarder skulle også betale et beløb til de lande, som havde de ringeste bestemmelser og hjæl-pe dem til højere standarder. Så kunne højere standarder

111

ikke virke diskriminerende, så de ensidigt ville gavne de rige lande med råd til standarderne, og skulle betales af de fattigere lande, som ikke havde råd til at indføre dem.

Efter min opfattelse var det et passende kompromis, vi foreslog, men det blev aldrig taget alvorligt. Den frie adgang til det fælles marked blev hovedreglen. Miljøga-rantien kunne kun anvendes, hvis Kommissionen selv ønskede det, f.eks. fordi Kommissionens egen videnska-belige komite selv anbefalede de højere standarder. Da Dan Jørgensen og jeg sloges for at vi kunne bevare det danske forbud mod 13 sprøjtegifte, pesticider, som var tilladt i de andre EU-lande, var der ikke nogen miljøga-ranti, vi kunne påberåbe. Det var ellers let at argumen-tere for det landespecifikke argument, da Danmark var det eneste land, som ikke rensede vandet, før vi drak det. Det argument ville Kommissionen ikke acceptere. Enden blev, at Danmark fik lov til at vedtage en und-tagelse fra EU-reglerne, så hele Danmarks territorium blev undtaget gennem en fodnote i direktivet. Jeg havde forsøgt at få direktivet gjort til et minimums-direktiv. Det var håbløst, men Kommissionens formand bøjede sig for realiteten og tillod os at bevare forbuddet, for-di jeg forklarede ham, at danskerne ville blive tossede på EU, hvis Kommissionen ville tvinge os til at drikke sprøjtegifte fra hanerne. Han skulle ikke overbevises, men indså straks fornuften i forslaget og fik sin meget uvillige Kommission til at rette ind. Vi fik ikke liv i mil-jøgarantien, men vi fik det, som vi ønskede i mange sa-ger om sundhed og miljø, hvor han bare hjalp os.

Den samme konflikt findes i alle frihandelsaftaler og i Verdenshandelsorganisationen WTO. Der var mange protester mod forslaget til frihandelsaftale med USA, som blev kaldt for TTIP, ”Transatlantic Trade and In-vestment Partnership”. Europæerne ville blive tvunget til at acceptere ringere varestandarder for amerikanske varer, som ikke levede op til EU’s standarder. I WTO

112

kan sådanne konflikter løses i et panel med repræsen-tanter for de uenige parter. Nogle gange kan konflikter løses ved, at der betales en kompensation til det land, der går glip af lidt samhandel. Vi kan f.eks. betale et beløb for at slippe for amerikanske hormonbøffer. Det er ikke nogen dårlig løsning, fordi vi dermed undgår at nogle få uenigheder bremser for en mere omfattende frihandel, som er i alles interesse.

Frihandel er meget bedre end restriktioner, fordi den skaber større værdier for færre omkostninger. Men fri-handelsaftaler indeholder ingen garanti for, at fordele-ne bliver jævnt fordelt. Derfor er frihandelsaftaler med fattigere lande ofte knyttet sammen med en finanspro-tokol, hvor de rigere lande betaler bidrag. Norge beta-ler også store økonomiske bidrag for frihandelen med de fattige lande i EU. Det er kun fair, og jeg har altid forsvaret dem i de mange år, jeg ledede Europa-Parla-mentets delegation for Norge. Storbritannien vil også komme til at betale bidrag, hvis de går ud af EU. Ingen rige lande får frihandel med EU uden at betale økono-miske bidrag til de fattigste EU-lande. Bidragene be-tales direkte fra EØS-landene og opføres ikke på Unio-nens budget. Men man kan rundt omkring i Sydeuropa se skilte med, at denne bygning eller motorvej er betalt med et bidrag fra Det Europæiske Økonomiske Samar-bejde, EØS. Der står nok EEA på skiltene, som er den engelske forkortelse for EØS.

113

Kapitel 9

KULTUREL MANGFOLDIGHEDKonflikten mellem minimums-regler og total-harmoni-sering fandt sted omkring alle regler om miljø og sund-hed, som vi har set i det forrige kapitel. En tilsvarende konflikt udspilledes også i mange love om velfærd og kultur. Her skal vi se på et slagsmål mellem harmoni-sering af markedet imod hensynet til kulturel mangfol-dighed.

Pia Raug er en stjerne, der kan synge sangene, så der ikke er et øje tørt. For mig er Pia Raug ikke blot en dyg-tig kunstner, som kunne trække mig til koncerter. Hun er også en kær ven og kollega, som gik med fra Folkebe-vægelsen til JuniBevægelsen. Fra protest til indflydel-se, fra modstand til reformer, fra sikker taber til chance for at vinde. Pia viste vej i kampen for adgang til musik og kunstneres rettigheder. Pia Raug blev kandidat for JuniBevægelsen ved valget til Europa-Parlamentet i 1994. Hun fik 13.174 personlige stemmer og var ikke langt fra at havne som medlem af Europa-Parlamentet. En dag i foråret 2006 ringede Pia til mig med sit eget ærinde. Hun var blevet næstformand for Danske Jazz, Beat og Folk Autorer i DJBFA.

Pia deltog også i arbejdet i Koda for at forsvare kunst-nernes rettigheder. En anden god musikven, Arne Würgler, var dengang formand for DJBFA. En gammel bekendt fra Lærlingenes og Ungarbejdernes Landsor-ganisation, Poul-Henrik Jensen, var sekretariatschef

114

for DJBFA. Pia Raug afløste siden Arne Würgler som formand for DJBFA og blev også formand for bestyrel-sen for den danske ophavsrets-organisation, Koda. De troppede alle tre op for at få gode råd på Kristi Himmel-fartsdag i 2006.

Kommissionen havde i 2006 indledt en sag om brud på konkurrencereglerne med en skrivelse til alle europæi-ske rettighedsagenturer. Her blev de stillet store bøder i udsigt. Danske Koda kunne således på samme måde som alle andre europæiske ophavsretsselskaber risike-re at skulle betale en bøde på hele ti procent af deres årsomsætning ti år tilbage i tiden. Det var ikke almin-delige bøder. De var så store, at ingen af agenturerne kunne betale dem. Kommissionen ville simpelthen luk-ke alle agenturer for at have brudt EU’s konkurrence-regler. Ingen andre virksomheder eller organisationer havde nogensinde før fået så store bødeforlæg. Der blev lagt op til en reel ekspropriation af Koda uden erstat-ning. For så mange penge kunne Koda naturligvis ikke betale. De havde jo udbetalt rettighedspengene løbende til de danske kunstnere.

Kommissionen udarbejdede også en ”Meddelelse” om den fremtidige organisering af online-musikmarkedet. En meddelelse er normalt et oplæg til debat. Ved at koble meddelelsen sammen med bødeforlægget ville Kommis-sionen gennemtvinge sin politik rent administrativt, uden politikken var godkendt af hverken ministre eller folkevalgte. Kan du hjælpe, spurgte Pia. Nu var gode råd dyre, siger man. Mine var dog gratis. Jeg fik også kon-takt med Jakob Hüttel fra Koda og læste op på sagen. Så fandt jeg en ulovlig sammenblanding af interesser mel-lem to forskellige afdelinger i Kommissionen. Ulovlighe-den blev en foræring til mig i arbejdet for at få standset bøderne. I en eventuel retssag kunne vi forlange refera-ter fra Kommissionens interne møder lagt frem i Retten og påvise sammenblandingen af interesser. Jeg aftalte

115

med Pia og Poul-Henrik, at de skulle drage med mig til en mini-session i Bruxelles og sidde i kaffebaren. Så ville jeg hente alle indflydelsesrige medlemmer en ad gangen fra deres plads i salen. Så kunne de forklare kunstnernes sag og vinde MEP’erne som allierede.

Medlemmer af Europa-Parlamentet har travlt. De be-skyttes af mure af ansatte, som hindrer folk i at få kon-takt med deres folkevalgte. Det ville ikke have været muligt at arrangere alle møder telefonisk forud. Eneste chance var at tage dem direkte fra salen. Det lykkedes med alle, der var til stede. Første gang, jeg benyttede denne teknik, var med TV-journalist Bella Katrine Rein. I løbet af blot en enkelt mødedag i Strasbourg fik hun interviews med samtlige gruppeformænd og formanden for Europa-Parlamentet. Det ville have taget et år, hvis møderne havde skullet aftales. Og så havde vi ikke fået dem alle. MEP’erne ville gerne møde kunstnernes tals-personer, når jeg anbefalede det. Jeg havde aldrig sid-det i hverken kulturudvalget eller retsudvalget, men jeg kendte dem alle gennem mine mange år i ”parlamanget”.

Pia blev særligt gode venner med Doris Pack, en tysk kristendemokrat, som var næstformand for kulturud-valget. De to blev pot og pande, og Doris avancerede til formand for udvalget. Deres venskab blev starten på og krumtappen i et langvarigt arbejde for kunstnernes ret-tigheder. Pia fik også god kontakt til en anden CDU’er, Ruth Hieronymi. Hun sloges altid for FN’s universelle rettigheder. Hans-Peter Mayer og Klaus-Heiner Lehne, ligeledes fra CDU, den britiske liberale Diana Wallis, den grønne Eva Lichtenberger fra Østrig og den span-ske socialist Manuel Medina Ortega blev vore gode for-bundsfæller i Retsudvalget. Klaus-Heiner Lehne er i dag formand Revisionsretten i Luxembourg.

Jeg fik også Kommissionens formand Barroso med på vognen. Det var ikke let. Kunstnernes organisationer

116

i Portugal havde samarbejdet med et kommunistisk medlem af Europa-Parlamentet. Den kvindelige portu-giser havde brugt sagen til at agitere mod de borgerlige og EU. Barroso troede derfor, det var en sag for røde fagforeningsfolk. Barroso var godt nok tidligere maoist, men han var ikke spor rød længere. Hans instinkt var at være imod det, min portugisiske kollega var for. Jeg fik så et møde i stand med en nu afdød portugisisk for-fatter, Vasco Graca Moura, som var medlem af den kri-stendemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet. Han støttede naturligvis kunstnernes rettigheder og fik sin partifælle Barroso til at indse, det ikke kun var en sag for de røde.

Jeg havde lavet et tolv siders ”Foreløbigt oplæg til MU-LIGE STRATEGIER AT VÆLGE IMELLEM” til Pia & co., med bilag og CV’ere for alle de personer, som skulle overbevises, påvirkes eller neutraliseres. Jeg beskrev hver enkelt kollega og embedsfolkene som et andet lobby-firma. Mit råd var, at sagen skulle ændres fra at handle om kunstneres fagforeningsrettigheder til at handle om et pluralistisk marked for kultur. Sa-gen skulle samtidig flyttes fra venstrefløjen til at blive en mærkesag for Europa-Parlamentets største gruppe, EPP. Målet skulle være et alsidigt kulturudbud og støt-te til de små og mellemstore europæiske virksomheders salg af musik og kompositioner og den vigtige forvalt-ning af komponistrettigheder. Denne markedstilgang og det bredere kulturudbud overbeviste de borgerlige medlemmer af Europa-Parlamentet. Vi skulle ikke overlade det europæiske musikmarked til 2-3 multina-tionale selskaber fra Amerika og Japan.

En irsk gruppeformand var svær at overbevise. Poul-Henrik Jensen genopfriskede min hukommelse, da jeg sendte ham en kladde til kommentering: ”Jeg husker særligt en ultra liberal irsk MEP i rullestol. Han var i første omgang imod alt, hvad jeg sagde. Så dukke-

117

de Pia op. Jeg introducerede hende som en dansk folke-sanger i den irske tradition. Så begyndte vi at tale om irsk folkemusik, som uden egen forvaltning kunne være truet af de store mainstream selskaber i forhold til de engelske interesser. Tonen fik straks en anden lyd, og han lovede at se på det hele med friske øjne”, erindre-de Poul-Henrik. Ireren i rullestol var Brian Crowley. Han var min gode kollega og ofte nabo i formandskonfe-rencen fra det daværende irske regeringsparti, Fianna Fall. Han var en af de talrige, der skulle overbevises for at få tabersagen gjort til vinder.

DJBFA medvirkede også til at lave årlige konferen-cer sammen med EUobserver. I begyndelsen hjalp jeg med at skaffe talere til alsidige konferencer, hvor alle aspekter blev diskuteret mellem alle slags interesser. Jeg deltog også selv som taler, i den ene konference sammen med The Bee Gees sangskriver og forsanger, Robin Gibb. Han var præsident for den internationale sammenslutning af ophavsretsorganisationer for kom-ponister og autorer, CISAC. Gibb døde desværre i 2012, inden vores fælles arbejde var afsluttet med et accepta-belt direktiv. Jeg fik Barroso til at tale på en EU-obser-ver-konference i Musikinstrument-museet i Bruxelles den 6. december 2007. Her fik vi arrangeret fællesfoto med den kendte græske sangerinde, Nana Mouskouri. Hun havde været en god kollega som medlem af Euro-pa-Parlamentet for Kristendemokraterne. EUobserver havde hyret et orkester, som spillede Barrosos foretruk-ne fado-musik som afslutning på hans indlæg. Barroso var blevet udstyret med en trist tale af sine embeds-mænd. Han lagde manuskriptet til side og talte i stedet levende om sit eget forhold til musik og kunst og betyd-ningen af kulturel mangfoldighed.

Vi klappede vildt. Vi havde vundet manden i toppen og fik nu gunstige møder i stand med de ansvarlige kom-missærer. Den hollandske, liberale konkurrence-kom-

118

missær, Neelie Kroes, lovede os ikke blot at standse konkurrencesagen mod Koda og deres søsterselskaber i den såkaldte CISAC-sag. Hun tilbød ligefrem at støtte den forvaltningsmodel, som de europæiske organisati-oner kunne blive enige om at lægge frem. Der lå vores svaghed. De europæiske organisationer var indbyrdes rygende uenige og kunne ikke samarbejde om en fælles strategi. Nogle af de sydeuropæiske organisationer var korrupte og deres regnskaber stærkt uigennemskueli-ge. Ledelserne tilegnede sig medlemmernes penge. Den spanske bestyrelse havnede i fængsel. Der forlangte Kommissionen med god ret gennemskuelighed og or-dentlige regnskaber. Det gjorde de danske kunstneror-ganisationer også.

De større forvaltningsselskaber håbede at kunne vin-de større markedsandele for sig selv ved at slå de små selskaber ud af markedet. Deres indbyrdes kappestrid og uenighed var ikke noget kønt syn at få indblik i. Det gjorde blot ikke kunstneres retfærdige krav om rettig-hedsbetaling og adgang til markedet også for de knap så kendte kunstnere mindre vigtige. Enhver kunstner har naturligvis fortjent at få sin chance og få sit arbejde lønnet på samme måde, som folk i andre erhverv lønnes ved at sælge deres produkter og tjenesteydelser.

Jeg brugte mange hundrede timer på at hjælpe Pia og samarbejdede ikke mindst med den daværende sekre-tariatsleder, Poul-Henrik Jensen, som nu er forstander på Jyderup Højskole. Arbejdet bragte mig også i kon-takt med Ivan Pedersen, kendt komponist og musiker fra Laban, Moonjam og Backseat. Ivan var formand for Danske Populær Autorer, DPA.

Pias og mit eget gode lobbyarbejde endte med en for-nem betænkning fra Retsudvalget af en tidligere un-garsk minister, Katalin Levai. Med god støtte fra sær-ligt kulturudvalgets næstformand, Doris Pack, og den

119

græske formand, Manolis Mavrommatis, samt Diana Wallis fra Retsudvalget fik vi skaffet bred opbakning til den såkaldte Levai-betænkning om organiseringen af musikmarkedet. Den 27. februar 2007 vedtog Euro-pa-Parlamentets retsudvalg Levai-betænkningen med støtte til komponisterne, autorerne og de små musik-områder. Da vi startede arbejdet, indeholdt embeds-mændenes første udkast til betænkning en støtte til Kommissionen!

Ved fælles hjælp og en veltilrettelagt strategi fik vi æn-dret et nederlag til en sejr. Vi havde startet med en sik-ker tabersag, men forvandlede den til en ren vindersag i Europa-Parlamentet. Det var, når jeg selv skal sige det, ret dygtigt lobbyarbejde for de kunstnere, der hav-de støttet JuniBevægelsen ved alle valg og folkeafstem-ninger. Jeg følte, at her var en sag, hvor jeg kunne give tilbage til de mange, der havde optrådt for os - uden at få en krone for det. Jeg fik min gode parlamentsløn og skulle naturligvis ikke have hverken honorar eller omkostningsdækning for vores omfattende indsats. I stedet belønnede autorerne og komponisterne mig med DJBFA’s ”Spil Dansk pris” for 2007. Prisen bestod af en smuk statuette og 10.000 kr. Den står i dag i mit vindue sammen med en statuette for ”Årets europæiske politiker” for 2001. Jeg er siden blevet inviteret med til DJBFA’s årsfester, hvor priserne uddeles. Jeg har på den måde holdt mig orienteret om udviklingen i dansk musik. Jeg har også hilst på mange gamle venner, som har støttet os gennem årene.

Tirsdag den 13. marts 2007 vedtog hele Europa-Parla-mentet den rapport, som kunne medvirke til at sikre et mangfoldigt musikudbud i Europa. Multinationale selskabers gode venner i Kommissionen havde ellers forsøgt at få markedskræfterne til at styre musikud-buddet på samme måde, som man styrer den øvrige økonomi.

120

Kommissionens ”Meddelelse” og bødeforlægget var af-talt med de store spillere i markedet. Kommissionens afdelinger for Det Indre Marked og konkurrence havde indbyrdes aftalt, hvordan de to udspil sammen kunne kvæle Koda og kolleger og overlade markedet til stor-spillere som Bertelsmann og Sony. Kommissionen for-regnede sig. De vidste ikke, kunstnerne var parat til at gå til modstand. Den danske komponist og sangskriver, Pia Raug, var fra 2003-07 også præsident for et par mil-lioner autorer og komponister i hele verden, organiseret i CIAM. Hun var ikke Pia alene i verden. Pia Raug over-beviste os om, at kunstnerne havde en god sag, og at vi var blevet groft misinformeret af Kommissionen. Der var faktisk allerede et velfungerende marked for musik i Europa. Enhver køber af musik kunne og kan nøjes med en enkelt aftale med et enkelt af de europæiske rettighedsselskaber og så sende musik fra hele verden - uden at stjæle den.

Koda og de andre rettighedsagenturer havde nemlig la-vet indbyrdes aftaler, så penge til udenlandske kunst-nere automatisk blev sendt videre fra Koda, når de var opkrævet hos f.eks. Danmarks Radio. For Danmarks Radio og andre lovlige musikspillere var det meget praktisk at kunne nøjes med en enkelt aftale i stedet for at skulle forhandle med alle. Hvis dette system blev slået i stykker, ville resultatet i stedet blive, at de bedst sælgende autorer og komponister ville kunne lave sær-lige aftaler med nogle få multinationale udbydere, som så kunne sælge deres musikpakker til Danmarks Ra-dio. Så kunne den mainstream-musik, der solgte bedst, blive dumpet i pris, og de mindre kendte kunstnere og de mindre landes musik kunne dumpes helt ud af markedet. Koda og det internationale gensidighedsaf-tale-system skelnede ikke mellem store og små. Små havde samme ret som store til at få afregning for mu-sikken, når den blev spillet. De var ikke forlods dømt ude af repertoiret.

121

Alle havde chancen for at blive store og anerkendte og få større rettighedsindtægter. Undervejs op fik de mindre beløb, men de var med. De kunne sælge deres musik i markedet. Europa-Parlamentet stod sammen med bru-gerne og kunstnerne og dermed bag et fortsat alsidigt musikudbud i Europa. Parlamentet forlangte klogt nok, at de nationale rettigheds-agenturer skulle være mere åbne med deres administrative omkostninger. Men grundlæggende ville vi bevare det gode system og have Kommissionen til at trække bødetrusler og meddelel-se tilbage. Vi forlangte, at Kommissionen startede på en frisk og udarbejdede et forslag til rammelov (direk-tiv) for, hvordan vi kunne organisere det fælles musik-marked. En sådan rammelov skulle først til høring hos musikbrugerne, kunstnerne og selskaberne og dernæst behandles i Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Kunne vi ikke blive enige, ville den til sidst komme i et såkaldt forligsudvalg, hvor repræsentanter for Euro-pa-Parlamentet og regeringerne sammen med Kom-missionen kunne forhandle et kompromis på plads. Det var ikke rigtigt demokrati, som vi kendte det fra alle medlemslande. Men den fælles beslutningstagning gav trods alt indflydelse til de folkevalgte i Europa. Det sto-re flertal blandt os støttede både kunstnerne OG bru-gerne.

I denne sag stødte vi også på mange lobbyister. De pri-vate radio- og TV-selskaber og de multinationale plade-selskabsforlag havde stærke lobbyorganisationer, som inviterede til morgenmad og snak. I sidste minut orga-niserede den internationale forening for musikforlæg-gere ICMP en henvendelse fra 350 kendte kunstnere. Det skete gennem musikdelen BMG i den store tyske Bertelsmann-koncern. De ville have os til at udsætte behandlingen og vedtage nogle ændringsforslag, som ville fjerne hovedindholdet i betænkningen. Det viste sig, at henvendelsen havde medtaget en række navne,

122

som aldrig var blevet spurgt! Da Pia Raug gennemgik dette kapitel, mindedes hun:

• ”et thriller-drama, som startede med en henvendel-se fra dit kontor, men du var til topmøde – og som endte med en online korrespondance mellem mig i København, ECA’s præsident Ludwig Laher i Wien og Eva Lichtenberger i Strasbourg den 12. marts 2007, lige før både du og hun skulle tale ved debat-ten nede i salen.

• Du kendte sagen i forvejen, men samtidig med, at debatten var gået i gang, kunne jeg via Wien sende verifikationer fra folk, som stod på listen, til Eva, at listen i hvert delvist var falsk.

• Jeg havde dokumentation for, at flere af kompo-nisterne på både den franske og den polske del af listen var døde! Det betød at Eva Lichtenberger havde rygdækning for 10 minutter senere sammen med dig at anbefale jeres kolleger i Parlamentet at stemme for og ikke at tage hensyn til den verseren-de opfordring, når Levai-rapporten næste dag skul-le til afstemning.

Først prøvede ICMP at benægte, så prøvede de at trække deres henvendelse og listen tilbage fra MEP’ernes kon-torer. Senere måtte de undskylde. Jeg har en hel række tyske, østrigske, franske og engelske medie-omtaler af sagen liggende”, erindrede Pia og mindede mig om den mindre pæne side ved lobbyisme. I 2008 blev Bertels-manns musikafdeling solgt til japanske SONY. Det bri-tiske konservative medlem, Michael Harbour, forsøgte sig i udvalget med en række ændringsforslag, der var udarbejdet af de private radio- og TV-selskaber.

Den elektroniske nyhedsavis, EUobserver, arrangerede en meget velbesøgt konference om Kreative Rettighe-der. Der var talere fra alle hjørner af debatten. Der var også indlæg fra de to ansvarlige kommissærer, Charlie

123

McCreevy, med ansvar for Det Indre Marked, og Jan Figel med ansvaret for kultur. Katalin Levai fik sin rapport vedtaget i udvalget med 21 stemmer for, nul imod, og to der undlod. Det var en af mine gode dage i Europa-Parlamentet, og et godt, konkret eksempel på, at folkevalgte kunne gøre en forskel. Vi tænkte ander-ledes end embedsmændene bag de lukkede døre i Kom-missionen. Meddelelsen fra Kommissionen var et forsøg på at omgå medlemslandenes og Europa-Parlamentets indflydelse. Europa-Parlamentet havde faktisk allere-de i 2004 vedtaget en initiativbetænkning af Mercedes Escherer. Hendes betænkning opfordrede Kommissio-nen til at komme med et lovforslag om musikmarke-det. Mercedes var grøn fra Østrig og en god bekendt, men jeg havde ingen erindring om hendes betænkning, da Pia Raug satte mig på opgaven. Kulturen var ikke mit område, dengang vi havde tre medlemmer i Euro-pa-Parlamentet fra JuniBevægelsen.

Kommissionen ignorerede Europa-Parlamentets be-tænkning og forsøgte i stedet knibtangsøvelsen med bøder og uautoriseret lovgivning. I september 2008 an-lagde Koda en sag ved EU-Domstolen for at få omgjort bødeforlægget i den såkaldte CISAC-sag. Fem år sene-re, i april 2013, kom Domstolen med en pure frifindelse af Koda og kolleger. De havde ikke brudt de europæiske konkurrenceregler. Jeg rejste også sagen i EØS-forsam-lingen, fordi vore nabolande i EØS også ville blive be-rørt af Kommissionens ”lov”. Jeg lavede selv en betænk-ning om denne sag og andre forsøg på blød lovgivning. Betænkningen blev vedtaget enstemmigt under mødet i Det Blandede Parlamentariske Udvalg den 15. novem-ber 2007 i Strasbourg. Retsudvalget tog også sagen op og lavede en initiativbetænkning om blød lovgivning. Danske Pia Raug og hendes sekretariatschef, Poul Hen-rik Jensen, kom dermed til at sætte sig varige spor i EU. Vi ville ikke tillade, at Kommissionen lovgav henover hovedet på medlemslandene og Europa-Parlamentet.

124

Hverken for musik eller andre områder. Sådan skulle musikken ikke spille mellem den ikke-direkte-valgte Kommission og de folkevalgte i Europa-Parlamentet og ministrene i Ministerrådet. Så intet var så skidt, at det ikke blev godt for noget. Kommissionens beskidte for-søg blev en boomerang.

Jeg bad Kommissionen om at fremlægge de interne overvejelser og referater af sammenkomster mellem de involverede afdelinger i Kommissionen. Det burde Kom-missionen udlevere som led i den almindelige åbenheds-politik. De gav imidlertid afslag på aktindsigt. Det var for mig beviset på, at de ikke havde rent mel i posen. De ville ikke have frem, at afdelingen for konkurrence blev brugt til et stykke ulovligt lovgivningsarbejde. Det var ikke konkurrencehensyn, som lå bag truslen til Koda, for Koda var absolut ikke nogen dominerende spiller på et europæisk musikmarked. Kommissionen var stik-i-rend-dreng for dem, der ville overtage Kodas lille dan-ske musikmarked. De blev opdaget, takket være danske Pia Raug og andre gode kræfter, som blandede sig - og gjorde en forskel.

Man kan nok ikke få Pia til at sige, at man ikke kan få indflydelse i EU. Det beviste hun selv. I vores fælles tid i Folkebevægelsen mod EF ville vi have stået på side-linjen og sagt, at EU var dum. Pia beviste, at det var dummere kun at stå på sidelinjen. Jeg holdt selv tale til Levai-betænkningen, da den kom i salen. Jeg var ikke med i Kulturudvalget, men fik mig alligevel tiltusket lidt taletid, da vi fordelte den på gruppemødet og kunne slutte talen med at sige, at Levai-betænkningen var ba-lanceret og gjorde Parlamentet ære.

125

Kapitel 10

MARKEDET OG CIRKUS ARLIJeg er kommet i Cirkus Arli gennem 30 år med mine børn, og jeg var med til at få dem til at spille tæt på vores baghave til Hareskoven i Bagsværd. Det er et hyggeligt lille cirkus, som børnene elsker. Cirkusset er gået i arv til Bettina og Martin Arli, der er mester og klovn og nu også formand for Cirkusdirektørforeningen i Danmark. En dag fik Martin et brev fra Københavns Kommune om, at Cirkus Arli skulle betale markedsbe-stemt husleje af grunden. De betalte i forvejen alle ud-gifter til at klargøre grundene og rense dem igen samt alle forbrugsafgifter til el, vand etc.

Det var ganske vist, EU havde besluttet, at sådan skul-le det være i Danmark. Det kunne næppe være fordi, det var en stor konkurrence sag, for der var kun fem cirkusser tilbage i Danmark, to i Sverige og nul i Nor-ge. Det er ikke den branche, der har brug for flest nye udgifter. Jeg bragte straks sagen til EU for at spørge, om det virkeligt kunne passe, at de anså betalingen fra Cirkus Arli som en grænseoverskridende konkurrence sag, som de skulle blande sig i. Jeg startede sagen med et brev og et besøg hos den næstkommanderende i nær-hedskommissær Frans Timmermans kontor under en samling i Strasbourg. Hun fik den forelagt i systemet, som måske havde tilhængere af markedsbestemt husle-je for små cirkusser. Jeg fik ikke noget svar.

Så rejste jeg sagen i et møde med Kommissionens øver-

126

ste boss, Martin Selmayr. Han var rasende, for han havde fra Juncker-Kommissionens start virket for, at EU skulle være stor på de store sager og små på de små. Et par uger efter fik jeg så et officielt svar fra Selmayrs næstkommanderende, danske Pia Ahrenkilde-Hansen, som nu er forfremmet til chef for hele Kommissionens informationsafdeling. Kommissionen ville ikke ville blande sig i sådanne sager. Kommissionen skrev, at statsstøttereglerne sigter mod sager med en europæisk dimension. Selv hvis der var en europæisk dimension i sagen med Cirkus Arli, ville den kunne falde under minimumsreglerne, hvorefter Danmark selv kan tilla-de støtte på halvanden million kroner til virksomheder for hver tre år. Endelig kunne støtten opfattes som en kulturel bevilling, som slet ikke skal notificeres eller godkendes af EU.

Jeg takkede skriftligt og sendte straks svaret til Martin Arli. Han havde det i tasken, da han blev indkaldt til et møde i Økonomi- og Indenrigsministeriet. Her hævdede en embedsmand igen, at de ikke havde noget valg, fordi de var oppe mod en EU-beslutning. Jeg ville gerne have set embedsmandens ansigtsudtryk, da Martin Arli åbne tasken og fremlagde brevet fra Kommissionens øverste administrative top.

Ministeriet mente nu, det var i strid med kommunal-fuldmagtloven, som forlangte markedsbestemte priser for udlejning af grunde mv., og der står sagen nu. Jeg mener, vi som vælgere holder kontrol med, hvad myn-dighederne bruger vore skattepenge til. Det bør række også i denne bagatelsag. Men jeg er glad for, at Martin Selmayr og Pia Ahrenkilde-Hansen viste et lille eksem-pel på, at Kommissionen endelig har fattet, at EU ikke skal blande sig i spørgsmål, når de ikke er grænseover-skridende og ikke berører vitale interesser om fri kon-kurrence på det fælles EU-marked.

127

Der er alt for mange småsager, som lægger EU for had hos borgere og virksomheder. Hvorfor skal Bruxelles blande sig i det? siger folk i hele Europa om dette og hint. Der bør være en meget klarere arbejdsdeling mel-lem kommuner, medlemslande og EU. Der er god plads til, at EU kan bestemme noget mindre, og medlems-lande, regioner og kommuner noget mere. Der er nu 157.000 love, regler, standarder og domme i EU, som med et fint fransk udtryk kaldes for acquis commu-nautaire. Forordninger gælder umiddelbart i samtlige medlemslande og binder direkte. Direktiver er officielt henvendt til medlemslandene, som så har typisk et par år til at gennemføre indholdet i nationale regler. EU-Domstolen har i praksis ophævet forskellen mellem direktiver og virkninger. Hvis et direktiv er tilstrække-ligt præcist, er det lige så bindende som en forordning fra den dag, det skulle have været omsat til en national lov. Kommissionens meddelelser er ikke juridisk bin-dende, men kan i nogle sager have samme vægt som en bindende beslutning, som vi har set i ovenstående ka-pitel om Kommissionens angreb på de musikalske for-valtningsselskaber. Alle domme er bindende og skaber fortilfælde – præcedens - for løsning af andre konflikter. Nogle standarder er juridisk bindende, andre blot prak-tiske anbefalinger, som virksomhederne ikke behøver at efterleve. Tabellens tal er udarbejdet af Folketingets EU-oplysning 1. april 2019 med baggrund i disse kilder:

http://eur-lex.europa.eu/search.html?orFM_CODEDGroup=FM_CODED%3DINFO_COMMUNIC,FM_CODED%3DCOMMU-NIC&qid=1516369463734&CASE_LAW_SUMMARY=false&DTC=-false&DTS_DOM=ALL&excConsLeg=true&typeOfActStatus=O-THER&type=advanced&lang=da&SUBDOM_INIT=ALL_AL-L&DTS_SUBDOM=ALL_ALL&AU_CODED=COMhttps://eur-lex.europa.eu/search.html?textScope0=ti&qid=1553782337388&CASE_LAW_SUMMARY=false&DTC=false&DTS_DOM=ALL&type=advanced&CASE_LAW_JURE_SUMMARY=fal-se&lang=da&andText0=gr%C3%B8nbog&SUBDOM_INIT=ALL_

128

ALL&DTS_SUBDOM=PRE_ACTS&FM_CODED=PAPER_GREEN https://eur-lex.europa.eu/search.html?qid=1553782484879&DTC=-f a l s e & D T S _ D O M = A L L & t y p e O f A c t S t a t u s = O T H E R & t y -p e = a d v a n c e d & C A S E _ L A W _ J U R E _ S U M M A R Y = f a l -se&lang=da&textScope0=ti&CASE_LAW_SUMMARY=false&and-Text0=hvidbog&SUBDOM_INIT=ALL_ALL&DTS_SUBDOM=PRE_ACTS&FM_CODED=PAPER_WHIThttps://eur-lex.europa.eu/search.html?lang=da&SUBDOM_INIT=LEGISLATION&DTS_DOM=EU_LAW&type=advan-ced&DTS_SUBDOM=LEGISLATION&qid=1516363662959&DTC=-false&VV=true&locale=daCEN: https://www.cen.eu/about/CENinFigures/Pages/default.aspz CENELEC: https://www.cenelec.eu/aboutcenelec/whatwedo/factsandfigures/index.html ETSI: https://www.etsi.org/images/files/AnnualReports/etsi-annu-al-report-april-2018.pdf Codex Alimentarius: http://www.fao.org/3/ca1176en/CA1176EN.pdf

SAMLET ANTAL EU-REGLER, EU-DOMME OG FÆLLES STANDARDER DEN 1.APRIL 2019Tallene er fremstillet af Folketingets EU-oplysning til denne bog på baggrund af de angivne kilder. I no-vember 2016 var der 144.11 regler, se ”Hvad nu EU?” side 51. I august 2018 var der 155.445 regler, se ”Find ud af EU” side 141. Den 1. april 2019 var der 157.537. Juncker-Kommissionen har omsider fået standset stig-ningstakten i antal regler, når vi ser bort fra Dom-stolens stadigt flere domme. Det er en imponerende indsats, fordi Juncker har måttet slås med en række generaldirektorater, som finder stor tilfredsstillelse ved at lave stadigt flere regler. Det er disse mange regler, som briterne nu skal gennemgå og beslutte hvilke af dem, der fortsat skal gælde i Storbritannien, hvis de melder sig helt ud af EU. Hvis de bliver i EU, gælder de alle. Hvis de melder sig ud, kan de også komme til at gælde i Storbritannien, blot uden britisk medindfly-delse på deres fremtidige udformning. Storbritannien

129

kan dog også vælge en ”Canada-løsning”, som er en al-mindelig frihandelsaftale, hvor hver part kan lave sine egne regler. Canada skal dog respektere alle EU-regler, når de sælger varer ind i EU. Og omvendt. EU´s regler har forrang, hvis de er i strid med en national regel i EU. EU’s mange regler og standarder anvendes i stor udstrækning af andre lande i verden, fordi EU er ver-dens største handelsmagt.

130

131

DEL 2. SÅDAN VIRKER EU I DAG

132

133

Kapitel 11

UNIONENS INSTITUTIONEREU har en række institutioner med navne, vi alle ken-der fra medierne og medlemslandenes forfatninger. Men organerne har helt forskellige funktioner i forhold til organer med de samme betegnelser i medlemslande-ne. Det er misvisende at skrive, EU har besluttet. For EU er en forkortelse for et navn på en sammenslutning af lande og kan ikke beslutte noget som helst. Det kan derimod de enkelte organer i EU efter de spilleregler, man kan finde i EU’s grundlæggende traktater. Nogle gange hver for sig og andre gange i forskellige fælles-skaber og kombinationer.

Kommissionen er ikke bare en kommission, men en regering. Ministerrådet er ikke bare et råd, men in-dehaver af den lovgivende magt, som normalt er i et parlament. Til gengæld er Parlamentet snarere et råd end et parlament, ifølge traktaterne, men ikke i virke-ligheden. EU-Domstolen er ikke bare en domstol, men også en lovgiver og forfatningsgiver. Det kan være ret forvirrende, indtil man lærer beslutningsprocessen nærmere at kende. Du kan ikke gætte dig til opgaverne efter betegnelserne. Du må lære det, f.eks. her eller no-get grundigere i min store lærebog, FIND UD AF EU.

I Danmark bruger vi f.eks. kommissioner til at forbere-de nye love. Men Kommissionen i Bruxelles er ikke blot et udvalg, der forbereder nye love. Kommissionen leder arbejdet med både udarbejdelse og gennemførelse af alle

134

nye love i EU. Kommissionen repræsenterer også EU udadtil med 138 egne EU-ambassader i andre lande og internationale organisationer. Kommissionen er reelt en regering for EU, men med større beføjelser end de fleste nationale regeringer. F.eks. har Kommissionen eneret til at stille lovforslag. En sådan eneret for ikke-valgte ken-des ikke fra noget demokrati i verden. Det er særligt den stærke position for Kommissionen, der har fået forskere, medier og iagttagere til at tale om et demokratisk under-skud. For Kommissionen vælges ikke på samme måde som regeringer i medlemslandene.

Kommissionen består i dag af et medlem fra hvert af Uni-onens medlemslande. Fra 2019 vil der formentlig være færre kommissærer end medlemslande, og pladserne vil måske gå på skift mellem landene efter rotation. Det har statsministrene i Det Europæiske Råd besluttet, men endnu ikke gennemført. Kommissionen udpeges efter valgene til Europa-Parlamentet hvert femte år. Lissa-bon-traktaten bestemmer, at formanden for Kommissio-nen skal udpeges på et topmøde for statsministrene i Det Europæiske Råd. Fra Frankrig kommer Præsidenten.

Her skal Kommissionsformanden og senere hele Kom-missionen vælges med tilslutning fra et udvidet kvalifi-ceret flertal på 72 % af alle medlemslande, dvs. mindst 21 af 28 medlemslande, 20 af 27 lande efter britisk ud-træden. De 72 % af landene skal samtidig repræsentere mindst 65 % af Unionens samlede befolkning. Forman-den for Kommissionen skal herefter godkendes af Euro-pa-Parlamentet. Det sker i en afstemning med absolut flertal af samtlige medlemmer. Altså ikke kun med et flertal blandt de afgivne stemmer. Absolut flertal er 376 af 751 medlemmer og 353 af 705 efter et muligt Brexit.

Europa-Parlamentet har aldrig accepteret Traktatens regler med Parlamentets svage beføjelser. Medlemmer-ne har altid arbejdet for mere magt til sig selv, og der-

135

med indirekte til vælgerne. Parlamentet startede helt uden magt som en forsamling af indirekte valgte fra de nationale parlamenter, men har gennem årene kæmpet sig til stadig mere indflydelse og egentlig magt, vedta-ger det årlige budget efter forhandling med Kommissi-on og Råd og godkender regnskaberne.

Parlamentet benyttede EU-valget i 2014 til at tilkæmpe sig selv ret til at udpege Kommissionens formand gen-nem en nyopfundet Spitzenkandidat-procedure. Navnet er tysk, fordi nydannelsen blev foreslået af Klaus Welle, der er generalsekretær for Europa-Parlamentet. Han er også tidligere generalsekretær for Kristendemokra-terne i Det Europæiske Folkeparti, EPP, og siden for dets parlamentsgruppe. Welle lod sin partikammerat fra det tyske CDU, Martin Selmayr, føre valgkampagne for Luxembourgs afgåede statsminister, Jean-Claude Juncker. Han var opstillet af Kristendemokraterne i EPP, Det europæiske Folkeparti. En partikongres valg-te Juncker foran franske Michel Barnier, der har ledet forhandlingerne om britisk udtræden og gerne vil være formand for Kommissionen i 2019.

Efter EP-valget blev Selmayr direktør for Junckers ka-binet, dvs. en gruppe embedsmænd og medhjælpere, som støtter formanden. I 2018 blev Selmayr forfremmet til generalsekretær for hele Kommissionen. Det er sta-dig ham, som bestemmer mest i Bruxelles, formentlig også i den næste valgperiode. Selmayr er både en dygtig og flittig jurist, gift, men uden børn. Han har bøger i stedet for legetøj i lejligheden. Er forhadt mange steder, fordi han ikke lod almindelige kommissærer og general-direktører få adgang til Kommissionens top, uden efter aftale med ham. Ombudsmanden kritiserede udnæv-nelsen, fordi stillingen ikke blev slået op.

Ved EP-valget i 2014 ”opstillede” fem af de europæiske partier hver sin formandskandidat til Kommissionen.

136

Det største parti, Kristendemokraterne i EPP, beslut-tede på deres kongres, at de ville pege på Jean-Claude Juncker som formand for Kommissionen. Han er ud-dannet som jurist på universitetet i Strasbourg i 1979 og blev færdig samtidig med mit første valg til Euro-pa-Parlamentet. Jeg mødte ham gennem mange år til forhandlingerne om budgettet i Strasbourg, hvor han var embedsmand. Så blev han arbejdsminister og stats-minister i Luxembourg gennem 18 år, men kunne ikke længere vælges på grund af en skandale med efterret-ningstjenesten i Luxembourg. Han var derfor til rådig-hed til jobbet, mens siddende statsministre ikke ville risikere at være kandidater, tabe valget og miste ind-flydelsen derhjemme. Juncker var med til at udforme Maastricht-traktaten og blev den første faste formand for euro-zonens økonomi- og finansministre fra 2004.

Socialdemokraterne pegede på formanden for Euro-pa-Parlamentet, Martin Schulz, fra det tyske SPD. Han var allerede i skoletiden kendt som en god taler. Martin Schulz blev alkoholiker og var tæt på at begå selvmord. Så lagde han alkoholen på hylden og fik sin egen bog-handel. Han blev borgmester i en lille landsby tæt på Achen ved grænserne til Belgien og Holland. I 1994 lod han sig vælge til Europa-Parlamentet.

EPP fik flest stemmer gennem deres nationale partier i medlemslandene. PPE stod ikke på de danske stemme-sedler. Det gjorde Konservative og tidligere også Krist-endemokraterne (før Kristeligt Folkeparti), som er de to danske medlemspartier. PPE kunne danne den største alliance og ”vandt” derfor retten til formandsposten i Kommissionen. Det store flertal i Parlamentet lod så Juncker indsætte som formand for Kommissionen. Det skete med en beslutning med absolut flertal i Euro-pa-Parlamentet, selv om Traktaten siger, at det kun er statsministrene, der har ret til at foreslå en kandidat.

137

Statsministrene var blevet taget på sengen, men endte med at acceptere Parlamentets ”demokratiske kup”. 26 lande stemte efterfølgende for at vælge Juncker, mens Polen og Storbritannien stemte imod udnævnelsen af ham i Det Europæiske Råd. Parlamentet har i 2018 be-sluttet, at den samme procedure også vil blive benyttet efter valgene i 2019. Statsministrene mukkede, og har taget forbehold. Næste gang spiller de nok selv ud med et forslag. Men det ændrer næppe noget, hvis flertal-let i Parlamentet insisterer på en anden kandidat. Det kan dermed blive vælgerne, som med vores stemmer til Europa-Parlamentet afgør, hvem der skal være ”Unio-nens statsminister”.

Det er ikke kun en forms sag, det er en revolution i EU. Skal Kommissionen udpeges af dem, der står til direk-te ansvar over for vælgerne i medlemslandene, eller skal Unionens regering udpeges af Unionens direkte valgte parlament med en valgdeltagelse på den halve af de nationale valgs? Dette vigtige valg af fremgangs-måde afgør, om det bliver flertallet i Europa-Parla-mentet, som kommer til ”at sidde på” Kommissionen. Europa-Parlamentets formand, Martin Schulz, ringe-de f.eks. til Juncker hver morgen kl. otte for at afklare dagens sager. Juncker startede også et særligt mid-dagsdiplomati, hvor formanden for de to største grup-per, den kristendemokratiske og socialistiske gruppe, mødtes regelmæssigt til middage med Kommissionens formand, første næstformand og formanden for Euro-pa-Parlamentet.

De andre grupper var sure over, at de ikke kunne kom-me med til disse uformelle sammenkomster, som hav-de stor indflydelse på Kommissionens politik. Men de to store grupper havde flertal i Europa-Parlamentet og kunne gøre, hvad de ville, indtil de blev indbyrdes uenige og formentlig standsede middags-diplomatiet.

138

Kommissionen står formelt til ansvar over for både Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Parlamentet kan fyre Kommissionen med et mistillidsvotum, men det kræver 2/3 flertal blandt de afgivne stemmer, og som minimum et absolut flertal blandt medlemmerne. Det vil være meget svært at opnå, og fyringsretten kal-des derfor Parlamentets ”atombombe”, et våben der er godt at have, men svært at bruge.

Det er anderledes efter Spitzenkandidat-proceduren. Nu er Kommissionen reelt afhængig af et flertal i Par-lamentet. Lederne i Kommissionen beslutter uformelt sammen med lederne af de største grupper. Det er det ene magtcentrum. Det andet udgøres af Kommissionen og det tredje af statsministrene i Det Europæiske Råd, som særligt beslutter nye initiativer og forsøger at løse kriser i samarbejdet.

Ministerrådet har som institution mistet magt og er sat ud på et sidespor i mange vigtige sager. Vi nær-mer os på en måde et system med europæisk parla-mentarisme. Hvis et flertal i Parlamentet i dag skulle meddele, at de er utilfredse med Kommissionen, vil kommissærerne formentlig beslutte at rette ind – eller træde tilbage.

Ministerrådet har en teoretisk mulighed for at gribe ind og sætte Parlamentet på plads gennem statsmi-nistrenes nationale partier. Efter Traktaten er det Ministerrådet, som vedtager lovene i samarbejde med Kommissionen. Kommissionen vedtager ganske vist de fleste regler selv, men det er oftest efter bemyndi-gelse. Den lovgivende magt i EU var placeret i et sam-arbejde mellem ministrene fra medlemslandene og Kommissionen. Denne magt er forskubbet til et sam-arbejde mellem Kommissionen, Europa-Parlamentet og medlemslandenes ambassader i Bruxelles.

139

Statsministrene er traktaternes herrer. Statsministre-ne kan både foreslå og vedtage traktatændringer. Pro-blemet er, at det kræver enstemmighed, dvs. fuldstæn-dig enighed mellem samtlige medlemslande at få en ny traktat. Dermed kan Ministerrådet blive sat skakmat, hvis der blot er et af medlemslandene, som støtter Kom-missionen eller Europa-Parlamentet. Eller dem begge, hvis de skulle være enige.

Ministerrådet består af en minister fra hvert medlems-land. Der er i virkeligheden ti forskellige ministerråd, som mødes i mange flere formationer. Det generelle Råd af udenrigsministrene er det vigtigste og leder de andre. Over Ministerrådet findes Det Europæiske Råd, som forener medlemslandenes statsministre. Her er der nu om dage en meget jovial tone mellem statsministre-ne. De kan lide at være sammen bag de lukkede døre og beklage sig over deres ubehagelige parlamenter og endnu værre vælgere. De er alle formelt ligestillede.

Den tyske kansler Angela Merkel og den franske præ-sident Emmanuel Macron holder formøder for at be-slutte, hvad Det Europæiske Råd bør beslutte. Den fransk-tyske akse har altid været omdrejningspunktet på statsministrenes møder. Det følger ikke af Trakta-terne, men af tyngdeloven. Den ville nok gælde i endnu højere grad for de små lande, hvis de ikke var med i EU. For Det Europæiske Råd er trods alt et organ, hvor store og små lande har lige ret til at deltage og blande sig i diskussionerne.

Kommissionen stiller som sagt alle lovforslag, og mini-strene beslutter med ”dobbelt flertal”. Det er 55 % af lan-dene, som skal repræsentere 65 % af den samlede EU-be-folkning. Hvis et forslag undtagelsesvist ikke fremsættes af Kommissionen, skal 72 % af landene være enige. Det gælder f.eks. ved udnævnelsen af Kommissionen, Præsi-denten for Det Europæiske Råd og Udenrigsministeren.

140

Men ikke for direktøren for Centralbanken, hvor Kom-missionen kommer med et forslag. Sådan er kernen i den ”almindelige lovgivningsmetode”, som nu står i Lissa-bon-traktatens artikel 294 TFEU. Europa-Parlamentet har her ret til at stille ændringsforslag og forkaste hele forslaget med den virkning, at Kommissionen må lade forslaget falde eller starte forfra med et nyt forslag.

Det er ikke ren teori. Min gruppe tog faktisk initiativ til at samle det nødvendige flertal mod et forslag fra Kommissionen om at indføre et særligt havne-direktiv. Kommissionen ville give Kina og andre lande med bil-lig arbejdskraft ret til at tømme og fylde skibe i dan-ske havne med deres egen medbragte arbejdskraft. Så skulle vi fyre danske havnearbejdere og betale arbejds-løshedsunderstøttelse til dem, mens vi samtidig skulle bruge udenlandsk valuta til at betale for håndteringen af gods i vore egne havne.

Den gik ikke. Kommissionen prøvede igen med et til-svarende forslag, som også blev forkastet. Herefter blev truslen om forkastelse af et lovforslag for alvor et virk-somt middel for Europa-Parlamentet. De tre institutio-ner besluttede da i fællesskab, at de ville lægge trakta-tens besværlige regler til side og i stedet gennemføre en ny forenklet lovgivningsmetode. Kernen var såmænd mit eget forslag i en særlig arbejdsgruppe under formands-konferencen i Parlamentet. Vi blev hurtigt enige om, at vi ikke fremover ville acceptere love, som Parlamentet var imod. Fremover skulle alle EU-love både vedtages i Ministerrådet og Parlamentet. De to kamre skulle lige-stilles. Det sker nu i praksis på såkaldte trilog-møder, hvor de tre institutioner alle er repræsenteret. Den nye metode blev første gang formaliseret i september 2008 i en særlig ”Code of Conduct” mellem institutionerne.

De tre institutioner har desværre ikke medtaget ar-bejdsgruppens forslag om, at lovgivningsprocessen

141

skulle foregå i åbenhed. Jeg foreslog sammen med Ri-chard Corbett, som nu leder Labour-gruppen i Euro-pa-Parlamentet, at vi skulle starte alle forhandlinger med en indledende drøftelse i Parlamentet. Kommis-sionen skulle så forelægge ethvert forslag på et åbent møde i Parlamentet. De politiske grupper kunne her-efter komme med deres første bemærkninger, og der ville dermed være inviteret til, at offentligheden kun-ne blande sig. Det sker for nogle vigtigere sager, men langt fra for alle. Dermed mangler den åbenlyse in-vitation til at blande sig i debatten om en kommende EU-lov. I stedet lækkes lovforslag til interessegrupper og f.eks. til det japansk ejede, såkaldt britiske finans-blad, Financial Times.

Nogle får dermed førsteklasses information, mens andre får ingenting. Så kommer der til gengæld en offentlig behandling af Kommissionens lovforslag i Europa-Par-lamentets relevante fagudvalg. Behandlingen her er som regel grundig og meget mere seriøs end behandlin-gen i Folketingets Europa-udvalg, hvor man ikke kan gå i detaljer med de mange forslag, som forelægges.

Grundigheden sikres ved, at Parlamentet som regel i god tid udpeger en fælles ordfører for lovforslaget. Til vigtige love kan der udpeges to ordførere, f.eks. fra hver sin side af Parlamentet. Der er altid to ordførere om traktatændringer og næste års budget. Det startede, da Spinelli og jeg som de første i det nye direkte valgte parlament blev sat til at deles om budgettet for 1982.

Spinelli var valgt i tilknytning til de italienske kommu-nister og repræsenterede venstrefløjsgruppen. Han var selv tidligere kommissær og fik ansvaret for Kommis-sionens store aktionsbudget, mens jeg som repræsen-tant fra en mindre og mere teknisk politisk gruppe fik ansvaret for budgetterne i alle andre institutioner, bl.a. Europa-Parlamentets og Ministerrådets.

142

Ved siden af ordførerne vælger grupperne hver deres såkaldte skyggeordfører. Ordførerne samarbejder med skyggeordførerne og eventuelt også de såkaldte koordi-natorer. For hvert emne har de politiske grupper valgt en koordinator, som skal koordinere gruppens stilling ved at tale med de mange nationale undergrupper.

Der er kamp om de vigtigste ordførerskaber. De udde-les efter points til grupperne efter deres størrelse. På lukkede koordinatormøder fordeler koordinatorerne så de forskellige ordførerposter til grupperne, som herefter selv beslutter, hvilke medlemmer der skal have hvilke ordførerskaber. I de fleste politiske grupper fordeles ordførerskaber videre mellem de nationale delegatio-ner. Det sker i de fleste grupper efter d’Hondts metode, som særligt gavner de største grupper og undergrupper.

Jeg har ofte foreslået, at vi skulle bruge f.eks. Sain-te-Laguës metode, der er mere rimelig over for de min-dre grupper. Det er jeg aldrig kommet igennem med. Til gengæld har møderne ofte taget uformelle hensyn. Jeg opnåede f.eks. en plads i forfatnings-konventet fra 2002, selv om min gruppe ikke var stor nok til at have krav på en plads efter D`Hondt metoden. Den socialistiske gruppe tilbød mig en af deres pladser, mens PPE-grup-pen skulle give en af deres pladser til en anden mindre gruppe fra højre side af salen.

Det kan ske, at et udvalg afviser at give et ordfører-skab til et medlem fra en stærkt EU-kritisk gruppe. Men det er forholdsvist sjældent. Der er normalt en god stemning på koordinatormøder. Man repræsenterer et arbejdsfællesskab med en bundet opgave, og det er ikke her, man har slagsmål om de politiske uenigheder. Uoverensstemmelser løses mere i korridorerne, hvor kompromiser strikkes sammen, oftest mellem repræ-sentanterne for de to største grupper. Kaffebarerne er nok de vigtigste mødesteder i EU!

143

Det virker ikke særligt demokratisk for dem, der ikke inviteres med. Men begrænsningen af deltagerkredsen følger en særlig logik. Parlamentets ændringsforslag skal kunne samle absolut flertal blandt medlemmerne for at kunne overleve og have en realistisk chance for at blive vedtaget ved afstemningen i plenarsalen. Hvis de to store grupper ikke er med, kan der kun sjældent samles et absolut flertal. Derfor har socialister og kri-stendemokrater et særligt tæt samarbejde i al praktisk lovgivning. Det bliver spændende at se, om alliancen mellem de to største grupper overlever valget i 2019, hvor de begge spås betydelig tilbagegang i meningsmå-lingerne. For socialisterne er problemet, at deres ind-sats for at forbedre lovforslag dermed ofte skjules. De får ikke points i offentligheden for deres slid. De bliver frustrerede, og er i 2018 gået til modstand mod ”den store koalition”.

Flertallet i salen er ikke altid afspejlet i udvalgene. I landbrugsudvalget er der mange landmænd, som va-retager erhvervets interesser. I forfatningsudvalget er det store flertal føderalister, som virker for stadig mere EU-integration. I Retsudvalget er der mange jurister. I udvalget for frihedsrettigheder har borgerrettigheder flere venner end i retsudvalget, så der er kamp om sa-gernes placering i udvalgene. Udvalgsformændene mø-des i en særlig konference for at løse konflikter mellem udvalgene. Formandskonferencen kan også beslutte, hvordan konflikter i huset skal løses.

Udvalgene, koordinatorerne og ordførerne ved godt, hvad der kan samle flertal i salen. De har prøvet det i hundredvis af afstemninger. Deres indstillinger til vedtagelsen i plenaren bliver oftest vedtaget. Hvis man ønsker indflydelse på lovgivningen, er det for sent at påvirke, når udvalgsbehandlingen er afsluttet. De pro-fessionelle lobbyister kender deres besøgelsestid i alle faser af lovgivningsprocessen. De dygtigste og dyreste

144

er med, inden Kommissionen fremlægger sine forslag. De ved, Kommissionen har eneret til at fremsætte for-slagene, men de ved også, at Kommissionen kan påvir-kes gennem lobbyisme til at stille netop deres forslag.

145

Kapitel 12

SÅDAN LAVES LOVENELovgivningsprocessen starter altid med et lovforslag fra Kommissionen. Eneretten tages bogstaveligt. Ingen an-dre kan fremsætte lovforslag i EU. Men statsministre-ne i Det Europæiske Råd, ministrene i Ministerrådet og et flertal i Europa-Parlamentet kan anmode Kommissi-onen om at fremsætte et lovforslag. Kommissionen vil ofte lytte til sådanne opfordringer, særligt hvis de re-præsenterer de flertal, der skal til for at vedtage lovene til sidst.

De fleste ideer til regulering kommer fra store virksom-heder og interesseorganisationer. De har deres egne lobbyister i Bruxelles og budgetter til at hyre de pro-fessionelle bureauer. Der er i alt 30.000 betalte lobbyi-ster i EU-hovedstaden. Det er endnu ikke alle, som er registrerede i det officielle lobby-register. Men i dag kan man ikke lovligt have møder med Kommissionen, uden det registreres. Det er dog ikke alle kommissærer, der er lige flittige til at registrere deres møder med virk-somhederne.

Ideer til lovforslag kan også fremføres af Europa-Par-lamentet i såkaldte initiativ-betænkninger. Fagudval-get behandler så et forslag til lovgivning. Der stemmes om det i udvalget og til sidst i plenaren. Så oversendes forslaget til Kommissionen, som udtaler sig om forsla-get. Enten ved at afvise det eller tage det til sig som en opfordring om at udarbejde et rigtigt lovforslag. Euro-

146

pa-Parlamentet kan også anbringe midler til nye for-mål på EU’s budget og presse Kommissionen til at an-vende dem. Sådanne pilotforsøg kan vare i indtil tre år. Så skal der vedtages et retsgrundlag i enighed mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Med Lissabon-traktaten har det siden 2009 været mu-ligt for en million borgere at opfordre Kommissionen til at komme med lovforslag på et område. Underskrifter-ne skal komme fra forskellige lande efter særlige regler herfor. Kommissionen er så forpligtet til at besvare bor-gerinitiativet. Kommissionen afgør først, om forslaget holder sig inden for traktatens rammer. Man kan ikke stille borgerforslag om emner, hvor EU ikke har kompe-tence til at lovgive.

I Danmark har borgerne fået en tilsvarende mulighed for at stille forslag til danske love gennem et borgerini-tiativ, der skal samle mindst 50.000 underskrifter. Et forslag til forbud mod omskæring af drenge samlede de nødvendige 50.000 underskrifter i 2018 og skulle såle-des drøftes af Folketingets partier i en særlig debat i Folketinget.

Det første forslag til et dansk borgerinitiativ ville fjer-ne loftet over uddannelsestid. Det blev diskuteret, men afvist af flertallet i Folketinget. Borgerne har ret til at foreslå og blive hørt, men de har hverken i Danmark eller EU-ret til at få et borgerforslag vedtaget. Det afgør spillereglerne for loves vedtagelse i både Danmark og EU.

Danske virksomheder er også flittige til at påvirke lov-givningsprocessen i EU. Det var f.eks. danske gartnere, som fik gennemført EU’s berygtede regler om agurkers krumning. En ideel agurk er omkring 30 cm lang og må kun krumme med 10 mm for hver 10 cm. Så passer de bedst til automatisk pakning af dem i de mest avan-

147

cerede gartnerier, og det er let at overskue antallet af agurker i kassen. Reglerne er dog siden blevet mildnet, så det nu er tilladt at sælge krumme agurker i butik-kerne Det er stadig ikke tilladt at sælge f.eks. jordbær under den størrelse, som er fastlagt i EU’s forordning om jordbærs størrelse – medmindre de sælges til mar-melade produktion.

EU’s første forslag til IT-politik i det såkaldte ESPRIT-program blev fremlagt i fællesskab af de tolv største IT-selskaber i Europa. EU’s forslag til Det Indre Marked blev oprindeligt udviklet i en tænketank hos det store hollandske selskab, Phillips. Det blev så vide-reudbygget som et forslag fra ”European Round Table of Industrialists.”

Den danske Grundlov kræver, at enhver dansk lov skal vedtages af Folketinget gennem tre offentlige behand-linger for at kunne binde danskerne og give os rettig-heder og pligter som borgere. Både regeringen og Fol-ketingets medlemmer kan stille forslag til nye love og ændringer i bestående.

Regeringen bebuder sine lovforslag i et lovkatalog, som of-fentliggøres samtidig med, at statsministeren holder sin åbningstale i Folketinget hvert år den første tirsdag i ok-tober. Når regeringen har fremsat et konkret lovforslag, starter lovbehandlingen i Folketinget. Der fremsættes et par hundrede forslag til love og lovændringer om året. Der skal som hovedregel gå mindst 30 dage fra fremsæt-telsen til vedtagelsen for at sikre grundighed. Folketinget kan dog dispensere og tillade en hastebehandling.

Grundloven sondrer mellem førstebehandling, anden-behandling og tredjebehandling af lovforslagene. Under førstebehandlingen diskuterer Folketingets ordførere de store linjer i forslaget. I hver behandling kan ordførerne for de forskellige partier tage ordet, kommentere indhol-

148

det og fremlægge egne ændringsforslag. Ved andenbe-handlingen stemmer Folketingets medlemmer om frem-satte ændringsforslag, så borgerne kan se, hvem der går ind for hvad. Imellem behandlingerne i folketingssalen forhandles detaljerne på plads i det relevante fagudvalg i Folketinget. Ved tredjebehandlingen kommenteres æn-dringsforslagene, og der stemmes til sidst.

Ordførerne eller en gruppe af dem kan også inviteres over til ministeren til en fortrolig drøftelse. Oftest er denne drøftelse allervigtigst, men det er kun forligs-partierne, der også kaldes for aftalepartierne, som er inviteret med. Forligspartier varierer efter emnerne. Folketingsmedlemmerne kan stille spørgsmål til mini-strene, og uklarheder afklares så vidt muligt. Samtidig forhandles der om en flertalsindstilling og en eller flere mindretalsindstillinger. Hvis forslaget opnår flertal i salen ved tredjebehandlingen, kan det træde i kraft den dag, der er angivet i loven.

EU-traktaterne har en tilsvarende procedure for loves vedtagelse i Lissabon-traktatens artikel 294 TFEU. Der er også en særlig Protokol om principperne om nærhed og forholdsmæssighed, som skal respekteres. På EU-jar-gon kaldes det for subsidiaritet og proportionalitet. Når Kommissionen har fremsat et lovforslag, fremsendes det til medlemslandene, Ministerrådet og Europa-Par-lamentet. De nationale parlamenter har otte uger til at udtale sig om, hvorvidt lovforslaget opfylder trakta-ternes nærhedsprincip. De nationale parlamenter kan sende deres kommentarer til Kommissionen, som ofte besvarer indvendingerne. Men det er Kommissionen, som bestemmer, om de går videre med lovforslaget, som det er, eller om Kommissionen ændrer i forslaget eller eventuelt helt trækker det tilbage.

Denne procedure kaldes for Barroso-proceduren, fordi det var den tidligere formand for Kommissionen, som

149

indførte den efter et møde mellem de nationale parla-menter og Europa-Parlamentet på Unionens fødselsdag, den 9. maj 2006. Det var mig selv, der foreslog subsidia-ritets-kontrollen på mødet, og den har virket siden sep-tember 2006. I begyndelsen kom der godt 100 reaktioner fra de nationale parlamenter, men nu kan der være over fem hundrede reaktioner om året. Fra september 2006 til slutningen af 2014 har der i alt været 3.387 henven-delser fra nationale parlamenter til Kommissionen.

Man sondrer mellem det gule og orange kort. Det gule kort giver nationale parlamenter ret til at sende en me-ning eller protestere mod et forslag inden 8 uger efter modtagelsen. Kommissionen kan så besvare kritikken og ændre i forslaget eller trække det tilbage. Det oran-ge kort giver halvdelen af de nationale parlamenter ret til at protestere med den virkning, at et flertal i Euro-pa-Parlamentet kan afvise forslaget med halvdelen af de afgivne stemmer, eller i Ministerrådet med 55 % af landene eller mindst fire lande, der tilsammen repræ-senterer 65 % af EU-borgerne.

Det sidste kaldes for det orange kort, fordi orange er den hollandske nationalfarve, og det var Holland som opfandt denne procedure. Jeg havde stillet et tilsvaren-de forslag, hvor et mindretal af de nationale parlamen-ter kunne standse et forslag fra Kommissionen. Under forhandlingerne om fortsat britisk medlemskab i EU fik den britiske premierminister Cameron tilbudt et rødt kort, hvor 55 % af landene kunne afvise et forslag med henvisning til nærhedsprincippet. Det var ikke nogen indrømmelse, da 45 % af landene i forvejen kan afvise et hvilket som helst forslag med en hvilken som helst begrundelse.

Efter otteugers-fristen starter forhandlingerne om lov-forslaget i en af Ministerrådets 275 arbejdsgrupper. Tallet er inklusive undergrupper. Embedsmænd fra

150

medlemslandene kan mødes talrige gange i grupperne, hvor også Kommissionens embedsmænd deltager. Her opbygges gradvis enighed mellem landenes repræsen-tanter. Lande tager forbehold og ophæver dem mod ind-rømmelser, eller fordi de er i håbløst mindretal.

Teksterne skrider fremad med stadig færre skarpe pa-renteser. I de skarpe parenteser anføres de forskellige forbehold og uenigheder. Til sidst vedtager Rådsar-bejdsgruppen en fælles holdning, som Ministerrådets repræsentanter så skal forhandle med Europa-Par-lamentet. I denne fase af lovgivningsprocessen er alle forhandlinger i Rådets arbejdsgrupper fortrolige. De er dog ikke mere fortrolige, end udkastene oftest havner hos de betalte lobbyister og derefter hos dem, der har betalt dem for at følge med og påvirke lovprocessen.

I Europa-Parlamentet starter behandlingen i det rele-vante fagudvalg. Medlemmerne drøfter, forhandler og stiller ændringsforslag. Repræsentanter for Kommissi-onen deltager i møderne og spørges til råds, både om virkninger af lovforslagene og om mulighederne for at få det vedtaget med forskellige ændringer. Grupperne samler sig nu om forskellige ændringsforslag med hen-blik på at kunne samle flertal i parlamentssalen og an-dre ændringsforslag, hvor grupper og medlemmer blot vil markere deres egne holdninger. Udvalget vedtager for hvert lovforslag en betænkning med indstillinger fra flertallet og forskellige mindretals-synspunkter.

Betænkningen behandles på et plenarmøde, og der stemmes om samtlige ændringsforslag. Ændringsfor-slag kan dog lægges sammen i bundter og komme til samlet afstemning. Den endelige afstemning sker nu altid elektronisk. Det er et dansk fodaftryk i Parlamen-tet fra min gruppe. Borgerne kan nu se, hvem der har stemt hvad til de forskellige forslag. Vi kan dermed hol-de de folkevalgte ansvarlige.

151

Enhver borger kan overvære debatten i Europa-Parla-mentet og som regel også i fagudvalget. Man kan ikke komme ind fra gaden, da sikkerheden skal være i or-den. Man kan søge om adgang og få den. Den princi-pielle åbenhed i Parlamentets behandling udnyttes i høj grad af repræsentanter for interessegrupper, som sidder bagved medlemmerne og repræsentanterne for de forskellige europæiske institutioner og medlemslan-denes repræsentanter.

Det er under Europa-Parlamentets behandling, offent-ligheden første gang inddrages i den egentlige lovproces. Kommissionen har dog ofte udsendt en grønbog eller hvidbog om vigtige lovinitiativer og foretaget høringer hos relevante interesseorganisationer og virksomheder, som det også sker for rent danske love i Danmark.

Efter Parlamentets førstebehandling indledes drøftel-ser med repræsentanter for Kommissionen og Mini-sterrådet i trepartsmøder, som kaldes for triloger. Nu lukkes lovgiverne ind i en meget lukket proces, hvor der ikke er adgang for andre end medlemmerne fra for-handlingsgruppen. Der kan være flere forhandlingsmø-der om hvert lovforslag.

Man sondrer mellem tekniske og politiske trilog-møder. På de tekniske mødes embedsmænd fra de tre instituti-oner og tilrettelægger forligsprocessen. På de politiske deltager der også folkevalgte, f.eks. udvalgets formand, ordfører og skygge-ordførere fra andre politiske grup-per i Europa-Parlamentet. Kommissionen er repræsen-teret af fagkommissæren eller hans eller hendes em-bedsmænd.

Ministerrådet er ofte repræsenteret af formanden for Ministerrådet eller af en eller flere embedsmænd fra Rådets sekretariat. Formanden for Ministerrådet vil som regel ikke kende sagen indholdsmæssigt, da for-

152

mandskaberne roterer hvert halve år. Det gør embeds-mændene til gengæld, for de har selv forhandlet alle detaljer på talrige møder i en af Ministerrådets arbejds-grupper. Embedsmændene kommer fra medlemslande-ne eller deres særlige EU-ambassader i Bruxelles.

De deltagere, der er bedst inde i stoffet, kan få stor ind-flydelse. Et lille land kan også øge sin indflydelse ved at sende en repræsentant med en lidt højere rang end de øvrige deltagere. Hvis de andre sender kontorchefer, kan vi komme med ambassadøren, som de andre må be-handle lidt mere respektfuldt. Hvis de politiske grupper sender deres ordførere, kan en lille gruppe øge sin vægt betydeligt ved også at sende koordinatoren eller grup-peformanden. En ordfører kan let stemmes ned, mens det er sværere at se bort fra en gruppeformand, som har mulighed for at rejse sagen med en eller flere af sine formands-kolleger i formandskonferencen eller direkte med kommissæren – eller Kommissionsformanden. Det har jeg selv gjort mange gange, ofte med held.

En dansk ordfører i en sag kan tale sin sag for kommis-særen. Det kan være svært for almindelige medlemmer at få kontakt med fagkommissæren, mens der er åben adgang for ordførere og koordinatorer fra grupperne. En gruppeformand kan henvende sig til alle kommissær-er, og mødes også regelmæssigt med Kommissionens formand og næstformænd, og ikke mindst, generalse-kretæren for Kommissionen, lederen af formandens kabinet og andre ledende embedsmænd. Det er ved at kæmpe for posterne som ordførere og koordinatorer, at danske medlemmer kan vinde indflydelse. De er dog også nødt til at leje bytte-bytte-købmand.

Hvis du støtter mig i denne sag i dag, lover jeg at støtte dig i en anden. Der opstår et tillidsforhold mellem ordfø-rerne, koordinatorerne og gruppeformændene. Normen er gensidig hjælpsomhed. Man hjælper også hinanden

153

uden at skulle have noget for det direkte. Den gensidige hjælpsomhed er slet og ret normen, som også gør det naturligt at henvende sig til en politisk modstander for at få hjælp i en konkret sag.

Mine grupper har ofte haft de udslagsgivende stemmer i formandskonferencen. Vi har dermed ofte kunnet af-gøre, om de andre grupper kunne få flertal for at få et forslag behandlet. Jeg har altid administreret denne magt, så både socialister og kristendemokrater altid kunne regne med vore stemmer i sådanne kampaf-stemninger. Hvis jeg havde brugt mine udslagsgivende stemmer til at blokere for de store gruppers ønsker, vil-le de naturligvis blot have lavet en stor koalition, som aldrig gav indrømmelser til os. Vi havde ikke mange stemmer, men de afgjorde afstemningerne mellem flø-jene i de lange perioder, hvor der ikke var en stor koali-tion mellem de største grupper. I formandskonferencen var vi syv medlemmer med stemmeret, men vi stemte med vore gruppers medlemstal, når vi ikke kunne tale os til rette. Det kunne vi dog oftest bag de altid lukkede døre. Normen var gensidig hjælp.

Udgangspunktet for denne norm er traktatens krav om, at Europa-Parlamentet kun kan fremsætte ændrings-forslag med absolut flertal af medlemmerne. Når der er 751 medlemmer, skal ændringsforslagene opnå 376 stemmer. Hvis det vedtages med 375 stemmer mod nul, skal formanden for mødet konstatere: Forslaget er for-kastet.

Kravet om absolut flertal gælder i den såkaldte anden-behandling, som er den vigtigste efter Traktaterne. Under førstebehandlingen vedtages ændringsforslage-ne med almindeligt flertal blandt dem, der deltager i afstemningerne. Kommissionens embedsfolk sidder og tæller med både i udvalg og plenum. Hvis ændrings-forslag ikke opnår absolut flertal, vil Kommissionen

154

bruge det om argument for ikke at tage forslaget alt for alvorligt. Det er svært for parlamentsmedlemmer at insistere på forslag, der ikke har opnået det magiske absolutte flertal.

Det kan være, denne norm langsomt forsvinder. I 2016 har der ikke været en eneste andenbehandling af lov-forslag. Traktatens procedure med førstebehandling, andenbehandling, tredjebehandling i et særligt forligs-udvalg og efterfølgende godkendelse med kvalificeret flertal i Ministerrådet og almindeligt flertal i Euro-pa-Parlamentet, er i praksis lagt til side.

Traktatens art. 294 TFEU er simpelthen parkeret - li-gesom Luxembourg-forligets vetoret - og anvendes ikke mere i praksis. Samtlige vedtagelser i 2016 skete reelt før, Ministerrådet havde sin førstebehandling! Første-behandlingen blev reduceret til den formelle konfirma-tion af et allerede indgået kompromis. De tre instituti-oner mødes nu bag lukkede døre og kommer til sidst ud med et kompromis, som så formelt vedtages med det kvalificerede flertal i Rådet og med almindeligt flertal i Europa-Parlamentet.

For Parlamentet er den store fordel, at man kan nøjes med almindeligt flertal bag ændringsforslagene, selv om man altid risikerer at blive trukket ind i andenbe-handling med krav om absolut flertal. Fordelen er også, at parlament og råd bliver reelt ligestillede. En lov kan i praksis nu kun vedtages, hvis den har støtte både i parlament og råd. Efter Traktaten er der ikke krav om, at Parlamentet skal stemme for en lov.

Jeg kæmpede indædt for den nye metode i den arbejds-gruppe, der blev nedsat i 2007 for at reformere parla-mentet, og jeg henvendte mig til Kommissionens for-mand både mundtligt og skriftligt. Så jeg har selv et stort medansvar for, at lovene nu vedtages i strid med

155

Traktaterne – men meget mere demokratisk med en faktisk vetoret for Europa-Parlamentet. Jeg forsøgte også at få et formelt løfte fra Kommissionens formand Barroso om at trække forslag tilbage, hvis Parlamentet ikke ville støtte. Så ville der ikke være noget at stem-me om for ministrene. Han kunne ikke give mig løftet formelt, fordi det ville indebære en ændring af Trakta-terne. Men han støttede princippet om, at enhver lov skulle have flertal i begge kamre. Barroso var faktisk også demokrat med fine fingerspidsfornemmelser for forholdet mellem vælgere, folkevalgte og lovgivning.

I mine første mange år i Europa-Parlamentet stemte jeg imod alle forslag om at give Europa-Parlamentet mere magt. Dengang havde landene vetoret i Ministerrådet. Danske vælgere kunne dermed få danske ministre til at hindre uønskede love. At give øget magt til Europa-Par-lamentet var derfor det samme som at tage magten fra danske vælgere og flytte den til Bruxelles. Det var jeg imod. Men det ændredes, da vetoretten forsvandt. Nu kunne danske vælgere ikke længere hindre en uønsket lov fra Bruxelles. Nu blev vælgernes mulighed for ind-flydelse ikke mindsket, men styrket gennem mere magt til Europa-Parlamentet. Det var argumentet for vores kovending, som gik hånd i hånd med forslag om at ind-drage de nationale parlamenter grundigt i lovgivnings-processen.

Jeg havde kæmpet for de nationale parlamenters nær-hedskontrol gennem rigtigt mange år og foreslog den igen rutinemæssigt i min tale ved fællesmødet mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet den 9. maj 2006. Jeg havde dog bebudet forslaget i en samtale med Barroso under et forberedende møde i formands-konferencen før fødselsdagsmødet. Så kom Barroso med den store overraskelse. Jeg fremlagde forslaget kl. 11, og kl. 15 svarede han med at godtage det!

156

Han tilføjede tilmed underhånden, at Kommissionen ikke i hans formandstid ville fastholde forslag, som et flertal i de nationale parlamenter var imod. Han hav-de selv en fortid som statsminister i et parlamentarisk demokrati i Portugal. Respekten for de folkevalgte præ-gede ham i alle årene som formand for Kommissionen. Han behandlede også altid mig korrekt, selv om jeg ledede modstanden mod et forfatningsudkast og mod dens kloning i den senere Lissabon-traktat.

Eksemplerne viser, at parlamentsmedlemmer ikke blot kan få indflydelse på lovenes indhold med konkrete ændringsforslag. Her var vi også med til at flytte ram-merne og rokke ved forholdet mellem de folkevalgte og de udøvende myndigheder. Det er en parallel til Spit-zenkandidat-proceduren, som også flyttede hegnspæle mellem institutionerne. Parlamentet har ikke formelt, men reelt, fuld medbestemmelse over lovene sammen med Ministerrådet. Parlamentet har ikke ret til at ud-pege formanden for Kommissionen, men medlemmerne gør det, formentlig også efter valgene 23.-26. maj 2019.

Dermed udgår den næste ”regeringschef” i EU sandsyn-ligvis fra de folkevalgte. Din stemme ved EU-valget kan nu tælle med ved udnævnelsen af Kommissionsforman-den - især hvis navnet også er handlet af med den tyske kansler og den franske præsident, som repræsenterer de to største lande i EU, der bestemmer mest. Vi fik selv denne virkelighed at kende, da samtlige medlemslande minus Tyskland og Frankrig ville udnævne den danske topembedsmand Poul Skytte Christoffersen som ge-neralsekretær for Ministerrådet. Den tyske kandidat vandt med fransk støtte mod alle andre. Til gengæld huskede de os, da en senere tysk generalsekretær blev afløst af Jeppe Tranholm-Mikkelsen.

157

Kapitel 13

SÅDAN VIRKER EU-DOMSTOLEN Du forstår ikke EU, hvis du ikke forstår EU-Domstolens særlige rolle. Den er nemlig helt forskellig fra de dom-stole, du kender til i Danmark, hvor dommerne nøjes med at fortolke loven og lovgivers hensigt med loven. I EU skaber dommerne også vigtige ændringer i retstil-standen. I de fleste lande er parlamenterne lovgivende, regeringerne udøvende og domstolene dømmende. Den franske retsfilosof Montesquieu ønskede de tre magter skarpt adskilt for at hindre magtmisbrug. Men i EU er Domstolen både dømmende, lovgivende og grundlovgi-vende. Den har selvstændigt vedtaget de vigtigste æn-dringer i EU. Man taler om dommer-aktivisme i afhand-linger om Domstolens rolle.

Der tales også om dynamisk fortolkning, hvor dommer-ne fortolker, ændrer og udbygger lovgivningen – lige som den amerikanske forbundsdomstol. I USA er der store diskussioner, hver gang der skal udnævnes en ny højesteretsdommer. Den amerikanske præsident Do-nald Trump kan med en enkelt højreorienteret dommer ændre Domstolens afgørelser i mange år frem. Han når formentlig at udpege to i sine første fire år, hvis han ikke sendes ud af jobbet.

EU-Domstolen har to medlemmer fra hvert medlems-land. De udnævnes af medlemslandenes regeringer, uden der er høringer og parlamentarisk kontrol som i USA. Dommerne er uafhængige og kan ikke afskedi-

158

ges af andre end af Domstolen selv. Artikel 344 TFEU i Lissabon-traktaten giver EU-dommerne eneret til at fortolke enhver strid mellem medlemslandene og EU. Den internationale domstol har ingen kompetence om uenigheder i EU. De kan kun afgøres i EU-Domstolen, og enhver medlemsstat og enhver retsanvendende myn-dighed i medlemslandene er forpligtede til at respek-tere og udføre EU-Domstolens domme og anvisninger.

Hvad sker der, hvis der er uenighed mellem et med-lemslands love og EU-lovgivningen, som den fortolkes af Domstolen? Så skal medlemslandets lovgivning læg-ges til side til fordel for EU-Domstolens fortolkning af EU-lovgivningen. Hvad sker der så, hvis der er uenighed mellem den danske grundlov og EU? Så skal Grundloven lægges til side og bøje sig for EU-dommernes afgørelse.

Man taler om EU-rettens forrang. EU-ret går forud for medlemslandenes ret. EU-Domstolen har omdannet EU fra hver sin nationale retsorden til én fælles retsorden med EU-Domstolen i toppen af pyramiden. EU-dom-merne har også besluttet, at EU-retten udgør en fælles forfatning. I en dom kaldte man den portugisiske forfat-ning for et internretligt dokument, som EU-dommerne ikke behøvede tage hensyn til. EU-traktaterne udgjorde et selvstændigt retssystem med dommernes egne for-tolkninger som den højeste, uomstødelige ret.

Dommerne har læst Romtraktatens formålsbestemmel-se om en stadig snævrere union som en opgave til dem om at udbygge EU-retten med mere integration, hver gang der var en mulighed for det. Traktaterne har væ-ret ændret mange gange siden Domstolens indførelse af EU-rettens forrang i 1964. Landene har ikke fortrudt og svækket Domstolens rolle. Tværtimod har Domsto-len ved hver eneste traktatændring fået nye områder at boltre sig på. Uden besked om at holde sig tilbage med dommer-aktivismen.

159

Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Ras-mussen har været meget hård i kritikken af dommer-aktivismen, efter han gik af som dansk statsminister. På side 235 i ”FIND UD AF EU” gengives et citat af den tidligere statsminister fra et interview med Erik Holstein fra net mediet, Altinget:

”Det er totalt vanvittigt, at der bliver afsagt domme i EU-systemet, som betyder, at børnepenge kan sendes hjem til det land, hvor den pågældende kommer fra. Det er fuldstændig skørt,” siger Anders Fogh Rasmus-sen og tilføjer:

”Dommerne i EU-Domstolen er ude af trit med den sun-de fornuft. Simpelthen. Det er med til at underminere den folkelige opbakning til EU.”

For at løse problemet med den såkaldte velfærdsturis-me er det nødvendigt med et optjeningsprincip, mener Fogh:

”Hvis man opretholder fri bevægelighed i et område med høje velfærdsydelser, skal den tilrejsende arbejds-kraft ikke kunne få fuld adgang til ydelser de første år. Kommer der en fra Rumænien til Danmark, bør ved-kommende bidrage til den danske statskasse i mindst syv år, før han kan få fuld og fri adgang til vores vel-færdsydelser,” siger Anders Fogh Rasmussen.

Den danske Højesteret har dog ikke accepteret EU-ret-tens ubetingede forrang. I en opsigtsvækkende afgørel-se om aldersdiskrimination fra 2016 har Højesteret be-sluttet, at EU-rettens forbud mod aldersdiskrimination ikke gælder i Danmark, før Folketinget har skrevet det ind i den danske tilslutningslov, der har overladt kom-petencer til EU. Højesteret forlanger, at det skal stå klart i den danske tilslutningslov, hvis Højesteret skal dømme efter de principper, der er udviklet af EU-Dom-

160

stolen. Det kan føre til mange interessante konflikter, for det anses for traktatbrud af EU-Domstolen og kan føre til dagbøder til Danmark for at bryde spilleregler-ne.

Montesquieus tredeling af magten betragtes som hellig i de fleste demokratiske forfatninger. Myndighederne skal kontrollere hinanden mod magtmisbrug. Tredeling af magten skal sikre borgerne mod autoritært styre. De tre organer parlament, regering og domstol har derfor hver sin definerede rolle i alle nutidige demokratier. Man taler om autoritære styrer, når regeringer og præ-sidenter forsøger at kontrollere de kontrollerende mag-ter. Det er sket i Ungarn og i Polen, hvor regeringen ville give ufrivillig førtidspension til den ledende høje-steretsdommer og andre dommere over 65 år. Det blev dømt ulovligt af EU-Domstolen, og til manges overra-skelse rettede Polen ind.

I demokratier vælger vælgerne parlamentet som den lovgivende myndighed, i Danmark Folketinget. De fol-kevalgte peger så på en statsminister til at lede den udøvende myndighed. Regeringen udpeger dommer-ne som den dømmende myndighed. Al magt udgår fra folket og Folketinget, men både vælgerne, de valgte og enhver myndighed skal respektere magtens tredeling, fordi den står i Grundloven.

Folketinget vedtager alle danske love. Der er ikke no-gen over eller ved siden af Folketinget, siger man. Det er ikke rigtigt. Grundloven er over Folketinget. Folke-tingsmedlemmer skriver faktisk alle under på, at de vil holde Grundloven. De folkevalgte har derfor kun ret til at vedtage love, der respekterer tredelingen af magten, Grundlovens grænser for magtudøvelse og alle opreg-nede borgerrettigheder. Højesteret har engang dømt en lov fra Folketinget for ulovlig, fordi den ikke respekte-rede Grundlovens tredeling af magten. Det var den så-

161

kaldte Tvind-lov, hvor Folketinget bevægede sig ind på den udøvende og dømmende magts territorium.

Der er også en grundlov i EU. Den skal respekteres af alle myndigheder i EU og af alle medlemslande. EU-grundloven binder Ministerrådet, Europa-Parla-mentet og EU-Domstolen, men den binder også Fol-ketinget, regeringen og domstolene i Danmark samt enhver anden rets anvendende myndighed. EU har endnu ingen fælles grundlov. Jeg var medlem af et for-fatningskonvent fra 2002-04 for at skrive en, men den blev forkastet af vælgerne i Frankrig og Nederlandene ved folkeafstemninger i 2005. En planlagt dansk folke-afstemning om forfatningen blev da aflyst.

Grundloven i EU udgøres derfor stadig af en snes trakta-ter, som landene har vedtaget med enstemmighed. Med hjemmel i traktaterne kan Unionen træffe beslutninger, som binder alle medlemslande. Også dem, der har stemt imod og er kommet i mindretal. EU-landene deler suve-rænitet, siger man. EU er en overnational sammenslut-ning i modsætning til almindeligt internationalt samar-bejde i f.eks. Norden, Nato, Europarådet og FN.

Folketinget, regeringen og de danske domstole er for-pligtede til at respektere EU-rettens forrang over na-tionale grundlove, love og domme. Den lovgivende, udøvende og dømmende myndighed i Danmark er al-tid underordnet EU-Domstolens fortolkning af EU-ret-ten. Højesteret har dog selv holdt fast i princippet om den danske grundlovs forrang over alt andet. Det ske-te første gang med en dom om Maastricht-traktatens forenelighed med Grundloven. Dommen overlader det til EU-Domstolen at tage stilling til fortolkningen af EU-retten i alle sager først, men ikke endeligt. Kun hvis der i helt ekstraordinære tilfælde måtte forekom-me domme fra EU-Domstolen, som med den fornødne sikkerhed går ud over den kompetence, som Danmark

162

har overladt til EU, forbeholder Højesteret sig retten til at tilsidesætte en EU-dom.

Vi bestemmer altså selv i Danmark, om der er kon-flikt mellem dansk lov og EU-retten. Men vi overlader det til EU-Domstolen at løse konflikten, medmindre EU-Domstolen efter Højesterets opfattelse er gået for vidt. I 2012 bad HK om at få en sag om aldersdiskri-mination forelagt for EU-Domstolen, hvor forbundet har vundet flere sager. Højesteret nægtede at forelæg-ge sagen for EU-Domstolen, da Højesteret ikke var i tvivl om, hvordan den danske lov og EU-retten skulle forstås.

Det lignede et lille oprør mod EU-rettens forrang. Hø-jesteret gik videre i sit oprør mod EU-retten ved at af-vise anvendelsen af EU-rettens generelle forbud mod aldersdiskrimination. Det skete i 2016 i en sag om for-tolkningen af den danske funktionærlov. Højesteret gik i den sag reelt imod EU-Domstolen ved at fastslå, at den danske lov om tiltrædelse til EU (EF), ikke hav-de overladt det til EU-Domstolen at bestemme ud fra et uskrevet EU-retligt princip. Af alle EU-lande er det kun Irland, som udtrykkeligt har godkendt, at EU-love altid skal have forrang over nationale grundlove.

Efterfølgende bøjede regeringen og Folketinget sig dog og vedtog den ønskede tolkning, så konflikten kunne afblæ-ses. Men det er altså Folketingets nye beslutning, som så gør EU-Domstolens ord til dansk lov. Tilsvarende gik det med en sag om børnepenge til børn af udenland-ske arbejdstagere i Danmark. Lars Løkke Rasmussens første regering indførte i 2010 en optjeningsperiode, før udenlandske arbejdere med arbejde i Danmark kunne få børnepenge sendt til deres hjemlande.

Helle Thorning-Schmidts regering ophævede loven ad-ministrativt, fordi loven ifølge EU-Kommissionen var i

163

strid med EU-retten. Det gav en vældig ballade i Dan-mark. Men da Lars Løkke Rasmussen startede sin an-den regering i 2015, lod han børnepengene udbetale. Danmark accepterer altså i praksis EU-rettens forrang. Danske ministre forsøgte så ihærdigt at få de andre medlemslande med på at ændre EU-reglerne. Det lyk-kedes ikke. Østrig gjorde oprør og indførte deres egen indeksering af børnepengene. Statsministeren afviste at følge Østrig, fordi regeringen foretrak at rette sig ef-ter EU-retten.

Storbritannien opnåede en indeksering af børnepenge-ne efter leveomkostningerne i de lande, hvor de skulle udbetales. Men indrømmelsen blev trukket tilbage, da briterne stemte nej til fortsat EU-medlemskab den 23. juni 2016. Derfor betaler vi fortsat børnepenge til f.eks. Bulgarien, hvor de danske børnepenge er større end den bulgarske mindsteløn. Antallet af tilsendte børnepenge er endnu så beskedent, at det ikke udgør et økonomisk problem for Danmark. Men det er en invitation til an-dre om at udnytte denne mulighed, og det irriterer dan-ske vælgere, som kan bruge sagen om børnepengene til at stemme i protest mod EU.

Det anses ikke af alle for fair at sende skattefinansie-rede børnepenge ud af landet, selv om f.eks. bulgarere i Danmark har været med til at betale skat til den dan-ske statskasse. Den frie bevægelighed for arbejdskraft er nyttig, men kan få utilsigtede virkninger i et land, som har høje velfærdsydelser betalt af skatteyderne el-ler gennem høje bidrag til A-kasserne.

Kan danske vælgere påvirke udfaldet af sådanne sager med deres stemme ved valget til Europa-Parlamentet? Hvis et forhold har hjemmel i en vedtagelse hos den lov-givende myndighed i EU, kan loven ændres. Det kræver et forslag fra Kommissionen, og et kvalificeret flertal i Ministerrådet. Europa-Parlamentet kan presse på for

164

at få en lovændring ved at true med bål og brand. Men man må altså først have et flertal i Parlamentet, og det får man kun ved at samarbejde med ligesindede over grænserne. I sagen om børnepengene er vi oppe mod et stort flertal både i Parlamentet og Ministerrådet. Men i princippet kan reglen ændres af nye flertal efter valg.

Hvis et forhold derimod skyldes en fortolkning af de indgåede traktater, kan vælgerne ikke umiddelbart ændre noget med deres stemme. EU-Domstolens for-tolkninger af traktaterne kan kun ændres gennem nye traktater med et andet indhold. Men EU-dommerne er ikke døve. De er modtagelige for gode råd og kan indi-mellem også tolke folkestemningen i forskellige sager. Med DANO-dommen fra november 2014 satte dommer-ne bremserne i for deres meget dynamiske fortolkning. En rumænsk dame ønskede at få sociale udbetalinger i Tyskland, uden nogen hensigt om at søge arbejde i landet. Så sagde Domstolen stop. I september 2015 gik Domstolen videre i Alimanovic-dommen og udelukkede tildeling af en grundsikringsydelse, som landet tildelte egne arbejdssøgende borgere.

Man kan altså ikke rejse til andre EU-lande alene med det formål at opnå sociale ydelser. Man skal nu være parat til at arbejde, hvis man vil have ret til sociale ydelser. I sager om fortolkning af traktaternes princip-per er det svært for vælgerne at udrette noget med de-res stemme. Men hvis tilstrækkeligt mange i tilstræk-keligt mange lande stemmer på partier, der vil ændre reglerne, vil det formentlig gøre indtryk også på dom-merne i Luxembourg, og i hvert fald på statsministrene i Det Europæiske Råd, som gerne vil genvælges i deres hjemlande.

Der er flere mulige løsninger. Partier kan fremlægge forslag til en social protokol, som føjes til traktaterne og så skal læses sammen med traktatens øvrige bestem-

165

melser. Vanskeligheden er, at en protokol er en egentlig traktatændring og derfor kræver, at samtlige medlems-lande i EU skal godkende den. Hvorfor skulle landene i Øst- og Sydeuropa acceptere de nordeuropæiske landes interesser i at slippe så billigt som muligt? Det vil de ikke umiddelbart acceptere, men de er sikkert til at tale med, hvis de tilbydes andre fordele, som har større vær-di for dem som lande.

Dvs. at et forslag om en social protokol kun har chancer for at blive vedtaget, hvis det kobles sammen med til-bud om kompensationer for de lande, hvor arbejdere vil få mindre udbetalt i sociale ydelser fra de nordeuropæ-iske lande. Danmark er dog i en særlig situation, fordi vi fik en slags garanti for vores anderledes social- og arbejdsmarkedspolitik i Edinburgh-afgørelsen fra 12. december 1992. Vi opnåede et særligt Bilag 2 med den-ne ordlyd:

166

167

BILAGERKLÆRINGER FRA DET EUROPÆISKE RÅD ERKLÆRING OM SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIK, FORBRU-GER- OG MILJØANLIGGENDER SAMT FORDELINGSPOLITIK

1. Traktaten om Den Europæiske Union er ikke til hinder for, at de enkelte medlemsstater opretholder eller indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger, som er forenelige med EF-Traktaten, - med hensyn til arbejdsvilkår og socialpolitik (Artikel 118 A, stk. 3, i EF-Traktaten og artikel 2, stk. 5, i af-talen om social- og arbejdsmarkedspolitikken indgået mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater med undtagelse af Det Forenede Kongerige), - med henblik på at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau (Artikel 129 A, stk. 3, i EF-Trak-taten), - med henblik på at forfølge miljøbeskyttelsesmålsæt-ningen (Artikel 130 T i EF-Traktaten).

2. De bestemmelser, der indføres med Traktaten om Den Europæiske Union, herunder bestemmelserne om Den Øko-nomiske og Monetære Union, giver den enkelte medlemsstat mulighed for at føre sin egen forde- lingspolitik og for at opret-holde eller forbedre sin sociale standard.”

Denne afgørelse fra Det Europæiske Råd kunne bruges som argument for, at vi kan bevare en dansk særregel om tre måneders optjeningsperiode for at få arbejdsløs-hedsunderstøttelse udbetalt fra Danmark. Afgørelsen blev dog ikke påberåbt, da vi i juni 2018 blev stemt ned under behandlingen af hele fem forslag på et mini-sterrådsmøde. Den blev heller ikke påberåbt, da Euro-pa-Parlamentet i december 2018 foreslog, at udlændin-

168

ge skal kunne få et halvt års dagpenge sendt til deres hjemland efter blot en enkelt dags arbejde i Danmark. Det var netop den danske model med høje skatter og tilsvarende højere sociale ydelser, som skulle beskyt-tes med erklæringen i Edinburgh. Men dette løfte til borgerne er tilsyneladende helt glemt, selv om tiltræ-delseslovens paragraf 2 omhyggeligt understreger, at Maastricht-traktaten kun har retsvirkning i Danmark, i det omfang den er forenelig med Edinburgh-aftalen.

Umiddelbart er der næppe mange penge i klemme for Danmark i de fem sager, hvor vi blev stemt ned i Mi-nisterrådet. I marts 2019 indgik Kommissionen, Parla-mentet og Ministerrådet et kompromis, så det kræver en måneds arbejde i Danmark, før man kan få dagpen-ge ved ledighed med hjem. Striden handler ikke om øko-nomi, men mere om et princip om at kunne bevare den danske skattefinansierede velfærdsmodel i en Union, hvor de andre lande satser på arbejdsmarkedsordnin-ger og private forsikringer. I Danmark, Sverige og Fin-land har vi også A-kasser, hvor medlemmerne betaler betydelige bidrag til sikring af høje udbetalinger ved le-dighed. De danske udbetalinger er derfor høje sammen-lignet med de fleste lande i EU. Det var blandt andet denne specielle organisering, som skulle beskyttes med bilag 2 i Edinburgh-afgørelsen.

Alle danske partier var enige i, at Danmark skulle stem-me imod på Ministerrådsmødet - bortset fra Radikale Venstre, som lagde mere vægt på det generelle princip om arbejdskraftens frie og lige bevægelighed for alle løn-modtagere i EU. Et af de fem forslag handlede om mænds ret til to måneders betalt barselsorlov. EU vedtog et bin-dende direktiv, som landene er forpligtede til at efterle-ve. Her kunne man måske have nøjedes med at vedtage en henstilling, som vi så kunne efterleve frivilligt uden at være tvunget til at begrænse den danske model, hvor arbejdstagere og arbejdsgivere sammen forhandler sig til

169

resultater. Til sidst vedtoges en ret til to måneders for-ældreorlov for alle fædre, og den gælder også i Danmark, fordi EU vedtog reglen som et direktiv, der er juridisk bindende og retter sig til alle medlemslande.

Hvis et land bryder et direktiv, skal Kommissionen an-klage landet for lovbrud ved EU-Domstolen. Borgere vil kunne støtte ret på direktivet fra den dag, det træder i kraft, selv om et nationalt parlament og en national regering nægter at efterleve det. Det har EU-Domsto-len for længst besluttet. Så har vi en situation, hvor ik-ke-valgte i Bruxelles og Luxembourg kan nedstemme folkevalgte i medlemslandene. Det kan koste tilslut-ning til ideen om samarbejde i Europa, fordi barsels-orlov til mænd ikke er et oplagt grænseoverskridende spørgsmål, som vi ikke kan regulere selv.

Hvad sker der, hvis EU skulle komme til at lovgive direkte imod bestemmelser i den danske grundlov? Grundlovens paragraf 20 udelukker, at der kan overla-des kompetence til et internationalt organ til at udste-de regler, der er i strid med Grundloven. Det er nemlig kun ”beføjelser, der tilkommer rigets myndigheder”, der kan overlades. Hvis en sådan konflikt opstår, vil Høje-steret efter grundloven være forpligtet til at forsvare grundloven. Efter EU-retten vil Højesteret samtidig være forpligtet til at sætte grundloven til side og døm-me efter EU-retten.

For Højesteret er det ikke noget valg. De danske dom-mere vil føle sig forpligtede til at respektere Grund-loven, fordi der ikke kan overlades grundlovgivende kompetence til EU. Denne kompetence tilhører nemlig regering og Folketing sammen med en folkeafstemning blandt vælgerne, efter Grundlovens paragraf 88.

EU-Domstolen har med Melloni-dommen besluttet, at EU´s Charter om fundamentale rettigheder har for-

170

rang over nationale forfatninger ved gennemførelse af EU-retten. EU-Domstolen har i Kreil-dommen fra 2000 sagt, at de fundamentale rettigheder også gælder i medlemslandene uden for de områder, der fremgår af EU-traktaterne. Princippet er gjort mere eksplicit i Zambrano-dommen fra 2009. Domstolen fastslog, at for eksempel unionsborgerskabet også gav rettighe-der, selv om der ikke forelå et grænseoverskridende element. EU´s grundlæggende rettigheder kan dermed både udbygge og fortrænge grundlovens frihedsrettig-heder. Grundloven skal efter EU-Domstolens opfattelse lægges til side på ethvert område, hvor den måtte stride mod EU-dommernes egne fortolkninger af EU-retten.

Højesteret vil derfor i en sådan sag have to herrer. Med det lille oprør i sagen om aldersdiskrimination har Hø-jesteret vist, at de danske dommere er parat til at trod-se EU-retten og sætte Grundloven øverst. Højesteret vil kun rette sig efter den EU-kompetence, som er ud-trykkeligt overladt til EU gennem den danske såkald-te tiltrædelseslov. Den er ændret af Folketinget nogle gange siden Danmarks medlemskab i EF og EU. Den er for Højesteret ”grundloven” for Danmarks medlemskab i EU, uanset EU-Domstolens aktivistiske afgørelser. EU-Domstolen opfatter det som deres opgave at sikre EU-rettens ensartede anvendelse i medlemslandene. For Højesteret er det Folketingets tiltrædelseslov til EU, som er den øverste retskilde. Ikke hvad EU-dom-merne selv kan finde på.

I lærebogen ”FIND UD AF EU” er kapitel 25 helliget EU-Domstolen, også med en grundig gennemgang af nogle sagstyper og vigtige domme.

171

Kapitel 14

STATSMINISTRENES TOPMØDEREU er et samarbejde mellem selvstændige lande, som er gået sammen om at danne en fælles Union. Det ses meget tydeligt på topmøderne, hvor den franske præsident og den tyske kansler møder de andre landes regeringslede-re. Statsministrene har afsat tretten særlige topmøder til at diskutere Unionens fremtid. De særlige møder afhol-des under navnet: Ledernes dagsorden, Leaders`Agenda. De afsluttes med et uformelt topmøde i den rumænske by Sibiu på Unionens fødselsdag, den 9. maj 2019.

Mødet finder sted i Rumænien, fordi landet overtog for-mandskabet fra Østrig den 1. januar 2019. Der lægges op til at træffe beslutning om nye traktatændringer, som så skal formaliseres efter valget til Europa-Parla-mentet. Kommissionen presser på, men der er stadig mange lande, som tøver med at åbne for ”Pandoras æske”. Statsministrene arbejder også med en ”Strate-gisk Dagsorden” for årene fra 2019-2024. Programmet skal besluttes den 20.-21. juni 2019 sammen med ud-nævnelse af topposter i EU. Arbejdet kan følges på Det Europæiske Råds hjemmeside på adressen:

http://www.consilium.europa.eu/da/infographics/lea-ders-agenda/

Det er topmøderne, som vedtager nye traktater, ofte ef-ter særlige regerings-konferencer og eventuelle konven-ter. Topmøderne vedtager også forhandlingsmandater

172

til optagelse af nye lande og farvel til bestående. Det har vi set i forhandlingerne med Storbritannien om deres mulige udmeldelse af Unionen, hvor topmøder-ne har givet forhandlingsmandater til Kommissionen. Topmøderne vedtager både generelle og konkrete ret-ningslinjer for det fortsatte samarbejde og søger også at løse konflikter mellem landene. Statsministrenes møder er blevet Unionens motor. Deltagerne er en regeringsleder fra hvert land, formanden for Kom-missionen og den faste formand for Det Europæiske Råd, som også kaldes for Unionens præsident. Når de diskuterer udenrigspolitik, deltager også Unionens udenrigsminister. De kan også indbyde f.eks. lederen af Den Europæiske Centralbank, når de drøfter økono-misk-monetære spørgsmål.

Formanden for Europa-Parlamentet deltager nu altid i den indledende drøftelse med en kort tale om Parla-mentets ønsker. Ved eventuelle afstemninger er det kun statsministrene og den franske præsident, som har stemmeret. Kommissionens formand og den faste for-mand kan ikke stemme. De er ikke observatører, men medlemmer uden stemmeret. Der skal afholdes topmø-der mindst to gange per halvår.

Siden 1974 har man kaldt topmøderne for Det Euro-pæiske Råd, efter forslag fra den franske præsident Giscard d´Estaing. Han blev senere min kollega i Euro-pa-Parlamentets institutionelle udvalg og i EU`s forfat-ningskonvent fra 2002-04. Da boede jeg i øvrigt i hans tidligere lejlighed i Strasbourg, når vi var til møder. Statsministrenes møder er nu en officiel institution i EU med opgaver beskrevet i Traktaterne. Statsministrene vedtager retningslinjer for kommende lovgivning, men de vedtager ikke selv lovene.

Jeg har deltaget i over 100 topmøder for at finde ud af, hvad der skulle ske. I starten deltog jeg som journalist,

173

udsendt af EF-modstandernes avis, Notat og senere af Det ny Notat. Fra 1979 fortsatte jeg med at deltage i møderne som journalist, selv om jeg nu også havde med-lemskort til Europa-Parlamentet. Så kunne jeg møde statsministre, udenrigsministre og embedsmænd i kor-ridorerne og i presserummene på topmøderne, og både før og efter i Europa-Parlamentet, hvor de roterende formandskaber redegjorde for forslag og beslutninger og diskuterede med os. Jeg fik sjældent noget at vide i parlamentssalen, udvalgsmøderne og formandskonfe-rencen, som jeg ikke vidste i forvejen. Jeg opdagede, at der altid var et niveau af viden over det, vi fik fortalt. Medierne bragte de officielle sandheder, men sjældent de fulde sandheder.

Mit første topmøde var i oktober 1972 i Paris, kun to uger efter den danske folkeafstemning. Statsminister Jens Otto Krag havde fået topmødet udsat til efter fol-keafstemningen for at undgå for megen diskussion om de oprindelige EF-landes planer for at omdanne EF til en Union. Det kom derfor som en overraskelse for dan-skerne, da topmødet besluttede, at de skulle skabe en Union inden 1980. Men Unionen blev ikke færdigbyg-get til tiden, da oliekrisen meldte sig og forsinkede den planlagte integration.

Jeg har mange år efter læst et ordret referat af for-handlingerne på Paris-topmødet og blev imponeret af Ankers gentagne og uimponerede indlæg. Han kaldte forbundskansler Willy Brandt for Willy og den franske præsident for Georges. Tolkene oversatte til de høflige udtryk med Hr. Forbundskansler og Monsieur le Presi-dent. Det gør de ikke i dag, hvor der er en meget mere direkte og uformel tone mellem statsministrene. Efter Traktaterne skal de som sagt kun mødes fire gange om året, men de mødes nu meget oftere og er blevet hinan-dens venner, fjender og kolleger. Her fortæller de også åbenhjertigt om deres besværligheder med vælgerne og

174

parlamenterne derhjemme. Jeg glemmer aldrig en be-mærkning fra den nuværende formand for Kommissi-onen, Jean-Claude Juncker, da han var statsminister i Luxembourg og formand for eurozonens finansministre:

Vi ved alle, hvad der bør gøres. Men ingen af os ved, hvad der skal gøres, hvis vi også skal kunne genvælges.

Topmøderne træffer beslutninger med enstemmighed, eller konsensus. En beslutning er dermed taget, hvis ingen protesterer aktivt imod forslaget. Under et top-møde i Milano i 1985 blev der dog truffet en beslut-ning om indkaldelse af en særlig regerings-konference med håndsoprækning. Den græske statsminister råb-te ”kup” og den danske ”voldtægt”, men beslutningen blev taget med syv stemmer mod tre. Siden blev rege-ringskonferencen officielt indkaldt med en enstemmig beslutning, selv om den efter traktaterne kan indkaldes med et simpelt flertal af medlemslandene. Enhver trak-tatændring kan dog kun gennemføres ved fuldstændig enighed mellem samtlige medlemslande.

Nu om dage udsender Rådets faste formand, for ti-den den tidligere polske statsminister Donald Tusk, et forslag til beslutninger i god tid i forvejen, så stats-ministrene kan have deres mandater med hjemmefra. Den danske generalsekretær for Rådet, Jeppe Tran-holm-Mikkelsen, er tovholder i forberedelserne. Gen-nem 14 år var det Niels Ersbøll. Det skader næppe vi-densniveauet på deres gamle arbejdsplads i det danske Udenrigsministerium. Jeppe Tranholm-Mikkelsen skal tilbage til Udenrigsministeriet, hvis statsministrene vælger en ny generalsekretær.

Topmødeerklæringerne konsulteres og detailforhandles i en særlig arbejdsgruppe og på møder mellem EU-lan-denes ambassadører i Bruxelles før møderne og efter første dags forhandlinger. På andendagen sidder stats-

175

ministrene omkring bordet og kommer med ændringer til referatet, så man først kender de endelige resultater, når mødet er ved at slutte.

I presserummene cirkuleres de forskellige udkast til topmødekonklusioner. De dygtigste journalister har kilderne i orden og bytter med hinanden, så de kommer først med nyhederne til medierne i deres lande. Ole Ry-borg fra DR har i årtier hørt til i inderkredsen, der kan skaffe de fleste fortrolige dokumenter. Men det er ikke alle, der kan offentliggøres, hvis man vil bevare kilder-ne. Kildebeskyttelse gælder også her. Ingen, der vil fort-sætte i jobbet, afslører dokumenter med håndskrevne noter, der kan identificere kilden. Det er forbudt for embedsmænd at offentliggøre stort set alt, medmindre det er deres jobs. Til gengæld finder det meste vej til offentligheden.

Embedsmænd og ministre fiser rundt i korridorerne og udleverer de fortrolige udkast til deres venner i presse-korpset. For mig blev det en sport at komme først med udkastene og sende dem hjem til Folketingets Euro-paudvalg (tidligere markedsudvalg) før de skiftende udenrigsministre. Det lykkedes som regel og gav megen ballade, indtil Danmarks Radios Poul Smidt i sit nye job som presserådgiver fik Udenrigsministeriet til at se indse, at det var smartere for dem, at de selv udleverede papirerne til Folketinget og pressen i stedet for at over-lade fortolkningen til mig.

I dag møder statsministeren op i Folketingets Euro-paudvalg og får mandat til drøftelserne på topmøderne. Udkastene til beslutninger udleveres nu til Folketinget. Der er så mange deltagere i de fortrolige drøftelser, at det ikke længere er muligt at holde papirerne hem-melige. Det kunne man delvist i de første mange år af vores EF- og EU-medlemskab. Jeg troede i mange år, jeg kunne få fat i alt. Det kunne hverken jeg eller Ole

176

Ryborg, indser jeg nu efter grundig læsning i arkiver-ne. Forhandlinger om kompromiser blev holdt tæt til kroppen af stats- og udenrigsministrene og de højeste embedsmænd. Vi vidste meget mere end de almindeli-ge medlemmer af Europa-Parlamentet, men der var et niveau over os for en lille kreds af topfolk, som dog ofte – men ikke altid – var så venlige, at de indviede mig i deres hemmeligheder. Tak!

Gruppeformændene mødes hvert halve år med alle mi-nistre fra det indkommende formandskab. Europa-Par-lamentets formand sidder så ved siden af statsministe-ren, mens de øvrige formænd placeres efter størrelsen af deres grupper og ministrene efter rang. Andre gange foregår placeringen mere uformelt. Man kan også ønske sig en særlig bordherre. Før et tysk formandskab invite-rede kansler Merkel os til de rutinemæssige møder med den efterfølgende tre timers middag. Jeg bad om at få miljøminister Siegmar Gabriel til bords. Han var net-op udnævnt. Det var før, han blev formand for SPD og udenrigsminister. Han havde en fortid som formand for den største naturværnsforening i Tyskland med over fem millioner medlemmer. Jeg kunne bruge ham til at få støtte i forskellige miljøsager. Under sådanne møder udveksles visitkort og mobilnumre, som kan lette sam-arbejdet i det kommende halvår med formandskabets ministre og embedsmænd.

Menige medlemmer af Europa-Parlamentet har ikke samme adgang til formandskabets topfolk, men de kan få et lige så intensivt bekendtskab og/eller ven-skab med fagministeren, når han eller hun møder op i Parlamentets fagudvalg og præsenterer formandska-bets arbejdsprogram for området for det kommende halvår. Her har fagministeren et hold af eksperter og medhjælpere med sig, og visitkortenes e-mails og te-lefonnumre kan bruges, når der skal hentes støtte i konkrete sager. Interessen i kontakt mellem formand-

177

skabet og gruppernes ordførere og koordinatorer er gensidig. Medlemmerne kan kun få indflydelse på en lov ved at engagere de implicerede i Kommissionen og Ministerrådet. Men både Kommissionens og Minister-rådets folk har også interesse i at samle støtte til lo-vens endelige vedtagelse i Parlamentssalen. Det står der ikke noget om i Traktaterne, men det er virkelig-heden efter de revolutioner, der tidligere er omtalt om lovgivningsproceduren.

Man løber derfor ikke panden mod en mur ved at tage de relevante kontakter. Det gør ikke noget at være or-dentligt klædt på, så samtalepartneren ikke oplever, at tiden er spildt. Det gør heller ikke noget, at man med-tager en eller flere fagmedarbejdere, der kan fortsætte kontakten med ministerens og kommissærens hjælpe-re. Kompromiserne i de mange trilog-møder udarbejdes sjældent af topfolkene. Det er embedsmænd fra de tre reelt lovgivende institutioner, som skriver de endelige formuleringer, ofte i samarbejde med juridiske speciali-ster, de såkaldte jurist-lingvister. Når en næstformand fra Europa-Parlamentet eller en udvalgsformand leder et forhandlingsmøde, sker det efter en drejebog, udar-bejdet af sekretariatet. Jeg har deltaget i møder, hvor hverken Ministerrådets formand eller Europa-Parla-mentets forhandlingsleder kendte noget som helst til sagens indhold. Der blev læst op af en drejebog, som var skrevet af embedsmænd fra de tre institutioner. Kom-promiserne var aftalt før mødet.

EU-systemet fungerer fremragende oppefra og nedef-ter, mens det ikke er til at vriste en beslutning ud af apparatet, hvis det ikke først er godkendt i toppen. Der-for er det spild af tid at starte en sag efter reglerne. Kortslut enhver officiel procedure ved at starte i toppen og få et go til at gå videre med sagen. Jeg har prøvet det talrige gange, med succes. For en koordinator eller ordfører er toppen fagkommissæren og fagministeren,

178

og tro mig, de er ikke svære at tale med nede i Bruxelles. De går op i deres fagområde, og de kan ikke længere tale om det med deres koner og mænd og har også selv et behov for at få nye signaler. Det gælder selv statsmi-nistrene og Kommissionens formand, som også deltager i EU-landenes topmøder.

Man får ikke lige en samtale med den tyske kansler eller den franske præsident. Men det er muligt ved at studere topmødernes logistik og vide, hvor og hvornår de ankommer til et møde og forlader det igen. Så skal man stå parat med mikrofonen, hvis man er journa-list. Topmøderne har også den fordel, at store og små landes repræsentanter har været lige meget til stede under møderne. Det er let at få uformelle referater el-ler officielle udtalelser til citat i f.eks. Luxembourgs el-ler Irlands presserum, som ikke er fyldt med landenes egne journalister. De mindre nye medlemslande er hel-ler ikke overrendte og vil gerne tale med udenlandske journalister.

Når man læser referaterne i de 28 landes medier, kan man ofte få det indtryk, at de ikke har været til det samme møde. For historien i et lands medier drejer sig ofte om den lokale statsministers brave kamp for en national mærkesag, mens denne sag dårligt bemær-kes i de andre landes medier. Alle topmøder sluttes af med et pressemøde med Kommissionens formand, Det Europæiske Råds faste formand og det roterende formandslands statsminister. De tre forelægger mø-dets beslutninger og besvarer nogle få spørgsmål. Ved udgangen af pressemødet flokkes journalisterne om at få en godbid til deres eget medie. Journalister elsker solohistorier, og glem ikke, at politikerne elsker at sole sig i medierne.

Statsministrene mødes både bilateralt og i fællesskab for at løse særlige kriser. De mødes ofte for at løse kon-

179

krete kriser, men det er langt fra altid, at det lykkes. Statsministrene har f.eks. mødtes 30 gange til topmø-der for at få styr på finanskrisen og manglerne i den økonomisk-monetære union. Uden løsning af proble-merne. De mødtes også talrige gange om flygtninge- og migrantkrisen. Da Italien valgte en euroskeptisk rege-ring i 2018, kom der gang i beslutningerne med at be-skytte Europas ydre grænser og oprette lejre til at hin-dre flygtningenes ankomst på de europæiske motorveje. Beslutninger tages fra krise til krise.

Topmøderne mangler typisk at udvise rettidig omhu, så kriserne kan minimeres eller undgås. Når kriserne er der, kan statsministrene være ganske fleksible med at finde løsninger og endda se bort fra klare traktatregler. Storbritannien fik f.eks. gennemført en betydelig rabato-rdning, der ændrede traktaternes fordeling af udgifterne. Kompromiset blev indgået på et topmøde i Fontainebleau i 1984, uden at ændre traktaterne. Det er udtrykkeligt forbudt at købe gældsbeviser af medlemslandene, men det sker hver eneste dag, uden traktaterne er blevet æn-dret. Støtten til og indgrebene over for Grækenland var i strid med traktaterne. Statsministrene forstår at sno sig, når virkeligheden møder paragrafferne.

Topmøderne er på en måde det mest demokratiske organ i EU, fordi statsministrene står til ansvar over for deres nationale parlamenter og kan afskediges af vælgerne i medlemslandene ved det næste valg. De skiftende formandskaber og den faste formand rede-gør for beslutningerne i Europa-Parlamentet, men Det Europæiske Råd står ikke som samlet organ til ansvar over for Europa-Parlamentet. Kommissionen kan fy-res af Europa-Parlamentet med to tredjedeles flertal og mindst halvdelen af alle medlemmers stemmer. Det kan Det Europæiske Råd ikke. Som danske vælgere kan vi dog udskifte den danske deltager i topmøderne ved næste folketingsvalg.

180

Tidligere blev Det Europæiske Råd ledet af statsmini-steren fra det land, som har det roterende formandskab. Med Lissabon-traktaten fra 2009 har Det Europæiske Råd fået en fast formand. Den første formand var den tidligere belgiske statsminister, Herman Van. Den nu-værende er den tidligere polske statsminister, Donald Tusk. Rådets nye mødebygning i Bruxelles kaldes offi-cielt for Space Egg, men uofficielt for Tusk Tower som en parallel til den amerikanske præsidents private byg-ning, Trump Tower. Forskellen på de to præsidenter er, at den amerikanske er valgt direkte af vælgerne gen-nem valgmænd, mens den europæiske er udpeget af et udvidet kvalificeret flertal blandt statsministrene i Det Europæiske Råd. Flertallet skal omfatte 72 % af stats-ministrene og 65 % af EU-landenes samlede befolkning.

Tusk fik sit mandat fornyet fra 2017 med alle stemmer mod Polens. Beslutningen skal nemlig ikke længere være enstemmig, og den nye konservative regering i Polen kunne ikke hindre udnævnelsen af deres hjem-lige politiske modstander. Formandsposten udpeges for 2 ½ år og kan fornyes én gang. Den fælles udenrigs-minister udpeges på samme måde og er fast formand for Udenrigsministrenes Råd. Kommissionens formand blev valgt efter samme fremgangsmåde med 26 stem-mer mod 2 i 2014. Polen og Storbritannien stemte som sagt imod. Du kan læse meget mere om topmøderne i ”FIND UD AF EU”, kapitel 21 fra side 186.

181

Kapitel 15

SÅDAN VIRKER MINISTERRÅDETIndtil 1986 var Ministerrådet det ledende organ i EF-samarbejdet, som delte den lovgivende magt med Kommissionen. Der er mange forskellige ministerråds-møder, men beslutningsmetoden er den samme. Hvert land repræsenteres af en minister eller en embeds-mand, som så får rang af minister. Det afgørende er, at han eller hun kan forpligte sit land og være med til at træffe bindende beslutninger på møderne. De fleste beslutninger vedtages nu med kvalificeret flertal, hvor alle lande har en stemme hver.

Seksten af de 28 lande skal stemme for en lov, for at den kan vedtages. I et EU uden Storbritannien er det 15 af 27 lande. Reglen om støtte fra 55 % af landene betyder ikke så meget i praksis. For med Lissabon-traktaten ind-førtes også en regel om, at landene bag en lov skal re-præsentere mindst 65 % af den samlede befolkning i EU. Det har flyttet magt fra de små lande til de store. Den danske indflydelse blev halveret, mens den tyske blev fordoblet. Kommissionen er nu nødt til at kigge særligt meget på holdningen hos de folkerige lande, før de frem-lægger et forslag. Der er også en regel om, at der skal 72 % af landene bag en lov, hvis forslaget ikke kommer fra Kommissionen. Der er stadig nogle få følsomme områder i Traktaterne, som kræver enighed mellem alle lande. Det gælder f.eks. indførelse af nye skatter, optagelse af nye medlemslande og forsvarspolitikken.

182

Kommissionen har i alle årene haft eneret på at stille lovforslag. Denne ret var ikke så meget værd, så længe et enkelt land kunne blokere for forslagets vedtagelse i Ministerrådet. Så var kommissærerne nødt til at se på holdningen i alle medlemslande, før de fremsatte et forslag. Sådan var det, indtil Fællesakten trådte i kraft i 1987 og indførte flertalsbeslutninger i en lang række sager. Indtil da havde hvert land vetoret mod enhver be-slutning i Rådet, som er forkortelsen for Ministerrådet.

Der var to slags vetoret dengang. Den første var pla-ceret i de mange emner og sager, hvor Traktaterne krævede, at beslutninger skulle vedtages med enstem-mighed. Man kunne f.eks. kun harmonisere medlems-landenes love med enstemmige beslutninger. Men der var også en anden slags vetoret, som blev kaldt for Luxembourg-forligets vetoret. Den blev indført i janu-ar 1966 efter krav fra den franske præsident, Charles de Gaulle. Hans barnebarn havde samme navn og var medlem af min gruppe i Europa-Parlamentet. Jeg så præsidentens ansigtsudtryk, hver gang han anmodede om ordet og mindede mig om vetoretten og præsiden-ten-farfarens slogan om Fædrelandenes Europa.

Romtraktaten fra 1957 forudså, at man skulle gå over til flertalsbeslutning efter overgangsperiodens udløb for både landbrugspolitikken og budgettet. Så kunne Frankrig med sine store landbrugsinteresser stemmes ned i Rådet, og det ville præsidenten ikke acceptere. Han lod derfor Frankrig boykotte alle rådsmøder gennem et halvt år og gennemtvang dermed Luxembourg-kompro-miset, som forliget også kaldes. Charles de Gaulle kræve-de og opnåede vetoret mod en hver tænkelig beslutning. Vedtagelse af et arkitekt-direktiv kom til at tage 15 år, før landene kunne blive enige om kravene til arkitekter.

Luxembourg-forligets vetoret blev dog ikke skrevet ind i Traktaten. Aftalen blev blot offentliggjort som en pres-

183

semeddelelse fra et møde i Ministerrådet, hvor landene meddelte, at de var uenige. Meddelelsen garanterede ikke noget som helst, men sagde blot, at landene var uenige om, hvad der skulle ske, hvis de ikke kunne bli-ve enige om en flertalsbeslutning. Så skulle forhandlin-gerne fortsætte uden afstemning, mente Frankrig. De andre lande gav ikke på papiret afkald på at stemme, men de gjorde det i praksis. I de tyve år fra 1966 til 1985 blev der ikke stemt i Ministerrådet, medmindre landene var enige om det. Ministerrådet var planlagt som den overnationale ledelse af EF, men blev nu i ste-det et almindeligt internationalt forhandlingsorgan, hvor man skulle være enige om alt.

Dermed forsvandt det overnationale fra beslutningspro-cessen. I praksis skulle alle landene nu være enige for at vedtage en lov. Luxembourg-forliget gav vetoretten til alle medlemslande, og den planlagte integration måtte gå ned i tempo. I disse år havde Folketingets markeds-udvalg gyldne dage. Den franske Kommissionsformand, Jacques Delors, kaldte Markedsudvalget for EF´s ellev-te medlemsland, fordi den danske minister først kunne sige ja til en beslutning i Ministerrådet, når han eller hun havde fået mandat fra markedsudvalget. Ofte var det den socialdemokratiske formand for udvalget, Ivar Nørgaard, som kom til at lede beslutningsprocessen i Ministerrådet gennem sin energiske kontrol med den danske minister.

Ivar Nørgaard var markedsminister, da Danmark for-handlede medlemskabet i EF i 1971 og 1972. Han var oprindelig EF-modstander, men sagde ja af økonomiske grunde, da Storbritannien ville i EF. Han frygtede tab af landbrugseksport til England. Hans ja var dog så lunkent, at han opstillede mange betingelser for med-lemskabet. Den vigtigste var, at Danmark skulle holde fast i vetoretten. Han ville også selv administrere den og fik statsminister Jens Otto Krag til at love ham po-

184

sten som udenrigshandels- og EF-minister, så det var Nørgaard, der skulle møde op for Danmark i Minister-rådet. Da den konservative statsminister Poul Schlüter og Venstres udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var parat til at opgive anvendelsen af vetoretten i 1985, truede Ivar Nørgaard med dansk udmeldelse af EF. Han havde garanteret vetoretten til alle tider, men det-te løfte kunne han ikke holde, da presset for at stemme om lovene fra et flertal af landene blev for stort.

Frankrig skiftede nemlig side, da den nye franske præ-sident Francois Mitterrand ville af med vetoretten og have en ny Unionstraktat i maj 1984, lige før valget til Europa-Parlamentet. Jeg hørte hans historiske tale i salen i Strasbourg og blev vidne til det usædvanlige skift i den franske Europa-politik. I 1985 blev statsmi-nistrene så enige om, at de ikke behøvede at afskaffe ve-toretten formelt, de kunne blot undlade at anvende den fremover. Som sagt så gjort. Luxembourg-forligets veto-ret har ikke været anvendt siden 1985. Den blev indi-rekte afskaffet, da udenrigsministrene med den danske rådsformand Uffe Ellemann-Jensen i forsædet officielt ændrede Ministerrådets forretningsorden i 1987.

Der var skabt enighed om denne løsning under topmø-det i Milano i juni 1985. Fremover skulle formanden for Ministerrådet anmode om afstemning, hver gang det blev ønsket af et almindeligt flertal i Ministerrådet eller af Kommissionen med støtte fra et flertal af lande-ne. Sådan har det været lige siden, og dermed blev Mi-nisterrådet et ægte overnationalt organ, sådan som det var tænkt af Romtraktatens fædre. Mødre deltog ikke i udarbejdelsen af de nærmere regler for samarbejdet, da Romtraktaten blev forhandlet på plads i Messina på Sicilien i 1955.

Fællesakten og forretningsordenen blev udarbejdet i 1985 efter forskellige forarbejder, bl.a. i Dooge-komi-

185

teen. Den var opkaldt efter formanden, James Dooge, som var irsk senator. For at undgå en formel afskaffel-se af Luxembourg-forligets vetoret blev det foreslået, at man i stedet kunne gå over til automatisk afstemning. Det krævede kun en ændring af Ministerrådets forret-ningsorden, som kunne ændres med simpelt flertal af landene. Så måtte de lande, der ville nedlægge veto, gøre det formelt ved at påberåbe sig Luxembourg-forli-get. Flertallet af landene ville dog ikke være med til at bekræfte Luxembourg-forliget på den mindste måde, så resultatet blev i stedet, at vetoretten blev gemt og glemt væk. Den skulle aldrig mere anvendes.

Med Fællesakten fik Europa-Parlamentet som tidligere behandlet egentlige magtbeføjelser ved at få ret til at stille ændringsforslag til mange love og ret til at afvise vigtige internationale traktater og forslag til udvidelse af EF med nye medlemslande. Europa-Parlamentet var fra starten konstrueret som et overnationalt organ, men det havde ingen magt. Det fik forsamlingen nu. Dermed blev Kommissionens rolle under dens nye stærke for-mand, Jacques Delors, voldsomt styrket, fordi den nu kunne anbringe sig mellem de to andre overnationale organer, Råd og Parlament, og søge støtte begge steder. Enkeltlande kunne ikke længere stritte imod, var det nye. Forbundsstatens flertalsprincip blev indført i ste-det for det almindelige princip for internationalt samar-bejde med enstemmighed mellem landene.

Jeg var dengang en stærk tilhænger af enstemmighe-den i Ministerrådet, fordi den var et meget vigtigt løfte til danskerne ved folkeafstemningen 2. oktober 1972. Jeg havde et tæt samarbejde med Ivar Nørgaard om at bevare den. Han blev samtidig min genbo i Bagsværd og den, der kørte mig hjem fra talrige møder. Jeg for-synede ham til gengæld med masser af fortrolige doku-menter fra forhandlingerne i EF fra den tid, hvor Uden-rigsministeriet ville lede EF-samarbejdet med minimal

186

inddragelse af Folketinget. Det vil de stadig gerne. De udøvende myndigheder kan ikke lide, når de folkevalg-te blander sig, hvad enten det er Folketinget i Danmark eller Europa-Parlamentet. Mange af dem mener, det er lettest at forhandle sig til gode resultater, hvis det over-lades til embedsmænd og ministre bag lukkede døre. De ser Ministerrådet som et fintmasket maskineri og en effektiv forhandlingsmaskine med 275 arbejdsgrup-per (inklusive undergrupper) og Coreper som det organ, hvor EU-landenes ambassadører kan forhandle sig til enighed eller stemme om forslagene.

Coreper er den franske forkortelse for Komiteen af Per-manente Repræsentanter i Bruxelles. De kaldes også for De Faste Repræsentanter og mødes i forskellige formationer. Coreper 1 er stedet, hvor vice-ambassa-dørerne mødes for at drøfte indre markeds spørgsmål og anden praktisk lovgivning. Coreper 2 er stedet, hvor ambassadørerne mødes for at drøfte mere overordnede emner. Der er også en særlig Coreper-samling for land-brugspolitik, økonomi- og finanspolitik og sikkerhed. Enhver vil umiddelbart tro, at 1 er vigtigere end 2, men i Coreper er det altså stadig omvendt. Det er ikke mig, der har misforstået. Det har derimod mange lærebøger og beretninger i medierne!

Coreper-grupperne forbereder møderne i Ministerrådet og træffer selv de fleste beslutninger. Dagsordenerne er inddelt i A- og B-punkter. De første er til afgørelse uden forhandling efter traktaternes spilleregler herfor. Siden 1985 har rådsformandskabet i selve dagsordenen angi-vet, om der skal stemmes med enstemmighed, kvalifice-ret flertal eller en anden afstemningsform. B-punkter-ne er til forhandling, men ofte forberedt med forslag til beslutninger og eventuelle alternative formuleringer til at vælge imellem. Beslutningsformerne er de samme på Coreper-møder og Ministerrådsmøder, og de opererer begge med A- og B-punkter.

187

De fleste forberedelser foregår i arbejdsgrupper under Ministerrådet. Her er det typisk fagfolk fra fagministe-rier og medlemslandenes EU-ambassader, som mødes for at tilnærme landenes standpunkter til hinanden. De får hjælp fra uafhængige embedsmænd fra Ministerrå-dets sekretariat i Bruxelles, som er ansat som Rådets hjælpere. Kommissionens eksperter er også til stede under møderne og skal hjælpe med at finde kompromis-er, der kan opnå det kvalificerede flertal eller eventu-el enstemmighed i Ministerrådet. Men Kommissionen driver også på med deres egen dagsorden om stadig mere integration. Der vil de altid kunne hente støtte til i Europa-Parlamentet, hvor flertallet indtil nu altid har ønsket stadig mere integration. Måske ændres det i 2019?

Ønsket om mere integration er bevaret, men ønsket om stadig mere centralisering og indblanding i småting er aftaget med Juncker-Kommissionen fra 2014. Kom-missionen ønsker nu at være stor på de store sager og små i de små. Lovenes antal er omsider holdt op med at vokse. Man fjerner nu lige så mange, som der skabes. Det vender vi tilbage til. Man kan også forestille sig, at det næste parlament vil se anderledes på traktatens iboende formålsparagraf om stadig mere union, og at Ministerrådet forsynes med en række mere EU-kritiske ministre.

Finland har fået en EU-kritiker fra Sandfinnerne som udenrigsminister. Østrig har fået en udenrigsminister med støtte i Frihedspartiet. Italien har fået en regering med EU-modstandere. Centraleuropa har fået mange kritiske ministre. I Sydeuropa er ministrene heller ikke længere EU-konforme. Danmark kan få en udenrigsmi-nister fra Dansk Folkeparti, hvis partiet går i regering med Venstre efter næste folketingsvalg. De politiske mønstre forandres, efterhånden som immigration af udlændinge bliver det vigtigste spørgsmål for vælgerne.

188

Det vil også sætte spor i både Parlamentets og Rådets arbejde, og indirekte i Kommissionens. Ministerrådets rolle kan let komme til at skifte, når føderalisterne stø-der sammen med kon-føderalisterne, nationalisterne og de direkte EU-modstandere. Valget i 2019 bliver det hidtil mest spændende. Hvad stemmer du?

189

Kapitel 16

SÅDAN VIRKER KOMMISSIONENMinistre, kommissærer og folkevalgte repræsenterer de samme vælgere i medlemslandene og EU, skulle man tro. Men der er stor forskel på, om man er direkte valgt af og står til direkte ansvar over for vælgerne, eller om man er indirekte udpeget eller ansat i Centraladmini-strationen eller Unionens eget bureaukrati. Folkevalg-te ønsker genvalg og er nødt til at lytte til vælgerne. Ansatte embedsmænd behøver ikke lytte til andre end deres foresatte. Kommissærer kan fyres af Kommissi-onsformanden eller få en mindre og uinteressant porte-følje, men det er dog ikke sket endnu.

Ministre kan fyres af statsministeren. Det sker ofte ved, at de får besked på at trække sig frivilligt. Statsmi-nisteren står til ansvar over for parlamentet. Det giver statsministeren kontrollen med i det mindste ministre-ne fra hans eller hendes eget parti. Regeringspartnere bestemmer oftest selv, hvem de vil have som ministre. I Kommissionen siger generaldirektørerne, at kommis-særerne kommer og går, mens vi består. Mange har grinet af den britiske TV-serie, Yes Minister, men den rummer mange sandheder om embedsmænd, der leger ministre eller leger med dem.

I Danmark har radio-journalisten Jesper Tynnel med bogen ”Mørkelygten” dokumenteret, at folkevalgte og offentligheden holdes i uvidenhed og direkte misinfor-meres af ministre og embedsmænd i talrige sager. I

190

mine erindringer skriver jeg også om mange sager, hvor sandheden fordrejes. Min konklusion er, at vi er nødt til at have fuldstændig åbenhed i beslutningsprocesserne, hvis embedsmænd, kommissærer og ministre altid skal holde sig til sandheden. Embedsmænd skal kunne afhø-res direkte af folkevalgte under sandhedsansvar, hvis sager skal kunne afdækkes og ansvar placeres. Det ar-bejdes der nu med at indføre i Folketinget

I Danmark kan der kun nedsættes undersøgelsesudvalg, hvis et flertal i Folketinget stemmer for. I Europa-Parla-mentet kan en fjerdedel af medlemmerne kræve nedsæt-telse af undersøgelsesudvalg. Mindretal må overalt have ret til at kontrollere flertallets handlinger. Pressefrihed og pluralisme i meningsdannelsen må sikre, at alle med ansvar holdes på sandhedens og dydens smalle vej.

I demokratier bør alle myndigheder ideelt styres af vælgernes præferencer og valg. Det sker bare ikke, er min erfaring efter 29 år i Europa-Parlamentet og tal-rige samtaler med høj og lav i alle systemer. Jeg har kendt de sidste fire kommissionsformænd rigtig godt. Jeg betragter dem faktisk som venner. Under fire øjne har de alle beklaget sig over, at de ikke kunne styre den Kommission, som de var ansvarlige for. Jeg har kendt den nuværende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, siden han blev ansat som jurist i et ministeri-um i Luxembourg. Jeg har talt med ham talrige gange, og glemmer aldrig hans referat af det kommissionsmø-de, hvor de skulle vedtage det første årsprogram med meget færre lovforslag end sædvanligt. Det kunne ge-neraldirektørerne ikke lide. De anvendte lækager for at genere den nye Kommission, som havde overtaget mit nærhedsprogram fra forfatningskonventet. De fulgte endda mit forslag om at udnævne en særlig nærheds-kommissær. De fik det første årsprogram skåret ned til 23 lovforslag. Generaldirektørerne rasede og fik deres kommissærer til at protestere.

191

Det var som om, kommissærerne repræsenterede gene-raldirektørerne, og ikke omvendt, sagde Juncker bram-frit, da vi mødtes under fire øjne på hans kontor på tret-tende etage i Berlaymont-bygningen i Bruxelles.

Jeg mødtes også med den nye nærhedskommissær, Frans Timmermans. Han var tidligere hollandsk uden-rigsminister, og vi sad sammen i forfatningskonventet fra 2002-2004. Timmermans taler otte sprog og er nu en effektiv første næstformand i Kommissionen. Han udfø-rer Junckers ønsker. Til fælles hjælp fik de en effektiv leder af formandens kabinet, en tysk jurist, Martin Sel-mayr. De tre sagde hver for sig på tomandshånd den samme sætning: Det er vores sidste chance for at vinde de europæiske vælgere. Vi er nødt til at satse på mindre og bedre, være stor på de store sager og små i de små.

Det havde jeg sagt, siden vi gik fra at kritisere til også

Martin Selmayr er den øverste administrative leder i Kom-missionen i Bruxelles. Han kommer fra tysk CDU og ledede Junckers kampagne for at blive formand for Kommissionen i 2014.

192

at blive konstruktive. Både Santer og Barroso havde fremført lignende ønsker. Santer overtog direkte mit slogan: Mindre og bedre, men endte med at blive fældet for at have stået for mere og værre. Barroso bebudede, at han ville fjerne en tredjedel af lovgivningen gennem sine første fem år. Efter de fem år var lovgivningen øget med en tredjedel. Hverken Jacques Santer, Romano Prodi eller Manuel Barroso kunne styre Kommissionen. Det er også svært for treenigheden af Juncker, Timmer-mans og Selmayr. Men det er nu for første gang lykke-des at standse væksten i regelrytteriet. Den 19. januar 2018 var der i alt 155.852. Den 3. august 2018 fandt Folketingets EU-Oplysning 155.445 love, regler, stan-darder og domme. Den 1. april 2019 var der 157.537. Stigningen svarer nu til antallet af nye domme. Stig-ningen i regelbunkerne er omsider standset!

Juncker-Kommissionen anser det for nødvendigt at skære ned på unødigt regereri, hvis de skal få vælger-ne til at acceptere deres store planer om at reformere Møntunionen og indføre fælles grænser og grænse-korps, fælles forsvar og våbenproduktion, fælles ankla-gemyndighed og asylbehandling og andre store ting fra Unionshavet. Kommissionens mange afdelinger vil alle være større, men de støder nu på en jernhånd hos deres øverste leder, den nye generalsekretær for hele Kom-missionen, Martin Selmayr. Han blev kritiseret vold-somt i medierne, da han blev udnævnt til posten på en kupagtig måde. Det så ikke smukt ud, og jeg forsvarer ikke fremgangsmåden.

Men. Magtforholdene er sådan, at det måske var den eneste måde, Juncker kunne få den, han ønskede til at føre sin vilje ud i livet. Og Juncker har altså et poli-tisk mandat. Han er valgt af det store flertal i Euro-pa-Parlamentet og godkendt af 26 af de 28 medlems-landes statsministre. Så tilkommer det ikke de ansatte generaldirektører at sabotere de valgtes planer. De to i

193

toppen af Kommissionen har brug for en dygtig admini-strativ leder til at holde planerne på sporet. En sådan er Martin Selmayr på godt og ondt, nok mest godt. Han er fuld af energi og har fravalgt at få egne børn, ligesom Ritt Bjerregaard, uden sammenligning i øvrigt.

Med Selmayr i spidsen er det ikke sikkert, at generaldi-rektørerne fortsætter, når kommissærerne går, hvis de ikke er loyale over for den valgte ledelse. Han har sendt et detaljeret brev i Junckers navn til alle kommissærer med opfordring til at samarbejde tæt med Parlamentet. Han har også etableret syv forskellige arbejdsgrupper blandt kommissærerne til at afgøre interne uenigheder, så toppen i Kommissionen kan koncentrere sig om Uni-onens fremtid.

Selmayr forventer, at alle kommissærer arbejder på samme hammel og retter sig efter hans og formandens anvisninger. Det har ikke været sædvane i den store Kommission med de mange bygninger spredt over hele Bruxelles og Luxembourg. Ledelsen har været svag, fordi Kommissionen ikke er direkte valgt og ikke står til direkte ansvar over for vælgerne. I ethvert ministe-rium, generaldirektorat og kommune er der en iboende trang for de ansatte til at ville have større kontorer, fle-re ansatte, større budgetter, pænere skriveborde, flere vinduer, blødere lænestole, større køleskabe samt mere magt.

Man kan godt beklage det, men sådan er det alle ste-der. Det er en lovmæssighed i alle forvaltninger, jeg har læst om. Derfor bør enhver enhed styres af dem, der er valgt til det og står til ansvar for, hvad der kommer ud af de tildelte ressourcer. Man kan også vedtage, at en række beslutninger skal tages på det lavest muli-ge niveau, men så bør de udøvende enheder udstyres med præcise beføjelser og instrukser og samtidigt stå til ansvar for deres beslutninger og handlinger. Det er

194

ikke ok, at forvaltningsenheder saboterer de folkevalg-tes retningslinjer og tager mod henstillinger fra interes-seorganisationer og lobbyister, uden det sker åbent og gennemskueligt for vælgerne.

Jeg glemmer aldrig behandlingen af et EU-direktiv om farvestoffer og andre tilsætningsmidler. Baggrun-den var et rammedirektiv fra 1989 om tilsætningsstof-fer. Det blev vedtaget som en flertalsafgørelse i Mini-sterrådet efter de nye regler om det Indre Marked fra 1987. Med hjemmel i det overordnede direktiv skulle der vedtages særdirektiver om henholdsvis sødestoffer og farvestoffer samt et såkaldt diverse-direktiv om an-dre tilsætningsstoffer end sødemidler og farvestoffer. Danmark kæmpede hårdt for at bevare et farvestof, der fik dansk komælk til at ligne den hvidere græske gedemælk, som blev brugt til at lave den velsmagende fetaost.

Den danske prioritet i forhandlingerne var altså at sny-de grækerne til at tro, at vore køer i virkeligheden var geder. Farvestoffet patent blue var uskyldigt og skul-le gavne eksporten fra datidens Arla. Støtten til dansk landbrugseksport blev den vigtigste danske position i forhandlinger om en række stoffer, der ifølge Sund-hedsstyrelsen kunne medføre både allergi og kræft. Danmark kæmpede også for det røde farvestof i pølser. Det officielle Danmark kæmpede dermed både for det røde og hvide.

Embedsmændene fulgte ønskerne fra Landbrugsrådet på Axelborg, og ikke fra de danske forbrugere og folke-valgte. Det kunne lade sig gøre, så længe forhandlinger-ne kørte bag lukkede døre uden offentligt indblik. Da sagen havnede over alle otte spalter på forsiden af en Søndags-Politiken i december 1993, greb de folkevalg-te ind. Det officielle Danmark måtte nu slås for forbru-gernes interesser i sund mad uden tilsætning af usun-

195

de farvestoffer som tartrazin, sunset yellow og poncet blue, der giver allergi. Vi havde dygtige medarbejdere og gode kilder i Miljøstyrelsen, men havde svært ved at få den slags sager frem i offentligheden.

Det var først, da Politiken efter folkeafstemningen 18. maj 1993, tog fat i sagerne med tilsætningsstoffer, at madsminke-sagen fik momentum. Folketinget måtte efter offentlighedens pres vedtage en dagsorden den 7. april 1994, hvor regeringen ”om nødvendigt skulle bruge miljøgarantien for at forhindre forringelsen af danske levnedsmiddelregler”. Det gjorde regeringen dog ikke, selv om vi kom til at udvide antallet af tilsæt-ningsstoffer fra 17 til 91. Det såkaldte diverse-direktiv blev endeligt vedtaget den 15. december 1994 i Mini-sterrådet.

Det medførte, at vi f.eks. skulle tillade medicin i ost og pølser, natamycin og nisin. Det er antibiotika, som an-vendes til underlivsbehandling og svamp. Natamycin kunne kun købes i Danmark til at behandle kvinders underliv. Jeg fik en gammel skolekammerat og ung-domskæreste, som var læge i Sydslesvig, til at skaffe mig en tube, jeg kunne vise frem i en valgudsendelse i TV. Direktivet tillod også nitrit og nitrat i mængder, som Sundhedsstyrelsen advarede imod, fordi de kunne medføre kræft, og sulfitter, der kan give allergi,

Sagen gav anledning til megen selvransagelse og en grundig udredning i bogen ”Åbenhed, offentlighed og deltagelse i den danske EU-beslutningsproces” skre-vet af Jørgen Grønnegaard Christensen m.fl. for Rådet for Europæisk Politiks høring 18. april 1994 i Land-stingssalen på Christiansborg. Det var ikke kun em-bedsmændene, der havde været for tætte på industrien og landbruget. Sagen havde ligefrem været behandlet i et regeringsudvalg. Miljøminister Svend Auken og sundhedsminister Torben Lund tog forbrugernes parti,

196

mens industriminister Jan Trøjborg og landbrugsmini-ster Bjørn Westh fik støtte fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen og udenrigsminister Niels Helveg Petersen til at acceptere de nye tilsætningsstoffer i dansk mad. Der var altså et spil og en magtkamp bag kulisserne, som først blev offentligt kendt længe efter slagets ud-kæmpelse. Folketinget og offentligheden fik ikke noget at vide om forskelle i opfattelsen hos ministrene. Op-lysningerne skulle frem gennem lækager. Folketinget blev ikke serviceret af den udøvende magt, men holdt i uvidenhed.

Embedsmænd og ministre er mere tilbøjelige til at va-retage virksomhedernes interesser end de folkevalgte. Jeg erindrer en anden tilsvarende sag, hvor det dan-ske grundvand var i fare. EU skulle vedtage nye regler om sprøjtegifte, pesticider. Kommissionen ville forbyde Danmark at forbyde 13 pesticider, hvoraf de tolv allere-de var fundet i det danske grundvand. Det var derfor, Danmark forbød dem. Vi er det eneste land i EU, som ikke systematisk renser vandet gennem kemisk rens-ning. Vi tager det oftest direkte fra undergrunden og drikker det direkte fra hanen. Det smager meget bedre end flaskevand fra supermarkederne, og vi sparer en masse tid og besvær med at bære flasker hver dag. Jeg kender både slæbet og prisen fra mine skiftende lej-ligheder i Bruxelles og Strasbourg. Derfor sørgede de danske myndigheder for, at det i det mindste ikke var lovligt, når landmænd brugte forbudte sprøjtegifte til at få lidt mere ud af jorderne.

Kommissionen havde ikke noget specielt ønske om at ødelægge det danske drikkevand. Men Kommissionens tænkning går ud på at gøre alle regler ens. Man vil have så få undtagelser som muligt og tolker eksisteren-de undtagelser så snævert som muligt. Virksomheder-ne skal kunne sælge deres varer over landegrænserne uden at skulle have kendskab til alle mulige nationale

197

regler. Det er et godt udgangspunkt for handel, men det må ikke stå alene, når borgernes sundhed trues. Der bør også tages hensyn til liv, sundhed og miljø.

Miljøminister Connie Hedegaard orienterede de dan-ske medlemmer af Europa-Parlamentet om, at vi var ved at tabe sagen i forhandlingerne i EU. Vi blev kaldt til møde på hendes kontor på Kultorvet. Jeg fremsatte så et ændringsforslag til behandlingen i Europa-Par-lamentet, som jeg kunne fremsætte på vegne af min gruppe på det sene tidspunkt i forhandlingerne. Det var fordelen ved at være formand for en lille gruppe. Jeg behøvede ikke spørge nogen om lov, men gjorde det formentlig alligevel.

Vi foreslog at ændre direktivets karakter fra total-har-monisering til minimums-harmonisering. Så ville vi kunne få lov til at have bedre beskyttelse i de områder, der ikke rensede drikkevandet. Vi opnåede tyve stem-mer mere end nødvendigt for at få det absolutte flertal af medlemmerne i salen. Det sikrede forslagets videre gang og behandling i et forligsudvalg efter vedtagelsen i den vigtige andenbehandling i parlamentssalen. Jeg var kun suppleant i sundheds- og miljøudvalget, men fik uden videre min gruppes enlige plads i Parlamentets forhandlingsdelegation. Den senere landbrugsminister, Dan Jørgensen, fik plads for den socialistiske gruppe og havde god hjælp af sin dygtige medarbejder, Jens Joel. Han kom senere i Folketinget for Socialdemokratiet.

Vi fik et fortrinligt samarbejde og overbeviste hele for-handlingsdelegationen fra Parlamentet om, at de skul-le støtte vores forslag. Det gjorde de meget venligt og hjælpsomt. Men så kom vore tyske forhandlere tilbage fra møder med Ministerrådet og foreslog, at vi gav efter med sprøjtegiftene for at få nogle andre ting igennem. De spurgte os, hvorfor Dan og jeg insisterede på et for-slag, som ikke blev støttet af Danmark i forhandlinger-

198

ne i Ministerrådet. Vi var målløse. Den danske forhand-ler havde ikke støttet vores ændringsforslag. Jeg fik fat i Connie Hedegaard igen, og så gav hun interessante oplysninger om spillet og magtkampene i regeringen og Centraladministrationen. Den danske forhandler hed Jeppe Tranholm-Mikkelsen. Han er i dag generalsekre-tær for hele Ministerrådet. Dengang var han nummer to på den danske EU-ambassade i Bruxelles.

Den dygtige danske forhandler havde ikke fået nogen instruks om at støtte det danske forbud mod sprøjte-giftene! Det danske landbrugsministerium var blevet lobbyet af Landbrugsrådet til at støtte ophævelsen af forbuddet mod sprøjtegiftene. Dansk landbrug ville til-lade sprøjtegiftene for at få større høstudbytte. Det var et helt legitimt ønske for dansk landbrug, men afvejnin-gen af landbrugets interesse i at kunne forgifte jorderne og forbrugernes interesse i rent drikkevand burde ikke have været afgjort på lukkede møder mellem Land-brugsministeriet og Miljøministeriets embedsmænd og ministre. Afvejningen skulle have været besluttet af folkevalgte i Folketinget. Connie Hedegaard måtte for-tælle mig, at hun desværre havde tabt miljøslaget med Landbrugsministeriet.

Som gruppeformand mødtes jeg flere gange om måne-den med Kommissionsformand Barroso. Jeg gik nu ned til hans plads i parlamentssalen og fortalte om vores problem med sprøjtegiftene i det danske grundvand, Jeg skulle ikke bruge mange minutter på at overbevise ham. Støtten var der med det samme. Det var ikke helt så let at få hele Kommissionens støtte til mit ændrings-forslag. Apparatet strittede voldsomt imod. De hadede undtagelser med god grund. Men vi opnåede et kompro-mis, så vi kunne fortsætte med det danske forbud.

Det blev ikke en indrømmelse til princippet om mini-mumsregler, men vi fik lov til at indføre en undtagelse

199

i en fodnote til direktivet, hvor hele Danmarks område kunne blive en undtagelse fra direktivets ellers fælles regler. Dan Jørgensen og jeg var begge glade for resul-tatet og anbefalede det over for vore kolleger i forhand-lingsdelegationen. Undtagelsen er blevet opretholdt under efterfølgende forhandlinger, så det er fortsat for-budt at anvende de farlige sprøjtegifte, i Danmark.

I de andre lande er sprøjtegiftene ikke så farlige som i Danmark, fordi de renser grundvandet, før det drik-kes. De tyske kemikaliekoncerner var meget flittige til at lobbye vore tyske forhandlere. Men det lykke-des ikke, fordi Barroso støttede os. Vi fik derimod ikke støtte fra den danske landbrugskommissær, som mere repræsenterede Axelborg end de folkevalgte i det dan-ske folketing og Europa-Parlamentet. Undervejs måtte jeg gå til formanden for det danske Europaudvalg, min studiekammerat og gode ven Svend Auken, og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, som var min nabo under fællesmøderne mellem de danske medlemmer af Europa-Parlamentet og Folketingets Europaudvalg. Vi opnåede nu at få et helt enstemmigt Europaudvalg til at forsvare det danske grundvand.

Et nederlag blev vendt til sejr, fordi Connie Hedegaard havde modet til at inddrage de folkevalgte, og fordi jeg var blevet en glad gæst i Barrosos gavebod, som jeg døb-te hans talrige gaver. Connie Hedegaards alarm spare-de måske de danske skatteydere for et par storebælts-broer. Man sagde dengang, at det ville være udgiften til at rense alle danske vandforsyninger. Jeg har ikke kontrolleret tallene og har ikke forstand på det. Der sad mange Venstremedlemmer i de lokale vandbesty-relser. De har nok undret sig over, at deres egen snus-fornuftige og miljøvenlige tankegang ikke havde været det officielle Danmarks holdning, fra starten. Det er et godt eksempel på, at der bør være folkevalgte bag alle danske forhandlingspositioner, og der bør være et tæt

200

bedre samarbejde mellem ministre og folketingsmed-lemmer og mellem dem og de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. Det var ikke en let sag for mig, men heller ikke en af de svære.

Danske medlemmer af Europa-Parlamentet kan i høj grad være med til at gøre en forskel, her for det vi drik-ker hver eneste dag. Da jeg havde fået fire store ind-rømmelser af Barroso, antydede han, at det måske var passende at kvittere for dem i salen. Så takkede jeg ham i en tale. Mange undrede sig over, at den gamle EU-modstander kunne takke formanden for Kommis-sionen. Barroso havde en fortid som maoistisk studen-terleder. Han var blevet konservativ, mens jeg havde skiftet den hårde EF-modstand ud med blidere kritik og konstruktiv medvirken.

201

Kapitel 17

SÅDAN VIRKER EUROPA-PARLAMENTET Vi har netop gennemgået et godt eksempel på, hvor-dan folkevalgte i Europa-Parlamentet kan ændre for-slag til love, som er udarbejdet af Kommissionen. Det

Der er et liv ved siden af Europa-Parlamentet. I Bruxelles mø-des medlemmer og ansatte på Place Jourdan, hvor man får verdens bedste pommes fritter med mulighed for at spise dem på de nærliggende restauranter. Her kunne de også følge ver-densmesterskaberne i fodbold. Til den anden side findes Place Luxembourg, også med et væld af restauranter og barer. Her indgås mange aftaler mellem medlemmerne. Her kan de også møde lobbyisterne.

202

var Kommissionen, som benyttede sin eneret til at stil-le forslaget om harmonisering af reglerne for salg af sprøjtegifte i medlemslandene. Et sådant forslag ud-arbejdes i det ansvarlige generaldirektorat og forelæg-ges officielt for Kommissionen. Her havde den danske kommissær en mulighed for at gøre opmærksom på den unikke situation i Danmark, hvor vi drikker van-det urenset. Det forsømte hun, fordi dansk landbrug gerne ville ligestilles med deres udenlandske kolleger og have ret til at anvende de mere effektive sprøjte-gifte.

Næste led er så oversendelse af forslaget til Euro-pa-Parlamentet, medlemslandene og Ministerrådet. I medlemslandene og Ministerrådet behandles det af fagfolk, som har forstand på emnet indholdsmæssigt. De vil ofte foretage høringer hos interesserede parter. Så udarbejder embedsværket et forslag til dansk for-handlingsinstruks, som så skal følges af de danske for-handlere i Ministerrådets arbejdsgrupper. I vigtigere sager kan instrukserne blive behandlet og ændret på et møde med ministeren. Det kan også tænkes, at en sag kommer i regeringens EU-udvalg for at finde sin afgørelse. Det skete med tilsætningsstofferne, hvor Auken og Lund blev stemt ned bag de hermetisk luk-kede døre.

Dan Jørgensen var koordinator i miljøudvalget for sin gruppe. Det er en meget vigtig post, fordi han der sad sammen med de andre gruppers koordinatorer. Koor-dinatorerne tilrettelægger arbejdet i udvalget og enes om fælles ændringsforslag, som så trykkes på de del-tagende gruppers stemmelister og sikrer flertallene i afstemningerne. Hver gruppe har en koordinator. Det er svært at få denne post for små nationaliteter i de store grupper. I min gruppe kunne vi få alle de koor-dinatorposter, vi var i stand til at passe. Vi havde en række medlemmer, som ikke interesserede sig for det

203

konkrete arbejde, fordi de ville ud af EU. Derfor var jeg en overgang med i hele syv udvalg.

Det er naturligvis ikke muligt at være til stede sam-tidigt i forskellige udvalg, skulle man tro. Men det er faktisk muligt at hoppe fra møde til møde efter de for-skellige punkter på dagsordenen og f.eks. deltage i et forhandlingsudvalg, selv om man ikke lægger sin dagli-ge arbejdsindsats i miljøudvalget. Jeg har også deltaget i Retsudvalgets behandling af åbenhedsspørgsmål, selv om jeg ikke var medlem. For en gruppeformand er det altid let at gå ind i et udvalgsmøde og bede om ordet og deltage i diskussionen.

Koordinatorer vælges normalt, fordi de kan repræsente-re gruppen politisk. Dan Jørgensen fik den vigtige post i sin gruppe, fordi kollegerne havde tillid til ham. Han var en god makker for mig, fordi han kunne sikre støtte, også fra sine tyske socialdemokratiske kolleger. Jeg var vant til at gå til den liberale og kristendemokratisk-kon-servative koordinator for at få vore ting igennem. Jeg repræsenterede altid en underlig gruppe, hvor medlem-merne havde vidt forskellige standpunkter til alt andet end forfatningsspørgsmål. Der var vi til gengæld mere enige end de øvrige grupper, og der samarbejdede vi med oppositionsmedlemmer i de andre grupper.

At være ordfører kan være vigtigt, men er det ikke nød-vendigvis. Ordførerposter fordeles efter point-systemer, og de fleste ordfører-rapporter skrives af udvalgenes embedsmænd. Da jeg var ordfører for budgettet, kom jeg til Luxembourg for at starte arbejdet og fandt den færdige Bonde-rapport på mit skrivebord. Jeg havde en meget dygtig embedsmand til rådighed. Han blev sene-re generalsekretær for hele Parlamentet. Men jeg var trods alt mere kritisk end Julian Priestley og startede hele arbejdet forfra. En ordfører kan gøre en stor for-skel, hvis han eller hun virkeligt ønsker det.

204

I dag kan et flittigt parlamentsmedlem få meget større indflydelse end hele Folketinget tilsammen, som jeg har skrevet i indledningen for at få valgdeltagelsen til at stige. Du bør stemme på en kandidat, der kan få vigtige ordførerskaber, blive koordinator for sin gruppe, eller næstformand eller formand for sin gruppe. Så får du mest indflydelse for din stemme. Der er større prestige i at være formand eller næstformand for et udvalg. Det er mere tidkrævende med mange formelle møder, men giver ikke større indflydelse, end dit medlem kan få som koordinator for sin gruppe. En koordinator kan lettere fokusere sin tid og overkomme mere.

I udvalgene stemmer de ordinære medlemmer af udval-get. Suppleanter har samme rettigheder til at tage or-det, blive ordfører og søge indflydelse. Men en suppleant kan kun stemme, når det ordinære medlem ikke er til stede. I nogle udvalg er der ikke mange til stede under hele mødet. Når der så er afstemning, kaldes alle muli-ge parlamentsmedlemmer til lokalet som stemmekvæg, der støtter deres parti, ofte uden at vide, hvad han eller hun stemmer om. Sådan er det også i de nationale par-lamenter. Debatter afholdes mellem repræsentanter for grupperne. Ordførerne repræsenterer partiet. Koordi-natorerne forhandler for gruppen. Stemmelisterne ud-arbejdes af gruppernes sekretariater. Både til udvalgs-møder og i plenum. Der findes særlige hjemmesider, hvor man kan se, hvad medlemmerne stemmer. Kig f.eks. på www.votewatch.eu og se, hvordan grupperne og medlemmerne stemmer om forskellige sager.

Medlemmerne bestemmer selv, hvad de vil stemme. Na-tionale undergrupper kan ofte have deres egne stemme-lister, hvor de særlige nationale standpunkter bygges ind i den fælles gruppeliste. Men arbejdet i Europa-Par-lamentet fungerer i stigende grad som i de nationale parlamenter, hvor partierne og deres indbyrdes sam-arbejde er blevet omdrejningspunktet. Individuelle

205

medlemmers individuelle afstemninger fylder stadigt mindre. Ingen partier kan tvinge medlemmerne til at følge partiets stemmeliste. Men partierne kan straffe afvigere ved f.eks. at fratage dem poster som ordførere. Som det også sker i de nationale parlamenter. Derfor er det ikke nok at kende de nationale partiers program-mer. Du bør også kigge på de politiske grupper, hvor de danske medlemmer indgår, og i programmerne for deres transnationale partier.

Europa-Parlamentet mødes også i Bruxelles. Her kan man se medlemmernes bokse. I gamle dage kunne de fyldes hver dag med dokumenter og henvendelser fra lobbyister. Nu kommer næsten al information elektronisk.

206

207

Kapitel 18

DE EUROPÆISKE PARTIERIndtil nu har vi kun kunnet stemme på nationale parti-er og lister ved valgene til Europa-Parlamentet. De na-tionale partier samarbejder med ligesindede partier fra andre lande gennem fælles europæiske partisammen-slutninger. Men det er ikke disse tværnationale partier, som stiller op ved valgene. Jeg har fulgt partiernes ud-vikling fra starten, siden Luxembourgs liberale statsmi-nister og senere kommissionsformand, Gaston Thorn, i oktober 1974 gav mig nyheden om det liberale EU-par-tis snarlige dannelse. Så fulgte Kristendemokraterne og Socialdemokraterne med deres partier. Notats jour-nalist og min senere afløser som redaktør, Hans Smith, kunne i 1977 udgive ”Bogen om de tre EF-partier”. Det var starten på de mange partidannelser, der tog del i det første valg til Europa-Parlamentet i 1979.

Ideen om de europæiske partier kom med i Maastricht-traktaten fra 1992 og blev konkretiseret i Amsterdam-traktaten fra 1997. Med Nice-traktaten fra 2000 kom der en egentlig hjemmel til at finansiere par-tierne. Reglerne skulle vedtages i samarbejde mellem Europa-Parlamentet og Ministerrådet gennem såkaldt fælles beslutningstagning. I 2003 vedtog EU-landene så en fælles europæisk partistatut med reglerne for EU-tilskud til de europæiske partier. Jeg var med til at føre retssag ved EU-Domstolen mod de nye partitilskud sammen med tyve kolleger fra Parlamentet. Vi fik ikke lov til at føre retssagen, men måtte betale omkring en

208

million kroner i sagsomkostninger for at få at vide, at 21 medlemmer af Europa-Parlamentet ikke havde søgs-målsret. Så fik partierne EU-midler stillet til rådighed.

Kritikerne startede også deres egne partier, så de kun-ne få flere sugerør i EU-kassen. Jeg var selv med til at stifte et tværnationalt parti, som vi kaldte for EU Demokraterne. Det var det første ægte parti, som man kunne melde sig ind i som enkeltperson, og ikke kun en sammenslutning af nationale partier. Men tiden var ikke moden til at gøre det til en rigtig succes dengang. Folkebevægelsen overtog ledelsen af partiet, da Juni-Bevægelsen forsvandt ved EU-valget i 2009. De har si-den opløst partiet, så der i dag kun findes EU-kritiske partisammenslutninger på højrefløjen i EU. Venstre-fløjen har også et EU-kritisk parti, hvor Enhedslisten er med, men de fleste medlemspartier er tilhængere af deres landes EU-medlemskab.

Den franske præsident Emmanuel Macron har fore-slået, at halvdelen af pladserne i Europa-Parlamentet bør vælges på tværnationale lister. De skal så opstilles af de transnationale partier i EU. Parlamentets forfat-ningsudvalg har længe ønsket, at ti procent af pladser-ne skulle stilles til rådighed for transnationale lister. Men Parlamentet har selv opgivet forslaget ved valgene i 2019. Til gengæld vil de komme tilbage med forslaget inden valgene i 2024. Tanken om tværnationale lister er absolut ikke opgivet. Men der var ikke appetit for forslaget i flertallet af medlemslande, da stats- og rege-ringscheferne vedtog reglerne for valgene i 2019.

Den eneste reminiscens af forslaget er, at medlems-landene nu kan anbringe de tværnationale partiers navne og logoer på stemmesedlerne. Så kan en dansk socialdemokratisk vælger se, at hans foretrukne parti er tilsluttet S&D gruppen i Europa-Parlamentet. Jeg kan dog ikke forestille mig, at Folketinget vil gå ind for

209

den ændring ved dette valg. Det er stadig den danske regering og det danske folketing, der bestemmer, hvor-dan valgene skal tilrettelægges. Danmark skal dog også respektere den fælleseuropæiske valglov. Den kræver f.eks. forholdstalsvalg også i Storbritannien, hvor man ellers har flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Til hver politisk gruppe i Europa-Parlamentet er der nu knyttet et eller flere europæiske politiske partier. For at danne et europæisk parti med tilskud fra EU-kassen skal der være mindst ét medlem af Europa-Parlamen-tet og repræsentanter i syv nationale og/eller regionale parlamenter fra mindst syv medlemslande. Et parti kan også opnå tilskud, hvis det har fået mindst 3 % af stem-merne i mindst syv af EU-landene ved det seneste valg til Europa-Parlamentet. EU-budgettet tildeler pengene til de europæiske partier og fonde. Femten procent for-deles ligeligt mellem alle partier. 85 % fordeles efter an-tallet af tilsluttede medlemmer i Europa-Parlamentet.

Partierne skal ”navnlig i sit program og i sine aktivite-ter, respektere de værdier, som Unionen bygger på, som udtrykt i artikel 2 i TEU, dvs. respekt for den menne-skelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, rets-statsprincippet og menneskerettighederne, herunder rettighederne for personer, der tilhører minoriteter”, hedder det i omtalen på Europa-Parlamentets hjemme-side.

De Europæiske partier kan medvirke ved valg til Euro-pa-Parlamentet. De må ikke længere give tilskud til de nationale partier eller deres kandidater op til nationale eller regionale valg. Det er der, Morten Messerschmidt er kommet i klemme som formand for det nu opløste parti, Meld, og den tilhørende fælles europæiske fond, Feld. Partiet gav f.eks. tilskud til EU-oplysning på et landsmøde i Dansk Folkeparti og til en kampagne med sejlskib til forskellige byer før et kommunalvalg. Parla-

210

mentets ledelse har anmeldt Meld og Feld for misbrug af EU-midlerne til svindelenheden OLAF, som behand-ler sagen. Parlamentets ledelse lod samtidig oplysnin-gerne sive til Danmarks Radio og Ekstra Bladet. Så vidt jeg kan bedømme oplysningerne, er Dansk Folkepartis brug af EU-midlerne ganske typisk for de fleste euro-pæiske partier. Vi savner i den grad indsigt i partiernes og fondenes anvendelse af skatteborgernes midler. Jeg er sikker på, at fuld gennemsigtighed vil fjerne grund-laget for skandalerne. Partierne og fondene fungerer i dag som tag selv borde uden effektiv kontrol.

Reglerne er konstrueret noget urealistisk ved at forby-de tilskud til nationale valg og folkeafstemninger. For det er den slags, der interesserer partierne og deres valgte mest. Hvordan kan medlemmerne sikre sig til-skud fra de fælles kasser til deres nationale valg og fol-keafstemninger? Hvordan kan de få EU til at finansie-re deres genvalg? Der kan udfoldes megen kreativitet, f.eks. kontrakter med nationale partier og fonde, som sælger overfakturerede ydelser til de fælles kasser og modtager betaling herfor. På den måde kan partierne også sikre sig de såkaldte frivillige donationer, som er betingelsen for tilskud.

En donor giver et bidrag og modtager til gengæld - helt uafhængigt heraf - en kontrakt. Nogle partier har lette-re ved at sikre sig reelle donationer fra f.eks. multinati-onale selskaber. Det kan man se i f.eks. i nedenstående oversigt over donationer. Både Bayer, Deloitte, Google, Uber, Yelp og Syngenta har givet tilskud til det liberale ALDE-parti i 2017. Det har dog ikke hindret den libera-le kommissær, og ALDE-medlem Margrethe Vestager, i at give en milliardbøde til netop Google.

211

Midlerne administreres af Myndigheden for Europæ-iske Politiske Partier og Europæiske Fonde. Der er en ansat fælles direktør, som har det overordnede ansvar. Der hyres fælles revisorbistand til at revidere regnska-berne fra partierne og fondene. Revisorer klager over, at de kun kan kontrollere tallene, men ikke de enkelte bilag. Europa-Parlamentets eget budgetkontroludvalg har aldrig haft mulighed for at revidere regnskaberne.

Hvis jeg igen skulle være journalist, ville jeg kaste mig over regnskaberne, også fra de mere etablerede partier. Hvis jeg var kandidat, ville jeg sørge for, at der blev ryd-det op i pengeanvendelsen, før valgene drukner i nye Messerschmidt-sager. Partiregnskaberne er de mest lukkede afdelinger i EU. Min erfaring er, at når noget er lukket, er der altid gode grunde til det. Noget skal skjules, fordi oplysningerne ikke tåler dagslys. Ellers ville partierne jo bare lægge dem frem og stolt fortæl-le, hvordan de har anvendt skatteborgernes tilskud til gavn for borgerne. Her er et link til Myndigheden:

Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Euro-pæiske Politiske Fonde

Min kritik af de lukkede regnskaber gælder for alle europæiske partier. Jeg udtaler mig ikke om de danske partier. De europæiske partier er ikke en døgnflue. De er kommet for at blive og spiller allerede nu en vigtig

Skema fra Myndigheden for Europæiske Politiske Partier og Europæiske Fonde med sponsor-tilskud til det liberale AL-DE-parti og et enkelt bidrag til det konservative ACRE-parti

212

politisk rolle i Unionens beslutningsproces og i valget af Kommissionens formand. Der bør derfor aflægges detal-jerede regnskaber for anvendelsen af midlerne. Parla-mentets eget budgetkontroludvalg må have adgang til at kigge i alle bilag og sige god for regnskabsaflæggel-sen. Hvis der så alligevel snydes, er det let at placere et ansvar. Man kan ikke have offentlige penge, uden ansvaret for anvendelsen af dem kan placeres entydigt. Der bør både være almindelig revision af midlerne samt en mere politisk, som kan føre til revision af uklarhed i reglerne. I dag offentliggøres kun summariske regnska-ber på partiernes hjemmesider og lister over donatio-ner på over 12.000 euro, ca. 89.000 kroner. Det rækker ikke, hvis borgerne skal kunne have tillid til de fælles partier.

Partierne vedtager fælles valgprogrammer og kan også opstille en formandskandidat til posten som Kommis-sionsformand. Partiernes arbejde kan følges på deres hjemmesider. Listen herunder omfatter dem, der har fået tilskud fra EU-kassen og fortsat eksisterer. Der er også nye europæiske partier på vej. F.eks. indgår det danske parti, Alternativet, i et nyt europæisk parti, som er skabt af den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis. Han blev fyret, da han ikke ville være med til de nedskæringer af den græske finanslov, som blev besluttet af EU. Han skabte så bevægelsen Diem 25 med hjemmesiden https://diem25.org. Det nye politiske par-ti kaldes for European Spring, Europæisk Forår. Der er også et nyt transnationalt parti, som kalder sig for ”Volt” med hjemmesiden: https://www.volteuropa.org

Europæiske politiske partier med EU-tilskud – hjemmesider:

Alliance of Liberals and Democrats for Europe Party - https://www.aldeparty.eu/

213

European People’s Party - http://www.epp.eu/Party of European Socialists - https://www.pes.eu/en/European Democratic Party - http://www.democrats.eu/European Free Alliance - http://www.e-f-a.org/home/European Green Party - https://europeangreens.eu/Party of the European Left - http://www.european-left.org/Alliance of Conservatives and Reformists in Europe - http://www.acreurope.eu/European Christian Political Movement - https://www.ecpm.info/Mouvement pour une Europe des Nations et des Libertés - https://www.menleuropa.eu/ Alliance of European National Movements - http://aemn.info/home/Alliance for Peace and Freedom - https://apfeurope.com/

214

215

Kapitel 19

EN FORSAMLING UDEN INDFLYDELSE Europa-Parlamentet er i dag – i praksis - et rigtigt par-lament, som er med til at vedtage lovene i et tokammer-system med landenes repræsentanter i Ministerrådet og med Kommissionen som det eneste organ, der kan komme med lovforslag. Parlamentet er også – i prak-sis – med til at bestemme, hvem der skal lede Unio-nens regering med hånds- og halsret over de enkelte kommissærer. Traktaterne er ikke fulgt med praksis, og statsministrene kan endnu nå at sætte stop for de folkevalgtes fremskudte placering.

Jeg har fulgt Parlamentets udvikling som studerende i statskundskab, hvor jeg skrev opgave om Parlamen-tets voksende indflydelse på budgettet, længe før vi kom i EF. Jeg har fulgt EF-udviklingen som journalist og siden også som medlem af Parlamentet gennem 29 år. Jeg kommer der stadig ganske ofte og kender fort-sat mange vigtige beslutningstagere personligt. Også dem, der kan tænkes at skulle afløse Jean-Claude Juncker som formand for Kommissionen efter EU-val-gene i 2019. Jeg er imponeret over, at Parlamentet har vundet så megen indflydelse, siden jeg forlod det i 2008. Men det lå i kortene, og jeg var selv med til at spille dem i forfatningskonventet fra 2002-04 og i den reformgruppe, som blev nedsat af formandskonferen-cen i 2007 for at forny det parlamentariske system i EU.

216

Jeg stillede op som formand for Europa-Parlamentet i januar 2007 og tabte naturligvis valget, men ikke debat-ten. Vi satte hele tiden dagsorden med åbenhed, nærhed og demokrati. I reformarbejdsgruppen var sekretæren den danske embedsmand i formandskonferencen, Pe-der Kyst, og Parlamentets da danske generalsekretær, Harald Rømer. Tre danskere i en vigtig arbejdsgruppe. Sig ikke, at folk fra små lande altid holdes nede. Her do-minerede vi hele arbejdet, og vi fik hjælp af den grønne og den liberale gruppeformand, som også støttede vores reformprogram fra SOS Demokrati. Vi kaldte program-met for ”Fair Chair” som oplæg til formandsvalget.

Jeg har aldrig stemt for at flytte mere magt fra med-lemslandenes folkevalgte parlamenter til organer i EU, men jeg har altid stemt for at åbne og demokratisere den magt, der var afleveret imod mine råd. Når magt først var i EU, måtte den gøres så tilgængelig og påvir-kelig for vælgerne som muligt. Det kan man godt kalde et knæfald for føderalismen, men alternativet var at de-ponere magten hos lukkede systemer af embedsmænd under tæt beskydning af endnu mere lukkede systemer af lobbyister.

I denne bog er der mange eksempler på, hvad der sker bag de lukkede døre, når folkevalgte, vælgere og of-fentlighed ikke kan følge med. Det er ikke kønne syn, når pengenes repræsentanter for deres egne snævre interesser erstatter de valgtes demokratiske instinkter for almenvellet. Jeg har altid været kritisk mod Euro-pa-Parlamentets administration af skatteborgernes penge. Der er også grund til at kritisere lukketheden i Parlamentets omgang med indflydelsen i de mange trilog-møder, hvor lovene vedtages. Men Kommissionen og Ministerrådet er meget mere lukkede. Europa-Par-lamentet er trods alt det mindst ringe organ i EU, og vigtigst: Det er det organ, du lettest kan påvirke med din stemme søndag den 26. maj 2019.

217

Da jeg blev valgt ved de første direkte valg i 1979, var Europa-Parlamentet en forsamling helt uden indflydel-se i EF, som det hed dengang. Vi mødte trofast op, in-viteret af rigelige dagpenge og rejseoverskud, der snildt kunne give alle medlemmer en ekstra månedsløn. Der var ingen uden for Parlamentet, som interesserede sig for debatterne i udvalg og plenarmøder. Parlamentet besluttede så at invitere journalister til at overvære mø-derne med alle udgifter betalt, og Parlamentet investe-rede i sin egen TV-station. Vi blev så filmet, hver gang vi talte. Vi kunne se vigtige ud, men der var ingen seere til Parlamentets PR-TV. Det var kulisser, som skjulte den manglende indflydelse på lovgivningen i EU.

Medierne interesserede sig ikke for forsamlingen, der skiftedes til at mødes i Strasbourg, Luxembourg og Bruxelles. Det britiske ugemagasin The Economist kaldte Forsamlingen for The has beens and never was. Dem, der har været noget, og dem, der aldrig bliver til noget. Lige foran mig sad en af de kendte has beens, den tidligere tyske forbundskansler, Willy Brandt, som var forbundskansler fra 1969-74. Willy var født og vok-set op i Lübeck med navnet Herbert Frahm. Han måtte flygte til Norge, da nazisterne kom til og virkede der under dæknavnet Willy Brandt. Han blev tysk statsbor-ger igen i 1948, men nu under dæknavnet. Willy havde et godt øje for smukke piger, og jeg sad lige mellem den senere EU-kommissær og italienske udenrigsminister, Emma Bonino, og Folkebevægelsens smukke og kloge leder, Else Hammerich.

Jeg havde mødt Willy før folkeafstemningen om Dan-marks medlemskab i 1972 i min hjemby Aabenraa, og jeg havde tilbragt en aften med ham i baren på LO-sko-len i Helsingør. Der fortalte han om sin søn Peter, der var blevet fyret - berufsverbotet - som lærer i det kon-servative Tyskland. Forbundskansleren talte flydende norsk efter sin fortid som tysk flygtning i Norge og Sve-

218

rige under krigen. Han blev aldrig rigtigt anerkendt af alle tyskere, fordi mange anså ham for landsforræder efter hans virke i modstandsbevægelsen mod nazis-men. Jeg talte altid dansk med ham og beundrede hans indsats for forsoning mellem øst og vest. Willy Brandt var en lysende stjerne for alle danske, og sammen med landbrugsfordelen var han nok årsagen til, at dansker-ne stemte Ja til EF-medlemskabet i 1972. Med ham som tysk leder kunne det ikke blive helt galt. Det var Brandt, der som nybagt kansler inviterede til forhand-linger om medlemskab med Storbritannien, Irland og de nordiske lande, som ønskede det, fra et topmøde i Haag i december 1969.

Efter det første direkte valg skulle der etableres politi-ske grupper i det nye parlament. Folkebevægelsens fire medlemmer gik sammen med radikale fra Italien og re-gionalister fra en række lande og dannede en teknisk koordinationsgruppe. Den bestod af medlemmer, som ikke følte sig hjemme i de etablerede politiske grupper. Vores fælles politiske program begrænsede sig til demo-kratiske rettigheder for menige medlemmer og mindre-tal. Vi havde ingen fælles politik, kun teknisk koordina-tion af, hvem der skulle tale, men ikke hvad de skulle sige, når gruppen fik taletid i debatterne. De etablerede grupper kunne ikke lide denne opkomling og forsøgte at undgå vores etablering. De ville hæve grænsen for, hvor mange medlemmer der skulle være i en gruppe for at få officiel gruppe status. Så ville vi forsvinde, inden vi blev godkendt. Det blev mit første møde med andre parlamentariske traditioner end dem, vi kendte fra fol-ketingets virke.

Vores italienske radikale satte en nymodens computer til at udarbejde 5000 ændringsforslag til den nødven-dige ændring af Parlamentets forretningsorden og for-langte så navneopråb om hvert enkelt af dem. Det var en metode, man kaldte for filibustering. Udsigten til, at

219

forretningsordenen ikke ville kunne vedtages, fik mine kolleger i formandskonferencen til at opgive deres pro-jekt og godkende min gruppes dannelse. Jeg forhandle-de diplomatisk, men det var truslen om at blokere for parlamentets nye forretningsorden, som gav os det øn-skede resultat.

Her var Willy Brandt min redningsmand. Han talte med den tyske socialdemokrat i formandskonferencen og fik ham til at bløde op, så jeg kunne lave et kom-promis med de magtfulde konservative medlemmer. Vi overlevede som gruppe og sikrede hele to repræsentan-ter for de gruppeløse medlemmer, de såkaldt ikke-ind-skrevne, i formandskonferencen. Den ene er senere taget tilbage. Willy havde sans for nordisk demokratis respekt for sine mindretal. Han følte sig egentlig bedre tilpas i Norden end i sit eget mishandlede fædreland, som også havde taget statsborgerskabet fra ham i 1938.

Men selv med en Willy Brandt i salen var de europæi-ske medier uinteresserede i forsamlingen, som allerede i 1962 var begyndt at kalde sig selv for Europa-Par-lamentet. Det repræsenterede ganske vist kun seks af Europas lande, og det var slet ikke et parlament. Men de mest energiske medlemmer kæmpede for, at forsam-lingen skulle udvikles til et rigtigt parlament. Når man nu ser tilbage fra år 2019, må man sige, at denne aktion lykkedes. Første store slag var en betænkning med et forslag til en forfatning for Europas Forenede Stater. Den blev udarbejdet af min sidemand i budgetudval-get, Altiero Spinelli. Vi delte ansvaret som ordførere for EU’s budget i 1982.

Den gamle italienske modstandsmand blev fængslet af de italienske fascister på øen Ventotene, der ligger mel-lem Rom og Napoli. Her skrev han og en kollega Vento-tene-manifestet om Europas fælles fremtid efter krigen. I 1979 lod han sig vælge til Europa-Parlamentet efter

220

en periode som medlem af Kommissionen. Nu startede han Krokodilleklubben, som mødtes under hver sam-ling på den gastronomiske restaurant, Le Crocodile, i Strasbourg. Der tog Parlamentets føderalistiske med-lemmer initiativ til at få udarbejdet en fremtidsrapport fra Parlamentets nyoprettede institutionelle udvalg.

Spinelli blev ordfører med min gode ven, Virgilio Dasto-li, som sin højrehånd. Forfatningsforslaget blev stemt igennem med 237 stemmer for, 31 imod og 43 stem-mer-ikke. Den 24. maj 1984 holdt den nyvalgte franske præsident Francois Mitterrand en stærk tale i Euro-pa-Parlamentet, hvor han skiftede kurs. Mitterrand gav nu fuld støtte til Spinellis forslag om at omdanne samarbejdet til en union uden vetoret for de enkelte lande. Der skulle kort efter være valg til Europa-Par-lamentet. Forslaget blev ikke taget alvorligt i Danmark og blev ikke behandlet af medierne med den respekt, forslaget burde have haft, når man nu ser tilbage på, at hovedindholdet faktisk er blevet vedtaget gennem årene.

Fire dage efter Mitterrands historiske tale mødtes Fol-ketinget den 28. maj 1984 og vedtog, ”at grundlaget for Danmarks medlemskab af EF er en bevarelse af vetoret-ten og en fastholdelse af kompetencefordelingen mellem Ministerrådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet, og derfor afviser Folketinget Europa-Parlamentets ud-kast til en traktat om oprettelsen af en europæisk union.”

Umiddelbart efter valgene til Europa-Parlamentet ned-satte Det Europæiske Råd et par arbejdsgrupper, som skulle barsle med mere realistiske og konkrete unions-forslag. Den ene gruppe hed Dooge-gruppen, som blev opkaldt efter en irsk senator, der blev formand for ar-bejdsgruppen. Den anden hed Adonnino-gruppen, op-kaldt efter min gode kristendemokratiske kollega fra det institutionelle udvalg, Pietro Adonnino.

221

Dooge-gruppen tog grundigt fat i vetoretten og Lu-xembourg-forliget og kom med forskellige forslag, der lagde op til en historisk revolution i EU-samarbejdet med begravelse af vetoretten i 1985. Adonnino-grup-pen barslede med en rapport om Borgernes Europa, som blev vedtaget og nu er realiseret næsten fuldt ud. Med parkeringen af vetoretten i Ministerrådet fik Euro-pa-Parlamentet langt mere indflydelse. Fra 1987 kunne Europa-Parlamentet stille ændringsforslag til mange vigtige love, og nu blev Ministerrådet og Kommissionen nødt til at lytte til Parlamentet. For lovforslag kunne kun vedtages uden Parlamentets ændringsforslag, hvis alle lande var enige. Sådan gik det slag i slag. Parla-mentet blev voksent og vandt mere og mere indflydelse. Afstanden til borgerne blev dog ikke mindre, og forhol-det blev krydset med talrige sager med fup og frås, men også med reformer.

222

223

Kapitel 20

FUP, FRÅS OG REFORMEREuropa-Parlamentet kompenserede for den manglende indflydelse ved at skovle penge ind til sig selv. Medlem-merne fik rejsegodtgørelser for første klasses flybillet-ter, selv om de rejste meget billigere. Mange hævede også rejsegodtgørelser, selv om de slet ikke rejste. Ita-lienske medlemmer flyttede officielt til Sicilien, så af-standen til Bruxelles gav så meget mere kasse for rej-ser, de sjældent gennemførte. De boede i Bruxelles med familie og børn i Europa-skolen, men hævede rejsegodt-gørelsen hver uge.

I begyndelsen viste seks gruppeformænd vejen til, hvor-dan man kunne berige sig. De hævede hver uge en rej-segodtgørelse, selv om de blev kørt til Parlamentet i deres formandslimousiner, som også var betalt af skat-teborgerne. Jeg opdagede det, da jeg var blevet ordfører for bl.a. Parlamentets eget budget. En medarbejder i Medlemmernes Kasse fortalte mig det med tilføjelsen: ”Sådan gør man ikke, der hvor jeg kommer fra”.

Sammen med et par medarbejdere kopierede vi rejse-bilag og andre udgiftsbilag i tusindvis gennem en nat i Parlamentets administration, hvor der også fandtes hjælpsomme ansatte, som var forargede over fråseriet. En skønne dag holdt jeg pressemøde og fortalte bl.a. om dobbelt-betalingerne til gruppeformændene. Det blev en stor historie i Ekstra Bladet, men ikke ret mange andre steder. Parlamentet var så langt væk og uved-

224

kommende. Jeg stillede hvert år, både i oktober under førstebehandlingen af budgettet og ved færdiggørelsen i december, forslag om, at der kun kunne udbetales rej-segodtgørelser, der svarede til de faktisk afholdte udgif-ter. Det er sådan, man refunderer udgifter alle steder, jeg havde kendskab til, men altså ikke i Europa-Parla-mentet.

Her var det nok at skrive under på en tilstedeværel-sesliste for at få dagpenge og rejsegodtgørelse udbetalt. De fleste medlemmer tjente på denne måde en ekstra skattefri månedsløn, eller mere. I starten fik jeg kun en snes stemmer for ændringsforslagene, men blev stædigt ved. Efterhånden kom der flere støtter til forslagene, men det var først i 2007, det lykkedes reformfløjen at få afskaffet rejsegodtgørelser uden rejser. Siden 2009 har medlemmerne derfor skullet aflevere boardingkort for deres flyrejser eller bevis på bilrejser, f.eks. en kvit-tering fra en tankstation undervejs. Reglerne forbyder nu dobbeltbetaling – eller svindel, som de fleste nok vil kalde det - mens de tidligere tillod den. I dag er det be-drageri, når medlemmer viser et business class-boar-dingkort, som de får refunderet i rejsebureauet, mens de i stedet rejser på økonomiklasse, som medlemmerne kalder for monkey class. I 2009 indførtes betaling efter rejseudgift med den virkning, at de fleste nu rejser på business class.

Der er også medlemmer, som snyder med bilkørsler-ne. De ved det godt i Medlemmernes Kasse, men kan ikke rigtigt forhindre det, fordi der endnu ikke er fuld åbenhed om rejseafregninger. Hvordan kan man se, om der er et eller fire medlemmer i en bil fra Warszawa til Strasbourg eller Bruxelles? Hvordan kan man se, om det er et medlem eller en assistent, som har betalt for benzinen? Hvordan kan man se, at den samme rejse ikke betales flere gange, f.eks. som udlæg til den med-følgende assistent?

225

Der er kun én metode, der kan hindre eller begrænse svig og frås: Fuldstændig åbenhed med samtlige bilag tilgængelige på internettet for enhver graverjournalist eller vælger. Jeg kender ingen, der vil aflevere bilag til refusion med stor risiko for at havne på forsiden. Jeg kender desværre mange, der har fiflet med refusioner på mange forskellige måder, f.eks. en kollega, der fik sin assistent til at tage i lufthavnen og modtage med-lemmets underskrift på gruppens tilstedeværelses-liste, mens han så kunne rejse tilbage til Italien med det samme fly. Han var trods alt i Bruxelles og havde foretaget en rejse! Der var også kolleger, som slet ikke rejste, men fik andre til at skrive under for sig på til-stedeværelseslisten. Fup og frås har altid skygget for Parlamentets seriøse indsats med lovgivningen.

I dag er det største udestående problem i Europa-Par-lamentet reglerne om medlemmers såkaldte kontor-holdsgodtgørelse på omkring 33.622 kr. om måneden. De såkaldte blyantspenge skal bruges til kontorudgif-ter og f.eks. til rejser i medlemslandet. Problemet er, at alle kontormaterialer stilles gratis til rådighed for alle medlemmer, og at de fleste udgifter også kan afholdes fra andre konti på budgettet. Det er derfor svært for medlemmerne at undgå, at blyantspengene i stedet en-der som en ekstra skattefri månedsløn. Parlamentet vil nemlig ikke modtage og offentliggøre bilag. Flertallet af medlemmer har besluttet, at der skal afleveres regn-skab. Men Parlamentets bureau har besluttet, at det skal der alligevel ikke.

Jeg tror, det vil være klogt, hvis alle danske kandidater til EU-valgene tilkendegiver, at de vil offentliggøre alle bilag, som de ønsker refunderet i EU-kassen. Fortsat fup og frås rammer valgdeltagelsen og dermed legitimi-teten i Parlamentets beslutninger. For mig er det dog også positivt at opleve, at det store flertal af medlem-mer nu stemmer imod fråseriet i de årlige budgetaf-

226

stemninger. Det gjorde flertallet ikke i mine første 25 år i Europa-Parlamentet. Gruppeformændene gik foran med dobbeltbetalinger. I mange år har de nu været med til meget oprydning. Men der er stadig et stykke vej. Det er der i øvrigt også i alle andre EU-organer. Der er brug for aktive medlemmer, der vil lægge arbejdsind-sats i Parlamentets budgetkontroludvalg for at komme al pengemisbrug til livs. F.eks. også i Kommissionen og EU´s egen Revisionsret og Domstol, hvor lukkede døre og regnskaber også inviterer til tag-selv-borde.

Vi kæmpede for åbenhed om Kommissionens mange hemmelige arbejdsgrupper og jeg glemmer aldrig et møde i mit gruppeformandskontor med Kommissionens generalsekretær, David O’Sullivan. Generalsekretæren hævdede, at de ikke vidste, hvad der blev udbetalt, for-di det skete decentralt fra de mange kontorer. Så bad jeg om adgang til at se rejsegodtgørelserne. Dem havde han ikke! Kommissionen kunne heller ikke oplyse, om de samme medlemmer af forskellige arbejdsgrupper fik flere rejsegodtgørelser og dagpenge den samme uge for flere møder. Så fik Kommissionen et nyt regnskabssy-stem, men det kunne heller ikke afsløre mulig dobbelt betaling. Jeg siger ikke, der svindles. Jeg hævder blot, at det er meget let at svindle uden at blive afsløret. Reg-ler skal ikke indrettes efter engle, men skal hindre gode folk i at blive brodne kar. Jeg har sjældent kritiseret svindlerne, men fokuseret på de regler, der muliggjorde svig.

227

https://www.europarl.europa.eu/denmark/da/nyheder-arran-gementer/hvor-meget-tjener-et-medlem-af-europa-parlamen-tet-og-hvad-med-blyantspengene

01-10-2018

Hvor meget tjener et medlem af Europa-Parlamentet? Og hvad med blyantspengene?

Ifølge den fælles statut for Europa-Parlamentets med-lemmer, der har været gældende siden juli 2009, mod-tager parlamentsmedlemmerne alle det samme veder-lag, uanset hvilket land de er valgt i.

VederlagIfølge den fælles statut for Europa-Parlamentets med-lemmer, der har været gældende siden juli 2009, modta-ger parlamentsmedlemmerne alle det samme vederlag.

Et medlems månedlige vederlag før skat i henhold til den fælles statut er pr. 1. juli 2017 på 8.611,31 EUR. (ca. 64.100 kr.). Vederlaget betales fra Parlamentets

Den 29. august 2018 bragte euobserver.com endnu en afslø-rende artikel om Parlamentsledelsens manglende respekt for medlemmernes flertalsbeslutning om at ville aflevere bilag til refusion af kontorholdsydelser. Kapitel 43 i bogen ”FIND UD AF EU” gennemgår de forskellige offentlige lønninger og Europa-Parlamentets og andres EU-lønninger. Her er et klip fra Europa-Parlamentets danske hjemmeside, som nu offent-liggør de aktuelle satser:

228

budget og er underlagt en EU-skat samt et bidrag til ulykkesforsikring, hvorefter det udbetalte beløb er på 6.710,67 EUR (ca. 49.950 kr.). I de fleste medlemssta-ter, herunder Danmark, er vederlaget desuden under-lagt national beskatning.

PensionMedlemmerne har ret til alderspension fra det fyldte 63. år. Pensionen udgør 3,5 % af vederlaget for hvert fulde år, de har udøvet et mandat, men ikke over 70 % i alt. Udgifterne til denne pension afholdes over Den Europæiske Unions budget.

En ekstra pensionsordning, der blev indført for MEP’er-ne i 1989 blev lukket for nye medlemmer fra juli 2009 og er under udfasning.

RejseudgifterDe fleste møder i Europa-Parlamentet såsom plenar-møder, udvalgsmøder og møder i de politiske grupper afholdes i Bruxelles eller Strasbourg. Parlamentsmed-lemmerne får godtgjort de faktiske billetudgifter til så-danne møder mod forelæggelse af kvittering op til et maksimumbeløb svarende til en flyrejse på business class ”D”, en togrejse på første klasse eller 0,50 euro pr. kilometer (med en øvre grænse på 1000 kilometer) ved bilrejse, plus faste godtgørelser, der beregnes ud fra rejsens længde og varighed til dækning af andre rej-seudgifter (f.eks. betalingsmotorveje, bagagetillæg og reservationsgebyrer).

DagpengeParlamentet udbetaler en fast godtgørelse på 313 EUR pr. dag (ca. 2.332 kr.) til dækning af alle andre udgif-ter, som medlemmerne afholder i forbindelse med del-

229

tagelse i officielle møder (overnatning, forplejning osv.). Deltagelse i de nævnte aktiviteter dokumenteres med underskrift i forbindelse med aktiviteten.

Tillæg til generelle udgifter (blyantspenge)Dette tillæg udbetales som en fast godtgørelse med hen-blik på at dække udgifter som opstår i forbindelse med udøvelsen af deres parlamentariske hverv, såsom udgif-ter til kontordrift, telefon og post, samt indkøb, drift og vedligeholdelse af computerudstyr. Tillægget er i 2018 på 4.416 EUR pr. måned. (ca. 32.850 kr.).

230

231

Kapitel 21

EU MELLEM PUTIN, XI OG TRUMPDen 12. september 2018 holdt Jean-Claude Juncker sin sidste ”State of the Union”-tale i Europa-Parlamentet. Han vil stadig have EU til at blande sig udenom de små ting for i stedet at satse på de store fremskridt. Hertil hører skabelsen af verdens største marked ved et samarbejde med Afrika. Han vil have den fælles va-luta, euroen, gjort til en international reservevaluta på samme måde som dollaren. Og han vil have en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik besluttet med flertalsbe-slutninger, så EU kan optræde som en samlet enhed i den store verden med og mellem den russiske præsident Putin, den kinesiske Xi og den amerikanske Trump.

Den afgående Kommissionsformand Juncker foreslog, at EU nu skulle have den fælles udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, som er med i Lissabon-traktaten, men ikke realiseret endnu, fordi vigtige beslutninger på området stadig kræver enstemmighed. Det er dog ikke helt rigtigt. Efter Lissabon-traktaten gælder der kun enstemmighed, når Det Europæiske Råd udarbej-der forslag til nye indsatsområder. Når emnerne for Unionens indsats er besluttet, kan alle aktioner vedta-ges med kvalificeret flertal efter forslag fra Kommissio-nen eller fra Unionens udenrigsminister. Det er kun på forsvarsområdet, Traktaterne kræver enstemmighed. Og så endda. Der kan faktisk vedtages et særligt tæt forsvarspolitisk samarbejde af grupper af villige lande, som kan repræsentere hele Unionen gennem såkaldt

232

struktureret samarbejde. Problemet er måske snarere, at EU’s 28 medlemslande ikke er enige om, hvad de skal gøre i fællesskab.

Juncker ville også have en fælles udenrigstjeneste, der kan vise Unionens suverænitet i verden i stedet for med-lemslandenes konkurrerende udenrigstjenester. EU har i dag 138 fælles ambassader i andre lande og in-ternationale organisationer. Men de overskygges af de store medlemslandes egne repræsentationer i udlandet. Hvis man slår kludene sammen, vil EU kunne måle sig med verdens største supermagter, USA og Kina, tæn-ker den afgående Kommissionsformand. Han vil have EU til at optræde som en fælles stat. Juncker er fødera-list. Det har været hans livs drøm, siden jeg mødte ham som 25-årig nyuddannet jurist. Men den føderalistiske drøm sælger ikke mange billetter i hele EU, har den EU-autoriserede føderalist-uddannede professor Uffe Østergård måttet erkende i vores fælles bog med ti gode råd til at redde Europa. Borgerne drømmer mere om klimaløsninger, sikre grænser, jobs, uddannelse, sund-hed, tryghed og velfærd end om EU’s storhed i verden.

Den 28.-29. august 2018 var den franske præsident Emmanuel Macron på officielt statsbesøg i Danmark. Vi har ikke haft et fransk statsbesøg, siden Francois Mitterrand besøgte os kort efter sin udnævnelse i 1982. Dronningen holdt en pragtfuld tale for Macron på fly-ende fransk. Emmanuel Macron må være blevet slemt overrasket over, hvor mange af hans værter i Konge-huset, der talte flydende fransk. Prins Henrik har sat sine spor, og undervisningsminister Merete Riisager fik arrangeret mere udveksling af franske og danske stu-derende.

Macron blev også modtaget med overvældende begej-string i befolkningen. Det kan godt være, vi ikke er enige med ham om hans vidtgående planer for EU’s

233

udbygning med fælles europæiske valgkredse, fælles forsvar og fælles finansminister. Men danskerne kunne lide ham, også da han diskuterede med 600 studerende i Diamanten. Macron er ung og moderne og kørte på cy-kel med statsministeren i København, dog begge uden styrthjelm. I december 2018 løb han ind i en voldsom storm af protester i Frankrig og måtte opgive en afgifts-stigning på benzin. Hvis der var nyvalg til præsidentpo-sten, ville Marine le Pen vinde, ifølge målingerne. Han var blevet populær i Europa og verden, men havde mi-stet støtten derhjemme.

Jeg oplevede Macron i Europa-Parlamentet i Strasbourg i april-samlingen i 2018, hvor han fremlagde sine planer for EU’s udvikling for de folkevalgte. Da han havde talt og fået store klapsalver, satte han sig og lyttede intenst til de mange indlæg i debatten. Han noterede flittigt og besvarede hvert enkelt indlæg. Gennem mine 29 år som medlem i denne sal har jeg ikke set en eneste statsmini-

234

ster eller præsident deltage så flittigt og lyttende i nogen debat. Normalen er en tale skrevet af spindoktorer og besvarelse af nogle få indlæg, men aldrig af alle.

Macron kunne blive en stærk leder af den nye bevægel-se, som han vil have opstillet til valgene til Europa-Par-lamentet. Macron ønskede, at den nye bevægelse med Europe en marche, Europa på march, skulle opsluge nogle nye centrumpartier og den liberale ALDE-gruppe samt de mere liberale medlemmer af Kristendemokra-terne i EPP-gruppen, som er trætte af gruppefællesska-bet med den autoritære statsminister Victor Orban i Ungarn. Efter Macrons fald fra folket er det dog tvivl-somt, om drømmen kan realiseres. Det bliver snarere ALDE-gruppen, som opsluger Macron. Han mistede fol-kets yndest, da han gav de rige en skattelettelse, der skulle betales af de fattigste franskmænd. Så startede bevægelsen med ”De Gule Veste”, der har sat Frankrig i brand med afbrændte biler og knuste butiksruder, der krævede indsættelse af 85.000 politimænd i en enkelt weekend i julemåneden.

Macron drømmer om at skabe en midtergruppe, der kan overtage EPP-gruppens ledende rolle. Han er imod Spitzenkandidat-proceduren, hvor vælgerne inddra-ges i valget af den næste Kommissionsformand. Det er for meget demokrati til den store reformdemokrat, der foretrækker en fransk studehandel med Tyskland – f.eks. om udnævnelse af Michel Barnier til Kommissi-onsformand. Margrethe Vestager har også erklæret sig imod Spitzenkandidat-proceduren og er nu en af de syv liberale kandidater, der bejler til en toppost. Macron vil hellere have Frankrig og Tyskland til at bestemme end de europæiske vælgere.

Den tyske kansler Angela Merkel har givet foreløbig støtte til EPP-gruppens formand, Manfred Weber, som spidskandidat for Kristendemokraterne. Men hun for-

235

beholdt sig ret til, at Det Europæiske Råd når frem til en anden kandidat efter valgene. Det kunne være hendes egen økonomi- og energiministerminister, Peter Altmaier, som har været Merkels politiske bodyguard før forfremmelsen i 2018. Det er ham, der har komman-deret de tyske bilfabrikker til at producere elektriske biler. Vi arbejdede sammen om subsidiaritet i forfat-ningskonventet fra 2002-04. Han vil være en kompetent Kommissionsformand, men er ikke folketaler.

En dansker, der står Tyskland og tysk økonomisk spa-repolitik nær, er meget måske en mulighed. Margrethe Vestager er ikke uden chancer, når topposterne skal fordeles. Hun behøver ikke formel støtte fra den danske regering. Men vi ved endnu ikke, hvad Angela Merkels afløser som CDU-formand, Annegret Kramp-Karren-bauer, mener. Merkel kan fortsætte som kansler indtil 2021, hvis AKK ønsker det. Den nye CDU-leder i Tysk-land kan som formand for partiet også vælge at afløse Merkel som kansler, den dag hun er parat til det. Så vil katolikken med en fortid som delstatsministerpræsi-dent i den lille delstat, Saarland, erstatte protestanten fra Prøjsen som ny Mutti og Europas faktiske leder.

Med Lissabon-traktaten fjernede man medlemslande-nes ret til at ”foreslå” den nationale statsborger i Kom-missionen. Nu kan statsministeren kun ”antyde” nog-le navne for den indkommende Kommissionsformand. Denne vigtige ændring er ganske vist ikke taget med i den danske udgave af Lissabon-traktaten. Men den står i de andre udgaver, jeg har læst. Næste gang drøfter formanden mulighederne med statsministeren. Kom-missions-formanden har det sidste ord, når han eller hun først er udpeget.

Hvis 72 % af medlemslandene peger på en formand, er han eller hun valgt efter traktaten, hvis valget bekræf-tes af et absolut flertal af medlemmerne i Europa-Par-

236

lamentet. Polen ville ikke have formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, genudnævnt i 2017. Så blev Polen stemt ned, og statsministrene tog den polak, som regeringen og flertallet i det polske parlament ha-dede. Sådan er det jo, i dag. Men mon ikke også enhver dansk regering ville pege på Margrethe Vestager, hvis Merkel/AKK og Macron tilbyder hende jobbet? Deres rolle er ikke nævnt i Lissabon-traktaten, den følger af tyngdeloven. Der er dansk tradition for, at regering og opposition står sammen ved udnævnelse af danskere til internationale topposter.

Den liberale gruppeformand, Belgiens tidligere statsmi-nister Guy Verhofstadt, startede forfatningsprocessen i EU i år 2000 med den såkaldte Laeken-erklæring. Han skrev selv det første udkast i en flyvemaskine fra Berlin til Bruxelles. Han lovede mig en af siderne til min lære-bog, men har ikke fundet den endnu. Verhofstadt vil nø-digt skubbes til side af Macrons unge garde og flirter nu også med modstand mod den Spitzenkandidat-procedu-re, som han selv var med til at skabe før EU-valgene i 2014. Verhofstadt vil stadig gerne selv have den for-mandspost i Kommissionen, som briterne snød ham for i 2004 med et britisk veto. Men han er også kompetent til alle andre topjobs, der er til fordeling. Verhofstadt er den bedste taler i Europa-Parlamentet efter Nigel Fara-ge fra det britiske UKIP.

Junckers drøm er, at formandsposten i Kommissionen slås sammen med formandsposten for Det Europæiske Råd. Så vil Unionen kun have én præsident til at sty-re Unionen indadtil og repræsentere Unionen i verden. Det er ikke et forslag om selv at få posten, for han går af i 2019 efter et liv fyldt med politik, herunder 18 år som statsminister for lilleputlandet Luxembourg med de store banker, små skatteprocenter og hurtige hvid-vaskningsautomater. Det ser dog ud til, at Luxembourg har fået baghjul af Danske Bank.

237

Efter valgene i maj 2019 er der fem topposter, som skal besættes: Formanden for Kommissionen, formanden for Det Europæiske Råd, den fælles udenrigsminister, for-manden for Europa-Parlamentet og formanden for Den Europæiske Centralbank, som i dag indehaves af Mario Draghi. Posten som generalsekretær i NATO kan også gå til et EU-land, hvis det godkendes af USA, Canada og Tyrkiet. Men den norske Stoltenberg er netop for-længet med to år. Der er en række andre ben i EU som formand for Eurogruppen, næstformænd her og der og nogle vigtige ambassadørposter, som kan indgå i den endelige kabale mellem de europæiske politiske par-tier. Måske kan der også blive en post til Lars Løkke Rasmussen, hvis han ikke genvælges som statsminister ved Folketingsvalget. Han har forhørt sig om mulighe-derne for talrige internationale jobs.

Den tidligere danske statsminister, Helle Thorning-Sch-midt, har også været omtalt som en mulig dansk kandi-dat til en toppost i Bruxelles. I 2014 var hun meget tæt på at blive formand for Det Europæiske Råd. Så insi-sterede hendes partifæller i Italien på at få deres unge udenrigsminister, Federica Mogherini, som udenrigs-minister for hele EU. Så røg den post, som Helle stod til at få ugen før topmødet. Helle Thorning-Schmidt havde ellers højtideligt erklæret, at hun ikke var kandidat. Nu er hun formentlig uden chancer i Bruxelles. Hun har haft nok at se til som chef for 18.000 ansatte i den inter-nationale organisation for Red Barnet, men har nu for-ladt dette job til fordel for forskellige bestyrelsesposter, bl.a. i Vestas. Og så bor hun ganske praktisk med sin mand, Stephen Kinnock, i London. Jeg var kollega med Helle fem år i Europa-Parlamentet og har mest godt at sige om hendes indsats. Vi flyttede begge til Bruxelles for at forene pasning af børn og arbejde i en periode. Så blev vi smidt ud af Danmark. Vi måtte gerne fortsætte med at betale skat til Danmark, men vi mistede stem-meretten.

238

Helle havde en høj stjerne hos Merkel, men har aldrig arbejdet sammen med AKK. Jeg kender heller ikke AKK personligt og ved kun, hvad jeg har hørt på gan-gene og læst mig til. Merkel har jeg mødt mange gange, og jeg har fundet hende overordentlig sympatisk. Hun var ikke politiker, men forsker. Hun har ikke våben-fabrikkernes skjulte penge i tasken, som forgængeren Helmut Kohl. Hun er blevet Europas sympatiske le-der og efter Trump i USA leder af den frie verden. Når Tyskland ikke vil have hende mere, kunne hun måske blive formand for Det Europæiske Råd. Så vil den dan-ske generalsekretær Jeppe Tranholm-Mikkelsen kunne fortsætte med at hjælpe kansleren gennem nye kriser. I 2015 kom der over 1,8 millioner illegalt over grænserne til EU, og fru Merkel brændte hænderne ved at sige: Vi klarer det, Wir schaffen das. Vælgerne tilføjede et ikke, nichts, og sendte højrefløjspartiet AFD i Parlamentet i Berlin med 13 % af stemmerne. Nu er der så få, at hun med fuld ret kunne sige: Det klarer vi. Das schaffen wir.

Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmus-sen var ikke kandidat til at blive generalsekretær for NATO, før han blev udnævnt. Han benægtede endda kandidaturet nogle få dage før udnævnelsen, da hans embedsmænd havde arbejdet for det i over tre år. Til så-danne topposter er man oftest kun kandidat, hvis man er rimeligt sikker på at blive valgt. Man skal have vigti-ge støtter blandt statsministrene for at få vigtige poster i EU. Kriteriet er (endnu) ikke, at man skal have mange stemmer fra de europæiske vælgere. På den anden side er statsministrene jo alle demokratisk valgte og repræ-senterer mange flere vælgere end dem, der stemmer ved valgene til Europa-Parlamentet. Er du tilhænger af Spitzenkandidat-proceduren ved udnævnelse af top-poster, eller vil du hellere overlade udnævnelserne til statsministrene og den franske præsident i Det Euro-pæiske Råd? Ser du hellere, at Europa-Parlamentet og Det Europæiske Råd enes om udnævnelserne?

239

Efter Lissabon-traktaten udnævner Parlamentet selv formanden for Parlamentet for 2 ½ år med mulighed for genvalg. Det er dog kun den tyske socialdemokrat, Mar-tin Schulz, som er blevet genudnævnt. Han overvejede tilmed en tredje valgperiode, men foretrak så at blive kansler i Berlin. Det lykkedes ham ikke at vippe kansler Angela Merkel af pinden, og han er derfor nu kun me-nigt medlem af den tyske forbundsdag. Hans afløser som formand for Europa-Parlamentet blev den italienske mangemilliardær og tidligere statsminister Berlusconis højrehånd, Antonio Tajani. Han har lagt billet ind på endnu en periode som parlamentsformand, da det ikke lykkedes ham at blive statsminister ved valget i Italien i 2018. Vi sad ofte sammen i formandskonferencen, så jeg kender ham rimeligt godt som en fleksibel politiker.

Det Europæiske Råd vælger selv sin faste formand for 2 1/2 år med mulighed for en enkelt genudnævnelse.

Antonio Tajani er formand for Europa-Parlamentet. Han repræsenterer den tidligere italienske statsminister Silvio Berlusconis parti, Forza Italia, og er med i den store kristen-demokratiske gruppe, EPP.

240

Den første formand, Herman Van Rompuy, havde en fortid som statsminister i Belgien. Efterfølgeren, Do-nald Tusk, havde været statsminister i Polen. Stats-ministrene og den franske præsident indstiller deres kandidat til formandsposten i Kommissionen til Euro-pa-Parlamentets endelige afgørelse. Hvis Europa-Par-lamentet afviser kandidaten fra Det Europæiske Råd, skal statsministrene komme med en ny kandidat, ifølge Lissabon-traktaten.

Det var denne procedure, som blev kortsluttet ved val-gene i 2014, hvor Europa-Parlamentet både foreslog og valgte Jean-Claude Juncker som formand for Kom-missionen. Parlamentets store flertal har besluttet, at de ikke vil stemme ja til en kandidat, som ikke er ud-gået af valgene til Spitzenkandidat. Statsministrene har tilkendegivet, at de forbeholder sig ret til at vælge mere frit. Hvis statsministrene og Parlamentet ikke kan enes, findes der ingen løsning i Traktaterne. Så har vi en alvorlig forfatningskonflikt, og det kan blive EU-Domstolen, som må finde en løsning.

241

Kapitel 22

FEM DANSKE EU-UNDTAGELSER Danmark har fem undtagelser fra Lissabon-traktatens samarbejdsområder. Ved forhandlingerne om medlem-skab i 1972 opnåede Danmark sin første undtagelse. Vi fik en særregel i Romtraktaten om den fri bevægelig-hed for kapital og tværnationale investeringer i som-merhuse. Danskere har fuld ret til at købe sommerhu-se overalt i EU, mens de andre EU-borgere ikke har den samme ret i Danmark. Vi fik undtagelsen for at få EF-medlemskabet vedtaget ved den planlagte folkeaf-stemning. Priserne på sommerhuse var dengang man-ge gange dyrere i Tyskland end i Danmark. Danskerne frygtede derfor, at frit salg af sommerhuse ville gøre det svært for danskere at erhverve sommerhus i Danmark. Det lille Danmark havde og har 7.314 kilometer kyst-linje, mens Tyskland selv efter Genforeningen med det kystrige Østtyskland stadig kun har 2.389 kilometer kyst til over 82 millioner indbyggere. Undtagelsen er også med i den seneste store traktatændring med Lis-sabon-traktaten fra 2009. Der har ikke rigtigt været stemning for at skabe lighed mellem EU-borgerne på dette område, selv om Lissabon-traktaten netop indfør-te et princip om lighed for alle EU-borgere, og selv om særligt EU-Domstolen har udbygget det fælles Unions-borgerskab.

Da Maastricht-traktaten om EF’s omdannelse til en Union, ”EU”, skulle vedtages i 1992, fik Danmark fire undtagelser for at få Traktaten godkendt ved en nød-

242

vendig folkeafstemning. Traktaten blev forkastet ved den første afstemning den 2. juni 1992. Men vi fik så undtagelserne understreget i Edinburgh-afgørelsen fra 12. december 1992 med et løfte om, at de kun kunne afskaffes ved en ny folkeafstemning. Det løfte holdt po-litikerne på Christiansborg. Vi har derfor fortsat sær-lige danske vilkår for mønt og militær, politi og stats-borgerskab. Undtagelserne var tænkt som midlertidige overgangsordninger til den næste traktat, men vi har dem endnu, selv om flertallet i Folketinget gerne vil af med dem alle.

Derfor deltager den danske regering ikke i hele samar-bejdet i EU. Det gør derimod de danske medlemmer af Europa-Parlamentet. De kan både tale, stemme og være ordførere på de fire nye områder, hvor Danmark har fået udtagelser fra samarbejdet. Med Lissabon-trakta-ten repræsenterer vore folkevalgte ikke længere alene deres egne danske vælgere, men Unionen som sådan. Europa-Parlamentet er hele Unionens fælles parlament og ikke kun en sammenslutning af nationale delegati-oner. Den danske konkurrence-kommissær, Margrethe Vestager, er også hele Unionens hjælper. På Kommissi-onens møder kan hun i princippet bede om ordet til alle punkter og deltage i alle afstemninger. Dem har de dog ikke haft nogen af under Juncker, og kun ganske få i Barrosos seneste regeringsår i 2009, og ingen før. De to danske dommere ved EU-Domstolen kan også deltage i afgørelsen af alle sager, som de bliver tildelt. Her er der heller ingen danske undtagelser.

Men Danmark fik med et ”omvalg” den 18. maj 1993 tydeliggjort fire områder, som vi ikke deltager i som fulde medlemmer. Vi er ikke med i den fælles valuta, euroen, men har bevaret kronen som betalingsmiddel i Danmark. Vi har dog knyttet kursen på den danske krone til kursen for euroen. Vi har dermed en slags ”kreuro”. Men det er en selvstændig beslutning, som

243

er truffet af skiftende regeringer med et stort flertal i Folketinget. Vi er ikke som de andre lande forpligtet til at afskaffe kronen. Storbritannien har en tilsvarende undtagelse. Sverige har ingen undtagelse, men har ved en vejledende folkeafstemning i 2003 stemt nej til at afskaffe den svenske krone til fordel for euroen. Sverige er ellers traktatmæssigt forpligtet til at indføre euroen, når de opfylder traktatens betingelser for medlemskab i eurozonen.

Sådan er EU-juraen for Sverige. Jeg har dog svært ved at forestille mig en retssag mod Sverige med krav om, at de skal afskaffe svenskerkronen. Da euroen blev endeligt vedtaget med Maastricht-traktaten, kom den nemlig også til behandling i den tyske forfatningsdom-stol i Karlsruhe. Her sagde dommerne, at Tyskland ikke var forpligtet til at afskaffe D-marken. Det kunne Tyskland selv afgøre efter egen beslutning herom i den tyske forbundsdag. Når Tyskland selv kan bestemme, kan Sverige måske også. Det bør være følgevirkningen, fordi der må være lighed for loven. Men det behøver hverken Kommissionen eller EU-Domstolen at tage hensyn til. Derfor kan man ikke helt udelukke, at Sve-rige presses til at opgive deres krone og gå over til euro-en, ligesom Finland har gjort det af sikkerhedspolitiske grunde. Finland har 1600 kilometer grænse til Rusland og vil derfor være med i så meget vestligt samarbejde som overhovedet muligt, dog uden at provokere russer-ne direkte med et NATO-medlemskab.

Danmark fik euro-undtagelsen med i Maastricht-trak-taten som en ret til selv at træffe beslutning, om vi vil-le med i den fælles valuta. Folketinget besluttede da at ville være fuldt med i Møntunionens første to faser, men ikke deltage i den tredje fase, hvor medlemslande-ne skulle afskaffe deres nationale valutaer til fordel for den fælles euro. I 2000 var der kommet stort flertal i meningsmålingerne for at gå med i euroen. Den danske

244

statsminister Poul Nyrup Rasmussen tog chancen og udskrev en folkeafstemning til afholdelse 28. september om afskaffelse af den danske undtagelse fra Møntunio-nen. Afstemningen resulterede i, at godt 53 % af de dan-ske vælgere stemte Nej. Siden har ingen af Ja-partier-ne turdet foreslå en ny afstemning om den fælles mønt. Flertallet i Folketinget ønsker fortsat kronen afløst af euroen. Men det gør vælgerne ikke, eller ikke endnu.

Danmark har også en undtagelse fra den fælles rets-politik og politisamarbejdet i EU. I Edinburgh-afgørel-sen tilkendegav Danmark, at vi ville deltage fuldt ud i det retspolitiske samarbejde, men kun så længe, det var mellemstatsligt. I 1993 var hele rets samarbejdet bygget ind i en særlig søjle i Traktaten, hvor der ikke kunne træffes bindende overnationale beslutninger. Denne overgangsordning blev delvist afskaffet med Am-sterdam-traktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999. Med Lissabon-traktatens ikrafttræden den 1. december 2009 blev de sidste områder overført til overnational be-slutningsproces med Kommissionen som initiativtager og Ministerrådet og Europa-Parlamentet som medlov-givere. Danmark fik derfor en særlig protokol, hvor vi blev undtaget fra deltagelse i retspolitiske beslutninger på de områder, der overgik til overnational beslutning.

Med protokollen kunne vi når som helst meddele, at vi nu ville deltage fuldt ud på nogle eller alle områder. Men det ville først kræve en folkeafstemning. Den blev holdt den 3. december 2015. Statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev folkeafstemningen. Godt 53 % af danskerne stemte igen Nej til at overlade flere beføjel-ser til EU. Det store flertal af danskerne og samtlige partier var dog indstillet på at deltage i det praktiske politisamarbejde i Europol. Der blev derfor indgået en særaftale mellem Danmark og EU, hvor dansk politi fortsætter i samarbejdet, blot ikke når der stemmes i bestyrelsen. For vi har ikke stemmeret, og vi er heller

245

ikke med i beslutningerne om fremtidige ændringer i politisamarbejdet. Jeg ønskede personligt, at vi skul-le deltage fuldt ud i det retspolitiske samarbejde, men kunne ikke støtte regeringens forslag om, at det frem-over skulle være embedsmænd og ministre, som skulle tage stilling til hovedparten af reglerne – i stedet for vælgerne og Folketinget. Retspolitikken er for vigtig til, at den kan afgøres af embedsmænd og ministre bag luk-kede døre.

Ja-partierne scorede et stort selvmål ved at kræve alt på én gang. Et meget stort flertal af vælgerne ville ger-ne have stemt Ja til politisamarbejdet, hvis det ikke var knyttet sammen med alt muligt andet, som man ikke lige kunne overskue. Det hjalp heller ikke på tilliden, at Ja-partierne burede sig inde i hulemøder og holdt oplysninger for sig selv. De nægtede at udlevere alle dokumenter til Folketinget. Regeringen nægtede også at udlevere en fortegnelse til Folketinget over samtli-ge relevante retsforskrifter og forslag til retsforskrifter på retsområdet, som embedsmænd og ministre bagefter kunne gøre til bindende dansk lov med hjemmel i den såkaldte tilvalgs-protokol.

Det var uklogt, og nu overvejes et andet muligt selvmål ved at ville afskaffe hele det forsvarspolitiske forbehold på én gang. Man kunne i stedet følge Uffe Østergårds og mit mere realistiske forslag om en folkeafstemning, som vil tillade fremtidige overladelser af beføjelser med 5/6 flertal i Folketinget eller folkeafstemning, hver gang der er brug for det. Det er ikke svært at overbevi-se danskerne om, at vi bør deltage i minerydninger og fredsbevarende aktioner med FN-mandat. Det er nok sværere, hvis vi skal deltage i krige uden godkendelse af FN – og et kvalificeret flertal i Folketinget.

Forsvarsforbeholdet får ny aktualitet nu, hvor den fran-ske præsident Emmanuel Macron og den tyske kansler

246

Angela Merkel har bebudet etableringen af et fælles EU-militær, der skal operere med eget kommandocen-ter uafhængigt af NATO. Der er afsat 86 milliarder kroner til den europæiske forsvarsfond fra 2021-27 og 1825 millioner kroner til ”Program for udvikling af den europæiske forsvarsindustri” i budgettet for 2019. Fonden skal finansiere militære projekter, hvor mindst tre virksomheder fra tre forskellige lande del-tager. Formålet er at skabe en multinational våbenin-dustri i EU. Danmark bidrager med to procent af for-svarsudgifterne, fordi de har hjemmel i bestemmelser om industri og forskning.

Regeringen har bebudet en nærmere dansk tilknytning til EU’s forsvarsagentur, hvor vi ikke er med på grund af forbeholdet. EU beskæftiger sig nu med militær forskning og har store projekter i støbeskeen. Danske våbenfabrikker vil gerne have del i de lukrative ordrer og argumenterer for, at vi skal opgive forbeholdet. Snart vil europæisk våbenindustri lobbye for flere midler og give tilskud til de europæiske politiske partier for at få større tilskud gennem de årlige budgetvedtagelser.

Frankrig har i mange år kæmpet for et fælles forsvar uafhængigt af NATO. Det ser ud til, at den forpjuske-de præsident Macron snart kan få sin vilje. Kommissi-onen presser også på. Frankrig vil gerne have EU til at overtage en del af udgifterne for deres indsats i de tidligere franske kolonier. Frankrig dræbte en kvart million mennesker i Algeriet, før de opgav kolonieven-tyret i 1962 og lod Algeriet komme ud af både Frankrig og EU. Det var den første Brexit fra EU, og det var der ingen, som mindede om i 1982, da Grønland stemte om sin udmeldelse.

Jeg mindes et privat besøg hos den tidligere Kommissi-onsformand, Romano Prodi, i Bologna. Han var da kom-mitteret for FN i Sahel-regionen i Afrika og skulle se

247

til, at de fik bedre økonomisk udvikling. En dag sad han og forhandlede med præsidenten på hans kontor i Mali. De kunne kigge ud af vinduet og se franske tropper og tanks passere i gaden nedenfor. Det vidste præsidenten bare ikke noget om. Den slags konflikter bør vi overlade til FN. Det er ikke noget, EU bør befatte sig med.

På den anden side er det absurd, at danske soldater skal trække sig ud af FN-besluttede missioner, når de udføres under ledelse af en EU-general – og de danske soldater erstattes med norske. Det var ikke den slags situationer, vi tænkte på, da vi skabte forsvarsforbehol-det. Vi tog forbehold mod præcis den EU-hær, som nu er på tegnebrættet. Forbeholdet bør efter min mening moderniseres, men ikke afskaffes. I min familie ved vi godt, hvad krig betyder. Min bedstefar var tvungen tysk soldat Jeg kan kun skrive disse linjer, fordi han var så heldig kun at blive skudt i knæet i 1916. Han kom på lazaret og hjem til Nordslesvig, eller Sønderjylland, som vi fik lov at kalde det. Da havde de været henne at stemme dansk den 10. februar 1920 med min far i bedstemors mave. Min bedstefars brødre kom ikke alle hjem. Vi mistede 6000 andre sønderjyder under krigen og havde i mange år underskud af mænd.

248

249

Kapitel 23

ÅBENHED, NÆRHED OG DEMOKRATIFolkeafstemningen 2. juni 1992 satte en helt ny dags-orden i Europa om Åbenhed, Nærhed og Demokrati, som vi fikst forkortede til ÅND. Uffe Ellemann-Jensen hævder, det var ham, som fandt på forkortelsen. Det bliver den ikke ringere af, og han var også selv med til at føre den ud i livet. Fire måneder efter det dan-ske Nej tak til Unionstraktaten fra Maastricht blev der indkaldt til et særligt topmøde i Birmingham, som åbnede for reformer for både åbenhed, nærhed og de-mokrati. Uffe Ellemann-Jensen slog et særligt slag for nærhedsprincippet ved at medbringe en kasse Ingrid Marie æbler, som han uddelte til journalisterne, så de kunne se det skøre i EU’s beslutning om, at de ikke var rigtige EU-æbler.

Før folkeafstemningen var jeg kaldt for Hr. Åbenhed i Parlamentets institutionelle udvalg. Det var ikke ven-ligt ment, men det blev det pludseligt efter folkeafstem-ningen. Jeg blev endda udnævnt til fælles ordfører for åbenhed og fik mine forslag vedtaget i udvalget med samtlige stemmer, bortset fra et enkelt medlem. Jeg fik lov til at føre kampen videre i forfatnings-konven-tet, hvor jeg samlede underskrifter på et meget enkelt forslag om at vende bevisbyrden. Fremover skulle alle møder og dokumenter være åbne, medmindre man be-sluttede at lukke dem. Blandt Europa-Parlamentets medlemmer i konventet underskrev samtlige medlem-mer forslaget – minus en fransk socialist. Blandt de

250

delegerede fra de nationale parlamenter underskrev samtlige medlemmer, uden undtagelse.

Jeg måtte have et morgenmøde på Kommissionsfor-mand Romano Prodis kontor for at få Kommissionens støtte. Det lykkedes, og det var ikke en lang tur. Hans kontor lå da 20 meter fra min lejlighed, som jeg havde overtaget far Freddy Blak. 23 af de 28 repræsenterede regeringer skrev også under, mens to tilkendegav deres støtte. Til sidst var det kun Frankrig, Tyskland og Stor-britannien, de tre største lande i EU, som ikke skrev under. Da lærte jeg, at ”Yes, minister”, den britiske underholdningssucces, ikke kun var lavet for sjov. Jeg havde fire samtaler med den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, som også var medlem af konventet. På det sidste møde bagerst i salen spurgte han sin med-bragte statssekretær, om han ikke godt kunne skrive under nu. Nein, det kunne han ikke. Der er en stats-ræson over de folkevalgte og selv over deres ledende ministre.

Så mødtes jeg igen med den senere franske statsminister Villepin, som repræsenterede Frankrig i konventet som fransk udenrigsminister. Han sad lige bag min plads, så vi snakkede ofte om Irak-krigen, når han kom flyvende fra FN til vores konvent-komsammen. Nu spurgte han sin statssekretær, om han kunne skriver under nu. Non. Det måtte han ikke. Det var Villepin, som var valgt af vælgerne. Men det var embedsmændene i toppen af det franske udenrigsministerium, som bestemte.

Den britiske minister i konventet, Peter Hain, med en fortid som stærk bekæmper af apartheid i Sydafrika, fik heller ikke lov til at skrive under for Whitehall. Så talte jeg med Labours tidligere leder, Neil Kinnock, som nu var blevet næstformand i Kommissionen. Han fortalte, at ingen ringere end Storbritanniens premierminister Tony Blair også støttede forslaget. Selv formanden for

251

Konventet, den tidligere franske præsident Giscard d`Estaing, fortalte mig privat, at han også støttede for-slaget. Men da de tre største medlemslandes regeringer sagde Nein, Non og No, kom forslaget ikke med i det forfatningsudkast, der siden blev til Lissabon-trakta-ten. Der er stadig hårdt brug for det, fordi vi vil få me-get mere naturlig åbenhed, når det er tilhængerne af lukkethed, der skal argumentere for at lukke en sag ud af offentligheden. Der findes ikke andre forslag, som fik så bred støtte i konventet. Alligevel kom det ikke med. Der er altid flere lag over de folkevalgte i vore folkesty-rer, måtte jeg sande. Det havde jeg ikke lært noget om på Institut for Statskundskab.

Men det danske nej førte til mange reformer. Jeg udgav en lille bog på engelsk om ”Transparency”, hvor jeg har opregnet 15 forskellige små reformer. Vi endte med at få åbnet ministerrådets møder, når de skulle behand-le lovforslag og stemme om dem. Så trådte jeg tilbage i 2008, og kan nu konstatere, at åbenheden er rykket tilbage mod start. Alle love behandles nu i 275 hemme-ligt arbejdende arbejdsgrupper i Ministerrådet og for-handles som tidligere beskrevet i lukkede trilogmøder. Betydningen af indrømmelserne til åbenhed i forhand-lingerne om love i Ministerrådet er stærkt mindsket.

I år 2000 udnævntes jeg som den allerførste til ”Årets politiker” af den europæiske ugeavis, European Voice, som blev udgivet af The Economist. Jeg var nomineret sammen med britiske premierminister Tony Blair, den tyske kansler Helmut Schröder og Europa-Parlamen-tets formand, Pat Cox. Jeg vandt, uden at stemme på mig selv, for vi tillagde ikke konkurrencen nogen be-tydning på mit kontor. Tildelingen var utvivlsomt en kvittering for arbejdet med åbenhed. Da jeg var den første til at modtage en af årets priser, måtte jeg derfor holde takketale for alle prismodtagerne. Jeg holdt mit livs mest virksomme tale, som emmede af ironi, der for-

252

plantede sig til mange samtaler ved bordene i Egmont palæet i Bruxelles. Jeg ålede EU, høfligt men bestemt, og i løbet af de næste fem måneder fik vi fem reformer med mere åbenhed! Jeg har hverken før eller siden op-levet, at velvalgte og muntre ord kan flytte så meget i virkeligheden. Jeg modtog en smuk glasskulptur og 5000 euro, som jeg gav videre til Tony Bunyan. Han le-dede den britiske organisation ”State Watch”, som sær-ligt arbejdede for åbenhed i EU’s nye retspolitik.

Der er brug for en ny Hr. eller fru eller frøken åben-hed, som kan få mit åbenhedsforslag, ikke blot vedtaget igen, men også realiseret. For mig var det naturligt at kaste mig over åbenheden. Det var det eneste område, hvor jeg dengang kunne virke positivt i samarbejde med hele udvalget. Senere kunne jeg også samarbejde om nærhed, subsidiaritet og demokrati. Da mit valgpro-gram for Folkebevægelsen mod EF blev udskiftet med JuniBevægelsens også kritiske, men mere konstruktive program med forslag til forbedringer på mange områ-der, havde jeg ikke længere nogen begrænsninger.

Jeg havde i alle årene, også da jeg var arg EU-modstan-der, et tæt samarbejde med føderalisterne i kampen for åbenhed, nærhed og demokrati. De blev mine bedste venner, kolleger - og kilder. Den tidligere miljøminister i Saarlandet fra SPD, Jo Leinen, endte som formand for både forfatningsudvalget og den internationale Europabevægelse. Han deltog i et møde i vores opposi-tionsgruppe ”SOS Demokrati” og gav tilslutning til ikke færre end 16-17 af vore 19 ønsker i et demokratioplæg omkring Amsterdam-traktaten i år 2000. Føderalister og EU-kritikere deler den samme analyse af Unionens demokratiske underskud og kan enes om mange forslag til at udbedre manglerne. Forskellen ligger i, at fødera-listerne ønsker en stat, Europas Forenede Stater. Det projekt tror jeg ikke kan forene europæerne. Det vil splitte.

253

Jeg tror meget mere på, at velfungerende nationalstater skal forene sig om at løse alle de grænseoverskridende spørgsmål, som vi ikke kan løse hver for sig. Så har vi ikke noget at miste. Så kan vi vinde en medindflydelse, hvor vi ellers vil være uden indflydelse. Så opstår der et demokratisk tilskud eller overskud i stedet for det me-get omtale demokratiske underskud, som altid vil være forbundet med EU, så længe det ikke bygger på levende folkestyre, åbenhed, nærhed og demokrati. Stem og be-stem. Så enkelt bør det være, og det er navnet på den valgkampagne for at få borgerne til at stemme, som jeg har startet sammen med professor Uffe Østergård. Vo-res valgkampagne kan ses på netadressen: stemogbe-stem.eu

I 2018 udgav vi sammen bogen, ”Hvad nu EU?”, med ti fælles råd til at reformere EU. Det er forslag, som kan vedtages uden traktatændringer. De kan derfor godt fortjene at blive genoptrykt her, som oplæg til den valg-kamp, som skal få danskerne til at strømme til valgste-derne søndag den 26. maj eller endnu bedre til nærme-ste Borgerservicekontor fra mandag den 15. april til og med torsdag den 23. maj.

Vi planlægger også at skrive endnu en fælles bog med arbejdstitlen: Europas Fremtider. Den skal handle om de mange forskellige bestræbelser på at reformere EU. Debatten vil for alvor starte i det næste parlament, som formentlig vil arbejde for at reformere traktater-ne. Glæd dig til at læse vores fælles bog om de mulige fremtider, vi kan vælge imellem, og den fremtid, vi selv ønsker for vore børn og børnebørn. Godt valg!

254

255

Kapitel 24

HVAD NU EU?

TI FORSLAG TIL ET BEDRE EU

I januar 2018 udkom Uffe Østergårds og min fælles bog, ”Hvad nu EU?” med ti fælles råd til at redde Europa fra alle kriser. Den blev omtalt i store dobbelt-interviews i de fleste medier, fordi en livslang føderalist kunne bli-ve enig med en livslang EU-kritiker i, hvad der skal til for at få EU til at fungere tilfredsstillende for borgerne. Uffe Østergård var min censor, da jeg afleverede et spe-ciale om ”Vælgerne, folkestyret og EU” til afslutning af mine studier i statskundskab ved Aarhus Universitet. Uffe har skrevet forord til flere af mine tidligere bøger, fordi jeg altid har lagt vægt på, at mine politiske mod-standere skulle have lov til at kommentere mine skrive-rier. Her er vore ti fælles bud til et bedre EU:

1. Luk alle skattely og reformer Møntunionen.• Forbyd alle transaktioner med skattely.• Indfør fælles regler for beskatning af alle virksom-

heder med eksport eller filialer i andre lande. Det er ikke fair, at store virksomheder kan slippe for at betale skat, mens mindre virksomheder og almin-delige borgere betaler regningen for dem, der har meget bedre råd.

• Indfør en fælles beskatning af finansielle transakti-oner og virksomhedsoverskud til afløsning af med-

256

lemslandenes og borgernes bidrag til EU-kassen.• Opgiv euroen eller lad Møntunionen styre demokra-

tisk med større vægt på vækst og beskæftigelse end inflation og med den nødvendige vilje til solidaritet med de regioner, der sakker bagud.

2. Lav grøn omstilling.

• Brug EU-budgettet, Investeringsbanken og Den Europæiske Centralbank til at bidrage til klima-sikring, grøn omstilling og jobskabelse i medlems-landene. Det giver bedre mening end fortsat massiv støtte til at eje landbrugsjord.

• Lav en glidende skala for landenes medfinansiering af den grønne omstilling efter deres økonomiske formåen, så de rigeste lande f.eks. kan få 10 % i til-skud, mens de fattigste kan få 50 %.

3. Fælles flygtningefond.

• Lav en Marshall-plan for landene i Mellemøsten og Afrika til at skabe håb om lokal beskæftigelse.

• Åben vore markeder for toldfri adgang, så de fattige lande kan eksportere varer i stedet for mennesker.

• Vejen til Europa skal gå gennem ambassader, luft-havne og lejre i nærområdet, ikke i overfyldte gum-mibåde.

• Åben for legal adgang til at søge visum, så vi kan lukke den illegale immigrations-industri, der plynd-rer immigranterne.

• Lad EU-budgettet finansiere udgifter til flygtninge og lad kommuner, organisationer og virksomheder i hele EU konkurrere om at tilbyde gode løsninger.

4. Effektiv grænsekontrol og ret til velfærd• De fælles ydre grænser må kontrolleres effektivt og

humant med tilskud fra EU-budgettet. Det er ikke

257

fair at overlade regningen og besværet til de mest udsatte lande som Italien og Grækenland.

• Skibe med immigranter på returneres. Det er ikke smukt, men nødvendigt. Så kan vi nøjes med mild og venlig grænsekontrol ved Unionens indre græn-ser og skabe større tryghed f.eks. med scanning af nummerplader.

• Medlemslande må selv have ret til at begrænse ind-vandring ved at fastsætte regler for minimumsløn og tildeling af velfærdsydelser.

• Reglerne for den frie bevægelighed af personer må ændres, så borgerne kan acceptere dem.

• EU må også sætte mere effektivt ind mod grænse-overskridende kriminalitet, så vi kan føle os trygge.

5. Åben og demokratiser EU.

• Ethvert møde skal være åbent og ethvert dokument tilgængeligt, medmindre en lov eller konkret be-slutning hjemler undtagelse.

• EU-Ombudsmanden, Revisionsretten og Euro-pa-Parlamentets budgetkontroludvalg skal have ret til at kontrollere alle bilag.

• Alle love skal vedtages af Europa-Parlamentet og Ministerrådet i forening og kunne ændres igen på initiativ af Kommissionen, Ministerrådet, Euro-pa-Parlamentet eller de nationale parlamenter.

• Delegerede retsakter skal også kunne ændres af almindeligt flertal i de valgte organer. Vi kan ikke længere have love og regler, som ikke kan ændres af vælgerne og vore folkevalgte.

• EU-Domstolen skal lægge dommer-aktivismen til side og holde op med at lovgive gennem domme. Love bør altid vedtages af folkevalgte under kontrol af vælgerne. Vi kan ikke have vidtgående dommer-skabte love, som aldrig kan ændres af Europa-Par-lamentet, Ministerrådet eller de nationale parla-menter.

258

6. Vælg vore ledere.

• De nationale kommissærer skal kunne vælges di-rekte samtidig med valget til Europa-Parlamentet.

• Det er ødelæggende for tilslutningen til samarbej-det, når/hvis vi skal gå over til en mindre Kommis-sion fra 2019. Små lande må også kunne føle sig repræsenteret i Unionens regering.

• En Kommission uden deltagelse af alle lande vil savne legitimitet, når Kommissionen vedtager 70 % af alle love selvstændigt, og har eneret til at foreslå alle andre.

• Formanden for Kommissionen bør vælges af Euro-pa-Parlamentet og statsministrene i Det Europæ-iske Råd i forening, så længe der ikke findes et europæisk folk, der er parat til direkte valg af præ-sidenten som i USA.

7. Start i de nationale parlamenter.

• De nationale parlamenter bør vedtage EU’s årlige lovgivningskatalog og blive bedre til at kontrollere nærhedsprincippet. Det er ikke Bruxelles, som skal beslutte, hvad de vil kunne beslutte. Rammerne bør altid bestemmes nedefra og op i stedet for oppefra og ned.

• Vedtagelse af love bør ikke fortrinsvis være et anlig-gende for ministre, embedsmænd, eksperter og lob-byister. De folkevalgte i de nationale parlamenter bør beslutte og kontrollere landenes input til den fælles lovgivning i EU. De nationale parlamenter og vælgerne må have medindflydelse og medansvar.

• Man kunne lave første-behandling af alle forslag til EU-love i parlamenternes fagudvalg, anden-be-handling i Europaudvalgene og tredje-behandling med vedtagelse af landenes holdninger i de nationa-le parlamenter. Så kan vælgerne se, hvem de skal straffe og belønne på næste valgdag.

259

8. Begræns bureaukratiet.

• Love og tilskudsordninger bør vedtages med ud-løbsdato, så de bortfalder automatisk, medmindre de fornys.

• Udbudsreglerne bør ændres, så de skaber mindre irritation og større konkurrence. Mindre og mellem-store virksomheder bør have bedre mulighed for at vinde udbud.

• Alle love bør gøres tilgængelige for borgerne. Det skal være muligt for borgerne at læse og forstå lov-givningen på det område, de er interesserede i.

• De mange tusinde EU-love og endnu flere regler må samles i hovedlove med bilag. Forslag til ændringer må synliggøres. I dag har selv eksperter svært ved at finde ud af retstilstanden.

• Kendskab til EU-forhold er blevet et speciale for ju-rister og 30.000 betalte lobbyister i Bruxelles. Love-ne og deres tilblivelse bør principielt tilhøre os alle.

9. Større frihed til medlemslandene.

• Kommissionen og EU-Domstolen skal kun kunne gribe ind i medlemslandenes beslutninger, hvis de kan påvise en grænseoverskridende effekt.

• Det kan gøres med en europæisk ’frihedsakt’, der indskrænker Unionens nu over 187.000 love, regler, standarder og domme til kun at gælde for grænse-overskydende spørgsmål.

• Harmoniseringer skal foregå, så virksomheder og borgere oplever en lettelse ved at få én standard i stedet for 28 forskellige sæt regler.

• Fælles minimumsregler kan kunne give landene mulighed for at vedtage ekstra beskyttelse af f.eks. klima, miljø, sundhed og forbrugersikkerhed.

10. Fred og frihandel.

• EU bør bidrage til fredssikring og udvikling ved at

260

styrke og støtte FN og respektere FN’s sytten ver-densmål.

• EU bør forsvare og respektere menneskerettighe-derne, både i og udenfor Unionen.

• Medlemslandene skal fortsat selv bestemme, om de vil deltage i EU’s fælles forsvar og NATO.

• EU bør fjerne told og mængdemæssige begrænsnin-ger for indførsel af varer og indgå frihandelsaftaler med flest mulige lande og områder.

• Aftalerne bør tage hensyn til landenes udviklings-grad og respektere klima, miljø, sundhed, sikker-hed og folkestyret i de deltagende stater og EU.

• Man bør anvende mægling og økonomisk kompen-sation i stedet for at overlade besluttende og døm-mende myndighed til hovedsageligt multinationale selskaber og deres advokater, som der var lagt op til i TTIP-aftalen med USA.

261

DEL 3DANSKE MEP-MÆRKESAGER

- Min største sejr i EU-Parlamentet

262

JEPPE KOFOD, LISTE A, SOCIALDEMOKRATIET:ET PLUDSELIGT GENNEMBRUD KRÆVER ET LANGT, SEJT TRÆK

I politiske dramaer koges vigtige sejre ofte ned til én en-kelt situation. Sådan er virkeligheden sjældent i rigtig po-litik. Her er det mere det lange seje træk, vedholdenhed og forberedelse, der giver det pludselige gennembrud.

Et eksempel var min kulegravning af Panama-Papirer-ne i Det Særlige Skattesnydsudvalg. Et enormt arbejde, der havde kortlagt store huller i EU-landene samarbej-de om at bekæmpe international skatteunddragelse. Alle var enige om, at der måtte gøres noget. Men hvad?

I den socialdemokratiske gruppe ville vi straffe de ban-ker, advokatfirmaer og formueforvaltere der havde le-

Jeppe Kofod leder de danske socialdemokrater i Europa-Par-lamentet, er næstformand i den socialistiske gruppe og ordfø-rer for Parlamentets arbejde med skattesnyd.

263

vet fedt på at muliggøre international skattefusk. Vi ville kunne fratage dem retten til at operere i hele EU, kritisere de EU-lande der ikke havde gjort nok, og vi ville have ny, skrappere lovgivning der kunne sikre bedre samarbejde i EU mod international skattefusk.

De konservative (EPP) var for frivillige ordninger og syntes mere optaget af at understrege, at skatteplanlæg-ning, altså kunstigt at flytte rundt på en virksomheds eller privatpersons formue, alt efter hvor de slap med at betale mindst i skat, ikke teknisk set var ulovligt.

EPP var yderst opsat på at lave så mange kompromiser som muligt. Kompromiser, vel at mærke, mellem EPP, S&D og ALDE. Altså, de konservative, socialdemokra-terne og de liberale. Det var jeg på ingen måde tryg ved. Jeg ville hellere have et centrum-venstre flertal for at sikre, at teksten blev så ambitiøs som mulig.

Problemet var bare, at sådan et flertal ikke fandtes rent matematisk. Der var simpelthen ikke mandaterne til det. Medmindre jeg på en eller anden måde kunne lok-ke nogle af de konservative over på vores side. Derfor tilrettelagde jeg arbejdet på en sådan måde, at vi for-handlede kompromiser på en masse områder, men ikke på de mest kontroversielle tiltag.

Dermed skulle vi stemme om de mange gode og ambitiø-se enkeltforslag. Det ville sætte de konservative under pres. Det var i hvert fald planen. Og nu skulle taktik-ken stå sin prøve. Dagen for slutafstemningen i udval-get var kommet og foran os lå en alenlang stemmeliste.

Allerede efter ganske få afstemninger stod det klart, at der var sket noget. Flertallet flyttede sig fra afstemning til afstemning – og for det meste, gik flertallet i vores retning. Presset havde virket. De borgerlige partier var blevet splittet. Nogle af dem stemte sammen med mig

264

i stedet for med deres egen fløj og deres egen gruppe. Dermed havde vi pludseligt et alternativt flertal. Men det var spinkelt. Yderst spinkelt.

Mange afstemninger blev kun lige akkurat vundet med en enkelt eller to stemmer. Der gik et sus gennem udvalgslo-kalet hver gang de tætte afstemningsresultater kom op på skærmen. Og sådan gik det afstemning efter afstemning.

Efter ca. 2 timer og 20 minutters afstemning, lige før den afsluttende stemme, tager EPP’s koordinator ordet. Han vil have en pause. Han forklarer ikke hvorfor. Men efter formanden har accepteret, og folk bryder op, er EPP-koordinatorens mikrofon stadig tændt.

Og så falder ordene: ”we lost a lot of votes…”, siger han mens han vender sig mod sin egen gruppe. Imens strømmer EPP’s sekretariatsansatte til og genner dem væk fra mikrofonen. EPP skulle nu, på mindre end 5 minutter, beslutte sig for, om de kunne stemme for min betænkning. Det var nervepirrende for os alle.

EPP vidste, de havde tabt meget. Men hvad kunne de bruge pausen til? Hvis EPP fik styr på deres egne med-lemmer og lænede sig op ad de mindre grupper og fik dem til at stemme imod, så ville de formentligt kunne mønstre flertal imod min betænkning.

Hvis det skete, ville godt halvandet års arbejde være tabt på gulvet. Så ville Det Særlige Skattesnydsudvalg afslutte arbejde med Panama-Papirerne uden at have konkluderet noget som helst. Pausen var ovre. EPP’er-ne strømmede tilbage i udvalgslokalet. De stemte for. Alle som en. Og dermed var der massivt flertal for min betænkning.

Dét var det pludselige gennembrud, som jeg havde ar-bejdet på i halvandet år.

265

MORTEN HELVEG PETERSEN, LISTE B, RADIKALE VENSTRE: DET GRØNNE MASKINRUM

I efteråret 2016 præsenterede Kommissionen den læn-ge ventede Clean Energy Package, der var den største og mest omfangsrige energilovgivning nogensinde, be-stående af i alt otte lovforslag. Pakken handler om alt fra udbredelse af vindmøller og solceller til krav om bedre isolering af vores huse og udfasning af kulkraft i Europa.

Som medlem af energiudvalget for den liberale AL-DE-gruppe fik jeg mulighed for at deltage i forhandlin-gerne af fire af de otte lovforslag og har derfor været i stand til at rykke den grønne dagsorden i en ”dansk” retning. Det vil sige mere vedvarende energi, mere fri-handel, bedre energieffektivitet og mindre afhængighed

Morten Helveg Petersen arbejder i Energiudvalget som ordfø-rer for at styrke den vedvarende energi.

266

af Putins Rusland, der fortsat er Europas største leve-randør af olie, kul og gas.

Konkret blev jeg udpeget som Parlamentets forhand-lingsleder på den forordning, der hedder ACER. Det er navnet på EU’s energi-agentur, der fungerer som EU’s vagthund, når det gælder handel med energi over græn-ser. Der er i høj grad brug for en vagthund. Senest så vi, hvordan Tyskland i årevis har blokeret for dansk energieksport, fordi man ønskede at beskytte tyske kul-producenter. Det opdagede ACER og Kommissionen, og siden er Tyskland blevet tvunget til at åbne grænserne op igen til glæde for klimaet og grøn dansk eksport.

Med reformen styrkede vi ACER yderligere, både hvad angår beføjelser og ressourcer - også selvom forhand-linger gav anledning til store konflikter i Ministerrådet mellem netop Danmark og Tyskland - og i Parlamentet mellem én af mine konservative tyske kolleger og jeg.

Den anden store sag handler om selve el-markedet i Europa. Her var jeg som forhandler på vegne af min partigruppe ALDE med til at sikre mere handel med energi over grænser. For det er ikke kun et dansk-tysk problem. På tværs af Europa ser vi, hvordan national protektionisme beskytter de eksisterende, fossile ener-gikilder på bekostning af vedvarende energi. Konkret betyder det, at under 50% af den grænseoverskridende kapacitet i dag bliver gjort tilgængelig. Det svarer til at bygge en motorvej med fire spor og så kun tillade kørsel på to af dem.

Med denne reform bliver nationale myndigheder for-pligtet til at åbne minimum 70% op for handel med elektricitet. Jeg ønskede gerne meget mere, men igen stod Tyskland stejlt på status quo. Derfor er jeg heller ikke en populær mand syd for grænsen, og der bør nok gå nogle år, før jeg sætter mine ben dér igen :)

267

Men klimakampen vindes ikke alene. Derfor alliere-de jeg mig med min gode kollega fra de Konservative, Bendt Bendtsen, der var forhandlingsleder på det så-kaldte Bygningsdirektiv. Bygninger står for 40% af hele EU’s energiforbrug og 36% af CO2-udslippet. Hvis vi skal vinde klimakampen, kommer vi derfor ikke uden om at renovere vore huse på en ordentlig og klimarigtig måde.

I drøftelserne internt i Parlamentet lykkedes det os at overbevise de øvrige partier om at være med. Det gav os et fantastisk bredt mandat i de såkaldte Trilog-forhand-linger, da vi sad over for Connie Hedegaards afløser som Klimakommissær, Miguel Canete, og repræsentan-ter fra EU’s Ministerråd. Med Bygningsdirektivet tog vi nogle vigtige skridt hen imod et mere energieffektivt Europa, hvilket samtidig er med til at reducere vores import af bl.a. olie, kul og gas fra Putins Rusland. Isole-ring, varmepumper og termostater er simpelthen nogle af de bedste våben mod Putins dominans - det er da et herligt dansk eventyr! Også for klimaet og for dansk eksport, vel at mærke.

Og apropos Putin: min sidste sag i Parlamentet hand-ler om Gas Direktivet. Kort fortalt betyder dét, at gas fra Rusland fremover skal følge alle de samme regler, som gælder europæisk gas. Det er et alvorligt problem for Moskva. For hele Nord Stream 2 projektet, der fører gas fra Rusland til Tyskland gennem Østersøen, bygger på en forretningsmodel, som nu skal revideres. Pludse-lig skal man til at følge EU’s konkurrenceregler, hvilke min radikale ven, Margrethe Vestager, har vist, at man gør klogt i at respektere.

268

BENDT BENDTSEN, LISTE C, KONSERVATIVE FOLKEPARTI:KONSERVATIVE FIK AFGØRENDE INDFLYDELSE PÅ BYGNINGSDIREKTIV

Energipolitikken har stået højt på dagsordenen i inde-værende mandatperiode i Europa-Parlamentet. Den største lovpakke overhovedet var den såkaldte Clean Energy Packet bestående af syv direktiver og én forord-ning. Pakken blev lanceret i november 2016 og er den mest omfattende pakke på energiområdet nogensinde.

Får den indflydelse på energi-politikken i Europa? Ja, det gør den i høj grad. Og personligt vil jeg også betegne pakken som den lovgivning, som fremadrettet gør mest for klima, miljø, vedvarende energi, bæredygtighed og

Tidligere vicestatsminister og politimand, Bendt Bendtsen, forlader Europa-Parlamentet for at overlade den enlige dan-ske plads i den største gruppe, EPP, til Pernille Weiss. Foto: Konservative Folkeparti.

269

energieffektivitet. Det er gået stille af i den danske presse, men det er måske fordi, konflikt og proces ikke har fyldt det hele.

Det Konservative Folkeparti sidder i EPP gruppen og fik afgørende indflydelse på Bygningsdirektivet, da jeg blev ordfører - rapporteur - og dermed hovedforhandler for Europa-Parlamentet. Bygningsdirektivet hedder i europæisk sammenhæng Energy Performance in Buil-dings, i daglig tale EPBD.

Selv om mange ikke kan lide at høre det, så er det de store partier i EU - og det er EPP, hvor Det Konserva-tive Folkeparti sidder, og SD, hvor Socialdemokratiet sidder - som får de største og vigtigste sager. Det kom-mer sig af, at partierne får en pointsum efter partier-nes størrelse, og derefter byder ind på auktion for at få de vigtige sager. Det kan man mene om, hvad man vil, men forholdene er altså sådan, at EPP’s og SD’s koordi-natorer sætter deres point på de vigtigste sager.

Det betød i denne ombæring på Energipakken, at EPP fik en forordning og to direktiver. Et direktiv var Byg-ningsdirektivet, og så var der et direktiv og én forord-ning om Markedsdesign, - altså hvordan man indret-ter transporten af den til enhver tid bestående energi mellem landene. Vi har manglet et indre marked for energi.

Det lykkedes som nævnt for mig at blive rapporteur for EPBD. Direktivet fokuserer på den eksisterende byg-ningsmasse, mens det tidligere direktiv fra 2010 havde fokus på nybygninger. Hvorfor nu det? 40 % af Euro-pas energi bruges i vore bygninger, og det udgør i alt 36 % af CO2 udledningen. 75 % af Europas bygninger er energi-ineffektive, og 80 % af den eksisterende byg-ningsmasse står i 2050. Når målet så er, at dekarbo-nisere bygningsmassen hen imod ”nearly zero energy

270

buildings” som bruges i termen, så er det nødvendigt, at der sker noget med de eksisterende bygninger.

EPBD pålægger medlemslandene at fremlægge lang-sigtede renoveringsstrategier, som peger frem mod 2050 med målepunkter i 2030 og 2040, så EU-Kommis-sionen kan måle, om medlemslandene er på vej mod de mål, som de selv har tilsluttet sig. Hertil kommer en masse lovgivning omkring termostater, bygnings-automatisering m.v. Direktivet giver værktøjskassen, mens medlemslandene selv må dykke ned efter de værktøjer, de ønsker, for at opfylde det mål, som de har tilsluttet sig.

Alt i alt betyder det, at renoveringsraten, som i dag er ca. 1 % om året, skal hæves til ca. 3 %, for at vi når i mål. Det vil betyde masser af vækst og beskæftigelse i Europa. Og de virksomheder i de lande, som er gode til energieffektivitet, kan se frem til øget eksport. Så er det ligegyldigt, om de hedder Schneider Electric, Sie-mens, eller om de hedder Rockwool, Danfoss, Grundfos eller Velux. Hertil kommer, at der skal bruges masser af håndværkere for at komme i mål. Mange af dem, som i dag beskæftiges i det, som er ved at ligne en boble i dansk byggeri, kan kanaliseres over i renovering. Sidst men ikke mindst er det også et spørgsmål om finansie-ring. Også her har vi forpligtiget medlemslandene. Man skal fremlægge modeller for finansiering. Det burde ikke være så svært i nogle år, hvor medlemslandenes pensionskasser allokerer ufattelige summer, som skal forrentes for fremtidens pensionister.

Direktivet blev forhandlet færdigt den 19 december 2017 og blev endelig vedtaget i Plenaren i Strasbourg i foråret 2018. Det blev mere ambitiøst, end mange kun-ne forstille sig og lå et niveau over det, som Kommissio-nen havde spillet ud med.

271

Direktivet blev stille og roligt forhandlet med parterne og i tæt forbindelse med erhvervslivet - også de dele af erhvervslivet, som er de store energiforbrugere. De har set, at når klimamålene fra Paris skal nås, så skal bo-ligerne også bidrage. Gør de ikke det, ville regningen falde i form af højere priser på CO2-kvoter for virksom-hederne. Normalt bakker de ikke op om stramninger i den størrelsesorden, men det gjorde de i dette tilfælde.

Der er i hele branchen i dag en udbredt tilfredshed med Det Konservative Folkepartis ageren på den europæi-ske scene i denne sag. Min forhåbentlig kommende ef-terfølger, Pernille Weiss, har lovet mig at følge sagen til dørs, og jeg har lovet hende at hjælpe med. Det er MEGET vigtigt at have et dansk medlem af den største og vigtigste gruppe i Europa-Parlamentet, som leder de fleste institutioner.

272

MARGRETE AUKEN, LISTE F, SOCIALISTISK FOLKEPARTI: SÅDAN BEKÆMPER VI PLASTIK-FORURENING

De Grønne i EP har længe haft bekæmpelse af plastik-forurening højt på dagsordenen, især ønsket om at ned-bringe den store mængde af plastikposer der flyver om-kring overalt i EU. Omsider kom Kommissionen med et forslag, et med valne henstillinger til EU’s medlemssta-ter om at gøre noget, men ingen rigtige krav. Vi Grønne fik ansvaret i miljøudvalget, og jeg blev rapporteur, dvs den der skulle lede forhandlingerne med de andre par-tier om at nå frem til en betænkning som vi så kunne forelægge for den anden lovgivningsmagt, Rådet (rege-ringerne) i de såkaldte triloger (Kommissionen sidder med, dog uden stemmeret).

Margrete Auken har været ordfører og vundet slaget om at bekæmpe engangsplastik i EU-Parlamentet.

273

Det gik over al forventning. De fleste miljøordførere var som jeg indstillet på at få forpligtende lovgivning. For-handlingerne sluttede med et stærkt mandat; i plenum fik vi tidligt i 2014 et meget stort flertal for det. Hoved-kravet er kraftig reduktion af poserne; det officielle tal på forbruget af de lette bæreposer, ’knitreposerne’, var 100 mia årligt i EU hvoraf 8 mia endte som henkastet affald. De virkelige tal er givetvis højere.

Vi nåede ikke trilogerme før valget i 2014, men under valgkampen blev den fortrinlige NGO ’Plastic Change’ etableret; jeg deltog selv i det stiftende møde. Kort efter søsatte de deres kampagne. Fra Plastic Change stam-mer de uhyggelige film fra verdenshavene med enorme plastikøer og hjerteskærende billeder af fugle, skild-padder og andre havdyr der var døde af sult fordi de var blevet ’mættet’ af plastik, ofte poser og plastlåg.

Den folkelige opbakning til at gøre noget voksede ha-stigt rundt omkring i Europa. Da vi efter valget skulle videre med loven, var det et enstemmigt Miljøudvalg der sendte loven direkte til trilog-forhandlingerne. Men her begyndte bøvlet. Juncker-kommissionen var trådt til med arbejdsprogrammet ’Better Regulation’ hvor man ville være ’big on big things and small on small things’. Og til små ting hørte plasticpose-begræns-ningen. Ja Margrethe Vestager nævnte direkte ’Mar-grethes plastikposelov’ i ’Nyt Europa’ i efteråret 2014 som eksempel på ’small things’.

Modstanden i Kommissionen mod en forpligtende lov var heftig. I oktober opdagede jeg at Danmark også var imod. Europaudvalget havde givet mandat til at kun at lave bløde henstillinger, i øvrigt med den sædvanlige danske selvfølelse at vi ikke selv havde problemet, vi havde jo allerede afgift på plastposer. At der er en ver-den til forskel på den effektive begrænsningsmetode vi i parlamentet foreslog, nemlig en kundepris på poserne,

274

og så en skat der jo tørres ud over alle, havde miljømi-nisteriet ikke opdaget. Man havde tydeligvis heller ikke opdaget at Parlamentet er medlovgiver (og har været det i mange år). Vores betænkning som var vedtaget med stort flertal, opfattede den danske regering som et høringssvar der bare kunne afvises. Jeg behøver næppe fortælle at den ansvarlige medarbejder i ministeriet der fik mig voldsomt i hovedet da jeg opdagede det. Mon ikke han piller splinter ud endnu.

Lykkeligvis var det italienske formandskab opsat på at få loven igennem. Så trods modstand fra såvel Kommis-sionen som fra flere medlemsstater, landede der lige før den tredje og sidste trilog en enstemmig indstilling fra Rådet. Fantastisk. Det var vigtigt at den var enstem-mig da Kommissionen ellers havde trukket forslaget. Næstformanden, Frans Timmermanns, var tosset over den: plastikposeloven var den første de fik på bordet, og den gik stik imod deres ‘better regulation’. Dette er faktisk den første lov i EU der følger ’affaldshierarkiet’ nr 1: forebyggelse!

Direktivet havde sine svagheder, fx kunne medlemslan-dene i stedet for kundeprisen på poserne vælge at op-fylde reduktionsmål. Den fremgangsmåde har fx Dan-mark valgt med det triste resultat at der hidtil intet er sket. Det er der til gengæld overalt hvor man har sat kunde-pris på poserne. Forbruget er raslet ned - sine steder med 80-90%. Og Timmermans er den omvend-te synder. Nu tager han plastikforureningen alvorligt. Kommissionen har fremlagt en rimelig plaststrategi, og inden valget vedtager EU en glimrende lov om bekæm-pelse af engangsplastik. Og Timmermans: han bruger min plastikposelov som mønstereksemplet på hvordan man effektivt kan få noget vigtigt gennemført.

275

METTE BOCK, LISTE I, LIBERAL ALLIANCE: MIN KAMP MOD ANTI-DOPING I SPORT

Når man er kulturminister, er man også idrættens mi-nister. Det er et ansvar, som jeg med stolthed har taget på mig i min embedsperiode, hvor jeg har haft et særligt fokus på bekæmpelsen af urent trav i elitesporten både herhjemme og internationalt. Og der er fortsat meget at gøre! Det er helt naturligt, at internationalt samarbej-de, også i EU-regi, spiller en hovedrolle i bekæmpelsen af den slags grænseoverskridende problemer. Danmark har ofte opnået gode resultater sammen med vores gode venner i EU.

Men det sker også, at stive EU-regler bliver en stop-klods for at gøre noget ved problemerne. De fleste her-hjemme kender til dopingproblemet – og ikke mindst til antidopingdagsordenen. Mange danskere husker

Mette Bock til folkemøde på Bornholm med sin lillebror, An-ders Samuelsen, som leder Liberal Alliance og er udenrigsmi-nister i Lars Løkke Rasmussens regering.

276

Festina-skandalen i Tour de France i 1998, hvor smilet stivnede på den ellers så folkekære bjergrytter, Richard Virenque, mens Lance Armstrong en del år senere be-kendte sine doping-synder i Oprah Winfreys skriftestol på live-tv. Siden er man nået langt i den internationa-le kamp mod doping, selvom der så sandelig stadig er mere, der kan gøres. Ikke mindst er det lykkedes en række EU-lande i stærk forening at lægge et stort pres på Rusland, der nu har rettet ind i forhold til internati-onal dopingbekæmpelse i WADA-samarbejdet.

Dopingproblemet er i de senere år blevet flankeret af sin mindre kendte fætter matchfixing, eller som vi si-ger på dansk: ”Aftalt spil”. Det drejer sig om manipu-lation af idrætskonkurrencer, for eksempel når krimi-nelle bagmænd kontakter en tennisspiller og tilbyder et pengebeløb, mod at spilleren taber et sæt i en ten-niskamp. Bagmændene spiller herefter på det aftalte resultat og indkasserer en klækkelig fortjeneste. Den-ne form for manipulation, som vi desværre har set en del eksempler på i de seneste år, er et kæmpe problem for idrættens integritet og troværdighed, for hvem gi-der i virkeligheden se en tenniskamp eller en fodbold-kamp, hvor man kender resultatet på forhånd? Derfor kan matchfixing være med til at true hele idrættens eksistensgrundlag.

I et forsøg på at komme problemet til livs og i erken-delsen af, at der her er tale om et grænseoverskriden-de problem, som kaldte på internationale løsninger og samarbejde, blev der i 2012 igangsat et arbejde i regi af Europarådet. Bare to år senere var det første internati-onale instrument til bekæmpelse af matchfixing, Euro-parådets Matchfixingkonvention, forhandlet på plads med mulighed for undertegnelse af alle verdens lande.

Sådan! Problem solved – kunne man fristes til at sige. Men helt så let skulle det imidlertid ikke gå. Konven-

277

tionen er nemlig en såkaldt ”blandet aftale”, da den både indeholder elementer med EU-kompetence og ele-menter med national kompetence. Det medfører, at alle EU-medlemsstater som udgangspunkt skal blive enige om at tiltræde konventionen samlet. Siden 2014, hvor Danmark og mange andre EU-lande i første omgang undertegnede konventionen, har det ikke været muligt at nå denne enighed, da Malta har blokeret for EU’s tiltrædelse. Det skyldes, at Malta har en række økono-miske særinteresser på området, hvor en stor del af lan-dets BNP kommer fra udbud af online spil.

Var det så det? Sluttede den internationale kamp mod matchfixing der? Én medlemsstat med under 1 mio. indbyggere modsætter sig en beslutning, mens resten af EU står handlingslammet tilbage. Det er de vilkår, som i nogle tilfælde er virkeligheden i EU-samarbejdet. Som ansvarlig minister for idrætten står man tilbage med en blandet følelse af frustration og vantro. Kan det virkelig passe? Jeg har svært ved at acceptere det. I lø-bet af 2018 har jeg derfor haft kontakt til en lang række europæiske kolleger for at skabe fremdrift i processen. Jeg har skrevet til flere ligesindede lande og haft bila-terale drøftelser med kolleger, som alle støtter op om konventionens formål og behovet for at opnå fremdrift i processen. Jeg har også talt med Malta, som desværre ikke er til at rokke.

Senest har regeringen besluttet at fremme sagen på højt niveau i EU med afsæt i, at EU’s manglende tiltræ-delse er et problem for bekæmpelsen af matchfixing og EU’s troværdighed; det er problematisk, at EU ikke kan ratificere en konvention, som Unionen selv har presset på for at forhandle på plads i Europarådet. Danmarks idrætsudøvere har selvsagt brug for, at konventionen kan træde i kraft, så vi kan forpligte medlemslandene til at leve op til konventionens regler, og så vi kan beva-re og beskytte idrættens integritet i årene fremad.

278

Regeringen undersøger nu, hvordan Danmark kan ra-tificere konventionen sammen med en gruppe af andre EU-medlemslande, hvis det politiske pres ikke viser sig at bære frugt. Løsningen må dog ikke gå på kompromis med Danmarks loyalitetsforpligtelse i forhold til EU og princippet om kompetencedeling.

Uagtet af hvor sagen lander, har forløbet lært mig, at EU-samarbejdet er yderst udfordret, når der skal op-nås enstemmighed blandt alle medlemsstater. Disse beslutningsprocesser forekommer at være et produkt af en anden tid, og jeg opfordrer til, at vi prøver at gen-tænke, hvordan vi samarbejder i EU. Der skal reformer til, hvis EU skal tage hul på et nyt kapitel. Og det skal vi, for ellers risikerer vi, at EU for alvor kommer under pres. Samarbejdet kan gøres mere effektivt, til gavn for både borgere og medlemslande.

279

RINA RONJA KARI, LISTE N, FOLKEBEVÆGELSEN MOD EU:SÅDAN FORBEDREDE VI REGLERNE FOR UDSTATIONEREDE ARBEJDERE

Min ubetinget største sejr som EU-parlamentariker var, da jeg i december 2015 var med til at sikre et nej til at af-skaffe det danske retsforbehold. Debatten op til afstem-ningen handlede om, hvor meget EU skal bestemme over vores retspolitik. Og den danske befolkning tog en klar beslutning. De fastholdt retspolitikken i det danske fol-keting og sikrede dermed den bedste demokratiske kon-trol. Det er i mine øjne en kæmpe sejr for demokratiet og ubetinget dén sejr, jeg ser tilbage på med størst stolthed.

Vender jeg så blikket mod det parlamentariske lovgiv-ningsarbejde, træder arbejdet med en revision af udsta-tioneringsdirektivet tydeligt frem.

Rina Ronja Kari afløste Søren Søndergaard som repræsen-tant for Folkebevægelsen i 2014 og stiller op igen som spids-kandidat for Folkebevægelsen mod EU.

280

Efter EU-domstolen i 2007 afsagde dom i den svenske Laval-sag, kom udstationeringsreglerne særligt til de-bat. Dommen betød, at de svenske fagforeninger ikke måtte konflikte for at sikre samme svenske overens-komster for de udstationerede lettiske arbejdere som for svenske arbejdere. Dommen udløste mildest talt ry-stelser i særligt de nordiske lande, og blev efterfulgt af et stærkt krav om en revision af reglerne.

Det tog ikke desto mindre næsten ti år, før EU-kommis-sionen endelig fremsatte et forslag til en revision. At det tog så lang tid, er i mine øjne et tydeligt eksempel på, hvordan de folkevalgte står magtesløse på sidelin-jen, når EU-kommissionen ikke ønsker at fremsætte forslag. Hverken nationale parlamenter eller EU-parla-mentet kan komme videre.

Kommissionens forslag rummede dels nogle positive elementer. Blandt andet at gå væk fra begrebet mind-steløn og i stedet tale om aflønning som et mere bredt begreb. Men samtidig indeholdt forslaget flere poten-tielt voldsomme angreb på vores arbejdsmarkedsmodel. Særligt med en formulering, der flyttede ansvaret for at definere lønbegrebet væk fra medlemslandene og ved at fjerne muligheden for at ligestille udstationerede vi-karer med nationale vikarer. Dette resulterede i et så-kaldt gult kort fra Danmarks side

Jeg blev udpeget som ”skyggeordfører”, ordfører fra min gruppe, og deltog dermed aktivt i forhandlingerne i både EU-parlamentet og senere i de såkaldte trilog-for-handlinger med Rådet og Kommissionen.

Det lykkedes rimelig hurtigt at opnå bred enighed om at fjerne de værste tidsler fra forslaget. Vi fik EU-par-lamentet med til, at medlemslandene skal kunne defi-nere lønbegrebet, ligesom vi fik ligestilling af vikarer med igen. Det var i sig selv en klar sejr sammenlignet

281

med Kommissionens forslag. Men man skal dog samti-dig huske, at dette ikke i sig selv ville gøre livet bedre for arbejdstagerne. Det var alene et spørgsmål om at fjerne væsentlige forringelser i Kommissionens forslag.

Dernæst fulgte en stor kamp om de to modstridende in-teresser. På den ene side stod jeg, sammen med gode kollegaer, for at insistere på at udstationerede arbejde-re skulle ligestilles med lokale arbejdere. På den anden fløj ønskede man til gengæld ikke at ”skade det indre marked”. Man anså et krav om lige vilkår som et an-greb på muligheden for at flytte arbejdstagerne rundt. Argumentet var, at de økonomiske omkostninger ved at tage arbejdstagere f.eks. til Danmark simpelthen vil-le blive for høje, hvis de også skulle have dansk løn og danske vilkår.

Der er ingen tvivl om, at denne argumentation ligger bedst i tråd med både EU-domstolens tidligere afgørelser og med Lissabontraktaten, som jo giver det indre marked høj prioritet. Det er derfor nærliggende at antage, at det-te var afgørende for, at vi ikke kom i mål med en egentlig ligestilling af udstationerede og lokale arbejdere.

Når jeg alligevel omtaler revisionen som min største sejr i parlamentet, så er det fordi vi dog tog nogle skridt henimod at give de faglige organisationer og nationa-le parlamenter flere muligheder for at bekæmpe social dumping.

I EU-parlamentets positionspapir fik vi faktisk gjort store landindvindinger før det første med mulighed for at indføre krav ved underleverandører. For det andet ved at indføre dobbelt lovgivningshjemmel, hvorved domstolen fremover ikke kun skulle se på det indre marked og dermed den frie bevægelighed af service-ydelser, men at sociale rettigheder for arbejdstagerne skulle vægte lige så højt.

282

Højst skuffende opgav mine kollegaer begge disse to sej-re i løbet af forhandlingerne med Rådet og Kommissio-nen. Og det nye direktiv giver dermed kun mindre for-bedringer i forhold til de grundlæggende problemer, der er skabt af EU selv. Jeg vil fremhæve to forbedringer:

Med skiftet fra mindsteløn til aflønning blev lønbegre-bet udvidet, og vi kommer tættere på lige løn end tidli-gere set.

Med en udvidelse af overenskomstbegrebet fik vi sikret, at langt flere overenskomster kan komme i spil over-for de udstationerede medarbejdere. Hvor det tidligere først og fremmest var almengjorte overenskomster. Det betyder, at man nu også må se på mere specifikke og mere geografisk-opdelte overenskomster. Vi er desvær-re ikke dér, hvor alle f.eks. danske overenskomster kan danne grundlag også for udstationerede medarbejdere. Men enhver udvidelse af begrebet er godt og giver fle-re rettigheder til, at man nationalt kan hæve baren for hvilke minimumsrettigheder en udstationeret arbejder skal have.

Et gult kort er en advarsel fra de nationale parlamenter eller Ministerrådet om, at forslaget til lov ikke er i over-ensstemmelse med nærhedsprincippet

283

ANDERS VISTISEN, LISTE O, DANSK FOLKEPARTI:SÅDAN VANDT VI FOLKEAFSTEMNING OM RETSFORBEHOLDET I 2015

Når man som politiker bliver bedt om at beskrive det område, hvor man har haft størst politisk indflydelse i ens mandatperiode, leder det naturligt til en refleksion over, hvad indflydelse er for en størrelse.

Er det de småpåvirkninger, den daglige strøm af lov-givning og regulativer, der strømmer fra Bruxelles og Strasbourg, som man opnår gennem udvalgsarbejde, afstemninger eller forhandlinger? Er det den oplys-ningsvirksomhed og holdningspåvirkning, man forsø-ger at løfte overfor sine vælgere? For mig er der ingen tvivl.

Anders Vistisen er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti og genopstiller den 26. maj. Posten som spidskan-didat udfyldes af Peter Kofod.

284

Den største indflydelse, jeg har haft som medlem af Europa Parlamentet, er den kampagne som Dansk Fol-keparti førte – og vandt – for at fastholde vores retsfor-behold. Havde Dansk Folkeparti tabt afstemningen 3. december 2015, ville det have haft uoverskuelige kon-sekvenser for Danmarks muligheder for at agere frit på rets- og udlændingeområdet.

Lidt om iscenesættelsen af afstemningen:

Det var naturligvis ikke min personlige indsats, der sikrede et nej 3.december 2015. Nej’et tilhører først og fremmest de danskere, som gik til stemmeurnerne. På den politiske scene var der også tale om et godt sam-arbejde mellem politikere fra Enhedslisten, Folkebevæ-gelsen mod EU, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti om at anbefale et nej i afstemningen. Så jeg var på alle måder kun et lille tandhjul i en stor bevægelse. En bevægelse der dog i størrelse og økonomi var ja-siden langt underlegen. Hos ja-siden havde man de resteren-de politiske partier, organisations-Danmark, samtlige dagblade, de såkaldte ”EU-eksperter” og stort medløb fra landets journalister. I august 2015, hvor statsmi-nister Lars Løkke Rasmussen udskrev folkeafstemnin-gen, havde ja-siden et kæmpe forspring. En Gallup-må-ling viste, at 58 pct. af danskerne var parat til at opgive retsforbeholdet.

Min beskedne indsats i kampagnen for at fastholde rets-forbeholdet lå i kampagne og agitation forud for afstem-ningen, men mit vigtigste bidrag var nok i forberedel-sesfasen i oktober/november 2014. Ja-sigerne ønskede at bruge den brændende platform, der var skabt ved, at dansk medlemskab af Europol ville ophøre i forbindel-se med, at samarbejdet blev overstatsligt. I stedet for at overlade beføjelser til Europol valgte man at ophæve hele retsforbeholdet, så Grundlovens paragraf 20 aldrig mere skulle anvendes i forbindelse med fremtidige be-

285

slutninger om at overlade EU mere magt på rets- og udlændingeområdet.

Det var centralt for Dansk Folkeparti at få informeret danskerne om, at der ikke blot var tale om en afstem-ning om fortsat medlemskab af Europol, men et langt mere fundamentalt opgør med hele det danske forbe-hold. Der blev også skabt usikkerhed, om vi kunne få en parallelaftale. Det kunne vi naturligvis, som vi sagde - og det fik vi.

Derfor måtte jeg tilbage til lærebøgerne fra mit jurastu-die, hvor jeg havde skrevet mit speciale fra Aarhus Uni-versitet om netop Grundlovens paragraf 20. Man kunne nøjes med at overlade suverænitet på Europol-området. Og altså dermed sikre, at den resterende lovgivning på rets- og udlændingeområdet i EU stadig ville være om-fattet af beskyttelsen i Grundlovens paragraf 20.

Dermed kunne vi fra Dansk Folkepartis side adressere to væsentlige emner i valgkampen. 1) vi kunne påvise, at ja-partierne bevidst havde valgt at overlade mere su-verænitet til EU, end de behøvede for at fastholde Dan-mark i Europol.

2) Vi kunne garantere danskerne en plan B for fort-sat medlemskab af Europol, der kunne anvendes, hvis vi ikke kunne få en tilfredsstillende parallelaftale om Europol, før samarbejdet blev overstatsligt.

Det var derfor et centralt columbusæg i vores kampag-ne, der både kunne punktere ja-sidens hovedargument for at afskaffe retsforbeholdet og forsikre danskerne om fortsat Europol-tilknytning ved et nej. Jeg tog kontakt med forskellige kontakter i det juridiske miljø for at af-prøve tesen hos dem. Da de umiddelbart var enige i min tolkning, følte jeg mig sikker til at tage sagen videre.

286

Jeg vente derfor min ide med daværende gruppefor-mand for Dansk Folkeparti i EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, og han tog forslaget videre til Dansk Folkepartis centrale Koordinationsudvalg, der også kunne se ideen med forslaget. Dansk Folkeparti bad derfor dr.jur. Peter Pagh om at udarbejde et notat om sagen.

Pagh-notatet bekræftede min tolkning af sagen. Her-efter blev notatet en central del af Dansk Folkepartis kampagne frem mod retsforbeholdsafstemningen. Ud over at det blev behandlet i medierne, udgjorde det også baggrunden for det kampagnemateriale Dansk Folke-parti fremstillede frem mod EU-valget, ligesom parti-formand Kristian Thulesen Dahl i den afsluttende par-tilederdebat på baggrund af notatet udstak en garanti til danskerne om, at Danmark ville blive i Europol efter et nej. Enten gennem en tilfredsstillende parallelaftale eller ved en ny begrænset tilvalgsordning, som kun om-handlede Europol.

Danmark fik efterfølgende på rekordtid en parallelaf-tale om Europol, som Rigspolitiet beskrev som opera-tionelt tilfredsstillende. Begge store sejre for Dansk Folkeparti og vores forudsigelser til danskerne. Jeg er bestemt ikke overbevist, om vi havde vundet afstem-ningen, hvis ikke Pagh-modellen, garantien om for-sat Europol-medlemskab eller den bredere debat om, hvorfor ja-partierne ville overlade suverænitet på hele retsområdet, havde været en central del af kampagnen frem mod afstemningen.

Jeg betragter derfor retsforbeholdsafstemningen som det område, hvor DF – og jeg – har haft størst indflydel-se på dansk EU-politik både i den indeværende valgpe-riode og fremadrettet.

287

Peter Kofod er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti og ny spidskandidat for Dansk Folkeparti. Han afløser Morten Messerschmidt, der i stedet stiller op til Folketinget.

288

MORTEN LØKKEGAARD, LISTE V, VENSTRE, DANMARKS LIBERALE PARTI: POLITISK SEJR FOR DE HANDICAPPEDE I EU

Parlamentarisk arbejde er for de tålmodige. I et hus som Europa-Parlamentet er sejre ofte en vundet ple-nar-afstemning et-to år efter, at man hørte om forslaget første gang. Efter så lang tid er “sejren” jo sjældent ens egen alene. Den er fordelt ud på alle dem, som under-vejs har slidt og slæbt med at sikre flertallet i flere om-gange - og ofte med et resultat, der ligger en hel del fra det oprindelige udgangspunkt.

Morten Løkkegaard er medlem af Europa-Parlamentet for Ven-stre og med i den liberale ALDE-gruppes bestyrelse. Han er nu forfremmet til spidskandidat for det ledende regeringsparti.

289

Man kan sagtens bruge fem eller 10 år som parlamen-tariker uden nogensinde at få en rapport, som er ens egen - altså: At man er såkaldt ordfører, rapporteur, ho-vedforfatter og -forhandler på de ændringsforslag, som parlamentet har ret til at fremsætte til et kommissions-udspil. Det er ikke det samme som, at man aldrig får en “sejr”. Men - som oftest deler man den med mange andre.

Jeg har været rapporteur en lille håndfuld gange i de ca. 10 år, jeg har været medlem af Europa-Parlamen-tet. Min mest markante - og mest aktuelle - personlige forhandlings-sejr var en realitet i det sene efterår 2018, men den endelige afstemning om det færdige trilog-re-sultat kom først i marts 2019.

Det drejer sig om det såkaldte Tilgængelighedsdirektiv, en lovpakke om bedre vilkår for Europas 80 millioner handicappede. Der er 120 millioner, hvis man tæller alle ældre med funktions-nedsættelse med. De er også omfattet af loven.

Baggrunden for Kommissionens fremsættelse var et år-tier langt krav/ønske fra handicap-organisationer over hele Europa. Tilbage i 80’erne skrev de fleste af verdens lande under på et FN-papir, som satte standarder for tilgængelighed. Problemet har så været, at FN - som al-tid - ikke kan sætte magt bag de fine ord. Mange lande har ikke gjort noget for at leve op til deres egne løfter. Derfor ønsket om EU-handling og decideret fælles lov-givning.

Udfordringen for Juncker-kommissionen har været, at handicap-vilkår grundlæggende er et social-politisk spørgsmål - og som sådan en national kompetence. Ikke desto mindre har Juncker høje ambitioner på det socia-le område. Man taler om Den Sociale Søjle. En række følgelove er nu begyndt at dukke op. Med tilgængelig-

290

hed løste man kompetence-problemet elegant ved at fremsætte et Indre Marked Direktiv-forslag om tilgæn-gelighed i produkter og tjenesteydelser.

Forslaget var omhyggeligt formuleret, så ingen kun-ne anklage nogen for at “snige” social-lovgivning ind via bagdøren. Kommissionen og den ansvarlige kom-missær, Mariann Thyssen, vidste selvfølgelig godt, at parlamentets lovgivnings-ivrige venstrefløj - men også Junckers egne kristendemokratiske partifæller - var parat til at tilføje en lang række ændringsforslag, der ville udvide rækkevidden og på den måde snige det ind alligevel.

Alt dette fandt jeg hurtigt ud af, da jeg havde takket ja til ordførerjobbet, og snart gik det op for mig, at jeg ville få nok at se til med at begrænse rapporten til noget, der blot havde den mindste chance for at føre til noget.

Et andet grundvilkår, jeg skulle forholde mig til, var de europæiske handicap-organisationers meget aggressive og fra starten dominerende adfærd. De første lobby-mø-der var en chokerende oplevelse. Her sad politiske amatører og ville diktere ændringer til Kommissionens rapport. Mine - synes jeg selv - stilfærdige betragtnin-ger om den endelige rapports videre skæbne i trilog-for-handlingen, hvis alle blot pøsede på med deres julega-veønsker, mødte kun foragt og tonedøvhed.

Jeg skal aldrig glemme min første tale til flokken, hvor jeg bebudede, at jeg ville arbejde for at lade mikrovirk-somheder - altså typisk enmandsfirmaer - slippe for de hundredvis af nye særkrav, der ville følge af den nye lov. Salen blev pludselig helt stille. Alle forventede det, de plejede at opleve: En Halleluja-brandtale om de sør-gelige vilkår for de stakkels handicappede. Lavpunktet blev nået med en anti-Løkkegaard-demonstration med 80 højtråbende handicappede på Place Luxembourg.

291

Jeg besluttede at fortsætte den videre dialog med den danske afdeling af organisationen, hvor man havde lidt andre traditioner for politisk lobby-arbejde. Det førte til et fortrinligt samarbejde og et godt resultat, som man da også har kvitteret for - i modsætning til den europæ-iske moder-organisation, der har brokket sig selv efter vedtagelsen.

Et andet resultat af denne klassisk-sydeuropæiske mili-tante stil var, at den socialistiske gruppe i parlamentet havnede i en uheldig rolle i forhandlingerne. Da S-for-handleren åbenlyst havde blandet blod med de militante, oplevede vi andre, at de måtte indtage helt håbløse - ja, nærmest grinagtige positioner alt for sent i forhandlin-gerne. Kulminationen på dette cirkus kom ved den afgø-rende trilogforhandling, hvor det østrigske formandskab havde vist overraskende styrke og smidighed i Rådet - og pludselig sagde ja til mit kompromisforslag - og dermed skaffede et uventet gennembrud. I en situation, hvor der var brug for selvstændig tænkning og handling og et vist mål af mod og improvisation - satte S-forhandleren sig på bagbenene og ville ikke være med.

Jeg brugte ca. et år på at opnå et fælles forhandlings-mandat. Det holdt hårdt. Dels fordi EPP undervejs holdt med de røde og fik formuleret ret vidtgående forslag om bl.a. tilgængelighed i bygninger og det offentlige rum, som selvfølgelig osse blev en monster-knast senere i tri-logen. Dels fordi socialisterne havde held til at få rykket den endeligt vedtagne rapport i Indre Marked udvalget over i plenaren - og fik de sydeuropæiske konservative med på en lang række sidste-øjebliks ændringer, f.eks. på transport-området. Intet af dette gavnede rapporten, men jeg måtte acceptere et “juletræ” for at få flertallet for mandatet i sidste ende.

Vigtigst var det dog at få et eller andet, så vi kunne komme videre til trilogen. Bare det at nå dertil vil-

292

le nemlig være historisk, og min fornemmelse var, at Kommissionen ville presse medlemslandene hårdt for at opnå resultater, fordi Juncker havde brug for det op til valget i maj 2019.

Første forhindring i trilogen var formandskabet. Det lå nemlig tilfældigvis hos Bulgarien - som var med for første gang, og som er kendt for uduelighed. Bevares, forhandlerne var søde og velmenende, men det stod hurtigt klart, at intet ville lykkes med bulgarerne. Am-bassadøren kunne ikke skaffe noget som helst fra Råds-møderne, så vi rundede halvåret af med kun tre om-råder forhandlet færdig - vel at mærke områder uden knaster!

Helt anderledes forventninger var der til Østrig, som overtog formandskabet i efteråret 2018. De næste tre måneder frem til december ville blive afgørende. Ikke mange troede på et resultat. Dertil var afstanden mel-lem Rådet og Parlamentet simpelthen for stor. Som al-tid var det mest et spørgsmål om penge. Forbedringer for handicappede er jo ikke gratis. Men - der var også kompetence-spørgsmål, f.eks. på bygnings-området og så - lidt overraskende - på spørgsmålet om, nødtjenester som 112. Her var visse medlemslande, f.eks. Tyskland, lodret imod at indføre noget fælles.

På den anden side stod det også hurtig klart, at østrigerr-ne meget gerne ville have et resultat, sikkert kraftigt til-skyndet af Juncker og hans team. Derfor var ambassadør Oberreiter det rette valg: Resultatorienteret, erfaren, direkte, men også behagelig. Et godt match, som jeg talte fornuftigt med - og som jeg fornemmede ville sejle direk-tivet i land. Af den grund endte vi også med et overra-skende godt resultat. De store spillere havde tydeligvis besluttet sig, så mit job handlede mest om at undgå de oplagte faldgruber, som S-gruppen var faldet i.

293

Tilgængelighed havde jeg ikke lige set komme, da jeg i sin tid startede i Indre Markeds-udvalget. Men forløbet viser, at man med åbenhed og lidt kreativitet kan nå langt. De to år med forhandlingen var en uhyre vigtig læreproces for mig som parlamentariker.

294

NIKOLAJ VILLUMSEN, LISTE Ø, ENHEDSLISTEN:GULT KORT MOD ANGREB PÅ STREJKERETTEN

EU’s indre marked skaber pres på danske løn- og ar-bejdsvilkår. Det oplever mange danskere rundt om på de danske arbejdspladser og landeveje. Her under-betales og udnyttes udenlandske kollegaer af grådige arbejdsgivere. Det betyder ikke alene et dårligere ar-bejdsmiljø og ringere løn for vores øst- og sydeuropæi-ske kollegaer. Det betyder også et generelt pres på vo-res løn- og arbejdsvilkår på det danske arbejdsmarked.

Derfor har det også været helt centralt for mit arbejde i Folketingets Europaudvalg at arbejde imod social dum-ping og for lige vilkår for lige arbejde.

I de seneste år har EU-Domstolen yderligere lagt pres på den danske model. Det er sket ved en række domme,

Nikolaj Villumsen er EU-ordfører for Enhedslisten i Folke-tinget og medlem af Europarådet, men ønsker nu at blive medlem af Europa-Parlamentet i stedet som spidskandidat for Enhedslisten.

295

hvor man har indskrænket fagbevægelsens mulighed for at lave konflikt for at kræve lige vilkår. Det gæl-der bl.a. den såkaldte Laval-sag fra Sverige, hvor den svenske fagbevægelse blev dømt af EU-Domstolen for at have lavet en blokade for at kræve at deres lettiske arbejdere fik lov at arbejde på svensk overenskomst.

Trods store demonstrationer fra den europæiske fag-bevægelse i Bruxelles og bred kritik af fagbevægelsen i Danmark af den voldsomme sociale dumping er det ikke lykkedes at få lavet en grundlæggende ændring af EU’s traktater. Fra den europæiske fagbevægelses side har man konkret foreslået en juridisk bindende social protokol til Lissabon-traktaten. Sådan at det sikres, at faglige rettigheder sidestilles med den frie bevægelig-hed. Det vil skabe en fair bevægelighed og give både fagbevægelsen og de nationale parlamenter mulighed for at tage initiativer til at stoppe den sociale dumping og sikre lige vilkår.

Enhedslisten har fra start bakket op om dette krav. Det blev desværre afvist af den tidligere S-SF-R-regering med Thorning i spidsen, men siden 2015-valget har alle partier i oppositionen valgt at bakke op om kravet om en social protokol. Det giver håb for fremtiden. Efter næste valg har Danmark forhåbentligt et flertal, der vil kæmpe for en juridisk bindende social protokol og et flertal i EU-Parlamentet, der vil gøre det samme. Det vil jeg kæmpe for. Og jeg har før haft succes med at samle bred opbakning til et forsvar for konfliktretten og faglige rettigheder.

I maj 2012 lykkedes det mig, som EU-ordfører for Enhedslisten, at samle et flertal i Folketingets Euro-paudvalg om en såkaldt begrundet udtalelse imod det, der blev kaldt, Monti II-forordningen. Dette forslag fra EU-Kommissionen var et forsøg på at indskrænke fagbevægelsens mulighed for at indlede konflikt for at

296

kræve bedre vilkår i tråd med afgørelserne fra EU-dom-stolen i Laval-dommen og en række andre domme.

EU ville med forslaget gribe vidtgående ind i konflikten og den danske model. Det er klart, at vi fra Enhedsli-stens side umuligt kunne acceptere, at EU skulle blande sig i strejkeretten. Det ville ikke alene være et angreb på fagbevægelsen, men også et angreb på den danske model og arbejdsmarkedet, som de EU-begejstrede par-tier har lovet danskerne, at EU aldrig vil blande sig i.

Heldigvis var vi ikke alene. Det lykkedes, at få flertal i Europaudvalget, og det lykkedes ligeledes at mobili-sere en række nationale parlamenter til at trække et gult kort overfor EU-Kommissionen, da forslaget var i klar strid med nærhedsprincippet. I kritikken fra Euro-paudvalget lød det klart, at EU ikke skal blande sig i arbejdskonflikter i medlemslandene. Dette samlede op-bakning, og EU-Kommissionen måtte trække forslaget.

Det var en vigtig sejr for strejkeretten og et godt eksem-pel på, at det nogle gange kan lykkes at stoppe forrin-gelser på arbejdsmarkedet fra EU. Forhåbentligt vil det efter det kommende folketings- og EU-parlamentsvalg kunne lykkes at skabe forbedringer for lønmodtagerne i EU-landene med vedtagelse af en social protokol. Det vil vi sammen med den danske og europæiske fagbevæi-gelse kæmpe for i Enhedslisten.

297

RASMUS NORDQVIST, LISTE Å, ALTERNATIVET:FOLKETINGET OGSÅ MED I EU-LOVGIVNING

Vi taler om lovgivning, der laves fælles i EU som noget, “de har besluttet nede i EU”. Vi taler om EU som noget, der ligger langt væk fra, her hvor vi er. Meget ved be-slutningsprocesserne kan kritiseres, fordi det til tider virker som om, at beslutningsprocesserne er gemt væk fra den demokratiske samtale, men ofte er Folketinget faktisk med i disse beslutningsprocesser.

Rasmus Nordqvist er EU-ordfører for Alternativet og er udpe-get som partiets spidskandidat til EU-valget. Han stiller op sammen med det tværnationale parti, European Spring, som ledes af den tidligere græske finansminister, Yanis Varoufakis.

298

I Folketinget har man valgt at lægge EU-arbejdet i det såkaldte Europaudvalg. Det burde først og fremmest være en aktiv del af beslutningsprocesserne omkring EU-spørgsmål, men udvalget kobles ofte meget sent på i forløbet. Europaudvalget skal ellers klæde danske ministre på inden møderne i Det Europæiske Råd, og alle danske ministre skal derfor forbi udvalget for at fremlægge dagsordnerne inden relevante møder. Ved sager, som regeringen vurderer er vigtige, beder de om mandat til forhandlingerne. Det vil sige, at man som medlem i Europaudvalget ved disse møder både har mulighed for at påvirke regeringens forhandlingspositi-on i Rådet, og samtidig kan man observere processen og føre parlamentarisk kontrol med regeringen.

Det er selvfølgelig vanskeligt at rykke ved et mandat fra regeringen, da dette ofte er aftalt med et flertal i Folketinget, men vi gør, hvad vi kan for at diskutere og påvirke beslutningerne. Regeringen vælger desværre og måske netop derfor ofte at bringe emnerne op meget sent. Jeg har oplevet, det blot var få timer efter, at be-slutningerne blev bragt til udvalget, at forhandlingerne skulle gennemføres. Under sådanne omstændigheder kan man ikke med selv den mest ihærdige indsats ryk-ke særlig meget.

Det er svært at pege på en enkelt sag, hvor vi særligt har kunne påvirke og få rykket ved regeringens standpunk-ter og trække dem i retning af at skabe gode europæiske beslutninger. Efter sagerne har været i udvalget, kom-mer de til forhandlinger i Ministerrådets arbejdsgrup-per, og derefter mellem Miniisterrådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet. Til sidst skal lovene vedtages og implementeres i vores hjemlige lovgivning. Vejen er med andre ord lang.

En sag, der dog har fyldt meget, og hvor jeg stadig kæm-per for at gøre vores stemme gældende, er det kommen-

299

de EU-budget, eller med det mere sexede udtryk: den flerårige finansielle ramme. Budgettet laves for syv år ad gangen, og har derfor stor betydning for de næste mange års arbejde i EU og for, hvordan vi kan svare på de udfordringer, vi står overfor såsom klimakrisen, store uligheder i Europa og de sociale udfordringer i mange lande. Kommissionen kom i maj 2018 med deres udspil. Siden da har Europa-Parlamentet så fremlagt et bud, og nu forhandler Rådet så sin position.

Et område, som jeg har brugt megen opmærksomhed på, er på alle de eksterne elementer, der blandt andet indeholder udviklingshjælpen. Her har man tidligere i budgettet haft opdeling mellem forskellige elementer, så der både var fokus den langsigtede udviklingshjælp; til arbejdet for menneskerettigheder og demokrati; til de oversøiske områder (altså tidligere kolonier) samt en række andre værktøjer.

Da migration og flygtninge har fyldt meget i debat-ten de senere år, har man nu desværre valgt at lægge mange af disse elementer sammen. Dette er sket både med den udmærkede begrundelse, at arbejdet inden for dette komplekse område hænger sammen, men desværre i høj grad også fordi, vi ser en tendens til, at mange EU-lande er begyndt at instrumentalisere udviklingshjælpen i et forsøg på at holde migranter og flygtninge væk. Faren ved dette bliver, at alle de pen-ge, vi skulle bruge på den langsigtede udvikling, der på sigt skal skabe bedre samfund, nu går til fx græn-sekontrol.

Arbejdet i Europaudvalget er den lange, seje vej med en gentagende proces bestående af skriftlige spørgsmål, samråd og flere spørgsmål, hvor ministeren skal forkla-re sig. For på denne måde dels at påvirke ministeren og dels at skabe opmærksomhed om de kritisable beslut-ninger, der er på vej til at blive gennemført. Europaud-

300

valget giver kun forhandlingsmandater til under fem procent af de årligt vedtagne retsakter.

Er det lykkedes at rykke den danske regering eller Rådet i deres forhandlingsposition? Nej. Men opmærk-somheden er vakt, så der nu ikke afholdes et møde med udviklingsministeren, hvor hun ikke på eget initiativ nævner, at bredden i udviklingshjælpen er vigtig. Så kan jeg kun håbe, det bærer frugt og at hele EU’s ud-viklingshjælp ikke i fremtiden bliver et instrument, der blot bruges til at holde mennesker væk fra vore græn-ser.