farvel min elskede

I samme serie:

Det høje vindueKvinden i søenDen lange søvn

LillesøsterDet lange farvel

Blindebuk

farvel min elskede_korrektur.indd 2 23/04/13 15.28

R a y m o n d C h a n d l e R

Roman

Oversat af Grete Juel Jørgensen

Farvel, min elskede


Farvel, min elskedeOversat fra amerikansk af Grete Juel Jørgensen

Originalens titel: Farewell, my lovelyCopyright © 1940 by Raymond Chandler

By arrangement with Raymond Chandler Limited C/O Ed Victor LtdDenne udgave: People’sPress, 2013

Efterord af Haruki Murakami med tilladelse efter aftale med Curtis BrownOversættelse af Haruki Murakamis efterord fra japansk: Mette Holm i samarbejde med

Chiho KondoOmslag: Rasmus FunderSats: Lene Gammelgaard

ISBN: 978-87-7137-56195. udgave, 1. oplag

Printed in EU, 2013

Kopiering fra denne bog er kun tilladt i overensstemmelse mellem Ministeriet for børn og undervisning og Copy-Dan.

Enhver anden udnyttelse uden forlagets skriftlige samtykke er forbudt ifølge gældende lov om ophavsret.

Undtaget herfra er korte uddrag til brug i anmeldelser.

Forlaget har forsøgt at cleare alle oversættelsesrettigheder. Hvis en oversætter ikke er blevet behørigt kompenseret for brug af oversættelse,

bedes vedkommende henvende sig til People’sPress for afregning efter gældende tarif.

People’sPress Vester Farimagsgade 41

1606 København Vwww.artpeople.dk


5

1

Det var en af de blandede karreer på Central Avenue – de karreer, hvor der endnu bor andre end sorte. Jeg var lige kommet ud fra en tre-stols barbersalon, hvor et detektivbu-reau mente, der var en chance for at finde en barber ved navn Dimitrios Aleidis. Måske gjorde han tjeneste som afløser i sa-lonen. Det hele var en bagatel. Hans kone havde sagt, at hun var villig til at ofre lidt penge på at få ham lokket hjem igen.

Jeg fandt ham aldrig. Men mrs. Aleidis betalte mig heller aldrig.

Det var sidst i marts og varmt i vejret, og jeg stod uden for barbersalonen og så op på neonskiltet, som ragede ud fra muren over en beværtning oppe på første sal, der hed ”Hos Florian”. Der stod en mand, der også så op på skiltet. Han stod og så op på de beskidte vinduer, opslugt og betaget, omtrent som en ungarer, der ser Frihedsgudinden for første gang. Det var en stor, svær mand, måske ikke meget mere end et par meter høj og i hvert fald ikke bredere end en ølvogn. Han stod en to-tre meter fra mig. Hans arme hang slapt ned langs siderne, og en glemt cigar røg mellem hans kæmpestore fingre.

Slanke sorte slentrede op og ned ad gaden og skævede til ham i forbifarten. Han var også værd at se på. Han havde en lodden Borsalino-hat på hovedet, en grov grå sportsjak-ke med knapper som hvide golfkugler, en brun skjorte, et gult slips, grå flannelsbenklæder med skarpe pressefolder og krokodilleskindssko med hvide plamager på snuderne. Ud af brystlommen væltede et pyntelommetørklæde i kaskader


6

– lige så skingrende gult som hans slips. Han havde stuk-ket et par kulørte fjer i hattebåndet, men det havde såmænd ikke været nødvendigt. Selv her på Central Avenue, hvor en diskret påklædning hører til sjældenhederne, var han omtrent så iøjnefaldende som en fugleedderkop på et stykke lagkage.

Hans ansigt havde et blegt, gustent skær, og han trængte til at blive barberet. Men det var kronisk – den mand ville altid se ud, som om han trængte til at blive barberet. Han havde sort krøllet hår og tykke øjenbryn, som næsten var vokset sammen over den kødfulde næse. Hans ører var velformede og små i forhold til hans størrelse, og hans øjne skinnede med en fugtig glans, som grå øjne undertiden gør. Han stod så stille som en statue, og længe efter smilede han.

Så gik han langsomt over fortovet hen til svingdørene, bag hvilke trappen førte op til første sal. Han puffede til dem, mens han med et køligt, udtryksløst blik så op og ned ad ga-den, og gik indenfor. Hvis han havde været mindre og mere stilfærdig i tøjet, ville det ikke have været helt ved siden af at tro, at han var på vej op for at snuppe pengekassen. Men i det tøj og med den hat og det korpus – afgjort nej.

Bag ham svingede dørene udad og tilbage igen, men før de kunne nå at stå stille, svingede de igen udad mod gaden med voldsom kraft. Noget kom kurende over fortovet og havnede i rendestenen mellem to parkerede vogne. Det lan-dede på hænder og knæ og peb højt og gennemtrængende som en rotte, der er trængt op i en krog. Så kom det langsomt på benene, fiskede en hat op og trådte ind på fortovet. Det var en tynd, smalskuldret, farvet ung mand i violet tøj med en nellike i knaphullet og med glat sort hår. Han blev ståen-de med åben mund og peb lidt. De forbipasserende stirrede tomt på ham. Så satte han hatten kækt på snur, luskede ind til husmuren og gik lydløst videre på udadvendte fødder.

Stilhed. Folk kom og gik som før. Jeg gik hen til svingdø-rene og blev stående foran dem. Nu stod de helt stille. Det ragede ikke mig, dette her. Så skubbede jeg til dem og kig-gede ind.


7

Ud af halvmørket jog en hånd frem – en hånd, jeg kunne have siddet i – og tog et fast tag i min skulder og kvasede den. Så blev jeg trukket ind ad døren og skødesløst løftet et trin op ad trappen. Det store ansigt så ned på mig. En dyb, blød stemme sagde roligt:

– Niggere her, hva’? Fortæl mig lidt om det, kammerat.Der var mørkt derinde. Der var stille. Oppefra lød en

dæmpet mumlen, men der var ikke andre end os på trappen. Den store mand stirrede alvorligt på mig og blev ved med at mishandle min skulder.

– Her var en nigger, sagde han. – Jeg smed ham ud lige før. Så De ham?

Han gav slip på min skulder. Tilsyneladende var knoglerne stadig hele, men armen var følelsesløs.

– Det er et af den slags steder, sagde jeg og masserede min skulder. – Hvad troede De, det var?

– Kom ikke til mig med det sludder. Den store mand spandt blidt – som fire mætte tigre. – Velma arbejdede her ... lille Velma.

Han rakte ud efter min skulder. Jeg prøvede at sno mig, men han var så hurtig som en kat. Han begyndte igen at ælte mine muskler med sine jernfingre.

– Ja, sagde han. – Lille Velma. Jeg har ikke set hende i otte år. Og De siger, det er en niggerknejpe nu?

Jeg indrømmede det forpint.Han løftede mig op ad to trin til. Jeg rev mig løs for at få

lidt albuerum. Jeg var ikke bevæbnet. Jeg havde ikke regnet med, at det var nødvendigt for at lede efter Dimitrios Aleidis. Ikke, fordi jeg ville have haft nogen glæde af det. Den store mand ville formodentlig have taget pistolen fra mig og have ædt den.

– De kan jo selv gå op og se efter, sagde jeg, mens jeg prø-vede at beherske min stemme.

Han gav slip på mig igen. Han betragtede mig med et næ-sten bedrøvet udtryk i de grå øjne. – Jeg er ikke vanskelig, sagde han, – men jeg bryder mig ikke om at blive taget ved


næsen. Kom lad os to følges ad derop og måske snuppe et par stykker.

– De vil ikke servere for Dem deroppe. Jeg har jo sagt, at det er en negerbeværtning.

– Jeg har ikke set Velma i otte år, sagde han med sin dybe, sørgmodige stemme. – Det er otte lange år siden, jeg sagde farvel til hende. I seks år har hun ikke skrevet til mig. Men hun har sine grunde. Hun arbejdede her i gamle dage. Hun var en sød pige. Kom, så går vi derop.

– Ja, ja, råbte jeg, – jeg skal nok gå med Dem derop. Men ta’ og lad være med at bære mig. Lad mig gå selv. Det kan jeg sagtens. Jeg er voksen ... jeg kan selv knappe mine bukser. Så ta’ og lad være med at bære mig.

– Lille Velma arbejdede her i gamle dage, sagde han blidt. Han havde ikke hørt et ord af, hvad jeg sagde.

Vi gik op ad trappen. Jeg fik lov til at gå selv. Min skulder værkede. Jeg var våd i nakken.


2

Der var endnu et par svingdøre mellem trappeafsatsen, og hvad der nu end måtte være bagved. Den store mand puffede dem let op med tommelfingrene, og vi trådte indenfor. Det var et langt, smalt lokale, ikke særlig rent, ikke særlig lyst, ikke særlig muntert. I et hjørne pludrede og sludrede en flok sorte i skæret fra en lampe. Henne ved væggen til højre lå baren. Resten af lokalet var fuldt af små, runde borde. Der var nogle få gæster, mænd og kvinder, alle sammen sorte.

Henne ved terningspillet holdt stemmerne inde som på tælling, og lampen over bordet gik pludselig ud. Stilheden lagde sig brat og tung som et vådt vattæppe. De stirrede på os med kastaniebrune øjne i ansigter, der gik fra gråt til natsort. De drejede langsomt hovedet og så på os med en anden races glitrende øjne, i en tung og fremmed stilhed.

En stor, tyrenakket sort mand stod lænet op ad enden af baren – med lyserøde ærmeholdere og lyserøde og hvide se-ler, der var krydset over den brede ryg. Der stod udsmider skrevet hen over ham. Han stod med den ene fod løftet, men da han så os, satte han den roligt ned på gulvet, vendte sig langsomt om og gloede, skrævede lidt med benene og lod en bred tunge glide over sine læber. Hans ansigt så ud, som om det havde været igennem alt undtagen en kødmaskine. Det var arret, forgrovet, skamferet og fuldt af dybe furer. Det ansigt havde intet at frygte. Det havde været ude for alt, hvad mennesker kan finde på.

Det korte, krusede hår var begyndt at gråne, og det ene øre manglede øreflippen.

9


10

Den sorte mand var bred og tung. Han havde massive, tunge ben, der hjulede lidt, noget, man sjældent ser hos sorte. Han lod igen tungen glide over læberne, smilede og satte sig i bevægelse. Han kom imod os, let foroverbøjet som en bok-ser. Den store mand ventede i tavshed.

Den sorte mand med de lyserøde ærmeholdere lagde en solid brun næve på den store mands brystkasse. Det var en stor hånd, men den lignede en kraveknap. Den store mand rørte sig ikke.

– Ingen hvide her, mand. Kun for farvede. Beklager. Ud-smideren smilede venligt.

Den store mand bevægede sine små, bedrøvede grå øjne og så sig om i lokalet. Han var blevet lidt hed i kinderne.

– En niggerbule, sagde han dæmpet og vredt. Han hævede stemmen. – Hvor er Velma? spurgte han udsmideren.

Udsmideren grinede ham ikke op i ansigtet. Han målte den store mands tøj, den brune skjorte og det gule slips, den grove grå jakke med de hvide golfkugler. Han drejede lang-somt sit tykke hoved, mens han betragtede ham fra alle syns-vinkler. Han så ned på krokodilleskindsskoene og klukkede. Han lod til at more sig. Jeg fik ligefrem lidt ondt af den store mand. Han sagde dæmpet:

– Var det Velma? Ingen Velma her, mand. Ingen sprit, ingen piger, ingenting. Så bare glid, hvide mand, glid!

– Velma arbejdede her, sagde den store mand. Han sagde det næsten drømmende, som om han var alene og gik og plukkede violer ude i skoven. Jeg fiskede mit lommetørklæ-de op og tørrede mig i nakken.

Så lo udsmideren pludselig. – Ja, den er go’, sagde han og så sig hurtigt tilbage mod sit publikum. – Velma arbejdede her i gamle dage. Men Velma arbejder ikke her mere. Hun har trukket sig tilbage ... ha ... ha ... ha!

– Få den forbandede lab væk fra min skjorte, sagde den store mand.

Udsmideren rynkede panden. Han var ikke vant til, at man talte til ham i den tone. Han tog hånden til sig og


11

knyttede den til en næve af størrelse og farve som en stor aubergine. Han havde sit arbejde, sit rygte som en hård hund og folks mening om ham at tænke på. Det tænkte han på et øjeblik og begik en fejltagelse. Han svingede sin knyttede næve for fuld kraft, med albuen ud til siden, og ramte den store mand på kæben. Et blødt suk forplantede sig gennem beværtningen.

Det var et solidt stød. Han havde sænket skulderen og lagt alle kræfterne i. Det kom fra en mand, der var i øvelse. Den store mand bevægede ikke hovedet mere end et par centi-meter. Han gjorde ikke forsøg på at undgå knytnæven. Han rystede sig lidt, udstødte en dyb lyd og greb udsmideren i struben.

Udsmideren prøvede at jage et knæ i lysken på ham. Den store mand vendte ham en omgang i luften og stod med skrævende ben på det slidte linoleum. Han bøjede udsmide-ren bagover og tog fat i hans livrem med højre hånd. Livrem-men sprang som et stykke sejlgarn. Den store mand plantede sin kæmpemæssige hånd fladt mod udsmiderens rygsøjle, gav los og kylede ham ned gennem lokalet, snurrende og svajen-de med fægtende arme. Tre mænd sprang til side. Udsmide-ren ramte et bord, der væltede under ham, og landede op ad panelet med et brag, der måtte have kunnet høres til Denver. Benene spjættede. Så lå han helt stille.

– Der er nogen, der har en forkert opfattelse af, hvornår de skal være frække. Han vendte sig imod mig. – Nå, sagde han, – lad os nappe en lille én.

Vi gik hen til baren. Gæsterne derhenne blev til stille skyg-ger, der enkeltvis eller to-tre stykker ad gangen forsvandt lydløst ud ad døren til trappen. Så lydløse som skygger over en græsplæne. Dørene svingede ikke engang, da de gik. Vi lænede os op ad baren. – Whisky sour, sagde den store mand. – Hvad vil De have?

– Whisky sour, sagde jeg. Vi fik en whisky sour hver. Den store mand drak uanfægtet sin whisky sour af det klodsede, tykke glas. Han stirrede alvorligt på bartenderen, en tynd, be-


12

kymret sort mand i hvid jakke. Bartenderen bevægede sig, som om han havde ømme fødder.

– Ved De, hvor Velma er?– Velma ... Velma ..., sagde bartenderen med klynkende

stemme. – Jeg har ikke set hende herinde i den sidste tid. Nej ... slet ikke i lang tid.

– Hvor længe har De været her?– Lad mig se, bartenderen lagde viskestykket fra sig, ryn-

kede panden og begyndte at tælle på fingrene, – vel en halv snes måneder. Omkring et års tid. Omkring ...

– Tag nu og kom til et resultat, sagde den store mand.Bartenderen spærrede øjnene op, og hans adamsæble ra-

sede op og ned som en høne, der har fået hovedet kappet af.– Hvor længe har der været negerbeværtning her? spurgte

den store mand barsk.– Æh... hva’?Den store mand knyttede hånden om whiskyglasset, der

næsten druknede i den.– En fem års tid, vil jeg tro, sagde jeg. – Manden her kan

umuligt vide noget om en hvid pige, der hedder Velma. De andre heller ikke.

Den store mand så på mig, som om jeg var noget, han havde fundet under en sten. Whiskyen havde tilsyneladende ikke gjort humøret bedre.

– Hvem satan har bedt Dem om at blande Dem i det? spurgte han.

Jeg smilede. Et stort, hjertevarmt og venligt smil. – Det var jo mig, der fulgtes med Dem herop. Har De glemt det?

Nu smilede han igen, et tomt hvidt smil. – En whisky sour, sagde han til bartenderen. – Se at få fart på og lad os få lidt betjening.

Bartenderen pilede rundt og himlede med øjnene. Jeg læ-nede mig til disken og så mig om i lokalet. Det var tomt nu, bortset fra bartenderen, den store mand og mig selv og udsmideren, krøllet sammen ved væggen. Han bevægede sig. Han bevægede sig langsomt, som om det gjorde meget ondt


13

og kostede besvær. Han kravlede stille langs panelet som en flue med én vinge. Han bevægede sig bag bordene som en træt mand, der pludselig er blevet gammel og har mistet sine sidste illusioner. Jeg så ham bevæge sig. Bartenderen satte to whisky sour til foran os. Jeg vendte mig mod bardisken. Den store mand så skødesløst hen på den kravlende udsmider og glemte ham igen.

– Der er ingenting tilbage af stedet, sagde han sørgmodigt. – Der var en lille tribune og et orkester og små, pæne

kabinetter, hvor en mand kunne have lidt sjov. Og Velma sang. Hun var rødhåret. Så lækker som et par kniplings-trusser. Vi skulle have været gift, dengang de fik hængt mig op.

Jeg tog min anden whisky sour. Jeg var begyndt at blive træt af det hele. – Hvordan hængt op? spurgte jeg.

– Hvor tror De, jeg har været i de otte år, jeg snakkede om?– Fanget sommerfugle.Han stak sig i brystet med en pegefinger som en banan. – I spjældet såmænd. Jeg hedder Malloy ... Moose Malloy

bliver jeg kaldt på grund af min størrelse. Det var for Great Bend-bankrøveriet. Fyrre tusinde. Det er ikke småting – når man er alene om det.

– Skal De til at bruge dem nu?Han så skarpt på mig. Det skramlede bag os. Udsmideren

var kommet på benene igen og stod og svajede. Han havde hånden på dørgrebet til en mørk dør omme bag bordet, hvor de havde spillet terninger. Han fik døren op og næsten faldt ind ad den. Den knaldede i. En lås smækkede.

– Hvor fører den hen? spurgte Moose Malloy.Bartenderens øjne roterede i ansigtet på ham, og det ko-

stede ham anstrengelse at indstille dem på den dør, udsmide-ren var smuttet igennem.

– Det... det er mr. Montgomerys kontor. Chefens. Han har sit kontor derinde.

– Måske ved han noget, sagde den store mand. Han tømte sit glas i én slurk.


– Og jeg vil råde ham til ikke at gøre grin med mig. To til af samme slags.

Han gik langsomt gennem lokalet, let og skødesløst, som om han ikke havde én bekymring i denne verden. Hans enorme ryg skjulte døren. Den var låst. Han ruskede i den, og et stykke af panelet sprang af. Han gik ind og lukkede døren efter sig.

Der blev stille. Jeg så på bartenderen. Bartenderen så på mig. Hans øjne blev tankefulde. Han tørrede bardisken af, sukkede og bøjede sig forover, rakte højre arm ned.

Jeg rakte hånden ind over disken og tog fat i armen. Den var tynd og skrøbelig. Jeg slap ikke taget og så smilende på ham.

– Hvad har De dernede, kammerat?Han vædede læberne. Han lænede sig tungt mod min arm,

men sagde ikke et ord. Hans skinnende ansigt blev gråligt.– Den mand er skrap, sagde jeg. – Og han kan godt blive

ondskabsfuld. Sådan virker sprit på ham ... Han leder efter en pige, han har kendt tidligere. Dengang beværtningen var for hvide. Er De med?

Bartenderen vædede læberne.– Han har været væk herfra længe, sagde jeg. – Otte år. Og

han kan ikke forstå, hvor lang tid det er, skønt man skulle tro, det har været en evighed for ham. Han regner med, at folk her må vide, hvor hans pige er. Er De med?

Bartenderen sagde langsomt: – Jeg troede, De var i kom-pagni med ham.

– Jeg kunne hverken gøre fra eller til. Han spurgte mig om noget nedenunder, og så slæbte han mig herop. Jeg har aldrig set ham før. Men jeg var ikke i humør til at blive smidt rundt med. Hvad har De dernede?

– Jeg har en oversavet riffel, sagde bartenderen.– Vorherre bevares ... det er forbudt, hviskede jeg. – Hør, vi

må hellere slå os sammen. Har De mere?– Jeg har også en pistol, sagde bartenderen. – I en cigarkas-

se. Giv slip på min arm.– Det lyder godt, sagde jeg. – Flyt Dem lidt. Sådan! Mere

14


15

til siden. Det er ikke det rette tidspunkt til skydevåben.– Det kan De sagtens sige, sagde bartenderen hånligt og

lagde hele vægten af sin trætte krop mod min arm. – Hør ...Han tav. Hans øjne roterede, og han bevægede hovedet

næsten krampagtigt.Der kom en dump lyd inde fra kontoret bag den lukkede

dør bag bordet. Måske var det en dør, der blev smækket. Det troede jeg nu ikke. Det troede bartenderen heller ikke.

Bartenderen stivnede. Han savlede af skræk. Jeg lyttede. Ikke flere lyde. Jeg gik hurtigt ned mod enden af bardisken. Jeg havde lyttet for længe.

Døren derovre fløj op med et brag, og Moose Malloy eksploderede ud ad den. Så blev han stående bomstille med skrævende ben og et stort, tomt grin på ansigtet.

En 45 Army Colt lignede en legetøjspistol i hans hånd.– Nu ikke noget pjank, sagde han gemytligt. – Poterne på

disken.Bartenderen og jeg lagde hænderne på disken.Moose Malloy så sig søgende om i beværtningen. Grinet

var anstrengt, klistret på. Han begyndte langsomt at gå tværs over gulvet. Han så ud, som om det ville være ham en smal sag at klare et bankrøveri alene – selv i det tøj.

Han kom hen til baren. – Op med hænderne, nigger, sag-de han dæmpet. Bartenderen løftede hænderne højt op over hovedet. Den store mand gik om bag mig og klappede om-hyggeligt ned ad mig med venstre hånd. Jeg kunne føle hans hede åndepust i nakken. Så forsvandt det.

– Mr. Montgomery vidste heller ikke, hvor Velma var, sag-de han. – Han prøvede at fortælle mig det – med denne her. Han klappede pistolen med sin hårde næve. Jeg vendte mig langsomt og så på ham. – Ja, sagde han. – Mig skal De nok genkende. Mig kommer De ikke til at glemme, kammerat. Råd bare fyrene til at passe på. Han svingede med pistolen. – Nå, men så glider jeg, labaner. Jeg skal nå en sporvogn.

Han gik hen imod trappen.– De har ikke betalt for det, vi har fået, sagde jeg.


Han standsede og betragtede mig indgående.– Det kan der være noget om, sagde han, – men hvis jeg

var Dem, ville jeg ikke gøre mere ved det.Han gik ud gennem svingdørene, og jeg kunne høre hans

fodtrin forsvinde ned ad trappen.Bartenderen bøjede sig ned. I et nu var jeg omme på den

anden side af disken og skubbede ham væk. En oversavet rif-fel lå under et viskestykke på hylden under disken. Der stod en cigarkasse ved siden af den, hvori der lå en 38 pistol. Jeg tog begge dele. Bartenderen trykkede sig op mod glassene, der stod i rækker bag baren.

Jeg gik rundt om baren og hen til den lille åbne dør ved bordet. Bag døren var der en lille L-formet gang, hvor der var næsten helt mørkt. På gulvet lå udsmideren bevidstløs med en kniv i hånden. Jeg bøjede mig ned, tog kniven ud af hånden på ham og smed den ned ad en bagtrappe. Udsmide-ren trak vejret snorkende, og hans hånd var slap.

Jeg skrævede over ham og åbnede en dør, hvorpå der stod ”Kontor” med afskallede sorte bogstaver.

Der stod et skrammet lille skrivebord ud for et vindue, der var delvis blændet med brædder. I stolen bag skrivebordet sad en mand ret op og ned. Stolen var højrygget, og mandens nakke hvilede på stoleryggen med hovedet kastet bagover og næsen pegende over mod vinduet.

På mandens højre side var en skrivebordsskuffe trukket ud. På bunden lå en avis med en stor olieplet. Det var åbenbart dér, pistolen kom fra. Mr. Montgomery havde formodentlig syntes, det var en god idé, men den måde, hans hoved lå på, beviste, at ideen ikke havde været så god endda. Der stod en telefon på skrivebordet. Jeg lagde den oversavede riffel fra mig, gik hen til døren og låste den, før jeg ringede til politiet. Jeg syntes, det var mere betryggende, og mr. Montgomery så ikke ud til at have noget imod det.

Da patruljebetjentene trampede op ad trappen, var udsmi-deren og bartenderen forsvundet, og jeg havde hele bevært-ningen for mig selv.


17

3

Manden, der fik sagen overdraget, hed Nulty, et surt løg, hul-kindet og med lange gustne hænder, som han foldede over knæene det meste af den tid, han talte med mig. Han var opdager fra 77. Street-stationen, og vi talte sammen i et nø-gent værelse, hvor to små skriveborde stod ved hver sin væg, og der var akkurat så megen plads til overs imellem dem, at man kunne komme forbi, vel at mærke hvis ikke to forsøgte samtidig. Der var snavset brunt linoleum på gulvet, og der lugtede af gamle cigarstumper. Nultys skjorte var slidt, og hans jakkeærmer var lagt op forneden. Han så tilpas fattig ud til at være ærlig, men han så ikke ud til at være mand for at klare Moose Malloy.

Han tændte en cigarstump og smed tændstikken på gulvet, hvor der var flere af samme slags. Han sagde med bitter stemme:

– Niggere ... et niggermord til. Det er, hvad jeg regnes for efter atten års tjeneste i politistyrken. Intet billede i avisen ... ingen omtale ... ikke engang fire linjer i spalten med efter-lysninger.

Jeg sagde ikke noget. Han tog mit kort, kiggede på det igen og smed det fra sig.

– Philip Marlowe. Privatdetektiv. Nå, De er en af den slags ... ja, De ser sgu skrap nok ud. Hvad lavede De i al den tid?

– Al den tid?– Al den tid, mens denne her Malloy vred halsen om på

niggeren.– Det foregik i et andet lokale, sagde jeg. – Malloy havde

ikke lovet mig, at han ville dreje halsen om på nogen.


18

– Hån mig bare, sagde Nulty gnavent. – Værsgo’, gør bare nar ad mig. Det gør alle. Og hvad betyder én mere eller mindre? Det skrog til Nulty ... det er så nemt at være vittig på hans bekostning. Nulty... ham kan man altid gøre grin med.

– Jeg gør ikke grin med nogen, sagde jeg. – Men sådan gik det til – det skete i et andet lokale.

– Ja, ja, jeg ved det godt, sagde Nulty bag en vifte af osende cigarrøg. – Jeg var nede og se det, ikke? Er De aldrig bevæb-net?

– Ikke på et job af den slags.– Hvad slags?– Jeg var på jagt efter en barber, der er stukket af fra sin

kone. Hun troede, han kunne lokkes til at komme hjem.– Var det en nigger?– Nej, han er græker.– Nå, sagde Nulty og spyttede i sin papirkurv. – Nå. Og

hvordan traf De ham, den store?– Det har jeg fortalt Dem. Jeg stod der bare. Han smed en

neger ud ad døren til ”Hos Florian”, og jeg var dum nok til at stikke næsen indenfor og se, hvad der foregik. Så tog han mig med ovenpå.

– Tvang han Dem med pistolen i ryggen?– Nej. Han havde ingen pistol dengang. Jeg så i hvert fald

ikke nogen. Pistolen har han formodentlig taget fra Mont-gomery. Han samlede mig bare op. Jeg kan være ret nuttet.

– Kender jeg ikke noget til, sagde Nulty. – De ka’ nu ikke have strittet ret meget imod.

– Hvorfor skændes, sagde jeg. – Jeg har set manden, det har De ikke. Han kunne have Dem eller mig hængende ved urkæden. Jeg vidste ikke, han havde slået nogen ihjel, før han var gået. Jeg hørte et skud, men jeg bildte mig ind, at en eller anden var blevet bange for Malloy og havde skudt på ham, og at Malloy så havde taget skyderen fra ham.

– Hvordan kan De bilde Dem sådan noget ind? spurgte Nul-ty næsten blidt. – Han var bevæbnet, da han ordnede dem, ikke?


– Tænk på det tøj, han havde på. Han kom ikke for at slå nogen ihjel – ikke i de klude. Han kom for at opspore pi-gebarnet, Velma, som han havde været kæreste med, før han kom i fængsel for bankrøveriet. Hun arbejdede i ”Hos Flo-rian”, eller hvad det nu har været for en bule, dengang det stadig var en ”hvid” beværtning. Det var dér, han blev taget. Ham finder De sagtens.

– Selvfølgelig, sagde Nulty. – Med den størrelse og det tøj. Sagtens.

– Det kan være, han har et sæt tøj til, sagde jeg. – Og en vogn og et skjulested og penge og et par venner. Men De får ham.

Nulty spyttede igen i papirkurven. – Jeg får ham, sagde han, – når jeg skifter tænder for tredje gang. Hvor mange folk er der sat på sagen? Og ved De hvorfor? Fordi aviserne ikke gider ha’ den. Engang var der fem niggere, der sprættede hinanden op et sted på East fireogfirs. Den ene af dem var al-lerede død. Der var blod på møblerne, på væggene, ja, på lof-tet. Da jeg gik ned, kom en fyr, der er medarbejder ved The Chronicle, ned fra verandaen og satte sig ind i sin vogn. Han vrængede ad os og sagde: – Niggere ... Gud fader bevares ... og kørte sin vej. Gad ikke engang gå indenfor.

– Det kan være, Malloy bare er prøveløsladt, sagde jeg.– Så får De hjælp fra anden kant. Men pas på, når De arre-

sterer ham, ellers smadrer han en håndfuld strissere for Dem. Så kommer De i avisen.

– Og så ville sagen ikke længere være min, sagde Nulty spotsk.

Telefonen på hans skrivebord ringede. Han tog den og smilede bedrøveligt. Han lagde røret på, kradsede noget ned på en blok, og det glimtede svagt i hans øjne som et lys, der tændes for enden af en støvet gang.

– De har ham, min salighed. Det var registraturen. – Har hans fingeraftryk, fotografi og hele redeligheden. Det er sgu’ da altid noget. Han læste op af blokken. – Du gode, det er vel en mand. To meter og ti. To hundrede og fireogtres pund,

19


20

uden slips. Sikken en ka’l. Nå, til helvede med ham. Nu ef-terlyser de ham. Han kommer formodentlig efter listen over stjålne vogne. Så nu er der ikke andet at gøre end at vente. Han smed cigaren hen i en spytbakke.

– Prøv at opspore det pigebarn, sagde jeg. – Velma. Mal-loy er på jagt efter hende. Det var hende, det begyndte med. Prøv med Velma.

– Det kan De jo gøre, sagde Nulty. – Jeg har ikke været på bordel de sidste tyve år.

Jeg rejste mig op. – O.K., sagde jeg og gik hen imod døren.– Hov, vent lidt, sagde Nulty. – Det var kun for skæg. Så

travlt har De vel heller ikke.Jeg trillede en cigaret mellem fingrene og så på ham og

ventede ved døren.– Jeg mener ... De har jo sådan set god tid til at kigge

Dem lidt omkring efter det pigebarn. Det var faktisk en god idé, De fik dér. Det ku’ jo være, De faldt over noget. Det er nemmere for Dem at snuse sådan noget op lige så stille.

– Hvad får jeg for det?Han slog ud med de gustne hænder i en opgivende bevæ-

gelse. Hans smil var omtrent så fiffigt som en kasseret muse-fælde. – De har før været på den sorte liste her hos os. Nægt det ikke ... Jeg ved besked. Næste gang er det ingen skade til at have en forbundsfælle.

– Hvad skulle det hjælpe?– Nu skal De høre, sagde Nulty indtrængende. – Jeg har

ikke meget at sku’ ha’ sagt. Men hvem som helst i politiet kan være nyttig for Dem.

– Er det en tjeneste, jeg skal gøre Dem – eller får jeg penge for det?

– Penge – nej, sagde Nulty og rynkede på sin sørgmodige gule næse. – Men jeg trænger til lidt medvind. Siden sid-ste reorganisering har det været ad helvede til. Jeg skal ikke glemme det, kammerat. Aldrig.

Jeg så på mit ur. – All right, hvis jeg finder ud af noget, er


det Deres. Og når De får fotografiet, skal jeg identificere det for Dem. Efter frokost.

Vi gav hinanden hånden, og jeg gik hen ad den mudder-farvede gang, ned ad trappen og ud til min vogn.

Der var gået to timer, siden Moose Malloy var gået ud af ”Hos Florian” med pistolen i hånden. Jeg spiste frokost i en drugstore, købte en flaske bourbon og kørte østpå til Central Avenue og videre mod nord. Den anelse, jeg havde, var lige så uhåndgribelig som varmedisen, der flimrede over fortovet.

Det var nysgerrigheden alene, der drev mig. Men jeg hav-de ikke haft noget at lave den sidste måned. Selv et job uden honorar var en forandring.


farvel min elskede

Documents