2

Indholdsfortegnelse

1. INDLEDNING 7

1.1. Baggrund 7

1.2. Den nuværende grønlandske råstofordning 8

2. UDVIKLINGEN I URANAKTIVITETER PÅ VERDENSPLAN 11

2.1. Hvad er uran? 11

2.2. Anvendelsesmuligheder 11

3. URAN I GRØNLAND 18

3.1. Uran og uranmalme 18

3.2. Uranefterforskning 18

3.3. Kendte uranforekomster 19

3.3.1. Østgrønland 20

3.3.2. Vestgrønland 22

3.3.3. Sydgrønland 22

3.3.4. Nordgrønland 23

3.4. Uranpotentialet 23

3.5. Fra efterforskning til udnyttelse 25

3.5.1. Eksterne faktorer 25

3.5.2. Interne faktorer 26

3.5.3. Andre faktorer 27

4. SAMFUNDSMÆSSIGE ASPEKTER 32

4.1. Faktorer ved udnyttelse af uran 32

4.1.1. Fordele 32

4.1.2. Ulemper 33

4.2. Betydningen i andre lande 34

4.2.1. Historisk udvikling i Saskatchewan 34

3

4.2.2. Uranproduktionen i Saskatchewan og

økonomisk betydning 35

4.2.3. Ændring af strategi i Saskatchewan 38

4.2.4. McArthur River projektet 40

4.3. Potentiel betydning i Grønland 42

4.3.1. Koblinger 44

4.3.2. Grønlandsk arbejdskraft 44

4.3.3. Personskat 47

4.3.4. Reale koblinger 50

5. MILJØMÆSSIGE ASPEKTER 51

5.1. Efterforskning 51

5.2. Udnyttelse 51

5.2.1. Miljøredegørelse 52

5.2.2. Metoder til udvinding af uran 53

5.2.3. Forureningskilder ved metoderne 54

5.3. Nedlukning 57

5.3.1. Forebyggelse af luftforurening 57

5.3.2. Forebyggelse af vandforurening 58

5.3.3. Deponering af tailings 58

6. REGULERING 60

6.1. Regulering i andre lande: Danmark 60

6.1.1. Efterforskning og udnyttelse af uran

generelt 60

6.1.2. Sikkerhed og sundhed 62

6.1.3. Miljø 69

6.1.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign. 71

6.1.5. Opbevaring og transport 72

6.1.6. Eksport 74

4

6.2. Regulering i andre lande: Sverige 75

6.2.1. Efterforskning og udnyttelse af uran

generelt 75

6.2.2. Sikkerhed og sundhed 76

6.2.3. Miljø 78

6.2.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign. 79

6.2.5. Opbevaring og transport 79

6.2.6. Eksport 80

6.3. Regulering i andre lande: Canada 80

6.3.1. Efterforskning og udnyttelse af uran

generelt 81

6.3.2. Sikkerhed og sundhed 84

6.3.3. Miljø 85

6.3.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign. 86

6.3.5. Opbevaring og transport 86

6.3.6. Eksport 87

6.4. Regulering i Grønland 87

6.4.1. Efterforskning og udnyttelse af uran

generelt 87

6.4.2. Sikkerhed og sundhed 90

6.4.3. Miljø 91

6.4.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign. 91

6.4.5. Opbevaring og transport 92

6.4.6. Eksport 92

6.5. Tilpasning af grønlandske regler 93

7. LITTERATURLISTE 95

5

6

1. Indledning

1.1. Baggrund

Det tidligere Landsstyremedlem for Boliger, Infrastruktur og Råstoffer, Jør-

gen Wæver Johansen anmodede, på baggrund af den stigende uraninteres-

se, Råstofdirektoratet om at iværksætte en vurdering af, hvad der ligger af

viden om uranpotentialet her i landet, herunder en belysning af fordele og

ulemper ved en uranaktivitet med henblik på en efterfølgende offentlig debat

og politisk stillingtagen.

Vurderingen skulle bl.a. indbefatte en undersøgelse af, hvorledes andre lan-

de har indrettet sig sikkerheds-, sundheds- og miljømæssigt, og herunder

hvilke konkrete krav der er stillet i lovgivningen til regulering af efterforsk-

ning og udnyttelse af uran.

Landsstyret fremlægger på denne baggrund en bred redegørelse om uranpo-

tentialet i Grønland, herunder geologiske, samfunds-, regulerings-, miljø-,

sikkerheds- og sundhedsmæssige aspekter knyttet til en potentiel efter-

forskning og udnyttelse af uranforekomster i Grønland.

Landsstyret skal understrege, at der er tale om en beskrivende redegørelse

med det formål, at få igangsat en åben og fordomsfri debat om fordele og

ulemper ved at tillade efterforskning og udnyttelse af uran i Grønland.

Landsstyret kommer således ikke med en konkret indstilling for eller imod,

idet der er tale om et komplekst emne, hvor en række potentielle økonomi-

ske gevinster kan tale for, at der genåbnes for uranaktiviteter. Samtidig er

der dog en række forhold af miljø- og sikkerhedsmæssig betydning, som kan

tale imod en sådan beslutning.

Det er derudover landsstyrets grundlæggende holdning, at en vurdering af

uranpotentialet ikke er det samme som, at der automatisk bliver givet tilla-

7

delse til en kommerciel udnyttelse af ressourcen. Det må bero på en konkret

og en dybtgående vurdering heraf.

Det skal desuden nævnes, at redegørelsen ikke forholder sig til det igangvæ-

rende arbejde i den grønlandsk-danske selvstyrekommission, herunder

eventuelle aspekter ved en overførsel af råstofområdet til grønlandsk selv-

styre.

1.2. Den nuværende grønlandske råstofordning

Forvaltningen af råstofområdet i Grønland finder sted inden for rammerne af

en særlig råstofordning mellem Grønland og Danmark. Råstofordningen er

overordnet fastsat i hjemmestyrelovens § 8 og er nærmere beskrevet i lov

om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven).

Hovedelementer i ordningen er:

- Anerkendelse af, at den fastboende befolkning i Grønland har grund-læggende rettigheder til Grønlands naturgivne ressourcer.

- En fælles beslutningskompetence (gensidig vetoret) for hjemmestyret og staten vedrørende de væsentlige dispositioner på råstofområdet.

- Fordeling mellem staten og hjemmestyret af offentlige indtægter fra råstofvirksomhed i Grønland.

- Et paritetisk sammensat dansk/grønlandsk Fællesråd vedrørende Mi-neralske Råstoffer i Grønland.

Råstofloven indeholder endvidere bestemmelser om meddelelse af og vilkår

for forundersøgelses-, efterforsknings- og udnyttelsestilladelser for kulbrinter

og mineraler i Grønland. Den gældende råstoflov i Grønland er fra 1991,

med ændringer i 1993, 1995 og 1998. Den er udformet efter en omfattende

forudgående analyse af vilkårene for efterforskning og udnyttelse af mineral-

ske råstoffer i Grønland.

De væsentligste ændringer i loven fra 1991 var bestemmelser, som havde til

formål at fremme industriens interesse i at efterforske mineraler og kulbrin-

8

ter i Grønland. Samtidig blev indtægtsfordelingen mellem hjemmestyret og

staten fastholdt på den 50/50 % ordning op til 500 mio. kr. pr. år, som blev

aftalt i 1988, og som fortsat gælder i dag.

I 1993 ændrede man på ét punkt Råstofloven: "Vandkraftressourcer" udgik

af Råstofloven, således at udnyttelsen af vandkraft overgik til at være et

rent hjemmestyreanliggende.

Den 8. januar 1998 indgik landsstyret og regeringen en aftale på råstofom-

rådet, som fortsat er gældende i dag. Aftalen medførte i korte træk, at rege-

ringen og landsstyret "byttede roller" i administrationen af Råstofloven. Rå-

stofdirektoratet overtog Råstofforvaltningens rolle som administrativ myn-

dighed i forvaltning af Råstofloven. Råstofdirektoratet overtog endvidere se-

kretariatsfunktionen for Fællesrådet.

Samlet set kan alle ændringer i råstofordningen, der er gennemført siden

1978, betegnes som skridt i retning af stadig større grønlandsk indflydelse

og bestemmelsesret på råstofområdet. Men det må samtidig fremhæves, at

alle gennemførte ændringer i råstofordningen mellem Grønland og Danmark

er forhandlet på plads, så de ikke anfægter råstofaftalen eller hjemmestyre-

lovens grundlæggende præmisser om fælles beslutningskompetence, gensi-

dig vetoret, indtægtsfordelingen vedrørende råstofindtægter, Fællesrådets

rolle samt spørgsmålet om ejendomsretten til Grønlands undergrund.

I 2004 nedsatte landsstyret og regeringen en grønlandsk/dansk kommission

om øget grønlandsk selvstyre. Det er kommissionens opgave at udarbejde

en betænkning om mulighederne for at udvikle Grønlands selvstændighed

inden for Rigsfællesskabets rammer, baseret på princippet om, at der skal

være overensstemmelse mellem rettigheder og forpligtelser. Selvstyrekom-

missionen skal bl.a. stille forslag til fremtidige modeller for grønlandsk over-

tagelse af sagsområdet ikke-levende ressourcer/mineralske råstoffer, og stil-

le forslag til fremtidige økonomiske relationer mellem Danmark og Grønland,

herunder fordelingen af fremtidige indtægter fra udnyttelse af råstoffer i

Grønland.

9

Der er i lyset af det igangværende arbejde i den grønlandsk-danske selvsty-

rekommission valgt, ikke at behandle mulige samfundsmæssige påvirkninger

af en eventuel ændret råstofordning i denne redegørelse.

10

2. Udviklingen i uranaktiviteter på verdensplan

2.1. Hvad er uran?

Uran er et radioaktivt grundstof/metal, som blev opdaget i 1789. Det var

dog først i slutningen af 1800-tallet, at man opdagede at uran udsender ra-

dioaktiv stråling. Den radioaktive stråling fremkommer når uran naturligt

henfalder til bly over en kædereaktion, som går over flere radioaktive grund-

stoffer, eksempelvis thorium og radium. Radioaktiv stråling forekommer na-

turligt i vores omgivelser og bidrager til den naturlige baggrundsstråling.

Jordens radioaktive ressourcer (jord, klipper m.v.), de såkaldte radioaktive

stoffer, og kosmisk stråling fra kerneprocesser overalt i rummet udgør jor-

dens baggrundsstråling.

Når et uranatom bliver ramt af en neutron med en passende hastighed,

spaltes uranatomet og udsender en portion energi samtidigt med, at der fri-

gøres andre neutroner. Under en række betingelser er det muligt at få

igangsat en kædereaktion, hvorved der produceres en stor mængde energi.

Det er denne energiproduktion (atomenergi), som er grundstenen i atom-

kraft.

Udviklingen af atomforskningen accelererede under 2. verdenskrig, og den

hastige udvikling førte i efterkrigsårene til udviklingen af atomkraft til ener-

giproduktion. Forskellige teknologier blev udviklet, og i 1954 åbnede verdens

første kernekraftværk i Obninsk udenfor Moskva.

2.2. Anvendelsesmuligheder

Det uran, der udvindes fra en uranmine kan hverken bruges til atombomber

eller i almindelige atomkraftværker, da uranmalm indeholder for lidt af iso-

topen uran-235 (isotoper er grundstoffer, som står samme sted i det perio-

diske system, men som har forskellig atomvægt, eksempelvis uran-235 og

uran-238). Hvis uranen skal anvendes til et af disse formål skal det først be-

riges. Ved en uranberigning opkoncentreres isotopen uran-235. Berignings-

processen er en kompliceret proces, som foregår i store industrielle anlæg.

Kun meget få lande er i stand til at berige uran, medens næsten alle lande

11

vil kunne udvinde uran fra uranmalm, hvis det findes indenfor landets græn-

ser. Der findes dog specielle reaktortyper som kan benytte uran, der ikke er

beriget. Disse reaktorer skal til gengæld anvende tungt vand (en isotop af

vand med en højere atomvægt end normalt vand), som også er vanskeligt

at fremstille.

Udover at finde anvendelse i atomvåben og kernekraftværker (elektricitet),

benyttes uran og andre radioaktive grundstoffer også i sygdomsbehandling.

Eksempelvis anvendes det radioaktive grundstof radium, som er et af de na-

turlige henfaldsprodukter fra uran, i dag i visse former for kræftbehandling.

Derfor kan andre radioaktive grundstoffer, såsom radium og thorium, også

være interessante udvindingsmæssigt. Beskrivelsen af de samfundsmæssige

konsekvenser af uranefterforskning i Grønland vil i stort omfang også være

dækkende for andre radioaktive grundstoffer.

Jordens brændselsreserver er begrænsede. Energiproduktionen fra olie, gas

og kul er stagnerende, og samtidigt er energiforbruget globalt stadigt vok-

sende (figur 1); Energi Information Administrationen (EIA) forventer, at ef-

terspørgslen på energi vil stige med 57 % i perioden 2004 - 2030.1

Uran anvendes primært som brændsel i kernekraftværker. På grund af en

øget efterspørgsel forventes energi fra kernekraft at stige fra 2,6 kvadrillio-

ner kwh i 2004 til 3,6 kvadrillioner kwh i 2030.1 Dette er en årlig stigning på

ca. 1,3 %.

1 Energy Information Administration, 2006: International Energy Outlook 2007.

12

Figur 1: Energiforbruget på verdensplan fordelt på fluider (olie), kul, gas, vedvarende energi

samt kernekraft for perioden 1980-2030. 1 Quadrillion=1 Billiard = 1 million milliarder = 1015.

(Kilde: EIA, 2006: International Energy Outlook 2007.) BTU= British Thermal Units.

Som alle andre metaller er uranmarkedet styret af markedsmæssige forhold.

Spot prisen pr. juni 2008 lå på niveauet 133 US$ pr. kilo U3O8 (uranoxid),

svarende til ca. 640 kr. pr. kilo. Historisk har uranprisen svinget mellem 20

og 250 US$ pr. kilo, med et simpelt gennemsnit i niveauet 60 US$ pr. kilo

U3O8. Se figur 2.

Figur 2: Prisudviklingen for uran (U3O8) målt i US$ pr. pund i perioden 1948-2007. Et pund

svarer til 0,45 kg.

13

Til trods for stigende uranpriser er der en fornyet interesse for at bygge nye

kernekraftværker som følge af mulig olieknaphed og klimaforandringer.

Canada og Australien er i dag de største uranproducerende lande, og samlet

set producerer disse to lande 51 % af den globale uranproduktion. Kasakh-

stan, Niger, Rusland, Namibia, Usbekistan, Ukraine og Pakistan producerer

samlet 40 % af den globale produktion.

I januar 2007 var der på verdensplan 443 kernekraftværker fordelt på 31

lande med en samlet kapacitet på 368 GW. Derudover er 28 nye kernekraft-

værker under opførelse, og der er truffet beslutning om at opføre yderligere

35 kernekraftværker. Hertil kommer 220 kernereaktorer, der benyttes til

fremdrift af militær- og orlogsfartøjer. Det kræver årligt en samlet leverance

på 72.800 tons uranoxid (U3O8) at holde de 443 kernekraftværker i gang.

Miner forsynede i 2006 verdensmarkedet med 39.500 tons uranoxid inde-

holdende ca. 33.500 tons uran, hvilket er langt mindre end kraftværkernes

årlige efterspørgsel. Det resterende behov bliver dækket af sekundære kil-

der, såsom uranlagre og skrottede atomsprænghoveder.2 De sekundære kil-

der vil sandsynligvis være udtømt i 2020.2 Der er derfor brug for yderligere

prospektering på verdensplan.

Det Internationale Atom Energi Agentur (IAEA) har lavet en analyse af uran-

forsyningerne i verden frem til år 2050.3 Det fremgår heraf, at de samlede

relativt sikre uranressourcer i verden vil kunne levere nok uran til at klare

efterspørgslen frem til 2025, såfremt efterspørgslen er middel. Dvs. der vil

være en middel økonomisk fremgang, lille stigning i energiefterspørgselen,

’økologisk’ energipolitik og en fortsat udnyttelse og udvikling af kernekraft

på verdensplan. Se figur 3.

2 Kommissionen for de europæiske fællesskaber (2007): KOM (2006) 844 – Kommunikation fra

Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Det vejledende kerneenergiprogram. 3 International Atomic Energy Agency (2001): Analysis of Uranium Supply to 2050.

14

Dette forudsætter, at samtlige relativt sikre ressourcer bliver taget i produk-

tion. IAEA vurderer, at der er en sandsynlighed for at op til 26 % af de rela-

tivt sikre uranressourcer ikke kommer i produktion grundet enten økonomi-

ske, miljømæssige eller politiske årsager. Fra Grønland er Ilimaussaq Intru-

sionen medtaget i analysen som en af verdens relativt sikre uranressourcer.

Figur 3: Den totale produktion af kendte Relativt Sikre Ressourcer (RSR) i forhold til uranefter-

spørgslen fra år 2000 til 2050 på verdensplan ved middel efterspørgsel på uran. De velunder-

søgte RSR er kendte ressourcer undersøgt af IAEA, de mindre undersøgte RSR er ressourcer

som IAEA har færre oplysninger om (herunder hører Ilimaussaq Intrusionen), og underskuddet

repræsenterer manglende ressourcer. Der er ikke taget højde for usikkerheden af, hvorvidt alle

RSR kommer i produktion. IAEA vurderer at op til 26 % af RSR måske ikke kommer i produkti-

on. (Efter IAEA: Analysis of Uranium Supply to 2050).

Den store efterspørgsel på uran i kombination med ønsket om at begrænse

udledningen af CO2 har resulteret i, at flere lande har taget urandebatten op

på ny.

I Sverige gav Bergstaten i 2005 en række selskaber tilladelse til at efterfor-

ske efter uran. Den svenske næringsminister Maud Olofsson, som er ansvar-

15

lig for mineralområdet i Sverige har i den forbindelse offentligt udtalt følgen-

de4:

”Prospektering efter og brydning af uran reguleres af mineralloven og af et stort antal andra love, hvor de vigtigste er miljöbalken, kulturmindeloven, kerneteknikloven och strålskyddslagen.

Anläggningar til brydning af uranholdigt materiale skal have tilladelse fra re-geringen jævnfør miljöbalken. Ved sådanne prövningar har kommunen også vetoret,hvilket vil sige at regeringen kun kan give tilladelse til virksomheden såfremt den kommunefuldmægtige i den kommune, som har en uranfyn-dighet som skal brydes, har givet tilsagn hertil.

Loven i vort land er således at nogle företag har allerede fået en undersøgel-sestilladelse med uran som førstehåndsvalg. Meningen med undersøgnings-tilladelser er, at det skal muliggøre fund af malm som kan udvindes. En un-dersøgelsestilladelse giver efterforskeren eneret til et område. Derefter kræ-ves der yderligere tilladelse for at komme i gang med arbejdet.

Jeg vil framhålla at det svenske regelsæt stiller høje krav og indebærer en omfattende og noggrann prøvning af eventuelle tilladelser til uranbrydning. Grundlæggende forudsætninger for en bearbejdningskoncession er, at fyn-digheten skal kunne tilgodogöres økonomisk og at fyndighetens beliggenhed og art ikke er til gene. Kun projekter som derudover kan efterkomme meget højt stillede sikkerheds- og miljøkrav kan overhovedet overvejes.Hver ansö-kan bereds på egna meriter, og jeg kan i dag ikke foregribe resultatet af en sådan prövning.

Uran i forskellige former håndteres allerede i dag i vort land. Uranhåndtering er omgivet af et strengt regelsæt; eksempelvis indeholder Euatomfördraget såvel regler om tilsyn som garanterer at uran kun anvendes för avsett än-damål. Uran som udføres fra Sverige er per definition altid til civile fredelige syfte i enighed med Sveriges åtaganden under icke-spridningsfördraget og kontrolaftalen med det Internationale Atomenergiorgan. Dette indebærer, at uran fra Sverige, f.eks. i form af kärnbränsle fra kärnbränslefabriken i Väste-rås eller uran fra eventuelt kommende svenske miner, ikke kan komme i an-vendelse i engelske eller franske kernevåben.”

Sverige har i dag 10 operative atomreaktorer fordelt på 3 kernekraftværker.

Også i Finland gøres der overvejelser om uranefterforskning og –udnyttelse.

Det er tilladt at efterforske efter uran i Finland, men vil et selskab have en

4 www.rigsdagen.se: 14 § Svar på interpellation 2006/07:12 om svenskt uran til kärnvapen.

16

udnyttelsestilladelse til en forekomst, vil det ikke automatisk ske og beslut-

ningen skal igennem parlamentet.

Da selskabet Cogema i 2005 ansøgte om tilladelse til at søge efter uran i

184 områder i den sydlige og østlige del af Finland, udtalte Krister Soeder-

holm, chief inspector of mining at the Ministry of Trade & Industry følgen-

de5:

”Med mindre der er en meget klar miljømæssig eller samfundsmæssig grund

til ikke at tildele en licens, er godkendelse ren rutine. ” Men han tilføjede, at

det at få en tilladelse til at bryde uran ”er en helt anden historie”.

Soederholm udtalte, at hvis Cogema ansøger om tilladelse til at bryde uran, så vil regeringen kun svare positivt hvis selskabet kan bevise, at aktiviteten vil “være af betydelig fordel for landet.”

Finland har på nuværende tidspunkt fire kernekraftværker i drift, og gav i

2005 tilladelse til at opføre et femte. Kernekraftværket forventes at starte op

i 2010 eller 2011. De nuværende kernekraftværker producerer 27 % af lan-

dets elektricitet.

I forbindelse med parlamentets godkendelse af bygningen af den femte re-

aktor, var der en langvarig debat inden beslutningen blev godkendt. God-

kendelsen af bygningen af endnu en reaktor er den første beslutning af den

art i Vesteuropa i mere end 10 år. Et tilsvarende forslag blev nedstemt i

1993.

5 www.nucwatch.com: Cogema plans U exploration in Finland and Sweden, den 21. november 2005.

17

3. Uran i Grønland

3.1. Uran og uranmalme

Uran er meget udbredt på jorden, hvor gennemsnitskoncentrationen i jord-

skorpen er 2,8 gram pr. ton. Uran indgår som en bestanddel af de fleste

bjergarter samt i havvand. Mere end 200 forskellige mineraler indeholder

uran, men i de fleste uranholdige mineraler er der tale om ikke-økonomiske

koncentrationer. De vigtigste økonomisk udnyttelige mineraler i uranmalme-

ne er uraninit, pitchblende, coffinit, brannerit, carnotit, tyuyamunit og ura-

nofan.

I Grønland forekommer uran bl.a. i mineralet steenstrupin, som findes i

Kvanefjeldet ved Narsaq (se figur 4). Steenstrupin er et komplekst silikatmi-

neral som indeholder varierende mængder af uran, thorium og sjældne jor-

dartselementer. Steenstrupin hører ikke ind under de normale, brydeværdi-

ge uranmineraler. Udskillelsen af uran fra steenstrupin er meget besværlig

sammenlignet med de mere almindelige uranmineraler, hvorfra uran kan ad-

skilles ved simple processer. Hvorvidt det vil være rentabelt at bryde mal-

men afhænger af flere forskellige faktorer, men generelt vil en stor efter-

spørgsel og høje uranpriser betyde, at omkostningerne ved minedrift kan

være tilsvarende høje.

Uran indgår i en række mineraler eller som rene uran mineraler, hvor de un-

der visse forhold kan være brydeværdige som et biprodukt. Ofte er uran blot

et biprodukt i forbindelse med produktion af kobber og guld.

Uran er letopløselig når det kommer i forbindelse med ilt, og forekommer

derfor også som sekundære mineraler, som dannes i andre bjergarter, når

uran genudfældes efter at have været opløst.

3.2. Uranefterforskning

Uranefterforskningen i Grønland er primært gennemført af den danske stat (i

perioder med støtte fra EF) af Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU –

18

nu en del af GEUS) med assistance fra andre danske institutioner og med

væsentlig støtte fra forskningscenter Risø.

Efterforskningen er udført i form af:

- Geologisk kortlægning

- Prospektering

- Måling af radioaktivitet f.eks. fra fly

- Andre geofysiske metoder

- Måling af uranindhold i bjergarts- og sedimentprøver

- Måling af uranindhold i søer og vandløb

Den statslige efterforskning blev foretaget i perioden 1955-86, og førte tid-

ligt til fundet af uranforekomsten i Kvanefjeldet, hvorefter indsatsen hurtigt

blev fokuseret på denne forekomst. Talrige andre uranførende strukturer er

lokaliseret andre steder i Grønland. De fleste og de højeste uranværdier er

registreret i Sydgrønland, hvor uranpotentialet også er bedst undersøgt.

Da uran kan bruges som indikator for andre mineraler, eks. niob og guld, er

der i forbindelse med mineralefterforskningen i Grønland indsamlet sedi-

mentprøver, som er analyseret for uran. Denne indsamling har hovedsagligt

foregået i Vest- og Sydgrønland.

3.3. Kendte uranforekomster

De kendte uranforekomster i Grønland er her kort opsummeret. De nævnte

lokaliteter er vist i figur 4.

19

Figur 4: Oversigtskort over nævnte lokaliteter i Grønland.

3.3.1. Østgrønland

Uranmulighederne i Østgrønland er blevet vurderet som et led i Nordisk Mi-

neselskab A/S’ generelle efterforskningsaktiviteter i perioden 1952-1984

samt under GGUs opfølgning af de radiometriske anomalier.

20

De væsentligste områder med registrerede uran-anomalier er:

- Giesecke Bjerge / Gauss Halvø / Moskusokseland

o Typisk 500-700 g/t uran (0,05-0,07 %) med højeste værdier på 0,2 % uran.

o Op til 20 meter brede mineraliseringszoner.

o Relativt høje radioaktivitetsmålinger, især på lokaliteter ved Gauss Halvø og Moskusokseland.

o Anomalierne er målt i vulkanske bjergarter samt i tilknytning til granitter.

- Werner Berge og Kap Simpson

o Radioaktive anomalier målt i sprækkezoner, årer, granitter samt i vulkanske bjergarter.

- Nedre Arkosedal

o Højeste værdi er på 2,25 % uran.

o Op til 200 meter lange uranførende strukturer.

o Én boring på 9,1 meter er foretaget, indeholdende 0,078 % uran hen over 4,2 meter af boringen.

- Hinks Land

o Uran-førende pegmatiter med op til 0,06% uran

- Frænkel Land

o Uran-førende gnejs med op til 0,5% uran

- Flyver Fjord

o Guld-Uran mineralisering i amfibolitisk gnejs kunne være af samme

o Som de berømte Sydafrikanske forekomster.

- Wegener Halvø

o Fosfat-rige sandsten og konglomerat-lignende forekomster med op til

o 0,086 % Uran

- Milne Land

o Fossil (gammel) tungsandsforekomst med uran-førende mo-

nazit

21

3.3.2. Vestgrønland

Kilderne til de kendte uranmineraliseringer i Vestgrønland er GGUs radiome-

triske flybårne målinger fra 1975-1976 samt resultater fra GEUS’ og efter-

forskningsselskabernes undersøgelser.

Der er to kendte uranforekomster fra Vestgrønland:

- Sarfartoq

o Radioaktive anomalier målt i en karbonatit.

o Uran findes som et biprodukt i pyroklor, som indeholder op til 0,7 % uran.

- Qeqertaasaq

o Radioaktive anomalier målt i en karbonatit.

o Højeste værdi er på 0,13 % uran.

Endvidere kendes allanit-førende pegmatiter over store dele af Vestgrønland.

Allanit er et uranførende mineral.

3.3.3. Sydgrønland

I Sydgrønland har der været gennemført uranstudier i flere omgange i peri-

oden 1955-1986, og der er lokalt gennemført meget detaljerede undersøgel-

ser. Kendskabet til uranpotentialet i Sydgrønland er derfor betydeligt større

end i andre dele af landet.

Kendte uranforekomster i Sydgrønland er bl.a.:

- Kvanefjeldet

o Lønsomhedsstudie og testbrydning har påvist en ressource på 145 mio. tons uranmalm indeholdende 43.000 tons uran.

o Uranindhold på 0,03 % uran.

o Uranmalmen sidder i bjergarten lujavrit, og findes primært i mineralet steenstrupin.

o Der er etableret ca. 1000 meter tuneller.

o Flere boringer foretaget af Staten; i alt ca. 11.000 boremeter.

- Motzfeldt Sø

22

o Der er estimeret 500 mill. tons malm med 0,14 % niob, 0,012 % tantal, 0,006 % uran, 0,009 % thorium og høj lødigheds zoner med op til 0,0426 % tantal.

o Niob og tantal sidder i det uran-førende mineral pyrochlor.

- Illorsuit

o Uranindhold på 0,3 - 1 % uran.

o Mere end 35 uranførende bjergarter indenfor et ca. 2 km2 stort område.

- Dertil kommer uran-mineraliseringer i området ved Nanortalik samt i området omkring Qassiarsuk.

Det australske efterforskningsselskab Rimbal Pty Ltd har pt. efterforsknings-

tilladelser over Kvanefjeldet, hvor de undersøger muligheden for at udvinde

de mængder niob, tantal, zirkonium og sjældne jordartselementer samt flu-

or, som også findes i malmen.

3.3.4. Nordgrønland

Der har kun været en meget begrænset uranefterforskning i Nordgrønland.

Der er således ikke pt. nogle kendte uranforekomster i området.

3.4. Uranpotentialet

Kendskabet til uranpotentialet i Grønland er regionvist meget varieret, og

stammer især fra statslige undersøgelser fra perioden 1955-1986 koncentre-

ret i Syd og Vestgrønland samt i perioden 1972-75 i det centrale Østgrøn-

land.

Dataindsamlingen er sket med en meget forskellig dækning. Prøver er ind-

samlet tæt i nogle områder, mens andre områder bidrager med større data-

spredning. Størstedelen af urandataindsamlingen er foregået i Sydgrønland

med fokus på Kvanefjeldet.

Kun ved Kvanefjeldet er der påvist en egentlig ressource. Ressourcen er på

43.000 ton uran, hvoraf 20.000 tons er påvist som reserve og 23.000 tons

23

er indikeret som ressource. De kendte forekomster i Sydgrønland har gene-

relt lav lødighed, men også en stor tonnage. Uran sidder i komplekse mine-

raler, hvorfra udvinding forventeligt vil være vanskelig. Til gengæld er der

ud over uran en række andre metaller, som også vil kunne bidrage i tilfælde

af en mineproduktion fra disse forekomster.

I Sydgrønland kendes de uranførende mineraliseringer fra forskellige geolo-

giske miljøer. Dette indikerer, at Sydgrønland indeholder flere urandistrikter

og derfor kan karakteriseres som en uranprovins.

I de resterende dele af Grønland har undersøgelser været begrænsede, og

en fornyet indsats vil muligvis kunne resultere i fundet af brydeværdige fo-

rekomster. Blandt andet er der i forbindelse med uranefterforskningen iden-

tificeret flere områder, hvor kilden til radioaktiviteten eller til de forhøjede

uranværdier endnu ikke er lokaliseret. Disse vil kunne være mål for fremti-

dig uranefterforskning.

Nye uranforekomster kunne meget vel forekomme i forbindelse med store

bassinområder, hvor væsentligt yngre sedimentmateriale aflejres ovenpå det

ældre grundfjeld. Bassinernes tilstedeværelse er i sig selv ikke nok til at

danne uranforekomster. Der skal være urankilder (f.eks. granitter) i nærhe-

den, et transportsystem (gennemsivende varmt vand), som kan transporte-

re uran samt en mulighed for opkoncentrering af uran i et iltfattigt miljø.

Grønland har et godt potentiale for denne type uranforekomst, da store bas-

sinområder er kendte i Sydgrønland (Gardar bassinet), Thuleområdet (Thule

bassinet) og i Nordgrønland (Independence fjord, Hagen Fjord og Hekla

Sund bassinerne).

Især disse bassinområder har potentiale for at indeholde store uranforekom-

ster. Denne type forekomster er bl.a. kendt fra Athabasca Basin i Saskat-

chewan, hvor også verdens største uranmine er beliggende. McArthur River

uranminen er den største og rigeste uranmine i verden. Minen producerer

mere end 7.000 ton uranoxid om året fra en forekomst, der har kendte re-

24

server på ca. 1 mio. ton malm med et uranindhold på 20 % samt antagede

ressourcer på yderligere ca. 500.000 ton malm med et uranindhold på 10%.

Uranpotentialet i Grønland er til stede, men hvor vidt det vil kunne betale sig

at udvinde forekomsterne afhænger af flere faktorer.

3.5. Fra efterforskning til udnyttelse

En forekomst vil kun blive sat i produktion i Grønland, såfremt efterforsknin-

gen viser, at forekomsten har en størrelse og en værdi, som vil kunne være

lønsom at udvinde. Forud for etablering af mineproduktion skal der foreligge

dokumentation af ressourcens størrelse og kvalitet, en dokumentation af mi-

nens påvirkninger af det omgivende miljø ligesom der skal foreligge et løn-

somhedsstudie.

Kravene til lønsomhed er mange, hvoraf nogle hele tiden ændrer sig over

tid. En efterforskningsindsats nu vil i bedste fald føre til minedrift i en frem-

tid, der kan ligge 10 år fremme. Det koster mange penge og kræver meget

arbejde at foretage efterforskning og – hvis indsatsen er succesfuld - efter-

følgende at etablere miner. Der er ingen sikkerhed fra starten for, at den

indsats der gøres, vil kunne resultere i minedrift. Der er både interne og

eksterne faktorer som er med til at påvirke dette.

3.5.1. Eksterne faktorer

De eksterne faktorer er først og fremmest markedsforhold, som kan fluktue-

re betragteligt over en mines levetid. Markedsforhold påvirkes af utallige

faktorer, herunder den internationale økonomi, politiske forhold, inflation,

valutakurser, rentesatser, globale og regionale forbrugsmønstre, spekulative

aktiviteter samt ændringer i udnyttelses- og produktionsforhold.

Regulering af vilkår for minedrift, beskatningsforhold, miljø- og sikkerheds-

forhold m.v. ændrer sig over tid og kan påvirke rentabiliteten af mineprojek-

ter.

25

Malmtonnage og metalindhold er naturgivne faktorer, som har væsentlig be-

tydning for rentabiliteten af ethvert mineprojekt. Produktionen af uran pr.

ton malm er afgørende for en uranmines økonomi. Hvert ekstra kilo uran pr.

ton eller andre værdistoffer som sjældne jordartsmetaller, niob, tantal, kob-

ber, guld eller fluor ud over det forventede øger dækningsbidraget og er

”gratis” økonomisk gevinst i forhold til forventningen. Tilsvarende vil et lave-

re uranindhold end forventet give et mindre dækningsbidrag og dermed en

ringere indtjening.

Malmens geometri får væsentlig indflydelse på kostprisen pr. ton malm, da

den interne infrastruktur ved brydningen må rette sig efter, hvor malmen er.

Kostprisen ved brydning vil være afhængig af malmtonnage pr. infrastruk-

turenhed.

En mine kan ikke etableres, uden at der tages behørig hensyn til miljøet.

Omkostninger i forbindelse med tiltag for at minimere miljøpåvirkninger af-

hænger af de valgte tiltag. En samlet miljøvurdering og valg af tiltag for at

reducere miljøpåvirkninger gennemføres i et tæt samarbejde mellem mine-

selskaber og myndigheder. Forskellige løsninger vil kræve forskellige inve-

steringer, og de vil have indflydelse på lønsomheden af projektet.

Myndigheder stiller særlige sikkerheds- og sundhedskrav i forbindelse med

minedrift, hvor uran indgår. Da uran er et naturligt grundstof, som indgår

overalt i naturen i ganske små mængder, er der som regel sat en ”bagatel-

grænse”.

3.5.2. Interne faktorer

Driften af en mine varetages af et mineselskab. De interne faktorer er pri-

mært styret af mineselskabets indsats, herunder valg af brydningsmetode,

oparbejdningsmetode, organisering af arbejdskraften og hvor effektivt pro-

duktionen tilrettelægges.

26

Arbejdsmiljøforhold er særligt vigtige i forbindelse med uranminedrift. Ofte

er der en betydelig mekanisering af brydningsmetoder, hvor brydning,

transport og processering af malm sker ved fjernstyring. I nogle forekomster

udvindes malmen kemisk, hvor der bores huller i undergrunden til fremførsel

af kemiske substanser, der opløser uran i undergrunden. De uranmættede

opløsninger suges herefter op ad andre huller.

3.5.3. Andre faktorer

Det er sædvanligvis dyrere at etablere og gennemføre minedrift i Grønland i

forhold til de fleste andre lande. Der er behov for investeringer i infrastruk-

tur for at få adgang til de ofte vanskeligt tilgængelige forekomster. Vinter-

vejr med sne og frost stiller særlige krav, bl.a. til opvarmning, frostsikring af

produktionsudstyr og snerydning. Ved navigation i de isdækkede dele af de

grønlandske farvande, kan der være behov for isbryderassistance.

Områder i Vestgrønland er lettere tilgængelige end områder i Nord- og

Nordøstgrønland. Minedrift i Nord- og Nordøstgrønland vil således generelt

være dyrere end i Vestgrønland. Derfor skal mineralforekomster i Nord- og

Nordøstgrønland være bedre end tilsvarende mineralforekomster i Vestgrøn-

land for at kunne være lønsomme.

Det er derfor ikke muligt at opstille klare scenarier for, hvad der skal til for

at få etableret en uranmine i Grønland. Det afhænger af markedsprisen og

brydningsomkostningerne. På nuværende tidspunkt er hverken havvand eller

granitterne brydeværdige malmforekomster, men ikke desto mindre kan

begge i princippet blive brydeværdige hvis prisen på uran ville stige tilstræk-

keligt. I branchen opereres der med ”tommelfingerregler” for hvad der mu-

ligvis kan lade sig gøre. Disse ”tommelfingerregler” varierer fra selskab til

selskab.

I det følgende beskrives nogle generelle scenarier for, hvad der skal til for at

lave minedrift i de let tilgængelige dele af Vestgrønland. Scenarierne illustre-

res i figur 5 og 6, og baserer sig på eksisterende minedrift i Grønland i dag

samt en antagelse om, at produktionsomkostninger reduceres til det halve

27

ved en firdobling af produktionen. Malmens lødighed er på forhånd givet af

naturen og den eneste reelle elastik for branchen for at opnå lønsomhed i

produktionen er på størrelsen af produktionen. De fleste mineprojekter har

derfor kun få frihedsgrader til at justere på lønsomheden. Figur 5 tager ud-

gangspunkt i en undergrundsmine samt en åbent brud mine i Grønland.

Det antages, at en standard undergrundsmine har en lønsom produktion

med en malmværdi på ca. 2.000 kr. pr. ton og ved en malmproduktion på

180.000 ton om året. Det antages, at et standard åbent brud opnår lønsom-

hed med en malmværdi på ca. 300 kr. pr. ton ved en malmproduktion på 2

millioner ton om året.

Det antages endvidere, at lønsomheden for begge typer mineproduktion kan

fastholdes, således at kostprisen for en produktion af en tons malm halveres

når produktionen firdobles. Grænsen for lønsomhed er angivet i figur 5 og 6

med en rød streg for undergrundsminer og en grøn streg for miner med

åbent brud. En mineproduktion fra et åbent brud vil være lønsom, når

malmværdi og årsproduktion plotter oven over den grønne streg. En mine-

produktion fra en undergrundsmine vil være lønsom, når malmværdi og års-

produktion plotter oven over den røde streg. Det skal understreges, at den-

ne metode blot er en tommelfingerregel for, hvad der kan lade sig gøre.

I figur 5 er der desuden indtegnet 2 forskellige uranminer, der er i drift i ud-

landet. Det ene eksempel er McArthur River minen i Saskatchewan i Canada,

som er den rigeste uranmine i dag. McArthur minen er en undergrundsmine.

Uranindholdet i minen er i niveauet 20 %, hvilket resulterer i en høj malm-

værdi pr. ton. Årsproduktionen er på kun 33.000 ton malm pr. år. Den plot-

ter derfor højt oppe til venstre i det positive felt. Det andet eksempel er Rös-

sing uran minen i Namibia, som er en åbent brud mine. Uranindholdet i Rös-

sing er på ca. 0,026%. For at opnå en lønsom produktion er det nødvendigt

at udvinde meget store mængder malm.

28

Figur 5: Teoretisk malmværdi pr. ton ved forskellige produktionsrater med udgangspunkt i Na-

lunaq Gold Mine A/S samt Seqi Olivine A/S. Stordriftfordel defineret ved halv kostpris ved fir-

dobbelt produktion. Figuren giver en vejledende oversigt for, hvad der skal til for at etablere

minedrift i de kystnære egne af Vestgrønland udformet på basis af de to eksisterende miner i

Grønland. Den horisontale akse angiver malmproduktion i ton pr. år og den vertikale akse angi-

ver malmværdi i kroner pr. ton malm. En undergrundsmine, hvis produktion falder under den

røde linie vil ikke være økonomisk, mens en produktion der falder over den røde linie vil være

økonomisk under en række forudsætninger. Det samme gør sig gældende for en åbent brud

mine, der plotter henholdsvis over ller under den grønne linie. To uranminer(McArthur River i

Canada samt Rössing i Namibia)er taget med i figuren. Rössing er en stor forekomst men

malmværdien pr. ton kan ikke umiddelbar sammenlignes med Kvanefjeldet, hvor uranen findes

i et silikat, mens uran i Røssing forekommer i rene uran-mineraler.

29

Figur 6: Malmværdi pr. ton uranmalm med 1% uran (orange felt), 0,1% uran (gule felt) samt

0,03% uran (blå felt) for uranpriser på 50-100 US$ pr. pund. En vejledende figur der viser,

hvor store uranforekomster skal være i de lettilgængelige dele af Vestgrønland for at være løn-

somme. Under en række forudsætninger vil mineralforekomster, som plotter oven over den

røde (undergrundsminer) og grønne (åbent brud) linie, kunne være lønsomme. Eksempel: Ved

en uranpris på 100 US$ pr. pund vil en undergrundsmine teoretisk kunne være lønsom med en

årproduktion på mere end 10.000 ton (1 % uran); mere end 700.000 ton (0,1 % uran) samt

mere end 7 mio. ton (0,03 % uran).Ved en uranpris på 50 US$ pr. pund vil en åben brud mine

med 0,1% uran være lønsom ved en produktion på mere end 600.000 ton malm pr. år. Be-

mærk, at lødigheden for uranforekomsten i Kvanefjeldet er 0,03 %.

Uranforekomsten Kvanefjeldet har en malmtonnage i niveauet 145 mio. ton.

Uranindholdet er på 0,03 %, hvilket med uranpriser på 50-100 US$ pr. pund

falder indenfor en malmværdi på 168-336 kr. pr. ton (det blå felt i figur 6).

Forudsat at uran i øvrigt teknisk kan udvindes fra Kvanefjeldet og produktio-

nen kan ske fra et åbent brud, så skal der i henhold til disse ”tommelfinger-

regelberegninger” produceres min. 6 millioner ton malm pr. år for at produk-

tionen kan blive lønsom med en uranpris på 50 US$ pr. pund. Tilsvarende vil

der skulle produceres ca. 25 millioner tons malm pr. år i en undergrundsmi-

ne ved 50 US$ pr. pund.

30

For uranforekomster med en lødighed i niveauet 0,1 % uran skal der tilsva-

rende produceres mere end 500.000 ton malm om året fra en åben brud

operation for at opnå samme lønsomhed med en uranpris på 50 US$ pr.

pund (det gule felt i figur 6). For uranforekomster med en lødighed i niveau-

et 1 % uran skal der tilsvarende produceres mere end 20.000 ton malm om

året fra en åben brud operation for at opnå samme lønsomhed med en

uranpris på 50 US$ pr. pund (det orange felt i figur 6).

Selvom et succesfuldt fund af en uranforekomst vil kunne give anledning til

en succesfuld produktion, er det derfor ikke på forhånd muligt at give sik-

kerhed herfor.

31

4. Samfundsmæssige aspekter

4.1. Faktorer ved udnyttelse af uran

Når et land vælger at udnytte råstoffer såsom uran, kan der både være for-

dele og ulemper. Fordelene er udnyttelse af nye produktionsfaktorer, bedre

udnyttelse af eksisterende produktionsfaktorer og koblingseffekter, d.v.s.

øgede leverancer, øget forarbejdningsindustri, øget beskæftigelse, øgede

skatter og afgifter, mindre afhængighed af bloktilskud ude fra m.m.. Ulem-

per kan være manglende stigning på efterspørgslen, svingende verdensmar-

kedspriser, ineffektive koblinger, rentseeking og den hollandske syge.

4.1.1. Fordele

Hvis et land begynder at udnytte sine komparative fordele bl.a. i form af

uudnyttede naturressourcer, giver dette en ekstra indtjening og derved bed-

re forudsætninger for økonomisk fremgang. Når profitable investeringsmu-

ligheder opdages i forbindelse med naturressourcer, tiltrækker dette ofte

udenlandske investorer. Det vil typisk ske i forbindelse med direkte investe-

ring i minedrift, men kan eksempelvis også ske ved, at udenlandske investo-

rer investerer i andre sektorer. I begge tilfælde kan der bringes både mere

kapital og mere kompetent arbejdskraft til landet.

Ved koblinger skabes der en tilknytning fra råstofsektoren til den øvrige

økonomi. Koblinger kan grundlæggende deles op i finansielle, forlæns og

baglæns koblinger (forlæns og baglæns koblinger går ofte under fællesbe-

tegnelsen reale koblinger). Baglæns koblinger går ud på, at man forsyner

selskaberne med diverse varer og tjenester i forbindelse med udvindingen af

råstoffer. Effekten heraf begrænses dog, jo mere kapitalintensiv industrien

er, og kan endvidere begrænses i det omfang den nødvendige viden ikke er

til stede i det udvindende land. Forlæns koblinger går ud på, at der satses på

udnyttelsen af det færdige produkt, for på den måde at få del i det økonomi-

ske. I forbindelse med uran vil det typisk være etableringen af atomkraft-

værk, hvilket ikke umiddelbart synes relevant for Grønland.

32

Finansielle koblinger går ud på, at aktiviteterne beskattes, hvorved provenu-

et kan anvendes i den almindelige økonomiske udvikling. Dette kan være

selskabsskat, personskat, råstofskat, arealskat eller eksportskat mv. Den

positive effekt af finansielle koblinger kræver, der kan ske en effektiv be-

skatning, og at indtægterne kan investeres på en effektiv måde.

Ideelt set bør et land udnytte samtlige koblingsformer, men det viser sig i

nogle tilfælde, at et land må prioritere en koblingsform frem for en anden.

Hvis et selskab eksempelvis tvinges til at benytte nationale varer og tjene-

ster, selv om disse kunne skaffes billigere i udlandet, bliver selskabet pålagt

ekstraudgifter. Det betyder, at landet ikke kan beskatte selskabet lige så

hårdt, uden at det samtidig går ud over selskabets incitament til at udvinde

landets råstoffer.

4.1.2. Ulemper

Når et land udnytter naturressourcer, fremkommer ulemper som oftest med

udgangspunkt i den økonomiske afhængighed, der kan opstå af aktiviteten,

og de udsving, der kan forekomme i indtjening. I den forbindelse vil økono-

mien være underlagt de udbuds- og efterspørgselsmekanismer, der eksiste-

rer på verdensmarkedet.

Det vil således kunne have en negativ indflydelse på landets økonomi, når

prisen på råvaren falder, hvis dette fører til, at den indenlandske efterspørg-

sel på diverse varer og tjenester derved falder, hvilket gør investeringer i

landet usikre. Dette kan hurtigt hæmme landets økonomiske vækst.

Selvom udvinding af råstoffer på denne måde kan bringe et lands økonomi i

en sårbar position, vil dette dog ikke nødvendigvis blive konsekvensen, og

en lang række lande såsom Malaysia, Chile og Tunesien har via råstofudvin-

ding kunnet skabe en stabil og positiv økonomisk udvikling over en længere

periode.

33

Muligheden for en sådan positiv økonomisk udvikling forøges, når der iværk-

sættes en række tiltag, for at reducere følsomheden. Som eksempel kan

nævnes forbrugs- og efterspørgselsdæmpende tiltag såsom etableringen af

en oliefond i Norge, som vil kunne reducere effekten af økonomiske udsving.

I Grønland er der fremsat lovforslag om en lignende Råstoffond, som træder

i kraft så snart råstofindtægterne overstiger 5 millioner kr.

4.2. Betydningen i andre lande

Ved en vurdering af det samfundsøkonomiske potentiale er det oplagt at se

på Canada, som dels er verdens største producent af uran (landet stod i

2005 for 28 % af verdens samlede uranproduktion), og som dels på en ræk-

ke andre områder kan sammenlignes med Grønland.

Tidligere var der uranproduktion i Ontario og Nordvest territorierne, men

minerne i disse territorier er alle blevet nedlagt. De aktive miner ligger nu

alle i den nordlige del af provinsen Saskatchewan. Der er ca. 40.000 indbyg-

gere i Nord Saskatchewan, heraf er de fleste oprindelige folk. De væsentlig-

ste produktive miner er McLean Lake, McArthur River og Rabbit Lake miner-

ne. Desuden er Cigar Lake, som betragtes som verdens største uudnyttede

undergrundsmine, ved at blive udbygget.

Institutionelt og politisk minder Nord Saskatchewan i en række henseender

om Grønland, og kan derfor i et vist omfang betragtes som sammenlignelig

hermed. Det skal dog indledende slås fast, at de nuværende forekomster i

Grønland på ingen måde giver mulighed for en udvikling af lignende omfang,

som den, der er realiseret i Nord Saskatchewan.

4.2.1. Historisk udvikling i Saskatchewan

Nord Saskatchewan har gennem tiden kunnet betragtes som et fattigt yder-

område. Den primære beskæftigelse har været fiskeri og skovarbejde, men i

de senere år har mineindustrien og lokale virksomheder fået større betyd-

ning.

34

Selvom uran blev opdaget i Saskatchewan i 30'erne, startede en egentlig

efterforskningsaktivitet først i slutningen af 40'erne. Det offentlige uransel-

skab Eldorado havde dengang monopol på uranefterforskningen. I slutnin-

gen af 60'erne fandt man flere større uranforekomster, og i 1975 blev Rabbit

Lake sat i produktion. Rabbit Lake er den ældste mine, som stadigvæk er

aktiv.

I 1988 blev Eldorado og Saskatchewan Mining Development Corporation lagt

sammen til det nye selskab Cameco. Dette selskab blev privatiseret, og si-

den har udvindingen af uran været på private hænder.

Produktionen af uran har været kontroversiel og politisk meget omdiskuteret

gennem tiden. Da produktionen startede, klassificerede den canadiske rege-

ring ressourcerne som værende strategisk militært vigtige. Den høje forure-

ning, som uran og biprodukterne medførte, udløste bekymringer for arbej-

dernes og lokalbefolkningens helbred samt forurening af naturen.

Oprindelig var der stor modstand mod produktionen af uran blandt lokalbe-

folkningen. Dette har dog ændret sig siden. En lang proces med rådføring,

diskussioner og forhandlinger har sammen med forbedringer af offentlig re-

gulering og en forbedret attitude fra selskabernes side formået at ændre lo-

kalbefolkningens indstilling fra at være imod produktionen til stærk opbak-

ning.

4.2.2. Uranproduktionen i Saskatchewan og økonomisk betydning

Grundlæggende har der været to tilgange til udvinding af uran i Saskatche-

wan. I første omgang blev der mest fokuseret på arbejdernes helbred og

sikkerhed. Områdets sociale og økonomiske udbytte blev begrænset til nogle

skatte- og royaltyindtægter samt kortsigtede arbejdsmuligheder indenfor

området. Lokalsamfundet fik kun i meget begrænset omfang andel af udbyt-

tet fra minerne.

35

Den anden tilgang blev aktiveret efter flere års undersøgelser af de økono-

miske, samfundsmæssige og miljømæssige aspekter ved uranudvinding. Re-

sultatet var, at Regeringen trak sig fra produktionen og overlod den til priva-

te selskaber. Staten forblev ansvarlig for en mere åben, gennemsigtig, sam-

arbejdende og rådgivende reguleringsproces, og der blev iværksat en række

tiltag for at få uddannet lokalbefolkningen, hvilket var af afgørende betyd-

ning for at opnå økonomisk fremgang i lokalområdet.

Siden starten af firserne har mineindustrien investeret ca. 4,0 mia. canadi-

ske dollars (CAD), svarende til ca. 19 mia. kr. Kapitalinvesteringerne i mi-

nerne har været ca. 2,7 mia. CAD, mens efterforskning og diverse udgifter

før minerne er kommet i gang har udgjort ca. 1 mia. CAD. Tallene for inve-

steringer de enkelte år i nyere tid kan ses i tabel 1, og de er eksklusive

driftsomkostninger.

Tabel 1: Kapitalinvesteringer i uranminer i Saskatchewan i perioden 1980-2006. (Kilde: Came-

co).

År Mio. CAD År Mio. CAD

1980 186,8 1994 66,2

1981 168,7 1995 158,9

1982 301,6 1996 234,2

1983 382,9 1997 253,8

1984 181,2 1998 210,2

1985 98,0 1999 232,1

1986 90,3 2000 74,7

1987 86,5 2001 47,1

1988 102,6 2002 54,4

1989 60,8 2003 49,4

1990 75,1 2004 101,5

1991 95,5 2005 215,6

1992 52,7 2006 343,2

1993 65,5 TOTAL 3.989,5

Ifølge ”Saskatchewan Mining Association - Commodities Mined in Saskat-

chewan - Uranium - Economic Impact 2005 og 2006” har de økonomiske tal

for uranproduktion udgjort følgende:

36

Tabel 2: Driftsudgifter vedrørende uranminedrift i Saskatchewan for 2005-2006. (Kilde:

Saskatchewan Mining Association).

Beløb i mio. CAD 2006 2005

Lønninger til direkte ansatte (heraf mio. CAD 57 og 43 til lokale ansatte i hhv . 06 og 05)

157

132

Lønninger til underleverandørers ansatte 110 79

Kapitalinvesteringer, jf. tabel 1 343 215

Indkøb af varer og tjenester 368 362

Donationer til samfund og velgørenhed 3 2

TOTAL 981 790

Vedrørende offentlige indtægter som følge af aktiviteterne kan følgende

oversigt sammendrages (baseret på ”Saskatchewan Mining Association -

Commodities Mined in Saskatchewan - Uranium - Economic Impact 2005 og

2006”):

Tabel 3: Direkte offentlige indtægter vedrørende uranminedrift i Saskatchewan for 2005-2006.

(Kilde: Saskatchewan Mining Association).

Beløb i mio. CAD 2006 2005

Skatter og royalties: Saskatchewan provinsen Lokale offentlige instanser i øvrigt Den Canadiske føderale regering

Totalt skatter og royalties

54,1 3,5

53,3 110,9

48,8 2,9 3,8

55,5

Indkomstskat på personer 48,0 44,0

Arealafgifter 2,4 2,4

TOTAL - direkte offentlige indtægter 161,3 101,9

Ovenstående omfatter alene de direkte offentlige indtægter og derfor ikke

offentlige indtægter, der følger af beskatning af underleverandører og disses

personale mv.

Selskabsskatteprocenten i Saskatchewan har i perioden frem til 1. juli 2006 udgjort 17 %, hvorefter den har udgjort 14 %. Føderale selskabsskatter ud-gør 21%. Royalties for Saskatchewan opgøres som en bruttoskat efter en progressiv model i forhold til uranprisen, jf. nedenstående:

37

Tabel 4: Royalties for Saskatchewan. (Kilde: Saskatchewan Mining Association).

Royalty Rates for U3O8

Average Price Per Kilogram U3O8

Tiered Royalty as a % of Revenues within the bracket

Up to $30 0%

$30 to $45 6%

$45 to $60 10%

More than $60 15%

Når nettoeffekten på de offentlige finanser skal opgøres, skal der reguleres

for udgifter vedrørende eksempelvis miljø, uddannelse og infrastruktur mv.,

men da en del af disse udgifter delvis finansieres af de koncessionerede sel-

skaber, jf. blandt andet afsnit 4.2.3. nedenfor, og da analyser fra tidligere

år, viser at disse udgifter er af begrænset omfang i forhold til indtægterne,

er der næppe tvivl om, at det offentlige har realiseret og løbende realiserer

et betydeligt nettooverskud som følge af uranminedriftsaktiviteterne i

Saskatchewan.

Det er under alle omstændigheder bemærkelsesværdigt, at den samlede of-

fentlige indtægt udgør et forholdsvist moderat beløb (CAD 161 mio. i 2006

og CAD 102 mio. i 2005), når man tænker på, at der i Saskatchewan provin-

sen findes nogle af verdens mest profitable uranminer, og da der i Canada

sker selskabsbeskatning på et lignende niveau som i Grønland, samt at der

er skatteindtægter fra royalty, hvilket som bekendt ikke er tilfældet i Grøn-

land.

4.2.3. Ændring af strategi i Saskatchewan

Som nævnt blev Cameco stiftet i 1988 og efterfølgende privatiseret i 1991.

Samtidig overgik størstedelen af råderetten over uran fra den føderale rege-

ring til delstatsregeringen. Dette medførte, at der blev indført såkaldt tre-

parts planlægning mellem de lokale, selskaberne og delstatsregeringen. Nu

kom andre aktører også på banen, men Cameco er stadigvæk den største og

står for ca. halvdelen af alle aktiviteter.

38

Uranselskaberne er i dag også aktive aktører i samfundsudviklingen i Nord

Saskatchewan. De indgår i en del af planlægningen og finansieringen af bl.a.

infrastruktur, sundhedsvæsen, uddannelse og den økonomiske udvikling.

Ressourceforbrug i forskellige faser

I juni 2007 havde uranindustrien 1.770 direkte ansatte i Saskatchewan, og

andre, som industrien havde kontrakter med i provinsen, havde 950 ansatte.

Uranindustrien bidrager således direkte med ca. 2.700 jobs i Saskatchewan i

20076. Det skønnes herudover af Saskatchewan Mining Association, at yder-

ligere ca. 5.400 jobs kan henføres til uranminedriftsaktiviteten. Det vil sige,

at i alt 8.100 jobs i provinsen kan henføres til uranminedrift.

Fordelt efter mineoperation kan beskæftigelsen ved uranminedrift i Saskat-

chewan opgøres som følger:

Tabel 5: Det samlede antal årsværk, vedrørende uranproduktion juni 2007. (Kilde: Cameco og

AREVA).

Beløb i mio. CAD Arbejdsårsværk

Direkte Ansatte

Lokal andel Under-leverandører

McArthur River Mine (70% Cameco / 30% AREVA)

330 Ca. 50% 160

Key Lake Mill (83% Cameco / 17% AREVA)

320 Ca. 50% 65

Cigar Lake Mine (50% Cameco / 37% AREVA)

500 *) Ca. 50% -

Rabbit Lake Operation (100% Cameco)

245 Ca. 50% 200

McClean Lake Mine (70% AREVA)

328 48% 139

Cluff Lake (100% AREVA)

9 67% 10

Øvrige / Ikke fordelt 38 376

Total 1.770 950

*) Cigar Lake er under konstruktion. Når drift påbegyndes (forventet 2010 eller 2011) forventes

antal medarbejdere at udgøre 250.

6 Kilde Saskatchewan Mining Association

39

Udnyttelsen af uran har således stor betydning for beskæftigelse og økonomi

i Saskatchewan, og der er en væsentlig grad af lokal beskæftigelse. Det be-

mærkes, at ressourcetrækket i form af direkte ansatte ligger i niveau 250-

350 for hver af de aktive miner.

Erfaringer viser, at den lokale andel af ressourceforbruget er forholdsvis be-

grænset i test- og godkendelsesfasen, mens den er stigende i konstruktions-

fasen og højest i produktionsfasen. Dette kan hænge sammen med den takt,

hvori det lykkes at tiltrække / uddanne lokal arbejdskraft til mineaktiviteter-

ne, men kan formentlig også tilskrives, at der i test- og godkendelsesfasen

skal anvendes arbejdskraft, der besidder en specialkompetence, som ikke

findes lokalt, og som er af en midlertidig karakter. Det må således påregnes,

at en forholdsvis høj andel af udefra kommende medarbejdere vil udføre en

række af de indledende aktiviteter.

4.2.4. McArthur River projektet

Med henblik på at belyse økonomi og mængder i en af de mest lødige og

profitable miner i verden, er nedenstående anført en række faktuelle oplys-

ninger vedrørende McArthur River minen. Beskrivelsen er endvidere inklude-

ret for at etablere et sammenligningsgrundlag til en eventuel grønlands pro-

duktion.

Tabel 6: McArthur River betragtes som verdens største højkoncentrationsurandepot og anses for en af de mest profitable uranminer i verden. Pr. 31. december 2006 var der påvist følgende reserver og ressourcer i McArthur River. Opgørelse af størrelsen af forekomsten er foretaget efter de canadiske regnskabsregler NI 43-101 som foreskriver kategorisering af reserver i underkategorierne proven reserves, probable reserves og total reserves.

Kategori Tons Malm

(tusind tons)

Koncentration af U3O8

(procent)

Total mængde U3O8

(tusind tons)

Proven reserves 530,2 17,5 92,4

Probable reser-

ves

280,0 26,33 73,5

Total reserves 810,2 20,6 165,9

40

Til sammenligning er den påviste ressource i Kvanefjeldet 20.000 tons uran

med indikerede ressourcer på yderligere 23.000 tons, der skal brydes ud af

145 mill. tons malm. Der skal med andre ord i Kvanefjeldet i bedste fald

brydes 179 gange så meget malm i forhold til McArthur River for at produce-

re en mængde på ca. 30 % af McArthur River.

Tabel 7: Oversigt over de seneste 3 års produktion og bruttoindtjening vedrørende McArthur

River og Cameco’s nettoindtjening fra uransegmentet. (Kilde: Cameco).

Produktion af U3O8 i McArthur River 2004 2005 2006

Mængde (tons) 8.500 8.500 8.500

Værdi ved årets priser (CAD mio.) 336 377 462

Overskud før skat (CAD mio.) - hele Ca-

meco’s uransegment

91

130

181

Som det fremgår heraf, har der i perioden været en god og stigende indtje-

ning for minen og for Cameco generelt på uranproduktion.

Med et overskud før skat i 2006 på CAD 181 mio. eller ca. 900 mio. kr. kan

de samlede skatteindtægter i Canada fra Cameco estimeres til CAD 63 mio.

Dette baseres på en canadisk skatteprocent på 35%. Hertil kommer så skat-

teindtægter fra royalty. Under forudsætning af grønlandske beskatningsfor-

hold (skatteprocent på 34,5% - skatteprocent på 30% og udbytteskat på

37%, idet udbytte er fradragsberettiget i skattepligtig indkomst) ville skatte-

indtægter kunne udgøre i niveauet 300 mio. kr., hvis en mineproduktion til-

svarende som Cameco’s skulle komme til beskatning i Grønland.

En årlig indtjening på CAD 181 mio. bør endvidere ses i lyset af, at Cameco

med en ejerandel på 70% af McArthur River minen, der er den mine i ver-

den, der har den højeste produktion og den højeste lødighed, og en ejeran-

del på 100% af Rabbit Lake, er markedsførende i verden på uranproduktion.

Selv med en førsteklasses mine som McArthur River som beskatningsgrund-

41

lag er der altså ikke skatteindtægter i vente, der afgørende vil kunne gøre

Landskassen uafhængig af overførselsindtægterne fra staten.

Et realistisk niveau for overskud før skat af en Grønlandsk uranproduktion

må med de nuværende kendte forekomster forventes at blive betydeligt la-

vere. De mulige indtægter til det grønlandske samfund fra selskabsbeskat-

ning må tilsvarende med det nuværende kendskab til forekomsternes lødig-

hed forventes at blive af beskeden størrelse, uanset beskatningsprocenten,

og kan under denne forudsætning ikke forventes at forbedre Landskassens

økonomi mærkbart.

Der foreligger ikke umiddelbart tilgængelige oplysninger om kapitalomkost-

ningerne for McArthur River, men som illustration af omfanget af kapitalom-

kostninger for udbygning af en større uranmine er efterfølgende vist de for-

ventede omkostninger for konstruktion af Cigar Lake minen, der er verdens

største uudnyttede højkoncentrations urandepot, og som i mange henseen-

der kan sammenlignes med McArthur River minen. Der forventes produkti-

onsstart for Cigar Lake i løbet af 2010, eventuelt 2011, da der på det sene-

ste har været nogle forsinkelser grundet oversvømmelser.

Tabel 8: Kapitalomkostninger ved konstruktionen af Cigar Lake. (Kilde: Cameco).

Kapitalomk.

(mio CAD)

Hidtil afholdte

konstruktionsomk.

2007 2008 2009 2010 2011 Total

Mine 203 68 99 71 - - 441

Mølle 31 6 5 9 5 11 67

Total 234 74 104 80 5 11 508

4.3. Potentiel betydning i Grønland

Indtil videre er Grønland på et meget tidligt stadie i forhold til eventuel

uranproduktion. Derfor er det svært at sige noget konkret om, hvilke påvirk-

ninger en produktion vil have. Indtil videre er der indikeret en uranressource

42

på 43.000 tons uran ved Kvanefjeldet, men flere områder har uranpotentia-

le. Som det fremgår af figur 2 på side 13 har der været tale om store varia-

tioner i uranprisen over tid. Hvis der forsigtigt indregnes en uranpris på 25

US Dollars (USD) pr. kilo uranoxid, vil Kvanefjeld-forekomsten således have

en bruttoværdi på knap 1,3 mia. USD, svarende til knap 6,5 mia. kr. Det

skal dog tilføjes, at uranprisen i et historisk perspektiv er høj for tiden i ni-

veau USD 125 pr. kilo, hvilket formentlig kan henføres til den høje oliepris.

Afhængig af den kommende udvikling kan der derfor forekomme en varig

forøgelse i værdien på længere sigt.

Forekomster med en lav koncentration af uran såsom Kvanefjeldet, vil være

mere omkostningstunge at udnytte i forhold til forekomster med høje lødig-

heder. Rentabiliteten ved udvinding af uran ved Kvanefjeldet kan således

ikke sammenlignes med udvinding i højkoncentrationsområderne McArthur

River og Cigar Lake (lødighed på godt 20%). Tilstedeværelsen af mineaktivi-

teter i områder med forholdsvis lave koncentrationer, såsom McClean Lake

og Rabbit Lake viser dog, at rentabel drift også er mulig i områder med lave-

re koncentrationer (lødighed godt 1%).

Forudsætningerne for rentabel produktion fra Kvanefjeldet med en skønnet

lødighed på 0,03%, jfr. side 30, vil dog være kritiske, og som illustreret på

figur 6 på side 30 vil dette kræve en ganske høj årlig malmproduktion eller

en høj uranpris.

Ved vurdering af muligheder for minedrift i Grønland, skal der endvidere ta-

ges højde for infrastrukturelle og klimatiske forhold, herunder Grønlands

geografiske placering, hvilket betyder, at der kan forekomme forholdsvis hø-

je omkostninger i forbindelse med transport af materiale og arbejdere samt

det færdige produkt. Det arktiske klima kan også stille krav til, at det vil væ-

re nødvendigt med mere robust materiel end i andre lande, hvilket alt andet

lige vil forhøje omkostningerne ved produktion.

43

4.3.1. Koblinger

Den finansielle kobling omfatter som beskrevet indledningsvis alle former for

skatter og afgifter til det offentlige. Dvs. at indtægter såsom selskabsskat,

råstofskat, arealafgift, moms og personskat alle hører under den finansielle

kobling. Den finansielle kobling bliver ofte brugt i forbindelse med produkti-

on af råstoffer, fordi arbejdet ofte udføres et isoleret sted af et udenlandsk

selskab. Dette betyder, at det er forholdsvis nemt at beskatte ved kilden, og

at landet har en interesse i at sikre sine interesser gennem en kildebeskat-

ning, når selskabet er udenlandsk.

Hvis den finansielle kobling skal fungere optimalt, betyder det, at der skal

beskattes og investeres effektivt. I forbindelse med beskatning, er det mest

afgørende, hvorvidt det benyttede skattesystem er effektivt nok, og i hvor

høj grad selskaberne er villige til at lade sig beskatte.

Hvor høje uranindtægterne vil være, kommer i høj grad an på, hvor mange

uranforekomster der bliver fundet. Det synes dog ikke umiddelbart at være

sandsynligt, at beskatning af selskabet vil kunne bidrage med væsentlige

indtægter. Dels er der ikke royalty beskatning, der vil kunne give en bidrage

med skatteindtægter fra bruttoværdien, og dels vil de forventelige produkti-

onsforhold, herunder lødighed af mineforekomsten næppe i en overskuelig

fremtid kunne give et betydeligt nettooverskud, der kan selskabsbeskattes.

Ved opstart af uranminedrift må de væsentligste skatteindtægter derfor an-

tages at kunne komme fra personbeskatning af de tilknyttede medarbejdere,

herunder medarbejdere i servicefunktioner og hos underleverandører.

4.3.2. Grønlandsk arbejdskraft

I hvor høj grad der vil blive benyttet lokal arbejdskraft i en eventuel uranin-

dustri vil som nævnt komme en del an på, hvilke krav herom Grønland stil-

ler, selskabernes vilje samt vores egen og selskabets indsats for at uddanne

og opkvalificere lokal arbejdskraft. Uranindustrien er en del mere krævende

44

end andre mineindustrier pga. det radioaktive stof, og ligesom med under-

grundsminer tager det 3-5 år at uddanne og træne medarbejderne7.

I Canada foregik uddannelsen og træningen af arbejdere i direkte tilknytning

til jobs. Dette kunne lade sig gøre, fordi selskaberne var en del af uddannel-

sesprocessen. Uddannelser såsom traditionelle tekniske skoler vil næppe

være nok, og derfor er det nødvendigt med en fortsat forøget uddannelse til

minesektoren, hvis man skal have det fulde beskæftigelsesmæssige udbytte

på uranområdet.

Det er vanskeligt at skønne de konkrete koblingseffekter ved en uranproduk-

tion. Dels er der på nuværende tidspunkt stor usikkerhed knyttet til uranfo-

rekomsternes karakter, og dels er der usikkerhed knyttet til forholdet i efter-

spørgsel på serviceydelser.

Mulighederne for lokal beskæftigelse må vurderes som værende bedst i kon-

struktions- og produktionsfasen, men er også her i nogen grad afhængig af

tilgængeligheden af lokal arbejdskraft med en tilstrækkelig uddannelse eller

som er i stand til at erhverve sig den nødvendige uddannelse.

I det efterfølgende afsnit er det i videst muligt omfang forsøgt at inddrage

erfaringer fra Canada, men det skal understreges, at beregningerne i meget

væsentlig grad er afhængig af de forudsætninger, der opstilles, omkring de

grønlandske forhold. Endvidere skal det understreges, at tilgængelige oplys-

ninger fra Canada kun er tilgængelige på et forholdsvist overordnet og noget

fragmentarisk niveau, hvilket nødvendiggør, at det er nødvendigt at indlæg-

ge en række fortolkninger vedrørende anvendelsen af data, med en deraf

følgende risiko for, at disse fortolkninger ikke er korrekte. Der knytter sig

derfor en væsentlig grad af usikkerhed til de økonomiske skøn i nedenståen-

de.

7 Kilde PricewaterhouseCoopers

45

Som ovenfor anført må det umiddelbart vurderes, at de mest sandsynlige og

forudsigelige økonomiske virkninger af uranmineaktivitet vil knytte sig til be-

skatningen af de medarbejdere, der er tilknyttet en mineaktivitet. Det kan

konstateres, at de beskæftigelsesmæssige virkninger af mineaktivitet i Ca-

nada har udgjort følgende:

Tabel 9: De beskæftigelsesmæssige virkninger af mineaktivitet i Canada.

Årsværk

(n/a betyder ikke

oplyst)

Lødighed

(% U3O8)

I konstruktionsfase

(Antal medarbejdere)

I produktionsfase

(Antal medarbejdere)

Cigar Lake

Lokal andel

20,7 500

n/a

250

Ca. 50%

Rabbit Lake

Lokal andel

1,18 n/a

n/a

245

Ca. 50%

Key Lake

Lokal andel

0,52 n/a

n/a

320

Ca. 50%

McArthur River

Lokal andel

20,6 70

n/a

330

Ca. 50%

McLean Lake

Lokal andel

1,63 n/a

n/a

328

48%

Det fremgår af ovenstående, at antallet af tilknyttede medarbejdere i Cana-

da ikke umiddelbart synes at stå i forhold til lødigheden af mineforekomsten.

Dette taler for, at der ved mineaktivitet ved Kvanefjeldet eller andetsteds i

Grønland vil kunne blive tale om et ikke ubetydeligt antal medarbejdere.

Som anført i det foregående vil lokal beskæftigelse i testfasen formentlig

være meget begrænset, da det i denne fase i højere grad er nødvendigt at

tilknytte specialiseret arbejdskraft. Servicedelen, som typisk kan udgøre op

46

til halvdelen af arbejdsstyrken vil dog normalt kunne besættes 100 % af lo-

kal arbejdskraft.

Mulighederne for lokal beskæftigelse må vurderes som meget bedre i kon-

struktions- og produktionsfasen, men er også her i nogen grad afhængig af

tilgængeligheden af lokal arbejdskraft med en tilstrækkelig uddannelse eller

som er i stand til at erhverve sig den nødvendige uddannelse.

Uanset, om der er tale om lokal beskæftigelse eller beskæftigelse af uden-

landske medarbejdere, vil der dog fremkomme et provenu fra personbeskat-

ning til det grønlandske samfund, med mindre de udenlandske medarbejdere

ikke er fast eller fysisk tilknyttet minen, så de kan undgå grønlandsk skatte-

pligt.

4.3.3. Personskat

Det grønlandske hjemmestyres mulige indtægter i form af beskatning i form

af personbeskatning er illustreret nedenfor. Beskæftigelsen vil knytte sig til

faserne test, godkendelse, konstruktion, produktion og afviklingsfasen. God-

kendelses- og afviklingsfasen må dog antages at være så små og ubetydeli-

ge i det samlede billede (formentlig i niveau 10 årsværk hver), hvorfor der

ikke er foretaget beregninger vedrørende disse.

Beregninger er foretaget med udgangspunkt i det gennemsnitligt antal an-

satte i minerne i Saskatchewan. Eksemplet forudsætter således, at der er

tale om uranfund i Grønland, der er økonomisk rentable, hvilket formentlig

kræver uranfund med en højere lødighed eller lettere tilgængelighed end de

nu kendte i f.eks. Kvanefjeldet.

Vi starter med at kigge på testfasen. Studier fra perioden 1992-1998 vedrø-

rende testfasen for canadiske miner viser, at beskæftigelsen har udgjort i

niveau ca. 80 medarbejdere. Testfasen går ud på, at forskellige former for

minedrift testes, før den kommercielle drift bliver sat i gang. Der kan gå fle-

47

re år (og endda årtier) fra det tidspunkt, hvor en mineforekomst bliver op-

daget til konstruktionen går i gang.

Vedrørende konstruktionsfasen involverer Camecos engagement i Cigar Lake

ca. 500 medarbejdere.

I produktionsfasen vil en mines levetid typisk være 10-50 år alt efter de

konkrete forhold vedrørende åren og uranens koncentration. I minerne i

Saskatchewan er der typisk tale om 250-350 direkte ansatte.

I beregningseksemplet er en medarbejders årsindtægt sat til 400.000 DKK i

alle faser, hvilket baseret på erfaringstal fra Nalunaq og Seqi, synes at være

en realistisk årsindtægt pr. medarbejder. Den effektive skatteprocent er op-

gjort til 36 % ved en årsindtægt på de 400.000 DKK, hvoraf ¾ af skatten er

kommuneskat og ¼ er landsskat.

Tabel 10: Beregnede årlige skatteindtægter ved varierende antal medarbejdere i forskellige

projektfaser.

Beløb i DKK mio. Testfase Konstruktionsfase Produktionsfase

80 medarbejdere 200 medarbejdere 250 medarbejdere

Årlige Lønomkost. 32,0 80,0 100,0

Årlig skat:

Landsskat 2,9 7,2 9,0

Kommuneskat 8,6 21,6 27,0

Samlet Årlig Skat 11,5 28,8 36,0

48

Testfasen tager ofte op til fem år. I en periode på 5 år, ville de samlede

skatteindtægter fra medarbejdere tilknyttet testfasen, således kunne udgøre

i niveau 57,5 mio. kr.

Konstruktionsfasen kan variere mellem nogle måneder og flere år alt efter

hvor omfattende projektet er, og hvor mange problemer, der opstår under-

vejs. Normalt er den overstået indenfor fem år. Såfremt konstruktionsfasen

varer 5 år kan der således ved årlige skatteindtægter på 28,8 mio. kr. be-

regnes samlede skatteindtægter på 144 mio. kr. En mines levetid vil typisk

være 10-50 år alt efter de konkrete forhold vedrørende åren og uranens

koncentration. Såfremt produktionsfasen varer 25 år kan der ved årlige

skatteindtægter på 36,0 mio. kr. beregnes samlede skatteindtægter i pro-

duktionsfasen på 900 mio. kr. De samlede skatteindtægter fra personskatter

vedrørende tilknyttede medarbejdere kan ud fra ovenstående forudsætnin-

ger sammendrages som følger:

Tabel 11: De samlede beregnede skatteindtægter fra personskatter fra medarbejdere tilknyttet

en uranmineproduktion.

Fase Beløb i mio. kr.

Testfase (5 år) 57,5

Konstruktionsfase (5 år) 144,0

Produktionsfase (25 år) 900,0

Samlede skatteindtægter 1.101,5

Dette vil modsvare lønudgifter på 3,1 milliarder kr. Det er vigtigt at vurdere

sandsynligheden for at realisere samlede skatteindtægter på 1,1 milliarder

kr. i lyset af mulighederne for at etablere rentabel drift for en investor. Det

er således en meget væsentlig del af vurderingen, at den samlede værdi af

uran skal kunne dække lønudgifter af en sådan betydelig størrelse og ikke

mindst andre væsentlige omkostninger til blandt andet materiel og udstyr

49

mv., og stadig gøre det sandsynligt for en investor, at der kan skabes et

overskud, der er tilstrækkeligt til at honorere risikoen ved at etablere en så-

dan mineproduktion.

4.3.4. Reale koblinger

Som tidligere nævnt, skal der laves en afvejning af, i hvor høj grad man vil

satse på henholdsvis reale og finansielle koblinger.

Udstyret til mineindustri er meget kapitalintensivt og teknologien er meget

kompliceret. Derfor er det urealistisk, at grønlandske virksomheder i et væ-

sentligt omfang vil klare at levere dette udstyr. Som nævnt i forbindelse

med Canada, kan uranindustriens investeringer godt komme op på nogle

hundrede mio. kr. om året, men problemet er bare, at en betydelig del af

kapitalinvesteringerne som nævnt vil forsvinde ud af den grønlandske øko-

nomi.

Grønlandske virksomheder vil derimod mere realistisk kunne blive involveret

i kraft af leverancer af varer og tjenester. Her tænkes på ting som eksem-

pelvis fly og lastbiltransport, catering og konstruktion. En del af disse ind-

tægter ville dog forsvinde ud af den grønlandske økonomi igen i form af ek-

sempelvis køb af brændstof, køb/leje af diverse former for udstyr osv. Desu-

den vil der sandsynligvis opstå et ”træk” fra uranindustrien i relation til at

uddanne grønlandske medarbejdere, for at muliggøre rekruttering af ansatte

til uranindustrien.

En anden fordel for de grønlandske firmaer vil kunne være, at de kunne bru-

ge deres erfaringer fra uranområdet til at udvikle kompetencer, der kan an-

vendes på andre forretningsområder. På denne måde kunne de opnå at blive

mere konkurrencedygtige i forhold til udenlandske firmaer på disse andre

områder. Der findes eksempler fra Nord Saskatchewan på firmaer, der har

udvidet deres forretningsområder en del, efter at være startet med diverse

kontrakter med uranindustrien.

50

5. Miljømæssige aspekter

Pga. uran og biprodukternes radioaktivitet er det nødvendigt med strenge

regler i forbindelse med miljøet. Den canadiske uranindustri har 57 fuldtids-

ansatte personer, der kun har til opgave at sørge for, at alle miljøkrav bliver

overholdt. Der bliver hver eneste dag taget prøver for at sikre, at radioakti-

viteten ikke overstiger de tilladte grænser. Både planter, fisk, vand og dyre-

liv i det omkringliggende område og også et stykke væk, bliver hele tiden

overvåget for radioaktivitet.

Det er derfor meget vigtigt, at der bliver udformet en streng miljøpolitik på

uranområdet. Men lige meget hvor strenge krav der stilles, så kan uheld

ske, hvilket også er tænkeligt i Grønland. Det mest farlige vil her være gas-

sen radon, vandopløseligt radium og radioaktivt støv, som kan blive spredt

flere hundrede kilometer pga. vinden. Så hvis der skete et uheld i Grønland,

ville det uden tvivl have konsekvenser for naturen og dyrelivet, alt efter hvor

alvorligt et eventuelt uheld vil være.

5.1. Efterforskning

Mineralefterforskning udføres i mange egne af den isfrie del af Grønland. I

den tidlige fase udføres efterforskningen ved geologisk kortlægning og ind-

samling af prøver fra jordoverfladen samt ved geofysiske undersøgelser fra

fly. I en senere fase udføres kerneboringer for at afgrænse egentlige malm-

legemer. Ved uranefterforskning udnytter man, at den malm, der ledes ef-

ter, er radioaktiv og kan måles over større eller mindre områder.

Der er ikke fundet oplysninger, som tyder på, at der skulle være særlige mil-

jømæssige problemstillinger knyttet til efterforskning af uran i forhold til ef-

terforskning af andre mineraler.

5.2. Udnyttelse

I en uranmine vil malmen blive brudt og knust, og i et oparbejdningsanlæg

produceres et urankoncentrat. Et opberedningsanlæg er for mange miner et

51

anlæg hvor mineraler skilles fra hinanden. Uinteressante mineraler skilles fra

f.eks. ved flotation eller tyngdeseparation. I et uranoparbejdningsanlæg sker

der en kemisk ekstraktion og en efterfølgende kemisk oparbejdning af ura-

nen. Restproduktet – såkaldt tailings – fra oparbejdningsanlægget skal de-

poneres nær minen.

Det der adskiller uranminedrift fra andre miner er forekomsten af radioaktive

stoffer i malmen. Uran er i sig selv dog ikke særligt radioaktivt. Det er især

forekomsten af grundstofferne radon og radium i malmen, som kan udgøre

en strålingsrisiko.

5.2.1. Miljøredegørelse

I forbindelse med planer om at starte egentlig minedrift og produktion af et

urankoncentrat skal det mineselskab, som står for aktiviteten, dokumentere

at det kan udføre sin aktivitet på en miljømæssig forsvarlig måde og mini-

mere effekterne på miljøet. Der findes retningslinier for, hvordan det skal

gøres, bl.a. for udarbejdelse af en miljøvurdering for de aktiviteter, der ind-

går i virksomheden. Denne kan først startes, når planerne for minedriften er

godkendt af Råstofdirektoratet.

Miljøpåvirkningerne af et mineprojekt kan opdeles i to kategorier:

- Forstyrrelser af plante- og dyreliv

- Effekter af forurenende stoffer

Forstyrrelsesaspektet omfatter anlæg af veje og anden infrastruktur, kørsel,

sejlads og flyvning, arealbehov til tailingsdepot, reguleringer af vandløb og

søer og lignende. Undersøgelser heraf vil være en vigtig del af miljøredegø-

relsen for projektet. Men da omfanget af mulige forstyrrelser vil være steds-

og projektspecifikt, vil det ikke blive omtalt yderligere her.

Et mineprojekt skal også udføres, så der sker en minimal forurening af mil-

jøet. Der findes en række mulige forureningskilder fra en mine. Ved bryd-

ning og især knusning af malmen kan der spredes støv med et indhold af

52

forurenende stoffer til omgivende land- og vandområder. Tailings, med et

restindhold af forurenende stoffer, skal opbevares sikkert, f.eks. i en sø eller

et opdæmmet område på land. Endelig kan der blive produceret såkaldt grå-

bjerg (udsprængt bjerg, som ikke er rigt nok til at anvendes som malm)

med et restindhold af forurenende stoffer, som skal deponeres. Fra depoter

af tailings og gråbjerg kan der blive udvasket forurenende stoffer til fersk-

og havvand.

I forbindelse med uranminedrift er der nogle specielle miljømæssige forhold,

som skal håndteres. For det første vil lødigheden af uran i malmen som regel

være lav – under 1 %. Det betyder, at der stort set vil blive produceret lige

så meget tailings, som der brydes malm. For det andet vil tailings fra uran-

minedrift indeholde radioaktive stoffer. Faktisk vil den indeholde det meste

af den radioaktivitet, som findes i malmen, bl.a. fordi den indeholder hele

malmens radiumindhold. Se nærmere herom i afsnit 5.2.3 om forurenings-

kilder ved udvindingsmetoderne (s. 54).

5.2.2. Metoder til udvinding af uran

Uranmalm indeholder sjældent over en procent uran. Det skal ekstraheres

ud af malmen ved en kemisk proces. De fire vigtigste metoder for uranud-

vinding er:

- Svovlsyre ekstraktion

- Carbonat ekstraktion

- Bunke ekstraktion (”Heap leaching”)

- In situ ekstraktion (”In situ leaching”)

Hvilken metode der skal anvendes afhænger af malmtype, lokale geologiske

og geografiske forhold samt økonomiske betragtninger.

Svovlsyre ekstraktion

Den finknuste malm føres til et fabriksanlæg, hvor den blandes med svovlsy-

re. Svovlsyren opløser uranen, og syren skilles fra malmen. Uran udtrækkes

derefter af svovlsyren ved en række kemiske processer. Affaldsprodukter fra

53

en sådan proces bliver tailings, som har været behandlet med syre. Denne

tailings vil indeholde svovlsyre og formodentlig en del forholdsvist let opløse-

lige forbindelser, f.eks. radium, tungmetaller og sulfater. Den vil også inde-

holde radon-gas, som frigives under processerne.

Carbonat ekstraktion

Ved denne proces behandles den finknuste uranmalm med natriumcarbonat

(soda) opløst i vand. Affaldsproduktrne vil være tailings, som indeholder re-

ster af soda, men næppe opløselige tungmetaller.

Bunke ekstraktion

I nogen tilfælde kan man vælge at ekstrahere uranen med svovlsyre ”ude i

naturen” i stedet for i en fabrik. Man anbringer den knuste uranmalm i store

bunker og hælder svovlsyre på disse bunker. Efter et stykke tid har svovlsy-

ren opløst uranen. Drænvandet opsamles fra bunkerne, og uranen ekstrahe-

res fra dette. Affaldet fra den ekstraherede malm er at betragte som tailings,

som skal deponeres. Drænvand fra bunkerne er en potentiel kilde til forure-

ning af vandløb eller grundvand.

In situ ekstraktion

Der findes også en anden metode til uranudvinding, hvor malmen ikke bry-

des, men hvor der foretages udludning af uran i selve malmforekomsten.

Ved in situ ekstraktion bores der huller gennem malmforekomsten, og ilt- og

svovlsyre cirkuleres gennem forekomsten. Uran udvindes fra det cirkulerede

vand. Det betyder, at der sker meget få forstyrrelser i mineområdet. Der

sker ingen brydning og knusning af malm, og der er ikke noget tailings, der

skal deponeres. Til gengæld er der en risiko for, at svovlsyren ikke siver

derhen, hvor den skal og i stedet giver forurening.

5.2.3. Forureningskilder ved metoderne

Fælles for alle uranudvindingsmetoder er, at man har en kombination af en

mine og et kemisk ekstraktionsanlæg. Bortset fra in situ ekstraktionsmeto-

den skabes der både tailings og kemiske restprodukter. Slutproduktet er i

alle tilfælde såkaldt ”yellow cake”. Det er et urankoncentrat af uranoxider,

54

altså ikke rent uran. Alle metoder rummer en risiko for forurening af overfla-

de- og grundvand, og de vil alle frigøre radongas (mindst ved in situ eks-

traktion). Afløbsvand fra mine, opberedningsanlæg, malm- og gråbjergsde-

poter kan være kilder til forurening, f.eks. med radium. Dette vand kan un-

der gunstige omstændigheder opsamles og recirkuleres i opberedningsan-

lægget, og der kan opnås ”nul-udledning” af forurenende stoffer med vand

ved at lade overskydende vand fordampe. Ved alle metoder skal uranen ud-

trækkes af en opløsning ved komplicerede kemiske processer. Uranminer vil

altså altid ledsages af et kemisk procesanlæg med dertil hørende forure-

ningsproblemer, se nedenstående afsnit om andre forurenende stoffer.

Radon og radium

Som beskrevet er uran i sig selv ikke særlig radioaktiv, når den brydes, og

strålingen fra naturligt forekommende, ikke beriget uran er på niveau med

granit. Men uran er, hvor den forekommer, altid associeret med naturligt

forekommende radium og radon, der er henfaldsprodukter fra uranen. Begge

stoffer er radioaktive i et omfang, der udgør en miljø- og sundhedsrisiko.

Radium er vandopløseligt og kan forurene vandmiljøet omkring minen, og

radon er en gasart der kan forurene luften. Derfor skal der tages særlige

forholdsregler, således at disse stoffer ikke spredes til miljøet, ligesom der

skal tages strenge hensyn til minearbejderes og en eventuel lokalbefolknings

sundhed i forbindelse med indånding af radonholdig luft. Det er derfor nød-

vendigt med meget kraftige ventilationssystemer. Specielt beskyttet materi-

ale og fjernstyrede maskiner bliver også brugt for at undgå at arbejderne

bliver udsat for radioaktiv stråling. Eksempelvis benytter de nye miner i Ca-

nada udelukkende fjernstyrede maskiner, og arbejderne kommer derved ik-

ke ind i minerne overhovedet. Her foregår hele udvindingsprocessen i mi-

nerne under jorden, og uranen bliver transporteret væk i specialbeskyttede

containere. Modtagelsesstationerne på uranmøllerne er ligeledes specialbe-

skyttede. På denne måde er arbejdernes nærkontakt med uranen stort set

fjernet. Vand der er forurenet med radium fra minen skal samles op og ren-

ses.

55

For at begrænse udslippet af radon fra et tailingsdepot, skal det være over-

dækket. Det gøres som regel ved at holde det vanddækket, så længe tai-

lingsdepotet stadig anvendes. Derefter er det normal praksis at dække tai-

lingsdepotet med et lag ler og et lag overjord, hvorefter et vegetationsdæk-

ke kan etableres. Herved kan stråling fra tailingsdepotet begrænses til stort

set det samme, som fandtes oprindeligt. Der findes dog også andre mulig-

heder for at deponere tailings. For eksempel kan det være en mulighed at

deponere under jorden i forladte minegange.

Andre forurenende stoffer

Radon som luftforurening og radium som vandforurening er som omtalt i det

forrige erfaringsmæssigt de mest betydningsfulde forureningskomponenter.

Andre vigtige kilder til forurening ved uranminer er:

- Svovlsyre og sulfater hidrørende fra svovlsyreekstraktion af malmen

- Tungmetaller som er blevet opløst af svovlsyren

- Arsen

- Støv fra nedknusning og brydning af malm

- Kemikalier benyttet til uranudvinding, f.eks. soda

Såfremt en eventuel uranmine vil skulle udtrække uran med svovlsyre, vil

dette uvægerligt betyde at tailings vil indeholde svovlsyre og sulfater, som

vil opløses i regnvand og smeltevand og sive ud af tailingsbunkerne. Dette

forureningsproblem skal løses ved at alt vand, der siver ud af tailingsbunker

skal opsamles og ledes gennem to eller tre små søer, hvor det kan behand-

les. Tilsætning af kalk vil løse de fleste problemer med svovlsyre, tungmetal-

ler og sulfater, og formodentlig også radium. Man kan tilsætte barium før

kalken og derved sikre en god fjernelse af radium. Efter første sø skal der

være yderligere mindst een sø, som skal tjene som udfældningsbassin, så de

stoffer der udfældes af kalken kan sætte sig og efterlade en klar og renset

vandstrøm som kan ledes ud i naturen.

Arsen nævnes undertiden som et forureningsproblem ved uranminer. Det er

ikke givet at kalkning vil fjerne arsen tilstrækkeligt, men det er meget tæn-

keligt.

56

Fra en uranmine kan der ske støvdannelse og støvspredning som ved andre

miner. Derved kan der også spredes radioaktive stoffer, som kan skade

sundhed og miljø. Der skal være en effektiv støvmonitering ved en grøn-

landsk uranmine, og støvproblemer skal løses på de traditionelle måder,

f.eks. ved befugtning eller indkapsling af de steder, der skaber støv.

I modsætning til de fleste traditionelle miner skal uranminer anvende en

kemisk ekstraktion. Kontrol med forurening fra de benyttede kemikalier bli-

ver derfor en vigtig del af miljøbeskyttelsesarbejdet ved en uranmine i Grøn-

land.

5.3. Nedlukning

Når en uranmine lukkes vil det som for alle andre miner skulle sikres, at den

ikke forurener omgivelserne, efter lukningen. Men ved uranminer er der

nogle specielle forhold, der skal tages hensyn til, fordi tailings indholder ra-

dioaktive stoffer. Hovedparten af de radioaktive stoffer i malmen vil blive

tilbage i tailings. Tailings kan afgive radon til luften og andre radioaktive

stoffer herunder radium til vandet.

5.3.1. Forebyggelse af luftforurening

Efter lukning af minen skal tailingsdepotet sikres mod frigivelse af radon til

luften. Hvis tailingsdepotet lægges på land, gøres ved at overdække depotet

med flere lag som kan opfange radon, typisk et lag kalk, et lag ler og et lag

jord. Når tailingsdepotet er dækket skal der revegeteres, så dækmaterialer-

ne bliver stabile. Herefter kan det anvendes til andre formål. For eksempel

indgår et 28 hektar stort tailingsområde fra en uranmine i Australien efter

revegetering nu i et kvæggræsningsområde. I et andet tilfælde anbefales

det, at man undlader at benytte et tailingsområde til bebyggelse, men siger

at det kan bruges til udendørs aktiviteter.

57

5.3.2. Forebyggelse af vandforurening

Mange steder i verden er det muligt at holde tailings så tørt, at den regn,

der falder på det fordamper igen. Men i Grønland må man designe tailings-

depotet med den viden, at der vil falde regn og sne på det, og dette vand

skal bortledes. Derved opstår en risiko for, at vandet optager radioaktive

stoffer fra tailingsdepotet og fører dem ud i det omgivende miljø. Tailingsde-

potet skal efterlades på en sådan måde, at vand ikke kan trænge igennem

den del, der indeholder de radioaktive stoffer. Som en ekstra sikkerhedsfor-

anstaltning kan man designe depotet således, at drænvand kan opsamles i

et mindre bassin. Der kan vandet så om nødvendigt efterbehandles, så de

radioaktive stoffer bundfældes. Men hovedfilosofien må være helt at undgå,

at radioaktive stoffer opløses og transporteres ud af depotet.

5.3.3. Deponering af tailings

Flere steder i verden har oplevet, at tailingsdæmninger bryder sammen og

tailings skyller ud og anretter stor skade. Dette skete f.eks ved Los Frailes i

Sydspanien, hvor tailingsdæmningen brød sammen 25. april 1988 og giftig

tailings slap ud. I Grønland, specielt i områder med stor nedbør og vekslen-

de frost og tø, vil dette også blive en risiko. Problemet løses ved korrekt di-

mensionering og anlæg af tailingsdæmninger.

Man kan undgå at bygge dæmninger ved at finde en naturlig lavning i ter-

rænet, f.eks. en passende stor og passende dyb sø til tailingsdeponering. En

sådan løsning vil fysisk være mere stabil end en deponering, der baseres på

en dæmning. Under brug må de vandløb, der løber gennem søen dirigeres

uden om søen. Efter endt brug må tailings indkapsles, f.eks. ved overdæk-

ning med et lag af knuste rene sten eller sand og grus.

Andre deponeringsformer er ”marin tailings deponering” og deponering i op-

rindeligt marine områder, der med en dæmning afsnøres for direkte kontakt

med havet. For disse to former gælder det samme som for deponering i en

sø. Ved egentlig marin tailings deponering til et åbent hav eller fjordområde

vil en overdækning formodentlig ikke kunne gennemføres, og det vil ikke

kunne hindres, at tailings er i forbindelse med områdets vandmasser, som

udskiftes med vandmasser fra andre områder. Derfor kræver marin tailings

58

deponering, at tailings er særdeles godt undersøgt, og at det kan dokumen-

teres, at den ikke påfører skader på havmiljøet udover et nærområde ved

selve tailingsdeponeringsstedet, som uundgåeligt vil blive påvirket.

59

6. Regulering

I dette afsnit beskrives de regler, som gælder for efterforskning og udnyttel-

se af uran i Grønland, Danmark, Canada og Sverige.

De samlede regelsæt, som har betydning for efterforskning og udnyttelse af

uran, er overordentligt omfattende. Denne redegørelse omfatter ikke regler,

som kun har mindre eller indirekte betydning for efterforskning og udnyttel-

se af uran (f.eks. almindelige transportlovgivning). I stedet er redegørelsen

begrænset til de regelsæt, som særligt er møntet på uranudnyttelse og de

dermed forbundne aktiviteter (f.eks. love om radioaktive stoffer og anlæg),

eller som i øvrigt er centrale for reguleringen af efterforskning og udnyttelse

af uran (f.eks. råstofloven og beredskabsloven).

EF-traktaten finder ikke anvendelse i Grønland, bortset fra enkelte bestem-

melser om oversøiske landes og territoriers, herunder Grønlands, associering

med EU-medlemslandene. Det samme gælder direktiver og andre såkaldt

sekundære EU-retsakter. Grønlandsk ret skal således ikke være i overens-

stemmelse med EF-traktaten og sekundære EU-retsakter. Det samme gæl-

der for dansk ret, i det omfang dansk ret kun gælder for eller finder anven-

delse i Grønland. Derfor vil der kun kort blive henvist til de EU- og EØS-

regler, som de nationale regler implementerer.

6.1. Regulering i andre lande: Danmark

6.1.1. Efterforskning og udnyttelse af uran generelt

Undergrundsloven

Efter lov om anvendelse af Danmarks undergrund8 gælder et koncessionssy-

stem, der - på samme måde som efter råstofloven for Grønland - indebærer,

at der ikke kan ske efterforskning eller udnyttelse af råstoffer, medmindre

8 Lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002 om anvendelse af Danmarks undergrund, som ændret ved lov nr. 1230 af 27. december 2003 og lov nr. 442 af 9. juni 2004.

60

der er meddelt særlig tilladelse. Undergrundsloven gælder for efterforskning

og udnyttelse af uran.9

Beredskabsloven

Beredskabslovens10 formål er at sikre, at der er et redningsberedskab ved

ulykker og katastrofer, herunder krigshandlinger.

Efter beredskabsloven er det redningsberedskabets opgave at forebygge,

begrænse og afhjælpe skader på personer, ejendom og miljøet ved ulykker

og katastrofer. Det gælder ligeledes overhængende fare herfor. Dette gæl-

der således ved eventuelle uheld i forbindelse med eksempelvis uranudnyt-

telse, i det omfang et sådant uheld kan medføre skader på personer, ejen-

dom eller miljøet.

Forsvarsministeren har i medfør af loven bestemt, at Beredskabsstyrelsen

har det overordnede ansvar for planlægningen og ledelsen af det landsdæk-

kende atomberedskab. Atomberedskabet i Grønland er et rigsanliggende,

som varetages af Beredskabsstyrelsen.11 Beredskabsstyrelsen har udarbej-

det en plan12 for det landsdækkende atomberedskab. Den fastlægger bered-

skabets organisation og de foranstaltninger, som skal kunne iværksættes for

at beskytte befolkningen i tilfælde af atomare ulykker. Atomberedskabspla-

nen omfatter også det atomare beredskab i Grønland og på Færøerne.

Atomberedskabsplanen er ombygget med den nationale beredskabsplan som

referenceramme. Planen indeholder fem beredskabstrin, som kan iværksæt-

tes, hvis en atomar krisesituation kræver det: Alm. dagligt beredskab, let

9 Loven gælder for forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af råstoffer i undergrunden, som ikke har været undergivet privatøkonomisk udnyttelse før den 23. februar 1932. Jf. også "Uranium Regulation Denmark", OECD Report (1999). 10 Lovbekendtgørelse nr. 137 af 1. marts 2004 om beredskab. 11 Se Statsministeriets brev af 22. april 1996 til Indenrigsministeriet. 12 Det fremgik af Planen Atomberedskab (Beredskabsstyrelsen, oktober 2001), at den ikke alene gjaldt for ulykker på atomkraftværker men også for ulykker eller manglende omhu i forbindelse med andre nukleare aktiviteter, herunder transport af radioaktive stoffer og anlæg for uranudvinding og fremstilling af reaktorbrændsel. Atomberedskabsplanen (2001) omfattede ikke Grønland. Den er nu erstattet af Plan for det nukleare beredskab (Beredskabsstyrelsen, december 2006), som omfatter beredskabet i Grønland og på Færøerne.

61

forhøjet beredskab, forhøjet beredskab (informationsberedskab), markant

forhøjet beredskab (stabsberedskab) og fuldt etableret beredskab (havaribe-

redskab).

Forsvarsministeren og Sundheds- og Forebyggelsesministeren er ifølge fi-

nansloven13 bemyndiget til i alle tilfælde af ulykker i forbindelse med radio-

aktive stoffer at afholde alle fornødne udgifter til bekæmpelse heraf, herun-

der også alle udgifter ved ydelse af bistand til andre lande.

6.1.2. Sikkerhed og sundhed

Atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven

Atomanlægsloven14 fra 1962 regulerer sikkerhedsmæssige og almene inte-

resser i forbindelse med atomanlæg. Loven skabte det fornødne grundlag for

Danmarks ratifikation af konvention af 29. juli 1960 om civilretligt ansvar på

den nukleare energis område. Loven er ressortmæssigt placeret i ministeriet

for Sundhed og Forebyggelse. Efter loven kan atomanlæg ikke bygges eller

drives uden Sundhedsministerens godkendelse. Det fremgår af lovens forar-

bejder15, at lovens regulering af nukleare anlæg ikke omfatter anlæg til ud-

nyttelse af uran.

"Helt uden for begrebet nukleart anlæg falder f.eks. brydning af uranmalm og virksomhed, der består i mekanisk koncentration af uranmalm. Uran, som det findes i naturen, har ikke nogen høj grad af radioaktivitet, og sådan virk-somhed medfører ikke den særegne risiko for almenheden, som konventio-nen tager sigte på. Uran forekommer på Grønland. Malmen undergives for tiden forskellige undersøgelser, men brydning i industriel målestok finder ikke sted."16

13 Se finanslov 2006, tekstanmærkninger 12.41.01 og 16.11.11.40. 14 Lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (atomanlæg), som ændret ved lov nr. 332 af 19. juni 1974, lov nr. 244 af 15. maj 1976 og lov nr. 69 af 4. februar 2004. 15 Atomanlægsloven blev fremsat med lovforslag nr. 110 af 8. februar 1962, som var baseret på Betænkning nr. 286 (1961) om adgangen til at drive nukleare anlæg (atomanlæg) og erstatningsansvaret for skade forvoldt af nukleare ulykker. 16 Betænkning nr. 286 (1961), side 71.

62

I 1980 blev der gennemført et pilotprojekt med ekstraktion af uran fra malm

fra Kvanefjeldet. I den forbindelse anlagde man den fortolkning af atoman-

lægsloven, at det ekstraktionsanlæg, som blev etableret i Danmark var om-

fattet af atomanlægsloven, hvorfor dette derfor skulle godkendes af sund-

hedsstyrelsen.

I 1976 vedtog Folketinget lov om sikkerhedsmæssige og miljømæssige for-

hold ved atomanlæg17. Det var meningen, at denne lov skulle erstatte atom-

anlægsloven fra 1962, men på grund af modstanden mod kernekraft18, er

det aldrig sket. Derfor er den nye lov - med undtagelse af et par bestemmel-

ser - aldrig trådt i kraft.19 Det var meningen, at den nye lov også skulle hed-

de atomanlægsloven, men for at undgå forvekslinger kaldes den ofte atom-

anlægssikkerhedsloven.

Atomanlægssikkerhedsloven gælder for nukleare reaktoranlæg, anlæg til

brydning, fremstilling og opbevaring af nukleart brændsel samt transport af

nukleart brændsel og radioaktive produkter. Der er i loven fastsat regler om

tilladelse til og tilsyn med de omfattede anlæg og aktiviteter.

Atomanlægssikkerhedsloven er en slags rammelov, idet der ikke i loven er

detaljerede regler, som de omfattede anlæg og aktiviteter skal overholde.

Loven stiller krav om tilladelse og fastsætter de principper, som gælder for

tilsynet med de tilladte anlæg og aktiviteter. Der kan i medfør af loven fast-

sættes mere detaljerede regler om den nukleare sikkerhed og miljøbeskyt-

telse samt om tilsynets virksomhed.

Placering, bygning og drift af anlæggene og gennemførelse af transporterne

kan alene ske efter tilladelse. Der kan ikke meddeles tilladelse, hvis det er

betænkeligt af hensyn til sikkerheden eller andre væsentlige, almene inte-

17 Lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v., som ændret ved lov nr. 304 af 4. juni 1986. 18 Det endelige forbud mod kernekraft blev vedtaget i 1985 ved Folketingsbeslutning nr. 103 af 29. marts 1985. 19 De bestemmelser, som er trådt i kraft, vedrører visse myndighedsforhold og varetagelse af internationalt samarbejde.

63

resser. Myndighederne skal påse, at befolkningen og de ansatte udsættes for

mindst mulig ioniserende stråling.

Tilladelse til drift af anlæg til brydning eller fremstilling af nyt nukleart

brændsel meddeles af Ministeren for Sundhed og Forebyggelse efter forud-

gående forhandling med det relevante folketingsudvalg. Ministeren skal des-

uden underrette det relevante folketingsudvalg om alle væsentlige forhold af

sikkerhedsmæssig og miljømæssig karakter vedrørende anlæg til brydning

eller fremstilling af nukleart brændsel. Tilladelsen meddeles på grundlag af

indstilling fra de nukleare tilsynsmyndigheder.

Miljøministeriets opgaver efter loven varetages i dag af Forsvarsministeri-

et.20 Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriet udgør sammen med

Statens Institut for Strålehygiejne, Sundhedsstyrelsen under ministeriet for

Sundhed og Forebyggelse, i dag de nukleare tilsynsmyndigheder.

Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen behandler ifølge loven de nuklea-

re sikkerhedsmæssige spørgsmål i forbindelse med indgivne ansøgninger og

afgiver indstilling herom til forsvarsministeren. Forsvarsministeren er i loven

bemyndiget til at fastsætte regler om ansøgningernes indhold og omfang.

Forsvarsministeren kan desuden fastsætte generelle krav til den nukleare

sikkerhed og kan bemyndige Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen til

at udstede nærmere forskrifter.

En ansøgning om etablering af et anlæg til brydning af nyt nukleart brænd-

sel skal være ledsaget af sikkerhedsdokumentation, hvori ansøger vurderer

de nukleare sikkerhedsforhold. Dette indebærer en beskrivelse af anlægget,

anlægsområdet og dets omgivelser. Der er dog også et opsamlende krav

om, at de nødvendige oplysninger vedrørende disse forhold til brug for myn-

dighedernes behandling af ansøgningen skal være til stede.

20 Ifølge lovteksten henhører loven under Miljøministeriets ressort, men ved bekendtgørelser nr. 752 af 17. november 1987 og nr. 46 af 29. januar 2004 om ændringer i ministeriernes forretningsområder er Miljøministeriets opgaver overført til Indenrigs- og Sundhedsministeriet og siden til Forsvarsministeriet, som i dag varetager opgaverne.

64

En tilladelse meddeles med de vilkår, som er nødvendige af hensyn til sik-

kerheden eller andre, almene interesser. Vilkårene kan også indeholde krav

til foranstaltninger ved driftens ophør. Vilkårene udgør grundlaget for de

nærmere betingelser for bygning og drift af anlæg. Både vilkår og betingel-

ser kan ændres eller suppleres, hvis der er påkrævet af hensyn til sikkerhe-

den eller andre væsentlige, almene interesser. Tilladelsen vil også kunne til-

bagekaldes, hvis forudsætningerne viser sig ikke at være til stede, eller det i

øvrigt er nødvendigt af hensyn til sikkerheden eller anden tvingende grund.

Beredskabsstyrelsen og Sundhedsstyrelsen kan meddele påbud, som af sik-

kerhedsmæssige grunde skønnes nødvendige for vilkårenes og betingelser-

nes overholdelse. Beredskabsstyrelsen har desuden adgang til at kræve bru-

gen af anlægget standset, indtil der er taget stilling til, om og i bekræftende

fald hvornår brugen af anlægget kan genoptages. Beredskabsstyrelsens be-

tingelser, påbud og andre afgørelser kan påklages til ministeren. Forsvars-

ministeren er desuden bemyndiget til at fastsætte regler om tilsynets ud-

øvelse.

Ifølge loven skal Beredskabsstyrelsen følge og vurdere forhold af betydning

for den nukleare sikkerhed. Styrelsen skal etablere kontakt og samarbejde

med andre myndigheder vedrørende nuklear sikkerhed. Beredskabsstyrelsen

samarbejder i dag med Statens Institut for Strålehygiejne, Sundhedsstyrel-

sen. De udgør sammen de nukleare tilsynsmyndigheder. Beredskabsstyrel-

sen skal desuden deltage i internationalt samarbejde vedrørende nuklear

sikkerhed.

De nukleare tilsynsmyndigheder fører det umiddelbare tilsyn med nukleare

anlæg såvel under bygningen som driften og påser overholdelsen af de krav,

der er stillet til opfyldelse af den nukleare sikkerhed. Tilsynet har adgang til

at meddele påbud og forbud.

65

Radioaktivitetsloven

Efter lov om brug m.v. af radioaktive stoffer21 må radioaktive stoffer af en-

hver art kun fremstilles, indføres eller besiddes, hvis tilladelse er meddelt af

Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsens afgørelse kan indbringes for Mini-

steren for Sundhed og Forebyggelse, der ligeledes kan fastsætte almindelige

undtagelsesregler fra kravet om tilladelse.

Ministeren for Sundheds- og Forebyggelse er i medfør af loven bemyndiget

til at udfærdige bestemmelser vedrørende de nødvendige sikkerhedsforan-

staltninger i forbindelse med indførsel, fremstilling, anvendelse, opbevaring,

transport og bortskaffelse mv. af radioaktive stoffer. Bemyndigelsen er i en

række tilfælde udnyttet til at fastsætte regler Disse er nærmere beskrevet

under afsnit 6.1.2. om bekendtgørelse om undtagelsesregler fra radioaktivi-

tetsloven (s. 66) og bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger ved brug

m.v. af radioaktivestoffer (s. 67).

Derudover har Sundhedsstyrelsen efter bemyndigelse udstedt en række be-

kendtgørelser på området herunder bekendtgørelse om transport af radioak-

tive stoffer (s. 72) samt afsnit 6.1.6. om bekendtgørelse om overførsel af

radioaktive stoffer (s. 74).

Det er Sundhedsstyrelsen, som har ansvaret for tilsynet med overholdelse af

reglerne i loven.

Bekendtgørelse om undtagelsesregler fra radioaktivitetsloven

Bekendtgørelsen om undtagelsesregler fra lov om brug m.v. af radioaktive

stoffer22 fastsætter regler for tilladelser til brug m.v. af radioaktive stoffer.

Det følger af bl.a. af bekendtgørelsen, at der ikke kræves tilladelse for na-

turligt forekommende radioaktive stoffer, hvis aktivitetskoncentrationen ikke

overstiger niveauer, som er anført i bilag til bekendtgørelsen.

21 Lov nr. 94 af 31. marts 1953 om brug m.v. af radioaktive stoffer, som ændret ved lov nr. 369 af 6. juni 1991. 22 Bekendtgørelse nr. 192 af 2. april 2002 om undtagelsesregler fra radioaktivitetsloven. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af radioaktivitetsloven.

66

Bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af ra-dioaktive stoffer

I bekendtgørelsen23 er der fastsat regler om, hvilke sikkerhedsforanstaltnin-

ger der skal iagttages i forbindelse med indførsel, fremstilling, anvendelse,

opbevaring, transport og bortskaffelse m.v. af radioaktive stoffer.

Sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer skal gen-

nemføres i overensstemmelse med de almindelige retningslinier, som den

internationale kommission for radiologisk beskyttelse (International Com-

mission on Radiological Protection, ICRP) måtte anbefale. Endvidere er det

et krav, at strålingsdoserne ikke overskrider ICRP's anbefalinger, samt at det

tilstræbes, at de ligger væsentligt under anbefalingerne. Sundhedsstyrelsen

er desuden forpligtet til at gøre brugere af radioaktive stoffer bekendte med

de retningslinier, der er anbefalet af ICRP.

Brugerne af radioaktive stoffer skal ved lagring og opbevaring drage omsorg

for, at ingen udsættes for sundhedsfare ved direkte bestråling eller ved op-

tagelse af radioaktive stoffer i legemet gennem luftvejene, fordøjelseskana-

len eller huden. Bekendtgørelsen stiller også krav om, at lagrings- og opbe-

varingssteder er afmærkede efter de gældende regler, og at de radioaktive

stoffer er sikret mod tyveri, brand og vandskade. Sundhedsstyrelsen kan

fastsætte regler for radioaktive stoffers lagring og opbevaring, herunder

særlige regler om det enkelte tilfælde.

De steder, hvor radioaktive stoffer fremstilles, oparbejdes eller anvendes,

skal afmærkes efter de gældende regler. Sundhedsstyrelsen kan udstede -

almindelige og særlige - regler. Bekendtgørelsen nævner en lang række ek-

sempler på forhold, som Sundhedsstyrelsen kan regulere, herunder regler

om arbejdsledelsens kvalifikationer, arbejdslokalets indretning, foranstalt-

ninger til måling af strålingsforholdene på arbejdsstedet og lægeundersøgel-

ser.

23 Bekendtgørelse nr. 574 af 20. november 1975 om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive stoffer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af radioaktivitetsloven.

67

Sundhedsstyrelsen er ved bekendtgørelsen bemyndiget til at fastsætte reg-

ler om indførsel af radioaktive stoffer. Sundhedsstyrelsen er desuden be-

myndiget til i samarbejde med de myndigheder, som er ansvarlige for det

pågældende transportområde, at fastsætte regler om transport af radioakti-

ve stoffer. Reglerne skal udfærdiges på grundlag af den internationale atom-

energikommissions retningslinier med afvigelser, som de danske forhold

kræver.

Reglerne om transport omfatter ifølge bekendtgørelsen enhver operation i

forbindelse med transport, dvs. også lastning, losning og opbevaring under

transport. Reglerne kan omfatte emballage, mærkning og afskærmning. For

transport til søs, ad jernbane eller i luften gælder de regler, som de relevan-

te myndigheder fastsætter.

Sundhedsstyrelsen og arbejdstilsynet fører tilsyn med institutter, laboratori-

er og virksomheder, som opbevarer eller anvender radioaktive stoffer.

Sundhedsstyrelsen og de til styrelsen knyttede sagkyndige har til enhver tid

adgang til at foretage besigtigelser og målinger til bedømmelse af sikker-

hedsforanstaltningernes tilstrækkelighed. Sundhedsstyrelsen er bemyndiget

til at fastsætte regler om indberetning af uheld, brand m.v. i forbindelse

med radioaktive stoffer.

Bekendtgørelse om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nuklea-re anlæg (atomanlæg) m.m.

Bekendtgørelsen om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nukleare an-

læg (atomanlæg) m.m.24 har hjemmel i atomanlægsloven, radioaktivitetslo-

ven og beredskabsloven. Det må antages, at de dele af bekendtgørelsen,

som er fastsat i medfør af radioaktivitetsloven og beredskabsloven, gælder

for uranudnyttelse.

Sundhedsstyrelsen skal i henhold til bekendtgørelsen fastsætte de strålings-

doser, som af hensyn til befolkningens sikkerhed ikke må overskrides ved

68

driften af et nukleart anlæg. Sundhedsstyrelsen fastsætter også grænser for

bestråling af personer ved uheld.

Bekendtgørelsen indeholder regler om sikkerhedsrapporter, som skal fore-

lægges myndighederne i forbindelse med godkendelse af bygning og idrift-

sætning af atomanlæg. Før opførelsen af anlægget kan påbegyndes, skal der

indsendes en foreløbig sikkerhedsrapport, som indeholder en teknisk beskri-

velse af anlægget, dets kontrol- og sikkerhedsanlæg samt af anlægsområdet

og dets omgivelser. Senere skal der indsendes en endelig sikkerhedsrapport

i forbindelse med godkendelse af, at anlægget sættes i drift. Den endelige

sikkerhedsrapport skal indeholde en sådan teknisk beskrivelse af anlægget,

at den kan danne grundlag for en fuldstændig vurdering af anlæggets sik-

kerhed.

Endelig indeholder bekendtgørelsen regler om, at der skal udarbejdes en be-

redskabsplan for hvert nukleart anlæg "her i riget" samt for hver dansk

havn, som modtager atomskibe. Beredskabsplanen udarbejdes på foranled-

ning af Sundhedsstyrelsen. Beredskabsplanen skal fastlægge de foranstalt-

ninger, som skal kunne iværksættes for at beskytte befolkningen i tilfælde af

stråling fra radioaktive stoffer eller for andre nukleare faremomenter. Reg-

lerne indeholder også en opregning af de foranstaltninger, som Beredskabs-

styrelsen kan iværksætte, hvis befolkningen udsættes for ioniserende strå-

ling eller for andre nukleare faremomenter, herunder eksempelvis regler om

måling af radioaktivitet, evakuering og påbud om indendørs ophold.

6.1.3. Miljø

Undergrundsloven

I Danmark er der efter undergrundsloven adgang til at fastsætte regler og

vilkår om sikkerheds-, miljø- og ressourcemæssige forhold.

24 Bekendtgørelse nr. 278 af 27. juni 1963 om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nukleare anlæg (atomanlæg) m.m.

69

Miljøbeskyttelsesloven

Efter miljøbeskyttelsesloven25 må særligt forurenende virksomheder, anlæg

eller indretninger ikke anlægges eller påbegyndes, før der er meddelt god-

kendelse. I den såkaldte godkendelsesbekendtgørelse26 er angivet de virk-

somheder, anlæg og indretninger, som kræver godkendelse. Anlæg til ud-

nyttelse af uran er ikke nævnt i godkendelsesbekendtgørelsen.

Godkendelsesbekendtgørelsen er udtryk for en generel regulering af virk-

somheders forurening af omgivelserne mv. I bilagene er angivet de såkaldte

listevirksomheder, som er fundet relevante i forhold til den type virksomhe-

der, som i dag findes i Danmark. Hvis der blev etableret anlæg til udnyttelse

af uran i Danmark, og der ikke samtidigt blev vedtaget en særlig regulering

af denne aktivitet, så ville et sådant anlæg formentlig blive optaget på listen

over listevirksomheder, som skulle have en miljøgodkendelse. Eksempelvis

er anlæg for udnyttelse af naturgas omfattet af bilagene.

Planloven

Efter planloven27 må visse typer af virksomheder og anlæg ikke påbegyndes,

før kommunen eller Miljøministeriet har fastsat retningslinier for virksomhe-

dens eller anlæggets udformning og beliggenhed. Retningslinierne fastsæt-

tes i et kommuneplantillæg med en tilhørende redegørelse for anlæggets

forventede virkninger på miljøet (en VVM-redegørelse).

I VVM-bekendtgørelsen28 er det angivet, hvilke anlæg der er VVM-pligtige. I

bekendtgørelsen nævnes råstofudnyttelse fra åbne brud samt minedrift i un-

derjordiske brud blandt anlæg, der er VVM-pligtige, såfremt anlægget på

grund af dets art, dimensioner eller placering må antages at kunne få væ-

sentlig indvirkning på miljøet. I et bilag til bekendtgørelsen er nævnt de kri-

terier, som skal anvendes, ved vurderingen af, om anlægget vil få væsentlig

indvirkning på miljøet.

25 Lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006 om miljøbeskyttelse. 26 Bekendtgørelse nr. 1640 af 13. december 2006 om godkendelse af listevirksomheder. 27 Lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004 om planlægning med senere ændringer. 28 Bekendtgørelse nr. 1335 af 6. december 2006 om vurdering af visse offentlige og private anlægs virkning på miljøet (VVM) i medfør af lov om planlægning.

70

Atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven

Atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven tager også sigte på de

miljømæssige forhold. Derfor skal tilsynsmyndighederne påse anlæggets el-

ler aktiviteternes indvirkning på miljøet, når der gives tilladelse og føres til-

syn efter en af de to love. Se nærmere herom i afsnit 6.1.2. om atoman-

lægsloven og atomanlægssikkerhedsloven (s. 62).

6.1.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign.

Bekendtgørelse om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer

Bekendtgørelsen29 gennemfører overenskomsten mellem Danmark og Den

internationale Atomenergiorganisation. Den skal forhindre, at nukleart mate-

riale anvendes til fremstilling af kernevåben m.m. Overenskomsten er ind-

gået i henhold til traktaten af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben.

Bekendtgørelsen fastslår, at nukleart materiale ikke må besiddes uden

atomenergikommissionens nu Energistyrelsens tilladelse.30 Endvidere følger

det af bekendtgørelsen, at de, der opnår en sådan tilladelse, skal føre regn-

skab, indsende rapporter og give meddelelse inden indførsel af nukleart ma-

teriale.

Energistyrelsen kan bemyndige personer til at foretage nødvendige kontrol-

foranstaltninger, herunder besigtigelser, målinger og udtagning af prøver.

29 Bekendtgørelse nr. 315 af 27. juni 1972 om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af atomanlægsloven. 30 Atomenergikommissionens tilsyn er overført til Beredskabsstyrelsen ved bekendtgørelser nr. 35 af 28. januar 1976, nr. 752 af 17. november 1987 og nr. 46 af 29. januar 2004 om ændringer i ministeriernes forretningsområder.

71

6.1.5. Opbevaring og transport

Bekendtgørelse om transport af radioaktive stoffer

Bekendtgørelse om transport af radioaktive stoffer31 er udfærdiget på grund-

lag af de af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) fastsatte regler for

sikker transport af radioaktivt materiale (Regulations for the Safe Transport

of Radioactive Material). Bekendtgørelsen suppleres af de almindelige regler

for vejtransport, jernbanetransport, lufttransport og søtransport af radioak-

tive stoffer.

Der er et generelt forbud mod at sende eller modtage radioaktive stoffer til

eller fra udlandet med posten. Der er endvidere begrænsninger på inden-

landsk forsendelse af radioaktive stoffer med posten.

Bekendtgørelsen indeholder en række bestemmelser om særlige godkendel-

ser og meddelelser. For eksempel er det et krav for at kunne klargøre og

afsende forsendelser indeholdende radioaktive stoffer, at man i forvejen har

tilladelse i henhold til radioaktivitetsloven. Transportører (fragtførere), spe-

ditionsfirmaer m.fl., som transporterer eller transitopbevarer radioaktive

stoffer, skal meddele dette til Sundhedsstyrelsen, og der er krav om et sær-

ligt transitopbevaringsrum, hvor afskærmningen sikrer, at ingen udenfor

rummet udsættes for stråling, der overstiger dosisgrænserne. Endvidere skal

en transportør, som forestår transporter, som kræver forhåndsmeddelelse,

godkendes af Sundhedsstyrelsen.

Sundhedsstyrelsen står for at udstede godkendelsescertifikater, når dette er

påkrævet. Dette gælder eksempelvis konstruktionen af radioaktivt stof i spe-

ciel form, radioaktivt stof med lav spredningsrisiko eller transportkolliet. Et

godkendelsescertifikat til gennemførelsen af en transport og en godkendelse

af transport af radioaktive stoffer som et særligt arrangement gives for luft-

transport af Statens Luftfartsvæsen og for en søtransport af Søfartsstyrel-

sen. Reglerne specificerer, hvilke oplysninger ansøgningen skal indeholde.

31 Bekendtgørelse nr. 993 af 5. december 2001 om transport af radioaktive stoffer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af radioaktivitetsloven.

72

Sundhedsstyrelsen modtager også forhåndsmeddelelser om gennemførelse

af transporter. Det er i reglerne specificeret, hvilke oplysninger forhånds-

meddelelsen skal indeholde. Den ansvarlige leder har ansvaret for, at reg-

lerne overholdes, herunder eksempelvis at alle godkendelser og forhånds-

meddelelser er i orden, og at der ved klargøringen af forsendelsen forefindes

det nødvendige udstyr.

Reglerne indeholder også krav til transportørerne, speditionsfirmaerne m.fl.

Det er deres ansvar at sikre, at det personale, som er beskæftiget med

transporten er instrueret i alle relevante bestemmelser, herunder forholds-

regler ved uheld, og oplyst om alle relevante forhold. De skal også sørge for,

at der afhængig af art og omfang etableres og gennemføres et kvalitetssik-

ringsprogram med det formål at sikre og dokumentere overholdelse af de

relevante forskrifter i transportbestemmelserne. Endelig skal transportører,

speditører m.fl. sikre de radioaktive forsendelser mod tyveri, brand og anden

overlast.

Bekendtgørelsen forpligter også alle involverede til ved uheld at medvirke til

at afværge og begrænse faren. Forpligtelserne indebærer, at uvedkommen-

de personer fjernes fra området, at området afspærres og holdes under kon-

stant opsyn, og at det sikres, at Sundhedsstyrelsen (Statens Institut for

Strålehygiejne), og andre myndigheder hurtigst muligt bliver underrettet.

Ved mistanke om lækage, beskadigelse eller defekt må kun sagkyndige fra

en institution, som Sundhedsstyrelsen har godkendt, tage stilling til den vi-

dere håndtering.

Andre regler vedrørende opbevaring og transport

Atomanlægssikkerhedsloven32 er ikke trådt i kraft33. Det følger af loven,

at opbevaring og transport af et radioaktivt produkt kræver tilladelse. Tilla-

delse gives af forsvarsministeren. Loven indeholder også regler om tilsynet

32 Lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v. , som ændret ved lov nr. 304 af 4. juni 1986. 33 Bortset fra enkelte bestemmelser, som vedrører visse myndighedsforhold og varetagelse af internationalt samarbejde.

73

med opbevaring og transport af et radioaktivt produkt. Se nærmere herom i

afsnit 6.1.2. om atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven (s. 62).

Efter radioaktivitetsloven må radioaktive stoffer ikke fremstilles, besiddes

eller indføres uden Sundhedsstyrelsens tilladelse. Se nærmere under afsnit

6.1.2. om radioaktivitetsloven (s. 66).

I bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af ra-

dioaktive stoffer er der fastsat regler, som skal overholdes ved opbevaring

og transport af radioaktive stoffer. Se nærmere under afsnit 6.1.2. om be-

kendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af radioaktive

stoffer (s. 67).

6.1.6. Eksport

Bekendtgørelse om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer

Det fremgår af bekendtgørelsen34, at nukleart materiale ikke kan udføres

uden Atomenergikommissionens (nu Energistyrelsen) tilladelse. Se nærmere

om bekendtgørelsen i afsnit 6.1.4. om bekendtgørelse om kontrol med den

fredelige udnyttelse af nukleare materialer (s. 71).

Bekendtgørelse om overførsel af radioaktive stoffer

Det fremgår af bekendtgørelse om overførsel af radioaktive stoffer35, at

overførsel af radioaktive stoffer her i landet, der overstiger visse værdier, er

omfattet af regler i Rådets forordning om overførsel af radioaktive stoffer

mellem medlemsstaterne36.

34 Bekendtgørelse nr. 315 af 27. juni 1972 om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af atomanlægsloven. 35 Bekendtgørelse nr. 546 af 23. juni 1993 om overførsel af radioaktive stoffer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af radioaktivitetsloven. 36 Rådets forordning nr. 93/1493/Euratom af 8. juni 1993 om overførsel af radioaktive stoffer mellem medlemslandene.

74

Forordningen indeholder bl.a. regler om, at de der overfører radioaktive stof-

fer, på forhånd skal indhente en erklæring om, at modtagerne overholder

reglerne i bestemmelseslandet. Endvidere er der krav om, at modtagerne

skal give en række oplysninger til de relevante myndigheder i bestemmel-

seslandet. Indførsel af radioaktive stoffer fra et ikke EF-land kræver Sund-

hedsstyrelsens tilladelse i hvert enkelt tilfælde.

6.2. Regulering i andre lande: Sverige

6.2.1. Efterforskning og udnyttelse af uran generelt

Minerallagen

Minerallagen37 (den svenske råstoflov) handler om undersøgelser og udnyt-

telse af visse mineralske råstoffer på land, uanset hvem der ejer den pågæl-

dende ejendom. Det er angivet i minerallagen, at undersøgelser og udnyttel-

se af uran er omfattet af loven.

Råstofforvaltningen i Sverige varetages af myndigheden Bergsstaten. Der

gælder et flere hundrede år gammelt princip om, at Bergsstaten kan give

tilladelse til den, som er i stand til at undersøge eller indvinde mineralske

råstoffer, uanset hvem der ejer den pågældende ejendom.

En undersøgelsestilladelse gælder i tre år. Derefter kan gyldighedsperioden

forlænges. En undersøgelsestilladelse kan dog ikke gælde i mere end 15 år.

Ejeren af en ejendom kan foretage undersøgelser uden tilladelse efter mine-

rallagen, medmindre ejendommen allerede er omfattet af en anden under-

søgelsestilladelse.

Udnyttelse af uran kræver Bergsstatens tilladelse. Indehaveren af en under-

søgelsestilladelse har fortrinsret til en udnyttelsestilladelse. En udnyttelses-

tilladelse gælder normalt i 25 år. Ejendommens ejer har krav på 1,5 promille

af værdien af den brudte malm.

37 Minerallag (SFS 1991:45).

75

6.2.2. Sikkerhed og sundhed

Kärntekniklagen

Kärntekniklagen38 gælder for enhver form for kerneteknisk virksomhed, her-

under opførelse og drift af kernetekniske anlæg, som udvinder uran. Rege-

ringens tilsyn og administration af kärntekniklagen varetages af Statens

Kärnkraftinspektion (SKI).

Al kerneteknisk virksomhed kræver tilladelse efter loven, medmindre der er

fastsat regler om, at den pågældende virksomhed ikke kræver tilladelse. Så-

danne regler er fastsat i kärneteknikforordningen.

I forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse efter kärntek-

niklagen finder miljöbalken anvendelse. Ansøgningen skal være vedlagt en

miljökonsekvensbeskrivning (VVM-redegørelse).

SKI fastsætter de vilkår om sikkerhed, som skal gælde for tilladelsen. Efter

kärntekniklagen gælder et almindeligt krav om, at den, som har tilladelse til

kerneteknisk virksomhed skal sørge for, at sikkerheden opretholdes, og at

det radioaktive stof håndteres og slutforvares sikkert, samt at anlægget af-

vikles og nedrives på sikker vis.

SKI kan i forbindelse med tilsynet kræve alle nødvendige oplysninger og do-

kumentation. Endvidere kan SKI i en særlig situation give instruktioner og

fastsætte retningslinier, som er påkrævet for, at loven overholdes. Såfremt

indehaveren af tilladelsen undlader at efterkomme instruktioner eller ret-

ningslinier, kan SKI - for indehaveren regning - foretage de nødvendige til-

tag. SKI kan tilbagekalde en tilladelse, når vilkårene ikke overholdes, eller

det er påkrævet af hensyn til sikkerheden.

38 Lag om kärnteknisk verksamhet (SFS 1984:3).

76

Kärnteknikforordningen

Kärnteknikforordningen39 indeholder en række undtagelser fra reglerne i

kärntekniklagen. Således undtages en række kernetekniske aktiviteter fra

kravet om tilladelse efter kärntekniklagen. Undtagelserne omfatter aktivite-

ter, som ikke er så kritiske, at tilladelse efter kärntekniklagen er nødvendig.

I stedet er aktiviteterne omfattet af strålskyddslagen.

Det fremgår blandt andet af forordningen, at enhver kan besidde, håndtere

og transportere et emne, som indeholder uran, så længe mængden af uran

ikke overstiger 200 gram pr. ton.

Strålskyddslagen

Strålskyddslagen40 skal beskytte mennesker, dyr og miljø mod skadelige

virkninger af stråling. Loven omfatter både ioniserende og ikke-ioniserende

stråler.

Tilsynet og administrationen af strålskyddslagen varetages af Statens

Strålskyddsinstitut (SSI).

Loven gælder for fremstilling, import, eksport, transport, salg, overdragelse,

erhvervelse, besiddelse og anvendelse af radioaktive stoffer. Som udgangs-

punkt kræver enhver af disse aktiviteter tilladelse fra SSI. Dog kræver akti-

viteter, som er omfattet af kärntekniklagen, ikke tilladelse efter

strålskyddslagen, medmindre andet fremgår af regler fastsat i medfør af

kärntekniklagen. Tilladelser efter strålskyddslagen gælder typisk for en be-

grænset periode og kan tilbagekaldes, såfremt vilkårene i tilladelsen ikke

overholdes.

Strålskyddslagen fastsætter en række regler som personer, der er involveret

i radioaktive aktiviteter, skal overholde. Eksempelvis skal arbejdsgivere sik-

re, at medarbejdere er informeret om risikoen ved at blive udsat for stråling

39 Förordning om kärnteknisk verksamhet (1984:14). Forordningen er fastsat i medfør af kärntekniklagen.

77

og om de regler, som skal påses i forbindelse med arbejdets udførsel. Endvi-

dere skal arbejdsgiveren sørge for, at medarbejderne modtager undervisning

om, hvordan beskyttelsessystemerne virker. Omvendt er medarbejderne og-

så pålagt en række pligter.

I Strålskyddsförordningen41 angives en række stoffer og udstyr, som er und-

taget for kravene i loven.

6.2.3. Miljø

Miljöbalken

I forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse efter kärntek-

niklagen finder miljöbalken42 (miljøbeskyttelsesloven) anvendelse. Efter lo-

ven skal ansøgningen skal være vedlagt en VVM-redegørelse.

Miljöbalken har til formål at fremme en holdbar udvikling, som indebærer at

nuværende og kommende generationer sikres sundhed og et godt miljø, og

at denne udvikling skal bygge på en balance mellem naturbeskyttelse og

menneskets ret til at ændre og gøre brug af naturen.

Förordning om miljöfarlig verksamhet och hälsoskydd

Efter forordningen43 er virksomhed vedrørende udnyttelse af uranmalm kva-

lificeret som en type A-virksomhed. Det indebærer, at sådan virksomhed ik-

ke kan iværksættes, medmindre der foreligger en tilladelse efter miljöbal-

ken, og at denne skal godkendes af Miljödomstolen.

Det betyder, at virksomhed vedrørende udnyttelse af uranmalm både skal

godkendes efter kärntekniklagen og miljöbalken.

40 Strålskyddslag (1988:220). 41 Strålskyddsförordning (1988:293). Forordningen er fastsat i medfør af strålskyddslagen. 42 Miljöbalk (1984:3). 43 Förordning om miljöfarlig verksamhet och hälsoskydd (1998:899).

78

6.2.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign.

Kärntekniklagen

Der findes i kärntekniklagen regler om, at kerneteknisk virksomhed skal ske

i overensstemmelse med Sveriges internationale forpligtelser med hensyn til

ikke-spredning af kernevåben og forbud mod uautoriseret handel med radio-

aktive stoffer. Det drejer sig bl.a. om traktaten af 1. juli 1968 om ikke-

spredning af kernevåben.

Efter loven skal ejerne af kernetekniske anlæg (licenshaverne) give interna-

tionale inspektører adgang til anlæggene samt de oplysninger, som er nød-

vendige for tilsyn med overholdelse af Sveriges internationale forpligtelser.

SKI kan i medfør af kärneteknikforordningen fastsætte regler med henblik

på opfyldelse af Sveriges internationale forpligtelser.

Kärntekniklagen er beskrevet nærmere i afsnit 6.2.2. om kärntekniklagen (s.

76).

6.2.5. Opbevaring og transport

Kärntekniklagen og strålskyddslagen

Opbevaring og transport af uran anses som kerneteknisk virksomhed, som

kræver tilladelse efter Kärntekniklagen, medmindre der i kärneteknikforord-

ningen er fastsat regler om, at den pågældende virksomhed ikke kræver til-

ladelse efter kärntekniklagen.

Opbevaring og transport af uran er aktiviteter, som kræver tilladelse efter

Strålskyddslagen, medmindre aktiviteterne er omfattet af kärntekniklagen.

Strålskyddslagen fastsætter en række regler som skal overholdes af perso-

ner, der er involveret i radioaktive aktiviteter, skal overholde.

79

6.2.6. Eksport

Lag 2000:1064 og strålskyddslagen

Efter denne lov44 kræver eksport af radioaktivt materiale og udstyr tilladelse

fra Inspektionen för strategiska produkter (ISP) eller SKI. Loven er baseret

på EF-forordningen om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af

produkter og teknologi med dobbelt anvendelse45. Såfremt der ikke er givet

tilladelse efter lag 2000:1064, kræves der tilladelse efter strålskyddslagen.

6.3. Regulering i andre lande: Canada

Den centrale canadiske lov46 er fra 1997, og den afløste en regulering fra

1946. Det er væsentligt element i lovgivningen, at der er en central myndig-

hed, en kommission, som varetager alle opgaver og hensyn i forhold til sek-

toren, herunder vedrørende sikkerhed, sundhed og miljø. Kommissionens

sekretariat, kombineret med udpegningen af permanente og tidsbegrænsede

medlemmer af kommissionen ud fra faglige kvalifikationer, skal sikre et so-

lidt fagligt fundament for kommissionens virke.

Et andet væsentligt forhold ved den canadiske lovgivning er, at der udstedes

én tilladelse i de forskellige faser, som regulerer alle forhold i forbindelse

med etableringen, driften og afviklingen af uranudnyttelse. Lovgivningen

stiller således store krav til, hvad en ansøgning skal indeholde, herunder

med hensyn til sikkerhed, sundhed og miljø. Dette giver Kommissionen mu-

lighed for at udstede tilladelser, som indeholder detaljerede og individuelt

tilpassede vilkår i forhold til det konkrete projekt.

44 Lag (2000:1064) om kontroll av produkter med dubbla användningsområden och av tekniskt bistånd. 45 Rådets Forordning (EF) nr. 1334/2000 af 22. juni 2000 om en fællesskabsordning for kontrol med udførslen af produkter og teknologi med dobbelt anvendelse. Produkter med dobbelt anvendelse defineres i forordningens artikel 2, litra a, som "produkter, herunder software og teknologier, der kan anvendes til såvel civile som militære formål, samt alle varer, der kan anvendes både til ikke-eksplosive formål og til på enhver måde at fremme fabrikation af nukleare våben eller andre nukleare sprænglegemer". 46 Nuclear Safety and Control Act

80

6.3.1. Efterforskning og udnyttelse af uran generelt

Territorial Lands Act og Canada Mining Regulations

Loven om territoriale områder47 bemyndiger regeringen til at fastsætte reg-

ler om tildeling af efterforsknings- og udnyttelsesrettigheder. Reglerne skal

beskytte og sikre kompensation til dem, som har rettighederne til jorden

forud for den mulige udnyttelse af materiale fra deres jord. Denne bemyndi-

gelse er udnyttet til at udstede en bekendtgørelse om mineaktiviteter.48

Bekendtgørelsen hører under Department of indian affairs and Northern De-

velopment, og reglerne administreres af en enhed for mineralske ressourcer

under afdelingen Natural Resources and Environment Branch.

Enhver person over 18 år og ethvert selskab registreret i selskabsregisteret

kan ansøge om licens til at efterforske mineraler, medmindre personen eller

selskabet har fået tilbagekaldt sin licens inden for de seneste 30 dage på

grund af overtrædelse af reglerne.

For nærmere afgrænsede distrikter udpeges en Mining Recorder, hvortil an-

søgningen indgives med de relevante bilag. Hvis der opnås licens til at efter-

forske et område for mineraler, løber den indtil førstkommende 31. marts.

Det er dog muligt at få licensen forlænget med et år, hvis der ansøges om

dette inden den 31. marts. Hvis der først er opnået en licens til at efterfor-

ske et område, er andre forhindret i at gøre krav på retten til at efterforske

eller indvinde i dette område. En licens kan ikke overdrages til andre, med-

mindre der er tale om en fusion af selskaber eller lignende.

Bekendtgørelsen indeholder detaljerede regler om, hvordan efterforskning

skal håndteres, og hvordan man gør krav på sine fund. Reglerne angiver

bl.a., hvor der ikke må efterforskes på trods af licens (eksempelvis på kirke-

gårde), hvor store områder der kan gøres krav på, og hvordan dette skal

gøres. Reglerne stiller tillige krav til, hvor mange penge en licensholder er

47 Territorial Lands Act (R.S., 1985, C. T-7). 48 Canada Mining Regulations (C.R.C., c. 1516).

81

forpligtet til at bruge på efterforskning pr. hektar licensen omfatter, og hvad

disse penge kan bruges til.

Nuclear Safety and Control Act

Loven om nuklear sikkerhed og kontrol49 er meget central i forhold til udnyt-

telsen af uran. Lovens formål er at regulere udvikling, produktion og forbrug

af atomenergi og produktion, besiddelse og brugen af nukleart materiale,

herunder uran. Reguleringen tager bl.a. sigte på at sikre, at Canada opfylder

sine internationale forpligtelser med hensyn til sikkerhed, sundhed og miljø.

Desuden implementerer loven forpligtelser til at sikre international kontrol

med atomenergiaktiviteter, herunder ikke-spredning af atomvåben.

Loven betegner en uranmine som en nuklear facilitet. Loven omfatter uran

eller grundstoffer, hvor atomnummeret er højere end 92. En nuklear sub-

stans er desuden enhver substans, der kan beskrives som egnet til eller

nødvendig for produktion eller brug af atomenergi.

Et centralt element i lovgivningen er etableringen af ”Canadian Nuclear Safe-

ty Commission” (herefter Kommissionen), som gennem loven udstyres med

de nødvendige beføjelser og bemyndigelse til at sikre opfyldelse af lovens

formål. Det er Kommissionen, som udsteder de relevante supplerende reg-

ler, og det er ligeledes Kommissionen, som har ansvaret for licenssystemet i

henhold til loven. Loven indeholder en bemyndigelse for Kommissionen til at

fastsætte regler om et licenssystem vedrørende besiddelse, import, eksport,

brug af en nuklear substans m.v. Det samme gælder minedrift, produktion,

konvertering, transport, opbevaring og bortskaffelse af nuklear substans.

Denne bemyndigelse har Kommissionen udnyttet til at udstede bekendtgø-

relse om uranminer og -møller.50 Kommissionen har kompetence til at vur-

dere, hvorvidt en licensansøger eller -haver er kvalificeret til at udøve de ak-

tiviteter, som licensen giver adgang til, ligesom Kommissionen kan fastsætte

de nødvendige vilkår i licensen til at sikre, at lovens intentioner opfyldes.

49 Nuclear Safety and Control Act (S.C., 1997, C-9). 50 Uranium Mines and Mills Regulation (SOR/2000-206).

82

Kommissionen har også adgang til at udpege analytikere og inspektører,

som kan udstyres med beføjelser til at føre tilsyn med, at lovens regler og

intentioner efterleves.

Kommissionen har udover de ovennævnte beføjelser bl.a. adgang til at fast-

sætte regler om den nærmere lokalisering, design og konstruktion af minen

og krav til installationer og vedligeholdelse m.v. i forbindelse med etablerin-

gen af en uranmine. Kommissionen kan også fastsætte regler om bl.a. be-

skyttelse af miljøet, grænseværdier for bestråling og arbejdsmiljø.

Kommissionen kan desuden beslutte, hvad de ydelser, Kommissionen leve-

rer, skal koste, ligesom Kommissionen kan fastsætte regler om, hvorledes

gebyrerne beregnes.

Loven indeholder derudover bl.a. regler om, at licenshaveren skal føre stati-

stik over bl.a. personers udsættelse for radioaktivitet, samt at licenshaveren

skal rapportere tyveri eller tab af nuklear substans, udstyr eller information.

General Nuclear Safety and Control Regulations

Bekendtgørelsen51 er udstedt i medfør af Nuclear Safety and Control Act.

Reglerne opstiller en række generelle krav til indholdet i licenser under lo-

ven, herunder miljøbeskyttelse, sikkerhedsniveau og hensynet til menne-

skers sundhed og sikkerhed. Bekendtgørelsen indeholder tillige regler om, at

en licenshaver skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de

nævnte hensyn varetages. Der gælder eksempelvis et generelt krav om, at

en licenshaver er forpligtet til at træne og instruere sine ansatte, så de er i

stand til at iagttage de nødvendige sikkerheds- og sundhedsprocedurer. Der

gælder også en forpligtelse til at iværksætte foranstaltninger, der sikrer mod

sabotage.

51 General Nuclear Safety and Control Regulations (SOR/2000/202).

83

For enhver licenshaver gælder der omfattende rapporteringsforpligtelser i

forhold til potentielt farlige situationer, såsom strålingsfare, systemfejl og

sikkerhedsbrud.

Uranium Mines and Mills Regulation

Bekendtgørelsen om uranminer og -møller52 fastsætter regler om licenssy-

stemet forbundet for driften af uranminer. Det er i reglerne udførligt opreg-

net, hvilke oplysninger en ansøgning om licens skal indeholde, hvilket bl.a.

indebærer krav til beskrivelse af den fysiske indretning, de geologiske og

mineralske forhold i området, vedligeholdelse, nødstrømsforsyning og for-

ventet driftsperiode osv.

Licenssystemet er bygget op således, at der både skal ansøges om forbere-

delse og byggeri i forbindelse med etablering af en uranmine og selve driften

af minen i form af en beskrivelse af bl.a. de metoder, der vil blive anvendt.

Derudover skal der søges om tilladelse til afvikling og nedlukning af en

uranmine.

6.3.2. Sikkerhed og sundhed

Radiation Protection Regulations

Bekendtgørelsen om beskyttelse mod stråling53 stiller krav om, at en inde-

haver af en licens til at drive eksempelvis en uranmine skal implementere

forholdsregler i driften, der sikrer at strålingen holdes på et minimum. For-

holdsreglerne skal bl.a. indebære, at medarbejderne får de rette kvalifikati-

oner til at omgås uran og planlægning i forhold til uforudsete hændelser.

Derudover er der eksempelvis også krav om, at der føres register over, hvor

meget stråling hver enkelt person udsættes for. En indehaver af en uranmi-

ne er eksempelvis også forpligtet til at oplyse sine medarbejdere om de risi-

ci, som er forbundet med at arbejde med uran. Bekendtgørelsen fastsætter

desuden grænseværdierne for, hvor meget stråling en medarbejder må ud-

sættes for.

52 Uranium Mines and Mills Regulation (SOR/2000-206). 53 Radiation Protection Regulations (SOR/2000-203).

84

Uranium Mines and Mills Regulations

Reglerne stiller i relation til ansøgning om licens bl.a. krav om, at ansøgeren

oplyser om risikoen for menneskers sikkerhed og sundhed, hvis der opnås

licens til de ansøgte aktiviteter. En ansøger skal også udarbejde program til

brug for valget af sikkert udstyr, forholdsregler i forhold til de ansattes sik-

kerhed, beskrivelse af stillinger og kvalifikationer i relation til arbejde med

radioaktivitet samt forholdsregler til sikring mod spredning af radioaktivitet

m.v. Se nærmere herom i afsnit 6.3.1 om Uranium Mines and Mills Regula-

tions (s. 84).

General Nuclear Safety and Control Regulations

Der henvises desuden til afsnit 6.3.1 i underafsnittet om General Nuclear

Safety and Control Regulations (s. 83), som også indeholder krav til sikker-

hed og sundhed.

6.3.3. Miljø

Uranium Mines and Mills Regulations

Reglerne stiller omfattende krav til oplysninger om miljømæssige forhold i

ansøgning om licens til drift af en uranmine. Eksempelvis kan ansøger for-

vente at skulle udarbejde informationsmateriale til beboerne i minens nær-

område, miljøpolitikker og overvågningsprogrammer. Der vil også skulle op-

lyses om forventninger til affaldsstrømmene.

En ansøgning om nedlukning af en uranmine skal desuden indeholde resulta-

terne af de i forbindelse med driften etablerede overvågningsprogrammer.

Der henvises til afsnit 6.3.1 om Uranium Mines and Mills Regulations (s. 84).

85

Canadian Environment Assessment Act

Formålet med den canadiske miljøvurderingslov54 er, at opnå en bæredygtig

udvikling gennem bevarelse og forbedring af miljøet og gennem incitamenter

til at fremme en økonomisk udvikling, som tager hensyn til miljøet. Loven

skal således sikre, at miljømæssige faktorer integreres i planlægningen og

beslutningsprocesserne, således at en bæredygtig udvikling fremmes.

Den canadiske miljøvurderingslov indebærer, at der i forbindelse med an-

søgningen om etablering af en uranmine skal gennemføres en miljøvurdering

af konsekvenserne af en sådan etablering. Miljøvurderingen skal laves for

alle faser, herunder også driften og en senere afvikling af en uranmine.

General Nuclear Safety and Control Regulations

Der henvises desuden til afsnit 6.3.1 vedrørende General Nuclear Safety and

Control Regulations (s. 83), som også indeholder krav til miljøbeskyttelse.

6.3.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign.

Nuclear Non-proliferation Import and Export Control Regulations

Bekendtgørelsen om ikke-spredning og kontrol med import og eksport55 har

til formål at sikre kontrol med import og eksport af nuklear substans, herun-

der naturligt forekommende uran, for at undgå spredning. Bekendtgørelsen

indeholder krav til ansøgning om tilladelse til import eller eksport af nuklear

substans og en række undtagelser, hvor ansøgning ikke er nødvendig.

6.3.5. Opbevaring og transport

Uranium Mines and Mills Regulations

Ifølge bekendtgørelsen om uranminer og –møller56 skal en ansøgning om at

drive en uranmine skal indeholde en beskrivelse af, hvorledes man vil opbe-

vare og transportere nuklear substans i forbindelse med driften af minen. Se

nærmere i afsnit 6.3.1 om Uranium Mines and Mills Regulations (s. 84).

54 Canadian Environmental Assessment Act (1992, C. 37) 55 Nuclear Non-proliferation Import and Export Control Regulations (SOR/2000-210) 56 Uranium Mines and Mills Regulation (SOR/2000-206).

86

Packaging and Transport of Nuclear Substances Regulations

Bekendtgørelsen57 supplerer de øvrige generelle regler om transport af nu-

klear substans. Bekendtgørelsen indeholder detaljerede regler om, hvornår

der skal søges tilladelse til transport af nuklear substans, og hvad en ansøg-

ning om tilladelse til transport skal indeholde. Dette gælder eksempelvis en

beskrivelse af transportørens program om beskyttelse mod stråling. Regler-

ne omfatter også selve emballeringen af den nukleare substans under trans-

porten.

6.3.6. Eksport

Nuclear Non-proliferation Import and Export Control Regulations

Bekendtgørelsen58 har til formål at sikre kontrol med import og eksport af

nuklear substans, herunder naturligt forekommende uran for at undgå

spredning. Bekendtgørelsen indeholder krav til ansøgning om tilladelse til

import eller eksport af nuklear substans og en række undtagelser, hvor an-

søgning ikke er nødvendig.

6.4. Regulering i Grønland

6.4.1. Efterforskning og udnyttelse af uran generelt

Råstofloven

Råstofloven59 regulerer efterforskning og udnyttelse af råstoffer i Grønland.

Forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af mineralske råstoffer i Grøn-

land kan alene finde sted, såfremt der er meddelt tilladelse efter råstofloven.

Minelovkommissionen anbefalede i den betænkning, som førte til råstofloven

fra 1965, at der i loven ikke skulle være begrænsninger med hensyn til de

råstoffer, som koncessionshaverne skulle have adgang til at udnytte:

”Kommissionen har overvejet, hvorvidt et lignende almindeligt forbehold med hensyn til visse råstoffer burde medtages i en minelovgivning, men er 57 Packaging and Transport of Nuclear Substances Regulations (SOR/2000-208) 58 Nuclear Non-proliferation Import and Export Control Regulations (SOR/2000-210) 59 Lovbekendtgørelse nr. 368 af 18. juni 1998 om mineralske råstoffer i Grønland (råstofloven).

87

kommet til det resultat, at alle mineralske råstofforekomster i det hele taget principielt bør være frit tilgængelige for alle. Dette synes at være helt klart i de to indledende faser: forundersøgelsen og efterforskningen, hvor det alene drejer sig om at finde frem til eventuelle råstoffer. Men også i den afslutten-de og for så vidt vigtigste fase: udnyttelsen, vil det være naturligt at give koncessionshaveren adgang til at udnytte principielt alle råstoffer.”60

I forbindelse med lovforslaget61 blev det nævnt, at også tilladelser til udnyt-

telse af uran var omfattet af loven, og at eventuelle forbehold måtte ske i

koncessionsvilkårene:

”Som omtalt i de generelle bemærkninger er det ikke fundet hensigtsmæs-sigt at undtage visse råstoffer eller grupper af råstoffer, herunder uran, tho-rium og andre radioaktive stoffer, men det er tanken i koncessionsvilkårene at tage sådanne forbehold, som fremgår af gældende internationale aftaler, eller som man måtte finde passende.”62

Det betyder, at der ikke i råstofloven er nogen begrænsninger med hensyn

til de råstoffer, som der kan gives efterforsknings- og udnyttelsestilladelse

til.63

Forvaltningen vedrørende mineralske råstoffer i Grønland varetages af Rå-

stofdirektoratet efter et one door princip, dvs. at det som udgangspunkt er

Råstofdirektoratet, der varetager alle opgaver vedrørende råstofforvaltnin-

gen.64 Tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse forudsæt-

ter aftale herom mellem den danske regering og landstyret. Dette sker efter

indstilling fra Fællesrådet vedrørende Mineralske Råstoffer i Grønland, som

består af repræsentanter for den danske regering og landsstyret.

60 Betænkning nr. 340 (1963) fra Minelovskommissionen for Grønland, side 17. Grønland fik den første lov om mineralske stoffer i 1965, som byggede på denne betænkning. 61 Forslag til lov om mineralske råstoffer i Grønland. Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 427ff. 62 Folketingstidende 1964-65, tillæg A, spalte 436. 63 Der ses ikke i forbindelse med vedtagelse af råstofloven fra 1978 (lov nr. 585 af 29. november 1978) eller den gældende råstoflov (lov af nr. 355 af 6. juni 1991) eller ændringerne hertil (1993, 1996 og 1998) at være bestemt eller forudsat, at råstofloven ikke længere skulle finde anvendelse for efterforskning og udnyttelse af uran. 64 Efter forarbejderne til råstofloven skal "… råstofforvaltningens myndighedsbehandling foretages som en samlet, integreret myndighedsbehandling, hvori især miljømæssige, tekniske, sikkerhedsmæssige og ressourcemæssige hensyn indgår i en helhed.", jf. Folketingstidende 1990-91, Tillæg A, spalte 5968 f.

88

Tilladelse til efterforskning og udnyttelse meddeles på nærmere fastsatte

vilkår. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales en arealafgift, en

produktionsafgift eller en afgift af udbyttet ved de aktiviteter, som er

omfattet af tilladelsen. Endvidere kan det bestemmes i tilladelsen, at et

statsselskab skal have adgang til at deltage i den af tilladelsen omfattede

virksomhed. Desuden kan tilladelse gives med vilkår om, at der skal

anvendes grønlandsk eller dansk arbejdskraft eller underleverandører.

Der kan i tilladelsen fastsættes bestemmelser om gradvis indskrænkning af

det område, der omfattes af tilladelsen, og om de arbejdsforpligtelser, ret-

tighedshaveren skal opfylde. Tilladelse kan meddeles særskilt for efterforsk-

ning og udnyttelse.

Efterforskningstilladelser gives for en periode på indtil 10 år eller i særlige

tilfælde indtil 16 år. Efterforskningstilladelsen kan forlænges med indtil 3 år

ad gangen. Såfremt der påvises og afgrænses kommercielt udnyttelige fore-

komster, har rettighedshaveren krav på en udnyttelsestilladelse. Udnyttel-

sestilladelsen meddeles for en periode på 30 år. Som udgangspunkt kan der

ikke i udnyttelsestilladelsen fastsættes vilkår om afgifter eller statsdeltagel-

se, som ikke allerede var fastsat i efterforskningstilladelsen.

Råstofdirektoratet skal godkende en plan for virksomheden, herunder

produktionens tilrettelæggelse samt anlæggene hertil, førend udnyttelse af

råstoffer kan iværksættes. Virksomhed omfattet af tilladelserne, herunder

etablering af bygninger, anlæg mv., skal inden iværksættelse godkendes af

Råstofdirektoratet i overensstemmelse med de i tilladelsen fastsatte vilkår. I

tilladelser fastsættes der nærmere bestemmelser om rettighedshaverens

forpligtelser til ved virksomhedens ophør at fjerne anlæg samt i øvrigt at

foretage oprydning og lignende i de berørte områder. I forbindelse med

ansøgning om godkendelse af udnyttelsesforanstaltninger skal

rettighedshaveren fremsende en nedlukningsplan.

Råstofdirektoratet fører tilsyn med virksomhed omfattet af loven. Råstofdi-

rektoratet kan meddele påbud om overholdelse af loven og forskrifter ud-

89

stedt i medfør heraf. Råstofdirektoratets medarbejdere kan, hvis det er på-

krævet, uden retskendelse få adgang til alle dele af den tilsynsbelagte virk-

somhed. Endvidere skal rettighedshavere meddele alle oplysninger, som er

nødvendige for Råstofdirektoratets tilsyn med virksomheden, og Råstofdirek-

toratet kan pålægge en rettighedshaver at indsende fornødne oplysninger.

Ifølge råstofloven skal virksomhed, der er omfattet af tilladelser efter loven,

udføres i overensstemmelse med under tilsvarende forhold anerkendt god

international praksis på området. Virksomheden skal udføres miljø- og sik-

kerhedsmæssigt forsvarligt, på en hensigtsmæssig måde og således, at ud-

nyttelse foregår ressourcemæssigt forsvarligt.

Efter loven er rettighedshaver erstatningsansvarlig for skader, der forvoldes

ved den af en tilladelse omfattede virksomhed, efter lovgivningen og dansk

rets almindelige erstatningsregler. Det kan i en tilladelse under hensyn til

virksomhedens art fastsættes, at rettighedshaveren skal være undergivet et

videregående erstatningsansvar. Det kan herunder fastsættes, at rettig-

hedshaveren skal erstatte skader, der forvoldes ved virksomheden, selv om

skaden er hændelig. Endvidere kan det i en tilladelse fastsættes, at rettig-

hedshavers erstatningsansvar skal være omfattet af en forsikring eller anden

form for sikkerhedsstillelse.

Myndighedsbehandling, herunder godkendelser, i henhold til råstofloven fri-

tager ikke rettighedshaver for at indhente godkendelser eller tilladelser, der

er fornødne efter anden lovgivning.

6.4.2. Sikkerhed og sundhed

Atomanlægsloven

Atomanlægsloven65 fra 1962 regulerer sikkerhedsmæssige og almene inte-

resser i forbindelse med atomanlæg. Atomanlægsloven gælder både for

65 Lov nr. 170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (atomanlæg), som ændret ved lov nr. 332 af 19. juni 1974, lov nr. 244 af 15. maj 1976 og lov nr. 69 af 4. februar 2004.

90

Danmark og Grønland. Se nærmere under afsnit 6.1.2. om atomanlægsloven

og atomanlægssikkerhedsloven.

6.4.3. Miljø

Råstofloven

Landsstyret kan i medfør af råstofloven fastsætte nærmere forskrifter for

udførelse af virksomhed omfattet af tilladelser udstedt efter loven, herunder

forskrifter vedrørende tekniske, sikkerhedsmæssige, miljømæssige og res-

sourcemæssige forhold. Sådanne forskrifter skal fastsættes med respekt af

lovgivning, hvorved kompetence er henlagt til andre myndigheder. Endvide-

re kan der i forbindelse med meddelelse af tilladelse fastsættes vilkår om

bl.a. sikkerhed og miljøbeskyttelse. Desuden kan landsstyret fastsætte reg-

ler om, at der ved overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne kan idøm-

mes foranstaltninger efter kriminalloven for Grønland. Se nærmere i afsnit

6.4.1. om råstofloven (s. 87).

Atomanlægsloven

Atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven tager også sigte på de

miljømæssige forhold. Derfor skal tilsynsmyndighederne påse anlæggets el-

ler aktiviteternes indvirkning på miljøet, når der gives tilladelse og føres til-

syn efter loven. Se nærmere herom i afsnit 6.1.2. om atomanlægsloven og

atomanlægssikkerhedsloven.

6.4.4. Sikkerhedspolitiske forhold o. lign.

Bekendtgørelse om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer

Bekendtgørelsen66 skal forhindre, at nukleart materiale anvendes til fremstil-

ling af kernevåben m.m. Bekendtgørelsen gælder både for Danmark og

Grønland. Se nærmere herom i afsnit 6.1.4. om bekendtgørelse om kontrol

med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer.

66 Bekendtgørelse nr. 315 af 27. juni 1972 om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af atomanlægsloven.

91

Bekendtgørelsen67 gennemfører overenskomsten mellem Danmark og Den

internationale Atomenergiorganisation. Den skal forhindre, at nukleart mate-

riale anvendes til fremstilling af kernevåben m.m. Overenskomsten er ind-

gået i henhold til traktaten af 1. juli 1968 om ikke-spredning af kernevåben.

Bekendtgørelsen fastslår, at nukleart materiale ikke må besiddes uden

atomenergikommissionens (nu Energisstyrelsen) tilladelse.68 Endvidere føl-

ger det af bekendtgørelsen, at de, der opnår en sådan tilladelse, skal føre

regnskab, indsende rapporter og give meddelelse inden indførsel af nukleart

materiale.

Energisstyrelsen kan bemyndige personer til at foretage nødvendige kontrol-

foranstaltninger, herunder besigtigelser, målinger og udtagning af prøver.

6.4.5. Opbevaring og transport

Atomanlægssikkerhedsloven

Atomanlægssikkerhedsloven69 er ikke trådt i kraft70. Det følger af loven, at

opbevaring og transport af et radioaktivt produkt kræver tilladelse. Tilladelse

gives af forsvarsministeren. Loven indeholder også regler om tilsynet med

opbevaring og transport af et radioaktivt produkt. Se nærmere herom i af-

snit 6.1.2. om atomanlægsloven og atomanlægssikkerhedsloven (s. 62).

6.4.6. Eksport

Bekendtgørelse om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer

Det fremgår af bekendtgørelsen71, at nukleart materiale ikke kan udføres

uden Atomenergikommissionens (nu Energisstyrelsen) tilladelse. Bekendtgø-

68 Atomenergikommissionens tilsyn er overført til Beredskabsstyrelsen ved bekendtgørelser nr. 35 af 28. januar 1976, nr. 752 af 17. november 1987 og nr. 49 af 29. januar 2004 om ændringer i ministeriernes forretningsområder. 69 Lov nr. 244 af 12. maj 1976 om sikkerhedsmæssige og miljømæssige forhold ved atomanlæg m.v. , som ændret ved lov nr. 304 af 4. juni 1986. 70 Bortset fra enkelte bestemmelser, som vedrører visse myndighedsforhold og varetagelse af internationalt samarbejde. 71 Bekendtgørelse nr. 315 af 27. juni 1972 om kontrol med den fredelige udnyttelse af nukleare materialer. Bekendtgørelsen er fastsat i medfør af atomanlægsloven.

92

relsen gælder både for Danmark og Grønland. Se nærmere om bekendtgø-

relsen i afsnit 6.1.4. om bekendtgørelse om kontrol med den fredelige ud-

nyttelse af nukleare materialer.

6.5. Tilpasning af grønlandske regler

I Grønland og Danmark kræver efterforskning og udnyttelse af uran tilladel-

se efter de samme regler, som gælder for efterforskning og udnyttelse af

andre råstoffer, dvs. efter råstofloven i Grønland og undergrundloven i Dan-

mark. Der kan efter begge love fastsættes generelle regler og konkrete vil-

kår om bl.a. sikkerheds-, miljø- og ressourcemæssige forhold. De kompeten-

te myndigheder er henholdsvis Råstofdirektoratet og Energistyrelsen.

Følgende love gælder for Danmark, men vil ved kongelig anordning kunne

sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske

forhold tilsiger:

- Beredskabsloven (afsnit 6.1.1. s. 61)

- Atomanlægssikkerhedsloven (afsnit 6.1.2. s. 62)

- Radioaktivitetsloven (afsnit 6.1.2., s. 66)

Såfremt nogen af disse love sættes i kraft for Grønland, vil bekendtgørelser,

der er fastsat i medfør af den eller de pågældende love, ligeledes træde i

kraft for Grønland. For radioaktivitetsloven drejer det sig bl.a. om de følgen-

de bekendtgørelser:

- Bekendtgørelse om undtagelsesregler fra radioaktivitetsloven (afsnit 6.1.2. s. 66)

- Bekendtgørelse om sikkerhedsforanstaltninger ved brug m.v. af ra-dioaktive stoffer (afsnit 6.1.2. s. 67)

- Bekendtgørelse om beskyttelsesforanstaltninger mod uheld i nukleare anlæg (atomanlæg) m.m. (afsnit 6.1.2. s. 68)

- Bekendtgørelse om transport af radioaktive stoffer (afsnit 6.1.5. s. 72)

- Bekendtgørelse om overførsel af radioaktive stoffer (afsnit 6.1.6. s. 74)

93

Følgende love og bekendtgørelser gælder for Danmark og kan ikke sættes i

kraft for Grønland:

- Undergrundsloven (afsnit 6.1.1. s. 60)

- Miljøbeskyttelsesloven (afsnit 6.1.3. s. 70)

- Planloven (afsnit 6.1.3. s. 70)

Hvis der træffes en beslutning om at åbne op for uranefterforskning og -

udnyttelse, kan det være nødvendigt at fastsætte nærmere regler herfor.

Dette kan bl.a. ske ved at sætte de ovennævnte love med tilhørende be-

kendtgørelser i kraft for Grønland eller fastsætte lignende regler for Grøn-

land.

I forbindelse med uranudnyttelse kan en række miljøregler blive relevante.

Det gælder almindelige miljøregler, som omfatter mange typer forurenende

virksomheder, og regler, som alene gælder for udnyttelses- eller atoman-

læg.

Ydermere kan det blive nødvendigt med en række regler på sikkerheds- og

sundhedsområdet. Lovgivningen er kendetegnet ved, at Folketinget i 1985

besluttede, at der ikke skal anvendes atomkraft i Danmark.

Atomanlægssikkerhedsloven, der også omfatter anlæg til udnyttelse af uran,

er derfor aldrig trådt i kraft. Atomanlægssikkerhedsloven vil, som nævnt

ovenfor, kunne sættes i kraft for Grønland ved en kongelig anordning.

Ligeledes gælder radioaktivitetsloven ikke for Grønland, men vil kunne

sættes i kraft ved en kongelig anordning. Der er i medfør af

radioaktivitetsloven fastsat regler om indførsel, fremstilling, anvendelse,

opbevaring, transport og bortskaffelse m.v. af radioaktive stoffer.

94

7. Litteraturliste

Aftonbladet 3/5-2006. Här letar man uran i Sverige – Hela listan

Armour-Brown et al (1980): Uranium districts in South Greenland; in GGU

rapp 105 pp. 51-55.

Armour-Brown, A et al (1982): Pitchblende vein discoveries in the Proterozoic

Ketilidian granite of South Greenland; in Geol. Rundscau 71, pp 73-80.

Armour-Brown, A. & Wallin B. (1984): Ketilidian uranium mineral occurrences

in South Greenland; in GGU rapp. 125 pp. 66-74.

Armour-Brown, A. (1986): Geology and evaluation of the uranium mineral oc-

currence at Igdlorssuit, South Greeenland - report no. 2, The South Greenland

Exploration Programme 1984-1986; internal GEUS document.

Armour-Brown, A. et al (1980): The South Greenland uranium exploration pro-

ject; in GGU rapp 100 pp. 83-86.

Armour-Brown, A. et al (1982): The South Greenland uranium exploration

programme - final report; internal GEUS report.

Armour-Brown, A. et al (1982): Uranium exploration in South Greenland; in

GGU rapp. 115 pp. 68-75.

Armour-Brown, A. et al (1984): The South Greenland regional uranium explo-

ration programme - final report of progress 1980-1983.

Asmund, G. (1974): Uranium content in rivers of the Narssaq area, South

Greenland; in GGU rapp. 75 pp 84-86.

Barsi, Ron og Parsons GF (2000) ”Uranium mining in Northern Saskatchewan:

A public-private Transition” i Excecutive Summary: Socio-Economic and Envi-

ronmental effects of large Mines on the Community: Case studies from Latin

America, Canada and Spain, kap 7.

Bondesen, E. (1974): Kernebrændstoffer; i undervisningsmateriale fra

RUC/NAT.

95

British Geological Survey, (2005): Uranium (mineral profile).

Cameco (2006) ”Uranium in Saskatchewan” På

http://www.cameco.com/uranium_101/

Edwards, Gordon et. al. (1990) ”Uranium a discussion Gudie” The national

filmboard of Canada.

Emil Sørensen: Carbonate pressure leaching (CPL) Laboratory tests at Risø,

June 1979- Rapport fra Risø.

Escher & Watt 1976: Geology of Greenland

Ferguson, J. (1964): Geology of the Ilímaussaq alkaline intrusion, South

Greenland. Medd. Om Grønland, Bind 172, nr. 4.

Global infomine på http://www.infomine.com/commodities/uranium.asp

Grønlands Hjemmestyre (2005) ”Redegørelse om samfundsmæssige aspekter

af efterforskning og udnyttelse af olie og gas i Grønland”

Harpøth, O. et al (1986): The mineral occurrences of central East Greenland;

in Meddelelser om Grønland, Geoscience 17.

Henriksen, N: 2006: Grønlands geologiske udvikling - fra urtid til nutid.

Hirschman, A.O (1977) ”A Generalized Linkage Approach to Development, with

Special Reference to Staples” i Nash M(red) Essay on Economic Development

and cultural change, s. 67-98. Chicago University Press.

Holmstrand, O (2007) ”Uran och uranbrytning i Sverige” på

http://www.nejtilluranbrytning.nu/Uranbrytning070128.htm

International Atomic Energy Agency (2001): Analysis of Uranium Supply to

2050.

Kommissionen for de europæiske fællesskaber (2007): KOM (2006) 844 –

Kommunikation fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: Det vejle-

dende kerneenergiprogram.

96

Larsen, G. (1981): Uran efterforskning i Grønland - Akademiet for de tekniske

videnskaber.

Larsen, L.M. & Tukiainen, T. (1984): New observations on the easternmost ex-

tension of the Gardar supcracrustals (Eriksfjord Formation), South Greenland;

in GGU rapp. 125 pp. 64-66.

Mining watch Canada (2006) ”Uranium Mining in Canada - past and pressent”

Ministry of Trade and industry (2006) ”Uranium in Finish bedrock attracts ex-

ploration companies” på http://www.ktm.fi/index.phtml?l=en&s=1585

Natural Ressources (2000) ”Energi in Canada 2000” på

http://www2.nrcan.gc.ca/es/ener2000/online/html/chap3c_e.cfm

Nielsen, B.L. & Larsen, H.C. (1976): Airborne geophysical survey in central

East Greenland; in GGU rapp 65 pp. 73-76.

Nielsen, B.L. & Steenfeldt, A. (1975): Prospecting for uranium in central East

Greenland; in GGU rapp. 75 pp. 107-110.

Nyegaard, P. & Thorning, L. (1982): Geophysical and geological field work on

fault structures at the Igaliko peninsula, South Greenland; in GGU rapp 115

pp. 75-79.

Nyegaard, P. (1979): Evaluation of uranium deposit at Kvanefjeld; internal

GEUS / Risø document.

Nyegaard, P. (1984): Uranium exploration in the Qagssiarsuk area, South

Greenland; in GGU rapp. 125 pp 74-78.

Nygaard, P. & Armour-Brown, A. (1986): Uranium occurrences in the granite

zone: structural setting - genesis - exploration methods; - report no. 1, The

South Greenland Exploration Programme 1984-1986; internal GEUS docu-

ment.

OECD (2005) ”Uranium 2005: Resources, Production and Demand” A Joint Re-

port by the OECD, Nuclear Energy Agency and the International Atomic Energy

Agency.

97

Olesen, B.L. (1984): Geochemical mapping of South Greenland. Thesis for Li-

centiatus Technices.

Parkins et. al. (2001) ”Primary Exports” i Economics of development kap. 4 5th

edition Norton % Co. NY

Poulsen, V. (1967): Grønlands Geology: Palæozoikum; Lærebog fra Køben-

havns Universitet.

Ruzicka, V. 1996: Unconformity-associated uranium; in Geology of Canadian

Mineral Deposit Types, (ed) no. 8 p. 197-210.

Ruzicka, V. 1996: Veins in Shear Zones; in Geology of Canadian Mineral De-

posit Types, (ed) no. 8 p. 278-283.

Secher, K. & Larsen, L.M. (1978): A new Phanerozoic carbonatite complex in

Southern West Greenland; in GGU rapp 90 pp. 46-50.

Secher, K. & Larsen, L.M. (1980): Geology and mineralogy of the Sarfartôq

carbonatite complex, southern West Greenland; in Lithos 13, 199-212.

Secher, K. (1976): Airborne radiometric survey between 66 and 69 N, south-

ern and central West Greenland; in GGU rapp. 80 pp. 65-67.

Secher, K. (1977): Airborne radiometric survey between 63 and 66 N, south-

ern West Greenland; in GGU rapp. 85 pp. 49-50.

Secher, K. (1980): Distribution of radioactive minerals in central West

Greenland; in GGU rapp 100 pp. 61-65.

Secher, K. et al (1976): Uraniferous hydrocarbons (carburan) associated with

Devonian acid volcanic rocks, Randbøldal, northern East Greenland; in GGU

rapp 80 pp. 112-115.

Steenfeldt, A. & Dam, E. (1981): Reconnaissance study of uranium and fluo-

rine contents of stream and lake waters, West Greenland; in GGU rapp. 110

pp. 26-32.

Steenfeldt, A. (1976): Uranium exploration in northern East Greenland; in

98

GGU rapp 80 pp. 110-112.

Sørensen, H: 2004: Geologi i det sydlige Grønland - Tunulliarfik området og

Gardar provinsen; www.geus.dk/publications/geo-nyt-geus/gi032_01htm.

Thorning, L. & Boserup M. (1984): Geophysical field work in relation to mineral

exploration programmes in South Greenland; in GGU rapp 125 pp 78-83.

Uranium Information Center (2006) ”World Uranium Mining – Nuclear Issues

Birefing Paper 41 – July 2006”

Uranprojekt Kvanefjeld. Hovedrapport. Forsøgsanlæg Risø 4000 Roskilde, Danmark, November 1983

www.cameco.com

www.environment.gov.au/about/publications/annual-report/ss05-06/pubs/ss-

annual-report-0506-ebook.pdf

www.ilo.org/encyclopaedia/?doc&nd=857400317&nh=0&ssect=0

www.infomine.com/minesite/minesite.asp?site=mccleanlake

www.mawsonresources.com

www.nei.org

www.rossing.com

www.uic.com.au/emine.htm

www.uic.com.au/nabarlek.htm

http://www.uxc.com/review/uxc_g_hist-price.html

www.vniitf.ru/downloads/miass/reports_pdf/eng/schmidt.pdf

www.wise-uranium.org

www.worldenergy.org

www.world-nuclear.org

99

100