Forord og første bog af Celsus’ otte bøger om lægekunsten

Oversat af Anders Frøland

Aulus Cornelius Celsus er en af den klassiske litteraturs mest kendte medicinske forfat-tere på linje med Hippokrates (5.-4. årh. fvt) og Galen (129-ca. 216). Alle tre giver etgodt indblik i levevis og tankegang i hver deres tid og miljø. Celsus skrev om den rigeog dannede romers levevis og bekymring for sit helbred.

Vi ved lige så lidt om Celsus som om Hippokrates. Man mener, at Celsus harskrevet hovedparten af sine værker på kejser Tiberius’ tid (reg. 14 -37).1 Han var utvivl-somt en velhavende person, som afstod fra at følge cursus honorum, som det var natur-ligt for hans stand. Hans placering i de højere samfundslag fremgår af hans anbefa-linger med henblik på et sundt liv.

Det har været diskuteret om Celsus var læge.2 Den almindelige antagelse er i dag,at det var han ikke. Hans samlede værker omfattede simpelthen lægekunsten på linjemed andre videnskaber ligesom den ældre Plinius’ naturhistorie. Det har været påstået,at Celsus blot havde oversat nogle ældre græske forfatteres værker.3 Man antager, atCelsus’ store værk omfattede landbrug, lægevidenskab, retorik, filosofi og militær-væsen. I alt har værket været på mere end 30 bøger. Kun de otte medicinske er bevaret,heldigvis i næsten komplet stand.

De medicina octo libri er en systematiske gennemgang af alt, hvad man kan fore-stille sig lægevidenskaben dengang omfattede. Den er systematisk og didaktisk, grundigog velskrevet. Prooemium beskriver de forskellige, indbyrdes meget polemiserendelægeskoler på forfatterens tid og deres oprindelse. Gennemgangen viser tydeligt, at denromerske lægekunst er overtaget i meget stort omfang fra den græske og specielt denhellenistiske.4 Den omfatter også et voldsomt angreb på den vivisektion, som hanmente, havde fundet sted i Alexandria i Ptolemaios den førstes og andens tid,Hovedstridspunktet mellem skolerne synes at være, om en teori skal være grundlæg-

1. Serbat p. VIII, jfr. [69] i prooemium.2. Schulze p. 10.3. Meinecke (1941).4. Scarborough (1970).

AIGIS 12,2 1

gende for lægegerningen, f.eks. læren om de fire legemsvæsker, eller det skal være fak-tiske observationer. Første bog giver meget detaljerede leveregler, som skal sikre et godthelbred og et langt liv. Den har tydelige referencer til det hippokratiske skrift Om men-neskets natur.5 Bog II handler om sygdomstegn og de hyppigste behandlingsmåder, IIIom specifikke sygdomme og deres behandling, IV de indre organer og deres syg-domme. Bog V handler om farmakologi, VI er en systematisk gennemgang af de syg-domme, der kan ramme forskellige dele af legemet, a capite ad calcem. Bog VII handlergenerelt om kirurgi, VIII er en systematisk gennemgang af skelettet og de brud ogledskred, der kan opstå i dets enkelte dele. Prooemium og første bog forekommer atvære af størst almen interesse. De er oversat i det følgende.

Celsus’ værk havde langt fra samme position i oldtid og middelalder som Hippo-krates’ og Galens. Meinecke6 anfører dog, at Celsus gentagne gange er blevet citeret afQuintilian og den ældre Plinius. I renæssancen og videre frem blev De medicina octolibri meget udbredt som lærebog, en position, den beholdt helt op i det 19. århundrede,formentlig fordi den er meget systematisk og detaljeret og i øvrigt skrevet på latin. Denførste, trykte udgave kom i Firenze allerede i 1478, og i løbet af det sekstende århund-rede i hvert fald yderligere fire latinske udgaver. Andre kom i de følgende århundreder.Oversættelser til fransk, italiensk og tysk i løbet af det nittende og tyvende århund-rede.7 I Sverige udgav lægen og patologen M. V. Odenius en monumental oversættelseaf hele Celsus’ værk i 1906.8 I The Loeb Classical Library en udgave ved W.G. Spencerfra 1935. I disse år udkommer en revideret latinsk tekst sammen med en fransk over-sættelse i Budé-serien.

5. Se fx Frøland og Laursen kap. 5.6. Meinecke (1941).7. Serbat p. LXXI.8. Frøland (2010).

AIGIS 12,2 2

Prooemium

Ligesom landbruget stiller de raske legemer fødevarer i udsigt, lover lægevidenskabensundhed til de syge.9 Sådan forholder det sig overalt i verden, da jo selv de mestuoplyste folk har kendt til urter, og hvad der ellers var ved hånden til hjælp mod sår ogsygdomme. [2] Lægevidenskaben er blevet dyrket langt mere hos grækerne end hosandre folkeslag, men heller ikke hos grækerne fra den første begyndelse, men fra noglefå århundreder tidligere end hos os. Det er derfor Æskulap dyrkes som den allerældsteophavsmand. Han blev optaget blandt guderne, fordi han på en mere forfinet mådedyrkede lægevidenskaben, som dengang var grov og simpel. [3] Hans to sønner, Poda-leirios og Machaon,10 som fulgte kong Agamemnon i den trojanske krig, var til ikkeringe hjælp for deres soldaterkammerater. Homer anfører dog, at de ikke gav nogenbehandling under pesten eller mod forskellige andre sygdomme, men udelukkendearbejdede med instrumenter og lægemidler. [4] Det ser derfor ud til, at disse dele aflægekunsten er de ældste og eneste, som de brugte. Af den samme forfatter kan vi lære,at sygdomme dengang skyldtes de udødelige guders vrede, og kun fra dem kunnehjælpen hentes. Og det er sandsynligt, at menneskene - skønt uden midler modsygdomme - på grund af sund levevis dog for det meste opnåede et godt helbred, somde ikke ødelagde ved lediggang eller et levned i overflod. [5] Det var jo disse to, ledig-gang og overflod, der ødelagde folks legemer, først i Grækenland, derefter hos os. Ogderaf fulgte udviklingen af den komplicerede lægekunst, som dengang ikke varnødvendig hos os, eller er det i dag blandt andre folkeslag. Hos os har den næppehjulpet nogen frem til alderdommen. Efter de læger, jeg har omtalt, var der derforingen berømte mænd, der udøvede lægekunst, førend man begyndte at studere littera-turen med større iver, for den er lige så nødvendig for det åndelige, som den er fjendtligmod kroppen.

9. På grund af denne bemærkning antager man, at de medicinske bøger kom lige efter de landbrugs-faglige i det samlede værk

10. Ill. II:731; IV:193; XI:512,833.

AIGIS 12,2 3

Lægekunstens udvikling[6] I begyndelsen var lægekunsten en del af filosofien, således at både sygdomsbekæm-pelse og overvejelser om naturens væsen opstod hos de samme forfattere. Det var isærdisse, som havde brug for denne videnskab, fordi deres legemlige styrke var mindsketpå grund af stillesiddende tankearbejde og nattevågen. [7] Derfor finder vi, at mangelærde i filosofi også var kyndige i lægekunsten. De berømteste af disse var Pythagoras,Empedokles og Demokrit. [8] Men mange mener, at Hippokrates fra Kos, som nogletror, var Demokrits sidste discipel, også var den første læge og den mest mindeværdigeaf alle, fordi han adskilte lægekunsten fra filosofien. Han var en mand, der udmærkedesig både ved sin kunst og ved sin veltalenhed. Efter ham praktiserede Diokles fraKarystos,11 derefter Praxagoras12 og Chrysippos13 og endelig Herophilos14 og Erasi-stratos,15 men således at de fulgte forskellige veje i behandlingen.16

Lægekunstens tredeling[9] Samtidigt blev lægekunsten delt i tre, så én behandlede patienterne med ændringer ilevevis, en anden med medikamenter og en tredje med hænderne. Grækerne kaldte denførste for den diætetiske,17 den anden den farmaceutiske og den tredje den kirurgiske.Den gren af kunsten, som helbredte med ændring i levevis, talte de mest berømteudøvere, som stræbte efter at undersøge tingene grundigere. De søgte også at tilegnesig et teoretisk kendskab til naturen, uden hvilket lægekunsten ville være mangelfuld ogsvag. [10] Efter disse kom Serapion,18 som hævdede, at denne teoretiske måde at tænkepå intet havde med lægekunsten at gøre. Han baserede alene kunsten på erfaring ogforsøg. Apollonios19 og Glaukias20 og noget senere Herakleides fra Tarent,21 samt andre

11. Diokles fra Karystos virkede i Athen vist nok i slutningen af det 4. årh. 12. Praxagoras fra Kos. 4. årh. Hævdede, at arterierne indeholdt livsluften. 13. Chrysippos levede i begyndelsen af 4. århundrede. Erasistratos’ lærer.14. Herophilos virkede i Alexandria o. 290. Berømt som læge og anatom.15. Erasistratos virkede i Alexandria o. 250. Ligeledes berømt læge og anatom.16. Om Celsus som medicinhistoriker, se Castiglioni (1940).17. Om diætetik i antikken se Steger (2004).18. Serapion. Virkede i Alexandria i 2. årh. Grundlagde den empiriske skole.19. Apollonius fra Kition levede i det 1. årh. fvt. Tilhørte den empiriske skole.20. Glaukias. Læge i 2. årh.21. Herakleides ca. 75 fvt.

AIGIS 12,2 4

ikke ubetydelige mænd fulgte i hans fodspor. I overensstemmelse med deres overbevis-ning kaldte de sig for empirikere. [11] Men også den lægekunst, der behandlede medændringer af levevis, var delt i to. Nogle gik ind for en lægekunst baseret på teori,andre for en kunst, der alene byggede på erfaring. Men efter dem, der er beskrevetovenfor, var der ingen, der foretog sig noget, som man ikke havde overtaget fra forgæn-gerne, indtil Asklepiades22 på mange områder ændrede lægekunstens tænkemåde.Blandt hans efterfølgere er Themison,23 som i sin alderdom for nylig selv afveg nogetfra denne. Og netop ved disse mænds indsats er denne helsebringende kunst voksetfrem til gavn for os. [12] Selv om den af lægekunstens tre dele, der helbreder sygdomved ændring af patientens levevis, er den vanskeligste, så er den også den mest ansete,og den bør derfor omtales først.24 Også fordi det er her, den første uenighed opstår, idetnogle hævder, at de kun har brug for viden, der bygger på praktisk erfaring, mens andrefastholder, at den praktiske lægegerning ikke er effektiv, med mindre den er grundet påindsigt i legemets og naturens væsen. Jeg vil derfor fremhæve, hvad der særligt anføresfra hver side, så min egen holdning kan fremgå tydeligere.

Dogmatikerne[13] De, som går ind for en teoretisk baseret lægekunst, understreger således, at det ernødvendigt først at kende de skjulte årsager, der er forbundet med sygdommene,dernæst de åbenbare årsager, så de naturlige funktioner, sluttelig de indre organer. [14]Skjulte årsager taler de om, når spørgsmålet gælder, af hvilke elementer legemet erbygget op, og hvad der fremmer, og hvad der nedbryder helbredet. De mener nemlig, atman ikke kan vide, hvordan man på rette måde kan behandle sygdomme, hvis årsag

22. Asklepiades fra Bithynien. En af antikkens berømteste læger. Virkede o. 70-50. Var også kendt somlærer i retorik. Tilhænger af den dogmatiske teori. Modstander af læren om de fire legemsvæsker(blod, slim, gul og sort galde).

23. Themison fra Laodike. 1. århundrede e.K. Muligvis grundlægger af den methodiske skole.24. Selv om Celsus her fremhæver den diætetiske lægekunst som den fornemste, er han mere realistisk

i forordet til de to kirurgiske bøger (de sidste i værket), for her hedder det i afsnit 1: ”Den tredje delaf lægekunsten er den, der behandler med håndens hjælp, hvilket både er alment kendt og fremførtaf mig. Denne del af lægekunsten udelader bestemt ikke medikamenter og fornuftig levevis, menmanuelt præsterer den mest, og dens resultater er langt de tydeligste blandt alle lægekunstens disci-pliner. Det er nemlig således ved sygdomme, at heldet formår meget, og at den samme medicinjævnligt kan være helbredende, men er ofte uvirksom, hvorfor man kan være i tvivl om helbredelseskyldes medicinens styrke eller legemets.”

AIGIS 12,2 5

man ikke kender. De er heller ikke i tvivl om, at der er brug for forskellig behandling,hvis et af de fire elementer skader legemet ved at være til stede i for stor eller lillemængde, sådan som nogle af de lærde filosoffer har udtrykt det. [15] Enten skyldes alsygdom kropsvæskerne, sådan som Herophilos så det, eller åndedrætsluften ifølgeHippokrates, eller at blodet løber ind i et blodkar, som indeholder åndedrætsluften,hvilket fremkalder en betændelse, som grækerne kalder phlegmone, der giver lige såmeget forstyrrelse som feber ifølge Erasistratos; [16] eller at partikler ved at lækkegennem usynlige porer blokerer vejen ved at standse op, sådan som Asklepiades frem-førte det. Da vil den læge i sandhed kunne helbrede sygdommen, som ikke er gået fejlaf den tilgrundliggende årsag. Dogmatikerne benægter ikke, at erfaringer er nødven-dige, men hævder dog, at man kun kan komme til at gøre erfaringer, hvis det sker udfra en teori. [17] For de gamle læger pånødede ikke de syge hvad som helst, men over-vejede, hvad der var mest passende, og i praksis studerede de det, som en eller andenantagelse tidligere havde ført til. Og det var uden betydning, om det meste allerede varudforsket, hvis det blot var bygget på en velovervejet antagelse. Og sådan har detforholdt sig i mange tilfælde. Ofte opstår der også nye arter af sygdomme, om hvilkeden hidtidige praksis intet brugbart bringer for dagen, og hvor det derfor er nødvendigtat finde ud af, hvoraf disse sygdomme opstår. For uden denne oplysning kan ingendødelig fastslå, om man skal foretrække det ene middel frem for det andet. Og af dennegrund forfølger dogmatikerne årsager, som ligger i det dunkle. [18] De kalder detilfælde for indlysende, hvor de undersøger, om det var varme eller kulde, sult ellermæthed eller noget lignende, der udløste sygdommen, fordi de siger, at den læge kanimødegå sygdommen, som ikke er uvidende om dens årsag. [19] De kalder kroppensfunktioner naturlige, ved hjælp af hvilke vi trækker vejret, tager mad og drikke til os ogfordøjer føden og ligeledes de funktioner, der fordeler føden til alle dele af lemmerne.De spørger også, hvorfor vores blodårer skiftevis klapper sammen og svulmer op, hvadder er årsag til søvn og den vågne tilstand, for uden viden om dette tror de ikke, atnogen kan imødegå eller helbrede sygdomme, der opstår i forbindelse med disse fæno-mener. [20] Blandt de naturlige funktioner synes fordøjelsen især at være vigtig, hvilketde lægger meget stor vægt på. Nogle med Erasistratos i spidsen hævder, at fødenfindeles i maven, andre, der følger Pleistonikos,25 Praxagoras’ discipel, mener, at den

25. Pleistonikos fra Kos. Levede i 3. årh.

AIGIS 12,2 6

rådner, andre igen tror som hippokratikerne, at føden fordøjes med varme. Hertilkommer Asklepiades’ tilhængere, som påstår, at alt dette er nonsens og til ingen nytte,fordi intet fordøjes, men den ufordøjede føde fordeles i kroppen i samme form, hvoriden indtages. [21] Der er således meget lidt enighed blandt dogmatikerne, men én tinger de fælles om: man skal give de syge forskellig kost, alt efter om den ene eller andenforklaring er rigtig. For hvis føden findeles inde i kroppen, bør man foretrække føde,der let sønderdeles. Hvis den derimod rådner, så hellere mad, hvor det sker meget let.Hvis varme fordøjer maden, da bør man give den føde, der udløser mest varme. [22]Men intet af alt dette er relevant, hvis intet fordøjes, men man må da navnlig tagesådan føde til sig, som forbliver i den form, hvori den er indtaget. Og når åndedrætteter besværet, når søvn eller søvnløshed plager, vil de ud fra samme tankegang anse denperson for bedst til at behandle, som har forstået, hvordan sådanne ting opstår. [23]Når smerter eller sygdomme af forskellig art ud over de nævnte opstår i de indreorganer, tror dogmatikerne, at kun den, som har viden om de indre organer, kan findeet middel mod disse sygdomme. De mener derfor, at det er nødvendigt at åbne dedødes kroppe og undersøge organer og tarme. Herophilos og Erasistratos gjorde dettepå langt den mest effektive måde, for de opskar levende forbrydere, som kongernehavde udleveret fra fængslerne,26 og mens fangerne endnu var i live, [24] undersøgte de,hvad naturen hidtil havde skjult: organernes beliggenhed, farve, form, størrelse,indbyrdes placering, konsistens, glathed, hvad de stødte op til, dernæst de enkelte orga-ners fremspring og fordybninger, og hvordan en del af et organ var føjet ind i et andeteller optog en del af et andet i sig. [25] For dogmatikerne siger, at man ikke kan vide,hvad der i virkeligheden gør ondt ved en smerte inde i kroppen, hvis man ikke ved,hvor det enkelte organ eller tarmen befinder sig. Det, som er sygt, kan ikke helbredes afen, som ikke ved, hvad det drejer sig om. Når en persons organer er blottede ved et sår,kan man ikke vide, hvad der er helt eller beskadiget, hvis lægen ikke kender de sunde

26. Det foregik i Alexandria. Kongerne var Ptolemæerne. Nutton (p. 131-132) anfører, at ingen andreforfattere omtaler vivisektion i sammenhæng med de to nævnte. På den anden side synes Celsus atvære særdeles velbevandret i litteraturen og kan have fået sin viden fra et nu ukendt skrift. I an-tikken interesserede man sig ikke meget for menneskets anatomi, formentlig pga. alle de tabuer, dervar omkring døden og de afdøde. I to korte perioder var der dog en stor interesse, nemlig på de toovennævnte lægers tid i første halvdel af det tredje århundrede fvt. og Galens i slutningen af detandet årh. e.K. Galen dissekerede aber (v. Staden 1992). Herefter gik man ud fra, at den anatomiskelærdom var endelig, indtil Vesalius (1514-1564) i 1543 udgav sit banebrydende storværk De humanicorporis fabrica.

AIGIS 12,2 7

organers farver. [26] Han vil derfor ikke kunne hjælpe de sårede dele af legemet. Læge-midler kan også bedre anbringes uden på kroppen, når man har kendskab til de indreorganers beliggenhed, form og størrelse. En tilsvarende tankegang gælder for alt, der eromtalt ovenfor. Dogmatikerne påstår, at det er ikke grusomt, som adskillige hævder,når man ved at straffe nogle få forbrydere kan hjælpe uskyldige i al fremtid.

Empirikerne[27] De derimod, som kalder sig empirikere og arbejder på grundlag af deres erfaringer,anser studiet af åbenlyse tilfælde som en nødvendighed, men de påstår også, atudforskning af dunkle tilfælde og de naturlige funktioner er overflødig, da naturen eruforståelig. [28] Empirikerne mener, at det er indlysende, at naturen ikke kan forstås pågrund af den uenighed, der hersker blandt dem, der diskuterer disse forhold. For der erhverken enighed blandt de lærde filosoffer eller blandt lægerne selv. Hvorfor monnogen hellere tror på Hippokrates end på Herophilos og hellere på ham end påAsklepiades? [29] Hvis man vil følge teorierne, er der intet usandsynligt i alt dette.Drejer det sig om helbredelse, har de alle gjort syge mennesker raske. Derfor burdeman ikke frakende dem troværdighed i diskussioner ej heller deres indsigt. Dekyndigste i filosofien burde være de største læger, hvis logisk tankegang kunne medføredette. Som det er nu, har de masser af ord, men mangler medicinsk viden. [30] Læge-kunsten er også forskellig efter omgivelsernes natur. Én slags er nødvendig i Rom, enanden i Ægypten, en tredje i Gallien. Hvis de nævnte årsager fremkalder de sammesygdomme overalt, burde lægemidlerne også være de samme overalt. Ofte er årsagerneåbenbare, f. eks. ved øjenbetændelse og sår, men behandlingen er ikke indlysende udfra dette. [31] Når den åbenlyse årsag ikke peger på behandlingen, vil den tvivlsommeårsag i langt mindre omfang kunne gøre det. Er årsagen altså usikker eller uforståelig,er det bedre at søge hjælp i det sikre og velkendte, dvs. dér hvor der er erfaring medselve behandlingen, sådan som det er i alle professioner. [32] For man bliver hverkenlandmand eller styrmand ved hjælp af lærde afhandlinger men ved praktisk øvelse. Ogat overvejelser af den art ingen sammenhæng har med lægekunsten, kan ses derved, atde, som har en forskellig opfattelse af tingene, dog når frem til den samme helbredelse.Det er sket, fordi de fulgte vejen til helbredelse ud fra erfaringer i forhold til, hvordanmidlerne virkede, ikke ud fra dunkle årsager eller naturlige funktioner, de var uenigeom. [33] Empirikerne mener heller ikke, at lægekunsten oprindeligt er bygget på

AIGIS 12,2 8

sådanne undersøgelser, men på erfaringer. Blandt de syge, som ikke havde en læge,havde nogle på grund af sult taget føde til sig i de første dage, mens andre fastede pågrund af madlede. Hos dem, der fastede, viste sygdommen sig at være lettere atudholde. [34] Ligeledes ville der være nogle, der spiste under selve feberanfaldet, andrelidt før, andre igen efter, at det var gået over. Forløbet var bedst hos dem, der spiste, nårfeberen var overstået. På samme måde var der nogle, som i starten af anfaldet straksspiste rigeligt, andre ubetydeligt. Det gik værst for dem, der fyldte sig. [35] Når detteog noget lignende forekommer dagligt, vil det opmærksomme menneske havebemærket, hvad der for det meste virkede godt, og vil derefter være begyndt at fore-skrive de syge det. Således opstod lægekunsten, idet den ved nogles helbredelse ogandres død lærte os at adskille det farlige fra det gavnlige. [36] Da man nu havde fundetlægemidler og andet mod sygdom, begyndte folk at blive uenige om grunden til, atmidlerne virkede. Lægekunsten blev ikke opfundet ved tankearbejde, men da den varblevet etableret, spurgte man efter dens teoretiske grundlag. Man ville vide, om teorienfortalte det samme som erfaringen eller noget andet. Hvis teorien og erfaringen fortaltedet samme, var teorien overflødig, hvis noget forskelligt, kunne teorien endog vise sigsom en hindring. Først og fremmest har den vigtigste opgave været at udforske læge-midlerne. Nu er de allerede klarlagte, og der findes hverken nye sygdomme eller behovfor nye lægemidler. [37] Hvis der skulle opstå en ny slags ukendt sygdom, bør lægenikke overveje ukendte forhold, men straks se på det, der ligner den aktuelle sygdommest og prøve midler, der hyppigt har hjulpet ved en lignende sygdom og gennemlighederne finde frem til midlet. [38] Empirikerne siger naturligvis ikke, at en læge intetbehov har for overvejelser, eller at et umælende dyr kan udøve den samme kunst, menat disse gætterier om ukendte ting ikke hører sagen til. For det er ikke relevant, hvadder medfører en sygdom, men hvad der fjerner den. Det er heller ikke relevant påhvilken måde, fordøjelsen foregår, men hvordan den foregår bedst. Det er således ikkevigtigt, om den sættes i gang af det ene eller andet, eller om der er tale om en slagskogning af føden eller alene en egentlig fordøjelse i kroppen. [39] De mener heller ikke,at det er nødvendig at undersøge, på hvilken måde vi trækker vejret, men derimod hvadder letter et tungt og besværet åndedræt. Heller ikke hvad der får blodårene til atbevæge sig, men hvad de forskellige slags bevægelser betyder. Også dette lærte man aderfaringens vej. I alle den slags diskussioner kan begge sider tale for deres sag. Såledesfår begavelse og talefærdighed overtaget, men sygdommen kureres ikke med velta-

AIGIS 12,2 9

lenhed, men med lægemidler. En mand uden sprog, der ved praksis har lært at vurderedisse lægemidler, vil blive en adskilligt bedre læge end ham, der uden praktisk øvelse ilægegerningen træner sin tunge.

Vivisektionen[40] Dog, der er hidtil talt om betydningsløse ting. Men det, der står tilbage, er isandhed også grusomt, nemlig at levende menneskers underliv og brystkasse skæresop. Også at lægekunsten, som tager vare på menneskets sundhed,27 ikke alene forvolderet menneskes undergang, men også ved den grusomste død, ikke mindst når det, somman ønsker at studere med så voldsomme midler, til dels slet ikke kan erkendes, til delskan undersøges uden denne forbrydelse. [41] For når kroppen er sprættet op, er farve,glathed, blødhed, hårdhed og lignende ikke de samme, som de ville have været i detuskadte legeme, for alt dette forandres ofte på grund af frygt, smerter, sult, dårligfordøjelse, træthed og tusinde andre almindelige påvirkninger. Da indvoldene erblødere og ændres, fordi selv lyset vil være nyt, er det meget sandsynligt, at de ogsåændres ved de voldsomme skader og selve drabet. [42] Der er heller intet mere tåbeligtend at forestille sig, at det, der kan ses i det levende menneske, lige så godt kanvurderes hos den døende, ja endog hos den, der allerede er død. For selv om underlivet,som i denne forbindelse er mindre vigtigt, kan åbnes hos det levende menneske, dørdet omgående, når det sejl, der er en slags hinde, der adskiller de øverste indvolde frade underste, og som grækerne kalder diaphragma,28 bliver skåret over. Således er detkun den dødes brystkasse og alle indvolde, der kommer den lægelige morder for øje, ogde er under alle omstændigheder sådan, som de er hos den døde, ikke hos den levende.[43] Heraf følger, at lægen, når han på grusom måde myrder et menneske, ikke får atvide, hvordan vore indvolde ser ud i levende live. Hvis der alligevel skulle være noget,der bør iagttages hos det endnu levende menneske, vil tilfældet ofte kunne tilbyde dettil den, der bringer hjælp. For af og til bliver gladiatoren i arenaen, soldaten i kamp elleren rejsende, der er blevet overfaldet af røvere, såret sådan, at visse af hans indreorganer lægges blot, hos andre nogle andre dele. På den måde kan den kyndige læge

27. Jfr. den hippokratiske ed, se fx Frøland og Laursen (2011) p. 167.28. Mellemgulvet. Når det gennembrydes og brysthulen kommer i forbindelse med luften, klapper lun-

gerne sammen.

AIGIS 12,2 10

studere organernes sæde, lejring, indbyrdes placering og lignende, ikke ved drab, menved en lægelig indsats, og ved medmenneskelighed lære det, som andre har erkendt vedfrygtelig grusomhed. [44] Af samme grund er opskæring af døde ikke nødvendig (skøntdenne ikke er grusom, er den dog hæslig), da meget er anderledes i de døde. Så megetkan erkendes hos de levende, som behandlingen i sig selv viser frem.

Vigtigheden af erfaringen[45] Da alt dette ofte er drøftet af læger i mange skrifter og i mange diskussioner ogfortsat vil blive det, bør her tilføjes, hvad der synes at være nærmest sandheden. Denligger hverken tæt ved den ene eller anden opfattelse, men strider heller ikke helt modnogen af dem. På en måde ligger den midt mellem de forskellige meninger. Det kanman konstatere i mange diskussioner, når deltagerne søger sandheden uden personligærgerrighed. Således også i dette tilfælde. [45] For hvilke forhold, der til syvende ogsidst fremstår som gunstige for helbredet, eller som forårsager sygdomme, og påhvilken måde luften eller føden henholdsvis indåndes eller fordøjes, forstår de lærdefilosoffer ikke i deres visdom. Til gengæld fører de sig frem med gætterier. Men når etforhold ikke er kendt med sikkerhed, kan antagelsen af det ikke bruges til at finde detrette middel. [47] Det er også sikkert, at intet kan bidrage mere til forståelsen af selvebehandlingsmåden end erfaringen. Skønt der findes mange ting, der ikke har nogetmed selve lægekunsten og andre tilsvarende professioner at gøre, så hjælper de dog vedat stimulere udøvernes intellekt. Således også overvejelser om naturens indretning,som – skønt den ikke i sig selv skaber lægen – dog gør ham mere egnet til lægekunsten.Det er meget sandsynligt, at hverken Hippokrates eller Erasistratos eller andre varfornøjede med blot at behandle febersygdomme og sår, men også undersøgte naturen iet eller andet omfang, og af den grund var de ikke blot læger, men endog meget fremra-gende læger. [48] Skønt tankevirksomhed i sig selv ikke er nødvendig over for ukendteårsager til sygdom eller de naturlige funktioner, er den dog ofte påkrævet i lægekun-sten. For den er nemlig baseret på gætterier, og ofte er det hverken gætterier eller erfa-ringer, der giver den svaret, for undertiden følger hverken feberen, appetitten ellersøvnen det sædvanlige mønster. [49] Nu og da sker det dog, om end relativt sjældent, atselve sygdommen er ny. At dette ikke skulle forekomme er oplagt forkert, for i vor tidvar der en kvinde, som døde i løbet af få timer, efter at noget kødlignende var faldet udaf hendes underliv og tørret ind, uden at de bedste læger kunne finde arten af

AIGIS 12,2 11

sygdommen eller et middel mod den. [50] Jeg mener, at de intet forsøgte, fordi ingen afdem ville afprøve sin teori på en fornem person, for at det ikke skulle se ud som om,han var skyld i hendes død, hvis hans fremgangsmåde ikke virkede. Det forekommerdog sandsynligt, at man kunne have udtænkt noget, hvis man ikke havde udvist ensådan tilbageholdenhed. Måske kunne noget have haft en virkning, hvis man havdeforsøgt det. [51] Til denne gren af lægekunsten kan lighed29 ikke altid bidrage, og hvisdet endelig sker, er det dog fornuftigt at overveje, hvilket medikament man helst skalbruge mod sygdommen og blandt lægemidler, der ligner hinanden. Når der altså skernoget sådant, bør lægen foretage sig et eller andet, som måske ikke virker i alle tilfælde,men alligevel ofte gør det. [52] Men søger lægen nye oplysninger, skal det ikke være fraukendte områder, for de er tvivlsomme og usikre, men fra dem, der kan udforskes, detvil sige blandt de åbenlyse årsager. I denne sammenhæng er det vigtigt, om sygdommenskyldes træthed, tørst, kulde eller varme, søvnløshed eller sult, et overmål af mad ogvin eller hæmningsløs seksuel aktivitet. [53] Man bør heller ikke overse den sygesnatur, om hans krop er mere fugtig eller tør, om hans fysiske tilstand er stærk ellersvag, om sygdommen optræder hyppigt eller sjældent, og om den i givet fald plejer atvære voldsom eller let, om den er kort- eller langvarig, hvad slags liv den syge har levet,arbejdsomt eller stilfærdigt, i luksus eller mådehold. Ud fra alt dette og lignende oplys-ninger er det ofte muligt at nå frem til en ny måde at behandle på.

Methodikerne[54] Alligevel bør disse forhold ikke forbigås, som om de ikke mødte nogen modsi-gelser. For også Erasistratos mente, at sygdomme ikke opstår af de nævnte årsager,fordi hverken andre personer eller samme person senere blev febril af samme årsager.Og visse læger i vor tid,30 som gerne vil opfattes som Themisons31 tilhængere, hævder,at man ikke kender nogen som helst sygdomsårsag, som er relevant i forhold tilbehandlingerne. Det er nok at tage hensyn til visse fællestræk ved sygdommene. [55]De mener nemlig, at der er tre karakteristika, det spændte, det afslappede og det

29. I den empiriske medicin var begrebet similitudo, lighed, meget vigtigt. Man sluttede sig til en for-klaring og behandling ved at iagttage ligheder med andre sygdomstilfælde. Hvis ikke dette var mu-ligt, stod man hjælpeløs, jfr. sygehistorien ovenfor.

30. Methodikerne.31. Themison. Levede i 1. århundrede e.K. Måske jævnaldrende med Celsus.

AIGIS 12,2 12

blandede For de syge udskiller snart for lidt, snart for meget, for lidt fra én del afkroppen, for meget fra en anden. Denne slags sygdomme kan snart være akutte, snartlangvarige, snart tiltager de, af og til forbliver de uændrede, og snart aftager de. [56]Når det er erkendt, hvilken af de nævnte typer sygdom, det drejer sig om, bør kroppenafslappes, hvis den er anspændt. Hvis den er anstrengt på grund af afsondring, børdenne standses. Hvis det drejer sig om en blandingstilstand, bør udviklingen af alvorli-gere sygdom imødegås. Man bør også behandle de akutte sygdomme på én måde, dekroniske på en anden, på en tredje måde dem, der forværres, på endnu en måde dem,der allerede er på vej til helbredelse. [57] Lægekunsten består i at iagttage disse forhold.Methodikerne definerer lægekunsten som en vej,32 og de hævder, at lægekunsten erstudiet af det, der er fælles for sygdommene. De vil ikke regnes med blandt teoreti-kerne og heller ikke blandt dem, der alene betragter erfaringerne. Med de førstnævnteer de uenige, fordi de ikke ønsker at lægekunsten skal bestå i formodninger om ukendteting, med de sidstnævnte, fordi de mener, at kun en lille del af kunsten består af iagtta-gelse af erfaringer. [58] Hvad Erasistratos angår, så modsiger kendsgerningerne for detførste hans opfattelse, fordi det er sjældent, at en sygdom ikke følger efter noget af detovennævnte. Men når sygdommen ikke angriber en anden person eller den sammeperson på et andet tidspunkt, følger det ikke heraf, at den ikke kan skade en anden ellerden samme på et andet tidspunkt. Legemet kan være påvirket af andre forhold, pågrund af en svækkelse eller af en anden sygdom, som enten ikke findes hos en andenperson, eller ikke var til stede hos ham selv på et andet tidspunkt, og selv om disseforhold ikke i sig selv er tilstrækkelige til at fremkalde sygdom, kan de dog gørekroppen mere modtagelig for andre skadelige påvirkninger. [59] Hvis Erasistratoshavde forstået den måde at betragte naturen på, som disse læger33 noget uoverlagt gårind for, ville han have indset, at intet overhovedet kun har en enkelt årsag, men at kundet, som har bidraget mest, anses for årsagen. En faktor, der ikke virker alene, virkervoldsomt sammen med andre. [60] Læg hertil, at ikke engang Erasistratos, som sagde,at feber skyldes, at blodet er strømmet ind i arterierne, og at dette sker, når kroppen erblevet alt for fuld af blod, har kunnet forklare, hvorfor en af to, der er lige fulde af blod,bliver syg, mens den anden er fri for enhver fare. Dette forekommer hver dag. [61] Af

32. Hodós gr. vej. Méthodos, en vej til viden.33. Methodikerne.

AIGIS 12,2 13

dette kan man lære, at er der tale om indstrømning, sker den ikke af sig selv, nårlegemet er fyldt op, men når noget af alt det omtalte kommer til. [62] Themisonsdisciple er mere teoretiske end nogen andre, hvis de fortsat holder fast i deres anta-gelser. For en, som ikke tilslutter sig alt, hvad en anden dogmatiker bifalder, har ikkestraks behov for et nyt navn til sin kunst, hvis blot, hvad der er det vigtigste, han ikkekun forlader sig på hukommelsen, men også på en rationel tankegang. [63] Da læge-kunsten næsten ikke indeholder evigtgyldige forskrifter, er det bestemt mere sandsyn-ligt, at methodikerne ligner dem, der alene finder støtte i erfaringen. Og det så megetmere, som alle og enhver kan se, om en sygdom har anspændt kroppen eller afslappetden. Hvis lægen ad teoriens vej har fundet frem til det middel, som har løsnet denanspændte krop eller sammentrukket den afslappede, må han betegnes som rationel,dvs. som dogmatiker. Men hvis han er kommet dertil på grundlag af erfaringer, og hanbenægter at være dogmatiker, hvad der er nødvendigt i denne sammenhæng, må hanbetegnes som empiriker. [64] For denne person ligger viden om sygdommen uden forkunsten, selve lægegerningen ligger i dens udøvelse. Intet er blevet lagt til empirikerneslægekunst, men en del er blevet fjernet, også fordi empirikerne overvejer mange ting,men methodikerne kun de enkleste og intet ud over det mest almindelige. [65] Forheller ikke de, som behandler kvæg og andre husdyr, kan lære hver af de umælendesegenskaber at kende, men må nøjes med at se på de fælles træk. Det gælder også frem-mede folkeslag, som ikke kender den forfinede lægekunst, men kun ser på det fælles ogtilsvarende for de mennesker, som bestyrer meget store lazaretter,34 fordi de ikke kanpåtage sig at yde den bedste behandling til hver enkelt. [66] Ved Herkules, fortidenslæger var bestemt heller ikke uvidende om dette, men de nøjedes ikke med det. Ogsåden ældste læremester, Hippokrates, sagde, at de, som tager sig af de syge, både bør sepå det fælles og det individuelle. Men heller ikke methodikerne kunne være enigeindbyrdes om det professionelle, eftersom der er forskellige slags både sammentræk-kende og løsnende sygdomme, hvilket er lettest at iagttage ved sygdomme, hvor der ermeget kraftige udsondringer. For et er at kaste blod op, noget andet galde eller føde.[67] Igen er det én ting at være besværet af diarré noget andet af kolik, tilsvarende erder forskel på at udmarves af sved eller fortæres af svindsot. Der er dele af legemet,hvorfra det flyder, som øjne og ører. Der er imidlertid ingen del af kroppen, hvor der

34. Lazaretter, valetudinaria, fandtes i hærens store lejre (Bröchmann 2005).

AIGIS 12,2 14

ikke er risiko for dette. Og ingen af disse sygdomme behandles ens. [68] Således gårlægekunsten i disse tilfælde direkte fra en generel overvejelse af en sygdom præget afudsondring til en undersøgelse af tilfældets særpræg. Også her er der behov for at haveandre oplysninger om tilfældets egenart, da de samme midler ikke hjælper i alletilfælde, der ligner hinanden. Der er nemlig nogle midler, som hos de fleste entenstrammer eller afslapper tarmen,35 og der findes patienter, hos hvem de samme midlervirker anderledes end hos alle andre. I disse tilfælde er vurderingen af de fælles trækved sygdommen uheldig, mens undersøgelsen af det specielle ved tilfældet er helsebrin-gende. [69] I nogle tilfælde kan undersøgelsen i sig selv fjerne sygdommen. Således harvi for nylig set, hvordan vor tids mest fremragende læge, Cassius,36 stillet overfor enfebril patient med en voldsom tørst, gav ham koldt vand at drikke, da han havdeerkendt, at patienten var begyndt at lide under følgerne af en beruselse. Da vandet vardrukket, og ved at blive blandet op med vinen havde brudt dennes kraft, fjernede detderved straks feberen gennem søvn og svedudbrud. [70] Lægen indså, hvad der var detrigtige middel, ikke ud fra om kroppen var anspændt eller afslappet, men ved at se påden årsag, der var gået forud. For netop for disse forfattere er både stedet og årstidenvigtige, når de diskuterer, hvordan sunde bør forholde sig, og når de foreskriver, at manisær på usunde steder og i trykkende vejr bør undgå hede, overmæthed, anstrengelserog seksuel aktivitet. Man må hellere forholde sig roligt på sådanne steder og tids-punkter, hvis man føler en tunghed i kroppen og hverken forstyrre maven ved at frem-kalde opkastning eller tarmen med udrensning. [71] Hvilket helt klart er rigtigt. Fra detalmene kommer methodikerne dog til det specielle, med mindre de vil have os til at tro,at det kun er de raske, der skal tage vejret og årstiden i betragtning og ikke de syge. Forde syge er enhver forholdsregel så meget vigtigere, som deres svage helbred er mereudsat for skadelige påvirkninger. Hos disse mennesker har sygdommen også forskelligekarakteristika. Den, som på ét tidspunkt forgæves er blevet behandlet med ellers effek-tive midler, kan ofte hjælpes med modsatte midler. [72] Der findes mange forskelligeanbefalinger af, hvad man bør spise. Blandt disse vil jeg nøjes med én. En ung mandudholder lettere sin sult end et barn, lettere i trykkende vejr end i klart, lettere om

35. Formentlig virker stoppende eller afførende.36. Ergo etiam ingeniosissimus saeculi nostri medicus, quem nuper vidimus, Cassius, etc. På dette sted i

hele Celsus’ værk beror antagelsen af, at Celsus levede i den første tredjedel af det første århund-rede. Cassius var livlæge for Tiberius (Serbat p. VIII).

AIGIS 12,2 15

vinteren end om sommeren, lettere hvis han er vant til ét enkelt måltid end den, derogså spiser frokost, en utrænet mand udholder sulten lettere end en trænet. [73] Menofte er et hurtigt måltid nødvendigt for den, som dårligt tåler at faste. Af denne grundformoder jeg, at den, der ikke har erkendt en sygdoms særlige karakter, navnlig børlægge vægt på det generelle, mens han, som kender de specielle symptomer, ikke børnegligere det almene, men også basere sig på det. Og derfor, når kompetencen er densamme, er det nyttigere at have lægen som ven end som fremmed.

Celsus’ konklusion[74] Altså, for at vende tilbage til min plan, så mener jeg, at lægekunsten bestemt børvære rationel, men den bør bygges på bevislige årsagssammenhænge, mens alle uklareårsager bør forkastes, ikke ud fra udøvernes overvejelser, men på grund af selvekunsten. At skære i det levende legeme er grusomt og overflødigt, at skære i de døde ernødvendigt for de studerende, for de skal kende organernes placering og rækkefølge,hvilket liget fremviser bedre end det levende og sårede menneske. [75] Men også alt detøvrige, som kun kan erkendes hos de levende, vil selve lægegerningen klarlægge vedbehandlingen af de sårede, om end lidt langsommeligere og ikke så lidt mere medmen-neskeligt. Efter at have fremlagt det ovennævnte, vil jeg først tale om, hvordan sundemennesker bør leve deres liv, dernæst gå videre til det, der vedrører sygdommene ogderes behandling.

AIGIS 12,2 16

Første bog

Almene råd om levevis. 1. Det sunde menneske, som både er ved godt helbred og som kan tage vare på sig selv,behøver ikke at følge regler eller konsultere læge eller massagelæge.37 Men så er detnødvendigt at leve et varieret liv, snart være på landet, snart i hovedstaden, langt oftereunder åben himmel, sejle, gå på jagt, hvile ud, langt oftere at motionere, for uvirk-somhed sløver legemet, arbejdet styrker det, det første fremmer aldringen, det andetforlænger ungdommen.38 [2] Det er gavnligt også at benytte badet, af og til det koldevand, nogle gange at lade sig indsmøre med salver, andre gange at undlade det; ikke atforagte nogen form for mad, som folket spiser, undertiden at deltage i festmåltider,undertiden at holde sig borte fra dem; nogle gange at tage mere føde til sig end fornuf-tigt er, andre gange ikke; at nyde et måltid to gange om dagen i stedet for et, og altidmest muligt, hvis man ellers kan fordøje det. [3] Men hvis denne form for øvelser ogmåltider er nødvendige, så er de atletiske overflødige; for dels påvirkes legemet negativtaf en afbrydelse af træningsprogrammet på grund af offentlige pligter, dels vil de, hvislegemer plejer at være overfodrede, meget hurtigt blive ældede og syge. [4] Samleje børbestemt ikke eftertragtes eller frygtes for meget. Hvis det foregår sjældent, ophidseskroppen, hyppigt slappes den. Men da hyppigheden ikke defineres ved et antal, men afnaturen og hensynet til alder og krop, må man have lov til at antage, at samleje er uska-deligt, når det ikke følges af legemlig udmattelse eller smerter. [5] Samleje om dagen erikke så godt, det er sikrere om natten, dog på betingelse af, at det ikke straks efterfølgesaf et større måltid, arbejde eller nattevågen. Dette bør overholdes af de raske, og manskal passe på ikke at sætte disse værn mod sygdom over styr, mens man er ved godthelbred.

37. Personer, der indgned deres patienter i olie el. lign.38. Jfr.2[3] Bl.a. ud fra disse to steder i teksten kan man antage, at Celsus henvender sig til en velha-

vende overklasse, som det også fremgår direkte eller indirekte mange andre steder i første bog. I deresterende bøger er det lægefaglige spørgsmål, der behandles uden hensyntagen til patienternesstand eller sociale omstændigheder.

AIGIS 12,2 17

Leveregler for dem med stillesiddende arbejde og et svagt helbred2. Men for svage personer, som findes i stort tal blandt byboer, og som omfatter næstenalle med trang til skriftlige sysler, er det nødvendigt med stor opmærksomhed for atgenskabe den gode kondition, som enten kroppens tilstand, livsstilen eller den intellek-tuelle virksomhed formindsker. [2] Blandt disse mennesker kan de, der har en godfordøjelse, med sindsro stå op om morgenen; de som har fordøjet utilstrækkeligt, børholde sig i ro, og hvis det er nødvendigt at stå op, genoptage søvnen senere. De, somslet ikke har fordøjet maden, bør afholde sig fra enhver aktivitet og ikke gå i gang medat arbejde, dyrke motion eller drive forretning. Den, som har opstød af ufordøjet fødeuden smerter i brystet, bør med mellemrum drikke koldt vand og holde sig i ro. [3]Man bør bo i en lys bolig, luftig om sommeren, solrig om vinteren; tage sig i agt formiddagssolen, morgen- og aftenkølighed, ligeledes vinden fra floder og stilleståendevand; og ikke mindst passe på med at udsætte sig for skiftevis kulde og varme, nårsolen kommer frem på en ellers overskyet himmel, hvad der i særlig grad medførerforkølelse og snue. Man bør især tage sig i agt for usunde steder, hvor der kan opståepidemier. [4] Men det er muligt at være klar over, om kroppen er sund. På en dag,hvor urinen er meget lys om morgenen og dernæst rødgul, betyder det første, atfordøjelsen er tilendebragt. Når man er vågnet, bør man vente et øjeblik, dernæst, hvisdet ikke er om vinteren, skylle munden med rigeligt koldt vand; på lange dage holdemiddagshvil før måltidet, ellers efter. [5] Om vinteren er det bedst at hvile nattenigennem; hvis det er nødvendigt at arbejde efter mørkets frembrud, da at gøre det efterfordøjelsen. Den, der i dagens løb er optaget af offentlige eller hjemlige pligter, bør alli-gevel bruge nogen tid på at pleje sit legeme. Motion er den vigtigste pleje af kroppen,og den bør altid gøres før maden; i højere grad af den, der ikke arbejder så meget ogfordøjer godt; i mindre omfang af den, der er træt og fordøjer dårligt. [6] Det er godt attræne med højtlæsning, våbenbrug, boldspil, løb og gåture, og det er mere gavnligt,hvis det ikke sker i fladt terræn, fordi afvekslende op- og nedstigninger bevægerkroppen, hvis den ikke er meget svækket. Det er bedre at gå under åben himmel end ien søjlegang, og hvis hovedet kan udholde det, bedre i sol end i skygge, bedre i denskygge som en pergola kaster end under et tag, og hellere gå i en lige linje end i enslynget. [7] Især svedudbrud bør sætte en stopper for motion og helt sikkert denslaphed, som kommer lige før udmattelsen. Nogle gange bør man motionere i mindreudstrækning, andre gange i større. Og der bør ikke være faste regler for dette som for

AIGIS 12,2 18

sportsfolk og heller ikke være tale om overdreven anstrengelse. Indsmøring i salveenten i solen eller nær ilden bør nogle gange følge efter anstrengelsen, andre gangeefter badet, men i et rum så højloftet og lyst og rummeligt som muligt. Af alt dette børintet gøres på samme måde hver gang, men hellere på forskelligt alt efter ens fysik.Efter dette er det nødvendigt at hvile lidt.

Måltidet [8] Når man har sat sig til bords, er det aldrig tilrådeligt at spise alt for meget, og ofteer alt for stor tilbageholdenhed uhensigtsmæssig. Hvis der er tale om umådeholdenheder det bedre, at det er med at drikke end at spise. Måltidet begynder bedst med saltetfisk, grøntsager eller lignende, derefter bør man spise kød, godt stegt eller kogt. [8]Krydrede retter er skadelige af to grunde, dels fordi man spiser mere, da de smagergodt, dels fordi de fordøjes dårligere, selv om mængden er rimelig. Dessert skader ikkeen sund mave, i den syge bliver den sur. Hvis man ikke er stærk på dette område, er detbedre at spise dadler, frugt eller lignende som forret. Hvis man har drukket mere endman i et eller andet omfang er tørstig til, bør man ikke spise noget. Efter man er blevetmæt, bør man intet foretage sig. [10] Når man er blevet helt mæt, kan man letterefordøje, hvis man drikker lidt koldt vand sammen med alt, hvad man spiser. Når manså har ligget vågen en kort tid, sover man godt. Hvis man spiser sig helt mæt i løbet afdagen, bør man ikke udsætte sig for kulde eller varme eller arbejde, når man har spist,for det skader ikke så let et legeme med en tom mave som et med en fuld. Hvis man afen eller anden grund skal være fastende i den følgende tid, bør alle anstrengelserundgås.

Uddybning af de generelle leveregler3. Det ovenstående gælder stort set generelt. Det kræver dog nogle bemærkningervedrørende ændringer i tilværelsen, kroppens fysik, kønnet og alderen samt årstiden.For det er ikke ret sikkert at flytte fra et sundt til et usundt sted; det er bedst at flyttefra det sunde sted til det usunde først på vinteren, fra det usunde til det sunde i begyn-delsen af foråret. [2] Det er bestemt ikke gavnligt med en overdreven mæthed efter enlang tids faste og heller ikke med faste efter overdreven mæthed. Både den, der plejer atspise én gang og den, der spiser to gange om dagen, løber en risiko, hvis man mod sin

AIGIS 12,2 19

sædvane spiser umådeholdent. På samme måde kan man ikke uden risiko gå fra arbejdetil ikke at lave noget, heller ikke fra lediggang til pludseligt arbejde. Med andre ord, skalman ændre på noget, skal man vænne sig til det nye lidt efter lidt. Både et barn og enolding kan lettere udholde et hvilket som helst arbejde end en utrænet mand. [3] Hellerikke et alt for uvirksomt liv er gavnligt, fordi arbejde kan blive en nødvendighed. Hvisman er utrænet og gået i gang med at arbejde, eller man arbejder mere end man plejer,bør man gå fastende i seng, især hvis man har en bitter smag i munden eller et sløretsyn eller en mave, der er i uorden. Er det tilfældet, bør man ikke blot gå i seng uden atspise, men også blive ved med at være fastende næste dag, hvis man ikke hurtigt harfået det bedre efter at have hvilet. Er det tilfældet, bør man stå op og langsomt gå lidtomkring. Men hvis det ikke har været nødvendigt at sove, fordi man har arbejdet merebehersket, bør man alligevel gå frem på samme måde.

Badene[4] Der findes desuden en almindelig regel for alle, der vil spise efter en træthedspe-riode: Hvis der ikke er mulighed for et bad, når man har gået lidt omkring, bør manblive smurt ind i salve på et varmt sted enten ude i solen eller ved et ildsted og kommetil at svede. Hvis der er mulighed for et bad, bør man først af alt sætte sig i tepidariet,39

og når man er faldet lidt til ro, stige ned i bassinet, dernæst blive gnedet varsomt ind ien stor mængde olie og masseret, derefter atter stige ned i bassinet, skylle munden medvarmt, dernæst koldt vand. [5] For disse personer er et skoldhedt bad ikke egnet. Fordem, der næsten har feber på grund af alt for megen træthed, er det nok at stige ned ivand tilsat en smule olie på et varmt sted til vandet når lysken. Derefter lade helekroppen og navnlig den del, der har været nede i vandet massere let med olie, tilhvilken der er tilsat en smule vin og knust salt. [6] Herefter vil enhver træt person væreklar til at indtage mad og drikke og være tilfreds med at drikke vand eller i hvert fald enfortyndet drik og en, der i særlig grad er vanddrivende. Det er også nødvendigt at vide,at efter et anstrengende, svedfremkaldende arbejde er en kold drik meget skadelig, også

39. De romerske bade bestod af en række rum. Det kolde, frigidarium, det lune, tepidarium, det varme,caldarium og det skoldhedt varmluftrum, sudatorium, svederum. I alle rum er der bassiner, og derfindes også et stort svømmebad, natatio. Ikke alle bade var udstyret med alle disse rum. Se Brödnerp. 99 ff.

AIGIS 12,2 20

når svedudbruddet er ophørt, og at den er uden virkning mod rejsetræthed. [7]Asklepiades har også anset en kold drik for skadelig. Det gælder især for dem, hvistarm ikke så let afslappes helt, og som nemt begynder at få kuldegysninger. Det gælderdog ikke for alle. Det er bedre, at en varm mave afkøles med en drik end at en koldopvarmes. Det er hvad jeg således tilråder, selv om jeg dog må indrømme, at den, dersveder, ikke bør drikke noget koldt af denne grund.

Kroppens pleje[8] Det plejer at være gavnligt at kaste op efter forskellige slags måltider og hyppigefortyndede drikke, dagen efter tage et langt hvil og derefter dyrke behersket motion.Hvis vedholdende træthed er en plage, bør man afvekslende drikke snart vand, snartvin og bade sjældent. Skift i arbejdet letter også trætheden; og den, som føler sigpresset af en ændring i sit arbejde, bliver lettet af at udføre det, han er vant til. [9] Forden trætte er den sædvanlige seng den sikreste. Et leje, der er anderledes, udmatter,hvad enten det er blødt eller hårdt. Følgende råd retter sig mod den, der bliver træt afat gå. Hyppig massage i løbet af turen, efterfulgt af først stillesidden og dernæst inds-møring, forfrisker ham; dernæst skal han hellere skylle overkroppen med varmt vand ibadet end de nedre dele. [10] Hvis man er forbrændt af solen, bør man straks gå i badetog overhælde krop og hoved med olie. Dernæst stige ned i et varmt bassin. Så hælderigeligt vand over hovedet. Først varmt, så koldt. Men for den, der er forfrossen, er detrigtigt at sidde vel indpakket i baderummet, indtil man kommer til at svede. Så blivesalvet, og dernæst vasket. Et beskedent måltid fulgt af ublandede drikke. [11] Den, somhar været ude at sejle og har været søsyg og kastet meget galde op, bør enten afholdesig fra at spise eller tage meget lidt til sig. Har man kastet sur slim op, bør man underalle omstændigheder indtage et måltid, men lettere end vanligt. Hvis man har haftkvalme uden opkastning, bør man enten afstå fra at spise eller kaste op bagefter. [12]Har man hele dagen enten siddet i en vogn eller overværet en forestilling, bør man ikkeløbe, men bevæge sig langsomt. Et længerevarende ophold i badet fulgt af et beskedentmåltid plejer at være gavnligt. Hvis man er blevet meget varm i badet, kan man bliverestitueret ved at tage eddike i munden og beholde den dér. Hvis eddike ikke er vedhånden, så koldt vand på samme måde.

AIGIS 12,2 21

Kend dit legeme[13] Men frem for alt bør enhver kende sit legemes tilstand, eftersom nogle er slanke,andre fede, nogle varme, andre kolde, nogle fugtige, andre tørre, nogle plaget af ensammentrukket tarm, andre af en afslappet. Kun få har en krop uden et svagt sted. [14]Det magre menneske bør fylde sig, det fyldige slanke sig, det varme køle sig af, detkolde varme sig, det fugtige blive udtørret, det tørre blive fugtigt; ligeledes bør manstyrke maven, hvis den er løs, løsne den, hvis den er fast. Man bør altid støtte den del afkroppen, som er mest besværet. [15] Kroppens behov opfyldes ved mådeholdenmotion, hyppige hvil, salvning og et bad, hvis det er efter et måltid; for en sammen-trukket tarm: let kulde om vinteren, en søvn, som både er god og ikke for lang, et blødtleje, et roligt sind, indtagelse af især søde og fede sager gennem mad og drikke; målti-derne bør være hyppigere og så store, som man kan fordøje dem. [16] Varmt vandslanker kroppen, hvis man stiger ned i det, navnlig hvis det er salt. Bad, når man erfastende, solbadning såvel som enhver form for varme, nattevågen; søvn, der enten erkort eller alt for lang, om sommeren et hårdt leje; løb, mange spadsereture og enhverkraftig motion; opkastning, diaré, sure og bitre sager; indtagelse af et måltid én gangom dagen; og desuden at tillægge sig den vane at indtage et bæger uafkølet vin påfastende hjerte.

Udrensninger[17] Da jeg nu har anført opkastning og diaré blandt de ting, der slanker, bør deranføres noget mere specielt om dem. Jeg ser, at Asklepiades har afvist opkastning i detskrift, han har forfattet om varetagelse af sundheden. Jeg bebrejder ham heller ikke,hvis han er forarget over dem, der bruger daglige opkastninger for at få mulighed forgrovæderi. Men han er dog gået en smule for vidt; i det samme skrift har han fjernetudrensninger. De er også farlige, hvis de sker med alt for stærke medikamenter. [18]Men det er dog ikke sådanne medikamenter, der bør fjernes helt og holdent, fordikroppens tilstand og tidspunktet kan gøre dem nødvendige, men så skal de bruges medmåde og kun ved behov. Det er altså ham selv, Asklepiades, som har tilkendegivet, atnår noget er forkert, bør det fjernes. Men der er intet, der bør afvises fuldstændigt, dader kan være flere årsager til dets anvendelse, og i sådanne tilfælde bør man foretage enlidt nøjere undersøgelse. [19] Opkastning er gavnligere om vinteren end om sommeren,for der er mere slim og hovedet er mere tungt. Den er uden gavnlig virkning hos de

AIGIS 12,2 22

slanke og dem, der har en svag mave, men nyttig for de overvægtige og de galdepræ-gede, hvis de enten har fyldt sig for meget eller fordøjet for lidt. Hvis det på den eneside drejer sig om at have spist for meget, bør det ikke bringe fordøjelsen i fare ellerødelægge den; på den anden side, hvis den allerede er ødelagt, vil intet være merehensigtsmæssigt end at fjerne det ad den vej, som først er farbar. [20] Ligeledes, vedbitre opstød ledsaget af smerter og tunghed over brystet bør man i første række ty tildette middel. Og igen, det gavner den, der har en brændende fornemmelse i brysteteller har hyppige tilfælde med for meget spyt eller kvalme eller kimen for ørerne ellerøjne, der løber i vand, eller har en bitter smag i munden. Det gavner ligeledes den, derskifter klima eller opholdssted, og dem, der får smerter i brystet, hvis de ikke har kastetop i flere dage. [21] Blandt alt dette er jeg klar over, at hvile også kan foreskrives, mendet passer ikke altid for dem, der er nødt til at arbejde, og hvilen har heller ikke densamme virkning hos alle. Jeg mener, at opkastninger ikke bør ske på grund af fråseri.Efter mine erfaringer med dette tror jeg dog, at opkastning med rette kan gøres forhelbredets skyld, dog ikke dagligt af den, der vil være sund og opnå at blive gammel.[22] Den, der vil kaste op efter maden, og som har let ved det, bør kun drikke lunkentvand inden; hvis det er vanskeligere, hælde lidt salt eller honning i vandet. Men hvisman vil kaste op om morgenen, skal man forinden drikke vin sødet med honning ellerisop eller spise en radise og derefter drikke lunkent vand, som beskrevet ovenfor. Allede andre ting, som de gamle læger foreskriver, angriber maven. [23] Hvis maven er svagefter opkastningen, bør man nyde et lille måltid og drikke tre små bægre koldt vand,hvis opkastningen ikke har irriteret svælget. Hvis man har kastet op om morgenen, børman gå omkring, blive salvet, dernæst spise middagsmad. Hvis det er efter middags-maden, skal man bade næste dag og svede i badet. [24] Det vil derefter være meregavnligt, at det næste måltid er beskedent med daggammelt brød, bitter ufortyndet vinog gennemstegt kød. Al mad skal være så tør som muligt. Den, der ønsker at kaste opto gange om måneden, bør snarere tilstræbe at gøre det to dag i træk end at kaste ophver 15. dag, med mindre pausen giver ham tunghed i brystet. [25] Afføringen børderimod fremmes med et lægemiddel, hvis maven er gået i stå og der passerer for lidt,og der af den grund kommer tiltagende oppustethed, tågesyn, hovedpine og andreubehageligheder i den øvre del af kroppen. Hvad hjælp kan hvile og faste give her, nårbesværet i allerhøjeste grad stammer fra disse to? Den, som ønsker at få afføring, skal iførste række spise og drikke sådant, som virker fremmende. Hvis det hjælper for lidt,

AIGIS 12,2 23

skal man tage aloe.40 [26] Men selv om udrensninger af og til er nødvendige, kan devære farlige, når de er for hyppige, fordi kroppen vænner sig til ikke at tage næring tilsig, så svækkelsen er forbundet med alle mulige sygdomme. [27] Men salve givervarme, og også saltvand, især hvis det er varmt, alt der er salt, bittert og indeholderkød. Hvis det er efter maden, bad og bitter vin. Når man er fastende, er både badet ogsøvnen afkølende, hvis ikke den er for langvarig, desuden alt surt, vand, der er så koldtsom muligt, olie, hvis det blandes med vand. [28] Arbejde ud over det sædvanlige gørkroppen fugtig, ligesom hyppige bade, rigelig mad, meget drik efterfulgt af spadsereturog nattevågen; især megen gåen omkring, både tidligt om morgenen, og når det foregårmeget energisk, et måltid, der ikke følger lige efter anstrengelserne har i sig selv densamme virkning. Også den slags føde, der kommer fra kolde, regnfulde og vandrigeegne. [29] Derimod udtørrer behersket motion, faste, salvning uden vand, varme, sol ibegrænset omfang, koldt vand, et måltid, der følger lige efter anstrengelser, og sombestår af mad, der kommer fra tørre og varme steder. [30] Følgende strammer tarmen:41

Arbejde, at sidde stille, indsmøring af kroppen med pottemagerlerjord, mindremåltider kun indtaget én gang om dagen, når man plejer at spise to gange; ringemængde drikke og kun indtaget efter at man har spist så meget, som man havde tænktsig, desuden hvile efter måltidet. [31] Det modsatte løsner tarmen: forlængede spadse-reture, mere at spise og drikke, motion efter måltidet, desuden drikke indtaget i løbetaf måltidet. Man skal også vide, at opkastning trækker en afslappet tarm sammen ogløsner en sammentrukket, og tilsvarende virker en opkastning lige efter måltidetsammentrækkende, men sker det senere, virker den afslappende. [32] Hvad angåralderen, så udholder midaldrende lettest at faste, i mindre grad de unge, og mindstbørn og de, der er mærkede af alderen. De, der vanskeligt udholder fasten, bør spisehyppigere og især de, der vokser. Varmt bad er navnlig velegnet til børn og gamle; vinblandet med vand til børn, ublandet til gamle, intet til disse to aldersklasser, som gørmaven oppustet. [33] Det er mindre vigtigt, hvad de unge indtager, og hvordan debehandles. De, der har en løs afføring i ungdommen, lider sædvanligvis af forstoppelse,når de bliver ældre; og de, der i ungdommen har forstoppelse, har ofte en slap tarm

40. Aloë. Planteslægt med mange arter. Indeholder anthraquinoner, der virker stærkt afførende.41. Dvs. giver tendens til forstoppelse.

AIGIS 12,2 24

senere i livet. Det er bedst at have en løs tarm i ungdommen og en sammentrukket ialderdommen.

Årstiden[34] Årstiden bør også tages i betragtning. Om vinteren er det passende at spise mere,men drikke mindre stærk vin; at spise meget brød, kød, der er mere kogt, grøntsagermed måde; tage et enkelt måltid om dagen, hvis ikke tarmen er sammentrukket. Hvisman spiser frokost, er det gavnligt med et lille måltid og gerne tørt uden kød og udenat drikke til. På den tid af året bør man bruge alt, der er varmt eller fremkalder varme.Samleje er ikke særligt farligt. [35] Men om foråret bør man skære ned på maden, ogder skal drikkevarer til, men vinen bør dog drikkes fortyndet. Spise mere kød, fleregrøntsager; man bør gå gradvist fra det kogte til det stegte. Samleje er sikrest på dennetid af året. [36] Om sommeren har kroppen hyppigere brug for både drikke og mad;derfor er det passende at spise frokost. På dette tidspunkt er både kød og grøntsagersærdeles egnede, drikke skal være meget fortyndede, så de slukker tørsten, men ikkeopheder kroppen; kolde bade, stegt kød, kolde retter eller sådanne, som afkøler. Nårmåltiderne er hyppigere, skal de også være mindre. [37] Efteråret er meget farligt pågrund af det omskiftelige vejr. Man bør ikke gå udendørs uden overtøj og fodtøj især påkolde dage og ikke sove under åben himmel om natten med mindre, man er godtpakket ind. Det er tilladeligt at spise lidt mere, men indtage mindre, men stærkeredrikke. [38] Nogle mener, at det kan skade at spise frugt umådeholdent hele dagen og istore mængder uden at fjerne noget af den fastere føde. Det er dog ikke frugten, menhele fødeindtagelsen, der er skadelig; men intet af denne er mindre skadeligt end frugt;det er dog ikke tilrådeligt at spise frugt oftere end anden mad. [39] Følgelig er detnødvendigt at fjerne noget fra et måltid, når man tillægger frugt. Hverken omsommeren eller om efteråret er samleje gavnligt, det tåles dog bedre om efteråret. Omsommeren bør man helt afstå derfra, hvis det er muligt.

Problemer med hovedet4. I det følgende vil jeg omtale dem, der har en svaghed et sted i kroppen. Den, som haret svagt hoved, bør gnide det blidt med hænderne om morgenen, hvis han har haft engod fordøjelse. Hvis det er muligt, aldrig dække hovedet med klæde; barbere det ned til

AIGIS 12,2 25

huden … .42 [2] Gå meget, om muligt hverken under tag eller i solen, men overalt undgåden brændende sol, især efter et måltid og vin. Hellere lade sig salve end at blive vasket,aldrig blive indgnedet i olie i nærheden af åben ild, men undertiden i nærheden afglødende kul. Hvis man går i badet, skal man først svede en kort tid med tøj på i tepi-dariet, og dér gnide sig ind i olie, så fortsætte til det varme bad, caldariet. Når man harsvedt, skal man ikke gå ned i bassinet, men først overhælde sig med rigelige mængdervarmt vand fra hovedet og ned over det hele, så lunkent, og derefter koldt og overhældehovedet med det i længere tid end den øvrige del af legemet. Derefter masere hovedet inogen tid, til sidst tørre og indgnide det i olie. [3] Intet gavner hovedet så meget somkoldt vand. Den, der har et sygt hoved, bør hver dag holde det under et godt stort rør iet stykke tid. Men selvom man er indsmurt med salve og ikke har været i bad og ikkekan udholde, at hele kroppen bliver afkølet, bør man dog skylle hovedet med koldtvand; men når man ikke vil have at kroppen bliver våd, skal man holde hovedet nedad,så vandet ikke løber ned ad halsen. Man må så bruge hænderne for at forhindre, atvandet løber ned i ansigtet og generer øjnene og andre dele. [4] Hvis man har en godfordøjelse, har man ikke brug for ret meget mad. Hvis ens hoved ikke tåler faste, børman også spise midt på dagen; hvis det ikke skader, hellere kun spise en enkelt gang.Det virker bedre hele tiden at drikke en let, fortyndet vin end blot vand, for at man kanhave noget at ty til, når hovedet begynder at blive tungere. [5] I virkeligheden erhverken vin eller vand altid sundt for en sådan person; men de er lægemidler, når detene bliver brugt efter det andet. Det er ikke sagen at skrive, læse, anstrenge stemmen, ihvert fald efter måltidet; for efter dette er ikke engang tankearbejde sikkert; opkastninger allermest skadelig.

5. Brugen af koldt vand er ikke alene gavnligt for dem, der har problemer medhovedet, men også for dem, der lider af kronisk øjenbetændelse, tør snue og betæn-delse i mandlerne. For dem er det ikke nok at hælde koldt vand over hovedet hver dag,man skal også skylle ansigtet med masser af koldt vand; og især for alle dem, der hargodt af det, er det et nyttigt middel, som navnlig skal bruges, når de sydlige vinde gør

42. På dette sted er teksten indholdsmæssigt helt meningsløs, men kan muligvis opfattes humoristisk.Serbat mener (p.38, n.2), at i hvert fald den sidste sætning kan være indsat af en skriver, hvis over-ordnede var skaldet. Tidligere oversættere og udgivere har udeladt hele eller dele af teksten på dettested: Utileque lunam vitare maximeque ante ipsum lunae solisque concursum; sed nusquam postcibum. Si cui capilli sunt, cottidie pectere. Det er gavnligt at undgå månen og især før solens og må-nens møde; men aldrig efter et måltid. Hvis man har hår, skal det kæmmes dagligt.

AIGIS 12,2 26

vejret tungt. [2] Mens anstrengelser eller ophidselse efter maden er skadeligt for alle,gælder det især for dem, der plejer at have ondt i hovedet eller i luftrøret eller allemulige andre problemer i mundhulen. Hvis man har mulighed for det, kan man undgåtunghed i hovedet og snue ved at skifte opholdssted og drikkevand i så ringe omfangsom muligt; også hvis man beskytter hovedet mod solen, så det ikke bliver brændt, ogheller ikke pludseligt bliver afkølet af en sky, der går for solen; ligeledes, hvis man bar-berer hovedet, når man har fordøjet og er fastende; endelig hvis man hverken læsereller skriver efter maden.

Problemer med maven6. Den, der hyppigt skal af med afføringen, skal træne kroppens øverste dele med enbold eller lignende; spadsere på tom mave, undgå solen og langvarige bade; smøre sigind uden at svede, ikke spise varieret, og slet ikke gryderetter eller bønner eller andregrøntsager og de ting, der passerer hurtigt igennem; kort sagt undgå alt, der fordøjeslangsomt. [2] Vildt, hårde fisk, stegt kød fra husdyr hjælper særligt godt. Man skalundgå at drikke vin fortyndet med saltvand,43 heller ikke tynd eller sød vin, men entung og fyldig vin, ikke for gammel. Hvis man vil drikke vin blandet med honning, skalden være lavet med kogt honning. Hvis maven tåler det, bør man helst drikke koldedrikke. Hvis man opdager noget ubehageligt i maden, bør man kaste op og gøre detigen næste dag. Dagen efter indtage en smule brød dyppet i vin sammen med druer fraen krukke eller i druesirup eller noget tilsvarende. Derefter gå tilbage til den sædvan-lige mad. Man bør altid hvile efter maden og ikke anspænde hjernen. Ingen gåture, selvnok så lette.

7. Men hvis man plejer at have smerter i den store tarm, som de kalder colum, ogdet ikke drejer sig om andet end oppustethed, skal man gøre følgende for at fremmefordøjelsen: Læse højt eller anden beskæftigelse, tage et varmt bad, indtage varmeretter og varme drikke, helt undgå noget koldt ligesom enhver form for søde sager oggrøntsager, og hvad der ellers plejer at give luft i maven.

8. Hvis man virkelig har problemer med maven, bør man læse højt og efter oplæs-ningen gå en tur; derefter træne med bolde, våben eller andet, som giver bevægelse iden øverste del af kroppen; ikke drikke vand, men varm vin på fastende mave; spise to

43. Græsk vin blandet med havvand (Serbat p. 40 note 1).

AIGIS 12,2 27

gange hver dag, dog skal det være let fordøjelig mad; drikke let og tør vin og hvis det erefter maden, så hellere kolde drikke. [2] Bleghed, afmagring, smerter i brystet, kvalme,ufrivillige opkastninger, hovedpine, når man faster, peger på en sygdom i maven. Harman ikke disse symptomer, tyder det på en sund mave. Man bør på ingen måde tro påde af vore landsmænd, som til forsvar for deres hang til luksus skyder skylden på dereshelt sagesløse mave, når de er syge og ønsker vin og koldt vand. [3] Men de, som har enlangsom fordøjelse og derfor bliver oppustede i den øverste del af maven og de, som pågrund af en eller anden form hedefølelse plejer at blive tørstige om natten, bør drikketo-tre bægre gennem et tyndt rør, førend de går til ro. Højtlæsning er også godt modlangsom fordøjelse, derefter at spadsere, og så enten blive indsmurt eller gå i bad; altiddrikke vinen kold, og efter maden drikke rigeligt, men, som jeg har sagt ovenfor,gennem et rør; dernæst afslutte al indtagelse af drikke med koldt vand. [4] Hvis man fårsure opstød af maden, skal man drikke lunkent vand før maden og kaste op; men hvisdet medfører hyppig afføring, skal man helst drikke noget koldt, hver gang tarmen erfaldet til ro.

Varme og kulde9. Hvis man plejer at få ondt i musklerne, som det hyppigt forekommer ved smerter ifødderne og hænder, bør det syge sted trænes og udsættes for anstrengelser og kulde,hvis det ikke kommer til at gøre mere ondt. Det allerbedste er hvile under åbenhimmel. [2] Samleje er altid skadeligt; og som ved alle sygdomme er en god fordøjelsenødvendig: dårlig fordøjelse skader kroppen meget, for hver gang kroppen bliverpåvirket heraf, mærker det syge sted det mest. [3] Men ligesom en god fordøjelsemodvirker alle sygdomme, så er kulde forebyggende hos nogle, varme hos andre;enhver må følge det, som kroppen er vant til. Kulde er skadeligt for de gamle, for tyndemennesker, for sår, for hjertet, tarmene, blæren, ørerne, hofterne, skuldrene, kønsde-lene, knoglerne, tænderne, musklerne, vulva, hjernen. [4] Kulden gør også det ydersteaf huden bleg, tør, hård og sort; det er fra kulden, at kuldegysninger og kulderystelserstammer. Men kulde er godt for unge mennesker og for alle fyldige; forstanden er merekvik og fordøjelsen bedre, når det er koldt, men man skal passe på. [5] Overhældningmed koldt vand er ikke alene godt for hovedet, men også for maven og for leddene ogmod smerter, hvor der ikke er sår, ligesom det gavner mennesker, der rødmer formeget, hvis det ikke er på grund af smerter. Varme derimod hjælper på alt det, som

AIGIS 12,2 28

kulde skader, dvs. øjenbetændelse uden smerter og tårer, muskelkramper og især påsår, som skyldes kulde. Varme giver også en god kulør og fremmer vandladningen. [6]Hvis det er for varmt, bliver kroppen svækket, musklerne blødgjort og maven afslappet.Både kulde og varme er uhensigtsmæssige for uvante personer, der pludseligt bliverudsatte for dem: for kulde giver smerter i siderne og andre ubehageligheder, koldt vandhævelser på halsen. Varme gør fordøjelsen vanskelig, gør folk søvnige, fremmer sveden,og gør kroppen modtagelig for epidemiske sygdomme.

Forholdsregler ved epidemier10. Der er endvidere nogle forholdsregler, som er nødvendige også for raske menne-sker, når der er en epidemi, og man ikke befinder sig i sikkerhed. Man bør derfor rejsebort, stå til søs, og hvor dette ikke er muligt, lade sig transportere i bærestol, gå udeunder åben himmel, men langsomt og før det bliver for varmt, og smøre sig på tilsva-rende måde; og som anført ovenfor, undgå udtrætning, forstoppelse, kulde, varme,samleje og holde sig meget i ro, hvis man føler sig tung i kroppen. [2] Man bør ikke ståfor tidligt op om morgenen og ikke gå rundt på bare fødder, og slet ikke efter mad ogbad. Man bør hverken kaste op på fastende hjerte eller efter middagen og heller ikketage afføringsmidler. Hvis afføringen af sig selv bliver løs, bør den holdes tilbage. [3]Man bør i endnu højere grad være tilbageholdende, hvis kroppen er fuld og undgåbade, at svede og middagssøvn, især hvis det er efter måltidet. Man bør kun spise éngang om dagen og oven i købet beskedent for ikke at få forstoppelse. Man bør skiftemellem dage, hvor man drikke vand og drikker vin. Når man overholder disse regler,bør man i øvrigt ændre så lidt som muligt på den sædvanlige levevis. [4] Man bør gøredisse ting ved enhver epidemi, især ved epidemier, som kommer med den sydlige vind.Men det gælder også for dem, der rejser, når de er taget hjemmefra på en usund årstid,eller når man kommer til usunde områder. Og hvis omstændighederne hindrer, at manfølger nogle af forskrifterne, bør man dog fastholde skiftet fra vin til vand og fra dettetil vin, som det er beskrevet ovenfor.

AIGIS 12,2 29

Bibliografi

Oversættelsen er foretaget ud fra Serbats latinske tekst. Kapiteloverskrifterne er indsataf oversætteren. En artikel om Celsus’ værk med citater fra denne oversættelseudkommer i Dansk Medicinhistorisk Årbog 2012.

Bröchmann, P: Lægerne i Antikkens Rom – og synet på dem. Dansk MedicinhistoriskÅrbog 2005, p. 33-56.

Brödner, E: Römische Thermen und antikes Badewesen. Sonderausgabe. Darmstadt.WBG. 2011.

Castiglioni, A: Aulus Cornelius Celsus as a Historian of Medicine. Bulletin of theHistory of Medicine 8, 1940, p. 857-873.

Celse: De la Médicine. Livres I et II. Texte établi, traduit et commenté par Guy Serbat.Paris. Les belles lettres. 2003.

Celsus, AC: Åtta böcker om Läkekonsten. Öfversättning jämte noter och upplysandebilagor af MV Odenius. Lund. CWK Gleerups Förlag. 1906.

Celsus, AC: On medicine (books 1-8). Vol. I-III. Harvard University. Loeb ClassicalLibrary. 1935-38.

Frøland, A og Laursen, S: Blod slim og galde. Hippokrates om sundhed og sygdom,miljø og klima. Aarhus. Systime. 2011.

Frøland, A: Odenius og Löwegren, Celsus og Hippokrates. Dansk MedicinhistoriskÅrbog 2010, p. 33-45.

Meinecke, B: Aulus Cornelius Celsus – Plagiarist or Artifex Medicinae? Bulletin of theHistory of Medicine 10, 1941 p. 288-298.

Nutton, V: Ancient Medicine. London. Routledge 2004.

Scarborough, J: Romans and Physicians. Classical Journal 65, 1970, p. 296-306.

Schultze, C: Celsus. Hildesheim. Georg Olms Verlag. 2001.

v. Staden, H: The Discovery of the Body: Human Dissection and its Cultural Context inAncient Greece. Yale Journal of Biology and Medicine 65, 1992 p. 223-241.

Steger, F: Antike Diätetik – Lebensweise und Medizin. N.T.M. 12, 2004, p. 146-160.

AIGIS 12,2 30