forskningsbegreber og vidensformer: kulturarv, … og vidensformer.pdf · bologna-deklarationen og...

FORSKNINGSBEGREBEROG VIDENSFORMER:

KULTURARV, SAMLINGEROG KUNSTUDDANNELSER

Juni 2004

Kulturministeriets Forskningsudvalg

Forskningsbegreber og vidensformer:kulturarv, samlinger og kunstuddannelser

Udgivet af Kulturministeriets Forskningsudvalg, juni 2004Redaktion: Lene Tolstrup Christensen

ISBN: 87-7960-068-9

Elektronisk udgave:ISBN: 87-7960-069-7

Kulturministeriets Oplysning:Tlf.: 33 92 35 00E-post: [email protected](Ekspeditionsstid 9-16)

Kulturministeriets adresse:Nybrogade 21203 København KTlf.: 33 92 33 70Fax: 33 91 33 88(Ekspeditionstid 9-16)

Postadresse:KulturministerietKulturministeriets ForskningsudvalgPostboks 21401015 København K

E-post: [email protected]

Hjemmeside: www.kum.dk

Redaktion afsluttet juni 2004

Oplag: 500 stk.

Grafisk produktion: Sangill Grafisk Produktion

3

F o r s k n i n g s b e g r e b e r o g v i d e n s f o r m e r : k u l t u r a r v , s a m l i n g e r o g k u n s t u d d a n n e l s e r

Indholdsfortegnelse

Forord v. Kirsten Hastrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 5

Program for Kulturministeriets Forskningsudvalgs seminar om "Forskningsbegreber og vidensformer -kulturarv, samlinger og kunstuddannelser" . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 7

"Forskningsbegreber og vidensformer: kulturarvens udfordring" af Kirsten Hastrup . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 9

"Forestillinger om kulturarv og bevaring" af Beate Knuth Federspiel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 21

"Konserveringsvidenskabelig forskning fra teori til praksis" af René Larsen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 29

"Musikforskning mellem teori og praksis" af Jens Brincker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 39

"Akademisk metode og kunstnerisk praksis ( i tre lette trin)" af Thomas Schødt Rasmussen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 47

Oversigt over Forskningsudvalgets medlemmer . . . . . . . . . . . . . . . . . . .s. 56

Indhold

4


Kulturministeriets Forskningsudvalg invite-rede i december 2003 til en konference omForskningsbegreber og vidensformer: kulturarv,samlinger og kunstuddannelser. Hensigtenmed konferencen var at inspirere til fornyetovervejelse over den forskning, der foregårved forskningsinstitutionerne under Kultur-ministeriet, og at diskutere, om der gjordesig særlige forskningsbegreber og vidensfor-mer gældende i forbindelse med kulturarvenog de kunstneriske uddannelser.

De fem artikler, der publiceres her, blev allegivet som indlæg ved konferencen, der til-trak omkring 80 deltagere fra de berørteforskningsinstitutioner. Som man kan se,har problemstillingen høj aktualitet, ikkemindst fordi en del institutioner enten ligehar afsluttet eller er i gang med en proces,der skal omdanne dem fra skoler til egentligeforskningsinstitutioner med ret til tildelingaf grader, der ækvivalerer med de velkendteuniversitetsgrader. Det er en omstillingspro-ces, der kræver stor opmærksomhed over forde særlige forhold, der karakteriserer detpågældende felt, herunder ikke mindst tradi-tionen for kunstnerisk udviklingsarbejde ellerkulturbevaring som en væsentlig del afuddannelsen. Spørgsmålet er, om man udenvidere kan overtage de universitære forsk-ningsstandarder og samtidig bevare detuddannelsesmæssige særpræg, der giver detmening at bevare de enkelte institutioner.Tilsvarende problemer gør sig gældende, nårman ser på de store nationale samlinger ogpå forvaltningen af kulturarven. Her erspørgsmålet, hvordan de konkrete opgaversom indsamling og bevaring kan forligesmed idealet om fri grundforskning.

Som det vil fremgå, er der ingen, der giverkøb på standarden, selvom man til stadighedfinder det nødvendigt at gå sine egne forud-sætninger efter i sømmene. Det forhold, atforskningen skal argumentere for sin autori-tet, svækker ikke kvaliteten, men kan tvært-imod gøre denne tydeligere. Således viserBeate Knuth Federspiel, at konserveringsom forskningsfelt ikke kan undgå at forhol-de sig til forholdet mellem kulturarv, sam-fundsprocesser og menneskesyn, selvom deti udgangspunktet ofte drejer sig om konkretebevaringsopgaver. Jens Brincker skriver ommusikforskning på musikkonservatorierneog slår til lyd for en langt stærkere opmærk-somhed over for nutidens teknologi ogmusikkultur, hvis uddannelserne med retteskal kunne kalde sig forskningsbaserede ogikke kun forvalte gamle begreber om musikog musikalitet. René Larsen gennemgårhistorikken omkring Konservatorskolensomdannelse fra en praktisk orienteret skoletil en forskningsinstitution, der må inddragebåde humanistiske, naturvidenskabelige ogtekniske arbejdsmetoder. Endelig fortællerThomas Schødt Rasmussen levende om denomstillingsproces, der skal gøre DanmarksDesignskole til en højere uddannelsesinsti-tution, og som kun kan lykkes med en højgrad af sensitivitet over for såvel nye, ognavnlig anderledes, kvalitetskrav og gamletraditioner for håndværksmæssig kunnen,uden hvilke skolen ville miste sit særpræg. Ialle tilfælde diskuterer forfatterne såledesmeget konkret og kontant, hvad forskninger, når det gælder kulturens forskningsinsti-tutioner. Viljen til viden mangler ikke, lige-som modet til at diskutere de store spørgs-mål om formålet med forskning og kvalite-

5


Forord

ten af den er forfriskende. I det indledendekapitel af undertegnede er denne diskussionmåske lidt mere abstrakt, idet kapitlet søgerat afdække nogle almene videns- og forsk-ningsbegreber, men samtidig søger at vise,hvilken udfordring et allerede værdiladet feltsom kulturarven stiller disse over for.

Det var ikke første gang, KulturministerietsForskningsudvalg havde indbudt til entematisk konference. I maj 2002 afholdtman således en konference om Kunst, forsk-ning og kunstneriske ph.d.-grader, under JensBrinckers formandskab. Baggrunden vardengang at belyse den internationale udvik-ling mod etablering af kunstneriske ph.d.-grader, som medførte et stigende pres på dedanske institutioner for at åbne for sammemulighed. En anden del af baggrunden varnetop de ministerielle overvejelser om atomstille design- og konservatorieuddannel-serne, så de svarede til det universitære grads-hierarki. Det helt store spørgsmål var den-gang, om én og samme struktur gav meningpå vidt forskellige uddannelser.

Problematikken er stadig aktuel; medBologna-deklarationen og det tiltagendekrav om fælleseuropæiske grader og standar-der på uddannelsesområdet er det fortsatvigtigt at fastholde spørgsmålet om forskel-lighedernes fordele. I denne lille publikationer det ikke strukturelle forskelle, der er i fokus,men indholdet af de forskellige typer afforskning på nogle af Kulturministerietsforskningsinstitutioner. De to forhold er i-midlertid snævert forbundne, og spørgsmåletom kunstneriske ph.d.-grader rejses med sta-digt højere røst. Med baggrund i en meregrundlæggende diskussion af vidensbegre-ber, videnskabelighed og forskningsstandar-der på det kulturministerielle felt bliver detmåske muligt at vende tilbage til det spørgs-mål med fornyet energi.

Tanken er jo netop ikke at gøre alting til detsamme, men at fastholde de forskellige insti-tutioners særprægede forskningsfelter. Detteskal gøres med skyldigt hensyn til såvel et

alment krav om international kvalitet af forsk-ningen som til samfundets legitime forvent-ning om, at indsamling og bevaring af kul-turarven på arkiver, museer og bibliotekerstadigt tilgodeses, ligesom det kunstneriskeudviklingsarbejde og den eksperimentelleforskning på kunstuddannelserne ikke mågå i stå til fordel for en traditionel akademiskteoriudvikling. Kulturministeriets Forsk-ningsudvalg ser det som én af sine opgaverfortsat et stimulere denne diskussion oghåber, at nærværende publikation kan bidragetil den.

Forskningsudvalget vil gerne takke Biblio-teksskolen for at have stillet sit store audito-rium til rådighed for konferencen. Fra Kul-turministeriet vil vi specielt takke fuldmæg-tig Hanne Palsøe for at have organiseretkonferencen og taget fast hånd om publika-tionsprocessen. Svend Heltoft skal takkes forsin omhyggelige korrekturlæsning og LeneTholstrup Christensen for at have indførtrettelserne og i det hele taget bistået medden praktiske tilrettelæggelse af skriftet.

Stor tak også til oplægsholderne, som velvil-ligt brugte deres tid på emnet, og til de øvrigedeltagere, der bidrog til en livlig diskussionog dermed til et større udbytte af dagen.

1. juni 2004

Kirsten HastrupKirsten Hastrup er professor i antropologived Københavns Universitet og formand forKulturministeriets Forskningsudvalg.

6


Inviterer til seminar om

Forskningsbegreber og vidensformer:kulturarv, samlinger og kunstuddannelser

Onsdag d. 3 december 2003, kl 13-17, i Auditoriet på Danmarks Biblioteksskole, Birketinget 6, 2300 København S

Hensigten med Seminariet er at invitere til fornyet overvejelse over den forskning, der foregårved forskningsinstitutionerne under Kulturministeriet. I den forbindelse er det værd at disku-tere det (ofte implicitte) vidensbegreb, der styrer forskningen, og at spørge, om der gør sigsærlige forsknings- og vidensbegreber gældende i forbindelse med kulturarven og de kunstne-riske uddannelser.

Program

13.00 Kirsten Hastrup (formand for Kulturministeriets Forkningsudvalg)“Forskningsbegreber og vidensformer: kulturarvens udfordring”

13.45 Beate Knuth Federspiel (forsker ved Kunstakademiets Konservatorskole og ekstern lektor ved Institut for Kunsthistorie, Københavns Universitet)

14.30 Kaffepause

14.45 René Larsen (rektor ved Kunstakademiets Konservatorskole)“Konserveringsvidenskabelig forskning - fra teori til praksis”

15.30 Jens Brincker (lektor ved institut for Musikvidenskab, Københavns Universitet og tidl. formand for kulturministeriets Forskningsudvalg).“Musikforskning mellem teori og praksis”

16.15 Thomas Schødt Rasmussen (forskningsleder ved Danmarks Designskole)“Akademisk metode og kunstnerisk praksis (i tre lette trin)”

17.00 Afslutning

7


Kulturministeriets Forskningsudvalg

8


Vi lever angiveligt i et videnssamfund, somdog helst ikke vil vide af hverken historien,kulturen eller kunsten. Det gør det påtræn-gende at se vidensbegrebet efter i sømmene,og ikke mindst at stille nye spørgsmål tilmeningen med at forske i kulturarv og tilselve vores forestilling om, hvad den forsk-ning indebærer. I den nye Udredning ombevaring af kulturarven (Kulturministeriet2003; herefter blot Udredningen) bestemmeskulturarv som "de spor og vidnesbyrd omnaturens udvikling, og om menneskeligaktivitet og tænkning, som de manifesterersig i f.eks. skrift- og billedkultur, i kunstne-riske udtryk, i redskaber og bygninger" (s. 9); det hedder videre, at "kulturarven kanbåde konkret og i mere overført betydningforstås som nationens fælles gods" (ibid.).Jeg skal ikke anfægte disse definitioner herog nu; jeg skal simpelthen benytte dem somet udgangspunkt for en diskussion af, hvor-vidt selve emnet "kulturarv" er med til atsætte forskningsbegrebet under pres, elleromvendt at vi kan bruge en ny bevidsthedom forskningsbegrebet til at få ny viden udaf kulturarven. Jeg vil begynde med at diskutere to forskel-lige vidensbegreber som baggrund for en(forhåbentlig) lidt ny fremstilling af viden-skabelig viden. Dette vil så lede frem til endiskussion af forskningsbegrebet i forhold tilkulturarven. Jeg skal gøre opmærksom på, atmit indlæg er eksplorativt snarere en autori-tativt og er tænkt som et oplæg til debat –også med de af jer, som arbejder med kul-turarven i det daglige. Mit eget udgangs-

punkt er antropologien, og det vil nok skin-ne igennem, men min hensigt er at sigenoget om kulturforskning i almindelighed,herunder også kulturarvsforskningen.

Viden: Objekter og relationerSer vi først på viden som sådan, så kan viindledningsvist sige, at viden er organiseretinformation; organiseringen betyder, atviden er både reduktiv og selektiv (Schmidt1991:17). Den er reduktiv, fordi den redu-cerer en empirisk kompleksitet til klare, menderfor også mere begrænsede udsagn omverden, og den er selektiv, fordi den må sebort fra noget for at være viden. Når vi skalundersøge vores vidensbegreb, må vi altsåikke alene være opmærksom på sagen, ellerverden om man vil, men også på sagsforholdet.Viden er altid en viden-om-noget fra etsærligt perspektiv og dermed et socialt for-hold snarere end en substans (ibid. 18). Derer ingen viden, uden at der er nogen, derved. Hvis man skal kunne hævde sin autori-tet inden for et givet område af videnskaben,må man kunne redegøre for det sagsforhold,der giver den særlige viden retning og form.For antropologiens vedkommende kan vi fxse, hvordan sagsforholdet er snævert forbun-det med den komplekse metode, som hardet etnografiske feltarbejde som omdrej-ningspunkt (jf. Hastrup 2003a). Feltarbej-det indebærer, kort fortalt, at man søgerviden ved at placere sig selv i et netværk afsociale relationer. Det er dog ikke metodensom sådan, der definerer antropologien,men den særlige måde at erkende verden på,

Forskningsbegreber ogVidensformer: kulturarvens udfordringKirsten Hastrup

9


som metoden indebærer. Dette, vil jegmene, gælder for alle videnskaber; man ind-går i en eller anden forstand altid i et særligtforhold til sit genstandsfelt. Det skal jeg vendetilbage til senere. Lad os først se på videns-begreberne.

Siden oplysningstiden har vi i den vestligeverden levet med et encyklopædisk videns-begreb, der eksplicit eller implicit har væretstyrende for den videnskabelige bestræbelse,som også antropologien udsprang af. Driv-kraften for videnskaben har været et ønskeom at vide mere om verden, og at få dennemerviden autoriseret og formidlet. Denneform for viden kan man kalde en objektviden,fordi den knytter sig til objekter, baserer sigpå objektivering og selv bliver et objekt.Hvad angår det sidste, er det ikke mindst detskrevne ord, der har fået os til at tænke påviden som et objekt, der kan produceres,lagres og forbruges. Dette vidensbegreb harligget bag den moderne samfundsudviklingog uddannelsesprogram.

Hvad der er nok så relevant i denne sam-menhæng, er, at museer, arkiver og bibliotekeri høj grad er skabt som svar på oplysnings-projektets encyklopædiske vidensprojekt,som havde sin storhedstid i sidste halvdel afdet 17. århundrede. Det var et projekt, dervar baseret på 3 elementer: man skulle se,samle og systematisere så megen viden sommuligt (Hastrup 1999). Carsten Niebuhrsarabiske rejse i 1760'erne er et udprægeteksempel, iværksat ved kongelig instruks tilat samle alskens viden om den arabiske ver-den, både hvad angik kultur og natur, sprogog geografi.

Kongen (Frederik d. III) havde allerede i1650'erne grundlagt det Kongelige Kunst-kammer, der omfattede alskens rariteter (jf.Jensen 1992). Efterhånden som denne sam-ling voksede, voksede også behovet for en nysystematik. Den oprindelige inddeling i"Antiqvitetskammeret", "Helte-kammeret","Naturalkammeret", "Det indianske Kam-mer", samt det største "Artificialkammeret",

foruden "Medalje-kammeret", "Gallerikam-meret" m.m. var måske nok systematisk ogbaseret på de synlige kendetegn ved genstan-dene, men efterhånden som mangfoldighe-den tog til, og mængden voksede, steg beho-vet for en anden systematik angiveligt også(Jensen 1992:27). Vi ved alle sammen, atdet resulterede i Nationalmuseets oprettelsei begyndelsen af 1800-tallet, der tillod atgenstandene kunne ordnes "på Videnskabe-lig Maade" (ibid. 49 ff.) – rent bortset fra atde blev tilgængelige for offentligheden. Detvar midt i nationalromantikkens guldalder,og det er naturligvis ikke uden betydning forsamlingernes status.

De moderne institutioner, såvel arkiver sombiblioteker og museer, har stadig det pri-mære ansvar for indsamling, bevaring ogformidling af den nationale kulturarv (jf.Udredning s. 9). Det er opgaver, der er understigende pres af mange grunde, hvoraf jegblot skal opholde mig ved det forhold, somogså påpeges i Udredningen, at selve mæng-den af "genstande, arkivalier og offentlig-gjorte værker vokser hele tiden" (s.9). Mananer et 200 år gammelt ekko. Også nu synesmængden af objekter at sprænge selve denvidensbestræbelse, der er knyttet til dem,fordi klassifikationer, reoler, og arkiver erved at sprænges, og fordi en stigende mæng-de ressourcer skal benyttes til oplagring ogbevaring. Hermed sættes selve det encyklo-pædiske vidensbegreb under pres; fjernlagre-ne bliver så fjerne, at ingen kan huske, hvadde rummer. Det bliver derfor stadig merekompliceret for de "forskersubjekter", derarbejder med kulturobjekterne, at formidleen samlet viden – i form af en organiseret,selektiv information. Noget skal jo glem-mes, for at noget andet kan huskes. Medandre ord, kassationsprincipper er lige såvigtige som bevaringsprincipper.

Ved siden af denne forestilling om vidensom et objekt, man kan besidde, bruge oggenbruge, findes der imidlertid allerede nuet andet vidensbegreb, som er relationelt (sefx Mathiesen 2002). Det knytter sig til rela-

10


tioner mellem objekter, mellem objekter ogpersoner og mellem mennesker indbyrdes,relationer som ikke kan ses, men må inter-poleres, og det knytter sig til den viden, deropstår intersubjektivt, fx på seminarer eller iundervisningstimer, hvor der opstår nyeindsigter mellem deltagerne, og hvor selvevidensobjektet ændrer sig i processen. Denviden, vi får på denne måde, kan vi kalde enrelationsviden.

Det ligger i sagens natur, at den i udgangs-punktet er langt mere implicit og flygtig endden velkendte objektviden, men også at denrelationelle viden med tiden kan tage formsom objektviden, blandt andet gennem denproces, vi kalder ontologisk dumpning. Denontologiske dumpning indebærer, at enmåde at forstå noget på (en epistemologi,om man vil) får en selvstændig eksistens iverden (eller får ontologisk status). På denmåde er der opstået fænomener som kultur,sprog, sygdom m.m., der først var måder atforstå nogle meget komplekse sammenhæn-ge på – forståelser, der svarede så godt tilfolks erfaringer, at de hurtigt blev til ting iverden (Hastrup 1999). Med andre ord, dervar forhold i den virkelige verden, der kun-ne samles og forstås under de nævnte begre-ber, men selve den ontologisering, der følgeri forståelsens kølvand, får os alt for ofte til atglemme, at det oprindelig er netop "en fors-tåelse" og ikke en "ting" i verden. Relatio-nen er blevet objektiveret.

Denne skelnen mellem objektviden og rela-tionsviden er det første trin i mit forsøg påat kvalificere vidensbegrebet; den er ogsåden første indikation på, at der måske ernoget særligt på spil i de videnskaber, derskaber deres viden i relation til andre men-nesker eller menneskelige værdier, som fxdem, der knytter sig kulturarven. Dettebegreb er i sig selv temmelig tvetydigt – idetdet på én gang defineres som en genstand ogsom en genstand, man har et særligt forholdtil. Det rummer således elementer af både enobjektviden og en relationsviden; men sidst-nævnte fortrænges i den objektiveringspro-

ces, der finder sted, når kulturarven skaldefineres, for at den kan bevares. Kulturar-ven fremstår hovedsagelig som et sæt afobjektive forhold, eller "ting" i verden, mensdet subjektive forhold til disse ting træder ibaggrunden. Det bliver særlig påfaldende,når det hedder om traditionen for at bevarekulturarven, at "Vi har et ansvar for at brin-ge den overleverede kulturarv videre til dekommende generationer, samtidig med at viogså skal sikre, at vores samtidshistorie ogkunst kan studeres af dem, der kommer efteros" (Udredning s. 9.). Hvem er "vi" og"vores", og hvordan kan man objektiverekulturarven, hvis det forudsætter et "vi" ogdermed et valg af synsvinkel. Kulturarvenfungerer som en slags kulturpolitisk grænse-markør; nogle er med, andre er ikke. Hviskulturarven skaber kontinuitet og identitet,så skaber den også potentielt konflikt og for-skel. Det stiller krav til videnskaben.

Videnskabelig viden: Indhold og retningHvis viden er organiseret information, så ervidenskabelig viden en særlig organisations-form, som oven i købet er blevet (socialt)kanoniseret som den mest autoritativevidensform (jf. Schmidt 1991:19 ff.). Den-ne autoritet er blandt andet opnået gennemsamfundsmæssig anerkendelse af et ideal omobjektivitet, der principielt gør det muligtfor videnskabens udøvere at "opdage" detsamme. Idealet gælder stadig, ligesom fore-stillingen om en sandhed, uden hvilken manikke kunne hævde, at noget er mere rigtigtend noget andet. Som Lars-Henrik Schmidtskriver det, er dette sandhedsbegreb en "ide-el, moralsk forestilling og fordring, der ikkemå forveksles med logiske udsagn om, atnoget er sandt" (ibid 14).

Det paradoksale ved denne sandhedsfor-dring er, at den indebærer tvivl. René Des-cartes (1596-1650), der indvarslede denvidenskabelige oplysningstid, beskriver helesit projekt med at stable en videnskabeligmetode på benene som en radikal, metodisktvivlen (se fx Descartes 1992: 160 ff.; jf.Schmidt 1991:14-15). Tvivl hænger sam-

11


men med muligheden for at tage fejl, ogallerede her sniger subjektivitetens begræns-ning sig ind på idealet om objektivitet, derer omdrejningspunktet i den klassiskevidenskabs æresbegreb (Bourdieu 2002: 25ff.). Det er et vilkår for enhver videnskab, atden er fejlbarlig, og at subjektiviteten heletiden kommer til syne i selve forsøget på atafsubjektivere den videnskabelige viden.

En anden begrænsning findes i institutiona-liseringen af de forskellige vidensformer.Her tænkes ikke kun på det forhold, at derskabes akademier med egne sociale og viden-skabelige hierarkier (Bourdieu 1988), menogså på den begrebsmæssige standardisering,der finder sted. Som al anden sprogbrug ret-ter også den videnskabelige sprogbrug ensærlig opmærksomhed mod verden (jf.Hastrup 2003c). Hertil kommer, at den somen form for ekspertsprog også indebærer enform for (strukturel) censur; ikke alt kansiges, og det kan ikke sige på en hvilken somhelst måde, hvis det stadig skal anerkendessom gyldig viden (Bourdieu 1991:137 ff.).Det er ikke et nødvendigvis et problem; deter faktisk et vilkår for at kunne føre en for-nuftig samtale, at man er enig om rammer-ne. Samtidig er det vigtigt at se i øjnene, atvidenskab er både normativ og kreativ. Nårdet gælder forskning i kulturarven, er der enstor sandsynlighed for, at det normativetager overhånd, fordi etablerede værdier ermed til at fastslå, hvad der er kendsgerninger.

Pointen er, at som institutionaliserede felterhar videnskaberne hver deres sagsforhold, ogdermed skaber de deres egne interesseobjek-ter. Både samfund og viden er differentiereti forhold til forskellige synspunkter, og tilhvert af disse synspunkter hører særligevidensfelter (jf. Bourdieu 2000:99). "Kuns-thistorie" forudsætter således en forestillingom "kunst" som et særligt område af virke-ligheden. Videnskabelig viden er såledesbåde et korpus og et socialt forhold, eller medde tidligere brugte ord både objekt og relati-on. Videnskaberne praktiseres på baggrundaf eksisterende (objektiveret) viden, der rela-

teres til nye områder, hvormed noget nytkommer til syne. Det gælder fx, at i det øje-blik, man studerer fabriksskorstene og sav-møller under kulturarvens synsvinkel, så serde anderledes ud. I den proces opstår derfaktisk ny viden, men også (altid) en ny ikke-viden, som vedrører det, der falder uden fordet afgrænsede syns- eller vidensfelt.

De videnskaber, der beskæftiger sig medkulturarven, er naturligvis indbyrdes megetforskellige, men de har alligevel noget tilfæl-les i det grundlæggende sagsforhold. Kultur-arven er ikke bare genstande, der kan forskesi fra et naturvidenskabeligt, arkæologisk,filologisk eller kulturhistorisk synspunkt,det er også et felt, der allerede er "mærket"af en særlig værdi eller betydning, der for-hindrer visse spørgsmål i at blive stillet over-hovedet. Institutionaliseringen af kulturarventruer på sin vis den tvivl, der ellers er nød-vendig i videnskaben. Det er derfor påtræn-gende med en høj grad af institutionsbe-vidsthed foruden den nødvendige fagbe-vidsthed, for at holde balancen mellem detobjektive sandhedsideal, og den subjektivefornemmelse for genstandens værdi.

Et eksempel på problemet findes fx i dengradbøjning af "national betydning", derfindes i Udredningen. Det er oplagt, at manmed den stigende mængde genstande og denmeget lange indsamlingshistorie står mednogle store problemer mht. prioritering ogbevaring. Udredningen foreslår fornuftigvis,at man prioriterer genstande med "eneståen-de national betydning" og genstande med"væsentlig national betydning", frem forgenstande med "regional/lokal eller begræn-set national betydning" og genstande af"mindre betydning" (s. 25-26). Det er inter-essant her at bemærke, at den nationalebetydning antages at være objektiverbar. Nårvi tale om kulturarv, bliver argumenternenemt cirkulære. Man kan ikke være uenig iden relative prioritering af bevaringen af dennationale kulturarv på de præmisser, denselv er baseret på. Men uden for denneobjektiverede betydning findes der et utal af

12


andre muligheder for viden, historiskbevidsthed og selvforståelse. Og på andrevidenskabelige områder har man sat spørgs-målstegn ved den "metodologiske nationalis-me", som stadig styrer kulturarvsforskningen– og som har sin rod i nationalromantikken.

Man kan måske sige det sådan, at det er etalment vilkår for videnskaben, at den tilenhver tid eksponerer spændingsfeltet mel-lem aktuel viden og mulig viden. Den aktu-elle viden installerer en selvfølgelighed ivores omgang med verden; vi har tillid tilden objektiverede viden, og kan handle påbaggrund af den. Således ved vi også, hvadkulturarv er; det er Solvognen, stendysserne,og Kronborg. Samtidig ved vi også, at der eren anden, mulig viden, der ligger uden fordet gældende (subjektive og institutionalise-rede) synsfelt, og som potentielt indebæreret tab af selvfølgelighed og sikkerhed. Kunnekulturarven også være karklude og neonrør,og kunne den være andet end national?Forskningen drives af både en trang til attvivle på det givne, og til at etablere nye selv-følgeligheder. Begge dele fordrer til enhvertid nye projekter og nye forskere, som kanholde samfundets viden om sig selv på høj-de med historien. Det skulle også gerne væredrivkraften i kulturarvsforskningen.

Men det er svært, fordi denne opfattelse afvidenskabens drivkraft strider mod detencyklopædiske vidensbegreb, som har væretså dominerende i selve institutionaliseringenaf museer, arkiver og biblioteker, og som varbaseret på en forestilling om, at det gjaldtom simpelthen at vide mere, indtil man vid-ste alt. Videnskabsteoretikeren og fysikerenEvelyn Fox Keller citerer en fysiker, der idenne ånd sammenligner viden med en sta-digt ekspanderende sfære af lys på baggrundaf mørke; dens eneste retning er udad, ogden vokser naturligt, fordi viden vil frem(Keller 1992:81). Lyskeglen vil altid kunnefinde flere ting i kanten af mørket.

Denne tillid til videns egen vilje har i nogengrad forhindret videnskaben i almindelighed

i at se både sin egen retning og sin egenhistoricitet. Der ligger jo i det lyskeglesyns-punktet, at det, vi ikke ved i dag, kan vi få atvide i morgen. Vi kan bare rertte blikketeller lyset mod et andet område. Det er ersynspunkt på viden, som Ian Hacking kal-der "menu-synspunktet", og som gør detligegyldigt, om vi vælger den ene eller denanden ret i dag, fordi vi kan altid vælge denanden i morgen (Hacking 1987:238). Valgetaf videnskabeligt objekt (og aktuel viden)har i denne forståelse ingen alvorlige konse-kvenser for den mulige viden i denne model,der er snævert forbundet med den skolasti-ske opfattelse af videnskaben, som Bourdieu(2000) har beskrevet. Den skolastiske viden-skab søger en viden, der angiveligt er kon-tekstfri og baseret på en undersøgelse af ver-den fra et sted, der i en eller anden forstander hævet over den eller uden for den. Detsvarer til den vidensfilosofiske position, manhar kaldt metafysisk realisme (Putnam1981; 1991). Universiteterne har i konse-kvens heraf set sig selv som neutrale tænke-kollektiver og har overset, at deres teoretiskeviden altid har størst effekt, når den blæsersamme vej som de dominerende tendenser isamfundet. Med andre ord, når den frem-bragte viden har en særlig retning; den natu-raliserede objektvidens værdi er således rentfaktisk underordnet sin egen relation tilsamfundet. Det gælder også i vidudstrækning for vores viden om kulturarven.

Den store kløft mellem teoretisk og praktiskviden lader sig således ikke længere opret-holde; den teoretiske viden er måske pri-mært en repræsentation af et konkret for-hold, men den er også dermed et bidrag tilhistorien, fordi den tager delvis form efter debilleder, der er i omløb. For samfundsviden-skabernes vedkommende har Anthony Gid-dens (1986: 374) påpeget, at de altid er fan-get i et "dobbelt hermeneutisk forhold" tilderes objekt. Det indebærer en konstantglidning mellem lægfolks begreber og viden-skabelige begreber om samfundet. Dennekonstante glidning mellem de to domænerunderminerer i sig selv det tidligere anførte

13


menusynspunkt på viden; valget af emne harkonsekvenser ikke alene for et fags eller eninstitutions forskningsprofil, men også forsamfundet og for kommende mulighederfor at stille nye spørgsmål. Tiden udjævnerikke de forskelle, som valgene medfører;historien er nemlig gået videre, og verden erblevet en anden blandt andet i kraft af de(videnskabelige) valg, der tidligere blev truf-fet. Derefter er det ikke muligt at forholdesig til den på samme måde som før.

Noget tilsvarende gælder for kulturarven;her kommer menusynspunktet også til kort.Det, man ikke bevarer i dag, kan man hellerikke bevare siden hen. Der skal med andreord foretages nogle prioriteringer, diskuteresværdier. Her er det ikke blevet nemmere af,at selve kulturbegrebet er til debat.

Ligesom man kan hævde et ideal om sand-hed, kan man dog også hævde et ideal omautonomi, men man kan ikke se bort fra, atvidenskab ligesom andre former for organi-seret viden altid er både autonom og en delaf historien, både teoretisk og praktisk. Det,vi ved, kan ikke adskilles fra det, vi kan vide(Keller 1992:85). Som William James(1994:87) har sagt det i slutningen af det 19.århundrede, så er der ingen forskelle iabstrakt sandhed, der er betydningsløse i detkonkrete. Det gælder også de videnskabeligelandvindinger, at de i en eller anden forstandmå have konkrete virkninger, for overhove-det at fortjene navn af landvindinger. De måkunne forbindes med konkrete løsninger,nye muligheder eller alternative historiskefortolkninger, der vil omkonfigurere gæl-dende viden. Videnskabelig viden må på éngang finde genklang og være ny, hvis denskal bryde nye veje.

Hvis videnskab således ikke blot er en passivafspejling af naturlige forhold (og autonom iforhold til samfundet), men også virker (dvs.har en bestemt retning), så betyder det, atden må virke på noget. Ser vi fx på medi-cinsk forskning, så synes det oplagt, at dener designet til på én gang at afdække og

intervenere i de sundhedsmæssige vilkår forbefolkningen. Og det er netop sagens kerne:Forskning er altid fanget i saksen mellemrepræsentation og intervention, som EvelynFox Keller har noteret det for fysikkens ved-kommende (jf. Keller 1992:75 ff.). Detvidenskabelige blik er allerede præget af demuligheder for intervention, der findes i fel-tet. Som Fox Keller siger det med et malendeeksempel, er det uhyre vigtigt at gøre sigklart, at selve den måde, vi spørger til gene-tikken på, allerede indebærer eugenikkensmulighed (ibid. 77). Med andre ord, alleredeinden forskeren begynder sit arbejde, har det-te en særlig retning, som samtidig blokererfor alternative ruter og visse andre spørgsmål.

Det gælder også, om end måske med mindredramatiske konsekvenser, for kulturarven:Den måde, vi spørger til kulturarven på,rummer allerede sin egne muligheder forsvar, og for ikke-svar. I det øjeblik enbestemt genstand er bestemt som "kultur-arv", evt. af enestående national betydning,er visse måder at anskue den på udelukket.Hvem turde fx sige, at Solvognen har noglelidt uheldige proportioner, eller at malere,som en gang var indskrevet i kunsthistorien,faktisk malede nogle ret grimme billeder.Videnskabelig viden rummer sine egne sig-nifikante tavsheder.

Evidens: slutningernes rækkeviddeI det foregående afsnit har jeg forsøgt atidentificere et spændingsfelt mellem repræs-entation og intervention, eller mellem auto-nomi og praktisk nytteværdi. Man kan sige,at der er tale om en ironi i videnskaben, iform af et misforhold mellem det, vi gør, ogdet, det betyder. Vi søger en objektiv videnom verden, men må samtidig deltage i den.Derved bliver selve den videnskabeligetænkning en moralsk handling (Geertz1968). Ironien indebærer også, at selv idea-let om objektivitet må forfølges gennemsubjektivitet.

Ser vi et kort øjeblik på antropologisk viden,så er den tydeligvis baseret i en særlig episte-

14


mologi, et særligt forhold til verden, som jegnævnte før. Det er en epistemologi, hvorvores forhold til objektet af nødvendighedbøjer sig tilbage, ind i objektet selv. Når viindgår i de sociale relationer, vi studerer, erdet umuligt at holde objektet skadesløst.Som Tim Jenkins (1994:443) siger det, såindbygger den antropologiske fortællingrelationen mellem den udefrakommendeobservatør og objektet, som om det var enkvalitet ved objektet selv. Det gør det umu-ligt blot at "rapportere" fra de forskelligeegne af verden, som studeres; det gør det tilgengæld uundgåeligt at gøre en forskel i den.Den slags viden, man får, afhænger således ihøj grad af, hvordan man får den. Det giveros et særligt problem med evidens, som jegkort skal se på.

Når vi taler om ikke-eksperimentelle viden-skaber, er spørgsmålet om evidens komplice-ret. Evidensen skulle gerne findes i materia-let, men som man ved, er de antropologiskedata meget komplekse og lever sjældent optil de krav, Descartes satte, nemlig at mankun skulle arbejde med de data, som vi har"ubetvivlelig viden" om; hvis man gik udover dem, forlod man også den videnskabe-lige metode. Men hvis vores forhold tilobjektet allerede er installeret som en del afobjektet, når vi begynder at "forstå" det, såvil tvivlen uundgåeligt snige sig ind på for-skeren igen. Det har været anset for et særligpåtrængende problem for de blødere viden-skaber, at de ikke kunne belægge en særligfortolkning med evidens, men højst kunnesandsynliggøre den. Men det er faktisk etalment vilkår i videnskaben, at den viden,der skabes, er en form for fortolkning; videnmå bevidst registreres som sådan for at gæl-de for viden (jf. Schmidt 1991:16). Relatio-nen til genstanden bøjer sig således altid ind ivores viden om den. Hvis vi arbejder med etbegreb om relationsviden snarere end objekt-viden, skifter evidensspørgsmålet karakter.Det bliver ikke længere blot et spørgsmålom at kunne henvise til faktuelle forholdeller statistiske resultater, der i og for sig ståruden for resultatet – så man kan måle dette

imod data. Evidensproblemet bliver nok såmeget et spørgsmål om at kunne redegørefor forholdet til de faktuelle forhold og argu-mentere for, at den viden, der kommer ud afdet, er virkningsfuld.

I lidt mere generelle vendinger kan man se,hvordan man udpeger visse ting ved hjælp afsproglige kategorier, som bidrager til at fast-sætte indholdet af genstanden. Det går tilsy-neladende fint, når vi taler om fysiske objek-ter: En spade er en spade. Men der er jo enhel del forhold, som ikke er fysiske i den for-stand, men som alligevel får en særlig uom-tvistelig status. Intention, ønske, vilje m.m.peger ikke mod ting, men mod relationermellem personer og ting. Vi kan jo godt taleom disse forhold alligevel.

Ved nærmere eftertanke trænger detrelationelle aspekt sig ind også i de simpleudsagn vedr. materielle ting (se Davidson2001). Hvis vi udpeger en stol, indikerer detjo ikke blot en ting, men også en særligopfattelse af den som stol. I den henseende ernatur- og kulturvidenskaber lige; molekylererklærer ikke sig selv som sådan, og denviden, vi har om stof og molekyler, er etresultat af fortolkning. Selv mål og vægt er ibund og grund relationelle termer; det giverkun mening at tale om en gris på 100 kg,fordi vi anerkender en fælles skala, på hvil-ken andre grise vejer mere eller mindre.Vægten er blot et omdrejningspunkt for atangive visse relationer mellem genstande.

Vi begynder måske at ane rækkevidden afdet relationelle vidensbegreb, der i virkelig-heden altid har ligget og luret bag detencyklopædiske, og som nu viser os, at selvdet materielle er relationelt defineret. Det eraltså ikke kun antropologien, der blander sigmed verden, samtidig med at den studeres.Men netop den antropologiske metode gørdet så tydeligt, at videnskaben i dag måbestemmes ved sin epistemologi, eller siterkendelsesforhold til objektet snarere endved sit objekt som sådan. Det indebærerogså, at evidens er et biprodukt af en speci-

15


fik vidensinteresse. Faktuelle forhold kon-strueres som evidens netop i forhold til etkonkret projekt; det er derfor ikke en uaf-hængig målestok for slutningernes række-vidde. En originaludgave af Christian V'sDanske Lov kan ses som evidens for en helrække forskellige ting – kongens fremsynet-hed, nationalismens begyndelse, skriftensgennembrud eller noget helt andet. I sagensnatur er det blot en overleveret tekst – sommed prædikatet kulturarv af særlig nationalbetydning imidlertid bliver til evidens pånetop det, den bliver set som tegn på.

Sagsforholdet: videnskabelige retninger Jeg hævder altså, at videnskaben nok er enslags garant for en autoritativ og offentlig,om end fejlbarlig, viden, men også at denaltid er en intervention i samfundet ellerhistorien, fordi den har en retning, der åbnerhhv. lukker senere muligheder for handlingog viden. Her får begrebet om forskelligevidenskabelige retninger ny betydning; detbliver i høj grad et spørgsmål om, hvilketsagsforhold der dominerer.

Et af de store skel i videnskaben går traditi-onelt mellem naturvidenskab og åndsviden-skab, for at bruge nogle klassiske betegnel-ser. Både inden for og uden for videnska-bens egen verden er det i høj grad er natur-videnskaben, der har fået tillagt normativstatus, og i forhold til hvilken resten er ble-vet målt (se fx Spang-Hanssen 1990). Et afde mål, man har brugt, er graden af indfly-delse på samfundets udvikling, eller det mankunne kalde videnskabens transformativebetydning. Ved første øjekast ser det ud,som om naturvidenskaben har større trans-formativ betydning end humanvidenskaber-ne. Men det er et optisk bedrag, som dels erbaseret på den reelle "usynlighed" af dehumanistiske videnskabers bidrag tilbegrebsfornyelse og historisk udvikling, somskyldes at de humanistiske fortolkningerumærkeligt glider over i hverdagens sprog,dels på en uhensigtsmæssig sammenkoblingaf naturvidenskab og teknologi.

Hvad angår det første, så er det i meget højgrad de humanistiske videnskaber, der harleveret de begreber, der danner basis forsamfundets selvforståelse. "Kultur", "sprog","psyke", "samfund", og så videre "findes" jokun i kraft af en lang forskningstraditionvedr. de menneskelige fællesskaber. Pointener, at sådanne begreber, som er formuleretog defineret i videnskaben, er blevet ontolo-gisk dumpede, som tidligere omtalt. Selvomde begyndte som måder at forstå på i viden-skaben, har begreberne fået naturlig plads idagligsproget og bliver sjældent krediteretvidenskaben på samme måde som andrespecialistbegreber som fx atomer og protei-ner, der ikke direkte modsvarer nogen men-neskelig erfaring. Ikke desto mindre er det etvæsentligt, og nyttigt arbejde for samfundetat holde forestillinger og begreber i bevægel-se, for enten at opretholde eller forny vær-digrundlaget for politiske og teknologiskeprioriteringer. På den måde bidrager de"bløde" videnskaber afgørende til samfun-dets historiske dynamik (Hastrup 1999). Ogdet kan synes noget paradoksalt, at forståe-ligheden og tilgængeligheden i sig selv synesat give de humanistiske videnskaber et nega-tivt renteafkast.

Hvad angår sammenkoblingen mellemnaturvidenskab og teknologi, så gælder det,at naturvidenskab jo er meget andet end tek-nologisk opfindsomhed; det er også en dybt-gående refleksion over sammenhænge i ver-den. Men det understreger, at naturviden-skaben ofte har et teknologisk forhold til sitobjekt; verden erkendes gennem teknologi-en, så at sige. Teknologien er et redskab forog en konsekvens af en lang række sociale ogkulturelle forhold og værdidomme, der langtfra kun at være naturvidenskabeligt baseredeogså er funderet i et værdisæt, som sam-funds- og humanvidenskaberne bidragerafgørende til at formulere og holde levende.Det er således ikke muligt at forestille sig enopprioritering af forskningen i konservering(jf. Udredning s. 38), hvis ikke man på for-hånd var enige om, at der var noget kultur-gods, det var værd at bevare.

16


Hvis naturvidenskaben står i et teknologiskforhold til sit objekt, så står de humanistiskevidenskaber til gengæld i et etisk forhold; derligger nemlig hele tiden en implicit (og ofteuerkendt) forståelse af, hvad menneskelig-hed og menneskelige værdier indebærer, enantropologi faktisk (Hastrup 2002). Kortsagt, det giver simpelthen ikke rigtig meningat vurdere videnskabernes respektive værdiud fra deres instrumentelle opfindsomhed.For det første er de forskellige videnskaberdybt afhængige af hinanden, fordi de i fæl-lesskab skubber horisonten for det historiskmulige. For det andet er netop deres samvir-ke en betingelse for at opretholde en vis sansfor proportioner i samfundet.

Proportioner og perspektiver er ikke mindrenyttige end teknologier, når det gælder omat håndtere verden; her kommer kulturarvs-forskningen stærkt tilbage på scenen, fordiden om noget er egnet til at fastholde pro-portioner og perspektiver på nutiden, somikke allerede er markedsført af den selv sam-me nutid – hvis altså den magter at med-tænke sit sagsforhold foruden sin "sag".Denne forskning er måske endda særlig pri-vilegeret, når det gælder om at udnytte denspænding mellem repræsentation og inter-vention, der findes i videnskaben, fordirepræsentationerne allerede retter sig modoffentligheden.

Det betyder ikke blot, at der skal formidles –fordi dette udsagn implicerer en toleddetproces; først skaber forskerne ny viden, og såbliver det oversat til folket uden for akade-miet. Min pointe derimod, at selve forsk-ningen i kulturarven allerede i udgangs-punktet retter sig mod samfundet; det ernetop deri udfordringen ligger – og forplig-telsen til at gentænke sagsforholdet. Det erså åbenlyst, at den forskning, der knytter sigtil "kulturarven" ikke er fri i sædvanlig for-stand, fordi objektet er samfundsmæssigtværdisat allerede. Det behøver ikke at væreet problem, men det er en udfordring allere-de fra starten at skulle indarbejde en specifikrelation til objektet.

Afslutning: Viden og kunnenDet spørgsmål, man nu kan stille, er, hvor-dan dette her kan blive til en egentlig nykundskab om "nationens fælles gods". Jegkan kun antyde nogle muligheder. Men ladmig først resumere hovedlinjerne i mit argu-ment. For der første mener jeg, at det er vig-tigt at anerkende den relationelle vidensbetydning og det dermed beslægtede for-hold, at al videnskabelig viden indbygger sitforhold til objektet i beskrivelsen af det. Fordet andet, og igen sammenhængende her-med, er det vigtigt at forlade forestillingenom de videnskabelige opgaver som en slagsmenukort, hvor man kan vælge det ene i daguden konsekvenser for valget i morgen. Fordet tredje er det nødvendigt at erkende, atevidens er et biprodukt af et særligt sagsfor-hold. For det fjerde indebærer sammenhæn-gen mellem repræsentation og interventionet ganske særligt forhold mellem sagen ogformidlingen af den.

Mit forslag er derfor, at man med henblik pånye kundskabsstrategier for en stund ser heltbort fra den gældende objektviden om kul-turarven; man skal simpelthen glemme gen-standene lidt. (Det er et tankeeksperiment;jeg ved godt, at man ikke helt kan glemmedet, man arbejder med i det daglige.) Manskal heller ikke starte med mulighederne forformidling og spørgsmålet om, hvad der kanvises til offentligheden. I stedet foreslår jeg –lidt flot, men naturligvis med al respekt – atman måske starter med at genoverveje sitsagsforhold og den måde, hvorpå selve begre-bet om kulturarven påvirker videnskabensretning, og dermed mulighederne for inter-vention. Det kan måske give nye mulighederfor kundskab at undersøge de relationelledimensioner af kulturarvsbegrebet på egent-ligt videnskabeligt grundlag, for at få del iandet og mere end den tingslige arv, nemligogså en uvurderlig proportionssans, som kantilbydes sammen med den grundlæggendeviden om de spor, andre mennesker har satog stadig sætter i verden. Den omfattendekomparative viden, forskningen som helhedhar frembragt, giver mulighed for med

17


nogenlunde sikker hånd at pege på det, derer værd at gemme – ud fra en særlig, gen-nemtænkt, synsvinkel. At redegøre for sags-forholdet er en del af sagen.

Kirsten HastrupKirsten Hastrup er professor i antropologived Københavns Universitet og formand forKulturministeriets Forskningsudvalg.

* NoteEn første version af denne artikel blev fore-lagt ved et seminar for museumsforskere påMuseumshøjskolen, d. 26. september 2003,arrangeret af Vibeke Petersen. En lidt senereversion blev forelagt på et seminar om Forsk-ningsbegreber og Vidensformer, arrangeret atKulturministeriets Forskningsudvalg, d. 3.december 2003. Tak til Vibeke Petersen forden oprindelige invitation til at tale om det-te emne, og tak til samtlige deltagere i de toseminarer for konstruktiv debat.

18


Referencer:Bourdieu, Pierre1988, Homo Academicus, Cambridge: Polity Press1991, Language and Symbolic Power, Cambridge: Polity Press2000, Pascalian Meditations, Cambridge:Polity Press.

Davidson, Donald2001, "Knowing one's mind", i Subjective, Inter-subjective, Objective, Oxford: Clarendon Press.

Descartes, René1992, Selected Philosophical Writings, (JohnCottingham, red.), Cambridge: CambridgeUniversity Press.

Geertz, Clifford1968, "Thinking as a moral act", i C. Geertz,Available Light, Princeton 2000: PrincetonUniversity Press.

Giddens, Anthony1986, The Constitution of Society, Cambridge:Polity Press.

Hacking, Ian1987, "Weapons Research and the Form ofScientific Knowledge", Canadian Journal ofPhilosophy, supp. vol. 12 (s. 237-160).

Hastrup, Kirsten1999, Viljen til viden. En humanistisk grund-bog, København: Gyldendal.2002 (red.), Videnskab og værdier. Denhumanistiske udfordring, København: DetKongelige Danske Videnskabernes Selskabog C.A. Reitzels Forlag.2003a (red.), Ind i verden. En Grundbog iantropologisk metode, København: Hans Rei-tzels Forlag.- 2003b, "Introduktion: Den antropologiskevidenskab", i Kirsten Hastrup, red.Ind i verden. En Grundbog i antropologiskmetode, København: Hans Reitzels Forlag.- 2003c, "Sproget: En praktisk forståelse", i Kirsten Hastrup, red.Ind i verden. En Grundbog i antropologiskmetode, København: Hans Reitzels Forlag.

- 2003d, "Metoden: Opmærksomhedensretning", i Kirsten Hastrup, red.Ind i verden. En Grundbog i antropologiskmetode, København: Hans Reitzels Forlag.- i trykken, "Refleksion: Vidensbegreber ogvidenskaber", i K. Hastrup (red.), Viden omverden. Grundbog i antropologisk analyse,København: Hans Reitzels Forlag.

James, William1994, "Hvad pragmatisme betyder", i Lars-Henrik Schmidt, red. Det videnskabelige Per-spektiv, København: Akademisk Forlag.

Jenkins, Timothy1994, "Fieldwork and the perception of everyday life", Man, vol. 29 (s. 433-455).

Jensen, Jørgen 1992, Thomsens Museum, København: Gyldendal.

Keller, Evelyn Fox 1992, Secrets of Life Secrets of Death. Essays onLanguage, Gender and Science, London:Routledge.

Mathiessen, Lars 2002, "Viden på tværs – En IT-synsvinkelpå universiteternes fremtid", i DanmarksForskningsråds Årsrapport 2001, Ministerietfor Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Putnam, Hilary1981, Reason, Truth and History, Cam-bridge: Cambridge University Press.1990, Realism with a Human Face, Cam-bridge, Mass.: Harvard University Press.

Schmidt, Lars-Henrik 1992, "Når viden skal være videnskab", iLars-Henrik Schmidt, red. Det videnskabeligePerspektiv, København: Akademisk Forlag.

Spang-Hannsen, Ebbe1990, "Hvad er humanistisk videnskab, oghvorved adskiller den sig fra naturvidenska-ben", i Tor A. Bak og Erik Dal, red. Viden-skabens Enhed-?, København 1990: DetKongelige Danske Videnskabernes Selskab.

19


20


Der er i invitationen til seminaret i dag lagtop til "..fornyet overvejelse over den forsk-ning, der foregår ved forskningsinstitutio-nerne under Kulturministeriet.." og i øvrigttil en diskussion af, om "..der gør sig særligeforsknings- og vidensbegreber gældende i for-bindelse med kulturarven og de kunstneriskeuddannelser.." Som overskriften på mit ind-læg antyder, har jeg tænkt at tage udgangs-punkt i to begreber, som er centrale i det tvær-videnskabelige felt, man bredt kan betegnekulturens forskning – en forskning, der fore-går ved institutioner, som rent forvaltnings-mæssigt er fordelt under forskellige ministe-rier. Min baggrund er det fagområde indenfor konservering, som jeg har specialiseretmig i, og som bredt betegnet er kulturbe-varing; mere specifikt udspringer det af minforskning i, hvordan konservering af kultu-rens genstande fungerer i nutidens samfund.

Begreber er redskaber til at forstå verden –en grundlæggende bestræbelse i al forskning.Men det er sådan med begreber, at de heletiden ændrer sig i takt med historiske, socialeog politiske forandringer i samfundet. Ogfor at kunne operere med begreberne, er detnødvendigt at være bevidst om, at alene denmåde, hvorpå de defineres, kan influere påden videns- eller dataindsamling, som ogsåer en grundlæggende forudsætning i forsk-ning; i hvert fald hvis man arbejder induk-tivt – fra iagttagelse over bearbejdning tilformulering af en forklarende teori.

Hvad er kultur, og hvornår og hvorfor bli-ver noget kultur til kulturarv? Og hvad bety-der bevaring i den sammenhæng? Den of-fentlige forvaltning vil gerne bruge entydigeog veldefinerede begreber. Det gør begreber-ne til noget, man kan bruge i den politiskeog administrative praksis, hvor der er noglegivne forudsætninger, som forvaltningenskal rette ind efter – nemlig lovgivning ogøkonomi. Et tydeligt og aktuelt eksempel erKulturministeriets Udredning om Bevaringaf Kulturarven1. Hvorimod den akademiskereflektion – forskningen – interesserer sig fordet, der ligger bagved. Forskningen vil stillekritiske spørgsmål. I denne her sammen-hæng er nogle af de relevante (kritiske)spørgsmål: Hvad er det egentlig, vi bevarer,når vi mener, at vi følger lovgivningen på kul-turbevaringsområdet, hvorfor bevarer vi det,hvordan bevarer vi, og for hvem? Hvis manforsøger at give entydige svar på de spørgs-mål, får man uvægerligt problemer; det erpræcis den slags problemer, som forskningkan afdække. Indirekte afspejler spørgsmåle-ne, at den forskning, som stiller disse kriti-ske spørgsmål, har en uomtvistelig sam-fundsmæssig relevans.

Så frem for at forsøge at definere, vil jeg hel-lere forsøge at indkredse nogle nutidige fore-stillinger om kulturarv og bevaring, som i sigselv giver anledning til reflektion og kritiskespørgsmål, ikke mindst i kraft af at de ercentrale i den politiske diskurs – diskurs for-

21


Forestillinger om kulturarv og bevaringBeate Knuth Federspiel

1 Udredning om Bevaring af Kulturarven. Kulturministeriet 2003

findes også som pdf fil: www.kum.dk, se især definitionerne i indledningen, samt Del 1, kapitel 1, afs.3.1

stået som de virkemidler, som indgår i denpolitiske praksis2.

De store linjer i udviklingen i den vestligeverden i de seneste tre årtier er henimod enændret opfattelse af nogle menneskeligegrundvilkår, som samlet set tildeler 'kultur' ibred forstand en central rolle i den politiske,sociale og økonomiske udvikling på globaltplan. Der er bl.a. tale om et politisk para-digmeskift i forståelsen af 'udvikling', hvorden progressionistiske evolutionsteori er for-ladt til fordel for et udviklingsbegreb, deropererer med begreber som kulturel diversi-tet, kulturel pluralisme, kulturel identitet ogdet, man i den terminologi kalder humancapital, som er en økonomisk variabel, somsociologien opererer med, og som bl.a. om-fatter kendskab til egen kultur og historie3.

Det var Brundtlandrapporten, som i 1987introducerede princippet om bæredygtig-hed, som forkastede det instrumentelleudviklingsbegreb, der stort set siden 1700-tallet havde defineret økonomisk ekspansionsom selve målet for udvikling. Brundtland-rapportens tankegang slog i den grad igen-nem, at samtlige UNDP- og UNESCO-rapporter op igennem 1990'erne opererermed det samme udviklingsbegreb og define-

rer de begreber, jeg lige har nævnt (kultureldiversitet, kulturel pluralisme og kulturelidentitet), som forudsætninger for en bære-dygtig udvikling. Her kan man især henvisetil UNESCOs initiativ i 1988: kulturtiåret –eller med den mere dækkende engelskebetegnelse: The World Decade of Culture andDevelopment, som indledte et årti, hvor sam-menhængene mellem kultur og udviklingblev genstand for særlig interesse. Et af demåske vigtigste initiativer i kulturtiåret varnedsættelsen i 1992 af Verdenskommissio-nen for Kultur og Udvikling, en parallel tilBrundtlandkommissionen, hvis korrektetitel var: Verdenskommissionen for Miljø ogUdvikling.

I lighed med Brundtlandkommissionenudarbejdede Verdenskommissionen for Kul-tur og Udvikling i 1995 en rapport: OurCreative Diversity, som behandlede de kultu-relle aspekter af forestillingen om en bære-dygtig udvikling, og således byggede viderepå Brundtlandrapporten, Our Common Fut-ure (se note iii. Meget kort opsummeret byg-ger Our Creative Diversity på den antagelse,at kulturel diversitet og kulturel pluralismeer selve grundlaget for fred og stabilitet ogdermed forudsætningen for videre udvik-ling4.

22


2 Heine Andersen og Lars Bo Kasresen (red.): Klassisk og moderne samfundsteori.

Reitzels Forlag, København 2000. Kapitel 113 Den ændrede forståelse af udviklingsbegrebet og den ‘kulturalisering’, der er tale om i forhold til en række

sociale og politiske fænomener (se note xiv) er bl.a. afspejlet i en række rapporter, der i de seneste to årtier er

udarbejdet i regi af FN:

Our Common Future. Report of the World Commission on Environment and Development

(Brundtlandkommissionen). UN 1987

Our Creative Diversity. Report of the World Commission on Culture and Development. UNESCO 1995

The World Culture Report 1998: Culture, Creativity and Markets. UNESCO 1998

The World Culture Report 2000: Cultural Diversity, Conflict and Pluralism. UNESCO 2000

Intergovernmental Conference on Cultural Policies for Development. Stockholm, 30 March - 2 April 1998.

Final Report published by UNESCO, 1998.

Human Development Report, 1998, 1999, 2000, 2001, Published for the United Nations Development

Programme (1998 især kap.1: The state of human development. 1999, kap.1: Human development in the age

of globalisation. 2000, Overview: Human rights and human development).4 B.K.Federspiel: ‘Our Creative Diversity’ and contemporary issues in conservation. ICOM-CC, 12th Triennial

Meeting, Lyon, 1999, preprints vol.I, p.166-171

Rapporten anbefalede blandt andet udarbej-delsen af en Verdenskulturrapport, hvisførste nummer kom i 1998 (der er indtilvidere kommet to, og det tredje er på vej.Note 3) Verdenskulturrapporterne er tænktsom redskaber i politiske beslutningsproces-ser – internationalt og nationalt. De beskæf-tiger sig med analyser (bl.a. statistiske) afsammenhængene mellem kultur og udvik-ling.

Verdenskommissionen tog endnu et af-gørende initiativ: Stockholmkonferencen –en international regeringskonference medoverskriften Cultural Policies for Develop-ment i 1998 (note 3). Formålet medStockholmkonferencen var, med UNESCOsgeneraldirektørs ord, at skabe en fælles fors-tåelse af kulturens rolle i nye politiske strate-gier – det er et af den slags 'sweeping state-ments', som ikke siger så meget, men heltkonkret indeholdt den handlingsplan, somblev formuleret på konferencen, bl.a. et målom en politisk styrkelse af beskyttelsen afkulturarv, både den materielle og ikke-mate-rielle5. At det ikke bare var tomme ord, erafspejlet i, at der siden er taget en række væs-entlige nye initiatvier, af hvilke jeg her blotskal nævne to af de seneste: UNESCOs Uni-versal Declaration on Cultural Diversity, franovember 20016, og endnu en UNESCO –konvention: The International Conventionfor the Safeguarding of the Intangible CulturalHeritage, som blev vedtaget for præcis enmåned siden: den 3. november 2003, ogsom kan ses som et nødvendigt supplementtil Verdensarvskonventionen fra 1972 (somalene forholder sig til det, der i den termi-nologi kaldes 'tangible heritage').

Senest har Europarådet i en rapport i år, somfor nylig blev tilgængelig på internettet, ogsom har titlen: Forward Planning. Thefunction of cultural heritage in a changingEurope7, fokuseret på kulturarvsbegrebet i etforsøg på at skærpe forståelsen af den rolle,den kulturelle bagage og de kulturelle res-sourcer spiller, eller rettere tillægges i nuti-dens globaliserede samfund. Rapporten erudarbejdet i et tværdisciplinært samarbejde,som repræsenterer forskningstraditioner frasamfundsvidenskaberne, humaniora oginformationsvidenskab, og den definerer enrække centrale temaer i diskussionen omkultur og kulturarv:Et af temaerne er de samfundsmæssigeimplikationer af den skærpede opmærksom-hed om kulturarv som en identitetsskabendefaktor, som både udgør ressourser, og ogsåkan være grobund for konflikter. Spørgsmå-let rejses, hvordan man kan give forskellig-hed og det, som i rapporten betegnes multi-kulturalisme en positiv drejning. Her kunneman pege på den UNESCO – erklæring, jeglige har nævnt, som har den sammebestræbelse: The Universal Declaration onCultural Diversity fra 2001, og hvis formål erat styrke respekten for forskelligheden,opretholde mangfoldigheden og det, somerklæringen kalder den tværkulturelle dialog– for netop at undgå konflikter. Erklæringenom kulturel diversitet har en klar referencetil Menneskerettighedserklæringen af 1948.

Et andet centralt tema i europarådsrappor-ten er de ændrede menneskelige vilkår i etsamfund, som er i hastig forandring på man-ge fronter især p.g.a. informationsteknologi-en, ændringerne i verdensøkonomien og de

23


5 Intergovernmental Conference on Cultural Policies for Development, Stockholm 30 March – 2 April 1998,

Action Plan, objective 3, p.166 UNESCO Universal Declaration on Cultural Diversity

(vedtaget på UNESCOs 31. generalforsamling, november 2001)

The International Convention for the Safeguarding of the Intangible Cultural Heritage

(vedtaget på UNESCOs 32. generalforsamling, november 2003)

– begge : www.unesco.org/culture7 www.coe.int/T/E/cultural_co-operation/heritage

store folkeflytninger. Her ses de kulturelleressourcer som det, der styrker sammen-hængskraften og de sociale bånd i det civilesamfund, hvilket også er en grundlæggendeerkendelse i den UNESCO – erklæring, somjeg lige har refereret til (om kulturel diversi-tet).

Europarådsrapporten opererer med 'herita-ge' som et politisk begreb, og breder ordetsbetydning ud8. Eksempelvis er der en særligvægt på menneskerettighedsaspektet af kul-turarvsbegrebet9.

Med dette initiativ fortsætter Europarådetad den vej, som blev stukket ud i 1970'erne,hvor der blev indledt et arbejde, der resulte-rede i vedtagelsen af en række normativedokumenter på kulturbevaringsområdet opigennem 1980'erne og 90'erne; og det børda også lige nævnes, at Europarådet i 2000 –altså et år før UNESCO – vedtog sin egenDeclaration on Cultural Diversity10.Herhjemme foregik der igennem 1970'erneog 80'erne en række forvaltningsmæssigeændringer, som styrkede kultur- og i øvrigtmiljøområdet. Samtidig skete der i Englanden genoplivning af 'heritage'-begrebet, ogordet 'heritage-management' begyndte atdukke op i terminologien11. Det er i taktmed den udvikling, at ordet 'kulturarv'gradvist begynder at miste den lidt støvede,nostalgiske, nationalistiske biklang, det tid-ligere havde.

Disse ændrede forestillinger om betydnin-gen af kulturelle ressourcer i samfundet ogvigtigheden af at værne om dem, giver den

måde, vi forvalter og bevarer kulturens gen-stande, en ny dimension, som bl.a. proble-matiserer længst etablerede måder at forhol-de sig til den udfordring at bevare kulturarv.Der er behov for nye analytiske perspektiverfor at forstå forandringerne i begreber oginstitutioner.

Konservering kan ses som et teknisk-materi-elt aspekt af kulturbevaring, og det er ogsåher, faget har sin styrke og sin forskningstra-dition. Konserveringens praksis benytterteori og metode fra naturvidenskaben, især iforhold til udviklingen af nye konserverings-teknikker og -materialer, samt undersøgelseraf genstande. Der er tale om en længe etab-leret praksis, som udviklede sig i takt medprofessionaliseringen af faget i begyndelsenaf 1900-tallet. Uddannelsesaspektet var envæsentlig side af professionaliseringen, som imeget store træk har bevæget sig fra en slagsmesterlære til den situation, vi har nu: enformaliseret uddannelse med en stillings-struktur som på universiteterne og ret ogpligt til at uddanne forskere.

Nutidig konservering angår langtfra alene detekniske og materielle aspekter af kulturbe-varing. Konservering er en dynamisk proces,der påvirkes af det samfund, den praktiseresi, og som igen virker tilbage på vores opfat-telse af identitet, værdier og historie. Derforhar den nutidige diskurs i forhold til kultur-arv, som jeg har forsøgt at tegne et billede afved at give nogle eksempler på den betyd-ning, begrebet tillægges i politisk og socialsammehæng – den har stor betydning forkonserveringens teori og praksis12.

24


8 P.Wagner: From Monuments to human rights: redefining “heritage” in the work of the Council of Europe.

(se note 6) 9 Foruden den allerede nævnte UNESCO Universal Declaration on Cultural Diversity sætter ICOMOS

erklæringen: The Declaration of ICOMOS marking the 50th anniversary of the Universal Declaration of

Human Rights fra december 1998 ligeledes fokus på menneskerettighedsaspektet af kulturbevaring10 www.coe.int/T/E/cultural_co-operation/culture/resources11 Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen (red.): Kulturmiljø – mellem forskning og politisk praksis.

Tusculanum, Købehhavns Universitet 2003. Især: Kirstian Kristiansen: Forskning, forvaltning og politik.

Og derfor er der i nutidig konservering ogsåbehov for at udvikle systemer for indsamlingog analyse af data – ud over de tekniske ogmaterielle – som benytter teori og forsknings-metodik fra en række discipliner, hvis felt erskabelsen, brugen og bevaring af kultur.

Analogier til samfundsvidenskaberne er sær-ligt tydelige. Sociologien overlapper i kraftaf sit brede sociale forskningfelt en rækkeandre discipliner, især kunne man påpegesociologiens studium af, hvordan institutio-ner etableres, interagerer og indvirker påmenneskers måde at tænke og handle på.Den museologiske forskning, som arbejdermed museernes rolle og funktion i samfun-det, angår i høj grad problemstillinger, somogså er væsentlige i konservering af genstan-de, kunstværker og monumenter.

Og hvis man ser nærmere på nøglebegreber-ne i den internationale kulturarvsdiskurs –som jeg kort har refereret til i stikordsform –kulturel diversitet, kulturel pluralisme, men-neskelig kapital – så taler de begreber dereseget tydelige sprog om nødvendigheden aftværvidenskabelighed i forskningen:

Diversitetsprincippet er lånt fra biologien.Princippet om diversitet har siden begyndel-sen af 1900-tallet været et anerkendt principi økosystemet, hvor genetisk og biologiskforskellighed ses som forudsætningen for for-nyelse og kontinuitet. I løbet af 1990'erneblev diversitet centralt i forståelsen af kultu-rens rolle i samfundet og betydningen af at

bevare kulturelle ressourcer i al deres forskel-lighed. I UNESCO-rapporten Our CreativeDiversity (1995) er kulturel diversitet lige-frem defineret som forudsætningen for detmenneskelige samfunds overlevelse (ligesomgenetisk diversitet er forudsætnignen forarternes overlevelse). Og det siger næsten sigselv, at den forestilling også er central i er-klæringen om kulturel diversitet fra 2001.

Pluralisme er et begreb, som i den politiskevidenskab bruges om fordeling af magtfor-hold. I betydningen kulturel pluralisme erdet også et begreb i antropologien, som ope-rerer med ligeværdighed mellem forskelligekulturer. Og i øvrigt er tæt forbundet medprincippet om diversitet.

Menneskelig kapital (human capital), sombetyder uddannelse, erfaring og ressourcer,deriblandt sociale og kulturelle ressourcer – imodsætning til økonomisk kapital, blev op-rindelig anvendt i økonomiske modeller isociologien. James S. Colemans sociale teori,som han beskrev i 1990, opererer med detbegreb13.

Menneskelig kapital har været et kerneområdei kulturbevaringsprojekter især i den TredjeVerden siden 1990'erne. Styrkelsen af be-vidstheden om egen historie og kultur er envæsentlig bestræbelse i kulturbevaringspro-jekter sammen med bestræbelsen på at ind-drage hele lokalsamfundet i sådanne projekter.Man opererer ligefrem med udtrykket kultu-ralisering af økonomiske og sociale forhold14.

25


12 B.K.Federspiel: Konserveringsbegrebet i det 20. århundrede. Nordisk Museologi, nr.1, 2003, s. 3-1513 Roar Hagen: Rational Choice i: Heine Andersen og Lars Bo Kaspersen (red.): Klassisk og moderne

samfundsteori. Reitzels forlag. København 2000, kapitel 1314 Kulturalisering er et begreb, som er udsprunget af samfundsbetingede forandringer inden for videnskab,

teknologi, økonomi, politiske institutioner og sociale relationer, som kendetegner nutidens samfund. Ordet

dækker det fænomen, at kulturelle processer i stigende grad opfattes som afgørende for menneskers opfattelse af

identitet og fællesskab.

Se bl.a. rapporten: Johan Fornäs: Advancing Cultural Studies in Sweden – an Infrastructural Initiative.

February 2001, National Institute for Working Life, Norrköping Universitet.

www.infoweb.unit.liu.se

Og meget symptomatisk er begrebet inclusi-ve conservation ved at blive et omdrejnings-punkt i den nytænkning, der foregår i kon-servering – tæt forbundet med partnership-begrebet, som var et af de centrale temaer påen UNESCO – konference, som blevafholdt i Venedig i november 2002 i anled-ning af Verdensarvskonventionens 30-årsjubilæum. Man kan se introduktionen af deto begreber som en del af bestræbelserne påat styrke det fælles ansvar for bevaringen afkulturarv – materiel såvel som ikke-materiel– på tværs af offentlige og civile institutio-ner. UNESCO – konferencen, som marke-rede Verdensarvskonventionens 30-års jubi-læum, omfattede bl.a. en række anbefalin-ger. Et par stikord fra det materiale, der lig-ger på internettet fra den pågældende konfe-rence15, taler for sig selv: Anbefalingerne gårbl.a. på kommunikation med og inddragelseaf offentligheden, samarbejde på tværs afinstitutioner med vægten på inddragelse afngo'erne, de civile organisationer, iværksæt-telsen af langsigtede, bæredygtige projekter– det bæredygtige går på den betragtning, atintet fungerer i forhold til kulturbevaring,hvis ikke lokale kræfter er engageret oginvolveret direkte, både i beslutning, plan-lægning og udførelse, og ikke mindst i for-hold til den nødvendige opfølgning og ved-ligeholdelse af monumenter eller lokaliteter(monitoring).

Der optræder desuden en række vanskeligtoversættelige begreber, som f.eks. empower-ment og capacity-building – begreber somfint supplerer det, som i anden sammen-hæng er betegnet kulturaliseringen af socialeog økonomiske forhold (se note xiv).Kort sagt: ved markeringen af 30-året forVerdensarvskonventionens tilblivelse, er der

en klar nyorientering af konventionens mål-sætninger; hvilket i sig selv er et opsigtsvæk-kende og uhyre vigtigt initiativ, i betragt-ning af at Verdensarvskonventionen er détjuridiske instrument på kulturbevaringsom-rådet med størst tilslutning på verdensplan(ud af ca. 200 lande i verden har 177 til datounderskrevet konventionen16).

Og senest er begrebet significance (betyd-ning, mening, værdi) ved at blive et omdrej-ningspunkt i diskussioner om konserverin-gens mål og midler. Kortlægningen af kul-turgenstandes betydning eller værdi somgrundlag for bevaringen af dem er analog tilde sociologiske forskningsmetoder i1960'erne, som forsøgte at forklare betyd-ning eller mening som sociale konstruktio-ner17. Significance. A guide to assessing the sig-nificance of cultural heritage objects and colle-ctions. The Heritage Collections Council,Australia. Canberra 2001 Det betyder, atkonservering af kulturgenstande i stigendeomfang sker på et refleksivt og kontekstueltgrundlag – hvor der tidligere var tale om, atman alene tog de tekniske problemstillingeri betragtning.

Det er også værd at bemærke, at der i denvesteuropæiske universitetsverden i løbet af1960'erne og 70'erne opstod en række nyeforskningsområder, som havde det tilfælles,at de forholdt sig til kultur. Der var tale omet opgør med gamle akademiske traditionerog etableringen af nye tværvidenskabeligediscipliner i et område, som blev betegnetCultural Studies, eftersom det oprindeligttog form på britiske universiteter. De nyeforskningsområder var (blandt andre)medie- og kommunikationsvidenskab,filmvidenskab og visuel kultur. Man kan

26


15 www.whc.unesco.org/venice2002/workshops/index_resume.htm16 Ratification status, 28 November 2003. www.whc.unesco.org17 Miriam Clavir: Preserving what is valued. Vancouver 2002

Carter, R.W. and R.Bramley: Defining heritage values and significance for improved ressource management.

International Journal of heritage studies. Vol.8, nr. 3, 2002, s. 175-199.

sige, at udviklingen betegnede en moderni-sering af kulturforskningen, hvor Frankfur-terskolens kritiske teori, som var udviklet i1930'erne, var en afgørende forudsætning.

Forskningsområdet 'Kulturstudier' har sidenetableret sig som et forum for tværvidenska-belige traditioner, hvor man frem for at deleforskningen op i selvstændige fagdisciplinersom etnologi, antropologi, sociologi, histo-rie osv. kritiserer, reflekterer og bygger bromellem tidligere adskilte forskningsområder.Kulturbevaring placerer sig oplagt i et sådanttværvidenskabeligt felt.

For afslutningsvis at binde en sløjfe tilbagetil indledningen og dette seminars invitationtil fornyet overvejelse over den forskning,der foregår ved forskningsinstitutionerneunder Kulturministeriet, og om der er etbestemt vidensbegreb, der styrer forsknin-gen på kulturområdet – så har jeg fremsatdisse betragtninger, fordi jeg mener, at deviser, at hverken forskningens kvalitet ellermål eller grader af frihed eller teorier ogmetoder afhænger af, hvilken institutionden foregår under. Udviklingen er klart i ret-ning af en bredere videnskabelig horisont,som bygger bro mellem tidligere adskilteforskningsfelter18.Som eksemplet: 'konservering som forsk-ningsfelt' viser, er netop kendskab til, hvor-dan andre discipliner opererer og opnår ind-sigt, og samarbejde der krydser traditionsbe-stemte faglige grænser, forudsætningen forfornyelse og nytænkning i forhold til fors-tåelsen af dialektikken mellem kulturavs-spørgsmål, samfundsprocesser, institutions-dannelser og mennesket, som overordnet seter det, kulturens forskning drejer sig om.

Beate Knuth FederspielBeate Knuth Federspiel er forsker ved Kunst-akademiets Konservatorskole og ekstern lek-tor ved Institut for Kunsthistorie, Køben-havns Universitet

27


18 De seneste eksempler er institutionssamarbejder via internettet - se bl.a. www.londonconsortium.com

Referencer:Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen(red.): Klassisk og moderne samfundsteori.Reitzels Forlag, København 2000

Carlberg, Nicolai og Søren Møller Christen-sen: Kulturmiljø - mellem forskning og politiskpraksis. Museum Tusculanum, KøbenhavnsUniversitet 2003

Carter, R.W. and R.Bramley: Defining heri-tage values and significance for improvedresopurce management. International Jour-nal of Heritage Studies. Vol.8, nr.3, 2002,s.175-199

Clavir, Miriam: Preserving what is valued.Vancouver 2002

Federspiel, B.K.: Konserveringsbegrebet idet 20. århundrede. Nordisk Museologi. 1,2003, s.3-15

Federspiel, B.K.: "Our Creative Diversity"and Contemporary Issues in Conservation.ICOM-CC, 12th Triennial Meeting, Lyon,1999. Preprints Vol.I, s. 166-171

Fornäs, J.: Advancing Cultural Studies inSweden - an Infrastructural Initiative. Febru-ary 2001. National Institute of WorkingLife, Norrköping University.www.infoweb.unit.liu.se

Forward Planning. The function of culturalheritage in a changing Europe. PDFwww.coe.int/T/E/cultural_co-operation/heritage

Human Development Report 1998, 1999,2000, 2001Published for the United Nations Develop-ment Programme

Intergovernmental Conference on CulturalPolicies for Development, Stockholm,30.March-2 April 1998. Final Report.,UNESCO 1998

International Convention for the Safeguardingof the Intangible Cultural Heritage (Novem-ber 2003). www.unesco.org/culture

Our Common Future. The Report of theWorld Commission on Environment andDevelopment. UN 1987 (Brundtlandrap-porten)(dansk udgave: Vor fælles fremtid (chekc bibl.- )

Our Creative Diversity. The report of theWorld Commission on Culture and Devel-opmentUNESCO, 1995(dansk udgave: Global etik. KulturensBrundtlandrapport. Mellemfolkeligt Samvirke1998)

Significance. A guide to assessing the significan-ce of cultural heritage objects and collections.The Heritage Collections Council, Canberra,Australia 2001

Udredning om bevaring af kulturarven. Kul-turministeriet 2003.(også som pdf fil: www.kum.dk)

Universal Declaration on Cultural Diversity(November 2001)www.unesco.org/culture

VerdenskulturrapporterneWorld Culture Report 1998: Culture, Crea-tivity and Markets..UNESCO publishing,Paris 1998World Culture Report 2000: Cultural Diver-sity, Conflict and Pluralism. UNESCO pub-lishing, Paris 2000Forskningsbegreber og vidensformer: kul-turarv, samlinger og kunstuddannelser.Kulturministeriets Forskningsudvalg: semi-nar den 3. december 2003, kl. 13-17 påDanmarks Biblioteksskole, Birketinget 6,2300 København S.

28


Indlægget baserer sig på mine erfaringer somfaglig administrator af forskningen på Kon-servatorskolen og som (stadig) aktiv forsker.Teksten opridser den historiske baggrundenfor Konservatorskolens forskning og behand-ler, hvorfor vi forsker i bevaring og konser-vering, konserveringsvidenskabens definitionog afgrænsningen til andre videnskaber, for-målet med Konservatorskolens forskning,den konserveringsvidenskabelige forskning ipraksis, samt hvad der styrer Konservator-skolens forskning.

Baggrunden for Konservatorskolens forskning

Konservatorskolen startede i 1973 som enselvstændig skole under Det Kongelige Dan-ske Kunstakademi. Selvom Konservatorsko-len fra starten ikke fik betegnelsen "højerelæreanstalt", var der dog fokus på uddannel-sens videnskabelige side. I den såkaldte"Grønne betænkning fra 1969"[1] hed detsåledes: "Formålet med uddannelsen er atudvikle elevernes kunstneriske og manuellefærdigheder samt videnskabelige indsigt ogtekniske kunnen inden for konserverings-og restaureringsområdet".

I den senere "Anordning for Det KongeligeDanske Kunstakademis Konservatorskole"fra 1977 [2] er der også taget højde for nød-vendigheden af forskning. I formålsparagraf-fen hed det, at: "Kunstakademiets Konserva-torskole har som læreanstalt under tilsyn afministeriet for kulturelle anliggender til

opgave at give uddannelser i konservering ogrestaurering af billedkunst, grafik og kultur-historiske genstande samt på kunstnerisk ogvidenskabeligt grundlag at fremme udvikling-en og forskningen inden for disse områder".

Indtil 1985 fandt der dog kun mindre ogsporadiske forskningsaktiviter sted [3]. Dervar tale om enkelte isolerede projekter, ogsamarbejde mellem forskere internt og eks-ternt var en yderst sjælden foreteelse. Antal-let af medarbejdere var få, og der eksisteredeikke nogen formel forskningsret. Med star-ten af to europæiske samarbejdsprojekter i1991 skete der dog en mærkbar ændring iskolens forskningsaktivitet og -kultur. Pro-jekterne var finansieret af EF-kommissionenog blev koordineret af Konservatorskolen.Året efter fik Konservatorskolen formelt rettil drive forskning svarende til 25 % af defastansatte læreres arbejdstid.

Med lov nr. 289 af 27. april 1994 om vide-regående kunstneriske uddannelser underKulturministeriet [4] blev Konservatorsko-lens forskningsbasering yderligere præcise-ret, og det blev fastsat i bekendtgørelsensformålsparagraf, at "uddannelserne på Kon-servatorskolen kvalificerer den studerende tilat varetage erhvervsfunktioner med bag-grund i videnskabelige og kunstneriske stu-dier inden for konservering og restaureringindtil det højeste niveau".

Konservatorskolen havde fra sin start i 1973en treårig grunduddannelse og en toårig

29


Konserverings-videnskabelig forskning– fra teori til praksisRené Larsen

overbygningsuddannelse med de ubeskytte-de betegnelser konserveringstekniker ogkonservator. Den femårige uddannelse varfra første færd anerkendt som en akademiskuddannelse, og konservatorerne aflønnesefter overenskomsten mellem Finansmini-steriet og Akademikernes Centralorganisati-on. I flere af de lande, som vi sammenligneros med, havde man efterhånden etableretkonserveringsvidenskabelige uddannelserinklusive ph.d.- uddannelser. Med den nyeuddannelsesbekendtgørelse af 18. august1998 [5] blev Konservatorskolens uddannel-sesstruktur ændret svarende til strukturen påde danske universiteter. Med "bekendtgørel-se nr. 993 af 14. december 1999 omændring af bekendtgørelse om uddannelsermv. på Det Kongelige Danske Kunstakade-mis Konservatorskole" [6] indførtes bachel-or- og kandidattitlerne for grund- og over-bygningsuddannelserne.

Den eksterne forskningsevaluering [7], somblev gennemført i 2000 på foranledning afKulturministeriet, konkluderer, at forsknin-gen på skolen har den rækkevidde og kvali-tet, der er nødvendig for at blive anerkendtsom højere videregående uddannelsesinsti-tution inden for konservering og restaure-ring. Samtidig indeholder evalueringen enrække anbefalinger for, hvordan skolens ful-de forskningspotentiale kan opfyldes, her-under udarbejdelsen af et forskningspro-gram. Anbefalingerne fra denne evalueringer blevet fulgt op i Konservatorskolens førsteresultatkontrakt med Kulturministeriet [8],som målsætter udviklingen af Konservator-skolens forskningskompetence inklusiveoprettelsen af en forskeruddannelse.

Konservatorskolens overordnede opgave er idag fastsat i "lovbekendtgørelse nr. 889 af21. september 2000 om videregående kunst-neriske uddannelsesinstitutioner under Kul-turministeriet"[9]. Det fremgår heraf, atKonservatorskolen som højere videregåendeuddannelsesinstitution: "har til opgave påkunstnerisk og videnskabeligt grundlag ind-til det højeste niveau at give uddannelse i

konservering og restaurering samt at driveforskning inden for disse fagområder".

Den 27. marts i år fik Konservatorskolen såendelig sin status som højere uddannelsesin-stitution ved Kulturministeriets bekendt-gørelse nr. 205 af 27. marts 2003 [10]. Det-te betyder, at vi, som planlagt i vores resul-tatkontrakt, kan starte forskeruddannelsenfra januar 2004. Den 1. august i år trådteKonservatorskolens stillingsstruktur for detvidenskabelige personale i kraft [11,12].Denne indebærer, at fremtidige fastansattelærere ansættes i henholdsvis adjunkt- ellerlektorstillinger.

Konservatorskolen har allerede indledt enopkvalificering af de ansatte faglærere, somindebærer en forøgelse af den personligeforskningstid med krav om en øget viden-skabelig produktion. Målet for den enkeltelærer er at gennemgå en lektorbedømmelseinden for en i forvejen aftalt årrække, som erafstemt i forhold til den pågældendes forsk-ningsmæssige baggrund. Enkelte lærere,som måtte ønske det eller var over 55 år vedaftalens indgåelse, forbliver i deres oprinde-lige ansættelsesforhold.

Hvorfor forskning i bevaring og konservering

Nødvendighed af forskning pressede sig foralvor på op gennem 80'erne i takt medudviklingen af den toårige overbygningsud-dannelse og de stadigt større krav og udfor-dringer, som vores kandidater mødte påarbejdsmarkedet med hensyn til udvikling afnye konserverings- og restaureringsmetoder,præventiv konservering og klimakontrol,gennemførelse af tilstandsvurderinger af helekulturarvssamlinger og udarbejdelse af beva-ringsplaner m.m.

Set fra et uddannelsespolitisk synspunkt kanårsagerne til, at Konservatorskolen må baseresine uddannelser og faglige udvikling påforskning, koges sammen til følgende trealment gældende betingelser:

30


1. Andre udviklingsmidler som simplehåndværksmæssige og tekniske metoderslår ikke længere til som basis for udvik-ling af uddannelsen.

2. Løsningen af mange og væsentligearbejdsopgaver på arbejdsmarkedet og isamfundet generelt kræver som mini-mum kandidater med en videnskabeligforskningsbaseret uddannelse som bag-grund.

3. Forskningsbaserede uddannelser sombachelor-, kandidat- og forskeruddan-nelser forudsætter en uddannelsesinstitu-tion med et forskningsmiljø baseret påforskende undervisere.

Som nævnt anerkendes forskningen alleredefra Konservatorskolens tilblivelse som etnødvendigt grundlag for konservatoruddan-nelsen og praktiseringen af konservatorfaget.Forskningsaktiviteterne på Konservatorsko-len bliver dog først mulige i takt med, at derer ansat tilstrækkeligt med kvalificeredelærere med den nødvendige videnskabeligebaggrund. En stor andel af lærerne, somansattes fra midten af 80'erne og fremefter,er konservatorer med en kandidatuddannel-se fra Konservatorskolen. Dette sker ud fraønsket om, at det er konservatorerne, somskal stå i spidsen for den konserveringsvi-denskabelige uddannelse, udvikling ogforskning. Det er da i høj grad også disselærere, som er med til at målrette forsknin-gen og definere denne inden for relevantekonserveringsvidenskabelige rammer [3].

Konserveringsvidenskabens definition ogafgrænsningen til andre videnskaber

I processen med at opbygge og udvikleforskningsaktiviteterne på Konservatorsko-len viste det sig også nødvendigt at definereforskningens idégrundlag, dens indhold,hvilke metoder den benytter og ikke mindstdens afgrænsning i forhold til andre viden-skaber [3, 13,14,].

På basis af definitioner opstillet af UNE-SCO og den internationale konserverings-verden er vi nået frem til, at konserverings-

videnskaben er baseret på et idégrundlag omat sikre eksistensen af, adgangen til ogbeskyttelsen af kulturarven, der tilhører helemenneskeheden [15-17].

Konserveringvidenskaben er en empiriskvidenskab, som har til formål at forebyggeog behandle nedbrydningen af kulturarvs-genstande i bred forstand. Den er karakteri-seret ved sin blanding af teoretisk viden ogpraktiske færdigheder og omfatter evnen tilat vurdere etiske, æstetiske, tekniske ognaturvidenskabelige spørgsmål på en syste-matisk måde [17].

Konserveringsvidenskaben har sin oprindel-se i håndværk og kunst såvel som i de huma-nistiske, tekniske og naturfaglige videnska-ber. Dog adskiller den sig på den ene side frahåndværket og kunsten ved sin cognitive ogsystematiske analyse, diagnose og problem-løsning som baggrund for den praktiskekonservering og restaurering. På den andenside adskiller den sig fra andre relateredevidenskaber ved sin stærke baggrund i depraktiske færdigheder og viden om kom-pleksiteten i og interaktionen mellem gen-standsmaterialerne, deres egenskaber oginformationer samt omgivelsernes indflydel-se herpå [17].

Konserveringsvidenskabens komplekse ogtværfaglige karakter nødvendiggør dog ettæt samarbejde med relevante faggrupperinden for humaniora, naturvidenskab ogteknik.

Formålet med Konservatorskolens forskning

Undervejs i konservatorskolens forsknings-udvikling blev det klart, at det var nødven-digt at beskrive skolens forskningsområderog opstille strategier og målsætninger for dekonkrete forskningsaktiviteter. Dette er for-muleret i Konservatorskolens forskningspro-gram [18] og tager sit udgangspunkt i deeksisterende internationale definitioner afkulturarvsbegrebet i relation til konserve-ring, de almene forskningsbegreber og ken-

31


detegnene for højere uddannelser i alminde-lighed.

Forskningsprogrammet har til formål at ani-mere og inspirere Konservatorskolens for-skere til en stadig udvikling på det personli-ge, faglige plan og sikre, at der bidragesbevidst til den kvantitative og kvalitativeudvikling af skolens forskningsvirksomhedgenerelt. Samtidig tjener forskningspro-grammet som information til samfundet omKonservatorskolens virksomhed på forsk-ningsområdet.

Formålet med Konservatorskolens forskninger at danne grundlag for den forskningsba-serede uddannelse og dennes stadige udvik-ling i samarbejde og positiv konkurrencemed udenlandske konserveringsuddannel-ser. Samtidig skal Konservatorskolen bidragemed nødvendig forskning og udvikling tilstøtte for den anvendte konservering i Dan-mark samt på andre fagområder inden forkultur og kulturarv, hvor skolens forskninger relevant.

Forskningsbegreber anvendt i konserveringsforskningen

Forskningen inden for konservering ogrestaurering omfatter en lang række områ-der, som tager deres udgangspunkt i kultur-arvsgenstandens oprindelse, fremstilling,materielle og immaterielle informationer,materialer og fremstillingsteknikker, ned-brydning, konservering, restaurering ogopbevaring samt den historiske og kulturel-le baggrund og idégrundlaget herfor. Denkan have en humanistisk, naturvidenskabe-lig og/eller teknisk eksperimentel karakter.

Konserveringsforskningen kan beskrivesinden for rammerne af OECD's forsknings-begreber [19] og omfatter grundforskning,anvendt forskning og udviklingsarbejdeinden for følgende hovedområder:

1. Forskning i genstandsmaterialernes egen-skaber.

2. Forskning i omgivelserne og deres indfly-delse på genstandene – deres materialerog informationer.

3. Forskning i nedbrydning og nedbryd-ningsfaktorer og -mekanismer.

4. Forskning i materialer anvendt til kon-servering og restaurering.

5. Forskning i konserveringshistorie, -etikog -filosofi.

6. Forskning i metoder og teknikker m.m.inden for forhistoriske og historiskehåndværk, kunst og teknikker.

7. Forskning i og udvikling af metoder tildatering og identifikation af genstandeog genstandsmaterialer.

8. Forskning i og udvikling af metoder tilanalyse, diagnose og tester til måling afbevaringstilstand, nedbrydning samteffekten og indflydelsen af konserveringog restaurering på genstandene.

9. Forskning i og udvikling af konserve-rings- og restaureringsmetoder.

10.Forskning i og udvikling af metoder tilpræventiv konservering og opbevaring afgenstande.

11.Forskning i og udvikling af metoder tilbeskrivelse af bevaringstilstanden i sam-linger af genstande og opstilling af beva-ringsplaner.

Nedenfor er givet en række eksempler påprojekter, som kan placeres inden for kate-gorierne grundforskning, anvendt forskningeller udviklingsarbejde. Det skal dog bemær-kes, at vi normalt ikke bruger at kategorise-re vores forskningsprojekter, men at øvelsenudelukkende er gjort i forbindelse med den-ne beskrivelse. Ligeledes bør det fremhæves,at kategoriseringen er foretaget ud fra deenkelte projekters mest fremherskendekarakter. Mange af projekterne er faktiskkarakteriseret ved, at de er en blanding af toeller alle tre forskningskategorier. Derudoverbenytter flere af de nævnte forskningspro-jekter sig af tværfaglige samarbejder mellemhumanistiske, naturvidenskabelige og tekni-ske metoder og ekspertiser.

32


Grundforskning(originalt, eksperimenterende eller teoretiskarbejde med det primære formål at opnå nyviden og forståelse uden nogen bestemt anven-delse i sigte)1. Evaluering af karakterer ved beskrivelsen

af malerilærreder i relation til deres reak-tion ved fugtpåvirkninger.

2. Konserveringsbegrebet i det 20. århun-drede.

3. Metalstøbning i vikingetiden i Norden.4. Modellering af nedbrydningsprocesser i

læder og andre kollagenbaserede materi-aler.

5. Papirfremstilling i det 20. århundrede6. Skal moderne kunst vedligeholdes?7. Undersøgelse af kemiske og fysiske

ændringer ved brænding af knogler.8. Undersøgelse af frysetørringsprocessens

dynamik i lavvakuum SEM.

Anvendt forskning(primært rettet mod bestemte praktiske mål)

Anvendelse af cyclododecan til fiksering afustabile farvelag på papir og tekstil: en kri-tisk evaluering af metoder.1. Det agrare landskab i Danmark år 1998-

2001. Undersøgelse af oldsagers og grav-højes bevaringstilstand på landbrugetsarealer.

2. En ny kritisk gennemgang af laserrens-ning af pergamentdokumenter med Nd-YAG-laser ved 1064, 532 og 266 nm.

3. En ny skole på Kunstakademiet. Konser-vatorskolen 1973-2004.

4. Formalinpræparater: Bevarelse af DNA ihenholdsvis blødt væv og knoglevæv.

5. Læder i papirafsyringsprocesessen (SwissPaperSave).

6. Ribe Excavations 1970-76, Volume 5.7. Undersøgelse af papiret i originalhånd-

skriftet til Leonora Christines "JammersMinde".

Udviklingsarbejde(sigter mod at frembringe nye eller forbedredematerialer, produkter, processer, systemer ellertjenesteydelser)

1. Identifikation af proteinbaserede binde-midler i museumsgenstande ved elektro-foretiske teknikker.

2. Identifikation af syntetiske organiskepigmenter ved hjælp af simple spottester.

3. Mikrometoder til analyse af pergament.4. Udvikling af en simpel metode til måling

af krympningstemperatur på læder ogskindmaterialer.

5. Udvikling af ikke-destruktive metoder tilregistrering af dimensionsændringer ipapir under vådbehandling

6. Udvikling af metoder til karakteriseringaf gamle mørteltyper.

7. Udvikling af kunststen til udfyldning/opmodellering.

8. Udvikling af 2D-elektroforesemetodentil identifikation af proteintype, ned-brydningsgrad og test af effekten af kon-servering af proteinbaserede materialer.

Konserveringsvidenskabelig forskning i praksis

Det er lykkedes Konservatorskolen atbevæge sig fra en teoretisk målsætning omforskningsbasering til i dag at praktisereforskningsbaseret undervisning og forskningpå internationalt niveau. Vi er også sikre påat kunne leve op til forventningerne om atkunne tilbyde en forskeruddannelse på sam-me niveau. Resultaterne af denne udviklinger dog ikke opnået uden problemer og van-skeligheder. Især må vi til stadighed kæmpemed et modsætningsforhold, som er uløse-ligt knyttet til vores fag. På den ene side erkonserveringsvidenskaben emnemæssigtomfattende og kompleks. På den anden sidehar den kun få eksperter og små ressourcertil sin rådighed.

Et middel til modvirkning af dette modsæt-ningsforhold har været og er at basere forsk-ningen og undervisningen på samarbejdeinden for institutionen såvel som med andreinstitutioner og forskere. Samarbejdet foregåri praksis inden for samme, tilgrænsende og påtværs af forskellige forskningsområder og-specialer, både nationalt og internationalt.

33


Ud over de mange ovennævnte forsknings-emner, så indeholder Konservatorskolensfem uddannelsesretninger hver især et utal affagområder, emner og materialer, som alleumuligt kan dækkes af forskning (f.eks.maleri på lærred, mur og træ, fotomaterialer,papir, læder, metal, dyr og planter og geolo-giske forekomster af disse, genstande af træ,moderne syntetiske materialer, glas, kera-mik, sammensatte materialer, tekniskmuseologi, bevaringsplanlægning, beva-ringshistorie og -filosofi, kunst-, kultur-,håndværks- og teknikhistorie osv. osv. osv.).

Konservatorskolen har tidligt i sin udviklingvalgt en model, som bygger på princippetom, at alle skolens hovedfagområder børvaretages af mindst én fastansat lærer medforskningsforpligtigelse. Denne model fun-gerer stort set i dag i praksis, således at denenkelte lærer har ansvaret for undervisningog vejledning inden for sit hovedfagområdeog de tilgrænsende fag og hjælpefag, somknytter sig hertil. Derudover bliver en del afundervisningen dækket af timelærere, gæste-forelæsere og i fremtiden også af enkelte eks-terne lektorer. Strategien med at dækkehovedfagsområderne med fastansatte læreresikrer, at den akkumulerede ekspertise ogviden forbliver på Konservatorskolen, at allehovedfagområderne til stadighed er opdate-rede, samt at der eksisterer et egentligt forsk-ningsmiljø som basis for undervisningen ogden konserveringsfaglige udvikling.

Konservatorskolens internationale samarbej-de er først og fremmest baseret på den fastelærerstabs aktive virke i internationale orga-nisationer som International Council ofMuseums – Committee for Conservation(ICOM-CC) [20], International Institutefor Conservation (IIC) [21], Nordisk Kon-servatorforbund [22] og en række andremere specifikke fagorganisationer inden forkonservering. Her deltager vi i videnskabeli-ge kongresser, konferencer m.m., publicererforskningsresultater i organisationernes tids-skrifter, medvirker i organisationernes fagli-ge, politiske arbejde i bestyrelser m.v., og det

er her, at vi finder hovedparten af vores sam-arbejdspartnere.

Konservatorskolen har også stået i spidsenfor dannelsen af European Network forConservation-Restoration Education(ENCoRE) [23], hvis medlemsskare omfat-ter de vigtigste akademiske konserveringsud-dannelser i hele Europa. Derudover harENCoRE mange store europæiske abm-institutioner og bevaringsorganisationersom partnere. ENCoRE's hovedformål er atarbejde for og koordinere samarbejde omuddannelse og forskning. Det sker vedudveksling af undervisere, vejledere og stu-derende. Det seneste projekt, som er startetinden for rammerne af ENCoRE, er opbyg-ningen af et ph.d.-netværk, som skal kort-lægge undervisnings- og vejledningseksperti-sen i Europa og ikke mindst etablere kontak-ter og møder mellem de ph.d.-studerende.

Den faglige mangfoldighed og bredde tvin-ger som nævnt Konservatorskolen og denenkelte lærer til at basere sine forskningsak-tiviteter på en høj grad af internt og eksterntsamarbejde. For at denne nødvendigearbejdsform skal være levedygtig, kræver det,at Konservatorskolens forskere kan bidragetil samarbejdet i samme omfang som voressamarbejdspartnere. Det gælder såvel kvali-tativt som kvantitativt. Ellers ophører vimed at være attraktive og interessante part-nere i forsknings- og udviklingssammen-hænge. Ikke mindst fordi disse aktiviteterkræver store ressourcer og investeringer iekspertise, tid og økonomi.

Selv hvis det for en tid lykkes at opretholdeet ubalanceret forskningssamarbejde, hvorman modtager mere, end man yder, så visererfaringerne, at man i længden opnår et util-fredsstillende lille fagligt udbytte. Desudenhar man svært ved at spille en ledende rollei samarbejdet. Især inden for den EU-finan-sierede forskning er der mange eksemplerpå, at ubalancerede forskningssamarbejderikke er holdbare. Det har i særlig grad vistsig, når partnerskabet er baseret på forsk-

34


ningsstærke universiteter og forskningsinsti-tutioner i ledende roller med forskningsvagekonserveringsuddannelser og abm-instituti-oner i biroller.

Hvad styrer Konservatorskolens forskning

Grundlaget og rammerne for Konservator-skolens forskning er givet i skolens formål,uddannelsens indhold og forskningspro-grammet. I sidstnævnte dokument definerervi, at konserveringsvidenskaben benytter sigaf både humanistiske, håndværkstekniske,tekniske og naturvidenskabelige arbejdsme-toder. Konservatorskolens forskere er daogså en skøn blanding af fagfolk inden foralle områderne inklusive konservatorerne,som i deres specialisering kan være oriente-ret i humanistisk, praktisk eksperimentelog/eller teknisk/naturvidenskabelig retning.Der er altså i høj grad tale om en relation-svidenskabelig praksis, som til stadighed stil-ler store krav til objektiveringen og formid-lingen af forskningsresultaterne og denopnåede viden.

Rent faktisk behersker flere af vores konser-vatorer flere af metoderne og udnytter dettemed held i deres forskning, undervisning ogformidling. Ligeledes har en del af voresnaturvidenskabelige forskere tilegnet sigkonserveringsvidenskabelige kompetencer,som på samme vis udnyttes bredt. Dog erder en klar tendens til, at den enkelte for-skers hovedspecialisering er bestemmendefor den videnskabelige metode, som pågæl-dende benytter i sine egne forsknings- ogundervisningsaktiviteter. Den nødvendigebalance i metoder opnås så gennem samar-bejde med andre eksperter internt eller eks-ternt.

Da konserveringsvidenskabelig forskning istørre målestok hovedsageligt kun foregår påNationalmuseets Bevaringsafdeling og påKonservatorskolen, har vi en særlig forpligti-gelse til at bidrag til forskningen inden forog udviklingen af konserveringsfaget gene-relt i Danmark. Denne forpligtigelse virker i

høj grad styrende på valget af forskningsem-ner og -metoder, idet aktuelle problemer iden anvendte praktiske konservering udenfor Konservatorskolen udgør en væsentligandel af lærernes forskningsemner. Det erogså inden for den praktisk anvendte kon-servering, at det er lettest at finde samar-bejdspartnere både nationalt og internatio-nalt. Behovet, forpligtigelsen og ansporin-gen til at deltage i den anvendte forskning erda også beskrevet i "Udredningen om beva-ringen af kulturarven" [24], hvor konkreteemner som masseafsyring af arkiv- og bibli-oteksmaterialer, opbevaring og håndteringaf kulturarvgenstande, tilstandsevauleringog bevaringplaner anbefales som fællesforsknings- og udviklingsemner for abm-institutionerne og Konservatorskolen.

Der foregår dog også meget grundforskning,og der er oparbejdet en tradition for atomsætte grundforskningens resultater i vide-reudviklingen af metoder og i anvendelse afden opnåede viden i undervisningen ogpraktisk konservering.

Involveringen i løsningen af praktiskanvendt forsknings- og udviklingopgaver eraldrig foregået ved diktat fra skolens ledelse,men altid gennem forskernes frivillige enga-gement. I den sammenhæng skal det næv-nes, at Konservatorskolen anerkender prin-cippet om, at en højere undervisningsinsti-tution har grundvidenskabelige forpligtigel-ser. Både af hensyn til udvikling af under-visningen og af konserveringsfaget generelt.Hertil kommer, at forskningsudviklingengenerelt tilføres en positiv dynamik gennemmødet mellem Konservatorskolens grundvi-denskablige tradition og abm-institutioner-nes mere resultatorienterede, anvendte tradi-tion. En udviskning af de to forskelligeforskningsformål og traditioner ville væreødelæggende for kvaliteten og udviklingenaf forskningen på området generelt.

Den enkelte forskers valg af forskningsemnestyres først og fremmest af vedkommendesinteresser, faglige profil og kompetencer.

35


Dog har personlige interesser og engage-ment i flere tilfælde medført, at forskere harbetrådt nye veje og indgået i nye tværfagligesamarbejdsrelationer. Derudover kan poten-tielle samarbejdsmuligheder være afgørendefor valget af emne. For eksempel ved at mantilslutter sig en allerede etableret gruppe,som samarbejder omkring en specifik forsk-ningsopgave. På den anden side kan eksi-stensen af et etableret forskningssamarbejdeeller ekspertise betyde, at man fravælger spe-cifikke emner og områder.

Forskningsfriheden for den enkelte forskerpå Konservatorskolen ligger som nævntinden for rammerne af de definerede hoved-fagområder og skolens forskningsprogram.Men i princippet er forskningen ikke min-dre begrænset end på universiteterne, hvorden enkelte forsker også har ansvaret forudviklingen af undervisningen på sit fagom-råde og forventes at bidrage til den fagligeudvikling af fagområdet generelt. Det ermin erfaring, at den enkelte forskers valg afforskningsemner har mindre betydning forudviklingen af den pågældendes undervis-ning. En aktiv og kompetent forsker har let-tere ved kritisk at implementere nye meto-der og viden i sin undervisning, næsten uan-set hvilke emner pågældende selv forsker iinden for sit fagområde. Derimod harundervisere, som ikke er forskningsaktive,meget svært ved at holde deres undervisningajour med udviklingen og forholde sig kri-tisk til denne.

Det er min personlige erfaring, at den bed-ste forsker er den, som først og fremmeststyres af sin personlige lyst til at forfølgeegne mål og løse problemer, pågældende selvhar formuleret eller har medvirket til at for-mulere. Denne type forsker opnår som regelbrugbare forskningsresultater, er bedst til atbidrage til anden forskning og udvikling,tager nye forskningområder op og omsættersine forskningsresultater i undervisningenog i praktisk anvendte aktiviteter. Det gæl-der uanset den pågældendes faglige og forsk-ningsmæssige specialisering.

Afslutningsvis vil jeg erindre om, at godforskning og ny viden bedst kan udføres ogskabes under forhold, hvor tilstande af kaosog orden kan herske i frugtbar balance. Der-for er der grænser for, hvor meget man bog-staveligt talt kan og skal styre uden at sættekvalitet og engagement over styr. Institutio-nens og den enkelte forskers fælles erkendel-se af formål, mål, midler og metoder forforskningen giver derimod optimale mulig-heder for udnyttelse af de administrative,videnskabelige og økonomiske ressourcer,som er basis for den forskningsmæssig frem-drift og udvikling.

René LarsenRené Larsen er konservator, lic.scient. ogrektor ved Kunstakademiets Konservator-skole.

36


Referencer1. Betænkning nr. 525 af 1969 om organi-

sation af konserveringsvirksomheden vedmuseer, arkiver og biblioteker samt omoprettelsen af en konservatorskole.

2. Anordning nr. 17 af 14. januar 1977.Anordning for Det Kongelige DanskeKunstakademies Konservatorskole.

3. René Larsen: The science of conservation ?restoration. I: "25 years School ofConservation". Preprints. Internationalseminar 18?20. May 1998. Royal DanishAcademy of Fine Arts, School of Conser-vation. ISBN 87?89730?25?9, 77?85.

4. Lov nr. 289 af 27. april 1994 om videre-gående kunstneriske uddannelsesinstitu-tioner under Kulturministeriet.

5. Bekendtgørelse nr. 608 af 18. august1998 om uddannelser mv. på Det Kon-gelige Danske Kunstakademis Konserva-torskole.

6. Bekendtgørelse om ændring af bekendt-gørelse om uddannelser mv. på Det Kon-gelige Danske Kunstakademis Konserva-torskole. Kulturministeriets bekendt-gørelse nr. 993 af 14. december 1999(indførelse af bachelor- og kandidattitlerfor grund- og overbygningsuddannelser-ne).

7. Research at Royal Danish Academy ofFine Arts School of Conservation. ElseMarie Kjerkegaard, Consultant. TheRoyal Danish Academy of Fine Arts,School of Conservation, 2000.

8. Resultatkontrakt mellem Kulturministe-riet og Konservatorskolen for perioden2001 -

9. 2004.10.Bekendtgørelse af lov om videregående

kunstneriske uddannelsesinstitutionerunder Kulturministeriet. Lovbekendt-gørelse nr. 889 af 21. september 2000.

11.Bekendtgørelse om ikrafttræden af § 1,nr. 2, i lov om ændring af lov om videre-gående kunstneriske uddannelser underKulturministeriet (Om Kunstakademiets

Konservatorskoles status som højereuddannelsesinstitution). Bekendtgørelsenr. 205 af 27. marts 2003.

12.Notat om stillingsstruktur for videnska-beligt personale med forskningsopgaverog

undervisningsopgaver ved Konservatorsko-len under Kulturministeriet. Kulturmi-nisteriet 15. marts 2001.

13.Cirkulære om stillingsstruktur for viden-skabeligt personale ved Konservatorsko-len under Kulturministeriet. Finansmini-steriet, Personalestyrelsen 2001.

14.www.encore?edu.org/encore/docu-ments/ICOM1984.html

15.www.encore?edu.org/encore/docu-m e n t s / e c c o 1 . h t m lwww.encore?edu.org/encore/docu-ments/ecco2.htmlhttp://www.encore?edu.org/encore/documents/ecco3.html

16.Our Creative Diversity. Report of theUNESCO World Commission on Cul-ture and Development. 1996.

17.European Meeting of the Institutionswith Conservation Education at Acade-mic level.ENCoRE. Dresden 8. and 8.November 1997. Hochschule für Bil-dende Künste, Dresden.

18.www.encore?edu.org/encore/docu-ments/cp.pdf

19.Kunstakademiets Konservatorskole,Forskningsprogram. Skolerådet, marts2002.

20.Main definitions and conventions for themeasurement of research and experimen-tal development (R&D). Vol II, no. 49.OECD Working Papers, Paris, 1994.

21.icom?cc.icom.museum/Start/ 22.www.iiconservation.org/23.www.kons.dk/nkf/24.www.encore?edu.org25.Udredning om bevaring af kulturarven.

Kulturministeriet 2003. Phønix-Trykke-riet as. ISBN 87-7960-039-5. Elektro-nisk udgave: ISBN 87-7960-040-9.

37


38


Tak for indbydelsen til at medvirke her vedseminaret om forskningsbegreber og videns-former. Jeg har valgt at tale om musikforsk-ning mellem teori og praksis på konservato-rierne, og det virker meget tilforladeligt, nårman ser på seminarprogrammet. Teori ellermetode over for praksis indgår i titlen på treaf dagens fem oplæg, og det tyder på, at for-holdet mellem teori og praksis eller vejen frateori til praksis må være et aktuelt emne påde kunstneriske uddannelsesinstitutioner.Men hvad ligger der i grunden bag dissebegreber: teori og praksis? Det vil jeg gernediskutere og konkretisere i mit indlæg ud fraet musiksynspunkt. Men inden jeg gør det,vil jeg opholde mig lidt ved aktualiteten setfra en snæver konservatorievinkel.

Konservatorierne står over for en periode,hvor uddannelsesreformer og specialiseringmedfører, at en række traditioner må geno-vervejes og revideres i lyset af nutidigevidensformer og forskningsbegreber:• For et års tid siden indbød Dansk Net-

værk for Musikpædagogisk Forskning tilen konference på Det Jyske Musikkon-servatorium om "Fremtidens konserva-torium som musikpædagogisk forsk-ningsinstitution". Der blev slået til lydfor, at den musikpædagogiske forskning,der for øjeblikket er centreret om Dan-marks Pædagogiske Universitet, frem-over bør udgøre en væsentlig del af forsk-ningen på konservatorierne. Jeg kommerher til at gentage nogle af de synspunk-ter, som jeg fremførte ved den lejlighed.

• I sidste måned indbød rektorerne for DetKgl. Danske Musikkonservatorium ogDet Fynske Musikkonservatorium til endiskussion i Odense om oprettelsen af et

videnscenter for ny musik på de to kon-servatorier. Dette center er allerede ind-skrevet i de to institutioners resultatkon-trakter, men diskussionen viste, at derhersker stor usikkerhed såvel om betime-ligheden af et videnscenter for ny musiksom om, hvad dette center – når det nuikke kan være anderledes – skal beskæftigesig med. Hvis man skal finde en fælles-nævner mellem de indlæg, der var positi-ve over for tanken om et videnscenter, erdet ikke forskning i, men formidling af nymusik, som musiklivets repræsentanterforventer sig. Ord som reklamebureaueller pressesekretariat blev ikke nævnt,men lå uudtalt bag en række indlæg.

• En uddannelsesreform, der bygger påden universitære bachelor, master, ph.d.-model, skal implementeres på alle lan-dets konservatorier og erstatte den gamleuddannelsestradition med hovedfag ogbifag, diplomuddannelse og solistklasse.Det implicerer, at konservatorieuddan-nelserne skal udvikles fra den traditionel-le mesterlære i retning af forskningsbase-rede uddannelser.

Lad disse tre eksempler tjene som dokumen-tation af den aktualitet, som forskningsbe-greber og vidensformer har inden for musik-liv og konservatorieverden. Der er behov foren faglig besindelse, som kan udstikke ret-ningslinjer for, hvilken forskning og videnkonservatorierne bør fremme og formidle tilgavn for de kunstneriske musikuddannelser,for musiklivet og for samfundet. Der erbehov for en fagligt funderet forskningsstra-tegi som værn mod truende lobbyisme ogfordomme.

39


Musikforskning mellemteori og praksisJens Brincker

Denne faglige besindelse må efter minmening tage udgangspunkt i den tradition,som de danske musikkonservatorier byggerpå. Hvorfor? Jo – de danske musikkonserva-torier er ikke noget fallitbo, som skal rivesned og bygges op igen fra grunden. Konser-vatorieuddannelserne klarer sig udmærketmålt med international alen. De tiltrækkerudenlandske studerende endda i et antal, derkan skræmme nationalt sindede iagttagere.Danske musikere og sangere gør sig gælden-de internationalt som solister og medlem-mer af førende ensembler. Danske kompo-nisters værker er genstand for internationalopmærksomhed i et omfang, som musikhi-storien aldrig tidligere har kendt. Det gælderikke kun klassikerne med Carl Nielsen ispidsen, men det gælder også de nulevendekomponister: Per Nørgård, Ib Nørholm,Pelle Gudmundsen-Holmgreen, PoulRuders, Hans Abrahamsen, Anders Norden-toft, Bent Sørensen for at nævne de mestnavnkundige.

Man kan godt kalde de danske musikud-dannelser for en succeshistorie uden at tagemunden for fuld. Det betyder ikke, at altskal være, som det var, og blive, som det er.Men det betyder, at der er et grundlag atbygge på, et grundlag som opfordrer til kon-struktiv kritik og erkendelsen af, at det godekan blive endnu bedre.

Hvad er da teori, og hvad er praksis i denkonservatorietradition, som vi kender?

Hvis vi begynder med teorien, er det vigtigtat gøre sig klart, at "musikteori" på danskbetyder to forskellige ting:

• På den ene side videnskabelige teorierom musik: om tonesystemer og musi-kalsk struktur, om musikpsykologi ogmusikpædagogik, om musikæstetik,musiksociologi og musiketnologi. Alt detder sammenfattes i begrebet systematiskmusikvidenskab i modsætning til denhistoriske musikvidenskab.

• På den anden side er "musikteori" en

håndværkslære med rødder tilbage tilrenæssancen, der siden er blevet spaltet ien række discipliner: harmonilære ellerkoral, kontrapunkt eller fuga, analyseeller formlære, instrumentation, solfegeosv. Alt det, der sammenfattes i detgængse begreb "musikteori", der sam-men med musikhistorie er et selvstæn-digt hovedfag på konservatorierne ogdanner grundlag for uddannelsen afkomponister, samtidig med at det doce-res som bifag eller baggrundsviden forkonservatoriernes instrumentale ellervokale hovedfag.

Denne dobbelthed repræsenterer for mig atse en af de vigtigste udfordringer for detmoderne konservatorium, for den traditio-nelle musikteori - altså håndværkslæren - erved at være en anakronisme i det modernemusikliv.

Det er der ikke noget underligt i. De musik-teoretiske kernebegreber er udviklet i 1800-tallet og fandt i vid udstrækning deres ende-gyldige formuleringer ved overgangen mel-lem 1800- og 1900-tallet. Vi kan nævnenogle af sprogstifterne: Hugo Riemann,Ernst Kurth, Knud Jeppesen. De var allekonservatorielærere en del af deres liv. Deresteoretiske arbejder om funktionsharmonik-ken, det lineære kontrapunkt, den klassiskevokalpolyfoni, metrik og form udgør detgrundlag, som vore dages musikteori i vidudstrækning bygger på. Dette grundlag erudmærket, når det drejer sig om størstedelenaf det repertoire, som dyrkes i koncertsale ogoperahuse, nemlig det klassisk-romantiskerepertoire. Men allerede når vi kommer til1900-tallets kunst- og improvisationsmusik,er dets utilstrækkelighed iøjnefaldende.

Når den i dag klassiske musikteori er util-strækkelig i forhold til store dele af denmusikalske virkelighed, så hænger det sam-men med, at den klassiske musikteori forud-sætter et dissonansbegreb, som samtidigmusik ikke anerkender. Dissonanser haraltid været et stridspunkt. For 400 år siden

40


lå de til grund for Artusis kritik af Monte-verdis madrigaler ud fra de regler, som Zar-lino i midten af 1500-tallet havde nedfæl-det. Det er disse regler, som finder deresophøjede kunstneriske udtryk i Palestrinasværker, og som lever videre i Jeppesens beto-ningsdissonanser og cambiata. Skellet mel-lem dissonans og konsonans ligger også tilgrund for den tonalitetsopfattelse, derudkrystalliserede sig i løbet af 1700-talletmed Rameaus lære om de tre harmoniskegrundfunktioner T, D og S, og som kulmi-nerede i Riemanns funktionsharmonik,hvor den tilskrives en overhistorisk, næstennaturlig, betydning.

I og med at skellet mellem dissonans ogkonsonans ophæves i den musikalske praksismed Schönbergs og Stravinskys harmonik iårene umiddelbart før 1. verdenskrig, sågeråder musikteorien og samtidens musikal-ske praksis i konflikt. Det er baggrunden forde heftige kampe mellem modernistiskekomponister og traditionalistiske teoretike-re, der prægede 1900-tallets første halvdel.

Alt dette er historie nu. Musikhistorie sombeskrives og bedrives af universitetsfolket,der i højere og højere grad forlader æstetik-ken og den øvrige systematiske musikviden-skab til fordel for fagets anden store grund-disciplin: musikhistorien. Men i og med atmusikhistorien placerer den klassiske musik-teori i en historiske kontekst, så åbnes feltetfor en ny musikteori, der på mere omfatten-de vis kan beskrive de fænomener, som kon-stituerer vore dages musik, og som kan sæt-te os i stand til bedre at forstå, hvad det er,der sker, når vi forstår musik. For på en elleranden måde "forstår" vi jo musikken – ogsådén musik, som vi ikke kan analysere ellerbeskrive i et fagsprog. Det er en erfaring,som alle musikere har til fælles, at man kantilegne sig et musikværk. Ikke kun som enmekanisk reproduktion, men også og isærsom en intellektuel og emotionel erkendelse.Den almindelige bemærkning: "Jeg forstårikke moderne musik" taler – om end nega-tivt - sit tydelige sprog herom.

At forstå, hvilke kognitive processer derforegår, når man "forstår" musik i vore dagessamfunds- og kulturliv, anser jeg for at væreen primær forskningsopgave for konservato-rierne. Det må tage udgangspunkt i spørgs-målet: om det overhovedet er muligt at etab-lere en teoretisk sammenhængende forståel-se af dén musikforståelse, som kendetegnervort samfunds omgang med musik. Giverdet mening længere at tale om musik som"tonekunst", eller skal forrige tiders kuns-tbegreb – Kunst med stort K – opgives tilfordel for det mindre forpligtende kunst-håndværk eller artisteri med de konnotatio-ner til underholdning, variete og cirkus, somdette sidste begreb indeholder? Giver detmening at tale om "musikforståelsén" ibestemt form i et postmoderne samfund,hvor en enhedskultur er erstattet af mangesubkulturer?

Det er spørgsmål af denne art, jeg opfattersom så påtrængende for konservatorierne, atde nødvendigvis må prioriteres højt i etforskningsprogram. Jeg tror, at forskning erden eneste mulighed, som konservatoriernehar for at besvare disse – for konservatorier-ne selv essentielle – spørgsmål, og jeg tilladermig at minde om, at forskning ikke er nogetnyt og konservatoriefremmed, som emsigeembedsmænd og forskningsudvalg ønskerindført. En stor del af den systematiskemusikforskning, musikteorien, er udført afkonservatorielærere, der tog udgangspunkt ideres kunstneriske erfaringer og formulerededem til videnskabelige erkendelser.

Når jeg har kaldt disse teoretiske spørgsmålfor essentielle for konservatorierne, hængerdet sammen med konservatoriernes praksis.Også den er dobbelt. Man kan opfatte densom en kunstnerisk praksis over for enpædagogisk – altså en praksis, der går ud påat producere eller reproducere tonekunst,over for en praksis, der sigter mod at uddan-ne tonekunstnere. Eller man kan mere neu-tralt opfatte den som en speciel praksis, dersigter mod færdighedstilegnelse inden forhovedfaget over for en almen praksis, der

41


gennem tilegnelsen af bifagene sigter mod athøjne den studerendes forståelse for og ind-sigt i musikken.

Uanset om man vælger den ene eller denanden synsvinkel, går det igen, at konserva-toriernes praksis er værdibunden, fordi densformål er at opdrage elever til et mål, somlæreren anser for at være værdifuldt. Detstrider mod den Max Weberske opfattelse afvidenskab og forskning som værdifri, og heriligger efter min mening et af de største pro-blemer ved implementeringen af en uddan-nelsesreform, der skal forvandle konservato-rieuddannelserne fra mesterlære til forsk-ningsbaserede uddannelser. De menneskeli-ge og faglige problemer, som dette vil med-føre, skal jeg ikke opholde mig ved her. Menjeg nævner dem alligevel, fordi man kanfrygte, at de vil være så store og påtrængen-de, at de helt vil overskygge de teoretiskeproblemer, som ligger bag. Og dermed detteoretiske problem, der består i, at de flesteaf vore musikalske værdiforestillinger erbundet op på et begreb om musikalitet, somen egenskab eller begavelse, der karakterise-rer mennesker, som er i stand til at skabe,udøve og opfatte musik på den "rigtige"måde. Det er musikaliteten, der ligger i bag-hovedet, når vi vurderer det kunstneriskeindtryk af en præstation over for den tekni-ske færdighed. Og det er musikaliteten, somvi håber på at udvikle, når vi som musik-pædagoger underviser elever i at lytte, spilleeller synge ud fra en overbevisning om, atnetop disse aktiviteter vil gøre eleverne tillykkeligere mennesker og måske bedre sam-fundsborgere.

Når jeg kalder det for et problem, skyldesdet, at vor viden om musikalitet bygger påden musikteori, jeg for lidt siden karakteri-

serede som anakronistisk i forhold til detnutidige musikliv.

Begrebet "musikalitet" dukker op i faglitte-raturen med lægen og fysiologen TheodorBillroths bog Wer ist musikalisch, som Hans-lick udgav posthumt i 1895. Han fremhæverher "sansen for rytme og evnen til at opfatteforskellige tonehøjder, toneklange og tone-styrker sammen med evnen til at skelne mel-lem disse egenskaber ved tonen ved hurtigetoneskift og ved samklang som fysiologiskegrundbetingelser for det, vi nu kalder 'musi-kalsk.'"19

Billroths definition er et eksempel på enklassisk teoridannelse, hvor forskeren kon-struerer et objekt, som kan analyseres ogmåles. Kirsten Hastrup beskriver i sin bogViljen til Viden, hvordan denne type teori-dannelse kan få ontologisk status, når vi til-lægger det en eksistens uden for os selv ogvor egen forståelseshorisont, og hun frem-hæver som det mest interessante i den for-bindelse, hvordan: "Et epistemologisk for-hold, det vil sige en måde at erkende verdenpå, blev transformeret til et ontologisk for-hold, det vil sige et objektivt eksisterendeforhold, hvis natur man måtte opklare."20

Det er min påstand, at dette er tilfældet medbegrebet "musikalitet", der som sagt kom-mer ind i fagsproget i 1890'erne sammenmed at musikhistorien udvikles i retning afen positiv videnskab i sidste tredjedel af1800-tallet med Helmholtz Die Lehre vonden Tonempfindungen als PhysiologiskeGrundlage für den Theorie der Musik i 1862og Chrysanders Jahrbuch für musikalischeWissenschaft i 1863. Begrebet musikviden-skab bliver konstituerende for faget medudgivelsen af Vierteljahresschrift für Musi-

42


19 Citeret efter Estrid Anker Olsens specialeafhandling ”Musikalitetsbegrebet. En historisk perspektivering samt en

empirisk undersøgelse”. Københavns Universitet 1978, s. 320 Kirsten Hastrup: Viljen til Viden. En humanistisk grundbog. København 1999, s. 168

kwissenschaft i 1885. Med Chrysanders ordskulle faget nu være videnskab i ægte ogfuldstændig forstand og ikke unddrage sigde strengeste fordringer. 21

Går vi uden for fagsproget, understøttesopfattelsen af begrebet musikalitet som etbarn eller produkt af musikteorien. Ordet"musikalsk" forklares 1933 i Ordbog over detDanske Sprog som hørende til musikkensområde og med prægnant betydning sompræget af, fuld af musik, harmonisk skiftendetoneforhold, smukt klingende, vellydende;det bruges om personer, som har sans (øre,anlæg) for musik. Men ordet musikalitetmangler.

Omtrent samtidig harcellerer FerruccioBusoni i sin Entwurf einer neuen Ästhetik derTonkunst (1907) over tyskernes anvendelseaf ordet musikalsk som ensbetydende medat have sans for musik. Dette begreb tilhørerif. Busoni ikke den almene kultur, men eruoversætteligt og falsk. På italiensk og franskfindes begrebet ikke. Dér elsker man entenmusik eller elsker den ikke. Kun tyskernesætter en ære i at være musikalske og kunneopfatte og skelne intervaller, harmonier ogrytmer.22

Panum og Behrends Illustreret Musiklexikonfra 1924 har hverken opslagsordene musika-litet eller musikalsk. Det svenske AllmäntMusiklexikon fra 1916 forklarer derimodbegrebet musikalitet som talent eller bega-velse for musik og er dermed tættere på denromantiske opfattelse af musikalsk talentsom en gave, der er givet det enkelte men-neske og ikke lader sig objektivere som gen-stand for videnskabelig analyse.

Opfattelsen af musikalitet som en – evt.guddommelig – gave til det enkelte menne-ske har rod i europæisk musikpædagogik imere end 1000 år. Vi finder den hos denirske munk Beda (ca. 674 - 735), der beskri-ver sin musikpædagogiske viva-voce-metode,hvormed han lærte kordrenge og kloster-brødre de liturgiske melodier: "Eleven fårforesunget melodien igen og igen, så ofte atlæreren kommer til at svede ved det, indtilendelig Den Hellige Ånd virker, og delin-kventen husker melodien og kan foredrageden fejlfrit".23

Samme opfattelse af musikalsk talent som ennådegave ligger bag den borgerlige musik-kulturs myte om komponisten som kunst-ner og geni, der skaber kunstværker ud af enindre nødvendighed – som silkeormen, afsig selv, spontant og uden besvær; og det ernæppe forkert at se den videnskabeliggørelseaf musikvidenskaben, der fører til etablerin-gen af musikalitet som et ontologisk begreb,i sammenhæng med oprøret i begyndelsen afdet 20. århundrede mod romantikken ogdens genidyrkelse. Vor opfattelse af det cen-trale og for konservatoriernes praksis værdi-sættende begreb musikalitet forudsættermed andre ord enten en romantisk genidyr-kelse, som unddrager sig videnskabelig ana-lyse eller et forskningsbegreb knyttet til etpositivistisk, naturvidenskabeligt paradig-me, der går tilbage til 1800-tallets forskning.

Denne dobbelthed i opfattelsen af musikali-tet som enten en objektiv egenskab, der kanmåles, eller en begavelse, der er intimt knyt-tet til subjektet, går igen i de nyeste beskri-velser af fænomenet: således i Nationalen-cyklopediens artikel om Musikalitet, hvor

43


21 MGG bd. 9, sp. 119522 Ferruccio Busoni: Entwurf einer neuen Ästhetik der Tonkunst. 2. udvidede udgave, Leipzig 1916. Her citeret

fra udgaven med Schönbergs kommentarer. Frankfurt 1974, s. 31ff.23 Citeret efter Peter Gülke: Mönche / Bürger Minnesänger. Musik in der Gesellschaft des europäischen

Mittelalders. Wien, Köln, Graz 1980, s. 62.

det bl.a. hedder:

Musikalitet i snæver betydning [er]evnen til at opfatte musik som nogetmeningsfuldt og struktureret og til atudtrykke sig i sang, spil eller dans. I bre-dere betydning er musikalitet en bevidst-hedsform, der intuitivt sætter en person istand til at opleve og udtrykke enhed imangfoldigheden uden forudgåendeanalyse. …..Fra et musikpædagogisk og musikpsyko-logisk synspunkt har det gennem tiderneværet praksis at teste musikalitet somevnen til at opfatte forskellige tonehøj-der, tonevarigheder, rytmiske figurer,klangfarver og evnen til at huske og gen-give melodier og rytmer. I dag er det enantagelse, at musikalitet er mere endsummen af tekniske færdigheder, og atdet hensigtsmæssigt og integrerede sam-spil mellem den musikalske, den kropsli-ge, den rumlige, den sproglige og denlogisk-matematiske kompetence erafgørende for menneskets måde at stå iforhold til omverdenen på." 24

Her tales ikke om Den Hellige Ånd eller omromantiske genier; men problemet er, at nårvi i f.eks. konservatoriesammenhæng skalbruge musikalitet som mål for et menneskesmuligheder for at gennemgå en professionelmusikuddannelse eller som en egenskab, derkan formes og udvikles, så kan vi ikke stillenoget op med et musikalitetsbegreb, dertager udgangspunkt i det integrerede sam-spil mellem musikalske, kropslige, rumlige,sproglige og logisk-matematiske kompeten-cer. Vi mangler en teoridannelse, der omfat-ter eller i det mindste inddrager nogle af dis-se fænomener, og som kan gøre dem opera-tionelle i en musikpædagogisk sammen-hæng. Derfor tvinges vi til at bruge den teo-ri, som vi har, og til i praksis at teste og

udvikle evnen til at opfatte forskellige tone-højder, tonevarigheder, rytmiske figurer,klangfarver og evnen til at huske og gengivemelodier og rytmer.

Den anakronistiske musikteori tvinger osmed andre ord til at anlægge et forældet ogindsnævrende syn på musikalitet, og den erdermed med til at fastholde nogle normer ogværdidomme, som hører hjemme i det sene1800-tals musikliv, og som er i erkendtmodstrid med den musikalske virkelighed,vi lever i.

Et karakteristisk eksempel herpå er compu-termusikken og dens udøvere. Med denmoderne teknologi er computeren bådekompositionsredskab og musikinstrument,ligesom den kan fungere som nodeskriver.Man behøver ikke at kunne spille et instru-ment eller synge for at lave musik. Man kansample sig frem. Man behøver heller ikke atkunne harmonisering, instrumentation ellerkontrapunkt for at komponere. Man kan viacomputerprogrammer arbejde med spektra-le harmonier og generere musikalske forløbog former. Men man kan ikke blive optagetpå et konservatorium, hvis man kun kanudtrykke sig musikalsk via en computer, forman kan ikke dokumentere sin musikalitetmed de færdigheder, som en anakronistiskmusikteori kender og kan måle.

Dermed bliver den traditionelle musikteoriikke kun en anakronisme i forhold til densamtidige musik. Den er på vej til at blive enklods om benet på konservatorierne, fordiden risikerer at marginalisere dem i forholdtil musiklivet og til den talentmasse, som erkonservatoriernes egentlige råstof.

Sagt firkantet og brutalt: Nogle af de centra-le musikteoretiske begreber og det for kon-servatoriernes praksis værdisættende begreb

44


24 Orla Vinther i Nationalencyklopedien, bd. 13, s.519

musikalitet forudsætter forskningsbegreber,som hører hjemme i en nu længst forladtnaturvidenskabelig fortid og repræsenterervidensformer, der slående minder om detfænomen, som Kirsten Hastrup i den tidli-gere citerede bog kalder for "ontologiskdumpning".

Ontologisk dumpning hænger ifølge KirstenHastrup sammen med det forhold, at sprog-lighed altid medfører en form for objektive-ring. "Sproget giver os en række mere ellermindre veldefinerede begreber, kategorier,billeder og symboler, som vi bruger til atobjektivere verden med. Men det, vi i virke-ligheden objektiverer, er vores (midlertidige)måde at forstå verden på. … En grund tildenne ontologisering er angiveligt, at denfrigør dele af tankevirksomheden til at tæn-ke nye tanker. Hvis vi skulle tænke overhvert ords forbindelse med virkeligheden,før vi brugte det, ville vort tankeuniversende i kaos. [Derfor] gælder det til enhvertid, at de ideer, der overlever gentagen brug,bliver anbragt i en særlig kategori af ideer,man stoler på …. tilgængelige for umiddel-bar afbenyttelse, uden dybere overvejelse."25

Kirsten Hastrup anerkender ontologiserin-gens og vanetænkningens betydning i dag-ligdagen, men hun understreger, at "vedkonfrontation med en ændret virkelighed erdet et krav til den videnskabelige tanke, atden er fleksibel og ikke stædigt reproducererforældede genrebilleder af frygt for ontolo-gisk usikkerhed". "Det kan være vanskeligt,"skriver Kirsten Hastrup, " efter mere end etårhundrede med tillid til begreber som kul-tur, samfund, sprog, historie, udvikling, reli-gion og kunst" – jeg tilføjer her: musikalitet– "at få dem halet op af bevidsthedsdybet, såde kan gøres til genstand for fornyetopmærksomhed, og igen ses som særligemåder at forstå verden på snarere end som

objektive forhold i denne verden. Men deter det, der sker i disse år."

Specielt når det drejer sig om begrebet musi-kalitet, skal jeg medgive vanskelighederneved at få det halet op af bevidsthedsdybet.Men som jeg har forsøgt at vise det, fore-kommer argumenterne for at overvinde dis-se vanskeligheder mig at være stærke. Denontologiske forestilling om musikalitet er –hvad enten vi bruger ordet eller ej – med tilat sætte rammerne for konservatoriernespraksis, og den er med til at sætte værdierne,som de studerende indretter egen adfærd ogbedømmer andres adfærd efter. Musikalitet– således forstået og brugt – vil i bedste faldmålrette, i værste fald undertrykke, demusikalske erfaringer, eleverne har med ibagagen, når de begynder på musikundervis-ningen. I stedet for vanemæssigt at måle deni tester eller bedømme den ved eksaminerbør det være en udfordring for konservatori-ernes forskning at undersøge, hvad deregentlig konstituerer begrebet musikalitet idag, og hvordan disse konstituenter hængersammen med den musikalske virkelighed,som eleverne kommer fra.

På denne baggrund er der efter min meningal mulig grund til at hilse initiativet bag etvidenscenter for moderne musik velkom-men. Man kan mene, at dette videnscenterburde være kommet før en uddannelsesre-form, der sigter på at gøre konservatorieud-dannelserne forskningsbaserede. Men det ermåske en diskussion om hønen og ægget.Det afgørende er, hvilken slags viden centretog de øvrige konservatorier samler, og hvil-ken slags forskning der skal danne grundlagfor denne viden. For mig at se er detafgørende, at man ikke importerer forælde-de vidensformer, der bygger på en forskningfra 1800-tallet. Men at man søger at etable-re en nutidig systematisk musikvidenskab,

45


25 Hastrup 1999, s. 169

der kan trække på og forhåbentlig med tidenogså bidrage til den internationale forsk-ning, som findes på området. Og at mansamler en viden om det nutidige musikliv,dets teknologiske muligheder og deomgangsformer med musik, som udspringeraf dem.

Tilbage til praksis: Hvad betyder dette forkonservatoriernes undervisning? Det bety-der selvsagt ikke, at man skal kassere denklassiske musikteori som undervisningsdi-sciplin. Ikke alene de udøvende musikere,der skal beherske forrige århundredes reper-toire, men også komponisterne, der skal ska-be et nyt repertoire, har brug for at kende debegreber og det håndværk, som den vestligemusikkultur har udviklet gennem ca. 1000år. Harmonilære, formlære, kontrapunkt,instrumentation vil stadig have en plads ikonservatorieundervisningen. Men ingenenerådende. Disse fag skal doceres som det,de er: som discipliner, der er knyttet tilbestemte historiske epoker og repertoirer, ogsom ikke tilskrives en overhistorisk, naurlov-sagtig gyldighed. De skal suppleres og per-spektiveres af en teori, der bygger på voregen tids teknologi og musikkultur. Kun idet omfang, dette finder sted, vil de videre-gående musikuddannelser kunne kalde sigforskningsbaserede.

Jens Brincker Jens Brincker er lektor ved Institut forMusikvidenskab, Københavns Universitet,og tidl. formand for KulturministerietsForskningsudvalg.

46


Det er februar, Valentine's Day. Og det ersidste, sidste deadline for at aflevere enskriftlig udgave af mit oplæg ved Kulturmi-nisteriets Forskningsudvalgs seminar,"Forskningsbegreber og vidensformer: kul-turarv, samlinger og kunstuddannelser",som blev holdt tidligt i december sidste år.Oplægget hed " Akademisk metode ogkunstnerisk praksis (i tre lette trin)" og varen aktuel rapport fra maskinrummet – et kigind i de konkrete og strategiske overvejelser,som Danmarks Designskole gør sig i forbin-delse med den omstilling, der skal gøre sko-len til en højere uddannelsesinstitution.

Det er mere end tredive år siden at skolenbegyndte at tale om forskning og om atudvikle sig frem mod universitetsstatus.Men processen har nu taget så meget fart, atnoter og løbende skriverier fra november ogfrem højst har historisk interesse. Situationener en anden nu. Selv maskinrummet er etandet nu. På flere måder. På afgørende vis.

Det er derfor en stakåndet, spillende sports-kommentator, der rejser sig og siger:

Hvad er problemet?Da Danmarks Evalueringsinstitut, EVA, i2000 evaluerede designuddannelserne vedDanmarks Designskole, Designskolen Kol-ding, Arkitektskolen i Aarhus, Kunstakade-miets Arkitektskole og Glas- og Keramiks-kolen på Bornholm, rummede rapportenbåde positive og mindre positive konklusio-

ner. Men det stod helt fast, at uddannelser-ne repræsenterer umistelige værdier, og detstod helt fast, at disse værdier stod usikkert imanglen af et teoretisk og forskningsbaseretfundament.26

Efterhånden som skolerne har afsøgt mulig-hederne for at forskningsunderbygge deteksisterende og designe universitære design-uddannelser, er der blevet afdækket en ræk-ke problemer og udfordringer. Ved Dan-marks Designskole har omstillingen rejstspørgsmål vedrørende værdier, pædagogik,pensum, lærerroller, organisation, ledelse,økonomi og selve designbegrebet.

Udfordringen er at få designet en højereuddannelsesinstitution, der reelt modsvarerde behov, som designfaget er konfronteretmed. Design er ved at blive det helt afgøren-de konkurrenceparameter, og designbegre-bet er samtidig i voldsom udvikling. Design-faget står over for at udfolde nye sider af sitpotentiale, i takt med at toneangivende virk-somheder i stadig højere grad integrererdesign på alle niveauer af forretningsførel-sen. Design er ikke længere noget, der fore-går i separate designafdelinger. Design erkommunikation. Og i en verden, hvor kon-kurrencedygtig pris og god kvalitet ikke læn-gere er konkurrenceparametre i sig selv, menselve adgangen til markedet, er kommunika-tion vejen til vækst. I denne udvikling invol-veres design og designere både i skabelsen afprodukter, varemærkeidentitet, markeds-føring og værdier. Førende, designstærke

47


I MaskinrummetThomas Schødt Rasmussen

26 Danmarks Evalueringsinstitut: Design. Evaluering af designuddannelserne under Kulturministeriet.

København: Statens Information, 2000

virksomheder har allerede i dag samlethandsken op og lader design indgå på direk-tionsniveau. I Danmark ses dette tydeligst imode- og tekstilbranchen, som er vokset tilat være et af Danmarks største eksporter-hverv og dermed, måske, den stærkeste eks-ponent for dansk design i dag.

Udviklingen er allerede i fuld gang, og denkræver nytænkning både i virksomheder ogpå designuddannelser. Fremtidens designermå have flere kasketter at skifte imellem, forat kunne fungere i professionelle, tværfagli-ge team med f.eks. ingeniører, marketings-folk, økonomer og ledelse. Men det er ikkekun virksomheders kamp for markedsande-le, der giver designprofessionen nye mulig-heder. I en visuelt orienteret og medieskabtvirkelighed er det af største vigtighed, hvor-dan man præsenterer sig, hvordan mankommunikerer. Så første trin, hvis man vilsælge et forskningsprojekt eller et politiskbudskab, eller hvis man vil virke som en vel-drevet og professionel folkeskole, foreningeller kortklub, er at lave en grafisk identitet,en brandstrategi og en hjemmeside. Desig-nere inddrages i stadig flere opgaver, hvorudseende og værdier skal skabes og kommu-nikeres. Og der trækkes overalt på kompe-tencer, som traditionelt tilskrives designfaget.I en sådan situation kan det undre, at deroverhovedet findes arbejdsløse designere.

Men det gør der. Både i Danmark og i restenaf verden. Designuddannelse har traditioneltværet disciplinorienteret og rettet mod op-øvelse af specifikke kompetencer. Design erikke en metodeuddannelse. Det var det, EVApåpegede. Og det er det, der er problemet.

Hvem ejer problemet?Design er problemløsning – innovativ ogkreativ problemløsning. Flere og flere virk-somheder og personer beskæftiger sig aktivtmed design. Men det er fortfarende ikke for-trinsvis tekstildesignere, keramikere og grafi-ske designere, der laver politikeres og virk-somheders brandstrategier. Dengang derfandtes en reklamebranche, beskæftigede

den et nogenlunde lige mål af tekstforfattereog grafiske designere. Vore dages kommuni-kationsbranche beskæftiger flere grafiskedesignere end førhen, men den beskæftigerlangt, langt flere analytikere, kommunikati-onskonsulenter og tekstforfattere. Denneskævhed i tilvæksten er ikke en dårlig ting isig selv. Det er et udtryk for, at designbegre-bet bliver bredere, og at designkompetencerefterspørges stadig mere.

Men den tilbageblivende udfordring er atdesigne en uddannelse, der klæder fremti-dens designere på til at fastholde indflydelsei stærke tværfaglige team, så toget ikke køreruden de designere, der er uddannet ved dekulturministerielle designuddannelser.

Problemet er klart nok, men løsningen erikke enkel, fordi den skal findes i et politiskfelt. For at opnå den rigtige løsning er detikke nok at levere en innovativ designydelse.Det er nødvendigt at gå et skridt dybere i detdesignforberedende analysearbejde og stillespørgsmålet om, hvem problemet tilhører.

Det viser sig nemlig, at scenarierne er megetforskellige alt efter hvordan man svarer pådette fundamentale spørgsmål.

Tre ejere, 1Helt overordnet er der tre ejere. Den førsteer Danmarks Designskole selv. Skolenshistorie strækker sig langt over 100 år tilba-ge, og skolen har uddannet mange af dekunsthåndværkere, illustratorer, indret-ningsarkitekter etc., der har designet deomgivelser, vi alle opfatter som vores egne.

Danmarks Designskole er en statsinstitutionunder Kulturministeriet. Efter en omlæg-ning af studiet, der er trådt i kraft i inde-værende studieår, tilbyder DanmarksDesignskole en generel designuddannelsemed en række specialiseringsmuligheder.Specialerne er traditionelle designdiscipli-ner, fordelt på produktdesign og visuel kom-munikationsdesign. Niveauet på såvel lærer-side som studenterside er generelt højt. Sko-

48


len har en klar profil – både i sin uddannel-se og i samfundet.27 Skolen har traditioneltprioriteret undervisningen meget højt, meddet resultat, at skolen er den af Kulturmini-steriets institutioner, som bruger forholds-mæssigt flest midler på undervisning og fær-rest midler på generel ledelse og administra-tion. Denne prioritering resulterer i en S/L-ratio, der i runde tal er otte-ti gange bedre,end hvad man kender f.eks. på universiteter-nes æstetikfag.28

Udviklingen af designuddannelsen og afDanmarks Designskole interesserer bran-chen, som også har et ejerskab for problem-stillingen. Brancheorganisationerne, DanskeDesignere og Danske Kunsthåndværkere, erbegge repræsenteret i Danmarks Designsko-

les skoleråd, hvor de er med til at påvirkeudviklingen. Også branchens udøvere ogaftagere ytrer sig og føler ejerskab for design-uddannelsens fremtid og for forskningensperspektiver og potentiale.

Internationalt er der mange eksempler på, atdesignskoler har fået ejerskab over problemetog dermed selv har defineret kriterier foromstilling til universitetsstatus. Konsekven-serne er meget forskellige. Institutionelt såvelsom i forskningens projekter og resultater.

For at tage det sidste først, så er det tydeligt,at designforskningen endnu ikke har fundeten ramme, som garanterer begrebslig ogniveaumæssig udveksling med det traditio-nelle universitetssystem.29 Og det har insti-

49


27 Danmarks Designskole optræder i den skrevne presse mellem fem og ti gange om ugen, og uddannelsen er den

sværeste i den koordinerede tilmelding at komme ind på, målt på forholdet mellem ansøgere og optagede.28 Disse tal er mere påfaldende end sammenlignelige. Men når en halv snes universitetsansatte forskere over-

hovedet kan tage ansvaret for at uddanne tusinde mennesker og samtidig forske og administrere sig selv, uden

at hyle højere, end hvad kantinestøj kan drukne, så hænger det sammen med, at den universitære uddannelses-

model betoner metode og selvstændighed i studieforløbet. De fleste universitetsstudier er metodeuddannelser,

hvor det tidligt bliver den studerendes eget ansvar at søge og tilegne sig den nødvendige viden, og hvor stud-

erende serviceres med få forelæsninger og færre eksaminer. Designuddannelsen minder mere om mesterlære.

Forløb tilrettelægges, så den studerende lærer de specifikke færdigheder, som er nødvendige for at løse en stillet

opgave. Mængden af forelæsninger svarer til universiteternes, men studerende servicere tillige med ugentlig

vejledning, tegnebordsundervisning, værkstedskurser etc. Til gengæld har der traditionelt ikke været eksaminer,

men semestervise evalueringer af den samlede faglige og personlige udvikling og indsats. Der skal ikke her argu-

menteres for, at designuddannelse ville eller burde kunne gennemføres på samme måde som uddannelserne ved

universiteternes æstetikfag, men designuddannelsernes holdning til, hvad det vil sige at studere, er med til at

gøre de færdige kandidater mindre omstillingsparate end metodestærke universitetskandidater.29 Ved The European Academy of Designs konference, ”The Design Wisdom”, i Barcelona, april 2003, fremlagde

Virpi Haavisto fra det velanskrevne finske designuniversitet, UIAH, et forskningsprojekt baseret på interviews

med 20 kunstnere på designfeltet. Haavisto konkluderede, at ”Artistically creative persons are [...] more devoted

and sensitive to the social and natural environments than average people are. [...] This emotional quality, which

we may call empathy, sympathy or compassion, in addition to a genuine and profound self-knowledge is

exceedingly central”. Dette forskningsresultat, påpegede Haavisto, stemmer overens med hendes egen erfaring

som kunstner. Et ander oplæg, ved Deana McDonagh fra Loughborough University og dekan David Weight-

man fra Staffordshire University, konkluderede, på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse foretaget i

forbindelse med et barbecuearrangement, at kogekedler er feminine, fjernsyn er maskuline og biler er neutrale.

Det teoretiske fundament for dette kvalitative forskningsprojekt var dr. John Grays internationale bestseller Men

Are from Mars, Women Are from Venus: A Practical Guide for Improving Communication and Getting What You

Want in Your Relationships. Se La sabiduria del diseño, Proceedings from 5th European Academy of Design,

Barcelona, 2003.

tutionelle konsekvenser. I Storbritannien fikdesignskolerne universitetsstatus med etslag. Der er siden sket et massivt fald i antal-let af skoler. Skolerne har simpelthen haftsvært ved at overleve det britiske forsknings-evalueringssystem, RAE. I Sverige er deforskningsbaserede designuddannelser fleresteder knyttet til ingeniøruddannelsesinsti-tutioner, mens den kunstnerisk-humanisti-ske uddannelse foregår på rene kunsthånd-værkerskoler. I Norge bruges store summerpå kunstnerisk forskning, og der er etableretforsøg med gradsgivende kunstneriske for-løb. Der er ikke etableret kriterier for enefterfølgende evaluering af skolernes økono-miske dispositioner. Det komplicerer bille-det, at flere lande opererer en Doctor of Art--titel, som er på ph.d.-niveau, men som alli-gevel adskiller sig. Dette gælder eksempelvisi Finland.

Når kunstneriske designuddannelser selv til-lægges retten til frit at designe forskningsbe-greber og forskeruddannelse, opstår der oftegnidninger i relation til den polytekniske,humanistiske, merkantile og sociologiskedesignforskning. De repræsenterer, på for-skellig vis, en anden ejer af problemet.

Tre ejere, 2Den anden ejer er ældre og har i endnu høje-re grad været med til at forme den verden, vilever i. Men den er en ny spiller på dennebane. For at opnå status som en højere ud-dannelsesinstitution må Danmarks Design-skole nødvendigvis leve op til de krav, derstilles til universiteter. Der er et vist spille-rum – universiteter, universitære institutio-ner, fakulteter og institutter kan skrues sam-men på mange forskellige måder, alt efterhvilken viden der skal genereres og formid-les – men den ene ting, der ikke kan bøjes,er den akademiske rigor. Forskningen kangøre lige så store krav på at eje problemet,som design kan.

I takt med at design er blevet et afgørendekonkurrenceparameter, og at bevidsthedenomkring kommunikationsstrategier er vok-

set, er der oprettet design- og designrelatere-de uddannelser ved universiteter, ingeniør-højskoler og handelshøjskoler i Danmark ogi hele verden. Disse uddannelser er forsk-ningsbaserede i udgangspunktet, og de træk-ker på designviden – og mens de trækker ibegrebet, bliver det større endnu.

Følger man debatten om designforskningensmål og midler – f.eks. på weblists, i tids-skrifter og på konferencer – er det tydeligt,at de traditionelle designskoler ofte opleveruniversiteternes designtiltag som parasitæreeller imperialistiske. Og det er påfaldende, atden kunsthistoriske, den ingeniørfaglige,den kommunikationsteoretiske og den afsæt-ningsøkonomiske designforskning kun i be-skedent omfang ser det som sin opgave at væremed til at opbygge et samlet forskningsfelt.

Konsekvensen er, at miljøerne taler forbihinanden, når de mødes. Fra et designersynspunkt kan det virke, som om handels-højskolernes helt og holdent habile forsk-ning i brandingstrategier misser den særligefedhed, som er svær at beskrive, men somnetop adskiller no nonsens-produktudvik-ling fra design. Samtalen mellem forskere,der arbejder med brandmærkers betydning,er reelt knudret, hvis den ene sammenlignerEccosko med sko fra Føtex, og den andensammenligner Gucci med Victoria's Secret.Det er ikke bare skoene, der er forskellige,men også opfattelsen af, hvad brandingbetyder, hvem branding betyder noget for,hvad en sko er – besjælet begærsobjekt ellerbesålet handelsobjekt – og, i sidste ende,også, hvad et menneske er.

Men også den humanistiske designforskningkan vække undren blandt designforskere ogdesignere. Designbranchen er handlingsori-enteret – det er en af de væsentligste design-kompetencer – og det burde være et friskpust til den humanistiske forskning, somogså skal vænne sig til, at der stilles krav tilforskningens anvendelighed. Der er derforen kulturel modstand mod det, man kunnekalde humanistisk fezforskning.

50


Det mest indlysende eksempel på fez-forsk-ning er Dr. Lorraine Gammans Said-inspire-rede forskningsprojekt, "Origins of the Fez",som blev annonceret på en designforskning-sweblist, for nylig. Dr. Gamman skriver ind-ledende:

We are reviewing the origins of Fez hats,also called tarboosh, i.e. a brimless coni-cal, flat-crowned hat that often has a tas-sel, usually made of red felt [...] We aretrying to understand, in particular therise of the Fez. i.e. how it spread, to itsadoption by groups like the AmericanShriner/Grotto movement (1875)30

I en traditionel, humanistisk optik og kon-tekst ville ingen finde på at sætte spørgsmål-stegn ved forskningsprojektets relevans. Ogingen ville benægte, at der er tale om design-forskning – forskning i et designobjektskontekstuelle ladning og kulturhistoriskeskabelse. Blandt designere er entusiasmenmindre, og det er et tilbagevendende spørgs-mål om fezforskning vil skabe bedre design-uddannelser, bedre design. Det indlysendesvar er ja og nej. Fezen er tegnet og er næp-pe en udfordring for dagens designere. Såforskning i fezens kulturhistorie vil sikkertikke føre til bedre fezdesign. Til gengæld erder ingen tvivl om, at det kulturanalytiskeblik for krydsfeltet mellem designede objek-ters form, funktion og social betydning errelevant for designere.

Og denne iagttagelse bakkes op af erhvervetsfremmeste. Kigger man på den toneangiven-de del af designerhvervet, er billedet tyde-

ligt. Den amerikanske designvirksomhedIDEO, som de sidste tolv år hvert år harvundet flest designpriser, har netop det sær-træk at den ansætter langt flere antropolo-ger, økonomer, ergonomer osv. osv. enddesignere. Formgivning – designhåndværk –er en integreret del af IDEOs samlede ydel-se. Den er ikke ydelsen i sig selv. Set i det lyser det bemærkelsesværdigt, at der i Danmarkfindes 1900 enkeltmands-designvirksom-heder, hvis kerneydelse er formgivning afmaterielle og immaterielle produkter31 – oglige så bemærkelsesværdigt, at alverdensdesignskoler ikke har ansat fem forskerud-dannede antropologer tilsammen.

Designere skal ikke være kulturanalytikere,men de skal kunne kommunikere medandre faggrupper – verbalisere egne kompe-tencer og interagere med økonomens,ingeniørens og kulturanalytikerens kompe-tencer – og også de designere, der ikke fin-der ansættelse i IDEO, har brug for meto-disk, analytisk tilgang i det designforbere-dende arbejde. For at få denne viden ind idesignuddannelserne er det nødvendigt atrekruttere videnskabeligt personale, der kanlevere forskningsbaseret undervisning, ogsom kan være med til at udvikle det design-teoretiske forskningsfelt indefra. Men det eren øvelse, som kræver stor lydhørhed. Oguniversitetsuddannede forskere i designfeltetmå være meget opmærksomme på deres rol-le som ambassadører. Fezforskning kan kunbidrage til opbygningen af en specifikdesignfaglig videnskabsteori, hvis den virke-lig formår at kommunikere værdien af gene-rel, metodisk kompetenceopbygning.

51


30 Dr. Lorraine Gamman: ” Origins of the Fez/Tarboosh” sendt til [email protected], d.

2. december, 200331 Danske Designere deltager aktivt i bestræbelsen på at professionalisere branchen og overkomme de strukturelle

problemer ved små virksomheder, der leverer freelanceydelser. Danske Designere er med til at drive opbygnin-

gen af forskning ved at stille krav til uddannelserne. Foreningens formand, Lise Vejse Klint, sidder således i

Danmarks Designskoles Skoleråd. Også fra nye kanter bevæges erhvervet. Caroline Søeborg Ohlsen og Thomas

Lykke har således i 2003 etableret Danmarks første rene designmanagementvirksomhed, OeO.

Tre ejere, 3Men fronten mellem design og forskning ermåske mindre væsentlig, end den fremstår,selv om det er her, træfningerne finder stedoveralt i den virkelige og virtuelle verden. Ialle konkrete tilfælde, og i hvert fald påDanmarks Designskole, er problemetsegentlige ejer hverken designfagets tavseviden eller den akademiske metode. Dan-marks Designskole er en statslig institution,og det vil, i al sin brutale enkelhed, sige, atde midler, Danmarks Designskole bruger pålønninger, uddannelse og nu også forskningog kunstnerisk virksomhed, er skatteyder-penge. Dette er ikke et trivielt faktum. Fordet betyder, at skatteyderne ejer problemet.

Sådan har det i princippet altid været, menskatteyderne har ikke gjort meget væsen afsig – og for Danmarks Designskole er det enny fornemmelse at skulle forholde sig til spe-cifikke, udefrakommende krav – også selvom de krav har deres udspring i skolens egneønsker og formuleringer.32 Det strider modden klassiske forestilling – som DanmarksDesignskole i øvrigt deler med universiteter-ne – at uddannelse i sig selv er det højestemål. Og ikke en ydelse, købt og betalt af enkunde, som har ret til altid at have ret.

Hvordan løser vi problemet?I det øjeblik problemets ejer er identificeret,er rammerne for løsningen lagt. DanmarksDesignskole refererer til Kulturministeriet,som prioriterer en budgetramme fra Finans-ministeriet. Den politiske flerårsaftale, som

danner rammen om Danmarks Designsko-les resultatkontrakt, er vedtaget af samtligepartier i Folketinget. Enhedslisten måttevende aftalen med sit bagland. Men da dekom tilbage, stod det fast, at den politiskeenighed strækker fra de autonome til Lang-balle og Krarup.

Danmarks Designskole er altså i den luksu-riøse situation, at hele det folkevalgte demo-krati bakker op om – og interesserer sig for– at skolen får lavet en forskningsstrategi,der kan være med til at sikre de umisteligeværdier, som skolen har repræsenteret i detdanske uddannelseslandskab i mere end 125 år.

Tre lette trin, 1At forskningsbasere et praksisfelt er ikke enopgave, der er løst med et snuptag. Feltetseksisterende problemer beviser det. På Dan-marks Designskole har det første trin væretat lave klarhed om forskningens former.

I stedet for at acceptere OECD' definitioneraf grundforskning, anvendt forskning og kli-nisk forskning/eksperimentel udvikling,taler man i designfeltet om forskning i, forog gennem design.33 Forskning i design fors-tås som kunsthistoriske studier. Forskningfor design forstås som forskning, der direktekan hjælpe designere til at lave bedre design.Forskning gennem design forstås ofte somdesignpraksis. En del skoler opererer medtanken om, at designerens arbejdsproces erforskning, og det færdige design i sig selv eret forskningsresultat. Den begrebslige opde-

52


32 Ved OECD-konferencen ”Managing Art Schools Today” i Paris i august 2003 blev de kulturministerielle resul-

tatkontrakter præsenteret som case-study ved fuldmægtig Line Arnmark. Reaktionen var forundring og foruret-

telse. Særligt de deltagende rektorer havde svært ved at goutere forestillingen om, at de, der forvalter skatteyder-

penge, kan holde kunstneriske uddannelsesinstitutioner fast på formuleringer, de selv har været med til at lave.33 Begreberne er oprindelig introduceret af Christopher Frayling i ”Research in Art and Design” RCA Research

Papers, vol. 1, nr. 1, London: Royal College of Art, 1993. For en diskussion af Frayling se Ken Friedman: ”The-

ory Construction in Design Research. Criteria, Approaches, and Methods” i Durling og Shackleton, red.: Com-

mon Ground. Proceedings of the Design Research Society International Concerence at Brunel University, September 5-

7, 2002. Stoke on Trent: Staffordshire University Press, 2002.

lingen i forskning i, for og gennem design erumiddelbart besnærende i sin forståelse af,hvordan forskning kan hjælpe design. Mensubstituerer man design med et par andreforskningsfelter, f.eks. tysk filologi eller teo-retisk fysik, viser begreberne sig at have min-dre overbevisningskraft. Det giver simpelt-hen ikke mening at tale om forskning forteoretisk fysik eller forskning gennem tyskfilologi.

Danmarks Designskole har valgt at gå denanden vej og synliggøre forskningens formerved i udgangspunktet – og helt konkret istillingsopslag – at skelne mellem grund-forskning, anvendt forskning og kliniskforskning/eksperimentel udvikling. Eksperi-mentel udvikling beskrives i DanmarksDesignskoles interne papirer som praksisba-seret designforskning. Det er en oversættelseaf det engelske begreb 'practice based rese-arch', som bruges i flæng med 'clinical rese-arch'. Begrebet bruges for at synliggøreforskningsaspektet. Og for at sætte forskelmellem designarbejde, der altid indbefattereksperiment og udvikling, og forskning, deri tilgift indbefatter eksplicit tesestyring,dokumentation af eksperimenter, skriftligafrapportering og efterprøvelighed. Begrebeter også introduceret på Danmarks Design-skole, mens der endnu var noget, der hedkunstnerisk udviklingsarbejde. I forhold tilbegrebet om kunstnerisk udviklingsarbejdehar praksisbaseret designforskning den for-del, at værdien af personligt udtryk nedskri-ves betragteligt. Personligt udtryk ligger, iudgangspunktet, uden for forskningensrammer.34

I store dele af designfeltet er formgivningenspersonlige udtryk imidlertid en vigtig bæreraf erkendelse. Og det ville være absurd atudelukke denne form for erkendelse på enkulturministeriel uddannelsesinstitution.Designs fremtidige potentiale ligger netop iat flytte det punkt, hvor forskningsbaseretviden og kunnen slår over i æstetisk og pro-cesorienteret praksis. Derfor har DanmarksDesignskole valgt at operere med en forsk-ningsækvivalens for designpraksis og reflek-sion på højeste niveau. Forskning og kunst-nerisk virksomhed er to forskellige erkendel-sesformer, som beriger hinanden. og sombegge er nødvendige for designuddannelsepå højeste niveau.

I Danmarks Designskoles første resultatkon-traktperiode er ansættelser på forsknings-budgettet delt i fire lige store bunker. Derallokeres lige mange midler til grundforsk-ning, anvendt forskning, praksisbaseretdesignforskning og kunstnerisk virksomhed.I 2006 vil der være tre fulde årsværk i hverkategori.

Alle stillinger slås op eksternt og internatio-nalt. Niveauet er givet af arkitektskolernesstillingsstruktur, der kræver videnskabeligekvalifikationer på ph.d.-niveau for ansættel-se som adjunkt og en videre erfaringstileg-nelse for ansættelse som lektor. Stillingermed kunstnerisk virksomhed er uden forstillingsstrukturen, men bedømmes ogaflønnes på lektorniveau. Tilsammen vilansættelserne give et godt fundament, hvorskolens oprindelige kompetencer, der for-trinsvis peger i retning af praksisbaseretdesignforskning og kunstnerisk virksomhed,

53


34 Det er en genkommende indvending, at forskning i stigende grad afrapporteres i stærkt individualiserede for-

mer – den franske kongerække af 60’er–tænkere fremhæves på linje med kontrafaktisk historieskrivning og lig-

nende. Men for det første har denne udvikling alene været at spore i en lille del af den spekulativt humanistiske

forskning, og for det andet har den ligget som en teoretisk begrundet udvikling i et stærkt determineret felt.

Der er tale om historiske mastertekster i disciplinernes grænseland. At generalisere ud fra f.eks. Jean Bau-

drillards De la séduction er, i bedste fald, tendentiøst.

suppleres med nye kompetencer fra forskere,der på hele feltets vegne kan være med til atopbygge en designfaglig videnskabsteori.Det lyder ambitiøst, men ansættelsen af treph.d.-bedømte seniorforskere er faktisk noktil at gøre Danmarks Designskole til enførende designteoretisk forskningsinstitution.

Tre lette trin, 2Med klarhed over forskningens former, kva-lifikationskrav og den strategiske fordelingaf stillinger, har det næste skridt været at ska-be klarhed over, hvilken profil forskningenskulle have.

Processen med at vælge temaer for forskningog kunstnerisk virksomhed kørte i efterårs-semesteret 2003. Skolens ansatte var ind-kaldt til tre seminarer, der samlede materia-le til den proces, der kørte i forskningsnævn,skoleråd og ledelsesgruppe.

Tre ting stod klart fra starten. For det førsteskulle temaerne være skolens egne, og deteneste ufravigelige krav var, at et af temaer-ne nødvendigvis måtte være designteori. Fordet andet skulle temaerne afspejle skolensprofil og kompetencer. For det tredje skulletemaerne være operationelle, forstået på denmåde, at de både skulle kunne danne rammeom grundforskning, anvendt forskning,praksisbaseret designforskning og kunstne-risk virksomhed.

På det første seminar blev alle skolens aktu-elle forskningsprojekter og projekter medkunstnerisk virksomhed præsenteret. Pådenne baggrund blev de fremmødte delt imindre grupper, som fik den opgave atkomme med forslag til temaer for forskningog kunstnerisk virksomhed. Resultatet blevfire inspirerede og inspirerende lister, bestå-ende af alt fra operationelle temaer overkonkrete projektforslag og mulige ideer tilgenerelle overvejelser. I alt indkom et parhundrede kommentarer, som tilsammen gaven næsten dagbogsintim beskrivelse af Dan-marks Designskoles selvopfattelser og drøm-me.

På det næste seminar var dette materialerystet sammen til otte mulige temaer, somblev fremlagt og diskuteret. Målet var atskære til og prioritere. På det første seminarfremkom en række meget interessante for-slag til indsatsområder – f.eks. designdidak-tik og designhistorie – men disse blev kasse-rede som overordnede temaer med denbegrundelse, at det ville føre til en skæv pro-fil, hvis Danmarks Designskole satsede stortpå at opbygge forskningskompetencer indenfor didaktik og historie. Det betyder ikke, atder ikke kan formuleres projekter i designdi-daktik og designhistorie, men projekternemå i givet fald forholde sig til et overordnettema, f.eks. designteori. På det tredje semi-nar fremlagde forskningsnævnet tre temaer,som både er operationelle i forhold til forsk-ning og kunstnerisk virksomhed, i forholdtil Danmarks Designskoles kompetencer ogpotentiale og i forhold til Center for Design-forskning.

De tre temaer for forskning og kunstneriskvirksomhed er:

- Designteori og metode: Forskningensmål er at etablere en teoribygning og enfaglig terminologi, der kobler teoretiskviden med designfagets praksis. Kunstne-risk virksomhed inden for designteori ogmetode kan rumme designpraktikeresskriftlige refleksioner over designproces-sen og designobjektet.

- Designværdier: Forskningen i design-værdier sigter mod at opbygge en viden-skabeligt funderet platform for tænkningog operationalisering af værdier inden fordesign. Hvad enten disse er iboende,underliggende eller merkantile. Kunstne-risk virksomhed inden for designværdierkan rumme konkrete undersøgelser afskabelse af merværdi.

- Materiale og interaktion: Forskningen imateriale og interaktion sigter mod atvidenskabeliggøre designdisciplinernestavse viden og opbygge metodisk viden iet bredere designfelt. Kunstnerisk virk-somhed inden for materiale og interakti-

54


on kan rumme designpraksis på højesteinternationale niveau – som best practiceeller i en udfordring af disciplinernesgrænser.

Indsatsområderne er ikke hævet over kritik.Indvendinger kunne rejses mod temaernesbredde og overlapning. Afgrænsede temaerer nemmere at arbejde med og giver en kla-rere profil. IT-U er et godt eksempel. Ved atvælge en sylespids forskningsprofil har IT-Ufået status som universitet i sin egen ret oginternational anerkendelse på rekordtid.Danmarks Designskoles situation er enanden, og der er tale om et strategisk valg.

Skolen består af to institutter og otte specia-ler. En smal profil ville udelukke store deleaf skolen – og gøre forskningen til en hoved-aktivitet, der er adskilt fra kroppen. Ottesnævre temaer ville gøre det umuligt at opnåkritisk masse. Og hele øvelsen består i forve-jen i at generalisere designviden og skabe endesignuddannelse med mulighed for fagligspecialisering. Ved at lave brede temaer for-ankres forskningen i den fælles tankegods,Danmarks Designskoles arvesølv.

Tre lette trin, 3Selv om Danmarks Designskole brugerkræfter på at skabe et solidt fundament, derbåde forankrer udviklingen i bredden af sko-lens profil og i dybden af forskningens vele-tablerede former, suppleret med den megetvæsentlige kunstnerisk virksomhed, og selvom Danmarks Designskole foreløbig kan sefrem til at beskæftige 12 forskere og læreremed kunstnerisk virksomhed plus stipendia-ter, eksternt finansieret forskning og etforskningssekretariat, er Danmarks Design-skole ikke stor nok til at løfte opgaven alene.

Tredje nemme skridt har derfor været opret-telsen af et Center for Designforskning, dersamler de kulturministerielle designuddan-nelsers forskning.

I centeret er der foreløbig ansat en lektor,Ida Engholm, ph.d., der kommer fra en stil-ling på adjunktlignende vilkår ved Dan-marks Designskole, og en centerleder,Thomas Binder, ph.d., der kommer til stil-lingen med stor erfaring både inden fordesign, designforskning og forskningsledelsepå designområdet. Danmarks Designskolekan indplacere professor Ken Friedman,ph.d., og Karen Lisa Salamon, ph.d. somlektorer35 – og der forberedes aktuelt yderli-gere ansættelser i centeret både ved Kunsta-kademiets Arkitektskole (to nye stillinger),Arkitektskolen i Aarhus (en ny stilling) ogved Danmarks Designskole (en genbesættel-se og to eller tre nye forskerstillinger). Efterplanen vil centeret samle et stort antal for-skere, 30 seniorforskere og 17 stipendiater i2006. Center for Designforskning sikreraltså den kritiske masse, der skal til for at fåforskningen til at gro. Men endnu vigtigereer det, at centeret vil sikre opbygningen afakademisk tradition og organisation ved dedeltagende institutioner.

Integrationen er allerede startet. Efter mereend hundrede års parallel designuddannelseog parallel opbygning og formidling afdesignviden på forskellige adresser i Køben-havn, slår Kunstakademiets Arkitektskole ogDanmarks Designskole nu stillinger op ifællesskab.

Thomas Schødt RasmussenThomas Schødt Rasmussen er forskningsle-der ved Danmarks Designskole.

55


35 Ken Friedman er professor ved Handelhøyskolen BI i Norge.

Forskningsudvalgets medlemmer

Professor, mag.scient, dr.phil., dr.scient.soc.Kirsten Hastrup, Institut for Antropologi,Københavns Universitet, formand

Professor, arkitekt m.a.a.Gregers Algreen-Ussing, Kunstakademiets Arkitektskole

Professor, dr.polit. Ellen Andersen, tidligereØkonomisk Institut, Københavns Universitet

Seniorforsker, dr.phil. Jørgen Fink,Erhvervsarkivet, Statens Arkiver

Museumsinspektør, dr.phil. Jan WürtzFrandsen, Statens Museum for Kunst

Lektor, M.A, dr.phil. Karsten Friis-Jensen,Institut for Græsk og Latin, KøbenhavnsUniversitet

Institutleder, lic.merc. Carl Gustav Johan-nsen, Danmarks Biblioteksskole

Afdelingsbestyrer, ph.d. Ingelise Nielsen,Kunstakademiets Konservatorskole

Docent Niels Rosing-Schow, Det Kgl. Dan-ske Musikkonservatorium

Museumsinspektør, cand.mag. Mette Skou-gaard, Det Nationalhistoriske Museum påFrederiksborg

56


forskningsbegreber og vidensformer: kulturarv, … og vidensformer.pdf · bologna-deklarationen og...

Documents