Fortæl en historie!

92O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 6

Mesterfortæller Ahmed Ezzarghani fra Marokko. En af hovedfigurerne bag bevarelsen og videreudviklingen af den marokkanske fortælletradition.

Ezzarghani oplærer unge kvinder og mænd i fortællekunst på Cafe Clock i Marrakesh.

93F O R TÆ L E N H I S T O R I E

Af Lise Marie Nedergaard

Fortæl en historie!

”Historiefortælleren beror alene på sin tretommer lange tunge, og dog er han i stand til atvise os, hvad der er letkøbt og overfladisk idenne verden – og hvor vi finder den dybe grund. ” Kinesisk ordsprog, ca. 1100 e.Kr.1

Mundtlig fortælling er en urgammel under-holdningsgenre. Og meget mere end det: Deter en af de ældste måder at overlevere nødven-dig viden og nyttig livsvisdom på. Samtidig erdet en udtryksform, der gennem de sidste årti-er har oplevet en stor renæssance. I dag bliverder arrangeret fortællefestivaler i mange landeverden over; der fortælles historier på caféer,museer og biblioteker, skoler og teatre samt påYouTube og radio. Og et væld af genrer errepræsenteret: samtidshistorier og erin-dringsfortællinger fortælles side om side medfolkeeventyr og myter. Genrer smelter sam-men, og fortællinger kombineres med andrekunstarter som for eksempel musik. De ud -øvende er både professionelle, som lever afdet, folk, der har det som en sideinteresse, og

fagfolk, der bruger fortællingen som et for -mid lingsgreb i en arbejdssammenhæng: skole-lærere, undervisere, museumsformidlere.Men det er også helt almindelige mennesker,der bliver inviteret op på scenen for at fortælleom tilværelsen, sådan som den ser ud fra dereshjørne af verden.

Nogle professionelle formår at løfte fortællin-gen op på et kunstnerisk niveau, hvor de tekni-ske færdigheder forenes med dyb kunstneriskindlevelse og stor udtrykskraft. Når det sker,er det en uforglemmelig oplevelse for publi-kum og til stor inspiration.Gennem de sidste tre år har Odense BysMuseer arrangeret Internationale Fortælleda-ge for at give publikummulighed for at opleveen sådan fortællekunst. Med støtte fra H.C.Andersen Festivals har det været muligt atinvitere store fortællere hertil fra udlandet. I2015 var den prisbelønnede fortæller og for-fatter Laura Simms særlig gæst. Hun er kunst-nerisk leder af Hans Christian Andersen

Laura Simms foran H.C. Andersen-statuen

i Central Park.

Story telling Center i New York og arrangererhvert år historiefortælling foran H.C. Ander-sen-skulpturen i Central Park.

Odense Bys Museer og fortællekunstenDer er flere grunde til, at Odense Bys Museerhar fokus på den mundtlige fortælling:

– Som en del af formidlingen af H.C. AndersenDen mundtlige fortælling spillede en stor rolle iH.C. Andersens barndom. Han lagde øre til enalmueovertro fuld af både rædsel og poesi ogmed animistiske og dermed universelt udbredteelementer. Han lyttede til gadens brutale ogopfindsomme sprog. Han hørte fynske folkee-ventyr og sagn, hvis motiver gennem århundre-der var vandret til øen ude fra den store omver-den. Samtidig stiftede han gennem faderenshøjtlæsning bekendtskab med værker somTusind og én Nat. Dermed flød en rig og old-gammel fortælletradition ind i hans årer. ForTusind og én Nat rummer et fletværk af indiskeog persiske, arabiske og egyptiske fortællinger.

Trods datidens tvivlsomme oversættelser afværket og det stærke islæt af europæisk litte-rært fortællestof blev et væld af folkelige karak-terer, genrer og plots præsenteret for ham. Derer på den måde et svimlende dybt rodnet underH.C. Andersens eventyr. Det stopper ikke vedbarndommen i Odense, men strækker sig langtvidere ned og ud i tid og sted. Da H.C. Andersensidenhen blev oversat til alverdens sprog, van-drede hans eventyr altså ikke blot ud i verden,kunne man sige; mange af deres motiver van-drede også ‘hjem’. Og derude har folk taget demtil sig, som om de var deres egne.

94

Den mundtlige fortælleform slog ikke kunigennem på en nyskabende facon i H.C.Andersens skrivemåde. Også når hanoptrådte med sine historier, sprængte hanindimellem rammerne for den højtlæsnings-form, som var gængs i de litterære saloner.Det skete især, når der var børn samlet; ikkefordi hans eventyr var beregnet blot forbørn, men fordi han i deres selskab kunneføle sig langt friere. Hans evner som fortæl-ler understreges i erindringer fra hans sam-tidige. Emilie Holm, et tyende på herregår-den Holsteinsborg, beretter om, hvordan det

O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 6

gik for sig, når alle folkene på gården blevsamlet i havestuen for at høre H.C. Ander-sens eventyr:

”Han læste ikke, han fortalte. […] Andersenvar helt inde i Eventyrets Stemning. Han varde Skikkelser han fortalte om, Klods Hans,Prinsessen, Heksen i Fyrtøjet og Dyrene, hvispudsige Bevægelser og sjove Lyde han kunneefterligne til Fuldkommenhed, men han over-drev aldrig. Det var Stemningen han vilde havefrem, og bare ved at se paa ham, følte man sighensat til en helt anden, underlig Verden.”

Indisk historiefortæller, 1913. Foto fra: Indian Myth and Legend af Donald Alexander MacKenzie, s. 64.

Eller som Edvard Collin noterede det i enbeskrivelse af H.C. Andersen, der fortællerfor de mindste: ”Talen gik ustandseligt, rige-ligt udstyret med de for Børnene bekjendteTalemaader, og med Fagter som passede der-til. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: hansagde ikke: ‘Børnene kom paa Vognen og saakjørte de’, men: ‘saa kom de paa Vognen, farvelFar, farvel Mor, Pidsken smældede smæksmak, og væk foer de hei vil du gaae’.”2

Det er interessant at sammenstille dennebeskrivelse med et citat fra Kinas mest berøm-te mundtlige fortæller fra det 20. århundrede,Wang Shaotang (1889-1968). Han siger om for-tællerens arbejde: ”Du skal forestille den per-son, som du er ved at fremstille! I løbet af enenkelt opførelse, for eksempel en kort episo-de, må du som historiefortæller helt alenekunne forestille en ung mand, en kvinde, enklovn og en gammel mand – fire personer ogalt hvad de foretager sig: gråden fra de græ-dende, latteren fra de leende, angsten hos deængstelige, vreden hos de vrede! Du skal opfø-re fortællingen på en sådan måde, at […] publi-kum føler, at de ser disse personer livagtigtsom i levende live – at det er, som om de lyttertil deres samtale her og nu! ”3

95F O R TÆ L E N H I S T O R I E

H.C. Andersen på Frijsenborg Slot.

Foto: Henrik Tilemann, 1863.

Historiefortæller fra !Kung-folket, Sydafrika, 1947.

Foto: Nat R. Farbman

Den engelske historiefortæller Dominic Kelly undervi-

ser ansatte på skoler, biblioteker og museer i at bruge

historiefortælling i deres formidling.

I Kina har der eksisteret en århundredlang tra-dition for etablerede fortællehuse i byerne. Idisse huse var der en lav scene til fortælleren iden ene ende og bænke til publikum langsvæggen, og her samledes voksne med det eneformål at høre historier og drikke te eller vin.‘Folkets universitet’. Sådan blev historiefor-tællingen kaldt. Kunsten at efterligne alle slagsikkesproglige lyde – vindens susen, lyden afhestehove og geværskud – var højt skattet idisse sammenhænge, ligesom beherskelsen afet rigt sprog var det: et sprog, der kunne vekslemellem poetisk højsprog og efterligninger aflokale dialekter, jargoner og gadesprog, altefter hvem den talende person i historien var.Havde der i Danmark været respekterede rumfor fortælling i byerne, havde H.C. Andersenmåske dér kunnet udfolde disse særlige aspek-ter af sin fortællekunst. I stedet balanceredehan mellem de finkulturelle miljøer i hoved-stæderne (hvor han fordrede en andægtig, tavslytten omkring sin oplæsning) og friheden ogimprovisationen i mødet med børn og tyendepå herregårdene, der indimellem blev samletfor at opleve ham. Den genre, der ligger mellemteaterscenen på den ene side og litteraturen påden anden: den mundtlige fortælling, var iDanmark som i mange andre vestlige lande påH.C. Andersens tid begrænset til at udfolde sighos almuen. Fra slutningen af 1700-tallet blevden i stigende grad studieobjekt for folklore-indsamlere, og trykte folkeeventyrsamlingervandt indpas i mange finere hjem. I anden delaf 1800-tallet begyndte den mundtlige fortæl-

96

ling at udfolde sig i nye rammer, da den blevindføjet som en nødvending og genial satsning ifolkeuddannelsen gennem Grundtvig og Kold.Men nogen offentlige scene for fortællingfandtes fremdeles ikke. Der, i de frie skoler og ide folkelige forsamlingshuse, levede denmundtlige fortælling sit relativt upåagtede livhelt frem til 1980’erne, hvor den vandt fornyetog selvstændig opmærksomhed somfænomen.Siden da er interessen kun vokset.

– Som greb i museumsformidling Ikke bare i organiserede fora fortælles dermundtligt; vi fortæller hele tiden: Vores almin-delige samtaler med hinanden i løbet af dagen,

O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 6

i kantinen og over middagsbordet, hos bilme-kanikeren og på mobilen er fulde af anekdoterog fabulerende eller ligefrem dramatiskebeskrivelser af virkelige begivenheder.Historiefortælling hjælper os med at organise-re information, med at forstå vores personligeerfaringer og vores omverden og med at giveoplevelser og sansninger form, så de kan delesmed andre, og så vi kan handle på dem. Voreshjerner forstår verden gennem fortælling.”Evolutionary biologists confirm that 100,000years of reliance on stories have evolutionaryhardwired a predisposition into human brainsto think in story terms. We are programmed toprefer stories and to think in story structure.”4

At der opstår en forståelse for og en organise-ring af vores erfaringer gennem historiefor-tælling gælder naturligvis al form for historie-fortælling, hvad enten vi møder den som film,computerspil, litteratur, billedkunst, musikm.v. eller i mundtlig form. I forbindelse medundervisning og formidling har den mundtligefortælleform – ligesom de andre genrer –imidlertid sine specifikke styrker. Fortællerenlader historien træde frem ved hjælp af sineord, sit kropssprog og klangen af sin stemme.En mængde sanseindtryk er på spil: lyden afden levende menneskelige stemme rummer enmyriade af informationer, der alle giver gen-klang i den lyttendes egen erfaringsverden;det forholder sig på samme måde med den for-tællendes kropssprog. Disse komplekse san-seindtryk indgår i et samspil med de konkrete

Den kinesiske historiefortæller Wang Xiaotang

(1918-2000). Foto: Jette Ross.

talte ord. Men det er den lyttende, der med sinindbildningskraft og koncentration selv skaberbillederne i sit eget indre. Den lyttende bliverdermed i bogstaveligste forstand beriget. Fordisse billeder bliver tilhørerens ejendom; dybtpersonligt forankret og knyttet til den erfa-ringsverden, som den enkelte tilhører bringermed ind i det fælles rum, hvor historiefortællin-gen finder sted. Og samtidig – fordi billedernenetop er opstået i et fælles rum, i et samvær medandre – mindes de enkelte tilhørere om, at de eren del af et større fællesskab og i den henseendedeler grundvilkår. Tilhørerne har undervejs ifortællingen fundet sammen i udbrud af latter,overraskede gisp eller suk. Og i den intense stil-hed mellem ord eller sætninger fornemmerenhver, at historien også synker ind i sideman-den og dér skaber forbindelse til det, han ellerhun allerede har erfaret, oplevet og ved.

De informationer, der eventuelt ledsagedeeller var en del af fortællingen, bliver gennembilleddannelsen altså ‘indlejret’ i os. Og fordiinformationerne var organiseret som en bil-ledrig, fremadskridende fortælling, lader desig genkalde langt enklere, end det er tilfældetmed løsrevne informationer. Da fortællesitua-tionen samtidig er en stærkt sanselig oplevel-se, delt med andre i et fællesskab, er den lagreti hjernen på en langt mere kompleks måde, enddet er tilfældet med løsrevne ‘totter’ af infor-mation. Endelig kalder selve historiefortællin-gen qua sit væsen på et nærvær og en koncen-tration, som det ellers kan være vanskeligt at

skabe, hvor mange mennesker er samlet. Nåralle disse forhold arbejder sammen, er chan-cen for, at vi husker og har glæde af de overle-verede informationer, stærkt øget. Det gæl-der, uanset om vi som tilhørere er voksne,unge eller børn. Og dét er naturligvis interes-sant for enhver, der skal løse en undervis-nings- eller formidlingsopgave. Derfor er derogså inden for Odense Bys Museer fokus på atundersøge den mundtlige fortællings styrker iforbindelse med formidling af for eksempelmuseumsgenstande, historiske håndværk,livsvilkår, traditioner og begivenheder.

– Som central del af Børnekulturhuset Fyrtøjets arbejdePå læreruddannelsen ved University CollegeLillebælt er der også stor interesse for denmundtlige fortælling. Det mærker blandtandre Børnekulturhuset Fyrtøjet i form afefterspørgsel efter rundvisninger og semina-rer med fortælling som emneområde. Det er oplagt, at de lærerstuderende opfordrestil at bruge fortælling i forbindelse med dansk-undervisningen. Fortælling udvikler elevernestale- og lytteevner, stimulerer deres fantasi,ordforråd og deres evne til at fortælle om sigselv og andre på en nuanceret måde; ikke

97F O R TÆ L E N H I S T O R I E

Vigga Bro fortæller under Internationale Fortælledage. Foto: Skovdal.dk/HCA Festivals

mindst det sidste er afgørende for både denenkeltes og fællesskabets trivsel.”The beauty of storytelling in the classroom isthat it works at different levels at the sametime. Teachers are under pressure today to‘deliver’ excellent basic skills, high academicresults and emotionally skilled children withhighly developed thinking skills! Telling storiescan contribute to all those areas at the sametime.”5Også i forbindelse med inklusion kanfortælling spille en rolle. Børn, der ikke er bog-ligt stærke, kan have – eller vokse til at få – enuventet styrke som mundtlige fortællere. Deri-gennem kan de vinde akademisk selvsikkerhedog få en indre forståelse for discipliner, dertypisk mest knytter sig til skriftlighed: analyseog fortolkning for eksempel. Samtidig viser detsig ofte, at børn med stor indre uro har glæde affortællesituationen: Der abonneres netop påderes indre liv, før der tages fat om den ‘ydre’faglighed. Og læreren kan have en fri og nær-værende øjenkontakt medbørnene, uden at debehøver at frygte for at blive bedt om at præ-stere noget, hvis de gengælder dette blik.

Men ikke blot den danskfaglige og den menne-skelige dannelse fremmes gennem historiefor-tælling. Også fag som matematik, geografi,historie og naturvidenskab kan få uventet livfor eleverne gennem historiefortælling. De fle-ste af os erindrer at have haft en særlig dygtiglærer i skolen, da vi var børn. Om denne lærerhedder det ofte: ”Han var så god til at fortælle!” eller ”Hun kunne virkelig holde os fanget! ”

98

Her gælder det udviklingen af den lærerstude-rendes egen mundtlighed og fortælleevner.

Børnekulturhuset har mulighed for at bidragemed inspiration i disse kontekster. Denmundtlige fortælling har fra begyndelsen spil-let en afgørende rolle i husets formidling afH.C. Andersens eventyrverden til børn ogvoksne. En lang række udvalgte eventyr ergennem årene blev fortalt for husets gæster iweekender og ferier. Fortællingen indlederalle husets skoleforløb, og en fabulerendemundtlighed er et afgørende element i den tea-terimprovisation, der udbydes som det mestsøgte skoleforløb.

Den rolle er kun blevet bekræftet efter fusio-nen med Odense Bys Museer i 2013, hvorblandt andet Internationale Fortælledage før-ste gang blev afholdt, ligesom der i 2015 blev

O D E N S E B Y S M U S E E R 2 0 1 6

oprettet en helt ny fortælleskole for børn påFyrtøjet. Den mundtlige fortælling vil fortsæt-te med at være et indsatsområde i et kommen-de Eventyrhus, så også fremtidige gæster fårmulighed for, som tyendet Emilie Holmbeskrev det, at føle sig ”hensat til en heltanden underlig Verden. ”

Noter1 Børdahl, Vibeke: Tiger, tiger. Wu Song og tigeren i

kinesisk historiefortælling, 2004, s. 14.2 Andersen, Jens: Andersen. En biografi, 2003, Bind I, s.

346-47.3 Børdahl, 2004, s. 9. 4 Haven, Kendall: Story Proof. The Science Behind the

Startling Power of Story, 2007, s. 4.5 Eade, Jennifer M. Fox: Classroom Tales. Using Story-

telling to Build Emotional, Social and Academic Skills across the Primary Curriculum, 2006, s. 12.

LitteraturAndersen, Jens: Andersen. En biografi, 2003.

Eade, Jennifer M. Fox: Classroom Tales. Using Story-telling to Build Emotional, Social and Academic Skills across the Primary Curriculum, 2006.

Børdahl, Vibeke: Tiger, tiger. Wu Song og tigeren i kine-sisk historiefortælling, 2004.

Gottschall, Jonathan: The Storytelling Animal. How Sto-ries Make Us Human, 2012.

Haven, Kendall: Story Proof. The Science Behind the Start- ling Power of Story, 2007.

Simms, Laura: Our Secret Territory. The Essence of Story-telling, 2011.

Thomas, Taffy & Killich, Steve: Telling Tales. Storytelling as Emotional Literacy, 2007.

Fortælling i Børnekulturhuset Fyrtøjet

99S U M M A R Y

revealed to him and subsequently provided afirm rootstock for his tales. When Hans Chris-tian Andersen’s stories were later translatedinto many different languages, his stories didnot only venture out into the world, but manyof the original themes were, so to speak,returning home. People all over the world havewarmly welcomed the tales as their own.Hans Christian Andersen’s affinity with the

world through his storytelling plays an impor-tant part in the presentation design of theplanned House of Fairytales. The oral story-telling genre will therefore form a natural partof the varied learning and presentation pro-grammes of this new facility.

Oral storytelling is not only of interest withregard to fairy tale presentation. Researchshows that we are much better at rememberingfactual information delivered through story-telling, rather than vague segments of informa-tion presented to us out of context. With suc-cessful storytelling, the listener is also given a

In August 2015, Odense City Museumsarranged International Storytelling Days forthe third year in a row. Storytellers from Ire-land, England, and Germany visited Odensetogether with the American storyteller andwriter Laura Simms, who is also creative direc-tor of the Hans Christian Andersen Story-telling Center in New York. The event receivedfinancial support from the Hans ChristianAndersen Festivals.There are several reasons for Odense CityMuseums’ focus on storytelling:

Oral storytellingplayed a significant role inHans Christian Andersen’s life. As a child, hewas exposed to a folklore full of universal andancient elements. He listened to Funish folktales and legends, whose themes had foundtheir way to the island from the outside worldfor centuries. Through his father’s reading, hebecame familiar with works such asTheThou-sand and One Nights. Storytelling traditionsfrom Persia, India, Arabia, and Europe were

Summary by Lise Marie Nedergaard

Storytelling

unique experience. Odense City Museumstherefore strive to focus on exploring thestrengths of oral storytelling in the presenta-tion of subjects such as museum artefacts, his-torical crafts, living conditions, traditions, andevents.

Oral storytelling is also a central part of thelearning activities at the children’s culturalcentre theTinderbox, which became part ofOdense City Museums in 2013. Over the years,a large selection of fairy tales has been told forvisitors at weekends and during holidays.Moreover, storytelling is also a crucial part ofthe improvisational theatre programme, themost popular course on offer to schools. Thestaff also provide tours and workshops foraspiring teachers looking for inspiration fortheir future jobs as teachers. There is a growinginterest in storytelling and oral skills and, in2015, a brand new story-telling school for chil-dren was established at theTinderbox. Thiswork will continue into 2016.